Indlæg

Inden Karen Blixen blev litterær verdensstjerne, havde hun sin egen kaffeplantage. Det ved alle, der har læst ’Den afrikanske farm’ eller set ’Mit Afrika’. Men havde hun nu også det? Og kender fanskaren deres Blixen til bunds? Tom Buk-Swienty har brugt de seneste år på at vende hvert et blad i det mørnede Afrika-album for at skrive biografien ’Løvinden’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Det Kongelige Bibliotek, privateje. Affotografering Morten Juhl, farvelægning Mads Madsen/Colorized History

EN FORMIDDAG på et designbureau i København diskuterer Tom Buk-Swienty og hans grafiske tilrettelægger det foto, de har valgt ikke at bruge til forsiden på hans nye bog. 

”Jeg er stadig lidt i tvivl. Det er et dejligt billede. Det viser det Afrika, der beskrives i bogen,” siger grafikeren.

”Ja. Men det er lidt for politisk ukorrekt til det engelske og amerikanske eksportmarked,” svarer forfatteren.

På billedet står Karen Blixen med fletninger, riffel og fodlang frakke ved siden af en udtryksløs sort bærer, der fremviser en stendød marabustork. Det er taget i 1914, samme år hun ankommer til Kenya for at blive gift med svenske Bror Blixen og tage hul på deres fælles liv som adelen på kaffeplantagen. Desværre pådrager hun sig hurtigt en slem malaria og som reaktion herpå en depression. Men nu er hun frisk igen, lægen har ordineret frisk luft og safari, og, bum, baronessen har fået ram på en langbenet tropefugl. Så hun storsmiler til kameraet.

”Det er et godt billede af Karen,” siger Tom Buk-Swienty, der har besluttet, at selv om døde dyr og indfødte tjenestefolk måske nok er for provokerende til forsiden, så skal billedet have en prominent placering inde i ’Løvinden’, hans nye biografiske fortælling om Karen Blixens 17 år lange ophold i Kenya, der dengang hed Britisk Østafrika. Og det er ikke kun, fordi han har lyst til at drille de kolonialt sensitive, men også, fordi smilet på hendes læber er et omdrejningspunkt i den historie, han gerne vil fortælle:

”Det er et af højdepunkterne i hendes liv. Hun er virkelig lykkelig.”

Karen Blixen bag rattet i hendes og Bror Blixens nyerhvervede bil under en rejse til den sydafrikanske kystby Durban, 1916.

AT LYKKEN IKKE varer ved for Karen Blixen, der bliver smittet med syfilis, oplever ægteskabet med Bror Blixen smuldre, mister elskeren Denys Finch Hatton i et flystyrt og til sidst må opgive farmen, ved alle, der interesserer sig for den danske forfatterinde. Ikke mindst, fordi hun selv har skrevet om meget af det i sit erindringsværk ’Den afrikanske farm’. 

Hvad færre ved, er, at der mellem ulykkerne modnes en beslutsom og dygtig forretningskvinde, der holder fast i sine forpligtelser på plantagen, mens mange af hendes med-koloniherrer har travlt med hor og storvildtjagter på det vilde kontinent. 

”Efterhånden tager hun i stadig højere grad ansvaret på sig som direktør for kaffekompagniet. Hun arbejder benhårdt, er med til at vælge, hvilke traktorer de skal bruge, er ude i marken. En allestedsnærværende kvinde, der lægger sig i selen for, at alle, der arbejder på farmen, skal have det optimalt. Hun har et kæmpe talent,” siger Tom Buk-Swienty.

Den praktisk begavede slidertype passede ikke med forfatterens selvbillede som højaristokratisk tragedienne. Men karaktertrækket er blevet en vigtig pointe i ’Løvinden’, der i det hele taget er sin egen fortælling.

”’Den afrikanske farm’ er langt hen ad vejen autofiktion. Bare læs første linje: ’Jeg havde en farm i Afrika.’ Det havde hun faktisk aldrig. Men det har taget mig lang tid at udrede, hvad der er opdigtet, og hvad der er virkelighed. Nu glæder jeg mig til at få pillet lidt ved billedet af hende.”

TREDJE BØLGE?

Karen Blixen (født 1885) skrev et par historier, da hun var i tyverne, men man regner ’Syv fantastiske fortællinger’, der udkom i 1934, for den egentlige debut. I 1937 udkom ’Den afrikanske farm’. Begge bøger blev book of the month i den vigtige amerikanske bogklub af samme navn. Fem Karen Blixen-romaner blev igennem karrieren book of the month, hvad ingen anden forfatter har opnået. Da Sydney Pollack i 1985 havde premiere på ’Mit Afrika’ med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som Denys Finch Hatton, satte filmen nyt skub i forfatterskabet. Nu er stjernen igen ved at blive lidt støvet. ”Men det ændrer sig forhåbentlig med den her bog. I forlæggerkredse er hun stadig meget kendt, og i Spanien og Tyskland er hun stadig fremtrædende, så vi håber helt klart, vi kan få hende ud over rampen på de markeder og i England og USA,” siger Tom Buk-Swienty, der har solgt rettighederne til ’Løvinden’ til Nordisk Film, der arbejder på en international film og tv-serie.

PÅ EN VIS MÅDE begyndte Tom Buk-Swientys arbejde med Blixen-biografien allerede, da han for mere end 10 år siden skrev ’Slagtebænk Dybbøl’. Under researchen til bogen om krigsnederlaget til Prøjsen og Østrig stødte han på Wilhelm Dinesen, der var med i ottende brigade og overlevede de fleste af sine kampfæller under slaget ved Dybbøl 18. april 1864. 

Dinesen beskrev senere dramaet i en erindringsbog med en litterær flair, der imponerede Tom Buk-Swienty, som ikke på forhånd vidste, at skribenten var Karen Blixens far. Da han blev opmærksom på slægtskabet, blev han kun mere nysgerrig, og han foreslog sin forlagsredaktør at skrive en bog om ’Kaptajn Dinesen’, der også deltog i den fransk-tyske krig i 1870-71 og en overgang levede blandt indianere i Wisconsin.

”’Jeg forestiller mig en lille bog, en 200-siders sag,’ sagde jeg. Men da jeg først kom i gang og så, hvor meget der lå af kildemateriale, åbnede det en kolossal verden. Biografien endte med at blive 1.000 sider. Og hurtigt vidste jeg, at der var et helt familieportræt her,” siger Tom Buk-Swienty, der fulgte to bind om Wilhelm Dinesen op med en bog om sønnen Thomas og hans tætte forhold til søsteren Karen. 

For fire år siden var tiden kommet til at gå i krig med den berømte datter, en opgave, der var meget mere kompliceret. For hendes historie var han ikke alene med. Her var Tom Buk-Swienty nødt til at sammenholde Karen Blixens breve – omtrent 4.500 manuskriptsider udgør korrespondancen med broren og moren alene – dels med hendes egne bøger og dels med al sekundærlitteraturen for at finde så troværdig en version af koryfæet som muligt. 

”Det har været lidt af et minefelt,” siger Tom Buk-Swienty, der også længe var gået uden om Karen Blixen, fordi han egentlig ikke var så vild med hendes persona.

”Da jeg gik i gang, havde jeg ikke hele den næsegruse beundring, men mere et billede af en rosinindtørret, krukket, snobbet baronesse. Og jeg har været ved at opgive bogen undervejs, fordi hun kan være så overforkælet, urimelig og hysterisk, at jeg næsten ikke kunne fordrage hende.”

Som eksempel nævner Tom Buk-Swienty en ferie i Paris, hvor Karen Blixen med et fingerknips bruger, hvad der svarer til 200.000 kroner i dag, på nyt tøj, men stadigvæk savner ordentligt overtøj, fordi det er en kold marts det år. Så hun får sin mor i Danmark til at gå på jagt efter en særlig pels og sende den ned til hende. 

”Hun koster rundt med folk og bliver vred, hvis de ikke sender hende penge. ’Fattigdom passer ikke til min natur,’ skriver hun på et tidspunkt til sin bror. Og samtidig vokser der en fantastisk stærk, begavet, fremadskuende, progressiv og sjov kvinde frem af brevene, som man alligevel overgiver sig til. Og en person med et vidunderligt forhold til afrikanerne, som hun betragter som ligemænd på en helt anden måde end de engelske bosættere, som er hårde og nedladende.”

De tidlige koloniherrer havde respekt for det mystiske afrikanske kontinent, og den dobbelte filthat kom på mode, fordi man mente, at solen kunne underminere hvide menneskers konstitution og gøre dem direkte sindssyge. Billedet er fra 1914 og ender på forsiden af ’Løvinden’.

