SOM BARN ØNSKEDE jeg mig aldrig legetøj eller modelfly. Jeg ønskede mig grammofonplader. Det var der ikke så mange af de andre drenge i klassen, der gjorde. Det betød, at jeg i løbet af 1., 2., 3. og 4. klasse – opbyggede en pladesamling. Når der var klassefest, havde jeg altid mine plader med, sådan noget som Gasolin’s ’Det var Inga, Katinka og smukke Charlie på sin Harley’. Allerede dengang var der jo nok en lille smule status i, at det var mig, der styrede musikken.
Min barndom var rimelig turbulent. Jeg var otte år gammel, da mine forældre blev skilt. De fandt sammen igen, de gik fra hinanden igen, og imens flyttede vi rundt. Det første år af mit liv boede jeg i Havnegade i København, men da min morfar forærede mine forældre en jordlod, rykkede vi til Hørsholm. Det var midt i 60’erne, dengang forstadskvartererne blev udstykket, og man begyndte at bygge parcelhuse. Her boede vi, indtil mine forældre gik fra hinanden. Derefter flyttede vi til Helsingør, så til Værløse og så tilbage til Hørsholm. Og når jeg siger vi, mener jeg min mor, min bror og jeg. Mine forældre begik den ’genialitet’, at de delte os op, så min far boede alene med min søster i et par år. Det gik overhovedet ikke.
Mine forældre rodede rundt, og jeg skiftede skole tre gange. Et eller andet sted undervejs kom musikken flydende ind i mit liv. Det er i og for sig un-derligt, for der var ikke noget klaver derhjemme. Ingen af mine forældre var musikinteresserede, de kunne ikke spille på nogen instrumenter. Så hvordan musik kom til at fylde så sindssygt meget – det er lidt et under.
Jeg brugte nok musikken til at skærme mig fra turbulensen. Når jeg fik en ny lp, blev den spillet 100 gange. Pladerne havde covere med flotte billeder, og hvis man var heldig, var der credits på indersiden, hvor der stod, hvem der havde produceret – måske ligefrem sangtekster og sådan noget. Så jeg nørdede fuldstændig igennem. Ikke fordi jeg ellers var en nørdet dreng, der ikke havde venner, for det havde jeg. Men jeg brugte stort set al min ledige tid på musik. Jeg gik til fodbold. Efter en uge var jeg færdig med fodbold. Jeg gik til tennis. Efter en uge var jeg færdig med tennis. Jeg gik til skøjteløb – færdig efter et par uger. Sikkert også fordi jeg ikke var særlig god til det. Musikken var det eneste, der satte sig fast.
Med lillesøster Nina. Foto: Privat
I 1978 VAR JEG med min klasse på sprogrejse til Brighton. Da vi kom hjem, arrangerede vi en efterfest hos Birger ude på Amager. Til festen var der en mixer-pult, og jeg fik lov til at styre musikken. Jeg spillede ’Good Times’ med Chic, og jeg husker det som en nærmest religiøs oplevelse. Jeg kunne se, hvordan folk reagerede. Det var mig, der styrede festen.
Efter folkeskolen kom jeg på Birkerød Statsskole. Her spillede mobildiskoteket Sky High Disco til festerne. Det bestod af Thomas, der styrede lyset og alt det tekniske, og Jørgen Bo, der var knalddygtig ved mikrofonen. Til festerne dukkede jeg altid op foran mixerpulten og ønskede musik, som jeg – røvprovokerende og pisseirriterende, som jeg var – med sikkerhed vidste, at de ikke havde. Soul, funk og den meget tidlige rap kunne man dengang ikke købe i Danmark, men jeg havde importeret singlerne fra USA til 70 kroner stykket – en formue dengang.
Til den tredje gymnasiefest mistede Thomas tålmodigheden med mig: ”Hvis der er så meget pis med dig, så kan du selv komme og spille de der plader,” sagde han. Og jeg tænkte bare: ”Ja tak.” Så var jeg i gang.
Mens jeg begyndte at spille i Sky High Disco, læste jeg udenlandske musikblade og nørdede hitlister og nye udgivelser. Om aftenen lyttede jeg til funk og soul på Radio Luxembourg, og lige før jeg faldt i søvn, trykkede jeg altid record på et langt kassettebånd. På den måde kunne jeg få 45 minutter mere med, når jeg vågnede.
Jeg sendte også en uopfordret ansøgning til Danmarks Radio. En 16-årig knægt fra Hørsholm, der spillede i et mobildiskotek i Nordsjælland og gerne ville være radiovært, den næste Kim Schumacher eller Hans Otto Bisgaard. Det var jo helt latterligt. Men jeg gjorde det alligevel.
