Indlæg

Engang skabte Vakse Viggo, Splint og Lucky Luke begejstrede børn og bundlinjer. Så kom computerspil og internet og lukkede festen. I dag er tegneserien tilbage. Med betegnelsen graphic novel er den rykket ud af børneværelserne og ned i voksenlænestolene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenIllustration :PR, Marjane Satrapis, Halfdan Pisket, Hergé-Moulinsart, Nick Drnaso, Riad Sattouf, Anne Mette Kærulf Lorentzen

BØRN FØR INTERNETTET slugte tegneserier. På morgenbordet, ved aftensmaden og i sengen – Anders And, Tintin eller Fantomet var næsten altid med – lige indtil forældrene sagde, at nu var det nok.  

I dag handler forældrenes formaninger mest om iPad og smartphone. For tegneserier og deres talebobler er jo gudsjammerligt langsomme i forhold til YouTube, Fortnite og Snapchat, og langt færre børn læser dem. Tag for eksempel Anders And & Co., der toppede i 1972 med et oplagstal på 220.000 blade. I 2009 var det nede på godt 50.000 blade, og i dag offentliggøres oplagstallet ikke længere, fordi det er tåkrummende lavt. Men sådan var det ikke engang. 

”Tegneseriemarkedet voksede kolossalt i løbet af 70’erne. Først og fremmest trukket af de belgiske og franske albumserier som Lucky Luke, Asterix og Splint & Co. De første udgivelser kom lige omkring 1970, men da havde de allerede været i gang på originalsproget længe, så vi havde 20 års bagkatalog at samle op på og udgive,” siger Carsten Søndergaard, forlagschef hos tegneserieforlaget Cobolt, der overtog en række franske og belgiske klassikere som Tintin, Splint & Co. og Lucky Luke, da den svenske Bonnier-koncern i 2008 frasolgte Serieforlaget Carlsen. Forlagschefen har været med i den danske tegneseriebranche siden 1971, blandt andet som tidligere redaktør hos Interpresse og Carlsen. 

”I dag er et par tusind en succes. Men i storhedstiden var et oplag for de mest populære album måske 50.000-80.000. Det toppede i første halvdel af 80’erne. Så kom videokassetter, computerspil, TV 2 og satellit-tv og siden dvd’er og internettet. Samtidig løb vi også lidt tør. Mange af de gode ting var udgivet. Der var dog stadig enkelte store succeser, for eksempel Steen & Stoffer i slutningen af 80’erne. Hen mod årtusindskiftet så det sort ud, men så kom manga. ’Dragon Ball’ blev udgivet fra år 2000 og frem, og blev et kæmpe hit. Mangaerne inspirerede et nyt publikum til tegneserier og forberedte dem stilmæssigt på graphic novels,” siger Carsten Søndergaard og nævner Marjane Satrapis anmelderroste ’Persepolis’, der udkom i 2005, som eksempel på sidstnævnte. 

”Carlsen Graphic Novel’ skrev vi hen over ryggen på den, og samtidig lavede vi en kampagne for hele genren. Det syntes medierne var interessant. I dag er tegneserier igen populære hos boghandlerne. Branchen er mere spredt end nogensinde. Det kommer aldrig op på niveauet fra 80’erne, men det er en bredt accepteret kunstform, der nu får både kulturstøtte og tiltrækker stort publikum til messer. Ved sidste opgørelse, i 2017, satte den danmarksrekord med 251 nye udgivelser på et år.”

SELV OM børn måske ikke længere værdiger blade og album et blik, tager nogle af dem alligevel papir-revanche, mener Lasse Steenholt, administrerende direktør hos Cobolt:

”Mange tager på et senere tidspunkt tegneserier op, fordi de savner noget fordybelse.” 

Ikke alle er dog enige om at sidestille tegneserier med fordybelse. For eksempel gjorde talkshowvært og provokatør Bill Maher sig upopulær hos en del Marvel-fans, da han (omkring tegner Stan Lees død i efteråret 2018) erklærede, at en kultur, der fremhæver tegneserier og -film, er en “fucking dum kultur”. En ting havde han dog ret i: Tegneserier er en kultur, der bliver taget stadig mere alvorligt. 

GRAPHIC NOVEL

er det mest benyttede udtryk for tegnede fortællinger af en vis længde og seriøsitet. I modsætning til klassiske albumtegneserier, der fortsætter nummer efter nummer, er de ofte enkeltstående værker. Nogle mener, Gil Kanes ’Blackmark’ fra 1971 er den første. Andre nævner Will Eisner, kendt for noir-serien om Spirit, der i 1978 laver ’En kontrakt med Gud’, en slags tegnet novellesamling om fattige jøder i New York. Andre berømte eksempler er Art Spiegelmans Auschwitz-fortælling ’Maus’ og Alan Moores ’From Hell’ om Jack the Ripper.

På filmlærredet banker superhelte både skurke og penge ned i billetlugerne, og på universiteterne rundt om i verden forskes i alt fra feministisk tegneserieskrivning over web-baserede tegneserier til, hvordan man tegner arkitektur i tegneserier. På Kunsthal Charlottenborg har man udstillet tryk, tegninger, skitser og notater af den danske serieskaber Halfdan Pisket, og sidste efterår blev amerikanske Nick Drnaso som den første tegner nogensinde indstillet til den berømte litteraturpris Man Booker for sit værk ’Sabrina’, der handler om sorg, konspirationsteorier og en hverdagstragedie, der går viralt. Følelserne holdes indenfor i denne til tider ordknappe sag. På én gang letlæst og kompleks er den typisk for graphic novel-genrens gennemslagskraft, en kraft, der også mærkes herhjemme.

”Der er en stigende interesse i graphic novels, både hos publikum og hos boghandlerne, hvor genren ellers har gået for at være lidt svær at sælge. Publikum til den enkelte udgivelse kan være smalt, men samlet set taler genren til et meget bredt publikum,” siger direktør Lasse Steenholt og eksemplificerer forskelligartetheden med to udgivelser fra sidste år: den danske ’Skamlebben’ om en kanin, der går fra mand og børn, da hun springer ud som lesbisk, og ’Fremtidens araber’, en selvbiografisk fortælling om fransk-syriske Riad Sattoufs barndom i 80’ernes Mellemøsten. Lasse Steenholt vurderer, at graphic novel-genren tegner sig for 20 procent af Cobolts omsætning: 

”Og det kommer kun til at stige.”

Læs også vores interview med de to danske tegnere Halfdan Pisket og Peter Madsen.

Som den første dansker nogensinde vandt Halfdan Pisket tidligere på året en pris på Festival International de la Bande Dessinée i Frankrig – tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Den 33-årige kunstner giver her en hurtig stregtegning af sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Will Eisner, Halfdan Pisket

JEG HAR ALTID tegnet. Nærmest siden jeg kunne gå. Jeg syntes, det var svært at følge med i skolen, så der tegnede jeg endnu mere. I min fritid gik jeg på Billedskolen i Ryesgade i København. Min mor havde ikke så mange penge, og min far var dengang ikke rigtig inde i billedet, så jeg fik en friplads. Jeg blev introduceret til at tegne tegneserier, da jeg var syv år gammel. 

Da jeg var 17, blev jeg optaget på Kunstakademiet. Jeg lavede videoinstallation, perfor­­mance­kunst, collager, fotografi, alt, hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg var ekstremt interesseret i politisk kunst og lavede happenings og aktioner. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være en kunstner uden håndværk, og jeg begyndte at tegne mere intensivt, også tegneserier. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden flere år på SU, hvor jeg ikke behøvede at lave andet end at fokusere på min kunst.

Jeg udgav min debuttegneserie, ’Vold’, året inden jeg færdiggjorde Kunstakademiet. Jeg var kommet ind på akademiet som en af de yngste og havde en idé om, at alt, hvad jeg rørte ved, ville blive perfekt. Men salget gik helt galt, forlaget gik konkurs, og jeg købte de resterende 900 eksemplarer ud af et oplag på 1.000. Så begyndte jeg at lave selvudgivelser på mit eget forlag i 100 eksemplarer, som man kunne komme forbi og købe hjemme hos mig. Stille og roligt opbyggede jeg et publikum, og samtidig kunne jeg eksperimentere lidt mere, fordi det ikke skulle vurderes offentligt. Det var godt for mig at dygtiggøre mig på den måde i nogle år.

Jeg fik lyst til at skabe noget, der kom bredere ud. Jeg gav mig selv tre år til at lave en trilogi. Jeg tog et lån til den første bog. Hvis det ikke blev en succes, måtte jeg indse, at tegneserier kun var en hobby. I 2014 udgav jeg det første bind, ’Desertør’. Det var 100 sider langt og den største skala, jeg havde arbejdet i. Jeg syntes stadig, at jeg famlede efter virkemidlerne. 

I 2015 MODTOG jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Det gav arbejdsro. Jeg lavede trilogien sammen med min redaktør, forfatteren Hans Otto Jørgensen, der tidligere var rektor på Forfatterskolen, og som skrev teksten til ’Vold’. På et tidspunkt, mens jeg skrev på andet bind, ’Kakerlak’, afleverede jeg 50 sider til ham. Han fjernede de 40 – halvanden måneds arbejde ud ad vinduet. I dag er jeg glad for, at værket er så stramt. Jeg skylder ham ekstremt meget. Ofte er tegneserier et kældermedie, som folk sidder og laver isoleret. Med ’Dansker’-trilogien følte jeg, at det hele faldt på plads.

Det var vildt nok at være den første dansker nogensinde, der var indstillet til den pris, men da jeg så, hvad jeg var nomineret i og oppe imod, var jeg helt sikker på, at det ikke ville blive til noget. Jeg er vokset op med franske og belgiske tegneserier, og fransk er det sprog, jeg allerhelst har villet oversættes til. Frankrig er det store land inden for tegneserier. Hr. og fru Frankrig kommer valfartende fra hele landet for at se uddelingen af den pris. Det var en kæmpe ære at få den.

Før havde min franske forlægger problemer med at få mine bøger ud i butikkerne. Han slog på, at det var en alment europæisk gæstearbejderhistorie, men distributørerne følte, at historien var svær at sælge i Frankrig, fordi meget af den foregår i Danmark. Det er vendt på en tallerken nu.

