Indlæg

Infernal kan lige om lidt holde 25-års jubilæum, men de mange år på danske festivaler, provinsdiskoteker og som international pop-sensation har ikke taget livet af forsangeren og bandet, der fortsætter med at plukke danse-æbler. I 10 kapitler fortæller 45-årige LINA RAFN om et kvart århundredes op- og nedture, om at lære disciplin af en svømmetræner i træsko, om at blive techno-tryllebundet i en Ford Escort og om at blive ved – og ved – selvom man er dømt ude.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Isak Hoffmeyer

1.

SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.

Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.

Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.

Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!” 

Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.

Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.

Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet. 

Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.

I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.

2.

JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.

På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang. 

Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.

En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”

Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede. 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv. 

LINA RAFN 

Født 1976. Opvokset i Herlev og flyttede som ung til Aarhus og Aalborg for at dyrke sportsdans på eliteniveau.

Dannede i 1997 gruppen Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr. Ifølge KODA var hun den tredjemest spillede kvindelige danske artist fra 2006 til 2010. Hun har siden 1998 dannet par med Kasper Pertho. Sammen fik de i 2010 datteren Karmen. Infernal, der har 25-års jubilæum i januar, spiller i Store Vega 22. december under mottoet ’Mindre salme, mere bas-arm’.

3.

I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John. 

Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.

Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).

De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.

Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.

Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.

Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere. 

4.

JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret. 

Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken. 

Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.

I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt. 

Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”. 

Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”

Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.

Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.

5.

I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.

Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.

Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.” 

Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.

Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.

I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.

6.

DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.

I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med. 

Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.

BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.

Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.

7.

DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.

Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet. 

I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle. 

Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet. 

Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid. 

8.

DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation. 

Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.

På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.

I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.

Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper. 

Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.

9.

JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.

Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte. 

Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville. 

I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.

Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været. 

10.

DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.

Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen? 

Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infern­øl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?

Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da. 

Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.

Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”

De færreste forudså, at energiske THE MINDS OF 99 en dag ville blive tidens største band. Men barndomsvennerne fra Frederiksberg er blevet stemme for en hel generation. Ud & Se oplevede som det eneste medie deres historiske koncert i Parken backstage og fulgte bagmand og forsanger Niels Brandt før, under og efter.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DA BALLADEN ’Hurtige hænder’ kommer på, frier en mand midt i folkemængden til sin kæreste, der siger ja. Da børnesangen ’Emil’ spiller, bliver en ung fyr båret rundt i en oppustelig gummibåd af sine venner. Og under det hurtige punk-nummer ’Det er Knud som er død’ skråler tusindvis og atter tusindvis i et enstemmigt kor. 

Det giver overhovedet ingen mening. I teorien i hvert fald. Et dansksproget band, der med sin postpunkede lyd slog igennem med en sang om en afdød polarforsker, der fylder Parken i København til bristepunktet. Men det er det, der sker. Og da det melankolske new age-nummer ’Stjerner på himlen’ nærmer sig sin afslutning, sætter 52.000 mennesker sig på hug på opfordring af The Mind of 99’s blonde forsanger Niels Brandt. Kort efter, badet i et mørkeblåt lysshow, springer de alle kort op igen i en euforisk, løssluppen dansefest.

ET PAR UGER før sidder Niels Brandt i sin sorte Peugeot SUV på vej til Royal Arena på Amager. Her har The Minds of 99 tidligere spillet udsolgte koncerter for 17.000 mennesker, og derfor bruger de stedet på at forberede koncerten i Parken.

”Vi har stort set ikke spillet, så det er fra asken til ilden. Det er også det, der er så syret ved det. Sidste gang, vi spillede foran så mange mennesker, må have været til Northside i sommeren 2019. Der er stadig noget inde i mig, der siger, at den bliver aflyst, at selvfølgelig får jeg ikke lov til at spille der,” siger han.

Oprindelig havde det været planen at spille på Østerbro Stadion, den noget mindre nabo til Parken. Ideen var opstået, da bandet havde turneret rundt for fulde huse efter udgivelsen af deres tredje album, ’Solkongen’, der også havde sendt dem forbi Orange Scene på Roskilde Festival for anden gang.

Østerbro Stadion viste sig imidlertid at være udlejet i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Derfor foreslog bandets manager lidt ud af det blå: ”Hvad med Parken?” Det medførte spontane latterudbrud. 

Parken var et sted for Bruce Spring­steen, Beyoncé og Justin Bieber, ikke et dansk band. Kun ét andet dansk band havde tidligere meldt udsolgt, og det var Volbeat, der synger på engelsk og derfor trak fans fra Tyskland, Sverige og Norge. 

Men efter latteren var forstummet, var der alligevel noget ved det forslag. Hmm. Okay. Hvorfor ikke?

”Dumhed og mod ligger tæt op ad hinanden. Nogle gange er det nærmest det samme. Der var noget alene i signalværdien ved at prøve at gøre det,” siger Niels Brandt.

Og billetsalget gik strygende. Til sidst åbnede de for den fulde pakke på 52.000. Hvis nogen havde været i tvivl, stod det klart, at The Minds of 99 var blevet folkeeje. 

”Det kan jeg godt være overrasket over. Vores musik er kommet fra hjertet. Vi har ikke siddet og designet det. Det er kommet fuldstændig rent, uden at vi er gået på kompromis med noget som helst. Når det connecter med folk, bliver jeg stolt og taknemmelig. Mit hjerte er blevet hørt. Det føler jeg mig fandeme heldig over.” 

THE MINDS OF 99

består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wis­sing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016.

SÅ LANGT ØJET rækker, kommer folk vandrende med dåse­bajere på vej mod Parken på københavnske Østerbro, der stikker mægtigt frem bag høje træer. Merchandiseboder i syrlige grønne farver er sat op i vejkanten, og mange har allerede fået sorte T-shirts med påskriften ’PARKEN 11-09-21 12-09-20’, som de bærer i lange, snoede køer ved alle indgange, selvom klokken ikke har rundet 18.

I et indhegnet område på bagsiden griller de mange crewmedlemmer i en sjældent tiltrængt pause. Fire dage tidligere forlod en skare lastbiler Parken efter 5-0-landskampen mod Israel, og straks kørte en endnu større skare ind og gik i gang med at stille showet op. 2.000 mennesker har været på arbejde i forbindelse med koncerten, og de store lastbiler, kraner og flyttebiler holder klar til at pakke det hele ned igen, når den er slut. 

I backstagelokalet under Parken stikker en tekniker hovedet ind: 

”Må jeg regulere noget lys herinde?”

”Regulere lys?” spørger Niels Brandt fra en af sofaerne.

”Folk på Instagram brokker sig over, at der er AaB-lys herinde,” siger han. Et dunkelt rødt lys, der minder om AaB’s rød-hvide-farver, præger FCK’s omklædningsrum, som er inddraget som backstagelokale for The Minds of 99.

”Nu du siger det, vi skal ikke have AaB-farver herinde,” siger Niels Brandt, der er inkarneret FCK-fan.

Teknikeren roder lidt, og kort efter har rummet fået et mørkt, blåt skær. Et køleskab med kildevand, sodavand og bajere lyser op i lokalet, der er præget af grå sofaer, grå sækkestole, mørkegrå duge på bordene og sorte tæpper, der hænger foran bænkene, hvor navne som Carlos Zeca, Rasmus Falk og Lukas Lerager står på de forskellige pladser. 

Niels Brandt er ved at lægge skumle planer med sin manager. Til åbningsnummeret skal han løftes op i en form for ballon midt i Parken, og derfor skal han have sneget sig ind midt i menneskehavet, uden at nogen opdager ham. Han har fået falske briller på, trukket hættetrøjen ned om hovedet, så det blonde hår ikke er til at spotte, og i favnen har han en stak vandflasker, som var han medlem af crewet. Nu traver han let foroverbøjet hen over gulvet i en slags generalprøve. 

”Det er der sgu ingen, der opdager,” konstaterer manageren. 

Niels Brandt smider sig på sofaen, jammer lidt på en guitar. De fire andre bandmedlemmer er stadig i gang med at spise. Natten forinden har de overnattet på Hotel Ottilia på Vesterbro. Det er blot 200 meter fra, hvor de alle sammen bor, men de havde brug for at være i fred før koncerten. Så var der til gengæld andre forstyrrelser. På værelset ved siden af havde en flok unge mænd gang i en gedigen The Minds of 99-fest. Niels Brandt griner:

”Jeg var lige ved at gå ind og banke på og sige: ’Så sluk da for det lortemusik!’”

LIDT EFTER FISKER Niels Brandt Ekstra Bladet frem. Han er blevet interviewet af den berygtede anmelder Thomas Treo – det eneste optaktsinterview, bandet takkede ja til. Netop fordi det var så ulogisk at gøre. 

”Han har anmeldt os før, og han har i hvert fald gjort en indsats for ikke at kunne lide det. Der, hvor han er bedst, er jo, når han er sindssygt perfid. Det har han ikke været ved os, desværre. Men da vi skulle åbne på Roskilde Festival, mente han, at vi var så dårligt et band, at det var synd for os. Men det var nu ret godt for vores karriere alligevel,” siger Niels Brandt og bladrer frem i papirudgaven.  

”Det handler meget om penge. Det hele handler faktisk om penge. Overskriften er ’Fylder Parken: Jeg får for lidt’. Treo havde regnet sig frem til, at der ville være for 25 millioner kroner i billetindtægter, og så mente han, at jeg skulle have en speedbåd. Så sagde jeg: ’Er du klar over, hvor lidt jeg får?’ Det blev så ’Jeg får for lidt’.”

Bassisten Asger Wissing kommer ind i lokalet, og Niels Brandt viser ham artiklen.

”Har du set det? Det er sgu da genialt.”

Da trommeslageren Louis Clausen, guitaristen Anders Folke Larsen og synthesizer- og keyboardspiller Jacob Bech, kendt som ’Jukse’, træder ind lidt efter, gør han det samme. 

”Han får for lidt,” siger Niels Brandt og begynder at grine:

”Så står der her: ’Familie: Gift med amerikanske Dina siden 2009. Børn: Datter på tre og søn på 11. Onkel: Flemming Ostermann. Fodboldhold: FCK. Nøglenummer: ’Som fluer’ og ’Hurtige hænder’. Det er min blå bog, det her.”

Niels Brandt morer sig, og det er ikke til at se, at han er nervøs. Men så, pludselig, som om han selv bliver ramt af erkendelsen, siger han: ”Nu er det sgu også ved at blive alvor.”

KNUD OG GENNEMBRUD

The Minds of 99 slog igennem med sangen ’Det er Knud som er død’ om Knud Rasmussen. Først senere fandt Niels Brandt ud af, at polarforskeren faktisk var gudfar til hans morfar.

NIELS BRANDT VAR 12 år og havde uro i hele kroppen. Det var værre end at skulle op at slås i skolegården. Han var på vej på scenen for at optræde med covernumre af Oasis, og ud over hans venner, Asger Wissing og brødreparret Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech, var der ingen andre, der gik op i britpop. De var på hyttetur på en anden skole, Niels Brandt var forsanger, og han var ved at brække sig og havde lyst til at flygte fra det hele.

Som lille havde hans walkman været et get-away, et sted at forsvinde hen. Efter hans forældre var blevet skilt, og han sammen med sin far og storebror skulle til Østtyskland for at besøge faderens nye kone, havde han lukket sig inde på bagsædet med høretelefoner på, mens familiebilen slugte kilometer efter kilometer på de tyske motorveje. Det var for mærkeligt, det hele. Så var det rarere at drømme sig væk med Kim Larsen i ørerne. 

Det blev Niels Brandts første bekendtskab med musikkens magi. Senere, da MTV kom til Danmark, blev han også introduceret til Oasis. Der var øjeblikkeligt noget ved det britiske indierockbands tekster, der ramte ham med deres drømmende poesi. 

Det viste sig tilmed, at det ikke var særlig svært at spille selv. Hvis man kunne D-dur og måske lidt E-mol og G-dur, kunne man lave musik med fingrene. Han var ikke noget naturtalent til at spille guitar, men her kunne han være med. 

”Jeg hørte Nirvana og Oasis og lærte at spille det, og der var pludselig ikke langt til mine egne sange. Det blev en vej til selv at få sat musik på de følelser, jeg havde. Og så blev det en livsstil,” siger han.

Allerede i børnehaveklassen var Niels Brandt blevet venner med Asger Wissing og Mikkel og Jacob Bech. Da drømmen om at blive fodboldspiller langsomt visnede, overtog rockmusiker-drømmen, og som 12-årig startede de fire deres første band. Da deres musiklærer fik nys om det, måtte han bruge sine bedste overtalelsesevner for at lokke dem op på scenen.  

”Vi blev presset til at spille, selvom vi ikke havde lyst, og derfra blev det et tilbagevendende tema at konfrontere den frygt for at stå på scenen. Der har været mange kampe med det. Vi gik ikke på en skole, hvor det vrimlede med unge med kreative interesser. Det, der fyldte, var fodbold og … fodbold. Hvis man stillede sig op på scenen, skulle man kraftedeme stå på mål for det bagefter,” siger han.

No Clue, som de kaldte deres band, blev også for 10 kasser sodavand hyret til at spille til en personalejulefrokost på Niels Brandts mors arbejdsplads – et plejehjem – og de blev lokket til at optræde til skoleafslutninger og forældreaftener. Og til den famøse hyttetur, hvor nerverne for alvor var ved at knække ham. I sidste ende besluttede han sig for, at hvis man alligevel skulle dø på scenen, kunne man lige så godt gøre det helt. Bagefter oplevede han en berusende følelse af at have givet alt, hvad han havde. Men kampen mod scenen er ikke blevet mindre med årene. 

”Jeg er pissenervøs for det, helt sygt nervøs for det. Jeg har en dyb respekt for det. Hvis man skal stille sig derop og gøre sig fortjent til den opmærksomhed, så skal man eddermame mande sig op.”

LYDEN AF ET trommesæt, der får på skindene, kommer fra et tilstødende lokale. Så forstummer den, og lidt efter træder Louis Clausen ind i backstagelokalet, hvor Niels Brandt opholder sig. 

”Der er fucking mange mennesker derude.”

”Jeg er ikke sikker på, jeg er klar til den virkelighed. Eller til at kigge på den,” siger Niels Brandt.

Lidt efter træder de tre andre medlemmer også ind. Anders Folke Larsen begynder kort efter at jamme på sin guitar. 

Dam. Dam. Dam. Damdamdam. Dam. Dam. Dam.

Så finder Asger Wissing sin bas frem og forsøger at stemme ind i melodien, der nu tager til i tempo. Niels Brandt begynder at tælle med. 

”En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte, en-to-tre-fire-fem.”

Louis Clausen trommer på bordkanten.

”Den ville gøre sig godt i Montenegro. Jeg tror, den rammer folkesjælen dernede,” siger Niels Brandt.

”Er du sikker på det?” spørger Jukse. 

”Nårh, ja, undskyld, Serbien. Nej Bosnien-Hercegovina. Nej, Ukraine, der var den,” siger Niels Brandt. 

”Den ville gøre sig godt i Sovjetunionen, hvis det stadig fandtes,” siger Asger Wissing. 

Manager Ole Nørup træder ind. Han har sin mobil fremme med et liveindslag på TV 2 fra Parken. 

”52.000 mennesker, det er næsten ikke til at forstå …,” siger den kvindelige reporter.

De fem bandlemmer stopper improvisationen og stimler sammen foran skærmen.

”Det her er en koncert med bandet Minds of 99 …,” fortsætter hun. 

”The,” retter Niels Brandt.

”Den skulle være spillet for to år siden …” 

”Ét år siden,” siger Niels Brandt.

To unge fyre fra Nordjylland bliver interviewet og siger, at de er klar på en ”kæmpe fest herinde” med en dialekt trofast mod hjemstavnen.

”Hvor er han lækker. De er gode,” siger Louis Clausen.

Niels Brandt fisker sin egen telefon frem og begynder at finde nordjyden på Instagram.

”Tror du, det er ham der? Nu har jeg skrevet til ham, at han var god,” siger han lidt efter. 

De andre går i gang med at jamme og tromme igen. En ny melodi, lidt i samme stil.

”Det er stadig Ukraine,” konstaterer Niels Brandt.

”Hvad hvis man gør sådan her?” spørger Anders Folke Larsen og skifter melodi på ny.

”Spanien.”

”Så lavede vi det nummer. Next!”

DET ER BARE SNAK

”Jeg har aldrig haft det sådan, at folk skal være helt stille og holde kæft, når vi spiller. Det er live, og hvis vi er gode nok, kan det være, de gider lytte. Men det kræver, at vi er gode nok.”

DA NIELS BRANDT var otte år, var han på ferie på Færøerne. Hans far er geograf med en særlig interesse for får, og mens han var væk for at studere dem, var der ikke rigtig noget at lave i den tykke tåge, der omsluttede den lejede villa. Derfor foreslog den knap to år ældre storebror, at de skulle skrive en sang hver. Niels Brandt blandede et Bryan Adams-nummer med et Roxette-nummer, og så havde han en sangtekst. Da han præsenterede den, sagde hans storebror: ”Men det har du jo bare taget fra Bryan Adams og Roxette.” 

Det var svært at komme uden om. 

”Det, der sker nu, er ikke anderledes. Forskellen er bare, at jeg i dag har en milliard sange, der pisker rundt i min hjerne. Det er ligesom en firkant, som bliver til en femkant, der bliver til en sekskant. Jo flere kanter der kommer på, jo mere kommer det til at ligne en cirkel. Det bliver nok min imitation af alt det, jeg godt kan lide, der kommer ud, så det lyder som mig. I bund og grund er det alt det, jeg har gået og lyttet til og elsket, siden jeg første gang hørte ’Lille Peter Edderkop’.” 

