EN AFTEN I begyndelsen af marts træder Vicki Berlin ind i garderoben på Nørrebro Teater med en økologisk svineleverpostej fra Coop stikkende op af håndtasken. 

Men hov, vent lige et øjeblik, er den 45-årige skuespiller ikke erklæret veganer? Og jo, det er hun da. Leverpostejen er skam heller ikke til hende selv, men bestikkelse til hendes hund Gustav, som i flere uger har gået deprimeret rundt derhjemme, siden dens ’far’ – Vicki Berlins mand, instruktør Nikolaj Tarp – rejste til Fredericia for at instruere en musical.

”Hvordan kan man egentlig se, at en hund er deprimeret?” spørger skuespillerkollega Amalie Lindegård med undren i stemmen fra sin plads foran spejlet, hvor hun er ved at lægge makeup til aftenens forestilling.

Det viser sig, svarer Vicki Berlin, at symptomerne ikke er stort anderledes end hos et menneske: Gustav hænger med snuden, han gider ikke gå tur, han bliver ikke længere begejstret, når det er spisetid, og om natten har han svært ved at sove (så svært, at han i nat traskede ind i stuen og blev der, fordi han ikke kunne finde ro inde i sengen sammen med Vicki Berlin, hvor han plejer at ligge).

”Min mand og jeg har lidt hver vores hund, og egentlig var Gustav min hund,” forklarer hun. Men sidste år, da parrets gamle basset hound Walter døde, ”rykkede Gustav op i hierarkiet, efter pladsen som alfahannen i huset blev ledig”, og i stedet har hun nu fået Fido, der ligesom Gustav er en ruhåret miniaturegravhund, men heldigvis ingen problemer har med at være alene hjemme med mor.

Med leverpostejen lagt på køl tager Vicki Berlin plads i sin stol og begynder at dyppe et lille falsk overskæg i alkohol for at opløse de rester af lim, der måtte være tilbage fra gårsdagens forestilling. Mens dagtimerne går hjemme i Hvidovre med hundene, tilbringer hun de fleste af sine aftener på Nørrebro Teater som Nikita ­Khrusjtjov i komedien ’Stalins død’ om intriger og magtkampe i Sovjetunionens kommunistparti i dagene efter landsfaderens bortgang.

I det begyndende forår står Vicki Berlin fem gange om ugen på scenen som den lavstammede sovjetiske politiker, en rutine, der kun afbrydes af fire dage i Los Angeles til årets oscaruddeling med filmen ’Triangle of Sadness’, så hun er som regel udmattet, når hun kommer hjem efter en forestilling. Men i aften, inden hun lægger sig i sengen hjemme i Hvidovre, skraber hun leverpostejen ud af foliebakken, serverer den for Gustav og leger lidt med ham og hans pivedyr. Og da det hjælper på humøret, får Gustav leverpostej som natmad hele den følgende uge.

I LOS ANGELES skal Vicki Berlin se sin mand for første gang i over en måned. Han ankommer til byen en dag senere end hende for at agere moralsk støtte, selvom han ikke har billet til showet og må nøjes med en visning hos filmens amerikanske distributør for alle dem, der ikke har adgang.

”Men han insisterede på at komme med alligevel,” fortæller Vicki Berlin i teatergarderoben halvanden uge før prisfesten. ”Og det ville jo også være ærgerligt at sidde herhjemme, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste minut, og der er en plads i salen, som skal fyldes ud.”

Som indehaver af en større rolle i en film, der er nomineret i hovedkategorien ved verdens største filmpris, skulle man tro, at hendes egen invitation til oscaruddelingen var givet. Men sådan fungerer det langtfra, har Vicki Berlin erfaret. Da det blev afsløret, at ’Triangle of Sadness’ var nomineret til bedste film, antog hun begejstret, at nu skulle hun da selvfølgelig til oscaruddeling. I stedet fik hun at vide, at det var sgu ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, og så tog fanden ved hende: Hun skrev til samtlige producere på filmen (”Jeg skal med”) og satte himmel og jord i bevægelse hos distributøren for at skaffe sig en af de få billetter. Anstrengelserne bar frugt, og sammen med blandt andre danske Zlatko Burić er hun inviteret til festen.

På sin smartphone viser hun et foto af sin kjole, syet til lejligheden af den danske designer Jesper Høvring. Den er stram og i sort og guld, og i teatergarderoben diskuterer hun med sine kvindelige kolleger, hvad man mon egentlig gør, hvis man midt under showet pludselig skal på toilettet i sådan en mundering. Og hvad hvis man ikke når tilbage, inden reklamepausen er slut? Nogen egentlig konklusion når de ikke frem til, men i mellemtiden har Vicki Berlin anlagt overskæg og pudret kinderne, og nu mangler kun kostumet samt et par rekvisitter, der skal lægges klar, før teaterklokken ringer.

PÅ NØRREBRO TEATERS scene viser Vicki Berlins absolutte komikgehør sig fra første replik. Med en usvigelig timing, opbygget og forfinet gennem år på de danske revyscener, rider hun på publikums reaktioner gennem ’Stalins død’, fornemmer latteren bølge op og ned, ved, hvornår det er tid til at trykke på speederen, og, lige så vigtigt, hvornår der skal trædes på bremsen.

Det handler om aldrig at miste fornemmelsen for publikum. Er de veloplagte i dag, eller er de lidt sløve og kræver et kærligt los i røven? Ikke to forestillinger er ens, og hver gang Vicki Berlin træder ind på en scene, om det er på stenbroen i København eller en provinsrevy i Jylland, bruger hun sin fingerspidsfornemmelse til at lodde stemningen i salen, så hun kan spille med publikum, ikke kun for dem.

Hvad færre blandt publikum vil opdage, er den ekstreme mængde forberedelse, der ligger bag selv den mindste detalje i hendes optræden. Forud for rollen som Khrusjtjov har Vicki Berlin set timevis af gamle optagelser fra tiden omkring Josef Stalins død i 1953, studeret, hvordan de sovjetiske magthavere bevæger sig, og fundet frem til, at mange af dem går og taler på samme måde, som havde de været på en form for diktatorisk lederkursus. 

Den grundighed er kendetegnende for hende, siger hendes mand Nikolaj Tarp. I sit instruktørarbejde møder han af og til skuespillere, der fortæller, at denne gang har de været ekstra grundige og læst manuskriptet 40-50 gange, men som regel laver Vicki Berlin dobbelt så mange gennemlæsninger, inden hun møder op til prøverne på en forestilling.

”Jeg tror, at jeg kan stort set alle hendes replikker og monologer,” siger han, så smilet næsten trænger hele vejen ud gennem telefonen. ”Og det er kun, fordi jeg er blevet trukket igennem dem så uendeligt mange gange derhjemme.”

Vicki Berlins benhårde arbejde og hendes særlige blik for den lille, humoristiske detalje, som at tage små karaktertræk hos en person og forstørre dem, har gjort hende til et af Danmarks mest driftssikre komiske talenter. Hun slog igennem i DR-satireprogrammet ’Tjenesten’, og selvom det var hendes deltagelse i ’Vild med dans’, der i 2007 for alvor gjorde hende landskendt, har hun spillet, charmeret og joket sig ind på danskernes nethinde, revy efter revy, replik efter replik. Men det har også haft den uheldige bivirkning, at hun er gledet så langt ned i den kasse, hvor der står komiker og revyskuespiller – ”der er ikke noget, der hedder revyskuespiller, vi er alle skuespillere”, mener hun – at det er blevet svært at bryde ud. Og selvom hun elsker komedien, elsker at modtage publikums vanedannende latterbrøl og stadig optræder på Odense Sommerrevy hvert år, har hun altid drømt om også at bruge resten af sit repertoire som skuespiller. Men i den danske filmbranche har de gang på gang sagt nej til den korthårede blonde skuespiller.

Der skulle gå hele 26 år af hendes karriere, og hun nåede da nok at tænke en gang eller to, at chancen måske aldrig ville komme. Men så blev hun castet til den svenske stjerneinstruktør Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, og da den sidste år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, kom gennembruddet med større gennemslagskraft, end hun nogensinde havde turdet håbe på.

Efterfølgende kunne Vicki Berlin pludselig læse om sig selv, at hun havde gjort kometkarriere. Men hvis hun var en komet, tænkte hun, så måtte hun da være den langsomste komet i verden.

”Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

I ’TRIANGLE OF SADNESS’ spiller Vicki Berlin chefstewardessen Paula, der om bord på en luksusyacht forgæves forsøger at holde styr på både rige, privilegerede passagerer og en fordrukken kaptajn (Woody Harrelson), som nægter at forlade sin kahyt. Filmen, der er både skrevet og instrueret af Ruben Östlund, er hendes første internationale rolle, og til trods for at den genremæssigt nok bedst kan betegnes som sort satire, er der langt til de revyroller, hun ellers har brugt det meste af sin karriere på at spille.

Ikke fordi Vicki Berlin ikke har forsøgt at komme til at spille drama, det skal guderne vide. Men da casteren Tanja Grunwald ringede til hende i sommeren 2018 og opfordrede hende til at gå til casting på ’Triangle of Sadness’, havde Vicki Berlin ikke hørt fra hende i seks år. Desuden var hun midt i opløbet til Menstrup Revyen på Sydsjælland, og hun havde i øvrigt – indrømmer hun lidt skamfuldt i dag – slet ingen anelse om, hvem Ruben Östlund var.

”Jeg ringede til min mand, som har meget bedre styr på den slags end mig,” fortæller hun. ”Og da han fik at vide, hvem instruktøren var, sagde han: ’Tager du pis på mig? Kan du så få din røv til den casting, lige nu!’”

Tanja Grunwald havde udset sig Vicki Berlin, fortæller hun i telefonen, ”fordi hun har en skarphed over sig, både på grund af sit udseende med det korte, lyse hår og hendes personlighed. Hun er sjov, men hun har også autoritet, og da jeg læste oplægget til rollen som Paula, tænkte jeg, at den kunne Vicki lave et sjovt bud på.”

Forud for castingen havde Vicki Berlin fået udleveret tre tætskrevne sider på engelsk, som hun nåede at memorere både forlæns og baglæns, inden hun mødte op på castingkontoret ved Nørreport. Her var det til hendes overraskelse ikke en caster, men Ruben Östlund selv der tog imod. I rollebeskrivelsen stod, at hendes karakter var 25 år, så det var ikke med store forhåbninger, at den dengang 39-årige skuespiller fremførte sin forberedte tekst to gange, improviserede 4-5 scener og fik taget en form for mugshot. Men da Östlund kiggede ind i kameralinsen, overhørte hun ham pludselig hviske for sig selv: ”Der er hun jo.”

VICKI BERLIN GIK opløftet derfra. Men i lang tid efter castingen hørte hun intet.

”Der gik jo flere måneder, og så begyndte jeg at tænke: Fuck, sagde han det rent faktisk? Eller var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind? Jeg har været til mange castings, hvor de har glemt at afmelde alle dem, som ikke fik rollen, så da jeg kontaktede Tanja første gang, tænkte jeg, at de nok allerede havde fundet en anden. Men hun svarede: ’Nej nej, du er på shortlisten.’ Og pludselig begyndte jeg at tænke: Kan det her virkelig ske?”

Yderligere to måneder passerede uden et svar, og da Vicki Berlin i mellemtiden var blevet tilbudt en revyrolle, som lå lige midt i optagelserne til ’Triangle of Sadness’, valgte hun igen at ringe til Tanja Grunwald.

”Jeg var jo bange for at presse dem så meget, at de helt ville droppe mig,” husker hun. ”Men samtidig stod jeg med en revy, der skulle til at trykke plakater, og jeg syntes, det ville være tarveligt at bruge deres tid og penge for så at springe fra. Til sidst sagde de, at de ville give mig svar den følgende fredag, så jeg stod tidligt op og re­freshede min indbakke igen og igen, men intet skete. Så ringede Tanja pludselig: ’Du har fucking fået rollen,’ udbrød hun. Og så begyndte jeg bare at hyle.”

Det viste sig senere, at valget til sidst havde stået mellem Vicki Berlin og amerikanske Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen i HBO-hitserien ’The Handmaid’s Tale’, og at Ruben Östlund havde valgt danskeren foran den amerikanske stjerne – og i øvrigt skrevet rollen om, så den passede til en lidt ældre skuespiller.

”Men det værste var,” siger Vicki Berlin, ”at selv da jeg fik rollen, ville min hjerne ikke tro på det. Så jeg gik hele tiden og frygtede, at nu ringer de og siger: ’Vi har fundet en anden.’ Og selv da jeg gik i gang med at forhandle kontrakt, var jeg bange for at presse så meget på, at de sagde: ’Glem det.’ Og selv da jeg havde skrevet under på kontrakten, var jeg bange, fordi jeg havde hørt om ham skuespilleren, der var blevet kasseret til hovedrollen i ’Tilbage til fremtiden’, fordi producerne fandt ud af, at de hellere ville have Michael J. Fox.”

SELV DA HUN mødte op på filmsettet i Grækenland, hvor størstedelen af ’Triangle of Sadness’ er optaget, havde usikkerheden ikke sluppet sit greb om Vicki Berlin. Om aftenen, når dagens optagelser var slut, lå hun på sit hotelværelse og forestillede sig, at producerne om lidt ville komme og banke på for at fortælle hende, at nej, desværre, det gik altså ikke alligevel. Nervøsiteten blev ikke just mindre af, at Ruben Östlund er en meget krævende instruktør, som gerne tager samtlige scener om adskillige gange.

En enkelt scene krævede 70 takes, husker Vicki Berlin, og til sidst var hun ved at blive bims. Men selvom optagelserne var hårdere end noget, hun havde prøvet før, var det også ekstremt lærerigt, og hun kom godt ud af det med sin veganske åndsfælle Woody Harrelson, der havde sin egen private kok med på settet og inviterede Vicki Berlin til at spise. 

”Jeg rykkede mig timileskridt som skuespiller,” siger hun, så da hun igen landede i Danmark, færdig med at filme, skulle man tro, at nu måtte hun da langt om længe føle sig sikker. Men nej, det fortsatte bare:

”Jeg frygtede, at min rolle ville blive klippet ned og nærmest helt ud af filmen,” siger hun. ”Så det var en stor overraskelse, da jeg til verdenspremieren i Cannes så filmen for første gang og opdagede, at min rolle næsten var blevet gjort større. Og så kom alle de begejstrede anmeldelser.

Jeg havde jo gået og forberedt mig mentalt på at få tæsk for den her rolle, men i stedet vandt filmen Guldpalmen, og alle var helt oppe at ringe.”

Hvorfor kunne du ikke slippe usikkerheden?

”Fordi sådan noget her aldrig sker for mig. Jeg er 45 år, og jeg har altid været nummer to. Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

SIDEN HUN VAR 10 år gammel, har Vicki Berlin siddet klistret foran skærmen til oscaruddelingen, sent om natten dansk tid. Allerede dengang vidste hun, at hun ville være skuespiller. Hun elskede at optræde for sine forældre og sine to søskende eller sætte forestillinger op med små, blå smølfefigurer ude i haven i Espergærde, og i skolen var det ofte hende, der underholdt med sine parodier på lærerne.

Vicki Berlins mor var først hjemmegående, senere stod hun i skranken på biblioteket, mens hendes far arbejdede for elektronikfirmaet Brüel & Kjær i Nærum. Det var ikke en familie med mange penge og råd til charterferier, så i stedet tog de færgen til Bornholm og deltes fem mennesker om en firemandskahyt.

I det hele taget lærte Vicki Berlin at spare op, gøre sig umage og arbejde hårdt, og i skolen var hun flittig, pligtopfyldende og perfektionistisk, i hvert fald indtil teenageårene. Ikke fordi hun havde noget, der bare mindede om et ungdomsoprør (tværtimod fortryder Vicki Berlin i dag, at hun ikke ”var lidt mere rebelsk”), men fordi hendes fokus flyttede sig til teaterstykkerne på Espergærde Ungdomsskole. Teateret gjorde hende lykkelig, og hun var dygtig og fik store roller, blandt andet som kaninen i ’Alice i eventyrland’ og prinsessen i ’Klods Hans’.

Det lå lige for, at Vicki Berlin skulle søge ind på Statens Teaterskole som 18-årig. Men det blev også hendes første møde med den seriøse skuespilverdens uigennemtrængelige mur.

Til optagelsesprøverne var hun rystende nervøs, og bedre blev det ikke, da hun gik op for tredje, fjerde og femte gang, men igen-igen fik et nej tak. Efter en overgang at have overvejet, om hun skulle noget helt andet, måske være astronom eller blomsterbinder, droppede hun drømmen om Statens Teaterskole og søgte ind på den private film- og teaterskole Holberg på Frederiksberg.

”Jeg betalte det hele selv med penge, jeg havde sparet op, for jeg kunne ikke få SU. Om dagen læste jeg, og om aftenen arbejdede jeg som billetkontrollør på Betty Nansen og på Edison Teatret. Holberg var en fantastisk skole, hvor jeg rykkede mig virkelig meget,” siger hun.

