Hvordan kan det være, du holdt op i landbruget?

”Mine forældre var selv landmænd, så det var en naturlig vej for mig, og jeg elskede udendørsarbejde og dyr. I mange år arbejdede jeg med kvæg på et lille landbrug i Nordjylland. Når der var fodermesterdag, mødte jeg ind klokken fire om morgenen for at malke. Så havde jeg fri midt på dagen og fortsatte malkningen fra klokken seks om eftermiddagen. Det er ikke holdbart, når man vil stifte familie, så jeg søgte job hos Danish Crown i Hjørring, hvor jeg endte med at udbene store skinker og knokle i pakkeriet i 10 år.” 

Og hvordan gik vejen fra slagteriet til greenen?

”Jeg begyndte som amatør-greenkeeper, længe inden jeg tog den formelle uddannelse. En landmand, jeg havde arbejdet hos som ung, besluttede sig for at anlægge en golfbane på sin mark og spurgte, om jeg ville hjælpe ham. I flere år fik jeg orlov fra slagteriet i sommermånederne for at starte golfbanen op og pleje den, da den stod færdig. Da slagteriet lukkede mange år senere, havde jeg fået smag for det og søgte ind på greenkeeper-uddannelsen i Brovst.”

Hvad lærte du der?

”Langt hen ad vejen var det som en anlægsgartneruddannelse. Vi lærte at nivellere for at lægge fliser, plante træer og kende forskellige træer og buske fra hinanden. Dertil kom den mere tekniske viden om græssorter, anlægning af golfbaner, og hvilke vækstmaterialer man skal bruge til greens, fairways og tee-steder. Jeg kom fra 10 år med fabriksarbejde og fandt det helt fantastisk at gå i naturen hver dag. Jeg kom i lære i Vennebjerg Golf på den golfbane, jeg selv havde anlagt, og man er heldigvis lige så meget i praktik, som man er på skolebænken. Så lærer man lidt om gødning, rodsygdomme og skadedyr, og så skal man direkte ud at bruge det, det kunne jeg godt lide. Jeg havde aldrig tænkt over, at man som greenkeeper stresser græsset ved at klippe det ned til tre millimeter, men jeg havde jo også kun været amatør-greenkeeper.”

Det må have været en drøm for dig, da du som udlært blev chefgreenkeeper i Sindal Golf Klub. 

”Egentlig ikke. Jeg var tilfreds, hvor jeg var i Vennebjerg. Men en dag ville min chef vinterfyre mig, det er ret udbredt i branchen, fordi banerne ikke bliver brugt så meget om vinteren. Det passede mig ikke særlig godt, så jeg søgte stillingen i Sindal og har været her siden. Her foregår det noget anderledes. I Vennebjerg var det bare ejeren og mig, der stod for det hele. Her er der en bestyrelse, som også har en masse holdninger, og medlemmerne kommer også med forslag.”

Har der været nogen konflikter?

”Ikke decideret. Men det første, vores baneudvalgsformand sagde til mig, var, at vores greens skulle være åbne hele året. Det mente jeg ikke var en god idé, så jeg fortalte ham, hvordan græsset gror. Om vinteren går græsset i dvale, så hvis man forsætter med den samme slitage om vinteren, vil det være slidt helt ned, når forårssæsonen begynder. Det havde han ikke tænkt på, og det forstår jeg godt. Meget af mit arbejde handler om at kunne forklare sig til folk, som ingenting aner om græs. Siden har han ment ligesom mig.”

Så du bruger din uddannelse i hverdagen?

”Hele tiden. Når vi planter nye træer, ved jeg for eksempel, hvordan bunden skal være, hvor dybt de skal plantes, og hvor meget plads de hver især skal have. Græs kræver lys og luft for at vokse. Når det gror i et skovområde, er der ofte skygge og ikke nok vind til at tørre overfladen ud. Det kan lede til svampesygdomme i rødderne.”

Hvad er det mest spøjse, du har oplevet som greenkeeper?

”Der sker ikke så mange spøjse ting og sager, men sidste forår var der et narkofund ude på golfbanen. En af mine kolleger fandt en masse små poser med narko samt nogle handsker og en pilleboks. Da jeg ankom, aftalte vi ikke at røre det og ringede til politiet. Dagen før havde der været en vild biljagt gennem Hørmested by, og bilen blev efterfølgende fundet på en mark. Derfra var han sandsynligvis stukket af over golfbanen og havde tabt det hele på vores driving range. Det blæste forfærdeligt i løbet af natten, så da vi skulle klippe græsset, lå det spredt ud over det hele. Jeg ved faktisk ikke, om de nogensinde fangede personen.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Vi er kommet ind i klippesæsonen nu, hvor jeg møder ind klokken seks om morgenen. Det er helt fantastisk at være ude i naturen og den friske luft fra tidlig morgen, hvor harerne, fuglene og alle de andre dyr lister rundt. Efter nogle timer kommer golfspillerne, og 99 procent af dem er jo glade, fordi de er ude at dyrke deres sport.”

