1.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være skuespiller. Fra jeg var lille, har jeg godt kunnet lide at give den en spand kul, når jeg fortalte en historie. Lige hoppe ud på gulvet og dreje rundt eller hente en rekvisit for at fortælle historien. Når vi lavede skoleforestillinger, gik jeg uhørt meget op i det og havde kriser. Engang – jeg var måske ni år – sad jeg ude på toilettet og græd, fordi jeg havde glemt, hvad jeg skulle sige under forestillingen. Jeg havde det forfærdeligt. Nu kunne jeg  aldrig blive skuespiller.

Min far var fotograf og tog billeder til bøger, udstillinger, reklamer og reportager. Jeg elskede at sidde i hans mørkekammer og se billederne blive fremkaldt. Han havde også nogle fotobøger, som man skulle have hvide handsker på for at kigge i. Da han døde, og jeg ryddede op i hans ting, syntes jeg, at hans billeder mindede meget om, hvad jeg selv leder efter som skuespiller. Noget med kontraster og noget humor. Han kunne godt lide at fotografere situationer, hvor der er en karakter, der slet ikke hører hjemme, opfører sig anderledes og på den måde fortæller en historie. 

Min mor er glad for excentriske mennesker og er selv lidt excentrisk. Hun er uddannet skolelærer, men arbejdede senere med voksne. Blandt andet med, hvad man engang kaldte åndssvage. Derfor er jeg vokset op med mange forskellige typer mennesker omkring mig, for eksempel mennesker med Downs syndrom. Jeg mødte personer, der kan virke uhyggelige på et barn. De savlede måske eller gik lidt for tæt på og talte anderledes. Derfor er jeg glad for, at min mor sagde: ”Kom Sidse, hende her er så skøn. Hende skal du møde.” Og så sad jeg med et menneske, som egentlig skræmte mig lidt, men som jeg vidste var sødt, for det sagde min mor. 

Det er vigtigt at anerkende børn på den måde. At sige: ”Det er okay, at du bliver lidt skræmt, for du kender ikke til det her, men du skal gøre det alligevel, for det er mennesker ligesom dig, og du kan få noget ud af at komme tættere på dem.”  

I dag synes jeg, det er sjovt med folk, der stikker lidt ud. At det ikke kun handler om at pudse af og rette til og passe ind.

2. 

Min mor fik arbejde i Tanzania for Mellemfolkeligt Samvirke, og det passede fint med, at min far kunne fotografere dernede og undervise i fotografi. Vi flyttede, da jeg var fem år, og jeg skulle gå på en rigtig afrikansk skole, ikke en international skole. Jeg var den eneste ikke-afrikaner på skolen, som gjorde et kaotisk indtryk på mig. Der var 40 børn i et lille lokale, og der var afstraffelse af elever i frikvarteret, hvor alle skulle se på. Min mor måtte ikke give mig særlige privilegier. Det eneste, hun kunne få gennemført, var, at jeg ikke behøvede at se de andre børn blive tæsket. 

Til sidst gav hun op, og jeg kom på en international skole. Der havde vi uniformer på. I begyndelsen kunne jeg ikke engelsk, men jeg kom på svømmeholdet og blev en god svømmer. Det gav mig et holdepunkt. Vi sås med andre danskere dernede, men mine forældre var idealistiske på den måde, at vi for eksempel ikke var med i sejlklubben. Vi var der for at lave ulandshjælp og skulle opleve, hvordan indbyggerne levede. Mine forældre var ikke pylrede. Vi kørte rundt på motorcykel, og når vi kom til landsbyer, hvor de ikke havde set hvide før, var jeg bange for, at vi skulle køre børnene ned, når de kom løbende for at se os. Vi boede også et sted, hvor der var slanger ude i haven. Jeg tænkte ikke over det. Det, man oplever som barn, tager man bare for givet.

3. 

Da jeg kom hjem, startede livet forfra, for jeg kunne ikke huske noget fra før Afrika. Vi boede i København i en toværelses lejlighed med wc på trappen og koksovn. Vi legede i gården og kravlede over stakittet for at lege med børnene i nabogården. Noget med kridt og nogle hoppebolde, indtil ens mor råbte ud ad vinduet, at der var mad. Det lyder, som om jeg taler om 30’erne.

Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup. Jeg fulgtes derud med en veninde, der lærte mig alt muligt. Hun lærte mig at tage toget til skolen og lærte mig at spille klaver, og vi klædte os ud, lavede radioteater og sang i gaden med grydelåg. Og jeg så mange film. Gamle film fra 50’erne med Tennessee Williams, Marlon Brando, Vivien Leigh og Elizabeth Taylor. Jeg syntes, de var genier, de skuespillere. Jeg kom ikke i teateret som barn,  det var film, der tiltrak mig. 

Min onkel var filmoperatør i Palads i København, og jeg havde frikort til at tulle rundt fra den ene sal til den anden. Det var det fedeste. Jeg vidste, at jeg ville være skuespiller, og jeg vidste, at det var svært. At der ikke var mange, der fik lov til det. Og jeg vidste, at hvis man fik lov, var psyken i fare. 

Allerede fra niårsalderen skrev jeg planer, hvor der stod, at jeg skulle undgå at blive alkoholiker. Nogle anti-selvdestruktive planer om ikke at tage mærkelige piller og ikke lade sig udnytte af andre. Jeg så det som en risiko ved branchen, men jeg har aldrig været fascineret af penge og status i forbindelse med at være filmskuespiller. Jeg ville bare gerne lave film, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg helst ikke skulle sige det til nogen. Måske fordi så mange sagde, at det var svært at få lov til. Jeg lignede heller ikke en starlet. Jeg var en lille tyk én, ikke den kønne pige i klassen, så jeg tænkte, at det nok ikke virkede overbevisende, hvis jeg sagde: ”Jeg vil være skuespiller.” 

4. 

Som 16-årig var jeg i Paris med min veninde Katrine Wiedemann (den senere teaterinstruktør, red.). Vi gik med alpehue og sad på cafeerne og skrev i nodehæfter for rigtig at være boheme. Men jeg vidste ikke, at jeg ville forelske mig så meget i byen, at jeg ville komme til at bo der. Efter gymnasiet ville jeg som så mange andre ud at rejse i et år. Af sted og lære at være voksen. Væk fra al sikkerhed. Jeg tog til Paris igen. Jeg var først au pair, men det gik ikke godt hos den familie, så det holdt ret hurtigt op. Jeg kunne næsten ikke sige noget på fransk, men jeg fik arbejde på nogle restauranter, passede børn, underviste i engelsk, var forsøgskanin for medicinalfirmaer, var bartender, luftede hunde og gjorde rent. Men jeg ville stadig være skuespiller.Derfor besluttede jeg at søge ind på en teaterskole i Frankrig, udelukkende for at få erfaring i at få afslag. Så ville jeg være bedre forberedt, når jeg søgte ind på skolerne i Danmark. 

Jeg faldt i snak med en fyr, jeg mødte i metroen, og spurgte, om han kunne hjælpe mig, fordi jeg skulle søge ind på en skuespillerskole, men ikke var god til fransk. Han gav mig en liste over teaterskoler i Frankrig og foreslog en, der lige var blevet godkendt, og hvor undervisningen var ret alternativ og meget fysisk. Det kunne være, at en som mig havde en chance på trods af mit dårlige fransk. Så gik jeg til optagelsesprøve, hvor jeg skulle fremføre en tekst foran et panel af lærere fra skolen. Som forberedelse lærte jeg en tekst fonetisk, men jeg blev forfærdelig nervøs og meget tør i munden under prøven. Min tunge kunne pludselig intet af det fonetiske, og der kom mærkelige lyde ud i stedet. 

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men for at kompensere begyndte jeg at kaste mig fysisk over de møbler, jeg havde til min disposition. Kaste lidt rundt med dem og opføre mig som et vildt dyr. Det syntes panelet åbenbart var virkelig spændende. De så mig vist som en viking. Der var nok noget i os fra Skandinavien, der gjorde, at vi var nødt til at kaste rundt med ting på den måde. I hvert fald blev jeg optaget. 

