Indlæg

Den nøgne sandhed

Vi danskere var engang verdenskendte for at være nøgne i tide og utide, men sådan er det ikke længere. Hvad er der sket? Er det kun gamle hængerøve, der gør det, og hvorfor er der stadig bar numse-tvang i Aarhus?
Tekst:Kim KristensenFoto:Ole Henning/Ritzau Scanpix

”DU KAN KENDE mig på mine fødder, jeg går barfodet året rundt,” har Torben Larsen skrevet i forvejen.

”Det smager lidt af naturisme,” siger den hvidhårede 76-årige tidligere gymnasielærer på Sorø Station, og han er da også den eneste uden sko, som denne dag i januar venter under stationens halvtag på toget fra København. Temperaturen er lige over frysepunktet, og Torben Larsens fødder er røde og blå af kulde. Men det er sundt, forsikrer formanden for Danske Naturister. Det og en snaps om morgenen. 

”Jeg bliver aldrig forkølet,” forklarer han i bilen på vej tilbage til villaen ved Tuelsø nordøst for den midtsjællandske stationsby. Her bor han sammen med hustruen, som også er naturist, og han har hellere end gerne villet mødes. Ikke bare for at snakke om, hvad han kalder en ”kedelig tendens” i samfundet, men også dens konsekvenser. For os alle.

Det årlige nøgenløb på Roskilde Festival, 2024. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

PROBLEMET, OM MAN VIL, er, at der bliver mindre og mindre nøgenhed i det offentlige rum. Og Torben Larsen er ikke den eneste, det giver grå hår i hovedet. 

”Mennesket fødes nøgent, men overalt er det i klæder,” konstaterede det britiske tidsskrift The Economist for nylig – i en omskrivning af oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseaus ord – med henvisning til, at europæerne er ved at miste deres forkærlighed for at smide tøjet. I Tyskland måtte den største naturistforening aflyse festlighederne i forbindelse med 75-årsjubilæet på grund af manglende interesse, og i Frankrig har le topless på stranden mistet sin tiltrækning. Eller i det mindste for udøverne. I 1984 havde næsten halvdelen af de franske kvinder gået topløs på stranden, hvorimod det nu er under hver femte. Og det er tre gange så populært i landet at droppe bikinitoppen blandt kvinder over 65 som i aldersgruppen mellem 18 og 24 år.

Samme tendens gør sig gældende i Danmark, selvom vi ellers plejede at være de første til at lade beklædningsgenstandene falde. 

”Du havde ikke fortalt mig, at du flyttede til en sexby,” udbrød Kay Xander Mellishs bedstemor, da barnebarnet i 2000 skiftede adresse fra New York til København. ”Det var opfattelsen af Danmark dengang,” fortæller forfatteren til ’How to Live in Denmark’. 

Kay Xander Mellish vidste ganske vist ligesom bedstemoren, at Danmark som det første land havde frigivet pornoen i 1969. Men hun blev overrasket over, at kvinderne gik nøgne rundt i omklædningsrummet, hvorimod amerikanere ville svøbe et håndklæde rundt om kroppen. Og på samme måde tog danskerne badetøjet af, når de tog brusebad. Alle kunne se hinanden nøgne. 

”Så det er sjovt, at det i dag, et kvart århundrede senere, er kommet dertil, at folk ikke længere vil gå rundt nøgne,” siger Kay Xander Mellish. ”Eller hvis de gør det, så tænker de fleste: ’Hvorfor har hun ikke noget tøj på?’”

NATURIST ELLER NUDIST?

Egentlig er der ikke nogen forskel på naturisme og nudisme, begreberne er synonymer. Af historiske årsager foretrækker de fleste dog at blive kaldt naturister.

Nudisme kommer af det latinske ord nudus, som betyder ’nøgen’, mens naturisme kommer af ordet natura, der er latin for ’fødsel’.

Nudisme er en betegnelse, man brugte i 30’erne, da nøgenkulturen havde sin første opblomstring. Naturisme opstod i 60’erne og 70’erne i kulturens anden opblomstring, da  man ønskede at lægge afstand til kredse, der sammenblandede nudisme med ekshibitionisme.

DANSKE NATURISTERS medlemstal er faldet fra 1.200 i 2014, hvor Torben Larsen blev medlem, og til i dag 800 (den konkurrerende forening Dansk Naturist Union har 600). Og medlemmernes alder taler formanden helst ikke om. Heller ikke, om de bliver ældre.  (”Kan du ikke skrive, at aldersprofilen desværre er på den forkerte side af 50?”).

”Nøgenheden privatiseres mere og mere,” siger Torben Larsen, efter at vi har sat os ved stuebordet med udsigt gennem panoramavinduerne til søen for enden af haven og græsplænen.

”Man lukker sig om sig selv og vægrer sig ved eksponering af kroppen.”

Naturisterne har ellers prøvet alt. Gåture og orienteringsløb i skovene (Naturstyrelsen tillod i 2016 nøgenhed i statsskovene), badning, svømning, minigolf, museumsbesøg, wellness, kurbade, fitness, yoga og selvfølgelig bowling. ”Husk nu at bruge de rigtige kugler,” lød en af opfordringerne på Facebook til opslaget med nøgenbowling.

”You name it, we got it,” konstaterer Torben Larsen. 

Selvom han kalder det at gå uden tøj for en ”spirituel oplevelse”, er det for naturister banalt set et praktisk spørgsmål: Hvorfor gå med tøj, hvis det ikke har nogen funktion? Både badning og solbadning er mere praktisk foruden. Selv går formanden rundt nøgen derhjemme, både indendørs og ude i haven, når han slår græs. Han er blevet fotograferet ved åbningen af Mathilde Grafströms udstilling ’Female Beauty – Nude in the Public Space’ på Kongens Nytorv, i forbindelse med artikler, og også da TV Øst kom på besøg på Orø i Isefjord, som naturisterne havde indtaget for en stund. Hver gang uden tøj på. 

”Torben, du kunne i det mindste have taget et slips på,” bemærkede en af kollegerne på gymnasiet dagen efter den sidste oplevelse. 

Folk spørger ofte Torben Larsen, om han også kunne finde på at gå nøgen rundt nede i Netto, og svaret lyder, at det kunne han. Sagtens. Hvis tiden var til det. 

”Men den er ikke moden til det. Og spørgsmålet er desværre, om den nogensinde bliver det. Frisind handler om, at man kan gøre, hvad man vil, bare det ikke skader andre. Men desværre lever vi i en tid, hvor man kan blive hængt ud på alle mulige medier.”

Nudister spiller volleyball, 1972. Foto: Knud Jacobsen/Ritzau Scanpix

DET VAKTE OPSTANDELSE, da to topløse unge kvinder i sommeren 2021 tog sol på deres altan på Vesterbro i København. Flere naboer klagede over deres ”letpåklædte adfærd”, og ejendommens administration kunne i første omgang ikke bare lukke øjnene. Kvinderne blev venligt, men bestemt bedt om at ”tage hensyn til, at det ikke er alle, der trives med at kunne se hinandens kropsdele”.

Først efter kvinderne havde skrevet et opslag på Instagram og senere et debatindlæg i Politiken, hvor de kaldte henstillingen for et røveri af frihed og ”retten til at bestemme over sin egen krop”, blev den trukket tilbage, og de fik en undskyldning. Der var tale om deres egen matrikel, og de måtte klæde sig, som de havde lyst til.

Hvornår bikinitoppen fik et comeback,
er ikke nedfældet i historiebøgerne. Men direktøren for KVINFO, Henriette Laursen, mener, at den kvindelige krop begyndte at blive seksualiseret, objektiviseret og kommercialiseret – hun vil endda sige ”pornoficeret” – i 80’erne. 

I 70’erne var porno begyndt at blive mere og mere udbredt efter at være blevet tilladt i årtiet tidligere. Pludselig var der nu nøgne kroppe overalt i film og reklamer, og efterfølgende kom der om muligt endnu flere med fremkomsten af internettet. Mens nøgenhed havde været normalt i billed- og billedhuggerkunsten, tog det tid, før den slog igennem i filmmediet (i 1967 advarede retningslinjerne for de amerikanske filmselskaber i Hollywood stadig om, at ”fuldstændig nøgenhed er aldrig tilladt”).

”Det betyder alt sammen nogle nye værdier, hvor kroppen igen bliver forbundet med skam og noget forbudt. Det naturlige ryger også med perfekthedskulturen. Man kan ikke vise sin krop frem, hvis den ikke er perfekt. Kroppen bliver mere privat og noget, man er mere blufærdig med at vise frem,” siger Henriette Laursen.

Kvindefestival i Fælleparken, 1979. Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

EN MENINGSMÅLING afslørede i 2015, at kun fire procent af danske kvinder badede topløst ’altid eller for det meste’, mens 85 procent gjorde det ’aldrig’ eller ’sjældent’. Tendensen til at dække sig til var stærkest hos de unge kvinder (ligesom i Frankrig). Tre ud af fem kvinder mellem 18 og 39 år havde aldrig vist sig topløse på en strand og gjorde det stadig ikke. 66 procent mente dog ved samme lejlighed, at det var uproblematisk, at kvinder viste sig uden top.

”Dengang var du en snerpe af den anden verden, hvis du ikke gik topløs,” fortæller Emilia van Hauen om sin ungdom i 80’erne og husker, at alle kvinder helst skulle gå uden. Eller det var i hvert fald det normale. Selv havde den i dag 59-årige kultursociolog ikke lyst til at smide toppen. 

”Så fra at kvinderne engang ikke gik topløse, til at de skulle det, og så absolut ikke skulle det, er vi i dag kommet dertil, at de selv bestemmer det. Nogle gør det, og andre gør det ikke. Der er ikke længere en dominerende måde at opføre sig på, når det handler om kroppen. Hvilket knytter sig til hele diskussionen om diversitet: Der er plads til alt og det hele.”

FORBRYDELSE OG STRAF 

Straffelovens § 232 taler om, at ”den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år”. Adfærden skal være ”egnet til at krænke”. Gerningspersonens egen opfattelse heraf er uden betydning.

PÅ CHARLOTTENLUND SØBAD nord for København fortæller en elektronisk tavle med rødt, at luften er 5,2 grader, vandet 3,6 – og at vandkvaliteten er grøn. Eller rettere sagt: På Søbadet taler de aldrig om, at vandet bare er ’grønt’. Det er grønt, gråt, blødt, silkeblødt, hårdt, klart, rent, stormgrumset eller varmt i forhold til luften. 

”Vi har landets flotteste kontor‚” siger bestyrelsesformand Bent Jørgensen og trækker persiennerne op, så Københavns skyline kan ses sydpå over vandet.

Vinterbaderne plejede at være hjælpe-tropper i kampen mod textilerne (som na-tu-rister kalder dem, der bruger badetøj). Det er nemlig svært at bade med tøj på om vinteren. En våd badedragt fryser til is, så de fleste bader uden. 

Men de senere års tilstrømning til vinterbadeklubber og -foreninger har gjort, at sommerens diskussion om nøgenhed på stranden nu også er flyttet til vinteren – og ikke mindst indendørs i saunaerne. I 2015 var der 98 vinterbadeforeninger og 27.677 medlemmer og altså vinterbadere. Sidste år var tallet steget til 188 foreninger og 75.837 medlemmer.

Selv blev Bent Jørgensen vinterbader i 1990 efter at have lagt mærke til, at naboen på vejen altid tog af sted om eftermiddagen for senere at vende hjem med farve i kinderne og glød i øjnene

”Du kan løbe en lang tur, og så har du den der følelse af velvære bagefter,” fortæller Bent Jørgensen. ”Men du kan få nøjagtig den samme følelse ved at hoppe i det kolde vand i 30 sekunder – og så en varm sauna. Jeg var solgt på stedet.”

I SOMMERHALVÅRET, hvor Charlottenlund Søbad er åbent for offentligheden i døgnets lyse timer, er mænd og kvinder adskilte, mens medlemmerne i vinterhalvåret deler både havet og saunaen. På broen er der diskretionslinjer som i en bank, og de badende venter i vandet, til dem foran er kommet helt op ad stigen. Og i saunaen skal man være tildækket. Noget, som bestyrelsen har måttet understrege: Et dækkende håndklæde skal være dækkende. Men tidligere klædte mænd og kvinder om i et fælles omklædningsrum for vinterbadere, og kvinderne sad topløse i saunaen (ligesom på stranden).

”Helt klart,” svarer Bent Jørgensen på spørgsmålet, om de yngre medlemmer er mere blufærdige.

”Da jeg var ung i 60’erne og 70’erne, og i min generation, lå folk nøgne på stranden – også i Gentofte. Man lå, som Gud havde skabt én. Jeg kan helt klart se, at de unge er mere bornerte og forsigtige med at vise sig uden tøj på.” 

Få hundrede meter fra Søbadet, på Strandlund nær ved Charlottenlund Fort, kæmper Gentofte Kommune for at slippe af med den lille strands standhaftige nøgne rygte. Modsat Donald Trump, der har fået Google til at ændre Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske, har kommunen foreløbig ikke haft held til at få søgemaskinen til at lade være med at kalde stranden for en ’nudiststrand’, selvom kommunen mener, at den netop ikke er dette. ”Der skal være plads til alle; både dem, der bader med og uden tøj på,” oplyser Gentofte Kommune i en mail. 

Amager, 1985. Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix

VERDENS STØRSTE VINTERBADEKLUB ligger i Aarhus, og her har medlemmerne af Vikingeklubben Jomsborg på Den Permanente Badeanstalt i fem af de syv saunaer udsigt over Aarhus Bugt og byen – og i dem alle syv til hinandens private dele. På Charlottenlund Søbad husker de repræsentanter, der tog til smilets by for at fejre klubbens 75-årsjubilæum, at det dengang føltes ubehageligt at sidde nøgne, lår ved lår, i saunaen.

”Vi er da selv lidt stolte over, at vi er mønsterbrydere, hvis man kan kalde det sådan,” siger formanden, 62-årige Bent Kræmer, med henvisning til, at der som udgangspunkt er bar numse-tvang i den store badeklub. Det foregår au naturel både i og uden for vandet. 

Selvom Bent Kræmer ikke har registreret, at de yngre medlemmer er mere blufærdige end de ældre, erkender han, at årsagen kan være enkel. Det, at de ved, at det er tvunget, kan forklare, at kun 400 medlemmer ud af i alt 11.000 er under 25 år.

Landsformanden for Sammenslutningen af Vinterbadeforeninger i Danmark, Jørgen Hedevang, oplever det også i sin egen forening i Aalborg, Isbjørnen, Her lader foreningen det være op til medlemmerne, om de vil være nøgne i saunaen eller sidde med et håndklæde om sig.

”Der var faktisk rigtig mange unge i aftes, da jeg sad i vores sauna, og de fleste sad med håndklæder omkring sig,” fortæller Jørgen Hedevang, der plejer at sige, at han ”har passeret de 60, og så snakker vi ikke mere om det”.

”Det er dog svært at tage som udtryk for noget, for vi har jo ikke lavet nogen målinger. Men måske er der lidt med, at det ikke er helt naturligt at være nøgen for de unge. Og så ved jeg ikke, om det er fra 25 til 40 eller går helt op til 50 år.”

En sommerdag ved Den Permanente i Aarhus. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

SIDSTE ÅR MÅTTE Silkeborg Kommune skride ind og kræve, at Sauna- og Vinterbadeforeningen Almind-Wellet tillod brugen af badetøj i saunaen. Det skete, efter at medlemmer havde reageret mod den ”påtvungne nøgenhed” i det nye bad ved Almind Sø. For nogle var det et spørgsmål om blufærdighed. For andre var det akavet at møde naboen, klienten eller de andre forældre fra børnenes skole. Altså nøgne.

Naboerne var heller ikke begejstrede for udsigten: ”De mennesker, der kommer herned, skulle måske stå derhjemme, tage tøjet af, kigge sig selv i spejlet og spørge: Er det her nu også en god idé,” lød det fra en af naboerne i TV 2 Østjylland.

Ifølge Julia Lahme, der er etnolog, livsstilsekspert og direktør i eget kommunikationsbureau, skal forklaringen på de ældre vinterbaderes holdning findes i starten af det 20. århundrede og i den tyske såkaldte Freikörper-kultur – eller frikropskultur – som ikke bare søgte tilbage til naturen og det sunde i at udsætte (hele) kroppen for luft og solskin. De vendte også ryggen til de sociale forskelle, som beklædning signalerer.

”Her handler det om at lede efter fællesnævnere, og lige så snart vi tager tøjet af, er vi alle lige,” siger Julie Lahme, der er 47 og selv begyndte – iført badetøj – at hoppe i vandet i vinter.

”Men de yngre generationer er vokset op med, at selvom vi tager tøjet af, er vi alligevel ikke lige. De unge bliver i dag i en helt anden grad vurderet på, hvordan de ser ud, end førhen.”

NØGEN PÅ STRANDEN?

Der findes ingen lov i Danmark, der direkte fastsætter, hvad naturister må og ikke må.

Den offentlige orden reguleres efter politiets ordensbekendtgørelse.

Der findes kun få begrænsninger i forhold til nøgenbadning. I 1976 afgjorde Justitsministeriet, at nøgenbadning og solbadning på stranden uden tøj ikke i sig selv kan anses for at være uanstændig opførsel, så længe man viser hensyn.

TØVER DE YNGRE generationer med at smide tøjet, har de helt unge allerede fravalgt det, lyder det fra Majbrit Berlau, direktøren for Sex & Samfund. Årsag: de høje krav og forventninger til ikke mindst de unge pigers krop. 

En undersøgelse, som Voxmeter har foretaget til Sex & Samfunds undervisningskampagne ’Uge Sex’, afslører, at halvdelen af børn og unge mellem 15 og 18 år mener, at udseendet spiller en stor rolle for at blive accepteret i skolen. Hver tredje har oplevet, at nogen er blevet holdt udenfor på grund af deres krop eller udseende. Og mere end ni ud af 10 siger, at der bliver talt grimt om andres krop eller udseende.

Majbrit Berlau tilskriver det, at de sociale medier – og medier generelt – i dag kører 24/7, så kravet om ’det perfekte’ hele tiden er tilstedeværende i de unges liv.

”Resultatet er, at kroppen og udseendet nu også er blevet en del af den kontrol, som de unge udsættes for, for at blive en del af fællesskabet. Når det er sagt, så har der altid været kropsidealer. Kroppen og udseendet har altid betydet noget, og mennesker, som er blevet set som smukke, har haft et nemmere liv. Men det er nu flyttet helt ind i klasselokalet på en måde, der er hårdere end tidligere,” siger direktøren. 

Ni ud af 10 af pigerne og halvdelen af drengene i undersøgelsen har det seneste halve år foretaget mindst én handling for at kontrollere deres fremtoning på grund af negative tanker om kroppen. Nogle tager løsere tøj på. Andre dækker huden med makeup. Eller de undgår at vise kroppen helt eller delvist nøgen frem i det offentlige rum og fravælger omklædningsrum og svømmehaller. En af de adspurgte i undersøgelsen fortæller, at det på hendes tidligere skole blev omtalt som ”klamt” at gå i bad (med andre), og at nogle elever blev bagtalt efter fællesbadet.

Badeanstalten Helgoland, 1982. Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

MARIA HYBHOLT BEGYNDTE at forske i kroppen og den nøgne version af den, efter hun blev opmærksom på, at unge piger ofte gik ud på toilettet og brugte deodorant. Både når pigerne lige var kommet ud fra sportshallen i en tætsiddende gymnastikdragt, og når de om sommeren lå i bikini på stranden. 

Hvad var forskellen på de to situationer – og på den næsten nøgne og den helt nøgne krop – spurgte lektoren på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet sig selv. 

Hendes svar lyder, at det handler om kontrol. 

”Der er et øget behov for at kunne kontrollere, hvem der ser én nøgen, hvor man er nøgen – og hvordan man er nøgen,” siger Maria Hybholt. 

”Så det handler ikke så meget om blufærdighed som om at undgå risikoen for skam. Det er det, kontrol handler om: at man ikke skal tabe ansigt i forskellige sammenhænge. Og det behov er steget efter fremkomsten af mobiltelefoner og sociale medier, fordi det gør det sværere at afgrænse det rum, vi befinder os i. ’What happens in Vegas stays in Vegas’ er ikke længere gældende,” mener forskeren.

De senere år har flere danske svømmehaller ansat ’vagter’ for at sikre sig, at alle, både unge og ældre, forinden vasker sig og dermed sikrer rent badevand. Og i en del andre er der lavet private badekabiner som supplement til fællesbadet og/eller badeforhæng i brusekabinerne og omklædningsrummene. 

I 2007 indtog 10 topløse kvinder DGI-byen i København for at ”afsexualisere kvinders bryster”. De var inspireret af den svenske feministgruppe Bara Bröst, der samme år havde indledt en kampagne for at få lov til at bade topløse i broderlandets svømmehaller. Men et år efter de danske kvinder havde fået en sådan i de københavnske svømmehaller, viste en opgørelse, at ingen havde takket ja til tilbuddet. 

De private kabiner og bruseforhæng, man ser i dag, er blandt andet et forsøg på at imødekomme danske muslimer. En hovedregel i islam er, at man ikke blotter sine genitalier foran personer af samme køn. 

I 2004 gik det op for australieren Aheda Zanetti, at der ikke fandtes bade- og sportstøj til muslimske kvinder. Derfor opfandt hun burkinien (en sammentrækning af burka og bikini) – en badedragt, der dækker hele kroppen undtagen hænder, fødder og ansigt. 

NØGEN DERHJEMME?

Hvis du går nøgen rundt i dit hjem, skal du ikke være nervøs for at blive beskyldt for krænkende adfærd.

Men kan din nabo, genbo eller folk på gaden frit se ind gennem vinduerne, kan du risikere at blive tiltalt for blufærdighedskrænkelse, hvis adfærden har seksuel karakter – samleje, berøring eller onani – og du samtidig ved, at folk kan se dig, eller du må have indset, at de kunne.

Opholder du dig i din have, må du også gøre, hvad du har lyst til, så længe du ikke krænker folk, som udefra har let ved at se ind uden at skulle gøre sig anstrengelser – for eksempel ved at bruge en stige eller lave et hul i hækken.

I KVINDERNES BYGNING i det indre København hænger et fotografi fra grundlovsdag 2015, hvor et optog af hvidklædte kvinder gik fra Kastellet på Østerbro til Christiansborg Slotsplads for at fejre 100-året for kvindernes stemmeret. Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde Helena Gleesborg er flagbærer på fotografiet, og samme år blev hun også fotograferet på Roskilde Festival i forbindelse med kampagnen ’Free the Nipple’ – en protest mod kønsdiskriminering, seksualisering af kvindekroppen og censur på sociale medier som Facebook og Instagram (hvor mænd godt må vise bare overkroppe).

”Det kan være en styrke at stille sig frem nøgen som kvinde, når man selv vil det,” siger Helena Gleesborg Hansen og nævner rapperen Kanye Wests kæreste, Bianca Censori, der på den røde løber til Grammy Awards i februar i år pludselig smed sin pelsfrakke og praktisk talt var nøgen på nær et stykke gennemsigtigt stof.

”Men det kan også være undertrykkende, så det er et godt billede på debatten om nøgenhed i det offentlige rum. Det kan både være udtryk for kvindernes styrke – og en undertrykkelse af dem,” mener Helena Gleesborg.

Undertrykkende eller frigørende? Kanye West og Bianca Censori til Grammy Awards, februar 2025. I maj forbød Cannes Film Festival nøgenhed på den røde løber. Foto: Javier Rojas/Zuma/Ritzau Scanpix

SIDEN LADY GODIVA ifølge legenden red nøgen gennem Coventrys gader for at få eftergivet indbyggernes gæld, har kvinder brugt deres nøgne krop som våben. Fordi kvindernes sociale status i højere grad end mændenes har været knyttet til kroppen, har de været mindre tilbøjelige til at vise sig nøgne. Desto stærkere signal har det sendt, når de alligevel gjorde det. 

Den canadiske medieforsker Marshall McLuhan erklærede i sin tid, at ”mediet er budskabet”, og i 60’erne og 70’erne blev den nøgne krop eksemplet. I den rette sammenhæng udtrykte det at klæde sig af tidens budskab: frihed. ’Bar røv i 60’erne’, kaldte forfatteren Ole Grünbaum ligefrem sine erindringer om årtiet.

Yoko Ono optrådte første gang i 1964 i Tokyo med ’Cut Piece’, hvor hun siddende på en scene opfordrede publikum til at klippe et stykke af hendes tøj, indtil hun var helt nøgen. Herhjemme gik billedkunstneren Lene Adler Petersen i 1969 nøgen gennem Børsen bærende på et kors, og billedet gik verden rundt. Og i de senere år(tier) har kvinder – og ofte også mænd – smidt tøjet blandt andet i kalendere for at støtte sager som fred, sygdom, sport, dyrerettigheder og klimaet. 

Men nøgenhed – og især kvindernes – bliver ikke på samme måde som tidligere set som udtryk for frigørelse. 

”70’erne er tilbage,” lød en af kommentarerne på Facebook til det topløse fotografi af Helena Gleesborg Hansen på Roskilde Festival. Ellers husker hun mest, at kampagnen blev mødt med ”utrolig meget sexisme og grænseoverskridende adfærd og tilråb fra mænd, som ikke kunne respektere det”.

”Det er meget individuelt, om man er blufærdig, og kvinder er vidt forskellige. Men samfundet har stadig nogle kønsstereotype forventninger til kvinder om, at vi skal være lidt blufærdige og helst ikke må vise for meget hud, være for meget fremme i skoene og være for seksualiserede. Så bliver vi slutshamet,” siger hun.

Selvom der er mange grunde til danskernes kropslige dækmanøvrer, kalder antropolog, kønsforsker og forfatter Christian Groes dem alligevel for et paradoks. 

For samtidig viser flere og flere sig frem på de sociale medier, i reality-programmer har unge (igen) sex for åben skærm, ligesom diversitet og kropspositivisme, altså rettigheder og muligheder for alle kroppe på tværs af kønsidentitet, etnicitet, funktionalitet, helbred og vægt, er buzzwords i 2025. 

”Det kan måske skyldes, at vi lever i en tid, hvor kroppen i høj grad bliver seksualiseret, så den nøgne krop pludselig bliver et problem. Nøgenhed bliver enten betragtet som noget seksuelt eller mærkeligt, så når man støder på naturister, oplever mange det som noget ubehageligt.”  

Yoko Onos forestilling ’Cut Piece’ fra 1964 vises i Tyskland, 2024. Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix

I 2015 KRITISEREDE Dansk Folkeparti den ’Danmarksfilm’, som skulle vises til indvandringsprøven for udlændinge, der gerne ville hertil, for at mangle bare bryster. Det skete med henvisning til, at de viste den nøgne sandhed i Holland, som havde lavet en lignende film om det, der kan forekomme på en vestlig badestrand. ”Kan man ikke tåle at se et par bare danske bryster, så skal man nok slet ikke tage hertil‚” forklarede partiets daværende integrationsordfører, Peter Skaarup.

Året efter smed naturistformand Torben Larsen som nævnt tøjet på Kongens Nytorv. Det skete, efter at Københavns Politi ellers i første omgang havde vurderet, at Mathilde Grafströms fotografier var blufærdighedskrænkende. Et forbud, som vakte international opsigt og på lederplads fik Berlingske til at advare mod ”den nye puritanisme”. Efterfølgende måtte kunstneren efter hærværk mod fotografierne opgive at udstille dem andre steder i landet.

”Vi ser blod og mord på tv i bedste sendetid, men nøgne kroppe er tilsyneladende anstødeligt,” sagde daværende kulturminister – og vinterbader – Bertel Haarder, da udstillingen endelig åbnede i juli.

INDEN DET AMERIKANSKE regeringsskifte i år var Bent Jørgensen, bestyrelsesformanden for Charlottenlund Søbad, inviteret til et arrangement på den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro i København. Her blev han præsenteret for den daværende amerikanske ambassadør Alan Leven-thal og hustruen Sherry Marcus. 

Det amerikanske par var, i forsøget på at indleve sig i den danske kultur, blandt andet begyndt at vinterbade i Øresund ud for ambassadørboligen Rydhave i Charlottenlund, og ambassadørparret havde offentligt fortalt, at de elskede det danske udtryk: ”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.” 

