PÅ INGOLFS KAFFEBAR er hun på fornavn med personalet og de andre Amager-gæster.
”Hej Maja,” siger hun til en ung, mørkhåret kvinde, da hun træder ind ad døren en tirsdag formiddag i påskeferien.
Lige før, ude i gården, gik hun forbi en ældre mand med solbriller, som spurgte, hvordan koncerten var gået – den, hun spillede for et par uger siden på Christiania som opvarmning til sit kommende album ’Plæygirl’.
”Det gik da meget godt,” svarede hun og fik et klem på armen med på vejen.
Indenfor bestiller hun en latte og lader den sorte dunjakke falde ned over skuldrene. Under den har hun en beige dunvest på. Hun frøs lidt i nat og har pakket sig godt ind. Hun har massive sorte læderstøvler på, Adidas-joggingbukser og en langærmet grå T-shirt med et tie dye-agtigt mønster. Håret er sort og når hende ned til midt på ryggen.
”Tak for invitationen,” siger Maja, mens hun betjener espressomaskinen. Hun skal med til releasefesten for ’Plæygirl’, som bliver afholdt her på cafeen om en måneds tid. Karen Marie Ørsted bor tæt på, så det var oplagt, at det skulle være på Ingolfs. Og med den lidt slidte hygge og hjemmegjorte charme passer stedet også godt til musikken, som hun siger er mere ”lo-fi og DIY-agtig”.
Hendes første single fra albummet er blevet kaldt en tilbagevenden til den lyd, der ændrede dansk musik. Det skal vise sig, at den 36-årige popstjerne fra Fyn i mere end én forstand er i gang med at finde hjem.
”Det bliver så godt,” siger hun til Maja. ”Vi skal have ’brunner’.”
Med latten i den ene hånd og et stort glas vand i den anden går vi ud i gården og sætter os.
Du serverer brunsviger til din releasefest?
”Bajere, shots og brunsviger. Det er virkelig true to the Karen-core.”
10 ÅR ER GÅET, siden Karen Marie Ørsted sidst blev interviewet i Ud & Se. Dengang var det marts 2015 – samme måned som hun og amerikanske Major Lazer udgav ’Lean On’, der blev verdens mest streamede sang og i dag har seks milliarder afspilninger på Spotify og YouTube. Hun stod midt i sit internationale gennembrud, på vej til Los Angeles for at skrive nye sange efter et 2014 med anmelderrost debutalbum, et hav af priser og 115 koncerter. Hun optrådte på Glastonbury Festival i England, turnerede i USA, spillede i ’Saturday Night Live’, og herhjemme ville så mange til hendes koncert på Roskilde Festivals Arena-scene, at publikum ifølge en femstjernet anmeldelse stod i store kødrande uden for teltet.
Alt det, bare to år efter hun uploadede sin første sang som MØ på YouTube.
”Hvis jeg som barn havde vidst, at jeg skulle komme til at opleve alt det her, havde jeg fået et hjertestop af lykke. Og det hele er bare kommet væltende på én gang. Fuldstændig ude af kontrol. Indimellem kan det også være lidt skræmmende, at det ikke kan kontrolleres, men nu har jeg besluttet mig for bare at springe ud i det og se, hvor det fører mig hen. At give slip,” sagde hun dengang til Ud & Se – lige inden ’Lean On’ udkom.
I årene efter rejste hun verden rundt i forsøget på at udnytte det momentum, giganthittet havde givet hende. Arbejdede konstant og sagde ja til alt: koncerter, tv-optrædener, samarbejder, sessions i studiet, interview, møder, sociale medier – you name it. I den internationale musikbranche, som hun lige havde sparket døren ind til, virkede det som den eneste vej frem.
”Jeg var bange for ikke at virke ambitiøs. At folk skulle tro, at jeg ikke ville det nok. Man sagde jo ikke nej til at spille hos Jimmy Fallon,” siger hun i dag.
