Indlæg

Carl-Christian Okking drømte om en karriere som professionel fodboldspiller, men knækkede nakken i det hårde elitemiljø. I dag er hans oplevelser blevet til en roman, som den 22-årige litteraturstuderende håber vil gøre indtryk i en kynisk fodboldverden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

DET VAR ENHVER ung fodboldspillers værste mareridt. Carl-Christian Okking havde i foråret 2019 været til en to uger lang prøvetræning i fodboldklubben Sønderjyske, og til den næstsidste træning stod han skulder mod skulder med en holdkammerat på kridtstregen ved banens midtercirkel. Bag dem stod holdets træner, som kastede en bold op i luften, hen over dem, og så snart den kom til syne, handlede øvelsen om at være hurtigst, erobre kuglen og få den i mål.

Okkings holdkammerat var først på bolden. Okking vidste, at han måtte gøre noget for at komme imellem ham og målet, inden det var for sent. I fuld fart lavede han et retningsskift, men hans ene ben hang fast i en fordybning i banen. Der lød et højt smæld, som kunne høres helt nede fra den anden ende af banen, hvor resten af holdet stod. De næste ­sekunder er stadig et sort hul i hans hukommelse.

Da Carl-Christian Okking fik foretaget en scanning, viste det sig, at han var blevet ramt af en korsbåndsskade. Det er en alvorlig knæskade, som det kan tage op til et år at komme tilbage fra, og for nogle spillere har det den konsekvens, at de aldrig for alvor genfinder deres niveau. Men mens den 17-årige fodboldspiller lå hjemme i sengen og skulle fylde en hverdag ud, der før havde bestået af træning seks gange om ugen og kamp i weekenden, begyndte han at læse. Den ene roman efter den anden. Og pludselig føltes skaden som en befrielse.

”Jeg havde aldrig været så glad, som mens jeg var skadet. Det var første gang, siden jeg var 12 år gammel, at jeg ikke skulle præstere noget som helst, men bare kunne gøre, hvad jeg havde lyst til,” siger den i dag 22-årige Carl-Christian Okking, da vi mødes i Cinematekets café i København. Han bor til daglig i Aarhus, hvor han siden sidste sommer har læst nordisk litteratur på universitetet, og han er på vej hjem for at besøge sine forældre i Næstved.

I starten af april udgav Okking sin debutroman ’Drenge græder ikke’. Den handler om hans tid som fodboldspiller, først i Næstved og siden i Esbjerg, hvor han gik på klubbens akademi og spillede i landets bedste ungdomsrække. Men den handler også om ungdomsfodboldens skyggeside: om at løbe, til man kaster op, blive overfuset af træneren og komme hjem fra træning og have lyst til at græde. 

CARL-CHRISTIAN OKKING forelskede sig i fodbolden i den lille klub Fix i København-forstaden Brønshøj, hvor han tilbragte de første år af sit liv. Senere flyttede han med sin mor til Holme-Olstrup ved Næstved og begyndte at spille i Toksværd Olstrup Fodbold. Ifølge Okking selv har han altid haft flair for alle former for boldspil, og i den lille sydsjællandske klub spillede han med årgang 1999 og 2000, selvom han er født i 2001. Det blev bemærket inde i Næstved IF, egnens største klub, som han skiftede til, da han var 12 år gammel.

”Året efter jeg rykkede til Næstved, blev jeg en del af deres talenthold. Det var her, fodbolden for første gang gik fra leg til præstationskultur. Ikke fra nul til 100, men det var heller ikke en langsom omvæltning. Det hele handlede om at blive bedre, nå det næste niveau, og der blev ikke altid taget hensyn til, at vi stadig bare var børn,” fortæller han.

Først og fremmest steg træningsmængden. Okking gik fra to til fire træninger om ugen. Men den mest markante ændring var tonen på banen. Før, hvis han lavede en fejlaflevering, havde han været vant til at blive opmuntret – ”Kom igen,” sagde hans trænere. Men nu risikerede han at få skældud, blive råbt ad i omklædningsrummet og nogle gange endda hængt ud foran resten af truppen.

”Men det var på en måde en selvfølge,” husker han.

”Vi havde jo fået at vide, at hvis man ville blive den bedste, ville det være hårdt. Og det kan være svært som barn at skelne, hvornår noget bare er hårdt, og hvornår det er for meget. Folk har tit spurgt mig, hvorfor jeg ikke sagde stop, hvorfor ingen af os sagde noget, men vi vidste jo ikke bedre, og vi jagtede vores største drøm. Jeg tænkte, at jeg skulle lære at klare mosten.”

Men hvad med dine forældre? Vidste de ikke, hvad der foregik?

”Efter jeg har skrevet min bog, har vi talt om det. De sagde, at hvis de havde vidst, hvad de ved i dag, ville de have sagt stop. Men forældrene er jo ikke med ude på træningsbanen. De er ikke med inde i omklædningsrummet. Og måske er det også svært at skelne mellem, hvad der bare er klynk fra et barn, og hvornår det faktisk har været en virkelig hård dag.”

Som 15-årig forsøgte Carl-Christian Okking ellers at stoppe. Han var blevet færdig med 9. klasse i Næstved, og han havde fået nok af fodbold.

”Men mine forældre sagde, at jeg havde et særligt talent, som jeg for alt i verden ikke måtte spilde. At jeg ville fortryde det om mange år, hvis jeg ikke gav det et skud. Jeg bebrejder dem ikke. Det var sagt med kærlighed, og jeg blev ikke presset til noget.”

HAN AFTALTE MED forældrene at give det et halvt år mere og tog til prøvetræning i Esbjerg fB. Her blev han tilbudt en plads på klubbens akademi og skulle spille i landets bedste ungdomsrække. Aftalen gjorde ham stolt, det var jo noget at fortælle kammeraterne hjemme i Næstved, men han var også bange. Bange for ikke at præstere og for at skulle vende hjem som en fiasko.

”Frygt er jo en god drivkraft, og når jeg ser tilbage, var det den, der drev mig. Der var en masse prestige forbundet med at være elitefodboldspiller, og jeg ville ikke ende som en fiasko,” siger Carl-Christian Okking.

Der var også gode tider, understreger han. Både i Næstved og i Esbjerg. Men det meste af tiden føltes hans talent som en fodlænke. Han havde ondt i maven, hans appetit forsvandt, og han sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på den næste træning eller kamp, hvor han skulle ud at præstere. Ved siden af fodbolden gik Okking i gymnasiet, men det var fodbolden, der fyldte det hele: træning, kamp, restitution, forfra.

”Inden jeg blev skadet, stod jeg i den situation, at jeg ikke så ud til at blive forlænget i Esbjerg,” fortæller han. ”Men i stedet for at tænke på at stoppe fik jeg arrangeret prøvetræningen i Sønderjyske.”

Carl-Christian Okking ved godt, det lyder mærkeligt, når han siger, at det var heldigt, at han blev skadet. Men det er det bedste, der er sket for ham. Han gav fodbolden en sidste chance hjemme i Næstved, da hans kontrakt i Esbjerg var udløbet, men i den første træningskamp, han deltog i, røg korsbåndet igen, og så kom Okking frem til erkendelsen: Fodboldkarrieren, i hvert fald på højeste plan, var endegyldigt slut.

FODBOLD-FORFATTEREN

Carl-Christian Tippins Okking, 22 år.

Opvokset i Brønshøj og Holme-Olstrup ved Næstved.

