Indlæg

Naturkatastrofer og ældgammel kærlighed vælter frem i ’Paradis først’. Her fortæller forfatter Kristina Stoltz om sit forhold til USA og om, hvorfor landet er så svært at forstå.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Reinhard, Michael Nigro/SIPA/Ritzau Scanpix

DET BEGYNDER på en danse­festival i USA i 90’erne, hvor den unge danske Kristina og den lidt ældre amerikanske danser Marlon mødes for første gang og indleder et kærlighedsforhold. Marlon er mørk. Han er produktet af en blaxploitation-skuespiller fra en religiøs familie og en hvid idealistisk, venstreorienteret kvinde, der nægter, at farve skulle være et problem i USA. Opvæksten var turbulent, Marlon følte aldrig, han passede ind, og var bange for nabolagets hårde negle. Han var ikke sort nok og ikke hvid nok, og når hans mor arbejdede til sent, overtog frygten og angsten hans krop. De dage overnattede han på et skab, hvor ingen kunne finde ham.

Kristina Stoltz’ nye roman ’Paradis først’ er mange ting. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker, der befinder sig vidt forskellige steder både fysisk og i deres liv. Det er en erindringsroman om at møde sin ungdomskærlighed 26 år efter, gnisten udsprang, og ikke genkende den person, man forelskede sig i. Og så er det en politisk bog, hvor karaktererne diskuterer racisme, klimaforandringer, masseskyderier og politivold. 

”Marlon er født ind i en konflikt om farve. Den religiøse familie ønsker ikke, at Marlon skal vokse op hos en hvid familie, mens den venstreorienterede familie er såkaldt farveblind. Det er tiden efter borgerrettighedsbevægelsen, så hans mor vil ikke anerkende, at han hverken bliver set eller behandlet som et hvidt barn, når han går ud ad døren og møder verden,” fortæller Kristina Stoltz.

Romankarakteren Kristina derimod er vokset op ’uden farve’ i et etnisk homogent Danmark. ”I Danmark findes der ikke racisme, det har jeg lært,” som hun udtrykker det i romanen. Det var sådan, hun tænkte, før hun mødte Marlon, som var dybt optaget af sit eget ophav, racehistorie og social retfærdighed. 

26 år senere besøger hun ham igen i det amerikanske bibelbælte. Ved hans side er nu en hvid mormon-kvinde. Hvordan skal hun forene sig med, at det intelligente menneske, der protesterede mod uretfærdighed, var veganer, spirituel og omrejsende danser i et afrikansk kompagni, nu er blevet magelig? Og er det underliggende racistisk, at hun mener, han skal kæmpe den antiracistiske kamp, fordi han er mørk? Skuffelsen lurer, tvivlen nager, og forfatteren kender spørgsmålene indefra:

”Jeg har selv været gift med en mørk amerikansk mand og tilbragt en stor del af mit unge voksenliv i USA, så jeg har en følelse af, at det næsten er mit land. Jeg kunne have endt med at bo der, hvis jeg havde fået børn med ham. Romanen tager udgangspunkt i noget, jeg ved noget om. Det er ikke bare hevet op af hatten. ”  

USA bygger på racekonflikter, mener forfatteren. Her demonstrerer Proud Boys og andre højreekstremistiske grupper 26. september i Oregon. Byen har i år været centrum for en række Black Lives Matter-protester mod politivold mod sorte.

I 2018 VAR Californien centrum for to store tragedier. Ilden, der raserede Californiens skove og destruerede byen Paradise, og et masseskyderi på country-western-baren Thousand Oaks i Californien. Kristina Stoltz befandt sig i Californien på det tidspunkt for at researche til den bog, der skulle ende med at blive ’Paradis først’.

Begge dele optræder i romanen. Skovbrandens flammer som bagtæppe for den kærlighed og de minder, de havde sammen i skoven, og masseskyderiet som symbol på den vold, der stadig eksisterer i USA. Det er på samme tid en kærlighedserklæring til USA og et smædeskrift imod alt, hvad landet står for.

”Romanen er udsprunget af et had-kærligheds-forhold til USA, for der er så meget ved USA, der er helt fucked. Men der er samtidig også meget at elske. Måden, de fortæller historier, deres måde at være kreative og deres måde at være gæstfri. Jeg har aldrig mødt en amerikaner, der ikke var gæstfri,” fortæller hun. 

Oprindelig skulle hovedpersonen Marlon have været en helt anden. En klimaaktivist, der binder sig selv til rødtræer i Californien eller flytter ind i trækronerne for at forhindre skovfældning. Det var årsagen til, at hun overhovedet tog til Californien i 2018. Hun ville undersøge det klimaaktivistiske miljø, så hun vidste, hvad det var for nogle mennesker. Men på rejsen mødtes hun med sin amerikanske eksmand, og det møde fik hende til at sadle om. Han var ikke den samme person, som hun huskede. I hvert fald ikke helt den samme, og det satte tankerne i gang. Ligesom i romanen:

”Man kan sige, det har taget mig 20 år at skrive bogen. Jeg har villet skrive den længe, og jeg har forsøgt flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg troede, at klimaaktivisten skulle være en motor.  Allerede i 90’erne var der klimaaktivister, som advarede mod skovbrande og ødelæggelse af naturen. Men da jeg endelig lagde den idé fra mig, tog det to en halv måned at skrive den og seks måneder at redigere, rette til og justere. Jeg skrev den nærmest i en rus, da jeg fik hul på stoffet.”

SOM 22-ÅRIG flyttede Kristina Stoltz til San Francisco. Hendes nye naboer fortalte, at hun kunne risikere at blive slået ned på gaden og bestjålet, hvis hun gik aftentur.

”Jeg troede faktisk ikke på det. Jeg var en ung og naiv, glad dansker. Jeg var Prince-fan, og USA var et multikulturelt land, hvor de lavede fed musik og fed kunst,” siger Kristina Stoltz, der hurtigt blev konfronteret med den anden side af USA, da hun blev kæreste med en sort amerikaner.

”Det var ikke så idyllisk, som jeg troede. Vi blev flere gange standset af politiet, når vi var ude at køre, og så blev han smækket op på køleren. Det var meget voldsomt.”

KRISTINA STOLTZ

Er forfatter, klummeskribent og foredragsholder. Hun er uddannet danser fra Skolen for Moderne Dans i København og Danshögskolan i Stockholm. Har udgivet digte, børnebøger og romaner. I 2016 var hun nomineret til DR Romanprisen for bogen ’Som om’. I 2019 var hun nomineret til Montanas Litteraturpris for ’Cahun’.

’Paradis først’ er udkommet.

I ‘PARADIS FØRST’ ser den engang så naive kvinde og den engang så udfordrede amerikanske mand tilbage på deres ungdom, da de mødes mange år senere. Hvordan gik det egentlig dengang? Lykkedes det overhovedet at forstå hinanden, spørger den ældre Kristina sig selv, mens katastrofernes USA ulmer i baggrunden med klimaforandringernes ødelæggende skovbrande og truslen om et raceopgør.

”I al den tid, jeg har haft et forhold til USA, har det været ret dramatisk. Det er vel konsekvensen af, at det er bygget på blod. Konflikterne med de indfødte amerikanere og slaveriet. Det er aldrig blevet harmonisk. Racismen er ikke en nyhed, den har altid været der, og politivold har altid været et problem,” siger Kristina Stoltz. Hendes nye bog er lige dele frygt, depression, forelskelse og håb. Sammensat som landet selv.

”USA er et højteknologisk samfund med de rigeste og mest veluddannede mennesker fra de bedste universiteter. Men der er også mange amerikaneren, der er analfabeter og måske har fire jobs for at kunne betale deres husleje. Det er vigtigt at have med, når man skal forstå, hvorfor de kan have en præsident som Donald Trump, og hvorfor han meget vel kan blive genvalgt.”

Ud & Se guider dig til oktobers bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Niels Ole Sørensen

SUSET FRA DE SYV HAVE

Han er her ikke mere, men nu kan du tage til Helsingør og genopleve globetrotteren, der måske inspirerede dig til at tage ud at rejse. I Helsingør besluttede Troels Kløvedal sig for at sejle, her lærte han håndværket, og herfra stævnede han ud. Tag med ham, når M/S Museet for Søfart i Helsingør fra 9. oktober viser udstillingen ’Frihedens Værksted’.

Se mere på mfs.dk

PEST ELLER KOLERA?

Der er masser af syge oplevelser, når Statens Museum for Kunst sætter fokus på, hvordan epidemier gennem tiderne har påvirket verden og kunsten. Under titlen ’Intet som før’ kan du følge historiens mange host fra pest, kolera, tuberkulose, aids og corona i SMK’s store samling i Sølvgade i København. SMK afholder også hver onsdag aften indtil 22. november arrangementer, der dykker dybere ned i den smittende kunst. 