Men alligevel var der ingen job til hende, da hun blev færdig i 2000. På teatrene rynkede de bare på næsen, når hun fortalte, hvor hun var uddannet. Havde man ikke gået på Statens Teaterskole, var man jo altså ikke rigtig skuespiller.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

I 2002 STILLEDE Vicki Berlin op til DM i standup og fik en tredjeplads. Hun havde altid været god til at få folk til at grine, og at blive betalt for at stå på en scene og fortælle jokes var jo alt andet lige bedre end at sælge billetter på Betty Nansen Teatret og vaske trapper i weekenderne. Men hun fandt sig aldrig til rette i det mandsdominerede miljø, hvor hun skulle finde en grimasse til ”FISSE!”-tilråb fra publikum, og hvad der ellers hørte med til at være kvinde og standupper i starten af 00’erne.

”Men selvom jeg syntes, at det var et par hårde år, lærte jeg rigtig meget om timing, som jeg stadig bruger, når jeg går på scenen i dag,” siger Vicki Berlin.

I miljøet mødte hun Michael ’MC’ Christiansen, og han kunne godt se, at hun ikke trivedes på standup-scenen, men også, at hun fandt sig bedre til rette, da hun i 2004 blev hyret som skuespiller og satireforfatter på ’Gintbergs store aften’ på TV 2 Zulu og på ’Tjenesten’ på P3, hvor de to sammen skrev sketches, da radioprogrammet blev til en satireserie på DR2.

”Både Vicki og jeg havde et højt ambitionsniveau, og vi arbejdede mange, mange timer for at være sikre på, at det materiale, vi præsenterede på tv, var så godt, som det overhovedet kunne blive,” siger han.

Sideløbende sendte Vicki Berlin sit cv af sted til snart sagt alt og alle i dansk film, selv bittesmå kortfilm, og da ingen sagde ja, forsøgte hun sig siden på landets revyer, også her uden succes. Men da Bornholmerrevyen i 2008 fik ny instruktør, ringede Martin Miehe-Renard. Han havde set hende i ’Tjenesten’ og ville høre, om hun mon kunne være interesseret i at spille revy. I sit svar efterlod Vicki Berlin ingen tvivl: 

”Ja, for helvede!”

VICKI BERLIN LUKKER øjnene, tager en dyb indånding, suger luften helt ned i maven og puster den ud igen. Så skubber hun følelsen af udmattelse i baggrunden, træder ud af kulissen og ind foran publikum på ny.

Det gentager sig flere gange i løbet af aftenens scene- og kostumeskift. Mindre end halvandet døgn er gået siden oscaruddelingen, hvor holdet bag ’Triangle of Sadness’ måtte se ’Everything Everywhere All at Once’ løbe med prisen som bedste film, og hun er allerede tilbage i rollen som Khrusjtjov på Nørrebro Teater. To uger efter vores første møde i garderoben og kun fire timer fra hun landede i lufthavnen efter at have fløjet i 12 timer direkte fra Los Angeles til København for at nå forestillingen. Med sig hjem fra USA har hun taget ikke bare en massiv omgang jetlag på grund af ni timers tidsforskel, men også en virus, som betyder, at hun må dosere sin stemme sparsomt for ikke at miste den allerede i løbet af første akt.

Det kræver en ekstra energiudladning at spille, når man er træt, fortæller Vicki Berlin senere. Denne aften må hun grave dybt, for på scenen er der i hendes verden ingen undskyldning: Hun insisterer på, at publikum skal have den samme oplevelse for deres entrépenge hver eneste aften.

”Puha,” siger hun, stadig i søvnunderskud trods et solidt indtag af importeret amerikansk håndkøbs-melatonin, da hun to dage og endnu en forestilling senere træder ind på den veganske Bistro Verde i Indre København iført lyserøde Dr. Martens-støvler og matchende jakke.

”Den var godt nok hård at komme igennem.”

I Los Angeles landede Vicki Berlin to dage før selve oscaruddelingen og gik ud som et lys på sit hotel om aftenen efter en middag med Det Svenske Filminstitut. Således vågnede hun relativt frisk og veludhvilet om lørdagen, endnu uanende om den forkølelses­virus, hun snart ville samle op, med planer om at tilbringe formiddagen i en såkaldt luxury lounge i Hollywood. Hendes nye, internationale agent havde arrangeret besøget, og hvad det egentlig gik ud på, vidste Vicki Berlin ikke, før hun trådte ud af taxaen og ind på et hotel, hvor hun blev mødt af en receptionist med et clipboard med teksten: ”Vicki Berlin, ’Triangle of Sadness’, 3 nominations.” 

Herfra må hun hellere selv forklare:

”Min ledsager hed Ava, og i hænderne havde hun en stor, sort taske. Sammen gik vi rundt i en kæmpe foyer med forskellige boder. Ved den første sagde hun: ’Yes, I have Vicki Berlin for you, here’s your sunglasses.’ Så fortalte personen i boden lidt om solbrillerne, jeg tog dem på og fik taget et billede, og så røg de ellers ned i tasken og videre til næste bod. Jeg fik øreringe, halskæder, cremer, makeup, et par massagebriller, en hårtrimmer, som jeg ikke engang ved, om jeg kan bruge, fordi den kun passer til amerikanske stikkontakter, en rejse til Afrika og en rejse til Caribien, og jeg måtte sige nej til både en grill og et grydesæt, for hvordan skulle jeg nogensinde få det med mig hjem til Danmark? Imens blev jeg introduceret til højre og venstre til andre skuespillere og filmfolk, som også gik rundt med hver deres personlige assistent og sorte tasker, der bare voksede og voksede. Det var fuldstændig vanvittigt. 

Bagefter måtte jeg slæbe min grandioso taske med mig ud i en taxa og videre til frokost med Det Danske Filminstitut. Her mødte jeg Zlatko (Burić, red.), som gloede undrende på mig, der kom slæbende med min kæmpe taske, og spurgte: ’Vicki, hvad laver du med den der?’ Jeg svarede, at jeg havde været i luxury lounge uden at ane, hvad jeg havde sagt ja til, og at jeg havde fået kastet gaver i nakken. Zlatkos agent stod ved siden af og sagde: ’Ja, det var du også inviteret til, men jeg sagde nej’, hvortil Zlatko udbrød: ’Hvad!? Sagde du nej, din idiot?’ Heldigvis for ham var der også gaver, da vi om aftenen tog videre til den traditionelle Night before Oscars-fest: Jeg fik chokolade og en jakke, og jeg fandt ud af, at Ruben (Östlund, red.) havde medbragt en hel ekstra kuffert kun til at kunne fragte alle sine gaver med hjem. What the fuck?”

DAGEN EFTER, til selve oscaruddelingen, fik Vicki Berlin sig til gengæld en mindre skuffelse. For det første var løberen slet ikke rød, men champagnefarvet og lignede et billigt tæppe fra IKEA, og for det andet så det legendariske Dolby Theatre i Hollywood overhovedet ikke ud som i de storslåede transmissioner, hun kendte fra tv.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

Teaterfoyeren var gammel og slidt, gulvtæppet var plettet, og på vej ind til sin plads i salen mærkede Vicki Berlin noget trække i kjoleslæbet. Da hun vendte sig om, viste det sig, at et gulvbræt havde løsnet sig og sat sig fast i hendes kjole. En mand fra personalet kom stormende, fik bakset brættet fri og forsøgte at montere det på gulvet igen med en hammer og lidt gaffatape. Nå ja, i det mindste havde holdet fra ’Triangle of Sadness’ gode pladser, på en balkon lige i kameravinklen og med fuldt udsyn til scenen, og Vicki Berlin havde drukket så tilpas lidt væske, at hun klarede sig gennem alle showets fire timer uden at skulle på toilettet. Det var til gengæld ikke alle hendes medskuespillere, der kunne holde sig, og så blev hendes sidemand fluks erstattet af en såkaldt seat filler – der bliver betalt for at klæde sig pænt på og sætte sig, så der ikke er tomme pladser i tv – frem til næste reklamepause.

PÅ BISTRO VERDE har jetlaggen ikke dæmpet Vicki Berlins fortællelyst, men inde bagved er hun mærket, ikke bare af flyveturen fra Los Angeles, men af et program, der siden årets begyndelse har været så tætpakket, at hendes krop efterhånden er begyndt at sige fra. Siden januar har hun haft først intensive prøver og siden forestillinger på Nørrebro Teater sideløbende med adskillige interviews, kjole-fittings og andre forberedelser til oscaruddelingen, og om fire dage begynder nye prøver på Odense Sommerrevy på Fyn, mens hun stadig spiller ’Stalins død’ i København.

