TOGET RULLER af sted fra Københavns Hovedbanegård lidt over klokken 11 en onsdag formiddag i februar. Iklædt en sort T-shirt med Iggy Pops band The Stooges læner Cecilie Beck sig tilbage i sædet og tjekker nyhederne på telefonen. Der kan stadig nå at ske meget, inden hun otte timer senere skal sende ’19 News’ – flagskibet på TV 2 og den mest sete af alle nyhedsudsendelser – men lidt har dagen allerede kastet af sig.
”Det er lang tid siden, vi for alvor har beskæftiget os med indenrigspolitik, men nu har SF meldt ud, at de vil have store bededag tilbage. Det bliver meget sjovt at komme lidt ind på Christiansborg igen,” konstaterer den 55-årige nyhedsvært, mens det danske snelandskab glider forbi.
På det seneste har det handlet rigtig meget om USA og Grønland og sikkerhedspolitik i det hele taget. Det har til tider virket, som om verden har været lige ved at antænde med internationale konflikter alle vegne. Den garvede nyhedsvært forstår godt, hvis man som modtager kan synes, det er lidt af et sansebombardement, der foregår, når man åbner for nyhederne. Men for hende selv er det et arbejde, en rent praktisk opgave:
”Det gør alting meget nemmere at forholde sig til, hvis det er noget, du kan handle på. Jeg forstår godt, hvis man sidder som privatmenneske derhjemme og tænker: ’Wow, en vild tid!’ Men når jeg sidder med de enkelte nyheder, har jeg nogle helt konkrete ting …”
Midt i det hele vælter en kæmpestor rulle med påskriften fragile ned fra bagagehylden og er lige ved at ramme det ægtepar, der har medbragt den. ”Åh, undskyld, hvis nogen fik et chok,” siger kvinden, da hun får møvet det indpakkede maleri fra Zanzibar på plads igen.
Måske et meget passende billede på 2026? Hver gang man nyder et øjebliks stilhed, føles det, som om verden pludselig eksploderer om ørerne på én fra en ny, overraskende kant. Cecilie Beck samler tråden op igen:
”Det er sjovt, for vi tror altid, at vi lever i den vildeste tid. Altså, jeg var på arbejde en dag under pandemien, hvor OL blev aflyst, og det endte i ’Kort nyt’-blokken, fordi der skete så meget andet crazy shit.”
DA VI EN times tid senere triller ind i Odense, når hun at tjekke nyhederne en sidste gang. Norges tidligere statsminister Thorbjørn Jagland bliver nu efterforsket i Epstein-sagen.
”Det er altså vildt, så mange nordmænd der er involveret. Man har altid tænkt, at nordmænd var sådan nogle søde, asketiske mennesker med rygsække, madpakker og langrendsski,” siger hun og bevæger sig gennem kupeen og ud på perronen.
En rask gåtur gennem et forfrossent Odense senere træder hun ind i TV 2’s store, røde murstensbygning på Kvægtorvet. På hendes egen redaktion står langt de fleste skriveborde stadig tomme. Hun hilser på den håndfuld, der er nået at møde ind, inden hun sætter sig ved nyhedsværtens skrivebord, hvor alle fire skærme er i gang.
”Det må være, fordi Poul Erik Skammelsen har været her,” siger hun og slukker den ene af dem. ”Jeg ved ikke, hvorfor han har behov for alle fire skærme. Hvad bruger han den sidste til, Tine?”
”Han har altid Washington Post og sådan noget åbent på den sidste,” svarer redaktør Tine Bendix, der har skrivebord ved siden af. ”Washington Post, Financial Post, Jerusalem Post. Alt, der har med Post at gøre.”
Lidt efter går de sammen ned til kantinen for at hente frokost. Cecilie Beck bliver ved med at fløjte den samme melodi med den puertoricanske reggaeton-sanger Bad Bunny. Få dage forinden har han optrådt ved det store halftime-show under Super Bowl.
”Så du Super Bowl?” spørger redaktøren, mens de fylder tallerkener med salat og bælgfrugter fra den vegetariske buffet.
”Tine, der gik højst 12 sekunder, så græd jeg. Da han nåede hen til de der gamle mænd, der sidder og drikker på den måde, man kun gør det i Latinamerika, brød jeg fuldstændig sammen. Og så tudede og tudede jeg hele det kvarter, showet varede, og et kvarter mere bagefter. Jeg prøvede at ringe til Frida, men hun tog den heldigvis ikke. Hun havde troet, der var nogen, der var død.”
”Jamen hvorfor?” spørger den lettere undrende redaktør.
”Fordi det var så smuk en manifestation. Dén kultur, som er blevet så undertrykt og smadret af kolonimagter igennem flere århundreder og siden hen af deres egne uduelige ledere, får lov til at stå på den største scene i verden og manifestere sig lige op i fjæset på alle og især på Donald Trump,” siger Cecilie Beck, da de går tilbage mod redaktionen med fyldte tallerkener. ”Det er det bedste halftime-show nogensinde, og jeg er ellers meget glad for Kendrick, der lavede det sidste år. Men Bad Bunny leverede kæmpe kærlighed og samlede i stedet for at splitte.”
