Indlæg

Oven på et flop stod MADS LANGER og skulle genfinde melodien, da et vikariat som højskoleunderviser bød sig til. Popstjernen sprang ud i det og endte med at lære lige så meget som sine elever.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

“DET GIK IKKE rigtig med min første plade. Jeg var kommet til København med firetoget efter gymnasiet og havde fået en stor pladekontrakt med Copenhagen Records, der havde Nephew, Carpark North, Nik & Jay. Alt, de rørte, var blevet kæmpestort. Men jeg skulle være endnu større, sagde de. Jeg fik et ’Ugens uundgåelige’-hit på P3, men da pladen kom, gik gassen af ballonen. Det var på mange måder et chok. Men samtidig mit held, at jeg blev tvunget til at finde ind til, hvorfor jeg elskede at skrive sange. Det var jo, fordi jeg elskede at tage ud at spille dem. I 2007 tog jeg guitaren under armen, ringede til en masse efterskoler og højskoler og spurgte, om jeg ikke måtte komme forbi og spille for et måltid mad og en seng for natten. 

En turné førte Mads Langer ind på Engelsholm Slot, tæt på Vejle. Han giver stadig koncert på højskolen hver sommer.

EN DAG KOM jeg til Engelsholm Højskole. Et ubegribelig skønt sted på et gammelt slot, langt fra by og trafik. Jeg blev gode venner med musiklæreren og endte med at blive hængende nogle dage. Da han efterfølgende måtte på sygeorlov med en diskusprolaps, tog jeg vikariatet. Dengang spillede eleverne coversange, men jeg fik lov til at starte en decideret sangskriverlinje op, som jeg endte med at stå for i halvandet år. Jeg havde min egen lærerlejlighed, men agerede langt hen ad vejen som elev. Jeg skældte ikke ud og irettesatte. Det havde jeg slet ikke nogen interesse i. Jeg fik venner, men var også opmærksom på at lægge lidt afstand. For eksempel kunne jeg ikke få kærester. Det ville blive for weird. Når jeg møder dem i dag, er jeg stadig læreren, selv om vi er lige gamle.

”I begyndelsen af min karriere havde jeg det sådan, at ingen andre skulle ind i værkstedet til mine sange og mine følelser. Men på højskolen lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er et soloridt.”

JEG VAR 22, og det var grænseoverskridende at skulle undervise folk på min egen alder. Men jeg kunne mærke, de var sultne. Folk har jo selv valgt det og betalt for det, uden at der er en præmie for enden i form af et eksamensbevis. Det er et godt udgangspunkt. De troede på, jeg havde noget at give dem, så jeg strammede mig an. De fik en masse indspark at komme i gang på: Gå rundt om søen, og skriv en sang om den. Tag tre linjer fra din yndlingsbog, og skriv rundt om dem. Begynd med melodien. Begynd med teksten. Derfra brugte jeg mit musikalske kompas til at hjælpe med den enkelte sang. Jeg kan mærke, når den er, hvor den skal være. Men der er ikke nogen opskrift på den geniale sang. Det gør det sjovt at blive ved, at du ikke kan regne det ud.

Mads Langer fik stillet en lærerbolig til rådighed, hvor han indimellem kunne trække sig tilbage fra det fælles liv.

DET GIK OP for mig, at det er i mødet med andre mennesker, at man udvikler sig. Siden har jeg rejst til både Stockholm, L.A. og London for at skrive med andre sangskrivere, og jeg opsøger hele tiden nogle, der på papiret ikke er mit mest oplagte match. Mit album ’Reckless Twin’ lavede jeg sammen med Sune Wagner fra Raveonettes, der er fra et indie-segment og har lavet støjrock, mens jeg kommer fra en mere poppet singer/songwriter-baggrund. På det seneste har jeg arbejdet sammen med Kewan, der producerer hiphop, er skolet cellist og kan lave et beat, der swinger på sin helt egen måde. I mit orkester har jeg en cubansk percussionist og en gospelsanger fra London. Folk med et andet musikalsk dna, der gør livet og det kreative spændingsfelt interessant. 

Ved Mads Langers årlige koncert på Engelsholm uddeler han legater til musikalske talenter, blandt andet i form af gratis ophold på højskolen.

I BEGYNDELSEN af min karriere havde jeg det sådan, at ingen andre skulle ind i værkstedet til mine sange og mine følelser. Men på højskolen lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er et soloridt, selv om der er noget af rejsen, du er nødt til at tage alene. Højskolen kan rumme både fællesskabet og den enkelte. I min optik burde et højskoleophold være obligatorisk for alle. Eleverne investerer i det på en anden måde end til en stor forelæsning på universitetet. Og det smitter af på lærerne, der får ekstra lyst til at være noget for deres elever.

I DAG kan jeg indimellem savne følelsen. Det er selvfølgelig fedt at spille for mange tusind mennesker, men man kan også godt føle sig lidt distanceret som artist oppe på scenen. Det er en meget livgivende og lærerig ting at agere direkte med en anden person og give noget videre. Og jeg kunne godt se mig selv tage et sabbatår fra ræset og gøre det igen en dag.”

