Indlæg

Bukserne på

Som byggeleder er det tit Clara Waldmanns rolle at sige ældre, mandlige samarbejdspartnere imod eller bede dem rubbe neglene. Det har hun intet imod, for hendes opvækst på Christiania har lært hende at stå ved sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Shazia Khan

DA CLARA WALDMANN var færdig med folkeskolen og overvejede at begynde i lære som tømrer, var der mange omkring hende, som syntes, at det var en dårlig idé. 

”Er det ikke mest mænd, der bliver tømrere?” sagde folk. 

Eller: ”En flot pige som dig skal da ikke ind i sådan en grov verden.”

Clara Waldmann er vokset op på Christiania i både tolvkantede og pyramideformede træhuse, som hendes egen far byggede ud af genbrugsmaterialer – helt uden søm og skruer, men med nagler og traditionelle konstruktioner – og hun undrede sig over den skepsis, hun mødte. 

”Det var stereotype opfattelser af, hvem en tømrer er. Men det handlede vel også om, at der på det tidspunkt blev set lidt ned på håndværksfag. Alle mente, at gymnasiet var vejen frem,” fortæller Clara Waldmann, der endte med en form for kompromis, nemlig en EUX-uddannelse, der giver både studenterhue og svendebrev. 

Hun var den eneste pige i sin klasse, men følte, at hun passede godt ind, og kunne godt lide den direkte jargon. Som 18-årig begyndte hun i tømrerlære hos firmaet Jakon i Ballerup, en stor virksomhed, hvor hun lavede gipsvægge og loftssystemer til kontor- og skolebyggeri – og blev lidt skuffet over tømrerfaget.

”Jeg havde set min far gå i sin have og arbejde med store bjælker og lave tapsamlinger. Det var den slags opgaver, der havde inspireret mig, og så kom jeg ud i virkeligheden, og det hele var stål og gips – det var knap så kreativt,” siger Clara Waldmann, der dog var glad for sin læreplads og besluttede at gøre elevtiden færdig hos Jakon, hvor hun også arbejdede et års tid som svend, da hun var færdig med sin uddannelse.

Da hun en dag pådrog sig en skulderskade og kun kunne arbejde i en skånestilling, besluttede hun at tage endnu en uddannelse.

”Det gik op for mig, at der ikke skal meget til, før man ikke er arbejdsdygtig som tømrer, og jeg tænkte, at det er godt at studere videre, mens man er ung.”

NOGET AT BYGGE PÅ

Clara Emilie Waldmann

28 år. Uddannet tømrer og bygningskonstruktør.

Arbejder som projekt- og byggeleder for Rambøll.

Driver sit eget smykkefirma, Walchemist Jewel.

HUN BLEV OPTAGET som bygningskonstruktør på KEA i København, hvor hun lærte alt det, hun allerede vidste med hænderne, men fra et teoretisk perspektiv.

”Som tømrer lærer du at bygge. Som konstruktør lærer du, hvorfor du bygger, som du gør. Jeg havde allerede arbejdet med isolering og dampspærre, men nu lærte jeg at forstå teknikken bag konstruktionen og åndbarheden. Jeg fik en detaljeret forståelse for hele byggeprocessen,” siger Clara Waldmann, der også blev undervist i økonomi, tidsstyring og jura.

Hvis noget går galt under et byggeri, kan det ende med at koste mange penge, og det er ikke altid nemt at få nogen af de involverede parter til at tage ansvaret for fejlen, så en del af Clara Waldmanns pensum handlede om konflikthåndtering, og hvordan man får parterne til at trække i samme retning, så alt bliver lavet ordentligt, uden at det tager for lang tid.

Den tankegang har Clara Waldmann med sig nærmest dagligt i sit nuværende arbejde som projekt- og byggeleder hos den rådgivende ingeniør-, arkitekt- og konsulentvirksomhed Rambøll. Her leder hun byggeprojekter for store firmaer som Novo Nordisk, et ansvarstungt arbejde, hvor der hurtigt kan løbe mange penge ud af hanen, hvis deadline ikke bliver nået. 

Det er hendes opgave at følge byggeprocessen, og nogle gange foregår det fra en fast plads i skurvognen på byggepladsen, andre gange ved jævnlige besøg. Clara Waldmann skal undervejs kunne tale med implicerede på alle niveauer, fra investorer, ingeniører og arkitekter til entreprenører, murere, tømrere og elektrikere, og balanceakten består groft sagt i at sørge for, at arbejdet bliver lavet ordentligt og effektivt, uden at nogen bliver så sure på hinanden, at det går i stå.

”Det er vigtigt, at man kan holde sig gode venner med alle. Jeg skal sikre mig, at håndværkerne ikke siger: ’Du kan rende mig’, hvis jeg spørger, om de kan blive to timer ekstra og arbejde over. Og jeg er afhængig af, at entreprenørerne har lyst til at samarbejde. Hvis de stiller sig på bagbenene, vil det til sidst resultere i, at jeg ikke kan levere det arbejde, jeg skal.”

Interessen for smykker har Clara Waldmann arvet fra sin mor. Foto: Chris1million

MEN SELVOM man skal tænke over, hvordan man kommunikerer, nytter det heller ikke noget, hvis man bliver for diplomatisk, fortæller Clara Waldmann.

”Jeg forvalter jo bygherrens penge og skal sikre mig, at de penge bliver brugt fornuftigt. Så jeg er tit nødt til at fortælle mænd, der er dobbelt så gamle som mig, at de prissætter forkert, eller at de ikke har lavet deres arbejde ordentligt. Det kan godt gøre mig upopulær i øjeblikket, men som regel forstår de også, at det er mig, der kan sørge for, at de bliver ved med at få arbejde.”

Når Rambøll anbefaler Clara Waldmann til en opgave, reagerer kunden ikke altid lige begejstret. Så får hun måske at vide, at det ikke lige er hendes profil, de leder efter – og bliver alligevel sendt ud, men i følgeskab med en ældre, mandlig kollega. Som regel ender det med, at kunderne gerne vil beholde hende, men ikke nødvendigvis den mandlige kollega.

”Jeg skal bevise mit værd i højere grad end mændene. Som kvinde skal jeg bare have styr på mit shit. Og det har jeg heldigvis. Senere siger mange: ’Jeg var lidt skeptisk i starten, fordi du er en ung kvinde, men du er god,’” fortæller Clara Waldmann, der tror, at hendes opvækst har givet hende en god bagage, når hun skal træde i karakter.

”På Christiania lærer du mange forskellige mennesker og typer at kende, og tidligt blev jeg involveret i fristadens politik. Nogle ældre på Christiania mener, at det er de voksnes område at føre ordet, men allerede fra jeg var 17-18 år, turde jeg stille mig op og sige min mening på vores fællesmøder.”

Desuden kan det også være en fordel at være kvinde i en mandsdomineret branche, siger hun:

”Mænd kan nogle gange nemmere tage imod ordrer fra en kvinde, fordi det ikke bliver en machokamp. I sidste ende kan jeg få en mere positiv reaktion, fordi de ikke ser mig som en trussel, de skal måle deres egen mandighed op mod.”

NÅR HUN HOLDER fri, holder Clara Waldmann sin tømrerfaglighed ved lige på sit eget træhus, som hendes far byggede på, mens hun voksede op, og som hun arvede, da han gik bort for 10 år siden. Det var dog ikke helt færdigt, så sommerferierne er gået med at lave badeværelse, stuegulv, køkken, tag og entré. Og arbejdet stopper ikke foreløbig.

”Enten er der en terrasse, man kan udvide, eller en udestue, man kan bygge. Jeg finder altid på noget. Og desuden får man hele tiden nye ideer til indretningen, når man bor i et tolvkantet hus,” siger Clara Waldmann, der i det hele taget kan lide at holde sig beskæftiget og er blevet inspireret af sin mor, der er smykkedesigner, til at starte sit eget smykkefirma. Smykkerne, hun laver, er primært af forgyldt sølv i design, der ikke kræver nogen opvarmning, men som kan forarbejdes med små tænger, hver gang hun har frie hænder, hvor som helst og når som helst. Foran tv, på stranden eller til et fællesmøde på Christiania.

”Og de kan godt være lange, skulle jeg hilse og sige.”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

I gode hænder

Som urmagerelev får Benjamin Ahlmann tiden til at gå, som den skal. Han har ikke altid været ur-nørd, men da han først fik øjnene op for tandhjul, fjedre og lejer, viste det sig hurtigt, at hans temperament går perfekt i spænd med den fine mekanik.
Tekst og foto:Peter Nicolai Gudme Christensen

JEG DROPPEDE UD af HF, mens jeg var i gang med de afsluttende eksamener. Jeg var ikke helt klar til at gå i skole. Så arbejdede jeg på Jensens Bøfhus på havnen i Holbæk, først som opvasker, siden blev jeg tjener, kok og køkkenleder og endte med at være der i 10 år, inden jeg tænkte, at nu var det tid til noget andet. 

En dag sad jeg og kiggede på Uddannelsesguiden og faldt over urmageruddannelsen. Det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne blive. Det lød spændende. Det talte til mig, at man skal være god med hænderne, og jeg begyndte på grundforløbet på erhvervsskolen ZBC i Ringsted. 

Jeg begyndte i skolepraktik, men en dag fik skolen en henvendelse fra Gronemann Ure på Gammel Kongevej i København, som søgte en elev. Jeg kom til samtale, på tre måneders prøveperiode og fik så stillingen. Det havde været mere praktisk at finde elevplads i Holbæk, men hos Gronemann arbejder jeg med flere forskellige ure, end jeg tror, jeg ville komme til i Holbæk. Måske også sjovere ure. Flere af de dyre. Rolex og den slags. Ure, hvor alt er lavet superpræcist, og alle delene passer perfekt sammen. De er bare lækre. Og vi har også en del ældre mennesker, der stadig bruger stueure.

DET FØRSTE STYKKE af min elevtid reparerede jeg kun stueure. Bornholmerure, vægure, bordure. Det foregår på den måde, at vi tager ud til kunden og tager selve urværket med os, og så sætter vi det i igen, når vi har ordnet det. Det er for farligt, hvis folk selv skal bringe det. Meget kan blive ødelagt under transport.

Da jeg kom tilbage i praktik efter tredje hovedforløb, begyndte jeg at arbejde med armbåndsure. Der skal man være endnu mere forsigtig. Delene er meget små og kan nemt springe ud af korntangen, som er det arbejdsredskab, vi bruger til at håndtere delene i urværket.

