Hvad går dit arbejde ud på? 

”Jeg er lige blevet uddannet lokomotivfører efter knap et år på skolebænken, og jeg sidder i førerrummet og styrer toget. Jeg elsker udfordringer og er lidt en perfektionist. Nu har jeg jo forholdsvis sent i livet lavet et radikalt karriereskift, men jeg håber meget på at få lov at slutte her i DSB.”

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet på et jobcenter i mange år. Efter nogle år med to gange stress fortalte min læge mig, at jeg var nødt til at finde noget andet at lave. Jeg har altid brændt for at lære fra mig og hjælpe andre mennesker, så min drøm var egentlig at blive lærer. Men der ville jeg nok blive lidt udfordret på min tålmodighed.”

Hvordan kom du videre? 

”Til at starte med havde jeg ikke energi til så meget. Jeg kunne ikke overskue at tage på arbejde eller dagligdagsting som at tømme opvaskemaskinen, og i det hele taget var jeg meget trist. Så jeg blev nødt til at ændre nogle ting. Første skridt var, at jeg så et stillingsopslag på Facebook, hvor DSB søgte lokomotivførere. Det passede mig perfekt. Jeg bliver stolt, når jeg trækker i DSB-uniformen med ansvaret for toget. Det er svært at forklare, men det er lidt en følelse af at repræsentere noget større.”

Du har flest mandlige kolleger – hvordan er det? 

”Det er spændende. Det er en fordel at være lidt rap i replikken. Alt er ment med et glimt i øjet, og når man har haft en hel dag alene i førerrummet, er det rart at komme ind og få grint lidt af det hele. Der er plads til alle her, men jeg synes godt, der kunne komme endnu flere kvinder. Heldigvis bliver det bedre, og det er noget, vi er opmærksomme på. Det kan godt komme bag på folk, at kvinder styrer toget, fordi de er vant til mænd. Det er også mænd i højttaleren, så den holdning vil jeg gerne være med til at rykke lidt på. Kønnet har ingen betydning for, hvor god en lokomotivfører man er. Mit motto i arbejdet er, at kvinder helt sikkert også kan køre tog.”

Hvad laver du, når du har fri? 

”Vores arbejdstider er omskiftelige, så det kan være lidt svært at planlægge. Men jeg er frivillig på Godset, som er et spillested i Kolding, hvor jeg bruger en del tid. Vi har blandt andet haft Andreas Odbjerg og Jonah Blacksmith til at spille. Jeg elsker musik og lytter til meget forskelligt. For mig var det en god måde at få et netværk på, da jeg flyttede til Kolding for syv år siden. Og så har jeg fået nogle rigtig gode venner der. Derudover er jeg vild med at fordybe mig i kreative projekter. Jeg hækler meget i perioder. Især under corona, hvor jeg fik hæklet nogle store tæpper til mine børn. Jeg kobler fuldstændigt fra, når jeg er kreativ. Det er en form for terapi for mig.”

Hvilke opgaver har du i juledagene?

”Jeg er på arbejde alle dage hen over jul og nytår, hvor jeg som DSB’s ansigt udadtil hjælper medierne med opdateringer og statusrapporter fra juletrafikken. Så jeg er en del i tv, radio og i aviserne for at give interviews om trafiksituationen. Men selv om det er mig, folk ofte ser, er det mine mange gode kollegers arbejde, der får juletrafikken til at glide.”

Hvad gør juletrafikken til noget særligt?

”Der er mange følelser i spil, når folk skal hjem til jul. Spænding, glæde og forventninger. Men det er også en travl tid, hvor forløbet op til togturen kan være hektisk. Derfor gør vi meget ud af at være til stede på stationerne for at hjælpe folk godt på vej. For mange er togturen hjem også en del af juletraditionen, hvor det hele starter, når de sidder godt i sædet og endelig kan slappe af. Og vi har et stort ansvar for, at de kommer godt og rettidigt hjem til jul. Derfor må folk også meget gerne bestille pladsbilletter i god tid, så vi ved, hvor mange ekstra ­togvogne der skal sættes på i juletrafikken.”

Er der en særlig episode, du husker fra tidligere års juletrafik?

”Ja, den med hunden, der blev væk. Og fundet igen, heldigvis. Det var en hvalp på seks måneder, der var stukket af hjemmefra og alene hoppet på toget i Hvalsø som blind passager lillejuleaften i 2014. Undervejs blev hunden fundet af personalet i toget. Der var intet halsbånd, så den fik lov at køre med til Hovedbanen i København. Via sociale medier fik vi hvalpen, der var af racen kleiner münsterländer, efterlyst, og det viste sig, at hvalpen tilhørte en familie med tre døtre, der var meget ulykkelige over den forsvundne hund. Men julen blev reddet, da faren blev opmærksom på vores opslag og kom og hentede hvalpen samme dag. Det er ikke hver dag, den slags sker, og det er en rigtig julehistorie.”

Du skal arbejde hele julen – hvad med juleaften?