MANGE EUROPÆERE tog til det koloniale Afrika på jagt efter lykken, for eksempel igennem kaffedyrkning eller safarier. Mange drømme blev slået ned igen af tørke, græshopper, malaria og lignende hårde realiteter. Andre længsler igen fik frit spil. Karen Blixen omgikkes medlemmer af det, der blev kaldt The Happy Valley-kliken, en gruppe britiske aristokrater, der levede et udsvævende liv med stoffer og partnerbytte i Wanjohi-dalen vest for Nairobi, og som gav anledning til en talemåde hjemme i England: ”Are you married or do you live in Kenya?”

Karen Blixen smed også, om end på et mindre ekstremt niveau, tøjet og hæmningerne med sin årelange kærlighedsaffære med den engelske adelige storvildtjæger Denys Finch Hatton.

”Det havde været helt umuligt i Danmark for hende, der var rundet af det høje borgerskab, at have et forhold til en mand uden at være gift med ham. På nogle måder var hendes liv i Afrika lettere og friere. Her kunne hun trække vejret og leve på sine egne betingelser.”

Karen Blixen har stadig et pænt ry blandt enkelte kenyanere. Det har Tom Buk-Swienty erfaret, da han drog i den nygifte baronesses fodspor for at opleve, hvordan det må have været at ankomme med damperen til den fugtighede havneby Mombasa for derefter at rejse 18 timer med tog til en farm på størrelse med Albertslund Kommune i det tørrere og mildere højlandsklima i Ngong Hills, der i dag er forstad til millionbyen Nairobi.

Under researchopholdet kunne han iagttage grusvejenes røde farve, savannens overdådige dyreliv og lokalbefolkningens venlige sindelag. Og selv om den almindelige kenyaner ikke aner, hvem hun er, mødte han undervejs enkelte efterkommere til folk, der havde arbejdet for Karen Blixen i levende live.

”’The good one’, kalder de hende. Og det er vel svært at få en større cadeau i et land, der forståeligt nok har travlt med at glemme sin kolonifortid,” siger Tom Buk-Swienty, der under det flere måneder lange ophold, hvor han bosatte sig på en farm i det centrale Kenya, havde held til at finde en pæn portion ikke hidtil publicerede fotografier af Karen Blixen og hendes miljø. Blandt andet hos Elisabeth Gregory, datter af farmens første bestyrer, svenske Åke Bursell, der i dag er 80 år og bor i Malindi, lidt nord for Mombasa.

”Hun havde fået mange historier fortalt og havde alle de her mørnede album liggende, som jeg har brugt mange billeder fra.”

Omtrent 2.000 private billeder har Tom Buk-Swienty bladret sig igennem foruden de cirka 3.000 billeder, han har kunnet studere på museer og i arkiver. Heraf har han udvalgt omkring 200 stykker, og det er et oplæg til, hvor i bogen de skal bringes, som han og den grafiske tilrettelægger er ved at gennemgå denne formiddag i København.

”Jeg tænker meget visuelt, når jeg skriver, så det er meget taknemmeligt, at Karen og Bror Blixen, virkelig har sørget for at tage og få taget mange billeder af sig selv i alle mulige situationer. Der er så mange, at jeg næsten har kunnet følge hele hendes livsbane,” siger Tom Buk Swienty.

 Som struktur og inspiration printede han de mest sigende billeder ud og arrangerede dem på en tidslinje på et par store tavler i sit kontor, inden han gav sig til at skrive. Resultatet er blevet en bog på over 700 sider:

”Folk siger, at tiden er til korte bøger, men Harry Potter er også lang. Jeg håber, at folk bliver fanget af den fantastiske historie, når de først er kommet ind i universet.”

Karen Blixen i Danmark, 1913.

UD OVER HENGEMTE fotoalbum har forfatteren haft adgang til en anden så at sige uberørt kilde. Som den første Blixen-biografiker har han nærlæst Afrika-årenes brevveksling mellem Karen Blixen og hendes morbror Aage Westenholz. Den blev udgivet sidste år af litteraturforskeren Benedikte Rostbøll, og det er her, ejerforholdet til farmen bliver helt klart. Forretningsmanden Westenholz var nemlig hovedaktionær i firmaet Karen Coffee Company, der ejede kaffeplantagen, hvilket vil sige, at Karen Blixen tager munden lidt vel fuld i sin berømte åbningslinje i ’Den afrikanske farm,’ hvor hun kalder farmen sin, mens hun ret beset kun var dens direktør. 

”I bogen beskriver hun sig selv som den her feudalherskerinde. Men der har altid været et kæmpe missing link i den historie. I virkeligheden havde hendes onkel enorm betydning i forhold til at muliggøre det afrikanske eventyr. Vi kan beregne os frem til, at han og de øvrige aktionærer poster noget i retning af 100 millioner nutidige kroner i den farm. Da hun brokker sig over, at der ikke bliver postet endnu flere penge i foretagendet, skriver han med nogen bitterhed til hende, at han ’på nuværende tidspunkt har investeret, hvad der svarer til et af mine børns arv’. Det bliver hun enormt sur over,” siger Tom Buk-Swienty.

Da Karen Blixen efter sin hjemkost til Danmark er brudt igennem som forfatter med ’Syv fantastiske fortællinger’ og går i gang med sit andet store litterære værk, ’Den afrikanske farm,’ beder hun sin onkels enke om at få deres brevveksling. Men hun nægter at frigive brevene på opfordring af Karen Blixens moster Bess, og først med tobindsudgivelsen sidste år fik offentligheden adgang til dem. Ifølge Tom Buk-Swienty holdt moster Bess blandt andet sin afdøde brors breve tæt til kroppen for at beskytte sin niece.

”Brevene skulle i ’glemmebogen’, mente mosteren. Dels følte hun, at niecen ikke havde påskønnet onklens hjælp. Dels mente hun ikke, at det ville være klædeligt for Karen Blixen, at brevene kom ud, fordi hun i en del af dem er temmelig urimelig.”

Karen Blixens onkel er overhovedet ikke nævnt i ’Den afrikanske farm’. Måske som en hævnakt. Måske af litterære årsager – fordi hans kolde kontanter ikke passede ind i hendes romantiske Afrika-konstruktion. 

’LØVINDEN’ 

er historiker, journalist og forfatter Tom Buk-Swientys 12. udgivelse.

I bøgerne levendegøres historiske fakta med fortællegreb fra fiktionen. Blandt flere andre priser har han vundet Årets historiske bog for ’Slagtebænk Dybbøl’ og Weekend-avisens Litteraturpris for ’Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller’.

I VIRKELIGHEDEN holder Karen Blixen og hendes lederevner liv i farmen og dens op mod 1.000 ansatte forbavsende længe. Det er ydre faktorer som kulde og tørke, der i det lange løb gør den til en dårlig forretning. Beslutningen om at lukke farmen bliver truffet i Danmark, hvor kaffeselskabets bestyrelse mente, at den ikke stod til at redde. 

Efter at have lagt sit livs kærlighed, Denys Finch Hatton, i graven, forsøger Karen Blixen at tage sit eget liv og slutte sig til ham, men overlever. 

31. juli 1931 forlader hun det afrikanske kontinent for altid, da hun stiger om bord på en oceandamper, som sætter hende af i Napoli, syg, afkræftet og ruineret. Alligevel lader Tom Buk-Swienty baronessen slutte biografien med et smil på læben. 

Ligger der en sidste bog i sagaen om familien Dinesen og venter?

”Tanken har selvfølgelig strejfet mig. Hun er jo ikke uinteressant som randfigur i 50’ernes litterære miljø, hvor hun laver numre med de unge digtere, og da hun bliver en stjerne og kommer verden rundt. Men jeg har ikke noget på bedding. For det er en mere stillestående historie, mens jeg godt kan lide det store ydre eventyr. Og det slutter lige der, da jeg sætter hende af båden.”

’Løvinden’ udkommer på Gyldendal 29. august.

 

Nyd en podcast, mens du laver mad, klipper hæk eller slikker sol. Podcast-duoen Fries Before Guys anbefaler 10 stærke om liv, død, kærlighed, sex – og ingenting.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

1. ‘DET PERFEKTE OFFER 2’

Sagen om en kvinde, der går til en psykolog, som ender med at udnytte hende seksuelt, bliver kulegravet journalistisk, så man kommer helt tæt på hovedpersonen og hendes fortælling, mens man ledes frem til det endelige opgør i retten. Barsk, rørende og tankevækkende.