Da jeg forud for vores møde beder hende om mere tid til at lave dette portræt, fornemmer jeg på hendes svar, at jeg måske er ved at presse hende mere, end godt er. Vicki Berlin har, modsat mange andre danske skuespillere med arbejde nok til at fylde kalenderen, ingen manager ansat til at tage sig af forespørgsler og sige fra på hendes vegne (”så rig bliver man altså heller ikke af at spille chefstewardesse i ’Triangle of Sadness’,” bemærker hun tørt). Og måske har hun også lidt svært ved at sige nej, fordi det ligger til hende, at hun gerne vil please alle.

Vicki Berlins stræbsomme og pligtopfyldende natur har givet hende et drive som få, og uanset om man taler med hendes mand, medskuespillere eller gamle kolleger fra ’Tjenesten’, fremhæver de hendes enorme arbejdsomhed som en styrke. Men Nikolaj Tarp siger også, at hun af og til lægger så stort et pres på sig selv, at hun risikerer at køre sig selv ud over scenekanten, hvis ikke hun passer på.

Er det bagsiden ved at være perfektionist, spørger jeg hende.

”Perfektionisme er fint til et vist punkt, men det kan også blive for meget, og det har det virkelig været for mig nogle gange, fordi jeg aldrig synes, at jeg er god nok. Der er altid noget, der kan blive bedre, og jeg tror ikke, at det er givende altid at have det sådan, for så ender man med at gå og slå sig selv i hovedet. Det er svært, når jeg lige er landet fra Los Angeles og næsten har mistet min stemme, og en af mine kolleger siger, at jeg må tage den lidt på halvt blus, men det kan jeg bare ikke.”

I DANSK FILM og teater findes et fænomen, der bliver kaldt ’Dirch Passer-syndromet’. I 1961 skulle den danske revystjerne spille karrierens eneste seriøse teaterrolle som den lettere tilbagestående Lennie i ’Mus og mænd’ af John Steinbeck på ABC Teatret på Frederiksberg. Men Dirch Passers image som gudbenådet komiker havde sat sig så godt fast i befolkningen, at publikum brød ud i latter, så snart han trådte ind på scenen, til trods for at det var en tragisk rolle, han skulle spille. Passer tog det meget nært, fortalte medskuespiller Ove Sprogøe senere, og resten af sit liv afslog han alle seriøse roller, han fik tilbudt. 

Adskillige danske komikere og revyskuespillere har gennem årene grebet til netop den anekdote, når de skulle forklare, hvorfor de har haft svært ved at få de dramatiske roller, som de efterstræbte. Men måske er det ikke så meget publikum, som det er de danske filmproducenter, der sætter folk i bås. 

I hvert fald hvis man spørger Vicki Berlin.

”Jeg så lige den der nye tv-serie ’Agent’ (kommende TV 2-serie med blandt andre Esben Smed, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe og Dar Salim på rollelisten, red.), og det er jo lutter Tordenskjolds soldater, der er med i den. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Kom nu, der findes altså andre end Lars Ranthe derude. Der er ikke noget personligt i det, men det er pisseærgerligt, for vi er så mange dygtige skuespillere herhjemme, og det ville også give langt mere alsidighed for seerne, hvis det ikke var de samme hver eneste gang.”

Har du kæmpet med det? Været frustreret?

”Det tror jeg, at alle andre end lige de 10-15-20 skuespillere har været. Det er et kæmpe problem, og det vil Skuespillerforbundet også sige, hvis du snakker med dem. Jeg var engang til casting på en spillefilm og nåede rigtig langt, og instruktøren ville gerne have haft mig, men jeg blev fravalgt, fordi producenten ikke syntes, at jeg var kendt nok. Jeg var den bedste, men alligevel fik jeg ikke rollen. Og jeg kan jo ikke blive mere kendt, hvis ingen vil hyre mig.”

Hvad gjorde du så?

”Jamen, jeg har jo ikke bare siddet derhjemme med hænderne i skødet, og det skal heller ikke være sådan, at det er åh, så synd for mig. Så har jeg taget skeen i den anden hånd og arbejdet videre, med en revy eller med mit og Rasmus Krogsgaards show ’Småt brændbart’, som vi turnerer med. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.”

I HVIDOVRE bjæffer hundene i baggrunden, mens jeg taler i telefon med Nikolaj Tarp, der er vendt hjem fra Fredericia. Måske er det hans blotte tilstedeværelse, der gør tricket, måske var det i virkeligheden leverpostejskuren, men i hvert fald lader det til, at Gustav har fået livsglæden tilbage.

Nikolaj Tarp fortæller, at ja, han har set Vicki Berlin kæmpe med usikkerhed på grund af de mange afslag i filmbranchen. Men ifølge ham er hendes definerende træk ikke den manglende tro på sig selv, men snarere, at hun bliver ved med at knokle videre, endnu mere ærgerrigt end før.

”Vicki kan godt være lidt for hård ved sig selv, for det gælder jo for alle skuespillere og udøvende kunstnere, at vi kæmper med usikkerhed, fordi det ikke kun er vores faglighed, men også vores personlighed, der er på spil hver eneste gang,” siger han.

For Vicki Berlin har ’Triangle of Sadness’ imidlertid betydet, at stemmen, der siger, at hun ikke er god nok, nu også har fået selskab af en anden stemme, der indvender, at hun med gennembruddet har bevist, at hun har en berettigelse som rigtig skuespiller; i hvert fald for nu, indtil tvivlen igen melder sin ankomst. 

15. juni slutter Odense Sommerrevy, og derefter er Vicki Berlins kalender i skrivende stund gabende tom. Det kan synes paradoksalt på bagkant af ’Triangle of Sadness’, men endnu har ingen danske instruktører eller producenter tilbudt hende en rolle eller inviteret hende til casting. I stedet drømmer Vicki Berlin nu om Hollywood og har ansat en agent i London, som hun fik anbefalet af skuespillerkollegaen Claes Bang, der siden sit gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ (2017) har haft roller i en række udenlandske film og serier.

”Jeg håber jo lidt at kunne gøre det samme som Claes,” siger hun, da vi taler om hendes fremtidsdrømme på Bistro Verde.

Foreløbig er Vicki Berlin blevet tilbudt en rolle i en tv-serie med Robert Downey Jr., men måtte takke nej, fordi optagelserne lå lige midt i ’Stalins død’. Derudover er der ikke sket så meget – ikke endnu.

”Jeg gik nok og forestillede mig, at det ville gå lidt hurtigere,” siger hun. ”Men min agent har sagt, at jeg skal være tålmodig.”

Og det prøver Vicki Berlin så, mens hun forbereder sig på, at Hollywood formentlig bliver endnu et langt, sejt træk. At der vil komme flere afslag og igen opstå tvivl og frustration undervejs. Men også med visheden om, at der skal mere til for at slå verdens langsomste komet ud af kurs.

1. BAGGÅRDE  OG HØJTLÆSNING

De første fem år af mit liv voksede jeg op på Østerbro i København, hvor jeg for det meste rendte rundt i baggården med alle de andre børn. Det var en lille gård fuld af unger, og vi fes rundt og klatrede på de små bliktage og hang i metalstængerne, selvom man ikke måtte. Det handlede som regel om at gøre det, man ikke måtte. Vi legede spøgelsestog i kælderen og spillede fodbold i gården, selvom der ikke var andet end ruder hele vejen rundt. Hver gang en af dem blev baldret, skyndte vi os at løbe væk.

Senere kom vi til Nørrebro, hvor gården var større. Vi boede i baggårdsbygningen, der lå op ad en fabrik, og vi kunne klatre op på muren ind til fabrikken og videre op på selve taget. Muren var vel otte meter høj, og taget bestod af skiferplader, der gled under én. Dér rendte vi rundt og legede og byggede huler, indtil en af forældrene i gården opdagede det og råbte: ”Er I fuldstændig ravende sindssyge, I dør, hvis I falder ned!” 

Det var på Nørrebrogade 58, og det var lige om hjørnet, optøjerne brød løs, da byggelegepladsen ’Byggeren’ blev beordret nedlagt af kommunen i 1980. I fire dage var der undtagelsestilstand, hvor politiet rendte rundt i lyseblå heldragter og slog på folk. Der var ofte gang i gaden, men det holdt jeg mig på sikker afstand af. Jeg spillede fodbold og håndbold med de andre i gården.

