Indlæg

28-årige Sofie Rebecca Høj er netop nyslået verdensmester i PR, Public Relations. Kommunikations-kvinden, der hader ordet ’12-tals-pige’, blev forelsket i CBS ved et tilfælde, men egentlig ville hun lige så gerne have været politibetjent.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rune Lundø, privat

SOM MANGE ANDRE unge anede jeg ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg har altid elsket dansk og samfundsfag, så det måtte godt være noget, der kombinerede de to ting, men jeg var fuldstændig paralyseret over alle valgmulighederne. Så jeg tog et sabbatår og fik job på en restaurant. Jeg blev restaurantleder som 19-årig, og det var benhårdt. Du skal træffe her og nu-beslutninger, og der er direkte respons på, hvordan du håndterer situationer, kunder og medarbejdere, og det er meget unge medarbejdere. Der er krisesituationer og meget brandslukning.

Mit allerførste job fik jeg som 13-årig. Jeg cyklede rundt til alle mulige virksomheder i Birkerød med uopfordrede ansøgninger og fik et job hos en IT-virksomhed, hvor jeg satte frokost frem og gjorde rent. Senere fik jeg arbejde i fiskeafdelingen i et supermarked. Det var et af mine sjoveste ungdomsjob. Jeg var så nysgerrig. Læste alt om fisk og fik hurtigt mere ansvar. Jeg fik lov til at filetere en gråhaj, og så stod jeg for at lave smagsprøver hver weekend. Et koncept, som min ven og jeg havde fundet på. Ungdomsjob kan være pissekedelige, men hvis man giver noget af sig selv, og man går op i det, tror jeg helt automatisk, det bliver sjovere. 

I HØJ KURS 

Sofie Rebecca Høj, 28 år, uddannet cand.merc.(kom.) fra CBS. Rådgiver og talentchef i bureauet LEAD Agency, der laver PR for ngo’er, virksomheder, kommuner og meget andet. Boede som barn i Randers, hvor faren var efterskolelærer. Bor nu i København.

DA JEG SKULLE vælge uddannelse, kunne jeg ikke skelne de forskellige universiteter fra hinanden. Om det var AAU, KU, RUC eller CBS, var slet ikke vigtigt for mig. Jeg kunne også være blevet politibetjent, for det ville jeg rigtig gerne være i lang tid. Men en af mine venner sagde, at han troede, kommunikation på CBS ville være noget for mig. Så jeg tog til åbent hus og besluttede mig samme dag: Det var der, jeg ville gå. 

Jeg havde det sådan, at hvis ikke jeg kom ind, ville jeg ud og rejse. Men jeg kom ind på erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, og CBS faldt virkelig i hak for mig, det samme gjorde kommunikationsdelen. Her var der en hylde for mig. Studiet handlede, hvordan virksomheder træffer strategiske beslutninger og kommunikerer i en samfunsmæssig kontekst, der samtidig styrker deres økonomi. Den kobling var vildt spændende.

Da jeg søgte ind, lå snittet på omkring 9,4. Jeg er både gået ud med det højeste snit i min gymnasieklasse og det højeste snit på universitetet. Jeg kunne godt ligne den klassiske 12-tals-pige, der har sat sig nogle mål og stræbt efter dem, men min uddannelse og mit job er kommet på grund af dedikation. Det handler om at gå ind i opgaver med fuld power hver gang. 

Hver gang jeg er gået til en eksamen, har jeg tænkt: ”Det er pisse-spændende.” Og det mener jeg oprigtigt: Lad mig lære alt, hvad der er at vide om det her. Jeg har ikke haft målsætningen om, at det skulle være en god karakter, der skulle komme ud af det. Jeg hader i øvrigt ordet ’12-tals-pige’. Jeg synes, det er et tarveligt ord. Der er ikke noget galt i at være ambitiøs og dygtig til at gå i skole. 

Morgentrafik og nye malaysiske venner.

DEN MENTALE TRIVSEL har aldrig været værre for unge end nu. Der er et konstant præstationspres, som man selv bliver nødt til at være med til at bryde. Jeg tænkte i hvert fald selv: ”Okay, nu skal jeg noget helt andet.” Og så tog jeg på udveksling ad to omgange. Først til øen Penang ud for Malaysias kyst, og anden gang til Monterrey i Mexico.   

Udvekslingsopholdene har givet mig en bedre forståelse for, hvordan mennesker fungerer sammen. Der var selvfølgelig et exchange-miljø, men jeg havde bestemt mig for, at jeg gerne ville have lokale venner begge gange. I Malaysia blev jeg for eksempel en del af skolens svømmehold og tog ud og spiste med dem hver uge for at blive en del af deres kultur i det omfang, jeg kunne. Jeg tog også med dem i moské og sad udenfor og ventede, mens de bad, for også på den måde at prøve at være en del af deres liv. 

At se, hvordan kultur og religion fungerer i praksis, er noget helt andet end at lære om det i teorien. Man får en tro på, at mennesker sagtens kan sammen, og at det handler om imødekommenhed. Mine udvekslingsophold var nogle tiltrængte pusterum, hvor der ikke var fokus på resultater, men på relationer, mennesker og på at skabe minder for livet. Det var helt bevidst, at jeg ikke søgte de bedst kendte universiteter. Jeg ville skabe tid til noget helt andet. 

Den latinamerikanske kultur passer sindssygt godt til mig. Det fandt jeg ud af i Mexico. Temperamentet, ligefremheden, og at alt skal være så stærkt, som det kan være. Det skal salsaen, man spiser, og når man danser salsa, skal det være så ekspressivt som overhovedet muligt. Det kan jeg godt lide. Når man er på en bar i Mexico, fester alle med hinanden. Der er ikke grupper på samme måde som i Danmark. Du går ind, og så er alle dine venner. ”Kom og sid hos os!” 

Sofie Høj i PR-tjeneste.

KOMMUNIKATION ER magtfuldt. Det er med til at forme tendenser, og inden for PR kan man være med til at skabe holdninger og ændre adfærd. Derfor er kommunikation og branding også rykket ind på ledelsesgangene, og man kan mærke, at virksomhederne prioriterer det meget højt. Jeg kan høre på mine kolleger, som har været i branchen i 20 år, at kommunikation helt klart bliver prioriteret højere. Tidligere handlede det nok i højere grad om, hvordan man kunne afsætte flest produkter. I dag handler det nærmere om, hvilket ansvar man har som virksomhed, hvad man er kendt for, og hvilken position man legitimt kan indtage. Det er det, jeg er med til at forme i mit arbejde som kommunikationsrådgiver: strategisk kommunikation, brandstrategier og store kampagner.

PR indebærer, at man er med til at sætte nogle dagsordener. Det handler ikke så meget om at sælge en tandpasta eller reklamere for den, men mere om at sige: ”Okay, hvad er der af holdninger derude om det, og hvordan kan vi ændre brandet i den kontekst?” Telefonselskabet Call Me er et eksempel. Vi var med til at lave deres kampagne ’Tal ordentligt’. De sælger telefonabonnementer, men hvad har de noget at sige om? De kan sige noget om, hvordan vi taler til hinanden. ’Tal ordentligt’ handlede derfor ikke om, hvor mange megabytes man kan få i sit telefonabonnement, men mere om at sætte en dagsorden. Det er det, PR indeholder for mig. 

Det sjoveste ved mit arbejde er, når strategi og kreativitet går hånd i hånd. Helt konkret handler det om reserach, at finde ind til kernen og de rette kreative indsigter. Man skal have sit fundament på plads. Nogle gange har vi hele dage, hvor det bare er én lang kreativ brainstorm.

VM I PUBLIC RELATIONS 

VM-finalen i PR blev afholdt 7.-10. november 2022. Danske Sofie Høj og Morten Haldrup konkurrerede mod 12 andre teams fra Argentina, Frankrig, Ungarn, Indien, Østrig, Kenya, Italien, Polen, Singapore, Ukraine og Storbritannien. Danmark vandt guld. Sølvet gik til Argentina og bronze til Polen. Finalisterne skulle udvikle en kampagneidé for Verdensnaturfonden og præsentere den for et dommerpanel i en fem minutters video-pitch. De danske guldvindere vandt – ud over titel og ære – en rejse til ICCO Global Summit i 2023, der afholdes i Warszawa i Polen, med mulighed for at holde et oplæg på hovedscenen.

JEG HAVDE ALDRIG troet, at jeg ville blive verdensmester i noget. Men det er jeg nu, og det er meget mærkeligt. Det har været vildt. Min makker, Morten Haldrup, og jeg blev udvalgt af vores brancheorganisation som et slags uofficielt landshold, og vi skulle lave en kampagne for WWF Verdensnaturfonden, der skulle være med til at redde verdens regnskove. Der var 13 hold på verdensplan, og Morten og jeg kendte ikke hinanden i forvejen. Vi havde tre dage til først at lære hinanden  at kende og så lave en hel strategi og et kreativt koncept, som vi ellers kan bruge uger og måneder på at lave og fintune. Det var en virkelig intens og sindssygt fed proces. 

Vi arbejdede i 20 timer om dagen i de tre dage. Vi lavede 130 slides, der skulle koges ned til 10. Vi endte med at kalde vores kampagne ’Keep Us Breathing’. Da vi havde afleveret, var det bare hjem og sove. En uge efter skulle juryen, der bestod af store kreative profiler, votere, og vinderen skulle annonceres på et Zoom-kald med alle 13 hold. Vi sad inde på Mortens bureau (Advice, red.), og der var bestilt en kæmpe vogn med champagne og øl. Der var ret meget pres, da vi gik ind, men så vandt vi, og så var der konfetti og lykønskninger.

En gang imellem får jeg en strøtanke om at lave noget helt andet. Vi har et langt arbejdsliv, så på et tidspunkt kommer jeg nok til at kaste mig ud i nye udfordringer for at holde mig selv til ilden og gejsten oppe. Det er ikke sådan, at jeg har fundet min hylde for evigt. Men jeg elsker kommunikation og ser mange muligheder i faget. Jeg holder mine muligheder meget åbne. Jeg drømmer både om at sejle jorden rundt, skrive en bog og bestige Mount Everest – det hele. Jo flere drømme man har, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem går i opfyldelse.

Rasmus Kolbe var mønsterstudent, men kunne ikke bruge sin gymnasielærdom på vejen mod en succesfuld karriere. Vi spurgte youtuberen også kendt som Lakserytteren, hvad det egentlig er, han laver – og traf en mand, der drømmer om et helt andet skolesystem.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hej Rasmus, hvad tjener du dine penge på?

”Jeg har en masse forskellige firmaer. Som influencer eller youtuber tjener jeg mine penge på de reklamer, man ser, inden videoen begynder. Dem får jeg et cut af. Så laver jeg reklame-samarbejder, hvor jeg promoverer et produkt eller brand. Og så har jeg merchandise i form af bøger og tegnegrej, som man kan købe i min webshop, hvis man er fan.”

Så du er selv et brand?

”Det vil jeg sige.”

Hvad er det for et brand? Hvem er Lakserytteren? 

”Lakserytteren er mit gamle spejdernavn. Mange synes, det er lidt underligt og lidt sjovt. Det er sådan set en meget god indgang til mit univers. Kort fortalt står Lakserytteren for kreativ underholdning, og han vil gerne inspirere andre til at være kreative, tænke kritisk og se verden på nye måder. Det er kompetencer, som vi ikke fostrer nok i danske børn, mens store firmaer som Lego og Google efterspørger dem hos deres medarbejdere. Kigger man på, hvordan børn løser opgaver, før de starter i skole, og efter de er startet i skole, er det tydeligt at se, at vi har lavet en folkeskole og et uddannelsessystem, der knuser nogle kvaliteter i børn. Det handler ikke om at gøre tingene på nye måder. Det handler om at passe ind. Om at lære at løse opgaverne efter bogen.”

Rasmus Kolbe er opvokset i Lund nord for Horsens og har over 100.000 følgere på Instagram, over en million på TikTok og knap 85.000 abonnenter på sin YouTube-kanal.

Men Lakserytteren, han er kreativ?

”Ja, meget.”

Er han dig eller snarere et alter ego?

”Han er mig. Men han har en værtspersonlighed, der er skruet lidt op for, når kameraet ruller. Lakserytterens karakter er udviklet gradvist i løbet af de 6-7 år, jeg har lavet mine videoer. Han er meget positiv, meget energisk, farvestrålende. Ifølge Lakserytteren kan alt lade sig gøre. Han har en god pendant i sin kameramand, som er fornuften, der prøver at holde ham på jorden.”

