Indlæg

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”

 

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i november.
Tekst:RedaktionenFoto:José Antoine Costa

ET ROLIGT ØJEBLIK

Når vi for tiden præsenteres for billeder fra Hongkong, er de ofte fulde af knust glas, vrede ansigter og skyer af tåregas. Men her er der intet anstrøg af revolution. Den franske fotograf José Antoine Costa har ladet sig fascinere af den tætbefolkede ø-metropols arkitektoniske landskab og knipset en stille solnedgangsstund fra bunden af en højhusslugt. Billedet har dette efterår vundet kategorien ’Arkitektur og infrastruktur’ i fotofirmaet CEWE’s fotokonkurrence, hvor juryformand Yann Arthus-Bertrand (ham med luftfotoene) har modtaget materiale fra næsten en halv million håbefulde fotografer. Vinderfotografiet herover fik blandt andet jury-ros for sin pertentlige komposition og maleriske kombination af lyskilder.

Se alle vinderbillederne på cewephotoaward.com.

Foto: Ole Dinesen.

MED SIDDEPLADS TIL SIDEBANEN

Danmarks Jernbanemuseum kører for fuldt tryk gennem det vekslende landskab fra Øst- til Vestjylland med damplokomotivet K 563 fra 1899. Turen går fra Langå til Struer – byen, der engang var hjemsted for DSB’s 3. distrikt, og hvorfra en af de første statslige sidebaner udgik. I Struer fortæller museumsdirektør Steen Ousager om jernbanens udvikling og den politiske historie med udgangspunkt i det, man ser undervejs.

17. november. Find billetter.

PÅ USIKKER GRUND

Via båd over Middelhavet og bag i en lastbil, hvor han var gemt sammen med 40 andre flygtninge, kom Anas Dayoub i 2015 til Danmark. I halvandet år så han kun sin familie på Skype, men i dag bor den 40-årige elektriker sammen med sin kone og datter i Rødkærsbro i Viborg Kommune, hvor han læser på erhvervsskolen Mercantec. Det er uvist, om de kan blive i Danmark, eller om de skal tilbage til Syrien, når deres midlertidige opholdstilladelse udløber i 2020. Anas Dayoub er en ud af 250 personer, som fotograf Maja Nydal Eriksen har valgt ud fra et statistisk grundlag til at repræsentere de i alt cirka 161.000 mennesker, der er kommet til Danmark som flygtninge siden 1956. Resultatet er ’100% fremmed?’, hvor fotografen har portrætteret personerne i rammer typiske for området, hvor de bor. 

Udstillingen, der har været rundt i landet, kan ses på KulturCentret i Silkeborg frem til 15. december, og du kan også se nærmere på projektet på 100pctfremmed.dk. 

Foto: Odense Bys Museer.

NYT LIV I GAMLE KLADDER

De fleste mindes slutningen på H.C. Andersens berømte eventyr, hvor en dreng påpeger det åbenlyse, men penible: at kejseren ikke er påklædt. Egentlig havde eventyrdigteren rundet af med et kollektivt selvbedrag, hvor ingen tør pippe om det manglende tøj af angst for selv at fremstå dum. Først som en eftertanke kom ideen til det uskyldsrene barn, som ville give fablen ”et mere satirisk udseende”, og som inden trykstart blev indført. Det har H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet blotlagt som led i et nyt digitaliserings- og forskningsprojekt, der skal give befolkningen indblik i forfatterens kreative processer.

Gå på opdagelse i H.C. Andersens liv og forfatterskab på andersen.sdu.dk.

EN LANG REJSE

I januar 2013 fjernede Ærø Kommune færgeforbindelsen mellem Marstal og Rudkøbing på Langeland. Men så besluttede beboerne at købe deres egen færge. I 2016 oprettede en gruppe øboer aktieselskabet ÆrøXpressen, og med salget af folkeaktier for 12 millioner kroner fordelt på 1.645 aktionærer bestilte man i 2018 en 50 meter lang bil- og passagerfærge. Skroget blev søsat fra Riga i Letland i april i år og er siden blevet færdigudrustet hos et bådebyggeri i Hvide Sande. Midt i november ankommer færgen til Marstal, hvor den vil blive prøvesejlet, indtil færgedriften til Rudkøbing genopstår 1. december.

Kom til sømandskor, brassband, forfriskninger og sejlads med den nye færge 30. november på Marstal Havn.

KOM I UNDERGANGSALDEREN

Dette efterår fejrer det odenseanske teater Momentum verdens apokalyptiske tendenser med en forestillingstrilogi. Sidst i november er der premiere på nummer to i rækken, ’Katastrofe’, hvor jordens undergang, blandt andet i form af kæmpeblæksprutter og rotter i fårestørrelse, rammer en ærkeamerikansk high school. For at gøre det hele ekstra bizart er det samtidig teatrets juleforestilling, hvorfor der bliver serveret mad til det højspændte drama. Dog skal gæsterne ikke fråse ind i dommedag med sylte og risalamande. Maden er nemlig vegansk, økologisk og 100 procent skyldfri.

Premiere 21. november. Læs mere på www.teatermomentum.dk/event/katastrofe.

Er dit sprog (også) blevet overhalet af den teknologiske udvikling? Vi trækker sproglige veksler, skærer dine udtryk ud i pap og giver dig smæk for skillingen.
Tekst:Line PedersenFoto:PR

1. SLÅ PÅ TRÅDEN …

betyder at ringe sammen. Udtrykket stammer fra telegraftiden, hvor telegrafisten sad og slog sine morsetegn, som blev sendt som elektriske impulser gennem kablerne, så indkodning og afkodning dannede et alfabet og et sprog. Man var altså ’på tråd med hinanden’ langt før nutidens trådløshed.

