HUN HAR SMIDT det tøj, hun kom i, og står nu i hvidt undertøj midt på gulvet foran en sort affaldssæk med 20 kilo kokosmuld, der er hængt op i en krog i loftet på Nørrebro Teater. ”Hvor er jeg henne stemningsmæssigt?” spørger hun.

”Man kunne måske forestille sig, at du befandt dig i ensomhed og havde et ønske om at komme ud af mørket,” foreslår Jennifer Vedsted Christiansen, teaterdirektør, kreativ sparringspartner og bedste veninde. ”Måske opdager du sækken og får en følelse indeni, at du vil forløse jorden.”

På klapborde langs væggene flyder teaterrekvisitter – et olmt gorillahoved, et revolverbælte, en grædende babymaske, et reb og en afrevet hånd. En glad sanktbernhardshund kigger frem fra en rodekasse ved siden af et sammenfiltret stykke plastik smurt ind i teaterblod.

Det er sidst i oktober, og prøverne på ’Bambi er tilbage’, der skal have premiere en måned senere, er godt i gang.

Der er stadig ikke noget manuskript, men det er en del af processen. På væggen hænger A4-papirer med temaer som ’trusler, frygt og usikkerhed’, ’barndom’, ’identitet og kontrol’ og underspørgsmål a la ’hvordan har dit forhold til kontrol ændret sig?’. Hver dag prøver de en håndfuld af spørgsmålene af og ser, hvad der sker.

Det er her, de bedste og de dårligste ideer opstår. Dagen forinden gik Emma Sehested Høeg på gulvet som karakteren Jutlandia fra Roskilde, der havde to hunde ved navn Passandi og Jack, uden hun helt selv vidste hvorfor, og endte med at gå og rode i skraldespandene, mens hun talte terapisprog: ”Jeg oplever … at jeg føler … at du er et sted … hvor jeg ikke længere … kan mærke … om vi to forstår … hvad det er … hinanden siger.”

Til sidst måtte hun give op og sige: ”Jeg tror ikke, jeg har mere.” 

Andre gange er det gået bedre. På en anden væg hænger snapshots fra de forgangne prøver med navne a la ’Mælk ud af brysterne’, ’Emma taber håret’, ’Emma med tape’ og ’En fucking hjort’ akkompagneret af billeder af hende selv klædt ud, som var det karakterer fra ’Casper & Mandrilaftalen’.

”Vi skal lege lidt med jord,” siger Jennifer Vedsted Christiansen og tager ordet i rummet, hvor også scenograf Petruska Miehe-Renard og kapelmester Mette Dahl Kristensen er til stede. ”Det er ikke, fordi vi har de helt store planer, men jeg har lyst til at se, om vi connecter med scenen. Nu har vi allerede set Emma lave et kejsersnit på sig selv, så det kunne jo være smukt at se affaldssækken blive skåret op.”

Teaterdirektøren og de andre sætter sig på stole med front mod gulvet. Lyset dæmpes, Mozarts ’Requiem’ lyder ud af højttalerne, og Emma Sehested Høeg lister ud i siden af lokalet og gør klar. ”Nu kommer det dårligste, I nogensinde har set,” siger hun med et legesygt smil på læberne. ”Er I klar på det? For det her, det bliver rigtig dårligt.”

DE FORGANGNE ÅR er folk strømmet ind for at se hende og kunstnerkollektivet How to Kill a Dogs teaterforestillinger, der har indbragt både en Reumert og Kronprinsparrets Stjernedryspris. Hun har været nomineret til årets komiker ved Zulu Comedy Awards, blandt andet for satireserien ’Skyld’, som fik Soundvenue til at udråbe hende som ”et vanvittigt multitalent” med ”et sjældent komisk talent”. Hun har vundet Carl Prisen for sine musikalske evner, høstet gode anmeldelser for debutalbummet ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’ og leveret koncertoplevelser på for eksempel Heartland Festival, der fik Politiken til at skrive: ”Emma Sehested Høeg folder multitalentet ud i nye formationer, nu som popsanger. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Det er hun også virkelig god til.”

Tilbage i efteråret 2024 sender jeg en mail til hendes manager med en interviewanmodning. Hun vil gerne medvirke, timingen for det store interview er dog ikke helt rigtig, meddeler han, men jeg kan begynde med at interviewe hendes nærmeste samarbejdspartnere. 

Så jeg mødes med hendes producer Rasmus Juncker i en skurvogn på Roskilde Festival, hvor han fortæller, at Emma Sehested Høeg kun vil lave lige præcis den musik, hun har forestillet sig inde i hovedet, uanset hvor meget tid og tålmodighed det kræver. 

”Det er den største gave at arbejde sammen med hende, hun ved 100 procent, hvad hun vil, og hun er samtidig en gudsbenådet performer på en scene. I starten skulle resten af bandet vænne sig til, at når man spiller med Emma, så bliver det hele båret igennem af hendes energi.”

Jeg mødes med entusiastisk hurtigsnakkende Jennifer Vedsted Christiansen på Nørrebro Teater, der mindes dengang, Emma Sehested Høeg fortalte hende, at hun havde været så overbevist om, at hun ville være en virkelig god 100-meterløber, at hun startede til atletik – men vred anklen om til første træning. 

”Min fornemmelse er, at Emma stadig tror, at hun kunne blive sprinter, hvis hun gik den vej. Det er en virkelig radikal måde at se sig selv på. Det er jo ren Pippi Langstrømpe, og det både elsker jeg hende for og bliver ekstremt fascineret af.”

På Miso Film tæt ved Søerne i København mødes jeg også med William Sehested Høeg, der har den samme ræv bag øret som lillesøsteren. Han er ved at skrive manuskript på det, der forhåbentlig skal blive hans debutspillefilm, og hvor lillesøster Emma er tiltænkt en rolle, ligesom hun spillede med i både hans midtvejsfilm og afgangsfilm på Filmskolen.

”Hun er skideirriterende. Jeg er for eksempel dårlig til at lave mad, men det er Emma også god til. Hun er typen, der lige kigger, hvad der er i køleskabet, og så laver hun et eller andet, der bare smager megalækkert. Jeg gad godt kunne sige noget sjovt om, at hun er vildt dårlig til sudoku eller sådan noget, men det ved jeg ikke engang, om hun er.”

Så tænker han sig længe om.

”Bare det, at det tager så lang tid for mig at finde frem til noget, er vel sigende,” siger han og tilføjer så alligevel: ”Hun kommer ret tit for sent.”

Han slår den lidt lyse konfettilatter op, som han deler med lillesøsteren:

”Dét er svært for mig, for jeg er typen, der er der fem minutter før. Der er Emma mere typen, der er der fem minutter efter. Så meget kan jeg give dig.”

DA HUN SKAL optræde på årets Roskilde Festival, får jeg lov at følge hende sådan lidt på afstand. I backstageområdet til festivalens næststørste scene, Arena – omgivet af stakkevis af lastbiler – sidder venner, familie og bandmedlemmer ved lange bord-bænke-sæt under den åbne himmel og fortærer kartofler, ris og salat fra triste foliebakker og papskåle og ser alle sammen seje ud, ikke mindst kæresten Jonas Visti, radiovært og dj, i sit sorte 70’er-jakkesæt med forvokset skjortekrave.

Imens øver Emma Sehested Høeg showet igennem under nogle høje træer lidt derfra sammen med Jennifer Vedsted Christiansen. Hun tester, hvad hun skal sige mellem numrene, blandt andet den velkendte leg mellem artist og publikum, når ekstranumrene nærmer sig: ”Nu får I ikke mere,” siger hun påtaget teatralsk og bevæger sig imod det usynlige bagtæppe. ”Jeg går nu … Farvel … Nu går jeg altså … Det var dét … Det ér slut nu.”

Da hun et par timer senere genopfører seancen på scenen, får det tusindvis af mennesker i og foran et tætpakket Arena til at grine. Det samme sker, da hun fortæller, at hun har drømt om at spille på Roskilde Festival, siden hun var 16, men ”ikke en eneste gang har jeg drømt, at jeg skulle stå her med menstruation. Jeg styrtbløder, mand.”

Hendes største hit, ’Aldrig helt nok’, om at danse nøgen på en bar, får det hele til at eksplodere i dansefest, og efterfølgende høster hun atter positive anmeldelser, blandt andet seks stjerner i B.T.: ”Der ér virkelig kun én Emma Sehested Høeg. Og hun kan det hele og mere til.”

EN TORSDAG MORGEN i slutningen af oktober skal jeg så endelig møde hovedpersonen selv. Foran Nørrebro Teater står hun i sølvglimmernederdel og sneleopardfrakke og ligner en, der er på vej til nytårsaften, mens alle andre på den travle Nørrebrogade ser lige så gråvejrsagtige ud, som de mørkegrå skyer lægger op til.

”Jeg stod og kiggede rundt og tænkte: ’Hvem kan mon ligne en journalist?’ Der var én før, der virkelig lignede en, men han kiggede bare underligt på mig,” siger hun og leder op ad førstesalen på Nørrebro Teater og hen til et klapbord i øvelokalet, hvor det flyder med tuscher, post-its, tape, tomme kaffekopper og tebreve.