Læser nordisk litteratur på Aarhus Universitet. Har tidligere spillet ungdomsfodbold på eliteniveau i Næstved IF og Esberg fB.

Udgav i april romanen ’Drenge græder ikke’ om sine oplevelser med fodboldmiljøet, på forlaget Grønningen 1.

DENNE GANG NØJEDES han ikke med at læse, han begyndte også at skrive selv. Først var det dagbogsagtige
tanker. Men da han søgte ind på skriveuddannelsen Writers Academy, som hans forfatter-mor står for, begyndte en fortælling langsomt at tage form.

”Jeg lærte at skrive ved at skrive Per Petterson (norsk forfatter, red.) af. Jeg skrev seks af hans romaner af, ord for ord. Jeg blev helt besat. Hvordan udviklede jeg en fortælling? Hvordan opbyggede jeg karakterer? Pludselig var jeg drevet af lyst og af nysgerrighed, ikke af frygt.”

Når Carl-Christian Okking skrev sine egne tekster, var det, som om han hele tiden blev ved med at vende tilbage til fodbold. Det var det eneste, han kendte. En af øvelserne på Writers Academy var automatskrift, hvor man bare skulle skrive nonstop, og Okking skrev en tekst om den rødbedesaft, han som fodboldspiller følte, at han skulle drikke hver eneste morgen for at blive den bedste version af sig selv.

”Da jeg læste den højt for mine forældre derhjemme, knækkede jeg sammen,” husker han. ”Tårerne trillede, og da den kropslige reaktion havde lagt sig, kunne jeg mærke en nerve. Jeg vidste, at jeg skulle skrive om mine oplevelser med fodbolden.”

Carl-Christian Okking vil ikke kalde sin bog en løftet pegefinger. Men han håber alligevel, at den gør indtryk på nogen i fodboldmiljøet. I lang tid efter han stoppede med at spille fodbold, hadede han sporten og ville hverken spille eller se fodbold. I dag siger han, at han har genfundet kærligheden til spillet, og derfor er det også vigtigt for ham at råbe op. Om et elitemiljø, som ifølge ham er decideret usundt for børn og unge mennesker, og som kun er blevet værre i takt med, at pengene i fodbolden er blevet større, og jagten på de bedste talenter er blevet vildere.

”Det paradoksale er, at al forskning peger på, at jo længere børn leger, og jo længere de venter med at lægge sig fast på én sportsgren, desto bedre bliver de til den ene sportsgren senere,” siger han.

Mens Carl-Christian Okking skrev sin bog, troede han, at hans oplevelser med fodbolden havde været unikke. Men reaktionerne, efter den er udkommet, har bekræftet ham i, at der er mange andre derude, som har haft lignende nedture i elitemiljøet.

”Alle, jeg har talt med – uden undtagelse – kender nogen, der er stoppet på grund af miljøet. Selvfølgelig er der også mange drenge og piger, der trives i elitefodbold, men mistrivslen er stor, og der er brug for, at både DBU og klubberne ser indad. Det håber jeg, at min bog kan være med til at sætte fokus på.”

Det var på Roskilde i 90’erne, at Michael Skovgaard Madsen som ung fik tændt drømmen om en dag at lave sin egen festival. Og mens han læste performance design på RUC, skabte han Copenhell – et frirum for alle dem, der ikke ser ud og hører den samme musik som flertallet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Skovgaard

MINE FORÆLDRE SLÆBTE mig med på Roskilde Festival, da jeg var 10 år gammel. Jeg er opvokset i Gevninge ved Roskilde, og min folkeskoleklasse havde en bod på festivalpladsen, hvor vi solgte slik og samlede ind til en skoleudflugt. Mine forældre var frivillige på festivalen, og det var første gang, jeg oplevede det helt magiske univers og sammenhold, der er derude. Det var skelsættende for mig. Identitetsskabende. Det var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet. 

Som 13-årig, i 1992, var jeg første gang på festivalen uden mine forældre. Først spillede mine store idoler, Faith No More, og et par dage senere så jeg Danmark vinde EM i fodbold. Få timer efter gik Nirvana på Orange Scene. Derfra var der ingen vej tilbage. Min store drøm var en dag at lave min helt egen festival.

I 1995 KOM jeg med i det, der hedder Canopy Crew, som byggede Orange Scene. Jeg var med til at bygge den op fra bunden, der hvor alle mine store idoler havde spillet. Ude på festivalpladsen kom en masse branchefolk inde fra København, og via dem fik jeg job som stagehand til koncerter inde i byen. Senere blev jeg også produktionsmanager og skulle stå for at afvikle koncerterne.

Jeg lavede koncerter i Den Grå Hal på Christiania. I Pumpehuset, Vega og endda i Parken. Det var i starten af 00’erne, og jeg var totalt passioneret omkring det. Jeg syntes, det gav så meget mening at arbejde med at give andre mennesker de store oplevelser, jeg selv havde haft med at gå til koncert. Men et eller andet sted tænkte jeg også, at jeg hellere måtte få mig en uddannelse. Jeg læste til lærer i et års tid, men droppede ud. I stedet begyndte jeg i 2002 på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. Jeg blev bachelor i socialvidenskab i 2005, og omtrent samtidig startede universitetet en linje på kandidaten, der hed performance design. Det virkede som en uddannelse skræddersyet til mig.

DIREKTØREN FRA HELVEDE

Michael Skovgaard Madsen, 45 år. Vicedirektør på Copenhell.

Opvokset i Roskilde. Bor på Nørrebro i København med sin kone og tre børn.

Uddannet kandidat i socialvidenskab og performance design fra Roskilde Universitet i 2009.

Var i 2009-10 med til at stifte metalfestivalen Copenhell.

MENS JEG LÆSTE, var jeg fast freelancer hos koncertbureauet Live Nation og lavede stadig masser af koncerter. Vi var nogle festival-ildsjæle, som alle havde haft berøring med Roskilde Festival i 90’erne, hvor musikprogrammet var hårdere og mere rocket. Vi var af den opfattelse, at Roskilde i slutningen af 00’erne bevægede sig længere og længere væk fra den stemning og musikprofil, som havde haft så stor betydning i vores ungdom. Derfor begyndte vi omkring 2008-09 at diskutere, om vi ikke skulle lave en ny festival. Var der opstået et hul i markedet for folk, der kunne lide hård rock og metal? Vi fik grønt lys fra cheferne, og min barndomsdrøm gik i opfyldelse.

Helt fra starten var det min makker Jeppe Nissen, der satte den musikalske profil. Jeg elsker musik, men det, der var interessant og i fokus for mig, var, hvordan man skabte rammerne for en festival: produktion, frivillighed, atmosfære, design – hvad er det, der er iboende i mennesker, som gør, at man længes efter det frirum, som en festival er? Det skrev jeg speciale om, mens vi udviklede Copenhell.

Jeg fandt ud af, at for at besvare spørgsmålet skulle jeg helt tilbage til middelalderen. Hvordan undgik man folkeligt oprør i det feudale samfund? Det gjorde man blandt andet ved at lave karneval eller byfester, hvor man åbnede ventilen, så folk kunne lukke alt det ud, de gik rundt og baksede med til daglig – et frirum, hvor andre regler og normer var gældende end i det etable­rede samfund. Vi havde samme tilgang til Copenhell. Metaluniverset er jo et oprør mod det etablerede, og derfor ville vi skabe en festival, hvor der var plads til alle, og hvor folk kunne slippe deres indre svinehund løs, uden at nogen pegede fingre ad dem.

