RORIE WOHLFORD
14 år, high school-elev i Vancouver, Middelfart Station

Min far er volleyballtræner for eliteherreholdet i Middelfart. Vi er på vej til en restaurant i Vejle for at se, om vi kan finde min mors telefon, som hun glemte, sidst hun var her. Vi bor til daglig i Canada, men besøger min far, så tit vi kan. 

Til daglig går jeg i high school, og i min fritid spiller jeg volleyball, men jeg holder mest af at gå til cirkus. Vi træner i trapez, kører på ethjulet cykel, jonglerer, laver pyramider og optræder en lille smule. 

Danmark er så småt og pænt. Det er meget hjemligt. Når jeg er her, hænger jeg mest ud med min far og snakker med ham om, hvad vi har lavet. Det er sådan noget, der er svært at snakke rigtigt om via en skærm.

Mine forældre og jeg har rejst meget gennem Europa, mens min far har boet her. Vi har været i Polen, Spanien, Italien, Grækenland, Frankrig, Tyskland, Holland og Belgien. Men det fedeste sted var Portugal, som vi rejste gennem i en lille autocamper. 

Når jeg bliver voksen, vil jeg gerne være skuespiller. Ikke for at blive berømt, men for at kunne udtrykke mig. Jeg synes, det er så vildt, hvordan skuespillere kan gå fra at se superglade ud til at se grund-triste ud på fem sekunder. 

__________________________________

GØYE THORN SVENDSEN
70 år, psykolog i Socialstyrelsen, Nyborg Station

Jeg er nok den eneste i Danmark, der hedder Gøye. Mine forældre kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle hedde. De tog et leksikon, slog op, og stoppede et tilfældigt sted. Birgitte kunne jeg så ikke hedde. Men Gøye? Sådan blev det. 

Folk troede, at Gøye var mit kælenavn. Jeg er ikke blevet drillet, men selvfølgelig er jeg blevet kaldt ’Papegøje’. Når min kone fortæller folk, hvad jeg hedder, spørger de: ”Jamen, hva’ hedder han så rigtigt?” 

Jeg er vokset op på Bornholm, søn af en mekaniker og en kontormedhjælper, men jeg flyttede, da jeg skulle have en uddannelse. Dengang kunne man ikke blive meget andet end håndværker derovre. 

Min far reparerede bådmotorer, så vi var meget på vandet. Vi dykkede, sejlede, stod på vandski og lavede udspring fra Helligdomsklipperne. Lidt vilde var vi nok, haha.

Jeg begyndte at læse til ingeniør i 70’erne, men kunne ikke få lov at arbejde med forureningsbekæmpelse, så jeg droppede det. I stedet tog jeg på tommelfinger ud i Europa i to måneder. Jeg endte på Malta, men rejste hjem og blev lærer og siden psykolog.

__________________________________

DANIEL FOGH
28 år, lyddesigner og komponist, Odense Station

Jeg er lige kommet med toget fra København. Den næste halvanden måned er jeg på Teater Momentum i Odense, hvor jeg laver musik og lyd til en teaterforestilling. I dag har jeg taget en guitar med for at udvikle noget lyd sammen med skuespillerne. 

Jeg plejer at sige, at jeg kan spille okay på alt, men at der faktisk ikke er noget, jeg er virkelig god til at spille på. Jeg ser egentlig heller ikke mig selv som musiker. Det ser nok sådan ud, når jeg kommer gående med guitaren, men jeg ser mig selv som komponist og lyddesigner.

For mig passer det godt at arbejde freelance, for så arbejder jeg sammen med en masse nye mennesker hele tiden, nogle, der kan noget andet end mig. Det var ikke så tiltalende for mig at spille i et band. Det kan være ret selvomsluttende. 

Det Brune Punktum får mig altid op af stolen til en fest. Eller ’Killing in the Name’ med Rage Against the Machine. 