Set i bakspejlet var der allerede inden ’Lean On’ tegn på, at hun havde svært ved at følge med i det tempo, karrieren udviklede sig i. Hun var konstant småsyg, og på et tidspunkt måtte hun trække stikket og tage en uge til Bornholm for at gå lange ture. Men hun lyttede ikke for alvor til hverken sin krop eller andres advarsler, før hun i 2019 fik et stress-sammenbrud.
Dengang boede Karen Marie Ørsted på Nørrebro med sin kæreste Mads Damsgaard Kristiansen, der også laver musik under navnet Goss, ”men der var så megameget tryk på i de år, at jeg nærmest aldrig var hjemme. Jeg boede på en tourbus eller sad på en flyvemaskine. Jeg var vildt glad for lejligheden, men i de syv år, vi boede der, fik vi aldrig købt en sofa.”
I dag turnerer og rejser hun stadig en del – blandt andet til Los Angeles, hvor hendes nye album er delvist indspillet – men hun er markant mere hjemme på Amager, hvor hun og Mads flyttede til for tre år siden. Området omkring Ingolfs Allé minder hende lidt om Odense, hvor hun kommer fra. ”Det er lidt mere forstadsagtigt,” siger hun, da vi har sat os ved et af de små caféborde. På mange måder passende til dér, hvor hun er i sit liv nu.
”Jeg er jo ikke længere på peaket af min karriere – let’s be honest. Ikke at jeg ikke drømmer om at komme derop igen, men det skal være på en måde, hvor jeg har mig selv helt med. Hvor jeg står lidt mere med fødderne plantet i mulden.”
ET PAR UGER tidligere er der proppet foran scenen på spillestedet Operaen på Christiania. Det er fredag aften, en af årets første rigtige forårsdage, og der er få minutter til, at Karen Marie Ørsted skal på scenen. Egentlig var det meningen, at Ud & Se skulle have fulgt hendes forberedelser backstage, men i sidste øjeblik har hun aflyst via sin PR-agent. ”Hun er lidt syg i dag,” lyder beskeden. Det formår hun dog at skjule, da hun træder frem og indleder med et af de punkede popnumre fra det nye album.
Som MØ har hun været vant til at stå på de største scener i både ind- og udland, men her i forsamlingshuset på Pusher Street kan der ikke klemmes mere end et par hundrede mennesker ind. Blandt dem er alt fra små børn til midaldrende kvinder med store øreringe og håret sat op. Mænd med stramme jeans og tatoverede arme. Og unge emoer med langt, sort hår, ligesom aftenens hovedperson.
De forreste er nærmest i fysisk kontakt med Karen Marie Ørsted på scenen. I loftet hænger diskolamper, der bader rummet i pink, grøn og blå. I baren med turkise træpaneler kan man købe øl fra Hancock, og langs dansegulvets kant står det klunsede møblement, som christianitterne sidder i, når de holder fællesmøder. Om torsdagen er der café med skak og vegetarmad. Ikke omgivelser, man forbinder med en popstjerne, hvis streamingtal tælles i milliarder.
”Et af de første shows, jeg spillede som MØ, var her,” siger Karen Marie Ørsted med begejstret, småforpustet stemme mellem to numre.
”Jeg tror, jeg hed ’Karen MØ’, og jeg rappede. Men det var lige her i Operaen.”
Ikke længe efter crowdsurfer hun hen over dansegulvets arme. Lander et sted i midten og giver sig til at spille ’Lean On’, mens hun er omringet af publikum. Hun slutter koncerten af med et cover af den afdøde svenske stjerneproducer Avicii, hvis kæmpehit ’Wake Me Up’ er blevet forvandlet til en mørk, næsten sørgmodig MØ-version, men stadig med samme omkvæd: ”So wake me up when it’s all over, when I’m wiser and I’m older.”
