1. GULE TEGLSTEN
De første år af mit liv foregik i Åtoften i Nivå, et af landets allerførste tæt-lav-bebyggelser. Man parkerede på en fælles parkeringsplads lidt uden for området, og så var der små stier, der løb imellem de mange små, gule rækkehuse og de grønne områder med bænke og legepladser. Som barn kunne man løbe helt frit rundt.
Mine forældre var journalister, min far på Politiken, og min mor på Ekstra Bladet, og de havde oprindeligt boet inde midt i København, men da min mor blev gravid med mig, ville de gerne ud af byen og have mere plads. Den legendariske Ekstra Bladet-journalist Pedro, som var min mors kollega, boede allerede i Åtoften, og det var ham,
der anbefalede det til mine forældre. I 70’erne var det the shit som børnefamilie at flytte ind sådan et sted.
Man kunne banke på en hvilken som helst dør, og hvis nogen var hjemme, kunne man bare komme ind og se, hvad de lavede. Min bror og jeg bankede tit på hos Pedro, som havde verdens største tegneseriesamling, vi kunne få lov til at dykke ned i.
I dag er børn konstant under opsyn. Selv hvis de er på en legeplads, er det med hegn rundtom og forældre, der sidder og følger med, men 70’erne var en meget u-overvåget tid. Jeg husker tydeligt at løbe rundt med en stor flok børn, og jeg husker trygheden og de her gule teglsten, som var overalt. Det var virkelig sådan et børneparadis.
Jeg tror, den har præget mig på mange måder. Også i mit arkitektursyn. Jeg har altid været utrolig glad for gule teglsten. Det er noget af det bedste og smukkeste, jeg ved.
2. MÆRKELIG VIDEN
Mine forældre proppede en masse viden i min bror og mig, fra vi var helt små. Min far er anekdoternes mester og en meget, meget morsom mand. Han har altid haft sådan nogle ur-fortællinger, som han fortalte igen og igen, men jeg har heller aldrig haft noget imod at høre dem.
Min mor er et sandt leksikon. Hun var altid meget optaget af at forklare ting om verden og samfundet og læste højt for os af bøger, som var langt over vores aldersniveau. ’Kaptajn Grants børn’, ’De tre musketerer’, ’Manden med jernmasken’. Hun læste også alt af Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf, men jeg kan ikke huske nogensinde at have fået læst ’Totte går i bad’.
Børn er små svampe, der suger viden til sig, og det gjorde jeg i den grad. Jeg var nok det, man ville kalde et gammelklogt barn. Ikke et selvsikkert barn, som bare trådte ind i et rum og talte med alle og enhver, men et forsigtigt barn, som vidste meget om mange ting. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at have en stor viden og ligesom ikke rigtig vide, hvordan jeg skulle anvende den. Jeg var ikke sådan en, der umotiveret holdt lange foredrag om meget specifikke emner, men det var i virkeligheden, fordi jeg holdt meget igen med det. Jeg havde trods alt nok situationsfornemmelse og social forståelse til at vide, at det kunne skabe en mærkelig stemning. Men jeg tror heller ikke, at jeg kan sige mig helt fri for, at der var børn på min egen alder, der syntes, at jeg var en lille smule underlig.
3. OVER HEGNET
Jeg rendte altid i hælene på min storebror Mads (Brügger, red.), for så vidste jeg, at der skete noget sjovt. Han var enormt dygtig til at bygge huler og fandt hele tiden på gode historier. Vi var meget optaget af Disneys ’Robin Hood’, der havde fået premiere i 1973, året før jeg blev født, og engang i børnehaven skulle vi lege Robin Hood sammen med nogle af de andre børn. Det var Mads, der instruerede legen. Han var Robin Hood, som skulle ud for at stjæle fra de rige. Jeg var Lady Marian og fik at vide, at jeg skulle sidde og vente på, at han kom tilbage, og det skulle de andre også. Vi gjorde alle sammen, hvad vi fik besked på, og så gik Mads hen til hegnet, der omkransede børnehaven, kravlede over og forsvandt.
