KUNSTIG INTELLIGENS, algoritmer og skønlitteratur hænger uløseligt sammen for Sofie Riis Endahl. Den unge forfatter har valgt en uddannelse, machine learning og datavidenskab, der ligger langt fra forfatterdrømmen, og det er helt med vilje. Tempoet er højt, når hun fortæller, og hun giver lige indlevende indføringer i alt fra matematisk kodning til robotter og litterære tematikker. 

”Da jeg skulle vælge uddannelse, kiggede jeg efter et felt, hvor jeg kunne bruge min energi på mit forfatterskab uden at skulle bekymre mig. At blive kunstnerisk fri var mit første formål, og så var det heldigt, at jeg havde en interesse inden for statistik, matematik og kunstig intelligens. For det er et felt, hvor der lige nu er rigtig stor jobsikkerhed og ret høje lønninger, og hvor man kan gennemføre uddannelsen uden at skulle have et højt snit for at få et job. Jeg vil bare gerne have en uddannelse, hvor jeg kan komme ud og få et job,” siger Sofie Riis Endahl, der havde brug for at få et matematisk og logisk pust ind i sit liv, så det ikke blev ”humaniora med humaniora på”.

Iført sin mormors hjemmestrik og med glimmer på øjnene fægter hun både som en robot, taster løs på et imaginært tastatur og tegner koordinatsystemer på bordet. Det er ikke svært at tro det, når hun siger, at hun ikke kunne være forfatter på fuld tid. Der skal ske noget, og der skal være nogen at snakke med.

”Jeg er super ekstrovert, hvilket egentlig er en dårlig kombi med forfatterlivet. Man hører nogle gange interview med forfattere, der lukker sig inde i flere måneder for at kunne koncentrere sig. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg kan ikke have en hel dag, hvor jeg skriver, uden at have en social aftale om eftermiddagen. Jeg bliver helt skør, og jeg har brug for at komme et sted hen flere gange om ugen og møde nogle på min egen alder. Et sted, hvor der for eksempel er julefrokoster eller sociale samlinger. Selv hvis jeg havde økonomien til at leve af at være forfatter, ville jeg stadigvæk have brug for at være på en anden arbejdsplads,” siger Sofie Riis Endahl, der fletter sine skriverier ind i semesterplanen, der er spækket med matematik.  

Forfatter Sofie Riis Endahl elsker at skrive bøger, men fodrer sin hang til matematik og teknik på sit studie i machine learning og datavidenskab på Københavns Universitet.

SOM BARN VAR Sofie Riis Endahls yndlingsprogram ’So ein Ding’, der blev sendt på DR2 fra 2009, og som handlede om elektroniske gadgets. Hun var vild med dimser, men i høj grad også med at læse og skrive. Så vild, at hun som 11-årig sendte sit første bogmanuskript ind til Gyldendal. Dengang blev det til et afslag, og mange flere fulgte efter, men hun skrev ufortrødent videre, producerede løs og sendte ind til en masse forskellige forlag. Det blev blandt andet til en sci-fi-bog, en julekalender og en historisk fiktionsbog, der var resultatet af, at hun med egne ord faldt ned i et nørde-hul af dimensioner om anden verdenskrig. Men da hun gik i 1. g, lønnede de mange skrivetimer sig. Romanen ’Sindstequila’, der gav et tidsbillede på gymnasielivet, udkom på Byens Forlag, da hun var blot 17 år.   

”Jeg havde grundlæggende selv en virkelig god gymnasietid. Jeg havde en god klasse og havde det sjovt. Mange fester, helt klassisk,” siger Sofie Riis Endahl, der gik i 1. g i 2016, hvor Instagram var i gang med at tage verden med storm. Likes var efterhånden en stærk valuta, og man skulle sørge for at holde sit ’posting’-game ved lige for at beholde sin plads i den sociale orden. 

