Indlæg

Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.

CAFÉ NICK, KØBENHAVN

”Jeg elsker at færdes ved Nikolaj Plads, hvor jeg er vokset op. Jeg møder altid nogen, jeg har gået i skole med – eller deres forældre. Café Nick er et værtshus fra dengang, området blev kaldt minefeltet og var berygtet for sit prostitutionsliv. Området er blevet pænere, og det er Café Nick også. Men man kan altid møde en kunstner, der er interessant at snakke med.”

HESNÆS, FALSTER

”Min søn går i gymnasiet, men jeg ses stadig med nogle mænd i en fædreklub fra hans folkeskoletid. For nylig var vi på udflugt til en spejderhytte på Hesnæs. Skoven gik helt ned til en smal strand. Bøgegrenene strakte sig ud over vandet, og man kunne se til Møns Klint. Det var som at stå i et guld­aldermaleri.”

GNIBEN, SJÆLLANDS ODDE

”Det er, som om himlen åbner sig over én på Sjællands Odde. Længst ude ligger Gniben, hvor man kan se vand på begge sider, og vejret er lige så omskifteligt, som var man til havs. Jeg besøger tit en ven i hans sommerhus. Hvis jeg tjente nogle flere penge, ville jeg købe mit eget.”

Kaspar Colling Nielsen, 46, er forfatter til blandt andet ’Mount København’ og ’Den danske borgerkrig 2018-24’ og taleskriver for miljøministeren. Han er aktuel med pod­casten ’Skabelsen af Paradis’.

Kok og tv-vært NIKOLAJ KIRK har rejst rundt i hele verden og spist ting, du ikke anede fandtes. Her fortæller han om rådne fugle i Grønland, febervildelser, et forbudt caribisk måltid og om at ride på og spise rensdyr i Mongoliet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

GRØNLAND, 2014

“Jeg tog til det nordlige Grønland for at spise syltede søkonger. Det er en særlig grønlandsk ret, som de kalder kiviaq. Søkongen er en lille fugl, lidt mindre end en due, der om sommeren kommer i gigantiske fugletræk ind over de nordgrønlandske fjelde, hvor de lander for at spise. 

I byen Qaanaaq, lidt nord for Thulebasen, havde jeg fået kontakt til Hansi og Birthi, et ældre ægtepar, som i mange år havde hjulpet folk på rejser og ekspeditioner i Nordgrønland. De kendte opskriften på søkongerne, som ikke var nedskrevet noget sted.

Qaanaaq består af cirka 450 mennesker og omkring 3.000 slædehunde. Næsten alle i byen lever af fangst. For at fange søkonger sætter de lokale fangere sig oppe i fjeldene under camouflage med en lang træstang og et kæmpe net. Når fuglene flyver over, svinger de nettet og fanger flere hundrede ad gangen. Man må ikke kigge op fra camouflagen, så opdager fuglene én. Men de garvede fangere ved præcis, hvornår de skal svinge nettet.

I Nordgrønland er der flere slædehunde end mennesker.

Når man har fanget søkongerne, giver man dem et ordentligt gok, så de dør. Så tager man en sæl og udhuler den. Derefter presser man alle fuglene ind i sælskindet med fjer, næb og det hele. Man må heller ikke tømme dem for fuglelort, fordi søkongen spiser nogle særlige urter og bær. Resterne sidder i afføringen og er vigtige for fermenteringen.

Når sælen er helt fyldt og udspilet, syr man den sammen igen. Udenpå smører man med mattak – spæk fra en narhval – som danner en hinde og lukker den helt tæt. Det er vigtigt, at ingen luft kan komme ind, ellers kan man få pølseforgiftning, når man spiser fuglen.

Søkongerne fermenterer under en stabel af sten i et halvt år, nogle gange længere. Sammen med Hansi og Birthi tog jeg ud og hentede en færdig ’pakke’ med fugle, som vi fragtede hjem til dem. De boede i et lille hus, og Birthi mente, at vi skulle spise fuglene i deres køkken. Hansi, der ikke kunne fordrage syltede søkonger, skyndte sig at smutte. 

Birthi og jeg bar sælen med søkonger ind i køkkenet. Så åbnede hun alle vinduerne, for der lugtede allerede råddent. Men det var intet mod den stank, der bredte sig, da vi sprættede sælen op. Det kan bedst beskrives som en blanding mellem virkelig sure tæer og en dåse svensk surstrømning, lige efter den er blevet åbnet. Bare 10 gange så kraftigt. 

Lugten gik lige i næseborene, og min mave begyndte at rumle. Birthi fiskede en fugl op og sagde, at hun lige ville smage først. Hvis de syltede søkonger ikke er lavet rigtigt, kan man dø af at spise dem. Hun hev fjerene af og satte tænderne i fuglen. Kødet var lyserødt med små, hvide prikker over det hele. Med duggede briller og blod i hele hovedet vendte hun sig om mod mig:

’De er fine. Du tager også en.’ 

På det tidspunkt havde jeg det allerede, som om jeg skulle kaste op. Jeg samlede en fugl op og tog en bid. Forgæves forsøgte jeg at skille den fæle lugt fra selve smagen. Kødet smagte sødligt, som når man bider sig i tungen, og lidt af brændt metal, men det var svært at fornemme gennem stanken. 

Mens jeg spiste fuglen, kunne jeg mærke, at jeg skulle kaste op. Der var ikke noget at gøre. Jeg kravlede op på Birthis køkkenbord, stak hovedet ud ad vinduet og knækkede mig, mens jeg lå på alle fire. Men Birthi, der var en rå dame, insisterede på, at jeg tog en mere.

Jeg tænkte, at når nu jeg var rejst hele vejen herop for at spise syltede søkonger og skrive opskriften ned, måtte jeg også kunne klare at spise to. Feberen bredte sig i min krop, jeg frøs og svedte på samme tid, og opkastet kradsede i min hals. Men jeg tog en mere.

Mens jeg spiste, kunne jeg mærke, at mine underbukser blev våde. Jeg prøvede at klemme ballerne sammen, men det var for sent. Jeg fik fremstammet til Birthi, at jeg skulle låne hendes toilet. Jeg styrtede derud, mens det væltede ud af mig. Et par minutter senere kom jeg kravlende ud i køkkenet igen, kun i boksershorts. Jeg kunne ikke stå op, og mit tøj var så gennemsvedt, at jeg havde smidt det hele. Jeg lå som en våd hund i fosterstilling og rystede, da Birthi kom hen og spurgte, om jeg var okay. På det lille fjernsyn bag hende fik jeg pludselig øje på Mette Blomsterberg, der stod og bagte kager i tv.

’Hvad fanden sker der?’ spurgte jeg Birthi. Hun forklarede, at i Nordgrønland brugte man syltede søkonger til at komme i kontakt med ånderne, der spøgte i fjeldene. Når de grønlandske trancetrommer spillede, spiste fangerne kiviaq, til de blev så febervilde, at de begyndte at hallucinere. I trancen fik fangerne et klarsyn og kunne pludselig se, hvornår isen brød, og lyset kom. På den måde vidste de, hvornår de skulle tage på fangst igen. At nå dertil krævede mere end to fugle, forklarede Birthi. Men jeg havde fået nok. Det tog mig flere dage at blive rask igen.”

Pirate’s Bay i Tobago.

TOBAGO, 2008

“Min kone (musikeren Karen Mukupa, red.) og jeg var på Trinidad og Tobago. Vi boede i Pirate’s Bay på nordøstkysten af Tobago, som er den mindste af de to øer. På det tidspunkt var der en del ballade. Nogle turister og backpackere var blevet udsat for voldelige overfald af lokale bander. Men vi tog dertil alligevel, fordi jeg ville besøge nogle vanilje- og kakaofarme på øen.

Pirate’s Bay er et lillebitte fiskersamfund, der ligger i en bugt med klart blåt vand, sandstrand og palmer, præcis som en tropeø ser ud på film. Da vi havde været der et par uger, blev vi venner med nogle af de lokale. Blandt dem var en kæmpestor mørk fyr, som hed Fanton. Til at begynde med var jeg lidt bange for ham. Men han viste sig at være en virkelig sød, lidt goofy mand, som tog os med på ture ind i regnskoven, og vi besøgte hans familie.

En dag sagde Fanton, at der var en fiskerfest på den vestlige side af øen, som vi skulle med til. Én gang om året samles alle byens fiskere og går fra hus til hus, hvor hver familie disker op med en ret og en drink – som tour de chambre på et kollegium. Normalt var der ingen turister, men Fanton havde fået os med. Jeg spurgte, om vi skulle være bekymrede for de overfald, der havde været på øen. Han svarede, at så længe vi var sammen med ham og hans venner, var der ingen problemer.

Hele aftenen gik vi fra ét hus til det næste, spiste og drak og sludrede med de lokale. Karen er mulat, så jeg var det eneste hvide menneske. Et stykke ud på aftenen kom Fanton hen og sagde, at vi skulle med over til et hus og spise seagoat. Jeg anede ikke, hvad det var, men forstod, at det var en vigtig del af festen. På det tidspunkt havde vi fået alt fra stegte blæksprutter til curry-retter med gedekød, kokos og citron. Jeg var helt mæt, fordi jeg ikke kunne styre mig. Men Fanton insisterede på, at vi skulle smage.

Vi ankom til et hus, hvor en masse lokale stod samlet om en kæmpe gryde. Jeg fik en lille tallerken stukket i hånden. På den lå en brunlig masse af kødstrimler og lidt tomat. Jeg tog et stykke i munden og kunne slet ikke genkende smagen. 

‘Hvad er seagoat egentlig?’ spurgte jeg Fanton.

‘Det er havskildpadde,’ sagde han.

Fanton forklarede, at havskildpadde var en traditionel spise i Trinidad og Tobago, en skik, der var lige så gammel som det indfødte folk i det lille øland. Men fordi den er truet, var det blevet forbudt at spise den. Seagoat var slang, men også et dæknavn, fortalte Fanton, der til daglig arbejdede som kystvagt. Det var hans job at sejle rundt og kontrollere, at de lokale fiskere ikke havde havskildpadde i deres fangst.”

MONGOLIET, 2018

“I grænselandet mellem det nordlige Mongoliet og det sydlige Sibirien besøgte jeg nomadefolket tuvanerne. Det er et folk, der i mange år har levet med og af rensdyr, som de driver rundt i flokke. Jeg ville besøge dem med en fotograf og dokumentere deres hverdag.

Vi fløj til hovedstaden Ulan Bator, hvor vi mødtes med en fixer. Derfra gik den flere dage lange tur i bil mod nord. Landskabet i den del af landet er goldt og råt med bjerge og sne.

Ved grænsen er der en 50 kilometer bred zone mellem Mongoliet og Rusland, som man skal have en særlig tilladelse for at rejse igennem. Det er en gammel aftale, der blev lavet, fordi russerne ikke ville have, at tuvan-stammerne flyttede frem og tilbage over grænsen. De fik valget mellem at slå sig ned i Sibirien eller i Mongoliet, og mange familier blev delt. Tuvanerne er i dag de eneste, der ikke kan få tilladelse til at passere grænsen. Hvis de forsøger, risikerer de at blive skudt af russiske soldater.

Om sommeren driver tuvanerne deres rensdyr op i fjeldene. Om vinteren, når det bliver for koldt, søger de ned i dalene igen. De er vanskelige at finde, fordi man aldrig ved med sikkerhed, hvor de befinder sig. De har hverken mobiltelefoner eller internetforbindelse. 

Vi kørte rundt fra by til by. Hver gang vi mødte nogen, stoppede vi og spurgte, om de vidste, hvor tuvanerne var. Den første nat måtte vi give op og overnatte på nogle madrasser i en lille landsby. Men næste aften fandt vi dem med hjælp fra nogle lokale. Vi var kørt helt derud, hvor grus­vejene var blevet til dækspor, og dæksporene var forsvundet i sneen. Derude boede en stamme i 10-12 tipier sammen med en flok på hundredvis af rensdyr. Vi forklarede, at vi var kommet for at følge dem, og vi blev taget imod og fik plads i en af tipierne.

Tuvan-folket bor i tipier, som er nemme at transportere, når de flytter sig med rensdyrene.

Om natten kunne temperaturen nå ned under minus 20 grader. Jeg havde købt en mongolsk vintersovepose, lavet af kameluld, men det var ikke nok. Både fotografen og jeg hundefrøs. Mens vi lå der den første aften, kom konen fra den familie, vi boede hos. Hun var en lille, rynket dame i tresserne med et stort smil. Hun begyndte at fylde brænde i den lille kakkelovn i tipien, til den nærmest var rødglødende. Hendes datter kom med uldtæpper, og så blev vi puttet af de to fremmede kvinder. Vi gik begge ud som et lys på grund af den bagende varme.

Næste morgen stod vi tidligt op og fik serveret suttug shai. Det er sort te med salt og mælk, som varmes op og iltes på en særlig måde. Man løfter teen op med en øse og lader den falde ned i gryden igen gentagne gange. Det giver en helt særlig rund og blød smag. Hver familie i stammen havde deres egen opskrift.

Bagefter skulle vi drive rensdyrene ud. Normalt er rensdyr ikke et ridedyr, men tuvanerne var så tæt knyttet til dem, at de kunne ride på dem. Vi fulgte med og blev hele dagen sammen med en gruppe mænd fra stammen, som sad og passede på rensdyrene, mens de græssede – syv til otte timer i træk. I starten var jeg rastløs, men efterhånden som dagene gik, vænnede jeg mig til at lave ingenting.

Når det blev aften, trak vi rensdyrene ind omkring tipierne igen. I løbet af dagen havde kvinderne samlet brænde og lavet vand af smeltet is. Der blev tændt bål for at holde ulve væk, og tuvanernes hunde, som er store og bidske, passede på rensdyrflokken. Hver eneste aften fik vi tørret rensdyrkød med nudler. De spiste ikke andet. Dejen lavede de på et skærebræt, som de placerede oven på deres senge. Der var ingen køkkener i tipierne. Kødet blev nulret ud i en gryde og stegt med de grøntsager, der var til rådighed – men altid løg. Løget stammer oprindelig fra Mongoliet og blev spredt til Europa, da Djengis Khan og hans klan drog vestpå i krig. Det vokser stadig vildt i landet.