2. TRÆKKE STIKKET …

betyder at lukke for kontakten til andre, for eksempel for at slappe af eller koncentrere sig. Udtrykket er fra dengang, fastnettelefonen kun fungerede, når dens stik var sat i en (særlig) kontakt i væggen. 

3. AT HAVE EN (KUNDE) I RØRET …

refererer til dengang, telefonen var forsynet med en rørformet tragt, som man holdt til øret og munden under en telefonsamtale. 

4. JEG LÆGGER PÅ …

giver mening for dem, der har talt i fastnettelefon, hvor man lagde telefonrøret på plads oven på telefonapparatet, når man sluttede en telefonsamtale. Det gør man ikke længere, men udtrykket er blevet hængende.

5. EN STREG I REGNINGEN …

betyder en uventet og uønsket hændelse, handling eller lignende. Forklaringen er, at man tidligere kunne gøre en regning, et regnestykke eller et regnskab ugyldigt ved at sætte en streg igennem.

6. PENGE UD AD VINDUET

Billedet af et vindue med mønter og sedler, der ryger ud, er ikke så nemt at overføre på digitale køb, MobilePay, netbankoverførsler, dankortbetalinger med videre.

7. TRÆKKE VEKSLER PÅ …

betyder at stille lidt for store krav til nogen eller kræve for meget af andre. Veksler havde i gamle dage funktion af gældsbreve. Den person, der udstedte vekslen, forpligtede sig selv eller en anden til at udbetale til en tredje person. Veksler kunne bruges som betalingsmiddel eller som middel til at opnå kredit indtil slutningen af 1900-tallet. 

8. HAVE LIDT PÅ KISTEBUNDEN …

stammer fra gammel tid, hvor man brugte kisten som opbevaringssted for penge og kostbarheder. 

9. KASSEN ER TOM …

betyder, at der ikke er flere penge. Pengekasser og kasseapparater er der ikke mange tilbage af, men udtrykket lever stadig helt fint.

10. SMÆK FOR SKILLINGEN …

betyder rigeligt af det, man forventer, efter at man har brugt energi eller penge på sagen. Skillingen var en møntenhed i Sverige, Norge og Danmark. I Danmark blev den afskaffet i 1874. Og smæk har efter al sandsynlighed betydet ’stor mængde’. Det kan dog også have betydet slag og prygl.

11. PENGE PÅ LOMMEN

Tiden med formuer placeret sammen med lommeuld i bukserne er vist overstået.

12. SPYTTE I KASSEN / BØSSEN …

betyder at give et tilskud eller bidrage til noget. Kassen er pengekassen, og det at spytte har haft en positiv betydning. Man spyttede efter hinanden for at bringe held og lykke, man spytter som bekendt i næverne, før man tager fat, og i nordisk mytologi spyttede aser og vaner i et kar, når de skulle slutte fred. 

13. SKÆRE DET UD I PAP …

betyder at forklare noget på en meget grundig og letforståelig måde. Papir og pap er dog ikke det, vi anvender allermest mere. Og skære gør vi slet ikke – i så fald klipper vi.

14. FYRET PÅ GRÅT PAPIR

Udtrykket kommer fra en ældre skik i hæren, hvor en afskedigelse skrevet på gråt papir viste utilfredshed med den afskedigedes opførsel eller evner, mens en afskedigelse på hvidt papir var det normale. 

15. SLETTET MED ET PENNESTRØG 

Penne og pennestrøg hører fortiden til. At noget blev slettet med et pennestrøg, betød en overstregning eller udslettelse af en skreven bestemmelse med betydningsfulde virkninger. Det betyder det stadig – også selvom vi i dag er mere digitale end penneførende.

16. FARE I BLÆKHUSET …

betyder, at man straks skriver et vredt eller kritisk indlæg imod noget. På den tid, hvor man skrev med blæk, havde man en beholder med låg til det blæk, man skrev med. Fare skal her forstås som ’straks’ eller at skynde sig.

17. TRYKSEKSTEN …

er et kraftigt tryk eller slag og et gammelt dansk fagudtryk fra bogtrykkerfaget. Når en bog skulle trykkes, skete det på store papirark. De største ark var på 16 sider, og det krævede et ekstra kraftigt tryk, når papiret i håndpressen skulle presses ned mod satsen. Ellers blev sværten ikke afsat ens på alle 16 sider. 

18. DET MÅ JEG LIGE SLÅ OP …

betyder at åbne en bog, et opslagsværk eller en avis på en bestemt side. Selvom vi overvejende er digitale, når vi søger efter noget, er udtrykket fulgt med. Udtrykket er dog i stærk konkurrence med ’at google’.

19. BRUGE HORNET

I bilens barndom var hornet faktisk et horn, det vil sige et langt, kunstfærdigt bøjet rør, der mundede ud i en tragt. 

20. VI BÅNDER DET …

betyder at optage på lyd- eller videobånd. Udtrykket er blevet hængende, selvom optagelserne er digitale.

21. SPOLE

En del mennesker siger stadig spole – ”spol lige tilbage til der, hvor …” – selvom det er Netflix, de ser, og der absolut ikke er hverken en båndoptager eller film på spole til stede.

22. RULLE VINDUET NED

Ganske vist kører der stadig få gamle biler rundt med håndtag, hvormed man ruller vinduet ned. Men i de fleste biler ’ruller’ man ikke, men trykker på en knap. Den teknologiske udvikling har dog hos mange ikke påvirket det faste udtryk.