”Den holder jeg sammen med min familie, hvor vi i år bliver fire til andesteg. Jeg bor lige ved Nørreport, så det passer godt med, at jeg hurtigt kan tage en orange DSB-vest på og stille op til interview ved Nørreport Station omkring trafik-ken. Min datter har tilmed fødselsdag 24. december, så det er nogle travle dage, hvor jeg arbejder mellem fejringer og julemad. Men mine børn er store nu, så det er lidt lettere at få til at passe sammen.”

Hvad ønsker du dig selv i julegave?

”Jeg kan ikke lige komme på nogen gaveønsker, men jeg vil gerne rejse med mine børn i det kommende år. De er 18 og 24 år, så tid med dem er ikke længere en selvfølge. Så det håber jeg meget kan lade sig gøre. At de vil ud og rejse med deres gamle far.”

Hvordan kom du ind i DSB?

”Jeg er udlært i Magasin og har altid elsket relationer og kontakt. Efter nogle år i Magasin måtte jeg lige ud og mærke den virkelige verden, inden jeg ville vende tilbage. Så jeg begyndte lidt tilfældigt som togstewardesse i 1987. Det var en anden tid, hvor salget foregik fra en kiosk i toget. Især fredag eftermiddag med mange rejsende soldater var noget særligt. Dengang var vi provisionslønnede, og soldaterne var meget tørstige. Så når jeg var på arbejde, skulle der laves noget. Jeg er opdraget med, at jo mere jeg kunne lange over disken, jo mere kunne jeg tjene. På sådan en fredagstur fra København til Frederikshavn kunne jeg faktisk sælge for ret store beløb. Og lige siden har jeg været i DSB i forskellige funktioner.” 

Hvis ikke du var i DSB, hvad havde du så lavet? 

”Et svært spørgsmål, men jeg havde nok været guide. Ikke i en storby, men jeg elsker at vandre i bjergene. Jeg bliver helt bjergtaget, når jeg oplever roen i bjergene. Et af de højeste bjerge, jeg har besteget, er Kala Patthar i Nepal med cirka 5.600 højdemeter, hvor jeg måtte kravle op til sidst, fordi der lå store, løse sten på toppen. Jeg har også været på Kilimanjaro i Tanzania, som er lidt af en luksus med relativt gode stier hele vejen op. Jeg har ofte rejst alene. Det tiltaler mig, da jeg jo i dagligdagen er på og taler rigtig meget.”

Hvad laver en kongelig togfører? 

”Jeg er togfører på Den Kongelige Salonvogn og sørger for, at dronningen får lidt at spise og drikke, når hun er på tur. Jeg har stor respekt for dronningen, hun er fantastisk dygtig. Tidligere kørte vi også med prinsgemalen, og han havde ofte gæster med. Tit var det jagtselskaber i Jylland, og den del af jobbet værdsatte jeg utrolig meget. Hvis jeg bliver ringet op, skal jeg smide alt, hvad jeg har i hænderne, og være klar til at køre. Jeg er utrolig stolt over den funktion.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Uha, alt muligt. Jeg er meget aktiv og har tidligere brugt mange timer på at løbe. Blandt andet har jeg gennemført 36 maratoner i Nepal, Kina, Indien og rundtomkring i Europa. Det vildeste, jeg har prøvet, er Swiss Alpine, som er et ekstremløb på 78 kilometer i Alperne. Jeg er ikke konkurrencemenneske som sådan, men man skal ikke sige til mig, at jeg ikke kan klare opgaven. Det motiverer mig bare. Jeg har altid sat mig nogle sjove mål. Jo mere fjollet, jo bedre. Men jeg kan ikke længere holde til at løbe de lange distancer, så jeg har lært at ro kajak i stedet, da jeg stadig har brug for udfordringerne.”

Hvordan landede du i DSB? 

”Jeg havde mit eget rengøringsfirma, men det blev svært at skaffe kunder. Hvis jeg skulle lukke mit elskede rengøringsfirma, skulle jeg lave noget, som jeg havde lyst til. Så jeg sendte en ansøgning og blev kaldt til jobsamtale, hvor jeg blev spurgt til, hvordan jeg havde det med blod, urin, bræk og afføring. Det er vel de færreste jobsamtaler, hvor man bliver spurgt om den slags. Jeg startede de første par uger i januar som ’undervejser’, som vi kalder dem, der udfører undervejs-rengøring, inden jeg blev holdleder for stationsservice her i Næstved.”

Hvad går dit arbejde ud på?

”Uha, mange forskellige ting. Som holdleder er jeg bindeled mellem ledelsen og stationsservice. Det betyder meget for mig, at mine kolleger har det godt. Derudover er der en del skrivebordsarbejde, og så gør jeg både rent i togene og på stationen. Jeg står også for oplæring af nyt personale, der udfører undervejsrengøring. Hvis man er til glamour og mode, skal man ikke arbejde her. Eller jo, det kan man dyrke i sin fritid. Vi møder mange forskellige typer – både de sjove og knap så sjove. Forleden måtte jeg fortælle en fuld mand, at han altså ikke kunne stå og tisse på perronen, når der nu er et fint og rengjort toilet på stationen. Jeg har også ansvaret for mine kolleger, når der sker noget alvorligt. Det kan være en personpåkørsel, hvor jeg giver psykisk førstehjælp.”