Jeg var i tvivl, om jeg skulle sige noget til pædagogerne, eller om jeg skulle blive siddende og være Lady Marian. Det var noget, han gjorde, det der med at stikke af fra børnehaven. Mine forældre blev jævnligt ringet op, at nu var der igen blevet sendt pædagoger ud for at finde ham.
Jeg var en ordentlig pige, som gjorde præcis, hvad jeg blev bedt om. Selvom jeg altid syntes, det var spændende, når Mads fandt på narrestreger, forsøgte jeg også altid at sige: ”Det tror jeg altså ikke, du må.” Men han havde ligesom gang i alle de her verdener og scenarier i hovedet, som skulle udspilles, og det krævede nogle gange, at han måtte stikke af.
I dag er det bare en form for op-fotograferet version af, hvordan det var, da vi var børn. Det er stadig mig, der siger: ”Ej, er det nu en god idé?” Jeg beundrer hans mod og idérigdom, men jeg er også tit ængstelig og nervøs for ham, når han finder på noget nyt. Også meget mere, end jeg tror, han selv er. Særligt hans projekt med dokumentarfilmen ’Muldvarpen’, der varede 10 år, og hvor han vitterlig lagde sig ud med Nordkorea, et koldblodigt morderregime, gjorde mig frygtelig nervøs. Hver gang han fortæller mig, hvad han har tænkt sig at kaste sig ud i, plejer jeg at svare: ”Det er en god idé, men det synes jeg ikke, du skal.” Og så gør han det alligevel.
4. NUL BØRNEBORD
Diskussionen flød altid ved middagsmåltiderne hjemme ved os, og man kunne ikke bare sidde og være passiv tilskuer. Man blev spurgt: ”Hvad synes du om det, Ane? Hvorfor tror du, det er sådan?” Og man kunne ikke sige noget hurtigt for at slippe ud af det, for man blev udfordret på sine holdninger. Det samme gjaldt for mine venner, når de var på besøg, og det var anderledes, end hvad mange af dem var vant til.
Jeg tænker ikke, at mine forældre bevidst har sat sig for at lave deres børn til nogle meningsmaskiner. Det faldt dem bare naturligt altid at diskutere de ting, der skete ude i verden. Man skal også huske på, at det var 70’erne. Børnene skulle på banen på en helt anden måde end tidligere. De skulle anerkendes som mennesker i deres egen ret. Det var en pædagogik, som særligt min far tog helhjertet til sig. Børneborde var noget af det værste, han vidste. Han syntes, det var så latterligt, for selvfølgelig skulle børnene være med i samtalerne.
Han var meget journalist på den måde, at han var nysgerrig og godt kunne lide at høre sjove historier. Jeg havde sådan en grundfølelse af, at han altid var meget interesseret i, hvad jeg fortalte, og det, tror jeg, har været vigtigt for mig og har givet mig et stærkt selvværd.
Til gengæld delte jeg aldrig mine inderste tanker og følelser med mine forældre. Det lå ligesom ikke i kortene. Det var deres verden, det handlede om, og den tappede vi børn så ind i. Den eneste gang, jeg kan huske, at mine forældre har engageret sig i min skole, var, da rektor blev forsøgt fyret af bestyrelsen. Det førte en masse ballade med sig, og så var de pludselig meget optaget af det, men jeg tror mest, det handlede om, at det var en spændende sag. De små ting, som hvem vi legede med, hvad vores kammerater hed, og hvordan de havde det – dét var mine forældre ikke specielt optaget af.
5. NYE NABOER
Min far blev chefredaktør på Børsen, og det lille, gule rækkehus i Nivå blev byttet ud med en stor, flot patriciervilla med balkon i Rungsted. Jeg havde været vant til at dele værelse med min bror, vi sov i køjeseng, men nu skulle jeg have mit eget værelse. Jeg kunne ikke falde i søvn, når han ikke var der, og rendte tit ind til mine forældre om natten.
Rungsted var en rigtig rigmandsghetto. Næsten alle i min klasse var skilsmissebørn. Det betød, at mødrene ikke længere boede i de store huse, men måske i en lejlighed i Hørsholmparken, mens faren så levede med en ny kone i det kæmpe hus ved Strandvejen. Der var en kæmpemæssig forskel fra det store hus, hvor alting var meget flot og ekstravagant, og hvor der nogle gange var tjenestefolk, og så på at være hjemme hos moren, hvor der var helt andre forhold og måske også en bitterhed til stede.
