Indlæg

Per Schrøder blev ansat i DSB i marts 2018. Han er blandt andet ansvarlig for sikkerhed, planlægning, togteknik, trafikafvikling, værksteder, og medarbejderne tæller håndværkere, ingeniører, lokomotivførere og sikkerhedsfolk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad lavede du, inden du blev driftsdirektør?

”Jeg er uddannet officer i Forsvaret, og mit første job, da jeg blev færdiguddannet, var som jagerpilot i Flyvevåbnet. Jeg arbejdede 12 år som officer og havde derefter en række lederstillinger i erhvervslivet, blandt andet i SAS og – senest inden jeg kom til DSB – hos Thomas Cook Airlines.”

Hos DSB har du rundt regnet 4.000 mennesker under dig. Hvad er nøglen til at have så mange ansatte?

”At finde ud af, hvordan man holder en nær dialog og kontakt med folk, du nærmest aldrig ser, fordi de enten møder på skæve tidspunkter eller er ude at køre tog. De er langt væk fra, hvor du befinder dig. Det har været mit arbejde de sidste 30 år, men selvom jeg ved, hvordan man gør, er det stadig en udfordring.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er fantastisk at være en del af den grønne omstilling og være med til at bringe DSB i front på den bæredygtige agenda. Tænk også, hvordan vi kan skabe merværdi i samfundet ved at reducere trængslen ind mod de store byer. Der er mange elementer, vi kan påvirke til gavn for vores kunder og Danmark. Og vores ansatte lægger en enorm stolthed i at være i dette firma. Det synes jeg er fantastisk.”  

Hvilke egenskaber skal man have som direktør?

”Man skal kunne samarbejde, man skal kunne skabe begejstring, man skal kunne holde overblikket og ikke nødvendigvis fortabe sig i detaljer, for så drukner du. Og det er meget vigtigt at rose. Man kan komme rigtig langt på literen, når man roser folk.”

Hvad er rigtig spændende i dit job lige nu?

”12. december gik vi i gang med at køre med Vectron-lokomotiverne foran dobbeltdækkervogne på Kystbanen og i den sjællandske regionaltrafik. Det håber jeg, de rejsende sætter pris på. Det er en lydløs togoplevelse med acceleration som en Rolls-Royce – meget behagelig at køre med. 

Hvad laver du, når du skal slappe af?

”Jeg læser historiebøger. Jeg tror, at når jeg engang bliver færdig som driftsdirektør, vil jeg læse historie på universitetet. Og hvis jeg virkelig skal slappe af, går jeg en tur i naturen med en fuglekikkert.”

35-årige Randi Lynggaard Pedersen er rekrutteringskonsulent i DSB.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvor længe har du været hos DSB?

”Jeg blev ansat 1. januar i år. Mange har været her i 30-40 år, så jeg føler mig stadig ny. DSB er en mangfoldig organisation med omkring 7.000 medarbejdere med masser af forskellige baggrunde. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka – jeg kom til Danmark, da jeg var otte uger – og synes, at ånden herinde er åben og uformel. Alle hilser på hinanden.” 

Fortæl om din egen rekrutteringsproces?

”Jeg skrev en motiveret ansøgning, uploadede mit CV og blev inviteret til samtale med min nuværende leder. Kemien var god, og jeg blev inviteret til endnu en samtale, hvor jeg fik feedback både af en rekrutteringskonsulent og min nuværende leder. Og så blev jeg tilbudt jobbet.

Hvad er det bedste ved dit job?

”Jeg kan godt lide at møde mennesker. Jeg har nok mødt over 100 kandidater det seneste år. Alle med hver deres baggrund og forskellige faglige kompetencer. Vi er ikke bange for at rekruttere lidt skæve personligheder. Jeg tror, mange har et indtryk af, at DSB er meget traditionelle og måske lidt ’fine’ på den, men mange af de ansøgere, jeg møder, har deres egen tøjstil, måske en unik hårstil (som jeg selv) og kan have en baggrund fra en helt anden branche. Det synes jeg giver værdi. Vi har plads til alle, uanset hvem og hvad din baggrund er.” 