Ingen af tuvanernes opskrifter er skrevet ned. Men jeg nedfældede opskrifterne og tog dem med mig hjem. Vi blev hos tuvanerne i 17 dage. Om et årti eller to findes de formentlig ikke mere, fordi de unge forlader stammerne og flytter ind til de store byer. Desværre ender det ofte med hjemløshed og stofmisbrug, fordi de som naturmennesker har svært ved at tilpasse sig livet i byen. Jeg er glad for, at jeg nåede at opleve dem.”

NIKOLAJ KIRK

44 år. Udlært kok fra Hotel Imperial og Hotel Baltic i 1992-93. Han har været køkkenchef på flere kendte restauranter – blandt andet Formel B – udgivet 16 bøger og medvirket i en række tv-programmer, herunder serien ’Nak & æd’ for DR, hvor han og Jørgen Skouboe nu på tiende sæson rejser verden rundt, tager på jagt og tilbereder mad i naturen. Tidligere på året udgav Nikolaj Kirk bogen ’Ild – Eventyrlig mad’ sammen med kokken Mikkel Maarbjerg og fotografen Morten Kirckhoff.

 

Hvor hurtigt kan man rejse til samtlige S-togsstationer i hovedstadsområdet? Nanna Heinicke og Thorbjørn Randrup har prøvet kræfter med The Copenhagen Challenge, og Ud & Se var med på verdensrekordforsøget, der nu er til eftersyn hos ’Guinness rekordbog’.
Tekst:Annelise Hartmann EskesenFoto:Thomas Nielsen

HAN SAD oppe til klokken 23 i går for at lave planen om. 23-årige Thorbjørn Randrup havde lige udtænkt en endnu hurtigere måde at nå alle 85 stationer i S-togsnettet på kortest mulig tid. 

Ruten printede han ud til sig selv og til sin 23-årige veninde, Nanna Heinicke.

Den største udfordring, der er indbygget i planen, er Frederikssund Station – her er der præcis nul minutter til at skifte tog.

På jodel.com har Thorbjørn Randrup spurgt de andre brugere, om det er muligt at nå C-toget 14:10, når man ankommer med et H-tog 14:10. ”Selvfølgelig kan du ikke det,” og ”det ville jeg ikke satse på,” svarede brugerne på chat-appen, mens en tredje spurgte, hvorfor han dog ville det, når Frederikssund er en endestation.

Men det vil Thorbjørn Randrup. For sammen med Nanna Heinicke vil han i ’Guinness rekordbog’ som de to danskere, der hurtigst har nået at ankomme eller afgå fra samtlige S-togsstationer i København og på Sjælland.

Ved hvert af de 85 S-togsstop noterer Thorbjørn Randrup ankomst- og afgangstidspunkt målt i sekunder.

Inspirationen til The Copenhagen Challenge er hentet fra London og New York, hvor folk siden 60’erne har forsøgt at besøge alle stationer i byerne på kortest mulig tid kun med fødderne og anden offentlig transport som hjælpemidler.

De to rekorddeltagere er mødt op på Køge Station i god tid en kold og klar mandag i oktober, lige efter myldretiden. Bib-bib-bib, dørene lukker. Thorbjørn koncentrerer sig om at føre venstre pegefinger ned til telefonens stopur præcis i det sekund, toget i et stille hvin sætter af fra perronen.

Klokken 9:06 trykker han på knappen. Og ånder lettet op.

”Dér, godt, phew. Er du klar til seks timer i tog?” 

”Ja,” siger Nanna uden at kigge op fra køreplanen.

Nanna har en time og tre kvarter til skole hver vej, men det generer hende ikke. Tiden bruger hun ikke på at læse op på de fag, hun er på vej til. Hun vil hellere kigge ud eller læse bøger.

TUBE CHALLENGE

Siden 1959 har rejsende i Londons underground konkurreret om, hvem der på kortest mulig tid har kunnet rejse til samtlige stationer i ’The Tube’. Rekordforsøgene har været registreret hos ’Guinness Book of World Records’ siden 1960.

Reglerne siger, at man skal have besøgt samtlige stationer og kun må bevæge sig enten med tog, til fods eller med anden offentlig transport mellem stationerne. Eftersom antallet af stationer har varieret over årtierne, er det ikke muligt at sammenligne rekorderne direkte, men den hidtil hurtigste tid (270 underground-stationer) blev sat i 2016 og var på 16 timer, 20 minutter og 27 sekunder.

”ØLBY,” LYDER det kort efter fra højttaleren. Thorbjørn kigger på stopuret og noterer med en af sine 10 medbragte gule skoleblyanter, at toget ankom til perronen 2 minutter og 28 sekunder inde i dagens rekordforsøg og afgik 21 sekunder senere. Det er tre sekunder længere end den gennemsnitlige tid, Thorbjørn har regnet ud, at et tog bør holde på perronen. Det stresser ham. Bliver tidsplanen ved med at skride på den måde, kan det sætte rekordforsøget over styr.

Der findes en uofficiel rekord på 5 timer og 56 minutter, og ifølge planen kan Thorbjørn og Nanna nå alle stationer på 5 timer og 52 minutter.

Thorbjørns kæreste synes, han er skør. Men ”vi har alle sammen vores ting,” som han siger og glæder sig over, at veninden Nanna havde lyst til at tage med på turen. Til daglig studerer Thorbjørn forhistorisk arkæologi og bor i Albertslund, hvorfra han hver dag pendler til sit studie på Amager. Derfor har han et ungdomskort, hvormed han frit kan benytte hele S-togsnettet. I sommerferien glemte han at sætte kortet i bero. 30. juni blev der trukket 650 kroner på hans konto, og det skulle udnyttes: ”Jeg tog en tur til alle S-togsstationer, bare for sjov, og tog tid på det.” 

Det tog ham 6 timer og 16 minutter at nå alle stationer, og han spekulerede på, om andre havde gjort forsøget før ham. På nettet stødte han på fænomenet Tube Challenge. Det viste sig, at samme koncept kun var afprøvet få gange i København og Danmark, og derfor satte Thorbjørn Randrup sig for at slå rekorden i disciplinen. 

”Første fejl,” siger Thorbjørn på vej mod Solrød Strand. ”Vi skal sidde på de yderste sæder, så vi er tættest på døren.”

De rykker sig. Thorbjørn noterer ankomsttidspunktet. En ung fyr med håret strøget tilbage læser en bog på sædet ved siden af, en mand omkring de 30 får en lur udstrakt, og en ældre herre kigger på sin mobiltelefon.

”Greve,” lyder det i højttaleren. Solen banker ind ad vinduet, og kulden strømmer ind i kupeen, hver gang døren går.

Thorbjørn og Nanna går mod skydedørene.

”Et godt trick er at holde knappen inde, lige inden toget holder. Så åbner døren med det samme, og vi sparer tid,” siger Thorbjørn.

Thorbjørn Randrup bruger sin daglige togtur fra Albertslund til Islands Brygge på at løse sudoku, høre musik eller podcasts.

KLOKKEN 9.31 kører toget ind på Vallensbæk Station. Vil nogen have en karamel? Nej, der er ikke tid. Thorbjørn har travlt med at notere tidspunkter, Nanna tjekker rejseplanen på sin mobil for at finde en hurtigere rute omkring Klampenborg.

På Friheden Station holder toget et helt minut. Thorbjørn virker urolig og kigger over skulderen ud på perronen. Da toget endelig kører videre, siger han til Nanna: ”Det er meget sjovt, ik’?”

”Jo, men jeg bliver stresset, når jeg ikke kender stationerne og skal lave om i ruten så hurtigt,” siger Nanna Heinicke, der bor i Næstved og pendler hver dag til København, hvor hun læser grønlandske og arktiske studier på Københavns Universitet. Det var her, hun mødte Thorbjørn, der gik der, inden han skiftede studie. Hendes første minde om ham stammer fra rusturen, hvor Thorbjørn midt ude i skoven pludselig åbnede sin rygsæk og hev termokander med varm kaffe frem til hele holdet. Kort efter åbner han sin rygsæk på Hellerup Station og skænker kaffe i medbragte plastickrus.

Thorbjørn Randrup elsker planlægning, og han elsker systemer. Derfor passer udfordringen godt til ham. Så meget af hans liv som muligt er organiseret i Excel-ark.

”Jeg har et kæmpe livsark, kalder jeg det, der går fra gymnasiet til forventet ph.d. Der står, hvilke fag jeg har haft og forventer at tage på hvilke semestre,” siger han, ”og mine 136 bøger er sorteret efter DK5-systemet, som man kender fra biblioteker, hvor man rangerer bøger efter emnekoder.” 

Med i rygsækken er der køreplaner, blyanter, viskelædere, ostemadder, varm kaffe, småkager og powerbank.

SUBWAY CHALLENGE

Også i New York, der har 472 subway-stationer, forsøger passagerer at komme hurtigst frem til alle stationer og at komme i ’Guinness rekordbog’. Den seneste rekord er fra 2016 og på 21 timer, 28 minutter og 14 sekunder.

EFTER ET SKIFT på Hovedbanegården går 17 børnehavebørn i to kolonner ind i toget. Det tager langt mere end de gennemsnitlige 18 sekunder.

”Sådan er det jo. S-toget er for alle,” siger Thorbjørn overbærende, men følger dem med øjnene, til sidste barn er inde, og dørene kan lukke i.

Siden 2006 har Nanna samlet på ’Guinness rekordbog’. Hvert år til jul fik hun sidste nye eksemplar og tilbragte resten af aftenen med at se, hvor høje tårne børn kunne bygge i Lego, og undre sig over den kvinde i verden med de længste negle og de brødre, der havde mest hår i ansigtet. Som Thorbjørn pointerer, er der ikke længere noget nyt land at opdage, hvis man vil optages i rekordbogen.

”Det, vi er i gang med nu, er lægmandens historieskrivning,” siger han.

”Uanset om vi slår rekorden eller ej, er det en dag, vi vil huske,” siger Nanna. 

Personligt måler Thorbjørn al succes på, hvor meget han har grinet, og Nanna siger: ”Det er altid sjovt med dig.”

Det røde S-tog skærer igennem den kolde luft og standser på Nordhavn, der ifølge Thorbjørn ”helt klart ligger på den flotteste del af S-togsnettet”. Over det store havnebassin kan man se Trekroner og bagved Sverige. 

”Gud, hvor er det gået hurtigt,” siger Nanna, da hun kort før Svanemøllen kan konstatere, at de har kørt en time.

PÅ HELLERUP STATION er tiden knap. Nanna og Thorbjørn står klar ved trykknappen, inden toget holder. De løber, da dørene begynder at åbne, med rygsækkene hoppende på ryggen, ned ad trappen, gennem en mørk tunnel og op til næste spor, helt forpustede. Det viser sig, at der er næsten to minutter til næste tog. De får pusten foran en plakat over tognettet.

”Jeg drømmer om sådan en plakat. De skal skiftes ud på grund af de nye metrostop og det nye stop Køge Nord, så jeg har spurgt DSB, om jeg ikke må få en. Den er så flot.”

Klokken 10:22 ankommer toget til Klampenborg Station. Under gamle hvælvede lofter og store kuppellamper med udsigt til Dyrehaven på den ene side og Bellevue Strand på den anden får Thorbjørn og Nanna en banan i solskinnet. Thorbjørn tager en trøje af, inden de går ind i toget efter den nye rute, Nanna lige har ændret. Desværre er toget forsinket.

”Det gik jo galt på Klampenborg,” siger Thorbjørn 24 minutter senere, da de kører fra Jægersborg Station. Han er stille, bider i sin gule blyant.

På strækningen mellem Allerød og Hillerød er der store marker uden for togruden.

”Vi, der kommer syd- og vestfra, kommer jo sjældent herop,” siger Thorbjørn.

”Man tænker, at Nordsjælland er lig med rige mennesker og Strandvejen, men her er jo mere alsidigt. Det her landskab ligner jo Næstved. Det er meget godt at se i virkeligheden,” siger Nanna.

Ifølge Thorbjørn bruger mange pendlere for meget energi på at være frustrerede over S-togene, der indimellem kører med store forsinkelser.

”Jeg synes ikke, at folk sætter nok pris på S-toget. Alle bruger det som sådan en ting, man bare tager for givet. Jeg tænkte, at hvis vi bruger seks timer på at befinde os i det, kan det være, vi vil se anderledes på det bagefter,” siger han.

8 minutter og 39 sekunder inde i rekordforsøget ankommer Thorbjørn og Nanna til Hundige Station.

STEMNINGEN BLIVER afslappet på Birkerød Station. Måske lidt for afslappet. Thorbjørn og Nanna sænker skuldrene og glæder sig over ikke at skulle notere tidspunkter.

”Vi har 10 minutter, nice,” siger Thorbjørn og løsner sølvpapiret om en stor stak ostemadder. Han tager en mad ud og tager en bid. De skal med bussen til Farum, hvilket er i fuld overensstemmelse med reglerne. Ifølge planen er tiden knap i den anden ende. De skal løbe 400 meter på fem minutter.

”Velkommen om bord,” siger en venlig kvindelig buschauffør med rød læbestift.

Thorbjørn og Nanna finder et sæde bag i bussen og hiver en pakke cookies frem. Thorbjørn har kun 18 procent strøm tilbage på sin mobil, der stadig styrer stopuret, der er afgørende for rekordforsøget. Han slutter mobilen til en skriggul powerbank fra rygsækken og putter den og telefonen i forlommen på sin anorak.

Bussen nærmer sig stoppet nærmest Farum Station. I god tid går de mod midterdøren. De trykker stop, stiger ud og sætter i løb. Rygsækkene hopper endnu mere rundt på ryggene, da de nærmest i sprint passerer Vallensbæk Bilcenter.

Nanna sakker bagud, mens det langsomt går op for Thorbjørn, at de er kommet til at stige af et stop for tidligt. ”Fuck, det er pinligt, mand,” siger han.

Han stopper op, lægger armene bag hovedet og peger albuerne i vejret. Der er cirka tre minutter til afgang og stadig flere hundrede meter til stationen. 

