Indlæg

Lars Pedersen – bedre kendt som CHIEF 1 – var med til at opfinde dansk rap og har produceret musik for alle fra Ace of Base til Kim Larsen. Her fortæller den grandprix-aktuelle hitmager om et skelsættende kassettebånd, om at være hiphopstjerne med angstanfald og om at finde melodien, da det så allermest sort ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR, privat

DER ER NOGLE, som ved præcis, hvor de var, da Danmark vandt EM i fodbold. Da amerikanerne landede på månen. Eller da Olof Palme blev skudt. Men for mig var det i 1982, da jeg hjemme på mit drengeværelse i Tårnby satte mit første kassettebånd med hiphop på. Det var et bånd med Run DMC, som min storebror havde sendt fra USA, hvor han var på high school-ophold. Ud af båndoptageren kom ’It’s Like That’, et nummer helt uden bas eller guitar, men bare en rytmeboks, noget scratch og en rap, der handlede om at leve i New York og være på røven. I det moment fandt jeg min musikalske identitet efter en barndom, hvor jeg havde hørt alt fra Elvis til Gasolin’ og Duran Duran. Jeg kunne høre noget i teksten, som jeg genkendte fra netop Gasolin’ – ”hvad gør vi nu, lille du?” – men også fra min far, der lavede dansk countrymusik med socialrealistiske tekster. Forskellen var, at det denne gang kom fra nogle, der kunne være min generations talerør.

Jeg blev født i 1970 og voksede op i en andelsboligforening ved Tårnby Torv. Et helt klassisk treetagers byggeri med fire længer og en gård i midten. Mine forældre havde begge halvdagsjob, og de havde valgt at leve på en måde, så de kunne være hjemme klokken to om eftermiddagen, men stadig klare den økonomisk. Vi havde en lejlighed, en bil og en lille træhytte i Sverige, som kostede 1.600 kroner om året. I vores køleskab var der aldrig rigtig noget særligt, men der var heller aldrig noget, der manglede.

Ken ’The Duke’ Larsen, Per ’Dee Pee’ Pedersen og Lars ’Chief 1’ Pedersen i ungdomsklubben Thomas P. Hejle i bluser malet af graffitikongen Seen fra USA, 1985.

Min mor arbejdede som sekretær i Dansk Tromlecentral på Amager, hvor hun sad på kontor og udbetalte løn. Det var et sted, hvor de fik store tromler ind fra benzin- og olieindustrien, som de afsyrede og restaurerede, så de kunne sælges igen. Min far var trommeslager og med i The Cliffters med Johnny Reimar, som var Danmarks første rigtige popband. I 1962-63 var de det største band i Danmark, og de optrådte på tv med Cirkusrevyen. De blev ret store teenageidoler, og der var piger, som brød ind på min fars drengeværelse på Christianshavn og stjal hans underbukser. I starten af 70’erne kom han med i et band, der hed Teddy, Chano, Jan & John, som var de første herhjemme, der spillede countrymusik. De lavede blandt andet ’Jeg vil bo på Vesterbro’, som blev en evergreen. Det var danske socialrealistiske tekster og sangtitler som ’Ikke flere penge, fyret fra mit job’. Men efter han fik min storebror Per og mig, droslede han ned til at være hyggemusiker på halv tid, og ved siden af fik han et job som dekoratør, hvor han blandt andet sad og lavede små trævikinger, som blev solgt til turister inde i byen.

Jeg gik i skole på Tårnby Skole, som lå tre spytklatter fra, hvor vi boede. Alligevel kom jeg altid for sent. Jeg sprang morgenmaden over, og så tænkte jeg, at jeg kunne vente med at stå op til kvart i otte, hvilket selvfølgelig var alt for optimistisk. Jeg var god til de ting, jeg interesserede mig for – dansk, engelsk og samfundsfag – men hvis en lærer ikke fangede mig, stod jeg helt af. Matematik var jeg helt elendig til, og da vi nåede til ligninger med x og y, måtte jeg give op. Jeg tilbragte også en del tid på inspektørens kontor, fordi jeg tegnede på bordene og lavede ballade.

CHIEF 1 

Lars Pedersen, født 1970.Var med til at danne og udgive fem album med rapgruppen Rockers By Choice.

Har produceret for navne som Ace of Base, Basim, Bryan Rice, Danseorkestret, Danser med Drenge, Danny Kool, Dodo & The Dodos, Christian Brøns, Gnags, Humleridderne, Lars H.U.G., L.I.G.A, Love Shop, Kim Larsen, Michael Learns To Rock, Smokie, Anne Dorte Michelsen, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, Shu-bi-dua, Thomas Blachman, Outlandish, Michael Falch, Johnny Madsen og Flemming ’Bamse’ Jørgensen. Var i 2016 medkomponist på Ricky Martins verdenshit ’Vente pa’ ca’, der gik nummer et i 24 lande og er streamet en halv milliard gange.

Udgav i 2017 soloalbummet ’Slip’ og fik i 2021 sit hidtil største solo-hit med ’Alt er godt’ i samarbejde med Thomas Buttenschøn.

Har som sangskriver vundet Dansk Melodi Grand Prix fire gange. Når gruppen Reddi 14. maj repræsenterer Danmark ved det internationale Eurovision-grandprix i Italien, er det med sangen ’The Show’, som Lars ’Chief 1’ Pedersen har været med til at skrive.

MIN FAR VAR vild med Cliff Richards og Elvis, som var fra hans ungdom. The Beatles var for nymodens til ham. Jeg elskede dem alle, men jeg var også vild med Gasolin’, som alle de andre i skolen hørte. I samfundsfag kom læreren en dag ind med en stor bog og spurgte os, hvad vi gerne ville, når vi blev voksne. Søren ville være advokat, og Camilla ville gerne være stewardesse, og da læreren nåede ned til mig, der sad med min cola og min frikadelle, som jeg havde købt i frikvarteret, svarede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Læreren bladrede febrilsk i sin store bog med jobs. Der var maler, og der var murer, men der stod ikke musiker, hvilket kun gjorde mig endnu mere sikker.

I starten af 80’erne var der en 60’er-revival med Shakin’ Stevens og Stray Cats. Jeg købte brylcreem og lædervest, men det duede ikke rigtigt. Siden kom Duran Duran. Jeg var 12 år gammel, og jeg ville gerne have en lys stribe ligesom Simon Le Bon. Dengang kunne man ikke bare gå ned og købe færdig hårfarve, så min mor måtte lave en kemikalieblanding. Det blev til en armygrøn klat, der lignede, at en fuld svensker havde brækket sig i mit hår. 

Jeg hørte også Sugarhill Gang og Grandmaster Flash, og jeg kunne selvfølgelig høre, at de talte hen over funkmusikken i stedet for at synge, men jeg anede ikke, at det var hiphop. En dag sad jeg sammen med en ven, der også boede på Tårnby Torv. Han fortalte, at han havde været inde på Strøget ugen forinden og set 5-6 unge stå og danse rundt om en båndoptager. Ugen efter tog vi ind til Rådhuspladsen og mødte 10 drenge, som stod og hørte høj musik. To af dem var Ken Larsen og Henrik ’Phase 5’ Marquardt, som var pionerer inden for breakdance i Danmark. De satte to båndoptagere sammen, og så gik vi ned gennem Strøget i samlet flok og stoppede op foran tøjbutikken Deres, hvor de begyndte at danse electric boogie. Pigerne kiggede, og folk smed penge i bøtten, så vi kunne gå over og købe en Whopper, og jeg syntes, det var helt fantastisk. Jeg begyndte at tage derind hver fredag, og vi blev hurtigt flere og flere, som mødtes og breakdancede.

Samtidig var min storebror taget på high school i USA. Han boede i Rochester uden for New York, og når han hørte radio derovre, optog han sangene på kassettebånd og sendte dem hjem til mig. De første mange gange var det Duran Duran, Spandau Ballet, Paul Young og de andre gængse 80’er-bands. Pludselig var der en pause, hvor der ikke kom noget med posten, fordi han havde mødt en sort pige, som havde introduceret ham til hiphop. Det næste bånd, han sendte, var det med Run DMC.

Jeg så tysk fjernsyn konstant, fordi det var det eneste sted, der var en chance for at støde på noget om hiphop. Når de bragte et indslag om breakdance fra New York, skyndte jeg mig at optage det på min Betamax, og så inviterede jeg alle vennerne fra gården i Tårnby over. Vi så det igen og igen, spolede frem og tilbage, mens vi lå i underlige akrobatiske stillinger hjemme på stuegulvet. Vi tog i Accord inde i byen iført store skijakker og købte to plader, mens vi stak resten ind under jakken, og vi købte en mixer og to gamle pladespillere, så vi kunne øve os i at scratche. Senere fik vi et lokale i ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor vi mødtes hver fredag fra 18 til 22. Graffitimalerne lavede store malerier, og oppe på scenen havde vi en dj-pult, hvor Phase 5, Cutfather og jeg skiftedes til at spille, mens drengene lå svedende og breakdance-battlede på gulvet. Lokalet lå på tredje sal, og nede i stueetagen på ungdomsklubbens diskotek stod alle pigerne og undrede sig over, hvor alle drengene blev af. Men vi ænsede dem ikke. 

Jeg var med i en breakdancegruppe med blandt andre Jan ’DJ Jan’ Kabré’ fra MC Einar og Lars Ranthe. Vi breakdancede i syv timer hver dag efter skole og endte med at vinde DM to gange. Hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke gik at være breakdancer og hedde Lars. Mine idoler fra USA hed ting som Crazy Legs, Mr. Freeze og Buck Four, så jeg måtte også have mig et alias. Først hed jeg Mr. X, men det fungerede slet ikke. I stedet kaldte jeg mig Chief 1, fordi jeg elskede indianerne, og fordi det handlede om at være den bedste af dem alle.

Rockers By Choice, 1988.

PÅ THE VOICE havde Dan Rachlin og Philip Lundsgaard et radioprogram, hvor man kunne sende dj-mix ind. Jeg var helt oppe at køre, når mine ting blev spillet i radioen. Det samme var min ven Jørgen, som kaldte sig DJ TNT. Men en dag var der en fyr, som sendte et rigtig dårligt mix ind i TNT’s navn for at få ham ned med nakken. TNT blev så rasende, at han besluttede sig for at lave en diss-rap, som de gjorde i USA. TNT, min storebror Per – som kaldte sig Dee Pee – og jeg øvede os i at rappe på engelsk og indspillede vores diss-rap på TNT’s firesporsbåndoptager. Fredagen efter blev det spillet på The Voice. Vi dannede en gruppe og begyndte at øve, og imens tog jeg 10. klasse for at købe mig tid, mens jeg fandt ud af, hvad jeg skulle med musikken.

I 1987 dannede jeg Rockers By Choice sammen med min bror, Master Phoze, MC Pete og MC Swan. Vi øvede på Amager og indspillede en masse demoer på engelsk, som blev afvist af alle pladeselskaberne. Men det førte til koncerter på punk- og rockklubber som Barbue i Huset i Magstræde og Sorte Hest på Vesterbro. På det tidspunkt var punken blevet stueren, og jeg tror, at punkerne savnede noget oprør. De elskede vores energi og gik helt amok og stage­divede, mens vi spillede. 

Efter en af koncerterne på Barbue kom Kenneth Bager, som arbejdede for Virgin Records, op til os. Med sin Hobro-dialekt sagde han: ”Det’ fan’me fedt, det der, drenge” og tilbød os en kontrakt, hvis vi ville lave noget på dansk. Vi var skeptiske, fordi dansk rap dengang var fjollet og så langt fra vores idoler i New York, som man kunne komme. Det var sådan noget som Per Pallesens ’Fodermesterrap’ og Gunnar Nu Hansens ’Nu rap’. Men vi tænkte, at hvis nogen skulle lave det første rigtige danske hiphopalbum, så skulle det være os.

Chief 1 turnerer i 2022 med sit tredje soloalbum, ’Nordlig sjæl’.

Da vi udgav ’Opråb! Til det danske folk’, eksploderede det hele. Vi fik topanmeldelser, og selv de mest intellektuelle musikkritikere elskede os. Samtidig blev vi teenage-idoler. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre, og der var fans, som lå i buskene på Tårnby Torv og ventede på mig. Min mor forbarmede sig ofte over dem, så når jeg kom hjem efter at have øvet, sad der 3-4 fans hjemme i stuen. På posthuset hentede vi den ene sæk efter den anden med breve, hvor unge piger skrev, at alt, de ønskede sig, var en hest og at blive kærester med en af os. Og når vi spillede koncerter, kunne vi ikke forlade backstage-lokalet uden at blive jagtet. Det var mærkeligt for os at blive popstjerner, samtidig med at vi gerne ville være hiphop og holde det real.

I 1989 og 1990 turnerede vi konstant og spillede alle de store festivaler. Det satte sine spor på vores andet album, som pladeselskabet gav os helt frie tøjler til at lave. Det blev optaget i et rockstudie med live-instrumenter, og måske skulle nogen have fortalt os, at vi gik lige lovlig hurtigt væk fra det, som havde gjort os til stjerner. Da ’Vi er generationen der ikke må fejle’ udkom, var der mange af vores fans, som ikke kunne følge med i det store musikalske spring, som især jeg havde taget. På turneen, der fulgte, lavede vi rock-opsætninger af alle de gamle numre, og folk faldt fra, fordi de ikke kunne kende os. Pludselig tjente vi ingen penge, og jeg var 20 år gammel, havde lige købt ejerlejlighed og stod med en kæmpe B-skattegæld. 

Efter den tredje Rockers-plade begyndte jeg at hænge ud på Bodega Fidusen på Amager, hvor et par af mine gamle Tårnby-venner kom. De havde dannet en lille rapgruppe ved navn Humleridderne, som alle gik og grinede af. De var malere, og jeg fik ideen til at lave en sang, som hed ’Malerhjerne’. Vi gik i studiet, og jeg producerede deres første album, som udkom i 1995 og solgte 150.000 eksemplarer. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde som producer, fordi det gav mig mulighed for at holde mig lidt i baggrunden. Jeg var træt af at være på turné og spille koncerter, og stemningen i Rockers var ikke længere god. Jeg følte et pres for at skulle levere det næste hit, og til sidst fik jeg angst, fordi jeg var følsom og tog alting nært. I en taxa på vej til en koncert i Jylland midt om natten fik jeg et anfald, hvor mit hjerte bankede, og jeg ikke kunne synke. Jeg måtte stige ud af bilen og lægge mig i nødsporet på en kold jysk motorvej, mens jeg troede, at jeg var ved at dø.

Chief 1 laver ’the windmill’, 1985.

JEG TRAK MIG fra spotlyset og gik fra at være angriber til træner. I 1993 havde jeg opdaget Remee til et arrangement, ’Årets Rapper’ i Solrød, hvor jeg var dommer. Han var en meget hardcore 16-årig dreng, som i hvert faldt ikke skulle være med i et popband, men jeg fik ham med som rapper i Sound of Seduction, der blev en af Danmarks første dance-succeser. Vi lavede flere kæmpe hits, og jeg startede et pladeselskab, hvor vi udgav eurodance. I mellemtiden udgav vi det sidste Rockers By Choice-album, ’De 5 på flugt’, men i 1996 var det slut.

I årene efter producerede jeg alt mellem himmel og jord, lige fra Kim Larsen og Johnny Madsen til Outlandish og Basim. Og fordi jeg havde skattegælden fra Rockers-dagene hængende over hovedet, sagde jeg også ja til at lave en masse børnemusik, blandt andet Razz, B-boys og Danny Kool. Mange år efter Sound of Seduction dannede jeg sammen med Remee pladeselskabet RE:A:CH – Remee and Chief – hvor vi både vandt Dansk Melodi Grand Prix med Soluna Samay i 2012 og Anti Social Media i 2015 og sammensatte poptrioen L.I.G.A, som blev en stor succes. Men der var ikke noget af det, som gjorde mig rigtig glad. Alting blev mere og mere gråt, og selvom der kom grønne bude med platinplader, var det kun et hurtigt fix. Jeg isolerede mig i studiet i 12 timer ad gangen, og når jeg slukkede computeren, blev jeg trist. For så vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ud i den virkelige verden.

I 2016 fik jeg en dyb depression. Jeg gik fra min hustru, som jeg havde været sammen med i 22 år, og jeg forlod pladeselskabet med Remee. Min største frygt var, at jeg havde mistet lysten til at lave musik, for hvis jeg ikke havde den, hvad levede jeg så for? Der var perioder, hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Men heldigvis havde jeg min syvårige søn, som gjorde, at jeg ikke gav slip. Jeg var flyttet ind i mit studie og sov 4-5 gange om dagen, og om natten traskede jeg hvileløs rundt i kvarteret. 

Jeg gik til psykolog og tog lykkepiller, men intet af det virkede. Jeg havde læst, at man skulle huske at gøre noget godt for sig selv, så en aften i studiet skrev jeg en sang kun til mig. Den hedder ’Man skal dø lidt, før man finder vej’, og jeg skrev den på 20 minutter. Bagefter satte jeg mig og sang for første gang i mit liv. Da jeg var færdig, lagde jeg mig til at sove, og næste morgen, da jeg hørte nummeret igen, kunne jeg mærke, at der kom en lille lysstråle ind i mit liv. Den dag skrev jeg et nyt nummer mere, og før jeg havde set mig om, havde jeg skrevet 3-4 sange, som til at starte med kun var for mine egne ører. Men der gik ikke længe, før jeg tænkte, at der måske var andre, som kunne relatere til det, jeg gik igennem.

I 2017 udgav jeg mit første album, ’Slip’. Pludselig var jeg på soloturné for første gang i en alder af 48. I starten kom der ikke mange til koncerterne, men en dag blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med i ’Toppen af poppen’. Jeg troede først, at det var telefonfis, men ikke længe efter sad jeg ved et bord sammen med Kwamie Liv, Teitur, Medina, Anders Blichfeldt, Cæcilie Norby og Carl Emil Petersen. En stemme inde i mit hoved sagde, at jeg ikke hørte til som sanger i det selskab. Men da jeg gik op til mikrofonen, overraskede jeg alt og alle.

Efter min første solo-single blev jeg inviteret i ’Go’ aften Danmark’ for at tale om min depression. Flere gange undervejs havde jeg lyst til at forlade studiet, men værten Michèle Bellaiche så mig og hjalp mig gennem interviewet. Da jeg kom hjem, var min indbakke på de sociale medier svømmet over med beskeder. Der var folk, som skrev, at de havde grædt, mens de så det – og at de sad derude og havde det præcis som mig.

Det har taget mig tre album at nå til et punkt, hvor jeg føler, at jeg kan kalde mig selv for sanger. Det, der startede som en flugt fra min depression, er blevet min identitet, og når jeg i dag producerer for andre, ser jeg det som et bijob. Jeg bliver nok aldrig helt fri af mørket, men jeg har vendt mit livs største nedtur til en ny begyndelse. Og selvom jeg er 52 år gammel, har jeg det, som om jeg er 17 og lige har udsendt mit første album med Rockers By Choice.

Hun forelskede sig i de skrå brædder, inden hun faldt for russisk kultur og begyndte at rapportere om korruption, revolutioner og borgerkrig. Jobbet havde nær kostet hende ægteskabet, og hun indgik en våbenhvile med sig selv. Siden Rusland angreb Ukraine har MATILDE KIMER mistet sin lejlighed i Moskva, reddet familiens hus i Hvidovre fra en bordelmutter og overvundet en alvorlig sygdom. Men intet er vigtigere for den 41-årige fighter end at dække konflikten i øst.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund og Lau Svensson

24. februar, Kharkiv, Ukraine

KLOKKEN FEM om morgenen lokal tid vågner Matilde Kimer til lyden af et brag. I mørket på hotelværelset famler hun febrilsk efter en stikkontakt og støder hovedet mod en væg, inden det lykkes hende at tænde lyset. Hun tager sine briller på og finder sin mobiltelefon frem. 15 ubesvarede opkald, alle fra hendes redaktør på Danmarks Radio i København.

Den 41-årige korrespondent trækker gardinerne fra og træder ud på den lille altan. Det er stadig mørkt udenfor og ikke til at se, præcis hvor larmen kom fra, men hun kan fornemme på lyden, at den ikke er tæt på. I ukrainske og internationale nyhedsmedier kan hun læse, at et militæranlæg i nærheden har været mål for et strategisk bombardement. Og at russiske tropper er trængt ind over grænsen cirka 50 kilometer fra byen.

”Vækket af adskillige kæmpe brag i Kharkiv!” twee­ter hun få minutter senere, inden hun ringer til sin redaktør, trækker i en T-shirt og gør sig klar til de første live-gennemstillinger til tv og radio. Udenfor fortsætter bragene.

Sent aftenen forinden indlogerede hun sig på det lille pensionat i nærheden af banegården i Kharkiv efter at have tilbragt nogle dage i Donbass-regionen, hvor ukrainske styrker og pro-russiske separatister har været i krig siden 2014. I byen Sjastje – som betyder lykke på ukrainsk – måtte hun flygte under et besøg ved et checkpoint hos det ukrainske politi, da byger af Grad-missiler slog ned i nærheden. Ikke siden hun dækkede revolutionen og borgerkrigen for næsten syv år siden, havde Matilde Kimer hørt lyden af det russiske missilsystem, der fra ladet af en lastbil kan affyre 40 raketter på 20 sekunder. Og da hun på vej tilbage mod Kharkiv så konvojer af ukrainske kampvogne komme kørende i den modsatte retning og hørte i radioen, at lufthavnen i byen ville lukke, fornemmede hun, at noget var undervejs.

Fra Kharkiv i øst skal hun med toget til Kyiv, hvor hun har en frokostaftale og en tid til at få ordnet negle, inden hun skal videre med fly hjem til Danmark, hvor hun skal have foretaget en vigtig operation. Men nu lyder der meldinger fra Kyiv, der også er blevet ramt af ballistiske missiler, om aflyste fly, og DR’s sikkerhedsfirma giver hende besked på indtil videre at blive, hvor hun er. Så Matilde Kimer, der er eneste gæst på pensionatet, går i stedet ned i receptionen på jagt efter kaffe. Hun får tiltusket sig en dobbelt espresso hos indehaveren, en ældre kvinde i natkjole, som går rundt og bander ind i sin mobiltelefon.

”Er han blevet sindssyg?” spørger Matilde Kimer, mens de står der i køkkenet. Altså Putin, underforstået.

Kvinden, som er pro-russisk, hvæser tilbage:

”Alle vores politikere er sgu da sindssyge.”

MATILDE KIMER

Født 1980. Opvokset i Korsør på Sjælland.

Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Har siden 2009 arbejdet som udlandskorrespondent for Danmarks Radio og ad tre omgange været udstationeret i Moskva.

Udgav i 2016 bogen ’Krigen indeni’ om skæbnefortællinger fra Ukraine og hendes egne oplevelser med at dække revolutionen og borgerkrigen i det østeuropæiske land. Modtog i 2017 Den Berlingske Fonds Journalistpris for sin dækning af Ukraine.

Gift med fotograf og producer Jesper Schwartz, der tidligere har arbejdet som fotograf i DR. Sammen har de tre børn på seks, 12 og 16 år.

ET PAR TIMER og adskillige live-gennemstillinger senere får Matilde Kimer nys om, at også TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt og hans fotograf Simon Borg er i Kharkiv. De befinder sig i den anden ende af byen på et hotel, hvor der er rigeligt med mad og en underjordisk parkeringskælder, man kan søge ly i, hvis russiske missiler kommer for tæt på. Og da pensionat-indehaveren i natkjolen beslutter at lukke biksen, får Matilde Kimer arrangeret transport og skaffet sig et værelse med hjælp fra sine danske kolleger.

På hotellet mødes hun senere på dagen med sin ukrainske fotograf Mykola, som er bosat i Kharkiv og var med hende i Sjastje dagen før. I mellemtiden har han, trods store protester fra teenage­datteren, kørt sin fa­milie i sikkerhed hos svigerforældrene ude på landet og fundet en af de få tankstationer i området, hvor man stadig kan få benzin. Ud på eftermiddagen kører han og Matilde Kimer sammen nordpå for at tale med naboerne til det bombede militæranlæg. Her møder de en mand, hvis altan er blæst helt ind i dagligstuen på grund af trykket fra eksplosionen.       Tilbage på hotellet, hen på aftenen, kan Matilde Kimer ane konturerne af bevæbnede ukrainere i gaderne, som er begyndt at mobilisere. Natten igennem fortsætter eksplosionerne.

Næste dag tager hun toget til Kyiv sammen med Rasmus Tantholdt og Simon Borg for at mødes med DR-kollegaen Anna Gaarslev og en journalist fra BT, mens Mykola bliver tilbage i Kharkiv. Fra Kyiv er det planen, at de næste dag skal rejse ud af Ukraine via havnebyen Odessa i syd. Derfra vil DR’s sikkerhedsfirma transportere dem det sidste stykke ud af landet over grænsen til Moldova. Men sent lørdag aften, da de sidder på toget og er nået halvvejs til Odessa, ringer en rådgiver fra sikkerhedsfirmaet.

”I skal hoppe af toget, inden I kommer frem. Der er indført totalt udgangsforbud, og vi kan ikke komme ind og hente jer,” lyder beskeden. Matilde Kimer og hendes kolleger må stå af på et trinbræt langt ude på landet uden at være helt sikre på, hvor de befinder sig i det bælgravende mørke. De tilbringer natten i en lille, uopvarmet stationsbygning, og næste morgen forsøger de, med lidt chokolade fra stationsforstanderinden i maven, at tage en bus ind til den nærmeste by. Ved første militære checkpoint bliver de stoppet og mødt af direktøren for et af Ukraines største atomkraftværker, som ligger under en kilometer derfra i Kostjantinivka.

Dobroserdetjnyj,” siger han til soldaterne, det betyder venligtsindet på ukrainsk. Efter en ransagning af deres kufferter, hvor hver en sur sok bliver vendt, eskorterer direktøren dem personligt igennem de næste to checkpoints ind til Kostjantinivka og indlogerer dem på et lille hotel. Her bliver Matilde Kimer afhørt, først af hjemmeværnet og dernæst af politiet, som modsat atomkraftværksdirektøren er mistænksomme på grund af hendes russiske visum. De gennemgår alle hendes billeder og beskeder, og først da de læser hendes samtaler med Mykola, der overvejer at melde sig til den ukrainske hær, bliver de overbevist om, at Matilde Kimer ikke er russisk spion. Det lykkes også at skaffe passage for DR’s sikkerhedsfirma, og om mandagen – på krigens femte dag – forlader det lille hold af danske journalister Ukraine via Moldova og videre til Rumænien, hvorfra der går et fly til København.

Matilde Kimer og fotograf Lau Svensson, er lige ankommet til Ukraine og er på vej mod Kyiv.

På vej ud mod byens nordlige forstæder, hvor der er kampe.

18. marts, Hvidovre, Danmark

I RISBJERGKVARTERET, cirka 1.300 kilometer fra Kyiv, er foråret ved at få fat i ligusterhækkene omkring parcelhusene, der strækker sig næsten endeløst fra Åmarken Station og helt ud til Holbækmotorvejen. Det er en måned siden, at Matilde Kimer sidst var hjemme fra Moskva for at sætte familien af i Hvidovre og pakke en kuffert til reportageturen i Ukraine. Siden august 2021 har Kimer, hendes mand og deres tre børn boet i den russiske hovedstad, men i starten af året tog de en beslutning om, at familien skulle flytte hjem, mens hun skulle dele sin tid mellem Moskva og København. Dels fordi de gerne ville tilbage til Danmark, dels fordi stemningen i Rusland ifølge Matilde Kimer har ændret sig drastisk det seneste år.

”Det, der plejede at være internationale skoler i Moskva med mange forskellige nationaliteter, består nu af 80-90 procent børn af rige russere. Miljøet var ikke længere særligt åbent over for udlændinge, og derfor var det heller ikke en stor succes for vores unger. Vi har snakket med de andre danske familier, vi kender derovre, og de har også mærket, at noget har ændret sig,” siger hun, da vi mødes i Hvidovre.

