Indlæg

Vi har samlet februars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Designmuseum Danmark/Pernille Klemp

DESIGN, TIL DE SEGNER

Hvem har ikke siddet enten derhjemme eller derude i verden et sted og blæret sig med ’Danish design’? I det monumentale og 900 siders store værk ’Dansk designhistorie 1+2’ får man stof til alle samtalerne – både til forret, hovedret, dessert og bagefter. Bogen danner overblik over dansk designs udvikling fra oldtidens jægerkultur til i dag, og den indeholder over 1.000 eksempler på dansk design – blandt meget andet Københavnerbænken, Legoklodsen, Christianiacyklen, PH-lampen og NovoPennen.

’Dansk designhistorie 1+2’ er udkommet på Strandberg Publishing. 

Foto: Svalegangen.dk

EN PLÆNEKLIPPER SLÅR IGEN

Over 8.000 danskere oplevede forestillingen ’No Regrets’, da den spillede i 2022, og der var udsolgt i næsten hele spilleperioden. Særligt mænd, der ikke nødvendigvis går så meget i teatret, så forestillingen, der er baseret på Stig Tøftings selvbiografi, og nu har de – og deres partnere – atter muligheden. 20. januar havde forestillingen repremiere på Svalegangen i Aarhus, og fra 20. februar til 23. marts drager den på turné rundt i landet.

Se mere på svalegangen.dk

Foto: Allthingslive.dk

TILBAGE PÅ PINDEN

Strik, drik og dø – af grin. Garndronning Lærke Bagger rykker med livsstilsekspert Christine Feldthaus atter ud i landet, når de i foråret tager på ’Strik og drik live 2024’. Spids ørerne og drinksmunden, og lad maskerne falde til det interaktive talkshow, hvor der er præmier, strikkestafet, røverhistorier, og hvor det gælder om at strikke hinanden under bordet.

Se mere på allthingslive.dk/event/strik-og-drik

Foto: Underholdningsorkester.dk

ORKESTER PÅ NYE PLADSER

Det navnkundige Danmarks Underholdningsorkester er netop flyttet fra København og ind i det sociale boligområde Taastrupgaard i et nyt Børne- og Kulturhus, der rummer daginstitution, folkeskole, kulturskoler – og nu et hæderkronet klassisk orkester. Underholdningsorkestret, der er ejet af musikerne selv, kan du opleve 11. februar i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, hvor de spiller Schuberts Winterreise, og ligeså i Vejle Musikteater, hvor de 16. februar giver en ’Straussgalla’. Og så skal de fra slutningen af marts på turné med Mew.

Se mere på underholdningsorkester.dk/koncerter/

Vi har samlet januars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Valdemar Ren

SKÅL, DANMARK

De findes stadig overalt derude, de brune steder og stamværtshusene, hvor livet skyller ind og skylles ned. Efter succesen med ’Stamsteder’, der portrætterede samtlige værtshuse i København, er 19 bodegaglade fotografer og skribenter taget væk fra hovedstaden og riget rundt – inklusive Færøerne og Grønland – for at finde 120 vaskeægte værtshuse, som hverken byerne eller kunderne ville være foruden. ’Kongerigets stamsteder’ hedder udgivelsen, der er på 656 sider og vejer 3,5 kilo.

’Kongerigets stamsteder’ er udgivet af Salvador Books.

Foto: Niels Ole Sørensen

12 GANGE 12

12 rejser, 12 lande og 12 personer, der arbejder for piger og kvinders rettigheder. Det er baggrunden for billedkunstner Maria Torps udstilling ’Shaping a Pattern’, der på Trapholt i Kolding sætter globalt fokus på kvinders ytringsfrihed og ret til uddannelse. De portrætterede kommer blandt andet fra Afghanistan, Sydafrika og Ukraine og spænder fra græsrodsaktivister til Nobelprismodtagere, som kunstneren har besøgt, boet hos og fulgt.

’Shaping a Pattern’ åbner 18. januar på Trapholt.

Foto: Godsbanen Aarhus

PINGVINER INDTAGER AARHUS

De kommende tre år inviterer Godsbanen i Aarhus kunstnere til at udstille værker i stor skala i den 1.200 m2 store Rå Hal, der oprindeligt var ankomsthal for udenlandsk toggods, men som i dag er kulturinstitution. Den første udstilling er ’Is This Tomorrow’ af Benedikte Bjerre, der fylder rummet med 750 oppustelige baby-pingviner og otte aluminiumscontainere af typen, man bruger til lufttransport. Forbrugsbegær og temperaturstigninger på polerne er blandt temaerne på udstillingen, der åbner 5. januar og har gratis entré. 

Se mere på godsbanen.dk/samtidskunst/ 

Skrænten ved Lønstrup. Foto: Colourbox/Christian Thøgersen

HELT PÅ TOPPEN

Længes du nordpå – eller måske bare efter nogle nordjyder – så grib fat i antologien ’Toppen af Danmark’, hvor nordjyske forfattere opdager og genopdager Nordjylland. En stor gruppe forfattere fra nord har fra Blicher og Johannes V. Jensen og frem til i dag sat deres præg på dansk litteratur – fra 2001 til 2011 var syv ud af 11 Gyldne Laurbær-vindere således fra Nordjylland. ’Toppen af Danmark – Litteraturen i Nordjylland, Nordjylland i litteraturen’ har bidrag af 35 forfattere, der alle modbeviser en eventuel fordom om, at nordjyder måske er lidt tavse.  

Bogen udkommer 24. januar på forlaget Gutkind.

Gemmer vores lofter, kældre, garager og dødsboer mon på uopdagede skatte? Måske, men sandsynligvis ikke. Alligevel lever drømmen om det usædvanlige fund i bedste velgående. Hvem og hvad vil man helst finde? Ud & Se siger første, anden, tredje … og indvier dig i en auktions- og vurderingsverden af drømme, håb og hammerslag.
Tekst:Christian MartinezFoto:Majse Vilstrup

EN ALADDINS HULE, hvor man kunne gå på skattejagt. Sådan beskriver Liselotte Toxværd Møller sit første minde om en verden, som hun fra barnsben blev hevet ind i af forældrene, og hvor hun udviklede en forkærlighed for møbler og genstande fra en svunden tid, som hun var ret alene med blandt sine jævnaldrende. 

”Da jeg var ung, købte jeg malerier, mens alle andre købte plakater til deres væg,” siger den gammelglade kvinde, der siden marts har kunnet kalde sig uddannet auktionarius.

Det var ikke kun fine samlinger i et rokokoskab eller penselstrøgene i et gammelt maleri, der fascinerede hende. Det var historierne og detektivarbejdet med at finde ud af hvem, hvad, hvornår og hvor.

”Tænk, hvis man kunne formidle bare lidt af alt det, de genstande havde været vidne til,” som hun siger.

Der var også noget over køb og salg-dynamikken ved et auktionshus, der tiltalte hende. Senere fulgte hun op på sin nysgerrighed ved at læse økonomi og kunsthistorie i København med et par afstikkere til Sothe­by’s Institute i London og universitetet i Amsterdam for til sidst at havne i drømmejobbet som vurderingssagkyndig. Hos Bruun Rasmussen har hun i to årtier været ansvarlig for at vurdere folks ejendele i deres private hjem – alt fra møbler og kunst til sølv, porcelæn og samlerobjekter. 

”Der er jo nogle, der bliver skuffet. Og det er derfor, vi lige så godt kan tage det up front og fortælle, at det ikke giver mening med standuret, flyglet eller de ægte tæpper. Det er der ikke efterspørgsel på i dag. Nogle gange kommer ting tilbage og bliver pludselig meget populære. Men jeg ved ikke rigtig med standuret …”

Der kan altså være langt mellem de hammergode snapse, men Liselotte Toxværd Møller husker stadig, da hun stod for vurderingen af et stort bo, hvor der viste sig at ligge et kinesisk Ming-fad allerbagerst i et skab fuldt af service.

”Jeg kunne med det samme se, at det var noget ekstraordinært, men at det skulle blive solgt for 35,5 millioner kroner, kom alligevel som en overraskelse.”

HVAD SKETE DER lige der? Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen, var nær ved at falde ned af podiet, da han for få år siden svingede hammeren over en undseelig kinesisk akvarel fra 1700-tallet. Billedet, der forestillede en bueskytte fra Chien-Lung-perio­den, var sat til 20.000-30.000 kroner.

”Men ud af det blå opstod den vildeste budkrig. Det tog 12 minutter fra det første bud på 20.000 til hammerslaget på 2,5 millioner kroner,” fortæller Kasper Nielsen, der kalder episoden for et wakeup-call. Det, der engang var en lille niche af asiatiske kunstgenstande, har de seneste 10 år været et stort forretningsområde, hvor ekstremt velhavende kinesere er begyndt at købe deres kulturarv tilbage. 

”De har set de her ting blive eksporteret gennem 100 år og oplevet meget af det blive smadret under kulturrevolutionen i 60’erne. Nu vil de have det hjem,” siger Kasper Nielsen. 