CECILIE BECKS FORÆLDRE havde hjemme i København. Men hendes mor havde altid gerne villet bo på landet, og da de begyndte at pønse på at skabe familie, blev hendes far også overbevist om, at deres børn ikke skulle vokse op inde i den beskidte by med koks i skorstenene og overfyldte baggårde, så de flyttede til frisk luft og landlige omgivelser i landsbyen Kalhave tæt ved Horsens.
Det mindede på mange måder om de miljøer, som forfatteren Thomas Korsgaard beskriver i sine bøger, fortæller Cecilie Beck. Selvom han er fra Skive-egnen og født i 90’erne, kunne det lige så vel have været Kalhave i 70’erne. ”Og det kan man så krydre med lidt Glenn Bech. Der var både social forarmelse og kammerater, der blev slået derhjemme.”
Hun kom selv fra et hjem, der var både intellektuelt og økonomisk mere ressourcestærkt end gennemsnittet. Hun var nummer to i en søskendeflok på fire, der boede i en kæmpe villa på 460 kvadratmeter, og det var på mange måder et rigt børneliv i det lille landsbysamfund, hvor børnene passede sig selv, om end inden for nogle relativt snævre normer.
”Mine forældre var gymnasielærere og sådan lidt … De ville ikke selv sige, at de var hippier, men de kom fra København, og det var nok til, at de andre syntes det.”
Cecilie Becks barndomshjem blev ligefrem omtalt ’Lille Christiania’. Alene det, at hendes forældre blev skilt, da hun var fire år, og hendes mor blev gift med en ny mand, var hård kost for andre af landsbybeboerne, og det gjorde ikke sagen bedre, at de kørte i Lada, og børnene gik med både tøj og skoletaske, der var fundet i genbrug.
Cecilie Beck lod sig dog ikke kyse af de flabede kommentarer. I hendes mor havde hun et stærkt kvindebillede. En erklæret feminist, der gik meget op i, at man aldrig skulle stå tilbage for nogen, slet ikke mænd. Faren indgød på sin egen måde datteren selvtillid, når hun besøgte ham i weekenderne. Han var typen, der kunne finde på pludselig at stikke en loddekolbe i hånden på hende og sige: ”Så, lod lige den der.” Hans kælenavn til sin næstældste datter var ’Klejn’, og som han yndede at sige: ”Klejn, hvis andre kan, så kan du selvfølgelig også.”
Så Cecilie Beck kæftede op i skolen, hvor hun var fagligt dygtig til det meste, men flere af hendes jævnaldrende mente, at hun skulle stikke piben ind.
”Jeg ville have stillet mig selv nemmere, hvis jeg havde holdt min kæft. Men det gad jeg ikke.”
OMKRING 12-ÅRSALDEREN begyndte det at blive grimt. Når hendes klasse skulle have hjemkundskab, og man skulle smage hinandens retter, var der ingen, der ville smage det, hun havde lavet. Og når det var hendes tur til at have kage med i dansktimen, var der ingen, der ville have et stykke. Bortset fra det, hun selv spiste, endte hun med at smide resten af bradepanden ud, fordi hun ikke ville fortælle sine forældre om det.
”De havde sådan et billede af mig som en stærk og populær pige, og jeg havde ikke lyst til at få illusionen til at briste. Så jeg gik meget alene med det,” husker Cecilie Beck, der på et tidspunkt kom til at snakke med sine døtre om de par år, hvor hun blev frosset helt ud i skolen. De begyndte begge to at græde, fordi de syntes, det var så voldsomt at høre om.
”Jeg er nok selv lidt mere distanceret fra det hele i dag. Jeg har placeret det et sted, hvor jeg ikke kan mærke det, og jeg har det næsten, som om jeg er vidne til det udefra, når jeg fortæller om det. Jeg tror måske, det har været så voldsomt, at jeg har afkoblet mig selv fra det,” siger hun og vender tilbage til halftime-showet, hvor hun græd som pisket både under og efter. ”Bagefter tænkte jeg meget over, hvad pokker det gik ud på. Men jeg tror bare, at Bad Bunnys show var symbolet på outsideren, der bliver set. Det rørte alt muligt i mig.”
SENERE BEGYNDTE HUN at komme i kontakt med nogle fra parallelklassen og de lidt ældre årgange, og det gik i sig selv med mobningen. Hun fik veninder og i en periode også en kæreste, og det gav hende et statusløft. Når hun tænker tilbage på sin barndom i dag, føler hun, at den var god.
”Uden sammenligning i øvrigt, men jeg hører podcasten ’Fixerummet’ med Pelle Hvenegaard, hvor han taler med folk i fixerummet i Kødbyen, og de siger stort set altid, at de har haft en god barndom, og så begynder de ellers bare at fortælle den ene horrible historie efter den anden,” siger hun og griner.
”Men jeg har haft en god barndom. Jeg tror, rigtig mange, der bliver mobbet, vender det indad. Der var jeg hele tiden overbevist om, at det var de andre, der var nogle idioter. Jeg tænkte ikke: ’Hvorfor er den gal med mig?’ Jeg tænkte: ’Hvorfor er de så syge i hovedet og ondskabsfulde?’ Det er nok forskellen på at komme fra et ressourcestærkt hjem og et hjem uden overskud.”