”Man ses jo i skolen hver dag, men når man postede billeder og stories, var det en måde, hvor man kunne skabe et visitkort, som alle kunne holde øje med. Man skulle hele tiden vise folk, at man var i gang og lavede ting. Samtidig kunne man blive enormt stresset af at kigge på de andres sociale medier, for eksempel i forhold til fællesskaber. Man kan virkelig føle sig holdt udenfor, hvis man sidder og kigger på Instagram-stories fra en fest, og man tænker: ’Hvorfor var jeg ikke inviteret til den?’ Man er ikke alene på noget tidspunkt, og man kan ikke tage hjem fra det sociale gymnasie-spil,” siger Sofie Riis Endahl, der på det tidspunkt selv postede meget. Især redigerede billeder af sig selv eller billeder, der viste, at hun var ude og have det sjovt med sine veninder. 

Gennem sit forfatterskab sætter 22-årige Sofie Riis Endahl fokus på unges trivsel.

I DAG HOLDER Sofie Riis Endahl foredrag for skoleelever – op til 1.300 på en gang – og hun fortæller, at de er meget optaget af, om de kan præstere godt nok, hvordan de kommer til at være en del af varmen i det sociale fællesskab, og hvordan de vælger den helt rigtige uddannelse. Den unge forfatter opfordrer uddannelses-aspiranterne til at dreje af på den dobbeltsporede motorvej af karakterræs og social medie-stress og i stedet være pragmatiske. Det har hun selv gjort. 

”Især da jeg startede på uni, frigjorde jeg mig meget fra det. Jeg gik ind til det med den præmis, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge nær så meget tid på det, som jeg burde, fordi jeg gerne ville prioritere mit forfatterskab. Og så bliver du nødt til at give slip på ideen om, at du gerne vil have 12. Du bliver også nødt til at være ligeglad, når de andre får 12, for du har jo ikke brugt den samme mængde tid,” siger Sofie Riis Endahl og forklarer, at hendes forældre altid har været gode til at lægge vægt på, at snarere end gode karakterer var det vigtige fællesskabet og at være ordentlige ved hinanden. De har aldrig målt og vejet på dén måde.

”De unge i 9. klasse og i gymnasiet kommer meget til at tænke: ’Hvad er det helt rigtige for mig?’ Den tanke lægger et stort pres. Hvis man i stedet kan prøve at gå lidt væk fra det og tænke: ’Rent praktisk trives jeg så for eksempel med at være sammen med mange mennesker eller alene?’ Man skal vælge uddannelse efter, om man kommer til at trives,” siger Sofie Riis Endahl, der er klar til både nye tekniske eksaminer og den syvende bogudgivelse, der lurer lige om hjørnet.

SOM MANGE ANDRE unge anede jeg ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg har altid elsket dansk og samfundsfag, så det måtte godt være noget, der kombinerede de to ting, men jeg var fuldstændig paralyseret over alle valgmulighederne. Så jeg tog et sabbatår og fik job på en restaurant. Jeg blev restaurantleder som 19-årig, og det var benhårdt. Du skal træffe her og nu-beslutninger, og der er direkte respons på, hvordan du håndterer situationer, kunder og medarbejdere, og det er meget unge medarbejdere. Der er krisesituationer og meget brandslukning.

Mit allerførste job fik jeg som 13-årig. Jeg cyklede rundt til alle mulige virksomheder i Birkerød med uopfordrede ansøgninger og fik et job hos en IT-virksomhed, hvor jeg satte frokost frem og gjorde rent. Senere fik jeg arbejde i fiskeafdelingen i et supermarked. Det var et af mine sjoveste ungdomsjob. Jeg var så nysgerrig. Læste alt om fisk og fik hurtigt mere ansvar. Jeg fik lov til at filetere en gråhaj, og så stod jeg for at lave smagsprøver hver weekend. Et koncept, som min ven og jeg havde fundet på. Ungdomsjob kan være pissekedelige, men hvis man giver noget af sig selv, og man går op i det, tror jeg helt automatisk, det bliver sjovere. 

DA JEG SKULLE vælge uddannelse, kunne jeg ikke skelne de forskellige universiteter fra hinanden. Om det var AAU, KU, RUC eller CBS, var slet ikke vigtigt for mig. Jeg kunne også være blevet politibetjent, for det ville jeg rigtig gerne være i lang tid. Men en af mine venner sagde, at han troede, kommunikation på CBS ville være noget for mig. Så jeg tog til åbent hus og besluttede mig samme dag: Det var der, jeg ville gå. 

