Hvorfor har du valgt at blive togfører?

”Dengang jeg blev ansat, var titlen stewardesse. Oprindelig havde jeg et ønske om at flyve. Jeg søgte også ind til SAS dengang, men jeg var ikke gammel nok. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bruge nogle måneder som stewardesse i tog – turen til Hamborg smagte jo lidt af at flyve. Og man må sige, at jeg har været glad for det, når jeg stadig er her.”

Hvad er det gode ved dit arbejde?

”Jeg er ikke typen, der sætter sig i en tjenestekupé. Jeg kan godt lide, at der er noget at lave, at snakke med folk og sørge for, at de får en god rejse. Jeg er ikke ansat som rejseguide, men tit kommer jeg med anbefalinger, fordi passagererne ofte spørger, om der er noget, de skal se i København. Jeg anbefaler steder som Amalienborg, Den Lille Havfrue, Tivoli, Bakken, og hvis de er kulturelle, så er det Glyptoteket og selvfølgelig også en hyggelig tur til Nyhavn.”

Som international togfører skal man kunne tysk og engelsk. Hvor har du lært de sprog? 

”Jeg har altid været meget interesseret i sprog, og jeg er sproglig student fra Sorø Akademi, hvor jeg gik på gymnasiet. Efter gymnasiet tog jeg et år til London som au pair. Da jeg havde været au pair og skulle søge job, ville jeg arbejde på det, vi dengang kaldte for ’Englænderen’. Det var toget på strækningen til Esbjerg med forbindelse til Esbjerg-Harwich-overfarten. Men der var ikke nogen ledige pladser. Til jobsamtalen sagde intervieweren: ”Du skal køre på strækningen til Hamborg.” ”Jeg kan ikke noget tysk,” sagde jeg som en joke. ”Joo,” sagde hun, ”det kan jeg se på dine skolepapirer.” Og så blev jeg ansat. Jeg er dog blevet bedre til tysk igennem årene. Vi har en klub med vores tyske kolleger – togførere, lokomotivførere og toldere nede i Tyskland – og så lærer man lidt tysk hen ad vejen.”

Du er også kongelig togfører, hvordan blev du det?

”Man bliver spurgt, om man ønsker at blive det, og da jeg officielt blev spurgt i 2016, ønskede jeg at få stillingen.”

 Hvordan er det at servere for dronningen?

”Dronning Margrethe har sin egen vogn, og det er kun få mennesker, der har adgang til den. Da Storebælt blev indviet i 1998, var jeg stewardesse, og dengang serverede jeg for første gang morgenmad for hende. Prins Henrik var også med. Det var en stor oplevelse, og jeg var meget nervøs. Til H.C. Andersens 200-årsjubilæum serverede jeg for den svenske kronprinsesse Victoria. Jeg har også kørt med den bulgarske præsident. Han havde lejet et tog, og vi kørte til Aarhus. Det er nogle gode arbejdsminder, jeg har.”

Hvad laver du i din fritid?

”Vi lopper rigtig meget, begge mine piger og min mor. Min kusine lopper også, så det ligger til familien. Jeg leder ofte efter fransk, engelsk, dansk og svensk porcelæn og glas, som jeg sælger videre. For syv år siden købte min store datter en hund af racen Coton de Tuléar. Den har fået tre kuld og 23 hvalpe. Jeg har en kollega, der har købt fra hvert kuld, så vi følger med i, hvordan det går med dem.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Jeg får set en masse, har mange skønne kolleger og bliver udfordret i mit arbejde. Jeg er også med til at uddanne nye togførere. Derfor har jeg et ansvar for at holde mig opdateret med alle sikkerhedsregler, billetter og andre tiltag, som for eksempel under COVID-19. Derudover er jeg god til at snakke, så jeg får tit en hyggesludder med mine passagerer om vejret, strik, børn og dyr. Jeg har ofte små godbidder i lommen til hundene. Forleden fik jeg snakket med en lille smuk og sjov fugl, der var med sin ejer på arbejde hver dag.”

Hvad skal man kunne som børneguide?