For nogle år siden blev der afholdt 25-års jubilæum i hendes gamle folkeskoleklasse. Hun var alt for nysgerrig til at blive væk, så hun tog turen tværs over landet og tilbage til Kalhave, og til hendes store overraskelse endte de med at sidde og snakke til klokken fire om morgenen om, hvor voldsomt det havde været med mobningen i klassen dengang.
”Alle havde oplevet det som et virkelig sygt dårligt miljø, og vi fik en kæmpe snak om, hvorfor der ikke var nogen voksne, der greb ind, og hvad det havde gjort ved os. Flere af dem havde haft dårlig samvittighed i årevis over ikke at have sagt fra. Jeg var målløs, for jeg troede slet ikke, at de andre havde efterbehandlet det i sådan en grad. Men det var faktisk et fælles traume.”
REDAKTØR TINE BENDIX rømmer sig i redaktionslokalet i Odense:
”Okay, folkens, så er vi klar. Træd nærmere.” De få fremmødte journalister, grafikere og tilrettelæggere stimler sammen om skrivebordsøen, hvor også Cecilie Beck holder til. ”Valgflæsket vælter ud af køkkenskabene på Christiansborg. Således også i dag, hvor SF vil have store bededag tilbage. Den historie har jeg allerede valgt. Jeg var lige ved at ringe til dig, Cecilie, men af princip forstyrrer jeg dig helst ikke, før du møder. Jeg synes, at det er tophistorien.”
”Ja, enig.”
Tine Bendix liner den umiddelbare ramme for indslaget op – hvilke politikere der skal i tale – og fortæller, at de også har sendt en reporter ud til en bager for at tale om salget af hveder. Næste punkt på dagsordenen er den store overenskomst for statsansatte, der er blevet præsenteret samme morgen.
”Vi kan ikke fortælle alt, hvad der foregår i den overenskomst, og alt det med fritvalgsordning er enormt dårligt fjernsyn. Men der er godt fjernsyn i de syge børn og i soldaterne,” siger Tine Bendix.
De skal også et smut forbi Ukraine og have Rasmus Tantholdt live igennem, der er BabySam-sagen, hvor der falder dom samme eftermiddag, og så har de et indslag med en 40-årig kvinde fra Skanderborg-egnen, der har valgt at lade ChatGPT styre sit liv i et år for at leve et sundere og mere struktureret liv. Til sidst er der en ukrainsk skeleton-kører, som under vinter-OL har valgt at ære afdøde ukrainske atleter på sin hjelm, selvom det strider mod Den Internationale Olympiske Komités regler.
”Skeleton er en vanvittig sportsgren. Altså, hvem er det, der har tænkt: ’Lad os tage et strygebræt og køre med hovedet nedad med 130 km/t,’” siger redaktøren.
”Jeg synes, det er genialt,” siger Cecilie Beck. ”Hvis bobslæde ikke havde været opfundet, ville jeg opfinde det, og bagefter ville jeg sætte mig og ryge en kæmpestor joint, og så ville jeg opfinde skeleton. That’s for sure!”
”Anyway, det var det. Hvad siger I?”
”Det er skidegodt,” siger Cecilie Beck og kaster et sidste grundigt blik på det umiddelbare program for aftenens udsendelse, der også figurerer på hendes ene skærm: ”Det eneste er, at vi får en virkelig lang fase efter teaserne, hvor vi virkelig ikke har noget fjernsyn. Så det kan godt være, vi skal få lagt et eller andet op og til gengæld flytte det om overenskomsten lidt ned. Jeg tror ikke, at folk sidder derhjemme i åndeløs spænding og venter på, at vi fortæller dem, hvad der står i den.”
FLERE OG FLERE møder ind, som eftermiddagen skrider frem, blandt andet to yngre mandlige journalister, der skal stå for afmeldingen – det afsluttende ’hyggeindslag’, der runder nyhedsudsendelsen af, mens rulleteksterne kører. Dagen forinden viste de billeder fra den første fodboldkamp i Gaza i tre år, der foregik på en kunstgræsbane omgivet af murbrokker.
”Det skal ikke være noget om sne og vinter. Jeg magter det ikke,” siger redaktøren.
”Kan vi ikke få nogen til at køre ud og finde en erantis?” foreslår Cecilie Beck.
”Det er sgu for tidligt. Måske noget med dyr?”
”Vi gennemtrawler bureauerne og ser, om vi kan finde noget godt,” svarer den ene, inden de begge to vender sig mod skærmene. Et par minutter senere har de allerede to bud.
”Okay, det ene er Klaus & Servants, gruppen bag megahits som ’Øl, øl og flere øl’, som har 60-års jubilæum i dag,” siger han og prøver at lyde overbevisende, selvom lyset slukkes i redaktørens øjne.
”Hvordan tror I, vi får flere unge seere af dét, venner?”
”Okay, men der er unge seere til bud nummer to! Der er nemlig MGP-fever i Nordjylland, hvor unge med udviklingshandicap skal holde børne-MGP-fest.”