Jeg fik en allieret i klassen, der kunne engelsk, og han oversatte for mig, når læreren sagde noget, der var virkelig vigtigt. Og så fakede jeg den ellers bare. Nu hvor jeg er blevet en voksen dame og tænker tilbage, synes jeg, det er interessant, at jeg lærte faget at kende ved at ’snyde’ og spille skuespil. Jeg havde set mig selv som skuespiller i en meget mere psykologisk og dansk tradition, men på grund af mit manglende sprog blev det noget andet. Et meget mere fysisk udtryk med grimasser, fagter og forstærkede udtryk, og jeg viste tydeligere, når jeg gjorde noget for sjov. Jeg fik virkelig trænet nogle ting, jeg ikke havde regnet med. 

På tredje år skulle vi arbejde på ’vores problem’. For eksempel havde én problemer med at vise vrede på scenen, og det skulle den elev så arbejde med gennem et år. Jeg fik at vide, at mit problem var fransk. Det var en kæmpe skuffelse. Jeg havde regnet med at få noget andet. Jeg syntes, det var fantasiløst. I virkeligheden var det en kompliment, at han ikke kunne finde et markant problem i mit skuespil, men det kunne jeg ikke se lige der. De sagde godt nok, at jeg var lidt storsnudet, men det kunne man ikke rigtig arbejde med. Det hang sammen med, at jeg ikke havde en indgroet respekt for de gamle tekster. Jeg syntes ikke automatisk, at Shakespeare var godt. At det var den fedeste rolle i universet at spille Ofelia. Jeg syntes nærmere, det var svært på en lidt kedelig måde, og den holdning virkede arrogant på nogle. 

På skolen var visse ting hellige, og man skulle være helt stille, når der blev talt om bestemte klassikere. Der er helt sikkert en grund til, at store klassikere har overlevet, men der er også meget held og tilfældighed, der spiller ind. Der er nogen, der har valgt, at det skal overleve.

­

5. 

Jeg brækkede benet, mens jeg boede i Paris. Det var kort før jul, jeg var på vej hjem fra skolen, og så vrikkede jeg om på foden. En af mine venner fik stoppet en bil, som gav os et lift hjem. Jeg havde sådan nogle støvletter på med elastikker i siden, som lynhurtigt blev helt udspilede, fordi foden hævede så meget. Vi kom hjem, og jeg blev bakset op på sjette sal, hvor jeg boede helt oppe under taget. Foden sad underligt, og vi ringede efter en ambulance. Jeg tror ikke, at ambulancefolkene var ordentligt medicinsk uddannet: ”Hvad er der med den fod?” sagde den ene, tog fat i den og drejede den, så der lød et knæk. Så syntes de, at den sad rigtigt. Det gjorde så ondt. 

Jeg blev indlagt på et hospital lige ved Notre Dame. Det var, som om jeg var blevet indlagt i middelalderen. Det var et vildt gammelt hospital. Jeg havde store smerter, da jeg blev kørt ned i kælderen, hvor de skulle tage en blodprøve. Der kom en eller anden nybegynder, der simpelthen ikke kunne finde ud af det. Jeg blev stukket igen og igen. 

”Pokkers osse, den var der heller ikke nu,” sagde han hver gang. Jeg lå der som en stigmatiseret Jesus med huller i armene. Senere blev jeg opereret, fik skruer i benet og kom i gips. Direktøren fra teaterskolen kom på besøg og ønskede mig god bedring. ”Hvordan går det?” sagde han, og så lænede han sig ind og hviskede: ”Vi har ingen forsikring, du skal ikke skrive under på noget, bare lad, som om du sover. Nå, hej hej.” Uheldet var sket i forbindelse med, at jeg var i skole, så de hang på den. Hvis jeg skulle til Danmark, skulle det være med ambulancefly, og det er dyrt. 

De efterfølgende dage kom personalet flere gange ind med et lille chartek og en kuglepen, men tilfældigvis faldt jeg hele tiden i søvn og fik ikke skrevet under. Det endte med, at jeg blev smuglet ud af hospitalet af nogle klassekammerater. De spurgte personalet, om de måtte gå en tur med mig i gården i en kørestol. De fik mig ud på gaden og bakset ind i en lille rød Renault 4, hvor syv mennesker var mast sammen. Jeg skreg hele vejen til lufthavnen, fordi det gjorde så ondt at sidde med benet nedad. De havde købt den billigste billet, de kunne finde, til København. Jeg måtte finde et offer ved gaten, der ville gå med til, at jeg sad ved siden af med benet oppe. Jeg fandt en sød ung mand, der sad med mit ben på skødet hele vejen. Jeg skreg af smerte. Jeg tror, han fortrød. 