Jeg blev aldrig rigtig glad for Rungsted. Der var sådan en fornemmelse af stilstand, tingene var på en bestemt måde, og man skulle ikke forsøge at ændre på noget. Nogle af dem, jeg gik i klasse med, var børn af berømte erhvervsfolk som Peter Zobel og Axel Juhl-Jørgensen. Det var meget statuspræget, og jeg følte mig som en fremmed fugl, fordi mine forældre var journalister, min mor ligefrem Ekstra Bladet-journalist. Det blev altid kommenteret, hvis jeg var hjemme hos nogen. Det var aldrig børnene, men der var sådan en stemning omkring det fra de voksne, som jeg syntes var ubehagelig. Min mor havde forklaret mig, at uden Ekstra Bladet var der en masse ting, som aldrig ville blive afsløret. Det var mediet, der sagde det, som skulle siges, selvom ingen havde lyst til det. Det forsøgte jeg at forsvare mig med, så godt jeg havde lært.
6. CINDY OG MIG
Da jeg var 13 år, flyttede vi til København, og Rungsted Private Realskole blev byttet ud med Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Jeg havde været vant til, at man stod op bag stolen, når læreren kom ind, sagde ’hr.’ og ’fru’ og fik en lussing, hvis man stak udenfor, selvom revselsesretten for længst var blevet afskaffet. Nu hed min lærer bare Bent, og første skoledag i 7. klasse spillede han Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’ på guitar for os.
På samme tid skyllede det ind over landet med popkultur. Fjernsynet var spækket med amerikanske serier og film, det var musikvideoer og MTV, og det hele blev et spejl, som gjorde, at jeg meget tydeligt kunne se, at mange ting var helt galt med mig. Der var sexede kvinder med lange ben, langt hår og store bryster alle vegne – i reklamer for mælk, for Stimorol, for Jolly Cola.
Jeg var meget famlende, for jeg ville også gerne være en flot, supermodel-agtigt udseende person, men jeg anede ikke hvordan. Jeg kunne ikke engang få langt hår. Min mor klippede det hele tiden kort, fordi hun mente, at det så på den lange bane ville blive kraftigere. Det troede man på dengang. Det gjorde, at jeg i de tidlige teenageår ofte blev antaget for at være en dreng, og det var nærmest det værste, der kunne overgå én.
Jeg var også helt sikker på, at jeg havde appelsinhud. Jeg vidste ikke engang, hvad det var, men jeg tænkte, at hvis jeg kunne slippe af med det, så ville det hele nok blive bedre. Jeg købte alle mulige mærkelige produkter hele tiden, og ligesom alle andre var jeg konstant på mærkelige kure – Hvidovrekuren, kålkuren, frugtkuren.
På et tidspunkt så jeg lidt til en fyr, som jeg var meget interesseret i, men han viste aldrig rigtig den samme interesse for mig. Han kunne ikke sætte ord på, hvad der var galt, men så mødte jeg hans kusine i toget, som sagde til mig, at det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter, for han ledte nemlig efter en, der lignede Cindy Crawford.
Fra 6. klasse var det min største drøm at få en kæreste, som jeg kunne gå og holde i hånd med ovre i skolen. Det var også noget, der var kommet med de amerikanske serier som ’Beverly Hills’, og jeg gjorde mig ikke større tanker om, hvad jeg ellers skulle med den kæreste.
7. PRINSEN AF WALES
Samtidig med at jeg rendte rundt og følte mig forkert, havde jeg en fornemmelse af, at lige om lidt, så bliver jeg nok opdaget. Det var bare et spørgsmål om, at jeg skulle have lov til at komme ind foran et kamera eller op på en scene, så var der nok nogen, der kunne se, hvilket talent jeg havde, og så ville jeg nok snart få en Oscar.