Hvornår ved man, at en person er den rette til jobbet? 

”Man ser i første omgang på kompetencerne. Men det handler også rigtig meget om kemi. Passer personen ind, eller kan vi fornemme, at det ikke vil blive et godt match på længere sigt? Man skal gerne have en god oplevelse, når man arbejder for os. Den ansættende leder og jeg sætter os altid sammen efter hver rekrutteringssamtale og drøfter kandidaten. Jeg kan vejlede den ansættende leder og komme med mit syn på ansøgerens motivation og personlige kompetencer. Men det er den ansættende leder, der i sidste ende beslutter, hvem der skal have jobbet.”

Hvad er det mest udfordrende?

”At vælge kandidater fra. Det er især svært at sige nej til dem, hvor man kan se, at der er en stor passion for tog, og tit er det små ting, der skiller kandidaterne ad. Vi har for eksempel nogle sikkerhedsregler for lokomotivførere, de skal igennem en helbredsgodkendelse, og nogle består den ikke. Det er ikke mig, der tager den endelige beslutning, men det er måske mig, der er budbringeren. Det kan være svært at give afslag, fordi man slukker en drøm.”

Har du nogle hobbyer?

”Jeg elsker at rejse. Jeg har en baggrund fra rejsebranchen, som har taget mig rundt i hele verden. Jeg elsker at opleve nye kulturer og møde nye mennesker med en anden kulturel baggrund end jeg selv.”  

Hvad er din yndlingsfilm? 

”Jeg har lige gennemført et slags maraton, hvor jeg så de seneste fire James Bond-film for at forberede mig på den nye. Jeg er kæmpe fan af Daniel Craig som James Bond.”

Den 49-årige stationsbetjent Thomas La Cour arbejder mest i Vejle og Horsens, kan indimellem også mødes på Aarhus Hovedbanegård.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Jens Hasse

Hvilket udstyr bruger du på dit arbejde?

”Jeg har tilgang til alle de remedier, jeg kan ønske mig. Det er fantastisk, at næsten uanset hvor ulækkert der er, har jeg det, der skal til, for at få det til at skinne igen. På toiletterne har jeg for eksempel en vandslange med godt tryk på, så jeg kan lægge skum ud over det hele. Det er ligesom at gøre rent i et slagteri. Jeg har gummihandsker, og jeg har sågar beskyttelsesbriller, hvis jeg får brug for det.” 

Hvad er dit yndlingsrengøringsmiddel?

”Vi har noget, der hedder Skrub á Snavs. Det er en meget god betegnelse for, hvad det dur til. Det efterlader en ren duft bagefter. Der er lidt salmiakspiritus i, så det er godt på gulvene i forhallerne.”  

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”En ting, der giver mig stor glæde, er at hjælpe handicappede godt på vej på stationerne. Jeg lister ofte en livshistorie ud af dem. Det er livsbekræftende at møde fremmede mennesker og opleve den slags åbenhed. Jeg tror, det er min uniform, der indgyder en tryghed. Jeg repræsenterer noget, der er større end mig selv.”

Hvad er det mest udfordrende? 

”Nogle gange når man har sørget for, at stationen ser rigtig godt ud, ser den allerede klokken 11-12 stykker ud ad h… til igen. Så skal man på den igen.” 

Hvordan efterlader folk toiletterne?

”Nogle gange kan man godt se, at det er folk, som har haft et uheld og ikke har haft overskuddet til at rengøre efter dem selv, og det er fair nok. Andre gange er der nogen, som synes, det er sjovt, eller finder en tilfredsstillelse i at svine toilettet fuldstændigt til med fækalier ud over det hele og den slags. Men jeg må sige – til deres ærgrelse måske – at jeg finder stor fornøjelse i at overtage sådan nogle toiletter, for så kan jeg se, at jeg har været der, og mærke, at det betyder noget, jeg er der. Jeg føler en tilfredsstillelse, når jeg går hjem fra arbejde, som svarer lidt til at have skiftet en ble. Jeg har selv opfostret tre børn, og når man sidder i sofaen og tænker over, at man skal skifte en ble, så er det ikke nødvendigvis en fornøjelse, men det er det, når man har gjort det, så har man hjulpet et andet menneske.” 

