Indlæg

Vi er en af verdens mest opdyrkede nationer. Alligevel er der rundt om i landet enestående natur og plads til vildskab. 15 af disse steder er med i Danmarks nye naturkanon.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Daniel Overbeck

NÅR MAN KIGGER på det danske landskab fra toget, er det på lange strækninger dyrkede marker, der dominerer, afbrudt af en lige så omhyggeligt dyrket skov. Dansk natur er række og geled, systematik og ordentlighed. Falder et træ i skoven, får det sjældent lov at blive liggende. Hvis for eksempel en birk har sneget sig ind, hvor det ikke er meningen, bliver træet kaldt ukrudt og udryddet. 

Alligevel har vi fantastiske steder, hvor der er plads til naturen. I juryen for Danmarks Naturkanon blev vi bedt om at pege på 15 af dem, tre i hver af Danmarks fem regioner. De skulle rumme noget særligt, og der skulle være helt eller delvist offentlig adgang til dem. Fra alle dele af Danmark strømmede forslagene ind – næsten 1.800 mennesker sendte tilsammen over 500 favoritsteder ind sammen med ofte rørende personlige beretninger om oplevelser i naturen, og det kostede mange og lange diskussioner og sene aftener at få det ned på de nu udvalgte 15. Tilsammen dækker de Danmarks natur bredt: Her er skove, overdrev, kilder og åer, kyster, enge og heder. Tilmed ligger flere af dem tæt på en togstation. Noget af det vildeste Danmark kun er en indtjekning på rejsekortet væk. 

Vestamager. Foto: Jens Laugesen.

REGION HOVEDSTADEN

Vestamager og Øresund

Fra Danmarks travleste togstation, Nørreport, er der bare 14 minutter til et landskab fyldt med store oplevelser. Et rigt fugleliv, padder, flokke af hjortevildt og Danmarks vildeste birkeskov, Pinseskoven, der har sået sig selv af frø, der er blæst ind fra Sverige. I Øresund har der været trawlforbud i snart 100 år, og derfor vrimler det med fisk og store havpattedyr som sæler og marsvin.

Nærmeste togstation: Vestamager (metro).

Melby Overdrev og Tisvilde Hegn

Melby Overdrev er Sjællands største hede med et væld af sommerfugle, og hele området er usædvanlig rigt på arter, uanset om det er planter, dyr eller svampe. Her findes også en meget gammel og smuk fyrreskov med tætte mostæpper, og her er Sjællands største klitområde med skøn sandstrand. Variationen bliver ikke meget større end her.

Nærmeste togstation: Tisvildeleje (lokalbane).

Ertholmene

Længst mod øst i Danmark ligger de tre klippeøer Frederiksø, Christiansø og Græsholmen, hvor kultur og natur har formet et landskab, der ikke findes mage til i landet. Her er landets største koloni af lomvie og alk, her er Danmarks største rovdyr, gråsælen, og det vrimler med edderfugle. I forsommeren er det især frøerne, man lægger mærke til.

Nærmeste togstation: Ingen. Ertholmene kommer man til med båd fra Bornholm.

Møns Klint. Foto: Niclas Jessen.

REGION SJÆLLAND

Suserup Skov

Et af de få steder i Danmark, hvor man kan få fornemmelse af urskov. Færdsel er på eget ansvar, for her fjernes syge grene ikke fra træerne, og det kan ske, at en gren knækker af et af de op mod 400 år gamle træer. En trampesti fører rundt i området, som rummer et væld af arter, mange af dem truede.

Nærmeste togstation: Sorø. Derefter cirka fem kilometer til skoven.

Røsnæs

Høje skrænter, overdrev, kyster og dyr og planter, man ellers skal til Syd- eller Østeuropa for at finde. Røsnæs er på én gang meget dansk og lidt eksotisk med sit varme, tørre klima. Tidligt på sommeren kan man høre de sjældne klokkefrøer, og her er et væld af blomster og sommerfugle, som trives med de mange soltimer på Sjællands vestligste punkt. Flere stier fører rundt, og det er et skønt sted til en kajaktur.

Nærmeste togstation: Kalundborg. Derefter bus til Bjørnstrup.

Mandemarke Bakker og Møns Klint

Møns Klint er Danmarks første UNESCO Biosfæreområde. De enorme hvide og 70 millioner år gamle aflejringer med spor fra dinosaurernes tid er i verdensklasse. Mandemarke Bakker bag klinten byder på en endnu bedre udsigt og en enestående rigdom af sjældne blomster og insekter. Om natten er det et af de bedste steder at nyde mørket og stjernehimlen.

Nærmeste togstation: Vordingborg. Derefter bus videre til klinten med skift i Stege.

Svanninge bakker. Foto: Erik Ljungdahl.

REGION SYDDANMARK

Trelde Skov og Trelde Næs

Lidt uden for Fredericia er den danske kystnatur i fri udfoldelse. Det er et af de mest spændende geologiske områder i Danmark med spor fra tre istider og et godt sted at finde fossiler. Mod Lillebælt-siden skrider det bevægelige ler i skrænterne ud, så landskabet er i konstant bevægelse. Skoven er fredfyldt, gammel og med mange sjældne og truede planter, dyr og svampe.

Nærmeste togstation: Fredericia. Derefter bus eller en rask vandretur.

Svanninge Bakker og Bjerge

Fyn er Danmarks have, men her får haven lov at være lidt vildere. Udsigten fra ’De Fynske Alper’ er betagende, og mange steder er græslandet et godt eksempel på, hvordan Danmark tog sig ud for nogle hundrede år siden. Her er overdrev, som aldrig har været dyrket, og som rummer over 100 forskellige arter græsser og urter. Alle Danmarks krybdyrarter findes i det store istidslandskab.

Nærmeste togstation: Odense. Derefter bus.

Mandø og Vadehavet

Vadehavet er enestående, ikke bare i Danmark, men i Europa. Det er et af verdens vigtigste steder for rastende vadefugle, og 12-15 millioner fugle bruger hvert år stedet som spisekammer. Mandø er porten til at forstå, hvilken rolle tidevandet spiller. På den spinkle vej, der forbinder fastlandet med øen ved ebbe, må man fuldstændig indstille sig på naturens egen døgnrytme.

Nærmeste togstation: Hviding Station. Derefter bus til Vadehavscentret i Vester Vedsted (kører ikke alle dage).

Jernhatten. Foto: Kim Wyon.

REGION MIDTJYLLAND

Jernhatten og Mols Bjerge

Det er et af Danmarks mægtigste istidslandskaber med udsigt over bugter, dale, kyster og øer. Jernhatten er bjergenes yderste forpost på den åbne Kattegat-kyst. På toppen er forkrøblede bøgetræer blevet troldeagtige klatretræer, og på skrænterne trives nogle af de mest varmekrævende dyr og insekter og planter i det tørre, solrige klima.

Nærmeste togstation: Grenaa. Derefter bus.

Gudenåens og Skjernåens kilder

Bogstavelig talt kilderne til en stor del af Danmarks historie. Tæt på hinanden udspringer Danmarks længste å, Gudenåen, og den mest vandrige, Skjern Å. En herlighed af kilder, småsøer, skov og Tinnet Krat – den sidste rest af den umådelige egeskov, der engang regerede i det meste af Jylland. Husk at kigge op: Er man heldig, er den røde glente på vingerne.

Nærmeste togstation: Vejle eller Silkeborg. Derefter bus.

Råbjerg Mile. Foto: Bo Skelmose.

REGION NORDJYLLAND

Skagen og Råbjerg Mile

Danmarks nordligste punkt, mødestedet for to have, sæler og marsvin, fugletræk og en af Europas største vandreklitter gør Skagen og Råbjerg Mile til en naturoplevelse i særklasse. Sæt tid af til at mærke naturen, ikke mindst på Råbjerg Mile, som er et af de få eksempler på, at vi ligefrem har fredet de destruktive kræfter. Her har sandflugten, som ellers er tæmmet, frit spil. 

Nærmeste togstation: Skagen (lokalbane).

Fosdalen og Svinkløv

Kysten ved Svinkløv er brusende og berusende med blæst og bølger og Vesterhavs-vildskab. Fra toppen af skrænterne er der udsigt over store dele af kysten, og er vejret til det, er det et godt badested. Fosdalen er derimod som at gå i en dansk regnskov med bregner og mosser. Her bliver man stille, mens man lytter til fuglene, insekternes summen og bækken, der klukker af sted i bunden. 

