Indlæg

Som barn følte Karen Marie Ørsted sig ved siden af, men så fandt hun retning i musikken. Senere brød hun igennem på verdensplan – og fik panikanfald. I dag vil MØ stadig være popstjerne, men på egne pauserende præmisser og i sine orienterings-løbesko. Ud & Se forsøger at følge ruten.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

PÅ INGOLFS KAFFEBAR er hun på fornavn med personalet og de andre Amager-gæster.

”Hej Maja,” siger hun til en ung, mørkhåret kvinde, da hun træder ind ad døren en tirsdag formiddag i påskeferien.

Lige før, ude i gården, gik hun forbi en ældre mand med solbriller, som spurgte, hvordan koncerten var gået – den, hun spillede for et par uger siden på Christiania som opvarmning til sit kommende album ’Plæygirl’.

”Det gik da meget godt,” svarede hun og fik et klem på armen med på vejen.

Indenfor bestiller hun en latte og lader den sorte dunjakke falde ned over skuldrene. Under den har hun en beige dunvest på. Hun frøs lidt i nat og har pakket sig godt ind. Hun har massive sorte læderstøvler på, Adidas-joggingbukser og en langærmet grå T-shirt med et tie dye-agtigt mønster. Håret er sort og når hende ned til midt på ryggen.

”Tak for invitationen,” siger Maja, mens hun betjener espressomaskinen. Hun skal med til releasefesten for ’Plæygirl’, som bliver afholdt her på cafeen om en måneds tid. Karen Marie Ørsted bor tæt på, så det var oplagt, at det skulle være på Ingolfs. Og med den lidt slidte hygge og hjemmegjorte charme passer stedet også godt til musikken, som hun siger er mere ”lo-fi og DIY-agtig”. 

Hendes første single fra albummet er blevet kaldt en tilbagevenden til den lyd, der ændrede dansk musik. Det skal vise sig, at den 36-årige popstjerne fra Fyn i mere end én forstand er i gang med at finde hjem.

”Det bliver så godt,” siger hun til Maja. ”Vi skal have ’brunner’.”

Med latten i den ene hånd og et stort glas vand i den anden går vi ud i gården og sætter os.

Du serverer brunsviger til din releasefest?

”Bajere, shots og brunsviger. Det er virkelig true to the Karen-core.

10 ÅR ER GÅET, siden Karen Marie Ørsted sidst blev interviewet i Ud & Se. Dengang var det marts 2015 – samme måned som hun og amerikanske Major Lazer udgav ’Lean On’, der blev verdens mest streamede sang og i dag har seks milliarder afspilninger på Spotify og YouTube. Hun stod midt i sit internationale gennembrud, på vej til Los Angeles for at skrive nye sange efter et 2014 med anmelderrost debutalbum, et hav af priser og 115 koncerter. Hun optrådte på Glastonbury Festival i England, turnerede i USA, spillede i ’Saturday Night Live’, og herhjemme ville så mange til hendes koncert på Roskilde Festivals Arena-scene, at publikum ifølge en femstjernet anmeldelse stod i store kødrande uden for teltet.

Alt det, bare to år efter hun uploadede sin første sang som MØ på YouTube.

”Hvis jeg som barn havde vidst, at jeg skulle komme til at opleve alt det her, havde jeg fået et hjertestop af lykke. Og det hele er bare kommet væltende på én gang. Fuldstændig ude af kontrol. Indimellem kan det også være lidt skræmmende, at det ikke kan kontrolleres, men nu har jeg besluttet mig for bare at springe ud i det og se, hvor det fører mig hen. At give slip,” sagde hun dengang til Ud & Se – lige inden ’Lean On’ udkom.

I årene efter rejste hun verden rundt i forsøget på at udnytte det momentum, giganthittet havde givet hende. Arbejdede konstant og sagde ja til alt: koncerter, tv-optrædener, samarbejder, sessions i studiet, interview, møder, sociale medier – you name it. I den internationale musikbranche, som hun lige havde sparket døren ind til, virkede det som den eneste vej frem.

”Jeg var bange for ikke at virke ambitiøs. At folk skulle tro, at jeg ikke ville det nok. Man sagde jo ikke nej til at spille hos Jimmy Fallon,” siger hun i dag.

Set i bakspejlet var der allerede inden ’Lean On’ tegn på, at hun havde svært ved at følge med i det tempo, karrieren udviklede sig i. Hun var konstant småsyg, og på et tidspunkt måtte hun trække stikket og tage en uge til Bornholm for at gå lange ture. Men hun lyttede ikke for alvor til hverken sin krop eller andres advarsler, før hun i 2019 fik et stress-sammenbrud.

Dengang boede Karen Marie Ørsted på Nørrebro med sin kæreste Mads Damsgaard Kristiansen, der også laver musik under navnet Goss, ”men der var så megameget tryk på i de år, at jeg nærmest aldrig var hjemme. Jeg boede på en tourbus eller sad på en flyvemaskine. Jeg var vildt glad for lejligheden, men i de syv år, vi boede der, fik vi aldrig købt en sofa.”

I dag turnerer og rejser hun stadig en del – blandt andet til Los Angeles, hvor hendes nye album er delvist indspillet – men hun er markant mere hjemme på Amager, hvor hun og Mads flyttede til for tre år siden. Området omkring Ingolfs Allé minder hende lidt om Odense, hvor hun kommer fra. ”Det er lidt mere forstadsagtigt,” siger hun, da vi har sat os ved et af de små caféborde. På mange måder passende til dér, hvor hun er i sit liv nu.

”Jeg er jo ikke længere på peaket af min karriere – let’s be honest. Ikke at jeg ikke drømmer om at komme derop igen, men det skal være på en måde, hvor jeg har mig selv helt med. Hvor jeg står lidt mere med fødderne plantet i mulden.”

KERNEN AF KAREN

Karen Marie Ørsted, 36 år. Født og opvokset i Ejlstrup vest for Odense. Udgav sin første single som MØ i 2012.

Albumdebuterede i 2014 med ’No Mythologies to Follow’. Har siden udgivet yderligere to album. Slog igennem internationalt med ’Lean On’ med Major Lazer. Sangen er afspillet mere end 2,3 milliarder gange på Spotify og 3,7 milliarder gange på YouTube. Det er den mest streamede sang med en dansk artist nogensinde.

Bor på Amager med sin kæreste Mads Damsgaard Kristiansen, der også er musiker med kunstnernavnet Goss.

Aktuel med sit fjerde album ’Plæygirl’, der udkom 16. maj.

ET PAR UGER tidligere er der proppet foran scenen på spillestedet Operaen på Christiania. Det er fredag aften, en af årets første rigtige forårsdage, og der er få minutter til, at Karen Marie Ørsted skal på scenen. Egentlig var det meningen, at Ud & Se skulle have fulgt hendes forberedelser backstage, men i sidste øjeblik har hun aflyst via sin PR-agent. ”Hun er lidt syg i dag,” lyder beskeden. Det formår hun dog at skjule, da hun træder frem og indleder med et af de punkede popnumre fra det nye album. 

Som MØ har hun været vant til at stå på de største scener i både ind- og udland, men her i forsamlingshuset på Pusher Street kan der ikke klemmes mere end et par hundrede mennesker ind. Blandt dem er alt fra små børn til midaldrende kvinder med store øreringe og håret sat op. Mænd med stramme jeans og tatoverede arme. Og unge emoer med langt, sort hår, ligesom aftenens hovedperson.

De forreste er nærmest i fysisk kontakt med Karen Marie Ørsted på scenen. I loftet hænger diskolamper, der bader rummet i pink, grøn og blå. I baren med turkise træpaneler kan man købe øl fra Hancock, og langs dansegulvets kant står det klunsede møblement, som christianitterne sidder i, når de holder fællesmøder. Om torsdagen er der café med skak og vegetarmad. Ikke omgivelser, man forbinder med en popstjerne, hvis streamingtal tælles i milliarder.

”Et af de første shows, jeg spillede som MØ, var her,” siger Karen Marie Ørsted med begejstret, småforpustet stemme mellem to numre.

”Jeg tror, jeg hed ’Karen MØ’, og jeg rappede. Men det var lige her i Operaen.”

Ikke længe efter crowdsurfer hun hen over dansegulvets arme. Lander et sted i midten og giver sig til at spille ’Lean On’, mens hun er omringet af publikum. Hun slutter koncerten af med et cover af den afdøde svenske stjerneproducer Avicii, hvis kæmpehit ’Wake Me Up’ er blevet forvandlet til en mørk, næsten sørgmodig MØ-version, men stadig med samme omkvæd: ”So wake me up when it’s all over, when I’m wiser and I’m older.”

Aftenens koncert er den sidste i MØs europæiske opvarmningsturné til det kommende album. I onsdags var hun i Amsterdam, tirsdag i Berlin og før det i Oslo og Stockholm. I maj spiller hun yderligere fire koncerter i New York og Los Angeles. Alle steder foregår det på små, tætpakkede spillesteder med kun et par hundrede billetter til salg.

”Jeg elsker de der små, intime crowds, hvor man virkelig føler, at man er ægte sammen med publikum,” siger hun. De minder hende om dengang, det hele startede.

HUN VOKSEDE OP i et parcelhus i Ejlstrup lidt vest for Odense. Forældrene, begge skolelærere og ”semi-intellektuelle”, som hun siger, brugte alle deres penge på at rejse, så barndomshjemmet var beskedent og bar præg af forældrenes forskellige kreative projekter. Moren, der er håndarbejdslærer, strikkede, hæklede, malede akvareller og har ifølge datteren forsøgt sig med stort set alle håndarbejdsprojekter, man kan forestille sig (senest japansk stenbinding). Faren, der senere uddannede sig til psykolog og blev lektor på Aarhus Universitet, havde reoler fyldt med bøger og store plakater med landkort, ofte i gang med at researche til familiens næste ferie.

”Jeg var altid mega misundelig på mine venner, fordi de skulle på resortferie til Mallorca og kom hjem med perlearmbånd, mens vi tog til Sverige og sejlede i kano og boede i telt i 10 dage. Dengang var jeg sådan: ’Skyd mig’, men i dag elsker jeg det virkelig,” fortæller Karen Marie Ørsted, der som barn legede på markerne omkring Ejlstrup, byggede huler i skoven og ledte efter dyr nede ved mosen. 

Hun havde – og har stadig – en rastløs energi og en mere end almindelig livlig fantasi. Var på én gang både modig og frygtsom. Hun sov med lyset tændt, fordi hun var mørkeræd og bange for spøgelser, men kunne også finde på at stikke af og gå på opdagelse med sin veninde, når klassen på Ubberud Skole var på skovtur.

Som otteårig fik hun en ghettoblaster og en cd med Spice Girls – pigebandet, der i 90’erne fik skolepiger over hele verden til at klæde sig ud som ’Sporty Spice’ og ’Posh Spice’ og drømme om at blive popstjerner. Også Karen Marie Ørsted, men for hende var det mere end bare en leg hjemme foran spejlet. Hun mente det alvorligt.

”Jeg tror, jeg syntes, at verden var lidt grå og kedelig, inden jeg fandt musikken,” siger hun. ”Da det skete, var det sådan woooow – så var der lys. Det er fandeme det her, livet handler om.”

På bagsædet af forældrenes bil kunne hun sidde i timevis og fantasere om, hvordan det ville blive den dag, hun ville vinde en stor musikpris, hvad for noget tøj hun skulle have på, og hvem hun skulle takke i sin tale. Hun skrev sange – med titler som ’Because I Love You’ og ’I Head You’ (’I Hate You’) – på sin oldemors gamle klaver, der stod i stuen, og hun dannede et band med nogle klassekammerater, hvor der ikke var tvivl om, hvem der gik mest op i det. Da de skulle spille koncert i hallen, og hendes medforsanger fik kolde fødder, valgte Karen Marie Ørsted ikke at aflyse. Hun gik på scenen alene.

MUSIKKEN GAV HENDE et sprog. En følelse af at høre til for en pige, der følte sig lidt ved siden af i mange andre sammenhænge. Hun var ikke så dygtig i skolen, havde venner, men var ikke en af de populære piger. Og så var der al den energi, som hun pludselig fandt et sted at gøre af.

”Når jeg sad og skrev sange, kunne jeg lukke alt andet ude,” siger hun og mener, at rastløsheden stammer fra hendes far: ”Han havde ild i røven, der skulle ske noget hele tiden.”

I sin fritid dyrkede han orienteringsløb, og det kom datteren også til. Hun prøvede både fodbold, håndbold og springgymnastik, men hun var mere til solosport, og at blive sendt ud i skoven med et kort og et kompas i hånden vækkede noget i hende. Allerbedst var det, når det væltede ned, og hun kom tilbage med mudder op til knæene. Når hun virkelig skulle kæmpe.

”Jeg tror, jeg var syv år gammel, da jeg første gang var med til ’Påskeløb’ (et årligt orienteringsløb, red.), som er sådan en tredagesturnering med en masse baner. Det gik megagodt, og jeg vandt en præmie og var fuldstændig oppe at køre. Jeg havde det bare sådan: Jeg har fucking vundet den her. Det var sådan et kæmpe kick. Og efter det var jeg bare sådan: Nu skal jeg ud at vinde nogle medaljer. Det vækkede en hellig ild i mig.”

Hun trænede 4-5 gange om ugen og stod op klokken seks om morgenen for at køre med sin far til stævner. Desværre var hun i samme aldersgruppe som den senere syvdobbelte verdensmester Maja Alm, så det blev sjældent til mere end en sølvmedalje. Som ved DM for U14-løbere i 2001, hvor Karen Marie Ørsted kom i mål et minut og 14 sekunder efter Maja Alm.

KAREN MARIE ØRSTED OM…

Fantasi

”Jeg har altid fantaseret meget. Forestillet mig fremtiden. Både som barn og senere i livet. Da jeg var 18, gik jeg i et træningscenter i Odense, og der kunne jeg stå på løbebåndet og fantasere om at spille på en stor festival. Mens jeg løb, forestillede jeg mig, hvordan der ville se ud backstage, hvordan det ville føles at træde ud foran publikum. At være en rigtig stjerne.”

IKKE LÆNGE EFTER holdt hun op med at løbe. Der var noget andet, der trak i hende. Hendes storebror, der spillede rollespil, havde en ven, som var goth – gik i sort læderfrakke, som nåede ham til anklerne, havde sort hår sat op i spikes og sort makeup omkring øjnene.

”Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, men det trak helt vildt i mig,” husker hun. ”Det var som med musikken. Gråt, der blev til lys. Jeg tænkte: Årh, sygt, at man kunne være så anderledes. Fuck. Det føltes bare så rigtigt.”

Karen Marie Ørsted gik hjem og fandt alt sit sorte tøj frem. Men hendes sorte uldsweater med Minnie Mouse duede ikke rigtig. En overgang havde hun blommefarvet hår med permanentkrøller på toppen og slikket emo-pandehår, men hun ”sejlede rundt”, siger hun, indtil hun mødte Sandra, der havde styr på både stil og musiksmag: Sonic Youth, Mudhoney, Smashing Pumpkins og Nirvana. Og Sandra forstod, hvad de andre på Ubberud Skole ikke fattede. At hun ikke var hverken psykopat eller deprimeret, bare fordi hun gik i sort tøj.

I 8. klasse skiftede hun til en skole inde i Odense. Her var der ingen, der kaldte hende ”klamme punkersvin”. Hun begyndte at hænge ud på Café Zekés, et antifascistisk mødested for det venstreorienterede ungdomsmiljø på Fyn, hvor hun var med til at besætte bygninger, demonstrere mod nynazister i Fredericia og sang i flere forskellige bands. Men det tog hende lidt tid at falde til.

”Da jeg startede med at komme i det miljø, var jeg totalt yt. En rigtig wannabe-punker,” fortæller hun.

Gennem veninden Sandra havde hun hørt om en pige ved navn Josefine, der også kom på Zekés. Josefine var en af de etablerede. En af dem, man så op til. Hun havde en kæreste, der spillede i et af de seje bands, var selv bassist, og ”hun var bare meget længere fremme end mig”. Karen Marie Ørsted kan stadig huske den første gang, hun så hende en fredag aften i cafeen. Mens hun fortæller, laver hun store øjne og suger luft ind, som for at signalere et åndeløst gisp.

DET DRYPPER LIDT, og vi trækker indenfor på Ingolfs, hvor kæresten Mads er dukket op og virker lige så hjemmevant som Karen Marie Ørsted. Hun slynger armen om hans skuldre og sludrer lidt med bartenderen, mens hun bestiller en latte mere. I højttalerne er der blød R&B-musik. Rundtomkring sidder børnefamilier og spiser brunch.

”Josefine havde sådan en virkelig sej bas. Rigtig metal-agtig. Den var sort og helt lille med sådan nogle spikes. Og så stod hun bare der i sin skovmandsskjorte og spillede bas og var så sej. Gid man kunne være lige så sej som hende. Vi mødtes flere gange til koncerter på Zekés, og så begyndte vi at tale om at lave sådan et pige-punkband.”

Det band kom til at hedde Mor, hvor de to 18-årige veninder skrev hidsige punksange med titler som ’Fisse i dit fjæs’ og ’Nazi’, der begynder med: ”Fuck Pia K, grådige gris, du lugter af pis, nazisvin!” Efter gymnasiet startede de samtidig på Det Fynske Kunstakademi og flyttede sammen i en lejlighed i Odense, hvor der i køkkenet lå en notesbog til at skrive tekster i. 

”Så kom man hjem, og så stod der ting som: ’Nu cutter jeg din pølle og med den gi’r dig tæv.’”

Det var Karen og Josefine mod verden, og bandet Mor var deres fuckfinger. I fem år, fra 2007 til 2012, turnerede de i Danmark og resten af Skandinavien og spillede til demonstrationer og politiske arrangementer i besatte huse og på små, sveddryppende undergrundsscener. Sideløbende puslede Karen Marie Ørsted med sin egen musik på et hacket musikprogram og nåede at afprøve lidt af hvert. ”Electrosmadder”, har hun kaldt det første, hun lavede. Og så var der rap-fasen – ”sådan noget rigtig dårlig white-girl’et rap” – som var det, hun spillede, første gang hun optrådte på Operaen på Christiania. Men det faldt først i hak, da hun fandt ud af at kombinere den rebelske energi med at skrive mere sårbare tekster.

På det tidspunkt var hun på vej ud af et forhold og skulle flytte til København. Hun lavede en demo, hvor vokalen var ”lidt mere emotionel, lidt mere ærlig”.

”Et heartbreak har jo altid været god inspiration, og jeg tror, jeg havde brug for at være lidt mere sandfærdig i min musik. Det andet, jeg lavede, var mere en persona, jeg tog på. Og Mor var noget helt andet.”

Man kan stadig finde den første udgave af nummeret ’Maiden’ på YouTube, som hun udgav under navnet MØ – der er en hyldest til hendes farfar Mogens Ørsted, der var kunstner og signerede værker med sine initialer. Den version af sangen består ikke af meget andet end vokal og kor, inden producer Ronni Vindahl fik fingrene i den og tilsatte synth, trommer og guitarsolo.

”Allerede dér kunne jeg mærke, at jeg var virkelig stolt af den. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvorfor har jeg ikke gjort det her noget før? Allerede som barn skrev jeg jo følsomme sange, men jeg tror, jeg var fløjet lidt af sted med den hårde attitude.”

HUN ANEDE IKKE, at det ville blive mainstream. Tænkte selv, at hun lavede indie, og var meget bevidst om alt det, hun manglede for at komme igennem nåleøjet. Hun kom fra en kreativ familie, men ingen var musikere, og der var ikke råd til at gå på musikskole. Hun kendte ingen med forbindelser i den kommercielle del af musikbranchen. Og hun levede med egne ord heller ikke rigtig op til det klassiske skønhedsideal for en popstjerne.

”Jeg tænkte, at jeg bare måtte arbejde meget hårdere end alle de andre. Jeg troede virkelig på the power of the underdog,” siger hun.

Da gennembruddet kom, var hun bevidst om, at succesen kunne forsvinde lige så hurtigt, som den var kommet. ”Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være modig, aldrig bange. Det er sådan, jeg vil leve,” sagde hun til Ud & Se i 2015. ”Jeg nægter at blive 70 år og sidde og tænke tilbage på, at jeg ikke gik efter det, jeg allerhelst ville.” 

KAREN MARIE ØRSTED OM…

At indspille 

”Jeg kan ikke indspille final takes af min vokal, mens der er andre, der lytter. Der skal jeg være alene. Mange af vokalerne til mit nye album er indspillet alle mulige forskellige steder – hos mine forældre på Fyn, hjemme hos mig selv, i et studie på Nørrebro eller i Los Angeles. Jeg har ofte et lille setup med mig, når jeg rejser: mikrofon, stativ, lydkort og computer.”

Men når hun ser tilbage i dag, var det ikke kun modet, der drev hende, når hun kastede sig hovedkulds ind ad alle de døre, som åbnede sig for hende. 

”Isoleret set synes jeg, at det var en smuk tanke bare at sige: Let’s go fucking big. Men jeg var faktisk bange, bange for at sige fra. Jeg var bange for at sige, at det var mig, der bestemte over min egen karriere. Gå imod det, som branchen forventede af mig. Det var jo mig, der var bossen, og det er ikke, fordi nogen har presset mig til noget, jeg ikke ville. Men omkring mig var der en hel maskine med pladeselskab, booker, manager – folk, som jeg betalte løn til – og der var nogle usagte forventninger, en måde at gøre tingene på, som jeg havde svært ved at sige fra over for.”

Fra 2015 til 2019, hvor det gik rigtig stærkt, var Karen Marie Ørsted så overvældet af succesen, at hun overså alle faresignalerne. Og fordi hun aldrig faldt i fælden med alkohol og stoffer, kunne hun holde dampen længere end de fleste, køre på ren viljestyrke og energi. Kæresten og venner og familie forsøgte at få hende til at stoppe op, men hun var ”hverken til at hugge eller stikke i.” Og udadtil var der ingen, der kunne se andet end en ung, kvindelig popstjerne på himmelflugt.

Hun var MØ, stemmen bag et af 10’ernes største hits, og hun levede sin drøm. Indtil hun ikke længere kunne holde til det.

”DET VAR SOM at blive slået i nakken med et alu-bat.”

Hun svinger armen og klasker sig selv i baghovedet midt på Ingolfs Allé. Det er holdt op med at regne, og et sted i nærheden hviner en hækkeklipper, mens vi går ad villavejen og forbi en skulptur til ære for digteren Klaus Rifbjerg, som voksede op her i mellemkrigstiden.

Karen Marie Ørsted fortæller om en aften i slutningen af januar 2019. Hun var i New York, udenfor var der snestorm. På en sjælden fridag var hun tjekket ind på et hotel i storbyen med intet andet end en massage på programmet. Nogle måneder forinden havde hun udgivet sit andet album, og dagen før havde hun skudt en stor USA-turné i gang med en optræden i ’The Tonight Show’ med Jimmy Fallon. Hun kom lige fra sin første rigtige ferie i flere år, i Maldiverne med en veninde, men selv på de hvide sandstrande kunne hun ikke slappe helt af. Hun havde svært ved at sove. Var bange uden rigtig at kunne forklare hvorfor.

I hotellets spa blev den fornemmelse til akut angst. Hun måtte lægge sig på en briks og bare stirre ud i luften, mens det brændte i nakken, og det føltes, som om hun rystede indvendigt. Da det værste havde lagt sig, trak hun op på sit værelse og satte et afsnit af ’Venner’ på, men hun måtte slukke, hun kunne ikke koncentrere sig. 

”Det var som en bølge af ubehag, der skyllede ind over mig. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø,” fortæller Karen Marie Ørsted, der kom gennem natten ved at ligge og tælle sine vejrtrækninger. Dagen efter spillede hun en koncert, som hun ikke rigtig kan huske, andet end at hun havde det elendigt. Hun talte med en stresscoach, men det hjalp ikke, og først da hun ringede hjem til sin storebror, der er psykiater, gik det op for hende, at hun havde haft et panikanfald. 

Alligevel valgte hun at gennemføre resten af de i alt 15 koncerter i USA.

”Jeg husker mig selv som et handlingslammet lille barn, der skulle spille en USA-turné, selvom hun havde det helt fucked. Og jeg var sådan: ’Hvorfor er der ikke nogen, der stopper det her?’ Fordi Karen, det skal du. Det er dig, der er bossen. Men det kunne jeg ikke se.”

Hun husker en psykolog i Los Angeles, der sagde til hende: Being nice is the loser’s price.

”Hun var bare sådan: ’You don’t want to be remembered for being nice. You want to be remembered as someone who dared being herself.’

DET ER IKKE, fordi Karen Marie Ørsted gerne vil være et røvhul.

”Men det at være sød skal ikke være hovedmålet – det er jo fuldstændig fucked up,” siger hun og fortæller, at hun har fundet ud af, at hun nok er ”lidt en pleaser”. Men hun er blevet bedre til at sige nej. 

I sommeren 2019 – efter en stor koncert på Roskilde Festivals Orange Scene – trak hun stikket, fyrede en del af holdet omkring sig og måtte igennem en stemmebåndsoperation, fordi hun havde presset sin stemme mere, end godt var. Da hun endelig vendte tilbage med et nyt album i starten af 2022, var der sat klare rammer op: planlagt arbejdstid, fridage og ferier og slukket telefon efter klokken 21.

”Jeg kan huske, at jeg sad bagerst i en tourbus, der kørte gennem Midtvesten, og tænkte: Fuck, hvor er jeg glad. Sidst, jeg havde siddet der, var lige efter panikanfaldet, hvor jeg tænkte, at der ville gå 4-5 år, før jeg havde det godt igen. Jeg var så ulykkelig.”

I dag føler Karen Marie Ørsted, at hun har nærmet sig koden til en bæredygtig musikkarriere, selvom hun stadig skal øve sig i at sige nej.

”Jeg kæmper mod trangen til at bevare den gode stemning,” siger hun og fortæller, at hun blandt andet har takket nej til et par festivaler denne sommer. Der er stadig meget travle perioder – som nu – men det er anderledes, fordi det er på hendes egne præmisser. For eksempel har hun valgt at arbejde med én primær producer – en amerikaner ved navn Nick Sylvester – frem for flere forskellige som på hendes foregående album. Og så er hun stoppet med at bruge så meget energi på at holde øje med streamingtal.

”Da jeg fik kommerciel succes, begyndte jeg pludselig at fokusere på, hvor mange streams de andre havde i forhold til mig,” siger hun, mens vi går rundt om Sundby Idrætspark og tilbage i retning af Ingolfs Allé.

”Pludselig brugte jeg en masse energi på det i stedet for den musik, jeg lavede. Jeg har talt med flere kolleger om det, som har haft det på samme måde. Men det er jo røvsygt.”

KAREN MARIE ØRSTED OM …

’Lean On’

”Jeg elsker den stadig. Jeg spiller den næsten altid til mine koncerter. Jeg ved godt, at det i princippet er Major Lazers sang, og jeg er featuring, men jeg føler også, det er min sang. Den er jo i høj grad skrevet af mig. Det kom faktisk bag på mig, at det blev et hit – jeg tænkte ikke, at den var kommerciel på den måde. Efterdønningerne af det, den førte med sig, var jeg ikke helt klar til, men selve sangen repræsenterer kun noget positivt for mig.”

KONKURRENCEMENNESKET kan hun dog ikke undertrykke helt. I stedet udlever hun det på en anden måde. I morgen skal hun hjem til Fyn, og skærtorsdag kører hun med familien til Jylland for at deltage i ’Påskeløb’ – for fjerde år i træk. Hendes far, der lige er fyldt 70, løber stadig, mens hendes mor er med for at holde bilnøgler og agere moralsk støtte. 

Hun begyndte at løbe orienteringsløb igen under COVID-pandemien, og hun deltager i stævner og turneringer cirka 10 gange om året, men ville gerne have tid til flere. At løbe hjælper hende med at koble af, siger hun. Og hun kan stadig blive ”helt høj af at kigge på et kort”.

”Jeg har nok en lidt busy hjerne. Der skal meget til, før jeg kan fokusere, men når jeg løber orienteringsløb, er jeg locked in – ligesom når jeg skriver sange.”

Kalenderen er ellers fyldt med forberedelser til det nye album. Men hendes management ved, at ’Påskeløb’ er helligt.

Går du stadig efter medaljer?

”Ja, det gør jeg …”

Hun smiler lidt ad sig selv.

”Eller … jeg kan mærke, at jeg skal passe på med at blive overambitiøs. Sidste år blev jeg nummer to sammenlagt, men jeg er ikke i lige så god løbeform i år. Jeg vil helst ikke falde og vride en ankel, inden jeg skal på tour i USA. Så jeg håber på en samlet placering i … ej, jeg tør ikke engang sige det. Men jeg håber, det går godt.”

Et par dage senere kommer resultatet. Karen Marie Ørsted fra Odense OK blev nummer tre.

 

BENJAMIN HAV brugte 10 år af sit liv på et retningsløst hashmisbrug. Da han rejste sig fra sumpen, lærte han, hvad glæde egentlig er. I dag søger han den hele tiden – i eksplosive koncerter og i mødet med mennesker, der kan lære ham noget nyt.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Marcus Trappaud Bjørn

HAN HAR EN helt særlig evne til at snakke derudad. En enkelt lille gnist af inspiration – i dette tilfælde mobiltelefonens gps – så er ilden tændt og han taler og taler som i et entusiastisk foredrag.

”Det er jo klart, at alting er mere tilgængeligt, alting er mere muligt, så ligesom med fed mad og alt muligt andet bliver der nødt til at være en stopklods, når man finder ud af, at: ’Okay, Torben, du bliver simpelthen sindssyg, når du er 12 timer på TikTok,’” siger han med sin karakteristiske lidt hæse, ærkekøbenhavnske dialekt, der har dannet lydtapet til mange radiohits i det forgangne årti.

”Men jeg tror også, at man bliver klogere og klogere. Der var engang, hvor forældre troede, at kuren mod at blive solskoldet var, at man lige skulle blive solskoldet én gang. I gamle dage ville det jo også være normalt at tænde en cigaret indenfor. Også i en ambulance. Så sad man der og fyrede, mens man kørte udrykning med en, der lå og var ved at dø.” 

Han fører sin store, sorte Hyundai Santa Fe gennem hovedstadens gader, mens han speedsnakker og hele tiden associerer til alt muligt: til Sprogø, som han besøgte for nylig, hvor der var en anstalt for såkaldte amoralske kvinder indtil 1961 – ”vi taler om … altså, Ghita Nørby er født i 1935, så det er jo psyko for nylig!” – og til et interview med skuespiller Matthew Mc-Conaughey i podcasten ’Tetragrammaton’ – ”han fortæller, at med alle sine first takes går han langt over stregen for at finde ud af, hvor stregen er.” Hele tiden koblet op på den snak om teknologi, han har indledt.

”Men det er klart, at børn er mere tilbøjelige til at søge umiddelbare dopamin releases. Jeg var selv engang en klejn knægt på 136 kilo, fordi jeg søgte alle de lavthængende frugter. Jeg var et forvirret barn. Ikke diagnostisk, psykotisk forvirret, bare sådan grundforvirret: Hvor bor glæden? Hvor søger man lige? Det er jeg også superoptaget af i dag. Jeg føler, jeg er kommet tættere på et brugbart svar, når det kommer til genopladelige energier. Det der med at flække to flæskestegssandwich og spise en pose chips – dér møder man bare hurtigt en mur. Modsat hvis man gør ting, der gør én ægte glad.”

I HORISONTEN HÆNGER solen lavt på himlen som en overmoden tomat, klar til at splatte ud over landskabet, hvis man stak en gaffel i den. Det er en sen fredag eftermiddag i starten af marts, og Benjamin Hav er på vej til Kandis-koncert i Ølstykke Hallen.

”Danmarks største band, halvanden million solgte plader, og de spiller 200 koncerter om året – det er helt psyko,” konstaterer han, mens bilen passerer Damhussøen i retning mod Rødovre.

”Jeg tror aldrig, jeg har spillet over 80 – selv i de vildeste år. Nogle gange kan jeg lave tre på en aften, hvis det er med et lille setup, men den er også grov. Jeg føler, at jeg giver alt, når vi spiller, så det er hårdt, og jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor man har lyst til at spille så meget. Men omvendt har jeg også respekt for det.”

For Benjamin Hav selv kom gennembruddet i 2013 i den elektroniske hiphop-duo Benal, i 2020 gik han solo i eget navn, og siden har han udgivet album som ’Spice Up Your Life’, ’Dit syge dyr’, ’Tesla’ og senest ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’, der indeholder hitnummeret ’Du ligner din mor’, hvor Lukas Graham medvirker. 

Han er kendt for sine kreative, energiske livekoncerter med sit band Familien, der har indbragt ham prisen som ’Årets Livenavn’, samt for sine underfundige, ord-ekvilibristiske tekster. Dagbladet Information har beskrevet ham som en blanding mellem traditionel hiphop og Kim Larsen, og musikerkollegaen Eloq udtalte i en radioudsendelse på P3: ”Enten synes man, han er et poetisk geni, eller også synes man bare, han er fuld af lort og skal lukke røven.”

Ved siden af musikerkarrieren har han i halvandet år forsøgt sig som youtuber, og han besøger i den forbindelse forskellige mennesker, der vækker hans nysgerrighed: folk, der synger i ungdomskor i Silkeborg, toiletrensere på Nørreport, politifolk, brandfolk, ambulancefolk – og Kandis. Det er derfor, han er på vej til Ølstykke denne eftermiddag, 

”Jeg har fundet ud af, at det fedeste – og det er jo superprivilegeret, at det overhovedet er muligt – er at komme ud og møde folk. Man kan måske se sjælen som en blomsterhave, som man må forsøge at udvide, raffinere, gøde, og jeg gør det ved at prøve at forstå noget nyt. Og så er det bare lettere med en YouTube-kanal, end hvis jeg skulle ringe til Kandis-Johnny og sige: ’Hey, skal vi ikke gå en tur?’”

BENJAMIN HAV  OM… 

… fællesskabet

”Jeg har aldrig haft noget imod at stå uden for fællesskabet, hvis nu fællesskabet er retarderet – og det er der overvældende mange tilfælde, hvor fællesskabet er. Der skal kun to tosser til at skabe et flertal, hvis man er tre.”

… at gøre sig umage

”Jeg har altid haft ret let ved det med ord og skole og sådan nogle ting, men det gjorde det også til en hæmsko, for hvorfor så gøre mig umage? Der er stadig mange ting, der kommer let til mig. Men jeg har fundet ud af, at det der med at gøre mig lidt umage – uden at overgøre det – helt klart giver mig en større tilfredsstillelse.

