1.

Som mange andre teenagepiger troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor jeg udfordrede mig selv, min krop og min omverden. Jeg fik en bekræftelse af, hvor fantastisk teaterverdenen virkelig er, men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jo, det kunne da være ret sjovt at være skuespiller, men det var ikke det, der sparkede røv for mig. Det var kulisserne og håndværket. 

Det kræver en del at være skuespiller. Jeg havde ikke disciplinen til det, og jeg har også altid syntes, at det var sjovere at bygge og arbejde med kreative ting. Når jeg fik øje på et nyt materiale, tog jeg fat i det og undersøgte, hvad det kunne. Det kunne være at lære at strikke, men jeg har også arbejdet med læder, beton, uld, træ, jern, aluminium og at garve skind. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og dér fandt jeg ud af, at jeg er håndværker. Jeg har brug for at kunne se, at det er det her, jeg har lavet i dag. Og det er svært at se på en flok børn, der er gået hjem.

Senere fik jeg en læreplads på Aarhus Teater, og det var noget af det allerbedste. Det var så vildt at være med til at skabe de forestillinger, vi havde der. Den første forestilling, jeg var med til, var ’Beach Boys teaterkoncert’. Scenografen brugte hele scenerummet, og i en af de første scener kom der en kæmpe kjole ned fra oven med to skuespillere indeni, og den flyvning var jeg med til at lave. Den ene skuespiller vendte på hovedet og sang imens. Den forestilling var så stor og vild, og vi knoklede hele tiden. Det var fantastisk. Fed musik og fede skuespillere.

2.

En scenetekniker som mig bygger kulisserne på teatret op. Der kommer en scenograf og siger: ”Hey, jeg skal bruge den her svævende sofa, der skal komme ind over scenen.” Vi kommer så med nogle løsningsforslag og siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi kan gøre det på den her og den her måde i stedet for.” Vi har snedkere, malere og en smed, der bygger det grove, og bagefter sætter vi tingene sammen på scenen. 

Jeg har tit prøvet at lave en rekvisit, hvor man er sådan: ”Yes! Jeg blev færdig med den.” Og så siger de på teatret: ”Jamen, den scene strøg vi i går.” Nå. 

Det fede er heller ikke at komme med den færdige ting, det fede er at lave den. Så det er egentlig ligegyldigt, om den skal bruges eller ej, for jeg har fået lov til at lave den her skidefede dims. Jeg løste opgaven. Måske kan den bruges en anden gang. 

Jeg får aldrig forestillingerne ordentligt at se, fordi jeg er med til at afvikle dem. På forestillingsaftenerne er det os sceneteknikere, der sørger for, at tingene sker, når de skal. Vi er med til at øve, og til forestillingerne sørger vi for, at de rigtige kulisser eller rekvisitter kommer ind på de rigtige tidspunkter. 

Satireforestillingen ’Vi bygger en vej’ om et byråds trafik-fiasko fik anmelderne til at klaske sig på lårene i foråret 2022.

3.

Under en af forestillingerne til Beach Boys-teaterkoncerten i Aarhus var der en skuespiller, der skulle hægte en kasse fast på en krog. Der var så en anden skuespiller, der skulle kravle ind i kassen og sidde helt krummet sammen og synge en sang, mens kassen blev hejst højt op. Men en aften kom kassen ikke rigtigt op at hænge. Den faldt ned, mens skuespilleren sad og sang inden i den. Han havde ikke nogen som helst chance for at tage fra og faldt ned med hele sin vægt, klask! Han forstuvede vist bare sin arm, men han måtte køres på skadestuen under forestillingen. Ham, der havde hængt kassen forkert op, var selvfølgelig vildt ked af det, og han måtte synge den andens sange resten af aftenen. Efter episoden kom en scenetekniker på scenen, der iført et kostume hængte kassen op. 

Når der sker uheld, sørger vi først for enten at få skuespilleren ud eller at få fortæppet ned foran kulisserne, og så går forestillings­lederen ind og giver en meddelelse. Man tænker fuldstændig klart i de situationer. 

Hvis jeg har lavet en fejl, som er 100 procent min egen skyld, skriver jeg den op, og så gør jeg det aldrig mere. Jeg har en lille liste på bagsiden af lågen til mit skab. 

4.