Det var blandt andet med det afsæt, at vi indførte mottoet, at ”på Copenhell er der ingen regler eller løftede pegefingre”. Første år var der dog en trang fra publikum til at smadre ting, blandt andet diverse installationer. Denne iboende aggressivitet var som taget ud af teoribøgerne om at slippe sin indre svinehund løs under byfesterne i middelalderen – og som stadig kan ske ved fejringer efter for eksempel en fodboldkamp. Derfor oprettede vi i 2011 ’Smadreland’, hvor det var muligt at smadre bilvrag.

Guns N’ Roses på Copenhell, 2023.

DEN FØRSTE UDGAVE af Copenhell var i 2010. Det regnede vanvittig meget det år. Festivalpladsen ude på Refshaleøen havde ligget hen i lang tid, efter B&W-værkstederne lukkede. Der var blevet dumpet en masse jord fra byggeriet af Øresundsbroen, og drænsystemet virkede ikke, så folk gik rundt i vand til knæene. Det mindede mig om ’smatten’ på Roskilde Festival, som jeg havde oplevet som ung.

Det første år solgte vi kun stærke øl på 6,66 procent – selvfølgelig – og det var en fejl, for folk blev vanvittig stive. Men vi kunne mærke, at vi havde fat i noget, der var rigtigt, og selvom vi solgte for få billetter, og økonomien var elendig, kunne vores chefer i Live Nation godt se, at der var potentiale. Det kunne man især se i vores Biergarten, et kæmpe øltelt, hvor taget flere gange var ved at lette, når det gik vildt for sig. Det var dér, det gik op for Jeppe og mig, at vi var lykkedes med at skabe et helle for nogle mennesker, som måske normalt blev set lidt skævt til i deres lokalsamfund, fordi de så anderledes ud og hørte noget andet musik end flertallet, som det var tilfældet for mig i min ungdom.

Der var mange, som til at begynde med havde fordomme om Copenhell. Et år havde vi besøg af en præst, der arbejdede som frivillig i vores vikingeby. Hun skrev efterfølgende en kronik, der hed noget i retning af ’Næstekærlighed i helvede’. Den handlede om, at hun var ankommet med en helvedes masse forestillinger om metalmiljøet og de mennesker, der kom i det, men at de var blevet gjort fuldstændigt til skamme. Hun havde aldrig været et sted, hvor der var så meget kærlighed i luften. Folk plejer at sige, at hvis man på Copenhell kommer til at gå ind i en stor, tatoveret, brysk udseende mand, og han taber sin øl, tror man, at nu skal man have en omgang tæsk. Men i stedet får du et kram, og han siger: ”Jeg køber lige en ny øl til os begge.” På den måde er metalpublikummet bare noget særligt.

I DAG ER COPENHELL blevet en af de allerstørste tilbagevendende musikalske begivenheder i København. I 2023 havde vi op mod 40.000 gæster pr. dag i fire dage. Vi står i den situation, at vi på et tidspunkt skal rykke væk fra Refshaleøen på grund af byudviklingen, og derfor er vi gået i gang med at kigge på, hvor Copenhell skal bo i fremtiden. I den forbindelse tror jeg, at jeg vil genbesøge mit speciale og alt det, jeg lærte på performance design, for at blive mindet om de elementer, der skal til for at skabe en god festival.

For eksempel er det vigtigt, at man ikke indtager et rum, som allerede er indtaget, og som folk har en relation til i forvejen. Copenhell skal ikke ligge i Fælledparken, for så bliver folk bare mindet om alt det, den bliver brugt til i hverdagen. For os ville det passe perfekt med for eksempel et forladt postindustrielt område, som folk kan gå på opdagelse i. Det er vi i gang med at lede efter, så Copenhell også i fremtiden kan være et sted, hvor folk kan slå sig løs.

Vi har samlet junis bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Andre Meier

EUROPA PÅ TOPPEN

Går feriedrømmene sydpå? Kører de på skinner? Så kan det være, du skal konsultere ’Turen går til’-seriens seneste skud på (tog)stammen. Bogen guider til det europæiske jernbanenets tre hovedårer fra det nordlige knudepunkt Hamborg og hele vejen til henholdsvis Lissabon, Palermo og Athen med baggrundsartikler, praktiske oplysninger, de bedste tips til banegårdskvartererne og udførlige beskrivelser af store oplevelser i højderne, med havudsigt eller helt ude i krogene. Det er journalisterne Michelle Arrouas og Marie Louise Albers, der har haft den hårde tjans at rejse kontinentet tyndt.

’Turen går til Europa med tog’ er ude på Politikens Forlag.

Foto: Pernille Klemp

FLOT SNIT

Der er smukke kvinder, tapre soldater, bryske samuraier, karakterfulde skuespillere og poetiske landskaber på plakaten hos Designmuseum Danmark, der viser japanske træsnit fra magasinerne. Træsnittet var i århundreder i sig selv en slags plakat. En masseproducerbar kunstform, der skildrede livet i de japanske storbyers forlystelseskvarterer. Senere blev den også brugt til propaganda, en udvikling, der ses på udstillingen, der begynder med smukke kvinder (læs: prostituerede) fra 1700-tallet og slutter med patriotiske scener fra 1900-tallets russisk-japanske og kinesisk-japanske krige.

’I krig & kærlighed’, Designmuseum Danmark, frem til 5. januar 2025. Snittene kan også ses i Strandberg Publishings nye bog ’Begærets billeder’.

Foto: Nic Lehoux

RO PÅ

Klaksvík, Færøernes vigtigste fiskerihavn, er kendetegnet ved sit spektakulære fjordlandskab og en ubønhørlig vind. Den sidste faktor er medtænkt i tegnestuen Henning Larsens årelange projekt i bykernen, hvor nyopførte boliger og offentlige bygninger ikke følger et gadenet, men er strøet ud, så de giver hinanden og de forbipasserende mest mulig læ. Den nye byplan er omtrent halvt gennemført. Blandt det seneste byggeri finder man roklubbens nye klubhus, der spejler det grønne landskab og skal lokke såvel sportsfolk som turister til Færøernes næststørste by.

Foto: MuJu

DRØN PÅ DIALOGEN

I 2019 grundlagde vennerne Said El Idrissi og Dan Meyrowitsch verdens vistnok første motorcykelklub med fokus på muslimer, jøder og andre religiøse og etniske minoriteter. Muju & Co MC Danmark tæller i dag medlemmer fra blandt andet Nørrebro, Østerbro, Brønshøj og Brøndby, og 9. juni kan du opleve klubbens to stiftere, når Det Jødiske Hus i København indbyder til Jødisk Kulturfestival. På festivalen kan du også spise dig mæt i kosher-lækkerier, lytte til østeuropæisk klezmer-musik, se overrabbiner Jair Melchior forsøge at bygge bro over kulturkløften sammen med tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic og høre journalist Jotam Confino fortælle om mediedækningen af 7. oktober – og hvordan den har ændret konflikten mellem Israel og Palæstina.

2.-9. juni. Læs mere på jkfestival.dk

Foto: Hotels.com

FORBUDEN FRUGT

Under du dig selv en pilsner fra minibaren, eller holder du dig tilbage med tanke på den overpris, du ender med at betale – også selv om halsen skriger på belønning oven på rejsen? Ifølge en undersøgelse foretaget af Hotels.com kan næsten halvdelen af danskerne (43 procent) huske, at de som børn fik at vide, at de aldrig måtte røre minibaren, når de boede på hotel med deres familie. Måske er det derfor, at 75 procent af os ifølge undersøgelsen kan lide at tage noget fra hotellets minibar, og at 46 procent kigger på minibaren som det første, når de tjekker ind. I øvrigt indrømmer 26 procent, at de har taget noget fra minibaren og derefter returneret det tilsvarende produkt fra et supermarked.

