Indlæg

Han er stemmen i din højttaler i toget og på perronen. Theis Teilmann Olsen underretter om alt fra det triste til det spøjse.
Tekst:Jirina Olin BarfoedFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit job ud på?

”Mit arbejde er at informere kunderne om trafikale ændringer, både de akutte og planlagte. Det kan for eksempel være, når der er sporarbejde. Vi kalder ud på stationerne i højttalerne, vi skriver teksten til skilte, og vi opdaterer Rejseplanen. Vi skriver også beskeder til DSB Plus-kunderne, hvis der er ændringer på en bestemt strækning, De, der har tilmeldt sig strækningen i det påvirkede tidsrum, får en sms om ændringen. Desuden skriver vi om de trafikale ændringer internt, til for eksempel driftsportalen og presseafdelingen.”

Hvad er det sjoveste, du har lavet?

”At fortælle om de løjerlige ting, der sker på banen i ny og næ. Det kan være, at der bliver smidt en sofa i sporet. Det kan man kalde ud på stationerne med et lille smil på læben, for det er jo lidt tosset. Jeg synes, at det er klart det fedeste ved jobbet at kalde direkte ud på stationerne og have med kunderne at gøre.”

Hvad er det sværeste, du har lavet?

”Vi har jo desværre fra tid til anden personpåkørsler. Det er ikke, fordi det er fagligt svært, vi er professionelle omkring det. Men det er da klart, at man bliver påvirket af det, især når det sker med kort tids mellemrum. Der er jo folk derude, der er så triste, at de ikke ønsker at være her mere.”

Hvad laver du lige nu?

”Vi gør tekstbeskeder klar og laver bånd. Det vil sige, at vi laver indtalte udkald, der afspilles på stationerne, der er påvirket i en bestemt periode af en bestemt grund. I forhold til sporarbejde gør vi det en måned frem ad gangen, men lige nu har vi også meget fokus på den nye køreplan for 2019.”

Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?

”Jeg er skilt, så jeg har mine børn. Man kan sige, at jeg er familiefar i min fritid.”

Hvad er din favoritfilm?

”Jeg kan godt lide ’Ringenes Herre’-trilogien. Den appellerer til min barnlighed og fantasi.”

Hvad er din drømmerejse?

”Jeg vil gerne rejse til Cuba. Jeg synes, det er et spændende land, og jeg vil gerne tage mine børn med over og opleve det.”

Hvad er din livret?

”Kan man sige Snøfler? Hvis ikke, så jeg vil egentlig bare gerne have en god, rød bøf eller steg. Når man har børn, lever man af hakket oksekød.”

 

Om dagen er ANDERS NIELSEN den kedeligste fyr i sjakket. Om aftenen laver han standup om livet som håndværker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Du er uddannet tømrer, men har de seneste seks år lavet standup om håndværkerlivet ved siden af. Hvorfor?

”Jeg har elsket standup, siden jeg var teenager. I gymnasiet mente en veninde, jeg burde give det et forsøg selv. Jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle stå på en scene. Men så til sidst gav jeg det en chance. Hvor nogle taler om børn og andre om parforhold, var det naturligt at bruge håndværkerlivet som en måde at skille mig ud på. Også fordi publikum har så mange stereotype forestillinger om håndværkere, som man kan spille opad.”

Hvad er de mest udbredte fordomme?

”At vi kommer for sent. Hele tiden holder pause og drikker for meget øl.”

Hvordan gør du grin med det?

”Det er vigtigt med selvironi, når man skal vinde publikums sympati, så jeg overdriver som regel. For eksempel har jeg en joke, hvor en kunde mener, vi har en aftale klokken 9.00, men jeg fortæller hende, at det ved jeg med garanti, vi ikke har, fordi det er lige midt i vores pause, der ligger mellem 8.00 og 10.00.”

Hvad er den bedste håndværkerjoke, du har hørt?

”Jeg er ikke så imponeret over de mange forudsigelige, avisstribe-agtige vittigheder på en byggeplads. Til gengæld er der en sjov mentalitet. Jeg gik en gang med et tømrer-sjak, der smurte fugemasse på alle dørhåndtag, så man fik sine fingre fedtet til overalt. Og man skulle kontrollere bilen, inden man kørte, fordi de kunne finde på at binde dit anhængertræk fast til et træ. Der var også en gang, hvor samme tømrersjak havde drillet nogle vvs’ere, der hævnede sig ved at smide de toiletkummer, som de havde udskiftet, og som bare skulle have været smidt ud, ind i tømrernes biler. De opdagede det ikke, før de var kørt helt hjem. Mange gør sig stor umage med at være sjove.”

Går det meget ud over de andre faggrupper på den måde?

”Det er ikke så slemt. Der kan godt være lidt krig, men alle ved, at hvis man skal tjene flest penge på en akkord, så gælder det om at arbejde sammen.”

Jeg så for nylig en kassevogn, hvor der stod: ”Har du slået din lærling i dag?” Har håndværkerhumor et grovhedsproblem?

