Indlæg

En sjov giraf fra forstæderne og en klejn, korrekt kvinde fandt sammen og fik ikke bare nok. De fik folk til at grine, græmme sig og krumme tæer. ’Det høje ja’ og ’det lille nej’ – DITTE HANSEN og LOUISE MIERITZ – fortæller her om drivkraft og om vigtigheden af at dykke ned i udklædningskassen med stereotyper.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

DITTE HANSEN

SOM BARN spillede jeg volleyball, og i begyndelsen var jeg den dårligste. Virkelig den dårligste, for jeg var ikke stærk. Men jeg endte som en af de bedste. Fordi jeg var den højeste, og fordi jeg fightede. Spillede holdet eller jeg selv ikke godt nok, blev jeg rasende. Jeg råbte efter de andre: ”For helvede!” ”Vi skal tage os sammen!” Flere gange sagde mine holdkammerater, at mine aggressioner fyldte for meget. De blev simpelthen bange for mig, når vi spillede.

Jeg fandt et forum, hvor det havde værdi, at jeg som pige var så høj. Jeg kan huske følelsen af at træde ind i en hal til et stævne og mærke, at alle kiggede på mig: ”Wow, det er hende der fra Herlev.” Det var en fed følelse. Uden for banen følte jeg mig som en giraf i min krop. Inde på banen fik jeg luft for mit temperament. Jeg ville bare vinde. Vi blev danske mestre, jeg kom på ynglingelandsholdet, og jeg elskede det.

FØRSTE GANG, jeg fik berøring med skuespil, var, da vi skulle lave skolekomedie. Vi spillede ’En søndag på Amager’, og jeg fik rollen som Lisbet, der bliver gift med Jokum. Alle de andre tænkte og sagde: ”Det her er rædselsfuldt.” Men jeg syntes, det var vildt sjovt. Så snart jeg kunne, tog jeg drama som valgfag. Som på volleyballbanen følte jeg, at der var plads til mig. Jeg blev mere modig.

Efter folkeskolen tog jeg på high school i USA og meldte mig straks til dramaholdet. De lavede fire forestillinger på et år, og allerede i den første fik jeg hovedrollen – selv om jeg knap nok kunne sproget. Hvor vi herhjemme har fokus på, at vi alle sammen skal være lige gode, tør man i USA sige, hvad man er god til. Lige meget hvad det er. Det er selvfølgelig på godt og ondt, men for mig var det godt. Det var først i USA, at nogle sagde: ”Det her er du god til.” Tilbage i gymnasiet i Danmark måtte jeg vælge mellem volley og drama. Der ikke var tid til begge dele. Uden tøven valgte jeg drama.

I MIN BLÅ BOG fra gymnasiet står der, at jeg var den i klassen, som gik op i kvindekamp og ligestilling. Det var i 1990, og dengang var det virkelig ikke et populært emne. Interessen spirede fra en grundlæggende retfærdighedsfølelse. Jeg kunne – og kan – blive rasende, når jeg ser uretfærdigheder omkring mig. Som ung var jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være skuespiller eller politiker.

Mit køn var nok en fordel i visse dele af mit ungdomsliv. På trods af at jeg følte mig som den grimme ælling, dumpede der fyre og begær ned til mig, uden at jeg skulle gøre det store for det. Ikke at jeg kunne få det til at fungere, men noget skete der dog. Som stor dreng eller ung mand føler du dig lige så utilpas i egen krop og er lige så uerfaren og genert. På samme tid skal du i højere grad være den, der tager initiativ. Der har jeg meget medfølelse med mænd.

Jeg kommer fra et hjem, hvor vi diskuterede ivrigt. Jeg kan især huske diskussionerne op til afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Vi skændtes, så det bragede. Familien var nærmest ved at gå i stykker. Jeg har været pro-EU så længe, jeg kan huske, og jeg syntes, at min familie var alt for længe om at fatte det. Min søster sagde på et tidspunkt: ”Hvis nu mor har følelser for kronen, så kan du jo ikke sige, at det ikke er regulære følelser!” Og så kan jeg høre min egen skingre stemme slynge tilbage: ”Følelser for kronen?”

Min søster og jeg gør det stadig. Vi kan diskutere og diskutere. Køre os selv op i spiraler. Selv om vi er enige om det meste, kan vi få meget små uenigheder til at blive kæmpestore. Men med til den diskussionslyst hører også troen på, at man kan flytte noget, gøre en forskel. Det er jeg glad for, at jeg fik med hjemmefra.

DITTE HANSEN

Født 1970.

Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Har spillet ni sæsoner i Cirkusrevyen og har lavet satire på P1 og DR2 med ’I hegnet’.

Gift med Benjamin Boe Rasmussen. Sammen har de sønnerne Asger og Thor.

BEGGE MINE FORÆLDRE blev dødeligt syge, inden de fyldte 60. Det minder mig om, at jeg ikke skal fedte med mit liv. Det gælder også privat. Da de døde, tænkte jeg: ”Okay, hvis jeg kun har 14 år tilbage at leve i, skal der ske noget.”

En af mine drømme har længe været at bo ved vandet. Blandt andet forbi jeg bader flere gange om ugen. Så jeg fik tvunget hele min familie over i en husbåd. Det er en slæbebåd, som var med i slaget ved Dunkerque i 1940 og senere har slidt som isbryder. Et stort skrummel af en stålbåd, hvor der er bygget et hus ovenpå. Det er på ingen måde en yndig lille fiskekutter. 

Hverken min mand eller mine sønner havde behov for at flytte, men heldigvis fulgte de med mig. Eller rettere: Der var ikke plads til min ældste søn, så han flyttede hjemmefra. Men jeg synes nu, de alle sammen er kommet sig fint. Vi er ikke blevet skilt.

Det var meget illustrativt for mig og mit liv, da min mand sagde: ”Hvorfor skal vi flytte? Vi har det jo godt” – så svarede jeg: ”Er det godt nok?”

BARSLERNE KEDEDE MIG ad helvede til, og jeg endte med ikke rigtig at tage nogen. Heldigvis har jeg et job, hvor man kan tage babyen med, så mine drenge, især den yngste, har sovet under mit garderobebord rigtig mange gange. Der var meget bud efter mig i de år, hvor mine børn voksede op. Jeg løb efter det meste, for det er lystfyldt for mig at have travlt. Jeg ved ikke, hvor den drivkraft kommer fra. Som Obelix må jeg være faldet i en eller anden gryde som barn.

Da drengene var mindre, testede de mig nogle gange: ”Hvor syg skal jeg være, før du bliver hjemme, mor?” Og der lød svaret: ”Jamen, du skal være ved at dø. Ellers kan far eller mormor klare det.” Nu hvor de er blevet større, har jeg til gengæld spurgt dem: ”Har I taget skade? Arbejdede jeg for meget?” Min store søn svarede: ”Jamen, du var glad, mor.” 

Ser jeg billeder af mine drenge som små, kan jeg simpelthen græde og tænke: ”Kyssede jeg dem nu nok?” Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed, men fordi det er så fortvivlende kort tid, de er små. Jeg troede, det varede for evigt. Man går og tænker: ”Åh, hvor er det hårdt,” og ”Åh, jeg sover ikke om natten.” Pludselig er den tid, man boede sammen som familie, forbi.

For nylig fik jeg en tanke, som varmede mig helt op: Jeg har stadig børnebørn til gode. Jeg har et meget nært forhold til min farmor, som snart fylder 93. Det er som et forhold til en forælder, hvor du trækker alle de problematiske elementer fra. Tænk, at der, 7-9-13, kan komme et menneske ind i mit liv, som kan fylde så meget for mig, som jeg har gjort for min farmor. Jeg har sagt til mine drenge: ”Kom i gang!” Der er ingen grund til at vente for længe med det. Når børnebørnene kommer, er jeg klar til at slå røven i sofaen og lade dem kravle rundt på mig, så længe de har lyst.

I BEGYNDELSEN af min karriere var jeg glad for bare at være med. Men så kom der et stadie, hvor jeg bød mere og mere ind: ”Måske ville det være bedre, hvis vi …” Nogle steder blev det taget godt imod. Andre steder blev det forklaret, at det var en fin idé, men ikke rigtig i sammenhængen. Andre steder igen fik jeg at vide, at jeg ikke skulle bestemme. Efterhånden som jeg oplevede mine ideer blive skudt ned, følte jeg mig beredt til at tage magten over mit eget arbejdsliv. Jeg synes, man er forpligtet til at rykke sig, hvis man arbejder på det kunstneriske felt. Du skal derhen, hvor det er lidt farligt.

Jeg mødte Louise på et helt perfekt tidspunkt. I hende fandt jeg ikke alene en, som kunne lide mine ideer. Jeg fandt en, som sagde: ”Ja, og hvad så, hvis man også …” Jo mere vi delte, jo mere stof akkumulerede vi. Vi havde beslægtede erfaringer fra livet som kvinde i vores branche, og vi opdagede, at vores forskellige karaktertræk var det oplagte afsæt til et par fiktive figurer. Sammen følte vi os trygge ved at sætte os selv på spil og gå durk ind i nogle kønsstereotyper, som vi gør med ’Ditte & Louise’, både i serien og i filmen. Det er satirens rolle: at hjælpe med at belyse nogle ting, som er absurde, så vi kan tale om, at de bør ændres. Vores håb er, at det om nogle år slet ikke er opsigtsvækkende at rage rundt nede i kønskasserne, som vi gør. 

SIDSTE EFTERÅR sad vi på Istedgade og drak os fulde og græd. De første to sæsoner af serien var ellers gået virkelig godt. Vi havde vundet Robert-priser herhjemme, og ved en fællesnordisk prisuddeling i Oslo havde vi fået prisen som ’Bedste komedieserie’. Vi havde fået masser af positiv respons fra kvinder, som følte sig set og hørt, men også fra mænd, som sagde: ”Fedt, at der er nogle damer, som tager plads.”

Men der i efteråret ramte vi bunden. Først havde DR chokeret os ved ikke at give ’Ditte & Louise’ endnu en sæson. Nu havde Filminstituttet afvist at støtte vores spillefilm. Vi sad der og sagde: ”Okay, hvor går vi hen med det, vi kan?” ”Er der virkelig ingen, der vil have det?” ”Er det bare slut nu?”

Vi følte en kæmpe sorg og afmagt. Til sidst kiggede jeg på Louise og sagde: ”Prøv at høre. Det er alt sammen ligegyldigt. Hvis vi to mødes på mandag og skriver videre, så er jeg lykkelig.” Mandag morgen mødtes vi på kontoret og spændte balderne og søgte Dansk Film Institut én gang til. Denne gang lykkedes det. 

LOUISE OM DITTE

Hun kom ind på scenen med en gakket gangart. Min første tanke var John Cleese. Hun havde et kropssprog, som strittede og var et statement i sig selv i forestillingen ’Først bli’r man jo født’ af Line Knutzon. Da vi så blev parret i ’Kvindernes hævn’, opdagede jeg nogle af de næste lag: At hun er en meget målrettet og ambitiøs kvinde.

Jeg var kvinde i forestillingen og hed Transparence. Ditte var min kæreste, alfahannen Ricco. I en af scenerne vil Ricco have smæk, så Transparence skulle være dominatrix. Scenen skulle være sjov, og vi fik lov til at improvisere. Der begyndte den joke-optimering, vi har bygget videre på lige siden: ”Bliver det ikke sjovere, hvis …?”

Hendes energi er for vild. Mens jeg beder om en weekend alene, tager Ditte ud og åbner et museum og synger fire sange med et orkester. Hun får energi af det. Det misunder jeg hende lidt.

Hendes utålmodighed kan være irriterende. Hvis hun har hørt noget før, kan hun godt snappe og blive sådan: ”Kom nu videre. Dér har vi været!” Det kan være hårdt, hvis man er sårbar og stadig er ved at formulere sine tanker. Men det taler vi om, og hun siger: ”Åh, stop mig lige, når jeg gør sådan.” Det sker heldigvis ikke særlig tit.

Da jeg var ung, blev det betragtet som negativt at være for meget i symbiose. Gik man i symbiose med en kæreste, lød det: ”Ej, I er jo smeltet sammen, og du ved ikke, hvad du selv tænker.” I dag føler jeg mig stærk i symbiosen, fordi jeg ved, at Ditte har min ryg hele tiden. Hun får det bedste frem i mig. Hun fremkalder mig og har hjulpet mig til et sted, hvor jeg har kreativ frihed. Jeg ville ikke vide, hvor jeg var i dag, hvis jeg ikke havde hende i mit liv.

 

LOUISE MIERITZ

MINE FORÆLDRE sagde for nylig, at jeg var to Louiser som barn. Når jeg talte fransk, var jeg den artige. Når jeg talte dansk, var jeg Pippi Langstrømpe. 

Som seksårig startede jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Man rejste sig op, når læreren kom ind, og man var Des. I Den Franske Skole blev man mobbet og hængt ud, hvis man klarede sig dårligt fagligt. De, der fik de laveste karakterer, fik deres navne skrevet på tavlen. 