6. 

Efter tre år var jeg færdig med uddannelsen i Frankrig og lavede et teaterkompagni sammen med andre fra årgangen. Vi turnerede on and off i 2-3 år. Mest off. Vi spillede på nogle meget små teatre rundtomkring. Vi lavede alting selv. Jeg sad og syede kostumer og bestilte togbilletter. Vi var nødt til at arbejde ved siden af, og i den periode havde jeg mit bedste job i Paris: Jeg vekslede penge. Det var nemt, og jeg kunne godt lide at stemple ind om morgenen og så holde fri, når jeg havde fri. Jeg prøvede alle mulige accenter og figurer af afhængigt af, hvem der kom ind ad døren. Når det var amerikanske turister, lod jeg, som om jeg næsten ikke kunne engelsk, og talte med tyk fransk accent: ”I take your money, now it’s my dollar, eh? And you take this, yeees?” 

Det var som en meget kort forestilling, jeg fik lejlighed til at opføre hver gang. Jeg havde for eksempel en pukkelrygget periode. Jeg satte sådan en lille brødkurv ind under tøjet, så det lignede en pukkel. Der var også meget stilletid, hvor man sad i sin boks, men så kunne jeg forberede mig på, hvordan jeg skulle reagere, hvis der var et hold up. Der var faktisk flere væbnede røverier, så det var ikke fri fantasi, og jeg stolede ikke helt på de pansrede ruder. Jeg syntes, det smarteste ville være at spille besvimet og kure lige så stille ned fra stolen og spille død på gulvet. Og det krævede jo øvelse. Jeg syntes også, jeg var lidt af en Robin Hood, for hvis folk var søde, kunne jeg give dem gode deals, men hvis de ikke var søde, følte jeg ikke, jeg skyldte dem noget.

Samtidig var der simpelthen så meget ballade i teaterkompagni. Folk var sammen med hinandens kærester og blev uvenner. Jeg var også blevet smidt ud fra min lejlighed og sov på et værelse et sted. Jeg gik til nogle castings, men den ene var mere underlig end den anden. For eksempel en casting til en undertøjsreklame på tv, hvor jeg stod helt ydmyg i undertøj på et kontor med en kødrand af mennesker omkring mig. Jeg gik grædende hjem og tænkte, at det slet ikke var det, jeg ville. Der var også en, der fik mig med til en prøve, fordi der skulle være vinter-OL i Albertville, og de skulle bruge nogen til at optræde ved åbningsceremonien. Men det var mere et cirkus. De må have troet, jeg var akrobat, for jeg skulle sidde i sådan en trapez højt oppe i luften. Jeg har hamrende højdeskræk og kunne ikke noget som helst. Der var også castings, hvor de sagde, at jeg skulle tale ”med den der accent, I har”. Jeg forstod ikke, hvad de mente, og sagde: ”Jamen, det her er min accent.” Men det var så noget i retning af den svenske kok fra ’The Muppet Show’, de ville have.

Da Katrine Wiedemann spurgte, om jeg ikke ville være med i ’Peer Gynt’, som hun skulle sætte op på Teater Får302 i København, tog jeg hjem. Så kunne jeg jo altid tage tilbage til Frankrig bagefter. Jeg kom hjem og opdagede, hvilket luksusliv man kunne have i Danmark. Man kunne få bistandshjælp og ikke tænke over, hvordan man skulle få råd til mad. Og det var virkelig sjovt at lave den forestilling. Jeg fik lov at være med i en forestilling mere, pludselig var der gået et år, og så blev jeg i Danmark. 

7.