DANSKER-TRILOGIEN

er udgivet i Danmark, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien og Mexico og består af bindene ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’. Den følger Halfdan Piskets fars vej fra desertør i den tyrkiske hær over gæstearbejder og hashhandler i Danmark frem til en form for integration i det danske samfund. Serien er skabt på baggrund af tegnerens egne minder samt samtaler med moren, søsteren og først og fremmest faren, der døde i februar 2019.
”Det var godt for os at bruge så meget tid sammen og lære hinanden godt at kende. Han var meget stolt af serien. Stolt over, at hans søn blev en succes, men også over, at hans historie havde en vigtighed,” siger Halfdan Pisket.

INGEN I DANMARK kan leve udelukkende af at lave tegneserier. Min indkomst er en pærevælling af arbejdslegater og ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lige lavet pladeomslag for en rapper og en animationsopgave for 3F. Jeg laver illustrationer, udstillinger, sælger billeder og underviser et par gange om året på Kunsthøjskolen i Holbæk og fast på Kaskelot-skolen, som jeg har været med til at starte. 

Jeg satte mine drømme meget højt, da jeg lavede trilogien. Jeg drømte om at vinde en form for pris, at gøre min far stolt, fordi det var hans historie, og at få den anmeldt uden at blive sablet ned. Nu er den oversat til flere sprog, den har vundet priser i flere lande, og den har ændret min fars selvopfattelse. Det overskred mine drømme så meget. 

Jeg vil gerne lave mange flere tegneserier. Det sørgeligste er en god forfatter, der kun laver en enkelt bog. Jeg arbejder på to nye tegneserier, men det er stadig så tidligt i forløbet, at jeg ikke har lyst til at tale for meget om dem. Jeg kan sige så meget som, at den ene er en superheltetegneserie. Den hygger jeg mig med, når jeg har tegnet min daglige side på den anden tegneserie, der skal være på 300-400 sider. 

Det tager 5-6 timer at lave en side. Jeg har en god selvdisciplin. Når jeg har lavet en side, krydser jeg en dag af i kalenderen, som jeg har hængende foran mig. Hvis jeg skipper en dag, skal jeg sidde og kigge på den dag resten af måneden. Jeg tror, jeg føler lidt skam over at arbejde med noget kreativt – som om det ikke er et rigtigt arbejde. 

 

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i september.
Tekst:RedaktionenFoto:Getty Images, DSB, Den Hirschsprungske Samling, Vojens Speedway Center

SMIL, SOM VAR DET 1989

Sjældent har europæerne været så håbefulde, som da Berlinmuren faldt. Med den kolde krigs optøning lod vi os gennemstrømme af troen på det frie individs demokratiske rettigheder og muligheder for at leve et komfortabelt liv. Og når Københavns historiefestival Golden Days i anledning af 30-året for Murens fald sætter fokus på alt, hvad der smager af 1989, får du lejlighed til at sætte tænderne i tidsånden. Skovshoved Hotel inviterer for eksempel på en treretters menu af rejecocktail, oksefilet med bagt kartoffel og pebersauce samt bananasplit. Der er mere tøbruds-hedonisme i Folkehuset Absalon, hvor du kan dyrke stram 80’er-fitness med trikot, gamacher og hårlak. Er du mere til åndelig føde, kan du høre om overgangstiden i Polen, der havde sit første frie valg i sommeren 1989, eller lytte med, når lektor i litteraturvidenskab Lilian Munk Rösing og direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh lægger Berlinmuren på briksen til en såkaldt posthum psykoanalyse.

Find tider og tilbud på goldendays.dk

GULDALDEREN BLIVER LÆNGERE

Normalt lader historikerne perioden for guldalderkunst begynde omkring 1810 og slutte omkring indførelsen af Danmarks grundlov i 1849. Men på Statens Museum for Kunsts aktuelle udstilling har man valgt at inkludere værker helt frem til 1864. Ifølge museumsinspektørerne udgør krigsnederlaget samme år nemlig et mere væsentligt brud med den undersøgende nationale fremskridtsånd, der prægede guldalderen. Desuden har udvidelsen givet plads til nogle flere malere end Eckersberg og hans nærmeste elever på udstillingen, der er den største af sin slags i Danmark til dato og er blevet til i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseum i Stockholm. Giver udstillingen blod på guldtanden, kan man i bogen ’Guldalderens billedverden’, der udkom tidligere på året, stifte bekendtskab med en række malere og malerier, der var populære i perioden, men som af smagsmæssige årsager ikke fik betegnelsen guldalder, da den i 1900-tallet opstod som kunsthistorisk etiket.

Se udstillingen frem til 8. december.

BOSSENS FØDSELSDAG

23. september fylder Bruce Springsteen 70 år. Den vellagrede rockhelt sendte i juni det strygerbårne studiealbum ’Western Stars’ på gaden til en blanding af hurraråb og hånlatter fra internationale anmeldere. Det er dog næppe denne plade, Steen Jørgensen, Kira Skov, Carl Emil Petersen og en række andre danske musikere kommer til at hente materiale fra, når de spiller to hyldestkoncerter for den amerikanske fødselar op til hans store dag. Lykønskningsarrangementet for Springsteen, der ikke selv turnerer i år, er døbt ’Born To Run’ efter hans tredje studiealbum fra 1975.

18. september på Train i Aarhus og 19. september i Amager Bio i København.

ARVESØLV

Skodsborg Station på Kystbanen danner fra september måned ramme om den internationale fotoudstilling ’World Heritage Journeys Europe’. Det er Unesco og National Geographic, der står bag udstillingen, der sætter fokus på 34 unikke verdensarvssteder rundt om i Europa – deriblandt Jægersborg Dyrehave og Hegn. 

Udstillingen kan ses på den gamle station frem til begyndelsen af november.

UDØDELIG KUNST

Fantasien om det evige liv har alle dage lokket menneskene, og disse år lægger Silicon Valleys IT-fyrster store summer i forskningsprojekter, der skal forhindre celler i at ældes eller på anden vis løse problemet med døden. En fyr, der har knækket koden, eller noget, der ligner, er turritopsis dohrnii. Den lever i Middelhavet og Det Japanske Hav og har en ganske særlig livscyklus. Den vender tilbage til et umodent stade for senere at blive gammel igen i en uafbrudt vekselvirkning, der har givet den tilnavnet ’den udødelige vandmand’. På billedet ser du en model af krabaten, som kunstneren Silas Inoue har udformet i sukker og silikone og nedsænket i fritureolie. Værket ’Future Friture’ er en del af udstillingen ‘Ung dansk kunst: Samfundsprognoser,’ der kan ses på Arken indtil 15. marts 2020.

SØNDERJYSK SPEED

I 1975 grundlagde Ole Olsen sammen med et par partnere Vojens Speedway Center. Speedwaykøreren, der på det tidspunkt var på toppen af sin karriere, indviede selv banen 21. september samme år foran 38.000 tilskuere. Angivelig skabte begivenheden trafikkaos på de sønderjyske veje, og 10.000 skal have kørt forgæves. Siden har banen lagt slagger til både danmarks- og verdensmesterskaber. De seneste fem år har støvet dog lagt sig, mens løb i den internationale grandprix-serie er blevet kørt andre steder. 

Men 7. september kommer grandprix-løbet igen til Vojens Speedway Center. ”Vojens er jo vores nationale speedwaycenter, så jeg er stolt af at kunne bringe grandprixet tilbage til Sønderjylland,” sagde Jacob Olsen – søn af Ole Olsen og selv tidligere speedwaykører og -landstræner – da han ved årsskiftet overtog forpagtningen fra sin far.

DET’ ÅLRIGHT

En fortælling om en gådefuld altædende fisk, der samtidig er en historie om forfatterens relation til sin far og deres fælles forkærlighed for ålefiskeri, er en af årets hotteste salgsvarer. Allerede inden ’Ålevangeliet’ blev udgivet i Sverige i august, meldte Bonnier om international budkrig og oversættelse til mere end 30 lande. Manden bag bogen, Patrik Svensson, besøger litteraturfestivalen Nord i Helsingør, hvor man desuden kan høre danske Christian Yde Frostholm tale om klimaet som tema i litteraturen og Merete Pryds Helle om sin nye romanfortolkning af Ibsens ’Hedda Gabler’. Desuden vil der være nordiske mesterskaber i poetry slam, Per Olov Enquists Pris bliver uddelt, og festivalen får besøg af nominerede til Nordisk Råds litteraturpris.

13.-14. september på Kulturværftet i Helsingør.

For første gang i tre årtier laves der atter vinylplader i Danmark. Det sker i Københavns Nordhavn, hvor tre glødende musikelskere står bag vinylpresseriet Nordsø Records. Ud & Se besøgte de tre pladesmede for at finde ud af, hvorfor den engang så døde lp har fået nyt liv.
Tekst:Andreas ThorsenFoto:Jan Søndergaard

FOR ENDEN af Københavns Nordhavn, helt derude, hvor der næsten ikke er mere Nordhavn tilbage, ligger en undselig industribygning. Den er firkantet, grå, den har bittesmå vinduer, og den ligger helt alene på en flad grund, hvor der bor nogle frøer og ikke så meget andet. Men i bygningen er der nyt liv. Herinde står de første vinylpressemaskiner i Danmark i 30 år og arbejder. 

Vinylpresserne, altså de to gule maskiner, der maser klumper af plastic så længe og så varmt, at klumperne bliver til rillede plader, blev købt i Tyskland i oktober 2016. Presserne kostede 54-årige Henrik Damm Krogh, hans kone, 55-årige Helle Bonnesen, og deres makker, 57-årige Michael Hjort (der herude og alle andre steder alene går under navnet No. 1), fire millioner kroner. 

Til gengæld regner de med at presse vinyler, til de dør. ”Og det gør vi jo ikke i morgen,” som de siger. 

De tre har givet deres vinylpresseri navnet Nordsø Records, hvilket giver mening, fordi vejen foran den grå industribygning hedder Nordsøvej, og så pragmatisk kan man jo også være. Stedet er et virvar af rør, der fører hydraulisk olie frem og tilbage, lyserøde, grønne, blå og sorte plader i to meter høje stakke, maskiner, der presser og skærer, sække med plastic i flere farver, og her lugter af smøreolie, men kun lidt. Der er også en scene, hvorpå der står et trommesæt og nogle Vox-forstærkere. I hjørnet hænger en diskokugle, og ved vinduerne står en dj-pult bygget af træpaller. ’Alan Freeman’s History of Pop Vol. 2’ ligger på en af pladespillerne. På en væg hænger en computerskærm med de næste kunder oplistet: Nephew, Peter Peter, Hush.

