Indlæg

Stjernestøv, sorte huller og fjerne galakser. Den 24-årige astrofysiker Albert Sneppen kaster et magisk skær over matematiske formler, når han bruger dem til både at forklare og opdage nye afkroge af det kæmpestore kosmos.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Helena Baungaard-Sørensen

SFÆRISK SYMMETRI, neutronstjerner, der kolliderer i perfekte eksplosioner, og hvordan hele universets lys bliver spejlet i galaksernes sorte huller. Det er – blandt meget andet – hvad 24-årige Albert Sneppen forsker i. Han er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutet i København, og man fristes til at sige, at han har gjort kometkarriere i astrofysikkens verden. Han har løst matematiske gåder, der har fået hidtil ukendte detaljer om universet frem i lyset. For eksempel viser Albert Sneppens forskningsresultater, at sorte huller er spejle af universets lys, og at stjernerne i fjerne galakser ser anderledes ud end i mælkevejen. 

”De sorte huller i universet er definitionen af mørke. En perfekt kugle af intet lys, men rundt om sig har den kugle ifølge min forskning et lille reflekteret spejlbillede af universet. Det, synes jeg, er en utrolig æstetisk idé. Der er bare nogle så smukke fortællinger i universet. Nogle af dem kender vi, andre er vi først i gang med at lære,” siger Albert Sneppen, der formår at sætte ord på universets komplekse og tæt ved magiske fænomener helt uden brug af snørklede sætninger. Hans forskning er fuld af matematiske ligninger af en så høj sværhedsgrad, at de kan være svære at begribe, men han formidler dem med lethed og smittende entusiasme. Interessen for universet opstod et sted mellem seksårsalderen og 8. klasse. Den unge forsker svarer med et anstrøg af ydmyghed, at interesse er noget, der opstår og fodres livet igennem.

Foto: Eva Sneppen

STJERNEFORSKER

Albert Bjerregård Sneppen. 24 år. Fra Gentofte. Astrofysiker og ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutet.

Har en bachelor og en kandidatgrad i fysik fra Københavns Universitet, hvor han også var rusvejleder.

Vandt guld ved den nordiske kemiolympiade, da han gik i gymnasiet.

Lavede i 2022 sammen med et forskerhold fra Københavns Universitet banebrydende forskning om stjerners vægt.

I 2021 lavede han ligeledes en banebrydende formel, der gav helt nye perspektiver på universets sorte huller. Den historie turnerede verden rundt.

”Jeg kan huske, at jeg var ude i haven at kigge på stjerner med mine forældre, da jeg var lille. Men det er der jo masser af seksårige børn, der gør. Jeg har en idé om, at jeg var på en vandretur i 8. klasse med sådan en lille fysikbog, der handlede om en fyr, der altid faldt i søvn til forelæsninger, og så drømte han sig ind i fysikkens love, den her drømmeverden, hvor alt kunne ske. Jeg kan huske den der blanding af, at jeg var ude at vandre – hvilket jeg synes er super afslappende og meditativt – og så at læse den her sjove fortælling. Dér indså jeg, at der var nogle underlige love gemt derude. Det var sjovt at drømme sig ind i,” siger Albert Sneppen, der fortæller om livets helt store spørgsmål på en videoforbindelse fra sit værelse på Egmont Kollegiet, hvor han sidder på denne tidlige formiddag med morgenhår og store, grønne øjne. Hylderne bag ham er fyldt op med tykke bøger og champagne. Selvom interessen for universet var vakt, var Albert Sneppen aldrig fuldstændig sikker på, hvad han ville være, når han blev stor.

”Jeg har altid været meget forvirret omkring, hvad jeg skulle læse. Mest fordi jeg synes, at mange ting har været spændende. Jeg havde rigtig mange gode lærere både i folkeskolen og gymnasiet, og derfor var det meget stokastisk, altså tilfældigt, at jeg endte i fysik,” siger Albert Sneppen, der sagtens kunne have set sig selv blive læge eller historiker i stedet for astrofysiker. ”Jeg synes, der er så mange finurlige historier gemt i de forskellige verdener. Men jeg synes, at fysikkens og naturens love er så fantastiske, storslåede og eksistentielle.”

Albert Sneppen har altid syntes, at matematikkens sprog var sjovt. Han vil helst ikke ophøjes til noget geni eller naturtalent, men vil hellere tale om værdien i at elske at lære. For når man synes, noget er sjovt, bruger man helt naturligt også mere tid og energi på det, pointerer den unge forsker, der blev belønnet med en tur på McDonald’s af sin mor, hver gang han løste en ny matematikbog. ”Lige pludselig løste jeg rigtig mange matematikbøger i 3. klasse, ha ha.” 

Albert Sneppen i TV 2 News, maj 2022.

ALBERT SNEPPEN ER i dag drevet af en grundlæggende nysgerrighed, et videbegær efter at løse universets gåder. Der er så mange grundlæggende ting om universet, som vi ikke forstår, og som vi ikke ved endnu, forklarer astrofysikeren. Vi aner ikke, hvad universet består af. Vi prøver at tælle stjernerne, men når ikke frem til et facit. Vi ved ikke, hvor de tunge grundstoffer kommer fra. 

”Der er så mange mysterier, som jeg tror, man kommer til at lære rigtig meget om de næste 50 år. Jeg er bare så forbløffet over, at man endnu ikke har opdaget dem og løst dem. Det er virkelig fascinerende,” siger han og forklarer, at hans fascination af fysikken også bunder i nogle af de ’helt sindssyge’ fortællinger, som den rummer. ”Jeg lærte for eksempel den anden dag, at guldet i et smykke eller jodet i dit blod er blevet dannet, når to stjerner på et tidspunkt har slået ind i hinanden med en brøkdel af lysets hastighed og født et sort hul. Og så har det så født nogle atomer, som er blevet kastet ud i universet og har blandet sig med en gassky. Gasskyen er så kollapset og har født en sol og en planet rundt om den. Det er sindssygt at tænke på, at noget så basalt som, du ved, et smykke eller den måde, din krop regulerer sit stofskifte på, er bestemt af, at der var nogle stjerner, der slog ind i hinanden i universets urtid.” 

Okay, den skal måske lige synke ind. For selvom Albert Sneppen fortæller med en lethed og et kronisk mildt smil på læben, kan det stadig være svært at begribe, hvordan guldsmykker og menneskeblod er nært beslægtet med stjerner, sol-fødsler og kollapsede gasskyer. 

”Jeg har mødt nogle, der er bange for kosmos, eller som synes, det er skræmmende, fordi det er så stort og overvældende. Men i stedet for at kigge på universet som noget stort kan man se på hele universet som noget, der er cementeret i ens egen historie. At vi eksisterer på grund af alle skridtene i universets historie. Og fordi vi var heldige nok til, at der var nogle stjerner, der valgte at danne noget jod, noget nitrogen eller alle de her ting, som gør, at vi kan leve. At vores fortælling bare er den sidste sætning i en ret lang bog. Det synes jeg er meget sjovt,” siger Albert Sneppen, og når han sidder der på sit kollegieværelse og forener matematikken, astrofysikken og menneskehedens og universets eksistens, bliver det uundgåeligt helt smukt. 

”Jeg synes, at den her idé om, at for at forstå de atomer, der er inde i vores dna, skal man forstå hele kosmos’ historie … det er virkelig poetisk.” 

På vej mod toppen. Foto: Rasmus Damgaard Nielsen

ASTROFYSISK FORSKNING begynder ofte med en undren over et tilsyneladende hul i en eller flere teorier. Teorierne bunder som regel i matematiske ligninger, og disse er i konstant udvikling. Så når Albert Sneppen finder ud af, at universets sorte huller faktisk kan ses som spejle, der giver os en mulighed for at se længere tilbage i tiden, er det resultatet af timer og atter timer, hvor han sidder og rykker rundt på tallene i en ligning og regner og regner. Og regner. 

”Jeg bliver ved med at rykke rundt på nogle ligninger, indtil jeg ser en større helhed. Det kan tage lang tid at indse, at man har noget dybt i hænderne. Ofte ved man ikke, hvad man laver, når man begynder. Jeg ved sjældent, hvor jeg er på vej hen i en ligning,” siger Albert Sneppen og forklarer, at astrofysisk forskning handler om at udvikle et instinkt for, hvor der er nogle huller i forståelsen af universet. At sætte nogle forskellige teorier sammen og få øje på, hvor de er modstridende. Og når ligningen så går op, og et nyt perspektiv er født, er det selvsagt ret fantastisk. 

”Det er en super tilfredsstillende følelse. Det kan jeg også huske med forskningsartiklen om sorte huller, hvor vi fandt ud af, at universet spejler sig på kanten af de sorte huller. Det var virkelig den her enestående oplevelse af, at hele fysikken gav mening. Lige pludselig kunne man se hele billedet, der gik fra at være grumset til at krystallisere sig i en dybere mening. Det var megasjovt,” siger Albert Sneppen, der drømmer om at være med til at løse flere sjove kosmiske problemer.

”For eksempel det her hul i vores viden med, at vi ikke ved, hvor gammelt universet er. Man skulle tro, at det er et utrolig basalt spørgsmål, men det er det ikke. Der er også spørgsmålet om, hvordan galakserne udvikler sig, den mælkevej, vi selv lever i, hvorfor galakserne ser ud, som de gør, og hvad historien fra det tidlige univers er,” siger Albert Sneppen og holder en lille pause. ”Altså, sådan nogle spørgsmål er jo smukke, og jeg vil gerne bare få lov til at arbejde med så mange af dem som muligt.”

Han var bedre til fodbold end de fleste, og i skolen var karakterbladene flotte. Mads Forsberg Zederkof jonglerede en semiprofessionel fodboldkarriere, samtidig med han uddannede sig inden for innovation og forretningsudvikling. I dag er fodboldstøvlerne lagt helt på hylden, og i stedet arbejder det unge business-talent for et grønnere samfund.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ken Jepsen/Kolding IF Fodbold, privat

SOM DE FLESTE andre børn blev jeg introduceret til fodbold lidt tilfældigt. Det var en leg, og det var sjovt. Og ligesom med de fleste andre ting blev det ekstra sjovt at spille fodbold, da jeg fandt ud af, at jeg var okay god til det. Mine forældre opmuntrede mig til, at jeg bare skulle spille alt det, jeg havde lyst til, så længe jeg syntes, det var sjovt. 

