PLUDSELIG BEGYNDTE JEG at fryse. Det var den slags kulde, der griber fat om knoglerne. Det var nytårsdag 2013, og jeg kunne ikke få varmen, selv ikke med flere lag af dyner omkring mig. I de tidlige nattetimer kom vagtlægen. Han sagde: ”Det er influenza, kontakt din egen læge i morgen.”

Næste morgen ringede min daværende mand til vores læge. Lægen havde tidligere arbejdet på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus og fik med det samme mistanke om, at det ikke bare var influenza. 

Det lød som bakteriel meningitis, mente han. Ikke nogen særligt almindelig sygdom herhjemme, men den slår rigtig mange mennesker ihjel på verdensplan. Og det går enormt stærkt, når man bliver angrebet.  Lægen ringede efter en ambulance og skyndte sig hjem til os. Da han ankom, var jeg allerede gået i koma.

MIN FAR VAR smed, min mor havde ingen uddannelse. Jeg blev den første i min familie, der gik i gymnasiet. Vi var kun to i min klasse, der valgte gymnasiet efter 9. klasse. Min mor pressede lidt på, fordi hun ikke selv havde fået en uddannelse. Jeg fik en god matematiklærer og blev klar over, at jeg var supergod til matematik.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus for at læse matematik og matematikhistorie. Ved siden af studierne tegnede og malede jeg. På et tidspunkt tog jeg orlov for at gå på kunstskole, og da jeg vendte tilbage til universitetet, valgte jeg kunsthistorie som sidefag. Jeg skrev speciale om matematikken bag kunsten, det gyldne snit for eksempel, og sad og studerede italienske traktater fra 1600-tallet på originalsproget.

Jeg blev ansat på Steno Museet i Aarhus, et videnskabshistorisk museum, hvor jeg lavede udstillinger, blandt andet om nanoteknologi og om vand. Det havde ikke så meget med matematik at gøre, men jeg fandt ud af, at jeg elsker formidling. Ved siden af underviste jeg i videnskabsformidling, også på universitetsniveau. 

Jeg vendte tilbage til Aarhus Universitet for at lave en ph.d.-afhandling. Normalt bruger folk tre år på deres ph.d.-forløb. Men jeg havde nogle meritter på grund af den undervisning, jeg havde lavet, og klarede det på et år. Universitetet ansatte mig som administrator for et center, der forskede i cellepumper, og jeg begyndte at interessere mig rigtig meget for proteiner og proteinstrukturer. 

Året efter fik jeg et forskningsstipendie og blev postdoc på universitetet i Cambridge, hvor jeg kom til at arbejde under John Walker, som modtog nobelprisen i kemi i 1997. Han kunne godt tænke sig at prøve nogle nye formidlingsmetoder, så vi arrangerede en udstilling på Cambridge om ATPasen, et molekyle, der sørger for, at cellerne får den energi, de skal bruge for at opretholde livsprocesserne. 

I virkeligheden er det mikro-mikro-mikro-mikroskopisk lille, men vi fik blandt andet en kunstner til at male akvareller af det, vi fik en glasdesigner til at lave en skulptur af det, og en anden postdoc-ansat brugte tre måneder på at bygge en meterstor model af ATPasen i Lego-klodser, hvor alt passede med målestoksforholdene. Han sagde, det var nogle af de sjoveste måneder i hans arbejdsliv.

Efter Cambridge tog jeg til Harvard i Boston på et nyt stipendium, hvor jeg arbejdede med datavisualisering og var med til at afholde konferencer og skrive artikler til det videnskabelige tidsskrift Nature om formidling af data.  Jeg vendte hjem i 2012 og blev en del af Aarhus Institute of Advanced Studies på Aarhus Universitet. Vi var flere forskere fra forskellige institutter under humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og lægevidenskab, der arbejdede tværfagligt sammen. 

FRA JEG BEGYNDTE at fryse nytårsdag 2013, til jeg lå i koma, gik der 12 timer. Da vores læge ankom, gav han mig antibiotika intravenøst. Jeg var allerede begyndt at blive marmoreret af blodforgiftning. Jeg havde multiorgansvigt. Hundredvis af blodpropper i hele kroppen. En stor hjerneblødning bag panden. Jeg mærkede det heldigvis ikke, for jeg var helt væk. 