Du er uddannet journalist, men lavede et karriereskift? 

”Jeg gik konkurs med mit freelancefirma og havde brug for smør på brødet. Jeg endte i det her job, og det passede mig godt. Før jeg blev journalist, var jeg ansat i Post Danmark i næsten 20 år, så jeg kender til at arbejde i en statslig organisation og finder noget af det i DSB, som jeg satte pris på i Post Danmark i starten af 90’erne. En mulighed for at gøre tingene ordentligt og at leve op til nogle service- og kvalitetskrav. Og i det store hele passer det mig godt, at jeg får tidligt fri og dermed stadig har mulighed for at lave noget freelancearbejde.”

55-årige Karin Lund har været international togfører siden 1987. Siden 2016 har hun også haft titel af kongelig togfører. En international togfører kører på ruterne mellem København-Hamborg og Aarhus-Hamborg, og man skal være god til sprog, da det kræver, at togføreren skal kunne kalde ud på dansk, engelsk og tysk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvorfor har du valgt at blive togfører?

”Dengang jeg blev ansat, var titlen stewardesse. Oprindelig havde jeg et ønske om at flyve. Jeg søgte også ind til SAS dengang, men jeg var ikke gammel nok. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bruge nogle måneder som stewardesse i tog – turen til Hamborg smagte jo lidt af at flyve. Og man må sige, at jeg har været glad for det, når jeg stadig er her.”

Hvad er det gode ved dit arbejde?

”Jeg er ikke typen, der sætter sig i en tjenestekupé. Jeg kan godt lide, at der er noget at lave, at snakke med folk og sørge for, at de får en god rejse. Jeg er ikke ansat som rejseguide, men tit kommer jeg med anbefalinger, fordi passagererne ofte spørger, om der er noget, de skal se i København. Jeg anbefaler steder som Amalienborg, Den Lille Havfrue, Tivoli, Bakken, og hvis de er kulturelle, så er det Glyptoteket og selvfølgelig også en hyggelig tur til Nyhavn.”

Som international togfører skal man kunne tysk og engelsk. Hvor har du lært de sprog? 

”Jeg har altid været meget interesseret i sprog, og jeg er sproglig student fra Sorø Akademi, hvor jeg gik på gymnasiet. Efter gymnasiet tog jeg et år til London som au pair. Da jeg havde været au pair og skulle søge job, ville jeg arbejde på det, vi dengang kaldte for ’Englænderen’. Det var toget på strækningen til Esbjerg med forbindelse til Esbjerg-Harwich-overfarten. Men der var ikke nogen ledige pladser. Til jobsamtalen sagde intervieweren: ”Du skal køre på strækningen til Hamborg.” ”Jeg kan ikke noget tysk,” sagde jeg som en joke. ”Joo,” sagde hun, ”det kan jeg se på dine skolepapirer.” Og så blev jeg ansat. Jeg er dog blevet bedre til tysk igennem årene. Vi har en klub med vores tyske kolleger – togførere, lokomotivførere og toldere nede i Tyskland – og så lærer man lidt tysk hen ad vejen.”

Du er også kongelig togfører, hvordan blev du det?

”Man bliver spurgt, om man ønsker at blive det, og da jeg officielt blev spurgt i 2016, ønskede jeg at få stillingen.”

 Hvordan er det at servere for dronningen?

”Dronning Margrethe har sin egen vogn, og det er kun få mennesker, der har adgang til den. Da Storebælt blev indviet i 1998, var jeg stewardesse, og dengang serverede jeg for første gang morgenmad for hende. Prins Henrik var også med. Det var en stor oplevelse, og jeg var meget nervøs. Til H.C. Andersens 200-årsjubilæum serverede jeg for den svenske kronprinsesse Victoria. Jeg har også kørt med den bulgarske præsident. Han havde lejet et tog, og vi kørte til Aarhus. Det er nogle gode arbejdsminder, jeg har.”