I ET LYSKRYDS ender en bil med ikke at nå over, inden det bliver rødt. Den kommer til at holde midt i det hele og bremse trafikken i alle retninger.

”Det er synd, når man kommer til at lave den der,” siger Benjamin Hav og nikker mod bilisten, der sidder fast med hænderne på rattet og med panik lysende ud ad forruden, mens der bliver dyttet fra alle sider.

Selv er han helt rolig. Blandt andet fordi han for et par år siden tog et kursus i anger management: 

”Det var ikke, fordi jeg egentlig havde udfordringer med min vrede, men jeg kan bare godt lide at hjemtage ansvaret og kontrollen over mine følelser. Jeg gider ikke ud i en situation, hvor jeg råber ad tilfældige folk.”

Det kom sig af, at han hørte psykologen Jens Einar Jansen snakke om vejvrede i radioen, og han meldte sig bagefter til et kursus hos nordmanden. Her blev han blandt andet anbefalet at læse bogen ’The Cow in the Parking Lot’. 

”Hvis du er på en parkeringsplads, og der er en, der tager din plads lige foran dig, kan du jo godt have lyst til at give personen et nakkeskud. Men prøv i stedet at forestille dig, at det var en ko, der havde taget din parkeringsplads. Man ville jo aldrig blive sur på koen. Det er en læring i omstillingsparathed,” siger han, og trafikken letter igen.

”Vrede er et spændende koncept. Jeg synes, at følelser generelt – psykologi og psyke – er spændende, men især vreden. Nogle mennesker taler om at ’rase ud’, men psykologerne siger, at det ikke findes. Vrede avler vrede, så hvis du raser ud, bliver du bare mere rasende.” 

Det er ikke svært at tro Benjamin Hav, når han fortæller, at han altid har været søgende – både ind i sig selv og ud i verden – i et forsøg på at finde sjælefred.

”Det er et grundelement i livet at være forvirret. De dygtige løbere i verden, topløberne, siger, at hvis ikke du hader at løbe lidt, så elsker du ikke at løbe. Hvis du ikke er en lille smule forvirret, så er du ikke i gang med livet. Jeg har brugt meget tid i mit voksenliv på at prøve at rydde op inde i mig selv. Jeg er gået fra at være en svært overvægtig, ekstremt hashrygende forvirret mand til at være en ikke-hashrygende, lidt tyndere, marginalt mindre forvirret mand.”

ET PAR UGER tidligere sidder Benjamin Hav i sin lejlighed på Østerbro i København. Det er en tidlig eftermiddag, og udenfor øser det ned over kvarteret, hvor han har boet hele sit liv. På bordet er der forskellige sydøstasiatiske snacks, blandt andet durian crêpe og haoliyuan-slik fra nylige rejser, men adressemæssigt har han kun bevæget sig to gader i sit 39-årige liv.

Han voksede op lige rundt om hjørnet, men da forældrene blev skilt, da han var 13, flyttede han og hans mor ind her i ejendomskomplekset. Syv år senere var det moren, der flyttede ud, mens han selv blev boende i lejligheden – stadig fuldt møbleret i hendes stil, inklusive den feminine mælkehvide sofa i stuen. Senere byttede han sig så til sin nuværende lejlighed i samme opgang.

”Så jeg er aldrig flyttet hjemmefra. Det er lidt umandigt,” siger han og fortæller, at han og konen rent faktisk købte et hus i Hornbæk for seks år siden, men kun nåede at bo der ganske kort.

”Vi troede, at vi skulle have luft og ro og alt det der. Vi aftalte at give det to år, men allerede efter tre uger sagde min kone: ’Det går ikke.’ Så satte vi huset til salg og flyttede tilbage. Jeg elsker jo Østerbro, det er min barndoms biotop. Men samtidig, når jeg er rundt … nu var jeg lige i Stouby ved Horsens forleden til halfest med Sussi fra Sussi & Leo, og der tænkte jeg: ’De er fandeme godt nok søde her.’ Jeg kunne nok ikke bo i Stouby, men jeg kunne hurtigt blive forelsket i tanken om, hvilket liv det kunne blive til.”

Nøglen lyder i døren, og hustruen Mille og døtrene Liva, Vita og Dagmar træder ind med dryppende hår og vådt overtøj. Familiens hund, en puddel, vågner fra sin døs på trægulvet og begynder overeksalteret at løbe rundt mellem lejlighedens værelser.

HAN ER ÆRKEKØBENHAVNER, men har rødder i Harboøre. Her voksede forældrene op, før de sammen flyttede til København. Faren, digteren Niels Hav, ville tættere på kulturlivet i hovedstaden. Han skrev digtsamlinger og andre værker, mens moren var sygeplejerske og senere socialrådgiver.

Med to storesøstre, henholdsvis 10 og 13 år ældre, blev Benjamin Hav familiens efternøler. I barndommen var han en enspænder, en quirky dreng, der dyrkede sit eget univers inde på sit værelse ved at bygge avancerede togbaner, så toget kunne åbne døren, samt viklede snore rundt, der hang sammen med gardinerne og forskellige tænd- og slukknapper til lamperne.

Han så også rigtig meget fjernsyn, som han fik fortalt til en journalist fra Alt for damerne, der dengang interviewede ham og andre børn i hans børnehave om, hvad de lavede i deres fritid.

”Mine forældre syntes, at det var frygtelig pinligt, men det var jo sandheden. Jeg var meget overladt til mig selv,” siger han og fortæller, at enspænderbarndommen gav ham et livligt indre univers.

”Jeg har altid reflekteret meget over alting, og i dag snakker jeg stadig meget med mig selv, når jeg er alene. Jeg går rundt og siger: ’Det er godt nok sygt.’ Eller: ’Okay, tjek lige det her.’ Men gør alle ikke det? Eller hvad?”

BENJAMIN HAV  OM… 

… storheds-vanvid

”Jeg har altid tænkt, at hvad end jeg har lyst til, så gør jeg det. Jeg har det sådan, at hvis jeg har lyst til at blive statsminister, så ville jeg blive det. Jeg vil ikke afskrive muligheden for, at det kommer til at ske en dag. Er det en vrangforestilling? Måske, måske ikke.”

… arbejdsmoral

”Hvis ikke du gør det, du drømmer om, er der bare en anden, der gør det. Der er mange, der siger, at de gerne vil et eller andet, men når det kommer til stykket, vil de hellere bare hygge. Men hvis du er sindssyg nok til både at sige det og rent faktisk lægge arbejdet i det, skal det også nok lykkes.”

… ikke at drikke 

”Jeg har ikke drukket alkohol i flere år. Jeg vil gerne kunne være 100 procent til stede i mit arbejde og bagefter 100 procent til stede med ungerne. Man bliver nødt til at holde de vigtigste ting i ens liv hellige. Ligesom med de hellige køer i Indien. Man bliver nødt til at vogte sine egne hellige køer. Hvis noget tenderer til at true eksistensen af de fedeste ting i mit liv, bliver jeg nødt til at fjerne det helt.”

BARNDOMMEN VAR i høj grad præget af Benjamin Havs forhold til sin patriarkalske digterfar. De lavede mange ting sammen – spillede eksempelvis fodbold – men faren havde også nogle ”totalitære opdragelsesmetoder”. Han udstak meget klare retningslinjer for, hvordan alting burde være, eksempelvis at kaffekoppen burde stå ”sådan dér og ikke sådan dér”.

”Min far kunne også godt lide at styre tempoet, man gik med på gaden. Han ville gerne have, at man holdt hans tempo. Nogle gange skiftede han resolut tempo eller gik pludselig over gaden i et nyt tempo og ville have, at man fulgte med.”

Engang kom faren hjem fra et skriveophold i Paris og syntes, at sønnen var blevet for tyk. Næste morgen skulle han derfor løbe fuldt påklædt i skole med skoletaske, mens faren cyklede ved siden af.

”Nu skulle jeg ligesom i form. Men han ville heller ikke gøre mere ud af det end den ene løbetur. Det er nok et meget godt billede på, at han havde det ekstreme og rabiate i sig, og at det ikke tog overhånd særligt længe ad gangen.”

Benjamin Hav har dog ikke været i tvivl om, at hans i dag 75-årige far elskede ham, det fortalte han ham hver eneste dag.

”Han var totalitær, men jeg har valgt at se op til de fede ting ved ham. Jeg har stadig ikke mødt ét menneske, der ved lige så meget som min far, han var autentisk begejstret for alle mulige ting hele den lange vej igennem min barndom og i mit ungdomsliv. Det var også ved at se på ham, at jeg lærte værdien af at rejse sig op og sige noget i et rum, så folk lytter, og det bagefter er, som om rummet er forandret. Sådan noget kunne han virkelig.”

FRA EN TIDLIG alder var Benjamin Hav med sin far til digtoplæsninger i ’Digternes Saloon’ på Østerbro. Det gjorde stort indtryk på ham, at faren var i stand til at fastholde folks nysgerrighed, når han trådte frem i rampelyset, og han var ikke særlig gammel, før han fandt ud af, at han selv havde ordet i sin magt. 

Han kunne performe rent verbalt, hvilket gav ham en vis status i skolegården, hvor folk klappede kaje, når han leverede sine skarpladte bemærkninger. Han blev også tidligt en del af elevrådet, hvor han ofte tog ordet, selvom mange af de andre var væsentligt ældre.

”Der var en pige fra 9. klasse, som syntes, at det var vildt, at jeg kunne snakke på den måde. Jeg havde selv ret tidligt en følelse af, at jeg kunne tale med voksne på et voksent sprog og med børn på et børnesprog. Det er jo sådan en bullshit-energi, men den har gjort, at jeg altid har været i stand til at tale med alle og skabe en connection med alle typer mennesker – uanset etnicitet, alder, seksualitet, whatever.”

I skolen høstede han høje karakterer til de mundtlige eksamener, selvom han ikke forberedte sig, og i timerne endte han nogle gange med nærmest at overtage undervisningen. 

”Jeg lærte ligesom værdien af at tage ordet, og at ens liv faktisk i høj grad afhænger af den evne. Det er jo ikke nødvendigvis alle, der har den, og det er sgu ikke nødvendigvis dem, der tager ordet, der er de skarpeste. Men det gik tidligt op for mig, at hvis du stiller dig op med oprigtig, autentisk entusiasme, er det faktisk næsten ligegyldigt, hvad du siger.”

Selv med ordet i sin magt kunne livet dog blive for meget for en reflekterende ung dreng. Som syvårig blev Benjamin Hav pludselig ramt af en overvældende klarhed: ”Jeg skal dø en dag. Mine forældre skal dø. Alle, jeg kender, skal dø!”

Erkendelsen ramte ham som et granatchok, og han udviklede forskellige tics som reaktion på den næsten altopslugende dødsangst. Han skulle altid blinke to gange, for blinkede han kun én gang, åbnede han for et ondt parallelunivers. Kun ved at blinke en gang til kunne han lukke det igen. Han begyndte også konstant at undskylde til andre, ikke mindst sine lærere – hver gang med to gange ’undskyld’ for at lukke døren ind til det onde igen. 

”Jeg gik rundt med en stor, ubærlig, trist klump inde i mig, som jeg ikke kunne pulverisere. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Det var bare en tung, sort tordensky i mit liv.” 

Der gik lang tid, inden han landede på en løsning, han kunne leve med: ”Ved at snakke med mig selv om det, igen og igen, kom jeg frem til, at vi alle sammen mødes i himlen igen. Som jeg husker det, blev jeg nærmest overnight glad igen. Jeg havde følt mig holdt tilbage af konstant tristesse og sorg, og pludselig blev jeg fri og gik ikke længere rundt og var ulykkelig over det.”

På klaveret i stuen på Østerbro ligger en kæmpestor version af Bibelen samt en bog med udvalgte bibelhistorier. Hele Benjamin Havs vestjyske familie er kristne. Der er både kirkegårdsgravere og præster i stamtræet, og han er vokset op med en far, der sang ’Jeg er træt og går til ro’ og bad fadervor med ham hver aften, inden han skulle sove. 

”Men jeg ved ikke så meget om, hvad det vil sige at være religiøs. Så snart man snakker om religion, tænker jeg på, at nogle af de værste ting i menneskehedens levetid er sket i religionens navn, og at religion er blevet brugt til at distancere frem for at samle. Men jeg tror på, at vi mødes i himlen igen en dag.” 

I sine teenageår forsøgte han at få teorien understøttet videnskabeligt, og han så blandt andet forskellige dokumentarer om nærdødsoplevelser, hvor folk fortæller om at møde gamle slægtninge igen.

”Det kan selvfølgelig være, at det hele er en eller anden form for pyramidespil, de bare har fundet på for at snyde folk som mig. Men hvis der er en positiv og en negativ vej, så vælger jeg den positive.”

I TEENAGEÅRENE begyndte han for alvor at blive musikinteresseret. Han var med i forskellige ungdomsbands, der var inspireret af Nirvana, Deep Purple og The Cranberries, og han sang, spillede trommer og bas, men han fik også ørerne op for rap – Jokeren, L.O.C., Suspekt.

Som 13-årig skrev han en rigtig blærerøvsrapsang, som han sendte ind til P3-programmet ’Frankies julespecial’, der havde en sangkonkurrence. Han vandt og fik mulighed for at få færdiglavet sin sang af produceren Kenn ’The Killer’ Haunstoft fra bandet Cargo, der i 90’erne havde hittet med sangen ’Pornstar’. 

”Han boede i et parcelhus i Hobro, så jeg tog derop og boede hos ham og hans kone et par dage. Hun lavede morgenmad til os og sådan noget, og så kom jeg hjem, og så havde jeg ligesom et nummer, som var mit eget, og som blev spillet i radioen to gange,” husker han.

Med interessen for rap fulgte nye fællesskaber, og her fik et par jævnaldrende lokket ham til at tage et hvæs af en joint. Det startede stille og roligt, eskalerede gradvist, og snart blev den grønne plante en tro følgesvend i hans liv.

Det var i samme periode, at han en dag stod op og fandt hele familien ude i køkkenet, også hans to storesøstre, der var flyttet hjemmefra. Faren var netop kommet hjem fra kunstnerrefugiet San Cataldo, hvor han havde fundet en ny kæreste – på alder med sin ældste datter. Efter at have forklaret situationen blev han losset ud af moren og flyttede midlertidigt på et pensionat ved Trianglen på Østerbro.

”Det var sådan et sted, hvor folk tog op for at drikke sig ihjel. Jeg var deroppe med ham den første aften, hvor der var en helt vanvittig lugt af død og alkoholisme. Lige der var det ret trist og sygt og weird, at de var blevet skilt, men ret hurtigt var det egentlig fedt,” siger Benjamin Hav, der kom til at bo det meste af tiden hos sin mor.

Hun havde, modsat faren, en ”totalt loose” tilgang til børneopdragelse, hvilket også var grunden til, at hans begyndende hashmisbrug kunne få lov til virkelig at eskalere.

”Hun drak meget rødvin, jeg røg meget hash, og vi blandede os ikke så meget i hinandens sager.”

HASHEN VAR ET middel til at gå på opdagelse i sindets mærkelige krinkelkroge og dybe, underlige undergrotter. Og en hurtig adgang til store følelser – store grineflip, øjeblikke, hvor han blev enormt rørt. Men i takt med at hashmisbruget udviklede sig, kom det til at ”balsamere hans liv”, som han formulerer det, og han dumpede dybere og dybere ned i en formålsløs stilstand.

”Jeg har altid været meget søgende, og det er klart, at da jeg røg meget hash, var det en form for sinds-søgen, en søgen indad. Men problemet med hash er, at der ikke er nogen bevægelse, der er ikke nogen udvikling i det. Hvis man ryger sig skæv, er hver dag en form for restart. I hvert fald hvis man gjorde det så meget, som jeg gjorde,” siger han og fortæller, at det gradvist blev det eneste, der rigtig betød noget for ham.

”Det var ligesom det vigtigste i mit liv – hash og et fællesskab omkring det. Alt andet kom på andenpladsen. Hvis du er i et hashmisbrug, kan du ikke være autentisk glad, medmindre du har røget hash.”

Han droppede ud af gymnasiet, og i stedet foregik det meste af hans liv i en rygerklub på Østerbro. I hans eget hoved kørte tingene dog på skinner. Han levede i selvbedraget om, at han var en håbefuld ung rapper, måske endda verdens bedste, og det selvbillede bevarede han, selvom det ene år tog det næste, uden at der rigtig skete noget som helst.

”Det, der både er det fede og det ufede ved hash, er, at man lever sit liv i en boble. Man ser nogle amerikanske gangsterrappere på YouTube og tænker: ’Det er lidt ligesom mig.’ Alle andre ville kunne kigge på én og tænke: ’Hold kæft, det kører virkelig dårligt.’ Men man tænker selv: ’Det kører sgu da meget godt,’” siger Benjamin Hav, der havde en oplevelse af at forblive i sit 17-årige sind, selvom han kom op i tyverne.

”I takt med at andre mennesker begyndte at tage deres liv mere seriøst, blev jeg lidt i legen, hvor det måske, hvis der havde været ryddet op i mit hoved, havde været mere tydeligt for mig, at: ’Hør her, du er ikke rapper, du er bare en stor, kvabset dreng, der stener dagen lang.’”

Alligevel var der noget inde i ham, der begyndte at tænke: ’Det er jo ikke fedt, det her. Der simpelthen være noget, der er federe.’

”Der må være noget, der er 100 procent happy, tænkte jeg, for det her er ikke 100 procent happy, det er mere sådan 60. Det blev endimensionelt: Stå op om morgenen, tag ud på Staden eller ned i en eller anden rygerklub, og køb noget hash, spis smørrebrød, vær så skæv, at du glemmer, hvad du hedder, se noget Discovery, start forfra dagen efter. Altså sådan var det jo. Hvis du kigger matematisk på det, differentierer de enkelte dage sig bare ikke så meget fra hinanden,” 

I en alder af 23 år lagde han sit hashmisbrug bag sig.

”Sandheden er, at alt det, du gerne vil have i livet, må du gå ud og tage. Det begyndte at dæmre for mig i slutfasen af mit hashmisbrug. Det gik op for mig, at tingene nok ikke ville dumpe ned i min kashmir-nussede turban lige pludselig. Hvis du vil have nye input, må du ryste posen lidt. Det er også grunden til, at jeg startede min YouTube-kanal – at få en masse input til: ’Hvad kan livet også være?’ Det prøver jeg hele tiden at sige til mine unger: Glæden og det fede liv er ikke bare noget, der kommer af sig selv.”

BENJAMIN HAV RULLER ind på parkeringspladsen ved Ølstykke Hallen et par timer før koncertstart.

”Tror du, ham der skal til Kandis? Det kan han næsten ikke være bekendt, hvis han skal. Han har en alt for lille træningsdragt på,” siger han og nikker mod en mand i 40-årsalderen, der slentrer ad asfalten under høje, bladløse træer i retning mod den røde halbygning med det spidse sorte tag. 

”Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg er i Ølstykke. Der er jo det der gamle Ibens-nummer. Det er en kæmpeslasker. Kender du den? ’Men af og til er sex med dig som Ølstykke i november,’” synger han, idet han træder ud i den friske forårsluft.

Redaktøren Nanna og kameramanden Mark venter på parkeringspladsen, og efter at Benjamin Hav er blevet mic’et op, lægger de en kort, grovskitseret plan for aftenen.

”Kandis går først på klokken 21, men det er måske meget sjovt at gå en tur ud med Johnny – ud og snakke med nogle fans eller et eller andet. Hen i merch-boden og sige hej til folk,” siger redaktøren. 

”Vi skal helt sikkert ud og se, om der er nogle fede, sjove personer. I ved godt, det er Danmarks største band, ikke?” spørger Benjamin Hav, da de nærmer sig hallen, hvor spredte grupper af folk står og ryger udenfor, mens høje dansktop-toner brager inde fra selve hallen:

”Det her kunne godt gå hen og blive ret hyggeligt.”

PÅ ØVERSTE ETAGE finder Benjamin Hav Johnny Hansen og resten af Kandis-slænget i færd med at drikke kaffe og fordrive ventetiden i et baglokale med sports-pokaler på hylderne og udsigt til resten af hallen, hvor folk sidder ved langborde med buffetmad på tallerknerne og fadbamser i papkrus.

”Jeg har så mange spørgsmål … Mit why, min lyst til at komme her sammen med jer, er de sagnomspundne historier med mængden af koncerter, I spiller. I har solgt halvanden million plader og har rekorden for flest guld- og platinplader, og samtidig er det, som om I kører jeres egen ting sideløbende med resten af branchen. Hvor mange koncerter spiller I om året?” siger han lidt efter, mens YouTube-optagelserne ruller.

”120, og så laver jeg cirka 100 selv. Sidste år blev det 212 i alt,” forklarer Kandis-Johnny.

”Det er jo helt crazy. Alt over 40 koncerter, så klynker jeg – 212 er jo helt sygt!”

I de næste tre kvarter er Benjamin Hav opslugt af at høre Johnny og resten af flokken fortælle historier fra et langt turnéliv. Han spørger og spørger og har hele tiden lige ”et sidste hurtigt spørgsmål”, og næsten ligegyldigt hvad de fortæller, udbryder han begejstret, nogle gange nærmest rystet: ”Okay, det er jo helt sindssygt!”

Efter at have fortæret steg med flødekartofler fra foliebakker går Benjamin Hav og Kandis-Johnny sammen ned i hallen Der er fuld gang i festen, hvor folk i hawaiiskjorter klapper i takt og varmer op med fællessang til ’Himmelhunden’ og ’Volvo B18 210’, mens andre bygger faretruende høje tårne af shotsrør på langbordene med hvide duge og røde servietter.

Der går ikke længe, før hele salen har spottet de to musikere, men det her er ikke Benjamin Havs publikum. For en stund må han se til fra sidelinjen, mens fulde fans hænger op ad den aldrende kollega. Til sidst er der dog flere og flere, der får øje på ham, og han bliver revet ud i en kædedans til DJ Ötzi-nummeret ’Hey Baby!’ 

Lidt senere lusker han ud i siden for at tage sig en puster med små svedperler på panden og et udefinerbart smil på læberne.

”Kærlig fed energi, ingen spiller smarte, alle er bare glade. Der er en mand, der bliver ved med at komme hen og sige til mig, at jeg skal komme til havnefest i Kalundborg en dag.”

BENJAMINS BLÅ BOG 

Mads Benjamin Kortland Hav, født 1985 på Østerbro i København, hvor han stadig bor i dag med hustruen Mille og tre døtre. Søn af digteren Niels Hav.

Slog igennem i duoen Benal i 2013. Gik solo i 2020. Hans fjerde studiealbum, ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’ med hittet ’Du ligner din mor’ med Lukas Graham udkom i år.

I løbet af 2025 spiller han koncerter landet over med sit band Familien, der består af syv musikere plus lyd, lys og crew. Bandet vandt Gaffa-prisen som ’Årets Livenavn’ i 2023 og 2024.

EFTER BENJAMIN HAV stoppede med at ryge hash, fik han en oplevelse af, at hans følelser gradvist kom tilbage. I første omgang fik han et job i Danmarks største callcenter, LN Eurocom. Her sad man i kundeservice for 200 virksomheder, og man vidste først, hvilket firma man repræsenterede, når man løftede røret, og firmaets navn poppede op på skærmen. Her var det en fordel at have bullshit-energi.

”Man repræsenterer det ene firma i det ene øjeblik og undskylder for det andet firma i det næste. Det er på alle måder en meget psykopatisk opgave, men jeg kunne godt lide det, og fordi jeg er den, jeg er, blev jeg ret hurtigt bobbet op til en form for coach-agtig type for de andre. Jeg syntes, at det var sjovt at køre sådan en ’The Office’-energi på folk og kigge de mest pressede af dem i øjnene og sige: ’Jeg vil gerne lige understrege, at hvis I laver én fejl, så bliver I fyret!’” 

Han havde dog større ambitioner og drømte stadig om at leve af at lave rapmusik. I løbet af sine hashryger-år havde MC’s Fight Night-legenden Pede B fået ham anbefalet af en fælles bekendt, tjekket nogle af hans raptekster ud og inviteret ham med til en række spillejobs. Her optrådte Benjamin Hav under aliasset ’Benjah’, men selvom han for en kort stund levede drømmen, føltes det aldrig sådan på grund af hashmisbruget.

”Hashen var som en spændetrøje. Alt det, jeg gjorde og følte, var bundet for meget op på det. Det blev til noget andet end mit autentiske jeg, og sådan var det hele vejen igennem, indtil jeg til sidst tænkte: ’Jeg bliver simpelthen nødt til at være mere tro mod den autentiske Benjamin.’” 

Da Benjamin Hav forlod hashsumpen, stoppede han også med at møde op i rygerklubben med sine gamle venner. I stedet begyndte han at hænge ud med sit nye bekendtskab Magnus Albert Wanscher, som han havde mødt gennem førnævnte Pede B. Albert, som han blev kaldt, repræsenterede en helt anden, friskere energi, og sammen skabte de deres eget lille fællesskab, der ikke handlede om hash, men om lysten til at bryde grænser og gakke helt ud i musikken. 

”Det var lige præcis det, jeg havde brug for i det moment, hvor mit liv var blevet helt luftigt og frisk, og jeg havde fået mit følelsesliv tilbage.”

Sammen med Magnus Albert Wanscher skabte han den elektroniske duo Benal, der i 2013 medvirkede i ’KarriereKanonen’ på P3. De vandt ikke, men fik alligevel en pladekontrakt ud af det, og inden længe spillede de deres første festivaler og vandt sågar en pris til P3 Guld.

Lige pludselig passede det rent faktisk, hvad Benjamin Hav havde sagt til folk i de 10 år, hvor han sad fast i sit hashmisbrug – han var rapper, og han var skidegod til det.

”Hold kæft, hvor er der mange mennesker, der har grinet, når jeg har sagt, at jeg var rapper. ’Altså, hold nu kæft, mand, du er 22 år, ryger hash nonstop og vejer 140 kilo, og du har i øvrigt briller fra Tiger, der er tapet sammen på midten. Altså, hvad fuck er det, du står og siger til mig, dit tykke dyr?’” imiterer han.

”Jeg har altid været god til at snakke folk et øre af, og jeg tror, der har været mange gange, hvor folk har tænkt: ’Nu nikker vi bare og lader ham selv tro på det.’ Men nu kunne de jo se, at den var god nok.”

I ØLSTYKKE HALLEN går brandalarmen, mens Kandis ufortrødent spiller videre.

”Det er vores cue,” siger Benjamin Hav og trækker mod udgangen, men kan ikke lade være med at joke med personalet i døren på vej ud.

”Det er hele Kandis-crewet, der sidder og ryger hash oppe på førstesalen,” siger han som forklaring på den enerverende brandalarm. 

Han når ikke mange skridt hen mod parkeringspladsen, før han første gang bliver stoppet af en af gæsterne, en lettere beruset kvinde i trediverne.

”Eij … Benjamin Hav! Hvad laver du her?”

En selfie og en sludder senere når han yderligere et par skridt, inden det samme sker igen. Og sådan fortsætter det de næste 20 minutter, mens både redaktør og kameramand trækker længere og længere væk i et forsøg på at lokke ham med.

”Sådan er det altid. Han ender altid med at snakke i 100 år med alle,” siger redaktøren, før Benjamin Hav lidt efter når hen til sit tålmodigt ventende crew.

Et par minutter senere fører han Hyundai’en væk fra festlighederne i Ølstykke Hallen. 

”Meget helstøbt fest i forhold til, at det hedder halfest,” konstaterer han.

SENERE I ÅR venter nogle af Benjamin Havs egne største koncerter til dato. To gange Royal Arena i København samt Jyske Bank Boxen i Herning, og han er også på plakaten til Grøn Koncert landet over.

”Det fede ved at sælge mange billetter er, at der er økonomi til, at man kan lege med showet. Det koster psyko med penge at øve med et stort band, men livet går jo ud på at have oplevelser. Hvorfor er det, at man gerne vil tjene penge? Det er jo, så man kan købe sig til fede oplevelser.”

For tiden er han i fuld gang med at forberede de kommende shows, og han glæder sig. 

”Det lyder jo løgnerisk, når andre siger det, så det vil det sikkert også gøre, når jeg siger det, men jeg mener virkelig, at alle, som i alle, koncerter, vi har spillet, har haft en ekstraordinær glæde. Der er bare sådan en intern energi i bandet: ’Okay, nu er vi sammen, og vi skal have en fed oplevelse.’ Jeg tror, det gør meget ved publikum, at de kan mærke, at stemningen og begejstringen er autentisk.”

I starten af året toppede han hitlisterne med sangen ’Du ligner din mor’. Men samtidig med sangens massive succes oplevede han for første gang i sin karriere noget, der kan minde om modgang. Han har aldrig udgivet noget, der med hans egne ord er blevet så ”skizofrent anmeldt” som albummet ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’.

”Det har fået masser af gode anmeldelser, men der er nogle, der virkelig ikke vil have det. To stjerner i Gaffa og Soundvenue. Der var også en anmeldelse i Weekend-avisen – supersjov faktisk – og han skulle virkelig heller ikke bede om den plade. Han var helt tilbage og snakke om gamle dage, og hvorfor jeg også var dårlig dengang. Det er der en særlig grundighed i, som jeg må anerkende,” siger han og griner selv af det.

”Sådan er livet jo. Der er alle mulige små indikationer på, at det enten går godt eller går skidt, og så må det være op til én selv, hvad man vælger at suge på – succeserne eller fiaskoerne. Det kommer an på, om du zoomer nok ind eller zoomer nok ud. Jeg har nok en evne eller en brist – igen afhængigt af, hvordan du ser det – til at zoome ind på det, der får mig videre på en positiv måde.”

I 40 år har han haft et image som hårkastende, hæs forsanger i bandet D-A-D. Men som barn ville han hellere lege med pigerne end med drengene. 59-årige Jesper Binzer tager dig med til jazzballet, skate-punk, amerikanske kliché-groupier, til et sent nattemøde med Kim Larsen – og til de mange søvnløse nætter, han har forsøgt at dulme med opioider.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Anika Lori

JEG HAR ALTID følt mig lidt som en ’tøsedreng’. Med det mener jeg, at jeg altid har trivedes bedre i sammenhænge, hvor der var plads til følsomhed. Jeg har aldrig været god i et omklædningsrum. Det blev sgu hurtigt lidt for bøvet. Fodbold gad jeg ikke, og en kort overgang prøvede jeg håndbold, men det var heller ikke noget for mig.

Som 12-årig begyndte jeg i stedet til jazzballet på Nørrebro Teater sammen med min mor. Den eneste dreng blandt en masse midaldrende kvinder. Min mor var rødstrømpe, måske spillede det en rolle. Jeg var langhåret, da jeg kom i skole, og jeg syntes bare, det var sjovere at hænge ud med pigerne end med drengene.

Mine forældre var lige akkurat for gamle til at være en del af ungdomsoprøret, men unge nok til at være påvirket af det. Min far var lektor på Københavns Universitet, og min mor gik hjemme med min bror og mig, indtil vi var 5-6 år gamle. Derefter begyndte hun på børnehaveseminariet, hvor hun realiserede sig selv med hennahår, bongotromme og velourbukser. 

På den måde var jeg lidt et hippiebarn. Jeg hørte glamrock og iførte mig min mors højhælede cowboystøvler. Klippede ærmerne af en gammel cowboyskjorte og tog en charmeklud på. Jeg har altid været heteroseksuel, men jeg kunne godt lide at udfordre kønsrollerne lidt. Det var der plads til dengang i 70’erne.

10-årige Jesper Binzer, 1975. Foto: Privat

JEG VILLE RIGTIG GERNE skille mig ud. Jeg plejer at sige, at jeg altid har sendt et postkort i forvejen. På den måde slap jeg for at skulle definere mig selv, når jeg mødte folk, fordi mit image kom mig i forkøbet. Som ung var jeg ham den langhårede, der kørte rundt på en budcykel iført min røde postjakke. Og hvorfor gjorde jeg så det? Måske fordi jeg var bange for at blive usynlig. Det var Instagram, før Instagram fandtes.

På seminariet havde min mor lært tre akkorder på en guitar. Derhjemme besluttede hun sig for at prøve sine pædagogiske evner af på ’Cobber’ (Jesper Binzers lillebror, Jacob Binzer, red.) og mig. Fra sangbøgerne ’Spil bare løs’ lærte jeg at spille ’Se den lille kattekilling’ med kun én akkord. Ville vi lære mere, kunne vi gå videre til min far, der spillede spansk guitar. Det gjorde ’Cobber’. Jeg havde mere travlt med at skate. Vi var outlaws, det var us against the world, og vi byggede ramper og rejste rundt for at skate. Til Silkeborg, Helsingborg og Göteborg.

Jeg var 13 år gammel, da jeg fandt punken og forelskede mig i The Ramones. Min første kæreste var lige gået fra mig, og jeg var ulykkelig. Midt i mine kærestesorger lyttede jeg til pladen ’It’s Alive’. The Ramones var enormt seje, men under overfladen lå en undertone af noget romantisk, som virkelig ramte mig. Det blev min første breakup-plade.

Med hjelm og knæbeskyttere, Herlev Skatepark, 1980. Foto: Privat

GENNEM SKATERMILJØET og punken mødte jeg Stig (Pedersen, red.). Han spillede bas og var lige blevet smidt ud af punk-rockbandet ADS. Men fandeme nej, han ville bevise, at de tog fejl, og ville starte et nyt band. Stig spurgte, om jeg ville være med, og vi begyndte at mødes i ungdomsklubben Klub 47 på Amager, ham, mig og Peter (Lundholm Jensen, trommeslager i D-A-D 1982-99, red.). Vi klikkede helt utrolig godt med det samme.

Det var i 1983, vi gik i gymnasiet, og i fritiden skrev vi sange. Under en af vores øvere spillede Stig et riff på tre akkorder, som jeg syntes lød som country. Når vi blandede det med punken, blev det til cowpunk. Både musik og tekster bar præg af ironi, og da vi havde fem sange, vi kunne spille to gange i løbet af en aften, begyndte vi at spille koncerter i ungdomsklubber og til privatfester. Hver weekend havde vi et nyt nummer med. 

Vi havde set, at mange countrybands havde et ko-kranie med på scenen, så det skulle vi også have. Vi købte det hos en slagter på Amager og kogte kødet og huden af. Det tog flere dage og var et værre rod, men op på scenen kom det, med ekstra store horn, som vi selv havde sat på. ’Molly’, som vi kaldte det, var med os i flere år, indtil det blev stjålet på et spillested i Amsterdam.

