Indlæg

Sara Berg Schuwendt er lokomotivfører og har såkaldt depot i Fredericia, hvor hun begynder og slutter sin arbejdsdag.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg er lokomotiv­­­fører på fjern- og regional­tog, så jeg kører pri­­mært tog. Det er det bedste job i hele verden. Jeg ser så meget af Danmark. Jeg ser årstiderne skifte, jeg ser solopgange og solnedgange. Det er fantastisk bare at køre derudad og nyde det syn. Det er virkelig afslappende og behageligt, men man kan ikke bare sidde og falde hen, for man skal konstant være opmærksom på signaler, materiellets tilstand, banens og køreledningernes beskaffenhed og eventuelle uforudsete hændelser, der måtte opstå. På den måde bliver det aldrig kedeligt, for man er hele tiden på.”

Hvorfor blev du lokomotivfører?

”Fordi jeg aldrig helt havde fundet den rette hylde. For omkring 15 år siden var der en af mine venner, der foreslog lokomotivfører, fordi han tænkte, at det var noget for mig. Jeg syntes, at det lød spændende, men kunne ikke få det til at gå op på det tidspunkt. Så jeg lod det ligge lidt, og så fik jeg børn, og så fungerede det ikke. Men for nogle år siden, da jeg stadig gik og var lidt utilfreds med det, jeg lavede, tænkte jeg: ’Nu prøver jeg altså’, og nu har jeg været her i tre år. Jeg er simpelthen så glad for det. Det er første gang, at jeg glæder mig til at komme på arbejde hver eneste dag. Nogle gange bliver jeg helt høj og tænker: ’Kan jeg virkelig få penge for det her?’”

Hvordan er det at være kvinde i et mandefag?

”Til daglig tænker jeg overhovedet ikke over, at jeg skiller mig ud, for vi er alle sammen vidt forskellige, uanset køn. Jeg oplever dog nogle gange, at passagererne lige kigger en ekstra gang, når de ser, at det er en kvinde, der kører toget, og så kan de godt finde på at sende et smil og sige: ’Neeej, en kvindelig lokomotivfører’ eller ’Godt kørt’. I gamle dage skulle man være smed eller en anden type håndværker for at blive lokomotivfører. Det er også derfor, at det primært er et mandefag. I dag er adgangskravene meget bredere – jeg kom for eksempel ind på baggrund af min matematiske studenter­eksamen.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”At få det til at hænge sammen med privat­livet. Vi har jo nogle lidt skøre arbejdstider. Jeg arbejder for eksempel primært eftermiddag og aften, så mine børn er meget hos deres far, fordi jeg ikke er hjemme til at hente dem fra skole og putte dem om aftenen. Til gengæld har de alt mit fokus, når jeg har fri. Netop fordi jobbet fylder så meget, skal man virkelig ville det, og det er også mit indtryk, at alle mine kolleger er dybt engagerede og elsker deres job. Min kæreste er også lokomotivfører, og vi arbejder heldigvis stort set på de samme tidspunkter, så vi får det til at gå op.”

Har du mødt din kæreste på jobbet?

”Ja, det har jeg. Dengang arbejdede vi begge to i København, men han boede i Slagelse, og jeg boede i Odense, så vi skulle begge to pendle frem og tilbage. Vi kendte ikke rigtig hinanden, men en dag, hvor vi havde fri på samme tid, skulle vi med det samme tog hjem og faldt i snak. Det var virkelig en god samtale, så det voksede bare derfra, og nu bor vi sammen.”

Sara Berg Schuwendt, 43, bor i Odense sammen med sin kæreste, sine to tvillingepiger og deres kæledyrsrotter og axolotl-padder.

Adis Barucija flygtede som 14-årig til Danmark på grund af krigen i Jugoslavien. I dag har den 44-årige togfører en lejlighed på Frederiksberg og bor også i Malmø med sin forlovede og deres to børn.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Du er oprindeligt fra Bosnien. Hvorfor kom du til Danmark?