”Jeg tænker, at ham, der har stickeren på bilen, udstiller sig selv som bøvet. Men jeg forarges ikke. Man kan slippe afsted med at fortælle meget grovere vittigheder i skurvognen, end jeg kan på scenen. Uden at nogen bliver krænket. Det er befriende. Da jeg var lærling, voksede jeg selv op på, i citationstegn, øretævernes holdeplads. Men det gjorde mig stærkere. Min måde at svare igen på var at arbejde bedre, at gøre mig uundværlig.”

Så du gav ikke igen verbalt?

”Jeg  kan godt være rap i replikken, hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Og på den måde har jeg forsvaret mig mod det værste drilleri. Men det har aldrig været mig, der løb med overskrifterne i skurvognen. Mange, der har set mit show, siger: ”Det må være sjovt at være sammen med dig på en byggeplads”. Men jeg laver ikke meget fis og ballade, jeg er ret neutral og passer mine ting.”

Holder du op som tømrer på et tidspunkt?

”Jeg vil gerne lave mere standup. Men jeg kan skide godt lide faget, så jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde forlader det helt.”

Anders Nielsen (32) kan opleves på Comedy Zoo Aarhus 25. og 26. januar sammen med Geo og Carsten Bang.

 

Efter årtier med rynkede bryn fra eliten er SØREN FAULI pludselig blevet mangemillionær på butikskæden Normal. Nu har han råd til det meste, men hvad skal den 55-årige multisnakkende kunstner så bruge sin ustyrlige energi til? Ud & Se fulgte i sporene på en mand, mange måske har meninger om, men som ikke lader sig fange så let.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Isak Hoffmeyer

MAN KAN IKKE se ham, men man kan høre ham. Sammen med en håndværker kommer han gående bag en stor gipsplade, mens han højlydt dirigerer to andre håndværkere. Pludselig kan man se en hårtop stikke op bag gipspladen, der nærmest kommer svævende foran huset. Så træder han frem. I blå kedeldragt med et fyrværkeri af hvide malerpletter og sin evige e-cigaret, som han bapper ivrigt på.

”Ham der, han er fra Arbejdstilsynet, så nu kan I godt se at få ryddet op,” driller Søren Fauli håndværkerne, inden han giver hånd. 

Det er sidst på eftermiddagen, og den 55-årige instruktør og skuespiller er ved at runde endnu en arbejdsdag af i det store sommerhus i hipsterville, som han købte i forsommeren 2018, og som han siden har været i gang med at totalrenovere som selvudnævnt byggeleder. 

Kun murene står tilbage af det gamle hus. I haven ligger gamle sengemadrasser i en stak under plastic, og der er installeret et inter-
imistisk udekøkken under en slags presenning foran hoveddøren. Hvis Søren Fauli tog et af de mange nedfaldsæbler i haven og kastede det i retning af Restaurant Kongernes, kunne selv han, med sine utrænede arme, sikkert ramme en eller anden (anden) kendt på restaurantens terrasse. 

En adresse i nordsjællandske Tisvilde er på mange måder et statement – både for kultureliten, dens wannabees og for erhvervsfolk med store biler med tonede ruder. Sommerhuse tæt på centrum her koster mellem det fem- og tidobbelte af, hvad de koster andre steder i landets randområder.

MIDT I BYGGERODET introducerer han konen Annika Lillelund, der, blandt andet, er forfatter, og sine fem børn, der alle går ind og ud af huset. Fanny på 23 og Laurits på 19 er trukket i arbejdstøjet, de hjælper far med at gøre køkkenet færdigt. Billie på 16 viser en blå buksedragt frem, hun har købt i genbrug. 

De tre ældste børn har Søren Fauli med sin ekskone Barbara, og de to yngste med Annika. Daimi på otte og Alice på fem synes begge to, det er sjovt at kaste med pinde og slæbe rødder ind i det nye hus, men det synes deres far ikke. 

”Lad være med det. Det er der ikke plads til – endnu,” siger han bestemt, men uden at hidse sig op.

I udhuset kan børneflokken se frem til at få sovepladser til sig selv og vennerne, en hjemmebiograf og udendørs brusebad. Søren Fauli vil gerne have et flot hus, men ikke for enhver pris, derfor bliver Ikea-køkkenet forsynet med egetræsbordplader, som han har været på Fyn for at hente. 

Alle gulve er brudt op, så der kan installeres gulvvarme, og alle rum på anden etage er forvandlet fra små kasser til loft til kip. Lyst og luftigt skal huset blive, når det er færdigt. Man vil ikke kunne se, at huset oprindelig er fra 1921, og så alligevel: Hele vindues­partier på bagsiden af huset er pillet ud og erstattet med glas, der ser ud, som om det er gammelt.

”Jeg har instrueret min murer i, at intet må være lige. Der skal være buler hist og her. Hver gang håndværkerne laver en lille fejl, siger jeg: ’DET må I godt lade være.’ Det er fundamentalt for mig. Når noget er perfekt, gider vi det ikke alligevel. Det eneste, vi kan bruge, er det fejlagtige.” 

