Indlæg

60-årige Vibeke Garde Hansen er vagthavende leder af DSB 1’ Loungen på Københavns Hovedbanegård.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”At servicere gæsterne og skabe god stemning. Der er mange af stamgæsterne, der bestiller billetter hos mig i stedet for at bruge billetautomaterne. Derudover sørger jeg for, at her er pænt og rent. Som DSB 1’-kunde har man mulighed for at booke vores mødelokale, og så er det min opgave at dække op og rydde af.”

Hvad er vigtigt at kunne?

”Være serviceminded. Jeg tror, at det enten ligger naturligt eller fjernt for én. På samme måde som frisører skal jeg kunne tale med gæsterne om stort og småt. Jeg har tidligere været i billetsalget, og da jeg for 10 år siden blev spurgt, om jeg ville være med til at starte loungen op, var jeg skeptisk. Skulle jeg nu til at servicere forretningsmænd i jakkesæt?”

Hvem er det, der kommer i loungen?

”Jeg har rigtig mange stamgæster. En stor del af dem er forretningsfolk, og min skepsis blev gjort til skamme, for de er rigtig søde. Mange af dem rejser fra Jylland og Fyn og er taknemmelige for, at de kan få en kop kaffe, lidt frugt og læse avisen, inden de skal videre. Ellers er der også ældre og turister, der gerne vil have den ekstra luksus. Derudover er der mange politikere, skuespillere, sangere og andre kendte, der bruger loungen. Det er altid tydeligt, når der er regeringsskifte. De politikere, der har brugt loungen, kommer pludselig ikke længere, fordi de får ministerbiler, mens den tidligere regering vender tilbage. Man kan sige, at jeg får nye gæster hvert fjerde år.”

Har der været nogle sjove episoder med dine stamgæster?

”Jeg har en gæst fra Schweiz, som rejser til Oslo et par gange om året. Når han kommer til København, kommer han forbi mig med en chokoladebar fra Schweiz. Den kan jeg selvfølgelig ikke beholde, fordi vi ikke må tage imod gaver i DSB. En anden episode var, da Lotte Heise, som har været stamgæst i loungen, kom forbi til min jubilæumsreception og med sit gode og frimodige humør holdt en improviseret tale og takkede for vores mange snakke. Det var en god dag.”

Er der en dag, du husker særlig godt?

”En dag havde jeg et kor på besøg. De var her næsten hele dagen, men indimellem tog de af sted og kom tilbage. Jeg kunne se, at de hviskede nede i den anden ende, og inden de gik, stoppede de mig for at spørge, om de måtte synge en sang for mig som tak, fordi jeg servicerede dem. Det var en stor og smuk oplevelse.”

Hvem vil du gerne have besøg af i loun­gen?

”Kronprins Frederik skal være meget velkommen til at komme forbi. Det er ikke, fordi jeg er royalist, men jeg er helt vild med Kronprins Frederik. Jeg synes, han virker som et fantastisk menneske, og jeg kan godt lide, at han er så nede på jorden.” 

SERVICE-MENNESKE

Vibeke Garde Hansen kunne i år fejre sit 40-årsjubilæum i DSB. Hun arbejder som vagt-havende leder af DSB 1’ Loungen, som ligger på første sal over Salg & Service på Københavns Hovedbanegård. Hun var selv med  til at starte loungen, hvor alle kunder med DSB 1’-billet er velkomne.

Familien med to børn kunne have klaret turen til London på to gange tre timer. I stedet fik de 33 timers rejsetid. Sådan er det at tage klimaudfordringen alvorligt, tænkte Rasmus Thirup Beck. ”Jeg er enig, men jeg orker det ikke,” sagde hans hustru. Og så tog de af sted.
Tekst:Rasmus Thirup BeckFoto:Helle Harnisch

DAGEN FØR aftaler vi, at i morgen, der skal vi snakke.

Jeg har udskudt samtalen. Ventet på en dag, hvor hun havde lidt overskud. Det er der bare ikke så meget af, når man har to børn, og det ene er en baby, der sover dårligt om natten. Ja, og om dagen for den sags skyld. Men nu er der kun en måned til den dag, vi har snakket om at tage af sted, og hvis vi skal have pladsbilletter, hoteller og så videre på plads, så skal der tages nogle beslutninger. Da begge børn sover, og køkkenet er ryddet, sætter vi os i den store gule sofa. Jeg har researchet lidt. Rejsetiden er på 15 timer og fem minutter fra Roskilde Station til London St. Pancras plus rejsetid til og fra stationerne. Prisen er cirka 5.700 kroner for to voksne og to børn inklusive et groft overslag på pladsreservationer. Det er mange penge, især når en hurtig søgning viser, at vi kan flyve tur/retur alle fire for cirka 2.500 kroner. 

”Det orker jeg simpelthen ikke. Og hvorfor skal det være så dyrt?” siger Helle og ser helt forpint ud.

”Okay,” svarer jeg og synker sammen indeni.

”Hvorfor kan vi ikke bare flyve – jeg ved godt, du er imod det, men jeg er træt!” siger hun så.