Ja, de havde jo faktisk mødtes tidligere, bemærkede Bent Jørgensen, da han konverserede ambassadørens hustru. Om end under mindre formelle omstændigheder. Hvortil Sherry Marcus bemærkede:

”Jeg kunne slet ikke genkende dig med tøj på, Bent.”

/

Børnearbejderen

Børneægteskaber, uddannelse i krigsområder, fattigdom, hævnporno og mobning. Det er nogle af de ting, Red Barnet og generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen arbejder med – og mod.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Bubandt

UNDER DET VELKENDTE og verdenskendte røde logo af et barn med armene i vejret sidder generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen på Red Barnets hovedkontor ved Søerne i København med en kop te og forberedte noter. Da hun bliver spurgt om, hvad drivkraften var bag hendes rejse fra Christiansborg til Red Barnet, ligger svaret parat: ”Jeg kunne ikke komme i tanke om en bedre sag at kæmpe for, end at børn skal have det godt, både ude i verden og herhjemme. På Christiansborg skaber man også forandring, men man er længere væk.” 

Som eksempel nævner hun, at Red Barnet blandt andet har været med til at sikre en særlig grooming-paragraf, der i højere grad skal beskytte børn på nettet, ligesom de har været med til at stramme den såkaldte underviserparagraf, der sikrer, at børn på skoler eller institutioner ikke kan have medansvar for en seksuel relation til en lærer. 

”Det var en kæmpe sejr. Det er en stærk kombination både at være der for børnene konkret og arbejde for at ændre lovgivningen,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der knytter næverne, når hun taler om organisationens mærkesager.

”Jeg bruger en masse tid på at sætte børns rettigheder på dagsordenen, både i medierne og på Christiansborg. Men jeg er også administrerende direktør, så jeg bruger også tid på implementering af IT-systemer, drift og på at sørge for, at Red Barnet er et rart sted at gå på arbejde.”

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN

38 år, generalsekretær i Red Barnet. Forhenværende folketingsmedlem og politisk ordfører for Enhedslisten. Blev valgt ind i Folketinget første gang som 23-årig og sad på Christiansborg i 12 år. I 2019 forlod hun politik på grund af Enhedslistens rota­tionsprincip.

I DANMARK ER der 50.000 børn, der lever i fattigdom. Typisk lever børnene i familier, der også slås med psykisk sårbarhed, ensomhed og ringe eller meget lidt tilknytning til arbejdsmarkedet. Forældrene har i mange tilfælde ikke råd til at lade børnene have et aktivt fritidsliv – det koster både kontingent, fodboldstøvler og penge til bussen. Forskning fra blandt andet VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at en opvækst i fattigdom både på kort og lang sigt øger risikoen for mistrivsel, fysisk og psykisk sygdom, dårligere tilknytning til uddannelse og senere arbejde for børnene.

Red Barnet har to hovedspor, der handler om at hjælpe børn i Danmark. 

”Noget af det, der kendetegner en barndom i fattigdom, er følelsen af at være udenfor. Ikke at have det samme tøj, ikke at have været på sommerferie. Vi har flere end 2.000 frivillige, der hver dag arbejder på at få de her børn ind i fællesskaber,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der fortæller, at et af initiativerne er organisationens årlige ferielejre, der findes 50 steder i landet, hvor omkring 1.200 børn og forældre hvert år får en sommerferieoplevelse. 

”Det er børn, der ellers ville have kigget ind i væggen i lejligheden eller på YouTube en hel sommerferie, som pludselig også får noget at fortælle om i klassen.”  

Det andet spor for Red Barnets danske indsats handler om ekspertarbejde. For eksempel er de med til at undervise politiet i børns brug af sociale medier og grooming, og sammen med Mary Fonden har de antimobbeprogrammet Fri For Mobberi, der er til stede på mere end halvdelen af landets daginstitutioner, og som arbejder aktivt med at skabe trivsel. Og så er der SletDet Rådgivningen – en psykologisk førstehjælp over telefonen til børn og unge, der er kommet i klemme på nettet og eksempelvis er blevet afpresset til at dele nøgenbilleder. 

”Børnene tænker ofte i den slags sager, at de selv har gjort noget forkert, at deres forældre bliver sure på dem, eller at forældrene vil tage deres telefon fra dem. Vores rådgivere hjælper med at få taget en snak med forældrene,” siger Johanne Schmidt-Nielsen og understreger, at man som barn ikke selv kan eller skal håndtere en situation, hvor barnet for eksempel udsættes for seksuel eller økonomisk afpresning.

Johanne Schmidt-Nielsen i den syriske Zaatari-flygtningelejren i marts 2020, hvor Red Barnet arbejder med at styrke børnenes mentale trivsel og udvikling. Foto: Ulrik Jantzen

RED BARNET TAGER sig ikke kun af danske anliggender, men er en del af den verdensomspændende organisation Save the Children. Johanne Schmidt-Nielsen bruger derfor meget af sin tid på at holde møder med andre generalsekretærer rundtom i verden – blandt andet om hvor, hvornår og hvordan de skal sætte ind. 

”Der er jo et langt større behov, end der er ressourcer. Det er vanvittigt svære prioriteringer, der foretages, når man sidder med krig, fattigdom og børneægteskaber. Vi prøver at bruge vores ressourcer sammen så effektivt som muligt, men desværre er verden gået i den forkerte retning de seneste år. Der er flere børn, der ikke går i skole, der er flere børn, som er i risiko for børneægteskaber, eller som bliver rekrutteret til at være med i en væbnet konflikt. Tidligere var nødhjælp noget med nogle mennesker i røde veste, der rejste til udsatte områder, afleverede noget mad og tøj eller byggede en skole og smuttede igen. I dag er det største fokus at have et tæt samarbejde med lokale organisationer,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der – blandt andre steder – har besøgt en klinik for underernærede børn og spædbørn i Somaliland på Afrikas Horn, hvor krig og klimaforandringer har medført hungersnød.  

”Normalt er lydniveauet højt, når man kommer ind på et sted, hvor der er mange børn. Men da jeg kom ind på vores klinik for underernærede børn og spædbørn, var der helt stille. De havde ikke energi til at græde. Og det er jo helt ubærligt. Jeg bliver selvfølgelig påvirket af det, og heldigvis for det. Hvis man en dag ikke længere bliver påvirket af at se børn i livsfare, skal man få et andet job,” siger generalsekretæren, der samtidig påpeger, at selvom man måske tror, at frivillighed er en særlig dansk ting, er det ikke sådan: ”I Somaliland går der eksempelvis frivillige unge kvinder rundt fra hytte til hytte, hvor de banker på og måler babyernes overarme for at tjekke, om de har behov for behandling.”

RED BARNET 

Danmarks største børnerettighedsorganisation. Blev stiftet i 1945. En del af Save the Children, som er til stede i 120 lande verden over. Arbejder ud fra principperne i FN’s Børnekonvention. Red Barnet har flere end 2.000 frivillige i hele landet, der arbejder for at give børn en mere tryg barndom gennem sommerlejre, naturoplevelser og lokale fællesskaber. Organisationen samarbejder blandt andre også med politiet for at klæde betjente bedre på til at arbejde med børn og unge.

VERDEN HÆNGER SAMMEN, det ved de fleste. Sultkatastrofen på Afrikas Horn bliver eksempelvis lige nu forstærket af krigen i Ukraine. Klimakrisen har skabt tørke, mens krigen har gjort det endnu sværere at skaffe blandt andet mel, fordi Ukraine er en stor hvedeproducent. Herhjemme er der inflation. El-priserne er steget, og det er blevet dyrere at gå i supermarkedet, men Red Barnet har ikke mærket et fald i den støtte, som danskerne sender mod organisationen, siger generalsekretæren:  

”Jeg tror, vi alle sammen har fået en større forståelse for, hvad det vil sige at være på flugt. Det er jo bare lettere at forholde sig til, når det er i vores baghave. Det er ret rørende. Vi mærker alle sammen de stigende energi- og fødevarerpriser, og vi ved også, at hvis vi kan mærke det, så kan de fattigste i Danmark og verden mærke det rigtig meget.”

/

Kraftspring

”Atomkraft? Nej tak,” sagde danskerne for 40 år siden, men i skyggen af en voksende klima- og energikrise er debatten vendt stærkt tilbage med gamle skræmmebilleder og ny teknologi. Er atomkraft en nødvendig energikilde til at sikre en bæredygtig fremtid? Eller er den for dyr, for besværlig og ikke mindst for farlig? Ud & Se forsøger at finde ind til kernen.
Tekst:Benjamin Dane

SOM SELVE SYMBOLET på den danske modstand mod atomkraft knejser Barsebäcks to grå reaktortårne over den svenske side af Øresund. I klart vejr kan man se hele vejen til København og vice versa, men i dag har efterårssolen ikke kræfter til at brænde disen væk over vandet, og man må nøjes med at forestille sig Danmarks hovedstad 26 kilometer væk, mens man passerer den svært bevogtede indgang til det lukkede svenske atomkraftværk. Siden 2020 har værket været under nedrivning, og selvom alt det rigtig farlige affald for længst er flyttet til et underjordisk depot i det østlige Sverige, er sikkerheden på Barsebäck, som kørte de to reaktorer stadig på fuldt blus. Vagter og pigtrådshegn holder uvedkommende ude, gæster skal underskrive en hemmeligholdelsesaftale, og de 65 ansatte og cirka 100 entreprenører, som skærer værket i små bidder, bærer dosimeter og lader sig scanne flere gange på vej ind og ud af deres arbejdsplads. Dels for at sikre, at de ikke selv udsættes for skadelig stråling, dels så de ikke slæber bittesmå rester af radioaktivt affald med sig ud i samfundet.

”Vi er de første i Sverige, som river et kommercelt atomkraftværk ned, så det er vores ansvar at vise, at det kan gøres på en god og ansvarlig måde,” forklarer Jens Rönnow, der er anlægschef på kraftværket, iført kedeldragt og sikkerhedshjelm. Han har arbejdet på Barsebäck siden 1981, da tusinder af danske demonstranter marcherede mod værket med slagordene ”Hva’ ska’ væk? Barsebäck!”, og han var med, da den sidste af værkets to reaktorer endeligt lukkede og slukkede for atomkraften i Sydsverige. Dengang stod der tre danskere uden for hegnet og demonstrerede for atomkraft, husker han, mens vi passerer gennem resterne af Barsebäck 1.

Men står det til Uniper Energy – det tyske selskab, der ejer Barsebäckværket – skal Jens Rönnow og hans kolleger ikke længere kun afvikle de gamle reaktorer fra 70’erne. Få dage forinden har et kamerahold fra SVT været på besøg for som de første at kunne breake nyheden om, at en ny såkaldt Clean Energy Park skal opføres på Barsebäck, og at en mindre og mere moderne atomreaktor kan blive en af flere fossilfri energikilder. Foreløbig er planerne blot en vision og langt fra at kunne realiseres, men i landsdækkende medier på den danske side af sundet blev historien hurtigt til: ”Barsebäcks ejere vil bygge nyt atomkraftværk.”

Anlægschef Jens Rönnow var med til at lukke Barsebäck i 2005. Afviklingen er stadig i gang, og sikkerhed har høj prioritet.

I MERE END TRE årtier har atomkraft været en decideret død sild i Danmark. Emnet blev helt fjernet fra den danske energiplanlægning i 1985, og hvis den ikke allerede var aflivet, blev den det endegyldigt med Tjernobyl-ulykken året efter. I årene, der er gået siden, har det danske vindmølleeventyr i stedet givet os grønne vinger, og atomkraft har været noget, som ingen seriøs dansk politiker turde sige højt. Men i skyggen af en voksende klimakrise og en energikrise, der har givet det meste af Europa travlt med at gøre sig uafhængigt af Vladimir Putins russiske gas, synes døren at være blevet åbnet på vid gab for en fornyet debat.  

Analyseinstituttet Megafon har flere gange spurgt danskerne om deres holdning til atomkraft. I en rundspørge fra 2016 var blot 17 procent tilhængere af atomkraft i Danmark, men i januar 2022 var det tal fordoblet, og da Megafon for tredje gang spurgte, i september, svarede 46 procent, at de ser positivt på atomkraft – mens 39 procent er imod. Rundspørgen viste også, at mænd er markant mere positive over for atomkraft end kvinder, og at der blandt unge er større opbakning end hos danskere over 50 år. Folkestemningen er på mange måder vendt, og det har fået fysikere, lobbyister, private atomkraftentusiaster og en række politikere til at spørge: Er det ikke på tide, at vi tager en seriøs diskussion om atomkraft i Danmark?

Protestmøde mod Barsebäck på Christiansborg Slotsplads, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

”BRUG HJERNEN, SPLIT KERNEN,” står der på lyseblå papskilte ved foden af Rytterstatuen foran Christiansborg. Det er søndag eftermiddag sidst i oktober, og der er så småt ved at være fyldt på slotspladsen til Folkets Klimamarch, hvor 50.000 danskere demonstrerer for klimaet. Blandt dem er foreningen Atomkraft Ja Tak, der iført T-shirts med en pastiche over det gamle solmærke forsøger at udbrede budskabet om, at atomkraft er sikker og ikke mindst CO2-neutral. I midten af gruppen på 20-25 næsten udelukkende unge mænd står 25-årige Johan Christian Sollid, der er en af foreningens stiftere.

”Sidste år blev vi bedt om at forlade demonstrationen,” fortæller han. ”Men jeg kender mange af de andre aktivister, fra jeg selv var mere almindelig klimaaktivist i gymnasiet, og i år har vi meldt vores ankomst på forhånd, så der ikke opstår noget.”

Johan Christian Sollid og hans ligesindede er modsat deres forældres generation ikke opvokset med frygten for ”kold krig, Tjernobyl eller sjove børn”. De ser i stedet en energikilde, siger han, som kan sætte skub i den grønne omstilling, og en masse politikere, som af historiske årsager hænger fast i modstanden mod atomkraft.  

”Vi tænker ikke på død og ødelæggelse, når vi hører ordet atomkraft, fordi vi ikke blander det sammen med atomvåben. Vi bliver nysgerrige, også fordi det er et ord, som får vores forældre til at gøre korsets tegn. Spørgsmålet om atomkraft er ikke bare et spørgsmål om klima, det er også en generationskamp. Det er ungdommens måde at frigøre sig fra den forrige generation og dens oldgamle forestillinger.”

Lidt mere kompliceret bliver det at forklare, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder, der er tilhængere af atomkraft – ikke bare i dag, men også dengang i 70’erne. Johan Christian Sollids bedste bud er, at der i de tidlige anti-atomkraftkampagner var stort fokus på frygten for dna-skader hos børn, samt at der generelt er flere kvinder i de partier, der historisk har været imod atomkraft. Men det bliver hurtigt en lidt langhåret politologisk analyse, lader den statskundskabsuddannede Atomkraft Ja Tak-formand forstå. Imens han samler tropperne til march, passerer en ung mor forbi med sin lille datter:

”Se skat, de kan godt lide atomkraft,” siger hun og peger. ”Men det kan altså godt være lidt farligt.”

Nutidens ja-sigere har vendt det historiske modstands-logo på hovedet.

VED SIDEN AF står to Atomkraft Ja Tak-medlemmer og taler om foreningens nye flyer. Den er trykt i bløde pastelfarver i et forsøg på at gøre den mere appellerende til kvinder, forklarer den ene den anden. Men der skal mere end tiltalende design til for at lokke en lyshåret kvindelig klimaaktivist, som får flyeren tilbudt, mens hun forsøger at klemme sig gennem folkemængden.

”Hvad vil I gøre med affaldet?” spørger hun og skynder sig videre i retning af en klynge SF’ere med grønne skilte og en oppustelig jordklode, der blokerer atom-aktivisternes udsyn til scenen. 

”Tror du, det er tilfældigt, at de har placeret sig lige dér?” siger 28-årige Morten Nygaard og smiler med et tre meter højt ’Atomkraft? Ja tak’-flag i hånden. Han er tidligere musiker og har været med til at lave foreningens nye protestsang, som netop er udkommet på YouTube og TikTok. Da han havde søgt ind på musikkonservatoriet for femte gang uden held, skiftede han spor og besluttede sig for at gøre noget for klimaet i stedet, fortæller han. Morten Nygaard kom ind på DTU og troede, at han skulle lave vindmøller, men opdagede atomkraft, selvom han er barn af hippieforældre og kan alle de gamle anti-atomkraft-sange til døde. Nu læser han en kandidat i geofysik og rumteknologi og har været medlem af Atomkraft Ja Tak i et år – men dog kun deltaget aktivt de sidste seks måneder.

”Jeg har altid stemt Enhedslisten, så jeg skulle lige se, om de bare var nogle liberalister alle sammen. Men det viste sig, at der var folk fra næsten hele det politiske spektrum,” siger Morten Nygaard.

Godt nok marcherer de sammen i dag, men spørger man andre steder i Klimabevægelsen, er der ikke meget opbakning at hente til atomkraft. ”Det ville være den mest åndssvage klimaløsning,” lyder det fra bevægelsens sekretariat i en mail, og selvom politisk rådgiver Caroline Bessermann udtrykker sig mere diplomatisk, er budskabet ikke til at misforstå: ”Der er tre år til, at de globale udledninger af CO2 skal stoppe, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, og vi har i Danmark slet ikke infrastrukturen til bare lige at bygge atomkraftværker. Til gengæld har vi gode forudsætninger for at lave anden form for vedvarende energi, og derfor mener vi i Klimabevægelsen, at vi i stedet skal satse på mere vind og sol, på energieffektivitet og på at udvikle teknologier til lagring af energi.”

Solmærket blev logoet for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det blev skabt i april 1975 i Aarhus. Aktivisten Anne Lund havde ideen til den smilende sol med det venlige ’Nej tak’ og de markante farver.

MODSTANDEN MOD ATOMKRAFT vil Hans Jørgen Nielsen, direktør i den politiske konsulentvirksomhed Slotsholm og tidligere spindoktor, meget gerne diskutere. I oktober udgav han bogen ’Alt det, ingen har fortalt os om atomkraft’, som ifølge forfatteren tager alle argumenter imod atomkraft og piller dem fra hinanden, ét efter ét. Det meste er baseret på gamle myter og fordomme, siger han, da vi mødes på et kontorhotel i Kødbyen i København, få dage før bogen sendes til tryk. Ifølge ham er der særligt to misforståelser: Atomkraft er altødelæggende, hvis det går rigtig galt, og problemet med det radioaktive affald er ikke løst. 

Nej, siger Hans Jørgen Nielsen til det første og peger på, at dødstallet efter Tjernobyl-ulykken ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur på lang sigt blot vil være en 20.-del af de 93.000, som Greenpeace i en rapport fra 2006 anslog ville risikere at dø af ulykkens strålingsrelaterede sygdomme. Samtidig er der kun registreret ét strålingsrelateret dødsfald efter Fukushima-ulykken i 2011, og der er aldrig blevet påvist arvelige skader hos børn af mennesker, som har været udsat for stråling.

Hvad angår det radioaktive affald, pointerer Hans Jørgen Nielsen, at internationale konventioner i regi af FN, OECD og EU foreskriver, hvordan affaldet skal håndteres, at man på Risø hvert år håndterer 8-10 kubikmeter radioaktivt affald fra hospitaler og industri uden sikkerhedsproblemer, og at man i Finland har bygget ’Onkalo’ 450 meter under jorden, verdens første slutdepot for brugt atombrændsel, der ventes at blive operationelt i 2023.

”Jeg siger ikke, at vi skal indføre atomkraft i Danmark i morgen,” understreger Hans Jørgen Nielsen. ”Men jeg synes, det er mærkeligt, at vi kollektivt har besluttet, at vi slet ikke kan tale om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, selv i en tid med klimakrise og mangel på energi. Det er jo en anerkendt CO2-neutral energikilde, som mange af vores nabolande anvender, men alligevel har vi i årevis behandlet den, som om den er noget eksotisk og farligt.”

Som yngre var han selv modstander af atomkraft og gik med i atommarcherne med sit gule og røde ’Atomkraft? Nej tak’-emblem på jakken. Men han skiftede senere holdning, da han skrev bogen ’Farligt’ (2018) sammen med professor i økonomi og psykologi fra Copenhagen Business School Steffen Andersen. Den handler om, at alle de ting, vi går og frygter – fra terrorisme til sygdom og stråling fra mobiltelefoner – ofte er stærkt overdrevne eller fordrejede, hvis man kigger på fakta. Et af emnerne skulle have været atomkraft, men det viste sig at være så kompleks en sag, at det ikke kunne begrænses til et enkelt kapitel.

GRØN ELLER SORT? 

Atomkraft er ifølge Oxford Universitys statistikbank, Our World in Data, en af de mest CO2-neutrale energikilder målt i udledning per gigawatt-time. Samtidig viser tal fra Oxford University, at atomkraft er en af de energiformer, der har kostet færrest liv i forhold til den mængde energi, den har produceret. Universitetet har regnet på, hvor mange der hvert år ville dø for tidligt i en europæisk by med 150.000 mennesker:

Kul: 25 mennesker
Olie: 18 mennesker
Gas: 3 mennesker
Biomasse: 5 mennesker
Vindkraft: 1 menneske per 25 år
Atomkraft: 1 menneske per 33 år
Solkraft: 1 menneske per 50 år

Kilde: Oxford University

PÅ HALVØEN RISØ nord for Roskilde sidder professor Bent Lauritzen, en af Danmarks førende atomfysikere. Han er afdelingschef ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet og har kontor på det tidligere atomare forsøgsanlæg og nuværende forskningscenter, hvor den sidste af i alt tre lukkede forsøgsreaktorer er under nedrivning. Bag sit skrivebord forklarer han, at han ikke kan se, hvordan det skal lykkes at nå i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Dermed læner han sig op ad FN’s klimapanel IPCC, som anser det for urealistisk at begrænse den globale opvarmning til to grader uden at anvende atomkraftværker.

”Vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle eksisterende CO2-neutrale teknologier,” siger han.

Halvdelen af Danmarks elforbrug – alt det, der kommer ud af stikkontakten – dækkes i dag af strøm fra vindkraft, men elforbruget udgør, forklarer Bent Lauritzen, blot 20 procent af Danmarks energiforbrug – varme, transport, produktion osv. Det er altså simpel matematik, siger han videre, at vindkraften ikke formår at dække mere end 10 procent af landets samlede energibehov. Resten kommer fra afbrænding af især biomasse og naturgas, hvoraf en del importeres fra udlandet, og ifølge Bent Lauritzen er der ikke udsigt til, at det ændrer sig væsentligt i de kommende år.

”Problemet med energikilder som vind og sol er, at de kun fungerer, når vinden blæser, og solen skinner. Der forskes, blandt andet her på DTU, i opbevaring af den energi, som er i overskud, men det er ikke lykkedes rigtigt endnu, og derfor vil der fortsat være behov for en stabil energikilde til at understøtte vindkraften. Her er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, der både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og let kan udbygges.”  

March mod atomkraft Stevns-København, 25-27. august 1978. Foto: OOA-Arkiver

16 FORSKERE FRA fem danske universiteter tegner dog et noget andet billede af en fremtid med atomkraft end Bent Lauritzen. I oktober udgav de notatet ’Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark’, hvori forskergruppen regner sig frem til – med udgangspunkt i tre europæiske atomkraftværker og fire danske vind- og solcelleanlæg – at atomkraftværker både vil tage for lang tid at opføre og gøre den grønne omstilling væsentligt dyrere end en satsning på vindenergi.

I forskergruppen, der ikke tæller fysikere, men blandt andet energiplanlæggere, ingeniører og økonomer, sidder Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi på DTU og medlem af Klimarådet. Han lægger ud med at understrege, at han i denne sammenhæng ikke udtaler sig som rådsmedlem, fordi Klimarådet endnu ikke har en officiel holdning til atomkraft. Han fremhæver notatets konklusioner, som viser, at omkostningerne til nyere atomkraftværker er markant højere end omkostningerne til vind og sol og at byggetiden på vesteuropæiske atomkraftværker i gennemsnit er 15 år, mens vind- og solanlæg kan opføres på betydelig kortere tid. 

”Jeg ser ikke, at atomkraft kan blive relevant i Danmark. Det er muligt, at det havde været en anden sag, hvis vi var startet for mange år siden, men nu har vi et system bygget op omkring vindkraft, og det er både hurtigere og billigere for os at fortsætte ad den vej,” siger han og påpeger, at forskernes notat skal ses som et oplæg til debat, og at han ikke er principiel modstander af atomkraft:

”I andre lande, hvor man allerede har atomkraft, kan jeg sagtens se, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, for eksempel ved at man forlænger levetiden på nogle af de eksisterende kraftværker. Men det koster også penge, og i Frankrig har de for eksempel lige nu store problemer med vedligeholdelse af atomkraftværker og har måttet tage halvdelen af deres reaktorer ud af drift, hvilket også bidrager til energikrisen i Europa.”

Svaret er kraftværker – herunder gasturbiner – som kører på biogas, der allerede i dag udgør en betydelig andel af den vedvarende energi i Danmark, forklarer Poul Erik Morthorst.

”Biogas fra for eksempel gylle og halm udleder også CO2, når det brændes af, men reducerer samtidig udledningen andre steder i systemet, eksempelvis emissionen af metan fra landbruget. Og vores analyser viser, at kraftværker med biogas er bedre til at understøtte vindenergi, fordi der lettere og mere økonomisk kan skrues op og ned efter behov, hvorimod et atomkraftværk skal køre mange timer om året, før prisen bliver tilstrækkelig lav.”

Få dage efter notatets udgivelse anklagede Bent Lauritzen i fagbladet Ingeniøren forskerne for at bringe løse påstande og faktuelle fejl. Kritikken blev besvaret i samme medie af Jakob Zinck Thellufsen, lektor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og en af notatets hovedforfattere: ”Vi er glade for, at der kommer den her diskussion, og selvom vi er eksperter i energisystemanalyser og dagligt arbejder med fremtidens energisystemer, er vi også glade for Bent Lauritzens kommentarer.”

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

KRAFT OG KATASTROFER

Mest berømt og berygtet er atomulykken i Tjernobyl. Natten til 26. april 1986 nedsmeltede reaktor 4 og slap store mængder radioaktivitet løs i atmosfæren. Sovjetiske myndigheder skjulte ulykken, der kostede 56 personer livet og førte til mindst 1.800 bekræftede tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos børn. Et område i en radius på 30 kilometer fra atomkraftværket blev evakueret og er fortsat erklæret ubeboeligt, selvom et mindre antal ukrainere fortsat lever i den lukkede zone. Ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur IAEA er det samlede dødstal 4.000-9.000. En Greenpeace-rapport fra 2006 estimerer imidlertid, at 93.000 risikerer at dø af strålingsrelaterede sygdomme.

Syv år tidligere, i 1979, svigtede en kølevandstilførsel på atomkraftværket Harrisburg på Three Mile Island i USA, og efterfølgende blev der begået menneskelige fejl, som førte til en delvis nedsmeltning af reaktoren. Det var udslip af radioaktivitet, men kun meget begrænset udslip i miljøet uden for anlægget. Oprydningen efter ulykken sluttede i 1993 og anslås at have kostet en milliard dollar.

I 2011 blev Japan ramt af et jordskælv i havet nordøst for Fukushima, der målte 9.0 på Richterskalaen. Jordskælvet skabte en tsunami, der oversvømmede det nærliggende atomkraftværk og medførte en delvis nedsmeltning samt en brinteksplosion i to af reaktorbygningerne. Radioaktivt materiale blev sluppet løs i atmosfæren, og tusinder af mennesker blev evakueret fra nærområdet. Oprydningen efter ulykken pågår fortsat og ventes at tage yderligere 30-40 år – og koste op mod 1.000 milliarder kroner. 2.202 døde, mens én person siden er død af kræft fra stråling.

Kilder: IAEA, Oxford University, United States Nuclear Regulatory Commission, Der Spiegel, The New York Times, Stanford University

DANSK DEKOMMISSIONERING ER landets eneste modtagestation for radioaktivt affald og brugte radioaktive kilder fra hospitaler, laboratorier og industri. Det er også den organisation, der står for nedrivningen – eller dekommissioneringen – af forsøgsreaktorerne på Risø. På stedet opbevares ikke længere såkaldt højaktivt affald, men på lagrene findes materiale, som ville give strålesyge, hvis man opholdt sig for tæt på det i en times tid, og affald, hvor mængden af radioaktivitet er meget lille og relativt uskadelig – for eksempel brugte brandalarmer. 