”Tvinger I os til at vælge mellem unge seere og gamle seere?” indskyder Cecilie Beck bevidst teatralsk fra sin plads. ”Opgaven er, at I skal finde noget, der forener!”
”Prøv og hør, I er lige mødt, I får en chance mere,” siger redaktøren.
”Det der MGP lød faktisk meget cute,” siger Cecilie Beck.
”Ja, det afhænger af billederne. Men Klaus & Servants, thanks but no thanks.”
”Selv jeg er for ung til nogensinde at have hørt Klaus & Servants,” siger Cecilie Beck.
”Ja, det er jeg sgu også. Og vi havde Keld og Hildas afskedsturné i sidste uge.”
DET STØJER EFTERHÅNDEN i hele det store redaktions-lokale, hvor også en håndfuld praktikanter på ’følgevagter’ kigger garvede journalister over skulderen. Cecilie Beck vender sig mod sin egen skærm for at påbegynde sine speaks.
”Nå, noget om den overenskomst,” siger hun til sig selv, men når ikke langt, før der på den af hendes skærme, hvor TV 2 News kører, dukker et billede frem af den drabsdømte mand, der et par dage forinden stak af fra Vestre Fængsel. ”Uh, ham der altså … Jeg kom løbende klokken seks om morgenen og hørte nyhederne, da der kom breaking om, at en forvaringsdømt drabsmand var sluppet ud af Vestre Fængsel. Jeg løb literally med Vestre Fængsel på min venstre side, der var pissehamrende mørkt og ikke et øje på gaden. Jeg er ikke sådan en, der får noieren, men der blev jeg sådan: ’Okay, jeg skal hjem i en fart, hvis ham der sidder på lur under en busk et sted.’”
Hun følger nyhedsindslaget et øjeblik, inden hun vender tilbage til sine speaks. 10 minutter senere udbryder hun frustreret: ”Urgghh!”
”Hvad så da?” spørger redaktøren.
”Jeg synes, det er så irriterende med det der ekstra lønløft til soldater på i alt 275 millioner kroner. Hvorfor kan vi ikke få sat en procentsats på? Det bliver regnet ud i sådan nogle ikke-sammenlignelige størrelser.”
”Du kan jo ringe til Henny,” foreslår redaktøren med henvisning til en anden af TV 2’s redaktører, der har dansk økonomi som ekspertise.
”Jeg ringer til Nicolai Wammen og beder ham om at lade være med at lave sådan noget uforklarligt sjusk.”
”Kan vi sortere noget fra?” foreslår redaktøren for at komme hende til hjælp.
”Nej, det er bare, fordi hvis jeg siger: ’De statslige ansatte får 6,37 procent i snit’, så vil jeg også gerne kunne sige: ’Men i Forsvaret får de 9,4 procent,’” siger hun med sin værtsstemme. ”Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun sige, at de får 275 millioner kroner oveni. Er det så fire kroner pr. mand eller 800 eller 1.000?”
FOR CECILIE BECK var det en forløsning at komme i gymnasiet og blive del af et miljø med en anden rummelighed, hvor det ikke blev betragtet som dumt eller nørdet at interessere sig for det faglige. I folkeskolen var klog det værste, man kunne være, men på Tørring Gymnasium var det helt okay.
Sit videbegær have hun blandt andet fra sin far, der var idéhistoriker og på mange måder et spændende menneske, men også anti-autoritær, alkoholiseret og utilpasset. Han kunne ikke finde sig i, at andre mennesker skulle fortælle ham, hvad han skulle gøre, og der var mange jobs, han havde meget kort, helt ned til få timer. Og selvom Cecilie Beck kunne spejle sig i sin far, var de også meget forskellige personligheder.
”Jeg er meget bedre til at indgå i sociale sammenhænge. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han ville have fået en diagnose i dag – autisme, Asperger, et eller andet. Han var absurd brainy og fulgte helt indtil sin død med i alt, hvad der kom på den idéhistoriske front, og læste ofte udgivelserne på originalsproget,” siger hun.
I løbet af barndommen var de meget tætte, men mens hun gik i gymnasiet, udviklede han et alkoholmisbrug, der gjorde det tiltagende svært. ”Det er pisseutrygt, fordi folk bliver mere utilregnelige under indflydelse af alkohol. Det er ikke, fordi han nogensinde har krummet et hår på mit hoved, men det er klart, at nærværet forsvinder, når ens far skifter karakter. Det er også bare svært at være tæt med nogen, der svigter dig.”
I teenageårene slog hun sig på de små karakterforandringer hos faren, når han drak, men det var først, da hun var blevet voksen, og de var gledet fra hinanden, at hun begyndte at forstå, at han rent faktisk var alkoholiker.
”Jeg er ikke i tvivl om, at min far selvmedicinerede sig med alkohol. Han skulle have haft en diagnose og måske noget hjælp, der kunne have givet ham et nemmere liv. Jeg tror, det har givet mig en forståelse for misbrugets natur. Man skal lade være med at se ned på det, for der ville ikke være nogen, der gjorde det, hvis de bare kunne lade være. Der er ingen, der misbruger for sjov.”