Aftenens koncert er den sidste i MØs europæiske opvarmningsturné til det kommende album. I onsdags var hun i Amsterdam, tirsdag i Berlin og før det i Oslo og Stockholm. I maj spiller hun yderligere fire koncerter i New York og Los Angeles. Alle steder foregår det på små, tætpakkede spillesteder med kun et par hundrede billetter til salg.
”Jeg elsker de der små, intime crowds, hvor man virkelig føler, at man er ægte sammen med publikum,” siger hun. De minder hende om dengang, det hele startede.
HUN VOKSEDE OP i et parcelhus i Ejlstrup lidt vest for Odense. Forældrene, begge skolelærere og ”semi-intellektuelle”, som hun siger, brugte alle deres penge på at rejse, så barndomshjemmet var beskedent og bar præg af forældrenes forskellige kreative projekter. Moren, der er håndarbejdslærer, strikkede, hæklede, malede akvareller og har ifølge datteren forsøgt sig med stort set alle håndarbejdsprojekter, man kan forestille sig (senest japansk stenbinding). Faren, der senere uddannede sig til psykolog og blev lektor på Aarhus Universitet, havde reoler fyldt med bøger og store plakater med landkort, ofte i gang med at researche til familiens næste ferie.
”Jeg var altid mega misundelig på mine venner, fordi de skulle på resortferie til Mallorca og kom hjem med perlearmbånd, mens vi tog til Sverige og sejlede i kano og boede i telt i 10 dage. Dengang var jeg sådan: ’Skyd mig’, men i dag elsker jeg det virkelig,” fortæller Karen Marie Ørsted, der som barn legede på markerne omkring Ejlstrup, byggede huler i skoven og ledte efter dyr nede ved mosen.
Hun havde – og har stadig – en rastløs energi og en mere end almindelig livlig fantasi. Var på én gang både modig og frygtsom. Hun sov med lyset tændt, fordi hun var mørkeræd og bange for spøgelser, men kunne også finde på at stikke af og gå på opdagelse med sin veninde, når klassen på Ubberud Skole var på skovtur.
Som otteårig fik hun en ghettoblaster og en cd med Spice Girls – pigebandet, der i 90’erne fik skolepiger over hele verden til at klæde sig ud som ’Sporty Spice’ og ’Posh Spice’ og drømme om at blive popstjerner. Også Karen Marie Ørsted, men for hende var det mere end bare en leg hjemme foran spejlet. Hun mente det alvorligt.
”Jeg tror, jeg syntes, at verden var lidt grå og kedelig, inden jeg fandt musikken,” siger hun. ”Da det skete, var det sådan woooow – så var der lys. Det er fandeme det her, livet handler om.”
På bagsædet af forældrenes bil kunne hun sidde i timevis og fantasere om, hvordan det ville blive den dag, hun ville vinde en stor musikpris, hvad for noget tøj hun skulle have på, og hvem hun skulle takke i sin tale. Hun skrev sange – med titler som ’Because I Love You’ og ’I Head You’ (’I Hate You’) – på sin oldemors gamle klaver, der stod i stuen, og hun dannede et band med nogle klassekammerater, hvor der ikke var tvivl om, hvem der gik mest op i det. Da de skulle spille koncert i hallen, og hendes medforsanger fik kolde fødder, valgte Karen Marie Ørsted ikke at aflyse. Hun gik på scenen alene.
MUSIKKEN GAV HENDE et sprog. En følelse af at høre til for en pige, der følte sig lidt ved siden af i mange andre sammenhænge. Hun var ikke så dygtig i skolen, havde venner, men var ikke en af de populære piger. Og så var der al den energi, som hun pludselig fandt et sted at gøre af.
”Når jeg sad og skrev sange, kunne jeg lukke alt andet ude,” siger hun og mener, at rastløsheden stammer fra hendes far: ”Han havde ild i røven, der skulle ske noget hele tiden.”
