Indlæg

Engang betød det at rejse at slå telt op i bakkerne omkring Ørum Sønderlyng. Men så blev FRANK HVAM lokket af en kæreste til at tage rigtigt afsted. Siden blev han kendt som manden, der vender vrangen ud på den danske folkesjæl. I seks kapitler og over fem kontinenter fortæller han om de rejser, der har dannet ham.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ricky John Molloy

DOWN UNDER

Vi rejste næsten aldrig i min barndom. Min far sagde tre gange om året: ”Hvorfor rejse, når vi har det så godt herhjemme?” Han havde været sømand som ung, så måske havde han fået stillet sit rejsebehov. Eller bare glemt, hvor fedt det er at komme ud. Vi var på Mallorca en gang og en anden gang i London. Jeg husker begge ferier som mindblowing. Men normalt tilbragte jeg somrene i engene og bakkerne omkring Ørum Sønderlyng, hvor jeg voksede op. Der kunne jeg tage et telt under armen og slå det op i en eller anden lyngbakke.

Da jeg var 13-14 år, begyndte jeg at tage på cykelferier med nogle kammerater. Det kulminerede med, at vi ville cykle til Frankrig. Vi havde afsat tre uger til det, men vi kom ikke længere end Rømø. Det skyldtes et utal af forsøg på at komme i kontakt med nogen af det modsatte køn på en campingplads. Det lykkedes selvfølgelig ikke.

At man ikke kommer ud at rejse, er jo ikke noget, man tager skade af, mens ens udsyn bliver måske ikke så stort. Man kan selvfølgelig få ting at vide af andre, men man forstår det ikke rigtigt, før man selv oplever noget. Da jeg var 18, i 1989, hankede min daværende kæreste op i mig og fik mig overtalt til, at vi skulle til Australien i et halvt år. Det forekom mig at være en helt vanvittig plan. Men da vi først var der, ville jeg ikke hjem igen. Vi arbejdede på en farm, hvor vi plukkede tomater og sorterede meloner. Vi boede i sådan nogle gamle slidte campingvogne. Der var ét toilet til deling, og man skulle passe på ikke at træde på slanger og enorme skrubtudser om natten. 

Vi hang ud med professionelle frugtplukkere, som virkelig var folk fra trailerparken. Det var meget hårdtarbejdende og meget fordrukne australiere, der rejste på kryds og tværs af landet alt efter, hvor der var noget at plukke. Det var fysisk stærke, men voldsomt nedslidte mennesker. Der var meget druk og mange skænderier og husspektakler efter mørkets frembrud. Men de behandlede os pænt. De kunne godt se, at vi ikke vidste noget om noget, så de lærte os, hvordan man kunne tjene lidt mere ved at snyde og trykke en ekstra gang på en knap på en maskine, så det så ud, som om man havde plukket en ekstra spand tomater. Det var ikke en stor faglighed, de dryssede ud over os, men nogle gode tips til, hvordan man overlever. 

Vi blaffede rundt, og på et tidspunkt fik vi et lift af en dame, der fortalte, at hendes mand havde en fiskekutter, hvor de fangede hajer. Vi kom med ud på den i en uges tid, og det var en fantastisk oplevelse. Vi gik lidt til hånde med at lave kaffe og andre småting. Vi var blandt andet med til at rense hajerne, men var slet ikke hurtige nok. Hajen var næsten rådden, inden jeg fik den lagt på is. Så vi var mest turister. På et tidspunkt fik vi en alt for stor haj i garnet, og så råbte kaptajnen ”SHARK!” Hans to hjælpere kom løbende med macheter og huggede nettet i stykker, så hajen forsvandt ned i vandet igen. 

Turen gjorde mig økonomisk voksen, og vi blev meget nærige, og det har jeg fortrudt. Da vi kom i land efter de dage på havet, lå det lidt i kortene, at vi skulle give en middag som tak for turen. Min kæreste og jeg kørte hen til det lokale pizzeria og blev chokerede over, hvor dyrt det var. Vi endte med at købe to pizzaer til os fem personer, der var på båden. 

Jeg glemmer aldrig skuffelsen i kaptajnens øjne. Der kom også et par småbitre bemærkninger, forståeligt nok. Når man er udenlands som ung, så tror man, at der ikke er nogen, der opdager det, hvis man er en røv. Man er hele tiden på vej videre. Det var også i Australien, at jeg stjal en lommeregner i en butik, så jeg bedre kunne regne ud, hvor mange penge jeg tjente på at plukke tomater. Det var så dumt i betragtning af de mulige konsekvenser – jeg var blevet smidt ud af landet på røv og albuer. 

Jeg har tænkt på pizza-episoden mange gange og haft dårlig samvittighed. Vi bildte os ind, at vi var fattigere, end vi var, men vi havde nok flere penge end dem, vi omgikkes med. Der var også nogle situationer, hvor vi ikke gav de øl, vi skulle. Det var pinligt. 

Jeg har talt med min ekskæreste om det siden hen, og hun har det på samme måde. Jeg besluttede, at det måtte ikke ske igen, og jeg tror ikke, jeg har været nærig siden. Det er et rædselsfuldt karaktertræk.

Efter seks måneder måtte jeg tage hjem. Jeg havde trukket et meget lavt nummer på session, så jeg skulle til Danmark for at aftjene min værnepligt i civilforsvaret. Min kæreste tog videre til New Zealand med nogle fyre derfra. Og jeg kom hjem til en kold februar, tog en orange hjelm på og begyndte at grave huller.

SOL OVER AFRIKA

Jeg havde altid set det som det helt store eventyr at tage til Afrika. Jeg vidste ikke så meget om kontinentet, det forekom lidt eksotisk og farligt. Da jeg besluttede at tage af sted i 2006, var vi netop færdige med at lave sæson 4 af ’Klovn’. Jeg havde stort set ikke holdt ferie, det var en kraftudladning at lave serien, men det var gået godt, og jeg var opfyldt af selvtillid og selvtilfredshed. Det var et godt tidspunkt at tage alene ud på min store rejse. Få noget Frank-tid, inden jeg slog mig ned med min kæreste og fik børn. 

Jeg valgte Tanzania, fordi jeg havde hørt, at tingene fungerer. Det kan godt være, at bussen ikke kommer til tiden, men den kommer. Jeg havde ikke planlagt ret meget, men havde besluttet at bo billigt for at komme tættere på lokalbefolkningen. Jeg forestillede mig, at jeg allerede i lufthavnen ville møde nogle afrikanere, der ville tage mig med på eventyr, og jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde i en lerklinet hytte og spise sammen med deres familie. Være en del af deres liv. Jeg var meget optimistisk omkring, hvordan ferien skulle være. 

Det blev de mest ensomme 5-6 uger i mit liv. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man rejser alene, er der ingen, der beder én om noget. Man får lov at gå rundt alene – alt, hvad der skal ske, skal komme fra én selv. Hver morgen når jeg vågnede, skulle jeg sørge for, at dagen fik en eller anden form for indhold. Det kom af en eller anden grund bag på mig. Og så var jeg for gammel til sådan en backpacker-tur. Jeg var 37 eller 38, og det gik op for mig på turen, at så bliver man betragtet som en freak. De yngre backpackere undgik ham den sære gamle mand.

Jeg kunne få lov til at give en øl, for jeg havde lidt flere penge end de yngre backpackere, men når de havde drukket den, så smuttede de. De skulle ikke have mig med videre i byen. Og jeg må sige, at de andre, jeg mødte på min alder, som rejste alene – de var freaks. De var ofte på flugt fra et eller andet i deres liv, og de havde hele tiden travlt med at missionere. Og så var der de gamle desillusionerede nødhjælpsarbejdere, der sagde: ”Arhg, det er håbløst, de kan ikke reddes.” Jeg hang mest ud med backpackere på min egen alder. Jeg kunne faktisk ikke rigtig lide mange af dem, og de kunne ikke lide mig.

HVAMS VERDEN

Frank Hvam er født i 1970 i Ørum Sønderlyng i Midtjylland, hvor familien havde en hundekennel. Det betød langvarige udflugter for den unge Frank, når han skulle lufte hunde efter skole. Især når de stak af.

Han ville egentlig have været militærnægter, men det krævede ni måneders arbejde i modsætning til seks måneder som værnepligtig i civilforsvaret. Her fik han adskillige skideballer, blandt andet for at sove for længe, komme for sent til vagter­ne eller glemme at tage flaget ned.

Frank læste til dyrlæge i tre år, indtil han fik nok af at ”skære i selvdøde schæferhunde” og ”aflive dyr i ’Dantes helvede for forsøgskyllinger.”

I midten af 90’erne fik han, efter en hakkende start, skabt sig et navn som stand-upper i København, og i 1999 inviterede Casper Christensen ham med i tv-programmet ’Casper og Mandrilaftalen’, der fik kultstatus i løbet af de to sæsoner og 67 afsnit. Det førte til mere tv, blandt andet serierne ’Kissmeyer Basic’ (2001), ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03) og ikke mindst ’Klovn’, der nu tæller syv sæsoner og tre film. Serien er også blevet vist i lokale versioner i Holland, Tyskland og Belgien. Sammen med Casper Christensen har Frank Hvam også skabt filmen ’Dan Dream’ (2017).

Hvam har to gange turneret med onemanshows: ’Live 09’ (2009-10) og ’Upassende’ (2014).

På den rejse gik det op for mig, at man kun er noget i kraft af sin omgangskreds. I kraft af, at man indgår i en social sammenhæng. Ellers er man en nobody. Jeg havde opnået en eller anden status som komiker i Danmark, men det var fuldstændig ligegyldigt for de lokale at være komiker. Det sagde dem ikke noget som helst. Det var en brat opvågning. Jeg havde mere lyst til at sige, jeg var læge. Et eller andet, de kunne bruge til noget. Jeg kan stadig drømme om at blive læge, og det værste er, at jeg stadig har snittet til at komme ind. 

Jeg rejste med lokale busser i stedet for turistbusser. På et tidspunkt tog jeg en bus, som skulle stoppe i en landsby, inden vi skulle køre videre næste morgen. Jeg fandt et primitivt hostel og vågnede næste morgen klokken seks. Bussen skulle køre klokken fem, og den næste kom først to dage senere. Jeg pakkede hurtigt mine ting, spænede af sted og håbede på et mirakel. Og bussen var der endnu. Propfyldt med folk og høns og geder. De andre passagerer havde jo spottet, at jeg var den eneste hvide på turen, og der var nok et eller andet, der var gået galt, siden jeg ikke var dukket op. Det var 50-60 mennesker, der havde besluttet, at de nok måtte vente på ham idioten. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men fornemmede, at jeg blev svinet til, samtidig med at jeg var dybt taknemmelig over deres omsorg. 

Jeg havde haft en barndomsdrøm om at have en sort ven. Jeg havde tænkt over det i skolen: ”Tænk, hvis der kom en ny dreng i klassen, og han var sort, og han satte sig ved mit bord og blev min ven. At det var mig, der havde en sort ven, jeg kunne vise frem.” Det var jo så hvidt, der hvor jeg kommer fra. Jeg fik så aldrig en sort ven i skolen, og det skete heller ikke på den ferie. Det var slet ikke så nemt, som jeg troede, at bryde vægge ned til lokalbefolkningen. Folk var ikke så tilbøjelige til at hjælpe en gammel backpacker eller have noget med mig at gøre. For hver dag, der gik, følte jeg mig mindre sjov og mindre charmerende. Alligevel gav turen mig en stolthed over at kunne være alene. Efter den tur kan jeg uden problemer spise alene eller gå i biografen alene. Det kunne jeg ikke før.

Der skulle ske noget, så jeg meldte mig til en tur, hvor vi skulle gå til toppen af Kilimanjaro. Jeg skulle rejse med et hollandsk par. I hotelfoyeren så jeg, at manden – Edwin, som var bankmand – lå og lavede armbøjninger som forberedelse til, at han skulle ud på den her strabadserende tur. Allerede der vidste jeg, at den var gal. Men jeg var socialt tørstig og ville gerne tale med nogen. På den første dag får Edwin så sagt, at måden at løse problemerne på i Irak var at kaste en atombombe. Derfra blev det kun værre. Gudskelov skete der noget på dag 4 på vej mod toppen af bjerget: Edwin fik højdesyge på den sidste opstigning. Midt om natten mistede han orienteringen i en snestorm og anede ikke, hvor han var. Han løb forvildet rundt uden for stien. Guiderne måtte indfange ham, mens han piskede af sted i noget puddersne. De kastede ham til jorden og fik ham slæbt ned til basecamp. Det var en kæmpe fryd og glæde for mig at se ham bryde sammen. 

Jeg vidste bare, at nu skulle jeg nå toppen. Men samme nat gik det op for mig, at jeg ikke havde det nødvendige udstyr. Jeg var bange for at få forfrysninger i ørene. Frøs ad helvede til. Men jeg havde en plasticpose, som jeg tog over hovedet, og med huen udenpå stoppede det vinden. Det var en stor sejr. Jeg nåede op, og da vi var nede igen, fik jeg mit bevis for at have været på toppen. Edwin ville i øvrigt ikke give drikkepenge til guiderne, de havde jo ikke fået ham til toppen. Alle vidste, at guiderne lever af drikkepenge. Jeg havde et skænderi med ham, hvor jeg sagde: ”De har jo reddet dit liv.” Det mente han ikke. Han havde været i kontrol hele tiden. Så lagde jeg drikkepenge for ham. Jeg havde jo besluttet mig for ikke at være nærig.

Jeg sluttede af med en uge på Zanzibar. Jeg havde levet på en sten i fem uger og besluttede at leje en luksushytte til mig selv. Fordi jeg havde rejst rundt alene, var jeg overbevist om, at jeg kunne klare mig selv, og jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at få skræddersyet en udflugt. Det kunne jeg selv klare. På resortet på Zanzibar spurgte de, om de skulle arrangere en snorkeltur, men jeg sagde nej, kørte ind til byen og købte en billig snorkel. Tilbage igen gik jeg i vandet og regnede med at være ude i 20-30 minutter. Jeg svømmede ud på den anden side af koralrevet og snorklede rundt, men da jeg ville ind igen, var det blevet lavvande. Korallerne var over vandoverfladen, de stod som en lodret væg og jeg kunne ikke komme forbi. Jeg prøvede et par gange, men blev revet til blods på arme og ben. 

Jeg var ret hurtigt klar over, at den var helt gal. Jeg havde regnet med en kort svømmetur og havde kun lidt solcreme på skuldrene. Mens jeg ventede på højvande, lå jeg som en grillpølse og vendte mig i vandet for at fordele solen på kroppen. Jeg lå derude i 3-4 timer, indtil det blev højvande. 

Da jeg kom ind på stranden, blev jeg mødt af en meget vred dame. Dér slog det mig: ”Jeg har jo bestilt massage.” Hun var kørt et godt stykke fra en anden landsby ud til resortet, og jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg blev lagt på briksen og fik massage på min ryg, der havde fået en andengradsforbrænding. Bagefter gik jeg direkte over i min hytte og lå syg i to dage med feber. 

Jeg syntes, det var pinligt, at det var gået galt for mig, så efter de to dage gik jeg videre op ad stranden til et andet luksusresort. Væk, væk, væk. Jeg ville gerne være god ved mig selv efter at have ligget syg i to dage, så jeg bestilte en rigtig lækker hummer. Og fik en sindssyg madforgiftning. Så lå jeg i sengen i to dage mere. 

Nu var der kun få dage tilbage af turen, og jeg ville gerne nå at få et par øl med nogle af de andre turister. Den sidste aften inden jeg skulle hjem, kæmpede jeg mig ud af sengen, helt udmattet efter den gang diarré. Pludselig hørte jeg nogen tale dansk. For første gang på hele turen. Jeg tænkte: ”Endelig er der nogen, der ved, hvem jeg er.” Straks opsøgte jeg gruppen af danskere. Blandt andet en pige, der hilste afmålt på mig. Men jeg hægtede mig fast på gruppen, jeg ville gerne være i selskab med nogle danskere. 

Jeg spurgte pigen, hvor hun kom fra, og den slags. Efter noget tid fortalte hun, at hun faktisk havde mødt Casper og mig, da hun var tjener på Park Café i København. Hun havde været på arbejde en aften året før, hvor ’Klovn’ holdt afslutningsfest. Det var en aften, hvor alt gik galt. Der var for mange gæster til, at de kunne følge med ude i køkkenet. Det hele brød sammen, og vi fik ikke vores mad. Vi havde fået alt for meget at drikke, og pigen, der var tjener, måtte høre på en del brok. Vi blev mere og mere fulde og dumme at høre på. På et tidspunkt sprang Casper op på en stol og talte til alle gæsterne: ”Vi har fået forfærdelig dårlig betjening. Er der andre, der har det på samme måde?” Hænderne røg op: ”Vi har ikke fået mad” og ”Vores mad var kold” og så videre.

Casper fik pisket en stemning op, og folk råbte i kor: ”Park er lort! Park er lort!” Og denne her stakkels tjener var fanget midt i infernoet. Da jeg havde allermest brug for at tale med en dansker, gik det op for mig, at det var en person, jeg nærmest havde været med til at traumatisere. Hun var meget lidt imponeret over at møde mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg undskyldte, men hun var ligeglad. Hun havde besluttet, hvad hun mente om mig. Det var min sidste aften på den tur. Og så var det ellers hjem til min kæreste og få et barn i en fart. 

SÅ FOR JAPAN DA

Min kammerat Jakob designer briller. Han får lavet stel i Japan, og jeg sneg mig med på en forretningsrejse i 2005. Det var en kæmpe oplevelse. Alt er formaliseret og stokkonservativt. Former fylder virkelig meget. Jeg voksede op i meget uformelle og antiautoritære rammer, og det var voldsomt at komme til et land, hvor der er regler for alting. Og de har automatisk respekt for folk, som de får at vide kan noget. Når de fik at vide, at jeg var en komiker med en vis succes i Danmark, tog de det for gode varer, så var jeg også en succes der – det var både dumt og dejligt. Min kammerat viste klip fra ’Klovn’ for 20-30 damer på en brillefabrik, der aldrig havde set ’Klovn’ før. De fik lov at holde en pause og se nogle scener. 

Det var nogle af de mere fysiske scener, da det jo var på dansk. For eksempel den scene, hvor Frank kommer til at skyde sin rengøringshjælp – som er død i forvejen – og en scene, hvor Frank er ude at bade og brænder sin tissemand på en brandmand. Det syntes de var sjovt. De har en ydmygelseshumor, det er det værste, de selv kan forestille sig. Bagefter ville de have taget billeder med mig og have autografer.

Det var svært at komme ind på livet af japanerne. De er reserverede. Jeg følte mig respekteret uden rigtig at blive lukket ind. Min kammerat havde været med til drukaftener på forretningsrejser, men jeg var med til eftermiddagsmøder, hvor man sidder i lotusstilling og drikker te og får nudler bagefter. Det var ikke sådan et sake-ræs med geishaer. Desværre. Det var en tur, der var præget af selvkontrol og stor respekt for japansk kultur, men den sidste aften gik det galt. 

Vi gik i japansk bad. De har en veludviklet badekultur, og vi sad sammen med 6-7 andre i sådan et dampbad og drak sake, og bagefter gik vi på en cool, lille japansk bar, hvor jeg sent om natten prøvede at imponere to japanske kvinder ved at lave håndstand op ad en væg. Jeg har stadig fornemmelsen i kroppen af, hvordan den ene arm gav efter, og jeg tumlede over i en reol med ældgamle, fornemme og svinedyre japanske blommevine. Reolen svajede faretruende frem og tilbage i, hvad der føltes som en evighed. Heldigvis blev den stående. 

Min kammerat brugte en del tid på at undskylde over for værten og de andre gæster, inden vi forlod etablissementet. Efter en times søvn stod vi op og tjekkede ud fra hotellet. Her opdagede jeg, at min pung var væk. Fordi min dømmekraft stadig var svækket, tømte jeg hele min kuffert ud på gulvet i receptionen. Foran blufærdige japanere kastede jeg rundt med mine underbukser, og dampende af sake ud af alle porer fandt jeg pungen. Tre timer senere opdagede jeg, at mit pas manglede. Og vi skulle flyve samme aften. 

Min hårdtprøvede kammerat fik den idé at opsøge den danske ambassade ­– hvor er man dog glad for at være dansk statsborger i sådan en situation. Ambassadøren dukkede meget venligt op på ambassaden en søndag og lavede et nødpas til mig. Det var dengang, ’Klovn’ stadig kunne lidt. I dag kan den serie ikke engang skaffe mig ind på en natklub i København. 