”Jeg kom til Danmark som 14-årig i 1993 på grund af krigen i Jugoslavien. Banja Luka, som jeg boede i, blev belejret, så vi flygtede op i bjergene, hvor vi blev hjulpet af Dansk Røde Kors. Alle vi børn blev sat på en bus, der skulle køre os til Danmark. Da vi kom til den polske grænse, kunne vi ikke komme ind, fordi flere af os ikke havde visum. Vi var nødt til at køre til Kiev og få lavet visum, så vi kunne komme ind i Polen og rejse videre til Danmark derfra. Rejsen tog syv dage og seks nætter.”

Hvordan var det at komme hertil?

”Da vi kom til Danmark, kom vi til at bo i en flygtningelejr i en by, der hedder Lønne. Varde Kommune, som Lønne ligger i, besluttede, at jeg skulle på efterskole. Jeg kom på en sportsefterskole i Fjerritslev, og det var den mest fantastiske oplevelse. Jeg fik rigtig meget disciplin. Vi skulle for eksempel hjælpe til i køkkenet, og jeg lærte også, at det var vigtigt at lave lektier. Jeg fik generelt en masse viden om dansk kultur, som jeg kunne tage med hjem til min familie. Folk siger tit, at man skal integrere forældrene, før man kan integrere børnene, men jeg tror, det er omvendt.”

Hvilke kulturelle ting fik du med dig?

”Da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke fordrage rugbrød. En aften på efterskolen kom jeg senere til aftensmad end de andre, fordi jeg havde spillet fodbold, og alt var bare spist. Det eneste, der var tilbage, var sild … og rugbrød. Jeg var virkelig sulten, så jeg tænkte: ’Nu prøver jeg.’ Jeg puttede lidt sennep på rugbrødet, og så puttede jeg sild ovenpå. Da jeg smagte det, blev jeg så vild med det, at jeg nærmest ikke spiste andet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem fra efterskole, bad jeg min mor om at købe rugbrød. På den måde lærte min familie også at spise det.”

Adis Barucija som et-årig i det tidligere Jugoslavien. Foto: Privat

Hvordan blev du ansat i DSB?

”Mine forældre flyttede til Sverige for 16-17 år siden, så jeg besluttede mig for at flytte til København og finde et job, der var tættere på dem. Jeg prøvede alt muligt forskelligt, men fandt ikke rigtig noget, jeg kunne lide. En dag, hvor jeg sad i toget, overhørte jeg en togfører, der talte på mit modersmål. Han snakkede om, at han havde diabetes. Jeg er uddannet i Food Science, så jeg spurgte, om jeg ikke skulle hjælpe ham, og det takkede han ja til. Vi begyndte at tale sammen og endte med at blive rigtig gode venner. Han vidste, at jeg ledte efter arbejde, så han spurgte, om jeg kunne være interesseret i at blive togfører. Jeg tænkte egentlig ikke, at det var noget for mig, men jeg søgte jobbet alligevel.”

Hvorfor troede du, at det ikke var noget for dig?

”Man tænker jo, at en togfører bare er en, der tjekker billetter og giver afgifter, men jeg fandt ud af, at det er meget mere end det. Vi har blandt andet ansvaret for en masse sikkerhed på toget, og vi skal sørge for, at toget kører fra stationerne til tiden. Det er også vigtigt for mig at hjælpe passagererne, hvor jeg kan. Det kan for eksempel være at hjælpe dem med deres bagage eller at guide dem hen til det rigtige spor, hvis de skal skifte tog. Det er faktisk det første arbejde, jeg virkelig elsker. Nu har jeg snart været ansat i tre år, og jeg håber, at det aldrig slutter.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”Når togene ikke kører til tiden. Der har været mange sporarbejder i år, som har skabt forsinkelser, og jeg synes, at det er hårdt at se folk blive frustrerede over, at de kommer for sent på arbejde. Jeg prøver at sætte mig i deres sted og tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis det var mig. Jeg ville selv være irriteret, så jeg forstår, hvordan passagererne har det. Jeg prøver at løfte stemningen ved at smile og sige godmorgen – med smil kan man komme rigtig langt.”