Da jeg kom ind i ambulancen, gik mit hjerte i stå. Der står i min journal, at det holdt op med at slå i 40 sekunder, inden jeg blev genoplivet af ambulancepersonalet. Jeg kom på intensiv afdeling, blev lagt i respirator, og børnene fik at vide, at de skulle komme og tage afsked med deres mor, fordi der var stor risiko for, at jeg ikke klarede den.

10 dage senere havde jeg det, man kalder et solnedgangsblik. Øjnene åbnede sig som en smal sprække, men uden noget liv bag. Når man har det, er det typisk tegn på svær hjerneskade. Alligevel begyndte jeg at vågne i de følgende dage. Meget, meget langsomt. 

Hver gang jeg vågnede, kunne jeg ikke huske, at jeg havde været vågen før, hvad jeg var blevet fortalt, eller hvor jeg var. Det beroligede mig, at min familie var der, men jeg kunne aldrig huske, at jeg havde set dem tidligere. Så jeg var bange, hver gang jeg vågnede.

Efter en uges tid begyndte jeg at genvinde hukommelsen. På grund af respiratoren kunne jeg ikke tale. Desuden var jeg låst i min egen krop. Jeg havde det, man kalder locked-in syndrome, og kunne overhovedet ikke røre mig. Jeg måtte kommunikere ved at blinke. Et blink for ja, to for nej. 

Efter to måneder vurderede lægerne, at jeg ikke var i livsfare længere, og jeg blev flyttet til et neurorehabiliteringscenter. Jeg skulle lære alt igen. At trække vejret, tale, synke, bevæge mig. Kommer jeg mon nogensinde til at kunne fungere som mor igen, tænkte jeg. Kommer jeg til at forske? På en optimisme-skala fra ét til 10 var jeg nok en toer. 

En dag kom en læge og en sygeplejerske, en ergoterapeut og en fysioterapeut ind til mig og satte sig i en halvcirkel omkring min kørestol. Jeg sad foroverbøjet og sammensunket, for jeg kunne ikke holde mit hoved selv. Lægen lagde sig på alle fire, drejede hovedet op mod mig og sagde: ”Hej Rikke. Hvad vil du gerne?” Jeg var blevet koblet fra respiratoren og havde i stedet fået en talestuds på halsen, så jeg faktisk kunne tale lidt. ”Gå,” sagde jeg. ”Så er det det, vi skal,” sagde lægen. 

Det var første gang, jeg følte mig set og hørt og ikke bare var en krop. ”Yes,” tænkte jeg. ”Nu er det fuld fart frem.” Tre måneder senere gik jeg ud fra rehabiliteringscenteret. Jeg havde fået mindre amputationer på ni fingre, og mit syn på venstre øje var meget nedsat. Men ellers havde jeg ikke mistet noget, fysisk eller kognitivt. Lægerne havde aldrig set noget lignende. 

At jeg overhovedet overlevede, mente de, kunne have noget at gøre med, at jeg levede som veganer, inden jeg blev syg. Mit kolesterol-tal var lig nul, og det gjorde måske min krop mere modstandsdygtig. At jeg kom så hurtigt gennem genoptræningen, skyldtes muligvis en viljestyrke, jeg havde opbygget som forsker, hvor jeg var vant til at kæmpe for bevillinger. Men i det hele taget må man også bare sige, at jeg var ekstremt heldig.

JEG KOM TILBAGE på arbejde på nedsat tid. Det var dejligt at være tilbage. Næste skridt på karrierestigen ville være at blive professor. Det havde jeg altid stilet efter. Det er det, de fleste drømmer om, når de går ind i den akademiske verden. At opnå den højeste status, få flest ansatte under sig, udgive flest publikationer.  Men var det egentlig dét, der var min drøm? Nej, tænkte jeg. Jeg vil ud at lave noget andet. Nu har jeg fået den kæmpe gave at overleve. Jeg har min krop og hjerne i behold. Nu vil jeg gerne give noget tilbage.

Da vi boede i Boston, havde min datter gået i noget, der hed Science Club for Girls, hvor hun virkelig blomstrede. Hun plejede at være en stille pige, men efter kurset kunne hun helt confident stå foran en forsamling og fortælle om, hvad hun havde lært. Jeg fik lyst til at lave noget lignende, og sammen med en kollega startede jeg Videnskabsklubben, hvor vi lånte nogle programmer fra Boston og tog ud at undervise på vores egne børns skoler. Jeg underviste i vand og biologi, hun underviste i ingeniørvidenskab. 