Få timer senere stod vi i alle rejsendes hadesituation – i en lufthavn med voldsomme tømmermænd. Farvel, Japan … og undskyld. Jeg blev i øvrigt forsikret om, at mit forsvundne pas med 100 procents sikkerhed ville blive returneret, når en japaner fandt det. Det skete så aldrig. Så enten findes der uærlige japanere, eller også ligger det stadig i min kuffert.

DEN SPANSKE SYGE

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være med i en international serie, men 

skaberne af ’Game of Thrones’, Dan Weiss og David Benioff, havde set ’Klovn’, og via Nikolaj Coster-Waldau mødtes Casper og jeg og spiste med dem et par gange. Via ham fik jeg tilbudt en lille rolle i serien i 2015. Scenen skulle optages på et gigantisk film-set lidt syd for Barcelona, hvor der var hundredvis af campingvogne og lastbiler og mennesker, der pilede rundt på kryds og tværs. Sikkerheden var enorm. Alene at få manuskriptet tilsendt krævede, at jeg fik installeret ekstra sikkerhedsprogrammer på min computer. Alt var på et niveau, der gjorde mig meget benovet. 

Dagen før jeg skulle optage, var jeg i sminken og fandt mit kostume. Det gik op for mig, at den her munkedragt tog lang tid at få på. Det var vigtigt for mig at gøre det godt i min scene, det var et øjeblik, der aldrig ville komme igen, og min frygt var, at jeg midt under optagelserne skulle på toilettet og bruge en masse tid på at få dragten af og på. Alle kender jo deres toiletrytme, og jeg kunne se i programmet for næste dag, at min scene lå lige oven i min rytme. Jeg vidste, at jeg skulle på toilettet på det tidspunkt. Derfor besluttede jeg at ændre den toiletrytme. 

Samme aften, da jeg kom hjem efter at have prøvet kostumet, gik jeg ud på toilettet. Fordi jeg ville være en dygtig dreng og gøre det godt dagen efter, forsøgte jeg at sætte en omgang bummelum i gang, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Det gik sådan set godt bortset fra, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter. Det var mod naturen og mit instinkt. Lige pludselig afstedkom det et krampeanfald i nederste del af maveregionen. I min røv helt præcist. Det var så intense smerter, at jeg ikke kunne blive i stillingen og var nødt til at rejse mig op. 

Jeg stod sådan i halvhug, da det begyndte at svimle, og så gik jeg ud som et lys og bragede hovedet ned i flisegulvet. Det er nok mit mest rædsomme øjeblik på en rejse. Da jeg kom til mig selv, var jeg helt forvirret. Var jeg i Danmark eller Spanien? Så dæmrede det: ”Okay, jeg ligger på et toilet i Spanien, og i morgen skal jeg spille med i ’Game of Thrones’.” Støttende på et badekar kunne jeg se i spejlet, at jeg havde ramt rent med panden, gudskelov ikke næsen. Så havde det været slut med den rolle. 

Jeg kravlede ud fra badeværelset og ringede til min manager og bad hende komme til undsætning med det samme. Jeg blev lagt i seng og sagde bare, at jeg var blevet svimmel. Jeg kunne ikke overskue at fortælle historien. I løbet af aftenen blev jeg bange for, at jeg var så groggy, at jeg ikke kunne være med næste dag. 

Næste morgen følte jeg mig rimelig frisk. Jeg kom i sminken, og de sagde selvfølgelig: ”Hvad fanden er der sket?” Jeg var helt blå og gul i panden, og der var et pænt sår. Jeg sagde, at jeg var gået ind i en dør. Det var, hvad jeg kunne finde på, selvom det jo ikke sker, at man går ind i en dør. De lagde et tykt lag sminke hen over mærkerne i panden, og jeg fik gennemført scenen uden at skulle på toilettet en eneste gang. 

TYRKERTRO

Alanya er for danskere, der i virkeligheden gerne vil til Italien, men tager til Alanya, hvor man kan få det hele billigere og i dårligere kvalitet. Et par år i træk mellem 2010 og 2012 blev jeg hyret af nogle danskere til at optræde på en strandbar for danske turister og for den danskerkoloni, der boede dernede. I de år kom der et væld af danske entertainere forbi for at optræde. Det var lidt som at optræde til en julefrokost i Danmark. 

Kolonien bestod af en gruppe lettere forslåede danskere med hang til hurtige penge. Det var mennesker, der havde været der i mange år. Af en eller anden grund kom de ikke af sted igen. De var virkelig søde og behandlede mig altid godt, men det var lidt … åndløst. Et slags ’Hotel California’. Det hele gik ud på at lave hurtig mønt, drikke sig en kæp i øret og score nogen fra næste hold charterturister. 

Der var guldgraverstemning i byen. Området udviklede sig i en rasende fart, hoteller skød op, og det var blevet populært at investere i bolig i Alanya, fordi turisterne havde fået øje på byen. Remee købte hus dernede. Amin Jensen også, og man hørte, at det var nu, hvis man ville lave en god investering. Jeg lod heldigvis være. Også fordi jeg ikke tåler varmen særlig godt. 

Alayna var ikke gearet til at håndtere alle de turister, der var begyndt at komme. Det var nedslidt, og der var beskidt over det hele. Når man var ude at bade, svømmede man to meter, og så fik man en plasticpose i hovedet, så svømmede man videre og fik et bind i munden og så et præservativ i øjet. Så skulle man bare ind på land igen.

Hver morgen mødte jeg de her svedende danskere: ”Uuuuha, den var slem i går.” Det hørte man hele tiden: ”Den var slem i går.” Hele dagen gik med at komme sig, inden de gik i gang igen og drak til klokken fem om morgenen. Sådan gik år ud og år ind. Det var nogle rastløse mennesker, nogle lykkeriddere. De havde hele tiden nye kærester, men der var ikke rigtig nogen, der blev voksne. Der var ingen, der stiftede familie. De var fanget i en tidslomme, som var festlig, men også deprimerende. Der var vist også nogle af dem, der ikke kunne tage hjem til Danmark på grund af skattemyndighederne. De ville først hjem, når de havde penge til at være en stor mand, men det krævede jo færre penge at være en stor mand i Tyrkiet. 

UDVANDRING I USA

Casper og jeg var i USA for at promovere den første ’Klovn’-film i 2012. Vi var i New York, Los Angeles og Austin i Texas. Der var en distributør, der havde købt filmen, og han havde sin egen biografkæde, Drafthouse, der kombinerede biograf og restaurant, så gæsterne spiste, mens de så film. Det fungerede pissegodt. 

Det var sjovt at se folk helt uden forudsætninger reagere på filmen. I Danmark har næsten alle, der har set ’Klovn’, et forhold til Casper og mig, og det farver dem, når de ser filmen. Men amerikanerne kendte os jo overhovedet ikke, så det var fantastisk at opdage, at vi havde lavet en film, som folk grinte af. De grinte stort set de samme steder som i Danmark. Nogle steder lidt mere og nogle steder lidt mindre. Amerikanerne reagerede dog stærkere på en situation i filmen, hvor Mia er gravid og truer Frank med at få en abort, for hun er ikke sikker på, at han bliver en god far. 

Det at få en abort i USA er meget mere alvorligt end i Danmark. Og så reagerede de voldsomt på Caspers homoseksuelle eventyr i filmen. De skreg nærmest, da de så scenen, hvor Frank kommer gående i skoven og ser Casper gennemføre et analt samleje. I Danmark kan man godt hive masser af grin ud af seksualitet, og vi tager det ret afslappet, hvad folk får rodet sig ud i seksuelt. Jeg tror, det var en blanding af grin og forargelse, men tilskuerne i de indiebiografer, hvor filmen blev vist, var vant til at se lidt af hvert og var generelt meget glade for filmen.

Vores 15 minutes of fame i USA var fantastiske. Filmen fik dog en blandet modtagelse, da den blev vist på University of Southern California. Der var nogen, der udvandrede under visningen, og der kom meget kritiske spørgsmål, da vi skulle svare på spørgsmål fra salen bagefter. Det drejede sig om vores portrættering af kvinder og homoseksuelle. Der var også nogen, der mente, at drengen, der er med i filmen, ville tage skade, fordi vi lavede nogle jokes om hans kønsdele. Men det, der gjorde en ældre dame allermest vred, var noget om asiater. Jeg tror, det var i forbindelse med en scene, hvor Bent Fabricius-Bjerre kommer gående med en nøgen asiatisk kvinde. Det afstedkom et raserianfald fra damen. 

Vi havde ikke oplevet andre steder i USA, at der blev sat spørgsmålstegn ved vores moralske habitus og tonen i filmen. Vi forstod faktisk ikke helt, hvad der ramte os. Vi talte en del om det bagefter og betragtede det som et fænomen, der var isoleret til netop det universitet i USA. Men det har jo så vist sig, at det er udbredt at se sådan på tingene. Vi havde ellers glædet os meget, for når vi har optrådt med standup, har det altid været noget af det fedeste at optræde på universiteter. Det plejede at være tolerante miljøer, hvor man kunne slippe af sted med vanvittige tankeeksperimenter. Det har med tiden ændret sig. Det, vi oplevede den aften på University of Southern California, oplever jeg i dag i forskellige afskygninger på små standupscener i København, hvor der er mange studerende. Der er ting, man ikke kan sige længere. 

Vores uhæmmede ytringsfrihed og nedbrydning af tabuer kulminerede vel med Muhammedkrisen. Siden da har det været et forsigtigt tilbagetog. Man skal navigere på en anden måde. At nedbryde grænser har ikke samme status, som det havde engang. Nu bliver det set som noget primitivt.

’Klovn 3: The Final’ har premiere 30. januar.

Han har dræbt Okking på skærmen og kaldt von Trier ’Lillemand’ på optagelser. Han jublede, da sønnen Nicolas Winding Refn triumferede i Cannes, og har nu efter 20 års kamp fået realiseret sin storfilm om besættelsen. Han er instruktør og klipper og manden, man ringer til, når film- og tv-lokummet brænder. Mød veteranen Anders Refn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

MINE FORÆLDRE var skønne. Min far var teatermaler og kunstner. Han havde gået på skole hos den franske kunstner Fernand Léger i Paris i mellemkrigstiden og arbejdede som scenograf på blandt andet Det Kongelige Teater og Dramaten i Stockholm. Min mor var mønsterbryder. Hun var svensk og datter af en dommer og en grevinde og skulle have været gift med en advokat eller industrimand. De fattede ikke, hvad hun skulle med den der venstreorienterede danske kunstner. Han var kommunist ligesom de andre kunstnere i den generation. Det var ikke hardcore DKP, men et kulturradikalt miljø, jeg voksede op i. Den svenske instruktør Pär Lagerkvist, som min far lavede scenografi til flere forestillinger af, sagde engang til ham: ”Hvis jeg skulle være barn igen, så skulle du være min far”. Min far brugte en masse tid på at lege med sine børn. Det gentog sig med min søn, Nicolas. De byggede ting og lavede våben, legede sørøvere og gemmeleg.

MIN BROR PETER og jeg var tossede med film. Vi åd Bergman, Kurosawa, Pasolini, Buñuel, Visconti, Rossellini, Kubrick, Hitchcock. Vi var så sultne. I gymnasietiden begyndte jeg at instruere små kortfilm nede i mosen i Gentofte, hvor vi boede i Jægersborg. Det lignede polsk filmkunst og var meget eksperimenterende og fuldt af spleen. Jeg læste sociologi på universitetet, men holdt op i 1965 og søgte ind på et filmstudie, der hed Palladium. Der var intet pres fra mine forældre i forhold til, hvad jeg skulle lave. De sagde bare: ”Nej, hvor sjovt, tillykke med det.” På Palladium var de i gang med filmen ’Sytten’ efter Carl Erik Soyas bog. Det var Ghita Nørby i noget semiporno og starten på den bølge, der senere blev sengekantsfilmene. Jeg var ansat som rekvisitørassistent. Det laveste job overhovedet, i dag hedder det runner. Vi gik bare og ryddede op og blev sendt i byen.

’Strømer’ vandt tre Bodil-priser i 1976. Længst til venstre er det Anders Refn, der sætter i scene.

MEN FRA FØRSTE GANG jeg kom ind og så det røde blink og hørte hornet – bååååååt – der signalerede klar til optagelse, kunne jeg mærke elektriciteten i luften, selvom det var nogle meget enfoldige komedier. Instruktøren Sven Methling kastede sin kærlighed på mig og ville gerne lære mig noget. Han gjorde mig til instruktørassistent og tog mig med i klipperummet og viste mig, hvordan man laver en skudplan og tilrettelægger en scene. At lave film er at kunne styre en maskine. Der er sindssygt mange processer, der skal kunne løbe sammen i ét udtryk. Han var en meget sød mand, og jeg skylder ham virkelig meget. Han lavede lystspil som ’Soldaterkammerater’ og ’5 mand og Rosa’ og senere ’Krummerne’. Jeg var en del af en ny generation i dansk film, der ikke bare ville kæmpe mod kedsomheden. Vi ville fortælle historier, man kunne tro på, blive berørt af og klogere af.

ANDERS REFN

75 år.Instruktør, klipper, manuskriptforfatter.Har medvirket på mere end 90 spillefilm. Har instrueret filmene ’Strømer’, ’Slægten’, ’De flyvende djævle’ og ’Sort høst’. Har været gift to gange og har tre børn.

DA FILMSKOLEN åbnede i 1966, søgte jeg ind, forgæves. Året efter kom jeg ind. Der gik syv år, fra jeg var færdig på filmskolen i 1969, til jeg lavede min første spillefilm. Jeg vidste, at når man debuterede, så var det alvor. Jeg så flere, der sjuskede sig lidt igennem, tabte pusten og forlod branchen. Man skal virkelig ville det, ellers kommer man ikke levende fra det. Jeg arbejdede som klipper og som instruktørassistent. Holdt instrumentet varmt. Hvis instruktørerne var lidt svage, overtog jeg nærmest instruktionen.

MIN DEBUTFILM ’Strømer’ kom ud i 1976. Dengang var det ikke comme il faut at lave film om en dansk politimand. I det venstreorienterede kunstnermiljø var politiet fjenden, som man kendte dem fra demonstrationer. Hovedpersonen er lidt reaktionær med Fremskridtspartiet-agtige holdninger. Han bliver drillet af de intellektuelle og af de smarte piger. Han er lidt håbløs, men også en rørende person, der ender med at opklare en forbrydelse, selvom det smutter til sidst. Han kan ikke rigtig bevise det. De onde ler, og de gode græder. 

I hovedrollerne i ’De forbandede år’ ses blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og Cyron Melville.

DET DANSKE FILMINSTITUT viste filmen i Cannes. Inden den gik i gang, sad der kun to mennesker i salen, Guardians anmelder John Gillett og en japaner. I dag er der stor hype omkring dansk film. Dengang var det mere provinsielt. Få forsøgte at få filmene ud over Danmarks grænser. Man sagde: ”Det kan aldrig lade sig gøre, det betaler sig ikke, det er spild af penge.” Der manglede selvtillid – og fantasi. Mange danske producenter tog bare til Cannes for at ligge på stranden og trække det fra i regnskabet. Til visningen af ’Strømer’ skete det heldige, at de ikke kunne køre filmen, fordi den var filmet i CinemaScope-format, og biografen havde ikke den forsatslinse, man skulle bruge. Operatøren kom ned helt blå i hovedet og sagde: ”Hvad fanden i helvede, hvorfor har I ikke fået rigtig besked?” Min bror Peter, der var med til at åbne Danmarks første kunstbiograf, Camera, og senere var direktør for Grand Teatret, var hurtig. Han løb ned på kontoret, hidsede sig op og sagde, at vi måtte have en ny kørsel med det samme. Han fortalte, at hele verdenspressen var gået forgæves. Så fik vi en ny visning i en anden biograf og satte en annonce i avisen med masser af stjerner og ordlyden: ’The biggest box office of ’76’. Så kom der 120 mennesker, og vi solgte den til både Canada og USA. Jeg sad på Hotel Carlton og kunne næsten ikke holde på den kuglepen, jeg skulle skrive under med, af bar nervøsitet. De snød os alligevel, som de altid gjorde dengang. Vi fik måske 10.000 dollars og så aldrig mere til det. 

I 1987, i monopolets sidste dage, blev ’Strømer’ til en tv-serie, ’Een gang strømer’. Den fik 2,7 millioner seere. I spillefilmen ender Jens Okkings politimand på en tosseanstalt, men til serien tog vi ham ud igen og satte ham i paspolitiet, hvor han drak porter i sin kaffekande. Jens Okking var en vanvittig god skuespiller, men han var besværlig at arbejde med. Hvis ikke man var stærk som instruktør, gik han ind og overtog styringen. Han mente ikke, Flemming Quist Møller og jeg kunne finde ud af at skrive manuskript, og lavede om i replikkerne. Så ville han have del i ophavsretten. Det gav vi os ikke på: ”Du må gerne sige ’som’ i stedet for ’der’, men du skal ikke have ophavsret på grund af det.” Vi overvejede, om han skulle vinde over forbryderne og blive en helt, men vi slog ham ihjel til sidst. Han bliver slået i hovedet og smidt i Christianshavns Kanal. 

 

BESAT AF EN FILM

Anders Refn med ’De forbandede år’ vil du vise os krigens tid, som vi ikke har set den før. Du fortæller, at du har villet lave den her film i 20 år. Hvorfor har du ventet så længe?

”Sidst i 90’erne troede jeg, at jeg kunne få lov at lave en tv-serie hos DR. Forinden var jeg blevet hevet ind som instruktør for at lave et nyt koncept på det kuldsejlede projekt ’Taxa’. Den gik fra 300.000 til 1,5 millioner seere. Nu ville jeg gerne lave noget om anden verdenskrig, men jeg kunne ikke komme igennem med det. Jeg sagde: ’I er ikke rigtig kloge, det er ligesom ’Matador’, bare dobbelt så godt.’ Jeg lavede en række andre ting i mellemtiden, men holdt fast i ideen, og for et par år siden sagde TV 2, at de gerne ville lave den til 2020 og 75-årsjubilæet for befrielsen. De havde bare ikke flere seriepenge i deres budget. Så i stedet har vi lavet den store spillefilm om besættelsen.”

I filmen følger man en velhavende familie, der har mange dilemmaer: jødeflugt, sabotage, handel med Tyskland, forbudt kærlighed. Hvor repræsentative for den almene dansker er de?

”Vi ville ikke lave en film om den ædle frihedskæmper, som alle fra begyndelsen ved vil vinde. Og vi ville heller ikke lave værnemageren, som er så modbydelig. Den kunstneriske ambition er at prøve at sætte ansigter på en række mennesker, der mener, at de gør det rigtige, men som ikke kun er gode og heltemodige eller onde og grådige. Og vise, hvor svært og traumatisk det var. Vi har forsøgt at bygge en familie op, der spejler den universelle konflikt i deres eget lille univers. Det er gjort før, for eksempel i ’Godfather’.”

Familiefaderen, der er fabrikant, handler og samarbejder i stadig højere grad med tyskerne. Han gør det for familiens skyld, siger han. Fordi han er ’ansvarlig’. Er det en retfærdiggørelse?

”Det er værd at tænke over dilemmaet i dag. Hvad ville du gøre, hvis der stod maskingeværreder nede på gaden, og der var visitationer ved alle stationer? Ville man ikke prøve at finde en samarbejdsform? Man ville vel ikke straks finde en kniv og give sig til at hugge løs. Med bagklogskab er det ikke svært at sige, hvad der var fornuftigt. Men hvordan fanden så det ud, når du stod midt i det? Vores familiefar tror, han gør det bedste. Men problemerne opstår med de alt for mange kompromiser, han indgår.”

Tror du, der stadig er en appetit på anden verdenskrig hos publikum?

”Det kan man jo kun håbe. Jeg var teknisk instruktør på Anne-Grethe Bjarup Riis’ ’Hvidsten Gruppen’. Den var der 750.000 mennesker, der så. Det er ikke, fordi det ikke har folks interesse. Min egen søn Nicolas, blev jeg opmærksom på, havde længe et temmelig forvredet billede af krigen. Det var ’Ørneborgen’ om igen. Med nogle vanvittig onde tyskere og nogle dødkloge danskere. Den her film er historisk gennemresearchet ned til mindste detalje, og jeg håber, den vil gøre folk bare en lille smule klogere på, hvor komplekst det var under besættelsen.”