”Jeg tror sgu ikke, vi når det,” siger Thorbjørn uden at løbe. Han vil have Nanna med, om det så betyder, at de ikke når toget. Hun er langt tilbage med røde kinder.

Thorbjørn løfter blikket og får øje på, hvad der må føles som en oase på en ørkenvandring: et rødt og hvidt S-togsskilt. De giver det et skud. Nanna accelererer, finder flere kræfter. Thorbjørn danner fortrop. Han løber, men kigger sig hele tiden tilbage efter sin makker. Han passerer S-togsskiltet, kan se perronen og toget, hvis døre lige har givet lyd fra sig som tegn på, at de lukker. Han spæner, ligger næsten vandret i luften.

Med armen strakt foran sig, klar til at trykke på knappen, løber han mod togdørene, der nu er lukket i. Da han når perronen, trykker han på døren, mirakuløst går den op. Nanna er ikke til at se, det er begrænset, hvor længe han kan stå og spærre dørene. Med det ene ben inde i toget og det andet på perronen kigger han efter sin ven. Pludselig løber hun, med nyfundne kræfter, rundt om hjørnet og det sidste lille stykke hen ad perronen, ind ad togdørene, der to sekunder efter lukker i. Toget kører, de nåede det.

REKORDTID

Thorbjørn Randrup og Nanna Heinicke har indsendt deres dokumenterede rekordforsøg til ’Guinness World Records’, der i første omgang har accepteret ansøgningen. Om verdensrekord-forsøget endeligt godkendes og optages i rekordborgen, afgøres i januar 2020.

INDENFOR nærmest kaster de sig ned på gulvet. Der går flere minutter, før de siger noget. De skal lige finde pusten. Nanna har røde kinder, og på Thorbjørns pande pibler sveden frem.

”Undskyld,” siger hun. 

”Det er min fejl,” siger Thorbjørn om det forkerte busstop: ”Jeg giver en bajer senere. Men vi klarede den.”

Toget kører fra Farum, over Værløse og Hareskov til Skovbrynet. Hele ruten er omsluttet af skov.

”Så er vi halvvejs,” siger Thorbjørn ved Buddinge Station og tilføjer, at han har skullet tisse siden Klampenborg. 

Kort efter kører Thorbjørn og Nanna ind på Flintholm – ’Fremtidens station’, som de kalder den med al dens glas og de mange spor, der krydser over og under hinanden. 

”Det er meget fedt, at man snart kan sige, at man har besøgt alle stationer,” siger Nanna.

Efter Valby kommer to unge piger ind i toget. Klædt i ens pelskrave og sorte kondisko diskuterer de, hvor det er bedst at stå af, når man skal på Burger King. To fyre i trediverne sidder i sæderne mod det andet vindue og taler om opskrifter på hummus. Den ene har ring i øret, den anden i næsen.

Et sted mellem Rødovre og Brøndbyøster er der gået fire timer.

’Verdensmestrene’ Thorbjørn Randrup og Nanna Heinicke på Vigerslev Allé Station.

NANNA HEINICKE kigger på den printede plan. De nærmer sig Frederikssund, hvor de skal lave det skift, der er fuldstændig afgørende for rekordforsøget. De har nul minutter til at skifte. 

Ved Egedal, to stop før dagens store prøvelse, stiller Thorbjørn og Nanna sig klar i midtergangen. Her spotter de en togfører.

”Undskyld, jeg forstyrrer,” siger Thorbjørn, forklarer udfordringen og spørger togføreren, om han tror, at det kan lade sig gøre, og hvor det er bedst at stå.

”I skal ud ad dén dør her, og så skal I løbe stærkt,” siger togføreren, der tvivler på, at det er realistisk at ankomme 14:10 og afgå 14:10. Men som Thorbjørn optimistisk pointerer, er det heldigt, at toget ikke kører efter en rejseplan på sekunder.

”Det er den eneste forsinkelse, vi håber på i dag,” siger Nanna.

Klokken 14:10 standser toget. Thorbjørn og Nanna står helt fremme ved ruden og spurter ud mod en perron, der ligger skråt bagud. Toget holder der allerede. Det tager cirka 10 sekunder at løbe derhen, 10 sekunder, hvor de ikke ved, om dørene er låst eller bare lukkede. Thorbjørn trykker på knappen, da de når frem. Dørene går op. 

”YES!” råber han og flår armene i vejret.

”Ej, hvor fedt, så nåede vi det sgu,” siger Nanna stolt, da de er kommet ind i toget.

”Den er ikke hjemme, før den er hjemme,” husker Thorbjørn hende og sig selv på.

”Jeg tror, at den er rimelig meget hjemme.”

Han logger på jodel.com og skriver en opdatering til sin tråd: ”Jeg fucking klarede det, h8ers” – efterfulgt af en smiley med solbriller på. Helt rolige går de kort efter ind et vilkårligt sted i det sidste tog, der kører dem til stop nummer 85 på dagens rute.

”Vigerslev Allé,” lyder det fra højttaleren.

”Klar, parat … og stop,” siger Thorbjørn på vej ud på perronen og placerer venstre pegefinger på stopuret på sin mobiltelefon.

5 timer, 53 minutter, 32 sekunder og 92 hundrededele.

”Vi klarede det,” siger han og giver Nanna et kram.

”They said it couldn’t be done,” bliver han ved.

“Haters gonna hate,” siger Nanna og griner.

De tager en vinder-selfie foran en grå væg på perronen og ringer Thorbjørns kæreste op på medhør.

”Hej smukke, så er Nanna og jeg sgu blevet verdens-mestre!”

Skuespilleren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

BRATTEN STRAND, NORD FOR FREDERIKSHAVN

”Nord for Limfjorden er man ikke længere i Danmark. Landskabet er sletteagtigt. Man kunne være på månen – eller på safari. På Kattegat-kysten er der stille og børnevenligt. To år har vi haft held til at låne et hus i første række, samle flotte muslingeskaller, gemme os i klitterne og kigge ud over havet.”

SAMSØ

”Jeg kan lide øen om efteråret, når det rusker, og om sommeren, når kornet svajer. Jeg var tit på ferie her som barn for at besøge min morfar. I sommer cyklede jeg fra Ballen i syd til Nordby i nord og tilbage igen sammen med min far og min datter. På Samsø kører man hele tiden ind og ud af hyggelige småbyer.”

FREDERIKSBERG HAVE, KØBENHAVN

”Det er overvældende at stå oppe ved Frederiksberg Slot og kigge ud over haven og resten af byen. Og så løbe af sted ned ad bakkerne. Den ligger tæt på, hvor vi bor, og jeg holdt af at komme der og trille med barnevogn. Nu tager jeg min søn og datter med for at vise dem, hvordan årstiderne skifter.”

Signe Egholm Olsen, 39, skuespiller. Kendt fra filmen ’Nordkraft’ og serier som ’Borgen’ og ’Den som dræber’. Frem til 12. december aktuel i ’De befriede’ på Teater Republique.

 

Forfatter EVA TIND om at møde sin mor og sin biologiske familie i Sydkorea, om totalteater i Nordkorea, om en næsten forgæves tur til et sydkoreansk matriarkat og om at rejse ud – eller hjem?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

SEOUL, 1995 

“Jeg blev bortadopteret som helt lille, fordi mine forældre blev skilt, hvilket dengang var meget skamfuldt i Sydkorea. Da jeg var 14, opsøgte jeg adoptionsbureauet for at få informationer om mine biologiske forældre og skrev derefter sporadiske breve med dem. Men først som 21-årig fik jeg mod nok til at rejse ud for at møde min biologiske familie for første gang. Jeg rejste først til Thailand og derfra videre til Seoul. Undervejs skulle flyet mellemlande. Jeg havde nærmest aldrig set en anden koreaner i mit liv bortset fra nogle turister i Danmark. Men da vi landede, væltede det ind med koreanere, som skulle til Seoul. Pludselig sad jeg omgivet af folk, der lignede mig selv. Jeg blev meget rørt.

I Seoul skulle jeg bo på et yogwan, en slags koreansk hostel, men af den lidt finere slags. Det lå i den ældre del af byen, der nu mest består af skyskrabere og moderne byggeri. Jeg ankom et par dage før, jeg skulle møde mine forældre. Jeg havde ikke deres præcise adresse, men fik en aftale med stedets ejer om, at han ville hjælpe mig med at finde dem. Vi gik på det lokale politikontor, fik adressen og arrangerede et møde på mit hostel et par dage senere.

Eva Tind iført koreansk nationaldragt i Seoul.

Jeg sad i en lille gård på hostellet, da de ankom. Min mor, min far, min storebror og min storesøster, som ikke var blevet bortadopteret. De kunne ikke engelsk, så vi kommunikerede via hostel-ejeren, der agerede tolk. Dengang var Sydkorea stadig meget lukket over for Vesten, og de kulturelle koder var ekstremt svære at tyde. Det gjorde ikke ligefrem kommunikationen nemmere.

Jeg havde en følelse af, at min biologiske familie overhovedet ikke lignede mig, selvom jeg godt kunne se, at vi havde mange af de samme træk. Min mor omfavnede mig og sagde, at hun havde bedt for mig hver nat, siden hun gav mig fra sig. Hun græd under hele mødet. Jeg kunne ikke rigtig føle noget. Hendes overvældende sorg fyldte hele rummet. Det var først senere, efter flere møder, at jeg blev i stand til at mærke efter og finde ud af, hvordan jeg havde det med min biologiske familie. Det er en mærkelig følelse af at være tæt forbundet, men samtidig meget langt fra hinanden, både fysisk og menneskeligt.”

Bro over floden Yalu, der danner grænse mellem Kina og Nord­korea.

NORDKOREA, 2012

“Min biologiske far blev syg af kræft og døde i 2009. Det var med det tab, mit forfatterskab startede. Efter hans død udgav jeg min første digtsamling. Inden han gik bort, skrev han sin livshistorie ned. I brevet stod der, at han var født i Sinuiju i Nordkorea, der ligger lige ved grænsen til Kina. Et par år senere besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at rejse dertil for at kunne skrive bogen ’Han’.

Jeg bestilte turen gennem et britisk rejsebureau i Beijing. Man kunne vælge mellem forskellige ture, og jeg valgte ’The Kim Jong-il Birthday Tour’. Men et par måneder før jeg skulle af sted, døde Kim Jong-il, så i stedet blev det arrangeret, at vi skulle se hans mausoleum.

Vi var en gruppe på cirka 30, der mødtes i Beijing, hvor vi fik en lang liste med alt det, man ikke må i Nordkorea. Man måtte for eksempel ikke sige Nordkorea, kun Den Demokratiske Folkerepublik Korea, man måtte ikke have nogen form for flag med, og man måtte ikke folde eller ødelægge et billede af Den Store Leder. Det var kun et par af reglerne, der fyldte flere sider.

Da vi ankom, blev vi kørt ud til vores hotel, som lå på en ø, man ikke kunne komme væk fra uden at blive opdaget. Hvis nogen prøvede at forlade hotellet, ville hele gruppen blive sendt hjem. Vi blev kørt rundt i bus, og overalt vi kom, var der helt forladt. Vi var blandt andet på metromuseet i Pyongyang, hvor vi blev kørt helt til døren og mandsopdækket af seks guider og en mand, som filmede alt, vi foretog os. Indenfor var der ingen mennesker. Vi så blandt andet den jeep, Kim Jong-il var ankommet i til metroens åbning, og den togvogn, han havde kørt i på metroens jomfrutur. Alt handlede om ham. 

Fødselsdagskage foræret på dagen af styret i Nordkorea.

Et andet sted besøgte vi en gigantisk bygning fyldt med alle de statsgaver, som Nordkorea havde modtaget fra andre lande. Danmark havde to hylder med porcelæn, Rusland havde fem hele rum, hvor der blandt andet stod et helt togsæt i fuld størrelse. Vi deltog også i et sørgeoptog for Kim Jong-il, men stadig adskilt fra nordkoreanerne, som vi kun kunne ane bag os.

En af dagene skulle vi ud og køre med metro i Pyongyang. Der var personale i uniformer, der var varmt, og alt var stort og flot. Det stod i kontrast til de andre steder, vi havde været, som så flotte ud på afstand, men var faldefærdige, når man kom tæt på. Og hvor der altid var koldt, fordi de ikke havde råd til at varme bygningerne op. Pludselig var der også mennesker. Vi kørte med de lokale, og børnene stirrede nysgerrigt på os. Efterfølgende har jeg læst, at styret kan hyre op mod 1.000 mennesker med kort varsel som statister, når der kommer turister på besøg.

Under turen var jeg konstant i tvivl om alt. Hvad var virkeligt, og hvad var iscenesat? Var det skuespillere eller rigtige mennesker, vi så? Ingen fra gruppen turde rigtig sige noget, fordi vi sandsynligvis blev aflyttet.

Rejsen ud af Nordkorea foregik med tog til Kina. Turen gik forbi min fars fødeby. Der var nordkoreanske passagerer med toget, vi blev placeret i vores egen vogn, men med tilladelse til at gå ned i spisevognen til de andre. Togpersonalet kom gennem kupeerne og tjekkede alle billeder, vi havde taget på turen. 

Toget stoppede kun kort på stationen i Sinuiju uden mulighed for at stige ud. På den kinesiske side af grænsen tog jeg med en turistfærge, som sejlede forbi Sinuiju på afstand. men det var tåget, så det eneste, jeg så af min fars hjemby på turen, var et par huse gemt bag nogle træer og en perron gennem et togvindue.”

Matriarkat-øen Marado.

MARADO, 2018

Syd for fastlandet i Sydkorea ligger ferieøen Jeju. Lige ud for den ligger en mindre ø ved navn Marado, hvor der i mange år har eksisteret et matriarkat. Kvinderne fridykker efter fisk og andre spiselige ting fra havet, mens mændene passer hjemmet. Øen adskiller sig ekstremt meget fra resten af landet, som traditionelt er præget af dybe patriarkalske familiestrukturer.

Jeg rejse dertil med min datter sidste år for at researche til min seneste bog. Vi fløj fra Seoul til Jeju, der bliver kaldt ’bryllups-øen’, og skulle derfra sejle til Marado. Men da vi ankom til Jeju, brød en kraftig tyfon ud. Det regnede og blæste så meget, at alle færger til og fra øen blev aflyst. Vi skulle være der i fem dage og kunne kun håbe på, at uvejret gik over. Hver dag var jeg nede i receptionen på vores hotel og spørge til færgerne, men forgæves.