Vi lavede ’Jul på slottet’ i vinter på Odense Teater, og der kom gardiner ind mange gange i løbet af forestillingen. Jeg tror, at der var 72 scener, hvor der var skift, og det var mig, der kørte gardinerne frem eller bar en seng ind på bestemte tidspunkter. Det kørte på en drejescene, så når der var én scene i gang, satte vi klar på de to andre sider af drejescenen. Vi var fire til at skifte scenerne.

Siden 1994 har jeg været stor Pyrus-fan. Som barn var en af mine store drømme at lave rekvisitterne og kulisserne til ’Pyrus’. Det var Martin Miehe-Renard, der instruerede ’Pyrus’, og det var også ham, der instruerede ’Jul på slottet’, så der var jeg tæt på den ultimative drøm. Det kunne næsten ikke blive større.

Til en af juleforestillingerne var der en skuespiller, der fik en splint i øjet. Og så måtte vi spørge ud blandt publikum i pausen: ”Er der en læge eller en sygeplejerske til stede?” Man stopper jo ikke en forestilling, fordi der er en, der har fået en splint i øjet. Der var en sygeplejerske, der lige kom med bagved og kiggede. Og publikum elsker jo sådan noget. Teater er levende. Det er ikke bare en film, man sidder og kigger på. Det er rigtige mennesker. 

December-klassikeren ’Jul på slottet’ trak rekordmange gæster til Odense Teater i 2021.

5.

Teaterfolk er gode til at fejre. Der er både premierefest, midtvejsfest og afslutningsfest. Men jeg er ikke så meget af en festabe. Jeg synes, det er sjovere at arbejde, og vi skal også tit op og tage scenen ned morgenen efter afslutningsfesten. 

Der var en forestilling, som vi havde holdt afslutningsfest på, og ham, der havde haft hovedrollen, var glad og lettet. Han havde virkelig knoklet røven ud af bukserne, og da vi næste formiddag klokken 10 var ved at pille scenen ned, kom han gående med to øller i hånden og sagde: ”Hej! Nå, er I i gang igen?” Han var ved at slippe den rolle der, og det var, ligesom det skulle være. 

Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at det er mig, der er med til at opfinde den flyvende sofa. Desværre er jeg ikke blevet udsat for konkret at lave den flyvende sofa, ikke endnu, men det kunne være sjovt. Jeg har selvfølgelig allerede lavet nogle muligheder til, hvordan den kan laves.

Tit sidder jeg derhjemme med en følelse af, at jeg gerne vil lave et eller andet. Men jeg har brug for nogen, der kommer med de tossede ideer. Derhjemme er det børnene, der siger: ”Mor, jeg skal bruge en ærteskyder.” På arbejdet er det så scenograferne, der kommer med ideerne. Jeg elsker det.

SOLEN BLÆNDER OM kap med Nyhavns glitrende vand og cyklisternes solbriller. Det er sådan en dag på Kongens Nytorv i Indre København, hvor der dufter af varm asfalt, hårdtpumpede cykeldæk og nyristede hotdogs. Midt i en myriade af kamera-knipsende turister, Wolt-bude med fastfood-skjold på ryggen, biler, der gasser op, og cykler, der suser forbi, ligger Det Kongelige Teater. 274 års teaterhistorie tårner sig op mod en sommerblå morgenhimmel med irgrønne statuer, buede balkoner, murstens-krummelurer og guld galore.

Går man venstre om teatret ned ad August Bournonvilles Passage, finder man en tung bronzedør, der er første skridt på vejen mod skræddersalen, arnestedet for alle kostumerne, der vækker forestillingerne til live på både Gamle Scene, Operaen og Skuespilhuset. Men indenfor bliver glamouren sat på et øjebliks pause. Linoleumsgulve, klinisk hvide vægge og lysstofrør, der får én til at misse med øjnene, henleder umiddelbart tankerne på en kommunal forvaltning. Men en tur med elevatoren er en vaskeægte ’Alice i eventyrland’-manøvre. På et splitsekund er alle rester af offentlig forvaltning borte, og en verden af tyl ligger for ens fødder. 