Først skal hun tisse. Så forsvinder hun ud for at sætte kaffe over. Tilbage i lokalet leder hun efter en lighter og finder til sidst en i teaterrodet, der kan få fut i hendes lille medbragte Palo Santo-duftlys. 

”Jeg vil bare lige sige, at jeg bliver rigtig nervøs, når jeg skal interviewes,” siger hun, da hun omsider har fået sat sig ned. ”Jeg er bange for, om det bliver for privat, om jeg kommer til at lukke op for noget, som ikke tilhører andre.”

Flere gange undervejs tager hun hul på noget, men stopper så sig selv, tænker sig længe om: ”Nej, lad mig fortælle om noget andet. Det er for privat.” 

Der er ikke noget at gøre. Hun vil ikke ned ad det spor, og hvad der ligger for enden, finder man aldrig ud af.

”Jamen, for det første synes jeg bare, at hemmeligheder er lækkert. Jeg synes virkelig, det er lækkert, at der er noget, man ikke ved. Jeg føler, jeg giver ret meget i mine roller, og når jeg står på scenen. Jeg kan ikke give mere,” siger hun og leder efter ordene. ”Man risikerer at miste noget ved bare at give og give … altså, det er næsten ærgerligt at vide, hvad mine opture og nedture har været. Hvorfor skal folk egentlig vide det? Hvis jeg begynder at tale om det inderste, kommer det også til at handle om mennesker, som jeg holder af, og de har ikke valgt at være offentlige. Dem har jeg virkelig brug for at passe på.”

Hun artikulerer livligt med hænderne. Til sidst læner hun sig tilbage i sædet og får lys i øjnene igen: ”Mystikken er spændende. Jeg har selv et par forbilleder, for eksempel Jesper Christensen og Sidse Babett Knudsen. De har lavet så få interview. Jeg aner ikke, hvad de spiser til morgenmad, og hvad deres livret er, og det er jeg glad for. Jeg prøver virkelig at holde fast i, at det er spændende ikke at vide for meget.”

Hendes storebror William Sehested Høeg formulerer det nogenlunde på samme måde nogle uger tidligere. Han skal lige til at fortælle, hvad han tror, underholdertrangen i lillesøsteren udspringer fra, da han bider sig i tungen.

”Jeg kan ikke lide at snakke for meget privat og barndom og sådan nogle ting, for det er vores,” siger han, men tilføjer så alligevel: ”Jeg tror, den bedste måde at formulere det på, er ved at sige, at det altid var en leg. Emma og jeg elskede bare at lege sammen. Vi har altid klædt os ud, lavet underlige roller, gjort et eller andet tosset. Det handlede om at underholde, mest af alt hinanden.”

På Nørrebro Teater fortæller lillesøsteren, at hun var så heldig, at hun mødte sin allerbedste ven, den dag hun blev født: hendes storebror. En vanvittig sjov mand, siger hun, der stadig kan få hende til at grine ved bare at løfte en smule på sit øjenbryn:

”Der findes ikke rigtig jalousi i mig. Jo, jeg er jaloux på folks fede lejligheder, men derudover ikke … bortset fra, at jeg kunne blive dødjaloux, når min storebror høstede flere grin end mig. Det var ligesom bare ekstremt fedt at være den, der fik vores forældre til at grine, og han er virkelig sjov, så som lillesøster skulle man stå tidligt op for at være med på beatet.”

De første fem år af Emma Sehested Høegs liv blev tilbragt i en lejlighed på Sankt Hans Torv på Nørrebro, inden familien flyttede til et rækkehus i Gammel Holte. Faren var musiker, moren skuespiller. Som ung lavede moren kabareter, der handlede om at udfordre kvinderollen og bryde tabuer, men hun spillede senere børneteater, blandt andet ’Petruskas laksko’, og når hun skulle rundt og optræde på skoler, pjækkede datteren ofte fra børnehaven og tog med. 

Et bestemt sted i stykket skulle moren lave et stunt, hvor hun faldt ned blandt børnene. Hun sørgede altid for at lande lige ved datteren på forreste række, så hun kunne gribe fat i hendes hår, og de kunne smile til hinanden. Det var deres faste ritual.

”Der er klart noget teatermagi, som er opstået der,” siger Emma Sehested Høeg, da hun genskaber mindet. ”Jeg syntes bare, at min mor var den sejeste i hele verden.”

NÆSTEN HVER DAG slæbte hun selv et net fyldt med rekvisitter og udklædningstøj med i skole, som hun brugte til leg og underholdning i frikvartererne. Hun var heller ikke bleg for at stille sig op på en scene og lave et show, for eksempel foran hele fritteren, hvis der skulle være julefest eller fødselsdag, og hun elskede, når hun kunne få så mange af de andre med som muligt.

Mest af alt legede hun dog med storebroren William. Efter skole fandt de på cirkus- eller teaterforestillinger, og de begyndte også tidligt at lave film, som han instruerede, mens hun spillede alle rollerne. De første film blev lavet på morens gamle hjemmevideokamera, som ikke gav mulighed for at klippe. Derfor måtte de skyde en replik, trykke stop, flytte kameraet og trykke start igen. I konfirmationsgave fik storebroren et kamera af forældrene med et klippeprogram til, og herfra gled det lettere. Det store mesterværk var ’Familien Sankt Bernhard’, en familieføljeton, hvor man fulgte alle medlemmer af en gakket familie. Et andet højdepunkt var ’Olga24timer’, en naturdokumentar om deres hund, hvor Emma Sehested Høeg gav den i rollen som David Attenborough.

Sådan udviklede det sig hele tiden, og forældrene var indlagt til at se det hele. Særligt moren sad altid på første række og var deres største fan, men også den første sunde kritiker. Hun tog legen alvorligt og kunne godt være kritisk, hvis de for eksempel ikke havde øvet sig nok. Engang lavede de et show, der varede tre timer, hvor hun afbrød efter en time og sagde: ”Virkelig sjovt, men det må I altså korte ned.” 

Men der blev støttet op om deres ustoppelige underholdertrang. Emma Sehested Høeg tilskriver selv sin indre kerne af selvværd de år i barndommen, hvor hun bare legede og legede, og der altid var nogen, der ville se, hvad hun nu havde fundet på. 

Hun forstod også tidligt, at der var potentiale i at være entertainer. Til en matematikeksamen, hvor hun vidste, at det ville gå galt, tog hun briller og hvid kittel på og en mappe under armen og gav den i rollen som matematikprofessor. Hun kunne lige så godt gå all in og forsøge at bilde sig selv ind, at selvfølgelig kunne hun da svare på det hele. En latterkvalt censor meddelte, at nok var hun ikke noget matematikgeni, men det var til gengæld den sjoveste eksamen, han havde været til, og kvitterede med et syvtal for underholdningsværdien.

SOM 11-ÅRIG gik hun til sin første casting på en spillefilm. Ved ASA-studierne i Lyngby stod hun i 12 timer i en alenlang kø med andre jævnaldrende og deres forældre, hvor man på skift kom ind i grupper. Da en af casterne undervejs kom ud og spurgte, om der var nogen, der måske havde noget andet, de også gerne ville vise, rakte hun hurtigt hånden op. Det var fast tradition på hendes folkeskole, at hun hvert år holdt nytårstale som dronning Margrethe, så hun lod også casterne møde dronningen. Det var nok til en rolle som Mies veninde Julie i ’Far til fire – gi’r aldrig op’.

Hun medvirkede også som 13-årig i ungdomsserien ’Danni’, hvor hun spillede en forældreløs pige, og året efter i rollen som Selma i den psykologiske thriller ’Den du frygter’. Her trådte hun ind i en voksen verden med voksne skuespillere, og det krævede, at hun spillede på andre tangenter. I en scene slår det klik for faren spillet af Ulrich Thomsen. Han vil låse moren, spillet af Paprika Steen, ned i en kummefryser og datteren, spillet af hende selv, ind i en sauna. Det var en højdramatisk scene, hvor hun skulle skændes og slås med Ulrich Thomsen og græde helt vildt. Bagefter gik hun ud på toilettet og brækkede sig af grin. 

”Det var virkelig hardcore, men bagefter kunne jeg slet ikke stoppe med at grine. Det var adrenalin og følelsen af at være havnet det helt rigtige sted. Der var bare et eller andet over at få lov til at træde ind i et nærmest uregerligt temperament, men hvor det ikke koster nogen noget, fordi det er skuespil. Det er det, der er så fedt ved at spille skuespil. Det koster ikke noget parforhold, det koster ikke nogen familierelationer. Man er inde i sådan en magisk verden, hvor man har lov til at komme ud med alle sine følelser.”

Som 17-årig var hun med i ungdomsmusicalen ’Magi i luften’ – et publikumsflop, som alligevel fik Ekstra Bladet til at udråbe hende som ny stjerne. I de efterfølgende år holdt hun sig fra at medvirke i film og tv-serier. Det skortede ikke på tilbud, men hun var selektiv med, hvad hun ville lave. Hendes mor havde altid været god til at spørge hende, hvad hun egentlig selv havde lyst til, så hun ikke bare sagde ja til det hele, men reflekterede over, hvilke historier hun gerne ville fortælle.