Hvad er den mest sete video, du har lavet?

”Mest sete? Det ved jeg faktisk ikke. Hvis man kigger på antallet af views, er det muligvis en 15-sekunders TikTok-video, hvor jeg laver en tryllekunst. Jeg har en bananskjorte på, som jeg hiver af og krøller sammen, så den bliver til en rigtig banan. Kigger man på, hvor længe folk har set med, er det nok nogle videoer, jeg har lavet for Skagens Museum, som handler om Anna Ancher. De er sindssygt populære.”

Det lyder gammeldags …

”Kunsten er gammeldags, formidlingen er moderne. Der er mange børn, der har set videoerne, som aldrig har interesseret sig for kunst eller gået på kunstmuseum, som gerne vil lave tegneopgaverne eller får deres forældre til at køre sig en tur til Skagen.”

Så der kan godt være mange seere i en video, selv om den har substans?  

”Børn kan sagtens finde dybt meningsfulde, relevante og lærerige videoer på YouTube. Det interesserer mig, hvordan jeg kan formidle kreative eksperimenter og tegnetips på en måde, der får dem til at se med. Det dur ikke, hvis det bliver en omgang slatten billedkunstundervisning. Samtidig kan vi heller ikke kun lave challenges, hvor vi klapper hinanden i hovedet med en død laks.”

Du fik selv en studentereksamen med et gennemsnit på over 12. Hvordan blev du sådan en læsehest?

”Jeg var et barn, der godt kunne lide at få anerkendelse. Jeg kunne godt lide, når folk sagde, at jeg havde klaret tingene godt. Det var nemt for mig at lave lektier og skrive stile. Men der er ikke særlig mange af de kompetencer, jeg bruger i dag.”

Har du skullet aflære din skolelærdom?

”Dog ikke. Jeg har bare lært en masse ting, som jeg gerne ville have vidst tidligere. Jeg kom på designskole og fandt ud af, hvad det vil sige at løse problemer, at få en god idé og at føre den ud i livet. Jeg har også lært at starte en virksomhed. Men hverken i folkeskolen eller gymnasiet lærte jeg noget virkelighedsnært, der gjorde mig klogere på, hvad jeg kunne stille op med min fremtid.”

Hvordan startede din karriere?

”Da jeg var færdig på Designskolen Kolding, blev jeg ansat på P3, hvor jeg lavede grafisk design til deres sociale medier. Det var en tid, hvor de blomstrede, og man kunne se, der var et publikum og en effekt. En dag kom der et nyt medie, der hed Snapchat, og jeg satte mig for at finde ud af, hvordan man blev god til det. Det var der ikke så mange i Danmark, der var dengang. Så jeg lavede nogle videoer, der pludselig gik viralt, og så kunne jeg se potentialet i at tjene penge på det.”

Der står på nettet, at du tidligere var det største danske navn på Snapchat. Hvorfor er du ikke det længere?

”Jeg bruger slet ikke Snapchat længere. Mediet har flyttet sig. Engang brugte folk det til at se underholdende videoer, i dag bruger folk det primært til at chatte med deres venner.”

Så i dag er du youtuber. Eller influencer? 

”Influencer er paraplytermen. Youtuber er den specifikke faglighed. De fleste definerer en influencer som en person, der har mange følgere på de sociale medier, og som laver betalte reklamesamarbejder. Men jeg vil næsten sige, at vi alle sammen er influencere. Vi påvirker jo alle sammen hinanden. Jeg har tidligere sagt, at Mette Frederiksen er Danmarks mest magtfulde influencer. Nogle mener, politik er noget andet. Men hun bruger i hvert fald sine sociale medier, og det er dejligt gennemskueligt, hvorfor hun går op i det. Forskellen på, hvordan man vækster en influencer-platform, og hvordan man vækster en politiker og høster stemmer, er ikke så stor.”

Hvad er det bedste ved dit arbejdsliv?

”Det er superfedt at lave indhold til børn, som ikke bare er flimmerfjernsyn, men som de kan lære noget af. Det er fantastisk givende at møde børn, der fortæller, at de er blevet bedre til at tegne, fordi de fulgte min YouTube-kanal. Eller forældre, der er begejstrede, fordi deres børn vil med på Skagens Museum.” 

Og så har du fået lov at være med i ’Vild med dans’ …

”Jeg vil hellere formulere det sådan, at ’Vild med dans’ fik lov at få mig med, haha.”

Hvordan var det at medvirke på landsdækkende tv?

”Programmet er skønt, og det er virkelig sjovt at lære at danse. Samtidig er det forfærdeligt for en kreativ person at blive låst fast i alle de kasser, som sådan en produktion dikterer. Det er hårdt at være lønmodtager, når man er vant til at være direktør.”

Rasmus Kolbe har været med til at skabe influencerbureauet We Are Cube, der sidste år blev solgt til den svenske koncern Gigger Group for 55 millioner kroner.

Hvilket råd vil du give unge mennesker, der gerne vil være ligesom dig?

”Er man fanget i en helt almindelig, lidt kedelig folkeskole, tror jeg, det er vigtigt, at man begynder at lære ting udenfor. Jeg gik selv i tegne- og billedskole ved siden af, fra jeg var seks år gammel. Jeg tror, det er godt at identificere de kompetencer, man gerne vil have eller forbedre, og så gå målrettet efter dem. Vil du gerne være youtuber, skal du sætte dig ned og lære at klippe videoer og at performe foran et kamera. Man er virkelig dårlig i starten.”

Vil du gerne pace ungdommen?

”Sådan set ikke. Man skal have lov at slacke lige så meget, man har lyst til. Men vil man gerne være youtuber, starte en virksomhed, ind på et konkurrencebetonet studie, eller hvad det nu kunne være, bliver man nødt til at pace sig selv. Mange er gode til at pace sig selv, men der er også mange, der ikke kan se meningen i at pace sig selv, når de har gået tre år i gymnasiet uden at finde et eneste fag, der var lige dem. Der er et behov for at åbne de unges horisonter på andre måder.”

Hvordan?

”Jeg synes, man skulle rive det eksisterende skolesystem op med rod og skabe et helt nyt. Børn er rigtig gode til at dykke ned i ting, indsamle viden og lære ting – hvis det interesserer dem. Jeg tror, de fleste lærere ville elske at vejlede eleverne meget mere individuelt og give dem mulighed for at udfolde sig på en måde, der giver mening for eleven. Men det virker, som om der er meget lidt tid til emne­uger og fag, hvor man har mulighed for at udforske sine kompetencer, fordi det skal passe ind i læreplaner, nationale test og andre ting, vi kan måle og veje. Uden at være ekspert tror jeg sagtens, man kunne ryste posen.”

Men hvad med at læse og regne?

”Helt ærligt, hvor vigtigt er det? Der er jo ikke noget barn, der resten af deres tilværelse skal arbejde uden hjælp fra en computer. Stavekontrollen er så avanceret, at den forstår dig, bare du taler til den.”

Hvad er dannelse for dig?

”En masse ret uhåndgribelige ting. Vi mennesker er gode til at samarbejde og gode til at anerkende hinandens følelser og forstå, hvordan andre har det. De bløde og varme kvaliteter bliver slet ikke anerkendt nok. For eksempel kigger man bare på et enkelt tal, karaktergennemsnittet, når folk skal tildeles plads på jordemoderstudiet. Det er vanvittigt, at man forestiller sig, at man kan vurdere, om en person kan blive en god jordemoder, fordi han eller hun har gjort sig umage i gymnasiet. Jeg savner et udvidet begreb for, hvad talent og kompetencer er.”

Rasmus Kolbe alias Lakserytteren, 30 år, er influencer, youtuber, kreativ direktør og forfatter. Uddannet fra Designskolen Kolding. Har sammen med kommunikationsekspert Maria Bové skrevet bogen ’Turen går til YouTube’, en slags guidebog til forældre udgivet på Politikens Forlag.

Nicklas Brendborg ryddede bordet til studentereksamen, inden han satte kryds ved molekylær biomedicin. Vi spurgte topstudenten, forskningstalentet og bestsellerforfatteren, hvorfor han drømmer om at udsætte døden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Büro Jantzen

I gennem din gymnasietid i Aalborg fik du 30 12-taller på stribe. Hvordan gør man det?

”Jeg satte mig et mål og arbejdede hårdt for at nå det. Men der skal selvfølgelig også noget held til. En af dem kunne godt være smuttet.”

Var perfektionen et mål i sig selv?

”Jeg var i tvivl om, hvad jeg ville studere, og derfor ville jeg sørge for at få så højt et snit som muligt, så alle døre forblev åbne.”

Og så satte du ellers bare flueben efter flueben?

”Det skete jo over tre år, så jeg tog en ting ad gangen, men til sidst gik det op i en højere enhed.”

Den højeste, kan man sige. Hvordan føltes det, da du var færdig med din sidste eksamen?

”Det føltes dejligt, da jeg var færdig med min afsluttende eksamen i mundtligt dansk. Rigtig godt, faktisk. Det var en form for præstation. Og en sjovere historie at få 30 ud af 30 end 29 ud af 30.”

Var der medier, der ville snakke med dig? Folk, der ville kysse på dig?

”Der kom et tv-hold fra TV 2. Bagefter ringede DR, og så kom den lokale avis Nordjyske. Der er jo den slags historier hvert år, og det virker, som om når ét medie først har fundet frem til en superstudent, så melder alle de andre sig. Om der var nogen, der ville kysse på mig, fordi jeg fik gode karakterer? Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror, mine kammerater syntes, det var fedt, og det blev da skrevet i studenterhuen. Men vi var jo bare en flok gymnasieelever, der var glade og lettede over, at eksamen var overstået. Én konkret ting, fik jeg ud af snittet: Jeg skrev en bog med tips til at forbedre indlæring og eksamensresultater sammen med min ven Lars Horsbøl Sørensen, vi fik 57 12-taller tilsammen. Hvis vi havde fået et lavere snit, er det ikke sikkert, folk havde haft lyst til at læse den.”

’Topstudent’ hed den. Var der nogle, der syntes, den titel var lige lovlig kæk?

”Der var da nogle. Lige så snart der kommer bare en lille smule opmærksomhed omkring ens person, vil der være folk, der synes, man er træls, og får lyst til at angribe én. Men læste man bogen, fandt man ud af, at vi egentlig ikke havde til hensigt at promovere os selv som de helt store kanoner, men bare forsøgte at dele ud af vores erfaringer og give læseren en håndsrækning til eksamenslivet.”

Var der mange, der var interesserede i det?

”Den solgte rigtig, rigtig meget, og jeg får stadig beskeder i dag fra folk, der gerne vil købe den, men den blev udsolgt, og vi ejer ikke længere selv rettighederne.”

Pokkers. Kan du løfte sløret for det vigtigste trick til en god studentereksamen?

”Jeg kan ikke cirkle en enkelt ting ud. Man skal næsten læse bogen, som for øvrigt heller ikke kun handler om det praktiske i at gå til eksamen, men også om, hvordan man bedst lærer ting.”

Du endte med at beslutte dig for molekylær biomedicin på Københavns Universitet. Hvorfor?

”Jeg læste en masse bøger og tog nogle rejser. Og pludselig stod det mig klart, hvad jeg ville. Der var ikke én oplevelse, men jeg har altid været interesseret i biologi og dyr. Det eneste, jeg ville som barn, var at tage i zoo. Jeg husker, at min far købte mig en kæmpe bog med alverdens dyr. Jeg tror nærmest, jeg lærte at læse gennem den bog, fordi jeg ville vide, hvad der stod. I dag beskæftiger jeg mig stadig med, hvordan dyr, mennesker og organismer fungerer. Det er fantastisk at arbejde med forklaringer på, hvad livet egentlig er.”

Sidste år kom din bog ’Gopler ældes baglæns’, som blev så stor en succes, at den er blevet oversat til 23 sprog. Hvad handler den om?

”Om aldringsforskning – altså hvad videnskaben siger om at leve et langt og sundt liv. En dag blev jeg introduceret til et felt, hvor man i stedet for at tage udgangspunkt i den enkelte sygdom går et skridt tilbage og tager som udgangspunkt, at alle sygdomme helt grundlæggende skyldes, at man bliver ældre. Det vil sige, at man kan slå en hel masse fluer med ét smæk og forsøge at bekæmpe aldringsprocessen i stedet for at bekæmpe hver enkelt sygdom.”

Så vi skal bare holde os friske, siger du?