DE TRE STIFTERE af Nordsø Records og deres to ansatte, Thomas Schmidt-Mikkelsen og Andreas Fogh Krogh (der også er Henrik Damm Kroghs søn), holder morgenmøde, de gennemgår lister af ordrer, drikker kaffe og spiser croissanter.

”Den tager No. 1,” siger No. 1 om en af ordrerne.
Han har grå hættetrøje på, et grånende skæg og ikke vildt meget hår tilbage. Han står lidt uroligt og vipper på fødderne.

”Den tager No. 1 også,” siger No. 1 om en anden af ordrerne.

Michael Hjort, No. 1, der omtaler sig selv i tredje person, er overnørden, han elsker musik og plader på den helt hårde måde, han er den slags samler, der køber fire udgaver af de vigtige udgivelser, sådan at han har én at lytte til, én at bytte med og to i reserve.

”Jeg har været knotten over, at Henrik køber to eksemplarer af en plade, men egentlig er det jo langt værre med No. 1,” siger Helle Bonnesen senere, efter mødet.

Hun kommer fra et job i markedsføring hos Coca-Cola, og hendes mand er en slags direktør for Nordsø Records. Rollerne virker ikke så vigtige.

Dog er det No. 1, der sammen med Thomas Schmidt-Mikkelsen og Andreas Fogh Krogh opererer maskinerne, som kan presse omkring 1.000 plader om dagen, hvilket svarer til, at omkring 300 forskellige kunstnere om året kan få fremstillet vinylplader hos Nordsø Records. 

I de seneste årtier har der kun eksisteret få, store vinylpresserier i Europa, og især mindre kunstnere og pladeselskaber har haft svært ved at få presset deres plader. Det er det hul i markedet, Nordsø Records mener at kunne udfylde, et hul, der er blevet større på grund af vinylpladens store genkomst. Nu vil langt flere kunder have langt flere plader presset, og det har skabt kø hos de store presserier i for eksempel Tyskland og Frankrig. 

Omkring 2015 var en ventetid på omkring seks måneder helt almindelig, og små oplag, dem på måske kun 300 plader, var der nærmest ingen presserier, der gad lave. Det kunne ikke betale sig. Men det kan det for Nordsø Records. 

”Vi laver oplag ned til 100 plader,” siger Henrik Damm Krogh, der har gråt fuldskæg og en lille hestehale. 

”Vi plejer at sige, at vi er som et mikrobryggeri – bare for vinylplader.”

Han og Helle Bonnesen viser rundt, først udenfor, ude i blæsten (der er ingenting herude til at stoppe den, så det er pissekoldt), og over til en container, fra hvilken nogle rør fører over i hovedbygningen. 

I containeren står en dampmaskine, det er den, der producerer 180 grader varmt damp til vinylpresserne. I en container ved siden af står den maskine, der holder den hydrauliske olie kørende. Når en plade bliver presset, kan man høre olien blive skubbet gennem rørene, ind til pressen, det lyder hver gang som en fortættet susen. 

Udenfor, langs containeren, står omkring 50 juletræer, som Henrik Damm Krogh indkøbte til et julearrangement, som Nordsø Records holdt i december. Han havde håbet, der ville komme mange mennesker, som ville købe mange juletræer, men kun første del af håbet blev til noget. Sådan kan det gå.

VINYLENS TILBAGEKOMST

Mange troede, at vinylen ville forsvinde. At først cd’en og derefter den digitale streaming havde slået den ihjel, og det havde de næsten også, men i slutningen af 00’erne skete der noget. Vinylsalget begyndte at stige, og det har det gjort lige siden. Fra 2016 til 2017 steg salget i USA med ni procent til 14 millioner eksemplarer. Analyseselskabet Nielsen, der måler den slags, skrev i sin 2017-rapport om industrien, at vinylsalget var steget for 12. år i træk.

Vinylpladesalget udgør cirka 8,5 procent af det globale pladesalg og er fortsat en ret lille del af musikbranchen, som har en værdi på omkring 16 milliarder dollar årligt. Vinylpladen vil i de næste år derfor nok fortsat indtage rollen som et lidt anakronistisk supplement til Spotify og andre streamingtjenester. Men det går fremad.

NORDSØ RECORDS besluttede sig for ikke at kræve forudbetaling, i hvert fald ikke til at begynde med. Det gav dem fire ordrer i bogen, inden de gik i gang.

”Vi kan godt lide, at folk stoler på hinanden,” siger Henrik Damm Krogh og viser et lidt mindre rum, der ligger i forbindelse med selve fabriksgulvet.

Her er hjemligt, det føles ikke som et pladeselskab, der er tæpper på gulvene, dybe sofaer og lænestole og virkelig meget kunst. Guitarer på væggene, en stor pladesamling og flere pladeafspillere, højttalere og forstærkere. Det er kundernes lytterum.

Det er klart, at et foretagende som Nordsø Records skal tjene penge (planen er at begynde at gå i plus omkring til sommer, og der er allerede nu måneder, hvor det sker), men forholdet til kunderne synes særlig vigtigt for Henrik Damm Krogh, Helle Bonnesen og No. 1. 

Nordsø Records er først og fremmest et sted til den enkelte musiker, til undergrunden og til kunstlaget lige over, og der er en følelse af noget indie på spil. 

Det virker, som om de tre stiftere her har fundet en indgang til en branche, de altid har elsket. De tre går til mange, mange koncerter, siger de, eksempelvis på Mayhem (et af de lidt hårdere spillesteder i Københavns Nordvestkvarter), og de har alle tre vinylpladesamlinger. 

No. 1’s er den største med cirka 4.000 lp’er og godt 1.000 singler, den står i hans kælder, og man skal have en særlig invitation for at se den. Henrik Damm Krogh tager andenpladsen med omkring 1.500 plader og 100 singler.

”Jeg har også min egen samling,” siger Helle Bonnesen, ”og når jeg siger det på den måde, så er det, fordi vi har været gift i 15 år.” Hun ser over på Henrik Damm Krogh.

”Og der er to ting, vi ikke har blandet sammen. Den ene er vinylsamlingerne, og den anden er min værktøjskasse. Pladerne står snorlige adskilt derhjemme, og Henriks samling er betydelig større end min, men det vigtige ved dem er jo, at de fortæller noget om, hvem man er hver for sig. Der er minder i dem.”

”De står helt for sig selv, de 20 plader der,” siger Henrik Damm Krogh.

”Jeg har flere end 20!” svarer Helle Bonnesen (da hun nogle dage efter tæller efter, viser det sig, at hun har 76 plader og 36 singler).

Henrik Damm Krogh griner.

”Til gengæld er der nogle meget fine iblandt, og du er lidt misundelig, det ved jeg godt,” siger Helle Bonnesen.

EN PLADESAMLING som social eller identifikationsskabende markør giver mening, hvis det betyder noget, at man har lyttet til det, man har lyttet til. I samlingen ligger en fortælling, en personlig udviklingshistorie, og måske er det derfor, mener de tre stiftere, at vinylpladen i løbet af de seneste 10 år har oplevet et stort comeback. 

”Folk har opdaget, at det siger noget om et menneske, hvilken musik man lytter til og ejer. Man ejer jo musik, man samler på det. Man lytter ikke kun. Man har en samling,” siger Henrik Damm Krogh.

”Den er som fikspunkter gennem et liv,” siger No. 1, der nogle gange laver specialplader. Blandt andet har han en teknik, som hedder splatter, og som kort fortalt betyder, at man kombinerer forskellige farver vinyl i en enkelt plade. Ud over stamperen drysser No. 1 små stykker plastic i en anden farve end den, pladen skal have, inden han presser. Vinylpladen får pletter og streger i mere eller mindre psykedelisk-vanvittige mønstre. 

”Vi er nogle freaks, vi er ikke bange for at prøve nogle ting,” siger han på syngende københavnsk.

Engang, fortæller han, ville et band have bloddråber i deres plader, og No. 1 gav dem derfor en hobbykniv, så de kunne prikke hul på deres fingre.

”Men så turde eller kunne de sgu ikke,” siger han og fortæller, at da han alligevel var kommet til at save sig lidt i fingrene, brugte han sit eget blod.

HENRIK DAMM KROGH, Helle Bonnesen og No. 1 besluttede sig for at åbne et vinylpresseri, efter at førstnævnte sagde sit job op, og sidstnævnte mistede sit. Michael Hjort havde i 30 år arbejdet i et firma, der fremstillede automatik til vinduer. Henrik Damm Krogh, der er fra Herning, nåede blandt andet at undervise i iværksætteri, at være revisor og åbne og lukke (”med et brag”) en IT-virksomhed inden Nordsø Records.

Michael Hjort hedder No. 1, fordi han var artrock-bandet Dansk Flødes første fan og siden 2004 har lavet lyd og lys for dem.

Helle Bonnesen arbejdede hos Coca-Cola. Henrik Damm Krogh og No. 1 mødtes på Roskilde Festival i 2010, hvor de arbejdede i boder lige ved siden af hinanden, og i løbet af årene blev de venner. 

”Vi kunne lide mange af de samme ting,” siger Henrik Damm Krogh og ser på No. 1.

Først ville de lave det, de kalder et vinylvaskeri. Her skulle No. 1 reparere pladespillere og sådan, og der skulle også være kaffe, måske whisky, måske vin, nok øl. Det skulle være et sted, hvor de kunne arbejde med det, de kunne lide, hvor deres venner kunne komme på besøg. En drøm om at lave arbejde om til fritid.

Problemet var dog, at ingen af dem kunne se sig selv være afhængig af faste og ufravigelige åbningstider, især ikke No. 1, som absolut ikke har tid til at stå i café (eller vinylvaskeri) lørdag morgen, for ”det er jo primetime loppetid,” som han siger. På det tidspunkt er han ude og lede efter brugte plader. 

Derfor endte planerne i vinylpresseriet. Men det var snart sagt umuligt at finde maskinerne, for der var næsten ingen, der fremstillede dem.

I 2016 skrev det amerikanske musikmagasin Billboard, at det var helt slut med at producere vinylpressere, og at vinylens comeback derfor ville få svært ved at få fat. Men ligesom Henrik Damm Krogh, Helle Bonnesen og No. 1 havde luret et hul i markedet blandt de mindre pladeselskaber, opdagede andre nu, at der var et hul i markedet, hvad angik vinylpressere. Et tysk firma, Newbilt, solgte pludselig nogle maskiner til den amerikanske musiker Jack White, som har åbnet sit eget vinylpresseri. Nordsø slog til, og de første plader blev presset i oktober 2016.