”Der er radioaktivitet i alt, også dig og mig,” fortæller Mikkel Øberg, chef for strålingsbeskyttelse i Dansk Dekommissionering, og fortsætter: ”Men lige så snart mængden af radioaktivitet er bare en smule højere end i alt muligt andet i naturen, kalder man det radioaktivt affald. Du skal dog gange mængden af stråling med millioner eller milliarder, før vi når op til det højaktive affald, som er i det brugte brændsel fra atomkraftværkerne. Den udgør kun en lille del af selve affaldsmængden i verden, men til gengæld langt det meste af radioaktiviteten.”

I 2018 vedtog Folketinget, at der skal etableres et slutdepot for radioaktivt affald i den danske undergrund, som kan tages i brug senest i 2073. Det skal placeres cirka 500 meter under jorden, og det skal kunne modstå alle tænkelige scenarier: en ny istid, krig, klimakatastrofer og så videre.

”Et slutdepot skal indrettes, så ingen i fremtiden behøver at beskæftige sig med, at det er der. Og det kan godt lade sig gøre at bygge,” siger Mikkel Øberg. 

Til gengæld er der et andet problem. Ingen vil rigtigt have det liggende. I 2011 blev seks steder i Danmark udpeget som mulige slutdepoter: Paradisbakkerne på Bornholm, Rødby Havn, Kertinge Mark i Kerteminde, Thyholm i Struer samt Salling og Skive Vest, begge i Skive Kommune. Men udvælgelsen måtte droppes, fordi borgergrupper, borgmestre og lokalt valgte folketingsmedlemmer protesterede mod, at lige netop deres kommune skulle være endestation for radioaktivt affald. Det er en udfordring, som atomkraften deler med landvindmøller.

GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har undersøgt den danske undergrund for potentielle lokationer til et slutdepot, og spørger man chefkonsulent Helle Midtgaard, er der ikke stor grund til bekymring. Hun forklarer, at der er mange områder i Danmark, hvor et slutdepot ville kunne placeres uden at påvirke hverken miljø, grundvand eller dyreliv, og at næste skridt er at udpege to konkrete placeringer, som skal undersøges nærmere.

”Der er steder i Danmark, hvor jordlagene har ligget stabilt i mange millioner år, og som næppe kommer til at flytte sig den næste halve eller hele million år. Lidt populært sagt ville jeg ikke have noget imod, at der lå et slutdepot under min egen baghave, hvis de geologiske undersøgelser viser, at det er forsvarligt,” siger hun.

Protestmøde mod Barsebäck foran Christiansborg, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

FOR DEN DEL af befolkningen, der er gamle nok til at huske 1973, må den nuværende situation være forbundet med en vis grad af deja-vu. Dengang førte en verdensomspændende oliekrise til energisparekampagner, bilfrie søndage og politiske overvejelser om at indrette landets energiforsyning, så man ikke længere skulle være afhængig af olie fra Mellemøsten. Imens kæmpede en lille gruppe aktivister fra miljøbevægelsen og fredsbevægelsen en kamp mod tiden, for de havde opsnappet, at regeringen arbejdede på at indføre atomkraft i Danmark. Inden planerne blev offentliggjort, måtte de være klar og organiseret til at bekæmpe den nye, og ifølge dem, farlige energikilde.

Sådan begynder historien om OOA – Oplysning Om Atomkraft – fortæller Siegfried Christiansen, en af organisationens medstiftere, mens han skænker kaffe i sin andelslejlighed på Frederiksberg. I starten foregik OOA’s arbejde i smug. Blandt andet brugte Siegfried Christiansen sin daværende stilling som varmemester i den ejendom, hvor han bor i dag, til at kontakte elselskabet Elsam for at høre om deres planer for atomkraft. Svaret, han fik, var, at de i Jylland agtede at opføre 20-25 atomkraftværker af samme størrelse som svenske Barsebäck inden 2000.

”I januar 1974 fremsatte den nye Venstre-regering et lovforslag, som ville betyde, at man kunne indføre atomkraft i Danmark med en administrativ beslutning, altså uden at skulle spørge Folketinget først. Kort tid efter præsenterede Miljøministeriet ni potentielle lokationer for atomkraftværker vest for Storebælt. Da det skete, kunne vi ikke vente længere og indkaldte til pressemøde 31. januar 1974. Vi krævede, at beslutningen om atomkraft i Danmark skulle udskydes i tre år, så der var tid til at få en bred og folkelig debat,” fortæller Siegfried Christiansen.

De 15-20 unge initiativtagere var oppe imod et stort flertal i Folketinget, som var for atomkraft, men i løbet af organisationens første par år voksede OOA hurtigt med 250 lokalgrupper over hele landet, hvor folk direkte fra gaden kunne blive aktivister. En af dem var Bente Meillier, som sidder ved bordet over for Siegfried Christiansen. I 1976 mødte hun en gruppe OOA’ere på et natværtshus i København, og en af dem foreslog, at hun skulle komme forbi deres kontor.

”Det lå inde i Skindergade, og da jeg gik derfra igen, var jeg solgt til stanglakrids,” husker Bente Meillier, der var med til at arrangere den første demonstration imod Barsebäckværket, hvor 3.000 mennesker gik i fakkeloptog mod den svenske ambassade i København. Året efter marcherede 20.000 demonstranter til Barsebäck og krævede det lukket, og i slutningen af 70’erne mobiliserede OOA op mod 60.000 mennesker til landsdækkende marcher fra Gyllingnæs til Aarhus og fra Stevns til Christiansborg Slotsplads.

Optog mod atomkraft, 18. april 1979. Foto: OOA-Arkiver

SIEGFRIED CHRISTIANSEN HENTER en mappe med gamle OOA-pjecer og avisudklip, som alle er udstyret med solmærket, den lille, røde sol på gul baggrund, der takker nej til atomkraft og blev organisationens ikoniske symbol. En folder fra 1979 blev husstandsomdelt i 2,1 millioner eksemplarer og illustrerer den gennemslagskraft, OOA havde nået, da 70’erne blev til 80’erne.

”Jeg og nogle andre OOA-medlemmer sad stuvet sammen i et folkevognsrugbrød på vej hjem fra en demonstration i Tyskland, da vi fik at vide, at der var sket en ulykke på et atomkraftværk på Three Mile Island. Det var i foråret 1979, og da vi kom hjem, havde vi allerede planlagt to kæmpe demonstrationer,” siger Bente Meillier.

Ulykken på Tremileøen var med til at vende folkestemningen yderligere, og få uger senere kunne OOA overrække 312.000 underskrifter mod atomkraft og Barsebäck til statsministeren. Også i de politiske partier ændrede holdningen til atomkraft sig, først og fremmest til venstre for midten. 29. marts 1985 – 11 år efter OOA blev stiftet – fik et flertal uden om den borgerlige regering fjernet atomkraft fra den danske energiplanlægning. På tilhørerrækkerne jublede Siegfried Christiansen, Bente Meillier og andre OOA’ere, da lovforslaget blev vedtaget.

”Det var en kæmpe sejr for os, men vi fejrede ikke længe, for vi skulle jo stadig have lukket Barsebäck,” siger Siegfried Christiansen.

Den kamp skulle dog vise sig at blive noget længere. Med årene blev det sværere at mobilisere folk til demonstrationer og protester, og da Barsebäcks reaktor 1 endelig blev lukket i 1999, var der kun ganske få aktivister tilbage.

”Vi lavede den sidste demonstration mod Barsebäck i 1998, og det var ikke nemt, skal jeg hilse at sige. Så da vi i 2000 kunne se, at vi havde nået vores mål, og at der ikke var kræfter til at køre foreningen videre, besluttede vi at nedlægge os selv,” siger Bente Meillier.

At OOA fik så stor gennemslagskraft i 70’erne og 80’erne, skyldes blandt andet, at atomkraft kom senere på dagsordenen i Danmark end i vores nabolande, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie:

”Det havde været nemmere at indføre atomkraft i Danmark i begyndelsen af 60’erne, men på det tidspunkt var der ingen interesse fra elselskaberne. Da debatten tog fart herhjemme i 70’erne, var der kommet langt større bevidsthed omkring miljøet, og elværkerne og politikerne kom i karambolage med nogle enormt velorganiserede og dygtige græsrodsbevægelser som OOA, der var dygtige til at nå ud til befolkningen.” 

I forbindelse med nyheden om, at der måske igen skal bygges atomkraftværk på Barsebäck, blev Siegfried Christiansen og Bente Meillier for nylig interviewet til svensk tv, hvor de kaldte det ”en helt uhørt provokation”. Men de mener begge, at de efterhånden har taget deres tørn, og at debatten om atomkraft må overlades til nutidens unge.

”Det er godt, at vi tager diskussionen en gang til, der er behov for bedre oplysning om atomkraft,” siger Bente Meillier. ”Men det skal ikke være med os gamle cirkusheste.”

JA ELLER NEJ

For:

• Atomkraftværker er så godt som CO2-neutrale
• Kan levere stabil elektricitet og varme
• Har lang levetid og er billige i drift
• Producerer store mængder energi
• Forurener mindre end kul, olie og gas
• Radioaktivt affald kan genbruges som brændsel i visse reaktorer

Imod:

• Atomkraftværker er meget dyre og ikke specielt klimavenlige at bygge
• Radioaktivt affald skal opbevares i mange tusind år
• Risikoen for ulykker er lille, men konsekvenserne kan være store
• Uran er besværligt, beskidt og ressourcekrævende at udvinde
• Uranberigelse er en vanskelig proces, der kræver særligt udstyr, som kun få lande i verden råder over

Kilder: IAEA, Niels Bohr Institutet, Stanford University

Over 300.000 underskrifter med krav om lukning af Barsebäck afleveres til statsminister Anker Jørgensen, 22. maj 1979. Foto: OOA-Arkiver

UANSET OM MAN SPØRGER tilhængerne eller modstanderne, svarer de, at debatten om den kontroversielle energikilde er noget, der får folk op i det røde felt. Det er dog oftest de andre, som lader følelserne løbe af med sig, mens man selv hævder at besidde fakta. Flere medvirkende i denne artikel advarer også om, at man som journalist, der vil skrive om atomkraft, let kan blive spændt for en vogn – altså de andres vogn. 

At atomkraft er et betændt emne, mærker Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør på Ingeniøren. Hver gang fagbladet skriver om atomkraft, svømmer kommentarfeltet under artiklerne over, og selv når historierne handler om andre energiformer, ender atomkraft alligevel ofte med at hijacke debatten.

”Atomkraft er uden tvivl det emne, som skaber mest debat hos os. Det bliver hurtigt en meget ophedet diskussion, og af og til må vi gå ind og moderere debatterne, fordi de bliver afsporet eller ender i personangreb,” siger Trine Reitz Bjerregaard, der mener, at de to stridende lejre kan deles op i atomkraft-idealister og atomkraft-realister.

”Vores læsere er ingeniører og folk, der arbejder med teknologi, og det er mennesker, som er meget løsningsorienterede. Så der er en stor fraktion, som ser en teknologisk løsning, man ved virker, og ikke kan forstå, at den er blevet dømt ude af politiske grunde. På den anden side står dem, der kigger lidt mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre ikke bare i forhold til økonomi og tid, men også i forhold til den politiske stemning.”

Trine Reitz Bjerregaard har arbejdet på Ingeniøren i 18 år, og så længe hun kan huske, har atomkraft givet anledning til diskussion på mediet. Ifølge hende er debatten en særlig vanskelig størrelse, især for mennesker uden teknologisk interesse, fordi den er teknisk kompliceret, og fordi de to lejre angriber hinanden på regnemetoder og andre svært gennemskuelige detaljer i analyserne af atomkraft.

”Der er det jo vores rolle som medie at belyse alle de forskellige nuancer og forbehold, der måtte være,” siger hun. ”Vi skal ikke forklare politikerne, hvad de skal synes, men sørge for at klæde dem på til en saglig diskussion om atomkraft.”

HVAD MED  TYSKERNE?

I kølvandet på ulykken i Fukushima besluttede den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen at udfase atomkraft i Tyskland. I dag er der kun tre aktive atomkraftværker tilbage i landet. De skulle have været lukket 31. december i år, men på grund af energikrisen har den tyske forbundsregering valgt at holde liv i to af kraftværkerne til foreløbig april 2023. På trods af en grundlæggende atomskepsis i nabolandet mod syd støttede 60 procent af tyskerne ved redaktionens slutning en forlængelse af de eksisterende atomkraftværker. Ifølge Holger Sandte, der er født i Tyskland, men arbejder i Danmark som chefanalytiker for EKF Danmarks Eksportkreditfond, kommer en større revival af atomkraft nok ikke til at ske i Tyskland: ”Men det har vist sig at være en fejlslagen strategi at satse på især russisk gas. Nu står Tyskland med en stor udfordring.”

ENGANG VAR KØBENHAVN et epicenter for atomfysik. I 1920’erne, 30’erne og 40’erne tog Einstein, Oppenheimer, Schrödinger og Heisenberg sporvognen fra Hovedbanegården til Tagensvej for at besøge og arbejde med Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i fysik for sine banebrydende bidrag til forståelsen af atomar struktur og kvanteteori. I dag har Folketingets 37 år gamle beslutning om at droppe atomkraft betydet, at det er umuligt at få offentlig støtte til forskning og udvikling af atomkraft, men i et industrikvarter på Nørrebro – ikke langt fra Niels Bohr Institutet – er en dansk virksomhed alligevel i gang med at udvikle en teknologi, der måske kan revolutionere området. Seaborg Technologies har mere end 100 ansatte, som arbejder på at lave små atomkraftværker baseret på smeltet salt, der kan være i en 40-fodscontainer og placeres på en pram ude i havet. En sådan reaktor vil både være billigere, mere effektiv og producere langt mindre affald end et konventionelt atomkraftværk, og skulle ulykken ske, binder saltet det radioaktive materiale og forhindrer det i at sprede sig som i Tjernobyl.

”Atomkraft er en teknologi, som groft sagt har stået stille siden 50’erne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at innovere på alle de – få – energikilder, vi har til rådighed, og vi forsøger med vores reaktorer at løse nogle af de udfordringer, som konventionel atomkraft har med blandt andet affald og manglende fleksibilitet,” siger Navid Samandari, bestyrelsesformand i Seaborg.

Ifølge statistik fra Oxford University kommer cirka 10 procent af verdens samlede elektricitet fra atomkraft. Men de seneste 20 år har andelen været faldende, særligt på grund af lukninger af reaktorer i Vesten, hvor atomkraft har svært ved at konkurrere på prisen for vind og sol, men også fossile brændstoffer.

”Den canadiske økonom Vaclav Smil har kaldt atomkraft for a successful failure. Succesfuld, fordi den har opnået en relativt stor global markedsandel til trods for, at den næsten ikke har udviklet sig – forestil dig, hvis biler i dag stadig kørte på samme motorer, som de gjorde for 100 år siden. Men den er også en fiasko, fordi løftet om atomkraft var, at den ville kunne producere energi så billigt, at man regnede med, at den ville dække hele verdens energiforbrug i år 2000, og det har den jo åbenlyst ikke levet op til,” siger Navid Samandari.

Han kunne godt tænke sig, at der var et lidt bredere udsyn herhjemme, men i Seaborg, fortæller han, har man for længst erkendt, at der ikke kommer til at være efterspørgsel i Danmark på virksomhedens reaktorer. I stedet satser man stort på Sydøstasien, hvor 750 millioner mennesker har behov for vedvarende energi, men hvor vind- og solkraft ikke er lige så oplagt på grund af et ofte vindstille og jungle-overskyet klima.

Der er bare ét problem: Seaborgs teknologi eksisterer ikke endnu. Men holder virksomhedens seneste tidsplan, kan det første danskudviklede nye atomkraftværk leveres i 2028 – formentlig langt fra Danmark.

Barsebäck, oktober 2022.

TILBAGE PÅ BARSEBÄCK vil svenske Jens Rönnow, der er født i Sverige af danske forældre, helst ikke belære danskerne om, hvordan de skal indrette sig. I Sverige viser de seneste meningsmålinger, at mere end halvdelen af svenskerne støtter en fortsat satsning på kärnkraft og siger ja til opførelse af nye atomkraftværker, ligesom den nye regering i landet vil sætte turbo på udvikling af nye atomkraftprojekter. Men, skal man huske, Danmark har jo slet ikke samme tungindustri som Sverige, siger Jens Rönnow, så blot fordi atomkraft er en god idé hinsidan, kan han ikke svare entydigt på, om det også forholder sig sådan i broderlandet.

En dag som denne i slutningen af oktober, hvor vinden ikke blæser nævneværdigt, peger han blot stilfærdigt på sin smartphone, hvor en live-oversigt fra det statsejede Svenska Kraftnät viser, at Sverige eksporterer store mængder strøm til de omkringliggende lande, mens Danmark importerer mere end halvdelen af landets elforbrug fra udlandet. Han løfter blikket og spørger: ”Hvordan har I tænkt jer at løse dét?”

/

I hav til halsen

Fiskeriet i Danmark har længe været under forandring. Fiskerne bliver ældre og færre, og mens storpolitiske forhandlinger breder sig som ringe i vandet, affolkes fiskerbyerne, skibene bliver større, og kvoterne koncentreres på få hænder. Ud & Se tegner et portræt af vestjyske Thyborøn, hvor ændringerne skyller ind.
Tekst og foto:Jonas Sejr Thomson, Max Læbo Wulff, Oscar Wils Raagevang og Emma Fogelstrøm Lindquist

PÅ HAVNEN I Thyborøn er solen endnu ikke stået op. Et lyserødt lys sniger sig op over horisonten, mens kranen på en stor fiskerbåd læsser lysegrønne plastikkasser over på kajen. Her tager en blå gaffeltruck med et mekanisk hvin mod kasserne, der er fyldt med friskfanget fisk, og rundt om skibet flyver en gruppe sultentskrigende måger i store cirkler. Klokken er halv syv om morgenen, og bortset fra mågernes klagen er resten af Thyborøn bomstille. Lidt efter fører gaffeltrucken fiskene gennem en automatisk port og ind i en stor, grå auktionsbygning. Her bliver fiskene sorteret efter art, vægt og klasse. Torsk, rødspætter, havtasker og krabbekløer ligger omringet af is og skal om lidt afsættes på auktionen højere oppe i bygningen.

Mellem kasserne går to ældre mænd haltende og sætter klistermærker på fiskene. Deres samtale er ordknap, og kommunikationen foregår mest ved hjælp af peg og nik. ”Vi vurderer fiskene,” forklarer den ene med stærk vestjysk dialekt. De bærer begge sorte vindjakker med ’Danske Fiskeauktioner’ på ryggen, og i hånden har den ene en blok, han noterer i. Over dem får kondensen i den kæmpe hal dråber til at falde fra loftet, og mens de to mænd bevæger sig langs de lange, grønne rækker af fisk, ræser gaffeltrucks ind og ud og stabler sirligt de nyankomne fisk i et zigzaggende mønster, der gentager sig dag for dag.

I stueetagen på fiskeauktionen i Thyborøn står stabler af grønne kasser med fisk i alle størrelser og arter fanget i blandt andet dansk, britisk og norsk farvand.

I GAMLE DAGE stillede en auktionarius sig op på en kasse og udbød råbende fisk, som blev solgt til højestbydende. Den seance finder stadig sted, men kun om sommeren til ære for turisterne. I dag foregår auktionen tre etager højere oppe i huset. Bag en glasvæg sidder seks ældre mænd i overalls, strømpefødder eller Crocs-sko, og ser man bort fra påklædningen, ligner det til forveksling en mindre aktiebørs. Mændene sidder bag computerskærme, og for enden af lokalet sidder en ordknap auktionarius foran en stor fladskærm og lukker med jævne mellemrum uforståelige sætninger og ord ud. På skærmen bliver der løbende udbudt fisk, ved at en pil drejer rundt om en sort skive. Ved siden af er der noteret en pris, der langsomt falder, indtil en køber byder og køber et parti fisk. En såkaldt hollandsk auktion. Bagerst i lokalet står en kaffemaskine og brygger kulsort kaffe, som køberne ivrigt tømmer. Flere af mændene, der kommer fra fiskefabrikker i området, sidder med to computere foran sig og byder samtidig med på auktionen i Hanstholm. De skoløse købere er blot seks ud af over 270 købere fra lande som Frankrig, Belgien og Spanien, der byder på de 72 tons, der denne dag i marts bliver solgt på auktionen. 

Hans Jørgen Jensen, delejer af ’Nanna Cecilie’, har mistet næsten halvdelen af sin kulmulekvote på grund af Brexit.

”DET ER EN lorte aftale,” siger skipper Martin Kynde om Brexit over en knitrende telefonforbindelse. Han og resten af besætningen på tre mand befinder sig 250 sømil nordvest for Thyborøn på vej mod Forty Mile Ground, en fiskezone ud for Shetlandsøerne. Her håber han at fange de fisk, som har været svære at finde i dansk farvand på det seneste. Men fangsten er ikke sikker, for området er hyppigt besøgt af andre skibe fra hele Europa.

Ifølge Danmarks Fiskeriforening fanger danske fiskere op mod 40 procent af deres fisk i britisk farvand, og Storbritanniens udtrædelse af EU mærkes ikke bare i Thyborøn, men også ude på havene, hvor fastkørte forhandlinger mellem Norge, Storbritannien og EU medførte, at Norge lukkede for næsten al adgang til deres farvande de første to en halv måned af 2021. Her plejer fiskerne fra Thyborøn at fange en tredjedel af deres fisk. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år vokser det tal til 25 procent, så skal aftalen forhandles igen, og 25-årige Martin Kynde er ikke begejstret. 

Efter at have fisket i flere år på en blå træbådskutter købte han i 2018 sammen med sin tidligere læremester, 54-årige hollandske Tamme Bolt, et moderne skib. Det nye skib blev hentet hjem til Thyborøn og blev efter gennemgående ombygninger døbt med morens navn – ’Tove Kynde’. Det krævede store lån til både fiskekvoter og udstyr. Dengang var der ”lyserøde skyer i horisonten”, fortæller Martin Kynde, men med Brexit ser fremtiden anderledes ud:

”Yderste konsekvens er jo, at vi må lukke og slukke.”

BREXIT-BØVL

Storbritanniens udtrædelse af EU har kunnet mærkes i Thyborøn, der er Danmarks tredjestørste fiskerihavn og årligt omsætter for mellem 800 millioner og en milliard kroner. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år stiger det til 25 procent, herefter skal aftalen genforhandles. Ifølge en rapport fra Aalborg Universitet, der kortlægger konsekvenserne af Brexit for de vestjyske fiskerbyer, skaber ét job til havs i gennemsnit tre job på land.

DER ER LAVT til loftet under dækket på ’Nanna Cecilie’, der ligger i Thyborøn Havn. Bag skibet er byen henlagt i stilhed. Når turisterne kommer til byen i sommermånederne, er der gang i restauranterne og den lille iskiosk på havnen, men i marts måned vækkes byen kun langsomt af dagens første solstråler, der fordriver disen fra den lille havneby. Ud mod havneløbet spejder det lille Hotel Seaside, der i gamle dage var sømandsstue med kaffe og snaps. Bag hotellet strækker den korte gågade sig med små butikker, cafeer og barer, og længere ude, langs store sandklitter, som byder byen en smule læ for den skarpe vestenvind, gemmer villahuse og kvarterer sig med veje, der de fleste steder ender blindt.

På ’Nanna Cecilie’ ligger opholdsrummet hen i halvmørke. Det er indrettet med behagelig sofa, god spiseplads og et småt, funktionelt køkken. Gryder og pander kan fastspændes på selve komfuret. På den måde kan man lave mad, selvom skibet ligger uroligt på vandet. Et skib som dette er normalt på havet 250 dage om året. Besætningen bor i kahytter med køjeseng og et lille fold ud-bord, og der er plads til en besætning på syv mand.

Det er vigtigt med gode forhold, når man tilbringer halvdelen af sin tid til havs, fortæller 42-årige Hans Jørgen Jensen, som er medejer af det knap 30 meter lange skib, der trawler havbunden for torsk, kuller og rødspætte. Lige nu ligger skibet på bedding, mens fiskerne venter på, at det igen kan betale sig at tage til britisk farvand.

Hans Jørgen Jensen er iført smækbukser, gummistøvler og en sort langærmet trøje, der er smøget op over arbejdsvante arme. Han har over en tredjedel af sine kvoter i kulmule – en eftertragtet torskelignende spisefisk, som fanges på åbent hav. Fiskere køber kvoter i specifikke områder og fiskearter, som er knyttet til fiskerens skib. De har lov til at sælge, købe og udleje kvoter, som i Danmark fordeles årligt. 

På grund af Brexit mister Hans Jørgen Jensen 43 procent af sin kulmule-kvote i Nordsøen. Når der samtidig er færre kvoter i omløb på grund af Brexit, tør Hans Jørgen Jensen – selvom han ikke bruger store armbevægelser – godt kalde den seneste udvikling ”en lille krise”. 

”Vi er lidt i knæ. Der bliver ikke plads til det antal fiskere, som der er nu,” fortæller han.

For at mindske følgevirkningerne af Brexit har EU indtil videre afsat 1,8 milliarder til at kompensere den danske fiskeindustri, og selvom Hans Jørgen Jensen ser positivt på den foreløbige kompensation, har Brexit gjort hans fremtidsinvesteringer mere usikre, slår han fast.

”Det er noget af en mavepuster,” sukker fiskeskipperen.

Thyborøn er svejset sammen med fiskeriet. Skibsmontør Jesper Kynde er ærgerlig over, at flere og flere flytter fra byen.

GNISTERNE STÅR op fra en ræling, hvor en mand står og svejser. Under svejsehjelmen gemmer 34-årige Jesper Kynde sig, han er uddannet skibsmontør, i blå overalls og en sort hættetrøje. Denne eftermiddag arbejder han på rælingen ved et skibs agterende, og bag ham troner to kæmpestore tromler med fiskenet, der er dobbelt så høje som en voksen mand. Jesper Kynde er i færd med at gøre et skib klar til at skulle på havet, men turen lader vente på sig, da det stadig ikke kan betale sig at smide fortøjningerne.

Efternavnet Kynde optræder mange steder i byen. Jespers egen far, Henry Kynde, arbejder som trawlbinder i byen, og hans mor ejer tøjbutikken Kynde og Knak. Men selvom Thyborøn er en lille by, er der flere familier, der hedder Kynde. Jesper Kynde forklarer, at han hverken har noget at gøre med fiskeren Martin Kynde eller den fiskeriudstyrsvirksomhed ved navn ’Kynde & Toft’, der ligger på havnen. Efter en kort pause smiler han skævt og tilføjer:

”Arh, der er måske blevet byttet lidt rundt”, men den egentlige forklaring på de sammenfaldende efternavne forbliver uklar. På kajen ankommer en gaffeltruck. 

”Kan I genkende ham?” smiler Jesper Kynde og nikker i retning af kollegaen Peder Damborg, som stiger ud af det lille køretøj. 37-årige Peder Damborg griner lidt genert under en sort hue og med en ’Bevar Christiania’-sweatshirt på. Han har netop været på skærmen i TV 2-programmet ’Kærlighed hvor kragerne vender’, hvor fire singlefyre skal prøve at finde en kæreste, som har lyst til at flytte til egnen. Programmets titel er sigende for udviklingen i en by som Thyborøn. De sidste 30 år er befolkningstallet faldet med 30 procent, og i dag bor knap 2.000 indbyggere i Thyborøn. I 2030 forventer Lemvig Kommune, at der vil være lidt under 1.700 beboere i byen. 

For som de siger i programmet, er der ”ikke så meget at komme efter” på egnen. Kvinderne tager til Aalborg, Aarhus eller Herning for at studere og arbejde, mens mændene bliver tilbage og tager arbejde i fiskeindustrien. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der næsten dobbelt så mange mænd som kvinder i Thyborøn i alderen 25 til 30. Det gælder især i det mandsdominerede fiskeri og dets følgeerhverv, som man også vil opdage i denne artikel, hvor det skorter på kvinder.

Jesper Kynde har tidligere arbejdet som fisker. Fiskeriet har givet ham arbejde i Thyborøn, men har også sendt ham til Rungsted, hvor han solgte fisk sammen med sin far. I en periode var han også i Østrig som skibums, som han selv kalder det, men nu er han vendt tilbage til fødebyen. Og her er han fast besluttet på at blive.