”Det er i hvert fald et godt udgangspunkt.”

Og hvor kommer goplen ind?

”Nogle kunne jo være skeptiske omkring ideen om at bekæmpe aldring og leve længere. Men goplen turritopsis er et eksempel på, at det lader sig gøre. Den kan gå fra sit voksne stadie tilbage til polypstadiet. Det ville svare til en sommerfugl, der blev til larve, eller en af os, der blev børnehavebarn igen. Turritopsis kan vokse op på ny for igen at vende tilbage til polypstadiet.”

For evigt?

”Vi ved ikke, om det kan fortsætte i det uendelige, men den kan gøre det rigtig mange gange. Jeg har interviewet en italiensk og en japansk forsker, der hver især har viet deres liv til goplen og holder dem i akvarier for at studere dem. De mener, at den er et eksempel på biologisk udødelighed.”

Kan din bog give mennesker et længere liv?

”Ja. Det er hele formålet. Det kommer an på din tilstand. Hvis du er virkelig usund, er det selvfølgelig nemt at forbedre dine muligheder. Men selv hvis du allerede går op i sundhed, har jeg stadig gode råd, der kan hjælpe dig.”

Du mener, tandtråd kan hjælpe …?

”Der er en infektionstilstand i munden, som øger risikoen for at udvikle aldersrelaterede sygdomme som demens, blodpropper og så videre. Samtidig har man fundet bakterier fra munden inde i blodpropper og i hjernen på folk, der har fået Alzheimers. Vi ved ikke med sikkerhed, om mundbakterierne direkte forårsager sygdommene, men man kan lige så godt forsøge at slippe for dem fra starten.”

MANDEN MED VANDMANDEN

Nicklas Brendborg, 26 år.

Kandidat i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet. Udvekslingsstudent på National University of Singapore. En del af Novo Nordisk International Talent Program.

Forfatter til ’Gopler ældes baglæns’ (2021) og medforfatter til ’Topstudent’ (2015) og ’Supertrends – 50 ting du bør vide om fremtiden’ (2019).

I forbindelse med bogens udgivelse er du blevet kaldt et ungt geni og forskerkomet. Føler du dig lidt udødeliggjort?

”Overhovedet ikke. Den nordjyske del af mig har det lidt svært med sådan nogle betegnelser. Men netaviserne skal have deres klik, det er sådan set okay. Den negative del af det er folk i kommentarspor, der spørger, hvad sådan en grønskolling som mig kan lære andre om aldring. Det er vist folk, der ikke har forstået konceptet videnskab. Altså at man godt kan vide noget om ting, selvom man ikke har erfaret dem på egen krop.”

Du er 26, hvor gammel håber du på at blive?

”Man kan jo aldrig væbne sig mod uheld, kun øge sin sandsynlighed for at blive gammel. Men jeg håber da på at blive så gammel som muligt.”

Nogle tech-moguler drømmer om det evige liv og smider formuer efter forskning i det. Kunne du selv tænke dig at leve for evigt?

”Det er et emne, mange gerne vil diskutere, men forskningen er stadigvæk så utrolig langt væk fra noget, der ligner udødelighed. Det giver bedre mening at diskutere, om vi kommer til at se 20 eller 30 års længere levetid i min tid – måske 50 år, hvis vi er meget heldige.”

En ældrebyrde på et helt andet niveau …

”Hele formålet med at strække livet ud over en længere periode er jo at beholde en ung krop længere. Så tværtimod vil folk kunne bidrage i væsentlig længere tid.”

Så kommer du til at forske, indtil du er i halvfemserne?

”Det ville jeg elske, men nu må vi se, hvad der sker.”

Hvad gør du for at få din ungdom til at strække sig?

”Jeg følger de råd, jeg giver i bogen: Tager et par kosttilskud, bruger tandtråd, følger kost­rådene, donerer blod, dyrker motion. Samtidig prøver jeg ikke at blive for fanatisk. Mental sundhed påvirker ens fysiske sundhed, og hvis man er for fanatisk, kan det blive lammende. Desuden er ensomhed forbundet med en højere risiko for at dø tidligere, så der skal være plads til at hygge med venner og familie.” 

Du skal i gang med din ph.d. til september. Hvad kommer det til at dreje sig om?

”Også om aldringsforskning, men vi har ikke lagt os helt fast endnu. Jeg har været optaget af at oversætte ’Gopler ældes baglæns’ til engelsk, holde foredrag og så videre. Og så har jeg skrevet kontrakt med mit forlag om min næste bog, der udkommer i 2023.”

Og hvad skal den handle om?

”’Gopler ældes baglæns’ er i virkeligheden den første bog i en trilogi, så det her er toeren. Men det præcise emne er hemmeligt lidt endnu.”

 

Sofie Louise Madsen kunne ikke programmere, da hun startede på uddannelsen som softwareingeniør. Så meget desto større var kicket, da hun knækkede rebussen. I dag prøver hun ved siden af studierne at inspirere flere unge kvinder til at logge på IT-branchen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kim-Yen Nguyen

DA JEG SKULLE konfirmeres, lavede jeg en hjemmeside med min ønskeliste. Jeg satte en QR-kode på invitationen, som gæsterne kunne scanne med deres smartphone og komme direkte til hjemmesiden. Hjemmesiden var halvfærdig på forhånd, og man behøvede ikke at kode noget, men det var et af mine første forsøg på selv af skabe noget med IT. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange af gæsterne der besøgte den. Min far gjorde helt sikkert.

Jeg blev født i Hamborg, hvor begge mine forældre arbejdede. Min far ville gerne blive i Tyskland, mens min mor ville hjem til Danmark. Kompromiset blev Flensborg, hvor jeg voksede op som en del af det danske mindretal i det nordtyske grænseland.

På mit gymnasium talte vi dansk i timerne og tysk i frikvartererne. Mange tyskere valgte dansksproget skole, fordi det tyske skolesystem var mere rigidt. Mine klassekammerater kom med forskellige kulturelle referencer, jeg blev tunet ind på både tysk og dansk tv og taler i dag begge sprog flydende.

Jeg valgte den naturfaglige linje i gymnasiet, selvom jeg var blevet advaret mod det på min folkeskole. ”Det er meget nørdet, du er alt for social til det,” sagde de. Det var sagt i bedste mening, men fik mig ikke til at ændre mit valg. Min gymnasieklasse var supersocial, samtidig med at det var cool at være nørdet. Nogle elever syntes, genetik var det fedeste, andre elskede fysikforsøg. 

IT-GIRL

Sofie Louise Madsen, 23 år. Kandidatstuderende i software engineering på SDU.

Sidder i studiets uddannelsesudvalg og har sammen med et par studieveninder dannet Enigma, et fagråd og en studiezone for softwarestuderende.

Tildeltes tidligere på året et legat på 30.000 kroner af to robotvirksomheder i Odense for sin indsats i tech-branchen og for at være rollemodel for andre kvinder.

BEGGE MINE FORÆLDRE er bankuddannede og arbejder med erhvervsøkonomi. En overgang troede jeg også, at jeg skulle arbejde inden for business, måske internationalt. Da jeg blev student, var jeg i tvivl, men under sabbatåret blev jeg stadig mere overbevist om, at jeg ville noget med teknologi. Jeg var lidt i tvivl, fordi jeg ikke kunne programmere, men da jeg læste på SDU’s hjemmeside, at kodning ikke var noget krav for optagelse, søgte jeg ind på software engineering.

Nogle af drengene på studiet kom fra teknisk gymnasium og kunne allerede tre forskellige kodesprog. ”Der er lang vej,” tænkte jeg. Men der var en fed stemning på studiet, og folk var gode til at hjælpe hinanden. Vi havde en fælles kanal blandt de studerende, hvor vi kunne skrive ud og bede om hjælp, når vi mødte problemer med vores programmeringsopgaver: ”Hvorfor bliver alt pludselig rødt?” ”Det er, fordi du har glemt et semikolon i linje fire.” Den samarbejdskultur fik mig til at tro på, at jeg nok skulle få det lært.

Ved semestrets slutning fik jeg 12 i programmering. ”Jeg har sgu indhentet drengene,” tænkte jeg. Jeg følte, jeg var endt på den rette hylde. Det kan være svært at forklare folk, der ikke arbejder med IT, hvorfor det er interessant. Men alt, du ser på nettet, bygger på koder. Der sker så meget behind the scenes, og når det lykkes at skrive den rette kode, der får en problemstilling til at gå op, er det som at løse en ligning. Det er den følelse, alle, der arbejder med teknologi, jagter. 

Som piger er vi i mindretal på studiet. Til gengæld har vi fået et rigtig godt fællesskab, også på tværs af årgange. Det er fordelen ved at være få. Det giver flere indgangsvinkler til IT at have både kvinder og mænd på et studie. For eksempel kan det være, at en kvindelig studerende går op i brugeroplevelsen på tøjmærket Zaras hjemmeside – den skulle være skrækkelig – mens mange af de mandlige studerende har computerspil som reference. Det er en generalisering, for jeg har også en veninde, der er vanvittig god til ’Counter-Strike’, men hvis vi vil udvikle produkter, der henvender sig til alle, er det fordelagtigt, at udviklerne bagved afspejler befolkningens sammensætning.

SELV HAR JEG ikke spillet meget, inden jeg begyndte på studiet, men jeg er ved at få øjnene op for hele den underholdnings­industri, IT også er. Jeg kan supergodt lide at spille ’Assassin’s Creed’, et eventyrspil, der foregår i forskellige historiske epoker. Det får timerne til at flyve af sted.

Mit første studiejob fik jeg på en messe, hvor virksomheder rekrutterer studerende. Jeg havde en snak med chefen for en virksomhed, der laver indhold for ejendomsmæglere. Vi snakkede om, hvor fedt det er at arbejde med teknologi, fordi man har en følelse af, at feltet hele tiden udvider sig. Vi klikkede godt. Han sagde: ”Vi mødes til kaffe på torsdag”, og jeg fandt ud af, at kaffe i tech-branchen betyder det samme som en jobsamtale. Jeg var ikke særlig fagligt stærk endnu, da han ansatte mig, men han troede på, at jeg kunne blive til noget. 

I dag har jeg et andet studiejob som student software engineer hos et firma i Odense, der laver virtuelle betalingskort. Det er megasjovt! Inden jeg begyndte at arbejde med software, havde jeg en idé om, at man sad alene foran sin computer, indtil man var færdig med en opgave. Men man har fundet ud af, at det ofte er mere effektivt at arbejde parvis, så vi sidder ofte to og to, hvor den ene har tastaturet, og den anden giver sine kommentarer. Det kan selvfølgelig føre til misforståelser, men giver samtidig anledning til, at man på kortere tid får taget flere overvejelser op. Det er en givende pingpong.

I dag er jeg på kandidatdelen af softwareingeniøruddannelsen. Siden jeg begyndte for snart fire år siden, har jeg både lært om programmering, om brugeroplevelser, om sammensætning af arbejdsteams, om planlægning, businessledelse og meget andet. Tanken er, at man skal være brugbar på arbejdsmarkedet, lige så snart man kommer ud fra uddannelsen.

Ud over at dyrke sin nyfundne hobby triatlon bruger Sofie Louise Madsen sin fritid på det såkaldte IT-landshold, der deltager i events med folkeskole- og gymnasieelever for at inspirere til, at flere – særligt unge piger – får øjnene op for en karriere i IT- og techbranchen.

AT SKABE ET digitalt produkt er som et arkitekturprojekt. Det kræver de samme overvejelser, som hvis du skal bygge et hus. Du skal sørge for, at din software kan holde til et vist antal brugere, og du skal skabe plads til udvidelser og ændringer – ligesom hvis du bygger et hus og tænker ind, at der måske senere skal komme en carport til. 

Når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt tænke mig at arbejde med klimaproblemer. Jeg har som et projekt på studiet været med til at udvikle en startup-idé, en app med plantebaserede og miljørigtige opskrifter, som bygger på en mærkningsordning til fødevarerne, hvor man kan se, hvor langt de er transporteret, hvor meget strøm der er brugt til drivhuse og så videre. Jeg er selv vegetar og har indimellem problemer med at få næringsstoffer nok, så jeg ved, hvordan det er som forbruger at savne oplysninger om det, man spiser.

Danmark mangler IT-specialister. Konsulentfirmaet McKinsey har i en fremskrivning estimeret, at vi kommer til at mangle 80.000 specialister i 2030. Vi uddanner 4.000 om året, så vi har noget at indhente. Hvis vi kan få flere kvinder til at søge ind i branchen, vil der være en meget større talentmasse. Samtidig viser forskning, at jo mere diversitet du har i branchen, desto mere innovation.