Sindal Golf Klub ligger midtvejs mellem Frederikshavn og Hjørring i Nordjylland. Banen er tilrettelagt sådan, at den følger landskabets naturlige bakker, dale og søer. Om vinteren forsøger Susanne Olsen at skåne græstæppet så meget som muligt, da græsset går i dvale.

Hvad er kunsten ved en god golfbane?

”Man skal have et flot græstæppe, hvor bolden kan rulle med en bestemt og ensartet hastighed. Det opnår man ved, at alle greens er ens klippet og ens bearbejdet. Hvis jorden er alt for kompakt, kommer der ikke luft ned til rødderne, og så kører vi rundt med en maskine, der prikker 30 centimeter dybe huller. Det hedder at dybdelufte, og det gør vi hvert efterår og forår. Om sommeren prikker vi mindre huller hver tredje uge gennem hele sæsonen. Hvis vi har været ude at prikke én green, så skal vi prikke dem alle sammen, og det samme gælder, hvis vi top-dresser, som betyder at køre et tyndt lag sand ud over en green for at gøre den helt jævn. Derudover klipper vi vores greens hver dag i højsæsonen, så der er nok at se til.”

Du har modtaget en miljøpris af Hjørring Kommune. Hvordan gjorde du dig fortjent til den?

”Jeg forsøger at pleje banen så økologisk som muligt og gøder med et affaldsprodukt fra det lokale biogasanlæg, som ligner spagnum. Sidste år kørte vi det ud på dele af banen for at prøve det af. Det var så effektivt, at vi dette forår har kørt det ud på hele banen. For biodiversiteten har vi plantet en masse forskellige blomster og frugttræer, og så har vi lavet dynger af gamle rødder, hvor insekter kan mæske sig og bo. Vi har endda bistader stående herude, hvor en lokal biavler høster honning. Mange golfbaner er plaget af stankelben og gåsebiller, men i stedet for at sprøjte mod de skadedyr, hvis larver ødelægger rodnettet, har vi sat stærekasser op, fordi fuglene spiser dem. Stæren har et tyndere næb end krager og råger og skader ikke banen lige så meget.”

SOM FEMÅRIG begyndte jeg at spille. I skolen fik vi en folder fra den lokale musikskole, som tilbød to ting: violin og klaver. Jeg gik med violinen og spillede et par år, indtil jeg blev træt af det. Jeg var ikke så god til at få øvet mig. Så gik der nogle år, hvor jeg ikke spillede noget, men savnede et eller andet. 

En dag på mit værelse, hvor jeg kedede mig, tog jeg min legetøjsmundharmonika frem, efter at jeg i tv havde set Amin Jensen jamme på sådan en i ’Hit med sangen’. Jeg blev grebet af det og begyndte at ønske mig mundharmonikaer til fødselsdage og jul. Min far fandt mig en privatlærer og hjalp mig også ved at gå på internettet og researche på forskellige teknikker. Han er selv semiprofessionel musiker og spiller bas i et disko-orkester.

I starten spillede jeg diatonisk mundharmonika. Det er sådan en, som Bob Dylan spiller på, og som har ti huller, kan spille én toneart og er meget udbredt inden for blues. Jeg spillede selv blues med en ven, der spillede guitar. I en periode, da vi var 10-11 år gamle, stod vi på Strøget hver søndag. Så længe man kun spiller akustisk, skal man ikke have nogen licens til at stille sig op og optræde.

Vi spillede de samme 3-4 simple bluesnumre, vi selv havde jammet frem, igen og igen. Folk elskede det, fordi vi var så små og nuttede, og vi tjente imponerende mange penge.

Vejen til virtuositet går gennem øvelse og atter øvelse, men på konservatoriet underprioriterer man håndværket, mener Mathias Heise.

JEG STARTEDE PÅ musikskolen igen, hvor jeg fik undervisning i teori, samspil, guitar og klaver. Så småt begyndte jeg at gå fra den diatoniske til den kromatiske mundharmonika, som har en meget renere, mindre bluesagtig lyd, fordi den med sine 12 huller kan spille alle tonearter. Fra jeg var 11-12 år gammel, begyndte jeg at lave mine egne kompositioner, som jeg indspillede i mit hjemmestudie og sendte til mine musiklærere. 

De anbefalede mig at søge ind på den musikalske grunduddannelse MGK, som man kan kombinere med gymnasiet. Som den første nogensinde i Danmark blev jeg optaget med mundharpen som instrument, og i løbet af de næste fire år udviklede jeg mig enormt som musiker og blev mere klar over, hvad det virkelig er, der interesserer mig. Det føltes, som om jeg erobrede nyt territorium for instrumentet, og det var virkelig fedt at spille noget, der er så sjældent. At have så meget terræn for sig selv og ikke føle, jeg stod i skyggen af alle mulige andre, der var bedre. Jeg havde min egen spillebane. 