Jesper og lillebror Jacob i barndomshjemmet på H.C. Ørstedsvej, 1974. Foto: Privat

En næsten nyfødt rockstjerne, 1965. Foto: Privat

I FORÅRET 1984 spillede vi på Musikcafeen i Huset i Magstræde. Med os havde vi for første gang ’Cobber’, der spillede guitar. Vi betragter hans indtræden som den dag, hvor D-A-D – Disneyland After Dark – for alvor blev stiftet. Navnet kom ud fra en forestilling om, at når Disneyland lukkede, kunne alt ske, og det passede godt til vores legende stil. Vi havde spandevis af fuldstændig grundløs mandlig selvtillid, og vores koncerter var én lang opvisning i, hvor indbildsk man egentlig kan være. Vi struttede rundt med vores kindben og små appelsinballer, og vi nægtede at tage noget seriøst. Alt skulle være frit.

Stig, Peter og jeg flyttede sammen i en kælderlejlighed i Løgstørgade på Østerbro. Det var et erhvervslejemål, og vi forsøgte at bilde andelsforeningen ind, at vi var et nystartet bookingbureau. Det kunne de nemt gennemskue, at vi ikke var, men vi fik lov at flytte ind alligevel. Jeg arbejdede i en børnehave og gjorde rent på erhvervsmanden Peter Zobels kontor, mens vi indspillede demoer, som vi sendte til pladeselskaber.

Et af dem var Mega, der godt kunne lide vores cowpunk-lyd. De gav os en kontrakt på en ep, som vi indspillede i 1985. Den bestod af tre numre, et af dem var ’Marlboro Man’. Jeg sang det dyriske omkvæd i vokalboksen, og da jeg hørte det igen ude i kontrolrummet, tænkte jeg for første gang: ”Det her, det kan noget.”

D-A-D i Sweet Silence Studios. Foto: Toke Hage/Ritzau Scanpix

DE NÆSTE ÅR horede og drak vi os gennem det meste af Skandinavien og Vesteuropa. I 1986 udgav vi vores debutalbum ’Call of the Wild’, og året efter kom ’D.A.D. Draws a Circle’. Med de to plader fik vi virkelig smagt på det hele. Men der indtraf også hurtigt tømmermænd. Både fysiske og moralske. Der findes ingen eksistentialistisk krise så dyb som den, der kommer efter en ordentlig omgang tømmermænd. Vi blev simpelthen ramt af blues.

Det satte sine spor i musikken. Vi lagde ironien og cowboyhatten på hylden og indspillede i stedet noget, der var hårdere, mere alvorligt. Og ramte lige ned i nuet. Den nye lyd passede perfekt med de bevægelser, der var i rockmusikken på det tidspunkt. I 1988 var vi første gang på en miniturné i USA, og det var en vild oplevelse at være et product. Derovre var D-A-D én lille pølse på et meget langt bånd af pølser, der også ville være store rockstjerner.

Vi underskrev en stor pladekontrakt med Warner og tog på en større USA-turné året efter, men det store gennembrud kom ikke. Pludselig var det en kamp med alle de andre bands om at have det højeste hår og den vildeste guitar, og det passede os ikke at forsøge at ligne White Lion, Europe og Danger Danger. Vi kunne nok have været mere vedholdende og tjent en masse penge, men vi havde allerede løbet hornene af os i Europa, og vi havde familier, der ventede derhjemme.

ER DU BINZER, MAND! 

Jesper Binzer, 59 år, født og opvokset i København. Dannede D-A-D i 1982 sammen med bassist Stig Pedersen og trommeslager Peter Lundholm Jensen. To år senere indtrådte hans bror Jacob Binzer i bandet som guitarist. D-A-D betragter 3. marts 1984 og den første koncert med begge Binzer-brødre som den dag, bandet blev stiftet. I år er derfor bandets
40-års jubilæum, hvilket man blandt andet har kunnet opleve i udstillingen ’Danmark After Dark’ på Nationalmuseet.

Sammen med D-A-D (der i dag udgøres af de to Binzer-brødre, Stig Pedersen og Laust Sonne) har han udgivet 13 album.
Senest ’Speed of Darkness’, der udkom 4. oktober.

Derudover har Jesper Binzer udgivet to solo-album. Han er – også – aktuel med bogen ’Flot kronhjort’, der udkom i november. D-A-D kan opleves i en lang række koncerter landet over i 2025.

FRA USA HUSKER jeg desværre mest at bo på Holiday Inn, hvor vi selv skulle vaske vores sengetøj. Og så husker jeg en nærmest uhyggelig groupie-kultur, der var ekstremt klichéfyldt for en dansker. Jeg prøvede i al venskabelighed at leve op til rockstjerne-rollen, så godt jeg kunne, men det blev hurtigt lidt hult.

Når jeg kom ned fra scenen efter en koncert, især i de store byer i Midtvesten, stod der en horde af unge piger, som dukkede op til alle koncerter med tidens rocknavne. Og så skulle der være fest, sådan var det bare. Det var en ret grum rollefordeling, at de unge piger nærmest kun eksisterede som nydelse for den mandlige del af selskabet. Jeg ville hellere høre, hvad der foregik inde bag pandebrasken på Jessica – hvem hun var, og hvor hun kom fra – men det var der hverken lyst, tid eller råd til. Hun skulle have et hak i sengestolpen, og jeg skulle også være typen, der gerne ville have et hak i sengestolpen. Og altså: Jeg klager ikke! Men jeg mistede hurtigt interessen.

Når man er mandlig forsanger i et rockband, får man hurtigt tildelt en rolle, som jeg altid har haft svært ved at leve op til. Særligt da jeg var yngre, skulle jeg være sådan en, der drak og knaldede hele tiden. Jeg har oplevet, at folk er kommet væltende ind ad døren backstage med en flaske whisky og en pose coke. Og så bliver det hele lidt mærkeligt, når jeg hellere vil have en kop te.

Fotosession til albummet ’Everything Glows’, 2000. Foto: Privat

I D-A-D HAR vi altid arbejdet på den måde, at vi har taget føringen på skift. Når en af os er blevet ramt af kreativitet og energi, har resten stillet op, klar til at lege. Men i 2016 kunne jeg for første gang mærke, at min ivrighed ikke blev mødt af de andre. Jeg gik og brændte inde med alt muligt, men da jeg forsøgte at overtale bandet til at gå i studiet, sagde ’Cobber’ bare: ”Jeg skal ikke en skid.” Det gjorde mig vred, og jeg følte mig svigtet.

En aften var jeg på Store Vega for at se Kim Larsen. Bagefter spurgte hans manager, om ikke jeg kom en tur ind på Hero Bar i Stormgade. Jeg ankom lidt før og havde allerede et par fadøl under bæltet. Da Kim Larsen kom ind ad døren, rejste jeg mig op og råbte: ”The King!” Han svarede bare: ”Du skal fandeme ikke kalde mig et hundenavn.”

Vi faldt i snak, og jeg delte mine frustrationer over bandet. 

”Hvad fanden skal jeg gøre?” spurgte jeg. ”De andre gider ikke øve.”

”Hvis de ikke gider øve, så ud med dem,” svarede han. Det var hans tilgang.
Når Kim Larsen ville lave
musik, havde man bare at stille op, ellers fandt han nogle andre at indspille med. 

Jeg var vant til at skrive tekster med Stig, men nu var jeg på egen hånd. Jeg gik i studiet med Søren Andersen, som spillede bas i D-A-D en sommer. Først var det bare nogle numre, men inden jeg fik set mig om, stod jeg med en hel plade. Ingen i D-A-D vidste det, selvom vi i mellemtiden igen var begyndt at øve. Jeg turde ikke sige det til dem, og det var latterligt. Men da den første single blev spillet i radioen og brugt som intro til et bokseprogram på Viasat, kunne de næppe undgå at bemærke det. D-A-D er en drengeklub af træmænd, et dysfunktionelt kvadrupel-ægteskab, og alt, der ikke har noget med bandet at gøre, gemmer vi væk. Hvilket også kan være befriende.

Hjemme på H.C. Ørstedsvej, 1980. Foto: Privat

JEG HAVDE HOVEDET oppe i min egen røv. Det skyldtes også, at jeg befandt mig i en mærkelig gråzone på grund af mit Dolol-misbrug. Jeg har altid lidt af søvnløshed, og når det bliver nat, og andre mennesker går ind og gør klar til at få deres otte timer, fortsætter dagen inde i mit hoved. Det er fyldt med chit-chat og tanker, der myldrer, og jeg har uro i hele kroppen. Jeg får fysiske angst-anfald, og der er ikke rigtig nogen kur, der virker. Når det er værst, får jeg kun 2-3 timers søvn. Når det går godt, får jeg fem eller seks. Det er sket, at jeg har holdt mig vågen en hel nat for at kunne sove den næste.

Gennem årene har jeg prøvet alt: sovepiller, melatonin, baldriandråber, te med honning og så videre. I perioder har jeg også røget hash, og for omkring 10 år siden kom opioiderne ind i billedet. Jeg havde hold i lænden, og lægen udskrev en mindre dosis Tramadol. Det virkede fantastisk, jeg fik ro i kroppen. Tramadol og Dolol kunne ikke få mig til at falde i søvn, men pludselig var det en helt anden oplevelse at være søvnløs. Jeg var rolig og kunne holde om min daværende kone om natten. Jeg følte mig ganske enkelt mere som mig selv.

Der var ikke så meget opmærksomhed omkring faren ved opioider dengang, og derfor var de til at lokke ud af bekendte, som havde fået udskrevet for mange, eller som ikke kunne tåle dem og fik kvalme. Jeg fik Dololer i fødselsdagsgave i både 2014 og 2015. Og når jeg var i udlandet, købte jeg dem med hjem. I starten tog jeg dem kun, når rastløsheden og angsten ramte om natten, men med tiden blev det hver dag.

Koncert på Nemoland, 2007. Foto: Privat

I STARTEN VAR det fantastisk at være på Dololer. Men stille og roligt begyndte ulemperne at overskygge fordelene. Glæden forsvandt, når effekten af pillerne aftog, og i stedet blev jeg sur på en selvsikker og idiotisk måde, hvor jeg var sikker på, at jeg havde ret, og alle andre tog fejl. Det var det, der skete, da jeg blev skidefornærmet over, at resten af bandet ikke ville indspille med mig. 

Jeg var afhængig af Dololer i 22 måneder. Det blev sværere og sværere at skaffe pillerne, og til sidst måtte jeg bestille dem på nettet fra et firma i Kina. Jeg gik derhjemme og ventede, indtil der endelig lå en kuvert med kinesisk afsenderadresse i postkassen. Men der var ingen piller. I stedet lå der et brev fra Københavns Politi, hvor der stod, at de havde taget mine piller, fordi de var ulovlige. 

Jeg slap for en bøde, men jeg syntes, at det var ekstremt pinligt. Og så lagde jeg faktisk Dololerne på hylden – fra den ene dag til den anden. Jeg har altid været et meget kontrolleret menneske, og måske er det angsten for konsekvenserne, der får mig til at holde op, før jeg kommer alt for langt ud. Jeg har også haft periodisk hashmisbrug, som jeg har kvittet uden problemer. Men jeg må indrømme, at jeg sover dårligere i dag, end da jeg var på opioider.

Koncert på Tiøren, Amager, 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

JEG LEVER ET liv, der er travlere end nogensinde. Der har aldrig været så meget bud efter D-A-D som nu. Nogle siger, at vi kun er blevet sammen for pengenes skyld, og ja, der er gode penge i det. Det manglede da også bare, for man ofrer en masse, når man lever et rock’n’roll-liv, flyver rundt, spiller koncerter til sent om aftenen og alt det der – for eksempel sin nattesøvn. Men man kan ikke arbejde så hårdt, som vi gør, hvis det kun er pengene, der driver værket.

Vi har været i gang i 40 år, og vi har ingen planer om at stoppe. Jeg skal ikke kunne sige, om der på et tidspunkt er nogle, der siger stop. Vi bliver jo også ældre, og jeg har selv forhøjet blodtryk. Men lige nu har vi alle den samme fornemmelse: Vi er stadig gode, og vi har i hvert fald fem år mere at give af.

Jeg har stadig brug for at skrive nye sange og udkomme med ny musik. Det er sådan, jeg kommer af med mine følelser. Og jeg kan nok ikke holde mig væk. Min far døde i 2019 af en uhelbredelig lungesygdom, og mens det langsomt gik ned ad bakke, lå han indlagt på Frederiksberg Hospital. I den periode havde vi mange gode snakke om livet og om løst og fast. Han sagde mange kloge ting. En af de sidste var dette: ”Det her er ikke ment så hårdt, som det er sagt. Men dit største problem, Jesper, det er jo, at du er sceneliderlig.”

Som datter af en amerikansk trommeslager og en impulsiv svensk overklassepige blev CAROLINE HENDERSON kastet rundt mellem Philadelphia, Paris og Uppsala, inden en mellemlanding bragte hende til Danmark. Her fortæller den 62-årige sangerinde om at navigere i tilværelsen som avantgarde-kunstner og popsild, sexsymbol og alenemor, landadel og outsider. Og om at blive stadig mere sig selv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Sarah Butmann

1.

Jeg er vel tre år gammel. Min mor og jeg ankommer til New York og tjekker ind på et hotel. Min mor skal ud at købe groceries og får nogle stuepiger på hotellet til at passe mig. Da hun kommer tilbage, har de ribbet ALT af værdi, undtagen mig – også mit tøj og mine smykker. Det er sådan: ”Welcome to the United States of America.” 

Min mor er en 25-årig ret naiv svensk upper class girl, som ikke har rejst så meget. Men hun er eventyrer og del af en generation, som gør op med den kvinderolle, man i hvert fald i vores familie har båret på i mange generationer, hvor man muligvis får sig en uddannelse, men ender med at gå hjemme med børnene – og i hvert fald er gift. Min mors familie har herregårde og masser af jord og skov en time vest for Stockholm. Der er også en del præster. Min mor er meget smuk og begavet på mange måder, og så har hun den her vilde side, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved.

Mine forældre møder hinanden på en jazzklub, hvor min far spiller trommer i 60’ernes Stockholm. Min mor går på kunstakademiet og kommer ofte på klubben med sine kunstnervenner. Det er det smarte sted i byen, hvor der kommer en masse hotte musikere fra USA. Jeg tror aldrig, de er forelskede, men de har det, obviously, skidesjovt. 

Igennem mine første tre leveår kommer min far og besøger os i Sverige. Min mor bor stadig hjemme, og hendes forældre synes nok, at det at få et barn uden for ægteskab med en sort jazzmusiker fra New York er noget af det værste, hun kunne finde på. Desuden har hun valgt at få mig, selvom min far er i et andet forhold – men min far er med på, at det er det, de skal. 

Da vi kommer til USA, er han paradoksalt nok på turné i Europa det meste af tiden. Min mor og jeg flytter til Philadelphia og en lille lejlighed på første sal i et brownstone-byhus. Det er et miljø, hvor folk helt konkret bliver skudt på gaden. Jeg er bange, men jeg har venner – masser af sorte veninder. At bo i USA de år er som at leve livet i en speedet version, nede i en smeltedigel, der bare koger og er ved at eksplodere anytime. Jeg ved, at jeg skal passe på. ”Hold dig på den her side af gaden, Caroline. Hvis du går derover, kan det være superfarligt.” Selv bliver jeg ikke betragtet som svensk. Helt tilbage fra slavetiden i USA har der været den her one drop rule. Hvis bare du har én dråbe sort blod i årerne, så er du sort. Så det er jeg altså: sort! Til gengæld er det lidt problematisk, fordi min mor er hvid, og det er ikke comme il faut med blandede par.

Vi flytter igen. Til et andet neighbourhood, som er mere trygt. Jeg kommer i kindergarten, får nye gode venner og har en hund og en kat. Området, vi kommer til, er for folk af asiatisk herkomst, sorte, nogle få er hvide, og der er mange jødiske familier. Jeg har det ret skønt og lærer en masse nationaliteter, sprog og kulturer at kende, for eksempel den jødiske lysfest chanukah og kinesisk nytår. Min mor får løbende penge af sine forældre, mens hun går hjemme, passer mig, maler, tager kunstkurser og går til borgerrettigheds- og anti-krigs-demonstrationer, hvor jeg også er med. Hun finder en ny mand, og vi er nu en hel lille familie, men jeg fornemmer hele tiden, at vi ikke kommer til at blive her. Måske fordi jeg savner mine bedste- og oldeforældre, deres herregårde og dyr. Det er min mors eventyr. Det føles, som om jeg bare er med på sidelinjen, og der er en bagdør. 

2.

Jeg står ude på altanen i vores lejlighed i Paris og kigger ud over det 16. arrondissement og tænker, at jeg vil være cirkusprinsesse. Min morfar har besøgt os i Philadelphia og set den misere, vi lever i. En uge efter ligger der to billetter til Paris – en til min mor og en til mig. Morfar, der er civilingeniør, har fået en direktørstilling i Paris, og vi flytter ind hos mine bedsteforældre og mine to unge mostre, som de har taget med sig.

Årene i USA har handlet om alt muligt andet end at være barn. En barsk start, som har lært mig, at det at være pige eller kvinde i den her verden ikke er specielt nemt, og at være en sort eller brun pige er endnu mindre nemt.

Nu er jeg pludselig la fille suédoise, den svenske pige, på otte år. Vi bor i en kæmpe lejlighed i ambassadeområdet, jeg går i pigeskole med skoleuniform og bliver ledsaget af voksne, når jeg skal lege i Bois de Boulogne. Og jeg er sammen med rigtige voksne. Jeg holder meget af min morfar, men endnu mere af min mormor. Vi lever med ordnede forhold og rutiner. Der er mad på bordet, ingen jagter mig på gaden eller i demonstrationstog. Alle, jeg omgås, er upper class, så jeg ser ikke, at jeg også pludselig selv er en del af det. Paris er tryghed, og det at være ’sort’ er ikke umiddelbart en ting i det miljø. For eksempel er min veninde Brigitte fra Uganda kulsort, men der er så meget rigdom og dannelse og kultur i hendes hjem, at det er det, der fylder. Hun har to nannies og bliver afleveret i skole i en limousine. 

På et tidspunkt tager min mor hjem til Sverige for at få styr på sit liv. Hun skal læse svensk litteratur på universitetet i Uppsala og have sig en lejlighed. Jeg bliver et års tid alene hos mine bedsteforældre og rejser til Sverige i mine ferier. I familien er det kutyme, at alle børn skal på kostskole, når de er 10 år. Planen er, at jeg skal til Sigtuna, equivalent med Herlufsholm i Danmark, men min mor vil have mig hjem til sig, så jeg ender i en kommuneskole i Uppsala. 

CAROLINES SANGLINJER

Født 1962. Datter af Rudolf Henderson og Gunilla Röhfors.

Flytter til Danmark som 21-årig og slår sammen med Maria Bramsen igennem med popbandet Ray Dee Ohh i 1989.

Udgiver i 1995 sit første soloalbum, ’Cinemataztic’, der vinder syv Danish Music Awards.

Har siden 2021 under navnet Black Voices samlet Iris Gold, Nabiha, Karen Mukupa og Barbara Moleko til en række koncerter, der hylder den sorte kvindes musikhistorie.

Har optrådt i en række teater- og musicalopsætninger og medvirket i flere danske og internationale film og serier, blandt andet den spanske film ’Todos amamos a Gloria Cole’ (2007), Netflix-serien ’Vikings: Valhalla’ (2022) og senest den danske ’Viften’ (2023).

Har tre sønner, to af første ægteskab og en med Martin Gylling, som hun er gift med i dag.

Modtog Ridderkorset i 2010.

Aktuel i musikforestillingen ’Natasja’, som er på danmarksturné, og fra 23. november julekoncert-aktuel i hele landet.

Hendes 14. album udkommer i foråret 2025.

3.

Første dag i skolen ankommer jeg i en pæn pariser-pigekjole, min mormor har klippet mit hår i en korthårsfrisure, jeg har pæne pigesko og garanteret også knæstrømper. Alle de andre er Tommy og Annika-typer med løst hår, jeans og smarte T-shirts. Vi er i 70’erne, hele det autoritære skolesystem er opløst, og de andre børn råber og skriger. Jeg står bare bag en stol og venter på, at skolelæreren skal sige, at jeg godt må sætte mig ned. 

Det er første gang, jeg føler, at jeg virkelig er anderledes. Skikke og dannelse er slet ikke comme il faut her, og så er jeg den eneste sorte pige på hele skolen. Jeg er på alle måder et topmærkeligt barn, der bakser med at lære koderne og sproget, selvom svensk er mit modersmål – men så opsat på at lære dem. De andre børn i skolen synes jo, det er pralende, når de spørger mig, hvor jeg kommer fra, og svaret er Paris og New York. Jeg vil bare gerne være sådan en Tommy og Annika-type. 

Jeg går i 9. klasse, har et miniskørt og en T-shirt på og er på vej i skole, da en mand kigger så meget efter mig, at han kører ind i en anden bil. Jeg er en late bloomer, der stadig godt kan lide at klatre i træer, er absolut ikke den smarte i klassen og er aldrig inviteret til en skid. Den her dag går det op for mig, at jeg er ved at blive en kvinde, og at det gør noget ved det andet køn, som ikke nødvendigvis gavner mig. Nu er jeg altså dér, hvor jeg ikke kan gå hjem alene fra en fest om aftenen. Jeg er en kvinde, og der er et regelsæt for mig, som ikke gælder for drengene.

Som teenager er jeg mere forvirret end nogensinde. Hvem er jeg, og hvad for en slags kvinde er jeg ved at blive? Jeg kigger på kvinderne i min familie. Min mor prøver på mange måder at være sådan lidt yeah – fri og uimponeret. Men hun er meget afhængig af mænd – hvis det ikke er ægtemænd, så er det min morfar. Hende skal jeg i hvert fald ikke være, og mine mostre er fuldstændig lige så konservative som min mormor og oldemor. 

Jeg må definere mit eget liv, og som 16-årig flytter jeg hjemmefra og til Stockholm. Her starter jeg på en forberedende teater-musik-skole, Calle Flygare Teaterskola, og begynder at få små roller på teatre og musikteatre. Som 17-årig kommer jeg også med i et reggae-band, hvor jeg synger kor sammen med en veninde. Det er skidesjovt, vi turnerer rundt i Europa, og jeg skal jo have noget at leve af. Jeg har altid vidst, at jeg havde en god stemme. I musik i skolen kunne jeg mærke, at jeg var på et andet niveau end de andre, og blev også altid bedt om at synge for, men det var ikke noget, jeg ellers dyrkede. Alligevel har jeg af og til tænkt, at fordi min far er musiker, kunne jeg lave musik, hvis alt andet gik galt.

Et par år efter møder jeg en pige, hvis far er koreograf, og vi finder ud af, at vi gerne vil lave nogle ting sammen. Hun kan godt lide hele det dér showmiljø, så vi begynder at lave shows sent om aftenen efter det rigtige show på en klub, der hedder Hamburger Börs: musik, sang, dans og sjov og ballade. Det giver mig adgang til et job på et rigtigt teater, Folkteatern, bedre kendt som Folkan, som danser og sanger. 

Men Stockholm er småt i 80’erne, og lidt efter lidt begynder jeg at tvivle på, om jeg har en fremtid her. Hele den skandinaviske eksotisering går mig på. Man får let et stigma som en ækel blanding af noget sexet, fremmed, mystisk og spændende. Det er ikke sådan, jeg ser mig. Hvis jeg skal noget med skuespil, vil jeg ikke føle mig begrænset af, at jeg skal spille en rengøringskone eller en prostitueret, noget Josephine Baker-agtigt eller en Billie Holiday-offerrolle. Min far siger: ”What are you doing? Why don’t you come over here?” Så jeg tænker: ”Okay, det prøver jeg.” Jeg vil gå på universitetet i San Diego, hvor han nu bor, og hvor de har en musiklinje. Jeg slår op med en ulidelig kæreste, som stalker mig, og min far lover at sende mig en billet. 

4. 

Jeg ringer på døren hos film- og teaterinstruktøren Kaspar Rostrup i Hellerup. Nogen har fortalt mig, at han skal lave et teaterstykke på Gladsaxe Teater om et vulkanudbrud på øen Martinique. I sagens natur søger de en masse sorte mennesker som statister, nogle med lidt erfaring. Prøverne skal starte ugen efter, og de har haft audition for tusind år siden. Men jeg tænker: ”Det dér lille land, det går nok.” Jeg har et ret omfattende cv af en 21-årig at være. Jeg har hørt, at man får 8.000 kroner om måneden som statist. 

På min fars side af familien har jeg en halvbror, som er født nærmest samtidig med mig. Han bor i København, så ham har jeg kontaktet gennem min far. Hans familie er sød, og de har inviteret mig indenfor. Togturen føles som en lang rejse, så færgen over, og jeg er landet på Københavns Hovedbanegård i oktober måned i sommertøj. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg sidder i Kastrup, og så er jeg videre. Out of here! Men den dér billet fra min far kommer ligesom ikke. Det går rigtig dårligt med hans firma for tiden. Men hvis jeg nu kan få et job og tjene nogle penge, så er jeg videre. 

  Kaspar Rostrup åbner døren, helt søvndrukken og med brillerne oppe i panden. Jeg har forberedt en brandtale på svensk: Hej, jag heter Caroline och jag är bra på att sjunga och dansa, och jag är här i Köpenhamn …Han står bare og kigger på mig, og på et tidspunkt mumler han: ”Okay, men så kom til teatret i morgen til audition, selvom jeg ikke lige har noget til dig.” Det gør jeg, og jeg får jobbet. ”Jeg nailede den,” tænker jeg. Flere år senere, hvor jeg har lært Kaspar godt at kende, siger han: ”Ja, men jeg kunne jo ikke … Du var jo så lille og sød, og jeg måtte jo hjælpe.” 

Jeg kommer til at spille æsel og elskerinde til Peter Schrøder. Hele Danmarks elite er castet til det her. Rostrup står for det nye totalteater. Vi går rundt blandt publikum, scenen bevæger sig, og alt er meget eksperimenterende og stort. Jeg møder også Povl Dissing. Han er den syngende skomager, og jeg skal danse for ham i trikot og med æselmaske på. Han er en fantastisk sød mand, men jeg synes, han synger virkelig mærkeligt. Jeg forstår ikke dansk og heller ikke den måde, han synger på. Der er en fra teatret, der siger til mig: ”Han er altså meget kendt i Danmark, Caroline.” Vi har en øm scene, hvor han synger for mig, fordi jeg dør i hans favn. Og fordi vi spiller forestillingen virkelig mange gange, lærer jeg af ham undervejs. Af den måde, han synger på, af den kontakt, han har til publikum, og af lyrikken. Jeg ligger jo hver aften literally i hans skød og kan kigge på ham: ”Okay, nå, dét var en konsonant, okay, sådan.” Vi bliver venner og er det livet ud.

Frem til jeg kommer til Danmark, har jeg ikke været særlig erfaren med venner, for hele mit liv har bestået af opbrud. Det har hele tiden været noget med at starte forfra. Heldigvis har jeg altid været ekstremt nysgerrig på at være i nye miljøer og på at lure, hvad man nu gør. Morten Grunwald tilbyder mig en rolle i et teaterstykke på Betty Nansen Teatret, men prøverne skal først gå i gang et halvt år senere. Så jeg bliver hængende og går ud med min nye bedste ven, Sunny Asemota, som jeg møder på Gladsaxe Teater. Han er billedkunstner og fra Aalborg, og sammen lærer vi mennesker at kende. Det er fuldt smæk på, op på højhælede sko, og ”Hvor kan man danse i den her by?”

5.

Vi står på en klub med træborde og bar i en lille flække på Midtsjælland med publikum i øjenhøjde. Det er 1988, og der er ikke rigtig nogen, der kender os som Ray Dee Ohh endnu, men vi er ude at spille de her opvarmningsjobs, inden pladen og det store pressearbejde går i gang. 

Jeg lærer Maria Bramsen (den anden forsanger i Ray Dee Ohh, red.) at kende på Betty Nansen Teatret. Hun er min første danske veninde, og vi ligner hinanden: Vi er lige gamle, har begge to fregner, samme hudfarve og samme stjernetegn. Lynhurtigt er vi rigtig tætte, og hvis der er noget, jeg kan med Maria, så er det at grine. Vi bliver begge mødre meget unge – Maria er 23, og jeg er 22, da jeg bliver mor første gang. Siden bliver vi skilt samtidig.

Maria og jeg klamrer os til hinanden. Vi får korjobs, samtidig med at Maria er med i The Lejrbåls, hvor hun er træt af at være solist. Jeg tror, jeg skal være den nye Neneh Cherry, men det projekt har fået en kæp i hjulet af, at jeg er blevet alene med to børn i Danmark. Der er totalt kaos i mit liv. The Lejrbåls går i opløsning, og nogle af musikerne vil gerne starte et nyt popband med Maria og mig som forsangere. Det er ikke min drøm, men jeg er 26 år, og jeg skal fandeme ikke hjem til Sverige alene med to børn og gentage mine forældres historie. Det her er en opportunity, så jeg kan forsørge mig selv, selvom det ikke er min musiksmag. Slet ikke!

Vores første single, ’Mandags-stævnemøde’, er ude, og da vi begynder at synge, synger alle 300 mennesker omkring træbordene med. Efter koncerten reagerer jeg med at brokke mig over lyden. Det er en forsvarsmekanisme, for jeg er godt klar over, at det her vil kunne noget. I Sverige har jeg været en del af the underground – det, der skal blive til starten af hiphoppen og triphoppen. Jeg er ikke til sing-along-musik, og det er også lidt paradoksalt – Maria og jeg er jo ikke 19 år mere. Vi har børn og har prøvet en hel masse, og nu skal vi stå og synge tekster, som appellerer til børn, om brændende læber og hjerte og smerte. Men det er også smukke tekster, gode popsange. Og det bedste sted at være, når ens liv er ved at gå totalt i opløsning. Jeg sidder i et fremmed land, uden familie, uden noget som helst – ikke engang møbler. Jeg har ingenting, så det er på en måde rart at tage den supermandskappe på. 

Jeg bliver en dygtigere performer og lærer dansk, eller rettere, jeg knokler! Når jeg går ind i studiet og skal lære de her sange, er det blod, sved og tårer for at få de danske lyde til at lyde ordentligt. Det er mit konservatorium. Jeg giver interviews i radio og tv og laver videoer og lærer med 180 i timen. På et tidspunkt er vi hovednavnet på en Grøn Koncert, hvor der er 80.000 mennesker, og vi flyver frem og tilbage til jobs i det her lille land. Succeskriteriet for mig har været at skabe en tryg base for mine børn, men at det bliver så populært, har jeg ikke set komme. Som småbørnsmor er det fantastisk, for vi laver højst 50 koncerter om året. Der er jo andre mennesker, der skal op klokken seks om morgenen og aflevere deres børn i vuggestue! Det er i de år, jeg bliver landskendt, og jeg har det ambivalent med det. På flere planer. 

Der bliver skrevet nogle racistiske og sexistiske ting om os i pressen, og det er ikke i orden. Vi er jo to mørke piger på én gang, og de mandlige journalister kan ikke dy sig for at sammenligne os med chokolade eller nougat. Hvis vi står på en scene og ser ud, som vi gør, og også godt kan lide at have en pæn kjole på, som fremhæver vores former, er der frit slag for alle journalister til at skrive fuldstændigt, som det passer dem! Vi er objekter, og det er det vilde vesten.

Vi siger fra over for vores samarbejdspartnere, men pladeselskaber, bookere, spillesteder og medier er én stor Happy Meal-fødekæde og 100 procent afhængige af hinanden. De færreste er med på at boykotte misogyne og racistiske publikationer eller journalister. Og så består musikbranchen på det her tidspunkt hovedsagelig af mænd, som har et blind spot for den slags. 

Vi kan råbe og skrige alt det, vi vil, men reaktionen er: ”Så find jer et andet job.” ”Tag noget andet tøj på.” Eller ”Slap dog af, han mener jo ikke noget med det!” Sorte kvinder må åbenbart bare deale med at repræsentere noget seksuelt, noget promiskuøst, i folks bevidsthed. Det går 200-300 år tilbage, men er stadig meget præsent i det her samfund, som også har haft kolonier. Det er så nedarvet, at folk tillader sig at bruge N-ordet. Det er et paradoks at leve i: på den ene side at være dyrket som popikoner og på den anden side at blive talt ned til.

CAROLINE HENDERSON OM …

Sort guld

”Stærk-øllen Sort Guld skal lanceres i Danmark, de er på jagt efter en sort pige, simpelthen, og det er så mig, der får rollen. Jeg startede med at arbejde som mannequin og gå model i Sverige og Paris, da jeg var 16, så det er ikke helt ud af det blå, at jeg siger ja. Jeg er 21 år, lige kommet til Danmark, de tilbyder mig 10.000 kroner, og jeg synes, det er vildt mange penge. Jeg har en kjole på, som er meget guldagtig i den her video, og så ser man min brune hud. Det ville være så not woke i dag – noget man ville cringe over.”

Ridderkorset

”Jeg tror, jeg er havnet på den liste, fordi jeg har lavet rigtig mange ting for kongehuset. For eksempel har jeg været med dronning Margrethe på statsbesøg i Tanzania og arrangeret indholdet til det, der hedder en returmiddag. Her har dronningen musik, dans og mad med fra sit hjemland. Derudover har jeg sunget til mange ambassadørmiddage og for konge-huset i Sverige. Jeg er vældig politisk korrekt:  Kvinde, sort, taler alle de her sprog, kan begå mig på de bonede gulve, fordi jeg kender til etikette fra min baggrund. What’s not to like? Jeg er jo ikke sådan en bonderøv, der kommer ind fra højre, når de hyrer mig.”

6.

Min veninde Mette er ved at rage håret af mig. Jeg sidder inde i min stue og har med vilje ikke sat mig foran et spejl. Jeg har meget stort hår og skal tage mig sammen til det her. Jeg har lige sagt op i Ray Dee Ohh, og der har været en masse palaver, så da min ven, musikarrangøren Kåre Bjerkø, lægger en besked på min telefonsvarer om en audition på noget Gasolin’-noget på Dr. Dante-teatret, tænker jeg bare: ”Fed timing.” Jeg ved ikke, hvem Gasolin’ er, og jeg hader auditions, men jeg har ikke en krone på lommen. Det er første gang, jeg bliver spurgt om noget helt andet end de sædvanlige eksotiske indslag, og jeg overlever audition, fucker ikke op, begynder ikke at græde, løber ikke min vej, eller hvad man nu kan komme til, når man er presset.