JEG HAR LAVET otte film for Lars von Trier. Det begyndte i 1996 med ’Breaking the Waves’, som jeg klippede. Det var et meget lykkeligt samarbejde. Vi havde lavet et manifest med 10 punkter, der hed ’Emotional Editing’. Vi ville bryde alle regler. Vi ville så sent ind i en scene som muligt, uden at det blev meningsløst. I stedet for at manden kommer ind ad døren, tager frakken af, rømmer sig, reder sit hår, går ind til konen, snakker lidt frem og tilbage og siger ”jeg vil gerne skilles”, klippede vi ind på ”jeg vil gerne skilles”. Når scenen emotionelt havde peaket, bang, så klippede vi ind i den næste scene. Nogle var bange for, at publikum ville have svært ved at orientere sig, men på det tidspunkt var folk meget øvede i at læse billeder. Det var på tide at finde et moderne filmsprog, så folk ikke kedede sig. Det er jo kedeligt at se fok rejse sig og tage tøjet på. Og lukke døre op og i. Efter den film fik jeg et prædikat i Europa som en meget god klipper. Den var klippet så grimt, at alle kunne se, at det var noget særligt. Det var ikke, fordi folk ikke havde gjort det før, men den film var nok det mest radikale forsøg på det hidtil. Og Lars har altid været god til at brande tingene. Dogme var jo også bare en måde at lave lavbudgetfilm på. 

PÅ ‘DANCER IN THE DARK’ var jeg instruktørassistent. Lars havde besluttet at fotografere hele lortet selv, og det var en fantastisk præstation, men han havde brug for mig til at køre hele settet for sig og briefe holdet og sige klar til optagelse. Så fik han maksimal arbejdsro. På et tidspunkt skulle han gøre grin med mig og kaldte mig ’Gammelfar’. Så sagde jeg: ”Nu skal du være artig, ’Lillemand’, ellers kommer du over knæet.” Lars er virkelig god til at drille. Det sympatiske er, at han kun driller folk, han godt kan lide, ikke folk, der er i underskud. 

DET HAR VÆRET en luksus at få lov at arbejde med topskuespillere som James Caan, Lauren Bacall, Catherine Deneuve og Nicole Kidman. Nicole Kidman var meget generøs og stillede op til alting på alle tidspunkter, da vi optog ’Dogville’ i Trollhättan i Sverige. Men hun var også meget reserveret. Hun sagde, at det var svært stof, der krævede al hendes koncentration, så hun havde ikke overskud til at joke og socialisere med holdet. Til gengæld inviterede hun os på en mexicansk fest, hvor der kom kokke flyvende fra London. Bagefter lavede hun en endnu finere fest med beluga-kaviar og Cristal-champagne til hele holdet, også statister. Hun fik ikke mere i løn end de andre, men hun havde vist lidt penge med hjemmefra.

JEG SKULLE KLIPPE ’Antichrist’, og normalt er klipperen ikke med fra begyndelsen. Men lige før optagelserne skulle begynde nede i Tyskland, ringede produceren og sagde, at jeg blev nødt til at komme med det samme og være standby, fordi Lars havde en depression. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at han har angstanfald. Nogle gange faldt Lars i søvn på settet, fordi han fik så meget medicin. Men skuespillerne var skidesøde over for ham. 

DET ER ALDRIG kedeligt med Lars. Han er en fantastisk dygtig personinstruktør og har været til stor inspiration for mig. Da vi lavede ’Melancholia’, endte det med ballade i Cannes, fordi han talte om sin forståelse for Hitler. Det franske politi truede med at sætte ham i fængsel. De fleste fra Zentropa rejste hjem sammen med ham, så jeg sad næsten alene med Kirsten Dunst til afslutningsfesten, hvor hun fik en pris for bedste skuespillerinde. Samtidig sad min søn Nicolas der med Ryan Gosling og sin producent. De var helt oppe at køre, fordi Nicolas blev kåret til årets instruktør for ’Drive’. Og jeg var kisteglad. En pris i Cannes er det bedste, jeg kunne ønske for min søn. Det er noget, der ændrer ens karriere.

JEG BLEV FORBAVSET, da Nicolas sagde, at han ville være instruktør – selvom han altid har været meget filminteresseret. Han boede i New York med sin mor i 8-9 år og levede en lidt splittet tilværelse, hvor han rejste meget frem og tilbage. Det var ikke specielt sjovt for ham, og min bror Peter var bekymret for ham, da han kom hjem og tog sin studentereksamen på Frederiksberg. Så han ansatte ham som scout og sendte ham til Cannes for at finde mærkelige undergrundsfilm til sin biograf. Splatterfilm og den slags, som Nicolas elsker. Det reddede omsætningen mere end én sommer.

DET KOSTER det hvide ud af øjnene at lave film. Plus en skilsmisse hver gang. På en måde er du dybt utro. Du tænker kun på filmen, så længe den er i gang. Du vågner op om natten badet i sved og råber: ”Klar til optagelse!” Eller har mareridt om scener, der mislykkes. Jeg har aldrig villet skilles. Det var altid kvinderne, der sagde: ”Nu kan vi ikke holde dig ud mere.” ”Har vi det ikke hyggeligt?” ”Nej, vi har ej, du er aldrig hjemme.” Der skal være en grund til, at man laver en film.

’De forbandede år’ har premiere 9. januar.

 

Den tidligere statsminister udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Brian Berg, Colourbox, PR

ESBJERG

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere, der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder altid nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

TISVILDELEJE

”Lone og jeg har haft sommerhus her siden 1993. Her er hav, skov og en stilhed, jeg kan mærke nærmest fysisk, når jeg træder ind i huset. Her kan jeg være mig selv. Det er stærkt vanedannende.”

TEATER GROB, KØBENHAVN

”Der er højt til loftet. Der er kritik og diskussionslyst. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum – hun er en dynamo – brugte mig som konsulent på sit stykke ’Corydong’, og jeg var gæst ved en enkelt forestilling, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere Dong-salget med et meget samfundsinteresseret publikum. Vi skal passe godt på de få politiske teatre, vi har.”

Poul Nyrup Rasmussen er 76 år og tidligere statsminister. Initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare, for eksempel gennem Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

 

Forfatter EVA TIND om at møde sin mor og sin biologiske familie i Sydkorea, om totalteater i Nordkorea, om en næsten forgæves tur til et sydkoreansk matriarkat og om at rejse ud – eller hjem?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

SEOUL, 1995 

“Jeg blev bortadopteret som helt lille, fordi mine forældre blev skilt, hvilket dengang var meget skamfuldt i Sydkorea. Da jeg var 14, opsøgte jeg adoptionsbureauet for at få informationer om mine biologiske forældre og skrev derefter sporadiske breve med dem. Men først som 21-årig fik jeg mod nok til at rejse ud for at møde min biologiske familie for første gang. Jeg rejste først til Thailand og derfra videre til Seoul. Undervejs skulle flyet mellemlande. Jeg havde nærmest aldrig set en anden koreaner i mit liv bortset fra nogle turister i Danmark. Men da vi landede, væltede det ind med koreanere, som skulle til Seoul. Pludselig sad jeg omgivet af folk, der lignede mig selv. Jeg blev meget rørt.

I Seoul skulle jeg bo på et yogwan, en slags koreansk hostel, men af den lidt finere slags. Det lå i den ældre del af byen, der nu mest består af skyskrabere og moderne byggeri. Jeg ankom et par dage før, jeg skulle møde mine forældre. Jeg havde ikke deres præcise adresse, men fik en aftale med stedets ejer om, at han ville hjælpe mig med at finde dem. Vi gik på det lokale politikontor, fik adressen og arrangerede et møde på mit hostel et par dage senere.

Eva Tind iført koreansk nationaldragt i Seoul.

Jeg sad i en lille gård på hostellet, da de ankom. Min mor, min far, min storebror og min storesøster, som ikke var blevet bortadopteret. De kunne ikke engelsk, så vi kommunikerede via hostel-ejeren, der agerede tolk. Dengang var Sydkorea stadig meget lukket over for Vesten, og de kulturelle koder var ekstremt svære at tyde. Det gjorde ikke ligefrem kommunikationen nemmere.

Jeg havde en følelse af, at min biologiske familie overhovedet ikke lignede mig, selvom jeg godt kunne se, at vi havde mange af de samme træk. Min mor omfavnede mig og sagde, at hun havde bedt for mig hver nat, siden hun gav mig fra sig. Hun græd under hele mødet. Jeg kunne ikke rigtig føle noget. Hendes overvældende sorg fyldte hele rummet. Det var først senere, efter flere møder, at jeg blev i stand til at mærke efter og finde ud af, hvordan jeg havde det med min biologiske familie. Det er en mærkelig følelse af at være tæt forbundet, men samtidig meget langt fra hinanden, både fysisk og menneskeligt.”

Bro over floden Yalu, der danner grænse mellem Kina og Nord­korea.

NORDKOREA, 2012

“Min biologiske far blev syg af kræft og døde i 2009. Det var med det tab, mit forfatterskab startede. Efter hans død udgav jeg min første digtsamling. Inden han gik bort, skrev han sin livshistorie ned. I brevet stod der, at han var født i Sinuiju i Nordkorea, der ligger lige ved grænsen til Kina. Et par år senere besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at rejse dertil for at kunne skrive bogen ’Han’.

Jeg bestilte turen gennem et britisk rejsebureau i Beijing. Man kunne vælge mellem forskellige ture, og jeg valgte ’The Kim Jong-il Birthday Tour’. Men et par måneder før jeg skulle af sted, døde Kim Jong-il, så i stedet blev det arrangeret, at vi skulle se hans mausoleum.

Vi var en gruppe på cirka 30, der mødtes i Beijing, hvor vi fik en lang liste med alt det, man ikke må i Nordkorea. Man måtte for eksempel ikke sige Nordkorea, kun Den Demokratiske Folkerepublik Korea, man måtte ikke have nogen form for flag med, og man måtte ikke folde eller ødelægge et billede af Den Store Leder. Det var kun et par af reglerne, der fyldte flere sider.

Da vi ankom, blev vi kørt ud til vores hotel, som lå på en ø, man ikke kunne komme væk fra uden at blive opdaget. Hvis nogen prøvede at forlade hotellet, ville hele gruppen blive sendt hjem. Vi blev kørt rundt i bus, og overalt vi kom, var der helt forladt. Vi var blandt andet på metromuseet i Pyongyang, hvor vi blev kørt helt til døren og mandsopdækket af seks guider og en mand, som filmede alt, vi foretog os. Indenfor var der ingen mennesker. Vi så blandt andet den jeep, Kim Jong-il var ankommet i til metroens åbning, og den togvogn, han havde kørt i på metroens jomfrutur. Alt handlede om ham. 

Fødselsdagskage foræret på dagen af styret i Nordkorea.

Et andet sted besøgte vi en gigantisk bygning fyldt med alle de statsgaver, som Nordkorea havde modtaget fra andre lande. Danmark havde to hylder med porcelæn, Rusland havde fem hele rum, hvor der blandt andet stod et helt togsæt i fuld størrelse. Vi deltog også i et sørgeoptog for Kim Jong-il, men stadig adskilt fra nordkoreanerne, som vi kun kunne ane bag os.

En af dagene skulle vi ud og køre med metro i Pyongyang. Der var personale i uniformer, der var varmt, og alt var stort og flot. Det stod i kontrast til de andre steder, vi havde været, som så flotte ud på afstand, men var faldefærdige, når man kom tæt på. Og hvor der altid var koldt, fordi de ikke havde råd til at varme bygningerne op. Pludselig var der også mennesker. Vi kørte med de lokale, og børnene stirrede nysgerrigt på os. Efterfølgende har jeg læst, at styret kan hyre op mod 1.000 mennesker med kort varsel som statister, når der kommer turister på besøg.

Under turen var jeg konstant i tvivl om alt. Hvad var virkeligt, og hvad var iscenesat? Var det skuespillere eller rigtige mennesker, vi så? Ingen fra gruppen turde rigtig sige noget, fordi vi sandsynligvis blev aflyttet.

Rejsen ud af Nordkorea foregik med tog til Kina. Turen gik forbi min fars fødeby. Der var nordkoreanske passagerer med toget, vi blev placeret i vores egen vogn, men med tilladelse til at gå ned i spisevognen til de andre. Togpersonalet kom gennem kupeerne og tjekkede alle billeder, vi havde taget på turen. 

Toget stoppede kun kort på stationen i Sinuiju uden mulighed for at stige ud. På den kinesiske side af grænsen tog jeg med en turistfærge, som sejlede forbi Sinuiju på afstand. men det var tåget, så det eneste, jeg så af min fars hjemby på turen, var et par huse gemt bag nogle træer og en perron gennem et togvindue.”

Matriarkat-øen Marado.

MARADO, 2018

Syd for fastlandet i Sydkorea ligger ferieøen Jeju. Lige ud for den ligger en mindre ø ved navn Marado, hvor der i mange år har eksisteret et matriarkat. Kvinderne fridykker efter fisk og andre spiselige ting fra havet, mens mændene passer hjemmet. Øen adskiller sig ekstremt meget fra resten af landet, som traditionelt er præget af dybe patriarkalske familiestrukturer.

Jeg rejse dertil med min datter sidste år for at researche til min seneste bog. Vi fløj fra Seoul til Jeju, der bliver kaldt ’bryllups-øen’, og skulle derfra sejle til Marado. Men da vi ankom til Jeju, brød en kraftig tyfon ud. Det regnede og blæste så meget, at alle færger til og fra øen blev aflyst. Vi skulle være der i fem dage og kunne kun håbe på, at uvejret gik over. Hver dag var jeg nede i receptionen på vores hotel og spørge til færgerne, men forgæves.

Pludselig blev der ophold i vejret. Jeg styrtede ned i recep­tionen om morgenen og fik bekræftet, at færgerne var begyndt at sejle igen. Vi skyndte os af sted med bus og kom med færgen ud til Marado, en meget kort tur.

Vi havde kun en time på øen. Blev vi længere, risikerede vi at blive fanget, hvis uvejret brød ud igen. Rundt på Marado går en sti, som man kan følge, og vi nåede akkurat hele vejen rundt. Jeg så en kirke, et par restauranter og en gruppe mænd, der fiskede. 

Dykkerkvinderne, som bliver kaldt hae­nyos, mødte jeg ikke. Men jeg følte, at jeg var nødt til at se dem. Dagen efter, inden vi skulle hjem, gik vi ud på en klippe ved Jejus sydlige kyst, hvorfra man kunne se hen på Marado. Med dykkerudstyr og dagens fangst kunne man se kvinderne stige op af havet, én efter én.”

Uden nogen filmerfaring, uden offentlig støtte og mod alle odds lavede tre dansk-iranske brødre for et par år siden succesfilmen ’Mens vi lever’. Nu vil Avaz-brødrene bevise sig selv som mere end døgnfluer, men først skal de overvinde deres interne konflikter. Ud & Se tog med på optagelse og tilbage til Nordsjælland, hvor det hele startede.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Jonas Pryner Andersen

BRØL HEDDER restauranten, der ligger ud til Helsingevej i Asserbo – en hovedvej nord for Frederiksværk med en håndfuld huse og en nærliggende Spar-købmand, hvor de lokale render rundt i træsko. Måske ikke umiddelbart det mest oplagte sted at placere et nordisk steakhouse, hvis man vil have mange gæster, men Avaz-familien er vant til at vende situationer på hovedet og gøre ting anderledes, end omgivelserne forventer. 

”Der manglede et sted som det her i Nordsjælland. Enten skal du spise på pizzeria eller på de dyreste restauranter til 2.000 kroner per kuvert. Det her er mad med ambitioner på familieniveau,” siger 34-årige Misam Avaz, den mellemste bror, mens lillebror Milad på 31 joker med, at restauranten kun er der, så han har et sted, hvor han kan brygge sine øl. 

Med sit sorte træ og sine hvide vinduer og døre falder Brøl i ét med de nordsjællandske sommerhuse, men indvendig hersker en skandinavisk minimalisme, der er mere Vesterbro end Asserbo. Intet ved indretningen afslører brødrenes iranske baggrund, men så kommer deres far halsende ind, siger et hurtigt hej til sine sønner på gebrokkent dansk og går straks ud i køkkenet, hvor han begynder at larme med potter og pander.

Restauranten er et afbræk fra Mehdis, Misams og Milads hektiske hverdag, hvor de hundser med folk på filmset og har møder med producenter og filmselskaber. Her, hvor deres forældre står i køkkenet, kan de slappe af og nyde god mad, vin og øl. Tidligere var stedet forældrenes bageri, men brødrene Avaz har overtaget det og omdannet det til en steakrestaurant – både i håb om at drive en sundere forretning, men også for at give deres forældre bedre og kortere arbejdstider på deres ældre dage.  

”Forhåbentlig kan det give dem nogle ekstra år at leve i,” siger Mehdi. 

Som de sidder der og fletter sætninger sammen og forsøger at overgå hinanden i komiske kommentarer, ligner brødrene Avaz en succeshistorie om tre drenge med indvandrerbaggrund, der uden filmerfaring tog røven på dansk film. I 2017 solgte de over 100.000 biografbilletter til den selvfinansierede debutfilm ’Mens vi lever’, der blev nomineret til fire Bodil-priser – herunder ’Årets danske film’. Med filmen blev brødrene udråbt til ’dansk films nye håb’, de fik ros for deres nye filmiske energi, og de fik 20 millioner kroner af blandt andre Nordisk Film og Det Danske Filminstitut til at lave dramaet ’Kollision’ med navne som Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Det er nu, de tre autodidakte brødre – der gik fra at være fotograf, salgschef og medarbejder i en investeringsfond til at lave film – for alvor skal rykke i seernes følelser og sælge billetter. Nu, de skal få ’brødrene Avaz’ til at blive et brand i sig selv –  en slags dansk udgave af Coen-brødrene. Men rollen som underdogs, der bokser mod hele verden, har slået sprækker i fundamentet mellem de tre.

PÅ MISAMS OVERARM er der en tatovering. ’DK 04.04.92’ står der i et stempel med permanent blæk, en gengivelse af det stempel, han og hans brødre fik i deres pas, første gang de landede i Danmark. 

Tre år tidligere boede familien i Teheran i et hus med swimmingpool og figentræer i haven. Detaljerne husker brødrene ikke, fordi de var små. De husker blot, at deres far Aziz, der var farmaceut, pludselig måtte flygte ud af landet efter Ayatollah Khomeinis død i 1989, fordi han havde støttet oppositionen. Faren blev smuglet ud af Iran og endte i en flygtningelejr i Nordsjælland med blot 120 kroner på lommen og søgte om asyl.

Herfra sendte han et kassettebånd hjem til sine tre sønner og sin hustru Kobra, hvor han fortalte syvårige Mehdi, at han nu måtte være manden i familien og passe godt på Misam på fire og Milad på et. 

De næste år blev deres far ved med at sende kassettebånd til drengene. Han fortalte godnathistorier, som de afspillede igen og igen. Milad husker, at han en nat vågnede op og ikke kunne finde sin mor og to brødre og troede, at de også havde forladt ham, og at han nu var alene i verden.

Efter tre år fik Aziz asyl i Danmark og fik godkendt familiesammenføring. En aprildag i 1992 satte Kobra, Mehdi, Misam og Milad foden på dansk grund, og Avaz-familien var genforenet.

Brødrene havde aldrig forestillet sig, at et land som Danmark overhovedet eksisterede. Bare det at kunne gå ned i supermarkedet og se det enorme udvalg af varer var ufatteligt. De fik røde pølser og remoulade for første gang, og kort efter vandt Danmark EM i fodbold. Alle festede og var glade. 

Det første halve år føltes som ren ferie, mens deres forældre forsøgte at skabe et nyt liv for drengene i et fremmed land. De fandt et hus i Tisvilde, men langsomt begyndte en ny hverdag at synke ind. Deres far kunne ikke få anerkendt sin uddannelse som farmaceut. Han måtte bringe pizzaer ud, gøre rent i en virksomhed og stå i køkkenet på en grillbar, mens hans kone tog sig af børnene og gik på VUC om aftenen.

Mehdi Avaz.

AVAZÅ NU?

Mehdi Avaz (født 1982), tidligere fotograf, lavede musikvideoer og reklamefilm. Nu instruktør og producer.

Misam Avaz (født 1985), ejede et salgsfirma, inden han blev producer.

Milad Avaz (født 1988), har en cand.merc. og arbejdede tidligere i en investeringsfond. Nu manuskriptforfatter og instruktør.

Tilsammen ejer brødrene produktionsselskabet Rocket Road Pictures, der står bag projekterne ’Mens vi lever’ (2017), ’Kollision’ (premiere 31. oktober) og ’Grow’ (premiere på TV 2 Zulu i 2020).

’Mens vi lever’ (2017) blev nomineret til fem Robert-priser samt fire Bodil-priser, heriblandt årets bedste danske film, og vandt en enkelt for bedste kvindelige birolle (Julie Christiansen).