Og det er egentlig et meget godt spørgsmål. Hvorfor vil jeg ikke flyve?

SVARET ER ENKELT. At boarde en flyver er den enkeltstående handling, du kan foretage dig, der har det største CO2-aftryk. Der er også et længere svar: 

Jeg er journalist og har dækket klima i 11 år, og på et tidspunkt kunne jeg ikke fortsætte med at leve mit liv, som om alt var fint, med den viden, jeg efterhånden havde bygget op. Det siger meget om den menneskelige psyke, at jeg ikke tog den konsekvens allerede i 2009, hvor jeg fløj verden rundt for at dække netop de menneskelige konsekvenser af klimaforandringen. Det gjorde jeg ikke, fordi vi mennesker er gode til at skubbe ubehagelige sandheder til side til fordel for mere magelige liv, og jeg fortsatte for min del ufortrødent mit projekt med at se, om jeg kunne fylde mit pas, før det løb ud i maj 2018. Men i 2017 gik det nærmest fra den ene dag til den anden pludselig op for mig, at min opførsel i ordets mest bogstavelige forstand ikke var bære­dygtig. Jeg besluttede mig for at droppe oksekød fuldstændigt, kun spise kød to gange om ugen og minimere mit materielle forbrug markant. 

Da jeg havde taget de beslutninger, gav det ikke så meget mening at hoppe på en flyver – det ville jo gøre det hele ligegyldigt. Beslutningen blev, at jeg helt ville droppe indenrigsflyvning samt flyvning i Europa – og så begrænse ferieflyvninger til destinationer længere væk til højst en gang hvert tredje år. En joker var flyvninger med arbejdet. Jeg er også højskolelærer, og der er det en del af jobbet at flyve på studietur to gange om året. Og præcis denne aften, hvor vi snakker tur til London, følger efter en periode, hvor jeg har været meget væk, fordi jeg paradoksalt nok har rejst i forbindelse med en bog om, hvordan vi bremser klimaforandringen. Det er også en del af grunden til, at min hustru er mør. Og meget lidt opsat på at bruge så mange penge på at rejse så mange timer med to børn.

Men hun vil gerne rejse med os, hun vil gerne med og besøge min bror, der bor i London, og endelig har hun ikke lyst til at være den, der stopper projektet. Så efter et par dages simren siger hun ja.

”Lad os gøre det. Jeg kan ikke love, at jeg er i godt humør hele vejen, men jeg er klar.”

KLOKKEN 6.45 starter jeg bilen, og vi triller gennem mørket mod Roskilde, hvor vi har fået en ven til at køre os til stationen, så bilen kan stå hos ham. Vi skal til Bruxelles og har en smule mere end 13 timers rejse foran os. I bilen har alle god energi. Også Helle.

”Jeg er lidt træt, men jeg glæder mig til at tage den med ro i bumletoget,” konstaterer hun med et smil.

Min søn Anker på syv erklærer, at han glæder sig ”sygt meget”. Vel om bord på IC-toget spørger Anker en fremmed mand, hvor han skal hen. Han skal til Esbjerg.

”Vi skal til Bruxelles og så til London,” siger Anker med slet skjult stolthed.

”Det er noget af en togrejse, du!” svarer manden med løftede øjenbryn. 

Jeg takker i mit stille sind både Helle og Anker for optimismen.

Også fordi jeg bærer på en hemmelighed, der nok kunne ødelægge energien. Da hele regnskabet for togrejsen var gjort op, endte prisen på 7.000 kroner, især fordi Eurostar-pladsbilletterne var noget dyrere end forventet. Jeg har betalt differencen til de 5.700 af egen lomme. Det er problematisk. Både parforholdsmæssigt – at jeg holder noget skjult for min hustru – men langt mere på et strukturelt plan: Det er simpelthen for dyrt i forhold til flyet.

JEG VÆLGER at ignorere det økonomiske og i stedet fokusere på det, der har været min tanke alle de gange, jeg har rejst langt med toget: eventyrdimensionen. Holder rejseplanen? Hvad kommer vi til at se og opleve? Og ikke mindst, hvem kommer vi til at møde? Da vi skifter tog i Fredericia klokken 10.30, stiger et menneske på toget, jeg ellers havde tænkt mig at ringe til for at få noget ekstra perspektiv til denne artikel: Rasmus Willig, der er filosof på RUC. Hvad er oddsene lige for det?

Jeg skal først have vores baby, Eik, til at sove, og så fanger jeg Willig til et kort interview.  Han skal af i Rødekro, hvorfra han skal videre til foredrag i Aabenraa. Jeg ved, at han helt har droppet flyrejser og af samme grund rejser meget i tog, og jeg vil gerne høre, om han kender til problematikken med at mase ens egen idealisme ned over sin familie. Det gør han. Ikke så meget med sin hustru, der er mindst lige så meget klimaidealist som ham selv, men i forhold til deres to døtre:

”De kan godt synes, det tager meget lang tid. Men så har vi en stiltiende aftale om – og det må du endelig ikke sige – at vi lader dem vinde i kortspillet røvhul hele vejen.”