Nærmeste togstation: Aalborg. Derefter bus til Brovst og telebus derfra (skal bestilles i forvejen).

Lille Vildmose

Navnet til trods er Lille Vildmose Danmarks største fredede naturområde, og det bliver vildere for hvert år. Noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på en egentlig vildmark med store vandflader, trompeterende traner, krondyr, elge, den nyligt indvandrede guldsjakal, vildsvin, kongeørn og et mylder af arter, som får lov at passe sig selv. Vildmosecentret er et godt sted at begynde turen.

Nærmeste togstation: Aalborg. Derefter bus.

 

Når efteråret sætter ind, og spiselige guldklumper skyder op ved grøft, mark og stub, bliver mange danskere ramt af samle-mani. Her er tre pletter på kortet, hvor du kan fange svampefeberen, og en kurvfuld gode råd, så du undgår at blive syg af den.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Naturstyrelsen

Svampe gror på både marker og klitter, men for at finde den største rigdom skal du ind under trækronerne. Jan Kjærgaard, naturvejleder hos Naturstyrelsen, viser vej til tre statsejede landskaber, hvor du kan jage svampe på skovturen:

1. KLOSTERHEDEN PLANTAGE

Mellem Struer og Lemvig ligger Danmarks tredjestørste skovområde. Den sandede jord gør området til et godt sted at samle kantareller mellem sankthans og oktober, men også karljohansvampe kan, hvis sommeren ikke er alt for tør, plukkes fra juli til oktober, og brunstokket rørhat, der er rigeligst i september og oktober.

2. SILKEBORGSKOVENE

Skovene omkring Silkeborg er Danmarks største skovområde og giver et varieret udvalg af både ege-, bøge- og granskov samt birkemose. Et godt sted at lede efter karljohan og brunstokket rørhat. I oktober og november er der mulighed for at finde store mængder tragtkantareller, der med deres sarte konsistens gør sig godt i supper og sammenkogte retter.

3. GRIBSKOV

I Danmarks ældste store skov kan man finde træer, der voksede op i 1700-tallet, men også en række gode spisesvampe på grund af skovens variation. Led for eksempel efter granmælkehat i ung nåleskov eller den lignende velsmagende mælkehat i fyrreskoven. Begge er gode, faste spisesvampe.

NATURVEJLEDERENS TOMMELFINGERREGLER

1. Du må  plukke alt det, du vil. Du udrydder ikke svampen, og du kan ikke blive syg af at røre ved en svamp, heller ikke selv om du slikker på fingrene. Du må også gerne samle i privat skov, men her må du kun gå på stierne.

2. Lær svampe at kende trin for trin. Begynd med rørhatte, de er nemme og står tit ved stierne. Det er paddehatte, som ikke har lameller, men rør, når du kigger under hatten. Den mest kendte er karljohan. Kun to af dem er giftige, det er satans rørhat og djævlerørhat. De er røde på undersiden. Skørhattene har smukke farver, og kødet siger knak, når det knækker, som et stykke tør ost. Der er over 100 arter, ingen af dem er giftige. Nogle af de bedste er mælkehattene, der har en god og mild smag.Gå videre til kantareller, der er sværere, end man tror, og har flere forvekslingsmuligheder, blandt andet med den giftige almindelig netbladhat. Herfra går du videre til slørhatte og mørkhatte.

3. Tag en kurv på armen, en håndbog i tasken og en kniv i lommen til at rense svampene med. Det kan være en idé at smage på rørhatte og skørhatte undervejs, da nogle af dem ikke smager godt. Spyt altid ud igen, og medbring bolsjer eller lakrids til at tage den skarpe smag.

4. Kend din begrænsning, Bedøm aldrig en svamp ud fra et foto, men efter beskrivelsen. Og alliér dig med en person, der har forstand på svampe. Selv med en god bog kan det være svært at kende dem fra hinanden.

5. Få dig nogle faste ruter. Der hvor du finder svampe i år, er der god chance næste år, for myceliet, det trådformede cellenetværk, der udgør svampens underjordiske del, er der endnu.

 

Engang skabte Vakse Viggo, Splint og Lucky Luke begejstrede børn og bundlinjer. Så kom computerspil og internet og lukkede festen. I dag er tegneserien tilbage. Med betegnelsen graphic novel er den rykket ud af børneværelserne og ned i voksenlænestolene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenIllustration :PR, Marjane Satrapis, Halfdan Pisket, Hergé-Moulinsart, Nick Drnaso, Riad Sattouf, Anne Mette Kærulf Lorentzen

BØRN FØR INTERNETTET slugte tegneserier. På morgenbordet, ved aftensmaden og i sengen – Anders And, Tintin eller Fantomet var næsten altid med – lige indtil forældrene sagde, at nu var det nok.  

I dag handler forældrenes formaninger mest om iPad og smartphone. For tegneserier og deres talebobler er jo gudsjammerligt langsomme i forhold til YouTube, Fortnite og Snapchat, og langt færre børn læser dem. Tag for eksempel Anders And & Co., der toppede i 1972 med et oplagstal på 220.000 blade. I 2009 var det nede på godt 50.000 blade, og i dag offentliggøres oplagstallet ikke længere, fordi det er tåkrummende lavt. Men sådan var det ikke engang. 

”Tegneseriemarkedet voksede kolossalt i løbet af 70’erne. Først og fremmest trukket af de belgiske og franske albumserier som Lucky Luke, Asterix og Splint & Co. De første udgivelser kom lige omkring 1970, men da havde de allerede været i gang på originalsproget længe, så vi havde 20 års bagkatalog at samle op på og udgive,” siger Carsten Søndergaard, forlagschef hos tegneserieforlaget Cobolt, der overtog en række franske og belgiske klassikere som Tintin, Splint & Co. og Lucky Luke, da den svenske Bonnier-koncern i 2008 frasolgte Serieforlaget Carlsen. Forlagschefen har været med i den danske tegneseriebranche siden 1971, blandt andet som tidligere redaktør hos Interpresse og Carlsen. 

”I dag er et par tusind en succes. Men i storhedstiden var et oplag for de mest populære album måske 50.000-80.000. Det toppede i første halvdel af 80’erne. Så kom videokassetter, computerspil, TV 2 og satellit-tv og siden dvd’er og internettet. Samtidig løb vi også lidt tør. Mange af de gode ting var udgivet. Der var dog stadig enkelte store succeser, for eksempel Steen & Stoffer i slutningen af 80’erne. Hen mod årtusindskiftet så det sort ud, men så kom manga. ’Dragon Ball’ blev udgivet fra år 2000 og frem, og blev et kæmpe hit. Mangaerne inspirerede et nyt publikum til tegneserier og forberedte dem stilmæssigt på graphic novels,” siger Carsten Søndergaard og nævner Marjane Satrapis anmelderroste ’Persepolis’, der udkom i 2005, som eksempel på sidstnævnte. 

”Carlsen Graphic Novel’ skrev vi hen over ryggen på den, og samtidig lavede vi en kampagne for hele genren. Det syntes medierne var interessant. I dag er tegneserier igen populære hos boghandlerne. Branchen er mere spredt end nogensinde. Det kommer aldrig op på niveauet fra 80’erne, men det er en bredt accepteret kunstform, der nu får både kulturstøtte og tiltrækker stort publikum til messer. Ved sidste opgørelse, i 2017, satte den danmarksrekord med 251 nye udgivelser på et år.”

SELV OM børn måske ikke længere værdiger blade og album et blik, tager nogle af dem alligevel papir-revanche, mener Lasse Steenholt, administrerende direktør hos Cobolt:

”Mange tager på et senere tidspunkt tegneserier op, fordi de savner noget fordybelse.” 

Ikke alle er dog enige om at sidestille tegneserier med fordybelse. For eksempel gjorde talkshowvært og provokatør Bill Maher sig upopulær hos en del Marvel-fans, da han (omkring tegner Stan Lees død i efteråret 2018) erklærede, at en kultur, der fremhæver tegneserier og -film, er en “fucking dum kultur”. En ting havde han dog ret i: Tegneserier er en kultur, der bliver taget stadig mere alvorligt. 

GRAPHIC NOVEL

er det mest benyttede udtryk for tegnede fortællinger af en vis længde og seriøsitet. I modsætning til klassiske albumtegneserier, der fortsætter nummer efter nummer, er de ofte enkeltstående værker. Nogle mener, Gil Kanes ’Blackmark’ fra 1971 er den første. Andre nævner Will Eisner, kendt for noir-serien om Spirit, der i 1978 laver ’En kontrakt med Gud’, en slags tegnet novellesamling om fattige jøder i New York. Andre berømte eksempler er Art Spiegelmans Auschwitz-fortælling ’Maus’ og Alan Moores ’From Hell’ om Jack the Ripper.