Niels Brandts sange kan starte med en sætning, en lyd, en idé, en rytme. Nogle gange står han op om natten for at tage ned i sin øver på Sønder Boulevard og spille noget, der er dukket op inde i ham. 

”Jeg skriver på en følelse, jeg har indeni, en stemning, og så prøver jeg at finde ord, der beskriver den stemning. Det hele foregår i en underbevidst proces, som på en måde er fuldstændigt ude af kontrol. Det er det magiske ved det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den ene sang virker, og hvorfor en anden ikke gør.”

En nat vågnede han med fire ord printet ind på nethinden. Han tændte natlampen og skrev dem ned med det samme. Næste morgen begyndte han at tænke på, hvor han mon havde de ord fra, men fandt ikke svar, de måtte være født i hans eget hoved: ’Alle skuffer over tid’. 

En anden gang hørte han Rae Sremmurds ’Black Beatles’, hvor udtrykket young bull optræder. I Niels Brandts hoved blev det til ’Ung kniv’, og 10 minutter senere havde han skrevet en sangtekst om trangen til altid at drage på eventyr. 

”Jeg lever efter den filosofi, at jeg ikke kan bestemme, hvad der kommer. Men jeg kan kontrollere, om jeg vælger at lytte til det eller ej. Det kan også være sange, jeg ikke selv synes er gode. Sådan en som ’Ma Cherie Bon Bon’ … fuck, den er dårlig. Men da vi havde skrevet den, var det, som om den altid havde været der. Så bliver man nødt til at udgive den. Så kan man ikke bare sige, at den ikke er cool, for så haunter den dig. Der er en sangskrivnings-gud, som man bliver nødt til at have et godt forhold til. Ellers hævner den sig, og så får man et lorteliv.”

DET LYKKEDES FOR No Clue at spille i det hedengangne tv-program ’Børne 1’eren’, og det gav et vist ry på de lokale fritidsklubber på Frederiksberg og luft til barndomsvennernes spæde rockstjernedrømme. Siden skiftede de navn til Pungke, og da de blev et medlem rigere – Anders Folke Larsen havde sluttet sig til – kaldte de sig Iord. Det nye medlem var lidt ældre og havde holdt øje med de ambitiøse knægte, og han blev både en del af slænget og bandet. 

Som 16-årig stod Niels Brandt og resten af Iord på scenen til en ungdomsfestival i Helsingborg. Det skulle være den store kickstart for bandet. De havde skrevet nye numre, som de fyrede af det bedste, de havde lært. Og nok var publikum begejstrede, men desværre var blot to mennesker troppet op, og det var deres egne venner. Da de var færdige, blev koncertpladsen fyldt op af en hujende menneskeskare, der kom for at se nogle 10-årige piger danse playback til Spice Girls-hittet ’Wannabe’.

Det var en ydmygelse, men for Niels Brandt var det mere end det. Han havde det nærmest, som om han visnede indeni. Var det virkelig dét, folk ville have? Oplevelsen gjorde ikke noget godt for at dæmpe de eksistentielle kvaler, han i forvejen kæmpede med. Han følte sig generelt fremmedgjort for verden, havde svært ved at være til stede i den, og halvvejs inde i gymnasiet droppede han ud for i stedet at arbejde i frugt og grønt-afdelingen i Føtex.

Når han havde fri, så han enten fjernsyn eller spillede Championship Manager i timevis. Han sumpede, følte sig deprimeret. Til sidst klippede han kablet over til sit tv og brændte computerspillets cd-rom med en lighter. Det gav ham bare ingen ro. Den gjorde kun musikken. 

“Jeg har altid kunnet drømme mig væk i musik. Jeg har bare elsket det så meget, og det har gjort, at jeg er blevet ved, og så … så kommer det. Så kommer talentet. Ofte har det noget med kærlighed at gøre. Hvor meget elsker du det?”

Inden han droppede ud af gymnasiet, havde han lært Louis Clausen at kende. Som 18-årige begyndte de at bruge al deres fritid på at spille musik. Det kastede spillejobs på Drop Inn og Lades Kælder i Indre København af sig. Fire timer med covernumre, hvor jobbeskrivelsen var, at man skulle fyre op under folk. 

”Den erfaring er virkelig en nøglefaktor i, hvordan vi er som liveband med Minds. Den der energi, der skal til for at få en fest op at køre, den der udadvendthed, der skal findes frem, har betydet rigtig meget. For vi kan også mærke, når vi ikke har den, eller det er for slapt. Så er der nogen, der opdager det og siger: ’Nu tager vi os kraftedeme sammen,’” fortæller  Niels Brandt, der også begyndte at indspille numre, som han lavede med Louis Clausen og Asger Wissing. Dem sendte han rundt til pladeselskaber, og pludselig var der bud fra London. Sony RCA var interesseret i at signe dem, og derfor flyttede Niels Brandt som 19-årig til den engelske hovedstad. Lidt senere fulgte også de to venner. Det var en drøm af de helt store. Niels Brandt elskede britisk musik og kultur, og nu var det dem, der blev satset på. De blev inviteret til at indspille med store producere som Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kroner i døgnet, så det var bare med at levere. 

Men det viste sig alligevel at være sværere end som så:  

”De foretrækker, at det nye band er fra Leeds eller Reading. Hvis man er det nye band fra Danmark, har man ikke samme medvind fra starten. Samtidig var vi for unge, og vi var for langt væk hjemmefra,” siger Niels Brandt, der følte, at de sange, han oprindelig havde indspillet hjemme hos sin mor på en firesporsbåndoptager, kom længere og længere væk fra deres udtryk, efterhånden som alle mulige skulle sætte deres aftryk. 

Og selvom de fik løn af pladeselskabet, måtte de alle tre arbejde ved siden af. Selv nåede Niels Brandt at have syv forskellige tjenerjobs. Efter fem år fik de af pladeselskabet at vide, at de var velkomne til at rejse hjem igen. 

”Det var en hård tid, men totalt uvurderlig læring. Man skal virkelig have save på albuerne for at komme nogen vegne. Vi blev gode til at spille spillet, men der var for meget modstand, og med tiden løb det ud i sandet. Heldigvis, for det var ikke mit udtryk længere.”

ONKEL PÅ GUITAR

Niels Brandts onkel er rockmusikeren Flemming Ostermann, der var med til at starte Savage Rose. ”Han er en fantastisk musiker med et kæmpe hjerte og en kæmpe seriøsitet med musik. Hvis folk ikke spiller ordentligt, kan de bare gå hjem. Der er ingen slinger i valsen. Han tager altid guitaren frem. Der er ikke noget krukkeri, men man skal tage det seriøst. Det har han lært os alle sammen i bandet.”

HJEMME IGEN overvejede Niels Brandt helt at droppe musikken. Han havde brugt fem år i England på at knokle røven ud af bukserne uden at udgive noget, han var i midten af tyverne og havde ikke engang gennemført gymnasiet. Måske på tide at springe på hamsterhjulet? Han begyndte på HF, så han kunne blive et eller andet, og da han var færdig, tænkte han ’måske psykologi’ og tog et år med det på Københavns Universitet. 

Her blev han optaget af jungiansk psykologi om, hvordan modstridende følelser kan være i konflikt inde i én – såsom både at hade og elske at stå på scenen. Og det blev pludselig aktuelt igen. Mens han studerede, var han blevet venner med Nicolai Kornerup, der også spillede musik, og før de så sig om, var de signet af Sound of Copenhagen med deres band Shanghai. 

I 2010 udsendte de singlen ’Smoke and Mirrors’ og året efter albummet ’The Priest’, der klarede sig hæderligt blandt anmelderne, blev spillet i radioen og kastede koncerter og et par festivaler af sig. Men der var ikke tale om et rigtigt gennembrud, og da de kort efter droppede projektet, blev grundforvirringen om, hvad han havde gang i, blot udvidet. I København kan man fodre svin med uforløste musikere, derlige om lidt slår igennem, arbejder som pædagogmedhjælpere og ignorerer de skeptiske spørgsmål fra familie og venner. Og nu var Niels Brandt blevet en af dem. 

Han blev gift med sin amerikanske kæreste Dina, han blev far til sønnen Arthur, han var noget for nogen i den forstand, men han følte ikke, at han i sig selv var noget. Han så sig omkring, alle andre havde gang i noget, men selv arbejdede han i en børnehave og var fra tid til anden lærer på en musikskole. Det føltes, som om tiden var ved at løbe fra ham. 

”Jeg havde ingen penge og ingen uddannelse. Jeg var det der musik, og det var ikke lykkedes mig. Samtidig havde jeg et barn og en kone, og vi havde ingenting. Ikke fordi det skal handle om penge, men vi havde virkelig ikke noget,” siger han.

Da det så mest modløst ud, kom der alligevel en slags hjælp. Efter bryllupsfesten tog de på ferie til Amsterdam, og her besøgte parret Vincent van Gogh-museet. 

”Han begyndte først at male som 28-årig. Jeg tænkte: ’Fuck mand, så er det sgu ikke så slemt det hele.’ Der er tid, masser tid.”

I 2012 VAR Niels Brandt på Loppen på Christiania til en koncert med det amerikanske instrumentalband The Soft Moon. Det blev en særlig oplevelse. Det var New Order-agtigt og alligevel ikke. Da han kom hjem ud på natten, var det med følelsen af selv at have lyst til at lege med den lyd. 

Få uger senere befandt han sig på Loppen igen, denne gang for at høre det danske punkband Iceage. Han elskede energien og farten i musikken, og samtidig slog det ham, at det kunne være meget fedt, hvis det foregik på modersmålet. I den efterfølgende periode fandt han gamle sange fra 80’erne og 90’erne på YouTube. New wave og dark wave-bands fra hans ungdom, men også alle mulige døgnfluer, han aldrig havde hørt før. 

”Lyden af de to årtier ligger dybt i mig musikalsk. Varm og kold på samme tid. Inderlig og distanceret. Det er ligesom Michael Strunges poesi,” siger Niels Brandt. 

På det tidspunkt havde han to danske sange liggende derhjemme. Den ene havde han skrevet, efter han var vendt hjem fra London. Han havde mødt en gammel ven på et loppemarked, der også var sangskriver. De to stak hovederne sammen, og ud af det kom teksten ’Hurtige hænder’. De havde prøvet at sælge den til Rasmus Seebach, men uden held. Nu lå den i skuffen og manglede et band. Det samme gjorde ’Det er Knud som er død’, som han var blevet inspireret af, da han havde læst et digt, som hans ven havde givet ham – en poetisk nekrolog af Tom Kristensen efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. 

En morgen havde Niels Brandt siddet ved sit Yamaha-keyboard og lavet teksten om til musik. Det var blevet en enormt hurtig sang, der passede til lyden, og hans gamle ven Asger Wissing kunne jo spille melodier på bas. 

Måske det var på tide at samle barndomsvennerne igen.

NY SPILLE-PLADE

Navnet på The Minds of 99’s kommende projekt, ’Infinity Action’, fik de på en ferie til Thailand. Niels Brandts søn er bidt af gaming og havde en ven med på ferien. De to drenge snakkede ikke om andet, end at de en dag skulle eje en gamercafé med køleskabet fyldt med Red Bull og Monsters.

”Hvad skal den hedde?” spurgte vennen, og Niels Brandts søn svarede med det samme ’Infinity Action’.

NOGLE UGER SENERE mødtes de i et køkken på Smallegade på Frederiksberg, og de havde en flaske vodka med hver. Som det hørte sig til, skulle alle flasker tømmes. Med fire af dem nedlagt tog Niels Brandt mod til sig: ”Lad os lave et band.”

Som forventet blev forslaget taget blandet imod. Der var en grund til, at de andre havde givet ham tilnavnet ’Borgmesteren’. Han var ikke nem at være i band med. Men han fortsatte med at forklare, at det skulle være et punkbank, det skulle være dansk, og det skulle være gennemsyret af en rå og hurtig energi. 

Selv navnet havde han allerede styr på. De skulle hedde The Minds of 99. Det betød som sådan ikke noget, det var kommet til ham, da han havde hørt The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvor linjen ’make mine a 99’ optrådte. 

Borgmesterens salgstale var overbevisende, og da han næste dag vågnede på sofaen i vennens lejlighed med gedigne tømmermænd, havde de allerede bestilt en sommerhustur, hvor de skulle sparke projektet i gang. Få uger senere troppede de op på Fanø med taskerne fulde af kirsebærvin og hashkager, iført seler, opsmøgede bukser og Dr. Martens. De havde en idé om, at det var ’punk’, og samtidig var det en måde at smide hverdagens forpligtelser.  

De tapetserede det meste af sommerhuset med afdækningsplast fra Røverkøb og lod sig hengive til et fordrukkent kaos. Midt i det opstod hele tiden kreative indfald. Hver gang smed de, hvad de havde i hænderne, stormede ind og greb trommer og bas, Niels Brandt forsøgte med ordene, og et nyt nummer begyndte at forme sig. De var på en og samme tid helt væk og helt fokuserede. 

Nogle uger senere tog de af sted igen, til Skarø, og endnu en gang fyldte de sig med lidt af hvert for at komme i kreativ sync. Denne gang var det et psilocybin-svampetrip, der fik kreativiteten til for alvor at boble. 

UDEN DE ANDRES kendskab tilmeldte Asger Wissing bandet til ’KarriereKanonen’ på P3. I foråret 2013 var de blandt de 12 deltagere, og efter koncerter på Spot Festival og Smukfest blev de til sidst kåret som vindere. Det kastede en forårsturné af sig, men flere steder dukkede stort set ingen mennesker op. På Forbrændingen i Albertslund stod der 10 mennesker, da de gik i gang med at spille. Niels Brandt tænkte, at de måtte være forsinket ved dørene, men nej.

Hen over festivalsommeren tog det alligevel fart. Deres post-punkede, new wave-agtige musik fandt langsomt vej. ’Det er Knud som er død’ blev ’P3’s Uundgåelige’ i 2014 og modtog senere en guldplade. Samme år udsendte de debutalbummet ’The Minds of 99’, og til manges overraskelse åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival i 2015. 

Alligevel fortsatte en gammel intern jargon. De sagde til hinanden, at de var et lorteband, der havde lavet en lorteplade. Det hele var noget lort. Og når de var ude for at spille, kunne Niels Brandt finde på at præsentere numrene med ordene: ”Nu kommer den dårligste sang. En fucking lortesang, men her kommer den.” 

Måske punk, men også et skjold og en måde at afvise en eventuel fiasko på. I årevis havde Niels Brandt skrevet på et mørke i sig selv, på en følelse af ikke at høre til. Det var svært at forstå, at de var lykkedes. Niels Brandt måtte forsøge at lægge usikkerheden bag sig. 

På ny tog vennerne på sommerhustur, hvor de dopede sig til kreativitet. Denne gang indledte de med et polsk drukspil, vodka og polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Næste dag havde nogen pisset på gulvet, der lå glasskår overalt, og Niels Brandt rystede som et espeløv. Det fortsatte han med de efterfølgende dage, men da ugen var omme, var flere nye sange blevet født. Det blev til albummet ‘Liber’, der udkom i 2015 og var en personlig blotlæggelse af forsangeren.

OLD VS. YOUNG

”Nogle gange kan det være sygt fedt at spille klokken 2 om natten. På Roskilde Festival eksempelvis. Men hvis folk er ældre, er det for sent et tidspunkt. Så bliver de stive på en utrolig barnlig måde faktisk. De kan ikke styre det. De der kids har nemmere ved det. De har mere grundenergi.”

DER VAR EN trykket stemning. Bandet sad i 2016 i baren på Gæstgiveren på Bornholm og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Nu var de kun fem. Mikkel Bech-Hansen havde meddelt sit farvel. De havde udgivet et par plader, allerede spillet på Roskilde Festival et par gange, og nu var den ene af dem åbenbart brændt ud.

Det blev en slags eksistentiel krise for bandet. Gik det hele for stærkt? Var der noget galt? 

”Der var også noget med at være blevet et kendt ansigt. Det er mega­privilegeret, og der er mange fede ting forbundet med det. Men det ændrer også folk omkring dig. Og man bliver pludselig i tvivl, om det er én selv, der har ændret sig, eller om det er de andre,” siger Niels Brandt.

I et forsøg på klarsyn drak de sig fulde. Næste morgen spillede Niels Brandt en ny sang for de andre. En sang, han havde døbt ’Solkongen’. I løbet af dagen kom også tre andre ufærdige numre på bordet. Herfra piblede sangene frem. De var i gang igen, selvfølgelig var de stadig et band. 

TRE ÅR SENERE befandt bandmedlemmerne og deres familier sig på en ø i Thailand. De havde netop sluttet det forgangne år med fire koncerter på Store Vega, og det var på tide at tage stilling til, hvad næste skridt skulle være.

”Vi havde lavet tre plader, der var meget sådan plade-agtige. Ingen af os følte for at gå i gang med en ny på den måde. Jeg var ærlig talt bange for, at det ville blive en sindssygt kedelig plade at lave,” siger Niels Brandt.

Da de havde været 2-3 dage i Thailand, ringede Niels Brandts storebror, der arbejder i rejsebranchen, for at fortælle, at der var en storm på vej – en af den slags med et navn og derfor ikke til at spøge med. Der spredte sig hurtigt en form for panik, alle fly og færger væk fra øen var bookede. Der var risiko for, at bølger ville smadre deres hotel, og de besluttede sig for at flygte op på øen. Her fandt de et hotel, der ikke blev udsat for mudderskred, og her red de stormen af. 

