HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

Nikolaj Coster-Waldau ved skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, som han er protektor for.

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

HUN STÅR i sit køkken og taler i telefon. Gennem ruden kan hun se, at hendes to meter høje, bordeaux havelåge i kolonihaveforeningen på Amager går op. Hurtigt stikker hun to fingre i vejret som signal til, at der liige går to minutter. 

Omkring huset er de smalle stier opkaldt efter ædelstene – rubin, safir, diamant – og de er så smalle, at kun en enkelt bil kan køre der ad gangen. Et skilt formaner, at man, af hensyn til legende børn, holder hastigheden nede på 10 kilometer i timen. I flere indkørsler står ladcykler parkeret på skrå, i en forhave vakler et ramponeret bordtennisbord, i en anden hænger en hule i et træ, og den lille købmand på torvet har skrevet sit slagtilbud med kridt på en tavle: ”11 kilos gasflasker til 230 kroner.”

En rødmosset mand cykler langsomt forbi med en plastickasse på sin bagagebærer, og gruset knaser. Ellers er her stille i en grad, som er sjælden i Storkøbenhavn. Så stille, at man kan høre en grønirisk kvidre i et træ og vinden suse i den efeu, der slynger sig om Danica Curcics hus. 

Så åbner hun døren. Hun smiler bredt og veloplagt under et langt løsthængende, mørkt hår.

”Undskyld, der var lige …,” siger hun og synger sætningens sidste ord: ”Nooogeeeeet.” 

Undertonen er klar: For tiden er der hele tiden ’lige noget’, og det har der ofte været for den 33-årige skuespiller, siden hun gjorde sin entré som nyuddannet i 2012. I sin debutforestilling trådte hun roligt ind på Skuespilhusets Store Scene, straks efter tæppet var gået. Kun iført undertøj stillede hun sig med ryggen til publikum, bøjede knæene og tissede på scenegulvet. 

HUN TISSEDE selvfølgelig ikke rigtigt. Hun havde noget vand med, som hun lod falde ned mellem sine ben. Men det så man ikke fra salen, og der gik et suk af overraskelse, undren og benovelse gennem publikum. Hende den nye dér, hun er sgu ikke bange af sig.
Forestillingen var ’Lulu’, og Danica Curcic spillede råt og ublu titel- og hovedrollen som barneluderen, der efter et kort, omtumlet liv bliver dræbt. Inden da havde hun i sin afgangsforestilling på skuespillerskolen ladet sig brænde på bålet som den ultimative kvindelige martyr, Jeanne d’Arc, og foran hende lå et af alle tiders mest berømte selvmord i rollen som Julie i ’Romeo & Julie’ på Det Kongelige Teater. Hun fik rolle efter rolle, der uden undskyldninger gik hele vejen.

I næste bølge kom film- og serierollerne. Hun spillede blandt meget andet familiedrama over for Ghita Nørby og Paprika Steen i Bille Augusts ’Stille hjerte’, og hun spillede komedie over for Bodil Jørgensen i ’All inclusive’. I 2015 kom den første Bodil, den første Robert, og ord som ’fremtiden for dansk film og teater’ ekkoede omkring hende ligesom historierne om, hvordan det ene tilbud efter det andet tikkede ind fra ind- og udland. 

HUN VISER ind i et lyst køkken, som glider over i et par åbne stuer. Hun hælder øko-kaffebønner i en stempelkande. Havremælk varmer hun i en kasserolle. Manuelt og omstændeligt. Kopperne tager hun fra en hylde, hvor det mønstrede og kulørte porcelæn står frit til skue – der er knap to, der er ens. End ikke køkkenvasken får lov at være ensfarvet. Den myldrer af glaserede blomster i klare blå, gule og røde farver. 

På væggene omkring hende hænger masker fra hele verden. En filmplakat med den nedringede tyrkisk-kroatiske film- og popstjerne Banu Alkan hænger over klaveret i klare blå, gule og røde farver. I en reol står en række lp’er, og Amy Winehouses debutalbum ligger fremme uden omslag.  I en anden reol ligger sten spredt, en megafon står klar til at forstørre budskaber, og en lysestage formet som et hvidt og pink skelet venter på næste flamme. Ved siden af skelettet læner et indrammet kort over Serbien sig op ad væggen. 