Da jeg var omkring 11 år, blev det mere seriøst. Jeg blev prikket på skulderen og udtaget til et elitehold, hvor de samlede de bedste spillere fra klubberne i byen. Vi trænede fire gange om ugen og spillede kamp i weekenden. 

Der var mange, der faldt fra, da vi nåede 15-årsalderen. Der bliver det jo pludselig spændende med fester og piger. Men for mig gjaldt det bare om at blive ved. Jeg ville gerne se, hvor langt jeg kunne drive fodbolden. 

Efter folkeskolen skulle jeg være startet på efterskole i Vejle for at være tilknyttet deres fodboldakademi. Men jeg fik kolde fødder i sidste øjeblik og sprang fra. Jeg var vel lidt et tryghedsmenneske dengang, så det der med at være langt væk fra mor og far og træde ind i et endnu mere elitepræget miljø, hvor jeg ikke stod øverst på holdkortet … det kunne godt vente lidt endnu. 

Klubbens mand, Mads Zederkof.

I stedet begyndte jeg i en Team Danmark-klasse, som jeg fulgte gennem gymnasiet. Jeg havde syv træningspas om ugen, tre af dem var morgentræning klokken kvart over seks, inden skolen begyndte. Jeg havde nogle rigtig gode holdkammerater og kunne sagtens se, at al den løbe- og styrketræning rykkede noget. Jeg blev bekræftet i, at jeg var god til fodbold, og det gjorde også, at jeg følte mig forpligtet. Der var ikke mange gymnasiefester, jeg var med til. Og hvis jeg var, drak jeg sodavand, fordi jeg som regel skulle op og spille kamp morgenen efter. I vinter- og sommerpauserne kunne man tage lidt revanche. Men jeg lærte helt generelt i en tidlig alder at sige nej til ting. Det kan godt få én til at føle sig lidt uden for fællesskabet. Sådan er det jo bare. 

Midt i 2. g blev jeg i tvivl, om jeg overhovedet gad spille fodbold mere. Vi spillede ikke længere på det højeste ungdomsniveau i Danmark, der var ikke det samme holdfællesskab som tidligere, og jeg havde en følelse af, at hvis jeg i en alder af 17 år ikke var blevet udpeget til at være et særligt talent, kunne jeg nok ikke nå særlig langt alligevel. Det sjove er, at jeg aldrig har spillet bedre, end jeg gjorde i den periode. Jeg tror, det var, fordi jeg tog den med ro og ikke følte noget pres. Jeg slap tøjlerne lidt og gav den bare gas. 

I samme periode begyndte jeg at blive kontaktet af flere forskellige klubber, og pludselig rykkede vi op i anden division i Kolding. Det er jo ikke, fordi det er et vanvittig højt niveau, men jeg drømte helt klart om at blive professionel fodboldspiller. Det begyndte lige pludselig at dufte af noget. Men så blev jeg selvfølgelig skadet, lige som jeg var ved at skrive kontrakt med en førstedivisionsklub. De trak kontrakten tilbage. Jeg blev student og tog i stedet til Østrig for at være skiinstruktør. 

Da jeg kom hjem fra skisæsonen, rykkede KIF op i anden division igen. Jeg spillede med og skulle til at finde mig et studie. Jeg turde ikke læne mig helt tilbage i fodbolden.

SPILLER-PROFIL

Mads Forsberg Zederkof, 29 år. Fra Kolding. Bor i Horsens.

Strategic Product Manager hos virksomheden Kamstrup, der er specialiseret i at måle energi-forbrug.

Har en kandidat i innovation og forretningsudvikling fra Aarhus Universitet.

Far til en datter.

Midtbanespiller. Har spillet 279 kampe og scoret 20 mål for Kolding IF i perioden 2014-21.

JEG HAR ALTID klaret mig lige under top i skolen, altid været en jævn 10’er. Den fuldprofessionelle fodboldkarriere var stadigvæk ikke i sigte, så jeg flyttede til Aarhus og begyndte at studere på universitetet, samtidig med at jeg spillede anden division i Kolding. Jeg læste erhvervsøkonomi, som var meget tekst- og tal-tungt, og kørte til KIF fire gange om ugen. Jeg prøvede at jonglere begge dele, men det duede sgu ikke i længden. Jeg havde helt ondt i maven i slutningen af skoleåret, fordi jeg kunne mærke, at jeg kom til at skuffe mig selv ved eksamenerne. Jeg blev ramt med 180 i timen, og det var et kæmpe nederlag, da jeg var nødt til at droppe ud efter det første år. Alle snakkede om fremdriftsreformer, og at man skulle hurtigt igennem studiet, så jeg følte mig lidt som en fiasko. 

Indtil da havde mit liv kørt på skinner. Også selvom det ikke var den helt traditionelle lige vej. Så jeg følte mig en smule fortabt. Men da beslutningen var taget, og jeg var droppet ud, var der også en kæmpe sten, der faldt fra mit hjerte. Jeg kunne slappe af og se fremad på en anden måde. 

Jeg fik et job som telefon-mødebooker, som jeg passede ved siden af fodbolden. Det var jeg nødt til, for jeg levede ikke fedt af at spille fodbold. Efter et halvt år startede jeg på Erhvervs­akademiet i Aarhus, og det var lige mig. Det var en helt anden form for holdundervisning og gruppearbejde, knap så meget selvstudie og meget mere almindelige skoledage. Det passede med, at jeg kunne passe min træning om eftermiddagen og lave lektier om aftenen. 

Jeg fik gode karakterer og selvtilliden tilbage. En følelse af, at jeg havde noget at byde på. Jeg gik i gang med min professionsbachelor, og samtidig rykkede vi op i første division med KIF, og jeg kom på deltidskontrakt. Lige der kørte det bare. Jeg fik også en praktikplads hos virksomheden Kamstrup. Senere startede jeg på en kandidat inden for business. Jeg spillede stadigvæk fodbold, men drømmen om at blive professionel fyldte gradvist mindre. 

Når man rammer midten af tyverne, og man ikke er blevet kontaktet af nogen af de store klubber, ved man godt, at løbet er ved at være kørt. Jeg blev ved alligevel, dels fordi jeg syntes, det var sjovt, dels fordi det gav mig nogle kompetencer, som jeg kunne bruge i erhvervslivet.

MENS JEG SKREV speciale, kæmpede vi om nedrykning, og jeg fik en knæskade. Det er alt sammen præcis to år siden. Min fodboldkontrakt var ved at løbe ud, og jeg blev sideløbende en del af en talent pool på arbejdet. Så det var et helt naturligt tidspunkt for mig at stoppe med at spille fodbold. Også selvom jeg var 27, det, der ellers skulle være ens bedste fodboldalder. 

Hele mit liv havde været indrettet efter fodbold. Hvordan jeg spiste, hvordan jeg sov. Min hverdag og al min tid var skemalagt. Da vi spillede tv-kampe, blev kamptidspunktet af og til rykket med kort varsel, fordi det skulle gå op med nogle sendetider. Jeg har da fløjet fra Nordjylland lige efter kampens slutfløjt for at tilslutte mig en bryllupsmiddag på Sjælland. Man var bare nødt til at kunne navigere i kaos. 

Jeg spiller ikke fodbold mere. Overhovedet. Knæskaden var værre end først antaget, og så er jeg blevet far i mellemtiden. Det er dejligt at have mere frihed, og jeg nyder at kunne lave alle mulige andre ting. Men det var også en stor del af min identitet, jeg mistede, da jeg stoppede. Det er fedt at kunne kalde sig fodboldspiller, uanset om man spiller anden division eller superliga. Folk kaldte mig ’Fodbold-Mads’, og det gav et kick at spille kampe foran 5.000 tilskuere. Den der sitren og nervøsitet, man har, lige inden man går på banen, savner jeg helt vildt. 

Jeg har fået en disciplin med fra fodbolden og en evne til at kunne præstere under pres. Jeg har været vant til at have en sindssygt presset hverdag og er blevet rigtig god til tidsstyring. Det er ting, jeg helt klart bruger i mit erhvervsliv i dag. 

I dag drømmer jeg om at blive leder og arbejde med strategi. Og rigtig gerne med grøn omstilling. Hvis bare jeg kan være en lille smule med til at gøre verden til et bedre sted, giver mit arbejde mening for mig. Og så er det sjovere at stå op om morgenen.

Før eller siden får de fleste af os brug for en, der kan hjælpe med kirke, kordegn og krematorium. Men behøver den sidste rejse at være så alvorstung, tænkte Sille Kongstad og besluttede sig for at blive netop den bededame, hun selv ville ønske at blive sendt herfra af.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Marie Hald

EFTER HF BEGYNDTE jeg på teologi på Københavns Universitet. Det var et spændende fag, fuldt af filosofi, historie og sprog. Jeg gik der en del år, men var i tvivl om, hvad jeg ville med det, og præst skulle jeg i hvert fald ikke være.

Da jeg blev gravid, fik jeg aldrig færdiggjort uddannelsen. Jeg uddannede mig i stedet til folkeskolelærer, men da jeg var færdig, trak det ikke så meget i mig at undervise. Jeg drømte mere om at være min egen chef. Så jeg skrev en krea-bog og byggede ting i affald og holdt workshops med børn på bibliotekerne. Det var sjovt, men jeg længtes stadig efter at finde det helt rigtige job – et, der virkelig ville gøre mig glad og give mening, år efter år.

EN DAG SNAKKEDE jeg med en veninde, der havde læst antropologi og nu var blevet ansat hos en bedemand. Hun fortalte om, hvordan bedemænd, som de er flest, har en alvorsfuld og diskret tilgang til deres fag. Det handler om at holde sig selv i baggrunden og blive så lidt bemærket som overhovedet muligt. 

