VINDEN KOMMER SUSENDE fra vest. De langhårede grøftekanter flimrer grønt og rosa omkring de velholdte omfartsveje, der forbinder downtown Herning med det økonomiske og underholdningsmæssige kraftcenter i byens vestlige udkant. Her ligger Jyske Bank Boxen matsort og kantet som en gigantisk klump skifer, der er drattet ned fra himlens grå tag mellem fodboldstadion og messecenter i et landskab af asfalt og beton.
Inde i Boxen, i et afsidesliggende mødelokale på første sal, står en kvinde i hvid silkeskjorte ved et podie og retter på en opsats med to jadegrønne perlearmbånd fra Shamballa. Et nøk til højre, en my til venstre, et par millimeter frem rykkes opsatsen. Kvinden træder et par skridt tilbage for at vurdere positionen, inden hun igen går frem mod podiet for at rette lidt mere på opsatsen og polere den sorte fod under armbåndene, der er udlovet som præmie, når danske Holger Rune og Caroline Wozniacki næste aften møder det fransk-ukrainske tennisægtepar Gaël Monfils og Elina Svitolina i både single og mixed double.
Champions Battle kaldes helaftens-eventet med sans for dramatisering. Og selvom Caroline Wozniacki er den eneste i kvartetten, der kan skrive tidligere verdens-etter samt en sejr i en Grand Slam-turnering på cv’et, er de udenlandske udfordrere ikke hvem som helst. Svitolina har blandt andet slået Wozniacki fem gange i en karriere, der foreløbig toppede i 2017, da hun var nummer tre på verdensranglisten, mens Monfils, der toppede i 2016 som nummer seks i verden, med elegant tennis er blevet en international publikumsyndling igennem sine 20 år som professionel.
Foreløbig lader spillerne dog vente på sig, mens et dusin journalister og en håndfuld kameramænd og pressefotografer tavst gumler Twist-blanding i sig med blokke og kameraer klar. Døren går, men det er ikke tennisstjernerne, derimod et par slanke, unge fyre i sorte sporty T-shirts med favnen fuld af energidrik fra State, der sponsorerer Caroline Wozniacki og Holger Rune. De sortklædte placerer nogle flasker fotogent på podiet ud for pladserne, hvor spillerne skal sidde under pressemødet. En grånende journalist i pullover bryder tavsheden: ”Bliver man en god tennisspiller, hvis man drikker dem?”
”Man bliver den bedste,” griner den ene af de unge fyre under sit overskæg.
”Nogle kommer på top-10. Nogle vinder Grand Slams,” tilføjer han og deler en runde State på dåse ud til journalisterne på stolerækkerne.
SALEN GENLYDER AF kulsyre-hvislen fra energidrikdåserne, da spillerne endelig dukker op og indtager deres pladser på podiet med lidt forlegne smil. Med sin lyse stemme og let royale udtale bedyrer Holger Rune med flakkende blik, at ”det bliver vanvittig dejligt at spille foran et dansk publikum”. Uden den flabet omvendte kasket ligner han med sit symmetriske ansigt, smalle øjne og nyklippede, mellembrune hår ned i panden en mellemting mellem en ung Leonardo DiCaprio og en renskuret kostskoledreng.
”Lad os håbe, vi får et brag af en kamp,” siger han, inden den grånende journalist præsenterer sig som Ole fra Tennisavisen og skærer igennem høflighederne med et spørgsmål, der fanger Caroline Wozniacki på den forkerte fod:
”Dit comeback, Caroline, hvor helhjertet er det egentlig? Du har stået nogle turneringer over, og det virker, som om du har fysisk svært ved at stå distancen i nogle kampe. Er det leddegigten? Eller er det din form, der er noget i vejen med?”
Caroline Wozniacki forsvarer sig med, at hun har været væk fra toptennis i fire år, har fået to børn og ved et par lejligheder efter sit comeback har spillet lige op med nogle af verdens bedste spillere – og opfordrer i øvrigt til en mere positiv tone.
Tilbage i feelgood-kategorien bliver Holger Rune – født i 2003, året inden Gaël Monfils startede sin professionelle karriere – spurgt om dengang, han som dreng ventede i timevis ved Stockholm Open for at få Monfils’ autograf og efterfølgende ikke ville vaske den hånd, der havde hilst på idolet.
”It’s a true story,” siger Rune, og Monfils replicerer med et skævt smil:
”It makes me feel old.”
En ung BT-journalist i hættebluse vender tilbage til nutiden: ”Du er faldet relativt meget på verdensranglisten. Hvordan føles det at være på en 15.-plads?”
”Det er det, der sker. Jeg har leveret en god slutning på grus-sæsonen. Det er ikke et problem,” svarer Holger Rune med et skuldertræk.