2. ‘TÅREKANALEN’

Rikke Collin er god og empatisk, når hun interviewer sine gæster om kunst, der får dem til at græde. Man kommer godt rundt, for eksempel omkring filmen ’Arrival’ og David Bowie som sådan. Gennem klip får man fornemmelse for stemningen i værket. En lille grådventil til lytteren.

3. ‘MANUS MANEGE’

Det er tankevækkende, når Manu Sareen snakker med eksperter og privatpersoner om emner, der optager ham, såsom børnenes skærmpolitik, at vokse op med alkoholikerforældre, hvorfor det er svært at vise sig nøgen i et omklædningsrum, og hvordan man får et parforhold til at vare for evigt.

4. ‘A SEAT AT THE TABLE’

Ingrid Magnifique Baraka, Stephanie Asi Brix og Naima Yasin er tre dejlige damer med afrikanske rødder, som taler om at vokse op i et primært hvidt Danmark. Det handler om forældres flugttraumer, om hyggeracisme og om alment relaterbare emner som stress og angst. Man er i godt selskab, og heldigvis er værterne tit uenige i denne podcast, der vandt for bedste koncept, da Podcastprisen i år blev uddelt for første gang.

5. ‘PROGRAMMET OM INGENTING’

Oliver Enné, Tobias Enné og ­Tobias Kippenberger taler med deres kendte venner om det, de nu har på hjerte. Det er for eksempel Frederik Cilius, Esben Bjerre og Karl William, og gæsterne får lov at sætte tonen. I et mindeværdigt program taler Kesi om at få stjålet en cykel og om overdrevent Uber-forbrug, mens Noah Carter bliver mere og mere skæv.

6. ‘S-TOWN’

En journalist får gentagne mails fra en mand i Alabama, der påstår, at en anden mand er sluppet af sted med mord i en by, han kalder Shit-town. Til sidst tager journalisten af sted for at undersøge det. Og så udvikler det sig. Én dør, men det er ikke, som man tror. Måske verdens bedste podcast. Unik, gribende, velfortalt og godt produceret af folkene fra This American Life, måske bedst kendt for ’Serial’.

7. ‘INGEN ELSKER LONE FRANK’

Weekendavisen-journalisten går helt tæt på sit eget liv, da hun oven på sin mands død giver sig til at undersøge, hvorfor hun har så få nære relationer i sit liv, og hvorfor det er vigtigt for os at have venner. Den siger mange smukke ting om, hvad det vil sige at være menneske, men er ellers ret usentimental. Den ender ikke vildt godt.

8. ‘MIN ENERGI ER ET ANDET STED’

Historien om Anne, der bliver forladt af Nicolas fem måneder efter, at de har fået datteren Barbara, fordi han er blevet forelsket i en anden, er fortalt fra begge sider. Det giver forståelse for, at det ikke bare er hårdt for moren, der kan se den nye kæreste valse forbi med hendes barn i babysele på Nørrebrogade, men også for den, der forlader.

9. ‘HELT ÆRLIGT, MOR’

Alle siger, at det er så dejligt at få børn, så det er befriende at høre Sisse Sejr-Nørgaard interviewe kvinder om, hvordan kroppen forandrer sig, når man bliver gravid, hvor vanskeligt det kan være at have tvillinger og om alt muligt andet besværligt ved moderskabet.

10. ‘VILD MED SVANS’

Mænd, der snakker om følelser, kan vi ikke få nok af. Aleksander Demsitz og Josias Juliussen snakker om skam, om at springe ud, om at være lige så forvirrede som os andre – og rigtig meget om sex. Det er herligt at høre nogen tale lige så afslappet om homosex, som vi taler om heterosex. Det kan forhåbentlig smelte skammen.

Den 63-årige sanger fra Frederikshavn hader egentlig at skrive sange, men har skabt sig en lang karriere ved at stå stædigt fast. Her fortæller ALLAN OLSEN om at være ung midt i 70’ernes kommunistforelskelse, om kunsten at spille for 20 mennesker og om at miste sin bror til narko.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jens Nørgaard Larsen

MIN STOREBROR og hans slæng var nogle fliphoveder. Hvordan fanden det så gik fra, at de røg pot og hash til, at de stak sig i armen, er et godt spørgsmål. En eller anden kom og gav dem noget farligere, han må være kommet udenbys fra. I dag er de næsten døde alle sammen. De kom for tæt på solen i deres søgen efter det østerlandske. Min storebror mente, at vi havde et afhængighedsgen i vores familie. Hvis du tager 50 unge mennesker og stikker en nål med heroin i armen på dem, vil de 49 ikke gøre det igen. Nummer 50 bliver hooked med det samme. Og det var min storebror.

JEG KOM TIL Aarhus midt i 70’erne. Jeg havde min pose med rene strømper og to lommetørklæder og min Martin D28S-guitar med. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle hen. Den første aften spiste jeg gratis i Huset, hvor jeg mødte nogle venner hjemmefra. En af dem foreslog mig at læse dansk. ”Enhver idiot kan komme ind, og det vrimler med kællinger,” sagde han.  

JEG VAR en kyst (skræmt, red.) ung mand, da jeg kom til Aarhus. Jeg søgte et tilhørsforhold til byen, så jeg kunne bygge en identitet op. Men jeg følte mig enormt alene og havde ikke rigtig venner. Og det var medvirkende til, at jeg kom til at skrive sange. 

FØRE DISKUSSIONER kunne jeg ikke, jeg havde ikke ordforrådet til det, men jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at den anti-amerikanske stemning dengang på universitetet ikke holdt. ”Det drejer sig om at emancipere proletariatet, fatter du dét, Allan?” Da jeg hørte en pige sige den sætning på danskstudiet, forstod jeg den simpelthen ikke. Jeg troede, at pigen talte om en slags marcipan. 

Aarhus, 1978. Foto: Lotte Dyhrberg

EN AFTEN sad vi nogle stykker omkring et bord på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Jeg havde min guitar med, og jeg gav mig til at spille Tom Paxtons ’The Last Thing on My Mind’. En velskrevet og fin sang, jeg havde optrådt med på værtshuse. Bagefter tog en pige fra en af de andre opgange ordet. Hun var et par år ældre end mig og pæn. Hun sagde: ”Sig mig, hva’ mener du, vi skal med det shit? Hvad kan vi, der sidder her, bruge det til, mand?” Jeg forsvarede mig med, at den handlede om at blive forladt af den, man elsker, og det kunne vel være okay i en sang. Men nej. ”Har du slet ikke fattet alvoren i samfundet? Folk er undertrykte, og så sidder du der og synger det USA’ske imperialistiske shit!” Stemningen blev aldrig helt god.

DET VAR en mærkelig tid. Ungdommen i de store byer var inspireret af Østeuropa, og det gav nogle dybt reaktionære omgangsformer. Du kunne ikke sætte et ben forkert uden at få det savet over. Det er en utrolig periode i danmarkshistorien, en kritikløs forelskelse i statsapparatet og noget kommunistisk. Man talte også meget om at udradere kønnene, ligesom man gør i dag. Mændene forsøgte at feminisere sig, og kvinderne forsøgte at maskulinisere sig. I bakspejlet ser den tid komisk ud. 

FØRSTE GANG, jeg skulle spille sangen ’Mergelgraven’ live, var i den lille by Bedsted. Jeg skulle med tog til Struer, skifte i Thisted og videre med bus derfra. Der var ikke noget lydanlæg på værtshuset, men krofatter mente nu heller ikke, at vi skulle regne med det store rykind. Når diskoteket i den anden ende af værtshuset begyndte, kunne vi nok alligevel ikke hamle op med deres spektakel. Da jeg entrede krostuen til showtime klokken 22 efter at have spist to skiver franskbrød med rullepølse, sad der tre mænd iført blåt arbejdstøj ved et bord tæt på baren. De gjorde deres rygge brede og sænkede panderne mod ølglassene foran sig. Efter jeg havde sunget De gyldne løvers ’Jeg er ikke som de andre’ og havde sagt ’skål’, fulgte total tavshed. Jeg gik i gang med min nye sang ’Mergelgraven’. Efter første linje kom krofatter op og stoppede mig. ”A er æ’ te’freds mæ’ dæ,” sagde han og spurgte de tre andre i lokalet: ”Er I te’freds?” ”Nææææj,” lød det. Jeg fik mine penge, og dagen efter tilbragte jeg på missionshotellet i byen, indtil næste forbindelse til Thisted afgik. Jeg turde ikke vise mig i byen. Heldigvis fik ’Mergelgraven’ andre chancer. 