MIKAEL BERTELSEN
programchef på Radio24syv, barndomsven:

”Min far og Søren Faulis far Svend havde mødt hinanden i New York i 50’erne, hvor de blev venner. Da de kom til Danmark, købte de hver et bondehus i Kikhavn i et lille stråtækt landsbysamfund. Fra jeg var lille, har jeg tilbragt alle mine sommerferier deroppe. Søren var en fire år ældre dreng, jeg blev meget fascineret af. Han er og har altid været min fantasistorebror. Han havde altid det sidste nye, om så det var plader med Sweet, skateboard eller forstand på diskodans. Gennem ham fik jeg ny inspiration, og jeg kunne bagefter bruge månedsvis på at gå op i det samme som ham. Han kunne få mig til helt vanvittige ting. Engang løb vi rundt i klitterne og legede nazister. Han sagde til mig, at hvis ikke jeg trådte i en stor hundelort, var jeg ikke rigtig nazist. Så jeg kom selvfølgelig hjem smurt ind i hundelort.”

MANDEN MED TILNAVNET ’reklamebranchens Aladdin’ er ikke karrig med at sætte sig selv i spil. Som person, som filminstruktør, som skaber af farverige karakterer i reklamefilm, som ivrig debattør og som en pibende chokoladeskildpadde fra Toms. Han gætter på, at spørger man 100 mennesker om, hvad de forbinder ham med, vil 95 af dem referere til skildpadden.

”Det er hårdt at blive husket for det. Men ved du, hvad der er hårdere? Når jeg møder folk, der kigger ned i min Netto-pose og siger: ’Der er da ikke så mange Squaaash dernede’, fordi de tror, at jeg er Finn Nørbygaard,” siger Søren Fauli, inden han ikke kan lade være med at forsætte:

”En ting er dog endnu hårdere faktisk. Det er, når – og det sker ret tit – jeg bliver stoppet, og folk siger: ’Godt børne-tv’, fordi de tror, jeg er Pyrus. Det er eddermame ikke rart. Jeg er ikke på nogen måde interesseret i at tegne et glansbillede af mig selv, men der er alligevel grænser.”

I november 2017 kom det frem, at Søren Fauli tjente mere end 50 millioner kroner ved at sælge sin andel af Normal-kæden til Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der nu ejer aktiemajoriteten i den kraftigt ekspanderende butikskæde. 

Nogle af pengene er brugt på byggerodet i Tisvilde, hvor vi sætter os i det udendørs køkken ved siden af en brødrister. Vidste man ikke bedre, kunne pavillonen være et telt slået op på Roskilde Festival.

”At være byggeleder på sådan et projekt minder afsindig meget om at instruere en film. Ligegyldigt hvor jeg drejer hovedet hen, er der detaljer, jeg skal tage stilling til. Ham, der lige gik forbi dér, er en gudbenådet tømrer. Når det stikker ham, kan han udføre mirakler. Men hvis han har en dårlig dag, kan han næsten ingenting. Jeg kan ikke finde ud af at sige, at folk skal tage sig sammen.” 

HENRIK JUUL
samarbejdspartner og medejer af reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners:

”Søren Fauli er den sidste model, de lavede på fabrikken, før de lukkede og slukkede. Jeg mødte ham første gang, da vi skulle lave reklamefilm for Kims for omkring 25 år siden. Vi skulle ud og kigge på, hvor vi kunne optage filmene, og jeg hentede Søren. På vejen siger han så, at han lige skulle ind på en tankstation. Og ud kom han med menstruationsbind. Jeg spurgte, hvad der foregik, og han svarede, at han havde fået en hæmoride, og den talte han så om uafbrudt fra København til Fyn. Den anekdote siger meget om Fauli. Han er ikke forsigtig, og han er helt uforstilt. Da vi landede på Fyn, tog han mig også lige med i Magasin. Han fik råbt så højt, at alle i varehuset kunne høre, at han skulle have ’røvsæbe’! ’Det hedder altså intimsæbe,’ forsøgte jeg.”

HUSPROJEKTET lægger pres på familielivet, selvom de også bor i en villa i Hellerup. Søren Fauli drømmer om sommerhuset om natten, når ellers han kan sove.

”Jeg er så stresset, at du slet ikke gør dig begreb om det. I dag har været en dårlig dag, og Annika har været røvirriteret på mig. Oprindelig troede jeg, at vi ville være færdige til efterårsferien.”

Annika, der også har arbejdsdragt på, smører sig en mad i ’køkkenet’ og tilbyder Dagmar-tærte. Hun interesserer sig ikke for byggeriet. Hun kan bedst lide overskuelige boligprojekter som for eksempel at male en væg.

”Vi lever forskellige liv lige nu, og det er ret voldsomt, men jeg ved godt, det har en ende, og så finder vi sammen igen.”

”Annika kan godt lide, at der er styr på tingene. På mange måder er det medicin for mig, for så bliver jeg mere struktureret,” svarer hendes mand, der sætter pris på et liv, han kalder småborgerligt og kontrolleret.