Jeg var med i alt, hvad der fandtes af skoleteater og drama, og der er særligt en af mine teateroptrædener, jeg stadig husker, hovedsageligt fordi min bror konstant minder mig om den. Da jeg gik i 5. klasse, skulle 8.-klasserne spille ’Den røde pimpernel’ som skolekomedie. Det var en stor ting. De skulle spille en hel uge, og det var noget, folk købte billetter til, men lige inden premieren blev drengen, der spillede prinsen af Wales, syg. Så sprang jeg til.
På rekordtid lærte jeg alle replikkerne, og så gav jeg den ellers som prinsen af Wales med pudderparyk, silkestrømper og hele outfittet. Jeg var bare en lillebitte pige over for de her kæmpestore drenge, men jeg nød det i fulde drag.
Hvert år ved juletid blev Nøddeknækkerprisen uddelt til en elev, som havde knækket en nød i løbet af året. Det år fik jeg den. For Mads er det en kilde til evig morskab. Han bringer det altid på bane og får det til at lyde, som om det er en pris, der blev givet til en, der blev mobbet rigtig meget i løbet af året. Men det var det altså ikke. Jeg fik Nøddeknækkerprisen i 1986 for min indsats som prinsen af Wales.
8. STENANSIGT
I mange år drømte jeg om at blive skuespiller eller komme i fjernsynet. Jeg gik til casting på de mærkeligste ting – musicals som ’Sound of Music’, ’Skatteøen’ og ’Annie’ eksempelvis, selvom jeg overhovedet ikke kan synge.
Mest af alt skrev jeg dog breve til 2860 Søborg. Hvis man kunne skrive ind til Danmarks Radio for at medvirke i et program, så gjorde jeg det. Som 20-årig, lige efter jeg var flyttet hjemmefra, så jeg, at DR søgte nye talenter. Det var Jarl Friis-Mikkelsen, chef for underholdningsafdelingen, der stod bag. Jeg skrev ind og blev kaldt til TV-Byen for at blive prøvefilmet.
Her blev jeg sat over for Lotte Heise og fik så den opgave at fortælle hende en vittighed. Jeg kendte ingen vittigheder, så jeg måtte desperat forsøge at diske op med noget. I dag kan jeg ikke huske, hvad jeg sagde, men det står lysende klart for mig, hvor fuldkommen uimponeret Lotte Heise var. Hun fortrak ikke en mine, men kiggede nærmest skuffet på mig. Der var helt stille i tv-studiet. Så kom Jarl Friis-Mikkelsen ind og sagde: ”Tak, du skal nok høre fra os.”
Noget tid senere fik jeg rent faktisk et brev, hvor der stod, at de syntes, jeg havde potentiale, og at jeg nu ville blive gemt i deres talentkartotek. Og så hørte jeg aldrig mere fra dem.
9. MAVEFORNEMMELSER
I midten af 2. g begyndte jeg at tage timer hos Bodil Jørgensen. Jeg gik hos hende én gang om ugen i halvandet år frem, og hun roste mig hele tiden og sagde, at jeg var et kæmpe naturtalent. Hun bekræftede mig i alt, hvad jeg selv havde tænkt hele mit liv.
Det var min altoverskyggende drøm at blive skuespiller, men så gik jeg til optagelsesprøve og fik afslag fra samtlige teaterskoler. Dengang sad alle fire teaterskoler sammen til førsteprøven. Man havde fem minutter til at optræde, og jeg valgte en meget ambitiøs scene fra Jean Genets ’Stuepigerne’, hvor jeg skulle kvæle min egen søster. Men hende, jeg fik at spille sammen med, var kæmpestor, mens jeg selv var en lille splejs, så det hele kom til at fremstå ufrivilligt komisk.
Der havde ikke været den mindste tvivl i mig om, at jeg selvfølgelig ville gå videre. For mig handlede det om, hvilken skole jeg skulle vælge. I stedet fik jeg et brev om, at jeg ikke var gået videre nogen af stederne. Der stod ikke nogen begrundelse, men man kunne ringe til Lane Lind, som var rektor for teaterskolen i Odense, for at høre, hvad hun havde noteret, så det gjorde jeg, og efter jeg havde sagt mit navn, kunne jeg høre, hvordan hun rodede igennem papirerne.