I sin fritid dyrkede han orienteringsløb, og det kom datteren også til. Hun prøvede både fodbold, håndbold og springgymnastik, men hun var mere til solosport, og at blive sendt ud i skoven med et kort og et kompas i hånden vækkede noget i hende. Allerbedst var det, når det væltede ned, og hun kom tilbage med mudder op til knæene. Når hun virkelig skulle kæmpe.
”Jeg tror, jeg var syv år gammel, da jeg første gang var med til ’Påskeløb’ (et årligt orienteringsløb, red.), som er sådan en tredagesturnering med en masse baner. Det gik megagodt, og jeg vandt en præmie og var fuldstændig oppe at køre. Jeg havde det bare sådan: Jeg har fucking vundet den her. Det var sådan et kæmpe kick. Og efter det var jeg bare sådan: Nu skal jeg ud at vinde nogle medaljer. Det vækkede en hellig ild i mig.”
Hun trænede 4-5 gange om ugen og stod op klokken seks om morgenen for at køre med sin far til stævner. Desværre var hun i samme aldersgruppe som den senere syvdobbelte verdensmester Maja Alm, så det blev sjældent til mere end en sølvmedalje. Som ved DM for U14-løbere i 2001, hvor Karen Marie Ørsted kom i mål et minut og 14 sekunder efter Maja Alm.
IKKE LÆNGE EFTER holdt hun op med at løbe. Der var noget andet, der trak i hende. Hendes storebror, der spillede rollespil, havde en ven, som var goth – gik i sort læderfrakke, som nåede ham til anklerne, havde sort hår sat op i spikes og sort makeup omkring øjnene.
”Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, men det trak helt vildt i mig,” husker hun. ”Det var som med musikken. Gråt, der blev til lys. Jeg tænkte: Årh, sygt, at man kunne være så anderledes. Fuck. Det føltes bare så rigtigt.”
Karen Marie Ørsted gik hjem og fandt alt sit sorte tøj frem. Men hendes sorte uldsweater med Minnie Mouse duede ikke rigtig. En overgang havde hun blommefarvet hår med permanentkrøller på toppen og slikket emo-pandehår, men hun ”sejlede rundt”, siger hun, indtil hun mødte Sandra, der havde styr på både stil og musiksmag: Sonic Youth, Mudhoney, Smashing Pumpkins og Nirvana. Og Sandra forstod, hvad de andre på Ubberud Skole ikke fattede. At hun ikke var hverken psykopat eller deprimeret, bare fordi hun gik i sort tøj.
I 8. klasse skiftede hun til en skole inde i Odense. Her var der ingen, der kaldte hende ”klamme punkersvin”. Hun begyndte at hænge ud på Café Zekés, et antifascistisk mødested for det venstreorienterede ungdomsmiljø på Fyn, hvor hun var med til at besætte bygninger, demonstrere mod nynazister i Fredericia og sang i flere forskellige bands. Men det tog hende lidt tid at falde til.
”Da jeg startede med at komme i det miljø, var jeg totalt yt. En rigtig wannabe-punker,” fortæller hun.
Gennem veninden Sandra havde hun hørt om en pige ved navn Josefine, der også kom på Zekés. Josefine var en af de etablerede. En af dem, man så op til. Hun havde en kæreste, der spillede i et af de seje bands, var selv bassist, og ”hun var bare meget længere fremme end mig”. Karen Marie Ørsted kan stadig huske den første gang, hun så hende en fredag aften i cafeen. Mens hun fortæller, laver hun store øjne og suger luft ind, som for at signalere et åndeløst gisp.
DET DRYPPER LIDT, og vi trækker indenfor på Ingolfs, hvor kæresten Mads er dukket op og virker lige så hjemmevant som Karen Marie Ørsted. Hun slynger armen om hans skuldre og sludrer lidt med bartenderen, mens hun bestiller en latte mere. I højttalerne er der blød R&B-musik. Rundtomkring sidder børnefamilier og spiser brunch.
