Som scenetekniker på Odense Teater fører Pernille Bejder scenografernes vilde ideer ud i livet. I fem akter fortæller hun om håndværket bag kulisserne og om at slå iskoldt vand i blodet, når forestillingen ruller, og svævende rekvisitter falder ned.
1.
Som mange andre teenagepiger troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor jeg udfordrede mig selv, min krop og min omverden. Jeg fik en bekræftelse af, hvor fantastisk teaterverdenen virkelig er, men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jo, det kunne da være ret sjovt at være skuespiller, men det var ikke det, der sparkede røv for mig. Det var kulisserne og håndværket.
Det kræver en del at være skuespiller. Jeg havde ikke disciplinen til det, og jeg har også altid syntes, at det var sjovere at bygge og arbejde med kreative ting. Når jeg fik øje på et nyt materiale, tog jeg fat i det og undersøgte, hvad det kunne. Det kunne være at lære at strikke, men jeg har også arbejdet med læder, beton, uld, træ, jern, aluminium og at garve skind.
På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og dér fandt jeg ud af, at jeg er håndværker. Jeg har brug for at kunne se, at det er det her, jeg har lavet i dag. Og det er svært at se på en flok børn, der er gået hjem.
Senere fik jeg en læreplads på Aarhus Teater, og det var noget af det allerbedste. Det var så vildt at være med til at skabe de forestillinger, vi havde der. Den første forestilling, jeg var med til, var ’Beach Boys teaterkoncert’. Scenografen brugte hele scenerummet, og i en af de første scener kom der en kæmpe kjole ned fra oven med to skuespillere indeni, og den flyvning var jeg med til at lave. Den ene skuespiller vendte på hovedet og sang imens. Den forestilling var så stor og vild, og vi knoklede hele tiden. Det var fantastisk. Fed musik og fede skuespillere.
PERNILLE BEJDER
39 år. Arbejder som scenetekniker på Odense Teater. Uddannet teatertekniker i 2011.
Har tidligere arbejdet på Aarhus Teater og bygget modeller til blandt andet Randers Regnskov. Bor i Bogense. Gift og mor til Svend, Gorm og Skjold. Bruger sin fritid med hænderne. Om så det gælder at restaurere hus, ordne have eller producere diverse legedimser til børnene.
2.
En scenetekniker som mig bygger kulisserne på teatret op. Der kommer en scenograf og siger: ”Hey, jeg skal bruge den her svævende sofa, der skal komme ind over scenen.” Vi kommer så med nogle løsningsforslag og siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi kan gøre det på den her og den her måde i stedet for.” Vi har snedkere, malere og en smed, der bygger det grove, og bagefter sætter vi tingene sammen på scenen.
Jeg har tit prøvet at lave en rekvisit, hvor man er sådan: ”Yes! Jeg blev færdig med den.” Og så siger de på teatret: ”Jamen, den scene strøg vi i går.” Nå.
Det fede er heller ikke at komme med den færdige ting, det fede er at lave den. Så det er egentlig ligegyldigt, om den skal bruges eller ej, for jeg har fået lov til at lave den her skidefede dims. Jeg løste opgaven. Måske kan den bruges en anden gang.
Jeg får aldrig forestillingerne ordentligt at se, fordi jeg er med til at afvikle dem. På forestillingsaftenerne er det os sceneteknikere, der sørger for, at tingene sker, når de skal. Vi er med til at øve, og til forestillingerne sørger vi for, at de rigtige kulisser eller rekvisitter kommer ind på de rigtige tidspunkter.
Satireforestillingen ’Vi bygger en vej’ om et byråds trafik-fiasko fik anmelderne til at klaske sig på lårene i foråret 2022.
3.
Under en af forestillingerne til Beach Boys-teaterkoncerten i Aarhus var der en skuespiller, der skulle hægte en kasse fast på en krog. Der var så en anden skuespiller, der skulle kravle ind i kassen og sidde helt krummet sammen og synge en sang, mens kassen blev hejst højt op. Men en aften kom kassen ikke rigtigt op at hænge. Den faldt ned, mens skuespilleren sad og sang inden i den. Han havde ikke nogen som helst chance for at tage fra og faldt ned med hele sin vægt, klask! Han forstuvede vist bare sin arm, men han måtte køres på skadestuen under forestillingen. Ham, der havde hængt kassen forkert op, var selvfølgelig vildt ked af det, og han måtte synge den andens sange resten af aftenen. Efter episoden kom en scenetekniker på scenen, der iført et kostume hængte kassen op.