Korrespondenten fortæller, at det, man blandt russere populært kalder ’køkkensnakken’, er vendt tilbage:

”Alle russere, som har oplevet tiden før murens fald, ved, hvad det betyder: At alle vigtige samtaleemner kun foregår hjemme i køkkenet med lave røster og med radioen og tv’et skruet op. Uanset om jeg taler med journalister eller forretningsfolk, er meldingen, at Putin virkelig har strammet skruen, særligt det seneste års tid.”

Det var dog ikke meningen, at Matilde Kimer helt skulle forlade Rusland. Efter reportageturen til Østukraine var det planen, at hun skulle tilbage til sin lejlighed i Moskva. Men siden krigen brød ud, er alle vestlige flyforbindelser til Rusland blevet lukket, og det samme er Matilde Kimers russiske bankkonto, da Visa og MasterCard har besluttet at stoppe alle aktiviteter i landet.

”Jeg havde forsøgt at spare lidt sammen, fordi vi skulle til at have dobbelt husførelse, og fordi jeg skulle have råd til at flyve frem og tilbage fra København til Moskva. Det var blevet til en pæn portion penge, hvis jeg selv skal sige det, men de er så ikke meget værd længere, fordi de er i rubler.”

INDTIL VIDERE BOR Matilde Kimer sammen med sin familie i deres parcelhus i Hvidovre, som har været igennem noget af en genopretning, efter at det i en periode var lejet ud, mens de var i Moskva, til det, de troede var en enlig mor. Efter en måneds tid begyndte Matilde Kimer og hendes mand imidlertid at modtage naboklager om højlydte fester i weekenderne. Folk kom og gik fra huset konstant, på alle tider af døgnet. Senere ringede en nabo og fortalte, at flere af møblerne i huset var flyttet ud i haven, og at kommunen havde sendt en rottefænger, fordi der lå så meget skrald og flød i indkørslen. Rottefængeren havde banket på døren og var blevet mødt af en ung, letpåklædt kvinde, og efterfølgende var han gået ind til naboen:

”Ved I godt, at der er et bordel derinde?” spurgte han.

Matilde Kimer og hendes mand gik på Google og tastede lejerens navn og mailadresse ind.

”Vi fandt adskillige sexannoncer med vores stue og vores børns værelser som baggrund,” siger hun.

De klagede både til firmaet, som havde stået for udlejningen, og forsøgte at melde lejeren til politiet. Men i første omgang uden held. Der endte med at gå næsten tre måneder, inden Matilde Kimer og hendes mand i slutningen af december fik fogedrettens ord for, at lejeaftalen var misligholdt. Den kvindelige lejer – som benægtede alle anklager – forlod huset, og bag sig efterlod hun et oprydnings- og renoveringsprojekt til flere hundredtusind kroner. Matilde Kimer og hendes mand har forsøgt at få dem godtgjort gennem en erstatningssag, men uden de store forhåbninger om, at det bærer frugt.

”Da vi kom hjem første gang, var der rykket senge ind i alle værelser, væggene var helt gule af røg, og der var skoddet cigaretter på trægulvet. Der var bare lort over det hele, og de havde efterladt de mærkeligste ting, for eksempel en kunstig kvindeoverkrop. Det har krævet to måneders hardcore renovering at bringe huset tilbage til en stand, hvor vi har lyst til at bo der igen,” siger Matilde Kimer, der sukker højlydt, mens hun fortæller.

”De seneste måneder har virkelig været en perfect storm. Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal grine eller græde.”

Matilde Kimer og Lau Svensson i Kharkiv. Den hårdt ramte bydel Saltivka er under angreb.

RUNDT OM HALSEN bærer korrespondenten et lille mønstret halstørklæde. Det skjuler stingene fra den operation, som hun rejste hjem fra Ukraine for at gennemgå. I starten af året, mens hun var i Moskva, begyndte hun at få synkeproblemer, og når hun kiggede sig i spejlet, kunne hun se en knude på halsen. Hun gik til sin russiske læge, der fandt to cyster, den ene med en diameter på hele to centimeter. De blev tømt for blod og betændelse, og for en sikkerheds skyld besluttede lægen, at der også skulle laves en vævsprøve.

”Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske, når det kommer til at give dårlige nyheder,” siger Matilde Kimer. 

”Jeg fik en mail med en pdf-fil, mens jeg sad i Kharkiv sammen med Mykola. Der måtte jeg altså lige have en rigtig stærk espresso.”

Resultatet af vævsprøven viste, at hun havde en tumor i halsen. Under sit besøg i Danmark har hun derfor fået fjernet halvdelen af sin skjoldbruskkirtel. De efterfølgende undersøgelser har vist, at kræften ikke har nået at sprede sig, og hun har fået grønt lys af lægen til at tage til Ukraine igen og dække krigen, så snart stingene er fjernet.

Matilde Kimer lader til at tage diagnosen i stiv arm, som et bump på vejen. Måske fordi hun har prøvet det før.

HUN VAR 14 år gammel, da hun første gang mærkede en knude i halsen. Når hun trykkede på den, gjorde det ondt helt omme i hendes ryg. Hun blev sendt til en kiropraktor, som knækkede og brækkede, men lige ondt gjorde det, og i stedet gik hun til sin læge og kom til undersøgelse på Slagelse Sygehus. Smerterne skyldtes, viste det sig, at knuden trykkede på en nerve, der løb fra halsen om i ryggen. Men lægerne fandt også, at hendes lymfekirtler var fulde af kræft.

”Det var noget røv,” siger Matilde Kimer, som ikke har for vane at pakke tingene ind.

Dengang, i 1995, gik hun i 8. klasse i Korsør. Hun blev sendt til kræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor lægerne fortalte hende, at det var usædvanligt for en 14-årig, og endnu mere usædvanligt for en 14-årig kvinde, at få konstateret lymfekræft, som var mest almindeligt blandt mænd over 30. De fortalte, at kræften var i stadie 2b ud af fire, og at alt under tre havde gode udsigter for helbredelse. Men også, at det ville blive en drøj omgang at komme igennem.

Kuren lød på 12 gange to ugers kemoterapi. En uges intravenøs behandling efterfulgt af en uge med piller, siden en uge uden noget, og så begyndte det forfra. Den første omgang fik Matilde Kimer kort inden sin 15-års fødselsdag 23. december, og som vinteren og foråret gik, blev hun stadig mere afkræftet. Kemoterapien gav hende kvalme, om morgenen på vej til skolebussen brækkede hun sig, og i maj, netop som læseferien i 9. klasse skulle til at begynde, valgte hun at sige stop:

”Jeg var pissefølsom og usikker, jeg tabte mig og havde det ad helvede til, og efter 10. omgang sagde jeg, at jeg ikke kunne mere. Jeg følte, at jeg var ved at dø af behandlingen, ikke af sygdommen.”

Hendes læge sendte Matilde Kimer til en scanning, og til hendes held viste den, at kræftcellerne var krympet nok til, at hun kunne springe de sidste to gange kemo over og i stedet gå i strålebehandling.

I sommerferien efter 9. klasse kørte hun hver morgen med sin far til Rigshospitalet. Her fik hun støbt en form til sin overkrop og sit ansigt og en bideskinne til tænderne.

”Og så blev jeg ellers kørt en tur gennem mikroovnen. Fra mandag til fredag, 25 dage i alt,” siger Matilde Kimer, der blev strålet, til både hår og huden bag ørerne faldt af. 

Når hun efterfølgende tog på arbejde i Bankernes EDB Central, hvor faren arbejdede og havde skaffet hende ind som piccoline, gik hun omtåget rundt på gangene, høj af al den morfin, hun tog mod sine smerter.

Men strålerne virkede, og 1. august blev Matilde Kimer meldt rask. Hun havde stadig smerter, men en weekend inden hun skulle starte i gymnasiet, hvor hun var alene hjemme hos sin mor med en veninde, besluttede hun sig for at droppe morfinen fra den ene dag til den anden.

“Jeg kørte en ’Christiane F.’ og tog en kold tyrker,” siger Matilde Kimer.

”Jeg havde ryste-, svede- og kuldeture hele weekenden. Men da jeg startede i 1. g på Slagelse Gymnasium, klarede jeg mig helt uden smertestillende. Jeg var tyndhåret, endnu mere bleg, end jeg plejede at være, og der gik et lille års tid, før jeg så helt normal ud igen. Men jeg var rask.”

Rådssal på regionskontor i Kharkiv efter angreb.

Matilde Kimer og hendes følgeskab sover på gulvet i en privat lejlighed, som de har fået lov at bruge af ejeren, som er flygtet.

I KORSØR VAR Matilde Kimer vokset op i skyggen af Storebæltsbroen. I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne kom ’brobisserne’ til byen, både de brovtende danskere og de brovtende udlændinge, og på byens værtshuse hang lussingerne løst. Matilde Kimer blev født gammel, siger hun selv: lidt moraliserende, lidt bedrevidende og altid meget fornuftig. En diametral modsætning til hendes arkitekt-mor, der var mere ’ingen bh og fri karma til folket’, mens Matilde var den generte, kontrollerende, men ansvarlige storesøster til sin syv år yngre bror, der stadig lå i hendes mors mave, da moren forlod sin mand og flyttede i lejlighed midt i Korsør. Resten af deres barndom boede børnene hos moren. Faren var der, men han fyldte – og fylder stadig – ikke meget i Matilde Kimers liv.

Fra 1. til 9. klasse nåede hun at frekventere fire forskellige skoler. Alle stederne kedede hun sig. I fritiden spillede hun musical og teater, og det tog hun seriøst, så under kræftforløbet måtte sygeplejerskerne møde op på ungdomsskolen, når hun midt i prøverne til en forestilling skulle have sine indsprøjtninger for at styrke immunforsvaret.

Da Matilde Kimer var 12 år gammel, flyttede hendes mor til en nedlagt gård uden for Korsør, en beslutning, som mildest talt ikke faldt i god jord hos pre-teenageren. Og da hun godt og vel fire år senere skulle begynde i 2. g, var hun så træt af den lange, kedsommelige bustur til gymnasiet i Slagelse, at hun fik overtalt sin mor til at lade hende flytte hjemmefra og ind i en lejlighed i byen. Hun lånte den af en bekendt af familien, mens han var udstationeret i Jugoslavien. 

I Slagelse var Matilde Kimer med i alt det drama, hun kunne komme i nærheden af, både på gymnasiet og på det lokale teater. Lang tid efter hendes studentereksamen var hun fast overbevist om, at hun skulle være skuespiller eller musicalsangerinde, og efter en kort retur hjemme hos mor flyttede hun til København og tog et job som syngende tjener på Det Ny Teater. Hendes mål var at spare penge nok sammen til at komme på musicalskole i udlandet.

”Jeg tog til England og gik til optagelsesprøve på flere forskellige musicalskoler. På en skole i London nåede jeg to gange til anden optagelsesrunde, hvilket fik mig til at tro, at der jo måtte være noget, der duede. Der havde det nok været mere barmhjertigt at smide mig ud med det samme,” siger Matilde Kimer.

I mellemtiden arbejdede hun 250 timer om måneden som tjener i Sovino-koncernen. Først på Café Victor, kort på Café Sommersko, så på Café Ketchup og endelig på Divan 1 i Tivoli. Om morgenen, inden hun mødte på job, gik hun til sang, drama og flere pinefulde ballettimer, end hun kan tælle, men til sidst måtte hun sande, at talentet ikke rakte. Da hun som 21-årig stod med bar kærestesorger og knuste drømme, besluttede hun at tage til Paris for at besøge sin mormors bror og hans russiske kone, tante Jeva.

EN ISKOLD DAG i september 2002 steg Matilde Kimer af et fly i Skt. Petersborg. Sommeren havde hun tilbragt i Paris, og da hun ankom til den franske hovedstad, havde hendes russiske tante kigget på hende og sagt:

”Du er blevet 21, kan du så komme i sving!”

Hun mente, at den unge dansker ville have godt af at lære noget russisk, så sammen terpede de det kyrilliske alfabet. Matilde Kimer begyndte at drømme om at rejse gennem det enorme land mod øst. Der var bare ét problem: Hun kunne ikke få visum.

Men det havde Jeva også råd for, og med lidt hjælp fra sine venner på det russiske konsulat fik hun arrangeret, at Matilde Kimer kunne få visum, hvis hun lod sig skrive ind på et universitet i Rusland – og hvis hun lovede at tage franske sæber med til tantens veninder. Og nu stod hun her i lufthavnen i Skt. Petersborg med en taske og en rejsecheck og kiggede på en brysk russisk mand, der hverken smilede eller sagde hej. Han holdt blot et skilt med hendes navn skrevet på kyrillisk.

Chaufføren kørte hele vejen gennem byen og stoppede ved en grå bygning af den mest dunkle og triste slags, man kan forestille sig. I receptionen pressede hun sit pas op mod ruden og fik udleveret en seddel med et nital, nummeret på salen, som hun skulle bo på. Matilde Kimer fik udleveret et lagen og et sengebetræk og blev peget ind ad en dør, hvor der sad en italiensk pige, hun skulle dele værelse med. Af hende lånte hun nogle rubler til en kop minutnudler og en flaske vand fra kiosken, for hun havde selv glemt at hæve.

Næste dag bumlede de gennem Skt. Petersborg i en udjokket traktorbus til universitetet i den anden ende af byen, hvor Matilde Kimer skulle læse russisk. Hun blev placeret på superbegynderholdet sammen med 10 kinesere, der ikke kunne så meget som ét russisk bogstav, og allerede på andendagen spurgte hendes lærer, om ikke hun var interesseret i at rykke op til niveau to. I stedet kom hun på hold med en svensker, en spanier, en serber og døtrene af både en italiensk pizzamogul og Tanzanias ambassadør i Rusland, og hun blev en del af en flok, som var faste gæster i billardbaren på kollegiet. De lavede sammenskudsgilder, drak øl og gik på byens museer og udstillinger, hvor billetterne kostede, hvad der svarede til en tokrone.

Det var året inden, Skt. Petersborg i anledning af byens 300-års jubilæum blev renoveret fra ende til anden. Fra det ene gadehjørne til det andet kunne man gå fra næsten Venedig-lækre kanaler og gamle kirker til bygninger, som så ud, som om de ville skvatte sammen, hvis man pustede på dem. På fortovet kunne man købe hjemmebrændte film, som helt åbenlyst var optaget i en biografsal, og der var små dodgy kælderbutikker, hvor Matilde Kimer købte piratkopierede cd’er med klassisk russisk musik.

Der var dage, hvor hun terpede, men Matilde Kimer var ikke nogen ambitiøs studerende. Da hun kom hjem til jul efter tre måneder i Skt. Petersborg, havde hun ikke lært andet end en håndfuld sætninger på russisk. Men hun var faldet pladask for det kugleskøre land. Og det eneste, hun vidste, var, at hun skulle tilbage.

Motorvej omkring Makariv/Irpin uden for Kyiv med efterladt russisk materiel.

Vejskilte og byskilte i udkanten af Kyiv er enten malet over eller taget ned for ikke at hjælpe den invaderende hær med at finde vej.

”HVOR SER DU dig selv om fem år?”

I efteråret 2008 sad Matilde Kimer til MUS-samtale på Danmarks Radio og stirrede tomt på Radioavisens redaktør. Hun havde en fornemmelse af, at chefen fandt spørgsmålet omtrent lige så idiotisk som hende selv, så hun tog chancen og svarede: ”Om fem år har jeg genåbnet DR’s Moskva-kontor.”

Der blev helt stille i lokalet. Matilde Kimer nåede at tænke, at det måske var lige friskt nok. 

På det tidspunkt var hun ansat på P3 Nyhederne efter at have været i praktik på DR, som året forinden havde droppet at have en journalist med fast base i Moskva. Efter hun kom hjem fra Rusland i 2002, havde hun søgt ind på journalistik på Syddansk Universitet, fordi hun vurderede, at det var den nemmeste vej til at lave noget med Rusland. Da hun fik praktikplads i DR, spurgte de, om det ville være okay, hvis det meste af hendes ophold kom til at foregå på udlandsredaktionen (”Øh, ja!”), og helt grøn fik hun lov til at tage til Moskva og lave radioindslag om korruption. Men meget nærmere var hun ikke kommet et job som korrespondent.

Et par uger efter MUS-samtalen stoppede chefen hende ved kaffeautomaten.

”Mente du det, du sagde?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede Matilde Kimer.

I første omgang fik hun en udstationering på 4-5 måneder hen over foråret og sommeren 2009. Genåbningen af Moskva-kontoret kom først senere, men Matilde Kimer – der har beskæftiget sig med Rusland lige siden – var lykkelig.

”Den dag i dag er jeg meget taknemmelig for, at min chef dobbelttjekkede, at det ikke var en joke til MUS-samtalen. For jeg fnisede muligvis lidt, da jeg sagde det.”

RUSLAND ER PÅ mange måder et svært tilgængeligt land. Sproget er kropumuligt, kulturen er milevidt fra den danske, og russerne er mildest talt ikke et folk, der løber fremmede i møde med åbne arme. Men netop fordi det er vanskeligt, elsker Matilde Kimer det.

”Du skal fandeme gøre dig fortjent til russernes tillid og til deres sjove vittigheder,” siger korres-pondenten, som 20 år efter sin første tur til Skt. Petersborg stadig tager sprogtimer i russisk.

”Men når først man er kommet ind i varmen, er venligheden og hjælpsomheden enorm.”

Hun ramte Rusland på et tidspunkt, hvor landet var i gang med at åbne sig, og hvor udviklingen gik stærkt både økonomisk og kulturelt efter de fattige og uretfærdige 90’ere. 00’erne var en opblomstringsfase i Rusland, hvor det føltes, som om alting gik lidt bedre. Oliepriserne steg, så der var penge til at bygge idrætshaller og fodboldbaner, og der opstod en middelklasse, som fik råd til at tage på ferie og være belastende på alle verdens ­all-inclusive resorts.

”Det var et samfund, som gik fra frigear til sjette gear på et sekund, og jeg kunne tilbringe en måned i Moskva og føle, at der skete mere, end der gjorde på fem år i København,” siger Matilde Kimer.

”Alt i Rusland var ikke godt, bestemt ikke, men der var kræfter, som kæmpede for demokratisering og mangfoldighed, og jeg syntes, at der var så mange grunde til at elske russerne og elske at arbejde som journalist i Rusland. Det virkede som en uudtømmelig kilde af fantastiske historier og vilde mennesker, som bare lå derude og ventede på mig. Jeg synes stadig, at jeg vader rundt i vilde historier, når jeg er derovre.”

Men du siger også, at stemningen er vendt. Hvad frygter du, at krigen kommer til at gøre ved Rusland?

”Det, der foregår i Rusland lige nu, er en gigantisk brain drain. Begavede forskere, kunstnere, kulturpersonligheder og andre medlemmer af intelligentsiaen forlader landet, fordi de ikke kan få vejret, eller fordi de frygter at komme i fængsel. Med andre ord er man ved at miste mange af de mennesker, som er med til at drive et samfund fremad, og tilbage står propagandister og dem, som ikke ser noget problem i, at man hjernevasker den påvirkelige del af befolkningen. Alt bliver mere ensrettet, og det russiske samfund bliver fattigere, ikke kun økonomisk. Blandt den del af befolkningen, som ikke støtter Putin, spreder angsten og frygten sig, når Putin taler om udrensning i eget land af forrædere og folk, som bedriver femtekolonne-virksomhed, fordi det giver nogle virkelig uhyggelige associationer til en vis sovjetisk leder (Stalin, red.).”

Og på det personlige plan?

”Mere egoistisk er jeg også ulykkelig over, at det Rusland, jeg kendte for bare nogle måneder siden, er smadret, ikke bare rent praktisk på grund af sanktioner, men også fordi det russiske folk kommer til at bære den her krig på sine skuldre, ligesom tyskerne måtte bære skylden for anden verdenskrig i årtier. Mange af russerne er stolte og vil måske ikke erkende det nu – det ville tyskerne i øvrigt heller ikke dengang – men jeg er sikker på, at erkendelsen kommer senere. Putin fortæller det russiske folk, at de er en nation af vindere og af fredsbevarende helte, men når det går op for dem, at de velsagtens er i gang med at begå et folkedrab, hvad er der så tilbage at være stolte af? Siden han kom til magten, har han fortalt dem, at den største præstation nogensinde var sejren i anden verdenskrig, men der er jo for fanden en udløbsdato for, hvor længe man kan gå og være stolte af noget, der skete i 40’erne. Man kan ikke kun leve i fortiden og i fremtiden, der er altså også nogle, som er nødt til at tage ansvar for nutiden, og lige nu er Putin i gang med at fratage mange russere deres nutid. Det gør mig både vred og ulykkelig.”

Hvad siger de russere, du har talt med, til krigen?

”Hvis man skal være meget grov, kan man inddele det russiske folk i tre dele: En tredjedel elsker Putin og mener, at han er Ruslands frelser. En tredjedel hader ham og mener, at han ødelægger Rusland. Og en tredjedel er så apolitiske, at de nægter at tage aktivt del i samfundsdebatten på nogen måde. Hvis man abonnerer på Putins version af, hvad der foregår i både Ukraine og Rusland, så synes man jo, at han er i gang med at redde både russerne og ukrainerne.”

Men hvad med alle sanktionerne, påvirker de ikke folkestemningen?

”Jamen, hvis skyld er det, at livet er blevet værre, ifølge Putin? Det er Vesten. De vil kue russerne, siger han, de vil skabe splittelse, og den eneste måde, vi kan modstå det, er ved at stå sammen. Og russerne er altså et exceptionelt udholdende og tålmodigt folk. Tænk på, hvad de har gennemlevet før murens fald.”

Kharkiv, april. Anslået 15.000 mennesker bor permanent i metroerne. Både på perroner og i togstammerne.

22. marts, E40-motorvejen, Polen

PÅ EN MOTORVEJ i det sydlige Polen forsøger Matilde Kimer at beskrive, hvor hun befinder sig, men det er så mørkt udenfor, at hun må give op. Det eneste, hun kan se, er asfalten, som lyses op af lyskeglen fra bilens forlygter, suser under hende og forsvinder i bakspejlet. 

Siden tidligt i morges har korrespondenten, fotograf Lau Svensson og en tredje DR-kollega – der har meldt sig til at køre bilen hjem igen – skiftedes til at sidde bag rattet på den 30 timer lange køretur fra Danmark til Ukraine. Matilde Kimer har netop overstået sin tørn og sat sig til rette i passagersædet, da vi taler sammen på en telefonforbindelse et sted mellem Wroclaw og Krakow, hvor de elektroniske vejskilte, som plejer at signalere kø forude, i stedet er udstyret med telefonnummeret til en hjælpelinje for ukrainske flygtninge. Planen er, at hun skal tilbringe de næste tre uger i Ukraine. Helst ville hun slet ikke have været væk, men operationen tvang hende hjem.

”Jeg havde det forfærdeligt, da jeg måtte forlade Ukraine for tre uger siden. Men måske var det slet ikke en dårlig ting, at jeg var nødt til det. Det betød, at jeg måtte give mig selv lov til at slippe det hele et øjeblik. Jeg har en fornemmelse af, at det er dér, jeg hører til. Men selvfølgelig hører jeg også til hos min familie. Det, der sker i Ukraine lige nu, er bare vigtigt at fortælle om.”

De seneste uger har Matilde Kimer være i konstant kontakt med sin ukrainske fotograf Mykola, der i mellemtiden har stillet kameraet fra sig, grebet en riffel og nu kæmper for den ukrainske hær. Deres ældste døtre er jævnaldrende og skriver også sammen, og Matilde Kimer får løbende meldinger fra sin kollega, der er en af 4-5 gode venner i Ukraine, som hun taler med jævnligt.

”Hvis der går mere end 24 timer mellem, at jeg hører fra ham, får han en rigtig mor-opsang fra mig. Den ene gang var det hans egen mor, der tog telefonen og beroligede mig: ’Ja ja, han er altså okay.’”

NÅR MATILDE KIMER er hjemme i Danmark, er hun blevet bedre til at slippe sit arbejde. Før i tiden kunne der gå uger, fra hendes krop kom ind ad døren i Hvidovre, til hendes hoved fulgte trop. I 2014 var hun på Maidan-pladsen i Kyiv, da revolutionen brød ud, og hun fløj frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine, da Rusland annekterede Krim, og revolution blev til borgerkrig.

Det var første gang i karrieren, at hun skulle arbejde som krigskorrespondent, og som månederne gik, flyttede krigen ind i hende – som hun skrev i sin bog, der udkom i 2016. I ’Krigen indeni’ følger man en ung ukrainsk mand, der drager i krig, en ukrainsk husmor, som bliver politisk aktivist, og ikke mindst Matilde Kimer selv, som midt i sit livs vigtigste historie må sande, at hendes job er ved at koste både hendes helbred og hendes ægteskab med Jesper Schwartz – en tidligere DR-fotograf, som Matilde Kimer mødte på arbejde i Irak i 2008. Han havde kvittet jobbet og var blevet fotograf i kommunikationsbranchen, og han havde svært ved at forstå, hvorfor hun havde behov for konstant at rejse et sted hen, hvor hun udsatte sig selv for fare. 

Når hun endelig var hjemme, slæbte Matilde Kimer alle sine frustrationer og bekymringer med sig. Hun sprang op fra køkkenbordet, som var der detoneret en bombe, når hendes børn kom til at vælte et glas vand. Hendes krisepsykolog kaldte hende ’grænseløs’ og rådede hende til at holde en pause med rejserne til Ukraine. 

”Har du så tænkt dig at følge det?” spurgte hendes mand. Men det havde hun ikke.

I mere end et år fortsatte det sådan for Matilde Kimer. Men da hun gik i gang med bogen, blev arbejdet med den en slags terapi for hende. Hendes mand hjalp til med at rekonstruere forløbet, og selvom det bragte gamle skænderier op til overfladen, var det også med til at give dem en bedre forståelse for de dilemmaer, de hver især stod i.

”Jeg lærte, at Jesper havde en følelse af, at jeg valgte min familie fra. Og jeg tror, han fik en større forståelse for, hvad det var for en kamp, der foregik inde i mig. Det var medvirkende til at få vores ægteskab til at overleve, da det var ved at gå i stykker.”

Hvordan undgår du at gentage de samme fejl denne gang?

”Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Men det, der er anderledes for mig nu, er min erfaring og måske også en større ærlighed over for mig selv og mine omgivelser i forhold til, hvornår jeg er ved at gå i stykker indeni. Modsat dengang ved jeg, hvad krigen gør ved ikke bare mig, men også alle andre, jeg kender. Hvis man overhovedet har sig selv med i det, man laver, og ikke bare bliver en robot, der rapporterer, kan man ikke undgå at blive påvirket. Jeg vil føle, jeg vil have lov til at tude og være vred og mærke alle de følelser, som kommer op, når man er vidne til død og ødelæggelse og ondskab. Men jeg skal også huske at komme hjem og have hovedet med. Det er nemmere sagt end gjort.”

Indfaldsvej til Dnipro.

I ’KRIGEN INDENI’ skriver Matilde Kimer, at hun har en ”næsten blind dødsforagt”. I knap to år med krig og revolution i Ukraine – i 2014 og 2015 – var det sjældent faren, der fyldte hendes tanker, og hun tog risici, hvor andre korrespondenter vendte om, fordi hun i bund og grund ikke er bange for at dø. I dag er Matilde Kimer mere varsom med at kalde følelsen for dødsforagt, men hun mener stadig, at hun har et andet forhold til døden end både sin mand og de fleste andre mennesker. Hendes kræftsygdom som 14-årig gjorde visheden om, at livet ikke varer evigt, konkret:

”Jeg ved godt, det kan lyde lidt cringe, men der er faktisk mange mennesker, som går rundt og tager det for givet. Jeg skulle lige have en sygdoms-knytter i ansigtet, før jeg forstod, at livet er en elastik. Det er lånt tid, og derfor har jeg altid forsøgt at få rigtig meget ud af den tid. Min mand synes nok, at jeg er en lille smule hyperaktiv, men jeg er bare ikke særligt god til stilstand. Jeg bryder mig ikke om at sidde stille for længe ad gangen, og badeferier, hvor man ikke laver noget i en uge, det er ikke mig.”

Da Matilde Kimer blev rask, meldte der sig en følelse af usårlighed, som til en vis grad er med hende endnu.

