Rejse 1: Fra Kolkata i øst til Mumbai i vest – cirka 2.000 kilometer. 

HOWRAH I KOLKATAer Indiens største og travleste jernbanestation. Klokken 22.30 står jeg på stationsgulvet, der er fuld af ventende rejsende, som har indrettet sig siddende på tæpper og puder og danner en mosaik af små kulørte øer. Der er højt til loftet og en rumklang, der betyder, at ingen rigtig kan høre informationerne fra højttalerne, selvom de er på engelsk. Jeg finder min afgang på tavlen, og så er det over gangbroen og ned på perronen, hvor små LED-skilte langs sporet fortæller, hvor vognene kommer til at holde. Togstammerne er ofte over en halv kilometer lange, og toget kører til tiden. Står man ikke, hvor man skal, må der løbes.

TOGET RULLER langsomt til perron. Jeg finder min 2AC Tier-vogn mellem togets køkkenvogn og førsteklassesvognen. 2A er den indiske middelklasses foretrukne. Til forskel fra førsteklasseskupeerne er der ingen låsbar dør, men et gardin ud til mellemgangen. Passagererne kommer ind og reder senge, indretter sig og går til køjs. Man behøver ikke proviant, men det er godt at have kontanter med og gerne små sedler, så man kan købe snacks på stationerne – i det omfang, man tør hoppe af toget – og af de forbipasserende sælgere, som falbyder alt fra kaffe, te, vand og kiks til legetøj, nøgleringe og hængelåse. 

OVER FOR MIG reder en baba sin køje. Baba betyder far og bruges som kælenavn til åndeligt søgende. Han er klædt i orange, munkenes og yogiernes farve. Jeg reder køjen som ham. Vi siger goddag, mens vi sætter vores telefoner til opladning i de stik, som sidder ud for hver overkøje. Han må være i halvtredserne, hans hår og skæg er gråt og viltert, øjnene milde og lysende. Han udstråler en ro, der breder sig over kupeen. 

DER MANGLER IKKE serverings- eller servicepersonale hos de indiske jernbaner, der er verdens ottendestørste arbejdsgiver. Kort efter afgang, mens toget slanger sig af sted gennem rismarker på den ene side og en bakket horisont på den anden, kommer stewarden med aviser og vandflasker. 

TOGVOGNEN ER dekoreret med folie i grønne nuancer som et stykke jungle på hjul. Toilettet, der findes i separat vestlig eller asiatisk udgave (kumme eller pedal), er dekoreret som et akvarium med fisk. Og der er noget så sjældent som toiletpapir.

KUPEEN BESTÅR AF fire køjer. To øvre sammenklappelige og to nedre, som fungerer som sæder for alle om dagen. Hver passager får udleveret små brune papirpakker med nyrenset sengetøj, to lagner, et tæppe, en pude, et lille frottéhåndklæde og en flaske af jernbanens eget IRCTC-vand. Babaen og jeg går forholdsvis hurtigt til ro efter at have stenet mobil en halv times tid efter afgang. Togets bevægelser er trygge og søvndyssende, mens vi bevæger os fra øst til vest. 

NÆSTE MORGEN kører toget gennem åbent land. Bakket, bjergrigt, grønt, solsvedent. Åbne vidder, så langt øjet rækker. Spredte bygninger her og der. Køer, bøfler, geder, hunde og ventende ved overskæringerne, kiggende på toget, som kører forbi og kigger tilbage på dem. Bliver man træt af at se landskabet gennem glas, kan man rejse sig, gå ud i toiletområdet mellem vognene og åbne en dør. Her kan man – på eget ansvar – stå i døren og få vind i håret.