DEN I DAG 37-årige storebror Mehdi begyndte som 10-årig at føle sig fortabt i det nye land. Han kunne ikke forstå de mærkelige ord, der væltede ud af danskernes munde, så han satte sig for, at ”det lort” skulle han bare lære hurtigst muligt. I mellemtiden kom Milad, der var fire år, i en børnehave, hvor ingen af de andre børn legede med ham. Derfor brugte forældrene, der var muslimer, deres penge på at sende brødrene på den kristne privatskole Helsinge Realskole, der angivelig var bedre end andre skoler. 

Og selvom drengene hurtigt følte sig lige så danske ”som rødgrød”, var det ikke altid sådan, omverdenen så dem. Der var ingen andre drenge med mørk hud, brune øjne og sort hår i Tisvilde.
Milad husker, at nogle drenge engang smed flasker efter ham. Og da deres far fik sparet nok penge sammen til at åbne sin egen grønthandel, blev ruderne flere gange smadret, og der blev malet hagekors på facaden. Alligevel understregede deres forældre, at det ikke var sådan, danskerne var – det var kun nogle få afstumpede mennesker, der kunne finde på sådan noget. De fleste var nærmere som naboerne Birthe og Johs, der havde taget imod den iranske familie med åbne arme og var blevet som en slags danske bedsteforældre for brødrene. Og deres forældre gentog pointen, næste gang grønthandlen blev vandaliseret. Og næste gang. Til sidst ville forsikringen ikke dække omkostningerne længere, så Mehdi og Misam sov i butikken med deres far for at forhindre mere ravage.

”Men i min erindring om at vokse op i Nordsjælland fylder det ikke engang fem procent i forhold til alt det lykkelige og dejlige, og hvor heldige vi har været at få lov at være her,” siger Milad.

Deres forældre slog fast, at brødrene aldrig måtte se sig selv som ofre. De skulle arbejde hårdt og klø på, uanset hvor meget omverdenen forsøgte at nedbryde dem.

”Der har aldrig været nogen anden udvej for os. Der var aldrig noget med at ’åh, det er så hårdt for os’,” siger Misam.

Flugten til Danmark påvirkede Mehdi mere end hans yngre brødre. Han husker mere og husker også, at han stak mere ud end Misam og Milad, der på mange måder hurtigt blev mere danske.

”Jeg har altid haft det sådan, at fordi jeg så anderledes ud, gjorde jeg alt for hurtigst muligt at hævde mig selv og blive accepteret. Jeg ville ikke sættes i bås. Folk skulle ikke tro, at jeg havde et pizzeria eller sådan noget. Det har jeg kæmpet med hele mit liv, og det gør jeg stadig,” siger Mehdi, der i sine unge år involverede sig i alt fra elevrådet til en teaterforening, ligesom han var med til at skaffe et øvelokale til unge musikere, selvom han ikke selv spillede musik. Det var den trang til at netværke, der banede vejen for deres første film.

Milad Avaz.

I SORT BLÆK står også en sætning på Meh­dis, Misams og Milads arme: ”I don’t want to be a product of my environment. I want my environment to be a product of me.”

Linjen er fra filmen ’The Departed’ og minder dem om, at de aldrig skal lade andre fortælle dem, hvad de kan og ikke kan. Men sådan har det ikke altid været. For nogle år siden gik Mehdi ned med stress og angstanfald efter at have arbejdet sig op som butikschef i en 3-telefilial. Han indså, at han var nødt til at lave noget, der gjorde ham glad, frem for at satse på et job med en fast indkomst. Han købte sig et kamera, satte sig for at blive fotograf, og selvom hans forældre mente, at det var et taberprojekt, kørte han på. 

Han begyndte at fotografere bryllupper og gravide og kørte en overgang rundt til skoler og tog klassebilleder. Da en af hans venner tilbød ham at komme til Los Angeles for at lave en musikvideo for nogle rige amerikanske forældre, der mente, at deres barn var den næste Justin Bieber, så Mehdi en mulighed og slog til. 

Milad og brødrenes far tog til L.A. for at overtale Mehdi til at komme hjem, men det projekt mislykkedes. I stedet droppede Milad sit job i en investeringsfond for at flytte til Los Angeles for at lave musikvideoer med sin storebror. Det var her, de første gang begyndte at lege med ideen om at lave deres egen film. Mehdi ville gerne fortælle historien om en trafikulykke, der var sket for en af hans klassekammerater på gymnasiet i Helsinge, og havde fået en manuskriptforfatter til at skrive manus. Men nerven i fortællingen manglede. 

Så kom Milad på banen. Han foreslog, at han kunne skrive det. Og selvom han aldrig havde skrevet manuskripter før, kunne Mehdi se, at hans mindste lillebror havde talent.

De tre gik metodisk til værk og lavede en produktionsplan, et budget og blev enige om, at ’Mens vi lever’ kunne laves for to millioner kroner. Men Det Danske Filminstitut afslog deres ansøgning om støtte. Det kunne slet ikke lade sig gøre at lave en dansk film for to millioner kroner, var beskeden. Den slags skal man ikke sige til Avaz-brødrene:  

”Jeg tror, at mange indvandrere har mere drive, fordi de har stået i  værre situationer. Det er det samme med os,” siger Milad.

Misam Avaz.

FOR AT SKRABE penge sammen arbejdede Mehdi i en food truck, hvor han vendte burgere, mens han tænkte i alternative måder at finansiere film på i Danmark. Historien tog udgangspunkt i en trafikulykke, og derfor kontaktede han Sikker Trafik, som han havde lavet et projekt for i ungdomsårene. De endte med at støtte filmen med en halv million kroner, ligesom Gribskov Kommune spyttede penge i projektet. Mehdi ringede derefter rundt til alle i sit netværk for at høre, om de ville investere i filmen. Ud af de 700 personer, han kontaktede, endte fem med at spytte i kassen, heriblandt fodboldspilleren Simon Kjær. Nu havde de penge til en film.

”Mehdi har en energi, der gør, at ting sker. Det bliver ikke bare til snak, det bliver til handling,” siger Milad om sin storebror.

Budgettet var skrabet ind til benet. Skuespillere og filmfolk blev betalt symbolske takster, det lejede udstyr blev forhandlet ned i pris, forældrene lavede mad til filmholdet, og der var ingen trailer, skuespillerne kunne slappe af i mellem optagelserne.

”De lagde en iver og et engagement i projektet, som smittede af og gjorde, at jeg troede på det,” siger Sebastian Jessen, der har været med i alle brødrenes projekter og spillede hovedrollen i ’Mens vi lever’.

Mehdi Avaz havde aldrig prøvet at instruere en film før. Pludselig stod der et filmhold på 50 personer og kiggede spørgende mod ham. Han havde kørt på energien, på sin trods og på trangen til at vise den danske filmbranche langemanden, men nu skulle han bevise, at han kunne få en film i kassen. 

”Jeg sov ikke i dagevis og kastede op af stress under optagelserne,” siger han i dag.

Det gjorde det ikke nemmere, at det glødede og slog gnister mellem Mehdi og Milad, der begge var drivvåde bag ørerne, når det kom til at lave film. Misam så mest til fra sidelinjen, men han prøvede at mægle, så godt han kunne. Konflikterne til trods fik brødrene ’Mens vi lever’ i hus på 21 dage – for 50.000 kroner mindre end budgetteret. De viste den til filmdistributørerne, og de kunne lide, hvad de så. Filmen blev vist i 90 biografer landet over og solgte 109.000 billetter – helt uhørt for en debutfilm skabt af folk helt uden filmerfaring. 

KARLA OG KOLLISIONEN

Avaz-brødrenes nye film ’Kollision’ handler om et dødsfald, en skilsmisse, og hvordan fædre er stillet, når der er kamp om forældremyndigheden. Filmen præsenterer navne som Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Rasmus Bjerg og Nicolas Bro samt ’Avaz-gengangere’ som Julie Christiansen
og Sebastian Jessen.

Misam Azads 11-årige datter Karla spiller derudover en bærende rolle.

I SPAREKASSEN I HELSINGE er der mere travlt end normalt. Folk kribler ind og ud ad glasdørene med lamper, kameraer og stativer, og der bliver talt både dansk og amerikansk. Brødrene Avaz er i gang med en scene til en kommende serie på TV 2, der indtil videre har arbejdstitlen ’Grow’. Milad står og kigger på skærmen bag kameraet, mens han justerer billedet, og Mehdi står ved hans skulder og hvisker gode råd. For første gang er rollerne byttet rundt. Milad instruerer, mens Mehdi er producer sammen med Misam, der trasker rundt i udkanten af filmholdet og skeler til uret på sin mobil for at sikre, at tidsplanen overholdes. 

”Quiet on set,” råber en høj mand ved navn Dusty. Med sin bredskyggede hat, solbriller og bandana er han gorillaen i rummet, der får alle til at makke ret, så brødrene ikke behøver at bruge energi på det.

”Rolling!”

De to skuespillere tager hul på scenen, men pludselig lyder der høje grin i baggrunden.

”Cut! Hvem fanden er det, der råber?!” 

Milad farer væk fra kameraet og kigger vredt mod et glaskontor, hvor Mehdi og en kvindelig medproducer sidder og kigger med på en skærm. De rækker uforstående armene op, indtil det går op for Milad, at larmen kommer fra et baglokale. Hans stemme dratter øjeblikkeligt ned fra sit ophidsede leje. Han giver sin bror og medproducer en undskyldning. Få sekunder senere ruller kameraet igen.

Tidligere kunne episoden nemt have fået Mehdi og Milad til at brøle ad hinanden, indtil Misam ville prøve at lægge sig imellem. En gentagelse af deres familiemønstre. Mehdi er storebroren, der naturligt tager ordet, ham, der har ideerne og de største armbevægelser. Milad er ham med den rappe tunge og det evindelige gåpåmod, mens midterbroren Misam er den praktiske kile mellem de to – ham, der overvejer sine ord lidt længere.  

”Når man arbejder sammen med andre, er man mere diplomatisk, men når det er ens brødre, er der ikke noget filter. Vi fyrer hinanden og opløser selskabet stort set hver dag, men nu har vi en regel om, at der ikke er nogen af os, der går, selvom vi kommer op at skændes,” siger Milad.

Det indbyrdes og ofte krasse forhold skaber en særlig stemning på settet, der er uvant for filmholdet.

”Man kan godt mærke, at de internt tager nogle ture, og der er en tone, som ikke ville gå på et set ellers. Bølgerne går højt, men så kan de stå og give hinanden et kram bagefter,” siger skuespilleren Sebastian Jessen, der samtidig peger på, at alle kan være mere sandfærdige over for hinanden, hvis noget ikke spiller.  

”Hvis man ikke kommer godt ud af det med en på filmholdet, kan man jo bare lade være med at arbejde sammen med ham igen. Men ens brødre kan man ikke vende ryggen til. Du bliver nødt til at finde en løsning,” siger Milad.

Den løsning er nu at aftale, at en af de tre er kaptajn på hvert enkelt projekt. Kaptajnen træffer den endelige beslutning og skærer igennem. Samtidig har de også aftalt, at uanset hvem af brødrene der er tovholder, skal der altid stå ’En film af brødrene Avaz’ i rulleteksterne. En aftale på et filmset opløser dog ikke nødvendigvis et helt livs familiedynamik. Som Milad Avaz siger: 

”Det er faktisk enormt hårdt som lillebror at skulle være en autoritet over for sine storebrødre. Det er sygt grænseoverskridende at sige: ’Nu gør I, som jeg siger’ til mine storebrødre.”

FAMILIE OG FILM smelter i det hele taget sammen. Ud over de tre brødre, der skriver, instruerer og producerer, spiller Misams ældste datter Karla en bærende rolle i deres nye film ’Kollision’, ligesom forældrene stadig laver mad på settet og kigger forbi næsten dagligt. Flere af brødrenes venner er også en del af filmholdet, og de ­bruger mange af de samme skuespillere og kamera­folk. Det er der en god grund til.

”Jeg tror, de føler, at de er kommet ud af ingenting med ’Mens vi lever’, så de vil gerne give tilbage til de folk, der troede på dem og gav dem en chance,” siger Sebastian Jessen.

Men der er også en lavpraktisk forklaring: Brødrene foretrækker at tilbringe tid med folk, de kender og stoler på.

”Vi har oplevet at blive svigtet en gang før, da vi var små. Vi har ikke rigtig noget familie i Danmark. Så vi prøver hele tiden at skabe en følelse af være trygge,” siger Mehdi, der ligesom sine brødre har kastet sig ud i en lang række projekter. 

Ud over ’Kollision’ og ’Grow’ skal Mehdi snart instruere en romantisk film i samarbejde med producer og manuskriptforfatter Ronnie Fridthjof, Milad arbejder på et manuskript til en film om anden verdenskrig, og Misam skal for første gang stå i spidsen for en dansk komediefilm. Mehdi er desuden i opstartsfasen med ”den bedste actionfilm, der er lavet på europæisk jord”, ligesom han skal være producer på en amerikansk dokumentar om De Sorte Pantere.

”Problemet er, at der er meget mere ild i røven på os end den tid, det tager at lave en film. Det tager måske to år at lave en film, men vi har noget fedt, vi gerne vil lave hver tredje måned,” siger Milad.

BASED ON A TRUE STORY

Avaz-brødrenes film tager ofte udgangspunkt i fortællinger fra deres eget liv. ’Mens vi lever’ er baseret på en ulykke, som en af Mehdi Avaz’ gymnasiekammerater var udsat for. ’Kollision’ er inspireret af en vens skilsmisse, mens tv-serien ’Grow’ tager udgangspunkt i Milads eget liv, hvor han tog springet fra et sikkert job i investeringsbranchen til filmverdenens usikre tilværelse.

ET PROJEKT har dog en særlig plads. Og derfor tøver de tre også med at kaste sig ud i det. Det er fortællingen om, hvordan deres far flygtede fra Iran og kom til Danmark. Om at gå fra at være en højtstående farmaceut i Iran til at være grønthandler i et land, hvor han af og til følte sig fremmed og uønsket og samtidig indpodede sine sønner, at de kunne opnå alt.

”Man tænker jo ikke over den slags, når man er barn, men nu hvor jeg selv er blevet far, ser jeg tilbage på de år og tænker: ’Hold kæft, hvor er det vildt, at de klarede den.’ Når folk spørger, hvem vores forbilleder er, er det vores forældre. De har været sindssygt gode til at opdrage os, men har også passet så godt på os, at jeg ikke følte, at der var forskel på mig og andre,” siger Misam.

Egentlig var det planen, at filmen skulle være en opfølger til ’Mens vi lever’, men nej, ikke endnu.

”Det kommer lidt for tæt på. Den film skal bare sidde lige i skabet,” siger Milad.

Ideen er dog ikke lagt ned. Derfor vimser deres onkel Faisal rundt i Restaurant Brøl i hælene på sin bror. Det er første gang, han er i Danmark, og første gang i 27 år, at deres far Aziz har set sin bror. Alligevel er det, som om de to iranske brødre med de samme træk er faldet ind i en rutine. Onkel Faisal går til hånde i restauranten, som havde han altid boet i Nordsjælland, bortset fra at han ikke taler et kvæk dansk. 

For de tre sønner er det en helt ny følelse at have et andet familiemedlem end deres forældre i deres hverdag. Onklens besøg rusker op i gamle følelser og har fået deres iranske rødder til at spire igen, selvom de ikke har været i Iran, siden de var små. 

For første gang i lang tid lufter Mehdi, Misam og Milad deres gebrokne farsi, mens de optager deres onkel og får ham til at fortælle om deres fars flugt fra Iran. Om den dag, da Avaz-brødrenes liv ændrede sig for altid. De kalder filmen ’Dannebrog’.

LIS SØRENSEN var en dagdrømmende, ensom pige, men fandt vej til centrum af dansk musik. Her fortæller hun om en række vendepunkter i et liv præget af havet, sangen og stemmen.
Tekst:Danni TravnFoto:Jesper Stormly Hansen/Ritzau Scanpix

MIN FAR VAR SØMAND og sejlede som krigssejler under anden verdenskrig. Da han gik i land, tog han hjem til sin hjemegn ved Skanderborg, og der mødte han kaffehandlerens datter. Min mor var vokset op i det bedre borgerskab, så ham sømanden var ikke det oplagte parti. De rykkede til Brabrand, hvor jeg voksede op med min storebror på et nedlagt landbrug. 

Huset lå lidt for sig selv på toppen af en bakke, og der var ikke så mange andre børn. Jeg rendte meget rundt på egen hånd. Legede med vores to cockerspaniels, passede deres hvalpe eller fodrede de 30 undulater i vores voliere. Min mor gik primært hjemme.

Min far havde en fandenivoldsk, entreprenant drivkraft og kastede sig over alt muligt. Han malede og solgte billeder. Han blev repræsentant for NSU Prinz (tysk bilmærke, red.), og vi havde vores stubmark fyldt med biler. Til sidst åbnede han og min mor en planteskole, som de drev sammen. Det var en barndom med masser af tryghed.  

Om sommeren pakkede vi vores NSU og kørte til Fanø. Der havde min far bygget et lille, sort sommerhus ved navn Trold. Derovre var det sand, vand og frihed. Uendelige dage med min bror og andre børn i klitterne. Mine forældre, min bror og jeg gik på stranden for at finde rav. Min mor og bror var klart bedst til at lede og holde blikket på jorden, mens min far og jeg hele tiden kom til at kigge op og ud. I huset spredte vi fundene ud på bordet, studerede de små dyr i ravet, og så fortalte min far om, hvordan vi alle sammen stammer fra havet. Jeg kunne finde på at tage ravglasset ned fra hylden alene for at få ham til at fortælle. Havet har altid draget mig.

I skolen følte jeg mig utilstrækkelig de første år. Jeg dagdrømte i timerne. Det var de sidste år af den sorte skole, og jeg var slem til at komme for sent til morgensamlingen. Der var så meget på min cykeltur, jeg gerne lige ville kigge på. Kom jeg for sent, kostede det nogle gange en lussing. Jeg fortalte det aldrig til mine forældre. Jeg vidste, at min far ville komme ned på skolen for at forsvare mig. Det frygtede jeg ville koste flere lussinger, og jeg ville helst ikke gøre for meget væsen af mig. 

I tredje klasse fik vi en ny lærer i naturhistorie. Pludselig stod han bare der i klasselokalet med sort halvlangt hår og skæg. Det føltes, som om en helt ny verden var trådt ind i klassen. En verden, jeg instinktivt var hooked på. Han hed Holger Laumann og stod fra begyndelsen i kontrast til de jakkesætsklædte, pomadiserede lærere. Han forsøgte virkelig at engagere os, at tale til potentialet i os, og kunne han komme til det, spillede han musik for os. Især soul fra USA.

Fem piger fra skolen ønskede sig en guitar i julegave året efter. Vi fik alle sammen vores ønske opfyldt. Holger dannede et band med os – De Fem – og vi lærte folkeviser og Beatles-sange. Hver dag sad jeg og øvede på førstesalen af vores hus. Eller lyttede til de plader, min bror købte, blandt andet Aretha Franklin. Det var også deroppe, jeg skrev min første sang. En lille cowboymelodi på D, G og A: ’Jeg vil hjem til mit hjemland’. Sammen med bandet optrådte jeg med den til vores forårskoncert i femte klasse. Fra den dag var jeg hende, der sang og spillede. For første gang følte jeg, at jeg havde en identitet.

På førstesalen af barndomshjemmet stod et gammelt klaver. Her komponerede Lis Sørensen sange helt op i Shit & Chanel-æraen. Foto: Privat.

DEN SORTE BAKELLITTELEFON ringede derhjemme i 1972. På det tidspunkt gik jeg rundt i et limbo og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle komme videre med musikken. Jeg havde indspillet plader med De Fem, men det var slut nu. I den anden ende af røret præsenterede en Anne Linnet sig. Jeg vidste godt, hvem hun var, jeg havde set hende optræde på Statsgymnasiet. Og jeg vidste også, at hun var blevet kæreste med Holger. Han havde opfordret hende til at ringe, for de var ved at samle et band. Om jeg ville være med?

Om jeg ville! Bandet hed Shit & Chanel og bestod af Anne, Holger, en lokal skuespiller og nogle af Holgers bandmates fra jazzorkestret Tears. Vi spillede debutkoncert på Stakladen i Aarhus i september samme år, men kort efter løb det ud i sandet. Et år efter opstod et nyt band med samme navn – denne gang kun med piger.

Jeg var 18 år, da Anne, Astrid, Lone, Ulla og jeg dannede Shit & Chanel. Det var i det band, jeg blev voksen. Vi rejste rundt i utætte varevogne, spillede på kroer, hvor de forventede, vi smed tøjet, vi forhandlede kontrakter, og jeg skændtes med den ene jaloux kæreste efter den anden, der ikke kunne kapere, at jeg stod på scenen. Det lærte mig ekstremt meget om at sætte grænser. Og det lærte mig værdien af at være et hold. Som solist har jeg siden hen altid bestræbt mig på at skabe en bandfeeling. Når jeg er blevet spurgt, hvordan man skal komme i gang som sangerinde, svarer jeg: ”Drop tanken om, at du kan klare det selv, og find nogle at spille sammen med.” 

