Indlæg

”Jeg har haft et kolossalt spændende arbejdsliv,” siger 62-årige Kim Ulrik Schaumann, der i sin tid som journalist for Berlingske Tidende, Børsens Nyhedsmagasin og Børsen skrev om politik og økonomi, rejste rundt i verden og dækkede EU, inden han blev pressechef i TDC og afdelingsleder i Danske Bank. I dag kører han S-tog.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til DSB? 

”Jeg blev uddannet journalist i 1987 og har arbejdet mange år i den branche, inden jeg startede som selvstændig kommunikatør. Det gik fint til at starte med, men opgaverne blev færre, så jeg begyndte at søge faste jobs, 82 i alt, men min alder var et benspænd. Jeg så helt tilfældigt en Facebook-annonce fra DSB, hvor de søgte lokomotivførere. Så kontaktede jeg HR og hørte, om de kunne bruge en på min alder. Det kunne de heldigvis godt, så jeg startede som elev. I dag er jeg lokomotivfører på S-tog, og hvis jeg får den rette efteruddannelse, har jeg mulighed for at køre alle typer tog.” 

Hvad er det bedste ved arbejdet? 

”Jeg kan godt lide hyggen. Kollegaskabet, kontakten med passagererne. Det er et meget socialt arbejde, og vi har en virkelig god hilsekultur. Vi holder altid pause sammen. Så går snakken højlydt, og vi tager lidt gas på hinanden. Jeg har lært rigtig mange forskellige personer at kende. Folk, der har været præster, elektrikere, ingeniører og piloter. I mine sabbatår startede jeg selv som fragtmandschauffør for en vognmand i Sydhavn, så jeg er på en måde vendt tilbage til transportbranchen. Jeg drømmer ikke om at gå på pension, når jeg bliver 67. Jeg har ikke lyst til at stå hjemme med sutsko og vente på, at min kone får fri fra arbejde. Så jeg fortsætter, så længe helbredet tillader det. Det udfordrende er arbejdstiderne, de er meget omskiftelige. Jeg arbejder hver anden weekend og sommetider meget sent eller tidligt på dagen. Det har jeg lige skullet vænne mig til. Men jeg nyder, at der altid er en sjov historie, fordi vi har så vidt forskellige baggrunde, eller hjælp at hente – også hvis der har været en ubehagelig oplevelse.”

Hvad kunne det være?

”Jeg har kørt en tom barnevogn ned på Nørreport Station i myldretiden. De første fem minutter troede jeg, at der var et barn i vognen. Moren bar heldigvis barnet i en sele på kroppen, men det var alligevel en voldsom oplevelse. Jeg kunne ikke nå at bremse, og alle mennesker begyndte at skrige helt vildt, fordi de troede, at der lå en baby i barnevognen. Men efter lidt panik på perronen kom der nogen løbende og fortalte mig, at barnevognen var tom. Det var så lettende og rart at få at vide.”

Hvordan kom du videre? 

”Efter sådan en oplevelse træder en række standardprocedurer i kraft med tilbud om krisehjælp og samtaler med kolleger. Men jeg er sådan skruet sammen, at jeg hurtigst muligt har brug for at komme op på hesten. Så et par dage efter kørte jeg min normale vagt igen. Der kunne jeg godt mærke, at jeg var ekstra opmærksom, da jeg satte mig i førerrummet. Jeg dobbelttjekkede alt og sad med skuldrene lidt oppe på den første del af turen. Det er det mest dramatiske, jeg har oplevet i min tid i DSB.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg læser en del historiske bøger. For tiden om islam og tidligere om kristendom.Der kan være en alt for hård tone mellem nogle muslimer og nogle danskere, og det vil jeg gerne være med til at bryde, så jeg forsøger at forstå begge sider. Jeg har lige rejst i Israel og Palæstina. Normalt tilmelder jeg mig ikke grupperejser, men det var nødvendigt i denne omgang på grund af konflikterne og uroen i området. Utrolig spændende og øjenåbnende, men samtidig nedslående, fordi situationen er så krigerisk. Ellers er jeg amatørhåndværker. Jeg har restaureret et hus og et sommerhus fra ende til anden.”