På filmlærredet banker superhelte både skurke og penge ned i billetlugerne, og på universiteterne rundt om i verden forskes i alt fra feministisk tegneserieskrivning over web-baserede tegneserier til, hvordan man tegner arkitektur i tegneserier. På Kunsthal Charlottenborg har man udstillet tryk, tegninger, skitser og notater af den danske serieskaber Halfdan Pisket, og sidste efterår blev amerikanske Nick Drnaso som den første tegner nogensinde indstillet til den berømte litteraturpris Man Booker for sit værk ’Sabrina’, der handler om sorg, konspirationsteorier og en hverdagstragedie, der går viralt. Følelserne holdes indenfor i denne til tider ordknappe sag. På én gang letlæst og kompleks er den typisk for graphic novel-genrens gennemslagskraft, en kraft, der også mærkes herhjemme.

”Der er en stigende interesse i graphic novels, både hos publikum og hos boghandlerne, hvor genren ellers har gået for at være lidt svær at sælge. Publikum til den enkelte udgivelse kan være smalt, men samlet set taler genren til et meget bredt publikum,” siger direktør Lasse Steenholt og eksemplificerer forskelligartetheden med to udgivelser fra sidste år: den danske ’Skamlebben’ om en kanin, der går fra mand og børn, da hun springer ud som lesbisk, og ’Fremtidens araber’, en selvbiografisk fortælling om fransk-syriske Riad Sattoufs barndom i 80’ernes Mellemøsten. Lasse Steenholt vurderer, at graphic novel-genren tegner sig for 20 procent af Cobolts omsætning: 

”Og det kommer kun til at stige.”

Læs også vores interview med de to danske tegnere Halfdan Pisket og Peter Madsen.

Som den første dansker nogensinde vandt Halfdan Pisket tidligere på året en pris på Festival International de la Bande Dessinée i Frankrig – tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Den 33-årige kunstner giver her en hurtig stregtegning af sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Will Eisner, Halfdan Pisket

JEG HAR ALTID tegnet. Nærmest siden jeg kunne gå. Jeg syntes, det var svært at følge med i skolen, så der tegnede jeg endnu mere. I min fritid gik jeg på Billedskolen i Ryesgade i København. Min mor havde ikke så mange penge, og min far var dengang ikke rigtig inde i billedet, så jeg fik en friplads. Jeg blev introduceret til at tegne tegneserier, da jeg var syv år gammel. 

Da jeg var 17, blev jeg optaget på Kunstakademiet. Jeg lavede videoinstallation, perfor­­mance­kunst, collager, fotografi, alt, hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg var ekstremt interesseret i politisk kunst og lavede happenings og aktioner. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være en kunstner uden håndværk, og jeg begyndte at tegne mere intensivt, også tegneserier. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden flere år på SU, hvor jeg ikke behøvede at lave andet end at fokusere på min kunst.

Jeg udgav min debuttegneserie, ’Vold’, året inden jeg færdiggjorde Kunstakademiet. Jeg var kommet ind på akademiet som en af de yngste og havde en idé om, at alt, hvad jeg rørte ved, ville blive perfekt. Men salget gik helt galt, forlaget gik konkurs, og jeg købte de resterende 900 eksemplarer ud af et oplag på 1.000. Så begyndte jeg at lave selvudgivelser på mit eget forlag i 100 eksemplarer, som man kunne komme forbi og købe hjemme hos mig. Stille og roligt opbyggede jeg et publikum, og samtidig kunne jeg eksperimentere lidt mere, fordi det ikke skulle vurderes offentligt. Det var godt for mig at dygtiggøre mig på den måde i nogle år.

Jeg fik lyst til at skabe noget, der kom bredere ud. Jeg gav mig selv tre år til at lave en trilogi. Jeg tog et lån til den første bog. Hvis det ikke blev en succes, måtte jeg indse, at tegneserier kun var en hobby. I 2014 udgav jeg det første bind, ’Desertør’. Det var 100 sider langt og den største skala, jeg havde arbejdet i. Jeg syntes stadig, at jeg famlede efter virkemidlerne. 

I 2015 MODTOG jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Det gav arbejdsro. Jeg lavede trilogien sammen med min redaktør, forfatteren Hans Otto Jørgensen, der tidligere var rektor på Forfatterskolen, og som skrev teksten til ’Vold’. På et tidspunkt, mens jeg skrev på andet bind, ’Kakerlak’, afleverede jeg 50 sider til ham. Han fjernede de 40 – halvanden måneds arbejde ud ad vinduet. I dag er jeg glad for, at værket er så stramt. Jeg skylder ham ekstremt meget. Ofte er tegneserier et kældermedie, som folk sidder og laver isoleret. Med ’Dansker’-trilogien følte jeg, at det hele faldt på plads.

Det var vildt nok at være den første dansker nogensinde, der var indstillet til den pris, men da jeg så, hvad jeg var nomineret i og oppe imod, var jeg helt sikker på, at det ikke ville blive til noget. Jeg er vokset op med franske og belgiske tegneserier, og fransk er det sprog, jeg allerhelst har villet oversættes til. Frankrig er det store land inden for tegneserier. Hr. og fru Frankrig kommer valfartende fra hele landet for at se uddelingen af den pris. Det var en kæmpe ære at få den.

Før havde min franske forlægger problemer med at få mine bøger ud i butikkerne. Han slog på, at det var en alment europæisk gæstearbejderhistorie, men distributørerne følte, at historien var svær at sælge i Frankrig, fordi meget af den foregår i Danmark. Det er vendt på en tallerken nu.

DANSKER-TRILOGIEN

er udgivet i Danmark, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien og Mexico og består af bindene ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’. Den følger Halfdan Piskets fars vej fra desertør i den tyrkiske hær over gæstearbejder og hashhandler i Danmark frem til en form for integration i det danske samfund. Serien er skabt på baggrund af tegnerens egne minder samt samtaler med moren, søsteren og først og fremmest faren, der døde i februar 2019.
”Det var godt for os at bruge så meget tid sammen og lære hinanden godt at kende. Han var meget stolt af serien. Stolt over, at hans søn blev en succes, men også over, at hans historie havde en vigtighed,” siger Halfdan Pisket.

INGEN I DANMARK kan leve udelukkende af at lave tegneserier. Min indkomst er en pærevælling af arbejdslegater og ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lige lavet pladeomslag for en rapper og en animationsopgave for 3F. Jeg laver illustrationer, udstillinger, sælger billeder og underviser et par gange om året på Kunsthøjskolen i Holbæk og fast på Kaskelot-skolen, som jeg har været med til at starte. 

Jeg satte mine drømme meget højt, da jeg lavede trilogien. Jeg drømte om at vinde en form for pris, at gøre min far stolt, fordi det var hans historie, og at få den anmeldt uden at blive sablet ned. Nu er den oversat til flere sprog, den har vundet priser i flere lande, og den har ændret min fars selvopfattelse. Det overskred mine drømme så meget. 

Jeg vil gerne lave mange flere tegneserier. Det sørgeligste er en god forfatter, der kun laver en enkelt bog. Jeg arbejder på to nye tegneserier, men det er stadig så tidligt i forløbet, at jeg ikke har lyst til at tale for meget om dem. Jeg kan sige så meget som, at den ene er en superheltetegneserie. Den hygger jeg mig med, når jeg har tegnet min daglige side på den anden tegneserie, der skal være på 300-400 sider. 

Det tager 5-6 timer at lave en side. Jeg har en god selvdisciplin. Når jeg har lavet en side, krydser jeg en dag af i kalenderen, som jeg har hængende foran mig. Hvis jeg skipper en dag, skal jeg sidde og kigge på den dag resten af måneden. Jeg tror, jeg føler lidt skam over at arbejde med noget kreativt – som om det ikke er et rigtigt arbejde. 

 

Peter Madsen var ganske ung, da han begyndte at tegne serien, der satte den nordiske mytologi på nethinden af en hel generation. I år er det 40 år siden, at første bind af ’Valhalla’ udkom.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Peter Madsen

Hvorfra kom ideen til ’Valhalla’?

