HESTEVOGN OG HUSHOLDNINGSKVINDER
Jeg blev født på Frederiksberg midt i anden verdenskrig. Da Den Franske Skole blev bombet, troede min mor, at nu kom krigen til København, så hun lagde mig i en vasketøjskurv og skyndte sig med toget til Viborg, hvor mine bedsteforældre boede.
For mig har det altid været som at sætte en film på. Det hele er oplagret, og jeg kan spole tilbage i tiden, som jeg vil. Jeg kan huske at blive kørt rundt i promenadevogn, som det hed dengang, og min mor, der stoppede på gaden og talte med sine veninder. Hun var kun lige fyldt 20, da hun fik mig, og hun så endnu yngre ud. Når hun gik i biografen, kunne hun ikke komme ind til film, der var forbudt for børn.
Nybagt med forældrene i hjemmet på Frederiksberg, 1943. Foto: Privat
Min far var ikke meget ældre. Han var brygger og lavede øl på bryggerier rundt-om i landet. Da jeg var tre år, blev han tilbudt et job som bryggeridirektør ved Ceres, og vi flyttede til Risskov i Aarhus. Fint skulle det være, men det blev en kort fornøjelse, for han kom i konflikt med cheferne og blev afskediget, inden han overhovedet var startet.
Kort efter blev mine forældre skilt. Min lillebror og jeg lå på værelset og kunne høre, hvordan de skændtes. Det endte med, at min far flyttede til Svendborg, hvor han stiftede ny familie, og med at min mor tog tilbage til København for at starte på en frisk.
Min lillebror og jeg var tilovers. Heldigvis havde vi nogle pragtfulde bedsteforældre i Viborg, som adopterede os. Det var sådan set et godt skifte, for de havde tjenestefolk, og det blev et andet liv, hvor vi skulle klæde om til middag, og hvor det hele var af fineste kvalitet. Det blev så også et liv uden vores forældre. Dem så vi måske et par gange om året. Nogle gange tænkte jeg over, om de ikke kunne finde sammen igen, men som årene svandt, gik jeg mindre og mindre op i det. Vi havde det jo godt.
Vi boede ned til de store Viborgsøer. Bagerst i haven var et stort piletræ, som man kunne kravle op i og få udsigt over badeanstalten, hvor de unge husholdningskvinder badede nøgne og drillede hinanden. Jeg solgte billetter til mine venner, så de også kunne nyde forestillingen. Jeg var jo en københavnersnude, og så skulle man have tæsk i Viborg, men her havde jeg et kort, jeg kunne spille.
Inden for husets vægge blev min bror og jeg vartet op i hoved og røv. Vi sloges tit om, hvem af os der skulle trække i strengen, så stuepigen kom ind og spurgte: ”Hvad ønsker de unge herrer?”
Min bedstefar var en velhavende forretningsmand med et stort grossererfirma, der leverede varer til jyske købmænd. Han var meget gammeldags og insisterede på at køre varerne gennem byen med hestevogn. Foran sad kusken i lange støvler, grå uniform og kasket. Det var et skønt syn, og jeg fandt det frygtelig trist, da hestevognen langt om længe blev skiftet ud med en Folkevogns-pickup. Sådan har jeg altid haft det, når noget skønt bliver skiftet ud med noget moderne.
Skolefoto fra Viborg Katedralskole, 1956. Foto: Ukendt
CYKELBEN OG FRANSKE FORNEMMELSER
I 1956 gik jeg en dag forbi en radioforretning, hvor de havde et tv-apparat i vinduet. Der stod så mange mennesker ude foran, at det nærmest var umuligt at se skærmen. De fulgte med i verdensmesterskaberne i cykelløb, som blev afholdt i Ballerup. Belgiske Rik van Steenbergen vandt, og jeg vidste øjeblikkeligt, at jeg ville være cykelrytter.
Jeg var lige fyldt 13, og man skulle være 15 for at få lov til at køre løb, så de næste to år trænede jeg på min bedstefars gamle cykel og cyklede Jylland rundt. Det gav kræfter, og da jeg endelig fik min første rigtige racercykel, fløj jeg af sted på landevejene. Første gang jeg mødte nogle rigtige cykelryttere, sagde de: ”Kør med, hvis du tør.” Det gjorde jeg så – og kørte lige op med de bedste af dem.