BABAEN STÅR AF i Bisra, 23-årige Nimita stiger på i byen Durg. Hun har en MA i International Business. Hun er på vej til Mumbai for at arbejde som manager i IT-branchen og smage på det frie storbyliv i den hippe Bollywood-bydel Andheri, inden hun skal tilbage til hjemstaten Chhattisgarh i det centrale østlige Indien. Hun bliver fulgt ind i kupeen af sine forældre, som sørger for, hun er godt installeret i sin overkøje. Hun er tydeligt lettet, da de er gået. Middagen serveres kort efter, og særligt desserten, mango halwa, er virkelig delikat. Halwa er populært og serveres som små kuber lavet af spundet sukker, knust sesamfrø eller nødder, sukkersirup og smagsstoffer. 

MANGE INDERE associerer Danmark med mejeriprodukter og kulde. En høj, slank sikh med en imponerende turban spørger, om det er rigtigt, at der er 30 graders frost i Danmark, og om jeg har set nordlys.

TIDEN STÅR STILLE, mens toget – gadonk, gadonk, gadonk – bevæger sig gennem rum, tid og subkontinent. Pludselig er det nat og morgen igen. Toget er nu mindst fire timer forsinket. I nattens løb er kupeen fyldt op med nye rejsende. Jeg trisser på strømpefødder ud for at børste tænder ved håndvasken i lukafet mellem vognene. Jeg køber fire varme hvedeboller af en sælger, som går gennem toget med en gigantisk stabel på en rund metalbakke. Da toget snegler sig med solen gennem megabyens forstæder, er vi otte timer forsinket. Efter 38 timer på underkøjen kan man godt mærke det i kroppen. 

Rejse 2: Fra Mumbai til Hyderabad på ­højsletten – cirka 800 kilometer.

KLOKKEN 21.30 sidder jeg fast i en trafikprop i Bandra East på vej mod Lokmanya Tilak-terminalen og når at blive nervøs, inden proppen pludselig opløses, og taxaen kort efter sætter mig af foran terminalen – en enorm fabriksagtig betonskal rundt om en stor ventesal. Aftenbrisen er varm. Der kommer sved på panden på den korte tur fra taxiholdepladsen til stationsbygningen 50 meter væk. 

JEG SPISER en thali med to æg på terminalens førstesal og køber et par flasker vand. Vasker hænder i vaskepulver og er glad for mit blå khadi-vævede lommetørklæde. Når man spiser med hænderne, kan det absolut anbefales at have både lommetørklæde og håndrens med. Fra balkonen ved siden af restauranten er der fuldt udsyn over stationens imponerende lange ventesal. Neonskiltet med afgangstiderne er gået i stykker der, hvor Duronto Express mod Delhi skulle annonceres. Får det at vide i info-ruden: Toget går fra spor 2. En ældre mand prikker mig på skulderen. ”Delhi?” spørger han. ”Følg efter mig,” siger jeg, hanker op i kufferten og triller over gangbroen med rulletrappe. 

TOGET KOMMER to minutter senere. Finder A-2, to vogne fra spisevognen. Jeg skal bo i underkøje #39 og dele kupé med to ældre herrer i sorte bukser og hvid skjorte, som også skal til Secunderabad, samt en ung aggressiv, fedladen type. Snart efter kommer en steward med to rene lagner og et håndklæde i en brun papirspose fra statsbanernes renseri. Vi reder senge og triller kufferterne ind under underkøjerne i begge sider af kupeen. Jeg reder køjen som mine indiske medpassagerer: først tæppet underst, dernæst et af lagnerne. Det er vigtigt at glatte ordentligt, så man ikke får ondt. Det andet lagen bruger jeg som dyne. Netop i det sekund, vi ruller fra perron, kommer en anden steward med en flaske vand til hver. 

DEN FEDLADNE rækker over og slukker alles læselamper. Ret uhørt. Jeg tænder min læselampe øjeblikkeligt. Vi andre tre udveksler sigende blikke og vugger til skinne-støj og togets rumlen. 