Aarhus var vores hjemmebane, og mit tilholdssted var ofte Lars Muhls lejlighed i en besat bygning på hjørnet af Nørregade og Ringgaden. Derfra kunne vi gå ned på et af spillestederne. Hænge ud med Spillemændene, som Henning Stærk var forsanger for, og se Taurus – det senere TV-2 – spille. Jeg var et udpræget natdyr og havde behov for at prøve lidt af det hele. Det prægede forholdet til min mor. Hun kom til at stå for hele den gamle, pæne verden, mens jeg udforskede den nye, vilde verden. Jeg holdt hende mere og mere ude af mit liv. 

Min mor døde som 55-årig. Jeg var selv 21. Det tyngede mig i flere år, at vi aldrig nåede at finde hinanden igen. Det var sorgen over tabet, samvittighedsnaget over at have lukket hende ude, og det var vreden på hendes vegne over, at hendes liv blev så kort. Når jeg skrev sange, kredsede de ofte om de følelser, men de sad ligesom fast i mig. Sangene blev stive og pålydende. En dag sagde Sebastian, at han havde skrevet en sang til mig, ’Stille før storm’. Den forløste noget af sorgen i mig.

Oprindelig skrev Sebastian sangen til min første soloplade. Men jeg var så længe om at få pladen lavet, at han tog ’Stille før storm’ med på sit eget album. Det kendetegnede mig meget de år. Jeg famlede efter en retning, og i stedet endte jeg med at følge andre – i Sebastian Band, i Anne Linnet Band og i andre bands, hvor jeg sang og spillede med. Jeg var en god allrounder. Jeg spillede udmærket spade og klaver. Jeg kunne producere. Skrive tekster. Komponere. Arrangere. Og selvfølgelig synge. At arbejde tæt med Anne og Sebastian formede mit billede af, hvad jeg troede, en solokunstner skulle være: sådan en, der fra start til slut skabte alt. 

Jeg gik og råbte i klitterne i Nordjylland i 1988. På det tidspunkt havde jeg fået hul på solokarrieren, men nu skulle jeg skrive et nyt album. Men jeg var både tom og ked af det efter at have mistet min far. ”For helvede!” skreg jeg ud i vestenvinden. Efter at have raset ud tænkte jeg på nogle af de sange, jeg levede mig allermest ind i. Det slog mig, at jeg ikke havde skrevet dem selv. 

”Jeg ringer sgu lige rundt,” tænkte jeg. Jeg fik fat i Anne, Sebastian, Steffen Brandt, Lars Muhl og flere andre. De var alle sammen friske på at skrive mere til mig. Jeg frygtede, at det ville blive et værre kludetæppe, når jeg nu ikke var primær sangskriver. Men da albummet ’Hjerternes sang’ lå færdigt, hørte jeg for første gang, at min vokal kunne være en samlende fortællerstemme. Det album satte kursen for min måde at tænke og arbejde på. 

LIS SØRENSEN

Født 1955. Opvokset i Brabrand.

Student fra Århus Statsgymnasium og uddannet musik-pædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Tidligere medlem af Shit & Chanel og Sebastian Band. Har udgivet 12 soloalbum samt en række opsamlinger og liveplader.

Hendes stemme kan blandt andet høres i koret til ’Kvinde min’ med Gasolin’ og på omkvædet af ’Afrika’.

Har netop udgivet selvbiografien ’Jeg er kommet for at synge’.

Er aktuel med en omfattende danmarksturné i efteråret.

SANNE OG JEG TURNEREDE sammen i Sverige i 1990. Vi var begge en del af koncertkonceptet ’Badrock’, hvor vi spillede på borge eller slotte foran titusinder af mennesker på smukke sommeraftener. Sanne havde sin søn Victor Ray med, så når de andre fra koncertkaravanen tog til efterfest, tog Sanne og jeg tilbage til hotelværelset med ham – drak te, røg smøger, åd slik og snakkede om, hvad fremtiden mon ville bringe. Victor drønede rundt i et Superman-kostume og mindede mig om en af mine drømme: at blive mor. 

Jeg fik Sylvester i 1992. I et år gav jeg mig bare hen til moderrollen. Jeg nærmest boede i morgenkåbe og tog 10 kilo på. Det var vidunderligt at bekymre sig om et andet menneske i stedet for at pleje mit eget kunstner-ego. Jeg nåede et punkt, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg overhovedet ville vende tilbage til at synge. Måske skulle jeg bruge min uddannelse som musikpædagog fra konservatoriet? Imidlertid blev jeg spurgt, om jeg ville optræde med Thomas Helmig og Lars Muhl under Aarhus Festuge. Jeg sagde tøvende ja. Jeg anede dårlig nok, om min stemme fungerede. Så snart jeg stod deroppe, vidste jeg, at jeg måtte i gang igen.

Jeg nærmede mig 40 år, hvilket var meget i popsangerindeår dengang. Jeg mærkede pludselig, at jeg tilhørte de første generationer. Kiggede jeg mig omkring, så jeg ingen ældre forbilleder, hvis stier jeg kunne træde ned ad. Jeg måtte finde min egen. Løsningen blev et samarbejde med unge producere og sangskrivere som Soulshock, Cutfather og Karlin. De gav mig en funky bund, jeg kunne ligge og svuppe på. Jeg ringede til Naja Marie Aidt for at få hende til at bidrage med en tekst. Hun endte med at give sangen en titel, der indkapslede de foregående år for mig: ’Forvandling.’

Hjemme i Brabrand med storebror Peter omkring 1959. Foto: Privat.

JEG VAR I Portugal i begyndelsen af årtusindet. En aften fór jeg og min veninde vild i Lissabons smalle gader og satte os ind på en tilfældig bar. I midten var en lille scene, og ind kom en bred ældre kvinde. Hun var helt rank, klædt i sort, havde en rød kæde om halsen og håret samlet i en knold. Hele rummet blev tavst, da hun begyndte at synge lange sørgmodige toner. Flere omkring mig sad med våde øjne. Stilen var den længselsfulde portugisiske fado. Jeg forstod ikke et kuk, men fornemmede, at tilhørerne følte, at hun sang lige præcis deres historie. 

Oplevelsen i Lissabon blev skelsættende. Den gav mig tro på, at min alder gav mig autoritet som historiefortæller. Jeg vidste, at jeg havde passet godt på min stemme, og jeg havde en forhåbning om, at mine sange favnede en masse historier. Jeg undersøgte, hvilke forsamlingshuse, kroer og lignende der kunne tænkes at ville have mig og et lille band på besøg. Jeg var klar til tage ud på grusvejene for at vinde publikum.

Nogle steder sad hele byen linet op ved fint dækkede langborde og spiste mad fra den lokale madklub – jeg og bandet fik samme ret. Det var jordnært og nærværende, og det mindede mig om det, jeg selv kom fra. De ønskede ikke en hot ung popstar, de ønskede en moden sanger, der signalerede: ”Slap af, slå ørerne ud, så skal I bare høre.” Det krævede mange, lange køreture gennem natten, men jeg elskede det. Og det bekræftede mig i, at det var det her, jeg var sat i verden for at gøre: fortælle historier med min stemme. Samtidig begyndte de større spillesteder at koble sig på. At jeg formåede at knokle mig selv op på den måde, er noget af det, jeg er mest stolt af.

12 år og på scenen med De Fem til Engdalskolens forårskoncert i 1968. Lis Sørensen med sort pagehår og guitar er nummer to fra venstre. Bagerst i billedet musiklærer Holger Laumann. Foto: Jørn Timm, Aarhus Stadsarkiv.

ANNE, SANNE og jeg mødtes hos mig for at lave nogle uformelle øvere inden vores fælles turné i år. Sådan bare for at høre, om vi overhovedet kunne ramme hinanden. Vi fordelte os i sofaerne og begyndte at synge. Ret hurtigt fangede Anne og jeg hinandens blikke og smilede. Det var vildt for os begge at høre, hvor instinktivt vi gled ind i hinanden. Hun er den person, jeg har sunget flest timer sammen med. Det menneske, hun har kigget mest i øjnene i sit liv. Og omvendt.

Det gælder for os alle tre, at vi har været vidner til hinandens liv. Uanset hvor meget vi har haft behov for at løbe i hver vores egen retning, har vi været forbundet. Det var fedt at fejre og binde sløjfe på vores fælles fortid. 

Jeg har lagt en masse bekymringer om alder og beretti­gelse bag mig. Jeg ved, at jeg kommer til at tvivle nu, hvor jeg igen skal ud og snuse nye sange frem. Men efter tvivlen venter noget nyt og spændende. Sådan har det været hidtil. På intet tidspunkt har jeg gået fremtiden i møde med større spænding end nu. Jeg føler mig mere fri end nogensinde.

Han er her, der, alle vegne og altid lige på vej. Med sine storsælgende tv-serier, sin insisterende optræden og sin evige røren i gryderne er ADAM PRICE rykket helt frem i pandelapperne på danskerne. Ud & Se fulgte i hælene på den hurtigtænkende, legeglade og rastløse livskunstner, der er med til at definere, hvem vi egentlig er.
Tekst:Frank StokholmFoto:Martin Bubandt

HAN ER STADIG UNDERVEJS, forklarer hans personlige assistent, en yngre kvinde, da hun leder an gennem storrumskontoret, ned ad gangen og ind mod en halvåben dør til Adam Prices kontor. Det blev sent aftenen før. Kæresten havde foræret ham en 90 centimeter lang harpun, og den måtte straks afprøves uanset presset for at færdiggøre det tv-manuskript, som så mange mennesker venter på. Nogle timer lå han i vandet ud for Ålsgårde i Nordsjælland. Våddragten drillede, dykkerhandskerne var væk, og havørreder så den 52-årige mand med harpunen ingen af i det grumsede vand. Kun en enkelt fjæsing kom på skudhold, lod sig nærmest klappe i nattevandet, men det skal man ikke uden dykkerhandsker, ved Adam Price fra 70’er-tv-serien ’Fiskerne’. Klokken halv to vendte undervandsjægeren tomhændet hjem til Hellerup, og efter endnu en nat med for lidt søvn måtte han skrive fra tidlig morgen for at indhente det forsømte.

Om få dage står skuespillere, filmfolk og et halvt symfoniorkester klar til at optage den prøvefilm, den dummy, som skal overbevise DR om at investere i endnu en tv-serie skrevet af forfatteren bag ’Borgen’ og ’Herrens veje’. 

Da hans PA skubber døren op med den obligatoriske kop kaffe og den lige så obligatoriske undskyldning, når Adam Prices gæster må vente, er manden stadig undervejs, lyttende til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol på bilens lydanlæg, mens han over mobilen diskuterer manuskriptudkastet med DR’s dramachef Christian Rank. Undervejs – som han næsten altid gør – får han hele tiden nye indfald til fortællingen.

Kontorer siger ofte noget om deres mennesker, men få fortæller mere end Adam Prices. Sporene fra den seneste større produktion, Netflix-serien ’Ragnarok’ med norske skuespillere, er her endnu. På barskabet i hjørnet står to drikkehorn, og ved siden af ­Laphroaig-whiskyen lagret i 16 år er en flaske Valhalla Mjød. Et par bøger om nordisk mytologi står stadig i vinduesnichen. På whiteboardtavlen, der går hen over halvanden af kontorets vægge, har en ensom søslange fået lov til at blive, mens resten af historien er visket ud, og storyboardet gjort klar til den næste fortælling. 

I en tid, hvor kulturforbruget skifter fra bøger til tv-serier, kan man diskutere, hvem der egentlig er tidens vigtigste forfattere. ’Borgen’ og ’Herrens veje’ er begge solgt til over 100 lande, og det er tydeligt, at Adam Price med alderen har taget stadig mere komplekse fortællinger på sig. Der er efterhånden et stykke vej til en serie som ’Anna Pihl’, som han skrev, dengang datidens TV 2 talte om ’sofa-situationen’, hvor otte-niårige trygt kunne se med i sofaen mellem mor og far. Jo dybere han bevæger sig ad danske og nordiske stier – ligestilling, skilsmisser, dansk koalitionspolitik, lutheranske præstefamilier, nordisk mytologi – jo mere global bliver appellen. I disse år er Adam Price en af dem, som med størst gennemslagskraft fortæller verden, hvad det vil sige at være dansk.

MANGE DRØMMER OM et walk-in-closet, og barndomsvennen Mikael Esmann fik et tidligt, ikke til tøj, men til legetøj. I slutningen af 70’erne på villavejene på den rigtige side af Strandvejen, der hvor Østerbro møder Hellerup, var Mikaels far, Frank Esmann, blevet trukket hjem fra London til en stilling som chefredaktør på Weekendavisen. Sønnen måtte starte forfra med at få venner, men havde om ikke andet fra England et solidt forspring i legetøjssamlingen. Ingen af drengene i 4. klasse matchede ham på antal Action Man-dukker eller byggesæt til tanks, jagerfly og tilsvarende. Mikael Esmann husker stadig første gang, den ret runde og uhyre velopdragne Adam Price fra naboklassen på Ingrid Jespersens privatskole trådte ind i legetøjsrummet. 

”Han blev helt stille, stod der bare, fornemmede mulighederne. Fra dét øjeblik var vi bedste venner. Adam havde tidligt noget med gear,” fortæller Mikael Esmann.

At det udsagn har noget på sig, ved enhver, der har set bare ét afsnit af ’Spise med Price’. Og det gælder ikke kun køkkenting. Køber han en kniv, må det gerne være den særlige med titaniumbladet, der skærer gennem stål. Køber han en cykel, bruger han en uge på at researche på cykelfabrikanternes produkter og især historie. Ypper­lig håndværksmæssig kvalitet giver selvfølgelig pluspoint, men det gør det også, hvis produkterne eksempelvis minder ham om Venedig – stedet for hans første udlandsrejse som seksårig med sine ellers meget fraværende forældre. Produkter, som kan henføres til hans slægt, som gennem tre århundreder har levet af at optræde, har i det hele taget Adam Prices særlige opmærksomhed. 

Adam Price-koden for anskaffelse af ting er let at afkode på kontoret. På Mogens Koch-skabet i hjørnet står en modelbåd, den klassiske Riva-motorbåd, som dels har den her særlige kvalitet af mahogni med 12-15 lag lak, dels minder Adam Price om Venedig. Op ad væggen, nogle meter længere henne, står den to meter høje atelierlampe fra Venetia Studium, butikken nær Markuspladsen, som Goethe, Napoleon og faren John Price gerne søgte til. Plakaten på den anden side af døren med tyrefægteren Antonio Ordóñez har ikke noget med Venedig at gøre, men Hemingway skrev om både sin ven Antonio og dennes far, Cayetano Ordóñez. Antonios svigersøn, matadoren Paquirri, blev under en tyrefægtning i 1984 i Córdoba dræbt af tyren Avispado, og i dag er to af Antonio Ordóñez’ børnebørn aktive tyrefægtere. 

Adam Price husker, hvordan han som 10-årig på Mallorca sammen med sin mor så en tyr kvæste en overmodig ung mand. 

PRICE-TAG

Adam Price er manu­skript­forfatter, restauratør, madanmelder, tv-vært, instruktør, producer, iværksætter og forfatter til sange, revyer, musicals, satire, teaterstykker, film og tv-serier.

Folkeligt kom gennembruddet med ’Spise med Price’. Ud af madprogrammet voksede restaurationsbrandet Brdr. Price, fra 2011 med restaurant i Rosenborggade i indre København og siden i Tivoli, Aalborg og Herning. Ved siden af har Brdr. Price i foreløbig Tivoli og Lyngby lanceret ’Prices Diner’, inspireret af 40’ernes og 50’ernes amerikanske diners.

Sammen med ’Forbrydelsen’s hovedforfatter Søren Sveistrup er Adam Price den kreative hovedkraft i SAM Productions, der siden starten i 2014 er vokset til 50 ansatte. Gennem virksomheden har Price skrevet eller produceret blandt andet ’Herrens veje’, ’Mercur’, ’Ragnarok’ og ’Gidseltagningen’.

Debuten som tekstforfatter kom i 1986, da han som 21-årig leverede tekster til bror James’ melodier i Lindenborg Revyen. Siden gik turen over Studenterrevyen og Cirkusrevyen. I 1990 blev han kåret som Årets Revyforfatter og har gennem årene leveret en strøm af tekster til revyer og satiriske programmer.

Den unge Adam Price havde også opgaver med fordanskning af Disney-sange, blandt andet til ’Pocahontas’, ligesom han sammen med bror James i 1988 stod bag sangen ’Tid til lidt kærlighed’, der blev nummer to i Dansk Melodi Grand Prix.

Sammen med James Price har Adam Price lanceret seks musicals, men hovedindsatsen har ligget på tv-serier. Han fik tidlig træning som episodeforfatter til ’Taxa’ og nåede også at udvikle ideen til DR-serien ’Nikolaj og Julie’, inden han i 2001 skiftede til stillingen som dramachef på TV 2. Herefter vendte Adam Price tilbage til DR som hovedforfatter på ’Borgen’. Med den fik han sit internationale gennembrud og vandt blandt andet den engelske BAFTA Award, Prix Italia og Peabody Award.

Adam Price bor i Hellerup og har en voksen datter bosiddende i London og en søn på 10.

OGSÅ DE TING, Adam Price bærer, fortæller en personlig historie. Nu hvor han har sat sig ved skrivebordet, ses det kraftige ur, som passer til mandens robuste knoglebygning. Undervandsjægeren Adam Price har blik for det klassiske italienske urmærke Panerais historie som leverandør til italienske kampdykkere siden anden verdenskrig. Panerai er ikke fra Venedig, men Firenze – et andet af familien Prices tidlige rejsemål, som Adam og broren James siden har henlagt et afsnit af ’Spise med Price’ til, ligesom turen også er gået til Venedig. 

Han er i sneakers, jeans og noget blazeragtigt på overkroppen. Gængs dansk mandeuniform, hvor detaljerne gør forskellen. Jeansene er ud af tuben, men den blå ’skjorteblazer’ med skjorteflip foroven og blazersnit forneden har lige fået tvistet, som det gerne sker, når kreative virksomheders ledere vil låne blazerens autoritet, men ikke dens konformitet. Under det hele veksler sorte sneakers mellem flader af skinnende læder og mere matte stykker. 

Hvad er det for nogle sko?

”Jeg ved ikke, om vi skal ind på det. Er vi enige om, at jeg får artiklen til gennemlæsning først?”

Selvfølgelig. Hvad er det for nogle sko?

”Jeg tror, det skaber afstand. Folk ved godt, hvad de koster.”

Du har startet og er medejer af seks restauranter og et produktionsselskab med 50 ansatte. Du har vundet stribevis af priser for dine manuskripter. Millioner af mennesker verden over har set dine serier. Du må vel gerne gå i dyre sko.

”Okay, Louboutin. Hvis du taler med kvinder mellem 20 og 80, som interesserer sig for skomode, vil de alle vide, hvem Christian Louboutin er, og hvad han har betydet for sko, kvinder, skønhed og mode. Der findes kvindefødder, som egner sig særlig godt til Louboutin. Til disse kvinder kan han skabe sko med 8-10-12 centimeter høje stilethæle, og ryet er, at det er som ikke at have sko på. Høje stilethæle er vel noget af det mest kunstige, man kan forestille sig, men samtidig et skønhedsideal, man ikke kan komme uden om.”

Du kan godt lide stiletter?

”Jeg synes, det er sindssygt smukt. Sindssygt smukt. Hvis det er båret af den rigtige kvinde ved den rigtige lejlighed, er det da vanvittig smukt at se en hæl, en kvindefod, en hæl …”

Du kan godt lide at gå ved siden af?

”Hvilken mand kan ikke lide at gå ­ved siden af en smuk kvinde? Det ligger også i min opdragelse. Se på min far. Det ville være højst ejendommeligt, hvis det ikke havde min interesse. Og nu er Louboutin begyndt at lave herresko. Det ville jeg fandeme prøve.”

ADAMS FØRSTE BUK ramte han skråt forfra. Han var 19 år, Winchester .308’eren lånte han af en mand, der hed Harry, som havde 10.000 høns, og som enhver allerede dengang i midt-80’erne kunne se aldrig ville blive pioner i omstillingen til økologi eller fritgående høns. 