Angsten for ikke at være dygtig sidder dybt i mig. Det hænger sammen med samtalen om, hvorfor der ikke er så mange piger, der kaster sig ud i at være sjove. Jeg fik point for pænhed, for at være ordentlig og pertentlig og svare rigtigt. På samme tid havde jeg en vild side. Det at rumme noget dobbelt har fulgt mig hele livet.

SOM OTTEÅRIG blev jeg sendt på sommerferiekoloni i Frankrig. Der blev jeg introduceret til sketch. Det var en kæmpe øjenåbner. Skoleskemaet på Den Franske Skole var renset for kreative fag. Ingen musik, ingen drama. Jeg tog noget andet tøj på og kastede mig ind i situationen og følte mig fri. Fri fra den pæne pige. De andre børn var ældre end mig, men jeg følte mig ældst. Jeg var helt oven på situationen, når vi skiftedes til at gå ind og improvisere. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at instruere sketch i frikvartererne med mine veninder. ”Nu gør du sådan, og så gør du sådan.” Allerede dengang var der humor indblandet.

Selvom mine forældre sendte mig i en streng skole, blev det at være skuespiller faktisk betragtet som en reel levevej. Min mors forældre var amatørskuespillere i Mariager, og min morfar ville gerne have været professionel. Men han sang pivfalsk, så det kunne ikke lade sig gøre. Han døde, to måneder inden jeg blev født. Man siger i min familie, at hans sjæl sprang over i mig. Jeg synger nu forholdsvis rent. 

Mine forældre støttede mig og tog mig ud at se teater. ’Blodbrødre’ på Betty Nansen Teatret med Kirsten Lehfeldt står lysende klar for mig, og hun blev et kæmpe forbillede. Samme år, i 1986, gik jeg i Grand Teatret med min mor og så hende i Helle Ryslinges film ’Flamberede hjerter’. Alt omkring Kirsten Lehfeldts figur er dysfunktionelt, og hun støder på nogle frygtelige mennesker. På samme tid er hun vildt sjov i sit kaos. Ditte og jeg taler tit om, at når folk er så søde at kalde vores ting for ”frisættende”, så var det præcis sådan, vi følte ved at se den film.

MIN FØRSTE FILM var ’Idioterne’. Jeg spillede over for en mandlig skuespiller, som var uddannet præcis samtidig med mig. Rollernes størrelse var ens. Vi havde samme anciennitet. Det var en en­semble­film. Men han fik mere i løn, end jeg gjorde. Det opdagede jeg midt i forløbet, og min tanke var: ”Gud, hvor har jeg været dårlig til at forhandle.” Jeg købte ind i den der henslængte holdning ”Årh, vi er da meget lige” og så ikke, hvor systematiske forskellene var. Så jeg må med skam erkende, at jeg selv har været med til at fastholde nogle skævheder.

Jeg har ikke oplevet noget fysisk krænkende i branchen, men jeg har oplevet toner, som jeg har bidt i mig. Instruktører, der afbryder midt i en scene for at sige, at jeg altid har sådan nogle pæne kjoler på. Det har jeg virkelig oplevet meget. Og det er selvfølgelig en kompliment, men det er midt i mit arbejde. Havde jeg opponeret for 15 år siden, var jeg blevet skammet ud med, at jeg var snerpet. ”Hold nu op, det var bare for sjov.” I dag er der ved at være skabt et sprog for, at man kan sige til hinanden: ”Hov, det synes jeg faktisk var både forstyrrende og upassende.”

Det handler ikke om, at man skal pege fingre. Det handler om, at vi alle sammen skal øve os i at blive bedre til at lytte til os selv og hinanden. På et tidspunkt fløj det ud af munden på mig til en kollega: ”Hey, lækre ben i de shorts!” Umiddelbart uskyldigt og for sjov. Men han havde ikke lagt op til eller bedt om, at der skulle være fokus på hans krop i den situation. Jeg sagde straks undskyld.

LOUISE MIERITZ

Født 1971

Uddannet ved Statens Teaterskole.

Har tidligere spillet med i Lars von Trier-filmene ’Idioterne’ og ’Direktøren for det hele’.

Medstifter af satire-gruppen Emmas ­Dilemma, der udelukkende bestod af kvinder.

Gift med Manuel Claro. Sammen har de sønnen Samuel.

DA JEG VAR sidst i tyverne, kom en instruktørassistent over til mig og sagde: ”Det er helt vildt med dig, Louise. På scenen gør du alt fuldstændig ens hver eneste aften. Det er sindssygt, så præcis du er.” Hun mente det som en kompliment, men jeg tog det sådan: ”Shit, mand. Det må være røvsygt at kigge på.”

Det blev begyndelsen til at gøre op med altid at skulle være den perfekte. En dag var jeg i Magasin du Nord med min mor, hvor vi kiggede efter en bog til min onkel. Hun talte længe om, hvad vi skulle vælge, men hendes stemme blev mere og mere vattet, indtil den lå svagt ude i periferien. Jeg fik åndenød, mit hjerte galopperede. Ude på Strøget stoppede jeg hende og sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke trække vejret. Jeg tror, jeg får et angstanfald. Jeg må vist over at sidde alene.” Jeg satte mig ind i en gyde. Det var, som om hjernen lukkede ned. Kroppen talte med store bogstaver og sagde: ”Nu stopper du! Der er noget galt med den måde, du lever dit liv.”

Mit trick blev at lægge mig ned og spørge ind til signalerne, når de viste sig: ”Hvad handler det her om?” Der dukkede en liste op: Jeg var bange for ikke at være klog nok. Jeg var bange for ikke at være pæn nok. Jeg var bange for at fylde for meget, bange for at være for ambitiøs. Der var alle mulige korsetter, jeg havde givet mig selv. Men da jeg kunne se dem, kunne jeg også løsne dem, og det afspejlede sig i den måde, jeg begyndte at spille på: ”Hende min figur, skal vi ikke give hende en kort lille top på, så min mave stikker ud?”

Det var en følelse af at være et menneske fuld af fejl. Men det professionelle og det private gik ikke hånd i hånd. Mit professionelle jeg kunne nogle flere ting, end jeg selv kunne. Mens jeg følte, at jeg var blevet mere markant i min måde at være skuespiller på, kartede jeg stadig rundt i søgen efter mand og børn og valgte alt muligt dysfunktionelt.

JEG ORKEDE IKKE at finde en mand i branchen. Som 36-årig begyndte jeg at sige til mig selv, at jeg måske aldrig fik børn. En aften var jeg til fest efter Mammutteatrets ’Fobiskolen’. I baren faldt jeg i snak med filmfotografen Manuel Claro, som jeg kendte lidt fra tidligere samarbejder. Da jeg lagde an til at gå hjem, tog han hurtigt fat i min krave og kyssede mig, og vi forlod festen sammen. I hans selskab blev jeg fuldstændig rolig. Det var en helt fysisk følelse. Det havde jeg aldrig prøvet før. Fem uger senere var jeg gravid.

Ditte er min anden kæreste. Jeg mødte hende, lige inden jeg mødte Manuel, så de to forhold har været parallelle. Manuel får hele pakken og skal holde mig ud, når jeg er urimelig, men jeg strammer mig mere an, når jeg er sammen med Ditte. Jeg tror, hun gør det samme. 

Ofte er et parfold forbundet med, at man må afgive noget af sit ego. Jeg oplevede det omvendt med Manuel. Med ham fik jeg mere ego. Tidligere forbandt jeg det at have ego og ambitioner med at have spidse albuer. I dag forbinder jeg det med at turde stille sig frem og sige: ”Jeg ved godt, at der er langt op på det bjerg, og at turen er strabadserende, men jeg vil prøve at komme derop.” I Ditte fandt jeg en, som ville følges med mig op på det bjerg.

Hun og jeg er gode til at passe på hinanden på den rejse. Ditte er sådan en arbejdshest, der bliver rastløs af at holde pause, mens jeg går ned med stress, hvis jeg ikke lader op. Det gjorde jeg i 2014 efter første sæson af vores serie. En stresscoach fortalte mig, at jeg er særligt sensitiv og let bliver overstimuleret. Nu øver jeg mig i at koble fra. Gåture på Vestre Kirkegård er godt. At se meget af himlen. Lyden af bølger. Men også bare at ligge alene og tage en lur. Nu er jeg sådan en, der tager en lur hver dag, hvis jeg kan. 

FORDI JEG HAR skabt plads til mig selv, er min dobbelthed smeltet mere sammen. Jeg har stadig samtaler inde i mig selv, men de handler i mindre grad om mit lille liv og mere om strukturerne omkring mig. Man kan sige, det hele er blevet mere holistisk.

De agendaer, jeg har med Ditte, optager mig. Jeg håber virkelig, at vi kan få en redefinering af det at være menneske. At vi kan acceptere, at det maskuline og det feminine findes i alle mennesker. At vi stopper med at stigmatisere det sårbare og det svage. At kvinder ikke behøver ordet ’stærk’ foran for at have værdi. At vi for min søns skyld kan komme forbi nogle af de forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Vi har alle sammen godt af den her bevægelse, som ’Ditte & Louise’ er en del af.

Min søn spurgte mig på et tidspunkt: ”Hvorfor kan piger gå i bukser, når drenge ikke kan gå i kjole?” Jeg begyndte at svare: ”Der var engang, hvor det at være kvinde ikke var så sejt som at være mand. Men så har man kæmpet for det, og …”

Det slog mig, at jeg talte om det, som om det var fjern fortid. Som om at nu var det helt forbi. Så jeg sagde: ”I lang tid var det sejere at være dreng end at være pige, så piger bliver cool af at tage bukser på. Men mange synes stadig, at drenge ikke er cool, når de tager kjole på. Men det tror jeg, du og dine venner kan lave om på.” Så viste jeg ham billeder af Bisse, Kurt Cobain, David Bowie, alle mulige mænd med kjole på, og sagde: ”De er sådan set ret seje.”

DITTE OM LOUISE

I begyndelsen af 2007 skulle jeg lave katalogfotos til ’Kvindernes hævn’ på Nørrebro Teater. Det var, inden vi var gået i gang med prøverne, så jeg vidste ikke meget andet om forestillingen, end at der var syv andre kvinder med. Jeg kendte godt Louises arbejde, men hende kendte jeg ikke. Til den fotosession bemærkede jeg, hvor tjekket hun så ud. Sådan virkelig trendy. Hun er et helt igennem æstetisk og kultiveret menneske, som fanger ting, længe inden de kommer på mode.

Hvor der er mange kvinder, bliver der talt en del. Til prøverne kunne Louise godt forsvinde lidt i mængden. Hun var ikke så ekstrovert. Hun gik i sin egen boble og kunne virke svær at komme ind på livet af. Men jeg lurede hende: Hun gik og nørklede med sine ting, indtil hun var tilfreds.

Vi skulle lave en erotisk scene, og det føltes som en ægte tiltrækning. Ikke så meget, fordi jeg spillede mand, og hun spillede kvinde, mere fordi det bare swingede imellem os. Hvis der er en ligeværdighed, og man mærker hinanden, og man udfordrer hinanden og får modspil, så er det pirrende ad helvede til at spille sammen. Endnu mere fordi der er et publikum, som kigger på.
Vi plejer at sige, at hun har et lille nej foran sig, og jeg har et stort ja. Hvis hun bliver træt eller presset, så er det: ”Nej, nej, nej.” Jeg er så heldig, at jeg tit kan trænge ind bag det nej. Vi har været så meget sammen, at hun er blevet mere ja-siger, og jeg er blevet mere nej-siger. Det har klædt os begge.

Hun har garanteret sagt om mig, at når jeg bliver utålmodig, bliver jeg kort for hovedet: skarp, ubehagelig og en dårlig kollega. Hvis hun ikke har sagt det, er hun sød. Men hun har ret, og jeg elsker hende for at rumme mig. Det er det bedste, du kan opleve i livet: at møde mennesker, der kan rumme dig.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Yndig korsanger, ihærdig radioreporter, glødende Anne Linnet-fan, selvbevidst Melodi Grand Prix-stjerne, bloddryppende skuespiller og mor. TRINE DYRHOLM slår ned på nogle af de afgørende punkter i sit liv.
Tekst:Danni TravnFoto:Thomas Nielsen

1.

MINE FORÆLDRE var vidt forskellige. Min mor var den sociale, og hun har det brede smil med store, hvide tænder, som jeg har arvet. Det var under hendes indflydelse, at der var gang i vores hjem i Seden uden for Odense. Altid en jævn strøm af gæster og ofte folk sovende. Min far var anderledes privat, men samtidig var han sportsmand og havde konkurrencegenet: ”Jeg skal noget!” Jeg kan godt forstå, at jeg siden hen har været forvirret over, hvem jeg selv var. De to personligheder sloges i mig. 

