Indlæg

Historiker Gry Jexen har med ’Kvinde kend din historie’ og en Instagram-profil af samme navn pustet nyt liv i danmarkshistorien. Her fortæller hun om et hul i vores nationale hukommelse og om tre kvinder, der har været slettet fra vores fælles fortælling.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Hansen/Gyldendal Medier

DA JEG BLEV færdig som historiker, spurgte jeg mig selv: Hvor mange kvinder i danmarkshistorien kender jeg egentlig? Svaret var, at jeg kendte uhyggeligt få. Det affødte en følelse af, at det kan sgu da ikke være rigtigt. Har jeg virkelig læst historie i fem år på universitetet uden at støde på flere kvinder? Uddanner vi historikere, som ikke kender halvdelen af befolkningens, altså kvinders, perspektiver og bedrifter?

Spørgsmålene kom sig af, at jeg havde en projektansættelse på et tv-program, hvor jeg stødte på forfatteren Karin Michaëlis, der også var krigsreporter for Politiken under første verdenskrig. Jeg blev så fascineret af hende, og da jeg havde læst mig ind på hende, spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg aldrig havde hørt om hende før. 

Til sidst kom hovedspørgsmålet til mig: Hvorfor rakte jeg ikke hånden op under forelæsningerne og spurgte, om vi ikke manglede nogle perspektiver her? Men det er jo, fordi vi har en historieskrivning, som udelukkende baserer sig på mænds erfaringer, tolkninger, bedrifter og analyser. Jeg plejer at sige lidt firkantet, at historien er skrevet af mænd, om mænd, til mænd. Det er en danmarkshistorie, som vi kollektivt har accepteret, skal repræsentere os alle. Derfor havde jeg heller ikke opdaget det. 

Foto: Christina Jensen

GLEMTE KVINDER I HISTORIEN 1

Karin Michaëlis (1872-1950)

”Karin Michaëlis er en vigtig figur i vores litteraturhistorie, fordi hun begyndte at skrive i eget navn. Langt de fleste kvinder skrev før og efter århundredeskiftet under mandlige pseudonymer, fordi de ellers ikke blev taget alvorligt, udgivet eller læst.

Hun var en fattig arbejderpige fra Randers og stak helt vildt ud, fordi hun var en kvinde, der ikke kunne holde sin kæft. Hun så også lidt skør ud. Lille, buttet og skelede på det ene øje. Så man syntes heller ikke, hun var fin nok. ”Du fører dig frem, og du har ikke noget at have det i. Du er både kvinde og fattig, hvad sker der for dig?” Men hun kunne simpelthen ikke lade være.

Samtidig med hendes forfatterskab blandede hun sig aktivt i den offentlige debat. Der var en sædelighedsfejde – det vil sige et opgør med tidens seksualmoral – og der var kvindesagen, der kæmpede for flere rettigheder for kvinder, højere uddannelser og stemmeret. Karin Michaëlis skrev debatindlæg om sex og parforhold, som var meget direkte. Og hun kritiserede det meget stramme moralkodeks om, at man skulle være gift, før man fik børn.

I 1902 brød hun igennem med sin bog ’Barnet’. Ikke blot i Danmark, men i Tyskland, hvor hun solgte 500.000 bøger på seks uger. Hun blev ekstremt populær i de tysktalende lande og i Italien og er dér stadigvæk en kæmpe forfatter. Tyskland var i starten af århundredet et boblende centrum for kunst, videnskab og nytænkning i det hele taget, og de var også længere fremme i forhold til at tage kvinder alvorligt.

I længere perioder boede Karin Michaëlis i udlandet. Da første verdenskrig brød ud, gik mange kunstneres arbejde i stå. I stedet for at skrive bøger begyndte Karin Michaëlis at rapportere om krigen og var fast krigsreporter for Politiken. Også derfor er hun et vigtigt menneske i danmarkshistorien. Hun var førstehåndsvidne til store verdenshistoriske begivenheder.”

Det første, jeg gjorde efter den oplevelse, var at gå ned på mit lokale bibliotek i Birkerød, og der lånte jeg simpelthen alle historiebøger, der indeholdt noget om kvinder. Det dejlige ved den måde, historikere arbejder på, er, at der altid er lister med kildehenvisninger bagest i bøgerne. Derfor kunne jeg grave dybere og dybere, og så væltede det bogstaveligt talt frem. Det var, som om kvinderne kom som en tsunami hen over mig. 

Der er lavet en del bøger, der minder om min, blandt andet ’Kvinder i danmarkshistorien’, som er et mindre opslagsværk. Der er også ’Dansk kvindebiografisk leksikon’, hvor stort set alle de kvinder, jeg har skrevet om, er repræsenteret i korte opslag. Det er vigtigt for mig at sige, at der er rigtig mange, hvis forskningsarbejde jeg kan trække på og stå på skuldrene af. 

Jeg startede med at lave Instagram-profilen ’Kvinde kend din historie’ i 2018, og den blev hurtigt et kæmpestort fællesskab. På to måneder havde jeg 10.000 følgere, og de begyndte så at skrive: Har du hørt om hende her? Og hende her? Og hende her? Det er jo en kæmpe gave for mig, og det er det stadigvæk. Folk skriver hele tiden med nye perspektiver, udgivelser og kvinder, de har opdaget. Jeg føler, at jeg har en lille hær af mennesker, som har antennerne ude, så vi alle sammen kan være med til at skrive kvinderne ind i historien. Der er sket noget i Danmark. I kølvandet på MeToo er vi som samfund blevet mere klar på at have en samtale om ligestilling, uden at det bliver en kønskamp. 

Foto: Christina Jensen

GLEMTE KVINDER I HISTORIEN 2

Bodil Begtrup (1903-87)

”Hun voksede op i Aalborg, og i hendes fødeår fik kvinder for første gang adgang til de offentlige gymnasier. Indtil da havde kvinder selv skullet betale for at blive studenter. Da Bodil Begtrup startede på gymnasiet, var der kun plads i matematik-klassen, hvor der ellers kun gik drenge. Allerede der blev hendes opmærksomhed omkring ulighed mellem kønnene vakt.

Hun valgte at læse samfunds-fag på universitetet – statskundskab i dag – og var optaget af folkeret og socialpolitik. Hun meldte sig ind i studenterpolitiskforening, hvor hun også var den eneste pige. Til hendes første møde sagde en af drengene: ”Kan du ikke lige gå ud og lave kaffe, Bodil?” Hun svarede: ”Nej, det er jeg ikke så god til, men jeg vil gerne være næstformand i den her forening.” Hun begyndte at lave internationalt studenterpolitisk arbejde i sin studietid og arbejdede også i Danske Kvinders Nationalråd.

Efter anden verdenskrig gik en række lande sammen om at skabe FN, fordi de gerne ville sikre fremtidig fred. Landene var enige om, at der skulle laves en fælles menneskerettighedserklæring, og Bodil Begtrup blev formand for et udvalg af ni kvinder, der skulle diskutere, hvordan ligestilling kunne indgå i erklæringen. De kom frem til lige politiske rettigheder, lige borgerlige rettigheder, lige sociale og økonomiske rettigheder og lige ret til uddannelse.

Da FN’s menneskerettighedserklæring skulle vedtages 10. december 1948, sagde Bodil Begtrup: ”Vi kan ikke skrive ’equal rights for all men’, fordi det ud over mennesker også betyder mænd.” Hun er grunden til, at der i dag i menneskerettighedserklæringen står ’equal rights for all men and women’. Det er fandeme at sætte et aftryk i historien.”

Enhver fagpersons fineste opgave er at gøre sin viden tilgængelig, for hvad er den ellers værd? Nogle vil nok mene, at det er for banalt, men jeg er mere optaget af at nå bredt ud. Det korte format, som jeg skriver, kræver ligeså meget forberedelse som det lange.

Historien om historieskrivning hedder historiografi. Den første historieskrivning i Danmark er runestenene, og de er samtidshistorie, fordi der var nogen, der skrev: ”Se mig, jeg er en stor og stærk konge.” Historieskrivning handler om at cementere magt, og det er mændene, der historisk har haft magten. Derfor er det også mændene, der har skrevet historien og skrevet sig selv frem i historien. Det er ikke særlig magtfuldt at skrive om bondekoner og lortebleer. Birgitte Possing (dansk professor, red.) siger, at kvinder er skrevet i historien med hvidt blæk på hvidt papir. Den værste måde at blive skrevet ud af historien på er at blive ignoreret. 

Historieskrivning er også præget af forskellige tiders tolkninger af fortiden. Et eksempel er, hvordan man i moderne historieskrivning har underkendt, hvor meget indflydelse og magt adelige kvinder kunne have i middelalderen, fordi den er skrevet i 1800-tallet. En tid, hvor kvinder havde meget lidt mulighed for indflydelse.  

Foto: Martin Hansen/Gyldendal Medier

GLEMTE KVINDER I HISTORIEN 3

Dronning Dorothea (1430-95)

”Hun blev gift ind i det danske kongehus med Christoffer af Bayern i 1440’erne. Hun var ganske ung, og det var han også. Christoffer af Bayern var populær, diplomatisk og flot, og hun kom ind i ægteskabet med enormt mange penge, så de var et godt par. Men da Dorothea var blot 18 år, døde han, og de nåede ikke at få en tronarving. Danmark stod med en ung enkedronning, som var rig, og som havde vist sig at være ret kvik.

På det tidspunkt var der valgkongedømme. Der var et rigsråd af adelige mænd, som skulle rådgive kongen politisk og økonomisk. Og de tog simpelthen Dronning Dorothea med på råd, da der skulle vælges en ny konge. Det er første og eneste gang i danmarkshistorien, at det er sket. Hun var for god til, at de bare ville parkere hende, så hun blev præsenteret for tre forskellige mulige nye danske konger, og hun valgte Christian af Oldenburg. Historikere har undret sig meget over, hvorfor han blev konge, for han var tilbageholdende og vag. Jeg synes, det virker indlysende, at hun valgte ham, fordi hun kunne sikre sig selv mest indflydelse med ham.