Det var ikke noget helt godt skud. Skoven ned mod Falsters østersøkyst var stadig luftig og lysegrøn, men det tog tid, før Adam og vennen Mikael Esmann fandt bukken, som havde nået at søge nogle meter væk og ind i det tykkeste krat for at dø. Selv nu, efter så mange år som jæger, er de værste øjeblikke, når et skud fejler og forårsager lidelse i stedet for øjeblikkelig død. Selv om Adam Price havde ramt på bladet, hvor hjerte, lever og lunger er, stod hjorten akkurat skævt nok til, at også mavesækken blev snittet. Med sin kniv åbnede Adam dyret til stanken af gæret græs og varmt blod.

33 år senere hænger et andet trofæ højt på væggen mellem kontorets to vinduer, en brunøjet Sierra Nevada-ibex med kraftige horn. Det var en meget fin jagtoplevelse, siger Adam Price, som længe brændende havde ønsket sig at skyde og spise den særlige spanske bjergged. Han skød med en Blaser 3006 på 175 meters afstand hen over en dal, så man ikke kunne høre det sædvanlige smæld, da kuglen ramte. Normalt lyder det, som når du slår med flad hånd mod en højreb på en kødkrog, forklarer han og klasker hænderne sammen.

”Han lå så fint op ad en klippe med forbenene over kors og så en sidste gang ned i dalen, hvor han havde kæmpet og stanget de andre hanner ned ad bjergsiden og vundet hunner og set små nye komme til. Så rejste han sig, den gamle han, så jeg kunne skyde ham i aftensolen. Han døde i skuddet.”

 En gruppe danske jægere deltager også fra tid til anden i, hvad der kan betegnes som en vild version af ’Spise med Price’. Her flyver Adam Price med på jagter i eksempelvis Limpopo-provinsen, hvor den ”grågrøngrumsede Limpopo-flod” (den belæste Adam Price bruger bevidst Kiplings ord) skiller Sydafrika fra Mozambique, Zimbabwe og Botswana. Efter jagterne kan deltagerne gå i køkkenet med Adam Price og tilberede kudu, eland, impala, wildebeest, det red harte­beest, som nu hænger som trofæ over Riva-­modelbåden, eller den zebra, hvis skind i dag dækker kontorgulvet nedenfor.

”Nu er jeg begyndt at jage med bue, og jagtudbyttet er faldet væsentligt. Er du en dygtig skytte med den rigtige riffel, kan du skyde på 250 meters afstand. Med bue skal du ind på 15-20 meter. Du går i grønt tøj, maler ansigtet og lærer at stivne, når dyrene ser mod dig. Får dyret fært, eller knækker du en kvist, er det væk. I Afrika har jeg fået to antiloper. Buejagt er en helt anden jagtoplevelse. Du skal så tæt på, at du kan se dyrets pupiller.”

DET BANKER PÅ døren en enkelt gang, så åbnes den uden at afvente svar. Ind træder en kvinde i trediverne med et N tatoveret på indersiden af venstre ankel. Nina Bisgaard er producer og ansvarlig for finansiering af film- og tv-serier i firmaet SAM Productions, som Adam Price er medejer af. Hun har i disse roller medvirket til et par oscarnominerede film, senest ’The Wife’ med Glenn Close, og nu skal den planlægningsstærke kvinde agere i den udfordrende rolle som det strukturerende element i Adam Prices produktioner. Lige nu er missionen at afdække, hvad pokker manden har fundet på, siden han gik hjem dagen før – og hvordan det forhåbentlig kan passes ind i den efterhånden detaljerede plan for prøveoptagelsen af episoden, der indebærer et symfoniorkester. 

”Jeg har lavet nye scener,” siger Adam Price.

”Ja?”

”Jeg talte med en i ledelsen af et symfoniorkester. Han fortalte, at det ikke er ualmindeligt, at man lader en gæstedirigent aflevere ubehagelige beskeder til musikerne. Jeg har indlagt en scene, hvor vores klarinettist ydmyges. Og så har jeg givet ham en mor. Jeg tror meget, han er sådan en, der har en mor.” 

”Er det bare en stemme?” spørger Nina Bisgaard. Hun sidder med økonomien. En skuespiller skal måske findes og betales. 

”Ikke engang. Man hører ham kun tale til hende i telefonen,” svarer Adam Price. Manuskripter har han skrevet i 30 år. Han ved, hvilke dramaturgiske greb der koster, og hvilke der er gratis. 

”Hvad er deres relation?”

”Jeg tror, hun er hans nærmeste. Han skiftevis elsker og hader hende.”

”Vi har ikke meget tid, når vi filmer med orkestret. Dummyen skal kun sætte karaktererne, ikke introducere alle konflikterne.”

”Præcis. Men lige de her to små greb kan gøre, at vi tænker: ’Nåhr for fanden, selvfølgelig har han en mor, og i virkeligheden er det hende, han taler med. Han er helt klart enebarn.’”

”Skønt! Det skriver du ind?”

”Jeg er i gang. Jeg tror, jeg kan aflevere femte draft i eftermiddag. Så laver jeg en hej-mail til alle. Jeg tror, vi har styr på det.” 

SOM BARN så Adam Price faren instruere moren, Birgitte Price. Og sønnen bemærkede, hvor fermt John Price legede med publikums følelser, så de skiftevis elskede og hadede karakteren. Det er den samme brønd, manuskriptforfatteren øser af i dag. Nogle forfattere skriver, fordi de har noget presserende at meddele verden. For Adam Price kommer det fra en leg med følelser. Sansen for replikskifter havde han tidligt. Grebet om karakterudvikling og plot er kommet til undervejs. I dag tryller han rutineret en lille moderbinding frem, når en figur på et afgørende tidspunkt har brug for den ekstra medfølelse, som suger publikum ind i historien. Han nyder, at tv-formatet har udviklet sig, så det er muligt at skabe mere kantede, moderne karakterer og ikke bare de grundlæggende gode typer, som måske nok har rod i privatlivet og drikker en whisky eller to for meget, men derudover bekæmper ondskab og genetablerer universets orden. 

Adam Price går anderledes til de bærende roller end en del andre manuskriptforfattere. Sidse Babett Knudsen var mere end almindeligt diskuterende, når hun i ’Borgen’ ville have det ene eller andet ændret i karakteren Birgitte Nyborg. Og Lars Mikkelsen var mere end det i ’Herrens veje’, når skuespilleren igen-igen udfordrede manuskriptet for provst Johannes Krogh. 

Sådan noget kan hurtigt blive nok, men ikke for Adam Price. Han tilretter ofte manuskriptet, og det har han også med hjemmefra. Når Birgitte og John Price, begge skuespillere og instruktører, var hjemme samtidig for at spise, var det ofte det, de diskuterede hen over middagsbordet. Adam Price er vokset op med den samtale, og skuespillernes ord glider naturligt ind i manuskriptet. Måske er det derfor, de bærende skuespillere er så gode i hans serier.

Familien havde arrangeret sig med en husholderske, som begyndte tre år før Adams fødsel, og som holdt ved 35 år frem til forældrenes død. Herudover var der indlagt weekendophold hos mormor og morfar, som var sagfører. Her var bedre tid til børn, og måske var det derfor, at Adam Price i forsøget på at undvige kunstnerlivet nogle år holdt ud på jurastudiet. 

Birgitte Price spottede anlægget for det juridiske hos sønnen, som i en tidlig alder stod alene på værelset og førte sin sag. ”Nu har jeg ventet så og så længe, og det kan ikke være rimeligt,” anførte den 10-årige ud i luften med den perfekte diktion, hun som kongelig skuespiller havde givet videre. (”Hun rettede os i én skrigende uendelighed,” siger Adam Price). 

Det var ikke en 10-årig, som smækkede med døre, det var en 10-årig, som procederede sin sag.

I det hele taget var han et nørdet barn. Som 11-årig bestod hans ønskeseddel til jul mest af bøger og klassisk musik. Da Adam Price efter 9. klasse blev sendt på sommerskole i Oxford, endte han efter universitetets sprogprøve på eliteholdet med midaldrende danske, norske og tyske gymnasielærere i engelsk. Pensum var engelsk renæssancelitteratur, og den 15-årige købte på vej hjem stort ind af Shakespeares og John Donnes renæssancesonetter. Nu, næsten fire årtier efter, kredser Adam Price under interviewet om romantiske poeter som Keats og Byron, og han dukker hovedet en anelse, når han taler om den roman, han stadig ikke har skrevet.

Jurastudiet blev gradvist undermineret af de skriveopgaver til revy og teater, som mor Birgitte og storebror James fristende lagde til rette. Og fascinationen af det juridiske spil blev omsat til tv-dramatik, da Adam Price tidligt i karrieren som dramachef for TV 2 igangsatte tv-serien ’Forsvar’. 

I det hele taget er det nærliggende at indlæse mandens private dramaer i hans dramatik. I ’Borgen’ er hovedpersonen Birgitte klemt mellem karriere og moderrolle. I ’Herrens veje’ fylder trekantsdramaet mellem den dominerende far og de to sønner, den yngre og den ældre. Og lige fra debuten som teaterinstruktør i 2002 med skilsmissefarcen ’Middag med venner’ har konflikten mellem karriere og ægteskab været et tilbagevendende tema.

”KLAR TIL OPTAGELSE” halvvejs råber en yngre mand med fuldskæg, briller og klaptræ. Med ét bliver der stille i koncertsalen, og skuespillerne taler ikke længere om, hvem af dem der er blevet kontaktet af ’Vild med dans’. Violinister, cellister og bassister fryser et øjeblik med løftede buer. Fotograf, scenograf, lydmand, lysmand, producer og teknikere af enhver art afventer signalet fra Adam Price. Selv Frederik Cilius virker til at have indstillet sin permanente afsøgen af omgivelserne for den næste anledning til en joke. Satirikeren, som er blevet kendt i rollen som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på Radio24syv, sidder fokuseret i kjole og hvidt midt i orkestret, klar med klarinetten. ”Og værsgo!”

Dirigentens pingvinhale danser til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol. Adam Prices læber bevæger sig til tonerne af den lettilgængelige symfoni, mens han opmærksomt følger kameraets billeder, som transmitteres til en monitor i hans skød. Et stykke fra scenen sidder han på gulvet med højre ben strittende lige frem og venstre fod trukket ind under højre lår, så Louboutins kendemærke, den røde sål, vender opad. 

”Og tak!” Price bevæger sig hurtigt frem mod scenekanten, undskylder – han ved, det er ubarmhjertigt at blive standset så få taktslag inde i en stor symfoni – men to af stolene i orkestret må lige rykkes sammen, så der kan komme et sigende blik mellem de to musikere. Kameraet skal tættere på. 

”Og værsgo!” 

Lidt derfra betragter producer Nina Bisgaard Adam Prices lykkeligt legende udtryk. 

”Se det ansigt,” halvvejs hvisker hun. ”De fleste af os kan godt lige forsvinde i tankerne et øjeblik, når vi har travlt. Når Adam er her, er han her. Det er derfor, han kan have så mange jern i ilden.” 

Dummyen skal give et kvarters smagsprøve på den mulige komedieserie med Frederik Cilius og hans faste makker Rasmus Bruun i bærende roller, og i serien indgår klassisk musik. Adam Price er omhyggelig med at vælge stykker ud, som appellerer bredt, så han måske igen – som med maden – kan invitere mange indenfor i en af de passioner, han fik gennem opvæksten i et hjem uden én eneste rytmisk plade. Måske har han også brug for et muntert frikvarter efter ’Herrens veje’, en serie, som var noget mørkere end Price selv. 

DET STORE PRICE-CIRKUS

I 1787 er der for allerførste gang cirkus i Norden. Stockholm får besøg af artister anført af waliseren Peter Price, Adam Prices tiptiptipoldefar. Sønnen James når i 1795 til Danmark, hvor han optræder på Dyrehavsbakken. Fire år efter slår familien sig ned i København. Price-familien optræder i Hofteatret ved Christiansborg, men åbner i 1801 Det Danske National-Sommertheater på Vesterbro. Komediehuset har stor succes, men 25. februar 1805 dør James Price efter indtagelsen af et måltid på Hotel d’Angleterre – ifølge familielegenden er måltidet overdådigt, og dødsårsagen er kvælning efter at have fået et kyllingeben galt i halsen.

James Prices enke viderefører teatret og indretter på Vesterbrogade Morskabstheatret, som får stor succes med  linedans, styrkeløft, pantomime, varieté og fremvisning af vilde dyr. Efterhånden overtages ledelsen af teatret af sønnerne Johann Adolph Price og James Price den yngre, tilsammen kaldet Brødrene Price. Brødrene ægter søstrene Rosa og Flora Lewin, som selv optræder med dans og mimik, noterer Lone Kühlmann i bogen ’Brødrene Price’.

Da Georg Carstensen i 1843 åbner Tivoli, udkonkurreres Morskabstheatret, som lukkes og rives ned. Herefter optræder Brødrene Price blandt andet på Det Kongelige Teater for Frederik VII og grevinde Danner. James Price den yngre får et ben amputeret efter et uheld med fyrværkeri på en line. Johann Adolph Price spiller Pjerrot-figuren i familiens teater og viderefører fra 1855 pantomimetraditionen som instruktør ved Tivoliteatret. En række af dekorationerne, som i dag anvendes af Pantomimeteatret i Tivoli, verdens ældste pantomimeteater, er malet af Johann Adolph Price. 

Brødrene Prices i alt otte børn forgrener sig som skuespillere, malere og især balletdansere. Balletmester August Bournonville ansætter Pricer i bundter, og nye generationer følger efter. På et tidspunkt er der otte Pricer ansat ved balletten. Mest kendt af ballet-Pricerne er ballerina Ellen Price, som i 1909 danser titelpartiet i ’Den lille havfrue’ og ifølge Kühlmann sidder model til statuen ved Langelinie.

Brødrene Price havde en bror, Carl Price, og han fik sønnen John, Adam Prices oldefar. John Price kunne som omkringrejsende klovn stå på hovedet på en flaske og spille violin og havde derudover en glansrolle som sommerfugleklovn, der er foreviget af Renoir. En kopi af maleriet hænger i Brdr. Prices restaurant i Tivoli.

Familietraditionen tro glider også John Prices fem børn ind som optrædende i den omrejsende trup. Den yngste søn, Tommy Eugen Price, Adams farfar, er både artist, violinist og balletmester. Han gifter sig i 1912 med den 16 år yngre barfodsdanserinde Anna Charlotte Hansen og får sønnen John Price, Adam Prices far. 

Selv turnerer Anna Charlotte Hansen rundt og dukker i 1918 op i både Tivolirevyen og i en birolle i stumfilmen ’Det spøger i villaen’. Når pengene ikke rækker til mad og brændsel, trækker Anna Charlotte tæpperne over sig og sønnen og læser i kogebøger. 

John Price starter som balletbarn, bliver kylet ud som 13-årig og kommer krabbende tilbage til Det Kongelige Teater som skuespilelev. Som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bliver John Price landskendt, og hans madglæde grundlagt under tæpperne resulterer blandt andet i kogebogen ’Spise med Price’ og et tv-program af samme navn. 

I andet ægteskab gifter John Price sig med den 21 år yngre Birgitte Bruun, som da har fået sit skuespillergennembrud som Søs i ’Far til fire’-filmene og bliver Johns elev på Det Kongelige Teaters elevskole. Birgitte Price bliver skuespiller ved Det Kongelige Teater og siden både chef for TV-Teatret i DR og skuespilchef ved Det Kongelige Teater. En stilling, hun må opgive på grund af kræft, som hun dør af i 1997, et halvt år efter sin mand. 

Sammen får Birgitte og John Price James og Adam Price, som på hver deres måde viderefører familietraditionen, der begyndte i 1787, da Peter Price tog til Skandinavien. 

SKUDPLANEN ER STRAM. Der er kun kort tid til hver scene. Da orkestret holder pause, arbejder Price og nøgleskuespillerne videre. Da orkestret går hjem, fortsætter filmholdet. Ikke mange manuskriptforfattere kan skrive i så mange genrer som ham, og ikke mange kan skifte til instruktørrollen. Hovedforfatteren er med til at vælge instruktør, komponist, caste skuespillere og besætte nøgleposterne i produktionen. Flere af skuespillerne går ikke hjem, før de lige har fanget Adam Prices blik. 

Hvis DR ender med at købe serien, må han godt huske dem. I starten er der 70 i den store sal, men efterhånden rasler musikere, teknikere og skuespillere af. 

”Jeg kan simpelthen ikke huske mine replikker,” stønner Frederik Cilius.

Klokken er halv ni. Aftenens sidste optagelser skal starte.

”Skal jeg stikke dig?” Adam Price har skrevet teksten og er kendt for sin klæbehjerne og evne til at pumpe energi i ethvert selskab. 

Mobilen giver lyd. Adam Prices 10-årige søn er hos ekshustruens mor. Sønnen insisterer på at sove hos faren, fremgår det af sms’en. 

”Han skal have en bjørnekrammer. I morgen, Nina, møder jeg først klokken 10, for så kan jeg på vejen sætte ham af på Bernadotten,” siger Adam Price og retter så igen opmærksomheden mod den udmattede satiriker: ”Skal jeg stikke dig?”

”Jeg tror godt, jeg kan.”

”Okay, kør!”

Mens skuespillerne spiller, bevæger Adam Prices læber sig igen, nu ikke til toner, men replikker. Det, de glemmer, husker han, og nu hvor scenen alligevel skal tages igen, må de godt rykke tættere sammen. 

”Det skal være mistænkeligt erotisk,” siger Price. 

Femte gang er den der. 

”Hvor er hans liv noget lort!” jubler Adam Price og skotter til Panerai-uret. Klokken er 21:04. It’s a wrap. 

ET STYKKE BAG SIG på vej ud i det norske vildnis hørte Mikael Esmann de sukkende lyde fra den åbenbart tungt læssede kammerat. Det var i de år, hvor Mikael Esmann studerede, og Adam Price forestillede at gøre det – i hvert fald når han skrev studenterrevy. Næste dag, da Mikael Esmann vågnede i teltet på sin fødselsdag, havde vennen gjort klar til champagne, foie gras og crêpes suzette på trangia-campingkogesættet. 

For resten af Danmark tog det lidt længere at opdage Price-brødrenes passion for mad. Tilfældet ville, eller – set fra ’Borgen’-producer Camilla Hammerichs ståsted – ulykken ville, at programmerne ’Spise med Price’ tog fart i 2008, året, hvor Adam Price egentlig var hyret til at levere fortællingen om Danmarks første kvindelige statsminister. Snart begyndte DR’s forskellige afdelinger at kæmpe om manden med de mange talenter og de store seertal. På gangene skulede Camilla Hammerich til produceren af madprogrammet, og hendes chef skulede til hans chef. Frustreret så hun manden, som egentlig skulle skrive manuskripter til ventende instruktører og skuespillere, lave forsvindingsnummeret ned ad gangen og ind i nabostudiet for lige at indtale en speak. 

”Adam blev virkelig god til den der med at åbne laptoppen, sætte kaffekoppen og hænge jakken på stoleryggen, som om han var der – og så var han der overhovedet ikke,” beretter den hårdtprøvede producent.

Mod slutningen af anden sæson af ’Borgen’ satte daværende dramachef Ingolf Gabold foden ned. Ikke mere ’Spise med Price’, før manuskripterne var i hus. 

”James måtte lave mad med Blomsterberg,” forklarer Ingolf Gabold.

Siden er presset bare taget til. Restauranter, produktionsselskab, foredrag, jagtrejser og til januar nytårskoncerter med fuldt symfoniorkester. Adam Price kan alt, undtagen at sige nej, lyder et gennemgående skudsmål. 

Ser man ’Spise med Price’ – en ny sæson forberedes i DR – så var de første sæsoner på 10 afsnit, mens de seneste er nede på seks. Adam Prices kalender er for presset. Den lillebror, som i første sæson lidt febrilsk stillede retterne frem i brorens sommerhus, nervøs for, om de faldt i James’ smag, findes ikke mere.

PÅ BÆNKEN til højre for trappen sidder tre lyshårede kvinder, noget yngre, dyrere og mere lårkorte end det publikum, som nu tager trinene op mod Brdr. Prices upscale franske bistro i Rosenborggade i det indre København. August er stadig varm, og mænd omkring 50 med flade maver og solide LinkedIn-profiler har efterladt slipsene i kontorskuffen og ankommer nu i flok eller med ledsager. 

Indenfor i restaurantens dybe, aflange rum med den lange bar lyder en summende snak. ’Spisekøkkenet’ kaldes denne, restaurantens mere uformelle del. Væggene i restauranten er broderet med minder fra forældrenes hjem – fotos, gamle filmplakater, farens malerier foruden et par jagttrofæer fra Limpopo-provinsen. Lysene over bardisken filtreres gennem hængende vinglas. På den sorte tavle højt på endevæggene er der med hvidt kridt noteret tavleretter som gazpacho, laksecarpaccio og rørt tatar. Adam Price kommer her et par gange om ugen, og det er her, kundemøder foregår. Med HBO, Netflix, StudioCanal, you name it. 