Da jeg kommer hjem, ligger der en ny besked på svareren om, at jeg har fået jobbet. Jeg aner ikke, hvad jeg har sagt ja til, men jeg kommer ind i et miljø, hvor man har lyst til at skabe noget, bryde nogle grænser – og skal rage håret af. Louise Mieritz og Lotte Andersen gør det bare. Louise er lige kommet ud af skuespillerskolen og er vant til, at grænseoverskridende øvelser er en del af faget, og Lotte har været en del af Dr. Dante i mange år. For mig, der kommer fra et andet miljø, er det meget sværere. Da jeg boede i USA, blev jeg drillet med mit store hår, faktisk mest af de sorte piger, der sagde: ”She’s got long hair, she’s got mixed hair.” De ville klippe det af. Her i Skandinavien er reaktionen: ”Ej, må jeg ikke tage på dit hår? Ej, hvor er det mærkeligt. Ej, hvor er det sjovt, at det hele er så krøllet.” Mit hår har aldrig bare været ’hår’, og nu skal det pludselig af.  

Da Mette er færdig, sender hun mig ud til spejlet i gangen. Og så er det, jeg ser, at hun har efterladt en munkekrans. Det tager brodden af det hele. Jeg har aldrig været skaldet før, ikke engang som baby. Vi griner, så tårerne sprøjter, i en time, og så tager vi den krans af, og alt er godt. 

Scenen er meget skråt opbygget i forestillingen, så jeg skal, literally speaking, stå på de skrå brædder i militær-boots, som er en del af vores kønsneutrale outfit, og synge ’Længes hjem’. Kim Larsens take på den sang er, at han er gået fra en kvinde, som står med to små børn. Jeg vender den om. Da jeg står dér helt kronraget og vælter den sang ud, har jeg en følelse af, at nu er jeg hjemme. Nu er jeg på rette vej igen. Vi er androgyne, alt bliver visket ud. Det store hår og det at være Danmarks pop- og sexsymbol er væk. 

Da forestillingen har premiere i 1994, får vi ikke særlig gode anmeldelser. De sure anmeldermænd i cowboystøvler reagerer på, at instruktør Nikolaj Cederholm har pillet ved nationalklenodiet. Men så sker der det fantastiske, at især det unge publikum, der intet forhold har til Gasolin’, overtager det, og så siger det bare: ”Woooof.” Det bliver en mega-mega-mega-succes, og vi gentager det året efter. Sjovt nok kommer de samme anmeldere året efter, og nu er der ikke grænser for, hvor godt det er. 

7.

I en kælder i en kæmpe villa på C.F. Richs Vej på Frederiksberg sidder jeg igennem to år sammen med Thomas Blachman og laver tracks til min første soloplade. Jeg har ingen penge og laver teater samtidig. Vi har en fælles ven, som Thomas har gået på Berkeley med. Jeg lytter til Massive Attack, Wu-Tang Clan og Portishead og ved, det er den vej, jeg vil gå – et miks af jazz og den nye elektroniske musik triphop, lidt hiphop og poetry slam. Alt muligt. Vi har det sjovt, sampling er ret nyt, så vi sampler alt. For eksempel til det track, som kommer til at hedde ’All around You’. Thomas sidder og trommer med sine guldringe, han er jo trommeslager, så de lyde sampler vi også. Det er nærmest grund-tracket i den sang. 

På et tidspunkt kan vi ikke komme videre. Thomas og jeg har ikke været gode til at få greb om de åbne store omkvæd, vi har lavet nogle fantastiske tracks, men folk på pladeselskabet forstår det ikke rigtigt. Jeg har hørt om Kasper Winding og synes, han er larger than life, så jeg ringer til ham i London. Han er en af de første, der, når jeg spiller numrene for ham, siger: ”Jeg vil ikke pille ved noget af det. Det er fuldstændig fantastisk, som det er. Men jeg tror godt, at jeg kan skrive nogle flere sange til dig, som vil passe ind i det her.” Og så kommer han med ned i Blachmans kælder med numrene ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’ og siden ind i et rigtigt studie. 

Det er første gang, at jeg er 100 procent inde i en proces, og jeg elsker hvert eneste minut. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan overskue at styre Thomas og Kasper, som er superskønne på hver deres måde, men også to excentrikere og meget selvoptagede, tør jeg godt sige højt. Men vi får sat Thomas’ og mit quirky og introverte univers sammen med Kaspers mere åbne verdensmandsunivers, og da de to legoklodser finder sammen, siger det bare ”duk!”

’Cinemataztic’-pladen er fuldendt, men jeg må slås for den, for folk har ikke hørt den her slags musik før. Alle tror, at jeg kommer med en ny Ray Dee Ohh-plade, og så kommer jeg dér pilskaldet med noget, man ikke har hørt før. Til sidst bliver der faktisk en hype omkring min plade på pladeselskabet. De kan godt mærke, at de sidder på noget, som er ret unikt. 

Da jeg turnerer med pladen og spiller på Arena-scenen på Roskilde i 1996 og kigger ud over et gigantisk menneskehav, er det et moment. Jeg har et zebra-Gucci-sæt på. Bukser og skjorte. Jeg er så pissesmart og pisseglad og tænker: ”You fucking made it.” Nogle måneder forinden har jeg også fået de dér syv Danish Music Awards. Jeg er kommet hertil med en lille pose i hånden, og nu står jeg her og har lavet Ray Dee Ohh, mine børn har overlevet, jeg er ikke sultet ihjel, jeg har vundet alle de her priser, og jeg er ikke engang 35 endnu. Det er jo sindssygt. 

CAROLINE HENDERSON OM …

Sit arbejde

”For tiden er jeg i gang med en ny plade sammen med musikerne Jonathan Bremer og Johannes Wamberg. Det bliver min solo-plade nummer 14. Det skal igen være et merge af alt muligt – noget rocket lyd og en blanding af det elektroniske og jazzede, noget trap music (rap-genre fra Sydstaterne i USA, red.). Tiden har arbejdet for sådan en som mig. Jeg har altid kigget ned i den dér store smeltedigel og lånt og lavet mit eget. I dag gør alle det.”

8.

I 2006 dør min far, og jeg er ovre i Queens for at hente hans urne, og hvad jeg ellers lige kan bære. 

I hans gemmer finder jeg en kopi af et brev, han engang har sendt til Ronald Reagan for at protestere over, at regeringen ville give John Wayne – der tidligere havde fremsat både racistiske og sexistiske kommentarer i offentligheden – en æresmedalje. 

Min far var udsendt i Korea-krigen i 50’erne. Det var hårdt for alle soldater, men så meget desto mere for en sort mand, fordi de sorte blev brugt som kanonføde. Det var dem, man sendte forrest, og de fik de dårligste vilkår. Og så kom de hjem til segregation og blev fortsat behandlet som skidt, selvom de havde været ude at forsvare deres land. Korea-krigen gjorde noget ved min far mentalt, men han var feisty indtil det sidste. Min far havde den intellektuelle styrke, kæmpede for civil rights movement, var en dygtig jazzmusiker og sjov. Han var ikke den store faderfigur, men en far, jeg så op til og var inspireret af. Jeg har altid vidst, at min far var politisk aktiv – det er jo ham, der har prentet alle de her ting ind i mit hoved: ”You are a black woman and you have to present” og så videre – men at finde det brev er et ret fantastisk øjeblik. Han var virkelig velformuleret, og det er flot skrevet. Det gør mig stolt at tænke på, at han har sat sig ned og skrevet: ”As a black man in this country, I think 

I 2020 mister jeg min mor. Hun får kræft, og det går hurtigt. Jeg synes, at jeg har haft et stort ansvar for hende. Som barn skal jeg sørge for, at hun ikke er ked af det eller roder sig ud i ting. Da hun bliver ældre, er det mig, der bliver den nye morfar og hjælper hende med at tage de rigtige beslutninger eller vikler hende ud af dårlige beslutninger. Først som voksen får jeg at vide af min ene moster, at hun var et wild child. Det kunne have været rart at vide tidligere, for jeg har altid følt, at hendes måde at opføre sig på nok skyldtes, at hun fik et brunt barn, som brød med datidens normer. Efter tiden i USA tror jeg, hun har haft PTSD. Dengang sagde man, at folk havde dårlige nerver, når det kom til ubearbejdede traumer. Jeg har holdt virkelig meget af hende, men hun har også været en anstrengelse.

Vi har travlt, hvis vi skal nå at få talt ordentligt sammen, inden hun dør. Men hun vil ikke ned i noget af det. Hun søger tilgivelse for den mor, hun har været for mig, og jeg vil have bekræftelse af hende. Vi mødes aldrig rigtig i det.

Jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed, hun har givet mig det gode grin med, evnen til ikke at tage sig selv for alvorligt og at kunne se situationen udefra. Og hun levede i hvert fald livet. Mens jeg voksede op, elskede jeg især, at der altid var plads til en mere. Jeg kunne tage 15 med hjem til middag, og så fandt hun på noget. Måske fordi hun var født som overklassepige, lod hun sig aldrig begrænse. Hvis der var en kjole, jeg godt kunne tænke mig, var det: ”Vi køber den.” ”Men har vi råd til det?” ”Nej, men vi finder ud af noget.” Og så spiste vi bare lidt anderledes. Eller: ”Kom, vi tager en taxa hjem.” Og så var hun i modsætning til resten af familien ikke spor materiel. Hun fik jo smykker og pelse af min morfar, men hver gang hun flyttede, var tingene væk, så havde hun solgt dem, så vi kunne komme ud at rejse. 

Jeg ser mig selv som en omvendt Benjamin Button, ham filmkarakteren, der ældes bagfra. Som 15-årig følte jeg, jeg var 100. Al den viden, alle de følelser, alt det, jeg havde set og oplevet i min unge krop, var alt for meget. Derfra er jeg år for år blevet yngre og yngre af sind. Og nu, hvor årene har jævnet alle de tidlige oplevelser ud, er det, som om jeg passer bedre sammen. 

Jeg kan også godt lide at se mig selv som det første træ, der blev plantet et nyt sted. Jeg havde jo ikke nogen rødder i Danmark og stod meget spinkelt i starten. Jeg troede ikke, at det skulle være her, men jeg satte alligevel nogle bittesmå rødder. Nu ser jeg, at de breder sig – der er også kommet børnebørn til. Jeg elsker den selvfølgelighed, mine børn har ved at være i et land, ved at have et hjem og ved at føle sig stolte over det. Hvis jeg ikke havde ringet på ude hos Kaspar Rostrup, havde jeg ikke siddet her i dag. Så havde jeg været i L.A., eller hvad ved jeg. Det har jeg selvfølgelig tænkt meget over. Jeg er sådan én, der tror, man har flere liv. Next time.

9. 

Jeg sidder på en hest på et filmset til ’Vikings: Valhalla’ i Irland og er ved at skide grønne grise. Der er 400 statister, heste og køer omkring mig. Jeg skal spejde ud over den her by, vende min gigahest på et frimærke, ride ud og møde kongen af Danmark, kong Knud II, uden for byportene, snakke lidt, og så skal jeg ride tilbage i one take. Jeg kan sagtens ride. Der var heste på mine oldeforældres gård, og jeg var en vild pige, der red i skoven. Til gengæld er det efterhånden mange år siden, og jeg har aldrig prøvet at ride på et set før.

Min rolle som Jarl Estrid Haakon får jeg under pandemien. Det giver mig arbejde midt i en svær tid, hvor jeg ikke kan komme ud at synge med min seneste plade. Og det er det største, jeg nogensinde har lavet, den her kæmpestore Hollywood-produktion med egen trailer, fægtetræning og så videre. For mig er det ret blæret – herhjemme er der aldrig nogen, der spørger mig til den rolle, jeg ved ikke, hvor de 900 millioner seere sidder henne, i hvert fald ikke i Danmark. 

Selvom min karakter ikke er skrevet ned i historiebøgerne, og historikerne generelt ikke har fulgt kvindelinjen, men kun mandslinjen, tænker jeg, at det er plausibelt, at der har været sådan en kvinde, for vikingerne rejste både til Afrika, Asien og Amerika. Jeg er stolt over at være den første kvinde, der bringer den slags rolle ind i en Hollywood-produktion, og jeg skal love for, at der kommer mange haters fra mange lande. Men de her white superior-mænd – kun mænd! – der spammer os, slår mig ikke ud. Jeg ér jo hende, bare 1.000 år senere: Jeg har afrikansk-amerikanske rødder, og jeg er fandeme også fra en svensk herregårdsslægt, der går helt tilbage til 1400-tallet, og jeg har fået Ridderkorset af dronning Margrethe. 

Da jeg sidder på den hest, finder jeg min stolthed frem, og pludselig er det mere end bare en rolle. Da jeg mødes midt i scenen med kongen af Danmark-skuespilleren, som er en rigtig højt-på-strå-alfahan, når jeg at tænke: ”Wait a minute – hvor er det absurd, at jeg skal mødes med kongen af Danmark, for jeg har faktisk fået et ridderkors af hans tiptiptiptiptip-oldebarn. In real life.” Så jeg owner scenen, præcis som min far har lært mig, og med et gran af humor, som min mor har lært mig, og gennemfører det ene take i første forsøg.

Hun flyttede til Aarhus, startede på psykologi og følte sig ensom. Dulmede skuffelsen med sangskrivning, droppede ud og dykkede ned i melankolien på livets sidelinje. Undervejs vandt hun udmærkelser og lytterhjerter, og i år står hun på nogle af landets største scener. Vi spurgte Pil, hvordan det føles at være midtpunkt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Sebastian Stigsby

Du gik på musikskole i Farum, hvor du kommer fra, og I havde klaver i hjemmet. Hvornår begyndte du at tro på musik som en levevej?

”Længe var det en abstrakt drøm. Tænk, hvis jeg engang blev sådan en musikertype, der kan leve af det. Det tog lang tid, før jeg tænkte: ’Jeg tror, det er det her, jeg er god til.’ Jeg forestillede mig, at jeg skulle have en uddannelse og det, nogen vil kalde et normalt arbejde. Så jeg flyttede til Aarhus og begyndte på psykologi. Jeg havde hørt, at Aarhus er en fed studieby, og det tror jeg også, den er for rigtig mange, men det gik ikke, som jeg havde regnet med. Jeg var enormt ensom og havde svært ved at få nye venner. Det virkede, som om det akademiske kom før det sociale for mange af de psykologistuderende på min årgang. Studiet var meget læsetungt, og jeg havde meget tid med mig selv, så jeg skrev en masse sange som overspringshandling. Når jeg sad på mit kollegieværelse og plingede på mit halvdårlige el-keyboard, havde jeg det dejligt. Jeg var inspireret af storladen popmusik som Mew, Kashmir og Lana Del Rey og skrev nogle lidt kryptiske engelske tekster og prøvede at komme ind i et musikalsk univers, der var mit eget. Halvandet år gav jeg psykologistudiet. Noget var spændende, andet kedeligt. Jeg droppede ud i løbet af det semester, hvor vi havde om statistik.”

Hvordan kom du til at skrive på dansk?

”På et tidspunkt genopdagede jeg Medina. Det var magisk, tænkte jeg, hvordan hun havde lavet sin egen genre, en slags ked af det-popsange, man kan danse til. Jeg prøvede at skrive en Medina-sang. Jeg havde en idé om, at jeg ville sende den til hende, ’Nattely’ hed den.  Jeg beholdt sangen selv og ­begyndte at synge den live, når jeg var ude at spille cafékoncerter i det små. Jeg havde en masse engelske sange og den her ene danske, og det var, som om stemningen ændrede sig, når jeg spillede den. Folk begyndte fak­tisk at lytte efter. Jeg var begyndt at arbejde sammen med en producer, der hedder Emil Lei, og vi indspillede ’Nattely’ og udgav den på Spotify. Og selvom vi ikke gjorde noget for at promovere den, kunne vi se, at folk begyndte at lytte til den. Senere genindspillede jeg sangen med titlen ’Når du går herfra’. Den blev startskuddet til min dansksprogede rejse, og den dag i dag oplever jeg ofte, at folk kender den sang, uden at de ved, hvem jeg er. ’Gud, er det dig, der har lavet den,’ siger de.”

I 2021 deltog du i ’KarriereKanonen’ hos DR. Hvad fik du ud af det?

”Jeg følte mig, som om jeg var kommet med i en spændende loge, da jeg blev udvalgt til at være med i det talentudviklingsprogram, som det er. Vi fik blandt andet en del karriere- og medietræning og blev dækket af DR’s egne kanaler. Jeg kan huske en bumlende cykeltur, hvor det blæste helt vildt meget, mens jeg blev interviewet af en journalist fra P3. Det føltes lidt akavet. Men der kom mange fine artikler ud af det, selvom jeg lige skulle vænne mig til at læse om mig selv uden at blive alt for selvbeskuende. Men jeg var bevidst om, at det er en del af gamet, at jeg er afhængig af, at folk gider skrive om mig. En dag spurgte vores mentorer os, hvad vi drømte om, og jeg tror, jeg sagde, at jeg drømte om at leve af musikken – og om at spille på Roskilde.”

Hotel Cecil i København, 2022. Foto: Mathias Kristensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

DE FINDER MELODIEN

Pil har skrevet størstedelen af sine sange i fællesskab med sangskriver og producer Rasmus ’Majalle’ Olsen. ”Der var god kemi fra første dag, vi gik i studiet,” siger Pil: ”Når vi skal lave et nyt nummer, begynder vi med at lytte til noget musik, vi godt kan lide, for at finde stemningen og referencerammen. Rasmus sidder ved klaveret og foreslår nogle akkorder, der er dragende og melankolske. Så kommer melodien, og jeg finder på et vers, en bro og et omkvæd, som jeg prøver af på Rasmus, og han kommer også med sine input. Nogle gange har han forslag til ord og sætninger, der er bedre end mine. Så går jeg hjem og skriver teksten færdig over de næste par dage. Rasmus har også spillet keys i mit live-band, men bliver skiftet ud nu for at få bedre tid til at producere.”

Da du vandt konkurrencen, kom du i samme loge som tidligere vindere som Minds of 99 og Marie Key …

”Det var ikke, fordi jeg følte, at jeg havde noget med dem at gøre, men jeg følte, jeg var kommet ind i en klub, hvor folk var interesserede i, hvad jeg har at sige. Det var en motivation til at blive ved. Der er jo hele tiden en kamp for eksistensberettigelse i den her branche. Kan du bidrage med noget, eller er det bare dit eget behov for at skrive sange?”

Hvad synes du, du bidrager med?

”Efter en koncert stiller jeg mig tit ud i merchandise-boden for at hilse på publikum. Så sker det, at der er en, der takker mig for en bestemt sang. ’Sådan havde jeg ikke lige hørt det beskrevet før,’ siger nogle. ’Jeg lyttede til din sang, og så kom tårerne,’ siger andre. Nogle betror sig til mig, måske fordi de savner nogen at tale med om deres følelser. Når folk reagerer på mine sange, er det ofte, fordi de synes, at der er en lindring i dem. Det gør det meningsfuldt for mig. Selvom vi ikke kender hinanden, har vi et fællesskab gennem musikken.”

Du har fortalt, at inspirationen til nummeret ’Hinanden’ stammer fra engang, hvor du en hel aften gloede ind ad vinduet til en fyr, du var forelsket i. Fik han det nogensinde at vide?

”Det gjorde han godt nok ikke. Det var i folkeskolen. Mig og min veninde satte os på en offentlig græsplæne, hvorfra vi kunne kigge ind ad vinduerne til en fyr, vi var fascineret af. Han spillede vist computer. Det var ikke særlig sindsoprivende, og det var meget uskyldigt. Alligevel føltes det forkert, jeg var godt klar over, at der var noget invaderende i det. Han havde ikke inviteret os. Jeg tager klar afstand fra stalking, men udgangspunktet for at skrive om det i en sang var at skildre de underlige krumspring, man gør for at bringe sig tæt på en person, når man er ung og forelsket, men for genert til at fortælle ham det.” 

Sidste år spillede du på Roskilde Festival. Kunne det leve op til forventningerne?

”Jeg var virkelig på dupperne den dag. Det betød meget for mig. År efter år er jeg kommet på Roskilde Festival, så det var svært at forstå, at jeg pludselig selv stod på scenen. Jeg oplevede en enorm kærlighed fra folk. Der var så mange mennesker, de sang med, og det virkede uvirkeligt, at det var mig og mit band, de var kommet for at høre.”

PIL-FLET

Pil Kalinka Nygaard Jeppesen, 33 år, fra Farum.

Sanger under kunstnernavnet Pil. Har udgivet pladerne ’Kom vi flyver, siger du’ og ’Hvis du tør at drømme’. Kendt for singler som ’Når du går herfra (Nattely)’, ’Dronning af månen’ og ’Omvendt’, som er en duet med Andreas Odbjerg.

Har vundet DR KarriereKanonen i 2021 og modtaget prisen for P3 Talentet 2023.

Er på danmarksturné i foråret og spiller blandt andet på Store Vega i København 22. og 23. marts. Kan desuden opleves på blandt andet Roskilde Festival, Smukfest og Tinderbox.

I år skal du spille to koncerter i Store Vega i København samt på Roskilde Festival, Tinderbox og Smukfest. Hvad har de seneste års opmærksomhed betydet for dig og dit tekstunivers?

”Det har ikke betydet noget for mine sange. Jeg er stadig optaget af livets store følelser og draget af usikkerheden i livet. Selvom jeg føler mig accepteret i mit arbejdsliv, kan jeg stadig blive i tvivl, om mine venner synes, jeg er spændende nok. Du kan ikke købe kærlighed for penge, du kan ikke veksle succes til venskaber.”

Så voksenlivet bliver ved at byde på nyt materiale, selvom det er fuldt af blå stempler?

”Jeg kan stadig af og til synes, at jeg er den kedeligste i verden. Når jeg går til pladeselskabsfester, kan jeg pludselig stå sammen med nogle musikere, som jeg synes er virkelig seje, og føle mig som the odd one out, selvom vi i princippet er i samme klub. Heldigvis er branchen fuld af søde mennesker, og det er ikke svært at finde sjælevenner. Så jeg har altid nogen, som jeg kan være sammen med på et menneskeligt plan. Så kan vi sidde i et hjørne og være lidt useje sammen, ha ha. Musikken giver mig en selvsikkerhed, som er et dejligt modstykke til usikkerheden, men jeg har stadig alle teenagerens følelser med mig i voksenlivet. Jeg er bare blevet lidt bedre til at lade dem være, hvad de er, i stedet for at gå i spåner over dem og tro, at verden falder sammen, hvis folk hellere vil gå i byen uden mig.”

Sussi Nielsen kom til verden i Afrika, blev omplantet til Nordjylland og endte som lidt af en outsider, indtil hun kom i band med Leo og fandt fællesskab og kærlighed. Som duo erobrede de Skagen og vandt hjerter på tværs af Danmark. I år døde Leo, så hvem er Sussi nu?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Foto Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Kort opsummeret: Du blev født i Tanzania, voksede op på dine forældres farm i regionen Iringa, talte udmærket engelsk og var flydende i swahili. Hvad var det for en barndom?

”Der var meget frihed. Vi måtte ikke gå alt for langt væk hjemmefra, men grunden var stor, og mig og mine brødre kunne bevæge os frit rundt. Flere gange legede vi, at vi var opdagelsesrejsende. Vi fandt skind fra slanger, der havde skiftet ham, og vi legede, at vi slog telt op. Noget at spise skulle vi jo også have, så en dag lavede jeg bål ved at sætte ild til noget græs og nogle kviste. Tilfældigvis opdagede gartneren det og fik sat en stopper for det. Men alt i alt var der ikke så mange ting, vi ikke måtte.”

Da du skulle i skole, blev du sendt på svensk kostskole 100 kilometer derfra. Fik du ikke hjemve?

”Jeg kunne godt lide at være der. Og vi havde vores søde forstanderinde, tante Ruth, som man kunne gå ind og putte sig hos, hvis man var ked af det om natten.”

Iringa, Tanzania. Sussi hygger med sin mor. Foto: Privat

Troede du, at du skulle overtage farmen en dag?

”Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg forestillede mig, men jeg tænkte vel, at mit liv skulle være i Tanzania. En enkelt gang var jeg på besøg i Danmark til jul. Det var koldt og sneede, og jeg glædede mig, til vi skulle hjem til Afrika.”

Det kom du også, men kort efter vendte du tilbage til Danmark, da dine forældre besluttede at flytte hjem, og dine forældre åbnede en campingplads i Vendsyssel. Hvordan var det at begynde i skole i Saltum?

”I starten følte jeg mig ret eksotisk. Klassekammeraterne var meget interesserede i, hvad jeg havde lavet i Afrika. Men interessen forsvandt, da de fandt ud af, at jeg ikke var frygtelig meget anderledes end dem. Så faldt de tilbage i deres egne kliker, og så endte jeg med at være lidt udenfor. Jeg havde en ret livlig fantasi og forsøgte at gøre mig spændende igen ved at fortælle, at vi havde set tyre med ild ud af næseborene dernede. De troede ikke rigtig på mig.”

Jambo Vesterhav, Sussis forældres campingplads i Saltum. Jambo betyder ’hello’ på swahili. Foto: Privat

Du spiste også engang en regnorm?

”Det var som at spise sand i gelé. Jeg gjorde det for at pille nogle drenge ned, der gik og drillede. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, men det gav respekt. De holdt op med at drille os piger, da de så, at jeg kunne noget, de ikke kunne.”

I 8. klasse begyndte du at spille i band sammen med Arne, Christian og Leo fra skolen. Du og Leo blev kærester og var klar over, at I ville satse på musikken. Da I nævnte for en studievejleder, at I gerne ville være balmusikere, blev han skidesur. Din far syntes heller ikke, det var en god idé …

”Min far havde læst beskrivelser fra København om fordrukne musikere. Og det er rigtigt, musikerne drak mere, dengang i 70’erne. Det har jeg nu aldrig gjort. Hvis nogen har budt mig en drink, og jeg følte mig småfuld, kunne jeg mærke, at jeg ikke spillede så godt. Det brød jeg mig overhovedet ikke om. Men det var selvfølgelig usikkert arbejde. Alligevel var vi villige til at give det en chance, da vi gik ud af skolen. For min fars vedkommende blev det først fuldt acceptabelt for ham, at jeg var musiker, da jeg og Leo senere underskrev en stor kontrakt med værtshuset Skansen i Skagen. Først da var vi noget ved musikken, haha. Selvom vi allerede havde klaret os som suppe, steg og is-musikere i over 12 år.”

Sussi og Leo, 1976. Foto: Privat

Suppe, steg og is – og slagsmål og befamlinger. Du har både måttet tørre blod af forstærkeren og svinge guitaren efter en fyr, der stak hånden op under dit skørt. Det lyder, som om I spillede nogle vilde steder rundtom i Nordjylland …

”Det var nogle sjove steder, vi blev sendt hen, men det var jo vores arbejde, så det tog vi med. Senere hen oplevede vi aldrig den slags. Hvis nogen blandt publikum ville slås, må de have ordnet det udenfor. Da vi etablerede os i Skagen, gjorde vi meget ud af at komme publikum ved i pauserne, og de senere år gik vi altid ned og lavede alle de selfier med folk, de ville have.”

I fik en flot kontrakt med Skansen i 1988: Fem år til en million om året. Alle medierne kom til Skagen, og turistbusser stoppede ud for jeres hjem i Pandrup. Hvad var det, I havde, der gjorde, at I kunne få så stort et engagement og tiltrak jer så meget opmærksomhed?

”Vi har altid sat en ære i at være søde og rare og spille på opfordring. Aldrig gøre nar ad andre, men vi kunne sagtens finde på at gøre nar ad os selv.”

Hvordan? 

”Der var engang en blandt publikum, der kaldte os for den hoppende ged og bukken. Leo havde geddebukkeskæg, og jeg stod og hoppede og sprang på min ene kvadratmeter på scenen, så jeg kunne godt se sammenligningen. En aften, hvor vi optrådte, sagde jeg så: ’Vi har for resten fået et nyt navn …’ Det grinede folk vældig meget af.” 

Sussi og Leo vidste altid, hvad de skulle lave. Foto: Privat

Hvordan fandt du din måde at optræde på?

”Den kom bare til mig. Jeg har altid godt kunnet lide at danse, og dengang vi spillede suppe, steg og is, fandt jeg ud af, hvor utrolig trættende det er bare at stå stille. Jeg husker en aften i vores tidlige karriere i Kaas Forsamlingshus, hvor jeg dansede, mens de spiste, og en af gæsterne kom op og bad mig om at holde op, fordi de fik suppen galt i halsen, haha.”

I løbet af jeres år på Skansen kom der mange prominente gæster for at høre og se jer. BBC havde sågar planer om at lave et program med jer. Hvem gjorde det særligt indtryk at møde?

”Prins Henrik kom engang forbi med nogle venner – uden sikkerhedsvagter. Leo og jeg snakkede lidt med ham i pausen, jeg kan ikke huske om hvad. Senere fandt vi ud af, at han skulle have været til en officiel fest i Norge, men var stukket af og taget på Skansen i stedet. Det var ikke, fordi jeg blev benovet over, at han var der. Jeg syntes bare, det var friskt gjort.”

Du er ikke kun musiker, men også maler. Hvordan kastede du dig over maleriet?

”I 1991 fik jeg en overanstrengelse og blev temmelig syg. Normalt havde jeg altid travlt, også når vi ikke var på arbejde. Så syede jeg for eksempel vores kostumer. Nu fik vi en ekstra fridag skrevet ind i vores kontrakt. Leo vidste, at jeg kunne lide at male, så han foreslog, at jeg gjorde noget mere ved det. Det gav mig en anden spænding end musikken. At male føles nærmest, som om man ser maleriet blive fremkaldt. Nogle gange kan jeg blive helt opslugt af det, helt høj nærmest, så jeg glemmer at trække vejret, når jeg kan se, at ’det her bliver skisme godt’. Til at starte med var det landskabsmalerier og dyr. På et tidspunkt foreslog Leo, at jeg også malede mennesker. Jeg var lidt nervøs, men kastede mig ud i det. Og de lignede da mennesker, hehe.”

Og efterhånden virker det, som om du lagde dig fast på en erotisk motivverden …

”Det er sjovt, at bare fordi man maler en kvinde eller mand nøgen, så skal det opfattes erotisk. Lige meget om de bare drikker en kop te.”

Men det ser da ud, som om noget af det, du laver, er eksplicit erotisk? 

”Jo, jo. Noget af det har da noget med det at gøre. Det er nok det, jeg er blevet mest kendt for.”

TITELBLAD

Susanne Nielsen, 68 år. Musiker, spiller guitar og fløjte.

Født i Tanzania, hvor forældrene dyrkede en margueritlignende blomst, hvis olie holdt malariamyg væk.  Da hun var seks, flyttede familien til Vendsyssel.

Mødte i skolen Leo Brinkmann Nielsen, De blev forlovet i 1972 og gift i 1981. Leo døde i februar 2023.

Som duo spillede Sussi og Leo 23 år i træk på Skansen i Skagen, hvor de optrådte med en blanding af dansktop og rockmusik og signaturnumre så forskellige som Teddy Edelmanns ’Himmelhunden’ og Deep Purples ’Smoke on the Water’. Gennem årene udgav de også deres egne album. I 2003 åbnede de spillestedet Ritz i Frederikshavn, som de drev tre år, inden de solgte det og turnerede Danmark tyndt.

Sussi spiller i dag med ’Drengene’ (Thomas Ehrenreich, trommer, og Kim Karmark Petersen, keyboard). Aktuel med erindringsbogen ’Jeg er Sussi’.

I spillede på Skansen i 23 år i træk, de fleste af ugens dage. Hvordan holder man til det?

”Ren og skær vilje, tror jeg. Når vi nåede til fredag-lørdag, kunne jeg godt være dødtræt og tænke: ’Oh, shit, hvordan kommer jeg igennem den her aften?’ Når jeg så fik guitaren på, og folk begyndte at synge med og feste, så – pist – forsvandt trætheden fuldstændigt. Så hyggede jeg mig igen.”

Og hvordan holder man det ud uden at blive bare lidt vanvittig? Du mener, at du har spillet ’Himmelhunden’ 25.000 gange …

”Så meget har jeg ikke tænkt over det. Herregud, hvor tit tager en tømrer sin hammer uden at tænke over det? Hvor mange gange sætter vi os ud i bilen og kører uden at tænke over det? Vi kører, fordi det er nødvendigt. ’Himmelhunden’ er nødvendig, fordi folk gider synge med på den og synes, at den er hyggelig.”

I valgte ikke at få børn, fordi arbejdet ikke levnede tid til det. Hvorfra kommer den ekstreme pligtopfyldenhed?

”Måske har jeg set mine forældre arbejde på campingpladsen, også når de måske ikke lige havde lyst. År efter år gjorde min mor stadigvæk hytterne klar hvert forår, når sæsonen startede. Jeg tror bare, jeg er sådan. Det var Leo også. Han havde det meget svært de sidste år, hvor han næsten var for syg til at spille, men gjorde det alligevel. Hvis man har lovet at komme og spille, så gør man det også.”

Velafstemt: Sussi og Leo begyndte at spille sammen i skolen og holdt sammen som par og duo i over 50 år. Foto: Privat

Da Leo døde, var du allerede i gang med at spille med dit nye band, Sussi & Drengene. Hvornår kom det i gang?

”Leo faldt og brækkede hoften i vores autocamper for fire år siden. Efter operationen fik han det aldrig rigtig godt igen. Men han blev ved med at tage med ud at spille. Han vidste godt, at hvis han holdt op, så skulle han være alene hjemme, og det havde han ikke lyst til. Han sad på en høj stol under koncerterne, mens jeg og vores trommeslager, Thomas, gik rundt og var bange for, at han skulle dejse om. En dag sagde jeg til ham, at nu skulle han på pension, det gik ikke længere. Det kunne han for så vidt godt se. Inden Leo døde, begyndte Thomas og jeg at øve med Kim. Leo hørte os spille og syntes, vi havde en god energi.”

Hvad får dig til at blive ved?

”Efter Skansen drev vi nogle år vores eget spillested, Ritz i Frederikshavn. Der satte vi rigtig mange penge til. Jeg fortryder det ikke, det var noget, vi skulle prøve. Men jeg har ikke millioner på bankkontoen. Leo og jeg fik bygget om på vores gård for nogle år siden, og hvis jeg vil blive her, er jeg nødt til at betale af på afdragene. Så nu får jeg min pension og går på arbejde ved siden af. Men selv hvis det ikke var for pengene, ville jeg gøre det. Jeg elsker at spille. Jeg er ikke mere lykkelig, end når jeg er på scenen.”

Foto: Privat

I din biografi skriver du, at du altid har været Sussi fra Sussi og Leo. Nu skal du til at finde ud af, hvem Sussi er. Er du blevet klogere siden bogens deadline?