Døtrene har dog også fået øjnene op for det, togrejserne er særlig gode til:

”Tiden står stille på en meget behagelig måde, man møder hinanden, og man er ordentligt sammen. Vi får mere kvalitetstid ud af de gamle transportmidler,” siger Rasmus Willig og bliver afbrudt i sin strøm af plusord af Helle, der kommer og siger, at der kun er én ble tilbage i skiftetasken, og spørger, hvor posen med bleer er. Jeg troede, hun pakkede dem. Hun husker det, som om jeg skulle stå for det.

EIK FÅR DEN sidste ble på med halvanden time til Hamborg, hvor vi kun har 24 minutter til næste tog. Der er lidt anspændt stemning, indtil vi når den store hovedbanegård. Heldigvis når vi Hamborg uden forsinkelser, og jeg får lynhurtigt købt både bleer og snacks til den videre rejse. Roen er genoprettet, da vi 14.28 stiger om bord på ICE-toget til Hannover. Det tager kun en time, og selv om vi ankommer let forsinket, kommer vi også fint om bord i toget til Køln, hvor vi sidder i tre begivenhedsløse og harmoniske timer. Jeg får Eik til at sove lidt. Helle blunder under sit tørklæde. Anker får lov at spille Minecraft. 

Da vi ankommer til Køln, er vi stressede, fordi vi er lidt forsinkede og ifølge rejseplanen kun har 13 minutter til at skifte. Og da vi så kommer ud på perronen og bevæger os igennem stationen, vælter det pludselig forbi med stive, udklædte mennesker. Der går tre midaldrende mænd i klovnekostu­mer forbi, en flok unge hollandske fyre tumler rundt med skøre parykker, og så er der et messing-orkester  bestående af mænd og kvinder i panggult, rødt og grønt tøj. Det viser sig, at i dag har været startskuddet på det årlige karneval i Køln, og da vi får styr på, at toget til Bruxelles også er forsinket, kan vi grine ad det. 

Inde i toget fortsætter festen, især nede i restaurantvognen, og vi bliver revet med. Jeg vover mig til at drikke en fadøl og så bestiller jeg pomfritter til os alle – begge dele kan man få på tyske tog. Anker er lykkelig. Helle smiler. Idyllen brydes dog lidt, da forsinkelsen vokser. Vi ankommer først til Bruxelles lidt over 22, og det blæser og regner, og den bagudgang på banegården, vi har forvildet os ud af, lugter kraftigt af urin. Vi maser os selv, bagage og klapvogn ind i en taxa, finder efter lidt besvær vores ret fine Airbnb-lejlighed, bakser lidt for længe med at komme ind og kommer først i seng lidt over 23. 

”Shit, en dag,” hvisker Helle, da vi lægger os. 

EFTER EN VIRKELIG dejlig dag i Bruxelles med chokolade, Grand Place, moules frites med mere og to overnatninger, hvor Eik har sovet ret godt, står vi tidligt op onsdag for at nå Eurostar-toget til London. Det er lidt af en udfordring at bevæge sig igennem myldretid og især pas- og bagagekontrol, og vi er noget trætte, da toget endelig sætter i gang. Jeg forsøger at holde humøret oppe, men det bliver svært, da Eik begynder at græde og stort set ikke stopper, før vi har engelsk jord under skinnerne. Jeg sidder med ham på gulvet i en midtergang for at spare de andre passagerer og min hustru for gråden. Min krop værker, da vi endelig når St. Pancras International, men her er smukt, solen skinner, og der kommer brormand.

3 TOGTURE UD I EUROPA

Zagreb: 18 timer og 47 minutter inklusive nattog fra München til Zagreb.

Lissabon – med overnatning i Paris: 14 timer + 21 timer og 47 minutter inklusive nattog fra Irun til Lissabon.

Vilnius – via overnatning i Warszawa: 14 timer og 30 minutter + 8 timer og 42 minutter.

VI HAR VÆRET tidligt oppe for at nå 8.55-afgangen, da vi efter fem dage i London med både sightseeing og familiehygge igen står på St. Pancras. I venteområdet er vi primært omgivet af forretningsfolk. En træt Eik græder, og Helle udbryder frustreret:

”Hvornår er vi i Hamborg? Det har jeg brug for at vide!”

Det er vi 19.09, oplyser jeg. 

De første to timer i det tjekkede Eurostar-tog går okay. Vi er oppe og kysse 280 km/t, og det er ret sejt, synes Anker. Skiftet i Bruxelles er også udramatisk. Jeg har tid til at lægge mærke til et skilt på siden af det tyske ICE-tog, vi skal med til Køln:

”Unterwegs mit 100 % Ökostrom.”

Det minder os alle sammen om, hvorfor vi gør det her. Fordi det er den mest klimavenlige måde at rejse på. Selv når toget kører på diesel.