Frost Festival 2016, København, solokoncert på Arbejdermuseet. Foto: Malthe Ivarsson

DA JEG ENDELIG havde alderen og evnen til at henvende mig for at få en pladekontrakt, havde det aldrig været mere taberagtigt at spille akustisk guitar og være sanger og sangskriver. Vi var lige kommet ud af en forfærdelig periode med den slags musik i 70’erne med virkelig mange dårlige sange. 

JEG VEJREDE MORGENLUFT, da Bruce Springsteen lavede sin akustiske ’Nebraska’-plade i 1982. Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg var, da jeg fik øje på den plade første gang. Jeg var i Gøteborg, og jeg købte pladen sammen med Randy Newmans ’Good Old Boys’. Jeg sad bagefter i køkkenet hos mine forældre og læste teksterne. What the fuck! Har Springsteen lavet en plade med sådan nogle sange? Uden E Street Band? Det var satans. Nu kunne jeg hoppe på bussen.

MIT MØDE med skattevæsenet var uvirkeligt. Ingen havde nogensinde talt skat med mig før, og jeg havde kun spillet få koncerter i 1981, fordi jeg det meste af året var militærnægter. Men skattemedarbejder P.E. Eriksen vurderede med bemyndigelse fra Ligningskommissionen min indtægt til 80.000 kroner og regnede derefter ud, at jeg skulle betale 32.000 kr. i B-skat. Et par år senere lykkedes det mig at betale, og jeg skrev derefter et brev til Eriksen. Der stod i al sin korthed, at jeg inden længe ville stige ovenud af hans lønramme, og at han ved lejlighed var velkommen til at kigge mig op i røven for at se, om der var noget, han kunne bruge. Og i øvrigt kunne al videre henvendelse rettes til min revisor. Jeg hørte aldrig fra ham igen.

ALLAN OLSEN

Allan Olsens første plade ’Norlan’ er opkaldt efter en virksomhed i hjembyen Frederikshavn. Allan Olsen stjal som helt ung et klistermærke fra virksomheden.

Sangeren fra Nordjylland abonnerede engang på tidsskriftet Bonsai Today, fordi han ville opbygge en hel lille skov af bonsai-træer.

Efter sine tre første plader tog Allan Olsen på orlov i Irland. Han kom hjem uden nye færdige sange og indspillede derfor live-pladen ’Rygter fra randområderne’ i 1994.

Allan Olsen har hidtil lavet 10 studieplader, fra ’Norlan’ i 1989 til ’Hudsult’ i 2017.

Fra 12. september og et halvt år frem besøger Allan Olsen 49 forsamlingshuse rundt om i Danmark. Bogen ’Laksetrappen – Et skævt tilbageblik’ er udkommet på Politikens Forlag.

I 1983 var jeg på landevejen med folkesangerne Andrew John & Lissa. Vi spillede 99 koncerter på 66 dage. Vi lejede os ind alle mulige og umulige steder, for spillestederne ville ikke have os. Vi solgte kun i snit 20 billetter, men tanken var at etablere et kartotek af adresser. Næste gang vi kom til området, blev fans fra forrige tur inviteret gratis, hvis de tog to med, der købte billet. På den måde byggede vi vores eget publikum op. Det viste sig, at vi blev rubriceret under finkultur hos Koda, fordi vi spillede steder, hvor der ikke normalt skete noget kulturelt. Da vi fik vores Koda-check, var den enorm, og vi var helt i chok. Men pengene var ikke grunden til, at vi lavede turen. Vi ville bare gerne ud og spille.

JEG LÆRTE, at det er sværere at optræde for 20 mennesker end en hel forsamling. Jeg har lært mit gebet som musiker to steder. På værtshusene og på den turné. Alt siden har været lettere. Jeg ved, at jeg altid kan underholde et publikum med en guitar. Også selv om jeg ikke har en ny plade bag mig.

MANGE SPØRGER, om det ikke er hårdt i showbusiness. Som Niels Hausgaard siger: ”Du tjekker ind på et hotelværelse med et langhåret tæppe og fylder vand i badekarret. Så står du op om morgenen og spiser en overdådig morgenmad, der er gratis. Når du kommer op på dit værelse igen, har nogen redt din seng. Sikke noget svineri.” 

Aarhus 1992, Lilholt, Madsen og Olsen. Foto: Thorarinn O. Thorarinsson

I SIN TID i Dalton-trioen (Allan Olsen, Johnny Madsen, Lars Lilholt, red.) sagde jeg nej til, at vi skulle spille på Grøn Koncert. Den beslutning står jeg ved. På det tidspunkt var jeg blevet pladekunstner, men jeg havde også været igennem en uddannelse hos Andrew John og Lissa. Jeg lærte også en del af Johnny Madsen til at begynde med. Men i dag har han jo en selvopfattelse som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra ’Den Korte Radioavis’. Det er på sin vis fantastisk. 

DER KOMMER HELT sikkert ikke nogen ny runde med Dalton. Det, vi lavede, udsprang af det kammeratskab, vi havde dengang. Vi er sådan set stadig gode venner, men da kammeratskabet ikke fandtes i hverdagen længere, var der ikke nogen grund til at fortsætte. På den sidste turné blev det tydeligt, at kammeratskabet ikke længere var intakt. Vi ankom til koncerterne i hver sin bil og tog af sted i hver sin bil. Efter den turné tror jeg ikke, nogen af os forestiller os, at vi gør det igen. 

LIGE NU er jeg på en kort, hemmelig turné. Kunsten er at spille nok koncerter i løbet af et år, så jeg ikke mangler penge. Der er 20 byer i landet, hvor vi kan lave koncerter med mig, der har stor fokus. Måske 25. Sådan en tur kan du ikke lave hvert år, for publikum skal være sultne. I mellemtiden kan jeg så spille nogle mere skjulte akustiske job for musikforeninger rundtomkring. Vi arbejder også på en turné i forsamlings­huse i 2020. 80 procent af måske 300 mennesker dukker op de steder, hvis der sker noget spændende. Vi vælger fortrinsvis efter bynavne, der lyder spændende, som for eksempel Korinth eller Christiansfeld.

Bøgescenen, Smukfest 2007, Allan Olsen & band. Foto: Per Lange

JEG HAR ALDRIG været vild med at skrive sange. At sidde og krydre røv i timevis over et stykke papir, hvor der ikke står ret meget på, er træls. Og når du har siddet der i flere dage, og der ikke kommer ret meget ud, opstår der en følelse af spildtid. Jeg er for rastløst anlagt til det. Jeg kommer i en filosofisk disput med mig selv, hvor jeg synes, det er latterligt at sidde og hænge over et rim frem for at leve livet. 

NÅR JEG GÅR på scenen, er det uden sætliste. Ellers kan du jo lige så godt sidde i en bank. Jeg har et stykke sort karton, hvor der med bogstaver står titlerne på de 103 eller 104 sange, jeg kan spille. Det er alle dem, jeg har lavet. Mens jeg synger, lader jeg øjnene glide ned over arket og vælger den næste efter stemningen i salen. Når jeg ikke gider spille nogen af dem længere, er det tid til at skrive nye. 

JEG FORSØGER OFTE at lave om på mine sange. En god sang kan ændres. Vi prøvede en gang at lave ’Op til Alaska’ om til en uptempo country-sang på Sølund-festivalen, den for udviklingshæmmede. Jeg har aldrig set så mange rejse sig fra deres kørestole. Der skete simpelthen mirakler.

 

Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i juli.
Tekst:RedaktionenFoto:Dansk Jernbanemuseum, Lars K. Engelgaard, PR,

EN HELT ORIGINAL KOPI

Der er masser af nostalgi og mekanik for hele familien, når Danmarks Jernbanemuseum kører veterantog for fuld damp på museets egen strækning i Odense. Langt de fleste dage leveres trækkraften af Odin, museets nybyggede 1:1-kopi af Danmarks første lokomotiv fra 1846, som står klar efter 14 års arbejde. På dage med veterantogskørsel fløjtes der til afgang hver halve time i tidsrummet 10.30-15.30, dog ikke klokken 12.30, hvor lokomotivføreren holder frokostpause. En kørsel varer cirka 10 minutter og er gratis, når entreen er betalt.

Tirsdage og lørdage fra 29. juni til 10. august.