”Josefine havde sådan en virkelig sej bas. Rigtig metal-agtig. Den var sort og helt lille med sådan nogle spikes. Og så stod hun bare der i sin skovmandsskjorte og spillede bas og var så sej. Gid man kunne være lige så sej som hende. Vi mødtes flere gange til koncerter på Zekés, og så begyndte vi at tale om at lave sådan et pige-punkband.”
Det band kom til at hedde Mor, hvor de to 18-årige veninder skrev hidsige punksange med titler som ’Fisse i dit fjæs’ og ’Nazi’, der begynder med: ”Fuck Pia K, grådige gris, du lugter af pis, nazisvin!” Efter gymnasiet startede de samtidig på Det Fynske Kunstakademi og flyttede sammen i en lejlighed i Odense, hvor der i køkkenet lå en notesbog til at skrive tekster i.
”Så kom man hjem, og så stod der ting som: ’Nu cutter jeg din pølle og med den gi’r dig tæv.’”
Det var Karen og Josefine mod verden, og bandet Mor var deres fuckfinger. I fem år, fra 2007 til 2012, turnerede de i Danmark og resten af Skandinavien og spillede til demonstrationer og politiske arrangementer i besatte huse og på små, sveddryppende undergrundsscener. Sideløbende puslede Karen Marie Ørsted med sin egen musik på et hacket musikprogram og nåede at afprøve lidt af hvert. ”Electrosmadder”, har hun kaldt det første, hun lavede. Og så var der rap-fasen – ”sådan noget rigtig dårlig white-girl’et rap” – som var det, hun spillede, første gang hun optrådte på Operaen på Christiania. Men det faldt først i hak, da hun fandt ud af at kombinere den rebelske energi med at skrive mere sårbare tekster.
På det tidspunkt var hun på vej ud af et forhold og skulle flytte til København. Hun lavede en demo, hvor vokalen var ”lidt mere emotionel, lidt mere ærlig”.
”Et heartbreak har jo altid været god inspiration, og jeg tror, jeg havde brug for at være lidt mere sandfærdig i min musik. Det andet, jeg lavede, var mere en persona, jeg tog på. Og Mor var noget helt andet.”
Man kan stadig finde den første udgave af nummeret ’Maiden’ på YouTube, som hun udgav under navnet MØ – der er en hyldest til hendes farfar Mogens Ørsted, der var kunstner og signerede værker med sine initialer. Den version af sangen består ikke af meget andet end vokal og kor, inden producer Ronni Vindahl fik fingrene i den og tilsatte synth, trommer og guitarsolo.
”Allerede dér kunne jeg mærke, at jeg var virkelig stolt af den. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvorfor har jeg ikke gjort det her noget før? Allerede som barn skrev jeg jo følsomme sange, men jeg tror, jeg var fløjet lidt af sted med den hårde attitude.”
HUN ANEDE IKKE, at det ville blive mainstream. Tænkte selv, at hun lavede indie, og var meget bevidst om alt det, hun manglede for at komme igennem nåleøjet. Hun kom fra en kreativ familie, men ingen var musikere, og der var ikke råd til at gå på musikskole. Hun kendte ingen med forbindelser i den kommercielle del af musikbranchen. Og hun levede med egne ord heller ikke rigtig op til det klassiske skønhedsideal for en popstjerne.
”Jeg tænkte, at jeg bare måtte arbejde meget hårdere end alle de andre. Jeg troede virkelig på the power of the underdog,” siger hun.
Da gennembruddet kom, var hun bevidst om, at succesen kunne forsvinde lige så hurtigt, som den var kommet. ”Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være modig, aldrig bange. Det er sådan, jeg vil leve,” sagde hun til Ud & Se i 2015. ”Jeg nægter at blive 70 år og sidde og tænke tilbage på, at jeg ikke gik efter det, jeg allerhelst ville.”
Men når hun ser tilbage i dag, var det ikke kun modet, der drev hende, når hun kastede sig hovedkulds ind ad alle de døre, som åbnede sig for hende.