Efterfølgende var der plastik over det hele. Øen, der bestod af frodige regnskove og smukke palmestrande, var ikke til at kende. Der lå junk over det hele, og det var umuligt at bade i havet, uden at der klistrede ting og sager på én. For Niels Brandt og bandet var det netop det, de havde brug for. 

”Turen var det største hack, det var regnskov og plastik blandet sammen. Det var det megasmukke med det megafake. Det gav mig sådan en følelse af … ’der er ingen regler’. Der var ingen regler for, hvordan vi kunne lave musik. Der var ingen regler for trommesæt eller guitarforstærkere. Ingen regler for dansk eller engelsk. Ingen regler for, om der måtte være en børnesang på pladen. Ingen regler for noget som helst. Det er den frihed, vi har brug for. Vi er ikke forpligtet til en skid.”

METALSIKRE MINDS

Debutpladen ’The Minds of 99’ samt de to efterfølgende album, ’Liber’ og ’Solkongen’, modtog alle platinplader.

DER ER NERVØSITET i luften. Den er kommet snigende. Efterhånden er den så tyk, at ingen helt kan ånde frit. 

”Før koncerter går min krop altid i dvalestemning,” siger Niels Brandt.

Ligesom de fire andre ligger han flad som en pandekage i en af de grå sofaer. 

”Det er, som om ens krop bliver helt alien-agtigt,” fortsætter Asger Wissing.

”Den ved, hvad der venter,” svarer Niels Brandt.

Måske fornemmer Jukse, at der er brug for en anden energi. Han sætter musik på anlægget, stemningen skifter fra dvask til fuld koncentration. De fem bandmedlemmer begynder at trippe rundt i lokalet. Der hældes drinks op. Der skrues op for Jay-Z’ ’99 problems’ og Beastie Boys’  ’Intergalactic’. Der fægtes med armene og synges med. Niels Brandt siger pludselig ikke længere noget, han går rundt i bar mave, helt hype, som en bokser på vej i ringen. Døren bliver åbnet af en fra crewet: ”45 til show,” lyder meldingen.  

”Hvor bliver det sygt!” råber Anders Folke Larsen ud i luften.

I Parken har Lord Siva fyret op for fællessang under opvarmningen. Da han kort efter takker af, viser to store lystavler grønne gasmasker med påskriften ’The Minds of 99’, og der opstår en mærkelig leg blandt publikum. Hver gang baggrundsmusikken stopper kortvarigt, spreder store jubelbrøl sig. Er det mon nu? Fra tid til anden udbryder fællessang, der bliver ’lålå’et’, danskernes kollektive kodesprog for: ’Er I andre også klar til fest? Det er jeg!’

Et par minutter før klokken 21.30 går bandet op ad bagtrappen bag scenen. De samler sig i en klynge. 

”Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener,” siger Louis Clausen. Mens bandet fortsætter op til scenen, sniger Niels Brandt sig i forklædning ind i menneskemylderet. Lidt efter lyder de indledende toner til ’Solkongen’. Midt i menneskehavet hæves forsangeren op i en form for ballon. Lommelygterne på mobiltelefonerne får tilskuerpladserne til at ligne en stjerneklar nat. Hver og en synger de første linjer som et gigantisk kor:

”Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du nu her?”

NIELS BRANDT BRØLER: ”PAAAAARKEEEEEN…. HVOR ER I LÆKRE!”

Der er blevet svedt og skrålet, drukket og danset. Koncerten er ved at nå sin afslutning. Til et efterfølgende jubelbrøl lægger forsangeren op til aftenens sidste nummer:

”Hvis I synes, det her har været en god koncert, så er det godt. Hvis ikke I synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning. Alle skuffer over tid …”

20 minutter senere bliver der blottet smil og uddelt krammere backstage. Der knappes kolde bajere op på stribe. Niels Brandts søn har fundet fjerdedommerens tavle til FCK’s hjemmekampe, og han skifter forskellige folk til efterfesten ud til stor jubel. 

”Skal vi lige give en hånd til vores lysmand her?” råber Louis Clausen ud i rummet, og alle bidrager til en fælles klapsalve.

Og så råber Niels Brandt: ”HEY HEY! HEY! Aftenen er ung, og vi ses til efterfest, og nu tager vi derhen, ellers bruger vi al tiden her på at snakke om vores andelslejligheder, og det gider vi sgu ikke.”

KNAP TRE UGER efter koncerten er Istedgade, som Istedgade er. En tatovør ryger en smøg foran sin biks, et Wolt-bud cykler fra en bus, en børnehave trækkes efter en tålmodig pædagog foran en café, hvor en gruppe gæster drikker kaffe med havremælk. Lydene trænger ind gennem det nedrullede vindue i Niels Brandts Peugeot.

Den gode følelse, han gik af scenen med, har fulgt ham lige siden: 

”Det var sådan en epic aften. Det var en milepæl. Det oversteg med længder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg nød hvert et sekund af koncerten, og jeg kan, hånden på hjertet, sige, at det er første gang nogensinde.” 

Efterfesten blev ikke så vild for hans vedkommende, han var lidt ved siden af sig selv. Sådan er det ofte, når de har spillet koncerter. Når adrenalinen har lagt sig, tjekker trætheden ind. 

Og så var der også lige det, at han efter koncerten fik forbandet ondt i ribbenene. Efter åbningsnummeret, svævende over Parken, skulle han tilbage til scenen. Men vagterne, der skulle bane vejen, gik forkert, og da sangen var i gang, måtte han kaste sig hen over hegnet. 

Smerterne har ikke helt fortaget sig, da han sidder i sin bil på Vesterbro og for første gang siden koncerten er på vej mod Parken.

Med sin kone ejer han en smykkebutik i bydelen, hvor hun er begyndt at lave halskæder med FCK’s logo. Det går godt med salget, og han skal forbi fanshoppen med 100 nye kæder. 

Mens han kører gennem de københavnske gader, ringer hans søn: 

”Bare lige et spørgsmål. Må jeg bruge penge på mit kort, og hvor mange må jeg bruge?”

”Hvad vil du bruge dem på?”

”Må det være durum?”

”Jeg synes, at durum er lidt stor.”

”Jeg lover at spise det hele.”

”Hvad med aftensmad?”

”Skolesygeplejersken siger, at man skal spise hver tredje time.”

”Okay, okay … der fik du mig, bare det ikke bliver hver dag. Hvis du er sulten nu, så køb durum, men ikke noget med sodavand og pomfritter.”

Lige for tiden er det sønnens største drøm at blive fodboldspiller. Han er målmand, ligesom Niels Brandt var det. Det er en ting, de har til fælles. De følger FCK i Superligaen og spiller careermode med dem i FIFA.

”Det er en ret stor del af vores liv, vil jeg sige. Det er en indgang til mange ting. Den der måde, man kan forklare noget i fodboldtermer. Det er blevet vores fælles sprog,” siger Niels Brandt.

Kort efter triller han ind foran Parken. Indenfor i fan-shoppen stikker han ekspedienten nogle nye æsker med smykker i henholdsvis guld og sølv, og selv får han et par defekte halskæder retur. Tilbage i bilen vender han tilbage til The Minds of 99-koncerten:

”Vi optrådte ikke i Parken for at tjene penge, vi gjorde det for at være legendariske. Hvis man  forsøger at gøre, hvad ingen har gjort, så påvirker det alle. Det er der noget smukt og rent i.”

”JEG SPISER IKKE officielt. Det er ikke en del af mit image at spise,” siger han lidt senere på Gothersgade, hvor han har parkeret og kommer vraltende med en dobbelt-bacon-Yo-burger.  

Niels Brandt griner, da han siger det, men han mener det. Fra begyndelsen har det været en grundregel, at han aldrig vil hverken fotograferes eller filmes, mens han spiser. 

”Hvem har lyst til at se David Bowie spise? Det her er underholdningsbranchen. Det er jo en illusion, og jeg har ret til at skabe den illusion, jeg har lyst til,” siger han og gumler på sin burger. ”Jeg er ikke politiker, alt skal ikke være sandt. Jeg skal underholde, og at sidde og spise er ikke en del af den måde, jeg underholder på.”

Der er åbenlyse rockstjernetræk ved Niels Brandt. Han kommer altid håbløst for sent, han skammer sig ikke over sit indtag af stoffer, og så formår han at skabe en distance, der gør, at selvom man føler, man kender ham, gør man det aldrig rigtig alligevel.

”Jeg er rimelig meget den, jeg grundlæggende er, men der er også en forskel på, hvem jeg er på scenen, eller når jeg laver interview, og hvordan jeg er derhjemme. Det er ikke alt, folk får at vide.”

Det er fuldt bevidst, at Niels Brandt forsøger at holde sig selv ud i strakt arm. Han har brugt mange år på at nå, hvor han er kommet til, og han har ikke tænkt sig at smide det væk.

”Jeg skærmer mig selv. Hvis du giver det hele, viser du bare, at du er lige så almindelig som alle de andre. Og så er folk ikke interesserede. De påstår, at de er det, men det er de jo ikke. Sådan fungerer jeg også selv. Jo mere jeg ved, jo større er chancen for, at jeg mister interessen.”

Derfor er Niels Brandt også påpasselig med at sætte for mange ord på sine sange. Ofte er det en opdagelsesrejse for ham selv at finde ud af, hvorfor han har skrevet de forskellige sange. Han bliver altid overrasket over, hvor kalkuleret selv musikjournalister tror, at tingene er.

”Jeg tænker ofte: ’Tror I virkelig, at vi har så meget styr på, hvad vi laver?’ Det er meget, meget mere følsomt og tilfældigt, end det er planlagt.” 

Med burgeren fortæret bakker Niels Brandt bilen ud på vejen igen.

”Hvorfor forklare alting? Når der står 50.000 mennesker i Parken, har de hver især ret til, at sangene betyder for dem, hvad de betyder for dem. Det skal man ikke fucke med.”

DEN VAR LÆNGE undervejs, men da koncerten i Parken endelig blev til noget, blev den en manifestation af, at The Minds of 99 er et band, der virkelig rammer masserne. På trods af – eller måske netop på grund af – forsangerens vel nærmest gudeagtige status har landet ikke siden Gasolin’ oplevet noget tilsvarende.

Til foråret skal The Minds of 99 på deres første store turné i mere end to år. De fleste koncerter er allerede udsolgt. Særligt den yngre generation har fået et band, der måske afspejler dem selv, og det er Niels Brandt særligt glad for. 

”Der er ikke noget, jeg bedre kan lide end at spille for de kids der. Når det er dem, der står forrest. I den der aldersgruppe fra 13 til 25 år er den musik, man hører, en del af én selv. Du er der ikke, hvis ikke det er vigtigt. Jeg er ydmyg og taknemmelig for, at de finder vores musik værdig til det. Det kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Når vi tager ud i landet og spiller og møder de her kids, er jeg ikke nervøs for fremtiden. De er gode … de er kloge … de vil en helvedes masse ting. Det vil vi også.”

Icekiid skabte soundtracket til FIFA 21 og sidste års corona-sommer med kæmpehittet ’ErruDumEllaHvad’. Her fortæller 24-årige Jermyn Creppy om at vokse op i en boligblok i Hillerød, om at kaste gadelivet af sig, og om at prøve at være et godt forbillede som rapper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Morten Germund

JEG VOKSEDE OP i Østervang i Hillerød. Det er boligblokke ligesom alle andre blokke, både en rå og helt normal forstad. Stort set alle børn i blokkene gik på Skanseskolen, der senere har skiftet navn til Grønnevang Skole. Hver dag klokken fem minutter i otte kunne man se hele blokkens børn gå den samme vej mod ’Skansen’. 

Når jeg er tilbage i Østervang, er jeg 100 procent mig selv. Det er de gode, gamle dage. Min mor, mine to søskende og jeg boede i en treværelses lejlighed med en lille have foran. Det var et afrikansk hjem med alle mulige ghanesiske ting og sager. 

På mit værelse havde jeg et skab, en seng, en cd-afspiller og en masse album. Jeg hørte Kanye West, 50 Cent, Snoop Dogg og Black Eyed Peas. Og så havde jeg de der brændte cd’er, som ikke virkede halvdelen af tiden på grund af ridser og snavs, så jeg måtte gnubbe dem mod min T-shirt for at få dem til at virke. 

Jeg har altid haft musik i hjertet. Siden jeg var helt lille, hamrede jeg løs på en guitar uden at kunne spille en eneste akkord og øvede trommer uden at vide, hvad jeg lavede. Jeg vil gerne vise mine rødder i min musik. 

Det var først, da jeg begyndte i ungdomsklub omkring 11-årsalderen, at det blev sat i system. En pædagog gav en gruppe af os blok og papir, og så skulle vi forsøge at skrive en tekst. Dengang døbte jeg mig selv ’Lil G Boy’. En halv time efter skulle vi så præsentere det, vi havde skrevet, for hinanden og pædagogen. Vi grinte helt vildt af hinandens tekster, for det var ikke sejt at være rapper dengang. Hvis man sagde, man ville være rapper, kiggede folk lidt skævt. 

Radioen var altid tændt hjemme hos os. Om det så har været reggae, afrikansk musik eller dansktop. Der har altid været instrumenter, og min mor har altid sunget for mig. Men det er ikke sådan, at min familie har sagt til mig, at jeg bare skulle droppe skolen og gå efter at rappe. De sagde det stik modsatte. Min mor forsøgte på et tidspunkt at sende mig til kirkekor, men det droppede jeg hurtigt. Jeg var der én eller to gange, så var jeg bare ude derfra. Jeg ville bare gerne stå og spytte i boksen.

Det var primært amerikanske artister, vi hørte, og vi fattede slet ikke, hvad de rappede om. Engang spurgte jeg vores pædagog, hvad smack that og hit ’em up betød, men så fik jeg at vide, at det var jeg lidt for ung til at vide. Jeg elskede musikken, men der var ikke så meget, jeg kunne forstå. Det er sjovt at tænke på, at det er blevet fuldt sejt at ville være rapper. Nu har de unge en masse artister at se op til, uanset om det er mænd eller kvinder. 

I FOLKESKOLEN VAR det helt standard, at det ikke var sejt at være afrikaner. Det er noget, jeg ikke kan glemme. Folk løj, og det gjorde jeg sikkert også selv, om, at de var fra Frankrig eller Brasilien eller Portugal, i stedet for at sige Nigeria eller Ghana. Det var ikke cool eller in at være fra et afrikansk land. Det var åbenbart sejere at være afrikansk franskmand end ghaneser, hvilket er helt sygt at tænke på. Jeg tror, at vi alle var lidt sat tilbage i tiden i forhold til kontinentet Afrika. Man tænkte på safari og lerhytter og SOS Børnebyerne. Folk var uvidende, men vi ved bare mere om forskellige kulturer og lande i dag. 

Pludselig blev det cool at være afrikaner. Så lavede Drake og en masse andre musikere afro-inspireret musik, og nu kører det også herhjemme. Når de største artister i verden anerkender en kultur og en lyd, bliver det cool, og så tror jeg også, folk får lyst til at fortælle, at de er stolte over at være et bestemt sted fra. I Danmark har vi ikke haft mange store afrikanske artister. Det er helt nye tider for den nye generation, som kan spejle sig i mange flere forbilleder. 

Jeg var tæt på aldrig at gøre folkeskolen færdig. Jeg droppede ud af 7. klasse, fordi jeg var en lille rod med for meget krudt i røven. Jeg var forvirret, og jeg spildte min tid på alle mulige dumme ting. Om morgenen tog jeg skoletaske på, og så tog jeg ud med en ven, som også pjækkede. 

Uden at skulle fortælle for meget lavede jeg en masse ting, som jeg ikke er stolt af i dag. Nogle år senere vendte jeg tilbage og tog både 9. og 10. klasse.

Men der gik alligevel en del år, før jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville opnå med mit liv. Hver dag tænkte jeg på, hvor dovent et liv jeg levede. Jeg havde ingen mål og ingen drømme. 

Da jeg var allermest nede, mødte jeg folkene bag Cannibal Records. Her var der nogle gode mennesker, som kunne lide mine demoer og syntes, at jeg havde potentiale. De havde set mig optræde i ungdomsklubben. Efterfølgende fortalte de mig, at jeg kunne komme langt, hvis jeg gik 100 procent efter det i stedet for at fortsætte den dårlige livsstil. Cannibal Records trak mig væk fra gademiljøet og alt det spildtid-lort, jeg havde gang i. 

De sagde, at jeg nu havde et sted hos dem. Jeg fik en nøgle, så jeg kunne låse mig ind i studiet. Og de sagde, at jeg skulle fokusere på musikken. Jeg brugte mange timer i studiet alene, mens mine venner var ude at hygge, arbejde eller gøre, hvad de nu gjorde. Det gav mig et fokus, at jeg kunne tage derud og lave noget med mening. Indtil da havde jeg kørt African time, men jeg er blevet bedre til at holde aftaler. Der var pludselig forpligtelser, ansvar og disciplin. Det handlede om at gå fra dreng til mand. Jeg var en gadedreng, der bare ville have det sjovt. Men de gav mig rammer og struktur.

DER ER NOGLE artister, som godt kan lide at fortælle om det lort, de har lavet, fordi de synes, at det er sejt. Jeg synes overhovedet ikke, det er sejt. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde, hvad jeg skulle for at kunne forsørge mig selv, men det er ikke noget, jeg er stolt af. Folk skal ikke misforstå mig og tro, at jeg prøver at glorificere en eller anden livsstil. 