Jesper Kynde, der har en dreng på to et halvt år, fortæller, at der i Thyborøn kun blev født tre børn på sønnens årgang. 

”Dengang jeg selv gik i folkeskole, var vi nok til et fodboldhold. Sidste år blev der født to børn og forrige år tre, tror jeg. Det kan der ikke blive meget fodboldhold ud af,” siger han.

Og det hjælper ikke, at det har været knapt med arbejde på det seneste. Før i tiden var der nok at lave, der var ligefrem mangel på arbejdskraft. Men for nylig har der været fyringer hos Thyborøn Skibs & Motor A/S, hvor Jesper Kynde og Peder Damborg begge arbejder.

”Der er ikke nogen, der tør lave bestillinger på nye fartøjer. Det hele er så usikkert,” siger Jesper Kynde.

”KOM IND, KOM IND,” råber Jögvan Arnfinn i Dali og åbner døren til Thyborøn Bådebyggeris værksted, der ligger på Havnegade. Man kan ikke høre det, men navnet i Dali afslører, at han oprindelig kommer fra Færøerne. Det fulde navn bruger han dog ikke – han er bare Arnfinn. Alle flader i værkstedet er dækket af et fint lag støv. Et utal af maskiner er skubbet ind, hvor der er plads. Døre, skabslåger og lister ligger og venter på den sidste rettelse eller det sidste lag lak, før de kan komme ud på skibene. 55-årige Arnfinn er tømrermester, ejer af værkstedet og har syv svende under sig. Men egentlig var det lidt af et tilfælde, at Arnfinn endte i Thyborøn.

”Min far var en værre rod,” siger Arnfinn med et smil på læben. Da han var fem år gammel, fik hans far at vide, at han ikke længere var velkommen på Færøerne. Mere røber han ikke. Familien måtte finde et nyt sted at bo, og valget faldt på Thyborøn. Arnfinns mor havde en søster, der var flyttet dertil, og Færøernes stejle klipper blev skiftet ud med Thyborøns flade sandstrande og grå fiskefabrikker. 

Fornavnet Jögvan blev hurtigt skiftet ud med det mere mundrette mellemnavn, og efter snart 50 år i den lille fiskerby føler Arnfinn, at han hører til. Hans kone Berit i Dali er medejer af Hotel Seaside, og selvom de har slået sig ned i Harboøre ,10 kilometer fra Thyborøn, er Arnfinn et kendt navn blandt fiskerne på havnen.

Det seneste år har værkstedet været nødt til at fyre tre tømrere som følge af coronakrisen, men måske ser fremtiden anderledes dyster ud.

”Hvis ikke bådene sejler, går ingenting i stykker,” som Arnfinn siger. 

Jögvan Arnfinn i Dali ejer Thyborøn Bådebyggeri. Det lange færøske navn er dog for svært, så alle i byen kalder ham blot Arnfinn.

LANGS GULVET I Thyborøn Trawlbinderi strækker enorme farverige net sig igennem den 50 meter lange hal. Mellem nettene sidder en mand med sin bødenål, der ubesværet stryger ind og ud imellem de neonfarvede masker. Det er en velkendt bevægelse for 52-årige Søren Peter Jensen, der har arbejdet med trawlbinderi, siden han var 14 år gammel.

Materialet til de store net kommer fra Portugal, og i den store værkstedshal skærer de 10-12 mand, der arbejder her, nettene til og syr maskerne sammen.

”Når vi arbejder ude på kajen om sommeren, tror turisterne, at vi laver trawl til at fange hvaler – de forstår slet ikke, at det er til små fisk,” fortæller Søren Peter Jensen og peger på et kæmpe net med masker, der er 25 meter lange. De store masker sørger for, at fiskene ikke opdager, at de er fanget, før de kommer længere ind i nettet, hvor maskerne er så små, at de ikke længere kan komme ud. 

Et lyserødt, 3D-simuleret trawl lyser op på en skærm. I dag bliver de trawl, mændene arbejder på, designet på computer, og nettet er en af værkstedets største modeller. Med et gab på 65 meter er nettet designet til at fange kulmuler og makrel i Atlanterhavet, og det bliver solgt for lidt over en million kroner.

På trawlbinderiet kan de mærke, at fiskeriet er presset. Der er ikke mange, der tør bestille nye net. Normalt er ordrebøgerne fyldt til langt ud i fremtiden. Det er de ikke nu, men Søren Peter Jensen tror ikke, at Brexit vil føre til fyringer på binderiet. 

”Sidste gang fiskeriet gik dårligt, fordelte vi arbejdet imellem os,” siger han og tænker tilbage til perioden efter finanskrisen.

I Thyborøn Trawlbinderi bindes trawl af gule, røde, orange og grønne reb, der er importeret fra Portugal. På byens kajer slanger de farverige trawl sig langs fiskekutterne.

Et andet sted, bag et stort mørkegrønt trawl, sidder et par ældre mænd koncentreret og binder net. Den ene, 67-årige Henry Kynde, er far til skibsmontøren Jesper Kynde. Han har boet i Thyborøn hele sit liv bortset fra en enkelt afstikker til Sjælland, hvor han kørte fisk fanget på Vestkysten til Rungsted og solgte dem. Det var dengang, han drak rosé og strittede med lillefingeren, plejer de andre trawlbindere at drille ham med. Køreturene fra Thyborøn til Rungsted blev dog for lange med tiden, og derfor vendte han tilbage til bødenålen og trawlbinderiet. 

Nettet, han arbejder på, er en relativt ny opfindelse. Faktisk har de kun lavet dem i 10 år, og nettet er designet for at få mindst mulig bifangst og uønskede fisk i nettet.

I dag har Henry Kynde sølvgråt hår og briller, der hjælper øjnene, som ikke er, hvad de har været, men han kan stadig huske den dag, han begyndte, 18. marts 1969. Det var en mandag, mindes Henry Kynde, og i trawlbinderverdenen er det en uheldig dag at starte på. Det var i hvert fald, hvad de andre sagde dengang. Men efter 52 år i branchen føler Henry Kynde sig ikke uheldig.

”Jeg er ikke blevet træt af det endnu,” siger han uden at kigge op fra nettet. 

De fleste af mændene i hallen har gråt hår. Den yngste er 36-årige Lars Gregersen. Til marts ’holder han’ og begynder at fiske krabber i stedet – en velkendt historie på værkstedet. De unge står ikke i kø for at blive trawlbindere.

Siden Henry Kynde første gang svang en bødenål, er der kommet computere til, erhvervet er blevet moderniseret, men også mindre eftertragtet at arbejde i. En meget anderledes verden end den, Henry Kynde oplevede, da han først trådte ind i en trawlbinderhal som 15-årig.

”Da jeg blev udlært, var der 30 trawlbinderværksteder i Thyborøn. I dag er der to tilbage.”

Henry Kynde er far til skibsmontør Jesper Kynde og har været trawlbinder næsten lige siden, han gik ud af folkeskolen.

”Det tager mange år at blive god til at binde trawl,” siger Søren Peter Jensen. ”Det kan ikke betale sig at fyre trawlbindere.”

DET LYDER SOM et vandfald, da en strøm af fisk fosser ud af en lastvogn. Fiskene skyller gennem en metalrist og lander mellem to store roterende skruer, der langsomt trækker dem ind i fabrikken, mens mågerne klager ovenover. På Triple­Nine Fish Protein A/S rager store siloer fyldt med fiskeolie op til mågerne på den blå himmel, og lange lagerhaller strækker sig langs kajen og gemmer på nogle af de 300.000 tons fiskemel, fabrikken årligt producerer. Normalt bliver fiskene leveret af kæmpemæssige industriskibe, der er ladet med tusindvis af tons fisk. Lastbiler med fisk trisser også ind fra andre byer med ladninger. Om sommeren holder de i lange køer på havnen.

Der er øde på den sorte asfalt mellem fabrikkens bygninger, og de omkring 100 ansatte på fabrikken er ingen steder at se. Arbejdet foregår indenfor, nærmest i døgndrift, blandt fabrikkens dampende røg og sydende kedler. En af dem er teamleder Anders Hansen, der står uden for sit kontor og skæver op til de mange fugle, der hænger over fiskemelsfabrikkens siloer som små prikker.

”Mågerne? Ja, gu’ fanden har vi problemer med mågerne,” siger Anders Hansen, der fortæller, at der går rygter om, at mågerne havde en koloni her, længe inden fabrikken blev bygget. Og måger, de flytter sig ikke for noget.

Inde på fabriksgulvet viser 43-årige Anders Hansen hjemmevant vej imellem rustne rør og dampende kedler. Hans krøllede hår ser rødt ud ved siden af fabrikkens mørkeblå uniform, og selvom små kragetæer er begyndt at sprede sig fra hans øjenkroge, er der noget ungdommeligt over hans ansigt. Udenfor ses han sjældent uden cigaret i hånden. På de få sekunder, det tager at komme fra en fabriksbygning til en anden, når han at ryge halvdelen af sin cigaret. 

Anders Hansen har arbejdet på fabrikken i over 11 år og er egentlig udlært tømrer. Før arbejdede han for et tømrerfirma med 63 ansatte, men efter finanskrisen i 2008 rystede Danmark, var de kun to tilbage. En dag dukkede et jobopslag som produktionsarbejder på fiskemelsfabrikken op, og Anders besluttede sig for at søge det. Opslaget var gammelt, fabrikken havde glemt at tage det ned, men Anders Hansen fik alligevel jobbet. I dag er han teamleder for et hold på fabrikken, og det er noget med ”at være god til at have et overblik” og ”ikke gå ned med stress”, forklarer han imellem telefonsamtalerne med leverandører, der kimer ind med jævne mellemrum.

Luften på fabrikken er fugtig, tyk og fyldt med en tung lugt af akvariefoder.

”Folk siger, at man lugter af fisk, så snart man begynder herude på fabrikken, men det passer ikke,” råber Anders Hansen for at overdøve larmen fra maskinerne, som konverterer fisk til bjerge af fiskemel – klar til at blive sendt ud i verden for at fodre laks, mink og andre dyr.

”Selve processen med at lave fiskemel har ikke ændret sig i de sidste 50 år,” siger Anders Hansen og peger på de kedler, der koger fiskene, hvorefter de presses, så vand og olie kan skilles fra selve kødet. Fisk, som bliver brugt til at lave fiskemel, er ikke spisefisk, det er små fisk som tobis, brisling eller sperling, der fanges af store industri­skibe i Doggerbanke eller Fladengrund – steder, der hører til britisk farvand.

”Vi er voldsomt påvirkede af Brexit. Op mod 40-50 procent af vores fisk bliver fanget i britisk farvand,” siger Anders Hansen. Oveni har minkaflivningen også sat sit præg på efterspørgslen, og derudover overvejer Storbritannien at frede Doggerbanke og Fladengrund for fiskeri af miljømæssige hensyn. Hvis det sker, og fiskeriet fortsat bliver presset, kan det betyde, at arbejderne på fabrikken må gå på fordelingsarbejde og i sidste ende fyres.

I løbet af en vanlig arbejdsdag korresponderer Anders Hansen med skibe, der kommer med 2.000 tons fisk, tit med kort varsel, men nu er der længere mellem leveringerne. 

”Lige nu producerer vi ikke så meget. Normalt plejer hallerne at være fyldt til bristepunktet.” 

Anders Hansen er teamleder på fiskemelsfabrikken. Mange synes, at fabrikken lugter. Men medarbejderne er stolte af deres arbejde. Indimellem sætter de sangen ’I’m sexy and I know it’ på i pauserne.

DEN STORE FISK

Storfisker Henning Kjeldsen, der ejer 10 procent af de danske fiskekvoter og har en formue i omegnen af 1,6 milliarder kroner, er i en omfattende sag tiltalt for gennem stråmænd at have tilegnet sig flere fiskekvoter, end det er tilladt. Syv andre fiskere er tiltalt for at have ageret såkaldte stråmænd – de har stået som ledende medlemmer i selskaber, men anklagen lyder, at Henning Kjeldsen har været den reelle ejer. Også Henning Kjeldsens kone og bonussøn er anklaget for at have ageret stråmænd, ligesom en revisor og en advokat er sigtet for at have hjulpet til. Der forventes at falde dom i efteråret.

”DET ER EN sørgelig historie,” siger Kurt Svennevig Christensen om fiskeriets udvikling. Han er 69 år, har selv fisket mange år i Thyborøn, er uddannet kok og har en bachelor i filosofi. Kurt Svennevig er formand for Levende Hav – en forening stiftet af fiskere og biologer i 1995 for at skabe en politisk diskussion om den måde, der fiskes på i Danmark. 

Kurt Svennevig Christensen spejder tænksomt ud ad det lille runde vindue i kutterens styrehus et kort øjeblik. Kutteren ’Anton’, som er Levende Havs mobile mødested og varemærke, er en ældre sag. I den lille salon, som hænger sammen med styrehuset, kan man lige kante sig ind på en smal hjørnebænk, der omgiver et bord, hvor souvenirs fra alle dele af verden er skubbet ud til siden. På bordet står en kande kaffe lavet i skibets lille kabys, der plejede at udgøre last til de fisk, skibet havde fanget. Kopperne til kaffen er taget fra kroge i loftet og ligner dele af et klassisk campingsæt fra 70’erne. Kutteren har plads i Lemvig Havn, en køretur på en halv times tid fra Thyborøn. Under vinduet, som lader solen fylde rummet med lys, hænger et klistermærke med teksten ”Question everything”. 

”Vi bruger meget tid på at se på, hvad det er, der ødelægger havet,” fortæller foreningsformanden, der fokuserer på fiskeindustriens udvikling, på de metoder, moderne fiskere benytter, og på arbejdet for en forbedret biodiversitet og ­havkvalitet. 

Fiskeriet er ikke bæredygtigt, hverken for fiskene i havet eller for de lokalsamfund, der skal leve af det, fortæller han. I dag er skibene færre, men større, de ejes af få mennesker, og fangstmetoderne bliver i hans øjne stadig mere grådige.

For 50 år siden lå der op mod 300 fiskekuttere i Thyborøn Havn. I dag står knap 30 store skibe for langt det meste fiskeri i Thyborøn.

”Vi skal beslutte, hvad det er for et samfund, vi vil have, og hvad det er for et hav, vi vil have. Vi kan ikke fiske og trawle på den måde, vi gør, og så stadigvæk tro, at vi kan have kystfiskeri,” siger han og peger på, at store trawlnet ødelægger havbunden. Derudover har fangstmetoden en stor, unyttig bifangst, som ulovligt bliver smidt tilbage i havet igen, lyder hans kritik. 

For Kurt Svennevig Christensen er kystfiskeren – der bruger mindre fartøjer og fisker inden for 20 sømil fra kysten – et billede på en tættere forbindelse mellem havet og forbrugeren. En idé om et mere naturligt og bæredygtigt system. Men kystfiskeren kan ikke leve op til de krav, den moderne forbruger stiller. 

”Vi kan godt lide den laks, som kan komme, når vi beder om den, men det kan en kystfisker ikke levere,” siger Kurt Sven­nevig Christensen og slår ud med armene: 

”Hvis der skal gøres op med det moderne fiskeri, er man nødt til at oplyse forbrugeren. Vi er nødt til at vide, hvordan fiskeriet egentlig foregår. Vi skal have fiskeri, hvor vi kan komme i kontakt med det hav, vi har. Det er ikke romantik – det er hardcore politik.”

”DET GÅR AD helvede til,” konstaterer Heinrich Grøndal, mens han klør sig i sit gråsprængte skæg og kigger ud over det stilleliggende industriskib ’Susanita’. Skibet fanger industrifisk på lange togter i britisk farvand, og 51-årige Heinrich Grøndal er skipper og tilbringer normalt lange arbejdsdage i skibets styrerum. Ved siden af sidder 42-årige Torben Olesen. Skibets salon er omgivet af mørk træfiner, Faxe Kondi-dåser og dvd’er til de lange aftener på havet uden internetforbindelse. Torben Olesen er skibets hovmester. Det er ham, der ”holder styr på det hele”, siger han og griner lidt.

Oppe i styrerummet viser Heinrich Grøndal rundt. Instrumentbrættet er fyldt med et virvar af farverige knapper og skærme, der styrer skibets funktioner. En knap kan både styre skibets bovpropeller, når den er slået til højre, og skibets tromler, når den er slået til venstre. Og selvom Heinrich er en erfaren skipper, har han ikke lært alle knapperne endnu, da han netop er ansat. 

Imens de to fiskere viser rundt på skibet, stikker tømrermesteren Arnfinn smilende hovedet ind gennem døren. Han er i gang med at installere et køleskab på skibet.
”Hvor meget rabat kan vi få?” spørger Heinrich Grøndal. 

”I kan få al den rabat, I vil have, jeg skal bare vide det, inden jeg laver regningen,” svarer Arnfinn og udløser latter i styrerummet.

TYPISK THYBORØN

I Thyborøn kan du besøge ’Sneglehuset’, som er tæt beklædt med muslinger og sten. Huset byggede Alfred Pedersen til sin kone, som ikke havde lyst til at flytte til Thyborøn. For at få hende med på ideen lovede Alfred Pedersen, at han ville bygge hende et hus som ingen andres.

Bliver du lækkersulten en sommerdag i Thyborøn, kan du købe en vaffelis i havnens iskiosk. ’Fjams & kugler’, hedder den.

I Thyborøn ligger Sea War Museum Jutland. Her kan du blive klogere på verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, som med 250 krigsskibe fandt sted ud for den jyske vestkyst i 1916.

Sangen ’VLTJ’ med bandet Tørfisk er en af Thyborøns stoltheder. Den populære sang handler om jernbanen Vemb-Lemvig-Thyborøn. Den kører stadig og stopper på Thyborøn Havn.

Et kig på byens vejnavne afslører tilknytningen til fiskeriet: Trawlvej, Kullervej, Havnegade, Rødspættevej, Tobisvej, Beddingsvej, Tankskibsvej.

Tidligere tog fiskerne det lille VLTJ-tog, når de skulle ud at fiske. Thyborøn Havn er fra 1918, og i 1992 toppede indbyggertallet med 2.992. Siden er tallet gået støt ned. Her ses Kurt Svennevig Christensen, formand for organisationen Levende Hav.

TILBAGE I SALONEN bliver stemningen mere seriøs.

”Det bedste, der kan ske for os, er en storm i Peru,” brummer Heinrich Grøndal og stiller med sin store hånd en tom dåse Faxe Kondi på bordet. 

En storm i Peru ville for de peruvianske industrifiskere – der har store kvoter og lettere adgang til industrifisk som tobis – betyde, at de ikke kan komme ud at fiske. Og så stiger prisen på industrifisk – noget, der er godt for mandskabet på ’Susanita’.

I skibets kabys hænger en plakat med en topløs kvinde på væggen og stirrer ned på spisebordet, hvor mandskabet spiser sammen de 14 dage ad gangen, de er af sted. Fire mænd om bord på det 44 meter lange stålskib. Nogle gange bliver de ude længere, hvis der er nok fisk. De skulle allerede have været af sted i går, men skibet ligger stadig i havn, fordi en fisker i farvandet ved Shetlandsøerne fortalte dem, at der ikke var så meget at fange. I stedet bruger de ventetiden på at reparere og gøre skibet klar.

Selvom pladserne på Fiskeriskolen i Thyborøn er fyldt op, stiger gennemsnitsalderen på danske fiskere støt. Det er Torben Olesen og Heinrich Grøndal et billede på. De to har været fiskere hele deres liv.

”Vi ejer ikke skibet, det har vi ikke råd til,” siger Heinrich Grøndal og forklarer, at de færreste fiskere har råd til skibene, de fisker på. Endnu færre har råd til fiskekvoter.

Skipper Heinrich Grøndal (t.h.) plejede at fiske fra Esbjerg, men tog til Thyborøn, da de store skibe forsvandt. I dag er der ingen fiskeindustriskibe tilbage i Esbjerg.

Nogle få ’kvotekonger’ er de seneste år blevet mangemillionærer på at købe, udleje og sælge kvoter. I stedet for at en fisker går til banken for at tage et lån til at købe en kvote og et skib, går flere til de øverste i hierarkiet for at tage lån til at købe skibe, kvoter eller leje kvoter af kvotekongerne.

Siden kvotesystemet blev indført i 2001, har der været en større og større koncentration af kvoter på færre og færre hænder. I Holstebro, syd for Thyborøn, føres i øjeblikket en historisk retssag mod en af Danmarks rigeste storfiskere, Henning Kjeldsen. Han og ni andre beskyldes for at have ført ulovlig stråmandsvirksomhed og på den måde skaffet sig kontrol over fiskekvoter for millioner af kroner.

Torben Olesen og Heinrich Grøndal har ikke noget med Henning Kjeldsen at gøre. De er ansat på kommissionsløn af et andet stort rederi, Esmadan ApS – der også ejer mange kvoter – og de to garvede fiskere tror, at kvoterne og skibene vil samle sig på stadig færre hænder i fremtiden.

”I Thyborøn er der kun 5-7 industriskibe tilbage,” siger Torben Olesen og kommer med en spådom: 

”Om fem år tror jeg ikke, at de er her længere. Så er der bare ét skib.”

 

/

Uhyret på tallerkenen

Anonyme grupper på internettet forbindes ofte med noget mørkt og ondt, men sådan er det langtfra altid. I en af internettets kroge mødes hundredvis af mennesker med spiseforstyrrelser i Addictive Eaters Anonymous for at støtte og hjælpe hinanden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniIllustration:Bernardo França

DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse. 

I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad

Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.

Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne. 

”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA. 

I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.

”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.

Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.

DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”

Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.

Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og ballet­undervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.

”Nu begynder det,” siger hun så.

En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.

Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.

”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:

”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”

EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.

”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømme­kraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.

Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden. 

”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.

Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.

I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.  

”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”

På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:

”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”

SPISE-FORSTYRRELSER I DANMARK

Det vurderes, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse går ud over ens fysiske og psykiske helbred og ens sociale liv. Personer med spiseforstyrrelser undgår ofte at spise sammen med andre, fordi de er flove eller mister kontrollen. De oplever ofte en stor utilfredshed med egen krop. En spiseforstyrrelse er ikke altid synlig, men nogle symptomer kan være manglende energi, træthed, mavepine, hovedpine og svimmelhed. Spiseforstyrrelser rammer oftest piger og kvinder i alderen 14-24.

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Personer, der lider af anoreksi, undgår ofte at spise i sociale sammenhænge, springer måltider over og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af opkastning eller misbrug af afføringsmidler. Personer, der lider af bulimi, bruger opkastning, slankepiller eller overdreven motion som kompensation til overspisningen for at undgå at øge deres vægt.

Tvangsoverspisning (BED) er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af stor skam- og skyldfølelse, væmmelse og lavt selvværd. En overspisningsepisode karakteriseres ved et kontroltab, hvor personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum efterfulgt af negative følelser.

AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.

”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”

En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.

Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.

”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.

Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.

”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.

SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn: 

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”

Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:

”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.” 

Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng. 

Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.

”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”

/

Køkkenfest

Vi elsker vores køkkener. Det er dér, vi viser os frem, dér, vi hygger igennem, og dér, festen bobler bedst. Men hvorfor går vi danskere så højt op i det? Og hvorfor køber vi lige nu køkkener og køkkenudstyr som aldrig før, når vi laver stadig mindre mad? Ud & Se spænder forklædet og tager skærebrættet frem.
Tekst:Christian MartinezFoto:Johnny Bonne/Ritzau Scanpix, DR/Conny Kaalund O’Carroll, HTH Illustration Shutterstock

HVIS MAN i efterkrigstiden viste en dansk husmor et samtalekøkken og en mand, der lavede mad, ville hun sikkert falde død om af befippelse – eller ønske, at hun havde en tidsmaskine. Hvor langt vi er kommet i vores indretning – og menneskesyn – siden dengang, kan man opleve i dokumentarfilmen ’Køkkenet, Danmarks største arbejdsplads’ fra 1950. I den gives eksempler på uhensigtsmæssig indretning af det gamle danske landbokøkken, som gør hverdagen svær for en husmor. Eller, som der står i en forklarende mellemtekst undervejs i den lydløse film: ”En enkel ret som vandgrød koster fru Hansen adskillige skridt.” Underforstået: Indretningen er så usmart, at husmoren må gå flere kilometer om dagen, når der skal laves mad, fordi fødevarer, vand og brænde til komfuret er i tilstødende rum. 

Filmen var tænkt som inspiration til en modernisering af køkkenet med smarte tips og tricks, og den har vidunderligt fornærmende formuleringer. Som i scenen, hvor husmoren sidder i en lænestol og ryger en cigaret ved siden af et nymodens elektrisk komfur, og den ledsagende tekst lyder: ”Vågn op, fru Hansen. Sådan et køkken får De slet ikke!” 

I stedet skulle datidens husmor stille sig tilfreds med mindre og billigere forbedringer, deriblandt en køkkenvask, der ikke længere lå ude i bryggerset, og – hold fast! – indbyggede overskabe. 

Spol frem til i dag, og der er ingen tvivl om, at både fru Hansen og filmens instruktør, Carl Otto Petersen, ville få erstatningskaffen galt i halsen. Der er langt fra efterkrigstidens kulinariske nøjsomhed og spartanske indretning til ’Alle har ret til et fedt køkken’, som et af 00’ernes mest kendte reklameslogans lød. Og det er ikke tilfældigt – er der ét rum i boligen, der siger noget om tidsånden, vores økonomiske formåen og vores selvforståelse, så er det køkkenet.  

60’erne: En køkkenmodel i Natur Eg er starten på HTH.

VI KØBER KØKKENER og køkkenudstyr som aldrig før. Ifølge undersøgelsen ’Danskerne i det byggede miljø’, foretaget af Kantar Gallup, fik 6,1 procent af danskerne i 2019 et nyt køkken, mens 14,8 procent af os overvejede at få det. Det at skabe rammen om ’det gode liv’ er ifølge undersøgelsen den største motivationsfaktor for at foretage større til- og ombygninger – vigtigere end at få mere plads. 

Danmarks største ejendomsmæglerkæde, EDC-gruppen, melder på samme måde om stor interesse for køkkenet i de 20.000 boliger, som kæden solgte sidste år, og køkkenets stand er derfor også helt bevidst noget af det første, der omtales i en boligannonce. Ifølge EDC-gruppen brugte danskerne sidste år i snit 230.000 kroner på istandsættelse af deres nyindkøbte bolig, hvilket typisk dækker over investeringer i energiforbedring, for eksempel isolering af vinduer, badeværelset – og køkkenet. 

Når vi har købt nyt køkken eller givet det gamle en ordentlig tur, investerer vi som aldrig før i lækkert køkkenudstyr. Det er ikke kun corona, der har fået os til at bruge penge på dyre saftpressere og kaffemaskiner, som vi ellers ville have brændt af på restaurantbesøg og udlandsrejser. Pandemien har blot forstærket en trend, der var i fuld gang, lyder det fra Henrik Egede, der er direktør i APPLiA, brancheforeningen for producenter og importører af hvidevarer og elektriske husholdningsapparater. 

I 2020 har APPLiA registreret tocifrede vækstrater, blandt andet i vinkøleskabe, hvis salg sidste år blev fordoblet, og i såkaldte hood in hob – kogeplader med indbygget emhætte.  

”Det er stukket pænt af,” siger Henrik Egede.

”Mens danskerne i mange år har flirtet med en opgradering af køkkenet, kan man nu vist roligt tale om en forelskelse.” 

EN AF DEM, som ser muligheder i køkkenbranchen, er Per Mikael Jensen, der er tidligere TV 2-direktør, MetroXpress-chef og nu investor i Form Plus, en køkkenproducent, der netop har åbnet ny butik i Bagerstræde i København.

Hvorfor går du ind i køkkenbranchen nu?

”Jeg har elsket at bygge, siden jeg var barn. I en alder af 14 var jeg storkunde i Silvan. Jeg byggede alt til børneværelset, mit skrivebord, højttalere, reoler, sengen … hvad jeg ikke har bygget af ting i spånplader. Jeg tror, min første kæreste var af spånplader,” siger Per Mikael Jensen. 

70’erne: Skabe med rulleudtræk og skæreplade, specialskabe med indbygget strygebræt, vitrinelåger i røgfarvet glas og udtræksbord til 3-4 personer.