Fra Køln til Hamborg skal vi med noget, der hedder Flixtrain. Det er en del af Flixbus-netværket og viser sig at være billigt, fordi de har købt nogle virkelig gamle tog. Vi kommer til at gå ind i den forkerte ende af den vogn, vi skal sidde i, og skal forbi en masse mennesker ad snævre passager for at komme til vores lille kupé. Det er ikke nemt med masser af bagage og en klapvogn, hvor Eik endelig er faldet i søvn. Da vi når den sidste gang, viser det sig, at klapvognen er ganske få centimeter for bred, og Helle kæmper med at få den fremad, mens køen af utålmodige passagerer vokser bag os. Da hun endelig får moslet vognen frem, vågner Eik. Pis, pis, pis. Ind i den trange kupé. På plads med al bagagen – noget af det må blive på gulvet. Klapvognen ind i en niche nær udgangen. Ned i sæderne. Sved.

”Hvor lang tid er der, til vi er der?” vil først Helle og dernæst Anker vide. 

Fire timer og otte minutter skal turen gerne tage.

MEN VI BLIVER hurtigt forsinket, mens toget bumler nordpå igennem Tyskland, og konduktøren regelmæssigt siger ”Flixtrain – we wish you an extraordinary journey” i højttalerne. Vi kan ikke få Eik til at sove, fordi en ung kvinde i kupeen facetimer højt og længe med en veninde, og til at begynde med er vi lidt irriterede på den ældre tyrkiske kvinde, der meget gerne vil snakke med især Eik og Anker. 

Men Eik er helt vild med den tyrkiske bedstemor, og da han alligevel ikke kommer til at sove, lader vi ham komme over til hende, der helt naturligt underholder ham i næsten en time. Hun taler meget gebrokkent tysk og intet engelsk, så vi kan kun tale meget lidt med hende, men vi hører om hendes familie, hun viser Helle billeder af sine tre børn på sin telefon, fortæller stolt om deres uddannelser og erhverv og spørger nysgerrigt til Anker.

Senere går jeg lidt rundt i toget med Eik og sætter mig ved siden af en, skal det vise sig, eritreisk familie. De har også en baby, og de to minimennesker flipper helt ud i begejstring over hinanden. Vi griner, og det samme gør de andre passagerer.

Da vi endelig, med trods alt kun en halv times forsinkelse, ankommer til Hamborg, kniber den tyrkiske kvinde, hvis navn vi aldrig får fat i, Anker i kinden og siger, at han skal passe på sig selv og tage sin skole alvorligt. 

PÅ TOGET fra Hamborg falder vi atter i snak med medpassagerer, må atter acceptere en mindre forsinkelse og er møre, da togkvinden endelig siger ”Næste station – Roskilde” i højttalerne.

Vores ven venter med bilen, og vi kan køre hjem til aftensmadstid. I bilen gør vi status.

”Jeg synes, det har været en god oplevelse. Det har været hårdt, men godt,” siger Helle.

”Jeg giver turen 10 ud af 10,” siger Anker.

”Det er jeg virkelig glad for,” siger jeg.

Vi er dog også enige om, at der er nødt til at ske noget med den europæiske togtrafik. Det er for besværligt og alt for dyrt. 

Der er heldigvis lys i horisonten. I år åbner der for eksempel en nattogsrute mellem Hamborg og Bruxelles, hvilken virkelig vil gøre den næste tur over til familien nemmere, og Deutsche Bahn er et af flere tog­selskaber, der har annonceret, at de sænker billetpriserne. Måske får Europa-Kommissionen også held med ambitionen om at lægge afgifter på flybrændstof, samtidig med at man sænker dem for togbranchen.

Man har jo lov at håbe. Jeg har nemlig for længe siden annonceret, at når situationen i Europa  igen tillader det, skal vi på en togrejse hele vejen til Marokko.

Helle er ikke helt afvisende.

Her får du septembers nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

MUSEUMSGENSTAND

’Ole Rømer’ er et af landets første el-lokomotiver. Det blev leveret til DSB i 1985 og har siden trukket både kunder og gods rundt på de danske jernbaner. Nu er det slut, for lige før sommerferien blev lokomotivet solgt til Danmarks Jernbanemuseum, hvor det skal stå fremover. ’Ole Rømer’ er et af i alt fem såkaldte EA -lokomotiver, der ligesom resten af DSB’s nuværende togflåde bliver udfaset frem mod 2030. Til den tid vil DSB også have sagt farvel til både IC3 og IC4, da samtlige tog på DSB’s fjern- og regionalstrækninger skal udskiftes inden for de næste 10 år. 

KOM INDENFOR

I juni måned åbnede landets første stationsstue på Haslev Station, og nu følger Rungsted Station efter. Fra slutningen af august har det været muligt at få en kop kaffe eller croissant i de nyindrettede lokaler i kystbanebyens stationsbygning. Den nye stationsstue har 20 siddepladser, hvor man ud over at nyde vådt og tørt også kan spille spil, bytte en bog, købe billetter og tanke sit rejsekort op. Det er planen, at DSB skal åbne yderligere otte stationsstuer landet over i de kommende år.  