Kina har også investeret tungt i det globale kunstmarked, hvilket historisk har været europæernes og amerikanernes domæne. Ifølge Kasper Nielsen viste russerne en appetit for kunstmarkedet i 90’erne, men er siden 00’erne blevet overhalet af Kina og efterfølgende af Mellemøsten. 

Det mest opsigtsvækkende eksempel er måske maleriet ’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci, der i 2017 blev solgt hos auktionshuset Christie’s i New York for 450 millioner dollars, selvom der er tvivl om maleriets ægthed. Køberen var den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der angiveligt gemmer maleriet på sin superyacht. 

HAMMER-SLAGORD

Ordet auktion kommer af latin auctio, ’forøgelse, forhøjelse’, af augere, ’øge’.

Auktionsholderen udarbejder et katalog og indbyder til eftersyn, og på auktionen må kun sælges ting, der er opført i kataloget. Auktionslederen, auktionarius, udråber genstandene til salg, og det højeste bud accepteres med et hammerslag efter tre gentagne opråb. Der kræves næringsbrev for at virke som auktionsholder, mens auktionsledere beskikkes af Justitsministeriet.

Til venstre: Kinesisk maleri med bueskytte i farver. Chien-Lung, 18. århund­redes slutning. Hammerslag 2,45 ­millioner kroner. Til højre: Kinesisk tidligt Ming-fad af porcelæn. 15. århundrede. Hammerslag 35,5 millioner kroner.

Blandt nulevende kunstnere er det Jasper Johns, Jeff Koons og David Hockney, der har opnået de vildeste hammerslag. ’Flag’ af Johns, der forestiller det amerikanske flag, blev i 2010 solgt for 110 millioner dollars til en amerikansk investor som det dyreste værk solgt af en nulevende kunstner.

Ifølge Kasper Nielsen udgør det højeste lag af købere et bredt felt: ”Du kan have en adelig familie side om side med en iværksætter. Og lige pludselig sidder de og byder mod hinanden.”

Den eneste fællesnævner er, at de har en formue. Nogle kan have en oprigtig interesse for en genstand eller et kunstværk, andre ønsker måske at købe sig til social status, og så er der dem, der er i gamet for pengenes skyld. Tilbage står, at kunstmarkedet de senere årtier ikke har haft noget loft.

Det er udtryk for en tendens, mener Kasper Nielsen, hvor det bedste af det bedste – hvad enten det er kunst, smykker, ure, designermøbler, antikviteter, årgangsvine, møntsamlinger eller andre kategorier i auktionsverdenen – bliver stadig mere uopnåeligt. 

”Flere mennesker kæmper om færre og bedre ting, hvilket gør, at almindeligheder koster forholdsvis mindre end før. Men de dyreste ting er blevet dyrere.” 

I BRUUN RASMUSSENS nye hovedkontor i Lyngby, hvor landets største auktionshus – der før lå i Nordhavn og i Bredgade i København – siden oktober har været samlet i et domicil på 8.000 kvadratmeter, har man på mange måder sagt farvel til de herskabelige og lettere fisefornemme fornemmelser og goddag til et auktionshus, der hellere vil være dus end Des med kunderne. 

Det har auktionsbranchen prøvet siden slutningen af 90’erne, da man begyndte at eksperimentere med netauktioner. Det i dag lukkede og skandaleramte Lauritz.com var det første auktionshus i Danmark, der gik over til internetauktioner i 1999, og på verdensplan tog udviklingen fart, da verdens største auktionshus, Christie’s, gik online i 2006. Bruun Rasmussen, stiftet i 1948, afholdt sin første onlineauktion i 2004, og i dag stammer godt halvdelen af husets omsætning fra netauktioner.

Digitaliseringen har været et vendepunkt for branchen, ikke bare fordi den har ændret kulturen omkring auktioner og gjort dem mere tilgængelige, men også fordi det har normaliseret handelsformen: Netauktioner er omfattet af en fortrydelsesret på 14 dage – på linje med andet, man handler på nettet – og altså i modsætning til en traditionel live-auktion med en auktionarius, der svinger hammeren. Her bliver tingene købt som beset uden fortrydelsesret. 

Fortrydelsesretten på nettet giver en tryghed, som har givet nye kunder blod på tanden, ofte ansporet af populære tv-udsendelser som for eksempel ’Guld i købstæderne’, ’Antikduellen’ og ’Under hammeren’. Mange har desuden under endnu mere uformelle former prøvet at byde på alt fra babyudstyr til computere på eBay.com, der blev stiftet i 1995. Det har alt sammen gjort auktionsbranchen mere folkelig, men der er ifølge Liselotte Toxværd Møller stadig mange, der ikke er helt trygge ved at træde ind i en auktionssal: ”Har jeg nu købt noget, hvis jeg kommer til at klø mig i håret? Hænger jeg nu på en genstand til en million? Folk er stadig lidt forsigtige.” 

DET KAN MAN ikke være, hvis man er den, der svinger hammeren. Altså forsigtig. 

”Angstprovokerende, fascinerende og lidt en drøm,” kalder Liselotte Toxværd Møller sin første gang på podiet med en hammer i hånden og en sal fuld af forventningsfulde mennesker. Uddannelsen foregår via træningssessions, hvor auktionshusets medarbejdere giver den som budgivere og udfordrer auktionarius. En god auktionarius er som en blanding mellem en flyveleder og en komponist, der skal tage imod bud fra salen, samtidig med at buddene tikker ind via telefon og online. Samtidig skal man også få et grin ud af salen eller i alt fald holde interessen fanget. Det er en performance, der er så drænende, at en auktionarius maksimalt er på én time ad gangen. Så er batterierne brugt. Timing er også afgørende: Er man for hurtig med hammeren, kan det gå ud over dem, der byder med hjemmefra eller online, og som kan opleve en forsinkelse på live-signalet. Samtidig må det ikke gå for langsomt, så keder folk sig.

Det er også under disse træningssessions, at man træner stemmeføring og måder at håndtere hammeren på. Det er ikke ligegyldigt, hvordan eller hvor ofte man peger med den, hvis man skal være overbevisende. Nogle auktionariusser investerer ligefrem i deres egen hammer, der håndlaves af specialister, andre tager et lykkebringende slips eller sko på. Så langt er Liselotte Toxværd Møller ikke nået, men hun har taget et andet trick til sig: Via en coach, der blandt andet underviser nyhedsværter på tv i kropssprog, har hun lært at stå backstage og slå ud med armene som en bjørn, lige inden hun går på. 

”Det lyder åndssvagt, men det virker faktisk. Der sker et eller andet i kroppen, der gør, at du virker mere overbevisende.” 

I MARTS 2022 blev Bruun Rasmussen købt af britiske Bonhams, et af verdens største auktionshuse. Det afspejler en tendens mod færre, men større aktører på verdensplan, hvor store auktionshuse opkøber de mindre. For Bruun Rasmussen betyder indlemmelsen, at auktionshusets danske kunder har adgang til Bonhams globale kundenetværk og adgang til salgsrum i New York, Hongkong og London, som – i den rækkefølge – er de tre største auktionsbyer i verden. 

Bonhams’ erklærede mission er at blive ”the world’s largest local auction house”, hvilket i praksis betyder, at man flytter tingene rundt efter efterspørgslen. Det har allerede givet omsætningen et løft, fordi man har fået kunder ind, man ikke havde tidligere. Det gælder for eksempel asiatiske antikviteter, som typisk har været hjembragt af medarbejdere hos ØK i begyndelsen af 1900-tallet, og som nu sendes fra København til Hongkong, hvor pengestærke kinesiske kunder efterspørger dem.

MUSEUM ELLER ’SE LIGE RIGE MIG’?

Er dyr kunst kun for de superrige? Nej, siger vurderingssagkyndig Kasper Nielsen, der mener, at danske museer og kulturinstitutioner er fint med på køb af danske kunst- og kulturskatte. Den Hirschsprungske Samling købte for nylig et hovedværk af Bertha Wegmann til tre millioner kroner – rekord for et værk udført af en kvindelig kunstner. Her gik kommercielle kræfter i kamp mod en stor dansk kulturinstitution, men tabte. Omvendt er det med kunst fra det 20. og det 21. århundrede. Her er konkurrencen fra private velhavere, fonde og de nye aktører på kunstmarkedet – Kina og Mellemøsten – så stor, at hovedværker af for eksempel Jeff Koons eller Mark Rothko ikke kan købes. Her må man ofte pænt vente på, at værkerne udlånes til museerne.

Auktionshusene udfylder også en del af det tomrum, butiksdød i bymidterne har medført. De sidste 20 år er små gallerier, antikvarer og antikvitetsforretninger forsvundet ud af gadebilledet. Hvorvidt det skyldes onlinehandel, udbredelsen af detailkæder eller auktionsbranchens vokseværk, er uvist, men efterspørgslen på brugte designermøbler, antikke smykker og samlerobjekter er ikke forsvundet. Tvært­imod. Genbrug og fokus på bæredygtighed har længe været en voksende trend, og da borgmesteren i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani, var med til åbningen af Bruun Rasmussens nye lokaler, kaldte hun det en ’genbrugsbutik’ – med et glimt i øjet, men alligevel. 