Jeg havde det sådan, at hvis ikke jeg kom ind, ville jeg ud og rejse. Men jeg kom ind på erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, og CBS faldt virkelig i hak for mig, det samme gjorde kommunikationsdelen. Her var der en hylde for mig. Studiet handlede, hvordan virksomheder træffer strategiske beslutninger og kommunikerer i en samfunsmæssig kontekst, der samtidig styrker deres økonomi. Den kobling var vildt spændende.

Da jeg søgte ind, lå snittet på omkring 9,4. Jeg er både gået ud med det højeste snit i min gymnasieklasse og det højeste snit på universitetet. Jeg kunne godt ligne den klassiske 12-tals-pige, der har sat sig nogle mål og stræbt efter dem, men min uddannelse og mit job er kommet på grund af dedikation. Det handler om at gå ind i opgaver med fuld power hver gang. 

Hver gang jeg er gået til en eksamen, har jeg tænkt: ”Det er pisse-spændende.” Og det mener jeg oprigtigt: Lad mig lære alt, hvad der er at vide om det her. Jeg har ikke haft målsætningen om, at det skulle være en god karakter, der skulle komme ud af det. Jeg hader i øvrigt ordet ’12-tals-pige’. Jeg synes, det er et tarveligt ord. Der er ikke noget galt i at være ambitiøs og dygtig til at gå i skole. 

Morgentrafik og nye malaysiske venner.

DEN MENTALE TRIVSEL har aldrig været værre for unge end nu. Der er et konstant præstationspres, som man selv bliver nødt til at være med til at bryde. Jeg tænkte i hvert fald selv: ”Okay, nu skal jeg noget helt andet.” Og så tog jeg på udveksling ad to omgange. Først til øen Penang ud for Malaysias kyst, og anden gang til Monterrey i Mexico.   

Udvekslingsopholdene har givet mig en bedre forståelse for, hvordan mennesker fungerer sammen. Der var selvfølgelig et exchange-miljø, men jeg havde bestemt mig for, at jeg gerne ville have lokale venner begge gange. I Malaysia blev jeg for eksempel en del af skolens svømmehold og tog ud og spiste med dem hver uge for at blive en del af deres kultur i det omfang, jeg kunne. Jeg tog også med dem i moské og sad udenfor og ventede, mens de bad, for også på den måde at prøve at være en del af deres liv. 

At se, hvordan kultur og religion fungerer i praksis, er noget helt andet end at lære om det i teorien. Man får en tro på, at mennesker sagtens kan sammen, og at det handler om imødekommenhed. Mine udvekslingsophold var nogle tiltrængte pusterum, hvor der ikke var fokus på resultater, men på relationer, mennesker og på at skabe minder for livet. Det var helt bevidst, at jeg ikke søgte de bedst kendte universiteter. Jeg ville skabe tid til noget helt andet. 

Den latinamerikanske kultur passer sindssygt godt til mig. Det fandt jeg ud af i Mexico. Temperamentet, ligefremheden, og at alt skal være så stærkt, som det kan være. Det skal salsaen, man spiser, og når man danser salsa, skal det være så ekspressivt som overhovedet muligt. Det kan jeg godt lide. Når man er på en bar i Mexico, fester alle med hinanden. Der er ikke grupper på samme måde som i Danmark. Du går ind, og så er alle dine venner. ”Kom og sid hos os!” 

Sofie Høj i PR-tjeneste.

KOMMUNIKATION ER magtfuldt. Det er med til at forme tendenser, og inden for PR kan man være med til at skabe holdninger og ændre adfærd. Derfor er kommunikation og branding også rykket ind på ledelsesgangene, og man kan mærke, at virksomhederne prioriterer det meget højt. Jeg kan høre på mine kolleger, som har været i branchen i 20 år, at kommunikation helt klart bliver prioriteret højere. Tidligere handlede det nok i højere grad om, hvordan man kunne afsætte flest produkter. I dag handler det nærmere om, hvilket ansvar man har som virksomhed, hvad man er kendt for, og hvilken position man legitimt kan indtage. Det er det, jeg er med til at forme i mit arbejde som kommunikationsrådgiver: strategisk kommunikation, brandstrategier og store kampagner.