3 DAGE …

… tog det DSB at sælge de 50.000 rejsepas, der blev udbudt til salg i slutningen af juni måned. Rejsepasset gav fri adgang til al kollektiv transport i hele Danmark i otte dage fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august.

PRØV LYKKEN

DSB’s 7-Eleven-butikker har kastet sig ind i kampen for at mindske madspild og indledt et samarbejde med virksomheden Too Good To Go. Det betyder, at samtlige DSB’s 7-Eleven-butikker rundt om i landet nu tilbyder såkaldte lykkeposer med varer, der ellers skulle være smidt ud. Samarbejdet mellem DSB’s 7-Eleven og Too Good To Go har kørt som en prøve i 10 udvalgte butikker fra marts til juni måned i år, men er nu blevet udvidet til at gælde samtlige 62 butikker landet over. Ved at bekæmpe madspild er lykkeposerne med til at mindske udledningen af CO2 i samfundet. I maj måned har poserne eksempelvis sparet miljøet for udledning af 6.500 kilo CO2.

Har du også tanket op hos DSB’s nye rygsækrejsende? Bliv klogere på tasken, bønnerne og ergonomien bag Kaffe Expressen.
Tekst:Maja Strøm JensenIllustration:Rasmus Buhl

Måske har du allerede benyttet dig af DSB’s nye salgstilbud i udvalgte tog mellem Fredericia og København. Måske har du det stadig til gode. Kaffe Expressen betjenes af DSB’s 7-Eleven-medarbejdere iført en rygsæk og en salgsbakke. På bakken er der rundstykker, snacks og slik, mens vand til varme drikke som kaffe, te eller kakao kan tappes fra rygsækken.

1. Skallen er lavet af materialet EPP (ekspanderet polypropylen), som man også bruger i termokasser, og som er let og isolerende.

2. Vandbeholderen er i plastik og indeholder 5,5 liter kogende vand, svarende til 20-25 kopper kaffe, te eller kakao. Tanken fyldes inden afgang. Når den er tom, kan der koges vand til den i togets pantry, et lille tekøkken.

3. Vandbeholderen sidder op ad en metal- og en plastplade, og rygsækken er indrettet med ventilerende riller og en pude mellem beholderen og medarbejderens ryg, der gør, at varmen ikke trænger igennem.

4. Bæltet skal sidde på hofterne for at aflaste ryggen, og salgsbakken foran giver ligevægt. Når Kaffe Expressen er fyldt op med vand og varer, vejer den cirka 7,5 kilo foran og 10 kilo på ryggen.

5. Fra vandtanken leder en slange vandet ud gennem en tap på siden af rygsækken. 

6. I højre side af rygsækken er der en kopholder, hvor man trækker kopperne.

7. Kaffen er økologisk og fairtrade mellemristet instantkaffe af arabica-bønner fra Syd- og Mellemamerika.

DENGANG OG NU

I 70’erne og 80’erne var der indrettet en kiosk og en bar i togvognene, hvor der blev solgt sandwich, pølser, øl, vand, cognac, kaffe og snacks.

I slutningen af 80’erne kom IC3-togene, hvor man kunne købe mad, drikke og snacks fra salgsvognen, der rullede gennem toget på mellemgangen. Den blev nedlagt i 2012.

I de efterfølgende år blev der eta­bleret kolddriksautomater, og personalet fik mulighed for at sælge kaffe, te og enkelte snacks på begrænsede strækninger.

I februar 2020 blev Kaffe Expressen lanceret.

Kaffe Expressen kører mandag til fredag mellem 05.23 og 21.38. Fredag er den travleste salgsdag. Kilde: Suzanne Michelle Christiansen

 

Her får du sommerens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:

GO’DAV I STUEN

Den 8. juni åbnede den første såkaldte Stationsstue på Haslev Station på Sydsjælland. Stations­stuen er en lille café med lidt kioskvarer og billetsalg, og butikschef Rie Knudsen har trippet for at komme i gang. Oprindelig var åbningen sat til april måned, men den blev udskudt af corona-nedlukningen. Bliver Stationsstuen i Haslev en succes, er det planen, at andre mellemstore togstationer i landet skal prøve konceptet.

NOGET AT BESTILLE

Hvis du har planer om en tur med DSB IC, IC Lyn, Regionaltog eller Kyst- og Øresundsbanen, er det et krav, at du bestiller en pladsbillet. Det er ganske gratis, og pladskravet er sat i værk for at sikre, at DSB ikke kører med for mange kunder, for at minimere smitterisikoen med corona-virus. 

HUSK DET NU

Et af de vigtigste redskaber for at begrænse spredning af corona-virus er stadig afstand, så hold øje med klistermærker og plakater på landets togstationer og i S-toget, der minder om, hvordan man skal sidde og opføre sig i toget for at undgå smittespredning. 

Læs mere om forbyggende tiltag på dsb.dk/coronavirus

KAFFEPAUSEN ER SLUT

Nu kan du igen få en kop kaffe, et smurt rundstykke eller en lille pose slik til at forsøde togturen med på udvalgte togafgange mellem København og Fredericia. Kaffe Expressen, DSB’s tilbud til kunderne, nåede kun at være i gang en lille måneds tid, før den måtte lukkes ned på grund af corona-pandemien. Men nu kører den igen.