JEG ER EN del af IT-landsholdet for kvinder, som består af 14 studerende fra tech-branchen, der tager rundt i landet og fortæller gymnasieelever og andre unge kvinder, hvorfor vi synes, IT er så megafedt. For eksempel lavede vi for nylig en workshop sammen med TV 2 Play, hvor vi skulle lave en prototype på en nyhedsapp, der både byggede på algoritmer og redaktionel styring, som gymnasieeleverne efterfølgende fik lov at afprøve.

I pausen sagde en af gymnasiepigerne til mig: ”Du ligner da ikke en, der læser noget med teknologi.” Hun havde et særligt billede af, hvordan man skal se ud i den verden. ”Måske ikke,” sagde jeg. ”Men teknologi er for alle.”

Jeg kan godt lide at se skarp ud, tage mit lyserøde sæt tøj på, høje hæle, store øreringe og i det hele taget ikke pakke mig selv væk. Mange i branchen er meget afslappede i deres tøjstil, med jeans og måske en T-shirt med yndlingsbandet. Det synes jeg også er fint. Enhver må udleve sin personlighed. Måske kan jeg bare lide at skille mig ud. 

Jeg har også købt mig en lyserød racercykel for ikke at ligne alle de andre, når jeg skal deltage i en halv ironman senere på året. Jeg har kun dyrket triatlon i et halvt års tid og startede på bar bund. I gymnasiet red jeg, men jeg skilte mig af med hesten, da jeg ikke havde råd til det under studierne, og jeg havde aldrig løbet, crawlet eller siddet på en racercykel, da jeg begyndte på triatlon. 

Min største udfordring er, at der er så meget, jeg gerne vil. Udvikle mig fagligt, passe mit studiejob, møde nye mennesker. Bare døgnet havde flere timer.

 

Mads Hetoft har haft beskidte fingre fra barndommen. Men da mekanikerjobbet ikke levede op til drømmen, ændrede han kurs. Ved et tilfælde havnede han i tækkebranchen, hvor han nu nørder traditionsrige håndværksteknikker og fylder ordrebogen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sebastian Dall Mayoni, Privat

DA MADS HETOFT var 10 år gammel, fik han en blank skydelære af sin far i fødselsdagsgave. Han har den stadig og bruger den, om ikke dagligt, så ugentligt, til at afmåle tykkelser, dybder og omkredse. Året efter ville han for alt i verden lære at svejse, men det kunne ikke komme på tale, før han lærte at lodde, lød beskeden fra faren. I flere uger knoklede Mads Hetoft med de loddeopgaver, der var blevet stillet som krav for et svejsekursus, og da de var bestået, var det videre til svejsningen.

Mads Hetoft kommer fra en familie af håndværkere og ufaglærte med beskidte fingre. Når han ikke var i skole, kunne man finde ham på farens autoværksted, hvor han skruede på sin knallert, cykel eller gokart, og når han kørte på dem, håbede han en lille smule, at der ville opstå problemer, så han igen kunne komme til at fejlfinde og pille maskineriet fra hinanden.

”Stemningen i min fars autoværksted var helt Olsen Banden-agtig. Det var et snusket sted, hvor der blev røget tusind cigaretter og drukket et par øl. Og så havde han ophuggerplads og motorcykelværksted. Jeg er opvokset med, at man reparerer sine ting, indtil de ikke virker mere.” 

På tækkeuddannelsen lærer man alt om simple tagkonstruktioner og arbejdet med tagrør, som er den type strå, der bruges i dag. Efter mange år med hundredvis af stråtækte buer og kviste er der stadig enkelte opgaver, som kræver mere opmærksomhed for Mads Hetoft. Han nævner udvendige hjørner, også kaldet grater, som noget, hvor han skal have tungen lige i munden. På en langside kan han snildt lægge 100 bundter om dagen.

Det var den tilgang, som gjorde udslaget for hans valg af uddannelse. Efter 9. klasse strøg han i lære som automekaniker, og så sad han der i frokoststuen med cigaretrøg, ostemadder, Ekstra Bladet og kolleger, der gerne var tre gange ældre end ham selv. 

”Jeg savnede faktisk noget håndværksmæssigt. Med al respekt for automekanikere, så oplevede jeg, at det handlede meget om reservedelsudskiftning i stedet for at skille tingene ad og reparere dem. Min far var af den gamle skole, hvor man skilte en generator ad, fandt problemet og samlede den igen. Det gør man bare ikke mere, fordi det er alt for dyrt. Det gjorde, at jeg stoppede som lærling.”

I stedet brugte han meget tid i København, tog en gymnasial uddannelse og arbejdede på en tankstation i Roskilde, hvor han egentlig havde det meget godt, mens han overvejede, om han skulle læse videre. Det var et ægtepar, som ejede tankstationen, og da han en dag i begyndelsen af tyverne fik at vide, at han ikke kunne få en fuldtidsstilling, blev han en smule irriteret over situationen.

”Da de spurgte, hvad jeg så ville lave, forsøgte jeg at være lidt flabet. Det røg ud af munden på mig, at jeg ville være tækkemand, fordi det lød så absurd. De ville gerne hjælpe mig videre og kendte tilfældigvis en tækkemand i området, så mandagen efter gik jeg til hånde hos ham.”

MADS HETOFTS HANG til gammelt kram viser sig også ved parcelhuset i Roskilde, hvor han har slået sig ned med sin familie i oldeforældrenes gamle hus. Forleden spottede han en gammel norsk tandem­cykel i en have, da han tækkede et hus, og da dagen var omme, fik han overtalt ejeren til at sælge. I baghaven har han også en rusten rickshaw, som børnene kører rundt på, og i værkstedet står hans motorcykel, en Honda Africa Twin, som han selv benytter sig af halvdelen af året. Pludselig henter han sit tækkeudstyr og begynder at fortælle, at tækkefaget faktisk ikke har ændret sig synderligt de sidste tusind år.

”Værktøjerne er magen til dem, man brugte i den sene middelalder. Den største forskel er, at vi har fået en skruemaskine, ellers er principperne stort set de samme. Det er bare toppen op og roden ned. Værktøjskassen er ikke særlig stor,” fortæller han.

Klapperen er det vigtigste værktøj, og for Mads Hetoft er det også et personligt redskab. Hans klapper består af et skaft af asketræ med en træplade for enden, som er belagt med et rillet lag af rustfrit stål. Når han klapper stråtaget på plads, griber rillerne stråene, så de bliver skubbet op og danner et flot, glat stråtag. Klapperen har han haft, siden han kom i lære i 2005, og han har brugt den hver dag siden.

”Alt efter hvor du er i landet, kan det hedde en klapper, et tækkebræt eller en tækkeskovl. På Sjælland bruger de fleste en klapper med riller til at skubbe bundtet på plads, mens jyder ofte har en klapper med små huller i stedet for riller. Jeg tror, det skyldes, at tækkefaget var uskolet i ekstremt mange år. Det gik fra mund til mund og fra far til søn.”

I mange år havde familien et gammelt, utæt sommerhus på Falster. Her bliver Mads Hetoft båret ned fra taget af sin stedfar som seksårig. Han husker stadig ikke, hvordan han kom derop.

DA HAN VAR i lære, testede chefen ham de første par måneder. Det var vinter, og han husker, hvordan han skulle stå for at fjerne sne hver morgen, rive strå sammen på gårdspladserne i timevis og stå for presenningen, som skulle over taget, når dagen var slut. Men selvom det var hårdt arbejde har Mads Hetoft kun gode minder fra sin læretid. Efter nogle måneder begyndte han på tækkemandsuddannelsen:

”Der bliver uddannet så få tækkere, at man langt hen ad vejen følger tømrerne, hvor man bliver undervist i at save lige, bygge trækonstruktioner og har vådrumslære, som jeg aldrig har brugt. Det veksler hele tiden mellem skole og praktisk erfaring på lærepladsen. De sidste to forløb er på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, hvor man bor på skolehjem sammen med tækkelærlinge fra hele landet. Vi havde hvert vores lille værelse, og om aftenen drak vi nogle bajere i cafeen og spillede billard, for der var jo ikke så meget andet at lave.”

De var 10 lærlinge på Mads Hetofts årgang, med vidt forskellige baggrunde og aldre. Selv vurderer han, at tækkere generelt er ”dygtige håndværkere, bonderøve og udendørsmennesker”. For ham er det bedste ved jobbet, at man arbejder udendørs med et håndværk og møder mange forskellige typer.

”Vi sætter stillads op om hele huset, og så flytter man jo nærmest ind i 4-5 uger. Man pisser i hækken, spiser deres æbler og klapper deres hund. Så kommer man altså tæt på hinanden. Fordi jeg bor centralt på Sjælland, har jeg en arm i whiskybæltet og en arm i ’den rådne banan’. Det er skidesjovt at se, hvor forskellige stråtagsejere er. Det kan være prestigestråtag, hvor alt skal spille, men det kan også være håbløse romantikere, der har købt et nedlagt landbrug på landet. Uanset hvad bliver alle glade for et nyt, flot, gult stråtag. Det er et fantastisk syn,” siger han.

Mads Hetoft derhjemme med sine høns.

SELVOM TÆKKEMÆND kan vække minder om en svunden tid, er det ikke et fag i nedgang. Mads Hetoft er af den yngre generation af tækkemænd i Danmark, men han er ikke blandt de alleryngste længere.

”Den svend, jeg har ansat, er 23, så der kommer nye til. Vi ser unge tække-hipstere, ligesom der er hippe møbelsnedkere. De idealiserer og dyrker det bæredygtige og æstetikken, hvilket branchen i den grad har brug for, fordi det typisk har været ældre mænd. Byggeri er en kæmpe CO2-synder, men stråtag er et mere bæredygtigt alternativ. Det er de sindssygt gode til at sætte fokus på.”

Engang var stråtaget et fattigmandstag, fordi husmanden kunne høste tagrør, som er de strå, man tækker med, nede ved søen. Derefter tilkaldte han tækkemanden, som kom på sin cykel og blev betalt i ostemadder og brændevin. I dag er det ikke et billigt alternativ, men noget, man ønsker, fordi det er æstetisk, bæredygtigt og historiefyldt, fortæller Mads Hetoft, der har kalenderen fuld indtil 2024.

Efterspørgslen er der, men hvis tækkefaget skal overleve de næste 50-70 år, kræver det ifølge Mads Hetoft, at man begynder at bygge nye huse med stråtag.

”Der er ikke noget, der står i vejen for, at man bygger en hel karré i København med stråtag. Det kan sagtens lade sig gøre, og hvis det er lavet ordentligt, er brandrisikoen minimal. Et af de flotteste eksempler på nybyg med stråtag er Vadehavscentret i Vestjylland, hvor arkitekterne og tækkerne arbejdede tæt sammen. Det kræver, at arkitekter tænker stråtaget ind,” siger han.

”Men jeg kommer nok ikke til at arbejde på de byggerier. Jeg er ekstremt nostalgisk. Jeg kan godt lide at rode med gamle huse, møde nye mennesker og dygtiggøre mig indenfor mit fag. Det er egentlig gennemgående i mit liv og mine interesser. Jeg elsker at ordne, skrue og fikse. Om det så er biler, motorcykler, stråtag eller utætte bindingsværkshuse. Skiller man et gammelt hus ad og smider et nyt tag på, så får det et nyt liv.”

FREMTIDENS MAND

Mads Hetoft, 36 år, er uddannet tækker fra Den jydske Haandværkerskole.

I 2022 blev der uddannet to nye tækkere i Danmark.

Ifølge en analyse af arkitekt og ph.d. Jan Kauschen og ingeniørstuderende Michael Granby-Larsen er stråtag det mest klimavenlige tagmateriale sammenlignet med tagpap og betontegl. Et almindeligt villahus vil kunne spare 13 procent af klimapåvirkningen over en 50-årig periode.

Under et besøg på tækkemændenes branchekontor har den socialdemokratiske bolig­minister Kaare Dybvad nævnt, at han sagtens kunne forestille sig trækonstruktioner i flere etager med stråtag i fremtiden, og at der vil blive lovgivet om byggebranchens klimapåvirkning.

Susanne Olsen malkede kvæg i landbruget og udbenede skinker på et fabriksslagteri i Nordjylland, inden hun skiftede bane og blev en af få kvinder i Danmark med titlen chefgreenkeeper. Vi spurgte hende, hvorfor græsset er grønnere på den anden side.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

Hvordan kan det være, du holdt op i landbruget?