”Vi rider på en bølge af genbrug. Folk har fået øjnene op for, at der er masser af værdi i brugte ting,” fortæller Liselotte Toxværd Møller, der selv er holdt op med at købe ting på auktion – hun er fagskadet, siger hun – men hun nyder at se showroomet skifte indbo. Her er alt fra antikke møbler til sofaarrangementer udstillet i dagligstuemiljøer med hvide, flytbare skillevægge. Det kunne ligne et udstillingsrum i IKEA, hvis altså det svenske møbelhus solgte Wegner og malerier af Michael Kvium. 

HVEM ER DET så, der lægger de højeste beløb på auktioner i dag? Ifølge ekspert Frederik Plum er det ofte lidenskabelige samlere med dybe lommer: ”Har man passionen, og er varen unik eller ekstremt sjælden, er der af og til ingen grænser for, hvor meget samlere vil betale,” fortæller Plum, der er vurderingssagkyndig i afdelingen for ure. Her kan man tale om en udvikling på grænsen til det vanvittige med rekorder som det Rolex Daytona, der tilhørte skuespilleren Paul Newman, der i 2017 blev solgt på auktion i New York til 120 millioner kroner. Det er stadig et af verdens dyreste armbåndsure solgt på auktion og er langtfra det eneste eksempel på prisernes himmelflugt: Marlon Brandos Rolex GMT-Master, som han bar i filmen ’Apocalypse Now’, blev i 2019 solgt for 14 millioner kroner, mens Eric Claptons gamle Rolex, en Daytona-model kendt som Oyster Albino, gik for 10 millioner.

De seneste års nedgang i verdensøkonomien har ifølge Frederik Plum haft en vis indvirkning på auktionsbranchen og dens omsætning, især på de mindre dyre varer. 

”Men når det gælder unikaer, er køberne klar til at betale høje beløb,” siger han. 

Indtil videre lader det til, at auktionsbranchen ikke har meget at klage over. Verdensomsætningen er ifølge en rapport fra databasen statista.com dobbelt så høj som før corona. Samlet set udgjorde markedet for kunst og antikviteter knap 500 milliarder kroner i 2022 – året, hvor det samlede salg i auktionshuset Christie’s på verdensplan udgjorde 8,4 milliarder dollars, det højeste tal registreret af virksomheden nogensinde. 

DET ER SVÆRT at tale om opsigtsvækkende danske hammerslag uden at tale om Vilhelm Hammershøi, der de sidste to årtier er gået hen og blevet den suverænt dyreste danske kunstner på den internationale auktionsscene. I 2019 blev Hammershøis ’Interiør fra Strandgade 30’ solgt hos Bruun Rasmussen for 31,5 millioner kroner, hvilket gjorde det til det dyreste maleri, der er solgt på en auktion i Danmark. Og i oktober i år blev et andet Hammershøi-maleri, ’Interiør. Musikværelset, Strandgade 30’ solgt for knap 63 millioner kroner hos Sothe­by’s i New York, der oplyste, at køberen var et amerikansk museum. Dermed slår maleriet rekord som det dyreste danske maleri nogensinde.

Ifølge Kasper Nielsen er Hammershøi så unik i sin udtryksform, at han har ramt en særlig følelse i vores globale accelerationssamfund. Der er en ro og et fravær i Hammershøis billeder, der taler til mange og har gjort de afdæmpede værker eftertragtede hos museer og private samlere. Hammershøi er imidlertid ikke den eneste dyre dansker. Jens Juel, kongehusets og adelens mest feterede portrætmaler sidst i 1700-tallet, er også eftertragtet. Det samme er de danske guldaldermalere fra første halvdel af 1800-tallet som Eckersberg, Købke, Rørbye og Lundbye, hvis værker handles for millionbeløb – også internationalt. 

Ifølge Kasper Nielsen er de eftertragtede, fordi de i modsætning til mange samtidige europæiske kunstnere droppede de opstillede motiver og kastede sig over mere spontane og sanselige skildringer. Det har fået flere kunstkritikere til at kalde dem en forløber for den franske impressionisme. 

Skagensmalerne har i generationer også været ekstremt populære og er det stadigvæk. I 2001 gik Michael Anchers maleri ’Pigerne på stranden’ for seks millioner kroner til en dansk privatsamler. Ser man på mere moderne kunst, er det især Cobra-kunstner Asger Jorn, der er eftertragtet. I 2006 blev hans ’Tristesse blanche’ fra 1958 solgt for 6,4 millioner efter intens budgivning – et hammerslag, der gjorde værket til det hidtil dyreste Jorn-billede solgt på auktion herhjemme. 

JOURNALIST OG AUKTIONS-aficionado Poul Pilgaard Johnsen er ikke fremmed for den feber, der kan gribe selv rationelle mennesker. For år tilbage kom han til at købe et tæppe ved et uheld: ”Det var første gang, jeg skulle byde på en live-auktion på nettet. På en eller anden måde kom jeg til at trykke forkert, og så købte jeg sgu et persisk tæppe til 20.000 kroner.”    

Han lærte, at bordet fanger, og selvom der er fortrydelsesret ved køb på onlineauktioner, fortrød han ikke – tæppet pryder stadig hans lejlighed i København.

Ifølge Poul Pilgaard Johnsen har auktionsverdenen ændret sig fra at være et sted, hvor man tidligere kunne finde noget kostbart til ingen penge, og hvor folk afgav bud med et vip med cigaren, til en mere professionaliseret branche, hvor en stor del af showet foregår online. 

”Tilfældighederne er i meget høj grad elimineret,” siger han. 

Nettet har ikke kun gjort det muligt for mennesker verden over at finde den ene genstand, de leder efter, og byde på den på tværs af landegrænser. Det har også gjort handlen mere transparent, da det på grund af hvidvaskloven er blevet sværere at vaske sorte penge hvide.

Men ifølge Pilgaard Johnsen er det stadig muligt at finde antikviteter som barokke klædeskabe og møbler fra 1600- eller 1700-tallet til få tusind kroner, selvom der ofte er tale om håndlavede møbler, som datidens bedste håndværkere brugte hundredvis af timer på. 

”Det er jo vildt. Det er også sjovt. Folk vil ikke have det gamle ’skidt’, de vil have IKEA,” griner han. 

En del af hans fascination for auktions­verdenen bunder også i, at der ofte er følelser på spil. De udbudte genstande kan stamme fra herregårde, hvor folk ikke har råd til at beholde godset og sælger ud af rokokomøblerne og familieportrætterne. 

”Der har været gråd og tænders gnidsel forbundet med mange transaktioner,” siger Pilgaard Johnsen, der også hæfter sig ved et andet drama, nemlig det, der opstår i ham selv, når en eftertragtet genstand kommer under hammeren: ”Får jeg det, eller får jeg det ikke?” 

Samtidig skal man kunne lægge bånd på sig selv, for man bliver ofte hurtigt grebet af stemningen, ikke mindst hvis en anden byder imod én. Måske havde man maksimalt tænkt sig at byde 10.000, og inden længe har man måske købt noget til 25.000. 

”Der går lidenskab i det. Det bliver pludselig meget personligt,” siger Poul Pilgaard Johnsen, der anbefaler, at man køber med hjertet, fordi man gerne vil have genstanden derhjemme. Kort sagt: ikke købe som en investering med henblik på videresalg og ikke bilde sig ind, at man kan tjene en masse penge. Når man har købt på auktion, betaler man gerne op mod 28 procent i salær, og sælger man igen, skal man betale 18 procent i gebyr. Det købte skal altså stige ekstraordinært meget, før man kan tjene på det.

AUKTIONSBOBLEN, DER BRAST

Lauritz.com gik som de første i landet i 1999 over til internetauktioner. Selskabet blev drevet af ægteparret Bengt og Mette Rode Sundstrøm og var på et tidspunkt det største auk­tionshus i Danmark målt på omsætning. I juli 2023 gik selskabet konkurs med en gæld på cirka 150 millioner kroner efter omfattende pres fra almindelige danskere med penge i klemme hos auktionshuset. Flere velgørende organisationer mistede også kæmpebeløb. Konkursen kom efter en række kontroverser. I 2013 måtte Lauritz betale penge tilbage til kunder, der havde købt kopier af Eames-stole. I 2014 afslørede ’Kontant’, at auktionshuset bevidst overvurderede Buddha-statuer. Og i 2015 indgik firmaet et forlig med den svenske sengeproducent Hästens efter at have solgt kopiprodukter. Virksomheden er nu solgt til erhvervsmanden Ib Henrik Rønje, der ejer Auktionshuset i Hørsholm.