Det gik godt, syntes vi, og fik 225.000 fra Lundbeckfonden, så vi kunne tage ud på nogle flere skoler. Da det også gik godt, søgte vi om flere penge. Og så fremdeles. Sidste år modtog vi 30 millioner fra Novo Nordisk Fonden, og i år har vi 100 hold i 55 kommuner i hele landet. 

Det er pinedød nødvendigt, at vi får flere børn og unge interesseret i naturvidenskab, hvis vi skal have løst de udfordringer, verden står over for i dag. Det kræver også samfundsvidenskab og humaniora. Men det kræver i høj grad naturvidenskab. 

I DAG BRUGER jeg alle mine fingre, næsten fuldstændigt som jeg gjorde før. Jeg kan holde på ting, åbne ting, tegne. Jeg gestikulerer stadig lige så meget. Jeg kan måske have lidt sværere ved at sy en knap i. Og jeg kan ikke pille næse med den ene hånd. 

Mange af mine jævnaldrende kolleger fra forskerverdenen er blevet professorer. Når jeg møder dem, fortryder jeg ikke, at jeg skiftede spor. Det eneste, jeg savner, er de internationale forbindelser. Men mon ikke det også kan opstå med Videnskabsklubben.

Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du var ordblind?

”Alt for gammel! Jeg var 18 år gammel og lige begyndt på Teknisk Skole i Roskilde. Som en del af optagelsen skulle man tage en test for at vise, at man ikke var ordblind – man kunne ende i en grøn, gul eller rød kategori, og da jeg fik resultatet, lå jeg solidt placeret i den røde. Jeg fik konstateret ADHD som barn, og derfor har det altid været forklaringen på, at jeg havde det svært i skolen – at jeg ikke kunne koncentrere mig, følge med og forstå de tekster, jeg blev bedt om at læse. Men pludselig gav det hele mening. I dag er jeg faktisk lidt sur over, at ingen tænkte tanken tidligere, men dengang var det så absurd, at jeg ikke kunne lade være med at grine.”

Fik det dig til at se din folkeskoletid i et nyt perspektiv?

”Jeg havde været vant til at få at vide, at jeg var doven. At jeg ikke koncentrerede mig nok, eller at jeg skulle gøre mig mere umage. På et tidspunkt sagde en matematiklærer til mig, at jeg godt kunne få lov til at være i klassen, men at han ikke kunne lære mig noget, fordi jeg var så langt bag efter de andre. Fra 0. til 3. klasse gik jeg på en lille landsbyskole, hvor jeg intet lærte. Det var først, da jeg skiftede til en større skole i 4. klasse, at jeg begyndte at lære alfabetet og de matematiske tabeller. Jeg følte mig tit dum. At jeg ikke var god nok til at være en del af min klasse. Da vi begyndte at få karakterer, var det som regel 00 eller 02 – og 4 eller 7, hvis det gik rigtig godt, og det var sjældent i dansk, engelsk og matematik. Jeg er ikke i tvivl om, at det havde været bedre for mig at vide, at jeg var ordblind, så jeg ikke gik rundt og troede, at det var mig, der gjorde noget galt.”

Hvad tænkte du, at du skulle lave, da du var færdig med folkeskolen?

”Da jeg gik ud af 9. klasse, var jeg overbevist om, at jeg skulle noget kreativt, og søgte ind på Teknisk Skole. Jeg tænkte, at jeg skulle være animator og lave tegnefilm, fordi jeg altid har været glad for at tegne. Gymnasiet var helt udelukket for mig. Men da jeg kom ind på skolen i Roskilde, gik det ret hurtigt op for mig, at det ikke var det rette alligevel.”

Du er en del af den første årgang, der har taget en særlig treårig HF for ordblinde i Holbæk. Hvordan endte du der?

”Det var helt tilfældigt, at min mor en dag kørte forbi VUC i Holbæk og så et skilt, hvor der stod, at skolen ville begynde at udbyde en HF for unge, der var ordblinde eller havde andre særlige behov. På det tidspunkt holdt jeg sabbatår og arbejdede fuld tid i Aldi, og jeg var ret nedtrykt: Jeg ville gerne i gang med en uddannelse og videre i mit liv. Så da min mor fortalte mig om det, tænkte jeg, at jeg måtte give det et forsøg.”