DER ER MANGE ting ved tennisstjernen, der giver næring til offentlighedens fascination. De 50 millioner kroner i præmiepenge, han allerede har indtjent. Bopælen i Monte Carlo. Hans flamboyante mor og forholdet mellem dem. Spekulationer i forbindelser til udenlandske fotomodeller. Rolex-sponsoratet. De hidsige udfald, der har trukket overskrifter i både ind- og udland. Men allermest fascinerende er måske hans evne til at komme tilbage, når det ser sortest ud.
Holger Rune ejer en selvtillid og en koldblodighed i de allervigtigste øjeblikke af en tenniskamp, der gang på gang har ikke bare reddet ham, men bragt ham tilbage fra de døde, bedst som modstanderen troede, at han havde begravet ham.
En uge forud for pressemødet har han holdt danske tv-seere oppe til halv to om natten med en femsæts-gyser i French Open mod den uhyggeligt velservende Alexander Zverev. I perioder af kampen overstrålede Rune sin tyske modstander med flot spil, ekstrem fightervilje og et ansigt, der afspejlede hele følelsesregistret fra begejstring til rådvildhed, fra blodtørst til afsmag. Til sidst blev det dog den seks år ældre Zverevs muræneagtige udtryksløshed og ekstremt lave fejlprocent, der triumferede, og Rune måtte forlade Paris i ottendedelsfinalen med stor ære af kampen, men en runde tidligere end året før og dermed med et lille fald på ranglisten til følge. Blot det seneste af mange små dyk og større og mindre skuffelser, der har indfundet sig, efter Rune sidste år nåede kvartfinalen i Wimbledon som den første dansker siden Kurt Nielsen i 1958. På trods af svingende resultater er den 21-årige Holger Rune dog stadig – med længder – den bedst placerede danske spiller på herresiden, siden ATP’s verdensrangliste blev indstiftet i 1973.
I MAJ 2022 rykkede den dengang 19-årige Holger Rune op på en plads som nummer 40 på verdensranglisten og passerede dermed Kenneth Carlsen – den hidtidige danske rekordindehaver, der i sin storhedstid først i 90’erne tilbragte en enkelt uge som nummer 41. Herfra gik det stærkt for Rune, som lidt over et år senere var sprunget op som nummer fire på listen via en imponerende række finaler og turneringssejre. Den mest opsigtsvækkende faldt i Paris Masters i november 2022, hvor han i finalen besejrede serbiske Novak Djokovic, vinder af 24 Grand Slam-turneringer, OL-guld, og ifølge nogle eksperter den bedste spiller i tennishistorien.
”Han havde vundet første sæt, da jeg i et af mine servepartier i andet sæt var nede med tre breakbolde,” erindrer Holger Rune, da Ud & Se to dage senere møder ham i biblioteket på det ærværdige Hotel Eyde på torvet i Herning. Han er i musegrå hættebluse, og de blåbærfarvede shorts, han har beholdt på efter morgenens træning i hotellets fitnesscenter, giver udsyn til et par svulmende lår, der kunne være hugget af Michelangelo.
Han har startet interviewet med en rastløshed i de grønlige ulveøjne, der skiftevis skæver ned i væg til væg-tæppet og rettes mod bordpladen, og svarene bliver leveret uden megen betænkningstid, som om spørgsmålene er bolde, der skal returneres hurtigst mulig.
Ude i morgenmadsrestauranten i en anden ende af det krinkelkrogede hotel sidder hans mor, der også er hans manager og følger ham rundt i verden, samt hans far og søster, der er kommet til Herning for at heppe på ham. Han ville hellere sidde ved bordet med dem – eller stå på træningsbanen og slå til en bold – men pressearbejde er en del af en ambitiøs sportsmands forpligtelser, og nu, hvor snakken er drejet ind på en afgørende duel i Djokovic-kampen, har blikket løftet sig, og stemmens temperatur er steget et par grader.
”Han lavede en smash, jeg slog kontra, han lavede en stopflugtning, og jeg kom frem og slog et baghånds-passérslag og vandt pointet. Han havde haft momentum med sig, og det skiftede fuldstændig. Publikum blev ellevilde. Jeg blev ellevild, mærkede adrenalinen, gejsten. Følte et boost af energi, et boost af glæde. Novak, kunne jeg se, blev lidt frustreret. Han havde haft tre breakbolde, men jeg vendte situationen, brød ham i næste parti og fik momentum. Man kan virkelig mærke sig selv i den slags situationer,” fortæller Holger Rune, inden han tøjler sin begejstring og anlægger et mere professionelt perspektiv:
”Du kan godt lære noget af de gode momenter i en tenniskamp, men hvis du bliver hængende for længe i dem, bliver du ligesom dér. Det er god selvtillid, men du er også nødt til at rykke videre. Jeg prøver at være i nuet, tænke i nuet.”
Du har flere gange i år forklaret skuffende resultater med, at du mistede fokus i de pågældende kampe. Hvordan er der inden i dit hoved, når du er fokuseret?