Mit første filmarbejde i Danmark var julekalenderen ’Juletestamentet’, som Nikolaj Cederholm castede mig til. Senere kom jeg til en prøvefilmning på Filmskolen. Jeg fik ikke rollen, men Jonas Elmer stod for prøvefilmningen, og jeg fik lov til at være med i hans midtvejsfilm i stedet. Han arbejdede med improvisation, og derfor samlede han nogle skuespillere, som begyndte at improvisere sammen – bare for sjov. Det viste sig, at han havde en bagtanke og gerne ville lave en film, hvor vi skulle lave nogle meget lange improvisationer. Nogle gange op til 20 minutter. Jeg har ikke prøvet noget lignende før eller siden. Det handlede blandt andet om at vente med at sige noget, til vi ikke længere kunne lade være. Og ikke bare at komme op at skændes, for det er meget oplagt at starte et skænderi, når man improviserer, men det er simpelthen for kedeligt. Vi skulle bare være sammen med de andre, lytte og se, hvor langt vi kunne trække improvisationen. 

Det blev til filmen ’Let’s Get Lost’. Jeg kan tydeligt huske, da vi skuespillere (blandt andet Jesper Asholt, Bjarne Henriksen, Mette Horn, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus, red.) sad i Jonas’ lejlighed og så den for første gang. Vi sagde: 

”Der sker jo ikke noget.” ”Den handler ikke om noget.” Vi havde bare tullet rundt og improviseret. Men filmen fik en Bodil, og jeg fik en Bodil og en Robert for min rolle. Det blev sådan en film, mange havde hørt om, selvom der egentlig ikke var så mange, der så den. Men de, der så den, kunne lide den, den fik gode anmeldelser, og nogen mente, at den tegnede et portræt af en generation.

8.

Da jeg læste manuskriptet til ’Den eneste ene’, syntes jeg, at det var en sjov lille historie, jeg lige kunne overskue at være med i. Det var ikke en stor, dyr produktion med en masse kostumer og så videre. Men jeg var lidt forbeholden over for rollen. Jeg syntes, hun sad som sådan en forkælet passiv dame derhjemme, og så kom kærligheden heldigvis brasende ind ad døren. Men Susanne Bier sagde, hun ville fortælle historien som et eventyr, og at jeg ikke skulle tage det så bogstaveligt. Alt behøver jo heller ikke have en social kontekst. Det er fint med mig at lave underholdning, og jeg synes ikke, der er nogen genrer, der er finere end andre. At filmen blev den mest sete film i flere år, havde jeg ikke regnet med. Pludselig blev jeg et kendt ansigt, og der blev jeg bange. Det var virkelig voldsomt. 

Jeg blev genkendt, hvis jeg gik ned i kiosken. Folk følte, at de kendte mig, og hende i filmen var jo ret sød, så jeg prøvede virkelig at være sød, så de ikke skulle blive skuffede. Jeg prøvede at leve op til rollen. At være flink og være på. Dengang var der ikke så mange berømte, så hver gang der kom fokus på en ny, skulle den person i quizshows og have meninger om alt muligt. Det ville jeg ikke, og jeg var meget taknemmelig, da reality-tv kom i gang, og deltagerne kunne tage opmærksomheden.

Jeg oplevede det kun som et pres og blev egentlig ikke smigret af opmærksomheden, selvom den kun var positiv. Jeg blev for eksempel friet til af en ejendomsmægler, der havde set mig i filmen. Men det var svært at håndtere den periode. Jeg tænkte: ”Kan du så være glad, din skid”, men jeg ville hellere bare være hjemme og gemme mig. Og det gjorde jeg. Jeg gik kun ud, hvis jeg havde overskud, for folk måtte ikke blive skuffede over at møde mig i virkeligheden. Jeg gjorde mig meget umage med at sige ordentligt tak og sige noget pænt til folk, når de henvendte sig. Da jeg var med i ’Borgen’, oplevede jeg også stor opmærksomhed, men på en helt anden måde. Det var meget nemmere. Det var en mere voksen rolle, jeg spillede, og jeg følte mig ikke så blottet som i ’Den eneste ene’. ’Borgen’ gav en masse muligheder, også i udlandet. Vi ved godt i Danmark, hvor tæt eller langt ’Borgen’ er fra virkeligheden herhjemme, men i udlandet tog de den for gode varer. De fik en tro på, at der var et sted i verden, hvor sund fornuft har en chance.

9.