Caroline Juncker Lind blev sidste sommer student som del af den første årgang i Holbæk, der færdiggjorde en treårig HF for unge, der lider af ordblindhed eller har andre særlige behov som for eksempel en ADHD-diagnose. Tilsvarende forløb tilbydes på uddannelsesinstitutioner over hele landet.

Hvad var det for et sted, du mødte ind første skoledag?

”Jeg kom ind i en klasse med andre elever, som havde de samme udfordringer som mig. Og jeg blev mødt af nogle lærere, som havde en helt anden tilgang til undervisning, end jeg havde været vant til. I folkeskolen, hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af, fik jeg bare at vide, at det var forkert, og at jeg skulle prøve igen – og koncentrere mig mere. Men her tog lærerne sig tid til at forklare, hvad jeg skulle gøre anderledes, og hvordan jeg kunne gribe det an. Nogle tekster lyttede vi til i stedet for at læse. Og vi fik nogle programmer, som hjælper én med at stave – det er lidt som en stavekontrol, der foreslår ord eller stavemåder, mens man skriver, og som hjælper én med at lære at sætte punktum og komma. Vi fik tilbud om ekstra undervisning efter almindelig skoletid, og fordi det var et treårigt forløb og ikke et toårigt som en normal HF, havde vi færre fag ad gangen og bedre tid til at fordybe os.”

Hvad betød det for din selvtillid at komme et sted, hvor dine udfordringer blev taget alvorligt?

”Så snart jeg begyndte at få succesoplevelser – jeg kunne for eksempel mærke, at jeg fik god feedback på mine dansk- og engelskafleveringer – tænkte jeg: Okay, jeg kan jo faktisk godt finde ud af det. Jeg er ikke dum. Det motiverede mig også til at lægge mere energi i mit skolearbejde, end jeg måske havde gjort tidligere. Og da jeg skulle til studentereksamen, gik det over al forventning. Jeg fik seks 12-taller, og i min sidste eksamen fik jeg 10. Da jeg fik karaktererne, måtte jeg lige spørge lærerne, om de nu var sikre på, at det passede.”

Hvordan står det til med din ordblindhed i dag – og hvordan kommer den til udtryk?

”Jeg vil altid være ordblind, men jeg er blevet meget bedre til at stave og skrive, end da jeg startede på HF. Jeg oplever dog stadig, at jeg af og til kan have svært ved at koncentrere mig om at læse en tekst. De fleste kender nok, at de sidder og lytter til noget, men mister koncentrationen og føler, at det bare forsvinder ind ad det ene øre og ud ad det andet. Sådan er det at læse en tekst, når man er ordblind. Man sidder og kigger på den, men man forstår den ikke rigtig, og det sætter sig ikke fast. Men i dag ved jeg, hvad jeg skal gøre, når det sker, i stedet for at give op. For eksempel deler jeg teksterne op, både når jeg skal læse og skrive, tager det i bidder, og når jeg går i stå, holder jeg en pause og vender tilbage til den senere.”

Nu har du så en HF. Hvad er dine fremtidsdrømme?

”Jeg har været i gang med at læse suppleringsfag, blandt andet engelsk på A-niveau, så jeg kan søge ind på universitetet. Først tænkte jeg, at det skulle være psykologi, og det søger jeg også stadig ind på, men drømmen lige nu er at læse jura.”

Havde du nogensinde forestillet dig, at du skulle komme til at tage en universitetsuddannelse?

”Aldrig. Jeg havde ikke engang tænkt, at jeg skulle på gymnasiet. Det er vildt at tænke på. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg ved, at jeg har arbejdet hårdt for det.” 

ANDREAS RINGBLOM GRINER lidt, mens han låser op. Vi er på vej ind i kælderen under en stor brun klods af en bygning, der tilhører Region Hovedstadens Psykiatri. Døren er skrammet, og ingen har gidet feje de visne blade væk, som vinden har blæst ind i den grelt lysstofrør-oplyste korridor. Det kunne være scenografien i en dansk gyser.

”Her er ikke så creepy, som det umiddelbart virker,” siger Andreas Ringblom og leder os videre ned ad gangen til sit indspilningsstudie, som han har haft på hænderne i 15 års tid. 