”Absolut. De sidste 3-4 år skulle jeg hele tiden holde øje med, hvordan Leo havde det. Om han var syg eller havde ondt. Han blev en skygge af sig selv, og til sidst var det fast arbejde at passe ham. Mens jeg gik og savnede den Leo, han var engang. På en måde forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne tage ud at spille uden ham. Men nu har jeg fundet ud af, at det kan jeg godt. Pludselig føler jeg en stor frihed. Og finder sider af mig selv, jeg kan bruge oppe på scenen.”

Hvilke sider?

”Jeg er nok lidt mere flirtende. Jeg har også tidligere flirtet lidt fra scenen, men nu gør jeg det mere. Og mere bevidst. Det giver en rigtig god stemning. Man får folk til at grine og smile. Og det er skideskægt. Det behøver ikke at være noget rent fysisk. Det er lidt svært at forklare. Men det ligger for eksempel også i måden at synge og spille på.”

Måske noget med glimt i øjet?

”Ja … men det synes jeg nu, jeg har haft længe, hehe.”

ALBERTE WINDING har med sin naturlighed og sin melankolske bundklang ramt de fleste danskere på et tidspunkt i deres liv. Multikunstneren, der for nylig vandt Danish Music Awards’ Ærespris, fortæller her om de plader og numre, der har sat dybe præg i løbet af hendes eget liv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Morten Germund

”KÆRE SØDE MENNESKER, jeg har fået at vide, at I skal tisse, så vi ses om lidt.”

Godt 300 mennesker er taget til Viften i Rødovre en lørdag i november for at høre Alberte Winding og forsvinde med ind i hendes numre, og hendes praktiske formulering som optakt til pausen er ikke kun en morsomhed. Hen over stolerækkerne i den udsolgte sal er publikum kommet i en alder, hvor de nok har behov for at lade vandet i pausen. 

I en kort petroleumsblå kjole med store pufærmer, tomatrøde stiletter og langt, løst hår i bølger har hun, uden at gøre særligt væsen af sig, taget hul på koncerten ved at række lunt og udramatisk ud til publikum, der tydeligvis kender hendes numre godt. Et intimt rum opstår via Albertes stemme, der som en sommervarm brise kommer ud af hendes mund og forplanter sig i salen med nænsomme ord og klare toner med en dyb klangbund, der giver publikum en mental helkropskrammer.

Klapper hun en enkelt gang med hænderne over hovedet, følger salen trop i taktfaste klap, og antyder hun, at publikum gerne må synge med, så synger de med. 

Rødovre er endnu et stop på en tour ud i hjørnerne af landet – fra Harboøre til Hotel Cecil i København – med bandet, der blandt andet tæller partneren gennem 10 år, Andreas Fuglebæk, på guitar. Det er ham, der har skrevet melodierne til hendes seneste udgivelser, mens hun har stået for teksterne. Som altid. De svinger mellem ømhed, melankoli og tristesse, men altid med små, lune svirp opad i strofernes slutning, der får publikums mundvige til at svirpe med. 

Koncerten indeholder nedslag fra hele Alberte Windings repertoire, fra den aktuelle udgivelse ’Nye stjerner’ og tilbage til udgangspunktet. Hun fortæller og synger om frygten for den dag, hendes børn flytter hjemmefra, i ’Skal du allerede gå’. Og om den unge generation, der overtager byen, i ’Min klub først’, mens publikum kommer helt frem i stolene, pifter og klapper, og lyssætningen blinker blåt og lilla på natklub-måden. Siden handler det om ’Carol og George’, hvis barn hun passede på den amerikanske jetset-ø Martha’s Vineyard, da hun var helt ung, og som hun genbesøgte for et par år siden – en oplevelse, der blev forvandlet til et helt album med øens navn som titel. 

Brudstykker af personlige anekdoter hæftes med uopstyltede ord til hver sang, der giver publikum en følelse af at blive taget med ind i hendes private kamre. Hun når tilbage til begyndelsen af 80’erne med en sang fra ’Bamses billedbog’, som hendes far, Thomas Winding, udviklede til DR. Det var her, hele Danmark lærte en ung Alberte Winding at kende som Luna-figuren, og for første gang tager publikum mobiltelefonerne frem for at optage.

Alberte Winding har vundet sit publikums hjerter for længst. De mærker hendes tilstedeværelse, men alligevel er der en sfærisk tilbageholdenhed over hende. Når hun danser på scenen til sine numre, er det let indadvendt – som holder hun igen. Hun er her, hun synger og fortæller generøst, men så er hun her alligevel ikke, ikke helt. 

Det samme sker med hendes optakter til numrene. Prøvende kommer hun frem til det, hun vil sige, bremser op i sine sætninger og fortsætter med noget helt andet. Det fungerer, bliver autentisk, virker sjovt, men også distræt. Mest af alt punkterer hun alle anslag til selvfed stjerne og . Med sin tilgang til hele setuppet får hun publikum til at se på hinanden og le sammen.

Inden publikum rejser sig og hujer i håbet om et ekstranummer, siger Alberte Winding: ”Vi vil gerne, øhhh … selvfølgelig slutte med den, I er kommet for.”

Publikum ler indforstået. Gennembrudshittet ’Lyse nætter’ fra 1991, som hendes halvbror Aske Bentzon har skrevet melodi til, er hendes mest kendte og elskede nummer. Sangen er for længst landet i Højskolesangbogen og var en naturlig del af repertoiret under corona-nedlukningens fællessang på DR. 

Hun begynder med et fuglefløjt, slutter af med et ”Tusind tak” – og klør sig i håret. 

”Jeg gad godt se sådan ud, når jeg bliver 60,” talehvisker en kvinde til en anden efter koncerten, lidt på afstand af Alberte Winding, der signerer plader sammen med Andreas Fuglebæk, mens Abbas ’Voulez-Vous’ kører på Viftens anlæg, og et limegrønt lysshow flammer hen over væggen.

To uger senere sætter Alberte Winding i sin stue i København ord på den musik, hun selv har lyttet til, og som langs hendes liv har snoet sig ind og ud af hendes følelsesliv og karriere som en medskabende faktor: ”Jeg er ikke den, der har den fødte sangstemme, og folk gik ikke rundt, da jeg var barn, og sagde til mig, at jeg skulle da være sanger. Men musikken har betydet så meget for mig, at jeg blev sanger.”

THE BEATLES OG THE KINKS, 4 ÅR GAMMEL, 1967

”Min far hører høj musik i vores hjem i Mønge (tæt på Tisvilde i Nordsjælland, red.). Hver dag maler han billeder oppe på kvisten, og jeg græder og græder, indtil jeg får lov til at blive hjemme fra børnehave. Så tegner jeg på gulvet og synger med på sangene, som har en barnlig og mystisk handling i mit indre. På en eller anden måde har musikken været min babysitter. Altid. Jeg er ret tilfreds med mit liv. Jeg har min far, min mor (Lulu Gauguin, red.) og min storebror (Aske Bentzon, red.), vi bor i et hyggeligt hus, om morgenen står der mælk på trappen, og min far maler kaffe. Min mor kører ind på Danmarks Radio, og min far arbejder hjemme. Og jeg elsker ham. Det er gengældt. Tit kommer jeg op om natten og lægger mig mellem dem i sengen.

Ved siden af soveværelset er min fars atelier. Der står et kæmpe lærred, og han drikker kaffe og ryger pibe. Hver morgen hører vi en sang med The Kinks. ”Far, far, far, far, far, far, far, far,” starter den (fra nummeret ’David Watts’, red.). Det synes jeg er genialt. Dér er min far, dér er Kinks. Vi er næsten 100 procent frie set med tidens øjne. På en måde tror jeg, vi er lidt vilde. Der er ikke rigtig regler, så jeg føler, de er lidt skrappe ovre i børnehaven. De voksne derhjemme er bare skæggere. Måske er det også lidt svært at have forældre, der er moderne, og verden slet ikke er dér endnu. Der er knald på farverne hjemme hos os: violet, lavendelblåt og lyserødt på vægge og møbler, og vi hører Beatles. Alt og helt ned til de første plader. Jeg er vild med ’I’ll Get You’. Jeg tror, de synger ”Jeg giver dig til indianerne”. Det synes jeg er spændende. Men det er ”I’ll get you in the end”, de synger. Inden vi flytter, er der en nytårsaften, hvor min mor er meget dark. Der er et eller andet fra en raket, der lander på hendes nylonstrømpe, og der er drama. Så flytter vi ind til byen, og det er jeg ked af. Min mor og far har det ikke godt.”

PAUL OG LINDA MCCARTNEY, ALBUMMET ’RAM’, 8 ÅR, 1972

”Der bliver plukket bidder af min lykkelige barndom, indtil den går i opløsning. Min mor og far er blevet skilt. Aske og jeg er flyttet med vores mor til København, og jeg kommer hos min far i weekenden. Jeg går på Bernadotteskolen (privatskole i Hellerup, red.), og jeg husker mest, at min mor er træt, når hun kommer hjem og laver aftensmad til mig og Aske. Selvom hun har det dårligt, giver hun omsorgsfulde rammer.

Op til nytårsaften det år er det min fars weekend, og vi er taget til Ærø, hvor min far har købt et sommerhus. Da vi kommer hjem til hans lejlighed i København, fortæller min far, at min mor har taget livet af sig. Samme aften kommer han ind på mit værelse og giver mig ’Ram’-pladen, og jeg sidder og hører den om og om igen. Jeg flytter ind i den plade og elsker numrene. Det bliver jeg ved med. Det er underligt, at den ikke udløser den sorg i dag. Der er andre plader, som min bror og jeg ikke kan holde ud at høre, fordi vi ikke synes, vores mor havde det godt, når hun satte dem på. Men ’Ram’ har sunshine i sig. 

Jeg kigger på coveret, hvor Paul McCartney holder en vædders horn. Linda, hans kone, ligner min nye stedmor (Elin Bing, red.) lidt, hun har også langt, lyst hår og er meget smuk. Jeg synger med på alle numrene, så min stemme fylder rummet. Da jeg boede med min mor, var jeg meget alene, når jeg kom hjem fra skole og forsvandt ind i en leg. Men hvem er jeg, som sjæl og menneske, uden nogen ser mig? Min sang fylder rummet op. Nogle gange opfinder jeg noget, som er frygtelig sørgeligt. Det giver mig en rar følelse. Som om der er et eller andet uforklarligt sørgeligt i mig, som flyder ud og er til stede – en slags terapi.

Som barn tænker jeg, at det nok er det bedste, at min mor gjorde, som hun ville. Det er først i nyere tid, jeg har fortvivlende erkendelser af, at hun måske havde følt noget andet en måned efter. Depression letter jo på et tidspunkt. Det ærgrer mig ubeskriveligt, at det skete i en tid uden den hjælp og forståelse, vi har i dag. Jeg ville også have ønsket for mig selv, at der havde været børnesorggrupper. 

’Ram’ lindrer, da jeg sidder på mit værelse, men den kan ikke kurere. ”Sorg er et nyt hjem for din kærlighed,” har en eller anden sagt. Men det gør jo stadig ondt. Jeg føler musikken enormt stærkt, fordi jeg er flået op. Alt betyder virkelig meget, det kan jeg siden godt se som en gave. Jeg tror ikke, at jeg ville have haft samme behov for at skrive, male og spille musik, hvis det ikke var sket. Alt peger ind i det dødsfald.”

PENSELSTRØG

Hver tirsdag går Alberte Winding i malerskole og tager tråden op fra sin oldefar, maleren Paul Gauguin, og sin morfar, skulptøren Jean René Gauguin. I hendes stue står to af Jean René Gauguins keramiske værker, mens der hænger malerier rundtomkring i lejligheden, som er malet af hendes far Thomas Winding, der oprindeligt er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

JAMES TAYLOR OG DANSKTOPPEN, 10 ÅR, 1973

”Vi er flyttet permanent til Ærø, og jeg savner min mor, mens jeg bygger et nyt liv op midt i James Taylor, Milton Nascimento, Weather Report, Stevie Wonder og naboens radio med Dansktoppen. Musikken kører inde i stuen, og jeg bruger grammofonlåget til at lege, at mine Gjøl-trolde bor i et lækkert moderne hjem, for det gør vi fandeme ikke. Vi er full-blown flyttet på landet, hvor alt er hjemmemalet. Min fars musiksmag er stadig så fed, at den overdøver, hvad der er ude i verden. Men det er spændende med Dansktoppen. Vi sidder med dinglende ben på køkkenbordet og spiser franskbrød og holder øje med, hvem der ligger nummer et i den her uge. ’Hjerter af honning’ og ’Flower power tøj’, uhh, den er god, men mine forældre er sådan: ”Really?”

I vores hjem hører vi ikke ret meget radio eller ser tv, for Thomas er taget til Ærø for at have en armslængde til Danmarks Radio. Han er ret anarkistisk i de programmer, han laver. Han får plads og er på en måde skideforkælet, men han er også skideirriterende. Derfor har han brug for at være derovre og buldre igennem som kunstner. Problemet er bare, at vi ikke har nogen penge.

Der er nærmest ikke saltet til et æg, og der er i hvert fald ikke æg. De andres hjem er mere klunkehjem i 70’er-udgave, og mine stedsøstre (Elin Bings to døtre Louise og Andrea, red.) og jeg misunder, at der er regler om, hvornår de skal i seng, og middagsmad på et bestemt tidspunkt. 

Jeg går ture på markvejene og synger hits eller øver mig på en sang, som jeg synes udtrykker lige dér, hvor jeg er. Det bliver kommenteret af de voksne: ”Hvad er det egentlig, du synger? Så onde er vi da ikke.” Det er helt ubevidst. Som at klø sig i håret. 

Min far laver børne-tv om sommeren, det er ret magisk. Så kommer hele filmholdet over og bor hos os og drikker øller og råber og filmer om dagen, og vi er med i små roller. 

Jeg får hovedrollen i ’Mig og min frø’, og i ’Super Carla 2’ spiller jeg lille Vera – et stakkels børnehjemsbarn, hvis forældre er døde, og alle ærgrer sig over, at jeg ikke er god til at spille skuespil. Mange år senere ser jeg på Den Sorte Diamant et klip (fra 2018-udstillingen ’Den store Thomas Winding’, red.) og finder ud af, at jeg mest bare var naturlig og prøvede at være den person, jeg spillede. Men det var man jo ikke dengang. Der TAL-TE MAN SÅ-DAN HER. Den udstilling gør en masse godt for mig. Jeg føler, jeg bliver redeemed. 

Jeg havde virkelig ikke høje tanker om mig selv som barn. Noget af faren ved at vokse op i en kunstnerisk familie er jo, at man tænker: ”Men jeg kan jo ikke male sådan der.” Så er en børnetegning på en måde ikke fed nok. Jeg tror, at man er født til at være kunstner. Og det har jeg nok med mig stadigvæk. Jeg tænker: ”Nå, nej, jeg er jo ikke sanger.” Jeg er en, der gerne vil synge, og det er lykkedes for mig, men jeg er jo ikke teknisk sanger. Jeg føler mig som en klodset 10-årig, og at jeg ikke duer til noget. Det har at gøre med den skyldfølelse, som du efterlader i børn, hvis du som forælder tager livet af dig. ”Hey, det er slet ikke noget med dig,” siger de voksne til mig igen og igen, men følelsen flytter over i alt muligt andet.”

SØREN KRAGH-JACOBSEN, ROLLING STONES, CROSBY, STILLS, NASH & YOUNG OG PINK FLOYD, 14 ÅR, 1977

”Vi sidder hjemme i min veninde Lena Brostrøms forældres stue og hører ’Angie’ med Stones og også Søren Kragh-Jacobsen. Det er første gang, jeg hører noget dansksproget, der er så eminent. Det bringer mig et nyt sted hen. Søren Kragh-Jacobsen har gjort meget for min generations tekstforståelse. Det, at man kan skrive om kys og sex på den dér fine poetiske og sjove måde. Søren har garanteret været gode venner med min far, og derfor har min far nok ikke spillet musikken. Der er en grænse for, hvad man kan være for hinanden.

Lenas far er litteraturanmelder Torben Brostrøm, og hun har en virkelig sød mor. De er en kulturfamilie, på en mere ordentlig måde. Lena synger i Radioens Pigekor, og Klaus Rifbjerg er Torbens bedste ven. Vi er mere flagrende. Jeg bor i Peder Skrams Gade i København og har været ulykkelig over, at vi er flyttet tilbage til byen. På Ærø var vi vant til at gå til bal og drikke øl. Pludselig står vi i København og må ingenting. Jeg hører Crosby, Stills, Nash & Young, der allerede er gået fra hinanden og er gamle, så det er ikke noget, jeg deler med nogen. Pink Floyd tager mig fra pre-teen til full-blown melankolsk drømmeteenager. 

Og så møder jeg Lena en aften nede på gaden, hvor vi er en masse unger, der løber rundt. Hun bor en blok fra mig og tager mig med til klassefester på Ingrid Jespersens (Gymnasieskole, red.), hvor jeg møder en masse mennesker, der bliver mit københavnerslæng, som jeg danser ind og ud af, for vi tager stadig til Ærø i ferien. Jeg har stadig meget af mit hjerte derovre. Når jeg går i byen, ligner jeg Alberte, der lige kommer fra landet. Der grundlægger jeg ’man kan godt tage til bal i gummistøvler, for jeg har lige været ude at ride og hvad så’. Det er stadig mit look. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil. Jeg tror ikke, at jeg er boglig nok til noget, og jeg har ingen særlige talenter. Jeg er en teenager, der flyder rundt mellem forskellige miljøer og bare gerne vil have en kæreste, et holdepunkt. Men det er også en skøn tid. På en måde får jeg reetableret en tabt tid fra mit Berna-slæng (Bernadotteskolen, red.). Senere kommer det som en vigtig brik for mig, at en masse børn og unge som mig siden er endt med at lave noget kreativt.” 

DANSK MONUMENT 

”Hun har lavet sange til hitlisterne, der i dag står som monumenter i dansk pop. Hun har begået et stærkt forfatterskab, som bringer hendes musikalitet og refleksioner ind i nye formater. Og som det mest prisværdige har hun åbnet døren ind til musikkens vidunderlige verden for de vigtigste mennesker i vores samfund, børnene. Kære Alberte Winding, Danish Music Awards’ Ærespris 2023 går med største selvfølgelighed til dig.”

DMA’s motivation til Alberte Windings Ærespris 2023, læst op af kulturminister Jakob Engel-Schmidt ved prisoverrækkelsen.

GEORGE BENSON, CARLY SIMON OG MICHAEL JACKSON, 19 ÅR, 1982

”Jeg synger og synger, mens jeg gør rent i rige menneskers enorme træhuse på øen Martha’s Vineyard. Året før er jeg taget derover med min kusine for at passe Carol og Georges dreng, Jessie. De er venner af familien. Vi hører plader hele dagen, og James Taylor og Carly Simon bor på øen. Taylors ’Fire and Rain’ er det nummer, der dengang lå nummer et i længst tid på den amerikanske hitliste, og de er et hot par på øen, al buzz er omkring dem. Carly Simon har et spillested sammen med vores værtsfar, og hun spiller en koncert den weekend, min kusine og jeg rejser fra øen første gang. Det ender med at være vores livs sommer, og vi slipper ikke øen. I mange år rejser vi derover, så snart vi har penge.

Jeg bliver kæreste med Duane, der bor fast på øen med sin mor, hvor jeg flytter ind, og jeg tjener penge ved at gøre rent i de her kæmpestore gamle hvalfangerhuse, som rige familier har købt, siden præsident Kennedy slog sig ned. Folk, der kommer om sommeren, er afslappede på en helt umulig posh måde med hørskjorter og loafers. Jeg er bare rengøringskone og er helt blown away over, at man kan tænde for ­radi­o­­en, og så kommer ens yndlingsnummer. I Danmark må man vente en uge på et hitprogram. Carly Simon får mig til at indse, at man godt kan synge, selvom man er hvid og mærkeligt sammensat. Det er hendes smerte og længsel, jeg hører. Den vågner i mig og bliver tydelig. Hun har en hvid stemme og bruger andre fraseringer, end man traditionelt gør. Det er ikke udsprunget af gospel, rhythm and blues, men af folk-delen. Det passer godt til min stemme, når jeg synger. Hun er stedets ånd, som besætter mig.

Til sidst stikker jeg af fra Duane. Jeg hører Michael Jacksons ’Thriller’ og mærker en helt vild trang til at danse. Jeg kigger på ham og tænker: ”Hvad er det for et liv, vi har sammen? Hr. og fru lillemor? Jeg vil danse.” Det giver mig mod til at tage til New York og passe Jang (Nicolas Winding Refn, søn af Vibeke Winding og Anders Refn, red.). New York er et sted, hvor man ikke skal gå alene hjem om aftenen, så jeg er skidebange og kommer aldrig ud at danse. Men i USA opdager jeg, at jeg ikke kan lade være med at synge, og begynder at fantasere om, hvordan det kunne være at spille med nogen.”

EURYTHMICS OG PETER GABRIEL, 28 ÅR, 1991

”Jeg finder min tone, den tone, jeg har inde i hovedet, under indspilningen af ’Lyse nætter’. Der sker et eller andet, fordi jeg for helvede bare vil sove. Min omsorg for Josefine (datter, red.) er min stemme. Hvem sang jeg for før? Hvad skulle verden bruge det til?

”Dér er den,” siger Jan (Rørdam, far til Albertes to børn, red.), min bror Aske og jeg til hinanden, og så sætter jeg et billede af Josefine op i sangboksen og synger bare til hende. 

Jeg er et sted, hvor jeg ikke kan tvinge min stemme, jeg bliver nødt til at føle det. Det er den følelse, hvor det knækker til enten noget sjovt eller gråd. Hvis følelserne er en flod, er det lige inden vandfaldet.

Jeg møder Jan 10 år tidligere på Dan Turèll. Jeg arbejder på Café Victor og er ovre og veksle byttepenge, og han ser virkelig sød ud. Han har et band, der hedder Metro, med Maria Bramsen, og jeg spørger, om de ikke har brug for nogle tekster. Jeg ved godt, at jeg ikke er god nok til at synge, men min længsel efter at skrive de ord, jeg er optaget af, er større end min generthed. Jeg synger det ind på et kassettebånd 60 gange for at få ordene til at passe, og så siger han: ”Det er skønt. Du har en rigtig god stemme.” Og så starter det. 

Vores fælles øre er på Eurythmics og Peter Gabriel. Senere hooker vi op med Aske og vender tilbage til James Taylor og Carly Simon som arbejdsoverskrift og laver ’Lyse nætter’ og ’Jagten på den forsvundne skat’, som giver os det arbejdsliv, vi har nu. Mellem de to plader putter vi en børneplade ind, ’Tju bang chokolademand’, som reaktion på den udmattelse, vi mærker som småbørnsforældre og behovet for en rar, akustisk lyd.

Min far bruger altid sin familie, og Jan og min far kommer til at arbejde rigtig godt sammen. Han bruger i forvejen Aske og Kasper (Winding, halvstorebror, red.) rigtig meget, og jeg tror, han er meget glad for Jan. 

Det er mærkeligt at tænke på, at sangene fra ’Bamses billedbog’ er nødt til at stå på sætlisten på samtlige koncerter. Selvom der ikke længere er børn i salen, er det jo voksne mennesker, der har været børn, og for hvem børnemusikken stadig indkapsler deres liv.

Alle mine senere plader har handlet om at sige: ”Sådan her er det nu.” For eksempel i sangen ’Min klub først’, hvor jeg er i fyrrerne og er kommet til at gå i byen og drikke mig virkelig fuld, og det burde jeg ikke gøre, for det er min teenagedatters sted. Jeg har min søn William med i nummeret, der siger: ”Hey, undskyld, er det ikke dig fra Bamse og Kylling?”, for at vise, hvor svært det er at være tosset og fuld og have kærestesorg med mascara ned ad kinderne og så samtidig blive genkendt som Luna. 

Jeg vil rigtig gerne være sanger, da jeg starter på ’Bamses billedbog’, og derfor bliver der også skrevet mange sange til mig i programmet. Det er min gulerod, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke har et stort skuespillertalent. Jeg kan godt se, at det er ren nepotisme, at jeg er med. Min stedmor (Elin Bing, red.) skriver manuskripterne, og min far har haft Bamse med i en udsendelse mange år før. Jeg føler ikke, jeg har fortjent det. Men jeg kan give det min særegenhed, være underlig eller mig selv. Det er i det mindste noget, jeg kan stå ved. Men jeg går aldrig på arbejde og tænker: ”Baam, her kommer jeg. Hvad siger I? Hvad skal JEG i dag?”

Jeg tror, alle kunstnere skaber noget unikt, fordi de prøver at lyde som noget og nogen, de ikke kan opnå. Det er på en måde fejlen, der er ens egen tone. I de første anmeldelser (Alberte Winding udgav to plader før ’Lyse nætter’, red.) står der, at man kan høre både Daimi, Birthe Kjær og Sanne Salomonsen. ”Ja,” tænker jeg, ”det er sgu nok rigtigt.” 

Da vi indspiller ’Lyse nætter’, er jeg gravid igen og har bare lyst til at gøre plads til at være mor, men vi ender på turné, da William er fem måneder, og Josefine tre år. Jeg står med ammeindlæg på scenen og er meget moderlig – som om publikum også er mine børn. Det handler om, at folk skal have det trygt og godt. Jeg passer ikke ind i rock chick-idealet, men vi mærker, at der faktisk er en niche – ’Lyse nætter’ sælger 120.000 det år.  

Det er sommer, vi spiller hele landet rundt på det, og jeg tager mig plads til at være romantiker og er i opgør med tidens hårdhed. Jeg er træt af 80’ernes sort- og hvidternede stringens, dens coke og dens yuppier. Nu kan jeg træde ind med min 70’er-orange blødhed.”

SHELBY LYNNE, PORTISHEAD OG SVENSK MUSIK, 35 ÅR, 1998

”Der begynder at dukke et behov op for at vride mig løs fra måden, jeg selv og andre opfatter mig på. Jeg prøver at lave kiksede samples i køkkenet og rejser til Stockholm for at arbejde hos Pål Svenre. Det at komme væk fra morrollen fire dage om måneden og at få en producer, der aldrig har set ’Bamses billedbog’, er befriende og vildt ensomt. Vi er flyttet i en villalejlighed i Hellerup, som vi har været heldige at få virkelig billigt. Det har været nogle gode år, børnene går på Bernadotteskolen, og alt er, som det skal være. Det huer mig bare ikke.

Det er nok igen den indre blå tone omkring mig. Jeg kan ikke spejle mig helt i lykken og bliver urolig. Hvor er hele følelsesspektret for mig? Samtidig ved jeg godt, at det er en meget normal tilstand, når man har små børn, og der skal være plads til at se dem. De begynder at være store nok til, at jeg kan tage til Stockholm og indspille, og Jan bakker op omkring, at jeg laver en plade alene. Det er meningen, at Pål og jeg skal skrive sammen. Men han er jo producer, så det ender med, at Jan og forskellige danske og svenske musikere laver mine sange. Jan og jeg ser virkelig op til svensk musik. The Cardigans opsummerer det ret godt med deres lidt kølige, men helt ublu skamløse vellyd.

Jeg lytter intenst på Shelby Lynne. Nummeret ’I’m Leaving’ har en gammel Motown-feeling ligesom Portishead, der låner af 60’erne. Jeg vil gerne lave noget, der har den lyd, og der kommer en plade ud, jeg stadig er stolt over, selvom den ikke bliver knuselsket i Danmark. Jeg får ros for teksterne, og det er et nyt skridt for mig. Jeg begynder at skrive om parforholdskriser og ting, der bumler i mit liv. Vi kan pludselig maile, og jeg skriver afsindigt lange mails til folk. Det er et high for mig, så dér starter jeg nok ubevidst på at ville være forfatter.”

WINDING-SURF  

Alberte Winding, musiker, skuespiller og forfatter. Født 1963, datter af forfatter, maler og tv-producer Thomas Winding (1936-2008) og forfatter Lulu Gauguin (1937-1972), der arbejdede som producer i B&U-afdelingen. Har to voksne børn, Josefine og William Winding, med musiker Jan Rørdam. Halvbroren Aske Bentzon er søn af Lulu Gauguin og jazzpianist Adrian Bentzon, mens halvbroren Kasper Winding er søn af filmfotograf Vibeke Winding og Thomas Winding. Begge halvbrødre er musikere.

Har hidtil udgivet 19 album, de seneste fem i samarbejde med Andreas Fuglebæk, som hun giftede sig med i 2015. Det seneste, ’Nye stjerner’ er i begges navn. I 1991 fik hun sit gennembrud med ’Lyse nætter’, som har solgt over 200.000 album. Det gælder også børnepladen ’Tju bang chokolademand’. Begge album er lavet sammen med Jan Rørdam. Fra 1985 til 1999 medvirkede hun i ’Bamses billedbog’ som Luna. Som barn var hun med i sine forældres B&U-tv-udsendelser.

I 2006 debuterede hun som forfatter med ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’ og har siden udgivet erindringsromanerne ’Kastevind’ (2018) og ’Småt brændbart’ (2020). Udkom i 2023 med romanen ’Hvad jeg tænker mens du taler’.

LEONARD COHEN, SADE OG BON IVER, 48 ÅR, 2011

”Jeg er flyttet for mig selv i en lejlighed ved Nørreport, er enlig mor og kun sammen med mine yndlingsmennesker på halv tid. Jeg hører Leonard Cohen og Sade og er superromantisk og ulykkelig og euforisk og udmattet. Alt er rodet.

Det er dejligt, at mit eget liv kan fylde, når jeg er alene, men jeg er også alene og kan slet ikke finde ud af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan lide min kaffe, jeg kan ikke lave mad, så jeg køber New York Times ’Cook Book’ fra 1963 og begynder at lave boeuf bourguignon og coq au vin. Bygger op. Det er også en opbrudstid, hvor jeg har brug for det kaos til at finde den sweater, der passer, i ’glemt tøj-kassen’. Det gør den til sidst. Det tager mig nærmest 10 år at lære at være alene – og så møder jeg Andreas. ’Fjerde til venstre’-pladen laver jeg i lejligheden, for jeg ved godt, at jeg ikke musikalsk har redskaberne til at lave min egen plade. Jeg laver et dogme: ”Du kommer, uanset hvad du spiller på, med en akustisk guitar, for det er det, jeg elsker nu, og så indspiller vi en sang sammen.” 

Det er helt klart Bon Ivers musik, som min søn en dag anbefaler mig, der er inspirationen til ’Fjerde til venstre’. Jeg får en dør sparket ind til en livsforandrende musikkærlighed. Bon Iver er med i den bølge, hvor det bliver en ting, at folk indspiller hjemme. Man tager naturen ind igen og lægger afstand til de etablerede studier. Det passer mig godt, det handler om at gå tilbage til mig selv, skabe en falsk fortid og sige: ”Okay, nu skubber jeg lige alle de år væk, hvor jeg prøvede at synge perfekt.” 

Under arbejdet med ’Lyse nætter’, hvor jeg græd og sagde: ”Åh, jeg kan ingenting”, sagde Aske til mig: ”Nej, det kan du måske ikke, men det er kampen for at kunne det, vi vil høre.” Det har jeg med hver dag, for der er ingen af de musikere, jeg hører på, der er perfekte. Jeg har brug for nogle sprækker, jeg kan genkende i mig selv. Man skal ikke kontrollere det for meget, men det er også en klassisk udmelding fra en som mig, der er autodidakt. Det er den slags arrogance, der opstår i én på baggrund af ekstrem usikkerhed. 

I lejligheden skriver jeg også ungdomsromanen ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’, hvor alt bare er sjovt, men så går det op for mig: ”Okay hvad så med den mor? Ja, hun flytter i bogen. Hvad handler det her om?” Igen handler det om min egen mor. Under det skriver jeg stadigvæk på min egen historie. Jeg veksler bare min smerte til nogle andre menneskers smerte. Men det kan også være, at det handler om, at jeg selv er flyttet. Jan og jeg tager beslutningen sammen, og vi har begge dårlig samvittighed.”

WAR ON DRUGS, SARAH KLANG, BOYGENIUS OG BEYONCÉ, 60 ÅR, 2023

”Andreas Fuglebæk spiller varm karamelguitar, og vi begynder at skrive sange sammen. Han er lyden af mine følelser, og når jeg skriver om dem, er jeg lyden af hans. Vi er kæmpe forskellige, lige besværlige, men har samme ideer med sangene og koncerterne. Vi lever halvdelen af livet i en bil på vej til Jylland og den anden hjemme som familiemennesker. Nu har Andreas og jeg fået el-bil, og vores arbejdsdag er blevet længere, for vi skal lade op to gange på en tur til Jylland. Så går vi over på tanken og får en kålsalat. I starten er det næsten som at være i en Disney-film, så sidder der lige en mariehøne på de dér Clever-standere, hvor der er plantet sommerblomster imellem. Hvis vi kører hjem om natten, hører vi musik, hvis vi kan holde det ud, for tiden War on Drugs og Sarah Klang, og jeg tager billeder ud ad ruden. Det giver sådan nogle underlige lys-ting om natten, som jeg nogle gange maler. Lige nu maler jeg vejbaner. Hvis jeg skal være til her i verden, bliver jeg nødt til at få ­poesi ind. Andreas kom ind i orkestret for 12 år siden, og i starten er vi bare virkelig gode venner. Jeg kan mærke, at det er den guitar, jeg har ledt efter. Vi har en prøve sammen med Jan, hvor Jan og jeg kigger på hinanden: ”Ja, okay, der er den”, så Jan og Andreas laver også et par ting sammen, og også Jan og Søsser (Marie Louise von Bülow, red.), som er vores bassist og Jans kæreste.

Andreas og jeg har forskellige aldre (der er 19 år imellem dem, red.), og jeg elsker, at det, der bare er umiddelbart rigtigt for Andreas, tit er nyt for mig. Jeg elsker at være en slags skuespiller, der går ind i hans scenografi og skal spille den her rolle med de her ord. I starten trak vi linjerne hårdt op: ”Hvad mener du med, at du ikke kan lide Stevie Wonder?” Så hører vi musik og drikker rødvin, og jeg prøver at finde det nummer, som skal åbne ham. Men i virkeligheden finder man i et band det, man har til fælles, ligesom i et ægteskab. Andreas’ musiksmag er meget gammel, han kan godt lide Emmylou Harris – alt muligt country-folk. Andreas har givet min alder en værdighed, fordi han er ung og synes, det er værdigt at blive ældre. I stedet for at vi begge var ældre og gik i panik, giver han det et spotlight, som jeg synes er meget, meget kærligt. 

