Indlæg

Biler kører også i rustvogn, når de dør. På Åkes Bilkyrkogård uden for Ryd i det sydlige Sverige ligger gamle bilkarosserier smukt begravet i de svenske skove.
TEKST OG FOTO:JENS HASSE

DET ER, som om de vokser lige op af skovens muld. Nogle med runde former, andre med forvredne og skarpe kanter, de fleste i rødbrune nuancer i stilfuld kontrast til skovens løv.

Overalt er bilvrag i alle afskygninger og modeller gået i ét med naturen efter mange årtiers henstand og nedbrydning. Mange steder vokser træer ud af åbningerne på vragene, der er beklædt med mos eller grannåle, som giver et smukt farvespil med rust i alle nuancer. Lyssætningen er nærmest eventyrlig, og de udtjente biler kommer næsten til live igen, når solens stråler bryder gennem trækronerne.

På Åkes Bilkyrkogård uden for svenske Ryd kan man gå på opdagelse blandt døde karosserier fra blandt andet Volvo, Saab, Morris, Ford, Opel og Volkswagen helt tilbage fra 30’erne – og gætte på, hvilken model man betragter. Bilkirkegården er et kultsted for bil­entusiaster og nostalgikere, og stedet betragtes af de fleste som helligt –  hvilket indebærer en stiltiende accept af, at man ikke fjerner, ændrer eller ødelægger ting. Alt skal så vidt muligt stå og være, som da Åke ’gik hjem’.

Det hele startede i 1935, da Åke Danielsson slog sig ned i Kyrkö Mose for at grave tørv. Et erhverv, der dog ikke var synderlig profitabelt, og derfor åbnede den teknikfokuserede svensker i 40’erne autoophugningspladsen Åkes Bilskrot i mosen. Efter krigen var bilen blevet mere og mere almindelig, og der kom en stor efterspørgsel på reservedele. Mosen ligger ud til hovedvej 119 mellem Ryd og Hässleholm, og Åke Danielsson placerede sine biler langs vejen og rundt om det værksted, han havde bygget i mosen. Hovedvej 119 blev dog lagt om i 1960’erne, så den ikke længere gik forbi Åkes Bilskrot, og han skruede ned for aktiviteterne.

Åke Danielsson købte sin sidste bil i 1974 – og solgte fra den tid kun eftertragtede reservedele til alle de gamle bilmodeller, han efterhånden var blevet ekspert i. Åke Danielsson pensionerede sig selv i 1990’erne, og myndighederne krævede stedet ryddet. Omkostningerne skulle Åke Danielsson selv stå for – med penge, han ikke havde. Lokale ildsjæle overtog bilkirkegården og gjorde den til et museum. Åke Danielsson døde i 2000, og kommunale myndigheder har besluttet, at stedet kan bevares frem til 2050. Til den tid forventes det, at naturen endegyldigt har vundet over det menneskeskabte.

 

 

 

 

 

 

 

Hvert efterår vrimler Sønderjylland med folk og fugle på træk. Alle vil have en bid af himlen og af den sorte sol.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

VAR DET IKKE for sine stærefugle, for Fleggaard og for Fakta, ville der næppe være meget liv i den lille by Aventoft. Med sine næsten 500 indbyggere ligger byen i et stille hjørne af Tyskland, der grænser op til et stille hjørne af Danmark. Så fredfyldt, at ikke engang Hjemmeværnets grænsekontrol bekymrer sig om landevejen her lige syd for Tønder.

Rørskoven ved Aventoft har været stærenes valg af overnatningssted i dette efterår. Og de har valgt et usædvanlig turistvenligt sted. Biler, autocampere og busser parkerer på Faktas parkeringsplads, og derfra er der kun nogle meters gang til et dige, hvorfra man har flot udsigt over en tæt ’skov’ af rør. Nærmest som i et amfiteater. 