De delte en masse, de var folkeskolelærere, de var musikalske, og de sang sammen i et rytmisk kor ved navn Vocal Focal. Koret bestod af 20 mennesker, der sang forskellige popnumre. Hjemme på badeværelset havde vi en plakat fra en af deres koncerter. Den var forsølvet, og man kunne se min far stå i lilla vest med frynser øverst og en gul stjerne. Ved siden af stod min mor i hvid T-shirt. Alle klappede. De så helt fantastiske ud. 

Min lillesøster og jeg var tit af sted med koret. Hjemme stillede vi os op på hver vores stol og sang i et sjippetov, iført ens kjoler syet af vores mormor. Vi gav numre med ABBA, Beatles og ikke mindst fra Vesterbro Ungdomsgårds ’Kattejammer rock’: ”Deeeeeet var som bare pokker. Viiiiii går med røde sokker!”

At stille sig op på den måde var aldrig noget, jeg blev spurgt om. Det skete af sig selv. Så længe jeg kan huske, har jeg optrådt. 

2. 

OTTE ÅR GAMMEL stod jeg i Odense Koncerthus med et kor på 200-300 børn bag mig. Det var til et stævne, hvor man samlede en masse børnekor, der sammen skulle optræde med et værk, som John Høybye, Laus Høybyes far, havde skrevet til os. Et af stykkets to hovedpartier skulle jeg synge, mens den anden solist var langt ældre, vel omkring 14 år.

At jeg kom til at stå der i min lilla flæsebluse med veloursløjfe, skyldtes min korlærer Birgit. Hun kastede sin kærlighed på mig, skubbede på og fik på en eller anden måde anbefalet mig som den ene solist. Det var virkelig seriøst. Vi blev akkompagneret af Odense Symfoniorkester, dirigeret af Børge Wagner, og John Høybye kom selv og øvede med os. Der lærte jeg virkelig at stille mig op og tage den. 

Det med at tage den accelererede i de kommende år. Fra jeg var 10 år, deltog jeg i H.C. Andersen-festspillene i Den Fynske Landsby. Jeg spillede med i fem år, og det blev rammen for meget af mit ungdomsliv. Min første fest, min første brandert og mit første kys skete alt sammen i den kreds af venner, jeg fik der. 

Via festspillene kom jeg til en optagelsesprøve på Odense Teater og fik som 11-årig min første rolle med replikker. Det var som Ebenezer Scrooges lillesøster i Dickens’ ’Et juleeventyr.’ Senere blev jeg anbefalet til to journalister ude på DR Fyn, som ville starte en ungdomsredaktion. De gav os vide rammer, samtidig med at de underviste os i interviewteknik og berettermodel. Vi blev sendt i marken med tunge Nagra-båndoptagere og besøgte både fodboldlandsholdet i Vedbæk-lejren inden VM 1986 og børn på Christiania. Ofte skrev jeg sange om de temaer, vi dækkede. Dem indspillede jeg i vildt lækre studier på DR og tvangsindlagde de fynske børn til at høre dem. 

3.

NÅR JEG OG DE ANDRE piger til H.C. Andersen-festspillene ville synge Anne Linnet Band-sange, kom vi altid op at skændes om, hvem der skulle være Sanne. Vi syntes, at hun sang bedst, og så kunne hun alle de der showting på scenen. Jeg var helt syg Sanne-fan, men jeg fik aldrig lov. I stedet fik jeg Anne Linnets stemme. Med tiden fandt jeg ud af, at jeg nok identificerede mig mest med hende. Jeg havde sådan en grundfølelse af at være anderledes sammenlignet med andre i min klasse. At være off. Mens de andre gik i Pringle, Lacoste og sejlersko, gik jeg i pyjamasbukser eller en postjakke. Det pæneste, jeg havde, var en malerkittel med pletter på. 

Da Anne Linnet udgav albummet ’Hvid magi’ med Marquis de Sade, var jeg fuldstændig solgt. Hele den måde, hun spillede identitet og køn ud på, ramte mig. Samme sommer, i 1985, optrådte hun ved Grøn Koncert på Dyrskuepladsen i Odense. Jeg havde aldrig gået op i at møde forbilleder, men iført en tandlægekittel, der matchede Marquis de Sades look på den turné, møvede jeg mig op på forreste række og fik Annes autograf på armen. Jeg var 13 år, og det var den største koncertoplevelse i mit liv. Den er kun blevet matchet af Prince på Gentofte Stadion.

 

TRINE DYRHOLM

er født i 1972 og vokset op i Odense.

Hendes far, Arne Dyrholm, var en driblestærk spiller for B1913 i klubbens gyldne æra fra midten af 60’erne. Han fik 283 kampe – heraf to mod FC Barcelona. 

Som 18-årig fik Trine Dyrholm sin første Bodil for hovedrollen i ’Springflod’. Hun har blandt andet vundet seks Bodil-priser og otte Robert-priser. I 2016 vandt hun som første danske kvindelige skuespiller en Sølvbjørn ved Berlinalen for sin hovedrolle i ’Kollektivet’.

Spillede efter sin uddannelse på Statens Teaterskole i 1995 en del roller på det toneangivende teater Dr. Dante. Blandt andet ’Paradis’ i 1997 sammen med blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Sofie Gråbøl, Lotte Andersen og Hella Joof.

Monologen ’4:48 Psykose’ sikrede Dyrholm en Reumert. Teksten er skrevet af engelske Sarah Kane, som færdiggjorde den kort inden, hun begik selvmord som 28-årig. 

Siden debuten i ’Springflod’ har Trine Dyrholm spillet med i film som ’De største helte’, ‘Festen’, ’I Kina spiser de hunde’, ’Forbrydelser’, ’En soap’, ’En kongelig affære’, ’Hævnen’, ’Kollektivet’ og ’Du forsvinder’. Hun er lige nu aktuel i ’Unge Astrid’ og ’Dronningen’. På tv har hun haft gennemgående roller i ’Taxa’ og ’Arvingerne’. 

Hun er bosat i København med sin kæreste, instruktøren Niclas Bendixen. Sammen har de sønnen Axel på 10 år.

4. 

MIN REJSE TIL Berlin i 1986 blev skelsættende. Jeg tog derned for at lave radio om børne- og ungdomslivet på hver side af muren. Hjemmefra lærte vi om systemet i øst, men det kunne slet ikke forberede mig på det chok, jeg fik, da jeg stod i Østberlin. Grå betonbygninger, butikker med kun ét styk af hver vare og en fornemmelse af, at alt var lukket. Midt i det hele stod et fancy skinnende hotel med swimmingpool, hvor vi skulle bo. 

Vi havde guide på 24/7 og tog rundt og interviewede børn. Undervejs jokede vi med, at vi sikkert blev overvåget, hvilket viste sig at være sandt. En dag, vi havde fri for guiden, kørte vi ud for at tale med en familie, som var lidt ugleset af systemet. Pludselig var der en i bilen, der sagde: ”Hey, det er da vores guide, som kører bag ved os.” 

Da Stasi-arkiverne senere blev åbnet, ringede en person til de to DR-journalister, der var med i Berlin: ”Er I klar over, at hele jeres tur står skrevet ned?” Der har simpelthen siddet en i bedste ’De andres liv’-stil og hakket det hele ned på sin skrivemaskine. Efter en uge i øst kørte vi gennem ingenmandsland. Forbi skydeskår og pigtråd og ind i Vestberlin. Det var som nat og dag. I vest kørte 80’erne på fuldt drøn, bøjet i overdimensioneret neon. Dér kunne jeg uden problemer finde en gave til min søster og bruge mine diæter på Michael Jackson-sko, hængerøvsbukser og et par nittebælter. 

De havde allerede åbnet Mauermuseum med historier om flugtforsøg. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg har snart været på det museum 10 gange, for den bys historie bliver ved med at rage os alle sammen. Den fortæller noget om verdensordenen. Om de systemer, vi mennesker skaber. Alt sammen symboliseret i den mur. Og det var så tæt på Danmark. Lige dernede. 

5. 

EN AF DE SANGE, jeg skrev til radioen, handlede om min veninde. Hun var adopteret, dansede ballet og blev mobbet. Den kom med i et tv-program, hvor jeg sad og spillede keyboard på Brandts Klædefabrik med mit krøllede hår, min hat på sned, ansigtet fuld af bruncreme og kindrødt, mens min veninde dansede ballet på tåspidser i sin fine, hvide kjole. ”Lille og anderledes, men kun på grund af farven. Alligevel bliver hun mobbet. Hvorfor? Hvorfor? Misundelse selvfølgelig, misundelse selvfølgelig,” sang jeg. 

En talentkonkurrence fra P3 opfordrede mig til at sende den ind, fordi de ikke havde fået nogen bidrag. Derfor vandt jeg naturligvis. Kort efter blev jeg ringet op af Per Nielsen Jr., der havde skrevet en tekst til en Melodi Grand Prix-sang komponeret af Frans Bak. De ville gerne have mig over til en audition i København.

Jeg var smart i skoen og svarede, at det vidste jeg ikke rigtig, om jeg var interesseret i. Det skulle i hvert fald være en sang, jeg kunne stå inde for. 

“Hvor gammel er du egentlig?” spurgte han. ”Jeg er 14.” Det overraskede ham. ”Okay. Så må du hellere lige snakke med dine forældre om det.”

Sammen med min mor tog jeg over i Sun Studiet i Københavns Nordvestkvarter for at mødes med Frans Bak. Han trådte ind med håret stående ud til alle sider, hawaiiskjorte og en lilla ghettoblaster. Han trykkede play og spillede ’Danse i måneskin’, hvor der var lagt en demovokal på, stoppede båndet og sagde: ”Nå, hvad synes du?” ”Det kan jeg godt lide.”

Vi øvede en hel uge, og jeg fik min egen koreograf, der hjalp mig med trin og med, hvor jeg skulle kigge hen. Produktionen dikterede, at jeg skulle synge live, mens bandet, The Moonlighters med Frans på saxofon, kørte på bånd. For mig var det fede ellers at være en del af et orkester. 

Efter showet kom der hurtigt tilbud om at optræde i storcentre og på blokvogne. Men jeg krævede at få bandet med. Jeg ville ikke stå med en båndoptager i nakken. I dag er jeg sindssygt glad for, at jeg havde modet til at sige fra dengang. Den dér bandfeeling er noget, jeg har søgt efter altid. Også da jeg kom ind i teater og film. Blokvogne og playback havde været min død.

6.

SOM 11- og 12-ÅRIG spillede jeg ’Et juleeventyr’ på Odense Teater og mødte skuespilleren Hugo Øster Bendtsen. Han havde et stort, sort overskæg og en brovtende facon. På scenen spillede han markant og vildt. Han var kompromisløs i sin tilstedeværelse. I begyndelsen var jeg bange for ham, når han drillede mig i kantinen: ”Du skal sgu ikke være skuespiller. Det er noget værre lort!”

18 år gammel besluttede jeg mig for at søge ind på skuespillerskolerne, og jeg ringede til Hugo. ”Vil du læse med mig?” Det ville han gerne. Jeg skulle op i to tekster. Statens Teaterskole kom med et par bundne tekster, jeg kunne vælge imellem, og jeg tog ’Frk. Julie’ af Strindberg. Den anden hjalp Hugo mig med at finde. Vi blev enige om den scene fra ’Macbeth’, hvor Lady Macbeth hallucinerer og kigger på sine blodige hænder. ”Disse hænder!” I dag tænker jeg: ”Okay, du var 18 år. Strindberg og Lady Macbeth, kunne du lige være der?” 

Hugo og jeg mødtes inde på Odense Teater, gik teksterne igennem og talte om, hvordan jeg kunne gribe dem an, og hvor tit vi kunne mødes. 

Hugo gjorde meget ud af, at jeg skulle tage mit rum. Jeg kan være meget social og sensitiv i selskab med andre. Det bliver tit noget med, at vi alle sammen skal have det godt, og jeg tager andres følelser på mig. Det nyttede ikke noget til en optagelsesprøve, som ville være hektisk og fyldt med nervøse mennesker. Han forberedte mig på at koncentrere mig udelukkende om mig selv og om at gå ind og spille. Og når jeg så stod der, skulle jeg give mig selv tid.

Kort inden prøven på Statens Teaterskole ringede han. ”Hvad laver du?” ”Jeg går og øver på teksten.” ”Ja, det håber jeg fandeme også. For sidst var du eddermame dårlig!” Min reaktion var sportsmandens: Okay, nu skal jeg vise ham! Jeg tror, Hugo udmærket vidste, at jeg ville reagere sådan. 

Da jeg kom ind på scenen, tog jeg mine sko af. Jeg ville helst spille i strømpesokker i og med, at Lady Macbeth går rundt om natten. Jeg gav mig god tid, mens de sad nede i salen og ventede. 