De første mange år var de en større gruppe musikere, der deltes om det, men resten er stille og roligt sivet andre steder hen i tilværelsen, og de seneste år har der kun været ham tilbage. Det rummelige studie byder – ud over arbejdsstationen med computer, højttalere og forstærker – på et par dybe sofaer og bløde tæpper på gulvet. Andreas Ringblom lejer stedet for en slik, hvilket er belejligt – selv når man har været med til at skrive et nummer, der i år nåede op på tre milliarder streams. 

”Det er helt skørt,” siger Andreas Ringblom, der er i langærmet Nirvana-T-shirt og hue. Fra øret dingler et krucifiks. 

Han er del af en lille gruppe danskere, et slæng, kalder han det, som skriver asiatisk pop. De laver færdige sange, som de selv indsynger, inden de sender dem til deres danske publishing-firma, en slags musikforlag, som arbejder med at få numrene ud i Asien, og nummeret ’Lover’ skrev han sammen med sine danske kolleger Max Ulver og Daniel Schulz til den kinesiske sanger og tv-stjerne Cai Xukun, bedre kendt som Kun. De kendte ikke til Kun, da de i 2020 blev foreslået et samarbejde, men hans pladeselskab præsenterede ham som en kinesisk Justin Bieber. Nummeret fik premiere på et kinesisk tv-show, og siden lå ’Lover’ på førstepladsen på de kinesiske hitlister i ugevis. I perioder blev sangen spillet en million gange i døgnet. 

Når man afleverer et nummer som sangskriver, hører man det først igen, når det udkommer, og selv om nummeret strøg direkte til tops, havde Andreas Ringblom det lidt ambivalent, da han hørte Kuns færdige nummer første gang.

 ”Vi havde skrevet, hvad vi selv følte var et underspillet, amerikansk lydende R’n’B-nummer. Når der så kommer en asiatisk popstjerne på, bliver udtrykket mere dramatisk, med større vibrato og mere følelses­ladet. Men efter mange års arbejde med asiatiske sangere ved jeg godt, at deres æstetik tit bare er lidt anderledes.”

Foto: Privat

DA ANDREAS RINGBLOM som helt ung flyttede fra Fyn til København, var det med drømmen om selv at slå igennem som popsanger. Omtrent midt i sine tyvere fik han sammen med producer Ulrik Schultz opmærksomhed med bandet De Dødelige, hvor han selv leverede den melankolske, R’n’B’-inspirerede vokal. De varmede op for Nik & Jay, skrev under med Sony, udgav to ep’er, fik gode anmeldelser og vandt et par priser. Andreas Ringblom var dog realistisk nok til at kigge sig om efter en anden måde at sikre fremtiden, hvis nu De Dødelige aldrig slog igennem på øverste hylde. Som 26-årig begyndte han på Sonic College i Haderslev, en uddannelse for lyddesign rettet mod folk, der ville lave filmmusik, lydeffekter, musik til reklamer og den slags.

”Det miljø var fuldt af ildsjæle, der sad i studierne dagen lang for at eksperimentere og udvikle sig. Jeg blev selv en meget bedre producer, lærte alle knapperne og mulighederne på en synthesizer at kende,” siger Andreas Ringblom, der boede i Haderslev i tre år. 

”Haderslev er en studieby fuld af unge. Jeg boede sammen med nogle andre dudes i en kæmpe lejlighed – det har man råd til i Haderslev – og alle boede fem minutter fra hinanden. Det var som at gå på højskole.”

Andreas Ringblom pendlede frem og tilbage mellem Sønderjylland og hovedstaden, hvor han optrådte og indspillede med De Dødelige. Men som tiden gik, blev han klar over, at han ikke længere selv skulle stå på scenen og levere varen.

”Jeg havde lavet min egen musik, siden jeg var 15, skrevet og sunget mine egne sange. Efterhånden følte jeg et stærkt behov for ikke at være den, der stod på scenen. Jeg elskede musikken, men jeg hadede presset og fik sceneskræk big time.”

I stedet udviklede han planen om at blive sangskriver og bruge sit melodiøre på andres vegne.

”Jeg tænkte på, om jeg kunne prøve at sætte mig i andres situation. Gøre det samme, som jeg hele tiden havde gjort, bare for andre.”