”Forlagsredaktøren Henning Kure fra Interpresse kom til mig med den i efteråret 1976, hvor jeg kun havde lavet nogle amatørting i små, selvudgivne blade. De fleste i tegneseriemiljøet kendte hinanden dengang. Interpresse ekspanderede voldsomt med albumserier som ’Splint & Co.’ og ’Lucky Luke’, men Henning var lidt træt af, at det udelukkende var udenlandske ting. Han havde lyst til at producere noget selv. Og hvorfor lave en dansk western? Vikingerne var mere nærliggende. Det blev besluttet at tage udgangspunkt i deres gudeverden i stedet for at lave en vikingetegneserie som sådan. Mytologien har nogle dramatiske og morsomme historier, der egner sig til at karikere og fortælle med den brede pensel, som passede mig godt. I 3. g lavede jeg skitser og fik ideer. Efter gymnasiet blev jeg ansat af forlaget et år på mindsteløn, hvor jeg skulle hjælpe til på tegnestuen og tegne det første album. ’Ulven er løs’ udkom i 1979. Den slog heldigvis virkelig godt an og blev både udgivet som album og som en ugentlig stribe i Billed-Bladet, på det tidspunkt Danmarks største ugeblad. Det gav eksponering og var med til at betale gildet.”

I dag kan man streame vikinge-fiktion og -dokumentarer, til man segner. Asatroen er en statsanerkendt religion. Hvordan opfattedes den nordiske åndeverden dengang?

”Jeg kendte gudemyterne hjemmefra, hvor min mor havde læst højt. I skolen var det socialrealismen, der var i højsædet: Bennys mor har et alkoholproblem, Benny er samspilsramt. Men i 70’erne anlagde hippiebevægelsen med et band som Bifrost en nyromantisk tilgang til det spirituelle. Vi blev en del af den bølge. Hvor meget vi har skabt den eller redet med på den, må være op til andre at afgøre.”

Du studerede medicin, men sprang fra, da det var gået godt med ’Valhalla’ i nogle år. Var der nogen, der syntes, det var et ufornuftigt valg?

”Min far var selv læge og syntes selvfølgelig, jeg skulle gøre det færdigt. Jeg syntes, medicin var sjovt, og ville gerne være læge. Men i 1984, hvor jeg havde været indskrevet i seks år og læst i fire, havde jeg involveret mig så meget i ’Valhalla’, at det blev indlysende, at jeg måtte vælge. Jeg var blevet far og var på det tidspunkt instruktør på ’Valhalla’-tegnefilmen, der havde 100 ansatte. Der blev jeg klar over, at studiet kun var en hobby, og at jeg havde leget mig ind i jobbet som tegneserietegner.”

PETER MADSEN

Født 1958.
Blandt andet kendt for albummet ’Menneskesønnen’ om Jesus liv, men først og fremmest for  ’Valhalla’-seriens 15 bind. De fleste album er også udkommet i stribeform i blandt andet Billed-Bladet, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Weekendavisen.

5. oktober åbner udstillingen ’Valhalla – Historien bag succesen’ på Storm P. Museet.

Du lavede 15 bind i ’Valhalla’-serien over 30 år, men der er ikke kommet flere, siden ’Vølvens syner’ udkom i 2009. Hvorfor?

”På det tidspunkt havde vi fået genfortalt alle de vigtigste fortællinger i den nordiske mytologi. Der er små hjørner rundt omkring, vi ikke har været i, men ikke nok til at bære et helt album. Det var selvfølgelig lidt vemodigt, men føltes rigtigt. Vi ville ikke koge suppe på det.”

Til oktober kommer spillefilmen ’Valhalla’, der er inspireret af din serie. Hvorfor tror du, der bliver ved at være appetit på den?

”Historier, der er overleveret gennem så mange år, har noget at sige til alle tider. De forskellige guders psykologi repræsenterer alle sider af mennesket. Stiller du dem op ved siden af hinanden, har du et helt menneske. Og jætterne er ikke nødvendigvis så onde, som man har villet gøre dem til. Der er også giftermål mellem guder og jætter. Jeg har dog ikke været med til at udvikle filmen, det er instruktøren Fenar Ahmads film. Han er af irakisk afstamning og fortalte mig, at han læste ’Valhalla’ som barn, og at den var en indgang til nordisk kultur og det land, han var kommet til. Så vidt jeg har forstået, kommer han til at lægge vinklen på, at menneskebørnene Tjalfe og Røskva er fremmede, da deres liv bliver omplantet til Asgård. På den måde lægger han et nyt lag til. Det er godt, han tager sig friheder. Ethvert nyt kunstværk skal leve på sine egne præmisser.”

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i september.
Tekst:RedaktionenFoto:Getty Images, DSB, Den Hirschsprungske Samling, Vojens Speedway Center

SMIL, SOM VAR DET 1989

Sjældent har europæerne været så håbefulde, som da Berlinmuren faldt. Med den kolde krigs optøning lod vi os gennemstrømme af troen på det frie individs demokratiske rettigheder og muligheder for at leve et komfortabelt liv. Og når Københavns historiefestival Golden Days i anledning af 30-året for Murens fald sætter fokus på alt, hvad der smager af 1989, får du lejlighed til at sætte tænderne i tidsånden. Skovshoved Hotel inviterer for eksempel på en treretters menu af rejecocktail, oksefilet med bagt kartoffel og pebersauce samt bananasplit. Der er mere tøbruds-hedonisme i Folkehuset Absalon, hvor du kan dyrke stram 80’er-fitness med trikot, gamacher og hårlak. Er du mere til åndelig føde, kan du høre om overgangstiden i Polen, der havde sit første frie valg i sommeren 1989, eller lytte med, når lektor i litteraturvidenskab Lilian Munk Rösing og direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh lægger Berlinmuren på briksen til en såkaldt posthum psykoanalyse.

Find tider og tilbud på goldendays.dk

GULDALDEREN BLIVER LÆNGERE

Normalt lader historikerne perioden for guldalderkunst begynde omkring 1810 og slutte omkring indførelsen af Danmarks grundlov i 1849. Men på Statens Museum for Kunsts aktuelle udstilling har man valgt at inkludere værker helt frem til 1864. Ifølge museumsinspektørerne udgør krigsnederlaget samme år nemlig et mere væsentligt brud med den undersøgende nationale fremskridtsånd, der prægede guldalderen. Desuden har udvidelsen givet plads til nogle flere malere end Eckersberg og hans nærmeste elever på udstillingen, der er den største af sin slags i Danmark til dato og er blevet til i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseum i Stockholm. Giver udstillingen blod på guldtanden, kan man i bogen ’Guldalderens billedverden’, der udkom tidligere på året, stifte bekendtskab med en række malere og malerier, der var populære i perioden, men som af smagsmæssige årsager ikke fik betegnelsen guldalder, da den i 1900-tallet opstod som kunsthistorisk etiket.

Se udstillingen frem til 8. december.

BOSSENS FØDSELSDAG

23. september fylder Bruce Springsteen 70 år. Den vellagrede rockhelt sendte i juni det strygerbårne studiealbum ’Western Stars’ på gaden til en blanding af hurraråb og hånlatter fra internationale anmeldere. Det er dog næppe denne plade, Steen Jørgensen, Kira Skov, Carl Emil Petersen og en række andre danske musikere kommer til at hente materiale fra, når de spiller to hyldestkoncerter for den amerikanske fødselar op til hans store dag. Lykønskningsarrangementet for Springsteen, der ikke selv turnerer i år, er døbt ’Born To Run’ efter hans tredje studiealbum fra 1975.

18. september på Train i Aarhus og 19. september i Amager Bio i København.

ARVESØLV

Skodsborg Station på Kystbanen danner fra september måned ramme om den internationale fotoudstilling ’World Heritage Journeys Europe’. Det er Unesco og National Geographic, der står bag udstillingen, der sætter fokus på 34 unikke verdensarvssteder rundt om i Europa – deriblandt Jægersborg Dyrehave og Hegn. 

Udstillingen kan ses på den gamle station frem til begyndelsen af november.

UDØDELIG KUNST

Fantasien om det evige liv har alle dage lokket menneskene, og disse år lægger Silicon Valleys IT-fyrster store summer i forskningsprojekter, der skal forhindre celler i at ældes eller på anden vis løse problemet med døden. En fyr, der har knækket koden, eller noget, der ligner, er turritopsis dohrnii. Den lever i Middelhavet og Det Japanske Hav og har en ganske særlig livscyklus. Den vender tilbage til et umodent stade for senere at blive gammel igen i en uafbrudt vekselvirkning, der har givet den tilnavnet ’den udødelige vandmand’. På billedet ser du en model af krabaten, som kunstneren Silas Inoue har udformet i sukker og silikone og nedsænket i fritureolie. Værket ’Future Friture’ er en del af udstillingen ‘Ung dansk kunst: Samfundsprognoser,’ der kan ses på Arken indtil 15. marts 2020.