”Isoleret set synes jeg, at det var en smuk tanke bare at sige: Let’s go fucking big. Men jeg var faktisk bange, bange for at sige fra. Jeg var bange for at sige, at det var mig, der bestemte over min egen karriere. Gå imod det, som branchen forventede af mig. Det var jo mig, der var bossen, og det er ikke, fordi nogen har presset mig til noget, jeg ikke ville. Men omkring mig var der en hel maskine med pladeselskab, booker, manager – folk, som jeg betalte løn til – og der var nogle usagte forventninger, en måde at gøre tingene på, som jeg havde svært ved at sige fra over for.”
Fra 2015 til 2019, hvor det gik rigtig stærkt, var Karen Marie Ørsted så overvældet af succesen, at hun overså alle faresignalerne. Og fordi hun aldrig faldt i fælden med alkohol og stoffer, kunne hun holde dampen længere end de fleste, køre på ren viljestyrke og energi. Kæresten og venner og familie forsøgte at få hende til at stoppe op, men hun var ”hverken til at hugge eller stikke i.” Og udadtil var der ingen, der kunne se andet end en ung, kvindelig popstjerne på himmelflugt.
Hun var MØ, stemmen bag et af 10’ernes største hits, og hun levede sin drøm. Indtil hun ikke længere kunne holde til det.
”DET VAR SOM at blive slået i nakken med et alu-bat.”
Hun svinger armen og klasker sig selv i baghovedet midt på Ingolfs Allé. Det er holdt op med at regne, og et sted i nærheden hviner en hækkeklipper, mens vi går ad villavejen og forbi en skulptur til ære for digteren Klaus Rifbjerg, som voksede op her i mellemkrigstiden.
Karen Marie Ørsted fortæller om en aften i slutningen af januar 2019. Hun var i New York, udenfor var der snestorm. På en sjælden fridag var hun tjekket ind på et hotel i storbyen med intet andet end en massage på programmet. Nogle måneder forinden havde hun udgivet sit andet album, og dagen før havde hun skudt en stor USA-turné i gang med en optræden i ’The Tonight Show’ med Jimmy Fallon. Hun kom lige fra sin første rigtige ferie i flere år, i Maldiverne med en veninde, men selv på de hvide sandstrande kunne hun ikke slappe helt af. Hun havde svært ved at sove. Var bange uden rigtig at kunne forklare hvorfor.
I hotellets spa blev den fornemmelse til akut angst. Hun måtte lægge sig på en briks og bare stirre ud i luften, mens det brændte i nakken, og det føltes, som om hun rystede indvendigt. Da det værste havde lagt sig, trak hun op på sit værelse og satte et afsnit af ’Venner’ på, men hun måtte slukke, hun kunne ikke koncentrere sig.
”Det var som en bølge af ubehag, der skyllede ind over mig. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø,” fortæller Karen Marie Ørsted, der kom gennem natten ved at ligge og tælle sine vejrtrækninger. Dagen efter spillede hun en koncert, som hun ikke rigtig kan huske, andet end at hun havde det elendigt. Hun talte med en stresscoach, men det hjalp ikke, og først da hun ringede hjem til sin storebror, der er psykiater, gik det op for hende, at hun havde haft et panikanfald.
Alligevel valgte hun at gennemføre resten af de i alt 15 koncerter i USA.
”Jeg husker mig selv som et handlingslammet lille barn, der skulle spille en USA-turné, selvom hun havde det helt fucked. Og jeg var sådan: ’Hvorfor er der ikke nogen, der stopper det her?’ Fordi Karen, det skal du. Det er dig, der er bossen. Men det kunne jeg ikke se.”
Hun husker en psykolog i Los Angeles, der sagde til hende: ”Being nice is the loser’s price.”
”Hun var bare sådan: ’You don’t want to be remembered for being nice. You want to be remembered as someone who dared being herself.’”