Se mere på smk.dk 

MORGENEN PÅ SKINNER

Har du morgenfriske børn? Eller vil du nå flere museer i Odense på én dag? Den første torsdag i måneden åbner Danmarks Jernbanemuseum allerede klokken 9. Der er kaffe i automaten, og det populære minitog kører første tur klokken 10. Tag et kig på de store lokomotiver og flotte vogne, se sneploven fra dengang, der var vinter til, og kig ind i de fire kongelige salonvogne, der alle er udført med udpræget sans for håndværk, detaljer og design. Børnene kan slippe fantasien løs på Børnebanegården – en banegård i børnestørrelse – eller de kan kravle ind i det store trælokomotiv på den store udendørs legeplads. 

Se mere på jernbanemuseet.dk

MØGBESKIDTE MOVES

Corona-tiden har langtfra været en dans på roser, men nu kan du igen trække i dit bedste nat-tøj, sætte håret, øve replikken ”Nobody Puts Baby in a Corner” og svime hen til den kropssvingende romantiske historie om danseinstruktøren Johnny og den unge ’Baby’. Ja, rigtigt gættet, det er ’Dirty Dancing – The Musical’, der efter aflysninger nu ruller sig ud i en luksusudgave med blandt andet Silas Holst, Mathilde Norholt og Karina Frimodt på gulvet. 

Aarhus fra 23. oktober i Musikhuset Aarhus. København fra 4. marts 2021 i Scandic Falkoner.

MED DRØMME OG SAKS

Når nu du har spadseret rundt i Frederiksberg Have og Søndermarken længe nok, og din verden pludselig føles kold og forladt, så drop ind på Bakkehuset, som i begyndelsen af 1800-tallet havde forfatterstjerner som H. C. Andersen, Grundtvig og Ingemann på besøg ved litterære saloner, og hvor du for tiden kan se udstillingen ’Gaver til Kamma’. Designer Amanda Betz har klippet og foldet de 10 værker og ladet sig inspirere af den foretagsomme salonværtinde Kamma Rahbeks egne æsker, breve og blomster.

Indtil 15. januar 2021. Læs mere på bakkehusmuseet.dk/udstillinger

MOJN FRA MARSKEN

Det bør ikke være gået manges næse forbi, at Genforeningen i år fylder 100. Men hvor mange mon forstår ægte ’synnejysk’ – eller for den sags skyld nedertysk og frisisk? Bogen ’Sprog på grænsen’ giver dig alle forudsætninger for at dykke ned i grænselandets sproglige kulturer. Blandt andet kan du lære at synge med, når sanger Rikke Thomsen (fra byen Blans) i nummeret ’Omve’n Hjemve’ synger: ”Når æ it ka ke’n det staj æ engang kål hjem? Omve’n hjemve, det æ hva æ hæ for æ mangle den do var, den do var å it dæ.”

’Sprog på grænsen – Sproch o æ græns’ er udkommet på Modersmål-Selskabet. 

MAGTENS SANDE ANSIGTER

De to mest betydningsfulde kvinder i Danmark, statsministeren og H.M. Dronningen, er ikke nemme at komme tæt på. Og så alligevel. På Frederiksborg Slot i Hillerød åbner Det Nationalhistoriske Museum efterårsferiedørene til en udstilling af fotograf Mads Nissen, der har haft adgang til magtens centrum og portrætterer Mette Frederiksen i de kritiske uger, da landet lukkede ned i marts. Har du smag for royale træk, kan du også – i anledning af H.M. Dronningens 80-årsfødselsdag i år – se en udstilling, der kommer rundt om hendes liv, virke og interesser gennem portrætter, genstande, videoer og scenografier.

Se mere på dnm.dk

Kritikerne kalder epoken ensformig og sjælforladt, men det lønner sig at værdige den et blik, siger Vibeke Andersson, forfatter til et nyt storværk om 1960’ernes arkitektur. Her anbefaler hun tre bygninger, du bør tage ud at kigge på med datidens optimistiske briller.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Roberto Fortuna, Nationalmuseet

DE ER IKKE til at komme uden om. Vi spadserer blandt dem, bor i dem, arbejder i dem og køber ind i dem. De blev udtænkt i en nedslidt efterkrigstid, hvor landet manglede boliger, byggematerialer og faglærte murere. Så staten satsede på industrielt byggeri, og entreprenører og producenter af betonelementer fik travlt med at holde trit med ordrebogen. I dag står de almene boligbyggerier, storcentrene, sportshallerne, museerne og bibliotekerne over hele landet og minder os om den forhåbning, der skabte dem, og om det løft, de gav dengang i 60’erne. Som et levende monument over velfærdssamfundet. Men ifølge Vibeke Andersson, kunsthistoriker på Nationalmuseet og forfatter til bogen ’Dansk arkitektur i 1960’erne’, glemmer vi ofte at se dem som sådan og lægger ikke mærke til dem som andet end grå beton .

”60’erne er på mange måder et udskældt årti. Folk kalder dets byggeri monotont og anonymt,” siger hun.

”Det er rigtigt, at store, formstøbte betonelementer kan virke mere ensformige end mursten og fuger, som kendetegner tidligere husfacader. Men det er også et lidt unuanceret blik. Når vi taler om kulturarv, er vi vant til at tænke længere tilbage, men 60’ernes bygninger er også kulturarv. Vi behøver ikke at kunne lide dem, men det er vigtigt at se på dem og på den kolossale sociale ambition, de rummer, og lytte til de historier, de fortæller.”

Udsigt fra 15. sal i Høje Gladsaxe. På opførelsestidspunktet blev højhusene kritiseret for at isolere beboerne fra omverdenen. Andre fremhævede herlighedsværdien.

HØJE GLADSAXE

Søborg, opført 1963-68 af arkitekterne Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Jørgen Juul Møller og Kai Agertoft samt Alex Poulsen

”Et vigtigt stykke danmarkshistorie og et superbt eksempel på velfærdssamfundet i udvikling. Bag gentagelserne i arkitekturen gemmer sig fortællingen om næsten 2.000 kvalitetsboliger til estimeret 7.000 beboere og et lokalsamfund med egen skole, kirke, indkøbscenter, bibliotek og pensionistboliger. De fem højhuse samt flere lavere ligger på et bakkedrag med udsigt over Utterslev Mose. Gå en tur i området, og se på, hvordan de møder landskabet. Set på afstand om aftenen glimter lysene fra lejlighederne som lanterner.” 

BØRGLUM KOLLEGIET

Risskov, opført 1963-67 af arkitekterne Harald Salling-Mortensen og Paul Niepoort

”Man inddrog sociologien i arkitekturen og tænkte i bedst mulige forhold mellem bygning og menneske. Oprindelig skulle kollegiet have ligget i et højhus, men bestyrelsen blev inspireret af nye analyser, der tydede på bedre beboersammenhold i lavere bygninger, og derfor blev resultatet syv sammenhængende blokke, der forgrener sig ud fra en fællesbygning med hver sin korridor. Bygningerne ligger skulpturelt i det grønne græs. Det kan man se, hvis man går en tur rundt om dem. De takkede facader veksler mellem helt lukkede mure og de åbne, hvor vinduerne sidder. Vinduerne er vendt mod solen for at give bedst lysindfald i alle værelser, og det har givet bygningerne deres helt specielle, asymmetriske form.” 

Rundforbihallen, som den bare kaldes i Nærum og omegn, set udefra.

RUNDFORBI STADIONS IDRÆTSHAL

Nærum, opført 1970 af arkitekterne Claus Bremer og Ole Helweg

”Borgerne skulle have et indholdsrigt liv med kultur og sport, og her har man arbejdet kreativt med elementbyggeri i beton. Arkitekterne sammenlignede selv hallens iøjnefaldende foldede skalkonstruktion med en Le Klint-lampeskærm. Det trekantede udtryk fra facaden går igen indenfor, hvor man også har valgt at gøre et motiv ud af de store orange ventilations-tude. Ved opførelsen havde arkitekterne valgt at give belysningen et orange skær, så ingen så blege ud, men alle så ud, som om de næsten lige var hjemvendt fra Mallorca. Det har man siden ændret, og der er kommet mere lys til. Men det er stadig et behageligt rum.”

 

En rigtig lystfisker ser muligheder for sig under hver en vandoverflade. Og det er ingen hindring, at omgivelserne hedder neon og beton i stedet for mark og skov. De seneste år har såkaldt streetfishing vundet frem i Europa. Måske bliver du også hooked på tendensen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Columbus Leth

Folk har fisket i byer, så længe de har haft fiskestænger. Men i takt med at gaderne blev bilernes domæne, og byernes vandveje blev indtaget af stadig flere motoriserede fartøjer, aftog lysten til at kaste snøren i. Lige indtil nogle unge mennesker engang i 00’erne begyndte at få bid i Seinen i Paris og i Rotterdams havn. Streetfishing kaldte nogle det, og hvad der startede som en modkultur til midaldrende mænd med pibe og uldsweater, er siden blevet taget op af stadig flere og er i dag en genre på linje med mange andre inden for lystfiskermiljøet. Også herhjemme, fortæller lystfisker og formidler Gordon P. Henriksen.