MODERNISERING

Banedanmark er i gang med et storstilet arbejde på Slagelse Station, der skal sikre en mere stabil togdrift. Det betyder, at der fra 17. til 26. juli ikke kører tog på strækningen mellem Ringsted og Korsør. I stedet vil der være indsat togbusser. 

Få overblik over kommende sporarbejder på dsb.dk/sporarbejde

119 MILLIONER KRONER …

… i underskud for årets første kvartal, viser DSB’s regnskab. Året begyndte pænt med fremgang på både indtjening og antallet af kunder i januar og februar. Men da corona-virus satte landet i stå i midten af marts, betød det en voldsom tilbagegang på begge dele, og i en periode tabte DSB 10 millioner kroner om ugen. DSB forventer et underskud i 2020 på omkring 1 milliard kroner.

21-årige Martin Nihøj er elektronik-fagtekniker i DSB.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvornår begyndte din interesse for tog?

”Jeg havde Lego-togbaner med indbygget elektronik som lille og har fået at vide, at jeg gik rundt og sagde, at jeg ville arbejde i DSB, når jeg blev stor. Jeg søgte ind i DSB, da jeg skulle i lære, men hørte ikke fra dem. Til mit held fandt jeg i mit netværk en kontakt til produktions­lederen, så jeg kom ind på værkstedet til en rundtur og en snak, og da han ringede og tilbød mig jobbet, var jeg ikke et sekund i tvivl.”

Hvad går arbejdet ud på?

”Den primære opgave er at reparere defekte dele. Det kan for eksempel være de gamle computerkort, der sidder i togene, og som blandt andet gør, at dørene kan åbne og lukke, og at skiltene, der viser, om sædet er reserveret, virker. Jeg arbejder i power-afdelingen og beskæftiger mig mest med de dele, hvor der er spænding, også kaldet stærkstrøm. For eksempel dem, der omdanner vekselstrøm fra køreledningerne til jævnstrøm, som nogle af DSB’s tog kører på.”

Hvad er vigtigt at kunne?

”Man behøver ikke at have flair for teknik, men man skal have en forståelse for det. I nogle tilfælde er det svært at lokalisere fejlen, og så skal man både være nysgerrig og tålmodig for at finde frem til den. Selvom fejlfindingen kan være en længere proces, er det noget af det bedste ved mit arbejde. Vi bruger blandt andet et multi­meter, der kan måle gennem komponenterne og finde fejlen, hvis man forbinder til en strømforsyning og sætter noget spænding på. Det er lidt af en skattejagt.”

Hvilke udfordringer møder du?

”Vores tog har nogle år på bagen, og det samme har komponenterne, der sidder i toget. Der er nogle, som vi ikke har mulighed for at få længere, fordi de ikke bliver produceret. Hvis vi ikke kan købe nye eller reparere de gamle, kan processen blive lang. Først skal der findes en komponent, der kan bruges i stedet, og efterfølgende skal den godkendes i DSB Sikkerhed.”

Hvad laver du i din fritid?

”Sammen med nogle kolleger spiller jeg first-person shooter-computerspil. Det kræver både taktik og præcision og vækker et konkurrencegen i mig. Derudover cykler jeg på min landevejscykel et par gange om ugen, og så lytter jeg til podcasts om forbrugerelektronik. 

Hvad er din livret?

”Biksemad, men den skal være ordentlig. Det kræver 7-8 forskellige slags kød. Jeg fryser altid rester ned, når jeg har, og så bliver der lavet en god omgang, når der er nok. Jeg får det kun et par gange om året.”

DET GÅR JOBBET UD PÅ

Martin Nihøj blev ansat i januar 2020 efter at have været i lære i tre år i DSB. Han arbejder i afdelingen El-teknik på Otto Busses Vej i København. Hans svendeopgave – opdateret testudstyr til rulleskiltene på S-togene – har lettet arbejdet for kollegerne.

Ser du en togfører trække en trolley efter sig, er det næppe skiftetøj til en overnatning udenbys, men redskaber til en dags arbejde, der er i den. Vi ruller tasken ud.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Rasmus Buhl

1. SIKKERHEDSVEST
Den refleksfarvede vest skal altid ligge i tasken. Det er en del af sikkerhedsudstyret, som skal være klar, hvis der opstår situationer, hvor det er nødvendigt, at togføreren skal passere skinnerne til fods. 

2. LOGBOG
Er en del af sikkerhedsudstyret og bruges i de sjældne tilfælde, hvor kunder skal passere skinnerne. Her skal de skrive under, før de har tilladelse til at passere skinnerne med instruktion fra togførerne. 

3. SKILTE
Der kan opstå situationer, hvor der skal ekstra skiltning til. Det kan for eksempel være, hvis toilettet går i stykker, eller der skal rykkes rundt på stillezoner.