En dag, hvor jeg føler imposter syndrome, siger han til mig, at min kulturarv er min skole. Det er godt set, for selvom jeg ikke har gået på en eller anden fin skole, foregår der jo en skoling hele tiden i, at jeg bare er i det. Jeg tænker hverken som barn eller ung, at jeg er ude og lave tv, jeg er bare ude og lave noget for mine forældre. Den naturlighed har man jo, når man vokser op i et firma. 

Mine playlister er præget af unge og lidt ældre kvinder, jeg har virkelig ’kvindeår’ og hører Boygenius, men også Beyoncé og får lyst til at danse. Kvinderne siger mange ting, og det inspirerer mig som kunstner, hvordan de er vrede og bruger deres seksualitet, kærlighed og sorg. De tør sige nogle kiksede ting, der gør dem mere sexede at lytte på. Selvom jeg bliver gammel, vil jeg altid have et indre liv, hvis jeg tager imod det. Og så kan kunsten også sende en besked fra fortiden – for eksempel på en udstilling, hvor maleren lige sender en følelse til én gennem tiden, som stadig er så voldsom. Det gør os aldersløse, det gør os udødelige, og det gør også, at vi accepterer døden. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at synge, men jeg har heller ikke tænkt mig at holde op med at beundre nye generationer.”

SEKS DAGE EFTER Alberte Windings optræden i Rødovre sidder hun ved et af de runde borde til Danish Music Awards på venue-stedet The Plant Cph.

Der er lange, hvide duge, rosebuketter, en diskokugle med bordnummeret på og en bowle med færdigmiksede drinks at gå om bord i mellem trerettersmenuen. Kunstnerne sidder tættest på scenen, mens ’branchen’ er placeret bagud i en slags rangorden. Der er ikke inviteret presse til prisoverrækkelsen, så Ud & Se er sendt i byen med streng formaning om ikke at skrive en linje om de øvrige musikeres adfærd. Eventuelle klicheer om blå piller i stride strømme, tungekys i sidegangene og sammenbrudte kunstnere, der føler sig forbigået, synes ikke at passe. Folk opfører sig utrolig pænt, smalltalker og drikker små skvæt af deres vinglas. Der bliver klappet mere eller mindre entusiastisk mellem hver kunstner, der får overrakt sin pris, og ad værterne Hav & Kamals jokes.

Lige indtil årets ærespris bliver overrakt.

Da Alberte Windings navn bliver nævnt, rejser hele salen sig for første gang op og klapper hende op på scenen, hvor kulturminister Jakob Engel-Schmidt holder talen for hende. Alberte Winding tager imod et kram og en blomsterbuket i sit ferskenfarvede oversize jakkesæt a la David Bowies ’Let’s Dance’-outfit og slutter af med ordene:

”I 40 år er jeg blevet beskrevet på så mange supermærkelige måder, og jeg har lyst til at sige i aften: ’Jeg er lige præcis, som jeg skal være.’”

I barndommens Tanzania drømte hun om at blive musiker. Eller Superwoman. Som teenager flyttede hun permanent til Danmark, hvor hiphoppen bragte hende sammen med hjerteveninden Natasja. Et omsiggribende ry førte duoen til stjernestunder i New York og Jamaica. Men så gik det hele lidt i stå, og efter en fatal køretur måtte rapperen bruge mange år af sit liv på at lede efter meningen med det hele. Nu er KAREN MUKUPA tilbage med et anmelderrost album og erfaringer fra et halvt liv i ryggen.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

GRÅT ETAGEBYGGERI ligger i søvnige enklaver og ligner et hvilket som helst lejlighedskompleks i en hvilken som helst forstad i landet. På Solnavej i Søborg er rækkerne af ligusterhække klippet, facaderne identiske, og roen tæt på larmende. Med jævne mellemrum kører busser forbi i tøffe-tempo, i vindueskarmene strækker stueplanter hals mod det bragende solskinsvejr, og ved cykelstativerne står album­aktuelle Karen Mukupa. Rap-udgivelsen ’Bonobo’ – et album, hun selv har stået for at producere og promovere efter at have holdt plade-pause i 14 år – har høstet fuld anmelderplade i Politiken og flere andre medier. Den handler om at være midt i livet, at stå ved sin alder og om at have set og oplevet mere end de fleste. Hun har så godt som rejst verden rundt, boet i Danmark og Afrika, er vokset op mellem to kulturer, har mistet sin sjæleveninde og kæmpet for at være sig selv i en til tider ultrakommerciel musikbranche. I flere år var hun dømt ude. Rapmusik og modne kvinder var åbenbart en cocktail, der skabte kollektiv kortslutning for flere i branchen. 

I dag, hvor vi mødes for at tage turen tilbage ad memory lane, er Karen Mukupa i sorte Adidas-bukser og med en høj knold og to fletninger, der sammen med et par store, guldindfattede solbriller rammer hendes ansigt ind. En smittende energi oser fra hende: Let’s go!

”De boede lige der på anden sal ved orkideen i vinduet,” siger Karen Mukupa og peger sine bedsteforældres gamle hjem ud. Et smil brænder igennem, idet hun fortæller om dem. Selv blev hun født i Zambia og voksede op i Tanzania, men hvert andet år satte hun og hendes familie sig på et fly for at besøge farens familie. Han var nemlig dansk, og Danmark blev synonym med Tivoli-ture og bedsteforældre-hygge for den dansk-zambiske pige. 

I lejligheden i Søborg udspillede dagene sig efter den samme drejebog. Bedsteforældrene var eksil-fynboer, men havde taget måltidsprogrammet fra øen med sig: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, aftenkaffe. 

”Eftermiddagskaffen var det bedste, for der var tit wienerbrød til,” siger Karen Mukupa og griner. København-forstaden var tryg, fuld af barndommens velkomne gentagelser. Men det var også her, hun for første gang blev opmærksom på sin egen hudfarve. At hendes kulør i nogles øjne gjorde hende anderledes, at nogle så den som fribillet til drillerier og dårlig opførsel. På et besøg hos bedsteforældrene, da hun var omkring syv år, var hun ude at lege med sine søskende, da nogle drenge fra kvarteret indtog legepladsen. Karen Mukupa forstod ikke, hvad de sagde, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af. 

”Jeg kunne ikke rigtigt dansk, men jeg opfangede lidt. De sagde, at mine søskende og jeg talte ’indianersprog’. De grinede af os. Vi sad på en gynge, og de kom hen og skubbede os alt for hårdt. De sagde, at vi var ’nogle negre’. Jeg var ikke særlig gammel, så det var ubehageligt. Og det var egentlig nok første gang, jeg følte, at jeg ikke var en dansk pige,” siger hun og peger i retning af bedsteforældrenes lejlighed. 

”Vi løb hjem og fortalte min far, hvad der var sket.” 

DISKOGRAFI

Karen Mukupa Thurøe Rasmussen. Født 1973 i Zambia som datter af en zambisk mor og en dansk far.

Fik sin debut med Natasja Saad i hiphopgruppen No Name Requested. Udgav solopladen ’Mukupas Law’ i 2000. Albumaktuel med  ’Bonobo’.

Radiovært på ’Klub Mukupa’ på P8 Jazz. Mentor på rap-akademiet Urban Grrls, hvor hun blandt andet coacher unge kvinder i at skrive tekster. Har været tv-vært, børnebogsforfatter og tolk.

Bor på Islands Brygge i København med kokken Nikolaj Kirk, som hun har datteren Tiki med. Kan opleves live på bl.a. Vega i efteråret.

Uden betænkningstid fulgte han med sine piger tilbage til lege­pladsen. Han ville finde drengene og fortælle dem, at de skulle op­føre sig ordentligt. Han var gift med en zambisk kvinde, havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Afrika og var bevidst om 70’ernes Black Power-bevægelse. I det hele taget var han optaget af lige rettigheder for alle mennesker, og han havde allerede fortalt sine børn, at ’Elefantens vuggevise’ var en dårlig sang, fordi den brugte nogle grimme ord. 

”Han stod op for os, støttede os. Ville statuere et eksempel. Det var fedt. På den måde var det ikke så vigtigt, at drengene allerede var smuttet,” fortæller Karen Mukupa på legepladsen, der i mellemtiden har fået skridsikkert fald-underlag og bløde kanter anno 2023. 

Ad to omgange flyttede Karen Mukupa med sin mor, far og søskende til Danmark på grund af farens arbejde. Første gang til Søborg, hvor de boede lidt længere nede ad gaden fra bedsteforældrenes lejlighed, fra hun var to til fire, og anden gang til Hvidovre, fra hun var 10 til 12 år. Her startede hun i den lokale skole, lærte at tale dansk og fik nye venner. Hun var vant til at rejse, vant til forskellige nationaliteter fra opvæksten i et internationalt miljø i Dar es-Salaam – og trivedes. 

Imens havde Karen Mukupas mor svært ved at falde til i forstadslivet, hvor naboer og genboer holdt deres bane på fortovet. Som satellitter, der kredsede rundt om de samme bygninger, men næsten aldrig kolliderede og mødtes i en smalltalk. Etageejendommens lukkede lejligheder virkede som fængselsceller på Karen Mukupas mor, og hver vinter frøs hun helt ind i knoglerne. 

”’Denmark is like a jail,’ kunne hun finde på at sige. Man går ikke bare ind til naboen, man skal lave en aftale og helst tre uger i forvejen, haha,” siger Karen Mukupa og gelejder os ned mod Kildebakke, Søborgs lokale S-togstation, og et vindblæst stationstorv med falmede facader og en enkelt kiosk, hvor folk drypper ind og ud med cigaretpakker eller en sodavand under armen. 

DET VAR MED en klump i maven på størrelse med en honningmelon, at Karen Mukupa vinkede farvel til sin mor og far i lufthavnen i Nairobi. Hun var lige fyldt 15 år, og hendes billet til København var one way.

”Der var et eller andet indeni, der sagde mig, at jeg nok havde boet hjemme hos mine forældre for sidste gang. Men det var også spændende. En fornemmelse af, at det her var et nyt kapitel i mit liv. Noget helt nyt, der skulle til at begynde,” siger Karen Mukupa. 

Det hele kom sig af, at forældrene gerne ville flytte fra Arusha i det nordlige Tanzania og tilbage til morens hjemstavn, en lille by ude på landet i Zambia. Karen Mukupa, der var vant til at gå på en multikulturel skole, følte, at hun boede i Afrikas perle. Og hun havde ikke lyst til at udskifte byens og skolens buzz med fred og ro. Så hellere prøve at flytte til Danmark. Først var det meningen, at hun skulle bo hos sine bedsteforældre i Søborg, men i stedet blev aftalen, at hun skulle flytte hen til nogle af sine forældres venner og gå på friskole i Grenå, hvor hun kunne tage sin 9.-klasses-eksamen. 

 ”Jeg havde egentlig ikke tænkt konsekvenserne igennem. For da jeg så var i Danmark, savnede jeg mine forældre helt vildt. Jeg kunne næsten ikke holde ud at tale i telefon med dem, jeg græd og græd, når jeg hørte deres stemmer. Men lige så snart jeg havde lagt røret på, var jeg også videre med noget nyt og spændende,” siger Karen Mukupa, der set i bakspejlet måske alligevel synes, at hun var en tand for ung til at stå på egne ben. 

Hun var landet på Djursland i et østjysk hippiekollektiv og fik et mindre kulturchok. Folk fandt sig nøgne til rette ved morgenbordet, og der var i det hele taget en mere afslappet facon, end hun havde været vant til, både derhjemme og på friskolen i Grenå. 

”Jeg var vant til ret faste rammer på de skoler, jeg havde gået på. Man lyttede til læreren. Så det var vildt underligt, at man pludselig gerne måtte diskutere i timerne, og at man lidt selv måtte bestemme, hvordan man gerne ville have sin undervisning,” siger Karen Mukupa, der for eksempel udnyttede de frie rammer til at skrive raptekster i temaugerne. Generelt var der et stort musikmiljø på skolen, hvor Sharin Foo, der senere skulle blive forsanger i bandet The Raveonettes, også var blandt eleverne.

En af klassekammeraterne, Daniel, havde et kassettebånd med den nyeste rap på. Teksterne handlede om at være black and proud og fight the power. Det talte til Karen Mukupa som et friskt pust. På det tidspunkt var hiphoppen stadigvæk den nye dreng i musikklassen i Danmark. Jo, MC Einar og Rockers By Choice havde fået hul igennem til radioen, der dengang sidst i 80’erne ellers var domineret af D-A-D, Søs Fenger og Thomas Helmig. Men rap var stadigvæk undergrund. 

Især den fra USA, som Karen Mukupa allerede havde stiftet bekendtskab med i Dar es-Salaam, hvor hun gik på international skole, og de amerikanske elever medbragte de nyeste kassettebånd med Run DMC og LL Cool J. Fra da af var hun hooked, og da hun flyttede til Danmark, holdt betagelsen, og hun fandt et spejl i de amerikanske rappere, deres sprog og deres look. 

”Stilen var bare sej. Nogle gange tænker jeg, at jeg også blev vild med hiphop, fordi jeg i virkeligheden altid har følt mig lidt som en outsider. Om det så var her i Danmark eller i Tanzania. Rappen var outsider-musik, det var hverken rock eller pop, og jeg følte mig enormt meget hjemme i den kultur,” siger Karen Mukupa, der med det formelle afgangsbevis fra folkeskolen flyttede hjem til sin farmor og farfar i Søborg. Hun længtes ikke bare efter familie, men også efter en større by, og Karen Mukupa havde hørt, at det skulle være det fedeste at gå på Det frie Gymnasium på Nørrebro. Hun var klar.

Karen Mukupa får flettet hår af sin mor. Foto: Privat

EN SITREN RAMTE Karen Mukupa i mellemgulvet. Det var ellers en triviel morgen. Hun stod og ventede på toget fra Kildebakke Station i Søborg, der skulle køre hende mod gymnasiet. Men hun havde fået øje på en pige. Jævnaldrende med hende selv og med cap og baggy army-tøj på. Hun kunne læse ud af tøjet, at de helt sikkert måtte have musikken til fælles. Med det samme vidste Karen Mukupa, at dér var en ven. 

”Jeg sneg mig tættere og tættere på hende der på perronen. Hun var mørk i huden ligesom mig. Jeg endte med at sidde over for hende i kupeen, og så samlede jeg mod til at spørge: ’Lytter du også til det der musik?’ ’Ja,’ sagde hun. Hun vidste udmærket, hvad for noget musik, jeg snakkede om.” 

Fra mødet i S-toget var Karen Mukupa og Gina venner. De havde begge to en drøm om at blive en del af den spirende hiphopscene og mødtes ofte i København for at øve sig i at skrive raptekster. De holdt til i City Arkaden, lige over for Magasin på hjørnet af Strøget. Bevæbnede med blok og kuglepen eksperimenterede de med rim og flow. 

En dag gik to piger forbi Karen og Gina i butiksarkaden. Den ene havde dreadlocks, ”tingeltangel i håret”, og der dampede coolness fra hende. Karen Mukupa genkendte pigen fra Ringe Festivalen, som hun havde besøgt sommeren forinden med sine venner fra friskolen. De to piger havde allerede skabt en kontakt på festivalen, men Karen Mukupa blev alligevel blæst bagover, da hun så hende igen. 

”Da jeg så Natasja og den veninde, hun var sammen med, tænkte jeg bare: ’Hold kæft, hvor er de seje.’ De var på vej på Christiania, og dengang var det et totalt mystisk sted for mig, som jeg kun havde hørt om. At der var kriminelle, og at man røg hash derovre. Det var outlaw derude. Men der skulle de hen. Og jeg fik bare den der følelse af, at dem ville jeg gerne være venner med. Mest af alt fordi de havde en særlig aura over sig. De havde ben i næsen, og det blev jeg tiltrukket af,” siger Karen Mukupa.

SKYSKRABERNE STRAKTE SIG op i himlen, og det samme gjorde Karen Mukupa og Natasja Saads drømme. De var 18 og 16 år gamle, da de satte sig på et fly, der bragte dem tværs over Atlanten. Sammen havde de netop dannet rapgruppen No Name Requested og havde fast øvetid hver torsdag efter skole i den nu hedengangne Klub 47, en ungdomsklub på Amager, som den engagerede pædagog Niels Jørgensen, bedre kendt som ’Niels Turbo’, havde udstyret med en håndfuld pladespillere, mikrofoner og højttalere. 

Niels Turbo så et lys i Karen Mukupa og Natasja og deres tredje medlem Gina alias McEmzee, der var med i gruppens helt spæde begyndelse, da han første gang oplevede dem iført batiknederdele, Dr. Martens-støvler, cottoncoats og et friskt flow til et open mic-arrangement på undergrundsklubben Barbue i København. Han besluttede sig for at introducere pigerne for Ungdomshuset og andre mindre scener i byen og give dem et skub fremad i rapmiljøet.

 Og nu var duoen så på vej til hiphoppens arnested, New York. For at suge kulturen til sig, men lige så meget for at stikke en finger i jorden og mærke, om de havde en chance blandt de rigtige rappere. De havde kort forinden varmet op for den amerikanske stjerne Queen Latifah, da hun spillede i Amager Bio, og rapgruppen A Tribe Called Quest i Pumpehuset, så de var fulde af gåpåmod og forventning, da de indlogerede sig i Flatbush, Brooklyn. ’Pops’, en fyr, de havde fået kontakt til gennem en dansk kvinde fra reggae-miljøet i København, husede dem i sit klassiske brownstone med brandtrapper, der zigzaggede ned langs facaden, og hvor nogle store højttalere i kælderen blev skruet op for fuld styrke, når Pops en gang imellem holdt interimistisk dancehall-diskotek dernede. 

Imens prøvede de to danske hiphop-aspiranter at manøvrere i rappens epicenter med en stak telefonnumre på forskellige mennesker, som de ville prøve at hooke op med. For eksempel de danske dj’s Phase 5 og Yo Akim, der skulle lave remixes for sangerinden Vanessa Williams, hiphopgruppen Lifers Group og det jamaicanske reggaeband Inner Circle, der tilfældigvis var i New York på samme tid. De to piger blev inviteret til fest på deres hotel på ­Times Square.

”De boede midt inde på Manhattan, så vi var sådan: ’Arh, vildt, mand!’ Deres hotel havde happy hour, så fra klokken fire til seks var drikkevarerne nærmest gratis. Vi blev totalt teenage-dansker-stive,” siger Karen Mukupa. Men det, der kunne synes som én lang fest, var også en mission for at promovere No Name Requested og få de rigtige til at lytte til deres demoer. En dag blev de inviteret af de danske dj’s til at lave en optagelse i det samme studie, som Mary J. Blige indspillede i. Pigerne fik et gigantisk selvtillidsboost, men var også fulde af den pure ungdoms pep og grinede så meget i indspilningsboksen, at de næsten ikke kunne synge. Senere samme aften blev de inviteret med til fest rundt om hjørnet. 

”Det var ligesom at træde ind i MTV. Queen Latifah var der. De La Soul var der. LL Cool J og Beastie Boys var der. Alle, som man kunne forestille sig. Den fest var en øjenåbner for mig. Hvis man skulle være en rigtig rapper dengang, skulle man kunne free­style. Og man skulle kunne vise sit værd med det samme. Vi blev introduceret af vores ven Jamalski til en producer: ’Freestyle lige for ham,’ sagde han. Og så var det bare: One, two, three, go! Jeg tror, jeg tyede til en gammel tekst,” siger Karen Mukupa. 

”New York var vores Utopia. Det var land of opportunity. Man følte virkelig, at musikken var lige der foran én. Og at man kunne møde alle de store lige om hjørnet. Det føltes, som om alt var muligt. Alt kunne lade sig gøre, hvis bare man gav sig fuldt ud. This is where I belong, følte jeg.” 

Det første amerikanske hiphop-eventyr var langt hen ad vejen finansieret af Karen Mukupas børneopsparing, som hendes farfar havde lavet til hende. Han var gammel modstandsmand fra Fyn og af en helt anden skole, men blev hverken skuffet eller formanende, da pengene ikke blev brugt på møbler, køkkengrej, husleje eller andet snusfornuftigt. Det var jo hendes penge. 

Senere fulgte flere rejser til New York, og på en af turene blev Natasja og Karen Mukupa venner med nogle studieteknikere, der arbejdede for P. Diddy – dengang kendt som Puff Daddy. 

”Teknikerne spillede vores demoer for ’Puffy’. Da han havde hørt dem, ville han meget gerne møde os. Men vi skulle rejse dagen efter, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi tog det ikke så alvorligt. I vores hoveder havde vi det sådan: ’Vi kommer jo tilbage,’” siger Karen Mukupa. 

Turene til New York i start-90’erne var selvsagt uden internet og mobiltelefoner, og det var meget sværere at holde kontakten, når først man fysisk flyttede sig. Så da flyet landede i Kastrup igen, var New York, producerne og de store lydstudier langt væk, og P. Diddy, Biggie Smalls, Mary J. Blige og alle de andre var igen kun stemmer på kassettebåndene. 

”Jeg tror ikke, vi fattede, hvor stor en chance vi egentlig havde,” siger hun.

MELLEM HØJHUSE, PALMETRÆER og bølgebrus blandede gloser fra flere end 120 forskellige sprog sig med den lune luft i Dar es-Salaam. Karen Mukupa voksede op i Tanzanias administrative hovedstad, en kulturel smeltedigel, hvor der blev fejret både jul, eid og hinduistiske højtider. Hendes far var uddannet laborant, og hans arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke havde først bragt ham til Zambia, hvor han arbejdede som frivillig på et mejeri. Og mens han lærte zambierne at lave ost, forelskede han sig i en kvinde, der arbejdede på mejeriet. 

Karen Mukupa blev født i Zambia, men da hun var to år, rejste forældrene til Danmark for at bo. Efter kort tid fik hendes far dog et job, der sendte familien til Tanzania. Huset i Dar es-Salaam var altid fuldt af liv. Slægtningene fra Zambia kom ofte på besøg, og Karen Mukupas mor holdt fast i de afrikanske traditioner, selvom hun havde giftet sig med en europæer. Hun havde set, hvordan andre afrikanske kvinder blev ’lidt fine på den’ og begyndte at distancere sig fra deres egen kultur, når de giftede sig med en hvid. 

”De kunne næsten ikke spise med fingrene længere, for nu var de blevet gift med en fra Europa. Derfor var min mor meget straight up og sagde: ’Vi spiser med fingrene her. Men du må da gerne få en kniv og en gaffel, hvis du vil det,’ hvis vi havde europæere på besøg til ugali (en fast grød lavet på majsmel, red.). Nogle gange kunne jeg godt synes, at det var vildt pinligt. Men samtidig sagde min mor også til mig, da vi boede i Hvidovre, at jeg ikke behøvede at fortælle mine klassekammerater alt. At vi spiste sommerfuglelarver, og at kvinderne spiste lerjord. Hun vidste godt, at det var noget, vi kunne blive drillet med,” siger Karen Mukupa. 

Når hun lukker øjnene og tænker på barndommen i Tanzania, er kysten det første, der popper op. Hun legede i det kridhvide bounty-sand med sine venner ud til en horisontlinje af turkisblåt vand. Nogle af børnene fangede fugle, og Karen Mukupa byttede sig til et nyt kæledyr for sugerør, som hendes danske bedsteforældre havde sendt til dem. Det var hård valuta dengang, for det var dem af plastik, som havde et knæk. De nyerhvervede fugle tog hun med hjem og indlogerede i familiens bur, der oprindeligt var til høns. Senere blev kæledyrs-kartoteket udvidet med alskens eksotiske fugle, skildpadder og aber. 

”Men jeg har aldrig haft en kat,” siger Karen Mukupa, mens hendes ansigt klemmer sig sammen i et grin, da hun fortæller om, hvordan de havde adopteret en abe for en stund, der blev ved med at komme tilbage og banke på, efter den var blevet sat ud i naturen igen.

”Vi legede også tit, at vi lavede mad. At vi havde et lille bål, og så fandt vi en tomatdåse, som vi hakkede noget spinat og proppede i. Det var sikkert dybt giftigt, haha. Men som syvårig kan man godt stege en fisk i Tanzania. Der er kultur for, at man hjælper til derhjemme, så det var en integreret del af vores lege,” siger Karen Mukupa. 

”Altså, hvis min mor havde veninder på besøg, var der en forventning om, at det var mig, der kom ind med teen og småkagerne, og at jeg hilste pænt på alle damerne. Det gjorde man bare.” 

Karen Mukupas forældre blev en del af det bedre borgerskab, fordi hendes far havde et godt job. De var medlemmer af den lokale yachtklub i Dar es-Salaam, hvor diplomaterne og deres børn mødtes. Det var et andet Tanzania, og det var hendes mor meget magtpåliggende, at de vidste og forstod, at de var afrikanske børn. 

”Min mor sagde altid: ’You never know if you’re gonna marry somebody from the bush’, og derfor skulle jeg lære at lave en rigtig ugali og at være en ordentlig kone,” siger Karen Mukupa og griner af, at hun endte med at gifte sig med en kok, Nikolaj Kirk. 

Generelt husker Karen Mukupa barndommen som fri og fuld af leg. Hun elskede at klatre i træer og blev som regel skuffet, når veninderne ikke havde lyst til at klatre lige så højt op som hende selv. Og så var hun kæmpe fan af Michael Jackson og brugte i det hele taget utrolig meget tid på at lytte til musik. 

”Hvis jeg var alene hjemme med mine søskende eller fætre og kusiner, klædte jeg mig sommetider ud som Michael Jackson. Jeg havde en fætter, der var kommet fra Zambia for at bo med os i tre måneder, og han var også meget musikinteresseret. Vi klædte os ud sammen og stod oppe på bordene og dansede,” siger Karen Mukupa.

Fra hun var seks år gammel, vidste hun, at hun enten ville være Superwoman eller musiker. Og en dag, da hendes far kørte hende hjem fra skole, fortalte hun ham det.

”’I know what I wanna be,’ sagde jeg, og så fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være musiker. Jeg kan bare huske, at han vendte sig om mod bagsædet, og jeg kunne se, at han var virkelig skuffet. Og lidt i chok. Sådan: Really? ’Bare husk, at du også skal have dig en uddannelse, for det er svært at være musiker,’ sagde han så. Det må jeg sige, at han har haft ret i, men jeg fik aldrig den der store uddannelse, som han måske drømte om, at jeg fik.”

NO NAME REQUESTED gik i opløsning nogle få år efter, de var begyndt. Men Karen Mukupa og Natasja forblev uformelt en duo. De var bedste venner, også selvom de nu lavede musik i hvert sit navn. De rejste også stadigvæk sammen, blandt andet til Jamaica ad flere omgange. Karen Mukupa var 23 år, da hun besøgte den caribiske østat første gang – og følte sig hjemme med det samme. Der var brune mennesker over det hele, og gæstfriheden var enorm. Det mindede lidt om Afrika.

”Folk var virkelig søde til bare at tage os ind og låne os en sofa, vi kunne sove på, og give os nogle bananer, vi kunne spise,” siger Karen Mukupa. 

”Natasja skulle have været af sted med en anden veninde, men hun meldte fra. Så i stedet spurgte hun mig. Jeg arbejdede i en børnehave på det tidspunkt, men jeg sagde op på stedet, og to dage efter rejste vi. Det var skørt og vildt. Vi skulle have været der i tre uger og endte med at være der i tre måneder. Vi havde nok endt med at være der endnu længere, hvis vi havde haft flere penge.” 

På det tidspunkt havde Jamaica det største antal musikstudier pr. indbygger i hele verden, og den berusende følelse fra New York af, at alt var muligt, boblede i Karen Mukupas årer. 

”Igen var det bare slaraffenland. Alle familier i Jamaica havde en, der lavede musik. Og igen var det et land, hvor det virkede, som om hvis vi bare lige gør sådan her, så åbner døren sig for alvor. Vi blev taget enormt godt imod. Nok mest af alt, fordi vi havde afrikansk baggrund. Rastafarierne tror på, at en dag kommer Haile Selassie – deres Jesus – og kalder deres folk tilbage til Etiopien. Så vi blev tit introduceret som two African daughters from Denmark,” siger Karen Mukupa.

De to veninder var af sted under den amerikanske spring break, og øen var fuld af internationale reggaemusikere, som de faldt i snak med. Samtalerne blev ofte indledt med: ”Hey, vi rapper også!”, og efter en uge havde de deres første show i byen Negril, der var fuld af musikere, der kom for at spille for de amerikanske turister. En amerikansk filmproducer hørte veninderne spille og sagde, de skulle komme med ‘et særligt sted hen’ dagen efter. ”This might be your window of opportunity,” sagde han.

”Vi var totalt klar. Vi kørte med til Ocho Rios, en by fuld af luksusresorts ud til vandet, og skrev under på en kontrakt på køleren af amerikanerens bil – en håndskrevet kontrakt, der handlede om, at hvis der skete noget stort inde i studiet, så skulle han have nogle procenter,” siger Karen Mukupa, der i næste nu befandt sig i et mansion af en anden ’MTV Cribs’-verden. Veninderne var landet i et studie sammen med folk fra det engelske reggae/pop-band UB40, og de var klar til at signe dem på deres eget pladeselskab, DEP International, som de på det tidspunkt var i gang med at starte.

Karen Mukupa og Natasja var euforiske og klar til at gribe chancen. Men historien fra New York gentog sig. Det blev et lige ved og næsten. Der var tovtrækkeri mellem Karen Mukupa og Natasja og Mega Records i Danmark, der stadigvæk havde kontrakt med de to danske rappere. Mega Records ville gerne gøre de to mere kommercielle og havde planer om at sende dem mod stjerneproduceren Denniz Pop i Sverige, der også havde arbejdet med Ace of Base. 

I en periode sendte Natasjas mor penge til de to piger på Jamaica. Til sidst var der ikke flere, og Karen Mukupas bedsteforældre begyndte at spørge mere insisterende ind til, hvornår hun egentlig kom hjem. Pigerne var trætte. 

”Vi kom hjem til Danmark og havde det sådan: ’Ej, fuck, nu kan vi ikke mere.’ Vi trængte til at trække vejret, og vi gik igen musikalsk hver til sit. Jeg begyndte at arbejde i en tøjforretning, samtidig med at jeg lavede nogle demoer sammen med nogle venner, og Natasja begyndte at arbejde med heste som jockey. Det var ikke lige så spændende at lave musik sammen længere, men vi var stadig enormt gode venner,” siger Karen Mukupa. 

I 2000 debuterede hun med soloalbummet ’Mukupas Law’, der var produceret af den danske producer Remee. Albummet blev ikke helt, som hun selv ønskede det. Remee sleb rappen i kanterne og havde en vision om, at albummet skulle være mere poppet. 

”Jeg var bare så taknemmelig for, at der var nogen, der ville lave noget sammen med mig, så jeg lyttede enormt meget til, hvad de havde at sige. Og jeg lyttede måske ikke så meget til mig selv. Desværre,” siger Karen Mukupa, der hele tiden fik at vide, at pladen ikke var en succes, og at den ikke solgte nok. 

”Samtidig med at jeg var ugens uundgåelige på P3, sad jeg på bistandskontoret og havde ikke en krone på min konto. Det var virkelig skizofrent, og det fik mig til at føle mig meget lille.”

Karen Mukupa og Natasja hjemme hos Pops i Brooklyn. Foto: Privat

ADSKILLIGE ÅR SENERE landede Karen Mukupa igen på Jamaica for at hænge ud med Natasja. Det var i 2007, og Natasja stod på kanten af sit internationale gennembrud. Karen Mukupa havde lagt musikken lidt på køl og udnyttede i stedet sin kreativitet på flere forskellige måder. Hun havde lavet børneprogrammet ’Mukupas Kidchen’ på TV 2, skrevet børnebøger, været korsanger, arbejdet som tolk i swahili og søgt ind på Filmskolen to gange, fordi hun drømte om at lave dokumentarfilm. Hun filmede blandt andre Natasja, men kom ikke ind på skolen. Og her var hun så igen med sin hjerteveninde i hjertet af Caribien. Nu skulle de nyde livet. 

Men en juniaften mistede en chauffør herredømmet over den bil, hvor Karen Mukupa sad på forsædet, og Natasja på bagsædet med sin kæreste og en ven. Sammen havde de været til Portmore Awards, hvor Natasja havde optrådt, og nu havde de kurs fra sovebyen Portmore tilbage mod Kingston, hvor de boede. Chaufføren ville spille smart og kørte hasarderet på en tæt trafikeret vej. Som i en film blev alt stille og gik i sort. Da farver og lyd vendte tilbage, så Karen Mukupa, at Natasja ikke bevægede sig. Chaufføren fik hende ud af bilen, og Karen Mukupa og Natasja blev samlet op af en forbipasserende og kørt mod hospitalet. Men Natasjas vejrtrækning blev hurtigt langsom, og hun døde i Karen Mukupas arme. 

”Jeg fik mit hjerte knust, da Natasja gik bort. Lige pludselig var livet ikke uskyldigt mere. Den der eventyr-boble, Natasja og jeg havde sammen … den brast bare.”

I ly af en kæmpe svamp i Tanzania. Foto: Privat

FRA KILDEBAKKE STATION har S-toget i behagelige svingninger bølget sig gennem små forstæder for at gøre holdt på Nørreport. Karen Mukupa manøvrerer hurtigt og hjemmevant hen til metroen, der tilbagelægger det sidste stræk til Islands Brygge, hvor hun bor. Metroen er tætpakket, fuld af folkeskoleklasser, der har været på tur. Karen Mukupa stikker flere af dem et smil og en highfive, da de gør plads til, at vi kan komme ud, da toget når Islands Brygge Station. Karen Mukupa viser vej til Café Alma, slår sig ned og bestiller en avocadomad. 

”Hun boede lige der,” siger hun og peger på bygningen på den anden side af gaden, mens et smil tegner sig fra den ene kind til den anden.
I gymnasietiden tilbragte Karen Mukupa selv mere tid i dén lejlighed, Natasjas, end hjemme hos sine bedsteforældre i Søborg, hvor hun egentlig havde adresse. 

Natasja Saads og Karen Mukupas musikalske karrierer flettede sig ind og ud af hinanden. De var definerende for hinanden, og derfor er det svært at tale om den ene uden at tale om den anden. Ud over at tabet af Natasja var en altomsluttende personlig sorg for Karen Mukupa, lagde det også et åg over hendes egen karriere og eksistens. 

”Da hun gik bort, blev jeg ved med at tænke: ’Gud, du kom til at tage den forkerte. I’ve got nothing going on.’ Jeg var bare hendes veninde. Jeg var korsanger. Det var hende, der havde en masse ting, hun gerne ville sige ude i verden. Sangen ’Calabria’ lå nummer et, Alicia Keys’ manager spurgte, om hun ville skrive for hende, og Sean Paul ville også lave musik med hende. Jeg syntes, tingene var så uretfærdige. Det var helt forkert. Jeg syntes, hun havde så meget mere end mig,” siger Karen Mukupa og holder en pause for at trække vejret. Små tårer stiger op i hendes øjne, men hun smiler. 