Det var der, Danica Curcic blev født i 1985. Året efter flyttede hendes forældre til Danmark, fordi hendes far fik arbejde på den jugoslaviske ambassade, hvor han skulle arbejde med turisme. Planen var, at de skulle rejse tilbage efter et par år. I stedet forlængede de opholdet yderligere et par år, i mellemtiden kom Milosevic til magten, og borgerkrigen brød ud. Forældrene åbnede et rejsebureau i København og grundlagde en opvækst med rejser og indtryk fra hele verden. Denne sommer vender hun tilbage til Serbien for at indspille sin første film på det sprog, hun taler med sin far og mor.

”Jeg har altid haft en følelse af, at jeg savnede at være mere forbundet med det land. På alle planer. Så jeg har helt klart lyst til at udforske den side af mig selv,” siger hun.

Som hendes tre år yngre bror Ogi Curcic formulerer det, voksede han og søsteren op i ”en serbisk boble”, der ”sprudlede af liv og musik og en masse fester med besøg af familie og venner”.

Boblen var en rødstensvilla i Sundby på Amager. Det var dengang, bydelen stadig lå i skyggen af resten af hovedstaden. Inden metrolinjen knyttede Amager tættere til resten af København, og inden den nærliggende Amager Strandpark blev ombygget og løftede villakvarteret til det mondæne. I huset lå tykke, røde tæpper på gulvene, der hang religiøse ikoner på væggene, og der var masser af plader med mættet og ekstatisk balkanmusik. Det var et hjem med klaver, begge forældre var åbne og belæste, men især hendes far tog rollen som hjemmets store samtalestarter. ’Monologens mester’, døbte hun ham. 

Ved middagsbordet kunne han pludselig udbryde ”Et løg!” og slynge sig ud i en lang beretning om denne forunderlige grøntsag. Nogle gange tog han alle tankerne med i køkkenet, og så kokkere­rede han, som dirigerede han et symfoniorkester med hele kroppen.

”Det var et bombardement,” konstaterer Danica Curcic.

”Kød!” råber hun og laver en kastebevægelse, som hamrede hun en klump kød i bordet.

Hun kaster igen ud i luften.

”Olie!”

En gang til:

”Paprika!”

SÅDAN FORTÆLLER HUN. I små iscenesættelser proppet med mimik og parodierende dialog, der kredser om emner som autoriteter, sanselighed og arv. Emnerne klumper sig blandt andet sammen omkring forholdet til den serbisk-ortodokse kirke.

”Jeg har aldrig været troende, og det er min familie som sådan heller ikke. Men den serbisk-ortodokse kirker skaber et højtideligt, stemningsmættet rum, som er meget større end én selv. Det er fyldt med sanselighed og respekt.”

På den årlige helgendag, slava, diskede familien –  som traditionen byder – op med et kæmpe festmåltid, udelukkende med retter fra havet. Kæmperejer, laksesuppe. Dørene blev slået op for familie og venner, og det er en begivenhed, hendes veninder husker som noget helt særegent.

”Præsten kom hjem til os. Det var meget højtideligt. Man kunne mærke, at en autoritet trådte ind. Han velsignede maden med timianrøgelse, og vi sang,” husker hun.

13 år gammel kom hun selv i centrum for en af kirkens ceremonier.

”Jeg skulle døbes og talte meget med min mor om det: ’Hvorfor skal jeg det?’ Og hun sagde: ’Det er okay, at du ikke er troende, men bliv nu døbt alligevel, for det er en tradition. Det betyder noget for far.’”