”Mine forældre var selv landmænd, så det var en naturlig vej for mig, og jeg elskede udendørsarbejde og dyr. I mange år arbejdede jeg med kvæg på et lille landbrug i Nordjylland. Når der var fodermesterdag, mødte jeg ind klokken fire om morgenen for at malke. Så havde jeg fri midt på dagen og fortsatte malkningen fra klokken seks om eftermiddagen. Det er ikke holdbart, når man vil stifte familie, så jeg søgte job hos Danish Crown i Hjørring, hvor jeg endte med at udbene store skinker og knokle i pakkeriet i 10 år.” 

Og hvordan gik vejen fra slagteriet til greenen?

”Jeg begyndte som amatør-greenkeeper, længe inden jeg tog den formelle uddannelse. En landmand, jeg havde arbejdet hos som ung, besluttede sig for at anlægge en golfbane på sin mark og spurgte, om jeg ville hjælpe ham. I flere år fik jeg orlov fra slagteriet i sommermånederne for at starte golfbanen op og pleje den, da den stod færdig. Da slagteriet lukkede mange år senere, havde jeg fået smag for det og søgte ind på greenkeeper-uddannelsen i Brovst.”

GRØNNE FINGRE

Susanne Olsen er udlært fra Vennebjerg Golf og arbejder som chefgreenkeeper i den 54 hektar store Sindal Golf Klub i Vendsyssel. Ud over hende er der fire fuldtidsansatte greenkeepere i klubben, som sørger for, at græsset er tæt, grønt og kort.

Hvad lærte du der?

”Langt hen ad vejen var det som en anlægsgartneruddannelse. Vi lærte at nivellere for at lægge fliser, plante træer og kende forskellige træer og buske fra hinanden. Dertil kom den mere tekniske viden om græssorter, anlægning af golfbaner, og hvilke vækstmaterialer man skal bruge til greens, fairways og tee-steder. Jeg kom fra 10 år med fabriksarbejde og fandt det helt fantastisk at gå i naturen hver dag. Jeg kom i lære i Vennebjerg Golf på den golfbane, jeg selv havde anlagt, og man er heldigvis lige så meget i praktik, som man er på skolebænken. Så lærer man lidt om gødning, rodsygdomme og skadedyr, og så skal man direkte ud at bruge det, det kunne jeg godt lide. Jeg havde aldrig tænkt over, at man som greenkeeper stresser græsset ved at klippe det ned til tre millimeter, men jeg havde jo også kun været amatør-greenkeeper.”

Det må have været en drøm for dig, da du som udlært blev chefgreenkeeper i Sindal Golf Klub. 

”Egentlig ikke. Jeg var tilfreds, hvor jeg var i Vennebjerg. Men en dag ville min chef vinterfyre mig, det er ret udbredt i branchen, fordi banerne ikke bliver brugt så meget om vinteren. Det passede mig ikke særlig godt, så jeg søgte stillingen i Sindal og har været her siden. Her foregår det noget anderledes. I Vennebjerg var det bare ejeren og mig, der stod for det hele. Her er der en bestyrelse, som også har en masse holdninger, og medlemmerne kommer også med forslag.”

GRÆSRODSARBEJDE

Der findes 191 golfbaner i Danmark, hvoraf 187 er medlemmer af Dansk Golf Union, oplyser Danish Greenkeepers Association, der har over 500 medlemmer, men kun få kvinder. Engang var der tre kvindelige chefgreenkeepere. I dag er Susanne Olsen den eneste, oplyses det.

Har der været nogen konflikter?

”Ikke decideret. Men det første, vores baneudvalgsformand sagde til mig, var, at vores greens skulle være åbne hele året. Det mente jeg ikke var en god idé, så jeg fortalte ham, hvordan græsset gror. Om vinteren går græsset i dvale, så hvis man forsætter med den samme slitage om vinteren, vil det være slidt helt ned, når forårssæsonen begynder. Det havde han ikke tænkt på, og det forstår jeg godt. Meget af mit arbejde handler om at kunne forklare sig til folk, som ingenting aner om græs. Siden har han ment ligesom mig.”

Så du bruger din uddannelse i hverdagen?

”Hele tiden. Når vi planter nye træer, ved jeg for eksempel, hvordan bunden skal være, hvor dybt de skal plantes, og hvor meget plads de hver især skal have. Græs kræver lys og luft for at vokse. Når det gror i et skovområde, er der ofte skygge og ikke nok vind til at tørre overfladen ud. Det kan lede til svampesygdomme i rødderne.”

Hvad er det mest spøjse, du har oplevet som greenkeeper?

”Der sker ikke så mange spøjse ting og sager, men sidste forår var der et narkofund ude på golfbanen. En af mine kolleger fandt en masse små poser med narko samt nogle handsker og en pilleboks. Da jeg ankom, aftalte vi ikke at røre det og ringede til politiet. Dagen før havde der været en vild biljagt gennem Hørmested by, og bilen blev efterfølgende fundet på en mark. Derfra var han sandsynligvis stukket af over golfbanen og havde tabt det hele på vores driving range. Det blæste forfærdeligt i løbet af natten, så da vi skulle klippe græsset, lå det spredt ud over det hele. Jeg ved faktisk ikke, om de nogensinde fangede personen.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Vi er kommet ind i klippesæsonen nu, hvor jeg møder ind klokken seks om morgenen. Det er helt fantastisk at være ude i naturen og den friske luft fra tidlig morgen, hvor harerne, fuglene og alle de andre dyr lister rundt. Efter nogle timer kommer golfspillerne, og 99 procent af dem er jo glade, fordi de er ude at dyrke deres sport.”

KLIPPEKORT

Greenkeepere plejer hovedsagelig golfbaner, men også fodboldbaner. Uddannelsen er delt mellem lektier og skolebænk og praktik på grønsværen og varer fire år og seks måneder. Få papir på den fra Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde, eller AMU Nordjylland, Sandmose­skolen.

Sindal Golf Klub ligger midtvejs mellem Frederikshavn og Hjørring i Nordjylland. Banen er tilrettelagt sådan, at den følger landskabets naturlige bakker, dale og søer. Om vinteren forsøger Susanne Olsen at skåne græstæppet så meget som muligt, da græsset går i dvale.

Hvad er kunsten ved en god golfbane?

”Man skal have et flot græstæppe, hvor bolden kan rulle med en bestemt og ensartet hastighed. Det opnår man ved, at alle greens er ens klippet og ens bearbejdet. Hvis jorden er alt for kompakt, kommer der ikke luft ned til rødderne, og så kører vi rundt med en maskine, der prikker 30 centimeter dybe huller. Det hedder at dybdelufte, og det gør vi hvert efterår og forår. Om sommeren prikker vi mindre huller hver tredje uge gennem hele sæsonen. Hvis vi har været ude at prikke én green, så skal vi prikke dem alle sammen, og det samme gælder, hvis vi top-dresser, som betyder at køre et tyndt lag sand ud over en green for at gøre den helt jævn. Derudover klipper vi vores greens hver dag i højsæsonen, så der er nok at se til.”

Du har modtaget en miljøpris af Hjørring Kommune. Hvordan gjorde du dig fortjent til den?

”Jeg forsøger at pleje banen så økologisk som muligt og gøder med et affaldsprodukt fra det lokale biogasanlæg, som ligner spagnum. Sidste år kørte vi det ud på dele af banen for at prøve det af. Det var så effektivt, at vi dette forår har kørt det ud på hele banen. For biodiversiteten har vi plantet en masse forskellige blomster og frugttræer, og så har vi lavet dynger af gamle rødder, hvor insekter kan mæske sig og bo. Vi har endda bistader stående herude, hvor en lokal biavler høster honning. Mange golfbaner er plaget af stankelben og gåsebiller, men i stedet for at sprøjte mod de skadedyr, hvis larver ødelægger rodnettet, har vi sat stærekasser op, fordi fuglene spiser dem. Stæren har et tyndere næb end krager og råger og skader ikke banen lige så meget.”

Frederikke Antonie Schmidt har altid haft store armbevægelser og følte sig straks hjemme i Italien. Her fortæller Roccamore-direktøren om en designskole, hvor eleverne satte ild til hinandens kollektioner, og om at skabe revolution i stilethæle.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

FRA JEG VAR otte år gammel, ville jeg gerne være tøjdesigner og sad og lavede produktionstegninger. Den slags, en skrædder bruger for at vide, hvordan et stykke tøj helt lavpraktisk skal sættes sammen. Når tegningerne var færdige, tilføjede jeg altid en lille firkantet materialeprøve, som jeg havde klippet ud af en af min mors sommerkjoler. 

Min mor levede med huller i kjolerne i mange år. Hun er selv meget kreativ og lidt flippet. På den ene side arbejdede hun med software i Nationalbanken, på den anden side var hun en del af det anarkistiske fællesskab på Christiania i 70’erne. Jeg stoppede først med at klippe i hendes kjoler, da jeg efter 9. klasse tog et grundmodul som tøjdesigner på Teknisk Skole på Frederiksberg.

Her fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være tøjdesigner. Det var besværligt og tog ekstremt lang tid. At lave et jakkesæt endte nærmest som en matematikopgave. Det kunne jeg ikke overskue. I stedet fandt jeg ud af, at skomageruddannelsen lå på tredje sal, hvor de lidt ældre drenge legede med store maskiner og sålefræsere. Der var en helt konkret udvikling i produktet fra dag til dag, som passede meget bedre til mit temperament. 

FREDERIKKE ANTONIE SCHMIDT

Stifter af Roccamore, 39 år, og uddannet i fashion business med speciale i skodesign på TEKO i Herning. Derudover har hun en professionsbachelor i marketing fra Københavns Erhvervsakademi. Hun har også taget en master i skodesign på den italienske designskole Polimoda i Firenze. I 2017 blev hun en del af repræsentantskabet på Kolding Designskole. I 2020 blev hun formand for Erhvervsministeriets genstarts­team for mode og tekstil, der skulle udarbejde anbefalinger til virksomheder efter corona.

Roccamore er en blanding af det italienske ord ’roccaforte’, som betyder fæstning, og ’amore’, der betyder kærlighed. Hver sko skal være en robust og smuk fæstning af kærlighed, fortæller Frederikke Antonie Schmidt.

KORT EFTER HAVDE jeg lavet mine første sko fra bunden. Det var et forløb på seks måneder, og mit afgangsprojekt var en pump i beige og lyserød med en stor sløjfe. Jeg kunne ikke få de rigtige gulddutter til hælene, så jeg var nødt til at stikke guldfarvede tegnestifter i dem.

Jeg besluttede, at jeg ville være skodesigner, og da jeg havde afsluttet gymnasiet, flyttede jeg fra København til Herning for at tage en uddannelse i fashion business på TEKO. Fra stenbroen til en mark, bogstaveligt talt. Vi var seks i klassen, og jeg klikkede ikke med nogen af de andre. Da vi havde afsluttet vores første år, vandt jeg et design-sommerkursus i Firenze. Det ændrede alt for mig.

Gennem min mormors nabos bedste vens datter – eller sådan noget – fik jeg kontakt til en dansk skodesigner, som arbejdede lidt uden for Firenze. Hende besøgte jeg flere gange, mens jeg var på sommerkursus, og hun ville gerne have mig i praktik, da kurset var overstået. Det var de ikke meget for på min uddannelsesinstitution hjemme i Danmark, men det blæste jeg på, og vi sammenstykkede vores egen hjemmelavede praktik, hvor jeg skulle fungere som hendes assistentdesigner. 

Alle Roccamores sko bliver produceret i Toscana i Italien.

MIN FØRSTE DAG som praktikant hos skodesigneren startede lidt rodet. Jeg havde fået besked på at blive sat af bussen ved ’det røde hus’. Da jeg ikke talte italiensk endnu, prøvede jeg at forklare mig på fransk, hvilket forvirrede buschaufføren. Hele bussen forsøgte at afhjælpe situationen, alligevel endte jeg med at komme af det forkerte sted. Jeg måtte blaffe det sidste stykke og kom i hvert fald en time for sent. Dagen efter var det alle de samme mennesker i bussen fra dagen før, og derfra begyndte alle de gamle damer at pludre løs til mig i bussen. Jeg forstod ingenting, før jeg købte en ordbog og gav mig til at slå alle ordene op.