Pludselig blev der ophold i vejret. Jeg styrtede ned i recep­tionen om morgenen og fik bekræftet, at færgerne var begyndt at sejle igen. Vi skyndte os af sted med bus og kom med færgen ud til Marado, en meget kort tur.

Vi havde kun en time på øen. Blev vi længere, risikerede vi at blive fanget, hvis uvejret brød ud igen. Rundt på Marado går en sti, som man kan følge, og vi nåede akkurat hele vejen rundt. Jeg så en kirke, et par restauranter og en gruppe mænd, der fiskede. 

Dykkerkvinderne, som bliver kaldt hae­nyos, mødte jeg ikke. Men jeg følte, at jeg var nødt til at se dem. Dagen efter, inden vi skulle hjem, gik vi ud på en klippe ved Jejus sydlige kyst, hvorfra man kunne se hen på Marado. Med dykkerudstyr og dagens fangst kunne man se kvinderne stige op af havet, én efter én.”

Journalist og tv-vært Tina Müller har dækket sportsbegivenheder over hele verden. Her fortæller hun om en islandsk fodboldsensation på første hånd, om at fare vild i de franske bjerge og om et tvivlsomt ’hotel’-ophold i Rusland.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EM I FRANKRIG

I 2016 var jeg i Frankrig for at dække EM i fodbold for DR Sporten. Danmark var ikke kvalificeret, og min opgave var derfor at dække hele slutrunden og rejse hen, hvor de gode historier var. 

Island blev hurtigt den helt store sensation, da de gik videre fra gruppespillet og skulle møde England i ottendedelsfinalen i Nice.

På stadion fyldte de islandske fans enormt meget i lydbilledet allerede inden kickoff. De stod i det ene hjørne, og da kampen nærmede sig sin afslutning – og det stod 2-1 til islændingene – sang de højere og højere. Jeg sad oppe på pressepladserne og tog en hurtig beslutning: Min fotograf og jeg skulle ned blandt de islandske fans og sende, selvom man ifølge reglerne ikke måtte filme fra tilskuerpladserne. Blev det opdaget, ville jeg få klippet min akkreditering over og blive udelukket fra resten af EM. Vi løb, og fotografen skjulte sit kamera under jakken. Da slutfløjtet lød, stod vi på tribunen og sendte live hjem til Danmark, mens islændingene jublede og sang i baggrunden. Det var så stort et øjeblik, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Heldigvis opdagede vagterne os ikke, og jeg fik ikke frataget min akkreditering. 

Dagen efter kampen skulle fotografen og jeg til Annecy, hvor det islandske landshold havde lejr. Vi skulle lave en live-gennemstilling til TV Avisen om Islands sensationelle sejr. Vi havde lejet en bil og besluttede at køre gennem bjergene. Vi kørte fra Nice ved 12-tiden, sportsnyhederne var klokken 21:55, og vi havde god tid.  

Turen var guddommelig smuk. Vi stoppede flere gange undervejs for at betragte de sneklædte bjerge i horisonten og de grønne dale, der strakte sig mellem dem. Jeg tog så mange billeder på min smartphone af landskabet. Ved 16-tiden begyndte det så småt at gå op for os, at gps’en måske regnede forkert. Den blev ved med at udskyde ankomsttidspunktet, og vi var stadig ikke nået ret langt væk fra Nice.

Klokken 20 begyndte jeg at gå i panik. Vi havde ikke en chance for at nå til Annecy, inden jeg skulle være på i TV Avisen. Men jeg ville lave den gennemstilling efter så stor en sensation som Islands sejr over England. Vi måtte finde en løsning. På min telefon kunne jeg se, om der var forbindelse til at stille igennem. Vi kørte lidt, stoppede, hoppede ud af bilen og tog udstyret frem for at få forbindelse, kørte igen og prøvede en gang til – intet hjalp. Vi var langt oppe i bjergene, og der var ingen telefonmaster i miles omkreds. 

Min redaktør hjemme i København begyndte at blive utålmodig: Ville indslaget blive til noget eller ej? Jeg kiggede på et kort og kunne se, at der var en lille landsby ikke langt fra det sted, hvor vi befandt os. Måske var der nogen i byen, som kunne hjælpe?

Da vi ankom, var byen helt stille. Lysene i vinduerne var slukkede, og der var ingen mennesker. Det føltes næsten som en spøgelsesby. Pludselig fik fotografen øje på en kvinde gennem et vindue på første sal i et lille hus. Vi gik ind og spurgte, om hun havde wi-fi. Hun kunne næsten ikke tale engelsk, men vi fik forklaret, at vi skulle bruge internet. Kvinden gik tilbage i huset og kom ud med en lap papir med koden til netværket. Og så kørte hun ellers sin vej, hun havde et ærinde at løbe, sagde hun på gebrokkent engelsk. 

Det var sidste chance. Klokken var 21:30. Fotografen tastede koden ind på sit live-udstyr, og til vores held virkede det. En halv time senere var jeg igennem til TV Avisen i en fransk flække, der intet havde med den islandske lejr i Annecy at gøre. Fra vi ankom, til vi kørte, mødte vi ikke ét eneste menneske i byen – ud over kvinden, som reddede vores forbindelse.

TINA MÜLLER

Journalist og tv-vært, 41 år. Har arbejdet for Viasat, TV 2 Sport og siden 2014 for DR Sporten, hvor hun blandt andet har været vært på sportsnyhederne og dækket OL samt andre store sportsbegivenheder. Er flerdobbelt sjællandsmester i kvindefodbold som ungdomsspiller i Ringsted IF.

VM I RUSLAND 

Sammen med cirka 35 andre danske journalister var jeg i Rusland i 2018 for at følge herrelandsholdet til VM. De danske medier var gået sammen om at hyre et firma til at planlægge vores rejse, fordi vi alligevel skulle dække de samme kampe i gruppespillet. Danmarks første kamp var mod Peru, og den skulle spilles i Saransk. Byen ligger cirka 600 kilometer sydøst for Moskva og er ikke særlig stor, så alle hoteller i selve Saransk var for længst udsolgt. Derfor skulle vi bo et stykke uden for byen. Det var ikke optimalt, men jeg tænkte, at det nok skulle gå.

Da vi ankom til lufthavnen i Saransk, havde rejsefirmaet arrangeret bustransport til vores hotel. Efter at have kørt i en time, kun omgivet af russisk nåleskov, begynde jeg at undre mig. Hvor var vi på vej hen? Langs vejkanten så jeg flere gange skilte med advarsler om, at man skulle passe på bjørne i området. 

Da bussen langt om længe stoppede, var vi så langt ude i skoven, at der ikke var noget, der mindede om telefonforbindelse. Synet, der mødte mig, var en grå murstensbygning med mintgrønne døre, bygget i 50’erne eller 60’erne. Indenfor blev vi modtaget af russiske kvinder i hvide og lyseblå kitler magen til dem, som læger og sygeplejersker bærer på et hospital. Her gik det op for mig: Det her var ikke et hotel. Det var heller ikke et hostel. Vi var blevet indlogeret på et gammelt sindssygehospital.

Værelserne var små og klamme, sengene bestod af brikse med sengetøj, der virkede, som om det ikke var blevet vasket i et årti. På toilettet var alt lavet af plastic, formentlig så de daværende indlagte ikke kunne skade sig selv med skarpe genstande. Og det eneste, der var på stedet – ud over et fællesrum til spisning – var et apotek, som havde lukket. 

Den første aften skulle jeg lave en gennemstilling, men måtte opgive på grund af manglende internet. Fotografen og jeg prøvede at gå udenfor, hvor vi blev mødt af en russisk vagt med gevær. Lidt længere ude så vi endnu et advarselsskilt med en bjørn. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Vi skynder os bare ind igen, ikke?”

Køkkenet var så uhumsk, at det nærmest var uforsvarligt at lave mad derude. Men kvinderne ved komfuret var søde og forsøgte efter bedste evne. Morgenmaden blev serveret fra klokken seks til ni. Første morgen kom jeg ned for at spise lidt i ni, men jeg mistede hurtigt appetitten. Kvinderne havde lavet en slags vandet havregrød og små, blege pølser. Det var så blævret og sjasket, at jeg måtte opgive at spise det. I de tre dage, vi tilbragte på ’sanatoriet’, fik jeg ingen morgenmad. Jeg håber i det mindste, at opholdet var billigt.

FØRSTE REJSE

”Som 14-årig var jeg ved Balatonsøen i Ungarn med min mor og far. Det var den første af mange bilferier i min barndom, og dengang røg man stadig i bilen. Det blev en lang tur til Ungarn i vores blå Mitsubishi.”

BEDSTE REJSEMÅLTID

”Jeg var på Island for at lave en reportage om den daværende danske landstræner i herrehåndbold, Gudmundur Gudmundsson. Vi kørte rundt i hans firehjulstrækker, og da det var spisetid, åbnede han bagklappen og trak en bordplade frem. Han serverede laks, han selv havde fanget, og det smagte fantastisk. De smukke omgivelser spillede nok også ind.”

Kan du lide den beroligende rytmiske rumlen fra svellerne? Ideen om at møde andre rejsende undervejs? Og en udsigt, der pludselig giver indsigt? Så er det måske en idé at tage til Indien – verdens mest intense togland. CLAUS ANKERSEN har rejst 5.000 kupé-kilometer i landet, hvis blodårer er togskinner. Her er hans dagbog.
Foto:Privat, Getty Images, Colourbox

Rejse 1: Fra Kolkata i øst til Mumbai i vest – cirka 2.000 kilometer. 

HOWRAH I KOLKATAer Indiens største og travleste jernbanestation. Klokken 22.30 står jeg på stationsgulvet, der er fuld af ventende rejsende, som har indrettet sig siddende på tæpper og puder og danner en mosaik af små kulørte øer. Der er højt til loftet og en rumklang, der betyder, at ingen rigtig kan høre informationerne fra højttalerne, selvom de er på engelsk. Jeg finder min afgang på tavlen, og så er det over gangbroen og ned på perronen, hvor små LED-skilte langs sporet fortæller, hvor vognene kommer til at holde. Togstammerne er ofte over en halv kilometer lange, og toget kører til tiden. Står man ikke, hvor man skal, må der løbes.

TOGET RULLER langsomt til perron. Jeg finder min 2AC Tier-vogn mellem togets køkkenvogn og førsteklassesvognen. 2A er den indiske middelklasses foretrukne. Til forskel fra førsteklasseskupeerne er der ingen låsbar dør, men et gardin ud til mellemgangen. Passagererne kommer ind og reder senge, indretter sig og går til køjs. Man behøver ikke proviant, men det er godt at have kontanter med og gerne små sedler, så man kan købe snacks på stationerne – i det omfang, man tør hoppe af toget – og af de forbipasserende sælgere, som falbyder alt fra kaffe, te, vand og kiks til legetøj, nøgleringe og hængelåse. 

OVER FOR MIG reder en baba sin køje. Baba betyder far og bruges som kælenavn til åndeligt søgende. Han er klædt i orange, munkenes og yogiernes farve. Jeg reder køjen som ham. Vi siger goddag, mens vi sætter vores telefoner til opladning i de stik, som sidder ud for hver overkøje. Han må være i halvtredserne, hans hår og skæg er gråt og viltert, øjnene milde og lysende. Han udstråler en ro, der breder sig over kupeen. 

DER MANGLER IKKE serverings- eller servicepersonale hos de indiske jernbaner, der er verdens ottendestørste arbejdsgiver. Kort efter afgang, mens toget slanger sig af sted gennem rismarker på den ene side og en bakket horisont på den anden, kommer stewarden med aviser og vandflasker. 

TOGVOGNEN ER dekoreret med folie i grønne nuancer som et stykke jungle på hjul. Toilettet, der findes i separat vestlig eller asiatisk udgave (kumme eller pedal), er dekoreret som et akvarium med fisk. Og der er noget så sjældent som toiletpapir.

KUPEEN BESTÅR AF fire køjer. To øvre sammenklappelige og to nedre, som fungerer som sæder for alle om dagen. Hver passager får udleveret små brune papirpakker med nyrenset sengetøj, to lagner, et tæppe, en pude, et lille frottéhåndklæde og en flaske af jernbanens eget IRCTC-vand. Babaen og jeg går forholdsvis hurtigt til ro efter at have stenet mobil en halv times tid efter afgang. Togets bevægelser er trygge og søvndyssende, mens vi bevæger os fra øst til vest. 

NÆSTE MORGEN kører toget gennem åbent land. Bakket, bjergrigt, grønt, solsvedent. Åbne vidder, så langt øjet rækker. Spredte bygninger her og der. Køer, bøfler, geder, hunde og ventende ved overskæringerne, kiggende på toget, som kører forbi og kigger tilbage på dem. Bliver man træt af at se landskabet gennem glas, kan man rejse sig, gå ud i toiletområdet mellem vognene og åbne en dør. Her kan man – på eget ansvar – stå i døren og få vind i håret.

BABAEN STÅR AF i Bisra, 23-årige Nimita stiger på i byen Durg. Hun har en MA i International Business. Hun er på vej til Mumbai for at arbejde som manager i IT-branchen og smage på det frie storbyliv i den hippe Bollywood-bydel Andheri, inden hun skal tilbage til hjemstaten Chhattisgarh i det centrale østlige Indien. Hun bliver fulgt ind i kupeen af sine forældre, som sørger for, hun er godt installeret i sin overkøje. Hun er tydeligt lettet, da de er gået. Middagen serveres kort efter, og særligt desserten, mango halwa, er virkelig delikat. Halwa er populært og serveres som små kuber lavet af spundet sukker, knust sesamfrø eller nødder, sukkersirup og smagsstoffer. 

MANGE INDERE associerer Danmark med mejeriprodukter og kulde. En høj, slank sikh med en imponerende turban spørger, om det er rigtigt, at der er 30 graders frost i Danmark, og om jeg har set nordlys.