Danmark og det meste af Europa var dengang katolsk-kristent, så paven i Rom bestemte vitterligt alting. Derfor var det moderne at tage på privilegie-rejser til Rom, hvor man rejste med pomp og pragt gennem Europa og viste, hvor spændende og fed en konge man var, for at få nye privilegier med hjem fra paven.

Den nye Kong Christian rejste i 1474 derned for at bede om, at kongehuset måtte spise flæsk i fasten, at de måtte vælge egen præst, som de kunne skrifte hos, og at de måtte åbne et universitet i København. Rejsen tog cirka et halvt år, og han kom hjem med nul privilegier. Af kilderne kan man se, at kort tid efter rejste Dronning Dorothea mod Rom. Hun besøgte familieborge undervejs, boede gratis, stjal folks kjoler, drak sig fuld og væltede ned ad trapperne, og hendes hofdamer var anstrengende. Men hun ankom til Rom, og ingen ved rigtig hvordan, men hun kom hjem med pavebrev og stempel, hvor der stod: ”Kong Christian, l har hermed tilladelse til at åbne et universitet i København.”

Indtil 2019 stod der på Københavns Universitets hjemmeside, at det var Kong Christian l, der fik tilladelsen. Men hvis man kigger på blot få andre kilder end selve pavebrevet, finder man det dokumenteret, at på den dato, hvor paven satte sit segl på tilladelsen, var Kong Christian i København.”

I 1864 mistede vi land og blev en moderne nationalstat, og der handlede det igen om, hvordan vi skrev os frem som en stærk nation. Det gælder stort set alle moderne vestlige nationalstaters historieskrivning. Vi skal ret langt frem, før der var nogen, der sagde: Hvad handler historieskrivning egentlig om? Hvem er det, vi skriver for? Fra midten af 1800-tallet begyndte historie dog at tage form som mere et videnskabeligt fag, hvor man forholdt sig kritisk til gamle kilder. Faget blev mere brugt som en akademisk analyse med kildekritik i stedet for ren historiefortælling.

Et af de første bud på en historiebog, der er skrevet til folket, er ’Håndbog i fædrelandets historie’ af C. F. Allen fra 1840. Det er den slags historie, jeg brænder for. Historien er ikke historikernes. 

Det er vigtigt for mig at sige, at det, jeg har lært på universitetet, ikke er forkert. Jeg er ikke ude på at skælde ud, men jeg er ude på at sige: Vi bliver nødt til at insistere på en ny metode, insistere på flere nuancer, mere bredde og på at give flere mennesker plads i historien.

GRY JEXEN

33 år, bor i Birkerød. Cand.mag. i historie fra Roskilde Universitet, forfatter til ’Kvinde kend din historie’, som hun i år vandt Læsernes Bogpris for. Vinder af ArtBeat Prisens Talentpris i 2022.

Foredragsholder og podcaster. Aktuel med børnebogen ’Kend din historie – 25 kvinder der formede fortiden’.

Kan blandt andet opleves på Bremen Teater i februar. This is a notification of some sort.

Vi har samlet decembers bedste kulturnyheder.

EVENTYR PÅ TO HJUL

Danskerne er supergode på stel, styr og saddel. Vi får førertrøjer i store, internationale cykel-konkurrencer, men faktisk har mange mere almindelige – og modige – danskere gennem de sidste 100 år taget jernhesten til klodens fjerneste afkroge, højeste bjerge og tørreste ørkener. Morten Kirckhoff har sammen med Tore Grønne og Bjørn Harvig samlet de vildeste og mest farverige danske cykelhistorier i værket ’Velo – De danske verdenscyklister’ – en bog, der er fyldt med udlængsel og eventyr fra dengang i 1920’erne, da danskerne trådte af sted med pistoler på styret, og frem til i dag, hvor flere bikepackere end nogensinde tager den tohjulede ud i verden. 

Se mere på verdenscyklist.dk

Foto: PR

HELT NED TIL KINESERNE

Kina er ikke just kendt for frihed, frisind og feminisme. Men med udstillingen ’Stepping Out!’ stiller Kunstforeningen Gl. Strand i København skarpt på Kinas kunstscene de seneste 30 år med værker af 26 førende kvindelige kunstnere, der kræver deres plads. Udstillingen præsenterer omkring 80 værker – maleri, installation, foto, skulptur, video- og performanceværker – der er skabt fra slut-80’erne og frem til i dag. De kinesiske kunstnere er alle vokset op i en brydningstid mellem tradition og modernitet i et land, der rekordhurtigt har gennemgået enorme forvandlinger med dertilhørende dilemmaer og spændingsfelter. 

Fra 2. december til 12. marts 2023. Se mere på glstrand.dk

Foto: PR

KROPPENS SANG

Der skal snart skråles rundt om træet, men hvordan ser kroppen egentlig ud, når den synger? Det spørgsmål kan du få besvaret i videoværket ’Anatomisk sangbog’ på Medicinsk Museion, der undersøger kroppens bevægelser fra en musikalsk vinkel med fokus på led og muskler. Værket, hvor ingen instrumenter spiller musik, men i stedet udstiller en krop, der viser musik, er et samarbejde mellem komponist Jeppe Ernst, videokunstner Émile Sadria og sanger Jakob Bloch Jespersen og kan opleves frem til februar 2023.

Se mere på museion.ku.dk

Foto: PR

DEN VILDE VESTEGN

Især S-togslinjerne B og A kører derhen, derned og derud. Til et af de områder i Danmark, der midt i asfaltbegejstret byplanlægning har fostret nogle af de sjoveste, vildeste og skøreste kunstnere i landet. Journalist
Camilia Soltani Østergaard fortæller sin egen egnshistorie fra Taastrup og tager dig i bogen ’Jeg er fra Vestegnen’ med langs sporet og viser dig områdets perler, mens hun interviewer nogle af de mange kendte danskere, der ikke et øjeblik kunne tænke sig at komme andre steder fra. 

Bogen er udkommet på L&R.

Foto: Colourbox

DANMARK VINDER I VANDRING

Skal du også ud at gå med familien i vinterens weekender og helligdage? I så fald er der godt nyt. Danmark er netop blevet kåret som det land i Europa, der har flest børnevenlige vandreruter, nemlig hele 2.703 fordelt over vores samlede areal på knap 43.000 km2. Det er engelske Liverugbytickets, der står bag kåringen, og her fremhæves især turen rundt om Furesøen ved Farum, der med sine cirka 20 smukke kilometer er noget af det bedste, Europa har at byde vandrebørn og deres familier. Andenpladsen indtager Holland med 1.748 børnevenlige ruter, mens Belgien er nummer tre med 879 af slagsen. Endelig en fordel at være et lavland. 

Foto: PR

FESTEN, DER ALDRIG SLUTTER

Skal du ud og gi’ den gas i december – eller i kedelige januar – og savner du en ordentlig omgang no-brain-syng-med-party fra dengang? Så var det måske en idé at smutte forbi ’The Boyband Tour’, et musikalsk mega-show med Silas Holst, Kim Ace Nielsen, Emil Hartmann, Jeff Schjerlund og Joakim Tranberg, der kommer hele landet rundt og tager dig med til de største 90’er-boyband-hits med blandt andet Backstreet Boys og Westlife. Det er sjovt og for ’Every-boody … yeah-yeah’. 

Premiere i Aarhus 3. december. Se mere på boybandtour.dk

Vi har samlet novembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Venedig malet af Joseph Heintz den yngre, cirka 1650.

SE VENEDIG OG DÅN

Måske kommer du ikke til Venedig i efteråret, men derfor kan du sagtens gå om bord i byen, der ofte betegnes som verdens smukkeste. Museet for Søfart i Helsingør har sat skub i gondolerne og tager dig i udstillingen ’Venedig – Havets magt’ med på en historisk rundtur gennem byen, der er bygget på 117 øer og har kanaler i stedet for veje. Især fra 1200- til 1500-tallet var Venedig en maritim stormagt, og med mere end hundrede malerier og pragtgenstande fra Venedigs storhedstid lånt fra venetianske museer – karnevalsmasker, glas, søkort, silketekstiler etc. – er det ikke dig, der skal til Venedig, men Venedig, der kommer til dig. Udstillingen vises indtil 23. februar 2023.

Se mere på mfs.dk 

Carl Grossberg, ‘Der Gelbe Kessel’. Foto: Louisiana

TYSKE 20’ERE MED TRYK PÅ

Træk 100 år fra kalenderen, og tag på Louisiana på en sansetur af de store, når museet inviterer med til det turbulente Tyskland i 1920’erne. Med 600 værker og dokumenter af mere end 90 kunstnere kan du dykke ned i mellemkrigsårenes storbyliv, den funktionalistiske arkitektur, teknologiens landvindinger, natklubber og kabareter, seksuel frigjorthed, promiskuitet og prostitution, arbejderklassens levevilkår og datidens kvinderoller. Udstillingen ’Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne’ er kras, klinisk og knivskarp kunst.

Kan ses til 19. februar 2023. Se mere på louisiana.dk

Foto: Colourbox

LORTEUDSTILLING

’Dansk landbrug sviner’ er en påstand, der ofte gentages. Køerne bøvser, der er sager om kvælstofforurenet grundvand, gylle køres ud på markerne, og flere rynker på næsen ad stanken. Gødning kan være et problem, men er også en værdifuld naturressource, der betyder, at der kan produceres fødevarer nok. I udstillingen ’Lort – Skidt eller skat’ på Dorf Mølle­gård i Dronninglund i Nordjylland sættes der indtil december fokus på, hvordan bønder siden oldtiden har arbejdet med gødning, på den teknologiske udvikling, på videnskaben, på bæredygtighed og på nutidens forbrugsdilemmaer. 