Det var helt vildt første gang, jeg skulle arbejde sammen med Tom Hanks (’A Hologram for the King’, 2016, red.). Mit lille hjerte kunne næsten ikke have, hvis det viste sig, at han var en dum skid. Det er ikke altid en god idé at møde sine helte, men Tom Hanks er virkelig god til at være Tom Hanks. Jeg skulle møde ham og instruktøren Tom Tykwer, som jeg også beundrer enormt, på et hotel i Casablanca til en prøve. Så snart jeg kom ind, råbte de højt og begejstret ”Theeere she is”, som var jeg en længe ventet god ven. Vi skulle lave en ret grænseoverskridende scene, hvor jeg på det nærmeste voldtager Tom Hanks, og hvorfor ikke gå i gang med at øve den som det første? Der var puder på gulvet, og han lod, som om det nok var ham, der var mest genert. Gjorde alt, hvad han kunne, for at jeg skulle have det godt: ”Sikke dog et hurlumhej …” og ”Åh, de gamle knæ, hvad hvis vi lægger en pude her?” Når man lige har mødt hinanden og ligger og roder rundt på gulvet, er isen ligesom brudt. 

Første dag filmede jeg med ham fra klokken tre om eftermiddagen til klokken syv om morgenen. Hver gang vi skulle lave et nyt take, sagde Tom: ”Kom, det er første og sidste gang.” Vi sad og ventede på sådan nogle høje stole, og når vi skulle på, sprang han ned fra stolen og var klar. Det var det helt omvendte af, hvad man kunne have af fordomme om toppen af hierarkiet: at stjernen vil kræve at få en smoothie, før han vil gøre noget som helst. Han gav den 100 procent hver gang, og det gjorde, at jeg kunne stå klokken syv om morgenen og være glad og levere.

10. 

Det har haft en kæmpe indflydelse på mit liv, at jeg blev uddannet i Frankrig. Uddannelsen var meget fysisk. At tale om psykologi var bandlyst, og det er noget helt andet end i Danmark. I Frankrig blev vi også virkelig pisket med, at hvis vi kunne blive noget andet, skulle vi gøre det, for som skuespillere kom vi ikke til at lave noget, som folk ikke kunne leve uden. Vi skulle ikke producere mad eller bygge huse. Der var ikke brug for os. Hvis man ville være skuespiller, skulle det være, fordi man ville det mere end noget andet, og hvis man fik lov til det, skulle man være taknemmelig og gøre sit bedste, også hvis det var noget dårligt materiale, man havde at arbejde med. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at det var anderledes i Danmark. Man måtte gerne sige, at det var svært. ”Jeg gider ikke i dag” eller ”‘Jeg er træt”. Det måtte vi ikke i Frankrig. Hvis man siger ”Jeg er træt”, bliver man jo træt. 

I Danmark har vi skuespillere, som begyndte med at filme i midt-90’erne, og som har oplevet Dogme og en bølge, hvor vi bliver betragtet som medfortællere. Vi er vant til dialog. Jeg skulle lige vænne mig til, at der er et helt andet hierarki i de fleste andre lande. Da jeg filmede i USA, fik jeg fortalt af en kollega, at hvis jeg blandede mig for meget, ville jeg ikke få flere job i USA. Den skulle jeg lige sluge. At det bliver betragtet som besværligt – og ikke en gave – at man siger sin mening. I Frankrig er det også anderledes. Der er instruktøren gud, og i England virker det mere, som om det er forfatterne. 

Når jeg arbejder i udlandet, er det som at starte forfra hver gang. Jeg kender næsten aldrig nogen på holdet, og ingen kender mig. Det er superstimulerende, sjovt og udfordrende at finde min ’nybegynder’ hver gang. Jeg kan virkelig godt lide følelsen af, at det, der sker lige nu, sker for første, eneste og sidste gang.

12. marts er der premiere på ’Kød og blod’, hvor den 17-årige Ida mister sin mor og bliver placeret hos sin moster, spillet af Sidse Babett Knudsen. Mosteren viser sig at være overhoved i en dybt kriminel familie. ’Kød og blod’ er instruktør Jeanette Nordahls spillefilmsdebut. Sidse Babett Knudsen har sønnen Louis Ray fra 2004 og værner i øvrigt om sit privatliv.