Det varierer virkelig meget, hvilken musik jeg selv sætter på. Men der er nogle evergreens, jeg altid vender tilbage til, såsom Radiohead.

JULIANE NYBORG
26 år, studerende på SDU, Odense Station

Min kæreste og jeg har taget toget sammen fra København, fordi han skal til teoriprøve i Odense. Jeg er taget med som support, haha. 

Vi mødte hinanden på Israels Plads i København. Mansour (kæresten, red.) var ude at spille basket med nogle venner. Jeg sad bare og hang ud, og den der bold blev ligesom ved med at trille over til mig. Til sidst var han også lige nødt til at tage en pause ovre ved mig for at sige hej. Jeg var lige flyttet til København og kendte ikke så mange mennesker, men Mansour spurgte, om jeg ikke ville med ud at drikke kaffe. Jeg sagde ja. 

Jeg er ved at læse en overbygning på journalistuddannelsen, der handler om internationale relationer og politiske processer. Til foråret rejser jeg til Firenze for at tage nogle fag på universitetet der. 

I min fritid kan jeg godt lide at strikke. Jeg har lige lavet en lille, nuttet cardigan til min venindes datter, som jeg også er gudmor til. Jeg kan godt lide, at jeg får noget i hænderne og egentlig bare skal sidde og nørkle med nogle pinde og noget garn. 

__________________________________

MOHAMED AHMED
22 år, studerer biomedicin på SDU, Odense Station

Jeg kommer lige fra universitetet og er på vej hjem til Nyborg. Jeg har været til spørgetime, for på fredag skal jeg til eksamen i teoretisk immunologi, altså immunforsvaret. Jeg føler, jeg er klar på det, men det kræver stadig en del forberedelse. 

Gennem skoletiden har jeg altid vidst, at jeg gerne ville noget inden for naturvidenskaben. I dag læser jeg biomedicin, og jeg drømmer om at komme til at arbejde i medicinalindustrien. 

Jeg bor sammen med mine tre brødre og min mor. Én gang om ugen er det mig, der laver mad, oftest mexicansk. Tortilla-wraps er min go to-ret. Egentlig tror jeg bare, at jeg har en ret almindelig hverdag. Jeg går i skole, tager i fitness med mine venner og er sammen med min familie. Og så bruger jeg generelt meget tid sammen med mine søskende, nevøer og niecer. Det er dejligt at få kvalitetstid med de små børn. 

Hver fredag spiller jeg hygge-fodbold sammen med en masse andre somaliere, der bor i Nyborg. Jeg har ikke en fast plads, men tager bare, hvor der lige mangler. 

__________________________________

SOFIA HOLM
22 år, konstabel og kommunikationsgast på fregatten Niels Juel, Middelfart Station 

Efter gymnasiet stod jeg i en situation, hvor der var sindssygt mange valg, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg prøvede med værnepligten og blev omfavnet af fællesskabet derinde.

Nu er jeg på fregatten Niels Juel. Vi har lige været i England i syv uger for at blive NATO-godkendt til at blive udsendt på deres vegne. Vi var i gang hver dag fra klokken seks om morgenen til midnat og havde konstant 60 censorer, der kontrollerede og optimerede, hvordan vi arbejdede. Vi sejlede med en masse andre enheder og simulerede, at der var krig. 

Vi er 120 mennesker om bord. Det lyder måske af meget, men når man er sammen flere måneder ad gangen, bliver man rimelig tætte rimelig hurtigt. 

Når man sejler, er der – ud over arbejdet – en masse træning, brætspil og filmhygge. Et af de fedeste steder, jeg har været i havn, var i Bergen. Når man har været fanget inde i et skrog i et stykke tid, er det rart at komme ud og få noget frisk luft. 

Jeg kunne helt sikkert godt tænke mig at blive udsendt. Der er mange, der har fordomme om, at hvis man er i Forsvaret, så er man pro krig. Men sådan er det ikke.