Se mere på museummoss.dk  

 

Vi har samlet oktobers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Nikolaj Callesen

NUTIDENS VINGESUS

Fugle er forunderlige. Ikke bare på himlen, i haverne, i skoven og ved havet, men også på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, der i efteråret spreder sine vægge ud til flyvsk, nutidig kunst i udstillingen ’Fugl 2022’. Ud af mere end 1.300 indsendte værker fra 2019-22 har museet udvalgt 69 bevingede kunstnere, der i Johannes Larsens ånd udstiller himlens dyr i akvarel, fotografi, grafik, installation, keramik, maleri, papirkunst, skulptur, tegning og tekstilkunst. Du kan tage op i det blå i Kerteminde året ud.

Se mere på johanneslarsenmuseet.dk

Foto: Maria Sattrup

NATTUR OG KULTUR

Det er efterår, aftenkulden sniger sig ind under jakkerne, bladbunkerne inviterer til spark, og det er atter tid til oktobers efterhånden berømte bymøde mellem fadøl og (fin)kultur. ’Kulturnatten’ hedder arrangementet, hvor alverdens kulturinstitutioner (og mange andre) åbner dørene for alle – og for alt det, du ikke vidste, du var interesseret i. I København kaster kulturen sig ud i den sprøde efterårsnat 14. oktober, fredag før efterårsferien. Tag et åbent sind, dine venner og familie og et halstørklæde med. 

Se mere på kulturnatten.dk

Foto: Musée d’Ixelles-Bruxelles. Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen

MONTMARTRE, S’IL VOUS PLAIT 

Odense og Kunstmuseum Brandts viser både strømpeholdere og giver den én på paletten, når museet i udstillingen ’Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre’ viser et væld af de litografiske kunst- og reklameplakater, der i art nouveau-stil især omkring 1900-tallet prægede Paris overalt. Plakaterne, hvoraf især Toulouse-Lautrecs senere fandt vej til danske vægge, blev hængt op på byens plakatsøjler, byggestilladser og ved metrostationerne. Med over 140 værker i grafik, kunsthåndværk, fotografier og video fra perioden dykker udstillingen ned i en banebrydende periode, hvor kunsten var kommerciel – og så alligevel ikke.

Bliv plakatfuld i Odense indtil 15. januar, og se mere på brandts.dk

Foto: Nordea-fonden

HELT BYNATURLIGT

To ud af tre danskere lever i byen, og mere bynatur, mere bæredygtighed og flere grønne oaser på stenbroerne er det nye sort. For at få gang i planteskeerne har Nordea-fonden sat 50 millioner kroner af til flere asfalt-åndehuller landet over i en pulje med navnet ’Her gror vi’. Ønsker man at få del i pengene, og har man en idé om måske en byhave, en vandlegeplads eller en såkaldt lommepark, afholder fonden i løbet af oktober dialogmøder i København, Odense, Aalborg og Aarhus, hvor man kan få personlig og konkret sparring.

Se mere om projektet på nordeafonden.dk

Som scenetekniker på Odense Teater fører Pernille Bejder scenografernes vilde ideer ud i livet. I fem akter fortæller hun om håndværket bag kulisserne og om at slå iskoldt vand i blodet, når forestillingen ruller, og svævende rekvisitter falder ned.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Karoline Lieberkind

1.

Som mange andre teenagepiger troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor jeg udfordrede mig selv, min krop og min omverden. Jeg fik en bekræftelse af, hvor fantastisk teaterverdenen virkelig er, men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jo, det kunne da være ret sjovt at være skuespiller, men det var ikke det, der sparkede røv for mig. Det var kulisserne og håndværket. 

Det kræver en del at være skuespiller. Jeg havde ikke disciplinen til det, og jeg har også altid syntes, at det var sjovere at bygge og arbejde med kreative ting. Når jeg fik øje på et nyt materiale, tog jeg fat i det og undersøgte, hvad det kunne. Det kunne være at lære at strikke, men jeg har også arbejdet med læder, beton, uld, træ, jern, aluminium og at garve skind. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og dér fandt jeg ud af, at jeg er håndværker. Jeg har brug for at kunne se, at det er det her, jeg har lavet i dag. Og det er svært at se på en flok børn, der er gået hjem.

Senere fik jeg en læreplads på Aarhus Teater, og det var noget af det allerbedste. Det var så vildt at være med til at skabe de forestillinger, vi havde der. Den første forestilling, jeg var med til, var ’Beach Boys teaterkoncert’. Scenografen brugte hele scenerummet, og i en af de første scener kom der en kæmpe kjole ned fra oven med to skuespillere indeni, og den flyvning var jeg med til at lave. Den ene skuespiller vendte på hovedet og sang imens. Den forestilling var så stor og vild, og vi knoklede hele tiden. Det var fantastisk. Fed musik og fede skuespillere.

PERNILLE BEJDER

39 år. Arbejder som scenetekniker på Odense Teater. Uddannet teatertekniker i 2011.

Har tidligere arbejdet på Aarhus Teater og bygget modeller til blandt andet Randers Regnskov. Bor i Bogense. Gift og mor til Svend, Gorm og Skjold. Bruger sin fritid med hænderne. Om så det gælder at restaurere hus, ordne have eller producere diverse legedimser til børnene.

2.

En scenetekniker som mig bygger kulisserne på teatret op. Der kommer en scenograf og siger: ”Hey, jeg skal bruge den her svævende sofa, der skal komme ind over scenen.” Vi kommer så med nogle løsningsforslag og siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi kan gøre det på den her og den her måde i stedet for.” Vi har snedkere, malere og en smed, der bygger det grove, og bagefter sætter vi tingene sammen på scenen. 

Jeg har tit prøvet at lave en rekvisit, hvor man er sådan: ”Yes! Jeg blev færdig med den.” Og så siger de på teatret: ”Jamen, den scene strøg vi i går.” Nå. 

Det fede er heller ikke at komme med den færdige ting, det fede er at lave den. Så det er egentlig ligegyldigt, om den skal bruges eller ej, for jeg har fået lov til at lave den her skidefede dims. Jeg løste opgaven. Måske kan den bruges en anden gang. 

Jeg får aldrig forestillingerne ordentligt at se, fordi jeg er med til at afvikle dem. På forestillingsaftenerne er det os sceneteknikere, der sørger for, at tingene sker, når de skal. Vi er med til at øve, og til forestillingerne sørger vi for, at de rigtige kulisser eller rekvisitter kommer ind på de rigtige tidspunkter. 

Satireforestillingen ’Vi bygger en vej’ om et byråds trafik-fiasko fik anmelderne til at klaske sig på lårene i foråret 2022.

3.

Under en af forestillingerne til Beach Boys-teaterkoncerten i Aarhus var der en skuespiller, der skulle hægte en kasse fast på en krog. Der var så en anden skuespiller, der skulle kravle ind i kassen og sidde helt krummet sammen og synge en sang, mens kassen blev hejst højt op. Men en aften kom kassen ikke rigtigt op at hænge. Den faldt ned, mens skuespilleren sad og sang inden i den. Han havde ikke nogen som helst chance for at tage fra og faldt ned med hele sin vægt, klask! Han forstuvede vist bare sin arm, men han måtte køres på skadestuen under forestillingen. Ham, der havde hængt kassen forkert op, var selvfølgelig vildt ked af det, og han måtte synge den andens sange resten af aftenen. Efter episoden kom en scenetekniker på scenen, der iført et kostume hængte kassen op. 

Når der sker uheld, sørger vi først for enten at få skuespilleren ud eller at få fortæppet ned foran kulisserne, og så går forestillings­lederen ind og giver en meddelelse. Man tænker fuldstændig klart i de situationer. 

Hvis jeg har lavet en fejl, som er 100 procent min egen skyld, skriver jeg den op, og så gør jeg det aldrig mere. Jeg har en lille liste på bagsiden af lågen til mit skab. 

SCENETEKNISK SET

En scenetekniker skaffer rekvisitter og sætter lys og lyd på teaterscenen. De er med, når kulisserne skal bygges, og når forestillingen kører. På Odense Teater er der syv sceneteknikere, et par elever og en teamleder.

4.

Vi lavede ’Jul på slottet’ i vinter på Odense Teater, og der kom gardiner ind mange gange i løbet af forestillingen. Jeg tror, at der var 72 scener, hvor der var skift, og det var mig, der kørte gardinerne frem eller bar en seng ind på bestemte tidspunkter. Det kørte på en drejescene, så når der var én scene i gang, satte vi klar på de to andre sider af drejescenen. Vi var fire til at skifte scenerne.

Siden 1994 har jeg været stor Pyrus-fan. Som barn var en af mine store drømme at lave rekvisitterne og kulisserne til ’Pyrus’. Det var Martin Miehe-Renard, der instruerede ’Pyrus’, og det var også ham, der instruerede ’Jul på slottet’, så der var jeg tæt på den ultimative drøm. Det kunne næsten ikke blive større.

Til en af juleforestillingerne var der en skuespiller, der fik en splint i øjet. Og så måtte vi spørge ud blandt publikum i pausen: ”Er der en læge eller en sygeplejerske til stede?” Man stopper jo ikke en forestilling, fordi der er en, der har fået en splint i øjet. Der var en sygeplejerske, der lige kom med bagved og kiggede. Og publikum elsker jo sådan noget. Teater er levende. Det er ikke bare en film, man sidder og kigger på. Det er rigtige mennesker. 

December-klassikeren ’Jul på slottet’ trak rekordmange gæster til Odense Teater i 2021.

5.

Teaterfolk er gode til at fejre. Der er både premierefest, midtvejsfest og afslutningsfest. Men jeg er ikke så meget af en festabe. Jeg synes, det er sjovere at arbejde, og vi skal også tit op og tage scenen ned morgenen efter afslutningsfesten. 

Der var en forestilling, som vi havde holdt afslutningsfest på, og ham, der havde haft hovedrollen, var glad og lettet. Han havde virkelig knoklet røven ud af bukserne, og da vi næste formiddag klokken 10 var ved at pille scenen ned, kom han gående med to øller i hånden og sagde: ”Hej! Nå, er I i gang igen?” Han var ved at slippe den rolle der, og det var, ligesom det skulle være. 

Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at det er mig, der er med til at opfinde den flyvende sofa. Desværre er jeg ikke blevet udsat for konkret at lave den flyvende sofa, ikke endnu, men det kunne være sjovt. Jeg har selvfølgelig allerede lavet nogle muligheder til, hvordan den kan laves.

Tit sidder jeg derhjemme med en følelse af, at jeg gerne vil lave et eller andet. Men jeg har brug for nogen, der kommer med de tossede ideer. Derhjemme er det børnene, der siger: ”Mor, jeg skal bruge en ærteskyder.” På arbejdet er det så scenograferne, der kommer med ideerne. Jeg elsker det.

ODENSE  TEATER

er Danmarks næstældste og har rødder tilbage til 1796. H.C. Andersen arbejdede i en periode som plakatopsætter på teatret. I 1914 flyttede Odense Teater til sin nuværende residens på Jernbanegade. Dengang kunne man købe en flaske snaps til fem øre, og den første forestilling på det ’nye’ teater var ’Ole Lukøje’ af H.C. Andersen.

På Odense Teater hænger omkring 17.000 kostumer til minde om mere end 200 års teaterhistorie. Teateret har gennem tiden uddannet en række kendte skuespillere. Blandt andre Sonja Richter, Lars Ranthe, Nicolaj Kopernikus, Hella Joof og Thure Lindhardt.

I Danmark har vi ikke ’High School Musical’, men alligevel kan man synge, danse og spille sig ind på scenen med SU i kostumet. Mød 23-årige Mira Andrea Balloli, der er ved at uddanne sig til rentonet musicalstjerne på Fredericia Teater.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen, PR

DE FLESTE UDDANNELSER handler om at kigge ned i en bog, men ikke når det gælder en bachelor i musical. Her skal man kigge op, mens man danser og synger. 

Musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole er på lige fod med statskundskab, sygeplejerske og softwareteknologi et fuldtidsstudie med de obligatoriske 180 ECTS-point and all that jazz. En af dem, der træner og øver sig benhårdt i de tre hovedfag dans, sang og skuespil, er 23-årige Mira Balloli.  

”Jeg har altid sunget,” siger hun på en kaffebar i Københavns Nordvestkvarter og ligner en ung Audrey Hepburn i en version 2023 i casual jeans og en blank, mørk page, mens pladespilleren sender jazzede toner ud i den dovne søndagsluft.

Mira Balloli kom ind med toget fra Fredericia i aftes. Hun skal lægge stemme til en tegnefilmsfigur i et studie lige i nærheden lidt senere. En nebengesjæft ved siden af studiet.     

”Brrrrrrr,” siger Mira Balloli så og sætter sine læber til at vibrere med en rytmisk kontrolleret bevægelse, da hun skal demonstrere de stemmeopvarmningsøvelser, som hun ifølge sin mor lå og lavede nede i barnevognen. 

”Hende der, hun bliver operasanger,” havde moren spået, og hendes profeti har indtil videre ikke slået helt fejl. Mira Balloli har godt nok ikke optrådt med opera, til gengæld har hun haft roller i store teaterforestillinger og lagt stemme til hovedrollen i Disneys biograffilm ’Encanto’. Og så knokler hun sig hen imod at dimittere som bachelor i musical i 2023 sammen med syv andre på sin årgang på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Stangskole er en fast del af skemaet. Mira Balloli (i midten) til balletundervisning med sine medstuderende.

Hun drikker latte med havremælk og fortæller indlevende, at det også var i den tidlige barndom, hun arrangerede sin første forestilling. I en stor dobbeltstue hjemme på Nørrebro klædte Mira sig som femårig ud og satte Carl Nielsens ’Tågen letter’ på spilleren og lavede danseopvisning til de klassiske fløjtetoner. 

”Min mor var kidnappet til at kigge på,” siger hun og erkender, at hun nok mest bare hoppede lidt rundt. Men inde i hendes hoved blev der fortalt en klar og tydelig historie gennem dansen og musikken.  

”Jeg har haft en meget livlig fantasi. Det har sikkert set helt anderledes ud fra den anden side, men det har set rigtig godt ud fra mit perspektiv,” siger hun, mens hun skærer skiver i luften og griner, så øjnene klemmer sig sammen til skrå mandler. Hun snakker med hele kroppen og bruger fagter, der understøtter de sproglige pointer.  

Som syvårig optrådte Mira Balloli for første gang i Hellig Kors Kirke på Nørrebro foran et publikum, der talte andre end hendes mor. Sammen med resten af et børnekor skulle hun give en Disney-koncert i kirken. Korlederen havde opfordret børnene til at klæde sig ud, og på koncertdagen kom Mira i fuld Minnie Mouse-mundering. Som den eneste.  

”Jeg skrålede med på alle Disney-sangene. Og dér tror jeg ligesom, min mor og min papfar fandt ud af, at jeg skulle lave teater. Jeg var all in. Der var bare fuldt kadaver på!” 

Efter den oplevelse tog det fart. Mormoren så en annonce i avisen om, at man ledte efter skuespillere til forestillingen ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Mira tog til audition og fik rollen som den lille Jane Banks, og teatret tog hende med storm.  

MIRA ANDREA BALLOLI 

23 år. Født og opvokset på Nørrebro. Studerer en bachelor i musical på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia. Dimitterer efter planen i 2023. Har blandt andet medvirket i ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Lægger stemme til hovedpersonen Mirabel i Disneys ’Encanto’, der havde premiere i Danmark i november 2021. Har lagt stemme til adskillige figurer fra Disney Junior, Nickelodeon og DR.

I FOLKESKOLEN VALGTE Mira Balloli altid sit eget tøj. Hun gik i benvarmere, dyreprint og voldsomme farver. Og teatret var hendes store lidenskab hele vejen igennem. Da klassekammeraterne helt naturligt begyndte at interessere sig for drenge, skiftede hun i 7. klasse til Sankt Annæ i København, hvor de havde kor tre gange om ugen, og mange af eleverne spillede på instrumenter.   

”Vi lavede alle mulige mærkelige ting – dåseskjul i 8.-9. klasse – og nogen har nok tænkt: ’Hvad fanden laver I?’ Men vi havde det bare virkelig godt med det. Det var meget befriende,” siger hun. ”Folk gik rundt og trommede på gangene. Enten er man til det, eller også er man ikke. Men jeg var til det, haha. Det var lidt ligesom at være med i ’Glee’ (amerikansk ungdomsmusical-serie, red.), bare i en sober version.”  

Efternavnet Balloli er som skabt til at stråle på en lysende teater-markise, men først skulle en flyvsk drøm om at blive pilot afprøves.

”Den verden giver mig sommerfugle i maven. At lande og lette. Det er mega­smukt. Og den frihed. At kunne være oppe i luften,” siger Mira Balloli, der fik testet drømmen af et sted over Borup med Copenhagen AirTaxi. Men efter prøvetimen kunne hun mærke, at hun ikke skulle flyve hver dag resten af livet.  

”Det er meget godt lige at få de der adrenalinkick og mærke, at man lever. Det får man jo også til auditions, og når man står på en scene. Okay, nu gælder det!” siger hun, mens guldmåner og stjerner danser fra hendes øreflipper. Det er, som om hun bliver holdt oppe af en snor, mens hun sidder ergonomisk korrekt som en knejsende Hollywood-stjerne modsat mange andre på hendes alder, der ofte ligner en al dente-nudel ved et bord. Med en stemme, der er støvsuget for øh’er og tænkepauser, fortæller Mira Balloli, at hun senere kom til at tænke teaterdrømmene ind i uddannelsesbanen: Hun ville gerne søge ind på musicaluddannelsen i Fredericia.  

Alle kan søge, men man skal igennem omfattende prøver i dans, sang og monolog for at blive en af de otte om året, der får lov til at gå på musicallinjen. Mira Balloli kom ikke ind i første hug som 19-årig. Derfor gik hun knokle-amok i et år på Savery Academy på Christianshavn og på Central Musical Theatre School på Vesterbro, der begge er forberedende skoler for dans, sang og optræden.  

”Hold kæft, jeg var dedikeret det år. Jeg kunne bare mærke: ’Det er det her, jeg skal. I slipper ikke for mig.’ Det var, som om det afslag også gjorde, at det blev mere betydningsfuldt for mig at komme ind,” siger hun og forklarer, at det også er sundt tidligt at vænne sig til at få afslag, fordi det er en stor del af gamet i teaterverdenen. 

På musical-uddannelsen synger de en masse i kor.
Mira Balloli skråler med som nummer to fra højre.

MUSICALGENREN BLEV FØDT på Broadway i New York i begyndelsen af 1900-tallet. Det er en teaterform, hvor talt dialog veksler med sang og dans gennem hele forestillingen. Tager man den store fordoms-hat på, er det let at forestille sig, at en flok musical-aspiranter samlet på en uddannelse er en happy go lucky-forsamling, der bryder ud i sang, hvis de skal på toilettet eller genfortælle dagens menu i kantinen.  

Mira Balloli griner, da hun får billedet forelagt, og udbryder: ”Nej, sådan er det ikke. Det er faktisk ret normale unge mennesker. Men det er jo klart, at nogle gange synger man et eller andet – også for at gøre lidt grin med det,” siger hun og slår over i en både ren og ironisk sangstemme: ”Uuuh, nu går jeg på toiletteeet.”

”Det er altid med en form for satirisk undertone og en virkelig ironisk distance,” fortsætter hun med almindelig stemme. ”Det er overdrevet og lige med et lille riff,” siger hun og lægger sit ansigt i dybtfølte popstjernefolder. I det hele taget rummer hun et væld af ansigtsudtryk, der kan illustrere et helt følelseskartotek. 

I Fredericia bor musical-eleverne tæt på hinanden. De spiser aftensmad sammen, øver sammen og har i det hele taget skabt deres eget lille campusmiljø. Sammen lærer de alt fra balletteknikker til belcanto, en italiensk teknik for ’smuk sang’. For Mira Balloli, der er født og opvokset på Nørrebro i København, var det lige dele hyggeligt og vildt at flytte til Fredericia. Der er ikke noget, der forstyrrer. 