23. DER FALDT TIØREN …

betyder, at man omsider fatter en indlysende sammenhæng. I gamle telefondage kostede det 10 øre at ringe, men først skulle man kontakte telefoncentralen og bede om forbindelse til det nummer, man ville i kontakt med. Når telefondamen sagde ”Klar”, kastede man tiøren i. Efter et par sekunder havde hun registreret, at tiøren var faldet, og først da satte hun stikket i til det ønskede nummer. I øvrigt forsvandt tiøren (sammen med femøren) fra vores pengepung i 1989.

Skoven falmer, kaminen knitrer, og hjertet fyldes af eftertænksomhed. Men så knurrer maven, og familien vil underholdes. Her er fem ting, du kan tage ud at smage på omkring efterårsferien.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Søren F. Gammelmark, PR

SKAL, SKAL IKKE?

Det er ikke sikkert, at dine børn kan lide østers. Men det kommer de måske til, når I har været på Rømø til østersfestival. Kokke fra Falsled Kro, Kiin Kiin og 30 andre restauranter kigger nemlig også forbi og demonstrerer, hvor kreativt man kan anvende bløddyret, der findes i tonsvis i Vadehavet. For kokkene gælder det æren, som tilfalder den, der bliver valgt til Årets Østerskok 2019, og for dig er der mulighed for at smage med undervejs. Alle retter, der bliver serveret for dommerpanelet, kan nemlig købes for 40 kroner stykket. Derudover kan du også få fif til mindre komplekse østersretter til dit eget køkken, du kan komme med ud at samle østers, du kan smage på champagne, og du kan deponere børnene på en køkkenskole imens.

13.-14. oktober. Læs programmet på danmarksoestersfestival.dk

IKKE MERE STENALDERMAD

Nu er det middelalderens måltid, det gælder. Når Esrum Kloster & Møllegård inviterer børn og voksne en tur i køkkenet for at lave og spise den mad, som henholdsvis klosternovicen, bondesønnen og adelsdamen levede af, er der disket op med en to i én-oplevelse, som Kinder ikke kunne have serveret bedre: Du får udsat smagsløgene for urter, fladbrød, grøn havregrød og fremmedartede krydderier, og du får et blik ind i datidens klassesamfund. Vil du have fingrene længere ned i middelalderen, kan du også fægte med sværd, skrive med fjerpen og bygge en mur med munkesten, en byggekomponent, der var lavet af tegl og større end vor tids mursten.

14.-18. oktober klokken 10-16.

SAGDE DU CIDER?

Efterår på efterår er danske haveejere ved at drukne i egne æbler. Flere og flere skeler til Storbritanniens tradition for at lave overskudsæbler om til alkoholiske bobler. Cider er blevet et ord, vi rask væk tager i munden, og på Æblefestival Assens konkurrerer lokale amatører om, hvem der kan få det til at smage bedst. Du kan deltage med et produkt eller som publikum. Kappestriden afholdes af æblemanden Klaus Ankerstjerne Eriksen, der selv brygger og desuden er med i projektet ’Æbledetektiverne’, der finder vilde æbletræer, der er skudt op langs den nu nedlagte jernbane mellem Assens og Tommerup. Træerne er spiret af frø fra æbleskrog, som togpassagerer har smidt ud ad vinduet gennem årene, og mens størstedelen af de selvsåede æbler er melede eller på anden måde uinteressante, er en lille del af dem så velsmagende, at æbledetektiverne forsøger at få dem anerkendt som nye sorter. Hvert år vinder et af baneæblerne titlen som årets æbletræ på festivalen.

Ciderkonkurrence, Magtenbølle Sulelænge, 19. oktober klokken 12. Læs mere på aeblefestival­assens.dk

PÅ MED SKINDBUKSEN

Syd for Roskilde Fjord ligger Herslev, der ville være ukendt for de fleste, hvis ikke det var for landsbyens bryghus, der har sat byen på øllandkortet. Men Herslev er mere end hvede, stout og pale ale. Sammen med landmænd og producenter har bryghuset indgået samarbejdet ’En del af Herslev’, der skal gavne det lokale erhvervsliv og understøtte bæredygtig fødevarefremstilling. Et af projekterne er en ny chokoladefabrik og tilhørende oplevelsescenter i samarbejde med den midtsjællandske choko-verdensmester Mikkel Friis-Holm, der skal stå klar til november. Helt så længe behøver du ikke vente på at få en på opleveren. Du kan tage til oktoberfest i bryggeriets gårdbutik – med dirndl og lederhosen, insisterer værterne – og spise, danse og drikke hele aftenen.

28. oktober klokken 18. Køb billet på herslevbryghus.dk

DANMARKS BEDSTE MARKEDSDAG

Grøntsager, krydderurter, mel, honning, marmelade og ukrudt (jo, du læste rigtigt) er blandt varerne, du kan købe, når landsbyen Torup afholder sæsonens sidste markedsdag. Landsbyen, der ligger tæt på Hundested, er kåret til Danmarks bedste landsby i 2019, hvor temaet for konkurrencen var bæredygtighed. Det har landsbyen haft som koncept i 30 år, og temaet går igen som en undertitel i markedsboderne, der sælger såkaldt kilometermad, altså mad, der har rejst så kort som muligt fra jord til stadeplads. 

 

Når efteråret sætter ind, og spiselige guldklumper skyder op ved grøft, mark og stub, bliver mange danskere ramt af samle-mani. Her er tre pletter på kortet, hvor du kan fange svampefeberen, og en kurvfuld gode råd, så du undgår at blive syg af den.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Naturstyrelsen

Svampe gror på både marker og klitter, men for at finde den største rigdom skal du ind under trækronerne. Jan Kjærgaard, naturvejleder hos Naturstyrelsen, viser vej til tre statsejede landskaber, hvor du kan jage svampe på skovturen:

1. KLOSTERHEDEN PLANTAGE

Mellem Struer og Lemvig ligger Danmarks tredjestørste skovområde. Den sandede jord gør området til et godt sted at samle kantareller mellem sankthans og oktober, men også karljohansvampe kan, hvis sommeren ikke er alt for tør, plukkes fra juli til oktober, og brunstokket rørhat, der er rigeligst i september og oktober.