Min far var bankfuldmægtig og fagforeningsmand, min mor var sygehjælper på en afdeling for terminalt kræftsyge, og selvom de blev en del af funktionærklassen, der voksede ud af arbejderklassen, definerede de sig stadig som arbejdere. De var kommunister som de fleste andre i min familie, men modsat min morfar, der var kommunist til benet, var det for dem mere et tilhørsforhold: ”Det er det, vi stemmer. Det er dem, vi er.” Det kan være svært at se fortiden med nutidens øjne, men dengang var det ikke usædvanligt. Hvis man var forankret i arbejderbevægelsen, kunne man være socialdemokrat, venstresocialist eller kommunist, og for mine forældre lå ideen om arbejderens vej til en fremtid med velstand i sidstnævnte. 

Men det var ikke noget, mit barndomshjem bar præg af, og jeg er sikker på, at hverken min mor eller far nogensinde læste ’Maos lille røde’. De var mere til de lidt stilfærdige socialister som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Min mor sang gamle sange fra Politikens sangbog for os – ’Hen til kommoden og tilbavs igen’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann-Marie?’ – og om aftenen læste min far højt fra H.C. Andersen eller ’Tusind og en nat’. Han var rigtig god til at læse op, og til sidst indlæste han hele molevitten på et spolebånd, fordi Mads og jeg ville have mere og mere og mere. Han optog også radioteater som ’Mordets melodi’ og ’Gaslys’ for os, som vi sled fuldstændigt op. 

Man skal huske, at det var en tilværelse, hvor man kedede sig, når der nogle gange ikke var noget at lave. Da de første små nedslag af kultur til børn kom i fjerneren, kunne vi heller ikke få nok. Det var Thomas Winding og Poul Nesgaard, det var ’Super Carla’ og Astrid Lindgrens værker og ’Tværs’ med Tine Bryld, der for første gang nogensinde var et decideret ungdomsprogram i radioen. Mads og jeg slugte det hele. 

2. MONTY PYTHON OG BRØDREFORHOLD

På en tur til Canada med Københavns Drengekor købte jeg to plader med Monty Python, og dem blev Mads og jeg sindssygt begejstrede for. Derhjemme hørte vi dem igen og igen, og vi kunne alle deres sketches udenad. En af vores favoritter var ’The Argument Clinic’, hvor en mand – Michael ­Palin – træder ind i et rum på en klinik og bliver overfuset på det groveste: ”Whaddayou want, you vacuous toffee-nosed malodorous pervert!?” Det går langsomt op for ham, at han er gået forkert og er endt i ’tilsviningsrummet’, selvom han i receptionen har betalt for et skænderi. Lidt efter træder han ind ad den rigtige dør, hvor en mand spillet af John Cleese sidder:

”Is this the right room for an argument?” spørger han. ”I’ve told you once,” svarer John Cleese. ”No you haven’t! ” ”Yes I have.” ”When?” ”Just now.” ”No you didn’t.”

Og så kører den bare derudad, og det er pissesjovt. Som børn tilbragte vi timevis i Monty Pythons univers, og det slog et kæmpehul ind til det humoristiske for os begge. Det var også den vej igennem, vi begge to lærte engelsk. Mads og jeg var meget tætte dengang. Vi gjorde sgu alting sammen og havde de samme venner.

Samtidig var vi jo brødre, så der blev også brugt beskidte kneb. Som teenager fik jeg en avisrute, der gik fra Dronning Louises Bro og op ad Nørrebrogade. Min far byggede en vogn, så jeg kunne trække stakken med reklamer og Nørrebroavisen, men jeg syntes simpelthen, det var så kedeligt, at jeg midt på ruten smed resten i nogle nye, store skraldespande, der var blevet sat op. Efter noget tid blev det opdaget, og så var der ikke nogen vej udenom, men så fik jeg i stedet lokket Mads og hans ven Buller til at gå ruten for mig for halvdelen af lønnen. Hver uge lå jeg og drev den af, mens de gjorde arbejdet for mig, og bagefter stak jeg dem halvdelen af pengene og beholdt den anden halvdel selv. Det er stadig mærkeligt at tænke på, at de faldt for den. Jeg kan tydeligt huske, da tiøren endelig faldt for Mads: ”Undskyld, men … hvorfor får vi ikke bare vores egen rute og beholder alle pengene selv?”

3. TAG DIG SAMMEN, KNÆGT

Min morfar havde en lille lampeforretning på Østerbro, og det var her, jeg gik hen, når jeg pjækkede fra skole. Fra min tidlige barndom havde jeg været et usikkert barn med lavt selvværd. Jeg var egentlig nysgerrig på mange ting, men for usikker. For bange for at række fingeren op og sige, hvad jeg troede. Det hjalp ikke, at jeg i de første år af min skoletid stadig gik i den gamle skole, hvor der var konstant udskamning fra lærernes side. Hvis man var blevet udskammet én gang, turde man nærmest ikke sige noget igen, og jeg var hele tiden bange for at træde forkert.

Grundlæggende troede jeg ikke på, at jeg kunne noget som helst. Mine unge år var ét langt indløb for at finde den rigtige hylde, og det hjalp ikke, at jeg altid har haft meget svært ved at koncentrere mig, hvis jeg ikke har et motiv for det. Det fik jeg først mange år senere, da jeg begyndte at læse teatertekster, som konkret var møntet på, at jeg skulle stå i det. Så kunne jeg binde mig til at læse, men i skoleårene var det stort set umuligt for mig, og jeg måtte genlæse hver side mange gange for at finde ud af, hvad fanden der egentlig stod. 

Da jeg kom på gymnasiet, tog det mig fem år at blive færdig, fordi jeg dybest set ikke kan læse bøger på den måde. Det forsvinder for mig, hvad jeg lige har læst, og jeg måtte gå om to gange. Undervejs kom jeg i dårligt selskab. Det der med at eksistere fra dag til dag var helt generelt skidesvært for mig, og i stedet lavede jeg drengestreger, blev væk fra timerne og røg for meget hash. Mine forældre var bekymrede for, hvad der skulle blive af mig, og det var jeg egentlig også selv. 

Den eneste, der troede på mig, var min morfar. Når jeg søgte tilflugt i hans lampeforretning, sad vi og snakkede om livet, mens han forsøgte at indoktrinere mig med sit kommunistiske verdenssyn. Han var en klog mand, og han lærte mig om litteratur og andre former for kultur. På et tidspunkt forærede han mig en bog om arkitektur, fordi han mente, at jeg skulle blive arkitekt. ”Kig op,” sagde han. Når jeg gik rundt i København, ville han have mig til at kigge op på bygningsfacaderne i stedet for at kigge ned i jorden, som jeg havde for vane på grund af mit lave selvværd. 

I mine teenageår havde jeg kurs mod en tilværelse i sumpen, for man kan blive vanvittig inaktiv af manglende selvværd. Men der må alligevel have været noget i mig, der sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen og få gjort det færdigt. I virkeligheden var det nok min morfar, jeg kunne høre, når den indre stemme meldte sig: ”Tag dig sammen, knægt. Du har kun ét liv. Det forpligter.”

4. I LIEBERKINDS FODSPOR

Da jeg endelig blev student, var min morfar meget rørt. Ikke kun fordi det var lykkedes mig, men også fordi det var et trin op ad den sociale rangstige for familien. Det var kendetegnende for den tid, at man skulle avancere, og der var ikke nogen i min familie, der havde taget en gymnasieuddannelse før, så for dem var der noget prestigefyldt forbundet med det. Når jeg ser tilbage, burde jeg i virkeligheden være blevet tømrer, men jeg forstod, at der lå et underliggende forventningspres om, at jeg skulle gå akademikervejen.

Men før jeg nåede så langt, skulle jeg til session. Jeg trak frinummer, og det passede mig egentlig fint, men så sagde en af de tre mænd fra Forsvaret, der sad i lokalet: ”Nå, det var ærgerligt. Livgarden havde lige været noget for dig.” Det var et mærkeligt øjeblik. Jeg havde aldrig oplevet, at der var nogen, der mente, at jeg kunne bruges til noget, men nu skete det pludselig, så før jeg havde set mig om, havde jeg sagt ja til alligevel at aftjene min værnepligt. 

I dag er det fuldstændig idiotisk at tænke tilbage på, for de vidste jo intet om mig og sagde det bare, fordi jeg var høj, men dengang var det lige det, jeg havde brug for at høre. Så kom jeg i Livgarden, og selvom jeg ikke var verdens bedste soldat, fik jeg noget disciplin derinde, som jeg absolut ikke havde haft før.