Lyset tonser scenisk ind fra de store loftsvinduer, og støvpartiklerne danser i luften mellem alle tutuerne – strutskørternes retmæssige franske navn – der hænger fra loftet med hovedet nedad, så de holder den helt rette facon. Kostumeproduktionen er delt op i en herre- og dameafdeling, og skørterne duver som tylskyer over dameskræddersalen.

Nål tråd og kridt. De essentielle værktøjer i sykassen.

SYMASKINERNE HAR alterpladsen på skrivebordene i dameskræddersalen. Bordpladerne bugner af perler, nåle, tyl og fingerbøl. Målebånd og fjerboaer hænger fra arbejdslamperne, dansende i sommerbrisen, der slipper ind. I det hele taget er det som at træde ind i en overdimensioneret sytøjsæske. Der er ikke en eneste computer at spotte. Til gengæld er der hele vægge med tråde eller knapper fra gulv til loft, der repræsenterer farveskalaen, strygestationer, giner og det ene stativ efter det andet med kostumer til teatrets mange forskellige forestillinger. Symaskinerne udsender en konstant, men messende baggrundsstøj, der smyger sig ind imellem samtaler om weekendplaner, ærmesøm, der skal fikses, og liv, der skal sys ind. Her siger man damesiden og kongesiden i stedet for højre og venstre.

Midt mellem kjoler og jakker, der tager hjernen på magisk tur til både Karen Blixens Afrika og jule-eventyrlige ’Nøddeknækker’-skrud, står et skrivebord, der i fredagens anledning er taget i brug til syltetøj, Nutella og fredags-franskbrød. 

”Du får lige nogle hoftestykker i stretch,” er der en, der siger, mens en anden er bøjet over nogle lapper, der kaldes ærmeblade. De fleste af kostumerne kan hverken renses eller vaskes, og derfor syr man aftagelige lapper i, der sidder i armhulen og agerer sved-sugere. 

”De bliver virkelig klamme,” siger skrædderen og kigger op fra arbejdet. Balletdansernes tætsiddende trikoter vaskes dog, og de er lavet af slidstærkt lærredsstof, der tåler både spring og spjæt.

NOGLE GANGE GENBRUGES kostumer helt tilbage fra 1970’erne. Andre gange må færdige kostumer sendes på fjernlageret, fordi forestillingens designer pludselig har fået en ny idé. Og det kan godt gøre en lille smule nas. En enkelt tutu tager immervæk en skrædder omkring 25 timer at lave.

”Vi har også prøvet at lave noget, der bare måtte kasseres, og der har man det sådan lidt: Så tror jeg bare, at vi skal have champagne på fredag,” siger 46-årige Christina Surlykke, der har været dameskrædder på Det Kongelige Teater i 25 år. Egentlig skulle det bare være en 10 ugers praktik, da hun som ung og grøn skrædder-aspirant trådede sin nål for første gang i den gamle sal.

”Det var angstprovokerende dengang. Jeg var meget, meget ung, og det var en lidt ældre generation, der var her,” siger hun og forklarer, at der var en hulens masse regler. For eksempel måtte man ikke skifte tråd på bestemte maskiner uden at råbe ud i lokalet, hvilket godt kunne virke grænseoverskridende for en novice. 

Christina Surlykke griner, da hun fortæller det, og kommer med en lettere skrædderteknisk forklaring om, hvorfor det egentlig var smart nok, det med råberiet og tråden. ”Vi gør det nok også selv lidt. Hvis man spurgte nogle af de nye, har de det nok også sådan lidt ’gisp’ over at være her,” siger hun.

Franske gloser og skrædderslang blander sig med en ærkekøbenhavnsk dialekt, når Christina Surlykke snakker. Hun fortæller, at de klipper takker på tylsskørter i hånden, fordi der ikke findes nogen takkesakse så brede. Desuden er takkerne så godt som livsnødvendige, for er skørterne lige, skærer de hul i dansernes lår.

På de fyldte kostume-stativer hænger post-its fast med knappenåle med instrukser til den næste velmødte skrædder i salen. Nåle trådes, stof klippes, og summende produceres der sceneværdigt tøj som honning i en bikube.

Dameskrædder Christina Surlykke i fuldt sving.