Efter at have brugt dagens lyse timer på at æde gåsebillelarver i marsken vender flere hundred tusind stære næbbene mod områder med siv og rør, hvor de er i sikkerhed for både rovdyr og rovfugle. Trækfuglene ankommer i flokke med få minutters mellemrum og falder til ro. Hvis en rovfugl skulle finde på at angribe under indflyvningen, flyver de alle med ét op, og det er i de tilfælde, at begrebet sort sol er flottest. Men paradoksalt nok kan de mange tilskuere betyde, at rovfuglene ikke tør nærme sig, hvilket betyder, at fugleskyerne bliver mindre imponerende. 

Folk kommer fra nær og fjern, men mest fra Danmark, hvor sort sol er et stigende turistfænomen. På en lørdag aften kan der let forsamles omkring 1.500 mennesker på dette ene sted. Denne aften er der blandt andet folk fra en Facebook-gruppe for autocampere, en fotoklub på tur og ornitologer. De fleste er der for første gang, men for nogle er det en årlig tradition, der suppleres med et kro-besøg. Mange vælger en arrangeret bustur fra Tønder med medfølgende guide og røverhistorier, mens andre selv opsnuser, hvor stærene har valgt at sværme.

Hele scenariet udspiller sig i løbet af en times tid. Når tusmørket sænker sig, er showet forbi. Parkeringspladsen tømmes langsomt igen. Enkelte autocampister overnatter på stedet, og nogle få vælger at tage morgenoplevelsen med. Cirka klokken 7:15 letter stæreflokken igen. Nærmest så præcist, at man kan stille uret efter det.

Hver aften ankommer flere fyldte turistbusser til Tønder.

 

Kikkerter, kameraer, smartphones, iPads, sidde-underlag, tæpper, gummistøvler, termokander … og en lille skarp hist og pist.

 

Det er ikke usædvanligt at se 5-800.000 stære.

 

Stæreflokkene kan ses i en kort periode i foråret, men primært i september og oktober, hvor de overnatter i Tøndermarsken på vej til blandt andet England, Holland, Belgien og Nordfrankrig. 

 

Kurt Vigen fra Ølsted ved Horsens så sort sol sidste år og havde sørget for, at svigermor Ruth Hanne Jensen kunne komme med i år.

 

Stære spiser op til to gange egen kropsvægt hver dag. 

 

Det er ikke undersøgt, hvad de mange turisters nysgerrige tilstedeværelse betyder for stærenes adfærd. 

 

Erhvervsminister RASMUS JARLOV er medlem af De Berejstes Klub og har besøgt 150 lande. Det gør ham til en af de mest rejsevante danskere. Her fortæller han om dengang, han sad i fængsel i DR Congo, om en nærig vandretur i Grønland og om, hvordan det lykkedes ham – mod alle odds – at tilbringe et døgn i Vatikanet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, Michele Francioso/Unsplash

GORILLAKRIG I DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO, 2006

“Jeg var i Rwanda nær grænsen til Den Demokratiske Republik Congo for at se på bjerggorillaer, men turene var udsolgt. Jeg fik at vide, at hvis jeg ville se gorillaer, måtte jeg krydse grænsen til DR Congo. Det har i mange år været et borgerkrigsplaget og usikkert land, men jeg besluttede mig for at tage af sted alligevel. 

På den anden side af grænsen ankom jeg til byen Goma, som var fyldt med internationale journalister. Der var kampe cirka 20 kilometer derfra, og byen var helt sønderbombet. Jeg indlogerede mig på et hotel og begav mig ud i byen for at tage nogle billeder. Jeg skulle også finde en guide, som kunne tage mig med på gorillasafari. 

Jeg nåede dog ikke særlig langt, før en politibil kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned. En civilklædt betjent kom hen til mig og påstod, at det var forbudt at tage billeder uden en tilladelse. Han bad mig om at sætte mig ind i bilen og følge med dem. Jeg blev kørt kørt til byens politistation, som var en gammel, faldefærdig bygning. Malingen var skallet af de grå betonvægge, der var smadrede vinduer, og dørene var lettere ramponerede. 

Indenfor sad en tyk betjent ved et gammelt, slidt skrivebord med sit maskingevær i hænderne og fødderne oppe på bordet. 