Når du skiller et ur ad, kan det se ud på tusind forskellige måder. Der er nærmest ingen ure, der ligner hinanden. Urmærkerne konkurrerer jo på at adskille sig fra hinanden, så gennem tiden har de presset på for at udvikle finishen og mekanikken, hver gang de producerede en ny model. På den måde bliver det aldrig kedeligt at have med at gøre.

SOM URMAGER SKAL man have en stille hånd, og man skal kunne sidde stille lang tid i den samme position og fokusere gennem en lup. Specielt når man arbejder med armbåndsure. Jeg tror ikke, det er for alle, men det passer mig fint. Jeg er tålmodig. Men jeg kan også arbejde effektivt. 

Sidste år stillede jeg op til DM i skills. Vi var fire elever fra skolen, der blev udvalgt til at deltage, og vores opgave var at lave en såkaldt fjederhuskerne og en optræksnøgle, dele, som man bruger, når man trækker større ure op. 

Vi startede med en klump stål og en klump messing, som vi havde tre dage til at slibe til i en drejestol, som er en maskine, der spinder materialet meget hurtigt rundt, mens du bearbejder det med værktøjer. Det var vigtigt, at målene blev millimeterpræcise, så nøglen passede ind i kernen, at der ikke var noget slør, og at overfladerne blev poleret pæne og glatte, så der ikke var nogen friktion. 

Tre dage lyder af lang tid, men tidspresset var højt, for du har nærmest ikke tid til at starte forfra, hvis noget går galt. Det var en intens oplevelse, og da vi afleverede, var jeg nærmest i trance. Jeg havde ingen idé om, hvordan det var gået. Jeg blev overrasket, var nærmest i chok, da de udråbte mig som vinder. Jeg fik ros for en særlig nedsænkning i kernen, som jeg selv havde fundet på, som gør, at nøglen lettere glider i, og som også ser pæn ud.

Det var en fed oplevelse, og skolen gav mig i præmie et ur fra Oris, en speciel model, hvor skiven er lavet af genbrugsplast fra havene. Hvert ur i serien har en unik skive med sine egne farvetoner.

INDEN FOR SKIVEN

Vil du også rode med urværker, går turen via Zealand Business College – ZBC – i Ringsted, som er den eneste uddannelsesinstitution i landet, der tilbyder urmageruddannelsen. Her lærer man at reparere og vedligeholde ure, men ikke at bygge ure fra bunden. Vil man det, kan man tage yderligere kurser i Schweiz.

JEG HAR IKKE en ursamling. Man tjener simpelthen ikke nok som urmagerelev. Og jeg er ikke på den måde tosset med ure. Jeg kan godt lide at skille dem ad, reparere dem og servicere dem. Hvis prisen ikke betød noget, tror jeg, jeg ville købe mig et Nautilus fra Patek Philippe. Det er et fedt ur med en flot mørkeblå skive og en integreret lænke. Men det bliver nok ikke et, jeg lige kommer til at eje. Det er alt for dyrt.

Som urmagerelev i vores forretning betjener vi også kunder. Det er hyggeligt, men det kan blive stressende på rigtig travle dage, og jeg har overvejet, om det i det lange løb var mere mig at arbejde for en urmagerbutik med fjernværksted, hvor man kan arbejde med urene uden afbrydelser.

Ellers kunne jeg godt tænke mig at åbne min egen butik en dag. Helst i Holbæk, hvor jeg bor med min kæreste, min søn og min hund. Byen har en urmager allerede, men måske er der plads til en til, hvis vi laver et godt stykke arbejde.

Det kunne da være fedt en dag at lave mit helt eget ur. Men vil du være watchmaker, som det hedder, når du bygger dine ure selv, kræver det, at du investerer i nogle dyre maskiner. Og det er risikabelt. Hvem siger, du kommer til at sælge særlig mange? Jeg kommer jo ikke til at overgå Rolex lige med det samme. Så det er ikke på programmet.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Ud med den indre stemme

Han voksede op på Nørrebro i København og flirtede med hash og drengestreger. Senere læste 37-årige Babak Vakili statskundskab og fik et rigtigt Djøf-job, mens han rappede ved siden af. I dag er han prisvindende manuskriptforfatter og har helt lagt embedsmandshatten fra sig.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jannick Boerlum

DA MINE FORÆLDRE blev skilt, flyttede jeg med min mor i en ejerlejlighed på Tagens-vej på Ydre Nørrebro. Jeg siger ejerlejlighed, fordi mine forældre var lidt mere ressourcestærke end de andre i området. De var af den generation af iranere, der kom direkte fra universiteterne, da de flygtede. Min mor er farmaceut, og min far er ingeniør. Der var mange omkring mig, som ikke kom fra samme vilkår. Jeg tror, at der altid var nogle lidt andre forventninger til mig. 

Da jeg gik i folkeskole, elskede jeg at skrive. Jeg skrev små digte, og det første, jeg kan huske, var et valentins-digt til min mor, der var skrevet på et hjerte med et billede af mig klistret på, haha. Jeg har nok været 12. Men jeg så ikke mig selv som ’en, der digtede’ dengang. Hvis man skrev noget, der hvor jeg kommer fra, skulle man også rappe det. 

Det startede med, at jeg rappede andres tekster. 2Pac, Den Gale Pose og Østkyst Hustlers. Men lige så stille rappede jeg også mine egne tekster. Det var ikke, fordi jeg var særlig musikalsk eller elskede at synge og optræde. Det handlede om, at jeg gerne ville udtrykke mig, jeg ville gerne skrive. 

I 5. klasse flyttede min mor mig til en anden skole, der var mere ressourcestærk, mere ’hvid’, og senere begyndte jeg på et gymnasium på Frederiksberg, selvom vi stadig boede på Nørrebro. Jeg stod ligesom med en fod i hver lejr. Jeg hang stadig med mange med minoritetsbaggrund og nogle, som flirtede lidt med hash og at stjæle ting. Det var en glidende overgang, at jeg kom væk fra det. Jeg havde altid en idé om, at jeg nok skulle klare det godt i livet, for jeg havde noget andet at spejle mig i hjemmefra.

DET VAR LIDT tilfældigt, at jeg begyndte på statskundskab. Jeg havde fået det anbefalet af min kusine, og jeg havde snittet til at komme ind. Så jeg tænkte: ”Hey, hvis jeg læser statskundskab, er det en form for stempel på, at jeg kan finde ud af noget.” Det var prestigefyldt, og det lyder godt ude i verden. Og så var det selvfølgelig kombineret med samfundsinteresse. Jeg læste i seks år, fordi jeg godt kunne lide det, og jeg fik nogle vildt gode venner.

Alle dem, der var lidt ambitiøse, havde studiejob i Trafikstyrelsen og den slags steder, så de var klar til overgangen fra studie til arbejde. Mit studiejob var rap. Jeg skrev en sang, ’Bispebjerg’, som kom af en snak med en af mine venner fra universitetet om vores opvækst. Det gik op for mig, hvor meget vold der egentlig havde været omkring mig i min barndom og ungdom. Og at det ikke var særlig normalt for majoritetsdanskerne. Slet ikke dem, der gik på statskundskab. 

Jeg har ikke selv stået og trampet på nogen, men den var der ligesom hele tiden, volden. Til fester, på skolen. Der var altid slåskampe i frikvartererne, og Nørrebro var præget af kriminalitet. Men de var jo også mine venner, dem, der sloges, og på mange måder var det normalt. Man skal forstå den nuance, at det ikke var et helvede at vokse op i, men at det var et hårdere miljø at vokse op i. Der var også ekstremt meget fællesskab.

Da jeg blev kandidat, stod jeg tilbage med en følelse af: ”Hvad kan jeg egentlig?” På statskundskab er de fleste generalister med en masse teori i baghånden, og det er først på arbejdsmarkedet, man finder ud af, hvad man kan. 

LYRICS

Babak Vakili, 37 år. Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Har udgivet musik under kunstnernavnene ’Vakili’ og ’Bobby Shams’.

Har arbejdet som folkeskolelærer på Nørrebro i en årrække.

Står bag den prisvindende podcast ’Generationen’. Er manuskriptforfatter på DR-serien ’Fredløs’, der vandt en Robert for ’Årets korte tv-serie’ i 2022.

Arbejder p.t. på et manuskript for Netflix. Er desuden i gang med en børnebog, der udkommer til efteråret.

JEG VAR LIDT picky og søgte kun job, der interesserede mig. Efter to afslag tænkte jeg: ”Fuck det, så kan det også være lige meget.” Jeg ringede til min gamle folkeskole på Rådmandsgade og fik en vikarstilling, hvor jeg overtog en lærers skema. Jeg blev klasselærer for en 6. klasse, underviste i musik i en 4. klasse og i historie og matematik i en 5. klasse. Pludselig ringede de fra Københavns Kommune. De havde brug for en, der kunne varetage Facebook-delen på et projekt, jeg havde søgt. Det endte med, at jeg sad i et vikariat som fuldmægtig, og da det udløb, blev jeg tilbudt en fast stilling. Men samtidig blev jeg tilbudt en midlertidig stilling på et ungdomsteater, C:ntact. 

Jeg stod ved en skillevej. Det sikre var jobbet i kommunen. Center for Inklusion og Samfund, klynge C. Klassisk statskundskab. Det kreative var en projektlederstilling på tre måneder på et ungdomsteater, hvor jeg før havde været rap-coach. Jeg blev tilbudt at stå for forestillingen ’Romeo og Julie’, som over hundrede 8. klasses-elever skulle opsætte. Jeg valgte teatret.

Undervejs blev jeg bedt om at skrive både rap og monologer. En dag sagde min chef: ”Skal du ikke også instruere noget?” Jeg tænkte stadig, at en dag bliver jeg voksen og vender tilbage til kommunen. Jeg var stadig medlem af Djøf, og jeg havde det altid sådan, at en dag går det her spas og ballade ikke længere.

MEN JEG ENDTE med at instruere nogle ungdomsforestillinger, og til sidst blev jeg bedt om at skrive en professionel forestilling. Det var første gang, jeg skrev fiktion, som ikke var lyrik. Sammen med en anden skrev jeg ’Rusturen’, der handler om seks unge på rustur på statskundskab og om krænkelser og racisme. Det her med at finde på karakterer, og hvordan de snakker, var vildt fedt. Jeg var 30 år og kunne for første gang i hele mit liv mærke: ”Shit, det er det her, jeg vil.” 