DAMESKRÆDDERSALEN GLIDER OVER i herreskræddersalen. De to arbejdsværksteder er kun adskilt af glasvægge. En døråbning markerer skellet, og den seværdige forskel rammer straks. Det er som at træde ind i Frank Sinatras garderobe. Herreskræddersalen emmer på én gang af New York, Italien og 40’ernes snorlige og galante linjer. Der hænger høje hatte og slips, skjorter og jakker og bukser med pressefolder. Kanterne er skarpere, farverne mere nedtonede. Men som i dameafdelingen dufter der af maskinolie fra presse-stationer, og der summer af arbejdsiver.

Ved et hæve-sænke-bord står 61-årige Magnus Tougaard. Han er tilskærer og projektleder og har været på Det Kongelige Teater, siden han fik en elevplads som herreskrædder i 1992. Egentlig havde han tænkt, at han nok skulle være bankmand, for han var god til matematik. Men han var også pioner inden for skateboarding i 70’ernes Danmark, og på et tidspunkt følte han virkelig for et par røde shorts med store hvide prikker. Da han tilfældigvis arvede en symaskine, kom shortsene i hus med hjælp fra en fingernem nabo.

Knap-kartoteket fylder en hel væg.

”Jeg sad der med min håndsvingssymaskine og fik skruet de shorts sammen og var pavestolt. Der åbnede sig en helt ny verden for mig. Hold da fast, man har et stykke stof, og så kan man lave hvad som helst!” siger han. Begejstringen over, at han var den eneste i verden, der ejede lige præcis de shorts, fik ham til at sy mere og mere – blandt andet jakker med brede skuldre til sit Duran Duran-inspirerede band og senere kostumer til en teaterforestilling i Helsingør.

”Jeg kastede mig ud i det, og en kæmpe dør åbnede sig. Det var fandeme spændende,” siger Magnus Tougaard, stadig med begejstring i stemmen, mens han står ved sit skrivebord, der er fyldt med smukke skitser med håndskrevne noter og real size-papirklip. 

Herreskræddersalen set fra oven.

NÅR KOSTUMEDESIGNEREN HAR et design færdigt til en forestilling, er det i første omgang en tilskærer som Magnus Tougaard, der regner på former og størrelser og laver udklip af bukser og jakker i ét stort bagepapirs-puslespil, som skrædderne bruger som skabeloner til stoffet. Der er linealer i alle former og størrelser, og den matematiske akkuratesse udfolder sig således her i teaterregi i stedet for i en bankfilial.

Lige nu er han i gang med at lave bukser til en scene i den kommende forestilling ’Gotta Dance’, en helaftensballet, der angiveligt tager tilskuerne med tilbage til det gamle, glamourøse Hollywood. Bukserne er slænget hen over skrivebordet, og Magnus Tougaard viser med en håndværkers brede fingre, hvordan de kun er riet med løse sting i bunden. Det forlyder nemlig, at de skal være videre forneden. I et tilstødende glaslokale står chefdesigneren på forestillingen, Jonathan Morrell, og bladrer minutiøst igennem farveprøver. Han bider i sin brillestang af bar koncentration. Den helt rette nuance af blå skal vælges.

Rundtomkring på bordene ligger der fuldvoksne metalsakse. Magnus Tougaard har givet sig selv en italiensk grand cru-model i gave, og han tager den op til fremvisning og gnider den mod håret på sit baghoved på begge sider, som en Global-kniv på en slibeblok. 

”Så får den lige lidt hårfedt på,” siger han og videregiver dermed et skrædder-tip om, hvordan man får en saks til at glide ubesværet gennem et stykke stof.

Magnus Tougaard er ferm med en saks.

SNAKKEN BEGYNDER FOR alvor at bryde ud. Det er tid til frokost. Der er naturligt opbrud, symaskiner slukkes, og porcelæn og bestik begynder i stedet at klirre. En praktikant står stadigvæk med uigennemtrængelig koncentration og prøver at lure sin læremesters maskinelle præcision, når han fører sting igennem stoffet.

Elevatoren gelejder én gennem kaninhullet igen, og i løbet af et fingerknips er man tilbage på Kongens Nytorv, hvor man med ét vågner fra syæske-drømmen. Turisterne står her stadig med solhatte og kurs mod en kanalrundfart, og symaskinerne er erstattet af insisterende benzin-brummen. Midt i det hele står Det Kongelige Teater stadig som en af de sidste analoge bastioner og skinner om kap med solen.