”Ja, lad mig se, hvad jeg har skrevet. Øh, jo. Kan ikke mærke det i maven.”
”Var det det?”
”Ja. Kan ikke mærke det i maven. Hej, hej.”
Efter det ville jeg overhovedet ikke være skuespiller mere. Det havde været min drøm hele mit liv, men nu ville jeg ikke have noget at gøre med det nogensinde igen. Det var mærkeligt nok en lettelse at slippe det helt og sige: ”Jamen så skal jeg aldrig mere optræde.”
Det var utvivlsomt et kæmpe nederlag, at jeg ikke kom videre, men min verden var pludselig helt åben. Nu kunne jeg blive hvad som helst. Jeg kunne blive elektriker eller astrofysiker. Det var bare at trykke på en knap og vælge, hvad der så skulle ske.
10. PIANO-HÆNGSLER
På arkitektskolen kom jeg ind i en verden, jeg overhovedet ikke kendte til. Jeg søgte ind uden nogensinde at have interesseret mig for arkitektur, men tænkte, at det kunne jeg da sikkert nok finde ud af. Det kunne jeg ikke. Der var rigtig mange arkitektbørn, som havde fået det ind med modermælken, og mange, der havde gået på forberedende forløb og var helt inde i lingoen og havde blikket for det. Jeg kom ind fuldstændig forudsætningsløs og kunne simpelthen ikke knække koden.
Det første lange stykke tid følte jeg mig meget malplaceret. Jeg gik grædende hjem fra tegnesalen hver dag, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle. Man blev ikke introduceret for faget på et grundlæggende plan. Det lå mellem linjerne, at hvis du ikke forstod det, var det nok, fordi du slet ikke skulle være der. En ældre lærer prøvede ligefrem at overtale mig til at stoppe. Han kom hele tiden med hentydninger a la ”Du kan godt selv se, den ikke er helt god”.
På et tidspunkt fandt Dorte Mandrup mig grædende over en opgave. Hun skilte sig ud fra de andre undervisere ved både at være ung og kvinde. Den opgave, vi var blevet sat til at løse, var for mig helt uforståelig. Vi skulle tage et volumen og bytte rundt på nogle ting inden for det volumen, uden at vi måtte fjerne noget af selve massen. Jeg kunne se, hvordan de andre sad og lavede små modeller, der så fantastiske ud, mens jeg selv sad med noget skumpap, som jeg limede sammen og bøjede, uden at jeg ville have kunnet forklare, hvad jeg lavede.
Dorthe løftede det ene af mine små forsøg op og sagde: ”Du arbejder jo med pianohængsler.”
Jeg kiggede forundret op.
”Gør jeg?”
”Ja,” sagde hun og forklarede mig, hvad et pianohængsel er, og hvordan man kunne overføre mit lille forsøg til en kæmpestor bygning: ”Det skal du bare gå videre med i en stor version og prøve at forfine, så meget du kan, og når du præsenterer den, så siger du, at du har arbejdet med pianohængsler.”
Så gjorde jeg det, og lærerne var vildt begejstrede. Der begyndte jeg at forstå, at det handler om selve undersøgelsen af en form eller et udtryk, som man forfiner for at finde frem til, hvad det kan, og hvordan man eksempelvis kan overføre det til en bygning, en plads, et byrum. Langsomt kom selve interessen også, og jeg fik øjnene op for byer og for bygninger på en helt anden måde. Jeg fik et helt nyt blik på verden.
11. IRRITERENDE ELVIS
På rusturen på arkitektstudiet skulle vi besøge Western Camp i Rødby, en western-by med saloon og hele molevitten. Her skulle vi bo i en slags koloni med køjesenge og industrikøkken, og om aftenen var der fest med temaet ’popstjerner’. Jeg klædte mig ud som Billy Idol. Helt kort afbleget hår, sikkerhedsnål i ørerne og hundehalsbånd om halsen.