Når hun fortalte om det, fascinerede det mig, hvor stor mulighed en bedemand har for at hjælpe mennesker i sorg. Samtidig undrede det mig, at man åbenbart har vedtaget, at begravelsesforretninger gemmer deres lokaler væk bag skærmende hvide persienner, og at en bedemand er en, der står ovre i et hjørne i sort jakkesæt og siger: ”Jeg kondolerer.” 

Her er en faggruppe, som vi næsten alle får brug for at komme forbi, i hvert fald to gange i vores liv, når vores fædre og mødre dør. Iværksætteren i mig besluttede at skabe en anderledes begravelsesforretning. En, jeg selv ville have lyst til at bruge, når jeg en dag kom i den situation.

MAN BEHØVER IKKE en formel uddannelse for at kalde sig bedemand, men jeg ansatte en kvinde med brancheerfaring, som blev min mester i et års tid og indførte mig i det praktiske, ikke mindst al logistikken og papirarbejdet, der opstår, når et menneske dør, og man skal i kontakt med kirkegård, kordegn, præst og krematorium.

Erhvervet hedder jo bedemand, uanset om man er mand eller kvinde, men for at signalere, at vi ikke er en traditionel forretning, valgte jeg navnet Bededamerne. Vi har kunst på væggene, og hos os er det som at komme ind i en stue, varmt og imødekommende.

Jeg gik med en idé om at anskaffe en flot Mercedes-rustvogn fra 60’erne, da jeg blev opmærksom på, at bedemændene i gamle dage brugte hestevogne, og det syntes jeg var endnu mere stemningsfuldt. Hvad er det moderne svar på en hestevogn, tænkte jeg og besluttede at få specialkonstrueret en ladcykel med plads til en kiste.

JEG VAR VANT til at cykle rundt med mine børn og min mand i min ladcykel på Vesterbro i København, hvor vi bor, så det føltes helt naturligt. Min rustcykel drejer på baghjulet i modsætning til de fleste ladcykler. Det gør den mindre tung at manøvrere og giver den en god balance. 

Da cyklen var klar, og jeg lagde et billede af den på Facebook, gik den hurtigt viralt, og udenlandske medier som BBC kontaktede mig for at skrive om den.

Nogle af mine fagfæller syntes, det var useriøst med en cykel, døden er jo en alvorlig sag. Men jeg har lige siden fået masser af henvendelser fra folk, der skriver, at de gerne vil køre i sådan en, når de en dag skal herfra. Så vil jeg håbe, jeg lever længere end dig, plejer jeg at svare.

Bededamernes forretning ligger på Vesterbrogade i København. Foto: Privat

HVIS FOLK DØR på hospitalet, er det hospitalet, der opbevarer liget til at begynde med, inden bedemanden transporterer det til krematoriet. 

Hvis folk dør i hjemmet, på hospice eller på plejehjem, er det bedemandens opgave at hente dem, komme dem i kisten og køre dem ud på krematoriet, hvor kisten står indtil bisættelsen, hvor vi så henter den igen. Vi har en normal rustvogn, som vi bruger, og vi får også hjælp fra en vognmand, der kører for alle bedemændene i København.

Vi bruger kun cyklen til paradekørsel, altså det stræk, hvor kisten efter bisættelsen skal fra kapellet eller kirken og videre til kirkegården eller krematoriet. Det plejer at udvikle sig til en form for optog, hvor de efterladte går med ved siden af. Så ja, cyklen er tung at træde, men det gør ikke noget, jeg har ikke brug for at køre stærkt. Mange har spurgt, om jeg ikke skal have mig et batteri, men jeg kan lide at cykle på benkraft. 

JEG HAR ET sted mellem én og fem begravelser om ugen. Vinteren er en slags højsæson. Det er her, flest ældre bukker under for influenza og den slags. Men man ved aldrig, præcis hvornår døden indfinder sig, så jeg ved heller aldrig, hvornår telefonen ringer. Jeg tager den altid, og mine børn har vænnet sig til, at så skal de være stille, nu har mor en seriøs samtale. 

Vi er altid to om at hente en afdød. Hvis det er i et krematorium, ligger den afdøde på en metalbænk, og vi har så kisten på en vogn ved siden af, 10 centimeter under bænkens kant. Ved hjælp af et lagen trækker vi den afdøde helt ud til kanten, inden en af os tager fat i armen, og den anden i benene og forsigtigt løfter kroppen over i kisten. Det er slet ikke så tungt, som man skulle tro.

DØDSPÆNDENDE

Synes du, bedemandsfaget lyder interessant, tilbyder brancheforeningen Danske Bedemænd en uddannelse, der består af et års praktik inklusive teoretiske forløb med prøver. Efter afsluttende eksamen kan du kalde dig eksamineret bedemand. En formel bedemandsuddannelse er dog ikke påkrævet for at arbejde som bedemand.

DE FØRSTE PAR år var det grænseoverskridende at være sammen med så mange døde mennesker. Efterhånden har jeg vænnet mig til det. Der er enkelte, der ikke er i så pæn stand, særlig hvis de har ligget længe. Men jeg vil sige, at størstedelen af de døde faktisk har noget mildt og fredfyldt over sig.

De første mange gange, jeg skulle møde de efterladte, sad jeg på nåle for at bevare overblikket og huske alt. Som årene gik, blev jeg bedre og bedre til at se og forstå dem, som sad over for mig, og bedre og bedre til at finde frem til de ting, som er meningsfulde for netop den familie. 

Det er en fed følelse at kunne give folk det i deres sorg og utryghed og forsøge at finde frem til, hvad der vil gøre det til en smuk dag for dem. Nogle ved, hvad de vil, men langt de fleste er usikre.

En dag sad der en kvinde, der havde mistet sin far, som havde boet i et stort hus, og nu var hun stresset over at skulle tømme det. På et tidspunkt nævnte hun den enorme syltekælder. Hvad skulle hun stille op? Jeg foreslog, at syltekrukkerne skulle med ind til bisættelsen, så alle kunne få én med hjem og tænke på ham, når de sad med jordbærmarmelade til morgenmaden. Det er ikke alle, jeg ville foreslå det. Nogle ville nok synes, det var for pjattet, men her blev det en stor succes. Nu har jeg været bedemand i godt 10 år og synes efterhånden, jeg er ret god til det. Taknemmeligheden, som vi får tilbage fra familierne, der bruger os, er det, der får os til at blive ved at gøre os umage.

VI ER KUN kvinder i min forretning, og måske betyder det, at hvor mænd kan være mere nøgterne, forsøger vi at involvere os i familierne, så meget det nu lader sig gøre. For eksempel har jeg flere gange opfordret hele kirken til at deltage i udsmykningen af kisten. Så har alle de måske 300 fremmødte en blomst, en fjer eller en gren med, og så dekorerer vi sammen, mens jeg styrer det. En af mine ansatte er forhenværende teaterinstruktør, og hun siger, at bedemandsjobbet er som at have premiere hver uge. Det passer. Den dag er så vigtig. Der er ikke noget, der må gå galt, så alt er virkelig dobbelttjekket og tjekket igen. 

Jeg tror ikke, mit arbejde har gjort mig selv bedre forberedt på døden. Min far er desværre syg og dør nok inden for nogle måneder. Selvom jeg har tænkt en hel del over bisættelse, begravelse og ritualer gennem årene, synes jeg stadig, at tanken om, at han skal dø, er lige så forfærdelig, som den altid har været.

Som byggeleder er det tit Clara Waldmanns rolle at sige ældre, mandlige samarbejdspartnere imod eller bede dem rubbe neglene. Det har hun intet imod, for hendes opvækst på Christiania har lært hende at stå ved sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Shazia Khan

DA CLARA WALDMANN var færdig med folkeskolen og overvejede at begynde i lære som tømrer, var der mange omkring hende, som syntes, at det var en dårlig idé. 

”Er det ikke mest mænd, der bliver tømrere?” sagde folk. 

Eller: ”En flot pige som dig skal da ikke ind i sådan en grov verden.”

Clara Waldmann er vokset op på Christiania i både tolvkantede og pyramideformede træhuse, som hendes egen far byggede ud af genbrugsmaterialer – helt uden søm og skruer, men med nagler og traditionelle konstruktioner – og hun undrede sig over den skepsis, hun mødte. 

”Det var stereotype opfattelser af, hvem en tømrer er. Men det handlede vel også om, at der på det tidspunkt blev set lidt ned på håndværksfag. Alle mente, at gymnasiet var vejen frem,” fortæller Clara Waldmann, der endte med en form for kompromis, nemlig en EUX-uddannelse, der giver både studenterhue og svendebrev. 

Hun var den eneste pige i sin klasse, men følte, at hun passede godt ind, og kunne godt lide den direkte jargon. Som 18-årig begyndte hun i tømrerlære hos firmaet Jakon i Ballerup, en stor virksomhed, hvor hun lavede gipsvægge og loftssystemer til kontor- og skolebyggeri – og blev lidt skuffet over tømrerfaget.

”Jeg havde set min far gå i sin have og arbejde med store bjælker og lave tapsamlinger. Det var den slags opgaver, der havde inspireret mig, og så kom jeg ud i virkeligheden, og det hele var stål og gips – det var knap så kreativt,” siger Clara Waldmann, der dog var glad for sin læreplads og besluttede at gøre elevtiden færdig hos Jakon, hvor hun også arbejdede et års tid som svend, da hun var færdig med sin uddannelse.

Da hun en dag pådrog sig en skulderskade og kun kunne arbejde i en skånestilling, besluttede hun at tage endnu en uddannelse.

”Det gik op for mig, at der ikke skal meget til, før man ikke er arbejdsdygtig som tømrer, og jeg tænkte, at det er godt at studere videre, mens man er ung.”

NOGET AT BYGGE PÅ

Clara Emilie Waldmann

28 år. Uddannet tømrer og bygningskonstruktør.

Arbejder som projekt- og byggeleder for Rambøll.

Driver sit eget smykkefirma, Walchemist Jewel.

HUN BLEV OPTAGET som bygningskonstruktør på KEA i København, hvor hun lærte alt det, hun allerede vidste med hænderne, men fra et teoretisk perspektiv.