Ideen om selv at styre renoveringen kom af lediggang. Efter eget udsagn har Fauli, siden han fik kolossal succes med Normal-kæden, siddet og stirret ind i en væg og ”ikke lavet en skid”.

”Jeg har brug for, at der er nogen, der har brug for mig. Annika sagde på et tidspunkt, at jeg måtte se at komme i gang med et nyt projekt, og det blev så det her, selv om hun, set i bakspejlet, nok ikke skulle have sagt ja. Vi driver lidt fra hinanden,” siger Søren Fauli, der selv mener, at arbejdstelefonen ikke længere ringer så ofte, fordi folk tror, han altid har meget travlt. 

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mormor ’Besse’ havde eneret på tv-apparatet hver aften i hele sommerferien. Hun skulle absolut se ’Pressens TV-avis’, mens vi gerne ville se de amerikanske film på TV 2, der netop var gået i luften. Søren havde en teori om, at Besse efterhånden var blevet så gammel, at hun sad der i sin gyngestol kun for magtens skyld, men ikke rigtig kunne følge med længere. På Filmskolen lånte Søren noget videoudstyr, som vi satte op på kaminen. Vi brugte en hel dag på at koble det til tv-skærmen på den rigtige måde. Kameraet kunne nu optage Besse i gyngestolen og sende billederne af hende på skærmen. Og dér sad Besse så om aftenen og så tv med sig selv i hovedrollen. Uden at fortrække en mine.”

SELVOM HAN IKKE længere gider ”slikke røv på en 27-årig bureaudirektør, der tror, han er verdens klogeste”, laver han stadig af og til reklamefilm. Især for Normal-kæden. Et par uger efter byggemødet i Tisvilde kommer Søren Fauli en mandag morgen gående i Hellerup med sin uundværlige e-cigaret i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Filmholdet har udvalgt en pæn murermestervilla med glaserede tegl, hvor de skal optage en af dagens tre reklamefilm.

Fauli kalder dagens optagelse for ’sindssyg’, blandt andet fordi der indgår en hund: ”Børn og dyr er bare det sværeste.”

I filmen skal en kvinde komme gående i rød regnfrakke med sin hund, der hopper ind på en fremmed græsplæne og skider. Hun skal kigge undskyldende på den vrisne mand i vinduet, samle lorten op og skynde sig videre. Det er en af de mange akavede hverdagssituationer, de fleste af os kender. Hen over billederne kommer Søren Fauli senere til at speake: ”Bare rolig, det er helt normalt …”

Med på optagelserne er Torben Mouritsen, en af Normal-stifterne og nuværende direktør for kæden. Han viser sin nye iPhone XS til Søren Fauli, inden optagelserne for alvor går i gang. Mouritsen er imponeret over, at man kan justere på dybdeskarpheden i et billede, efter det er taget, og Søren Fauli driller ham med hans iver over den nye teknik:

”Der har ikke været noget nyt i en iPhone længe. Men se lige noget smart her,” siger han og demonstrerer, at han ved at trykke på sit Apple Watch kan få sin egen iPhone til at give lyd fra sig.

”Det er sgu praktisk, når man som jeg altid går og smider ting væk.”

De taler om, hvorvidt de måske kan få hunden til at skide rigtigt på græsplænen. Og skulle man i så fald bruge svesker eller amerikansk olie? Søren Fauli sikrer sig, at der er en kunstig hundelort med på optagelserne. Det er der.

”Øh, den lort der, den er da ret fast i det?” siger han og tilføjer: ”Lortearbejde!” Formiddagen fortsætter med lorte-vittigheder. I en pause mellem to kamera-indstillinger siger Fauli, at han er meget lidt autoritær som instruktør. 

Første take får positive ord fra instruktøren a la ”det der, det kan noget” eller ”den er sgu da meget god”. Alligevel har han hele tiden forslag til forbedringer. Da der er udfordringer med at time den måde, hunden hopper ind i haven på, agerer instruktøren sufflør og taler skuespilleren igennem optagelsen: ”Kig på hunden”, ”Slå dig på lommen”, ”Tag posen”, ”Saml lorten op”. 

Kun en enkelt gang beder Fauli om, at der skal være helt stille på settet, da der bliver hvisket for meget i krogene. 

”Hvis der ikke er ro, kan jeg ikke koncentrere mig!”

Da indspilningerne næsten er færdige, går hunden hen til en hæk og skider. Rigtigt. Langt fra kameraer og filmfolk. 

HENRIK JUUL

”Der er en diskrepans mellem Søren Faulis voldsomme selvtillid og store usikkerhed. Selvtilliden redder ham gang på gang, for han er også skruppelløs. Engang havde han ødelagt sine hvide B&O-højttalere, men hans forældre havde et sæt magen til i træ. Hvad gjorde Søren? Han gik til farvehandleren og købte noget træklæb, han kunne klistre på sine egne højttalere, og byttede dem derefter ud med sine forældres i al hemmelighed. De kunne ikke forstå, at højttalerne lød mærkeligt, for de havde jo lige købt dem. Søren er vanvittig barnlig i ordets mest positive forstand. Men også nogle gange i den mest negative forstand. Han er meget selvoptaget. Det tiltalte ham at tjene lige så meget på få dage med reklamefilm som med en spillefilm på et helt år. Han har altid troet, at alt ville blive bedre, hvis han bare fik penge nok, men jeg er ikke sikker på, at det er sket. Nu keder han sig måske lidt. Eller meget. På den ene side er han ekstremt metodisk, men samtidig også ret sjusket, og det giver ham en særlig stil, som han behersker 100 procent.”

