DET VAR ENHVER ung fodboldspillers værste mareridt. Carl-Christian Okking havde i foråret 2019 været til en to uger lang prøvetræning i fodboldklubben Sønderjyske, og til den næstsidste træning stod han skulder mod skulder med en holdkammerat på kridtstregen ved banens midtercirkel. Bag dem stod holdets træner, som kastede en bold op i luften, hen over dem, og så snart den kom til syne, handlede øvelsen om at være hurtigst, erobre kuglen og få den i mål.

Okkings holdkammerat var først på bolden. Okking vidste, at han måtte gøre noget for at komme imellem ham og målet, inden det var for sent. I fuld fart lavede han et retningsskift, men hans ene ben hang fast i en fordybning i banen. Der lød et højt smæld, som kunne høres helt nede fra den anden ende af banen, hvor resten af holdet stod. De næste ­sekunder er stadig et sort hul i hans hukommelse.

Da Carl-Christian Okking fik foretaget en scanning, viste det sig, at han var blevet ramt af en korsbåndsskade. Det er en alvorlig knæskade, som det kan tage op til et år at komme tilbage fra, og for nogle spillere har det den konsekvens, at de aldrig for alvor genfinder deres niveau. Men mens den 17-årige fodboldspiller lå hjemme i sengen og skulle fylde en hverdag ud, der før havde bestået af træning seks gange om ugen og kamp i weekenden, begyndte han at læse. Den ene roman efter den anden. Og pludselig føltes skaden som en befrielse.

”Jeg havde aldrig været så glad, som mens jeg var skadet. Det var første gang, siden jeg var 12 år gammel, at jeg ikke skulle præstere noget som helst, men bare kunne gøre, hvad jeg havde lyst til,” siger den i dag 22-årige Carl-Christian Okking, da vi mødes i Cinematekets café i København. Han bor til daglig i Aarhus, hvor han siden sidste sommer har læst nordisk litteratur på universitetet, og han er på vej hjem for at besøge sine forældre i Næstved.

I starten af april udgav Okking sin debutroman ’Drenge græder ikke’. Den handler om hans tid som fodboldspiller, først i Næstved og siden i Esbjerg, hvor han gik på klubbens akademi og spillede i landets bedste ungdomsrække. Men den handler også om ungdomsfodboldens skyggeside: om at løbe, til man kaster op, blive overfuset af træneren og komme hjem fra træning og have lyst til at græde. 

CARL-CHRISTIAN OKKING forelskede sig i fodbolden i den lille klub Fix i København-forstaden Brønshøj, hvor han tilbragte de første år af sit liv. Senere flyttede han med sin mor til Holme-Olstrup ved Næstved og begyndte at spille i Toksværd Olstrup Fodbold. Ifølge Okking selv har han altid haft flair for alle former for boldspil, og i den lille sydsjællandske klub spillede han med årgang 1999 og 2000, selvom han er født i 2001. Det blev bemærket inde i Næstved IF, egnens største klub, som han skiftede til, da han var 12 år gammel.

”Året efter jeg rykkede til Næstved, blev jeg en del af deres talenthold. Det var her, fodbolden for første gang gik fra leg til præstationskultur. Ikke fra nul til 100, men det var heller ikke en langsom omvæltning. Det hele handlede om at blive bedre, nå det næste niveau, og der blev ikke altid taget hensyn til, at vi stadig bare var børn,” fortæller han.

Først og fremmest steg træningsmængden. Okking gik fra to til fire træninger om ugen. Men den mest markante ændring var tonen på banen. Før, hvis han lavede en fejlaflevering, havde han været vant til at blive opmuntret – ”Kom igen,” sagde hans trænere. Men nu risikerede han at få skældud, blive råbt ad i omklædningsrummet og nogle gange endda hængt ud foran resten af truppen.

”Men det var på en måde en selvfølge,” husker han.

”Vi havde jo fået at vide, at hvis man ville blive den bedste, ville det være hårdt. Og det kan være svært som barn at skelne, hvornår noget bare er hårdt, og hvornår det er for meget. Folk har tit spurgt mig, hvorfor jeg ikke sagde stop, hvorfor ingen af os sagde noget, men vi vidste jo ikke bedre, og vi jagtede vores største drøm. Jeg tænkte, at jeg skulle lære at klare mosten.”

Men hvad med dine forældre? Vidste de ikke, hvad der foregik?

”Efter jeg har skrevet min bog, har vi talt om det. De sagde, at hvis de havde vidst, hvad de ved i dag, ville de have sagt stop. Men forældrene er jo ikke med ude på træningsbanen. De er ikke med inde i omklædningsrummet. Og måske er det også svært at skelne mellem, hvad der bare er klynk fra et barn, og hvornår det faktisk har været en virkelig hård dag.”

Som 15-årig forsøgte Carl-Christian Okking ellers at stoppe. Han var blevet færdig med 9. klasse i Næstved, og han havde fået nok af fodbold.