”Dengang blev jeg tilbudt en del roller som den søde pige, som hovedkarakteren bliver forelsket i. Det gad jeg simpelthen bare overhovedet ikke.”

DER VAR SÅ MANGE ting, Emma Sehested Høeg godt kunne lide at lave, så det var jo egentlig bare at vælge, hvad der skulle ske. Hun landede på musikkonservatoriet, søgte ind på sangskriverlinjen og … fik afslag. Den havde hun ikke set komme. Inderst inde var det hendes største drøm at leve af at lave musik, men hvad hvis det ikke var det, hun skulle?

Efter lange overvejelser begyndte hun på skuespillinjen på Den Danske Scenekunstskole. Hun havde jo allerede prøvet kræfter med at optræde foran andre, og som en sand cirkushest havde hun altid stillet sig frem og tænkt: ”Hvad er det værste, der kan ske?”

Men på Scenekunstskolen begyndte det fra starten at gå galt. 

”Det er en livslang lektie at lære at lade være med at lytte til alle de dårlige stemmer, der fortæller én, hvad man ikke kan, og i stedet lytte til dem, der vil én det godt. På skolen blev jeg meget bevidst om alle de stemmer inde i mig, som sagde, hvad jeg ikke burde, ikke kunne, ikke skulle.”

Selvom der var meget, hun elskede ved Scenekunstskolen, havde hun for første gang i sit liv en oplevelse af, at det ikke kørte. Hun forsøgte hele tiden at gætte sig til, hvad underviserne ville have af hende, og hendes russiske lærer på andet år rev sig ligefrem i håret, når hun fremviste noget på gulvet: ”Stop, stop, stop, Emma, what are you doing? What are you doing? I can’t feel anything!”

Hun begyndte at tænke: ”Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det? Er jeg dårlig? Er jeg i virkeligheden den dårligste på hele skolen?” Men så mødte hun Jennifer Vedsted Christiansen, der gik på samme årgang, men på instruktørlinjen. De delte den opfattelse, at selvom de gik på en kreativ skole, var der ikke særlig frie rammer for kreativiteten. Der var ikke noget sted, hvor man bare kunne slippe tøjlerne.

Sammen stablede de fredagsbarskonceptet Applaus på benene. Det skulle være open mic, man skulle kunne fremføre et lille stykke, synge en sang, læse et digt højt, og så skulle alle klappe, deraf navnet, mens man drak champagne og fejrede selve det, at man stillede sig frem. På den måde ville alle blomstre i fællesskab. 

Men sådan kom det ikke til at gå. Faktisk var der ikke mange andre end de to, der fandt interesse for det, så de måtte hurtigt droppe det igen. Til gengæld var de sikre på, at de ikke var færdige med hinanden. De blev enige om at lave deres midtvejsforestilling sammen og opfandt forskellige mantraer for, hvordan de kunne skabe et trygt arbejdsrum for at slippe usikkerheder og hæmninger. For eksempel: ’Gigantiske ambitioner, lave forventninger.’

”Jennifer og jeg har begge to sådan et ønske om at give hinanden et emotionelt chok, så det handler hele tiden om at få verdens fedeste idé og forsøge at lave det bedste nogensinde. Men vi accepterer samtidig, at det måske bliver det dårligste, vi nogensinde har fundet på. Jeg ville ønske for alle, at de arbejdede sammen med nogen, der virkelig greb dem, når de var værst. For mig er den ultimative kærlighed, når nogen griber mig, når jeg er allermest elendig, for så tør jeg være ekstremt modig.”

DE TO SATTE stykket ’Yerma’ op, der handler om en kvinde, som nægter at acceptere, at hun ikke kan blive gravid. En dag smed Jennifer Vedsted Christiansen ordene ’skam’ og ’fødsel’ på bordet som en opgave, og næste dag spillede Emma Sehested Høeg en scene, hvor hun blev født nøgen ud af en pose blod, mens hun skreg Jennifer vildt ind i hovedet og tissede på gulvet.

”Det var helt fantastisk at blive mødt af en, der var sådan: ’Fedt, nu har jeg fået en opgave, så den løser jeg,” siger Jennifer Vedsted Christiansen og fortsætter: ”Omvendt tror jeg også, det forløste noget i Emma, at hun blev mødt af en, der syntes, det var helt fantastisk, når hun kom med alt, hvad hun havde i sig.” 

I hænderne på det kreative makkerpar blev ’Yerma’ til en fortælling om en ung kvinde, der krævede sin seksualitet. Under forestillingen brød Emma Sehested Høeg den fjerde væg og henvendte sig til publikum. ”Jeg vil have alt det, I har,” sagde hun og blev mere og mere intens, indtil hun til sidst råbte ud i salen: ”Så knep mig dog!” Hun trampede op igennem publikumsrækkerne, henvendte sig til folk på stolerækkerne: ”Vil du ikke please kneppe mig? Vi kan gøre det hurtigt!”

”Vi var stadig unge på skolen, og vi vidste, at de her etablerede undervisere ville synes, at det var vildt grænseoverskridende. Men vi havde lyst til at skubbe til grænserne og til pænheden for, hvad man måtte og ikke måtte, og hvad en kvindekarakter kunne være,” siger Jennifer Vedsted Christiansen og mindes det tidspunkt i forestillingen, hvor Emma Sehested Høeg har dræbt sin mand i sit skridt, så der var blod over det hele. 

”Hun stod bare sådan næsten helt nøgen og smurt ind i blod, og det var bare … fuck, det havde vi det fedt over.”

TIL AFGANGSFORESTILLINGEN blev de enige om at tage den videre og lave en hel forestilling med præmissen om at give slip på blikket udefra. For Emma Sehested Høeg var det samtidig et definitivt opgør med de kritiske stemmer, der var begyndt at larme lidt for meget i hendes hoved i løbet af studietiden. Forestillingen blev en hyldest til hende selv, hvor hun startede med at træde ind på scenen og sige: ”Velkommen til mit show. Det bliver helt fantastisk.”

”Det der med at blære sig … drengene i min folkeskole var sygt gode til det. De kunne finde på at blære sig med en bold eller sætte sig ned ved lejrbålet og lige blære sig med en guitar, men det var aldrig noget, pigerne gjorde på samme måde. Det gjorde jeg fuldstændig op med i ’Velkommen til Pandora’.”

Forestillingen startede med, at hun fraserede ”helt sindssygt godt og alt for meget” i de første fem minutter. Herefter bollede hun en othellolagkage, som hun delte ud til publikum, hun tvang dem til at overraske sig med et surpriseparty og lagde sig for fødderne af dem som en hund og tiggede om bekræftelse.

”Der var så meget, der var alt for meget. Jeg fik publikum til at sige, at de elskede mig. Vi havde skrevet en dialog, som de fik udleveret,” siger hun, og straks er hun inde i rollen igen: ”I elsker mig ikke en fucking skid, I hader mig,” siger hun som sin karakter og svarer så som publikum: ”Nej, nej, vi elsker dig altså!”

Hun vender tilbage til sig selv igen.

”Hele forestillingen var et forsøg på at vise de mest skamfulde, pinlige, grimme og klammeste sider af os selv frem på scenen for at se: Klapper de stadig?”

Selvom det var en afgangsforestilling, der var lavet for et budget på 1.200 kroner, og som egentlig kun skulle vises én gang, endte den med at spille 30 udsolgte forestillinger på Østerbro Teater. Det var her, Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen sammen fødte, hvad hun kalder for ’Den nye Emma’.

”Der var ligesom et før og efter den forestilling. Her fødte vi en kvinde, som ikke gav en fuck, som er fuldstændig ligeglad med, hvad alle andre tænker, og som kører efter mantraet, at hver gang der dukker en stemme op, som siger, at det kan man ikke, så skal man gøre det.”

DER ER KUN gået en times tid, da Emma Sehested Høeg siger: ”Jeg kan mærke, at jeg er lidt flad. Skal vi lige have en kop kaffe?” Flere gange undervejs er hun stoppet op i en sætning: ”Synes du, det her går okay?” 

Først når hun er blevet betrygget i, at det gør det, kan hun fortsætte: ”Okay, godt. Jeg tjekker bare lige ind for at høre, om du synes, det er okay. Jeg føler, jeg vrøvler og alt sådan noget.”

På vej ned ad trapperne på Nørrebro Teater siger hun, at hun ikke er særlig modig, når hun laver interview. ”Jeg tænker hele tiden: ’Åh, lyder det nu dumt? Lyder det for privilegeret? Lyder det for kedeligt? Lyder jeg som en af dem, der ikke aner, hvilken planet jeg befinder mig på?’”

Ude på gaden er hun som forvandlet. Hun vækker øjeblikkelig opsigt i sit sprudlende outfit og gør ingenting for at forsøge at dæmpe de nysgerrige blikke fra forbipasserende. I det store lyskryds ved Dronning Louises Bro råber hun tværs over gaden til en veninde, hun spotter: ”Hej hej, god dag!”

Tre meter længere henne er hun ved at vade direkte ind i et andet bekendtskab, der er ude at gå tur med sin lille datter.

”Hej, shit, du har fået et barn?”

”Ja, det har jeg.” 

”Sødt! Det har jeg også.”