Det var bønder og arbejderbørn, der kørte cykelløb dengang, og jeg kom hjem til dem på bondegården og mødte deres familier. Jeg mødte nogle helt andre miljøer, end jeg var vant til, og jeg opdagede, at man ikke behøver at være velhavende for at have et godt liv.
Brødrene Peter og Ole, altid ens klædt, har besøg af moren i Viborg, 1949. Foto: Privat
Da jeg blev gammel nok til at køre med seniorerne, startede jeg i D-klassen og kørte lige igennem den. Det samme med C-klassen, og i B-klassen fik jeg hurtigt skrabet point sammen til at blive inviteret med i A-klassen.
Her kørte jeg mod tidens store stjerner, blandt andet svenske Gösta Pettersson, som nogle år senere vandt Giro d’Italia. Vi kom i udbrud sammen i et jysk etapeløb, hvor danske stjerner som Ole Pingel og Mogens Frey også var med. I etapen fra Herning til Aalborg lå Gösta og jeg længe derude og kæmpede for livet, inden feltet trak os ind.
Når man kan ligge i udbrud med ham, der vinder Giro’en, har man vel et vist talent, men der var meget andet i livet, der også trak i mig. Det havde min bedstefar sørget for. På et tidspunkt sagde han: ”Hvad fa’en skal der blive af dig? Du skal jo ikke være cykelrytter.” Det havde slet ikke samme prestige som i dag.
Han gav mig og min lillebror en sommer i Paris. Vi kørte derned med damplokomotiv og flyttede ind på et lille hotel, der viste sig at være halvt bordel. Det ældre ægtepar, der havde hotellet, lærte os de franske tal, og når luderne kom med deres kunder, udleverede vi nøglerne til deres værelser. Inden længe blev vi vældig gode venner med alle de dejlige damer, og jeg forstod, at livet rummede andet end at sidde på den tohjulede.
Cykelkarriere 1958-62. Foto: Privat
TEGNERTID, ROM OG VUPTI – ET BARN
Min bedstefar forærede mig Politikens ’Hvad kan jeg blive?’. Jeg ville helst være arkitekt, men jeg kunne kun lide gamle huse, så i stedet slog jeg op under ’tegner’ og fandt ’reklametegner’.
Jeg gik ned til min bedstefar og sagde, at nu vidste jeg, hvad jeg ville være, og at jeg ikke så nogen grund til at gå i skole mere. Jeg ville på Kunsthåndværkerskolen i København. Det var han ikke helt enig i, så jeg låste mig inde på mit værelse. Til sidst måtte han give sig. 350 søgte, 20 kom ind, og heldigvis var jeg en af dem. Ellers havde det sateme været en skidt plan.
I København flyttede jeg ind hos min mor, som boede i en penthouselejlighed i toppen af Bellahøj. Men efter et års tid giftede hun sig med en af sine bejlere, og så var der ikke længere plads til mig. Hun var en attraktiv dame med en hel del tilbedere, og heldigvis kunne en anden af dem skaffe mig et klubværelse i Vester Voldgade. I de næste 5-6 år levede jeg på byens brune værtshuse. Nu kørte jeg jo ikke cykelløb mere, så derfor skulle det være muntert. Jeg frekventerede dødsruten og mødte folk som Dirch Passer og Henrik Stangerup, men jeg var især glad for Martini Bar, der lå lige rundt om hjørnet fra mig. Her kunne man købe to lune frikadeller, et stykke rugbrød og en pilsner til en rimelig penge. Dengang var København en stor provinsby. Man kunne ikke træde ind på et værtshus uden at møde nogle af sine venner.