Ham, jeg skrev ’Rusturen’ med, blev spurgt, om han ville skrive en tv-serie. Han havde ikke tid og foreslog mig i stedet, fordi jeg kendte miljøet, de gerne ville beskrive. Jeg blev koblet sammen med en mere garvet forfatter og fik på den måde ligesom en fod indenfor.

Jeg skrev min første tv-serie, ’Junglen’, og jeg blev kaldt et talent. I den her branche handler det om at kende folk. Folk skal synes om dig eller synes, at du er fed at arbejde med. Der er ikke nogen jobopslag, man bliver bare anbefalet til næste opgave. Og nu har jeg, blandt meget andet, lavet ’Fredløs’ på DR.

Når man først er blevet anerkendt, kan det være fedt at sige, at man har en atypisk baggrund, og at man både er rapper og statskundskaber. Men når man ikke er slået igennem endnu, og man ikke kan sige, at man er uddannet manuskriptforfatter eller har skrevet noget før, så er det sådan lidt: ”Aaarh, jo, jeg skrev digte, da jeg var barn.”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Fremad i modvind

Først børnehjemsbarn, besætningsmedlem, gadedreng. Så arbejdsmand, dørmand og professionel kampsportsudøver. Derefter kandidat i historie og nu forfatter. Jonas Eriksson har gennem sit liv haft mange titler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner

MIT ALLERFØRSTE JOB var på en tank i Tisvildeleje. Den lå kun et par kilometer væk fra Godhavn, hvor jeg var anbragt. Om formiddagen var vi i skole og om eftermiddagen på værksted. Jeg var på malerværksted, og vi fik et par kroner i timen, der udgjorde vores lommepenge. Derfor fik jeg jobbet på tanken i stedet for. Men jeg havde det kun i to måneder, fordi de fandt ud af på Godhavn, at jeg faktisk tjente gode penge, og så måtte jeg ikke. Tilbage på malerværkstedet. 

Det er en lang og kompliceret historie. Men jeg kom væk fra Godhavn efter 9. klasse. De vidste ikke, hvor de skulle sende mig hen, så jeg røg på et skoleskib for unge kriminelle. Alle var vel lidt kriminelle på Godhavn dengang. I weekenden brød man ind i et sommerhus, hvis man kunne komme til det. Sådan noget. Men der var også nogen deroppe, der var rigtig kriminelle. Godhavn var et hårdt sted. 

Jonas Eriksson med sin far. Foto: Privat

DEM, JEG KOM ud og sejle med, var nogle gamle hippie-lærere, der var rykket fra Christiania til Djursland i 80’erne for at bygge kollektiver derovre. De havde et gammelt træskib, som de havde brugt ti år på at skrue på, men de skulle jo have nogen til at finansiere det, så de tog to rødder med fra kommunen og fik en god klat penge for det. 

Jeg kunne egentlig meget godt lide det, fordi det ikke var sådan noget pædagog-tjuhej. De var pisseflinke, besætningsmedlemmerne, men de var knald i låget. Der var ingen regler, og der var ingen, der tjekkede op på mig. Da vi kom til De Kanariske Øer, blev en af dem syg, og den videre tur gik i vasken. Besætningen endte i druk, og jeg boede på gaden i en lille by, der hedder San Andrés, i 3-4 måneder. Jeg var sulten, og den første uge sov jeg på en sandstrand i sådan et industrifiskeri-område. Så lå jeg dér under en palme i min sovepose med min foldekniv parat i hånden. Jeg kunne høre andre folk i mørket, og jeg var bange. 

Egentlig ville jeg gerne være blevet der, fordi jeg var så glad for at være kommet væk fra Godhavn. Og når man er sulten, begynder man også at finde ud af, hvordan man kan lave nogle penge. Blandt andet ved at tigge. Jeg var fri. Jeg mødte også en pige dernede, og den ene dag tog den anden. Fra hånd til mund. Men til sidst endte jeg hjemme i Danmark igen. 

Efter et mislykket flugtforsøg fra Godhavn som 14-årig. Foto: Privat

DA JEG KOM tilbage, gik jeg først på musikhøjskole og begyndte bagefter som arbejdsmand på et smedeværksted. Jeg var 17, og det var mit første voksenjob. Det var meget fedt at gå og svejse. Senere kørte jeg hyrevogn i nogle år og trænede meget i samme periode. Jeg gik til kampsport og begyndte at være dørmand inde i byen. Det blev min hovedindtægt. 

Jeg har stået i døren i Boltens Gård, i Gothersgade, Vestergade og på Hong Kong Bar. Alle steder. Et par af stederne kom der nogle, du ikke bare smed ud. Eller, du kunne godt, men den spiste de ikke. Samtidig skal de vide, at du gør det, hvis de presser den langt nok. Hvis du holder dig helt tilbage, respekterer de dig ikke. Det er en balancegang – en slags strategispil.  

Når jeg var på arbejde, sad jeg i min stol og drak kaffe og kiggede på, hvem der kom. Jeg skulle være ædru og sørge for, at alting foregik ordentligt. Nogle gange sad jeg med en knude i maven og ventede på balladen. På en måde var det befriende, når der så var nogle, der kom op at slås. Så gik der ligesom hul på bylden. 

Jeg kunne faktisk godt lide det i begyndelsen. Jeg var også god til at tackle det. Ofte kunne man fornemme på typerne allerede i døren, om det var nogle, der ville skabe problemer senere på aftenen. Normalt tog jeg dem allerede der, men man kan ikke bare sige: ”Du kan ikke komme ind.” Man skal bare venligt sige: ”Hva’ så?” Reaktionen på det spørgsmål siger det hele. 

Mens jeg var dørmand, tog jeg ét fag ad gangen på HF. Faktisk tog jeg en HF over 13 år, hvor jeg sådan cirka bestod ét fag hvert tredje år. Jeg havde altid en eller anden stemme i baghovedet, der sagde, at det nok var godt at få en studentereksamen, selvom jeg ikke vidste, hvad jeg ville bruge den til.

EN LIGE HØJRE

Jonas Eriksson, 48 år, forfatter, aktuel med sin debutroman ’Vejen hjem’. Kandidat i historie fra Københavns Universitet. Tidligere dørmand og en af de første danske professionelle MMA-udøvere. Har været med til at stifte flere kampsportsklubber i København. Anbragt på Godhavn i sine tidlige teenageår.

JEG HAR ALTID godt kunnet lide at læse. Da jeg gik på Godhavn, var der et lærerægtepar, Eskild og Susanne, der kunne se, at jeg var glad for at læse. De købte fantasy-bøger til mig. Senere læste jeg alt. Fra Hemingway til Dostojevskij. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i døren på en rockbar i Indre By, og der kunne jeg sidde og læse imens. Dem, der kom der, var alle sammen universitetsstuderende, der var sådan: ”Ej, se, dørmanden sidder og læser.” Det føltes lidt nedladende, selvom det nok var godt ment. 

Jeg læste historie med engelsk som sidefag på Københavns Universitet, samtidig med at jeg stod i døren. Engelsk var det sværeste for mig på universitetet. Vi skulle have grammatik, og da jeg begyndte, vidste jeg dårligt nok, hvad et udsagnsord var på dansk. Jeg var helt hægtet af. Underviseren skrev nogle ord og regler op på tavlen, og for mig kunne det lige så godt have været græsk. Dér var jeg lige ved at græde lidt, haha. Men det lykkedes for mig at få mast det hele ind i mit hoved med en god studiegruppe, så jeg endte med at bestå grammatikfaget med et 02. 

Det var mærkeligt at starte på universitetet i en ret sen alder, for de fleste var i begyndelsen af tyverne. Mange af dem var akademikerbørn, og jeg tænkte og snakkede slet ikke som dem. Men på den anden side ville jeg slet ikke have kunnet gennemføre uddannelsen, da jeg selv var i den alder. Jeg endte med at få 12 for mit speciale.

Jeg er blevet rigtig meget klogere af at gå på universitetet. Jeg har lært at tænke på en anden måde, end jeg gjorde før. Det er jo helt fantastisk at kunne tage sådan en uddannelse, og så bliver den endda betalt. Dét synes jeg er fedt. At man har den mulighed for at gå i skole og endda komme igennem uden en gæld oveni. At få et nyt liv. 

Jonas Eriksson t.h. Vennen lever desværre ikke mere. Foto: Privat

DA JEG VAR i starten af tyverne, smadrede jeg mit knæ. Jeg lå ubevægelig i min lejlighed med en blok papir og begyndte at skrive en vampyrhistorie. Min kæreste på det tidspunkt blev ved med at sige: ”Du kan sgu da ikke skrive bøger.” Jeg havde også søgt ind på forfatterskolen tre gange, da jeg var i slut-tyverne, uden at komme ind. 

Jeg begyndte at gå på skrivekurser, og der er ingen tvivl om, at jeg blev anset som den dummeste. De har bare set et knucklehead. Men jeg var faktisk ret ligeglad. Der er noget prætentiøst over det med at være forfatter, og hvor jeg kommer fra, er det ikke specielt sejt at gå op i at skrive. Det giver faktisk ingen respekt overhovedet, nærmere det modsatte. Jeg gjorde det kun, fordi jeg havde en kærlighed til at skrive historier og til at læse. Og den forfulgte jeg.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Trommesæt og match

Afstikkere og trommestikker sendte 30-årige Lars Krarup Olesen forbi både datalogi og musikvidenskab, inden han slog sig på kommunikation. I dag er han marketingchef.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Frank Lohmann Haagen

DER VAR FULDT smæk på trommesættet og computertasterne, da Lars Krarup Olesen var teenager i Sæby. Han elskede at spille musik og ikke mindst at spille ’Counter-Strike’ og ’World of Warcraft’. Spillene var spændende, de krævede strategi og snilde, og så kunne han være i online-verdenen sammen med sine venner. Men han var også fanget af teknikken bag både spil og computere. Opstod der en fejl, kunne han bruge timer på at lede efter løsningen. Summen af hans interesser gjorde, at han gennem folkeskoletiden faktisk følte sig ret sikker på, hvad han ville, når han blev voksen. 

”Jeg var 100 procent sikker på, at jeg blev ingeniør en dag, fordi jeg også var god til matematik,” siger Lars Krarup Olesen. Men profetien fra den unge nordjyde holdt ikke. Matematikken og teknikken blev ikke en levevej, og det selvom han faktisk testede sin første uddannelses-indskydelse af. 