HAN VOKSEDE OP med en storesøster, der var fem år ældre, og med en fri opdragelse hos Svend og Mona i 60’erne og 70’erne på Frederiksberg. Moren døde som 85-årig i 2016, men Svend på 91 lever stadig. 

Mona Clemmensen var præget af krigen og af, at hendes far, BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen – efter at have fornærmet chefredaktøren på den nazistiske avis Fædrelandet – blev likvideret af den danske nazist Søren Kam.

Mona Clemmensen var ifølge sønnen en ”lidt skør journalist”, der skrev om kunsthåndværk og selv malede – med følelserne uden på tøjet. Sønnen har arvet sin følsomhed fra hende og sin evne til at se andre mennesker. Men ifølge ham selv også sit lave selvværd.

MIKAEL BERTELSEN

”Hans mor kunne godt være nervøs og neurotisk, så hun bevægede sig ikke meget væk fra gården i Kikhavn. En dag jeg kom løbende over for at lege med Søren, da solen var gået ned, gik det galt. Jeg bankede på vinduerne til soveværelset, hvor hun lå og sov, og hun vågnede med et sæt og råbte: ’Nu kommer tyskerne.’ Det var ret voldsomt, og hun kunne være tæt på nervesammenbrud i perioder. Søren tacklede det ved, at vi næste dag gik i gang med at bygge elementer til en kæmpestor scenografi til facaden af huset. Vi brugte flere dage på at lave perfekte menukort, der blev oversat til tysk, og som vi satte i glasrammer med små lamper. På dem stod: ’Gå indenfor i huset, og spørg om et bord.’ Vi satte borde op med rødternede duge indenfor og havde lavet et gigantisk skilt, hvor der stod ’Der Gelbe Gasthaus’. Kun for at se, om vi kunne få tyske turister til at gå direkte ind i stuen. Når jeg fortæller om det nu, indser jeg, at det nok var ondskabsfuldt. Men det var vores måde at overleve på som børn.”

FAR SVEND stod egentlig til at arve sin fars bogtrykkeri S.L. Møller, der en overgang var et af Danmarks største. Men da rotationspressen vandt indpas i 70’erne, ville typograferne til at begynde med ikke lade den køre i det tempo, den kunne. Derefter købte de en rotationspresse selv og udkonkurrerede farfar Fauli. Resultatet var, at Søren Faulis far måtte finde andet arbejde, og Søren Fauli husker tydeligt uroen fra sin barndom.

”Efter den nedtur prøvede min far at lave forretninger med andre, men han blev taget i røven og udnyttet. Min fars historie er historien om en mand, der ikke fik gjort det, han havde lyst til. Han burde have læst historie på universitetet. Jeg har helt sikkert villet bevise, at jeg kunne gøre det, min far ikke kunne. Det vil sige: lave det, jeg har haft lyst til, og tjene gode penge på det. Det er jo helt klassisk. Og det er også helt klassisk, at han ikke er så god til at rose mig. Han får ofte sagt noget kluntet, der lyder fornærmende, men jeg stoler da på hans kærlighed alligevel,” siger den 55-årige søn, der fortæller, at moren var bedre til at give udtryk for kærlighed. 

”Da jeg var syv år gammel, sad jeg og rimede på en biltur, mens min mor skrev det, jeg sagde, ned. Hun elskede digte, så ordene blev senere til en lille digtsamling med titlen ’Søren Syv’, som vi solgte i 100 duplikerede eksemplarer. Jeg tjente penge nok til at købe mig en gravemaskine. Men den særlige gave i det var, at jeg lærte ’at udkomme’. Fra jeg var helt lille, har det ’at udkomme’ været noget naturligt for mig. Generelt har jeg været sprængfyldt med selvtillid på den led. Det har været værre med selvværdet, der indimellem kan være ad helvede til.” 

Han blev mobbet i skolen, men mobbede også selv. 

”Mit selvbillede var, at jeg lå nederst i hierarkiet. Som den tykke dreng, der altid blev valgt til sidst, når der skulle spilles fodbold i gymnastiktimerne. Selvværdsproblemer har fyldt hele min karriere, men jeg har fået det bedre på den konto. Især efter at jeg er fyldt 50.”