Foto: PR

AMERIKANSKE BILLEDER

Jacob A. Riis skabte sig et verdensnavn på at dokumentere det amerikanske mareridt. Selv var han på mange måder en amerikansk drøm. Den tømreruddannede dansker rejste til USA i 1870, flakkede om nogle år og ernærede sig, som han nu kunne. Blandt andet solgte han strygejern, inden han fik job på avisen South Brooklyn News, som han efterfølgende købte og solgte igen. Med sit nye overskud kastede han sig med notesblok og blitzlys ind i kampen for at gøre opmærksom på de modbydelige levevilkår blandt Manhattans fattige. 

’How the Other Half Lives’, hed gennembrudsbogen med et udtryk, der er blevet universelt. I samtiden kaldte præsident Roosevelt ham for New Yorks mest nyttige borger, og i 1901 modtog han et dansk ridderkors. Udvandreren forblev amerikaner til sin død i 1914, men på det helt nye Jacob A. Riis Museum i Ribe kan du uddybe dit kendskab til den fotojournalistiske pioner. Museet ligger i et kompleks af bykernens historiske huse, her­iblandt Riis’ barndomshjem. Her formidles hans historie i 3D med pilende rotter, barnegråd, baggårdslugte og andre sanseeffekter, der skal sende besøgeren til datidens Lower East Side. Men udstillingen rummer også noget så old fashioned som et dansk snedkereret skrivebord, Jacob A. Riis bragte med sig til USA, og som museumsdirektøren nu har hentet hjem fra et oldebarn i Virginia.

Foto: Carsten Wiehe

HVEM SAGDE UDKANT?

Blandt flere faktorer, der har været med til at give mange småbyer et uddøende præg, er lukningen af dagligvarebutikker til at få øje på. I landsbyen Vrads, der har et par hundrede indbyggere, besluttede man i år 2000 at gå imod udviklingen. En gruppe frivillige søgte midler fra det daværende By- og Boligministerium til at drive en købmandsbutik på foreningsbasis. I dag står cirka 25 lokale bag Vrads Købmandshandel, der fungerer som butik, kaffestue, galleri, landsbykontor og bibliotek i samarbejde med Silkeborg Kommune.

”En levende landsby må have mindst ét fælles og rart mødested,” siger Susan Klaus, der har været med i gruppen fra start, til bogen ’Come Together – Fællesskaber i Danmark’, der udkom i juni og gennem Vrads Købmandshandel og 23 andre eksempler beskriver et frivilligt Danmark i trivsel.

Vrads Købmandshandel har på nær nogle få helligdage åbent året rundt klokken 13-17, i sommerferien 10-17. 

Foto: Lars K. Engelgaard

BYBILLEDER

I foråret bad Dansk Arkitektur Center med konkurrencen ’Fang din by’ danske amatørfotografer om at dokumentere, hvordan vores byer forandrer sig i disse år i takt med, at folk flytter fra land mod by (og i visse tilfælde omvendt), gamle industrier forsvinder, nye bydele kommer til, og prestigebyggerier skyder op i hidtil usete højder. Det kom der 3.000 bud på, og en jury har udvalgt de 110 bedste billeder fra de danske havnebyer, landevejsbyer og storbyer. 

Fotografierne kan for tiden opleves under åben himmel i København, hvor halvdelen er udstillet fast på Bryghuspladsen, mens den anden halvdel turnerer rundt mellem Nytorv, Israels Plads, Rådhuspladsen, Kultorvet, Den Røde Plads og Højbro Plads.

Frem til 30. august.

Foto: Max McClure

ØTOPIA

Ud af en gletsjer ved Svalbard smeltede i 2004 en lille klippeø. Kunstneren Alex Hartley slog kloen i det blotlagte stykke land, bragte det ud i internationalt farvand og erklærede, at en ny nation var født. Men denne nationalstat skulle være anderledes end de gamle på landkortet. 

Her skulle ikke herske nogen hierarkier, etniske begrænsninger eller geografisk selvtilstrækkelighed. Flade strukturer og verdensomspændende samarbejde skulle derimod definere det nye territorium. Og hele verden blev inviteret til at deltage. Godt 23.000 mennesker fra i alt 135 lande lod sig registrere som indbyggere på ’Nowhere Island’, og alle havde lov til at skrive med på dens forfatning.   

Under OL i London i 2012 blev øen trukket efter en slæbebåd rundt om den engelske sydvestkyst for derefter at blive hugget op, så hver eneste ’øbo’ kunne få sit eget lille stykke. Sluttelig blev et brudstykke sendt ud til den øvre stratosfære, hvor det angivelig befinder sig endnu. Men den britiske kunstner har haft lidt liggende i banken, og til udstillingen ’Det andet sted’, der for tiden kan opleves på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – har han sendt et lille stykke ’Nowhere Island’, som hænger og svæver i Køge over museets forgård, hvor den besøgende for en stund kan træde ud af kongeriget Danmark og ind i en drøm.

Udstillingen, der også byder på fem andre danske og internationale kunstnere, kører til 15. september.

På job, på ferie, på kryds og på tværs. Danmark og danskerne er formet af deres kystlinje.
Tekst og foto:Mathias Svold og Ulrik Hasemann

I Danmark er vi aldrig mere end 50 kilometer fra havet, og kysten er en indgroet del af vores identitet. Den er en arbejdsplads, et pusterum, en turistattraktion og en politisk kampplads.

Den kan være dragende og romantisk, som vi kender den fra barndommens minder og guldalderens malerier, og i mere end 100 år har den frie adgang langs kysten været beskyttet ved lov. Kysten er stedet, hvor vand møder land, og mennesket møder naturen.

GULDBORGSUND 

Hver dag starter Cextin Jørgensen på 67 år sin båd op i havnen i Guldborg for at sejle ud til sine ruser. Dem har han 3.000 af. Der skal jo noget til, som han siger. Cextin Jørgensen er sammen med sin søn, Lasse, en af de eneste erhvervsfiskere, der stadig fisker i det smalle farvand mellem Lolland og Falster. 

”Landbruget er meget hårdt ved fiskeriet her,” siger han som en af forklaringerne på, hvorfor der ikke længere er så mange fisk. 

”Og så er der sælerne, som ødelægger garnet, og skarvene spiser også mange fisk. Ålekvoterne er jo også næsten væk.”

Den nyeste udfordring er den lille invasive fisk med navnet sortmundet kutling. Den kom formentligt til Danmark med ballastvandet i et skib fra Sortehavet, og de lave vande omkring

Lolland og Falster viste sig at være ideelle. På få år er bestanden vokset kolossalt og har spredt sig fra den første fangst på Bornholm i 2008 til farvandene omkring Lolland-Falster og Sydsjælland, hvor den nu er altdominerende og udkonkurrerer andre arter som rejer, ål og fladfisk. Men kutlinge-plagen kan også vise sig at blive givende. Den er nemlig en glimrende spisefisk, lidt som rødspætte eller pighvar, og i Italien er det en delikatesse.

Udfordringen er dens lille størrelse på cirka 15 centimeter og mange ben, og derfor er Cextin Jørgensen sammen med forskere på DTU og en svensk fiskefabrik i gang med forsøg på at filetere kutlingerne, så det bliver en lettere tilgængelig spisefisk. Han er optimistisk på fiskeriets vegne. 

”Jo, det er godt nok. Vi skal nok finde ud af at få brugt kutlingerne.”

BELLEVUE STRAND, RUDKØBING

Der er sejrssang i havet, for U14-pigerne fra Bogense G & IF har netop vundet fodboldkampen 2-1 over Rudkøbing Boldklub.

SØNDERVIG STRAND 

”Hvis Jesus kunne prædike ved havet, så kan jeg vel også,” siger Ole Lange. Han slæber sin lange, kulsorte præstekjole over sandet op og ned langs strandkanten. Han er kommet i god tid for at summe og samle sine tanker, mens han skuer over horisonten. 

Ole Lange er præst i Nysogn Kirke tæt ved Ringkøbing og holder i sommerhalvåret jævnligt gudstjenester på stranden. Han byder hver enkelt kirkegænger velkommen med et fast håndtryk og et ”kom indenfor”, mens han henviser til en række kampesten.

En gruppe på 45 har trodset regnen og stimler nu tæt sammen. Der er ingen medbragt mikrofon, orgel eller alter, for havet er ifølge Ole det bedste alter, der findes. 

”Mødet med havet er altid det samme og altid noget nyt. Det er uendeligt og større end os selv. Ligesom Gud.” 

Efter tre salmer, altergang og en bøn holder kirkegængerne et minuts stilhed og spejder sammen ud over havet.