Efterfølgende startede jeg på biologi på Københavns Universitet. Selvom jeg stort set ikke havde haft nogen succesoplevelser i skoleårene, havde jeg haft et par enkelte åbenbaringer. I 8. klasse fik vi en ny dansk­lærer ved navn Thorkild, der kom med en helt ny tilgang. De andre lærere gjorde det på den gammeldags måde: ”Sid ned, hold din kæft, lær det!” Men Thorkild ville vide, hvad vi syntes om de forskellige ting: ”Hvad handler det her egentlig om?” ”Wow, spørger du mig?” Han formåede til en vis grad at åbne mig, og på gymnasiet skete der noget tilsvarende med min biologilærer. Han tog os med ud i skoven og gravede kopper ned for at se, hvor mange insekter der var, og efterfølgende lavede vi beregninger, så vi pludselig vidste, hvor mange biller der var i skoven. Han åbnede hele den verden op for mig.

Det var noget, der havde ligget i mig, siden jeg var lille og blev passet meget af min farmor. Hun havde Lieberkinds værker om dyr stående, og dem havde jeg altid slugt råt. Efter gymnasiet var jeg 100 procent sikker på, at jeg skulle være biolog. Det er vanvittig interessant at studere biodiversitet, men jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, for så snart jeg blev konfronteret med at læse bøger, gik det galt igen. Alle de bøger om kemi, fysik og matematik tog fuldstændigt pusten fra mig. 

5. EN RIGTIG KLOVN

Min svigerfar skaffede mig et lille værelse i en lejlighed i Urbanplanen på Amager. Jeg delte den med to andre, blandt andet en skinhead, der havde to store dobermanner, som han ikke gad lufte, så han lod dem skide ude i badet. Han røg fede dagen lang, og der stank konstant af hash. Jeg selv levede af båndspaghetti og flødeost, mens jeg sad ved skrivepulten og prøvede at arbejde mig igennem de der ordentlige moppedrenge fra universitetet. Jeg havde svært ved det. Det sendte mig ned i et dybere og dybere hul, og jeg følte mig elendigt tilpas ved det hele.

En dag kom Anette (Støvelbæk red.) forbi, som jeg havde mødt på det tidspunkt, og hun havde lært at jonglere efter at have gået to dage på et gøglerkursus. To dage! Det var et lidt andet perspektiv end det, jeg sad med, det var syv år. Især med tanke på, at det havde taget mig fem år at komme igennem en treårs gymnasieuddannelse. Jeg tænkte: ”This is wrong, man!”

Dagen efter tog jeg med hende ud på Gøglerskolen, der var et sammenrend af rodløse unge og folk, der havde det svært, eksempelvis metadonpatienter. Det var en meget aparte undervisning, hvor man ikke skulle læse, men lære at gå på glas, puste ild og tage en klovnemaske på. De fik hevet usikkerheden ud af mig, så jeg fik en indre lyst til rent faktisk at stille mig frem. Det fungerede bare for mig, og for første gang tænkte jeg: ”Her passer jeg ind.” 

Det var en lettelse at slippe forestillingen om mig selv som akademiker. Det ramte mig stærkt: ”Fuck mand, jeg behøver ikke!” Jeg kunne være blevet en virkelig ulykkelig akademiker, hvis jeg havde forsøgt at tvinge det igennem. 

I stedet var jeg overbevist om, at jeg skulle være klovn, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt sammen med to andre om at lave et gøglershow. Vi var begejstrede for den russiske klovneskole, der er noget andet end de italienske klovne, hvor det er lagkager i hovedet og skvatten rundt. Der var blandt andet den russiske klovn Oleg Popov – en sand mester til små, poetiske statements – han kunne komme ind på scenen, hvor projektøren var solen, og så lavede han et lille nummer, hvor han pakkede sin madkurv ud – og det hele sammen igen, også solen, før han gik igen. Den russiske klovneskole er en helt anden undersøgelse, det er barnet, der står på scenen. Det er så smukt og så poetisk, og samtidig græder man af grin. 

En søndag i midten af 80’erne stod jeg derfor på Strøget med en rød næse, mens det pissede ned. Der var tre mennesker, der kiggede på, det var virkelig dårligt og virkelig pinligt, men alligevel var der noget i mig, der vidste, at jeg skulle fortsætte. Der var sikkert noget oprør i det, noget rebelsk, men mest tror jeg, det var følelsen af at … falde på plads. 

6. SEND PENGE, PLEASE

De næste fem år rejste jeg rundt som gadegøgler i Danmark og ude i Europa. Først på sommeren blev vi som regel booket til vejfester og afslutningsfester i børnehaver og på skoler, men ellers foregik det mest med hatten i hånden. Brandts Klædefabrik i Odense var et af vores foretrukne steder. Her var der sommerkoncerter, der skulle stoppe klokken 18, og i det øjeblik koncerten var slut, sprang vi ind på scenen foran de mange mennesker og lavede et show, som vi tjente boksen på.

Vi var også meget i Indre København. Her var der et rend af udenlandske gøglere, der turnerede Europa tyndt, og når de kom forbi, lærte vi dem at kende og sugede nye numre til os. Om dagen stod vi i Kongens Have og øvede os, og om aftenen gik vi på gaden. Strøget var et meget svært sted at få en god crowd, fordi der er så massiv en gennemstrømning af folk, men der er et sted lige før Helligåndskirken, hvor gaden udvider sig, og hvor det nogle gange kunne lade sig gøre. 

Med tiden forsvandt strømmen af gøglere dog. Handelsstandsforeningen ville ikke have os rendende, men det var der heldigvis andre, der ville. Pladsen foran Pompidou-centret i Paris var et af de bedste steder i Europa, så der tog vi ofte ned. Det samme med München, der har meget brede gågader. Vi rejste også til Moskva med en karavane, der skulle stoppe Den Kolde Krig. Turen gik over Skt. Petersborg, og alle mødtes til sidst i Gorkij Park for at gøre opmærksom på atomoprustningen.

Det var nogle år, hvor vi ikke havde nogen penge, men måtte overnatte på klostre og campingpladser, som fattede sympati for os, når vi kom slæbende med vores lange cykler og klovneudstyr. Næste morgen rejste vi videre og optrådte et nyt sted. Vi var overalt, og det var både skideskægt og rædselsfuldt. Hele præmissen med gøgl er at kunne tage gaden. Man skal træde frem og sige: ”Bang, det her er mit sted!” Det får man virkelig hår på brystet af, for det er fuldstændig rædselsfuldt, og især de første par uger hvert år er man skrækslagen, fordi man ikke tør det nok. Det har meget med dagsform at gøre, og nogle gange er det bare virkelig dårligt, det, man laver. Det kan simpelthen være så tåkrummende. 

Det ene år tog vi til München med et show, som vi selv mente var skidegodt. Det havde det også været i Danmark, hvor folk vred sig af grin, men da vi gentog det i Tyskland, kunne man høre en knappenål falde. Sådan lærer man på den hårde måde, at humor ikke nødvendigvis transcenderer grænser. Vi tjente ikke en krone, folk hadede os og syntes, vores show var rædselsfuldt. Til sidst måtte vi telegrafere hjem: ”Send penge, please.”

7. PÅ JAGT EFTER SHAKESPEARE

Mens jeg var gøgler, gik jeg i lære hos en fyr ved navn Danny, der lærte mig at mime. En dag sad han og snakkede med en anden, og da jeg spurgte, hvad de snakkede om, stak han mig en bunke papirer og sagde: ”Prøv at læse det op!” Det gjorde jeg så, og selvom jeg ikke forstod meget af det, kunne jeg mærke, at der skete noget inde i mig. Det var Shakespeares ’Stormen’, og det var svært og vildt, men jeg fik straks lyst til at udforske det: ”Kan jeg gribe om det her? Kan jeg komme til at forstå det her? For helvede, mand, hvor vil jeg gerne kunne det her!”

På det tidspunkt var jeg begyndt at køre død i gøglerlivet. Selvom det havde sat mig på skinner i tilværelsen, måtte jeg konstatere, at der ikke var et uendeligt perspektiv på det. En omrejsende gøglertrio er som et band – det har sin tid, indtil man bliver sindssyge af hinanden, og det gjorde vi også. Det blev mere og mere slidsomt. Hvis ikke man har en joke hver femte eller tiende sekund, når man optræder, så går folk bare. De er ikke bundet til at se på det, og man er nødt til at finde på jokes hele tiden. Men selvom man opfinder nye numre, bliver det på en måde alligevel det samme og det samme og det samme.