Jeg blev ført ind i et forhørslokale, hvor jeg de næste mange timer blev afhørt på skift af en række forskellige mennesker. De forklarede mig, at jeg virkelig var i problemer, og at jeg måtte hoste op med et meget stort beløb, hvis jeg skulle undgå at komme i fængsel. 

Det gik hurtigt op for mig, at det handlede om afpresning. Afhøringen foregik på fransk, som jeg ikke taler særlig godt, men jeg forsøgte at forklare dem, at jeg ikke havde nogen penge ud over mit kreditkort og de 25 dollar, jeg havde på lommen. Dem kunne de få, sagde jeg. Det passede dog ikke helt, for i bunden af min rygsæk havde jeg gemt mellem 4.000 og 5.000 kroner, men det var heldigvis ikke lykkedes dem at finde dem, da de gennemrodede tasken. 

Efter cirka 12 timer indså betjentene, at de ikke kom videre, så jeg blev eskorteret tilbage til mit hotel. Betjentene sagde, at de ville komme igen næste dag, og at jeg skulle skaffe pengene. 

Det var blevet sent om aftenen, så i ly af mørket kravlede jeg ud ad vinduet på mit hotelværelse og stak af. Heldigvis lå mit værelse i stueetagen. 

Ude på gaden fandt jeg hurtigt en chauffør, som jeg betalte for at køre mig tilbage til Rwanda med det samme.    

Jeg var nervøs, da vi nærmede os grænsen, for jeg vidste ikke, om hotelpersonalet havde opdaget, at jeg var væk, og havde kontaktet politiet. Men vi kom igennem grænsevagten uden problemer. Tilbage i Rwanda kunne jeg ånde lettet op. Jeg så gorillaer, men ikke den slags, jeg havde håbet på.”

 

DE BEREJSTES KLUB

De Berejstes Klub – ikke at forveksle med Eventyrernes Klub – er en forening for rejselystne danskere. Klubben blev stiftet i 1996. For at blive medlem skal man opfylde fire betingelser:

1. Have besøgt mindst lige så mange lande, som man er gammel. Hvis man er under 30 år, krævesmindst 30 lande.

2. Have besøgt mindst tonye lande inden for desidste to år.

3. Have besøgt mindst fire af de syv kontinenter.

4. Have krydset ækvator.

Det mest berejste medlem af klubben har besøgt 195 lande.

VÅGEN I VATIKANET, 2016

“I De Berejstes Klub konkurrerer vi om, hvem der har besøgt flest lande. Reglen er, at man skal tilbringe 24 timer i et land, før det tæller som et besøg. Min kæreste var i USA med sit arbejde, så jeg tog til Rom et par dage med det mål at få krydset Vatikanstaten af. Desværre er der ingen hoteller i Vatikanet, og derfor er det meget vanskeligt at opholde sig i landet 24 timer i træk. Jeg måtte på intet tidspunkt krydse grænsen tilbage til Italien, for så ville mit besøg ikke tælle.

Jeg ankom til Peterspladsen ved 23-tiden om aftenen. Hele vejen rundt om pladsen løb en søjlegang. Mellem søjlerne var der et hegn, som var cirka en meter højt. Man må ikke opholde sig på pladsen om natten, men en anden fra De Berejstes Klub havde fundet ud af, at der er  et smalt stykke på ydersiden af hegnet og ud til kanten af søjlerne, som stadig er Vatikanets territorium. Jeg besluttede mig for, at der ville jeg overnatte. Det lille stykke rundt om pladsen var et meget populært overnatningssted for hjemløse, så jeg måtte lede lidt efter en ledig ’lomme’ mellem to søjler. Da jeg fandt en, rullede jeg min sovepose og mit liggeunderlag ud og lagde mig til at sove. Jeg fik ikke mange timers søvn den nat. Jeg lå på nogle ujævne brosten, og mit liggeunderlag var ikke særlig tykt. Det blev ikke til meget mere end 20 minutter hist og her.