TIDEN STÅR STILLE, mens toget – gadonk, gadonk, gadonk – bevæger sig gennem rum, tid og subkontinent. Pludselig er det nat og morgen igen. Toget er nu mindst fire timer forsinket. I nattens løb er kupeen fyldt op med nye rejsende. Jeg trisser på strømpefødder ud for at børste tænder ved håndvasken i lukafet mellem vognene. Jeg køber fire varme hvedeboller af en sælger, som går gennem toget med en gigantisk stabel på en rund metalbakke. Da toget snegler sig med solen gennem megabyens forstæder, er vi otte timer forsinket. Efter 38 timer på underkøjen kan man godt mærke det i kroppen. 

SÅDAN FÅR DU BILLET

Det er en god idé at købe billetter i god tid. Man kan købe billetter direkte på stationen, via nettet og gennem rejsebureauer og -agenturer. Sidste-øjebliks-billetter, der kaldes tatkal, kan købes både på stationerne og på nettet. Billetterne frigives til salg fra klokken 10 dagen før planlagt afrejse. Først sælges et antal billetter til kupeer med aircondition (AC) og dernæst til de øvrige ­kupeer.

På Indian Railways portal irctc.co.in sælges både tatkal og foreign tourist quota-billetter. Her kan man oprette en profil, som dog skal valideres med et indisk telefonnummer. Der er meget trafik på hjemmesiden, og det kan være vanskeligt at få bookingerne igennem. Det kan anbefales at købe billetter via et lokalt indisk rejsebureau, hvor man for et beskedent gebyr får billetterne bestilt, betalt og i hånden. Billetpriserne bliver bedre, jo længere man rejser. På anden klasse med aircondition, 2AC, kørte Claus Ankersen knap 5.000 kilometer til cirka 1.000 kroner. Det er 20 øre per kilometer.

Rejse 2: Fra Mumbai til Hyderabad på ­højsletten – cirka 800 kilometer.

KLOKKEN 21.30 sidder jeg fast i en trafikprop i Bandra East på vej mod Lokmanya Tilak-terminalen og når at blive nervøs, inden proppen pludselig opløses, og taxaen kort efter sætter mig af foran terminalen – en enorm fabriksagtig betonskal rundt om en stor ventesal. Aftenbrisen er varm. Der kommer sved på panden på den korte tur fra taxiholdepladsen til stationsbygningen 50 meter væk. 

JEG SPISER en thali med to æg på terminalens førstesal og køber et par flasker vand. Vasker hænder i vaskepulver og er glad for mit blå khadi-vævede lommetørklæde. Når man spiser med hænderne, kan det absolut anbefales at have både lommetørklæde og håndrens med. Fra balkonen ved siden af restauranten er der fuldt udsyn over stationens imponerende lange ventesal. Neonskiltet med afgangstiderne er gået i stykker der, hvor Duronto Express mod Delhi skulle annonceres. Får det at vide i info-ruden: Toget går fra spor 2. En ældre mand prikker mig på skulderen. ”Delhi?” spørger han. ”Følg efter mig,” siger jeg, hanker op i kufferten og triller over gangbroen med rulletrappe. 

TOGET KOMMER to minutter senere. Finder A-2, to vogne fra spisevognen. Jeg skal bo i underkøje #39 og dele kupé med to ældre herrer i sorte bukser og hvid skjorte, som også skal til Secunderabad, samt en ung aggressiv, fedladen type. Snart efter kommer en steward med to rene lagner og et håndklæde i en brun papirspose fra statsbanernes renseri. Vi reder senge og triller kufferterne ind under underkøjerne i begge sider af kupeen. Jeg reder køjen som mine indiske medpassagerer: først tæppet underst, dernæst et af lagnerne. Det er vigtigt at glatte ordentligt, så man ikke får ondt. Det andet lagen bruger jeg som dyne. Netop i det sekund, vi ruller fra perron, kommer en anden steward med en flaske vand til hver. 

DEN FEDLADNE rækker over og slukker alles læselamper. Ret uhørt. Jeg tænder min læselampe øjeblikkeligt. Vi andre tre udveksler sigende blikke og vugger til skinne-støj og togets rumlen. 

DET ER UMULIGT at sove. En snorken går gennem marv og ben. Nu snorker en anden også. Pludselig er der billetkontrol. En lille sirlig mørkebrun uniformeret kontrollør med stålindfattede briller tjekker billetter og pladser på et clipboard af brunt spån. Det tager et par minutter. Jeg trækker kupeens blå forhæng til og skruer mine gule ørepropper godt i. Men det varer ikke længe, før en frygtelig stank fra et utæt menneske vækker mig. Rådne æg, harskt smør og svovl. 

EN TJENER I MØRKEBLÅ vest med togets navn i guldbrokade på brystet kommer for at tage imod morgenmadsbestillinger. Man kan vælge mellem pulau, kotlet, rispilaf eller kroket. Jeg vælger kotlet uden at vide, hvad det er, selvom mine indiske venners advarsel om togmad runger i baghovedet. Det går nok. Lader man være med at stikke fingrene i øjne, næse og mund, og husker man at vaske hænder konstant i Indien, bliver man ikke syg, medmindre uheldet er ude. Beslutter mig for at prøve at sove lidt. Ørepropperne gør sit, togets rumlen resten.

ALLIGEVEL VÅGNER JEG af den monstrøse snorken. Går på strømpefødder ud og tisser. Klokken lidt i fire får jeg nok. Jeg skubber lidt til snorkeren med fingerspidserne: ”Du har snorket i syv timer.” ”I am sorry,” svarer han med tynd og lille stemme. Der er ro i et par timer, Så begynder han igen.

VED OTTETIDEN om morgenen bliver der serveret te på små røde plastbakker. Med sukker, mælkepulver og søde kiks. Lidt efter kommer stewarden med T.O.I. (Times of India). Jeg børster tænder ved vinduet i mellemgangen mellem vognene ved den lille vask. Den snorkende mand morgenhoster voldsomt i håndvasken. Tilbage i skrædderstilling på sin seng snakker han i telefon, mens de to andre sover.

VI KØRER GENNEM Shahabad et par hundrede kilometer fra Hyderabad. Der er hele tiden nye små røde termokander med mere varmt te-vand. Det er lige før, vi ankommer til tiden. Da toget holder kort på Wadi Junction, tager jeg mod til mig. Jeg hopper af iført gule ørepropper og leopardsovemaske i selskab med tre-fire andre og køber dampede og dybstegte linse-risboller, idly og vada med stærk kokos- og mintchutney af en sælger. Er lidt stolt, da jeg stiger ind i toget med min lille runde folietallerken. Toget begynder at køre langsomt, lige inden jeg stiger på. På første og anden klasse henter togpersonalet jævnligt skrald i kupeerne, og der er skraldespande i vognenes mellemgange. Mange smider desværre stadig skrald ud af vinduerne. Flerfarvede baneskråninger fulde af plasticskrald er derfor intet særsyn. 

MIN KOTLET viser sig at være en slags kartoffelkroket. Jeg gider ikke spise det. Over for mig smasker snorkeren en omelet på brød i sig. En af de andre sætter sig i lotusstilling med bakken på skødet så rank som en treårig.

VI NÆRMER OS Hyderabad. Landskabet er fladt og har spredt bevoksning. De to medpassagerer taler forretning med den særlige indiske blanding af lokalt sprog og pludseligt indlagte engelske gloser.

TOGET KØRER langsomt forbi Lingampalli stationen. Suffikset palli bruges om små byer. Lingam betyder lem. Pikby? Lemsted?  Jeg går ud i ­mellem­gangen for at trække frisk luft i togdøren. Jeg falder i snak med en ung gymnasielærerinde, hvis lille søn er på nippet til at få overbalance og falde ud ad døren, før jeg griber fat i drengens arm. Jeg afprøver en ny glose, jeg har lært i Mumbai. ”Chalo,” smiler jeg til hende. Det udtales tjarlo og betyder noget lignende ’let’s go’. Hun siger, det hedder cholo. Tilbage i kupeen åbner jeg en pose saltmandler og pakker sammen inden ankomsten til Secunderabad Railway Station i Hyderabad til tiden. 

KLASSETÆNKNING 

1A. Første klasse. Den dyreste og mest luksuriøse billettype. Aflåselige kupeer med to eller fire sengepladser. Egen tjener, sengetøj, måltider, aviser og forfriskninger er inkluderet i prisen, som ofte er dobbelt så høj som på anden klasse.

2A. Anden klasse. Hver andenklasses-vogn indeholder otte åbne kupeer med fire senge i to lag og to gang-senge på langs i toget. Sengetøj, en flaske vand og flere måltider er inkluderet i prisen.

3A. Tredje klasse. Som anden klasse, men med køjer i tre lag i hver åben kupé. Ofte uden læselamper og gardiner.

SL: Sleeper Class. Den mest almindelige vogn på de indiske langdistancetog. Vognene har plads til 72 passagerer. Uden aircondition.

UR/GEN: Den billigste billettype. Ingen pladsgaranti. Ofte overfyldt.

EA, EC og CC: Forskellige billettyper med siddepladser.

2S: Den billigste siddepladsbillet. Som CC, men uden aircondition.

De indiske jernbaner tilbyder også skræddersyede togrejser efter behag og særlige behov. På særligt sceniske ruter har man indsat Vistadome-vogne med glaskuppel. Det er blandt andet muligt at bestille en salonvogn med to soveværelser, køkken, udsigtsvindue og ekstra sengepladser.

Rejse 3: Fra Hyderabad i syd til New Delhi i nord – knap 2.000 kilometer.

DEN HVIDE TAXI – en Uber – af det indiske bilmærke Tata kører langs metroens enorme betonpiller, der strækker sig gråt mod nattens vigende horisont. De fleste af Indiens største byer har metroer, der forbinder områder, som er enorme i forhold til den københavnske metroring. Der er næsten ingen biler på vejen. Vi er i god tid. Klokken er 5.25, og toget mod Delhi afgår 6.50. 

DET ER STADIG NAT, da vi skrumpler op foran stationsbygningen. Alligevel myldrer det med liv. Rejsende bærer bagage til og fra en imponerende gul og hvid stationsbygning fra kolonitiden. Handlende åbner deres små butikker, bønder transporterer frugt og grønt på ladvogne, folk drikker kaffe. Jeg betaler og stiger ud og ruller med min mellemstore kuffert ind i stationsbygningens kaos af liv, farver og menneskemylder. Jernbanens servicemeddelelser gjalder ud over højttaleranlægget på telugu og engelsk. Afgangene vises i rødt på en stor LED-skærm. Stationsbygningen virker underligt klejn, indtil jeg kommer ud på spor 1, hvor stationslivet leves i en perronlang række af restauranter, toiletter og fastfood-udsalg. 

JEG ER HELDIG. Mit tog går fra spor 1. Alligevel bliver jeg forvirret. Der står et andet tog i sporet, og jeg halser frem og tilbage. Omsider slår jeg mig til tåls med, at jeg er i god tid. Jeg vandrer op ad perronens små firkantede emaljefliser med kufferthjulene klikkende langs sporet. Rotterne har en fest langs skinnelegemer og togvogne. Deres utrættelige vimsen i den skarpe morgensol varsler endnu en varm dag. 

UD FOR DET LILLE neonskilt med mit vognnummer falder jeg i snak med en ung kemiingeniør. Han beroliger mig og fortæller, at toget foran os kører om et øjeblik, og at vores kommer straks efter. Alt fungerer her i Indien, fortæller han mig stolt. Han har læst i USA og arbejdet der i en årrække, men er nu hjemme igen og glad for det. ”Indien har alt,” fortsætter han. ”Vi er ikke et tredjerangsland i forhold til USA og Europa. Vi har råstoffer, uddannelse og arbejdskraft,” siger han og blinker indforstået. Vi enes om, at Indien er i færd med at overhale Kina som verdens folkerigeste nation. 

VI DELER en flaske vand, som vi drikker ved at læne hovedet tilbage og hælde vandet direkte i munden uden kontakt med flasken. Han spørger, om jeg kan lide Hyderabad. Om jeg har fået biryani? Og hvor har jeg har været i Indien? Om jeg kender nogen fra Mumbai? Jeg fortæller, at jeg kender Manav Kaul, som er digter, dramatiker og efterhånden en ret stor filmstjerne i Bollywood, og han bliver starstruck. Lige så fjern og illusorisk hans egen middelklassetilværelse er for Indiens fattige, lige så dragende er den indiske overklasses gigantiske rigdomme for ham. Selvfølgelig hooker vi op på Facebook, inden vi skilles.

TOGET KOMMER SLANGENDE, knap en halv kilometer langt. Efterhånden som vognene ruller langsommere og langsommere forbi, og toget lægger an til standsning, begynder passagerer at hoppe af toget gennem de åbne døre, og rejsende løber langs perronen for at følge med toget hen til deres vogn. Det gælder om at rubbe sig. Der skal mange om bord, og toget holder ikke længe. Jeg tager fejl af kupeerne og kommer for en stund til at dele førsteklasses kupé med en ung technomusiker fra Rajasthan og en ældre, distingveret herre i tweedjakkesæt, som skal besøge sin søn i Bhopal og er meget begejstret for at møde en dansk digter. I Indien anses det at være digter for et fornemt og respektabelt hverv. 

JEG BESLUTTER mig for ikke at vente på konduktøren, tager afsked med de to og lukker den lille skydedør til kupeen bag mig. Efter en tur hen ad mellemgangen finder jeg min kupé. På plads i en redt underkøje kan det godt mærkes, at vi er i det centrale Indien. Varmen er høj og tør som landskabet udenfor. Jeg gør som de tre andre passagerer og døser hen til lyden af hjul på skinner og togets knirkende vuggen, mens det slanger sig nordpå, op igennem Indiens brændende varme indre. Det er godt, jeg har rigeligt vand med. Nok vand. Altid. 