”Det føles som at være i en lille boble med bolden, banen og ikke så meget andet. Tilskuerne er væk. Når jeg er dér, føler jeg, at intet kan røre mig. Intet kan forstyrre mig. Det er den bedste følelse. Når man er ufokuseret, ænser man til gengæld alt. Et lille host fra publikum. Musik, der spiller et sted i baggrunden. Dommeren, der siger dit eller dat. Et boldbarn, der rører på sig. Alt kan forstyrre én. Det er okay at miste fokus, og når man spiller bedst af fem sæt (som i Grand Slam, red.), må man acceptere, at man af og til ryger ud af fokus. Man skal bare ikke gøre det for længe og i de forkerte dueller. Når den står 1-1 i andet sæt, er det okay at miste sit fokus et par bolde.”
Hvordan fodrer du dit fokus?
”Ved at trække vejret. Holde blikket på banen. Undgå at lade fejl sætte sig i kroppen. Hvis jeg har lavet en forhåndsfejl, forsøger jeg lynhurtigt at adressere, hvor fejlen var – så vifter jeg den væk. For hvis den først kommer helt ind i hovedet på én, bliver man rigtig irriteret, og dér mister man fokus.”
EN TIMES TID efter pressemødet i Jyske Bank Boxen ruller fire sorte Volvo SUV’er med Champions Battle-stickers og tonede ruder op ad indkørslen ved Herning Tennisklubs fire røde grusbaner og diminutive rødstensklubhus. Ud stiger de fire spillere samt Aneke Rune, nogle udtryksløse sikkerhedsfolk i grå jakkesæt med øresnegle dinglende fra ørerne og Champions Battle-arrangør Mads Frederiksen – en langhåret Sir Gawain-type i blåt jakkesæt. Temperaturen er nede omkring 13 danske sommergrader, luften er frisk, og skyerne mørke.
”Il fait froid – It is cold,” siger Monfils, der stammer fra Guadeloupe, et oversøisk fransk territorium i Caribien, og søger tilflugt i klubhuset, hvor han finder en tennisbold at jonglere med på rammen af sin ketsjer. På et hvidlakeret bord står otte champagneflasker linet op. På et andet står et batteri State-energidrikke. Champions Battle-kvartetten er kommet for at kaste glans over en amatørturnering for klubbens egne medlemmer og nogle af opvisningseventets sponsorer. Det er Caroline Wozniackis bror Patrik, tidligere fodboldspiller i blandt andet FC Nordsjælland, der styrer løjerne og lægger kampplanen.
Holger Rune er i en blå hoodie med gyldent tryk sammen med en midaldrende herre i kongeblå træningsjakke, der har nogenlunde styr på grundslagene. Monfils’ doublemakker er en godmodigt udseende 14-årig dreng, der tydeligvis ikke har spillet tennis særlig længe, men heller ikke virker synderlig nervøs over at stå over for den bedste danske mandlige tennisspiller nogensinde. Han er søn af en af sponsorerne og er kørt med sin mor og far fra København tidligere på dagen.
”Det er dejligt, at spillerne er så nede på jorden, at de tager sig tid til det,” smiler drengens mor, der er i sorte designer-sneakers med plastikpigge på snuderne og store solbriller med røgtonede glas.
Hendes søn skovler en underhåndsserv ud over servefeltet. Holger smiler tålmodigt: ”One more!” Endnu en misser. ”Try again, you’re almost there,” opmuntrer Monfils.
HOLGER RUNE VOKSEDE op på en villavej i Skovshoved nord for København med sin mor Aneke, der drev og driver et drikkevandsfirma, og med faren Anders, der er uddannet hos ØK og arbejder med shipping. Storesøster Alma gik til ballet og tennis, og det var gennem hende, at Holger som seksårig blev introduceret til ketsjersporten i Skovshoved IF. Han begyndte også til fodbold i samme klub, men efter et par år kom han hjem og sagde, at han ikke kunne lide, når de tabte.
”Det sker jo af og til,” trøstede forældrene, men det var ikke så meget nederlagene, der generede Holger, som den manglende konsekvens hos holdkammeraterne. For næste weekend, når der var kamp igen, og han var glødende opsat på at revanchere sig, troppede de andre op, som om intet var hændt, og tabte måske igen.
”Han havde et udpræget vinderinstinkt allerede dengang,” fortæller Aneke Rune, da Ud & Se møder hende på hotellet i Herning.
Så Holger droppede fodbolden og brugte nu meget mere tid på tennisbanen, hvor han kun havde sig selv at bebrejde, hvis noget gik skævt. Hjemme på villavejen trænede han slagenes svinglinjer uden bold, når han ikke hamrede tennisbolde op mod husmuren eller skumbolde op ad væggene indenfor, mens faren sad på nåle af nervøsitet over, at han skulle ramme billederne eller spejlet. Når træneren gav holdet en ’lektie’ for og bad dem om at træne et ketsjergreb eller et slag til næste uge, kunne han det til perfektion bare et par dage efter.