Klokken syv om morgenen, da pladsen åbnede, hoppede jeg over hegnet og satte mig ind på Peterspladsen igen. Her skulle  jeg blive til sent på aftenen. Jeg kunne ikke gå ind i Peterskirken eller Vatikanmuseet, for entré-køen dertil befandt sig i Italien. Jeg havde taget en powerbank med til min telefon, så jeg slog alle statuerne på pladsen op og læste om dem. Jeg tror, at jeg nåede igennem hele Peterspladsens arkitektoniske historie. 

Jeg havde lavet et opslag på Facebook om, at jeg var i Vatikanet, og det så to af mine venner, som også var i Rom. De kom forbi med mad til mig. Jeg havde også selv medbragt lidt mad, men ikke nok til et døgn. På et tidspunkt spottede jeg en ’rullende kiosk’ ude på den anden side af hegnet. Det lykkedes mig at få en turist til at løbe ud og købe noget at spise og drikke til mig. Jeg kunne jo ikke selv gå derud. 

Da klokken endelig blev 23, havde jeg fuldført min mission og kunne krydse Vatikanstaten af. Det var i øvrigt det sidste land, jeg manglede at besøge i Europa.”

KRIG MOD MYG OG KEDSOMHED, GRØNLAND, 2004

“Jeg tog til Grønland med mine to yngre brødre for at vandre fra Sisimiut ved den grønlandske vestkyst til Kangerlussuaq, cirka 160 kilometer inde i landet. Ruten kaldes ’Arctic Circle Trail’. Ingen af os havde været i Grønland før, men vi havde længe talt om at tage derop. Vi overnattede i telt, og vi havde medbragt vakuumpakket mad og et gasblus. Drikkevand fandt vi undervejs, for det var umuligt at have oppakning med til hele turen. 

Vi var dårligt begyndt på turen, før vi blev overfaldet af myg. Det var i starten af juli, og der var ekstremt mange myg i Grønland. Selvom vi havde lange bukser, lange ærmer og en hat med myggenet, der lå ned over skuldrene, var det helt umuligt at undgå at blive stukket. Jeg så nærmest kun Grønland med et myggenet for øjnene.

Undervejs skulle vi krydse en flod, der hedder Oles Lakseelv. Her fangede vi ørreder med line og en krog, vi havde medbragt, fileterede dem og tilberedte dem på gasblusset. Det var en markant forbedring i forhold til den vakuumpakkede frikassé og biksemad, vi ellers havde levet af.

’Arctic Circle Trail’ er meget populær i dag, men dengang var den ikke overrendt. Vi mødte kun én anden turist på turen, en schweizer, som gik ruten i modsat retning af os. Vi var meget imponerede over, at han tog turen alene, for hvis man falder og brækker benet, er der ingen til at hjælpe.

Den sidste dag på turen løb vi tør for vand, fordi de eneste vandløb, vi kunne finde, var grumset brakvand, der ikke kunne drikkes. 

Vi var derfor temmelig dehydrerede, da vi nåede frem til Kangerlussuaq efter fire dage, én dag tidligere end planlagt. Med vilje havde vi lagt et par ekstra dage ind. Det betød, at vi skulle fordrive tre dage i Kangerlussuaq, der er en bygd med 500 indbyggere. Min ene bror er temmelig nærig, så han nægtede at lave noget, der kostede penge. Han ville heller ikke betale for et værelse på det lokale vandrehjem. Det betød, at vi måtte slå vores telt op uden for lufthavnen og overnatte der. Det meste af tiden sad vi i lufthavnen og spillede skak og genlæste de bøger, vi allerede havde læst én gang på turen. Det var nok de tre kedeligste dage i mit liv.”

RASMUS JARLOV OM …

… sin første rejse
”Første gang, jeg rejste alene, var til Guatemala og Mexico i 1998. Jeg var lige blevet færdig som soldat og havde sparet en masse penge op, så det blev til fire uger i Mellemamerika. Det var på den tur, at jeg for alvor fik rejsefeber.”

… sin næste rejse
”Jeg skal til Disneyland med en af mine gode venner og hans børn. Det er et af de ’lande’, jeg ikke har besøgt endnu, men jeg tror ikke, at jeg får lov til at tælle det med i statistikken.”