Hvad laver du i din fritid?

”Vi lopper rigtig meget, begge mine piger og min mor. Min kusine lopper også, så det ligger til familien. Jeg leder ofte efter fransk, engelsk, dansk og svensk porcelæn og glas, som jeg sælger videre. For syv år siden købte min store datter en hund af racen Coton de Tuléar. Den har fået tre kuld og 23 hvalpe. Jeg har en kollega, der har købt fra hvert kuld, så vi følger med i, hvordan det går med dem.”

Efter 25 år som tv-fotograf blev Anders Toxværd Nielsen lokomotivfører. Han har nu været færdiguddannet i et år og er ansat hos DSB, hvor han kører fjern- og regionaltog fra Københavns Hovedbanegård. Hans længste ture går til Esbjerg og Aarhus.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvordan bliver man lokomotivfører?

”Man er under uddannelse i et år, skiftevis på skole og i praktik, hvor man kører med en kørelærer. Når året er omme, får man attest til den togtype, man først må køre. I mit tilfælde var det både IC3 og IR4. Efterfølgende har jeg også fået attest til IC4 og Vectron.” 

Hvorfor skiftede du branche?

”I min tid som tv-fotograf, redigeringstekniker og producer har jeg lavet alt fra nyheder, sportsproduktioner og ’Aften­showet’ til ’Paradise Hotel’ og ’Big Brother’. Jeg arbejdede freelance, hvilket stressede mig til sidst. Så faldt jeg over, at DSB søgte lokomotiv­førere. Jeg havde aldrig før tænkt på det, men da jeg så det, tænkte jeg med det samme: ’Det er det, jeg skal være.’”

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”Vi arbejder på alle tider af døgnet, og vores vagter varer 6-10 timer, også i weekenderne. Vi kan møde morgen, middag, aften og sågar midt om natten. Når jeg møder ind, printer jeg en arbejdsseddel, hvor der står, hvad jeg skal lave hele dagen. Jeg udskriver vores køreplan og papirer for de strækninger, jeg skal køre, for at se, om der er midlertidige hastighedsnedsættelser. Det står i vores sikkerhedsregulativ, at de to altid skal være med i toget.”

Hvad er det bedste ved jobbet? 

”Jeg kan lide ansvaret i at få kunderne sikkert og rettidigt frem til deres bestemmelsessted. Der er også en stor ro i at køre igennem Danmarks flotte natur. Man bliver aldrig træt af at køre over Storebælt. Jeg føler stor frihed – under ansvar.”

Hvad er dit yndlingstog?

”Jeg har ikke et yndlingstog. Hvert tog har sine fordele og ulemper. Jeg kan godt lide at køre IR4’eren, der groft sagt er en elektrisk udgave af IC3’eren. Det er et ret ligetil togsæt at fremføre, og det er let at bremse blødt og præcist. Men jeg kan også lide at køre det elektriske Vectron lokomotiv. Det har en rigtig god acceleration, og man føler sig som en ’rigtig’ lokomotivfører, når man kan mærke den kæmpe kraft, der trækker vognene. Sammenligner man det med et diesellokomotiv, larmer det også markant mindre.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg elsker at spille brætspil, som sagtens kan tage nogle timer, og jeg er med i en brætspilsforening. Nogle af de spil, jeg bedst kan lide, er ’Gaia Project’, ’A Feast for Odin’ og ’Anachrony’. Ud over det sociale aspekt giver det mig en glæde at udfordre min hjerne til både at tænke logisk og kreativt.”