”Det var vildt at mærke, hvor meget larm jeg var vant til fra København,” siger hun. ”Der er rigtig roligt i Fredericia. Og der er dyr. Så er der lige pludselig en hjort, der løber ned ad ens gade. Eller man ser en lækat og et pindsvin på gaden!” 

MUSICAL-UDDANNELSEN

For at komme ind skal man igennem to optagelsesprøver, hvor man blandt andet skal demonstrere evner inden for sang, dansearter, monolog og rytme. Musicalakademiet i Fredericia blev eta-bleret i 2000 og er en del af Den Danske Scenekunstskole, der blandt andet uddanner skuespillere i Aarhus, Odense og København. I 2017 blev bacheloruddannelsen i musical SU-berettiget og kom på finansloven.

Mira Balloli har haft mange store roller, selvom hun er under musicaluddannelse. Blandt andet spillede hun Annie i forestillingen af samme navn på Det Ny Teater.

De tre årgange på bacheloruddannelsen tæller 24 elever, og hvert år laver de sammen en såkaldt showcase, en forestilling, som eleverne står for. Førsteårseleverne agerer produktionshold, andetårseleverne er ensemble, mens tredjeårseleverne har de bærende roller. På sit første år var Mira Balloli scenetekniker og rekvisitør. 

”Det er vigtigt at have respekt for, hvad produktionen laver, så det ikke bliver sådan noget: ’Hvorfor er min rekvisit ikke klar!?’ Man bliver taget med hele vejen rundt, og det er så givende,” siger Mira Balloli, der drømmer om at udforske alle afkroge af sit fag, men mest af alt om at revolutionere musicalgenren i Danmark.

”Jeg føler ikke helt, at musical er en etableret genre i Danmark. På mange måder copy-paster man fra Broadway. Vi sætter de samme forestillinger op,” siger Mira Balloli og nævner ’Grease’ som en gammel traver, man ofte vender tilbage til. Hun mener, at musicalgenren her til lands lider lidt af et blakket og karikeret ry. I stedet for at kopiere newyorker-kulturen drømmer den unge musical-aspirant om at lave forestillinger, der repræsenterer den danske ungdomskultur, så en ung gymnasiepige i for eksempel Herlev også kan relatere til dem. 

”Og få skrevet noget musik, der passer til. Det tror jeg ville batte!”

FREDERICIA TEATER

Holdt rejsegilde i 1898. Jævnet med jorden i marts 1945 under schalburgtage, da tyskerne ville have hævn for den danske modstandsbevægelses sabotage – blandt andet ved at smadre steder, der var samlingspunkt for danskerne. Et nyt teater blev indviet i 1956. Er i dag en musical-mastodont og har vundet adskillige Reumert-priser. Gik konkurs i 2020, men genopstod i 2021.

 

I skræddersalen på Det Kongelige Teater bliver magiske kostumeskitser til virkelighed. Tag med ind i en verden af tyl, fingerbøl og matematisk akkuratesse.  
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ulrik Jantzen

SOLEN BLÆNDER OM kap med Nyhavns glitrende vand og cyklisternes solbriller. Det er sådan en dag på Kongens Nytorv i Indre København, hvor der dufter af varm asfalt, hårdtpumpede cykeldæk og nyristede hotdogs. Midt i en myriade af kamera-knipsende turister, Wolt-bude med fastfood-skjold på ryggen, biler, der gasser op, og cykler, der suser forbi, ligger Det Kongelige Teater. 274 års teaterhistorie tårner sig op mod en sommerblå morgenhimmel med irgrønne statuer, buede balkoner, murstens-krummelurer og guld galore.

Går man venstre om teatret ned ad August Bournonvilles Passage, finder man en tung bronzedør, der er første skridt på vejen mod skræddersalen, arnestedet for alle kostumerne, der vækker forestillingerne til live på både Gamle Scene, Operaen og Skuespilhuset. Men indenfor bliver glamouren sat på et øjebliks pause. Linoleumsgulve, klinisk hvide vægge og lysstofrør, der får én til at misse med øjnene, henleder umiddelbart tankerne på en kommunal forvaltning. Men en tur med elevatoren er en vaskeægte ’Alice i eventyrland’-manøvre. På et splitsekund er alle rester af offentlig forvaltning borte, og en verden af tyl ligger for ens fødder. 

Lyset tonser scenisk ind fra de store loftsvinduer, og støvpartiklerne danser i luften mellem alle tutuerne – strutskørternes retmæssige franske navn – der hænger fra loftet med hovedet nedad, så de holder den helt rette facon. Kostumeproduktionen er delt op i en herre- og dameafdeling, og skørterne duver som tylskyer over dameskræddersalen.

DET KONGELIGE TEATER

Bliver også kaldt Danmarks nationalscene. Består af Operaen, som ligger ved Holmen, Skuespilhuset på Sankt Annæ Plads og Gamle Scene, som ligger på Kongens Nytorv. Det er her, skræddersalen ligger. Gamle Scene blev indviet i oktober 1874, den er i dag teatrets ældste bygning, og det er her, skræddersalen ligger.

I 1875 kostede de bedste billetter to kroner. Lysekronen fra dengang hænger der stadig og vejer 950 kilo.

Kostumesamlingen på Det Kongelige Teater er en af de største og ældste i verden. Den rummer 3.000 kostumer og kostumedele, der kan dateres helt tilbage til 1700-tallet.

Nål tråd og kridt. De essentielle værktøjer i sykassen.

SYMASKINERNE HAR alterpladsen på skrivebordene i dameskræddersalen. Bordpladerne bugner af perler, nåle, tyl og fingerbøl. Målebånd og fjerboaer hænger fra arbejdslamperne, dansende i sommerbrisen, der slipper ind. I det hele taget er det som at træde ind i en overdimensioneret sytøjsæske. Der er ikke en eneste computer at spotte. Til gengæld er der hele vægge med tråde eller knapper fra gulv til loft, der repræsenterer farveskalaen, strygestationer, giner og det ene stativ efter det andet med kostumer til teatrets mange forskellige forestillinger. Symaskinerne udsender en konstant, men messende baggrundsstøj, der smyger sig ind imellem samtaler om weekendplaner, ærmesøm, der skal fikses, og liv, der skal sys ind. Her siger man damesiden og kongesiden i stedet for højre og venstre.

Midt mellem kjoler og jakker, der tager hjernen på magisk tur til både Karen Blixens Afrika og jule-eventyrlige ’Nøddeknækker’-skrud, står et skrivebord, der i fredagens anledning er taget i brug til syltetøj, Nutella og fredags-franskbrød. 

”Du får lige nogle hoftestykker i stretch,” er der en, der siger, mens en anden er bøjet over nogle lapper, der kaldes ærmeblade. De fleste af kostumerne kan hverken renses eller vaskes, og derfor syr man aftagelige lapper i, der sidder i armhulen og agerer sved-sugere. 

”De bliver virkelig klamme,” siger skrædderen og kigger op fra arbejdet. Balletdansernes tætsiddende trikoter vaskes dog, og de er lavet af slidstærkt lærredsstof, der tåler både spring og spjæt.

NOGLE GANGE GENBRUGES kostumer helt tilbage fra 1970’erne. Andre gange må færdige kostumer sendes på fjernlageret, fordi forestillingens designer pludselig har fået en ny idé. Og det kan godt gøre en lille smule nas. En enkelt tutu tager immervæk en skrædder omkring 25 timer at lave.

”Vi har også prøvet at lave noget, der bare måtte kasseres, og der har man det sådan lidt: Så tror jeg bare, at vi skal have champagne på fredag,” siger 46-årige Christina Surlykke, der har været dameskrædder på Det Kongelige Teater i 25 år. Egentlig skulle det bare være en 10 ugers praktik, da hun som ung og grøn skrædder-aspirant trådede sin nål for første gang i den gamle sal.

”Det var angstprovokerende dengang. Jeg var meget, meget ung, og det var en lidt ældre generation, der var her,” siger hun og forklarer, at der var en hulens masse regler. For eksempel måtte man ikke skifte tråd på bestemte maskiner uden at råbe ud i lokalet, hvilket godt kunne virke grænseoverskridende for en novice. 

EN KONGELIG AFFÆRE

Dansk Teater fejer i år 300-års jubilæum, men begyndelsen var svær. Da den religiøse Christian VI overtog kongemagten i 1730, lukkede han de små steder rundtom i landet, der opførte skuespil. Han mente, at teatre og forlystelser i det hele taget forpestede sjælen og var den sikre vej til helvede. Men i 1746 blev den festglade Frederik V konge, og to år senere, i 1748, sørgede han for, at Det Kongelige Teater åbnede. Folket fik mulighed for at opleve den glittede teaterverden, for kong Frederik V havde bestemt, at der skulle være offentlig adgang.

Christina Surlykke griner, da hun fortæller det, og kommer med en lettere skrædderteknisk forklaring om, hvorfor det egentlig var smart nok, det med råberiet og tråden. ”Vi gør det nok også selv lidt. Hvis man spurgte nogle af de nye, har de det nok også sådan lidt ’gisp’ over at være her,” siger hun.

Franske gloser og skrædderslang blander sig med en ærkekøbenhavnsk dialekt, når Christina Surlykke snakker. Hun fortæller, at de klipper takker på tylsskørter i hånden, fordi der ikke findes nogen takkesakse så brede. Desuden er takkerne så godt som livsnødvendige, for er skørterne lige, skærer de hul i dansernes lår.

På de fyldte kostume-stativer hænger post-its fast med knappenåle med instrukser til den næste velmødte skrædder i salen. Nåle trådes, stof klippes, og summende produceres der sceneværdigt tøj som honning i en bikube.

Dameskrædder Christina Surlykke i fuldt sving.