60-årige Lykke Panduro Hess har som produk­tionsleder for 57 medarbejdere ansvaret for, at alle processer og procedurer bliver overholdt i klargøringen af tog.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du ind i DSB?

”Jeg er udlært i Magasin og har altid elsket relationer og kontakt. Efter nogle år i Magasin måtte jeg lige ud og mærke den virkelige verden, inden jeg ville vende tilbage. Så jeg begyndte lidt tilfældigt som togstewardesse i 1987. Det var en anden tid, hvor salget foregik fra en kiosk i toget. Især fredag eftermiddag med mange rejsende soldater var noget særligt. Dengang var vi provisionslønnede, og soldaterne var meget tørstige. Så når jeg var på arbejde, skulle der laves noget. Jeg er opdraget med, at jo mere jeg kunne lange over disken, jo mere kunne jeg tjene. På sådan en fredagstur fra København til Frederikshavn kunne jeg faktisk sælge for ret store beløb. Og lige siden har jeg været i DSB i forskellige funktioner.” 

Hvis ikke du var i DSB, hvad havde du så lavet? 

”Et svært spørgsmål, men jeg havde nok været guide. Ikke i en storby, men jeg elsker at vandre i bjergene. Jeg bliver helt bjergtaget, når jeg oplever roen i bjergene. Et af de højeste bjerge, jeg har besteget, er Kala Patthar i Nepal med cirka 5.600 højdemeter, hvor jeg måtte kravle op til sidst, fordi der lå store, løse sten på toppen. Jeg har også været på Kilimanjaro i Tanzania, som er lidt af en luksus med relativt gode stier hele vejen op. Jeg har ofte rejst alene. Det tiltaler mig, da jeg jo i dagligdagen er på og taler rigtig meget.”

Hvad laver en kongelig togfører? 

”Jeg er togfører på Den Kongelige Salonvogn og sørger for, at dronningen får lidt at spise og drikke, når hun er på tur. Jeg har stor respekt for dronningen, hun er fantastisk dygtig. Tidligere kørte vi også med prinsgemalen, og han havde ofte gæster med. Tit var det jagtselskaber i Jylland, og den del af jobbet værdsatte jeg utrolig meget. Hvis jeg bliver ringet op, skal jeg smide alt, hvad jeg har i hænderne, og være klar til at køre. Jeg er utrolig stolt over den funktion.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Uha, alt muligt. Jeg er meget aktiv og har tidligere brugt mange timer på at løbe. Blandt andet har jeg gennemført 36 maratoner i Nepal, Kina, Indien og rundtomkring i Europa. Det vildeste, jeg har prøvet, er Swiss Alpine, som er et ekstremløb på 78 kilometer i Alperne. Jeg er ikke konkurrencemenneske som sådan, men man skal ikke sige til mig, at jeg ikke kan klare opgaven. Det motiverer mig bare. Jeg har altid sat mig nogle sjove mål. Jo mere fjollet, jo bedre. Men jeg kan ikke længere holde til at løbe de lange distancer, så jeg har lært at ro kajak i stedet, da jeg stadig har brug for udfordringerne.”

Nicolai Pulkkinen har det daglige ansvar for 60 medarbejdere. Men også fritiden kører på skinner. Nicolai Pulkkinen har jernbaner på hjernen og ejer sit eget tog.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan endte du i DSB? 

”Jeg har arbejdet i Lokaltog inden DSB, så jeg har altid været interesseret i jernbanen. Jeg så en jobannonce med mangel på togførere i København og syntes, det lød spændende, så jeg søgte det og har været her siden 2015. Først som togfører og herefter som togpersonaleleder. Mine opgaver spænder meget bredt, og jeg står til rådighed, når mine ­medarbejdere bøvler med nogle ting. Det kan være IT, bestilling af tøj eller oplevelser i toget. Der er selvfølgelig også nogle knap så underholdende opgaver som fraværsopfølgning og udfordringer med sporarbejde.” 

Hvad giver dit arbejde dig? 

”Jeg elsker at være med til at gøre en forskel. Det kan lyde lidt som en kliché, men det er virkelig rigtigt. DSB er jo en gammel virksomhed, og vi skal ikke hænge fast i fortiden. Vi må gerne være stolte af fortiden, men vi skal stadig flytte os i den rigtige retning. Vi er blevet mere miljøbevidste alene de seneste 10 år. De forandringer skal jeg være åben over for og forsøge at føre ud i livet. Jeg er i hvert fald stolt af at være ansat i DSB. Jeg var også stolt, da jeg var kørende togfører. Der er bare noget specielt over at hoppe i uniformen og se, at der står DSB på tøjet. Og at man er en del af fællesskabet.”