”Man skal være uddannet togfører, før man kan blive børneguide, og man skal have en ren børneattest, som skal sikre, at man ikke er straffet for overgreb på børn. Men det vigtigste er, at man skal kunne rumme og lide børn. Man skal synes, det er hyggeligt og sjovt at snakke med dem. Normalt skal toget køre til tiden, og det er stadig målet, når jeg er med, men når der er børneguide med, så kører vi ikke, før vi har modtaget eller afleveret børnene.”

Hvem benytter servicen? 

”Det er børn fra fire til 15 år. Nogle af børnene rejser fra den ene ende af landet til den anden, andre rejser bare et par stop. Det er typisk børn, der skal på weekend hos en forælder, bedsteforældre eller anden familie. De bliver afleveret til os med en billet, pladsbillet og et fragtbrev med oplysningerne på dem, der afleverer og modtager. Børnene finder en plads i den afspærrede børneguide­afdeling. Når vi er ved at være ved deres endestation, beder vi dem pakke deres ting sammen. De fleste er vant til det og har venner i toget, som de kører med hver weekend. Enkelte kan blive kede af afskeden med en forælder, men det tager vi os af, og de bliver heldigvis hurtigt glade igen. Det er ekstra skønt, når man så kan se, at der er stor gensynsglæde, når de ankommer hos den anden forælder.”

Har du en oplevelse, du husker? 

”En enkelt gang var toget fire timer forsinket på grund af en personpåkørsel. Vi stod med over 20 børn, nogle helt ned til fire år, og endte med at måtte køre dem hjem med bus. De var trætte, men klarede det fint. Vi sørgede for frugt, kiks og vand, og børnene brokkede sig ikke. Man oplever også at få et bånd til børnene. De ved for eksempel, at jeg spiller Pokémon. Så bliver vi venner i spillet og snakker om det. De ved også, at når jeg kommer, skal de gemme deres slik, fordi jeg altid gerne vil smage.”

Hvad er din yndlingsret? 

”Hvis det er hjemmelavet mad, er det kød fra vores egne dexterkøer med en god sovs. Min mand og jeg bor på en lille bondegård ved Herlufmagle mellem Ringsted og Næstved og passer selv vores dyr. Lige nu har vi tre køer, to heste, høns, hund og katte. Køerne er ikke så store og kan gå ude hele året. Kødet er det bedste, man kan få. Hvis vi skal hygge med købemad derhjemme, henter vi tapas i Næstved.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Vi har mange unge mennesker ansat i vores butikker, og jeg synes, det at være butikschef i høj grad handler om at give dem en god oplæring i, hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Der er mange unge, som ikke kender reglerne for pauser, eller hvor lang tid ens vagt må være. Det er noget, jeg synes er vigtigt, at de lærer. Jeg prøver at være en god rollemodel og hjælper dem, så de har den viden, når de skal videre ud på arbejdsmarkedet.”

Hvilke slags kunder møder du i din butik?

”Jeg har været i denne her butik i ni år, og kunderne kender mig hernede. De kommer forbi, ikke bare for at handle, men også for at hilse, det synes jeg er meget hyggeligt. Vi har pendlerne, som kommer hver dag og køber deres faste kopper kaffe, vi har også pensionisterne, som måske har brug for en snak, og så er der også dem, som arbejder hjemme på grund af corona. De kommer typisk for at hente frokost og lige bruge et par minutter på at snakke. Jeg ser lidt butikken som mit eget hjem, hvor kunderne er mine gæster.” 

Hvordan er jobbet sammenlignet med de andre stillinger, du har haft hos DSB?

”Min arbejdsplads er nu mere fysisk aktiv, det kan jeg godt lide. Der er ikke to dage, som er ens, trods faste rutiner. Der sker næsten hele tiden nye tiltag, for eksempel har vi fået GLS som ny samarbejdspartner, og derfor kommer der mange nye gæster ind i butikken for blandt andet at hente pakker.”

Du arbejder som Natteravn i din fritid, hvorfor?