Tidligt på dagen udså jeg mig Benjamin, der var klædt ud som Elvis. Han var meget populær, så jeg måtte løbe rundt og lave alle mulige former for ballade for at tiltrække mig hans opmærksomhed. Det lykkedes. Ud på aftenen satte jeg mig på skødet af ham og kyssede ham. Jeg tænkte egentlig, at jeg ikke skulle have nogen kæreste, for jeg havde haft en gymnasiekæreste, så nu skulle jeg bare prøve alt muligt. Jeg havde slet ikke tid til at have en kæreste. Men så var han irriterende sød. Det var før mobiltelefonen, men han begyndte at lægge små sedler i min cykelkurv, og ja, så blev vi kærester alligevel.
12. FOR UNG TIL SCHWEIZ
Mens jeg gik på arkitektskolen, begyndte jeg at arbejde på reklamebureauet Propaganda, hvor jeg sad en dag til frokost og bladrede mig igennem aviserne. Jeg har altid været meget tiltrukket af siderne med jobannoncer og falder nemt for de job, jeg læser om. Denne gang var det en jobannonce fra Bodum Design Group, som søgte en art director til deres hovedsæde i Luzern i Schweiz, der fangede min interesse.
Benjamin er halvt schweizer, og vi havde talt om at prøve at bo i Schweiz en dag, så jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” Jeg søgte jobbet, mest for sjov, men et par dage efter kom deres designchef til Danmark for at interviewe mig. Jeg havde min skoleopgave med til mødet, for jeg havde ikke andet at vise. Alligevel fik jeg jobbet. Jeg blev fløjet til Schweiz, så jeg kunne møde dem, jeg skulle være chef for, og jeg var kun 25 år, så det var en big deal at blive fløjet på business class til Schweiz og vist rundt i de her meget flotte lokaler.
Vi boede i en vidunderlig lejlighed med udsigt ud over Alperne. Man kunne stå på ski i weekenden eller tage et smut til Italien eller Frankrig. Det var en dejlig tid, men samtidig følte jeg mig alt for ung og uprøvet til det kæmpe ansvar, der fulgte med. Da der var gået et år, kunne jeg mærke, at det var tid til at tage hjem igen, uden jeg havde nogen anelse om, hvad der så skulle ske.
Jeg stiftede blandt andet mit eget firma, Timeline, som specialiserede sig i visuelle identiteter, og jeg var i en periode designchef i DR. Jeg gik til en masse møder og kedede mig det meste af tiden. Men så spurgte min ven Thomas Klinkby mig, om jeg ikke ville prøvefilmes som vært på et nyt tv-program. Jeg sagde bare ja for at gøre ham en tjeneste, men alligevel var det, som om noget blev tændt inde i mig, da jeg midt i spisepausen en dag trådte ind i det sterile mødelokale, hvor optagelserne skulle foregå, og gik i gang med at tale foran kameraet. Jeg kunne fysisk mærke, at det her føltes rigtigt.
Jeg havde nok ikke været superglad i mit tidligere arbejdsliv. Jeg kunne godt være på den hylde, hvor jeg befandt mig, men det føltes ikke som den rigtige. Den fornemmelse forsvandt fuldstændig, da jeg blev vært på programmet ’TV!TV!TV!’ Jeg tror i virkeligheden, det var min fordel, at jeg havde arbejdet i DR i flere år, så jeg var ikke nervøs eller bange for mediet, da jeg blev vært. Jeg havde stået i et studie og kigget på et kamera, så jeg var i stand til at slappe af og være fuldstændig mig selv.
13. EN KENDT HÅRTOT
Idéen med programmet var, at det skulle være et kritisk, men begejstret blik på tv. Vi prøvede at gå til de tv-programmer, vi omtalte, på mediets præmisser, men samtidig var det et kig ind bag kameraet. Vi sammenlignede det med ’Troldmanden fra Oz’, som bare er en lille mand inde bag et tæppe, men som er ham, der skaber al magien. Det var tanken at give folk et blik ind bag tæppet.