På Kunsthåndværkerskolen var vi en sommer i Rom for at lære at tegne antikken. Jeg fik nu ikke tegnet så meget, for jeg mødte den danske skuespiller Hanne Rasmussen, der boede i byen. Hun sørgede for, at jeg kom til at opleve det gode liv i Rom i begyndelsen af 60’erne, hvor vildskaben slog sig løs, anført af folk som Federico Fellini og Marcello Mastroianni. Hen over en sommer kørte vi forelskede rundt i Ferrari og tog til den ene ekstravagante fest efter den anden. Da jeg rejste hjem til Danmark, tænkte jeg: ”Nu har jeg oplevet alt det skønneste i livet – hvad fanden er der tilbage?” Det var måske lige lovlig tidligt at tænke som 21-årig.
Senere overtalte en af mine bekendte mig til at smugle inventar til en pølsevogn til Gran Canaria. Det var under Francos styre, hvor sådan noget ville ligge i tolden i halve og hele år. Hvis man ville være sikker på at få noget ind i landet, måtte man smugle det ind.
Hen over et par uger øvede vi os i at gå med meget tunge kufferter, uden at man kunne se det på os, og det hele forløb uden problemer. Det var i masseturismens spæde start, og jeg kom til at bo på et af de første og eneste hoteller på øen. I elevatoren mødte jeg en stewardesse fra Simon Spies’ luftfartsselskab Conair. Vi indledte et forhold, og hun sagde til mig, at hvis hun blev gravid, måtte jeg gifte mig med hende. Jeg tænkte bare: ”Ja ja, selvfølgelig”, for p-pillen var jo kommet, men inden længe begyndte maven alligevel at vokse. Så måtte jeg holde mit ord.
Det startede som et traditionelt ægteskab, men blev gradvist et åbent et af slagsen. Alligevel fortsatte vi med at være sammen i mange år. Vi valgte at sige, at vi ikke var et ægtepar, men at vi var i familie med hinanden. Vi havde jo vores datter at tænke på.
Kontoret i 27 år på Wibroe, Duckert & Partners. Foto: Ukendt
SCHWEIZ OG HJEM MED SLAGKRAFT
Jeg fik et tilbud om at blive kreativ chef på et reklamebureau i Schweiz, og i 1967 flyttede vi til Zürich. Dengang var de schweiziske reklamebureauer kendt over hele verden.
En dag sad jeg til et møde med direktøren for det største musikhus i Schweiz, da dirigenten Herbert von Karajan væltede ind. Han ville drøfte noget vigtigt med direktøren nu. Jeg var meget fascineret af den energiske herre, så jeg lod ham trænge sig på, og det endte med, at vi sad om bordet resten af dagen, mens flaskerne hobede sig op.
I samme lokale mødte jeg Pink Floyd. De skulle spille en stor koncert i Schweiz, og det blev min opgave at stå for reklamen. De var meget unge, og jeg kendte dem faktisk ikke, for de var ikke så berømte dengang. Det skal jeg så love for, at de blev.
Min kone, datter og jeg boede i Witikon uden for Zürich. Man kørte op og op og op for at komme dertil, og omgivet af græsmarker, hvor der gik køer med klokker på, havde man udsigt ud over byen, søen og Alperne.
Det var en kendiskvinde, jeg var blevet ’gode bekendte’ med, der havde skaffet den pragtfulde lejlighed. Hun havde gode kontakter alle vegne og fik mig også ind i de hemmelige klubber i Schweiz, hvor det vilde liv slog sig løs. Det var nogle værre baryler, der hang ud i de klubber. Skatteflygtninge, politiske flygtninge, folk, der trak i storpolitiske tråde. En nat faldt jeg i snak med forbundskansler Willy Brandts tidligere økonomiske rådgiver, som var stukket af, fordi han ikke ville være med længere. Han mente, at EF, som det hed dengang, var et svindelnummer, og han ville have mig til at påvirke danskerne til ikke at blive medlem. Jeg var aldrig fristet til at køre kampagne for ham, for jeg er europæer af sind, men det blev endnu en mindeværdig nat i de hemmelige klubber.
Wibroes nyindkøbte MG, da han boede og arbejdede i Schweiz, 1967. Foto: Privat
Efter et par år fik jeg et tilbud fra Tysklands tougheste bureau. Sommetider har jeg tænkt over, at hvis jeg havde sagt nej, var jeg nok blevet i Schweiz resten af livet, for jeg havde det så pragtfuldt.