Familien rejste til den landsby syd for Beograd, hvor faren var vokset op. Og de besøgte den lille kirke tæt ved den fædrene gård, hvor han var blevet døbt ligesom sin far, farfar og oldefar. Skulder ved skulder stod hele den udvidede familie i det trange kirkerum. Alle klædt i sort. Krakelerede vægmalerier dækkede væggene og gulvet, levende lys blafrede, timianrøgelsen bredte sig.

”Jeg stod der og forstod ikke, hvad præsten sang, og pludselig var det noget med at spytte på Djævlen tre gange. Jeg fattede det ikke. De voksne stod der med stirrende øjne. ’Spyt!’ ’Hvad?’ ’Spyt!’ Jeg turde simpelthen ikke. ’Altså, beder I mig om at spytte på gulvet?’”

Hun stopper for at grine et øjeblik, inden hun rynker panden og svarer sig selv med de voksnes stemme:

”’Ja. Spyt på Djævlen tre gange!’”

MIDT I KØBENHAVNS MORGENTRAFIK sad Danica Curcic ofte som barn med sin bror og lyttede til morens forelæsninger om krigen på Balkan. Moren fortalte løs, mens hun styrede bilen tværs gennem byen til deres skole, den katolske privatskole Institut Sankt Joseph på Østerbro. 

”Min mor har sine meningers mod. Og hun slog ned på den blomstrende nationalisme, som ødelagde alting,” husker Danica Curcic, der som helt lille så op til det fællesskab, fætrene og kusinerne havde. Det var en barnlig misundelse: Ej, de går ikke i skole, og de kan spille fodbold hele dagen på bunden af en gammel svømmehal. 

”Jeg forstod ikke den totale tragedie. Senere fik jeg følelsen af, at jeg burde hjælpe noget mere, samtidig med at jeg vidste, at jeg burde være glad for at sidde langt væk og have en masse muligheder, de ikke havde. Når vi var dernede, havde jeg en slags skam over, hvordan jeg levede, og jeg fortalte ikke så meget om det. Det har altid været svært for mig at tale om. Det påvirkede mig meget, hvad der foregik, men jeg vil nødig give indtryk af, at min fortvivlelse på nogen måde kan måles med det, folk gik igennem dernede.” 

Hun sender et koncentreret blik på tværs af køkkenbordet. Hun vil sikre sig, at det budskab trænger ind. At hun ikke vil nasse på krigsofrenes lidelse, når hun fortæller om den splittelse, krigen skabte i hende. Den lå og ulmede i kulissen gennem det meste af barndommen. Hun hørte forældrenes samtaler gennem dørene, hun fangede brudstykker af telefonsamtaler med familiemedlemmer og hjalp med at pakke mad, medicin, tøj og legetøj og sende det ned til familien. Men hun var der jo ikke.

”5. oktober 2000 sad jeg på mit værelse og så på mit lille tv, der viste billeder fra den store demonstration, der endte med at vælte Milosevic. Jeg vidste, at mine fætre og kusiner var der. Det rørte mig. Jeg følte, at jeg burde være dér med dem. Det var så smukt, at forandringen var på vej. Samtidig havde jeg igen den modstridende følelse: ’Hvem er du til at tro, at du er en del af det dér?’”

NÅR HUN SER billeder af sin mor fra dengang, overrumpler det hende altid, hvor meget de ligner hinanden. 

”Men jeg har min fars øjne og pande. Og denne hér.”

Hun lægger sin ene pegefinger øverst på næsebenet. Fingerspidsen peger lodret op mellem øjnene. Der sidder en lille lodret fure. Usynlig for de fleste, ikke for hende.

”Og jeg kan se min fars viljestyrke, dynamik og fremdrift i mig selv. Måske lidt for meget. De seneste år har jeg skullet lære at balancere det.”

Hun kalder sin far en ”arbejdsnarkoman”. Fra sin barneseng hørte hun tydeligt, at han knoklede videre efter hendes sovetid. Faren var opvokset med genstridige skrivemaskiner, og den kraft, tasterne krævede, videreførte han på hjemmets computertastatur. Hun hamrer med fingrene i træbordet foran sig for at illustrere lyden, der hang i huset om aftenen. Dang-dang-dang-dang.