CECILIE BECK FLYTTEDE hjemmefra som 17-årig. Hun var kommet tidligt i skole og blev tidligt student, og så var det naturligt at flytte ind til Aarhus. Hun troede egentlig, at hendes fremtid lå inden for fysik og kemi. Det var et eksakt univers med eksakte svar, og den logik kunne hun godt lide. Men da hun begyndte på universitetet, måtte hun sande, at det ikke var nok til at fylde en hel tilværelse for hende.
Da fortvivlelsen over studiet blev så stor, at hun sprang fra, havde hun ingen anelse om, hvad der så skulle ske. I første omgang rejste hun til Congo i tre måneder for at undervise på en skole for namibiske flygtninge, som hendes stedfar havde tilknytning til, men da hun kom hjem igen, var hun kun endnu mere forvirret.
Tilfældigvis stødte hun på en af sine kammerater, der sagde: ”Du skal da gå på det journalistkursus, der starter på mandag!” Kammeraten var med til at arrangere et journalistkursus sammen med foreningen Frontløberne, og hen over det næste halve år blev hun præsenteret for nyhedsjournalistikkens principper. Det var kærlighed ved første blik.
”Klassisk nyhedsjournalistik er faktisk også en relativt eksakt opgave. Der er nogle helt klare principper, og der er et ret hurtigt slutprodukt, hvilket tiltaler mig. Jeg vil gerne have noget fra hånden. Sådan der, værsgo.”
Cecilie Beck følte tidligt, at hun havde greb om det. Hun vidste præcis, hvordan hun skulle gribe opgaverne an, når de for eksempel fik udleveret en artikel fra et medicinsk tidsskrift og blev bedt om at lave det til en nyhed.
”En artikel fra et medicinsk tidsskrift kan gemme på en kæmpe nyhed, men det vil typisk stå til sidst, hvis man har konkluderet, at fem kopper kaffe om dagen fordobler risikoen for hovedpine. Man skal tygge sig gennem alle mulige metoder og resultater for at nå frem til det. I nyhedsjournalistikken ville vi vende det rundt. Der ville overskriften hedde: ’For meget kaffe kan give hovedpine.’ Det er et håndværk, en metode, og jeg har altid syntes, det var sjovt.”
DET BLEV KUN endnu sjovere, da hun begyndte på Danmarks Journalisthøjskole, og de fik til opgave at ringe rundt til myndigheder og politikere. Det var en tid, hvor telefonen rent faktisk blev taget, hvis man ringede hjem til en minister en tilfældig søndag, og det var en sand beruselse for hende som 21-årig pludselig at være en del af det apparat, hvor man kunne stille magthaverne alle de flabede spørgsmål, man overhovedet kunne forestille sig.
Efter studietiden fik hun arbejde som tilrettelægger på DR-programmet ’Mediemagasinet’. Her fik hun til opgave at lave et kritisk interview med Jens Olaf Jersild, der var vært på ’Rapporten’, et af tidens mest populære programmer, men også et af de mest omstridte for sine metoder med blandt andet skjult kamera. Jersild var berygtet for at være den måske hårdeste interviewer, så hun var temmelig nervøs inden mødet, men også drevet af følelsen af, at nu skulle han dæleme få kam til sit hår. Der skulle ikke komme nogen efterfølgende og sige, at hun havde skånet ham. Inden båndoptageren blev tændt, ekkoede hendes fars ord i hende: ”Klejn, hvis de andre kan, så kan du også.”
Et par dage senere kaldte hendes chef på ’Mediemagasinet’ hende hen til en af de to telefoner, der stod midt i redaktionslokalet: ”Det er Jens Olaf Jersild, han vil gerne tale med dig.” Hun var overbevist om, at der enten ventede hende et møgfald eller en klage, men da hun lettere omtumlet lagde røret på et par minutter senere, kunne hun fortælle de andre, at han havde tilbudt hende et job. ”Det tænkte jeg nok!” udbrød chefen.
De næste fem år lavede hun ’Rapporten’ sammen med Jens Olaf Jersild, der på mange måder blev en slags mentor for hende. Jersild var værten, mens hun selv befandt sig i kulissen og tilrettelagde programmet, men mentoren mente, at lærlingen selv havde skærmpotentiale. En dag lavede han et bånd med hende, som han gik op og afleverede i chefredaktionen med beskeden: ”I skal bruge hende her.” Først blev hun vært på et politisk magasin, der hed ’Indefra’, og dernæst på ’Deadline’, inden TV 2 kontaktede hende og tilbød at gøre hende til nyhedsvært. Hun tænkte, at det lød sjovt, og at hun altid kunne finde på noget andet, hvis hun kørte død i det. Det er 22 år siden.
TELEFONEN BEGYNDER AT vibrere på skrivebordet på Kvægtorvet i Odense. ”Nå, nu ringer Svend. Det er nok noget med valg,” konstaterer hun og tager telefonen. ”To sekunder, jeg skal lige have mine AirPods til at kicke ind. Det gjorde de nu. Hej Svend.”