Hvad er det ulækreste, du har været ude for?

”Jeg har det egentlig okay med overskidte toiletter og urin på væggene. Men jeg har oplevet, at toilettet her på Næstved Station var stoppet. Vandet stod helt op til kanten, og det flød med afføring og toiletpapir. I skraldespanden kunne jeg se, at der lå medicin mod diarré. Da jeg tidligere skulle oplære en ny kollega, fandt vi bræk på et sæde. Hele rummet stank, men vi fik løst det efter bedste evne. Jeg synes, at vi er nogle af hverdagens helte, for hvem kan ikke forestille sig, hvordan der ville se ud, hvis ikke vi var her?” 

Hvad giver det dig at udføre rengøring?

”Først og fremmest kan jeg mærke, at jeg gør en forskel. Kunderne bliver så glade, når vi kommer forbi og tager deres skrald. Jeg kan møde ind til en g-streng, der hænger i et skilt, klistermærker plantet på væggen, skrald på perronen, kage og burger, der er smurt på glasruden. Så hvis ikke vi var her, ville det ligne et bombet lokum bogstavelig talt. Det er ikke for sarte sjæle, og man skal være lidt tykhudet for at være i det. Men jeg elsker den øjeblikkelige tilfredsstillelse, det giver, når jeg kigger på noget, jeg lige har rengjort. Jeg håber at være her i DSB resten af min karriere på en eller anden måde.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg er uddannet teknisk designer, og jeg kan godt lide at være kreativ. Men egentlig bruger jeg meget af min fritid på friluftsliv og vandring i Danmark. Jeg kan godt finde på at rive en weekend ud af kalenderen og tage af sted sammen med min mand og vores hund, Ratata. Vi har vandret på Jyderupstien sammen. I 2018 søgte jeg faktisk om deltagelse i ’Alene i vildmarken’, men jeg kom desværre ikke igennem. Jeg går også meget op i fugle, bål i haven og at få ting til at gro. Hvis jeg skal slappe helt af, ser jeg true crime-serier og læser om det samme.”

Hvad går dit arbejde ud på?

”Først og fremmest skal vi yde den bedste service til de mange forskellige typer af kunder, der bruger vores bokse. Vi har åbent i bagagecentret hver dag fra 05:30 til klokken 1 om natten for dem, der ønsker at benytte sig af muligheden for at kunne sætte tasker og sager sikkert fra sig nogle timer. Og vi sætter en ære i, at alle gæster og kunder har en god oplevelse, når de kommer ned til os her i kælderen.”

Du har haft jobbet i ni år – hvad har ændret sig i den tid? 

”Ud over bagageopbevaring har bagagecenteret de sidste to år også fungeret som GLS-pakkeshop til gavn for Hovedbanens gæster og ansatte samt beboere i området. Men den mest markante ændring har været, at vi er overgået fra møntbetaling til betalingskort, når man lejer boksene. Det har gjort det nemmere for kunderne og samtidig gjort det mindre attraktivt for lyssky typer at bruge boksene.”

Det må du lige uddybe?

”Før i tiden oplevede vi, at politiet eller Skat, der bruger vores boksområde til træning af deres sporhunde, opdagede hash eller andre ulovlige ting, der blev opbevaret i boksene. Men i og med at man nu skal betale med kreditkort, er den løsning ikke populær længere hos de kriminelle, og det er vi jo kun glade for.”

Ud over hash er der så andre ting, der har givet anledning til opmærksomhed i boksene?

”Ja, der har været et par episoder med meget kraftig lugt fra skabene. En gang var det så slemt, at vi måtte åbne boksen og sætte tasken et sted hen, hvor den kunne stå uden at genere nogen med sin lugt. Det var virkeligt slemt. Da kunden kom for at hente tasken, måtte vi forklare, at den var flyttet. Det var en stakkels turist fra Schweiz, der havde købt en ost med hjem til sine forældre, og den lugtede altså helt ubeskriveligt meget. Hvordan han fik den med videre hjem, ved jeg ikke. En anden gang havde en kunde glemt en pose med en frossen fisk, og det lugtede også slemt.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”Vi har med mennesker og service at gøre, og der er ikke to dage, der er ens. Det kan jeg godt lide. Bagageopbevaring hører sig til på en stor banegård, og vi går meget op i, at vores kunder kommer hjem med oplevelsen af, at vi har hjulpet dem og passet godt på deres ting. Det gælder både dem, der bruger boksene, og dem, der indleverer ting til opbevaring på vores hylder. Den mulighed er der nemlig også. Og så er jeg glad for mine medarbejdere. Vi har det godt sammen, og det er et job, hvor folk bliver hængende i mange år. For nylig havde en kollega 40-års jubilæum. Der er bare noget særligt ved at arbejde på en banegård.”