I 2013 HOLDT jeg en uge fri fra skolen for at tage til Trossingen i Tyskland og deltage i World Harmonica Festival. Den afholdes hvert fjerde år, og undervejs kåres verdensmesteren i kromatisk mundharmonika. Instrumentmageren Mathias Hohner opfandt mundharmonikaen i Trossingen engang i 1800-tallet, der ligger en mundharmonikafabrik og et -museum, som tilsammen beskæftiger det meste af byens befolkning, og stort set alle i byen spiller. Sådan en festival ville nok være for meget mundharmonika for de fleste, men min far, som var taget med mig, var vant til det, og vi hyggede os rigtig godt.

Jeg anede ikke, hvad for en konkurrence jeg ville møde, men da jeg først hørte niveauet, tænkte jeg, at jeg godt kunne være med. Vi var 40 deltagere, der på skift skulle spille et nummer på fem minutter foran de tre dommere. Nogle havde et band med, mens andre spillede med backing track som baggrund. Jeg brugte et nummer fra min debutplade, som jeg først udgav året efter.

Dommerne vurderede vores teknik, harmoniforståelse, rytmik, tone, improvisation og gav point på alle parametrene. Den sidste dag af festivalen udråbte de mig som vinder. Det var meget svært for mig at forstå. Mig, en 20-årig?

Mathias Heise har skrevet sin egen musik, siden før han blev teenager.

EFTER GYMNASIET BRUGTE jeg et år på at indspille min debutplade, og derefter begyndte jeg på Rytmisk Musikkonservatorium efter en optagelsesprøve, hvor jeg spillede to af mine egne kompositioner, og en samtale, hvor jeg fortalte om mine ambitioner. 

Jeg fortalte dem, at jeg gerne ville blive en bedre instrumentalist og en bedre komponist, og at jeg gerne ville skubbe mundharpen et nyt sted hen og sætte den ind i en mere kompleks jazz-sammenhæng, end den hidtil har været brugt.

Jeg håber på at gøre for mundharpen, hvad John Coltrane gjorde for saxofonen. Før ham havde saxofonsoloer primært været kortere afbræk fra temaet i et jazznummer, men han begyndte at lave meget lange solistiske forløb, som åbnede for et helt nyt musikalsk udtryk, hvor intet er skrevet ned, alt er improviseret, og intensiteten stiger organisk gennem soloen, fordi lytteren er med på  samme rejse som musikeren. 

I de bedste øjeblikke kunne Coltrane transcendere saxofonen og sig selv og opnå en total symbiose med sit instrument: ren musikalsk væren. Den intensitet kan ikke opnås på andre måder, og den kræver en usædvanlig virtuos solist. Tilstanden, jeg prøver at beskrive, er nærmest religiøs, og jeg ved ikke, i hvor høj grad jeg selv har oplevet den, men jeg nærmer mig og får en mundsmag af det, som er med til at holde min fascination af instrumentet ved lige. Det er et livsprojekt for mig at se, i hvor høj grad jeg kan opnå det. 

Jeg kom ind på konservatoriet som den første mundharpenist i danmarkshistorien. Men de kunne ikke holde på mig. Deres musik- og undervisningsfilosofi stemte ikke overens med min.

Jeg er tilhænger af en tilgang, hvor man har stor respekt for traditionen og den viden, der er akkumuleret inden for musikken de sidste mange århundreder, og søger at tilegne sig alt, som er gavnligt, fra dem, man står på skuldrene af. 

Mathias Heise og Hugo Rasmussen holder øjenkontakten.

PÅ KONSERVATORIET HAR de en filosofi, hvor eleverne er kunstnere i deres egen ret og selv herre over deres egen proces. Det er som en kunstskole uden et pensum. Der stilles ingen krav. Kun at du har et projekt med til timerne, som du arbejder med. 

Jeg ville gerne have haft en samling af lærere, der underviste i rytmik, harmonik, dynamik og andre grundlæggende byggesten inden for musikken, og en gruppe elever, der forsøgte at nå højere niveauer af ekvilibrisme – for musikkens skyld. For mig at se er det ikke os hver især som kunstnere, der er vigtige. Det er musikken. For mig at se er kreativitet synteser af forudgående viden. Hvis du ikke har sat dig alvorligt ned og tilegnet dig noget af den eksisterende viden, er det svært at lave interessante synteser.

Da jeg nævnte for en af mine lærere, at jeg havde tænkt mig at gå ud, sagde han bare, at der jo er nogle, der er klar til at springe tidligt ud fra vippen. Det var jeg. På det tidspunkt tjente jeg allerede mine egne penge på at spille, og det var en fornøjelse at blive fri til at kunne dedikere mig hundrede procent til den musik, som jeg allerinderst brænder for.