 ”Når man overlever en kritisk sygdom, kan man godt få det lidt sådan: ’Der fik du mig ikke, røvhul.’ Jeg vil ikke leve og være bange for at dø. Jeg har ikke lyst til at rende rundt og være enormt bekymret hele tiden. Det er et kæmpe krydsfelt mellem min mand og mig. Han er en ansvarlig og viljestærk person, men har også et mere bekymret sind end mig, og jeg … Jeg vil ikke sige, at jeg er et dumt, ufølsomt svin, men jeg gider ikke tage bekymringen, før den ligger lige foran mig. Jeg vil ikke lave worst case scenarios i mit hoved, jeg synes, det er spild af min energi. Frygten for døden skal ikke have lov til at flytte ind i mig. Når jeg tager til Ukraine, gør jeg alt for at tage vare på mig selv, men … måske lyder det plat, men jeg synes faktisk, at arbejdet med at dokumentere krig og krigsforbrydelse er virkelig, virkelig vigtigt.”

Også vigtigere end dig selv?

”Ja, overordnet er mit liv mindre værd, end at verden kender til de forbrydelser, som har kostet tusindvis livet, og som kommer til at koste livet for tusindvis flere. Selvfølgelig. Men hvis du spørger mig, om jeg har det fint nok med at dø dernede, så nej tak, jeg vil meget gerne hjem i live og med alle mine lemmer i behold. Jeg arbejder ikke for enhver pris, og jeg har ikke tænkt mig at grave en underjordisk tunnel ind i Mariupol for at få lov til at rapportere derfra. Men jeg føler mig forpligtet til at dække det, der sker, og jeg synes, at det er risici værd – hvor store er jeg nødt til at tage stilling til hver eneste dag, mens jeg er dernede.”

NÆSTE MORGEN, på en tankstation nær grænsen mellem Polen og Ukraine, har Matilde Kimer og hendes fotograf byttet deres DR-bil ud med en ældre, lettere medtaget Ford Mondeo af den slags, som man har råd til at miste i en krigszone. Nu sidder hun i kø ved grænseovergangen i den lille by Medyka og bliver afbrudt, da et medlem af det polske hjemmeværn tre gange gentager spørgsmålet: ”Er I sikre på, at I skal til Ukraine?”

Der er seks biler i køen foran, som også venter på at få stemplet deres pas på vej ud af EU. Det sidste stykke af turen til Ukraine har krigen vist sig på den polske side af grænsen i form af nødhjælpsorganisationer i vejkanten og ambulancer med medicin og lægeudstyr og i form af lastbilkonvojer uden nummerplader, som efter Kimers bedste gæt transporterer våben til Ukraine. Planen er at forsøge at nå Kyiv inden spærretid klokken 20, en tur, der normal tager otte timer, men det er uden de mange checkpoints, hvor både militær og civile ukrainere med våben forsøger at kontrollere, hvem der kører på vejene.

Kunne hendes mand bestemme, sad Matilde Kimer nok stadig hjemme i Hvidovre. Men han ved også, hvor vigtigt det er for hende at dække krigen i en del af verden, som hun har brugt de sidste 15 år af sit liv på. Han har lært hendes ukrainske venner at kende, og han er klar over, at det er mere end bare et job, når hun rejser. Derfor tror Matilde Kimer også, at tolerancen for fare er større, end hvis hun pludselig tog til Syrien.

”Men det er stadig svært,” siger hun i telefonen.

Matilde Kimer forklarer, at hun og hendes mand i dag har lavet regler for, hvordan de kommunikerer, når hun er af sted.

”Der var engang, hvor jeg begik den fejl at skrive til ham, at jeg befandt mig i en by, som var omringet og under beskydning. Han svarede: ’HVAD SKAL JEG BRUGE DET TIL?’ I dag melder jeg ind morgen og aften, og hvis jeg er på vej ind i det, vi kalder en ’rød zone’, skriver jeg det, men ikke mere – og så hører han fra mig, så snart jeg er ude igen. Alle mellemregningerne og alle de gange, det er lige ved at gå galt, dem tager vi først – og kun i grove træk – når jeg er hjemme igen.”

Aftenen før hun rejste, satte Matilde Kimer sig ned med sine børn hjemme i Hvidovre. Hun fortalte dem, hvad hun forventede at møde i Ukraine, og hvad hun ville gøre for at passe godt på sig selv. Hun fortalte også, at hun har lånt en lejlighed i Berlin, hvor familien til påske skal holde ferie, alle sammen. Men hendes børn følger også med i nyhederne, og de hører om krigen i skolen. På vej i seng spurgte Matilde Kimers yngste datter, der er seks år gammel: 

”Mor, hvis jeg falder og brækker armen, vil du så lade være med at tage af sted?”

 

TIMM VLADIMIR havde en fordrukken far, der forgæves brugte et helt liv på at få tingene sagt. Efter et ordentligt los er sønnen selv ved at lære det. Den 53-årige madkender, multikunstner og tv-vært står nu ved sin egen skillevej og er i gang med at finde nye opskrifter til sit liv.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

PÅ NØRREBROGADE ræser cyklister om kap med bybusser i vinterkulden. Det er kun få dage inde i det nye år, solen skinner over søerne ved Dronning Louises Bro på Nørrebro, og Timm Vladimir vader velfriseret gennem det kolde, asfalterede landskab i retning mod sin bil. Det er stadig nyt for ham at have hjemme i kvarteret. Tidligere har han boet i Valby, og de seneste syv år på Østerbro med sønnen Cassius og sin ekskone. Efter de blev skilt, fandt han lejligheden her på Nørrebro. 

”Østerbro er det hvideste kvarter, jeg har boet i. Der var kun lige min pakistanske kioskmand, ellers var det nærmest etnisk udrenset. Jeg er fra Albertslund, så jeg føler mig på en eller anden måde mere hjemme på Nørrebro. Jeg kan godt lide, at der er restauranter og gadeliv, og at skiltene er lidt skæve,” siger 53-årige Timm Vladimir, der, før han underskrev lejekontrakten, tog en cykeltur rundt i kvarteret med sin 12-årige søn, så han kunne give sin mening til kende om sit potentielt nye deltidskvarter: 

”Han synes også, her er sindssygt fedt. Det er trods alt dejligt, når nu man må rive en familie op. For tiden er vi ved at prøve de forskellige spisesteder. Vi rater dem enten ’grøn’, ’gul’ eller ’rød. Når han er hos mig, snupper vi en shawarma eller sådan noget et nyt sted.” 

Lige nu er skuespilleren, tv-værten, kogebogsforfatteren og manden bag madskolen ’Timm Vladimirs Køkken’ på vej til Aarhus for at hilse på sine medarbejdere. 

”Det betyder noget for mig, at de ved, at jeg ikke bare er et navn på døren, mens jeg selv sidder og ryger cigarer med bowlerhat i min Chesterfield-sofa,” siger han, mens han passerer vintagebutikker og cykelhandlere. 

Kort efter drejer Timm Vladimir nøglen i billåsen og sætter kursen mod Smilets By. Senere i år kan han fejre 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’, som han stiftede efter sin sejr i den første sæson af tv-programmet ’MasterChef’. Nu sender han cirka 100 lønsedler ud hver måned til henholdsvis fastansatte og timelønnede. 

”Det tror jeg ikke, at nogen forestillede sig, da vi startede op. Slet ikke mig. Men folk kommer jo ikke igen, hvis det er noget lort, uanset hvad der står på døren,” siger iværksætteren, der til at begynde med var drevet af undervisningsdelen i madkurserne. Han er nemlig formidler af natur og havde ikke regnet med, at selve business-delen ville komme til at interessere ham så meget. 

”Jeg er vokset op i et meget venstreorienteret hjem, hvor dem med slips og jakkesæt, der tjente penge, var de onde. Jeg har stadig det der arbejderklasseblod løbende i årerne, men jeg kan sgu godt lide at drive en forretning.”

I BARNDOMSHJEMMET var Janteloven indrammet og hængt op på væggen som en evig reminder om, at ingen skulle føle, de var noget særligt. Ved siden af hang Che Guevara, og på bordet lå Maos lille røde. Den revolutionære tidsånd var til stede overalt, og Timm Vladimir, der faktisk bærer det fulde navn Timm Vladmir Nysom Laustsen, blev opkaldt efter den revolutionære Vladimir Lenin, da han kom til verden i sommeren 1968. 

   ”Min mor er måske lidt flov over det i dag, men det siger jo bare alt om den tid. Heldigvis har Lenin klaret sig marginalt bedre i eftertiden end nogle af de andre, selvom han stadig har rimelig mange menneskeliv på samvittigheden. Havde de kaldt mig Mussolini, havde jeg nok ikke beholdt det.” 

Hans mor var kun 17 år, da hun fik ham, mens hans far var 19 år. Moren kom fra et almindeligt middelklassehjem på Frederiksberg med forældre, der henholdsvis arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Valby og som tøjekspedient i Daells Varehus. Moren tog en uddannelse som tandlægeassistent, men kom til at arbejde som pædagog og blev senere leder af en ungdomsklub i Albertslund. Faren var ud af en rigtig arbejderklassefamilie og var uddannet maskinarbejder, selvom han aldrig rigtig kom til at arbejde med det.

Da forældrene fandt sammen, flygtede de hjemmefra i 14 dage, indtil hans mor blev klar over, at de nok ikke ville kunne klare sig selv. De var unge og nyforelskede og drevet af en ungdomsrebelskhed og, før de fik set sig om, også forældre. To år senere kom en lillesøster til, og de flyttede fra Nørrebro til Albertslund, en ny kommune med en masse nye byggerier og høje idealer om et stærkt lokalmiljø med forstadshygge og fællesskaber, der passede til forældrenes ræverøde idealer. 

Familien endte i Galgebakken, hvor Timm Vladimir blev en del af en kæmpe flok unger, der hang ud ved badesøen, legede fangeleg på de flade tage på områdets institutioner eller tossede rundt uden forældrenes opsyn. Det var i samme periode, at de første bølger af indvandrere kom til landet og for en dels vedkommende endte på Vestegnen. 

”Albertslund var et stort miskmask af folk, der mere eller mindre boede sammen, og når klokken var 18, spiste man bare aftensmad, hvor man var. Det var et miljø fuld af venstrefløjstyper, og der var meget åbenhed og frihed til at gøre, hvad man havde lyst til. Der var ikke rigtig den store overvågning, hvilket så også havde den slagside, at banderne kunne eksistere. Dem, der kunne styre friheden, fik en masse ud af det, mens de andre røg i den helt modsatte grøft,” siger Timm Vladimir.

Da han var seks år gammel, blev forældrene skilt. Dengang var det bare sådan, det var. I dag synes han, det giver særdeles god mening. 

”Jeg har stadig svært ved at forstå, hvad de har set i hinanden. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Det var først, da jeg selv blev voksen, at jeg forstod, hvor unge mine forældre egentlig var, da de fik mig. Det har hjulpet mig med at forstå en masse omkring dem. De var jo nærmest børn langt op i mine første skoleår.”

TIMM VLADIMIR 

Født 22. juni 1968 på Frederiksberg. Opvokset i Albertslund. Bor i dag på Nørrebro i København. Hver anden uge med sønnen Cassius på 12 år.

Er uddannet fra Aarhus Teaterskole. Slog igennem i ungdomsprogrammet ’Transit’ på DR1 med Gordon Kennedy. Har derudover arbejdet som blandt andet skuespiller, stand-upkomiker, radiovært, fotograf og tv-vært.

Siden 2014 har Timm Vladimir været vært på ’Den store bagedyst’ på DR1.

Ejer ’Timm Vladimirs køkken’. Står bag køkkenserien ’Timm Vladimir Kitchen’ med Imerco. Har udgivet flere kogebøger, blandt andet ’Vinterkogebog’ og ’Sommerkogebog’, der udkommer 29. marts.

EFTERFØLGENDE BOEDE Timm Vladimir og hans lillesøster hos moren i Albertslund. Det var en almindelig, stabil tilværelse, hvor aftensmåltidet var dagens faste omdrejningspunkt. Selvom det godt kunne blive til en kylling fra grillen eller en pizza i ny og næ, gjorde moren altid en stor ære ud af at lave mad. 

Fra Timm Vladimir var helt lille, var han med i køkkenet. Dengang forkogte man de hårde og tørre plader, når man skulle lave lasagne. Det blev hurtigt hans tjans. Senere fik han også ansvar for at smage kødsovsen til, og langsomt blev hans madinteresse pirret. Han begyndte også at gå til madlavning i en af de utallige skolefritidsgrupper i Albertslund. Selvom det var kutyme, at alle ’raske drenge’ var optaget af at spille fodbold, fandt han det dødssygt og statuerede ligefrem et eksempel ved at gå modsat. 

Når Timm Vladimir var på besøg hos sin mormor, lavede hun enten gammeldags oksesteg med mos og sovs fra gryden eller medisterpølse, som hun først kogte og så stegte, med stuvet spinat og kartofler. Til de årlige påskefrokoster i sommerhuset, hvor hele familien var samlet, blev der typisk serveret 12-14 retter i løbet af dagen, og det mest almindelige samtaleemne var, hvad de skulle servere næste gang. Det lå til familien, at man samledes om kødgryderne. Det var ligefrem en måde at udtrykke sig på. 

”Det har været en måde at skabe et fællesskab på og en måde at connecte. Vi er meget sarkastiske og ironiske i vores familie, og det her har været en måde at håndtere følelser på, når man ikke kunne udtrykke dem på andre måder. Der er en kærlighed og en intention bag al mad, og det blev også min måde at vise omsorg på ved at gøre mig umage,” siger Timm Vladimir.

Efter forældrene blev skilt, fandt moren relativt hurtigt en ny mand, som Timm Vladimir refererer til som sin far i dag. John, som han hedder, var en rolig mand, som boede i rækkehuset overfor i Galgebakken, så børnene havde en relation til ham i forvejen og studsede ikke synderligt over, at han pludselig var blevet en del af familien.

”Jeg har aldrig hørt John sige noget negativt om min rigtige far. Tværtimod var han meget støttende. Han har været med til at forme mig på mange måder, uden jeg føler, han bevidst har haft et ønske om at overtage nogen rolle. Han er bare gået ind i det som den person, han er. Han var den far, jeg gerne ville have haft. Det er nok også derfor, jeg nåede frem til, at så kalder jeg ham far. For man kan være far i blodet, men man kan også være den far, der rent faktisk er der. Det var John for mig, og jeg har en utrolig stor kærlighed til ham.”

DEN BIOLOGISKE FAR flyttede fra Albertslund og boede forskellige steder – i et sommerhus, på Frederiksberg og i Nordvest i Københvan, hvor han forsøgte at lave så lidt som muligt, mens han drak så mange bajere og røg så mange fede som muligt. Første øl drak han til morgenkaffen, og hvis han skulle nogle steder hen, havde han altid et net med forsyninger med sig. Selvom han identificerede sig som en vaskeægte arbejderklassedreng, var han næsten altid arbejdsløs. Når han blev kaldt i arbejde, tog han typisk noget, der ikke krævede en uddannelse, såsom parkeringsvagt eller skilteopsynsmand på Strøget, indtil han kunne få understøttelse igen. 

”Han var også på et tidspunkt kanylemand på Vesterbro. Det var ham, der gik rundt og samlede brugte kanyler op med en pind. Han var alkoholiker og røg hash hele sit liv, så han kunne snakke med alle i det miljø. Når han gik på Vesterbro, vidste folk, at det var kanylemanden,” siger Timm Vladimir.

Cirka en gang hver anden uge besøgte Timm Vladimir og søsteren deres far. Sønnen blev sendt i kiosken efter 10 bajere og 10 sodavand, og så stod den på brætspil og hygge. Der var en langt mindre hverdagsagtig stemning end hos deres mor. Det hele var mere gakkelak. Og selvom faren ikke var meget for at løfte en finger, havde han hovedet fuldt af ideer til kreative indslag. Han var blandt andet fascineret af kunsterne Christo og Jean Claude, der pakkede skyskrabere og andre kæmpe bygninger ind i hvidt lagenlærred. Timm Vladimirs far havde ikke mange penge, men besluttede sig for at gøre det samme. En weekend havde han derfor købt nogle enorme pakker med lagenstoflærred til at pakke hele sommerhuset ind i og lejet et lille Cessna-fly, så de kunne filme huset oppefra med smalfilm. 

”Jeg har ingen anelse om, hvordan det var lykkedes ham at skaffe pengene, men han havde fået på hjernen, at det ville han gøre, så det gjorde han. Det var fuldstændig galningeagtigt og helt sindssygt fedt.” 

I en længere periode havde faren arbejde på Carlsberg som ’sommerfugl’, en af dem, der om sommeren, når der blev brygget mange øl, havde til opgave at rense de store tanke. Mens han var der, stod han for medarbejderrevyen. Når de mødtes i weekenderne for at øve, fik børnene lov til at komme med og hænge i kulissen. Sådan stiftede Timm Vladimir bekendtskab med sit første skuespils-agtige miljø. Og han elskede at være med, når de skulle optræde, synge og spille. 

De første år foregik det i Ungdomshuset på Jagtvej, der havde en scene, man kunne leje, men da huset senere blev besat, rykkede de ud i et forsamlingshus på Vesterbro. Da Timm Vladimir blev lidt ældre, fik han sammen med en lille gruppe venner lov til at optræde efter revyen med breakdance og electric boogie. På papkasser på gulvet breakede de til begejstrede bifald. 

LENIN & CASSIUS

Timm Vladimirs søn, Cassius, er opkaldt efter den legendariske bokser Cassius Clay, nok bedre kendt som Muhammad Ali. Selvom Timm Vladimir aldrig rigtig har været sportsinteresseret, har han en forkærlighed for boksning. Hans onkel Per elskede boksning, og når han var på besøg, skulle de altid se det sammen. ”Muhammad Ali blev kåret som det sidste årtusinds største sportsudøver. Han var en kæmpe sportsmand, et kæmpe idol, et kæmpe menneske, på godt og ondt. Og så er Cassius et fedt navn. Hvis man skal have et fedt navn, kan man også lige så godt være opkaldt efter en fed type,” siger Timm Vladimir, der selv er opkaldt efter Vladimir Lenin.

AT FAREN DRAK bajere og røg joints, var bare sådan, det var. Der var ikke nogen, der kommenterede det, og Timm Vladimir selv tænkte heller ikke synderligt over det. Så ofte så han jo heller ikke sin far. Selvfølgelig kunne det være irriterende, når han kom hjem til ham, og han lå på sofaen og boblede efter at have drukket 15 bajere. Eller når de skulle ud for at handle, og turen kom til at tage fire timer, fordi de lige skulle forbi et værtshus eller to på vejen, så faren kunne få en øl, og børnene en Squash. Nogle gange blev faren rigtig fuld, og så blev han både højtråbende og provokerende og endte med at blive smidt ud af værtshuset på røv og albuer.

”Der var en masse situationer, hvor det ikke var specielt fedt at være sammen med ham. Når vi var på værtshus, og han blev smidt ud og sådan noget. Det var ubehageligt, og jeg skulle pludselig begynde at tage en masse ansvar på et tidspunkt, hvor jeg ikke burde. Det blev min opgave at få min søster og min far hjem, ham i verdens største brandert. Jeg måtte få ham slæbt ind i en taxa og ud igen og få betalt og sådan noget. Det gjorde, at jeg fik en ballast til at klare ubehagelige situationer, for i mange år kunne jeg bare vade gennem lortet. Men jeg lærte til gengæld aldrig at snakke om det eller vise, når jeg var ked af det. For jeg snakkede aldrig med nogen om, at vi blev smidt ud af alle de værtshuse, ikke engang min mor,” siger Timm Vladimir.

Da han selv blev teenager, syntes han ligefrem, det var sejt, at hans far var, som han var. 

”Det var supercool at have en far, der tillod, at man havde vennerne ovre for at drikke sig pissefulde og ryge fede. Han var kongen blandt mine venner, og jeg fik masser af credit, fordi vi kunne gøre det.” 

Efter Timm Vladimir var gået ud af 9. klasse, havde han en periode, hvor han til dels gik i sin fars fodspor. Sammen med to venner begyndte han at drikke sindssyge mængder alkohol. Den ene af dem arbejdede i Brugsen, og han kunne enten tage noget med hjem i lommen eller købe til personalepriser, og så sad de ellers, de tre gutter, og delte en flaske snaps og en kasse guldbajere og røg et par fede med det ene formål at blive så baskede som muligt. 

”På den ene side kommer jeg fra et rimelig stabilt hjem hos min mor med villa og venner, men på den anden er jeg jo vokset op med druk og havde på den måde lært det. På det tidspunkt syntes vi, det var sejt at kunne drikke så meget som muligt. Det var et mål i sig selv at blive baldret og fucked op.” 

En dag gik det dog op for Timm Vladimir, hvor langt ude det egentlig var. Han gad det ikke mere. 

”Jeg fandt heldigvis tidligt ud af, at jeg ikke har det samme misbrugsgen som store dele af min fars familie, for guderne skal vide, at hvis jeg havde haft det, var jeg blevet alkoholiker. Vi var blevet de vildeste svampe, hvis vi var fortsat, men da jeg ikke ville det mere, havde jeg intet problem med at vende ryggen til det. En morgen vågnede jeg og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg med mit liv?’ Og så stoppede jeg.”

TIMM VLADIMIR SNAKKER, som om han aldrig har lavet andet, og kører bil, som om han aldrig har siddet i en før. Ved indgangen til Storebæltsbroen bliver han i tvivl, om hans BroBizz virker, for han har netop fået skiftet nummerplade på sin bil. Han snegler sig nervøst mod bommen.

”Sådan noget ved jeg ikke en skid om. Jeg bliver altid sådan …,” siger han, da bommen åbner, og han kan fortsætte: ”Jo, kraftstejleme, der var den! YES!” 

På Fyn beder han gps’en lede ham mod nærmeste tankstation, men der er kommunikationsproblemer, og inden længe er han helt væk fra motorvejen og på vej længere og længere ind i Odense. ”What?” udbryder han, hver gang gps’en vil have ham til at fortsætte. Til sidst ender han ved en Shell-tank, hvor han får fyldt op, men dårligt har han ytret den triumferende sætning: ”Nu er der masser af saft på, så kører det,” før han er drejet til venstre i et lyskryds og pludselig holder front mod front med et letbanetog.

”Hvad fanden sker der her?” udbryder han, holder et øjeblik stille midt i et lyskryds til stor forundring for alle andre, før han får lavet en U-vending i den kreative afdeling og finder ind på den rigtige vej. 

”Ej, hvor sindssygt, der var ikke nogen vej. Hvor var det crazy!”

Han slår en høj latter op og taster igen på gps’en. 

”Nu tør jeg ikke gøre andet end bare følge den.”

Da han senere på eftermiddagen triller ind på den gamle lystbådehavn i Aarhus tæt på den famøse P. Clausens Fiskehandel, har mørket for alvor lagt sig. Det lyser fra store pyramideagtige boligbyggerier på den anden side af kanalen, da han går mod en stor, rød murstensbygning med sorte træfacader:

”Jeg tror bare, jeg fortæller dem kort om, hvordan det hele startede.”

SKUESPILLER VAR DET, han ville være, og da han kom ind på Teaterskolen i Aarhus i 1989, blev han venner med en anden ung mand ved navn Gordon Kennedy. De to blev en del af byens improteater-miljø, der var nyt og glohedt. Konceptet var, at man spurgte publikum om et sted, et erhverv og eventuelt en stemning. De kunne så svare eksempelvis: ’busstoppested’, ’byggeriarbejder’ eller ’glad’. Ud fra stikordene skulle typisk fem skuespillere improvisere en scene, mens der hele tiden kom nye øvelser til. 

Før de forskellige shows blev der solgt roser og våde svampe, som man kunne kaste efter skuespillerne afhængigt af, om det var godt eller noget lort. En dag besluttede Timm Vladimir og Gordon Kennedy at peppe det lidt op. De tog op på teaterskolen og rodede i kostumelageret, hvor de fandt parykker og gabardinebukser. Det fik dem til at se russiske ud, så før forestillingen gik de forklædt som russere rundt og solgte roser og svampe: ”My friend, special prize for you!”

Lynhurtigt blev de to russere kult i miljøet, og Timm Vladimir og Gordon Kennedy begyndte at optræde med dem fast. Det var de første figurer, de havde opfundet sammen, og det gik op for dem, at der måske var mere i det. De begyndte også at lave stand-up rundtom på byens caféer, selvom det ikke ligefrem blev taget godt imod på Teaterskolen, at de på den måde boltrede sig på de ’useriøse’ baner.

”Jeg havde et kæmpe behov for at stille mig op foran en masse mennesker, der kunne give mig bekræftelse. Hvis jeg skal psykologisere lidt over det, er det jo nok det, der driver os, der stiller sig på scenen. Det er et vildt kick at mærke, at publikum kan lide én,” siger Timm Vladimir. 

Det hele gik dog ikke kun op i gak og løjer. Efter han blev færdig på Teaterskolen i 1993, fik han sin debut på Nørrebro Teater som Danny Zuko i musicalen ’Grease’. Her skulle han både danse og synge, og selvom han har dårligt gehør, lykkedes det ham lige nøjagtigt at bære den hjem. Han var stadig ved at finde ud af, hvilken slags skuespiller han egentlig skulle være. Efterfølgende fik han hovedrollen i ’Guys and Dolls’, en klassisk Broadway-musical med storladen musik. Selv var han meget skeptisk, for nok kunne han synge nogenlunde efter klaver, men med 30 instrumenter ville han fare vild. Til hans store fortrydelse fik kapelmesteren overbevist ham om, at det nok skulle gå. 

”Jeg stod på scenen og havde det ad helvede til. Jeg vidste, at det var lort, jeg vidste, at jeg sang pivfalsk, uden jeg anede, hvad jeg skulle gøre. Det var hæsligt, fucking hæsligt.” 

Efter premieren tog han hjem og græd resten af aftenen. Og så måtte han ellers stå op dagen efter og gøre det samme igen. Og igen. På brutal vis lærte han, at der trods alt var begrænsninger på talentet. 

SAMTIDIG SØGTE DR nye folk til ungdomsprogrammet ’Transit’. Timm Vladimir og Gordon Kennedy besluttede sig for at prøve det, for selvom de ikke rigtig havde nogen konkrete idéer, havde de til gengæld en god kemi. Da de gik ud ad døren på Danmarks Radio i Søborg, sagde casterne, at de ville få besked inden for 14 dage, men da de en halv time senere kom hjem i Gordon Kennedys lille lejlighed på Frederiksberg, lå der en besked om, at jobbet var deres. 

Sammen med Palle Strøm udviklede de konceptet til ’trendforskerne’ og fandt selv på de bizarre ’Godnathistorier’ med den famøse udgangsreplik ”Godnat og sov godt”. Første udsendelse blev sendt en onsdag aften i 1995. Allerede dagen efter blev de genkendt på gaden. Det kom som et chok, de havde jo ikke været på skærmen meget mere end et minut. Det viste sig dog blot at være en forsmag. I ugerne efter tog det for alvor fart. Og pludselig eksploderede deres folkelige gennembrud. Efter en måned var makkerparret blevet kult. 

”Der gik massepsykose i det. Det var helt crazy. Lige pludselig var vi kæmpe rockstars, alle ville have fat i os.”

De næste par år var et triumftog med sketchprogrammer og liveoptrædener. Når de turnerede landet rundt, måtte de flere gange afbryde deres shows, fordi folk råbte og skreg så højt, at ingen kunne høre, hvad de sagde. Kvinderne løftede op i bluserne, de havde bodyguards med sig, fordi de ikke kunne gå i fred, og Timm Vladimir oplevede, at nogen låste sig ind på hans hotelværelse midt om natten, mens han lå og sov. Folk var ellevilde med ’Timm og Gordon’:

”Vi havde så meget medvind. Det var fandeme fedt at stå der og føle sig som fucking konger, der ikke kunne gøre noget forkert.”

VLADIMIRS KØKKEN

Hvert år har Timm Vladimirs Køkken omkring 30.000 gæster igennem deres to køkkener i henholdsvis Valby og Aarhus. Det er Danmarks største madskole, der tilbyder madkurser for virksomheder og private. Der er også tilknyttet et bryghus, som laver specialøl til madkurserne, men også laver øl til Føtex Food og samarbejder med Michelin-restauranten Amass og smørrebrødsrestauranten Aamanns.