60-årige Heidi Lajer Sepstrup har arbejdet i DSB i otte år som holdleder for stationsservice – og står blandt andet for at holde rent i den kongelige ventesal.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg arbejder i stationsservice, som har ansvaret for rengøring af DSB’s stationer. Jeg arbejder på Københavns Hovedbanegård, hvor jeg både er holdleder for undervejsrengøring og det, der hedder portnerfunktionen. Undervejsrengøring går ud på, at vi gør togene rent, mens de kører med passagerer. Portnerfunktionen handler om at øge sikkerheden på stationen. Det gør vi ved at registrere de gæster, der kommer. Det kan for eksempel være håndværkere. Vi registrerer, hvor på stationen de skal arbejde, og hvad de skal lave, så der er styr på dem.”

Du har også ansvaret for den kongelige ventesal. Hvordan er det?

”Det føles som en helt anden verden, når man går ind i den kongelige ventesal. Der er altid mange mennesker og meget larm på Københavns Hovedbanegård, så jeg elsker at komme ind i ventesalen, for der er helt stille – man kan ikke engang høre togene. Så derinde kan jeg gå og gøre rent i fred og ro. Rent praktisk er det også nogle helt andre rengøringsopgaver end på resten af stationen.”

Hvordan er opgaverne anderledes?

”Hvis man skal vaske gulvet på stationen, er det med en våd moppe. Hvis man bruger en moppe inde i ventesalen, ødelægger man gulvet. Derfor er det primært mig og én anden, der gør rent derinde, for det er ikke noget, man sætter hvem som helst til. Jeg holder løbende ventesalen ren, men den får den helt store tur, når jeg ved, at kongefamilien kommer. Der bliver pudset messing, poleret gulve og støvsuget. Én gang om året skal vi også have de store krystallysekroner ned, som skal tørres af.”

Har du mødt kongefamilien?

”Ja, flere gange. Jeg står altid lidt i baggrunden, for det kan jeg bedst lide. Jeg har aldrig gået op i kongehuset eller været særlig royalistisk, men det bliver jeg lidt, når jeg møder dem. Det er som at træde ind i en helt anden tidslomme, og det kan jeg ret godt lide.”

Hvordan var dit første møde med Dronning Margrethe?

”Første gang jeg skulle møde hende, var jeg meget nervøs. Jeg var faktisk mest nervøs for, at hun ville komme hen og hilse på mig, for så skal man jo neje. Jeg er lidt klodset, så jeg var bange for, at jeg ville snuble, træde hende over tæerne eller gøre noget andet fuldstændig tåbeligt. Det gik heldigvis fint.”

Mikkel Gøtterup Jensen blev ansat i DSB i 2001, da han søgte ind som lokomotivfører. Det skulle bare være et stop på vejen. I dag har han arbejdet i DSB i over 20 år.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Mit job i DSB Sikker­hed handler om at under­søge, hvor vi kan gøre det bedre, så det bliver mere sikkert at køre med tog og færdes ved jernbanen. Jeg beskæftiger mig med de hændelser, der kan føre til personulykker, brand, afsporinger og kollisioner. Altså hændelser, der i sidste ende kan få en katastrofal eller fatal udgang.”

Hvordan gør du det?

”Ved at lære af de hændelser, der er sket eller har været tæt på at ske, for eksempel hvis der er mange, der krydser skinnerne det samme sted. Så undersøger vi, om der er noget, vi kan ændre, så det er mere besværligt at krydse skinnerne. Vi havde for eksempel en personpåkørsel på en station, hvor der ikke var hegn for enden af perronen. Efterfølgende foreslog vi derfor at sætte et hegn op. Når vores passagerer vælger at gå den sikre vej uden om skinnerne, er vi lykkedes med den opgave.”

Kan man altid se, om en personpåkørsel er en ulykke?