Holger blev besat af tennis og troppede op i skolen i fuldt Rafael Nadal-antræk med pandebånd og det hele, så stor var indlevelsen i den spanske grusspecialist, Holgers første idol, som hang på plakater overalt på drengeværelset. Men en dag, hvor Holger var blevet nummer to ved et skumtennisstævne, nægtede han at modtage sin pokal og gik direkte hjem og rev alle Nadal-plakaterne ned fra væggene med kommentaren ”nummer to er noget lort”, hvorefter værelset blev gentapetseret med plakater af den schweiziske elegantier og daværende verdens-etter Roger Federer.
Derhjemme så Holger al tennis, han kunne komme i nærheden af, både på YouTube og på dvd’er med ældre kampe fra 90’erne, hvor kongerne hed Pete Sampras og Andre Agassi.
”Dengang var spillet langsommere. Men de kom mere til net, spillede nogle gange lidt smartere, kvikkere, end der bliver spillet i dag. I dag er spillet meget hårdt. Alle har en god fysik og kan slå baghånd og forhånd og bevæger sig godt. Dengang var der flere, der havde svagheder, men de var også bedre til at gemme dem,” fortæller Holger Rune, der mest af alt elskede, når 00’ernes store rivaler, Federer og Nadal, stod ansigt til ansigt på Wimbledons tætklippede, camouflagegrønne græs.
SULTEN EFTER FREMSKRIDT fik Holger lov at møde lidt senere i skole om fredagen for at modtage enetræning i Skovshoved Idrætsforening. Snart bankede han alle sine jævnaldrende, og cheftræneren mente, at han måtte rykkes op til en højere aldersgruppe. Ikke alle forældre i klubben var lige begejstrede for forskelsbehandlingen, og det endte med, at Holger skiftede til HIK, Hellerup Idræts Klub, lidt længere nede ad Strandvejen, hvor de så et ungt, ærgerrigt talent som en gulerod, der kunne trække andre dygtige spillere til klubben. Men Holger savnede sin gamle træner Lars Christensen, og det lykkedes familien Rune at motivere ham til at rykke med over til HIK.
Forældrene mente, at det kun var naturligt, at man ikke kunne være den bedste til alting alle steder på én gang, men den købte Holger ikke rigtig ind på. Det pinte ham, at lægesønnen, han sad ved siden af i skolen, brillerede i matematik, mens han ikke selv havde udviklet en skudsikker game plan i forhold til algebraen. Okay så, tænkte forældrene og hvervede Shahab, en ung økonomistuderende, der blev mentor for Holger og lavede matematik med ham et par timer om ugen efter skoletid. Shahab var en ægte nørd – og god til at formidle stoffet. Det fængede Holger, måske fordi han så en, der gik lige så meget op i tal, som han gik op i tennis, og på kort tid gik han fra lunken matematikmiddelvare til toppen af klassen.
Som 10-årig begyndte han at deltage i internationale turneringer. Den første, i Paris, tabte han i første runde. Trøsterunden tabte han også. Til gengæld vandt han helt uventet turneringen i double sammen med en ukrainsk dreng.
”Han talte dårligt engelsk, men snakkede alligevel med alle mulige. Ukrainere, russere, marokkanere. Armene kørte, og de så tennis sammen. De fattede ikke et kuk, men de havde det skidehyggeligt,” husker Aneke Rune.
At det var hende og ikke Holgers far, der blev sønnens faste ledsager og forretningsfører, var ikke en plan fra begyndelsen, siger hun. På et vist tidspunkt skiftedes forældrene til at følge Holger og Alma til turneringer i Danmark, men det viste sig ikke at være farens kop te.
”Man kan godt møde tennisforældre, der går mere op i det end deres børn. Den konkurrencestemning brød Anders sig ikke så meget om. Han får alle indtryk med, mens jeg selv bare tager skyklapperne på,” siger Aneke Rune, der som barn var elev på Det Kongelige Teaters Balletskole et par klasser under kommende koryfæer som Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff. Men hun forlod skolen, efter at hendes far døde, da hun var 11 år gammel, og hendes enlige mor til tre ikke havde gejsten, der skulle til for at holde datteren til ilden.
”Hvis jeg har muligheden for at støtte mine børn, så gør jeg det. Jeg havde ikke selv den opbakning,” siger Aneke Rune, der begyndte at følge sin 10-årige søn rundt i Europa til en turnering om måneden, mestendels i Frankrig og Italien. Resultaterne var ikke overvældende, men året efter, da Holger var blevet en af de større i aldersgruppen, begyndte han at vinde næsten alle turneringer. Blandt andet var han som 11-årig med til at vinde EM for hold til Danmark, hvorefter han i førnævnte Tennisavisen erklærede: ”Jeg vil være verdens bedste tennisspiller.”
Der var dog ét punkt, hvor mentaliteten haltede lidt efter ambitionerne. Holger nød ikke udpræget den fysiske træning, og det krævede stor disciplin at tæmme den søde tand.