SOM SANGSKRIVER FANDT Andreas Ringblom en opskrift for musik-arbejdet, men da han kom ud fra Sonic College og begyndte at tilbyde sit arbejde til de danske pladeselskaber, erfarede han, at det ikke gav meget smør på brødet.

”Typisk er man tre sangskrivere om at dele royalties. Groft sagt tjener du kun rigtige penge, hvis dit nummer bliver et rigtig, rigtig stort hit. Et nummer skal streames 15 millioner gange på en måned, hvis jeg skal få noget, der ligner en løn på 23.000.”

En veninde, der også er sangskriver og havde fået nogle sange ud i Asien, kom med en idé. Hvis ikke du kan tjene nok på at skrive sange til danskere, hvorfor finder du så ikke et større sprogområde? Hvad med K-pop? Andreas Ringblom havde selvfølgelig hørt om den farverige sydkoreanske popmusikscene med den efterhånden globale gennemslagskraft med drengegrupper som BTS og pigegrupper som Blackpink. Men han havde ikke for alvor haft genren på radaren.  

”Hun fortalte, at der var andre penge at tjene derovre. For eksempel køber fansene stadig cd’er med deres yndlingsgrupper, selv om de færreste ejer en cd-afspiller. Når man elsker et band, støtter man det virkelig med alt, hvad det indebærer af merchandise. På den måde kan K-popkulturen minde lidt om Spice Girls-æraen her i Europa,” siger Andreas Ringblom, der gav sig til at følge alle de store koreanske pladeselskaber på YouTube for at få genren under huden. 

”Jeg lyttede til sindssygt meget K-pop. Det var noget af en learning curve. Ikke mindst æstetisk, det var en helt anden smag, end jeg var vant til. Hvis vi i Vesten snakker om, at less is more, så er det derovre more is too little. Der er fuldt smadder på, underspillethed eller minimalisme er ikke virkemidler, de benytter sig af. Samtidig skal et K-popnummer gerne hele tiden overraske og føles dynamisk, så midt i de allermest poppede numre finder du jazzede akkorder og ekstremt eksperimenterende lag. K-pop indeholder ofte meget komplicerede elementer.”

Andreas Ringblom begyndte at holde af genren. Han besluttede at forsøge at skrive sange til grupperne – da det er der, de største salgstal ligger – i højere grad end til soloartister. Udfordringen bestod i at finde på vers til 6-7 forskellige medlemmer, hvor to af dem typisk er rappere. 

”Ofte virkelig dygtige rappere med Eminem-agtige flows. Heldigvis startede jeg med at rappe, da jeg begyndte at lave musik som 15-årig, så det var en fed måde at udfolde det igen, uden at nogen behøvede at se mig gøre det.”   

Foto: Privat

IGENNEM HALVANDET ÅR sendte Andreas Ringblom sange af sted mod Sydkorea, men uden at få hul igennem. Til sidst besluttede han og en lille håndfuld sangskriverkolleger at tage flyveren og banke på nogle døre i Seoul. 

”Det lykkedes os at få kontakt til nogle pladeselskaber, der tog møder med os og inviterede os ud at spise. Det betød meget at få det netværk.” 

En korrespondance mellem Andreas Ringblom og hans danske kolleger og de sydkoreanske pladeselskaber kom så småt på gled, og de kommende år var han i Seoul i hvert fald to gange om året for at deltage i sangskriver-camps hos pladeselskaberne, hvor de blev sat sammen i grupper og hver dag i en uges tid skulle spytte et færdigt nummer ud. 

”Der er virkelig knald på, man arbejder 12 timer om dagen, møder en masse mennesker og spiser en masse middage.” 

Forinden havde sangskriverne fået nogle hemmeligstemplede dokumenter med ledetråde til, hvilke slags numre de forskellige grupper gik og ledte efter. Arbejdsdagen begyndte typisk med, at en producer fandt på et par akkorder, en form for minimalt skelet, som sangskriverne kunne bygge en melodi over. 

”Så skal man bare performe. De tænder mikrofonen, og du ser, hvad der kommer ud. Stiller dig op og synger nogle melodier med fjolletekst. Jeg har efterhånden skrevet så meget, at der næsten altid kommer et eller andet ud, der lyder hen ad en sang. Bagefter byder de andre sangskrivere ind med deres input. Har melodien brug for lidt kærlighed? Hvad skal teksten egentlig handle om? Det fungerer godt som en kollektiv ting.”