”Selvom jeg er okay, er det svært at snakke om uden også at blive ked af det. Sorg er jo bare en stor del af livet. Liv og død går hånd i hånd,” siger hun.

Der er aldrig noget positivt ved at miste et livsvidne. Men sorgen manifesterede også en urokkelig taknemmelighed inden i Karen Mukupa. Hun nægtede at tage livet for givet. 

”Efter ulykken havde jeg et enormt behov for at sige til mine forældre: ’Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer’, sådan at hvis jeg gik bort, så vidste de det i hvert fald,” forklarer hun. 

I årene efter havde hun svært ved at give sig hen til at få tætte venner, fordi hun var bange for at miste dem igen. 

”Jeg havde lyst til at skrige hele tiden, og jeg trak kun vejret helt heroppe,” siger hun og placerer en hånd med glitrende guldringe på den øverste del af brystkassen. 

I DAG ER ISLANDS BRYGGE hendes hjem. Hun har boet her siden 2009 med sin mand, Nikolaj Kirk, og de seneste 10 år også med datteren Tiki. Kokken og rapperen mødte hinanden under nogle optagelser til børnenes MGP og fandt fælles kærlighed, både til hinanden og til at rejse. 

”Vi har begge to – og har altid haft – nogle job, som kræver noget uafhængighed. Nogle gange kan vi godt leve lidt i hver sin verden, men vi har vores hjem og vores rejser, hvor vi altid finder hinanden igen. Som oftest er vi rejst meget langt væk, til Brasilien, Filippinerne og Belize for eksempel,” siger Karen Mukupa.

Da de gerne ville stifte familie, viste det sig at være lettere sagt end gjort. Efter at have forsøgt i syv år gik de i gang med at prøve at adoptere Karen Mukupas fætters søn, Kingston, fordi fætteren var hiv-smittet og ikke havde økonomi til at få flere børn. Det var en langsommelig proces, fordi Danmark og Zambia ikke havde nogen adoptionsaftale, og da der var gået tre år med bureaukrati, skete naturens uventede mirakel. 40 år gammel blev Karen Mukupa gravid. Tiki kom til verden, og siden da har hun set sig om i verden med sine forældre. 

”Nikolaj og jeg havde altid begge to været draget af det der eventyr: at komme væk og se noget andet. Bare være os to på opdagelse. Og vi syntes, at det var vigtigt at bibeholde med Tiki,” siger hun. 

Adoptionen af Kingston gik permanent i stå, men Karen Mukupa har støttet ham og hans familie økonomisk siden da og har også besøgt ham i Zambia, så ofte det har kunnet lade sig gøre.

I ÅR UDGAV Karen Mukupa ’Bonobo’, sit første album i 14 år. Selvom albummet var en fornøjelse at lave for den 50-årige rapper, krævede det blod, sved og tårer at finde sin stemme og sin plads i musikken igen. 

”Jeg føler lidt, at jeg er startet forfra med musikken. Jeg føler, at det er sådan her, min musik skulle have været, da jeg startede. Det føles fedt, og det føles naturligt. Jeg har arbejdet på det her album, som om det var det sidste, jeg nogensinde skulle lave,” fortæller Karen Mukupa, der tog mod til sig, efter at hun i mange år havde følt, at nogle i musikbranchen kunne gøre lidt grin med hende, hvis hun nævnte, at hun gerne ville lave musik igen. 

Som ung havde hun selv været af den opfattelse, at det ville være decideret pinligt at stille sig op og rappe med en cap kækt på sned, når man havde passeret 50. Men Karen Mukupa modbeviste branchens og sin egen ungdoms-tese. ’Bonobo’ fik en overstrømmende modtagelse. Politikens anmelder skrev blandt andet: 

”Karen Mukupa er trådt i karakter, og jeg har sommerfugle i maven på alle voksne kvinders vegne over, at det her album findes.” Musikmagasinet Gaffa tilsluttede sig koret og gav albummet fem stjerner med begrundelsen: 

”De minimalistiske R’n’B-rytmer og slæbende hiphopbeats hylder dermed også den musik, som Karen Mukupa selv er formet af. Resultatet er hendes stærkeste album til dato med skarpe rim og fængende omkvæd, der både taler til hjerte og hjerne – alt sammen leveret af en moden kvinde i sin bedste alder.” 

Karen Mukupa synes også selv, at hun med sin nye plade har knækket nøden. Fået sit liv og sin kunst til at gå op i en højere enhed. 

”Jeg synes, at rap skal være troværdig. Og hvis den skal være det, skal jeg rappe fra mit eget udgangspunkt. Hvis vi formår at gøre det som rappere og hiphoppere, kan musikken også vokse med os. Nogle af mine mandlige kolleger skriver stadigvæk fra det samme udgangspunkt som for 20 år siden. Om druk og damer og at fyre penge af. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men jeg er blevet mor, jeg er blevet gammel. I går var jeg til begravelse for en af mine gamle venner. Jeg har lyst til – blandt andet – at skrive tekster om at være midt i mit liv. Om at nu går vi ikke til fester mere, vi går til begravelser.” 

Når Karen Mukupa tænker tilbage, fik Natasja det, hun ønskede sig, selvom hun ikke var i live til at opleve det hele vejen. Hun lykkedes med musikken. Og det gjorde Karen Mukupa også selv. De gjorde det bare forskudt af hinanden. I forskellig tid, i forskellige universer. 

”Jeg føler, at hun er med på min rejse. Jeg føler lidt, at hun hepper på mig. Sådan we did it!,” siger Karen Mukupa og giver sig selv et lille klap på skulderen.

Fra kometkarriere til stress-sygemelding … og tilbage igen. Her fortæller forsanger Fernanda Rosa og trommeslager Lauge Kjærulf fra det fremadstormende band Blæst om deres vej til Orange Scene.
Tekst:Morten Høeberg MortensenFoto:PR

I hedder jo Blæst. Men skal jeres navn udtales som i, ”der er en kraftig blæst i dag”, eller som i ”han er helt blæst i hovedet”?

Lauge: ”Vi er aldrig blevet enige. Det er en evig diskussion.”

Fernanda: ”Jeg tror aldrig, vi får et svar.”

Hvorfor ikke?

Lauge: ”For at I kan blive ved med at spørge. Det er jo vores første og eneste PR-stunt, så det holder vi fast i. Navnet kommer fra, at vores bassist, Valentin, og jeg sad i en brandert på Roskilde Festival i 2017 og fandt på åndssvage fiktive bandnavne. Blæst var et af dem.”

Hvordan startede Blæst?

Lauge: ”Valentin og jeg mødte hinanden på Næstved Musikskole. Jeg var 10, og Valentin var 12. Senere gik Valentin i gymnasiet med vores guitarist Anders. Til at starte med spillede vi kun for sjov, men vi begyndte at tage det mere alvorligt.”

Fernanda: ”Jeg havde lagt noget musik på nettet, da jeg gik på efterskole. En fælles ven havde hørt, at drengene manglede en forsanger, og foreslog mig.”

Lauge: ”Vores fælles ven afspillede Fernandas musik for mig over et glas vin, og jeg tænkte: ’Okay, det er sygt nok.’” 

Fernanda: ”Så sendte Lauge mig en besked. Jeg var faktisk meget skeptisk det første lange stykke tid. Jeg tror nærmest, der gik halvandet til to år, før vi kom ægte ind under huden på hinanden. Jeg gik i gymnasiet, og de andre arbejdede. Vi var placeret så forskellige steder som København, Næstved og Sønderjylland.”

Lauge: ”Ja, og på det tidspunkt var vi og­så splittede omkring, hvorvidt vi overhovedet ville leve af at spille musik. Det var en utrolig besværlig tid, hvor vi sendte lyd­filer frem og tilbage og forsøgte at mødes og øve, når det lige kunne lade sig gøre.”

Jeres helt store gennembrud blev nummeret ’Juice’. Vidste I, da I skrev det, at det ville blive et hit?

Fernanda: ”Vores pladeselskab sagde, at vi havde skrevet nogle gode sange, men nu skulle vi altså lave et hit. Så vi satte 4-5 dage af til at prøve at skrive det. Og allerede første dag satte vi os ned og skrev ’Juice’. Vi skrev det på 5-6 timer, hvor det hele bare flød, og vi havde virkelig optur over nummeret. Så spillede vi det første gang til en koncert på Ideal Bar … Og det faldt helt til jorden. Folk kunne slet ikke forstå det.”

Lauge: ”Vi spillede mange nye numre, og ’Juice’ var suverænt det, der fik den dårligste modtagelse.”

Fernanda: ”Det svingede bare ikke lige så godt, som vi havde tænkt. Man kan se meget tydeligt på publikum, om de synes, noget er fedt. Og det gjorde de ikke. Men det ændrede sig heldigvis.”

I cementerede jer som live-band, da I sidste sommer spillede på Roskilde Festivals opvarmningsscene, Rising. Hvordan var det?

Lauge: ”Vi havde egentlig givet op på at skulle spille på Roskilde. Vi havde fået at vide, at nu var folk blevet booket, og programmet ville snart blive offentliggjort. Og så kom det pludselig lidt ud af det blå, at vi fik lov til at spille på Rising. Inden da havde ’Juice’ ikke været i nærheden af at være i top-50 på hitlisten. Vi havde virkelig sat vores forventninger lavt den dag, for det skulle ikke være en skuffelse at spille på Roskilde. Hvis der kom 3.000 mennesker, så var vi lykkelige. Der kom 20.000.”

Fernanda: ”Det var så fedt. Bare det at få lov til at spille på Roskilde var en kæmpe drøm. Da vi stod omme bag bagtæppet og satte vores intro på, kom der bare et brøl. Man kunne mærke det fysisk, som et tryk. Det var helt uvirkeligt.” 

BLÆST

Stiftet i 2019. Består af Fernanda Rosa, Anders Bondo, ­Valentin Buchwald og Lauge Kjærulf. Bandet har beskrevet deres musik som halv-naiv hverdagspoesi, man kan danse til.

Udgav debutsinglen ’Du gør det bedre’ i oktober 2019 og ­debut-ep’en ’Vindstille’ i maj 2020. Fik efterfølgende pladekontrakt hos Universal.

Singlen ’Juice’ blev kåret til Lytterhittet 2022 ved prisuddelingen P3 Guld.

Spillede i 2022 på Roskilde Festivals opvarmnings-scene for et rekordstort publikum på omkring 20.000.

Udsendte i september 2022 albummet ’Stiv kuling’.

Aflyste i oktober 2022 deres forestående danmarksturné på 28 koncerter. Efter to måneder vendte bandet tilbage i TV 2-programmet ’De største øjeblikke’.

Spillede i marts 2023 ’Juice’ og den nye single ’All In’ til finalen i ’X Factor’.

I efteråret blev ’Juice’ kåret til Lytterhittet ved prisuddelingen P3 Guld efter en afstemning, hvor blandt andre Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Jada også var nomineret. Hvorfor tror I, at I er så populære?

Lauge: ”Det var der, det for alvor gik op for os, at folk kunne lide det, vi lavede. Der skal sindssygt meget til, før jeg selv går ind og stemmer på noget. Så skal jeg virkelig være investeret. At folk havde taget sig tid til at gå ind og stemme på os, det var helt vildt.”

Fernanda: ”Jeg tror, mange kan relatere til os, fordi vi fremstår ret almindelige. Det har været vigtigt for os at være nede på jorden og ikke at fremstå som noget, vi ikke er.” 

Lauge: ”Vi har aldrig skabt os et alter ego. Når man er 100 procent sig selv, føles nederlagene også hårdere, fordi det føles så personligt. Vi kan ikke tage et kostume af og distancere os fra Blæst. For Blæst er vitterlig bare os. Det er det eneste, vi kan finde ud af.” 

Det er jo ikke nogen hemmelighed, Fernanda, at din far er skuespilleren Lars Brygmann, og at din onkel er Martin Brygmann. Men det er ikke noget, I har gjort et stort nummer ud af, og du bruger heller ikke efternavnet Brygmann, når du optræder offentligt. Er det en del af jeres ønske om at være jordnære?

Fernanda: ”Det er bevidst, at jeg ikke bruger det. Det er slet ikke fordi, jeg ikke vil associeres med min far eller min onkel. Det er bare sindssygt vigtigt, at de to ting kan skilles ad.”

På trods af alle opturene var sidste år ikke kun et godt år. I endte med at trække stikket og aflyse jeres efterårs-turné på grund af stress. Hvad skete der?

Fernanda: ”Tiden efter Roskilde-koncerten var meget kaotisk. Vi spillede enormt meget hen over sommeren. Omkring 45 koncerter, tror jeg. I og med at ’Juice’ blev større, og der var flere, der lagde mærke til os, fik vi også flere job.”

Lauge: ”På samme tid skulle vi skrive vores album ’Stiv kuling’ færdigt, og vi skulle for første gang lave interview og tv-optrædener. Hver gang vi gjorde noget for første gang, brugte vi enormt lang tid på at forberede os, fordi vi gerne vil gøre det ordentligt. På det tidspunkt havde vi alle stadig arbejde ved siden af musikken, så alt omkring bandet foregik om aftenen og ud på natten.”

Fernanda: ”Tidligere på sommeren var vi alle fire begyndt at gå til psykolog sammen. Pludselig kunne han mærke, at der var nogle faresignaler.”

Lauge: ”Det var lige inden P3 Guld. Vi havde travlt med koncerter, tv-optrædener, optagelser til musikvideo og udgivelse af ep’en. Så havde vi to ugers ferie. Og det var i den ferie, at vi hver især blev ramt af alle de mange indtryk, som vi slet ikke havde haft tid til at processere.”

Fernanda: ”Vi blev alle sammen syge i den ferie. Det var et tydeligt tegn på, at noget var galt.”

Lauge: ”Da vi kom hjem, skulle vi lige til at starte en landsdækkende turné. Men vi kunne bare ikke. To dage inden turneen valgte vores pladeselskab at trække stikket.”

Fernanda: ”Vi kunne ikke selv tage den beslutning. Vi vidste, hvor mange vi ville skuffe. Alle dem, der havde købt billetter til turneen. Der var mange, der afhang af os, og mange, hvis job stod på spil. Og vi havde også selv hele tiden haft en ambition om at smede, mens jernet var varmt.”

Lauge: ”At aflyse føltes som at skyde sig selv ret så eftertrykkeligt i begge fødder. Vi vidste jo ikke, om jernet nogensinde blev varmt igen. Vi havde kæmpet så meget for det gennembrud. Vi var bekymrede for, om vi selv ville få lysten tilbage, eller om det her blev det endelige punktum for Blæst.”

Fernanda: ”Vi trak os i to måneder, hvor vi overhovedet ikke lavede noget, der havde med Blæst at gøre. Vi sås fortsat hos psykologen, og vi spiste sammen et par gange. Og ellers brugte vi tiden på at lade op.”

Lauge: ”Jeg var utrolig meget sammen med mine venner, og jeg brugte meget tid med min familie i Næstved. Anders spillede Counter-Strike, og Valentin var i Tyskland.”

Fernanda: ”Jeg gik lange ture i skoven, jeg badede i havet, og jeg gik i sauna. Men jeg vil sige, at møderne hos psykologen var en kæmpe del af, at vi kom igennem det.”

Lauge: ”Ved at være åbne omkring vores oplevelse håber vi, at det for eksempel kan hjælpe andre i det musikalske vækstlag. Tidligere har man ikke snakket så meget om den slags i musikbranchen, og det har ikke været normalt at trække stikket. Hvis folk havde det dårligt, var det måske nemmere at tage nogle piller og drikke sig fuld. Vi vil gerne vise, at man kan passe på sig selv, uden at det er ensbetydende med, at man bliver glemt.”

MÆRK BLÆSTEN

Roskilde Festival 28/06
Rock i Ringkøbing 01/07
Samsø Festival 20/7
Smukfest, Skanderborg 02/08
AiaSound, København 10/08
Byparken, Vejle 11/08
Drivhuset, Aalborg 14/09

I løbet af sommeren skal I spille på mere eller mindre alle større danske festivaler. Og så på Orange Scene på Roskilde Festival. Hvordan var det at få den nyhed efter det, I har været igennem?

Lauge: ”Det var tilbage i januar, og vi var taget til Spanien for at skrive musik. Vi havde lejet et kæmpe hus oppe i bjergene med pool og det hele. Det var sindssygt lækkert. Vi sad og arbejdede, da vores booker skrev og spurgte, om vi lige havde tid til et kald. Jeg tog telefonen, og så sad hele vores hold der. De sagde, at der var kommet et bud fra Roskilde.”

Fernanda: ”Vi tænkte bare: ’Hvor og hvornår? Sig det nu!’”

Lauge: ”Det var så som åbner på Orange Scene. Og så gik vi bare amok og jublede. Anders spænede rundt om et oliventræ, og Valentin stod fastfrosset i chok. Det er jo den største drøm, og det er helt ude af proportioner. Det kan slet ikke beskrives. Men det er selvfølgelig også nervepirrende at skulle stå på Orange Scene så tidligt i karrieren. For hvad skal man så sigte efter? Der er ingen ­garanti for, at vi nogensinde får chancen igen.”

Fernanda: ”Jeg tror nok, at hvis jeg døde dagen efter koncerten, så ville jeg sige, at jeg havde haft et fint liv.”

Lauge: ”Haha, det ville jeg nok også skrive på min gravsten: ’Det har været fint.’”

LUKAS GRAHAM har taget the world by storm. Men hvordan skete det? Og hvem er manden bag sangene og stemmen, alle kender? Ud & Se finder svar i Los Angeles og hjemme på ’Havnen’, hvor vi har fulgt christianitten med den klare klang, der blev landets største internationale popstjerne.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Rasmus Weng Karlsen

HOTEL BEVERLY HILLS ligger i oktober badet i 35 graders solskin bag de høje palmer på Sunset Boulevard. Her når man ikke selv at tage i dørhåndtaget, før en af de mange valet’er i pink skjorter og beige bukser allerede er sprunget til for at åbne bildøren. En bred, rød løber fører op til indgangen til ’The Pink Palace’, som det også kaldes. Det koster næsten 15.000 kroner for en overnatning på luksushotellet, der ikke bare er five star, men også five diamond som et symbol på ”ultimativ luksus og raffinement”, og som siden åbningen i 1912 har huset stjerner som Marilyn Monroe og Charlie Chaplin.  

I foyeren er pejsen tændt, der hænger lysekroner fra loftet, store blomsterbuketter står på glasbordene ved de blomstrede designersofaer og gule lænestole, og i en lille glasmontre fremvises en mindre samling af eksklusive smykker, der kan købes på stedet. Der går ældre mennesker rundt og ser rige ud på den gammeldags måde, mænd i jakkesæt, kvinder i kjoler, og midt i det hele også Lukas Graham med sin hvide T-shirt, sorte jeans og sit halvlange, halvkrøllede brune hår.

”Det er for dyrt, men jeg ville have noget, der bare fungerer. Det er svært at finde noget bedre i L.A. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse her,” siger han med sit drengede smil. 

Han har været i USA en lille måneds tid, og de forgangne to uger har han boet her med sin kone og to døtre. Undervejs har han blandt andet lyttet hele sin kommende plade igennem i et såkaldt Atmos-mix, et avanceret surroundmix, og denne dag skal han optage de sidste skud til musikvideoen til ’Wish You Were Here’ i et green screen-studie i bydelen Glendale, der skal få det til at ligne, at han og den amerikanske sanger Khalid står og synger i et ørkenlandskab.

”Musikvideooptagelse lyder tit sjovere, end det er,” indskyder hans manager, Kasper Færk, der også er til stede på hotellet. Han er klædt i lyseblå jeans og en hvid bluse, hvor der fra begge ærmer stikker tatoveringer ud.

”Det er tit en kedelig, kedelig, kedelig affære,” tilføjer Lukas Graham og fortsætter ind i The Polo Lounge med mørkegrønne vægge med billeder i sort-hvid af gamle polospillere og et stort flygel midt i lokalet og videre ud i gårdhaven med palmer og farverige blomster rundt om de hvide borde.

”Musikvideoer og interview med journalister er måske mine sådan … mindst yndlingsting,” siger Lukas Graham, da han får sat sig, hvilket får manageren til at grine: 

”Så er det her da din yndlingsdag.”

”Super yndlingsdag. Jeg kan rigtig godt lide at skrive og synge sange, men resten skal groft sagt overstås.” Så bløder han lidt op: ”Men nu er den her dag dedikeret til det, og så må man forsøge at gøre den god. For mig handler det om at nå at træne og spise god mad. Det er nederen at komme ind på en lorterestaurant og få dårlig catering på en dag, der i forvejen skranter.”

Foto: Frederik Barasinski

TIDLIGERE PÅ formiddagen brugte 34-årige Lukas Forchhammer, som han egentlig hedder, et par timer i hotellets træningscenter med sin personlige træner. Det er snart 10 år siden, han første gang havde sådan en med på en tour – dengang skulle han spille til Grøn Koncert, otte koncerter på 12 dage, hvilket han godt kunne regne ud ville blive intenst.

I starten måtte han et par gange kaste op backstage af ren og skær udmattelse. Det skete blandt andet i 2012, da han umiddelbart efter at have optrådt til ’X Factor’-finalen i Boxen i Herning blev fløjet med et Cessna-fly til Forbrændingen i Albertslund til en udsolgt koncert.

”Det var en sindssygt intens koncert, og der gik jeg lige ud og brækkede mig inden ekstranummeret.” 

Det var i den periode, det virkelig begyndte at tage fart. I efteråret 2011 havde han uploadet to hjemmevideoer på YouTube, hvor han sammen med resten af bandet spillede numrene ’Criminal Mind’ og ’Drunk in the Morning’ i forældrenes stue på Christiania.

”Udsolgte vi ikke Vega, før første album overhovedet var ude?” spørger manageren.

”Jo jo, vi udsolgte Store Vega, Train og Skråen,” svarer Lukas Graham.

Allerede i foråret 2012 spillede han 50 koncerter over 10 uger, og siden optrådte han i store dele af verden – fra Malaysia til Canada. 

”Men der er stadig mange steder, vi ikke har været. Vi har ligget nummer 1 i Australien, New Zealand, flere steder i Afrika og Sydamerika, og har haft gigantiske sange på brasiliansk radio.” 

”Mexico,” indskyder manageren.

”Mexico. Der har vi også haft store hits.”

Da Spotify i 2021 præsenterede deres ’Billions Club’ for kunstnere, der havde fået deres sange afspillet mere end en milliard gange, var Lukas Graham på den eksklusive liste med 153 navne. Blot et par uger forinden spillede han i den ikoniske newyorker-arena Madison Square Garden med den norske dj Kygo.

”Det var sgu fedt at være tilbage i ’The Garden’. Det er ligesom bare verdens mest legendariske arena. Jeg har kun stået på én arena, der betyder mere for mig, den i Manila i Filippinerne, hvor Muhammad Ali bankede Joe Frazier. Som barn så jeg meget boksning med min irske farfar, og jeg fik da også lige taget et billede af skiltet fra ’Thrilla in Manila’. Det var sgu ret vildt at stå og synge samme sted.”

LUKAS GRAHAM OM …

Penge

”Jeg begyndte ret tidligt at tænke, at penge blot er noget, vi leger, og at det hele nok skal gå. Da vi senere blev unge, havde vi den tilgang, at havde vi 1.000 kroner, så lad os få en god middag for de 1.000 kroner, så kan vi altid finde ud af, hvad vi gør i morgen. Man kan også leve sit liv modsat: ’Jeg har kun 1.000 kroner, så jeg må hellere spare dem op.’ Men det får man ikke en sjov dag ud af. Det bliver bare kedeligt, og man bliver fattig på livet.”

Berømmelse

”Jeg har aldrig gjort det for at blive rig og berømt. Berømmelse havde jeg prøvet som ’Grunk’ i ’Krummerne’, og det var ikke særlig sjovt. Jeg blev berømt for noget, jeg ikke rigtig vidste, hvad var, og for at være en anden end mig selv. Jeg syntes ikke, at kendisfaktoren var en særlig fed ting, og sådan har jeg det stadig.”

EN TJENER I hvid jakke og sorte bukser – det klassiske ­Hollywood-look – kommer hen til bordet. ”A couple of more minutes, then your food is coming,” siger han. 

”Perfect, Felix,” svarer Lukas Graham, og da Felix et øjeblik senere kommer med salaten, serverer han den med ordene: ”Made specially for you.”

Fra tid til anden ringer managerens telefon. Han forsvinder ind i kortere samtaler, før han overleverer en ny besked, som regel vedrørende en af de sange, der er ved at blive færdigproduceret til det kommende album, og undervejs kommer Lukas Grahams personlige assistent forbi med et kreditkort efter at have shoppet for ham.  

Efter frokosten ruller managerens sorte Porsche frem for enden af den røde løber, de hopper ind, og et øjeblik efter sluger den asfalten under den californiske sommersol. 

”Uhh, skal vi op? Vi tager canyon-ruten,” siger Lukas Graham, da manageren drejer op mod Coldwater Canyon og de enorme Hollywood-palæer, der ligger gemt bag tykke mure. Hvis USA er ekstremernes land, er der måske intet, der opsummerer det bedre end Los Angeles med de mange lækre sportsvogne, der ræser forbi rustvogne med blafrende affaldsposer som vinduer, og med Hollywood-skiltet på bjergsiden, langt over de mange junkier, tiggere og hjemløse, der ligger i skyggen af de høje palmer på strandpromenaderne. På hvert et gadehjørne står folk og synger for et ufrivilligt publikum, for her drømmer alle om at slå igennem, men det er de færreste, der gør det. 

Lukas Graham er en af de få. 

I januar 2013 fløj han til Los Angeles for at ”mærke viben”, og måneden efter lejede bandet en stor villa i Old Hollywood oppe på bjergsiden ved det berømte Hollywood-skilt med udsigt ud over resten af byen. Han hyrede kendislivsstilscoachen Magnus Lygdbäck som sin personlige træner, og de anskaffede sig tre identiske sorte Mercedes’er. De lejede sig også ind i et lille ikonisk studie i Beachwood Canyon, hvor de kunne skrive sange på samme klaver, som Peter Gabriel havde indspillet album på, og med samme mikrofon, som Celine Dion havde sunget i. 

”Det var en sindssyg drøm at få lov til at gøre det på den måde. Alle mulige forskellige legender havde været der. Vi var bare … living our best lives.”

DENGANG VAR DER pladeselskabsfolk i både Danmark og USA, der mente, at han og bandet levede over evne – at det var uansvarligt at skyde så mange penge af, før de overhovedet var slået igennem. Men Lukas Graham havde besluttet sig for, at hvis de kun kom til at lave én plade i USA, skulle det ”fandeme også være et eventyr”: 

”Jeg havde en frygt for, at hvis vi boede i en skraldet lejlighed, spiste lortemad og kørte rundt i en Toyota Yaris, og vi så ikke klarede den, kunne vi altid undskylde os med, at vi heller ikke ville det nok. Vi talte heller aldrig om, hvis vi skulle i de store tv-shows i USA, men når vi skulle – ellers har man jo skudt sig selv i foden otte gange på forhånd,” siger han med sin næsten provokerende selvtillid, der altid har fulgt ham. 

Lukas Graham og bandet blev enige om at læne sig så langt ind i drømmen, at de på en måde allerede levede den. 

Det blev en tid fyldt med store armbevægelser. Til et pool party på The Holly­wood Roosevelt stak de et kreditkort til en af hotellets cabana boys, der lidt senere vendte tilbage med et nyindkøbt Yamaha-klaver, som de kunne sidde og jamme på ved poolen resten af natten i deres ”kodylbrandert”.

”Der var sådan en fuck it-vibe over den tid, men når jeg kigger tilbage, var der også en sindssyg arbejdsmoral. Det kan godt være, vi holdt mange fester, røg store joints og købte store flasker champagne, men vi var i studiet hver dag, og vi kom tidligt og gik sent.”

Det var i den periode, at fremtidige hits som ’Funeral’, ’Take the World by Storm’ og ’You’re Not There’ blev lavet. På en måde var det alt det, Lukas Graham altid havde forestillet sig. 

”Jeg skrev ’Mama Said’, før vi tog derover, og der siger jeg faktisk i andet vers … (han begynder at synge, red.): ”Don’t get me wrong, I didn’t have it bad, I got enough love from my Mom and Dad, but I don’t think they really understood, when I said I wanted a deal in Hollywood.”

MENS LUKAS GRAHAM og bandet i 2013 var i USA, spillede de også deres første showcases i New York og Los Angeles. Til sidstnævnte ankom 15 unge danske kvinder fra San Diego, og de sang og skrålede uafbrudt i de tre kvarter, koncerten varede.

”Jeg er tæt på at sige, at hvis de ikke havde været der, havde vi ikke fået så fed en pladekontrakt, som vi fik dagen efter. Det var 15 fattige studerende, som var kørt tre timer for at fyre den af, og det kunne pladefolkene se et potentiale i.” 

Dagen efter skrev Lukas Graham under med Warner Records, hvor blandt andre Bruno Mars og Neil Young var i folden. Det var et profileret sted, men da han gennemlæste kontrakten, insisterede han på at få en af standardparagrafferne ud: pladeselskabets ret til at ændre på hans udseende. 

”De kan nægte at udgive et album, men de kan ikke bede mig tage andet tøj på. Det er meget rart, for min holdning har altid været, at jeg tager tøj på om morgenen. That’s it. Der er ikke nogen, der skal sidde på et kontor i L.A. og bestemme, at jeg pludselig skal have en gul trikot på.” 

At have haft den indflydelse kunne pladeselskabet formentlig godt have tænkt sig, da Lukas Graham tre år senere turnerede i det meste af Nordamerika og i den forbindelse lagde vejen forbi de store amerikanske talkshows, startende med ’Late Night with Conan O’Brien’. Her troppede han op i undertrøje og røde shorts.

”Pladeselskabet var ret irriterede over det. De mente ikke helt, at det var dresscoden til den slags,” smiler han. 

Samme år kårede det britiske herremagasin GQ ham til ’verdens værst klædte mand’ og skrev: ”Lukas Graham er vokset op i en hippieenklave – og det er til at se. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende.” 

Det afholdt dog ikke Christiania-vennerne fra fortsat at indtage den internationale musikbranche på deres egen fandenivoldske måde. Til Grammy-uddelingen året efter kom bandet i virkelig fede jakkesæt, Lukas Graham var selv iført et i bordeaux. På den røde løber blev de stoppet af en reporter: ”What are you wearing?” Lukas Graham og bassisten Magnus Larsson kiggede på hinanden – det anede ingen af dem. 

”We’re wearing clothes,” svarede Magnus Larsson så endelig, og Lukas Graham istemte: ”We start from the bottom, we’re wearing shoes, then it’s pants …,” længere nåede han ikke, så blev interviewet afbrudt.

”Ham intervieweren syntes, vi var så nederen,” siger han og griner. ”Men vi havde jo bare taget tøj på, fordi vi syntes, det så godt ud. Ikke for at stå og snakke om det efterfølgende.”

Det er efterhånden 10 år siden, at Lukas Graham underskrev pladekontrakten med Warner Records med den for mange ikoniske musikmand Cameron Strang i spidsen, og selvom der undervejs har været clashes mellem Christiania-attituden og Hollywood, har han fra starten følt sig i gode hænder. 

”Jeg tror ikke, at alle amerikanske branchemennesker ville forstå, hvad han forstår – nemlig at alle mine sange på en eller anden måde kommer fra Christianshavn.”

VED CHRISTIANSHAVNS KANAL står træer uden blade og flagrer i vinden. Det er i slutningen af november, halvanden måned senere, og fra en sidegade kommer Lukas Graham traskende i efterårsjakke og med hue på hovedet. Han bor lige rundt om hjørnet fra Christiania, hvor han voksede op. For nogle år siden søgte han om at få lov at bo på selve Fristaden ad et par omgange, men fik afslag, og efter at have tænkt over det var det nok det bedste.

”Hvis jeg skulle bo på Christiania, skulle jeg også kunne vie mig selv til, hvad Christiania er, og det har jeg ikke tid til. Flere af mine venner klager over, at jeg ikke ser dem nok, men altså, jeg ser ikke engang min mor nok. Der er bryllupper og begravelser, jeg ikke kommer til,” siger han.

Siden sit internationale gennembrud har Lukas Grahams tilværelse været splittet mellem Christianshavn og Los Angeles. I de længste perioder har han typisk været i USA tre måneder ad gangen og som regel seks måneder hvert år. Første år under pandemien, da det begyndte at blive koldt, hev hans ældste datter sin lille rullekuffert frem og sagde: ”Er det ikke snart tid til, at vi tager til America?” 

Det gik dog tidligt op for Lukas Graham, at han ikke ville bo fast derovre.

”Jeg tror hurtigt, jeg fangede, at jeg ikke skulle falde for den hybris at tro, at jeg var et unikt sangskrivningstalent, der kunne tages ud af sit habitat og lykkes alle steder.” 

Selvom han godt kan lide at arbejde i Los Angeles, er han ikke lige så glad for at ”holde fri” i byen, hvor man hele tiden skal ind i en bil, modsat herhjemme, hvor han kan gå, cykle eller tage metroen rundt i byen. 

”Jeg er også lidt insisterende med, at selvfølgelig skal jeg kunne det. Jeg har flere gange overhørt unge i metroen, hvor den ene har hvisket: ’Det er Lukas Graham’, og den anden så har svaret: ’Nej, det er ikke ham, Lukas Graham tager ikke metroen.’”

PÅ DEN BROSTENSBELAGTE gade med det underfundige navn Overgaden neden Vandet træder Lukas Graham ned ad nogle trappetrin til Christianshavns Bådudlejning & Café, der ligger i en sort træbygning på en tømmerflåde i selve kanalen. Han når at få udvekslet både krammere og smalltalket med et par af de ansatte, før han sætter sig på en af de mørkerøde træbænke, der matcher cafeens vægge. 

”Nu sidder jeg og drikker kaffe der, hvor jeg før bare gik forbi, og på den legeplads, hvor jeg leger med mine børn nu, stod vi og røg joints i weekenden, da vi var 15-16 år. Men jeg hilser på de samme mennesker, jeg altid har hilst på. Det er sjovt, for nogle gange siger folk: ’Du har ændret dig’, og så tænker jeg hver gang: ’Det vil jeg fandeme håbe.’ I didn’t work this hard to stay the same,” siger han med vanlig forkærlighed for at udtrykke sig på engelsk. 