… sit værste rejsemåltid
”Jeg var på bjergbestigning i Cameroun, og undervejs overnattede jeg i en hytte. Hele natten løb der rotter rundt både på og under den træbriks, jeg lå og sov på. Jeg slog tre ihjel med en machete, jeg havde med for at kunne hugge mig gennem regnskoven. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg se, at de havde haft hovedet nede i vores mad. Vi havde desværre ikke andet med, og vi skulle vandre hele dagen, så jeg blev nødt til at spise en smule af det.”

Rasmus Jarlov, 41, er erhvervsminister og minister for turisme, folketingsmedlem for De Konservative og medlem af De Berejstes Klub. I 2009 blev han som 32-årig den yngste dansker til at besøge 100 lande.

 

I Rusland står der mere end matematik og læsning på skoleskemaet. Over 250.000 børn og unge under 18 år lærer også at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste med håndgranater. Vladimir Putins ’børnehær’ Junarmija er en stor succes overalt i landet.
Foto:Sofia Busk

VLADIMIR PUTIN vil gøre Rusland stort igen. De senere år har præsidenten med en aggressiv, antivestlig nationalistisk dagsorden iscenesat sig selv som manden, der alene kan føre verdens største land tilbage til Sovjetunionens stormagtsdage. Rusland er truet af Vesten, lyder Putins fortælling, der har spredt sig gennem det russiske samfund, og derfor foregår der i disse år både en militær og en mental oprustning i Rusland.

Som et led i den patriotiske dagsorden stiftede det russiske forsvarsministerium i efteråret 2015 den militære ungdomsorganisation Junarmija, hvor børn og unge i alderen otte til 18 år får en militær grunduddannelse og uddannes til at blive ”sunde, patriotiske medborgere”. 

Organisationen, der er blevet kaldt en børnehær og sammenlignet med Hitlerjugend, har hurtigt opnået stor popularitet blandt unge russere og tæller i dag cirka 260.000 medlemmer. De rekrutteres i spejderorganisationer og til forældremøder på russiske skoler, hvor forældrene får at vide, at deres børn har mulighed for at gøre karriere inden for militæret.

Junarmija har afdelinger i hele Rusland, men er særligt populær i den nordvestlige del af landet, Moskva og i Sankt Petersborg, hvor flere skoler er indrettet til særlige Junarmija-klasseværelser med store røde flag, portrætbilleder af Putin og russiske militærledere og plakater med våben på væggene. Her undervises eleverne to gange om ugen i russisk historie, religion og fædrelandskærlighed.

I weekenderne bliver Junarmija-eleverne sendt på øvelser i skoven, hvor de lærer at skyde med Kalashnikov-rifler og kaste håndgranater, øver førstehjælp og undervises i militærstrategi. Om sommeren mødes Junarmija-elever fra hele Rusland til sommerlejre, og et par gange om året deltager de unge i store parader i Moskva eller Sankt Petersborg, hvor militære jubilæer og mærkedage markeres. Blandt andet var Junarmija med, da det russiske militær i oktober 2017 fejrede 100-året for den russiske revolution. Her marcherede kadetterne på rad og række i lyse paradeuniformer og karakteristiske røde baretter som et symbol på Putins løfte om at genskabe et stærkt og samlet Rusland.

Dmitrij Artamonov, 11 år.

 

 Leonid Kuzman fra Kronstadt, 13 år.

 

Maria Popova fra skole nr. 210, 14 år.

 

Militærtræning i weekenden.

 

Skydetræning med rigtige våben.

 

Helen Vorobeova og Nastja Garpinyk, begge 17 år, har været medlemmer af Junarmija siden organisationens start.

 

Mikhail Podolnitskij, otte år, vil være pilot som sine forældre.

 

Nikita Tufanov, 17 år, fra Belgorod. Her fotograferet i Murmansk.

 

Drengene i Junarmija undervises i nærkamp med plasticknive.

 

Dmitrij Artamonov, 11 år, kaster en håndgranat.

 

Ekaterina Maluitina, 14 år, på Junarmija-sommerlejr i Murmansk.

 

Fejring i oktober 2017 af 100-året for den russiske revolution.