Du har skrevet biografier i godt 30 år. Hvordan kom du i gang med genren?
”Da jeg læste litteratur på universitetet i 80’erne, måtte vi ikke beskæftige os med biografier. Tidens strømning var, at man skulle holde mennesket og værket adskilt. Det blev jeg enormt provokeret af. Kort efter min afgangseksamen fik jeg som den første adgang til Thit Jensens dagbøger, og i 1990 debuterede jeg med en biografi om forfatteren og vort lands første rigtige feminist, som blandt andet kastede lys over hendes problematiske forhold til sin berømte bror, Johannes V. Jensen. Jeg var og er enig i, at man ikke skal tvinge biografiske oplysninger ned over kunsten for at forstå den – det bliver for snævert. Men jeg synes, biografien kan være et interessant udgangspunkt. Det er sjældent irrelevant at vide, hvilke personlige udfordringer et menneske lever med, om det så er en forfatter, kronprins eller Lego-ejer.”
I ’Et liv med Lego’, din nye bog, portrætterer du ikke bare en person, men hele Lego-dynastiet. Hvorfra kom ideen?
”På en foredragsturné læste jeg ’Hvad er et menneske?’ af Svend Brinkmann, som jo er en klog mand. I bogen undersøger han forskellige vinkler på mennesket. Homo Socius. Homo Economicus. Homo Religiosus. Og så videre. Jeg læste og ventede spændt: Hvornår kommer Homo Ludens – det legende menneske? For mig at se er det noget af det vigtigste ved mennesket. Vores skabende, kreative evner og kræfter, der hele tiden skubber os frem i livet. Men det legende menneske findes slet ikke i Svend Brinkmanns bog. Jeg lå dér på et hotelværelse og fik lyst til at gøre noget, måske skrive en kritisk anmeldelse, så jeg googlede lidt og fik pludselig et hit: ’Erhvervslivets Homo Ludens’. Det viste sig at være en nekrolog over Godtfred Kirk Christiansen, der døde i 1995. Jeg læste den og vidste med ét, at Lego skulle være mit næste biografiske værk. Lego er et eventyr. Det er kommet ud overalt på kloden, og historien var ikke fortalt. Jeg så for mig en biografi over tre generationer, som samtidig skulle være en historie om 100 års syn på børn. Om hvordan legen har forandret sig fra at være noget, der bare holder børnene beskæftiget, til noget, der udvikler dem som mennesker. Det skrev jeg og forelagde for Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen.”
Kjeld Kirk Kristiansen med søstrene Hanne (t.v.) og Gunhild, 1953.
Og han var helt klar?
”Han var ikke helt klar. Kjeld er et forsigtigt og beskedent menneske. ’Den, der lever skjult, lever godt’ kunne være motto for slægten. Men han var meget enig i det med det legende menneske. Og så var det nok en fordel, at jeg havde skrevet en del biografier og i den forbindelse er kommet ind i nogle verdener, der normalt er lukkede. Kjeld havde blandt andet læst min bog om Kronprins Frederik og gik selv – tror jeg – og lurede lidt på, om han måske skulle fortælle sin historie, inden han blev alt for gammel.”
Samtalerne med Kjeld Kirk Kristiansen er kun ét element i bogen. Størstedelen har du gravet frem fra Legos arkiv …
”Det var som en drøm for mig at komme ind i arkivet i Billund. Allerede fra 1980 sørgede Kjelds far, Godtfred, for, at der skete en indsamling af virksomhedens gamle legetøj, fotos og papirarkivalier. Lego var på forkant med det, vi i dag kalder corporate storytelling. Det har altid været vigtigt for virksomheden, at der er en ånd, en særlig kultur og en historie, og at medarbejderne er klar over dette. Det er et stærkt følelsesmæssigt forhold, der i 40’erne og 50’erne havde sine rødder i Indre Mission. Mellem gamle regninger og referater i arkivet dukkede der pludselig nogle selvbiografiske notater op fra Ole Kirk Christiansen, Kjelds farfar og Legos grundlægger. Her skriver han, at det var Gud, der gav ham ideen til at lave legetøj. Han fik også en større åbenbaring i 30’erne, hvor det ellers så meget stramt ud for den lille trævareforretning. Han så for sig, at der en dag skulle komme til at ligge en meget moderne fabrik i Billund med samlebånd, maskiner og masser af arbejdere. Man kan faktisk ikke forestille sig Lego uden Ole Kirk Christiansens stærke og enfoldige tro på Gud. Og selv om Kjeld i dag ikke er indremissionsk som sin far og farfar, betyder troen meget for ham. Han beder bordbøn og aftenbøn og har også bedt til Gud i perioder, hvor virksomheden har været i krise. På den måde handler min bog også om en virksomhed, der hviler bundsolidt på kristne værdier.”
Har du nogensinde oplevet, at en biografiperson er sprunget fra projektet, fordi I ikke swingede?
”Faktisk ikke. Men det betyder ikke, at forholdet udelukkende er venskabeligt. Man er midt i det altid tætte forhold nødt til at have en vis armslængde og også kunne forholde sig kritisk over for det menneske, man skriver om. Der skal ikke på forhånd være noget, vi ikke må tale om. Samtidig er det vigtigt, at man har en fornemmelse af, at man godt kan fortælle mig ting, uden at det nødvendigvis alt sammen skal stå i en bog. Med Kronprins Frederik oplevede jeg til at begynde med et menneske, der dybest set ikke havde lyst til at blive biograferet. Men da vi tog fat på det, og han fik en fornemmelse af, hvor jeg gerne ville hen med projektet, blev han mere nysgerrig og begyndte at fortælle blandt andet om sin svære barndom, og hvad den har betydet for hans egen rolle som far og opdrager.”
Bestyrelsesformand i Lego Thomas Kirk Kristiansen (t.v.) og Kjeld Kirk Kristiansen.
Får du dine biografipersoner til at godkende bogens indhold?
”Det gør jeg, og det har jeg aldrig set som en forhindring. Tværtimod. Så kan det da godt være, at man skulle gribe det helt anderledes an, hvis man ville lave en biografi, der var mere aggressiv, konfronterende og inkvisitorisk. Men det er min natur slet ikke til.”
Hvem drømmer du om at skrive om som den næste, hvilken historie mangler at blive fortalt?
”Jeg føler lidt, jeg er ved vejs ende i mit forfatterskab. Med Lego-bogen og det legende menneske er jeg på en måde kommet hjem til mit eget barneværelse. Jeg er der, hvor jeg skal være.”
Men du kan vel ikke bare holde op?
”Det siger alle folk jo også til mig. Men jeg føler, jeg lige nu har verdens bedste alder til at lege med vores børnebørn, som er begyndt at komme. Jeg har brugt rigtig mange år på at sidde nede i kælderen og læse og skrive. Det er vist på tide, jeg kommer op.”