ARTISTERNE, DER MÅSKE skal synge ens sang, havde han ikke meget at gøre med. Stjernerne selv er sjældent en del af sangskrivningsprocessen. De får det færdige nummer, og så indspiller de deres vokaler indover. Inden da har teksten været igennem hænderne på en koreansk tekstforfatter, der gendigter på koreansk og strør lidt engelske ord ud over sangen, som regel nogle helt andre end dem, der oprindeligt stod.

”Det er lidt random,” griner Andreas Ringblom, der dog indimellem rendte ind i nogle af stjernefrøene på pladeselskaberne, hvor unge mænd og kvinder med artistpotentiale bliver skolet og formet, dansetrænet og stylet, inden de bliver sluppet fri som flyveklare K-popidoler.

”Når de ser en foreigner komme gående, ved de, at du potentielt er en sangskriver til et nummer, de en dag kommer til at synge. De har stor forståelse for, at du er et vigtigt led i kæden, og man får dybe buk, måske træder de til side for én på gangen,” siger Andreas Ringblom, der forsøgte at gengælde venligheden, men fortæller, at man hurtigt kan fare vild i den koreanske kutyme. 

”Det er superkompliceret. Det er virkelig en høflighedskultur. Vi kommer og er meget outspoken og vil gerne give et kram til hilsen. Det har de det meget akavet med,” fortæller Andreas Ringblom, der også har oplevet, at kulturkløften kan gøre samarbejdet vanskeligt. 

”Du kan sidde til en session, hvor man prøver at skrive en sang, og fornemme, at de ikke er helt tilfredse. Når du spørger, om der er noget, du skal gøre anderledes, siger de: ’No-no, it is good!’ Efter to uger med det prøvede jeg en dag at forklare, at det var okay. De måtte endelig sige, hvis der var noget, vi kunne gøre bedre. Til sidst fremstammede den koreanske sangskriver: ’I think, maybe, the pre-chorus needs work!’ Han rystede næsten. Det var så svært for ham.”

Det kommercielle gennembrud kom, da Andreas Ringblom var med til at skrive nummeret ’Wow’ for drengegruppen Stray Kids. Nummeret var med på et album, der solgte 600.000 cd’er, og sangen er i dag streamet mere end 40 millioner gange på Spotify.

”Jeg var til en koncert med gruppen, og der var tale om, at jeg skulle møde dem, men det skete aldrig,” siger Andreas Ringblom, der heller ikke i første omgang mødte Kun. 

Det kinesiske idol kom dog til Danmark i 2023 for at skrive et par sange med Andreas Ringblom og hans danske sangskriverkolleger, der på afstand har kunnet følge, hvordan nummeret ’Lover’ har fået sit eget liv i Kina.

”Jeg forstår, at sangen har haft en betydning for mange kineseres liv. Når man ser optagelser fra stadioner, hvor Kun synger den, kan man tydeligt høre publikum synge med. Den har været overalt i radioen og på tv. Det er en kinesisk kulturel reference. Det er syret. Men jeg mærker samtidig ikke rigtig succesen på min egen krop.”

Har ’Lover’ gjort dig rig?

”Jeg tjente en anstændig månedsløn i nogle måneder. Men det er ikke så vildt, som det lyder.”

Foto: Privat

FOR NYLIG BEGYNDTE Andreas Ringblom igen at udgive sin egen musik, nu under kunstnernavnet Andy Etc.

”Jeg har elsket at lave K-pop, men nu har jeg behov for at finde min egen musikalitet. På papiret ser det jo sejt ud, at man har været med til at skrive et nummer, der har milliarder af aflytninger, men jeg har ikke rigtig mærket det. Jeg savner lidt en reaktion fra publikum. At have en reel connection til folk.” 

I forhold til sceneskrækken føler Andreas Ringblom sig mere robust i dag. 

”Jeg er blevet ældre. Det er gået op for mig, at folk måske ikke tager mig lige så seriøst, som jeg selv gør. Før i tiden måtte intet gå galt, jeg måtte ikke fejle. Jeg har et mere realistisk blik i dag: Selv hvis noget går galt, vælter hele verden ikke. Jeg har en anden ro i dag. Jeg har skabt mig en karriere. Jeg har sat mit aftryk i verden.”