DAMESKRÆDDERSALEN GLIDER OVER i herreskræddersalen. De to arbejdsværksteder er kun adskilt af glasvægge. En døråbning markerer skellet, og den seværdige forskel rammer straks. Det er som at træde ind i Frank Sinatras garderobe. Herreskræddersalen emmer på én gang af New York, Italien og 40’ernes snorlige og galante linjer. Der hænger høje hatte og slips, skjorter og jakker og bukser med pressefolder. Kanterne er skarpere, farverne mere nedtonede. Men som i dameafdelingen dufter der af maskinolie fra presse-stationer, og der summer af arbejdsiver.

Ved et hæve-sænke-bord står 61-årige Magnus Tougaard. Han er tilskærer og projektleder og har været på Det Kongelige Teater, siden han fik en elevplads som herreskrædder i 1992. Egentlig havde han tænkt, at han nok skulle være bankmand, for han var god til matematik. Men han var også pioner inden for skateboarding i 70’ernes Danmark, og på et tidspunkt følte han virkelig for et par røde shorts med store hvide prikker. Da han tilfældigvis arvede en symaskine, kom shortsene i hus med hjælp fra en fingernem nabo.

Knap-kartoteket fylder en hel væg.

”Jeg sad der med min håndsvingssymaskine og fik skruet de shorts sammen og var pavestolt. Der åbnede sig en helt ny verden for mig. Hold da fast, man har et stykke stof, og så kan man lave hvad som helst!” siger han. Begejstringen over, at han var den eneste i verden, der ejede lige præcis de shorts, fik ham til at sy mere og mere – blandt andet jakker med brede skuldre til sit Duran Duran-inspirerede band og senere kostumer til en teaterforestilling i Helsingør.

”Jeg kastede mig ud i det, og en kæmpe dør åbnede sig. Det var fandeme spændende,” siger Magnus Tougaard, stadig med begejstring i stemmen, mens han står ved sit skrivebord, der er fyldt med smukke skitser med håndskrevne noter og real size-papirklip. 

Herreskræddersalen set fra oven.

NÅR KOSTUMEDESIGNEREN HAR et design færdigt til en forestilling, er det i første omgang en tilskærer som Magnus Tougaard, der regner på former og størrelser og laver udklip af bukser og jakker i ét stort bagepapirs-puslespil, som skrædderne bruger som skabeloner til stoffet. Der er linealer i alle former og størrelser, og den matematiske akkuratesse udfolder sig således her i teaterregi i stedet for i en bankfilial.

Lige nu er han i gang med at lave bukser til en scene i den kommende forestilling ’Gotta Dance’, en helaftensballet, der angiveligt tager tilskuerne med tilbage til det gamle, glamourøse Hollywood. Bukserne er slænget hen over skrivebordet, og Magnus Tougaard viser med en håndværkers brede fingre, hvordan de kun er riet med løse sting i bunden. Det forlyder nemlig, at de skal være videre forneden. I et tilstødende glaslokale står chefdesigneren på forestillingen, Jonathan Morrell, og bladrer minutiøst igennem farveprøver. Han bider i sin brillestang af bar koncentration. Den helt rette nuance af blå skal vælges.

SAGENS STILLING

I gamle dage tiltrak skrædderfaget folk med et svækket fysisk helbred, fordi det var stillesiddende. Onde tunger kaldte skræddere for ’skrinkel-ben’, et nedsættende ord for en person med tynde, vaklende ben. Skrædderne sad ofte med krydsede ben og fødderne trukket op under sig, altså i skrædderstilling. På den måde kunne de sidde i vindueskarmen tæt på det naturlige lys, og desuden kunne de bruge benene til at bevæge stoffet nemmere, end hvis de sad ved et bord. I dag er skrædderstillingen også en yogastilling mod stive hofter.

Rundtomkring på bordene ligger der fuldvoksne metalsakse. Magnus Tougaard har givet sig selv en italiensk grand cru-model i gave, og han tager den op til fremvisning og gnider den mod håret på sit baghoved på begge sider, som en Global-kniv på en slibeblok. 

”Så får den lige lidt hårfedt på,” siger han og videregiver dermed et skrædder-tip om, hvordan man får en saks til at glide ubesværet gennem et stykke stof.

Magnus Tougaard er ferm med en saks.

SNAKKEN BEGYNDER FOR alvor at bryde ud. Det er tid til frokost. Der er naturligt opbrud, symaskiner slukkes, og porcelæn og bestik begynder i stedet at klirre. En praktikant står stadigvæk med uigennemtrængelig koncentration og prøver at lure sin læremesters maskinelle præcision, når han fører sting igennem stoffet.

Elevatoren gelejder én gennem kaninhullet igen, og i løbet af et fingerknips er man tilbage på Kongens Nytorv, hvor man med ét vågner fra syæske-drømmen. Turisterne står her stadig med solhatte og kurs mod en kanalrundfart, og symaskinerne er erstattet af insisterende benzin-brummen. Midt i det hele står Det Kongelige Teater stadig som en af de sidste analoge bastioner og skinner om kap med solen.

Slip din indre Shakespeare løs, og lad de skrå brædder forføre dig. Rundtom i landet står dansk teater parat til at lokke dig – og dine børn – ud i nye efterårseventyr.
Tekst:RedaktionenFoto:Per Arnesen/Yellow1.dk, Folketeatret, Allan Toft, Lynge Nielsen/NørregadeTeatret

VERDENSBERØMT MELANKOLI OG TYROLER-MAGI 

Lars von Triers film ’Melancholia’ vandt et væld af priser og international anerkendelse efter sin premiere i 2011. Nu er det igen muligt at opleve de to søstre Justine og Claire, der prøver at stå sammen, mens verden er ved at kollapse. Den apokalyptiske fortælling om, hvordan mennesket håndterer jordens undergang aldeles forskelligt, vises indtil 28. september på Aarhus Teater. Og så er der amoriner i luften, national nostalgi og godt tyroler-humør, når teatret slår dørene op for ’Sommer i Tyrol’ 29. september. Oplev blandt andre ’hele Danmarks Bamse’, Søren Hauch-Fausbøll, i en af hovedrollerne.

Læs mere på aarhusteater.dk

’Den poetiske raptus’ på Folketeatret.

ET 300-FOLDIGT LEVE

Den dansk-norske forfatter og nationalskat Ludvig Holberg blev født i 1684 som den yngste i en søskendeflok på seks i Nordnorge og døde som baron i København i 1754. I sin levetid opbyggede han et enormt forfatterskab. Han gik enevælden på klingen og udfordrede sin samtids normer med sin satiriske pen. ’Den poetiske raptus’, der vises på teatre i hele landet fra 22. september og slutter af på Folketeatret, er en hyldest til Holbergs frisind og en markering af dansk teaters 300-års jubilæum. Det er nemlig også 300 år siden, at der for første gang nogensinde blev opført en dansk komedie, ’Den politiske kandestøber’, som Ludvig Holberg også stod bag. Der er bohemer, evighedsstuderende, erotiske madammer og rigeligt med plads til den frie tanke, når skuespillerne på humoristisk vis opfører ’Den poetiske raptus’ og viser, hvordan Ludvig Holberg ændrede dansk teater. 

Se mere på folketeatret.dk

’SVÆRDET I STENEN’

En troldmand, en håndfuld riddere og et magisk sværd må sådan cirka være opskriften på det perfekte børneeventyr. Og i dette efterår bliver det sagnomspundne magiske sværd hevet op af mange by-sten, når ’Sværdet i stenen’ tager på en mindre danmarksturné. Forestillingen tager børnene med ind i en verden af flotte kostumer, spritny musik, og med på en spændingsfyldt rejse gennem en verden med lænkede drager, onde troldkvinder og antihelten Arthur, der til slut kan kalde sig konge af England. ’Sværdet i stenen’ vises i Aalborg, Ishøj, Nykøbing Falster og Esbjerg fra 10. oktober. 

Se hele turnéplanen på louiseschouw.dk 

ONDSKAB OG EVENTYR

Søskendeparret Fanny og Alexander bliver kastet ind i et koldt og spartansk præstehjem, da deres far dør, og moren gifter sig på ny med byens biskop. Svenske Ingmar Bergman, som var en af de største filminstruktører og manuskriptforfattere på sin tid, står oprindeligt bag ’Fanny og Alexander’, som kan opleves på Aalborg Teater fra 5. september i en nyfortolkning. Der er fri fantasi og grænseløs forelskelse på de skrå brædder, men også ondskab og mørke, der hele tiden ligger på lur. I den helt anden grøft kan du i øvrigt svøbe dig i H.C. Andersen-klassikeren ’Kejserens nye klæder’ om den modeglade kejser, der slavisk følger det sidste skrig. Teatret lover smæk på farverne, skraldgrin og underholdning for både børn og voksne. Vises fra 8. september. 

Se mere på aalborgteater.dk

”SLAP AF, FOR HELVEDE, DET’ BARE ET HAGL!”

Få et glædeligt gensyn med de gyldne punchlines fra Anders Thomas Jensens actionkomedie ’Blinkende lygter’ fra 2000, når Odense Teater 14.-15. oktober løfter scenetæppet for en gendigtning af historien om de fire umage venner, der prøver at lægge fortiden bag sig. Eller få hjælp af Sigurd Barrett til at svare på børnenes spørgsmål om, hvorfor solen egentlig skinner, og hvor langt der er til månen, når han sammen med multikunstner Eskild Dohn opfører teaterkoncerten ’Sigurd fortæller om naturvidenskab’ 17.-18. oktober. 

Læs mere på odenseteater.dk 

HJERTEKNAS OG UNGDOMSSIND

Det tæt ved legendariske ungdomsradioprogram ’Tværs’ kan fejre 50-årsjubilæum i oktober. Tilbage i 1972 lukkede Tine Bryld ungdommen ind i æteren og agerede kyndig rådgiver, når der blev ringet ind med spørgsmål om kærlighed, angst og ensomhed. I 36 år lyttede hun til ungdommens kvaler, store som små, og i anledning af den runde program-fødselsdag har Aveny-T i samarbejde med Danmarks Radio skabt en på én gang rørende, tragikomisk og intim forestilling om, hvad der sker inde i ungdomshjernerne i dag. Og hvordan ungdomslivet har forandret sig gennem de seneste fem årtier.   