Hvad husker du særligt fra dine otte år i DSB? 

”Tour de France sidste år var tre vanvittigt hårde, men også sjove dage, hvor det hele kulminerede, da feltet kørte over Storebæltsbroen med et DSB-tog susende bagved på lavbroen. Der fik jeg en følelse af, at vi lykkedes. Jeg var især stolt af måden, hvorpå vi så hurtigt fik bugseret 4.000 mennesker ud af København i løbet af en halv time efter enkeltstarten. Der skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden i forhold til planlægning og koordinering af folk i marken.”

Og de knap så fede episoder? 

”Jeg har prøvet mange ting her i DSB. En dag var jeg togfører mod Nivå Station, hvor jeg gennemgik toget, inden det skulle køres ud på vendespor. Toilettet var låst, og jeg kunne ikke få kontakt til vedkommende derude. Jeg låste døren op og kunne se, at der lå en på tværs af toilettet. Så begyndte jeg ellers at gøre plads til at udøve hjertemassage, inden ambulancen ankom ganske kort efter. Det var egentlig ikke så slemt, da det stod på, men efterfølgende gik jeg hjem med en meget tom fornemmelse i maven. Jeg hev fat i min lillebror, der på det tidspunkt arbejdede på et sygehus. Han kunne relatere til det. Og så lever jeg med en pædagog til daglig, så jeg har altid været god til at tømme rygsækken, når jeg kommer hjem. Alligevel kan jeg stadigvæk den dag i dag have det lidt mærkeligt med at køre til Nivå, hvor det skete.”

Du har købt dit eget lokomotiv. Hvorfor? 

”Jeg er lidt af en tognørd eller -entusiast. Jeg er sikkerhedschef i Østsjællandske Jernbaneklub i Køge. De yngste medlemmer er vel et par år nu, mens de ældste er omkring 80. Fællesskabet og rummeligheden i klubben er omdrejningspunktet. Vi starter altid søndag morgen med en bid mad, en kop kaffe og en status på stort og småt. Mange synes, det er sjovt at tage billeder af tog. Det gør jeg ikke. Jeg kan bedre lide at gå og banke lidt på dem. Tidligere købte vi i foreningen et andet lokomotiv, som stod i Randers, og jeg ville gerne have købt lokomotivet til mig selv. Men det blev stadig brugt af DSB, så jeg ventede nogle år, inden en mellemhandler i Jylland købte en hel pulje med ni lokomotiver. Og så bød chancen sig for, at jeg kunne købe et rangerlokomotiv Köf 259 fra 1966. Det står i Køge, og lige nu er jeg i gang med en nænsom restaurering af det. Det er sgu bare lidt blæret at sige, at man har sit eget tog.”

 

På stationen i Næstved har Hannah Nörskau Heilskov Sørensen siden januar haft ansvaret for 11 medarbejdere, der udfører rengøring undervejs i togene, mens de kører, og sørger for, at de omkringliggende stationer og perroner er pæne og ryddelige.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan landede du i DSB? 

”Jeg havde mit eget rengøringsfirma, men det blev svært at skaffe kunder. Hvis jeg skulle lukke mit elskede rengøringsfirma, skulle jeg lave noget, som jeg havde lyst til. Så jeg sendte en ansøgning og blev kaldt til jobsamtale, hvor jeg blev spurgt til, hvordan jeg havde det med blod, urin, bræk og afføring. Det er vel de færreste jobsamtaler, hvor man bliver spurgt om den slags. Jeg startede de første par uger i januar som ’undervejser’, som vi kalder dem, der udfører undervejs-rengøring, inden jeg blev holdleder for stationsservice her i Næstved.”

Hvad går dit arbejde ud på?