Jeg forsøger at gå væk fra den der gangster-kliché med pistoler, penge og damer, det gider jeg ikke. En ting er at leve det og gå igennem det, men det er ikke den, jeg er. Jeg vil ikke glorificere det i min musik. Jeg skal ikke rappe om, at jeg har gjort sådan og sådan, for så sidder der en lille knægt et sted og tænker, at det er cool, at Ice gør sådan og sådan. Det tænker jeg meget over. 

Jeg skreg selv med på ’Hit ’Em Up’ af Tupac uden at vide, hvad det betød. Man kan ikke bebrejde børnene, for de gentager bare, hvad de hører. Man kan måske bebrejde dem, der leverer musikken, men det er jo op til den enkelte. Musik gør noget. Det skaber en livsstil. 

Jeg er glad forfor, at folk kan lide min musik, men man skal passe på med det der idol-noget. Jeg er ikke perfekt, jeg laver også fejl, og jeg har lavet mange fejl, uden at jeg vil komme for meget ind på det. Jeg er langtfra perfekt. 

Der har været flere episoder, hvor jeg har mistet folk. Min nye single ’Aldrig glemt’ handler om en kammerat, som jeg mistede i et biluheld, da jeg var 16 år. Min ven, hans bror og en veninde havde været i byen. Bagefter tog de bilen hjem og kørte lige ind i en elmast, og alle i bilen døde på stedet. Man kunne virkelig mærke, når min ven var til stede. Sådan en type var han. Vi var meget unge, så det kom virkelig som et chok. Jeg er ikke kendt for at lave tude-musik, så det skulle være en god blanding, og jeg havde ham i tankerne, da jeg skrev sangen. 

Jeg gav Danmark afro-vibes fra 2014, men det er først nu, timingen er der. Det handler om groove og rytme, om trommer og gode vibes. Jeg kan ikke tale producersprog, men når trommer giver dig lyst til at bevæge kroppen, så ved du, at du har ramt plet. For mig er det spiritual.

SIDSTE ÅR VAR det mærkeligste i mit liv. På den ene side fik jeg en sang med i FIFA 21 og toppede alle hitlister med ’ErruDumEllaHvad’, men på den anden side lukkede hele landet ned, så jeg ikke kunne optræde overhovedet. Folk fra hele verden danser med på mit track, selvom de ikke forstår noget som helst af min rap. Det var både det sygeste år og et nederen år. 

Faktisk var det helt vildt tilfældigt, at sangen overhovedet blev til. Det var en almindelig aften i studiet, hvor producerne smed et beat i ørerne på mig, som jeg egentlig ikke var så vild med. Men jeg kan godt lide udfordringer og tænkte bare ’fuck det’. Jeg freestylede hele det første stykke, og da jeg kom ud, sagde producerne, at det var for sindssygt. Jeg troede ikke helt på det, men gik ind igen og rappede omkvædet og genbrugte et vers fra en anden sang, jeg arbejdede på, og så var sangen færdig.

På trods af den hype, der har været, har jeg strugglet i lang tid, og det er først her på det seneste, at jeg kan leve af musikken. Jeg havde lige udgivet min tredje single, ’Blondiner og brunetter’, da jeg begyndte at få shows i Sverige og Norge. Dengang lagde vi ingenting i lommerne. Det hele handlede om at få Cannibal Records til at køre rundt. Det var all money in, no money out, og det var sindssygt hårdt i perioder.

Jeg tror, vi klarede det, fordi der var et sammenhold. Hvis en havde en pizza, fik alle et stykke. Alle i studiet var i samme båd, og vi havde samme mål. Folk omkring mig kunne se, at jeg lavede shows i Norge og Sverige og havde succes på YouTube, så de troede, jeg var flyvende. Men det var jeg sgu ikke. Så skulle der betales for coverbilleder, studieudstyr, musikvideoer og så videre. Det koster altså lapper. 

Jeg var nødt til at opføre mig ældre, end jeg var. Det var hårdt at gøre i en ung alder. Nu arbejder jeg med mit debutalbum, som kun mangler det sidste krydderi. Det skal jeg arbejde hårdt
på, så jeg kan bevise, at jeg ikke kun er en single-artist. Jeg har altid følt, at jeg skulle tage trapperne, hvor andre har taget elevatoren.

Icekiid med det borgerlige navn Jermyn Creppy er en 24-årig dansk-ghanesisk rapper. I 2016 udgav han hittet ’Blondiner og brunetter’, der er streamet mere end 15 millioner gange på Spotify. I 2020 udgav han singlen ’ErruDumEllaHvad’, som har mere end 21 millioner streams på Spotify og toppede de danske hitlister. Efterfølgende blev han kontaktet af spilfirmaet EA, som ville bruge nummeret i fodboldspillet FIFA 21.

For syv år siden solgte Melodi Grand Prix-vinder Tim Schou sin lejlighed for at genopfinde sig selv i USA. Her fortæller den 33-årige musiker om at overnatte i et lukket storcenter i Orange County, om at blive lovet en kæmpekarriere i Johnny Depps champagnerum på Sunset Strip og om at finde Gud på bagsædet af en Uber i Hollywood.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat, Lukas Valentin, Shannon Ciricillo

1.

I 2014 GAV JEG mig selv et nytårsforsæt. Jeg skulle sælge min lejlighed og ikke deltage i noget, der ikke handlede om min egen musik. Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix med mit daværende band ’A Friend in London’ i 2011, var jeg pludselig kendt som ham, der havde tre gode minutter i sig, og så ryger man hurtigt i en kategori, hvor man ikke bliver inviteret til at spille på Vega eller bliver spillet på P3. 

I stedet ringede alle kræmmermarkederne, og TV3 spurgte, om jeg ikke ville ind og stege en bøf eller hoppe fra en vippe i et reality-program. Det sagde jeg ofte ja til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det tog fokus fra min egen musik. Jeg gik fra at være med i et undergrundsband, der spillede for fem mennesker og en kasse bajere, til at være et kommercielt popband, som ingen tog seriøst. Derfor solgte jeg min lejlighed for at leve som vagabond i USA. Jeg tog til Los Angeles for at lave min egen musik et sted, hvor ingen anede, hvem jeg var. 

Jeg hoppede fra sofa til sofa hos alle mulige folk, eller også overnattede jeg i studierne, hvor jeg forsøgte at skabe netværk og lave min musik. Nogle gange lejede jeg et klamt værelse på et dårligt motel eller en campingvogn et eller andet sted, hvor der blev begået et mord hver anden uge. Så længe jeg havde min guitar og lidt tøj i en taske, kunne jeg overleve. Der var aftener, hvor jeg måtte sidde på en donutbar hele natten, fordi jeg ikke kunne skaffe et sted at sove. Og der var en gang, hvor jeg boede hos en mor og søn, som begge var så skæve, da jeg ankom, at de ikke kunne huske mig dagen efter.

På et tidpunkt blev jeg hyret til at hjælpe en gruppe 14-18-årige talenter med at skrive sange. Studiet lå inde i et storcenter, som var på størrelse med Bilka og havde restauranter, tøjbutikker og et supermarked. Jeg skulle være der i en uge, og jeg vidste vitterlig ikke, hvor jeg skulle overnatte. Jeg fortalte ejeren af studiet om min situation. Så foreslog han, at jeg kunne sove i studiet, hvis jeg sørgede for at gemme mig for vagterne, når de lukkede af. 

Et par timer senere gik en centervagt med sin ølvom og walkie-talkie rundt for at låse af. Jeg gemte mig bag en væg med hjertet oppe i halsen, da han lukkede porten til hovedindgangen. Da der var fri bane, gik jeg ned ad de tomme, mørke gange i shoppingcentret og ned til det offentlige toilet for at vaske mig og gøre mig klar til natten. Jeg tog det tykkeste tæppe i studiet, smed det foran stortrommen og spiste nogle tørre boller, Det var det diametralt modsatte af, hvad jeg havde drømt om som barn. Jeg kunne ikke komme længere ned, jeg lå vitterlig på gulvet.

2.

MIN FØRSTE KONCERT med et band i USA var på The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood. Det var en milepæl, fordi det er et legendarisk spillested og kendt for at være dér, hvor skuespilleren River Phoenix døde af en overdosis i 1993. Det er et sted, hvor et hav af store kunstnere har optrådt, hængt ud og sniffet al kokain i verden.

Jeg var blevet booket til at spille med et band, jeg havde samlet i L.A., og jeg kunne på forhånd mærke, at ejeren af stedet ikke havde stor tiltro til mig. Jeg var jo en totalt ukendt dansker fra Stevns, som ingen havde hørt om. Inden koncerten havde jeg skrevet ud til alle, jeg havde arbejdet med, folk, jeg havde mødt til fester, og venner fra de studier, jeg kom i. Så da jeg trådte op på scenen, var koncerten udsolgt.

Jeg havde en enorm ærefrygt inden. Jeg nærede også et lille håb om, at der måske var en talentspejder til stede. Lige efter koncerten kom ejeren af stedet op på scenen for at fortælle mig, at jeg skulle møde en fyr, som ville ændre mit liv. Jeg kunne slet ikke fatte, at koncerten var gået så godt. 

Jeg fulgte efter ejeren ned blandt publikum. Han gik direkte hen til en væg med noget tonet glas. Så trykkede han på en knap ved panelerne, og i bedste James Bond-stil gik en skydedør til side. Indenfor sad en skaldet mand i jakkesæt i en stor, rød stol, som fortalte mig, at jeg skulle spille over hele verden. Det skulle han nok sørge for. Mens han solgte mig den sygeste drøm, gik en anden skydedør op, og ind kom to champagnepiger i næsten intet tøj. De nåede lige at poppe champagnen og hælde op, så blev de kommanderet ud igen. Den skaldede mand fortalte, at vi befandt os i Johnny Depps hemmelige rum, som han havde bygget, da han ejede stedet. Jeg stod med blå øjne fra Stevns og åd det hele råt. 

Bagefter var jeg en smule mistroisk, for det var ikke første gang, jeg var blevet lovet hele verden. Alligevel var jeg helt oppe at køre, det kunne jo være sandt. Dagen efter, da jeg havde fået dulmet mine kæmpe tømmermænd, ringede jeg til den skaldede mand i jakkesættet fra aftenen før. Først sagde han, at vi kunne mødes 30 minutter senere, men da jeg ringede tilbage, skulle han pludselig nå et fly til Singapore. Han havde hele tiden en ny undskyldning. Det var der, jeg vidste, at oplevelsen nok skulle arkiveres i nedturskataloget. Men et eller andet sted er det jo også rock and roll at blive røvrendt af et jakkesæt.

3.

EN LUN SOMMERDAG i 2016 havde jeg bestilt en Uber, fordi jeg skulle skrive og indspille nogle sange i The Hills i Hollywood – bjergskråningen, hvor alle de rige og berømte bor. Det er Mulholland Drive, flotte huse og porte med sikkerhedsvagter.

Det var en gammel Toyota med en kvinde bag rattet, der kom og hentede mig, og jeg nåede knap ind på bagsædet, før hun begyndte at tale om Gud. Jeg har altid været hardcore ateist, har aldrig troet på noget større end mig selv, og jeg mente stædigt, at jeg aldrig ville komme til det.

Men af en eller anden grund sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lytte til hende, da hun fortalte, at Gud sad ved siden af mig på bagsædet. Hun havde en meget ung energi, så skidegodt ud og var noget ældre, end jeg selv var. På de 30 minutter, køreturen tog, havde jeg fortalt hende hele min livshistorie.

Da hun satte mig af, sagde hun, at Gud ville have, at hun skulle hjælpe mig. Uanset hvad skulle hun nok hjælpe mig, og efterfølgende blev hun min private chauffør. Hun kørte mig gratis rundt, mens hun fortalte stolpe op og ned om Guds planer med mig.

De køreture blev en slags undervisning, og der gik ikke lang tid, før jeg pludselig selv sad og talte med Gud på Sunset Strip. Fra det sekund så jeg beskeder fra Gud overalt. På nummerplader, spisesedler, neonskilte. Jeg havde fortalt om min ekskæreste, som jeg havde kæmpe kvaler over, og lige efter kørte en bil larmende forbi med nummerpladen ’GOODBYEX’. Og havde jeg et møde med en producer, hvor jeg skulle skrive sange, så bad jeg Gud om, at jeg kunne skrive 10 sange. Og så skrev jeg 10 sange. 

Jeg følte mig som et supermenneske, overtroen fjernede al min frygt og tvivl, og det havde jeg rigtig meget brug for på det tidspunkt. I stedet for at være bange for at ende som en fiasko stolede jeg på mig selv og på Gud. Det gav mig en enorm kraft.

Jeg nåede at blive fanatisk og ekstremt mærkelig, selvom ingen opdagede det. Der var ingen, der vidste, at jeg talte til Gud hver dag. Med tiden udviklede det sig til en paranoia. Jeg følte, at Gud overvågede hvert et skridt, jeg tog. Hvis jeg gjorde noget forkert, så kiggede Gud mig over skulderen, og hvis jeg havde lidt for mange dates kørende, så dømte han mig. Jeg satte mig for at gå i frivilligt cølibat i et år. Jeg holdt kun fem måneder, men i den tid fokuserede jeg udelukkende på min musik.  

Efterhånden indså jeg, at jeg var nødt til at finde styrke andre steder. Jeg er stadig troende, men på en mere jordnær måde. Det handler om at tænke over tingene og konfrontere sig selv med det gode og dårlige, selvom det kan være hårdt.

Det var en lignende følelse, jeg havde, da jeg fløj hjem til Danmark. Jeg frygtede, at jeg var blevet så forgabt i drømmen om rigdom og berømmelse i USA, at jeg ville være en fiasko, der vendte hjem. Men nu bestemmer jeg selv, hvad der er succes, og hvad der er fiasko.

Tim Schou vandt med bandet ’A Friend in London’ i 2011 det danske Melodi Grand Prix med sangen ’New Tomorrow’. I 2013 debuterede han som skuespiller i ’Hair’, og året efter spillede han Tumle i musical-versionen af ’Den lille havfrue’. I 2014 solgte han sin lejlighed for at leve som vagabond i USA og jagte en solokarriere. I april udkommer den 33-årige musikers første solo-album, ’HERO/LOSER’.

Engang var det en fantasi af metal, i dag står han i spidsen for en af landets største musik-succeser. MICHAEL POULSEN og Volbeat har som det eneste danske band fyldt Parken, ligesom de har spillet udsolgte koncerter over hele verden, hvor publikum kan teksterne på engelsk – og dansk. Ud & Se tog med sangeren tilbage til dengang, det hele begyndte i en midtsjællandsk provinsby med en stjålen guitar.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

EN SORT ROLLS ROYCE triller langsomt ned ad Søgade, gennem Ringsteds centrum. Først passerer den rådhuset, så torvet foran kirken, videre forbi lokalavisen, inden den svinger til venstre ved Ringsted Kulturhus og forsvinder ind på en parkeringsplads, hvor frostvejret her over middag er ved at slippe sit greb om asfalten. 

Et lille minuts tid senere kommer en skikkelse til syne rundt om hjørnet. I sorte støvler, stramme sorte jeans, læderjakke og håret kæmmet baglæns, væk fra pandebrasken. Han stikker en tatoveret knytnæve frem, hvor navnene på hans forældre er indgraveret hen over knoerne – ’Jørn’ på højre, ’Else’ på venstre – og lader blikket falde på facaden og på plakaterne fra corona-aflyste koncerter, som hænger, hvor indgangen var i gamle dage, dengang det hed et medborgerhus. 

”Folk plejede at stå herude og drikke bajere fra supermarkedet. Det var billigere end at købe dem inde i baren,” siger han.

45-årige Michael Poulsens stemme er hæs. I efteråret, netop som han havde færdiggjort indspilningerne til Volbeats ottende album, begyndte han at få problemer med stemmen. Først kunne han ikke synge og siden knap tale. Lægerne frygtede, at det var en svulst, men det viste sig at være en polyp på stemmebåndet, der ikke var farlig, men som skulle fjernes ved et simpelt indgreb. Da han kom hjem fra hospitalet, lød lægens ordre på tre dages komplet stilhed. Så Michael Poulsen sendte sin forlovede og parrets snart fireårige datter hjem til svigerfamilien i Jylland og tog på silent retreat i sit eget hjem i Næstved. Men stemmen er stadig påvirket. 

DET ER FORSANGEREN, der har valgt, at vi skal mødes foran Ringsted Kulturhus. Ved siden af ham står en høj mand. Det er Toke Holt, der kender Michael Poulsen fra gamle dage i metal-miljøet, og som var Volbeats manager, indtil bandet blev så store, at de i 2016 indgik en aftale med amerikanske Q Prime Management, som også har Metallica og Muse i stalden. I dag er han med til at arrangere Copenhell og er konsulent for Volbeat på det danske marked – og det er ham, der har sørget for, at vi kan komme ind i det ellers corona-lukkede kulturhus.

Michael Poulsen besøgte stedet for nylig, da han skulle optage en podcast for Danmarks Radio, men ellers har han ikke været her i en menneskealder. I de mellemliggende år er han gået fra at spille hård dødsmetal – der i mainstreammedier mest fik opmærksomhed, fordi Michael Poulsen dengang kaldte sig satanist – til at være frontmand for et rockband, som spiller udsolgte arenakoncerter i hele verden og har solgt flere millioner album. 