Kan opleves fra 22. oktober. Læs mere på aveny-t.dk/tvrs 

Vi har samlet septembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Irina Boersma

HUGGET I STEN

Hun sled i det, sked på mandsdominansen og blev både et forbillede for mange kvindelige kunstnere og en af landets mest betydningsfulde billedhuggere. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), der blandt andet står bag rytterstatuen af Christian IX på Christiansborg Ridebane, havde tidligt og med sin mand, komponisten Carl Nielsen, tilknytning til Fuglsang Herregård på Lolland, hvor hun med sit billedhuggerblik nærstuderede godsets dyr. Fuglsang Kunstmuseum giver en historisk håndsrækning i en særudstilling, der viser 120 af hendes skulpturer, studier og udsmykninger. 

Fra 23.september. Se mere på fuglsangkunstmuseum.dk

Foto: Søren Hytting

GAVL I GADEN

Jubilæerne står i kø i år. DSB fylder 175 år, og det gør Sølvgades Skole i København – landets ældst fungerende folkeskole – også. Men det stopper ikke der. Københavns Malerlaug fylder 400 år, og i den historiske forbindelse har kunstneren Jeppe Eisner udført et stort gavlmaleri ved Sølvgades Skole i nummer 14 – lige over for Henry Heerups ’Mælkegavl’ i nummer 18. Sølvgades Skole fejrer jubilæet 17. september, hvor blandt andet digteren Søren Ulrik Thomsen – tidligere elev på skolen – holder tale.

Foto: PR

DÆK OP TIL EFTERÅRET

Efteråret er på vej med sine duggede ruder, og selskaberne rykker efterhånden indendørs. Vil du inspireres til en bordbeklædning ud over det sædvanlige, så tag til Hillerød, hvor Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot udstiller duge fra 1600- og 1700-tallet, der er skabt af danske adelskvinder, og som med deres våbenskjolde, dyr og planter edderbrodereme er flotte. Af bevaringshensyn vises dugene kun en måned om året.

1.-30. september. Se mere på dnm.dk/event/septemberduge-2/

TAL DIG VARM

Skal du til høstfest eller andet festligt lag, hvor det forventes – eller du forventer af dig selv – at du slår på glasset og siger et par bevingede ord? Inden du får for mange sommerfugle i maven, var det måske en idé at tage et kig på sitet Danske Taler – den levende talesamling, der gratis giver dig indblik i både historiske, folkefestlige og aktuelle taler med relevans for den offentlige samtale – og måske for dig. Gå på jagt i samlingen på cirka 2.000 taler, og find brugbar, lærerig, nyttig og unyttig viden.

Se mere på dansketaler.dk 

Foto: PR

GYLDNE DAMER

Kvinder, køn, dronninger, førstedamer og hemmelige heltinder er under titlen ’Queens’ årets tema under Golden Days-festivalen, der frem til 18. september kan ses, mærkes, høres og opleves på københavnske gader, stræder og torve. Der er 350 arrangementer i løbet af de to uger, og et af dem er byrumsudstillingen ’50 Queens’ på Kongens Nytorv, hvor 50 kvindeskikkelser fra danmarkshistorien kommer på piedestaler. Efter udstillingen komme udvalgte piedestaler ud i landet til de steder, hvor de pågældende kvinder har og havde en særlig tilknytning. 

Se mere på goldendays.dk

Da de i en moden alder begyndte at skrive, tog de hul på et helt nyt livskapitel, og siden Lotte og Søren Hammer slog igennem med deres debutkrimi, har de ikke kigget sig tilbage. Ud & Se tog til Frederiksværk og mødte et driftssikkert søskendepar, der ikke er vokset fra at drille hinanden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Daniel Buchwald

Hvorfor skriver I krimi?

Lotte: ”Vi er begge to vilde med den svenske krimiduo Sjöwall og Wahlöö, som vi begge læste ivrigt, da de først udkom i 60’erne. Da Søren foreslog, at vi skulle skrive sammen, var genren slet ikke til diskussion.”

Søren: ”Uden at jeg var rigtig klar over det, tror jeg også, det havde noget at gøre med, at du får noget forærende, når du skriver krimi. Der skal helst ske noget slemt og være en forløsning til sidst. Det er ikke et helt blankt stykke papir. Det var ikke så dårligt at have det som hjælp til at skrive i starten.”

Der kan være rigtig gode penge i krimier, hvis man bliver et hit. Var det med i overvejelserne?

Søren: ”Overhovedet ikke. Da vi havde skrevet manuskriptet til ’Svinehunde’, vores første bog, sneg jeg mig op om natten og kopierede det i tre eksemplarer, som jeg syede sammen med kinesertråd. Der var tusind sider! Vi gik rundt med manuskripterne til naboerne og spurgte, om ikke de havde lyst til at læse. Så kom de tilbage og sagde: ’Ih, hvor er det godt!’ – De havde selvfølgelig aldrig læst det. Men Lotte og mine børn pressede på: Nu skulle vi prøve at få det udgivet. Jeg var ikke specielt vild med ideen.” 

Lotte: ”Men du er vel ikke ked af det nu, hehe? Jeg syntes, bogen havde potentiale, men jeg anede intet om branchen. Jeg tænkte mig om: Forlag, forlag, forlag … jo, der er vist noget, der hedder Gyldendal. Så sendte jeg det ind til dem.”

I det lange løb kunne Søren Hammer ikke både skrive og undervise: ”Når du får travlt med andre ting, føler eleverne sig hurtigt fravalgt.”

’Svinehunde’ blev solgt til oversættelse i 16 lande, endnu inden den blev udgivet på dansk i 2010. Hvor længe måtte I knibe jer selv i armen?

Søren: ”Vi fik at vide, at det ikke var normalt. Men det var nu engang sådan, det blev for os, så vi fik indtrykket af, at det var en ret nem ting at få succes.”

Lotte: ”Gyldendal prøveoversatte et uddrag og tog det med til bogmessen i Frankfurt. Dagen efter hun var taget af sted, ringede den søde dame fra Gyldendal til mig: ’Nææh, de har købt den til oversættelse i Tyskland.’ ’Det var da dejligt,’ svarede jeg. ’Rigtig dejligt.’ Så støvsugede jeg videre. Lidt efter ringede hun igen: ’Nu har vi solgt den til Frankrig!’ ’Nå, skønt,’ svarede jeg og støvsugede videre. Tredje gang hun ringede for at fortælle, at Holland havde købt den, tænkte jeg: ’Kan du ikke samle det lidt sammen, jeg skal også være færdig med rengøringen.’ Jeg kan godt høre, det lyder lidt underligt, og vi er jo ikke dumme, sådan for alvor …”

Søren: ”Jeg har egentlig aldrig taget stilling til, om du er dum …”

Lotte: ”Ha! Det har du nævnt. Mange gange!”

Det fik jer ikke til at miste jordforbindelsen?

Søren: ”Nej! Det er nok anderledes, hvis det sker, mens man er ung, men vi var henholdsvis 55 og 58 år, da vi brød igennem. Og vi havde begge to haft en anden karriere. Så vi tog det ikke så alvorligt. Det er ikke ment arrogant eller højrøvet, men når du sidder og skriver, gør det ingen forskel, om vi, som i dag, udkommer i 22 lande, eller om det primære salg er på Fyn. Det har ingen indflydelse på arbejdet. Det hjælper mig ikke, men det hæmmer mig heller ikke.”

Så det har ikke ændret jeres liv?

Lotte: ”Kun på den måde, at vi begge to holdt op med at arbejde. Og det kan stærkt anbefales ikke at have en chef.”

Søren: ”Det er et privilegie, at det kan lade sig gøre økonomisk. Nogle gange når jeg er i Netto, tænker jeg da over, at jeg ikke længere går og lægger sammen i hovedet. Det kunne jeg godt finde på tidligere, når det var sidst på måneden.”

Lotte: ”Og hvis vaskemaskinen siger mærkelige lyde, får jeg ikke knopper. For jeg kan bare købe en ny.”

Søren: ”Vi er ikke så materialistiske.”

Lotte: ”Måske lidt kedelige, kunne man sige.”

”Et år blev vi nævnt med fuldt navn i Gyldendals økonomiske halvårsrapport – det syntes jeg var ret stort,” siger Lotte Hammer.

I bor stadig her i Frederiksværk og er ikke flyttet til Nordkysten eller noget andet mere mondænt …

Lotte: ”Ha! Nej. Vi voksede op i Charlottenlund nord for København. Men der ønsker jeg mig ikke tilbage.”

Hvordan kom det sig, at I flyttede sammen?

Søren: ”For omtrent 13 år siden var jeg ansat hos Sony Ericsson, hvor jeg underviste i programmering. Det begyndte at gå rigtig skævt for selskabet, og vi blev fyret alle sammen. Jeg boede i Bagsværd, var netop blevet skilt og havde ikke rigtig råd til at blive boende. Jeg havde lyst til at prøve at bo i provinsen. Og så bød lejligheden sig til at flytte ind på 1. sal hos Lotte, da vores gudmor på 90, som boede deroppe, døde. Jeg tror ikke, jeg ville flytte til Frederiksværk, hvis jeg var 30. Men jeg havde brugt København på det tidspunkt. Derudover kan man være på Rådhuspladsen på fem kvarter.”

Da I fik antaget ’Svinehunde’, sagde I, at I var amatører, der pludselig var havnet blandt professionelle. Sådan kan I vel ikke have det længere? 

Søren: ”Vi var amatører, men vi var ret heldige. Jussi Adler-Olsen hjalp os med at sætte os ind i spillet omkring kontrakter og forklare, hvad og hvem man skal lytte til.”

Hvordan kom I i kontakt med ham?