”Som tømrer lærer du at bygge. Som konstruktør lærer du, hvorfor du bygger, som du gør. Jeg havde allerede arbejdet med isolering og dampspærre, men nu lærte jeg at forstå teknikken bag konstruktionen og åndbarheden. Jeg fik en detaljeret forståelse for hele byggeprocessen,” siger Clara Waldmann, der også blev undervist i økonomi, tidsstyring og jura.

Hvis noget går galt under et byggeri, kan det ende med at koste mange penge, og det er ikke altid nemt at få nogen af de involverede parter til at tage ansvaret for fejlen, så en del af Clara Waldmanns pensum handlede om konflikthåndtering, og hvordan man får parterne til at trække i samme retning, så alt bliver lavet ordentligt, uden at det tager for lang tid.

Den tankegang har Clara Waldmann med sig nærmest dagligt i sit nuværende arbejde som projekt- og byggeleder hos den rådgivende ingeniør-, arkitekt- og konsulentvirksomhed Rambøll. Her leder hun byggeprojekter for store firmaer som Novo Nordisk, et ansvarstungt arbejde, hvor der hurtigt kan løbe mange penge ud af hanen, hvis deadline ikke bliver nået. 

Det er hendes opgave at følge byggeprocessen, og nogle gange foregår det fra en fast plads i skurvognen på byggepladsen, andre gange ved jævnlige besøg. Clara Waldmann skal undervejs kunne tale med implicerede på alle niveauer, fra investorer, ingeniører og arkitekter til entreprenører, murere, tømrere og elektrikere, og balanceakten består groft sagt i at sørge for, at arbejdet bliver lavet ordentligt og effektivt, uden at nogen bliver så sure på hinanden, at det går i stå.

”Det er vigtigt, at man kan holde sig gode venner med alle. Jeg skal sikre mig, at håndværkerne ikke siger: ’Du kan rende mig’, hvis jeg spørger, om de kan blive to timer ekstra og arbejde over. Og jeg er afhængig af, at entreprenørerne har lyst til at samarbejde. Hvis de stiller sig på bagbenene, vil det til sidst resultere i, at jeg ikke kan levere det arbejde, jeg skal.”

Interessen for smykker har Clara Waldmann arvet fra sin mor. Foto: Chris1million

MEN SELVOM man skal tænke over, hvordan man kommunikerer, nytter det heller ikke noget, hvis man bliver for diplomatisk, fortæller Clara Waldmann.

”Jeg forvalter jo bygherrens penge og skal sikre mig, at de penge bliver brugt fornuftigt. Så jeg er tit nødt til at fortælle mænd, der er dobbelt så gamle som mig, at de prissætter forkert, eller at de ikke har lavet deres arbejde ordentligt. Det kan godt gøre mig upopulær i øjeblikket, men som regel forstår de også, at det er mig, der kan sørge for, at de bliver ved med at få arbejde.”

Når Rambøll anbefaler Clara Waldmann til en opgave, reagerer kunden ikke altid lige begejstret. Så får hun måske at vide, at det ikke lige er hendes profil, de leder efter – og bliver alligevel sendt ud, men i følgeskab med en ældre, mandlig kollega. Som regel ender det med, at kunderne gerne vil beholde hende, men ikke nødvendigvis den mandlige kollega.

”Jeg skal bevise mit værd i højere grad end mændene. Som kvinde skal jeg bare have styr på mit shit. Og det har jeg heldigvis. Senere siger mange: ’Jeg var lidt skeptisk i starten, fordi du er en ung kvinde, men du er god,’” fortæller Clara Waldmann, der tror, at hendes opvækst har givet hende en god bagage, når hun skal træde i karakter.

”På Christiania lærer du mange forskellige mennesker og typer at kende, og tidligt blev jeg involveret i fristadens politik. Nogle ældre på Christiania mener, at det er de voksnes område at føre ordet, men allerede fra jeg var 17-18 år, turde jeg stille mig op og sige min mening på vores fællesmøder.”

Desuden kan det også være en fordel at være kvinde i en mandsdomineret branche, siger hun:

”Mænd kan nogle gange nemmere tage imod ordrer fra en kvinde, fordi det ikke bliver en machokamp. I sidste ende kan jeg få en mere positiv reaktion, fordi de ikke ser mig som en trussel, de skal måle deres egen mandighed op mod.”

NÅR HUN HOLDER fri, holder Clara Waldmann sin tømrerfaglighed ved lige på sit eget træhus, som hendes far byggede på, mens hun voksede op, og som hun arvede, da han gik bort for 10 år siden. Det var dog ikke helt færdigt, så sommerferierne er gået med at lave badeværelse, stuegulv, køkken, tag og entré. Og arbejdet stopper ikke foreløbig.

”Enten er der en terrasse, man kan udvide, eller en udestue, man kan bygge. Jeg finder altid på noget. Og desuden får man hele tiden nye ideer til indretningen, når man bor i et tolvkantet hus,” siger Clara Waldmann, der i det hele taget kan lide at holde sig beskæftiget og er blevet inspireret af sin mor, der er smykkedesigner, til at starte sit eget smykkefirma. Smykkerne, hun laver, er primært af forgyldt sølv i design, der ikke kræver nogen opvarmning, men som kan forarbejdes med små tænger, hver gang hun har frie hænder, hvor som helst og når som helst. Foran tv, på stranden eller til et fællesmøde på Christiania.

”Og de kan godt være lange, skulle jeg hilse og sige.”

Som urmagerelev får Benjamin Ahlmann tiden til at gå, som den skal. Han har ikke altid været ur-nørd, men da han først fik øjnene op for tandhjul, fjedre og lejer, viste det sig hurtigt, at hans temperament går perfekt i spænd med den fine mekanik.
Tekst og foto:Peter Nicolai Gudme Christensen

JEG DROPPEDE UD af HF, mens jeg var i gang med de afsluttende eksamener. Jeg var ikke helt klar til at gå i skole. Så arbejdede jeg på Jensens Bøfhus på havnen i Holbæk, først som opvasker, siden blev jeg tjener, kok og køkkenleder og endte med at være der i 10 år, inden jeg tænkte, at nu var det tid til noget andet. 

En dag sad jeg og kiggede på Uddannelsesguiden og faldt over urmageruddannelsen. Det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne blive. Det lød spændende. Det talte til mig, at man skal være god med hænderne, og jeg begyndte på grundforløbet på erhvervsskolen ZBC i Ringsted. 

Jeg begyndte i skolepraktik, men en dag fik skolen en henvendelse fra Gronemann Ure på Gammel Kongevej i København, som søgte en elev. Jeg kom til samtale, på tre måneders prøveperiode og fik så stillingen. Det havde været mere praktisk at finde elevplads i Holbæk, men hos Gronemann arbejder jeg med flere forskellige ure, end jeg tror, jeg ville komme til i Holbæk. Måske også sjovere ure. Flere af de dyre. Rolex og den slags. Ure, hvor alt er lavet superpræcist, og alle delene passer perfekt sammen. De er bare lækre. Og vi har også en del ældre mennesker, der stadig bruger stueure.

DET FØRSTE STYKKE af min elevtid reparerede jeg kun stueure. Bornholmerure, vægure, bordure. Det foregår på den måde, at vi tager ud til kunden og tager selve urværket med os, og så sætter vi det i igen, når vi har ordnet det. Det er for farligt, hvis folk selv skal bringe det. Meget kan blive ødelagt under transport.

Da jeg kom tilbage i praktik efter tredje hovedforløb, begyndte jeg at arbejde med armbåndsure. Der skal man være endnu mere forsigtig. Delene er meget små og kan nemt springe ud af korntangen, som er det arbejdsredskab, vi bruger til at håndtere delene i urværket.

Når du skiller et ur ad, kan det se ud på tusind forskellige måder. Der er nærmest ingen ure, der ligner hinanden. Urmærkerne konkurrerer jo på at adskille sig fra hinanden, så gennem tiden har de presset på for at udvikle finishen og mekanikken, hver gang de producerede en ny model. På den måde bliver det aldrig kedeligt at have med at gøre.

SOM URMAGER SKAL man have en stille hånd, og man skal kunne sidde stille lang tid i den samme position og fokusere gennem en lup. Specielt når man arbejder med armbåndsure. Jeg tror ikke, det er for alle, men det passer mig fint. Jeg er tålmodig. Men jeg kan også arbejde effektivt. 

Sidste år stillede jeg op til DM i skills. Vi var fire elever fra skolen, der blev udvalgt til at deltage, og vores opgave var at lave en såkaldt fjederhuskerne og en optræksnøgle, dele, som man bruger, når man trækker større ure op. 

Vi startede med en klump stål og en klump messing, som vi havde tre dage til at slibe til i en drejestol, som er en maskine, der spinder materialet meget hurtigt rundt, mens du bearbejder det med værktøjer. Det var vigtigt, at målene blev millimeterpræcise, så nøglen passede ind i kernen, at der ikke var noget slør, og at overfladerne blev poleret pæne og glatte, så der ikke var nogen friktion. 

Tre dage lyder af lang tid, men tidspresset var højt, for du har nærmest ikke tid til at starte forfra, hvis noget går galt. Det var en intens oplevelse, og da vi afleverede, var jeg nærmest i trance. Jeg havde ingen idé om, hvordan det var gået. Jeg blev overrasket, var nærmest i chok, da de udråbte mig som vinder. Jeg fik ros for en særlig nedsænkning i kernen, som jeg selv havde fundet på, som gør, at nøglen lettere glider i, og som også ser pæn ud.

Det var en fed oplevelse, og skolen gav mig i præmie et ur fra Oris, en speciel model, hvor skiven er lavet af genbrugsplast fra havene. Hvert ur i serien har en unik skive med sine egne farvetoner.

INDEN FOR SKIVEN

Vil du også rode med urværker, går turen via Zealand Business College – ZBC – i Ringsted, som er den eneste uddannelsesinstitution i landet, der tilbyder urmageruddannelsen. Her lærer man at reparere og vedligeholde ure, men ikke at bygge ure fra bunden. Vil man det, kan man tage yderligere kurser i Schweiz.