Jeg har altid fået at vide, at jeg larmer for meget, griner for højt og fylder for meget. Da jeg kom til Italien, larmede de alle sammen. Italienere er ikke bange for at ødelægge den gode stemning, og de tysser ikke på hinanden. Man tager alle problemer, når de opstår, også i andres påhør. I dag er jeg gift med en italiener, og i hans familie kan de godt have flere højlydte samtaler på tværs af spisebordet på en gang eller råbe fra køkkenet til soveværelset. De kan sidde og råbe i 40 minutter i stedet for lige at skifte plads. Mentaliteten passede bedre til mig.

ROCCAMORE

Roccamore blev stiftet i 2015 af Frederikke Antonie Schmidt. I dag har virksomheden 48 ansatte og butikker i Aarhus, København, Lyngby og Oslo. Roccamore har specialiseret sig i stiletter, som også er behagelige. Ifølge en undersøgelse fra Hvidovre Hospital kan Roccamores specielle såler aflaste svangen med 44 procent, forfoden med 26 procent og hælen med 19 procent. I 2021 blev Roccamore kåret som gazellevirksomhed af dagbladet Børsen.

Hver sko får navn efter en stærk kvinde. Frederikke Antoine Schmidts første design blev opkaldt efter en italiensk burlesque-sangerinde ved navn Lucy, som altid gik i voluminøse kjoler og var ligeglad med, hvad andre tænkte om hende.

JEG TILBRAGTE HELE det sidste år af min uddannelse i Italien og fløj kun hjem til Danmark for at gå til eksamener indimellem. Da jeg var færdiguddannet, ville jeg gerne specialisere mig yderligere og søgte ind på en master i skodesign på Polimoda, en privat designuddannelse i Firenze. 

Den koster omkring 100.000 om året, så min mormor gav mig et arveforskud, og mens jeg gik på skolen, levede jeg af dåsetun, saltkiks og cigaretter. Jeg arbejdede 12-14 timer hver dag, hele året. Om aftenen var det kun mig og alle de asiatiske studerende, som sad tilbage. Japanerne var de vildeste. De havde en sovepose liggende under skrivebordet og en vandkoger til at lave kopnudler. Så meget betød det for dem.

Skolen ligger på en smuk bakketop i en gammel villa fra 1800-tallet med en dyr restaurant, hvor mange af mine mere privilegerede medstuderende spiste deres frokost. Jeg røg smøger med tjenerne på bagtrappen, og efterhånden som vi blev venner, begyndte de at give mig overskydende mad fra buffeten. 

Roccamore har butikker i Lyngby, København, Aarhus og Oslo i Norge.

JEG SYEDE TØJ og lavede smykker, som jeg solgte på det lokale marked, og med tiden blev jeg venner med en dame, der havde en vintagebutik, som opkøbte dødsboer, blandt andet efter tidligere supermodeller. Når hun havde for meget, fik jeg lov til at købe det billigt og sælge det videre. Sådan finansierede jeg mit liv.

På skolen lærte jeg at lave avancerede sko og stiletter fra bunden. Man starter altid med hælen, fordi det er den dyreste komponent, derfra former man læsten, som er den træ- eller plastikform, skoen formes omkring.

Vi lavede alle mulige helt urealistiske sko. Jeg lavede en med fem store sløjfer, en formet som en sommerfugl og en med en hæl formet som Afrodite. Modelistaen var ved at gå helt kold over, hvor svært det var at lave. Den sko ville nok koste 12.000-15.000 kroner, hvis jeg skulle tjene en lille smule på den i det virkelige liv. Det er fedt at få lov til at være kreativ og prøve ting af, men når jeg ser tilbage, er det helt hul i hovedet, at der ikke var en underviser, som fortalte os, hvordan man tænker det forretningsmæssige ind.

Der var en vild konkurrencementalitet i det miljø. Det var ikke unormalt, at man overnattede på skolen de sidste to måneder før præsentationen af afgangsprojektet, hvor nogle af Italiens største modehuse sender deres talentspejdere ud – fordi det sker, at folk brænder hinandens kollektioner. 

EFTER POLIMODA arbejdede jeg med design og research i flere forskellige virksomheder, inden jeg blev kreativ direktør i Mermaid Frontier, et stort internationalt skofirma, hvor jeg rejste 200 dage om året og pendlede mellem designkontoret i Italien, hovedkontoret i Budapest og fabrikken i Kina for at sætte produktionen op. Alt handlede om at afværge kriser. Jeg husker tydeligt engang, hvor vores container med en hel kollektion mugnede, fordi den ikke var blevet pakket godt nok. 

Efter knap to år sagde jeg op og rejste tilbage til København med min mand, som arbejdede på en ph.d. i molekylærbiologi og skulle tage et semester i udlandet, hvis han ville arbejde uden for Italien efterfølgende. Jeg var overbevist om, at jeg kunne få job i Danmark, men alt, jeg fik tilbudt, var som juniordesigner, hvilket var nogle skridt ned ad karriere- og lønstigen og meget uinspirerende. 

Det føltes som et nederlag. Men da jeg havde fordøjet det, besluttede jeg at tage en overbygning i marketing på KEA, og samtidig ledte jeg efter et sted, hvor jeg kunne dygtiggøre mig. Jeg fandt en skomager i Jægersborggade på Nørrebro, som lavede håndsyede herresko og indlæg til atleter. Først var han afvisende og vrissede lidt ad ideen. Men jeg var meget insisterende, og til sidst fik jeg ham overtalt til, at jeg måtte gå til hånde, når jeg fik fri fra skole ved 14-15-tiden.

Frederikke Antonie Schmidt samarbejder med blandt andet en læderfabrik, en sålefabrik og en hælefabrik om hver sko.

HOS HAM BLEV jeg ekstremt opsat på ideen om at lindre kvinders fødder, når de gik i højhælede sko. Hver gang jeg havde lavet en sål, gik jeg med dem for at teste. Hvis jeg ikke kunne mærke min lilletå, var svangen nok for høj, og så måtte jeg regulere den. Sådan fortsatte jeg, indtil jeg havde den perfekte indersål. Den kom mit afgangsprojekt på KEA til at handle om.

Jeg fik en virkelig dårlig karakter, fordi min underviser og censor mente, at det var urealistisk og besværligt. Jeg blev så provokeret, at jeg startede en crowdfunding-kampagne for at bevise, at det kunne lade sig gøre at lave sko til kvinder, der både er sexede og komfortable.

Det endte med, at jeg fik 330.000 kroner fra 306 mennesker, og så måtte jeg jo færdiggøre det, jeg havde begyndt. Jeg havde aldrig overvejet, hvad der ville ske, hvis jeg nåede mit mål, men pludselig måtte jeg starte en produktion. Siden er vi vokset for hver kollektion, og sidste år solgte vi 30.000 par sko. I år håber vi at ramme 40.000-50.000.

GÅ DIN EGEN VEJ: TRE DANSKE DESIGN-UDDANNELSER

Designteknolog

I Herning, København, Sønderborg og Aalborg kan du tage en toårig uddannelse, hvor du arbejder med hele designprocessen – og hvordan du får det solgt. Efterfølgende kan du toppe op med en specialisering inden for eksempelvis Design & Business, hvor der er mulighed for praktik.

Det Kongelige Akademi

Et stenkast fra Operaen i København kan du tage en designuddannelse på Det Kongelige Akademi. Få din egen kreative studieplads og tilgang til diverse værksteder og bliv kastet ud i ugelange designprojekter med en ugentlig arbejdstid på mere end 40 timer.

Designskolen Kolding

Bliv bachelor i tekstildesign, accessory-design eller beklædningsdesign. På skolen lærer du om håndværksteknikker, materialer og 3-D-computerdesign. Efterfølgende kan du tage en kandidat inden for det, de kalder People, Planet og Play.

Som 20-årig blev han verdensmester i mundharpe, og som den første i Danmark tog han instrumentet ind på konservatoriet. Men han var uenig i undervisningen og gik ud. Han forfulgte sin anden passion, filosofi, men universitetet mente, at studier og spillejobs var uforeneligt. Nu spekulerer Mathias Heise på, om der mon findes en uddannelse til hans rytme.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR, privat

SOM FEMÅRIG begyndte jeg at spille. I skolen fik vi en folder fra den lokale musikskole, som tilbød to ting: violin og klaver. Jeg gik med violinen og spillede et par år, indtil jeg blev træt af det. Jeg var ikke så god til at få øvet mig. Så gik der nogle år, hvor jeg ikke spillede noget, men savnede et eller andet. 

En dag på mit værelse, hvor jeg kedede mig, tog jeg min legetøjsmundharmonika frem, efter at jeg i tv havde set Amin Jensen jamme på sådan en i ’Hit med sangen’. Jeg blev grebet af det og begyndte at ønske mig mundharmonikaer til fødselsdage og jul. Min far fandt mig en privatlærer og hjalp mig også ved at gå på internettet og researche på forskellige teknikker. Han er selv semiprofessionel musiker og spiller bas i et disko-orkester.

I starten spillede jeg diatonisk mundharmonika. Det er sådan en, som Bob Dylan spiller på, og som har ti huller, kan spille én toneart og er meget udbredt inden for blues. Jeg spillede selv blues med en ven, der spillede guitar. I en periode, da vi var 10-11 år gamle, stod vi på Strøget hver søndag. Så længe man kun spiller akustisk, skal man ikke have nogen licens til at stille sig op og optræde.

Vi spillede de samme 3-4 simple bluesnumre, vi selv havde jammet frem, igen og igen. Folk elskede det, fordi vi var så små og nuttede, og vi tjente imponerende mange penge.

Vejen til virtuositet går gennem øvelse og atter øvelse, men på konservatoriet underprioriterer man håndværket, mener Mathias Heise.

JEG STARTEDE PÅ musikskolen igen, hvor jeg fik undervisning i teori, samspil, guitar og klaver. Så småt begyndte jeg at gå fra den diatoniske til den kromatiske mundharmonika, som har en meget renere, mindre bluesagtig lyd, fordi den med sine 12 huller kan spille alle tonearter. Fra jeg var 11-12 år gammel, begyndte jeg at lave mine egne kompositioner, som jeg indspillede i mit hjemmestudie og sendte til mine musiklærere. 

De anbefalede mig at søge ind på den musikalske grunduddannelse MGK, som man kan kombinere med gymnasiet. Som den første nogensinde i Danmark blev jeg optaget med mundharpen som instrument, og i løbet af de næste fire år udviklede jeg mig enormt som musiker og blev mere klar over, hvad det virkelig er, der interesserer mig. Det føltes, som om jeg erobrede nyt territorium for instrumentet, og det var virkelig fedt at spille noget, der er så sjældent. At have så meget terræn for sig selv og ikke føle, jeg stod i skyggen af alle mulige andre, der var bedre. Jeg havde min egen spillebane. 

BLÆST OG BELÆST

Mathias Heise

28 år. Musiker og komponist. Har udgivet tre album.

2013: Verdensmester i kromatisk mundharpe.

2015: ’Årets nye jazzstjerne’ i Danmark.

2016: ’Stjernedrys’-pris fra kronprinseparret.

2017: Ben Webster Prisen.

Uddannelse: Musikalsk Grundkursus, Sankt Annæ Gymnasium i København.

Har læst alt af filosoffen Karl Popper.

I 2013 HOLDT jeg en uge fri fra skolen for at tage til Trossingen i Tyskland og deltage i World Harmonica Festival. Den afholdes hvert fjerde år, og undervejs kåres verdensmesteren i kromatisk mundharmonika. Instrumentmageren Mathias Hohner opfandt mundharmonikaen i Trossingen engang i 1800-tallet, der ligger en mundharmonikafabrik og et -museum, som tilsammen beskæftiger det meste af byens befolkning, og stort set alle i byen spiller. Sådan en festival ville nok være for meget mundharmonika for de fleste, men min far, som var taget med mig, var vant til det, og vi hyggede os rigtig godt.

Jeg anede ikke, hvad for en konkurrence jeg ville møde, men da jeg først hørte niveauet, tænkte jeg, at jeg godt kunne være med. Vi var 40 deltagere, der på skift skulle spille et nummer på fem minutter foran de tre dommere. Nogle havde et band med, mens andre spillede med backing track som baggrund. Jeg brugte et nummer fra min debutplade, som jeg først udgav året efter.

Dommerne vurderede vores teknik, harmoniforståelse, rytmik, tone, improvisation og gav point på alle parametrene. Den sidste dag af festivalen udråbte de mig som vinder. Det var meget svært for mig at forstå. Mig, en 20-årig?

Mathias Heise har skrevet sin egen musik, siden før han blev teenager.