Og det virker, når Adam Price peger rundt på væggene i denne og andre af sine restauranter og fortæller om mor som Søs i ’Far til fire’, om oldefar John Price i rollen som sommerfugleklovnen i maleriet af Renoir eller om ballerinaen Ellen Price i rollen som den lille havfrue, der inspirerede til den berømte statue, der landede på Langelinie. At sælge ideer til tv-direktører, dramachefer og investorer er en del af metieren, og det kan han. 

”Ingen kan synge og danse som Adam,” som Camilla Hammerich udtrykker det. Har Adam Price først sunget og danset et par timer her i dagligstuen, tændes gerne den ild, som andre i produktionsselskabet, mennesker som Nina Bisgaard eller SAM Productions’ direktør Meta Louise Foldager, kan følge op på med mere håndfaste prisforhandlinger, aftaler og kontrakter. 

IND KOMMER Jørgen Leth. I sommerhalvåret kommer han her gerne en gang om ugen og bestiller den sædvanlige ’ox med fritter’ og et glas rød bourgogne. Men i dag skal han interviewes af Adam Price, sådan som traditionen er på stedet, hvor hver sæson med gæstetalere indledes med at interviewe Jørgen Leth, der stadig er solbrændt efter sommerens Tour de France. 

Adam Prices sans for det ”vanvittigt, sindssygt smukke” i at ankomme med den rette kvinde på de rette stiletter ved den rette lejlighed legemliggøres. Kæresten Annesofie Faurschous lyse, glansfyldte hår slutter midt på ryggen. Hudlægen med ph.d.-graden er enkelt klædt. En kridhvid sommerkjole med korte ærmer, snøreliv til at fremhæve blandt andet taljen og vandrette læg ned mod kjolekanten højt på lårene, hvorfra bare cigaretben fortsætter ned mod stiletstøvlerne i hvidt og brunbroget koskind. Kroppen er 20, og ansigtet holdt i skak. Kun blikket røber en kvinde omkring 40. 

En gang om ugen spiller de tennis, og som hun står her, kommer denne reporter i tvivl om rigtigheden i Adam Prices ord, da han et par uger tidligere under interviewet hævdede, at han jo nok ville vinde, hvis de virkelig spillede om det. 

”Det er så mine veninder,” siger Annesofie Faurschou og peger mod de tre kvinder fra bænken, som nu træder ind gennem døren. 

”Ah, blondiner,” udbryder Adam Price grinende og kindkysser til velkomst. 

Spisekøkkenet er fyldt, men i døråbningen til restaurantens mere fornemme sal rykkes et bord frem med champagne på køl. Adam Price følger kæresten med øjnene, da de fire kvinder skrider gennem lokalet.

UDEN VIDERE FORBEREDELSE interviewer Adam Price varmt, sjovt og skarpt. Bag bardisken med metrofliser og hængende køkkengrej som baggrund sidder de to levemænd på hver deres barstol med bourgogne i glasset. Som altid har Leth knappet skjorten to knapper ned, Prices er knappet tre ned. Rutineret lokker den yngre den ældre. Var Leths begejstring for colombianeren Egan Bernals sejr i Tour de France i virkeligheden også en indirekte kommentar til dansk udlændingepolitik? (Det er det helt bestemt). Vil Jørgen – i denne sluttede kreds – sige sin ærlige mening om de TV 2-chefer, som ikke ville sende ham til Frankrig? (Det vil Jørgen helt bestemt). 

Der skåles, Jørgen Leth læser egne sportsdigte, og der åbnes for spørgsmål fra en sal, hvor de fleste mænd gladelig ville bytte deres flotte LinkedIn-profiler for en enkelt dag som Jørgen. Da Leth på et spørgsmål om sine næste film svarer, at han jo ikke synes, at han har mere at bevise, og derfor kun arbejder med det, han interesserer sig for, kommenterer Adam Price, måske lidt overraskende, at ”det må være et dejligt sted at arbejde fra som kunstner”. 

Sidste spørgsmål kommer fra en kvinde, som vil vide, om Jørgen, efter alt det, han har oplevet, stadig har drømme, han gerne vil have opfyldt. Lidt tid grunder den aldrende poet over spørgsmålet, så svarer han, ”at det egentlig er et utroligt tilbud”. Underforståelsen af, at han mener kvinden, får latteren til at brøle. Adam Price griber situationen, lander en kommentar om filmen ’Det erotiske menneske’ og runder af med at glæde sig over, at vi her til sidst også kom ind på den evige fortælling om kvinde og mand. 

Lidt tid strømmer menneskene, som vil være Jørgen, mod Jørgen; så stilner det af. Adam hvisker noget i hans øre, Jørgen nikker. På terrassen udenfor ved grillen er skaffet et bord med fire ventende blondiner. Fra bardisken tager digteren museskridt, støttet ved armen. Kvinderne kommer mændene i møde. Restaurantens fotograf tager et billede af Adam Price og Jørgen Leth omsluttet af blondiner. It’s a wrap.

Udenfor virker efteråret så fjernt.

 

Journalist og tv-vært Tina Müller har dækket sportsbegivenheder over hele verden. Her fortæller hun om en islandsk fodboldsensation på første hånd, om at fare vild i de franske bjerge og om et tvivlsomt ’hotel’-ophold i Rusland.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EM I FRANKRIG

I 2016 var jeg i Frankrig for at dække EM i fodbold for DR Sporten. Danmark var ikke kvalificeret, og min opgave var derfor at dække hele slutrunden og rejse hen, hvor de gode historier var. 

Island blev hurtigt den helt store sensation, da de gik videre fra gruppespillet og skulle møde England i ottendedelsfinalen i Nice.

På stadion fyldte de islandske fans enormt meget i lydbilledet allerede inden kickoff. De stod i det ene hjørne, og da kampen nærmede sig sin afslutning – og det stod 2-1 til islændingene – sang de højere og højere. Jeg sad oppe på pressepladserne og tog en hurtig beslutning: Min fotograf og jeg skulle ned blandt de islandske fans og sende, selvom man ifølge reglerne ikke måtte filme fra tilskuerpladserne. Blev det opdaget, ville jeg få klippet min akkreditering over og blive udelukket fra resten af EM. Vi løb, og fotografen skjulte sit kamera under jakken. Da slutfløjtet lød, stod vi på tribunen og sendte live hjem til Danmark, mens islændingene jublede og sang i baggrunden. Det var så stort et øjeblik, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Heldigvis opdagede vagterne os ikke, og jeg fik ikke frataget min akkreditering. 

Dagen efter kampen skulle fotografen og jeg til Annecy, hvor det islandske landshold havde lejr. Vi skulle lave en live-gennemstilling til TV Avisen om Islands sensationelle sejr. Vi havde lejet en bil og besluttede at køre gennem bjergene. Vi kørte fra Nice ved 12-tiden, sportsnyhederne var klokken 21:55, og vi havde god tid.  

Turen var guddommelig smuk. Vi stoppede flere gange undervejs for at betragte de sneklædte bjerge i horisonten og de grønne dale, der strakte sig mellem dem. Jeg tog så mange billeder på min smartphone af landskabet. Ved 16-tiden begyndte det så småt at gå op for os, at gps’en måske regnede forkert. Den blev ved med at udskyde ankomsttidspunktet, og vi var stadig ikke nået ret langt væk fra Nice.

Klokken 20 begyndte jeg at gå i panik. Vi havde ikke en chance for at nå til Annecy, inden jeg skulle være på i TV Avisen. Men jeg ville lave den gennemstilling efter så stor en sensation som Islands sejr over England. Vi måtte finde en løsning. På min telefon kunne jeg se, om der var forbindelse til at stille igennem. Vi kørte lidt, stoppede, hoppede ud af bilen og tog udstyret frem for at få forbindelse, kørte igen og prøvede en gang til – intet hjalp. Vi var langt oppe i bjergene, og der var ingen telefonmaster i miles omkreds. 

Min redaktør hjemme i København begyndte at blive utålmodig: Ville indslaget blive til noget eller ej? Jeg kiggede på et kort og kunne se, at der var en lille landsby ikke langt fra det sted, hvor vi befandt os. Måske var der nogen i byen, som kunne hjælpe?

Da vi ankom, var byen helt stille. Lysene i vinduerne var slukkede, og der var ingen mennesker. Det føltes næsten som en spøgelsesby. Pludselig fik fotografen øje på en kvinde gennem et vindue på første sal i et lille hus. Vi gik ind og spurgte, om hun havde wi-fi. Hun kunne næsten ikke tale engelsk, men vi fik forklaret, at vi skulle bruge internet. Kvinden gik tilbage i huset og kom ud med en lap papir med koden til netværket. Og så kørte hun ellers sin vej, hun havde et ærinde at løbe, sagde hun på gebrokkent engelsk. 

Det var sidste chance. Klokken var 21:30. Fotografen tastede koden ind på sit live-udstyr, og til vores held virkede det. En halv time senere var jeg igennem til TV Avisen i en fransk flække, der intet havde med den islandske lejr i Annecy at gøre. Fra vi ankom, til vi kørte, mødte vi ikke ét eneste menneske i byen – ud over kvinden, som reddede vores forbindelse.

TINA MÜLLER

Journalist og tv-vært, 41 år. Har arbejdet for Viasat, TV 2 Sport og siden 2014 for DR Sporten, hvor hun blandt andet har været vært på sportsnyhederne og dækket OL samt andre store sportsbegivenheder. Er flerdobbelt sjællandsmester i kvindefodbold som ungdomsspiller i Ringsted IF.

VM I RUSLAND 

Sammen med cirka 35 andre danske journalister var jeg i Rusland i 2018 for at følge herrelandsholdet til VM. De danske medier var gået sammen om at hyre et firma til at planlægge vores rejse, fordi vi alligevel skulle dække de samme kampe i gruppespillet. Danmarks første kamp var mod Peru, og den skulle spilles i Saransk. Byen ligger cirka 600 kilometer sydøst for Moskva og er ikke særlig stor, så alle hoteller i selve Saransk var for længst udsolgt. Derfor skulle vi bo et stykke uden for byen. Det var ikke optimalt, men jeg tænkte, at det nok skulle gå.

Da vi ankom til lufthavnen i Saransk, havde rejsefirmaet arrangeret bustransport til vores hotel. Efter at have kørt i en time, kun omgivet af russisk nåleskov, begynde jeg at undre mig. Hvor var vi på vej hen? Langs vejkanten så jeg flere gange skilte med advarsler om, at man skulle passe på bjørne i området. 

Da bussen langt om længe stoppede, var vi så langt ude i skoven, at der ikke var noget, der mindede om telefonforbindelse. Synet, der mødte mig, var en grå murstensbygning med mintgrønne døre, bygget i 50’erne eller 60’erne. Indenfor blev vi modtaget af russiske kvinder i hvide og lyseblå kitler magen til dem, som læger og sygeplejersker bærer på et hospital. Her gik det op for mig: Det her var ikke et hotel. Det var heller ikke et hostel. Vi var blevet indlogeret på et gammelt sindssygehospital.

Værelserne var små og klamme, sengene bestod af brikse med sengetøj, der virkede, som om det ikke var blevet vasket i et årti. På toilettet var alt lavet af plastic, formentlig så de daværende indlagte ikke kunne skade sig selv med skarpe genstande. Og det eneste, der var på stedet – ud over et fællesrum til spisning – var et apotek, som havde lukket. 

Den første aften skulle jeg lave en gennemstilling, men måtte opgive på grund af manglende internet. Fotografen og jeg prøvede at gå udenfor, hvor vi blev mødt af en russisk vagt med gevær. Lidt længere ude så vi endnu et advarselsskilt med en bjørn. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Vi skynder os bare ind igen, ikke?”

Køkkenet var så uhumsk, at det nærmest var uforsvarligt at lave mad derude. Men kvinderne ved komfuret var søde og forsøgte efter bedste evne. Morgenmaden blev serveret fra klokken seks til ni. Første morgen kom jeg ned for at spise lidt i ni, men jeg mistede hurtigt appetitten. Kvinderne havde lavet en slags vandet havregrød og små, blege pølser. Det var så blævret og sjasket, at jeg måtte opgive at spise det. I de tre dage, vi tilbragte på ’sanatoriet’, fik jeg ingen morgenmad. Jeg håber i det mindste, at opholdet var billigt.

FØRSTE REJSE

”Som 14-årig var jeg ved Balatonsøen i Ungarn med min mor og far. Det var den første af mange bilferier i min barndom, og dengang røg man stadig i bilen. Det blev en lang tur til Ungarn i vores blå Mitsubishi.”

BEDSTE REJSEMÅLTID

”Jeg var på Island for at lave en reportage om den daværende danske landstræner i herrehåndbold, Gudmundur Gudmundsson. Vi kørte rundt i hans firehjulstrækker, og da det var spisetid, åbnede han bagklappen og trak en bordplade frem. Han serverede laks, han selv havde fanget, og det smagte fantastisk. De smukke omgivelser spillede nok også ind.”

KIRSTEN LEHFELDT skiltede ikke med sit kald, da hun var yngre. Men da hun først fik chancen, eksploderede hun på teatrene, på film og som en del af komikerduoen ’Søs & Kirsten’. I 10 kapitler ser den 66-årige skuespiller tilbage på sit liv.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Ricky John Molloy

1.

JEG VOKSEDE OP i Skanderborg i 50’erne i faste rammer. Både i skolen og derhjemme. Jeg turde ikke komme hjem senere end aftalt, og kom man i skole fem minutter over otte, var det op til inspektøren.

Min mor Inger og min stedfar Jens levede i deres egen verden og omkring sig selv. Nok dybest set fordi min stedfar var en smule jaloux på os børn. Han ville have min mors opmærksomhed 100 procent.

Min mor var udearbejdende, så det var hos de andre børns mødre, jeg fik boller og chokolade om eftermiddagen. Min stedfar var sådan set sød og god mod os, men vi skulle underholde os selv. Ud fra devisen ’børn skal ses, men ikke høres’. Min lillebror Peter og jeg kunne ikke drømme om at sige, at vi kedede os. Det er kun dumme mennesker, der keder sig. Vi skulle beskæftige os selv. Læse en bog. Spille et spil. Gå udenfor og lege. Det var frihed under opsyn og frihed til at lære at blive selvstændig.

Min stedfar havde været modstandsmand under krigen, og han led voldsomt af PTSD. Men det vidste vi ikke, hvad var dengang. Som barn fornemmede man, at det ikke var helt, som det skulle være. Få gange fik vi ham til at fortælle, hvordan det var at sidde sidste nat på dødsgangen med sine kammerater og synge fædrelandssange. Kammeraterne blev hentet og skudt, men Jens gik fri som den eneste. Flere gange spurgte jeg ham, om han nogensinde havde slået et menneske ihjel. Det fik jeg aldrig svar på.

Han var et plaget menneske og en forpint sjæl, og vi vidste ikke, at han gik og spiste Stesolid for at holde ud at være til. Han holdt sine mareridt for sig selv, opholdt sig meget i naturen, men drak også meget. Han havde nogle sår, der ikke kunne hele. Han døde som 58-årig.

2.

MIN MOR OG FAR gik fra hinanden, da jeg var meget lille. Min far boede i Flensborg, hvor der åbnede sig en helt anden spændende verden for mig med to nye små søskende. Rolf, min far, var politisk engageret i det danske mindretal. Som barn kan man godt mærke, når nogen er grebet af noget på hjerteplan. Det var jeg fascineret af.
Jeg var med til politiske møder, valgkampagner og demonstrationer. Engang skulle vi smugle den danske højskolemand, forfatter og professor ved Aarhus Universitet Tage Hind over grænsen til en demonstration mod atomkraft. Jeg var med. Det foregik under nogle tæpper i bunden af bilen. Flensborg var eksotisk for mig, og det var meget intenst at være der en uge eller 14 dage ad gangen.

Jeg var min morfars øjesten. Min mormor døde desværre, da jeg var tre år, og hos min morfar blev jeg set og hørt 500 procent. Der var ingen grænser og ingen rammer. Havde jeg bedt om at komme til månen, havde han arbejdet for det. Hvis jeg ville se en film, der var forbudt for børn, var det ham, jeg gik til. Jeg fik penge til is, hver gang jeg spurgte. Og to kroner i lommepenge om ugen for ikke at lave noget.

Da jeg blev ældre, var vi hinandens fortrolige. Vi snakkede rigtig godt sammen. Min mor syntes, han fortalte mig lidt for meget. For eksempel om alle sine damebekendtskaber. Vi betroede hinanden mange ting, som jeg ikke fortalte til min mor. Jeg trøstede ham, og jeg elskede at høre om det hele. Jeg elskede at få et kig ind i en voksenverden.     

Jeg har altid elsket at lege, at jeg var andre end mig selv. Lige siden jeg har kunnet tænke og tale og stå på mine ben. Som helt lille var det den tyske sangerinde Caterina Valente. Jeg kunne alle hendes sange udenad, og jeg kunne godt lide, at familien så mig optræde.

Ret hurtigt vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, men jeg gik meget stille med tankerne. Jeg fortalte det måske til min morfar og et par veninder, men sagde man den slags, fik man ofte en reaktion i retning af, om man nu også var rigtig klog. Derfor var det bedre at holde sin mund og sige lærerinde eller sygeplejerske, når en voksen spurgte, hvad man ville være. Min mor og Jens var meget dømmende over for den slags. Min morfar var til gengæld meget åben og mere ungdommelig af sind end dem. 

SAGT OM KIRSTEN 1: MILLE HOFFMEYER LEHFELDT

”Min mor er en løvemor. Hvis man skal bruge et andet dyresymbol, kunne det være en kænguru. Vi har haft et symbiotisk forhold, hvor andre, for eksempel min far, sikkert godt kan have følt sig udenfor. Fra min barndom husker jeg adskillige grineflip med min mor. Helt fra jeg var lillebitte. Vi kunne skrige af grin over næsten ingenting. Det kan vi stadigvæk. Det er nok også derfor, jeg føler, hun ikke har været særlig meget væk, når jeg tænker tilbage. Det var meget intenst, når hun var hjemme. Jeg fik meget opmærksomhed.”

3.

JEG GIK I GYMNASIET på Aarhus Katedralskole og blev forelsket i en af mine lærere. Han hed Lars Waage, og ud over at læse klassisk filologi uddannede han sig som operasanger på Det Jyske Musikkonservatorium og var blevet tildelt et studielegat til musikkonservatoriet i Rom. Jeg var skoletræt og dumpede min studentereksamen. 

Jeg tog med ham et år til Rom uden studenterhuen. Min far forsøgte at bestikke mig til at blive hjemme med penge og en lejlighed. Mine forældre var så bange for, at jeg ikke fik min studentereksamen, og det var også et nederlag for mig selv ikke at få den. Men jeg vidste, at jeg ville gå klassen om, når jeg kom tilbage fra Rom. I løbet af et vidunderligt år dernede fik jeg øjnene op for værdien af viden, mens jeg gik rundt mellem ruinerne. Jeg blev student som 20-årig med ret gode karakterer, og i 1973 kom jeg ind Skuespillerskolen i Aarhus.

På Aalborg Teater blev jeg instrueret af Erling Schrøder i ’Sparekassen’, hvor jeg spillede sammen med Bodil Udsen. Han lærte mig at finde ind til min kerne som skuespiller. Ved at blive ved og ved at pille unoder af mig, som jeg ikke vidste var unoder. For eksempel ikke at være for ferm og for hurtig. Jeg skulle helt ned i maven, hvor jeg var til stede noget mere og bedre kunne mærke efter.

Erling Schrøder havde ry for at forløse skuespillere, som det også var sket med både Ghita Nørby og Lone Hertz. Han gav mig en masse selvtillid og mente, jeg skulle til København. Direktøren på Aalborg Teater ville bare ikke give mig fri. Indtil han selv tog mig med til København, da han i 1981 blev direktør for Nørrebro Teater.

4.

AT BLIVE MOR har været det bedste overhovedet. Der er ikke noget at spille om. Klicheen er sand. Der er ikke noget bedre. Og det bliver det ved med at være. Når der kommer børnebørn, er dét så pludselig det bedste.

Det kom lidt bag på mig, at jeg ville blive glad. Og det er helt sikkert også alt for meget. Jeg skal beherske mig meget for at holde det nede på 100. Det ene øjeblik forsøger jeg at holde igen, men det næste øjeblik får Ferdinand og Osvald alt, hvad de vil have. Jeg får en del stikpiller fra Mille, for jeg gør meget forkert, og så skal jeg også sættes på plads.