I de efterfølgende minutter vender de planerne for, hvad der skal ske, når Mette Frederiksen trykker på valgknappen. Cecilie Beck er udpeget til at styre partilederrunden på TV 2. ”Jeg synes, det er pissefedt, at vi laver det sammen med DR … Problemet er, at der ikke er så meget debatstof i det. De kommer med deres løsning, og så vil Morten Messer-schmidt sige, at det ikke er nok … Nå, vi snakkes ved, hey!”
Så snart den korte telefonsamtale er afsluttet, vender redaktøren sig mod hende: ”Nå, hvornår får vi så det valg?”
”Åh, jeg tror tidligst sidst i april.”
”Der har jeg bestilt ferie. Jeg har ikke købt rejsen endnu. Men du tror sidst i april?”
”Jeg tror også sagtens, det kan være maj eller juni. Ikke efter sommer. Der kan ske alt for meget hen over sommeren, hun ikke kan kontrollere.”
”Der er rigtig mange, der tror på marts. Jeg har også hørt, at Enhedslisten har booket Amager Bio 26. marts.”
”Sådan nogle rygter går der altid.”
”Det er jo også altid en indikator, om Lars Løkke er på vej i god form …”
”Ja, men hvis der er én ting, der er 100 procent sikkert, så er det, at Lars Løkke ikke ved, hvad datoen er. Det har hun helt sikkert ikke fortalt ham.”
Cecilie Beck vender tilbage til tastaturet.
”Var det siden 1. januar, hun havde ladet ChatGPT styre sit liv?” spørger hun lidt efter.
”Ja,” svarer redaktøren og kan ikke dy sig for at vende tilbage til det forestående valg og ikke mindst valgdatoen. ”Men hvad tror du, der får hende til at udskrive valg?”
I samme øjeblik møder nyhedsværten Lasse Sjørslev ind og ryger direkte ind i samtalen:
”Jeg har været en kæmpe idiot og planlagt en tur til Mauritius i marts.”
”Hvem fanden tager på en lang ferie til Mauritius?” spørger redaktøren.
”Ikke lang. 10 dage.”
”Men stadig. Jeg planlægger fire dage til Italien. Det er det, jeg tør.”
Cecilie Beck slår en latter op: ”Åh, jeg elsker valg, men jeg hader den her periode op til, at det bliver udskrevet. Jeg føler, at mit liv er styret af fremmede magter. Jeg skal på skiferie i næste uge, og hvis hun pludselig udskriver valg, når jeg ikke hjem til at lave partilederrunde. Men man kan jo heller ikke lade være med at tage nogen steder hen de næste ni måneder.”
KLOKKEN 15 GÅR Cecilie Beck i sminken, hvor sportsvært Jesper Amter sidder helt klatøjet og spiser af en slikskål.
”Nå, sidder I lige her og deler en skål slik?” spørger hun.
”Nej, det er bare ham, der spiser,” svarer makeupartisten Silje, der er iklædt farverigt tøj og har en helt kort, tætklippet page.
”Ej, okay, afslør mig lige. Men okay, jeg har været her siden klokken fem, så jeg synes, jeg er lovligt undskyldt. Der er sygdom på aftenvagten, så den napper jeg også. 05 til 22, dejligt.”
”Har du fået en lur?”
”Ikke endnu. Nu har jeg lige været hernede og fyldt mig med sukker, og så tager jeg 15:20’eren, og så tager jeg en lur. Tak for sukker, Silje.”
Jesper Amter rejser sig og smutter, mens Cecilie Beck klæder om til værtstøj – en skinnende lyseblå bluse og sorte bukser – og sætter sig til rette i stolen foran vægspejlet. Der kører skiskydning fra vinter-OL i flimmerkassen ovenover.
”Gad vide, hvor man kan prøve det henne på sådan et amatørplan. Vi må jo have nogle steder i Danmark. De tager vel ikke til Norge og Sverige, hver gang de skal træne?”
Hun fisker sin telefon frem og læser lidt efter højt:
”Ballerup, fast ugentlig træning. Så er der noget, der hedder Københavns Skiklub. Det ved jeg ikke, hvor ligger henne. Vejle, Viborg, Aarhus, Odense! Er det ikke noget for dig med sådan et rulleskikursus, Silje?”
”Ah, jeg ved ikke helt,” siger makeupartisten, mens hun pudrer nyhedsværten.
”De har ellers sådan nogle introarrangementer. Ej, det gad jeg godt prøve!”
Hun lægger telefonen fra sig og vender tilbage til skiskydningen på skærmen:
”What the fuck? Står de 13,7 kilometer og får gennemført alt det der skyderi på 41 minutter? Er I klar over, hvor hårdt det er? De der langrendstyper har jo det højeste iltoptag af alle sportsfolk. Det var også dem, der begyndte at bruge epo, inden cykelrytterne tog det til sig.”
TILBAGE I REDAKTIONSLOKALET er de stadig ikke landet på, hvad dagens afmelding skal være. Der er ikke dukket et bedre bud op end børne-MGP-fest i Nordjylland, men da de ringer til TV 2 Nord for at skaffe billeder, viser det sig, at der bare går nogle frivillige rundt og sætter borde og stole op på en skole.