Han nåede som ung at arbejde fire år i en lille møbelvirksomhed og var med egne ord godt på vej til at blive møbelsnedker, hvis ikke lærepladsen var gået i vasken. 

I stedet blev han journalist – og senere blandt andet international chef for MetroXpress og direktør for TV 2 – men interessen for møbler og byggeri holdt ved. Til en iværksætterkonference for fire år siden mødte han stifteren af køkkenvirksomheden Form Plus, Jesper Lykkeskov. Per Mikael Jensen besluttede at investere i virksomheden, som laver såkaldte IKEA-hacks, hvor kunderne køber IKEA-kabinetter og -udstyr og opgraderer det med snedkerlavede fronter, så det bliver mere funktionelt, flottere og mere personligt. På den måde kan man ’snyde’ sig til et toplækkert køkken, selvom man ikke har penge til at snedkerbygge det fra bunden eller til et funklende statussymbol fra de mest prestigiøse flagskibsbutikker. 

Form Plus får fremstillet deres fronter og låger i massivt træ på Mors og beklæder indersiden af kabinetterne med finér, ligesom hængsler og glideskinner opgraderes, så de angivelig holder længere end IKEAs. 

Andre danske brands, der laver IKEA-hacks, er blandt andet Reform, som er blevet kendt for deres samarbejde med arkitekter som Bjarke Ingels Group og &SHUFL, der fremstiller snedkerlavede fronter i et stilrent, stramt design.

Det er dét voksende marked, Per Mikael Jensen er interesseret i.

”Det er ikke mere usundt at få en lille plads i et stort marked end at få en stor plads på et meget snævert marked,” siger investoren, der ser to nye køkkentrends for sig i en nær fremtid.

Det ene er viktualierummet, hvor man i gamle dage opbevarede fødevarer mørkt, tørt og køligt, og som Plus Form lancerer i et nyt format på 2×2 meter med plads til frugt og grønt, brød og vin.

”Og så er der særligt én ting, som jeg savner ved det moderne køkken: udtrækspladen. Inden jeg dør, så vil jeg lave sådan et køkken,” siger han.

Samtalekøkken fra Kvik, ca. 2005.

DER ER LØBET en del vand i stålvasken, siden fru Hansen stod i landbokøkkenet. For eksempel er det over 20 år siden, at ordet ’samtalekøkken’ blev optaget i den danske retskrivningsordbog og introducerede danskerne for et køkken, der gik fra værksted til værerum. Et socialt rum, hvor den fragmenterede danske familie kunne få et glimt af hinanden i en travl hverdag. Men også en scene, hvor man kunne dupere sine gæster med årstidens hypede cuisine hen over køkkenøen, mens man langtidssimrede allehånde kødudskæringer i den nye sous vide-maskine. 

”Hvis jeg kun måtte se ét rum i ’Kender du typen’, vil jeg altid vælge køkkenet. Det er det, der siger mest om os,” siger livsstilsekspert og foredragsholder Christian Grau, der som reklamemand i 00’erne stod bag sloganet ’Alle har ret til et fedt køkken’, og som i en årrække var vært på DR’s populære tv-program. 

”Har man et ’tarmkøkken’, hvor to mennesker ikke kan passere hinanden, eller har man et stort trofækøkken, som ser lige så rent ud, som var det stadig i showroomet? Den slags siger utrolig meget om folks livsstil,” forklarer Christian Grau, som ikke får lige så mange ledetråde i folks stuer, der ofte er indrettet med bløde møbler til at binge tv-serier, men med knap så mange såkaldte idiosynkrasier. 

”Du kan måske lægge noget identitet i, hvorvidt fladskærmen i stuen er 30 eller 60 tommer. Men køkkenet siger så meget mere,” siger han. 

”Det fortæller for eksempel, om du selv laver mad, om det er ’fra jord til bord’ eller konserves. Det sender signaler, om du er med på noderne og har droppet overskabene, har et køkken-alrum, hvor alle kan være med, eller om det er et snævert værksted, som du ikke bruger tid i.”

’Alle har ret til et fedt køkken’, som i start-00’erne blev lavet til køkkenproducenten Kvik, ramte tidsånden godt, forklarer han. Der var et opsving på vej, danskerne havde fået flexlån og afdragsfrie lån, og folk pumpede penge ind i deres bolig. Og der var en tendens til, at man skiftede køkkenet ud i sin nye bolig, også selvom det var fuldt funktionsdygtigt.

Passer det slogan stadig på os? 

”Ja, køkkenet er et sindssygt vigtigt rum, i alt fald i Danmark. Vi har altid spist meget hjemme, og derfor har ideen om at være sammen, mens man laver mad, rodfæstet sig. Vi har jo været længe om at gå ud og spise til hverdag,” siger Christian Grau, der også mener, at ligestillingen har haft en stor rolle i køkkenets forvandling i det 20. århundrede. 

I Danmark var kvinderne hurtigt på arbejdsmarkedet efter krigen, og mændene kom mere ind i køkkenet, hvilket stillede nye krav til indretning. Dengang køkkenet var et arbejdsrum, hvor husmoren huserede, var man sjovt nok ligeglad med, om det var et lille hummer uden komfort. Men i det øjeblik, manden begyndte at lave mad, skulle der pludselig gøres plads.  

”Det næste var selvfølgelig, at så måtte det sgu også gerne være lidt lækkert,” siger Christian Grau.

Samtidig er der også et element af ’spis og skrid’ over køkkenet, der ifølge livsstilseksperten bidrager til dets popularitet: Et køkken er uformelt, der er ikke lagt op til, at man sidder der hele aftenen. Det kræver ikke en invitation og perfekt borddækning, ligesom det ikke behøver at ende med cognac til kaffen. Alt sammen noget, der passer godt til danskernes uhøjtidelige temperament, mener han. 

10’erne: Det grebsløse køkken. Slanke, vertikale og enkle horisontale linjer.

HVORDAN SER FREMTIDENS køkken så ud? Måske skal vi vænne os til, at det vil se mindre køkkenagtigt ud. Det har i nogen tid været fashionabelt at droppe overskabe i køkkenet, ligesom man har forsøgt at camouflere eller afskaffe emhætten. Fordi overskabe og emhætte skygger for lyset og åbenbart er, av, lidt for fælles genkendelige i deres formsprog. 

Dét kan dog blive et problem, især hvis man ønsker et multifunktionsrum, hvor madlavning kun er én blandt mange ting, som et køkken kan byde på. 

’Det køkkenløse hjem’ er en anden tendens på sigt – trenden er opstået i takt med, at flere spiser ude eller bestiller takeaway-mad. I New York er 30 procent af de nyopførte boliger på det seneste således bygget helt uden køkken.

”Hvis man spørger Coop, hvem deres største konkurrent er, skulle man tro, at det var Dansk Supermarked. Men de vil sikkert sige, at det er restaurationsbranchen og takeaway. Begge brancher har taget store andele fra supermarkederne, fordi vi spiser mere ude og køber mere færdiglavet mad med hjem,” siger Christian Grau.

Meget tyder også på, at fremtidens køkken – corona eller ej – bliver med udendørs servering. Kigger man på gamle herskabslejligheder og ældre parcelhuse i Danmark, ligger balkon og/eller terrasse altid i forlængelse af stuen. Men det ændrer sig nu, hvor flere foretrækker altan eller terrasse knyttet til køkkenet. Dels fordi det er nemt, hvis man vil spise ude, dels fordi køkkenet simpelthen har erobret ’husets hjerte’. 

Som Christian Grau siger:

”Køkkenet er dér, vi lever. Det kan ligesom alt. Man kan lave mad, lektier, og man kan have gæster, som aldrig når hen i de bløde møbler inde i stuen. Der er så hyggeligt i køkkenet. Det kan godt være, at stuen hedder ’living room’ i engelsksprogede lande, men i Danmark er det køkkenet, der er vores ’living room’.”

OLDIES BUT GOLDIES

Hvis man søger på ’køkkenelementer’ på for eksempel dba.dk, får man næsten 1.800 hits. Heraf er en fjerdedel komplette køkkener. Der er altså nok at vælge imellem, hvis man vil have et billigt køkken. Man skal bare selv kunne sætte det op – eller kende nogen, som kan.

Det gjorde Erik Lautrup, kok og mad­iværksætter, som på dba.dk købte et brugt Unoform-køkken til 15.000 kroner – inklusive opvaskemaskine, køleskab og komfur. Han hentede elementerne i en lejlighed ved Kongens Nytorv, hvor køkkenet i sin tid var sat op, og fik det derefter sat op i sin lejlighed på Frederiksberg.

”Folk skifter køkken, som de skifter underbukser. Jeg syntes, at det var idiotisk at købe nyt, når der står så mange ubrugte køkkener rundtomkring. Mange har en specifik idé om, hvordan deres køkken skal være. Men er man en lille smule åben for, hvordan det også kan se ud, kan man gøre det til en brøkdel af den pris, det ville koste at få lavet fra nyt,” siger Erik Lautrup, der glæder sig over, at han kan købe rigtig mange lækre råvarer for de penge, han sparede på køkkenet. Havde han købt et tilsvarende, helt nyt køkken, havde det kostet ham i omegnen af 250.000 kroner med opsætning og hårde hvidevarer.

Og så må han håbe, at det gamle køkken og dets elementer kan holde. Hvis ikke, koster én skuffe i dag – eller et andet Unoform-element fra nyt – mere end hele køkkenet.

/

Streamteam

Mere end otte ud af 10 danskere bruger en streamingtjeneste, og en tredjedel af os har helt klippet kablet til det traditionelle tv-signal. Hvordan blev streaming så populært så hurtigt? Og hvordan ser medielandskabet ud om 10 år? Som tv-seer er der grund til at være glad, men skærmen har måske også en bagside. Spoiler alert: Vær bange. Vær meget bange.
Tekst:Christian MartinezIllustration:Bernardo Franca

ALLE MENNESKER HAR et bristepunkt. For Gerard Lemoine var det nyheden om, at Disney ikke ville lade deres nye ’Mulan’-film få premiere i biografen, men i stedet sende den 200 millioner dollar dyre blockbuster direkte ud på deres nye streamingtjeneste Disney+. Gerard Lemoine, en midaldrende biografejer i en forstad til Paris, havde reklameret for filmen i månedsvis og gad ikke mere pis. Han greb et baseballbat og smadrede en stor papfigur af ’Mulan’ i sin biograf i et videofilmet ’fuck you’ til Disney, der gik viralt. Videoen af den rasende franskmand er indtil videre blevet set af 2,3 millioner på Twitter.

Gerard Lemoines reaktion er sigende for en branche, der ligesom de traditionelle tv-stationer og kabel-tv-distributører skal vænne sig til en ny og magtfuld aktør i deres egen baghave: streamingtjenesterne. De er ikke kun kommet for at blive, de er kommet for at vende op og ned på det traditionelle medielandskab. Selvom Disneys CEO Bob Chapek hurtigt var ude at sige, at beslutningen om at forbigå biograferne var et enkeltstående tilfælde og alene skyldtes, at biograferne var lukket ned på grund af corona, varsler episoden nye tider for både seerne og underholdningsindustrien

Men måske har vi allerede set signalskriften på skærmen, for danskerne streamer mere end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. 86 procent af os har adgang til og bruger en streamingtjeneste, men vi gør det på forskellige måder. Halvdelen af os har en tv-pakke og streamer ved siden af, en tredjedel har droppet det traditionelle kabel-tv (de kaldes også cable cutters), og endelig bruger en femtedel udelukkende en traditionel tv-pakke. Den sidste gruppe bliver stadig mindre. Mere overraskende viser undersøgelsen også, at det langtfra kun er de unge, som streamer: I 2019 var det tre procent af de 70+-årige, der var cable cutters, mens det tal i 2020 er 14 procent.

”I mange år har man talt lidt karikeret om cable cutters som unge, hippe og tech-kyndige typer, men flere og flere ældre springer også ud i et liv kun med streaming,” siger kommerciel direktør i Wilke Mette Stensbek Christensen og fortsætter:

”Det er interessant, for det betyder, at tjenesterne bliver nødt til at tænke i indhold, som også appellerer til de ældre.”

VORES GRADVISE FARVEL til de traditionelle tv-kanaler og kabel-tv-pakker tog især fart, efter at streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic blev tilgængelige i Danmark i 2012. Bare spørg YouSee, Danmarks største tv-selskab, der siden da har mistet over 300.000 kunder. Men hvorfor er streaming blevet så populært? Fordi man kan se det indhold, man vil, når man vil. Fordi man ofte slipper for reklameafbrydelser, og fordi streaming har givet forbrugerne frihed til at vælge selv. 

Ifølge Mette Stensbek Christensen er det nærmest, som om folk har været i et tv-pakke-fængsel, som de nu er brudt ud af. Mere overraskende er det måske, at tingene er gået så stærkt.  

”Spillereglerne er lavet om på utrolig kort tid. Det er et rent paradigmeskifte. Et mareridt for nogle, men en fest for andre,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, et forum, der forudsiger udviklingen for tv-mediet.

Vinderne er de danske tv-seere, der ifølge Claus Bülow Christensen aldrig har haft så meget at vælge imellem med en så fantastisk bredde og kvalitet. Der er noget for alle – og det er billigere end før. Taberne er – ud over biografejer monsieur Gerard Lemoine – de traditionelle udbydere af kabel-tv-pakker som YouSee og Stofa, som skal tænke i nye baner, hvis de i fremtiden skal lave andet end at lægge kabler for streamingtjenesterne. 

Betyder denne fagre nye verden så enden på flow-tv? Hvis man mener det traditionelt distribuerede broadcast-fjernsyn med kanaler i kabel-tv-pakker, så ja, så er det begyndelsen på enden. Sådan lyder det fra chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der spår, at vi i stedet vil have et 100 procent internetdistribueret fjernsyn. Men det betyder ikke døden for live-tv:

”Der er ingen tvivl om, at meget tv-forbrug flytter sig fra traditionelt live-flow-tv til on demand-streaming. Dog skal man huske på, at der fortsat er meget indhold, som ses live eller tæt på live. Det er for eksempel sport, nyheder og aktualitetsformater,” siger han.  

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i danskernes forbrug af elektroniske medier. DR’s nyeste undersøgelse viser, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindeligt flow-tv (resten går med radio, onlinesurfing, sociale medier og onlinespil). Rapporten viser også, at det danske streamingmarked er domineret af seks tjenester –Netflix, DRTV, YouTube, TV 2 Play, Viaplay og HBO Nordic.

STIL IND PÅ DE DANSKE KANALER

Du behøver ikke at købe dig fattig i streamingtjenester. Det Danske Filminstitut tilbyder kilometervis af gratis underholdning og public service fra arkiverne. På instituttets streamingtjeneste filmcentralen.dk kan man gå på opdagelse i over 3.000 kortfilm og dokumentarfilm samt streame animationsfilm til børn. Og på stumfilm.dk ligger over 400 stumfilm fra dansk films guldalder. Endelig er instituttets nyeste streamingtjeneste, ’Erindringsbio’, målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Alt sammen gratis.

STREAMING PASSER GODT til vores stadigt mere fragmenterede arbejdsliv, hvor fritid og arbejde blandes sammen, mener livsstilseksperten Christine Feldthaus. Døgnet flyder på en anden måde end før, og jo flere der står uden for en fast arbejdstid, som freelancere og selvstændige, jo mindre ønsker man at være afhængig af flow-tv’ets fastlagte program:

”Det handler om frihed og convenience. Og det giver Netflix os,” siger hun.

Selvom Feldthaus er erklæret serie-buff og streamer mere end gennemsnittet, mener hun ikke, at vi skal dømme husalteret ude. Der er en grund til, at vi danser, synger og bager kager i tv-formater som ’Den store bagedyst’, ’Vild med dans’ og ’Fællessang’. 

”Gammeldags fjernsyn giver på nogle punkter stadig Netflix baghjul. Hvordan skal jeg få tablets og telefoner ud af hænderne på mine børn? Det kan jeg ved at tilbyde dem en pose Matador Mix og en fælles runde om stueorglet med surround sound, og så kan vi se det sammen og føle, at vi har et samvær i familien. Det kan flow-tv. Det traditionelle tv er stadig meget stort,” siger Christine Feldthaus, der sammenligner med dengang, vi danskere så ’Huset på Christianshavn’, og alle sad lørdag aften foran skærmen med en æbleskive og en kop kaffe. 

”Vi gør jo lidt det samme i dag med streaming. Skal vi ikke binge ’Fargo’ i aften? Og så ser man den sammen med sine venner. Jeg kan godt forestille mig, at nogle medieforskere synes, at streaming gør os dumme, ugidelige og individualistiske, men den tror jeg ikke på. Streaming er meget socialt,” siger hun.

En ting er sikker: ”Hvad ser du for tiden?” er et spørgsmål, som mange af os stiller hinanden, når vi mødes til parmiddag eller får en sludder over kaffemaskinen på kontoret. Hvor vi engang talte om bøger i dannet selskab, er samtalen i dag drejet ind på serier – ’The Sopranos’ er ligefrem blevet sammenlignet med 1800-tallets store dannelsesromaner.

”Når sådan en serie slutter, er man grædefærdig, for nu har man været venner med dem i syv sæsoner, og pludselig er de der ikke mere. Det er som at afslutte et romanværk i tre bind,” siger Christine Feldthaus og tilføjer: ”Hvis du først er blevet suget ind i en serie, som du synes er mageløs, vil du gerne give den oplevelse videre til dine venner. I min vennekreds spørger vi næsten til serierne, før vi spørger til børnene.”

FRIHED TIL AT vælge underholdning på alle hylder lyder jo skønt. Der er bare et problem.

”Mens folk råbte på frihed de første år, og alle syntes, det var fedt, at man kunne vælge, hvad man ville, er der efterhånden så meget indhold tilgængeligt, at det virker uoverskueligt,” siger Mette Stensbek Christensen. ”Det skaber en masse spildtid.”

Den amerikanske psykolog og forfatter Barry Schwartz skrev i 2004 en bog om fænomenet, ’The Paradox of Choice: Why More Is Less’. Bogen beskriver, hvordan for mange valg kan gøre os ængstelige og handlingslammede, og en af forfatterens pointer er, at det kan gøre os mindre tilfredse med de valg, vi tager. Med utallige valgmuligheder må den perfekte film eller serie jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi nøjes med at se en ’mindre god’ film.

”Jeg griner selv over, hvor ofte jeg har siddet og zappet rundt, og så sender TV 2 ’Notting Hill’ for 117. gang, og man ender med at se den alligevel, selvom der er tusind film på HBO, man ikke har set,” siger chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der som mange andre ofte ikke orker at bruge energi på at sætte sig ind i de mange valg: ”Oveni skal man så skændes med konen, om det nu også er det, hun vil se. Hun vil se et spansk socialrealistisk drama, mens man selv vil se Marvel. Så ender man med at se det, som TV 2 sender, fordi så er det TV 2’s skyld, at man spilder sin aften,” siger Dennis Christensen.

At frit valg på alle hylder er en svær størrelse at håndtere, ved de også hos Spotify, hvor man melder om, at den første søgestreng, som de fleste danskere taster ind, når de opretter en ny konto hos musiktjenesten, er Kim Larsen.

”Vi har mulighed for at høre newzealandsk jazz eller Balkan-punk, men vores fantasi rækker ikke længere end til Kim Larsen,” siger Dennis Christensen.

Spotify imødekommer problemet ved at udvælge tracks til den enkelte bruger, og det samme sker inden for film og serier på streamingtjenesterne. Kodeordet for fremtidens streaming er kuratering, altså indhold tilpasset den enkeltes smag og brugerprofil. Det foregår i dag via algoritmer, der kommer med anbefalinger (”hvis du kunne lide dette, kan du sikkert også lide dette”), men i fremtiden kan vi forvente, at kurateringen bliver mere forfinet. Blandt andet ved hjælp af apps, som samler alle streamingtjenester, og som kan søge på tværs af andre apps, måske også ved at lade os få anbefalinger af venner på sociale medier.

 

CLIFFHANGER OG HISTORISK HÆFTEFEBER

Vores hang til tv-serier er langtfra noget nyt fænomen. Ifølge lektor og filmhistoriker Peter Schepelern har det rødder i 1800-tallets store romaner, som oprindelig udkom i føljetoner i dagbladene. Da Charles Dickens i 1836-37 udgav ’Pickwick-klubben’ som føljeton i 20 dele, udløste han det, som man i litteraturhistorien har kaldt hæftefeber. Folk stod i lange køer for at få næste kapitel i den letbenede satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England.

Også mange andre af litteraturens store forfattere har skrevet deres værker i små bidder. ’Idioten’, der anses for et af Dostojevskijs hovedværker, udkom som føljeton i tidsskriftet Russkij Vestnik fra 1868 til 1869. 

Ifølge Peter Schepelern er streaming og tv-seriernes nuværende succes beslægtet med føljetonromanerne, der i 1900-tallet fik konkurrence fra stumfilmene. Stumfilm hittede langt ind i lydfilmens æra med såkaldte serials, små historier med en velkendt karakter, som publikum fulgte med spænding. Et eksempel var stumfilmsstjernen Pearl White i 1920’ernes USA, der blev kendt som ’Queen of the Serials’ og blandt andet lavede sine egne stunts.

Begrebet cliffhanger stammer fra disse tidlige serials, fordi helten eller heltinden ofte i bogstavelig forstand hang og dinglede ud over en klippekant, når afsnittet sluttede, og så kunne publikum bide negle, indtil næste kapitel ramte biograferne. 

Serials bliver i filmhistorisk sammenhæng ofte betragtet som filmmediets småpinlige onkel, en vulgær genre, som ikke kastede stor filmkunst af sig. Men selvom det er nemt at grine af dem i dag, foregreb serials et smart narrativt greb, som går igen i mange moderne tv-serier.

”Man sluttede der, hvor publikum tænkte: ’Åh nej, hvad nu?’ Man udnyttede afbrydelsen af historien til at skærpe interessen,” siger Peter Schepelern.

Det greb går igen i nutidens tv-serier. Man skaber et fiktivt univers med karakterer, som seerne interesserer sig for, og så giver man den ellers ekstra lang line til at udfolde persongalleri og univers. Tid er der nok af, for man skal ikke komprimere historien som i en spillefilm. ’Breaking Bad’ er ifølge filmdatabasen IMDb på 3.030 minutter, hvilket groft sagt svarer til 25 spillefilm. Det tager en krig at komme igennem, men det er sådan set pointen. Ifølge Schepelern er den dvælende fortællestil et ekko af Dickens’ store romaner, som man heller ikke bare suser igennem.

”Man får en fornemmelse af, at nu sætter vi os bekvemt til rette, og så er der en lang historie i vente. Det er blevet genoplivet med serierne, og øjensynligt opfylder det et behov, for vi må konstatere, at der bliver banket serier ud. Der er noget hypnotiserende over det. Vi lever os så stærkt ind i de her menneskers liv, at vi nødig vil give slip på dem,” siger han.

MENS NETFLIX ER stormet frem og i dag dominerer streamingmarkedet, har flere amerikanske giganter med dybe lommer kigget med fra sidelinjen og ventet på det rette tidspunkt at slå til på. I mediebranchen tales ligefrem om en streamingkrig. Giganterne tæller ud over Netflix, Apple TV+ og Disney+ også Amazon Prime, Googles moderselskab Alphabet og mediekoncernen Warner, der ejer HBO og snart lancerer HBO Max. Præcis hvor store dønninger det giver, når en ny gigant stempler ind, blev tydeligt, da Disney lancerede sin streamingtjeneste i Danmark i september. Ifølge helt nye tal fra analyseinstituttet Wilke tegnede 20 procent af danskerne abonnement på Disney+ på blot seks uger.

Forbrugerne kan godt forberede sig på, at giganterne de kommende år vil gå langt i kampen om vores gunst, vurderer Claus Bülow Christensen, der også hæfter sig ved, at hele branchen er ved at blive disrupted: Da Disney streamede ’Mulan’ i stedet for at lade den gå i biografen, væltede de den gamle forretningsmodel. Det revolutionerende er ikke kun, at forbrugerne har fået frihed til at se underholdning, når de vil. Det er, at producenterne i dag også er distributører. Disney kan ved at skrue på et par knapper i deres hovedkvarter i Californien distribuere et enormt bibliotek ud til hele verden på deres egen tjeneste. Den fidus kigger de amerikanske giganter, der snart kommer til Danmark, også på.

Den store streamingkrig handler om det kollaps i værdikæden, hvor de store producenter af indhold – hvad enten det er Netflix, Disney eller Amazon – fjerner mellemmændene og via egne servere og internettet selv kommer ud til forbrugerne. De næste 5-10 år vil vi opleve, at de amerikanske tech-giganter kan sætte sig på vores tv- og streamingtjenester og presse alle andre ud, mener Claus Bülow Christensen.

Det kan sammenlignes med, hvad der skete, da internettet stadig trådte sine barnesko. Dengang fandtes mange forskellige søgemaskiner, men i dag er at søge på nettet ensbetydende med brug af Google. Og det er ingen hemmelighed, at Googles monopollignende position har givet virksomheden flere sager på halsen om overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. 

”Det kommer også til at ske på tv-markedet. Det er et uvæsen, som vi ikke slipper af med. Tv er nemlig det næste, som tech-giganterne kaster sig over. Det er også derfor, de er så aggressive,” siger han.

Hvem vinder den krig?

”Det er svært at sige. Det eneste sikre er, at Amazon, Apple og Google stadig står der om 10 år, og at de vil have knust mange andre streamingtjenester på vejen,” siger Claus Bülow Christensen og tilføjer: ”Lige nu er det billigt, men det kan det ikke blive ved med at være. Så vi skal nyde det, inden de begynder at skrue priserne op, som Netflix lige har gjort det i USA.”

WORST CASE SCENARIO er, at vi ender med at have amerikanskejede tv-tjenester med monopolstatus, der reelt bestemmer, hvad vi ser, og hvad vi skal betale for det. Det mener Rasmus Helles, der er medieforsker ved Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om, hvorvidt det er sådan, det går: 

”Lige nu venter aktørerne på, hvem der blinker først. De kæmper om at få flest mulige kunder ind og se, hvad folk er villige til at betale for. Men de ved ikke, hvor hurtigt afvandringen fra kabel-tv til streaming kommer til at gå, så der er mange variabler. Og ingen ved, hvordan det lander,” siger Helles.

Indtil videre kan du dog godt sætte dig til rette med popcornene. Lige nu er streaming en fest for forbrugerne, der kan shoppe rundt mellem tjenesterne, der har enorme bagkataloger af film og serier samt milliardbudgetter til at producere nye. 

Samtidig kan vi nyde godt af fleksible abonnementsvilkår. Streamingtjenesterne opererer ikke (endnu) som traditionelle tv-stationer med en reklamefinansieret forretningsmodel, der skal få seerne til at se så meget indhold som muligt så meget af tiden som muligt. Netflix & co. skal sådan set bare have dig ind som medlem, så er de ligeglade med, om du ser samtlige sæsoner af samtlige serier eller sætter dit medlemskab i bero. Dit kreditkort er jo klar til at blive genaktiveret, næste gang du falder for fristelsen til at se den nye sæson af ’Succession’ eller gense ’The Godfather’, hvis du sidder handlingslammet i din tv-sofa. 

Michael Corleone kunne ikke have sagt det bedre: ’Just when I thought I was out, they pull me back in!”

/

Sjæl i flammer

Naturkatastrofer og ældgammel kærlighed vælter frem i ’Paradis først’. Her fortæller forfatter Kristina Stoltz om sit forhold til USA og om, hvorfor landet er så svært at forstå.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Reinhard, Michael Nigro/SIPA/Ritzau Scanpix

DET BEGYNDER på en danse­festival i USA i 90’erne, hvor den unge danske Kristina og den lidt ældre amerikanske danser Marlon mødes for første gang og indleder et kærlighedsforhold. Marlon er mørk. Han er produktet af en blaxploitation-skuespiller fra en religiøs familie og en hvid idealistisk, venstreorienteret kvinde, der nægter, at farve skulle være et problem i USA. Opvæksten var turbulent, Marlon følte aldrig, han passede ind, og var bange for nabolagets hårde negle. Han var ikke sort nok og ikke hvid nok, og når hans mor arbejdede til sent, overtog frygten og angsten hans krop. De dage overnattede han på et skab, hvor ingen kunne finde ham.