”Uha, mange forskellige ting. Som holdleder er jeg bindeled mellem ledelsen og stationsservice. Det betyder meget for mig, at mine kolleger har det godt. Derudover er der en del skrivebordsarbejde, og så gør jeg både rent i togene og på stationen. Jeg står også for oplæring af nyt personale, der udfører undervejsrengøring. Hvis man er til glamour og mode, skal man ikke arbejde her. Eller jo, det kan man dyrke i sin fritid. Vi møder mange forskellige typer – både de sjove og knap så sjove. Forleden måtte jeg fortælle en fuld mand, at han altså ikke kunne stå og tisse på perronen, når der nu er et fint og rengjort toilet på stationen. Jeg har også ansvaret for mine kolleger, når der sker noget alvorligt. Det kan være en personpåkørsel, hvor jeg giver psykisk førstehjælp.”

Hvad er det ulækreste, du har været ude for?

”Jeg har det egentlig okay med overskidte toiletter og urin på væggene. Men jeg har oplevet, at toilettet her på Næstved Station var stoppet. Vandet stod helt op til kanten, og det flød med afføring og toiletpapir. I skraldespanden kunne jeg se, at der lå medicin mod diarré. Da jeg tidligere skulle oplære en ny kollega, fandt vi bræk på et sæde. Hele rummet stank, men vi fik løst det efter bedste evne. Jeg synes, at vi er nogle af hverdagens helte, for hvem kan ikke forestille sig, hvordan der ville se ud, hvis ikke vi var her?” 

Hvad giver det dig at udføre rengøring?

”Først og fremmest kan jeg mærke, at jeg gør en forskel. Kunderne bliver så glade, når vi kommer forbi og tager deres skrald. Jeg kan møde ind til en g-streng, der hænger i et skilt, klistermærker plantet på væggen, skrald på perronen, kage og burger, der er smurt på glasruden. Så hvis ikke vi var her, ville det ligne et bombet lokum bogstavelig talt. Det er ikke for sarte sjæle, og man skal være lidt tykhudet for at være i det. Men jeg elsker den øjeblikkelige tilfredsstillelse, det giver, når jeg kigger på noget, jeg lige har rengjort. Jeg håber at være her i DSB resten af min karriere på en eller anden måde.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg er uddannet teknisk designer, og jeg kan godt lide at være kreativ. Men egentlig bruger jeg meget af min fritid på friluftsliv og vandring i Danmark. Jeg kan godt finde på at rive en weekend ud af kalenderen og tage af sted sammen med min mand og vores hund, Ratata. Vi har vandret på Jyderupstien sammen. I 2018 søgte jeg faktisk om deltagelse i ’Alene i vildmarken’, men jeg kom desværre ikke igennem. Jeg går også meget op i fugle, bål i haven og at få ting til at gro. Hvis jeg skal slappe helt af, ser jeg true crime-serier og læser om det samme.”

57-årige Ole Bøje Pedersen er leder for lokomotivpersonale hos DSB i Næstved.
Tekst:Esben VestergaardFoto:Søren Rønholt

Hvordan havnede du i DSB? 

”Jeg er udlært smed og har været snart 35 år i DSB. Først som lokomotivfører og i de seneste 15 år som leder for lokomotivpersonale i Næstved, hvor jeg også fungerer som ledelsens repræsentant i lokalområdet. Det vil sige, at jeg skal bistå med klager og være DSB’s ansigt udadtil i nogle situationer, og det gør samtidig, at jeg får lov til en masse ting. Det kan spænde lige fra at tømme toiletter på et tog til at kontakte Næstveds borgmester. Dagene er aldrig ens. Og så elsker jeg den gode og drilske tone blandt mine
kolleger.”

Hvordan var livet som lokomotivfører? 

”Det var utrolig spændende, men til tider ret simpelt. Det er kun de dage, hvor det går galt, at man virkelig er på. I dagligdagen er det ligesom at køre bil. Man tænker ikke over, når toget starter og kører derudad. Det er et dejligt job i den forstand, at når man går hjem, har man ikke noget, der ligger og venter til dagen efter. Man har ligesom fri-fri. Hver eneste dag er en frisk start.” 

Er der en særlig episode, som du husker? 