DET ER UMULIGT at sove. En snorken går gennem marv og ben. Nu snorker en anden også. Pludselig er der billetkontrol. En lille sirlig mørkebrun uniformeret kontrollør med stålindfattede briller tjekker billetter og pladser på et clipboard af brunt spån. Det tager et par minutter. Jeg trækker kupeens blå forhæng til og skruer mine gule ørepropper godt i. Men det varer ikke længe, før en frygtelig stank fra et utæt menneske vækker mig. Rådne æg, harskt smør og svovl. 

EN TJENER I MØRKEBLÅ vest med togets navn i guldbrokade på brystet kommer for at tage imod morgenmadsbestillinger. Man kan vælge mellem pulau, kotlet, rispilaf eller kroket. Jeg vælger kotlet uden at vide, hvad det er, selvom mine indiske venners advarsel om togmad runger i baghovedet. Det går nok. Lader man være med at stikke fingrene i øjne, næse og mund, og husker man at vaske hænder konstant i Indien, bliver man ikke syg, medmindre uheldet er ude. Beslutter mig for at prøve at sove lidt. Ørepropperne gør sit, togets rumlen resten.

ALLIGEVEL VÅGNER JEG af den monstrøse snorken. Går på strømpefødder ud og tisser. Klokken lidt i fire får jeg nok. Jeg skubber lidt til snorkeren med fingerspidserne: ”Du har snorket i syv timer.” ”I am sorry,” svarer han med tynd og lille stemme. Der er ro i et par timer, Så begynder han igen.

VED OTTETIDEN om morgenen bliver der serveret te på små røde plastbakker. Med sukker, mælkepulver og søde kiks. Lidt efter kommer stewarden med T.O.I. (Times of India). Jeg børster tænder ved vinduet i mellemgangen mellem vognene ved den lille vask. Den snorkende mand morgenhoster voldsomt i håndvasken. Tilbage i skrædderstilling på sin seng snakker han i telefon, mens de to andre sover.

VI KØRER GENNEM Shahabad et par hundrede kilometer fra Hyderabad. Der er hele tiden nye små røde termokander med mere varmt te-vand. Det er lige før, vi ankommer til tiden. Da toget holder kort på Wadi Junction, tager jeg mod til mig. Jeg hopper af iført gule ørepropper og leopardsovemaske i selskab med tre-fire andre og køber dampede og dybstegte linse-risboller, idly og vada med stærk kokos- og mintchutney af en sælger. Er lidt stolt, da jeg stiger ind i toget med min lille runde folietallerken. Toget begynder at køre langsomt, lige inden jeg stiger på. På første og anden klasse henter togpersonalet jævnligt skrald i kupeerne, og der er skraldespande i vognenes mellemgange. Mange smider desværre stadig skrald ud af vinduerne. Flerfarvede baneskråninger fulde af plasticskrald er derfor intet særsyn. 

MIN KOTLET viser sig at være en slags kartoffelkroket. Jeg gider ikke spise det. Over for mig smasker snorkeren en omelet på brød i sig. En af de andre sætter sig i lotusstilling med bakken på skødet så rank som en treårig.

VI NÆRMER OS Hyderabad. Landskabet er fladt og har spredt bevoksning. De to medpassagerer taler forretning med den særlige indiske blanding af lokalt sprog og pludseligt indlagte engelske gloser.

TOGET KØRER langsomt forbi Lingampalli stationen. Suffikset palli bruges om små byer. Lingam betyder lem. Pikby? Lemsted?  Jeg går ud i ­mellem­gangen for at trække frisk luft i togdøren. Jeg falder i snak med en ung gymnasielærerinde, hvis lille søn er på nippet til at få overbalance og falde ud ad døren, før jeg griber fat i drengens arm. Jeg afprøver en ny glose, jeg har lært i Mumbai. ”Chalo,” smiler jeg til hende. Det udtales tjarlo og betyder noget lignende ’let’s go’. Hun siger, det hedder cholo. Tilbage i kupeen åbner jeg en pose saltmandler og pakker sammen inden ankomsten til Secunderabad Railway Station i Hyderabad til tiden. 