TIL TIMM VLADIMIRS 30-årsfødselsdag var der ingen smalle steder. Han havde succes som skuespiller og tv-vært og tjente godt med penge. Han boede i en villa i Valby med sin daværende kone og havde inviteret venner og familie til en af de kæmpefester, hvor der ikke mangler noget. Der var helstegt lam i haven, cognac og cigarer, hele smøren. 

Det kørte for Timm Vladimir, og det kunne hans far ikke magte. Som aftenen skred frem, begyndte han at åbne op for lorteposen. Nu skulle sønnen kraftedeme passe på med ikke at blive for fin, han skulle sgu huske sine rødder. Da Timm Vladimir ikke kunne holde ud at høre på det mere, fik han slæbt ham ud i en vogn og sendt ham hjem. 

Efterfølgende stod han alene ude på villavejen og græd, mens tanken, der førhen havde rumsteret i baghovedet, kom helt frem i frontallapperne: ”Jeg må beslutte mig for, om jeg vil se ham eller ej.”

Fordi Timm Vladimir som barn kun havde set sin far hver anden uge, havde det været en fragmenteret relation. Det var først, da han blev ældre, at han kunne begynde at se et større billede. 

”Der kommer jo et tidspunkt i ethvert liv, hvor man finder ud af, at ens forældre ikke er de overmennesker, man havde gået og troet. For drenge er det nok især ens far, man idoliserer, men for mig kom illusionen til at krakelere.”

I farens familie var der tradition for familiekomsammen et par gange om året. En i juledagene og en i løbet af sommeren – frokoster med øl og snaps, og Timm Vladimirs far og onkel endte altid med at drikke sig i hegnet. 

”Min far blev fucking ulidelig at høre på,” siger Timm Vladimir og laver sin stemme om, så den imiterer farens og bliver Stewart Stardust-agtig: ’Det er sgu mig, der har leveret råstofferne til dig, knægt.’ Det var altid den samme plade, som jeg aldrig forstod, hvad han ville opnå med. Hvad er det, du vil have af mig? Skal jeg være dig evigt taknemmelig?”

Farens familie boede ude på landet ved Ølstykke, og det var Timm Vladimirs opgave at hente sin far, ellers gad han ’kraftstejleme ikke’.

”Det var hans familie, og det var to gange om året, men alligevel skulle jeg være den søde dreng, der hentede ham i min bil. På hjemvejen skulle jeg altid sidde og høre på hans pis. Det endte tit med, at jeg sagde: ’Nu stopper du fandeme, ellers sætter jeg dig af, og det bliver ikke ved den nærmeste station, men lige her.’” 

PÅ TEATERSKOLEN I Aarhus havde han på sit første år inviteret sin far over for at se sin afgangsforestilling. I løbet af dagen var han selv inde på teatret for at klargøre forestillingen, så det var hans daværende kæreste, der tog imod faren, der begyndte at kævle bajere, fra han kom ind i lejligheden. Da forestillingen begyndte, kunne Timm Vladimir konstatere, at hans far ikke var dukket op. 

”Efterfølgende fandt jeg ud af, at han i sin kæmpebrandert havde troet, at vi spillede på hovedscenen, så han var kommet i klammeri med vagterne. De havde prøvet at forklare ham, at hans søn ikke spillede derinde, men det ville han ikke finde sig i. Ingen skulle bestemme over ham, og til sidst blev han smidt ud på røv og albuer. Da han senere på dagen skulle hjem til min lejlighed, kunne han ikke lige huske, hvor han skulle ringe på, så han endte med at sparke en dør ind til kælderen.” 

Efter han og Gordon Kennedy var blevet landskendte, blev forholdet til faren endnu mere anstrengt. Og til sin 30-årsfødselsesdag fik sønnen nok.

 ”Jeg kunne tydeligt mærke, at det havde han det svært med. Jeg var blevet en af ’fjenderne’, der tjente penge og havde succes. Det kunne han ikke kapere,” siger Timm Vladimir, der nåede frem til, at han hellere ville savne sin far en gang imellem end at få forholdet ødelagt, hver gang han så ham.

”Det gjorde mere ondt på mig at se ham, end det ville gøre ikke at se ham. Så jeg tog beslutningen om, at vi ikke længere skulle ses. Det var ikke sådan, at vi skulle være uvenner, og det var ikke, fordi vi ikke kunne ses til en familiesammenkomst, men jeg ville ikke længere hente ham i bil eller invitere ham til noget. Jeg ville ikke længere tage ansvar for vores relation. Det gad jeg ikke mere.”

FOR FEM ÅR siden kom Timm Vladimir hjem fra en rejse til Mexico og fik besked om, at hans far var røget i respirator på hospitalet. Det var ikke muligt at vække ham igen. Han havde kræft i hele kroppen. Nu var han teknisk set død, og Timm Vladimir var nervøs for, om det ville udløse en reaktion at se ham sådan. Men da han stod på hospitalet og kiggede på sin far i respiratoren, helt tynd og med et kæmpe skæg, følte han ikke rigtig noget. Det eneste, han tænkte, var: ’Hvis jeg selv en dag ligger med en respirator, mens min søn står og kigger på mig og har det på den måde, som jeg har det, så har jeg fejlet som far.”

Begravelsen faldt tilfældigt sammen med optagelser til ’Den store bagedyst’, og sønnen valgte ikke at komme til den. Han ville ikke aflyse en tv-produktion med 30 mennesker. 

”Jeg fortryder det ikke. Siden har jeg mange gange prøvet at mærke efter, men den er bare lukket for mig. Det blev den, lang tid før han døde. Jeg tænker på ham og vores forhold en gang imellem, og hvad vi hver især kunne have gjort bedre, men samtidig kan man jo ikke gøre noget ved det nu. Han gjorde det ikke særlig godt, men jeg føler ingen vrede eller animositet over for ham. Jeg har fuldstændig tilgivet ham. Han gjorde det bedste, han kunne.” 

Nogle uger senere gik Timm Vladimir og hans lillesøster og ryddede op i farens lejlighed. Her fandt de blandt andet en scrapbog, der var spækket med udklip fra Timm Vladimirs mangfoldige karriere. Det ene, en lille tekst fra en ugeavis fra Nørrebro, var blot få uger gammelt. 

”Det gik ligesom op for mig, at han i virkeligheden nok altid havde været stolt af mig uden at kunne udtrykke det. Når vi skiltes i årenes løb, fik han nogle gange tudefjæs på, og jeg fik en fornemmelse at han ville mig noget, men at han ikke kunne udtrykke det Jeg havde altid en fornemmelse af, at han ville mig noget. Jeg er ikke i tvivl om, at han elskede mig, men det er synd, at han aldrig selv kunne sige det. Alkoholisme er jo en sygdom, og han var desværre i et miljø, hvor det blev set som en styrke eller en livsstil.  Han var stolt af at være den der arbejderklassedreng, der fandeme kunne drikke bajere. Han gjorde sit bedste. Det var ikke godt nok, men jeg har valgt at kigge på intentionen frem for udfaldet.” 

Fra tid til anden taler Timm Vladimir med sin søn om hans bedstefar, som han kun nåede at møde få gange. Så fortæller han nogle gange sjove historier, som om dengang han pakkede huset ind i lagener.  

”Vi har også sådan en ting med at tale som min far: ’Ved du hvad, knægt, ta’ en bajer.’ Det er en måde for os at mindes. Nu er han blevet en sjov karikatur, der lever videre, som vi både griner af og griner med. Det er vigtigt for mig, at min søn også får den side med.”

DER ER FULD GANG i et personalemøde indenfor i Timm Vladimirs Køkken i Aarhus. Omkring 30 ansatte, primært unge mennesker, sidder om et stort bord og diskuterer alt fra affaldssortering til valg af tillidsrepræsentant. Ved det sidste punkt, ’Ordet er frit’, er der en ung fyr, der spørger: 

”Har nogen tabt 1.000 kroner? Jeg fandt dem lige, da jeg var ude at tisse.”

Han stikker sedlen i vejret. I udkanten af det hele roder Timm Vladimir i sine lommer. Han har indtil nu holdt sig i baggrunden, men må for første gang bryde ind i selskabet. 

”Det er min,” siger han.

De mange ansatte kigger overrasket, griner i kor.

”Seriøst, det er faktisk mig,” siger han så. 

Det udløser endnu et kollektivt latteranfald. 

Efter en længere pause, hvor der ivrigt bliver fortæret kyllingeburgere, slår Timm Vladimir på glasset. 

”Hej alle sammen, det er mit navn, der står uden på døren på det her fantastiske sted,” siger han, før han engageret kaster sig ud i den store fortælling om, hvordan han endte i restaurationsbranchen. Efter adskillige minutter når han til afslutningen på sin optræden i ’MasterChef’:

”Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle have med mad at gøre på en arbejdsmæssig, professionel måde, så skulle det være nu, og så blev jeg ringet op af nogle gamle kolleger, der havde nogle lokaler i Valby og en idé, og jeg tænkte: ’Fuck yeah, det gør vi!’” 

Selvom han på forhånd havde tænkt, at det kun skulle være et kort oplæg, fortsætter storytellingen i det uendelige. Undervejs taber han flere gange tråden, farer vild i grene af sin egen fortælling, men finder altid tilbage på sporet og når undervejs forbi både hjemmebrygget øl og #MeToo. Efter cirka 30 minutter stopper han: ”Tak for nu, tak for mad.”

MED TIDEN BLEV det opslidende at ride på den søgang, som han og Gordon Kennedy surfede på i midten af 90’erne. Den konstante opmærksomhed sled. Der kom perioder, hvor han ikke gik uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt. Når han var ude at spise, kiggede alle på ham, og så kiggede han igen, indtil de stoppede med at kigge. 

”Man bliver sindssyg i bøtten af det. Det er en virkelig selvoptaget og selvbevidst tilværelse. Det er, som om man hele tiden har et kamera på sig. Det er virkelig ubehageligt. Jeg har lært at leve med det, men dengang havde jeg tit lyst til at råbe: ’Lad nu være med at kigge på mig, for helvede!’”

Samtidig var Timm Vladimir ved at køre død i det komiske miljø. Den første bølge med folk som Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Casper Christensen, Thomas Wivel og Carsten Bang var sjov og hyggelig, syntes han, men i takt med at kredsen voksede, kom det mere til at handle om at overgå hinanden – også backstage. Miljøet var i hans øjne ikke så varmt og venligt mere.

Det helt store vendepunkt kom i forbindelse med spillefilmen ’Stjerner uden hjerner’ i 1997. Filmen var ment som et slags spoof på ’In bed with Madonna’ – en nyskabende film om superstjernen, hvor håndholdte sort-hvide backstage-optagelser blev krydret med flotte, glittede scener fra hendes koncerter.

Ideen var at lave en film på samme måde, men sådan kom det ikke til at gå. Selv titlen fik de ikke medbestemmelse over. De ville have kaldt filmen ’Wannabe’, men da en af de ansatte på produktionsplanen læste det som ’Vandabe’, blev den fravalgt. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Og makkerparret var smertefuldt bevidste om, at den ikke var helt god. 

Før premieren forsøgte Timm Vladimir og Gordon Kennedy at købe masterkopierne til filmen for at ødelægge dem, men det viste sig at være for dyrt. I stedet rejste Timm Vladimir til Australien med sin kone. Han skulle bare ud af landet. Da filmen kom ud, høstede den bundkarakterer på stribe, og den figurerer på listen over ’100 værste film nogensinde’ på filmdatabasen IMDb.

”I dag er den blevet kult, hvilket er mærkeligt, for en kultfilm skal i mine øjne også have noget fedt over sig. Det har den ikke,” siger Timm Vladimir, der sammen med Gordon Kennedy opdagede, at træerne ikke af sig selv vokser ind i himlen. Bagefter havde de begge brug for at trække stikket og finde ud af, hvad der nu skulle ske. 

”Jeg lærte, at uanset hvor fed folk synes, man er, kan man altid fucke det helt op. Det var traumatisk på den måde. Vi brændte nallerne, og så stikker man ikke fingrene for tæt på flammen igen.” 

VLADIMIRS MISSION

Det er Timm Vladimirs plan at få madlavning tilbage som en fast del af skoleskemaet, så det bliver taget lige så alvorligt som dansk, matematik og engelsk.

”Man skal tage oplyste valg. Det er vigtigt, at man kan lære at lave sin egen mad. Det behøver ikke være meget mere end frikadellefars og kogte kartofler. Men det er vigtigt på den lange bane.”

EFTER DE SUCCESFULDE 90’ere fulgte nogle rodløse år. Timm Vladimir lagde stemme til animationsfilm som ’Skatteplaneten’, ’Ice Age’ og ’Robotter’, han lavede dykkerprogrammet ’Under overfladen’, han var vært på awardshows og på underholdningsprogrammer som ’Venner for livet’ og ’Mit sande jeg’. Han spillede rollen som Niels Aagaard i tv-serien ’Lykke’ og som dommer i ’Pendlerkids’ på Ramasjang. Han var gæstedommer i ’Scenen er din’ og medvirkede i ’Til middag hos …’. Han var overalt, for kom der et tilbud, sagde han ja. Til sidst blev han træt af se sig selv. 

”Tv-stationerne bruger dig som en bitch indtil den dag, hvor de – eller seerne – er blevet trætte af dig, og man ryger ud med badevandet. Det er op til én selv at holde igen, og det er svært, for det er både skægt, og der er penge og alt muligt i det. Men man skal passe på med ikke at blive den person, som folk tror, man er.”

Der var dog et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det kom i 2011 fra TV3, der ville høre, om han ville medvirke i første sæson af ’MasterChef Danmark’. Han havde igennem alle årene bevaret sin lidenskab for madlavning, og ofte var aftensmaden det første, han tænkte på om morgenen. Han havde også flittigt fulgt med i den engelske version af programmet og var derfor stensikker, da han takkede ja. Det viste sig at blive en ”kæmpe oplevelse, sådan en, der kommer til at definere ens liv fremover”.

Til sidst var det ham, der kunne løfte ’MasterChef’-trofæet over de andre kendisser, og det gav ham modet til at forfølge en gammel drøm – og i år har han 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’.

”Jeg havde ikke fundet en klar vej. Det var meget random, hvad jeg sagde ja til. Når jeg kiggede på de mennesker, der var kendte, uden man vidste, hvad de var kendte for, kunne jeg mærke, at jeg ikke respekterede dem på samme måde som dem, der havde et håndværk. Der er en gruppe kendte, der bare er kendte, fordi de har været med i ’Zulu djævleræs’ og ’Zulu kvægræs’ og ’Formel Whatever’, og sådan en skulle jeg ikke være. Folk skulle respektere mig af de rigtige årsager, ikke fordi jeg måske kunne blive nummer fire i ’Vild med dans’.”

HJEMFARTEN MOD København er ikke uden udfordringer. Da Timm Vladimir skal igennem betalingsanlægget ved færgeoverfarten i Aarhus, bliver han i tvivl om, hvordan det fungerer. 

”Jeg kører over her 100 gange om året, så jeg burde vide det,” konstaterer han, mens han holder i kø og samtidig brokker sig over bilens blæser. 

”Hvorfor virker den ikke?” spørger han, mens han prøver sig frem.

Til sidst ender Timm Vladimir om bord på færgen, der fører ham til Sjællands Odde, og derfra går det i mørke hjem mod København og Nørrebro. Det er en ny tilværelse for ham, han har nærmest aldrig i sit voksenliv været sig selv. Han har altid været sådan en, der var i fast forhold – med kun få ugers undtagelse. 

”Før var det utænkeligt for mig at bo alene. Jeg troede slet ikke, jeg kunne finde ud af det. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg virkelig nyder at komme hjem til mig selv.”

Tidligere havde han for vane at skynde sig at lægge sig til at sove, når han kom hjem, men nu er han begyndt at sidde en halv time for sig selv. Bare lige læse lidt i en bog eller se et halvt afsnit af noget åndssvagt på fjernsynet. Han er også begyndt at elske at vågne alene om morgenen og have tid til at stå op og drikke kaffe, uden der er en lyd omkring ham. Uden nogen forlanger noget.

FOR LIDT OVER et år siden sagde Timm Vladimir ja til at få en hund, efter at hans søn og daværende kone havde plaget ham længe. Det er et gadekryds, en blanding mellem en bordercollie og en labrador. Fordi Ozzy, som hunden hedder, primært er en hyrdehund, er den ifølge Timm Vladimir skabt til at samle flokken. Hvis man sidder i stuen, men skal på toilettet, rejser hunden sig automatisk og går med derud. Hvis man er ude at gå med den, går den altid enten forrest eller bagerst, og hvis knægten pludselig kommer for langt foran, er den ikke glad for situationen, så løber den op og trækker ham tilbage. Den er hardwired til at samle.

Det var først efter lang tid, at Timm Vladimir tilfældigt opdagede, at den også har brug for nogle gange at være sig selv.

“Pludselig gik det op for mig, at det er jo mig. Jeg pleaser hele tiden andre, og jeg tænker ikke engang over det, jeg gør det bare. Jeg kunne se på den køter, at når den var alene, kunne den endelig slappe af. Det er sådan, jeg har det. Jeg skal ikke passe på nogen, jeg kan bare sove, slappe af eller whatever. Jeg er en fucking bordercollie!”

Det har i mange år været naturligt for Timm Vladimir at reagere per kommando. Det har altid ligget latent i ham først og fremmest at være noget i forhold til sine omgivelser. 

”Jeg sørger altid for, at folk omkring mig har det godt. Ellers bliver jeg utilpas og får instinktivt lyst til at gøre noget ved det. Det bringer mig glæde, men det har også været på bekostning af, at jeg ikke selv ved, hvordan jeg har det godt. Jeg ved, det gør mig glad at give andre noget, men er det nok?”

SHOWMAN

Som barn kunne Timm Vladimir ikke sidde stille og ville helst lave gak og løjer og underholde med sketch. I Alberts­lund, hvor han voksede op, fik de rastløse børn at vide, at de kunne blive gøglere, klovne eller skuespillere, når de blev voksne. Når der var teateruger på skolen, var det altid Timm Vladimir, der blev spurgt, om han ville spille rollen. Efter folkeskolen gik Timm Vladimir tre år på en showskole på Amager, som Mickey Fredie Pedersen drev. Senere begyndte han at undervise i teater på en daghøjskole i Brøndby og fik nogle roller hist og her, blandt andet som statist i ’Den kroniske uskyld’. Efter nogle år udfyldte hans mor ansøgningsskemaet til Teaterskolen i Aarhus med beskeden: ”Så er det nu!” Han blev optaget i 1989 og gik der til 1993.

DER HAR VÆRET tidspunkter i Timm Vladimirs liv, hvor det gradvist er gået op for ham, hvor dårlig han egentlig har været til at mærke sine følelser og sætte ord på dem. Han har ofte kigget på kvinderne i sit liv og været imponeret over, hvor ubesværet de har kunnet tjekket ind på deres følelser. Nogle gange i en grad, så han har tænkt: ”Don’t worry, dine følelser er der også om fem minutter, du behøver ikke hele tiden mærke dem.”

Men i det mindste kunne de finde ud af det. Han havde aldrig selv lært det, ingen af hans forældre kunne finde ud af at snakke om følelser. I barndomshjemmet handlede det om at sluge det og lade som ingenting, hvis man mærkede, at noget trykkede. 

”Man bliver nødt til at sætte ord på følelser for at behandle dem. Hvis ikke der er ord på, går følelsen i sig selv. Den bliver ligesom bare derinde som det der nys, der aldrig kommer,” siger Timm Vladimir, der i sine tidligere forhold pludselig stod i situationer, hvor han var nødt til at tage stilling til sine følelser, uden han kunne finde ud af det – eller dem. 

”Jeg kunne ikke tale om det, for jeg anede ikke, hvilke ord jeg skulle sætte på. Jeg havde ikke et sprog for det. Det er specielt at sidde i parterapi, hvor den ene kan snakke velformuleret om, hvordan hun har det, mens jeg sidder og føler mig som fuldstændig analfabet. Det var, som om terapeuten havde bedt mig om at formulere mig på et andet sprog: ’Nu vil jeg gerne have, du svarer mig på serbisk.’ Og så sidder man ved siden af en, der kan flydende serbisk. Det er fandeme vildt.”

Sidste år blev han skilt fra sin ekskone, krimiforfatteren Katrine Engberg, efter 18 år. I stedet for at lukke de svære følelser inde valgte han at tvinge dem frit frem.

”Jeg har aldrig været god til at mærke mine følelser, så jeg har besluttet mig for at gå fuldt ind i det. Jeg har brugt dem til en læringsproces, hvor jeg for bare fem år siden ville have lukket af, arbejdet mig igennem det, videre, bum! Jeg er en krebs med et blødt indre, men med en hård skal udenpå. Den skal har hjulpet mig ekstremt meget, for den er vildt effektiv som en survivor-ting, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at gøre den mindre hård. For der er en kæmpe styrke i at turde være i sine følelser og vise dem.”

DET SKER STADIG, at Timm Vladimirs såkaldte muscle memory spiller ham et puds. Som når han snakker med sin ekskone og pludselig hører sig selv kalde hende ’skat’. Eller når han er i selskab med hende og pludselig forvandler sig til den person, han var før. Selvom hans hjerne fuldstændigt forstår situationen, er fysiske og psykiske vaner stadig indlejret i kroppen. 

”Det er som at få skudt en bold mod hovedet og automatisk stikke hænderne op for at gribe den. Sådan reagerer kroppen på følelsesmæssige ting,” siger Timm Vladimir, der de seneste måneder dog er begyndt at både vænne sig og vende sig.

Selvfølgelig er der stadig tilbageslag, men modsat tidligere sender det ham typisk kun en halv dag i kulkælderen, før han træder op i lyset igen. Han er også blevet langt bedre til at sove, hvilket har vist sig at være ekstremt vigtigt for hans mentale velvære.

”Man bliver virkelig en lorteudgave af sig selv, når man har sovet dårligt. Og når man samtidig har alle mulige grunde til at føle medlidenhed med sig selv, kan man blive helt ulidelig. Man gider ikke være i sit eget selskab.” 

Det seneste år er der gået meget tid med at ligge og vende og dreje sig om natten. Hans hjerne har arbejdet på højtryk og overtænkt alt muligt. Nogle gange har han mærket optræk til milde angstsymptomer. Hans hjerte har hamret hurtigere end normalt, han har haft svært ved at trække vejret, og det har prikket i huden. 

”Jeg har været i en form for posttraumatisk stresstilstand – med al respekt for alle de soldater, der har oplevet noget, som er 1.000 gange værre end en fucking skilsmisse – men jeg har været i survival mode, og hver gang der har været den mindste ubalance, er min krop gået i alarmberedskab.” 

I de søvnløse nætter har han ofte fundet sønnens Lego-klodser frem og er selv gået i gang med at bygge. Det har hjulpet ham til at samle tankerne. Det har været et mærkeligt år, men de seneste måneder er det hele blevet mindre råt. 

”Det ville jo være mærkeligt, hvis man bare lige kunne knipse, og så var det slut. Jeg skammer mig ikke over, at det betød noget,” siger Timm Vladimir, der følte sin nytårsaften som en skæringsdato, måske som en start på et nyt kapitel. 

”Om ikke andet er der kommet det ud af det, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Også selvom det var nemmere dengang, hvor jeg ikke behøvede.”

DA BILEN OMSIDER ruller over Dronning Louises Bro, ligger Nørrebro øde hen. Mørket har lagt sig over bydelen, og lyset i de fleste lejlighedskomplekser er slukket. Der er heller ikke lys at spore i Timm Vladimirs lejlighed. Det er en af de uger, hvor han ikke har sin søn. 

Han har altid været en selskabsløve, men han er gået fra at være ekstremt ekstrovert til at blive mere introvert. Det er sket i takt med, at han har lært sig selv bedre at kende. 

”Jeg har adopteret det miljø, jeg har været i, hvilket har gjort, at jeg nemt har kunnet være i mange miljøer. Når jeg så en sjælden gang i årenes løb har været alene, har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle lave, fordi jeg ikke havde nogen at være noget i forhold til. Det er nok også derfor, jeg altid har været meget selskabelig og aldrig har haft lyst til at være alene.” 

For nylig snakkede han med en af sine gode venner, som bor på Cypern. Vennen er uddannet terapeut, og denne gang kom snakken til at handle om, at Timm Vladimir i mange år har været familiemand. Han har først og fremmest defineret sig ud fra det, men nu har han ikke længere familien. 

”Hvad er jeg så? Så er jeg bare en mand. Men er det så slemt igen?”

Et par dage senere flytter Timm Vladimirs søn atter ind til ham i en uges tid. De skal bygge Lego og gå på jagt efter kvarterets bedste shawarma. Næste gang sønnen fylder år, bliver han teenager, og Timm Vladimir ved udmærket, at der måske inden længe kommer et tidspunkt, hvor han ikke på samme måde gider hænge ud med sin gamle far. 

”Det bliver spændende, hvor det bevæger sig hen. Især nu, hvor han skal til at kigge på ladies. Vi skal til at have snakke, som jeg i udgangspunktet er dårlig til. Men jeg vil ikke have, at min knægt ikke lærer det, fordi jeg aldrig selv har kunnet finde ud af det. Jeg håber, han forstår, at uanset hvad man føler, er det helt okay. Det vigtigste er, at man ikke går og skjuler det, men tør snakke om det. Det har jeg tænkt mig at lære ham.”

Han blev danmarksberømt på de mange corona-pressemøder, ham den aldrende, aparte, nålestribede redaktør, der med sin attitude ikke ligner de journalister, vi er vant til. I december steg kendskabsgraden, da han i protest sparkede til en foliebakke med en brændende koran. Bliv klogere på den 75-årige livsnyder Knud Meldgaard, der ikke kan holde op med at engagere sig.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Jasper Carlberg, Privat

FRIKADELLEFARS OG PIS

På Vesterbro i København lærte jeg at slå fra mig. Jeg var rødhåret, fregnet, tynd og havde flyveører, og så talte jeg jysk. Alt var imod mig, og nogle gange råbte jeg op til min mor fra gaden: ”Moar, de slår mig!” Så råbte hun tilbage: ”Så må du slå igen!”

Min mor var en utrolig smuk kvinde med rødblondt hår. Hun fik mig som 17-årig uden for ægteskab. Det var i marts 1946, og tæller man ni måneder tilbage, når man sommeren 1945. Som voksen har jeg ofte drillet hende: ”I har sgu ikke haft trusserne meget på den sommer.” Hun plejede at svare: ”Hør nu her, Knud, vi var lige blevet befriet, det var helt vidunderligt vejr, og han spillede så dejligt på sin harmonika. Og så havde vi i øvrigt ikke noget fjernsyn dengang.”

Min tidlige opvækst foregik hos mine bedsteforældre i et ledvogterhus i Brovad tæt ved Erritsø (ved Fredericia, red). Min morfar sad i træbygningen og styrede to signaler, men det var min mormor, der bestemte alt. Jeg husker hende tydeligt, ikke mindst lugten af hende. Jeg var lidt af et flæbehoved, og var jeg faldet, fór jeg hen og stak hovedet under hendes forklæde og fandt tryghed i den velkendte lugt af frikadellefars og pis. Dengang var bad ikke en hverdagsaktivitet, det foregik i en balje i kælderen.

Knud Meldgaard på Rådhuspladsen, 1952, hvor man kunne købe en pose tørrede ærter for 10 øre.

Fra begyndelsen var jeg vant til, at det er damerne, der bestemmer. Min mormor havde det princip, at hendes fire døtre skulle gifte sig med stabile mænd, som ikke drak, som ikke tævede deres koner, og som havde fast arbejde. De måtte gerne være noget ved kommunen eller Statsbanerne. Derudover skulle det helst være lidt svage mænd. Med årene kunne jeg begynde at se det mere tydeligt. Så var der onkel Henry, ham var der ikke meget krudt i. Så var der onkel Lange, ham var der sgu heller ikke meget spræl i. 