HEMMELIGHEDEN BAG EN SKIVE

Først sender Nordsø Records musikken, som de får fra deres kunde, altså et band eller et pladeselskab, til et firma i Tyskland, som er specialister i at lave det, man kalder en master. En master er musikken skåret på to kobberbelagte metalplader. En til A-siden af vinylpladen og en til B-siden, som så sendes til et andet firma, denne gang i Holland, som er specialister i at lave det, man kalder stampers. Stamperne sendes til København, hvor de sættes i vinylpressen. Derefter tager man en pose plastic i den farve, kunden vil have vinylen i, og hælder den i en maskine, som varmer den op og smelter den sammen til en kage af plastic.

Kagen skal være ensfarvet, og mange smides ud. Men når der kommer en, der er god nok, sættes kagen mellem de to stampers i pressen, der lukkes. Dampen varmer plasticen op til 180 grader, og den hydrauliske presse har et tryk på 120 ton. Omkring 20 sekunder senere åbner pressen. Det overskydende plastic langs kanten på vinylpladen skæres fra. 24 timer senere, når pladen er akklimatiseret, er den færdig.

I LYTTERUMMET taler vi om, at Nordsø Records er et konkret billede på vinylens comeback. Der er momentum, alle dele af produktionskæden er ved at vende tilbage. Vi taler om det taktile ved vinylpladen, om stofligheden. Om at sidde med et værk, som skal høres som en helhed. No. 1 taler igen om sin pladesamling som fikspunkter i livet.

Er genkomsten så et billede på, at folk måske har behov for de her fikspunkter?

”Det tror jeg er den ene del af det. Den anden del er fordybelsen i at høre det fulde album. Den skal du ikke tage fejl af. Folk er vant til at shoppe rundt, til at klikke og hoppe rundt, vores musikforbrug er så fragmenteret. I det lys får det med at lytte, ikke bare i toget, men rigtigt, en værdi,” siger Henrik Damm Krogh. ”Man hører musik for at høre musik, ikke for at have noget til ­baggrunden.”

”Jeg kan nogle gange være 14 dage om at få lyttet en ny plade helt igennem. Indtil den er der. Der skal være ro, jeg skal være i den rigtige, dedikerede stund, og så tager jeg den fra ende til anden,” siger No. 1.

”Det er ikke noget, jeg konsumerer, det er nydelse, feinschmeckeri. Nysgerrigheden er blevet vakt igen, tror jeg.”

Siger det noget om vores tid? At der er en højere grad af behov for fordybelse, netop fordi vi klikker rundt?

”Jeg er helt enig,” svarer Helle Bonnesen. ”Det er relevant for den ældre del af befolkningen, som genopdager vinylpladerne, og det er måske opdragende for den yngre del, som opdager dem. Og så er der dem, der aldrig har forladt vinylen, men som har levet skjult.”

”Jeg tror, mange er blevet trætte af, at vi altid skal videre,” siger Henrik Damm Krogh. 

No. 1 supplerer: ”Vi har klikket rundt længe nok. Nu vil vi dedikere os.”

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se april 2018.

 

Når Sally B svinger næsen forbi Roskilde Airshow, vil publikum se kontinentets eneste flyvedygtige B-17-bombefly. Danske Ellinor Sallingboe har holdt veteranen fra anden verdenskrig i form og i luften i over 40 år, og hver gang Sally letter, er det ikke kun Europas dramatiske fortid, der vækkes til live, men også de to damers liv, der går op i en højere enhed.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Aviation PhotoCrew Belgium, Steve Carter

Ellinor Sallingboe, du voksede op i Svendborg, men har været væk hjemmefra, siden du som ung tog af sted for at arbejde som au pair i London og Paris. Hvornår begyndte du at drømme om fly?

”Jeg fik job som stewardesse og arbejdede blandt andet i Etiopien og Kenya i 70’erne. Jeg blev fascineret at piloternes arbejde, og i Nairobi boede jeg tæt på flyvepladsen, hvor jeg ikke bare kunne se ruteflyene, men også de mindre maskiner. Jeg drømte om selv at lære at flyve sådan en. Ind imellem mine job boede jeg i London, og her blev jeg kæreste med en forretningsmand, Ted White, der havde de samme drømme. Sammen fik vi pilotcertifikat og licens til at flyve kommercielt, og Ted lavede en forretning ud af at levere fly mellem sælgere og købere, det man kalder ferry flying.”

Og hvordan gik det til, at du fik et bombefly opkaldt efter dig?

 ”En dag i 1975 ringede Ted til mig og sagde, at han havde noget, jeg skulle se, Det var et B-17 Flying Fortress, et bombefly, som egentlig skulle videre til en ny ejer i USA, men han fik i samarbejde med Imperial War Museum sørget for, at det kunne blive i England. På flyets snude havde han fået malet navnet Sally B, et kælenavn for Sallingboe. Jeg sagde: ”Du har vist stavet forkert, det skulle have været Salli med i,” men det var jo utrolig sødt af ham. Vi var begge fascinerede af flyets historie og nostalgi og sørgede med det samme for, at det kom med i de mange årlige opvisningsflyvninger, der afholdes for flyentusiaster og historieinteresserede. Men opvisningerne kunne ikke finansiere vedligeholdelsen alene, og i 1980 stiftede vi Sally B Supporters Club, som i dag har 8.000 medlemmer, og med hvis hjælp det er lykkedes os at holde Sally B flyvedygtigt lige siden. Om sommeren flyver flyet næsten ugentligt. Desværre har Ted ikke kunnet følge det. I 1982 styrtede han og en ven ned i en T-6 Harvard (et militært træningsfly, red.) under en flyvekonkurrence i Malta. De døde begge to. Jeg var knust af sorg, men fortsatte med at flyve Sally B til hans minde. Men også til minde om de 79.000 allierede piloter, der blev slået ihjel i den type fly under anden verdenskrig.” 

Ellinor Sallingboe, 72 år, med crew.

Det må kræve nogle hænder at holde sådan en antik maskine ved lige …

”Vi er kun tre fastansatte. Ud over mig, der står for ledelsen, er det chefmekanikeren og en medlemssekretær. Derudover består vores team af seks piloter og omkring 14 mekanikere. De arbejder frivilligt. Desuden er der omkring 50 mennesker, der arbejder frivilligt med merchandise-salg, sociale medier, PR og andre opgaver. Inklusive reservedele, brændstof og forsikringer koster det omkring 15.000 pund i timen at holde maskinen flyvende. Uden alle vores frivillige og dem, der støtter os økonomisk, ville det aldrig kunne lade sig gøre.”

Hvorfor bruger folk deres tid og penge på at holde et fly fra anden verdenskrig i luften?

”For piloterne og mekanikerne er det en mulighed for at arbejde med et levende stykke historie. Piloterne synes, det er vældig interessant at leve sig ind i, hvad piloterne under krigen har tænkt og følt, Blandt vores donorer er der mange almindelige mennesker, der synes, at det er vigtigt at bevare mindet om krigen, så unge i dag også kan se det med deres egne øjne. Så vi i en tid, hvor alting går meget hurtigt, ikke glemmer, at vi sidder her som frie mennesker, fordi en masse unge amerikanere satte sig ind i sådan en og satte livet på spil for vores skyld. Hvis ikke vi gav en masse mennesker mulighed for at se Sally B, ville flyet ende i USA, hvor rige mennesker betaler det hvide ud af øjnene for at flyve en tur, mens den bredere offentlighed ikke har glæde af det.”

Salli og Sally.

Og når Sally B kommer til Roskilde Airshow, er det så dig, der styrer hende?

”Jeg ville i princippet godt kunne, men jeg har ikke tilladelserne. For at flyve en firemotorers maskine skal man have tusindvis af timers erfaring i et lignende fly, og det har jeg ikke. Hvis der er plads til mig i kabinen – vi kan være seks i alt – er jeg med i flyet. Ellers tager jeg Ryanair.”

Og hvordan vil du beskrive oplevelsen af en flyvetur i en B-17’er?

”Det er ikke særlig behageligt. Det bumper, når vi flyver, og motorerne sender oliedampe ud. Det kan være ret irriterende, særligt når vi starter dem. Hvis det er slemt, har vi masker på. Men samtidig er det en meget nostalgisk og smuk oplevelse. Hvis solen og skyggerne står rigtigt, kan man se skyggen af flyets helt specielle form aftegnet på jorden.”

Der er ikke så mange kvinder i din branche. Hvordan har du oplevet det?

”Der er meget, en mand ikke må i dag. Han må ikke fløjte efter en kvinde eller røre hende på armen, uden at det opfattes som sexistisk. Det er ikke godt, synes jeg. Jeg har i mange, mange år været kvinde i en mandsverden. Og jeg har altid følt mig som en af dem og følt, at de respekterede mig. For et par år siden modtog jeg en pris fra British Air Display Association (opvisnings-flyforbundet, red.), hvor de understregede, at ingen anden kvinde havde gjort for veteranfly, hvad jeg har gjort. Det gjorde mig meget stolt.”

MIT LIV SOM SALLY B

Model: B-17G Flying Fortress.

Motorer: Fire.

Bygget 1944 i Californien til bombetogter over Europa, men på grund af det sene tidspunkt aldrig i aktion i krigen.

Har ifølge bombeflytraditionen pigenavn og pinup-dekoration.

Tjente efter sin militære karriere hos Frankrigs geografiske institut.

Har spillet med i flere film og tv-produktioner, blandt andet Hollywood-filmen ’Memphis Belle’.

Er til daglig udstillet på Imperial War Museum i Duxford i nærheden af Cambridge.

Holdes i luften af organisationen B-17 Preservation, som Ellinor Sallingboe er bestyrelsesformand for.