GNIBEN

En gruppe camouflagefarvede soldater træner med de tunge maskingeværer TMG M/50 12,7 millimeter på Gniben på spidsen af Sjællands Odde. En tysk lystbåd flyder langsomt mellem rækken af neonfarvede skydeskiver uvidende om, at den befinder sig midt i et træningsfelt. Soldaterne er en del af besætningen på fregatten Niels Juel. De er taget til Søværnets Skole, Center for Våben, for blandt andet at øve advarselsskud mod fjendtlige skibe, og en af dem foreslår med et glimt i øjet, at de hellere må øve sig mod tyskerne, hvis de ikke snart sejler væk. Maskingeværerne er magen til dem, som findes om bord på Niels Juel, et krigsskib i den tunge ende og Søværnets nyeste tilføjelse til flåden. Skibet skal først og fremmest løse internationale opgaver, men også beskytte danske kyster og farvande i tilfælde af krig.

RINDBY STRAND

Lone Sigaard placerer sirligt otte kridhvide stole på den blege vadehavsstrand. På hver side af stolene binder hun et par små pastelrøde blomster, men det skal ikke blive for meget. 

”Den skandinaviske ’less is more’-stil er yderst populær,” siger LoneSigaard, der har gjort en forretning ud af at arrangere bryllupper på Fanø. Hun har oplevet en eksplosion i antallet af udenlandske par, der vil giftes på stranden, og viede 225 par i 2016: ”Udlændinge oplever kysten som noget eksotisk og særligt.”

Tre biler kommer susende over stranden og kører i cirkler med hornet i bund, inden de stopper foran stolerækkerne. Brudeparrets afghansktyske familie vælter begejstret ud. Slæbende på to spande fyldt til randen med blomster begynder brudens søster straks at dekorere stolene i alle regnbuens farver. I løbet af den næste time bliver der udsmykket med alt fra muslingeskaller af plastik til konfettirør og fakler. Elaha Kamal og Hamid Ghaussi siger ja til hinanden med Vesterhavets blide bølger som bagtæppe, og de 10 gæster dokumenterer lystigt hvert øjeblik med iPad, telefoner og kameraer. 

”Når jeg viser billederne til mine venner, får de alle lyst til at blive gift her,” siger Hamid Ghaussi.

SDR. LYNGBY

Strandbeskyttelseslinjen forbyder, at der bygges ved kysterne, og den beskytter de landskabelige, naturmæssige og rekreative værdier. Der findes dog en række undtagelser, og kommunerne kan få dispensation til blandt andet at etablere adgangsveje og trapper. På trods af ønsket om at bevare de åbne kyster vil man også gerne give befolkningen mulighed for let at komme ud i naturen.

 

Is-skiltene præger atter kyster, købmænd og kiosker. Og isenes mange navne siger ikke kun noget om smagen, men også om samfund og samtid. Vi har åbnet fryseren og gnasket os gennem nogle af de mest populære is de seneste fem årtier.
Tekst:Line PedersenIllustration:Rasmus Buhl

70’ERNE

Drillepind, Mælkedreng, Ferie-stang, Cola-fidus og Grinebider.

I 70’erne var isnavnene fortrinsvis danske og genkendelige med navne som Tryllestav, Vovehals, Grinebider og Bøhmand. De appellerede til børn, leg og lethed. Vi kunne spise Rundetårn og nyde både brus, pind, stav, stang, fidus og trut:

Bøhmand
Champagnebrus
Cola-fidus
Dracula
Drillepind
Ferie-stang
Filur
Grinebider
Havmand
Hindbærbrus
Jordbær Trut
Kung Fu
Københavnerstang
Mælkedreng
Platfod
Rundetårn
Snemand
Solstråle
Sweetheart
Tryllestav
Vovehals

80’ERNE 

Hotlips, Candy Pop, Fiesta, Skate og Jogger.

I 80’erne blev navnene begyndende engelsksprogede med Hotlips, Skate og Twinni. Børneappellen blev suppleret med ungdomsappel, mode og sportshenvisninger – som for eksempel Frisko Dynamite og Frispark. Også motionstrenden er indover med Jogger, og sejlsporten med Spiler:

Bubble Bill
Calippo
Candy Pop
Choco Choc
Fiesta
Frisker
Frisko Dynamite
Frispark
Hotlips
Isbjørn
Jogger
Kvik Kvik
Laguna
Magnum
Mandarindrøm
Twinni
Skate
Skubopper
Super Spion
Spiler
Spinn

90’ERNE

Helflugter, Exotic, Light, Winner Taco og Cappuccino.

90’erne var påvirket af nye mad- og drikketendenser og rummer navne som Ice Tea, Yoghurt Fresh og Frisko Light. Men der var også plads til fest og fejring med en Festival Trut, Solero Shots og en Brizz Cola. Og så var der Super Saurus, Banana Joe og Batman til børnene:

Astronaut
Banana Joe
Batman
Black Fire
Brizz Cola
Cappuccino
Cool Bits
Exotic
Festival Strut
Frisko Light
Helflugter
Ice Tea
Joker
Kick
Solero Shots
Squash
Summer
Super Saurus
Tahiti
Yoghurt Fresh
Winner Taco

00’ERNE

Maxi, Cocktail, Touch, Shrek og X-pop.

Efter årtusindskiftet var der fokus på sanserne med Magnum med både visioner, lyd, smag og duft. Og is med navne fra film og tv som for eksempel Bananer i Pyjamas, SnurreSnup. Mr. Frog, Simpsons, Shrek og Star Wars. Som i de foregående årtier er der drømme om sol, Summer og Exotic, men navnene har lagt sig fast i et engelsk spor:

Apollo
Aroma
Bananer i Pyjamas
Discbee
FruttoMix
Girlie
MagicMix
Maxi Cocktail
Mr. Frog
Sandwich
SnurreTop
Magnum Touch
Tricky
Magnum Vision
Magnum Sound
Magnum Taste
Magnum Aroma
Punktum
Shrek
Simpsons
X-pop

10’ERNE 

Vegan, Intense, Spookis, Øl-is.

Måske ikke så overraskende finder vi her både Magnum Vegan Classic, Solero Organic Juice Lemon, Økologisk Jordbær Trold, Hyldeblomst & bær og en øl-is i de forskellige sortimenter. Der er korrekthed i isene til de unge og yngre – men der er også noget for børnenes sliktrang med Smarties Pop Up og Haribo Push Up Strawberry Vanilla:

Big Bite
Big Milk Toffee Intense
Cornetto Salted Caramel
Crunchy Caramel
Haribo Push Up Strawberry Vanilla
Knock Out
Funny Finger
Magnum Vegan Classic
Marabou Cone
Ninja Star
Pirulo Watermelon
Smarties Pop Up
Solero Strawberry Smoothie
Solero Organic Juice Lemon
Sorbella
Spookis
Tyfoon
Økologisk Jordbær Trold
Isbøf
Hyldeblomst & bær
Øl-is

2020’ERNE?

Nu kan vi begynde at (g)isne om, hvad det næste årti byder på. Indlandsis? Smeltevand, Skybrud, Pensionsis, Dele-is, Influencer-is, Skralderen, Back to basis, Naturlis, Hood Food-is, Morganic, Insekt m.m.?

FRYSEBOKS

Den moderne danske istid begyndte for alvor i 1914, da den første isfabrik herhjemme blev grundlagt. Siden har vi smovset i vafler, flødeis og sodavandsis med og uden pinde. Men det har ikke altid været ganefryd og gammen. I 1936 beskyldte Premier Is konkurrenterne for at kopiere selskabets ispinde, som markedsførtes under betegnelsen ’Lynfrosne stænger’. Og der var også optræk til nationale protester og ballade i 1998, da Frisko fjernede Kung Fu-isen fra sortimentet. Otte uger senere måtte de love, at Kung-Fu ville komme tilbage i iskioskerne.

Nogle af de få, der har overlevet de mange istider, er Filur, Kung Fu, Kæmpe Eskimo og Champagnebrus. Ellers har de lynfrosne stænger med tiden fået et væld af efterkommere og nye navne.

Isnavnene er primært hentet fra Premier Is, Frisko og Hjem-Is, da disse mærker har arbejdet mest med navngivningen. Vi har udvalgt 20 is per årti – der er selvfølgelig mange flere.