Når der sker uheld, sørger vi først for enten at få skuespilleren ud eller at få fortæppet ned foran kulisserne, og så går forestillingslederen ind og giver en meddelelse. Man tænker fuldstændig klart i de situationer.
Hvis jeg har lavet en fejl, som er 100 procent min egen skyld, skriver jeg den op, og så gør jeg det aldrig mere. Jeg har en lille liste på bagsiden af lågen til mit skab.
SCENETEKNISK SET
En scenetekniker skaffer rekvisitter og sætter lys og lyd på teaterscenen. De er med, når kulisserne skal bygges, og når forestillingen kører. På Odense Teater er der syv sceneteknikere, et par elever og en teamleder.
4.
Vi lavede ’Jul på slottet’ i vinter på Odense Teater, og der kom gardiner ind mange gange i løbet af forestillingen. Jeg tror, at der var 72 scener, hvor der var skift, og det var mig, der kørte gardinerne frem eller bar en seng ind på bestemte tidspunkter. Det kørte på en drejescene, så når der var én scene i gang, satte vi klar på de to andre sider af drejescenen. Vi var fire til at skifte scenerne.
Siden 1994 har jeg været stor Pyrus-fan. Som barn var en af mine store drømme at lave rekvisitterne og kulisserne til ’Pyrus’. Det var Martin Miehe-Renard, der instruerede ’Pyrus’, og det var også ham, der instruerede ’Jul på slottet’, så der var jeg tæt på den ultimative drøm. Det kunne næsten ikke blive større.
Til en af juleforestillingerne var der en skuespiller, der fik en splint i øjet. Og så måtte vi spørge ud blandt publikum i pausen: ”Er der en læge eller en sygeplejerske til stede?” Man stopper jo ikke en forestilling, fordi der er en, der har fået en splint i øjet. Der var en sygeplejerske, der lige kom med bagved og kiggede. Og publikum elsker jo sådan noget. Teater er levende. Det er ikke bare en film, man sidder og kigger på. Det er rigtige mennesker.
December-klassikeren ’Jul på slottet’ trak rekordmange gæster til Odense Teater i 2021.
5.
Teaterfolk er gode til at fejre. Der er både premierefest, midtvejsfest og afslutningsfest. Men jeg er ikke så meget af en festabe. Jeg synes, det er sjovere at arbejde, og vi skal også tit op og tage scenen ned morgenen efter afslutningsfesten.
Der var en forestilling, som vi havde holdt afslutningsfest på, og ham, der havde haft hovedrollen, var glad og lettet. Han havde virkelig knoklet røven ud af bukserne, og da vi næste formiddag klokken 10 var ved at pille scenen ned, kom han gående med to øller i hånden og sagde: ”Hej! Nå, er I i gang igen?” Han var ved at slippe den rolle der, og det var, ligesom det skulle være.
Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at det er mig, der er med til at opfinde den flyvende sofa. Desværre er jeg ikke blevet udsat for konkret at lave den flyvende sofa, ikke endnu, men det kunne være sjovt. Jeg har selvfølgelig allerede lavet nogle muligheder til, hvordan den kan laves.
Tit sidder jeg derhjemme med en følelse af, at jeg gerne vil lave et eller andet. Men jeg har brug for nogen, der kommer med de tossede ideer. Derhjemme er det børnene, der siger: ”Mor, jeg skal bruge en ærteskyder.” På arbejdet er det så scenograferne, der kommer med ideerne. Jeg elsker det.
ODENSE TEATER
er Danmarks næstældste og har rødder tilbage til 1796. H.C. Andersen arbejdede i en periode som plakatopsætter på teatret. I 1914 flyttede Odense Teater til sin nuværende residens på Jernbanegade. Dengang kunne man købe en flaske snaps til fem øre, og den første forestilling på det ’nye’ teater var ’Ole Lukøje’ af H.C. Andersen.
På Odense Teater hænger omkring 17.000 kostumer til minde om mere end 200 års teaterhistorie. Teateret har gennem tiden uddannet en række kendte skuespillere. Blandt andre Sonja Richter, Lars Ranthe, Nicolaj Kopernikus, Hella Joof og Thure Lindhardt.