PR indebærer, at man er med til at sætte nogle dagsordener. Det handler ikke så meget om at sælge en tandpasta eller reklamere for den, men mere om at sige: ”Okay, hvad er der af holdninger derude om det, og hvordan kan vi ændre brandet i den kontekst?” Telefonselskabet Call Me er et eksempel. Vi var med til at lave deres kampagne ’Tal ordentligt’. De sælger telefonabonnementer, men hvad har de noget at sige om? De kan sige noget om, hvordan vi taler til hinanden. ’Tal ordentligt’ handlede derfor ikke om, hvor mange megabytes man kan få i sit telefonabonnement, men mere om at sætte en dagsorden. Det er det, PR indeholder for mig. 

Det sjoveste ved mit arbejde er, når strategi og kreativitet går hånd i hånd. Helt konkret handler det om reserach, at finde ind til kernen og de rette kreative indsigter. Man skal have sit fundament på plads. Nogle gange har vi hele dage, hvor det bare er én lang kreativ brainstorm.

JEG HAVDE ALDRIG troet, at jeg ville blive verdensmester i noget. Men det er jeg nu, og det er meget mærkeligt. Det har været vildt. Min makker, Morten Haldrup, og jeg blev udvalgt af vores brancheorganisation som et slags uofficielt landshold, og vi skulle lave en kampagne for WWF Verdensnaturfonden, der skulle være med til at redde verdens regnskove. Der var 13 hold på verdensplan, og Morten og jeg kendte ikke hinanden i forvejen. Vi havde tre dage til først at lære hinanden  at kende og så lave en hel strategi og et kreativt koncept, som vi ellers kan bruge uger og måneder på at lave og fintune. Det var en virkelig intens og sindssygt fed proces. 

Vi arbejdede i 20 timer om dagen i de tre dage. Vi lavede 130 slides, der skulle koges ned til 10. Vi endte med at kalde vores kampagne ’Keep Us Breathing’. Da vi havde afleveret, var det bare hjem og sove. En uge efter skulle juryen, der bestod af store kreative profiler, votere, og vinderen skulle annonceres på et Zoom-kald med alle 13 hold. Vi sad inde på Mortens bureau (Advice, red.), og der var bestilt en kæmpe vogn med champagne og øl. Der var ret meget pres, da vi gik ind, men så vandt vi, og så var der konfetti og lykønskninger.

En gang imellem får jeg en strøtanke om at lave noget helt andet. Vi har et langt arbejdsliv, så på et tidspunkt kommer jeg nok til at kaste mig ud i nye udfordringer for at holde mig selv til ilden og gejsten oppe. Det er ikke sådan, at jeg har fundet min hylde for evigt. Men jeg elsker kommunikation og ser mange muligheder i faget. Jeg holder mine muligheder meget åbne. Jeg drømmer både om at sejle jorden rundt, skrive en bog og bestige Mount Everest – det hele. Jo flere drømme man har, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem går i opfyldelse.

DA MADS HETOFT var 10 år gammel, fik han en blank skydelære af sin far i fødselsdagsgave. Han har den stadig og bruger den, om ikke dagligt, så ugentligt, til at afmåle tykkelser, dybder og omkredse. Året efter ville han for alt i verden lære at svejse, men det kunne ikke komme på tale, før han lærte at lodde, lød beskeden fra faren. I flere uger knoklede Mads Hetoft med de loddeopgaver, der var blevet stillet som krav for et svejsekursus, og da de var bestået, var det videre til svejsningen.

Mads Hetoft kommer fra en familie af håndværkere og ufaglærte med beskidte fingre. Når han ikke var i skole, kunne man finde ham på farens autoværksted, hvor han skruede på sin knallert, cykel eller gokart, og når han kørte på dem, håbede han en lille smule, at der ville opstå problemer, så han igen kunne komme til at fejlfinde og pille maskineriet fra hinanden.

”Stemningen i min fars autoværksted var helt Olsen Banden-agtig. Det var et snusket sted, hvor der blev røget tusind cigaretter og drukket et par øl. Og så havde han ophuggerplads og motorcykelværksted. Jeg er opvokset med, at man reparerer sine ting, indtil de ikke virker mere.” 