”Der er virkelig mange, der har en antaget version af, hvem jeg er. Vi bilder os ind, at vi ved alt muligt om de mennesker, vi ser i fjernsynet og læser om i bladene, men vi ved jo ikke en skid om nogen som helst. Jeg ved jo ikke engang, hvem jeg selv er.”

Tjeneren kommer hen til bordet med et lille fad med en af cafeens specialiteter – æbleskiver med syltetøj og flormelis. Et øjeblik efter står en midaldrende, kraftig mand for bordenden. 

”Må jeg låne dig i 10 sekunder og få min datter til at tage et billede af mig, hvor jeg sidder næsten lige ved siden af dig?”

”Det må du da godt,” siger Lukas Graham. 

”Jeg er din største fan – både af vægt og helt generelt. Dine sange er skidegode.”

”Sådan, så er du også kommet til Christianshavn. Øllen smager ligesom i Nyhavn, men gløggen er rigtig god,” siger han, da billedet er taget, og han samler tråden op fra før: ”Meget af det, der gør, at artister ændrer sig, er, at mennesker omkring dem ændrer sig.”

Men selvom Lukas Graham forsøger at fastholde en normalitet på hjemmebanen, har han også måttet erkende, at det ikke altid kan lade sig gøre. Det var en af grundene til, at han flyttede fra sin tidligere lejlighed, der lå lige ved den nye Inderhavnsbro ved Nyhavn.  

”Det var ikke så privat for mig at gå rundt der, ikke kun på grund af danskere, men især de udenlandske turister. ’Så står Lukas Graham der og drikker morgenkaffe.’ På den måde er Christianshavn og især Christiania et lidt mærkeligt sted for mig at være, for det er på den ene side et kæmpe turistmekka, og på den anden side føler jeg mig stadig meget hjemme, når jeg er der, på en måde, jeg nok aldrig får andre steder.”

DE FØRSTE ÅR af Lukas Grahams liv var som i Jokerens ’Havnen’, hvor han synger: ”For det’ her, vi ikk’ er imponeret af nogen, der hvor du ka’ leve et helt liv uden at krydse broen.” Som barn var han aldrig uden for Christianshavn, og sjældent Christiania, hvor han elskede at hænge på voldanlægget og nede ved søen. Det var magiske steder med stier ind og ud af buskene, som de færreste andre kendte til, og de kunne snildt sidde en hel gruppe venner lige ved siden af en større turistflok, der ikke anede, at de var der. Der var et Christiania for alle andre og et Christiania for dem selv – i buskadser, på bygningstage og stilladser eller nede i nogle af de gamle bunkere. 

Hans forældre havde mødt hinanden på den tidligere kaserne, der efter at være blevet forladt i 1971 blev overtaget og omdannet til en slags hippielandsby midt i hovedstaden. Hans mor kom dertil i 1981, hans irske far i 1983, og fem år senere blev han født på sofaen i barndomshjemmet. Først da Lukas Graham var seks år, fik hans far gravet en kloak ud, så de fik eget bad og toilet i stedet for at benytte sig af det fælles badehus. 

Men selvom han voksede op med, at der ikke var særlig mange penge, tænkte han aldrig på familien – der også bestod af en storesøster og en lillesøster – som værende fattige. Det var først, da han blev voksen, at det gik op for ham, hvor meget de havde gået i genbrugstøj, og hvor mange rester de havde fået til aftensmad. 

”Når jeg ser tilbage, husker jeg det som en meget rig barndom. Vi havde bare ikke nogen penge.” 

Der var dog to af barndommens somre, der stak ud med deres luksus. Det var de to år, hvor sommerferien gik til Mallorca, vaskeægte charterferier betalt med de penge, han havde tjent som ’Grunk’ i ’Krummerne’. Filmselskabet havde efterspurgt en lille, tyk, mørkhåret baby, og det var han, så som toårig fik han rollen som Mads Krumborgs lillebror i de populære familiefilm og den efterfølgende julekalender. 

Ellers gik ferierne som regel til Dublin for at besøge farens familie. I Danmark holdt faren også hjemlandets kultur i hævd og hev børnene med på irske pubber som Bloomsday og Kennedy’s, hvor der var Irish sessions med tilfældige musikere, der jammede sammen, og hvor enhver var velkommen til at træde ind på scenen og synge med. I pauserne fik børnene lov til at optræde, hvad Lukas Graham ofte gjorde, som regel med en fortolkning af en irsk folkesang. 

Faren var koncertarrangør,  moren musiklærer, og i barndomshjemmet indførte de den regel, at hvis man lavede mad, vaskede op eller gjorde rent, måtte man høre den musik, man ville – så højt man ville. De tjanser tog Lukas Graham gerne, så han kunne få lov til at gå på rov i farens enorme pladesamling og skrue højt op for eksempelvis The Beatles, The Prodigy eller Elvis Costello.

”Min mor siger, at jeg sang rent fra vuggestuen. Det er ret sjældent. Det kommer oftest først i børnehaven – hvis det kommer. Min yngste datter synger faktisk også rent allerede nu. Det er sjovt at have en lille klon rendende.”

LUKAS GRAHAM OM …

Mad

”Vi har tit fået lokale guider til at tage os rundt. I Manila fik vi dem til at tage os ud til det originale China Town, der er et mega sketchy område. Sikkerhedsvagten var ikke helt glad, men da folk først forstod, at vi var der for at spise – og ikke for at kigge på dem – var de glade og åbne. Der kom nogle helt slummede dudes hen til os og var sådan: ’Nej nej, I skal prøve den her nudelmix, hvis I skal have den bedste.’ Alle ved, at jeg elsker mad. Mine rejser kredser om, hvor meget jeg elsker mad.”

PÅ OPFORDRING FRA klasselæreren på Skolen på Islands Brygge søgte Lukas Graham i 2. klasse ind i Københavns Drengekor og blev optaget som sopransolist. Året efter begyndte han på sangskolen Sankt Annæ i Valby, hvor hver årgang var delt op i et drenge- og et pigekor. Her stod den på korsang 10 timer om ugen foruden solosang og diverse aftenprøver. Da han var 12 år, sang koret til Dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke, og året efter var de første gang i USA for at turnere rundt. 

”Mange af de kundskaber, jeg fik fra drengekoret, benytter jeg mig stadig af i dag. Jeg tror også, at meget af min arbejdsmoral kommer derfra, for det var 40 timers skolegang, og det var stramt disciplineret.” 

I sin klasse på Sankt Annæ var Lukas Graham det eneste Christiania-barn. Han så i forvejen mere forhutlet ud end sine klassekammerater, for når han ikke var i skole, rendte han rundt på voldene og klatrede i træer, hvilket gav snavsede negle og mudder på skoene. Men særligt det faktum, at han kom derfra, vakte skepsis hos visse forældre.

”Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg blev kigget skævt på,” siger han. 

Der var børn, der ikke måtte komme til hans fødselsdag, når han inviterede, og til et skolemøde blev hans forældre talt ned til af et andet forældrepar med ordene: ”Det er jo, hvad man kan forvente af forældre derfra.” 

Der var også en fysiktime, hvor han tabte en lommeregner, og fysiklæreren vredt udbrød: ”Pas dog på, det er ikke Christiania, det her, vi kan ikke bare gå ud og stjæle nogle nye.”

”Det var en helt langt ude ting at sige, og især min far var ekstremt harm over de der ting, for jeg opførte mig ordentligt derhjemme, så i hans optik måtte skolen gøre noget forkert, siden jeg pludselig var en ballademager i deres øjne.”

Som 10-årig blev han første gang kropsvisiteret af politiet på vej hjem fra skole. Han blev trukket til side bag Den Grå Hal og bedt om at tømme sin skoletaske. Fra teenageårene skete det på ugentlig basis, og en enkelt gang blev han anholdt for gadeuorden, en hændelse, der gik sin tur i tabloidpressen under overskriften ’Barnestjerne anholdt’. Senere blev han dog frikendt og fik 2.000 kroner i erstatning for uretmæssig tilbageholdelse.

I de år slog han sig på samfundet uden for Christiania. Han måtte tit lægge øre til folk, der mente, at ”lortet skulle lukkes”, og han rendte ofte rundt med en knude i maven af frygt for, at de en dag skulle få deres vilje.

”Det er en fucked up følelse at putte i børn. Nogle gange spurgte jeg: ’Hvor er du vokset op? Valgte du at blive født i Valby? Nej, hvordan tror du, det ville føles, hvis nogen ønskede at smide dig ud af dit hus? For jeg har fandeme ikke valgt at blive født på Christiania.’”

DA LUKAS GRAHAM var 12, skrev han sine første vrede tekster med afsæt i møder med ordensmagten og frygten for at blive smidt ud af sit barndomshjem. Der boblede i det hele taget en masse vrede blandt hans jævnaldrende på Christiania, og som årene gik, blev flere af dem hærdede. Selv snusede han også til miljøet omkring Pusher Street og blev en del af gangsterrapgruppen MFS Eliten. 

Da Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet i 2007, steg frygten blandt Lukas Graham og vennerne for, at også Christiania skulle lide samme skæbne, hvilket intensiverede vreden. Når politiet rykkede talstærkt ind på ’Staden’, blev de mødt af brosten og andet kasteskyts og indimellem af molotovcocktails.

”Folk tror, der render en masse macho-bravadoer rundt og elsker at kaste med sten, men det er jo ens barndomshjem. Det er en svær ting at forklare. Det er også derfor, det er svært at tale negativt om Christiania, når man er vokset op derude, for alle andre har så meget negativt at sige.” 

Én ting kunne dog for alvor dæmpe gemytterne på Christiania, når det hele spidsede til: kvindemøderne i teatersalen ’Byens Lys’. Hvis bydelens kvinder mente, at et af deres børn havde opført sig for skidt, blev vedkommende sat op på scenen og stillet til ansvar for sine handlinger. 

”Så kunne du stå der og kigge på Trine, der havde skiftet ble på dig, da du var to år gammel, og hvem der nu ellers havde passet dig, og så fik man ellers en form for opsang. Mænd kan godt køre machoshowet af på hinanden. Det er lidt sværere at gøre, når der sidder en flok damer foran dig, som du har kendt hele dit liv,” siger Lukas Graham, der stadig kan genkalde sig følelserne fra ungdommen. 

”Jeg vil som udgangspunkt aldrig spørge en politimand om vej. Det er sådan en fysisk ting, der sidder i mig. Og jeg synes da stadig, det er pudsigt, at man som barn af Christiania bliver peget fingre ad, men så udgiver man et par sange, der får international succes, og så er man pludselig ’Danmarks stolthed’.”

LUKAS GRAHAM OM …

Sangskrivning

”Hvis jeg enten kun måtte skrive sange eller kun optræde, ville jeg vælge det første. Det er en meget uhåndgribelig belønning at skrive en sang og en meget håndgribelig belønning at stå på en scene. Men belønningen – eller rushet – ved at skrive en sang er vildere end noget andet. Der er tre stadier i en sangskrivningsproces: den grønne, den gule og den røde. Everything goes i den grønne. Så bliver den gul, hvor vi begynder at skære ting fra, og til sidst er den rød, og så kan vi ikke tillade os at skrive noget ned, der ikke er fucking perfect.”

Pusher Street

”Jeg er godt klar over, at Christiania har ændret sig, siden jeg var barn, og at der er et hårdere miljø omkring Pusher Street i dag, men den gade fylder så meget i fortællingen om ’Staden’ og er så lille en del for dem, der bor derinde. Når der er kokainsalg eller prostitution på Vesterbro, er det jo ikke hele Vesterbro, der bliver omtalt. Christiania er det eneste sted i Danmark, hvor en hel bydel bliver pålagt ansvaret for de kriminelles handlinger.”

I LOS ANGELES når Porschen efter en halv times kørsel Glendale-kvarteret, og Lukas Graham peger begejstret i retning af en lille biks på hjørnet af en parkeringsplads, der reklamerer med tacos på den slidte facade: ”Det dér er fucking legendariske tacos. Jeg har spist der før. Man skal altid gå derind, hvor mexicanerne går ind, og det skal helst se så skrabet ud som muligt. Så er man halvvejs til det legendariske.”

Et øjeblik efter holder bilen ind på en stille sidegade med palmer så høje og slanke, at de ser ud, som om de hvert øjeblik kan knække. En mand med strittende, gråligt hår tager imod. Han er ansat ved Warner Music, og han har i årenes løb arbejdet med navne som Red Hot Chili Peppers og Linkin Park. Indenfor i studiet, der har hjemme i en form for lagerbygning, byder andre velkommen. Klokken er præcis 14, hvilket får en af dem til at udbryde:

”Nu har jeg lavet det her i syv år, og du er klart den nemmeste, hurtigste og mest punktlige. De andre snakkede om at få dig ind tidligere for en sikkerheds skyld, men jeg sagde: ’Nej, klokken 14 er fint. Han skal nok være der,’” siger han og præsenterer herefter tidsplanen: Om 40 minutter bør de være klar til at optage. 

”Jeg gør mig klar, så I ikke skal vente på mig,” siger Lukas Graham og finder et lokale for enden af en lang gang med store spejle, et tøjstativ og to ventende makeupartister. Da han er blevet sminket og iklædt dagens tøj – sorte bukser, en sort undertrøje og en sort jakke – bukker den ene af makeupartisterne sig ned og binder hans snørebånd. 

”Jeg vænner mig aldrig til, at de binder ens snørebånd,” siger han lidt efter, mens han finder vej til sit backstagerum, der viser sig at være et lille lokale uden vinduer, oplyst af skarpe spots fra loftet. To orange stole og to sorte læderstole står op ad de helt bare, hvide vægge, klinkegulvet minder om noget fra et gammelt badeværelse, og midt i rummet er der et lille skakternet bord med vandflasker, gul Gatorade og tre små poser med Doritos og Cheetos.  

Lukas Graham klapper hænderne sammen, gaber en enkelt gang og læner sig tilbage i den ene læderstol. ”Nå, vi bør være færdige om tre timers tid, og så kører jeg hjem.”

LUKAS GRAHAM OG manageren bliver tiltagende rastløse, som tiden går. De trommer begge med fingrene på lår og bordkanter og fløjter lidt. 

”Den her branche kan bedst beskrives med hurry up and wait,” siger han, da den første times ventetid er passeret. Han gaber, denne gang fra et dybere sted.

Med jævne mellemrum forlader manageren rummet og vender tilbage med en ny, forsinket tidsplan fra filmholdet. Den ene gang har han en dobbelt espresso med fra Starbucks, en anden gang frugtshakes fra Earthbar. ”Justin Bieber går på Earthbar. Det var faktisk derfor, jeg lærte det at kende, for min kone er massiv Bieber-fan,” forklarer Lukas Graham.

Efter et par timer kommer en fra filmholdet ind med en bakke cupcakes med kendte menneskers ansigter i glasuren, blandt andre Jack Nichol­sons.

”Det er virkelig billige cupcakes,” konstaterer Lukas Graham grinende, da han får nærstuderet dem.

Hver gang tålmodigheden er ved at slippe op, begynder han at snakke om mad: ”Jeg er ikke så glad for amerikansk blå ost, jeg er mere en gorgonzola dolce-mand, hvis jeg skal have blå ost.” ”Rigtige tacos skal have en masse chilismag, men ikke så stærkt, at hele ens ansigt brænder, og så skal det være i bløde tortillas, uden de falder fra hinanden.” ”Jeg spiste på Noma for nylig, det er som at spise kunst.”

Da endnu en times ventetid er gået, udbryder han: ”Og de foreslog endda, at jeg skulle være der tidligere end klokken 14. Altså, jeg kunne være ankommet nu.”

”Det er i det mindste inspirerende omgivelser. Det er herligt at sidde i et rum uden vinduer,” siger manageren sarkastisk.  

”Jeg tror, at mange derhjemme tænker, at det er mere glamourøst, end det i virkeligheden er. Jo jo, der er lækker frokost og lækre hoteller, bevares, men nu har vi ventet i fire timer i et meget lille, meget oplyst rum. Af alle snacks, man kan få i hele Los Angeles, fandt de frem til tre små tarvelige poser chips,” siger Lukas Graham. I samme øjeblik løsriver papirskiltet med hans navn på døren sig og falder ned på gulvet. 

”Altså, mit skilt hænger ikke engang ordentligt fast på døren … Hvor glamourøst kan det blive?”

SELVOM LUKAS GRAHAM havde en vrede i sig i ungdomsårene, havde han også noget andet – en fornemmelse af, at der ventede ham noget større. I stedet for at lade sig knægte af de skæve blikke uden for Christiania vendte han det i stedet til ukuelig selvtillid inden for fristadens rammer. Han var ikke særlig gammel, før han første gang begyndte at dele sine fremtidsdrømme med dem, der gad lytte. ”Du kommer til at danse i min musikvideo en dag,” sagde han til sin gode veninde, og til andre fortalte han, at han en dag ville få privatchauffør og købe en stor ejendom på Christianshavn. Dengang var han overbevist om, at han enten ville blive advokat eller popstjerne – og at han nok skulle blive succesfuld. 

Efter gymnasiet rejste han til Argentina for at besøge nogle venner. Mens han var der, skrev han sine første deciderede popsange, og da han først var kommet i gang, hobede bunkerne af tekster sig hurtigt op. 

Hjemme på Christiania begyndte han og vennerne at optræde med dem, blandt andet til et par koncerter på Månefiskeren, og de fik sig også en fast tjans hver anden mandag på Jazzklubben, hvor de hurtigt fik ry som et livligt liveband. 

Da de i september 2011 rundede 500 likes på Facebook, fejrede de det ved at uploade en video, hvor de spillede sangen ’Criminal Mind’, mens de drak dåsebajere og bøvsede højlydt hjemme i Lukas Grahams forældres køkken. Så hævede de barren og skrev, at når der var 2.000 likes, ville de lægge den næste op. Efter seks dage blev hjemmeoptagelsen af ’Drunk in the Morning’ lagt op – og så stak det af. På ingen tid begyndte videoerne at få tusindvis af views.

Et par måneder forinden havde Lukas Graham skrevet kontrakt med Copenhagen Records, og her var man i gang med at lægge en storstilet plan for, hvordan sangene skulle lanceres. Så da de opdagede, at de hjemmelavede amatørvideoer pludselig var ude, gik de i panik.

”De forsøgte med næb og kløer at få mig til at tage videoerne ned, men jeg var i starten af tyverne og fucking ligeglad. Jeg ville bare have, der skulle ske noget – og det gjorde der så også. Jeg tror aldrig, de havde stået med noget i hænderne, der eksploderede så voldsomt.”

MÅNEDEN EFTER SKULLE Lukas Graham spille på Loppen på Christiania, og selvom der kun var plads til 400, dukkede 1.000 mennesker op. Folk stod forgæves i lange køer ned ad Prinsessegade. Bandet havde stadig ikke sange nok til at fylde en hel koncert, så de måtte spæde til med covers af Mike Posner, Sam Cooke og Bobby ’Blue’ Band. Efterfølgende fejrede de den pludselige succes på værtshuset Fingerbøllet, før forsangeren beruset tog hjem og smed sig på sit værelse hos forældrene.

Kort efter udkom deres første egentlige single, ’Ordinary Things’, der blev ’P3’s Uundgåelige’ og senere også ’Årets Uundgåelige’. Nærmest med et knipseslag udsolgte de en lang række spillesteder landet over. I slutningen af marts 2012 udkom debutalbummet ’Lukas Graham’, der øjeblikkeligt indtog førstepladsen på album­listen, solgte flere eksemplarer i den første uge end resten af top-10 tilsammen og gjorde dem til årets mest streamede på Spotify.

Albumcoveret var en gengivelse af maleriet ’Damen med flaskerne’, der hænger på Christianshavn-bodegaen Café Wilder, hvor Lukas Graham var kommet, siden han var lille. Det var også her, releasefesten blev holdt. Dagen forinden havde bandet spillet på Bornholm og var endt på Krystal-cafeen i Rønne, så det var ikke blevet til mere end 3-4 timers søvn, da de skulle med formiddagsfærgen hjem. Her begyndte de at drikke fadøl, og tilbage i København tog de ud for at spise smørrebrød og drikke snaps før festen om aftenen, der først sluttede ud på morgenen.

Næste formiddag, da pladen udkom, vågnede Lukas Graham alene i en lejlighed på Østerbro, hvor han havde overnattet hos en kvinde, han havde mødt. Lettere omtumlet begyndte han at gå hjemad mod Christiania, da der pludselig kørte en bil forbi ham, som lavede en U-vending og stoppede brat. En af hans venner rullede vinduet ned og råbte, at han skulle springe ind – der var interview på P3 om et øjeblik. Det hastede dog ikke mere, end at han på vejen kunne nå et ordentligt hvæs af en joint og at gøre holdt ved en kiosk for at købe bajere og Fernet Branca, som han, ankommet til DR, begyndte at dele ud til alle og enhver, der måtte være fristet.

Da Lukas Graham få øjeblikke senere leverede en liveversion af ’Drunk in the Morning’, fik det radioværten Pelle Peter Jencel til at udbryde: ”Der vælter en bragende bagstiv mand ind ad døren med øller og Fernet Branca. Jeg havde ikke forventet, det ville lyde godt!”

Han var ikke den eneste, der blev blæst bagover af Lukas Graham og vennernes drengerøvsattitude. Det blev hurtigt kutyme, at de begyndte at forlange, at der stod en pilsner og et Fernet Branca-shot klar, hvis de skulle interviewes eller medvirke i tv-programmer. 

”Det var så pænt i dansk musik. Det var Seebach, Burhan G og Medina, det hele skulle se godt ud, hvor jeg bare syntes, at det skulle lyde godt. Hvorfor skulle vi møde pæne og stilrene op, når vi var en flok gutter på 23 år, der elskede at drikke pilsnere og Fernet Branca? Det var jo bare sådan, vi var, og det tror jeg, folk kunne mærke. Jeg kan stadig få en varm følelse i kroppen over at tænke på, hvor ligeglade vi var.”

LANGT OM LÆNGE kommer beskeden, som Lukas Graham har ventet på i fire timer i backstagerummet i Los Angeles: ”We’re ready for you.”

Han skynder sig ind i studiet, der er tilplastret med green screen-kulisser hele vejen rundt, og hvor mindst 20 kamerafolk, teknikere og assistenter farer rundt. Efter lidt instruktioner bliver både han og Khalid, førstnævnte i sort jakkesæt, sidstnævnte i gråt, placeret i en sandbunke midt i rummet. Deres respektive makeupartister når lige at ansigtsbørste dem en sidste gang, før meldingen lyder:

”Roll camera … 3-2-1, playback!”

Så brager musikken fra ’Wish You Were Here’ ud af højttalerne, og i de efterfølgende minutter istemmer Lukas Graham og Khalid, før der råbes: ”That’s a cut!”

De næste par timer gentages seancen igen og igen med kortere pauser undervejs, når en ny scene skal sættes op.

Omkring klokken 21 er sidste skud i kassen, filmholdet hujer og klapper, Lukas Graham tager en omgang og takker alle for dagens indsats. ”Gentlemen, thank you for your patience. Take care, guys, wonderful day,” siger han, men da han er næsten ude af bygningen, råber nogen efter ham: ”Hey, Lukas! Der er nogle på filmholdet, der meget gerne vil have taget billeder med dig, hvis du har tid.”

”Welcome to a day in my life. It’s a very, very hard job, if you’re not good at patiently waiting,” siger han med påtaget danglish, da han lidt senere omsider kan sætte sig ind i managerens Porsche, og slår så over i almindeligt dansk: ”Jeg var ved at nå min smertetærskel. Fire timer er måske lige voldsomt nok.”

Mørket har for længst lagt sig over Los Angeles, da bilen ruller ud på highway’en og gasser op. 

”Jeg har altid sådan en tom fornemmelse, når jeg har været på shoot. Man har lige lært 30 nye mennesker at kende og været høflig over for hinanden, og i mange henseender ser man dem aldrig nogensinde mere.”

5 GANGE GRAHAM

1. Lukas Graham og hustruen Marie-Louise ’Rillo’ Schwartz har kendt hinanden siden skoletiden, men fandt først for alvor sammen i 2013. I efteråret 2016 blev de forældre til Viola og i april 2020 til Billie. De bor på Christianshavn i et kollektiv med hendes forældre – et forslag, der var hans, og som hun måtte overbevises om. Hun satte dog foden ned, så det ikke blev for kollektivagtigt, og med en vis adskillelse i dagligdagen.

2. På Lukas Grahams nye plade ’4 (The Pink Album)’ har han en ballade ved navn ’Say Forever’ om sin afdøde irske farmor. Tidligere rejste han og familien til Irland mindst en gang om året for at besøge bedsteforældrene på farens side i et hus i udkanten af Dublin. ”Jeg er altid kommet der, og pludselig har jeg ikke det sted mere. Det var det sidste af min far, der var tilbage. Jeg har nogle af hendes møbler, men de er ikke så pæne, når man fjerner dem fra hendes stue.”

3. De første år af Lukas Grahams liv måtte han benytte Badehuset på Christiania, når han skulle i bad. Som teenager fik han lukkevagt torsdag og søndag, og Badehuset blev et sted, hvor vennerne ofte hang ud. Særligt på kolde vinterdage stod den på et smut i saunaen.

”Det var i virkeligheden en meget luksuriøs måde at gå i bad på, for ud over tre brusere med varmt vand havde vi både en cold plunge, et slags stenkar til isbade, og en sauna. Vi må have været det drengehold i Indre By med den blødeste hud.”

4. Da Lukas Graham slog igennem, var han og bandet kendt for deres abefester. Sådan er det ikke i dag. ”Jeg har stadig masser af fest, jeg drikker mig bare ikke fra sans og samling mere. Det har jeg det dejligt med. Jeg står op med mine børn, når de gerne vil vågne.”

5. I mange år røg Lukas Graham meget hash, men i 2020 var han på afvænning efter med egne ord at have været funktionel misbruger i hele sit voksne liv. Hen over efteråret tog han et ophold på behandlingscentret Tjele nær Viborg, hvor han fik den nødvendige hjælp til at komme ud af det.

DA LUKAS GRAHAM i 2012 stod midt i sit gennembrud, blev han pludselig ramt af en stor sorg. I september befandt han sig fuld på en bar i Berlin klokken to om natten efter en koncert, da hans tourmanager kom hen til ham og gav ham den værst tænkelige besked: Hans far var død af et hjertestop som blot 61-årig. I en form for granatchok fik sønnen fremstammet: ”Vi stopper ikke, fordi jeg skal hjem og begrave min far.”

Efter begravelsen nogle dage senere gentog han, trods indvendinger fra folk omkring ham, det samme. Mindre end to uger senere stod han på Reeperbahn i Hamborg for at spille en større koncert. Også selvom han havde det så skidt, at han måtte få skudt binyrebarkhormon direkte ind i halsen for at kunne synge. Og få dage senere spillede han i en fyldt Falkonersalen som indledning på en større danmarksturné. 

”Forældre dør ikke på optimale tidspunkter, ligesom børn ikke bliver født på optimale tidspunkter. Det er et faktum, et ret tragikomisk faktum, at han dør lige midt i mit store gennembrud. Hvis man er i midten af noget, er det store spørgsmål: ’Kommer den samme mulighed nogensinde igen?’ Og jeg vidste bare: ’Vi stopper ikke her.’”

Når han ikke stod på scenen, festede han og brugte tonsvis af penge på at få transporteret gamle venner og bekendte derhen, hvor han var, så de kunne spise østers og steaks og drikke dyr rødvin og champagne, og så han kunne slippe for at være alene og forholde sig til, hvordan han egentlig havde det. En gang imellem boblede sorgen inde i ham over, før han fik kvalt den. Så vrissede han ad venner og kolleger uden grund eller eksploderede på et øjeblik, hvis nogen modsagde ham i en beslutningsproces. 

”Jeg var ikke en særlig rar person i den tid. Jeg opførte mig ikke så pænt over for folk omkring mig.” 

Efter flere måneder, hvor han havde drukket som en svamp, spist store bøffer og taget en masse kilo på, vågnede han en morgen i 2013 og havde mistet stemmen. Den var væk, og det stod hurtigt klart, at den ikke sådan lige havde tænkt sig at komme tilbage. Han endte hos en tysk specialist i Hamborg, der filmede ham ned i halsen og konstaterede, at lukkemekanismen ikke længere lukkede ordentligt, og at den eneste kur var en total omlægning af livsstilen.

HAN MÅTTE helst ikke snakke og slet ikke synge i den næste måned. 18 koncerter rundtom i Tyskland, Frankrig, Holland og Norge blev aflyst, og Lukas Graham måtte sige farvel til meget af det, han holdt mest af i tilværelsen: kaffe, stærk mad, store steaks, bearnaisesauce og drukture, som han byttede ud med havregryn, yoghurt, quinoa, økoknækbrød og grøn juice. Han måtte skrue ned for drengerøven.

Han satte pen på papir, og i stedet for at skrive om fester, kvinder og kriminelle venner forsøgte han at bearbejde farens død. Det kastede nye sange af sig – som for eksempel ’Mama Said’, ’You’re Not There’ og ’7 Years’. 

Da albummet udkom i 2015, strøg sidstnævnte single helt til tops i en lang række lande, blandt andet i Storbritannien, hvor et dansk band for første gang i 20 år toppede den officielle britiske hitliste. Det kastede enorm succes af sig. Hans ansigt hang på billboards i New York, han gæstede ’Good Morning America’ sammen med Joe Biden, dengang vicepræsident for Barack Obama, og Obama citerede hans sange i en af sine taler. 

Midt i succesen blev han interviewet til britiske Official Charts, hvor han udtalte: ”Det var, som om min far døde på det præcis rigtige tidspunkt – og jeg ved godt, det er noget, jeg ikke burde sige, men nu gjorde jeg det lige … Hvis min far stadig var i live, ville jeg have været en singlefyr på jagt efter kvinder. Hans død fik mig til at indse, at der er vigtigere ting i livet.”

Den store sorg blev paradoksalt nok nøglen til den store, internationale succes, et uomtvisteligt faktum, som Lukas Graham måtte lære at forholde sig til.

”Der kom helt klart en anden dybde i min sangskrivning, fordi jeg nu kunne skrive om min døde far. De mest interessante mennesker at snakke med, læse om og lytte til er som regel de ødelagte – ikke dem, der bare har danset gennem livet,” siger han i dag.

”Jeg tror, jeg var blevet rigtig, rigtig ked af at have fået så stor international succes, hvis ikke min far havde set mig spille. Men han så mig på Vig Festival, han var med på Fermaten i Herning, hvor han solgte T-shirts, og han så mig spille på den store open air-scene til Tønder Festival. Jeg havde været fucking nederen over det, hvis han aldrig havde set noget af det, men det var fantastiske oplevelser.”

LUKAS GRAHAM NÅEDE højder, der er de færreste musikere forundt. I 2017 var han og bandet nomineret til hele tre Grammy’er, hvor de var oppe mod store stjerner som Adele og Beyoncé, men da de stod tomhændede tilbage, efter priserne var uddelt, blev han så vred, at han kørte hjem fra festen. Hjemme på hotelværelset fik han dog en opsang af kæresten ’Rillo’, der bad ham pakke sit forsmåede ego væk og tage tilbage for at feste med de andre, der ligesom ham selv havde knoklet så hårdt i årevis for at nå dertil, hvor de trods alt befandt sig.

Men selvom det var en fed tid med masser af udsolgte koncerter, var det også en tid, der var emotionelt og mentalt opslidende. Det ene år havde han 300 rejsedage, og hvor han tidligere havde charmeret sig gennem interviewene, var der nu gange, blandt andet i et interview på BBC, hvor han kom til at fremstå krukket og arrogant. Han måtte også aflyse en række koncerter i Australien og Asien, ifølge hans PR-bureau fordi han ”led af ekstrem udmattelse”. 

Undervejs stod også flere af de oprindelige bandmedlemmer af forskellige grunde af, og i dag er det kun Lukas Graham og trommeslageren Mark ’Lovestick’ Falgren, der er tilbage. 

”Jeg savner mennesker i mit liv, som jeg ikke ses så meget med, som jeg gjorde engang, blandt andet nogle af musikerne. Vi har aldrig lydt bedre, men jeg kan ærgre mig over, at dem, jeg byggede bandet op med fra bunden, er faldet fra. Men det er bare en virkelig hård måde at rejse verden rundt på. Det er hårdt for kroppen og for sindet, for der er rigtig meget pres på.”

KLOKKEN NÆRMER sig 22, da Lukas Graham og manageren endelig ankommer til The Beverly Hills Hotel og bliver mødt af de ivrige valet’er ved den røde løber. Næste dag rejser han videre til Ohio for at medvirke i et velgørenhedsradioshow, før turen går tilbage til Danmark. Men kun for en stund, for om lidt udgiver han det længeventede fjerde album, det lyserøde album, og herefter vil den efter planen atter stå på en længere periode med turneer rundtom i verden.

Lukas Graham ville lyve, hvis han sagde, at han ikke har store drømme for den kommende plade. Han vil gerne prøve at være etter på Billboard Hot 100 i stedet for at tage til takke med andenpladsen, og han kunne også godt tænke sig at vinde en Grammy i stedet for blot at være nomineret. Men der er prioriteter, der har forskubbet sig med årene. 

”Det lyder banalt, men det vigtigste for mig er at have en god dag. Det vil jeg meget hellere end at ligge nummer et og vinde de store priser. Efter 10 år i underholdningsbranchen finder man ud af, at der ikke er nogen bjergtop. Hver gang man tror, man når den, ligger der en landevej på den anden side med en ligegyldig tankstation, og så får man sådan en flad fornemmelse indeni: ’Øv, var det bare det.’ Jeg stod med tre Grammy-nomineringer, og det var ikke nogen bjergtop,” siger han, før han forsvinder ind i foyeren på The Beverly Hills Hotel igen.

”Jeg sætter egentlig bare pris på, at jeg efter 10 år stadig har mit arbejdsliv i Los Angeles og kan lide, hvad jeg laver. Da vi var børn, og folk snakkede om, at de ville være politibetjente eller fodboldspillere, sagde jeg, at jeg skulle have en privatchauffør. I dag har jeg to. Pludselig har man alle de ting, man drømte om. Jeg kunne være gået på pension for allerede mange år siden, men jeg synes stadig, det er sjovt. Og jeg har altid sagt, at jeg jo også bare kan tage hjem,” siger han og trækker på skuldrene: ”Nårh ja, men altså, Kim Larsen og Gasolin’ tog jo bare hjem igen. Det gjorde Jesper Binzer og ­D-A-D også, da de fandt ud af, at det ikke var sjovt længere. Fuck it, så tog de hjem. Det er en rar tanke.”