”Jeg begyndte på datalogi i Aalborg, lige efter jeg havde været på højskole. Jeg gik på en film- og musiklinje på højskolen og blev der vant til rigtig mange udadvendte mennesker. Datalogi var lidt tørrere, og det var en anden type mennesker, der gik der. De fleste var knap så udadvendte, så den der store livsglæde, jeg lige havde opdaget på højskolen, blev lidt slukket. Det havde helt sikkert også med min egen motivation at gøre. Gennem højskolen havde jeg netop fået antændt en ny livsgnist og interesse-gnist for musik, film og kultur, og så tog jeg hul på noget ekstremt konkret som datalogi, hvor der er facit på det hele,” siger Lars Krarup Olesen, der understreger, at han stadig elsker at kunne sætte to streger under visse ting. 

Men dengang var det alligevel ikke muligt at slukke for nysgerrigheden for det kreative og mere abstrakte. Han var samtidig begyndt som trommeslager i et nyt band i Aalborg og brugte meget af sin tid der, og det føltes bare ikke helt rigtigt med forelæsninger om IT og algoritmer. 

Foto: Bo Hellum

Derfor droppede Lars Krarup Olesen ud af datalogistudiet. Han flyttede hjem til forældrene i Sæby og tog en tænkepause. Den varede et halvt år, hvor han tjente penge ved at arbejde på den lokale tankstation, og alt imens han vendte grillpølser, blev det tydeligt for ham, at han skulle til København. Sådan blev det, og i begyndelsen fik Lars Krarup Olesen job på et callcenter. 

”Det var sådan noget teknisk support for Stofa. Det var ret sjovt. Alt det med teknik og nørdetheden brugte jeg. Jeg rådgav om komplekse ting på en måde, så kunderne kunne forstå det. Det var vildt sjovt at prøve at løse deres problemer,” siger han. 

Ved siden af den tekniske problemknuser-gesjæft øvede han intenst op til optagelsesprøven for at komme ind på musikvidenskab. Sammen med sine tidligere højskolelærere havde han vendt det evindelige dilemma om job, karriere og fremtid, og efter kyndige samtaler kunne han mærke, at han burde gå musikkens uddannelsesvej. Her var det et krav, at man på forhånd kunne synge, spille, læse og skrive noder – og flere andre musikvidenskabelige teknikker.  

”Jeg var ret boglig, og derfor var musikvidenskab en virkelig god vej for mig at gå. Jeg kunne få en masse teori og musik ind på én gang,” siger Lars Krarup Olesen, der dengang regnede med, at uddannelsen ville kulminere i et job ”ovre i musikbranchen et sted”. Sådan blev det imidlertid heller ikke.

DISKOGRAFI

Lars Krarup Olesen, 30 år, fra Sæby, bor i København. Head of Marketing hos PL & Partners. Var et smut forbi datalogi på Aalborg Universitet, inden han tog en bachelor i musikvidenskab og en kandidat i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet. Tidligere trommeslager i bandet Via Mala, der stadig kan høres på Spotify. Har blandt andet produceret musik­videoer for sangeren Tue West og reklamefilm for forskellige organisationer.

PÅ MUSIKVIDENSKAB VAR der mulighed for, at de studerende kunne komme ud i praktik og få fingrene i branchen. Lars Krarup Olesen landede hos det danske pladeselskab disco:wax, hvor han blandt andet producerede små videoer og hjalp med at promovere kunstnerne på sociale medier. Han blev tændt af kommunikations- og formidlingsdelen.

”Jeg har altid syntes, at tekniske ting var spændende, så da de sociale medier og alle de komplekse ting bag dem kom frem, ville jeg gerne forstå mere af det. Jeg syntes, det var spændende at prøve at gøre kompliceret viden nem at forstå,” siger Lars Krarup Olesen, der efter en bachelor i musikvidenskab endte med at dreje sin uddannelse mod en kandidat inden for kommunikationsområdet.

I december 2019 afleverede han sit speciale i moderne kultur og kulturformidling og gik ud i arbejdsløshed. I begyndelsen var det fedt nok, en tiltrængt pause fra deadlines og pligter. Men som det nye år skred frem, blev den nyudklækkede kandidat mere og mere ivrig efter at finde et arbejde. Ansøgninger blev sprøjtet ud, og de fleste af dem blev besvaret med afslag. Det blev også et afslag over telefonen på en specialiststilling, som Lars Krarup Olesen havde søgt hos marketingbureauet PL & Partners. Men sæbynitten var vaks og havde set et opslag om en studenterstilling på bureauets hjemmeside, der matchede hans kompetencer perfekt. Han dristede sig til at spørge, om de mon kunne lave studenterstillingen om til en fuldtidsstilling. Det kunne de godt. 

I september 2020 begyndte Lars Krarup Olesen hos marketingbureauet, og som et højhastighedstog gik han på to år fra at være i en juniorstilling til at være Head of Marketing. 

Foto: Privat

I DAG LAVER han en stor del af indholdet for PL & Partners, men han uddelegerer også og sætter retningen for flere af de andre medarbejdere inden for markedsføring. En jobbeskrivelse, han ingenlunde havde skænket en tanke i sine tidlige uddannelsesår. For selvom det hele startede med computere og teknik, der gled over i musik, endte det med kommunikation og marketing. 

Lars Krarup Olesen klimprer stadig på en guitar en gang imellem for at få musikken ud. Men han har ikke spillet professionelt i flere år, for Aalborg-bandet slog op med hinanden, da tiden blev for knap, og logistikken mellem Nordjylland og København for knudret. Computerspillene varer heller ikke i nærheden af de 10 timer, som de kunne i teenageårene, for som Lars Krarup Olesen siger, er det også rigtig sjovt at være Head of Marketing. Men han er glad og taknemmelig for, at han tog afstikkere i forskellige verdener og videnskaber, inden han landede, hvor han er i dag. 

”I dag er der stort fokus på, at du skal vide, hvad du vil, og at det, du gerne vil, definerer dig som person. Men oftest er det jo mere komplekst, for du ændrer dig helt vildt meget gennem både folkeskolen, gymnasiet og universitetet. Jeg gik fra at være en meget introvert teenager, der nok var virkelig akavet, til at gå på højskole og blive mere udadvendt og social. På den måde kom jeg ud i nogle miljøer og sammenhænge, jeg ellers ikke ville være kommet ud i,” siger Lars Krarup Olesen. 

”Det kan selvfølgelig være godt at have et mål, så man har en form for retning, men i sidste ende kan en praktik gøre, at du finder ud af, at du skal noget helt andet. Og det er helt okay.”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Tast selv

22-årige Sofie Riis Endahl er ved at uddanne sig inden for machine learning og datavidenskab. Samtidig har hun med syv romaner – den seneste i januar – godt gang i forfatterkarrieren, hvor hun tager temperaturen på nutidens unge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sara Galbiati

KUNSTIG INTELLIGENS, algoritmer og skønlitteratur hænger uløseligt sammen for Sofie Riis Endahl. Den unge forfatter har valgt en uddannelse, machine learning og datavidenskab, der ligger langt fra forfatterdrømmen, og det er helt med vilje. Tempoet er højt, når hun fortæller, og hun giver lige indlevende indføringer i alt fra matematisk kodning til robotter og litterære tematikker. 

”Da jeg skulle vælge uddannelse, kiggede jeg efter et felt, hvor jeg kunne bruge min energi på mit forfatterskab uden at skulle bekymre mig. At blive kunstnerisk fri var mit første formål, og så var det heldigt, at jeg havde en interesse inden for statistik, matematik og kunstig intelligens. For det er et felt, hvor der lige nu er rigtig stor jobsikkerhed og ret høje lønninger, og hvor man kan gennemføre uddannelsen uden at skulle have et højt snit for at få et job. Jeg vil bare gerne have en uddannelse, hvor jeg kan komme ud og få et job,” siger Sofie Riis Endahl, der havde brug for at få et matematisk og logisk pust ind i sit liv, så det ikke blev ”humaniora med humaniora på”.

Iført sin mormors hjemmestrik og med glimmer på øjnene fægter hun både som en robot, taster løs på et imaginært tastatur og tegner koordinatsystemer på bordet. Det er ikke svært at tro det, når hun siger, at hun ikke kunne være forfatter på fuld tid. Der skal ske noget, og der skal være nogen at snakke med.

”Jeg er super ekstrovert, hvilket egentlig er en dårlig kombi med forfatterlivet. Man hører nogle gange interview med forfattere, der lukker sig inde i flere måneder for at kunne koncentrere sig. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg kan ikke have en hel dag, hvor jeg skriver, uden at have en social aftale om eftermiddagen. Jeg bliver helt skør, og jeg har brug for at komme et sted hen flere gange om ugen og møde nogle på min egen alder. Et sted, hvor der for eksempel er julefrokoster eller sociale samlinger. Selv hvis jeg havde økonomien til at leve af at være forfatter, ville jeg stadigvæk have brug for at være på en anden arbejdsplads,” siger Sofie Riis Endahl, der fletter sine skriverier ind i semesterplanen, der er spækket med matematik.  

Forfatter Sofie Riis Endahl elsker at skrive bøger, men fodrer sin hang til matematik og teknik på sit studie i machine learning og datavidenskab på Københavns Universitet.

SOM BARN VAR Sofie Riis Endahls yndlingsprogram ’So ein Ding’, der blev sendt på DR2 fra 2009, og som handlede om elektroniske gadgets. Hun var vild med dimser, men i høj grad også med at læse og skrive. Så vild, at hun som 11-årig sendte sit første bogmanuskript ind til Gyldendal. Dengang blev det til et afslag, og mange flere fulgte efter, men hun skrev ufortrødent videre, producerede løs og sendte ind til en masse forskellige forlag. Det blev blandt andet til en sci-fi-bog, en julekalender og en historisk fiktionsbog, der var resultatet af, at hun med egne ord faldt ned i et nørde-hul af dimensioner om anden verdenskrig. Men da hun gik i 1. g, lønnede de mange skrivetimer sig. Romanen ’Sindstequila’, der gav et tidsbillede på gymnasielivet, udkom på Byens Forlag, da hun var blot 17 år.   

”Jeg havde grundlæggende selv en virkelig god gymnasietid. Jeg havde en god klasse og havde det sjovt. Mange fester, helt klassisk,” siger Sofie Riis Endahl, der gik i 1. g i 2016, hvor Instagram var i gang med at tage verden med storm. Likes var efterhånden en stærk valuta, og man skulle sørge for at holde sit ’posting’-game ved lige for at beholde sin plads i den sociale orden. 