”Jeg havde en regning hos HIK, hvor jeg bare kunne køre muffins i cafeteriet. Den var vi nødt til at lukke ned,” fortæller Holger Rune, der af og til blev grebet på fersk gerning med kagekrummer i mundvigen. ”Min mor og min træner Lars hjalp mig igennem det. De holdt øje med mig og satte tingene i perspektiv: ’Hvis du gerne vil op at spille med de bedste, kan du altså ikke spise muffins.’”
INDE I JYSKE Bank Boxen står 12.500 sæder tomme. HTH’s rød-hvide reklameskilte blinker i første sals højde: ”Køkkenkærlighed, der holder.” Nede på banen lyder det som rørpost på steroider, når ketsjerne rammer bolden. Efter at have tjattet høfligt i amatørturneringen i tennisklubben er Holger Rune og Caroline Wozniacki vendt tilbage til en tom Boxen til en hurtig aftentræning. De laver dykkende baghåndsmissiler og slices, der sniger sig over nettet, inden de fortsætter med en serie hårde forhåndsslag.
”Aaah-uhng!”
Holger Rune trækker et støn op fra under bæltestedet, mens han smækker til bolden, inden Wozniacki sender en lige så hård forhånd retur. Boldene suser lavt over nettet som gulspurve på flugt fra falken.
”Vil du have flere?” spørger Rune.
”Lad os tage noget vand,” svarer Wozniacki.
Holger snupper en State fra en køler, mens Monfils med kortkunster underholder Caroline Wozniackis mand, basketballspilleren David Lee, og Holger Runes træner Kenneth Carlsen. Med nærmest magnetisk kontrol hvirvler den franske performer kortene rundt i vifter og tryllebinder den tidligere NBA-spiller og den forhenværende danske tennishelt. Trioen forbliver i sin egen verden, mens Rune og Wozniacki genoptager træningen med nogle cross court-slag efterfulgt af server og returneringer.
Inden han server, stryger Holger et par fingre rundt langs kantbåndet af den omvendte kasket. Fra panden over tindingen, til baghovedet og tilbage igen. Når man ser ham lave sit lille serve-tic i de store kampe, virker det, som om det får sendt hjernens elektriske impulser i de rigtige retninger, men her i Boxen er koncentrationen fløjet et andet sted hen. Nogle bolde bliver slået ud, andre ryger i nettet.
”Vi vil godt have nogle ordentlige returer,” siger Aneke Rune, der har lænet sig ind over banden med en e-cigaret i hånden. ”De pjatter,” siger hun ud ad mundvigen.
”Det er bare sjov,” råber Holger Rune inde fra banen.
”Det er sjovere, hvis man gør det ordentligt,” svarer Aneke tørt.
Rune skyder endnu en bold i nettet – og vrænger ansigt til sin mor som en uvorn dreng.
For de to tennisstjerner og udlandsdanskere er det blevet tid til et dobbeltinterview med TV 2, der har sat et interimistisk studie op ved hjørnet af den blå tennisbane. En ung studievært med velplejet hår og kortklippet skæg stiller spørgsmål:
”Ser du noget af dig selv i Holger?” spørger han Caroline Wozniacki.
”100 procent,” svarer hun og uddyber: ”For at nå langt i en individuel sport skal man være lidt speciel – ment på en positiv måde. Jeg er lidt speciel. Holger er lidt speciel.”
FOR TEENAGEREN HOLGER Rune blev det stadig sværere at finde jævnbyrdige jævnaldrende at sparre med i Danmark. En agent, familien Rune havde hyret, satte dem i forbindelse med den franske tenniscoach Patrick Mouratoglou, der er mest berømt for at have været træner for Serena Williams. Mouratoglou er desuden indehaver af et prestigiøst tennisakademi på Côte d’Azur, og det lykkedes at skaffe Holger en plads til træningslejren Champ’seed. En flok talentfulde tennisbørn fra hele verden var indbudt til at tilbringe en uge på akademiet, hvorefter de allermest talentfulde ville blive håndplukket og få lov at træne gratis efterfølgende.
Den 13-årige dansker sprang gennem nåleøjet, blandt andet sammen med Coco Gauff, i dag nummer to på kvindernes verdensrangliste. Han begyndte at frekventere akademiet 5-6 uger om året, når det kunne passes ind med skolegangen. I Danmark kunne han risikere at spille med en ufokuseret modstander, der skrev beskeder eller gik på Instagram ved et sideskifte, men hos Mouratoglou delte alle samme engagement, som blev krydret med sternedrys, når top-10-stjerner som Novak Djokovic, russeren Daniil Medvedev eller græske Stefanos Tsitsipas lavede fysisk træning på nabobanen.
I 2019 debuterede Holger Rune i Australian Open for juniorer. Den dengang 15-årige Rune tabte i anden runde. Til gengæld har han varme minder om det første in real life møde med sin barndoms store idol Rafael Nadal, som han en dag tilfældigt kom til at træne ved siden af: ”Jeg havde aldrig før set ham så tæt på og gjorde mig selvfølgelig sindssygt umage. Jeg vidste godt, at han havde fokus på sin egen træning, men sæt nu, han kiggede over, bare et øjeblik.”