”Nogle mener, at det har man altid gjort, og ser ikke noget nyt i streetfishing. Andre, især de unge, har taget det til sig som en identitet og en anden måde at se lystfiskeri på. Nogle mener endda, der følger en baglæns kasket eller et særligt look med livsstilen. Men det er nok i højere grad tilfældet i Frankrig og Holland,” siger Gordon P. Henriksen, der først blev opmærksom på tendensen i 2010, da han havde besøg af en fransk lystfisker, der fortalte ham om Paris’ nye fiskermiljø med rødder i skater- og hiphopkulturen.

KAN MAN NU DET?

Du skal have fisketegn for at fiske – også i byen. Reglerne varierer fra kommune til kommune. I Aalborg er det for eksempel tilladt at fiske fra al grund, der tilhører kommunen, mens det i København kun er tilladt fra særlige kajkanter (37 kilometer i alt – se byoghavn.dk/havnen/fiskeri/). Vandet i København er rent nok til, at man kan spise hornfisk, makrel, torsk og andre fisk, der svømmer igennem. Men det anbefales, at man holder sig fra fladfisk på grund af høj kviksølvkoncentration på bunden, hvor de lever.This is a notification of some sort.

Hvad enten man er til waders eller sneakers, er tendensen nem at gå til for byboere. Alt, der er brug for, er en fiskestang og lidt at putte for enden af snøren. Transporten kan klares ved at hoppe på cykel eller metro. Og fisk er der masser af, selv der, hvor trafikken summer livligst over vandet – også eftertragtede krabater som torsk og havørred, der lever godt af muslinger, rejer, hundestejler og andre undersøiske byttedyr. 

Gordon P. Henriksen er selv flyttet på landet i Lejre, men fortæller, at han stadig holder af at tage på fisketur til København: 

”Nogle gange er det for at mødes med venner. Andre gange er det bare, fordi jeg godt kan lide kontrasten. Lige så vel som jeg elsker at fiske et naturskønt sted, kan jeg rigtig godt lide at stå midt i storbyen. Det giver en særlig dynamik. Og fiskeriet er tit rigtig godt!”

GORDON PÅ GADEN – 3 FAVORITTER

Havnen, Silkeborg
”Selvom fuld beton og graffiti har sin charme, kan halvgrønne omgivelser også være dejlige. Silkeborg er en perfekt blanding af å og by. Ved Remstrup Å, lige omkring hvor hjuldamperen Hjejlen ligger, kan man fange aborre og gedde.”

Oceankaj, København
”Ved den nye krydstogtterminal, der er ved at blive bygget, er der visse dele af kajen, man gerne må fiske på. Du har Københavns skyline at kigge på, og fordi kajen går så langt ud i Øresund, har du samtidig fornemmelsen af at stå på en kutter på åbent hav. Her fanger jeg for eksempel makrel, knurhane og torsk.”

Damhussøen, København
”Ålekistevejs trafik maler i baggrunden, men under overfladen lurer store gedder. Det var her, jeg som 12-13-årig fangede min første rigtig store fisk, den vejede vel otte kilo.”

Læs mere i Gordon P. Henriksens bog ’Et liv i fisk’ udgivet på Gads Forlag.

Ved Ringkøbing vil oplevelsescenteret Naturkraft vælte danskerne bagover med kuling og samtidig lære dem en ting eller to om klima. Rådgiver Jesper Theilgaard håber på en vind-vind-situation.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Ellermand og Torben Petersen

Du har titel af særlig rådgiver for Ringkøbings nye oplevelsespark Naturkraft. Hvorfor sagde du ja til den?

”Jeg blev kontaktet for et par år siden og syntes, projektet så vanvittig spændende ud. Der var ikke bare tale om underholdning, men om et center, hvor man som besøgende kan få noget viden. Når man har været igennem, skulle man gerne komme ud med en koncentreret oplevelse af den vestjyske natur – der er både klitområder, hede og skov – men også med en ny forståelse for menneskets indflydelse på naturen. Vi er forundt en klode, der kan skabe liv, fordi vi ved en tilfældighed under universets skabelse er kommet til at leve i den rette afstand fra solen. Den skal vi passe på. Hvis vi kan få det ind i folk, har vi vundet en del.” 

Hvad har du rådgivet omkring? 

”Naturkraft byder på flere forskellige udstillinger, der blandt andet viser Nordsøens påvirkning af landskabet og forklarer, hvorfor det altid blæser fra vest. De besøgende kan også deltage i et interaktivt klimaspil, hvor man skal få nogle fiktive kontinenter til at fungere bedst muligt i et pænt samspil mellem mennesker, natur og fødevarer. Hvis det går galt, smelter kontinentet i midten, der er af is. Jeg har været med til at sparre og diskutere, hvordan man bedst formidler sådanne temaer.”

Parken har en vindturbine, hvor man kan blive blæst igennem af vind, der bevæger sig med 18-20 meter i sekundet. Hvad kan man lære af det?

”Den giver dig en fornemmelse af, hvor voldsom vinden er. At kræfterne i naturen er gigantiske. Så kan man måske bedre forstå, hvad vinden kan flytte af vand og sand, og hvordan den kan påvirke landskabet. Det er fascinerende i sig selv, men giver en større forståelse i sammenhæng med udstillingerne, der for eksempel viser udviklingen fra istiden frem til i dag. De første mange tusind år styrede naturen, mens mennesket indordnede sig. Men gradvist blev det mennesket, der tog over og påvirkede vejret og klimaet, og i løbet af 1700-1800-tallet skete der et skifte.”

Så det er ikke, fordi man skal stå ved vindturbinen og tænke: ”Sikke det blæser, lad os straks omlægge alt til vindkraft”?

”Det er ikke meningen, at man skal føle nogen løftet pegefinger. Men hvis man indefra forstår sammenhænge og konsekvenser, har man måske en større lyst til at forandre sine vaner. Forhåbentlig giver det en eftertænksomhed.”

VEJRKORT 

Find vej til meteorologens yndlingssteder:

Skagen
”Man taler om Skagens lys, fordi lyset spejles af vandet – selv om Skagen ikke har patent på det, for man finder det også på for eksempel Anholt og Læsø. Men jeg kan lide at stå på Grenen og se Skagerrak og Kattegat brydes, se, hvordan Grenen ændrer form afhængigt af vindforholdene. Eller se, hvordan vinden æder af kysten efter en storm. Det er interessant, selv om det er destruktivt.”

Samsø
”Hvis du rigtig vil opleve vejret, skal du ud, hvor du kan se noget. Øvejr er specielt, det har mere solskin, fordi bygerne som regel falder over de større landområder. Derfor er øer et godt sted at observere skyer, der hele tiden udvikles og forandres, og byger, der står dér, men ikke her. Jeg har selv sommerhus på Samsø og kan godt lide at stå på Ballebjerg og kigge langt.”

Bornholm
”Bornholm har typisk et meget langt og lunt efterår, fordi det ligger tæt på kontinentets landmasse, der holder på varmen. Det betyder, at man finder morbærtræer og andre arter, der er sjældne andetsteds, og det giver en fortælling om, at klimaet er lidt anderledes. Det er dybt interessant, at Danmark, selv om det er et lille land, er meget forskelligt fra vest til øst.”

Ud & Se guider dig til septembers bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Colourbox

EN KOLD HAWAII, TAK

Er du til vind, blæst, vilde bølger og Europas sejeste surfere? Så er det måske en idé at tage til Klitmøller 13.-20. september, hvor byen og området afholder de årlige Cold Hawaii Games. Ud over de skumskæggede vandhopperes kappestrid kan du opleve eller selv være med til blandt andet cykelløb, skaterkonkurrencer, wakeboarding, bodyboarding og et stort ’Kite Big Air’-stævne, hvor nogle af verdens bedste kitesurfere deltager. 

Se mere på coldhawaiigames.com

KNALLERT-PERLER

Savner du tiden med hårbørsten strittende fra cowboyjakken, med popstøvlens hæl hvilende overlegent på fodstøtten og med det lange svenskergarn fejende flot efter dig i farten fra din nye knallert? Så var det måske en idé at tage til Kulturen i Lund i Sverige, hvor udstillingen ’Mopeden – en svensk designhistoria’ giver dig masser af modeller, historisk knallertbenzin i blodet (olieblandet, naturligvis) og svarer dig på, hvordan man kan se Margretheskålen, Hasselblad-kameraet og en Saab 99 i knallertdesign fra 1950 til 1970.