Min biologiske far, som jeg aldrig har mødt, var fra Skåne. Jeg har set et billede af ham, men jeg har aldrig opsøgt ham. Efter nogle år mødte min mor en mand, og de rejste til København og tog mig med. Senere fik jeg også to yngre søstre. Jeg har aldrig mærket på min stedfar, som jeg i øvrigt aldrig har kaldt ham, at han har gjort forskel. Jeg havde aldrig behov for at tage ud for at finde min rigtige far, for jeg havde allerede verdens bedste far derhjemme.

KNUD HELT KORT

Knud Meld­gaard er 75 år og nuværende chefredaktør for magasinerne Trans­europa, Omnibus og Levnedsmiddel & Fødevare Magasinet. Hyppig og iøjnefaldende gæst på regeringens mange tv-transmitterede corona-pressemøder. Knud Meldgaard er – blandt andet – forhenværende restauratør, hotelejer og reklamebureaudirektør.

KONGE OG KNÆGT

Min far var overtjener på Palace Hotel i København, der kæmpede med d’Angleterre om at være byens fineste, og min mor var bartenderske på en natklub ved Hovedbanen. Det var i slutningen af 50’erne, og dengang var man en lykkelig familie på Vesterbro, hvis bare én af forældrene havde arbejde. Begge mine arbejdede, og jeg levede en tryg og fri barndom. Vi boede i Skydebanegade, det var den fine gade, hvor mange først mødte klokken otte og måske endda havde en lille mappe under armen eller et slips på, når de gik på arbejde.

I historiebøgerne kan man læse, at der var voldsom kriminalitet på Vesterbro i 50’erne. Der var arbejdsløshed, tyverier, storsmuglere, og det var vel det sted i Danmark med flest ludere. Men vi børn kunne godt lide luderne, for når de sendte os i byen for at hente cigaretter, gav de os 25 øre i drikkepenge. Det var noget bedre end de andre fattigrøve i kvarteret, der kun gav 10 øre. Meget af det, der foregik dengang, gik vores næse forbi. Der var jo ingen, der ville os børn ondt.

Selvom vi boede i den pæne gade, var vi omgivet af folk i arbejdstøj, der kom halvfulde og møgbeskidte hjem fra arbejde. Derfor var det med en særlig stolthed, når min far hver aften klokken 18 kørte af sted på sin Mobylette-knallert i smoking og cottoncoat med retning mod Palace Hotel. Når han kom hjem, fortalte han historier om at have serveret for folk som Poul Reichhardt, Ib Schønberg og Dirch Passer. 

Efter 7. klasse gik jeg ud af skolen, for der var kun én ting, der interesserede mig: Jeg ville være tjener som min far. Jeg kom i lære på Royal Hotel, der var det mest moderne hotel i Nordeuropa med 20 etager med jet-elevatorer. Da det havde været åbnet et års tid, kom kong Frederik IX, dronning Ingrid, arveprins Knud og en af prinsesserne på besøg. Med tre andre tjenerelever blev jeg udvalgt til at få lov at servere. Roy Hurtigkarl var køkkenchef, og netop som vi skulle til at gå ind, gav han mig et lille sølvfad med en laksesnitte på og sagde: ”Knud, gå ind og servér det for kongen.” Jeg nåede ikke at pisse i bukserne, men benene rystede under mig. 

Nogen havde lagt salatbladet under franskbrødet, så netop da jeg tog det fra sølvfadet for at servere, tabte jeg salatbladet, der var på vej ned i skødet på kongen. ”Jeg bliver skudt, druknet, halshugget, bliver sendt på børnehjem eller kommer i fængsel,” tænkte jeg, men så sagde det slam! Kongen havde grebet salatbladet, proppet det i munden og gumlede løs. Bagefter tog han mig forsigtigt om armen og sagde: ”Tag det roligt, min dreng. Der skete ikke noget.” 

På café i Paris, 2019.

DEN GRAVIDE TRÅD

Efter jeg havde stået i lære i en periode, løb jeg af pladsen for at spille pigtrådsmusik i et band i Nyhavn. Dengang skulle man vælge, om man ville spille Beatles eller The Rolling Stones. Vi valgte Beatles, og det var heldigt for mig, for jeg var trommeslager og ikke en særlig god af slagsen. Jeg skulle helt sikkert ikke konkurrere med Charlie Watts fra Stones, men Ringo Starr kunne jeg nogenlunde følge.

De dårligste orkestre spillede søndag og onsdag dengang, og vi spillede altid søndag og onsdag. Vi var absolut ikke gode, men det var skideskægt. Min far var ikke så begejstret for udtrykket ‘professionel musiker’. Han mente, jeg var ‘professionel arbejdssky’. Men den slags kunne man tillade sig i 60’erne. Der var skilte overalt med påskriften ‘Arbejdere søges’. Man tjente tilmed ofte skidegode penge. De yngre generationer kommer aldrig til at opleve, hvad vi oplevede dengang. Vi kunne simpelthen skalte og valte.

Da jeg var 20, var jeg gift og havde to børn. Først var jeg kommet til at gøre en kvinde ved navn Ditte gravid. Min mor sagde til mig, at så måtte jeg også gifte mig med hende, og det ville jeg gerne, hun var en skideflot pige. Men hun ville sgu ikke giftes med mig. Jeg var en håbløs musiker i lyseblå smoking og Beatles-støvler med skæve hæle, og hun ville have en ordentlig mand. Så jeg røg ud med badevandet. 

Jeg fik en ny kæreste, og så blev hun også gravid. Det var på Skipperkroen, jeg mødte Hanne, og hun var til at begynde med uinteressant for mig. Pigerne, der dansede, skulle jo helst falde for musikerne, og nogle gange kunne man kysse lidt med dem i pauserne. Men Hanne og hendes veninde Lis kom kun for at danse, de drak en enkelt øl, og ellers stod den på sodavand. Hvor kedeligt kunne det blive? Da Hanne så alligevel pludselig viste interesse, var jeg der straks. ”Ah-ah-ah, ikke pille!” sagde hun. Så blev jeg simpelthen snotforelsket i hende. Jeg var som en bjørn om en honningkage.

Vi endte med at være gift i fem år. I dag bor hun med sin nye mand, som jeg holder meget af, og de fejrer guldbryllup næste år. Senere fandt jeg sammen med Nikki, som jeg fik to børn med, og endnu senere boede jeg 10 år med Kerstin.

Som voksne leder vi alle sammen efter vores mor i andre kvinder. Det er jo ikke, fordi de ligner min mor af udseende, men af sind gør de bestemt. Jeg har haft det fint med at have stærke kvinder omkring mig. Jeg har altid søgt den der kærlige ægteskabelige kamp, hvor man hele tiden får lidt tilbage. 

I dag snakker jeg med dem alle. Ekskoner, børn og børnebørn. Det føler jeg mig meget heldig over. Som mange mænd bliver jeg jo aldrig rigtig voksen. Gudskelov har mine fire børn haft fornuftige mødre. Det er på trods af deres far, at de har klaret sig godt og lever så gode tilværelser i dag.

Knud Meldgaard, 1948.

SANG TIL DE GAMLE DRENGE

Da jeg var i midten af tyverne, startede jeg mit eget reklamebureau. Dengang gik det hele fremad, og ligegyldigt hvad man rørte ved, blev det til guld. I reklamebranchen skulle der være en kreativ og en sælger. Den kreative rendte rundt i islandsk sweater med en radise i røven og så fjollet ud, mens sælgeren var ham i den pæne habit, der skulle indgyde tillid. Det blev min rolle. 

I 1980 havde mit reklamebureau vokset sig så stort, at jeg havde seks ansatte. Jeg flyttede bureauet væk fra den gård i Ganløse, hvor jeg boede med Nikki og vores to børn, og ind til Pilestræde i Indre København. På den anden side af gaden lå Cafe Rex, der var flittigt besøgt af byens intellektuelle. Kunstnere, skuespillere, forfattere, journalister, you name it. 

Det tog lidt tid, inden jeg blev accepteret. Til at begynde med kunne jeg se, at de tænkte: ”Hvem er ham den mærkelige i det stribede tøj?” En dag spurgte kunstneren Preben Franck Stelvig mig pludselig: ”Knud, hvad mener du om Picassos blå periode?” Jeg vidste godt, hvem Picasso var, men hans blå periode? Jeg tænkte: ”Nu er jeg til grin, og så bliver jeg jaget væk fra bordet, de vil ikke have sådan en dummernik siddende.” Men i stedet for at grine af mig blev alle de dejlige mennesker mine venner. Dér lærte jeg noget vigtigt om livet. Hvis man har viden, så del den med andre på en ordentlig måde. Man skal ikke blive en blærerøv.

I min nye omgangskreds havde vi to stamsteder. Cafe Rex, hvor vi spiste frokost, og Palæ Bar, hvor vi drak øl efter arbejde. Jeg blev venner med folk som Knud Voss, F.P. Jac og Gunnar Bertelsen. Hvis man kender Mikael Bertelsen og synes, at han er skør, skulle man have mødt hans far. Han var en bragende dygtig arkitekt, men ravende sindssyg. Han havde en gård i Kikhavn i Nordsjælland med en gammel lade, som han havde lavet om til en stor gildesal. Man kunne komme derop, og så sad Jesper Thilo og Niels-Henning Ørsted Pedersen og var i gang med at jamme med harpespilleren i Det Kongelige Kapel og ham, der spillede violin i Radiosymfoniorkestret. Og pludselig blev forsamlingen bedt om at holde kæft, fordi Peter Poulsen gerne ville læse sit sidste nye digt op. 

Indkaldt som værnepligtig til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne. Knud Meldgaard er på vej til generalfeltinspektion og skydeøvelser i Oksbøl i Vestjylland, 1965.

Jeg mødte alle de her stangfordrukne kunstnere. Nogle gange sad der 20-30 mennesker om det her lange bord, og man lærte hurtigt at tage meget luft ind, når man skulle sige noget, for i samme øjeblik man holdt inde for at trække vejret, stjal en anden ordet. Ofte gik der brændevin og ged i det hele, og folk faldt i søvn rundtomkring. Et par stykker lå på det kæmpe billardbord, og næste morgen lignede hjemmet det rene Sodoma og Gomorra.

Jeg fandt mig overraskende nemt til rette i de kredse, selvom jeg ikke var vokset op med det. Min mor læste læge­romaner, og min far ’Det Bedste’ fra Reader’s Digest. Og vi havde et grelt trommesals­maleri hængende over sofaen, der forestillede en fregat for fulde sejl ud for Bornholms kyst. Heldigvis havde jeg den trumf, at jeg i en alder af 22 år havde fundet og købt Shakespeares samlede værker på både engelsk og dansk. ”Knud, har du læst Pusjkin?” ”Nej, men jeg har læst Shakespeare.” Det gik altid an. 

Det var en skideskæg periode. Når de lukkede Palæ Bar, tog vi over på Vita, hvor man kunne få andesteg og flæskesteg midt om natten. Så sad man der, og det kostede mig selvfølgelig et ægteskab. Det er klart, ingen kvinder gider finde sig i det. Jeg kom hjem efter en 3-4 dages druktur, og så var Nikki og mine to børn flyttet. Det kunne jeg ikke forstå, men så gik der et stykke tid, og så forstod jeg det udmærket. Alting har en pris. 

I dag fortryder jeg nok, at vi ikke begrænsede os lidt. Det ender jo galt. Selvfølgelig gør det det. Knud Voss døde i 1992, han skvattede i en brandert efter en middag og knaldede hovedet ned i en kantsten. Flere af de andre døde af druk. F.P. Jac er død, Gunnar Bertelsen er død, Preben Franck Stelvig er død. Jeg savner dem alle sammen meget. Jeg kommer stadigvæk på Palæ Bar, men der er slet ikke den samme tumult i byen mere. De rigtig gamle drenge er alle borte, og de laves ikke mere.

Meldgaard og hustru nr. 2, Nikki. Bryllup i 70’erne.

JYDEGANGSTERE

Jeg har haft få principper i mit liv, men jeg har altid bestræbt mig på ikke at kede mig. Jeg har været restauratør i 30 år, reklamebureaudirektør i 25 år og chefredaktør i 25 år. Man skulle tro, jeg var over 100 år, men i virkeligheden har jeg bare haft flere ting i gang på samme tid. 

Jeg har været chefredaktør på flere forskellige medier, blandt andet Jettime for Sterling Airways, og i 1995 lavede jeg Øresundsmagasinet, der udkom på dansk og svensk. Det er faktisk den bedste forretning, jeg nogensinde har lavet. Efter et lille års tid var vi otte fastansatte og fire freelancejournalister. 

Jeg har også altid syntes, det var sjovt at have en restaurant, så tørster man jo ikke. På et tidspunkt ejede jeg en frokostrestaurant, der hed Snabels Kælder, skråt over for Palæ Bar, og Gunnar Bertelsen og Kenn André Stilling fik lokket mig til at starte Garagen ved siden af Café Victor, der åbnede klokken fem om morgenen fredag, lørdag og søndag. Folk kom væltende fra værtshuse rundtomkring og lignede noget, katten havde leget med i rendestenen. Når de havde fået en kop kaffe, et rundstykke og lidt bacon og æg, vågnede de op: ”Kan vi lige få en fadøl?” Jeg drev det et halvt års tid. Så gad jeg ikke mere.

Jeg har været involveret i et hav af projekter, og et par gange har jeg næsten været millionær. Problemet er bare, at når det går godt, begynder jeg at kede mig. Så investerer jeg pengene i et nyt projekt. En dag fortalte en af mine venner, at han have købt et hotel i Jylland, og han mente, at jeg skulle købe det af ham. Det lå i Ramme oppe ved Lemvig. Vi tog derover og kiggede på det, og det endte med, at jeg købte det for 1,7 millioner kroner. 

Jeg havde ikke 1,7 millioner, så vi skrev en I owe you, og før jeg havde set mig om, var jeg involveret i en flok jyske gangstere uden lige. Det var et rent gedemarked, hvor den ene lånte den anden penge, der lånte til den tredje, og så blev der taget lidt her og der og rykket rundt. Det var en slags ejendomskarrusel, hvor de skiftedes til at sidde på hesten og på giraffen, og hver gang udløste det nye muligheder for banklån. Det var en helt ny verden. Der er folk derovre, der formår at bevæge sig i de øverste luftlag, selvom de ingen penge har på kontoen. 

På et tidspunkt ringede min daværende advokat og spurgte: ”Knud, hvad sker der ovre i Jylland? Ingen af jer har fem flade øre!” Jeg har ikke selv begået ulovligheder, men det var sateme nogle banditter, og jeg er glad for, at jeg havde en god advokat, der fik raget mig ud i tide. Det der bræddeskur, Ramme Hotel, som jeg havde købt, endte til sidst på tvangsauktion. Efterfølgende blev det revet ned, og jeg tog tilbage til Sjælland.

 

Knud Meldgaard er medlem af det franske gastronomiske selskab Chaîne des Rôtisseurs.

RØVEN UD AF STRÅHATTEN

Så var det op på hesten igen. Jeg startede blandt andet kulturmagasinet Omnibus. Der er ingen penge i det, men jeg har Danmarks ældste redaktion med en gennemsnitsalder på 76 år. Selvom jeg kan leve af min folkepension, sidder jeg 40-50 timer om ugen og skriver røven ud af stråhatten. Når man først har fået tryksværte på fingrene og lugtet til varmt bly, er man solgt til stanglakrids. Så jeg bliver ved, indtil jeg falder af pinden. Hvad fanden skal jeg ellers lave? Jeg er alkoholiseret nok i forvejen.

I december sparkede jeg til en foliebakke med en brændende koran. Det var foran retten, hvor sagen mod Inger Støjberg kørte. Nogle demonstranter stod og råbte ”landsforrædere” og den slags, og da de satte ild til den bog, reagerede jeg instinktivt. Det der med at brænde bøger af, det gør man bare ikke. Uanset om det er Koranen, Bibelen eller Thomas Mann. Jeg løb over til koranen, lossede til foliebakken, og så knaldede en af demonstranterne mig en på siden, så jeg begyndte at bløde. Ned i skægget, ned på frakken, ned på skjorten. Og så var politiet over mig og hev mig væk, før jeg fik en gedigen røvfuld. 

Min yngste søn ringede bagefter og skældte mig ud. Dagen forinden var vi kommet ind på, at jeg tidligere i mit liv har været i en del slåskampe, fordi jeg har en meget kort lunte. Men det var jo ved at være længe siden, blev vi enige om: ”Du er jo en gammel mand, så det er rart, at det er slut,” sagde min søn.

Jeg reagerer altid følelsesmæssigt. Det kan godt være, at redaktøren går i nålestribet, men han kan stadig slå fra sig. Møder jeg stupiditet og uretfærdighed, går jeg ind i det, og så sker det af og til, at jeg får et par på lampen. Min yngste datter har tre gange siddet vagt på skadestuen, fordi jeg lå med sting både her og der. 

Jeg har fået mange øretæver i mit liv, men nu er jeg snart 76 år, så jeg skal jo ikke længere bokse med folk. Måske har den hændelse lært mig lidt. Jeg tvivler dog på det.

Mange vil nok kalde hende en af landets sjoveste skuespillere, men selv drømmer hun mindre om komedier og mere om at spille med i svenske ægteskabsdramaer. I 10 afsnit ser 50-årige MIA LYHNE tilbage på et liv, hvor hun har måttet kæmpe sig frem i en hård branche og har fået afslag på afslag. Og hvor hun ofte har haft svært ved at holde masken.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Jonas Bie

1.

DE FØRSTE OTTE år af mit liv boede jeg i Gladsaxe i en lille lejlighed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sceneskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte.

Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær-Christiania og lå i et pænt parcelhusområde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofællesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine forældre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam.

En dag vil jeg gerne lave en film, der hedder ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er frygtelige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod.

2.

JEG FIK EN LÆRER i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed. 

Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – undskyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede teater, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille ­meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag. 

Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skønheden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børne­castings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker.

Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af brevene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkeskolen begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig genert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men indeni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller.

3.

LARS KNUTZON ER min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år efter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’. 

For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlænding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udadvendte skuespiller.   

Jeg kom i gymnasiet i Ballerup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Vesterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme derind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak-kort ned ad Istedgade. 

Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiøler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller.

Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om døden. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af kreativitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upædagogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med. 

4.

JEG SØGTE IND som skuespiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespillerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret traumatiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen. 

I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidligere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang. 

Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nervevrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shakespeare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdramaer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel.

Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen fortjeneste, og det er jeg stolt af. 

5.

VI VILLE SÅ gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det.

Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – København, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode anmeldelser, og folk kom og så os.

Jeg kunne mærke, at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv million kroner til en forestilling fra Teater­rådet. Det var et stort vendepunkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere anerkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunktet var ingenting. 

På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukrukket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi noget, vi syntes var fedt. Det var også et vendepunkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Det betød meget med den anerkendelse.

6.

MANGE AF FORESTILLINGERNE i Grob endte med at blive sjove. Det var ikke et egentligt mål, men sådan blev det. Det var lidt overraskende for os, for det kunne godt være alvorlige emner, men alligevel kom humoren ind ad bagdøren. Det gav mig nogle nye muligheder. Blandt andet blev jeg hyret til at spille en sjov karakter under et melodigrandprix, og der kom mere og mere. Jeg var med i en serie, ’Perforama’, med Anders Matthesen, og den så Casper Christensen og Frank Hvam. Derfor hev de mig ind til en casting til ’Klovn’. Jeg skulle spille en scene med Frank, mens instruktør Mikkel Nør­gaard var der. Jeg vidste, de havde lavet ’Langt fra Las Vegas’, men jeg var ikke så stor fan og var ikke helt sikker på, at ’Klovn’ var det rigtige for mig. Men min søster kunne lide ’Langt fra Las Vegas’ og sagde, at dem skulle jeg sige ja til. Jeg græd ikke af glæde, da jeg kom med, ikke som da jeg fik en rolle i ’Krøniken’. Det var lige sådan en dramaserie, jeg havde drømt om. 

’Klovn’ var ikke så populær i starten. Den skulle lige have en sæson ligesom mange andre serier. Men så begyndte der at ske noget. Det kom gradvist. Der var ikke en stor opmærksomhed fra den ene dag til den anden, men jeg mødte mange mennesker, der spurgte, om jeg også var sådan i virkeligheden. Det var sikkert også, fordi hun hedder Mia i serien. Jeg havde foreslået, at hun skulle hedde noget andet, men Casper og Frank syntes, at vi skulle bruge vores egne navne. De kunne ikke sige så meget om, hvordan karakteren Mia skulle være, men hun skulle være sådan en pæn kone, der vil holde på formerne og er konservativ i tøjet. Okay, så gik jeg den vej. Jeg prøver altid at finde det, jeg ikke kan holde ud ved den karakter, jeg skal spille. Det giver noget energi. Nogle gange har vi kaldt hende ’mormor’ under optagelserne. Jeg kan ikke holde ud, når nogen holder på formerne – jeg hader det – så det hjælper mig at tænke på hende som en ’mormor’, der gerne vil netop det. 

Da serien blev populær, havde jeg det i begyndelsen okay med opmærksomheden, men med tiden er jeg blevet lidt mindre begejstret for den side af det. Jeg elsker at lave det, jeg laver, men kendthedsfaktoren er jeg ikke så vild med. Den giver et selvfokus, der ikke er særlig sundt. Det gør mig utilpas. For eksempel at sidde i venteværelset hos lægen, og folk måske ved, hvem jeg er. Det er en ulige situation. Det er en følelse af at sidde nøgen. 

Jeg tænker også over det som forælder. Jeg vil gerne være en forælder ligesom alle andre på en skole, men jeg kan nogle gange komme til at være lidt for optaget af, hvad de andre mon tænker om mig. Det giver nogle kunstige situationer, som er svære at forklare. Men i andre situationer er jeg ligeglad. Der er kendte mennesker, der for eksempel ikke vil tage metroen, men sådan er jeg ikke. 

Opmærksomheden har en pris. Da jeg fik tvillinger som alenemor, spurgte jeg min ekskæreste, om vi ikke bare kunne sige, at det var ham, der var faren, selvom jeg fik dem med en donor. Den var han ikke med på, men jeg ville gerne slippe for opmærksomhed omkring det. Da jeg fødte på Hvidovre Hospital, lå der journalister på lur, og nogle ringede til min far, fordi de fandt ud af, at jeg havde født. 

Det er ikke, fordi så mange kommer hen og siger noget, når de ser mig. Hvis det er børn eller ældre, er det som regel sødt. Der er også nogle, der siger: ”Gud, du er meget anderledes i virkeligheden.” Hvis folk er fulde, kan det være meget grænseoverskridende at blive genkendt. Engang på Skanderborg Festival kom en mand hen og hev op i min bluse for at sammenligne mine bryster med sin kones. 

7.

DET ER BEDST at være skuespiller, når man er sammen med de rigtige legekammerater. Hvis jeg skal være sjov, skal jeg være sammen med andre. Det er ikke så tit, jeg har mødt mennesker, hvor det klikker på en bestemt måde, men en af grundene til, at jeg har lavet ’Klovn’ i så mange år, er, at der sker noget, når Frank og mig er sammen. Det sker også med Casper. Det er noget uforklarligt, det er næsten, som om rollen spiller sig selv. 

I det hele taget har det været rørende at finde ud af, at vi har underholdt så mange mennesker med ’Klovn’. Jeg blev engang stoppet af en nordmand, der sagde: ”Jeg har været ude for et trafikuheld, og I var grunden til, at jeg kom igennem de mange måneder, hvor jeg lå i en seng. Hvis jeg ikke havde set ’Klovn’, var jeg ikke kommet over det.” 

Sådan noget har jeg oplevet nogle gange, og jeg har tænkt: ”Gud, vores lille serie har rent faktisk givet folk noget.”

Man kan godt sige, at ’Klovn’ måske ikke er så dyb, men det at få folk til at grine er lige så stort som alt muligt andet. Der kan nogle gange være en stemning af, at komik ikke er så fint, men det er noget af det sværeste at lave. Jeg er altid blevet meget glad, når folk har spurgt, hvornår næste sæson kommer. Nogle siger også: ”Ja, du må undskylde, men jeg kan simpelthen ikke se det, det er for pinligt.” Sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke få det pinligt nok. 

LYHNE-GLIMT

Mia Lyhne er født 6. juli 1971. Hun er nok bedst kendt for sin rolle som Mia i ’Klovn’ men har spillet med i blandt andet ’Krøniken’, ’Sover Dolly på ryggen?’, ’Direktøren for det hele’, ’Dræberne fra Nibe’ og ’Minkavlerne’. Derudover en lang række roller på blandt andet Teater Grob, Østre Gasværk Teater og Det Kongelige Teater samt i tv-serien ’Den bedste tid’.

I 2006 blev hun hyldet af bandet M.I.A. Lyhne, der udgav nummeret ’Mia Lyhne’.

I 2012 udgav hun albummet ’En rygende pistol’, hvor hun fortolker sange og digte af Bo Schiøler.

Mia Lyhne er mor til tvillingepiger på 11 år og bor på Amager.

Er aktuel i filmen ’Tag min hånd’.

8.

JEG HAR ØDELAGT virkelig mange af de bedste optagelser i ’Klovn’, fordi jeg kommer til at grine. Især over for Frank Hvam, fordi han er så sjov og tager røven på mig. Det har været et stort problem, at jeg ikke kan holde masken. Jeg har forsøgt at bide tænderne sammen og kæmpe imod grinet. Men mange gange kan jeg ikke. Frank er bedre til det, men Casper kan heller ikke. Afsnittet om Jarlens begravelse for eksempel var svært. Den kom faktisk aldrig i kassen uden grin. Hvis man kigger efter, kan man se Iben grine bag solbrillerne, og man kan også se, at jeg kommer til at grine. 

Vi lavede også en scene, hvor Frank har flirtet med en fra kommunen, og senere vil han gemme sig for hende. Han prøver at kravle ind i en skænk. Når Frank gør noget, kan det blive lidt voldsomt. At se ham kaste sig rundt i soveværelset og få sin store krop ind i det skab … det var som et stort dyr, der tumlede rundt. Han har verdens sjoveste krop, og han fedter ikke med den. De sjoveste mennesker er dem, der ikke er forfængelige. Måske er det derfor, nogle kvinder har svært ved at være sjove. Hvis man bliver for optaget af, hvordan man ser ud, kan man ikke. Hvorfor er Bodil Jørgensen sjov? Det er, fordi hun er meget lidt forfængelig. Jeg synes også, at noget af det sjove ved de nye ’Klovn’-afsnit er, at vi ikke prøver at være unge, men går med på det fordærv, der ligger i at blive ældre. 

Da jeg lavede revy i Tivoli for et par år siden med blandt andet Kirsten Lehfeldt, havde jeg også svært ved at styre grinet. Man begynder bare ikke at grine privat på en scene, men Kirsten, som er min veninde, er værre end mig, og hun elsker det. Hun kan få mig helt på glatis. Vi havde en scene om to gamle Tivoli-ansatte, der blev forelskede. Jeg spillede tissekonen, der styrer toiletterne, og hun spillede ballonsælger. Der var lyde af, at hun sad og sked inde på toilettet, mens hun havde en forelsket samtale kørende med mig gennem døren og prøvede at skjule, at hun sad og sked. Vi var som små børn, der syntes, det var det sjoveste i verden, at det handlede om at lave pølser. 

Jeg er ikke så god til, når tingene bliver for pæne. Det gælder om at finde det ikke-sjove og så forstørre det. Hvis man laver en figur, der ikke har humor, og forstørrer, at den person ikke har humor, bliver det sjovt. Mia fra ’Klovn’ har ikke særlig meget humor. Hun prøver ikke at være sjov. Hun prøver ikke at tabe ansigt. Det interessante er tit at finde ud af, hvor smerten ligger hos folk. Jeg ser ikke meget komik selv. Jeg elsker at se ting med stor smerte i. Der er egentlig meget lidt, jeg synes er sjovt, i hvert fald i den forstand, hvor jeg griner af en komedieserie.

9.

’KLOVN’ HAR VÆRET en stor mulighed, som jeg har været rigtig glad for. Det har været en gave, at der har været den kemi mellem Frank og mig, men også med Casper og instruktøren Mikkel Nørgaard, og at kunne gå på arbejde og grine så meget, som jeg har gjort. Men det har også sat mig lidt i bås. Som regel bliver jeg kun tilbudt at være med i komedier, selvom jeg gerne vil prøve noget andet. 