JEG HAR IKKE en ursamling. Man tjener simpelthen ikke nok som urmagerelev. Og jeg er ikke på den måde tosset med ure. Jeg kan godt lide at skille dem ad, reparere dem og servicere dem. Hvis prisen ikke betød noget, tror jeg, jeg ville købe mig et Nautilus fra Patek Philippe. Det er et fedt ur med en flot mørkeblå skive og en integreret lænke. Men det bliver nok ikke et, jeg lige kommer til at eje. Det er alt for dyrt.

Som urmagerelev i vores forretning betjener vi også kunder. Det er hyggeligt, men det kan blive stressende på rigtig travle dage, og jeg har overvejet, om det i det lange løb var mere mig at arbejde for en urmagerbutik med fjernværksted, hvor man kan arbejde med urene uden afbrydelser.

Ellers kunne jeg godt tænke mig at åbne min egen butik en dag. Helst i Holbæk, hvor jeg bor med min kæreste, min søn og min hund. Byen har en urmager allerede, men måske er der plads til en til, hvis vi laver et godt stykke arbejde.

Det kunne da være fedt en dag at lave mit helt eget ur. Men vil du være watchmaker, som det hedder, når du bygger dine ure selv, kræver det, at du investerer i nogle dyre maskiner. Og det er risikabelt. Hvem siger, du kommer til at sælge særlig mange? Jeg kommer jo ikke til at overgå Rolex lige med det samme. Så det er ikke på programmet.

Han voksede op på Nørrebro i København og flirtede med hash og drengestreger. Senere læste 37-årige Babak Vakili statskundskab og fik et rigtigt Djøf-job, mens han rappede ved siden af. I dag er han prisvindende manuskriptforfatter og har helt lagt embedsmandshatten fra sig.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jannick Boerlum

DA MINE FORÆLDRE blev skilt, flyttede jeg med min mor i en ejerlejlighed på Tagens-vej på Ydre Nørrebro. Jeg siger ejerlejlighed, fordi mine forældre var lidt mere ressourcestærke end de andre i området. De var af den generation af iranere, der kom direkte fra universiteterne, da de flygtede. Min mor er farmaceut, og min far er ingeniør. Der var mange omkring mig, som ikke kom fra samme vilkår. Jeg tror, at der altid var nogle lidt andre forventninger til mig. 

Da jeg gik i folkeskole, elskede jeg at skrive. Jeg skrev små digte, og det første, jeg kan huske, var et valentins-digt til min mor, der var skrevet på et hjerte med et billede af mig klistret på, haha. Jeg har nok været 12. Men jeg så ikke mig selv som ’en, der digtede’ dengang. Hvis man skrev noget, der hvor jeg kommer fra, skulle man også rappe det. 

Det startede med, at jeg rappede andres tekster. 2Pac, Den Gale Pose og Østkyst Hustlers. Men lige så stille rappede jeg også mine egne tekster. Det var ikke, fordi jeg var særlig musikalsk eller elskede at synge og optræde. Det handlede om, at jeg gerne ville udtrykke mig, jeg ville gerne skrive. 

I 5. klasse flyttede min mor mig til en anden skole, der var mere ressourcestærk, mere ’hvid’, og senere begyndte jeg på et gymnasium på Frederiksberg, selvom vi stadig boede på Nørrebro. Jeg stod ligesom med en fod i hver lejr. Jeg hang stadig med mange med minoritetsbaggrund og nogle, som flirtede lidt med hash og at stjæle ting. Det var en glidende overgang, at jeg kom væk fra det. Jeg havde altid en idé om, at jeg nok skulle klare det godt i livet, for jeg havde noget andet at spejle mig i hjemmefra.

DET VAR LIDT tilfældigt, at jeg begyndte på statskundskab. Jeg havde fået det anbefalet af min kusine, og jeg havde snittet til at komme ind. Så jeg tænkte: ”Hey, hvis jeg læser statskundskab, er det en form for stempel på, at jeg kan finde ud af noget.” Det var prestigefyldt, og det lyder godt ude i verden. Og så var det selvfølgelig kombineret med samfundsinteresse. Jeg læste i seks år, fordi jeg godt kunne lide det, og jeg fik nogle vildt gode venner.

Alle dem, der var lidt ambitiøse, havde studiejob i Trafikstyrelsen og den slags steder, så de var klar til overgangen fra studie til arbejde. Mit studiejob var rap. Jeg skrev en sang, ’Bispebjerg’, som kom af en snak med en af mine venner fra universitetet om vores opvækst. Det gik op for mig, hvor meget vold der egentlig havde været omkring mig i min barndom og ungdom. Og at det ikke var særlig normalt for majoritetsdanskerne. Slet ikke dem, der gik på statskundskab. 

Jeg har ikke selv stået og trampet på nogen, men den var der ligesom hele tiden, volden. Til fester, på skolen. Der var altid slåskampe i frikvartererne, og Nørrebro var præget af kriminalitet. Men de var jo også mine venner, dem, der sloges, og på mange måder var det normalt. Man skal forstå den nuance, at det ikke var et helvede at vokse op i, men at det var et hårdere miljø at vokse op i. Der var også ekstremt meget fællesskab.

Da jeg blev kandidat, stod jeg tilbage med en følelse af: ”Hvad kan jeg egentlig?” På statskundskab er de fleste generalister med en masse teori i baghånden, og det er først på arbejdsmarkedet, man finder ud af, hvad man kan. 

LYRICS

Babak Vakili, 37 år. Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Har udgivet musik under kunstnernavnene ’Vakili’ og ’Bobby Shams’.

Har arbejdet som folkeskolelærer på Nørrebro i en årrække.

Står bag den prisvindende podcast ’Generationen’. Er manuskriptforfatter på DR-serien ’Fredløs’, der vandt en Robert for ’Årets korte tv-serie’ i 2022.

Arbejder p.t. på et manuskript for Netflix. Er desuden i gang med en børnebog, der udkommer til efteråret.

JEG VAR LIDT picky og søgte kun job, der interesserede mig. Efter to afslag tænkte jeg: ”Fuck det, så kan det også være lige meget.” Jeg ringede til min gamle folkeskole på Rådmandsgade og fik en vikarstilling, hvor jeg overtog en lærers skema. Jeg blev klasselærer for en 6. klasse, underviste i musik i en 4. klasse og i historie og matematik i en 5. klasse. Pludselig ringede de fra Københavns Kommune. De havde brug for en, der kunne varetage Facebook-delen på et projekt, jeg havde søgt. Det endte med, at jeg sad i et vikariat som fuldmægtig, og da det udløb, blev jeg tilbudt en fast stilling. Men samtidig blev jeg tilbudt en midlertidig stilling på et ungdomsteater, C:ntact. 

Jeg stod ved en skillevej. Det sikre var jobbet i kommunen. Center for Inklusion og Samfund, klynge C. Klassisk statskundskab. Det kreative var en projektlederstilling på tre måneder på et ungdomsteater, hvor jeg før havde været rap-coach. Jeg blev tilbudt at stå for forestillingen ’Romeo og Julie’, som over hundrede 8. klasses-elever skulle opsætte. Jeg valgte teatret.

Undervejs blev jeg bedt om at skrive både rap og monologer. En dag sagde min chef: ”Skal du ikke også instruere noget?” Jeg tænkte stadig, at en dag bliver jeg voksen og vender tilbage til kommunen. Jeg var stadig medlem af Djøf, og jeg havde det altid sådan, at en dag går det her spas og ballade ikke længere.

MEN JEG ENDTE med at instruere nogle ungdomsforestillinger, og til sidst blev jeg bedt om at skrive en professionel forestilling. Det var første gang, jeg skrev fiktion, som ikke var lyrik. Sammen med en anden skrev jeg ’Rusturen’, der handler om seks unge på rustur på statskundskab og om krænkelser og racisme. Det her med at finde på karakterer, og hvordan de snakker, var vildt fedt. Jeg var 30 år og kunne for første gang i hele mit liv mærke: ”Shit, det er det her, jeg vil.” 

Ham, jeg skrev ’Rusturen’ med, blev spurgt, om han ville skrive en tv-serie. Han havde ikke tid og foreslog mig i stedet, fordi jeg kendte miljøet, de gerne ville beskrive. Jeg blev koblet sammen med en mere garvet forfatter og fik på den måde ligesom en fod indenfor.

Jeg skrev min første tv-serie, ’Junglen’, og jeg blev kaldt et talent. I den her branche handler det om at kende folk. Folk skal synes om dig eller synes, at du er fed at arbejde med. Der er ikke nogen jobopslag, man bliver bare anbefalet til næste opgave. Og nu har jeg, blandt meget andet, lavet ’Fredløs’ på DR.

Når man først er blevet anerkendt, kan det være fedt at sige, at man har en atypisk baggrund, og at man både er rapper og statskundskaber. Men når man ikke er slået igennem endnu, og man ikke kan sige, at man er uddannet manuskriptforfatter eller har skrevet noget før, så er det sådan lidt: ”Aaarh, jo, jeg skrev digte, da jeg var barn.”

Først børnehjemsbarn, besætningsmedlem, gadedreng. Så arbejdsmand, dørmand og professionel kampsportsudøver. Derefter kandidat i historie og nu forfatter. Jonas Eriksson har gennem sit liv haft mange titler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner

MIT ALLERFØRSTE JOB var på en tank i Tisvildeleje. Den lå kun et par kilometer væk fra Godhavn, hvor jeg var anbragt. Om formiddagen var vi i skole og om eftermiddagen på værksted. Jeg var på malerværksted, og vi fik et par kroner i timen, der udgjorde vores lommepenge. Derfor fik jeg jobbet på tanken i stedet for. Men jeg havde det kun i to måneder, fordi de fandt ud af på Godhavn, at jeg faktisk tjente gode penge, og så måtte jeg ikke. Tilbage på malerværkstedet. 

Det er en lang og kompliceret historie. Men jeg kom væk fra Godhavn efter 9. klasse. De vidste ikke, hvor de skulle sende mig hen, så jeg røg på et skoleskib for unge kriminelle. Alle var vel lidt kriminelle på Godhavn dengang. I weekenden brød man ind i et sommerhus, hvis man kunne komme til det. Sådan noget. Men der var også nogen deroppe, der var rigtig kriminelle. Godhavn var et hårdt sted. 