Da Nadal var færdig med sin egen træning, tog han sin stol, vendte den over mod Holger Runes bane og kiggede på de to
juniorers træning et kvarter-20 minutter. Rune skævede lige over til spanieren en gang, turde dog ikke hilse.
”Det var på en måde et kæmpe pres. En af verdens bedste kiggede på mig. Men det fik mig til at spille endnu bedre. Jeg kæmpede for at vinde hver duel, slog mange forhænder – ligesom ham – og nød det.”
Nogle måneder senere var han fyldt 16 år og stillede op til juniorernes French Open. Alle, han mødte, sagde, at man skulle lade være at tynge sin debut i sådan en turnering ned for høje ambitioner. Næste år, sagde de, kunne man overveje at gå efter sejren. Men en uge inden han skulle betræde det røde grus på Roland Garros-anlægget, så han sig selv løfte trofæet i triumf, mens han stadig sad hjemme i Danmark.
”Jeg så det, inden det skete,” siger Holger Rune, der endte med at besejre amerikaneren Toby Kodat i tre sæt i finalen. Undervejs var han ved at gå ned med nerver efter at have misset to matchbolde i andet sæt og have fået rytmen udfordret af en regnvejrspause. Det var med tårer i øjnene, at Holger Rune var på vej ud til tredje sæt, men et fast kram fra Aneke hjalp på moralen.
”Nu går du ud og tager den,” sagde hun.
Og det gjorde han: 6-0 i tredje og afgørende sæt.
”Alle kan slå en forhånd og en baghånd og løbe godt. Men det er den mentale styrke, der afgør det i sidste ende,” siger Holger Rune, der i 9. klasse skiftede til en elitesportsskole i Gentofte, der gav mere plads til fravær og selvstudier. På det tidspunkt var han ved at være skole-mør, og folkeskolens afgangseksamen blev foreløbig endestationen på hans uddannelsesrejse.
”Han kunne have taget studentereksamen online. Han kunne være gået college-vejen,” siger Aneke Rune.
”Men han kan lide at spille tennis, se en god film og sove. Og skulle han pludselig beslutte sig for, at han gerne vil læse videre, er han jo stadig ung. Intet er too late.”
I dag er Holger Rune kommet op i en liga, hvor pengene er sjove. Ud over bopælen i Monte Carlo har han købt sig en villa i Sydfrankrig, en lejlighed i København og et sommerhus i Nordsjælland. Et sted at bo i Miami er på ønskelisten. Men det har også været en investering at nå dertil.
”Der var lang tid, hvor vi spændte livremmen ind. Hvor vi ikke havde udvidede tv-pakker og morgenavis. På et tidspunkt solgte vi sommerhuset fra, fordi vi godt kunne bruge den ekstra luft i budgettet,” fortæller Aneke.
”Det var ikke noget, vi tænkte længe over. Vi fik lortet til at hænge sammen, men det var ikke lige glamourøst hele tiden. Holger og jeg har overnattet på vores del af elendige tunesiske hoteller med beskidte lagner. Vi har kørt langt pokker i vold ud i den algeriske ørken for at spille turnering et sted i ingenmandsland, hvor der ikke var et toilet, men bare en spand. Og hvor boldbørnene stjal boldene. Der var ingenting. Men der var en turnering – og det var så fint. Holger har en evne til at hygge sig, når han er i det, og oplevelserne har gjort ham bevidst om, hvor godt han har det.”
DEN SAMME TRÆNER, Lars Christensen, har fulgt Holger Rune i knap 15 år, stort set hele hans tennisliv. I slutningen af 2022 fik Rune dog lyst til nogle friske øjne på sit spil og tilføjede Patrick Mouratoglou som træner til teamet. Det fungerede umiddelbart godt med en tohovedet konstellation, men den fænomenale periode, hvor Holger Rune kravlede helt op på en fjerdeplads på verdensranglisten, sluttede brat, da han røg ud af US Open i første runde i september 2023. Rune afsluttede herefter samarbejdet med Mouratoglou. Boris Becker, der vandt Wimbledon allerede som 17-årig i 1985, og som tidligere har trænet Novak Djokovic, blev ansat som såkaldt super coach.
”Han er meget erfaren,” siger Holger Rune om den tyske tennislegende.
”Han ved, hvordan man skal håndtere presset på banen. Han var selv en virkelig god server i sin tid, og han hjalp mig meget med min serv. Men mest af alt var der en god ro omkring ham.”
Efter en periode med 10 nederlag i 11 kampe fik Becker ham til igen at præstere på højt niveau i slutningen af 2023, hvor det lykkedes Rune at indfri deres fælles målsætning og kvalificere sig til ATP’s sæsonfinale, hvor han igen mødte Djokovic, der denne gang måtte grave dybt i energireserverne for at besejre danskeren.