EFTER GYMNASIET BRUGTE jeg et år på at indspille min debutplade, og derefter begyndte jeg på Rytmisk Musikkonservatorium efter en optagelsesprøve, hvor jeg spillede to af mine egne kompositioner, og en samtale, hvor jeg fortalte om mine ambitioner. 

Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville blive en bedre instrumentalist og en bedre komponist, og at jeg gerne ville skubbe mundharpen et nyt sted hen og sætte den ind i en mere kompleks jazz-sammenhæng, end den hidtil har været brugt.

Jeg håber på at gøre for mundharpen, hvad John Coltrane gjorde for saxofonen. Før ham havde saxofonsoloer primært været kortere afbræk fra temaet i et jazznummer, men han begyndte at lave meget lange solistiske forløb, som åbnede for et helt nyt musikalsk udtryk, hvor intet er skrevet ned, alt er improviseret, og intensiteten stiger organisk gennem soloen, fordi lytteren er med på  samme rejse som musikeren. 

I de bedste øjeblikke kunne Coltrane transcendere saxofonen og sig selv og opnå en total symbiose med sit instrument: ren musikalsk væren. Den intensitet kan ikke opnås på andre måder, og den kræver en usædvanlig virtuos solist. Tilstanden, jeg prøver at beskrive, er nærmest religiøs, og jeg ved ikke, i hvor høj grad jeg selv har oplevet den, men jeg nærmer mig og får en mundsmag af det, som er med til at holde min fascination af instrumentet ved lige. Det er et livsprojekt for mig at se, i hvor høj grad jeg kan opnå det. 

Jeg kom ind på konservatoriet som den første mundharpenist i danmarkshistorien. Men de kunne ikke holde på mig. Deres musik- og undervisningsfilosofi stemte ikke overens med min.

Jeg er tilhænger af en tilgang, hvor man har stor respekt for traditionen og den viden, der er akkumuleret inden for musikken de sidste mange århundreder, og søger at tilegne sig alt, som er gavnligt, fra dem, man står på skuldrene af. 

Mathias Heise og Hugo Rasmussen holder øjenkontakten.

PÅ KONSERVATORIET HAR de en filosofi, hvor eleverne er kunstnere i deres egen ret og selv herre over deres egen proces. Det er som en kunstskole uden et pensum. Der stilles ingen krav. Kun at du har et projekt med til timerne, som du arbejder med. 

Jeg ville gerne have haft en samling af lærere, der underviste i rytmik, harmonik, dynamik og andre grundlæggende byggesten inden for musikken, og en gruppe elever, der forsøgte at nå højere niveauer af ekvilibrisme – for musikkens skyld. For mig at se er det ikke os hver især som kunstnere, der er vigtige. Det er musikken. For mig at se er kreativitet synteser af forudgående viden. Hvis du ikke har sat dig alvorligt ned og tilegnet dig noget af den eksisterende viden, er det svært at lave interessante synteser.

Da jeg nævnte for en af mine lærere, at jeg havde tænkt mig at gå ud, sagde han bare, at der jo er nogle, der er klar til at springe tidligt ud fra vippen. Det var jeg. På det tidspunkt tjente jeg allerede mine egne penge på at spille, og det var en fornøjelse at blive fri til at kunne dedikere mig hundrede procent til den musik, som jeg allerinderst brænder for.

I mange år har der været én anden ting, jeg interesserede mig for, nemlig filosofi. Lige siden jeg i gymnasiet blev introduceret til østrigeren Karl Popper, har jeg været fascineret af ham. Han har et klarsyn og et intellekt, der vækker genklang i mig. Alt, han skriver, emmer af empati og interesse i menneskelig trivsel.

Jeg har længe haft i baghovedet, at det kunne være interessant at studere filosofi, og i 2021 gjorde jeg forsøget og begyndte på Københavns Universitet. Jeg havde lyst til at møde ligesindede og til at være en del af et socialt miljø, hvor filosofi var fællesnævneren. Og jeg tænkte, at jeg måske, hvis jeg blev bachelor i filosofi, ville have mulighed for at lave nogle foredrag eller blive en del af en offentlig debat med lidt større pondus, end hvis jeg bare var musiker. 

DET VAR SKØNT og stimulerende at have forelæsninger. Jeg fik en masse ideer og input. Men i det lange løb harmonerede det dårligt med mit liv. Jeg kunne godt klare at komme til forelæsningerne og at få skrevet opgaverne. Men der var også mødepligt til seminartimerne med gruppe­arbejde, og jeg kunne ikke få det til at passe med at spille og øve mig. Til sidst kom jeg op i nogle udvidede skriftlige eksamener på grund af mit fravær. De skulle løses på ret kort tid og faldt i øvrigt sammen med en turné.

Jeg droppede ud. Umiddelbart føltes friheden sød, men jeg var også ærgerlig over det. For det var sådan set en drøm at beskæftige sig med filosofien og skrive og diskutere ideer – og at der var kompetente lærere, der brugte tid på at læse, hvad jeg skrev.

Jeg forstår godt, man på universitetet ikke er interesseret i elever, der bare vil have noget SU, og som går halvhjertet igennem en uddannelse, og det er vel derfor, de regler om fremmøde er der. Samtidig tror jeg, der er andre som mig, der brænder for filosofi – eller et andet fag – og som ville kunne klare sig med en højere grad af selvstudium, men som har svært ved at overholde mødepligten. Jeg tror selv, jeg ville have kunnet studere ganske kompetent og have klaret mig udmærket til en eksamen.

Man ønsker vist ikke, at folk arbejder ved siden af. En lærer på filosofi sagde det lige ud til klassen: ”Det kan ikke lade sig gøre. Du bliver nødt til at dedikere dig 100 procent, ellers må du gå på VUC (voksen- og efteruddannelse, red.).” Jeg kan ikke se nogen ræson i at nægte folk at forsøge. Det, der tæller, må vel være, om de får noget ud af det og klarer sig godt. Folk, der kan kombinere flere forskellige sæt tilegnede evner, må kunne bidrage med større værdi til samfundet.

FOR NUVÆRENDE ER jeg færdig med at uddanne mig ud over musikken og mit instrument, som jeg selv uddanner mig på hver eneste dag. Det kan godt være, at jeg en dag synes, jeg har nået de niveauer musikalsk, som jeg skal, hvor jeg vil prøve kræfter med filosofien igen. 

Skulle jeg tage en uddannelse mere, skulle det måske være inden for orkestrering eller klassisk komposition. Der findes jo en klassisk komponistuddannelse. Men på en måde synes jeg heller ikke, deres filosofi er helt håndværksmæssig nok. Jeg kunne rejse til England eller Tyskland, hvor de har en anden tradition, eller jeg kunne engagere nogle dygtige privatlærere herhjemme. 

På den anden side er der jo i vores moderne verden ingen ende på, hvad du selv kan finde ud af. Vil jeg vide noget om orkestrering for valdhorn, er der mindst 10 videoer om det på YouTube. Informationerne ligger bare og venter på én, hvis man har interessen og tålmodigheden.

I februar udkom singlen ’Soft Mind’ med Mathias Heise Quadrillion, til maj  følger albummet ’Quadrillion’.

Der er ingen andre klassiske musikere i Clara Bjerre Dansbos familie, og i hendes folkeskole følte hun sig som en slags særling. Men på OrkesterEfterskolen i Holstebro møder den 15-årige cellist kun ligesindede, og kaldet til at blive noget ved musikken lyder stærkere end nogensinde.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Gitte Buus Andersen

DE HAR ALTID hørt masser af musik hjemme hos Clara Bjerre Dansbo, men aldrig klassisk.

”Min far hører rigtig meget jazz og blues, rigtig far-musik,” siger den 15-årige efterskoleelev, der for fem år siden gik i sin egen musikalske retning, da hun besluttede sig for at få celloundervisning.

”Fem år er ikke ret lang tid. Mange her på skolen har spillet deres instrument dobbelt så længe. Mange har også forældre, som er klassiske musikere eller dirigenter.”

Det slår dog ikke Clara Bjerre Dansbo ud, at hun kommer med andre forudsætninger end mange af de 69 øvrige elever på OrkesterEfterskolen, som ligger i Holstebro og tilbyder undervisning i klassisk musik og folkemusik af konservatorieuddannede lærere, men som ikke stiller krav til eleverne om forudgående erfaring med et instrument.

”Jeg gik til celloundervisning i Allerød, hvor jeg kommer fra, i nogle år. Sidste år begyndte jeg at spille med i et symfoniorkester på musikgymnasiet Sankt Annæ i København. Mange dér havde gået på OrkesterEfterskolen. Da jeg var i tvivl, om jeg også skulle søge ind, og om efterskole overhovedet var noget for mig, sagde de: ’Gør det! Det bliver det bedste år i dit liv.’ Det holder foreløbig stik. Jeg har det, som om vi er i Tivoli hver dag, hvad enten vi spiller en koncert eller bare sidder og spiller kort.”

Elever fra skolens orkesterlinje blæser i klarinetten.

KLASSISK DANNELSE

OrkesterEfterskolen i Holstebro blev stiftet i 2004 af bratschisten Charlotte Borc-horst Faurschou.

Skolens cirka 70 elever kan følge de seks linjer orkester-, sang-, folkemusik-, klaver-, orgel- samt guitar og blokfløjtelinjen.

Der tilbydes soloundervisning ved konservatorieuddannede lærere.

Det kræver ingen særlige musikalske færdigheder at blive optaget, men det er en fordel for skolegangen at have en stærk interesse for klassisk musik.

Som led i hendes 10.-klassesforløb mod­tager hun undervisning i fag som musikhistorie og musikteori/hørelære, mens hun blandt andet spiller i symfoniorkester og strygeorkester, synger i kor og får solo­undervisning i cello og sang. Derudover arbejder eleverne projektorienteret i mindre grupper, hvor de danner små ensembler eller spiller kammermusik. Og hver fredag er der fællesmøde på skolen, hvor eleverne har mulighed for at give prøver på den musik, de arbejder med i deres solo­timer, for alle de andre.

Clara Bjerre Dansbo har selv prøvet at stille sig op ved sådan et møde for at synge den længselsfulde ’Mån tro? Jo jo!’ af den svenske 1800-talskomponist Adolf Fredrik Lindblad.

”Det er en ret krævende sang, og jeg var selvfølgelig nervøs. Men da jeg stod der, var alle opmærksomme. Der var ingen, der virkede, som om de bare sad og ventede på, at jeg blev færdig. Når man så har spillet eller sunget for de andre, så hujer og skråler folk. Folk støtter virkelig hinanden. Her er en god kultur.” 

I SIN FOLKESKOLE følte Clara Bjerre Dansbo sig med egne ord som mere og mere af en weirdo. Hun interesserede sig for klassisk musik og gik til spejder og drama, hvor mange af de andre piger gik til springgymnastik, og drengene gik til fodbold. ”Det gjorde jeg nu også, men så faldt jeg lidt ved siden af, for mange af pigerne var meget pigede,” siger hun. 

Før i tiden skete det også, at hun ikke fik øvet nok på celloen, men på efterskolen oplever hun aldrig, at det kniber med motivationen, og hun tror, det skyldes, at hun er omgivet af andre unge, der er ivrige efter at lære:

”Vi er nok alle sammen lidt nogle stræbere. I min klasse har vi ikke nogen afsluttende 10.-klasseseksamen, så nogle gange prøver vi at slacke lidt med de boglige fag som dansk og matematik. Men det kan vi heller ikke rigtig finde ud af.”

Begge forældrene er ingeniører, og siden hun var lille, har hun overvejet at gå i samme karriereretning. Men ikke længere, nu er målet at leve af musikken. At gøre hobbyen til et arbejde. 

”Jeg elsker musikken, og jeg drømmer om et liv med forskelligartede dage, men ikke om et job, hvor man holder fyraften og glæder sig over, at man fik sendt den og den mail eller trykket enter på det og det dokument,” siger Clara Bjerre Bangsbo, der har tænkt sig at søge ind på den konservatorieforberedende fireårige gymnasiale uddannelse Musikalsk Grundkursus. Optagelsen foregår gennem en audition, hvor ansøgerne demonstrerer deres musikalske færdigheder, og markerer det første af flere nåleøjer, cellobuen skal igennem, hvis drømmen om musikerkarrieren skal overleve. Alligevel prøver Clara Bjerre Bangsbo ikke at lade det gå ud over, hvordan hun opfatter de andre elever på OrkesterEfterskolen:

”Jeg føler, at jeg bliver bedre hele tiden. Men de andre har også rykket sig. Nogle gange tænker jeg, at vi er hinandens konkurrenter, andre gange tænker jeg, vi har et fantastisk fællesskab. 