Jonas Eriksson med sin far. Foto: Privat

DEM, JEG KOM ud og sejle med, var nogle gamle hippie-lærere, der var rykket fra Christiania til Djursland i 80’erne for at bygge kollektiver derovre. De havde et gammelt træskib, som de havde brugt ti år på at skrue på, men de skulle jo have nogen til at finansiere det, så de tog to rødder med fra kommunen og fik en god klat penge for det. 

Jeg kunne egentlig meget godt lide det, fordi det ikke var sådan noget pædagog-tjuhej. De var pisseflinke, besætningsmedlemmerne, men de var knald i låget. Der var ingen regler, og der var ingen, der tjekkede op på mig. Da vi kom til De Kanariske Øer, blev en af dem syg, og den videre tur gik i vasken. Besætningen endte i druk, og jeg boede på gaden i en lille by, der hedder San Andrés, i 3-4 måneder. Jeg var sulten, og den første uge sov jeg på en sandstrand i sådan et industrifiskeri-område. Så lå jeg dér under en palme i min sovepose med min foldekniv parat i hånden. Jeg kunne høre andre folk i mørket, og jeg var bange. 

Egentlig ville jeg gerne være blevet der, fordi jeg var så glad for at være kommet væk fra Godhavn. Og når man er sulten, begynder man også at finde ud af, hvordan man kan lave nogle penge. Blandt andet ved at tigge. Jeg var fri. Jeg mødte også en pige dernede, og den ene dag tog den anden. Fra hånd til mund. Men til sidst endte jeg hjemme i Danmark igen. 

Efter et mislykket flugtforsøg fra Godhavn som 14-årig. Foto: Privat

DA JEG KOM tilbage, gik jeg først på musikhøjskole og begyndte bagefter som arbejdsmand på et smedeværksted. Jeg var 17, og det var mit første voksenjob. Det var meget fedt at gå og svejse. Senere kørte jeg hyrevogn i nogle år og trænede meget i samme periode. Jeg gik til kampsport og begyndte at være dørmand inde i byen. Det blev min hovedindtægt. 

Jeg har stået i døren i Boltens Gård, i Gothersgade, Vestergade og på Hong Kong Bar. Alle steder. Et par af stederne kom der nogle, du ikke bare smed ud. Eller, du kunne godt, men den spiste de ikke. Samtidig skal de vide, at du gør det, hvis de presser den langt nok. Hvis du holder dig helt tilbage, respekterer de dig ikke. Det er en balancegang – en slags strategispil.  

Når jeg var på arbejde, sad jeg i min stol og drak kaffe og kiggede på, hvem der kom. Jeg skulle være ædru og sørge for, at alting foregik ordentligt. Nogle gange sad jeg med en knude i maven og ventede på balladen. På en måde var det befriende, når der så var nogle, der kom op at slås. Så gik der ligesom hul på bylden. 

Jeg kunne faktisk godt lide det i begyndelsen. Jeg var også god til at tackle det. Ofte kunne man fornemme på typerne allerede i døren, om det var nogle, der ville skabe problemer senere på aftenen. Normalt tog jeg dem allerede der, men man kan ikke bare sige: ”Du kan ikke komme ind.” Man skal bare venligt sige: ”Hva’ så?” Reaktionen på det spørgsmål siger det hele. 

Mens jeg var dørmand, tog jeg ét fag ad gangen på HF. Faktisk tog jeg en HF over 13 år, hvor jeg sådan cirka bestod ét fag hvert tredje år. Jeg havde altid en eller anden stemme i baghovedet, der sagde, at det nok var godt at få en studentereksamen, selvom jeg ikke vidste, hvad jeg ville bruge den til.

EN LIGE HØJRE

Jonas Eriksson, 48 år, forfatter, aktuel med sin debutroman ’Vejen hjem’. Kandidat i historie fra Københavns Universitet. Tidligere dørmand og en af de første danske professionelle MMA-udøvere. Har været med til at stifte flere kampsportsklubber i København. Anbragt på Godhavn i sine tidlige teenageår.

JEG HAR ALTID godt kunnet lide at læse. Da jeg gik på Godhavn, var der et lærerægtepar, Eskild og Susanne, der kunne se, at jeg var glad for at læse. De købte fantasy-bøger til mig. Senere læste jeg alt. Fra Hemingway til Dostojevskij. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i døren på en rockbar i Indre By, og der kunne jeg sidde og læse imens. Dem, der kom der, var alle sammen universitetsstuderende, der var sådan: ”Ej, se, dørmanden sidder og læser.” Det føltes lidt nedladende, selvom det nok var godt ment. 

Jeg læste historie med engelsk som sidefag på Københavns Universitet, samtidig med at jeg stod i døren. Engelsk var det sværeste for mig på universitetet. Vi skulle have grammatik, og da jeg begyndte, vidste jeg dårligt nok, hvad et udsagnsord var på dansk. Jeg var helt hægtet af. Underviseren skrev nogle ord og regler op på tavlen, og for mig kunne det lige så godt have været græsk. Dér var jeg lige ved at græde lidt, haha. Men det lykkedes for mig at få mast det hele ind i mit hoved med en god studiegruppe, så jeg endte med at bestå grammatikfaget med et 02. 

Det var mærkeligt at starte på universitetet i en ret sen alder, for de fleste var i begyndelsen af tyverne. Mange af dem var akademikerbørn, og jeg tænkte og snakkede slet ikke som dem. Men på den anden side ville jeg slet ikke have kunnet gennemføre uddannelsen, da jeg selv var i den alder. Jeg endte med at få 12 for mit speciale.

Jeg er blevet rigtig meget klogere af at gå på universitetet. Jeg har lært at tænke på en anden måde, end jeg gjorde før. Det er jo helt fantastisk at kunne tage sådan en uddannelse, og så bliver den endda betalt. Dét synes jeg er fedt. At man har den mulighed for at gå i skole og endda komme igennem uden en gæld oveni. At få et nyt liv. 

Jonas Eriksson t.h. Vennen lever desværre ikke mere. Foto: Privat

DA JEG VAR i starten af tyverne, smadrede jeg mit knæ. Jeg lå ubevægelig i min lejlighed med en blok papir og begyndte at skrive en vampyrhistorie. Min kæreste på det tidspunkt blev ved med at sige: ”Du kan sgu da ikke skrive bøger.” Jeg havde også søgt ind på forfatterskolen tre gange, da jeg var i slut-tyverne, uden at komme ind. 

Jeg begyndte at gå på skrivekurser, og der er ingen tvivl om, at jeg blev anset som den dummeste. De har bare set et knucklehead. Men jeg var faktisk ret ligeglad. Der er noget prætentiøst over det med at være forfatter, og hvor jeg kommer fra, er det ikke specielt sejt at gå op i at skrive. Det giver faktisk ingen respekt overhovedet, nærmere det modsatte. Jeg gjorde det kun, fordi jeg havde en kærlighed til at skrive historier og til at læse. Og den forfulgte jeg.

Afstikkere og trommestikker sendte 30-årige Lars Krarup Olesen forbi både datalogi og musikvidenskab, inden han slog sig på kommunikation. I dag er han marketingchef.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Frank Lohmann Haagen

DER VAR FULDT smæk på trommesættet og computertasterne, da Lars Krarup Olesen var teenager i Sæby. Han elskede at spille musik og ikke mindst at spille ’Counter-Strike’ og ’World of Warcraft’. Spillene var spændende, de krævede strategi og snilde, og så kunne han være i online-verdenen sammen med sine venner. Men han var også fanget af teknikken bag både spil og computere. Opstod der en fejl, kunne han bruge timer på at lede efter løsningen. Summen af hans interesser gjorde, at han gennem folkeskoletiden faktisk følte sig ret sikker på, hvad han ville, når han blev voksen. 

”Jeg var 100 procent sikker på, at jeg blev ingeniør en dag, fordi jeg også var god til matematik,” siger Lars Krarup Olesen. Men profetien fra den unge nordjyde holdt ikke. Matematikken og teknikken blev ikke en levevej, og det selvom han faktisk testede sin første uddannelses-indskydelse af. 

”Jeg begyndte på datalogi i Aalborg, lige efter jeg havde været på højskole. Jeg gik på en film- og musiklinje på højskolen og blev der vant til rigtig mange udadvendte mennesker. Datalogi var lidt tørrere, og det var en anden type mennesker, der gik der. De fleste var knap så udadvendte, så den der store livsglæde, jeg lige havde opdaget på højskolen, blev lidt slukket. Det havde helt sikkert også med min egen motivation at gøre. Gennem højskolen havde jeg netop fået antændt en ny livsgnist og interesse-gnist for musik, film og kultur, og så tog jeg hul på noget ekstremt konkret som datalogi, hvor der er facit på det hele,” siger Lars Krarup Olesen, der understreger, at han stadig elsker at kunne sætte to streger under visse ting. 

Men dengang var det alligevel ikke muligt at slukke for nysgerrigheden for det kreative og mere abstrakte. Han var samtidig begyndt som trommeslager i et nyt band i Aalborg og brugte meget af sin tid der, og det føltes bare ikke helt rigtigt med forelæsninger om IT og algoritmer. 

Foto: Bo Hellum

Derfor droppede Lars Krarup Olesen ud af datalogistudiet. Han flyttede hjem til forældrene i Sæby og tog en tænkepause. Den varede et halvt år, hvor han tjente penge ved at arbejde på den lokale tankstation, og alt imens han vendte grillpølser, blev det tydeligt for ham, at han skulle til København. Sådan blev det, og i begyndelsen fik Lars Krarup Olesen job på et callcenter. 

”Det var sådan noget teknisk support for Stofa. Det var ret sjovt. Alt det med teknik og nørdetheden brugte jeg. Jeg rådgav om komplekse ting på en måde, så kunderne kunne forstå det. Det var vildt sjovt at prøve at løse deres problemer,” siger han. 

Ved siden af den tekniske problemknuser-gesjæft øvede han intenst op til optagelsesprøven for at komme ind på musikvidenskab. Sammen med sine tidligere højskolelærere havde han vendt det evindelige dilemma om job, karriere og fremtid, og efter kyndige samtaler kunne han mærke, at han burde gå musikkens uddannelsesvej. Her var det et krav, at man på forhånd kunne synge, spille, læse og skrive noder – og flere andre musikvidenskabelige teknikker.  