Rejse 3: Fra Hyderabad i syd til New Delhi i nord – knap 2.000 kilometer.

DEN HVIDE TAXI – en Uber – af det indiske bilmærke Tata kører langs metroens enorme betonpiller, der strækker sig gråt mod nattens vigende horisont. De fleste af Indiens største byer har metroer, der forbinder områder, som er enorme i forhold til den københavnske metroring. Der er næsten ingen biler på vejen. Vi er i god tid. Klokken er 5.25, og toget mod Delhi afgår 6.50. 

DET ER STADIG NAT, da vi skrumpler op foran stationsbygningen. Alligevel myldrer det med liv. Rejsende bærer bagage til og fra en imponerende gul og hvid stationsbygning fra kolonitiden. Handlende åbner deres små butikker, bønder transporterer frugt og grønt på ladvogne, folk drikker kaffe. Jeg betaler og stiger ud og ruller med min mellemstore kuffert ind i stationsbygningens kaos af liv, farver og menneskemylder. Jernbanens servicemeddelelser gjalder ud over højttaleranlægget på telugu og engelsk. Afgangene vises i rødt på en stor LED-skærm. Stationsbygningen virker underligt klejn, indtil jeg kommer ud på spor 1, hvor stationslivet leves i en perronlang række af restauranter, toiletter og fastfood-udsalg. 

JEG ER HELDIG. Mit tog går fra spor 1. Alligevel bliver jeg forvirret. Der står et andet tog i sporet, og jeg halser frem og tilbage. Omsider slår jeg mig til tåls med, at jeg er i god tid. Jeg vandrer op ad perronens små firkantede emaljefliser med kufferthjulene klikkende langs sporet. Rotterne har en fest langs skinnelegemer og togvogne. Deres utrættelige vimsen i den skarpe morgensol varsler endnu en varm dag. 

UD FOR DET LILLE neonskilt med mit vognnummer falder jeg i snak med en ung kemiingeniør. Han beroliger mig og fortæller, at toget foran os kører om et øjeblik, og at vores kommer straks efter. Alt fungerer her i Indien, fortæller han mig stolt. Han har læst i USA og arbejdet der i en årrække, men er nu hjemme igen og glad for det. ”Indien har alt,” fortsætter han. ”Vi er ikke et tredjerangsland i forhold til USA og Europa. Vi har råstoffer, uddannelse og arbejdskraft,” siger han og blinker indforstået. Vi enes om, at Indien er i færd med at overhale Kina som verdens folkerigeste nation. 

VI DELER en flaske vand, som vi drikker ved at læne hovedet tilbage og hælde vandet direkte i munden uden kontakt med flasken. Han spørger, om jeg kan lide Hyderabad. Om jeg har fået biryani? Og hvor har jeg har været i Indien? Om jeg kender nogen fra Mumbai? Jeg fortæller, at jeg kender Manav Kaul, som er digter, dramatiker og efterhånden en ret stor filmstjerne i Bollywood, og han bliver starstruck. Lige så fjern og illusorisk hans egen middelklassetilværelse er for Indiens fattige, lige så dragende er den indiske overklasses gigantiske rigdomme for ham. Selvfølgelig hooker vi op på Facebook, inden vi skilles.

TOGET KOMMER SLANGENDE, knap en halv kilometer langt. Efterhånden som vognene ruller langsommere og langsommere forbi, og toget lægger an til standsning, begynder passagerer at hoppe af toget gennem de åbne døre, og rejsende løber langs perronen for at følge med toget hen til deres vogn. Det gælder om at rubbe sig. Der skal mange om bord, og toget holder ikke længe. Jeg tager fejl af kupeerne og kommer for en stund til at dele førsteklasses kupé med en ung technomusiker fra Rajasthan og en ældre, distingveret herre i tweedjakkesæt, som skal besøge sin søn i Bhopal og er meget begejstret for at møde en dansk digter. I Indien anses det at være digter for et fornemt og respektabelt hverv. 