Vi har samlet majs bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Peddy Moberg/TT

BRØLET FRA 20’ERNE

Vi er midt i dem nu, men bliver dette årti mon lige så roaring som 1920’erne? Tag til Kulturen i Lund i Sverige, og find måske svaret i udstillingen ’2 tjugotal’, hvor du i en tidstunnel kan gå på opdagelse i årtiet for 100 år siden, der på mange måder formede skitsen til vores moderne samfund – og sammenligne det med dit eget, nutidige årti. Det er ikke kun motorcykler og kondomer, det er frigørelse, polarisering, konspirationsteorier og populisme – fra før til nu – med overraskende ligheder. Og toget kører næsten lige til døren. 

Se mere på kulturen.com

Foto: Marika Parum

KROPUMULIG I VEJLE

Mange går måske rundt og tror, at nutidens kropsidealer kommer fra TikTok, Instagram og alle mulige andre SoMe-platforme, men stammer de faktisk fra oldtidens Grækenland? Spørgsmålet stilles på Vejle Kunstmuseum, der i udstillingen ’Kropumulig kroputrolig’ sætter fokus på, hvordan de antikke skønheds­idealer stadig påvirker os i dag. Gå på opdagelse, og find måske selv svaret i museets udfordrende blanding af oldgamle og nutidige kunstværker. Udstillingen vises indtil 15. december.

Se mere på vejlemuseerne.dk

THE STORY OF MCARINE

”Bag dens perlemorsfarvede matte ydre gemmer der sig voldsomme historier om krig, globalisering, døde blåhvaler, vrede smørbønder, giftige transfedtsyrer, banebrydende dansk forskning og forarbejdet mad.” Sådan lyder beskrivelsen af udstillingen ’Margarine’, som du kan opleve på Medicinsk Museion. Lyt eventuelt også til podcasten ’Margarine­manden’ om professor Steen Stender, der i to årtier og i hundredvis af supermarkeder købte kiks og kager – for at forske og redde menneskeliv.

Vises til 22. december. Se mere på museion.ku.dk

Foto: MACA Museum

BANKSY BANKER PÅ

Han er her, der og alle vegne, verdens mest berømte nulevende kunstner, som alle kender, men som ingen ved, hvem er. Vil du tættere på det, der var med til at forme den verdensberømte anonyme gadekunstner, kan du besøge MACA Museum i Toldbodgade nær ved Nyhavn, der viser særudstillingen ’Banksy & gadekunst: De tidlige år’, som udforsker Banksy som graffitikunstner i hjembyen Bristol og som en del af byens undergrundsscene i de tidlige 90’ere. 

Udstillingen åbner 1. maj. Se mere på macamuseum.com

Foto: Evolutions­museet

PÅ SPORET AF EN SVUNDEN TID

Vil du følge i dinosaurernes fodspor, så tag til Evolutions­museet i Knuthenborg på Lolland, og oplev ægte aftryk – også kaldet ­ichnites – fra kæmpedyrene, der engang for længe siden blev sat i USA og i Grønland. Museet, der også udstiller sjældne fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr, laver særudstillingen i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum. 

Se mere på museumofevolution.com

Vi har samlet aprils bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Masayoshi Sukita

‘HEROES’ HINSIDAN

Er du en af dem, der ikke kan få nok af musikeren og myten David Bowie, så tag over sundet, og drøm dig væk i mere end 100 ikoniske fotografier af legenden – fra 70’erne og frem. De ikoniske billeder, der er taget af den japanske fotograf Masayoshi Sukita, kan ses på Regionmuseet i Kristianstad, og de giver både et svælgende indblik i helten over dem alle og i de to kunstneres tætte samarbejde. Udstillingen ’Bowie & Sukita – Heroes’ kan ses indtil 1. september. Tager du Øresundstoget, stopper det behageligt tæt på Bowie. 

Se mere på regionmuseet.se

Foto: Morten de Fine Olivarius

SKUD I BYEN

Har du motiv, mulighed, og brænder du for et godt skud, var det måske en idé at deltage i fotokonkurrencen ’Fang din by’. Konkurrencen, som Dansk Arkitektur Center (DAC) afholder for niende år i træk, fokuserer i år på bæredygtig skønhed, og de bedste fotografier udstilles til sommer på Bryghuspladsen ved DAC, på biblioteker i Kalundborg, Herlev og Høje-Taastrup samt på internationale kulturinstitutioner i blandt andet Holland og Italien. Sidste frist for indsendelse af fotos er 1. maj.

Se mere på dac.dk

Foto: Søren Kjeldgaard for Forskningens Døgn

HIV EN FORSKER I LAND

Vil du bygge en robot eller blive klogere på alt fra knogleskørhed til elbiler? Mulighederne er mange, når videnskabsfestivalen Forskningens Døgn ruller sig ud over hele Danmark i perioden 19.-26. april med mere end 700 events. Festivalen åbner 19. april i København og kører derefter videre på landets universiteter, hospitaler, skoler og virksomheder i form af videnskabscafeer, foredrag, forsøg, rundvisninger og debatter. Derudover kan man også invitere en forsker hjem i sin egen stue.

Se hvem, hvor, hvornår og hvordan på forsk.dk

Foto: Thao Nguyen Phan

ER DU OGSÅ PHAN?

Stemningsfulde filminstallationer, minutiøse lakmalerier, lysskulpturer og sarte akvareller. Det er noget af det, du kan opleve på Kunsthal Charlottenborg, der i udstillingen ’Reincarnations of Shadows’ viser mere end 100 værker af den verdenskendte vietnamesiske kunstner Thao Nguyen Phan. Soloudstillingen er Phans første i Skandinavien, og den undersøger hendes hjemlands turbulente historie. Det er lokalt mod globalt, det er tradition mod modernitet, det er øst mod vest – og omvendt. 

Se mere på kunsthalcharlottenborg.dk

Hun flyttede til Aarhus, startede på psykologi og følte sig ensom. Dulmede skuffelsen med sangskrivning, droppede ud og dykkede ned i melankolien på livets sidelinje. Undervejs vandt hun udmærkelser og lytterhjerter, og i år står hun på nogle af landets største scener. Vi spurgte Pil, hvordan det føles at være midtpunkt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Sebastian Stigsby

Du gik på musikskole i Farum, hvor du kommer fra, og I havde klaver i hjemmet. Hvornår begyndte du at tro på musik som en levevej?

”Længe var det en abstrakt drøm. Tænk, hvis jeg engang blev sådan en musikertype, der kan leve af det. Det tog lang tid, før jeg tænkte: ’Jeg tror, det er det her, jeg er god til.’ Jeg forestillede mig, at jeg skulle have en uddannelse og det, nogen vil kalde et normalt arbejde. Så jeg flyttede til Aarhus og begyndte på psykologi. Jeg havde hørt, at Aarhus er en fed studieby, og det tror jeg også, den er for rigtig mange, men det gik ikke, som jeg havde regnet med. Jeg var enormt ensom og havde svært ved at få nye venner. Det virkede, som om det akademiske kom før det sociale for mange af de psykologistuderende på min årgang. Studiet var meget læsetungt, og jeg havde meget tid med mig selv, så jeg skrev en masse sange som overspringshandling. Når jeg sad på mit kollegieværelse og plingede på mit halvdårlige el-keyboard, havde jeg det dejligt. Jeg var inspireret af storladen popmusik som Mew, Kashmir og Lana Del Rey og skrev nogle lidt kryptiske engelske tekster og prøvede at komme ind i et musikalsk univers, der var mit eget. Halvandet år gav jeg psykologistudiet. Noget var spændende, andet kedeligt. Jeg droppede ud i løbet af det semester, hvor vi havde om statistik.”