4. DESINFICERENDE SPRIT OG SERVIETTER
Er vigtigt, da togførerne er i kontakt med kundernes billetter og telefoner.

5. KUPÉNØGLEN
Kupénøglen er en del af nøglebundtet, som togføreren har med sig. Den bruges, når dørene skal lukkes ved afgang.

6. TÆLLER
Togførerne holder løbende øje med antallet af kunder i togene. 

7. FLØJTE
Bruges til at signalere, at dørene lukker.

8. BILL
Appen Bill bruges til at tjekke billetter og kort. Bill afslører, hvis du kører på en ugyldig billet, eller du har glemt at tjekke ind med rejsekortet.

9. SALGSMASKINE
Hvis folk skal købe kaffe, vand, snacks eller billetter, har togføreren en salgsmaskine, hvor der kan kobles en dankortterminal og en kvitteringsprinter på. 

12. VABELPLASTER 
Hvis skoene gnaver, kan det blive en lang arbejdsdag. 

13. KONTROLAFGIFTSBLOK
Togførerne har for det meste en idé om, hvilke afgange der skal uddeles kontrolafgifter på, men der kan være undtagelser, og de skal altid have hæftet med sig.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

RITA EISEL
15 år, skoleelev, Frederikssund Station

Jeg venter på min veninde. Vi sidder altid på det her gelænder. Når det regner, er der tag over hovedet, og når solen er der, skinner den på én. Jeg har skrevet Rita med hårlak på asfalten lige her. Det er vores sted. Jeg bor i Slangerup. Det er en ret død by. Der er ikke så meget at sige om den. Jeg bruger det meste af min fritid i Frederikssund. Hænger ud med mine venner. Snakker, hygger og tager sol.

Jeg går i 8. klasse. Det er en specialklasse, vi har kun to timers undervisning om dagen og ikke noget fast skema, men bliver undervist i det, læreren føler for. I dag har vi haft matematik. Jeg hader matematik. Heldigvis har vi mange pauser. Jeg kan bedst lide frikvartererne.

Jeg har været væk fra skolen i lang tid. I 7. klasse gad jeg på et tidspunkt ikke komme mere. Så var jeg bare derhjemme. Så fjernsyn. Sov. Så noget mere fjernsyn. Det var ikke så spændende. Jeg spildte mit liv. På et tidspunkt mente kommunen, at jeg skulle i gang igen, og jeg kom på en ny skole. Det er fint nok. Så får jeg set nogle mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at blive tatovør, men jeg er ikke sikker på, at man kan tjene penge nok på det, og jeg tænker, at jeg nok er nødt til at få en uddannelse ved siden af.

__________________________________

FREDERIK HARDER
23 år, pædagog-assistent, Stenløse Station

Jeg er på vej hen til en knægt med autisme i Ølstykke. Jeg besøger ham og hans familie et par gange om ugen. Vi spiller computer, rollespil, brætspil og alt muligt andet fra nørdeverdenen. I posen har jeg et nyt spil, vi skal spille i dag.

Jeg er selv live-rollespiller, arbejder som frivillig i en forening, der hedder Babylon, og tager til mange arrangementer, også ude i verden. Jeg har blandt andet været i Polen to gange for at deltage i rollespil om første og anden verdenskrig. Den seneste gang spillede jeg en soldat, der gør skade på sig selv for at blive sendt hjem. Arrangørerne laver reglerne og finder på plottet, jeg indordner mig bare.

Jeg er opvokset i Stenløse og bor tæt på, i Veksø. Det er charmerende, at alle kender alle, og at man hurtigt er ude i naturen. Der er nogle fede dale, man ikke lige ser, hvis man bare kører igennem. Jeg tjener penge på et lager hos Elgiganten. Det passer mig fint. Jeg har gode kolleger og får sved på panden hver dag. Jeg er uddannet pædagogassistent og begynder nok snart på en pædagoguddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at kombinere pædagogik med musik. Jeg har spillet guitar, mandolin og ukulele i 10 år. Nu er jeg begyndt at lære klaver.

__________________________________

GITTE LARSEN
43 år, kontormedarbejder, Ballerup Station

Jeg bor i Veksø med min søn på 21. Og indimellem i Madrid med min kæreste. Denne gang har jeg været lidt længere tid i Danmark end planlagt. Min mor døde pludseligt. Det var sørgeligt, men sådan er livets gang. Jeg var hjemme for at tage hånd om hendes bisættelse og for at tømme hendes lejlighed i Frederikssund. Da jeg så ville tilbage til Madrid, lukkede det hele ned på grund af corona. Nu glæder jeg mig, til jeg kan komme af sted igen.

Min kæreste er dansker. Han laver lidt forskelligt. Tjener blandt andet penge på at spille poker. Jeg er blevet introduceret til det gennem ham og kan også godt lide det. Men jeg er en forsigtig spiller. Jeg er godt tilfreds med at vinde 500 kroner på en aften. Jeg arbejdede på et kontor i Glostrup med salg, indkøb og marketing, men sagde jobbet op sidste år for at kunne være mere sammen med min kæreste. Lige nu klarer jeg mig for de penge, jeg har arvet, men på et tidspunkt skal jeg finde et nyt arbejde.