”Som affyrede skud,” konstaterer hun og forklarer:

”Alting handlede om arbejde, arbejde, arbejde. Og kvalitet, lige meget hvad du gør. Det lå i luften, at vi skulle yde vores bedste. Alt sammen forstærket af den serbiske kultur og min fars høje ambitioner.”

Hun blev sendt et år tidligere i skole end de fleste andre børn. Med den konsekvens, at hun blev student 17 år gammel. Hvad så nu? Højskole? Nej, hun var for ung til at blive optaget, og hendes tanker om at tage et sabbatår blev mødt med: ”Hvorfor det? Det er jo bare spild af tid.”

”Prøvede jeg at forklare, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville, lød det: ’Jamen, så start på noget, og hvis det ikke er det rette, kan du bare skifte.’ Det pres har været rigtig godt på mange måder, men det medførte også nogle negative sider.”

SPASMAGERI ER EN parallel åre i hendes liv. Hun mindes, hvordan hendes far for sjov rettede familiens bil lige mod et stillads, gassede op og kørte direkte imod det. Sekundet inden han ramte metalstængerne, hev han hårdt i rettet og drejede væk.

På bagsædet jublede hun og hendes lillebror: 

”Gør det igen, far. Pleeeaaase!”

”Ej, hvor er det forfærdeligt,” siger hun efter at have fortalt historien.

”Jeg har nogle gange tænkt over det. ’Gjorde vi virkelig det?’ Og ja, det gjorde vi …: ’Kør mod stilladset, far! Hurtigere!’” 

Selv fjollede hun ved hver given lejlighed, lavede optrin og lod sin fantasi hvirvle omkring sig. Hun elskede den utæmmede Jim Carrey, og sammen med sin bror faldt hun i søvn til ’Ace Ventura’-filmene – og kunne samtlige replikker i den første film udenad.

Det gled over i skaberkraft, som da hun og en veninde løste en historieopgave på Sankt Joseph-skolen ved at lave en film i stedet for at skrive side efter side som de andre. De to drog på Glyptoteket, Danica Curcic klædte sig i et lagen for at vise, at hun var i det gamle Egypten. I en kælder til lyden af falske bombelyde lavede de en scene fra anden verdenskrig, og flere andre epoker blev tilføjet, inden de klippede det sammen til ’Tidsmaskinen’. Senere på gymnasiet – det kreativt orienterede Sankt Annæ – lavede hun en parodi på teenagegyseren ’Scream’, der hed ’Cream’ og blev gjort komplet med ketchup som blod.

DA HUN STOD med studenterhuen som 17-årig, var det det, hun ville: kanalisere sin klovnende kraft ned i at lave film. Hun søgte ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men var for ung til at blive optaget. Med forældrenes opfordring til at gå i gang begyndte hun i stedet på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – principielt for ung til at komme ind på det sted, introfesten blev holdt. Studiet viste sig at mangle noget, og hun rejste til Spanien for at studere videre, hun fik sig en amerikansk kæreste og tog med ham til hippiefestivalen Burning Man og gik halvnøgen og bodypaintet omkring. De besøgte hans hjemby, Blue Lake i Nordcalifornien, hvor han var vokset op mellem de tårnende redwood-træer. På den modsatte side af vejen fra hans barndomshjem bemærkede hun, at der rendte klovne rundt. 

Hun var draget af synet og fandt ud af, at de var elever på Dell’Arte School of Physical Theatre, hvor hun søgte ind og fik plads. Pludselig stod hun i en storm af opgaver langt fra universitetets filmanalyser. Ude i skoven kastede hun med sten, bar på træstammer, sang korsange. Hun undrede sig og tvivlede, indtil hun fandt ud af, hvad intentionen var: Hun skulle løses for sine kropslige vaner, så hun kunne spille frit og påtage sig roller. 