I 2020 BLEV POUL Pilgaard Johnsen ramt af regulær guldfeber. Han faldt over et maleri hos Bruun Rasmussen på en netauktion, og om fundet skrev han senere i Weekendavisen: ”Noget ved billedet betog mig. Kun en mester kan male en hånd på den måde, og interessen blev ikke mindre, da jeg læste beskrivelsen i kataloget: ’Flamsk maler, 17. årh.: Portræt af en herre. Usigneret. Betegnet A. van Dyck fecit. Behov for rensning. Vurdering: 6.000-8.000 kr.’” 

At van Dyck skulle stå bag et maleri udbudt til den pris, var usandsynligt. Van Dyck er en af verdenskunstens store malere – senest auktionshuset Sotheby’s i London solgte et værk af ham, lød hammerslaget på 23 millioner kroner. Men hvorfor så? Spørgsmålet nagede ham. 

Næsten usynligt i nederste venstre hjørne kunne man lige akkurat og ved den rette belysning skimte signeringen, der tydeligvis var påført for flere hundrede år siden. Selvfølgelig er det ikke van Dyck, tænkte Poul Pilgaard Johnsen, men kunne det måske være malet af en fra hans værksted? Alle store malere havde værksteder, svende og lærlinge, og det er ikke usædvanligt, at malerier er signeret med mesterens navn, uanset om han selv førte penslen. 

I givet fald ville billedet stadig være en sensation – og rigtig mange penge værd. Poul Pilgaard Johnsen kunne ikke slippe tanken: ”Har man måske ikke hørt om folk, der på et loppemarked for 10 dollars køber en vase, der senere viser sig at være fra Ming-dynastiet?”

Han endte med at købe det i konkurrence med en anden budgiver, der trak hammerslaget op på 17.000 kroner. Plus 25 procent i salær. Med udsigten til snarlig rigdom fik han maleriet skibet til London for at få det inspiceret af eksperter hos Sotheby’s, der relativt hurtigt kunne bekræfte, at det ikke var et van Dyck. Men at det kunne være en samtidig portrætmaler som Robert Walker, og at værdien i så fald kunne være omkring 10.000 pund, altså 86.000 kroner. Ikke millioner, men alligevel noget!

Journalisten lærte også noget andet om sin nyerhvervelse: Nogen havde for længe siden limet et lille stykke papir på bagsiden af lærredet. Med gammel håndskrift stod der på engelsk en tekst, der i oversættelse lyder: ”En af slægten Mainwaring fra Kermincham-grenen, formodentlig den Mainwaring, som rejste et regiment for kong Charles I i hans modgangstider, og som solgte en ejendom for at afholde udgifterne hertil.” Der skulle kun et opslag på Wikipedia til, før han identificerede manden på maleriet som Sir Henry Mainwaring, der kæmpede på Charles I’s side mod parlamentet i den engelske borgerkrig. 

Lige så overraskende var det, at der ikke fandtes noget kendt portræt af Mainwaring ifølge forfatteren W.G. Perrin, der i 1922 skrev biografien ’The Life and Works of Sir Henry Mainwaring’, og som forgæves forsøgte at finde et portræt af sin hovedperson. 

”Det gør mit billede til lidt af en sensation – uanset hvem der har malet det,” siger Poul Pilgaard Johnsen, der endte med at sælge det på auktion i England for lidt over 20.000 kroner til en samler i USA. 

Har du fortrudt salget? 

”Ja, det har jeg. Den artikel i Weekend­avisen er blevet en del af ikke bare min historie, men også af maleriets. Det har fået sit eget liv. Og hvis noget har en historie, bliver det mere værd. Det er sådan nogle ting, der fascinerer mig.”

HVIS MAN SKULLE være i tvivl, er ikke alt, hvad man køber på auktion, noget værd. Da den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi døde i juni i år, efterlod han sig en milliardformue. Berlusconi havde i årene op til sin død brugt omkring 20 millioner euro på kunstværker, ofte købt gennem tv-auktioner om natten. 

Ifølge Vittorio Sgarbi, kunstkritiker og nær ven af Berlusconi, var Il Cavalieres trang til at købe kunst på tv begyndt i 2018 som ”et resultat af søvnløse nætter”. Fokus var på kvantitet frem for kvalitet, mener Sgarbi, der heller ikke er for fin til at kalde sin vens samling på 25.000 genstande for ’klatmalerier’. Det er ikke det værste. Ifølge avisen La Repubblica er samlingen en økonomisk belastning for Berlusconis børn. Det koster seks millioner kroner om året at vedligeholde det enorme lager i Arcore nær Milano, hvor værkerne opbevares. Det forklarer også, hvorfor Berlusconi-familien har tænkt sig at destruere kunstsamlingen bortset fra nogle få genstande. 

De har måske en vis værdi.

Vi har samlet decembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Glyptoteket

SOLEN FRA SIT SKJUL

Du skal nok sige sætningen, inden du får for meget juleøl eller snaps: ”Ska’ vi se Joaquín Sorolla på Glyptoteket?” Hvis det lykkes dig, venter en oplivende, energiopladende og historisk oplevelse i Glyptotekets særudstilling ’Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’. Den viser et oeuvre, som en samling hedder (undgå gerne det ord under snapsen), med en af Spaniens allermest betydningsfulde malere. Sorolla er blevet kaldt ’den spanske Krøyer’ og især ’lysets mester’. Er det ikke præcis sådan en, man har brug for i december?

’Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’, Glyptoteket, vises til marts 2024.

Vodroffsvej, København. Foto: Anders Sune Berg

Hornbækhus, København. Foto: Anders Sune Berg

TAG PÅ FISKERTUR

Med omkring 200 projekter over hele landet var arkitekt Kay Fisker (1893-1965) uhyre produktiv, og han stod bag nogle af hovedværkerne i dansk folkelig arkitektur fra 1900-tallet. Gå i juleferien selv en arkitekt-tur, og se for eksempel Dronningegården i København, Aarhus Universitet eller nogle af hans værker på Bornholm, i Holbæk, Vordingborg eller i Aalborg. Du kan også bladre i værket ’Kay Fisker. Moderne arkitektur – Levende tradition’ og betages af arkitekten, der mente, at arkitektur skulle bruges til at skabe bedre leveforhold for den brede befolkning.

’Kay Fisker. Moderne arkitektur – Levende tradition’ er udkommet på Strandberg Publishing

Foto: PR

SKETE DET LIGE?

En meteor ramte tilfældigvis for 65 millioner år siden jorden og ændrede livet på kloden. Tilfældigheder var også årsagen til månens skabelse og til The Big Bang, ligesom ingen kunne ane, at en flagermus i vores tid ville overføre muteret virus til mennesker og dermed være årsag til en global corona-pandemi. Udstillingen ’OOPS! Tilfældigt – Heldigt’ på Naturhistorisk Museum i Aarhus sætter fokus på alle de mange fejl og tilfældigheder, der har præget universet og menneskeheden, og som har ført til uovertrufne opdagelser.

’OOPS!’, Naturhistorisk Museum i Aarhus, vises til efteråret 2024.

Foto: Politikens Forlag

NÆSTE STOP SKULDBORG?

Vil du bevæge smilemusklerne uden at skulle rejse dig fra sofaen? Så tag et smut til Skuldborg, og besøg byens drive-in-blomstercentral, Skuldbowl eller Skuldborg Arena, hvor der afholdes ’Kristi Himmelfarts Dart’. Ja, det hele er bare for sjov. Byen, der udspringer af podcasten ’Undskyld vi roder’, eksisterer ikke, men har alligevel formået at få en ’rigtig’ ’Turen går til’-guide. Det er metaironi på højt plan, og guidebogen med illustrationer af Sune Ehlers tager overbevisende pis på Mediedanmark, på såkaldt danskhed … og på guidebøger. 

’Turen går til Skuldborg’ er udkommet på Politikens Forlag.

Vi har samlet novembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Nicolas Cosedis

TA’ MED OP NORDPÅ

Nordsjælland har det hele og lidt til. Tag en tur op i de højere luftlag med 200 km/t og vinduet nede, ikke fra en åben sportsvogn, men med fotograf Nicolas Cosedis i en Cessna 172. I bogen ’Nordsjælland fra skyen’ portrætterer han i alt slags vejr landsdelens mønstrede mangfoldighed med sine fotografier fra oven af byer, kyster, skove, søer, sommerhuse og slotte. Nicolas Cosedis har tidligere udgivet ’Danmark fra skyen’ samt ’Byen fra skyen’, han har en lang hale af Instagram-følgere efter sig, og bogen har tekster af arkitekturkritiker Holger Dahl, der kender området indgående.

Er udkommet på Strandberg Publishing

Foto: Thomas Cato

HJEMMEDRAGTER

Folkedragter forbinder mange måske med kyser, langpibe og træskodans, men modeskaberen Nicholas Nybro kaster helt nye øjne på begrebet. I udstillingen ’Stolt’ på Designmuseum Danmark viser han en række eksempler på folkelige modedragter med glimt i øjet og tøjet. Inspirationen har han hentet fra en danmarksrejse, hvor han fra Amager til Aalborg har besøgt 21 danske destinationer. Ud fra de enkelte steders identitet og særpræg har han skabt overdådige dragter, der med humor sprænger rammerne for hverdagstøj, festtøj, arbejdstøj og udklædning. Udstillingen kan ses indtil 3. marts 2024.