46-årige Lena Starup Jørgensen har været ansat i DSB siden juni 2007 og har arbejdet både som togfører og børneguide. DSB har 91 børneguider i hele landet, som sørger for børn, der rejser uden ledsager.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Jeg får set en masse, har mange skønne kolleger og bliver udfordret i mit arbejde. Jeg er også med til at uddanne nye togførere. Derfor har jeg et ansvar for at holde mig opdateret med alle sikkerhedsregler, billetter og andre tiltag, som for eksempel under COVID-19. Derudover er jeg god til at snakke, så jeg får tit en hyggesludder med mine passagerer om vejret, strik, børn og dyr. Jeg har ofte små godbidder i lommen til hundene. Forleden fik jeg snakket med en lille smuk og sjov fugl, der var med sin ejer på arbejde hver dag.”

Hvad skal man kunne som børneguide?

”Man skal være uddannet togfører, før man kan blive børneguide, og man skal have en ren børneattest, som skal sikre, at man ikke er straffet for overgreb på børn. Men det vigtigste er, at man skal kunne rumme og lide børn. Man skal synes, det er hyggeligt og sjovt at snakke med dem. Normalt skal toget køre til tiden, og det er stadig målet, når jeg er med, men når der er børneguide med, så kører vi ikke, før vi har modtaget eller afleveret børnene.”

Hvem benytter servicen? 

”Det er børn fra fire til 15 år. Nogle af børnene rejser fra den ene ende af landet til den anden, andre rejser bare et par stop. Det er typisk børn, der skal på weekend hos en forælder, bedsteforældre eller anden familie. De bliver afleveret til os med en billet, pladsbillet og et fragtbrev med oplysningerne på dem, der afleverer og modtager. Børnene finder en plads i den afspærrede børneguide­afdeling. Når vi er ved at være ved deres endestation, beder vi dem pakke deres ting sammen. De fleste er vant til det og har venner i toget, som de kører med hver weekend. Enkelte kan blive kede af afskeden med en forælder, men det tager vi os af, og de bliver heldigvis hurtigt glade igen. Det er ekstra skønt, når man så kan se, at der er stor gensynsglæde, når de ankommer hos den anden forælder.”

Har du en oplevelse, du husker? 

”En enkelt gang var toget fire timer forsinket på grund af en personpåkørsel. Vi stod med over 20 børn, nogle helt ned til fire år, og endte med at måtte køre dem hjem med bus. De var trætte, men klarede det fint. Vi sørgede for frugt, kiks og vand, og børnene brokkede sig ikke. Man oplever også at få et bånd til børnene. De ved for eksempel, at jeg spiller Pokémon. Så bliver vi venner i spillet og snakker om det. De ved også, at når jeg kommer, skal de gemme deres slik, fordi jeg altid gerne vil smage.”

Hvad er din yndlingsret? 

”Hvis det er hjemmelavet mad, er det kød fra vores egne dexterkøer med en god sovs. Min mand og jeg bor på en lille bondegård ved Herlufmagle mellem Ringsted og Næstved og passer selv vores dyr. Lige nu har vi tre køer, to heste, høns, hund og katte. Køerne er ikke så store og kan gå ude hele året. Kødet er det bedste, man kan få. Hvis vi skal hygge med købemad derhjemme, henter vi tapas i Næstved.”

Togføreren sørger for, at toget kører til tiden, for at kunderne har gyldige billetter, for udkald i toget ved skiftestationer og for at servicere passagererne. Togføreren er ikke den, der kører toget, det hedder en lokomotivfører. 57-årige Bo Kaas Willestofte har arbejdet som togfører i 31 år og er tillidsrepræsentant på 12. år.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad er det bedste ved dit job?

”Når kunderne går ud af toget med et smil på læben og siger tak for turen, så ved man, det har været en god dag. Det er også dejligt, at det er et job med frihed under ansvar. Vi har ikke som sådan en arbejdsleder, som pisker os, for at vi skal blive færdige. Vi skal selvfølgelig yde den service, der forventes af os, og gøre alt for at køre til tiden. Vi starter dørlukning og afgangsprocedure 50 sekunder før afgangstid. Når dørene er lukket, tjekker jeg sammen med mine kolleger, at der ikke er passagerer i klemme. Derefter kan jeg lukke min egen dør som den sidste, cirka 20 sekunder før afgangstid, og afgive signal til lokomotivføreren om, at vi er klar, og at dørene er lukket sikkerhedsmæssigt forsvarligt.”