Det gav hende den retning, som sendte hende til optagelsesprøve på Statens Scenekunstskole. Hun forberedte sig hos en storrygende polsk skuespillerlærerinde, der opfordrede hende til at gå til den indledende prøve som Blanche fra ’Omstigning til paradis’. En figur, der kvæles i et spind af stivnakket seksualmoral, voldtages af sin svoger og bliver indlagt på den lukkede. Danica Curcic gjorde det og kom videre til næste prøve. Her blev hun kastet ud i en improvisationsøvelse med de andre aspiranter, hvor de skulle vågne som dyr. Hun vågnede som løve og angreb en mus. Men musen bankede sit hoved op i Danica Curcic. Et knæk lød gennem rummet. Danica Curcic ømmede sig. Næsen var brækket. Alligevel spillede hun videre og kom ind på skolen i første hug.

”Skuespillerskolen mindede om det, jeg voksede op med. ’Kom nu, kom nu, kom nu! Op igen! Kom nu! Kom igen! Bare arbejd dig igennem det.’ Og det fortsatte som færdiguddannet, hvor jeg havde travlt med at vise, hvad jeg kunne: ’Se mig!’ Der var intet, jeg ville sige nej til,” siger hun og knipser hurtigt:

”Videre-videre-videre.”

Hun hamrer en knytnæve ind i sin håndflade, så det giver et højt klask. Som var hun sin egen peptalkende boksetræner.

”Jeg kan godt tage den rolle!”

Klask.

”Endnu et slag.”

”Jeg kan godt nå den film!”

Klask.

”Yes, jeg når også det dér.”

Klask.

Hun zoomer ind på sig selv i årene 2015 og 2016.

”Jeg har sådan et billede af mig selv, hvor jeg var høj på adrenalin. Alt kørte bare, og det føltes fantastisk. Men noget ulmede, som var ved at briste. Vejrtrækningen sad helt oppe i halsen. Jeg skulle det og det og det og det. Alt var overarbejde. Nerverne sad helt uden på tøjet.”

PÅ BRISTEPUNKTET vendte rollen som Blanche tilbage. 

”Drømmerollen,” fastslår hun med tryk på sidste stavelse.

Det Kongelige Teater satte ’Omstigning til paradis’ op i 2015, og hovedrollen var hendes. Under en af prøverne lå forskellige kærestepar spredt rundt på scenen.

Danica Curcic stod alene.

”Nu skal du prøve at finde din plads mellem parrene,” lød det fra instruktøren.

”Imens spiller vi et lydklip med din stemme, hvor du tænker på din egen ensomhed.”

Hun kunne ikke rumme det. 

Midt i rolle- og prisregnen havde virkeligheden sat tre stød ind: En venindes mor, der havde været som en reservemor for Danica Curcic, døde af kræft. Et syv år langt parforhold sluttede. Og hendes far blev ramt af en blodprop, der lammede ham og til at begynde med tog sproget fra ham. 

”Jeg var så langt nede, og så skulle jeg spille en kvinde, der er ved at miste sin seksualitet og sin kraft. Hun er sitrende hele tiden. Hun er ensom. Hun drikker. Jeg var bare sådan: ’Det kan jeg ikke, det kan jeg ikke.’ Jeg måtte ud og ryge hele tiden. Instruktøren prøvede at hjælpe mig: ’Jamen, du har jo Blanche i dig. Kanaliser det ned i rollen,’ sagde han. ’Jeg kan ikke være hende. Jeg vil ikke bruge det,’ svarede jeg. Jeg var et åbent sår.” 

Da en filmoptagelse clashede med prøverne, tog teatret hende fra rollen. Hun var der simpelthen ikke nok. Hverken på den ene eller anden måde.

”Jeg var en elendig holdspiller på det tidspunkt. Jeg havde sådan en følelse af, at ’Okay, nu kommer livet. Nu er du voksen.’ 