Jo ældre jeg er blevet, jo dybere sidder det i én, at det er i familien, guldet ligger. Mille og jeg er meget tætte, og vi joker ofte om, hvordan man mon skærer den navlestreng over. Vi har nok været tættere end i dag, men hvis der er noget vigtigt i hver vores liv, har vi altid hinanden i telefonrøret kort tid efter. 

SAGT OM KIRSTEN 2: SØS EGELIND

”Kirsten fører lister, og hun har et overblik, der gør, at vi kan lægge flere forskellige brokker sammen til et nummer. På den led har hun lært mig en masse. Jeg forstår at holde af det, men jeg griner også nogle gange af hende. Hun har meget faste rutiner og orden i sine kostumer og parykker backstage. Der skal være en pinlig orden. Ovre ved mig kan der se slemt ud, og jeg kan blive helt provokeret af hendes orden. Den er ikke til diskussion. Når vi øver til et show, kan det også ske, at jeg synes, vi er færdige med at øve, inden Kirsten synes det. Så går der yderligere et par dage, før hun er klar, så vi kan få den frihed, vi arbejder med på scenen. Jeg vil gerne arbejde med andre, men det er ikke sikkert, jeg arbejder med dem bagefter. Jeg vil altid gerne arbejde med Kirsten igen.”

5.

DE TEATERSTYKKER, der er kassesucceser, er ikke altid dem, der udvikler én mest som skuespiller. ’Piaf’ på Aalborg Teater (Kirsten Lehfeldts gennembrudsrolle i 1980, red.) bragede igennem, og det var fantastisk udfordrende hver aften at spille en kvinde, fra hun var 16, til hun døde. Der var forskel på, hvordan hun sang, da hun var ung, og da hun var i begyndelsen af fyrrerne og næsten ikke kunne længere.

Personligt betød Tennessee Williams’ ’Glasmenageriet’ (1983, red.) og Samuel Becketts ’Glade dage’ (1995, red.) bare mere. I førstnævnte spillede jeg et indadvendt menneske, hvor det hele foregik i en lillebitte drømmeverden. Et sart og skrøbeligt univers, jeg ikke havde prøvet før. I Becketts stykke var det en udfordring at styre en monolog igennem, hvor jeg var tvunget til at tilrettelægge tankerne på en helt anden stringent facon. Det var to vigtige disciplinære øvelser.

I 80’erne var det en vild oplevelse at spille Henriette ’Henry’ i ’Flamberede hjerter’. På film skal du jo skrue dit udtryk helt anderledes ned i forhold til teater, revy og tv-satire. Især når du spiller en hovedrolle. Det handlede i virkeligheden om at gå efter nogle få karaktertræk og bare være i det og reagere på, hvad de andre skuespillere kom med.

Pludselig stod jeg midt i en kæmpestor succes, og jeg nåede ikke at reflektere over hverken publikumssucces eller Bodil-pris før langt senere. I 80’erne var det bare videre, videre, videre hele tiden. Jeg havde ingen pauser, og jeg kunne godt lide at være i gang. Med alt det, jeg har lavet, kan jeg næppe tillade mig at brokke mig, men det har alligevel undret mig, at ’Flamberede hjerter’ ikke førte flere større filmroller med sig. Måske var rollen alligevel for aparte og speciel.       

6.

FØRSTE GANG, jeg fandt ud af, at jeg havde komisk talent, var, da jeg mødte Per Pallesen og Rolv Wesenlund på Aalborg Teater. Først lavede jeg tv-satire, senere Cirkusrevyen og så revy i Aarhus med Søs Egelind. Da jeg først fandt ud af, at det er fantastisk at få mennesker til at grine, blev jeg bidt af at udforske den side af mig selv.

Søs Egelind og jeg stod rundt regnet samme sted. Vi havde begge en oplevelse af, at de numre, der blev skrevet til piger i revysammenhæng, ikke var så morsomme som dem, der blev skrevet til mændene. Under optagelserne til ’Klikk’ (satireprogram på DR, red.) talte vi om, at vi skulle skrive noget sammen, og det gjorde vi så til Århus Revyen i 1988.

Folk skreg af grin. Det gav os blod på tanden. Det var udfordrende, berigende og meget tilfredsstillende selv at skrive numrene. I 1990 opfandt vi bodegamændene ’Carsten & Helge’ samme sted. Vi fik lyst til at udforske, hvad vi kunne slippe af sted med at sige. Og fandt ud af, at folk gerne vil have den dér genkendelighed. Det var dét, de grinte af: Når de genkendte noget hos sig selv eller naboen.

Vi har aldrig klædt os ud som Lars Løkke eller Helle Thorning. Vi har forsøgt at ramme noget tidstypisk, arketyper og jargonen mellem mænd og kvinder. Vi har begge to en baggrund i provinsmiljøet. Mig i Skanderborg, og Søs i Silkeborg. Vi kunne provinstyperne udenad.

Når vi arbejder sammen, er der meget, vi ikke behøver sige. Det går helt af sig selv. Vi begynder altid med noget, vi synes er irriterende eller uretfærdigt. Noget småligt i samfundet eller noget, vi synes er mærkeligt. 

SAGT OM KIRSTEN 3: PETER LANGDAL

”Jeg kan ikke forestille mig en større hyldest til Ove Sprogøe end at lade hans Egon Olsen spille af en kvindelig skuespiller. Kirsten var genial som den lille nøjeregnende mand, som vi alle sammen kan identificere os med og græde og grine med. Der lå en pointe i, at vi ikke lod en mand følge i Oves fodspor. Ingen mand kunne klare den opgave.”

7.

GENNEM TIDERNE har vi haft mange forskellige arbejdsmetoder. Først troede vi, at vi skulle drikke os skidefulde for at lave noget godt. Så blev det nok haha-sjovt, men det holdt ikke rigtigt. Så troede vi, at vi skulle ryge os skæve, men det, vi havde grinet af om aftenen, var ikke sjovt dagen efter. Til sidst fandt vi ud af, at man skal starte klokken otte om morgenen og være disciplineret. Det gav de bedste resultater. I humor kan man tillade sig at gå meget langt, men går man over sin egen grænse, går man formentlig også over publikums grænse. 

Lige så snart det var slået fast, at vi var ’to sjove piger’, kom der bud efter os. Vi fik masser af tilbud og rykkede ud alle steder i landet. Nogle gange kunne vi godt nå et par jobs på en dag. Engang optrådte vi samme dag i fodboldklubben Brøndby og i Vestre Fængsel. Det var en voldsom kontrast. Først tilbedte fodbolddrenge og bagefter drenge, der var kommet skævt ind på det hele.

Ideen til ’Kongeriget’ troede vi ikke helt på til at begynde med. Det her med at blande fiktion, komik og virkelighed. Det er Jens Folmer Jepsens fortjeneste, at vi har sat et aftryk i den forbindelse. Mens man har gang i det, ved man jo ikke, hvad det er. Drivkraften var der bare. Vi kunne ikke lade være, og vi ville gerne sætte en dagsorden.

Det var sjovt at bestemme alt selv. Sådan har vi det meget begge to. I dag kan jeg godt se, at vi var med til at sætte piger lidt mere på landkortet. ’Søs & Kirsten’ var og er et hjertebarn. Men vi har også helt bevidst taget pauser fra hinanden, så vi har haft tid til at lave andet ved siden af. Når du er med i sådan en duo, hvor vi selv har fingrene i alt, er det skønt nogle gange at arbejde, hvor andre har ansvaret.

Det viste sig at være en rigtig god idé at klæde sig ud som mænd. Det får ligesom et metalag, så du faktisk kan tillade dig at sige endnu mere om mænd, end de selv kan. At du er klædt ud som mand, giver også i sig selv den virkning, at situationerne bliver endnu sjovere. Carsten & Helge var et forsøg til at begynde med. Vi har altid syntes, at når mænd klædte sig ud som damer, grinte folk af det – når Ulf Pilgaard kommer ind som dronning Margrethe for eksempel. Men når kvinder klædte sig ud som mænd, blev det altid lidt koket og sødt. Det var simpelthen ikke gennemført helt ned til nosserne og var sådan lidt tuttenuttet. Vi ville være mænd. Med røvrevne og det hele.  

SAGT OM KIRSTEN 4: NIELS HAUSGAARD

”Det, man ikke gør, det gør de, eller det siger de. De går hele vejen, og den trang er vi også andre, der kender til. Der er ingen bornerthed hos dem. Hold fast, hvor har jeg gennem tiderne grinet med de to piger. Jeg kan fortælle frygtelige ting om dem, men jeg vil ikke. Man kan næsten altid hive enkeltstående situationer ud af et drukgilde, men det ville ikke være fair.”

8.

NÅR DU BLIVER kendt for at være sjov, dukker der som regel reklamefolk op, som gerne vil bruge dig i reklamefilm. Det er nærmest en naturlov. Jeg har sagt nej til meget gennem tiderne. Men jeg har også sagt ja. Susanne Biers fiskereklamer med Niels Olsen, hvor vi spillede Minna og Gunnar, var mægtig sjove at lave. Det var et skarptskåret univers, som folk i dag næsten husker som en film eller en tv-serie. Så tydelige var karaktererne.

Det er en skæg øvelse at koge noget komik helt ind til benet, som kun må vare 30 sekunder. Det var også sjovt at arbejde med Peter Frödin og Henrik Juul på Tuborg-reklamerne og TDC. Og med Søs Egelind på BKI.

Det har givet en økonomisk frihed at være med i de forskellige kampagner. En frihed, jeg kunne bruge til at skrive på nyt materiale med Søs Egelind eller fordybe mig i noget helt andet. Nu siger jeg nok noget frygteligt, men de reklamefilm har givet mig råd til indimellem at spille teater. Teater, især på de mindre scener, er dårligt lønnet, så det er noget, du skal vælge til med hjertet og ikke for pengenes skyld. 

9.

I SLUTNINGEN af 80’erne fik jeg stress på grund af for meget arbejde, og jeg havde aldrig troet, jeg ville havne i den situation igen. Men det gjorde jeg pludselig alligevel. Op mod premieren på ’Inden jeg fylder 67’ i januar 2018 satte min harddisk ud. Jeg havde kun gang i det ene teaterstykke på det tidspunkt, så det kom meget bag på mig. 

Jeg var nødt til at tage situationen alvorligt, så jeg trak stikket i fem dage. Jeg fik hjælp og kom heldigvis hurtigt på benene. Uden at slæbe en angst for at optræde med mig videre. Det værste, der kan ske som skuespiller, er at blive bange for at gå på scenen.

Jeg var hurtigt klar igen og spillede 22 forestillinger, men kunne mærke, at jeg ikke ville holde til en lang turné. Fremover skal jeg kun lave en ting ad gangen, men det er svært at undgå overlap i vores branche.

Det hårde ved vores arbejde er, at vi hele tiden begynder forfra og er til eksamen i noget nyt. Det er anderledes end for sangere med et repertoire, de ofte kan nøjes med at forfine og fordybe. En type som mig skal åbenbart lære at passe på sig selv the hard way.

SAGT OM KIRSTEN 5: SUSANNE BIER

”Kirsten Leh­feldt har et meget præcist kompas for, hvor langt hun kan gå, når det gælder komedie eller folkekomedie. Det, jeg vil kalde at spille stort eller ’sjovt stort’. Jeg tror, det er et indbygget talent, der er blevet raffineret med erfaringen. På optagelserne tænkte jeg, at hvis seerne ville få det bare halvt så morsomt, som jeg havde det undervejs, ville det gå godt i sidste ende. Vi grinede alle sammen helt utrolig meget.”

10.

JEG TÆNKER STADIG på alder med vendingen ”når jeg engang bliver gammel”, og føler mig ofte som en på 30. Men tror du, sådan et par læsebriller, jeg har siddende i panden, er irriterende? Ja! Og så skriv da med nogle større typer på indpakningen i supermarkedet. Man må vænne sig til forfaldet, men man skal samtidig ikke gøre det til et problem, for så tager det over.

Jeg lærer ikke så hurtigt udenad, som jeg gjorde engang, men jeg kan stadigvæk nogenlunde hurtigt tilegne mig en ny tekst. Det gode ved faget er, at man kan blive ved med at arbejde, så længe man kan lære roller udenad. Samtidig holder det mig ung at arbejde sammen med yngre skuespillere. Jeg har netop lavet en tv-serie, ’Minkavlerne’, hvor jeg har fået mange nye venner, som jeg nærmest er forelsket i. Komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross har både skrevet og spiller med, og det er inspirerende at møde et helt nyt univers. Man lærer noget hver gang, og måske kan man også give lidt fra sig.

Stig Hoffmeyer mødte jeg midt i 70’erne. Han var en afholdt, venlig og skøn kollega. Værdsat at arbejde med. Og han havde integritet. Man kom dertil og ikke længere. Han var hurtig og sjov at spille bold op ad, og jeg var dybt fascineret af ham. Og blev meget forelsket i ham. Alligevel kan der godt være held involveret i, at vi har dannet par i omkring 45 år. Eller måske har vi kæmpet lidt mere end andre, før vi har givet op. 

Hver gang vi har kæmpet, har det bagefter været kampen værd. Efter en overvundet krise er forholdet blevet bedre og bedre. Rigtigere og dybere. Man vokser sammen. Kunsten er at forblive elskende og soulmates. Hvis bunden, som forholdet skal vokse i, var tørret ud, var vi skredet fra hinanden for længst. Man udvikler sig jo ikke altid samtidig, eller man kan glemme hinanden i perioder. Her gælder det om at få taget konfrontationerne og om at få halet hinanden ind igen. Men også om nogle gange at lade hinanden være. 

Jeg fatter ikke, at Stig fylder 80 år næste gang. Vi har det så sjovt og griner så meget sammen hver dag. Jeg kan slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af. Han har det på samme måde. Vi elsker virkelig at gå i vores egen lille puppe ude på vores vidunderlige stykke land. Man bliver mere taknemmelig, når man ved, at det hele snævrer ind.

SAGT OM KIRSTEN 6: STIG HOFFMEYER

”En dag havde hele elevholdet arbejdet på nogle scener fra Shakespeares kongedramaer, og de skulle så fremvise resultatet for teatrets personale. De gik til den med alvor og engagement. Kirsten spillede en ung prins, der blev bortført. Under bortførelsen kæmpede hun så meget imod og sprællede så vildt med benene, at jeg kom til at bryde sammen af grin. Bagefter hørte jeg, at hun var blevet fornærmet og rasende over min reaktion. Det var jo ikke meningen, at der skulle grines. Men jeg kan altså prale med, at jeg var den første, der opdagede Kirstens komiske talent. Jeg bemærkede hende også, fordi hun var markant som kvinde. Forskellig fra de andre. Der var en glød i hende, en intensitet.”

 

Som den første dansker nogensinde vandt Halfdan Pisket tidligere på året en pris på Festival International de la Bande Dessinée i Frankrig – tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Den 33-årige kunstner giver her en hurtig stregtegning af sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Will Eisner, Halfdan Pisket

JEG HAR ALTID tegnet. Nærmest siden jeg kunne gå. Jeg syntes, det var svært at følge med i skolen, så der tegnede jeg endnu mere. I min fritid gik jeg på Billedskolen i Ryesgade i København. Min mor havde ikke så mange penge, og min far var dengang ikke rigtig inde i billedet, så jeg fik en friplads. Jeg blev introduceret til at tegne tegneserier, da jeg var syv år gammel. 

Da jeg var 17, blev jeg optaget på Kunstakademiet. Jeg lavede videoinstallation, perfor­­mance­kunst, collager, fotografi, alt, hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg var ekstremt interesseret i politisk kunst og lavede happenings og aktioner. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være en kunstner uden håndværk, og jeg begyndte at tegne mere intensivt, også tegneserier. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden flere år på SU, hvor jeg ikke behøvede at lave andet end at fokusere på min kunst.

Jeg udgav min debuttegneserie, ’Vold’, året inden jeg færdiggjorde Kunstakademiet. Jeg var kommet ind på akademiet som en af de yngste og havde en idé om, at alt, hvad jeg rørte ved, ville blive perfekt. Men salget gik helt galt, forlaget gik konkurs, og jeg købte de resterende 900 eksemplarer ud af et oplag på 1.000. Så begyndte jeg at lave selvudgivelser på mit eget forlag i 100 eksemplarer, som man kunne komme forbi og købe hjemme hos mig. Stille og roligt opbyggede jeg et publikum, og samtidig kunne jeg eksperimentere lidt mere, fordi det ikke skulle vurderes offentligt. Det var godt for mig at dygtiggøre mig på den måde i nogle år.

Jeg fik lyst til at skabe noget, der kom bredere ud. Jeg gav mig selv tre år til at lave en trilogi. Jeg tog et lån til den første bog. Hvis det ikke blev en succes, måtte jeg indse, at tegneserier kun var en hobby. I 2014 udgav jeg det første bind, ’Desertør’. Det var 100 sider langt og den største skala, jeg havde arbejdet i. Jeg syntes stadig, at jeg famlede efter virkemidlerne. 

I 2015 MODTOG jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Det gav arbejdsro. Jeg lavede trilogien sammen med min redaktør, forfatteren Hans Otto Jørgensen, der tidligere var rektor på Forfatterskolen, og som skrev teksten til ’Vold’. På et tidspunkt, mens jeg skrev på andet bind, ’Kakerlak’, afleverede jeg 50 sider til ham. Han fjernede de 40 – halvanden måneds arbejde ud ad vinduet. I dag er jeg glad for, at værket er så stramt. Jeg skylder ham ekstremt meget. Ofte er tegneserier et kældermedie, som folk sidder og laver isoleret. Med ’Dansker’-trilogien følte jeg, at det hele faldt på plads.

Det var vildt nok at være den første dansker nogensinde, der var indstillet til den pris, men da jeg så, hvad jeg var nomineret i og oppe imod, var jeg helt sikker på, at det ikke ville blive til noget. Jeg er vokset op med franske og belgiske tegneserier, og fransk er det sprog, jeg allerhelst har villet oversættes til. Frankrig er det store land inden for tegneserier. Hr. og fru Frankrig kommer valfartende fra hele landet for at se uddelingen af den pris. Det var en kæmpe ære at få den.

Før havde min franske forlægger problemer med at få mine bøger ud i butikkerne. Han slog på, at det var en alment europæisk gæstearbejderhistorie, men distributørerne følte, at historien var svær at sælge i Frankrig, fordi meget af den foregår i Danmark. Det er vendt på en tallerken nu.

DANSKER-TRILOGIEN

er udgivet i Danmark, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien og Mexico og består af bindene ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’. Den følger Halfdan Piskets fars vej fra desertør i den tyrkiske hær over gæstearbejder og hashhandler i Danmark frem til en form for integration i det danske samfund. Serien er skabt på baggrund af tegnerens egne minder samt samtaler med moren, søsteren og først og fremmest faren, der døde i februar 2019.
”Det var godt for os at bruge så meget tid sammen og lære hinanden godt at kende. Han var meget stolt af serien. Stolt over, at hans søn blev en succes, men også over, at hans historie havde en vigtighed,” siger Halfdan Pisket.

INGEN I DANMARK kan leve udelukkende af at lave tegneserier. Min indkomst er en pærevælling af arbejdslegater og ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lige lavet pladeomslag for en rapper og en animationsopgave for 3F. Jeg laver illustrationer, udstillinger, sælger billeder og underviser et par gange om året på Kunsthøjskolen i Holbæk og fast på Kaskelot-skolen, som jeg har været med til at starte. 

Jeg satte mine drømme meget højt, da jeg lavede trilogien. Jeg drømte om at vinde en form for pris, at gøre min far stolt, fordi det var hans historie, og at få den anmeldt uden at blive sablet ned. Nu er den oversat til flere sprog, den har vundet priser i flere lande, og den har ændret min fars selvopfattelse. Det overskred mine drømme så meget. 

Jeg vil gerne lave mange flere tegneserier. Det sørgeligste er en god forfatter, der kun laver en enkelt bog. Jeg arbejder på to nye tegneserier, men det er stadig så tidligt i forløbet, at jeg ikke har lyst til at tale for meget om dem. Jeg kan sige så meget som, at den ene er en superheltetegneserie. Den hygger jeg mig med, når jeg har tegnet min daglige side på den anden tegneserie, der skal være på 300-400 sider. 

Det tager 5-6 timer at lave en side. Jeg har en god selvdisciplin. Når jeg har lavet en side, krydser jeg en dag af i kalenderen, som jeg har hængende foran mig. Hvis jeg skipper en dag, skal jeg sidde og kigge på den dag resten af måneden. Jeg tror, jeg føler lidt skam over at arbejde med noget kreativt – som om det ikke er et rigtigt arbejde.