Kristina Stoltz’ nye roman ’Paradis først’ er mange ting. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker, der befinder sig vidt forskellige steder både fysisk og i deres liv. Det er en erindringsroman om at møde sin ungdomskærlighed 26 år efter, gnisten udsprang, og ikke genkende den person, man forelskede sig i. Og så er det en politisk bog, hvor karaktererne diskuterer racisme, klimaforandringer, masseskyderier og politivold. 

”Marlon er født ind i en konflikt om farve. Den religiøse familie ønsker ikke, at Marlon skal vokse op hos en hvid familie, mens den venstreorienterede familie er såkaldt farveblind. Det er tiden efter borgerrettighedsbevægelsen, så hans mor vil ikke anerkende, at han hverken bliver set eller behandlet som et hvidt barn, når han går ud ad døren og møder verden,” fortæller Kristina Stoltz.

Romankarakteren Kristina derimod er vokset op ’uden farve’ i et etnisk homogent Danmark. ”I Danmark findes der ikke racisme, det har jeg lært,” som hun udtrykker det i romanen. Det var sådan, hun tænkte, før hun mødte Marlon, som var dybt optaget af sit eget ophav, racehistorie og social retfærdighed. 

26 år senere besøger hun ham igen i det amerikanske bibelbælte. Ved hans side er nu en hvid mormon-kvinde. Hvordan skal hun forene sig med, at det intelligente menneske, der protesterede mod uretfærdighed, var veganer, spirituel og omrejsende danser i et afrikansk kompagni, nu er blevet magelig? Og er det underliggende racistisk, at hun mener, han skal kæmpe den antiracistiske kamp, fordi han er mørk? Skuffelsen lurer, tvivlen nager, og forfatteren kender spørgsmålene indefra:

”Jeg har selv været gift med en mørk amerikansk mand og tilbragt en stor del af mit unge voksenliv i USA, så jeg har en følelse af, at det næsten er mit land. Jeg kunne have endt med at bo der, hvis jeg havde fået børn med ham. Romanen tager udgangspunkt i noget, jeg ved noget om. Det er ikke bare hevet op af hatten. ”  

USA bygger på racekonflikter, mener forfatteren. Her demonstrerer Proud Boys og andre højreekstremistiske grupper 26. september i Oregon. Byen har i år været centrum for en række Black Lives Matter-protester mod politivold mod sorte.

I 2018 VAR Californien centrum for to store tragedier. Ilden, der raserede Californiens skove og destruerede byen Paradise, og et masseskyderi på country-western-baren Thousand Oaks i Californien. Kristina Stoltz befandt sig i Californien på det tidspunkt for at researche til den bog, der skulle ende med at blive ’Paradis først’.

Begge dele optræder i romanen. Skovbrandens flammer som bagtæppe for den kærlighed og de minder, de havde sammen i skoven, og masseskyderiet som symbol på den vold, der stadig eksisterer i USA. Det er på samme tid en kærlighedserklæring til USA og et smædeskrift imod alt, hvad landet står for.

”Romanen er udsprunget af et had-kærligheds-forhold til USA, for der er så meget ved USA, der er helt fucked. Men der er samtidig også meget at elske. Måden, de fortæller historier, deres måde at være kreative og deres måde at være gæstfri. Jeg har aldrig mødt en amerikaner, der ikke var gæstfri,” fortæller hun. 

Oprindelig skulle hovedpersonen Marlon have været en helt anden. En klimaaktivist, der binder sig selv til rødtræer i Californien eller flytter ind i trækronerne for at forhindre skovfældning. Det var årsagen til, at hun overhovedet tog til Californien i 2018. Hun ville undersøge det klimaaktivistiske miljø, så hun vidste, hvad det var for nogle mennesker. Men på rejsen mødtes hun med sin amerikanske eksmand, og det møde fik hende til at sadle om. Han var ikke den samme person, som hun huskede. I hvert fald ikke helt den samme, og det satte tankerne i gang. Ligesom i romanen:

”Man kan sige, det har taget mig 20 år at skrive bogen. Jeg har villet skrive den længe, og jeg har forsøgt flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg troede, at klimaaktivisten skulle være en motor.  Allerede i 90’erne var der klimaaktivister, som advarede mod skovbrande og ødelæggelse af naturen. Men da jeg endelig lagde den idé fra mig, tog det to en halv måned at skrive den og seks måneder at redigere, rette til og justere. Jeg skrev den nærmest i en rus, da jeg fik hul på stoffet.”

SOM 22-ÅRIG flyttede Kristina Stoltz til San Francisco. Hendes nye naboer fortalte, at hun kunne risikere at blive slået ned på gaden og bestjålet, hvis hun gik aftentur.

”Jeg troede faktisk ikke på det. Jeg var en ung og naiv, glad dansker. Jeg var Prince-fan, og USA var et multikulturelt land, hvor de lavede fed musik og fed kunst,” siger Kristina Stoltz, der hurtigt blev konfronteret med den anden side af USA, da hun blev kæreste med en sort amerikaner.

”Det var ikke så idyllisk, som jeg troede. Vi blev flere gange standset af politiet, når vi var ude at køre, og så blev han smækket op på køleren. Det var meget voldsomt.”

KRISTINA STOLTZ

Er forfatter, klummeskribent og foredragsholder. Hun er uddannet danser fra Skolen for Moderne Dans i København og Danshögskolan i Stockholm. Har udgivet digte, børnebøger og romaner. I 2016 var hun nomineret til DR Romanprisen for bogen ’Som om’. I 2019 var hun nomineret til Montanas Litteraturpris for ’Cahun’.

’Paradis først’ er udkommet.

I ‘PARADIS FØRST’ ser den engang så naive kvinde og den engang så udfordrede amerikanske mand tilbage på deres ungdom, da de mødes mange år senere. Hvordan gik det egentlig dengang? Lykkedes det overhovedet at forstå hinanden, spørger den ældre Kristina sig selv, mens katastrofernes USA ulmer i baggrunden med klimaforandringernes ødelæggende skovbrande og truslen om et raceopgør.

”I al den tid, jeg har haft et forhold til USA, har det været ret dramatisk. Det er vel konsekvensen af, at det er bygget på blod. Konflikterne med de indfødte amerikanere og slaveriet. Det er aldrig blevet harmonisk. Racismen er ikke en nyhed, den har altid været der, og politivold har altid været et problem,” siger Kristina Stoltz. Hendes nye bog er lige dele frygt, depression, forelskelse og håb. Sammensat som landet selv.

”USA er et højteknologisk samfund med de rigeste og mest veluddannede mennesker fra de bedste universiteter. Men der er også mange amerikaneren, der er analfabeter og måske har fire jobs for at kunne betale deres husleje. Det er vigtigt at have med, når man skal forstå, hvorfor de kan have en præsident som Donald Trump, og hvorfor han meget vel kan blive genvalgt.”

/

En pushers bekendelser

Han var 14, da han begyndte med lidt hash til en fest i en lille sjællandsk provinsby. Så tog det fart. Nedad. I 13 brudstykker fortæller en tidligere pusher om sin vej ind i den københavnske underverden, indtil stofferne tog overhånd.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Mark Kjærgaard

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

—

NARKO I DANMARK

1.

JEG ER TIL FEST, og Niller siger, at han og rødderne skal ud og ryge. Jeg er 14 år, går i 8. klasse i en lille by på Sjælland, og Niller er nogle år ældre end mig. Han er fra nabobyen, han går i lædervest, og hans hår er langt og mørkt. I sin lomme har han en gennemsigtig plastikpose med en stor, brun klump hash. Jeg ved, hvad det er, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg har fået nogle øl, og jeg er beruset. ”Må jeg komme med?” spørger jeg.

Ikke langt derfra ligger en bygning, som tilhører Jehovas Vidner. Bag den er et skur. Vi bryder ind i det og tænder en joint, som går på runde. Jeg tager et hvæs. En varme breder sig indefra og ud i min krop. Mine knæ bliver bløde, jeg får sommerfugle i maven. Jeg er skæv, snubler over ordene, men jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke længere over, om det, jeg siger, er sejt eller rigtigt. Jeg flækker af grin. Jeg får ’fråderen’ på og tænker på pizza og pommes frites med salatmayonnaise. 

Tilbage til festen danser jeg til Prodigy. Jeg kan mærke rytmen i alle mine celler. 

Niller i lædervesten er rockersupporter for Hells Angels. Han bliver mit nye idol. Han har tjald, og jeg vil gerne ryge igen. Jeg skaffer en halvtredser eller 100 kroner og køber mig nogle gange en klump. Så har jeg nok til et stykke tid. Jeg føler, at jeg har fundet et middel, der gør mig fri og får mig til at være den, jeg virkelig er.

Jeg kommer fra et godt hjem, jeg har fået en god opdragelse. Jeg ved, at stoffer er noget, man skal holde sig fra. Men et par år forinden er mine forældre blevet skilt, og det er hårdt. Jeg bliver rodløs, og jeg gør oprør. Hashen er en del af det. Jeg spiller på førsteholdet i badminton, går til taekwondo og klarer mig godt i skolen. Men det er pludselig ikke længere vigtigt for mig. Min søster går en klasse over mig, jeg skriver hendes opgaver af, så mine forældre ikke opdager, at jeg er stoppet med at læse lektier. De bemærker godt, at min adfærd ændrer sig, men de tror, det er en fase, der går over. 

Hjemmefra har jeg lært at smile og være en god dreng. Og jeg ved, hvordan jeg skal begå mig socialt. I klassen har jeg altid en undskyldning parat, når jeg skal fremlægge. Enten har jeg ondt i maven, eller også skal jeg til tandlægen. I ungdomsklubben ser medarbejderne mig flere gange gå ud af en bygning, der er kendt som et sted, hvor der bliver taget stoffer. Men jeg holder mit cover.

Til 9. klasses afgangseksamen skal jeg op i mundtlig dansk. Jeg har lånt min søsters noter, men de passer ikke til pensum. Jeg trækker et digt af Steen Steensen Blicher. ’Præludium’ hedder det. Jeg læser det, men jeg forstår ikke engang titlen. Jeg mærker angsten for første gang. Min søster har sagt: ”Bare vær selvsikker, lad, som om du har styr på det.” Men jeg sidder foran lærer og censor og kan ikke længere skjule mig. Karakteren er 03. Udenfor kan jeg se mine klassekammeraterne stå og sitre af spænding. For dem er det en stor dag. For mig er det mit livs første, store nederlag.

2.

DET ER NAT, og jeg er på Christiania med en ven. Pusherne er gået hjem, og vi er på jagt efter rester, som vi plejer. Tilbage i boderne ligger der altid ’noller’ eller hele klumper. Er man den første, når en pusher er gået hjem fra en vagt, kan man godt skrabe tre eller fire gram sammen. Vi står midt på Pusher Street, da min ven pludselig kalder på mig fra en af boderne:

”Hey, kom med, vi skal ud herfra,” siger han.

Da vi kommer ud, tager han en pakke op af lommen. I den ligger en stor klump hash, som en pusher har glemt. Der er mindst 300 gram. For første gang har vi mere hash, end vi kan nå at ryge. Jeg er 16 år, går på efterskole i København, og jeg sælger lidt til de andre elever og lidt til skaterne og graffitimalerne. Det er mit tredje efterskoleophold. Det første sted blev jeg smidt ud for at ryge hash. Det andet sted dumpede jeg mine eksamener. Her spiller jeg musik og går til drama, og jeg hænger ud efter skole med en gruppe, der godt kan lide at ryge. 

Om aftenen tager vi på Staden. Når nattevagten på skolen har gået sin runde, koordinerer vi på sms og mødes bag buskene. Vi tager ind til Hovedbanegården og stiger på bus nummer otte, som kører direkte til Christiania. Derude er der boder med svampe fra Mexico og Island. En af de første gange, jeg prøver dem, er i en park med vennerne fra efterskolen. At trække vejret føles surrealistisk, og jeg kan se luften, jeg udånder. Vi prøver også at ryge ’spand’. En erfaren ryger viser os, hvordan man fylder en halvandenliters colaflaske med røg og sænker den ned i en balje med vand. Vi suger så meget, vi kan. Der går sport i, hvor skæve vi kan blive, og flere får nærmest psykoser. 

Igen får jeg lortekarakterer til mine eksamener. Og igen mærker jeg angsten og skammen, der kommer væltende. Jeg føler mig lille. Til eksamen får jeg smasket ind i ansigtet, at jeg ikke kan noget. At jeg er en sølle misbruger. Jeg ryger min indlæringsevne væk. Jeg kan ikke sidde stille, og hvis jeg åbner en bog, går der tre minutter, så er jeg ved at falde i søvn. Jeg ved, at der er noget galt, men jeg tør ikke indse det, tør ikke bede om hjælp. Hvad vil mine forældre ikke tænke? 

3.

”BARE BEHOLD RESTEN.”

Jeg har fået job som hotel-piccolo på Vesterbro og har hentet en tandbørste og en pakke smøger til en gæst, som har taget en champagnepige med på sit værelse. Han stikker mig en tusindkroneseddel, og jeg putter 900 kroner i lommen. For første gang i mit liv får jeg en fast hyre, og jeg bor i en lejlighed i København med min søster.

Bagageservice og drikkepenge tjener jeg også godt på. Når der kommer fire busser fyldt med kinesere, kan jeg lave 400 kroner per bus for halvanden times arbejde. Jeg finder også stoffer, smykker, kontanter, tøj, punge og ure, som gæster på hotellet har glemt. 

Nogle af os, der arbejder på hotellet, bliver hyret til privatfester i byen. Jeg arbejder som bartender og sælger drinks og joints, som jeg ruller. Hurtigt lærer jeg, at gæster ofte bliver uopmærksomme, når de har fået nogle drinks indenbords. Kommer de med en stor seddel, kan jeg give dem et par hundrede for lidt i byttepenge og stoppe fortjenesten i lommen. De får et gratis shot og opdager intet. 

Pludselig har jeg penge. På Christiania inviterer jeg folk hen til mit bord på Café Abegrotten. Jeg køber sodavand og joints til dem, og vi hænger ud og spiller bordfodbold. Kort inden jeg fylder 18, bliver jeg fyret fra hotellet. De vil ikke betale en voksenløn. Efter fyringen hænger jeg mere og mere på Staden. Samtidig bliver der etableret et crew på Christiania – de hører hiphop, står på skateboard, ryger hash, maler graffiti og siger, at de ikke giver en fuck for noget. 

Jeg ser op til flere af dem. En dag sidder jeg i Abegrotten, da en fra crewet kommer hen til mig. Han spørger, om jeg vil være med. Vi underskriver på en pølsebakke: ”Welcome in the crew, my brother,” skriver han med en tusch. Crewet giver mig en følelse af fællesskab, som jeg aldrig har haft før. Endelig er der nogen, der forstår mig. Vi laver småkriminalitet og tager til fester, hvor vi fucker os selv op på ecstasy, kokain og amfetamin og scorer. Grundlæggeren af crewet tager mig med på tur i København for at møde de andre. Vi støder ind i en lille gruppe på Hovedbanegården. Blandt dem er Nicolai, som bliver min bedste ven.

Nicolai kender en talsmand for en indvandrerbande. En af talsmandens kontakter har adgang til kokain. Han sælger kun store partier. Vi køber 100 gram af ham for at sælge det videre. Jeg afsætter lidt til privatfester, men der går ikke lang tid, før coken er væk. Vi har festet for meget, sniffet for meget selv. Ikke længe efter står pusheren og skal have sine 35.000 kroner. 

”Hvis pengene ikke ligger der i morgen, får I en dummebøde,” siger han. Heldigvis lykkes det Nicolai at skaffe pengene. Jeg opdager, at den her verden ikke er for sjov. Alligevel bliver jeg i den.

4.

JEG MØDER ’GENERALEN’ gennem en anden ven. Generalen er taxachauffør, men det er ikke det eneste, han laver. Gennem årene er han kommet på alle thai-bordeller i byen, og han har også gode kontakter på en af Københavns mest kendte stripklubber. I sit job møder han mange af de udenlandske kvinder, som kommer til København for at strippe eller arbejde som champagnepiger. 

Generalen kan godt lide kvinder og kokain og ved, hvordan man får fat i begge dele. Han taler fransk med nogle afrikanere på Vesterbro, og de har stoffer. Vi flytter ind i en lejlighed på Østerbro sammen – en af mine venner, Generalen og jeg. Jeg går på HF, min ven arbejder på et bibliotek, og Generalen kører taxa. Om aftenen sælger vi coke.

Det er mig, der er det hvide bud. Jeg cykler ud med kokainen på min BMX. Hvis vi har flere stop, tager vi taxaen sammen. Det bliver hurtigt til 10-15 stop på en aften. Hvis der har været rigtig travlt, tager vi ud og ’lukker bordellet’. Vi liner streger op og køber flasker. Hvis du tager stærk kokain, kan det gå ud over potensen. Men mixer du med Viagra, får du en blodtilførsel, der siger spar fem. Vi tilbyder en ’cocktail’ til mænd, der skal på bordel – et gram coke og en Viagra-pille for 800 kroner. Kuglerne med kokain er pakket flot ind i hvidt papir og sølvfarvet folie. 

En champagnepige i stripklubben skal bruge 2-3 gram til sig selv og en kunde. Generalen forhandler salget op til fem gram plus lidt Viagra. Jeg pakker ’stashet’ under nosserne og cykler af sted på min BMX. Jeg tager for mange stoffer, har ikke sovet i et par dage. Mit misbrug er eskaleret. Jeg dropper ind og ud af HF-institutioner og kan ikke koncentrere mig. 

Hver gang jeg begynder et nyt sted, finder jeg hurtigt sammen med nogle, der også kan lide at være på stoffer. Hvis de vil tage svampe, siger jeg ja, hvis de vil sniffe, siger jeg ja. Jeg vil gerne sige fra, men jeg har ingen stopklods. Jeg kan ikke længere kende forskel på rigtigt og forkert. Jeg er langt ude, men formår ikke at gøre noget ved det, og jeg skjuler mit misbrug for mine forældre. 

Jeg bor sammen med Generalen i otte måneder. En champagnepige begynder at komme i lejligheden. Det er Generalens dame, og hun sniffer ikke kokainen, hun ryger den. En aften sidder vi på hans værelse. Med sig har champagnepigen en glaspibe og en pose med små, hvide krystaller, som hun varmer op med en lighter på et stykke sølvpapir. Jeg ryger det.

”Når først du har røget det der, vil du aldrig have lyst til kun at sniffe en streg igen,” advarer Generalen mig. Han får ret.

5.

ALARMEN ER GÅET. Røgkanoner fylder Matas-­butikken, røgen går af, da vi brækker døren op med et koben. På gulvet ligger glasskår fra de montrer, vi har knust. En maske skjuler mit ansigt, og jeg har sorte handsker på. Jeg fylder hurtigt min blå IKEA-pose med dyre parfumer og solbriller. Overvågnings­kameraerne har vi smadret. Adrenalinen pumper. Vi er fire mand, der tømmer så meget, vi kan nå. De to sidste holder øje udenfor. Pludselig kalder de over walkie-talkien:

”I skal ud. Nu.”

På parkeringspladsen står en intetanende ung kvinde med en mobiltelefon i hånden. Det er mørkt, der er ingen andre mennesker i syne.

”Du har ikke set noget,” siger en af de andre til hende på vej væk fra butikken – i et tonefald, der ikke kan misforstås. Hun nikker, lægger mobilen væk. Vi løber ud og sætter os ind i bilerne. I baggrunden kan vi høre sirener, der kommer nærmere.

Vi kører i tunede biler, Golf og Peugeot. Tre vogne, to mand i hver. Jeg sidder i passagersædet, min makker, ’Latino’, er chauffør. Han har skabt sig et navn i miljøet, ikke så meget på at kunne køre, men på at være vild og voldsom. Det er ham, der har introduceret mig til de to, der har planlagt indbruddet. Til daglig arbejder de som anonyme ejendomsfunktionærer i en boligblok i København. De ligner ikke nogle, der begår kriminalitet. Men de har skaffet bilerne og udstyret, og de ved præcis, hvor mange minutter vi har i butikken. Vi har også en politiradio, så vi kan høre, hvad politiet laver. Alt er planlagt.

Latino kender flugtruten, men kvinden foran butikken har forpurret vores plan. Han går i panik, glemmer at dreje af. Jeg sidder ved siden af med varerne og prøver at bevare roen. I baggrunden kommer sirenerne nærmere. Latino laver en U-vending. Vi kører med 160 kilometer i den forkerte vejbane, da en lastbil kommer imod os. I sidste øjeblik svinger han tværs over kørebanen, ind foran lastbilen og ned ad en sidevej. Han kører ind og slukker motoren. Vi venter, til vi ikke længere kan høre sirenerne. Så kontakter vi de andre og kører stille og roligt tilbage mod København. Mit hjerte sidder stadig oppe i halsen, da vi ankommer til den parkeringsplads, hvor vi mødtes forinden. Vi fordeler byttet mellem os. Jeg lader varerne køle af en uges tid, så sælger jeg dem videre.

Crewet på Christiania har delt sig i to. Dem, der bare vil ryge, og dem, der vil lave kriminalitet. Jeg er ikke den, der siger nej til nogen af delene. Jeg tjener godt på indbruddene, men de penge, jeg får ind, bruger jeg på narko, fester og bordelbesøg. Mit misbrug koster mig 10.000 om dagen. Skolen har jeg droppet. Inderst inde ønsker jeg, at det skal være anderledes, men jeg har ikke længere nogen idé om, hvordan man lever et normalt liv. I min lejlighed ryger jeg crack. For at få en større rus tager jeg psykofarmaka, som jeg bunder med Rød Aalborg. Når rusen aftager, starter jeg forfra.

6.

MIN MAKKER LATINO har en plan. Ude i en forstad ligger en smykkeforretning. Han vil røve den ved højlys dag, siger han. De andre fra gruppen trækker sig. De synes, han er blevet overmodig. Jeg siger ja.

Først laver vi et alibi. Jeg skal passe min fars hus, mens han er på ferie, og efterlader min telefon derude, så det ser ud, som om jeg har været der, hvis de sporer mig. Vi stjæler en bil og en offroad-motorcykel. Vi skaffer også en luftpistol og maskering.

Om morgenen kører jeg mod København i den stjålne bil. Jeg samler Latino op, og vi kører hen til det sted, hvor vi har parkeret motorcyklen. Vi efterlader bilen og kører videre. Ikke langt fra smykkeforretningen holder vi ind på en sidevej i et parcelhuskvarter. Planen er, at en af os skal passe personalet op med pistolen, mens den anden fylder en pose med guld og sølv. Pludselig går det op for os, at vi har glemt at købe benzin til at brænde motorcyklen af.

Der ligger en tankstation rundt om hjørnet. Jeg trækker en kasket ned over hovedet og går derhen. Jeg fylder en dunk med benzin og køber et par sandwich med. 

Da jeg går tilbage, sidder min makker på fortovet med hænderne på ryggen. To civilbetjente står foran ham. En tredje kommer løbende bagfra, passer mig op, og lægger mig i håndjern. Vi bliver taget med masker, handsker, hammer og luftpistol.

Det viser sig, at politiet har skygget Latino. Jeg bliver varetægtsfængslet i tre uger. De sætter mig i isolation. Jeg er spærret inde 23 timer i døgnet. Politiet ransager min fars hus, inden han kommer hjem fra ferie. Han besøger mig i fængslet. Jeg lyver og siger, at jeg er helt uskyldig. At jeg bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han virker rolig, men jeg fornemmer, at han godt ved, at der er noget galt. Men vi taler ikke om det.

I retten fremlægger min forsvarsadvokat den helt store søforklaring. Vi skulle bare ud og lave havearbejde, siger han. Maskerne var for at undgå at få insekter i munden, luftvåbnet var bare til hobbybrug. Det er ikke til at forstå, men politiet kan ikke bevise, at vi har haft til hensigt at begå røveri, og jeg bliver løsladt.

“Hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt?”

7.

DER LIGGER EN kiosk ikke langt fra, hvor jeg er flyttet hen på Nørrebro. Ejeren er pakistaner og sælger også lidt mad ud af huset. Da jeg kommer ud af fængslet, er jeg 27 år. Jeg begynder at hænge ud dernede og bliver venner med ejeren. En aften inviterer han mig ind i baglokalet og byder mig på et glas whisky. Jeg hiver en pose op af baglommen og tilbyder ham en streg. ’Pakistaneren’ siger ja.

Drengene fra Christiania kommer også i kiosken. Vi sælger stoffer, hælervarer og våben. Unge fra gaden kommer ind med bytte fra indbrud, som de har begået i lejligheder. Jeg giver dem en ’plov’ eller en tusse for en MacBook for eksempel, som jeg sælger videre til en marokkaner, jeg kender. I Marokko kan han sælge dem for flere tusind på det sorte marked, siger han.

Ude foran ligner det enhver anden kiosk. Men i baglokalet har vi våben, stjålne gps’er, mountainbikes, computere, smykker, parfumer, barbermaskiner, el-tandbørster og støvsugere. Vi skubber coke, amfetamin, hash og MDMA. Coken sælger vi i sugerør, som vi forsegler ved at brænde dem i begge ender. Indeni er der 0,8 gram.

Vi samarbejder med de forskellige bander og navigerer i deres rivalisering. En dag får jeg fingrene i en sending heroin. Jeg beslutter mig for at ryge det for at teste det. Det er et par dage før nytårsaften. Jeg ligger i en seng hos en kammerat, som også ryger med. Først føles rusen som at ligge på en strand, varme bølger skyller ind over mig. Pludselig hopper min hund op i min seng, og min rus forvandles til et mareridt. Hver eneste rystelse føles, som om min krop er ved at blive revet midtover. Jeg bliver søsyg, kravler på alle fire ud i opgangen, ned ad trappen. Min hund følger med. Jeg åbner døren, får frisk luft. Jeg føler mig lille, ynkelig, kravler op ad trappen og lægger mig i fosterstilling i min seng. 

8.

ET HØJTSTÅENDE BANDEMEDLEM beder mig tage imod en sending fra Holland. Jeg får et koordinat på Sydsjælland. Han stiller en bil til rådighed og siger, at jeg skal dukke op på en rasteplads. Han giver mig også to telefoner. En til at kommunikere med banden, en til chaufføren, der skal komme.

Ved midnat er der ikke et øje på rastepladsen. Jeg sidder og venter. Tiden går langsomt. Aftalen er, at chaufføren skal komme inden for en time, men efter to er der stadig ikke sket noget. Der er helt stille udenfor. Jeg skriver til chaufføren og spørger, hvor han bliver af. Der går en time mere. Jeg begynder at blive utålmodig. Så modtager jeg en sms.

”Fem minutter.”

En lastbil kommer trillende ind på rastepladsen. Chaufføren stiger ud og åbner to opbevaringsbokse på siden af lastbilen. Han tager fire store poser ud, som jeg pakker i tasker, jeg har medbragt. I poserne er der 20 kilo MDMA, 20 kilo amfetamin, 10 kilo kokain og 25 kilo hash. 

Jeg kører hjem, mens det er ved at blive lyst. Jeg tænker, at hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt? Jeg banker på. Lyset bliver tændt, døren åbner. 

”Vi troede, du var blevet knaldet, brormand,” siger de. Det er fire timer siden, jeg skulle have været på adressen. Jeg får en smøg og lidt alkohol. Nervøsiteten aftager.

Jeg bliver betalt med penge og en andel af stofferne. Amfetaminen og kokainen tager jeg med hjem i min lejlighed. Jeg køber opvaskebaljer, rørepinde, kartoffelmel, vodka, en vakuummaskine og en vægt. I mit køkken hælder jeg et kilo uforarbejdet amfetamin ned i baljen. Konsistensen minder om marcipan. Det stinker af kemikalier, og jeg dækker mit ansigt med et viskestykke. Jeg blander det op med kartoffelmel og tilsætter frugtfarve og vodka. Vodkaen får det til at lugte af sprit, så folk tror, det er stærkt. Et kilo ’marcipan’ bliver til otte eller 10 kilo færdig amfetamin.

Kokainen derimod skal røres sammen med laktose. Da den er blandet, sprøjter jeg den med tandlægebedøvelse og diesel. Det snyder hjernen til at tro, at coken er stærkere, end den er, når man sniffer den. På et autoværksted bliver den presset til hvide plader. Jeg opbevarer stofferne i fryseren, til de er klar til at blive fordelt i små poser og solgt videre. Et gram kokain, der koster mig 80-100 kroner, kan sælges videre for 500-600. Jeg er helt blæst på stoffer og tænker ikke over, hvad det er, jeg laver, jeg tænker kun på at skaffe penge. 