Jeg har nogle gange sagt i medierne, at jeg gerne vil prøve noget nyt som skuespiller, noget mere dramatik. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave noget med humor, men der kan være langt mellem snapsene med gode manuskripter. Hvis det bliver for letbenet, siger det mig ikke noget. Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik et tilbud om at medvirke i en stor svensk drama- eller kærlighedsserie, ville jeg hellere det frem for mange af de muligheder, jeg har som skuespiller i øjeblikket. De kan noget i Sverige, og jeg ville også hellere være med i en god serie der end komme til Hollywood.

Men når jeg først har sagt ja til noget, prøver jeg altid at finde det, der tænder mig ved rollen. Nogle gange er manuskripterne ikke det mest spændende, men jeg prøver at finde noget i karakteren, der interesserer mig. I filmen ’Tag min hånd’ nåede jeg sammen med instruktør Lars Kaalund frem til, at den læge, jeg skulle spille, var som en lille mand, der var helt følelsesforskrækket. Når først jeg har sporet mig ind på det, bliver det interessant. 

10.

DET ER EN stor drivkraft for mig, at jeg mangler at spille nogle af de dramatiske roller, jeg gerne vil have. Måske er jeg på vej, selvom en caster engang sagde til mig, at jeg måske skulle affinde mig med kun at lave komedier resten af mit liv. Jeg sagde det ikke højt, men tænkte: ”Det skal du fandeme ikke bestemme!” 

Hvis kalenderen har været tom, har jeg sagt ja, selvom det havde været mere taktisk at sige nej, fordi rollen måske sætter mig i bås. Men jeg kan ikke bare vælge. Jeg er enlig mor og skal betale regninger. Sådan er det. Der var engang en anden caster, der sagde: ”Jeg vil ikke caste dig, så længe du laver reklamer.” Dér blev jeg gal. Det er sgu for nemt at sige. Jeg spekulerer over, om telefonen holder op med at ringe, og hvis der ikke lige sker noget i en periode, tænker jeg: ”Er jeg blevet for gammel?” Men jeg har en vilje. Jeg bliver ved.

 

Du kender ham måske som advokat for Christiania, Ungdomshuset og de danske børn i Syrien. Men vidste du, at 69-årige Knud Foldschack har haft en hård og Charles Dickens-agtig barndom og en diakonissesøster som skytsengel? I seks kapitler ser den såkaldt ’røde’ advokat tilbage på det, der skabte ham.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix

1.

MINE FORÆLDRE FIK MIG i en høj alder – min far var 50, og min mor over 40 – efter det, jeg vil kalde et kort kærlighedsforhold i hotelregi. Dengang erkendte man ikke, hvis man fik et uægte barn. Man var i hvert fald ikke stolt af det. Derfor fik jeg ikke min fars efternavn, og jeg havde ikke meget kontakt til ham i mine første 12 leveår. 

Min mor levede heller ikke på nogen måde op til sit forældreansvar. I løbet af min barndom anbragte hun mig på tre spædbørnshjem, i fire plejefamilier i Danmark, Sverige og Tyskland og på to børnehjem og tre kostskoler. 

Jeg mødte min livline og skytsengel på Sankt Lukas Stiftelsens børnehjem (i Hellerup nord for København, red.), hvor søster Helena hjalp mig på grund af kærlighed og ikke, fordi hun fik betaling for det som plejefamilierne. Jeg var tre år første gang, hun tog sig af mig, og Sankt Lukas Stiftelsen var stedet, jeg altid kunne vende tilbage til gennem min barndom, hvis jeg havde problemer. Tænk, at jeg havde sådan en base, hvor der var en, der elskede mig. Jeg har siddet mange gange i kirken med flere hundrede diakonisser, hvor jeg nærmest var deres lille maskot. 

Indtil jeg var 14 år, så jeg måske min far en gang om året. Han var millionær og boede i Schweiz. Han ejede Viking Baadene – eller spritbådene, som man kaldte dem – der sejlede mellem København og Sverige, han byggede hoteller og var fast inventar i ugebladene. Jeg var stolt af ham, fordi jeg kunne se, han var i bladene, men jeg var egentlig ikke ked af, at jeg ikke så ham så meget. 

Der var dog en gang, hvor han var på besøg i Danmark, og jeg så ham køre af sted i sin Mercedes med sin nye familie. Sin kone, min bror og en pige, de havde taget til sig som en slags plejedatter. Der blev jeg ked af det, ligesom jeg blev det, da jeg var indlagt med meningitis og var i livsfare, og min mor ikke kom på besøg. 

Knuds far, som hed Knud Foldschack, var skibsreder og drev Viking Baadene. 17 skibe sejlede glade, berusede og smøgtrængende danskere på tur til Sverige. Her ankommer Gay Viking til Landskrona i 1956. Foto: Privat

KNUD FOLDSCHACK

69-årige Knud Foldschack hed oprindelig Knud Carlo Thorleif Frederiksen, inden han som ung tog sin fars efternavn. Han blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1981. Året efter var han med til at oprette et bofællesskab på det økologiske landbrug Mørdrupgård i Lynge nord for København, hvor han stadig bor i dag. Sammen med sin kone Lulla Forchhammer er han en del af advokatkontoret Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod. Han har tre børn fra tidligere ægteskaber. I november udkom ’Med god ret. Fra Christiania til Syrien – mine vigtigste sager’.

2.

JEG FIK ET tættere forhold til min far de sidste par år, han levede. Jeg var begyndt at arbejde på spritbådene som 14-15-årig og solgte blandt andet cigaretter i kiosken. Han spurgte en dag, om jeg ville tage hans efternavn, Foldschack, og jeg fik også kendskab til to brødre, jeg ikke vidste, jeg havde. En dag stod jeg ved pissoiret på en af bådene, og ham, der stod ved siden af, præsenterede sig pludselig som min bror. Han hed også Knud ligesom min far, så jeg fik en bror og en far, der hed Knud Foldschack. 

En aften hvor vi skulle køre hjem fra spritbådene, sad min far ved rattet, da vi blev stoppet af politiet. Betjenten bad om vores navne og blev noget forvirret, da alle tre i bilen sagde: ”Knud Foldschack.” Jeg tror kun, vi undgik problemer, fordi betjenten havde hørt om min far, ’skibsrederen fra Havnegade’. Han nikkede pænt og gav os lov til at køre videre.

På spritbådene oplevede jeg ægtepar, der skulle fejre bryllup, men som ville skilles efter turen og stod og kastede ringene efter hinanden på kajen i Landskrona. Jeg så slagsmål og tænder, der lå på gulvet. Tjenere, der snød ved at stoppe kapsler i målebægeret, så det så ud, som om der blev skænket mere alkohol, og jeg oplevede, hvordan man snød med antallet af passagerer, så man kunne sælge flere cigaretter. Jeg har set matroser vække fulde folk ved at holde salmiakspiritus hen under næsen på dem, og jeg har siddet i messen og hørt sømandsbossen Preben Møller Hansen fortælle om de store have. Min barndom var en stor uddannelse inden for kriminalitet, vold, næstekærlighed, showbiz, eventyr og psykologi. 

Det var en opbrudstid for mig, da jeg fik mere kontakt til min far. Og det blev for meget, for jeg fik et regulært nervesammenbrud. Jeg mødte for mange nye brødre, jeg var skiftet til kostskole nummer tre, og samtidig havde jeg svært ved at sige nej. Ved juletid var jeg kommet til at love, at jeg ville holde jul hos tre plejefamilier og min søster, som alle havde inviteret. Kombinationen af alle de skift, usikkerhed og familiemæssige forviklinger blev for meget. Når jeg tænkte på min fremtid, var det som at se ned i et mudret hav. Lægerne troede, at jeg var syg, og ville operere, fordi de mente, det var blindtarmsbetændelse. Men Søster Helena kunne se, at det var psykisk. Hun sagde: ”Du kommer herud.” Jeg var på Sankt Lukas i flere måneder, inden hun sagde, at nu var jeg klar til at gå ud i samfundet igen.

Et sjældent øjeblik mellem far og søn. Først mange år senere fik Knud tættere kontakt til faren – og sin fars efternavn. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

3.

SENERE ARBEJDEDE JEG selv på børnehjemmet på Sankt Lukas, og jeg fik at vide, at jeg havde evner som pædagog. Jeg ville være skolelærer, men der kom for mange hashpiber og kaos indover, så min HF-eksamen blev spindelvævstynd. Min kæreste foreslog, at jeg skulle læse jura, for der var ingen adgangsbegrænsning. Og jeg blev bidt af det fra første dag. Som jurastuderende arbejdede jeg for den gamle kommunist og modstandsmand Carl Madsen, der var højesteretssagfører. Han lærte mig at have mistro til autoriteter. At udfordre og finde fejlene. Jeg lærte et graverinstinkt, der sagde: ”Det er måske ikke rigtigt, det, der står i den politirapport.” Det har jeg brugt som advokat siden.

Jeg er stor modstander af det meningsløse formalia-gøgl inden for retssystemet. Hele det angstfremkaldende miljø med tunge døre, kapper og formelle regler om, hvordan man taler i retten. I mine yngre år, hvor ingen vidste, hvem jeg var, fik jeg nogle gange at vide, at jeg ikke måtte gå ind i advokatværelset, når jeg ankom til retten. De troede ikke, at jeg var advokat med mit lange hår og min islændersweater. 

I 1984 skulle jeg forsvare nogle studerende, der i protest mod SU-systemet havde lavet en happening, hvor de udklædt som indianere med krigsmaling i ansigtet havde stjålet fra et lokalt supermarked. Omkring 25 unge blev anholdt på Stændertorvet i Roskilde bagefter. En kassedame og en butiksdetektiv skulle senere vidne i retten, men de havde ingen chance for at udpege, hvem af de unge der havde taget varerne, da de havde taget pænt tøj på. Jeg lignede ikke en klassisk advokat med min påklædning, og de to vidner udpegede i stedet begge mig som skyldig. Dommerne kunne ikke lade være med at grine, og anklageren forlod salen inden afgørelsen. Han vidste, at han havde tabt.

Jeg har altid sagt ja til at opleve og prøve nye ting. Da jeg var ung, spurgte nogle venner, om jeg ville være med til at bo nær polarcirklen i en kåte – en traditionel samisk hytte – som vi selv skulle bygge. Vi levede af de fisk, vi fangede, og de bær, vi plukkede. Jeg fandt mig selv i Norge. Jeg lærte noget om det nære og det væsentlige. Det væsentlige var at få sat nogle fiskegarn i dag, for ellers får vi ingen mad i morgen, og det var væsentligt at få lagt noget tørv på kåten, så vi ikke blev våde om vinteren. I dag kender jeg ikke til stress, og jeg tror, det hænger sammen med den tid i Norge, hvor vi boede isoleret i et år. 

Søster Helena var diakonisse på Sankt Lukas Stiftelsen og blev redning og holdepunkt i en omtumlet barndom. Første gang hun tog sig af Knud Carlo Thorleif Frederiksen, som han hed dengang, var han tre år. Foto: Privat

4.

JEG HAVDE FÅET mit første barn og var nyuddannet og arbejdsløs, da jeg blev kontaktet af et advokatfællesskab. En af mine første sager handlede om et ægtepar, der havde været ansat i en fødevarevirksomhed i mange år, men var blevet bortvist, fordi de havde taget en pakke frugtpålæg med hjem til en børnefødselsdag. Det er ikke i orden at bortvise nogen, der har været 25 år på en arbejdsplads med den begrundelse. Ja, de havde taget den pakke, men det var uretfærdigt og ude af proportioner at bortvise dem. Bagefter gik det op for mig, at jeg blev grebet af den type sager. De endte med at få erstatning.

Den måde, advokatkontoret blev drevet på, havde nok sin tid. Der var ligeløn, og rengøringskonen tjente det samme som de advokater, der havde møderet for Højesteret. Ligeløn er en svær problemstilling, for en lang uddannelse og et stort ansvar skal også give en form for ekstra honorar. På mit eget advokatkontor prøver vi i dag at arbejde i en kooperativ ånd og for eksempel tale i fællesskab om, hvilke sager vi skal tage.

Jeg er flere gange blevet spurgt af partier til venstre for midten, om jeg ville stille op. I 70’erne stillede jeg faktisk op for en tværsocialistisk liste i Ramsø Kommune på Midtsjælland. Jeg manglede vist 5-6 stemmer for at komme ind, men i dag er jeg lykkelig for, at det ikke lykkedes. Jeg tror, jeg har haft meget mere indflydelse ved at være advokat. 

Lars Seier spurgte også engang, om jeg ville være med i Liberal Alliance. ”Du er jo liberalist. Du er advokat for Christiania, og der er jo ikke noget mere liberalt end Christiania, hvor man selv vil have lov at bestemme,” sagde han. Jeg har aldrig været medlem af noget parti, men jeg kom alligevel til at arbejde sammen med ham. På tv havde han lovet Enhedslisten 200.000 kroner, hvis han ikke tabte sig 10 kilo. Det gjorde han så, og i stedet ville han give de 200.000 til et godt formål. Han tog kontakt til mit kontor, og sammen skabte vi projektet JunkFood med mad til hjemløse. Nu arbejder vi sammen med kokken Rasmus Munk fra Alchemist, og hver dag året rundt bliver der på frivillig basis lavet mad til 200-300 hjemløse. Det er fantastisk, og så gider jeg ikke diskutere, om det er liberalt, eller hvad det er.

 

Ni venner fra et dansk kollektiv blev omtalt i både tv og aviser i Norge, da de i 1972 byggede en samisk hytte nær polarcirklen. De fiskede, samlede bær og lavede selv alle møbler. Det lykkedes også at slæbe et gammelt jernkomfur op ad fjeldet til hytten. Foto: Privat

5.

JEG VED, JEG bliver kaldt en ’rød’ advokat, men det er jeg lidt træt af. Hvis jeg skal være lidt flabet, er jeg en rigtig advokat. Jeg tog for eksempel til Syrien for at bevise, hvordan de danske børn havde det dernede i fangelejrene. Jeg lever et liv, hvor jeg tager for mig af livets goder med vinkøleskab og sommerhus og nogle gange en flyvetur på første klasse. Hvis jeg er rød på grund af mit arbejde, er det falsk vare­deklaration. Jeg ser mig selv som retfærdig. 

Forleden stod jeg med to børn, der har siddet i fangelejr i Syrien. Det var bevægende, for de føler sig meget knyttet til os, der har besøgt dem i lejrene. Det eneste, de kan genkende nu, hvor de er i Danmark, er os, der har talt med dem og haft gaver med til dem. Jeg har også selv episoder, jeg kan huske fra min barndom, som har betydet meget. 

Klarest står måske en af mine plejefædre i Sverige. Han havde været ude for en arbejdsulykke og havde mange smerter, han drak for meget, og jeg ville ikke have byttet det ophold for noget. Han lærte mig at fiske. Han var så tålmodig, selvom jeg lavede rod i fiskesnøren igen og igen. Han hjalp mig, indtil jeg fangede min første fisk. Dét var kærlighed. 

De danske børn i fangelejrene i Syrien er den sag, der har gjort størst indtryk på Knud Foldschack. Han har flere gange besøgt lejrene for at dokumentere de forhold, børnene levede under. Under besøgene oplevede han dog også trusler fra radikaliserede børn og voksne, der anså ham for vantro. Foto: Privat

De sager, jeg arbejder med, betyder noget for mig, og de bliver ofte en del af mit liv. Senest de danske børn i Syrien, som jeg har brugt meget tid på. Christiania er et andet eksempel. Mit arbejde med Christiania begyndte i 70’erne og fortsætter i dag. Undervejs har der været mange sjove og anderledes oplevelser, for eksempel dengang vi skulle skrive under på en aftale i 2012, da Christianiafonden købte området. Vi sad om et bord i Slots- og Ejendomsstyrelsen, og jeg sad ved siden af en christianit, der tog et indianerpandebånd på og malede sig i ansigtet. Da han fik papirerne, skrev han under med et indiansk symbol. Vi sad med en aftale til flere hundrede millioner kroner, men jeg tror, det blev accepteret, fordi jeg også skrev under som advokat på vegne af Christianiafonden. 

Den kolde jura må ikke kvæle den rigtige afgørelse. Jeg var engang involveret i et projekt, hvor man gav indvandrerkvinder mulighed for at mødes og arbejde med at sy og dermed bruge et håndværk, de kendte fra deres hjemlande. Så kunne de sammen med deres børn komme væk fra ’mørkemændene’ derhjemme. Vi gav dem frokost, men så skulle de beskattes af den frokost. På den måde kan man bremse en masse ting med tåbelige regler inden for skat, moms, arbejdstidsregler og så videre. Det kan jeg næsten ikke holde ud. 

Det var også derfor, jeg engagerede mig i sagen om Ungdomshuset. I mine øjne var den rigtige afgørelse, både for samfundet og de unge, at sørge for, at de havde et sted at være. Så må den kolde jura, i det her tilfælde ejendomsretten, træde i baggrunden.

Strandmoden 1956 ifølge Knuds mor. Det var vigtigt for hende, at sønnen tog sig pænt ud. Det var til gengæld også det eneste, hun gik op i omkring sin søns opvækst, husker Knud Foldschack. Foto: Privat

6.

DA MIN MOR DØDE og skulle begraves, stod jeg et stykke tid alene ved kisten i kapellet, men jeg følte ingenting. Jeg kunne ikke lide hende, men jeg har aldrig hadet hende, og det er en gave. Jeg har aldrig følt mig bitter. Min mor havde sin historie. Selvom jeg ikke respekterer, hvordan hun var over for mig, har jeg prøvet at forstå hvorfor. Hun fik et barn i Stockholm som 15-årig. Da hun blev gravid, blev hun sendt ud på en ø i Skærgården, hvor hun fødte, og barnet blev straks taget fra hende og adopteret af min mormor og morfar. Min mor blev i praksis smidt bort.

Mit held er, at jeg altid kigger opad og fremad. På den måde er jeg privilegeret, selvom det kan lyde, som om jeg har haft en elendig barndom. Jeg var heldig, for jeg lærte alle former for mennesker at kende. Jeg har kigget ind i livsskæbner på alle leder og kanter. Jeg har oplevet en tysk familie, hvor faren sejlede som kaptajn, og når han kom hjem om fredagen, havde moren holdt regnskab med børnenes opførsel, og regnskabet blev så gjort op med spanskrør. Jeg har oplevet folk i økonomisk krise, børn på kostskoler, der ville begå selvmord, og børn, der blev mobbet, til de var kørt helt ned under gulvbrædderne. Jeg har oplevet alle former for afstraffelse fra lærere, der burde have været i behandling i stedet for at have ansvaret for børn. 

På grund af skæbne, held og tilfældigheder har mit liv været en fantastisk uddannelse for mig. Det har givet mig en enorm forståelse for de 90 procent af dem, jeg delte barndom med, som ikke var lige så heldige. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg har en trang til retfærdighed, og jeg tror, det er, fordi jeg har oplevet de børn. Jeg har forståelse for, hvorfor den dreng, jeg engang kendte på en kostskole, som aldrig havde oplevet at få fejret sin fødselsdag, blev kriminel. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det ikke blev mig.

Dansk-pakistanske SIMI JAN er et menneske delt i to. Mellem forskellige kulturer, mellem øst og vest, mellem sin mor og sin far og mellem krigszoner og en blød aftenstol i studiet på TV 2. Ud & Se tegner et portræt af en korrespondent, der undslap et arrangeret ægteskab og i stedet rejste ud til verdens brændpunkter for at være en stemme for de tavse.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Lærke Posselt

MENS SOLEN brænder på den knastørre asfalt, hænger lyden af maskingeværsalver i luften over Kabul International Airport. Foran indgangen til lufthavnen vokser menneskemængden, der desperat forsøger at få plads på et fly ud af Afghanistan. Bag containere, hegn og pigtråd har de sidste tilbageværende britiske og amerikanske soldater barrikaderet sig, mens turbanklædte Taleban-krigere affyrer varselsskud for at kontrollere masserne. 

Få dage forinden blev syv mennesker mast ihjel, da de forsøgte at komme ind i lufthavnen, og billeder af afghanere, der stormer landingsbanerne og klamrer sig til fly, er gået verden rundt. 

I flere dage har vestlige styrker intensiveret evakueringen, efter at Taleban-styrker indtog den afghanske hovedstad uden modstand. Den afghanske premierminister Ashraf Ghani er flygtet i en helikopter, regeringskontorerne står tomme, og amerikanerne og briterne kan ikke stille noget op. 

20 år efter at en amerikansk ledet koalition invaderede landet i kampen mod terrorisme, tilhører Afghanistan igen fundamentalistiske islamister.

Midt mellem soldater, Taleban-krigere og civile afghanere står Simi Jan iført skudsikker vest og lilla tørklæde om håret. 

I midten af august 2021 er den 42-årige mellemøstkorrespondent den eneste tilbageværende danske journalist i Kabul. Foran hende er en 27-årig kvinde med sin fireårige datter. Da hun opdager, at Simi Jan taler farsi, beder hun indtrængende om hjælp. Hun frygter, siger hun, at blive giftet væk til Taleban, og bryder grædende sammen. Mens Sky News filmer i baggrunden, holder Simi Jan om hende og forsøger at agere tolk over for de britiske soldater, der giver kvinden og barnet lov til at komme gennem metalporten til det hotel, hvor korrespondenterne bor. 

Omkring dem rækker desperate forældre deres spædbørn over afspærringerne i håb om en bedre fremtid, og familier bliver splittet på hver sin side af hegnet. 

Samme dag møder Simi Jan en 14-årig dreng, der med blanke øjne kommer hen til hende. 

”Jeg kan ikke finde min bror. Min mor er fanget på den anden side af afspærringen. Hun har fået tæsk af Taleban,” siger han.

TRE DAGE TIDLIGERE rykkede Taleban ind i Kabul, og Simi Jan flygtede fra sit hotel i byen under en burka. Det meste af sit udstyr glemte hun i farten. I stedet optager hun nu indslag til TV 2 Nyhederne på sin iPhone og er sammen med andre udenlandske korrespondenter flyttet ind på et hotel bag de britiske soldaters afspærring ved siden af landingsbanerne. Foran lufthavnsindgangen hersker kaos og fortvivlelse, men bag murene er der mere fredeligt. 

Udenrigsministeriet, hendes arbejdsgiver og hendes mand har forsøgt at overtale hende til at rejse hjem med et af de danske evakueringsfly, men hun nægter at rejse fra Afghanistan. 

Hun er ikke færdig med sin historie, og selvom hun har to små drenge, der venter på hende derhjemme, kan hun ikke få sig selv til at forlade krigszonen. Hun har ikke bare en stor kærlighed til landet, men også en følelse af pligt til at blive og rapportere, uanset hvad. 

Sådan har hun haft det før.  Da hun i 2014 var halvvejs i sin graviditet med sin ældste søn, rejste hun til Gaza for at dække krigen mellem Israel og Palæstina. Hun endte med at føde ved akut kejsersnit næsten tre måneder før termin på et israelsk hospital.

Til sidst bliver Simi Jan dog tvunget ud af Kabul. Taleban presser de britiske soldater for at overtage kontrollen med hotellet, og hun og hendes internationale kolleger får besked om, at de skal med et amerikansk transportfly til Qatar. På vej ud til flyet tænker Simi Jan kun på, hvordan hun kan snige sig væk fra soldaterne. 

Men på intet tidspunkt lader de hende ude af syne, og hun må modvilligt gå om bord. I et stort lastrum sidder hun stuvet sammen med 400 andre – journalister, amerikansk personale og afghanere, som har været heldige at slippe ud af landet. 

Fire timer senere, om aftenen 25. august, lander de i Doha. Med sin iPhone og en lille lampe laver Simi Jan en live-gennemstilling til ’19 Nyhederne’ hjemme i Danmark. 

I studiet og hos hendes familie og venner er der lettelse. Men selv føler hun kun tristhed over at have forladt Afghanistan for tidligt. Dagen efter springer en bombe og dræber 182 mennesker foran hotellet i lufthavnen i Kabul, samme sted, som Simi Jan i 11 dage har rapporteret fra krigen.

TO MÅNEDER senere dufter der af brændte mandler i Tivoli i København. Fra oven lyder et kollektivt hvin, da ’Dæmonen’ tager et af sine halsbrækkende sving. Ikke langt derfra sidder Simi Jan i sminken i Glashuset, hvorfra TV 2 sender ’Go’ aften live’ med hende og Abdel Aziz Mahmoud. Hun havde ellers forsvoret i begyndelsen af sin karriere, at hun som krigskorrespondent nogensinde ville ende som vært for et blødt talkshow. Men da hun fik tilbuddet for et års tid siden, først som barselsvikar, sagde hun alligevel ja for at komme lidt ud af sin comfort zone. Siden har hun opdaget, at hun faktisk nyder de lidt længere tv-interviews og de bløde, personlige historier.

De seneste par uger har hun dog mest følt frustration og afmagt, når hun er trådt ind ad medarbejderindgangen til Tivoli. Hun ser tomt på gæsterne, som går ubekymret rundt i forlystelsesparken, intetanende om alt det, der sker på den anden side af jorden. Og når hun går til forældremøde på sine børns skole, har hun svært ved at høre om de andre forældres ligegyldige problemer. Normalt går den slags hende ikke på. Men siden hun kom hjem fra Afghanistan, har hun ikke været sig selv.

Simi Jan landede i Danmark om onsdagen den 1. september efter at have tilbragt en uge i Qatar. Fredagen efter var hun til et seminar på TV 2, og lørdag brød hun sammen. Hun kunne ikke komme ud af sengen om morgenen, hun græd, kunne ikke sove, og om natten var hun plaget af mareridt om de mennesker, hun havde mødt i Afghanistan. Sådan blev det ved i flere uger, og hendes mand Allan – som hun kun omtaler ved fornavn af hensyn til hans privatliv – måtte tage sig af deres sønner på seks og tre år.

Simi Jan fik fri fra værtstjansen i to uger, og hendes chef insisterede på, at hun opsøgte en krisepsykolog. Hun gik også til en kropsterapeut, fordi oplevelserne havde sat sig fysisk i hende. 

”Din krop er i chok,” sagde terapeuten under den første behandling, mens psykologen fortalte, at det var kontrasterne, der stressede hende.

”Jeg kom direkte fra en krigszone til et sted, hvor alt er fredeligt og normalt. Men hvad er egentlig normalt? Begge dele er jo virkelighed, men jeg skal huske mig selv på, at min virkelighed er mit fine hus med sildebensparket og messinghåndvask, et køleskab fyldt med mad og børn, der vil have fredagsslik og ikke gider spise aftensmad,” fortæller Simi Jan, der før har oplevet, at jobbet som korrespondent kunne ramme hårdt.

SIMI JAN

Født 1979. Opvokset i Bagsværd som barn af pakistanske forældre. Uddannet journalist i 2003 fra Edinburgh Napier University i Skotland. Fra 2003 til 2005 mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Begyndte sin karriere med at arbejde freelance for Politiken, DR, TV 2 og BBC. Siden 2007 har hun været korrespondent for TV 2 og blandt andet boet i Pakistan og Afghanistan. Ved siden af arbejder hun som vært på talkshowet ’Go aften’ live’.

Udgav i 2012 bogen ’Til te hos Taleban’ om sit arbejde og sine rejser i Mellemøsten.

Bor i Gentofte med sin mand Allan, der arbejder som coach, og sine to sønner, Adam på seks og Daniel på tre.

MELLEM KNUST BETON og splintrede mursten lå to unge piger, deres kroppe var livløse. Kun ben og fødder stak ud blandt bunker af murbrokker, der før udgjorde et femetagers hus. En gruppe mænd forsøgte at grave dem fri, men deres projekt syntes håbløst. Hvor end Simi Jan kiggede hen, var der ruiner, skrig og mennesker i chok. 