Se mere på designmuseum.dk

GØGLERE AF DEN GAMLE SKOLE

Leif Sylvester og Erik Clausen optrådte engang med ildpust, søm i næsen og skæv humor. Nu er kunstneren og filminstruktøren på banen igen, ikke sammen, men hver for sig og i hver deres bøger. I selvbiografien ’Ama’rkaner’ fortæller Leif Sylvester om sin barske opvækst på Amager og sit liv som hustler, tømrerlærling og multikunstner. Og i bogen ’Den frigjorte – Med Erik Clausen på settet’ kan du møde 100 af de mennesker, der gennem årene har været med på Clausens indtil videre 15 spillefilm, og få alle røverhistorierne.

’Ama’rkaner’ udkommer i november. ’Den frigjorte’ udkom i oktober. 

Foto: Ole Lund Kirkegaard

TILBAGE TIL RØDDERNE

Alle kender Ole Lund Kirkegaard og hans finurlige, fantasifulde og fandenivoldske figurer. Giv børnene, dig selv, og din indre frøsnapper én på grineren, og tag på Det Kongelige Teater, der i forestillingen ’Rødderne i hjørnehuset’ har samlet nogle af de stærkeste, slappeste og snedigste børnebogsbørn – plus et næsehorn – fra Kirkegaards løsslupne univers i én samlet fortælling. Oplev Orla, Ivan, Viggo, Hodja og alle de andre på én gang, og nyn på vej hjem i toget stadig med på sangene af Laus Høybye. 

’Rødderne i hjørnehuset’, 18. november – 30. december. Se mere på kglteater.dk 

Foto: PR

SKÅL, SKIPPER!

Er du til sejlads med snoretræk og havets hemmeligheder i en god, tom flaske rom? Så styr mod Helsingør, hvor M/S Museet for Søfart i udstillingen ’Skibe på stribe’ viser dig 200 skibsmodeller fra 400 års søfartshistorie. Modellerne kan opleves i alt fra elpærer og gamle flasker til større blære-modeller fra cigarosende rederikontorer. Se blandt andet det første danske skib, der sejlede til Amerika, find din indre kaptajn Haddock, og sig ”Splitte mine bramsejl” i ly for novembervinden. 

Se mere på mfs.dk 

Caspar Eric har cerebral parese, der blandt andet besværer hans gang. Han har skrevet prisbelønnede digte om, hvordan det er at være født, opvokset og leve i en krop, der afviger – og om at begå sig i en verden, der er bygget til gennemsnittet. Nu er han albumaktuel med sange, der kredser om det samme tema. Drømmen er at slå døren op for alle handicappede.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Fryd Frydendahl

JEG HAR ALTID vidst, at jeg blev nødt til at blive til nogen. For hvis ikke jeg blev det, var jeg fucked. I en flok er der altid én, der er weird. Og i børnehaven gik det op for mig, at den nogen var mig. Men jeg kan især huske, at jeg som otte-niårig sad med min mormor på hendes trappe. Og så spurgte jeg hende: ”Tror du, at der er nogen, der vil have sådan en som mig?” Jeg havde formentlig haft en dårlig dag i skolen med nogle af pigerne. Men siden har jeg bare tænkt på, hvordan fuck vidste jeg det dengang? At der var noget, der hed ”en som mig”? Det viser bare, hvordan handicap ikke har været repræsenteret i kulturen. 

I min hverdag er der en fysisk arkitektur, der er besværlig. Trapper, jeg kan falde over, men hvad fanden. Der er også en mental arkitektur, som jeg går rundt i. Folk kigger på mig på gaden. De gør det ikke med vilje, men det giver den samme følelse, som når jeg møder nogle besværlige trapper. Min mormor svarede i øvrigt, at selvfølgelig var der også en til mig. 

Jeg har haft fire kærester i mit liv, og de har alle sammen været great. For mig var det bare ikke givet, at jeg ville finde en. Når jeg så chickflicks som teenager, var der aldrig en som mig, der fandt kærligheden. Min historie er en anden. Jeg er ham den sjove ven, der sidder ovre i hjørnet, og som bare skal være glad for at måtte være med.

Jeg har altid troet, at det var en del af min personlighed, at jeg snakkede meget og fyldte meget i et rum. Det er det helt sikkert også til en vis grad. Men det har også meget at gøre med, at hvis jeg hurtigt går ind og fylder i et rum, så kan jeg nå at fortælle noget om, hvem jeg er, inden folk fælder dom over, hvordan jeg sikkert er. 

Da jeg var ung, var noget af det, jeg blev mest rost for, min humor. ”Du er bare helt vildt fresh, selvom du har et handicap.” I den sætning ligger der så meget af, hvad vi forventer af en handicappet. Når man hele tiden bliver rost for, at folk ikke lægger mærke til, at man har et handicap, så lærer man også, at det er noget, som man helst ikke skal tale for meget om. Det er noget, der bare skal overkommes. Og netop derfor er det vigtigt også at have nogle sange, hvor man godt må snakke om det. Der findes jo popsange om alt. Bare ikke fysisk handicap. Og det er egentlig mærkeligt, når 15 procent af Danmarks befolkning lever med et fysisk handicap. 

DER ER NOK nogle, der vil synes, at jeg er en febrilsk kunstner, der bare vil det hele. Jeg har udgivet digte, lavet en lydvandring på et teater, og jeg er forsanger i et band (Intet Altid, red.). Men på en måde er det også det, jeg gerne vil vise. At vi kan alt muligt, selvom vi har et fysisk handicap. Også lave en fucking popsang! 

Hvis jeg havde haft nogle andre typer af forbilleder som barn og ung, havde jeg måske skammet mig mindre over at have et handicap. Den måde, jeg blev præsenteret for handicap på, var alle de tragiske, smertelige historier. Så jeg vil gerne lave nogle handicap-fortællinger, som man faktisk har lyst til at blive forbundet med. Hvor der er en styrke i handicappet. Det er et spændende sted at tale fra.

Da jeg debuterede som digter i 2014, skrev jeg ikke noget om mit handicap. Men så sagde min veninde til mig: ”Du sidder og snakker så meget i dine interviews om at være ærlig. At ærligheden skal tilbage i politik, og at du bare fortæller tingene, som de er. Men der står overhovedet ikke noget om, at du har et handicap.” Der var jeg sådan … fuck … det havde jeg slet ikke tænkt på. Hun sagde: ”Det er bare din næste bog.” Og så skrev jeg ’Nike’. 

Jeg havde ikke tænkt på mig selv som handicappet. Måske fordi jeg stræbte sådan efter det normale. Men det er mærkeligt, for Yahya Hassan og jeg debuterede begge i 2013, og han talte om sin minoritetsbaggrund. Det kunne man godt. Men jeg tror, at jeg havde det sådan, at jeg ikke gad være ham handicap-digteren for evigt. Jeg ville først vise, at jeg kunne være ’normal’, og så kunne jeg vise alt det andet bagefter. Ligesom da jeg var barn. Først skulle jeg vise, at jeg var lige så god som de andre, og så kunne jeg åbne op om, at der var noget, der var svært.

Det er en generel minoritets-erfaring, det med, at man bare gerne vil passe ind. I mit tilfælde handler det så om at lære at overkomme mit handicap, fordi jeg bare gerne vil være ligesom alle andre. Når man øver sig så meget i det, jamen, så er man jo stadig i den samme krop, der er bare en masse ting, man lukker ned for. Der har ikke været et rum, hvor det var nok bare at være mig. For verden er ikke bygget til en som mig. 

Da jeg var yngre, jokede jeg også altid med, at jeg ikke bare kan gå ud og røve en bank. Jeg ville blive opdaget på grund af min gang. Det, der kan være udmattende ved at have et handicap, er, at jeg navigerer i en verden, der hele tiden møder mig med besvær, samtidig med at folk siger: ”Du skal bare stå ved dig selv!” Det er fint, at folk siger det, men de siger det ud fra en idé, hvor de ikke forstår, hvad jeg har været udsat for. Hvordan min opvækst har været fuld af mobning, og hvordan hverdagen kan være praktisk besværlig. 

EN SOM HAM

Caspar Eric, 36 år. Digter.

Forsanger i indiepop-duoen Intet Altid, der også består af musiker Mikkel Grevsen. De udgav albummet ’Mere i liv’ 20. oktober.

Cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, tidligere elev på Testrup Højskole. Debuterede med digtsamlingen ’7/11’ i 2014.

Født for tidligt og lever derfor med cerebral parese. Tankerne om at leve med et handicap fik frit løb i digtsamlingen ’Nike’ i 2015.

I sommeren 2023 tildelt Prins Henrik Prisen – der blandt andet bliver uddelt af Dansk Forfatterforening – for sit ”banebrydende forfatterskab”.