Nogle mørke toner kom ind. Tab og sorg. Jeg var slet ikke vant til det, så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Det var en bund, der krakelerede, og nedenunder var der et kæmpe hul og erkendelsen: ’Hov, her kan jeg ikke stå.’ For første gang tænkte jeg: ’Okay, nu må du kigge på dig selv, på, hvad du laver.’ Alt, jeg havde lavet, handlede om at præstere. Men shit, hvem var jeg egentlig i det her? Det åbnede for en masse, jeg har med fra min barndom. En masse reaktionsmønstre. Jeg har skullet lære at forstå, at det er okay ikke at skulle præstere hele tiden. Og at det er okay at fejle. Det sidste har været svært. Fordi jeg er vokset op med så høj en arbejdsmoral og har spejlet mig i det, jeg har præsteret.”

DET ER HER, kolonihaven kommer ind i billedet. 

Hun hungrede efter stilhed og fandt den bag efeuen. Hun går i haven – men elsker at lade græsset vokse sig højt – øver sig i at meditere, tegne, spille musik, hoppe i vandet, gå ture. Alt det, der ”går ned i kroppen”. 

Samtidig følte hun behov for at være tæt på sine forældre, selv om hun havde forsvoret nogensinde at skulle vende tilbage til Amager. Nu kræver det blot en cykeltur på 10 minutter at komme til barndomshjemmet, hvis atmosfære har ændret sig efter farens sygdom.

”Det er vildt at være vokset op med en så markant personlighed. En, der har været i centrum og fokuseret på ambitioner. Og så få en far, der siger …” Hun piller nænsomt ved den røde blomst på bordet foran sig, mens hun hviskende imiterer faren:

” … Hov, vi skal huske at vande planten.”

Hun bliver sig selv igen. 

”For det første kan jeg se, hvor stærk han vitterlig er, fordi han har kæmpet sig så meget tilbage. Og han er blevet hjulpet af min mors ekstreme stædighed og konstante kærlighed. Uden hende havde han ikke været i live i dag. For det andet har det givet en helt anden intimitet. Jeg har altid frygtet, at han skulle dø, uden jeg fik talt med ham om, hvor meget jeg elsker ham. Hvor meget han har betydet. Nu sker det helt naturligt. Alt det med at se hinanden i øjnene og kramme og kysse hinanden. Det er kommet nu. Han er begyndt at sove middagslur, og nogle gange går jeg op og lægger mig tæt ind til ham. Det var sådan noget, jeg aldrig troede, jeg ville.”

Hun peger pilen mod sig selv.

”Men jeg er jo ikke blevet en anden person. Det er stadig krævende at vende erkendelserne til praksis. Jeg har stadig meget, jeg vil. Og jeg har stadig en modstand mod at sige nej, men jeg øver mig i at mærke mere efter.”

Displayet på hendes telefon lyser op. Hun betragter den lidt. Overvejende for og imod. Så slår hun blikket op med oprigtig beklagelse.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at tage den.”

TO UGER SENERE åbner hun igen døren til kolonihavehuset.

”Shit mand, havde min bror ikke lige ringet, var jeg ikke stået op. Undskyld, jeg er mega-jetlagget.”

Håret er sat op denne gang, øjnene blanke, og bevægelserne til at begynde med langsommere. 

Dagen forinden landede hun fra en casting i Los Angeles. Den slags kan og må skuespillere af gode grunde ikke udtale sig nærmere om. Men hun understreger beskedent, at casting-muligheden opstod nærmest tilfældigt, og at hun på ingen måde farer frem og tilbage over Atlanten i tide og utide.

I køkkenet står en sort rejsetaske med lynlåsen åben, og noget af indholdet stikker op. Som var tasken tæt på at gylpe lidt på gulvet. 

Snart skal den pakkes om, for hun rejser til Beograd i aften på en længere rejse for at gå i gang med optagelserne til filmen ’Mrak’.

 I øjeblikket går hun og grunder over, hvordan hun skal gribe rollen an. 

Hendes figur er en mor, med et barn og en far, der bor på en udmagret gård under urolighederne i Kosovo i 2004.  

”Hvordan agerer du som kvinde og mor i sådan en ekstrem situation? Bliver du der med risiko for at dø, eller rejser du mod en uvis fremtid?” 