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mor havde planlagt et loppemarked i Kikhavn, men hun var meget nervøs for, at der skulle komme for mange gæster, fordi der ikke var plads til så mange biler i landsbyen. Derfor nøjedes hun med at hænge sølle tre små A4-sedler op. Hun mente, det nok var bedst, hvis begivenheden voksede organisk fra år til år. Vi syntes, hun undersolgte begivenheden, så vi besluttede os for at hjælpe hende. Søren og jeg kørte ned i den lokale tømmerhandel, hvor vi købte materialer til et billboard, der blev to en halv meter i højden og fire meter i bredden. Det satte vi op ude ved landevejen. Vi malede det i fluorescerende orange og skrev med meget store bogstaver: ’Kæmpe loppemarked i Kikhavn på søndag. Kim Larsen og Bellami kommer måske og spiller.’ ’Måske’ var skrevet med bittesmå bogstaver. Bilerne holdt i kilometerlange køer, og en sværm invaderede byen.”

SOM UNG PUNKER blev Søren Fauli fascineret af at stå i opposition til samfundet. At være imod det hele, selv punkerne. De gik klædt i sort, men han valgte at gå i grønt. Lige fra undertøj over støvler til overtøj. 

Siden kom han ind på Kunstakademiet, men kunne ikke lide at stå med sine projekter alene. Så gik det bedre på Filmskolens instruktørlinje, hvor han blev forløst, fordi han kunne skabe sine produkter i samarbejde med andre. Søren Fauli ville ikke lave mystiske og deprimerende film som Lars von Trier og andre på den tid. Han kunne godt lide komedier eller i det mindste let forståelige film. 

Han begyndte allerede at lave dem lige efter filmskolen. For eksempel kultfilmen ’De skrigende halse’ fra 1993. Og man kaldte ham ’Fifty-fifty-Fauli’, opkaldt efter den på det tidspunkt nye kommercielle støtteordning på Det Danske Filminstitut. Han havde talrige idealistiske diskussioner med skuespillere dengang. Ni ud af 10 ville ikke nedlade sig til at være med i reklamefilm. I dag vil ni ud af 10 – mindst. 

Senere blev Søren Fauli instruktør af Kims-reklamefilmene, som han udviklede sammen med Henrik Juul. Og han lavede stribevis af andre hits i reklamefladerne. Hvem husker ikke Tuborg-reklamerne med Kirsten Lehfeldts refræn som fladpandet reklamemand: ”Det’ en ommer!” 

Men der kom også dårlige reklamer. Bunden er formentlig en serie netbaserede reklamer for hvidevarekæden Køle-Møller fra 2017. De var produceret uhyre billigt, og i en af dem går Søren Fauli ind og stjæler rødvin fra et køleskab hos Køle-Møller. Havde han ikke andre at spille sine kreative bolde op ad?

”Køle-Møller er en genistreg. Det er det vildeste, jeg har lavet, fordi de film ser ud, som om de er lavet af nogle, der ikke ved, hvordan man laver reklamefilm eller film. De er ægte dårlige. Ikke tilstræbt dårlige.” 

Hvor ligger glæden i at lave noget dårligt med vilje?

”Grinede du ikke af dem? Grinede du ikke af, hvor grotesk dårlige de var? Folk, der holder af mig og kender mig, elsker dem, fordi de er så dårlige. På et tidspunkt prøvede jeg at lave dem lidt bedre, men det fungerede slet ikke. Det er ikke bare endnu en amatøragtig reklame, forstår du? De film var anti på alle planer.” 

Men tror du, folk fanger det lag?

”Nej, jeg tror, folk tænker, at han har tabt sutten. Og det var også meningen.”

MIKAEL BERTELSEN

”På trods af at man godt af og til kan blive irriteret på Søren, kan man få stor glæde af hans måde at tænke på. Jeg møder mennesker, der ikke ved, at han er min bedste ven. Og så kan de sige noget i retning af, at han simpelthen er for meget og røvirriterende. Det kan jeg slet ikke genkende, for i mit billede har Søren haft afgørende betydning for mit liv. Søren er utrolig generøs i forhold til at fortælle om sine egne svagheder, og det gør jo, at man slapper af i hans selskab, fordi man ikke behøver være perfekt. Og så har Søren på afgørende tidspunkter i mit liv sagt ting til mig, som jeg godt kunne blive såret over i øjeblikket, men som siden hjalp mig. Da jeg i nogle år havde været chef på DR2, mente han for eksempel, at mit sprog var blevet ødelagt, og det klingede hult. Og der gik jeg rundt med en opfattelse af, at jeg var en chef med stor succes. Efter jeg havde tænkt over det, fandt jeg ud af, at det var på tide at lave noget andet.”

HAN STÅR i sin store hjørneejendom i Hellerup med telefonen for øret. Omkring ham er der masser af kunst i de lyse stuer. Nyt og gammelt mellem hinanden, fra Henry Heerup til Jan S. Hansen. 

Søren Fauli, afslappet klædt, sikrer sig, at han har nok benzin til sin e-cigaret, mens han afslutter et telefonopkald med Torben Mouritsen om de sidste rettelser til formuleringerne på nye butiksskilte. Så kan vi køre til Fredericia, hvor han skal holde et foredrag.

Vi kører i denne skribents bil, selvom den nyslåede mangemillionær har købt en ”hybrid-agtig Mercedes”.