”Det er tanken om, at der er nogle forældre derude, som tager vare på vores børn. Jeg har selv to piger, og når de er ude, vil jeg være glad for, at der er nogle voksne, der kan tage sig af dem, hvis der sker noget. Det er dog overraskende at se, hvor meget de unge mennesker passer på hinanden, også selvom de ikke kender hinanden. Når Natteravnene er på arbejde, så er det vores opgave at observere – det er kun, når det er højst nødvendigt, at vi blander os. Jeg tror, at bare det, at vi er der og har bolsjer og kondomer med, giver en tryghed.”

Har du nogen planer i 2021?

”Jeg bliver 50 den 7. juli, det er noget, man går og tænker over. Mine piger og jeg havde aftalt, at vi skulle tage til New York, men det er blevet sat lidt på hold på grund af corona. Nu er tanken at leje et stort sommerhus og bruge dagen sammen med venner og familie, eller en oplevelsestur. Det kunne måske være et spaophold.”

Hvad er din funktion som påkørselsvagt?

”At sikre, at medarbejderne bliver støttet, når de har været ude for en ubehagelig hændelse såsom en personpåkørsel. Når jeg modtager et alarmopkald fra Driftscenter Danmark, skal jeg have styr på fakta, inden jeg kontakter medarbejderen, der har haft oplevelsen. Min blok ligger klar på køkkenbordet hele døgnet, så jeg hurtigt kan få skrevet det vigtiste ned. Herefter er det min opgave at få fat på lokomotivføreren og vurdere, hvordan vedkommende har det. Er der tale om en personpåkørsel, møder jeg altid op på stedet bagefter.”

Hvad taler I om, når du ringer op?

”Hvis man har oplevet at påkøre en anden person, vil de fleste lade følelserne tale. Det er helt naturligt, og det giver mig mulighed for at vurdere, hvordan vedkommende har det. Inden jeg lægger på, er jeg altid grundig med at fortælle, hvor lang tid der går, før jeg er hos dem. I mellemtiden vil politiet eller andet togpersonale være ankommet og kan tage over, indtil jeg er fremme. Mens jeg er på vej, ringer jeg hyppigt medarbejderen op, så vedkommende ikke føler sig alene. Jeg sørger også for, at de ikke kommer hjem til et tomt hus, og i de fleste tilfælde tager jeg med dem hjem, drikker en kop kaffe og får talt med dem og deres pårørende om alt og intet. I nogle tilfælde tager det længere tid, før de er parate til at komme tilbage på skinnerne, og nogle medarbejdere har brug for yderligere hjælp, end vi kan give. Vi har desværre også nogle, som må stoppe på grund af de traumer, de har fået. Der er stor forskel på, hvordan man håndterer det.”

Hvordan ved du, hvad du skal sige?

”Alle ledere i påkørselsvagten er tidligere lokomotivførere, og flere af os har prøvet en personpåkørsel, så vi ved, hvad det handler om. Vi har været på kursus i, hvordan man debriefer medarbejdere, som har haft et traume. Jeg har selv haft tre personpåkørsler, så jeg trækker meget på egne erfaringer. Jeg ville selvfølgelig helst have været foruden de oplevelser, men jeg tror, det betyder meget for medarbejderen, at jeg kan sætte mig ind i situationen.” 

Kan du huske dit første opkald?

”Da jeg indtrådte i vagtordningen, syntes jeg,  det var stort, at andre kunne bruge mig i en så sårbar situation. Jeg gik og håbede på, at der ville komme et opkald.  

Da det kom, tænkte jeg: ’Åh nej, hvad nu hvis jeg gør noget forkert.’ Men jeg var blevet klædt godt på af mine kolleger og fulgte den tjekliste, jeg havde fået udleveret. Det virkede heldigvis. Men det kan være et meget hårdt arbejde. Jeg er ikke nogen supermand og kan sagtens blive vemodig en gang imellem, når jeg har afleveret medarbejderen hjemme ved familien. Når lokomotivførere påkører en person, deler de ofte døden med dem, de påkører. De fleste, der har været udsat for en personpåkørsel, kan ikke lade være med at tænke: ’Hvorfor gjorde du det på mit tog?’”