Siden sidste møde har hun besøgt filmholdet i Serbien, hvor visse skuespilleres facon fascinerer hende. Hun rejser sig op og sætter sig hårdt i stolen igen, slår en knytnæve i bordet. Fører en pegefinger og langfinger til mundvigen, som tog hun et hiv af en cigaret. 

”Nogle af dem kommer bare ind, tænder en smøg og begynder at spille. De har sådan nogle vilde armbevægelser. Men det passer, fordi temperamentet ofte er så stort. Jeg sad i hjørnet og fik indre grineflip, det var så ægte og så for meget. Og så befriende,” siger hun og pointerer med ømhed:

”Men det kommer fra et helt rent sted.”

DET RENE RAMMER en nerve. Det er et sted blottet for skandinavisk distance og ironi. Det handler ikke om at være entydig eller overtydelig, men om at være ekspressiv. Direkte. Virkelig til rådighed. 

I sin revision af sig selv zapper hun tilbage til en monolog, hun lavede første gang i 2015 og igen i 2016. Den hed slet og ret ’Lort’, og scenografien var enkel: I et hvidt rum sad Danica Curcic på en piedestal uden en trævl på kroppen.

”Det er vildt at tænke på, at jeg sad der fuldstændig blottet, mens jeg var i opløsning indeni.” 

Monologens hovedperson drømmer om et job som tv-pige i et af Berlusconi-Italiens lumre shows. I rollen fortæller hun om sit største forbillede, faren. Om kampen, han indpodede i hende. Om de idealer, ikke mindst kropslige, hun forsøger at leve op til. Og hun sviner sig selv til for sin egen utilstrækkelighed. 

”Den rolle talte til en masse sider i mig. Den har et temperament, som lå langt fra den danske socialrealisme. Den er som et partitur. Den var ekspressiv og fuld af oprørstrang. Det var så rigtigt, at jeg skulle lave den.” 

Hendes veninde, instruktøren Kirsten Astrup, har en af nøglerne til, hvorfor netop Danica – eller Dasha, som hun hedder blandt venner – kunne sidde dér: Hun sætter sin forfængelighed til side for fortællingen.

Danica Curcic presser højre hånds pege- og ringfinger sammen med venstre hånds pege- og ringfinger og lægger hænderne på tværs af ansigtet. 

Fingrene danner en maske, som dækker området rundt om øjnene.

”Hele vores forfængelighed ligger jo lige her,” siger hun, mens hun kigger gennem det ovale hul mellem fingrene.

”Det er så vildt, hvad folk tør gøre, når de tager en maske på. Der er ingen grænser for, hvad kroppen kan.”

Hun vender tilbage til oplevelserne i de amerikanske skove på Dell’Arte School of Physical Theatre for at understrege de kræfter, der blev sluppet løs i hende.

”Vi lavede ekstremt meget klovnearbejde. Og det handler næsten udelukkende om at slippe forfængeligheden. At være klovn er jo enormt sårbart. Vi havde en klovneguru, Ronlin Foreman, som satte sig med en tromme mellem benene og spillede. Lynhurtigt.”

Hun laver en trommehvirvel: ”Dagadagadagadagadagadagadagadaga.” 

”Be funny!” siger hun med skarp stemme.

”Og så skulle vi elever gå ind og være sjove. På stedet. En ad gangen.” 

En elev gik ind.

”Not funny. Next!”

Næste elev.

”Dagadagadagadagadaga!”

”Not funny! Next.”

”Dagadagadagadagadaga!”

”Be funny!”

”Sådan blev det ved i timevis. Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg bare tænkte: ’Jeg har ingen ideer. Jeg aner ikke …’ Og i det slip, i den sårbarhed ligger åbningen, du kan arbejde med. For nu ved du ikke længere, hvad der kommer til at ske. Der vågner alle, fordi du ikke er to skridt foran og føler, at du er i kontrol. Du kalkulerer ikke: ’Okay, hvis jeg gør sådan, så bliver det sjovt.’ Spørgsmålet er: ’Tør du være der?’”