I mange år har der været én anden ting, jeg interesserede mig for, nemlig filosofi. Lige siden jeg i gymnasiet blev introduceret til østrigeren Karl Popper, har jeg været fascineret af ham. Han har et klarsyn og et intellekt, der vækker genklang i mig. Alt, han skriver, emmer af empati og interesse i menneskelig trivsel.

Jeg har længe haft i baghovedet, at det kunne være interessant at studere filosofi, og i 2021 gjorde jeg forsøget og begyndte på Københavns Universitet. Jeg havde lyst til at møde ligesindede og til at være en del af et socialt miljø, hvor filosofi var fællesnævneren. Og jeg tænkte, at jeg måske, hvis jeg blev bachelor i filosofi, ville have mulighed for at lave nogle foredrag eller blive en del af en offentlig debat med lidt større pondus, end hvis jeg bare var musiker. 

DET VAR SKØNT og stimulerende at have forelæsninger. Jeg fik en masse ideer og input. Men i det lange løb harmonerede det dårligt med mit liv. Jeg kunne godt klare at komme til forelæsningerne og at få skrevet opgaverne. Men der var også mødepligt til seminartimerne med gruppe­arbejde, og jeg kunne ikke få det til at passe med at spille og øve mig. Til sidst kom jeg op i nogle udvidede skriftlige eksamener på grund af mit fravær. De skulle løses på ret kort tid og faldt i øvrigt sammen med en turné.

Jeg droppede ud. Umiddelbart føltes friheden sød, men jeg var også ærgerlig over det. For det var sådan set en drøm at beskæftige sig med filosofien og skrive og diskutere ideer – og at der var kompetente lærere, der brugte tid på at læse, hvad jeg skrev.

Jeg forstår godt, man på universitetet ikke er interesseret i elever, der bare vil have noget SU, og som går halvhjertet igennem en uddannelse, og det er vel derfor, de regler om fremmøde er der. Samtidig tror jeg, der er andre som mig, der brænder for filosofi – eller et andet fag – og som ville kunne klare sig med en højere grad af selvstudium, men som har svært ved at overholde mødepligten. Jeg tror selv, jeg ville have kunnet studere ganske kompetent og have klaret mig udmærket til en eksamen.

Man ønsker vist ikke, at folk arbejder ved siden af. En lærer på filosofi sagde det lige ud til klassen: ”Det kan ikke lade sig gøre. Du bliver nødt til at dedikere dig 100 procent, ellers må du gå på VUC (voksen- og efteruddannelse, red.).” Jeg kan ikke se nogen ræson i at nægte folk at forsøge. Det, der tæller, må vel være, om de får noget ud af det og klarer sig godt. Folk, der kan kombinere flere forskellige sæt tilegnede evner, må kunne bidrage med større værdi til samfundet.

FOR NUVÆRENDE ER jeg færdig med at uddanne mig ud over musikken og mit instrument, som jeg selv uddanner mig på hver eneste dag. Det kan godt være, at jeg en dag synes, jeg har nået de niveauer musikalsk, som jeg skal, hvor jeg vil prøve kræfter med filosofien igen. 

Skulle jeg tage en uddannelse mere, skulle det måske være inden for orkestrering eller klassisk komposition. Der findes jo en klassisk komponistuddannelse. Men på en måde synes jeg heller ikke, deres filosofi er helt håndværksmæssig nok. Jeg kunne rejse til England eller Tyskland, hvor de har en anden tradition, eller jeg kunne engagere nogle dygtige privatlærere herhjemme. 

På den anden side er der jo i vores moderne verden ingen ende på, hvad du selv kan finde ud af. Vil jeg vide noget om orkestrering for valdhorn, er der mindst 10 videoer om det på YouTube. Informationerne ligger bare og venter på én, hvis man har interessen og tålmodigheden.

I februar udkom singlen ’Soft Mind’ med Mathias Heise Quadrillion, til maj  følger albummet ’Quadrillion’.

Hvorfor gik du fra skatteret til ølbrygning?

”Begge mine forældre er jurister, og min farmor var med til at skrive landets førende lærebog i skatteret. Der var en vis forventning om, at jeg også ville i den retning, og da jeg var færdig med mine studier, blev jeg ansat som konsulent hos det verdensomspændende firma PWC i København, hvor jeg rådgav store firmaer om skatteforhold på tværs af landegrænser. Efterhånden kunne jeg mærke, at det ikke rigtig var mig. Jeg overvejede i stedet at blive venturekapitalist – sådan en, som investerer penge og rådgivning i mindre start-up-virksomheder – og ved siden af arbejdet fulgte jeg nogle kurser i finans for at få noget ballast. Samtidig havde jeg dog også en anden drøm, nemlig at lære at lave øl. Og ikke bare som hobby. Jeg ville starte et rigtigt bryggeri. Så jeg læste på det og så en masse YouTube-videoer, og en dag sagde jeg mit fuldtidsjob op. Sammen med en ven, Johannes, der er landmand, gik jeg i gang med at brygge på min mors gård ved Kolding. Efter vi havde smagt os igennem en del bryg, sagde ­Johannes: ’Jeg ved ikke, om jeg tror, du kommer til at kunne sælge det her.’ Men jeg var stædig. Jeg havde nogle fine ansøgninger liggende klar til jobs hos venturekapitalfonde, men jeg sendte dem aldrig. Det er jeg glad for i dag. Det havde været en nem udvej, da det så surt ud med bryggeriet.”