“Betjentene har netop været forbi min lejlighed. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, knive og pigtråd.”

9.

JEG BLIVER UVENNER med Pakistaneren. Jeg skylder ham penge, siger han. Aftaler går i vasken, der opstår mistillid, og samtidig bliver Latino knaldet i en lufthavn i Sydamerika. Han er taget dertil for at hente kokain og bliver fængslet på livstid i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Vores crew, der før fungerede som en enhed, bliver splittet. 

Jeg bor ikke langt fra kiosken, men får min post leveret til en lejlighed nord for København, hvor Pakistaneren huser nogle landsmænd, der arbejder i et transportfirma, han driver ved siden af. Han tager posten med ind til kiosken. I bunken ligger et brev fra politiet. Der står, at de overvåger mig. Politiet har pligt til at informere, når overvågningen har stået på i tre måneder. Jeg skifter telefon og beder Pakistaneren om at gøre det samme. Når jeg ryger, bliver jeg paranoid, og jeg bliver overvældet af skam og skyld. Jeg hallucinerer og ser mennesker, som jeg har snydt eller svigtet. De kommer for at gøre mig fortræd. Lige så høj jeg kan blive, lige så stor er nedturen bagefter. Derfor bliver jeg hurtigt høj igen.

Ikke længe efter opsøger en af mine faste kunder mig. Han fortæller, at Pakistaneren går rundt og viser brevet fra politiet, hvor der står, at jeg er overvåget, og at han overtaler mine kunder til at købe coke af ham i stedet. 

Generalen har lært mig, at nogle af de ældre betjente bliver hyret til at gå rundt for at observere i miljøet. Nogle er udstyret med en mikrofon, andre tager noter af samtaler, de overhører. Man kan kende dem på skoene, sagde han, de er sorte og fra Ecco. 

Jeg begynder at bemærke dem i spillehallerne, hvor de sidder og hænger. Min paranoia bliver værre. Jeg beslutter mig for at flytte mine ting fra kiosken så diskret som muligt. Hos en veninde gemmer jeg coke og amfetamin i fryseren og hash og MDMA på loftet. Et andet sted opmagasinerer jeg våben og hælervarer. 

En dag kommer en afrikansk kunde ind i kiosken: ”Homie. Try to look up there and there,” peger han over på den anden side af gaden. ”Fucking cameras,” siger han.

Alle indgange er overvåget. Jeg siger til Pakistaneren, at jeg ikke længere vil være en del af kiosken. 14 dage senere hører jeg, at der har været razzia. Politiet finder ikke andet end lidt kokain og hash og et par stjålne bærbare computere. Et par højtstående bandemedlemmer bliver knaldet, Pakistaneren stikker af. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeg går fri. Måske er politiet ude efter større fisk.

“Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig.”

10.

”KÆRE MOR, du skal ikke blive nervøs, jeg har bare brug for at låne nogle penge af dig.”

Jeg mangler 25.000, og min eneste udvej er at ringe til min mor. I den anden nede af røret går hun i chok. Sammen med en ven kører jeg hjem til hendes lejlighed, hvor hun bor med sin nye mand. Vi er lige ankommet, da tre patruljevogne ruller op foran lejligheden. Det er min mor, der har kontaktet dem. Hun har også ringet til min far, som er på vej. 

Betjentene har netop været forbi min lejlighed, fortæller de. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, flere knive og pigtråd. De tager mig med på stationen og beder mig fortælle, hvem der er efter mig. Jeg nægter. 

”I ved godt, hvad der sker, hvis jeg siger noget,” svarer jeg. Jeg frygter ikke kun for mig selv, men også for min familie. 

Nogle måneder inden har jeg fået en ny makker. Aftalen er, at han tager sig af det beskidte arbejde. Han er gammel soldat og har levet på gaden i mange år. Det er ham, der afpresser folk, inddriver gæld. Jeg er ikke selv i stand til den slags. Selvom det selvfølgelig ikke er meget bedre, er det nemmere for min samvittighed at overlade det til andre.

En dag kommer ’Soldaten’ forbi og siger, at han har et job. Jeg mødes med et bandemedlem, som giver mig et stykke papir med en adresse. På adressen kommer en bil forbi. Bilmærket står på papiret, så jeg kan genkende den. Jeg sætter mig ind og modtager kokainen, som jeg skal pakke om og sælge videre. Aftalen er, at vi skal afregne en måned senere.

Soldaten og jeg kører rundt på natklubber og sælger. Men vi får for lidt søvn, går skævt af hinanden, og mit forbrug er større end min indkomst. Sidst på måneden mangler vi penge. Drengene fra crewet på Christiania giver mig et ultimatum. Hvis jeg vælger Soldaten, vælger jeg dem fra. Jeg vælger crewet og tager på technofestival.

Da jeg kommer tilbage til København, mangler mit fjernsyn, mit anlæg og min computer. Mine penge og min coke er også væk. På min telefon er der en sms, hvor der står: ”Hvis det er sådan, du vil have det, så værsgo.”

Jeg prøver at ringe Soldaten op, men nummeret er lukket. Et par dage senere er der deadline. To mænd dukker op foran min lejlighed ved middagstid. De giver mig to timer til at skaffe pengene. 

Det er derfor, jeg ringer til min mor. 

Efter politiet har afhørt mig, kører min far mig til Nordsjælland, hvor min bedste ven Nicolai bor. Jeg kan ikke længere skjule mit liv for min far. Men han kender ikke den verden, jeg lever i, og jeg tror ikke, han er klar over, hvor galt det virkelig er. Jeg prøver at berolige ham og fortælle, at det nok skal gå. Jeg siger, at det ikke er min skyld, at jeg er blevet røvrendt. Det er sådan, jeg føler. Jeg har ingen selverkendelse.

Den næste måneds tid gemmer jeg mig hos Nicolai. Min telefon kimer. Jeg får trusler, de forsøger også at presse mine venner. Jeg får to fra crewet til et køre ind til banden for at aflevere en stjålen firhjulstrækker, en motorcykel og penge, jeg har skaffet. Jeg tænker, at jeg har betalt min gæld.

Jeg vender langsomt tilbage til byen. En bande opsøger mig og vil have mig til at sælge. Det er fristende, for jeg skal bruge penge til mit misbrug, men noget i mig siger, at jeg skal ud. Politiet er i hælene på mig, min lejlighed er blevet raseret flere gange, og min familie er ikke længere tryg ved mig. En dag kommer en BMW kørende op på siden af mig. To gutter stiger ud, beder mig følge med.

”I har fået jeres penge,” siger jeg. Tyvekoster i stedet for kontanter var ikke en del af aftalen, svarer de. De siger, at de bare vil snakke. Til sidst får de mig overtalt. Jeg sætter mig ind. De vil ikke slippe mig, før de har fået hver en krone, jeg skylder. Desperat prøver jeg at fortælle dem om et pengeskab, jeg har planlagt at bryde ind i.

Vi kører hen til den gade, hvor banden holder til. De siger, at jeg skal vente i bilen. Men de har glemt at låse den. Jeg sniger mig ud og kigger ind ad et kældervindue. Der står en stol midt i lokalet. Jeg kan se, at de er ved at gøre den klar til mig. Rummet er fyldt med værktøj. Jeg ved, hvad de kan finde på. Langsomt går jeg ned for enden af gaden for ikke at vække opmærksomhed. Så løber jeg alt, hvad jeg kan.

11.

JEG GEMMER MIG i en lejlighed på Amager. Det er folk, der tager hårde stoffer, medicin og drikker sig fra sans og samling, der samles her. Dagen begynder med, at der bliver linet et bong-mix op. Vi ryger 7-8 hoveder på tom mave, så kommer der bajere på bordet. Jeg skaffer penge til stoffer ved at tage i Magasin og Illum og stjæle parfumer og tøj. I Netto stjæler jeg culottesteg. Når jeg er ude, går jeg med hætten trukket op. Jeg er bevæbnet med tåregas og kniv. Jeg går kun ud om aftenen og ad bestemte ruter.

I lejligheden ryger jeg crack på toilettet. Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig. Flere gange er jeg tæt på at tage en overdosis. Jeg falder om, går i krampe, fråden løber ud af munden.

Mine venner har vendt mig ryggen. Engang var jeg ham, der var karismatisk og havde de rigtige forbindelser. Ham, der gik forrest til festerne. Nu er jeg en junkie med gule øjne, et skvat, et skod. Jeg får at vide, at der er en dusør på 100.000 til den første, der stikker en kniv i maven på mig.

Efter en måned i lejligheden er mit liv et helvede, jeg er nødt til at få fred. Den eneste vej ud er at tage mit eget liv. Tanken om at forsvinde føles rar. Jeg har stoffer og piller nok til at gøre det. Jeg er overbevist om, at ingen vil savne mig. Jeg folder mine hænder, beder fadervor. Mens jeg sidder der, får jeg et syn. Jeg ser mig selv i en kiste. Jeg ligger nede i den åbne grav og kigger op. Rundtom står min familie. Pludselig bliver jeg mere klar i hovedet. Jeg er nødt til at bede om hjælp.

12.

JEG ER 30 år og sidder på et misbrugscenter og taler med en sagsbehandler. Jeg er ligeglad, hvor de sender mig hen – jeg skal bare ud af byen. Han skal forstå, at hvis jeg ikke kommer ud af København, bliver jeg slået ihjel. En pusher har jagtet mig med en kædelås på vej til bussen. Og jeg får stadig trusler på min telefon. 

Jeg er gået under jorden og er nødt til at registrere mig i systemet for at få hjælp. Jeg bliver afhørt af politiet. Efter 14 dage kommer jeg væk og bliver sendt i døgnbehandling, hvor jeg møder en behandler, som selv har været en del af miljøet for mange år siden. En aften på behandlingsstedet ringer et bandemedlem. Han siger, at hvis jeg ikke møder op med pengene, jeg skylder, vil det gå ud over min familie. Jeg afbryder min aftenterapi og løber ind på mit værelse. Liggende på alle fire folder jeg hænderne og beder. Jeg ved ikke, om det er til Gud, men jeg kalder på noget, der er større end mig selv. Et par dage senere læser jeg i en avis, at han er blevet stukket ned. Gerningsmændene har ramt ham i hovedpulsåren i låret, og han er forblødt.

Jeg gennemfører tre måneders behandling og bliver clean. Tilbage i København fortsætter jeg i dagbehandling. Der er stadig en dusør på mit hoved, og jeg er rædselsslagen. Jeg sletter min gamle Facebook-profil og får nyt telefonnummer. Jeg begynder at dyrke kampsport, så jeg kan forsvare mig selv, hvis nogen kommer efter mig. Jeg lærer at meditere, og jeg melder mig ind i Narcotics Anonymous, hvor jeg også hjælper andre narkomaner. Jeg bliver tilbudt en ny identitet, men jeg kan ikke få mig selv til at opgive min familie.

Man forlader ikke det kriminelle miljø fra den ene dag til den anden. Min gæld og mine fjender venter på mig, men tingene kan også pludselig vende i det miljø. Mange af dem, der er efter mig, forsvinder. Nogle dør, nogle ryger i fængsel, og nogle ender på den lukkede. Med tiden falder jeg langsomt ud af deres bevidsthed.

“Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven af en overdosis.”

13.

DER ER 12 trin i Narcotics Anonymous’ program. Trin nummer otte går ud på at lave en liste med navnene på dem, man har gjort fortræd, og som man skal bede om tilgivelse. Jeg opsøger dem én efter én og siger undskyld. Jeg tager blomster med for at vise, at jeg kommer med fred. Nogle af dem afviser mig, andre vælger at lytte. Jeg har en gammel veninde, som arbejder som bestyrer af et supermarked. Hun har slået hånden af mig. Jeg har svigtet hende og stjålet fra hende. Jeg prøver at ringe, men hun tager ikke sin telefon. I stedet opsøger jeg hende på arbejde. Jeg spørger, om hun har to minutter. Hun kigger på mig og tøver. Jeg spørger igen. Hun siger ja. Vi går ud i baglokalet. Jeg fortæller hende, at jeg er dybt ulykkelig over den måde, jeg har behandlet hende og vores venskab på. Jeg var været styret af stofferne, men jeg er kommet ud, og jeg vil gerne undskylde af hele mit hjerte. 

”Det er okay,” siger hun, men jeg kan mærke, at hun ikke er overbevist. Det gør mig ked af det, men jeg forstår, at det kan være svært at tilgive alt det, jeg har gjort.

Jeg bliver idømt 200 timers samfundstjeneste, som jeg afsoner. Jeg lider af PTSD, og kommunen tilbyder mig revalidering. Jeg gennemfører endelig HF og kommer ind på pædagogseminariet. Omtrent samtidig møder jeg en kvinde, som jeg bliver stormende forelsket i. Det tager lang tid at vinde hendes tillid. Hun bliver rasende, når jeg fortæller, hvad jeg har gjort. Men hun hjælper mig også med at sætte udtryk på mine følelser. Jeg har lagt min fortid bag mig, jeg har ændret mig. I dag er hun min forlovede.

Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven Nicolai af en overdosis. 

Jeg fortryder dybt, at jeg har solgt stoffer til mennesker, som har taget skade. Jeg fortryder, at jeg har været med til at ødelægge deres liv. Jeg fortryder alt det, jeg har budt min familie, og det svigt, jeg har udsat dem for. Jeg er uendelig taknemmelig for, at livet har givet mig en ny chance. Var tingene gået anderledes, sad jeg i fængsel, på den lukkede eller var død. Indimellem vågner jeg stadig om natten med mareridt. Noget inden i mig er ødelagt for altid. 

Den tidligere pusher arbejder i dag på et bosted for socialt udsatte. Han er også misbrugskonsulent og holder foredrag om sin fortid som stofmisbruger. Hans navn og identitet er redaktionen bekendt, men er ligesom en række andre navne og personer i denne artikel sløret af sikkerhedsmæssige hensyn.

/

Ud af det blå

JAKOB ELLEMANN-JENSEN er måske Folketingets sjoveste mand, men bærer også Borgens dybeste panderynke. Ud & Se har fulgt politikeren, formanden og statsministerkandidaten, der ikke ville være det, før han blev det. Og som nu ikke vil være andet.
Tekst:Frank StokholmFoto:Rasmus Weng Karlsen

DA HAN ET stykke nede ad omfartsvejen skimter den sorte Mercedes-minibus, sætter Haderslevs borgmester i løb. Den vævre 63-årige med det fremadstrøgne hår er hurtigt fremme ved keglen, han har sat for at sikre en plads til gæsten i minibussen, som nu drejer ind på parkeringspladsen foran Haderslev Sundhedscenter. Behovet for en orange kegle kan dog diskuteres denne 5. februar klokken 9:07, hvor morgenmørket toner ud, og en del danskere er taget på vinterferie til Ischgl i Østrig eller andre steder. P-pladsen er godt og vel tom. 

Men det er en særlig dag, og Venstre-borgmesteren Hans Peter Geil tager ingen chancer. Nogle minutter tidligere sad han på hug og samlede cigaretskod op fra jorden (”skriv ikke, at det er en skodkommune”), mens han politikerjovialt diskuterede dagens gæst med den småfrysende velkomstkomité af ledende medarbejdere fra sundhedscentret. Haderslev-borgmesteren kender ikke Jakob Ellemann-Jensen så godt, selvom han har mødt ham et par gange, men hans far har han haft en del at gøre med, forklarer han. 

”Men Jakob gør det godt,” forsikrede borgmesteren med det lidt tilbageholdte åndedræt, politikere kan få, når de kommer i tanke om, at en journalist er til stede. 

”Forhåbentlig,” tilføjede han på udåndingen, ”får vi nu ro i partiet.” 

JAKOB ELLEMANN-JENSEN har haft en storslået morgen. Hotel Norden i Haderslev, hvor Venstre-formanden og hans følge har overnattet, har i sin foyer den speedwaycykel, Ole Olsen kørte på, da han i 1978 for tredje og sidste gang blev verdensmester. Dengang var Jakob bare fem år gammel, men passionen for den danske legende indhentede han senere, da den pensionerede sportsstjerne dukkede op i barndommens Anders And-blade som frontfigur for Sodastream – en maskine, Ellemann junior efter nogen plagen overbeviste forældrene om at anskaffe til Rungsted-villaen. Selvom danske Olsens og newzealandske Ivan Maugers mudrede opgør om at komme hurtigst ud af første sving skete, før selv en klæbehjerne af Jakob Ellemann-Jensens slags ville kunne huske det, gik han som dreng med en sort- og hvidternet kasket, hvorpå der stod ’Ole Olsen’. For nogle år siden oplevede Ellemann til MF Hans Christian Schmidts fødselsdag at møde legenden i levende live. ”Starstruck” er ordet, Jakob Ellemann-Jensen lod sig citere for i et interview dengang. 

Ved morgenbuffeten delte politikeren sin boblende begejstring over hotellets opkøb af verdensmestercyklen dækket af 24 karat guld, og selvom hverken chauffør, presserådgiver eller V-formandens sekretær helt forstod Ellemanns entusiasme og ivrige visen billeder af guldcyklen på sin mobil, sidder en snert af drengeglæden endnu i statsministerkandidaten, da han forlader minibussen og i sort åbenstående uldfrakke styrer mod sundhedscentret og den ventende flok.

Dagen igennem skal Jakob Ellemann-Jensen besøge virksomheder, velfærdsinstitutioner og møde partifæller. Turen starter i Haderslev, går over Fyn og ender efter midnat ved bopælen i Birkerød nord for København. Og selvfølgelig er der tænkt i presse. Foran sundhedscentret i Haderslev står en fotograf fra TV 2 Syd. Venstres pressefolk har inviteret ham, fordi ”der er gode billeder” i besøget, og fotografen er kommet af samme grund. Men sådan en dag som nu den i dag handler ikke kun om at blive set, også om at se. Til politikerhåndværket hører, at du skal kunne begå dig i alle hjørner af det samfund, du vil lede. Christiansborg-boble, meningsmålinger, mediespin og baglandsmøder med partifæller rækker ikke. Man må møde folket.

Det rengøringsvenlige linoleumsgulv i changerende beige nuancer fortsætter ind i ’brugerhuset’, et værested for psykisk sårbare, og køkken og borde er snarere sterile end stemningsfulde. Uden at rummets grundudtryk er flyttet fra hygiejne til hygge, har personalet forsøgt at blødgøre udtrykket – en dartskive, en vasefuld røde roser, en messingklokke på væggen med et rødt reb til at ringe med.

”Nu er der vel ingen bagtanker med de røde roser?” siger Jakob Ellemann-Jensen med en af de hurtige bemærkninger, som skole- og soldaterkammerater giver ham som skudsmål. Ellemann får mennesker til at føle sig godt tilpas. Han har, lyder det tilbage fra studieårene, en evne til at blive vellidt. En kvinde skråt over for Jakob Ellemann-Jensen har sin fineste halskæde på, øjenskyggen matcher den mosgrønne kjole, og da hun taler, er det til statsministerkandidaten. Hendes rolige blik fastholder hans, og der er ingen kække bemærkninger, da hun fortæller om fødselsdepressioner, der udvikler sig til psykisk sygdom, langtidsledighed og selvmords­tanker. 

DEN SLAGS har Jakob Ellemann-Jensen næppe mødt ofte under opvæksten i først Rungsted og fra cirka 10-årsalderen i et 317 kvadratmeter stort enderækkehus ud til Øresund i Hellerup.  Det nordkøbenhavnske slog igennem i hans tidlige ungdomsår, indimellem måske også i en form, hvor overklasseopvæksten trak en snert af arrogance med sig. Men den tilgang fik sandpapir i militæret. Som kampvognskommandør er der ikke noget presserende behov for at belære mandskabet om, på hvilket tidspunkt af dagen man bør skifte fra brune til sorte sko, og som kaptajn bør man i det hele taget være påpasselig med det nordkøbenhavnske, hvis man vil have sergenternes respekt. En af Jakob Ellemann-Jensens soldaterkammerater, Jens Münter, som Jakob Ellemann-Jensen delte beboelsescontainer med i Bosnien, mener, at vennen måske ikke ville have fået samme succes i først sin farfar Jens Peter Jensens odenseanske valgkreds og siden i sin fars aarhusianske, hvis ikke politikeren havde fået det nordkøbenhavnske slebet til. 

Med overkroppen bøjet ind over bordet, ind mod kvinden, lytter V-formanden til historien om hendes møde med et emsigt aktiveringssystem. Ellemann leder efter ordene, da kvinden fortæller, hvordan selvmordstankerne efterhånden samlede sig om at sende datteren ”i forvejen til paradis”. Og om hvordan hun overvejede, om hun turde fortælle det til medarbejderne her i brugerhuset, for så kunne de jo tage datteren fra hende. Det er ikke altid nemt at vide, hvordan man tager børnenes parti. 

Statsministerkandidaten og kvinden i den mosgrønne kjole står tæt, da mødet slutter. Hans hænder samles om hendes hånd, så slipper de. 

Da minibussen er på vej ud af Haderslev, kredser Ellemann stadig om historien. Om hvorfra hun mon fik modet til at dele det, hun delte med ham, en vildfremmed. Om hans famlen efter, hvordan han skulle reagere ordentligt:

”Måske er det, fordi jeg er politiker, men jeg bliver hurtigt løsningsorienteret. Jeg synes jo, at jeg skal have et bud på, hvad der kan gøres. Noget af det, jeg er ved at lære nu, er, at jeg ikke altid skal være i løsnings-mode. Nogle gange skal jeg bare tage det ind, kende det, have det med mig.”

NÆSTE STOP er på Fyn, og gruppeformandssekretær Helle Kryhlmand udnytter køreturen til at gennemgå de invitationer, V-formanden har fået.

”Der er en invitation fra den japanske ambassadør,” siger den lyshårede kvinde.

”Den japanske ambassadør?”

”Ja, i anledning af kejserens fødselsdag.”

”Okay, kejseren. Kunne have været cool, hvis ambassadøren havde fyret den af og inviteret til sin egen fødselsdag. Afbud.”

”Der er også en fra Livgarden. Der er jubilæum.”

”Hmm … Det kunne jo være en anledning til lige at støve uniformen af.” Jakob Ellemann-Jensens stemme lysner. Mod hans ellers korrekte skjorte og blazer stikker en flettet lædersnor om højre håndled lidt ud. Storebror Claus Ellemann-Jensen kalder det for et ’hippiearmbånd’ vel vidende, at lædersnoren holder et symbol for Den Kongelige Livgarde. Storebroren var i Søværnet. 

”Ai, det er jo de unge, som kommer til den slags. De synes bare, at jeg er en gammel nisse. Afbud.”

”Der er også VIP-pladser til FCK mod Celtic. Du kan tage en gæst med.”

”FCK-Celtic …” Igen anes håbet i Jakob Ellemann-Jensens stemme. Passionen for FC København er velkendt. Selv når han er til valgmøder i Aarhus, vedgår han tilhørsforholdet. Han holder ikke med ’de hviie’. 

Ellemann tjekker kalenderen, så kommer en pustende lyd. 

”Afbud. Jeg har jo …”

”… Frederik og Caroline, ja.” Helle Kryhlmand har styr på delebørnenes rytme. Frederik på 18 og Caroline på 16 fra første ægteskab. ”Du kunne jo tage Frederik med.”

”Jeg kunne jo tage Frederik med,” gentager V-formanden nærmest mekanisk.

”Han vil gerne til fodboldkamp.”

”Ja … nej, Caroline vil gerne til fodboldkamp.”

”Gør det!”

”Jeg gør det.”

”Godt!”

Tilfreds fortsætter sekretæren ekspeditionen af invitationer nogle kilometer op gennem Jylland. Så giver Ellemanns mobil en dæmpet lyd. Hustruen Anne Marie Preisler er hjemme med parrets halvandet år gamle søn, Bjørn. De har begge 39 i feber, og 5. februar 2020 betyder det influenza. Jakob Ellemann enten taler i telefon eller sms’er med hende hver dag. Nu har hun sendt en træt selfie af sig selv og sønnen. 

”Se,” siger Ellemann og sender mobilen rundt, ”er de ikke tapre?”

Lidt tid sidder reporteren med hustruen og sønnen i hånden.

”I Haderslev, da kvinden talte om at ville sende sit barn i forvejen til paradis, tænkte du da på Bjørn?”

”Ja.”

EN GANG OM ÅRET satte Alice Vestergaard en annonce i Jyllands-Posten, hvor hun averterede efter en solid ung pige i huset. ’Solid’ betød, at de, som Alice Vestergaard selv, skulle komme fra Jylland. Fra Jakob Ellemann-Jensen var ni, var faren udenrigsminister og fraværende i hjemmet. Kort efter blev moren, i sin tid landets første kvindelige vært på TV Avisen, chefredaktør ved Søndags B.T. og derefter leder af TV 2’s redaktion i København. Driften af hjemmet med rengøring, indkøb, madlavning og børneomsorg blev varetaget i et nøje planlagt toholdsskift af mor Alice og skiftende unge piger i huset. Uhyre sjældent var far Uffe alene om madlavningen. Han mestrede i disse få tilfælde én ret kaldet ’fars gode bøffer’, et hakket kødprodukt af ukendt herkomst hentet direkte fra fryseren og smækket på panden. 

Men selv om faren var fraværende i hjemmet, var hans ry nærværende i omverdenens blik på sønnen. Der var for eksempel skolelæreren, som sad i byrådet for et venstrefløjsparti og mente, at drengen i 6. klasse skulle stilles til regnskab for farens holdninger – en dreng, der ved et skoleskift mindeligt bad om ikke at få sit efternavn nævnt, så han kunne være Jakob og ikke Uffes søn.

”Det kan indimellem være træls at være barn af en kendt politiker,” siger hans seks år ældre søster, Helene Ellemann-Jensen, der i dag er programchef i den kristne nødhjælpsorganisation ADRA.

Fra en vis alder var der dog også fordele ved et tomt hus på Sundvænget ned til Øresund. Ofte fulgte Alice Vestergaard ægtemanden på rejserne, og så rykkede gymnasiefesterne med benzindunstende Zippo-lightere, Lucky Strike-cigaretter og Jack Daniels gerne til rækkehuset i Hellerup. De par gange i løbet af aftenen, hvor mor Alice ringede og hørte, om alt var vel, gjaldt det om at være musestille, så Jakob kunne forsikre hende om, at han ”bare sad og hyggede med et par venner”. 

Gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen havde været i hjemmet på Sundvænget før, men da han en dag slog vejen forbi, var der opera i højttalerne, som der ofte var, når udenrigsministeren endelig var hjemme. Benovet iagttog teenageren for første gang den kendte politiker, som med sin karakteristiske gnæggende lyd af luft presset mod ganen drillende mødte ham med ordene: ”Kan du ikke holde op med at tygge knækbrød? Jeg hører en arie.” 

EN ANDEN KAMMERAT fra skolen, Christian Dalberg, fik eventyret med, da Jakobs far havde lånt en fiske- og jagthytte i en skov ned til en flod nogle timers kørsel fra Helsingborg. Så snart middagen var spist, undveg teenagerne og kravlede op i et fem meter højt skydetårn af træ med en sixpack svenske letøl fisket ud af køleskabet. Liggende på ryggen så de mod stjernerne og talte om piger og fremtiden. Og de talte om navneskiltene på to af fiske- og jagthyttens stole. Den ene tilhørte kong Carl XVI Gustav af Sverige, den anden var dronning Silvias.

”Jeg havde fornemmelsen af at stå på tærsklen. På den anden side af gymnasiet ventede en verden fuld af muligheder,” siger Christian Dalberg, som i dag bor i Taiwan og driver konsulentvirksomhed inden for sourcing af produktion til Asien. Gymnasiekammeraterne fulgte med i farens karriere. Ofte drev de fra gymnasiet ved Nørreport til Wall Street Pub, stamstedet med billard og øl til studenterpris. Når Uffe blev statsminister, aftalte Jakob Elle­mann, Christian Dalberg og de andre, ville de spille billard på Marienborg. Indimellem spurgte de andre selvfølgelig Jakob, om ikke også han skulle være politiker. Han afviste og talte om den høje pris for familien, men den benægtelse var det vist kun ham selv, der troede på. 