”Nej, det kan vi sateme ikke lave afmelding på,” siger redaktøren, da hun får beskeden.
Lidt efter bliver Cecilie Beck kaldt hen til de to journalister, der har fundet et nyt bud: ”Det er dyr i Zoologisk Have. En giraf, der spiser sne.”
”Det kan jeg fandeme godt lide.”
”Det tænkte jeg nok. Og en isbjørn, der vinterbader.”
”Jeg er forelsket i giraffen. En isbjørn, der kan lide sne, er ikke så usædvanligt. Der er ikke noget, der hedder: ’Mor, mor, kom ind og se, isbjørnen kan lide sne.’ Men der kunne godt være: ’Mor, mor, kom ind og se, giraffen kan lide sne.’”
”Fedt, det er vedtaget,” konstaterer redaktøren.
Cecilie Beck betragter giraffen en sidste gang: ”Ej, ej, ej, jeg elsker den.”
”Vi kan ikke rigtig slutte af med at fortælle et eller andet crazy og så sige tak for i aften,” fortæller hun, da hun vender tilbage til sin plads. ”Derfor bliver vi nødt til at runde af med noget relativt hyggeligt. Det er ikke, fordi vi skal slutte af med at bilde folk ind, at verden stadig står, men det fungerer bare dårligt at sige: ’For resten, Trump har lige truet med atomkrig. Farveller!’”
Hun kigger på uret på sin telefon: ”Skal Trump egentlig ikke snart til at stå op?”
”Jo, mon ikke der kommer noget vildt om lidt,” siger redaktøren.
”Der var vitterlig en fase, hvor vi sad hele dagen og redigerede en udsendelse, og så klokken 17 dansk tid stod Trump op og fik alting til at bimle og bamle,” fortæller Cecilie Beck. ”Så måtte vi lave det hele om. Men nu er vi efterhånden blevet så immune, at vi ikke bare kommer springende, hver gang han truer med noget nyt.”
KLOKKEN NÆRMER SIG 19, da Cecilie Beck går ind i studiet, der ligger i forlængelse af det nu myldrende redaktionslokale. I gamle dage var der kamerafolk bag hvert eneste kamera, men i dag er det hele styret af robotteknologi, så når hun sender live, sidder hun der helt alene. I snit følger 400.000 danskere med i 19-nyhederne, men når der sker noget ekstraordinært, som da den danske delegation med Lars Løkke Rasmussen i spidsen var ovre for at mødes med J.D. Vance, nærmer det sig millionen.
Hun sætter sig ved pulten og hyggesnakker lidt med tilrettelæggeren med hjælp fra øresneglen, inden det er tid til generalprøven. Jinglen kommer på, og hun skruer nyhedsoplæserstemmen på og taler til kameraet: ”Velkommen til nyhederne. Danskerne skal have store bededag tilbage. Sådan lyder det fra SF …”
De kører hele nyhedsudsendelsen hurtigt igennem – overenskomstforhandlinger, den ukrainske skeleton-kører og Diana, der vil lade ChatGPT styre sit liv – inden Cecilie Beck slår ud med hænderne: ”Ni minutter endnu. Hvad skal vi bruge al den tid til?”
Makeupartisten Silje kommer ind i studiet for at pudre hende, og da hun er ude igen, er det et spørgsmål om sekunder. ”Så, er det nu? Er vi ved at være der? Det er vi sgu.”
Nyhedsjinglen kommer på igen, denne gang for alvor. Cecilie Beck gør alt det samme som før. Da der første gang er et længere indslag på, begynder hun at tromme på bordet og fløjte Bad Bunny. ”Så, nu sidder jeg og fiser den af i de næste to minutter.”
I baggrunden kører indslaget videre, lige indtil det er hendes tur til at interviewe Hans Redder om SF’s krav, og hun bliver fokuseret igen.
Til allersidst er der giraffer, der spiser sne, og da Cecilie Beck forlader studiet lige omkring 19:25, bliver hun mødt af en tilfreds redaktør: ”Nå, det var jo ikke den mest sindsoprivende dag. Men egentlig meget rart, at 2026 også kan byde på det.”
EN UGES TID senere er Cecilie Beck ved at bage boller i køkkenet i sin penthouselejlighed på Vesterbro. Hun har boet her i snart otte år og regner aldrig med at skulle bo
andre steder. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, men ikke længere, end at også de har lejligheder i samme opgang med deres kærester.
Det er fredag eftermiddag, og næste morgen tager hun og datteren Frida på skiferie til Norge – derfor de hjemmebagte boller.
”Når man er vegetar, kan man ved Gud i himlen ikke få noget spændende mad på vejen op til skiområdet,” siger hun og ælter i den klæbrige masse.
Cecilie Beck gider hverken spise ultraforarbejdet mad eller ”alt muligt shit”. Det er vigtigt for hende, at maden er produceret under anstændige forhold. Sådan har hun haft det, siden hun var teenager: ”Det bør stå klart for enhver efterhånden, at vi har et meget industrielt forhold til produktion af levende væsener som dyr. Jeg skal overhovedet ikke moralisere over andre, men jeg kan ikke stå inde for det.”