Tekstilhallen, Kulturen i Lund, 26. september – 28. februar. kulturen.com/utstallningar/mopeden-en-svensk-designhistoria/

ENERGIBUNDTET ØRSTED 1

Ja, navnet står – blandt andet – bag en park i København, bag den oprindelige skabelse af DTU, bag Danmarks største energiselskab og ikke mindst bag opdagelsen af elektromagnetismen i 1820. Men H.C. Ørsted (1777-1851) var mere end elektrisk. Han var også en engageret formidler, der for at få os til at forstå os selv og videnskaben bedre opfandt op mod 2.000 danske ord, vi stadig bruger i dag. Ord som ’ilt’ og brint’ er fra hans mund ligesom for eksempel ’selvlysende’, ’ungdomsliv’ og ’afhængighedsfølelse’. Bliv eventuelt selv afhængig af den danske videnskabsmand, og tag på ’H.C. Ørsted på ny’-udstilling i Rundetårn i København i september. Udstillingen kommer til Odense fra oktober til december og i foråret 2021 til Steno Museet i Aarhus.

Læs mere på rundetaarn.dk/event/oersted-paa-ny-skoenheden-i-naturen/

LIGE PÅ GRÆNSEN

I år er det 100 år siden, at Nordslesvig blev overdraget til Danmark. På jernbanekilder.dk er der samlet en række fotos, der vedrører Genforeningen og jernbanedriften i 1920. Administrationen overgik fra Deutsche Reichseisenbahnen til De Danske Statsbaner. Det skete ved midnat natten mellem den 16. og 17. juni 1920. På samme hjemmeside findes også en lang række personalefotos fra overleveringen og billeder af de boliger, som blev opført til de danske jernbanefolk, ligesom der er fotos af de første danske tog og det sidste tyske tog. Billedet her er fra Vedsted/Hvidding Station i 1920. Til venstre ses Bahnhofsvorsteher Johan Friedrich Wilhelm Ehlers og til højre stationsforstander Jens Jensen Høgdal i en cigarpassiar på tværs af perronens grænsestakit. Rigsgrænsen gik lige midt gennem den 200 meter lange station, der frem til Genforeningen indeholdt både en dansk og en preussisk station.

ENERGIBUNDTET ØRSTED 2

200-årsjubilæet for opdagelsen af elektromagnetismen fejres på mange måder. Orker du ikke at tage ud, kan du sætte dig derhjemme med tegneserien ’Ørsted – Han satte strøm til verden’, en 80 siders graphic novel, der er lavet af de erfarne tegneserieskabere Ingo Milton og Sussi Bech i samarbejde med Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU Space Institut for Rumforskning. Sæt fødderne op, og tag med Ørsted til Napoleons Paris, oplev Københavns bombardement, og mød blandt andet Adam Oehlenschläger, en ung H.C. Andersen – der så H.C. Ørsted som sit store idol – og en temperamentsfuld Grundtvig, der ser rødt.

Køb den hos Polyteknisk Boghandel & Forlag.

ÅH, DIN LAKRØDE MØGBILLE

Artige børn vil alle gerne have, men hvor mange børn er mon så artige, at de kender de mange arter, de dagligt omgiver sig med? På udstillingen ’99 arter’ på Naturhistorisk Museum Aarhus kan børn – og deres voksne – få øjne og ører op for det overraskende liv, der findes i skolegården, i haven, på stranden eller i skraldet – som for eksempel den lakrøde bille, der lever af møg. Udstillingen, der er en del af projektet ’99 arter at se før du bliver voksen’, går tæt på naturen, blandt andet med en ’artbook’, en særlig app, der fortæller, hvad man ser, og med 99 videoer med naturformidlere som Sebastian Klein, Morten D.D. Hansen og Vicky Knudsen fra ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’.

Naturhistorisk Museum Aarhus, permanent udstilling.

UNG MED DE UNGE

Alle har været det, men nogle gange kniber det alligevel med at huske det. Altså hvordan det var at være ung – med alle de forelskelser, fortryllelser, forbandelser, førstegangsoplevelser og forfærdeligheder, der følger med. Men nu har du chancen. I september forsøger Golden Days med festivalen ’Forever Young’ at indkredse ungdommens magi, mystik og weltschmerz. Tag for eksempel op i Nikolaj Kunsthals kirketårn til liveindspilning af podcasten ’Jeg plejede at tro på for evigt’, tag til fest under kulørte lamper, eller gør op med kropsskam og fysiske idealer i Birkerød Svømmehal.

4.-20. september. Over 170 arrangementer. Se mere på goldendays.dk

 

Ud & Se guider dig til sommerens bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Dansk Folkehjælp

SOLSKINSMINDER

Sår på knæ, regndråber på teltdug, hybenroseduft og friturelugt, forældre i korte bukser. De fleste af os har dem, erindringsglimtene fra barndommens somre. For samfundets mest pressede familier er der dog hverken tid eller råd til sommerferie, og for børnene ligner skolepausen resten af året – bare med flere timer at kede sig i. Siden 1940’erne har Dansk Folkehjælp derfor hjulpet ubemidlede eller på andre måder udsatte børn med alligevel at få et ferieminde eller to på nethinden, og i år kan den humanitære organisation sende barn nummer 100.000 af sted på sommerlejr.

Cirka 5.500 har i år søgt om feriehjælp.

MUSIK OG KEMI

Jazzmusiker og lydkunstner Tao Højgaard har under aliasset Mute State lavet et album over det periodiske system. For at forklare hvorfor må vi hellere give ordet til ham selv: ”Kemi er i sin essens stoffers forsøg på at opnå balance enten med sig selv (stabilitet) eller med hinanden (molekyler og ioner), og musik er en konstant vekselvirkning imellem spænding og forløsning via struktureret lyd og pause,” som det hedder i pressemeddelelsen. Burde du, ligesom os, have fulgt bedre med i fysiktimerne, er det stadig muligt at nyde resultatet: et meditativt, Brian Eno-agtigt stykke pling-plong, der slet ikke er uegnet til en togrejse.

’The Periodic Table Arranged for Guitar and Sampler’ er tilgængelig på alle streamingtjenester.

SORTEKUNSTER

I 1637 begyndte sagen mod Maren Splids, en skrædders kone, der blev anklaget for at have forhekset en konkurrerende skrædder, så han var blevet syg. I 1641 endte det med, at Maren blev brændt på bålet på Galgebakkerne nord for Ribe. Domkirkebyen er det sted i Danmark, hvor man har bevaret mest kildemateriale om hekseprocesserne, der kulminerede i første halvdel af 1600-tallet. Og byen har netop åbnet et nyt museum, det første af sin slags herhjemme, om det historiske kapitel, der af og til sammenlignes med systematiske udryddelser som indianerkrigene i Nordamerika og Holocaust. Selv om der er tale om en sort plet på den kollektive samvittighed, vil museet prøve at give den de rette proportioner. Myter siger nemlig, at millioner af troldfolk, som de kaldtes i samtiden, blev brændt, mens nyere forskning peger på, at det snarere var 50.000, der blev dømt til bålet, fra Nord- til Sydeuropa. 

HEX! Museum of Witch Hunt kan besøges i Quedens Gaard i Ribe.

ØBOER

I 1500-tallet indvandrede hollandske bønder til det københavnske opland for at prøve lykken og pløje jorden. I dette årtusinde fik byen metro, strandpark og skyline, og Airbnb-gæsterne begyndte at strømme til bydelen med den strategiske beliggenhed i forhold til lufthavnen. Amager er fulgt med tiden og med den københavnske byudvikling, men amagerkanerne har ikke desto mindre bevaret en lokal identitet, og mange familier bliver stadig boende i flere generationer. Historiker og museumsleder på Museum Amager Peter Mentz portrætterer øen i byen i sin nye bog ’Portræt af et lokalsamfund – Fra amagerdragt til røvgevir’, der som omdrejningspunkt har maleriet ’Amager 2019’, der vil kunne beses, når et renoveret Dragør Museum åbner igen i løbet af sommeren.

HAVSNØD

Overfiskning og forurening plager verdens have, og ifølge FN flyder 13.000 stykker plastikaffald på hver kvadratkilometer af havoverfladen. Vil du være med til at arbejde for en forbedring og samtidig opleve Vesterhavskysten fra Sylt til Skagen på nærmeste hold, er Race for Oceans måske noget for dig. Det 10 dage lange event kombinerer løb med strandrensning og møder med eksperter fra brancher, der beskæftiger sig med verdensmål nummer 14: at forbedre livet i havet.