Hun drejer om et hjørne med udsigt til Søerne og laver drillende sin stemme om og begynder at lege portrætjournalist: ”Man fornemmer, at Emma er rigtig lokalkendt i området,” siger hun og griner med sin høje, lidt hæse latter. ”Jeg kommer gående ned ad Nørrebrogade med Emma, der hilser til højre og venstre.”

Hun er i færd med at lave en hel parodi på selve portrætformatet, da hun træder ind på den propfyldte kaffebar Original Coffee. Hun bestiller en flat white og fortæller, at hun egentlig var ’filterkaffetypen’, men nu er blevet en ’mælkepige’. Det skete i forbindelse med graviditeten, hvor der skulle skæres ned på koffeinindtaget, og den daglige kop kaffe blev en slags forkælelse. 

I dag er hendes datter halvandet år, og det har både været ”det vildeste og det bedste” at blive mor, men også ”det hårdeste”, siger hun, da hun igen er ude på gaden og går langs Søerne, hvor hvide svaner roligt holder til i vandoverfladen under de grå skyer. Tidligere forstod hun ikke rigtig, hvad folk mente, når de talte om ’at komme ned i kroppen’. Hun lod bare som om og trak vejret lidt dybere med lukkede øjne, men da hun blev mor, blev hun nødt til at lære, hvordan hun rigtig fandt ro i sin krop.

Siden har hun blandt andet dyrket barre-træning, en slags kombination af ballet, yoga, pilates og en hel del saunagus. 

”For første gang har jeg rigtig forstået, hvad det vil sige at være i kroppen. Det er, når man slipper for sit hoved,” siger hun og fortæller, at hun forsøger at stimulere sine sanser på forskellig vis. Hun har fået som ritual at rense de rum, hun befinder sig i, med Palo Santo, hun finder små krystaller, der giver energi, trækker tarotkort og drikker nærende te. 

”Det er måske et lidt overdrevent brug af remedier, men det er det, der virker for mig. Ellers ender jeg med at koge over med 50.000 tanker på én gang. Verden er så brutal og kaotisk lige nu, at jeg har brug for at søge roen. Jeg ved ikke, om jeg er spirituel eller religiøs, eller hvad fanden jeg er, men jeg har fundet ud af, at jeg får det bedre, jo flere positive ting jeg omgiver mig med. Et englekort eller et tarotkort vil dig det næsten altid godt. Du kan heller ikke finde en krystal eller en god kop te, der vil dig noget ondt.”

FORAN NØRREBRO TEATER hænger plakaten for ’Bambi er tilbage’. Det er den fjerde teaterforestilling, Emma Sehested Høeg og resten af How to Kill a Dog-holdet sætter op – denne gang med afsæt i ’Bambi’ af den østrigske forfatter Felix Salten, der dannede forlæg for Disney-filmen af samme navn. De blev draget af den verden af natur, der beskrives i bogen, og af den modsætning, det er at leve i storbyerne nu om dage.

Hun stamper i fortovet.

”Hvis man graver her, kommer der ikke jord op, men bare endnu mere beton. Hele København ligger på et kæmpe lag af beton,” siger hun og peger mod et træ længere nede ad Ravnsborggade, der stikker op af asfalten: ”Så står der sådan et smukt træ, men det er jo dårlig nok real. Når man tager i skoven, er det i Dyrehaven, hvor man går rundt på afmærkede stier. På en måde er ’Bambi’ en hyldest til den rigtige natur.”

Forestillingen kommer efter ’Velkommen til Pandora’, ’Lolita for altid’ og ’Farvel til Madonna’, alle anmelderroste. Siden er Jennifer Vedsted Christiansen blevet teaterdirektør for Nørrebro Teater, så nu har de to deres eget sted, hvor de kan folde ambitionerne ud i kæmpe format. Så må det bære eller briste. Emma Sehested Høeg er sikker på, at det bliver deres bedste show indtil videre, men hun er heller ikke bange for at skuffe: ”Som Jennifer tit siger, og det synes jeg er så rigtigt, er der så mange mænd, der har lavet så meget lort igennem tiden. Altså, nu må det sgu være vores tur. Vi skal også have lov til at lave noget rigtigt lort.”

Indtil videre virker alt, hvad Emma Sehested Høeg rører ved, dog til at blive en succes. Sidste efterår udkom hendes debutalbum ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’, den blev også rost og fik blandt andet fem stjerner i Gaffa.

”Det gælder for de fleste, der stiller sig op på en scene, at man gerne vil have, at nogen klapper. Det stikker nok også dybere end som så for mig. Jeg vil gerne have, at folk kan lide mig, og jeg er altid lidt i tvivl, om de kan,” siger hun, da hun er tilbage i øvelokalet og har fået ild i et nyt stykke Palo Santo-træ. 

”Jeg har i rigtig mange år søgt efter andres validering, men det har ændret sig markant de seneste par år. Da jeg lavede mit album, havde jeg det sådan, at jeg var så ligeglad med, hvad andre folk syntes. Folk kan synes, det er det argeste lort, og jeg er fuldstændig ligeglad, for jeg er selv så megastolt af det.”

PÅ EN ANDEN legeplads vandt hun for et par år siden en Robert for sin præstation som Elin, en klumpfodet, kejtet og genert eksistens i satireserien ’Orkestret’. Makkerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der står bag serien, spurgte hende, om hun ville spille rollen som en stille mus og selv udtænke karakteren.

”Det var så fedt at blive set for det også. Så jeg fandt på Elin, som repræsenterer en side, som også bor i mig – den generte lillepige, som er bange for at sige noget forkert.”

Faktisk havde hun allerede udviklet karakteren Elin – uden at hun vidste, hvad hun skulle bruge hende til. Sådan er det også med mange andre karakterer, der bor i hende, men som ikke har set dagens lys endnu. Hun opsnapper hele tiden fragmenter fra alle mulige mennesker, hun møder. Et tilfældigt møde i et S-tog eller med en bankmand kan sætte sig i hende.

”Nogle gange popper en karakter så ud, som er noget fra hende og noget fra ham blandet med en tredje. Jeg har sådan et helt hemmeligt kartotek inde i mig med alle mulige karakterer, jeg har udviklet, og jeg synes bare, det er så spændende, at mange af dem slet ikke er blevet vist frem endnu. Jeg glæder mig helt sygt meget til, at de skal ud,” siger hun og blotter et stort smil. 

Det er ikke parodier, der er interessante, mener hun, det interessante er at være noget andet end sig selv.

”Det er også derfor, det er grænseoverskridende at lave interview. Jeg har valgt at lave det, jeg laver, fordi jeg godt kan lide at forsvinde ind i nogle andre karakterer, nogle andre måder at se verden på, nogle andre måder at være i kroppen. Hvis det var mig selv, jeg gav på scenen, ville der jo ikke være noget tilbage til min familie. Heldigvis kender jeg efterhånden min performer-Emma-karakter så godt, at den er nem at tappe ind i.”

TIL NOVEMBER næste år venter karrierens største show i Royal Arena. Selvom der stadig er længe til, har hun allerede arbejdstitlen: ’The Greatest Showcase in the World of All Times’. Det er hendes ambition at skabe en aften, hvor man går derfra og tænker: ”Shit, det var vildt.” Man skal gerne have fået et slags emotionelt chok, så man føler sig lykkelig og ulykkelig på samme tid. Så man har det, som om der er sket forskydninger i ens eksistens.

”Det er min plan, og ja, det er store ambitioner, men et show i Royal Arena, den kongelige arena, bliver man da nødt til at have ambitioner for.”

Det bliver musik, det bliver teater og film, det bliver på mange måder en kulmination af hendes virke indtil nu, men også en tilbagevenden til barndommens forestillinger, hvor alle tricks blev bragt i spil, når forældrene skulle underholdes. I virkeligheden er det den tid, hun altid søger tilbage imod.

”Man siger jo, at man aldrig skal have børn med på en teaterscene, fordi de stjæler al opmærksomheden,” siger hun og fortæller, at hun ofte kan falde i staver af at betragte sin datter: ”Så synger hun lige en sang, så vælter hun bagover, så tegner hun på et papir, så slår hun til en ballon og puster i et rør, så går hun over i den anden ende af værelset og finder på en ny leg. Hun er så til stede hele tiden, og det er jo det magiske ved børn. Jeg er fascineret af, hvor min datters ideer kommer fra. Hun sang en sang i går, hvor jeg havde det sådan: ’Hvor kommer den melodi fra!?’ Der er noget ved barndommen, som vi i hele vores liv …”

Hun bremser sig selv og fortsætter lidt efter: ”Der er den gamle traver med at kigge på kunst og sige: ’Det kunne et barn have lavet.’ Jeg synes, det er så grim en sætning. Hvis man ser noget virkelig god kunst, skulle man sige: ’Det kunne et barn have lavet.’ Børn har en intuition og en mavefornemmelse, som man som voksent menneske kun kan misunde. De slipper for forventninger og tanker om, hvorvidt det er god eller dårlig smag. De slipper for alle de der lortestemmer indeni.”

EMMA SEHESTED HØEG er helt flad, hun har ikke mere at skyde med, hendes øjne er næsten matte.  