Hvordan kom du til at skrive på dansk?

”På et tidspunkt genopdagede jeg Medina. Det var magisk, tænkte jeg, hvordan hun havde lavet sin egen genre, en slags ked af det-popsange, man kan danse til. Jeg prøvede at skrive en Medina-sang. Jeg havde en idé om, at jeg ville sende den til hende, ’Nattely’ hed den.  Jeg beholdt sangen selv og ­begyndte at synge den live, når jeg var ude at spille cafékoncerter i det små. Jeg havde en masse engelske sange og den her ene danske, og det var, som om stemningen ændrede sig, når jeg spillede den. Folk begyndte fak­tisk at lytte efter. Jeg var begyndt at arbejde sammen med en producer, der hedder Emil Lei, og vi indspillede ’Nattely’ og udgav den på Spotify. Og selvom vi ikke gjorde noget for at promovere den, kunne vi se, at folk begyndte at lytte til den. Senere genindspillede jeg sangen med titlen ’Når du går herfra’. Den blev startskuddet til min dansksprogede rejse, og den dag i dag oplever jeg ofte, at folk kender den sang, uden at de ved, hvem jeg er. ’Gud, er det dig, der har lavet den,’ siger de.”

I 2021 deltog du i ’KarriereKanonen’ hos DR. Hvad fik du ud af det?

”Jeg følte mig, som om jeg var kommet med i en spændende loge, da jeg blev udvalgt til at være med i det talentudviklingsprogram, som det er. Vi fik blandt andet en del karriere- og medietræning og blev dækket af DR’s egne kanaler. Jeg kan huske en bumlende cykeltur, hvor det blæste helt vildt meget, mens jeg blev interviewet af en journalist fra P3. Det føltes lidt akavet. Men der kom mange fine artikler ud af det, selvom jeg lige skulle vænne mig til at læse om mig selv uden at blive alt for selvbeskuende. Men jeg var bevidst om, at det er en del af gamet, at jeg er afhængig af, at folk gider skrive om mig. En dag spurgte vores mentorer os, hvad vi drømte om, og jeg tror, jeg sagde, at jeg drømte om at leve af musikken – og om at spille på Roskilde.”

Hotel Cecil i København, 2022. Foto: Mathias Kristensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

DE FINDER MELODIEN

Pil har skrevet størstedelen af sine sange i fællesskab med sangskriver og producer Rasmus ’Majalle’ Olsen. ”Der var god kemi fra første dag, vi gik i studiet,” siger Pil: ”Når vi skal lave et nyt nummer, begynder vi med at lytte til noget musik, vi godt kan lide, for at finde stemningen og referencerammen. Rasmus sidder ved klaveret og foreslår nogle akkorder, der er dragende og melankolske. Så kommer melodien, og jeg finder på et vers, en bro og et omkvæd, som jeg prøver af på Rasmus, og han kommer også med sine input. Nogle gange har han forslag til ord og sætninger, der er bedre end mine. Så går jeg hjem og skriver teksten færdig over de næste par dage. Rasmus har også spillet keys i mit live-band, men bliver skiftet ud nu for at få bedre tid til at producere.”

Da du vandt konkurrencen, kom du i samme loge som tidligere vindere som Minds of 99 og Marie Key …

”Det var ikke, fordi jeg følte, at jeg havde noget med dem at gøre, men jeg følte, jeg var kommet ind i en klub, hvor folk var interesserede i, hvad jeg har at sige. Det var en motivation til at blive ved. Der er jo hele tiden en kamp for eksistensberettigelse i den her branche. Kan du bidrage med noget, eller er det bare dit eget behov for at skrive sange?”

Hvad synes du, du bidrager med?

”Efter en koncert stiller jeg mig tit ud i merchandise-boden for at hilse på publikum. Så sker det, at der er en, der takker mig for en bestemt sang. ’Sådan havde jeg ikke lige hørt det beskrevet før,’ siger nogle. ’Jeg lyttede til din sang, og så kom tårerne,’ siger andre. Nogle betror sig til mig, måske fordi de savner nogen at tale med om deres følelser. Når folk reagerer på mine sange, er det ofte, fordi de synes, at der er en lindring i dem. Det gør det meningsfuldt for mig. Selvom vi ikke kender hinanden, har vi et fællesskab gennem musikken.”

Du har fortalt, at inspirationen til nummeret ’Hinanden’ stammer fra engang, hvor du en hel aften gloede ind ad vinduet til en fyr, du var forelsket i. Fik han det nogensinde at vide?

”Det gjorde han godt nok ikke. Det var i folkeskolen. Mig og min veninde satte os på en offentlig græsplæne, hvorfra vi kunne kigge ind ad vinduerne til en fyr, vi var fascineret af. Han spillede vist computer. Det var ikke særlig sindsoprivende, og det var meget uskyldigt. Alligevel føltes det forkert, jeg var godt klar over, at der var noget invaderende i det. Han havde ikke inviteret os. Jeg tager klar afstand fra stalking, men udgangspunktet for at skrive om det i en sang var at skildre de underlige krumspring, man gør for at bringe sig tæt på en person, når man er ung og forelsket, men for genert til at fortælle ham det.” 

Sidste år spillede du på Roskilde Festival. Kunne det leve op til forventningerne?

”Jeg var virkelig på dupperne den dag. Det betød meget for mig. År efter år er jeg kommet på Roskilde Festival, så det var svært at forstå, at jeg pludselig selv stod på scenen. Jeg oplevede en enorm kærlighed fra folk. Der var så mange mennesker, de sang med, og det virkede uvirkeligt, at det var mig og mit band, de var kommet for at høre.”

PIL-FLET

Pil Kalinka Nygaard Jeppesen, 33 år, fra Farum.

Sanger under kunstnernavnet Pil. Har udgivet pladerne ’Kom vi flyver, siger du’ og ’Hvis du tør at drømme’. Kendt for singler som ’Når du går herfra (Nattely)’, ’Dronning af månen’ og ’Omvendt’, som er en duet med Andreas Odbjerg.

Har vundet DR KarriereKanonen i 2021 og modtaget prisen for P3 Talentet 2023.

Er på danmarksturné i foråret og spiller blandt andet på Store Vega i København 22. og 23. marts. Kan desuden opleves på blandt andet Roskilde Festival, Smukfest og Tinderbox.

I år skal du spille to koncerter i Store Vega i København samt på Roskilde Festival, Tinderbox og Smukfest. Hvad har de seneste års opmærksomhed betydet for dig og dit tekstunivers?

”Det har ikke betydet noget for mine sange. Jeg er stadig optaget af livets store følelser og draget af usikkerheden i livet. Selvom jeg føler mig accepteret i mit arbejdsliv, kan jeg stadig blive i tvivl, om mine venner synes, jeg er spændende nok. Du kan ikke købe kærlighed for penge, du kan ikke veksle succes til venskaber.”

Så voksenlivet bliver ved at byde på nyt materiale, selvom det er fuldt af blå stempler?