”Jeg tænkte, at nu har jeg fået alle de her penge, og jeg er 55 år gammel, så må jeg for en gangs skyld prøve at have en stor bil. Jeg er ikke bilinteresseret som sådan, og jeg må indrømme, at det har været spild af penge. Jeg har det ikke så godt med signalværdien. At man er en af ’dem’. Det er praktisk, at man kan overhale hurtigt, men hvor mange hundrede tusind kroner er det værd? Det er lidt skørt. Mon ikke man kan få en billigere bil, der også kan flytte sig?” spørger Søren Fauli, der helst ikke vil tale om sine mange millioner.

”Kan du ikke skrive ’alle de her penge’ i stedet for? Det er ubehageligt for mine omgivelser hele tiden at læse beløbet.”

Men for en mand, der har en fortid som punker og siden blev en del af film- og reklameverdenen med mange kulturradikale mennesker omkring sig, har beløbet ændret hans liv. I begge miljøer er og var penge ikke rigtig noget, man talte højt om: 

”Punk er noget med at være i opposition til det bestående, sige det modsatte for at provokere. I den kulturradikale verden fandt jeg hurtigt ud af, at det mest provokerende var at tale det kommercielles sag. Og fordi jeg blev dygtig til det kommercielle, kom jeg med i Normal.” 

HENRIK JUUL 

”Søren Fauli er en blanding af total mangel på etikette og total mangel på, hvordan man skal opføre sig i et selskab. Og så alligevel ikke. Man skal jo kende reglerne for at kunne bryde dem. Han plejer at klage over, at jeg har proppet ham i så mange mærkelige kostumer gennem tiden, men grundlæggende kan han godt lide det. Han vil gerne vise, hvad man bliver til, hvis man lader sig købe for penge. Hvis der er en, der kan finde glæde ved jordisk gods, er det Søren. Efter optagelserne på Kims var Søren altid den, der tog flest chips med hjem. Han kan ikke lade være.”

NORMAL-KÆDEN har i dag allerede 150 butikker i fire lande og ekspanderer hurtigt. Kæden blev stiftet i 2013 af de to købmænd Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Der blev arbejdet grundigt med ideen, inden den fandt sin endelige form. Skulle det være en abonnementsordning, lagervarehuse a la Harald Nyborg ved indfaldsvejene til de store byer eller netbutikker? Ingen af delene. Det blev til rigtige butikker med grundvarer til stabile, billige priser på grund af store indkøb og parallelimport.

For Søren Fauli begyndte partnerskabet 10 år tidligere. Dengang var Torben Mouritsen topchef i Punkt1, og i 2003 havde han brug for en reklamefilm. Derfor kontaktede han Fauli, der var kendt for at skabe specielle karakterer som for eksempel ’Polle fra Snave’.

Da Mouritsen senere solgte Punkt1 og etablerede hvidevarekæden Wupti med Claus Kristensen, ringede han igen til Fauli, der opfandt Wupti-Pede, en kriminel type med hue over hovedet og et drilsk smil. 

”Torben ville have en karakter lige så bemærkelsesværdig som Jørgen fra Kims eller Harry fra DSB-reklamerne, og jeg spurgte mig selv, hvad der mon var ledigt, og så kom jeg på, at det, vi endnu ikke havde set, var en reklame med en kriminel i hovedrollen. Og det kunne Torben godt lide. Det er muligt, at jeg er en fyr med nogle mærkelige ideer, men de er altså ofte båret af, at Torben er fucking modig,” fortæller Søren Fauli.

En bunke på omkring 20 korte reklamefilm blev klippet færdig, og i en af dem møder seerne ’Pede’ i et skummelt baglokale. Han sælger det samme som Wupti – printere, bærbare computere og fladskærme – men også lige hash og nøgler. 

”Vi havde på fornemmelsen, at vi stod med et hit, men hvad ville bestyrelsen mon sige til hash i deres reklamer? Torben besluttede at lade være med at vise filmene til bestyrelsen for at undgå, at de skulle få kolde fødder. Han løj om, at hans memory-stick ikke virkede,” husker Fauli.

Filmene blev sendt i tv fra 2006 og nogle år frem og fik mere end 200.000 likes på Facebook på et tidspunkt, hvor Carlsberg lå højest med omkring 10.000. 

MIKAEL BERTELSEN

”Han var en god købmand. Han solgte nogle Sweet-plakater til mig for 100 kroner, der lige var hevet ud af Vi Unge. Søren var antiautoritær i forhold til sine forældre og fuld af gode ideer. I sommeren 1974 var han lokomotivet i et projekt, hvor vi byggede en hule med tilknyttet vindmølle for at blive selvforsynende. Søren pressede sin far hårdt for, at han skulle betale materialerne. Havde vi holdt fast, var vi Vestas i dag.”