”Tidligere havde vi diesellokomotiver stående, og de larmede, men vi modtog sjældent klager. Da vi fik el-lokomotiver, tænkte jeg, at nu ville her virkelig blive stille. Da vi så for nylig modtog klager over larmen på et el-lokomotiv, tænkte jeg: ’Ej, det kan sgu da ikke passe. Der er ingen motor.’ Jeg måtte tjekke det. Og det viser sig, at når et el-lokomotiv kommer ind, går der cirka 20 minutter, hvor et ventilationssystem køler elektronikken ned, inden det er helt lydløst. Vi fik heldigvis klaret udfordringerne med dialog, og togene blev parkeret anderledes.”

Hvad kan du lide at lave i fritiden? 

”Jeg elsker at sejle. Min kone og jeg har boet på en båd i Næstved i næsten seks år. Jeg var vild med friheden, det gav mig. Nu er min kone og jeg gået på land, men det var et hollandsk stålskib, som tit trængte til en kærlig hånd. Oftest skete der noget undervejs, som skulle udbedres. Det kan jeg godt lide: at have noget mellem hænderne, mens jeg er fuldstændigt til stede i det, jeg er i. Derudover har jeg altid spillet musik. Jeg har været suppe-steg-is-musiker i mange år. I dag er jeg en rimelig habil guitarist og spiller også med nogle stykker i et band.”

I kælderen under Københavns Hovedbanegård er 63-årige Jan Pedersen bagagecenterchef med ansvar for 10 medarbejdere og 437 bokse, som rejsende kan leje til opbevaring af bagage.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Først og fremmest skal vi yde den bedste service til de mange forskellige typer af kunder, der bruger vores bokse. Vi har åbent i bagagecentret hver dag fra 05:30 til klokken 1 om natten for dem, der ønsker at benytte sig af muligheden for at kunne sætte tasker og sager sikkert fra sig nogle timer. Og vi sætter en ære i, at alle gæster og kunder har en god oplevelse, når de kommer ned til os her i kælderen.”

Du har haft jobbet i ni år – hvad har ændret sig i den tid? 

”Ud over bagageopbevaring har bagagecenteret de sidste to år også fungeret som GLS-pakkeshop til gavn for Hovedbanens gæster og ansatte samt beboere i området. Men den mest markante ændring har været, at vi er overgået fra møntbetaling til betalingskort, når man lejer boksene. Det har gjort det nemmere for kunderne og samtidig gjort det mindre attraktivt for lyssky typer at bruge boksene.”

Det må du lige uddybe?

”Før i tiden oplevede vi, at politiet eller Skat, der bruger vores boksområde til træning af deres sporhunde, opdagede hash eller andre ulovlige ting, der blev opbevaret i boksene. Men i og med at man nu skal betale med kreditkort, er den løsning ikke populær længere hos de kriminelle, og det er vi jo kun glade for.”

Ud over hash er der så andre ting, der har givet anledning til opmærksomhed i boksene?

”Ja, der har været et par episoder med meget kraftig lugt fra skabene. En gang var det så slemt, at vi måtte åbne boksen og sætte tasken et sted hen, hvor den kunne stå uden at genere nogen med sin lugt. Det var virkeligt slemt. Da kunden kom for at hente tasken, måtte vi forklare, at den var flyttet. Det var en stakkels turist fra Schweiz, der havde købt en ost med hjem til sine forældre, og den lugtede altså helt ubeskriveligt meget. Hvordan han fik den med videre hjem, ved jeg ikke. En anden gang havde en kunde glemt en pose med en frossen fisk, og det lugtede også slemt.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”Vi har med mennesker og service at gøre, og der er ikke to dage, der er ens. Det kan jeg godt lide. Bagageopbevaring hører sig til på en stor banegård, og vi går meget op i, at vores kunder kommer hjem med oplevelsen af, at vi har hjulpet dem og passet godt på deres ting. Det gælder både dem, der bruger boksene, og dem, der indleverer ting til opbevaring på vores hylder. Den mulighed er der nemlig også. Og så er jeg glad for mine medarbejdere. Vi har det godt sammen, og det er et job, hvor folk bliver hængende i mange år. For nylig havde en kollega 40-års jubilæum. Der er bare noget særligt ved at arbejde på en banegård.”

Med en baggrund som blandt andet livvagt og IT-ekspert arbejder Jesper Nygaard Schiøtt nu som IT-arkitekturchef. Og så er han måske den bedst klædte mand i DSB.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Søren Rønholt

Du går altid klædt i et pænt skræddersyet tredelt jakkesæt. Hvorfor det?