Partiformanden til møde med Venstres top på Christiansborg.

”DÉN LYGTEPÆL,” siger Jakob Ellemann-Jensen og peger ivrigt på en stander ved ringvejen ud for Rosengårdcentret i Odense, ”var den første, jeg hængte en valgplakat op i.” Odense Østkreds havde ikke givet valg til nogen venstremand i de 33 år, der var gået, siden hans farfar Jens Peter Jensen var valgt i kredsen, og den lokale VU-formand kørte Jakob Ellemann-Jensen rundt og hjalp med plakaterne, da han i 2011 stillede op til sit første valg.

”Som 19-årig meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom, men jeg stoppede efter en måned,” siger Jakob Ellemann-Jensen og sænker stemmen: ”De dyrkede min far som en gud. Det blev for mærkeligt.” 

Hjemme i Birkerød hænger de gulnede slægtsbilleder på væggen på hans kontor. Som barn tog forældrene ham med rundt i landet og viste stederne og fortalte historierne om de tidligere generationer. Jakob Ellemann-Jensens oldefar, Christen Iver Johannessen – Uffe Ellemann-Jensens morfar – var sognerådsformand i fynske Haarby. Det politiske lederskab går fire generationer tilbage ligesom hos hovedmodstanderen Mette Frederiksen.

I Rosengårdcentret venter to repræsentanter for Paradis Is. En halv times snak om plasticskeer og emballageafgift i et befærdet indkøbscenter er lang tid, men som tidligere miljøminister er Ellemann godt inde i stoffet, og han er god til at holde masken. Der bliver ikke brug for tidsoverskridelsen på 10 minutter, som sekretæren har indlagt ved alle arrangementer. 

Tilbage i minibussen tjekker V-formanden regelmæssigt eller måske snarere rastløst mobilen. Tour de France med etaper i Danmark næste år fanger interessen, og en halv franskmand flytter ind i Ellemanns mund, mens han udtaler ruten. ”Côte d’Asnæs Indelukke, det står der! Hvorfor ikke: Côte du Bella’øj? Alpe du Rozkiilø-vai?” 

Jørgen Leths stemme blander sig i monologen. En blød, let nasal og langsom aarhusiansk diktion anpriser dagens frokost: ”Det … var … en … glimrende … biksemad.” 

Stemmeimitationerne går langt tilbage. Gymnasiekammeraterne husker, at uanset hvor langt udenrigsminister Uffe Elle­mann-Jensen var rejst væk, hørtes fars stemme stadig på Jakobs værelse gennem sønnen. 

DEN 26-ÅRIGE kaptajn Jakob Ellemann-Jensen var ofte diplomatisk, når han som en del af den danske styrke i Bosnien forhandlede med serbere, kroater, bosniere og den internationale politistyrkes FN-udpegede ledere fra hele verden. Men hjemme i sin fem kvadratmeter store afdeling, hvor geværet hang på væggen i den delte beboelsescontainer, kunne han, når han omsider slukkede for boomblasterens evindelige kværnen dansk 90’er-hiphop, give veloplagte parodier på de forskellige nationaliteter. Privat-Jakob giver stadig fra tid til anden fine prøver på eksempelvis Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og andre poltikere. 

Men en egentlig skuespillerkarriere, som drengedrømmen var, har Jakob Ellemann-Jensen aldrig taget livtag med. Nærmest kom han vel med skolemusicalen på N. Zahles Gymnasieskole ved Nørreport i København. 

Et år var musicalen ’The Rocky Horror Show’, der er historien om det uskyldsrene, nyforlovede par Brad og Janet, hvis bil bryder sammen ved et slot ejet af den excentriske biseksuelle transvestit-videnskabsmand Dr. Frank N. Furter. Plottet afdækkes gennem stykkets fortæller, der i filmversionen spillet af Charles Gray, også kendt som ærkeskurken Ernst Stavro Blofeld med den fede hvide perserkat i James Bond-filmen ’Diamonds Are Forever’. På N. Zahles Gymnasieskole gik rollen til en ung Jakob Ellemann-Jensen i slåbrok og sutsko. Siden holdt han sig til at imitere stemmer. 

”JEG SKIFTER LIGE,” siger Jakob Ellemann-Jensen og smutter ud af bilen. De beige lærredsbukser og sandfarvede ørkenstøvler har fungeret fint gennem dagens program, men hen mod aften skal der dresses op, og ved en tankstation forsvinder V-formanden med sin armygrønne rygsæk. 

Manden har en del rygsække. Direkte adspurgt svarer han ”seks”, men det er ifølge hustruen Anne Marie Preisler klart i underkanten. V-formanden er glad for outdoor gear, og Spejder Sport er en yndet butik, ligesom nyerhvervelser præsenteres entusiastisk ved spisebordet, hvor tingene vendes og drejes og kommenteres: ”Se! En lynlås dér, og den er vandtæt hér.” Rygsæksamlingen har en tendens til at svulme op, og der er nu indført rygsækstop i hjemmet. ”Hvis en rygsæk skal ind i huset, skal en anden rygsæk ud af huset,” forklarer Anne Marie Preisler. Hun har selvfølgelig bemærket, at de udgående rygsække ikke ender i skraldespanden, men i bilens bagagerum, og det kan næppe udelukkes, at ægtemanden i det skjulte er ved at opbygge et eksternt rygsækdepot. 

”Men det blander jeg mig ikke i,” siger Anne Marie Preisler, som underviser internationale managementstuderende i København. ”Når rygsækken ligger i bagagerummet, er den jo i princippet ude af huset.” 

Ved parrets og måske især Jakob Elle­mann-Jensens mange rejser hjemtages souvenirs i form af køleskabsmagneter. Køleskabslågen er plastret til. Indimellem rydder hustruen overfladen, hvorefter ægtefællen sætter magneterne op igen. Men Anne Marie Preisler vil gerne tynde ud i bohavet, eksempelvis mandens slidte cubanske æske, som hun troede, han næppe ville savne. 

”Men dér greb Jakob ind. ’Vi fjerner ikke ting bag ryggen på hinanden,’ indskærpede han. Jakob er god til at tage tyren ved hornene. Det beundrer jeg ham for. Han er et ordensmenneske. Alting herhjemme har sin plads, og det er på grund af ham. Når du tager noget ud fra rygsækken, lægger du det tilbage igen. Det handler ikke kun om ting. Han holder også orden i det, som sker mellem mennesker. Man falder ikke i søvn ved siden af Jakob, før dagens eventuelle konflikter er løst. Den cubanske æske satte jeg tilbage,” siger Anne Marie Preisler.

På parrets tredje date var hun på vej ud i fodgængerfeltet ved Dronning Louises Bro, hvor København K bliver til Nørrebro. Da mærkede hun en hånd mod sin arm: ”Der er simpelthen ikke grønt endnu,” sagde Jakob. 

”Han er vokset op i en familie, som er vant til at leve med offentlighedens opmærksomhed. En Ellemann går ikke over for rødt. Man smider heller ikke tyggegummi på gaden, brokker sig eller tager P-pladsen for næsen af en anden. Jeg kan godt lide at dytte, men det gør man så heller ikke. Jeg tror, jeg er ved at lære det,” siger Anne Marie Preisler.

EN FÆLLES VENINDE satte en blind date op. De mødtes i Kødbyen på Vesterbro. Dengang var han ikke så kendt. Han var netop blevet politisk ordfører to dage før, og Anne Marie Preisler havde aldrig hørt om ham. Det er han siden vendt tilbage til. Var det ikke bare noget, hun sagde? Det var det ikke, men hun havde da hørt om hans far. Det gjorde ikke sagen bedre. Manden, hun mødte, tager sjældent på længere ture uden skopudsegrej. Folk med fortid i Livgarden har ofte noget med skopudsning, men V-formanden tager det længere end de fleste. 

”Min erfaring er, at folk med pudsede sko generelt har styr på tingene,” siger han.

Hjemme i garderoben fylder skopudseudstyret to IKEA-trådkurve. Børster, klude, shine og skocreme i sort og brune nuancer. Det meste køber han på tilbud. Jakkesæt er det en sport at anskaffe til spotpris. Selv outdoor-udstyret skal helst være sat ned. Men sko går han op i, og han belønnede sig selv med et par af kalveskind, da han blev minister. 

Ved tankstationen i Odense er Venstre-formanden atter klar. Benklæderne er, om ikke andet, så dog sorte, og skoene er håndsyede i et klassisk engelsk snit. 

Inden vi sætter os ind i Mercedes-minibussen, fisker han noget ud af rygsækken. Sekretær Helle Kryhlmand kommer med et bifaldende udbrud, da manden i sort jakke, sort blazer, sorte bukser og sorte sko trykker de mørke solbriller på plads i ansigtet. Reporteren bemærker, at Ellemann ligner en fra filmen ’Blues Brothers’, og kommer hermed – uforvarende – til at trykke på en knap: 

”There’s 106 miles to Chicago, we’ve got a full tank of gas, half a pack of cigarettes, it’s dark, and we’re wearing sunglasses,” siger statsministerkandidaten.

Sætningen er den næstsidste i filmen. Ifølge gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen, knækbrødspiseren, kan Jakob Ellemann-Jensen replikkerne fra ’Blues Brothers’ udenad. Manden har klæbehjerne og viste allerede i gymnasieårene en vis ihærdighed, når noget vigtigt skulle indlæres. Med vennens ord: 

”Når man har set VHS-båndet med ’Blues Brothers’ 18 gange i træk med Jakob, så har man været der.”

I det hele taget har Ellemann lært sig en del kulturelle værker mere eller mindre udenad. Teksterne fra Jokeren og Den Gale Pose sidder i skabet. Det samme gælder Shu-bi-duas bagkatalog, hvorfra Jakob Ellemann-Jensen uddrager hovedparten af godnatsangene for Bjørn. Skal sønnen i bad, fremfører faren gerne ’Hvalen Valborg’. Og ’Fed rock’ er på repertoiret, når V-formanden sætter sig bag trommerne – om end det sker for sjældent, synes han selv.

Også ’Star Wars’-universet har V-formanden godt greb om. I vindueskarmen hjemme ved skrivebordet står figurerne af Yoda, Han Solo og dennes følgesvend, wookien Chewbacca, som har lagt navn til Jakob Ellemann-Jensens terrier Chewie. Heraf følger, at Ellemann – hvilket han halvvejs har vedstået offentligt – gerne indlæser sig selv i Han Solos figur. 

ELLEMANN KORT

Født 25. september 1973 i Hørsholm.

Har tre ældre søskende – Claus Ellemann-Jensen, der er direktør for Mærsk i Frankrig, folke­tingsmedlem Karen Ellemann og programchef i nødhjælpsorganisationen ADRA Helene Ellemann-Jensen. Af de fire er Jakob Ellemann-Jensen den eneste, der er vokset op hos begge biologiske forældre.

Blev student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1992 og cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København i 2002.

Var 1992-94 først menig og siden sergent i Den Kongelige Livgarde efter uddannelse på Hærens Sergent-skole i Sønderborg og Hærens Kampskole på Oksbøl Kaserne. Herefter løjtnant ved Sjællandske Livregiment 1994-96. 1996-99 premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade. 1999-2000 kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.

2000-02 juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers. 2002-05 jurist i IBM Danmark, senere chef for kontrakt- og forhandlingsafdelingen. 2007-11 koncernjurist i GN Store Nord.
Meldte sig ud af Venstre i 2007, samtidig med at Karen Jespersen blev medlem af partiet. Derefter indmeldelse i Ny Alliance. Da Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre i 2009, genoptog han sit medlemskab.

Siden 2011 medlem af Folketinget. 2015-18 politisk ordfører, 2018-19 miljø- og fødevareminister og siden 21. september 2019 formand for Venstre.

I 2018 gift med Anne Marie Preisler, hans tredje ægteskab. Sammen har de sønnen Bjørn. Herudover har han sønnen Frederik og datteren Caroline fra første ægteskab.

DA UFFE ELLEMANN-JENSEN tabte sit sidste valg i 1998, fik sønnen, som dengang var studerende og reserve­officer, øje på en forside i Politiken, hvor der stod:
”Ellemann bliver aldrig statsminister.” 

Alexander Schnéevoigt, der i dag er medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for Venstre i Gentofte, skulle samme dag spille squash mod studiekammeraten fra Handelshøjskolens jurastudie. 

”Vi får se,” sagde Jakob Ellemann-Jensen, da han fortalte om forsiden.

Året efter squash­kampen hørte kaptajn Jens Münter om forsiden, som hans medbeboer i den 20 fod lange beboelsescontainer i Bosnien havde gemt.Jakob Ellemann-Jensen havde taget orlov fra studiet for at indgå i de danske fredsbevarende styrker. I beboelsescontaineren fandt Jakob Ellemann-Jensen en livsven og en af den slags mænd, der ryger Lucky Strike, soldatercigaretten, som de amerikanske infanterister for heldets skyld satte i hjelmen i Vietnam. 

”I starten lagde vi selvfølgelig mærke til efternavnet, men efter en måned var han ikke Uffes søn, bare Jakob. Det trængte han til,” siger Jens Münter.

For Jakob Elle­mann­-Jensen blev mili­tæret stedet, hvor han fandt sine egne ben:

”I Forsvaret bliver du bedømt på, hvad du kan, ikke hvad du hedder. Er du en god kammerat? Kan du hjælpe en med at bære geværet, hvis han er udmattet? Kan du selv bede om hjælp, når du har brug for det? Kan du holde humøret oppe hos dine kammerater? Den del var jeg god til. Du får venner for livet, og du får skudsmål, som i mit tilfælde var gode, ja, mere end dét. Det er en måde at få at vide: ’Du er god nok’,” siger han og fortsætter: ”I militæret opdagede jeg, at jeg havde ting med i rygsækken, som jeg ikke vidste, at jeg havde i mig. Hvis ikke jeg var blevet leder i militæret, var jeg ikke blevet leder i Venstre. Men jeg må da indrømme, at det er nemmere at få et kompagni soldater til at gå i takt, end det er at få Venstres folketingsgruppe til det. Jeg er ikke sikker på, at der vil blive taget vel imod armbøjninger som disciplineringsmetode i folketingsgruppen. Måske man skulle prøve?”   

Som 26-årig skulle Jakob Ellemann-Jensen som kaptajn forhandle med langt ældre serbiske, kroatiske og bosniske ledere, der i bedste fald var krigsveteraner, i værste fald krigsforbrydere. Han var ved spøgelsesbyer med forladte, ødelagte huse og ved en skole, hvor serbere havde samlet muslimske piger i en voldtægtslejr. Og han var ved massegravene. ”Stanken af råddent menneskekød fra massegravene var det værste. Jeg har mange gode ting med fra Bosnien, men den lugt glemmer jeg aldrig,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

DA HAN VENDTE tilbage for at færdiggøre jurastudiet, fortalte han kammeraterne, at det var svært at vænne sig til hverdagen. Længe efter, bemærkede de, bakkede Jakob Ellemann-Jensen ind i parkeringsbåsene, så han kunne komme væk hurtigst muligt. 

Beslutningen om at droppe karrieren som koncernjurist hos GN Store Nord og gå ind i politik har Jakob Ellemann-Jensen gengivet flere gange. En nyhedsudsendelse fik ham til at kritisere politikerne så højlydt, at en ven sagde, at frem for at brokke sig burde han gå ind i politik. Vennen var Ulf Westmark-Højelsen, og det er muligt, at han gav Jakob Ellemann-Jensen skubbet, men så var det et skub, vennen havde gjort sig klar til i årevis. 

I 2010, da Jakob Ellemann-Jensen havde truffet sin beslutning, ringede han til gymnasiekammeraten Christian Dalberg. 

”Så skal vi spille billard på Marienborg,” svarede vennen.

”Politik både drog og frastødte mig,” siger Jakob Ellemann-Jensen og husker tilbage. 

”Det var selvfølgelig en del af samtalen derhjemme. Ikke som noget, vi talte om, men som noget, vi gjorde. Havde mine forældre været skuespillere, havde jeg måske udlevet den drøm. Nu var det politik, jeg fik ind, og det lå som et kald, selvom jeg længe undveg det, fordi det vel var umuligt at opnå lige så meget, som min far havde opnået.”

I marts 2019 skubbede han og Anne Marie Preisler en barnevogn af sted på deres sædvanlige halvanden time lange weekendtur i skoven ved deres hus. Det var stadig råt i skoven, husker hustruen. De satte sig, som de ofte gør, når ting skal tales igennem, på bænken med udsigt ned over en af søerne nær hjemmet. 

”Da vi havde talt lidt, tog han en dyb indånding. ’Det kan jo godt være, det ender med, at jeg bliver bedt om at stille op som formand,’ sagde han alvorligt. Det var vigtigt for ham at vide, hvordan jeg ville stille mig i den situation,” beretter Anne Marie Preisler. 

Der var stadig nogle måneder til valget, da Jakob Ellemann-Jensen gjorde klar til det, han nødvendigvis måtte gøre sig klar til, hvis han en dag skulle skrive den Politiken-forside om. Da barselsorloven var slut, vidste Anne Marie Preisler, at hun ikke skulle tilbage til karrierejobbet som global brand manager i GN Store Nord. 

BANNERNE FOR Venstre på den mørke gårdsplads gennemlyses fra en ombygget lades oplyste glasparti. I foyeren med det røde tæppe står Jakob Ellemann-Jensen klar med håndtryk til partifæller, som ankommer enkeltvis eller i små klynger. Vi er på Boltinggaard, et gods ombygget til konferencecenter nær Ringe mellem Odense og Svendborg. Her er flere mænd end kvinder, flere blazere end sweatere, enkelte slips. Det er et splittet og forslået parti, Jakob Ellemann-Jensen har overtaget. Oprøret mod Lars Løkke Rasmussen og den årelange magtkamp mellem ham og Kristian Jensen sidder i organisationen. 

46-årige Jakob Ellemann-Jensen er yngre end gennemsnittet her på Boltinggaard. Han passer sin styrketræning og sit løb, det første med større entusiasme end det andet. Holdningen er rank og ansigtet åbent, da han tager imod. 10 interne Venstre-møder landet rundt er arrangeret med den nye partiformand. Baglandet har brug for at blive trykket i hånden. 

Venstre er et høvdingeparti, og Jakob Ellemann-Jensen er ved at finde sig til rette i rollen som høvding. 145 er der i salen på Boltinggaard, heraf seks medlemmer af Folketinget. Når formanden kommer, holder man sig til. Politik er mange ting, og for nogle også en karrierevej. Lige den del kan have karakter af mentalt kødmarked, og det kan godt blive en kende klistret, når det ene eller andet folketingsmedlem lige skal time bevægelsen, så de kan slå følge med formanden og nogle meter frem udveksle almindeligheder med manden, som afgør, om det lille ordførerskab næste gang kan veksles til et større. Man forstår, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen hæger om de gamle venskaber fra tiden før politik. Også for en statsministerkandidat er det rart at vide, hvorfor vennerne har valgt én til. 

Mødet på Boltinggaard Gods er fuldkommen old school. Partimedlemmerne snakker politik: klima, velfærd, regionernes fremtid. Venstre skal ikke længere tale om personer, er pointen. 

Én vil vide, om formanden nu også får drukket kaffe med de øvrige borgerlige partiledere. ”Ja, dem bliver der jo flere og flere af. Jeg drikker utrolig meget kaffe,” svarer Ellemann. ”Jeg har ikke sovet siden oktober.”

Da en af aftenens arrangører, formanden for Venstre i Svendborg, Ulla Larsen, runder af, er det med disse ord: ”Det er første gang i 20 år, at Venstre har en formand, som har talt direkte med os medlemmer på den måde.”

EN ENKELT gang har Christian Dalberg, ham, der drømmer om billard på Marienborg, besøgt sin gamle gymnasiekammerat på Christians­borg. Mens Jakob Ellemann-Jensen røg en Lucky Strike, iagttog vennen ham. 

”Jeg bemærkede den måde, han talte med kollegerne. Han havde den samme evne til at være vellidt som i gymnasiet. Den tror jeg er vigtig, hvis han en dag skal blive statsminister. Jakob bliver altid sammenlignet med sin far, men da han stod dér og røg, tænkte jeg, at han mere ligner Poul Schlüter. Schlüter er også utrolig intelligent og brugte sit vid og lune til at få folk til at føle sig veltilpas. Han stødte ikke folk fra sig. Han fik dem med sig og sørgede for, at de fik noget ud af at gå med ham. Det er en god evne at have, hvis du vil være statsminister, og den evne har Jakob,” siger Christian Dalberg.

Helene Ellemann-Jensen er inde på noget af det samme, når hun sammenligner broren og faren.

”Jakob så vores far indimellem løbe panden mod en mur ved at være provokerende. Det er Jakob opmærksom på ikke at gentage. Han ved, at man ikke kommer så langt, hvis man skaber sig fjender. Jakob har en lederuddannelse og ved, at man opnår mere ved at arbejde sammen og spille andre gode.” 

”SOPHIE er på vej.”

”Modtaget.”

”Inger har meldt, at hun er på trapperne.”

”Modtaget.”

Det er 11. marts klokken 9:00 på Jakob Ellemann-Jensens kontor ud til ridebanen på Christiansborg. Repræsentanterne fra Dansk Erhverv, de små og mellemstore virksomheders organisation, SMVdanmark, samt hotellernes, restauranternes og turisterhvervenes HORESTA er mødt op i partiformandens mødelokale med Wegner-møblement og Kvium-litografi på væggen. 

Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen sidder klar med papirer, pen og revisorudtryk. Politisk ordfører Sophie Løhdes forsinkelse holdes inden for minuttet, og hun når at kaste sig i sædet, netop som partiformanden for bordenden siger: ”Vi går i gang.”

Vi er tre dage inde i nedlukningen af Danmark. En tid frem vil det være svært at være opposition, i kriser samles folket om landets leder. Men på den anden side af coronapandemien – er Venstre-toppen bevidst om – venter en ny økonomisk krisedagsorden. En dagsorden, hvor vælgerne sjældent flokkes om regeringschefen. 

På dagens møde vil erhvervsorganisationerne give V-toppen frontlinjeberetningen fra en dansk økonomi i frit fald. Samtidig samler Ellemann & co. på ideer til den stribe af økonomiske krisepakker, som nu skal forhandles. Aftenen før, ved 22-tiden, fik oppositionens politikere hastenotater fra Finansministeriet. Ved morgenmødets start skimmer Sophie Løhde de seneste notater.

En rødhåret, bredt smilende kvinde træder ind i rummet.

”Jeg må hellere nøjes med sådan her,” ­siger Inger Støjberg og laver en Dronning Margrethe-agtig håndbevægelse med perfekt lakerede røde negle, ringe på både venstre og højre ringfinger, tre guldarmbånd om højre håndled og en spinkel guldkæde om venstre håndled. 

”Ja, ingen håndtryk,” fastslår Jakob Ellemann-Jensen. Da Støjberg sætter sig, har hun øjne med indbygget projektørlys.

Siden coronakrisens start har V-formanden jævnligt talt med statsministeren. Nu fortsætter han dagens møde med rynkede øjenbryn.

”DET ER ellers nogle milliarder, I får stanget over disken,” bemærker reporteren til embedsmanden, som diskret holder øje med toppolitikerne foran tv-kameraerne.

”Tja. Vi lavede lige en opgørelse. Siden i onsdags bliver det vel 289 milliarder,” svarer manden i det musegrå jakkesæt stående nonchalant op ad den hvide mur i korridoren gennem Finansministeriet. 

Det er den 19. marts, klokken er 12:02. Natten igennem forhandlede partilederne den største af den strøm af hjælpepakker til danske virksomheder og lønmodtagere, som nu i en lind strøm pumpes ud fra Finansministeriet. Netop nu giver partilederne efter tur interview til nyhedsudsendelserne. Finansminister Nicolai Wammen har givet sit korte interview og er hastet til ministerkontoret længere nede ad stengangen. Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper er også hurtigt færdige og væk. Nu er Jakob Ellemann-Jensen klar med benene i et A, så han står stabilt i tv-billedet. Fotograf og journalist er rykket et par meter længere tilbage end normalt. I coronaens tid klares mikrofonholderiet af et langt stativ. 

Embedsmænd i Finansministeriet skærer normalt tænder, hvis nogen beder om 100 millioner kroner, og ordet ’tja’ er næppe på denne stengang hørt i samme sætning som ’289 milliarder’ siden statsbankerotten i 1813. Men Mads Brandstrup, som manden i musegråt hedder, er heller ikke normal embedsmand, men politisk udpeget spindoktor for Wammen. Nu følger han med i, hvad Venstre-formanden siger til danskerne. 

FØR NATTENS forhandlinger gik Ellemann i medierne med et forslag om en krisefond på 300 milliarder. Forslaget fiskede han i en kronik, en række af landets fø­rende økonomer bragte i Berlingske samme morgen. V-formandens position er enkel. En haglbyge af konkrete støtteforslag skal vise, at han vil ”holde hånden under beskæftigelsen”, som han gentager i tv-interview efter tv-interview. I nuet en konstruktiv position, i fremtiden et nyttigt sted at tale fra, for det økonomiske tilbageslag vil skubbe mange dagsordener til side. 

Kort efter at V-formandens pressestab havde booket aftale med en tv-station, gik Morten Østergaard på Twitter med samme forslag om gigantfonden. Jakob Ellemann-Jensen huskede lige at tale med den radikale leder, inden han selv gik ud med forslaget. 

”Vi taler meget på tomandshånd,” siger Morten Østergaard og fortsætter: ”Vi har denne forsigtige tilnærmelse, fordi V og R har fået fælles politiske interesser og samarbejdsflader, som vi ikke har haft siden Anders Fogh Rasmussens tid. Og Jakob er godt selskab, simpelthen. På Christiansborg kender vi ham for hans humor. Hans ærlighed og ordentlighed betyder meget i den lidt nervøse tilnærmelse, som sker mellem vores partier. Politik er en kamp. Hvis ikke relationen er god, er det svært. Personlig kemi er væsentlig. Jeg føler faktisk, at jeg kan stole på Jakob. Vi har den samme intuitive fornemmelse af, hvad der er ret og rimeligt og ordentligt. Det kan du bygge en tillid på. Om det fælles instinkt kan udmønte sig politisk, må tiden vise.”

Nu står Morten Østergaard småsnakkende med Kristian Thulesen Dahl, mens Ellemann interviewes til TV 2, og Søren Pape Poulsen nogle meter derfra taler med DR. Venstre-formanden får flest interview, og enkelte gange må rivalerne høre journalister indlede spørgsmål med vendingen ’oppositionens leder’. 

Et af interviewene i Finansministeriet – eller ’Rentekammeret’, som den historisk interesserede Jakob Ellemann-Jensen konsekvent kalder bygningen – er i den bløde ende. 

Journalisten har hørt, at Ellemann ikke har sovet så meget i nat, og forærer dermed far Jakob muligheden for at fortælle om, hvordan han ved den sene hjemkomst kom til at vække sin etårige søn. Her trækker Jakob Ellemann-Jensen et skævt smil, sådan som hans mor, Alice Vestergaard, den erfarne tv-vært, har rådet ham til, for han kan godt se meget alvorlig ud på tv. 

Pape er færdig og forsvinder ned gennem korridoren. Nu er kun Ellemann, Østergaard og Thulesen Dahl tilbage. Den radikale leder går frem mod DR’s kamera. DF-lederen har egentlig gennemført sit interview, men han er blevet hængende, måske håbende på et til. Træt efter nattens forhandlinger iagttager han Jakob Ellemann-Jensen, der for to år siden var menigt folketingsmedlem i et parti, som var mindre end Kristian Thulesen Dahls. Nu er Venstre tre gange så stort i meningsmålingerne, Jakob Ellemann-Jensen er statsministerkandidat, og her på stengangen er det ham, journalisterne søger. En fotograf er trådt nogle skridt frem og dupper sveden af Ellemanns pande. 

”Dét der er mere end Helle Thorning. Og der var ellers eddermame opfrisker på,” siger Thulesen Dahl, der skrider ned ad gangen, mens fotografen fortsætter med at duppe på partiformandens ansigt.

Både blandt vælgere og blandt politikere er der stadig en del, der skal vindes, hvis Jakob Ellemann-Jensen en dag skal sidde med en Politiken-forside, hvor der står: ’Ellemann bliver statsminister’.

 

/