Udgav den anmelderroste digtsamling ’Nye balancer’ i februar 2023. Stod bag lydvandringen ’Mod lyset’ på Blaagaard Teater i foråret 2023.

DET ER HELT anderledes at skrive tekster til musik end til digte. Et digt er noget, man skal læse, hvor en sang skal røre dig på nogle andre måder. Jeg kan for eksempel rigtig godt lide at arbejde med omkvæd, som jo egentlig bare er to gode sætninger. Det spændende ved at lave sange er, at det er en anden mulighed for at formidle følelser på en både dummere og mere direkte måde, end når man digter.

Når jeg skriver digte, forholder jeg mig til litteraturhistorien, og jeg forholder mig til, hvordan et digt må se ud, formsproget og alt sådan noget. Sådan er det også med sange, det er bare nogle andre konventioner. Hvad må man skrive om i en popsang? Det er altid spændende at arbejde med konventioner. Og det var også en af grundene til, at jeg meldte ud fra begyndelsen, at hvis jeg skulle være med til at lave sange, så kunne det være spændende at snakke om handicap i en sang. Jeg havde aldrig selv hørt en popsang, der handlede om det. I Intet Altid ville vi gerne snakke om det nøgne, det ærlige og det handicappede. Kan vi lave nogle skæve toner, som er smukke? På den måde blev albummet meget mere grungy end noget andet, vi har arbejdet med. 

Sangene på det nye album handler om at have noget besvær i hverdagen fra det sted, hvor jeg står. Men jeg tror, at alle kan identificere sig med dem. Forskellen er bare, at for dem, der har et fysisk handicap, så får de en sang, der er fucking FUBU. For us, by us. Og det har der aldrig været før. Jeg skulle altid selv identificere mig med en eller anden erfaring gennem noget rap. Den her følelse af at være udenfor, som de snakker om i hiphop, den forstår jeg. 

Vi lever alle sammen i en verden, der bliver mere og mere besværlig. Klima-angst er en reel ting, især blandt de unge. Vi lever i en klimakrise, som politikerne er lidt handlingslammede i forhold til. Jeg tror, at hvis man forstår, hvad det vil sige at leve med et handicap, hvis man erkender skrøbeligheden i ens krop, så vokser der sympati og næstekærlighed frem. Og handlekraft. Jeg tror, at mange har berøringsangst over at erkende skrøbeligheden og det faktum, at funktionaliteten er til låns. Alles kroppe går i forfald på et tidspunkt. Det er også en af grundene til, at vi er dårlige til at gøre noget ved klimakrisen, tror jeg. Vi har svært ved overhovedet at indrømme, at der er noget, vi ikke har styr på. Svært ved at gøre det nødvendige, fordi det bliver hårdt. 

Men hvis du kigger på én befolkningsgruppe, som hele livet har været vant til bare ’at æde den’, så er det de handicappede. Det tænker jeg på, hver gang jeg hører nogen, der siger: ”Jeg vil bare spise bøf, og jeg vil også flyve.” Okay, det er fint nok, min bror, men du ved, det kan du bare ikke.

JEG HAR ET fucking crazy godt liv. En form for hævn ved at være blevet semikendt er jo også, at når folk kigger på mig på gaden, så kigger de stadigvæk ned på mine ben, men de kigger mig også i øjnene for lige at tjekke: Var det der Caspar Eric? Haha. 

Mit håb er ikke, at jeg skal blive den store crip-popstjerne. Jeg laver også musik, fordi det er sjovt, men jeg vil da gerne være med til at få folk til at tænke på, at vi potentielt går glip af virkelig mange talentfulde sangere og kunstnere, fordi dem med fysiske handicap aldrig når at forestille sig, at de kunne være dér på scenen. Det er en gave til os alle sammen, hvis vi får lov til at se, læse og høre om erfaringer fra flere sider af livet. 

Jeg vil altid slå på tromme for, hvor vigtig kulturen og repræsentationen i den er. Jeg tror ikke, at det er mig, der skal lave det hele. Men jeg håber, at jeg kan være med til at åbne nogle døre eller i hvert fald bare gøre det mere muligt for nogle med anderledes kroppe at turde drømme om, at de også gerne må. Hvis jeg kan nå at gøre det, så skal jeg ikke bede om mere.

Vi har samlet oktobers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Tine Harden

KRØLLER ELLER EJ

Mange elskede ’Carmen Curlers’, DR-serien om folkene bag en lille Kalundborg-virksomhed, der først i 60’erne drømmer om at skabe en hårrevolution rundtom i de små hjem. Ikke mindst dens gennemarbejdede tidsbillede og høje production value var som skabt til at varme op under nostalgien. Nu er papillot-dræberne Axel, Birthe og Frans tilbage, for der er stadig masser af marked at erobre. Anden sæson foregår blandt andet om bord på et tog på vej sydpå. Toget blev bygget i et af DR’s studier, og – her kommer en illusions-spoiler – når hovedpersonen Frans i serien stiger ud på en fremmed banegård, er det optaget i Stærekassen, Det Kongelige Teaters tidligere skuespilhus.

Premiere på DR1 15. oktober. Kan streames på DRTV fra 13. oktober.

Foto: David Stjernholm

TOMRUM

Sidste år overtog Roskilde Kommune en række tomme bygninger i det psykiatriske hospital Sankt Hans fra Region Hovedstaden. Den langsigtede plan er at omskabe det grønne, smukt beliggende område til et nyt kvarter i Roskilde med handel, kultur og boliger til 400 familier. I ventetiden har Museet for Samtidskunst, der i 2021 mistede sin faste beliggenhed i Roskilde Palæ, indgået et treårigt samarbejde om at arrangere skiftende udstillinger i og omkring de historiske bygninger. For tiden gælder det ’Non Performing’, en vandring både inde og ude med samtalenedslag, lydinstallationer og værker, der forholder sig til psykiatrien, sygdom og det at falde uden for normen.

Frem til 22. oktober.

Foto: ’Fra Babenhausen til Leuchtenstein’ – Découpage af Hendes Majestæt Dronningen

KONGELIGE KLIP

Bille Augusts film ’Ehrengard’ fik for nylig premiere på Netflix, og dronning Margrethe har stået bag scenografien og kostumedesignet. Filmen, der handler om forførelsens veje og vildveje og har Mikkel Boe Følsgaard og Sidse Babett Knudsen i bærende roller, bygger på Karen Blixens fortælling af samme navn. Nærliggende, at det er Rungstedlund, der kan fremvise 41 découpager (en slags collager) skabt som scenografi til filmen. Découpagerne udstilles i samspil med Karen Blixens fortælling samt lydklip med dronningens egne fortællinger til flere af billederne.

Karen Blixen Museum Rungstedlund, 6. oktober – 30. april 2024.

Foto: Ebelfestival

EBELSKIVER

17 tons æbler blev presset til saft under sidste års Ebelfestival. Det var foreløbig rekord for den årligt tilbagevendende kultur- og handelsbegivenhed, der med ét smæk skaber opmærksomhed omkring både æbledyrkning og byen Ebeltoft. Et af de mere konkrete resultater er de cirka 350 træer, som festivalen siden 2004 har været med til at plante rundtom i byen af sorter som Ingrid Marie, Elstar, Cox Orange, Rød Aroma, Ahrista, Discovery, Skovfoged, Rubinola, Filippa, Kronprins Frederiks taffelæble, Karen Blixen og ikke mindst Ebeltoft-æblet, en over 100 år gammel sort. Har du lyst til at købe et æbletræ, gumle en æbleskive, møde en fødevareproducent og bælle rekordmeget most, så slå et smut forbi Mols’ pittoreske købstad i efterårsferien.

Aktiviteter på Torvet og i resten af byen i hele uge 42.

Foto: Peter Leth-Larsen

SALTO MED SKRUE

Mange vil nikke genkendende til Axel Salto, navnet på vores måske mest berømmede keramiker. Men hvad med Edmund de Waal? Har man læst britens bestseller-erindringsbog og familiesaga ’Haren med de ravgule øjne’, ved man, at han ikke bare er forfatter, men også keramiker – og en internationalt succesfuld en af slagsen. Keramikmuseet CLAY indvier sin nye, topsikrede udbygning med en udstilling, hvor Edmund de Waal som kurator forsøger at vise nye sider af Axel Salto, blandt andet i form af sjældent viste tegninger, bogillustrationer, tapeter og grafik, som præsenteres ved siden af Saltos naturinspirerede stentøjsværker i spirende, knoppet og riflet stil.

’Playing with Fire: Edmund de Waal and Axel Salto’, CLAY, Middelfart, 8. oktober – 11. august 2024.’