”Jeg var ret boglig, og derfor var musikvidenskab en virkelig god vej for mig at gå. Jeg kunne få en masse teori og musik ind på én gang,” siger Lars Krarup Olesen, der dengang regnede med, at uddannelsen ville kulminere i et job ”ovre i musikbranchen et sted”. Sådan blev det imidlertid heller ikke.

DISKOGRAFI

Lars Krarup Olesen, 30 år, fra Sæby, bor i København. Head of Marketing hos PL & Partners. Var et smut forbi datalogi på Aalborg Universitet, inden han tog en bachelor i musikvidenskab og en kandidat i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet. Tidligere trommeslager i bandet Via Mala, der stadig kan høres på Spotify. Har blandt andet produceret musik­videoer for sangeren Tue West og reklamefilm for forskellige organisationer.

PÅ MUSIKVIDENSKAB VAR der mulighed for, at de studerende kunne komme ud i praktik og få fingrene i branchen. Lars Krarup Olesen landede hos det danske pladeselskab disco:wax, hvor han blandt andet producerede små videoer og hjalp med at promovere kunstnerne på sociale medier. Han blev tændt af kommunikations- og formidlingsdelen.

”Jeg har altid syntes, at tekniske ting var spændende, så da de sociale medier og alle de komplekse ting bag dem kom frem, ville jeg gerne forstå mere af det. Jeg syntes, det var spændende at prøve at gøre kompliceret viden nem at forstå,” siger Lars Krarup Olesen, der efter en bachelor i musikvidenskab endte med at dreje sin uddannelse mod en kandidat inden for kommunikationsområdet.

I december 2019 afleverede han sit speciale i moderne kultur og kulturformidling og gik ud i arbejdsløshed. I begyndelsen var det fedt nok, en tiltrængt pause fra deadlines og pligter. Men som det nye år skred frem, blev den nyudklækkede kandidat mere og mere ivrig efter at finde et arbejde. Ansøgninger blev sprøjtet ud, og de fleste af dem blev besvaret med afslag. Det blev også et afslag over telefonen på en specialiststilling, som Lars Krarup Olesen havde søgt hos marketingbureauet PL & Partners. Men sæbynitten var vaks og havde set et opslag om en studenterstilling på bureauets hjemmeside, der matchede hans kompetencer perfekt. Han dristede sig til at spørge, om de mon kunne lave studenterstillingen om til en fuldtidsstilling. Det kunne de godt. 

I september 2020 begyndte Lars Krarup Olesen hos marketingbureauet, og som et højhastighedstog gik han på to år fra at være i en juniorstilling til at være Head of Marketing. 

Foto: Privat

I DAG LAVER han en stor del af indholdet for PL & Partners, men han uddelegerer også og sætter retningen for flere af de andre medarbejdere inden for markedsføring. En jobbeskrivelse, han ingenlunde havde skænket en tanke i sine tidlige uddannelsesår. For selvom det hele startede med computere og teknik, der gled over i musik, endte det med kommunikation og marketing. 

Lars Krarup Olesen klimprer stadig på en guitar en gang imellem for at få musikken ud. Men han har ikke spillet professionelt i flere år, for Aalborg-bandet slog op med hinanden, da tiden blev for knap, og logistikken mellem Nordjylland og København for knudret. Computerspillene varer heller ikke i nærheden af de 10 timer, som de kunne i teenageårene, for som Lars Krarup Olesen siger, er det også rigtig sjovt at være Head of Marketing. Men han er glad og taknemmelig for, at han tog afstikkere i forskellige verdener og videnskaber, inden han landede, hvor han er i dag. 

”I dag er der stort fokus på, at du skal vide, hvad du vil, og at det, du gerne vil, definerer dig som person. Men oftest er det jo mere komplekst, for du ændrer dig helt vildt meget gennem både folkeskolen, gymnasiet og universitetet. Jeg gik fra at være en meget introvert teenager, der nok var virkelig akavet, til at gå på højskole og blive mere udadvendt og social. På den måde kom jeg ud i nogle miljøer og sammenhænge, jeg ellers ikke ville være kommet ud i,” siger Lars Krarup Olesen. 

”Det kan selvfølgelig være godt at have et mål, så man har en form for retning, men i sidste ende kan en praktik gøre, at du finder ud af, at du skal noget helt andet. Og det er helt okay.”

22-årige Sofie Riis Endahl er ved at uddanne sig inden for machine learning og datavidenskab. Samtidig har hun med syv romaner – den seneste i januar – godt gang i forfatterkarrieren, hvor hun tager temperaturen på nutidens unge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sara Galbiati

KUNSTIG INTELLIGENS, algoritmer og skønlitteratur hænger uløseligt sammen for Sofie Riis Endahl. Den unge forfatter har valgt en uddannelse, machine learning og datavidenskab, der ligger langt fra forfatterdrømmen, og det er helt med vilje. Tempoet er højt, når hun fortæller, og hun giver lige indlevende indføringer i alt fra matematisk kodning til robotter og litterære tematikker. 

”Da jeg skulle vælge uddannelse, kiggede jeg efter et felt, hvor jeg kunne bruge min energi på mit forfatterskab uden at skulle bekymre mig. At blive kunstnerisk fri var mit første formål, og så var det heldigt, at jeg havde en interesse inden for statistik, matematik og kunstig intelligens. For det er et felt, hvor der lige nu er rigtig stor jobsikkerhed og ret høje lønninger, og hvor man kan gennemføre uddannelsen uden at skulle have et højt snit for at få et job. Jeg vil bare gerne have en uddannelse, hvor jeg kan komme ud og få et job,” siger Sofie Riis Endahl, der havde brug for at få et matematisk og logisk pust ind i sit liv, så det ikke blev ”humaniora med humaniora på”.

Iført sin mormors hjemmestrik og med glimmer på øjnene fægter hun både som en robot, taster løs på et imaginært tastatur og tegner koordinatsystemer på bordet. Det er ikke svært at tro det, når hun siger, at hun ikke kunne være forfatter på fuld tid. Der skal ske noget, og der skal være nogen at snakke med.

”Jeg er super ekstrovert, hvilket egentlig er en dårlig kombi med forfatterlivet. Man hører nogle gange interview med forfattere, der lukker sig inde i flere måneder for at kunne koncentrere sig. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg kan ikke have en hel dag, hvor jeg skriver, uden at have en social aftale om eftermiddagen. Jeg bliver helt skør, og jeg har brug for at komme et sted hen flere gange om ugen og møde nogle på min egen alder. Et sted, hvor der for eksempel er julefrokoster eller sociale samlinger. Selv hvis jeg havde økonomien til at leve af at være forfatter, ville jeg stadigvæk have brug for at være på en anden arbejdsplads,” siger Sofie Riis Endahl, der fletter sine skriverier ind i semesterplanen, der er spækket med matematik.  

Forfatter Sofie Riis Endahl elsker at skrive bøger, men fodrer sin hang til matematik og teknik på sit studie i machine learning og datavidenskab på Københavns Universitet.

SOM BARN VAR Sofie Riis Endahls yndlingsprogram ’So ein Ding’, der blev sendt på DR2 fra 2009, og som handlede om elektroniske gadgets. Hun var vild med dimser, men i høj grad også med at læse og skrive. Så vild, at hun som 11-årig sendte sit første bogmanuskript ind til Gyldendal. Dengang blev det til et afslag, og mange flere fulgte efter, men hun skrev ufortrødent videre, producerede løs og sendte ind til en masse forskellige forlag. Det blev blandt andet til en sci-fi-bog, en julekalender og en historisk fiktionsbog, der var resultatet af, at hun med egne ord faldt ned i et nørde-hul af dimensioner om anden verdenskrig. Men da hun gik i 1. g, lønnede de mange skrivetimer sig. Romanen ’Sindstequila’, der gav et tidsbillede på gymnasielivet, udkom på Byens Forlag, da hun var blot 17 år.   

”Jeg havde grundlæggende selv en virkelig god gymnasietid. Jeg havde en god klasse og havde det sjovt. Mange fester, helt klassisk,” siger Sofie Riis Endahl, der gik i 1. g i 2016, hvor Instagram var i gang med at tage verden med storm. Likes var efterhånden en stærk valuta, og man skulle sørge for at holde sit ’posting’-game ved lige for at beholde sin plads i den sociale orden. 

”Man ses jo i skolen hver dag, men når man postede billeder og stories, var det en måde, hvor man kunne skabe et visitkort, som alle kunne holde øje med. Man skulle hele tiden vise folk, at man var i gang og lavede ting. Samtidig kunne man blive enormt stresset af at kigge på de andres sociale medier, for eksempel i forhold til fællesskaber. Man kan virkelig føle sig holdt udenfor, hvis man sidder og kigger på Instagram-stories fra en fest, og man tænker: ’Hvorfor var jeg ikke inviteret til den?’ Man er ikke alene på noget tidspunkt, og man kan ikke tage hjem fra det sociale gymnasie-spil,” siger Sofie Riis Endahl, der på det tidspunkt selv postede meget. Især redigerede billeder af sig selv eller billeder, der viste, at hun var ude og have det sjovt med sine veninder. 

SKRIVEMASKINE

Sofie Riis Endahl bor på kollegie på Østerbro med sin kæreste. Debuterede som 17-årig med ’Sindstequila’, en studenter-roman om venskab og ensomhed. For sin sjette roman, ’Pixie lever stadig’, om en ung gymnasiepige, der oplever en ny identitet, blev hun nomineret til Politikens Litteraturpris. Romanen bliver i februar sat op som teatermusical på Aveny T. Aktuel med romanen ’Vi dør alligevel snart’ (Gyldendal), der handler om religion og giver en kritik af et samfund, der ikke tilbyder unge andet end materiel værdi.

Gennem sit forfatterskab sætter 22-årige Sofie Riis Endahl fokus på unges trivsel.