SØNDERJYSK SPEED

I 1975 grundlagde Ole Olsen sammen med et par partnere Vojens Speedway Center. Speedwaykøreren, der på det tidspunkt var på toppen af sin karriere, indviede selv banen 21. september samme år foran 38.000 tilskuere. Angivelig skabte begivenheden trafikkaos på de sønderjyske veje, og 10.000 skal have kørt forgæves. Siden har banen lagt slagger til både danmarks- og verdensmesterskaber. De seneste fem år har støvet dog lagt sig, mens løb i den internationale grandprix-serie er blevet kørt andre steder. 

Men 7. september kommer grandprix-løbet igen til Vojens Speedway Center. ”Vojens er jo vores nationale speedwaycenter, så jeg er stolt af at kunne bringe grandprixet tilbage til Sønderjylland,” sagde Jacob Olsen – søn af Ole Olsen og selv tidligere speedwaykører og -landstræner – da han ved årsskiftet overtog forpagtningen fra sin far.

DET’ ÅLRIGHT

En fortælling om en gådefuld altædende fisk, der samtidig er en historie om forfatterens relation til sin far og deres fælles forkærlighed for ålefiskeri, er en af årets hotteste salgsvarer. Allerede inden ’Ålevangeliet’ blev udgivet i Sverige i august, meldte Bonnier om international budkrig og oversættelse til mere end 30 lande. Manden bag bogen, Patrik Svensson, besøger litteraturfestivalen Nord i Helsingør, hvor man desuden kan høre danske Christian Yde Frostholm tale om klimaet som tema i litteraturen og Merete Pryds Helle om sin nye romanfortolkning af Ibsens ’Hedda Gabler’. Desuden vil der være nordiske mesterskaber i poetry slam, Per Olov Enquists Pris bliver uddelt, og festivalen får besøg af nominerede til Nordisk Råds litteraturpris.

13.-14. september på Kulturværftet i Helsingør.

For første gang i tre årtier laves der atter vinylplader i Danmark. Det sker i Københavns Nordhavn, hvor tre glødende musikelskere står bag vinylpresseriet Nordsø Records. Ud & Se besøgte de tre pladesmede for at finde ud af, hvorfor den engang så døde lp har fået nyt liv.
Tekst:Andreas ThorsenFoto:Jan Søndergaard

FOR ENDEN af Københavns Nordhavn, helt derude, hvor der næsten ikke er mere Nordhavn tilbage, ligger en undselig industribygning. Den er firkantet, grå, den har bittesmå vinduer, og den ligger helt alene på en flad grund, hvor der bor nogle frøer og ikke så meget andet. Men i bygningen er der nyt liv. Herinde står de første vinylpressemaskiner i Danmark i 30 år og arbejder. 

Vinylpresserne, altså de to gule maskiner, der maser klumper af plastic så længe og så varmt, at klumperne bliver til rillede plader, blev købt i Tyskland i oktober 2016. Presserne kostede 54-årige Henrik Damm Krogh, hans kone, 55-årige Helle Bonnesen, og deres makker, 57-årige Michael Hjort (der herude og alle andre steder alene går under navnet No. 1), fire millioner kroner. 

Til gengæld regner de med at presse vinyler, til de dør. ”Og det gør vi jo ikke i morgen,” som de siger. 

De tre har givet deres vinylpresseri navnet Nordsø Records, hvilket giver mening, fordi vejen foran den grå industribygning hedder Nordsøvej, og så pragmatisk kan man jo også være. Stedet er et virvar af rør, der fører hydraulisk olie frem og tilbage, lyserøde, grønne, blå og sorte plader i to meter høje stakke, maskiner, der presser og skærer, sække med plastic i flere farver, og her lugter af smøreolie, men kun lidt. Der er også en scene, hvorpå der står et trommesæt og nogle Vox-forstærkere. I hjørnet hænger en diskokugle, og ved vinduerne står en dj-pult bygget af træpaller. ’Alan Freeman’s History of Pop Vol. 2’ ligger på en af pladespillerne. På en væg hænger en computerskærm med de næste kunder oplistet: Nephew, Peter Peter, Hush.

DE TRE STIFTERE af Nordsø Records og deres to ansatte, Thomas Schmidt-Mikkelsen og Andreas Fogh Krogh (der også er Henrik Damm Kroghs søn), holder morgenmøde, de gennemgår lister af ordrer, drikker kaffe og spiser croissanter.

”Den tager No. 1,” siger No. 1 om en af ordrerne.
Han har grå hættetrøje på, et grånende skæg og ikke vildt meget hår tilbage. Han står lidt uroligt og vipper på fødderne.

”Den tager No. 1 også,” siger No. 1 om en anden af ordrerne.

Michael Hjort, No. 1, der omtaler sig selv i tredje person, er overnørden, han elsker musik og plader på den helt hårde måde, han er den slags samler, der køber fire udgaver af de vigtige udgivelser, sådan at han har én at lytte til, én at bytte med og to i reserve.

”Jeg har været knotten over, at Henrik køber to eksemplarer af en plade, men egentlig er det jo langt værre med No. 1,” siger Helle Bonnesen senere, efter mødet.

Hun kommer fra et job i markedsføring hos Coca-Cola, og hendes mand er en slags direktør for Nordsø Records. Rollerne virker ikke så vigtige.

Dog er det No. 1, der sammen med Thomas Schmidt-Mikkelsen og Andreas Fogh Krogh opererer maskinerne, som kan presse omkring 1.000 plader om dagen, hvilket svarer til, at omkring 300 forskellige kunstnere om året kan få fremstillet vinylplader hos Nordsø Records. 

I de seneste årtier har der kun eksisteret få, store vinylpresserier i Europa, og især mindre kunstnere og pladeselskaber har haft svært ved at få presset deres plader. Det er det hul i markedet, Nordsø Records mener at kunne udfylde, et hul, der er blevet større på grund af vinylpladens store genkomst. Nu vil langt flere kunder have langt flere plader presset, og det har skabt kø hos de store presserier i for eksempel Tyskland og Frankrig. 

Omkring 2015 var en ventetid på omkring seks måneder helt almindelig, og små oplag, dem på måske kun 300 plader, var der nærmest ingen presserier, der gad lave. Det kunne ikke betale sig. Men det kan det for Nordsø Records. 

”Vi laver oplag ned til 100 plader,” siger Henrik Damm Krogh, der har gråt fuldskæg og en lille hestehale. 

”Vi plejer at sige, at vi er som et mikrobryggeri – bare for vinylplader.”

Han og Helle Bonnesen viser rundt, først udenfor, ude i blæsten (der er ingenting herude til at stoppe den, så det er pissekoldt), og over til en container, fra hvilken nogle rør fører over i hovedbygningen. 

I containeren står en dampmaskine, det er den, der producerer 180 grader varmt damp til vinylpresserne. I en container ved siden af står den maskine, der holder den hydrauliske olie kørende. Når en plade bliver presset, kan man høre olien blive skubbet gennem rørene, ind til pressen, det lyder hver gang som en fortættet susen. 

Udenfor, langs containeren, står omkring 50 juletræer, som Henrik Damm Krogh indkøbte til et julearrangement, som Nordsø Records holdt i december. Han havde håbet, der ville komme mange mennesker, som ville købe mange juletræer, men kun første del af håbet blev til noget. Sådan kan det gå.

VINYLENS TILBAGEKOMST

Mange troede, at vinylen ville forsvinde. At først cd’en og derefter den digitale streaming havde slået den ihjel, og det havde de næsten også, men i slutningen af 00’erne skete der noget. Vinylsalget begyndte at stige, og det har det gjort lige siden. Fra 2016 til 2017 steg salget i USA med ni procent til 14 millioner eksemplarer. Analyseselskabet Nielsen, der måler den slags, skrev i sin 2017-rapport om industrien, at vinylsalget var steget for 12. år i træk.

Vinylpladesalget udgør cirka 8,5 procent af det globale pladesalg og er fortsat en ret lille del af musikbranchen, som har en værdi på omkring 16 milliarder dollar årligt. Vinylpladen vil i de næste år derfor nok fortsat indtage rollen som et lidt anakronistisk supplement til Spotify og andre streamingtjenester. Men det går fremad.