”Men mine forældre sagde, at jeg havde et særligt talent, som jeg for alt i verden ikke måtte spilde. At jeg ville fortryde det om mange år, hvis jeg ikke gav det et skud. Jeg bebrejder dem ikke. Det var sagt med kærlighed, og jeg blev ikke presset til noget.”

HAN AFTALTE MED forældrene at give det et halvt år mere og tog til prøvetræning i Esbjerg fB. Her blev han tilbudt en plads på klubbens akademi og skulle spille i landets bedste ungdomsrække. Aftalen gjorde ham stolt, det var jo noget at fortælle kammeraterne hjemme i Næstved, men han var også bange. Bange for ikke at præstere og for at skulle vende hjem som en fiasko.

”Frygt er jo en god drivkraft, og når jeg ser tilbage, var det den, der drev mig. Der var en masse prestige forbundet med at være elitefodboldspiller, og jeg ville ikke ende som en fiasko,” siger Carl-Christian Okking.

Der var også gode tider, understreger han. Både i Næstved og i Esbjerg. Men det meste af tiden føltes hans talent som en fodlænke. Han havde ondt i maven, hans appetit forsvandt, og han sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på den næste træning eller kamp, hvor han skulle ud at præstere. Ved siden af fodbolden gik Okking i gymnasiet, men det var fodbolden, der fyldte det hele: træning, kamp, restitution, forfra.

”Inden jeg blev skadet, stod jeg i den situation, at jeg ikke så ud til at blive forlænget i Esbjerg,” fortæller han. ”Men i stedet for at tænke på at stoppe fik jeg arrangeret prøvetræningen i Sønderjyske.”

Carl-Christian Okking ved godt, det lyder mærkeligt, når han siger, at det var heldigt, at han blev skadet. Men det er det bedste, der er sket for ham. Han gav fodbolden en sidste chance hjemme i Næstved, da hans kontrakt i Esbjerg var udløbet, men i den første træningskamp, han deltog i, røg korsbåndet igen, og så kom Okking frem til erkendelsen: Fodboldkarrieren, i hvert fald på højeste plan, var endegyldigt slut.

DENNE GANG NØJEDES han ikke med at læse, han begyndte også at skrive selv. Først var det dagbogsagtige
tanker. Men da han søgte ind på skriveuddannelsen Writers Academy, som hans forfatter-mor står for, begyndte en fortælling langsomt at tage form.

”Jeg lærte at skrive ved at skrive Per Petterson (norsk forfatter, red.) af. Jeg skrev seks af hans romaner af, ord for ord. Jeg blev helt besat. Hvordan udviklede jeg en fortælling? Hvordan opbyggede jeg karakterer? Pludselig var jeg drevet af lyst og af nysgerrighed, ikke af frygt.”

Når Carl-Christian Okking skrev sine egne tekster, var det, som om han hele tiden blev ved med at vende tilbage til fodbold. Det var det eneste, han kendte. En af øvelserne på Writers Academy var automatskrift, hvor man bare skulle skrive nonstop, og Okking skrev en tekst om den rødbedesaft, han som fodboldspiller følte, at han skulle drikke hver eneste morgen for at blive den bedste version af sig selv.

”Da jeg læste den højt for mine forældre derhjemme, knækkede jeg sammen,” husker han. ”Tårerne trillede, og da den kropslige reaktion havde lagt sig, kunne jeg mærke en nerve. Jeg vidste, at jeg skulle skrive om mine oplevelser med fodbolden.”

Carl-Christian Okking vil ikke kalde sin bog en løftet pegefinger. Men han håber alligevel, at den gør indtryk på nogen i fodboldmiljøet. I lang tid efter han stoppede med at spille fodbold, hadede han sporten og ville hverken spille eller se fodbold. I dag siger han, at han har genfundet kærligheden til spillet, og derfor er det også vigtigt for ham at råbe op. Om et elitemiljø, som ifølge ham er decideret usundt for børn og unge mennesker, og som kun er blevet værre i takt med, at pengene i fodbolden er blevet større, og jagten på de bedste talenter er blevet vildere.

”Det paradoksale er, at al forskning peger på, at jo længere børn leger, og jo længere de venter med at lægge sig fast på én sportsgren, desto bedre bliver de til den ene sportsgren senere,” siger han.

Mens Carl-Christian Okking skrev sin bog, troede han, at hans oplevelser med fodbolden havde været unikke. Men reaktionerne, efter den er udkommet, har bekræftet ham i, at der er mange andre derude, som har haft lignende nedture i elitemiljøet.

”Alle, jeg har talt med – uden undtagelse – kender nogen, der er stoppet på grund af miljøet. Selvfølgelig er der også mange drenge og piger, der trives i elitefodbold, men mistrivslen er stor, og der er brug for, at både DBU og klubberne ser indad. Det håber jeg, at min bog kan være med til at sætte fokus på.”