SOM 17-ÅRIG hørte jeg om en dj-konkurrence på diskoteket Ryttergården ved Klampenborg Station, lige ved den røde port til Dyrehaven. Præmien var en måneds engagement i weekenderne. 375 kroner pr. nat. Det var mange penge. I en anden konkurrence på Godfather i Lille Værløse var jeg endt som nummer syv ud af syv, men denne gang havde jeg finpudset min teknik, min speak og min udstråling. Ikke mindst havde jeg luret, hvordan den slags konkurrencer fungerede. Det var publikum, der bestemte, så jeg inviterede mine venner og fik min søster til at mobilisere sine. Det gjorde, at jeg vandt.
På Ryttergården afløste jeg verdensmesteren i discjockey. Det påstod han i hvert fald selv at være, den her drikfældige englænder, fordi han havde slået en uofficiel rekord i at spille længst tid i træk. I flere døgn havde han sat lange maxisingler på og lagt sig til at sove med en alarm, så han var klar til at skifte, når pladen var færdig. Dengang var danske diskoteker fulde af dubiøse engelsksprogede dj’s, som var rejst til Danmark, fordi de ikke kunne få ild i karrieren derhjemme. Bare det, at de tog mikrofonen og sagde: ”Right there’s the sound of …”, syntes folk var helt fantastisk.
Jeg insisterede på at tale dansk. Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg var modig, men det var en måde at skille sig ud på. Allerede dengang vidste jeg, at min styrke som dj ikke lå i det tekniske. Jeg var elendig til at mixe – og er det stadig i dag – men jeg kunne aflæse publikum, og jeg var god til at bruge mikrofonen.
Ryttergården gav mig god erfaring, men det at være hus-dj i Klampenborg åbnede ikke ligefrem dørene til byens store klubber. Ved siden af spillede jeg videre på fuld skrue med Sky High, på gymnasier og til halfester. Jeg var blevet færdig på gymnasiet og arbejdede på Løvens Kemiske Fabrik, hvor jeg stod og skovlede kemikalier op. Det var ikke nogen krise i klassisk forstand, men jeg vidste heller ikke helt, hvad næste skridt skulle være.
EN SØNDAG EFTERMIDDAG lå jeg med tømmermænd på terrassen hjemme i Hørsholm. Jeg havde Berlingeren ved min side og læste et interview med den 30-årige baron Otto Reedtz-Thott. Han havde været i USA, og her havde han fået en lys idé: Han ville lave en ny lokalradio, der skulle spille så meget musik, som Lokalradioudvalget ville tillade. Den radio skulle hedde The Voice.
Otto havde opsnuset, at man kunne få en lokal sendetilladelse gennem en forsøgsordning, og snu som han var, havde han lovet guld og grønne skove. Han ville sende lokale indslag fra Københavnsområdet, skildre jazzmusikkens vilkår, og hvad ved jeg, men det hele var løgn og latin. The Voice skulle være Danmarks første kommercielle musikradio.
Min søster, der arbejdede som model og kom i alle de rigtige kredse, fik skabt kontakten. Jeg afleverede et kassettebånd med eksempler på musik, jeg godt kunne tænke mig at spille. Ærligt talt aner jeg ikke, om Otto nogensinde hørte det, men jeg blev hyret og fik mit eget musikprogram.
Vi gik i luften 8. juli 1984. Det første program startede klokken 12, og klokken 14 var det min tur. Jeg startede med at spille Yazoos ’In My Room’, som primært består af snak og lidt synth. Efter 30 sekunder brød jeg ind og råbte: ”Hold kæft!” Og så satte jeg electrodance-hittet ’Al-Naafiysh’ med Hashim på, et nummer, der senere blev en klassiker, men som de aldrig kunne drømme om at spille på DR. Det hele var selvfølgelig et stunt. Vi skulle vise, at vi var alt andet end Danmarks Radio.
The Voice startede i en toværelseslejlighed i Valkendorfs-gade, som Otto havde lånt af sin onkel. Stuen fungerede som både reception, kontor og mødelokale, et lille mellemrum blev brugt til at optage og klippe, og inde på værelset havde vi vores livestudie. Det lå lige op ad toilettet, og når der blev skyllet ud, kunne man høre det i radioen.