Hvornår så det surest ud?

”På et tidspunkt havde jeg læst det hele, set alle YouTube-videoerne og lavet 20 bryg, som ved gud ikke smagte særlig godt. En søndag tog jeg ud til en amatørbrygger i Køge, jeg havde hørt om, som havde vundet danmarksmesterskaberne i ølbrygning. Vi drak nogle af hans bajere, røg nogle cigaretter og bryggede lidt sammen. Jeg tænkte: ’Hvordan kan hans øl smage så fucking godt? Her står der en mand, som til daglig arbejder i Skattestyrelsen, og hygger sig med at brygge, som om det var ingenting!’ Da jeg gik fra ham for at tage toget hjem, var jeg lidt beruset, og jeg begyndte at græde. Det gjorde så ondt indeni, at jeg havde prøvet så mange gange uden at lykkes. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: ’Nu stopper jeg. Jeg vil ikke mere. Det er for ydmygende. Det var dumt. Mine forældre havde ret. Nu skal jeg søge et job.’ Alligevel vågnede jeg næste morgen og begyndte at tænke over de små ting, bryggeren i Køge havde gjort lidt anderledes. Min nysgerrighed fik mig til at blive ved. Imens holdt jeg tal på mine forgæves forsøg. De første 60 bryg var lige til at hælde i afløbet, men det 61. bryg smagte rigtig godt. Det var af øltypen New England IPA, og det blev den første øl, mit bryggeri Åben satte til salg. Det var i 2017, og Bryg 61 er stadig en fast del af vores sortiment.”

I mellemtiden har du åbnet en bar i Aarhus, en pub i Roskilde, Åben har drevet en pop up-bar i Kødbyen i København, hvor I nu er i gang med en storstilet ombygning, og i løbet af 2022 åbner et bryggeri og en bar. Hvordan har du fået råd til ekspansionen?

”Vi har sparet noget op gennem driften. Jeg har fået noget af min familie. Vi har fået noget fra en bank, og så har vi fået støtte fra Vækstfonden. Det har været en kæmpe opgave at få på plads. Og jeg har solgt min lejlighed for at kunne skyde penge i. Jeg har satset alt. Jeg er pantsat til op over begge ører. Men jeg føler, at Åben er blevet mit liv. Det er for fedt at arbejde med noget, der gør andre mennesker glade.”

Og hvad siger din familie til, at du har satset alting på øl og fest?

”Mine forældre var, som alle fornuftige forældre, lidt skeptiske, da jeg kom og fortalte, at nu ville jeg starte et bryggeri. Men som de sagde: ”Du kan jo altid få et job hos PWC igen senere.” Det behøvede jeg heldigvis ikke. I begyndelsen havde jeg deltidsjobs for at få lidt penge på kontoen. I 2018 sagde jeg dem op og blev fuldtids bryggeriejer. I 2019 begyndte det virkelig at rykke. De seneste to år har været crazy. Da vi åbnede i Kødbyen og i Aarhus, var der fyldt fra dag 1. Og for tiden ansætter vi nye hver måned. Al skepsis fra mine forældres side er i dag vendt til støtte.”

Bruger du de kompetencer, du har fået i løbet af studierne?

”Enormt meget, både økonomien og juraen. Der er meget jura i at drive en virksomhed, ikke mindst når man sælger alkohol. Vi eksporterer til flere lande, som har forskellige alkohollovgivninger og alkoholafgifter, man skal sætte sig ind i. Jeg tror, min uddannelse gør, at jeg tager velovervejede beslutninger, og gør mig i stand til ting som at lave et gennemarbejdet ansøgningsmateriale til Vækstfonden.”

Philip Hulgaards mors gård uden for Kolding, hvor han begyndte at brygge, og hvor produktionen stadig foregår. I løbet af 2022 flytter bryggeriet ind i Kødbyen i København.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”Meget varieret. De sidste to uger har jeg stået i bryggeriet og brygget øl. Andre dage er jeg på kontoret og går til møder og tager beslutninger. Og så laver jeg opskrifterne og står for indkøb og indkøring af nye maskiner. Jeg er meget ærekær omkring øllet. Jeg har faktisk lidt svært ved at lægge det fra mig. Hver uge besøger jeg bryggeriet, som indtil videre stadig ligger i Kolding på min mors gård. Jeg regnede ud, at jeg har krydset fem gange rundt om jorden i DSB-tog. Mellem København, Kolding og Aarhus. Jeg arbejder måske en lille smule for meget.”