Mads Langer er aktuel med sin nye single, ’Mellem linjerne’.

KAREN MARIE AAGAARD ØRSTED ANDERSEN har som MØ turneret verden rundt med sit band. Her fortæller hun om kaotiske optagelser til kæmpehittet ’Lean On’ i Mumbai, om at spille til en af verdens største festivaler og om tatoveringer som rejseminder.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MEGAHIT I MUMBAI, 2014

”Major Lazer var på tur i Asien og skulle spille i Mumbai i Indien. Inden koncerten kontaktede de min manager og spurgte, om jeg ville flyve ind, så vi kunne skyde en musikvideo til nummeret ’Lean On’. Jeg skyndte mig at sige ja og bestille flybilletter. Jeg anede ikke, om jeg kunne nå at få visum, og det var lige før, jeg ikke kom af sted. Men det lykkedes, og nogle dage senere landede jeg i Mumbai sent om aftenen. 

Tidligt næste morgen tog vi ud på den location, hvor første del af musikvideoen skulle optages. Alt skulle i kassen på to dage. Vi ankom til et nedlagt Bollywood-studie i udkanten af byen, som forestillede et kæmpe palads, og jeg blev indlogeret i en lille trailer, blev klædt på og fik lagt makeup.

Jeg skulle nå at lære en ret indviklet dansekoreografi på ingen tid, og det var virkelig svært. Jeg fik lige akkurat styr på de vigtigste trin. Major Lazer og DJ Snake (fransk dj og musikproducer, red.) ankom lidt efter mig, og jeg kan huske, at jeg var virkelig nervøs. Dengang var jeg en nobody, så jeg var meget opsat på at vise dem, at jeg kunne klare det her.

Vi optog hele dagen og fortsatte til langt ud på natten. Jeg fik aldrig lært dansetrinnene, men måtte improvisere halvdelen undervejs. På et tidspunkt kom der nogle indere, der ville lukke optagelserne ned. Vi måtte betale dem penge under bordet for at fortsætte. Det var ren piratstil, og der skete alt muligt andet mærkeligt i kulisserne, som jeg ikke rigtig opfattede, fordi jeg var så fokuseret på optagelserne og så ramt af jetlag. Jeg gik rundt i en tåge. 

Ved tre-firetiden om natten opstod der et kæmpe postyr, da vi skulle optage en af de sidste scener ude foran paladset. Det var meningen, at Major Lazer-drengene skulle ride på en elefant. Men fordi vi var gået over tid, havde vi overskredet elefantens sengetid. Derfor kunne vi ikke få lov at bruge den alligevel. I stedet endte det med, at nogen fra filmholdet skaffede tre hvide heste, og så fik vi scenen i hus alligevel.

Klokken blev seks om morgenen, før jeg kom i seng. Jeg fik kun et par timers søvn, før vi skulle op og optage igen på en ny location inde i byen. Optagelserne skulle være færdige, inden Major Lazer skulle spille koncert, og jeg skulle flyve hjem om aftenen. Filmholdet havde lejet en gammel bus, der var blevet spraymalet, og den skulle jeg danse på taget af, mens den kørte. Vi trillede gennem byen, mens der var mennesker i gaderne, og det var virkelig kaotisk. Der var også en scene inde i bussen, der nok var 50 grader varm. Vi måtte starte forfra flere gange, fordi jeg konstant tabte alle mine smykker, når bussen kørte ned ad de bumlede veje.

Efter vi havde skudt de sidste scener og akkurat nået det, blev jeg kørt direkte i lufthavnen. Jeg nåede ikke engang at få makeuppen af. I lufthavnen faldt jeg helt sammen i en kombination af lykke, udmattelse og jetlag. Vagterne, der var bevæbnet med store maskinpistoler, gloede mærkeligt på mig. Jeg må have lignet det sygeste vrag.”

Coachella Festival er opkaldt efter Coachella Valley i Coloradoørkenen. Den blev afholdt første gang i 1999. MØ er sammen med Mew og den elektroniske musiker Snavs de eneste danske navne, der har optrådt på festivalen.

CONCERT-NERVER PÅ COACHELLA, 2018

”Jeg fik at vide, at jeg var blevet booket til Coachella Festival i Californien (verdens fjerdestørste festival med 675.000 deltagere, red.). Jeg havde spillet der før på en af de mindre scener og regnede med, at det ville blive det samme. Men to måneder inden koncerten kom der en besked om, at jeg var blevet rykket op på hovedscenen. Den første følelse var chok og ren lykke, men der gik ikke længe, før nervøsiteten meldte sig. Når man spiller på hovedscenen på Coachella, skal showet bare være perfekt.

Vi fløj til Los Angeles et par dage i forvejen for at øve. Jeg skulle have flere gæster med på scenen, så det var en lidt mere avanceret produktion end normalt. Om fredagen, dagen inden koncerten, blev vi kørt ud i ørkenen uden for Palm Springs, hvor festivalen finder sted. Til at begynde med var jeg nogenlunde rolig, men jo nærmere vi kom, desto mere nervøs blev jeg.