Det var virkelig en fantastisk tid, men også en vild, underlig tid. Jeg var 35 år, havde tre børn og havde haft gang i en karriere i mange år. Jeg tror ikke helt, jeg havde tænkt over, hvor stort det skift egentlig var, før jeg stod midt i det. På premieredagen anmeldte Politiken programmet på forsiden af 2. sektion med et stort billede af mig og rubrikken ’TV til tiden’. Det var vildt fra den ene dag til den anden at gå fra at være designer i kulissen til at have sit ansigt på forsiden. Jeg kan huske, at jeg cyklede ud mod DR Byen, helt høj i hatten over den positive opmærksomhed, og følte mig on top of the world, da jeg mødte Klaus Rothstein, som var boganmelder både i DR, i Weekendavisen og forskellige andre steder. Han sagde til mig, at hvis han skulle give mig ét godt råd, så var det som tv-vært hverken at lægge for meget i de gode eller de dårlige anmeldelser. Det skulle vise sig at være et godt råd, for der skulle også komme mange af de mindre gode senere hen, men det startede med bulder og brag.
Det var en utrolig forløsende oplevelse for mig. Jeg havde sådan en fornemmelse af endelig at udleve mit potentiale. Det havde ligget sovende i mig siden barndommen, og jeg havde prøvet at skubbe det til side og tænkt, at det nok også bare var en vanvittig idé, at jeg skulle stå foran kameraet, og nu skulle jeg altså se at blive voksen. Men nu var der pludselig andre, der kunne se, at det var noget, jeg var god til.
I starten var jeg meget nervøs for, at nu ville jeg blive kendt, og ville jeg så overhovedet kunne gå på gaden i fred? Men det gode ved mig er, at det er håret, jeg bliver genkendt på. Hvis jeg tager en hue på, er der ingen, der kan genkende mig. Det er ligesom Harry Potters forsvindingskappe. Puf, så er jeg væk.
14. AMBITIONER
Da jeg blev mor, blev jeg vanvittig. Det var mig magtpåliggende, at Agnes skulle i bad klokken 18 hver dag. I det samme badekar. Det var ligegyldigt, hvor vi var henne, jeg slæbte det med mig alle vegne. Jeg havde læst et sted, at små børn kan komme til at bytte rundt på nat og dag, og det var mit mareridt, at hun var vågen hele natten og sov hele dagen. Jeg havde alle mulige strikse rutiner og principper, som overhovedet ikke måtte rykkes ved.
Jeg var også meget nervøs for, om hun blev stimuleret nok. Om der var nok udvikling i hendes hjerne. Det betød, at vi ikke kunne være hjemme i weekenden. Hun kunne ikke bare ligge på sit legetæppe. Nej, hun skulle ud, hun skulle opleve natur, kultur og musik. Det var heller ikke nok med babymos, hun skulle have alle mulige spændende smagsoplevelser. Og hun måtte under ingen omstændigheder være i kontakt med sukker.
Jeg følte virkelig, at det var mit livs største opgave, og at jeg blev nødt til at være den bedste mor på alle parametre, for sådan var jeg gået til udfordringer hele mit liv. Det er utroligt, at Benjamin ikke løb skrigende væk, for jeg ændrede mig simpelthen fundamentalt. Vi må være et godt match.
Da lillesøster Esther kom til, havde jeg prøvet det hele før. Jeg var blevet mig selv igen og havde indset, at det hele nok skulle gå. Hun er også et meget mere afslappet menneske i dag, og det samme med lillebror Manfred. Agnes er sådan en type, der pacer sig selv og er meget ambitiøs. Jeg tænker, at det har noget med hendes spæde barndom at gøre. At jeg ligesom investerede alt det, jeg havde af ambitioner, i hende.
Heldigvis har jeg nogle børn, der har det til fælles, at de alle tre er omsorgsfulde, empatiske og ordentlige over for andre. Det er jo faktisk det vigtigste.
15. GRÆSK KATARSIS
Da jeg fyldte 50 år, havde jeg lyst til, at der skulle ske noget særligt. Jeg legede med forskellige ideer, men det slog mig, at jeg havde allermest lyst til at rejse ud i verden, uden at noget var booket på forhånd. Dét at rejse er altid så planlagt en begivenhed nu om dage, men jeg følte trang til at gå ned på Hovedbanen og bare tage et tilfældigt tog. Det var en lidt kættersk tanke, for kunne man overhovedet det som 50-årig kvinde? Bare sådan bevæge sig ud i verden uden nogen plan?