Roskilde Airshow afholdes i Roskilde Lufthavn 16.-18. august. Det nærmere program offentliggøres først lige op til airshowet. Du kan læse mere om Sally B på www.sallyb.org.uk

 

Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i august.
Tekst:RedaktionenFoto:Philippe Matsas

CIVILISATIONENS GRIMME FJÆS

Er du til grønt græs, tjæresort kulturpessimisme og en frisure, der skriger ’rend mig i den gode smag’? Så indfind dig ved det store telt på Louisiana Literature, når Michel Houellebecq tænder for mikrofonen på årets festival. Franskmanden, som nogle kalder profet og andre menneskefjendsk, er i år udkommet med ’Serotonin’. Bogen handler om Florent-Claude, en midaldrende ansat i landbrugsministeriet, der foragter såvel det søde liv i Paris som den lukningstruede traditionelle landbotilværelse. Embedsmanden dulmer livsleden med antidepressiver, og i bogens skildring af splittelsen mellem Frankrigs vindere og tabere klinger ekkoer af De gule vestes desperation. Ud over det franske hovednavn kigger flere litterære verdensstjerner forbi Humlebæk. Blandt andre Per Petterson, László Krasznahorkai og Sara Stridsberg. 

22.-25. august, find programmet på louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Foto: Glyptoteket

GRÆNSEVÆRDIER

Kunsthistorikere diskuterer, hvorvidt Pierre Bonnard hovedsagelig skal opfattes som impressionist, eller om han i højere grad var en del af modernismen. Den franske maler var aktiv og succesrig i slutningen af 1800-tallet, men fortsatte karrieren frem til sin død i 1947, hvilket også placerer ham ved siden af modernister som Matisse og Picasso, hvoraf den første skulle have sat stor pris på Bonnards billeder, mens den sidste kaldte dem et ”potpourri af ubeslutsomhed”. 

Hvor man end placerer ham, kan man for tiden gå ind på Glyptoteket og nyde hans farverigdom og overraskende perspektiver. Den første soloudstilling på dansk jord i 25 år viser mere end 100 Bonnard-værker. Tre af dem ledsages af nye lydkompositioner af lyddesigner Peter Albrechtsen og filminstruktør Sun Hee Engelstoft.

Frem til 22. september.

INTERRAIL-ROMAN

Det kører for interrail, men det gør det ikke for de to unge hovedpersoner i romanen af samme navn. Junuz, en trainsurfer med brændte broer, og Helena, der netop har fået knust sit hjerte, vil bare glemme fortiden og flygte fra det hele. De møder hinanden på et tog, og ungdomsromanens rute går forbi klassiske temaer som kærlighed, familie, identitet og ansvar, og samtidig gør den holdt ved fortidig og nutidig europæisk historie, blandt andet menneskehandel og krigen i Kosovo.

Mette Klint: ’Interrail’ udkom i juni på forlaget Vild Maskine. 

Foto: Marstal Søfartsmuseum

STORMFULDENDT TEATEROPLEVELSE

Fem år tog det Carsten Jensen at skrive bestselleren ’Vi, de druknede’ (over 500.000 bøger blev solgt) om liv og død blandt skipperfolk fra Marstal på Ærø. Angivelig har det taget belgiske Judith Vindevogel lige så lang tid at udvikle en iscenesættelse af romanen til sit belgiske musikteater Walpurgis. Men nu er den klar, og 6.-10. august kan man på HCC Bådeværft i Marstal se og høre 20 medvirkende – herunder otte lokale korsangere, fire hollandske musikere, en belgisk-irakisk danser, en albansk operasanger og en halvt kinesisk tegner med basguitar – opføre en forestilling, der er lige så multinational som livet på verdenshavene.

Læs mere på metropolis.dk/vi-de-druknede/

SMAGEN AF ENSOMHED

Madkunstner og kok Mette Martinussen  har ladet sig inspirere af klosterlivets rytme, gentagelse og afsondrethed til performance-middagene ’Gastronomi og fordybelse – arven fra munkene’ som kan indtages på Esrum Kloster & Møllegård 22.-24. august og er en del af Nordkystens Kunst Triennale, hvor 19 kunstnere præsenterer deres værker i landskaber, museer og kulturinstitutioner i Gribskov Kommune. 

Find billet på nkkt.dk

Inden Karen Blixen blev litterær verdensstjerne, havde hun sin egen kaffeplantage. Det ved alle, der har læst ’Den afrikanske farm’ eller set ’Mit Afrika’. Men havde hun nu også det? Og kender fanskaren deres Blixen til bunds? Tom Buk-Swienty har brugt de seneste år på at vende hvert et blad i det mørnede Afrika-album for at skrive biografien ’Løvinden’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Det Kongelige Bibliotek, privateje. Affotografering Morten Juhl, farvelægning Mads Madsen/Colorized History

EN FORMIDDAG på et designbureau i København diskuterer Tom Buk-Swienty og hans grafiske tilrettelægger det foto, de har valgt ikke at bruge til forsiden på hans nye bog. 

”Jeg er stadig lidt i tvivl. Det er et dejligt billede. Det viser det Afrika, der beskrives i bogen,” siger grafikeren.

”Ja. Men det er lidt for politisk ukorrekt til det engelske og amerikanske eksportmarked,” svarer forfatteren.

På billedet står Karen Blixen med fletninger, riffel og fodlang frakke ved siden af en udtryksløs sort bærer, der fremviser en stendød marabustork. Det er taget i 1914, samme år hun ankommer til Kenya for at blive gift med svenske Bror Blixen og tage hul på deres fælles liv som adelen på kaffeplantagen. Desværre pådrager hun sig hurtigt en slem malaria og som reaktion herpå en depression. Men nu er hun frisk igen, lægen har ordineret frisk luft og safari, og, bum, baronessen har fået ram på en langbenet tropefugl. Så hun storsmiler til kameraet.

”Det er et godt billede af Karen,” siger Tom Buk-Swienty, der har besluttet, at selv om døde dyr og indfødte tjenestefolk måske nok er for provokerende til forsiden, så skal billedet have en prominent placering inde i ’Løvinden’, hans nye biografiske fortælling om Karen Blixens 17 år lange ophold i Kenya, der dengang hed Britisk Østafrika. Og det er ikke kun, fordi han har lyst til at drille de kolonialt sensitive, men også, fordi smilet på hendes læber er et omdrejningspunkt i den historie, han gerne vil fortælle:

”Det er et af højdepunkterne i hendes liv. Hun er virkelig lykkelig.”

Karen Blixen bag rattet i hendes og Bror Blixens nyerhvervede bil under en rejse til den sydafrikanske kystby Durban, 1916.

AT LYKKEN IKKE varer ved for Karen Blixen, der bliver smittet med syfilis, oplever ægteskabet med Bror Blixen smuldre, mister elskeren Denys Finch Hatton i et flystyrt og til sidst må opgive farmen, ved alle, der interesserer sig for den danske forfatterinde. Ikke mindst, fordi hun selv har skrevet om meget af det i sit erindringsværk ’Den afrikanske farm’. 

Hvad færre ved, er, at der mellem ulykkerne modnes en beslutsom og dygtig forretningskvinde, der holder fast i sine forpligtelser på plantagen, mens mange af hendes med-koloniherrer har travlt med hor og storvildtjagter på det vilde kontinent. 

”Efterhånden tager hun i stadig højere grad ansvaret på sig som direktør for kaffekompagniet. Hun arbejder benhårdt, er med til at vælge, hvilke traktorer de skal bruge, er ude i marken. En allestedsnærværende kvinde, der lægger sig i selen for, at alle, der arbejder på farmen, skal have det optimalt. Hun har et kæmpe talent,” siger Tom Buk-Swienty.

Den praktisk begavede slidertype passede ikke med forfatterens selvbillede som højaristokratisk tragedienne. Men karaktertrækket er blevet en vigtig pointe i ’Løvinden’, der i det hele taget er sin egen fortælling.

”’Den afrikanske farm’ er langt hen ad vejen autofiktion. Bare læs første linje: ’Jeg havde en farm i Afrika.’ Det havde hun faktisk aldrig. Men det har taget mig lang tid at udrede, hvad der er opdigtet, og hvad der er virkelighed. Nu glæder jeg mig til at få pillet lidt ved billedet af hende.”

TREDJE BØLGE?

Karen Blixen (født 1885) skrev et par historier, da hun var i tyverne, men man regner ’Syv fantastiske fortællinger’, der udkom i 1934, for den egentlige debut. I 1937 udkom ’Den afrikanske farm’. Begge bøger blev book of the month i den vigtige amerikanske bogklub af samme navn. Fem Karen Blixen-romaner blev igennem karrieren book of the month, hvad ingen anden forfatter har opnået. Da Sydney Pollack i 1985 havde premiere på ’Mit Afrika’ med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som Denys Finch Hatton, satte filmen nyt skub i forfatterskabet. Nu er stjernen igen ved at blive lidt støvet. ”Men det ændrer sig forhåbentlig med den her bog. I forlæggerkredse er hun stadig meget kendt, og i Spanien og Tyskland er hun stadig fremtrædende, så vi håber helt klart, vi kan få hende ud over rampen på de markeder og i England og USA,” siger Tom Buk-Swienty, der har solgt rettighederne til ’Løvinden’ til Nordisk Film, der arbejder på en international film og tv-serie.

PÅ EN VIS MÅDE begyndte Tom Buk-Swientys arbejde med Blixen-biografien allerede, da han for mere end 10 år siden skrev ’Slagtebænk Dybbøl’. Under researchen til bogen om krigsnederlaget til Prøjsen og Østrig stødte han på Wilhelm Dinesen, der var med i ottende brigade og overlevede de fleste af sine kampfæller under slaget ved Dybbøl 18. april 1864. 

Dinesen beskrev senere dramaet i en erindringsbog med en litterær flair, der imponerede Tom Buk-Swienty, som ikke på forhånd vidste, at skribenten var Karen Blixens far. Da han blev opmærksom på slægtskabet, blev han kun mere nysgerrig, og han foreslog sin forlagsredaktør at skrive en bog om ’Kaptajn Dinesen’, der også deltog i den fransk-tyske krig i 1870-71 og en overgang levede blandt indianere i Wisconsin.

”’Jeg forestiller mig en lille bog, en 200-siders sag,’ sagde jeg. Men da jeg først kom i gang og så, hvor meget der lå af kildemateriale, åbnede det en kolossal verden. Biografien endte med at blive 1.000 sider. Og hurtigt vidste jeg, at der var et helt familieportræt her,” siger Tom Buk-Swienty, der fulgte to bind om Wilhelm Dinesen op med en bog om sønnen Thomas og hans tætte forhold til søsteren Karen. 