På tækkeuddannelsen lærer man alt om simple tagkonstruktioner og arbejdet med tagrør, som er den type strå, der bruges i dag. Efter mange år med hundredvis af stråtækte buer og kviste er der stadig enkelte opgaver, som kræver mere opmærksomhed for Mads Hetoft. Han nævner udvendige hjørner, også kaldet grater, som noget, hvor han skal have tungen lige i munden. På en langside kan han snildt lægge 100 bundter om dagen.

Det var den tilgang, som gjorde udslaget for hans valg af uddannelse. Efter 9. klasse strøg han i lære som automekaniker, og så sad han der i frokoststuen med cigaretrøg, ostemadder, Ekstra Bladet og kolleger, der gerne var tre gange ældre end ham selv. 

”Jeg savnede faktisk noget håndværksmæssigt. Med al respekt for automekanikere, så oplevede jeg, at det handlede meget om reservedelsudskiftning i stedet for at skille tingene ad og reparere dem. Min far var af den gamle skole, hvor man skilte en generator ad, fandt problemet og samlede den igen. Det gør man bare ikke mere, fordi det er alt for dyrt. Det gjorde, at jeg stoppede som lærling.”

I stedet brugte han meget tid i København, tog en gymnasial uddannelse og arbejdede på en tankstation i Roskilde, hvor han egentlig havde det meget godt, mens han overvejede, om han skulle læse videre. Det var et ægtepar, som ejede tankstationen, og da han en dag i begyndelsen af tyverne fik at vide, at han ikke kunne få en fuldtidsstilling, blev han en smule irriteret over situationen.

”Da de spurgte, hvad jeg så ville lave, forsøgte jeg at være lidt flabet. Det røg ud af munden på mig, at jeg ville være tækkemand, fordi det lød så absurd. De ville gerne hjælpe mig videre og kendte tilfældigvis en tækkemand i området, så mandagen efter gik jeg til hånde hos ham.”

MADS HETOFTS HANG til gammelt kram viser sig også ved parcelhuset i Roskilde, hvor han har slået sig ned med sin familie i oldeforældrenes gamle hus. Forleden spottede han en gammel norsk tandem­cykel i en have, da han tækkede et hus, og da dagen var omme, fik han overtalt ejeren til at sælge. I baghaven har han også en rusten rickshaw, som børnene kører rundt på, og i værkstedet står hans motorcykel, en Honda Africa Twin, som han selv benytter sig af halvdelen af året. Pludselig henter han sit tækkeudstyr og begynder at fortælle, at tækkefaget faktisk ikke har ændret sig synderligt de sidste tusind år.

”Værktøjerne er magen til dem, man brugte i den sene middelalder. Den største forskel er, at vi har fået en skruemaskine, ellers er principperne stort set de samme. Det er bare toppen op og roden ned. Værktøjskassen er ikke særlig stor,” fortæller han.

Klapperen er det vigtigste værktøj, og for Mads Hetoft er det også et personligt redskab. Hans klapper består af et skaft af asketræ med en træplade for enden, som er belagt med et rillet lag af rustfrit stål. Når han klapper stråtaget på plads, griber rillerne stråene, så de bliver skubbet op og danner et flot, glat stråtag. Klapperen har han haft, siden han kom i lære i 2005, og han har brugt den hver dag siden.

”Alt efter hvor du er i landet, kan det hedde en klapper, et tækkebræt eller en tækkeskovl. På Sjælland bruger de fleste en klapper med riller til at skubbe bundtet på plads, mens jyder ofte har en klapper med små huller i stedet for riller. Jeg tror, det skyldes, at tækkefaget var uskolet i ekstremt mange år. Det gik fra mund til mund og fra far til søn.”

I mange år havde familien et gammelt, utæt sommerhus på Falster. Her bliver Mads Hetoft båret ned fra taget af sin stedfar som seksårig. Han husker stadig ikke, hvordan han kom derop.