”Fuck, jeg må sige, jeg skal tisse nu, og jeg er også ved at være færdig,” siger hun og rejser sig som for at gøre beslutningen definitiv.

Men inden hun helt får lov til at slippe, er der en sidste ting, vi må forbi. En teori.

”Har du en teori om mig?” Hun lyser næsten op, sætter sig igen og læner sig afventende frem over bordet.

Selvom hun i det store hele har formået at holde kortene tæt på kroppen, siden hun trådte ind i det offentlige rampelys, har hun alligevel givet små indblik i, hvad der er på spil for hende. I et interview med kulturmediet Heartbeats, hvor hun skulle nævne betydningsfulde sange fra sit liv, fremhævede hun Stevie Wonders ’As’. Hun uddybede valget med, at sangen knyttede sig til et særligt minde fra hendes barndom med hendes mor, far og storebror i deres rækkehus i Gammel Holte: ”Jeg husker en solrig dag, vi dansede, alt var godt, ingen var blevet skilt – endnu – vi satte det her nummer på, og det blev bare ved og ved.”

Er det der, svaret skal findes på, hvorfor hun igen og igen må stille sig frem på scenen? Hun havde en virkelig god barndom, men så ramte livets alvor på et tidspunkt, blandt andet med forældrenes skilsmisse, og lige siden har hun haft en længsel i sig efter at vende tilbage til barndommen, tilbage til dengang, hvor alt var en fri og ubekymret leg.

”Det er spændende. Det er vildt sjovt at høre sådan en analyse,” svarer hun først hurtigt og sidder så lidt uden at sige noget. 

”Den analyse skal du da bare holde fast i,” siger hun så, inden et stort smil pludselig breder sig på hendes læber. ”… Men det er fandenfløjteme ikke noget, jeg har tænkt mig at folde ud her.”

MINDRE END EN time senere bliver lyset slukket, og tonerne fra Mozarts ’Requiem’ lyder ud af højttalerne. Emma Sehested Høeg kommer frem fra en væg med et intenst blik i øjnene og nærmer sig langsomt sækken med kokosmuld, der hænger i loftet. Så skærer hun hul i den, så det vælter ud med den jordede masse – ud over hende selv, ud på gulvet.

I de næste seks minutter roder hun rundt i kokosmulden. Hun vikler sig selv ind i plastikunderlaget, bryder ud af det igen, skriger dyrisk og spytter på gulvet. Det er grotesk, det er rørende, og det er også ret sjovt. Til sidst løber musikken ud, og en mærkelig lyd undslipper hendes læber. Halvt et slags grin, halvt et forløsningsskrig.

”Fuck, hvor fedt, Emma!” udbryder Jennifer Vedsted Christiansen, mens de andre klapper.

Emma Sehested Høeg har kokosmuld alle vegne. Så begynder hun at gribe endnu mere fra gulvet og fylde i bh’en og ned i trusserne, så hendes bryster og bagdel vokser sig kæmpestore. De andre sprutter af grin, da hun lidt efter stiller sig frem i en slags bodybuilderpositur.

Så lader hun med komisk timing det hele drysse ud igen, først fra bh’en og til sidst fra underlivet, så de andre til sidst ligger ind over bordet og hiver efter vejret. 

”Nå, skal vi ikke sige, at det var det for jordprøven?” siger Jennifer Vedsted Christiansen. Emma Sehested Høeg kigger ned ad sig selv. Hun er nærmest ukendelig, som hun står der på gulvet, smurt ind i kokosmuld fra top til tå. Og så, som med et knipseslag, river hun sig fri af legen.

HAN HAR EN helt særlig evne til at snakke derudad. En enkelt lille gnist af inspiration – i dette tilfælde mobiltelefonens gps – så er ilden tændt og han taler og taler som i et entusiastisk foredrag.

”Det er jo klart, at alting er mere tilgængeligt, alting er mere muligt, så ligesom med fed mad og alt muligt andet bliver der nødt til at være en stopklods, når man finder ud af, at: ’Okay, Torben, du bliver simpelthen sindssyg, når du er 12 timer på TikTok,’” siger han med sin karakteristiske lidt hæse, ærkekøbenhavnske dialekt, der har dannet lydtapet til mange radiohits i det forgangne årti.

”Men jeg tror også, at man bliver klogere og klogere. Der var engang, hvor forældre troede, at kuren mod at blive solskoldet var, at man lige skulle blive solskoldet én gang. I gamle dage ville det jo også være normalt at tænde en cigaret indenfor. Også i en ambulance. Så sad man der og fyrede, mens man kørte udrykning med en, der lå og var ved at dø.” 

Han fører sin store, sorte Hyundai Santa Fe gennem hovedstadens gader, mens han speedsnakker og hele tiden associerer til alt muligt: til Sprogø, som han besøgte for nylig, hvor der var en anstalt for såkaldte amoralske kvinder indtil 1961 – ”vi taler om … altså, Ghita Nørby er født i 1935, så det er jo psyko for nylig!” – og til et interview med skuespiller Matthew Mc-Conaughey i podcasten ’Tetragrammaton’ – ”han fortæller, at med alle sine first takes går han langt over stregen for at finde ud af, hvor stregen er.” Hele tiden koblet op på den snak om teknologi, han har indledt.

”Men det er klart, at børn er mere tilbøjelige til at søge umiddelbare dopamin releases. Jeg var selv engang en klejn knægt på 136 kilo, fordi jeg søgte alle de lavthængende frugter. Jeg var et forvirret barn. Ikke diagnostisk, psykotisk forvirret, bare sådan grundforvirret: Hvor bor glæden? Hvor søger man lige? Det er jeg også superoptaget af i dag. Jeg føler, jeg er kommet tættere på et brugbart svar, når det kommer til genopladelige energier. Det der med at flække to flæskestegssandwich og spise en pose chips – dér møder man bare hurtigt en mur. Modsat hvis man gør ting, der gør én ægte glad.”

I HORISONTEN HÆNGER solen lavt på himlen som en overmoden tomat, klar til at splatte ud over landskabet, hvis man stak en gaffel i den. Det er en sen fredag eftermiddag i starten af marts, og Benjamin Hav er på vej til Kandis-koncert i Ølstykke Hallen.

”Danmarks største band, halvanden million solgte plader, og de spiller 200 koncerter om året – det er helt psyko,” konstaterer han, mens bilen passerer Damhussøen i retning mod Rødovre.

”Jeg tror aldrig, jeg har spillet over 80 – selv i de vildeste år. Nogle gange kan jeg lave tre på en aften, hvis det er med et lille setup, men den er også grov. Jeg føler, at jeg giver alt, når vi spiller, så det er hårdt, og jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor man har lyst til at spille så meget. Men omvendt har jeg også respekt for det.”

For Benjamin Hav selv kom gennembruddet i 2013 i den elektroniske hiphop-duo Benal, i 2020 gik han solo i eget navn, og siden har han udgivet album som ’Spice Up Your Life’, ’Dit syge dyr’, ’Tesla’ og senest ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’, der indeholder hitnummeret ’Du ligner din mor’, hvor Lukas Graham medvirker. 

Han er kendt for sine kreative, energiske livekoncerter med sit band Familien, der har indbragt ham prisen som ’Årets Livenavn’, samt for sine underfundige, ord-ekvilibristiske tekster. Dagbladet Information har beskrevet ham som en blanding mellem traditionel hiphop og Kim Larsen, og musikerkollegaen Eloq udtalte i en radioudsendelse på P3: ”Enten synes man, han er et poetisk geni, eller også synes man bare, han er fuld af lort og skal lukke røven.”

Ved siden af musikerkarrieren har han i halvandet år forsøgt sig som youtuber, og han besøger i den forbindelse forskellige mennesker, der vækker hans nysgerrighed: folk, der synger i ungdomskor i Silkeborg, toiletrensere på Nørreport, politifolk, brandfolk, ambulancefolk – og Kandis. Det er derfor, han er på vej til Ølstykke denne eftermiddag, 

”Jeg har fundet ud af, at det fedeste – og det er jo superprivilegeret, at det overhovedet er muligt – er at komme ud og møde folk. Man kan måske se sjælen som en blomsterhave, som man må forsøge at udvide, raffinere, gøde, og jeg gør det ved at prøve at forstå noget nyt. Og så er det bare lettere med en YouTube-kanal, end hvis jeg skulle ringe til Kandis-Johnny og sige: ’Hey, skal vi ikke gå en tur?’”

I ET LYSKRYDS ender en bil med ikke at nå over, inden det bliver rødt. Den kommer til at holde midt i det hele og bremse trafikken i alle retninger.

”Det er synd, når man kommer til at lave den der,” siger Benjamin Hav og nikker mod bilisten, der sidder fast med hænderne på rattet og med panik lysende ud ad forruden, mens der bliver dyttet fra alle sider.

Selv er han helt rolig. Blandt andet fordi han for et par år siden tog et kursus i anger management: 

”Det var ikke, fordi jeg egentlig havde udfordringer med min vrede, men jeg kan bare godt lide at hjemtage ansvaret og kontrollen over mine følelser. Jeg gider ikke ud i en situation, hvor jeg råber ad tilfældige folk.”