Jeg gik i gang med den intense tekst, men da jeg stod med hænderne foran mig og sagde ”Disse hænder …”, gik jeg i stå. Jeg ville ikke bryde momentet, så jeg ventede på stikordsgiveren. Han kom ikke med noget. Jeg holdt blikket fast på mine hænder. Stadig ikke noget stikord. Til sidst løftede jeg langsomt blikket, mens hænderne fortsat hang fastfrosset foran mig, og sagde: ”Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal sige.” Så kom stikordet. Mit blik faldt ned igen, og jeg fortsatte. At jeg klarede den situation, tilskriver jeg Hugo. Han var vist alligevel overrasket over, at jeg kom ind i første forsøg.

7. 

SOM 27-ÅRIG sad jeg i min lejlighed med en følelse af, at jeg ikke kunne fylde min krop ud. Jeg begyndte at græde helt ukontrolleret. Udadtil manglede jeg ikke noget. Jeg var gået fra den ene rolle til den anden, efter jeg blev uddannet. Men siden jeg var 14, havde jeg været en offentlig person og havde fået påduttet en masse identiteter. Jeg havde været ’Grand Prix-Trine’, jeg havde været ’Dr. Dante-Trine’, og jeg havde senest været ’Taxa-Trine’. Som menneske måtte jeg selv finde ud af at fylde det hele ud. 

Den del af mine 20’ere var præget af ulykkelig kærlighed, utilstrækkelighed og efterhånden en følelse af, at jeg var ved at knække over. Jeg var blevet tynd og kunne blive afgrundsdyb ked af de mindste ting. Det handlede aldrig om en frygt for scenen. Det handlede altid om en frygt for alt det udenfor. 

En dag i lejligheden kulminerede det. Jeg fandt ud af, at det var mødet med en eksistentiel ensomhed. Erkendelsen af, at jeg er her alene, uanset hvor mange mennesker jeg er omgivet af. Det var ikke relateret til en bestemt situation eller til en bestemt person. Det var mere grundlæggende. Jeg forstod, at jeg faktisk altid havde haft det sådan, også som barn og teenager. Først nu fattede jeg det. Og jeg fandt ud af, at vi alle sammen, på tværs af sprog og kulturer, deler den ensomhed. Man kan sige: Du er alene, men du er ikke alene med at være alene. Så den er der stadig, ensomheden, men nu ved jeg, at den gerne må være der. 

8.

JEG FIK ET NYT mantra omkring årtusindskiftet: Hvis jeg ikke tør, skal jeg sige ja. Kort efter ville instruktøren Jacob F. Schokking sætte monologen ’4:48 Psykose’ op, og jeg blev foreslået. Han havde det sådan: ”Hende fra ’Taxa’?!”, men sagde alligevel okay til et møde. Teksten var som et langt digt. Voldsom og intellektuel. ”Aldrig om jeg vil lave den her,” tænkte jeg. Og jeg havde ikke lyst til at stå alene på scenen. 

Til mødet traf jeg en høj mand med et markeret ansigt. Han betragtede mig uden at lægge skjul på, at han syntes, jeg var en irriterende poptøs, der kom ind fra højre.

“Ja, jeg skal bruge dit instrument.” ”Mit hvad?” ”Din teknik.” Han talte i helt andre termer, end jeg var vant til, og jeg tænkte: ”Det går jo aldrig!” Og så sagde jeg ja.

Vi var vitterlig forskellige. Han så alt udefra med konceptkunstnerens briller. Jeg var hele tiden helt inde i følelserne. Efter et par dage faldt vi netop derfor i hak. Han var ekstremt god for mig, fordi han lærte mig at forstå, hvad indpakningen betyder for materialet. Når han instruerede, sad han og dirigerede med hænderne, som var jeg et orkester. Han nynnede endda med. Det var ren fysik og rytme. Pludselig kom hele min musikbaggrund på spil, og jeg fik mit behov for samspil dækket i samarbejdet med lyden, lyset og de videoer, der blev projiceret op bag mig. Det hele spillede sammen. 

Min figur var psykotisk og uden filter. Nogle steder tog hun hele verdenshistorien på sig: ”Jeg gassede jøderne, jeg dræbte kurderne, jeg bombede araberne.” Jeg gik ind og ud af følelser, intet var entydigt, og jeg brugte min stemme på nye måder. Skreg, vrælede, talte mærkeligt. Det var et emotionelt monster at komme igennem. Men jeg mærkede, at jeg flyttede mig. Så ved premieren tænkte jeg for første gang: ”Jeg er faktisk ligeglad med, hvad der bliver skrevet.”

Rollen gav mig en Reumert, og jeg har spillet ’4:48 Psykose’ flere gange nu. Sidste gang var for syv år siden, kort efter jeg mistede min far. Det var en stor personlig sorg, fordi jeg følte mig så beslægtet med ham. En uge efter hans begravelse satte vi forestillingen op i Berlin. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne stå i sådan et rum, der i ekstrem grad er fyldt med død og søgen efter sig selv. Men jeg besluttede, at jeg bare måtte forlade scenen, hvis det gik galt. Da jeg først kom i gang, oplevede jeg, at jeg var blevet så trænet i at arbejde med følelser, at jeg kunne skille de to ting helt ad. Jeg kunne lukke op for sluserne, uden at jeg stod og græd min far ud. 

‘DRONNINGEN’

er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy og instrueret af sidstnævnte. Filmen kredser om advokaten Anne, der kæmper for retfærdighed for sine klienter og for passion i samlivet med sin lægemand, spillet af Magnus Krepper, i en travl, privilegeret hverdag.  Sammen har ægteparret to tvillingepiger, men børneflokken bliver udvidet, da mandens søn fra et tidligere forhold, den utilpassede teenager Gustav, flytter ind. Han og Anne bliver hurtigt tiltrukket af hinanden.

’Dronningen’ har inden sin danske premiere vundet publikumsprisen ved Sundance Film Festival samt tre priser ved Göteborg Film Festival: bedste nordiske film, publikumsprisen og bedste skuespilpræstation – den gik til Trine Dyrholm.

9.

AT VÆRE GRAVID fandt jeg meget svært. Noget tog ligesom bo i mig, uden at det var konkret. Inspireret af, at jeg blev større og større, skrev Line Knutzon en rolle til mig i forestillingen ’Håndværkerne’ på Det Kongelige Teater. Min figur havde virkelig noget boende i sig, og selv om jeg skulle dratte ned i en papkasse hver aften, spillede jeg til tre uger før min termin. 

Med et par uger igen tog jeg ud og spillede julekoncerter med band, hvor jeg hoppede rundt med min store mave og sang ”We’re the Kids in America oh-oh!”. I de øjeblikke glemte jeg, at jeg var gravid, så jeg kunne næsten ikke gå af scenen bagefter. 

Jeg var vant til at klare mig selv, selv slæbe mine kufferter og mine indkøbsposer. Derfor var det grænseoverskridende at blive sat helt ud af spillet. På samme tid gik jeg og tænkte: ”Åh, jeg bliver sikkert den dårligste mor.”

Så snart jeg fødte, blev det enormt konkret. Og alt det, jeg hidtil ikke havde kunnet tage stilling til, lå der nu som et menneske, jeg skulle lære at kende. Derfra var det nemmere, end jeg havde frygtet, samtidig med at det gav noget perspektiv, at jeg nu havde noget vigtigere end mig selv at være ansvarlig for. 

Jeg er en mor, som har stor kærlighed i relationen med mit barn, og en mor, som insisterer på at rejse væk og gøre mit og prøve at få det til at hænge sammen. Jeg har heldigvis en dreng, som virker robust. Vi gør meget ud af, at han ikke skal gå alene med sine følelser, og vi taler om, at det at savne ikke nødvendigvis er en dårlig ting. 

10.

FILMEN ‘DRONNINGEN’ kredser om temaer, der altid har interesseret mig: Ophav, selvopfattelse, systemer, magt og skyld. Det øjeblik, jeg husker klarest fra arbejdet, var den dag, vi fandt Gustav Lindh, som spiller min stedsøn. Instruktøren og jeg sad hos en caster, og de havde valgt fem kandidater. Jeg kendte ingen af dem. Da Gustav kom ind, og vi prøvede at spille sammen, skete det ret fantastiske, at han bare gik på niveau. 

Nogle gange kan man som lidt ældre føle, at man ligesom skal hjælpe talentet på vej. Måske fordi vedkommende er tilbageholdende, måske fordi der stadig mangler det sidste. Han kom med en værdighed i sit spil, og det virkede som det naturligste i verden at spille sammen med mig. Jeg oplevede det samme med Alba August i ’Unge Astrid’.

Det gjorde det trygt at træde ind i filmens ekstreme rum. Der er blandt andet nogle ret heftige sexscener, hvor der ikke bliver panoreret væk som sædvanlig. Alle vidste fra begyndelsen, at de var en del af filmen, og de er afgørende for fortællingen. Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at jeg var en ældre dame, mens han var en ung fyr, så vi talte meget om det. Og vi kunne gå ind i det sammen, ligeværdige.

Det var bemærkelsesværdigt, at de scener og filmen generelt blev taget godt imod i USA. På Sundance Film Festival mødte jeg ingen, der mente, at scenerne burde være strøget, og jeg oplevede, at folk var engagerede i min figur, sat i relief af, at filmen vandt publikumsprisen. Det betød meget for mig. For det er en karakter, som skal vise nogle komplekse og voldsomme sider af det at være menneske. Det bliver aldrig sort-hvidt med hende. Efter sådan en oplevelse bliver jeg sulten efter mere. Mere af det svære.

 

SUSSE WOLD har rejst Asien tyndt med en forestilling om H.C. Andersens eventyr. Undervejs oplevede hun og hendes mand kaos i Bangkok, undveg blodigler i Malaysia og fik serveret leverpostejmadder – og snaps – i et tempel i Japan.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

BANGKOK OG LANGKAWI, 1992

Bent (Mejding, red.) og jeg optrådte rundt om i verden med en forestilling om H.C. Andersens eventyr på engelsk, som hed ’Man and the Story­teller’. Vi skulle også besøge Østen og fik lavet en scenografi og kostumer, som blev pakket ned i en stor koboltblå metalkuffert, som vi kaldte ’Den flyvende kuffert’. Vores første forestilling var i Bangkok på Hotel Oriental, et af de fineste hoteller i byen. Vi blev inviteret til at bo på den danske ambassade, og efter ankomsten tog vi direkte hen til hotellet, hvor vi skulle optræde dagen efter. 

Vi blev modtaget af en høj mand, som svingede rundt med en guldfyldepen, mens han viste os The Grand Ballroom, hvor vi skulle optræde. Han spurgte, om vi ville have en personlig påklæder, en gartner til at levere træer til scenen, en lysmester? Alt kunne han skaffe, vi skulle bare sige til. 

Dagen efter tog vi tidligt til hotellet for at gøre klar til forestillingen. Men da vi ankom, var manden med guldfyldepennen der ikke. Ingen anede, hvem han var. De vidste heller ikke, hvem vi var. Vi fortalte, at vi skulle optræde om aftenen, men receptionisten kiggede uforstående på os og trak på skuldrene. Så slæbte vi selv vores metalkuffert op til The Grand Ballroom, hvor der var en smuk, lille gammeldags scene, men uden planter eller noget af det andet, vi var blevet lovet.

I kufferten havde vi nogle metalstænger, som skulle blive til det stativ, som vores dekoration kunne trækkes hen over. Vi kravlede begge to rundt på scenegulvet og hjalp hinanden, så godt vi kunne. Men det tog tid, for det var første gang, vi skulle samle dekorationen. 

Pludselig ankom tre thailandske mænd i blå arbejdsdragter.  De forstod ikke engelsk. Vi forsøgte med fagter at forklare dem, at der skulle lys på scenen. De nikkede og smilede, og så forsvandt de igen. Intet skete. Tiden gik, og jeg kiggede på uret. Forestillingen nærmede sig. 

Til sidst begyndte Bent at gå rundt og åbne døre for at finde et sted, hvor man kunne tænde projektørerne. Pludselig åbnede han en dør til et lille rum, og dér stod de tre mænd og gemte sig.

De havde ikke kunnet finde ud af at tænde projektørerne og havde gemt sig for ikke at tabe ansigt. Ved fælles hjælp blev projektørerne tændt, 20 minutter før forestillingen skulle begynde. 

Vi løb hurtigt ned til et lille, rum, vi havde fået tildelt, hvor vi hoppede i vores kostumer. Det var første gang, vi skulle optræde med vores forestilling, så vi var ret nervøse. Men da vi kom i gang, forsvandt nervøsiteten, og publikum var begejstrede.

Premiere på Susse Wold og Bent Mejdings H.C. Andersen-forestilling i Bangkok.

Vi rejste videre til det næste sted, vi skulle optræde. Vi havde tre forestillinger i Singapore, og derefter havde vi fri i fire dage i påsken, inden vi skulle optræde i Kuala Lumpur. Vi besluttede os for at besøge øen Langkawi i det nordlige Malaysia. Vi landede i en lufthavn, der bestod af en landingsbane og et skur, og blev hentet af en gammel, ramponeret taxa, der kørte os til hotellet. Det lå helt ud til stranden, men vandet var lunkent, og sandbunden slimet.