2. SILKEBORGSKOVENE

Skovene omkring Silkeborg er Danmarks største skovområde og giver et varieret udvalg af både ege-, bøge- og granskov samt birkemose. Et godt sted at lede efter karljohan og brunstokket rørhat. I oktober og november er der mulighed for at finde store mængder tragtkantareller, der med deres sarte konsistens gør sig godt i supper og sammenkogte retter.

3. GRIBSKOV

I Danmarks ældste store skov kan man finde træer, der voksede op i 1700-tallet, men også en række gode spisesvampe på grund af skovens variation. Led for eksempel efter granmælkehat i ung nåleskov eller den lignende velsmagende mælkehat i fyrreskoven. Begge er gode, faste spisesvampe.

NATURVEJLEDERENS TOMMELFINGERREGLER

1. Du må  plukke alt det, du vil. Du udrydder ikke svampen, og du kan ikke blive syg af at røre ved en svamp, heller ikke selv om du slikker på fingrene. Du må også gerne samle i privat skov, men her må du kun gå på stierne.

2. Lær svampe at kende trin for trin. Begynd med rørhatte, de er nemme og står tit ved stierne. Det er paddehatte, som ikke har lameller, men rør, når du kigger under hatten. Den mest kendte er karljohan. Kun to af dem er giftige, det er satans rørhat og djævlerørhat. De er røde på undersiden. Skørhattene har smukke farver, og kødet siger knak, når det knækker, som et stykke tør ost. Der er over 100 arter, ingen af dem er giftige. Nogle af de bedste er mælkehattene, der har en god og mild smag.Gå videre til kantareller, der er sværere, end man tror, og har flere forvekslingsmuligheder, blandt andet med den giftige almindelig netbladhat. Herfra går du videre til slørhatte og mørkhatte.

3. Tag en kurv på armen, en håndbog i tasken og en kniv i lommen til at rense svampene med. Det kan være en idé at smage på rørhatte og skørhatte undervejs, da nogle af dem ikke smager godt. Spyt altid ud igen, og medbring bolsjer eller lakrids til at tage den skarpe smag.

4. Kend din begrænsning, Bedøm aldrig en svamp ud fra et foto, men efter beskrivelsen. Og alliér dig med en person, der har forstand på svampe. Selv med en god bog kan det være svært at kende dem fra hinanden.

5. Få dig nogle faste ruter. Der hvor du finder svampe i år, er der god chance næste år, for myceliet, det trådformede cellenetværk, der udgør svampens underjordiske del, er der endnu.

 

Lasse Andreas Bøgh satte tidligere på året pagajen i en 1.300 kilometer lang udfordring. Undervejs måtte han kæmpe med høje søer, blæst, regn og en pludseligt opstået deadline. Målet var at nå hele vejen rundt om Danmark og modtage en sjælden hædersbevisning.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat, Tue Olesen/OnAdventure

UNDER MINE sygeplejerskestudier flyttede jeg til Bornholm, hvor jeg begyndte at ro kajak. Jeg mødte nogle roere, der snakkede om Det Rød-Hvide Bånd, en udmærkelse for folk, der ror hele vejen rundt om Danmark. Det satte tanken i hovedet på mig. Da jeg var ved at være færdig med min uddannelse, begyndte jeg at arrangere turen og få mit udstyr på plads. Tørdragt, sovepose, pagajer, varmt tøj, et Trangia-sæt at lave mad på. Jeg købte en glasfiberkajak i Wales, hvor de bygger dem mere robuste, end vi plejer herhjemme, fordi de har flere sten langs deres kyster. Jeg skaffede en GPS og en nødsender. Hvis jeg skulle falde i vandet, ville den kunne bruges til at sende et signal til en satellit. Den ville vise min position til redningsstationen. Bloggen Kajak-Lasse startede jeg, for at juryen for Det Rød-Hvide Bånd og andre kajakinteresserede kunne følge med i min tur. 

Jeg stævnede ud 13. februar fra Vidå­slusen ved Vadehavet. Herfra gik turen op langs Vestkysten. Jeg roede et sted mellem otte og 13 timer om dagen. Jeg levede af myslibarer og rugbrød, som jeg spiste uden noget på, fordi det var for besværligt at smøre på vandet. Hvis jeg var heldig, var der æg, jeg havde kogt aftenen før. Heldigvis sætter kroppen fordøjelsen lidt i bero, når man er meget fysisk aktiv. Derfor kunne jeg være på vandet hele dagen uden at skulle på toilettet. Kun én gang måtte jeg åbne tørdragten og tisse ud i båden. Jeg brugte fodpumpen i kajakken til at få det ud. Når jeg gik i land, skulle jeg lige finde mig til rette i den måde, folk kiggede på mig. I min store orange regnjakke, der har et ekstra stykke, man kan sprede ud over skødet i kajakken, så jeg ud, som om jeg havde telt eller kjole på. Nogle kiggede næsten skræmt. Alligevel bankede jeg på døren til et hus i Skagen for at høre, om jeg måtte sætte mit telt op i forhaven. Ejeren kiggede lidt mærkeligt på mig, som jeg stod der i min tørdragt, men jeg endte med at sove i annekset med eget bad og seng og blev inviteret indenfor på ost og vin. 

Syd for Møn.