Det kom sig af, at han hørte psykologen Jens Einar Jansen snakke om vejvrede i radioen, og han meldte sig bagefter til et kursus hos nordmanden. Her blev han blandt andet anbefalet at læse bogen ’The Cow in the Parking Lot’. 

”Hvis du er på en parkeringsplads, og der er en, der tager din plads lige foran dig, kan du jo godt have lyst til at give personen et nakkeskud. Men prøv i stedet at forestille dig, at det var en ko, der havde taget din parkeringsplads. Man ville jo aldrig blive sur på koen. Det er en læring i omstillingsparathed,” siger han, og trafikken letter igen.

”Vrede er et spændende koncept. Jeg synes, at følelser generelt – psykologi og psyke – er spændende, men især vreden. Nogle mennesker taler om at ’rase ud’, men psykologerne siger, at det ikke findes. Vrede avler vrede, så hvis du raser ud, bliver du bare mere rasende.” 

Det er ikke svært at tro Benjamin Hav, når han fortæller, at han altid har været søgende – både ind i sig selv og ud i verden – i et forsøg på at finde sjælefred.

”Det er et grundelement i livet at være forvirret. De dygtige løbere i verden, topløberne, siger, at hvis ikke du hader at løbe lidt, så elsker du ikke at løbe. Hvis du ikke er en lille smule forvirret, så er du ikke i gang med livet. Jeg har brugt meget tid i mit voksenliv på at prøve at rydde op inde i mig selv. Jeg er gået fra at være en svært overvægtig, ekstremt hashrygende forvirret mand til at være en ikke-hashrygende, lidt tyndere, marginalt mindre forvirret mand.”

ET PAR UGER tidligere sidder Benjamin Hav i sin lejlighed på Østerbro i København. Det er en tidlig eftermiddag, og udenfor øser det ned over kvarteret, hvor han har boet hele sit liv. På bordet er der forskellige sydøstasiatiske snacks, blandt andet durian crêpe og haoliyuan-slik fra nylige rejser, men adressemæssigt har han kun bevæget sig to gader i sit 39-årige liv.

Han voksede op lige rundt om hjørnet, men da forældrene blev skilt, da han var 13, flyttede han og hans mor ind her i ejendomskomplekset. Syv år senere var det moren, der flyttede ud, mens han selv blev boende i lejligheden – stadig fuldt møbleret i hendes stil, inklusive den feminine mælkehvide sofa i stuen. Senere byttede han sig så til sin nuværende lejlighed i samme opgang.

”Så jeg er aldrig flyttet hjemmefra. Det er lidt umandigt,” siger han og fortæller, at han og konen rent faktisk købte et hus i Hornbæk for seks år siden, men kun nåede at bo der ganske kort.

”Vi troede, at vi skulle have luft og ro og alt det der. Vi aftalte at give det to år, men allerede efter tre uger sagde min kone: ’Det går ikke.’ Så satte vi huset til salg og flyttede tilbage. Jeg elsker jo Østerbro, det er min barndoms biotop. Men samtidig, når jeg er rundt … nu var jeg lige i Stouby ved Horsens forleden til halfest med Sussi fra Sussi & Leo, og der tænkte jeg: ’De er fandeme godt nok søde her.’ Jeg kunne nok ikke bo i Stouby, men jeg kunne hurtigt blive forelsket i tanken om, hvilket liv det kunne blive til.”

Nøglen lyder i døren, og hustruen Mille og døtrene Liva, Vita og Dagmar træder ind med dryppende hår og vådt overtøj. Familiens hund, en puddel, vågner fra sin døs på trægulvet og begynder overeksalteret at løbe rundt mellem lejlighedens værelser.

HAN ER ÆRKEKØBENHAVNER, men har rødder i Harboøre. Her voksede forældrene op, før de sammen flyttede til København. Faren, digteren Niels Hav, ville tættere på kulturlivet i hovedstaden. Han skrev digtsamlinger og andre værker, mens moren var sygeplejerske og senere socialrådgiver.

Med to storesøstre, henholdsvis 10 og 13 år ældre, blev Benjamin Hav familiens efternøler. I barndommen var han en enspænder, en quirky dreng, der dyrkede sit eget univers inde på sit værelse ved at bygge avancerede togbaner, så toget kunne åbne døren, samt viklede snore rundt, der hang sammen med gardinerne og forskellige tænd- og slukknapper til lamperne.

Han så også rigtig meget fjernsyn, som han fik fortalt til en journalist fra Alt for damerne, der dengang interviewede ham og andre børn i hans børnehave om, hvad de lavede i deres fritid.

”Mine forældre syntes, at det var frygtelig pinligt, men det var jo sandheden. Jeg var meget overladt til mig selv,” siger han og fortæller, at enspænderbarndommen gav ham et livligt indre univers.

”Jeg har altid reflekteret meget over alting, og i dag snakker jeg stadig meget med mig selv, når jeg er alene. Jeg går rundt og siger: ’Det er godt nok sygt.’ Eller: ’Okay, tjek lige det her.’ Men gør alle ikke det? Eller hvad?”

BARNDOMMEN VAR i høj grad præget af Benjamin Havs forhold til sin patriarkalske digterfar. De lavede mange ting sammen – spillede eksempelvis fodbold – men faren havde også nogle ”totalitære opdragelsesmetoder”. Han udstak meget klare retningslinjer for, hvordan alting burde være, eksempelvis at kaffekoppen burde stå ”sådan dér og ikke sådan dér”.

”Min far kunne også godt lide at styre tempoet, man gik med på gaden. Han ville gerne have, at man holdt hans tempo. Nogle gange skiftede han resolut tempo eller gik pludselig over gaden i et nyt tempo og ville have, at man fulgte med.”

Engang kom faren hjem fra et skriveophold i Paris og syntes, at sønnen var blevet for tyk. Næste morgen skulle han derfor løbe fuldt påklædt i skole med skoletaske, mens faren cyklede ved siden af.

”Nu skulle jeg ligesom i form. Men han ville heller ikke gøre mere ud af det end den ene løbetur. Det er nok et meget godt billede på, at han havde det ekstreme og rabiate i sig, og at det ikke tog overhånd særligt længe ad gangen.”

Benjamin Hav har dog ikke været i tvivl om, at hans i dag 75-årige far elskede ham, det fortalte han ham hver eneste dag.

”Han var totalitær, men jeg har valgt at se op til de fede ting ved ham. Jeg har stadig ikke mødt ét menneske, der ved lige så meget som min far, han var autentisk begejstret for alle mulige ting hele den lange vej igennem min barndom og i mit ungdomsliv. Det var også ved at se på ham, at jeg lærte værdien af at rejse sig op og sige noget i et rum, så folk lytter, og det bagefter er, som om rummet er forandret. Sådan noget kunne han virkelig.”

FRA EN TIDLIG alder var Benjamin Hav med sin far til digtoplæsninger i ’Digternes Saloon’ på Østerbro. Det gjorde stort indtryk på ham, at faren var i stand til at fastholde folks nysgerrighed, når han trådte frem i rampelyset, og han var ikke særlig gammel, før han fandt ud af, at han selv havde ordet i sin magt. 

Han kunne performe rent verbalt, hvilket gav ham en vis status i skolegården, hvor folk klappede kaje, når han leverede sine skarpladte bemærkninger. Han blev også tidligt en del af elevrådet, hvor han ofte tog ordet, selvom mange af de andre var væsentligt ældre.

”Der var en pige fra 9. klasse, som syntes, at det var vildt, at jeg kunne snakke på den måde. Jeg havde selv ret tidligt en følelse af, at jeg kunne tale med voksne på et voksent sprog og med børn på et børnesprog. Det er jo sådan en bullshit-energi, men den har gjort, at jeg altid har været i stand til at tale med alle og skabe en connection med alle typer mennesker – uanset etnicitet, alder, seksualitet, whatever.”

I skolen høstede han høje karakterer til de mundtlige eksamener, selvom han ikke forberedte sig, og i timerne endte han nogle gange med nærmest at overtage undervisningen. 

”Jeg lærte ligesom værdien af at tage ordet, og at ens liv faktisk i høj grad afhænger af den evne. Det er jo ikke nødvendigvis alle, der har den, og det er sgu ikke nødvendigvis dem, der tager ordet, der er de skarpeste. Men det gik tidligt op for mig, at hvis du stiller dig op med oprigtig, autentisk entusiasme, er det faktisk næsten ligegyldigt, hvad du siger.”

Selv med ordet i sin magt kunne livet dog blive for meget for en reflekterende ung dreng. Som syvårig blev Benjamin Hav pludselig ramt af en overvældende klarhed: ”Jeg skal dø en dag. Mine forældre skal dø. Alle, jeg kender, skal dø!”

Erkendelsen ramte ham som et granatchok, og han udviklede forskellige tics som reaktion på den næsten altopslugende dødsangst. Han skulle altid blinke to gange, for blinkede han kun én gang, åbnede han for et ondt parallelunivers. Kun ved at blinke en gang til kunne han lukke det igen. Han begyndte også konstant at undskylde til andre, ikke mindst sine lærere – hver gang med to gange ’undskyld’ for at lukke døren ind til det onde igen. 

”Jeg gik rundt med en stor, ubærlig, trist klump inde i mig, som jeg ikke kunne pulverisere. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Det var bare en tung, sort tordensky i mit liv.” 