I løbet af sensommeren eksploderede både lyttertallene og interessen. De første kontroverser kom også, fordi Lokalradioudvalget hurtigt opdagede, at vi ikke spillede jazz eller omtalte kulturlivet i Huset i Magstræde. På DR anså de os for at være en kuriositet, men vi blev hurtigt en magtfaktor, fordi pladeselskaberne lurede, at de kunne gå til os med al den musik, de ikke ville spille på P3. Det betød også, at vi fik besøg af store stjerner. Jeg interviewede Huey Lewis og havde besøg af Billy Ocean. Det endte dog med at blive et kort interview, da han spildte en cola ned i vores eneste mixer.
Helt fra starten var mit projekt på The Voice kynisk selv-iscenesættelse. Jeg sørgede for at nævne mit navn mindst to gange i timen, og jeg blev hurtigt glad for at høre min egen stemme – med det resultat, at jeg i en periode blev kaldt ’Talking Head’. Men jeg ville skide på, hvad folk syntes. Min drøm var gået i opfyldelse. Jeg fik i øvrigt også min helt egen jingle. Den blev indspillet af en ung, dengang relativt ukendt Alberte Winding og lød: ”Jeg tørster, jeg tørster, hvad med lidt vand? Jeg tørster, jeg tørster, hvad med lidt Dan?”
Dan Rachlins blik på Nena, 1985. Foto: Kennet Havgaard
I 1985 RYKKEDE The Voice til større lokaler i Hyskenstræde, fik en rigtig reception, sekretærer og pis og papir. Det var samtidig med, at Otto Reedtz-Thott og Klaus Riskær startede Kanal 2. Nu skulle de også sende lokal-tv, og jeg ville selvfølgelig være med.
Jeg fik mit eget program, ’Musik-tv’, der hurtigt blev forkortet til MTV, så ingen kunne kende forskel på os og den ægte vare. Jeg skulle være vært sammen med Lotte Larzen, men vores kemi var så elendig, at vi blev skilt ad efter tre programmer. Jeg fortsatte alene, og flere gange om ugen stod jeg på skærmen og præsenterede musik-videoer, det helt nye medie, som alle de store 80’er-bands brugte kassen på.
Ved siden af kørte jeg løs med daglige programmer på The Voice, og det gik helt amok med spillejobs. Jeg gik i byen onsdag, torsdag, fredag og lørdag, og fordi jeg var blevet lidt af en lokalkendis, spillede jeg både som hovednavn til halfester og på nogle af byens mest eksklusive klubber.
Jeg kunne starte en fredag aften med en halfest et sted i Storkøbenhavn og fortsætte inde på Privé eller Annabells. Jeg spillede med min makker Philip Lundsgaard – som jeg også havde fået ind på The Voice – og vi var supersmarte og helt ulidelige. Hvis vi kom på Privé en aften, hvor vi ikke spillede, knipsede vi med fingrene og fik fjernet folk, fordi vi skulle sidde ved et bestemt bord. Jeg smed bare min dyre BMW ude på gaden foran klubben, fordi jeg ikke gad finde en parkeringsplads.
Vi tog også for os af retterne med sprut og damer. Der var masser af stoffer, men jeg rørte aldrig kokain. Jeg tror, jeg selv syntes, at jeg var fed nok uden, og nåede kun til de såkaldte ’ferietabletter’, som var gule og bestod af lidt amfetamin. Dem tog jeg, når jeg havde været i gang tre dage i træk.
80’erne var vilde. Da de sluttede, var jeg gået fra at være en musiknørd på 16 til at være 25 år og føle mig som en verdensmand. Jeg var stadig på The Voice, spillede stadig på byens bedste diskoteker, og da TV 2 gik i luften, blev jeg tilbudt et job. I starten lavede jeg musikindslag, men der gik ikke længe, før jeg blev hyret som vært på et nyt, stort anlagt underholdningsshow om lørdagen. Det hed ’Fuldt hus i Østre Gasværk’, der var 100 mennesker i produktionen, Bubber varmede publikum op, og der stod jeg så i mit lidt for store Sand-jakkesæt og skulle holde sammen på det hele.
Men jeg var overhovedet ikke klædt på til det. Det var en forkert casting, lidt for voksent lidt for hurtigt. Det var sådan et program, hvor Kurt Ravn kom ind og sang sammen med Susanne Breuning, og jeg havde ikke forstand på den slags voksen-underholdning. Ikke overraskende endte det som en mindre fiasko.
Et par dage efter min 30-års fødselsdag stod der på forsiden af Se & Hør: ”Dan Rachlin er færdig.” Det var hårdt. Mit talkshow på TV 2 var blevet taget af programmet, og selvom jeg fortsatte på tv – blandt andet på TV3 – lykkedes det mig nok aldrig at ramme rigtig bredt og folkeligt. Jeg lærte bitterligt, at folkelighed ikke er noget, man kan købe, programmere eller analysere sig til. Det er ikke no-get, du kan sætte på form. Kim Schumacher blev folkelig, Hans Otto Bisgaard blev folkelig, og Jarl Friis-Mikkelsen blev folkelig, men jeg blev det ikke – selvom jeg heller ikke ligefrem gik og drømte om at blive den nye Otto Leisner.