NORDSØ RECORDS besluttede sig for ikke at kræve forudbetaling, i hvert fald ikke til at begynde med. Det gav dem fire ordrer i bogen, inden de gik i gang.

”Vi kan godt lide, at folk stoler på hinanden,” siger Henrik Damm Krogh og viser et lidt mindre rum, der ligger i forbindelse med selve fabriksgulvet.

Her er hjemligt, det føles ikke som et pladeselskab, der er tæpper på gulvene, dybe sofaer og lænestole og virkelig meget kunst. Guitarer på væggene, en stor pladesamling og flere pladeafspillere, højttalere og forstærkere. Det er kundernes lytterum.

Det er klart, at et foretagende som Nordsø Records skal tjene penge (planen er at begynde at gå i plus omkring til sommer, og der er allerede nu måneder, hvor det sker), men forholdet til kunderne synes særlig vigtigt for Henrik Damm Krogh, Helle Bonnesen og No. 1. 

Nordsø Records er først og fremmest et sted til den enkelte musiker, til undergrunden og til kunstlaget lige over, og der er en følelse af noget indie på spil. 

Det virker, som om de tre stiftere her har fundet en indgang til en branche, de altid har elsket. De tre går til mange, mange koncerter, siger de, eksempelvis på Mayhem (et af de lidt hårdere spillesteder i Københavns Nordvestkvarter), og de har alle tre vinylpladesamlinger. 

No. 1’s er den største med cirka 4.000 lp’er og godt 1.000 singler, den står i hans kælder, og man skal have en særlig invitation for at se den. Henrik Damm Krogh tager andenpladsen med omkring 1.500 plader og 100 singler.

”Jeg har også min egen samling,” siger Helle Bonnesen, ”og når jeg siger det på den måde, så er det, fordi vi har været gift i 15 år.” Hun ser over på Henrik Damm Krogh.

”Og der er to ting, vi ikke har blandet sammen. Den ene er vinylsamlingerne, og den anden er min værktøjskasse. Pladerne står snorlige adskilt derhjemme, og Henriks samling er betydelig større end min, men det vigtige ved dem er jo, at de fortæller noget om, hvem man er hver for sig. Der er minder i dem.”

”De står helt for sig selv, de 20 plader der,” siger Henrik Damm Krogh.

”Jeg har flere end 20!” svarer Helle Bonnesen (da hun nogle dage efter tæller efter, viser det sig, at hun har 76 plader og 36 singler).

Henrik Damm Krogh griner.

”Til gengæld er der nogle meget fine iblandt, og du er lidt misundelig, det ved jeg godt,” siger Helle Bonnesen.

EN PLADESAMLING som social eller identifikationsskabende markør giver mening, hvis det betyder noget, at man har lyttet til det, man har lyttet til. I samlingen ligger en fortælling, en personlig udviklingshistorie, og måske er det derfor, mener de tre stiftere, at vinylpladen i løbet af de seneste 10 år har oplevet et stort comeback. 

”Folk har opdaget, at det siger noget om et menneske, hvilken musik man lytter til og ejer. Man ejer jo musik, man samler på det. Man lytter ikke kun. Man har en samling,” siger Henrik Damm Krogh.

”Den er som fikspunkter gennem et liv,” siger No. 1, der nogle gange laver specialplader. Blandt andet har han en teknik, som hedder splatter, og som kort fortalt betyder, at man kombinerer forskellige farver vinyl i en enkelt plade. Ud over stamperen drysser No. 1 små stykker plastic i en anden farve end den, pladen skal have, inden han presser. Vinylpladen får pletter og streger i mere eller mindre psykedelisk-vanvittige mønstre. 

”Vi er nogle freaks, vi er ikke bange for at prøve nogle ting,” siger han på syngende københavnsk.

Engang, fortæller han, ville et band have bloddråber i deres plader, og No. 1 gav dem derfor en hobbykniv, så de kunne prikke hul på deres fingre.

”Men så turde eller kunne de sgu ikke,” siger han og fortæller, at da han alligevel var kommet til at save sig lidt i fingrene, brugte han sit eget blod.

HENRIK DAMM KROGH, Helle Bonnesen og No. 1 besluttede sig for at åbne et vinylpresseri, efter at førstnævnte sagde sit job op, og sidstnævnte mistede sit. Michael Hjort havde i 30 år arbejdet i et firma, der fremstillede automatik til vinduer. Henrik Damm Krogh, der er fra Herning, nåede blandt andet at undervise i iværksætteri, at være revisor og åbne og lukke (”med et brag”) en IT-virksomhed inden Nordsø Records.

Michael Hjort hedder No. 1, fordi han var artrock-bandet Dansk Flødes første fan og siden 2004 har lavet lyd og lys for dem.

Helle Bonnesen arbejdede hos Coca-Cola. Henrik Damm Krogh og No. 1 mødtes på Roskilde Festival i 2010, hvor de arbejdede i boder lige ved siden af hinanden, og i løbet af årene blev de venner. 

”Vi kunne lide mange af de samme ting,” siger Henrik Damm Krogh og ser på No. 1.

Først ville de lave det, de kalder et vinylvaskeri. Her skulle No. 1 reparere pladespillere og sådan, og der skulle også være kaffe, måske whisky, måske vin, nok øl. Det skulle være et sted, hvor de kunne arbejde med det, de kunne lide, hvor deres venner kunne komme på besøg. En drøm om at lave arbejde om til fritid.

Problemet var dog, at ingen af dem kunne se sig selv være afhængig af faste og ufravigelige åbningstider, især ikke No. 1, som absolut ikke har tid til at stå i café (eller vinylvaskeri) lørdag morgen, for ”det er jo primetime loppetid,” som han siger. På det tidspunkt er han ude og lede efter brugte plader. 

Derfor endte planerne i vinylpresseriet. Men det var snart sagt umuligt at finde maskinerne, for der var næsten ingen, der fremstillede dem.

I 2016 skrev det amerikanske musikmagasin Billboard, at det var helt slut med at producere vinylpressere, og at vinylens comeback derfor ville få svært ved at få fat. Men ligesom Henrik Damm Krogh, Helle Bonnesen og No. 1 havde luret et hul i markedet blandt de mindre pladeselskaber, opdagede andre nu, at der var et hul i markedet, hvad angik vinylpressere. Et tysk firma, Newbilt, solgte pludselig nogle maskiner til den amerikanske musiker Jack White, som har åbnet sit eget vinylpresseri. Nordsø slog til, og de første plader blev presset i oktober 2016.

HEMMELIGHEDEN BAG EN SKIVE

Først sender Nordsø Records musikken, som de får fra deres kunde, altså et band eller et pladeselskab, til et firma i Tyskland, som er specialister i at lave det, man kalder en master. En master er musikken skåret på to kobberbelagte metalplader. En til A-siden af vinylpladen og en til B-siden, som så sendes til et andet firma, denne gang i Holland, som er specialister i at lave det, man kalder stampers. Stamperne sendes til København, hvor de sættes i vinylpressen. Derefter tager man en pose plastic i den farve, kunden vil have vinylen i, og hælder den i en maskine, som varmer den op og smelter den sammen til en kage af plastic.

Kagen skal være ensfarvet, og mange smides ud. Men når der kommer en, der er god nok, sættes kagen mellem de to stampers i pressen, der lukkes. Dampen varmer plasticen op til 180 grader, og den hydrauliske presse har et tryk på 120 ton. Omkring 20 sekunder senere åbner pressen. Det overskydende plastic langs kanten på vinylpladen skæres fra. 24 timer senere, når pladen er akklimatiseret, er den færdig.

I LYTTERUMMET taler vi om, at Nordsø Records er et konkret billede på vinylens comeback. Der er momentum, alle dele af produktionskæden er ved at vende tilbage. Vi taler om det taktile ved vinylpladen, om stofligheden. Om at sidde med et værk, som skal høres som en helhed. No. 1 taler igen om sin pladesamling som fikspunkter i livet.

Er genkomsten så et billede på, at folk måske har behov for de her fikspunkter?

”Det tror jeg er den ene del af det. Den anden del er fordybelsen i at høre det fulde album. Den skal du ikke tage fejl af. Folk er vant til at shoppe rundt, til at klikke og hoppe rundt, vores musikforbrug er så fragmenteret. I det lys får det med at lytte, ikke bare i toget, men rigtigt, en værdi,” siger Henrik Damm Krogh. ”Man hører musik for at høre musik, ikke for at have noget til ­baggrunden.”