Hvilket tog kan du bedst lide at arbejde i?

”Jeg er uddannet i IC3, ER og IC4. IC3’eren er jeg mest glad for. Jeg var en af de første, der blev uddannet i IC3, så vi er vokset op sammen, kan man sige. IC3’eren er nem at overskue indretningsmæssigt såvel indvendigt som udvendigt, og jeg føler mig mest hjemme her.”

Hvordan har det været at arbejde under corona? 

”Der har været en hel del, vi pludselig skulle forholde os til, men jeg synes generelt, at de fleste kunder accepterer restriktionerne om mundbind og pladsbilletter og er rimelig gode til at vise hensyn. Selvfølgelig møder vi også kunder, som ikke vil bære mundbind eller visir, og vi møder også nogle, som ikke har købt pladsbilletter. Det giver lidt udfordringer.”

Har du en arbejdsoplevelse, du ikke kan glemme? 

”Jeg friede til min ekskone i et tog. En kunde, som var med toget den dag, har jeg siden talt med nogle gange, når vi har mødtes i toget. Hun gav os endda en bryllupsgave. Det betyder utrolig meget, når man mærker, at man kan påvirke mennesker på den måde. En anden gang, for mange år siden i Aalborg, satte jeg en kunde uden billet af toget. Han var så sur, at han lagde sig på sporet og ikke ville flytte sig. Jeg kontaktede kommandoposten med det samme, så de lige kunne få ham fjernet, inden næste tog ankom.”

Har du en hobby?

”Fodbold står mit hjerte nær. Jeg har selv spillet i AIA-Tranbjerg, men også firmafodbold for DSB, og jeg har været så heldig at repræsentere det danske jernbanelandshold to gange, i Tyskland og Bulgarien. Derudover har jeg også været træner for drenge i alderen 8-12 år i en årrække og været leder på DBU’s fodboldskole i AIA-Tranbjerg. Jeg ser også meget fodbold. Mit hjerte brænder for Manchester United i England og AGF i Danmark. Når de to hold spiller, skal jeg helst se det hele.”

Heidi Christensen er butikschef i DSB 7-Eleven på Buddinge Station. Hun har arbejdet 31 år hos DSB, hvor hun først blev ansat som stationsbetjent på Københavns Hovedbanegård, Hun har også arbejdet som kontorassistent og været med til at åbne DSB’s billetkontor i Kastrup Lufthavn.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad er det bedste ved dit job?

”Vi har mange unge mennesker ansat i vores butikker, og jeg synes, det at være butikschef i høj grad handler om at give dem en god oplæring i, hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Der er mange unge, som ikke kender reglerne for pauser, eller hvor lang tid ens vagt må være. Det er noget, jeg synes er vigtigt, at de lærer. Jeg prøver at være en god rollemodel og hjælper dem, så de har den viden, når de skal videre ud på arbejdsmarkedet.”

Hvilke slags kunder møder du i din butik?

”Jeg har været i denne her butik i ni år, og kunderne kender mig hernede. De kommer forbi, ikke bare for at handle, men også for at hilse, det synes jeg er meget hyggeligt. Vi har pendlerne, som kommer hver dag og køber deres faste kopper kaffe, vi har også pensionisterne, som måske har brug for en snak, og så er der også dem, som arbejder hjemme på grund af corona. De kommer typisk for at hente frokost og lige bruge et par minutter på at snakke. Jeg ser lidt butikken som mit eget hjem, hvor kunderne er mine gæster.” 

Hvordan er jobbet sammenlignet med de andre stillinger, du har haft hos DSB?