Men det var ikke blevet ordentligt forventningsafstemt, i hvor høj grad Becker kunne følge sin protegé rundt til turneringer. Becker, der har kæmpet med sin portion af rod uden for banen, og som følge af en skatteunddragelsessag har indrejseforbud i England, annoncerede i februar 2024 på det sociale medie X, at han trak sig som træner efter at have indset, at han ikke kunne udfylde rollen i tilstrækkelig grad: ”På grund af professionelle og private pligter kan jeg ikke give Holger, hvad han har brug for netop nu.”
Exit Becker, enter, på ny, Mouratoglou. Og siden hen har Kenneth Carlsen så overtaget trænerstafetten.
”Det er ikke ideelt at skifte trænere på den måde, jeg har gjort det, det har givet lidt ustabilitet,” siger Holger Rune om rokaderne i hans boks.
”Men nogle gange er det det, der skal til for at finde det, der fungerer for én. Nu føler jeg, jeg har fundet det rigtige team. Jeg føler, vi arbejder én vej.”
Du visualiserede, at du ville vinde French Open for juniorer. Har du visualiseret risikoen for, at du aldrig vinder en Grand Slam? Eller at du aldrig bliver nummer et på verdensranglisten?
”Nej. For det kommer ikke til at ske.”
Og hvis det alligevel ikke lykkes? Vil det så have været et spildt liv?
”På ingen måde. Selvom jeg ikke havde været, hvor jeg er i dag, tror jeg, jeg havde været tennisspiller. Amatør eller professionel – jeg havde stadig spillet. I hårde tider – sidste sommer for eksempel, hvor jeg ikke vandt så mange kampe – tænkte jeg over, hvad der gør mig glad. Og det er at stå på banen og arbejde hårdt og bevæge mig fremad. Med eller uden en Slam har jeg i bund og grund allerede længe gjort det, jeg elsker. Men jeg stopper ikke, før den kommer,” griner han.
”Det kommer til at ske en dag.”
SIDEN HAN BLEV professionel i 2020, har Holger Rune pådraget sig kritik ad flere omgange på grund af sine følelsesudbrud på banen, ikke mindst sine hyppige diskussioner med dommerne. Blandt andet overfusede han i 2022 dommeren ved finalen i Swiss Indoors i Basel over en blinkende lysreklame i udu, der distraherede ham. En situation, han ikke mente, dommeren tog ordentligt hånd om.
”Hvad laver du? Are you fucking kidding me? Du ødelægger jo kampen,” sagde han blandt andet og sparkede til banden i frustration.
Samme år råbte han flere gange ”Forlad!” op mod sin boks under en dramatisk kvartfinale i French Open mod norske Casper Ruud, hvorefter Aneke Rune forlod boksen. Senere har familien forklaret, at det var træner Lars Christensen, råbene var henvendt til, og Rune har kommenteret, at han aldrig ville være uforskammet over for sin mor.
Alligevel florerer tilnavnet Holger ’Rude’ på internettet, og Fox News har kaldt ham for tennis villain – tennisskurk. Legenden John McEnroe, der i sin tid selv var en polariserende bad boy, har advaret Rune om, at han risikerer at skabe sig et dårligt ry.
”Kommer du op på højeste niveau, har alle en mening om dig, og man kommer aldrig til at tilfredsstille alle,” siger træner Kenneth Carlsen dagen inden kampen, da vi mødes i hotellobbyen.
”Du skal selvfølgelig have respekt og behandle andre ordentligt. Men selv når du gør det, vil der være folk, der synes, du er en idiot. Jeg fortæller Holger, at det største privilegium, man har som sportsmand, er, at folk har en mening om dig. Det kan godt være, de giver udtryk for frustrationer, men det er i bund og grund, fordi de er interesserede. Det værste er, hvis folk er ligeglade,” siger Carlsen, der mener, at Holger netop nu står i vadestedet mellem ung og voksen, og minder om, at også andre spillere i tennishistorien har haft svært ved at styre følelserne i en ung alder. For eksempel Roger Federer, før han blev til en smilende, velopdragen vindertype.
”Jeg spillede mod ham, da han var en 18-20 år. Dengang smadrede han ketsjere og halv-tankede, som vi kalder det, når man bliver så frustreret, at man ikke gider gøre sig umage længere og nærmest slår bolden ud med vilje. Han opførte sig dårligt, og det var en stor ærgrelse for hans trænere, at hans talent var så stort, men han ødelagde det for sig selv. På et tidspunkt klikkede noget i ham, og han fandt han sig selv. ’Fire and Ice’ har han senere selv kaldt den balance.”
UNDER DETTE ÅRS French Open fik Holger Rune megen ros for sin beherskede optræden, hvor hans diskussioner med dommere og modstandere var begrænset til et minimum. På det seneste har han arbejdet med meditation for at sove bedre og finde mere ro. Måske ikke så meget for at ændre verdens opfattelse af ham. Sociale mediers ”fake virkelighed” prøver han ikke at beskæftige sig for meget med. Og folk skal have lov at have deres meninger: ”Jeg er den, jeg er. Måske kan du lide mig. Måske kan du ikke lide mig,” som han siger.