For fire år siden var tiden kommet til at gå i krig med den berømte datter, en opgave, der var meget mere kompliceret. For hendes historie var han ikke alene med. Her var Tom Buk-Swienty nødt til at sammenholde Karen Blixens breve – omtrent 4.500 manuskriptsider udgør korrespondancen med broren og moren alene – dels med hendes egne bøger og dels med al sekundærlitteraturen for at finde så troværdig en version af koryfæet som muligt. 

”Det har været lidt af et minefelt,” siger Tom Buk-Swienty, der også længe var gået uden om Karen Blixen, fordi han egentlig ikke var så vild med hendes persona.

”Da jeg gik i gang, havde jeg ikke hele den næsegruse beundring, men mere et billede af en rosinindtørret, krukket, snobbet baronesse. Og jeg har været ved at opgive bogen undervejs, fordi hun kan være så overforkælet, urimelig og hysterisk, at jeg næsten ikke kunne fordrage hende.”

Som eksempel nævner Tom Buk-Swienty en ferie i Paris, hvor Karen Blixen med et fingerknips bruger, hvad der svarer til 200.000 kroner i dag, på nyt tøj, men stadigvæk savner ordentligt overtøj, fordi det er en kold marts det år. Så hun får sin mor i Danmark til at gå på jagt efter en særlig pels og sende den ned til hende. 

”Hun koster rundt med folk og bliver vred, hvis de ikke sender hende penge. ’Fattigdom passer ikke til min natur,’ skriver hun på et tidspunkt til sin bror. Og samtidig vokser der en fantastisk stærk, begavet, fremadskuende, progressiv og sjov kvinde frem af brevene, som man alligevel overgiver sig til. Og en person med et vidunderligt forhold til afrikanerne, som hun betragter som ligemænd på en helt anden måde end de engelske bosættere, som er hårde og nedladende.”

De tidlige koloniherrer havde respekt for det mystiske afrikanske kontinent, og den dobbelte filthat kom på mode, fordi man mente, at solen kunne underminere hvide menneskers konstitution og gøre dem direkte sindssyge. Billedet er fra 1914 og ender på forsiden af ’Løvinden’.

MANGE EUROPÆERE tog til det koloniale Afrika på jagt efter lykken, for eksempel igennem kaffedyrkning eller safarier. Mange drømme blev slået ned igen af tørke, græshopper, malaria og lignende hårde realiteter. Andre længsler igen fik frit spil. Karen Blixen omgikkes medlemmer af det, der blev kaldt The Happy Valley-kliken, en gruppe britiske aristokrater, der levede et udsvævende liv med stoffer og partnerbytte i Wanjohi-dalen vest for Nairobi, og som gav anledning til en talemåde hjemme i England: ”Are you married or do you live in Kenya?”

Karen Blixen smed også, om end på et mindre ekstremt niveau, tøjet og hæmningerne med sin årelange kærlighedsaffære med den engelske adelige storvildtjæger Denys Finch Hatton.

”Det havde været helt umuligt i Danmark for hende, der var rundet af det høje borgerskab, at have et forhold til en mand uden at være gift med ham. På nogle måder var hendes liv i Afrika lettere og friere. Her kunne hun trække vejret og leve på sine egne betingelser.”

Karen Blixen har stadig et pænt ry blandt enkelte kenyanere. Det har Tom Buk-Swienty erfaret, da han drog i den nygifte baronesses fodspor for at opleve, hvordan det må have været at ankomme med damperen til den fugtighede havneby Mombasa for derefter at rejse 18 timer med tog til en farm på størrelse med Albertslund Kommune i det tørrere og mildere højlandsklima i Ngong Hills, der i dag er forstad til millionbyen Nairobi.

Under researchopholdet kunne han iagttage grusvejenes røde farve, savannens overdådige dyreliv og lokalbefolkningens venlige sindelag. Og selv om den almindelige kenyaner ikke aner, hvem hun er, mødte han undervejs enkelte efterkommere til folk, der havde arbejdet for Karen Blixen i levende live.

”’The good one’, kalder de hende. Og det er vel svært at få en større cadeau i et land, der forståeligt nok har travlt med at glemme sin kolonifortid,” siger Tom Buk-Swienty, der under det flere måneder lange ophold, hvor han bosatte sig på en farm i det centrale Kenya, havde held til at finde en pæn portion ikke hidtil publicerede fotografier af Karen Blixen og hendes miljø. Blandt andet hos Elisabeth Gregory, datter af farmens første bestyrer, svenske Åke Bursell, der i dag er 80 år og bor i Malindi, lidt nord for Mombasa.

”Hun havde fået mange historier fortalt og havde alle de her mørnede album liggende, som jeg har brugt mange billeder fra.”

Omtrent 2.000 private billeder har Tom Buk-Swienty bladret sig igennem foruden de cirka 3.000 billeder, han har kunnet studere på museer og i arkiver. Heraf har han udvalgt omkring 200 stykker, og det er et oplæg til, hvor i bogen de skal bringes, som han og den grafiske tilrettelægger er ved at gennemgå denne formiddag i København.

”Jeg tænker meget visuelt, når jeg skriver, så det er meget taknemmeligt, at Karen og Bror Blixen, virkelig har sørget for at tage og få taget mange billeder af sig selv i alle mulige situationer. Der er så mange, at jeg næsten har kunnet følge hele hendes livsbane,” siger Tom Buk Swienty.

 Som struktur og inspiration printede han de mest sigende billeder ud og arrangerede dem på en tidslinje på et par store tavler i sit kontor, inden han gav sig til at skrive. Resultatet er blevet en bog på over 700 sider:

”Folk siger, at tiden er til korte bøger, men Harry Potter er også lang. Jeg håber, at folk bliver fanget af den fantastiske historie, når de først er kommet ind i universet.”

Karen Blixen i Danmark, 1913.

UD OVER HENGEMTE fotoalbum har forfatteren haft adgang til en anden så at sige uberørt kilde. Som den første Blixen-biografiker har han nærlæst Afrika-årenes brevveksling mellem Karen Blixen og hendes morbror Aage Westenholz. Den blev udgivet sidste år af litteraturforskeren Benedikte Rostbøll, og det er her, ejerforholdet til farmen bliver helt klart. Forretningsmanden Westenholz var nemlig hovedaktionær i firmaet Karen Coffee Company, der ejede kaffeplantagen, hvilket vil sige, at Karen Blixen tager munden lidt vel fuld i sin berømte åbningslinje i ’Den afrikanske farm,’ hvor hun kalder farmen sin, mens hun ret beset kun var dens direktør. 

”I bogen beskriver hun sig selv som den her feudalherskerinde. Men der har altid været et kæmpe missing link i den historie. I virkeligheden havde hendes onkel enorm betydning i forhold til at muliggøre det afrikanske eventyr. Vi kan beregne os frem til, at han og de øvrige aktionærer poster noget i retning af 100 millioner nutidige kroner i den farm. Da hun brokker sig over, at der ikke bliver postet endnu flere penge i foretagendet, skriver han med nogen bitterhed til hende, at han ’på nuværende tidspunkt har investeret, hvad der svarer til et af mine børns arv’. Det bliver hun enormt sur over,” siger Tom Buk-Swienty.

Da Karen Blixen efter sin hjemkost til Danmark er brudt igennem som forfatter med ’Syv fantastiske fortællinger’ og går i gang med sit andet store litterære værk, ’Den afrikanske farm,’ beder hun sin onkels enke om at få deres brevveksling. Men hun nægter at frigive brevene på opfordring af Karen Blixens moster Bess, og først med tobindsudgivelsen sidste år fik offentligheden adgang til dem. Ifølge Tom Buk-Swienty holdt moster Bess blandt andet sin afdøde brors breve tæt til kroppen for at beskytte sin niece.

”Brevene skulle i ’glemmebogen’, mente mosteren. Dels følte hun, at niecen ikke havde påskønnet onklens hjælp. Dels mente hun ikke, at det ville være klædeligt for Karen Blixen, at brevene kom ud, fordi hun i en del af dem er temmelig urimelig.”

Karen Blixens onkel er overhovedet ikke nævnt i ’Den afrikanske farm’. Måske som en hævnakt. Måske af litterære årsager – fordi hans kolde kontanter ikke passede ind i hendes romantiske Afrika-konstruktion. 

’LØVINDEN’ 

er historiker, journalist og forfatter Tom Buk-Swientys 12. udgivelse.

I bøgerne levendegøres historiske fakta med fortællegreb fra fiktionen. Blandt flere andre priser har han vundet Årets historiske bog for ’Slagtebænk Dybbøl’ og Weekend-avisens Litteraturpris for ’Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller’.

I VIRKELIGHEDEN holder Karen Blixen og hendes lederevner liv i farmen og dens op mod 1.000 ansatte forbavsende længe. Det er ydre faktorer som kulde og tørke, der i det lange løb gør den til en dårlig forretning. Beslutningen om at lukke farmen bliver truffet i Danmark, hvor kaffeselskabets bestyrelse mente, at den ikke stod til at redde. 

Efter at have lagt sit livs kærlighed, Denys Finch Hatton, i graven, forsøger Karen Blixen at tage sit eget liv og slutte sig til ham, men overlever. 

31. juli 1931 forlader hun det afrikanske kontinent for altid, da hun stiger om bord på en oceandamper, som sætter hende af i Napoli, syg, afkræftet og ruineret. Alligevel lader Tom Buk-Swienty baronessen slutte biografien med et smil på læben. 

Ligger der en sidste bog i sagaen om familien Dinesen og venter?

”Tanken har selvfølgelig strejfet mig. Hun er jo ikke uinteressant som randfigur i 50’ernes litterære miljø, hvor hun laver numre med de unge digtere, og da hun bliver en stjerne og kommer verden rundt. Men jeg har ikke noget på bedding. For det er en mere stillestående historie, mens jeg godt kan lide det store ydre eventyr. Og det slutter lige der, da jeg sætter hende af båden.”

’Løvinden’ udkommer på Gyldendal 29. august.