JEG VÅGNER, da toget gør holdt med et ryk. Varmen er næsten ulidelig. Jeg drikker en liter vand, går forsovet og ør ud i mellemgangen og stiller mig i den åbne dør ud mod perronen. Nagpur står der på hvide rombeformede skilte. Her stillede englænderne i 1903 en nulkilometersten efter en trigonometrisk undersøgelse – Nagpur er Indiens absolutte midte. Perronen er fuld af folk og last, som skal med videre mod hovedstaden. Bag min vogn er to vogne tilkoblet, det er den billigste klasse, hvor man sidder ret op og ned eller står som sild i en tønde. Unge, sivtynde drenge i slimline-jeans og kulørte skjorter springer ud og ind i en lind strøm. En høj, ung kvinde i dybblå kjole går langs perronen med en ældre kvinde, sikkert hendes mor. Den unge kvinde bærer med lethed en tung taske, og alt smiler på hende. Min telefon siger 36 grader i skyggen. Mine medpassagerer fortæller, at her, i Indiens hjerte, bliver det næsten 50 grader om sommeren. 

SÅ KOMMER tjeneren, iført rød jaket, han tager imod middagsbestillinger. Egg biryani, chicken biryani, veg. thali, chicken thali? Jeg vælger kylling. Af en sælger køber jeg endnu en flaske vand. Lidt efter slanger vi os gennem bakkede og solsvedne landskaber. Nogle læser. Andre sover, snakker eller spiller kort. Mange er fordybet i deres smartphone, iPad eller pc. Solen går ned, mens vi kører gennem byen Amla, syd for Bhopal, og ind i den indiske tropenat. Jeg følger med på Google Maps. Hver gang jeg zoomer ind på vores placering, er den blå prik lige ved siden af et hindutempel. Der må være millioner af dem. 

BANEBRYDENDE FACTS

1. Med 69.182 kilo­meter skinner er den indiske jernbane verdens fjerdestørste. Mere end 20.000 daglige afgange transporterer 23 millioner mennesker mellem 7.349 stationer. Post- og eksprestog kører gennemsnitligt 50 kilometer i timen, mens 9.300 godstog snegler sig afsted med cirka 24 kilometer i timen.

2. De indiske jernbaner er verdens ottendestørste arbejdsgiver med mere end 1,3 millioner ansatte. I 2018 transporterede jernbanerne mere end otte milliarder mennesker og mere end en milliard tons gods med 277.987 godsvogne, 70.937 passagervogne og 11.452 lokomotiver.

3. Den længste rute – både i tid og kilometer – i landet er #15906, Dibrugarh-Kanyakumari Vi­vek Express, der slanger sig 4.273 kilometer fra subkontinentets nordøstlige hjørne i Assam til Indiens sydspids. En rejse på 85 timer. Hurtigste tog i Indien er Vande Bharat Express, også kendt som Tog 18, der har en topfart på 130 kilometer i timen. Toget er sat ind på strækningen mellem New Delhi og Varanasi, hvor det holder en gennemsnitshastighed på omkring 100 kilometer i timen. I 2022 regner de indiske jernbaner med at introducere superhøjhastighedstog.

4. Stationen i millionbyen Chennai, tidligere Madras, er indehaver af rekorden for længste stationsnavn. Stationens fulde navn er Puratchi Thalai­var Dr. M.G. Ramachandran Central Railway Station. I daglig tale Chennai Central.

5. Alle passager- og langdistancetog har afdelinger reserveret til kvinder og særtog for kvinder, de såkaldte Ladies Special Trains, der ofte sættes ind i myldretiden på populære ruter. Vogne reserveret til kvinder findes også i metroerne i Mumbai og Delhi, ligesom man for nylig i landets hovedstad har lanceret bus- og taxiservice kun for kvinder.

6. Det er almindelig praksis at krydse jernbanesporene. Det er også farligt. 2015-17 mistede 49.790 mennesker livet på skinnerne efter at være blevet påkørt af tog. De indiske jernbaner forsøger at imødegå udfordringen ved skiltning og information. I 2017 blev ikke færre end 173.112 indere sigtet for at krydse jernbanelegemet ulovligt.

AIRCONDITIONEN kan ikke følge med varmen. Det er bagende, stegende varmt. Jeg trøster mig med en rulle bourbonkiks og kyllinge-thali’en, der bliver serveret lidt syd for Bhopal. Det er en kyllingecurry. Store stykker hvidt kød i pikant sauce med løg, tomat og curryblade. Gurkemeje-gul dal, kartoffelstuvning, ris, chutney og to chapatibrød. 

NETTET ER USTABILT i subkontinentets brankede indre. Tjenerne kommer og får betaling for dagens måltider. 250 rupier eller 24 kroner. Billigt for en dansker, men dyrt i forhold til købekraften. Ren luksus, og rigtig god togmad. Vi slukker kupélyset og går tidligt til ro. Jeg sover uroligt. Det er stadig varmt. Jeg vågner jævnligt og ser ud ad vinduet på bygninger og mørke landskaber. Ved to-tiden om morgenen når toget Jhansi, porten til den sydlige del af Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat. Perronen er et oplyst tæppe af siddende mennesker, bylter og pikpak. 

TOGET SUSER GENNEM MORGENGRYET. Vi er mellem Farah og Bad, 50 kilometer nord for Agra, byen, der huser berømte Taj Mahal. Det er koldt. Iskoldt. På køjerne overfor sidder mine medpassagerer i store jakker. På Mathura Junction, mellem Agra og New Delhi, tager de stille deres bagage og går ud i gangen i en afsked lige så tavs, som vi har rejst. Temperaturen siger 12 grader. På perronen er folk smart klædt. Cityfolks. 

TOGET HOLDER et minuts tid i Palwal, cirka 100 kilometer syd for Delhi. Det er forår og overskyet. Tidlig morgen går folk i tykke sweatere og vatterede jakker. Alt virker blegere, fladere og mere farveløst. Familien, som har holdt til på den anden side af mellemgangen, indtager de ledige køjer med snacks og kortspil, mens toget langsomt kører gennem New Delhis forstæder, og solen stiger på himlen. Ved forstadsstationen Hazrat Nizamuddin læner jeg mig ud ad den åbne dør. Med alle sanser vakt, vind i håret og morgensolen i øjnene er det svært ikke at smile. Tidligere var området langs banen ved Hazrat Nizamuddin et af Delhis mest forarmede slumkvarterer, men civilsamfund og medborgerinitiativer har gennem en årrække løftet kvarteret med sanitet, oprydning og farvestrålende facader mod jernbanen. 

DA TOGET omsider ruller til perron i Delhi, trækker jeg kufferten ud på perronen. På den anden side af udgangen venter en taxi og en dag i Indiens forjagede, menneskemyldrende hovedstad. Knap 5.000 kilometers togrejse er forbi. En ny kan begynde.

Claus Ankersen er antropolog og forfatter. Han debuterede i 2003 og har siden udgivet 12 bøger. Han er stifter af det globale digternetværk Army of Poets og arrangerer litteratur-togture i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut i New Delhi. Se videoer fra togrejsen på @ankersenclaus.

Jan Gintberg tog i 80’erne med en kammerat til Australien og New Zealand. I byen Wellington endte en tur i en sportsvogn med en biografdirektør … sjovt.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

I 1985 rejste jeg med min højskolekammerat Lars mod Australien. Vi kørte som rygsækrejsende med Den Transsibiriske Jernbane, gjorde stop i Beijing, fortsatte med tog ned gennem Kina og endte i Australien. Her fik vi – to unge landmænd – job på hver sin farm. Vi taler 1.000 hektar jord, får overalt og en traktor på størrelse med Sjælland. Der var ikke en skid at lave efter fyraften, og vi var langt fra alting, så vi lærte at ryge pot – de fremragende topskud, der står og bager midt i solen – og at grine af en svensknøgle.

En dag skulle vi videre mod New Zealand. Vi tjekkede ind på et virkelig billigt hostel i Wellington af typen, man fandt i rejsebiblen Lonely Planet, hvor de kun spillede Beet­hoven fra morgen til aften. En lokal fortalte os, at der var premiere på ’Out of Africa’, og vi tænkte: ’Fint, Karen Blixen er dansk, den skal vi da se.’ 

Mens vi stod i køen foran den her forholdsvis lille biograf, kom biografdirektøren hen til os. Han var vel i fyrrerne, et hoved højere end mig – og jeg er 1,93 – og spurgte på engelsk: ’Jeg kan høre, I taler skandinavisk?’ Ja, svarede vi, og så tilbød han os en rundtur i Wellington i sin sportsvogn efter filmen. Vi sagde selvfølgelig ja igen. Det gjorde man jo dengang som backpacker. 

Vi kørte rundt i Wellington, der er virkelig smuk og omgivet af en bjergkæde, og på turen foreslog han, at vi tog en drink i hans hus, og så ville han køre os hjem bagefter. Vi kom op til hans hus, der var meget moderne med lædermøbler overalt. ’I bliver nødt til at hjælpe mig,’ sagde han så. ’Jeg har en film, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om de taler dansk, norsk, svensk eller tysk.’ ’Fint, fint, lad os se på det,’ sagde vi. Og så trykkede han play og gik ud og blandede drinks. 

Frem på skærmen tonede den mest hardcore bøssepornofilm, man kan forestille sig. Pik i røv, pik i mund, pik alle steder. Han kunne lige så godt have holdt et ladt jagtgevær op foran knoppen af os. 

Vi skyndte os at trykke pause, og da han kom ind igen, sagde vi som det mest naturlige i verden: ’Vi vil bestemt mene, at de taler tysk.’

Hvad jeg først kan se i dag, er, at Lars og jeg nok har lignet to medlemmer af Wham. Vi var myndetynde, havde langt 80’er-garn og gik med halssmykker og åbne skjorter. Vi vidste jo godt, at der fandtes noget, der hed bøsser, men vi var altså to unge drenge fra landsbyer med ingen eller meget usynlige homo-miljøer, og det her kom som et gigantisk chok. For første gang i mit liv stod jeg i en situation, hvor jeg – som jeg har gjort så mange gange siden – med skandinavisk høflighed og pli forsøgte at padle uden om et problem og jævne ud med et smil i stedet for at gå ind i en konflikt. 

Biografdirektøren insisterede på, at vi skulle blive til en drink, men vi skulle pludselig meget tidligt op næste dag, sagde vi. Vi løb de 14 kilometer tilbage til vandrehjemmet med følelsen af at være blevet virkelig, virkelig udfordret på vores seksualitet.”

FØRSTE REJSE

”Til Norge som 14-årig med min fætter i hans Ford Fiesta.”

VÆRSTE REJSE

”Solferie til Fuerteventura i efterårsferien sidste år. Fuck, hvor er der trøstesløst.”

STØRSTE REJSESKUFFELSE

”Toronto, hvor jeg skulle mødes med en pige, jeg var forelsket i. Hun havde i mellemtiden fået en kæreste, så jeg drak mig stiv i to uger.”

BEDSTE REJSEMÅLTID

”Jeg gad godt æde mig ihjel i Japan. Al deres mad er henrivende.”

VÆRSTE REJSEMÅLTID

”Smørepålægget Vegemite, som de nyder i Australien. Det smager cirka af pis, gær og soja.”

 

Den svenske krone er lav, solen står højt, så hvorfor ikke tage hinsidan til Malmø – Sveriges mest festlige og farverige provinsby. Bad i havet, i kulturtilbud, i billige indkøb, i fatöl på byens torve i varmelampernes sommerskær, eller gnask krebs, og dans solen sort i august til Malmöfestivalen.
Tekst:Jens VilstrupFoto:Colourbox, privat, Ritzau/Scanpix

MALMØ PÅ TO MINUTTER

’Nordens Chicago’ har mange medier døbt Malmø. Tilnavnet skyldes de mange bombesprængninger, bandeopgør og skyderier, der de senere år har plaget byen, men selve storbybetegnelsen er ikke ramt helt ved siden af. Malmø er indbyggermæssigt præcis på størrelse med Aarhus – der bor 340.000 i byen –  men den omfangsmæssige og internationale fornemmelse i havne-, industri- og fæstningsbyen er langt større i Sveriges tredjestørste by end i Danmarks andenstørste. 

Malmø er Sveriges hurtigst voksende storby. Siden 1990 er den vokset med 37 procent, byen har 186 forskellige nationaliteter, og hver tredje indbygger i Malmø er født uden for Sverige.

Trods problemer med kriminalitet er Malmø overvejende et roligt sted – både i ordets svenske og danske betydning. Byen er gammel, fra 1300-tallet, samtidig meget moderne, og blandt hus- og butiksfacader, der pludselig sætter én tilbage til 1950’erne, glider trafikken (næsten irriterende) langsomt og hensynsfuldt, man hilser pænt på butikspersonalet, lægger sine varer, så stregkoderne vender arbejdsvenligt, skyller sæben af, når man har vasket op, tager altid skoene af, når man er på besøg, man siger aldrig noget fornærmende, man udviser i det hele taget hensyn og holder sig tilbage – ude og hjemme. 

Men gå ud, det kan de i Malmø. Byen har et hav af barer og restauranter med udeservering – langt flere end for eksem­pel storebroren Göteborg. Og selvom svenskerne måske selv synes, de er klimarigtige, så holder glødende varmelamper – der overalt på byens torve og gader skyder op som stålchampignoner – godt gang i udefesten. I weekenden er nattelivet decideret dunkende, byen går sent i seng, langt senere end andre byer af samme størrelse. Om det midt om natten gælder en pludselig Max-burger, en homo-bar, endnu en drink, en fatöl eller et dansegulv, der nægter at stå stille, er Malmø med på vognen.

4 KVARTERER, DU SKAL KOLLA

Gamla Staden
Kun en vejrtrækning eller to fra byens banegård spreder byens ældste kvarter – en ø omgivet af kanaler – sig med irrede tårne, imposante bygninger og knoklede brostensgader. Tag på en af Gamla Stadens restauranter eller sidegadebarer, køb eksklusivt modetøj i dens små, smalle gader, køb stangtøj eller stort ind langs hovedstrøget og gågaden Södergatan, eller tag en udeslapper på en af Lilla Torgs mange serveringssteder. Lilla Torg er Malmøs store, ølslurkende Nyhavns-agtige centrum.

Västre Hamnen
Er man til vindtunneler, rig ungdom og tilbageflyttet alderdom i højhuse med altaner, store blanke glasfacader og pludseligt cool barer og spisesteder, skal man tage til Västra Hamnen, hvor Skandinaviens højeste bygning, Turning Torso på 190 meter, knejser hvidt og drejende ud over Øresund. Hop eventuelt i havet fra bydelens mange varme trætrapper eller pontoner ved Sundspromenaden, hvor folk slænger sig om sommeren.