”Jeg kan stadig af og til synes, at jeg er den kedeligste i verden. Når jeg går til pladeselskabsfester, kan jeg pludselig stå sammen med nogle musikere, som jeg synes er virkelig seje, og føle mig som the odd one out, selvom vi i princippet er i samme klub. Heldigvis er branchen fuld af søde mennesker, og det er ikke svært at finde sjælevenner. Så jeg har altid nogen, som jeg kan være sammen med på et menneskeligt plan. Så kan vi sidde i et hjørne og være lidt useje sammen, ha ha. Musikken giver mig en selvsikkerhed, som er et dejligt modstykke til usikkerheden, men jeg har stadig alle teenagerens følelser med mig i voksenlivet. Jeg er bare blevet lidt bedre til at lade dem være, hvad de er, i stedet for at gå i spåner over dem og tro, at verden falder sammen, hvis folk hellere vil gå i byen uden mig.”

”Jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland,” siger Inuuteq Storch, der skal repræsentere Danmark ved årets biennale i Venedig. Han har boet i København og New York og udstillet fra Finland til Colombia. Men han vender altid tilbage til Sisimiut, hvor luften er frisk, og havet myldrer af mad.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Inuuteq Storch

MIN OPVÆKST VAR en meget normal grønlandsk opvækst. Jeg var meget sammen med min familie, min far er konditor og har sit eget bageri, og min mor er fysioterapeut. Vi tilbragte meget tid i naturen med at sejle, fiske og jage. Stå på snowboard og køre snescooter. Første gang jeg prøvede at skyde med et gevær, var jeg ni år gammel, det er også helt normalt i Grønland. Vi stammer jo fra en fangerkultur. Jeg skød ikke noget den dag, skulle bare lære, hvordan det fungerer, og mærke kraften i våbnet. 

Jeg går stadig på jagt af og til. Jeg jager rensdyr, sæl, alk, rype. Alt, der smager godt – alle grønlændere har en kæmpe fryser, og mine forældre har to. Ellers fisker jeg, det er meget nemmere lige at finde en halv time til halvanden og sætte mig i min båd og sejle lidt væk. Det kan alle, jeg kender, godt lide. Når man kommer lidt på afstand af byen, bliver det hele renere. 

Jeg havde mange forskellige ideer om, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor. Den ene dag tænkte jeg, at jeg skulle være cykelrytter og køre Tour de France. Den anden ville jeg være professionel snowboarder eller fodboldspiller. Da jeg blev større og mere realistisk, tænkte jeg på pilot eller ingeniør.

NÅR VI SKULLE på ferie, tog vi som regel til Diskobugten og besøgte familie og venner. Det er et fantastisk sted. Mega­­flot, især om sommeren, når havet er helt stille, og du kan se himlen i dets spejl. Der er isbjerge, sæler, hvaler, rejer, helleflyndere. Det er der, alle drømme starter, og virkeligheden slutter. Nogle siger, at det er verdens udkant, jeg siger, at det er verdens centrum. 

Men et år tænkte min mor: ”Nu bliver vi nødt til at tage til Europa.Ellers tror vores børn ikke, der eksisterer andet end Sisimiut og Diskobugten.” Så vi tog til Danmark og besøgte de sædvanlige turistattraktioner. Strøget og Tivoli. Indkøbscentre. 

Min mor tog familiebilleder, da jeg var barn, og min far havde taget billeder som ung og havde et Nikon-kamera med dobbelt linse liggende, som jeg ikke måtte lege med. Det skabte en fascination. Da jeg begyndte på HTX, overtalte en af mine venner mig til at købe hans kamera billigt, fordi der var en ridse i sensoren. Så der kom en sort stribe i de første mange af mine billeder, inden jeg fik lært at redigere dem i Photoshop.

TIDSBILLEDER

Venedig-biennalen er en slags kunstens verdensudstilling, der vender tilbage hvert andet år, dels med en samlet udstilling, dels med 30 nationale pavilloner. Den første biennale blev afholdt i 1895. I år er de udstillende kunstnere repræsentanter for en oprindelig befolkningsgruppe eller en minoritet.

Åben 20. april – 24. november.

HVER DAG I tre år tog jeg billeder af mine venner, af hverdagen. I 2009 præsenterede jeg mit arbejde for lederen af et kulturhus i Sisimiut, og hun sagde ja til at lave en udstilling med mig. Jeg brugte hele min børneopsparing på at få printet billederne i Vester Kopi i København og få dem sendt op til Sisimiut. Jeg klæbede dem selv op på pap, det var ikke dem alle sammen, der fik en lige kant. Der kom mange mennesker til ferniseringen, rigtig mange af mine venner, og byens dj spillede. Det var fedt. Bagefter nævnte lederen af kulturhuset en dansk fotouddannelse, Fatamorgana i København. Jeg søgte ind og blev optaget. 

Jeg havde meget at udforske, da jeg flyttede til København. Jeg var vild med restauranterne med asiatisk mad, og jeg badede i havnen, så tit jeg kunne komme til det. Jeg var også meget begejstret for de friske agurker og al frugten. Men jeg savnede ordentlig fisk. 

Den største forskel på danskere og grønlændere er måske måden, man er sammen på, og jeg havde svært ved at være med i samtalerne, da jeg kom til København. Det er, som om man i Danmark kæmper om at være den talende. I Grønland venter vi, til folk er færdige med at tale. Jeg syntes, det var enormt svært at finde hullet i samtalen, og havde det sådan lidt: ”Hvor er jeg, hvem er jeg?”

I begyndelsen var jeg meget tilbageholdende på skolen. Vi har jo nærmest ingen fotografikultur i Grønland, så når vi blev bedt om at tale om vores egne fotos, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare god til at lave billeder, men jeg vidste ikke hvorfor og hvordan. Det var vel bare et naturligt instinkt.

På Fatamorgana blev jeg bedre til at udtrykke mine følelser gennem fotografiet. Og jeg lærte, hvor vigtigt fotografiet er for samfundet. Da jeg tog hjem, følte jeg, at jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland. ”Hvis ikke jeg tager det ansvar, hvem gør så?” tænkte jeg. 

DA JEG KOM hjem, var det, som om Nasaasaaq, bjergtoppen bag Sisimiut og byens kendetegn, var større, end den plejede at være. Efter nogle måneder var den normal højde igen. Det var en målestok for, hvor meget hjemve jeg havde haft. 

Jeg lavede et par fotoudstillinger og gav mig til at samle materiale til en dag at lave en fotobog. Jeg søgte ind på ICP, International Center of Photography, en fotouddannelse i New York, som jeg var blevet anbefalet på Fatamorgana. Samtidig søgte jeg ind som elektronikingeniør i Aarhus – fotografi findes jo nærmest ikke som karrierevej – og blev optaget. Men da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i New York og havde fået uddannelsesstøtte til at tage med, droppede jeg Aarhus. Jeg ville se verden.

Uddannelsen på ICP var meget metodisk. Hvordan printer jeg, hvordan planlægger jeg min arbejdsproces? Hvordan fungerer forskellige redigeringsprogrammer? Jeg blev mere struktureret. Samtidig fik jeg venner fra alle mulige lande. Kina, Japan, Colombia, Brasilien. Jeg spiste virkelig god mad. Jeg hørte en masse musik og så en masse udstillinger. 

TRE BILLEDBØGER

’Porcelain Souls’

En samling af billeder, som Inuuteq Storchs forældre tog fra slut-60’erne til start-80’erne. Storch har garneret dem med breve fra forældrenes korrespondance mellem Aarhus og Sisimiut. Udgivet 2018 på forlaget Konnotation.  