Hvor meget fest er der i dit liv?

”Der er sociale arrangementer, middage, fester og ølfestivaler, både herhjemme og i udlandet. Der kan også godt gå nogle aftner med at smage på øl sammen med barbestyrerne. Pludselig har man fået en del store fadøl. På vores kontor står der et køleskab fuldt af øl samt et fadølsanlæg. Man skal nogle gange prøve ikke at drikke øl i weekenden, fordi man kan komme til at få en del i hverdagene. Det kræver lidt rygrad.”

Og når festen er i gang på en af jeres barer, hvor ser man dig? Sidder du i baren og laver hovedregning over øllene, der bliver sendt over disken, eller danser du på bordene?

”Jeg synes, det er hyggeligt bare at sidde og observere, hvordan tingene ­udspiller sig. Men har jeg venner med, så er jeg selskabelig. Vi har holdt mange fester på vores pop up-bar i Kødbyen, hvor der er blevet stået på bordene. Specielt da der var EM i sommer. Hold kæft, det gik vildt for sig. Arbejdet er en fest. Det er jo også det, jeg godt kan lide. At det er socialt.”

Noget anderledes end den branche, du var på vej ind i …

”Det var en helt anden verden. Vi sad på et storkontor. Men der var musestille, fordi folk skulle koncentrere sig om netop deres lille nørdede område af jura, økonomi og skat. Vi måtte ikke sige noget, og alle sad med hovedtelefoner på. I Åben har jeg forsøgt at skabe en lidt laidback kultur, hvor vi ikke tager det så nøje, hvornår folk møder ind.”

Til sommer springer du ud som arrangør af O, en københavnsk festival med plads til 5.000 deltagere. Hvorfra kom ideen?

”Sidste efterår tog jeg tre dage på et badehotel i Tisvilde for at slappe af oven på en hård periode. Der var ingen mennesker, det var pissekoldt, og jeg sad bare og læste ’Don Quijote’ og gik nogle lange ture. Af en eller anden grund gik jeg hele tiden og tænkte over, hvor fedt det kunne være at skabe en festival. Jeg har selv været rigtig meget på festivaler, specielt Roskilde, og konceptet er jo helt fantastisk. Muligheden for at træde ind på en festivalplads, efterlade alt andet bag dig og leve i nuet med dine venner. Og så er der for øvrigt øl – og koncerter – man hele tiden lige skal prøve. Men det er først og fremmest følelsen, som er helt unik. Og den går godt i spænd med det fællesskab, vi prøver at skabe med vores bryggeri og barer.”

Og hvordan har du virkeliggjort ønsket om en festival?

”Jeg er god til at få ideer, men jeg har også brug for at alliere mig med nogle kompetente kræfter, så vi arrangerer festivalen i samarbejde med koncertbureauet Live Nation, og det er også et underbureau hos dem, der hjælper os med at booke kunstnere.”

Ser du et økonomisk potentiale i festivalen?

”Nej. Selvfølgelig skal det ikke være et hul i jorden, som vi hælder penge i, men den er tænkt som marketing. Det er en måde at vise, hvem vi er. Det kan være, vi taber lidt penge på den. Til gengæld har vi slået fast, hvad vi gerne vil. Folk skal gerne tænke: ’Åben, det er fucking sejt. Dem vil jeg gerne arbejde for.’”

SOM DRENG VAR Sebastian Aristotelis Frederiksen fascineret af Polo, Magellan, Rasmussen og andre store opdagelsesrejsende. Han fantaserede om selv en dag at finde et stykke land at plante sit flag på. Efterhånden gik det op for ham, at næsten hver en meter af jordskorpen er betrådt, og en dag mødte han den nedslående påstand, at hans generation er født for sent til at udforske jorden, men for tidligt til at udforske rummet. Hvem der er ophavsmand til citatet, husker Sebastian Aristotelis Frederiksen, der er født i 1994, ikke, men han husker den desillusionerede fornemmelse, det efterlod:

”Det var de mest deprimerende ord, jeg nogensinde havde læst. Og svære at argumentere imod. Min generation var bare en pause.”

Da skuffelsen var fordøjet, vendte rejselysten tilbage i mere realistisk målestok. Som backpacker tog han blandt andet seks måneder til Østen, og de fremmedartede visuelle indtryk, sådan en rejse byder på, fik ham sporet ind på, hvad han skulle beskæftige sig med. Han kunne i forvejen godt lide at tegne, bygge maskiner og lege med elektronik, men var usikker på, om han skulle læse til ingeniør, eller om han hellere ville være arkitekt som sin far.