”Nej, det kan man ikke. Når vi ikke ved, om det er en ulykke eller et selvmord, siger vi som udgangspunkt, at det er en ulykke. Efterfølgende får vi det involverede personales beskrivelser af hændelsen og kigger videoovervågning igennem. Ofte kan man se på overvågningen, om det er med vilje eller ej. Det er ret voldsomt at se, men det er endnu værre for lokomotivførerne. Jeg ved jo, hvad jeg skal til at se. For lokomotivførerne kommer det som et kæmpe chok.”

Hvor sker der oftest personulykker?

”Der sker en del ulykker på Nordhavn Station, fordi det er en relativt smal perron, og stationen ligger midt inde i København, hvor der er mange mennesker. Derudover er der mange spor rundt om stationen, og der er begrænsede muligheder for at komme væk, hvis man først er kommet ned på skinnerne.”

Hvad gør du, når du kommer ud til et ulykkessted?

”Jeg indsamler fakta. Hvis et tog for eksempel har ramt en bil ved en overkørsel, undersøger jeg blandt andet, hvornår lokomotivføreren kunne se bilen, hvornår bilisten kunne se toget, og om advarselsanlægget virkede. På den måde ved vi, hvilke ting vi skal rette op på.”

Hvad lavede du, inden du blev undersøgelsesleder?

”Jeg er uddannet automekaniker og arbejdede i en kort periode på et værksted, men det var slet ikke mig. Så da jeg faldt over en annonce fra DSB, hvor der stod, at de søgte lokomotivførere, ville jeg prøve det af. Det skulle bare være for en periode, mens jeg fandt ud af, hvad jeg ville. Men jeg endte med at køre S-tog i 14 år. Jeg kunne rigtig godt lide friheden i jobbet. Man kunne bare være sig selv og nyde udsigten. Og så er der bare noget fedt ved store maskiner.”

50-årige William Sørensen har arbejdet i DSB over halvdelen af sit liv. Noget af det, han elsker mest ved sit job som togfører er at møde mennesker fra forskellige afkroge af Danmark og verden.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg tjekker billetter og fløjter afgang. Jeg har været i DSB i 27 år og har været togfører i alle årene. Selvom det er den eneste stilling, jeg har haft i DSB, har jeg også fået lov til at lave ting, jobbet som togfører ikke normalt indebærer. Jeg har for eksempel kørt rigtig mange særtog. Jeg har blandt andet kørt skitog til Østrig, og så var jeg med, da vi i 2005 kørte et gallatog til Odense i forbindelse med H.C. Andersens 200-års fødselsdag.”

Hvilken strækning er du togfører på?

”Jeg kører hovedsageligt på strækningen mellem København og Padborg. Toget kører helt til Hamborg, men vi overleverer toget til tyskerne ved grænsen, så jeg kører kun til Padborg. På det seneste har jeg mødt mange ukrainske flygtninge på strækningen. De krydser grænsen mellem Danmark og Tyskland i tog.”

Hvordan tager du hånd om ukrainerne?

”Jeg bruger for eksempel Google Translate, som kan læse tekst op på andre sprog, når jeg kalder ud i toget. Så sætter jeg telefonen ned til højttaleren, så der også er udkald på ukrainsk. I ekstraordinære tilfælde kan jeg også godt finde på at reservere pladser til dem. Det kan for eksempel være, hvis der er mange mennesker i toget, og der er en mor med sit lille barn. Så kan jeg reservere sæder, så der ikke er andre, der booker dem.”

Er der en oplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig?

”Min kollega og jeg mødte en ældre ukrainsk mand i et tog, der skulle ankomme til Københavns Hovedbanegård klokken 21:33. Han ville gerne videre til Oslo samme aften, men jeg var nødt til at forklare ham, at der ikke var flere afgange den dag, og så begyndte han at græde. Han var bange for, at han ville blive efterladt alene, og at han skulle sove på gaden.”

Hvordan håndterede du det?