Det var oktober 2005, og få dage forinden havde et voldsomt jordskælv ramt Kashmir i det nordlige Pakistan og dræbt 73.000 mennesker. Da det skete, sad 26-årige Simi Jan i sin lejlighed i Vanløse og så nyheder. Hun var blevet færdiguddannet året før, arbejdede som freelancejournalist og havde fået deltidsjob som producerassistent på P1. Da hun så de voldsomme scener fra sine forældres hjemland, tog hun telefonen, ringede til Dagbladet Politiken og forsøgte at overtale en lettere forvirret udlandsredaktør til at sende hende til Pakistan, men svaret var først nej. Det samme var meldingen hos Danmarks Radio. Dagen efter sad Simi Jan des­uagtet på et fly til Islamabad med en aftale om tre freelance-artikler til Politiken. I lufthavnen stødte hun på to norske journalister, som hun fulgtes med nordpå.

I Kashmir mødte Simi Jan et ægtepar med fem børn, der havde mistet 30 familiemedlemmer – og endnu flere var savnet. Hendes historie om deres desperate kamp for at finde et telt endte på forsiden af Politiken sammen med andre artikler. Hun var den første danske journalist på stedet og var også igennem i Radioavisen.

Reportagerne fra Pakistan satte gang i Simi Jans karriere. Hun var nu på vej til at blive korrespondent, som hun havde sat sig for fire år forinden, da hun besøgte Makedonien på randen af borgerkrig og solgte sin første artikel til Information. Men der var noget, som ikke føltes rigtigt. En dag, mens hun stod i Kashmir, ringede Politikens udlandsredaktør og spurgte:

”Hvordan har du det?” ”Fint,” svarede hun. Men udlandsredaktøren spurgte igen. Og en gang til. Og så brød Simi Jan sammen. Da hun kom hjem til Danmark, fik hun en depression og isolerede sig fra venner og familie. Politiken sendte hende til en psykolog, og det tog hende måneder at bearbejde oplevelserne fra Pakistan. Undervejs kom hun til at tvivle på, om hun egentlig ville være journalist, da hun i det job ikke kunne hjælpe. Men jordskælvet havde vækket noget i hende. Året efter rejste hun til Pakistan igen.

VED INDGANGEN TIL Glashuset i Tivoli tager Simi Jan imod Sonja Oppenhagen, en af aftenens gæster i ’Go’ aften live’. Den 72-årige skuespiller har skrevet en selvbiografi om sin barndom og opgøret med en svigtende far, og Simi Jan skal interviewe hende. Gæsterne bliver briefet og for-interviewet af værterne, så alle er klar over, hvad der skal ske. 

”Jeg er faktisk også selv i gang med en bog om min familie,” siger Simi Jan til skuespilleren, inden de begge går på. 

Ideen begyndte at tage form kort efter, at hendes mor fik konstateret kræft i marts 2016, fortæller hun senere. En måned forinden var Simi Jan flyttet til Istanbul, hvorfra hun skulle dække Mellemøsten og flygtningestrømmen til Europa, efter krigen i nabolandet Syrien havde sendt millioner af mennesker på flugt. 

Hendes mand og dengang halvandet år gamle søn var flyttet med, og de havde fundet en lejlighed med udsigt over Bosporusstrædet. Men efter få uger i Tyrkiet måtte Simi Jan meddele sin chef på TV 2, at hun var nødt til at opgive sit drømmejob og vende hjem til Danmark.

”Jeg var med på hospitalet, da vi fik overbragt beskeden,” fortæller hun. 

”Min mor havde en knude i tarmen, og jeg havde googlet tarmkræft hjemmefra. Det var jo noget, man bare opererede væk, og der var gode udsigter. Men så begyndte lægerne at tale om metastaser i leveren. Jeg vidste ikke, hvad det var, men der var ni af dem, og én af dem var rigtig stor. De fortalte, at min mor sandsynligvis kun havde måneder tilbage.”

Simi Jan blev fuldtidssygehjælper for sin 54-årige mor og lagde arbejdet på hylden. Pludselig vidste hun alt om kræftmedicin, kemoterapi og alternativ behandling med C-vitamin, mens moren, der ikke kunne klare sig selv og senere tabte alt håret, flyttede ind på Simi Jans søns børneværelse.

Samtidig var Simi Jan frustreret over sine tre yngre søstre, som hun ikke følte tog lige så meget ansvar for hendes mors sygdom som hende selv. Det førte til flere skænderier mellem søstrene og Simi Jan, der besidder et eksplosivt temperament bag sit milde ydre. Da det hele var ved at kamme over, besluttede hun sig for at sætte sig ned og skrive for at få afløb:

”Jeg har altid bearbejdet svære ting ved at skrive dem ned. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg var nødt til at prøve at få styr på alle de tanker og følelser, der rumsterede i mit hoved. Samtidig havde jeg i mange år tænkt, at jeg gerne ville skrive min mors fortælling ned og give den videre til mine børn. Jeg havde bare aldrig haft tid. Men nu lå hun pludselig for døden, og historien risikerede at dø med hende. Så på de dage, hvor hun havde overskud, satte jeg mig med hende og fik hende til at fortælle mig om sit liv. Når jeg mødtes med mine søstre, fortalte jeg historierne videre. Jeg troede, at jeg kendte min mors historie, men det gik op for mig, at der var meget, jeg ikke vidste. Både om hende og min egen barndom.”

I STARTEN AF 80’erne havde det sociale boligbyggeri Værebroparken i Bagsværd endnu ikke fået ry som et udsat område præget af arbejdsløshed og kriminalitet. I højhusene lidt nord for København voksede Simi Jan op som barn af pakistanske forældre, der var indvandret til Danmark i 1978. De optræder i denne artikel anonymt efter både deres eget og Simi Jans ønske.

Forældrene var blevet arrangeret gift i Pakistan, da Simi Jans mor var 16 år, og i Danmark fik hendes far job på en fabrik og blev senere kioskejer, mens moren var hjemmegående. De fik en lille lejlighed i højhusene, hvor der var ægte tæpper i stuen, et børneværelse og et soveværelse til de tre døtre, der sov i køjesenge. Senere fik de en større lejlighed, hvor Simi Jan fik sit eget værelse. 

På Værebroskolen gik børnene fra højhusene med de mere velstillede børn fra villavejene. Skolen lå i gåafstand, og når hun fik fri, gik Simi Jan til undervisning i den lokale koranskole eller mødtes med klassekammeraterne i Værebro Centeret, der havde en centerpub, et posthus, en bank, en bager og et Prima-supermarked. Hun var god til at læse og skrive, og allerede i 7. klasse vidste hun, at hun ville være journalist.

I lejligheden i Værebroparken kunne stemningen hurtigt ændre sig, alt efter om Simi Jans far var hjemme eller ej. Gnidningerne i forældrenes ægteskab udløste skænderier, som blev værre med årene, men Simi Jan lukkede det meste ude ved at begrave sig i lektier. Først som teenager blev hun klar over, at hendes forældres forhold var voldeligt.

”Mine søstre kan huske ting, konkrete fysiske situationer, hvor min far har slået min mor, som jeg har fortrængt. For nogle år siden gik jeg hos en psykolog, der sagde: ’Det skal du bare være glad for.’ Hun fortalte, at det var en overlevelsesmekanisme, og havde jeg ikke haft den, ville jeg formentlig bære rundt på en masse ting fra dengang og ikke være dér, hvor jeg er i dag.”

DA SIMI JAN var 14 år gammel, traf hendes mor et uhørt valg i pakistanske kredse: Hun ville skilles fra sin mand. Familien var flyttet til et rækkehus i Glostrup, den yngste søster var kun fire år, men Simi Jan nægtede at skifte skole og gik fortsat på Værebroskolen og holdt til at begynde med skilsmissen hemmelig af skam, selvom flere af hendes danske klassekammerater også var skilsmissebørn.

Simi Jans mor havde fundet ud af, at faren havde lovet Simi Jan væk til hendes fætter. Af frygt for at hendes datter også skulle ende i et tvangsægteskab, så moren ingen anden udvej end at bryde ud af ægteskabet. Hun har siden fortalt Simi Jan, at hun allerede i barselssengen havde bedt til Gud og hvisket til sin nyfødte datter: ”Du skal selv vælge, hvem du en dag vil giftes med.”

Forældrenes pakistanske omgangskreds kom på besøg for at holde krisemøde. Men Simi Jans mor fastholdt sin beslutning, selvom hendes mand først nægtede at lade sig skille. Sagen endte i retten, hvor faren fraskrev sig forældremyndigheden over sine døtre. Det var ment som en straf, fordi han var overbevist om, at moren ikke ville kunne klare sig alene med fire piger. Senere rejste han til Pakistan og vendte hjem med en ny kone. I pakistansk islamisk kultur er det mandens ret at blive gift igen, mens en fraskilt kvinde ofte bliver udstødt. Størstedelen af familiens omgangskreds vendte dem ryggen, fordi Simi Jans mor havde krænket sin mands ære.

Efter skilsmissen købte Simi Jans onkel et rækkehus i Albertslund, hvor alle fire søstre kunne få deres eget værelse. Ifølge Simi Jan var hendes mor som løsladt fra et fængsel. Moren fik arbejde, først som pædagogmedhjælper, og senere blev hun Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Simi Jan, der i mellemtiden var begyndt på HF og havde fået et fritidsjob på billetkontoret i MusikTeatret Albertslund, var så stolt, at hun ringede ind til Politiken. Dagen efter sendte avisen en journalist og en fotograf, som skrev en artikel om den pakistanske kvinde, der kørte bus på Nørrebro.

”Min mor stod op for sine døtre og vores ret til at leve, som vi ville. Mine søstre og jeg har fået den ultimative frihed, fordi min mor tog kampen for os. Hun gjorde det, for at vi kunne få lov til at leve det liv, vi selv ønskede, vælge, hvilken uddannelse vi ville have, og hvem vi ville gifte os med. Uden hende ville jeg aldrig have været færdiguddannet som 23-årig eller have haft den karriere, jeg har haft,” siger Simi Jan, som efter sin HF-eksamen arbejdede som rejseleder i Italien og på et callcenter i Skotland, hvor hun endte med at blive i fire år, mens hun studerede journalistik.

I DAG ER Simi Jans mor kræftfri. Lægerne har kaldt det et mirakel, at hun stadig lever. Hun bor nu med Simi Jan, hendes mand og deres to sønner i familiens hus i Gentofte, hvor hun har sin egen indgang. De bor side om side, men nogle gange går der en dag eller to, hvor de ikke ses. 

Simi Jan nærmer sig en færdig bog, men ved endnu ikke, hvornår den skal udgives. Journalisten i hende mener, at hendes mors historie er vigtig at fortælle til omverdenen. Men arbejdet med bogen har også været en helende proces for hende og hendes familie – også hendes far.

Der skulle gå 15 år, før Simi Jan hørte fra ham igen. En aften i foråret 2009 sad hun i en bil i Afghanistan på vej mod den iranske grænse for at lave et indslag til 19 Nyhederne, da hendes telefon ringede. Simi Jan genkendte stemmen i røret med det samme. 

”Simi, skat, er det dig? Det er far, skat. Din baba,” sagde han grådkvalt, mens hun prøvede at holde sine egne tårer tilbage.

Fotografen og hendes to afghanske kolleger i bilen var faldet i søvn. Ingen af dem bemærkede opkaldet. Chaufføren foran havde travlt med at holde bilen sikkert på ’dødens landevej’, som den kaldes på grund af et stort antal ulykker. 

”Det er et dårligt tidspunkt, far. Jeg sidder i en bil. Jeg er i Afghanistan,” sagde Simi Jan lavmælt.

Da de havde sagt farvel, sad hun tilbage med en følelse af lettelse og sorg. Hun tørrede øjnene og begyndte forfra med at lægge sin makeup, inden hun skulle på skærmen.

IKKE LÆNGE EFTER, under en ferie hjemme i København, aftalte Simi Jan at mødes med sin far i den lejlighed, hun havde lejet til ferien. Han mødte op med en buket blomster, de drak kaffe, og langt om længe fik Simi Jan mulighed for at komme af med den vrede, hun havde brændt inde med, siden hun var 15 år.

”Hvordan kunne du gøre det mod os?” spurgte hun.

Siden har Simi Jan og hendes far bevaret kontakten. De taler i telefon og mødes med jævne mellemrum, men aldrig hjemme hos hinanden. Der er noget i deres relation, som ikke kan repareres. Men Simi Jan siger, at hun har tilgivet sin far.

”De unge mænd, der kom til Danmark dengang, kom fra en helt anden verden. De kom hertil midt i den seksuelle frigørelse, hvor kvinderne lå topløse på stranden, og måske reagerede nogle af dem ved at passe ekstra godt på de værdier, de havde med sig. Når jeg taler med min far om dengang, siger han stadig: ’Jamen, din mor og jeg havde det det da godt. Vi havde hus, en ny bil og ægte tæpper. Jeg forstår ikke, at hun ville skilles’. Han kom til Danmark, fik arbejde og forsørgede sin familie. Han har knoklet og føler, at han gjorde alt det, han skulle som mand ud fra de kønsroller, han kender hjemmefra. Det betyder ikke, at det var rigtigt at vende mig og mine søstre ryggen, det er ikke en undskyldning, men det er en forklaring, som gør, at jeg kan se ham i øjnene og komme videre.”

I Simi Jans kommende bog får faren også lov til at fortælle sin version af familiehistorien. Det samme gør hendes søstre og flere andre i og tæt på familien. Simi Jan fortæller, at hun besluttede sig for at involvere faren, fordi hun følte sig forpligtet til at høre begge sider af sagen:

”Jeg kunne godt have valgt ikke at gå igennem den smerte, jeg pålagde mig selv ved at sætte mig ned med min far og tale om det. Men som journalist – og datter – ville jeg ikke kunne leve med kun at fortælle den ene side af historien. Og hvis jeg skulle lande på den anden side som et helt menneske, var jeg også nødt til at tage nogle slag.”

EN MIDALDRENDE MAND i lyseblå skjorte står i indgangen til Arbejdermuseet og tripper nervøst. Det er sidst på eftermiddagen en torsdag i november, og udenfor er mørket ved at lægge sig. På mandens skjortelomme står der Københavns Politiforening, og han har hyret Simi Jan til at holde foredrag for ham og hans kolleger. Men hun er forsinket, og der er så småt ved at være fyldt oppe i museets festsal.

Et par minutter inden foredraget skal begynde, kommer Simi Jan til syne i foyeren; lettere forpustet, i en sort blazer med et afghansk mønster i gyldne nuancer og sin bærbare under armen.

”Er I klar over, hvor svært det er at finde en parkeringsplads herinde?” udbryder hun. 

Lidt tekniske problemer senere står hun på scenen og afspiller et af de indslag, hun lavede til TV 2 Nyhederne fra Kabul, mens hun fortæller om sine oplevelser.

Oprindeligt var Simi Jans plan at rejse til Afghanistan i starten af september og blive til den 11. september, den oprindelige slutdato for den amerikanske tilbagetrækning. Men da det i midten af august stod klart, at Talebans fremtog gik langt hurtigere end ventet, og at amerikanerne ville fremskynde evakueringen, begyndte hun at ringe rundt til sine udenlandske kolleger i Afghanistan for at orientere sig. De fleste var på vej ud, fordi det ikke længere var forsvarligt at blive. 

Søndag den 15. august skulle Simi Jan fejre sin ældste søn Adams fødselsdag med familien og havde fremrykket sin afrejse til dagen efter. Men om fredagen var situationen i Afghanistan eskaleret så hurtigt, at hun måtte fortælle sin søn, at hun ville gå glip af hans fødselsdag.

”Jeg kan altså meget bedre lide fars arbejde,” svarede han.

Lørdag aften kørte Simi Jan med sin mand Allan og sine sønner ud til TV 2 på Teglholmen for at hente kameraudstyr og sige farvel. Ingen af tv-kanalens fotografer havde lyst til at rejse med, det var for farligt, så Simi Jan måtte selv filme sine indslag. Hun bookede flybilletter til alle dage den følgende uge for at kunne forlade Afghanistan igen, hvis det blev nødvendigt. TV 2 havde også tilknyttet en sikkerhedsrådgiver, som hun skulle være i daglig kontakt med, og med sig havde hun to hjelme og to skudsikre veste.

”Hvad er det?” spurgte sønnen Adam og pegede, da hun pakkede udstyret ned i sin taske, men fik ikke svar. Når Simi Jan rejser til Mellemøsten, tror hendes børn, at hun bor på luksushotel med swimmingpool. Hjemme i huset i Gentofte er alle nyheder bandlyst. Først når drengene bliver ældre, vil hun fortælle dem, hvad hun virkelig laver.

”Kan du ikke selv se, hvor skørt det er, at dine børn hjælper dig med at pakke skudsikre veste?” spurgte hendes mand bagefter. Han havde gentagne gange forsøgt at tale Simi Jan fra at rejse. Flere af hendes udenlandske kolleger havde også advaret hende. Men hun var ikke til at rokke.

”Jeg er nødt til at tage derned. Jeg er nødt til at give afghanerne en stemme,” sagde hun. 

Da Simi Jan gik om bord på flyet i Kastrup, havde hun ondt i maven, og i Afghanistan landede hun med det, der viste sig at blive sidste fly ind i landet. Afgangen efter blev nægtet adgang til Kabul.

”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel.”

”ER DU IKKE lidt af en adrenalinjunkie?”

En kvinde på en af de forreste pladser i Arbejdermuseets festsal rækker hånden op.  

”Det har jeg også spurgt mig selv om flere gange,” svarer Simi Jan. 

”Jeg har betalt en ret stor pris for at tage af sted til Afghanistan denne sommer. Men det er den vigtigste historie, jeg nogensinde har dækket. Hvis ikke jeg og mine kolleger havde været der, havde folk derhjemme ikke set de billeder, vi transmitterede fra lufthavnen, eller hørt om de skæbner, vi mødte. Jeg har et særligt forhold til Afghanistan og afghanerne, der, siden jeg rejste derned første gang, har vist mig så stor gæstfrihed og så meget kærlighed, og derfor følte jeg et ansvar over for dem,” fortsætter hun sit svar og begiver sig ud i en anekdote om engang, hun fik husly hos en fremmed familie i Helmand-provinsen, selv om de risikerede livet ved at have en vestlig journalist boende.

Da foredraget er slut, kommer en mand og en kvinde op til Simi Jan, mens hun pakker sin computer ned i tasken.

”Vi var faktisk lidt sure på dig,” siger den gråhårede mand i læderjakke og smiler.

”Nå, hvorfor?” spørger Simi Jan.

”Ja, vi kunne jo ikke tage hjem uden dig.”

Det viser sig, at parret var med i evakueringsarbejdet i Islamabad, hvor danske Hercules-fly, fløj danskere fra Afghanistan via Pakistan. I Islamabad sad de og ventede på Simi Jan, som aldrig dukkede op.

”Vi var glade, da vi så dig på flyet i tv,” siger kvinden, og Simi Jan skynder sig at få deres kontaktoplysninger, så hun kan kontakte dem til en eventuel historie.

Fra Arbejdermuseet sættes kursen mod Illum, hvor Simi Jan skal aflevere et par Bulgari-øreringe, som hun havde på til Danish Music Awards for tre dage siden, hvor hun skulle overrække årets hæderspris. Det var hendes første offentlige optræden, siden hun kom hjem fra Kabul, og på den røde løber blev hun med egne ord overfaldet af journalister fra den mere kulørte del af pressen. En stylist havde klædt hende på i en sølvtop, stiletter og de velvoksne diamantøreringe, hun nu skal aflevere tilbage.

”De koster langt over 100.000. Er det ikke vildt?,” siger hun. ”Jeg har været så nervøs for at miste dem hele dagen.”

SIDST PÅ AFTENEN, på Café Europa på Amagertorv, kan Simi Jan ikke holde tårerne tilbage, mens hun taler om de skæbner, hun mødte i lufthavnen i Kabul. Hun har holdt kontakten med den 27-årige kvinde, som sammen med sin datter efter en dag i sikkerhed blev sendt væk af briterne. I flere dage hørte Simi Jan ikke fra hende, indtil kvinden pludselig skrev, at det efter fem dage i kø hos amerikanerne uden adgang til toilet var lykkedes hende at komme med et fly til USA. Hun skriver stadig jævnligt på WhatsApp og fortæller om sit nye liv i Vesten.

Men den 14-årige dreng, der blev væk fra sin familie, nager stadig Simi Jan.

”Jeg ville ønske, at jeg havde fået hans mobilnummer. Jeg er bange for, at der er sket ham noget. Unge drenge som ham er enormt udsatte i Afghanistan. De kan blive kidnappet og hjernevasket og ende som selvmordsbombere eller blive misbrugt. Jeg ved godt, at det ikke er mit ansvar som journalist, men jeg er jo også et menneske. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at han sikkert har det godt. Men det ved jeg jo ikke. Jeg kan stadig se hans ansigt for mig og høre hans stemme.”

Du har dækket krig og ødelæggelse mange gange før. Hvorfor ramte det dig så hårdt denne gang?

”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel eller nægtet udrejse, uden at jeg kunne gøre noget. Afghanerne har givet mig så meget, men jeg kunne ikke give noget igen. Ikke engang håb.”

Hvorfor bliver du så ved med at tage af sted alligevel?

”Min drivkraft har altid været at vise menneskene bag krige, jordskælv og katastrofer. De er ikke anderledes end dig og mig. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel – uanset hvor lille – ved at fortælle deres historier.”

Simi Jan tager en hvid serviet og tørrer makeup væk fra under øjnene. Et par minutter senere forlader hun Café Europa, og på vej ud modtager hun en sms fra stylisten.”Er der styr på øreringene?” står der. Efterfulgt af en ængstelig emoji.

EN UGE SENERE er Simi Jan på vej til Afghanistan på ny. Normalt er det en fordel, at hun taler urdu og arabisk, og hendes udseende gør hende i stand til at blende ind, hvor andre vestlige journalister stikker ud. Men når hun lander i Kabul igen, er det ikke længere sikkert, hun kan drage nytte af at ligne en af de lokale.

”De afghanske journalister lever med trusler, tortur og fængsel. Hvis jeg bliver forvekslet med en lokal journalist, kan det blive et problem.”

Simi Jans projekt i Afghanistan er både personligt og professionelt. Der er stadig vigtige historier at fortælle. Om børn, der risikerer at dø af sult, om kvinder, der ikke må arbejde, og om unge piger, der ikke må gå i skole under Taleban-regimet. Simi Jans psykolog har sagt, at det vil være godt for hende at komme tilbage og konfrontere smerten. Efter samtalen ringede hun begejstret hjem til Allan: ”Min psykolog har sagt, at jeg kan spare 80 psykologtimer ved at tage derned igen!”. Svaret i den anden ende var knap så entusiastisk. Men grunden til at rejse tilbage viger hun ikke fra.

”Det Afghanistan, jeg kendte og elskede, eksisterer ikke længere. Noget døde inden i mig, da jeg gik om bord på det fly. Det skal jeg ned og se i øjnene.”

På randen af et midtjysk kraterlandskab begyndte Anne-Grethe Bjarup Riis’ familie at falde fra hinanden. Skolen var en prøvelse, og den unge Anne-Grethe reagerede med strakt fuck-finger. Her fortæller ’Hvidstengruppen’-instruktøren om teenageårenes knallerttyverier, om at stryge ind på Teaterskolen og om alle traumerne, vi begraver.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Isak Hoffmeyer

TRE ÅR FØR min mor fik mig, fødte hun en pige, som døde bare syv timer gammel. På en måde kan man sige, at jeg blev sat i verden i stedet for hende, men det var ikke noget, min mor talte om.

Jeg voksede op i et boligbyggeri i Herning. Da jeg var otte, flyttede vi til Søby uden for Herning, fordi min far fik et job. En lokal entreprenør var ved at starte et svine-imperium og opkøbte billig jord i området. Min far blev ansat som driftsleder for 1.500 grisebasser, der gik i to 80 meter lange, helt nye gasbetonstalde. Der var ikke noget bondegård over det. Det var en fabrik.  Og vi fik et splinternyt vinkelhus at flytte ind i.

Man havde tidligere gravet efter brunkul i Søby, men produktionen var indstillet et par år inden, vi flyttede dertil i 1974. Nu lå de forladte brunkulslejer tilbage, et stort areal på måske 1.000 hektar, der var gravet sønder og sammen. 

Kanterne omkring hullerne – brinker, kalder man dem – var porøse. Mens gravearbejdet stod på, skete det flere gange, at brunkulsarbejdere blev begravet levende i noget, der mindede om kviksand. Så måtte de graves ud – med hænderne, ikke med skovlen, for så risikerede man at halshugge dem. 

Brunkulslejerne i Søby, som de så ud, efter at man havde indstillet gravningen i 1970. De øde og farlige sandtipper er eneste spor efter gravearbejdet, der i tre årtier udgjorde en vigtig del af Danmarks opvarmning. Foto: Privat

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS

56 år. Født i Herning.

Skuespiller, instruktør, forfatter. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1992.

Har blandt andet medvirket i filmene ’Idioterne’ og ’Drømmen’, tv-serierne ’Hotellet’, ’Nynne’ og ’Anna Pihl’ og været del af satireensemblet ’Emmas Dilemma’.

Har instrueret filmene ’Hvidsten Gruppen’, ’Tarok’ og ’Hvidstengruppen II – De efterladte’.

Har skrevet den selvbiografiske roman ’I Guds rige’ og trilogien ’Send flere børn’, ’Send mere kærlighed’ og ’Send mere sex’, sidstnævnte sammen med Trine Appel.

DA VI FLYTTEDE ind, var grundvandet begyndt at underminere brinkerne, og der var skilte rundtomkring, hvor der stod ’Al færdsel forbundet med livsfare’. Det føltes, som om vi var flyttet væk fra civilisationen.

Min mor arbejdede som sygeplejerske på Herning Sygehus, hvor hun havde nattevagter. Om dagen sov hun en del, og hendes humør begyndte at svinge. Hun havde haft en ulykkelig barndom med vold og afstraffelse. Og tabet af min søster har nok også bidraget til hendes uligevægtighed. Men det vidste jeg ikke dengang. Det var først som voksen, jeg blev klar over, at min mor havde mistet en pige, inden hun fik mig.

Fire år senere flyttede vi igen, denne gang til Snejbjerg, en landsby uden for Herning. Min far blev alvorligt syg. Og begyndte at drikke og ryge cigaretter i redskabsskuret, selvom han fik blodpropper i hjertet. Der var kraftedeme ikke nogen, der skulle fortælle ham, hvad han måtte.

Jeg startede i 7. klasse på den lokale skole. Snejbjerg var et gammelt indre­missionsk samfund, hvor man overhovedet ikke måtte være glad for sig selv. Af angst for at blive udstødt gik alle rundt med en attitude af, at intet var noget værd. Alt så man på med kritiske øjne, inklusive sig selv. Og lærerne var med til at mobbe svage elever.

Jeg havde svært ved at gebærde mig i janteskolen og glædede mig, til jeg en dag kunne komme videre. Men det lille samfund var min verden, jeg kunne ikke undslippe. 

Lektier kunne jeg heller ikke finde ud af at lave, jeg havde aldrig fået hjælp til det hjemme­fra. Jeg blev en hård nitte. Gik med læderjakke, gav fuck-finger til lærerne og sad med ryggen til tavlen. Jeg smadrede ting, stjal knallerter, drak og knaldede rundt med drengene. Det var gashåndtaget i bund.

Anne-Grethe Bjarup Riis boede som barn fire år på Svinecentret Thor i Søby, hvor faren fik arbejde. Foto: Privat

JEG BEGYNDTE AT hænge ud med nogle flippere. En af dem hed Johnny, og hans storebror malede. Det var ret crazy på de kanter at ville noget kunstnerisk. Men jeg kunne relatere til det. Allerede som helt lille havde jeg danset rundt og performet i mine forældres stuer, og min mor havde sendt mig til ballet og dans. Men efter vi var flyttet ud til brunkulslejerne, var det mest blevet til gymnastik. Nu dannede jeg og flipperne en teatergruppe.

Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra sammen med Johnny, Mine forældre sagde ikke noget til det. Jeg gik to måneder på handelsskolens basiskursus, så droppede jeg ud. Jeg kunne ikke finde ud af det. I et år stod jeg på Bosweels skjortefabrik i Herning og strøg skjorter. Selvom jeg i dag har papir på, at jeg er skuespiller, kan jeg stadig have mareridt om, at jeg ikke får en uddannelse eller må tage 10. klasse om.