Lotte: ”Vi boede på samme hotel i Horsens under den allerførste krimimesse, vi var med på, og faldt i snak til morgenmaden. Han præsenterede sig, og vi hægtede os stort set på alle, der overhovedet ville hilse på os. Vi følte os lidt lost. Vi anede ikke, om det var normalt, at man fik betalt sin rejse til messen. Gav de frokost, eller skulle man betale ved en eller anden kasse? Hvor meget hilser man på hinanden, er man en stalker, hvis man går hen og siger hej? Det var rigtig rart at møde Jussi. Han havde allerede været i gamet i mange år og med forskellige kasketter på. Nu prøver vi at give lidt tilbage i systemet, hvis vi møder debuterende forfattere.”

Det virker, som om I ikke interesserer jer så meget for klassiske ’hvem er morderen’-gåder, det ved læseren ofte ret tidligt i jeres bøger. Hvad er jeres motivation for at skrive spændingslitteratur? 

Lotte: ”Jeg har altid syntes, det mest interessante spørgsmål er: Hvorfor? Jeg kan vældig godt lide krimier, men jeg synes også, man skal have noget med hjem som læser. Noget at tænke over. Vi er begge to politisk engagerede, og vi er ofte på de små menneskers side. Kan man ikke sige det sådan? Det lyder da meget godt i hvert fald …”

Søren: ”Høhø! Jeg ved ikke, hvad du er ved at rode dig ud i.”

HAMMER-PRODUKTIVE

Lotte og Søren Hammers bøger udgives på 22 sprog. Søskendeparret debuterede som forfattere i 2010, og siden har de skrevet 22 bøger, blandt andet 10 bind i serien om drabschef Konrad Simonsen og otte bind i den historiske spændingsserie ’Venner og fjender’. Lotte Hammer er 67, uddannet sygeplejerske og tidligere medlem af byrådet i Halsnæs Kommune for Socialdemokratiet. Søren Hammer er 70 år og forhenværende lærer.

I ’Venner og fjender’, jeres otte bind store fortælling om anden verdenskrig, er den ene af hovedpersonerne en københavnsk pige af jødisk afstamning, den anden en ung mand fra det danske mindretal i Nordtyskland, som kommer ind i SS. Han har haft en dårlig barndom og været udsat for megen fysisk afstraffelse. Har I simpelthen været ude på at skildre de psykologiske faktorer bag nazismen?

Søren: ”Det er nok for meget sagt. Vi er i alle vores bøger interesserede i magtstrukturer og i, hvordan de påvirker den enkelte på måder, der sjældent er sort-hvide. Men lige præcis med nazismen skal man passe på. Vi nuancerer ikke mennesker, der bogstaveligt har været med til at slå titusindvis af mennesker ihjel på samlebånd. Det kan og skal ikke nuanceres. Det var ondskab, færdig. Vores hovedperson, Peter, kommer godt nok ind i SS, men han accepterer ikke drab på jøder. Læseren skal jo på en eller anden måde kunne lide ham.”

Hvor meget vægt har I lagt på den historiske korrekthed?

”Vi jager vores to hovedpersoner, Peter og Kassandra, ganske meget rundt i krigens brændpunkter, og jeg ved ikke, hvor realistisk dét er. Men ellers har vi forsøgt at ramme et realistisk niveau. Selvom man på et tidspunkt bliver nødt til at stoppe, for man kan researche på alting. Hvad kostede et halvt kilo flæskekød i Berlin i 1939? Aner det ikke. Uniformer er et andet felt, du aldrig bliver færdig med. Der er amatørforskere, der har haft det som hobby i 20 år. Hvis der en dag kommer en læser og bemærker, at vi har lavet en fejl om uniformer, så må vi enten erkende fejlen eller tage den lidt fejere udvej og sige, at det hører under den kunstneriske frihed, haha. Vi har dog en militærhistoriker til at læse bøgerne igennem, som er ret skrap.”

Hvor meget har I bevæget jer fra Frederiksværk for at kunne skildre de steder, I skriver om?

Lotte: ”Jeg har blandt andet været i Pripjat-sumpene, et kæmpe område på grænsen mellem Ukraine og Hviderusland, ikke så langt fra Kyiv – det ville jeg ikke gøre igen lige nu. Og vi har været i Warszawa og Berlin.”

Søren: ”Det stimulerer fantasien, men nogle steder er Warszawa og Berlin så smadret af krigen, at det næsten ikke gav noget at se de steder, som de ser ud i dag. På en måde kunne vi lige så godt have siddet derhjemme og researchet.”

Hvordan fordeler I arbejdet mellem jer?

Lotte: ”I begyndelsen skrev vi begge to hver for sig, fordelte scener og dialoger, som vi stykkede sammen. Til sidst skrev Søren det sammen, så melodien blev ensartet. Da vi begyndte på to historiske serier, der krævede meget research, blev det i stadig højere grad Søren, der stod for skrivningen, og i dag står han for langt det meste. Jeg researcher og faktatjekker og tager mig af den omsiggribende andel af administrative opgaver omkring udgivelser, oversættelser, lydbøger, e-bøger og rettigheder. Forfattere får tit en agent, vi vil hellere gøre det hele selv.”

Søren: ”Lotte er god til det. Vi får gode kontrakter, og jeg er lykkelig for, at hun tager sig af det. Det interesserer mig ikke. Jeg går, når Lotte begynder at forhandle.”

Lotte: ”Han synes, det er pinligt. Jeg har været leder af hjemmeplejen og ældreområdet her i Halsnæs Kommune, har siddet til en del forhandlinger og er ikke bange for at snakke om penge. Det er der rigtig mange forfattere, der er. Mange er så taknemmelige for overhovedet at udkomme, at de ikke får ordentlig betaling for deres arbejde. Det er jo ærgerligt, når det er det, de skal leve af – og jeg kan se, at det er sværere for et forlag at sige nej til en forfatter end til en agent. Agenten har jo mange i sin stald, så hvis han ikke klarer din forhandling så godt, så klarer han måske den i morgen bedre. Jeg har kun én interesse. Det er vores.”

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for jer?

Søren: ”Jeg står altid op klokken 3:30 og giver mig til at skrive klokken 4:00. Det er nogle dejlige timer, hvor ingen er oppe. En eller anden gang efter 7:00, når Lotte er stået op, holder vi et morgenmøde. Vi har et mål om at skrive fem sider med halvanden linjeafstand om dagen.”

Selv de søskende, der elsker hinanden højest, bliver irriterede på hinanden. Hvordan klarer I både at bo og arbejde sammen?

Lotte: ”Jeg føler ikke, vi bor sammen, egentlig. Vi ser ikke hinanden så farlig meget. Vi render vel på hinanden et par gange i løbet af dagen.”

Søren: ”Lotte er tit så rar at lave mad til mig. Det er dejligt, at der er en, der gider. Men vi er aldrig oppe at skændes om vores arbejde. Og det har vi aldrig været. Så vigtigt er det heller ikke, om der står det ene eller det andet.”

Lotte: ”Vi har et stort frirum, fordi vi kender hinanden så godt og har sagt de grimme ting, der skulle siges, for længe siden. Herregud, jeg har kendt Søren i 67 år. Og – nu skal jeg ikke rose ham alt for meget, det kan han ikke klare – det har været utrolig spændende og sjovt at lære ham at kende på den her måde. Gamle genvordigheder fra barndommen trådte fuldstændigt i baggrunden, da vi startede det her nye liv sammen som voksne. Jeg kunne forestille mig, at mange søskende kunne have glæde af et fælles projekt.”

Jeres relation er en slags plot i sig selv. I virkeligheden deler I hverken far eller mor …

Lotte: ”Vi er ikke blodsrelaterede på nogen måde. Vores forældre kunne ikke få børn, så de adopterede først Søren og derefter mig – fra hver sin familie.”

Hvornår vidste I, at I var adopteret?

Lotte: ”Det har vi vidst, så længe jeg kan huske. Vores far var dansklærer og læste for os hver aften, lange historier af Astrid Lindgren og Cecil Bødker. Men når han var på lejrskole, måtte vores mor overtage tjansen. Hun var ikke så vild med at læse højt, i stedet fortalte hun historier. Min yndlingshistorie handlede om, hvordan de ikke kunne få børn og græd og græd, indtil de fandt det her hjem, hvor man kunne gå hen og vælge et barn. Her gik de fra rum til rum, og der var masser af søde børn, men ikke lige det helt rigtige. Indtil de kom til det sidste rum, hvor Søren sad. Så vidste de med det samme, at det var ham, de skulle have. To år senere syntes de, at han skulle have en lillesøster, og tog tilbage til hjemmet, hvor jeg sad i det allersidste rum. ’Nææh, hende må vi have,’ sagde de. For en 10 år siden opsøgte jeg min biologiske familie, fordi jeg var nysgerrig. Jeg gik derfra og tænkte, at det var mig, der havde trukket det lange strå. Jeg havde fået nogle muligheder, jeg ellers ikke havde haft, og er helt sikkert blevet stimuleret på nogle måder, jeg ikke ville være blevet. Vi var virkelig vores forældres store projekt.” 

Levede de længe nok til at opleve, at I blev forfattere?

Søren: ”Nej, desværre. Det ville have glædet dem meget.”

3 HAMMER-FAVORITTER

Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig: ’Konkursklubben’ (2020)

”Spændende plot og en krimi med charme og sødme om en mand fra Solkysten. Lidt for brun, lidt for meget guld om halsen, med et glas i hånden fra morgenstunden – som man ender med at holde af.”

Johannes V. Jensen: ’Kongens fald’ (1901)

”En af de bedste romaner på dansk. De helt store temaer bliver behandlet. Magtkamp, vægelsind, blodbadet i Stockholm. Forrygende velskrevet. Fantastiske sproglige billeder.”

Maj Sjöwall og Per Wahlöö: ’Roseanna’ (1965)

”Den første i 10-bindsserien ’Roman om en forbrydelse’, om et drab på en amerikansk turist. Fin beskrivelse af den myrdede kvinde og af politiet som almindelige mennesker med hverdag, glæder og sorger. Måske den første nordiske krimi, der ville mere end at sælge bøger. ”