Men det var her, det hele startede – en aften i 1991. Publikum bestod af gamle skolekammerater, venners venner, folk fra det sjællandske heavy-miljø – og en enkelt midaldrende kvinde, der var kommet for at ”høre noget tråd”. Det var Michael Poulsens mor. Fra sin plads bagerst i salen kunne hun se sin 16-årige søn med langt, sort hår, sort tøj og pentagram-kæder om halsen træde ud af røgen fra røgmaskinen og op til mikrofonstativet, udsmykket som et omvendt kors. På scenen slog han sin elguitar an. Og growlede, så hele salen rungede af død og ødelæggelse.

DEN ENESTE LYD, der i dag fylder kulturhuset, er boremaskiner fra håndværkere. De udnytter corona-nedlukningen til at give den gamle, hvidkalkede bygning en overhaling, og Michael Poulsen får støv på læderstøvlerne, da han undskyldende afbryder deres arbejde for at vise salen, hvor han spillede sin allerførste koncert med bandet Dominus. Den ligger for enden af en lang gang, som ikke ser ud af meget, men som ”dengang føltes, som om jeg gik hele vejen ind på scenen på Madison Square Garden”.

I salen er der plads til 200 mennesker, og ifølge Michael Poulsen var der propfyldt den aften i 1991. Både fordi lokalavisen havde bragt en omtale af koncerten, og fordi bandmedlemmerne havde cyklet rundt natten forinden og klistret plakater op i byen – først med tapetklister og siden, da de løb tør, med syltetøj.

Det var en lokal bibliotekar på Ringsted Bibliotek, som hjalp med at få showet i stand. Som inspiration til bandets sangtekster havde Michael Poulsen og hans venner, en lille gruppe langhårede, sortklædte rødder, været på jagt efter ’Satans Bibel’ – et manifest skrevet i 1969 af den amerikanske okkultist Anton LaVey. Men i byens boghandel blev ekspedienten ligbleg og rystede på hovedet, så i stedet gik turen til Ringsted Bibliotek på Tværallé lige over for håndboldhallen og fodboldbanerne. Heller ikke her var ’Satans Bibel’ på hylderne, men der var andre okkulte værker, Michael Poulsen og hans venner kunne bruge. 

På biblioteket bemærkede bibliotekar Susanne Byberg de unge dødsmetal-drenge, der blev ved med at komme og låne obskure bøger. Måske tænkte hun, at der i byen var flere af deres slags. En dag henvendte hun sig til Michael, som gik rundt mellem hylderne i sorte militærstøvler og lang, sort cottoncoat. 

”Kunne I tænke jer at dekorere et heavy metal-hjørne her på biblioteket?” spurgte hun.  

Det kunne Michael Poulsen og hans venner ikke se fidusen i. Men så tilbød Susanne Byberg, at drengene – der ofte havde pjækket fra skole for at tage toget til København og bruge deres lommepenge på plader i musikbutikken Rock Uglen – kunne få penge til at købe musik til det nye hjørne på biblioteket. Det skulle bare ligne deres værelser derhjemme med metal-plakater og undergrundsmagasiner. Michael Poulsen sagde ja. Og der var også en anden gulerod: Susanne Byberg fortalte, at hvis de hjalp hende, kunne hun måske skaffe dem et show nede i medborgerhuset.

”Vi havde kun fem numre og var så hurtigt færdige, at vi måtte spille det samme set to gange. Jeg tror ikke, at halvdelen af publikum nogensinde opdagede det.”

MICHAEL POULSEN

45 år. Opvokset i Ringsted. Forsanger og guitarist i Volbeat. Stiftede i 1991 dødsmetal-bandet Dominus, som udgav fire album fra 1994 til 2000. Det tredje album, ’Vol.Beat’ – en forkortelse af volume and beat – lagde navn til Michael Poulsens nye, mere melodiøse metalband.

Udgav i 2005 sit første album med Volbeat, ’The Strength / The Sound / The Songs’, der som det første metalalbum i 20 år nåede top-20 på den danske hitliste. Bandet har været gennem en del udskiftning, men består i dag af sanger Michael Poulsen, trommeslager Jon Larsen, bassist Kaspar Boye Larsen og guitarist Rob Caggiano.

Har med Volbeat udgivet syv album, solgt 5,7 millioner enheder, haft otte #1-singler på den amerikanske mainstreamrock-hitliste og vundet mere end 50 guld- og platinplader. I 2019 havde selskabet bag Volbeat et overskud på 35 millioner kroner.

Bor i dag i Næstved med sin forlovede Jeanet Carlsen og parrets treårige datter, Ea. Parret venter deres andet barn, Aaron, i april.

BAGEFTER SIDDER VI i Michael Poulsens Rolls-Royce Phantom med læderindtræk, heavy metal-cd’er i handskerummet, Faxe Kondi Light på dåse i kopholderen og en barnestol på bagsædet. Ud fra parkeringspladsen kører også en sølvgrå Volvo S40, og i den sidder Toke Holt, der kører efter os gennem Ringsted i en afstand, så han kan anes gennem bakspejlet. Michael Poulsen svinger sin bil ned ad Jyllandsgade, der går mod vest ud af byen, videre ind på Hækkerupsvej og stiger ud i et lille parcelhuskvarter ved Klosterlunden, en park i Ringsted, der oprindelig hørte til et kloster i forbindelse med Sct. Bendts Kirke. 

Stedet husede en danseskole, da Michael Poulsen var ung, men i dag er det en byggeplads, og han må stille sig på tæer for at kigge over hegnet og ind ad vinduet til sit gamle øvelokale. Her slog han på sine første strenge i bandet Satan’s Servants, som Michael Poulsen en kort overgang – før Dominus – havde sammen med vennerne Kim og Jonas og Carsten fra parallelklassen, der havde en stortromme, en lilletromme og en hi-hat derhjemme. På tv havde de set det amerikanske band Anthrax, der spillede trash metal iført hawaiiskjorter, og de var enige om, at sådan ville de også være. Der var bare ét problem: De havde intet udstyr og intet sted at øve. 

Men Michael Poulsen havde en kæreste, som gjorde rent på det lokale fritidshjem, hvor der var et musikrum. Under påskud af at ville hjælpe med rengøringen tog han en dag med hende, efterlod et åbent vindue og vendte senere tilbage sammen med Kim efter mørkets frembrud. De stjal guitar, bas og forstærker og gemte det hele i Michael Poulsens forældres garage. 

Da hans far spurgte, hvor de havde fået instrumenterne fra, løj han og fortalte, at han havde lånt dem af en musiklærer henne på skolen. 

På danseskolen på Hækkerupsvej fik Michael Poulsen lavet en aftale med læreren om, at de kunne låne et omklædningsrum, når der ikke var danseundervisning – 20 kroner i leje per gang. De cyklede frem og tilbage med udstyret på Michael Poulsens BMX-cykel, Carsten på sadlen med stortrommen i hånden, mens Michael stod op og trådte i pedalerne med forstærkeren på styret og guitaren på nakken.

Som ugerne gik, begyndte forældrene at undre sig: Skulle de der instrumenter ikke leveres tilbage? Og Michael Poulsen fik dårlig samvittighed, for hans kæreste var blevet fyret for ikke at have lukket vinduet til musikrummet. En sen aften, uden at nogen så det, cyklede han ned og leverede instrumenterne tilbage. Det viste sig også hurtigt, at Kim, Jonas og Carsten ikke mente det der med at lave musik helt så seriøst som deres bandkammerat. 

I stedet stiftede Michael Poulsen Dominus med Morten, en anden ven fra Ringsted, som kendte en af de ældre drenge, der spillede heavy metal i øvelokalerne oppe i medborgerhuset – når de ikke sad i spjældet. En af dem solgte hælervarer, og for sine konfirmationspenge købte Michael Poulsen sin første el-guitar. Det var en Mad Axe med ’rund næse’, men spillede man heavy, skulle guitaren helst være spids som et horn og sort som kul, så Michael Poulsen lånte en nedstryger: ”Jeg skar den til, gav den en gang sort spraymaling og et Dominus-klistermærke. Så var jeg i gang.”

MICHAEL POULSEN sætter kurs mod sit barndomshjem på Egevej, men halvvejs træder han pludselig på bremsen og drejer ind til siden. På den modsatte side af gaden ligger købmanden på Rønnedevej – af de lokale kaldt ’Bornholmeren’. Michael Poulsen er pludselig kommet i tanke om tiden, da han gik på teknisk skole med sin ven Henrik ’Henning’ Tångberg.

Dengang lå skolen et stenkast fra købmanden, på den anden side af jernbaneskinnerne, og de to unge mænd skulle egentlig oplæres som elektrikere, men lavede mest kortslutninger og sprængte relæer og var mere interesserede i at ”patte bajere ovre ved købmanden i frikvarteret, så vi kom halvfulde tilbage i skole”. 

Det blev til seks måneder på teknisk skole. Ved siden af arbejdede Michael Poulsen videre med sit band, printede Dominusflyers på kopimaskinen oppe på rådhuset, hvor hans mor gjorde rent, og byttede demobånd med andre bands i ind- og udland – det var sådan, man maste sig frem på heavy-scenen i 90’erne. En dag blev han ringet op af Andreas Ludvigsen fra pladeselskabet Diehard Music. Han ville have Dominus med på en opsamlings-cd fra den danske undergrund. 

Senere lykkedes det Michael Poulsen at få kontakt til et græsk pladeselskab, som udgav bandets første syvtommer-vinyl. Samtidig turnerede Dominus rundt i Danmark i gamle kassevogne, de havde lejet, og som de overnattede i, hvis ikke de kunne sove hos det opvarmningsband, de havde hyret. 

Michael Poulsen var forsanger, booker, manager og revisor og levede med egne ord af whisky, flæskesvær, kolde pølser, kakaomælk og det, de kunne få ud af spillestederne, der ikke betalte bandet for at spille, men kun dækkede deres udgifter – hvis ellers de huskede kvitteringerne. 

”Vi kom ikke hjem med andet end tømmermænd og knækkede guitarstrenge. Men det handlede ikke om at tjene penge, kun om at komme ud og spille.”

MICHAEL POULSEN OG TUSSERNE

Michael Poulsens arme og hans brystkasse er fyldt med tatoveringer. Han har blandt andet sine forældres navne på knoerne, Elvis’ navn og militærnummer, ’J.R. Cash’ over brystet og ’Social Distortion’ på den ene arm efter det amerikanske punkband af samme navn. Den første tatovering fik han i folkeskolen efter at have plaget den lokale tatovør i Ringsted i månedsvis:

”De ældre drenge blev altid tusset oppe hos Tattoo-Larsen. Jeg hang ud deroppe, men måtte ikke få en tatovering, fordi jeg var under 18. Jeg var kæmpe fan af King Diamond og Mercyful Fate. En dag var jeg cyklet til Næstved og havde købt deres album ’Don’t Break the Oath’, hvis cover forestillede en sort djævel med horn i panden. Da jeg kom hjem, ringede jeg til Tattoo-Larsen: ’Jeg har fundet den tatovering, jeg skal have.’ Han svarede som sædvanlig, at det kunne jeg godt glemme. Men jeg plagede og plagede og svor, at jeg ikke ville sige det til nogen. Til sidst sagde han: ’Okay. Men så skal du komme lige nu.’

’Det kan jeg ikke, jeg skal til eksamen i dag.’ ’Det vil jeg da skide på,’ sagde han. ’Det vil jeg egentlig også,’ svarede jeg og cyklede af sted.

Min far havde altid sagt, at jeg lige kunne vove på at komme hjem med en tatovering. En dag spurgte han, om ikke han skulle se de nye bandbilleder, og jeg sagde ja uden at tænke mig om.

’Hvad er dét?’ spurgte han og tog fat i min arm.

’Det er en tatovering,’ fik jeg fremstammet.

’Er det Larsen, der har lavet det?’ spurgte han. Jeg nikkede nervøst, og min far kiggede på mig. ’Den er sgu fed nok,’ nikkede han.”

’MØRKEMANDEN FRA RINGSTED’ blev han kaldt, da han første gang blev anmeldt, i B.T. 

Michael Poulsen var helt fra starten inspireret af Kim Bendix Petersen alias King Diamond, der med bandet Mercyful Fate var Danmarks første store internationale døds-heavy-metal-stjerne.  Herhjemme levede Mercyful Fate og Kim Bendix fra Hvidovre en ret anonym tilværelse, men i 1990 sagde Kim Bendix i TV 2-programmet ’Eleva2ren’, at han var satanist – og det gav overskrifter. 

Michael Poulsen så dem og tænkte: ”Dét kan jeg også.” Og han fik ret. Han begyndte at optræde som satanist i avisartikler og sagde, at man måtte skyde hovedet af ham, hvis han nogensinde fik et lyst livssyn. Ekstra Bladet døbte ham ’Djævlebarnet’ i et interview, og hjemme i Ringsted begyndte politiet at ringe, når der blev begået hærværk mod kirken, selv om han intet havde med det at gøre. ”Er det ikke lige at tage den et skridt for langt?” sagde hans forældre. Men mest af alt grinede de, når Michael Poulsen fortalte, hvordan det fik opmærksomheden omkring Dominus til at stige.

Da Michael Poulsen første gang fortalte sine forældre, at han ville være rockmusiker, var svaret fra hans far det samme som altid: Han måtte gøre lige, hvad han havde lyst til, men han skulle fandeme arbejde hårdt for det. Og så længe han boede hjemme, skulle han have et job ved siden af. At forældrene støttede deres søn i alt, også i at spille heavy metal, hvis det var det, han ville, blev tydeligt juleaften samme år. I 1991, det år, da Michael Poulsen spillede sin første koncert i medborgerhuset i Ringsted, lå der under juletræet en indbundet pakke. Da han rev papiret af, kunne han se den bog, han var gået forgæves efter hos boghandleren og på biblioteket: ’Satans Bibel’.

”VI KAN JO LIGE SE, om hun er hjemme,” siger Michael Poulsen og parkerer Rolls-Roycen i vejkanten på hjørnet af Egevej. Hans far er død, men hans mor bor her stadig. Vejskiltet stikker op, en anelse skævt, gennem hækken, der omkranser det lille cremehvide parcelhus med sort tag og en trægarage, som går ud fra den ene gavl. Michael Poulsen spænder et mundbind på ørerne og ringer på døren i indkørslen. En lille, gråhåret dame i mørkeblå trøje, bukser og hjemmesko åbner – et kort sekund ser hun overrasket ud. Så trækker Michael Poulsen mundbindet ned og afslører et stort smil.

”Din dumme unge,” siger Else Poulsen på midtsjællandsk med lange vokalstød. Sådan taler Michael Poulsen også, men med knap så tydelig dialekt.

”Beklager, vi kommer brasende, jeg ville bare lige vise mit drengeværelse frem. Vil du ikke låse op deromme?” spørger han og går rundt om huset, gennem en låge til haven, hvor Else Poulsen kommer til syne i bagdøren.

”Det var sgu da heldigt, jeg var her, jeg har lige været oppe at handle,” siger hun og får øje på Toke Holt, der kommer trissende rundt om hjørnet for også at få et glimt af Volbeat-forsangerens barneværelse, som han ikke har set før. ”Hej Toke!” udbryder hun.

Michael Poulsen lukker lågen bag sig: ”Her er jeg sateme kommet dinglende mange gange midt om natten, og så var det jo luksus at have sin egen indgang, man kunne snige sig ind ad.”

”Snige sig?” griner Else Poulsen. ”Jeg lå da vågen og lyttede hver eneste weekend. Først når jeg kunne høre lågen smække, kunne jeg slappe af og lægge mig til at sove.”

INDEN FOR DØREN til venstre ligger Michael Poulsens gamle værelse, hvor Else Poulsen i dag selv sover. Det er dekoreret med indrammede Volbeat-plakater, gamle analogfotos af en ung Michael Poulsen og hans søskende – to tvillingepar med 12 års mellemrum – et cd-anlæg og en seng. Rummet er næppe mere end 10 kvadratmeter, men dengang var det intet problem at klemme mange mennesker ind, når Michael Poulsen og hans venner skulle drikke bajere og høre heavy metal-plader, inden de tog på Kong Valdemars Pub nede i byen. 

Han var den eneste i gruppen, der ikke røg, værelset stod i en tåge, og når familiens hund Busser kom trissende ud fra værelset, efter drengene var taget i byen, og ind i stuen, måtte Else Poulsen smide den ud, for den stank af cigaretter.

”Glæder du dig til april, Else?” spørger Toke Holt.

”Ja, det kan jeg love dig for.”

Hvad sker der i april?

”Dér venter Jeanet og jeg vores andet barn, en dreng,” bryder Michael Poulsen ind.

”Han havde jo sagt til mig, at jeg ikke skulle stikke næsen op efter børnebørn fra hans side,” smiler Else Poulsen.

”Man skal jo møde den rigtige,” svarer Michael Poulsen, der virker en anelse forlegen.

”Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at opleve det. Det gjorde hans far jo ikke,” siger Else Poulsen.