Jeg kunne mærke en trang til at prøve at stimulere mit eget intellekt. Med Shake­speare var der pludselig noget, jeg øjeblikkeligt havde lyst til selv at prøve at få op at stå. Det blev et crave for mig. Hans værker er over 400 år gamle, men de består af de samme grundelementer som i dag: vrede, jalousi, håb, kærlighed. Det er kernen af, hvem vi er som mennesker, men næsten ingen har skrevet det smukkere frem.

8. FØLELSEN AF SUCCES

Mine forældre var ret nervøse for, hvad der skulle blive af mig. De havde set deres søn starte på biologistudiet på universitetet og ende med at stå og spille klovn med en rød næse på Strøget. De forstod det ikke, og det gjorde de heller ikke, da jeg som 27-årig startede på Statens Teaterskole. Det samme gjorde sig gældende for Mads, der var danser, før han to år efter mig søgte ind på Aarhus Teater. Det var ikke en familie, der troede på, at man overhovedet kunne gå den vej. De kom fra arbejderklassen og havde et håb om, at vores liv skulle blive bedre end deres. Og det avancement så ud på en bestemt måde, nemlig gennem uddannelse. Jeg tror, det var rystende for dem, at vi gik den vej, vi gjorde.

De kunne ikke se fidusen i noget af det, jeg lavede, ikke før de en aften var inde at se forestillingen ’Pelléas og Mélisande’, som jeg medvirkede i. Det er et stykke af den belgiske dramatiker Maurice Maeterlinck, og det er i virkeligheden en vanvittig svær forestilling, men bagefter kunne jeg pludselig se på dem, at nu kunne de se, hvad det var for noget. Da jeg så dem næste gang, gav de mig en buket blomster og ønskede mig tillykke. Jeg mærkede også selv, at jeg havde fundet min rette hylde. 

Efter min første rigtige optræden på Aalborg Teater stod jeg på scenen og tudede bagefter. 

Det var i 1995, og jeg var lige blevet færdig på Teaterskolen. Jeg var 31 år gammel, og jeg kan stadig huske første gang, jeg kørte mit kort ind i hæveautomaten og kiggede på saldoen, hvor der stod 13.000 kroner efter skat. Jeg stod bare og kiggede på de der tal. For fanden, der stod kraftedeme 13.000 kroner på min konto! For at lave teater! Jeg var simpelthen så stolt af, at jeg kunne noget og ligefrem fik penge for det. 

Der var sket så mange nye ting, der var så meget forløsning i det, og tilmed blev Aalborg-forestillingen forholdsvis god. Det var sådan en underlig pastiche på Dracula, en fis-og-ballade-rockmusical, men der var fyldt hver aften, og det var nogle dejlige mennesker, jeg lavede det sammen med. I mange år havde jeg haft skidesvært ved overhovedet at leve, men nu var jeg ligesom landet. Hele forløbet var så rart, og jeg havde det sådan, at det aldrig måtte slutte, så efter sidste forestilling kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nogle af de gamle, garvede skuespillere skævede lidt overbærende til mig. Med tiden lagde det hele sig jo også ordentligt for mig, så det blev til et rigtigt job og et håndværk. Men da jeg stod på scenen på Aalborg Teater, var det umuligt for mig ikke at blive emotionelt grebet af det. For første gang var der noget, der var lykkedes i mit liv. Noget, jeg virkelig gerne ville have til at lykkes. 

9. DJÆVLEN PÅ SKULDEREN

I flere år var jeg en del af Det Kongelige Teater og spillede en række forskelligartede roller – fra fyrsten i William Shakespeares ’Kærlighedens kværulanter’ til Don Juan i Molières stykke af samme navn. Jeg så mig selv som teaterskuespiller, hvilket kun blev forstærket af, at jeg ikke var særlig god foran et kamera. I slutningen af 90’erne prøvede jeg kræfter med forskellige novellefilm, men jeg forstod ikke, hvordan det virkede. Jeg troede, at jeg skulle tilføre det mere, end jeg egentlig skulle. Det fungerede ikke, og det frustrerede mig.

Det tog mig tid at forstå, at man ikke behøver at komme så langt ud over scenen på film, og at man ikke selv fortæller historien i samme omfang som på teatret. Når kameraet er så tæt på, og der er en hel klippeproces bagefter, er der rigtig meget, der er ’medfortalt’ i forhold til det, man selv laver. Hvor man på teatret er hele forestillingen, hele historien, handler det på film om at være til stede i momentet og give de momenter videre til nogle andre, som så laver filmen. Det forstod jeg ikke i starten.

På et tidspunkt gik jeg til casting på rollen som Ole Madsen i tv-serien ’Edderkoppen’. Det samme gjorde Mads, der havde fået sit store gennembrud i ’Pusher’ få år forinden. Det er første og eneste gang, vi er gået efter den samme rolle, og det var ham, der fik den, men så blev han tilbudt noget andet, blev nødt til at springe fra, og så gik rollen alligevel til mig. Det var her, jeg for første gang begyndte at knække filmmediet og fornemmelsen af at tage vare på momentet. Jeg fandt elementer, der fungerede, og da jeg i 2003 lavede ’En kærlighedshistorie’, fandt jeg endnu flere. Det samme skete i ’Forbrydelsen’ i 2007. 

Det var dog først, da jeg lavede ’Headhunter’ i 2009, at jeg havde fornemmelsen af, at det faldt helt i hak for mig. Nu forstod jeg, hvad det gik ud på. Men det har ikke nødvendigvis gjort processen med at lave film nemmere. Jeg hørte engang et interview med Anthony Hopkins, hvor han blev spurgt, hvordan han gik til sine roller. ”Jeg læser det. Og læser det. Og læser det. Og når jeg har læst det 50 gange, ved jeg, hvad jeg skal gøre.” Sådan har jeg det også.

Hver gang jeg skal ind i en ny rolle, bliver jeg usikker og tænker: ”Jeg er slet ikke dygtig nok til det her.” Tvivlen er en evindelig djævel på skulderen, en følgesvend, som aldrig slipper mig, men jeg er nødt til at kunne være fri i situationen, når jeg står på scenen, og det kan jeg kun være, hvis jeg er ret ekstrem med at forberede mig. Sådan er det ikke alle, der har det. Jeg har mødt skuespillere, der bare kan gå ind og være til stede, men jeg har brug for minutiøst forarbejde, så jeg kan være fri, når jeg står der. Så jeg fucking kan gøre det.

10. DEN RUSSISKE PRÆSIDENT

Min agent anbefalede mig at gå til casting på rollen som præsident Petrov i ’House of Cards’, men jeg blev ved med at holde det fra døren, for man skulle have ’kendskab til russisk’, og det havde jeg overhovedet ikke. Det var i begyndelsen af sommeren 2014, og jeg var ved at være træt af at gå til castings. Man bruger altid meget tid på dem, og så hører man som regel aldrig en skid. Men så ringede min agent og sagde, at nu skulle jeg lave den, og så endnu en gang, hvor han sagde, at han virkelig syntes, jeg skulle gøre det.

Langt om længe lavede jeg den en dag hjemme i min stue. Jeg anede ikke, hvad en russisk accent var, så jeg greb bare efter et eller andet, jeg havde set i fjerneren. Der gik tre uger, uden jeg hørte noget, og jeg tænkte: ”Fint nok. Det var det.” Men pludselig en dag, mens jeg stod i Matas, ringede de og sagde, at rollen var min, og at jeg skulle rejse til USA om to sekunder for at begynde optagelserne. 

I de efterfølgende uger lagde jeg mig i selen med det russiske og accenten, og jeg så alle mulige klip på YouTube med tidligere russiske præsidenter. Mange har forbundet Petrov-figuren med Vladimir Putin, fordi parallellen er åbenlys, men jeg fandt faktisk mere inspiration i Lavrov og Medvedev. De snakker meget bedre engelsk, og især Lavrov har en meget smuk accent. Samtidig er Putin en ekstremt tilbageholdt mand, men figuren skulle være mere suave, kunne føre sig og være charmerende, så seriens hovedfigur Frank Underwood fik en modstander, han ikke bare kunne køre rundt i manegen.

I mine forberedelser hæftede jeg mig især ved den måde, russere typisk træder ind i et rum på. I Vesten har vi en form for høflighed i vores møder med hinanden. Det sker stort set altid med et smil, så vi afvæbner den anden og implicit siger: ”Du skal ikke være bange for mig.” Det gør de ikke i Rusland. De hilser uden at smile, og de forsøger ikke nødvendigvis at få afspændt situationen. Det er deres måde at undgå bullshit på. 