Andre gange kontaktede folk mig selv med tilbud om at overnatte hos dem, enten i mit eget telt eller i deres hjem. Der blev sat regnvejrsrekord i marts, og det var dejligt at opleve, hvor gæstfri danskerne er, hvis man tør sige hej.

Nogle af de mennesker, jeg var i kontakt med gennem min blog, var rigtig bekymrede, da jeg skulle krydse Kattegat på en 40 kilometers tur. Klokken otte om morgenen roede jeg ud fra Syddjurs. Jeg havde vinden i ryggen, men bølgerne var meterhøje og krævede alle mine kræfter og koncentration. Otte kilometer ude gik jeg i land på øen Hjelm, hvor jeg havde tænkt, at jeg kunne stoppe, hvis det blev for hårdt. Da vinden faldt, tog jeg af sted igen. Da bølgerne lagde sig, fik tankerne frit løb, og tiden føltes lang. Det var en mental udfordring at se land 10-15 kilometer ude i horisonten uden at føle, at jeg kom fremad. Klokken syv om aftenen var jeg fremme ved Sjællands Odde. De hårdeste dage er også de fedeste. Der mærker man sine fysiske grænser og finder ud af, hvor vild ens hjerne er. At man har en vilje til at sige ’Jeg skal igennem’. 

INDEN DU ROR LANDET RUNDT

”Det er vigtigt, at man har roet først, men det behøver ikke at være kæmpestor erfaring. Jeg har selv kun roet tre år. Meld dig ind i en klub, og få vejledning til udstyr og sikkerhed. Lær din kajak at kende, inden du tager af sted. Væn dig til det kolde element, for eksempel ved at vinterbade. Og sørg for at planlægge godt. Hav altid en plan A, B og C for, hvor du vil overnatte, afhængigt af vejr og træthed.”

Et par dage senere rundede jeg Helsingør. Her havde jeg to knobs modstrøm og otte sekundmeters modvind og endte med at ligge ude mellem færgerne og køre mig selv træt. Om aftenen kunne jeg ikke spise, så drænet var jeg for energi. Da jeg gik i land i Skovshoved næste aften, mødte jeg en kammerat, der senere fortalte, jeg ikke lød som mig selv og sagde mærkelige ting.

Derfra roede jeg 50 kilometer videre til Køge. Da jeg kom i land, var det hele sløret for mig. Da jeg begyndte min rejse, havde jeg ikke nogen tidsgrænse, men undervejs fik jeg tilbudt et job som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, der pludselig gav en deadline. Næste dag roede jeg videre til Møn, 30 kilometer, og glemte at drikke. På Møn mødte jeg en ven. Hans kone foreslog, jeg skulle tage en hviledag, men jeg roede videre. Jeg gjorde holdt for natten på en naturcampingplads. Jeg kunne næsten ikke stå på benene. Det næste døgn lå jeg i teltet. Det eneste, jeg kunne, var at spise, drikke og sove. Jeg var lidt bekymret. Alene i en skov i regnvejr og næsten uden mobildækning. Men hvis jeg bad nogen om hjælp, ville jeg ikke få Det Rød-Hvide Bånd.

Dagen inden Kattegat skal krydses.

Jeg overvejede ikke på noget tidspunkt at give op. Jeg er altid gået 100 procent ind i ting. Da jeg gik til fodbold, kom jeg altid til kamp og træning. Jeg gennemførte gymnasiet, selv om jeg ikke var specielt glad for skolen. Jeg vil ikke give op. De næste par dage begyndte jeg så småt at ro igen.

28. marts, rodag nummer 44, lagde jeg hånden på grænsesten nummer 1,  hvor Krusåen løber ud i Flensborg Fjord. Hermed var min tur færdig. Jeg nåede akkurat min deadline. 30. marts flyttede jeg til København, og 1. april begyndte jeg på mit nye job. En anden gang vil jeg nok give mig selv en uge eller to til at bearbejde sådan en tur. Min krop var meget mærket. Nu drømmer jeg om at ro fra København rundt om Bornholm og tilbage. Der skal man krydse Rute T, en transitrute fra og til Rusland og resten af østersøområdet. Det kræver planlægning. Og jeg vil have en anden roer med.

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i oktober.
Tekst:RedaktionenFoto:Old Ideas LCC, Arboretet, Geologisk Museum, PR

HVAD TÆNKTE DU PÅ, LEONARD?

Der sidder sikkert Cohen-fans derude, der stadig ikke helt har tilgivet ham, at han forlod denne verden i 2016. Måske kan de finde lindring hos Kunstforeningen Gl. Strand, der i samarbejde med Nikolaj Kunsthal præsenterer en stor udstilling om skjalden, mystikeren og kvindebedåreren. På ’Leonard Cohen – A Crack in Everything’ fortolker op mod 40 internationale samtidskunstnere og musikere hans liv og kunst igennem værker skabt specielt til udstillingen

Du vil for eksempel kunne opleve en større installation, der fremhæver fem årtier af Cohens koncerter, samt et videoværk, der går helt tæt på hans tanker og ideer. I løbet af udstillingsperioden vil der blive afholdt saloner, foredrag, koncerter og andre arrangementer.

24. oktober – 13. april. Læs mere på glstrand.dk/udstillinger

FORFALDSHISTORIER

Træerne klæder sig i rødt og viser sig fra deres måske smukkeste side. Men hvorfor så pyntesyg umiddelbart inden lukketid? Der foreligger ikke en vedtaget videnskabelig forklaring på bladenes rødmen, men botanikere har flere hypoteser. Nogle mener, at farven tjener som en slags ’solcreme’, der beskytter mod solens stråler, mens næringsstoffer forlader bladet, og dermed forlænger bladets liv. Andre tror, at den er et skræmmesignal til uønskede insekter. Du kan blive klogere på dette og mange andre efterårsspørgsmål på Arboretet i Hørsholm, Danmarks største samling af buske og træer, hvor forskere, medarbejdere og studerende løbende afholder gratis rundvisninger

Kirkegårdsvej 3A, 2970 Hørsholm.