”Ej, Toke, du skal altså lige se, hvad jeg har herinde,” siger hun så og trækker os med ind i stuen, da vi skal til at sige farvel. Over sofaen hænger otte af Volbeats guld- og platinplader, stilet til Michael Poulsens mor. Dem har Toke Holt sørget for at sende til Ringsted. Her hænger de, flankeret af et foto af Michael Poulsens datter til venstre og et barndomsbillede af Volbeat-forsangeren og hans tvillingesøster til højre.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Jon Larsen, trommeslager i Volbeat, eneste originale medlem ud over Michael Poulsen

”Det er Michael, der er chef i Volbeat, det kan der ikke være to meninger om. Det er hans band, og det er ham, der bestemmer. Men det er også ham, der har siddet alle døgnets 24 timer og taget sig af det i mange år. Selv efter vi fik råd til advokater og revisorer, har han selv villet tage sig af det hele. De senere år er han blevet lidt bedre til at lægge det fra sig. Og han er jo ikke diktatorisk, han tager os andre med på råd, men han har det sidste ord. Michael har altid været ekstremt karakter- og viljestærk. Han følger alting helt til dørs. Men han har også et kraftigt temperament, og især da han var yngre, kunne han blive afsindig gal og råbe og skrige. Hvis først ventilen røg, var det med at gå i flyverdækning. Han er blevet rundere med tiden.”

MICHAEL OG MAIBRITT blev født 1. april 1975 på Slagelse Sygehus. Da de ringede fra fødeafsnittet, troede Jørn Poulsen, at der var tale om en aprilsnar: Tvillinger igen, akkurat som 12 år før, da Michael Poulsens to ældre søstre, Susanne og Marianne, kom til verden – det kunne ikke passe. Sådan fortæller Susanne, der i dag hedder Nielsen til efternavn, historien. Snart var der fire børn i det lille hjem, hvor faren var jord- og betonarbejder og stor fan af rock and roll fra 50’erne og 60’erne, særligt Elvis Presley og Johnny Cash. De kørte på pladespilleren fra morgen til aften, og faren var en af de første i byen til at anskaffe sig en VHS-maskine, så han kunne se koncertoptagelser med de to amerikanske stjerner på familiens tv. Her sad Michael Poulsen tryllebundet, og en dag fandt hans mor ham på stuegulvet med en sprittusch i hånden – i færd med at farve sit hår sort ligesom The King.

I nabohuset på Egevej boede Michael Poulsens mormor og hans morbror, der var hjemmeboende. Fra udhuset, hvor morbroren havde værelse, lød andre toner, end Michael Poulsen var vant til på sin fars pladespiller. Sammen med sin tvillingesøster var han ofte på besøg, og en dag, mens han gik pladesamlingen igennem, faldt han over en plade, hvis cover forestillede en sorthåret kvinde alene på en kirkegård. ’Black Sabbath’ stod der med sorte, gotiske bogstaver på den.

Da Michael Poulsen spurgte sin morbror, om han måtte høre den, svarede han nej, det var han ikke gammel nok til. Det gjorde bare nevøen endnu mere nysgerrig. En dag, da Michael Poulsens morbror var kørt op i byen på sin knallert, hoppede han derfor over hegnet, fandt nøglen under dørmåtten, låste sig ind og satte pladen med Black Sabbath på. Ifølge Michael Poulsen var tonerne, der kom ud af højttalerne, med til at forandre hans liv:

”I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville. Næste gang jeg kom over til min morbror, spurgte han: ’Nå, var det en god Black Sabbath-plade?’ Han kunne se, at jeg havde været derinde, og lod mig tage pladen med hjem: ’Men lad være med at spille den baglæns,’ sagde han, ’så kommer djævelen efter dig.’”

MICHAEL POULSEN OG DOMINUS udgav fire album fra 1994 til 2000. Men allerede efter det tredje, i 1997, følte Michael Poulsen, at han var ved at være færdig med dødsmetal. Han var flyttet til København som 19-årig for at forfølge drømmen om en musikkarriere, og han tjente penge på forskellige småjobs ved siden af, blandt andet som støttelærer for en dreng med muskelsvind. Han havde klippet sit lange hår, droppet det sataniske tekstunivers og forsøgte at trække Dominus i en lidt mere melodisk retning, blandt andet ved at synge i stedet for at growle. På lange cykelture hjemme i Ringsted havde han øvet sig på at synge med walkman og Elvis, Cash og Metallica-forsanger James Hetfield i ørerne.

Ingen af delene faldt dog i god jord i det inkarnerede heavy-miljø, hvor man helst skulle både se ud og lyde på en bestemt måde. Samtidig var Michael Poulsen begyndt at savne lyden af sin barndom. Han købte plader med Elvis Presley og Johnny Cash og startede sin egen samling af den musik, hans far havde hørt. I 2000 opløste han Dominus og skrev en håndfuld sange, der lød helt anderledes end noget, han havde lavet tidligere – en blanding af heavy metal og rock and roll.

Michael Poulsen ringede til sin ven Jon Larsen, som han kendte fra Roskildes heavy metal-scene, og spurgte, om han stadig spillede trommer. Jon Larsen svarede, at det var nogle år siden, men at trommesættet stadig stod ude i garagen. De mødtes, og Michael Poulsen spillede sine numre, der stak i vidt forskellige retninger musikalsk. Han fortalte, at han ville lave et band opkaldt efter Dominus’ tredje album, ’Vol.Beat’. Og der skulle kun være én regel: at der ikke måtte være nogen regler.

Volbeat blev stiftet i 2001, men de første år lod succesen vente på sig. De ville spilles i radioen, men det var ikke nemt at få et demobånd frem til musikcheferne i DR, så Michael Poulsen, der i Dominus-tiden havde haft job som rengøringsassistent i DR Byen, fandt sin gamle ISS-uniform og sit navneskilt frem. Han tog cyklen, gik ubemærket ind ad hovedindgangen til DR, efterlod sine demobånd i radiostudierne og skyndte sig hjem. Men effekten udeblev. Volbeat måtte gå i studiet igen og lave endnu en demoplade – og så gav det lille hollandske pladeselskab Mascot Records dem en kontrakt.

Derfra gik det stærkt. Volbeat albumdebuterede i 2005, to år senere åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 tog de på USA-turné som opvarmning for Metallica. I dag, når Michael Poulsen skal på landevejen, foregår det ikke længere i en lejet kassevogn, men i ni dobbeltdækker-tourbusser og 20 lastbiler fyldt med instrumenter, lys, sceneshow og merchandise.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Henrik ’Henning’ Tångberg, barndomsven

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Michael har slæbt mig hjem fra en druktur. Vi købte 10 Krudtugle Pilsnere hver til 37,50 kroner og cyklede eller kørte på knallert hjem til Michael på Egevej. Alle var velkomne, de skulle bare have deres egne øl med, og de skulle lade panten blive. Vi hørte heavy-plader, og Michael spillede musik. Bagefter gik vi på Kong Valdemars Pub. Jeg blev som regel mere fuld, end han gjorde, og så trak han mig – har han fortalt mig – med benene dinglende hele vejen hjem til ham. Han har altid været der for mig. Engang ringede jeg til ham, fordi jeg havde det lidt svært og havde brug for en at tale med. Midt i samtalen siger han: ’Ikke for noget, Henning, men jeg er lige på vej på scenen herovre i USA.’ Men så ringede han bagefter.”

PÅ VEJ UD AF Ringsted kører vi ad landevejen, hvor Michael Poulsen som ung plejede at cykle til Næstved på sin BMX for at købe plader. I dag kører han turen i bil mod Næstved, hvor han bor sammen med 31-årige Jeanet Carlsen.

De to mødte hinanden til en koncert i Danmark, hvor Michael Poulsen gav hende sit guitarplekter. Men da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om kvinden, der fik plekteret. 

”Der var bare noget særligt ved hende,” siger han.

Efter langs tid søgning fandt han hende endelig på bandets fansite, men Michael Poulsen er ikke på Facebook, og derfor oprettede han en falsk profil for at skrive til Jeanet Carlsen. Beskeden havnede i spam-filteret, der gik flere måneder, inden hun svarede, og da hun endelig gjorde, troede hun til at begynde med ikke på, at Michael Poulsen var … Michael Poulsen. Så han måtte ringe hende op, og de aftalte at mødes. Da de nogle måneder senere blev kærester, var det første, Michael Poulsen sagde til hende: ”Jeg skal ikke have børn.”

Ofte har Volbeat spillet mere end 100 shows om året, og den tilværelse var for Michael Poulsen ikke forenelig med det at være far.

”Ja, jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn, det måtte være rigeligt med mine tre søstre, som har to unger hver,” siger han, rækker ud mod bakspejlet og fisker et par solbriller frem for at skærme mod vintersolen, der blænder fra asfalten.

”I MANGE ÅR, fordi jeg har nået en vis status, har det hele handlet om mig-mig-mig, men jeg kan sateme hurtigt blive træt af at høre om mig selv. Ubevidst tror jeg, at jeg begyndte at tænke på børn. På et tidspunkt sagde min kæreste: ’Når der er meet-and-greet med fans, og et forældrepar har deres børn med, laver du ikke andet end at tale om dem, og når du kommer hjem fra turné, kan du ikke huske nogen af koncerterne. Det eneste, du snakker om, er de små piger med rottehaler, som kommer op og siger hej til dig i deres Volbeat-T-shirts. Du er jo helt solgt.’ Til sidst kom jeg hjem og sagde: ’Jeanet, skal vi ikke blive forældre?’ Hun sagde ja, og hun blev gravid på to dage, da jeg var hjemme en uge fra en turné i USA. Hun afslørede det ved at sige, at vi var løbet tør for havregryn. Jeg svarede, at det kunne ikke passe, jeg havde jo lige købt en pakke, men hun insisterede: ’Prøv selv at åbne pakken,’ sagde hun. Jeg vendte bunden i vejret på den, og ud dumpede en positiv graviditetstest. At se de to streger – det er den vildeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. I dag, når jeg kommer hjem, kan jeg endelig tage den der fucking Volbeat-hat af og koncentrere mig om den lille trold, der fiser rundt – om noget, der er større og vigtigere end mig selv.”

DET BEGYNDTE I Dominus-tiden, men dengang kunne han ryste tømmermændene af sig. Og i de første år med Volbeat havde han altid sin trofaste ven Jack Daniel’s med sig – på scenen kunne han tømme en flaske i løbet af en koncert. 

En dag i 2008, da Michael Poulsen var på vej på turné, hvor Volbeat skulle varme op for Metallica, ringede telefonen. Det var hans storesøster Marianne, som fortalte, at deres far var død, mens han lå og sov, 63 år gammel, af et hjertestop. Michael Poulsen ræsede hjem til familien. En uge senere fik han tatoveret sine forældres navne på knoerne og tog på landevejen igen, men han var ramt af dyb sorg og faldt ned i et sort hul, der fik alkoholforbruget til at eskalere. I en periode var Michael Poulsen knap i stand til at skelne dagene fra hinanden.

Året efter, under en koncert i USA, hvor vennen Mikkel Kessler var blandt publikum, kom forsangeren ud til bokseren backstage efter koncerten med en tom flaske whisky i hånden.

”Har du drukket hele den flaske oppe på scenen?” spurgte Mikkel Kessler.

”Det har jeg da,” svarede Michael Poulsen.

”Hvordan kan du overhovedet stå på benene?” 

Michael Poulsen forsøgte sig med undskyldninger om, at han nåede at svede det hele ud under koncerten. Hans vægt på 103 kilo sagde noget andet. Mikkel Kessler fik sin ven overtalt til at komme ud i sit træningslokale på Amager, og her lagde de en plan: Michael Poulsen skulle droppe alkoholen, lægge sin kost om, og så skulle han i form. Michael Poulsen, der hverken ville tabe ansigt over for Mikkel Kessler eller sin afdøde far, som han følte kiggede med, tabte på kort tid 23 kilo og fik det bedre, både fysisk og mentalt.

”Det er jo en klassiker at ryge på flasken, når man er i sorg. Min far nåede at se mig udgive de første to plader med Volbeat, og han blev så stolt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg havde sagt mit job op for at leve af musikken. ’Du slår igennem i USA,’ sagde han, og jeg svarede: ’Rolig nu, det er jo ikke bare sådan lige.’ Men han fik ret, og det gør ondt, at jeg ikke kan køre hjem og sige til ham: ’Du fik sateme ret, du gamle,’” siger Michael Poulsen. 

Sønnen ville også gerne have fortalt sin far om den første gang, han spillede på Madison Square Garden, som opvarmning for Metallica, om at gå ned ad de samme gange som Elvis. Men der er én ting, som nager ham endnu mere.

”Det værste er, at han ikke nåede at møde min datter, min forlovede – og snart min lille søn.”

Michael Poulsens stemme bliver grødet, øjnene blanke.

”Jeg vælger at tro, at han sidder deroppe et sted og følger med på sidelinjen.”

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Susanne Nielsen, storesøster

”De færreste ved, at Michael engang var en ganske ferm jitterbug- og jive-danser. Det var hans søster Maibritt, som gerne ville gå til dans og fik ham lokket med, da de var små. Han havde set Shakin’ Stevens i fjernsynet, og snart kunne han selv danse på den måde. Jeg er selv gammel sportsdanser, og jeg kunne se, at han var god til det. Han kunne både gå op på tå og moonwalke, og han gav den maks. gas inde på sit værelse og svingede sin søster rundt. Men da Maibritt ville have ham med til dansekonkurrencer, sagde han nej. Fodbold og musik trak mere i ham.”

EFTER EN HALV times kørsel er vi fremme ved Michael Poulsens hjem i Næstved. Den over 600 kvadratmeter store villa ligger i kvarteret Appenæs, på toppen af Udsigtsbakken, hvorfra man har byens bedste vue over Karrebæk Fjord og Gavnø Slot. Adressen er byens dyreste og kostede Michael Poulsen 15 millioner kroner, da han sidste år købte huset, som har en kulørt historie. 

I 2004 blev det solgt på tvangsauktion til Bo Madsen, der sammen med sin samlever Henrik Madsen i Næstved gik under navnet ’bøssegangsterne’. Syv år senere var parret, der flere gange er dømt for bedrageri, i gang med at indrette villaen til luksusbordel – men planerne strandede, da Bo Madsen blev anholdt – og siden idømt livstid – for at have dræbt sin samlever. Henrik Madsens lig er aldrig blevet fundet.

”Kender du historien?” siger Michael Poulsen, da vi er kommet indenfor.

På førstesalen har han indrettet to gæsteværelser – ”det var nok her, de havde tænkt, at pigerne skulle tage imod kunder,” siger han og griner. Her kan Jeanet Carlsens familie fra Gjøl overnatte, når de er på besøg. Længere nede ad gangen er der et legerum til datteren Ea og plads til Michael Poulsens musikrum, der indeholder en imponerende samling Elvis-memorabilia. Det var her, efter at turnéplanerne i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, at han skrev Volbeats nye album, der er i gang med at blive mixet, inden det udgives senere på året. 

I køkkenet hænger et billede af en fosterscanning med magnet på køleskabet. Snart har rockmusikeren, der svor, at han ikke ville have børn, to. Hans søn skal hedde Aaron, fortæller han – opkaldt efter Elvis Aaron Presley.

Hvorfor har du slået dig ned i Næstved?

”Jeg har rigtig mange minder herfra. Jeg er kommet meget i Næstved som ung, min tvillingesøster og min bedste ven bor her, og jeg er tæt på Ringsted og min mor. Jeg har boet i lejlighed i København og i hus i Hvidovre, men jeg er ikke bymenneske, og jeg har brug for fred og ro og at være sammen med min familie. At flytte herned er det bedste træk, jeg har lavet i mange år. Men der er stadig mange, som tror, at jeg bor i USA.”

Det kunne du vel også lige så godt?

”Det er rigtigt. Jeg plejer at sige til amerikanere, der ikke kan forstå, at jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville.”

Michael Poulsen griner. 

”Toke, der er altså lige noget, du skal se,” siger han og genner Volbeat-konsulenten, der i mellemtiden har båret vinylplader og rom ind fra Volvoens bagagerum, ind på sit kontor. Synet ligner til forveksling åbningsscenen fra ’The Godfather’ (1972), hvor mafiabossen Don Corleone tager imod. Michael Poulsen har indrettet sin egen version med mørkegrønne vægge, et stort, tungt skrivebord, læderstol, barskab og i den modsatte ende et gulv-til-loft-skab med print på lågerne, der ligner en gammel bogreol med støvede bøger.

”Nej, hvor sejt,” udbryder Toke, da han træder ind på ’gangster’-kontoret. Herfra er der udsigt til en swimmingpool med sauna og til haven, inden turen går nedenunder, til villaens hovedattraktion – Michael Poulsens man cave. 

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Ken Anthony, ven og tidligere pladebutiksejer 

”Michael og jeg mødtes første gang i ’Tak for kaffe’, et talkshow på TV3, hvor vi skulle snakke om musik. Michael sad der med sit lange, sorte hår og omvendte kors om halsen og så farlig ud. Efter programmet faldt vi i snak, og Michael begyndte at komme inde i min pladeforretning. Her stod vi og sludrede, og en dag sagde han, at han drømte om at møde sit idol Kim Bendix alias King Diamond. ’Er du ikke en af Kims gode venner?’ spurgte han. Jeg svarede ja og fik arrangeret et møde. Michael var lykkelig. Vi blev venner, og i dag beder han mig altid høre sin nye musik igennem, inden den udgives. Hvis der er noget, jeg ikke kan lide, er der ingen sure miner – så længe jeg kan argumentere for min mening.”

I KÆLDEREN HAR Michael Poulsen indrettet en bodega med brune træborde, raflebægre med terninger, gamle, originale western-souvenirs og bagerst en bar med spejlvæg og hylder, hvor flasker med gin, rom og whisky står på række. 

”Alt herinde er fra før 1930,” siger Michael Poulsen om sit personlige værtshus, hvor han gerne holder en ’ordentlig’ fest et par gange om året, når der ikke er pandemi.