Vi har noget facade over vores måde at være på. Det har de ikke, men det bliver til gengæld en lille smule intimiderende. Hvis man bestiller en kop kaffe på en kaffebar i Østeuropa, siger de: ”Okay” og stiller den foran dig. Der er intet smil, intet. Det er virkelig dårlig betjening i vores øjne, fordi det er det helt modsatte af den overstyrede, men også kunstige amerikanske høflighed.

Da jeg rejste til USA fire uger efter opkaldet fra Netflix, troede jeg stadig ikke for alvor på, at rollen var min. Selvom jeg havde spillet store roller herhjemme, var det her alligevel noget andet. På det tidspunkt var ’House of Cards’ flagskibet på Netflix og på streaming i det hele taget. Det var uvirkeligt at forestille sig, at jeg skulle være med i det. Jeg havde en frygt for, at der kom nogle, der sprang frem med skjulte kameraer og råbte: ”Der tog vi røven på dig!” Det var først, da jeg sad over for Kevin Spacey, det gik op for mig, at den var god nok.

11. TROEN PÅ VEJEN

Som regel bruger jeg ret lang tid på at tænke over mine valg af roller. Det er kun blevet værre med alderen, fordi jeg har medvirket i så meget forskelligt. Jeg kredser om det evindelige spørgsmål: ”Hvorfor?” Nogle gange kan jeg øjeblikkeligt se ideen i det, men der er også mange gange, hvor det er svært at få mig på krogen, og hvis jeg ikke kan mærke mig selv i det, kan jeg blive meget besværlig i processen. For er det overhovedet en god idé? Det er jeg tit nødt til at bruge lang tid på at nå frem til.

Jeg ser sjældent det, jeg har medvirket i. Det gjorde jeg tidligere, for der ligger også et studie i det, men jeg kan efterhånden blive nervøs for at blive for selvbevidst omkring det. Det, som skuespillere gør, skal helst ikke være for narcissistisk og for bevidst om, hvad man egentlig gør. Hvis man ser det bagefter, risikerer man at sidde og tænke: ”Hvorfor har de valgt at klippe det der ind, hvor jeg ser sådan der ud?” Det kan blive en mærkelig selvbevidsthed, hvor man giver, hvad man tror, de vil have.

Især med de lange stræk som tv-serier er der noget, der smelter sammen, så man til sidst kan være i tvivl om, hvad der egentlig er rollen, og hvad der er én selv. Man taber sig selv til det, og det er i virkeligheden det, man helst vil opnå. Der er jo noget i det, vi gør, som har en terapeutisk klang, og når man beskæftiger sig med stoffet, bliver man også konfronteret med den problematik i sig selv.

Det skete, da jeg spillede præsten Johannes i ’Herrens veje’. Han er et meget ueffent menneske i sit private liv, men en fantastisk demagog, der kan tale et rum op, og han er god til sit job som præst og i sit forsvar af at tillade sig selv at tro på noget i tilværelsen. Før optagelserne havde jeg i mange år gået og grublet over, hvem det egentlig var, jeg talte med, når jeg skældte ud over min lortedag eller funderede over de store spørgsmål i tilværelsen: ”Hvorfor er jeg her, og hvad er meningen med, at jeg skal være her?” Så længe jeg kan huske, har jeg haft den der konstante dialog uden rigtig at være klar over, hvem jeg har henvendt mig til.

Jeg voksede op med, at religion var opium for folket, og jeg har aldrig rigtig mødt det kirkelige ritual på nært hold, men fordi jeg var så længe i rollen som Johannes, blev jeg konfronteret med troen på en anden måde. Og til sidst måtte jeg tage det i hånden og sige: ”Det er jo det, jeg gør.”

Det endte faktisk med, at jeg i løbet af optagelserne til anden sæson besluttede mig for at blive døbt ind i den danske folkekirke, selvom hverken mine venner eller familie forstod, hvad jeg havde gang i. De var snarere bekymrede. Men jeg havde brug for endelig at give mig selv ret til at have den dialog med noget, der er større end mig selv, uden at føle mig som en hykler.

12. ALDRENDE TØMRERLÆRLING

Til foråret spiller jeg med i en forestilling på Det Kongelige Teater, der hedder ’Ikke noget pis’. Hele præmissen er, at jeg og de fire andre mandlige skuespillere hver især henter materiale fra os selv og tager temperaturen på, hvor vi er i tilværelsen. Vi skal så at sige være et udtryk for manden i vores egen alder. Vi lavede den første gang for 15 år siden. Nu gør vi det igen, og så er det meningen, at vi skal prøve at se, hvad der er sket siden sidst.

Der er meget, der forandrer sig på 15 år. Dengang var jeg i starten af fyrrerne, nu nærmer jeg mig de 60, og hvor jeg dengang stadig kunne se en fodboldkamp i fjernsynet og tænke, at de måske kunne bruge mig, ved jeg godt, at den mulighed for længst er passeret.

Jeg føler mig ældre, jeg kan mærke den fysiske forandring. Mine knæ og hofter brokker sig, og jeg er begyndt at tænke på, at jeg bør holde op med at ryge, for jeg synes ikke, jeg trækker vejret ordentligt længere.  

Samtidig har jeg gennemlevet en masse. Mine børn er blevet voksne. Min far er død, min mor er død. Jeg er pludselig den ældste i min gren af familien. Jeg står et helt andet sted nu, hvor jeg er begyndt at bruge meget tid på at tænke over, hvad der skal ske fremover. Så jeg ikke bare bruger tiden, og den forsvinder ned i et sort hul. Jeg spørger mig selv: ”Hvad skal der ske med livet herfra?”

Min kone og jeg købte et sommerhus i Veddinge Bakker for et par år siden. Det var heldigt, for da det hele lukkede ned under pandemien, kunne jeg gå sammen med tømrerne, og det betød, at jeg selv lærte at tømre. Førhen kunne jeg ikke engang slå et søm i, men nu kan jeg bikse noget sammen. Jeg kan bygge et skur og få det op at stå. Jeg kan lave en trappe. Der ligger en stor tilfredsstillelse i at kunne noget med sine hænder, som jeg først har opdaget for nylig, så nu går jeg og tænker over, om dét måske var noget. 

Det ville selvfølgelig være en sen alder at blive tømrerlærling i, men jeg har sagt til dem, at hvis de kan bruge mig til noget, kan de bare ringe. 

13. ÆGTE SKUESPILLER?

Karrieremæssigt er der jo noget, der forandrer sig. Jeg tror, det tynder ud fra nu af.

Det er klart, at man ikke kan blive ved med at være skideinteressant for alle. Man er nødt til at forholde sig til, at der kommer en dag, hvor telefonen ikke længere ringer, og hvad skal der så ske? Jeg har aldrig brudt mig om at lede, jeg vil bare gerne være medarbejder, men nu overvejer jeg, om jeg måske alligevel skulle instruere eller skrive. Eller være direktør? Det har der jo altid været nogle andre, der har været, men måske skal jeg kigge lidt på det, for jeg har aldrig undersøgt, om jeg kan finde ud af det.

Jeg er sådan et mærkeligt sted lige nu, hvor jeg tænker: ”Hvad skal der ske?” Jeg kan også mærke, at jeg får tilbudt andre ting end førhen. Lige pludselig er det værtskaber og sådan noget, som jeg har haft det meget ambivalent med. Jeg har tidligere lavet ’Historien om Danmark’, hvor det var et spørgsmål om at fortælle historien, og det kunne jeg godt være med til, men det var også et underligt skridt væk fra det, jeg egentlig er. Jeg har altid været meget beskyttende omkring, hvad det vil sige at være skuespiller. 

Jeg har aldrig lavet reklamer og sådan nogle ting, selvom det er oplagt at gøre, fordi der er så vanvittig gode penge i det. Men jeg synes, det tager noget fra den seriøsitet, som skuespillet skal indeholde. Jeg har altid holdt enormt meget af faget, når det kommer til at gestalte og bidrage med noget væsentligt, men jeg synes ikke, at en reklame er væsentlig.

Jeg har været drevet af min egen tanke om, hvad det vil sige at være skuespiller, og det har handlet om at forsøge at fjerne det, der ikke er væsentligt. Det er noget med at forsøge at finde ind til ens kerne. Jeg så for nylig en udstilling med Matisse, og der er noget i ham, som er stærkt optaget af, hvad han selv hele tiden gør. Det er, som om han kigger på sig selv og spørger: ”Hvad er det egentlig, jeg laver?” Det føler jeg mig meget beslægtet med, for jeg er selv meget optaget af, hvorfor jeg er til, og hvad jeg skal i den her sammenhæng. Jeg har brug for at definere, hvorfor fanden jeg overhovedet gør, hvad jeg gør.