Der gik lang tid, inden han landede på en løsning, han kunne leve med: ”Ved at snakke med mig selv om det, igen og igen, kom jeg frem til, at vi alle sammen mødes i himlen igen. Som jeg husker det, blev jeg nærmest overnight glad igen. Jeg havde følt mig holdt tilbage af konstant tristesse og sorg, og pludselig blev jeg fri og gik ikke længere rundt og var ulykkelig over det.”

På klaveret i stuen på Østerbro ligger en kæmpestor version af Bibelen samt en bog med udvalgte bibelhistorier. Hele Benjamin Havs vestjyske familie er kristne. Der er både kirkegårdsgravere og præster i stamtræet, og han er vokset op med en far, der sang ’Jeg er træt og går til ro’ og bad fadervor med ham hver aften, inden han skulle sove. 

”Men jeg ved ikke så meget om, hvad det vil sige at være religiøs. Så snart man snakker om religion, tænker jeg på, at nogle af de værste ting i menneskehedens levetid er sket i religionens navn, og at religion er blevet brugt til at distancere frem for at samle. Men jeg tror på, at vi mødes i himlen igen en dag.” 

I sine teenageår forsøgte han at få teorien understøttet videnskabeligt, og han så blandt andet forskellige dokumentarer om nærdødsoplevelser, hvor folk fortæller om at møde gamle slægtninge igen.

”Det kan selvfølgelig være, at det hele er en eller anden form for pyramidespil, de bare har fundet på for at snyde folk som mig. Men hvis der er en positiv og en negativ vej, så vælger jeg den positive.”

I TEENAGEÅRENE begyndte han for alvor at blive musikinteresseret. Han var med i forskellige ungdomsbands, der var inspireret af Nirvana, Deep Purple og The Cranberries, og han sang, spillede trommer og bas, men han fik også ørerne op for rap – Jokeren, L.O.C., Suspekt.

Som 13-årig skrev han en rigtig blærerøvsrapsang, som han sendte ind til P3-programmet ’Frankies julespecial’, der havde en sangkonkurrence. Han vandt og fik mulighed for at få færdiglavet sin sang af produceren Kenn ’The Killer’ Haunstoft fra bandet Cargo, der i 90’erne havde hittet med sangen ’Pornstar’. 

”Han boede i et parcelhus i Hobro, så jeg tog derop og boede hos ham og hans kone et par dage. Hun lavede morgenmad til os og sådan noget, og så kom jeg hjem, og så havde jeg ligesom et nummer, som var mit eget, og som blev spillet i radioen to gange,” husker han.

Med interessen for rap fulgte nye fællesskaber, og her fik et par jævnaldrende lokket ham til at tage et hvæs af en joint. Det startede stille og roligt, eskalerede gradvist, og snart blev den grønne plante en tro følgesvend i hans liv.

Det var i samme periode, at han en dag stod op og fandt hele familien ude i køkkenet, også hans to storesøstre, der var flyttet hjemmefra. Faren var netop kommet hjem fra kunstnerrefugiet San Cataldo, hvor han havde fundet en ny kæreste – på alder med sin ældste datter. Efter at have forklaret situationen blev han losset ud af moren og flyttede midlertidigt på et pensionat ved Trianglen på Østerbro.

”Det var sådan et sted, hvor folk tog op for at drikke sig ihjel. Jeg var deroppe med ham den første aften, hvor der var en helt vanvittig lugt af død og alkoholisme. Lige der var det ret trist og sygt og weird, at de var blevet skilt, men ret hurtigt var det egentlig fedt,” siger Benjamin Hav, der kom til at bo det meste af tiden hos sin mor.

Hun havde, modsat faren, en ”totalt loose” tilgang til børneopdragelse, hvilket også var grunden til, at hans begyndende hashmisbrug kunne få lov til virkelig at eskalere.

”Hun drak meget rødvin, jeg røg meget hash, og vi blandede os ikke så meget i hinandens sager.”

HASHEN VAR ET middel til at gå på opdagelse i sindets mærkelige krinkelkroge og dybe, underlige undergrotter. Og en hurtig adgang til store følelser – store grineflip, øjeblikke, hvor han blev enormt rørt. Men i takt med at hashmisbruget udviklede sig, kom det til at ”balsamere hans liv”, som han formulerer det, og han dumpede dybere og dybere ned i en formålsløs stilstand.

”Jeg har altid været meget søgende, og det er klart, at da jeg røg meget hash, var det en form for sinds-søgen, en søgen indad. Men problemet med hash er, at der ikke er nogen bevægelse, der er ikke nogen udvikling i det. Hvis man ryger sig skæv, er hver dag en form for restart. I hvert fald hvis man gjorde det så meget, som jeg gjorde,” siger han og fortæller, at det gradvist blev det eneste, der rigtig betød noget for ham.

”Det var ligesom det vigtigste i mit liv – hash og et fællesskab omkring det. Alt andet kom på andenpladsen. Hvis du er i et hashmisbrug, kan du ikke være autentisk glad, medmindre du har røget hash.”

Han droppede ud af gymnasiet, og i stedet foregik det meste af hans liv i en rygerklub på Østerbro. I hans eget hoved kørte tingene dog på skinner. Han levede i selvbedraget om, at han var en håbefuld ung rapper, måske endda verdens bedste, og det selvbillede bevarede han, selvom det ene år tog det næste, uden at der rigtig skete noget som helst.

”Det, der både er det fede og det ufede ved hash, er, at man lever sit liv i en boble. Man ser nogle amerikanske gangsterrappere på YouTube og tænker: ’Det er lidt ligesom mig.’ Alle andre ville kunne kigge på én og tænke: ’Hold kæft, det kører virkelig dårligt.’ Men man tænker selv: ’Det kører sgu da meget godt,’” siger Benjamin Hav, der havde en oplevelse af at forblive i sit 17-årige sind, selvom han kom op i tyverne.

”I takt med at andre mennesker begyndte at tage deres liv mere seriøst, blev jeg lidt i legen, hvor det måske, hvis der havde været ryddet op i mit hoved, havde været mere tydeligt for mig, at: ’Hør her, du er ikke rapper, du er bare en stor, kvabset dreng, der stener dagen lang.’”

Alligevel var der noget inde i ham, der begyndte at tænke: ’Det er jo ikke fedt, det her. Der må simpelthen være noget, der er federe.’

”Der må være noget, der er 100 procent happy, tænkte jeg, for det her er ikke 100 procent happy, det er mere sådan 60. Det blev endimensionelt: Stå op om morgenen, tag ud på Staden eller ned i en eller anden rygerklub, og køb noget hash, spis smørrebrød, vær så skæv, at du glemmer, hvad du hedder, se noget Discovery, start forfra dagen efter. Altså sådan var det jo. Hvis du kigger matematisk på det, differentierer de enkelte dage sig bare ikke så meget fra hinanden,” 

I en alder af 23 år lagde han sit hashmisbrug bag sig.

”Sandheden er, at alt det, du gerne vil have i livet, må du gå ud og tage. Det begyndte at dæmre for mig i slutfasen af mit hashmisbrug. Det gik op for mig, at tingene nok ikke ville dumpe ned i min kashmir-nussede turban lige pludselig. Hvis du vil have nye input, må du ryste posen lidt. Det er også grunden til, at jeg startede min YouTube-kanal – at få en masse input til: ’Hvad kan livet også være?’ Det prøver jeg hele tiden at sige til mine unger: Glæden og det fede liv er ikke bare noget, der kommer af sig selv.”

BENJAMIN HAV RULLER ind på parkeringspladsen ved Ølstykke Hallen et par timer før koncertstart.

”Tror du, ham der skal til Kandis? Det kan han næsten ikke være bekendt, hvis han skal. Han har en alt for lille træningsdragt på,” siger han og nikker mod en mand i 40-årsalderen, der slentrer ad asfalten under høje, bladløse træer i retning mod den røde halbygning med det spidse sorte tag. 

”Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg er i Ølstykke. Der er jo det der gamle Ibens-nummer. Det er en kæmpeslasker. Kender du den? ’Men af og til er sex med dig som Ølstykke i november,’” synger han, idet han træder ud i den friske forårsluft.

Redaktøren Nanna og kameramanden Mark venter på parkeringspladsen, og efter at Benjamin Hav er blevet mic’et op, lægger de en kort, grovskitseret plan for aftenen.

”Kandis går først på klokken 21, men det er måske meget sjovt at gå en tur ud med Johnny – ud og snakke med nogle fans eller et eller andet. Hen i merch-boden og sige hej til folk,” siger redaktøren. 

”Vi skal helt sikkert ud og se, om der er nogle fede, sjove personer. I ved godt, det er Danmarks største band, ikke?” spørger Benjamin Hav, da de nærmer sig hallen, hvor spredte grupper af folk står og ryger udenfor, mens høje dansktop-toner brager inde fra selve hallen:

”Det her kunne godt gå hen og blive ret hyggeligt.”

PÅ ØVERSTE ETAGE finder Benjamin Hav Johnny Hansen og resten af Kandis-slænget i færd med at drikke kaffe og fordrive ventetiden i et baglokale med sports-pokaler på hylderne og udsigt til resten af hallen, hvor folk sidder ved langborde med buffetmad på tallerknerne og fadbamser i papkrus.