”Man ses jo i skolen hver dag, men når man postede billeder og stories, var det en måde, hvor man kunne skabe et visitkort, som alle kunne holde øje med. Man skulle hele tiden vise folk, at man var i gang og lavede ting. Samtidig kunne man blive enormt stresset af at kigge på de andres sociale medier, for eksempel i forhold til fællesskaber. Man kan virkelig føle sig holdt udenfor, hvis man sidder og kigger på Instagram-stories fra en fest, og man tænker: ’Hvorfor var jeg ikke inviteret til den?’ Man er ikke alene på noget tidspunkt, og man kan ikke tage hjem fra det sociale gymnasie-spil,” siger Sofie Riis Endahl, der på det tidspunkt selv postede meget. Især redigerede billeder af sig selv eller billeder, der viste, at hun var ude og have det sjovt med sine veninder. 

SKRIVEMASKINE

Sofie Riis Endahl bor på kollegie på Østerbro med sin kæreste. Debuterede som 17-årig med ’Sindstequila’, en studenter-roman om venskab og ensomhed. For sin sjette roman, ’Pixie lever stadig’, om en ung gymnasiepige, der oplever en ny identitet, blev hun nomineret til Politikens Litteraturpris. Romanen bliver i februar sat op som teatermusical på Aveny T. Aktuel med romanen ’Vi dør alligevel snart’ (Gyldendal), der handler om religion og giver en kritik af et samfund, der ikke tilbyder unge andet end materiel værdi.

Gennem sit forfatterskab sætter 22-årige Sofie Riis Endahl fokus på unges trivsel.

I DAG HOLDER Sofie Riis Endahl foredrag for skoleelever – op til 1.300 på en gang – og hun fortæller, at de er meget optaget af, om de kan præstere godt nok, hvordan de kommer til at være en del af varmen i det sociale fællesskab, og hvordan de vælger den helt rigtige uddannelse. Den unge forfatter opfordrer uddannelses-aspiranterne til at dreje af på den dobbeltsporede motorvej af karakterræs og social medie-stress og i stedet være pragmatiske. Det har hun selv gjort. 

”Især da jeg startede på uni, frigjorde jeg mig meget fra det. Jeg gik ind til det med den præmis, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge nær så meget tid på det, som jeg burde, fordi jeg gerne ville prioritere mit forfatterskab. Og så bliver du nødt til at give slip på ideen om, at du gerne vil have 12. Du bliver også nødt til at være ligeglad, når de andre får 12, for du har jo ikke brugt den samme mængde tid,” siger Sofie Riis Endahl og forklarer, at hendes forældre altid har været gode til at lægge vægt på, at snarere end gode karakterer var det vigtige fællesskabet og at være ordentlige ved hinanden. De har aldrig målt og vejet på dén måde.

”De unge i 9. klasse og i gymnasiet kommer meget til at tænke: ’Hvad er det helt rigtige for mig?’ Den tanke lægger et stort pres. Hvis man i stedet kan prøve at gå lidt væk fra det og tænke: ’Rent praktisk trives jeg så for eksempel med at være sammen med mange mennesker eller alene?’ Man skal vælge uddannelse efter, om man kommer til at trives,” siger Sofie Riis Endahl, der er klar til både nye tekniske eksaminer og den syvende bogudgivelse, der lurer lige om hjørnet.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Fra mørtel til kittel

Det startede med en solid studentereksamen og en god håndfuld omveje. 61-årige Pia Thaning blev udlært som murer, indtil hun ved et tilfælde fandt sit kald og blev uddannet læge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Hvidovre Hospital, privat

FORAN PLAKATER af det respiratoriske system og forskellig slags inhalationsmedicin sidder overlæge Pia Thaning på sit kontor på lungeafdelingen på Amager Hospital og taler tydeligt med behagelig lægelig autoritet. Øjnene gnistrer som en svejsemaskine, fulde af indlevelse, mens hun giver et resumé af sin utraditionelle vej ind i lægegerningen: 

”Hele min barndom og ungdom ville jeg være jordemoder. Det var jeg fast tunet ind på. Og det var jeg faktisk helt indtil ugen før, jeg blev student. Jeg fik en enormt god studentereksamen, så det var ikke engang, fordi det var urealistisk. Jeg ved ikke, hvad der skete i den uge, men jeg tænkte i hvert fald, at der var så mange andre ting, man kunne lave.” 

Det var i begyndelsen af 80’erne, og dengang nød Pia Thaning godt af, at der ikke var noget, der hed fremdriftsreform eller SU-klip. Fra hun fik den rød-hvide studenterhue på hovedet, og indtil hun fyldte 25, arbejdede hun som hjemmehjælper, som pædagogmedhjælper i en vuggestue og som fabriksarbejder på en elektronikfabrik i Vanløse, hvor hun sad og spolede modstand med kobbertråd. Men midt i tyverne fik Pia Thaning pludselig mulighed for at bygge sit eget hus – hun bor der stadigvæk i dag – på en grund i Have­foreningen Frederikshøj i Københavns Sydhavn. 

”Min uddannelsesrejse har været sådan, at jeg helt Pippi Langstrømpe-klassisk bare er hoppet ud i nogle ting. Og jeg kan ikke huske, hvorfor i alverden jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne finde ud af at bygge mit eget hus. Men det tænkte jeg i hvert fald. Jeg havde ikke nogen penge, så det gik meget på at klunse materialer og finde ud af det derfra,” siger Pia Thaning, der i den proces opdagede, hvor sjovt det var at arbejde med hænderne. Huset blev færdigt, og den unge kvinde gik i murerlære.  

”Jeg ville lige teste det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være håndværker hele livet, men jeg syntes, at det var virkelig sjovt at være i, og jeg ville rigtig gerne lære,” siger Pia Thaning, der i sin tid som murer både var med til at lægge klinkegulv på Rigshospitalet og politistationen i Karlslunde. I dag nyder hun at tage en tur ned ad murstenenes memory lane, når hun kører gennem byen og ser de steder, ”hvor hun har gået”. Vendingerne fra byggepladsen ligger stadigvæk lunt i mundhulen, og når man spørger Pia Thaning, hvad det fedeste var ved at være murer, falder svaret prompte: ”Det var den der power af at kunne selv. At stå med ideen om, at nu vil jeg gerne lave et badeværelse. Og så gøre det. Det var enormt tilfredsstillende.” 

LUNGELÆGENS FULDE KRAFT 

Pia Thaning, 61 år, ledende overlæge i Lungesektionen på Amager-Hvidovre Hospital, har skrevet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere, kandidat i medicin fra Københavns Universitet i 2003, speciallæge i lungemedicin 2015, tidligere udlært murer og har i øvrigt arbejdet som pædagogmedhjælper, hjemmehjælper og fabriksarbejder.

Der sættes sten på plads i Costa Rica.

PÅ FAGSKOLEN mødte Pia Thaning sin søns far, og de fik et ’murer-barn’ sammen – som i øvrigt aldrig har rørt et stykke værktøj – men graviditeten blev svær at forene med at stå på en pløjemark i Måløv hele dagen fra klokken seks om morgenen. Resten af graviditeten var Pia Thaning sygemeldt, og da hun fødte sin søn, fik hun på fødegangen – oven i sin nye titel som mor – en uddannelses-åbenbaring.  

”Da jeg fik mit barn, mødte jeg nogle enormt gode læger. Og pludselig stod det lysende klart for mig: ’Jeg skal være læge,’” siger Pia Thaning, der startede på medicinstudiet, da hendes søn var fyldt et år, og hun selv var 34. Og det var ikke et sekund for sent ifølge lungelægen.  

”Jeg var så glad for at være voksen og læse, for jeg var simpelthen så motiveret. Og det ved jeg, at jeg ikke havde været som 20-årig. Dengang havde jeg travlt med at udforske den her vidunderlige verden, der var foran mig. Men da jeg så startede på studiet, havde jeg trallende ture på cyklen hen til universitetet, fordi jeg skulle ind og høre en spændende forelæsning. Der kunne jeg godt se, at mine medstuderende, der var omkring 10 år yngre end mig, ikke havde det helt på samme måde, haha. De var ikke lige så læringssultne, som jeg var blevet,” siger Pia Thaning, der ikke bare brugte den erfaring, som levet liv havde givet hende, men også håndværksforståelsen, da hun skulle knække de medicinfaglige koder på skolebænken og ud og arbejde som læge i praksis. 

”Jeg havde erfaring fra flere andre brancher, så jeg vidste, at når jeg blev præsenteret for et nyt ord eller begreb i undervisningen, som jeg ikke kendte, så var det et ord, som almindelige voksne heller ikke kendte. Det ved man ikke, hvis man er 20 år og starter på et studium. Så tror man, at det bare er, fordi man selv ikke er stor nok endnu,” siger Pia Thaning. 

”Min forståelsesramme var også anderledes. Jeg puttede enormt meget af fysiologien ind i VVS-verdenen for eksempelvis at forstå, hvordan en rørføring i hjertet er. De begreber, jeg brugte til at lære at forstå, bruger jeg stadigvæk i dag, når jeg skal forklare ting til patienterne.”

På toppen af sommerhuset.

I LÆGEVERDENEN VAR Pia Thaning også vidt omkring. Hun skrev blandt andet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere og var under sin turnus – i dag kaldet KBU – forbi ortopædkirurgisk afsnit på Amager Hospital. Og der ville de rigtig gerne beholde hende. 

”Et eller andet sted var jeg jo stadigvæk håndværker, og meget af værktøjet er det samme inden for kirurgi. Tankegangen om, at hvis du skal have et klinkegulv til at blive pænt, så skal det være plant. Det vil sige, at hjørner og ender skal mødes, og sådan er det faktisk også at sætte et nyt knæ i,” siger Pia Thaning, der imidlertid afslog tilbuddet. For hun havde været håndværker, og nu var hun klar til noget nyt. Hun ville være mediciner, og da hun i løbet af sin turnus mødte lungepatienter, faldt det hele i hak. Pia Thaning fornemmede, at der var en del skyld og skam forbundet med at være lungepatient, fordi det i manges øjne ”jo er deres egen skyld”, hvis de har været rygere.  