Mit nye bureau lå i Düsseldorf. Man kan sammenligne det med fodboldklubben Barcelona. De købte alle de største talenter fra hele verden, og så måtte man slås for at komme på banen. Det betød, at ingen tog hjem før langt ud på aftenen.
Jeg kom lynhurtigt til at savne det gode liv i Zürich, og jeg havde lovet min kone kun at blive i Tyskland i et års tid. Det var min plan at tage videre til Bruxelles og blive god til fransk, for jeg ville gerne ende i Paris, som var min drømmeby. Men i stedet blev jeg lokket hjem af datidens skrappeste tekstforfatter Randi Eriksen. Hun ringede til mig og sagde: ”Nu skal vi have vækket reklamebranchen i Danmark.”
Vi valgte at gå til bureauet Ted Bates, og jeg kom hjem med en stor lyst til at hæve niveauet i branchen. Jeg havde den fordel, at når man både er københavner og jyde og både har levet i overklassen og været venner med bønderne, får man et fantastisk billede af den danske befolkning. Mange af de andre i reklamebranchen var vokset op i København og var en del af byens kreative klasse. Så forstår man ikke jyderne – og omvendt.
En af mine tidlige succeser var en kampagne om jordlovsafstemningen. I grove træk gik den ud på, at staten skulle kunne ekspropriere alle mulige steder. Jeg lavede nej-kampagnen – en stor hånd, der griber om et lille hus. Den ramte så rent, at den var med til at afgøre afstemningen.
TUBORG RAMT PLET
Bates havde Tuborg som kunde, og de spurgte, om Randi og jeg ville kigge på Rød Tuborg. De overvejede at tage den af markedet, fordi den ikke rigtig blev solgt mere. Vi lavede kampagnen ’Ta’ dig tid til en Rød Tuborg’ med bruntonede billeder af en svunden tid, og salget gik fra knap to millioner flasker om året til 27 millioner flasker.
Bagefter spurgte de os, om vi ikke også ville kigge på Grøn Tuborg, som også havde problemer. Det blev til ’Gør livet lidt grønnere’. Da kampagnen startede, var Hof’en dobbelt så stor som Grøn, men i løbet af et par år var Grøn blevet det største mærke.
Foto: Wibroe-kampagner fra bogen ’Mit æstetiske eksil’.
Sådan fortsatte det i en hel del år, indtil jeg fik lyst til at lave min egen øl. Min far var jo brygger, så det kunne være sjovt selv at finde på noget – og så opfandt jeg Tuborg Classic. Jeg snakkede med en brygger om, hvad øllen skulle indeholde, jeg fandt på navnet, etiketten, kampagnen og det hele. Det var ikke en bestillingsopgave, men på eget initiativ, og det tog lang tid at få chefen for Tuborg overbevist om at lancere den. Men det lykkedes, og den er stadig en af de bedst sælgende øl i Danmark. Selv har jeg ikke drukket andet i 30 år.
Tuborg har fyldt meget i mit liv. Og jeg har fyldt meget i deres. De fleste kampagner lavede jeg i mit eget bureau Wibroe, Duckert & Partners, som jeg stiftede efter et par år hos Bates. Jeg var den kreative, Jan Duckert var forretningsmanden. Vi lavede blandt andet kampagnerne ’Hjem til en stor Tuborg’ i forbindelse med lanceringen af halvliters Tuborg, og ’Den gyldne dame’, som de nu har fjernet, fordi det hele er blevet woke, eller hvad de kalder det. Vi lavede også en reklamefilm med en mand, der drikker Tuborg, og jo flere øl han får indenbords, jo kønnere bliver kvinden, han sidder over for. Den går sikkert heller ikke i dag.
I mange år havde jeg et formidabelt forhold til de øverste chefer i Tuborg, men på et tidspunkt kom der små gnidninger, og jeg tænkte: ”Vi må finde på noget, der kan gøre forholdet godt igen.” Jeg sad en hel nat derhjemme og griflede og gaflede, og pludselig var den der: ’Glædelig jul og godt Tub’år’. Jeg sprang op af stolen. Man kan mærke, når man rammer plet.