Dagen efter fik vi arrangeret, at vi skulle besøge en lille, øde ø, hvor vi kunne bade. Vi blev hentet af en skipper i en båd, og på øen var der en vidunderlig sandstrand. Men vandet var så varmt, at det næsten var for meget, så vi besluttede os for at gå ind i junglen. Jeg havde kun badedragt på, og vi havde begge bare fødder. Vi var så begejstrede og fascinerede af stedet, at vi ikke skænkede det en tanke.

Et stykke inde kom vi til en lysning, hvor der lå en skovsø. Vandet var køligt og klart, og vi følte os som Tarzan og Jane i skovbadekarret, som vi lå der og flød midt inde i junglen. Men da jeg rejste mig fra vandet, så jeg, at søen var fyldt med blod­igler. 

Jeg skreg til Bent, at han skulle skynde sig op, og vi gik straks i gang med at undersøge hinanden. Heldigvis var der ingen blodigler, der havde sat sig fast på os. Men pludselig føltes alting farligt. Hver en lille lyd eller bevægelse i junglen virkede truende. Og alt det, vi ikke havde skænket en tanke før – som at vi ikke havde sko på – gik nu op for os. Vi måtte tilbage til stranden og have fat i vores skipper, så han kunne sejle os hjem til hotellet.

Da vi endelig nåede stranden, havde en båd lagt til med en masse unge thailændere. De kom svømmende mod os. Bent havde et kamera med, og da de fik øje på det, styrtede de i vores retning. Ude af balance som vi var, troede vi, at de ville stjæle vores ting og måske gøre os fortræd. 

Da de nåede hen til os, tog de fat i kameraet og begyndte at pege ophidset på det. De ville bare have taget billeder sammen med os. 

JAPAN, 1994

Vi turnerede også med vores H.C. Andersen-forestilling i Japan. Samme dag som vi landede i Tokyo, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville underholde den følgende aften. Dronning Ingrid og dronning Anne-Marie var på uofficielt besøg i Tokyo, og ambassadøren ville gerne holde en middag for den japanske kronprins og de danske dronninger, hvor jeg skulle fortælle eventyret ’Nattergalen’. 

Ambassaden var omringet af 90 sikkerhedsfolk, og til middagen var der inviteret 32 mennesker, alle højtstående personer.  Først ankom de danske kongelige, som vi hilste på, og der gik lang tid, hvor stemningen var højtidelig og ret anspændt. Da Kronprinsen ankom og skulle præsenteres, trådte hofchefen ind i lokalet og dunkede en stav hårdt i gulvet.

”His Imperial Highness, The Clown Prince,” sagde han meget højtideligt.

Japanere kan have svært ved at udtale L og R på engelsk og kan komme til at bytte rundt på de to bogstaver. Kronprinsen blev placeret på en stol mellem de to danske dronninger, og jeg gik i gang med at fortælle ’Nattergalen’. Da jeg nåede til det sted i teksten, hvor nattergalen synger døden væk fra kejserens hjerte, holdt jeg en pause og så tårer trille ned ad kinderne på den japanske kronprins.

Vi kørte derfra med hurtigtoget til Kyoto, hvor vi skulle optræde til åbningen af et H.C. Andersen-postkontor oppe i bjergene. Børnene, vi optrådte for, forstod ikke ét ord af forestillingen. De var mere interesserede i at få taget billeder med os. Efter vi havde optrådt, var vi inviteret op til et hemmeligt tempel, hvor vi skulle overnatte. Der var helt tåget, da vi kørte op i bjergene, og to blomstrende kirsebærtræer stod og lænede sig mod hinanden foran templet. Det var som at være med i en japansk film af Kurosawa. 

Om aftenen blev vi kaldt til middag i templet af ypperstepræsten. Vi fik udleveret smukke kimonoer og troede, at vi skulle have traditionel japansk mad. Men da vi kom ind i spisesalen, blev vi mødt af en dansk kok, som hed Ole. Pludselig sad vi i et japansk tempel og spiste leverpostej og drak snaps og øl fra Carlsberg. Ypperstepræsten elskede åbenbart dansk mad.

Dagen efter rejste vi videre til Hokkaido i det nordlige Japan. Her besøgte vi forlystelsesparken ’The Marine Park’, hvor vi skulle optræde i ’H.C. Andersens hus’. Det første, der mødte os, var en tro kopi af Egeskov Slot på Fyn. Med voldgrav, sorte svaner og det hele. Til højre lå H.C. Andersens hus i Odense placeret i en gade kopieret fra Møgeltønder. I parken arbejdede to danske piger, som havde fortalt ejerne, at vi var meget, meget berømte – ”næsten lige så berømte som Elvis og Priscilla Presley” – derfor havde de lukket hele parken kun for os. 

”Security reasons,” sagde de.

Om aftenen blev vi inviteret til middag på restaurant Kong Odin. Vi nænnede ikke at fortælle dem, at Odin ikke er en konge, men en gud.

Det er svært at kommunikere, når man ikke forstår sproget, og ikke mange af gæsterne talte engelsk, så jeg foreslog, at vi skulle lære dem at skåle på dansk. Den der med at tage hinanden under armen og så drikke. Det vakte stor jubel.

Som middagens sidste ret blev der serveret ris. Det var nærmest det eneste på menuen, vi kendte, så det kastede vi os over. Bagefter fik vi at vide, at det er meget uopdragent at spise risene. Det betyder, at man ikke har kunnet lide resten af maden.

Den sidste forestilling på turen var også i Hokkaido. Bagefter skulle vi spise middag med jernbanedirektøren og hans gæster. Det var en meget fornem middag, og vi sad på puder på gulvet og spiste. Der var en geisha til hver eneste gæst, som konstant skænkede varm sake til os. 

Vi fik serveret det ene levende krebsdyr efter det andet, men det mærkeligste var, at der under hele middagen kravlede en sort snegl rundt i kanten af hver tallerken. Sneglen havde en hvid elfenbenspind spiddet gennem nakken, så den ikke kunne trække sig ind i sit hus. Vi blev mere og mere fulde af al den sake, og pludselig sagde Bent:

”Så. Nu vil jeg altså have det overstået.”

Så tog han sneglen op, trak den ud af sit hus, tog den i munden og skyllede den ned med sake. Jeg tænkte ’skik følge eller land fly’, og så gjorde jeg det samme. 

Der blev fuldkommen stille ved bordet. Alle stirrede på os. Der gik et par sekunder, så lød der et højt råb, nærmest som når en samurai kløver hovedet på sin fjende. Alle japanerne tog fat i sneglen, hev den ud af sit hus og slugte den. Så skyllede de ned med sake.

Efter måltidet spurgte jeg, hvorfor der pludselig var blevet råbt så højt. Og hvorfor de alle sammen havde set så længe på os. Tolken svarede, at sneglene kun var til pynt. De kom kun frem ved meget specielle lejligheder, når man havde meget berømte gæster.

”Jamen, hvorfor spiste de dem så?” spurgte jeg.

”For at I ikke skulle tabe ansigt.” svarede hun.

Der ligger altid en bananskræl og venter på, at vi glider i den. Og når vi ligger dér og roder rundt, opstår det sjove. Midt i ydmygelsen, midt i tragedien. Det kender BODIL JØRGENSEN alt til fra sit liv og sine figurer. I 12 kapitler fortæller hun her om at falde og rejse sig igen. Og falde og rejse sig igen.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

1. 

HVIS MIN FAR så en høstak, ville han lægge sig i den og kigge drømmende op i himlen. Han egnede sig ikke til at blive bondemand som sin far. I stedet blev han lærer og flyttede ind til byen, til Vejen, hvor han blev tysklærer. Når han skulle lære børnene de tyske forholdsord, an, auf, hinter, in, neben og så videre, kunne han finde på at gå over til klasselokalets håndvask. Der begyndte han at tage sine sko og strømper af, mens han beskrev det: ”Ich nehme meine Schuhe aus und dann …” Så stak han sine bare tæer op i håndvasken, tændte for vandet og vaskede dem. Stadig beskrivende hver bevægelse. På den måde kom han alle forholdsordene igennem. Sådan noget glemmer børn aldrig. 

Hjemme fik vi tit gæster. Det var med velkomstdrinks, cigaretter på sølvfade, musik på pladespilleren og tændte stearinlys. Når vi så stod klar, og gæsterne skulle til at komme, sagde far: ”Skal vi ikke gemme os?” Min mor sagde: ”Hold nu op, selvfølgelig skal vi ikke det.” Alligevel fik han hende lokket til at stille sig om bag et gardin, vi børn fandt hvert vores hjørne at forsvinde i, og selv lagde han sig under bordet. Når det så bankede på, var der ingen, der åbnede for de stakkels gæster. Jeg lå et sted og forestillede mig deres undren. Hvordan de kiggede på uret og sagde til hinanden: ”Det er da nu?” og ”Det er da i dag, ikke?” De bankede igen. Min far råbte: ”Kom ind!” Så trådte de ind i den tomme stue med de levende lys. I deres fine jakkesæt og selskabsdragter stod de på gulvet og så sig undrende omkring. Pludselig sprang far op fra bordet som trold af en æske. Han kommenterede det aldrig for dem bagefter. 

Sådan var han også på udebane. Engang kørte vi til Harzen for at campere. Vi var totale nybegyndere, og vi vakte opsigt alene ved vores ankomst, fordi min far var rigtig dårlig til at køre bil. De andre campister lurede hurtigt, at vi aldrig havde prøvet det før, så de satte sig godt til rette for at se os bakse med teltet. Mens vi stod der med strakte arme i forsøget på at holde det hele på plads, viste det sig selvfølgelig, at vi manglede en af de bærende tværstænger. Vi pakkede det hele sammen igen, pressede os ind i bilen og kørte. Lige inden vi forlod pladsen, bremsede min far bilen, steg ud og bukkede for vores publikum. Han var virkelig mit store idol.

2.

BYEN VEJEN var en vej, en viadukt og et museum. Og vi, det vil sige min mor, far, storesøster, lillebror og jeg, boede på samme vej som museet. Og politiet. Mit barndomshjem var en stor murermestervilla med en have, der gjorde os selvforsynende med kartofler, bønner, ærter og bær. Det betød især noget for min mor. Ligesom min far havde hun forladt sin fædrene gård, men hun havde et større behov for at beholde kontakten til livet på landet. Hun var præget af dårlig samvittighed over at være blevet lærer, mens alle hendes søskende stadig var bønder. Så vi hjalp til på familiens gårde med at hakke roer og køre hø ind. Derude levede man på vejrets nåde, og man gik i kirke hver søndag. 

I det miljø skulle man have evner, hvis man ville stille sig på en kasse og råbe op. Man skulle virkelig ikke gå og tro, at man var noget. Mange betragter det som en begrænsende tankegang. For mig er det et befriende mantra. Det ville være anstrengende, hvis jeg var noget. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst. På den måde har jeg vendt det til noget positivt. Også fordi jeg kender min mor og far: De ville ikke tryne mig på noget tidspunkt.

At man ikke skal tro, man er noget, er en eksistentiel tanke. Hen over scenen i det forsamlingshus, jeg kom meget i som barn, Stenderup Forsamlingshus, stod der: ”Du skal ikke dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl.” Det synes jeg sateme er flot at have stående ude i sådan et bondemandsland, hvor man gik med næsen nede i plovfurerne.

3.

PÅ FØDDERNE bar jeg brede ortopædiske sko Jeg var platfodet på grænsen til det invalide. Jeg gik helt indad på foden. Da jeg samtidig var lærerbarn og rødhåret, blev jeg et oplagt mobbeoffer. Om vinteren havde nogle af drengene det ritual, at de tog fat i mig og drejede min hjemmestrikkede elefanthue rundt, så jeg ingenting kunne se. En dag tænkte jeg: ”Nu gider jeg simpelthen ikke mere!” Jeg tog vores tehætte på hovedet og gik i skole med den. I skolegården stod de og gloede med sådan et blik: ”Hvad fa’en er det, hun har taget på i dag?” Det var som at sætte et spejl op foran deres åndssvage drilleri. Som at mobbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg fandt ud af, at humoren var en nøgle til at slippe ud af det.

Mit tøj bestod primært af arvestykker fra min søster. Det betød, at jeg ofte gik klædt i noget, som var moderne seks år tidligere. Til et skolebal, hvor der var højtidelig indmarch, skolekomedie og bal til sidst, fik jeg hendes aflagte gule strutkjole på. På det tidspunkt, i begyndelsen af 70’erne, gik alle de andre piger i hotpants, buksedragter og støvler. En af de drenge, jeg faktisk syntes var meget sej, fordi han bed negle, sagde: ”Hvem fanden er det, der har pisset på din kjole?” Det stak.

Så tænkte jeg: ”Nej, nu går jeg ind og viser, hvad sådan en strutkjole her kan.” Og det er jo at strutte. Jeg stillede mig midt på dansegulvet og begyndte at snurre rundt. Når der først kommer gang i sådan et par tunge ortopædsko, går du nærmest i selvsving. Jeg snurrede og snurrede. Kjolen lettede. Det føltes fantastisk.