31. juli – 9. august. Læs mere på racefor-oceans.org

MODELJERNBANE

På Danmarks Jernbanemuseum i Odense har de et minitog, modelleret efter det rundsnudede MY 1101-lokomotiv fra 1954, som man kan komme på tur med gennem et Danmark i børnestørrelse. Rejsen begynder på Københavns Hovedbanegård og går via den gamle Lillebæltsbro forbi Holstebro remise. Via den klassiske storebæltsfærge Dronning Ingrid forbi en typisk stationsby med kirke for igen at slutte på Københavns Hovedbanegård. Turen er inkluderet i entreen. 

Se afgangstider, og planlæg dit besøg på jernbanemuseet.dk

Ud & Se guider til dig fem ting, du kan opleve i juni.
Tekst:RedaktionenFoto:dis.art

STREAM DIN KUNST

’Kunstens svar på Netflix’ kalder Kunsthal Charlottenborg en stor samling af nye kunstfilm, som udstillingshallen har lagt ud gratis. Nogle film er pædagogisk-dokumentariske, for eksempel ’The Drone Is the Message’ af Jacob Hurwitz-Goodman (USA), der forbinder Marshall McLuhans kunstteori med droneteknologi. Andre er genreoverskridende syre, som for eksempel ’The Restaurant’ af Will Benedict (USA) og Steffen Jørgensen (Danmark), en slags madprogram, der blandt andet serverer syltede politi­biler, blodketchup og opskrifter baseret på afløbsrens. Velbekomme!

Find dem på platformen dis.art frem til 1. september.

FUGLS FØDE

’Fang din by’, en årligt tilbagevendende amatørfotokonkurrence, har i år ’hverdagsmagi’ som tema. Vi gætter på, at magien for denne fiskehejre består i at kigge ned i en indkøbspose fuld af gammelt brød. Konkurrencen munder ud i en udstilling, hvor gæsterne grundet de mange uger med tomme forårsgader nok vil kunne forvente en del variationer over temaet ’Palle alene i verden’.

Dansk Arkitektur Center, 25. juni – 7. oktober.

FLASKEPOST

Nye tider planter nye begreber i vores bevidsthed. ’Værnemidler’ har vundet stor udbredelse, selvom det smager af værnemager, og ’samfundssind’ er den nye, knap så ’røde’ måde at sige solidaritet på. Samtidig myldrer det i underskoven med uofficielle nye ord, og designer Junette Bay gav sig tidligt i karantænedagene til at kompilere et kunstværk, der registrerer orddannelsen, men også forbruget af rengøringsmidler. Kunstværket viser ordene som labels på den fiktive rengøringsmiddelproducent #FLATTENTHECURVE’s mange produkter, og designeren, der selv er kronisk syg og derfor kunne se frem til en lang karantæne, bad sine følgere på Instagram om at sende deres tomme rengøringsdunke sammen med bud på nye ord. Ud over på Instagram vil Junette Bays værk kunne ses på Vejle Kunstmuseum.

GENFORENING – TRODS ALT

10. februar 1920 blev det afgjort. Den nordlige del af Slesvig ville ikke længere være tysk. Selvom visse nordslesvigere, også nogle dansktalende, følte sig tyske, stemte cirka 75 procent, at de foretrak at blive indlemmet i Danmark. I begyndelsen af maj 1920 overtog danske soldater kontrollen med de nye sønderjyske landsdele, og i løbet af 2020 var fejringen af 100-året for genforeningen stort anlagt med hundredvis af kulturelle arrangementer. Nogle er ­allerede afholdt inden coronaudbruddet i Danmark, men mange flere er blevet aflyst, ændret eller udskudt. I mellemtiden kan man blandt andet gå på webudstilling hos Rigsarkivet – eller kigge nærmere på Danmarks omkring 600 såkaldte genforeningssten.

genforeningen2020.dk

DE GODE, GAMLE DAGE

Hvis du ikke er mæt på majestæten, kan du hygge dig med en række små film, der skildrer Dronning Margrethes barndom og ungdom. Filmene, der er skudt i perioden 1940-76, er nu, som en slags fødselsdagsgave, blevet digitaliseret og tilgængeliggjort af Filminstituttet. Tag for eksempel med tronfølgeren på statsbesøg i Latinamerika i 1966, til eftermiddagste på Amalienborg med Frederik IX eller mød Dronning Ingrid og prinsesserne i 1957, alt sammen præsenteret med klar, rigsdansk diktion og på strålende farvefilm. 

Filmcentralen.dk: ’De omvæltende år i Dronningens liv’.

 

I 90’erne slog en ung skuespiller til sin egen overraskelse igennem med en film, der ikke handlede om noget. SIDSE BABETT KNUDSEN fortæller i 10 kapitler om at snyde sig til at blive skuespiller, om at skrige af smerte, om angstprovokerende berømmelse og om vejen fra et vekselkontor i Paris til at ’voldtage’ Tom Hanks på et hotel i Casablanca.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Jonas Bie

1.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være skuespiller. Fra jeg var lille, har jeg godt kunnet lide at give den en spand kul, når jeg fortalte en historie. Lige hoppe ud på gulvet og dreje rundt eller hente en rekvisit for at fortælle historien. Når vi lavede skoleforestillinger, gik jeg uhørt meget op i det og havde kriser. Engang – jeg var måske ni år – sad jeg ude på toilettet og græd, fordi jeg havde glemt, hvad jeg skulle sige under forestillingen. Jeg havde det forfærdeligt. Nu kunne jeg  aldrig blive skuespiller.

Min far var fotograf og tog billeder til bøger, udstillinger, reklamer og reportager. Jeg elskede at sidde i hans mørkekammer og se billederne blive fremkaldt. Han havde også nogle fotobøger, som man skulle have hvide handsker på for at kigge i. Da han døde, og jeg ryddede op i hans ting, syntes jeg, at hans billeder mindede meget om, hvad jeg selv leder efter som skuespiller. Noget med kontraster og noget humor. Han kunne godt lide at fotografere situationer, hvor der er en karakter, der slet ikke hører hjemme, opfører sig anderledes og på den måde fortæller en historie. 

Min mor er glad for excentriske mennesker og er selv lidt excentrisk. Hun er uddannet skolelærer, men arbejdede senere med voksne. Blandt andet med, hvad man engang kaldte åndssvage. Derfor er jeg vokset op med mange forskellige typer mennesker omkring mig, for eksempel mennesker med Downs syndrom. Jeg mødte personer, der kan virke uhyggelige på et barn. De savlede måske eller gik lidt for tæt på og talte anderledes. Derfor er jeg glad for, at min mor sagde: ”Kom Sidse, hende her er skøn. Hende skal du møde.” Og så sad jeg med et menneske, som egentlig skræmte mig lidt, men som jeg vidste var sødt, for det sagde min mor. 

Det er vigtigt at anerkende børn på den måde. At sige: ”Det er okay, at du bliver lidt skræmt, for du kender ikke til det her, men du skal gøre det alligevel, for det er mennesker ligesom dig, og du kan få noget ud af at komme tættere på dem.”  

I dag synes jeg, det er sjovt med folk, der stikker lidt ud. At det ikke kun handler om at pudse af og rette til og passe ind.

2. 

Min mor fik arbejde i Tanzania for Mellemfolkeligt Samvirke, og det passede fint med, at min far kunne fotografere dernede og undervise i fotografi. Vi flyttede, da jeg var fem år, og jeg skulle gå på en rigtig afrikansk skole, ikke en international skole. Jeg var den eneste ikke-afrikaner på skolen, som gjorde et kaotisk indtryk på mig. Der var 40 børn i et lille lokale, og der var afstraffelse af elever i frikvarteret, hvor alle skulle se på. Min mor måtte ikke give mig særlige privilegier. Det eneste, hun kunne få gennemført, var, at jeg ikke behøvede at se de andre børn blive tæsket. 

Til sidst gav hun op, og jeg kom på en international skole. Der havde vi uniformer på. I begyndelsen kunne jeg ikke engelsk, men jeg kom på svømmeholdet og blev en god svømmer. Det gav mig et holdepunkt. Vi sås med andre danskere dernede, men mine forældre var idealistiske på den måde, at vi for eksempel ikke var med i sejlklubben. Vi var der for at lave ulandshjælp og skulle opleve, hvordan indbyggerne levede. Mine forældre var ikke pylrede. Vi kørte rundt på motorcykel, og når vi kom til landsbyer, hvor de ikke havde set hvide før, var jeg bange for, at vi skulle køre børnene ned, når de kom løbende for at se os. Vi boede også et sted, hvor der var slanger ude i haven. Jeg tænkte ikke over det. Det, man oplever som barn, tager man bare for givet.

3. 