Vi har samlet septembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Thomas Linder

RUSKE-TUR

Der er skumsprøjt til højre, socialrealisme til venstre, og toget ser ud til at tøffe adstadigt ind i en tropisk storm. Billedet er fra Sri Lanka og med i Thomas Linders nye fotobog ’Snapshot safari’. I bogen samler Linder, der i en årrække har arbejdet som fotograf og redaktør for blandt andet Jyllands-Posten og Politikens Forlag, billeder fra fire verdensdele og 26 lande, og man kan blandt andet møde en senegalesisk politibetjent, en amerikansk stewardesse, en dansk vagabond og en fiskehandler fra Uganda, en hest i Spanien, en ko i Gambia og en dromedar i Egypten, nomader i Tanzania, fårehyrder i Israel, skolebørn i Sydafrika, forretningsfolk i Storbritannien, vandrere i Italien og teplukkere i Vietnam. Værsgo og rejs! 

Udkommet på Harriet Publishing.

Foto: Emilie Therese

IND BAG BRILLEN

Den verdenskendte filosof Hannah Arendt er i København for at modtage Sonningprisen i 1975, da vi først møder hende i forestillingen ’Arendt – At se i mørke’. Herfra følger den ad hukommelsens stier Arendt på flugt fra nazisterne i 30’ernes Berlin, som interneret i fransk fangelejr, som statsløs i Amerika og som korrespondent for The New Yorker under processen mod topnazisten Adolf Eichmann. Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum og dramatiker Rhea Leman har sammen skabt stykket, der gæster både Odense, København og Aarhus, og efter tæppefald vil der på udvalgte aftener være talks med blandt andre filosof Anne Marie Pahuus og chefredaktør Rune Lykkeberg.

Odense Teater: 31. august – 2. september og 18. september – 7. oktober. Aveny-T: 5.-9. september. Teatret Gruppe 38: 13.-16. september.

KORT OG GODT

OFF – Odense International Film Festival – er Danmarks ældste og måske klarest definerede filmfestival. På festivalen, der har eksisteret siden 1975, handler det udelukkende om kortfilm. De kommer til gengæld som både animation, drama, dokumentar, horror og komedie. Undervejs kan publikum opleve debatter, koncerter, samtaler og selvfølgelig filmene. Festivalen er såkaldt Oscar-kvalificerende, hvilket vil sige, at den kan indstille sine allerbedste bidrag til en academy award. 

Se med fysisk i Odense indtil 3. september, eller stream på offstream.dk

Foto: Det Danske Spejderkorps

LIVET I MØRKET

Lamper og skærme er såmænd praktiske og hyggelige. Men mange af naturens eksistenser sætter mindre pris på dem og gemmer sig, lige indtil vi slukker dem. For at hylde alt det, der kribler, flyver, lurer og hyler, når mørket sænker sig, er Danmarks Naturfredningsforening, Det Danske Spejderkorps, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Ungdomsringen gået sammen om ’Nat i naturen’. Initiativet, der skal inspirere flere danskere til at dyrke deres dark side og tilbringe en nat i det fri, byder på op mod 90 lokale arrangementer og lokker blandt andet med muligt hjortebrøl ved Ørnbjerg Mølle, bålpandekager ved Hammershus og kajaktur ved Køge.

2.-3. september. Se natinaturen.dk, hvor du også kan finde inspiration til det perfekte bål.

MINDER OM FERIE

Begræder du, at vejret skuffede på din staycation, eller savner du Sydeuropas ulmende hede, der krydrede din sommer med ekstra spænding? Hvorom alting er, kan du for tiden krydse Øresund og holde rejsefeberen høj. Dunkers Kulturhus i Helsingborg viser udstillingen ’Jorden runt på 80 souvenirer’ og har samlet en lysestage fra Tjernobyl, et badelagen fra Lanzarote og en række andre artefakter til ”en farvestrålende paella af alt fra banale masseproduktioner til antikke skatte af høj kulturhistorisk værdi.” Hvis det ikke er ferie …

Frem til 1. oktober.

Foto: Dalí Cybernetics: The Immersive Experience

EN DALÍ DAG

Mange af os er fortrolige med de smeltende ure, styltebenede elefanter og sultne tigre, der fødes ud af munden på fisk. Så eksponerede er Dalís motiver, at de nærmest kan synes trivielle. Men nu får vi muligheden for at opleve de velkendte malerier på en helt ny måde, når udstillingen ’Dalí: Cybernetics’ kigger forbi København og serverer den spanske surrealists spektakulære tankefostre som en digital, interaktiv totaloplevelse på Lokomotivværkstedet, der tidligere blev brugt til DSB-tog, men i dag fungerer som event- og konferencecenter. Udstillingen, der allerede har været i London og Barcelona, og som nu turnerer videre rundt i verden, præsenteres af The Gala-Salvador Dalí Foundation, det digitale kunstcenter IDEAL Barcelona og producenterne Layers of Reality.  

28. september – 1. januar 2024.

SPROG FOR SORG

Når ens kære dør eller bliver syge, kan man føle sig uhjælpeligt alene. Mens man selv er i undtagelsestilstand, føles det, som om hele verden bare kører videre rundt om én. Og selv om man har lyst til at snakke med nogen, virker det uoverstigeligt at forklare andre, der ikke er i sorg, hvordan man har det. Genkender du følelserne, kan det være, at du skal downloade en ny sorg-app udviklet af foreningen Dig Mig & Sorgen. Formålet med appen er at aftabuisere sorg og gøre den nemmere at tale om, og målgruppen er primært unge i alderen 14-25 år, men også deres familie, venner og pårørende, som gerne vil hjælpe, men uden helt at vide hvordan.

&Sorgen kan hentes i App Store og på Google Play. Læs mere på digmigogsorgen.dk

Da hun var barn, havde faren svært ved at forstå Lærke Baggers umættelige skabertrang og dybe kærlighed til mode. I dag har den internationalt hypede strikdesigner sprængt rammerne for, hvordan strik kan og bør se ud – og undervejs arbejdet et traume ud gennem strikkepindene.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sidsel Alling, privat

I ET BOLIGBYGGERI i Københavns Nordvestkvarter står der ’Lærke Bagger’ med hurtig sort tusch-streg ved en af dørtelefonens knapper. Udefra ligner bygningen de fleste andre lejlighedskomplekser i bydelen med sine grålige mursten og kvadratiske vinduer, der er placeret med en lineals præcision. Men bag facaden finder man enhver strikkers Narnia. Designeren tager imod i døråbningen til sit kreative værksted i sin signatur-påklædning: Crocs med høj hæl, sorte jeans, ’Hard Rock Cafe’-T-shirt og et ’kom indenfor’ på drevent aalborgensisk. På den anden side af døren fylder farve­koordinerede garnnøgler reolerne fra gulv til loft i gennemsigtige kasser. Nye design er udstillet i størrelse miniature på Barbiedukker, der står på linje i vindueskarme og på kommoder. Der er perler, pailletter, malerpletter, notesbøger, klistermærker – alt, hvad et krea-hjerte kunne begære. 

Lærke Bagger blev for alvor kendt for sit motto ’Just tie knots’. I praksis betyder det, at når ét garnnøgle løber tør til eksempelvis en sweater, binder man bare snoren sammen med en knude til det næste garnnøgle. Ingen tidskrævende og besværlige aflukninger, der forhaler processen. Og hver gang hun ligger inde med garnrester, samler hun dem i nye garnnøgler ved at binde snorene sammen – med det resultat, at de nye garnnøgler er finurlige farvelader i forskellige teksturer. ’Just tie knots’ er også et modsvar til perfekthedskulturen, hvor alt skal se strømlinet og lækkert ud i 20 nuancer af beige.

”Jeg har lavet et design, der hedder ’Det indre barn’-sweateren, fordi jeg gerne ville have, at man lavede trøjen ud fra de samme dogmer, som når børn tegner. Uden retning eller respekt for, hvor papiret starter eller slutter, eller hvilke ting man kan sætte sammen. Børn putter lige lidt limstift på, den virkede måske ikke, og så klipper de en trekant i papiret. Og så siger de voksne: ’Ej, nu har du ødelagt den flotte tegning.’ Men jeg vil gerne have den der rene, rå, eksperimentelle kreativitet frem, hvor man gør det, man har lyst til, når man har lyst til det,” siger Lærke Bagger. 

Hun har sat sig ved det store arbejdsbord, der er rummets epicenter, med en kop dampende Nes­café. Imens hun snakker, strikker hun rundt på nogle tykke pinde, for hun har det bedst med at have noget i hænderne. 

”Det er ærmet på en sweater til Jacob Haugaard,” siger hun, og ærmet vokser hurtigt i gult, plysset effektgarn, sort, rød og noget, der ligner candyfloss.  

”Må jeg vise dig det?” spørger Lærke Bagger, når hun taler om en bestemt teknik eller en særlig trøje, hun strikkede på et bestemt tidspunkt. Og fluks flyver hun op fra stolen, åbner en låge eller løfter et låg og finder det helt rette uldne eksemplar og breder det ud på gulvet.