”Da jeg startede i DSB 1. januar 2022, tog jeg valget, at jeg ville være pænt klædt hver dag. Jeg har altid været fascineret af klassisk britisk mode, og efter at have set filmen ’The Gentlemen’, hvor de medvirkende er enormt velklædte, besluttede jeg, at sådan ville jeg også være. Og mit mantra er, at jeg ikke gider fortryde ting, jeg ikke fik gjort.”

Hvad giver det dig at have lige præcis det tøj på?

”Jeg har det godt, når jeg har det på. Jeg synes, det er pænt, og så bliver det en slags uniform for mig. På en måde passer det også sammen med de ting, jeg rent arbejdsmæssigt synes er vigtige. Nemlig at gøre sig umage, arbejde på at rykke grænser og måske gøre ting anderledes – også når det handler om IT-arkitektur. Og så tager jeg for øvrigt jakkesættet af, når jeg kommer hjem.”

Du har en baggrund som blandt andet livvagt i hæren. Hvordan blev du chef for IT-arkitektur i DSB?

”IT har jeg arbejdet professionelt med, siden jeg var 19 år, og jeg har arbejdet i flere store virksomheder og på flere rigtig store projekter. Jeg har altid godt kunnet lide at udfordre mig selv, og efter en årrække inden for IT søgte jeg ind i militæret og endte med at være der i seks år. Her blev jeg blandt andet uddannet oversergent og livvagt og var udsendt til Irak. Det gav en stor og passioneret interesse i ledelse og mennesker, så da DSB slog en stilling op, som kombinerede IT-arkitektur og ledelse, slog jeg til.”

Hvad går jobbet som chef for IT-arkitektur ud på?

”Kort fortalt handler IT-arkitektur om, at man designer IT-systemer, som andre så bygger. Som leder er det min opgave at skabe de bedste betingelser for mine 16 medarbejdere, så de trives, udfordres og udvikles. I sidste ende skal det gerne resultere i, at vi designer de bedst mulige IT-systemer for DSB’s kunder og ansatte.”

Hvorfor valgte du DSB?

”Ud over at kombinere ledelse med IT er det vigtigt for mig, at den virksomhed, jeg arbejder for, har et større formål end at tjene penge. Det lyder måske flot, men det driver mig, at der er en opgave, der handler om mere end omsætning. Og sådan en opgave løser DSB.”

Du har arbejdet for DSB i snart halvandet år – hvordan har det været?

”Jeg kom til stillingen med en lyst til at udvikle samt skabe større fokus på måden, vi arbejder med IT-arkitektur på. Og det har jeg haft mulighed for at påvirke ved at arbejde for, at vi får de bedste IT-systemer. Den form for impact kan jeg godt lide. Mit team arbejder med alt fra IT-systemer over infotavler til DSB’s apps, så der er mange ting at sætte sit præg på.”

Signe Luckmann Jensen søgte jobbet som salgsassistent i Kaffeexpressen, da hun flyttede fra Sønderborg til Aarhus for at komme tættere på sine venner, der også havde taget turen fra provinsen til storbyen.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Jens Hasse

Hvad går dit job ud på?

”Jeg sælger snacks, kaffe, te og varm kakao til passagererne i toget. Jeg er med på strækningerne fra Aarhus til København og tilbage. Og så er jeg med på strækningerne fra Aarhus til Padborg og tilbage. I juletiden solgte jeg mange marcipan- og nougatbrød, mens det i januar var mere myslibarer og nødder, så det ændrer sig hele tiden, hvad der er mest populært. Men jeg sælger klart mest kaffe.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det må være alle menneskene, jeg møder i løbet af en dag. Det giver mig virkelig meget energi, og jeg elsker at give passagererne et smil med på vejen og få et smil tilbage. Jeg forsøger altid at yde en god service, og der er rigtig mange, der bliver glade, når vi kommer forbi. Der er både folk, der tager billeder af rygsækken, og nogle, der siger: ’Det er ligesom i gamle dage.’”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”At holde balancen. Det er den største udfordring. Men det kan også være en udfordring, når der er mange mennesker i toget, og vi har svært ved at komme rundt. Så er passagererne nødt til at komme til os, fordi vi ikke kan komme til dem, og det er jo ikke den service, vi gerne vil tilbyde.”