”Jeg forklarede ham, at Røde Kors har en tryghedszone på Københavns Hovedbanegård, men det endte faktisk med, at der var en passager, der betalte et hotelværelse til ham. Han var så taknemmelig for vores hjælp, at han insisterede på, at vi skulle komme til Ukraine og besøge ham, når krigen var slut. Så vi udvekslede telefonnumre, og vi fik hans adresse. Da jeg kom hjem den aften, kunne jeg ikke sove, fordi jeg lå og spekulerede på den ældre herre. Morgenen efter tog jeg derfor hen til det hotel, han var blevet indkvarteret på, for at sikre mig, at han var kommet af sted til Oslo. Det var han.”

Hvordan har krigen i Ukraine udfordret dit arbejde som togfører?

”Det er mest min egen moral, der bliver udfordret. Jeg kunne jo bare være en kold skid og passe mit arbejde, som om alt var i den fineste orden. Så det er mit eget behov for at hjælpe, der bliver udfordret, for man kan ikke redde alle. Men hvis man bare kan gøre nogle små ting som at tilbyde dem en kop kaffe, lave udkald på ukrainsk eller give dem et stykke chokolade, er det min opfattelse, at man kan gøre en forskel.”

58-årige Helle Bech Johansen er koordinerende driftsleder i DSB.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg skal hele tiden kunne redegøre for trafikken – måske ikke ned til det enkelte tog, men jeg skal kunne give en overordnet beskrivelse. Som koordinerende driftsleder er det min opgave at overvåge trafikken og planlægge, hvordan trafikken skal afvikles, hvis der opstår uforudsete hændelser. Det kan for eksempel være personpåkørsler, skinnebrud, eller hvis en køreledning falder ned. Stedet vil typisk blive spærret af, hvis det sker. Så kan man vende togene på hver side af hændelsen og sætte nogle togbusser ind på strækningen. Hvis der sker noget i Hovedstadsområdet, for eksempel i Glostrup, så fjern- og regionaltog ikke kan køre mellem Høje-Taastrup og Københavns Hovedbanegård, kan vi få passagererne over i S-toget i stedet for.”

Hvordan er dine arbejdstider?

”I min afdeling arbejder vi 365 dage om året, døgnet rundt. Man kan enten have morgenvagt, eftermiddags- og aftenvagt eller natte­vagt. Derfor arbejder vi også i weekender og på helligdage, men så må jeg bare lægge mine fritidsaktiviteter med venner og familie på andre tidspunkter. Vagterne går på skift, og en gang imellem bytter vi, hvis man har fået en vagt, der ikke passer så godt. Noget af det, jeg godt kan lide ved de skiftende arbejdstider, er, at jeg nogle gange kan have fri en hel uge, uden jeg skal bruge ferie på det, fordi jeg har arbejdet meget på et andet tidspunkt.”

Hvad har du lavet tidligere?

”Jeg søgte ind i DSB i 1985, hvor jeg uddannede mig som hurtigbus, som det så smukt hedder. Det var en ny uddannelse, DSB oprettede i 80’erne for at skabe nye ledere. Da jeg var færdig med uddannelsen, som tog to år, var det meningen, at jeg skulle søge en lederstilling, men der var ikke rigtig nogen, så jeg fik job i DSB’s specialrejser i stedet for. Her fik jeg ansvaret for flexvogne, som var tre vogne, der kunne indrettes som dansevogne, konferencevogne, spisevogne og alt muligt andet. I dag har vi ikke flexvogne mere, men to af de vogne, jeg havde ansvaret for dengang, kører for dronningen i dag. Efter det har jeg både arbejdet i Trafikinformation og som almindelig driftsleder, inden jeg blev koordinerende driftsleder sidste efterår.”

Har du nogle fritidsinteresser?

”Jeg elsker at gå Camino i Spanien. Jeg har lige været af sted i maj måned i år, men gik denne gang kun 100 kilometer. Første gang var i 2015 sammen med min storesøster. Vi fik så mange vabler, at jeg tænkte: ’Det skal jeg bare aldrig igen!’ Men efter to år tænkte jeg, at det skulle være løgn. Det var min drøm at gå hele den store Camino, så jeg tog bare af sted igen. Alene. Og så gik jeg alle 800 kilometer.”