”En dag gik jeg ind på en restaurant i Hanoi i Vietnam. Et mørkt, højloftet rum med varme, røde rispapirlamper. Der var en lidt mystisk, opiumshule-agtig stemning, som vakte en stærk følelse i mig. Jeg fik lyst til selv at skabe rum, som kunne vække følelser i andre. Og det er ikke ingeniørens rolle,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der søgte ind på Arkitektskolen i København efter sit sabbatår.

Uden for skoletid fulgte han med i ambitionerne om en koloni på Mars, som blandt andet ligger til grund for Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX. 

”Pludselig stod det klart for mig, at der, måske, i min livstid ville være mennesker på Mars. Og at vi i hvert fald vil komme tilbage til månen. Det var den vildeste tanke. Al min eventyrlyst vendte tilbage,” siger han og forklarer, at han som arkitekt ville have noget at byde ind med til de forestående rumrejser:

”Hvis mennesket skal ud i rummet, skal der da også være nogen til at tegne de steder, de skal bo derude.”

Til højre Sebastian Aristotelis Frederiksen. Til venstre hygger han og arkitektkollega Karl-Johan Sørensen i T-shirt-ærmer på deres godt fire kvadratmeter i en rumbolig af eget design – midt i den nordgrønlandske tundra.

DA HAN EN dag forsøgte at sende ideen om rumarkitektur i kredsløb hos nogle medstuderende, blev han mødt med spørgende blikke, tøvende svar og den hule lyd af en idé, der falder til jorden. 

”Men hvad skulle de også sige,” spørger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der besluttede at holde resten af tankerne for sig selv indtil videre.

To år senere sad han med en medstuderende, Karl-Johan Sørensen, på en café. De kendte ikke hinanden specielt godt, men var begge kommet for tidligt til afgang på en studietur og besluttede at slå ventetiden ihjel med kaffe. Sebastian Aristotelis Frederiksen var i gang med at læse en biografi om Elon Musk og havde svært ved at tale om andet. Det viste sig, at Karl-Johan Sørensen også havde læst den og delte fascinationen af Tesla-grundlæggeren og hans rumfartsdrømme. Og også han havde overvejet at skabe arkitektur til rummet. 

Opdagelsen af en ligesindet gav drømmen nyt brændstof, og de to studerende holdt ugentlige møder, hvor de snakkede om, hvordan de kunne realisere ideen om at blive rumarkitekter. En dag deltog de i en konkurrence lanceret af det internationale digitale kultur- og livsstilsmagasin Eleven om arkitektur på Mars – og vandt med ’Dandelion’, en idé om en transportabel, mælkebøttelignende bolig, der blandt andet kan omdanne den røde planets støvstorme til energi.

”Det gav noget nødvendig selvtillid. Indtil da havde vi bare været de her to mærkelige studerende, der gerne ville lave noget andet.”

Som afgangsprojekt på Arkitektskolen skulle eleverne tegne ideer til et byudviklingsprojekt på havnen i Køge. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen og Karl-Johan Sørensen ville hellere lave et projekt om en koloni på Mars. Underviserne var først imod ideen, idet Mars ikke som Køge bød på en tilgængelig byggegrund, hvor man kunne øve sig i at måle op og registrere. Men de to studerende løste problemet ved at tage på en flere uger lang telt- og studietur til den jordanske Wadi Rum-ørken, hvor Ridley Scott har lavet optagelserne til filmen ’The Martian’.

”Det var svært for vores undervisere at argumentere imod,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der efter Arkitektskolen tog en overbygningsuddannelse på rum­universitetet i Strasbourg sammen med Karl-Johan Sørensen, hvorpå de stiftede tegnestuen SAGA Space Architects.   

I SOMMEREN 2020 tilbragte de to arkitekter tre måneder i Nordvestgrønland, cirka 1.000 kilometer nord for polarcirklen – midt i ingenting. Indledningsvis boede de i en forladt fangerhytte, mens de gjorde en beboelig kapsel af isoleret kulfiber klar til indflytning. ’Lunark’, kalder tegnestuen kapslen, som er designet til at kunne bruges under ophold på månen, og som i sammenfoldet stand fylder lidt mere end et amerikaner-køleskab, men som fuldt udfoldet giver 17 beboelige kubikmeter. De to arkitekter havde fået et eksemplar af den æggeformede sorte bolig, der kan foldes sammen som en japansk origamiæske, afskibet i en container til Grønland. 