Jeg tog på Ry Højskole på en teaterlinje og fulgte derefter et kursus på Aarhus Teater Akademi. Det kostede kassen, men jeg fandt ud af, at der rent faktisk fandtes en uddannelse for skuespillere. ”Gud, det er da det, jeg skal,” sagde jeg. ”Det kan du jo ikke nå,” sagde de på teaterakademiet. Der var kun seks uger til optagelsesprøven. 

Jeg fnøs ad formaningerne og meldte mig til optagelse i København og forberedte mig med privatundervisning hos skuespilleren Lizzi Lykke fra Aarhus Teater. Til prøven antog de i juryen, der blandt andre bestod af Malene Schwartz og Lone Hertz, at jeg havde gået i Team Teatret, et egnsteater i Herning. Jeg havde aldrig sat mine ben der – eller i noget andet teater. Men jeg klarede mig hele vejen igennem alle tre prøver og blev optaget. Jeg var ikke klar over, hvor attraktiv sådan en plads var. Jeg tog det som en slags selvfølge. Jeg havde jo fundet meningen med mit liv. 

Endelig var jeg kommet hjem. Nu mødte jeg min egen tossede hjerne hver dag hos mine medstuderende. Teaterskolen var et fantastisk kreativt fællesskab, selvom det også var svært at flytte fra det lille jyske samfund. Man blev virkelig tumlet rundt på den skole. 

Den syvårige balletpige Anne-Grethe.

DE STARTEDE MED at smadre ens personlighed. Jeg fik at vide, at jeg skulle lade være med at være så glad hele tiden. Jeg skulle holde op med at tale jysk. Jeg skulle finde ned i nogle tungere følelser. I dag kan jeg se pointen i, at ens instrument som skuespiller er nulstillet, så man kan spille præcist. Hvis ikke man er nulstillet, tager man de samme følelser med hver gang og gentager den samme karakter.

Omvendt syntes jeg, at jeg mistede min integritet ved at begynde at tale som alle andre. Den første film, jeg medvirkede i, var ’Baby Doom’, en komedie med Peter Mygind. Jeg sagde mine replikker, som jeg var blevet skolet til – og følte ikke en skid.

Den anden film, jeg skulle lave, var ’Idioterne’. Jeg spurgte Lars von Trier, om det mon var sådan, at min karakter måtte tale jysk. Han kiggede på mig, som om jeg var åndssvag. ”Selvfølgelig skal du tale jysk. Det er jo det, du gør.” Fra da af lavede jeg som filmskuespiller kun jyske karakterer. 

At medvirke i ’Idioterne’ var fantastisk. Lars von Trier vidste, hvad han ville have, og turde blive ved at sige, at det ikke var godt nok. Han sagde: ”Hvorfor står du og ser så åndssvag ud? Du står og bævrer med læben. Prøv at være i stedet for at spille det lort.” Det var en fantastisk personinstruktion, selvom den var hård. Jeg tog det som en gave. Så vidste jeg, at der kom noget sandhed op på lærredet. At kommandoerne kom spydigt ud, gjorde mig ikke noget. Lars von Trier er jo en karakter.

Under indspilningerne skulle vi selv sørge for tøj og makeup, og skulle der være musik, måtte der stå en og spille fløjte, eller vi måtte i Brugsen for at købe en ghettoblaster. Dogmereglerne var pissesjove. Kameraet skulle følge spilleren – ikke omvendt. Når vi blev bedt om at spasse ud, løb vi som regel væk fra kameraet, så kamerafolkene måtte løbe efter. Bunkepul-scenen tog vel tre dage at lave, hvor vi hoppede nøgne rundt, kun iført sokker. Bagefter kørte vi til Cannes med handicapbus og blev modtaget med rød løber og verdenspresse. Jeg husker, at Kim Basinger og Al Pacino stod op og klappede ad os i biografsalen. 

Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Mygind i en inderlig scene på Teaterskolen, 1989. Foto: Privat

VI VAR FEM kvindelige skuespillere, der startede teatergruppen Emmas Dilemma sammen med instruktør Lotte Svendsen midt i 90’erne. Senere producerede vi syv satireafsnit til DR2. Alle var med til at skrive handling og replikker og finde på karakterer. Det var en anden tid. Vi spillede både grønlændere og russere og inkamusikere. 

Jeg havde en karakter, der hed Ina, som lidt var et billede på Pia Kjærsgaard. Hun bor sammen med sin mand og er meget angst for fremmede. På et tidspunkt åbner hun døren ind til soveværelset, hvor der står en hel flok stammekrigere og hopper i hendes seng. Med blackface og det hele. Vi tænkte slet ikke over, om vi måtte det. Det handlede jo om at tage pis på racisme. 

Set med nutidige øjne kan sådan en sketch komme til at virke racistisk i sig selv. Jeg synes ikke, der er noget forkert i, at vi lavede det værk på den måde dengang. I dag er det nok en mere alvorlig sag, og vi ville næppe gøre det samme. Jeg synes ikke, man skal træde på nogen. Jeg synes, man skal være omstillingsparat og lytte til dem, der bliver stødt og føler sig holdt nede og udenfor.

Teatergruppen Emmas Dilemma: Anne-Grethe Bjarup Riis, Mette Horn, Helle Dolleris, Trine Appel og Louise Meritz. Foto: PR

EN DAG FORESLOG Regner Grasten, som jeg lærte at kende, da jeg spillede med i ’Kærlighed ved første hik’, at jeg skulle instruere en film om Hvidstengruppen. Jeg gik på det tidspunkt med et ønske om selv at skabe film og ikke kun spille med i andres. Alligevel var jeg ved at dø af skræk. Dér lå danmarkshistoriens kronjuveler, og jeg skulle formidle en række virkelige skæbner. Flere af dem mistede livet i modstandskampen. Det havde jeg dyb respekt for. 

Filmen handler om en modstandsgruppe fra Randers-egnen, og da jeg castede den, valgte jeg kun skuespillere født i Jylland til de jyske roller. Det blev et dogme. Mange skuespillere sagde: ”Jamen, jeg kan da sagtens tale jysk!” Det kunne jeg høre, at de ikke kunne. Når de spillede på jysk, manglede de den direkte kanal til deres følelser. Jeg lagde blod, sved og tårer i filmen. Det var en dejlig følelse, at det kunne ses, og at så mange mennesker var glade for filmen.

For seks år siden fik Gilbert, min søn, leukæmi. Han var otte år gammel. Igennem to et halvt år fik han kemo­terapi. Et lille barn, der er i fare for at dø. Det er det værste, der kan ske i en familie. Og vi er forandrede for altid. 

I dag er Gilbert rask, og vi er taknemmelige. Men vi har været ramt, og det skal vi leve med. Vi er ikke længere så bange for, at Gilbert skal få tilbagefald – hans blodprøver ser perfekte ud. Men de to et halvt års umenneskelig angst og pine og hele chokket sidder i os. Jeg kan ikke komme på Rigshospitalet uden at mærke en kæmpe klump af angst i brystet.

Vi får masser af terapi nu, men jeg har det, som om vi godt kunne have brugt at blive taget mere i hånden tidligere. Jeg kunne godt have brugt, at der kom en psykolog ind på stuen på hospitalet allerede fra første dag og spurgte os, om vi havde brug for at snakke. En, som kom igen næste dag og dagen efter, hvis vi ikke lige havde tid den dag. Det var op til os selv at tage initiativ til at få støtte. Og når du er i krise, kan du ikke høre, ikke se, ikke tage en pjece, ikke gå ind på en computer og begynde at navigere i al mulig info.

Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, hvor ude i tovene man er. Mange af ens venner og familie er angste for at tale om det. Og det er svært at ringe og fortælle dem over telefonen, at ens søn er ved at dø. 

Når jeg ringede over til familien i Jylland, ville de jo helst høre, at han havde det godt, og at det gik fremad. Det er svært at fortælle om det umenneskelige. Og jeg ville heller ikke gøre nogen bange. I det lange løb gjorde det mig og min mand ensomme, at hverken vi eller vores omgivelser havde et sprog til at tale om det uudholdelige. 

Marie Bach Hansen i rollen som Kirstine ’Tulle’ Fiil i ’Hvidstengruppen II – De efterladte’. Foto: PR

HVIDSTEN x 2

’Hvidsten Gruppen’ solgte over 750.000 billetter og er en af de mest sete danske film nogensinde.

’Hvidstengruppen II – De efterladte’ følger søstrene Gerda og Kirstine Fiil i tysk fangenskab. Filmen baserer sig på breve, dagbøger og interview med en række modstandskvinder.

DA JEG VILLE lave en 2’er om Hvidstengruppen, sagde mange til mig: ”Det kan du da ikke. De er jo døde!” Men krigen slutter ikke, efter at gruppens leder, kroejer Marius Fiil, og hans søn og svigersøn bliver henrettet i juni 1944. Herefter bliver familiens to voksne døtre sendt ned gennem Tyskland fra fængsel til fængsel, og det er en grum, grum historie. 

Jeg følte, det var nødvendigt at fortælle om, hvad der skete med de overlevende. De betalte måske modstandskampens højeste pris. Det er nødvendigt for os som kultur at kende den historie. Jeg kendte den i hvert fald ikke til bunds, inden jeg læste op på den. Alle de skæbner, kvinder som mænd, der kom i tysk fængsel eller kz-lejr – og kom hjem igen – de levede jo videre med dybe traumer.

Mange af dem snakkede aldrig rigtigt om de ting. En af de modstandskvinder, jeg portrætterer i filmen, var 90 år, inden hun gav det første interview om sin tid i tysk fangenskab. I al den tid havde hun gået og holdt på det. Men tiden læger ikke alle sår. Hvorfor er vi så gode til at pakke ting væk og ikke tale om dem? Det vil jeg gerne blive klogere på.

I romanen ’Sjuft’ fortæller René Fredensborg om sit kaotiske og kontrastfyldte forhold til sin patriarkfar, der går under navnet ’Don Bjarno’. Den udspiller sig på Filippinerne og i Vamdrup og er en brutal fortælling om en dysfunktionel familie. Og om en far og en søn, der ikke kan lade være med at gentage historien, hinanden og sig selv.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I DEN TRAVLE eftermiddagstrafik på Nørrebros Runddel er intet så kaotisk som der, hvor René Fredensborg befinder sig. Foran Lagkage­huset går han i november rundt i klipklapper med sit viltre hår og snakker skiftevis med sin ekskone og sin teen­agesøn. De er ikke på talefod for tiden på grund af et skænderi, ingen af dem længere kan huske, og det er hans midlertidige opgave at forsøge at mægle mellem parterne, siger han. 

Selv har han netop hentet sine to otteårige tvillingedrenge i daginstitution og placeret dem på ekskonens Christianiacykel. Der er nok af børn at holde styr på, René Fredensborg har syv med fire forskellige kvinder. En tom pizzabakke ligger på taget af hans Volvo fra 1997, og han når lige akkurat at opdage den, før han lidt efter sætter sig ind. Blæseren vil ikke starte, så han giver instrumentbrættet et ordentligt dask, mens en lastbil fra Irma blokerer udkørslen. Da han langt om længe får lov til at trille ud med kurs mod hjemmet i Græsted, går der ikke længe, før han udbryder: ”Jeg skal fandeme have en bajer nu. Lige en nossebajer at komme hjem på.”

Er ’Sjuft’ en bog med et budskab? 

”Jeg synes, der er et tilgivelsesbudskab. Uanset hvor dysfunktionel ens familie er, må man prøve at finde ud af det. 30 procent af danskerne har et familiemedlem i nærmeste familie, de har slået hånden af. Det er vildt. Min far og jeg prøver hele tiden at finde ud af det. Nu tester jeg det ultimativt ved at skrive en bog, hvor han i den grad får lov til at læse, hvordan han fremstår. Jeg skåner heller ikke mig selv.”

Hvorfor har du skrevet om din egen familie?

”Jeg synes, det er interessant, hvordan dramatrekanten hele tiden er i spil: Hvem er offer, hvem er krænker, hvem er redder? Den trekant kører hele tiden i familier som vores, der er så dysfunktionelle. Jeg har været nødt til at skrive ’Sjuft’ som roman, for var den dokumentaristisk, ville folk ikke tro på det. Det er min version af min families historie, og jeg har skrevet den i håbet om, at mennesker, der enten kender til dysfunktionelle familier, selv er en del af dem eller måske interesserer sig for dem, vil kunne genkende og lære noget.”

René Fredensborg, 2001. Foto: Allan Lundgren/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

RENÉ FREDENSBORG

er opvokset i Vamdrup i Sønderjylland og er uddannet journalist. Han bor i Græsted i Nordsjælland med sin hustru Shine og deres tre-årige datter Lily. Derudover har han seks andre børn fra tre tidligere forhold. Han har, blandt meget andet, været vært på Radio24syv, hvorfra han blev fyret for at smugle stoffer i en autocamper. Senere blev han genansat. Han arbejder i dag som kulturkommentator på Ekstra Bladet.

Hvornår gik det op for dig, at din familie var dysfunktionel?

”I 5. klasse blev jeg venner med Henrik, efter hans familie flyttede til Vamdrup. Den familie var så kærlig, og det var jeg ret misundelig på. Der var ikke skænderier i luften, og man gik ikke på listefødder. Når man lever og ånder i en dramatrekant, går man jo på æggeskaller. Man lærer med det samme at tolke underliggende signaler, når nogen siger noget, for man er vant til blame games og til en generel bebrejdelseskultur.”

Din mor fylder meget lidt i romanen …

”Jeg er ikke nået til at kunne skrive den historie endnu. Min mor vil slet ikke have kontakt med mig. Jeg har engang sagt i radioen, at jeg ikke har det godt med hende, og det har hun surmulet over i snart otte år. Hun mener, at jeg hænger mit vasketøj til tørre offentligt. Når jeg kom hjem til hende og fortalte, at jeg havde scoret et mål til fodboldtræning, sagde hun: ’Var der ikke en, der lagde op?’ Man skulle altid holdes nede. Det er nok der, hvor den største smerte i virkeligheden ligger. Afvisningen fra hende.”

I romanen dykker du også ned i din farfars og oldefars historie, hvorfor?

”Min farfar arbejdede på en maskinfabrik, hvor man hver fredag fik udbetalt sin løn kontant, og det kunne han ikke håndtere. Han drak 30 bajere om dagen. Man tror, det er løgn, men det kan min far også. Han suger simpelthen bare, og han pisser hele tiden. Drikker og pisser. Sådan var min farfar efter sigende også, og når han kom fuld hjem, kunne han være virkelig ubehagelig. Han var meget, meget hård. Men han voksede selv op uden en far, for min oldefar, som var frihedskæmper, faldt om af hjertestop, da han flygtede fra tyskerne.”

Hvorfor hedder romanen ’Sjuft’?

”Min ekskone sagde engang: ’Din far er en sjuft.’ Det er fandeme et godt ord. Det beskriver dybest set en amoralsk, uhæderlig person, og det er jeg også. Hvad jeg ikke skylder i skat, og hvad jeg ikke laver af mærkelige deals. Alle kan ikke være en sjuft, for så bryder samfundet sammen, men jeg er også glad for, at sjuften findes, for det er en uddøende race. Det er en bog om bodega-middelklassen, hvor tilværelsen handler om fisse, fadøl og fast arbejde, og hvor man har svært ved at indfinde sig under de nye normer.”

Hvornår gik det op for dig, at din far var en sjuft?

”Jeg var i en ret fremskreden alder, da jeg opdagede min fars normløshed. Der var oplevelser, der føltes usædvanlige, men jeg vidste ikke hvor usædvanlige før langt senere. Den ene af dem er også beskrevet i bogen. Jeg er blevet smidt ud af skolen og skal begynde på en efterskole for utilpassede på Samsø, hvor jeg bliver vist rundt af to 17-årige piger. Samme sommer møder min far og jeg dem i City Vest i Aarhus. Han inviterer dem med hjem, og vi bliver alle fire fulde og skæve, jeg er 15 år og mister min mødom til den ene, mens han er sammen med den anden. Efterfølgende var de kærester i halvandet år. Han var 35 år, hun var 17. Det var ret grænseoverskridende. Jeg lignede en, hvis kæreste var blevet stjålet af en voksen mand. Det er ret vildt at turde være ligeglad med, hvad andre tænker på den måde. Så er det spørgsmålet, om han er egoistisk, eller han i virkeligheden bare tør være sig selv. På en måde beundrer jeg ham for at turde være ligeglad. Omvendt kunne han godt tage mere hensyn til sine børns følelser.”

Far og søn, Bohol Beach Resort, Filippinerne, 2003. Foto: Privat

EN KRUKKE MED hjemmedyrket  pot står på køkkenbordet. Ved siden af er Shine, René Fredensborgs filippinske kone, ved at lave aftensmad, en krydret ret fra hjemlandet, der oversat bærer navnet ’krydret krydret’. Neil Young spiller fra anlægget. Fra spisebordet udbryder René Fredensborg: ”Hold kæft, de smager godt, bajerne.”

Han har allerede kørt et par stykker ned med en af sine barndomsvenner, der har slået telt op i haven, som han har tænkt sig at bo i de efterfølgende dage. 

”I get drunk tonight, how do you like that?” spørger René Fredensborg henvendt til Shine. 

”It’s okay,” svarer hustruen.

Lidt efter sætter hun sig også til bords med datteren Lily, og det samme gør faderens hustru Analyn, der også er fra Filippinerne. Shine beder bordbøn, og så må der spises.

En stor del af romanen foregår på Filippinerne, hvor din far tidligere ejede Icebear Bar & Tourist Inn. Hvad tror du, han er faldet for ved den tilværelse?

”Der er billige bajere og villige damer. Der er sol dagen lang, og der er alle de drinks, du vil have, og de ansatte smiler, når de skænker dig dem. De lukker, når du synes, og de spiller den musik, du ønsker. I bogen siger han: ’Life is about drinking and fucking.’ Det kan man vælge at diskutere intellektuelt, men han har jo ret.”

Hvorfor tror du, at europæiske mænd tiltrækkes af Filippinerne?

”Da min far første gang rejste dertil i 1999, blev han overrasket over, hvor langt pengene rakte, og hvor nemt man kan blive solkonge. Jeg faldt for præcis det samme som ham. Mildheden, smilet, festen. Filippinerne er jo Sydøstasiens Brasilien. Der er fest hele tiden. Jeg tror, det er vildt for mange mænd at komme til et land, hvor det er på den måde.” 

Da du selv blev gift med Shine, blev du en del af en klub af mænd med filippinske koner. Hvad er det for en klub?

”Ja, de hvide øgler. Hvide mænd med unge koner. Når man står og kigger på det, ser det sindssygt mærkeligt ud. De her kæmpe mænd med deres cykelstelstynde kvinder, der er så små, at man tænker, at de knækker og dør, hvis deres partner sætter sig på dem. Det er ulige, det er asymmetrisk, hvad fanden er det for noget? Men jeg har lært ikke at dømme.” 

Don Bjarno med sit barnebarn Emil, 2004. Foto: Privat

DET ER SOM en scene fra Sydstaterne i USA, men den foregår i baghaven i et parcelhuskvarter i Nordsjælland. Der spilles Willie Nelson, mens høje flammer fra lejrbålet sprutter op i stjernenatten. René Fredensborg skal til reception på sin roman dagen efter, men han har fyldt sig med dåsebajere, papvin og halvanden potjoint, og han er ikke til at stoppe. Han sidder på en hjemmehugget træbænk med Shine og barndomsvennen. Det var sidstnævnte, der foreslog at lave bål, men det er sværere end som så. Hverken aviser eller træpinde er til at få ild i, før René Fredensborg trods hustruens protester finder en benzindunk frem. ”Som mænd kan vi jo ikke give op. Det kan vi jo ikke,” siger han, og straks efter står flammerne i vejret. 

Hvad håber du, at man som læser får ud af ’Sjuft’?

”Hvis man er underholdt, frastødt og fascineret, har man det ligesom mig, da jeg skrev den. Men jeg er også klar over, at den er for meget. Jeg har opført mig som en idiot, og nu prøver jeg at lægge det hele frem. Personligt savner jeg den slags litteratur. Jeg kan enormt godt lide serier som ’Breaking Bad’ eller ’Your Honor’ med sammensatte karakterer, der begår amoralske handlinger, og som man ikke ved, om man holder af eller ej. Jeg tror måske, det er lykkedes mig at skabe en karakter ud af mig selv, som man ikke aner, om man kan lide eller ej.” 

Du er ikke selv specielt reflekterende eller angrende i romanen. Hvorfor ikke?

”Der er en nøgtern, registrerende tone i bogen, næsten som reportage. Hvordan skal vi kunne snakke om dårlige relationer, hvis vi ikke må komme med eksempler på det? Det er en cirkulær fortælling på den måde, at karaktererne ikke bliver ret meget klogere. Det er ren Anders And. I fortællingen bliver jeg ikke klogere, men i virkeligheden bliver jeg det af at sidde og skrive om det. Måske bliver min far også klogere af at læse det. Jeg frygter nok allermest, at nogle vil sige, at han bare er en sur, brovtende og selvhævdende idiot. Den kritik kan man godt give, men så synes jeg også kun, at man har læst den med et halvt øje.”

Er du selv blevet klogere?

”Jeg synes, jeg er blevet en bedre far ved at have brugt så lang tid på at skrive og tænke over, hvad der har gjort mig til en dårlig far, og hvad jeg har arvet. Min far er heller ikke udelukkende en dårlig far, selvom han for nogle bliver fremstillet sådan i bogen. Han er måske ikke en mønsterpædagog af et menneske, men han kan noget andet, og det skal man også have øje for. Jeg er lidt bange for, at han vil få enorm kritik, for han er faktisk meget nærværende, det kræver så bare, at han lige får nogle bajere først. Lidt ligesom med mig, kan man sige. Vi er begge to søde, rare og meget omgængelige at være sammen med, men vi har også begge tendens til at være meget optagede af os selv. Jeg er sindssygt selvoptaget og optaget af mine egne følelser. Når jeg læser bogen, kan jeg se, hvordan jeg har opført mig som en idiot.”

Hvad skammer du dig mest over?

”Den del af fortællingen, hvor Shine føder Lily, er vildt pinlig. Det er en kompliceret fødsel, og hun har store smerter og er meget bekymret, og alligevel er jeg sur over, at hun ikke kan se, hvor meget jeg hjælper hende. Jeg kender andre mænd, der er på samme måde, og det er jo lidt psykopatagtigt, at man ikke kan komme ud af sig selv. Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at jeg er en idiot. I virkeligheden bør feministerne være glade for denne bog, for det er jo en udstilling af toksisk maskulinitet. Den udstiller, hvad det vil sige at være en mand, dér hvor jeg kommer fra. Hold kæft, hvor kan vi være nogle selvoptagede idioter. ”

Din far er af den opfattelse, at man ikke skal være underdanig, men samtidig må man heller ikke tro, at man er noget. Hvordan har det været at indordne sig under?

”Det er en umulig balancegang. Man må hverken snobbe op eller ned. Det er et meget svært rum at navigere i. Min far har aldrig liket noget, jeg har skrevet på Facebook. Det er immervæk interessant, for han er meget online, og han liker alt muligt. Han ønsker random folk tillykke, men skriver aldrig tillykke til mig. Samtidig skulle Shine engang fikse noget på hans computer og opdagede, at han havde en masse åbne vinduer med mine artikler. Så han er stolt af mig, men han vil ikke indrømme det. Det er også først til allersidst i bogen, at han siger, at han elsker mig. Langt om længe kommer den kærlighedserklæring, som bogen mere end noget andet handler om at få.”

Don Bjarnos hus, Cebu, Filippinerne, 2003. Foto: Privat

Hvad har du lært om fædre og sønner af at skrive ’Sjuft’?

”Det er en kompliceret relation. Som små synes ens børn, at man er fantastisk, forhåbentlig. De lytter til samme musik som dig, og hvis man holder med et fodboldhold, begynder de at holde med samme hold. Men så kommer teenagealderens oprør. De slukker pludselig for din countrymusik, de bebrejder dig for skilsmisser og alt muligt, og de kan huske, at du engang var fuld og råbte et eller andet dumt. Der sker noget interessant, når man bliver så udfordret af ens børn, at de ligefrem begynder at hade dig. I min fars optik er fortiden fortiden. Han gider ikke høre om det. ’Jeg var fuld,’ siger han, hvor jeg omvendt insisterer på, at vi er nødt til kigge på de dårlige kort for at sidde tilbage med de bedste. Jeg kravler jo stadig rundt på hænder og fødder for min far, mens mine børn kan føle sig trygge i en kritik af mig. Det betragter jeg som et sundhedstegn.”

Skulle du ikke bare have taget dig sammen og været der for dine børn?

”Det er et godt spørgsmål. Men der er jo både skal og burde. Jeg tror, jeg vil hælde til den teori, at der er noget, jeg burde have gjort, men jeg skulle også ud at realisere mig selv, og først da jeg havde gjort det, kunne jeg forstå, hvad jeg burde.” 

Har du som voksen brugt mere energi på din far end på dine børn?

”Det har jeg helt sikkert nogle gange. Når han er kommet, har jeg tilsidesat alt muligt andet. Jeg har brugt alt for lang tid på at søge anerkendelse. Det interessante er, at til sidst i bogen viser det sig, at den i bund og grund er overflødig, for min far har elsket mig hele tiden. Han har bare ikke kunnet sige det. Så måske er konklusionen: Husk at sige til dine børn, at du elsker dem, for ellers skriver de en bog om dig.”

Hvor meget er man dømt til at gentage sine forældre?

”Det hele, hvis man ikke bliver bevidst om det. Jeg tror, at man gentager meget mere, end man tror. Det er gået op for mig ved at skrive den her bog. Jeg bliver snart 50 år, og først nu kan jeg se, at jeg jo er min far. Jeg opfører mig fuldstændigt ligesom ham, stadigvæk, jeg kan være præcis lige så hård, usolidarisk eller kompromisløs, som jeg altid har beskyldt ham for at være. Men bevidstheden er vejen til ikke at gentage. Jeg har også gået til psykolog, for man skal hele tiden mindes om de mønstre, man kommer til at gentage. På fagsprog kalder man det vist gentagelsestvang.  Det kunne være fint, hvis flere mennesker kan erkende, at vi nogle gange er røvhuller. Det er første skridt til at komme videre.”

Infernal kan lige om lidt holde 25-års jubilæum, men de mange år på danske festivaler, provinsdiskoteker og som international pop-sensation har ikke taget livet af forsangeren og bandet, der fortsætter med at plukke danse-æbler. I 10 kapitler fortæller 45-årige LINA RAFN om et kvart århundredes op- og nedture, om at lære disciplin af en svømmetræner i træsko, om at blive techno-tryllebundet i en Ford Escort og om at blive ved – og ved – selvom man er dømt ude.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Isak Hoffmeyer

1.

SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.

Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.

Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.

Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!” 

Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.

Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.

Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet. 

Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.

I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.

2.

JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.

På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang. 

Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.

En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”

Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede. 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv. 

LINA RAFN 

Født 1976. Opvokset i Herlev og flyttede som ung til Aarhus og Aalborg for at dyrke sportsdans på eliteniveau.

Dannede i 1997 gruppen Infernal med Paw Lagermann og Søren Haahr. Ifølge KODA var hun den tredjemest spillede kvindelige danske artist fra 2006 til 2010. Hun har siden 1998 dannet par med Kasper Pertho. Sammen fik de i 2010 datteren Karmen. Infernal, der har 25-års jubilæum i januar, spiller i Store Vega 22. december under mottoet ’Mindre salme, mere bas-arm’.

3.

I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John. 

Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.

Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).

De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.

Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.

Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.

Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere. 

4.

JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret. 

Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken. 

Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.

I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt. 

Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”. 

Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”

Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.

Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.

5.

I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.

Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.

Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.” 

Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.

Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.

I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.

6.

DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.

I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med. 

Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.

BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.

Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.

7.

DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.

Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet. 

I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle. 

Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet. 

Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid. 

8.

DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation. 

Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.

På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.

I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.

Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper. 

Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.

9.

JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.

Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte. 

Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville. 

I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.

Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været. 

10.

DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.

Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen? 

Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infern­øl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?

Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da. 

Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.

Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”