DET ER IKKE, fordi Karen Marie Ørsted gerne vil være et røvhul.
”Men det at være sød skal ikke være hovedmålet – det er jo fuldstændig fucked up,” siger hun og fortæller, at hun har fundet ud af, at hun nok er ”lidt en pleaser”. Men hun er blevet bedre til at sige nej.
I sommeren 2019 – efter en stor koncert på Roskilde Festivals Orange Scene – trak hun stikket, fyrede en del af holdet omkring sig og måtte igennem en stemmebåndsoperation, fordi hun havde presset sin stemme mere, end godt var. Da hun endelig vendte tilbage med et nyt album i starten af 2022, var der sat klare rammer op: planlagt arbejdstid, fridage og ferier og slukket telefon efter klokken 21.
”Jeg kan huske, at jeg sad bagerst i en tourbus, der kørte gennem Midtvesten, og tænkte: Fuck, hvor er jeg glad. Sidst, jeg havde siddet der, var lige efter panikanfaldet, hvor jeg tænkte, at der ville gå 4-5 år, før jeg havde det godt igen. Jeg var så ulykkelig.”
I dag føler Karen Marie Ørsted, at hun har nærmet sig koden til en bæredygtig musikkarriere, selvom hun stadig skal øve sig i at sige nej.
”Jeg kæmper mod trangen til at bevare den gode stemning,” siger hun og fortæller, at hun blandt andet har takket nej til et par festivaler denne sommer. Der er stadig meget travle perioder – som nu – men det er anderledes, fordi det er på hendes egne præmisser. For eksempel har hun valgt at arbejde med én primær producer – en amerikaner ved navn Nick Sylvester – frem for flere forskellige som på hendes foregående album. Og så er hun stoppet med at bruge så meget energi på at holde øje med streamingtal.
”Da jeg fik kommerciel succes, begyndte jeg pludselig at fokusere på, hvor mange streams de andre havde i forhold til mig,” siger hun, mens vi går rundt om Sundby Idrætspark og tilbage i retning af Ingolfs Allé.
”Pludselig brugte jeg en masse energi på det i stedet for den musik, jeg lavede. Jeg har talt med flere kolleger om det, som har haft det på samme måde. Men det er jo røvsygt.”
KONKURRENCEMENNESKET kan hun dog ikke undertrykke helt. I stedet udlever hun det på en anden måde. I morgen skal hun hjem til Fyn, og skærtorsdag kører hun med familien til Jylland for at deltage i ’Påskeløb’ – for fjerde år i træk. Hendes far, der lige er fyldt 70, løber stadig, mens hendes mor er med for at holde bilnøgler og agere moralsk støtte.
Hun begyndte at løbe orienteringsløb igen under COVID-pandemien, og hun deltager i stævner og turneringer cirka 10 gange om året, men ville gerne have tid til flere. At løbe hjælper hende med at koble af, siger hun. Og hun kan stadig blive ”helt høj af at kigge på et kort”.
”Jeg har nok en lidt busy hjerne. Der skal meget til, før jeg kan fokusere, men når jeg løber orienteringsløb, er jeg locked in – ligesom når jeg skriver sange.”
Kalenderen er ellers fyldt med forberedelser til det nye album. Men hendes management ved, at ’Påskeløb’ er helligt.
Går du stadig efter medaljer?
”Ja, det gør jeg …”
Hun smiler lidt ad sig selv.
”Eller … jeg kan mærke, at jeg skal passe på med at blive overambitiøs. Sidste år blev jeg nummer to sammenlagt, men jeg er ikke i lige så god løbeform i år. Jeg vil helst ikke falde og vride en ankel, inden jeg skal på tour i USA. Så jeg håber på en samlet placering i … ej, jeg tør ikke engang sige det. Men jeg håber, det går godt.”
Et par dage senere kommer resultatet. Karen Marie Ørsted fra Odense OK blev nummer tre.