BAG OM BAGGER

Lærke Bagger, født 1985. Fra Aalborg, bor i København. Uddannet tekstildesigner med speciale i håndstrik fra designskolen i København. International strikdesigner i eget navn og forfatter til ’Strik’, som er oversat til engelsk, tysk, norsk og flere andre sprog, og efterfølgeren ’Strik 2’, der udkommer 18. august. Hendes design har blandt andet været vist i modemagasinet Vogue, og popstjernen Miley Cyrus har købt en af hendes bluser. Forlovet med billedkunstner Sune Christiansen. Sammen har de børnene Lulu og Lars.

LÆRKE BAGGER VOKSEDE OP i Aalborg med sin mor og sin stedfar. Håndarbejdet var til stede i familien, ikke som en dominerende virksomhed, mere en stille syssel, der blev taget frem i små lommer.

”Det er måske en lille smule pinligt og også noget, man ikke rigtig skal sige højt, men vi er ikke en særlig fysisk aktiv familie. Du ved, vi kan godt lide at gå ture, og så sætter vi pris på at sidde i en have med et koldt glas vin og at lave håndarbejde foran fjernsynet,” siger Lærke Bagger. 

Det allerførste, hun selv strikkede som barn, var et stribet halstørklæde i røde og koboltblå striber, og så fyldte hun ellers sine notesbøger op med tegninger af tøj. Hun drømte om at blive rockstjerne eller designer, fortæller hun, mens hun lægger ærmet til Jacob Haugaards sweater fra sig og finder en af notesbøgerne frem, der mest af alt ligner et kunstværk. Den er fuld af billedcollager, formfuldendte tusch-noter og tøj-design. En af tegningerne er en cardigan med en stor plysset kant. Barndoms-tegningen er vakt til live og hænger på en bøjle på en af værkstedets reoler. 

Det vældede ikke frem med kreative uddannelser i den nordjyske hovedstad, så selvom Lærke Bagger havde strikket og designet på livet løs op gennem gymnasiet, startede hun på Københavns Universitet. Egentlig ville hun gerne have gået på litteraturvidenskab, for der gik alle de lækre fyre, men hun havde ikke snittet og begyndte i stedet på religionsvidenskab, som viste sig at være ret optimalt. Forelæsningerne var med designerens egne ord som en live-udgave af et rigtig godt P1-program, og så kunne man sidde og strikke imens. 

Efter første semester droppede hun imidlertid ud og kom som 24-årig ind på designskolen i København i første hug. 

”Det var den der følelse af at finde det rette univers. For første gang i mange år kunne jeg virkelig bare slappe af og lade mig føre med.” 

På gymnasiet og på religionsvidenskab havde hun haft øgenavnet ’moster’, og i Blågårdsgade på Nørrebro i København, hvor hun arbejdede på en bar, var hun kendt som ’hende den unge, der strikker’. På designskolen var der ikke noget videre odiøst i at strikke, men det var ikke blevet mainstream endnu. 

I dag ruller strikkebølgen ustoppeligt på sociale medier og på gader og stræder, ligesom Lærke Baggers design. De har været i modemagasinet over dem alle: Vogue. Og den amerikanske popstjerne Miley Cyrus har købt en af Lærke Baggers trøjer for en anseelig sum penge. Sangerinden havde set den på Instagram. Trøjen, en strik besat med håndsyede perler i alverdens farver, blev hentet af Cyrus’ personlige FedEx-bud og transporteret tværs over Atlanten. 

”Der lå 100 arbejdstimer i den trøje,” siger Lærke Bagger. 

TIL AUGUST ER designeren klar med opfølgeren til sin første bog ’Strik’. ’Strik 2 – En strikke-biografi’ er på den ene side spækket med nye design, der hylder 00’ernes og 90’ernes æstetik. På den anden side giver den et personligt indblik i, hvordan man pind for pind og maske for maske kan bearbejde sorg og svigt. Bogens motto er ’Knit it out’.

”Jeg måtte ikke få lov til at lege med Barbie for min far. Han syntes, at det var latterligt, og jeg ville bare gerne lave tøj til dem,” siger Lærke Bagger, der havde et problematisk forhold til sin far gennem hele sin opvækst og sit voksenliv.

Han elskede naturen, hun elskede mode fra barnsben. Og han forstod hende ikke. De var som nat og dag, havde svært ved at finde rytmen sammen og nåede aldrig at få talt ud, før det var for sent. Lærke Baggers far døde i Grønland, hvor han havde boet en stor del af sit liv. Og selvom den store forkromede forsoningssnak aldrig havde fundet sted, var sorgen og tabet stort hos datteren, som tog til Grønland for at blive klogere på sin fars historie. Og så gav hun sig til at strikke. 

”Jeg havde taget en pose med garnnøgler med, som jeg syntes var fede. De var tykke og tynde. Jeg slog bare masker op, og på et tidspunkt satte jeg ærmer på. Det hele var så tungt og så svært, men mine hænder arbejdede bare,” siger Lærke Bagger. 

DEN RØDE TRÅD

Historisk var strik en nødvendighed. Et håndarbejde, der havde til hensigt at holde familien varm. Det siges, at de gamle fiskere strikkede for at holde fingrene i gang, når de ikke var på havet, og rundtomkring på gårdene så man også mænd med strikketøj i hænderne, alle hjalp til. Senere – omkring 1900-tallet – da det var blevet muligt at købe konfektion, altså færdigsyet tøj, blev håndarbejde særligt i byerne et statussymbol, der signalerede, at kvinderne havde tid og penge til at sidde og brodere, sy og strikke. I 70’erne blev strik politisk. Håndarbejde blev et symbol på gamle dyder og noget, der havde været påtvunget kvinder. Hvis man strikkede, strikkede man hønsestrik i spektakel-farver og uden regler og retning. Her deltog mændene også. Under corona-pandemien, der brød ud i 2020, oplevede håndarbejde generelt en regulær renæssance. Garnsalget eksploderede, og arrangementer som ’Strik og drik’ piblede frem over hele landet.

Hulter til bulter-posen med garn blev til en trøje, og det blev startskuddet til hendes nye bog, hvor hun er gået på oplevelse i barndommen og ungdommen, dens pailletter, Diddl-brevpapir, ikoniske grønne alien-hoveder, Barbiedukker, gamle dagbøger, klistermærker og kalendere. 

”Hvis man tør tage den energi, man har indeni, kan man virkelig få lavet nogle fede ting og samtidig få bearbejdet noget. Håndarbejdet kan fortælle en historie, som man måske ikke selv har ord for. Når jeg får noget strikketøj i hænderne, kan jeg fysisk mærke, hvordan min puls og min vejrtrækning bliver anderledes. Mine tanker forsvinder steder hen, hvor de har lyst til at tage hen. På en eller anden måde bliver der skabt en mental pause, hvor tankerne og hænderne lever deres eget liv,” siger Lærke Bagger.

I takt med at interviewet er skredet frem, har adskillige sweatere, kjoler og cardiganer fundet vej frem fra gemmerne og ligger nu i et glitrende patchwork spredt ud over gulvet. Resultaterne af en krøllet skaber-hjerne, men også udkrystalliseringen af en sorgproces. 

”Jeg håber, at min nye bog kan hjælpe andre i lignende situationer med at dykke ned i håndarbejdet. Og måske også hjælpe dem med at tilgive. For det er også bogens budskab: at man skal tilgive sig selv og tilgive andre. Livet er for kort til at bære nag.”

Landskabet er fuldt af kunst skabt med blik for den danske natur. Gå med i fugleperspektiv, og nyd en håndfuld af de smukkeste, sjoveste og ældste værker, vi har derude.
Tekst:Frode Birk NielsenFoto:Carsten Ingemann

Den ­Uendelige Bro blev skabt til ARoS-eventet Sculpture by the Sea i 2015 af arkitekterne Johan Gjøde og Niels Povlsgaard. Siden blev kunstværket pillet ned, men efter ønske fra offentligheden bragte Aarhus Byråd det tilbage til Varna Strand, hvor du kan gå i ring og hoppe i vandet.

Gå en tur i De Geometriske Haver i Herning, tegnet af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen og realiseret i avnbøg efter hans død. Haverne er en del af museumsområdet Birk Centerpark, hvor du blandt andet kan besøge HEART og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Jættestuen Klekkendehøj mellem Tostenæs og Røddinge på Møns vestlige side blev anlagt for cirka 5.200 år siden. Der er fundet spor af plov under den, der vidner om, at jorden også dengang blev dyrket.

I Aabybro nord for Aalborg ligger Nordstjernen, et infrastrukturelt land art-værk udtænkt af billedhugger Kurt Tegtmeier og realiseret i 2004. Ud over den gennemskårne rødbrune skulptur består værket af omtrent 40 små bakker modelleret i muldjord og beklædt med græs – alle med en højde på to meter og en diameter på 12 meter.

Der passerer dagligt flere end 10.000 mennesker gennem rundkørslen Nordstjernen. Skulpturen i kunstværket er skabt i cortén-stål.

Billederne på disse sider stammer fra bogen ’Landskabskunst i Danmark’ af Frode Birk Nielsen, der beskriver 30 steder i det danske landskab. Ude på Muusmann Forlag.