Det handler om at finde ud af, at man kan stå selv. Bliver man for afhængig af en eller anden plads i et fællesskab, bruger man alle sine kræfter på at forsvare den plads. Jeg kan se det på mine egne børn. Selvfølgelig skal de være en del af fællesskaber, men når de fællesskaber gør ondt, skal de kunne gå solo. Man behøver ikke holde andre op for sig. Jeg siger det meget til min datter. Bare stå ret op og ned. Du har havet, du har himlen. Du skal ikke tage dig af det. Lad dem være med deres elevatorblik.

4.

I GYMNASIET kørte jeg hver dag med det store, gamle tog til Kolding. Det var som at komme til en metropol. Kolding havde hotel, gågade og barer. Og så dette gymnasium, hvor man lærte at flyve op og se tingene oppefra. Jeg gik på musik-sproglig linje og endte i en sjov gruppering sammen med blandt andre Uffe Rørbæk, der senere dannede De Nattergale. Han og nogle af de andre kom ude fra Sdr. Bjert og tog sådan en vildt absurd humor med sig.

Vi lavede en forestilling, som hed ’Brødrene fra Højgaarden eller Laura og det hængende æg’. Det var som Dalí tvunget ind i Morten Korch. Jeg gik rundt med en støvekost og støvede af iført kunstskøjter, og en, der hed Asger, som virkelig også var plim, gik rundt og malede i et par malerbukser, hvor røven var klippet ud. Dialogen var udklip fra lægeromaner. Vi brugte både det talte ord fra romanerne og de beskrivende elementer. En replik kunne lyde: ”Jeg tør ikke, sagde hun og sank en klump.” Det var vildt for mig at være med til noget så outreret. Det gav mig færten af noget.

På samme tid kom ’Saturday Night Fever’ til Vejen Bio, og den så jeg seks gange. Til sidst fiskede jeg en pengeseddel op af min fars pung for at se den en syvende gang. Filmen er en klassisk fortælling om et kuet menneske, der bryder sin egen lydmur. Jeg elskede åbningssekvensen, hvor han går, og man ser broerne i New York som symbol på, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side. Det hjalp naturligvis, at han var en flot fyr. Jeg ville gerne have hængt et billede af ham op på mit værelse, men vidste, at det ville blive ugleset af min mor. I stedet fandt jeg en anden løsning. I vores entré havde vi en skunk, hvor vi hængte jakker ind. Inde bag den skunk lå et hulrum, og der indrettede jeg mig med nogle kasser og billeder på væggene. Blandt andre Jesus og John Travolta. 

“Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ‘fucke mig’. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem.”

5.

I LØBET AF mit sabbatår spirede tanken om at blive skuespiller. Jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget foræret. Jeg var betaget af de voldsomme kvindeskikkelser, Lady Macbeth og Ofelia. Men at blive skuespiller lå langt væk i Vejen. Man skulle ikke flyve højere, end vingerne kunne bære. Mine forældre syntes, at jeg skulle gå på seminariet og læse til lærer. Jeg kunne jo altid tage mig af skolekomedierne, mente de. Løsningen blev, at jeg tog til Aarhus for at studere engelsk litteratur. På den måde kunne jeg læse Shakespeare færdig.

Ved siden af mine studier fik jeg et job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, som var svært bevægelseshandicappet. Hun var med til at drive Århus Krykensemble, hvor hun optrådte sammen med en kvinde med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De lavede en kabaret om livet som handicappet, som dengang var væsentlig sværere.

’Cirkus Fantaspastisk’ var en forestilling, jeg var med til at lave sammen med Lone. Vi havde alle mulige handicappede med. Vores idé var at lokke folk til som i et gammeldags freakshow: ”Kom og se! De gør ikke noget. Rør ved puklen!” Vi optrådte på gader og stræder i alle de større byer. Vi gennede folk sammen, og så rendte jeg rundt som spastiker og raslede med en raslebøsse for at samle penge ind. Jeg gik helt tæt på dem med mine kantede, pludselige bevægelser. Folk skyndte sig at putte penge i raslebøssen for at få mig væk. Når jeg så havde været rundt, så bum! Så skiftede jeg til at være en slags konferencier for det store show. Når de så, at jeg ikke var handicappet, blev nogle rasende og krævede pengene tilbage. ”Vi er blevet snydt!” Nogle gik i vrede. Andre stod og måbede. Andre igen grinede. At mærke den reaktion overbeviste mig endegyldigt om, at jeg ville være skuespiller.

6.

FOR 800 KRONER om måneden kunne jeg bo i en saneringsmoden ejendom på Nørrebro. Så der flyttede jeg ind, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1986. Jeg fik at vide, at jeg skulle dele toilet med Mike. En af de første aftener bankede det på min dør. Udenfor stod Mike. ”Hej, det er skidegodt, du er flyttet ind. Må jeg ikke lige komme ind et øjeblik.” ”Ja, værsgo,” sagde jeg og tænkte, at det er rart at vide, hvem man deler toilet med. Inden jeg nåede at give ham kaffe, sagde han: ”Det er sgu, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er biseksuel.” Det var virkelig en københavner­oplevelse for mig. Hjemmefra vidste jeg godt, hvad det var, men det var ikke noget, som bare blev slynget ud. Derefter kom Mike tit forbi og snakkede. 

Nedenunder boede Ghita og Kenneth, som altid skændtes. Når det gik vildest for sig, slog han hende, og en dag rev han et vandrør ud af væggen og tævede sig selv som straf for at være så ondskabsfuld. Så kom de blødende op til mig. Vi ringede efter en ambulance, som hentede dem. Imens de lå indlagt, passede jeg deres to hunde, og så fik jeg en klump hash som tak. I gården havde Ymer bygget sin egen hytte. Han hed sådan, fordi han var høj og bleg. Endelig var der Vietnam-Per, som via Sorø Akademi var endt som soldat i Vietnam. Han havde slået mennesker ihjel og sov med sin pistol under puden. Han blev min bodyguard. Dog en lidt ustabil en af slagsen. Han trænede i tre måneder og blev kæmpestor, inden han satte det hele til i druk. Og så begyndte han samme cyklus forfra. 

Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ”fucke mig”. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem. Jeg satte mig ned ved siden af ham og begyndte at tale om, at alle mennesker elsker hinanden. ”Jeg kunne sige til dig, at jeg elsker dig, og du kunne sige til mig, at du elsker mig,” sagde jeg. Han lyttede og blev mere og mere rolig. Det endte med, at han fik de tomme flasker med, og vi fulgtes ud ad Falkoner Allé, inden vi tog afsked.

Mine forældre fik intet at vide om de episoder fra mit nye liv. De havde rigeligt hyr med at forklare familien, hvad det var, jeg havde gang i derovre i København. Min onkel Bent kom over for at se en forestilling, hvor jeg spillede Nina i ’Mågen’. Forestillingen begyndte med, at jeg sad på kanten af scenen og kiggede drømmende mod Moskva. Ind kom onkel Bent og satte sig lige foran mig på forreste række. ”Hej Bodil,” vinkede han. ”Det er Bent hjemmefra, du. Hallo!” Jeg tænkte, at jeg måtte holde fast i kunsten og vælge familien fra. Bagefter sad han i kantinen: ”Det er sateme så koncentreret, du er deroppe. Man kan slet ikke komme i kontakt med dig.” Det var så rørende. Han var oprigtigt interesseret og kom og så flere af mine forestillinger. Som en påmindelse om, at jeg har et ben i hver lejr af landet.

7.

EN TIDLIG MANDAG morgen i april 1988 trådte jeg ind i en togkupé på banegården i Odense. Jeg skulle tilbage til skolen efter at have besøgt min kæreste Jesper Lohmann, der jo mindede lidt om John Travolta. Forårssolen skinnede, så jeg satte mig ved en af de to vinduespladser. Den eneste anden passager i kupeen var en ældre herre, som sad ved døren. I Nyborg steg et kærestepar på, og de havde reserveret de to vinduespladser. Jeg rykkede hen og sad over for manden. Efter færgen bumlede vi over Sjælland. Inden Sorø mærkede vi noget turbulens. Først tænkte jeg, at det var de sædvanlige ryk, når man kører igennem et togskifte. Men pludselig gik det op for mig, at noget var galt. 

Vognen begyndte at hælde. Farten var alt for høj. ”Hvad, hvad, hvad?” lød det. Jeg holdt fast i, hvad jeg kunne. Stemte mine ben i maven på den ældre mand. Vognen væltede, jeg hørte lyden af metal, der skar mod hinanden. Af glas, der smadrede. Kupeens vindue lå mod jorden, gangen var over os. En af de andre togstammer rejste sig og hamrede ned på vores vogn og trykkede os længere ned. ”Nu dør jeg,” tænkte jeg og så en gammel olding for mig. Det var mig i skikkelse af min bedstemor. 

Så lagde stilheden sig. Jeg orienterede mig. Kvinden sad med benene ud ad vinduet og med hele togstammen over sig. Hendes lår boblede op. Der lå jord omkring hende. Anemoner stak op. Hendes kæreste og den gamle mand kravlede op gennem døren og krabbede hen ad gangen. Jeg blev hos hende og talte med hende, til redningsfolkene kom. Hun talte om, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. Jeg prøvede, men så kom redningsfolkene og bad mig kravle ud. 

Jeg trådte op og stod på toppen af det væltede tog. Mennesker løb skrigende bort. En af de andre togvogne var ikke landet i jord med anemoner, men på sten. På jorden lå en mand med armen revet af. Konduktøren, der havde billetteret os, lå der også. Død. Ret hurtigt efter jeg var kommet ned, troppede journalister fra Ekstra Bladet op. Der blev taget billeder, og de prøvede at stille mig spørgsmål. Jeg skreg, at de skulle holde deres kæft. 

Jeg blev undersøgt, men var sluppet uden fysiske skader. Til gengæld fik jeg psykologhjælp i tiden efter. I mit hoved kørte tankerne: ”Hvorfor skulle nogle dø, og jeg leve? Hvad var det for en logik?” Det plagede mig, men førte til, at jeg gjorde mig umage med de dage, jeg fik. Senere har jeg trøstet mig med, at man ikke kan finde en moralsk forklaring på tilfældighedernes vanvid. Der var ellers mange, der prøvede at pådutte mig en mening: ”Du skal nok til at …” Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, der er et regnskab, der er så enormt, at vi bliver vanvittige, hvis vi spekulerer over det. Vi skal bare synke tilbage i det. Det har med visne blade og Vorherre at gøre. 

Flere år senere sagde jeg i et interview, at jeg gerne ville i kontakt med kvinden ved vinduet, som havde fået min plads. Ret hurtigt kontaktede hun mig, og jeg fandt ud af, at hun hedder Lotte. Hende har jeg besøgt flere gange. Hun beholdt sine ben og kan gå, men med nedsat funktionsevne. Nu er hun blevet mormor på samme dato som ulykken. 25. april. Det er fint, at der kommer nyt liv. 

8.

LIGE DA JEG var færdig på skuespillerskolen, døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i. Jeg var tilmed god til det. Folk troede på det. At jeg var klar på tragikken, skyldtes, at jeg på skolen fandt sammen med instruktøren Henrik Sartou. Vi sad ved siden af hinanden til en intromiddag og talte og talte. For ham var teatret ild og vand, kærligheden og døden. Selv om vi ikke måtte, satte vi allerede som elever forestillinger op i en af prøvesalene og solgte billetter. Det var vilde ting som ’Det høje forsyn’ af Jean Genet, et klaustrofobisk stykke om magtrelationer blandt fængslede. Og som nyuddannede lavede vi Novalis’ ’Hymner til natten’ om afsked med denne verden. Vi indrettede en nedlagt færgehal på Aalborg Industrihavn som teatersal. Vi fik bygget en slags rumfartøj, vi medvirkende gik ind i til sidst, og så kørte det ud af hallen.

Jeg brændte for at lave teater, der rykkede mennesker, og det var Henrik god til at formidle. Når han kom til læseprøverne, præsenterede han et helt univers, jeg kunne krybe ind i. Han malede det så stort op, at det kom til at betyde alt. Når man som skuespiller sagde en replik, skulle det leve, krævede han. Han var så voldsom, at han kunne sige: ”Du skal ikke sige det, før det føles, som om du har sten i munden. Ikke før du kan smage blod.” Bare tanken er så god for mig, at det virker bedre end nogen teknik. Fordi jeg lærte det så tidligt, kan ingen tage det fra mig. Jeg kunne ikke bare distancere mig og være ironisk. Teatret betød alt. 

Undervejs blev vi gift og fik Johannes. Og selv om vi gik fra hinanden igen, blev han ved med at være i mit liv, til han døde som 40-årig. Johannes var seks år, og et par dage efter spurgte han mig: ”Vil det sige, at jeg kan gå og gå og gå og aldrig møde min far?” 

9.