57 år-rige Jesper Mølgård er senior miljøkonsulent i DSB og ansvarlig for at måle af og nedbringe lokomotivernes CO2-udledning.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg arbejder med DSB’s miljøpåvirkning. Jeg har blandt andet ansvaret for de beregninger, der viser, hvor meget CO2 de forskellige lokomotiver og togsæt udleder, og jeg er med til at vurdere, hvordan vi kan reducere energiforbruget.”

Hvad kunne det være for tiltag?

”Vores tog bruger hele tiden energi. Når det kører, men også når det holder stille. Der er for eksempel varme på, så togene ikke bliver for kolde, og der er lys tændt, når rengøringspersonalet skal til. Nogle steder holder dieseltogsættene derfor i tomgang. Jeg er med til at undersøge, om det er muligt at koble dem på el, så de får strøm fra et kabel i stedet for. Vi arbejder også på at få bedre styring af indeklima og luftskifte i de forskellige materieltyper. Alt sammen for at spare energi.”

Hvorfor er dit job vigtigt?

”Det er afgørende at vise kunderne, at toget er en del af løsningen på klimakrisen. De beregninger, jeg er med til at lave, gør det nemmere at vise, at toget er et mere bæredygtigt alternativ til andre transportformer som for eksempel biler, fly og færger. Når jeg laver beregninger, er det gennemsnitlige størrelser. Man kan sagtens tage toget en søndag aften, hvor der ikke er så mange passagerer med, og udledningen per passager selvfølgelig er højere, fordi der er færre at fordele den på.”

Hvad lavede du, inden du blev miljø-konsulent?

”Jeg er uddannet ingeniør og har arbejdet i DSB i 33 år. Jeg har siddet i mange forskellige jobfunktioner. Jeg har både siddet med planlægning, passagertællinger og udliciteret rengøring, men jeg kan ikke huske, hvor mange stillingsbetegnelser jeg har haft.”

Det var mange år … 

”Det var det første jobtilbud, jeg fik, da jeg var færdiguddannet, og jeg tog bare imod det. Jeg fik hurtigt en god fornemmelse, fordi jeg er i en virksomhed, hvor produktet giver mening. Toget er et bæredygtigt valg, og det er på samme tid med til at reducere trængslen på vejene, specielt i de store byer. Derudover giver det mennesker, der ikke har bil, mulighed for at rejse. Desuden kan jeg godt lide, at alle har en holdning til DSB. Det har aldrig generet mig, at jeg skal diskutere rejsekort og forsinkelser til privatarrangementer – jeg synes, det er sjovt.”

Har du nogle fritidsinteresser?

”Jeg spiller backgammon. Jeg spillede rigtig meget i 90’erne og blev faktisk danmarksmester i backgammon i 1996 – men så fik jeg børn og lagde det lidt på hylden. Jeg har kun spillet i tre år, siden jeg genoptog det, men jeg spiller i 1. division, som er den næstbedste række. Det svinger lidt, hvor mange turneringer jeg deltager i, men målet, da jeg begyndte igen, var, at jeg skulle til udlandet og spille. Så jeg var i London i februar og Venedig i april. Derudover er jeg formand i Omø Brugsforening og er med til at drive en mindre købmand på den lille vestsjællandske ø, hvor jeg har sommerhus.”

Ifølge en gennemsnitsberegning udleder et InterCity-tog 29 gram CO2 per passager per tilbagelagt kilometer, mens et indenrigsfly udleder 160 gram, og en konventionel bil 119 gram. En elbil udleder 13 gram, mens DSB’s elektriske Vectron-tog udleder 6 gram per personkilometer.

Jacob Cramer Kjær har været ansat i DSB siden 2008. I løbet af sine 14 år i virksomheden har han været lokomotivfører og driftsleder, inden han blev beredskabs-specialist.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg er en del af en afdeling på tre personer. Vi sidder og planlægger togbusser ved sporarbejde i hele Danmark. Jeg tager mig af togbusser på alt sporarbejde på S-banerne.”