 

Vi er normalt ret gode til at forstå de elementer, et ord eller et udtryk er sat sammen af. Men når vi ikke helt kan genkende ordet – eller regne ud, hvordan det udtales – forsøger vi selv at give det mening. Det kalder man folkeetymologi. Vi har rodet i ordkassen og forsøger ikke at få en diskuskollaps.
Tekst:Line PedersenFoto:Colourbox

Ord og udtryk, der allerede er kommet ind i sproget:

HØJTRAGENDE

Højtidelig, opstyltet. Den oprindelige form er ’højttravende’ – dvs. en hest, der traver højt – højtragende kan dog også bruges om noget, der rager højt op – men bliver sjældent brugt.

VÆLTEPETER

Omdannelse af det franske ’velocipede’.

UGLER I MOSEN

Oprindelig hed det ’ulve i mosen’ – men da ulvene blev sjældne i Danmark, ændrede udtrykket sig efterhånden til ugler.

KOKASSE

Oprindelig ’kokase’. Kase betyder en dynge.

RUNDDEL 

For eksempel Nørrebros Runddel (det er en omskrivning af det franske ’rondelle’, som er en rund åbning eller en rund plads i en by).

HER HJÆLPER INGEN KÆRE MOR

Kommer af ’her hjælper intet kæremål’ – dvs. ingen appel til en højere retsinstans.

KULRAVENDE SORT

Fra tysk kohlrabenschwarz, dvs. kul-ravne-sort.

UKVEMSORD

Oprindelig ’ukvædensord’. Kvæde = at ytre, og ukvædensord er ord, som ikke burde siges. Men folkeindflydelsen har tænkt i ’ukvem’, dvs. ’upassende’, og har omdannet ordet.

SKINDET BEDRAGER

Oprindelig ’skinnet bedrager’, skin i betydningen ’udseende’ og ’det ydre’. Ordet er i familie med for eksempel solskin. Men folkeetymologien har omtolket det til skind, dvs. hud. 

KØBMAGERGADE

Oprindelig Kjødmangergade – da slagterne dengang hed kjødmangere.

AT SUNDE SIG

Oprindelig ’at summe sig’, som betyder ’at samle sig sammen’.

ENEMÆRKER

Oprindelig ’endemærker’, dvs. de markeringer, der viser, hvor en mark eller grund ender. 

DET GÆLDER AD VALLENSBÆK TIL

Oprindelig ’det gælder ad Wandsbek til’ – lidt nord for Hamborg. 

NEDSTIRRE 

Oprindelig nidstirre, hvor nid og nidding betød henholdsvis ondskab og en slyngel, og nidstirre altså betød ’stirre ondt på’. 

SYN FOR SAGEN

Oprindelig ’syn for sagn’, hvor sagn betyder ’udsagn’

OVERVÅGEN

Afledt af årvågen, dvs. ’tidligt vågen’. Men det gamle adjektiv ’år’, som betyder ’tidlig’, er i nutidsmunde blevet omdannet til overvågen – ordet overvåge har formentlig spillet ind.

DER ER NOGET I GÆRE

Giver god billedlig mening: Når det gærer i dejen eller øllet. Men oprindelig hed det ’noget i ­ger(d)e’ – det gamle ord ’gærd’ er beslægtet med gøre og med gerning, og oprindelig betød det, at noget var ved at blive gjort eller ved at komme i gang.

ÅRHUS/AARHUS

Har intet med et eller flere huse at gøre, men er en sammensætning af det gammeldanske ’ar’, som hed ’å’, når det stod i genitiv/ejefald, og ’os’, som betød munding. Altså ’ar’ + ’os’, men stednavnet Aros, ’åens munding’, blev uforståeligt, og derfor har man folkeetymologisk ændret ’os’ til ’hus’ = Aarhus.

STOP EN HALV!

Kommer sandsynligvis fra sømandsudtrykket ’stop and haul’ – dvs. hold op med at hale. Råbes, når man sætter sejl eller hiver anker op.

FOLKEETYMOLOGI

betyder en folkelig forklaring på et ords betydning og oprindelse. Forklaringen er typisk baseret på en lighed med et andet ord. Et eksempel er ’indvoldvere’ (involvere), som nogle unge mennesker bruger, måske i den tro, at det har noget at gøre med indvolde. Et andet eksempel er vinddruer (vindruer), hvor nogle ikke ser vinens druer for sig, men tror, det har med vind at gøre – som i vindjakke og vindstyrke.

Ord og udtryk, der (endnu) er forkerte:

Undervisitet, Universitet.

Karakteder, Kateder.

Hævekopter/heliokopter, helikopter.

Diskuskollaps, diskusprolaps. 

Gram salt, gran salt – gran betyder lille mængde.

Rygmatisme, reumatisme.

Charlotteløg, skalotteløg/chalotteløg. 

Svampignoner, champignoner.

Bendalerne, pedalerne.

Æblesin, appelsin.

Sukkerlade, chokolade.

Rabulder, rabalder.

Linjedanser, linedanser.

Manuskrift, manuskript.

Talefon, telefon.

Pantomine, pantomime.

Svinggerninger, svinkeærinder – svinke er et gammelt navneord, der betød ’afstikker’. 

Sporenstraks, sporenstregs – kommer fra tysk Spor(e)nstreichs, som betyder ’hug med sporerne’.  

Nytårsfortsæt, nytårsforsæt – kommer egentlig af at sætte sig noget for. 

Guvernanter, guirlander.

Luderkoldt vand, lud og koldt vand.

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i juni.
Tekst:RedaktionenFoto:Keld Helmer-Petersen, Signe Vilstrup, PR

DEN ER I VINKEL

Keld Helmer-Petersen havde blik for farver og linjer. Fotografen begyndte at knipse i 30’erne, fik sit gennembrud sidst i 40’erne og etablerede sig i 50’erne og 60’erne, først og fremmest som skildrer af arkitektur og design. Hans ofte abstrakte beskæringer af byrummet er internationalt anerkendte, og Helmer-Petersen er blandt andet repræsenteret på MoMA i New York. Ved hans død i 2013 overgik mere end 30.000 billeder fra hans syv årtier lange virke til Det Kongelige Bibliotek i København, og fra 14. juni kan du samme sted se ’Finding Beauty’, den første store retrospektive Helmer-Petersen-udstilling siden 1990.

Frem til 11. januar 2020.

NOGET AT TYGGE PÅ

Er momentet, hvor vi sidder ned og spiser med vores børn, kærester, venner, og hvem vi ellers helliger middagsstunden, truet af travlhed og andre nærværsforhindringer? Det spørgsmål stiller arrangørerne af ’Måltidets Biennale 19’, som er to uger med historiefortælling, scenekunst, videnskab, udstillinger og workshops, der kredser om den tid, vi bruger på at lave og spise vores måltider. Deltag for eksempel i fællesspisning omkring bål på Karpenhøj ved Mols Bjerge, eller oplev en forestilling om det skønne og forkætrede kød i 12 tableauer og to akter – bare rolig, der er en middag inkluderet i billetprisen.

Aarhus og omegn, 31. maj – 15. juni. Læs mere og bestil billet på iomeals.dk.

LÅNTE FJER

Engang brugte man hvalbarder som kjolestivere. I dag opsamler visse firmaer plastaffald fra verdenshavene og bruger det til produktion af tøj med grøn samvittighed. Naturen har leveret råvarer til vores gevandter, siden det første menneske frøs, indimellem har naturen også været inspirationskilde for modeskaberne, og endelig er naturen også vore dages slutoffer for overproduktionen af kluns. På udstillingen ’Fashioned from Nature’ kan du komme tættere på modens komplekse natur. Ikke kun med skyldfølelse, men også med fornøjelse, idet der er spektakulære klædedragter fra Londons Victoria & Albert-museum og eksotiske fuglefjer og farvestrålende pragtbiller fra Statens Naturhistoriske Museums samlinger.

Geologisk Museum frem til 1. september.

ROCK’N’ROLLATOR

’En rollator er muligvis ikke det første, man tænker på, når snakken går på et frækt, veludformet køretøj. Men nu har det danske firma byACRE den internationale designpris Red Dots ord for, at deres hurtige kulfibermodel ikke bare er god for benene, men også for øjet. Så glade er Red Dot for den, at vicepræsidenten har kontaktet firmaet direkte og bestilt et eksemplar til sin far. Den sporty rollator skulle være superlet – også at folde sammen og tage med på toget. Måske hele vejen til Red Dot Design Museum i tyske Essen, hvor rollatoren bliver udstillet sammen med årets øvrige designvindere.

9. juli – 11. august.