”Jeg ville gerne møde dem fuldstændigt uden at dømme og uden løftede øjenbryn. Når der i dag sidder en patient over for mig, som kommer fra en byggeplads og har forskellige luftvejsproblemer, bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt bedre end mine andre – ellers meget kompetente – kolleger, hvad der kan være af udfordringer ved at stå på en byggeplads og eksempelvis have astma. Det er ikke rart at skulle stå der og hvæse og sprutte. Det er nogle år siden, jeg selv har været der, men dengang var der i hvert fald ikke den store samtale om sygdom og mangel på fysisk formåen. Jeg håber, det er blevet bedre, men der har været en lille smule Tarzan-adfærd, og det kan være så svært at være kroniker og skulle have de to verdener til at hænge sammen.” 

Pia Thaning kan stadig svinge et pudsebræt.

FRA SIT SKRIVEBORD med kuglepenne og plastik-modeller af luftrør slutter hun af med et par gode råd til de unge, der skal vælge uddannelse. De skal forsøge at søge bredt, for man ved aldrig, hvad man ender med at blive begejstret for. De skal ikke være bange for at få børn under uddannelsen, og så skal de prøve sig selv af, inden de ’forstener’ i en eller anden forestilling om, hvad de gerne vil være. Det prøver hun selv at efterleve. 

”Jeg kan stadigvæk blive begejstret, når jeg lærer om nye cellulære funktioner og sådan noget, ikke. Det holder aldrig op,” siger Pia Thaning, der heller ikke har lagt håndværks-glæden på hylden. Sommerhuset har lige fået en renovering af murer-lægen herself.

”Det er blevet så pænt, for det er lige, som jeg gerne vil have det.”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Næse for PR

28-årige Sofie Rebecca Høj er netop nyslået verdensmester i PR, Public Relations. Kommunikations-kvinden, der hader ordet ’12-tals-pige’, blev forelsket i CBS ved et tilfælde, men egentlig ville hun lige så gerne have været politibetjent.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rune Lundø, privat

SOM MANGE ANDRE unge anede jeg ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg har altid elsket dansk og samfundsfag, så det måtte godt være noget, der kombinerede de to ting, men jeg var fuldstændig paralyseret over alle valgmulighederne. Så jeg tog et sabbatår og fik job på en restaurant. Jeg blev restaurantleder som 19-årig, og det var benhårdt. Du skal træffe her og nu-beslutninger, og der er direkte respons på, hvordan du håndterer situationer, kunder og medarbejdere, og det er meget unge medarbejdere. Der er krisesituationer og meget brandslukning.

Mit allerførste job fik jeg som 13-årig. Jeg cyklede rundt til alle mulige virksomheder i Birkerød med uopfordrede ansøgninger og fik et job hos en IT-virksomhed, hvor jeg satte frokost frem og gjorde rent. Senere fik jeg arbejde i fiskeafdelingen i et supermarked. Det var et af mine sjoveste ungdomsjob. Jeg var så nysgerrig. Læste alt om fisk og fik hurtigt mere ansvar. Jeg fik lov til at filetere en gråhaj, og så stod jeg for at lave smagsprøver hver weekend. Et koncept, som min ven og jeg havde fundet på. Ungdomsjob kan være pissekedelige, men hvis man giver noget af sig selv, og man går op i det, tror jeg helt automatisk, det bliver sjovere. 

I HØJ KURS 

Sofie Rebecca Høj, 28 år, uddannet cand.merc.(kom.) fra CBS. Rådgiver og talentchef i bureauet LEAD Agency, der laver PR for ngo’er, virksomheder, kommuner og meget andet. Boede som barn i Randers, hvor faren var efterskolelærer. Bor nu i København.

DA JEG SKULLE vælge uddannelse, kunne jeg ikke skelne de forskellige universiteter fra hinanden. Om det var AAU, KU, RUC eller CBS, var slet ikke vigtigt for mig. Jeg kunne også være blevet politibetjent, for det ville jeg rigtig gerne være i lang tid. Men en af mine venner sagde, at han troede, kommunikation på CBS ville være noget for mig. Så jeg tog til åbent hus og besluttede mig samme dag: Det var der, jeg ville gå. 

Jeg havde det sådan, at hvis ikke jeg kom ind, ville jeg ud og rejse. Men jeg kom ind på erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, og CBS faldt virkelig i hak for mig, det samme gjorde kommunikationsdelen. Her var der en hylde for mig. Studiet handlede, hvordan virksomheder træffer strategiske beslutninger og kommunikerer i en samfunsmæssig kontekst, der samtidig styrker deres økonomi. Den kobling var vildt spændende.

Da jeg søgte ind, lå snittet på omkring 9,4. Jeg er både gået ud med det højeste snit i min gymnasieklasse og det højeste snit på universitetet. Jeg kunne godt ligne den klassiske 12-tals-pige, der har sat sig nogle mål og stræbt efter dem, men min uddannelse og mit job er kommet på grund af dedikation. Det handler om at gå ind i opgaver med fuld power hver gang. 

Hver gang jeg er gået til en eksamen, har jeg tænkt: ”Det er pisse-spændende.” Og det mener jeg oprigtigt: Lad mig lære alt, hvad der er at vide om det her. Jeg har ikke haft målsætningen om, at det skulle være en god karakter, der skulle komme ud af det. Jeg hader i øvrigt ordet ’12-tals-pige’. Jeg synes, det er et tarveligt ord. Der er ikke noget galt i at være ambitiøs og dygtig til at gå i skole. 

Morgentrafik og nye malaysiske venner.

DEN MENTALE TRIVSEL har aldrig været værre for unge end nu. Der er et konstant præstationspres, som man selv bliver nødt til at være med til at bryde. Jeg tænkte i hvert fald selv: ”Okay, nu skal jeg noget helt andet.” Og så tog jeg på udveksling ad to omgange. Først til øen Penang ud for Malaysias kyst, og anden gang til Monterrey i Mexico.   

Udvekslingsopholdene har givet mig en bedre forståelse for, hvordan mennesker fungerer sammen. Der var selvfølgelig et exchange-miljø, men jeg havde bestemt mig for, at jeg gerne ville have lokale venner begge gange. I Malaysia blev jeg for eksempel en del af skolens svømmehold og tog ud og spiste med dem hver uge for at blive en del af deres kultur i det omfang, jeg kunne. Jeg tog også med dem i moské og sad udenfor og ventede, mens de bad, for også på den måde at prøve at være en del af deres liv. 

At se, hvordan kultur og religion fungerer i praksis, er noget helt andet end at lære om det i teorien. Man får en tro på, at mennesker sagtens kan sammen, og at det handler om imødekommenhed. Mine udvekslingsophold var nogle tiltrængte pusterum, hvor der ikke var fokus på resultater, men på relationer, mennesker og på at skabe minder for livet. Det var helt bevidst, at jeg ikke søgte de bedst kendte universiteter. Jeg ville skabe tid til noget helt andet. 

Den latinamerikanske kultur passer sindssygt godt til mig. Det fandt jeg ud af i Mexico. Temperamentet, ligefremheden, og at alt skal være så stærkt, som det kan være. Det skal salsaen, man spiser, og når man danser salsa, skal det være så ekspressivt som overhovedet muligt. Det kan jeg godt lide. Når man er på en bar i Mexico, fester alle med hinanden. Der er ikke grupper på samme måde som i Danmark. Du går ind, og så er alle dine venner. ”Kom og sid hos os!” 

Sofie Høj i PR-tjeneste.

KOMMUNIKATION ER magtfuldt. Det er med til at forme tendenser, og inden for PR kan man være med til at skabe holdninger og ændre adfærd. Derfor er kommunikation og branding også rykket ind på ledelsesgangene, og man kan mærke, at virksomhederne prioriterer det meget højt. Jeg kan høre på mine kolleger, som har været i branchen i 20 år, at kommunikation helt klart bliver prioriteret højere. Tidligere handlede det nok i højere grad om, hvordan man kunne afsætte flest produkter. I dag handler det nærmere om, hvilket ansvar man har som virksomhed, hvad man er kendt for, og hvilken position man legitimt kan indtage. Det er det, jeg er med til at forme i mit arbejde som kommunikationsrådgiver: strategisk kommunikation, brandstrategier og store kampagner.

PR indebærer, at man er med til at sætte nogle dagsordener. Det handler ikke så meget om at sælge en tandpasta eller reklamere for den, men mere om at sige: ”Okay, hvad er der af holdninger derude om det, og hvordan kan vi ændre brandet i den kontekst?” Telefonselskabet Call Me er et eksempel. Vi var med til at lave deres kampagne ’Tal ordentligt’. De sælger telefonabonnementer, men hvad har de noget at sige om? De kan sige noget om, hvordan vi taler til hinanden. ’Tal ordentligt’ handlede derfor ikke om, hvor mange megabytes man kan få i sit telefonabonnement, men mere om at sætte en dagsorden. Det er det, PR indeholder for mig. 

Det sjoveste ved mit arbejde er, når strategi og kreativitet går hånd i hånd. Helt konkret handler det om reserach, at finde ind til kernen og de rette kreative indsigter. Man skal have sit fundament på plads. Nogle gange har vi hele dage, hvor det bare er én lang kreativ brainstorm.

VM I PUBLIC RELATIONS 

VM-finalen i PR blev afholdt 7.-10. november 2022. Danske Sofie Høj og Morten Haldrup konkurrerede mod 12 andre teams fra Argentina, Frankrig, Ungarn, Indien, Østrig, Kenya, Italien, Polen, Singapore, Ukraine og Storbritannien. Danmark vandt guld. Sølvet gik til Argentina og bronze til Polen. Finalisterne skulle udvikle en kampagneidé for Verdensnaturfonden og præsentere den for et dommerpanel i en fem minutters video-pitch. De danske guldvindere vandt – ud over titel og ære – en rejse til ICCO Global Summit i 2023, der afholdes i Warszawa i Polen, med mulighed for at holde et oplæg på hovedscenen.

JEG HAVDE ALDRIG troet, at jeg ville blive verdensmester i noget. Men det er jeg nu, og det er meget mærkeligt. Det har været vildt. Min makker, Morten Haldrup, og jeg blev udvalgt af vores brancheorganisation som et slags uofficielt landshold, og vi skulle lave en kampagne for WWF Verdensnaturfonden, der skulle være med til at redde verdens regnskove. Der var 13 hold på verdensplan, og Morten og jeg kendte ikke hinanden i forvejen. Vi havde tre dage til først at lære hinanden  at kende og så lave en hel strategi og et kreativt koncept, som vi ellers kan bruge uger og måneder på at lave og fintune. Det var en virkelig intens og sindssygt fed proces. 