På hele turen derud var jeg fuldstændig stille. Før vigtige koncerter holder jeg altid min stemme helt i ro. Vi ankom og blev indlogeret på et hotel, hvor mange af de andre artister også boede. Jeg spiste middag med mit band, stadig uden at sige et ord. I stedet kommunikerede jeg med fagter og fløjtelyde. Jeg tror slet ikke, at jeg talte den dag. Mit band hader det, men er efterhånden vant til det.

Næste morgen tog vi ud på festivalpladsen. Jeg var rystende nervøs, og da vi fik at vide, at vi skulle gå mod scenen, røg mit hjerte helt op i halsen. Jeg blev helt stiv i kroppen og tænkte bare: ’Fuck.’

Senere samme aften skulle Beyoncé spille på hovedscenen. Hun var festivalens absolutte hovednavn. Da jeg gik på, blev jeg mødt af et hav af Beyoncé-fans, der alle sad ned foran scenen og lod til at tænke: ’Hvem er hun?’ Nervøsiteten sad i mig under første nummer, men efterhånden som koncerten kom i gang, blev jeg mere rolig. Langsomt begyndte folk at strømme til, og dem, der sad ned, rejste sig op, lidt efter lidt. Da vi var lidt over halvvejs gennem koncerten, kiggede jeg pludselig op og bemærkede, at der faktisk var ved at være fyldt foran scenen. Som et af de sidste numre spillede vi ’Lean On’, og publikum gik amok. 

Da jeg kom ned fra scenen, var jeg helt ekstatisk. Jeg havde været så bange for, at det skulle gå galt. Men da vi var færdige, havde jeg en følelse af, at vi havde bestået. En masse af de musikere, jeg respekterer og ser op til, kom over til mig og sagde, at det var en virkelig fed koncert. Den koncert er en milepæl for mig.”

MØ, MY OG MUMMI I MELBOURNE, 2017

”Sidste efterår var jeg på tour i Asien og spillede koncerter i Kina, Japan og Singapore. Bagefter fløj vi til Australien, hvor jeg skulle varme op for Sia til tre koncerter på hendes tour. Aftalen var kommet på plads et halvt år forinden, og jeg var helt oppe at køre. Jeg er kæmpe fan af Sia og glædede mig til at møde hende.

Den første koncert var i Melbourne på et kæmpe stadion med plads til mange tusind mennesker. Først spillede jeg, derefter skulle min gode veninde Charli XCX (britisk sangerinde, red.) på, og til sidst var det Sias tur. Jeg så koncerten sammen med både mit og Charli XCX’s hold, og efterfølgende røg vi i byen på en queer-klub inde i Melbourne. Men vi så ikke noget til Sia.

Når jeg rejser med mit band, har vi en ting med, at vi skal have lavet en tatovering i den by, vi rejser til. Jeg har efterhånden en hel del fra forskellige steder. I Melbourne kendte nogle af drengene en lokal tatovør, så dagen efter tog vi derhen og blev tatoveret. Jeg fik lavet en tatovering på anklen, der forestiller My fra Mumitroldene, som jeg altid har kunnet identificere mig med, fordi hun er en lille hidsig og eventyrlysten person.

Næste koncert var i Sydney på endnu et kæmpe stadion, og heller ikke her mødte jeg Sia. Vi fløj hurtigt videre til Auckland i New Zealand, hvor vi skulle spille den tredje og sidste koncert på under en uge. Modsat de to andre koncerter var det et lidt mindre sted, og omgivelserne var virkelig smukke. Jeg varmede op for Sia igen, og som de andre aftener trak hun sig tilbage med sit hold, når hun var færdig med sin koncert. Der var en fra mit band, der så hende på afstand. Det var det nærmeste, vi kom.

Efter den sidste koncert blev mit band spredt for alle vinde. Nogle skulle blive i New Zealand og holde ferie, andre skulle til Europa, og jeg selv skulle flyve til Vancouver. Forinden tog jeg og min tourmanager ud til en strand og gik en tur i vandkanten med udsigt til klipper og helt blåt vand. Da vi landede i Vancouver, blev jeg kørt uden for byen til et ski-resort. På under et døgn nåede jeg både at gå tur på en strand og i et snelandskab. Charli XCX fortalte mig efterfølgende, at hun rendte ind i Sia på flyet hjem til Los Angeles. Selv så jeg hende aldrig.”

30 år, sanger, musiker. MØ, der er opvokset på Fyn med det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, har vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld og fire Grammyer ved Danish Music Awards i 2014. Hun udgav sin første single i 2013 og fik sit internationale gennembrud med nummeret ’Lean On’ sammen med den elektroniske trio Major Lazer i 2015. YouTube-videoen til sangen er den mest sete nogensinde med en dansk medvirkende. Hun udkom med sit andet album, ’Forever Neverland’, i oktober.