HIMMELGRUS

Et varsel om Guds dårlige humør eller en påmindelse om de stærke kræfter, der er løbsk i universet? Meteoritter har altid været årsag til frygt og beundring, og med en ny udstilling på Geologisk Museum i København kan du fordybe dig i de gådefulde klumper af sten og jern, der med jævne mellemrum drysser ned på jorden efter deres flammende færd gennem atmosfæren. På udstillingen kan du blandt andet se et fragment af meteoritten, som borgerne i den lille Alsace-by Ensisheim fulgte live på himlen 7. november 1492. Desuden kan du føle på brudstykker af både Mars og Månen og se perlen i museets samling, den tonstunge Agpalilik-meteorit, som blev fundet af den danske forsker Vagn Fabritius Buchwald i Nordvestgrønland i 1963. 

EN GYLDEN DAME

Siden maj har performancekunstner Tine Louise Kortermand spredt bling-bling over Fyn, mødt lokalbefolkningen og indsamlet historier til forestillingen ’Traktor – Nye nordiske ritualer’. Den bliver uropført i forsommeren 2020, men inden da kan du møde hende, når hun i efterårsferien ruller sin guld- og diamantperlebesatte traktor op foran Tingcentralen i Årslev og afholder traktorworkshop. Forvent en oversavet dame. Forvent historiefortælling omkring bord. Forvent klip og klister. Og forvent, at du selv skal bidrage.

18. oktober klokken 10-12.

KIRKESKIBET 2450

… hedder Danmarks første flydende kirke, der blev indviet i slutningen af august. Den hellige husbåd er bygget af Kirkefondet og har kostet mere end 10 millioner. Penge, som fondet har fået ved at sælge nogle københavnske kirker, der lukkede på grund af for få besøgende. Nu ejer fondet så en mobil kirke, der i første omgang er lånt ud til Sydhavn Sogn, indtil sognet får bygget sin egen nye kirke på Teglholmen. I mellemtiden kan de lokale borgere gå om bord i kirkeskibet og blive viet, døbt, konfirmeret og så videre. 

Topstykket 20, København SV.

TIDSREJSE

Tøf-tøf: 12.-20. oktober kan du tage turen fra Odense Banegård til enten Fredericia eller Tommerup i et af Danmarks Jernbanemuseums veterantog. Der er afgang hver formiddag og eftermiddag, og billetter kan købes på billet.dk. Gør du det, får du også 25 procent rabat på entreen til Danmarks Jernbanemuseum, der ligger lige ved Odense Banegård. Her kan man blandt andet køre med det populære minitog, tage et kig ind i de royale vogne eller træde ind i den orange traktor fra ’Olsen-banden på sporet’.

Peter Madsen var ganske ung, da han begyndte at tegne serien, der satte den nordiske mytologi på nethinden af en hel generation. I år er det 40 år siden, at første bind af ’Valhalla’ udkom.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Peter Madsen

Hvorfra kom ideen til ’Valhalla’?

”Forlagsredaktøren Henning Kure fra Interpresse kom til mig med den i efteråret 1976, hvor jeg kun havde lavet nogle amatørting i små, selvudgivne blade. De fleste i tegneseriemiljøet kendte hinanden dengang. Interpresse ekspanderede voldsomt med albumserier som ’Splint & Co.’ og ’Lucky Luke’, men Henning var lidt træt af, at det udelukkende var udenlandske ting. Han havde lyst til at producere noget selv. Og hvorfor lave en dansk western? Vikingerne var mere nærliggende. Det blev besluttet at tage udgangspunkt i deres gudeverden i stedet for at lave en vikingetegneserie som sådan. Mytologien har nogle dramatiske og morsomme historier, der egner sig til at karikere og fortælle med den brede pensel, som passede mig godt. I 3. g lavede jeg skitser og fik ideer. Efter gymnasiet blev jeg ansat af forlaget et år på mindsteløn, hvor jeg skulle hjælpe til på tegnestuen og tegne det første album. ’Ulven er løs’ udkom i 1979. Den slog heldigvis virkelig godt an og blev både udgivet som album og som en ugentlig stribe i Billed-Bladet, på det tidspunkt Danmarks største ugeblad. Det gav eksponering og var med til at betale gildet.”

I dag kan man streame vikinge-fiktion og -dokumentarer, til man segner. Asatroen er en statsanerkendt religion. Hvordan opfattedes den nordiske åndeverden dengang?

”Jeg kendte gudemyterne hjemmefra, hvor min mor havde læst højt. I skolen var det socialrealismen, der var i højsædet: Bennys mor har et alkoholproblem, Benny er samspilsramt. Men i 70’erne anlagde hippiebevægelsen med et band som Bifrost en nyromantisk tilgang til det spirituelle. Vi blev en del af den bølge. Hvor meget vi har skabt den eller redet med på den, må være op til andre at afgøre.”

Du studerede medicin, men sprang fra, da det var gået godt med ’Valhalla’ i nogle år. Var der nogen, der syntes, det var et ufornuftigt valg?

”Min far var selv læge og syntes selvfølgelig, jeg skulle gøre det færdigt. Jeg syntes, medicin var sjovt, og ville gerne være læge. Men i 1984, hvor jeg havde været indskrevet i seks år og læst i fire, havde jeg involveret mig så meget i ’Valhalla’, at det blev indlysende, at jeg måtte vælge. Jeg var blevet far og var på det tidspunkt instruktør på ’Valhalla’-tegnefilmen, der havde 100 ansatte. Der blev jeg klar over, at studiet kun var en hobby, og at jeg havde leget mig ind i jobbet som tegneserietegner.”