JEG BESLUTTER mig for ikke at vente på konduktøren, tager afsked med de to og lukker den lille skydedør til kupeen bag mig. Efter en tur hen ad mellemgangen finder jeg min kupé. På plads i en redt underkøje kan det godt mærkes, at vi er i det centrale Indien. Varmen er høj og tør som landskabet udenfor. Jeg gør som de tre andre passagerer og døser hen til lyden af hjul på skinner og togets knirkende vuggen, mens det slanger sig nordpå, op igennem Indiens brændende varme indre. Det er godt, jeg har rigeligt vand med. Nok vand. Altid. 

JEG VÅGNER, da toget gør holdt med et ryk. Varmen er næsten ulidelig. Jeg drikker en liter vand, går forsovet og ør ud i mellemgangen og stiller mig i den åbne dør ud mod perronen. Nagpur står der på hvide rombeformede skilte. Her stillede englænderne i 1903 en nulkilometersten efter en trigonometrisk undersøgelse – Nagpur er Indiens absolutte midte. Perronen er fuld af folk og last, som skal med videre mod hovedstaden. Bag min vogn er to vogne tilkoblet, det er den billigste klasse, hvor man sidder ret op og ned eller står som sild i en tønde. Unge, sivtynde drenge i slimline-jeans og kulørte skjorter springer ud og ind i en lind strøm. En høj, ung kvinde i dybblå kjole går langs perronen med en ældre kvinde, sikkert hendes mor. Den unge kvinde bærer med lethed en tung taske, og alt smiler på hende. Min telefon siger 36 grader i skyggen. Mine medpassagerer fortæller, at her, i Indiens hjerte, bliver det næsten 50 grader om sommeren. 

SÅ KOMMER tjeneren, iført rød jaket, han tager imod middagsbestillinger. Egg biryani, chicken biryani, veg. thali, chicken thali? Jeg vælger kylling. Af en sælger køber jeg endnu en flaske vand. Lidt efter slanger vi os gennem bakkede og solsvedne landskaber. Nogle læser. Andre sover, snakker eller spiller kort. Mange er fordybet i deres smartphone, iPad eller pc. Solen går ned, mens vi kører gennem byen Amla, syd for Bhopal, og ind i den indiske tropenat. Jeg følger med på Google Maps. Hver gang jeg zoomer ind på vores placering, er den blå prik lige ved siden af et hindutempel. Der må være millioner af dem. 

BANEBRYDENDE FACTS

1. Med 69.182 kilo­meter skinner er den indiske jernbane verdens fjerdestørste. Mere end 20.000 daglige afgange transporterer 23 millioner mennesker mellem 7.349 stationer. Post- og eksprestog kører gennemsnitligt 50 kilometer i timen, mens 9.300 godstog snegler sig afsted med cirka 24 kilometer i timen.

2. De indiske jernbaner er verdens ottendestørste arbejdsgiver med mere end 1,3 millioner ansatte. I 2018 transporterede jernbanerne mere end otte milliarder mennesker og mere end en milliard tons gods med 277.987 godsvogne, 70.937 passagervogne og 11.452 lokomotiver.

3. Den længste rute – både i tid og kilometer – i landet er #15906, Dibrugarh-Kanyakumari Vi­vek Express, der slanger sig 4.273 kilometer fra subkontinentets nordøstlige hjørne i Assam til Indiens sydspids. En rejse på 85 timer. Hurtigste tog i Indien er Vande Bharat Express, også kendt som Tog 18, der har en topfart på 130 kilometer i timen. Toget er sat ind på strækningen mellem New Delhi og Varanasi, hvor det holder en gennemsnitshastighed på omkring 100 kilometer i timen. I 2022 regner de indiske jernbaner med at introducere superhøjhastighedstog.

4. Stationen i millionbyen Chennai, tidligere Madras, er indehaver af rekorden for længste stationsnavn. Stationens fulde navn er Puratchi Thalai­var Dr. M.G. Ramachandran Central Railway Station. I daglig tale Chennai Central.