Davidshall/Triangeln
I direkte forlængelse af Gamla Staden og blot nogle skridt over kanalen ved Davidsbron, hvor berømte svenskere har fået deres sko støbt og foreviget, og hvorunder folk sejler i pedalbåde eller sidder sommeren væk på stentrapper, fortsætter by- og cafélivet og shoppingmulighederne om muligt endnu mere hektisk. Gå endnu mere shop-, café- og bar-amok i Davidshall, eller tag til Triangeln, hvis togstation modernistisk buler sig som en halvcirkel op af asfalten, gå en tur i områdets bil-afspærrede ’sommergader’, og sæt dig i parasolskyggerne og sig: ”Tjänare, en kall öl, tack.” 

Möllevången
Möllevången, i folkemunde bare ’Möllan’, ligger lidt længere sydpå end Triangeln, og det er her, det går ned, hvis man ikke er i Lilla Torgs opadpegende aldersgruppe, selvom man også her sidder ude under varmelamper med drinks og store starke. Det traditionelle arbejderkvarter rundt om de mange fortovsbarer er en slags Nørrebro, det vrimler med indvandrerkiosker, med veganske og udenlandske restauranter, valuta-exchange-steder, billige frisører, vandpibebarer, der er graffiti her, der og alle vegne, og centrum, Möllevångstorget, er fra mandag til lørdag i dagtimerne et eksotisk frugt-, grønt- og madmarked.

5 TING, DU SKAL ÄTA

Korv med mos – Denne absolutte klassiker serveres ikke længere på hvert et torv i Malmø. Men fortvivl ej. Find for eksempel Korvhuset – enten tæt ved togstationen på Gyllenpalmsgatan 2 eller tæt på shoppingområdet i Davidshall på Västrä Kanalgatan 1 – og gå om bord i byens lækreste pølser i supercool, svenske retro-omgivelser. Er du ude på sjov, så snup surkål eller rejesalat med til din mos.

Godis Svenskerne har vel nærmest opfundet bland selv-slik-konceptet: lösgodis. Sverige har ingen afgifter på slik, alle købmænd og supermarkeder har gigantiske godis-områder, og det er billigere end i Tyskland, så grib en (stor) spand, og fyld lystigt op.

Gå på fika – Uanset hvor du befinder dig i Sverige, kan de ikke få nok af kanelboller og kaffe, såkaldt fika. Det er svenskernes samværshygge nummer et og indebærer kaffe (’fika’ er en særlig svensk snakke-bagvendt-version af kaffe), en bolle eller en kage og masser af snak.

Lunch – I Danmark er vi all in på brunch, men i Sverige går man på lunch – udtales lønsj – der er den store tallerken-åbenbaring. Gå på jagt efter skiltene omkring frokosttid, og find store tre-retters lunch-menuer overalt i byen til omkring 100 svenske kroner.

Saluhall – Lyst til en hipsterhapser? Tæt på universitetet i Malmø ligger Saluhall i vindblæste omgivelser i en rustrød bygning, der ligner en sportshal, men hvor det gælder om at have det flotteste forklæde, det længste skæg og de lækreste delikatesser. Prøv for eksempel en af de mange retter med halloumi – den fede saltede, mellemøstlige ost, der er uhyre populær i Malmø.

5 X UD I DET (GUL)BLÅ

Kungsparken/Slottsparken og Malmøhus
Kungsparken og Slottsparken, der er adskilt af en af byens mange kanaler, er Malmøs ældste park og populær som udflugts-og spadsereturssted. Midt i det hele spejler den restaurerede toldborg fra Kalmarunionen og det senere lokale danske kongeslot Malmøhus sig i det stille voldgravsvand. Indenfor i Nordens ældst bevarede renæssanceslot, der blev svensk i 1658, er der teknik-, søfarts- og kunstmuseum, og udenfor er der en kæmpe økologisk have med øko-grøntsager til salg og café.

Ribersborg Strand og Kallbadet
I forlængelse af Kungsparken ud mod havet strækker den to kilometer lange Ribersborg Strand, ’Ribban’, sig blødt, fladt og sommerindbydende med udsigt til Øresundsbroen og Danmark til den ene side og det lokalberømte ’Kallis’ eller Kallbadet og The Turning Torso til den anden. Ribersborg Kallbadhus er en smuk, gammel træ-badeanstalt midt ude på vandet, hvor man kan springe ganske naken (kønsopdelt) i vandet og bagefter tage sig en tur i sauna eller en bit mat eller en öl på stedets restaurant, der klogt har indrettet to forskelligtvendte udeserveringsområder, så man altid sidder i læ. Kallbadet er ikke en lukket klub, som badeanstalter oftest er det i Danmark, der er adgang för alla. 

Folkets Park
Det er sommerens mest populære mødested. Parken, der ligger i det klassiske arbejderkvarter Möllevången, har i 100 år været malmøgensernes foretrukne oase og er det stadig. Drik en øl på Far i Hatten, nap en kebab, spil minigolf, tag børnene med på legepladserne, nyd springvandene, hæng ud med skaterne på ramperne og graffitimalerne, der aldrig bliver færdige, se en koncert fra Stora Scenen, og tjek det svenske kvinde- og herrelandsholds fodboldprogram. Spiller de, bliver det vist på storskærm. Vinder de, er der folkefest.  

Kanalrundfart eller tramp-selv
At bevæge sig roligt på vand gennem en by, enten ved egen kraft og motor eller andres, kan bare noget særligt. Hop på en kanalrundfart tæt på Centralstationen ved Norra Vallgatan 60, og sejl en lille times tid gennem de mange stille kanaler, mens du får byens historie serveret. Du kan også leje din egen elektriske GoBoat eller hoppe på en vandcykel – en trampbåt – for eksempel midt i byen hos City Boats mellem Davidshallsbron og Amiralsbron i Raoul Wallenbergs Park. 

Rosengården
Hvorfor ikke ved selvsyn se, hvad det på mange måder berygtede forstadsområde Rosengården er for et sted? Tag bussen eller din cykel ud ad Amiralsgatan, og drej af ved Rosengården Centrum midt i det store, indvandrerdominerede område, hvor højhusene er bygget i 60’erne og 70’erne. Kønt er det måske ikke, men bylamperne er formet som en slags mellemøstlige moskékupler, mænd hænger ud foran butikkerne, burka-kvinderne spadserer rundt i grupper, børn cykler rundt og spiser is, og så kan man jo altid gå til frisøren og blive klippet ligesom Zlatan Ibrahimovic – Rosengårdens absolut mest berømte bysbarn – eller tjekke spillet ud på Zlatan Court, som five-a-side-fodboldbanen i en af indergårdene ved Cronmans Väg hedder. 

DANS OG TRÆD TIL

Malmöfestivalen
Fra fredag 9. august og en uge frem forvandler parker, gader, stræder og torve i Malmø sig til én stor, fed folkefest med stort indledende fælles krebse-kalas – kräftskivan – på Stortorget, med et hav af madboder, med masser af (gratis) koncerter, gadekunst, teater og kulturoptrædener og med det i Sverige så populære dans på kvällen, hvor folk i (næsten) alle aldre giver den fuld gas på det store fælles dansegulv, den såkaldte dansbanan. Mere end en million mennesker besøger hvert år festivalen, og skulle du blive ekstra grebet af musikken i år, er der mulighed for at blive gift midt på dansegulvet. Programmet var ved redaktionens slutning ikke færdigt. Se mere på malmöfestivalen.se

Malmø på cykel
Byen er ideel til pedaler. Udvid horisonten, og træd rundt i byen, i dens mange grønne parker eller ud til stranden. I Øresundstoget kan du medbringe din cykel fra Danmark og tilbage igen. Du kan også nappe en af de mange bycykler, der holder lige uden for Malmø Centralstation, eller leje en cykel – for eksempel hos Travelshop lige bag Centralstationen (i modsat retning af byen) på Carlsgatan 4a.

10 STEDER AT HÆNGE UD I MALMØ

Anbefalet af svenske Carl-Oskar Jonsson, 27-årig skrivende kunstner og lokal udhænger.

1. Gamle Nobes Bodega
Kvarterets lokale kro nummer et – uanset hvilket kvarter du bor i. Folk er ikke uden grund vendt tilbage til dette sted siden 1937. Kålbuddingen føles eksotisk, og øllen er billig. ”En rigtig bar,” siger stamgæsterne, ”Den er go’ nok,” siger de, der bare drysser forbi. Kristianstadsgatan 36.

2. Riket
Formentlig Lars von Triers favorit. Charmerende og med et cool personale, som ved, hvad de laver. Spis en bid mad, eller sid i baren. Hyggeligt om tirsdagen, men måske særligt om fredagen, hvor kælderen er berygtet for en vis vildskab – på den gode måde. Erik Dahlbergsgatan 5.

3. Far i Hatten
Lige lukt i Folkets Park med sommerens måske bedste udeservering (varmelamper, tjek!). En sjov fusion af Christiania og de gamle familiehaver på Frederiksberg i København. Der er dansegulv (under tag) og indimellem svensk benspjæt til livebands. Midt i Folkets Park. 

4. Metro
Næste stop er Metro, som ligger midt i Möllan – området omkring Möllevångstorget. Her findes enorme mængder (desværre ret dyre) øl at vælge imellem og festlig stemning på alle måder. Ängelholmsgatan 14.

5. Belle Epoque
Alle byer har et fransk sted, det her er Malmøs. Spiller ofte høj musik og er gode til at lave cocktails. Frankofil or not, det her er hot. Södra Skolgatan 43.

6. Malmö Live Skybar
En skybar er altid en skybar, siger de udsigtsløse. Men tag op på 25. sal, og nyd et mavesugende vue over Malmø, mens du napper en drink eller øl. Har man råd til at give den gas ved baren, føles Skybar lidt ligesom New York – hvis man kniber øjnene sammen. Citadellsvägen 4.

7. Café Basement
Venlige priser, og betjeningen er ligefrem og uden tingeltangel. Om man sidder udenfor eller indenfor i hjørneejendommen, gør ikke så meget. Der er gode vibes all around. Långgårdsgatan 8.

8. Mineral 
Et mineral er en fast kemisk sammensætning, som forekommer i naturen, og her tales der naturligvis om naturvin, selvom man drikker øl. Fancypancy? Måske. Hyggeligt? Ja! Hvorfor ikke starte aftenen her? Sankt Knuts väg 13.

9. Bastard
Her går alle for tiden ud, det er et rigtig in-sted. Svært at få bord, og folk går planken ud (især Bastard-planken med lækkerier og lufttørret pølse). Smager efter sigende lidt af Bæst på Nørrebro i København. Mäster Johansgatan 11.

10. Grand
Åbent længe, og der er spark i dansegulvet. Selvom du måske ikke har noget at fejre, føler du, at det har du alligevel, når du kommer ind på Grand. Et perfekt sted at afslutte aftenen. Monbijougatan 17.

KØB IND OG KØB BILLET

Shop og sov
Engang var det dem, der kom til os for at fylde indkøbsposerne. I dag er det omvendt (på nær sprut). Den svenske krone har længe ligget omkring 70 danske øre, og næsten alting er billigere i Malmø end i København. Gå butiksamok i gaderne, tag i storcenteret Triangelns Köpcentrum, eller vær doven, og stå af toget til Malmø på futuristiske Hyllie Station, og gå direkte i gigantcentret Emporia. Skal du bo på hotel, er det nærmest til halva priset i forhold til København. 

Tag toget
I dagtimerne er der fra Københavns Hovedbanegård afgang hvert 20. minut med Øresundstoget til Malmø – og tilbage igen. Toget stopper på den svenske side i Hyllie, Triangeln og på Malmø Centralstation. Billetten koster hver vej 91 kroner. En cykelbillet koster 46 kroner.

Det begyndte med en talentkonkurrence i Silkeborg og en tilfældig tur til Grønland for at komme væk fra forældrene. Nu rejser han kloden tynd som tryllekunstner og er medlem af Eventyrernes Klub. Senest har ballondyr og forsvindingsnumre ført Jesper Grønkjær ind bag det nedrullede diktatur-gardin i Nordkorea.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Privat

BEGYNDERTRICK

I 9. klasse lærte jeg et værtshus-trick, hvor man tryller mønter fra én ting over i noget andet. Det trick sad jeg med i klassen i alle frikvartererne, og jeg vandt øl fra de andre på den måde. I begyndelsen var det bare for sjov. Men så begyndte lærere og elever fra andre klasser også at komme. Fra at være den lidt generte dreng blev jeg det sociale omdrejningspunkt. 

Jeg  voksede op i Kjellerup, og Silkeborg var en storby. Nede på Delta House havde de en talentkonkurrence. Jeg meldte mig til, ret beset som en joke, og fortalte klassekammeraterne, at nu skulle jeg ud og trylle. 70 af eleverne på skolen lejede en bus, fordi de skulle over og se idioten gøre sig til grin. Jeg havde lånt min fars habitjakke, der var to numre for stor, og jeg havde en høj plastic-hat på hovedet. Det var i begyndelsen af 90’erne, så jeg havde permanentet hår og syntes selv, jeg lignede Thomas Helmig. Men jeg lignede nok mest Polle fra Snave. Jeg lavede fire trick. Der var tre, der var dårlige, og et, der mislykkedes. Jeg stod med en avis, der skulle være hel efter et trick, men da jeg foldede den ud, dryssede alle stykkerne ned ved siden af mig. Jeg havde også købt en levende hvid due, der skulle sidde på min finger, men den fløj fra mig. Hver gang jeg kiksede, grinede mine venner mere og mere hysterisk. Med det resultat, at dommerne troede, det var meningen. Og så vandt jeg førsteprisen. Jeg var oppe mod et par, der dansede lambada, og en mand med en violin. Konkurrencen var måske heller ikke så hård.

Om natten kom jeg hjem med en check, en flaske champagne og en pokal. Jeg var blomstret. Jeg havde spillet fodbold i 11 år og var ikke nået længere end til andetholdet. Og jeg havde været spejder i 12 år og kunne ikke binde et råbåndsknob. Lige pludselig var der nogle, der sagde, at jeg var god til noget.