Jeg har aldrig rejst alene og nærmest ikke været alene, siden jeg var 21 år, men Benjamin tog det meget pænt, da jeg fortalte ham, hvad jeg havde tænkt mig. På det tidspunkt var jeg landet på, at jeg ville tage til Det Græske Øhav, hvor de har et meget velfungerende færgesystem, som man bare kan hoppe af og på. Det eneste, han spurgte om, var, om det var, fordi jeg gerne ville finde mig en græsk mand, for ellers var det fint med ham. Min søn Manfred sagde det fuldstændig samme: ”Er det, fordi du vil finde en græker?” Han havde meget svært ved at forstå, hvorfor jeg dog ville af sted uden dem. Mine piger syntes bare, det lød fedt.
Jeg havde egentlig forudset, at det ville blive ubehageligt, at jeg ville blive ked af det eller savne min familie så meget, at jeg gerne ville hjem, men det oplevede jeg ikke på noget tidspunkt. Det blev en vidunderlig tur. Når man har været vant til at tage hensyn til alle andres behov i så mange år, er det fantastisk at kunne gøre, præcis hvad man vil. Hvis jeg bare gerne ville ligge i min seng og strikke hele dagen, så kunne jeg gøre det.
Efter en lille måneds tid tog jeg en færge ud til den lillebitte ø Alónissos. På øen ligger en gammel by oppe på et bjerg, som blev fuldstændig ødelagt under et jordskælv i 60’erne. Alónissos’ egne beboere flyttede ned og byggede en modernistisk by nede ved havnen, mens franskmænd og englændere genopbyggede den gamle by på bjerget. Der lejede jeg et lillebitte hus, som lå helt skubbet ud på en klippe med udsigt ud over bugten.
På det tidspunkt havde jeg rejst så længe, at det var, som om jeg var kommet i en form for klostertilstand. Jeg sad bare og kiggede ud over bugten og foretog mig ingenting i virkelig mange dage. Jeg følte mig helt renset indeni, det var ren katarsis. Jeg havde ingen tanker om nutiden, fortiden, fremtiden. Jeg havde nærmest ingen tanker. Bortset fra én: Nu er det vist på tide at komme tilbage til mit eget liv.
16. UD AF KOMMUNEN
For nylig købte Benjamin og jeg et lillebitte fiskerhus i Taarbæk, hvor vi skal flytte ind i det nye år. Jeg har fået en trang til at være tættere på naturen. Til at høre fuglene fløjte og fornemme skiftet mellem nat og dag. I byen bliver der aldrig rigtig mørkt, fordi der er så meget kunstlys, og der bliver aldrig helt stille, fordi der er larm fra biler hele tiden. Det påvirker mig mere, end det gjorde, da jeg var yngre.
Alene tanken om at skifte kommune er lidt svær for mig. Jeg elsker København og føler mig som inkarneret københavner. Men der er også noget provinsielt over ikke at ville krydse kommunegrænsen. Og så bliver man nødt til at gøre det.
Min ældste datter er flyttet hjemmefra, den mellemste flytter lige om lidt, og sønnen er på efterskole. Det er faktisk meget sorgfuldt, at børnene pludselig er væk. Det er godt, for de skal jo ud i verden, men det er også en underlig tom fornemmelse. Jeg savner de små versioner af dem, hvilket er ekstra skørt, for når man er i det, kan man næsten ikke vente på, at de bliver større og mere selvkørende. Og nu, hvor de er store, savner jeg så dengang, hvor de havde brug for mig hele tiden. Derfor vil jeg heller ikke bare sidde tilbage i den tomme rede. Jeg vil helst ikke blive sådan en kustode i mine børns liv, der går og støver deres værelser af og venter på, at de kommer til middag hver søndag.
Det er først for ganske nylig gået op for mig, at huset i Taarbæk minder forbløffende meget om det hus, jeg boede i på Alónissos. Men selve huskøbet er på mange måder også en direkte konsekvens af min rejse, for hvis der var én erkendelse, jeg nåede frem til undervejs, så er det, at livet ikke slutter, bare fordi man bliver 50. Det kunne jeg tydeligt mærke, mens jeg var af sted: Livet er stadigvæk et eventyr. Man skal bare huske at rykke sig.
