Når sommerferien er nær, strammer mange forældre sig an før den store præstation. Nikolaj Zeuthen kører hvert år familien til Jammerbugten. Her fortæller digteren om at stå fast på traditionen, om sammenbrud ved lejebilen og om dengang, han gik all inclusive på tyrkisk.
SOMMERFERIEN ER årets omdrejningspunkt. Jeg har stadig den samme fornemmelse, som da jeg var barn: Den er endeløs. Når mine skak-elever går på sommerferie, og fodboldsæsonen slutter, har jeg fri i seks uger. Det kan godt være, jeg undervejs får ideer til sange eller digte og skriver dem ned, men det opfatter jeg ikke som arbejde.
Hvert år lejer jeg en bil og kører min kone, Maria, og vores tre børn – Lise på 15, Ole på 12 og Per på otte år – fra Frederiksberg til Grønnestrand Feriecenter, som ligger midt i en kæmpe lyngplantage 200 meter fra Vesterhavet ved Jammerbugten, et stenkast fra det berømte og noget mere fancy Svinkløv Badehotel.
Ifølge mindestenen, der står endnu, har Frederik VI engang, han passerede Grønnestrand på en rejse, udbrudt: ”Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!”
Der er meget smukt og uspoleret, og vi går ture og bader og har efterhånden holdt ferie her i så mange år, at børnene har fået venner, så vi koordinerer vores ferie med et par andre familier.
Samtidig er der noget mærkeligt i, at jeg har den forventning til sommerferien, at nu skal vi slappe af. For der skal også købes ind og laves tre måltider hver dag, og der er måske endda større forventninger til maden end normalt, selvom vi kun har SuperBrugsen i Fjerritslev at gøre godt med. Det skal være den bedste tid på året. Det ønsker alle, ikke mindst jeg selv.
NIKOLAJ ZEUTHEN
44 år. Bor på Frederiksberg med sin kone og deres tre børn.
Forfatter, skaklærer, fodboldtræner, vicevært og sanger i bandet Skammens Vogn.
Har blandt andet skrevet ’Viceværtsdigte’ og romanerne ’Verdensmestre’ og ’Buemundet guitarfisk’.
LISE OG MARIA håber altid, at jeg lejer en lækker bil. Men jeg synes, at vi bør spare, og har flere gange fundet den hos Cars4less eller andre steder med lave priser. Jeg kan også finde på at spare på forsikringen, hvilket har hjulpet mig til at opbygge en god bilneurose – der må jo for alt i verden ikke ske noget med bilen.
Et år ville vi besøge Moesgaard Museum på vej hjem fra Grønnestrand. Ole sad på forsædet som co-driver med gps’en. Pludselig var vi på en smal vej forbeholdt busser. I forsøget på at skynde mig ud igen, inden der kom en bus lige imod os, kom jeg til at brage undervognen ind i en chikane.
Ole var ulykkelig over sin fejl, men jeg var alt for nervøs for bilen – det år havde jeg lejet en lidt dyrere Skoda af et mere etableret udlejningsfirma – til at tage mig af ham. Jeg gennede familien ud af bilen og lagde mig på asfalten for at kigge på undervognen. Hang den ikke meget lavt? Og hvad var det, der dryppede ned fra den?
Heldigvis ville bilen starte, så vi fortsatte til Moesgaard, hvor jeg oplevede Grauballemanden gennem en tåge af bilangst. Bagefter kørte bilen os hele vejen hjem til København, og jeg undlod at nævne noget for udlejeren og hørte ikke fra dem igen. Det, der dryppede, var nok bare vand fra bilens aircondition.
Nikolaj Zeuthen og børnene på stranden.
MIN FAMILIE BEGYNDTE at komme på Grønnestrand, da min tipoldefar, der kørte rundt og solgte malkemaskiner, spurgte en bondemand, om man kunne holde ferie hos ham, når der nu var så skønt. Det fik han lov til. Siden spredtes ordet, og efterhånden blev Grønnestrand til en rigtig badepension.
Jeg har selv mine allerførste ferieminder fra pensionen, hvor primært københavnere fra den højere middelklasse indlogerede sig. Min far var civilingeniør, og man kunne både møde kunstnertyper og en direktør.
Noget af det, man boede i, var ikke meget mere end en faldefærdig lade. Der var også tilbygninger opført i hast for at få plads til flere gæster, som var noget utætte, hvad man godt kunne mærke et sted, der ligger så udsat for vejr og vind. Men det var fint nok til os. Og selskabet var godt.