Komforten i kapslen, eller habitatet, som SAGA benævner konstruktionen, var, relativt set, høj. De to arkitekter havde elektricitet fra en generator, som blev suppleret med solceller. De havde et aggregat til at smelte sne til drikkevand og madlavning, de havde lyskilder, der simulerede naturligt dagslys, og varmeapparater, der gjorde det muligt at holde fodkulden fra døren selv ved minus 30 grader. De havde også rifler til forsvar mod isbjørne. Dog mødte de aldrig isbjørnen ansigt til ansigt, men så kun dens spor i sneen en morgen uden for fangerhytten. Alligevel flyttede den ind i psyken:

”Jeg havde mareridt om isbjørne længe efter, vi kom hjem. Nu har jeg ikke haft dem i et halvt år. Når jeg gik rundt uden for habitatet, havde jeg hele tiden et indre kort i hovedet over området, hvor jeg tænkte over, hvor der mon kunne være en isbjørn. Og jeg vidste altid helt præcis, hvor min riffel var. Når jeg var ude at hugge is, særligt i mørkeperioden, kiggede jeg mig hele tiden over skulderen. Der var en dag, hvor vi havde tømmermænd, fordi vi havde holdt fest og drukket vodka en fredag aften, hvor jeg nærmest hallucinerede og så isbjørne komme ud af isen.”  

De to arkitekter skrev dagbog og lavede video-logs, hvor de udtrykte deres tanker og følelser midt i afsondretheden – data, som psykologer på flere udenlandske universiteter har fået til at forske i. 

”Jeg var glad for at komme hjem, hvor jeg kunne holde op med at tale om, hvordan jeg havde det. Jeg følte ikke, jeg havde en eneste følelse tilbage, jeg ikke havde talt om,” griner Sebastian Aristotelis Frederiksen.

Den primære undersøgelse gik dog på det arkitektoniske: Ville boligen stå distancen, og hvilke rammer har mennesket egentlig brug for under ekstreme omstændigheder?

”Man har svært ved at forestille sig en arkitekt, der skal tegne et badeværelse uden nogensinde at have været på et badeværelse. Men der er endnu ingen arkitekter, der har været i rummet. Vores ekspedition er vel det tætteste, nogen endnu har været på det,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen i den lagerbygning i Sydhavnen i København, hvor ’Lunark’ blev til, og hvor han har fået mulighed for at ansætte nogle flere medarbejdere, efter at han har fået en ordre på et lignende månesimuleringshabitat til en ambitiøs elitekostskole i Schweiz.

”Vi tilbyder en vare, som meget få mennesker i verden har evnerne til at lave. Det kan godt være, at der ikke er særlig mange købere til vores produkt. Men dem, der er, er villige til at betale mange penge for det. Det har været hårdt at få i gang, men vi er efterhånden ved at skabe en forretning.”

10 MENNESKER er de aktuelt i firmaet, fordelt på programmører, arkitekter, industrielle designere og ingeniører. Medstifter Karl-Johan Sørensen er ikke længere med i firmaet, men det er ikke opholdet i den grønlandske ismark, der har fået stifterduoen til at slå sprækker, fortæller Sebastian Aristotelis Frederiksen.

”Vi blev naturligvis irriterede på hinanden indimellem. Men vi forsøgte altid at få det løst og ikke gå i seng som uvenner. Det virkede. Desuden havde vi hinandens liv i hænderne, og når man er så afhængige af hinanden, får man det til at fungere. Selv om vi ikke er partnere længere, er Karl den, jeg helst ville have med, hvis jeg skulle på en ekspedition en anden gang.”

For tiden arbejder Sebastian Aristotelis Frederiksen og hans hold på endnu et måne-habitat. Den altoverskyggende motivationsfaktor er NASA’s ’Artemis’-mission. Som led i den har det amerikanske rumagentur i kikkerten at sende mennesker til månen i løbet af 2025, og antagelig skal de også have noget at bo i deroppe. SAGA har igennem nogle år arbejdet på at knytte forbindelser i rumfartsbranchen, først og fremmest til SpaceX, der skal levere rumskibet til ’Artemis’. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen ved endnu ikke, hvor de står. Networking er tidskrævende, og corona har ikke gjort det nemmere at trykke hænder og gnubbe albuer med de store aktører i branchen.

”Vi prøver at komme i betragtning. Og vi synes, vi har bevist vores kompetencer. Jeg har en selvtillid omkring, hvad vi har bygget op.”

Tegnestuen arbejder også på et andet projekt: 3D-printede almene boliger i beton. I første omgang til jordboer, men på længere sigt måske også til rumrejsende, siger Sebastian Aristotelis Frederiksen:

”Hvis vi får etableret os selv som de føren­de 3D-printende arkitekter, kan det være, vi også kan 3D-printe huse på månen en dag. Og hvis jeg en dag har tegnet 30 boliger til månen, hvem ved, om jeg så ikke kan få lov at komme på besøg deroppe. Det er jo ikke mig, der bestemmer det. Men jeg tror, jeg har en chance.”

Efter missionen blev ’Lunark’ stående på Grønland indtil sommeren 2021, hvor habitatet blev fragtet hjem. Nu er det blevet sat i stand igen og kan fra 28. januar ses på Dansk Arkitektur Center på udstillingen ’A Space Saga’.