I DAG HOLDER Sofie Riis Endahl foredrag for skoleelever – op til 1.300 på en gang – og hun fortæller, at de er meget optaget af, om de kan præstere godt nok, hvordan de kommer til at være en del af varmen i det sociale fællesskab, og hvordan de vælger den helt rigtige uddannelse. Den unge forfatter opfordrer uddannelses-aspiranterne til at dreje af på den dobbeltsporede motorvej af karakterræs og social medie-stress og i stedet være pragmatiske. Det har hun selv gjort. 

”Især da jeg startede på uni, frigjorde jeg mig meget fra det. Jeg gik ind til det med den præmis, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge nær så meget tid på det, som jeg burde, fordi jeg gerne ville prioritere mit forfatterskab. Og så bliver du nødt til at give slip på ideen om, at du gerne vil have 12. Du bliver også nødt til at være ligeglad, når de andre får 12, for du har jo ikke brugt den samme mængde tid,” siger Sofie Riis Endahl og forklarer, at hendes forældre altid har været gode til at lægge vægt på, at snarere end gode karakterer var det vigtige fællesskabet og at være ordentlige ved hinanden. De har aldrig målt og vejet på dén måde.

”De unge i 9. klasse og i gymnasiet kommer meget til at tænke: ’Hvad er det helt rigtige for mig?’ Den tanke lægger et stort pres. Hvis man i stedet kan prøve at gå lidt væk fra det og tænke: ’Rent praktisk trives jeg så for eksempel med at være sammen med mange mennesker eller alene?’ Man skal vælge uddannelse efter, om man kommer til at trives,” siger Sofie Riis Endahl, der er klar til både nye tekniske eksaminer og den syvende bogudgivelse, der lurer lige om hjørnet.

Det startede med en solid studentereksamen og en god håndfuld omveje. 61-årige Pia Thaning blev udlært som murer, indtil hun ved et tilfælde fandt sit kald og blev uddannet læge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Hvidovre Hospital, privat

FORAN PLAKATER af det respiratoriske system og forskellig slags inhalationsmedicin sidder overlæge Pia Thaning på sit kontor på lungeafdelingen på Amager Hospital og taler tydeligt med behagelig lægelig autoritet. Øjnene gnistrer som en svejsemaskine, fulde af indlevelse, mens hun giver et resumé af sin utraditionelle vej ind i lægegerningen: 

”Hele min barndom og ungdom ville jeg være jordemoder. Det var jeg fast tunet ind på. Og det var jeg faktisk helt indtil ugen før, jeg blev student. Jeg fik en enormt god studentereksamen, så det var ikke engang, fordi det var urealistisk. Jeg ved ikke, hvad der skete i den uge, men jeg tænkte i hvert fald, at der var så mange andre ting, man kunne lave.” 

Det var i begyndelsen af 80’erne, og dengang nød Pia Thaning godt af, at der ikke var noget, der hed fremdriftsreform eller SU-klip. Fra hun fik den rød-hvide studenterhue på hovedet, og indtil hun fyldte 25, arbejdede hun som hjemmehjælper, som pædagogmedhjælper i en vuggestue og som fabriksarbejder på en elektronikfabrik i Vanløse, hvor hun sad og spolede modstand med kobbertråd. Men midt i tyverne fik Pia Thaning pludselig mulighed for at bygge sit eget hus – hun bor der stadigvæk i dag – på en grund i Have­foreningen Frederikshøj i Københavns Sydhavn. 

”Min uddannelsesrejse har været sådan, at jeg helt Pippi Langstrømpe-klassisk bare er hoppet ud i nogle ting. Og jeg kan ikke huske, hvorfor i alverden jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne finde ud af at bygge mit eget hus. Men det tænkte jeg i hvert fald. Jeg havde ikke nogen penge, så det gik meget på at klunse materialer og finde ud af det derfra,” siger Pia Thaning, der i den proces opdagede, hvor sjovt det var at arbejde med hænderne. Huset blev færdigt, og den unge kvinde gik i murerlære.  

”Jeg ville lige teste det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være håndværker hele livet, men jeg syntes, at det var virkelig sjovt at være i, og jeg ville rigtig gerne lære,” siger Pia Thaning, der i sin tid som murer både var med til at lægge klinkegulv på Rigshospitalet og politistationen i Karlslunde. I dag nyder hun at tage en tur ned ad murstenenes memory lane, når hun kører gennem byen og ser de steder, ”hvor hun har gået”. Vendingerne fra byggepladsen ligger stadigvæk lunt i mundhulen, og når man spørger Pia Thaning, hvad det fedeste var ved at være murer, falder svaret prompte: ”Det var den der power af at kunne selv. At stå med ideen om, at nu vil jeg gerne lave et badeværelse. Og så gøre det. Det var enormt tilfredsstillende.” 

LUNGELÆGENS FULDE KRAFT 

Pia Thaning, 61 år, ledende overlæge i Lungesektionen på Amager-Hvidovre Hospital, har skrevet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere, kandidat i medicin fra Københavns Universitet i 2003, speciallæge i lungemedicin 2015, tidligere udlært murer og har i øvrigt arbejdet som pædagogmedhjælper, hjemmehjælper og fabriksarbejder.

Der sættes sten på plads i Costa Rica.

PÅ FAGSKOLEN mødte Pia Thaning sin søns far, og de fik et ’murer-barn’ sammen – som i øvrigt aldrig har rørt et stykke værktøj – men graviditeten blev svær at forene med at stå på en pløjemark i Måløv hele dagen fra klokken seks om morgenen. Resten af graviditeten var Pia Thaning sygemeldt, og da hun fødte sin søn, fik hun på fødegangen – oven i sin nye titel som mor – en uddannelses-åbenbaring.  

”Da jeg fik mit barn, mødte jeg nogle enormt gode læger. Og pludselig stod det lysende klart for mig: ’Jeg skal være læge,’” siger Pia Thaning, der startede på medicinstudiet, da hendes søn var fyldt et år, og hun selv var 34. Og det var ikke et sekund for sent ifølge lungelægen.  

”Jeg var så glad for at være voksen og læse, for jeg var simpelthen så motiveret. Og det ved jeg, at jeg ikke havde været som 20-årig. Dengang havde jeg travlt med at udforske den her vidunderlige verden, der var foran mig. Men da jeg så startede på studiet, havde jeg trallende ture på cyklen hen til universitetet, fordi jeg skulle ind og høre en spændende forelæsning. Der kunne jeg godt se, at mine medstuderende, der var omkring 10 år yngre end mig, ikke havde det helt på samme måde, haha. De var ikke lige så læringssultne, som jeg var blevet,” siger Pia Thaning, der ikke bare brugte den erfaring, som levet liv havde givet hende, men også håndværksforståelsen, da hun skulle knække de medicinfaglige koder på skolebænken og ud og arbejde som læge i praksis. 

”Jeg havde erfaring fra flere andre brancher, så jeg vidste, at når jeg blev præsenteret for et nyt ord eller begreb i undervisningen, som jeg ikke kendte, så var det et ord, som almindelige voksne heller ikke kendte. Det ved man ikke, hvis man er 20 år og starter på et studium. Så tror man, at det bare er, fordi man selv ikke er stor nok endnu,” siger Pia Thaning. 

”Min forståelsesramme var også anderledes. Jeg puttede enormt meget af fysiologien ind i VVS-verdenen for eksempelvis at forstå, hvordan en rørføring i hjertet er. De begreber, jeg brugte til at lære at forstå, bruger jeg stadigvæk i dag, når jeg skal forklare ting til patienterne.”

På toppen af sommerhuset.

I LÆGEVERDENEN VAR Pia Thaning også vidt omkring. Hun skrev blandt andet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere og var under sin turnus – i dag kaldet KBU – forbi ortopædkirurgisk afsnit på Amager Hospital. Og der ville de rigtig gerne beholde hende. 

”Et eller andet sted var jeg jo stadigvæk håndværker, og meget af værktøjet er det samme inden for kirurgi. Tankegangen om, at hvis du skal have et klinkegulv til at blive pænt, så skal det være plant. Det vil sige, at hjørner og ender skal mødes, og sådan er det faktisk også at sætte et nyt knæ i,” siger Pia Thaning, der imidlertid afslog tilbuddet. For hun havde været håndværker, og nu var hun klar til noget nyt. Hun ville være mediciner, og da hun i løbet af sin turnus mødte lungepatienter, faldt det hele i hak. Pia Thaning fornemmede, at der var en del skyld og skam forbundet med at være lungepatient, fordi det i manges øjne ”jo er deres egen skyld”, hvis de har været rygere.  

”Jeg ville gerne møde dem fuldstændigt uden at dømme og uden løftede øjenbryn. Når der i dag sidder en patient over for mig, som kommer fra en byggeplads og har forskellige luftvejsproblemer, bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt bedre end mine andre – ellers meget kompetente – kolleger, hvad der kan være af udfordringer ved at stå på en byggeplads og eksempelvis have astma. Det er ikke rart at skulle stå der og hvæse og sprutte. Det er nogle år siden, jeg selv har været der, men dengang var der i hvert fald ikke den store samtale om sygdom og mangel på fysisk formåen. Jeg håber, det er blevet bedre, men der har været en lille smule Tarzan-adfærd, og det kan være svært at være kroniker og skulle have de to verdener til at hænge sammen.” 

Pia Thaning kan stadig svinge et pudsebræt.

FRA SIT SKRIVEBORD med kuglepenne og plastik-modeller af luftrør slutter hun af med et par gode råd til de unge, der skal vælge uddannelse. De skal forsøge at søge bredt, for man ved aldrig, hvad man ender med at blive begejstret for. De skal ikke være bange for at få børn under uddannelsen, og så skal de prøve sig selv af, inden de ’forstener’ i en eller anden forestilling om, hvad de gerne vil være. Det prøver hun selv at efterleve. 

”Jeg kan stadigvæk blive begejstret, når jeg lærer om nye cellulære funktioner og sådan noget, ikke. Det holder aldrig op,” siger Pia Thaning, der heller ikke har lagt håndværks-glæden på hylden. Sommerhuset har lige fået en renovering af murer-lægen herself.

”Det er blevet pænt, for det er lige, som jeg gerne vil have det.”