PETER MADSEN

Født 1958.
Blandt andet kendt for albummet ’Menneskesønnen’ om Jesus liv, men først og fremmest for  ’Valhalla’-seriens 15 bind. De fleste album er også udkommet i stribeform i blandt andet Billed-Bladet, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Weekendavisen.

5. oktober åbner udstillingen ’Valhalla – Historien bag succesen’ på Storm P. Museet.

Du lavede 15 bind i ’Valhalla’-serien over 30 år, men der er ikke kommet flere, siden ’Vølvens syner’ udkom i 2009. Hvorfor?

”På det tidspunkt havde vi fået genfortalt alle de vigtigste fortællinger i den nordiske mytologi. Der er små hjørner rundt omkring, vi ikke har været i, men ikke nok til at bære et helt album. Det var selvfølgelig lidt vemodigt, men føltes rigtigt. Vi ville ikke koge suppe på det.”

Til oktober kommer spillefilmen ’Valhalla’, der er inspireret af din serie. Hvorfor tror du, der bliver ved at være appetit på den?

”Historier, der er overleveret gennem så mange år, har noget at sige til alle tider. De forskellige guders psykologi repræsenterer alle sider af mennesket. Stiller du dem op ved siden af hinanden, har du et helt menneske. Og jætterne er ikke nødvendigvis så onde, som man har villet gøre dem til. Der er også giftermål mellem guder og jætter. Jeg har dog ikke været med til at udvikle filmen, det er instruktøren Fenar Ahmads film. Han er af irakisk afstamning og fortalte mig, at han læste ’Valhalla’ som barn, og at den var en indgang til nordisk kultur og det land, han var kommet til. Så vidt jeg har forstået, kommer han til at lægge vinklen på, at menneskebørnene Tjalfe og Røskva er fremmede, da deres liv bliver omplantet til Asgård. På den måde lægger han et nyt lag til. Det er godt, han tager sig friheder. Ethvert nyt kunstværk skal leve på sine egne præmisser.”

Vi er en af verdens mest opdyrkede nationer. Alligevel er der rundt om i landet enestående natur og plads til vildskab. 15 af disse steder er med i Danmarks nye naturkanon.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Daniel Overbeck

NÅR MAN KIGGER på det danske landskab fra toget, er det på lange strækninger dyrkede marker, der dominerer, afbrudt af en lige så omhyggeligt dyrket skov. Dansk natur er række og geled, systematik og ordentlighed. Falder et træ i skoven, får det sjældent lov at blive liggende. Hvis for eksempel en birk har sneget sig ind, hvor det ikke er meningen, bliver træet kaldt ukrudt og udryddet. 

Alligevel har vi fantastiske steder, hvor der er plads til naturen. I juryen for Danmarks Naturkanon blev vi bedt om at pege på 15 af dem, tre i hver af Danmarks fem regioner. De skulle rumme noget særligt, og der skulle være helt eller delvist offentlig adgang til dem. Fra alle dele af Danmark strømmede forslagene ind – næsten 1.800 mennesker sendte tilsammen over 500 favoritsteder ind sammen med ofte rørende personlige beretninger om oplevelser i naturen, og det kostede mange og lange diskussioner og sene aftener at få det ned på de nu udvalgte 15. Tilsammen dækker de Danmarks natur bredt: Her er skove, overdrev, kilder og åer, kyster, enge og heder. Tilmed ligger flere af dem tæt på en togstation. Noget af det vildeste Danmark kun er en indtjekning på rejsekortet væk. 

Vestamager. Foto: Jens Laugesen.

REGION HOVEDSTADEN

Vestamager og Øresund

Fra Danmarks travleste togstation, Nørreport, er der bare 14 minutter til et landskab fyldt med store oplevelser. Et rigt fugleliv, padder, flokke af hjortevildt og Danmarks vildeste birkeskov, Pinseskoven, der har sået sig selv af frø, der er blæst ind fra Sverige. I Øresund har der været trawlforbud i snart 100 år, og derfor vrimler det med fisk og store havpattedyr som sæler og marsvin.

Nærmeste togstation: Vestamager (metro).

Melby Overdrev og Tisvilde Hegn

Melby Overdrev er Sjællands største hede med et væld af sommerfugle, og hele området er usædvanlig rigt på arter, uanset om det er planter, dyr eller svampe. Her findes også en meget gammel og smuk fyrreskov med tætte mostæpper, og her er Sjællands største klitområde med skøn sandstrand. Variationen bliver ikke meget større end her.

Nærmeste togstation: Tisvildeleje (lokalbane).

Ertholmene

Længst mod øst i Danmark ligger de tre klippeøer Frederiksø, Christiansø og Græsholmen, hvor kultur og natur har formet et landskab, der ikke findes mage til i landet. Her er landets største koloni af lomvie og alk, her er Danmarks største rovdyr, gråsælen, og det vrimler med edderfugle. I forsommeren er det især frøerne, man lægger mærke til.

Nærmeste togstation: Ingen. Ertholmene kommer man til med båd fra Bornholm.

Møns Klint. Foto: Niclas Jessen.

REGION SJÆLLAND

Suserup Skov

Et af de få steder i Danmark, hvor man kan få fornemmelse af urskov. Færdsel er på eget ansvar, for her fjernes syge grene ikke fra træerne, og det kan ske, at en gren knækker af et af de op mod 400 år gamle træer. En trampesti fører rundt i området, som rummer et væld af arter, mange af dem truede.