HUMOREN KOM IND ad bagdøren. I 1995 sagde jeg ja til en revy i Græsted. Det lå dejligt afsides og foregik på den lokale kro. Jeg kom meget i forsamlingshuse som barn, og der er noget vidunderligt ved, at folk kommer og spiser først og bliver spiddet bagefter. Blandt andet spillede jeg multikunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Det var en kommentar til kunstneren, der i anledning af 50-året for Danmarks befrielse sendte en laserstråle ned langs den danske vestkyst. Det blev bemærket, at jeg, der ellers lavede dette svovlholdige teater, kunne få folk til at grine. 

Men der gik faktisk en del år, før jeg virkelig begyndte at dyrke humoren. Især ’Wienerballader’ på Det Kongelige Teater i 2010 prikkede hul på noget. Jeg spillede en fordrukken, uforudsigelig fidusmager af en tobakshandlerske. Hende kunne man grine og græde med, når hun forsøgte at få stillet sin elskovssult. Fordi hun essen­tielt var tragisk, ramte det grundtonen af det, jeg har undersøgt med komik. Og som jeg fik rig lejlighed til at dyrke, da jeg samme år begyndte at arbejde med Rytteriet. 

Humor interesserer mig kun, hvis der ligger en hund begravet et sted. Jager man grinet, synes jeg, det bliver fladt. Jeg ved heller ingenting om timing. Du kan ikke sige til mig: ”Altså, hvis du lige siger sådan her lige dér, så griner de.” Det har jeg ingen sans for. Jeg bliver distraheret undervejs og falder for sent ind. Jeg har nok min egen jyske timing. Jeg tør holde en pause eller bare lade ordene dratte ned. Når min onkel sagde noget, sluttede han altid af med ”… ik’ … også … Bodil”. Nogle helt skæve taktslag. Det var simpelthen kosteligt. Og utrolig menneskeligt. 

Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen. Der kommer en ren pinlighed til syne, som ingen kan undvige. Selv ikke de største statsledere. Skrøbeligheden har vi alle til fælles.

10.

MED MANUSKRIPTET til ’Idioterne’ i hænderne tænkte jeg: ”Hende der Karen, hende kan jeg udenad.” Rollen mindede meget om min funktion i Krykensemblet. At jeg var en del af noget, men alligevel ude i periferien. Det gjaldt også virkeligheden på optagelserne. De andre skuespillere sov i huset i Søllerød, hvor spassernes kollektiv lå. Lars (von Trier, red.) sov udenfor i sin campingvogn. Det var alt sammen meget intimt, men jeg tog hjem hver aften. Min søn Johannes var kun et år gammel dengang. 

En morgen mødte jeg Lars, som lige var trådt ud af campingvognen. ”Skal vi ikke gå ind og vække dem?” sagde han. Han tog sit kamera, og vi listede ind, og så vækkede jeg dem en efter en. Optagelserne endte i filmen. Den totale sammensmeltning af virkelighed og fiktion var meget kendetegnende for det filmset. Alle kastede sig ind i det med alt, de havde. 

Karen skulle tvangsmasturbere en af spasserne. Da vi nåede til dagen, og de hyrede stand-ins fra pornobranchen ankom, og Lars selv stillede sig op iført skjorte og intet andet, sagde jeg: ”Det tror jeg simpelthen ikke, hun ville gøre, Karen. Hun er ikke frigjort på den måde.” Vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var klart Karens grænse, jeg forsvarede, ikke min egen. Lars accepterede det. For Karen er hæmmet. I en badescene, vi optog, rendte alle også nøgne i vandet, mens jeg gik derud fuldt påklædt. Det er også derfor, det bliver så tragisk, når Karen tager sit oprør med sin familie og spasser ud. Alt, hun skal gøre, er at savle kage ned over hagen, og så virker det voldsomt.

Da Karen skulle udtrykke dyb sorg i ’Idioterne’, forsøgte Lars at instruere mig til at græde. Det lykkedes ham ikke. Vi kæmpede med den scene over flere dage, indtil jeg fremkaldte salmen ’Se nu stiger solen’ og linjen ”Lyset stander stille på livets kyst”. Jeg tænkte på at gå med mit lille barn ud til livets kyst og give det til døden. Det fik mig til at græde på en måde, som gjorde Lars tilfreds. Inden jeg havde snøftet færdig, spurgte han, hvad jeg havde gjort. ”Jeg tænkte på ’Se, nu stiger solen’ … den kender du da,” svarede jeg med et grin gennem de sidste tårer. Han grinede: ”Jeg kan godt se, at jeg har lagt min instruktion et helt forkert sted.” 

11.

I MIN HOSPITALSSENG lå jeg og funderede over proceduren, når jeg skulle på toilet: Jeg fik hevet bukserne af, blev spændt fast i en sele og hejst op. Med en fjernbetjening skulle sygeplejersken styre mig hen og sænke mig ned. Jeg forestillede mig, at fjernbetjeningen gik amok, så der pludselig fløj en tissetrængende dame rundt med røven bar. 

Jeg var på hospitalet, fordi jeg var kommet slemt til skade under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’. Onkel Anders spillet af Kurt Ravn og mig i skikkelse af fru Sejersen skulle køre op ad et dige på Mandø i en traktor. Iført fru Sejersens tøfler havde jeg stillet mig op på traktorens bagskovl, mens Kurt kørte. På toppen af diget gik traktoren ud og begyndte at skride baglæns. Jeg faldt og blev mast under skovlen. Da alt igen stod stille, lå jeg roligt og gled ud og ind af bevidsthed. Jeg tænkte, at min far kom og hentede mig. Hvis vi faldt, kom han altid: ”Hvad søren, ligger du dér? Du skal da med.” Jeg fornemmede, at Søs Egelind og Jesper Asholt kom over. Siden har Jesper Asholt sagt, at han kunne se færgen til dødsriget komme sejlende. ”Det var bare Fanøfærgen, du så,” svarede jeg. 

Min redning kom i form af en akutlægebil. Lægen skulle behandle mig på stedet, for jeg havde ikke overlevet en ambulancetur til Esbjerg. 

Jeg lå brak på hospitalet med to punkterede lunger, beskadiget lever og milt, alle mine ribben brækkede, tre brud på bækkenet og et brækket og et knust kraveben. Og jeg morede mig ved tanken om, at jeg fløj barrøvet rundt under loftet. Jeg fortalte det til sygeplejersken, som grinede, og så blev det en god dag. Det er ikke sådan, at humor redder alt, men det er godt at kunne grine lige til det sidste. Jeg vil hellere grine hele vejen til døden end hele vejen til banken. 

Den tankegang ledte til en sketch, vi lavede i Rytteriet. Jeg ville rette blikket mod offermentaliteten. Mange går og synes, at de har det rigtig hårdt, og at det giver dem ret til at være vrede. Fuck af med det. Slap dog af. 

Vi lavede tre figurer med hver sin gakkede gangart. De kom ind på scenen én efter én. Min figur havde hofteskred, fordi hun var kommet i klemme i de der roterende jernsluser, man skal igennem ved Tivolis indgang. Men hun elskede bare at gå efter Tivoli-Garden. Så viste jeg, hvordan hun med den der helt skæve gangart gik efter de snorlige gardere. ”Tivoli har ikke været god for mig, men jeg elsker Tivoli,” sagde hun. Det kunne lige så godt have været: ”Livet har ikke været godt for mig, men jeg elsker livet.” Rasmus’ (Botoft, red.) karakter havde som seksårig købt en ballon, men så var en påfugl død i luften over ham og faldet ned og havde ramt ham i brystkassen. Men han elskede også stadig Tivoli. Til sidst kom Martin (Buch, red.) ind og forestillede en mand med en forfærdelig ryglidelse. Helt foroverbøjet med blikket rettet mod jorden og begge armene hængende lige ned. Ude af stand til at rette sig op. ”Jeg elsker fyrværkeriet,” sagde han. 

Jeg grinede af det hver aften. Det var en måde at punktere folk, som går rundt: ”Åh, det er ikke nemt.” Og nej, det er det ikke, men sådan er livet. Derfor har jeg heller ikke haft brug for at beskylde en masse mennesker for de ulykker, jeg har været ude for. Det vil stå i vejen for det liv, jeg har lyst til at leve.

“Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen.”

12.

INDTIL MIN MOR mistede mælet, spurgte hun mig: ”Hvad vil du oppe i det skarpe lys? Oppe på det plateau?” Det var rigtig godt, at hun blev ved med at spørge, for nu, hvor hun ikke er her længere, spørger jeg mig selv. Svaret er: Så længe jeg bliver grebet af figurerne, bliver jeg stående. Det gør jeg i høj grad stadig. Jeg har ikke en drømmerolle, jeg går og venter på. I stedet har jeg været heldig at skabe roller, jeg elsker. Jeg er virkelig glad for Rita fra Rytteriet. Hun stikker altid en kæp ind i pænheden. Når de sidder og bøjer piberenserne, laver hun Aksels klunker. Når de broderer, broderer hun en hyldest til Nordkorea. Og så afskedssalutten: ”Jeg skal ud og skide, skal I ha’ noget med?” Præsten er jeg også vild med, for hun er så fortabt. Hun har mistet troen og er begravet i bureaukrati. Det er både sjovt og udtryk for ægte desperation, når hun skælder menigheden ud for at tro, at påsken er gul. ”Den er sort, for helvede!”

Lige nu arbejder jeg på en solo-kabaret om Jørgen Ryg. Side om side med Preben Kaas tonede han frem på vores fjernsyn hjemme i Vejen. Begge iført velsiddende jakkesæt. De kastede sig ud i en samtale, hvor de glemte de mest basale ord. Bil, tog, bro. Det blev mere og mere gakket, Ryg røg ned på alle fire og imiterede både sporvogn, tog og båd. Min far og jeg grinede og grinede. Jeg elskede den måde, Ryg bevægede sig i sproget på. Man skulle virkelig spidse ører. Han kunne bryde enhver hverdagssætning helt ned. Ryg og min far mindede faktisk lidt om hinanden. To halvskaldede originaler med briller.

En del af kabareten baserer jeg på filmen ’Syg og munter’. Her spiller Jørgen Ryg den her psykisk syge mand, der kører rundt med vasketøj. Han er dybt intelligent, men ser verden helt skævt og udfordrer de sociale koder. Det udstiller, hvordan vi som mennesker skal passe på med at automatisere vores omgang med andre. Kabareten bliver på den måde en hilsen til, hvor jeg kommer fra. Ikke bare på grund af min far, men også min mor. Over for os i Vejen boede eksempelvis Kirsten og Wille. De var datter og far. Hun havde epilepsi og drak for meget, men bankede jævnligt på hos os. Min mor lukkede hende altid ind. Der var aldrig noget ”vi har ikke lige tid i dag”. Oftest endte det med, at hun hentede sin far, og så spiste de hos os. Du skal altid have fem minutter til en gakker som dig selv.

BODIL JØRGENSEN

57 år. Opvokset i Vejen. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Gift med filmfotografen Morten Søborg, med hvem hun har sønnen Østen og datteren Rigmor. Har sønnen Johannes fra sit ægteskab med Henrik Sartou. Var i en årrække fastansat på Det Kongelige Teater. Hendes film tæller blandt andet ’Idioterne’, ’Klinkevals’, ’Hvidsten Gruppen’, ’Hævnen’ og ’All Inclusive’. I Rytteriet har hun blandt andet præsenteret figurer som Rita, den desillusionerede præst, den vrede sønderjyde og Trines mor.

 

Den 65-årige skuespiller og komiker om at vokse op i strid medvind, om angst og livslang forfængelighed, om sejre og store sorger – og om den pludselige glæde ved at vågne op på en campingplads med morgenhår og joggingdragt.
Tekst:Danni TravnFoto:Privat

MINE FORÆLDRE tilhørte den generation af danskere, der byggede landet op efter besættelsen. Min far var murer, så han sled i det i sommerhalvåret, men havde ikke let ved at finde arbejde om vinteren. Min mor mødte hver morgen klokken 07.00 på den lokale papirfabrik. Da de blev gift, flyttede de i en toværelses på Holstebrovej i Skive. I 1953 blev jeg født i lejlighedens soveværelse.

JEG HOLDT nok lidt mere fast i gelænderet end de andre drenge. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden og troede på det, de sagde. Mit barndomshjem var præget af en ukuelig optimisme. Min mor sagde altid: ”Det skal nok gå alt sammen”, og min far supplerede med: ”Husk at være glad.” Vi gjorde mange ting sammen. Hørte radio, spillede kort, tog på teltture og campingferier. Det var, som i sangen, et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I NABOOPGANGEN boede min morfar og mormor. De var et par skønne mennesker, der gik og småskændtes på den mest morsomme måde. Min morfar blev kaldt ’Fandenrasme’ af de andre børn, fordi der altid stod en sky af eder og forbandelser om ham, men altid krydret med varme og humor. ”Kan du sige fandenrasme?” ”Kan du sige den ondelyneme?” Min bedstemor mente ikke, at det var noget at lære sit barnebarn. Så svarede bedstefar: ”Han skal sgu da lære det et sted, og så kan han den ondelyneme lige så godt lære det af mig.” 