JESPER GRØNKJÆR

48 år. Professionel tryllekunstner, foredragsholder og forfatter.

Bor i Aarhus. Fra Kjellerup, der ligger mellem Viborg og Silkeborg. Gik på Bjerringbro Gymnasium. Har siden sin studentereksamen levet af at trylle.

Har optrådt hos stammefolk i Papua  Ny Guinea, munke i Himalaya, gangstere og massemordere i Mellemamerika, beduiner i den arabiske verden, narkoprostituerede i New Yorks undergrundsmiljø og stammefolk i Afrika. Medlem af Eventyrernes Klub og De Berejstes Klub.

Har skrevet bogen ’Frihed fra himlen – En rejse bag Nordkoreas lukkede grænser’.

Efter gymnasiet lånte jeg 100.000 i banken. Jeg var 20 år og sendte brochurer ud til alle de steder, der kunne tænkes at bruge en tryllekunstner. Skoler, børnehaver, handelsstandsforeninger, kirker. Min mor syede mit kostume og en rød dug med hvide frynser, og min far sad dag efter dag og slog op i tykke, gule telefonbøger, hvorefter han tastede adresser ind i titusindvis, som vi sendte flyers ud til. Meningen var, at jeg skulle have nok job til at kunne holde et sabbatår. Min far og jeg lavede en turné, og de første tre måneder havde jeg 80 job. Jeg fik lavet en tour-T-shirt ligesom Metallica, som jeg så op til. Der stod ’Tour ’92’ og Børnehaven Mælkebøtten og Karensminde Ungdomsskole og så videre på den. 

En af mine folkeskolelærere kom og sagde: ”Jeg har set, at der skal være en kulturfestival i Grønland, hvor man søger danske artister.” Jeg sendte et brev af sted og blev ringet op. De havde udvalgt mig til at repræsentere Danmark. Jeg var ret beset ligeglad med at rejse, men jeg øjnede muligheden for at komme 14 dage væk fra min mor og far. Jeg fik et regulært kulturchok. Det var en anden natur, livsstil og humor. Ude i bygderne tror de meget på åndeverdenen og det overnaturlige, så folk skreg og løb ud af lokalet, når jeg tryllede. 

Nogle af de grønlandske kvinder syntes, jeg var interessant. Jeg havde været en dreng i 22 år og blev mand på en nat. Jeg kan huske, der kom en ældre dame hen til mig på et lille diskotek. Hun havde ingen tænder i munden. Hun tog ved sine hofter og sagde: ”Herfra og opefter er jeg 65, men herfra og nedefter er jeg 18. Vil du med hjem og se?” Sådan var det hver aften. Det var så fjernt fra alt, jeg kendte. Men Grønland blev startskuddet til, at jeg begyndte at kombinere trylleri og rejse. Nu har jeg en årlig turné deroppe, og mine børn har grønlandske mellemnavne.

Nordkorea fejrer ofte sig selv.

NORDKOREA 1

Jeg sad alene og så fjernsyn om natten 2. juledag i 2015. Der var et program om Nordkorea, om fangelejre og flugt. Jeg tænkte: ”Det der er godt nok vildt.” Jeg blev nysgerrig og grebet af en tanke: Vi kan undertrykke mennesker, men kan vi også undertrykke smilet? Så jeg gik ind og læste om landet og sad oppe en halv nat. Jeg vidste godt, at jeg ikke bare sådan lige kunne rejse ind, så jeg søgte på nettet og fandt en rejseagent i New Zealand. Jeg skrev til ham, fortalte, hvad jeg beskæftigede mig med, og spurgte, om det kunne være muligt at trylle i Nordkorea. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville høre fra ham. 

Næste formiddag svarede agenten, at han var klar til at gå videre med det. I mellemtiden var det blevet lyst, og jeg var knap så modig, som da jeg sad med et glas rødvin om natten. Men jeg spurgte alligevel min kammerat Jens, om han ville med. Det ville han godt. Og så hang vi på hinanden.

10 meter inde i Nordkorea med toget fra Beijing kom der omkring 100 nordkoreanske soldater ind i vognene. Alle ens ting skal godkendes, før man må komme videre. Pludselig gik det op for mig, at jeg havde en avis i min kuffert. Hvad nu, hvis det var Ekstra Bladet? Der kunne være en side 9-pige, og al pornografi er forbudt. Der kunne også være en kritisk historie om Kim Jong-un. I nordkoreanske aviser er det ofte Kim Jong-un, der er på forsiden med et billede i farver, mens alle andre er i sort-hvid, fordi han skal stråle mest. Der var virkelig dårlig stemning mellem os og soldaten i vores vogn. Han var fuldstændig udtryksløs. For at bryde facaden tog jeg en rød klovnenæse på. Han kiggede bare iskoldt på mig, så jeg trykkede på klovnenæsen, som sagde: ”Båååt!” Han reagerede stadigvæk ikke. Min kammerat Jens tilbød ham en mågeklat fra BonBon. Han syntes selv, det var sjovt, men vagten var stadigvæk iskold. Tjekket tog tre-fire timer. Heldigvis var det Midtjyllands Avis, jeg havde med. 

Jesper Grønkjær og rejsemakkeren Jens blev pålagt at indtage middage på dyre restauranter. Ingen af de lokale havde råd til at komme der.

På banegården i hovedstaden Pyongyang blev vi hentet af to vagter. Jeg havde forventet et par store, stærke fyre, men ind kom to unge damer i begyndelsen af tyverne. Miss Lee og Miss Rim. Vi kaldte dem Yin og Yang, når de ikke hørte det. Vi måtte ikke gøre noget som helst uden deres tilladelse, sagde de og tog vores pas. Vores hotel lå på en ø, der var bevogtet af bevæbnede vagter ved dørene, så man ikke kunne slippe derfra. Vi blev lukket inde om aftenen og måtte ikke forlade stedet. Vi måtte ikke fotografere de lokale, vi måtte ikke snakke med dem. Vagterne bestemte, hvad vi skulle se, hvor vi skulle spise, hvad vi skulle spise. De bestemte alt. 

Hunde-suppe var en af de ting, vi fik at spise. Men ellers fik vi god mad, fordi vi hele vejen igennem skulle se det forkromede Nordkorea. Det var Monty Python-agtigt. Vi blev sendt ind på fine restauranter og sad som kongelige for hver sin ende af bordet. Man bliver jo nødt til bare at grine af det, når tingene bliver tilpas gak. Min rejsekammerat Jens var single, og Miss Lee og Miss Rim var meget betagede af ham. Vi fik måske lidt mere line, fordi de var vilde med ham.

Hver dag blev vi sat ud i en bil og kørte i 10-12 timer sammen med vagterne og deres chauffør. Alt, vi måtte se, var det, der forherligede landet. Store statuer, mosaikker og nationalmuseer, der viser, at det var Nordkorea, der vandt Korea-krigen, at de er verdens bedste nation og har verdens bedste leder. På et tidspunkt kørte vi i 10 timer for at komme ud til en sø, hvor Kim Jong-il på et tidspunkt havde skudt med sin pistol ud over vandet. Der, hvor kuglen landede dengang, lå nu en rød bøje. 

Der var få steder, hvor jeg måtte trylle. Men jeg ville gerne lave noget impulsivt, samle nogle folk og se, om jeg kunne komme ind på livet af dem. Ude på landet er der kun én vej, og der er stort set ingen biler. Vi kom til en indkørsel, hvor der stod tre damer ved et lille bord og solgte cigaretter, vand og lidt souvenirs. Folk rundtomkring var udhungrede og lå ude på marken og arbejdede med le og såede med hænderne. Men de her tre kvinder stod som det fineste af det fineste i deres silketøj. De var sandsynligvis udsendt af regeringen og ventede på, at vi kom. Jeg lavede et ballondyr og et lille simpelt tryllenummer. De grinede, og da vi skulle tage afsked, græd de. Jeg tror, at de blev rørt over, at der kom nogen og gjorde noget for dem. Jeg satte mig selvsikkert ind i bilen igen og tænkte, at nu får jeg ros af vores vagt. ”Det gør du aldrig igen!” sagde hun.

Studerende pludselig uden indlærte forbehold.

NORDKOREA 2

Jeg skulle optræde på en skole ude på landet. Det var en forestilling, jeg havde fået forhåndsgodkendt af myndighederne. Skolen var helt sikkert udvalgt til formålet, og det var med sikkerhed også embedsmændenes og de riges børn, der gik der. Men da vi kom derud, nægtede den kvindelige rektor at overholde aftalen. Vagterne kunne eller ville ikke uddybe hvorfor. Men for en gangs skyld blev jeg stædig, og efter en diskussion overgav rektoren sig. Så i stedet for at komme ind i skolens flotte koncertsal og optræde for 800 elever endte jeg med at optræde på en grusmark for 50 elever. Jeg bandt en slags træramme rundt om nakken på en dreng, og så stak jeg et blankt sværd igennem kraven, så det så ud, som om klingen gik lige igennem halsen på ham. Publikum skreg og hvinede både i forskrækkelse og morskab. Publikum i Nordkorea reagerede stærkere end i vestlige lande. De blev mere overraskede og grinede af selv de små, simple ting. Men indimellem rendte læreren rundt og tyssede på eleverne. De måtte ikke grine af en voksen mand. Til sidst måtte jeg bede Miss Lee og Miss Rim om at fortælle ham, at det var meningen, børnene skulle grine.

På et tidspunkt havde jeg en sød, ung dreng oppe på scenen som min hjælper. Alle grinede og havde det godt. Men så kom der en emsig lærer og rev drengen ned igen. I stedet kom læreren op med en pige, som han befalede, jeg skulle bruge i stedet for. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se, at han skældte drengen ud og børstede hans bukser. Han var ikke værdig til at hjælpe, fordi han havde lidt beskidte bukser. Jeg gav pigen et ballondyr som tak for hjælpen, og bagefter gik jeg demonstrativt ned foran læreren og hentede drengen op igen. Jeg ville give ham det ballondyr, som han havde fortjent, og lade ham modtage de andre elevers bifald. Lige i situationen var jeg lidt nervøs for, om det kunne bringe mig i problemer at udfordre læreren. Men til sidst overgav han sig og skraldgrinede.

I Pyongyang er der et vandland for de rige, der er meget større end Lalandia, og det skulle vi selvfølgelig ind og se. Vagterne skulle klæde om og bade for sig selv, så i omklædningsrummet blev vi ligesom små børn, fordi vi var på egen hånd. De unge fyre i vandlandet svømmede hele tiden tættere på os. Der var en af dem, der havde et kamera og spurgte, om han måtte tage et billede af os. ”Lige et øjeblik,” sagde jeg og løb ud og hentede nogle klovnenæser. Jens og jeg dykkede ned under vandet og tog næserne på, og på tre kom vi op af vandet med røde næser. Drengene lignede et stort spørgsmålstegn. De grinede ikke. De anede ikke, hvad det handlede om. 

VEJEN IND I NORDKOREA

Jesper Grønkjær sendte sine papirer til sin agent i New Zealand, som forhåndsgodkendte og sendte dem videre til samarbejdspartnere i Kina. Der ikke er internet i Nordkorea, og papirerne blev printet ud i Kina. En kinesisk chef rejste herefter med tog til den nordkoreanske hovedstad Pyongyang. Her skulle nordkoreanske embedsmænd læse dokumenterne. De godkendte og stemplede. Derefter skulle den kinesiske chef tilbage med toget til Bei­jing, hvor papirerne blev scannet ind. Herefter blev de sendt til New Zealand igen og derfra videre til Danmark. Til sidst skulle Jesper Grønkjær fotografere sine rekvisitter og sende billederne til New Zealand, Kina og Nordkorea.

En dag kom vi ud til et spahotel. Jeg har aldrig set noget lignende. Vi kom ind på et værelse, der lignede noget fra 40’erne. Jeg åbnede døren ud til det badeværelse, hvor spabadet skulle være. Der var mug over det hele. Men Miss Lee og Miss Rim var som robotter. Alt, hvad de sagde og gjorde, var indlært: ”Er det ikke de smukkeste statuer, I nogensinde har set?” ”Er det her ikke den mest fantastiske mad, I nogensinde har smagt?” ”Har I nogensinde set noget så fantastisk som den her mosaik?” Vi trængte til at lukke noget damp ud. Jens og jeg fik nogle øl på restauranten, hvor de også havde billig russisk champagne. Jeg fik fat i sådan en flaske, fordi jeg tryllede for bartenderne. Vi blev drukket helt i stykker. Da månen stod højt på himlen, vaklede vi arm i arm tilbage i seng. Vi skulle gå 100 meter op ad en grussti for at komme til værelset, og jeg aner ikke, hvordan vi kom derop. Der var vagter, der bevogtede hele området, og bagefter tænkte jeg: Hvad kunne der ikke være sket sådan en aften? Hvis jeg uden at tænke mig om havde tisset udenfor eller var begyndt at jodle? Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke var helt utænkeligt. 

På en af vores køreture var Jens og den ene af vagterne faldet i søvn. Der er altid to vagter. Både for at holde turisterne i et jerngreb, men også for at holde sig selv og hinanden i et jerngreb. Jeg sad ved siden af hende, der stadig var vågen, og spurgte, om hun var glad for sit arbejde. Hun svarede: ”Jeg er glad for det arbejde, regeringen har udvalgt mig til.” Jeg spurgte, hvad hun gerne ville være, da hun var barn. Hun svarede, at det ikke altid er nemt. Jeg fortalte, at mit liv heller ikke altid har været nemt. Det kunne hun ikke forstå. Jeg måtte jo være fuld af selvtillid, når jeg sådan havde stået på en skole og fået alle til at grine. Jeg sagde, at det var jeg bestemt ikke. Og så begyndte hun simpelthen at græde. Tårerne vældede ud. Hun begyndte at fortælle, at hun ikke selv havde kunnet vælge det, hun gerne ville. At hun syntes, det var hårdt, og at det var mændene, der bestemte det hele. Et øjeblik tog hun min hånd, hvad der var helt uhørt, og knugede den, mens hun sad og græd.

Trafikvagter på de store boulevarder står i sirlige uniformer for at dirigere biler, der ikke er der.