Nærmeste togstation: Sorø. Derefter cirka fem kilometer til skoven.

Røsnæs

Høje skrænter, overdrev, kyster og dyr og planter, man ellers skal til Syd- eller Østeuropa for at finde. Røsnæs er på én gang meget dansk og lidt eksotisk med sit varme, tørre klima. Tidligt på sommeren kan man høre de sjældne klokkefrøer, og her er et væld af blomster og sommerfugle, som trives med de mange soltimer på Sjællands vestligste punkt. Flere stier fører rundt, og det er et skønt sted til en kajaktur.

Nærmeste togstation: Kalundborg. Derefter bus til Bjørnstrup.

Mandemarke Bakker og Møns Klint

Møns Klint er Danmarks første UNESCO Biosfæreområde. De enorme hvide og 70 millioner år gamle aflejringer med spor fra dinosaurernes tid er i verdensklasse. Mandemarke Bakker bag klinten byder på en endnu bedre udsigt og en enestående rigdom af sjældne blomster og insekter. Om natten er det et af de bedste steder at nyde mørket og stjernehimlen.

Nærmeste togstation: Vordingborg. Derefter bus videre til klinten med skift i Stege.

Svanninge bakker. Foto: Erik Ljungdahl.

REGION SYDDANMARK

Trelde Skov og Trelde Næs

Lidt uden for Fredericia er den danske kystnatur i fri udfoldelse. Det er et af de mest spændende geologiske områder i Danmark med spor fra tre istider og et godt sted at finde fossiler. Mod Lillebælt-siden skrider det bevægelige ler i skrænterne ud, så landskabet er i konstant bevægelse. Skoven er fredfyldt, gammel og med mange sjældne og truede planter, dyr og svampe.

Nærmeste togstation: Fredericia. Derefter bus eller en rask vandretur.

Svanninge Bakker og Bjerge

Fyn er Danmarks have, men her får haven lov at være lidt vildere. Udsigten fra ’De Fynske Alper’ er betagende, og mange steder er græslandet et godt eksempel på, hvordan Danmark tog sig ud for nogle hundrede år siden. Her er overdrev, som aldrig har været dyrket, og som rummer over 100 forskellige arter græsser og urter. Alle Danmarks krybdyrarter findes i det store istidslandskab.

Nærmeste togstation: Odense. Derefter bus.

Mandø og Vadehavet

Vadehavet er enestående, ikke bare i Danmark, men i Europa. Det er et af verdens vigtigste steder for rastende vadefugle, og 12-15 millioner fugle bruger hvert år stedet som spisekammer. Mandø er porten til at forstå, hvilken rolle tidevandet spiller. På den spinkle vej, der forbinder fastlandet med øen ved ebbe, må man fuldstændig indstille sig på naturens egen døgnrytme.

Nærmeste togstation: Hviding Station. Derefter bus til Vadehavscentret i Vester Vedsted (kører ikke alle dage).

Jernhatten. Foto: Kim Wyon.

REGION MIDTJYLLAND

Jernhatten og Mols Bjerge

Det er et af Danmarks mægtigste istidslandskaber med udsigt over bugter, dale, kyster og øer. Jernhatten er bjergenes yderste forpost på den åbne Kattegat-kyst. På toppen er forkrøblede bøgetræer blevet troldeagtige klatretræer, og på skrænterne trives nogle af de mest varmekrævende dyr og insekter og planter i det tørre, solrige klima.

Nærmeste togstation: Grenaa. Derefter bus.

Gudenåens og Skjernåens kilder

Bogstavelig talt kilderne til en stor del af Danmarks historie. Tæt på hinanden udspringer Danmarks længste å, Gudenåen, og den mest vandrige, Skjern Å. En herlighed af kilder, småsøer, skov og Tinnet Krat – den sidste rest af den umådelige egeskov, der engang regerede i det meste af Jylland. Husk at kigge op: Er man heldig, er den røde glente på vingerne.

Nærmeste togstation: Vejle eller Silkeborg. Derefter bus.

Råbjerg Mile. Foto: Bo Skelmose.

REGION NORDJYLLAND

Skagen og Råbjerg Mile

Danmarks nordligste punkt, mødestedet for to have, sæler og marsvin, fugletræk og en af Europas største vandreklitter gør Skagen og Råbjerg Mile til en naturoplevelse i særklasse. Sæt tid af til at mærke naturen, ikke mindst på Råbjerg Mile, som er et af de få eksempler på, at vi ligefrem har fredet de destruktive kræfter. Her har sandflugten, som ellers er tæmmet, frit spil. 

Nærmeste togstation: Skagen (lokalbane).

Fosdalen og Svinkløv

Kysten ved Svinkløv er brusende og berusende med blæst og bølger og Vesterhavs-vildskab. Fra toppen af skrænterne er der udsigt over store dele af kysten, og er vejret til det, er det et godt badested. Fosdalen er derimod som at gå i en dansk regnskov med bregner og mosser. Her bliver man stille, mens man lytter til fuglene, insekternes summen og bækken, der klukker af sted i bunden. 

Nærmeste togstation: Aalborg. Derefter bus til Brovst og telebus derfra (skal bestilles i forvejen).

Lille Vildmose

Navnet til trods er Lille Vildmose Danmarks største fredede naturområde, og det bliver vildere for hvert år. Noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på en egentlig vildmark med store vandflader, trompeterende traner, krondyr, elge, den nyligt indvandrede guldsjakal, vildsvin, kongeørn og et mylder af arter, som får lov at passe sig selv. Vildmosecentret er et godt sted at begynde turen.

Nærmeste togstation: Aalborg. Derefter bus.