”Min arbejdsplads er nu mere fysisk aktiv, det kan jeg godt lide. Der er ikke to dage, som er ens, trods faste rutiner. Der sker næsten hele tiden nye tiltag, for eksempel har vi fået GLS som ny samarbejdspartner, og derfor kommer der mange nye gæster ind i butikken for blandt andet at hente pakker.”

Du arbejder som Natteravn i din fritid, hvorfor?

”Det er tanken om, at der er nogle forældre derude, som tager vare på vores børn. Jeg har selv to piger, og når de er ude, vil jeg være glad for, at der er nogle voksne, der kan tage sig af dem, hvis der sker noget. Det er dog overraskende at se, hvor meget de unge mennesker passer på hinanden, også selvom de ikke kender hinanden. Når Natteravnene er på arbejde, så er det vores opgave at observere – det er kun, når det er højst nødvendigt, at vi blander os. Jeg tror, at bare det, at vi er der og har bolsjer og kondomer med, giver en tryghed.”

Har du nogen planer i 2021?

”Jeg bliver 50 den 7. juli, det er noget, man går og tænker over. Mine piger og jeg havde aftalt, at vi skulle tage til New York, men det er blevet sat lidt på hold på grund af corona. Nu er tanken at leje et stort sommerhus og bruge dagen sammen med venner og familie, eller en oplevelsestur. Det kunne måske være et spaophold.”

Torben Jørgen Nielsen besvarer kundehenvendelser. Han er udlært kok fra Søllerød Kro i 1974 og arbejdede knap 25 år i DSB Restauranter & Kiosker, inden han blev regionschef for alt billet- og stationspersonale på Sjælland. I 2010 kom han til Kundecenteret.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg er ansvarlig for kundehenvendelser og leder 18 medarbejdere, der besvarer henvendelser, som kommer ind via mail. I løbet af en arbejdsdag sparrer jeg med medarbejderne, når de har brug for at vende en sag, og nogle sager overtager jeg. Det vil som oftest være der, hvor en mail ikke rækker, og der kan være brug for, at jeg ringer kunderne op, fordi de har haft en dårlig oplevelse på deres rejse.”

Hvordan besvarer I klager?

”Når kunder skriver en klage, kan vi ikke tage en dårlig oplevelse fra dem, men vi kan give dem mulighed for at blive hørt. Vi arbejder med ’det gode svar’. Det er vigtigt, at vi matcher kunden i vores svar, så vedkommende føler sig set. Vi veksler for eksempel mellem at skrive ’hej’ og ’kære’, alt efter hvem kunden er, og hvordan kunden skriver til os. Vi bliver løbende klogere på, hvordan vi besvarer henvendelser, og vi kan se, at antallet af retursvar, hvor kunderne er utilfredse, er blevet mere end halveret siden 2013.” 

Hvornår har I mest travlt?

”Vi kan sjældent forberede os på, hvad dagen byder på. Hvis trafikken bryder ned, skal vi være klar. Dagen, hvor ulykken på Storebæltsbroen fandt sted, var en hård dag at skulle håndtere, og vi måtte løbe hurtigere end normalt. Vi smed alt, hvad vi havde i hænderne, for at tage os af situationen.”

Hvad skal man kunne i dit arbejde?

”Det er vigtigt, at man har et servicegen, er god til at lytte og har empati. Derudover kan tonen i nogle klager være en smule hård, så det kræver også et stærkt sind. I vores system har vi en robot, der fungerer som ’sniffer’. Den opfanger bestemte ord som for eksempel ’vold’. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt, at jeg eller mine medarbejdere reagerer hurtigt på en henvendelse, finder ud af, hvad der er op og ned i sagen, og tager kontakt til dem, der har henvendt sig, så de ved, at vi er i gang med at håndtere sagen, og situationen ikke eskalerer.”

Hvad klager kunderne over?