Vi er alle på hvert vores punkt i vores læring og på vores rejse i musikken. Og ingen er komplette, men alle har talenter. Nogle er gode til intonation, nogle har en flot klang, nogle er gode til at bladlæse noder,” siger hun og giver sin opfattelse af fremtidens jobsøgning:

”Der er så meget forskelligt at udforske inden for klassisk. Fra barok til wienerromantik. Hvis man ikke specifikt tænker: ’Jeg skal være med i et stort symfoniorkester’, tror jeg, at der er en plads til os alle sammen. Man kan altid blive freelance-musiker.”

Det er altid muligt at finde nogen at spille med, men én time om dagen skal eleverne være på deres værelser. ”Det er rart, at vi er tvunget til at trække os lidt tilbage,” siger Clara Bjerre Bangsbo (forrest i midten).

3 MUSIK-EFTERSKOLER

Produktion af teaterkoncerter, en turné til Irland for at spille på gader, stræder og scener samt mulighed for at lave indspilninger med fritidsbandet. Mellerup Efterskole uden for Randers er stedet, hvor blandt andet medlemmer af Carpark North og Hugo Helmigs band først mødte hinanden. Soloundervisning på instrument eller i sang tilbydes også

På Baaring Efterskole uden for Middelfart kan du finde netop din linje, hvad enten du drømmer om at blive forsanger i bandet, skrive det uforglemmelige omkvæd eller producere et stramt beat. Uanset hvilken linje du vælger, får du soloundervisning, musikteori/hørelære, fællessang og korprojekter. Og så har skolen et professionelt studie, hvor du kan indspille numre og blive udgivet på Spotify af Baaring Records.

Glæden ved at spille sammen er grundstenen i Sejergaardens Musik­efterskoles filosofi. Alle elever deltager i sammenspilshold med musikalsk ligesindede, om præferencen så er ska eller prog-rock. Skolen i Tølløse tilbyder også musikteori, fælleskor og soloundervisning, og skoleåret afsluttes med en tur på landevejen for at spille årets produktioner.

Han har byttet det tyste storrumskontor ud med eget fadølsanlæg og dans på bordene. Men juraen og økonomien er stadig med ham, fortæller cand.merc.jur. Philip Hulgaard, der efter at have kæmpet for at blive brygmester og barejer snart kan tilføje cv’et titlen som festivalarrangør.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Åben

Hvorfor gik du fra skatteret til ølbrygning?

”Begge mine forældre er jurister, og min farmor var med til at skrive landets førende lærebog i skatteret. Der var en vis forventning om, at jeg også ville i den retning, og da jeg var færdig med mine studier, blev jeg ansat som konsulent hos det verdensomspændende firma PWC i København, hvor jeg rådgav store firmaer om skatteforhold på tværs af landegrænser. Efterhånden kunne jeg mærke, at det ikke rigtig var mig. Jeg overvejede i stedet at blive venturekapitalist – sådan en, som investerer penge og rådgivning i mindre start-up-virksomheder – og ved siden af arbejdet fulgte jeg nogle kurser i finans for at få noget ballast. Samtidig havde jeg dog også en anden drøm, nemlig at lære at lave øl. Og ikke bare som hobby. Jeg ville starte et rigtigt bryggeri. Så jeg læste på det og så en masse YouTube-videoer, og en dag sagde jeg mit fuldtidsjob op. Sammen med en ven, Johannes, der er landmand, gik jeg i gang med at brygge på min mors gård ved Kolding. Efter vi havde smagt os igennem en del bryg, sagde ­Johannes: ’Jeg ved ikke, om jeg tror, du kommer til at kunne sælge det her.’ Men jeg var stædig. Jeg havde nogle fine ansøgninger liggende klar til jobs hos venturekapitalfonde, men jeg sendte dem aldrig. Det er jeg glad for i dag. Det havde været en nem udvej, da det så surt ud med bryggeriet.”

Hvornår så det surest ud?

”På et tidspunkt havde jeg læst det hele, set alle YouTube-videoerne og lavet 20 bryg, som ved gud ikke smagte særlig godt. En søndag tog jeg ud til en amatørbrygger i Køge, jeg havde hørt om, som havde vundet danmarksmesterskaberne i ølbrygning. Vi drak nogle af hans bajere, røg nogle cigaretter og bryggede lidt sammen. Jeg tænkte: ’Hvordan kan hans øl smage så fucking godt? Her står der en mand, som til daglig arbejder i Skattestyrelsen, og hygger sig med at brygge, som om det var ingenting!’ Da jeg gik fra ham for at tage toget hjem, var jeg lidt beruset, og jeg begyndte at græde. Det gjorde så ondt indeni, at jeg havde prøvet så mange gange uden at lykkes. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: ’Nu stopper jeg. Jeg vil ikke mere. Det er for ydmygende. Det var dumt. Mine forældre havde ret. Nu skal jeg søge et job.’ Alligevel vågnede jeg næste morgen og begyndte at tænke over de små ting, bryggeren i Køge havde gjort lidt anderledes. Min nysgerrighed fik mig til at blive ved. Imens holdt jeg tal på mine forgæves forsøg. De første 60 bryg var lige til at hælde i afløbet, men det 61. bryg smagte rigtig godt. Det var af øltypen New England IPA, og det blev den første øl, mit bryggeri Åben satte til salg. Det var i 2017, og Bryg 61 er stadig en fast del af vores sortiment.”

ØLLET

”Vi laver ikke pilsner, lager og bock,” siger Philip Hulgaard: ”Vi holder os i stedet til mere perifere øl som IPA og Berliner Weisse. Sidstnævnte er meget syrlig og frugtig og minder ikke ret meget om, hvad de fleste forbinder med øl, men er mere cider-agtig i smagen. Det er ikke en ølstil, mange andre danske bryggerier dyrker. Men den appellerer rigtig godt til folk, der ikke normalt er så meget til øl. Vi har haft en del kvindelige gæster, der er vendt tilbage efter at have smagt vores Berliner Weisse.”

I mellemtiden har du åbnet en bar i Aarhus, en pub i Roskilde, Åben har drevet en pop up-bar i Kødbyen i København, hvor I nu er i gang med en storstilet ombygning, og i løbet af 2022 åbner et bryggeri og en bar. Hvordan har du fået råd til ekspansionen?

”Vi har sparet noget op gennem driften. Jeg har fået noget af min familie. Vi har fået noget fra en bank, og så har vi fået støtte fra Vækstfonden. Det har været en kæmpe opgave at få på plads. Og jeg har solgt min lejlighed for at kunne skyde penge i. Jeg har satset alt. Jeg er pantsat til op over begge ører. Men jeg føler, at Åben er blevet mit liv. Det er for fedt at arbejde med noget, der gør andre mennesker glade.”

Og hvad siger din familie til, at du har satset alting på øl og fest?

”Mine forældre var, som alle fornuftige forældre, lidt skeptiske, da jeg kom og fortalte, at nu ville jeg starte et bryggeri. Men som de sagde: ”Du kan jo altid få et job hos PWC igen senere.” Det behøvede jeg heldigvis ikke. I begyndelsen havde jeg deltidsjobs for at få lidt penge på kontoen. I 2018 sagde jeg dem op og blev fuldtids bryggeriejer. I 2019 begyndte det virkelig at rykke. De seneste to år har været crazy. Da vi åbnede i Kødbyen og i Aarhus, var der fyldt fra dag 1. Og for tiden ansætter vi nye hver måned. Al skepsis fra mine forældres side er i dag vendt til støtte.”

Bruger du de kompetencer, du har fået i løbet af studierne?

”Enormt meget, både økonomien og juraen. Der er meget jura i at drive en virksomhed, ikke mindst når man sælger alkohol. Vi eksporterer til flere lande, som har forskellige alkohollovgivninger og alkoholafgifter, man skal sætte sig ind i. Jeg tror, min uddannelse gør, at jeg tager velovervejede beslutninger, og gør mig i stand til ting som at lave et gennemarbejdet ansøgningsmateriale til Vækstfonden.”

Philip Hulgaards mors gård uden for Kolding, hvor han begyndte at brygge, og hvor produktionen stadig foregår. I løbet af 2022 flytter bryggeriet ind i Kødbyen i København.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”Meget varieret. De sidste to uger har jeg stået i bryggeriet og brygget øl. Andre dage er jeg på kontoret og går til møder og tager beslutninger. Og så laver jeg opskrifterne og står for indkøb og indkøring af nye maskiner. Jeg er meget ærekær omkring øllet. Jeg har faktisk lidt svært ved at lægge det fra mig. Hver uge besøger jeg bryggeriet, som indtil videre stadig ligger i Kolding på min mors gård. Jeg regnede ud, at jeg har krydset fem gange rundt om jorden i DSB-tog. Mellem København, Kolding og Aarhus. Jeg arbejder måske en lille smule for meget.”

Hvor meget fest er der i dit liv?

”Der er sociale arrangementer, middage, fester og ølfestivaler, både herhjemme og i udlandet. Der kan også godt gå nogle aftner med at smage på øl sammen med barbestyrerne. Pludselig har man fået en del store fadøl. På vores kontor står der et køleskab fuldt af øl samt et fadølsanlæg. Man skal nogle gange prøve ikke at drikke øl i weekenden, fordi man kan komme til at få en del i hverdagene. Det kræver lidt rygrad.”

Og når festen er i gang på en af jeres barer, hvor ser man dig? Sidder du i baren og laver hovedregning over øllene, der bliver sendt over disken, eller danser du på bordene?

”Jeg synes, det er hyggeligt bare at sidde og observere, hvordan tingene ­udspiller sig. Men har jeg venner med, så er jeg selskabelig. Vi har holdt mange fester på vores pop up-bar i Kødbyen, hvor der er blevet stået på bordene. Specielt da der var EM i sommer. Hold kæft, det gik vildt for sig. Arbejdet er en fest. Det er jo også det, jeg godt kan lide. At det er socialt.”

Noget anderledes end den branche, du var på vej ind i …

”Det var en helt anden verden. Vi sad på et storkontor. Men der var musestille, fordi folk skulle koncentrere sig om netop deres lille nørdede område af jura, økonomi og skat. Vi måtte ikke sige noget, og alle sad med hovedtelefoner på. I Åben har jeg forsøgt at skabe en lidt laidback kultur, hvor vi ikke tager det så nøje, hvornår folk møder ind.”

FESTIVALEN

Fra 11. til 13. august lancerer bryggeriet Åben festivalen O på Refshaleøen i København med mad- og drikkeoplevelser samt masser af musik. Programmets topnavne tæller foreløbig canadiske Caribou og danske When Saints Go Machine.

Til sommer springer du ud som arrangør af O, en københavnsk festival med plads til 5.000 deltagere. Hvorfra kom ideen?

”Sidste efterår tog jeg tre dage på et badehotel i Tisvilde for at slappe af oven på en hård periode. Der var ingen mennesker, det var pissekoldt, og jeg sad bare og læste ’Don Quijote’ og gik nogle lange ture. Af en eller anden grund gik jeg hele tiden og tænkte over, hvor fedt det kunne være at skabe en festival. Jeg har selv været rigtig meget på festivaler, specielt Roskilde, og konceptet er jo helt fantastisk. Muligheden for at træde ind på en festivalplads, efterlade alt andet bag dig og leve i nuet med dine venner. Og så er der for øvrigt øl – og koncerter – man hele tiden lige skal prøve. Men det er først og fremmest følelsen, som er helt unik. Og den går godt i spænd med det fællesskab, vi prøver at skabe med vores bryggeri og barer.”

Og hvordan har du virkeliggjort ønsket om en festival?

”Jeg er god til at få ideer, men jeg har også brug for at alliere mig med nogle kompetente kræfter, så vi arrangerer festivalen i samarbejde med koncertbureauet Live Nation, og det er også et underbureau hos dem, der hjælper os med at booke kunstnere.”

Ser du et økonomisk potentiale i festivalen?

”Nej. Selvfølgelig skal det ikke være et hul i jorden, som vi hælder penge i, men den er tænkt som marketing. Det er en måde at vise, hvem vi er. Det kan være, vi taber lidt penge på den. Til gengæld har vi slået fast, hvad vi gerne vil. Folk skal gerne tænke: ’Åben, det er fucking sejt. Dem vil jeg gerne arbejde for.’”