”Jeg kan nogle gange være 14 dage om at få lyttet en ny plade helt igennem. Indtil den er der. Der skal være ro, jeg skal være i den rigtige, dedikerede stund, og så tager jeg den fra ende til anden,” siger No. 1.

”Det er ikke noget, jeg konsumerer, det er nydelse, feinschmeckeri. Nysgerrigheden er blevet vakt igen, tror jeg.”

Siger det noget om vores tid? At der er en højere grad af behov for fordybelse, netop fordi vi klikker rundt?

”Jeg er helt enig,” svarer Helle Bonnesen. ”Det er relevant for den ældre del af befolkningen, som genopdager vinylpladerne, og det er måske opdragende for den yngre del, som opdager dem. Og så er der dem, der aldrig har forladt vinylen, men som har levet skjult.”

”Jeg tror, mange er blevet trætte af, at vi altid skal videre,” siger Henrik Damm Krogh. 

No. 1 supplerer: ”Vi har klikket rundt længe nok. Nu vil vi dedikere os.”

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se april 2018.

 

Når Sally B svinger næsen forbi Roskilde Airshow, vil publikum se kontinentets eneste flyvedygtige B-17-bombefly. Danske Ellinor Sallingboe har holdt veteranen fra anden verdenskrig i form og i luften i over 40 år, og hver gang Sally letter, er det ikke kun Europas dramatiske fortid, der vækkes til live, men også de to damers liv, der går op i en højere enhed.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Aviation PhotoCrew Belgium, Steve Carter

Ellinor Sallingboe, du voksede op i Svendborg, men har været væk hjemmefra, siden du som ung tog af sted for at arbejde som au pair i London og Paris. Hvornår begyndte du at drømme om fly?

”Jeg fik job som stewardesse og arbejdede blandt andet i Etiopien og Kenya i 70’erne. Jeg blev fascineret at piloternes arbejde, og i Nairobi boede jeg tæt på flyvepladsen, hvor jeg ikke bare kunne se ruteflyene, men også de mindre maskiner. Jeg drømte om selv at lære at flyve sådan en. Ind imellem mine job boede jeg i London, og her blev jeg kæreste med en forretningsmand, Ted White, der havde de samme drømme. Sammen fik vi pilotcertifikat og licens til at flyve kommercielt, og Ted lavede en forretning ud af at levere fly mellem sælgere og købere, det man kalder ferry flying.”

Og hvordan gik det til, at du fik et bombefly opkaldt efter dig?

 ”En dag i 1975 ringede Ted til mig og sagde, at han havde noget, jeg skulle se, Det var et B-17 Flying Fortress, et bombefly, som egentlig skulle videre til en ny ejer i USA, men han fik i samarbejde med Imperial War Museum sørget for, at det kunne blive i England. På flyets snude havde han fået malet navnet Sally B, et kælenavn for Sallingboe. Jeg sagde: ”Du har vist stavet forkert, det skulle have været Salli med i,” men det var jo utrolig sødt af ham. Vi var begge fascinerede af flyets historie og nostalgi og sørgede med det samme for, at det kom med i de mange årlige opvisningsflyvninger, der afholdes for flyentusiaster og historieinteresserede. Men opvisningerne kunne ikke finansiere vedligeholdelsen alene, og i 1980 stiftede vi Sally B Supporters Club, som i dag har 8.000 medlemmer, og med hvis hjælp det er lykkedes os at holde Sally B flyvedygtigt lige siden. Om sommeren flyver flyet næsten ugentligt. Desværre har Ted ikke kunnet følge det. I 1982 styrtede han og en ven ned i en T-6 Harvard (et militært træningsfly, red.) under en flyvekonkurrence i Malta. De døde begge to. Jeg var knust af sorg, men fortsatte med at flyve Sally B til hans minde. Men også til minde om de 79.000 allierede piloter, der blev slået ihjel i den type fly under anden verdenskrig.” 

Ellinor Sallingboe, 72 år, med crew.

Det må kræve nogle hænder at holde sådan en antik maskine ved lige …

”Vi er kun tre fastansatte. Ud over mig, der står for ledelsen, er det chefmekanikeren og en medlemssekretær. Derudover består vores team af seks piloter og omkring 14 mekanikere. De arbejder frivilligt. Desuden er der omkring 50 mennesker, der arbejder frivilligt med merchandise-salg, sociale medier, PR og andre opgaver. Inklusive reservedele, brændstof og forsikringer koster det omkring 15.000 pund i timen at holde maskinen flyvende. Uden alle vores frivillige og dem, der støtter os økonomisk, ville det aldrig kunne lade sig gøre.”

Hvorfor bruger folk deres tid og penge på at holde et fly fra anden verdenskrig i luften?

”For piloterne og mekanikerne er det en mulighed for at arbejde med et levende stykke historie. Piloterne synes, det er vældig interessant at leve sig ind i, hvad piloterne under krigen har tænkt og følt, Blandt vores donorer er der mange almindelige mennesker, der synes, at det er vigtigt at bevare mindet om krigen, så unge i dag også kan se det med deres egne øjne. Så vi i en tid, hvor alting går meget hurtigt, ikke glemmer, at vi sidder her som frie mennesker, fordi en masse unge amerikanere satte sig ind i sådan en og satte livet på spil for vores skyld. Hvis ikke vi gav en masse mennesker mulighed for at se Sally B, ville flyet ende i USA, hvor rige mennesker betaler det hvide ud af øjnene for at flyve en tur, mens den bredere offentlighed ikke har glæde af det.”

Salli og Sally.

Og når Sally B kommer til Roskilde Airshow, er det så dig, der styrer hende?

”Jeg ville i princippet godt kunne, men jeg har ikke tilladelserne. For at flyve en firemotorers maskine skal man have tusindvis af timers erfaring i et lignende fly, og det har jeg ikke. Hvis der er plads til mig i kabinen – vi kan være seks i alt – er jeg med i flyet. Ellers tager jeg Ryanair.”

Og hvordan vil du beskrive oplevelsen af en flyvetur i en B-17’er?

”Det er ikke særlig behageligt. Det bumper, når vi flyver, og motorerne sender oliedampe ud. Det kan være ret irriterende, særligt når vi starter dem. Hvis det er slemt, har vi masker på. Men samtidig er det en meget nostalgisk og smuk oplevelse. Hvis solen og skyggerne står rigtigt, kan man se skyggen af flyets helt specielle form aftegnet på jorden.”

Der er ikke så mange kvinder i din branche. Hvordan har du oplevet det?

”Der er meget, en mand ikke må i dag. Han må ikke fløjte efter en kvinde eller røre hende på armen, uden at det opfattes som sexistisk. Det er ikke godt, synes jeg. Jeg har i mange, mange år været kvinde i en mandsverden. Og jeg har altid følt mig som en af dem og følt, at de respekterede mig. For et par år siden modtog jeg en pris fra British Air Display Association (opvisnings-flyforbundet, red.), hvor de understregede, at ingen anden kvinde havde gjort for veteranfly, hvad jeg har gjort. Det gjorde mig meget stolt.”

MIT LIV SOM SALLY B

Model: B-17G Flying Fortress.

Motorer: Fire.

Bygget 1944 i Californien til bombetogter over Europa, men på grund af det sene tidspunkt aldrig i aktion i krigen.

Har ifølge bombeflytraditionen pigenavn og pinup-dekoration.

Tjente efter sin militære karriere hos Frankrigs geografiske institut.

Har spillet med i flere film og tv-produktioner, blandt andet Hollywood-filmen ’Memphis Belle’.

Er til daglig udstillet på Imperial War Museum i Duxford i nærheden af Cambridge.

Holdes i luften af organisationen B-17 Preservation, som Ellinor Sallingboe er bestyrelsesformand for.