Da jeg kom hjem, startede livet forfra, for jeg kunne ikke huske noget fra før Afrika. Vi boede i København i en toværelses lejlighed med wc på trappen og koksovn. Vi legede i gården og kravlede over stakittet for at lege med børnene i nabogården. Noget med kridt og nogle hoppebolde, indtil ens mor råbte ud ad vinduet, at der var mad. Det lyder, som om jeg taler om 30’erne.

Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup. Jeg fulgtes derud med en veninde, der lærte mig alt muligt. Hun lærte mig at tage toget til skolen og lærte mig at spille klaver, og vi klædte os ud, lavede radioteater og sang i gaden med grydelåg. Og jeg så mange film. Gamle film fra 50’erne med Tennessee Williams, Marlon Brando, Vivien Leigh og Elizabeth Taylor. Jeg syntes, de var genier, de skuespillere. Jeg kom ikke i teateret som barn,  det var film, der tiltrak mig. 

Min onkel var filmoperatør i Palads i København, og jeg havde frikort til at tulle rundt fra den ene sal til den anden. Det var det fedeste. Jeg vidste, at jeg ville være skuespiller, og jeg vidste, at det var svært. At der ikke var mange, der fik lov til det. Og jeg vidste, at hvis man fik lov, var psyken i fare. 

Allerede fra niårsalderen skrev jeg planer, hvor der stod, at jeg skulle undgå at blive alkoholiker. Nogle anti-selvdestruktive planer om ikke at tage mærkelige piller og ikke lade sig udnytte af andre. Jeg så det som en risiko ved branchen, men jeg har aldrig været fascineret af penge og status i forbindelse med at være filmskuespiller. Jeg ville bare gerne lave film, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg helst ikke skulle sige det til nogen. Måske fordi så mange sagde, at det var svært at få lov til. Jeg lignede heller ikke en starlet. Jeg var en lille tyk én, ikke den kønne pige i klassen, så jeg tænkte, at det nok ikke virkede overbevisende, hvis jeg sagde: ”Jeg vil være skuespiller.” 

4. 

Som 16-årig var jeg i Paris med min veninde Katrine Wiedemann (den senere teaterinstruktør, red.). Vi gik med alpehue og sad på cafeerne og skrev i nodehæfter for rigtig at være boheme. Men jeg vidste ikke, at jeg ville forelske mig så meget i byen, at jeg ville komme til at bo der. Efter gymnasiet ville jeg som så mange andre ud at rejse i et år. Af sted og lære at være voksen. Væk fra al sikkerhed. Jeg tog til Paris igen. Jeg var først au pair, men det gik ikke godt hos den familie, så det holdt ret hurtigt op. Jeg kunne næsten ikke sige noget på fransk, men jeg fik arbejde på nogle restauranter, passede børn, underviste i engelsk, var forsøgskanin for medicinalfirmaer, var bartender, luftede hunde og gjorde rent. Men jeg ville stadig være skuespiller.Derfor besluttede jeg at søge ind på en teaterskole i Frankrig, udelukkende for at få erfaring i at få afslag. Så ville jeg være bedre forberedt, når jeg søgte ind på skolerne i Danmark. 

Jeg faldt i snak med en fyr, jeg mødte i metroen, og spurgte, om han kunne hjælpe mig, fordi jeg skulle søge ind på en skuespillerskole, men ikke var god til fransk. Han gav mig en liste over teaterskoler i Frankrig og foreslog en, der lige var blevet godkendt, og hvor undervisningen var ret alternativ og meget fysisk. Det kunne være, at en som mig havde en chance på trods af mit dårlige fransk. Så gik jeg til optagelsesprøve, hvor jeg skulle fremføre en tekst foran et panel af lærere fra skolen. Som forberedelse lærte jeg en tekst fonetisk, men jeg blev forfærdelig nervøs og meget tør i munden under prøven. Min tunge kunne pludselig intet af det fonetiske, og der kom mærkelige lyde ud i stedet. 

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men for at kompensere begyndte jeg at kaste mig fysisk over de møbler, jeg havde til min disposition. Kaste lidt rundt med dem og opføre mig som et vildt dyr. Det syntes panelet åbenbart var virkelig spændende. De så mig vist som en viking. Der var nok noget i os fra Skandinavien, der gjorde, at vi var nødt til at kaste rundt med ting på den måde. I hvert fald blev jeg optaget. 

Jeg fik en allieret i klassen, der kunne engelsk, og han oversatte for mig, når læreren sagde noget, der var virkelig vigtigt. Og så fakede jeg den ellers bare. Nu hvor jeg er blevet en voksen dame og tænker tilbage, synes jeg, det er interessant, at jeg lærte faget at kende ved at ’snyde’ og spille skuespil. Jeg havde set mig selv som skuespiller i en meget mere psykologisk og dansk tradition, men på grund af mit manglende sprog blev det noget andet. Et meget mere fysisk udtryk med grimasser, fagter og forstærkede udtryk, og jeg viste tydeligere, når jeg gjorde noget for sjov. Jeg fik virkelig trænet nogle ting, jeg ikke havde regnet med. 

På tredje år skulle vi arbejde på ’vores problem’. For eksempel havde én problemer med at vise vrede på scenen, og det skulle den elev så arbejde med gennem et år. Jeg fik at vide, at mit problem var fransk. Det var en kæmpe skuffelse. Jeg havde regnet med at få noget andet. Jeg syntes, det var fantasiløst. I virkeligheden var det en kompliment, at han ikke kunne finde et markant problem i mit skuespil, men det kunne jeg ikke se lige der. De sagde godt nok, at jeg var lidt storsnudet, men det kunne man ikke rigtig arbejde med. Det hang sammen med, at jeg ikke havde en indgroet respekt for de gamle tekster. Jeg syntes ikke automatisk, at Shakespeare var godt. At det var den fedeste rolle i universet at spille Ofelia. Jeg syntes nærmere, det var svært på en lidt kedelig måde, og den holdning virkede arrogant på nogle. 

På skolen var visse ting hellige, og man skulle være helt stille, når der blev talt om bestemte klassikere. Der er helt sikkert en grund til, at store klassikere har overlevet, men der er også meget held og tilfældighed, der spiller ind. Der er nogen, der har valgt, at det skal overleve.

­

KNUDSEN OG KARRIEREN

Sidse Babett Knudsen er født 22. november 1968 og blev uddannet på skuespillerskolen Théâtre de L’Ombre i Frankrig (1987-90). Hjemvendt til Danmark blev hun en del af teatergruppen Får302. Det store folkelige gennembrud kom med filmene ’Let’s Get Lost’ (1997) og ’Den eneste ene’ (1999). Hun modtog både en Robert og en Bodil for begge roller. Senere fulgte roller i blandt andet ’Efter brylluppet’, ’Mirakel’, ’Blå mænd’, ’Parterapi’, ’Monas verden’, ’Kapgang’, tv-serien ’1864’ samt de kommende film ’Undtagelsen’ og ’Kød og blod’. Efter rollen som statsminister Birgitte Nyborg i tv-serien ’Borgen’ (2010-13) opstod en større international opmærksomhed, der førte til roller blandt andet i filmene ’A Hologram for the King’, ’Inferno’, ’The Duke of Burgundy’ og tv-serien ’West­world’. I 2016 modtog hun den franske filmpris César for bedste kvindelige birolle i ’Hermelinen’ og var nomineret for hovedrollen i ’La Fille de Brest’. Hun er desuden ridder af den franske kunst- og litteraturorden L’Ordre des Arts et des Lettres.

5. 

Jeg brækkede benet, mens jeg boede i Paris. Det var kort før jul, jeg var på vej hjem fra skolen, og så vrikkede jeg om på foden. En af mine venner fik stoppet en bil, som gav os et lift hjem. Jeg havde sådan nogle støvletter på med elastikker i siden, som lynhurtigt blev helt udspilede, fordi foden hævede så meget. Vi kom hjem, og jeg blev bakset op på sjette sal, hvor jeg boede helt oppe under taget. Foden sad underligt, og vi ringede efter en ambulance. Jeg tror ikke, at ambulancefolkene var ordentligt medicinsk uddannet: ”Hvad er der med den fod?” sagde den ene, tog fat i den og drejede den, så der lød et knæk. Så syntes de, at den sad rigtigt. Det gjorde ondt. 

Jeg blev indlagt på et hospital lige ved Notre Dame. Det var, som om jeg var blevet indlagt i middelalderen. Det var et vildt gammelt hospital. Jeg havde store smerter, da jeg blev kørt ned i kælderen, hvor de skulle tage en blodprøve. Der kom en eller anden nybegynder, der simpelthen ikke kunne finde ud af det. Jeg blev stukket igen og igen. 