I det tilstødende rum skifter farvetemaet fra brunt til sort med lædersofaer og mørke vægge prydet med gamle bokseplakater – Volbeat-sangeren er om muligt større fan af boksning end af musik.

Han har for længst lagt mørket og ungdommens satanisme på hylden. ”Det var jo mest et marketingstunt,” siger Michael Poulsen, som egentlig ikke kan fordrage religion. 

Men han er spirituelt anlagt, fortæller han. Han har gennem sit liv haft flere oplevelser, der har overbevist ham om troen på noget overnaturligt. For nylig havde han besøg af en clairvoyant, der forklarede, at han fungerer som et medie for afdøde sjæle, som ikke selv er klar over, at de skal blive blandt de døde.

Han tøver ved spørgsmålet om, hvad det er for nogle oplevelser, han har haft. Michael Poulsen ved godt, hvordan det lyder, og han vil gerne tages seriøst. Men til sidst fortæller han alligevel en historie:

”Jeg var 19 år og havde fået en ny kæreste. Vi kendte ikke hinanden skidegodt endnu, men nok til, at vi syntes, at jeg skulle hjem til hende og bo. Det passede mig fint at komme til København, hvor jeg havde gang i min musik. Vi holdt nogle fester i hendes kæmpe lejlighed, og det var normalt, at folk blev og overnattede, hvis de havde fået nok at drikke. En nat, hvor jeg var gået i seng, inden festen sluttede, stod jeg senere op for at tisse. Fra soveværelset passerede jeg døren ind til stuen, og i sofaen så jeg en mand, og jeg tænkte: ’For fanden, er folk ikke gået hjem endnu?’ Da jeg kom ind i soveværelset, sagde jeg det til min kæreste, som svarede: ’Jamen, det er de da også.’ Jeg forklarede hende, at der altså sad en mand og snorkboblede inde i stuen. Hun troede ikke på mig, men jeg kunne beskrive både hans skovmandsskjorte, hans vest og den hat, han havde på. Hun brød ud i gråd, løb ind i stuen for at lede efter ham og kom tilbage med et foto. ’Er det ham her?’ spurgte hun. Jeg sagde ja. ’Det er min far,’ sagde hun, ’han er død.’”

POULSEN FOR EVIGT

En nat i 2016 lå Michael Poulsen søvnløs i sin seng hjemme i Næstved. Sange kørte rundt i hovedet på ham, han stod op, tog sin akustiske guitar og skrev ’For evigt’ til sin kæreste. Da han lagde sig ind i sengen til hende, sagde han: ”Jeg tror sgu, jeg har skrevet et hit.”

”Kan jeg ikke høre det i morgen?” svarede hun, og de lagde sig til at sove.

Nummeret udkom og gik nummer tre på radiohitlisten. Tre år senere, da håndbold-dj’en satte det på til herreholdets første kamp ved VM på hjemmebane i Herning, blev det for alvor en landeplage. Nummeret, der har solgt fem gange platin i Danmark, er streamet mere end 100 millioner gange på Spotify.

MICHAEL POULSENS STEMME er næsten løbet tør. Som dagen er gået, er han blevet mere og mere hæs. Han genoptræner sin stemme med hjælp fra en amerikansk vocal coach, men en slem forkølelse lige inden jul bankede ham nærmest tilbage til nul. Inden han kan hvile stemmebåndet og holde fri, har Toke Holt dog lige en sidste opgave til Volbeat-forsangeren: To amerikanske rock-radiostationer har jubilæum og har bedt om en personlig hilsen fra Michael Poulsen. Bag baren, hvor han står og deler ud af Volbeats egenproducerede rom, rømmer han sig og sender en hilsen på samme halvt-dansk-halvt-engelsk som hans sangtekster:

”Hej med jer, it’s Michael from Volbeat, we want to wish KISW a happy 50th anniversary, and we appreciate so much what you do to carry the torch for rock in Seattle. Skål!”

Også de danske håndboldherrer, der i januar spillede VM i Egypten, har bedt om en hilsen fra deres husorkester. Den skal afspilles i DR1-programmet ’Fællessang’ den følgende fredag, hvor Phillip Faber optræder med ’For evigt’. Halvvejs inde i første take må Michael Poulsen dog give op.

”Kan jeg ikke gøre det i morgen?” siger han.

 

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

MIKE TRAMP har udgivet mere end 30 album, siden han debuterede med Mabel til Køge Byfest i 1976. Selv kalder han sit liv en endless highway. Den 60-årige Michael Trempenau ser tilbage på dengang, han søgte tilflugt fra fans i en bank i Brøndby, da han levede blandt cubanske pushere i New York, da han tjente millioner, og da han kæmpede for ikke at ende som daggammelt wienerbrød.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Søren Jensen/Ritzau Scanpix

JEG VOKSEDE OP i Eskildsgade på Vesterbro i en halvandetværelses lejlighed med mine to brødre, Dennis og Kim, og min mor. Der var et tidspunkt, hvor min far også boede der, men han blev bedt om at gå, da jeg var fem år, så jeg har ingen minder om at bo med ham. Han dukkede op en gang imellem, når han ikke var ude at sejle, men vi havde aldrig et forhold til ham. Han var ikke en deadbeat dad, han var der bare ikke.

Vi boede i en lejlighed, der var så lille, at vi tre drenge skulle dele værelse, indtil vi flyttede hjemmefra. Min mor bestyrede Carls Bodega lige rundt om hjørnet på Vesterbro Torv. I 70’erne var Vesterbro et kvarter med flere værtshuse end noget andet sted i København. Efter skoletid tog vi hjem for at stille tasken, og så rendte vi ned på værtshuset, hvor vi fik to kroner af en stamgæst til en isvaffel eller til et par sange på jukeboxen. Det var ikke middelklasse, der prægede min opvækst. Det var real life. Det var nede i kælderen. Det var en skilsmissefamilie og faktisk en ret fattig familie.

Et minut fra bodegaen lå Vesterbro Ungdomsgård. Her kunne man lave sløjd, metal, spille musik, eller hvad man havde lyst til. Da jeg blev gammel nok til det, kom jeg der alle hverdage, indtil de lukkede halv seks, men der var mor jo stadig på værtshuset. Når vi drenge kom hjem, lavede vi selv mad eller spiste lidt yoghurt. Vi lærte det på den hårde måde, men det føltes ikke, som om det var den hårde måde. Det føltes ikke, som om vi manglede noget. Jeg havde et fantastisk liv på det tidspunkt med en stærk skole og en endnu stærkere fritidsklub. Jeg har altid kaldt Vesterbro Ungdomsgård for fyrtårnet i ghettoen, hvor vi søgte hen og fik en form for beskyttelse. Mange af mine venner var også fra skilsmissefamilier, så pædagogerne blev vores fædre.

Jeg indspillede mine første sange sammen med min bror Dennis. Cykelkælderen i vores bygning var lejet ud til en mand, som skrev for de danske musikblade, og vi havde fået at vide, at han var en mærkelig én, fordi man kunne se unge mænd med langt hår komme og gå i tide og utide dernede. Han havde set min bror og mig traske ned til Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han, om vi ikke ville indspille to amerikanske sange. Torben Hoyer hed han, og det viste sig, at han havde kontakter til folk i den danske musikbranche.

Da vi indspillede sangene, var det med Tommy Seebach som producer, og jeg var 14 år gammel, da vi første gang kom i de danske popblade. Kort efter var vi på B.T.s spiseseddel med teksten: ”Dennis og Michael vil være popidoler.” Men det var aldrig noget, vi selv havde sagt. Den dag kom min gymnastiklærer hen til mig i skolen og sagde: ”Jeg havde jo håbet, at det var sportssiderne, jeg ville finde dig i.”

Michael Trempenau, 1977. Foto: Andre Csillag/Shutterstock/Ritzau Scanpix

DET DER MED pop var stik modsat alt det, jeg kom fra. Vesterbro var værtshuse, arbejdere, rødstrømper, lilla bleer og hippier. Jeg havde knap nok fattet, at man kunne leve som musiker eller popidol. Jeg var bare en Vesterbro-dreng, der spillede fodbold i Vigerslev Boldklub, gik til karate og klatrede på hustagene i weekenderne. Der er ikke det tag på Vesterbro, jeg ikke har været på. Vi var bare gadedrenge.

Torben Hoyer havde en finger med i det danske musikmiljø. Jeg fik et fritidsjob hos ham, hvor jeg åbnede fanbreve, som unge piger skrev til David Bowie og Bay City Rollers gennem et dansk musikblad, der hed Sabrina. Pigerne troede, at de skrev til deres idoler, men at det bare var en ung knægt, der læste dem, fandt de aldrig ud af. De skrev, at de var villige til at mødes på diverse hotelværelser, så det blev ’De Grå Sider’ for mig. Der var meget lidt snak om musik. Jeg tror aldrig, brevene blev besvaret. 

En dag tog Torben mig med ud til bandet Mabel. De boede i et toplanshus i Stenløse, som de havde lejet af en vognmand. Jeg troede, at vi bare skulle på besøg, men så snart jeg kom ind, stak de en guitar i hånden på mig og spurgte, om jeg kunne spille noget. 

Jeg var 15 år gammel og var totalt uforberedt i det her store, professionelle lydstudie. Så jeg endte med at spille ’Stærk tobak’ af Shu-bi-dua.

Det var midt i sommerferien. Jeg skulle til at begynde i 2. real nogle uger senere, og jeg tænkte ikke længere frem end næste fodboldtræning. På min erhvervspraktikansøgning havde jeg skrevet, at jeg gerne ville være Falck-redder. Jeg var jo bare lejrbålsguitarist. Men på samme tid som min far blev bedt om at gå, skiftede min mor vækkeuret ud med en pladespiller, og vi blev vækket til Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash. Så musikken har altid været der, det var bare ikke en drøm på det tidspunkt. To uger senere tog jeg igen toget til Stenløse. Denne gang med en fodboldtaske fyldt med tøj. Jeg flyttede ind, droppede ud af skolen, og 18. juni 1976 havde jeg min debut som sanger med Mabel til Køge Byfest foran 5.000 mennesker. Jeg tænker ofte på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet med i bandet, eller hvis vi floppede. Jeg var bare en knægt, der kunne spille et par sange af Kim Larsen.

Mabel var så småt ved at blive kendt, da jeg kom med i bandet, men det hele kulminerede til Melodi Grand Prix i 1978. På det tidspunkt havde Danmark ikke været med til Eurovision siden 1966, så der var ikke en sjæl i Danmark, der ikke fulgte med og kendte vores vindersang ’Boom Boom’. Vi blev kendt som bandet for teenagepiger i Danmark. 

På gårdspladsen foran huset på Byvej i Stenløse stod der konstant 10-50 unge piger, som ville have autografer og billeder. Jeg var 17 år gammel og kunne slet ikke forholde mig til, at folk skreg, hver gang jeg skulle i Brugsen. De piger stod der forår, sommer, efterår og vinter.

Der var to slags folk. Der var dem, der elskede os, og dem, der hadede os. Og jeg lagde kun mærke til dem, der hadede os. Jeg tog det i hvert fald hårdere end de andre i gruppen, fordi jeg var en ung knægt, der ikke vidste, hvem jeg var.

Det blev for crazy til sidst. Vi spillede til udendørs-gøgl og omrejsende tivolier to gange om dagen og tjente gode penge. Om formiddagen var det for mormor og børnene, og om aftenen var det de unge piger. Men når pigerne skreg, så kom knallertdrengene, og så var der altid ballade. Engang var vi i et center i Brøndby for at skrive autografer, og der kom flere tusind mennesker. Vi måtte søge tilflugt i en bank, og da vi kom ud, var vores bil blevet fuldstændig smadret. Til en af vores sidste koncerter i Danmark blev der kastet med æg mod scenen. Så gad vi sgu ikke mere. I 1979 flygtede vi til Spanien.

Mike Tramp på Jelling Musikfestival, 2010. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

PLUDSELIG GENTOG det hele sig. Vi fik en stor fanskare af unge kvinder i Spanien, men denne gang var det store stadiumkoncerter med playback. Det var medvirkende til, at vi opløste bandet og startede på ny som Studs. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle handle om overflade. I aviserne stod der: ”Piger besvimer til Mabel-koncert” og ”Mabel drikker mælk”. Det handlede sgu ikke om musik mere.

Der lå en amerikansk flybase lidt uden for Madrid, og det vrimlede med amerikanere. Jeg gik i kirke med vores amerikanske nabo, og jeg slugte amerikanske bøger, serier og musikblade. Det var her, jeg mødte Danny, der blev vores manager. Han sagde, at vi skulle tage til New York, og at vi kunne bo i hans forældres hus. Vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted, så vi ændrede vores flybilletter til en afgang to uger tidligere end planlagt. Det fly, vi oprindelig skulle have været med, crashede i Malaga.

Fra det sekund vi stod i New York, så jeg folk, der lignede mig selv. Jeg havde langt, afbleget hår og tyk læderjakke. 80’ernes rock and roll var begyndt at eksplodere, og ingen kiggede på mig med onde øjne. Derfor var det også ligegyldigt, at det var hårdt. Vi løb tør for penge med det samme. Alt det, vi havde sparet op, brugte vi på store forstærkere og en stortromme i sølv, fordi vi skulle se ud som amerikanske rockbands.

Vi flyttede ind i et hus i Queens med syv værelser og en stor kælder, som vi lavede om til øvelokale, og så skiftede vi igen navn. Denne gang til Lions. Men vi spillede ikke særlig meget. Vi levede af ris og bønner, og det første, vi gjorde, når vi vågnede, var at støvsuge lejligheden for mønter, så vi kunne købe en pakke røde Marlboro på værtshuset overfor. 

Da Dannys forældre kom hjem, levede vi med dem i huset. Men det kunne ikke blive ved. Hver gang der skulle laves mad, var vi 10 personer, der skulle fodres, og med tiden var vi mindre velkomne. Omkring julen 1982 tog vi alle tilbage til Danmark. Nogle fik deres forældre til at betale en flybillet hjem. Andre turde ikke spørge, så de solgte en forstærker. Dér blev bandet opløst. 

Jeg var i Danmark i tre måneder, hvor jeg var på understøttelse for første og eneste gang i mit liv. Så tog jeg et lån i banken på 5.500 kroner til en one-way ticket tilbage til USA, som min mor kunne kautionere for. Men kun fordi hun kendte en i banken, hun havde ikke en skid at kautionere med.

Jeg flyttede tilbage til familien, vi havde boet hos, og begyndte at tjene huslejen ind. De ejede fem andre huse i nabolaget, som de lejede ud til cubanere, og jeg blev deres altmuligmand, mens jeg forsøgte at stable et nyt band på benene. Jeg har altid været en arbejdsmand, og jeg boede i huset gratis og spiste deres mad. Jeg gik rundt og knoklede med en lommeradio og lyttede til rock and roll dagen lang. Det var lige meget, hvad jeg skulle lave, jeg ville bare blive. 

Jeg havde fået kontakt til en guitarist, der hed Vito Bratta. Vi begyndte med det samme at fylde hinanden med løgn og store drømme. Det blev be­gyndelsen på White Lion. Alt skulle være Van Halen på det tidspunkt, han havde det rigtige look, den rigtige lyd. Jeg havde oplevet stjernestatus i både Danmark og Spanien, og vi skulle bare have hul igennem.

Danny kunne ikke gøre noget for mig. Han havde gang i tusind mærkelige ting, fik aldrig færdiggjort noget af det, og da han en dag smuttede tilbage til Spanien, var døren til forældrenes hus pludselig låst. De fortalte, at jeg aldrig ville komme videre med musikken, og at jeg ikke kunne bo der mere. Jeg fik min kuffert, som mindede om en gammeldags dragkiste, og så ringede jeg til Dannys kæreste Denice, der var kokain­handler og boede på Roosevelt Island midt i East River. Det var et meget mystisk sted. Perfekt til at optage en horrorfilm.

Raketmotoren i min røv ville væk fra tiden med Mabel. Det var det, der drev mig, og så var det ligegyldigt, hvor koldt et værelse jeg havde, eller om jeg skulle sove på et betongulv. Denice lod mig bo i sin lejlighed, og med tiden var hun ikke så meget Dannys kæreste mere. Jeg levede ikke af noget, og jeg havde ikke andre penge end dem, Denice gav mig i ny og næ. Hun solgte kokain til de unge, flotte, rige overklassebørn på Long Island. Hver anden dag kom der en cubaner, der hed Pedro, som skulle have alle kokainpengene, og en gang om måneden var der store kokainfester i vores lejlighed på øen, hvor jeg sad og kiggede på. 

”Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker.”

JEG HAR SET STOFFER overalt i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv rørt dem. Min storebror Kim var junkie i 30-35 år af sit liv og døde af det (i 2018. red.). Jeg kommer fra Vesterbro, og mange af mine gamle venner har været junkier. Da White Lion var allerstørst, turnerede vi med Aero­smith på deres allerførste turné uden heroin. De drak gulerodssaft og spiste sundt efter shows. Og da vi var i tourbussen med Ozzy Osbourne, drak vi te, fordi han også var på afvænning, selvom han havde taget skade.

White Lion blev til noget, fordi vi fik to managere, som ejede en af de største rockklubber i New York, L’Amour (udtalt som ’La-Morz’ af stamgæster, red.). Den lå i Brooklyn i et tomt industrikvarter, og tusindvis af mennesker tog derud hver weekend. Alle store rockbands har spillet der. Den ene ejer hedder George Parente, og han så fuldstændig ud som John Travolta i ’Saturday Night Fever’. Jeg boede i hans kælder i flere år, jeg så hans børn blive født og levede med hans italienske familie, der var som taget ud af ’The Sopranos’.