”Jeg har så mange spørgsmål … Mit why, min lyst til at komme her sammen med jer, er de sagnomspundne historier med mængden af koncerter, I spiller. I har solgt halvanden million plader og har rekorden for flest guld- og platinplader, og samtidig er det, som om I kører jeres egen ting sideløbende med resten af branchen. Hvor mange koncerter spiller I om året?” siger han lidt efter, mens YouTube-optagelserne ruller.

”120, og så laver jeg cirka 100 selv. Sidste år blev det 212 i alt,” forklarer Kandis-Johnny.

”Det er jo helt crazy. Alt over 40 koncerter, så klynker jeg – 212 er jo helt sygt!”

I de næste tre kvarter er Benjamin Hav opslugt af at høre Johnny og resten af flokken fortælle historier fra et langt turnéliv. Han spørger og spørger og har hele tiden lige ”et sidste hurtigt spørgsmål”, og næsten ligegyldigt hvad de fortæller, udbryder han begejstret, nogle gange nærmest rystet: ”Okay, det er jo helt sindssygt!”

Efter at have fortæret steg med flødekartofler fra foliebakker går Benjamin Hav og Kandis-Johnny sammen ned i hallen Der er fuld gang i festen, hvor folk i hawaiiskjorter klapper i takt og varmer op med fællessang til ’Himmelhunden’ og ’Volvo B18 210’, mens andre bygger faretruende høje tårne af shotsrør på langbordene med hvide duge og røde servietter.

Der går ikke længe, før hele salen har spottet de to musikere, men det her er ikke Benjamin Havs publikum. For en stund må han se til fra sidelinjen, mens fulde fans hænger op ad den aldrende kollega. Til sidst er der dog flere og flere, der får øje på ham, og han bliver revet ud i en kædedans til DJ Ötzi-nummeret ’Hey Baby!’ 

Lidt senere lusker han ud i siden for at tage sig en puster med små svedperler på panden og et udefinerbart smil på læberne.

”Kærlig fed energi, ingen spiller smarte, alle er bare glade. Der er en mand, der bliver ved med at komme hen og sige til mig, at jeg skal komme til havnefest i Kalundborg en dag.”

EFTER BENJAMIN HAV stoppede med at ryge hash, fik han en oplevelse af, at hans følelser gradvist kom tilbage. I første omgang fik han et job i Danmarks største callcenter, LN Eurocom. Her sad man i kundeservice for 200 virksomheder, og man vidste først, hvilket firma man repræsenterede, når man løftede røret, og firmaets navn poppede op på skærmen. Her var det en fordel at have bullshit-energi.

”Man repræsenterer det ene firma i det ene øjeblik og undskylder for det andet firma i det næste. Det er på alle måder en meget psykopatisk opgave, men jeg kunne godt lide det, og fordi jeg er den, jeg er, blev jeg ret hurtigt bobbet op til en form for coach-agtig type for de andre. Jeg syntes, at det var sjovt at køre sådan en ’The Office’-energi på folk og kigge de mest pressede af dem i øjnene og sige: ’Jeg vil gerne lige understrege, at hvis I laver én fejl, så bliver I fyret!’” 

Han havde dog større ambitioner og drømte stadig om at leve af at lave rapmusik. I løbet af sine hashryger-år havde MC’s Fight Night-legenden Pede B fået ham anbefalet af en fælles bekendt, tjekket nogle af hans raptekster ud og inviteret ham med til en række spillejobs. Her optrådte Benjamin Hav under aliasset ’Benjah’, men selvom han for en kort stund levede drømmen, føltes det aldrig sådan på grund af hashmisbruget.

”Hashen var som en spændetrøje. Alt det, jeg gjorde og følte, var bundet for meget op på det. Det blev til noget andet end mit autentiske jeg, og sådan var det hele vejen igennem, indtil jeg til sidst tænkte: ’Jeg bliver simpelthen nødt til at være mere tro mod den autentiske Benjamin.’” 

Da Benjamin Hav forlod hashsumpen, stoppede han også med at møde op i rygerklubben med sine gamle venner. I stedet begyndte han at hænge ud med sit nye bekendtskab Magnus Albert Wanscher, som han havde mødt gennem førnævnte Pede B. Albert, som han blev kaldt, repræsenterede en helt anden, friskere energi, og sammen skabte de deres eget lille fællesskab, der ikke handlede om hash, men om lysten til at bryde grænser og gakke helt ud i musikken. 

”Det var lige præcis det, jeg havde brug for i det moment, hvor mit liv var blevet helt luftigt og frisk, og jeg havde fået mit følelsesliv tilbage.”

Sammen med Magnus Albert Wanscher skabte han den elektroniske duo Benal, der i 2013 medvirkede i ’KarriereKanonen’ på P3. De vandt ikke, men fik alligevel en pladekontrakt ud af det, og inden længe spillede de deres første festivaler og vandt sågar en pris til P3 Guld.

Lige pludselig passede det rent faktisk, hvad Benjamin Hav havde sagt til folk i de 10 år, hvor han sad fast i sit hashmisbrug – han var rapper, og han var skidegod til det.

”Hold kæft, hvor er der mange mennesker, der har grinet, når jeg har sagt, at jeg var rapper. ’Altså, hold nu kæft, mand, du er 22 år, ryger hash nonstop og vejer 140 kilo, og du har i øvrigt briller fra Tiger, der er tapet sammen på midten. Altså, hvad fuck er det, du står og siger til mig, dit tykke dyr?’” imiterer han.

”Jeg har altid været god til at snakke folk et øre af, og jeg tror, der har været mange gange, hvor folk har tænkt: ’Nu nikker vi bare og lader ham selv tro på det.’ Men nu kunne de jo se, at den var god nok.”

I ØLSTYKKE HALLEN går brandalarmen, mens Kandis ufortrødent spiller videre.

”Det er vores cue,” siger Benjamin Hav og trækker mod udgangen, men kan ikke lade være med at joke med personalet i døren på vej ud.

”Det er hele Kandis-crewet, der sidder og ryger hash oppe på førstesalen,” siger han som forklaring på den enerverende brandalarm. 

Han når ikke mange skridt hen mod parkeringspladsen, før han første gang bliver stoppet af en af gæsterne, en lettere beruset kvinde i trediverne.

”Eij … Benjamin Hav! Hvad laver du her?”

En selfie og en sludder senere når han yderligere et par skridt, inden det samme sker igen. Og sådan fortsætter det de næste 20 minutter, mens både redaktør og kameramand trækker længere og længere væk i et forsøg på at lokke ham med.

”Sådan er det altid. Han ender altid med at snakke i 100 år med alle,” siger redaktøren, før Benjamin Hav lidt efter når hen til sit tålmodigt ventende crew.

Et par minutter senere fører han Hyundai’en væk fra festlighederne i Ølstykke Hallen. 

”Meget helstøbt fest i forhold til, at det hedder halfest,” konstaterer han.

SENERE I ÅR venter nogle af Benjamin Havs egne største koncerter til dato. To gange Royal Arena i København samt Jyske Bank Boxen i Herning, og han er også på plakaten til Grøn Koncert landet over.

”Det fede ved at sælge mange billetter er, at der er økonomi til, at man kan lege med showet. Det koster psyko med penge at øve med et stort band, men livet går jo ud på at have oplevelser. Hvorfor er det, at man gerne vil tjene penge? Det er jo, så man kan købe sig til fede oplevelser.”

For tiden er han i fuld gang med at forberede de kommende shows, og han glæder sig. 

”Det lyder jo løgnerisk, når andre siger det, så det vil det sikkert også gøre, når jeg siger det, men jeg mener virkelig, at alle, som i alle, koncerter, vi har spillet, har haft en ekstraordinær glæde. Der er bare sådan en intern energi i bandet: ’Okay, nu er vi sammen, og vi skal have en fed oplevelse.’ Jeg tror, det gør meget ved publikum, at de kan mærke, at stemningen og begejstringen er autentisk.”

I starten af året toppede han hitlisterne med sangen ’Du ligner din mor’. Men samtidig med sangens massive succes oplevede han for første gang i sin karriere noget, der kan minde om modgang. Han har aldrig udgivet noget, der med hans egne ord er blevet så ”skizofrent anmeldt” som albummet ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’.

”Det har fået masser af gode anmeldelser, men der er nogle, der virkelig ikke vil have det. To stjerner i Gaffa og Soundvenue. Der var også en anmeldelse i Weekend-avisen – supersjov faktisk – og han skulle virkelig heller ikke bede om den plade. Han var helt tilbage og snakke om gamle dage, og hvorfor jeg også var dårlig dengang. Det er der en særlig grundighed i, som jeg må anerkende,” siger han og griner selv af det.

”Sådan er livet jo. Der er alle mulige små indikationer på, at det enten går godt eller går skidt, og så må det være op til én selv, hvad man vælger at suge på – succeserne eller fiaskoerne. Det kommer an på, om du zoomer nok ind eller zoomer nok ud. Jeg har nok en evne eller en brist – igen afhængigt af, hvordan du ser det – til at zoome ind på det, der får mig videre på en positiv måde.”