5. Alle passager- og langdistancetog har afdelinger reserveret til kvinder og særtog for kvinder, de såkaldte Ladies Special Trains, der ofte sættes ind i myldretiden på populære ruter. Vogne reserveret til kvinder findes også i metroerne i Mumbai og Delhi, ligesom man for nylig i landets hovedstad har lanceret bus- og taxiservice kun for kvinder.

6. Det er almindelig praksis at krydse jernbanesporene. Det er også farligt. 2015-17 mistede 49.790 mennesker livet på skinnerne efter at være blevet påkørt af tog. De indiske jernbaner forsøger at imødegå udfordringen ved skiltning og information. I 2017 blev ikke færre end 173.112 indere sigtet for at krydse jernbanelegemet ulovligt.

AIRCONDITIONEN kan ikke følge med varmen. Det er bagende, stegende varmt. Jeg trøster mig med en rulle bourbonkiks og kyllinge-thali’en, der bliver serveret lidt syd for Bhopal. Det er en kyllingecurry. Store stykker hvidt kød i pikant sauce med løg, tomat og curryblade. Gurkemeje-gul dal, kartoffelstuvning, ris, chutney og to chapati–brød. 

NETTET ER USTABILT i subkontinentets brankede indre. Tjenerne kommer og får betaling for dagens måltider. 250 rupier eller 24 kroner. Billigt for en dansker, men dyrt i forhold til købekraften. Ren luksus, og rigtig god togmad. Vi slukker kupélyset og går tidligt til ro. Jeg sover uroligt. Det er stadig varmt. Jeg vågner jævnligt og ser ud ad vinduet på bygninger og mørke landskaber. Ved to-tiden om morgenen når toget Jhansi, porten til den sydlige del af Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat. Perronen er et oplyst tæppe af siddende mennesker, bylter og pikpak. 

TOGET SUSER GENNEM MORGENGRYET. Vi er mellem Farah og Bad, 50 kilometer nord for Agra, byen, der huser berømte Taj Mahal. Det er koldt. Iskoldt. På køjerne overfor sidder mine medpassagerer i store jakker. På Mathura Junction, mellem Agra og New Delhi, tager de stille deres bagage og går ud i gangen i en afsked lige så tavs, som vi har rejst. Temperaturen siger 12 grader. På perronen er folk smart klædt. Cityfolks. 

TOGET HOLDER et minuts tid i Palwal, cirka 100 kilometer syd for Delhi. Det er forår og overskyet. Tidlig morgen går folk i tykke sweatere og vatterede jakker. Alt virker blegere, fladere og mere farveløst. Familien, som har holdt til på den anden side af mellemgangen, indtager de ledige køjer med snacks og kortspil, mens toget langsomt kører gennem New Delhis forstæder, og solen stiger på himlen. Ved forstadsstationen Hazrat Nizamuddin læner jeg mig ud ad den åbne dør. Med alle sanser vakt, vind i håret og morgensolen i øjnene er det svært ikke at smile. Tidligere var området langs banen ved Hazrat Nizamuddin et af Delhis mest forarmede slumkvarterer, men civilsamfund og medborgerinitiativer har gennem en årrække løftet kvarteret med sanitet, oprydning og farvestrålende facader mod jernbanen. 

DA TOGET omsider ruller til perron i Delhi, trækker jeg kufferten ud på perronen. På den anden side af udgangen venter en taxi og en dag i Indiens forjagede, menneskemyldrende hovedstad. Knap 5.000 kilometers togrejse er forbi. En ny kan begynde.

Claus Ankersen er antropolog og forfatter. Han debuterede i 2003 og har siden udgivet 12 bøger. Han er stifter af det globale digternetværk Army of Poets og arrangerer litteratur-togture i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut i New Delhi. Se videoer fra togrejsen på @ankersenclaus.