Vi arbejdede i 20 timer om dagen i de tre dage. Vi lavede 130 slides, der skulle koges ned til 10. Vi endte med at kalde vores kampagne ’Keep Us Breathing’. Da vi havde afleveret, var det bare hjem og sove. En uge efter skulle juryen, der bestod af store kreative profiler, votere, og vinderen skulle annonceres på et Zoom-kald med alle 13 hold. Vi sad inde på Mortens bureau (Advice, red.), og der var bestilt en kæmpe vogn med champagne og øl. Der var ret meget pres, da vi gik ind, men så vandt vi, og så var der konfetti og lykønskninger.

En gang imellem får jeg en strøtanke om at lave noget helt andet. Vi har et langt arbejdsliv, så på et tidspunkt kommer jeg nok til at kaste mig ud i nye udfordringer for at holde mig selv til ilden og gejsten oppe. Det er ikke sådan, at jeg har fundet min hylde for evigt. Men jeg elsker kommunikation og ser mange muligheder i faget. Jeg holder mine muligheder meget åbne. Jeg drømmer både om at sejle jorden rundt, skrive en bog og bestige Mount Everest – det hele. Jo flere drømme man har, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem går i opfyldelse.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Ny tænkning

Rasmus Kolbe var mønsterstudent, men kunne ikke bruge sin gymnasielærdom på vejen mod en succesfuld karriere. Vi spurgte youtuberen også kendt som Lakserytteren, hvad det egentlig er, han laver – og traf en mand, der drømmer om et helt andet skolesystem.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hej Rasmus, hvad tjener du dine penge på?

”Jeg har en masse forskellige firmaer. Som influencer eller youtuber tjener jeg mine penge på de reklamer, man ser, inden videoen begynder. Dem får jeg et cut af. Så laver jeg reklame-samarbejder, hvor jeg promoverer et produkt eller brand. Og så har jeg merchandise i form af bøger og tegnegrej, som man kan købe i min webshop, hvis man er fan.”

Så du er selv et brand?

”Det vil jeg sige.”

Hvad er det for et brand? Hvem er Lakserytteren? 

”Lakserytteren er mit gamle spejdernavn. Mange synes, det er lidt underligt og lidt sjovt. Det er sådan set en meget god indgang til mit univers. Kort fortalt står Lakserytteren for kreativ underholdning, og han vil gerne inspirere andre til at være kreative, tænke kritisk og se verden på nye måder. Det er kompetencer, som vi ikke fostrer nok i danske børn, mens store firmaer som Lego og Google efterspørger dem hos deres medarbejdere. Kigger man på, hvordan børn løser opgaver, før de starter i skole, og efter de er startet i skole, er det tydeligt at se, at vi har lavet en folkeskole og et uddannelsessystem, der knuser nogle kvaliteter i børn. Det handler ikke om at gøre tingene på nye måder. Det handler om at passe ind. Om at lære at løse opgaverne efter bogen.”

Rasmus Kolbe er opvokset i Lund nord for Horsens og har over 100.000 følgere på Instagram, over en million på TikTok og knap 85.000 abonnenter på sin YouTube-kanal.

Men Lakserytteren, han er kreativ?

”Ja, meget.”

Er han dig eller snarere et alter ego?

”Han er mig. Men han har en værtspersonlighed, der er skruet lidt op for, når kameraet ruller. Lakserytterens karakter er udviklet gradvist i løbet af de 6-7 år, jeg har lavet mine videoer. Han er meget positiv, meget energisk, farvestrålende. Ifølge Lakserytteren kan alt lade sig gøre. Han har en god pendant i sin kameramand, som er fornuften, der prøver at holde ham på jorden.”

Hvad er den mest sete video, du har lavet?

”Mest sete? Det ved jeg faktisk ikke. Hvis man kigger på antallet af views, er det muligvis en 15-sekunders TikTok-video, hvor jeg laver en tryllekunst. Jeg har en bananskjorte på, som jeg hiver af og krøller sammen, så den bliver til en rigtig banan. Kigger man på, hvor længe folk har set med, er det nok nogle videoer, jeg har lavet for Skagens Museum, som handler om Anna Ancher. De er sindssygt populære.”

Det lyder gammeldags …

”Kunsten er gammeldags, formidlingen er moderne. Der er mange børn, der har set videoerne, som aldrig har interesseret sig for kunst eller gået på kunstmuseum, som gerne vil lave tegneopgaverne eller får deres forældre til at køre sig en tur til Skagen.”

Så der kan godt være mange seere i en video, selv om den har substans?  

”Børn kan sagtens finde dybt meningsfulde, relevante og lærerige videoer på YouTube. Det interesserer mig, hvordan jeg kan formidle kreative eksperimenter og tegnetips på en måde, der får dem til at se med. Det dur ikke, hvis det bliver en omgang slatten billedkunstundervisning. Samtidig kan vi heller ikke kun lave challenges, hvor vi klapper hinanden i hovedet med en død laks.”

Du fik selv en studentereksamen med et gennemsnit på over 12. Hvordan blev du sådan en læsehest?

”Jeg var et barn, der godt kunne lide at få anerkendelse. Jeg kunne godt lide, når folk sagde, at jeg havde klaret tingene godt. Det var nemt for mig at lave lektier og skrive stile. Men der er ikke særlig mange af de kompetencer, jeg bruger i dag.”

Har du skullet aflære din skolelærdom?

”Dog ikke. Jeg har bare lært en masse ting, som jeg gerne ville have vidst tidligere. Jeg kom på designskole og fandt ud af, hvad det vil sige at løse problemer, at få en god idé og at føre den ud i livet. Jeg har også lært at starte en virksomhed. Men hverken i folkeskolen eller gymnasiet lærte jeg noget virkelighedsnært, der gjorde mig klogere på, hvad jeg kunne stille op med min fremtid.”

Hvordan startede din karriere?

”Da jeg var færdig på Designskolen Kolding, blev jeg ansat på P3, hvor jeg lavede grafisk design til deres sociale medier. Det var en tid, hvor de blomstrede, og man kunne se, der var et publikum og en effekt. En dag kom der et nyt medie, der hed Snapchat, og jeg satte mig for at finde ud af, hvordan man blev god til det. Det var der ikke så mange i Danmark, der var dengang. Så jeg lavede nogle videoer, der pludselig gik viralt, og så kunne jeg se potentialet i at tjene penge på det.”

Der står på nettet, at du tidligere var det største danske navn på Snapchat. Hvorfor er du ikke det længere?

”Jeg bruger slet ikke Snapchat længere. Mediet har flyttet sig. Engang brugte folk det til at se underholdende videoer, i dag bruger folk det primært til at chatte med deres venner.”

Så i dag er du youtuber. Eller influencer? 

”Influencer er paraplytermen. Youtuber er den specifikke faglighed. De fleste definerer en influencer som en person, der har mange følgere på de sociale medier, og som laver betalte reklamesamarbejder. Men jeg vil næsten sige, at vi alle sammen er influencere. Vi påvirker jo alle sammen hinanden. Jeg har tidligere sagt, at Mette Frederiksen er Danmarks mest magtfulde influencer. Nogle mener, politik er noget andet. Men hun bruger i hvert fald sine sociale medier, og det er dejligt gennemskueligt, hvorfor hun går op i det. Forskellen på, hvordan man vækster en influencer-platform, og hvordan man vækster en politiker og høster stemmer, er ikke så stor.”

Hvad er det bedste ved dit arbejdsliv?

”Det er superfedt at lave indhold til børn, som ikke bare er flimmerfjernsyn, men som de kan lære noget af. Det er fantastisk givende at møde børn, der fortæller, at de er blevet bedre til at tegne, fordi de fulgte min YouTube-kanal. Eller forældre, der er begejstrede, fordi deres børn vil med på Skagens Museum.” 

Og så har du fået lov at være med i ’Vild med dans’ …

”Jeg vil hellere formulere det sådan, at ’Vild med dans’ fik lov at få mig med, haha.”

Hvordan var det at medvirke på landsdækkende tv?

”Programmet er skønt, og det er virkelig sjovt at lære at danse. Samtidig er det forfærdeligt for en kreativ person at blive låst fast i alle de kasser, som sådan en produktion dikterer. Det er hårdt at være lønmodtager, når man er vant til at være direktør.”

Rasmus Kolbe har været med til at skabe influencerbureauet We Are Cube, der sidste år blev solgt til den svenske koncern Gigger Group for 55 millioner kroner.

Hvilket råd vil du give unge mennesker, der gerne vil være ligesom dig?

”Er man fanget i en helt almindelig, lidt kedelig folkeskole, tror jeg, det er vigtigt, at man begynder at lære ting udenfor. Jeg gik selv i tegne- og billedskole ved siden af, fra jeg var seks år gammel. Jeg tror, det er godt at identificere de kompetencer, man gerne vil have eller forbedre, og så gå målrettet efter dem. Vil du gerne være youtuber, skal du sætte dig ned og lære at klippe videoer og at performe foran et kamera. Man er virkelig dårlig i starten.”

Vil du gerne pace ungdommen?

”Sådan set ikke. Man skal have lov at slacke lige så meget, man har lyst til. Men vil man gerne være youtuber, starte en virksomhed, ind på et konkurrencebetonet studie, eller hvad det nu kunne være, bliver man nødt til at pace sig selv. Mange er gode til at pace sig selv, men der er også mange, der ikke kan se meningen i at pace sig selv, når de har gået tre år i gymnasiet uden at finde et eneste fag, der var lige dem. Der er et behov for at åbne de unges horisonter på andre måder.”

Hvordan?

”Jeg synes, man skulle rive det eksisterende skolesystem op med rod og skabe et helt nyt. Børn er rigtig gode til at dykke ned i ting, indsamle viden og lære ting – hvis det interesserer dem. Jeg tror, de fleste lærere ville elske at vejlede eleverne meget mere individuelt og give dem mulighed for at udfolde sig på en måde, der giver mening for eleven. Men det virker, som om der er meget lidt tid til emne­uger og fag, hvor man har mulighed for at udforske sine kompetencer, fordi det skal passe ind i læreplaner, nationale test og andre ting, vi kan måle og veje. Uden at være ekspert tror jeg sagtens, man kunne ryste posen.”

Men hvad med at læse og regne?