Resten af natten tegnede jeg snefnug og ølbiler, og næste dag bankede jeg på chefens kontor og præsenterede ideen. Første år var kampagnen kun på bagsmækken af ølbilerne, året efter blev det til landsdækkende annoncer, og tredje år kom julebryggen. Få år senere blev det til et helt koncept, da J-dag blev indført. Reklamen har været vist siden 1984 og er den længst kørende i Danmarks historie.
Foto: Privat
PRISER, PISK OG DØDSDRUK
Jeg var træt af at hyre filmselskaber ind, hver gang vi skulle lave reklamefilm, når det alligevel var mig, der endte med at lave det hele, så jeg ansatte en ung Lars von Trier til at stå for det. Vi fik et pragtfuldt samarbejde. Jeg tror, jeg må være den eneste, der har haft et fuldstændig smertefrit forhold til ham.
Han var i gang med at lave sin første spillefilm, ’Epidemic’, og sideløbende lavede han reklamefilm for os. I midten af 80’erne sendte vi 10 reklamefilm af sted til reklamefestivalen i Cannes. Alle 10 blev nomineret, og da vi sad i flyet hjem, var det med en større stak priser i bagagen. Jeg tænkte: ”Det her kan ikke overgås. Vi bør ikke deltage igen, det kan umuligt blive lige så godt.” Det har altid været min reaktion på succes. Reklamebranchen er på mange måder ligesom boksebranchen: Man er kun så god som sin sidste kamp.
En af mine venner anbefalede mig at tage et kig på et gammelt værtshus bag Det Kongelige Teater. Alt interiøret var bordeauxfarvet og plysset – tæpper, stole, vægge, alting. Det var meget bordelagtigt, så han sagde: ”Jeg tror, det er noget for dig.”
Jeg slæbte et par af fyrene fra den kreative afdeling, der gik meget i byen, med for at se på stedet. Ejeren Jørgen Sømod spurgte, om jeg ikke kunne lave reklame for Tannhäuser Bar, som det hed, for der kom ingen kunder, og de ville snart være nødt til at lukke. Det gad jeg ikke, men jeg lovede ham, at jeg nok skulle gøre stedet berømt alligevel.
De to fyre fra den kreative afdeling kunne godt lide at smide tøjet, når de blev fulde, og når den ene først havde gjort det, blev den anden sur over, at han ikke var den første. Derfor skreg han spontant: ”Jeg vil have pisk!” ”Det skal du få,” svarede Sømod og gik hen og pillede gardinstangen ned. Knægten knælede på skamlen og fik tre slag i sin bare røv.
Bagefter sagde Sømod: ”Nu må du få lov til at fortælle mig din yndlingsdrink, og hvad den skal bestå af.” Tidligere på dagen var en af de ansatte blevet lokket til at spise en kryddersild med Nutella, så han valgte, at dét skulle i drinken. Det udviklede sig til drinken Ugly Bugly, som med tiden blev finjusteret og i sin endelige form kom til at bestå af Rød Aalborg, æggelikør, banan-likør, Blå Bols, tabasco, salt, perleløg og cocktailbær.
Næste gang vi var der, havde Sømod skaffet sig en rigtig pisk, og det spredte sig lynhurtigt, at dét var en del af oplevelsen på Tannhäuser. Der blev lavet radioudsendelser derfra, og på store festdage kom ’den falske marquis’ (Jørgen Vase, 1934-2005, red.) i lædertøj og svingede pisken. Ned med bukserne, tre slag i røven. Det blev også en tradition, at ’Gladiatorernes indtogsmarch’ blev spillet, når nogen bestilte en Ugly Bugly, og ind kom en tjener med hvide handsker og et sølvfad og stak et romerlys op mellem vedkommendes baller.
Det blev et meget populært sted, men allerede efter et år forbød myndighederne pisken. I mangel på bedre fandt Sømod på at bruge et fakirbræt – et stort bræt med søm – som man skulle gå hen over for at komme ind. Det var bare ikke det samme. Men det var sjovt, så længe det varede.
På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg var ved at blive til en, jeg ikke brød mig om. Jeg var blevet for egoistisk. Karrieren betød for meget, jeg sjoflede til alle mulige sider. Det generede mig voldsomt, men jeg kunne aldrig finde på at gå til psykolog, og i stedet greb jeg til flasken ud fra mantraet ’Det må kunne drikkes væk’.