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har du?

”Jeg er uddannet salgsassistent. Jeg gik faktisk i gymnasiet, men jeg har aldrig rigtig været så vild med det boglige. I løbet af 2. g begyndte jeg at blive ret skoletræt og var der egentlig kun for at være sammen med mine venner. Men så hørte jeg, at en virksomhed, der hedder Skyways Technics, søgte en elev, så jeg droppede ud af gymnasiet og startede som elev hos dem.”

Hvad lavede du der?

”Jeg solgte flydele og reparationer af flydele. Da jeg blev færdig som elev efter to år, kunne jeg ikke fortsætte hos dem, fordi min afdeling blev flyttet til Dubai, så jeg blev receptionist på Dyvig Badehotel på Als, hvor jeg også var i to år. Efter det var jeg hos Beredskabsstyrelsen, hvor jeg uddannede mig til brandmand.”

Hvorfor blev du brandmand?

”Alle mine venner begyndte at flytte ind mod de større byer, så der var ikke så mange tilbage derhjemme, og så tænkte jeg: ’Nu skal der ske noget!’ Jeg har altid været ret fascineret af ild – ikke på sådan en pyromanagtig måde, men det kan bare et eller andet, som jeg gerne ville lære mere om. På det tidspunkt var der også en af mine veninder, der arbejdede hos Beredskabsstyrelsen, og hun lagde en masse videoer ud af det, de lavede, og det så bare virkelig fedt ud.”

Hvorfor startede du i DSB?

”Da jeg flyttede til Aarhus for et halvt års tid siden, skulle jeg bare have et job. Jeg søgte en masse forskelligt og fik også flere ting tilbudt. Men da min nuværende chef ringede og tilbød mig jobbet hos DSB, kunne jeg bare mærke, at det var det, jeg ville. Samtalen var gået supergodt, og jeg havde fået lov til at prøve det udstyr, man bruger i hverdagen. Jeg synes ikke, der er stor forskel på en luftflaske fra Beredskabsstyrelsen og den rygsæk med vand i, man har på hos Kaffeexpressen.”

52-årige Sune Aggergaard Mortensen overtog posten som IT-sikkerhedschef i DSB i 2020. I 2022 vandt han prisen som årets bedste IT-sikkerhedsansvarlige.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg er ansvarlig for cybersikkerhed og for, at vores systemer er beskyttet mod cyber-angreb. Vi har særligt fokus på det, vi kalder de togkritiske systemer, der er afgørende for, at vores tog kan køre. Det er jo DSB’s samfundsbærende opgave at køre tog.”

Du vandt prisen som Danmarks bedste IT-sikkerhedsansvarlige i 2022. Hvorfor, tror du?

”En del af forklaringen ligger nok i den rejse, jeg har taget DSB på. Jeg har bygget et team op med superdygtige kolleger, der er med til at løfte DSB’s IT-sikkerhedsniveau. I DSB har vi også rigtig god opbakning fra ledelsen, som har investeret mange penge på IT-området, fordi de ved, hvor vigtigt det er.”

Hvilke typer af cyber-angreb rammer DSB?

”Det kan være målrettede og tilfældige angreb. Når vi bliver udsat for et cyberangreb, er vi interesserede i at forstå, hvad der er motivet bag angrebet. Derfor undersøger vi, om det kan være et målrettet angreb fra nogen, der har en interesse i at genere togtrafikken, eller om det er et mere tilfældigt angreb. Nogle hackere scanner alle IT-systemer på internettet for at se, om de kan finde et hul – og der bliver hele tiden fundet huller i alle IT-systemer, både i de gamle og de nye.”

Hvad gør I for at forsvare DSB mod cyber-angreb?

”Vi forsøger hele tiden at sikre, at vores IT-systemer er opdaterede, så vi undgår, at de er sårbare. Vi tester blandt andet vores systemer ved at få eksperter til at angribe os uden at fortælle det til dem, der skal forsvare systemerne, så de ikke er forberedt på det. Vi sender også jævnligt phishing-mails (falske mails, red.) til alle ansatte i DSB, så hele organisationen ved, hvordan utroværdige mails fra hackere kan se ud. Og så tester vi vores beredskab, hvis det alligevel skulle gå galt. Så vi ved, hvordan vi får systemerne tilbage, og hvordan vi skal reagere og samarbejde.”