BRYNJETIDER

Er det kontornusseriet? Intranet? MeToo? Noget får os i hvert fald i stor stil til at drømme os væk til engang, hvor en mand gik med sværd, og en særk var noget, der kunne flås af i en fart. Middelalderen er streaming-æraens hotteste eskapisme, og har du ’Game of Thrones’-abstinenser, er der masser af muligheder i det danske sommerland for at vende tilbage til den såkaldt mørke tid. Er du skarp med bue og pil, tændt på at lave mad over bål eller ved at falde bagover for at se en lanseturnering, så besøg et middelaldermarked. Skandinaviens største afholdes i Ballerup i pinsen, men de findes også i for eksempel Jelling, Esrum og Moesgaard. 

Find din historiske festival på visitdenmark.dk.

FOLKEVANDRING

Din kollega gør det. Din nabo gør det. Din svigerfar gør det. Traver af sted, hver gang de har fri og burde slappe af. Hvis du bliver inspireret, men ikke har mod på en hel Camino, så tag i stedet en blød start: 1. juni  kan du gå med fra København til Helsingør. Arrangementet ’En gåtur langs kysten 2019’ (find det på Facebook) har i skrivende stund knap 8.000 tilmeldte deltagere. Når du det ikke, er der andre veje på Nordsjælland. For eksempel en ny, 12 kilometer lang vandrerute, der udgår fra og ender i Gilleleje Havn og via app er beåndet med 12 Kierkegaard-citater. Kierkegaard, der var glad for at gå, opholdt sig i sommeren 1835 syv uger på Gilleje Kro, og initiativtagerne til appen vil gerne gøre os lige så eftertænksomme som den store forfatter. Derfor har de ledsaget citaterne med underspørgsmål og mulighed for at indtale egne refleksioner.

’Kierkegaard by Nature’ kan downloades til iPhone og Android.

VEJARBEJDE

I Brande tager man streetart-begrebet bogstaveligt og tegner direkte på stenbroen, når man afholder den årlige streetart-festival, der i år vender tilbage i sin femte udgave. Også gavle og vognporte vil blive inddraget som lærred, når 15 internationale kunstnere kommer til byen med kridt og pensler. Deres værker vil blive bedømt af en jury bestående af blandt andre billedhugger Ingvar Cronhammar.

28.-30. juni. Værkerne vil også kunne ses i månederne efter.

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i maj.
Tekst:RedaktionenFoto:Vestforbrænding

SKRALD I DAG, GULD I MORGEN

På Vestforbrænding i Glostrup har man siden 1970 omdannet en række københavnske omegnskommuners skrald til el og varme. Men i en tid, hvor genanvendelse er hot, bestræber landets største affaldsvirksomhed sig på at lade stadig mindre gå op i røg. I løbet af 2019 igangsættes en prøveordning, hvor et robot­sorteringsanlæg finkæmmer storskraldet, så kun det mest nødvendige ender i ovnen, mens alle materialer med potentiale efter døden sendes til genopstandelse. Interesserer du dig for højteknologi og ressourcer, så book et besøg på forbrændingens formidlingscenter. Nyd ved samme lejlighed Malene Landgreens kunstværker, der smykker den industrielle arkitektur ude og inde. Og find vej til flere seværdigheder på Vestegnen gennem seneste bind af Trap Danmark, opslagsværket om de danske kommuner, der udkom tidligere på året og ud over Glostrup omhandler Høje-Taastrup, Albertslund, Rødovre, Ishøj og Vallensbæk.

Se mere på trap.dk.

Foto: Randers Kunstmuseum

2 x ANDERSEN

Lauritz Andersen og Hans Andersen mødtes på Kunstakademiet i København omkring 1877. For at signalere, hvor de kom fra – og måske for ikke at blive forvekslet – tog de begge navn efter deres hjemstavn, landsbyen Ring tæt ved Næstved og Brændekilde (som dengang stavedes Brendekilde) på Fyn. Udstillingen ’Kunstnerbrødre’ fortæller historien om de to kunstneres venskab og udforsker, hvorfor kunsthistorien udråbte den første til god smag og den anden til kitsch.

Brandts, indtil 8. september.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

KENDIS-TOG PÅ DANSKE SKINNER

Har du småbørn, kan du sikkert genkende introen til sangen om Thomas Tog, der siden 1946 har underholdt med historier fra jernbanen på den fiktive ø Sodor. Nu har I chancen for at se Thomas Tog i virkeligheden, når toget kommer til Danmarks Jernbanemuseum i Odense 16.-19. maj. Her kan I også komme ud og køre med det verdensberømte blå damplokomotiv på museets lukkede banestrækning og lytte til historier om Thomas Tog eller lege med de små modeller af toget, der findes på museet.

Foto: Colourbox

DER ER NOGET I LUFTEN

Engang var det fuglenes skrig, vindens tuden, de knagende træer og bølgens brus, der udgjorde det danske lydtæppe. Måske en knirkende oksekærre i ny og næ. Det var dengang, før mennesket satte strøm og olie til foretagendet og samtidig gav volumenknappen et ordentligt vrid. Hvad al den menneskeskabte larm, der omgiver mange af os – ikke bare i trafikken, men også, hvor vi bor – betyder for vores velbefindende, er endnu ikke undersøgt til bunds. Nu begynder Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med Københavns Universitet fra toppen. Med projektet ’Lyden af Danmark’ ønsker man at kortlægge hele landets lyd, og alle danskere er inviteret til at bidrage med 20 sekunders lydbid fra deres nærmiljø. Og det behøver slet ikke at larme, der hvor du står.

Lav din optagelse på web-appen, lyden-af.dk. 

Foto: Esrum Kloster

ØLLEBRØDRE

Når Esrum Kloster afholder ølfestival, er der mulighed for at smage på klosterøl, mikrobryg og sågar nanobryg. Intet er for småt – selv ikke dine egne eksperimenter hjemme fra carporten, som du er velkommen til at tage under armen og skænke til festivalens andre gæster. Du kan også hilse på andre hjemmebryggere og mere etablerede brygmestre og naturligvis smage på og købe masser af øl.

3.-4. maj. Køb billet på esrum.dk.

Foto: Katrine Myrhdal Madsen

LOUNGE-MUSIK

Går du med en booker indeni, skal du bare ind på nettet for at bestille en koncert til din helt egen sofagruppe. Konceptet, som kaldes hjemmekoncerter, ser nemlig ud til at have sat sig til rette, for eksempel på lowficoncerts.com. Sitet sætter folk med arrangør-aspirationer i forbindelse med musikere, der tropper op med egne instrumenter eller betjener dit stueorgel, og med publikummer, der har lyst til at stille skoene i entreen, inden de går til koncert. Skulle du tilhøre den sidste gruppe, kan du finde flere stuekoncerter og i det hele taget livemusik på lokaliteter, der ikke normalt er spillesteder, på sitet homeconcerts.dk, som den danske sanger Camille Jones har taget initiativ til.

Tv-vært og sanger Jakob Illeborg viser sine tre yndlingssteder på landkortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme Christensen:

CHRISTIANSHAVNS KANAL

”Jeg elsker Christianshavn, hvor jeg har boet som både dreng og voksen. Den er stadig broget og med plads til alle. Vi har en lille båd, og når man sejler rundt i kanalerne og ud i det store havneløb, og solen skinner på en varm forårsdag, ser man Danmark og danskerne fra vores allerbedste side. Og tænk, at vi kan bade midt i storbyen. Da jeg var dreng, var havnen møgbeskidt. Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden.”

ASSERBRO STRAND

”Min mor har et sommerhus i Asserbo ved Liseleje. Lige uden for vores havedør ligger et gammelt, fredet militærområde, der fører ned mod stranden. Det er det nærmeste på en jysk hede, jeg har set i Nordsjælland, og det er vidunderligt at gå over heden mod stranden og høre lærkerne slå på en varm sommerdag.”

FANØ

”Min mormor havde et fint hus i Nordby. Nogle af mine bedste barndomsminder er herfra. Ned i tempo, store, brede sandstrande, ravjagt og Fanøkringle. Det kan næsten ikke blive mere romantisk. Min store kærlighed til Kai Normann Andersens ’Der var engang’, som jeg har genindspillet på mit soloalbum, stammer fra en barndomsferie på Fanø, hvor jeg hørte den på min mormors radio.”

Jakob Illeborg, 47. Journalist, tv-vært, kendt fra DR’s ’Kontant’, og sanger. Udkom 29. marts med sit første soloalbum, ’Once Upon Tomorrow’. Til efteråret kan han opleves live i hele landet.