 

Den show-aktuelle komiker fortæller om sine personlige yndlingssteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

ALBERTSLUND

”Når jeg i de første par år efter, at jeg var flyttet fra Albertslund, kom tilbage for at optræde, kunne man mærke, at der var tryk på de forreste rækker i salen. Der sad de gamle rødder, der havde varmet op på Cafe Felix i centeret, og lukkede lort ud. Der er en særlig humor i Albertslund. Noget ærkekøbenhavnsk. Måden, man trækker ordene ud, når man siger noget så simpelt som ’Ja’ ku’ fa-an-me godt spise en fra-ansk hot-do-og’. Man taler med en vægt, der får hvad som helst til at lyde enormt vigtigt. Det er den særlige tone og jargon, jeg har sat på spidsen med figuren Jason fra ’Terkel i knibe’, og jeg taler også selv sådan, når jeg får et par bajere eller er sammen med de gamle drenge. Jeg kan næsten altid høre det, når nogen kommer fra Albertslund. De par gange, jeg har taget fejl, har folk vist sig at være fra Bagsværd eller Amager. 

Albertslund har en stor plads i mit hjerte, selv om jeg ikke længere er på fornavn med centerslagteren. Det har ikke været mit hood i mange år, og de fleste, jeg kendte, er flyttet derfra, men jeg har en enkelt klassekammerat fra folkeskolen, der stadig bor på Galgebakken. Ham besøger jeg af og til med mine børn. Så tager vi også en tur til Friluftsbadet Badesøen eller op på Herstedhøje og kigger ud over Vestegnen og ind over København. Albertslunds skyline er forandret, der er kommet flere høje huse nede ved centeret. Andre steder ligner sig selv, men på en falmet måde. ”

AARHUS

”Før jeg begyndte at tage til Jylland for at optræde, havde jeg aldrig været uden for Albertslund. Første gang, jeg var af sted, var, da jeg i 1991 røg i finalen i freestyle til DM i rap, der det år var flyttet til Aarhus fra København. Jeg kan huske, at Jazzy H ikke gad tage med derover, det var for langt væk. Det foregik på spillestedet Vestergade 58, og blandt andet battlede jeg mod en 13-årig Clemens i skovmandsskjorte. Jeg kom i mine MC Hammer-bukser, og mit hår sad som en frikadelle i panden, der var et råbekor, der buhede af mig, jeg var på udebane og til grin. Men jeg kan huske, at flere af modstanderne havde skrevet rim om mig. Det viste, at de betragtede mig som en værdig modstander. Per Vers vandt det hele, og jeg fulgtes med Humleridderne hjem i nattoget, hvor jeg fordøjede oplevelsen. Alle andre ville nok have taget et crew med, men jeg var lidt genert dengang. Jeg har i det hele taget aldrig haft et entourage, når jeg optræder. Jeg tager tit min mor med i dag. I de mellemliggende år har jeg været i Aarhus rigtig mange gange for at lave standup. Det er et dejligt sted at være turist. Geografisk er det hyggeligt, at det hele ligger så tæt, folk er søde, og det giver lige lidt ekstra flavor, at de taler jysk. Jeg elsker latinerkvarteret og åen og gågaden og har været på tonsemange barer i årenes løb. Jeg har haft mine traditioner. Engang skulle jeg altid på Jacob’s BarBQ i Vestergade og på Royal Casino. I dag er det nogle andre ture, jeg har typisk min familie med, og vi er ikke så sent ude om aftenen. Men jeg skal altid lige op i ARoS’ regnbue.”

NORDBY, FANØ

”Man er nede i gear, lige så snart man er kommet af færgen. Fanø er et sted, jeg først er begyndt at komme de senere år. Jeg tager derover nogle uger, når jeg skal udvikle et nyt show, og mit seneste show er også blevet til der. Der er et kulturhus, der hedder Realen, hvor jeg får lov at optræde en eller to gange om dagen. Jeg optræder ellers tit for et ret stort publikum, men her er der kun en lillebitte scene og plads til cirka 200 mennesker. Så kan man jamme lidt med folk, mærke, hvad der fungerer, og justere det, der ikke gør, til næste dag. Jeg tager ofte fat i noget lokalt i mine jokes. Dyrelivet. Tyskere, der går ud i vandet og farer vild. Eller det faktum, at de to ender af øen ikke holder så meget af hinanden. Jeg kombinerer arbejde og hygge og tager min familie med og bor i sommerhus. Så nyder vi klitterne og lyngen og kaninerne, og ser man en sæl, eller besøger vi en bunker, så er det lidt ekstra forkælelse.”

KORTET RUNDT

Komiker Anders Matthesen, 43 år, er aktuel med ’ANDEN bringer ud’, der blandt andet spiller syv gange i Falkoner Salen i København i august. Standup-turneen fortsætter hen over efteråret og kommer i løbet af året ud til i alt 35 danske byer.

 

Den 63-årige sanger fra Frederikshavn hader egentlig at skrive sange, men har skabt sig en lang karriere ved at stå stædigt fast. Her fortæller ALLAN OLSEN om at være ung midt i 70’ernes kommunistforelskelse, om kunsten at spille for 20 mennesker og om at miste sin bror til narko.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jens Nørgaard Larsen

MIN STOREBROR og hans slæng var nogle fliphoveder. Hvordan fanden det så gik fra, at de røg pot og hash til, at de stak sig i armen, er et godt spørgsmål. En eller anden kom og gav dem noget farligere, han må være kommet udenbys fra. I dag er de næsten døde alle sammen. De kom for tæt på solen i deres søgen efter det østerlandske. Min storebror mente, at vi havde et afhængighedsgen i vores familie. Hvis du tager 50 unge mennesker og stikker en nål med heroin i armen på dem, vil de 49 ikke gøre det igen. Nummer 50 bliver hooked med det samme. Og det var min storebror.

JEG KOM TIL Aarhus midt i 70’erne. Jeg havde min pose med rene strømper og to lommetørklæder og min Martin D28S-guitar med. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle hen. Den første aften spiste jeg gratis i Huset, hvor jeg mødte nogle venner hjemmefra. En af dem foreslog mig at læse dansk. ”Enhver idiot kan komme ind, og det vrimler med kællinger,” sagde han.  

JEG VAR en kyst (skræmt, red.) ung mand, da jeg kom til Aarhus. Jeg søgte et tilhørsforhold til byen, så jeg kunne bygge en identitet op. Men jeg følte mig enormt alene og havde ikke rigtig venner. Og det var medvirkende til, at jeg kom til at skrive sange. 

FØRE DISKUSSIONER kunne jeg ikke, jeg havde ikke ordforrådet til det, men jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at den anti-amerikanske stemning dengang på universitetet ikke holdt. ”Det drejer sig om at emancipere proletariatet, fatter du dét, Allan?” Da jeg hørte en pige sige den sætning på danskstudiet, forstod jeg den simpelthen ikke. Jeg troede, at pigen talte om en slags marcipan. 

Aarhus, 1978. Foto: Lotte Dyhrberg

EN AFTEN sad vi nogle stykker omkring et bord på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Jeg havde min guitar med, og jeg gav mig til at spille Tom Paxtons ’The Last Thing on My Mind’. En velskrevet og fin sang, jeg havde optrådt med på værtshuse. Bagefter tog en pige fra en af de andre opgange ordet. Hun var et par år ældre end mig og pæn. Hun sagde: ”Sig mig, hva’ mener du, vi skal med det shit? Hvad kan vi, der sidder her, bruge det til, mand?” Jeg forsvarede mig med, at den handlede om at blive forladt af den, man elsker, og det kunne vel være okay i en sang. Men nej. ”Har du slet ikke fattet alvoren i samfundet? Folk er undertrykte, og så sidder du der og synger det USA’ske imperialistiske shit!” Stemningen blev aldrig helt god.

DET VAR en mærkelig tid. Ungdommen i de store byer var inspireret af Østeuropa, og det gav nogle dybt reaktionære omgangsformer. Du kunne ikke sætte et ben forkert uden at få det savet over. Det er en utrolig periode i danmarkshistorien, en kritikløs forelskelse i statsapparatet og noget kommunistisk. Man talte også meget om at udradere kønnene, ligesom man gør i dag. Mændene forsøgte at feminisere sig, og kvinderne forsøgte at maskulinisere sig. I bakspejlet ser den tid komisk ud. 

FØRSTE GANG, jeg skulle spille sangen ’Mergelgraven’ live, var i den lille by Bedsted. Jeg skulle med tog til Struer, skifte i Thisted og videre med bus derfra. Der var ikke noget lydanlæg på værtshuset, men krofatter mente nu heller ikke, at vi skulle regne med det store rykind. Når diskoteket i den anden ende af værtshuset begyndte, kunne vi nok alligevel ikke hamle op med deres spektakel. Da jeg entrede krostuen til showtime klokken 22 efter at have spist to skiver franskbrød med rullepølse, sad der tre mænd iført blåt arbejdstøj ved et bord tæt på baren. De gjorde deres rygge brede og sænkede panderne mod ølglassene foran sig. Efter jeg havde sunget De gyldne løvers ’Jeg er ikke som de andre’ og havde sagt ’skål’, fulgte total tavshed. Jeg gik i gang med min nye sang ’Mergelgraven’. Efter første linje kom krofatter op og stoppede mig. ”A er æ’ te’freds mæ’ dæ,” sagde han og spurgte de tre andre i lokalet: ”Er I te’freds?” ”Nææææj,” lød det. Jeg fik mine penge, og dagen efter tilbragte jeg på missionshotellet i byen, indtil næste forbindelse til Thisted afgik. Jeg turde ikke vise mig i byen. Heldigvis fik ’Mergelgraven’ andre chancer. 

Frost Festival 2016, København, solokoncert på Arbejdermuseet. Foto: Malthe Ivarsson

DA JEG ENDELIG havde alderen og evnen til at henvende mig for at få en pladekontrakt, havde det aldrig været mere taberagtigt at spille akustisk guitar og være sanger og sangskriver. Vi var lige kommet ud af en forfærdelig periode med den slags musik i 70’erne med virkelig mange dårlige sange. 

JEG VEJREDE MORGENLUFT, da Bruce Springsteen lavede sin akustiske ’Nebraska’-plade i 1982. Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg var, da jeg fik øje på den plade første gang. Jeg var i Gøteborg, og jeg købte pladen sammen med Randy Newmans ’Good Old Boys’. Jeg sad bagefter i køkkenet hos mine forældre og læste teksterne. What the fuck! Har Springsteen lavet en plade med sådan nogle sange? Uden E Street Band? Det var satans. Nu kunne jeg hoppe på bussen.