Dan Rachlin: ”Alle muligheder for indtægter blev afsøgt – inklusive et månedligt magasin. Forsiden blev prydet af mig som kvinde – den var nok ikke gået i dag.” Foto: Privat
LIGE FØR ÅRTUSINDSKIFTET blev jeg ansat på Jubii. Det var noget med noget internet, som stadig var relativt nyt dengang. Martin Thorborg og Henrik Sørensen, der havde solgt internetopkoblinger, havde lavet et website, som i virkeligheden bare var en indeksering af andre websites. En slags manuel version af Google, før Google for alvor fandtes, hvor folk sad og registrerede, hvad der overhovedet var derude.
Internettet eksploderede, og det samme gjorde Jubii. Det lyder sindssygt i dag, men mange danskere troede nærmest, at de skulle omkring Jubii for at komme på nettet. Vi havde folk, der ringede ind til receptionen og spurgte, om vi havde slukket for internettet, fordi de ikke kunne oprette forbindelse derhjemme.
Ret hurtigt blev det klart, at hvis man skulle tjene penge, skulle man have folk til at blive inde i universet så længe som muligt. Så vi begyndte at lave vores eget indhold. Som underholdningsredaktør skulle jeg lave chats, internetradio og alt muligt, og det var ikke alt, der blev en succes, men jeg fik hele den digitale verden ind under huden.
Jubii mindede mig om The Voice i de første år – opstart, energi, pionerånd – og det gik så godt, at vi pludselig troede, at vi var mange milliarder værd. Vi fik medarbejderoptioner og talte om, hvilke villaer vi skulle købe for alle de penge, vi stod til at tjene. Vi rejste til Bahamas og holdt sindssyge fester.
Organisationen blev solgt til en tysk virksomhed i 2000 for lidt under en milliard. Jeg blev ikke rig. Og pludselig stod der tyskere og holdt alenlange PowerPoint-foredrag. Det progressive og ”Nu skal vi fucking vise jer” gik hurtigt af. Jeg kan godt se i dag, at der er et mønster i min karriere. Jeg har været stærk i opstartsfaserne. Når noget skulle råbes højt, når noget var nyt. Når det begyndte at blive drift og struktur, forsvandt noget af magien for mig. Og det gjorde den også i Jubii.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
NÅR ALT KOMMER til alt, er jeg bare et menneske, som godt kan lide at formidle det, jeg elsker. Jeg kan slet ikke holde det inde, og fordi jeg stadig dj’er ret ofte, ligger det også i mig: Hvis jeg kommer til en fest eller et selskab, hvor jeg ikke selv skal spille, kan jeg få ødelagt aftenen, hvis musikken er dårlig. Nogle får deres aften ødelagt, hvis vinen eller maden er dårlig, eller hvis man kommer op at skændes. Jeg er gået fra mange fester og mange middage, fordi musikken var elendig.
Når jeg står bag pulten i dag, ser jeg først og fremmest mig selv som en stemningsdirigent. Den titel holder jeg mere af end dj. Når jeg kommer til en fest – det kan være en firmafest for 1.000 mennesker, det kan være en 50-års fødselsdag for 100 – giver jeg mig selv den udfordring, at der maksimalt må gå 15-20 minutter, før jeg har ’ramt den’. Ramt det punkt, hvor jeg har flertallet med. I baren og ved bordene kan jeg se, at folk vugger lidt til rytmen, så selvom dansegulvet kun er halvt eller kvart fyldt, kan jeg godt se, om det kører.
Nogle gange bliver jeg booket som ham, folk hørte i radioen eller i byen i København i 80’erne. De forventer, at jeg tager mikrofonen. I gamle dage kom folk op og sagde: ”Nu holder du din kæft”, men i dag oplever jeg det omvendte. Det omfavner jeg, men jeg nyder også at komme ud til en fest, hvor folk har nok i sig selv. Så kan jeg stå helt koncentreret og lege med musikken og overgangene – numre, der passer sammen, nye eksperimenter.
De fleste dj’s har paniknumre – 10 numre, som næsten med sikkerhed får folk på gulvet. ’Can’t Stop the Feeling’ med Justin Timberlake virker stort set altid. Men jeg kan også godt blive stædig og tænke: ”I fortjener ikke det her endnu. I skal ud på gulvet, før I får jeres belønning.”