”Helt ærligt, hvor vigtigt er det? Der er jo ikke noget barn, der resten af deres tilværelse skal arbejde uden hjælp fra en computer. Stavekontrollen er så avanceret, at den forstår dig, bare du taler til den.”

Hvad er dannelse for dig?

”En masse ret uhåndgribelige ting. Vi mennesker er gode til at samarbejde og gode til at anerkende hinandens følelser og forstå, hvordan andre har det. De bløde og varme kvaliteter bliver slet ikke anerkendt nok. For eksempel kigger man bare på et enkelt tal, karaktergennemsnittet, når folk skal tildeles plads på jordemoderstudiet. Det er vanvittigt, at man forestiller sig, at man kan vurdere, om en person kan blive en god jordemoder, fordi han eller hun har gjort sig umage i gymnasiet. Jeg savner et udvidet begreb for, hvad talent og kompetencer er.”

Rasmus Kolbe alias Lakserytteren, 30 år, er influencer, youtuber, kreativ direktør og forfatter. Uddannet fra Designskolen Kolding. Har sammen med kommunikationsekspert Maria Bové skrevet bogen ’Turen går til YouTube’, en slags guidebog til forældre udgivet på Politikens Forlag.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Ungdommens mod

Nicklas Brendborg ryddede bordet til studentereksamen, inden han satte kryds ved molekylær biomedicin. Vi spurgte topstudenten, forskningstalentet og bestsellerforfatteren, hvorfor han drømmer om at udsætte døden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Büro Jantzen

I gennem din gymnasietid i Aalborg fik du 30 12-taller på stribe. Hvordan gør man det?

”Jeg satte mig et mål og arbejdede hårdt for at nå det. Men der skal selvfølgelig også noget held til. En af dem kunne godt være smuttet.”

Var perfektionen et mål i sig selv?

”Jeg var i tvivl om, hvad jeg ville studere, og derfor ville jeg sørge for at få så højt et snit som muligt, så alle døre forblev åbne.”

Og så satte du ellers bare flueben efter flueben?

”Det skete jo over tre år, så jeg tog en ting ad gangen, men til sidst gik det op i en højere enhed.”

Den højeste, kan man sige. Hvordan føltes det, da du var færdig med din sidste eksamen?

”Det føltes dejligt, da jeg var færdig med min afsluttende eksamen i mundtligt dansk. Rigtig godt, faktisk. Det var en form for præstation. Og en sjovere historie at få 30 ud af 30 end 29 ud af 30.”

Var der medier, der ville snakke med dig? Folk, der ville kysse på dig?

”Der kom et tv-hold fra TV 2. Bagefter ringede DR, og så kom den lokale avis Nordjyske. Der er jo den slags historier hvert år, og det virker, som om når ét medie først har fundet frem til en superstudent, så melder alle de andre sig. Om der var nogen, der ville kysse på mig, fordi jeg fik gode karakterer? Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror, mine kammerater syntes, det var fedt, og det blev da skrevet i studenterhuen. Men vi var jo bare en flok gymnasieelever, der var glade og lettede over, at eksamen var overstået. Én konkret ting, fik jeg ud af snittet: Jeg skrev en bog med tips til at forbedre indlæring og eksamensresultater sammen med min ven Lars Horsbøl Sørensen, vi fik 57 12-taller tilsammen. Hvis vi havde fået et lavere snit, er det ikke sikkert, folk havde haft lyst til at læse den.”

’Topstudent’ hed den. Var der nogle, der syntes, den titel var lige lovlig kæk?

”Der var da nogle. Lige så snart der kommer bare en lille smule opmærksomhed omkring ens person, vil der være folk, der synes, man er træls, og får lyst til at angribe én. Men læste man bogen, fandt man ud af, at vi egentlig ikke havde til hensigt at promovere os selv som de helt store kanoner, men bare forsøgte at dele ud af vores erfaringer og give læseren en håndsrækning til eksamenslivet.”

Var der mange, der var interesserede i det?

”Den solgte rigtig, rigtig meget, og jeg får stadig beskeder i dag fra folk, der gerne vil købe den, men den blev udsolgt, og vi ejer ikke længere selv rettighederne.”

Pokkers. Kan du løfte sløret for det vigtigste trick til en god studentereksamen?

”Jeg kan ikke cirkle en enkelt ting ud. Man skal næsten læse bogen, som for øvrigt heller ikke kun handler om det praktiske i at gå til eksamen, men også om, hvordan man bedst lærer ting.”

Du endte med at beslutte dig for molekylær biomedicin på Københavns Universitet. Hvorfor?

”Jeg læste en masse bøger og tog nogle rejser. Og pludselig stod det mig klart, hvad jeg ville. Der var ikke én oplevelse, men jeg har altid været interesseret i biologi og dyr. Det eneste, jeg ville som barn, var at tage i zoo. Jeg husker, at min far købte mig en kæmpe bog med alverdens dyr. Jeg tror nærmest, jeg lærte at læse gennem den bog, fordi jeg ville vide, hvad der stod. I dag beskæftiger jeg mig stadig med, hvordan dyr, mennesker og organismer fungerer. Det er fantastisk at arbejde med forklaringer på, hvad livet egentlig er.”

Sidste år kom din bog ’Gopler ældes baglæns’, som blev så stor en succes, at den er blevet oversat til 23 sprog. Hvad handler den om?

”Om aldringsforskning – altså hvad videnskaben siger om at leve et langt og sundt liv. En dag blev jeg introduceret til et felt, hvor man i stedet for at tage udgangspunkt i den enkelte sygdom går et skridt tilbage og tager som udgangspunkt, at alle sygdomme helt grundlæggende skyldes, at man bliver ældre. Det vil sige, at man kan slå en hel masse fluer med ét smæk og forsøge at bekæmpe aldringsprocessen i stedet for at bekæmpe hver enkelt sygdom.”

Så vi skal bare holde os friske, siger du?

”Det er i hvert fald et godt udgangspunkt.”

Og hvor kommer goplen ind?

”Nogle kunne jo være skeptiske omkring ideen om at bekæmpe aldring og leve længere. Men goplen turritopsis er et eksempel på, at det lader sig gøre. Den kan gå fra sit voksne stadie tilbage til polypstadiet. Det ville svare til en sommerfugl, der blev til larve, eller en af os, der blev børnehavebarn igen. Turritopsis kan vokse op på ny for igen at vende tilbage til polypstadiet.”

For evigt?

”Vi ved ikke, om det kan fortsætte i det uendelige, men den kan gøre det rigtig mange gange. Jeg har interviewet en italiensk og en japansk forsker, der hver især har viet deres liv til goplen og holder dem i akvarier for at studere dem. De mener, at den er et eksempel på biologisk udødelighed.”

Kan din bog give mennesker et længere liv?

”Ja. Det er hele formålet. Det kommer an på din tilstand. Hvis du er virkelig usund, er det selvfølgelig nemt at forbedre dine muligheder. Men selv hvis du allerede går op i sundhed, har jeg stadig gode råd, der kan hjælpe dig.”

Du mener, tandtråd kan hjælpe …?

”Der er en infektionstilstand i munden, som øger risikoen for at udvikle aldersrelaterede sygdomme som demens, blodpropper og så videre. Samtidig har man fundet bakterier fra munden inde i blodpropper og i hjernen på folk, der har fået Alzheimers. Vi ved ikke med sikkerhed, om mundbakterierne direkte forårsager sygdommene, men man kan lige så godt forsøge at slippe for dem fra starten.”

MANDEN MED VANDMANDEN

Nicklas Brendborg, 26 år.

Kandidat i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet. Udvekslingsstudent på National University of Singapore. En del af Novo Nordisk International Talent Program.

Forfatter til ’Gopler ældes baglæns’ (2021) og medforfatter til ’Topstudent’ (2015) og ’Supertrends – 50 ting du bør vide om fremtiden’ (2019).

I forbindelse med bogens udgivelse er du blevet kaldt et ungt geni og forskerkomet. Føler du dig lidt udødeliggjort?

”Overhovedet ikke. Den nordjyske del af mig har det lidt svært med sådan nogle betegnelser. Men netaviserne skal have deres klik, det er sådan set okay. Den negative del af det er folk i kommentarspor, der spørger, hvad sådan en grønskolling som mig kan lære andre om aldring. Det er vist folk, der ikke har forstået konceptet videnskab. Altså at man godt kan vide noget om ting, selvom man ikke har erfaret dem på egen krop.”

Du er 26, hvor gammel håber du på at blive?

”Man kan jo aldrig væbne sig mod uheld, kun øge sin sandsynlighed for at blive gammel. Men jeg håber da på at blive så gammel som muligt.”

Nogle tech-moguler drømmer om det evige liv og smider formuer efter forskning i det. Kunne du selv tænke dig at leve for evigt?

”Det er et emne, mange gerne vil diskutere, men forskningen er stadigvæk så utrolig langt væk fra noget, der ligner udødelighed. Det giver bedre mening at diskutere, om vi kommer til at se 20 eller 30 års længere levetid i min tid – måske 50 år, hvis vi er meget heldige.”

En ældrebyrde på et helt andet niveau …

”Hele formålet med at strække livet ud over en længere periode er jo at beholde en ung krop længere. Så tværtimod vil folk kunne bidrage i væsentlig længere tid.”

Så kommer du til at forske, indtil du er i halvfemserne?

”Det ville jeg elske, men nu må vi se, hvad der sker.”

Hvad gør du for at få din ungdom til at strække sig?

”Jeg følger de råd, jeg giver i bogen: Tager et par kosttilskud, bruger tandtråd, følger kost­rådene, donerer blod, dyrker motion. Samtidig prøver jeg ikke at blive for fanatisk. Mental sundhed påvirker ens fysiske sundhed, og hvis man er for fanatisk, kan det blive lammende. Desuden er ensomhed forbundet med en højere risiko for at dø tidligere, så der skal være plads til at hygge med venner og familie.” 

Du skal i gang med din ph.d. til september. Hvad kommer det til at dreje sig om?

”Også om aldringsforskning, men vi har ikke lagt os helt fast endnu. Jeg har været optaget af at oversætte ’Gopler ældes baglæns’ til engelsk, holde foredrag og så videre. Og så har jeg skrevet kontrakt med mit forlag om min næste bog, der udkommer i 2023.”

Og hvad skal den handle om?

”’Gopler ældes baglæns’ er i virkeligheden den første bog i en trilogi, så det her er toeren. Men det præcise emne er hemmeligt lidt endnu.”

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/