MIT MØDE med skattevæsenet var uvirkeligt. Ingen havde nogensinde talt skat med mig før, og jeg havde kun spillet få koncerter i 1981, fordi jeg det meste af året var militærnægter. Men skattemedarbejder P.E. Eriksen vurderede med bemyndigelse fra Ligningskommissionen min indtægt til 80.000 kroner og regnede derefter ud, at jeg skulle betale 32.000 kr. i B-skat. Et par år senere lykkedes det mig at betale, og jeg skrev derefter et brev til Eriksen. Der stod i al sin korthed, at jeg inden længe ville stige ovenud af hans lønramme, og at han ved lejlighed var velkommen til at kigge mig op i røven for at se, om der var noget, han kunne bruge. Og i øvrigt kunne al videre henvendelse rettes til min revisor. Jeg hørte aldrig fra ham igen.

ALLAN OLSEN

Allan Olsens første plade ’Norlan’ er opkaldt efter en virksomhed i hjembyen Frederikshavn. Allan Olsen stjal som helt ung et klistermærke fra virksomheden.

Sangeren fra Nordjylland abonnerede engang på tidsskriftet Bonsai Today, fordi han ville opbygge en hel lille skov af bonsai-træer.

Efter sine tre første plader tog Allan Olsen på orlov i Irland. Han kom hjem uden nye færdige sange og indspillede derfor live-pladen ’Rygter fra randområderne’ i 1994.

Allan Olsen har hidtil lavet 10 studieplader, fra ’Norlan’ i 1989 til ’Hudsult’ i 2017.

Fra 12. september og et halvt år frem besøger Allan Olsen 49 forsamlingshuse rundt om i Danmark. Bogen ’Laksetrappen – Et skævt tilbageblik’ er udkommet på Politikens Forlag.

I 1983 var jeg på landevejen med folkesangerne Andrew John & Lissa. Vi spillede 99 koncerter på 66 dage. Vi lejede os ind alle mulige og umulige steder, for spillestederne ville ikke have os. Vi solgte kun i snit 20 billetter, men tanken var at etablere et kartotek af adresser. Næste gang vi kom til området, blev fans fra forrige tur inviteret gratis, hvis de tog to med, der købte billet. På den måde byggede vi vores eget publikum op. Det viste sig, at vi blev rubriceret under finkultur hos Koda, fordi vi spillede steder, hvor der ikke normalt skete noget kulturelt. Da vi fik vores Koda-check, var den enorm, og vi var helt i chok. Men pengene var ikke grunden til, at vi lavede turen. Vi ville bare gerne ud og spille.

JEG LÆRTE, at det er sværere at optræde for 20 mennesker end en hel forsamling. Jeg har lært mit gebet som musiker to steder. På værtshusene og på den turné. Alt siden har været lettere. Jeg ved, at jeg altid kan underholde et publikum med en guitar. Også selv om jeg ikke har en ny plade bag mig.

MANGE SPØRGER, om det ikke er hårdt i showbusiness. Som Niels Hausgaard siger: ”Du tjekker ind på et hotelværelse med et langhåret tæppe og fylder vand i badekarret. Så står du op om morgenen og spiser en overdådig morgenmad, der er gratis. Når du kommer op på dit værelse igen, har nogen redt din seng. Sikke noget svineri.” 

Aarhus 1992, Lilholt, Madsen og Olsen. Foto: Thorarinn O. Thorarinsson

I SIN TID i Dalton-trioen (Allan Olsen, Johnny Madsen, Lars Lilholt, red.) sagde jeg nej til, at vi skulle spille på Grøn Koncert. Den beslutning står jeg ved. På det tidspunkt var jeg blevet pladekunstner, men jeg havde også været igennem en uddannelse hos Andrew John og Lissa. Jeg lærte også en del af Johnny Madsen til at begynde med. Men i dag har han jo en selvopfattelse som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra ’Den Korte Radioavis’. Det er på sin vis fantastisk. 

DER KOMMER HELT sikkert ikke nogen ny runde med Dalton. Det, vi lavede, udsprang af det kammeratskab, vi havde dengang. Vi er sådan set stadig gode venner, men da kammeratskabet ikke fandtes i hverdagen længere, var der ikke nogen grund til at fortsætte. På den sidste turné blev det tydeligt, at kammeratskabet ikke længere var intakt. Vi ankom til koncerterne i hver sin bil og tog af sted i hver sin bil. Efter den turné tror jeg ikke, nogen af os forestiller os, at vi gør det igen. 

LIGE NU er jeg på en kort, hemmelig turné. Kunsten er at spille nok koncerter i løbet af et år, så jeg ikke mangler penge. Der er 20 byer i landet, hvor vi kan lave koncerter med mig, der har stor fokus. Måske 25. Sådan en tur kan du ikke lave hvert år, for publikum skal være sultne. I mellemtiden kan jeg så spille nogle mere skjulte akustiske job for musikforeninger rundtomkring. Vi arbejder også på en turné i forsamlings­huse i 2020. 80 procent af måske 300 mennesker dukker op de steder, hvis der sker noget spændende. Vi vælger fortrinsvis efter bynavne, der lyder spændende, som for eksempel Korinth eller Christiansfeld.

Bøgescenen, Smukfest 2007, Allan Olsen & band. Foto: Per Lange

JEG HAR ALDRIG været vild med at skrive sange. At sidde og krydre røv i timevis over et stykke papir, hvor der ikke står ret meget på, er træls. Og når du har siddet der i flere dage, og der ikke kommer ret meget ud, opstår der en følelse af spildtid. Jeg er for rastløst anlagt til det. Jeg kommer i en filosofisk disput med mig selv, hvor jeg synes, det er latterligt at sidde og hænge over et rim frem for at leve livet. 

NÅR JEG GÅR på scenen, er det uden sætliste. Ellers kan du jo lige så godt sidde i en bank. Jeg har et stykke sort karton, hvor der med bogstaver står titlerne på de 103 eller 104 sange, jeg kan spille. Det er alle dem, jeg har lavet. Mens jeg synger, lader jeg øjnene glide ned over arket og vælger den næste efter stemningen i salen. Når jeg ikke gider spille nogen af dem længere, er det tid til at skrive nye. 

JEG FORSØGER OFTE at lave om på mine sange. En god sang kan ændres. Vi prøvede en gang at lave ’Op til Alaska’ om til en uptempo country-sang på Sølund-festivalen, den for udviklingshæmmede. Jeg har aldrig set så mange rejse sig fra deres kørestole. Der skete simpelthen mirakler.

 

Nyd en podcast, mens du laver mad, klipper hæk eller slikker sol. Podcast-duoen Fries Before Guys anbefaler 10 stærke om liv, død, kærlighed, sex – og ingenting.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

1. ‘DET PERFEKTE OFFER 2’

Sagen om en kvinde, der går til en psykolog, som ender med at udnytte hende seksuelt, bliver kulegravet journalistisk, så man kommer helt tæt på hovedpersonen og hendes fortælling, mens man ledes frem til det endelige opgør i retten. Barsk, rørende og tankevækkende.

2. ‘TÅREKANALEN’

Rikke Collin er god og empatisk, når hun interviewer sine gæster om kunst, der får dem til at græde. Man kommer godt rundt, for eksempel omkring filmen ’Arrival’ og David Bowie som sådan. Gennem klip får man fornemmelse for stemningen i værket. En lille grådventil til lytteren.

3. ‘MANUS MANEGE’

Det er tankevækkende, når Manu Sareen snakker med eksperter og privatpersoner om emner, der optager ham, såsom børnenes skærmpolitik, at vokse op med alkoholikerforældre, hvorfor det er svært at vise sig nøgen i et omklædningsrum, og hvordan man får et parforhold til at vare for evigt.

4. ‘A SEAT AT THE TABLE’

Ingrid Magnifique Baraka, Stephanie Asi Brix og Naima Yasin er tre dejlige damer med afrikanske rødder, som taler om at vokse op i et primært hvidt Danmark. Det handler om forældres flugttraumer, om hyggeracisme og om alment relaterbare emner som stress og angst. Man er i godt selskab, og heldigvis er værterne tit uenige i denne podcast, der vandt for bedste koncept, da Podcastprisen i år blev uddelt for første gang.

5. ‘PROGRAMMET OM INGENTING’

Oliver Enné, Tobias Enné og ­Tobias Kippenberger taler med deres kendte venner om det, de nu har på hjerte. Det er for eksempel Frederik Cilius, Esben Bjerre og Karl William, og gæsterne får lov at sætte tonen. I et mindeværdigt program taler Kesi om at få stjålet en cykel og om overdrevent Uber-forbrug, mens Noah Carter bliver mere og mere skæv.

6. ‘S-TOWN’

En journalist får gentagne mails fra en mand i Alabama, der påstår, at en anden mand er sluppet af sted med mord i en by, han kalder Shit-town. Til sidst tager journalisten af sted for at undersøge det. Og så udvikler det sig. Én dør, men det er ikke, som man tror. Måske verdens bedste podcast. Unik, gribende, velfortalt og godt produceret af folkene fra This American Life, måske bedst kendt for ’Serial’.

7. ‘INGEN ELSKER LONE FRANK’

Weekendavisen-journalisten går helt tæt på sit eget liv, da hun oven på sin mands død giver sig til at undersøge, hvorfor hun har så få nære relationer i sit liv, og hvorfor det er vigtigt for os at have venner. Den siger mange smukke ting om, hvad det vil sige at være menneske, men er ellers ret usentimental. Den ender ikke vildt godt.

8. ‘MIN ENERGI ER ET ANDET STED’

Historien om Anne, der bliver forladt af Nicolas fem måneder efter, at de har fået datteren Barbara, fordi han er blevet forelsket i en anden, er fortalt fra begge sider. Det giver forståelse for, at det ikke bare er hårdt for moren, der kan se den nye kæreste valse forbi med hendes barn i babysele på Nørrebrogade, men også for den, der forlader.

9. ‘HELT ÆRLIGT, MOR’

Alle siger, at det er så dejligt at få børn, så det er befriende at høre Sisse Sejr-Nørgaard interviewe kvinder om, hvordan kroppen forandrer sig, når man bliver gravid, hvor vanskeligt det kan være at have tvillinger og om alt muligt andet besværligt ved moderskabet.

10. ‘VILD MED SVANS’

Mænd, der snakker om følelser, kan vi ikke få nok af. Aleksander Demsitz og Josias Juliussen snakker om skam, om at springe ud, om at være lige så forvirrede som os andre – og rigtig meget om sex. Det er herligt at høre nogen tale lige så afslappet om homosex, som vi taler om heterosex. Det kan forhåbentlig smelte skammen.