Hun skyller hænderne i håndvasken og henter en Noda med pink grape-smag fra køleskabet – et dansk sodavandsprodukt uden syntetiske tilsætningsstoffer. Hun regner stadig ikke med, at der bliver udskrevet valg lige foreløbig. Heller ikke selvom stort set alle eksperter efterhånden mener det. ”Jeg ved godt, der er flere, der synes, Mette Frederiksen har momentum, men jeg kan se mange gode grunde til at vente,” siger hun, idet datteren Frida låser sig ind i lejligheden. ”Hej Fifi!” udbryder hun og trækker hende ind i et stort kram.
DET STØRSTE CHOK i Cecilie Becks liv indtraf, da hun var 23 år gammel. Hun gik på Journalisthøjskolen, da hun en aften blev ringet op og fik beskeden, at hendes 17-årige lillebror var blevet dræbt i en trafikulykke. Chokket satte sig i kroppen på en nærmest invaliderende måde.
Hun havde selvfølgelig godt vidst, at man kunne miste nogen, men indtil da havde døden været en abstrakt tanke. Nu kom den ud af det blå og tog en af dem, hun var allertættest på. Det var ikke et dødsfald, der bragte nogen større åbenbaring med sig. Det gav hende ingen større taknemmelighed for livet eller en følelse af, at hvert minut skal være meningsfuldt. Tværtimod fyldte det hende med bitterhed over, at broren ikke var der længere. Og en gigantisk sorg.
Ud over at hun savnede ham, døjede hun i mange år med angsten for, at det skulle ske igen. Hun frygtede, at telefonen ville ringe efter klokken 19, og hvis den gjorde, mærkede hun straks koldsveden på ryggen. ”Det var tidligt at opleve noget så voldsomt som at få revet et menneske væk på den måde. Ingen tvivl om det,” siger hun, mens hun vimser rundt i køkkenet. I dag føler hun, at hun i det store hele har fået parkeret sin angst et sted, så den ikke larmer længere. ”Jeg tror, tid er den vigtigste faktor. Jeg opdagede, at folk kom hjem, for det har de heldigvis gjort lige siden.”
CECILIE BECK HAR EN evne til at kigge én direkte ind i øjnene med et stålfast nyhedsværtsblik, der siger noget i stil med: ”Hvad er det egentlig, du vil sige? Kom til sagen.” Det sker også, når snakken falder på ’tragedierne’ i hendes liv. Mobningen, faren, der gik i hundene, brorens dødsfald. Det faktum, at det er mange voldsomme ting at opleve så tidligt i et menneskeliv.
Hun stopper op midt i det, hun var i gang med, kigger med dét der blik og griner så:
”Anders, du er obsessed med min barndom.”
Hun gider ikke snakke om den hele tiden. Den er jo bare inde i hende selv, og hun har for længst gået til psykolog og snakket det hele igennem tusind gange. ”Hvis mine børn gerne vil tale om deres barndom, stiller jeg op, for jeg synes, det er vigtigt, at der er rum til, at børn kan italesætte, hvis de har oplevet, at noget ikke er foregået på den fineste facon. Jeg er bare færdig med at grave i min egen,” siger hun og sætter sig ved spisebordet med udsigt over København.
”Selvfølgelig er der nogle ting, man vil have godt af at få behandlet, så man ikke render rundt med traumer, som tvinger én ind i de samme, dumme mønstre. Men jeg er også lidt en håndværker, der lever efter de forhåndenværende søms princip. Nu er det engang betingelserne i min tilværelse. Jeg kan ikke lave dem om, så jeg vil i stedet prøve at bygge det fedeste fuglehus ud af dem.”
Hun er desuden, siger hun, alt for travlt optaget af nutiden til at hæfte sig ved fortiden. Hun har ikke svært ved at finde mening i dagligdagen. Som når hun laver journalistik, der er anvendelig for folk, eller får udspurgt nogle magthavere om de ting, danskerne har krav på at vide. Det gør hende også altid glad at være sammen med sine børn. At vinterbade. At fikse ting.
”Jeg er i bund og grund et meget simpelt menneske. Nogle gange kan jeg godt tænke, at det hele er noget lort, livet er åndssvagt, og alting går imod mig. Så lægger jeg mig på sofaen for at stirre op i luften og være trist, men der går sjældent mere end et par minutter, så får jeg øje på en nullermand ovre i hjørnet, og så rejser jeg mig lige for at støvsuge den og har straks glemt alt det, jeg var trist over.”
MINDRE END EN uge senere står Cecilie Beck på et norsk fjeld, da telefonen begynder at kime i lommen på hendes skibukser. En time før vi andre ved det, får hun at vide, at Mette Frederiksen udskriver valg.
Hun når lige at ærgre sig. Så havde de andre alligevel ret i deres forudsigelser. Så bliver der ingen partilederrunde denne gang. Satans!
Men så igen, skulle hun have ladet sit liv styre af dét? Nu er der i hvert fald ikke noget at gøre ved det, tænker hun, vender skiene nedad og glæder sig til alt det, der venter, når hun kommer hjem.