”Pokkers osse, den var der heller ikke nu,” sagde han hver gang. Jeg lå der som en stigmatiseret Jesus med huller i armene. Senere blev jeg opereret, fik skruer i benet og kom i gips. Direktøren fra teaterskolen kom på besøg og ønskede mig god bedring. ”Hvordan går det?” sagde han, og så lænede han sig ind og hviskede: ”Vi har ingen forsikring, du skal ikke skrive under på noget, bare lad, som om du sover. Nå, hej hej.” Uheldet var sket i forbindelse med, at jeg var i skole, så de hang på den. Hvis jeg skulle til Danmark, skulle det være med ambulancefly, og det er dyrt. 

De efterfølgende dage kom personalet flere gange ind med et lille chartek og en kuglepen, men tilfældigvis faldt jeg hele tiden i søvn og fik ikke skrevet under. Det endte med, at jeg blev smuglet ud af hospitalet af nogle klassekammerater. De spurgte personalet, om de måtte gå en tur med mig i gården i en kørestol. De fik mig ud på gaden og bakset ind i en lille rød Renault 4, hvor syv mennesker var mast sammen. Jeg skreg hele vejen til lufthavnen, fordi det gjorde så ondt at sidde med benet nedad. De havde købt den billigste billet, de kunne finde, til København. Jeg måtte finde et offer ved gaten, der ville gå med til, at jeg sad ved siden af med benet oppe. Jeg fandt en sød ung mand, der sad med mit ben på skødet hele vejen. Jeg skreg af smerte. Jeg tror, han fortrød. 

6. 

Efter tre år var jeg færdig med uddannelsen i Frankrig og lavede et teaterkompagni sammen med andre fra årgangen. Vi turnerede on and off i 2-3 år. Mest off. Vi spillede på nogle meget små teatre rundtomkring. Vi lavede alting selv. Jeg sad og syede kostumer og bestilte togbilletter. Vi var nødt til at arbejde ved siden af, og i den periode havde jeg mit bedste job i Paris: Jeg vekslede penge. Det var nemt, og jeg kunne godt lide at stemple ind om morgenen og så holde fri, når jeg havde fri. Jeg prøvede alle mulige accenter og figurer af afhængigt af, hvem der kom ind ad døren. Når det var amerikanske turister, lod jeg, som om jeg næsten ikke kunne engelsk, og talte med tyk fransk accent: ”I take your money, now it’s my dollar, eh? And you take this, yeees?” 

Det var som en meget kort forestilling, jeg fik lejlighed til at opføre hver gang. Jeg havde for eksempel en pukkelrygget periode. Jeg satte sådan en lille brødkurv ind under tøjet, så det lignede en pukkel. Der var også meget stilletid, hvor man sad i sin boks, men så kunne jeg forberede mig på, hvordan jeg skulle reagere, hvis der var et hold up. Der var faktisk flere væbnede røverier, så det var ikke fri fantasi, og jeg stolede ikke helt på de pansrede ruder. Jeg syntes, det smarteste ville være at spille besvimet og kure lige så stille ned fra stolen og spille død på gulvet. Og det krævede jo øvelse. Jeg syntes også, jeg var lidt af en Robin Hood, for hvis folk var søde, kunne jeg give dem gode deals, men hvis de ikke var søde, følte jeg ikke, jeg skyldte dem noget.

Samtidig var der simpelthen så meget ballade i teaterkompagni. Folk var sammen med hinandens kærester og blev uvenner. Jeg var også blevet smidt ud fra min lejlighed og sov på et værelse et sted. Jeg gik til nogle castings, men den ene var mere underlig end den anden. For eksempel en casting til en undertøjsreklame på tv, hvor jeg stod helt ydmyg i undertøj på et kontor med en kødrand af mennesker omkring mig. Jeg gik grædende hjem og tænkte, at det slet ikke var det, jeg ville. Der var også en, der fik mig med til en prøve, fordi der skulle være vinter-OL i Albertville, og de skulle bruge nogen til at optræde ved åbningsceremonien. Men det var mere et cirkus. De må have troet, jeg var akrobat, for jeg skulle sidde i sådan en trapez højt oppe i luften. Jeg har hamrende højdeskræk og kunne ikke noget som helst. Der var også castings, hvor de sagde, at jeg skulle tale ”med den der accent, I har”. Jeg forstod ikke, hvad de mente, og sagde: ”Jamen, det her er min accent.” Men det var så noget i retning af den svenske kok fra ’The Muppet Show’, de ville have.

Da Katrine Wiedemann spurgte, om jeg ikke ville være med i ’Peer Gynt’, som hun skulle sætte op på Teater Får302 i København, tog jeg hjem. Så kunne jeg jo altid tage tilbage til Frankrig bagefter. Jeg kom hjem og opdagede, hvilket luksusliv man kunne have i Danmark. Man kunne få bistandshjælp og ikke tænke over, hvordan man skulle få råd til mad. Og det var virkelig sjovt at lave den forestilling. Jeg fik lov at være med i en forestilling mere, pludselig var der gået et år, og så blev jeg i Danmark. 

7.

Mit første filmarbejde i Danmark var julekalenderen ’Juletestamentet’, som Nikolaj Cederholm castede mig til. Senere kom jeg til en prøvefilmning på Filmskolen. Jeg fik ikke rollen, men Jonas Elmer stod for prøvefilmningen, og jeg fik lov til at være med i hans midtvejsfilm i stedet. Han arbejdede med improvisation, og derfor samlede han nogle skuespillere, som begyndte at improvisere sammen – bare for sjov. Det viste sig, at han havde en bagtanke og gerne ville lave en film, hvor vi skulle lave nogle meget lange improvisationer. Nogle gange op til 20 minutter. Jeg har ikke prøvet noget lignende før eller siden. Det handlede blandt andet om at vente med at sige noget, til vi ikke længere kunne lade være. Og ikke bare at komme op at skændes, for det er meget oplagt at starte et skænderi, når man improviserer, men det er simpelthen for kedeligt. Vi skulle bare være sammen med de andre, lytte og se, hvor langt vi kunne trække improvisationen. 

Det blev til filmen ’Let’s Get Lost’. Jeg kan tydeligt huske, da vi skuespillere (blandt andet Jesper Asholt, Bjarne Henriksen, Mette Horn, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus, red.) sad i Jonas’ lejlighed og så den for første gang. Vi sagde: 

”Der sker jo ikke noget.” ”Den handler ikke om noget.” Vi havde bare tullet rundt og improviseret. Men filmen fik en Bodil, og jeg fik en Bodil og en Robert for min rolle. Det blev sådan en film, mange havde hørt om, selvom der egentlig ikke var så mange, der så den. Men de, der så den, kunne lide den, den fik gode anmeldelser, og nogen mente, at den tegnede et portræt af en generation.

8.

Da jeg læste manuskriptet til ’Den eneste ene’, syntes jeg, at det var en sjov lille historie, jeg lige kunne overskue at være med i. Det var ikke en stor, dyr produktion med en masse kostumer og så videre. Men jeg var lidt forbeholden over for rollen. Jeg syntes, hun sad som sådan en forkælet passiv dame derhjemme, og så kom kærligheden heldigvis brasende ind ad døren. Men Susanne Bier sagde, hun ville fortælle historien som et eventyr, og at jeg ikke skulle tage det så bogstaveligt. Alt behøver jo heller ikke have en social kontekst. Det er fint med mig at lave underholdning, og jeg synes ikke, der er nogen genrer, der er finere end andre. At filmen blev den mest sete film i flere år, havde jeg ikke regnet med. Pludselig blev jeg et kendt ansigt, og der blev jeg bange. Det var virkelig voldsomt. 

Jeg blev genkendt, hvis jeg gik ned i kiosken. Folk følte, at de kendte mig, og hende i filmen var jo ret sød, så jeg prøvede virkelig at være sød, så de ikke skulle blive skuffede. Jeg prøvede at leve op til rollen. At være flink og være på. Dengang var der ikke så mange berømte, så hver gang der kom fokus på en ny, skulle den person i quizshows og have meninger om alt muligt. Det ville jeg ikke, og jeg var meget taknemmelig, da reality-tv kom i gang, og deltagerne kunne tage opmærksomheden.

Jeg oplevede det kun som et pres og blev egentlig ikke smigret af opmærksomheden, selvom den kun var positiv. Jeg blev for eksempel friet til af en ejendomsmægler, der havde set mig i filmen. Men det var svært at håndtere den periode. Jeg tænkte: ”Kan du så være glad, din skid”, men jeg ville hellere bare være hjemme og gemme mig. Og det gjorde jeg. Jeg gik kun ud, hvis jeg havde overskud, for folk måtte ikke blive skuffede over at møde mig i virkeligheden. Jeg gjorde mig meget umage med at sige ordentligt tak og sige noget pænt til folk, når de henvendte sig. Da jeg var med i ’Borgen’, oplevede jeg også stor opmærksomhed, men på en helt anden måde. Det var meget nemmere. Det var en mere voksen rolle, jeg spillede, og jeg følte mig ikke så blottet som i ’Den eneste ene’. ’Borgen’ gav en masse muligheder, også i udlandet. Vi ved godt i Danmark, hvor tæt eller langt ’Borgen’ er fra virkeligheden herhjemme, men i udlandet tog de den for gode varer. De fik en tro på, at der var et sted i verden, hvor sund fornuft har en chance.