I dag skal jeg mødes med en veninde i Ballerup. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen, men ikke set meget til hinanden på det seneste. Vi skal snakke og have lidt at spise. Jeg ved ikke, om vi går på en restaurant, eller det bliver en fransk hotdog. Det vigtigste er, at vi ses.

Her får du denne måneds nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

TOPNØGLER

På Danmarks Jernbanemuseum i Odense får gæsterne mulighed for at vælge deres favoritstation, når de skal opbevare jakker og tasker i museets garderobeskabe. De kan låse efter sig med København, Odense, Holme-Olstrup, Fredericia, Nexø, Glyngøre eller et andet af i alt 50 navne på både nuværende og nedlagte DSB- og privatbanestationer. Flere gæster har efterspurgt nøgleringene til sig selv eller som gave, og nu kan de finde deres favorit i museets webshop.

jernbanemuseet.dk/webshop/

MER’ STRØM

Fra 19. juni og frem til 30. august begynder Banedanmark at forbedre elektrificeringen af jernbanen mellem Vejle og Aarhus. Det betyder, at der kører færre tog på strækningen i perioden, og der vil også blive indsat togbusser i det omfang, det bliver nødvendigt. Du kan altid tjekke Rejseplanen for at se, om din rejse er påvirket på dagen.

KOM SIKKERT FREM

Coronapandemien har medført store ændringer i DSB’s tog, og alle passagerer bedes tage ekstra hensyn til hinanden. Husk derfor at bruge albuen, når du åbner dørene, og rejs uden for myldretiden, hvis det er muligt. Husk også, at du ikke skal rejse med toget, hvis du er syg eller formodes at være smittet.  

MYLDRETIDSMASKINER

Fremover kommer der til at være kortere mellem afgangene, hvis man ønsker at krydse Storebælt med tog. Den nye trafikpolitiske aftale, som blev indgået i starten af april, betyder at der fremover skal indsættes ni ekstra daglige afgange i myldretiden over Storebælt med lyntog på hverdage.  Derudover skal prisen for ungdomskortet sænkes fra 666 kroner til 606 kroner om måneden, og så er der afsat 21 millioner kroner til takstnedsættelse for pensionister.

PLADS TIL SUNDHEDEN

For at gøre det lettere at holde afstand har DSB skabt en ny webapp, der viser, på hvilke S-togsafgange der er bedst plads. Opfindelsen er baseret på sensorer i togene, der måler togets vægt og omsætter den til et estimat over, hvor fyldt toget er.

Se mere på pladspaarejsen.dk

Af og til får et tog en bule i taget, en forstuvet frontkobling eller en hudafskrabning på gumminæsen. Når uheldet er ude, sætter toget kurs mod et af DSB’s værksteder, som udbedrer og smukkeserer. Her kan du se de mest almindelige skader.
Tekst:Maja Strøm JensenIllustration:Jakob Wedendahl

TAGET

Der kan komme buler i taget, hvis toget påkører grene fra et træ. Når det sker, vil man skære den beskadigede del fra og svejse en ny aluminiumsplade på.

FORRUDEN

Forruden har en tykkelse på 3 centimeter, der gør, at lokomotivføreren ikke får en gren i øjet, hvis uheldet er ude. Den kan splintres, men der vil aldrig blive slået hul i den. Ruden er el-opvarmet, så den er is- og dugfri uanset vejret. 

FRONTDØREN

Frontdøren er den forreste dør, som forruden og lygterne er en integreret del af. Den er konstrueret til at beskytte føreren, og det er kun ved større ulykker, at den vil blive beskadiget. 

FØRERINDSTIGNING

På siden af togvognen er der indstigning til førerrummet. Hvis indstigningen bliver beskadiget under en ulykke, vil man skifte døren.

GUMMINÆSEN

Gummifronten eller gumminæsen er en tyk gummislange med trykluft, som etablerer en tæt overgang mellem togsættene, når de skal kobles sammen. Den kan springe, hvis den får et hårdt slag eller bliver udsat for en skarp genstand. Går den i stykker, udskifter man den ved hjælp af en kran.

VOGNSIDER

Hvis man er så uheldig, at siderne på vognene bliver beskadiget, vil man på samme måde, som man udbedrer taget, skære den beskadigede del fra og svejse en ny del på.

BOGIEN

En bogie er en vogn med to aksler, som forbinder to togvogne. Bogien, der er monteret under toget, fordeler togvognens vægt, så det slider mindre på hjul og skinner. Hvis toget kører af sporet, eller akslerne bliver beskadiget på grund af en genstand på skinnerne, vil man skifte bogien.

TOGSKADER

Der bliver lavet omkring to til fire udbedringer om måneden. Skaderne sker for eksempel ved ranger-uheld, hvor to togsæt støder sammen, eller på grund af væltede træer over skinnerne i stormvejr.

Togets hastighed har stor betydning for skadens omfang. Et tog kører med op til 180 km/t, og ved tophastighed er bremselængden 800-1.000 meter.

Kilde: Torbjörn Jonsson, værkstedschef, Aarhus