Hvad er den største succes, du har haft i dit job?

”Jeg var tilfreds med resultatet af en spærring, vi havde mellem Frederikssund Station og Valby Station i 2018. Den varede tre måneder og var den største, vi nogensinde havde lavet, og antallet af busser, der skulle bruges, overskred alt, hvad vi tidligere havde haft brug for. Risikoen var, at vi ikke kunne få den mængde busser, det krævede, men stort set alt kørte efter vores køreplaner.”

Hvad er det vigtigste, når du skal lave køreplaner?

”At kunderne er så lidt generet af sporarbejdet som muligt. Da busserne ikke kører på skinner, kan der være alle mulige uforudsete udfordringer som kødannelse, vejarbejde, lysreguleringer og ulykker, der påvirker køreplanen. Så jeg forsøger altid at gøre planerne så robuste som muligt ved at indbygge lidt luft i køreplanen.”

Hvordan håndterer du det, hvis kunderne er utilfredse?

”Jeg forstår godt, hvis de ikke er tilfredse, for det tager længere tid og er mere besværligt, når man skal med togbus, men det har aldrig generet mig. For jeg ved, at jeg altid har gjort det så godt, jeg kunne, for at få det til at hænge sammen.”

Du har tidligere været lokomotivfører. Hvordan blev du det?

”Jeg arbejdede som laborant hos Toms i syv år, indtil jeg fik lyst til at søge nye græsgange. På det tidspunkt havde DSB en masse kampagner, hvor de søgte lokomotivførere, og en dag, hvor jeg sad i toget på vej til arbejde, besluttede jeg mig for at ansøge om jobbet. Det var et skønt arbejde. Jeg havde en fantastisk udsigt og kunne se årstiderne skifte. Jeg kørte en fast tur og så tit de samme mennesker. Der var blandt andet et par passagerer, som fast stod på det første morgentog fra Ballerup og skulle af i Hellerup. Flere gange var jeg ude at vække dem i stillezonen, når jeg ikke kunne se dem stå af. Sådan nogle oplevelser gjorde hverdagen lidt sjovere.”

Hvorfor blev du beredskabsspecialist?

”Hvis man har evner inden for andet end det, man lige beskæftiger sig med, har man mulighed for at afprøve dem i andre afdelinger hos DSB. Så da S-tog i tidernes morgen startede nogle projekter, der skulle stramme op på køreplanerne, lavede de en arbejdsgruppe, hvor vi var otte lokomotivførere, der blev udvalgt til at deltage. De fandt ud af, at jeg havde evner inden for planlægning, pillede mig ud som lokomotivfører og satte mig på prøve i planlægningen. Jeg blev glad for det og blev hængende.”

Siden han var blot 16 år, har 67-årige Jan Mynderup været ansat i DSB. Men nu er det slut efter mere end 50 års tjeneste, der startede med damplokomotiver og slutter samtidig med udfasningen af de sidste diesellokomotiver. I stedet bliver der tid til haven, rejser og måske lidt hobbytog.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Bjarke Ørsted

Hvorfor har du været ansat i DSB i så mange år?

”Jeg blev ansat direkte efter 9. klasse, hvor jeg kom i lære som maskinarbejder. Siden har ansættelsen kun været afbrudt af seks uger i Civilforsvaret tilbage i midten af 70’erne. Gennem årene har jeg som håndværker med forskellige titler arbejdet på diverse typer tog på flere af DSB’s værksteder, og jeg har grundlæggende været glad for at arbejde her. Den primære årsag er nok, at DSB er en meget alsidig arbejdsplads, hvor jeg alle årene har kunnet udvikle mig og lære nyt.”

Hvad gik dit arbejde ud på?

”Min sidste titel var teknisk materielopfølger, der er en slags håndværkerstilling, hvor jeg skulle sørge for, at togene kørte i den bedst mulige tekniske tilstand. Konkret betyder det, at jeg løbende skulle holde øje med, hvornår bestemte dele på toget skulle udskiftes, og det har jeg sat en ære i. Når et tog skulle repareres, har jeg altid tænkt på passagererne, der skulle køre med det bagefter, og sagt til mig selv: Det skal være helt i orden, inden vi kører.”