Preben Kristensen, tre år gammel. 

‘FANDENRASME’ var kun et af utallige øgenavne i Skive. Maleren hed ’Strimmel’. ’Ballet-Sørensen’ havde skæve fødder. ’Oskar Enøre’ manglede et øre. ’Carl Pis-i-brød’ var bageren med byens dårligste bagværk. ’Skumgummi’ var en kvinde, der udstoppede sin brystholder. Min far og jeg førte en fælles liste over alle navnene. Vi var en familie, der grinede meget.

MIN FØRSTE BIOGRAFTUR var en skelsættende begivenhed. Min far tog mig i hånden og førte mig ned til Skive Bio. Intetanende kom jeg ind i et aflangt lokale med dyremotiver på siderne og et tungt, grønt tæppe for enden. Da tæppet gled væk, tonede en lyshåret mand frem. Det var Tommy Steele i filmen ’Ung mand med guitar’. Bagefter tonede en tyk mand og en tynd mand frem og lavede løjer. Jeg kendte ikke Gøg og Gokke, men grinede hele vejen igennem. Jeg var dybt betaget. Selvom jeg intet forstod af de engelske ord, gik jeg derfra syngende min egen vrøvleversion af Steeles hit ’A Handful of Songs’. Mine lommepenge og min sparsomme løn som cykelbud gik herefter på biografbilletter. Senere fik jeg arbejde i biografen og sad aften efter aften og sugede for­tællinger til mig.

DE ÅRLIGE DIRCH PASSER-FILM var et tilbagevendende højdepunkt. Jeg var heldig at se film som ’Styrmand Karlsen’, ’Charle’s tante’, ’Baronessen fra benzintanken’ og ’Frøken Nitouche’ med barnets uspolerede øjne. Dirch ramte noget dybt i mig, som jeg selv som voksen har svært ved at sætte ord på. Der var en masse timing i hans komiske talent, men også en afgørende sårbarhed. I 1967 var han atter med i Cirkusrevyen, og jeg begyndte en kampagne for at komme ind og se ham det følgende år. Det lykkedes. Mine forældre skrabede penge sammen, så vi alle kunne tage af sted og se ham i Cirkusrevyen i 1968. Her brillerede han blandt andet med ’Mudderkliren’. Efter forestillingen var jeg øm i hele ansigtet af at grine. Jeg var ikke i tvivl: Jeg ville det der. 

PÅ DET STORE LÆRRED

Preben Kristensen er 65 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Hans første større filmrolle var over for Ole Ernst i det stort anlagte drama ’Peter von Scholten’ fra 1987. Men filmen skuffede, og tilbuddene ebbede ud. Da dansk film blev revolutioneret i 90’erne, var det uden Preben Kristensen. I sin nye erindringsbog ’Husk at være glad’ fortæller han: ”Aldersmæssigt befinder jeg mig mellem de nye stilskabere og den gamle garde fra 60’erne og 70’erne, men støvkorn fra de ældre lå på mine skuldre (…) Det er sagt helt uden bitterhed. Enhver generation har lov til at erobre verden uden hensyn til de ældres følelser og forfængelighed.”

I SKOLEN HAVDE jeg en streng fysiklærer, som havde en kreativ åre: Han stod for byens drengekor og den årlige revy Gøglervognen. Jeg fandt nemt sammen med andre, der delte min passion. Jeg fik møvet mig ind først i koret og siden i revyen. Med Gøglervognen blev jeg flere somre i træk en af de lokale stjerner, når vi optrådte med sketch og parodier på Børnehjælpsdagen. Jeg gav den blandt andet som Mogens Glistrup, Simon Spies og Uri Geller. 

HJEMME ANNONCEREDE jeg, at jeg ville prøve at komme på skuespillerskolen i Aarhus. Det støttede far og mor mig helt i. I deres omgangskreds lød ellers kritiske røster. Min faster sagde blandt andet til min far, at han måtte sørge for, at jeg fik en rigtig uddannelse at falde tilbage på. Min far svarede: ”Jamen, skuespiller bliver den uddannelse, han kan falde tilbage på.” Jeg har langt hen ad vejen haft et liv i strid medvind. 

NÅR VI HAVDE fri fra skuespillerskolen i Aarhus, samledes vi gerne på Jacob’s BarBQ, hvor vi sang og klovnede omkring klaveret. Ofte var Søren Pilmark den store igangsætter. Han, Asger Reher, Anders Bircow og jeg blev på et tidspunkt sat sammen af vores sanglærer, der gerne ville prøve noget firstemmig sang. Vi kunne straks høre, at vi klingede godt sammen. Inden jeg så mig om, var jeg en del af kvartetten Barbershop Harmony. Vi anede intet om at lave shows, men bandt vores sange sammen af små parodier og sketch. Det var i den forbindelse, i al hast kradset ned på en notesblok, min parodi på dronningen opstod. Hun var med fra allerførste aften. Efterhånden transformerede gruppen sig til at være Anders og mig samt en fyr fra to årgange under os: Thomas Eje. Vi skiftede navn til noget, der passede med, at vi nu kun var tre. 

Preben Kristensen, 20 år gammel, 1973. 

LINIE 3 VAR et fritidsprojekt, mens vi passede vores arbejde på teatret. Ligesom med Barbershop Harmony satte vi musikken i centrum, men publikum reagerede meget positivt, når vi lavede sjov, så det komiske element kom til at fylde mere. I sommeren 1979 optrådte vi på loftet over Jacob’s BarBQ. Hver aften kom flere til, så rummet til sidst var så proppet, at kondensvandet drev ned ad væggene. Blandt dem, der klemte sig ind, var en producer fra DR. Han ville gerne optage vores show og bringe det i fjernsynet. Showet blev sendt 3. maj 1980, og den næste morgen var vi berømte. Sådan var effekten i monopolets dage. Vi ramte en eller anden nerve med vores unge, uskyldige humor. 

DAGEN EFTER tv-premieren gik jeg ned ad Strøget i Aarhus med Anders og Thomas. Pludselig blev jeg grebet af en ubehagelig fornemmelse af, at alle kiggede på mig. Jeg fik åndedrætsbesvær og måtte sætte mig ned på en bænk. Med Anders og Thomas’ støtte kom jeg op i min lejlighed. Jeg vidste, at noget var rivende galt. Jeg tog op til min læge, der sagde, at jeg havde haft et angstanfald, og udskrev nervepiller til mig. Dagen efter slugte jeg en enkelt pille for at klare mig gennem et pressemøde om Linie 3’s kommende album. Da jeg kom hjem, tog jeg pilleglasset fra hylden og smed det i skraldespanden. En stemme af fornuft sagde til mig, at det simpelthen ikke nyttede noget, at jeg allerede som 26-årig begyndte at æde nervepiller for at klare mig gennem livet.

ANGSTANFALDET påvirkede min tilgang til omverdenen. Jeg trak mig en anelse, var mere på vagt, blev mere forfængelig. Håret fik lige et ekstra strøg med kammen, inden jeg viste mig udendørs, og jeg stoppede med at køre med bus og S-tog. Jeg lukkede kun få fra min omfattende omgangskreds ind i kredsen af egentlige venner. Pressen kom aldrig over min dørmåtte, og når jeg gav interview, handlede de næsten udelukkende om min karriere. Det var uden tvivl et skridt væk fra den optimistiske verden, jeg voksede op i, men det handlede om at beskytte mig selv. Måske man kan sige, at jeg blev en slags voksen, det billige skidt.

STEMMEN

I 1986 tilbød Jesper Klein Preben Kristensen at lægge stemme til Loke i tegnefilmen ’Valhalla’. Det blev den første af mange stemmeroller, og generationer af børn (og nu voksne) kender ham blandt andet som elskovssyge Lumière i ’Skønheden og Udyret’, som ustyrlige Genie i ’Aladdin’ og som Woody i ’Toy Story’-filmene:

”Alle mine figurer har haft skægge kendetegn og karaktertræk, men den her lille cowboyfyr var en fuldendt figur med et helt spektrum af følelser. Han bliver forelsket, jaloux, duperet, rasende, genert og mærker savn. Jeg græd vitterlig, da jeg indspillede den.”

OFFENTLIGE PREBEN skulle nok smile, når blitzlysene blinkede. Til gengæld ville private Preben gerne være alene, for jeg var en forsigtig ung mand, der var vokset op i ydmyge rammer. Intet havde forberedt mig på berømmelsens chok. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive kendt. Jeg kendte dårlig nok det koncept. Alt, jeg ville, var at lege og fortælle historier på scenen.

AT JEG VAR kæreste med en mand – Søren, som jeg i dag er gift med – bidrog yderligere til behovet for en skarpt optrukket privatlivszone. For vores venner og familier var der intet odiøst i vores forhold, men omverdenen var ikke klar til at trække på skuldrene af to mænd, der boede sammen. Kom det frem, ville det blive den dominerende historie om mig, tænkte vi. En ting var, at det ville være irriterende at blive identificeret med sit valg af partner. En anden ting, at jeg frygtede, det ville farve publikums opfattelse af mig. Kunne de tage mig seriøs som førsteelsker, hvis de kendte mine personlige forhold?

TEATERDIREKTØRERNE hyrede mig logisk nok mest til komiske forestillinger. Men da Nørrebro Teaters direktør Leon Feder ringede og tilbød mig endnu en rolle i den sjove afdeling, bad jeg ham om at komme med noget andet. Nogle dage senere tilbød han mig rollen som McMurphy i ’Gøgereden’. Glædestrålende takkede jeg ja. Efter røret var lagt, så jeg Jack Ni­cholson for mit indre blik. Jeg fortrød. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg ringede og sagde det til Leon, som blot svarede, at det var for sent at fortryde, og så lagde han på. ’Gøgereden’ blev en slags ny begyndelse. Jeg var så stålsat på at vise mit værd som dramatisk skuespiller herhjemme, at jeg nedlagde veto mod, at Linie 3 skulle satse på udlandet. 

PÅ DE SKRÅ BRÆDDER

Han ville egentlig være filmskuespiller, men teaterscenen ’snuppede’ Preben Kristensen tidligt. Netop nu har han hovedrollen i Ibsens ’Peer Gynt’ på Folketeatret i København frem til 22. december. Næste år er han med i ’Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater. Til marts besøger han Aarhus med sin 40-årsjubilæumsforestilling ’Suffløren’, mens han i sommeren 2019 kan opleves i Hjørring Revyen. Og så vender han tilbage til filmlærredet med en rolle i May el-Toukhys ’Dronningen’, hvor han spiller over for blandt andre Trine Dyrholm.

MIT STOLTESTE ØJEBLIK var Reumert-uddelingen i 2005. Som de tre foregående år var jeg vært, og da vi nåede til uddelingen af Bikubens Hæderspris, kaldet Æres-Reumerten, ville jeg gå om bagved for at forberede et af mine små overbindingsindslag. Men jeg blev på det kraftigste bedt om at vente i kulissen. Prisen var tidligere givet til folk som Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, og ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at de ville give den til mig. Pludselig kunne jeg høre på den lange begrundelse på scenen, at det var det, som skete. Helt mundlam trådte jeg på scenen for at modtage prisen. Begrundelsen var, at jeg havde været i stand til at være både komiker og karakterskuespiller. Jeg følte mig set og accepteret. Det var, som om noget i mig faldt til ro.

MIN STØRSTE SORG er tabet af mine forældre. Min mor gled langsomt ind i demensen, mens min far simpelthen var slidt op. Typisk for min far var nogle af hans sidste ord til mig, at jeg ikke skulle være ked af det, for han havde haft et fantastisk liv. Jeg har efterhånden erfaret, at mine forældres livsfilosofi virker. Du får virkelig noget ud af livet, hvis du holder humøret højt og arbejder passioneret. Ikke at det er let altid at leve op til. Men det er noget at stræbe imod, og det har bragt mig videre igen og igen. 

DE SENESTE ÅR er jeg løsnet op sammenlignet med den vagtsomme mand, jeg var i mange år. Den slags kommer nok med alderen for mange. Når man har bevist, hvad man ville, slapper man mere af. Min mand og jeg behøver ikke længere putte med vores forhold. Vi kan, mere end nogensinde, bare være, uden at der gøres særlig notits af det. 

NU CAMPERER VI. Det kan lyde banalt, men det betyder helt oprigtigt noget. Sidste sommer begyndte vi at køre på små ture i vores autocamper, og det har været som en genopdagelse af min barndoms uhøjtidelige ferieliv. En morgen trådte jeg ud af camperen i morgenhår og fleecejoggingdragt med et håndklæde slynget om halsen. For få år siden havde det været utænkeligt. Hvis nu nogen så mig … Den morgen smed jeg den sidste rest af selvbevidst forfængelighed. Jeg gik afslappet over pladsen og betragtede de andre gæster hygge sig ved morgenbordene – og følte mig hjemme.