Jeg hjalp med at ombygge klubben, og jeg lærte at køre bil i hans store Cadillac med tre fede italienere på bagsædet, før jeg fik kørekort. Det var et farligt miljø, men ikke for farligt. Det var mafia, og vi havde at gøre med en rockklub, der tjente penge og solgte sprut i et område, hvor andre og større familier regerede. Hvis der var problemer i gaden, kom der to wise guys og sørgede for, at problemet blev løst. Vi blev altid betalt med kontanter i en brun papirspose. 

I 1984 tog jeg og resten af White Lion til Frankfurt for at indspille vores første plade, ’Fight to Survive’, og med den kom en kæmpe pladekontrakt. Vi taler hundredtusindvis af dollars. Albummet kom ud året efter og blev et kæmpe hit i Japan, og derfra kom det ud i Europa og senere USA. Men det var først med vores andet album, ’Pride’, at vi fik decideret verdenssucces, solgte millioner af album og opnåede platin i USA. 

’AllStars’ på TV 2, 2009. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

I 80’ERNE nåede jeg højt i USA. Jeg tjente gode penge og var en del af et af musikhistoriens største årtier. Alt var godt verden over, der var så mange penge, og der var så meget energi. Det var årtiet, hvor MTV blev kongen, som bestemte smagen på godt og dårligt. 

Da grunge blev populært som alternativ til den store, hårde rock and roll-attitude, stod mange af os pludselig uden arbejde. Der var steder, vi ikke var inviteret længere, vi var daggammelt wienerbrød. Da vi nåede til det sidste album i 1991, opløste jeg bandet. 80’er-rocken var totalt død, og vi har stort set ikke talt sammen siden.

Jeg brugte alle mine penge på at få bandet Freak of Nature i gang. I 1994 boede jeg i Los Angeles med min daværende kone. Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker. Min revisor fik det skåret ned til en halv million dollars, og de næste 16 år gik al min indtjening til at betale min skattegæld. Alt, hvad ’Mike Tramp’ tjente i pladesalg, koncerter, og alle radiopenge gik direkte til skattevæsenet.

I 1999 flyttede min kone og jeg til Tasmanien, hvor hendes søster havde en farm. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Hun havde været kostume­designer for mange af de store rockbands fra Ozzy Osbourne til Van Halen. Men i 90’erne var den farverige rockmusik død. Pludselig kom Eddie Vedder og Kurt Cobain gående i tøj fra Kirkens Korshær. Det var begge vores karrierer, der faldt fra hinanden, og økonomisk var vi på bunden. Men vi tog et stort spring og startede et helt nyt liv ude i outbacken.

Vi boede i Tasmanien i fire år. I mellemtiden fik jeg gang i solokarrieren, hvor jeg blandt andet spillede til nogle enorme stadionkoncerter i Indonesien. De blev sponsoreret af alle de store tobaksfirmaer, fordi de ikke måtte reklamere i fjernsynet. Det var der, pengene kom fra. Mit gamle band White Lion var succesfuldt på de kanter, så jeg spillede for mellem 75.000 og 100.000 mennesker, der havde fået en gratis pakke cigaretter, da de købte billetten.

I midten af 2003 mødte jeg min nuværende kone i en hotellobby. Jeg var på vej hjem fra endnu en koncertturné i Indonesien. Halvanden måned efter kom jeg tilbage for at se hende, og jeg har faktisk pendlet frem og tilbage siden. To år senere fik vi vores første barn. Det var ikke planlagt, og jeg nåede næsten ikke at trække vejret. Jeg havde allerede min ekskone og min søn, som var flyttet til Australien, men nu havde jeg også en familie i Indonesien. 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til over, at jeg ikke har kunnet slå mig ned, at mit liv er så spredt, og at jeg ikke kan være mere sammen med mine børn. Jeg har aldrig haft et hjem i længere tid ad gangen. Måske har jeg taget skade af, at jeg har rejst og boet så mange steder. 

Mike Tramp, 2020. Foto: PR

FRA SOMMEREN 1976 har jeg aldrig tjent penge på andre måder end gennem min musik. Og jeg vil blive ved med at være rock and roll, også selvom det ikke er moden. Jeg er sgu ligeglad. Rock and roll er en livsstil. Jeg er ikke en afdanket musiker, der stadig lever i 80’erne. Da jeg blev solist, sagde jeg til mig selv: Du skal leje en bil, du skal køre selv, du skal ind og ud gennem fordøren, og du skal selv sælge T-shirts og cd’er bagefter.

Jeg lever, mens jeg arbejder. Når jeg er på landevejene i USA, spiller jeg 60 shows ad gangen. Og jeg kan ikke blive afdanket, for jeg ville aldrig gå på scenen, hvis jeg ikke kunne bidrage med noget nyt. Jeg er ikke en linselus. Jeg skal ikke ud at spille, fordi jeg kan få en fed check, en flaske whisky eller kneppe en eller anden. Det har aldrig været det, der har drevet mig.

Når jeg spiller i en sportshal i Lystrup, går jeg ind med samme indstilling, som hvis jeg spillede for tusindvis af mennesker. Så kan det godt være, at nogle mennesker synes, at jeg er grinagtig og en has-been, men jeg kan stadig få det til at gå op. Jeg har aldrig haft drømmen om at bo i et palads eller komme tilbage til Danmark og blive en stjerne. Men jeg vil gerne være sådan en, der dukker op og spiller her og der.

Jeg kom fra en fattig, lille familie på Vesterbro. Vi snakkede aldrig om, at vi en dag skulle være konger eller have penge. Vi skulle bare over på Skydebanen og spille fodbold. 

MIKE TRAMP

Fyldte 60 år 14. januar. Sidste år købte han en bondegård i Fårdrup lidt uden for Slagelse, som han har planer om at istandsætte. I 2010 blev han gift med den indonesiske skuespillerinde og forfatter Ayu Azhari, og sammen har de børnene Isabel og Lennon. Hans ældste søn Dylan fik han med ekskonen Fleur Thiemeyer, der blandt andet har designet tøj for Dolly Parton, Ozzy Osbourne og Kiss. Han spiller typisk omkring 150 koncerter om året i Europa og USA, men i 2020 måtte han udsætte en stor turné i USA og Europa på grund af COVID-19.

SCARLET PLEASURE har blikket stift rettet mod det store internationale gennembrud. Indtil nu har vejen været lang og hård, og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Ud & Se møder et af tidens mest populære danske pop-bands og undersøger, hvorfor det er så svært at lyde så dansende enkelt.
Tekst:Morten ReimarFoto:Rasmus Weng Karlsen

TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.

Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo. 

De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.

28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’. 

SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.

De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem. 

28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.  

”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”

Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.

”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll. 

SCARLET PLEASURE

Dannet 2006.

Består af: Emil Goll (f. 1992), sanger, Alexander Malone (f. 1991), bassist, Joachim Dencker (f. 1991), trommeslager.

Debuterede med ep’en ’Mirage’ i 2014. Udgav albummet ’Youth Is Wasted on the Young’ i 2016. ’Garden’ er Scarlet Pleasures tredje album. Det er todelt og bliver udgivet dels i juni, dels i oktober i år.

”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”

”Ja, og elguitaren tre op.”

”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”

”Kan den blive lidt mere crisp?”

Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen. 

Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.

En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.

Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.

”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.

Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.

NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.

”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de. 

Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med. 

Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.

Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.

En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger. 

En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne. 

TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.

”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.

Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.

Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turist­visum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.

De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.

De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander ­Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.

Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.

En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.

Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.

Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.

Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?

Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.

”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.

POP – ET MATEMATISK HIT?

I 2010 undersøgte en gruppe ingeniører fra University of Bristol, om det var muligt at lave en matematisk formel for pophits. De tog udgangspunkt i samtlige top-40-hits fra den engelske hitliste de seneste 50 år og kom frem til formlen (w1 x f1) + (w2 x f2) + (w3 x f3) + (w4 x f4) … (w23 x f23).

W’erne i ligningen er weights eller musiske delelementer, for eksempel tempo, rytmens variation eller sangens længde. Der findes overordnet 23 weights opstillet i rækkefølge efter, hvor vigtige de hver især er i den periode af pophits, formlen undersøger. F’erne i ligningen er udtryk for del­elementer i nye sange, der holdes op imod et gennemsnit af pophits fra perioden. På denne måde var ingeniørerne i stand til at gætte med 60 % sandsynlighed, om en given ny sang ville komme i top-5, eller om den aldrig ville komme over top-30. Og så alligevel ikke.

Det tyske Max Planck Institut undersøgte akkordsammensætninger i 745 amerikanske pophits. De spillede dem for testpersoner, samtidig med at belønningscenteret i forsøgspersonernes hjerner blev MRI-scannet. Hvis forsøgspersonerne var sikre på, hvad der skulle til at ske i melodien (lav usikkerhed), men sangen uventet afveg (høj overraskelse), fandt de det behageligt. Men hvis akkordprogressionen var sværere at forudsige (høj usikkerhed), og den akkord, der kom, ikke overraskede dem, men føltes tryg (lav overraskelse), fandt de også det behageligt. Med andre ord: Vi kan li’ at gætte mønstre, men vi kan også li’ at blive overrasket. Og li’ den hårfine balancegang mellem det velkendte og det nye.

DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.

De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.

De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.

Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.

”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”

Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.

Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.

”Ah, ja klart,” siger Emil.

Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.

Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.

Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.

I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave. 

TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.

Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.

Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.

Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?

I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige. 

Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.

”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”

Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet. 

EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.

Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.

Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker. 

Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.

”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.

Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits. 

Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange, 

”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil. 

De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.

”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.

Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.

”Uuuuhh wuuuuh.”

Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.

”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …” 

Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.

”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”

”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.

”I know adji adji why would you aaaaadji …”

Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.

Han synger igen.

”Ooonly you …”

Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.

”Ooonly you …”

De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.

”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.

De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”

De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen. 

MAX MARTIN

Er det svenske sangskrivergeni, der kun er overgået af Lennon og McCartney, når det kommer til nummer 1-hits på den amerikanske hitliste. 23 er det indtil videre blevet til. Han har skrevet sange til alle fra Britney Spears til Maroon 5 og The Weeknd, og selvom han i sjældne interviews har fastslået, at der ikke findes en fast skabelon til at skrive hits, er der flere ting, der går igen.

Max Martin har fortalt, at da han lyttede til musik som barn, vidste han ikke, hvad der blev sunget. Han lyttede i stedet til, hvordan det blev sunget, og derfor vælger han i dag de ord, der er bedst at synge på, frem for hvad der er grammatisk korrekt. På samme måde modtager Scarlet Pleasure ofte henvendelser fra fans, der gør dem opmærksom på, at de udtaler deja-vu forkert. Emil Goll synger ’vu’ i stedet for ’vy’ – fordi det lyder bedre.

Et andet fællestræk ved Max Martins sange er, at omkvædet altid kommer inden for det første minut. Især efter YouTube og Spotify er blevet verdens foretrukne måder at høre musik på, er det nemt for lytterne at skifte nummer. Derfor kommer moderne popmusik, heriblandt Max Martins numre, hurtigere til sagen. Undersøgelser viser, at omkvædet i et hit i dag i gennemsnit kommer 18 procent hurtigere end i 80’erne.

DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.

Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej. 

Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.

Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”

Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.

De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit. 

’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.

MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.

De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet. 

Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.

Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.

Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil. 

Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?” 

Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.

Læs eller genlæs det store interview med komponisten i Ud & Se.
Tekst:RedaktionenFoto:Lasse Lagoni / Ritzau Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre er død efter kort tids sygdom, 95 år gammel. Komponisten og musikeren er blandt andet kendt for temamusikken til ‘Olsen Banden’ og ‘Matador’.

Han fik sit gennembrud i 1961 med musikken til tv-programmet ‘Omkring et flygel’, hvor han også var vært. Under navnet ‘Bent Fabric’ udgav han senere musikken fra programmet i USA med titlen ‘Alley Cat’ og endte med at vinde en Grammy i kategorien bedste rock and roll-indspilning.

I 2014 gav Bent Fabricius-Bjerre et stort interview til Ud & Se, og her var den da 90-årige komponist ikke meget for at se tilbage på sit liv – kun fremad.

“Hvis man læner sig op ad fortiden, kommer man jo ikke videre. Hvis man stiller sig tilfreds, står man stille. Jeg gider ikke kede mig. Jeg kan huske et teaterstykke fra New York, det hedder ‘Dengang vi vandt’, det handler om et ungt amerikansk footballhold med en enkelt stor sejr bag sig. Vinderkampen bliver optaget i radioen. Holdet fortsætter med at mødes år efter år og fejre denne ene sejr ved at genhøre radiotransmissionen. Til sidst i stykket er de blevet gamle, og der er kun to levende tilbage. De fejrer stadig ungdomssejren. Det er tragisk. De skulle se at opleve noget nyt i stedet for,” sagde Bent Fabricius-Bjerre blandt andet.

Læs resten af interviewet her.

 

Som 17-årig og skoletræt tog BARBARA MOLEKO på højskole og opdagede, at musik kunne blive hendes levevej. Syv år senere var det endnu et højskoleophold, der hjalp hende over en livskrise.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR

Hvorfor valgte du at tage på højskole?

”Jeg havde nok brug for at komme lidt væk hjemmefra. Jeg ville ikke i gymnasiet, men samtidig havde jeg heller ikke lyst til bare at arbejde eller gå og lave ingenting. Allerede dengang var jeg meget optaget af musik, men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. En dag kom min mor og sagde til mig, at hun havde fundet en musikhøjskole i Vig på Nordvestsjælland. Jeg tænkte, at det kunne være en god mulighed for virkelig at fordybe mig i at skrive sange.”

Hvad lærte du af det?

”Jeg fik mulighed for at nørde musik for første gang. Jeg blev bedre til at skrive sange, og jeg brugte tid på at lære musikteori og -teknik. Jeg opdagede, at jeg rent faktisk var en dygtig musiker, og at jeg måske kunne gøre det til en karriere. Jeg blev mere ambitiøs. Hvis det ikke havde været for højskolen, var jeg aldrig kommet på hverken MGK (Musikalsk Grundkursus, der forbereder til musikkonservatoriets optagelsesprøve, red.) eller på konservatoriet.”

Hvad med det sociale?

”De første dage var meget intense. Adrenalinen pumpede rundt i blodet på os alle, og man gik og tjekkede hinanden ud. Det var første skoledag om igen. For mig, der måske var lidt socialt akavet, var det meget overvældende at skulle være så meget sammen med en gruppe mennesker, jeg ikke kendte på forhånd. På den måde flyttede højskolen mine grænser, og jeg blev mere social og fandt min rolle. Jeg opdagede, at jeg var en god problemløser, og at jeg kunne få forskellige folk til at mødes og fungere sammen.”

34-årige Barbara Moleko har en dansk mor og en sydafrikansk far, er opvokset i Mozambique og Sydafrika og flyttede til Danmark som 12-årig. Hun udgiver sit tredje album i foråret 2020 og spiller koncert i DR Koncerthuset 25. november 2020.

Som 24-årig tog du på højskole igen. Hvorfor?

”Jeg gik på MGK, og min karriere var stille og roligt ved at komme op at køre, da jeg gennemgik en meget voldsom forelskelse og et breakup. Jeg flygtede fra alt og alle og tog på Oure Højskole, hvor Kasper Eistrup (tidligere forsanger i Kashmir, red.) havde oprettet en musiklinje. Jeg lærte en masse om at producere musik, men det var nok på det personlige plan, jeg fik mest ud af opholdet. Oure er kendt for sport, og sportsfolk er meget anderledes end musikere. Jeg lærte en masse af den disciplin, de har, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. På Oure mødte jeg også mennesker, som havde helt andre holdninger og en helt anden baggrund end jeg selv. Jeg har været politisk aktiv i Socialistisk UngdomsFront som yngre. På Oure havde jeg mange heftige politiske diskussioner, som endte med at udvide min horisont.”

Hvad har dine højskoleophold betydet for dig?

”Jeg har aldrig været god til at gå i skole, men at gå på en højskole er noget helt andet. Alle de fag, jeg har haft – også dem, der ikke havde med musik at gøre – har jeg selv valgt, fordi de interesserede mig. Det har givet mig større motivation og nogle tiltrængte succesoplevelser. Der er ingen tvivl om, at jeg har lært mere på de to halvår, end jeg eksempelvis gjorde i hele min folkeskoletid.”

Kommer du til at sende din egen datter på højskole?

”Hvis hun selv vil, så ja. Jeg mener, at alle burde unde sig selv at tage på højskole eller efterskole og opleve det miljø og det fællesskab, der er sådan et sted. Det er virkelig en god mulighed for at lære noget – ikke mindst om sig selv – i trygge rammer.”

TRE MUSIKHØJSKOLER

Musik og Teaterhøjskolen
På den sønderjyske højskole – der indtil 2000 hed Den Sønderjyske Højskole for musik og teater – kan eleverne studere sang, lydteknik og elektronisk musik. Skolen, der også er kendt for sine teater- og danselinjer, har eksisteret siden 1984.

Testrup Højskole
Den grundtvigske folkehøjskole lidt syd for Aarhus har eksisteret siden 1866. Foruden en musiklinje tilbyder Testrup Højskole også teater, filosofi, kunst samt en skrivelinje.

Den Rytmiske Højskole
Musikhøjskolen i Vig på Nordvestsjælland er fra 1991 og en af landets yngre højskoler. Skolen profilerer sig – som navnet antyder – særligt på rytmisk musik, men også lydstudieteknik.