Roskilde Airshow afholdes i Roskilde Lufthavn 16.-18. august. Det nærmere program offentliggøres først lige op til airshowet. Du kan læse mere om Sally B på www.sallyb.org.uk

 

Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i august.
Tekst:RedaktionenFoto:Philippe Matsas

CIVILISATIONENS GRIMME FJÆS

Er du til grønt græs, tjæresort kulturpessimisme og en frisure, der skriger ’rend mig i den gode smag’? Så indfind dig ved det store telt på Louisiana Literature, når Michel Houellebecq tænder for mikrofonen på årets festival. Franskmanden, som nogle kalder profet og andre menneskefjendsk, er i år udkommet med ’Serotonin’. Bogen handler om Florent-Claude, en midaldrende ansat i landbrugsministeriet, der foragter såvel det søde liv i Paris som den lukningstruede traditionelle landbotilværelse. Embedsmanden dulmer livsleden med antidepressiver, og i bogens skildring af splittelsen mellem Frankrigs vindere og tabere klinger ekkoer af De gule vestes desperation. Ud over det franske hovednavn kigger flere litterære verdensstjerner forbi Humlebæk. Blandt andre Per Petterson, László Krasznahorkai og Sara Stridsberg. 

22.-25. august, find programmet på louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Foto: Glyptoteket

GRÆNSEVÆRDIER

Kunsthistorikere diskuterer, hvorvidt Pierre Bonnard hovedsagelig skal opfattes som impressionist, eller om han i højere grad var en del af modernismen. Den franske maler var aktiv og succesrig i slutningen af 1800-tallet, men fortsatte karrieren frem til sin død i 1947, hvilket også placerer ham ved siden af modernister som Matisse og Picasso, hvoraf den første skulle have sat stor pris på Bonnards billeder, mens den sidste kaldte dem et ”potpourri af ubeslutsomhed”. 

Hvor man end placerer ham, kan man for tiden gå ind på Glyptoteket og nyde hans farverigdom og overraskende perspektiver. Den første soloudstilling på dansk jord i 25 år viser mere end 100 Bonnard-værker. Tre af dem ledsages af nye lydkompositioner af lyddesigner Peter Albrechtsen og filminstruktør Sun Hee Engelstoft.

Frem til 22. september.

INTERRAIL-ROMAN

Det kører for interrail, men det gør det ikke for de to unge hovedpersoner i romanen af samme navn. Junuz, en trainsurfer med brændte broer, og Helena, der netop har fået knust sit hjerte, vil bare glemme fortiden og flygte fra det hele. De møder hinanden på et tog, og ungdomsromanens rute går forbi klassiske temaer som kærlighed, familie, identitet og ansvar, og samtidig gør den holdt ved fortidig og nutidig europæisk historie, blandt andet menneskehandel og krigen i Kosovo.

Mette Klint: ’Interrail’ udkom i juni på forlaget Vild Maskine. 

Foto: Marstal Søfartsmuseum

STORMFULDENDT TEATEROPLEVELSE

Fem år tog det Carsten Jensen at skrive bestselleren ’Vi, de druknede’ (over 500.000 bøger blev solgt) om liv og død blandt skipperfolk fra Marstal på Ærø. Angivelig har det taget belgiske Judith Vindevogel lige så lang tid at udvikle en iscenesættelse af romanen til sit belgiske musikteater Walpurgis. Men nu er den klar, og 6.-10. august kan man på HCC Bådeværft i Marstal se og høre 20 medvirkende – herunder otte lokale korsangere, fire hollandske musikere, en belgisk-irakisk danser, en albansk operasanger og en halvt kinesisk tegner med basguitar – opføre en forestilling, der er lige så multinational som livet på verdenshavene.

Læs mere på metropolis.dk/vi-de-druknede/

SMAGEN AF ENSOMHED

Madkunstner og kok Mette Martinussen  har ladet sig inspirere af klosterlivets rytme, gentagelse og afsondrethed til performance-middagene ’Gastronomi og fordybelse – arven fra munkene’ som kan indtages på Esrum Kloster & Møllegård 22.-24. august og er en del af Nordkystens Kunst Triennale, hvor 19 kunstnere præsenterer deres værker i landskaber, museer og kulturinstitutioner i Gribskov Kommune. 

Find billet på nkkt.dk

Den show-aktuelle komiker fortæller om sine personlige yndlingssteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

ALBERTSLUND

”Når jeg i de første par år efter, at jeg var flyttet fra Albertslund, kom tilbage for at optræde, kunne man mærke, at der var tryk på de forreste rækker i salen. Der sad de gamle rødder, der havde varmet op på Cafe Felix i centeret, og lukkede lort ud. Der er en særlig humor i Albertslund. Noget ærkekøbenhavnsk. Måden, man trækker ordene ud, når man siger noget så simpelt som ’Ja’ ku’ fa-an-me godt spise en fra-ansk hot-do-og’. Man taler med en vægt, der får hvad som helst til at lyde enormt vigtigt. Det er den særlige tone og jargon, jeg har sat på spidsen med figuren Jason fra ’Terkel i knibe’, og jeg taler også selv sådan, når jeg får et par bajere eller er sammen med de gamle drenge. Jeg kan næsten altid høre det, når nogen kommer fra Albertslund. De par gange, jeg har taget fejl, har folk vist sig at være fra Bagsværd eller Amager. 

Albertslund har en stor plads i mit hjerte, selv om jeg ikke længere er på fornavn med centerslagteren. Det har ikke været mit hood i mange år, og de fleste, jeg kendte, er flyttet derfra, men jeg har en enkelt klassekammerat fra folkeskolen, der stadig bor på Galgebakken. Ham besøger jeg af og til med mine børn. Så tager vi også en tur til Friluftsbadet Badesøen eller op på Herstedhøje og kigger ud over Vestegnen og ind over København. Albertslunds skyline er forandret, der er kommet flere høje huse nede ved centeret. Andre steder ligner sig selv, men på en falmet måde. ”

AARHUS

”Før jeg begyndte at tage til Jylland for at optræde, havde jeg aldrig været uden for Albertslund. Første gang, jeg var af sted, var, da jeg i 1991 røg i finalen i freestyle til DM i rap, der det år var flyttet til Aarhus fra København. Jeg kan huske, at Jazzy H ikke gad tage med derover, det var for langt væk. Det foregik på spillestedet Vestergade 58, og blandt andet battlede jeg mod en 13-årig Clemens i skovmandsskjorte. Jeg kom i mine MC Hammer-bukser, og mit hår sad som en frikadelle i panden, der var et råbekor, der buhede af mig, jeg var på udebane og til grin. Men jeg kan huske, at flere af modstanderne havde skrevet rim om mig. Det viste, at de betragtede mig som en værdig modstander. Per Vers vandt det hele, og jeg fulgtes med Humleridderne hjem i nattoget, hvor jeg fordøjede oplevelsen. Alle andre ville nok have taget et crew med, men jeg var lidt genert dengang. Jeg har i det hele taget aldrig haft et entourage, når jeg optræder. Jeg tager tit min mor med i dag. I de mellemliggende år har jeg været i Aarhus rigtig mange gange for at lave standup. Det er et dejligt sted at være turist. Geografisk er det hyggeligt, at det hele ligger så tæt, folk er søde, og det giver lige lidt ekstra flavor, at de taler jysk. Jeg elsker latinerkvarteret og åen og gågaden og har været på tonsemange barer i årenes løb. Jeg har haft mine traditioner. Engang skulle jeg altid på Jacob’s BarBQ i Vestergade og på Royal Casino. I dag er det nogle andre ture, jeg har typisk min familie med, og vi er ikke så sent ude om aftenen. Men jeg skal altid lige op i ARoS’ regnbue.”

NORDBY, FANØ

”Man er nede i gear, lige så snart man er kommet af færgen. Fanø er et sted, jeg først er begyndt at komme de senere år. Jeg tager derover nogle uger, når jeg skal udvikle et nyt show, og mit seneste show er også blevet til der. Der er et kulturhus, der hedder Realen, hvor jeg får lov at optræde en eller to gange om dagen. Jeg optræder ellers tit for et ret stort publikum, men her er der kun en lillebitte scene og plads til cirka 200 mennesker. Så kan man jamme lidt med folk, mærke, hvad der fungerer, og justere det, der ikke gør, til næste dag. Jeg tager ofte fat i noget lokalt i mine jokes. Dyrelivet. Tyskere, der går ud i vandet og farer vild. Eller det faktum, at de to ender af øen ikke holder så meget af hinanden. Jeg kombinerer arbejde og hygge og tager min familie med og bor i sommerhus. Så nyder vi klitterne og lyngen og kaninerne, og ser man en sæl, eller besøger vi en bunker, så er det lidt ekstra forkælelse.”

KORTET RUNDT

Komiker Anders Matthesen, 43 år, er aktuel med ’ANDEN bringer ud’, der blandt andet spiller syv gange i Falkoner Salen i København i august. Standup-turneen fortsætter hen over efteråret og kommer i løbet af året ud til i alt 35 danske byer.