”Der er næsten ingen grænser. Nogle klager over, at andre har sure tæer, når de tager skoene af, eller at de gratis vandflasker på DSB 1’ indeholder 0,4 liter i stedet for 0,5 liter. Der er selvfølgelig også de mere grove henvendelser, hvor vi bliver truet og kaldt alverdens mindre pæne ord. Det sker oftest, når kunden ikke får sin vilje. Vi modtager også nogle sjove henvendelser. For eksempel var der en kunde, der ærgrede sig over, at salgsvognen stoppede, og spurgte, om hun måtte medbringe sin egen rister til sine toasts i stedet for. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, men det var en fin måde at udtrykke på, at hun var ærgerlig over, at salgsvognen stoppede.”

I 2019 håndterede DSB 19.000 klagesager. I 2020 var tallet 11.000.

Jesper Vind er projektleder på DSB’s nye, bæredygtige affaldsposer, der bliver taget i brug i februar. Han har tidligere været projektingeniør i LEGO og haft chefstillinger i DSB. I dag er han i flexjob i DSB og arbejder 12 timer om ugen på grund af en sportsskade, som har gjort ham lam i hele venstre side.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Nye affaldsposer i DSB, hvorfor nu det?

”Det er et projekt, vi har vidst, at vi skulle i gang med, men der var ikke nogen, der tog teten. Derfor tog jeg i samarbejde med DSB’s bæredygtighedschef initiativ til det. Jeg blev projektleder og gik i gang i februar 2020.”

Hvorfor?

”Bæredygtighed er en mærkesag for mig og har altid fyldt meget. Da jeg var dreng, rømmede jeg mig, hvis mine forældre ikke sorterede korrekt. Derudover er jeg uddannet produktionsingeniør, og jeg har blandt andet været indkøbs- og miljøchef og kendte en del til processen i forvejen. Der var ikke nogen tvivl om, at jeg skulle have det projekt. Det har været spændende, og  jeg har undersøgt markedet bredt for diverse affaldsposer.”

Hvad er forskellen på de nye og de gamle affaldsposer?

”Den nye pose er lavet af 100 procent genbrugsplast, mens den tidligere kun bestod af 10-20 procent genbrugsplast. Derfor er posens udseende en smule anderledes. De gamle poser har en mere glat og plastiklignende overflade, mens de nye er mere matte og har en anden struktur. Derudover er produktionen rykket fra Kina til Bosnien. Vi sparer dermed både på klimakontoen og transporttiden.”

Er du stødt på udfordringer undervejs?

”Da jeg troede, at alt var klappet og klart, gik jeg på sommerferie. Men så blev jeg kontaktet af min chef, som skulle have afklaret noget omkring indkøb. Det betød, at vi overskred den deadline, der var sat, og det var ret træls.”

Har du set poserne?

”Det har været næsten umuligt at se poserne undervejs. Da det endelig lykkedes mig at få sendt fire styk, gik jeg straks i gang med at teste dem. Jeg købte 18 æbler, nogle pakker brikjuice og bryggede en kande kaffe for at teste, at de både kunne klare frugtsyre, skarpe kanter fra kartonen og en sjat varm kaffe. Jeg hængte de fire nye poser op ved siden af fire gamle og fyldte dem med udskårne æbler, juice og kaffe. Et døgn senere kom jeg tilbage.  Poserne fungerede lige så godt som de gamle.”

Hvordan bliver det at se poserne i togene?

”Det bliver rigtig fedt. Det er et skridt i den rigtige retning mod en mere bæredygtig rejse. Samtidig betyder det meget for mig, at jeg kan vise min datter Liva, at jeg har været med til at lave noget på trods af mit handicap, som jeg fik, da min halspulsåre sprang under en hockeykamp. Jeg er faktisk mere resultat­orienteret nu, end jeg har været tidligere. Aske Wieth-Knudsen, DSB’s bæredygtighedschef, har givet mig en nål med de 17 verdensmål som symbol på min indsats. Den er jeg glad for.”

Hvad skal du lave nu?

”Jeg har fået en anden opgave. Direktionen vil gerne have vandflaskerne i DSB afskaffet. DSB bruger mange penge på at købe vand på flasker, som forurener 900 gange mere end postevand. Det er et spændende projekt. Jeg kan ikke få for meget bæredygtighed.”