Der kørte stadig damp­lokomotiver på skinnerne, da du blev ansat i 1971. Hvordan har du oplevet udviklingen i DSB?

”Jeg stopper nogenlunde samtidig med, at de sidste diesellokomotiver – ME’erne – også er blevet udfaset. Og dét siger det måske meget godt. Selvom tog har en lang levetid, er der sket en stor udvikling fra motorer drevet af kul og diesel til elektriske motorer og elektronisk styring i dag. Så mit arbejde har meget handlet om at følge med udviklingen og den grønne omstilling inden for tog.”

Hvad kommer du til at savne mest?

”Mine kolleger. Vi har haft det godt sammen, og jeg vil savne den faglige sparring og vores sammenhold. Der er ikke andre arbejdspladser, jeg hellere ville have været på, og i løbet af de 50 år hos DSB har jeg kun søgt ét andet job. Og det fik jeg – set i dag – heldigvis ikke.”

Og hvad vil du ikke savne?

”At stå tidligt op. Jeg møder klokken 06 hver dag, og jeg ser frem til at sove lidt længere. Og så kan jeg godt mærke, at kroppen er træt. Mine knæ især. Jeg har gået på mange trapper, og jeg har arbejdet meget på knæene. Så de skal have mere ro nu.” 

Hvad skal du bruge tiden på fremover?

”På min have. Her kan man godt se, at jeg ikke har været så flittig. Og så vil jeg gerne rejse mere. Særligt historiske rejser med fruen til Normandiet og andre steder glæder jeg mig til. Og så er der jo Jernbaneklubben, der har nogle gamle tog, som jeg nok får lyst til at makke lidt på. Tog har trods alt fyldt meget af mit liv, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte lidt på hobbyplan.”

Dorthe Dyring Kjær har været ansat hos DSB siden 2010. Hun arbejder i afdelingen El-teknik, der befinder sig på værkstedet på Otto Busses Vej i København.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad består dit job af?

”Jeg reparerer elektroniske komponenter i togene, for eksempel telefoner, informationscomputere og bremsecomputere, som lokomotivføreren bruger i førerrummet, og elektroniske displays i toget, hvor passagererne kan se, hvor toget kører hen.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”At der aldrig er to dage, der er ens. Jeg kan også godt lide, at vi får lov til at reparere i dybden, helt ned til komponent-niveau, hvor vi selv finder fejlen og skifter det, der skal skiftes.”

Hvad er det mest udfordrende?

”For dokumentationens skyld skriver vi servicerapporter, hver gang vi laver en reparation. Det er meget udfordrende, når det system ikke kører, som det skal.”

Hvor kommer din interesse for elektronik fra?

”Den opstod for mange år siden, da jeg startede hos B&O som ufaglært, hvor jeg monterede komponenterne i printplader. En printplade er den plade, man monterer alle de elektriske komponenter på, så de er rigtigt forbundet, og apparatet virker, som det skal. Jeg blev siden hen voksenlærling hos B&O som 25-årig.” 

Hvordan er kønsfordelingen i dit job?

”Det er primært mænd, men lige nu er vi to kvindelige elektronikmekanikere. Der er også andre kvinder i afdelingen, for eksempel to elektrikere, en maskinarbejder og en smed. Jeg synes, det er okay, at der er lidt mandehørm. Man skal kunne tage en vits og give lidt igen. Jeg hørte for nylig en vits så dum, at jeg ikke kunne lade være med at grine: En mand var kommet i helvede. Det gode var, at der var masser af øl. Ulempen var, at der i helvede er hul i bunden af dåserne – men ikke på kvinderne.” 

Har du nogle hobbyer?

”Jeg strikker og hækler, jeg laver trøjer, sokker, tæpper og alt, hvad man ellers kan finde på at strikke. Mit yndlingsgarn er ganske almindeligt bomuldsgarn.”