DA HAN VAR i lære, testede chefen ham de første par måneder. Det var vinter, og han husker, hvordan han skulle stå for at fjerne sne hver morgen, rive strå sammen på gårdspladserne i timevis og stå for presenningen, som skulle over taget, når dagen var slut. Men selvom det var hårdt arbejde har Mads Hetoft kun gode minder fra sin læretid. Efter nogle måneder begyndte han på tækkemandsuddannelsen:

”Der bliver uddannet så få tækkere, at man langt hen ad vejen følger tømrerne, hvor man bliver undervist i at save lige, bygge trækonstruktioner og har vådrumslære, som jeg aldrig har brugt. Det veksler hele tiden mellem skole og praktisk erfaring på lærepladsen. De sidste to forløb er på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, hvor man bor på skolehjem sammen med tækkelærlinge fra hele landet. Vi havde hvert vores lille værelse, og om aftenen drak vi nogle bajere i cafeen og spillede billard, for der var jo ikke så meget andet at lave.”

De var 10 lærlinge på Mads Hetofts årgang, med vidt forskellige baggrunde og aldre. Selv vurderer han, at tækkere generelt er ”dygtige håndværkere, bonderøve og udendørsmennesker”. For ham er det bedste ved jobbet, at man arbejder udendørs med et håndværk og møder mange forskellige typer.

”Vi sætter stillads op om hele huset, og så flytter man jo nærmest ind i 4-5 uger. Man pisser i hækken, spiser deres æbler og klapper deres hund. Så kommer man altså tæt på hinanden. Fordi jeg bor centralt på Sjælland, har jeg en arm i whiskybæltet og en arm i ’den rådne banan’. Det er skidesjovt at se, hvor forskellige stråtagsejere er. Det kan være prestigestråtag, hvor alt skal spille, men det kan også være håbløse romantikere, der har købt et nedlagt landbrug på landet. Uanset hvad bliver alle glade for et nyt, flot, gult stråtag. Det er et fantastisk syn,” siger han.

Mads Hetoft derhjemme med sine høns.

SELVOM TÆKKEMÆND kan vække minder om en svunden tid, er det ikke et fag i nedgang. Mads Hetoft er af den yngre generation af tækkemænd i Danmark, men han er ikke blandt de alleryngste længere.

”Den svend, jeg har ansat, er 23, så der kommer nye til. Vi ser unge tække-hipstere, ligesom der er hippe møbelsnedkere. De idealiserer og dyrker det bæredygtige og æstetikken, hvilket branchen i den grad har brug for, fordi det typisk har været ældre mænd. Byggeri er en kæmpe CO₂-synder, men stråtag er et mere bæredygtigt alternativ. Det er de sindssygt gode til at sætte fokus på.”

Engang var stråtaget et fattigmandstag, fordi husmanden kunne høste tagrør, som er de strå, man tækker med, nede ved søen. Derefter tilkaldte han tækkemanden, som kom på sin cykel og blev betalt i ostemadder og brændevin. I dag er det ikke et billigt alternativ, men noget, man ønsker, fordi det er æstetisk, bæredygtigt og historiefyldt, fortæller Mads Hetoft, der har kalenderen fuld indtil 2024.

Efterspørgslen er der, men hvis tækkefaget skal overleve de næste 50-70 år, kræver det ifølge Mads Hetoft, at man begynder at bygge nye huse med stråtag.

”Der er ikke noget, der står i vejen for, at man bygger en hel karré i København med stråtag. Det kan sagtens lade sig gøre, og hvis det er lavet ordentligt, er brandrisikoen minimal. Et af de flotteste eksempler på nybyg med stråtag er Vadehavscentret i Vestjylland, hvor arkitekterne og tækkerne arbejdede tæt sammen. Det kræver, at arkitekter tænker stråtaget ind,” siger han.

”Men jeg kommer nok ikke til at arbejde på de byggerier. Jeg er ekstremt nostalgisk. Jeg kan godt lide at rode med gamle huse, møde nye mennesker og dygtiggøre mig indenfor mit fag. Det er egentlig gennemgående i mit liv og mine interesser. Jeg elsker at ordne, skrue og fikse. Om det så er biler, motorcykler, stråtag eller utætte bindingsværkshuse. Skiller man et gammelt hus ad og smider et nyt tag på, så får det et nyt liv.”