Jeg var medejer af Café Victor og gik i gang med at drikke dér, og bagefter tog jeg på Tannhäuser og fik hældt absint i mig. Det blev drukturen over alle drukture, der først sluttede, da jeg en dag faldt om på bureauet, kastede blod op og besvimede. Jeg blev kørt på kommunehospitalet, hvor jeg overhørte en læge sige: ”Han er vist død.” Det lykkedes mig at få fremstammet: ”Nej, for satan, jeg er her stadig.”
Det viste sig at være den anden mand på stuen, de talte om, men det gav mig et chok så stort, at jeg fik nogle folk fra bureauet til at hente mig. Herfra blev det firmaets job at holde mig i live. I de næste tre måneder var jeg på vandvognen, og Jan Duckert fik fløjet kildevand ind fra hele verden, for at det skulle være eksotisk.
Peter Wibroes kontor i dag. Foto: Bent Rej
EKSIL
I 90’erne begyndte det at gå galt. Der skød grim beton op alle mulige steder. Kolde, charmeforladte bygninger. Grimheden blev populær, og man dyrkede det, der var plat og kikset – særligt i tv-underholdningsbranchen. Tidligere havde man set op til det perfekte, nu blev idealet det modsatte.
Det gode håndværk forsvandt med det teknologiske indtog. Selvfølgelig blev jeg også imponeret af internettet, men jeg tog afstand fra digitaliseringen nærmest fra starten, og det har jeg gjort siden, selvom det ikke nytter noget. Jeg har for eksempel aldrig ejet en mobiltelefon.
På reklamebureauerne havde det været nødvendigt med håndværkere, retouchører, alle mulige specialister. Pludselig kunne det hele laves på et apparat. Det blev grimt og grådigt. Ånden forsvandt.
Hen mod årtusindskiftet var alle de tendenser, jeg ikke brød mig om, blevet så kraftige, at jeg måtte indse, at det var på tide at trække mig. I det øjeblik, vi passerede midnat og lagde det 20. århundrede bag os, og hele verden sendte fyrværkeri op, var jeg endelig friherre. Jeg forlod reklamebranchen, og det var meget mere glædeligt, end det var vemodigt.
Foto: Peter Wibroe
Lige siden har jeg arbejdet på mit hus og min have. Jeg købte stedet i 1974, da der bare stod et lille, forfaldent hus på grunden, men med en god form, tegnet af en fransk arkitekt.
Op igennem 90’erne havde jeg en påfugl. Den besøgte mange steder, for påfugle leder efter et spejl, så de kan se sig selv, og mange steder kunne de lide den, men ikke i nabohuset. En dag, hvor døren stod åben, gik den ind til dem, og så huggede manden den ned med en spade, puttede den i en sort sæk og kørte den på lossepladsen.
Jeg troede, at den var trukket op til Gammel Holte, hvor der var en rockerborg, der havde påfugle, men så var min ekskone tilfældigvis til et arrangement, hvor naboens datter pralede med, at hendes far havde slået den ihjel.
Dét skulle han ikke have gjort. Påfugle er hellige, og der gik ikke mere end en måned, så faldt han om med hjerteslag. Enken havde ikke råd til at sidde i nabohuset, så jeg købte det og hævnede fuglen ved at rive deres hus ned. I stedet fik jeg bygget en ny bygning, som jeg døbte ’Påfuglehuset’.
’Det æstetiske eksil’ i Søllerød. Foto: Danny Gudnitz
Da jeg trak mig og gik i eksil, ville min nabo til den anden side sælge sit hus. Det klarede vi med et håndslag over hegnet. Herefter tegnede jeg en masterplan over ’Exillion’, som er inspireret af fransk barok, italiensk renæssance og orientalsk havekunst.
Jeg har brugt 26 år på den, men man bliver aldrig færdig med en have. Selv i Versailles, der er 400 år gammel, bliver der stadig arbejdet på haven. Min have er en slags protest. Modernismens grimhed har afskaffet skønheden. Men i det mindste findes den her.