’Keepers of the Ocean’

Inuuteq Storchs portræt af sin hjemby, Sisimiut: ”Jo mere tid jeg er hjemmefra, desto bedre forstår jeg, at det, vi har derhjemme, er noget særligt. Intimiteten, vi har, er skabt af naturen, som omgiver os, barsk og ærlig. Vejret styrer alting, og naturen giver os alt, vi behøver.” Udgivet 2022 på Disko Bay.

’Necromancer’

Projektet startede, da Inuuteq Storch begyndte at læse om åndemagere, og hvordan mennesker og ånder kan hjælpe hinanden. I bogen forsøger han at undersøge forbindelsen til det åndelige – og hvilke følelser sådan en undersøgelse kan vække. Udgivet 2024 på Marrow.

NEW YORK ER en vild, crazy by fuld af liv og ekstreme personligheder. Det er spændende for en fotograf, og da jeg flyttede derover, troede jeg, at jeg ville blive boende i mange år. Men efter noget tid tænkte jeg, at mine fotografier ville blive pænt ligegyldige, hvis jeg blev der. Byen var fuld af fotografer – og mange, der var bedre end mig. Hvorfor skulle jeg være med i det race? Hvis jeg tager hjem, kan jeg arbejde dybt inde fra mit eget dna, tænkte jeg. 

Så tog jeg hjem. Ah, at trække vejret i den friske luft igen! Jeg gik ud i naturen for at opleve stilheden, men al New Yorks larm var stadig inde i hovedet på mig. Kun gradvist kom jeg af med larmen. I New York er der udrykninger hvert 10. minut. Og rotter og kakerlakker og lugtende skraldespande. Da jeg først kom derover, var jeg så imponeret af alting, at jeg ikke kunne lugte det. Men da jeg tog hjem i påskeferien, vaskede min mor alt det tøj, jeg havde med – som jeg lige havde vasket til rejsen. Hun kunne lugte, at det ikke var rigtig rent. 

I 2018 UDGAV jeg min første fotobog, en samling af min fars og mors ungdomsbilleder og brevene, de sendte til hinanden, mens hun en overgang boede i Aarhus. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik støtte til bogen.

Jeg er god til billeder, men ikke specielt god til at læse tekster. Måske hænger det sammen med, at det grønlandske sprog er så billedbaseret og funktionelt. Et bjerg får navn efter sin form, mens øjne er ’dem, man ser med’, tæer er ’dem, man kommer ind med’, og fugle er ’dem, der flyver’. Men fotobøger, dem læser jeg, som andre læser bøger.

Min seneste bog hedder ’Necromancer’ og er lavet ud fra et ønske om at genetablere kontakten til den spirituelle verden. Ideen opstod under corona, hvor der var en stemning af, at verden var lige ved at gå under. Hvad gør vi nu, lille du?  

TÆNK, HVIS VI havde kontakt til nogen, der kunne rådgive os, tænkte jeg. I gamle dage havde inuitterne jo åndemaneren og en tæt forbindelse til åndernes verden, men med koloniseringen mistede vi den. Vi har for eksempel hjælpeånden Toornaarsuk, der plejede at være vigtig, men i dag bare er et udbrud. Som at sige ’for satan’ på dansk. Jeg har Toornaarsuk tatoveret på armen i Kârale Andreassens streg. Han er en af Grønlands vigtigste kunstnere og blev født i 1800-tallet som søn af en åndemaner. 

Og hvordan fotograferer man så det åndelige? Det er et godt spørgsmål. Jeg mener godt, man kan lave fotografier, der indikerer tilstedeværet – eller fraværet – af spiritualitet. I en genstand, et landskab, en person.

Sidste år blev jeg kontaktet af Statens Kunstfond, der sagde, at de havde mig i tankerne til biennalen i Venedig i 2024: ”Vil du ikke komme til København og fortælle os lidt om dine værker?” Der var en slags fremlæggelse med kaffe og croissant. Jeg vidste, at der var flere kandidater, og jeg tænkte ikke, at jeg ville blive valgt, men de sagde ret hurtigt, at de var trygge ved mig. ”Du kan selvfølgelig godt sige nej, hvis du ikke har lyst,” sagde de.  

”Fuck,” tænkte jeg. Jeg kunne se, at det var et stort ansvar. For stort. Jeg kunne også se, at jeg ikke kunne sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være den første nogensinde. Og jeg ville gå glip af en gylden mulighed. Jeg græd så meget, da jeg kom tilbage til hotellet. 

BILLEDMAGER

Inuuteq Storch. 35 år. Kunstfotograf.

Har studeret på fotoskolen Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York.

Har lavet fem fotobøger og medvirket på en række udstillinger i blandt andet Danmark, Canada, Finland, USA,
Colombia og Dubai.

Bor i Sisimiut i Vestgrønland.

JEG MÅ IKKE sige så meget om, hvordan udstillingen bliver, men jeg kan love, at det kommer til at se godt ud. Det handler mest om Grønland og grønlandsk kultur.

Efterhånden har jeg fået rejst en del. Og der er mange gode billeder at tage rundt­omkring i verden. Men jeg gør det mest for min egen fornøjelse. Som en souvenir. Jeg kender jo ikke de steder og de mennesker. 

Jeg synes, man kan se, om en fotograf har brugt sine dage sammen med dem, han fotograferer. Om han har spist sammen med dem, gået på fangst med dem, været en del af deres dagligliv, eller om han bare har været på besøg. Ægtheden opstår, når man bruger tid på at blive en del af det samfund, man skildrer.

Jeg har dog to bogprojekter i tankerne, som ikke er fra Grønland. Et fra København, et andet fra Brasilien. Det sidste er fra en rejse sammen med en fotograf, der hedder Igor Morales, som jeg blev bedste venner med i New York. Han sagde: ”Kom, lad os besøge min hjemby, São Paulo.”

På samme tur skulle vi også besøge hans forældre i en anden by. En lillebitte by, sagde han. Jeg forestillede mig en bygd med 50 mennesker, men der var 90.000, hæ hæ! Det er jo flere end i hele mit hjemland. Men jeg er glad for de billeder, jeg tog dér. Jeg ved ikke hvorfor, det har jeg ikke undersøgt endnu.

Vi har samlet marts' bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Ann Jørgensen/VisitNordsjælland

RET SÅ ROYALT

Mærk det historiske vingesus bag den nye danske konge, og tag til Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor tronskiftet markeres med portrætter af dronning Margrethe – blandt andet Andy Warhols silketrykportræt samt andre portrætter, malerier og tegninger. Gå også en tur i slotsparken, og tag et kig ind i slotskirken, hvor de danske konger under enevælden blev kronet og salvet. Samlet er området, der er bygget af Christian IV, Nordens største renæssanceanlæg. 

Udstillingen vises til 21. april. Se mere på dnm.dk eller visitnordsjaelland.dk 

Magritte med mere i Odense. Her ’Den glade giver’, 1966. Foto: Brandts.dk

ER DU HELT BELGISK?

Belgien har måske problemer med at finde et nationalt fællesskab, men belgisk kunst, kultur, gastronomi og billedkunst har i snart 200 år sat sit klare præg på landet – og udlandet. Tag selv på en opdagelsesrejse til landet og tilbage i tiden, og kast et blik på en lang række både ældre og nutidige mesterværker i udstillingen ’Belgisk kunst – Fra Boch til Magritte’ på Kunstmuseum Brandts i Odense. Udstillingen er åben til 1. september.