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?

”Jeg går på jagt. Jeg er startet lidt sent, men interessen stammer fra min værnepligt. Jeg kunne godt lide at skyde, så derfor tog jeg jagttegn for omkring fire år siden. Jeg fik også en hund, som jeg havde tænkt skulle med på jagt, men nu er den blevet miljøhund i stedet. Min nabo så mig træne med den og sagde: ’Kunne du tænke dig, at din hund blev miljøhund?’ Så nu har vi en professionel miljøhund.”

Hvad er en miljøhund?

”Man bruger miljøhunde til at finde ud af, om industrigrunde er forurenede. Vi stiller vores hund til rådighed, og så bor hun på hotel, når hun er rundt i landet på arbejde. Det er lidt mærkeligt, for vores hund er ikke sådan en, der kommer op i ­møblerne. Men når hun er på hotel, får vi sendt billeder af, at hun ligger i en seng og bliver rigtigt forkælet.”

28-årige Celina Skaarup Drewsen blev færdiguddannet som kontorassistent med speciale i administration fra DSB i august 2022. Siden har hun arbejdet som koordinator på DSB’s fire værksteder for fjern- & regionaltog på Sjælland.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Jeg arbejder i afdelingen for Driftsværksteder i Øst, som er DSB’s fire værksteder for fjern- & regionaltog på Sjælland. Jeg er værkstedskoordinator og hjælper værkstedschefen med en masse administrative opgaver som parkeringstilla­delser, udsendelse af nyhedsbreve til håndværkerne og facilitering af møder. Det er en ny stilling, der blev oprettet, da vores værksteder til fjern- & regionaltog på Sjælland blev slået sammen under én værkstedschef. Da der kom mange ekstra opgaver til værkstedschefen, blev det godkendt, at han kunne få noget administrativ støtte, og det blev så mig.”

Hvorfor søgte du ind i DSB?

”Jeg søgte en elevplads i DSB, fordi jeg skulle have et karriereskift. Jeg er uddannet inden for detail og har en ledertrainee-uddannelse i kundeservice fra Salling Group. Men så blev jeg enlig mor, og et job med aften- og weekendarbejde passede ikke så godt. Så tænkte jeg, at kontorarbejde var åbenlyst, fordi det ofte er 8-16. Jeg er virkelig glad for, at jeg landede hos DSB, selvom jeg ikke troede, at jeg ville få jobbet.”

Hvorfor troede du ikke det?

”Fordi jeg er enlig mor, og min søn har en sjælden sygdom, der hedder ATRX. Det betyder, at han har en genfejl i sit X-kromosom, som er det kromosom, der koder for det protein, hjernen bruger til at udvikle sig. Det vil sige, at han er bagud i sin udvikling og kræver lidt mere end de fleste andre børn. Jeg ved godt, at man i dagens Danmark ikke må fravælge nogen på grund af den slags ting, men jeg følte mig ikke særlig attraktiv for en virksomhed og tænkte, at de nok ville gå med en kandidat, der virkede mere fleksibel. Så jeg er virkelig glad for, at de valgte mig.”

Hvordan er miljøet på værkstederne?

”Der er klart flest mænd på værkstederne, så der bliver ikke talt så meget om sko og negle, som man nogle gange har lyst til, men det gør mig ikke så meget. Jeg er vokset op blandt håndværkere, så jeg er vant til det miljø. Jeg går heller ikke så meget op i køn – jeg ser mere bare mennesket og forsøger at finde ud af, hvad vi har til fælles. Jeg kan for eksempel godt lide fodbold, og det er der mange af gutterne ude på værkstederne, der også kan, så der har vi jo noget, vi kan snakke om.”

Hvilket fodboldhold holder du med?

”Brøndby. Det har altid været Brøndby, og det er det stadig. Jeg har stået inde på Sydsiden på Brøndby Stadion, jeg ved ikke hvor mange gange, og der er bare supergod stemning. Da jeg var på barsel, gik der halvandet år, hvor jeg ikke var på stadion. Da jeg endelig kom derind igen, var det bare helt specielt. Man får en særlig følelse, og det er helt magisk.”