Bondemandens kone lavede mad, som blev serveret ved langbordet i deres fineste stue. Om morgenen gik flettede hønseformede kurve rundt med hård- og blødkogte æg, og om aftenen sad de voksne og fik sig et glas, mens børnene blev sluppet fri og løb rundt og legede på gårdspladsen eller på høloftet.
Min far og mor mødte hinanden på Grønnestrand, da de var teenagere og kom der med deres familier. Min far var fra Frederiksberg, min mor fra Aarhus, de begyndte med at lege sammen, og hen over nogle år blev min mor fuldstændig forgabt i min far, der var lidt af en player, så vidt jeg har forstået.
En sommer var hun taget derop med en anden fyr, hun lige havde mødt – hun regnede ikke med, at min far ville være der. Da det viste sig, at han var der, fik den nye fyr den kolde skulder og sad og tudede på min mors søsters værelse.
Mine forældre var vel 16-17 år, da de fandt sammen. Og meget unge, da de fik børn. De vidste nok ikke helt, hvad de lavede. De blev skilt, da jeg var fem år, og herefter blev familien i en periode ret brudt og dysfunktionel. Jeg har fire søskende, men ofte var det af en eller anden grund mig alene, der holdt ferie med min mor og hendes nye mænd.
Jeg husker et sommerferielavpunkt i et højhus af et feriecenter i Harzen, hvor hendes daværende mand, der var tysklærer, havde bestemt, vi skulle hen, og hvor han og min mor drak sig fulde i rødvin og skændtes hele natten.
Omtrent på samme tid lukkede pensionen i Grønnestrand. Bondemanden og hans kone døde, og gården fik lov at forfalde helt. Senere blev gården overtaget af en forening, der rev det hele ned, genopførte gården med nye, pæne tilbygninger og omdannede den til et feriecenter, hvor hver familie har sit eget lille rækkehus, og man laver mad og spiser hver for sig.
Da vi havde fået vores første barn, foreslog jeg min kone, at vi skulle prøve at holde ferien dér. Og det har vi gjort lige siden.
Nikolaj Zeuthens mor og far i Fosdalen, 1964.
JEG FORTÆLLER ALTID stolt de nye, jeg møder, at jeg er kommet her som barn. Og jeg ringer altid til min mor, der nu er på plejehjem, og fortæller, når vi er der. Jeg kan høre, hun bliver rørt. Hun forbinder stedet og dets historie med noget rart og uskyldigt fra ungdommen.
Engang prøvede vi at tage til Tyrkiet på all inclusive-ferie med Star Tours for at give børnene en anden oplevelse.
Vi voksne havde fantaseret om de her 14 dage, hvor vi slet ikke behøvede at lave noget. Og den drøm får man jo også for sine penge. Sammen med varme, klorvand og en legeklub, man kan sende børnene ned i, mens man ligger og soler sig.
Stedet hed Blue Village, og jeg havde lidt en fornemmelse af at have tjekket ind i Lyngby Storcenter: Der var butikker og fadøl og softiceboder og restauranter under samme tag. Vi behøvede slet ikke at forlade stedet.
Min første reaktion var, at vi måtte væk. Men så tænkte jeg: ”Hvorfor skal jeg være så fin på den? Når mange mennesker godt kan lide det her, kan du så ikke holde af det?”
Jeg meldte mig på beachvolleyholdet sammen med de andre fædre og fik en skade allerede i min første optræden. Jeg rev min tå op på en sten i sandet. Det var lidt uværdigt. Og jeg bakkede op om de mindste børn, der dansede og sang med guiderne på scenen til smølfedance under aftensmaden.
Og børnene? De var vilde med det. Men siden har vi holdt os til Grønnestrand.
JEG LEJER IKKE længere bil fra de helt billige selskaber. Alligevel ville bilen sidste år ikke starte, da vi havde pakket hele huset ned og var klar til at køre hjem. Jeg meddelte familien det og bad dem finde deres bedste humør og gåpåmod frem. ”Nu bliver vi nødt til at stå sammen,” sagde jeg. Lise kiggede på mig et sekund, og jeg ventede, at nu ville hun lægge armen støttende om mig og sige: ”Det er okay, far.” I stedet råbte hun: ”Min telefon har ikke mere strøm. Du ødelægger mit liv!”
Det lykkedes os at få vejhjælp og få startet motoren, men den måtte ikke slukkes på hele hjemturen. Vi aflyste færgen, og hver gang vi stoppede på en rasteplads, kiggede jeg bekymret til motoren, der kogte ligesom mit indre.
Jeg ved ikke, hvor meget længere vores ældste vil med til Grønnestrand. Men vi skal derop igen i år. Og vi har allerede booket for næste år.
Nikolaj Zeuthen udgav i juni ’Sommerferiedigte’.