Se mere på brandts.dk

Foto: Nordeafonden.dk

VI MALER BYEN GRØN

De danske byer har brug for grønne åndehuller, og et sådant er opstået mellem kontorer, industribygninger og en busvendeplads på Islands Brygge i København. Grunden lå i mange år brak, men en lokal gruppe søgte penge fra Nordea-fonden, og nu er de knap 1.000 forladte kvadratmeter omdannet til et grønt fællesskab. Har du selv lyst til at skabe noget lignende – hvor som helst i landet – kan du søge Nordea-fonden, der har åbnet en ny ’Her gror vi’-pulje med 75 millioner kroner. Deadline er 16. april. 

Se mere på nordeafonden.dk 

Foto: KØN – Gender Museum Denmark

EN KØN UDVIKLING

Klimakrisen er over os, under os, foran os, og hvad filen gør vi? I Aarhus sætter Gender Museum Denmark med særudstillingen ’How Dare You – Køn, kamp og klimakrise’ fokus på problemet og stiller spørgsmålet: Er mænd værre end kvinder? Ja, mænd udleder statistisk set mere CO2 end kvinder. Men måske er der flere sider af sagen? Oplev selv udstillingen, der viser sammenhængen mellem kønsnormer, kønnede hverdagspraksisser og klimapåvirkning.

Vises til december 2024. Se mere på konmuseum.dk  

Foto: Gl. Holtegaard, Iselin Forslund Toubro

TAG MED PÅ VALSEN

Oplev blandt andet Asta August og Rosalinde Mynster i Iselin Forslund Toubros første solo-udstilling på Gl. Holtegaard. Filmværket følger en kvinde, hvis søn i 1600-tallet drager i krig og senere mødes med en række nutidige navere på valsen. Først er der ren idyl. Den varer selvfølgelig ikke ved. Vises fra 8. marts til 12. maj. 

Se mere på glholtegaard.dk

Vi har samlet februars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Designmuseum Danmark/Pernille Klemp

DESIGN, TIL DE SEGNER

Hvem har ikke siddet enten derhjemme eller derude i verden et sted og blæret sig med ’Danish design’? I det monumentale og 900 siders store værk ’Dansk designhistorie 1+2’ får man stof til alle samtalerne – både til forret, hovedret, dessert og bagefter. Bogen danner overblik over dansk designs udvikling fra oldtidens jægerkultur til i dag, og den indeholder over 1.000 eksempler på dansk design – blandt meget andet Københavnerbænken, Legoklodsen, Christianiacyklen, PH-lampen og NovoPennen.

’Dansk designhistorie 1+2’ er udkommet på Strandberg Publishing. 

Foto: Svalegangen.dk

EN PLÆNEKLIPPER SLÅR IGEN

Over 8.000 danskere oplevede forestillingen ’No Regrets’, da den spillede i 2022, og der var udsolgt i næsten hele spilleperioden. Særligt mænd, der ikke nødvendigvis går så meget i teatret, så forestillingen, der er baseret på Stig Tøftings selvbiografi, og nu har de – og deres partnere – atter muligheden. 20. januar havde forestillingen repremiere på Svalegangen i Aarhus, og fra 20. februar til 23. marts drager den på turné rundt i landet.

Se mere på svalegangen.dk

Foto: Allthingslive.dk

TILBAGE PÅ PINDEN

Strik, drik og dø – af grin. Garndronning Lærke Bagger rykker med livsstilsekspert Christine Feldthaus atter ud i landet, når de i foråret tager på ’Strik og drik live 2024’. Spids ørerne og drinksmunden, og lad maskerne falde til det interaktive talkshow, hvor der er præmier, strikkestafet, røverhistorier, og hvor det gælder om at strikke hinanden under bordet.

Se mere på allthingslive.dk/event/strik-og-drik

Foto: Underholdningsorkester.dk

ORKESTER PÅ NYE PLADSER

Det navnkundige Danmarks Underholdningsorkester er netop flyttet fra København og ind i det sociale boligområde Taastrupgaard i et nyt Børne- og Kulturhus, der rummer daginstitution, folkeskole, kulturskoler – og nu et hæderkronet klassisk orkester. Underholdningsorkestret, der er ejet af musikerne selv, kan du opleve 11. februar i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, hvor de spiller Schuberts Winterreise, og ligeså i Vejle Musikteater, hvor de 16. februar giver en ’Straussgalla’. Og så skal de fra slutningen af marts på turné med Mew.

Se mere på underholdningsorkester.dk/koncerter/

Vi har samlet januars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Valdemar Ren

SKÅL, DANMARK

De findes stadig overalt derude, de brune steder og stamværtshusene, hvor livet skyller ind og skylles ned. Efter succesen med ’Stamsteder’, der portrætterede samtlige værtshuse i København, er 19 bodegaglade fotografer og skribenter taget væk fra hovedstaden og riget rundt – inklusive Færøerne og Grønland – for at finde 120 vaskeægte værtshuse, som hverken byerne eller kunderne ville være foruden. ’Kongerigets stamsteder’ hedder udgivelsen, der er på 656 sider og vejer 3,5 kilo.

’Kongerigets stamsteder’ er udgivet af Salvador Books.

Foto: Niels Ole Sørensen

12 GANGE 12

12 rejser, 12 lande og 12 personer, der arbejder for piger og kvinders rettigheder. Det er baggrunden for billedkunstner Maria Torps udstilling ’Shaping a Pattern’, der på Trapholt i Kolding sætter globalt fokus på kvinders ytringsfrihed og ret til uddannelse. De portrætterede kommer blandt andet fra Afghanistan, Sydafrika og Ukraine og spænder fra græsrodsaktivister til Nobelprismodtagere, som kunstneren har besøgt, boet hos og fulgt.

’Shaping a Pattern’ åbner 18. januar på Trapholt.

Foto: Godsbanen Aarhus

PINGVINER INDTAGER AARHUS

De kommende tre år inviterer Godsbanen i Aarhus kunstnere til at udstille værker i stor skala i den 1.200 m2 store Rå Hal, der oprindeligt var ankomsthal for udenlandsk toggods, men som i dag er kulturinstitution. Den første udstilling er ’Is This Tomorrow’ af Benedikte Bjerre, der fylder rummet med 750 oppustelige baby-pingviner og otte aluminiumscontainere af typen, man bruger til lufttransport. Forbrugsbegær og temperaturstigninger på polerne er blandt temaerne på udstillingen, der åbner 5. januar og har gratis entré. 

Se mere på godsbanen.dk/samtidskunst/ 

Skrænten ved Lønstrup. Foto: Colourbox/Christian Thøgersen

HELT PÅ TOPPEN

Længes du nordpå – eller måske bare efter nogle nordjyder – så grib fat i antologien ’Toppen af Danmark’, hvor nordjyske forfattere opdager og genopdager Nordjylland. En stor gruppe forfattere fra nord har fra Blicher og Johannes V. Jensen og frem til i dag sat deres præg på dansk litteratur – fra 2001 til 2011 var syv ud af 11 Gyldne Laurbær-vindere således fra Nordjylland. ’Toppen af Danmark – Litteraturen i Nordjylland, Nordjylland i litteraturen’ har bidrag af 35 forfattere, der alle modbeviser en eventuel fordom om, at nordjyder måske er lidt tavse.  

Bogen udkommer 24. januar på forlaget Gutkind.