Desuden er stærke følelser en nødvendighed, mener han.
”Når jeg står på banen, kommer der en dæmon ind i mig – hvis man kan sige det sådan – som får en masse ting frem i mig. Al min passion. Min perfektionisme. Så mange ting, der ikke kommer frem uden for banen. Alle mine emotions. Jeg elsker den følelse.”
Alligevel har han erfaret, at der er grund til at inddæmme sindsbevægelserne, hvis man vil præstere bedst muligt på banen.
”I en Grand Slam spiller vi om så mange rangeringspoint. Så meget prestige. Så mange penge. Så hvis noget går én imod og føles som snyd, er det klart, man bliver irritabel. Men hvis man bruger for meget energi på at råbe og skrige, både efter gode, men især efter dårlige point, tager man fra tanken, og i de lange, tætte opgør har man brug for al sin energi,” siger Holger Rune, der fik ekstra positiv opmærksomhed for en episode i French Opens tredje runde, hvor han inviterede en bolddreng ind under sin paraply til en hyggesnak i en regnvejrspause.
”Dommeren sagde, det burde stoppe med at regne om to minutter, men det regnede ret tungt, og jeg kunne mærke, at det ikke kom til at ske. Bolddrengen stod der og begyndte at ryste lidt i armen, mens han holdt paraplyen hen over mig. Jeg tænkte: ’Der er ingen grund til, at han ikke skal have det godt.’ Så lagde jeg et håndklæde ud, som han kunne sætte sig på, og tog paraplyen for ham. Og så sad vi og snakkede lidt. Det var virkelig koldt den aften.”
EFTER 10 ÅR i det omrejsende internationale tenniscirkus er andre unge spillere som spanske Carlos Alcaraz – for tiden verdens måske allerbedste – og italienerne Lorenzo Musetti og Luca Nardi blevet gode venner og holdepunkter i et omflakkende liv.
”Vi har spillet juniortennis sammen og har kendt hinanden, siden vi var 11-12. Vi har det hyggeligt. Vi er selvfølgelig konkurrenter, men der er ikke nogen tense stemning uden for banen,” siger Holger Rune, der også er taknemmelig for at have sin mor ved sin side.
”Hun er virkelig en del af mit team, forstår tennis godt, kender mig rigtig godt. Hvis jeg ikke rejste med nogen, ville det være rigtig ensomt. Måske kommer der en dag, hvor hun gerne vil være mere hjemme. Men så længe hun har lyst og er glad, synes jeg, det er hyggeligt, at hun er der. Med hende er det, som om jeg har lidt af mit hjem med mig.”
De sparsomme dage i Danmark tilbringer han helst med sin familie, når de for en gangs skyld kan være samlet alle fire: ”Jeg behøver ikke være alene for at slappe af. Jeg har det rigtig godt i deres selskab.”
Ellers ser han af og til nogle gamle kammerater fra folkeskolen, som han har holdt kontakten til. Alkohol er ikke en del af Holgers verden, måske spiller de et parti padel – sidde og game gider han ikke – men tennis taler de ikke ret meget om.
”Vi snakker mere om livet. Hvordan går det hos mig, hvordan går det hos dem? Alle har deres liv og deres drømme, og nogle ved endnu ikke, hvad de vil lave. Det er helt fair, når man er ung. Jeg har vidst, hvad jeg ville, siden jeg var seks. Det er nok ret unikt … nok ret unormalt.”
BOXENS ARENA FUNKLER som et amerikansk juletræ med røde, grønne og lilla lysreklamer i nærmest alle højder. På banen har et stort smil klistret sig fast på Holger Runes mund. Højt oppe på tilskuerrækkerne vender et par midaldrende kvinder med glat hår og briller sig væk fra banen for at fotografere op mod Nicklas Bendtner, der med omvendt kasket har slået sig ned uden for loungen, hvor tennisspillernes pårørende hænger ud.
Mixed doublen er sidste del af aftenens program, og til trods for højt tempo og hjertevarmende indslag, såsom den heldige boldpige, der får overrakt Wozniackis ketsjer for at slå et par bløde bolde med Svitolina, har kampen lidt svært ved at fastholde publikums interesse.
På dette tidspunkt har de allerede set Rune besejre Monfils i to sæt og Wozniacki hive sin kamp mod Svitolina hjem i tre. Aftenen har budt på momentvis intensitet og ekvilibrisme, men også lidt for flagrende fokus, dobbeltfejl og afbrydelser. Af hensyn til spillerne og publikums opmærksomhed består den tredje og sidste kamp kun af et enkelt sæt, som den fransk-ukrainske duo vinder. Lidt over 11 får Wozniacki og Rune deres præmier i form af de bleggrønne Shamballa-armbånd trukket på håndleddene, og de fire spillere modtager folkets hyldest, inden de skal hjem i seng.
”Holger,” siger Gaël Monfils, da det er hans tur til at holde takketale:
”You’re a great talent. And still a kid. I hope you will win a Grand Slam.”