9.

Det var helt vildt første gang, jeg skulle arbejde sammen med Tom Hanks (’A Hologram for the King’, 2016, red.). Mit lille hjerte kunne næsten ikke have, hvis det viste sig, at han var en dum skid. Det er ikke altid en god idé at møde sine helte, men Tom Hanks er virkelig god til at være Tom Hanks. Jeg skulle møde ham og instruktøren Tom Tykwer, som jeg også beundrer enormt, på et hotel i Casablanca til en prøve. Så snart jeg kom ind, råbte de højt og begejstret ”Theeere she is”, som var jeg en længe ventet god ven. Vi skulle lave en ret grænseoverskridende scene, hvor jeg på det nærmeste voldtager Tom Hanks, og hvorfor ikke gå i gang med at øve den som det første? Der var puder på gulvet, og han lod, som om det nok var ham, der var mest genert. Gjorde alt, hvad han kunne, for at jeg skulle have det godt: ”Sikke dog et hurlumhej …” og ”Åh, de gamle knæ, hvad hvis vi lægger en pude her?” Når man lige har mødt hinanden og ligger og roder rundt på gulvet, er isen ligesom brudt. 

Første dag filmede jeg med ham fra klokken tre om eftermiddagen til klokken syv om morgenen. Hver gang vi skulle lave et nyt take, sagde Tom: ”Kom, det er første og sidste gang.” Vi sad og ventede på sådan nogle høje stole, og når vi skulle på, sprang han ned fra stolen og var klar. Det var det helt omvendte af, hvad man kunne have af fordomme om toppen af hierarkiet: at stjernen vil kræve at få en smoothie, før han vil gøre noget som helst. Han gav den 100 procent hver gang, og det gjorde, at jeg kunne stå klokken syv om morgenen og være glad og levere.

10. 

Det har haft en kæmpe indflydelse på mit liv, at jeg blev uddannet i Frankrig. Uddannelsen var meget fysisk. At tale om psykologi var bandlyst, og det er noget helt andet end i Danmark. I Frankrig blev vi også virkelig pisket med, at hvis vi kunne blive noget andet, skulle vi gøre det, for som skuespillere kom vi ikke til at lave noget, som folk ikke kunne leve uden. Vi skulle ikke producere mad eller bygge huse. Der var ikke brug for os. Hvis man ville være skuespiller, skulle det være, fordi man ville det mere end noget andet, og hvis man fik lov til det, skulle man være taknemmelig og gøre sit bedste, også hvis det var noget dårligt materiale, man havde at arbejde med. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at det var anderledes i Danmark. Man måtte gerne sige, at det var svært. ”Jeg gider ikke i dag” eller ”‘Jeg er træt”. Det måtte vi ikke i Frankrig. Hvis man siger ”Jeg er træt”, bliver man jo træt. 

I Danmark har vi skuespillere, som begyndte med at filme i midt-90’erne, og som har oplevet Dogme og en bølge, hvor vi bliver betragtet som medfortællere. Vi er vant til dialog. Jeg skulle lige vænne mig til, at der er et helt andet hierarki i de fleste andre lande. Da jeg filmede i USA, fik jeg fortalt af en kollega, at hvis jeg blandede mig for meget, ville jeg ikke få flere job i USA. Den skulle jeg lige sluge. At det bliver betragtet som besværligt – og ikke en gave – at man siger sin mening. I Frankrig er det også anderledes. Der er instruktøren gud, og i England virker det mere, som om det er forfatterne. 

Når jeg arbejder i udlandet, er det som at starte forfra hver gang. Jeg kender næsten aldrig nogen på holdet, og ingen kender mig. Det er superstimulerende, sjovt og udfordrende at finde min ’nybegynder’ hver gang. Jeg kan virkelig godt lide følelsen af, at det, der sker lige nu, sker for første, eneste og sidste gang.

12. marts er der premiere på ’Kød og blod’, hvor den 17-årige Ida mister sin mor og bliver placeret hos sin moster, spillet af Sidse Babett Knudsen. Mosteren viser sig at være overhoved i en dybt kriminel familie. ’Kød og blod’ er instruktør Jeanette Nordahls spillefilmsdebut. Sidse Babett Knudsen har sønnen Louis Ray fra 2004 og værner i øvrigt om sit privatliv.

 

Ud & Se guider til dig fem ting, du kan opleve i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:Lamberths Forlag, Come Together Experience, Teddy Newton, PR

DYRENES KONGE

En sadistisk lektor og en eskapistisk bureaukrat er blandt de mest berømte skikkelser i hans forfatterskab, men det var ikke kun fra den menneskelige fauna, Hans Scherfig frembragte uforglemmelige skabninger. Som dyremaler skabte han motiver så plakatagtigt klare, at man nærmest kan genkalde sig deres form og farve bare ved at lukke øjnene. Er det ikke nok, kan du for tiden tage på jungletur til hans eksotiske billedverden med Nivaagaards udstilling ’Hans Scherfig – Myter og drømme’.

Frem til 7. juni.

HAMBURGER-RYK

”Jeg blev født i Liverpool, men blev voksen i Hamborg,” skal John Lennon engang have sagt. Lennon var 19 år, da han og resten af The Beatles drog til den tyske havneby i sensommeren 1960 for at spille på klubben Indra. Koncerten blev den første af over 280 koncerter, som gruppen gav i det syndige Sankt Pauli-kvarter i løbet af de næste par år, mens de øvede sig på at blive rockstjerner. Det var også i Hamborg, at gruppen indspillede sin første single, ’My Bonnie’, som backingband for kollegaen Tony Sheridan (dog under pseudonymet Beat Brothers), Gruppen har siden fået en plads i krydset mellem Reeperbahn og Grosse Freiheit opkaldt efter sig som tak for sit kulturelle bidrag til området. Det er på de samme kanter, beatlemaniacs kan indfinde sig for at fejre 60-årsjubilæet for dannelsesrejsen på en todages festival med koncerter, byvandringer, udstillinger, syng med-aftener og meget mere.  

’Come Together – The Hamburg Beatles ­Experience’, 27.-29. marts.

HVAD FOR EN FISK?

Robert Fisk har et omdømme som en af tidens vigtigste mellemøst­reportere. Han har blandt andet skrevet om den iranske revolution, Golfkrigen, invasionen af Irak, det arabiske forår og borgerkrigen i Syrien – og interviewet Osama Bin Laden, før mange af os anede, hvem sheiken var. I dag er han 73 og stadig på gaden med notesblok i hånd, langs muren på Vestbredden og i krigshærgede syriske nabolag. ’This Is Not a Movie’ om den britiske journalist vises på årets udgave af festivalen CPH:DOX, og efter filmen kan man høre reporterne Ulla Terkelsen, Simi Jan og Rasmus Tantholdt samt fotograf Jan Grarup diskutere udenrigskorrespondentens rolle i dag.

Aveny-T, 20. marts klokken 16:45-19:00. CPH:DOX løber 18.-29. marts.

TAXA!

Københavns taxaydelser er værst blandt 18 europæiske hovedstæder. Sitet Taxi2Airport.com har undersøgt servicen via bedømmelser på TripAdvisor, og København får en gennemsnitsscore på 2,72 ud af maksimalt 5, mens Athen og Zagreb topper med 4,88 og 4,50 point. Inden man bliver alt for deprimeret over, hvor svært og dyrt det er at praje en hyrevogn i hovedstaden, kan man dog glæde sig over en velfungerende metroforbindelse til lufthavnen og al den motion, man kunne ønske sig, lige ude på cykelstien.

SUCCES PÅ TEGNEBRÆTTET

Firmaet Pixar blev dannet i 1986 – og hurtigt købt af Steve Jobs – men savnede maskinkraft og penge til at realisere drømmen om den helt store, 3D-animerede spillefilm. Efter lange rettigheds-tovtrækkerier med Disney, der endte med at finansiere filmen, men ikke fik fingrene i animationsteknologien (før i 2006, hvor Disney opkøbte Pixar), kom ’Toy Story’ endelig i 1995 og ændrede standarden for fotorealistisk tegnefilm. Siden fulgte hits som ’Find Nemo’ og ’De Utrolige’, og i marts 2020 kommer alfefilmen ’Fremad’. Har du brug for at varme op til eller falde ned fra den, kan du studere over 200 oprindelige skitser og kunstværker, som har ført til Pixars endelige design.

Kunstmuseum Brandts frem til 23. august.