REKLAMEMANDEN kom med i Normal-kædens ejerkreds fra begyndelsen i 2013. Hans job var at lave historiefortællingen om den nye virksomhed: 

”Alle føler sig ensomme, og vi prøver alligevel alle sammen at være unikke. Jeg havde ideen til et maleri af en masse ens personer, der alle stod og sagde: ’Jeg er unik.’ Vi ledte efter et navn til kæden, og det blev Normal – altså det modsatte af unik. Ud fra en konstatering af, at det ikke er det unikke, men det normale, der binder os sammen,” siger han. 

Hvor stor en andel af kædens succes er din fortjeneste?

Før han svarer, tænker han sig om. Ukarakteristisk længe.

”Det ved jeg ikke. Jeg er da en del af succesen, men det vigtigste bag den er selvfølgelig, at både Bo og Torben kom fra en købmandsverden. Jeg opfandt vores antimaskot, Unik-manden. Hver gang vi kommer med et kommercielt budskab, piller han det ned, og jeg er vagthunden, der skal sørge for, at alle reklamefilm og tekstskilte holder den linje.” 

Hvorfor solgte du din andel af firmaet? 

”Jeg havde fornemmelsen af, at det var et godt tilbud, og jeg kunne ikke sige nej. Min økonomiske drøm rakte ikke længere end til at blive økonomisk uafhængig engang. Og det er jeg jo nu, så hvorfor beholde aktierne?”

Søren Fauli synes, det er forkert, at journalister kan gå ind og se regnskaber i kendte menneskers firmaer for at skrive nyheder om dem. Det gør Se & Hør blandt andet.

Han havde derfor en løgnehistorie klar, da han indleverede sit årsregnskab for 2017 med et overskud på 51,2 millioner kroner. 

Allerede dagen efter ringede Se & Hør, og som var det den pure sandhed, fortalte han journalisten, at han havde tjent pengene på at fremstille falske Pokémon-kort i Litauen. Krydret med et par realistiske facts om hans families baggrund som bogtrykkere slugte ugebladet historien råt. 

”Jeg var parat til at fyre historien af. Nogle timer senere ringede Ekstra-Bladet og Børsen, og historien fik flere detaljer om firmaet ’Fakey A/S’. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at blive ved med at lyve, indtil politiet stod og bankede på min dør med en stævning. Men der skete så det, at BT skrev, at man i Normal-kæden solgte falske Pokémon-kort.”

Det førte til en opringning fra Torben Mouritsen.

”Han syntes, min løgn var enormt sjov, men nu da virksomheden blev inddraget, ville han have den standset omgående. Jeg måtte ringe rundt og sige undskyld til alle journalisterne, men det gjorde ikke noget, for jeg havde understreget min pointe.”

Søren Fauli er samtidig bevidst om, at han ikke vil ændre livsstil alt for meget på grund af pengene.

”Jeg er godt nok flyttet til Hellerup, men jeg er stadig opmærksom på, om tuben med mayonnaise koster otte eller 17 kroner. Det kan jeg slet ikke lade være med. Når vi har venner, der synes, at Gucci-tasker er vildt seje, føler vi os fremmedgjorte. Et liv med penge er fuldstændig ligegyldigt. Hvis det var vigtigt, kunne jeg hurtigt finde andre at sammenligne mig med, der har flere penge end mig, og blive ulykkelig af det, og så bliver det skruen uden ende.” 

INDEN FOREDRAGET i Fredericia når Søren Fauli at spise en Whopper-menu på Burger King i byen. Det bliver til selfies med en moden mand og en gruppe på fire piger. 

”Jeg synes, det er mig, der har skabt det her med hele universer og karakterer i reklamer,” siger han, da de er gået. ”Andre har også arbejdet med det, men jeg har bidraget meget på det område ved netop at lave hele figurer. Fejlagtige karakterer i reklameblokken, hvor der før kun var perfekte billeder.”

Søren Fauli vandt engang respekt for sine korte dokumentarfilm ’Tvangsritualer’, ’Supermaterialisme’, ’Forsmåelse’ og især for kultfilmen ’De skrigende halse’. Men siden imponerede han ikke med filmene ’Grev Axel’ og ’Polle Fiction’.

”Hvorfor er min filmkarriere ikke gået bedre? Det har noget med komplekser at gøre. Mange skidegode ideer er blevet forpurret af mig selv, fordi jeg syntes, de var for dårlige. Det er helt absurd. Jeg arbejdede på en film, der skulle hedde ’De autonome’, men jeg smed manuskriptet væk, fordi jeg bildte mig selv ind, at det var en dårlig idé. Jeg ville lave en film om parterapi, men den blev siden lavet af andre. Det er virkelig skørt. Dybest set har jeg været ramt af ensomhed.” 

Søren Fauli har ikke konkrete ideer i skuffen, men drømmen om at give filmkarrieren et sidste skud er ved at genopstå. Han har allieret sig med instruktør og filmklipper Jacob Thuesen, der skal være executive producer på en eventuel spillefilm eller en tv-serie. 

”Så finder jeg ud af, hvad der er i posen. Jeg tror på, at jeg kan lave en komedie, der er ægte sjov, og som er drevet af smerten i karaktererne. De kulturradikale regner mig ikke for noget, og derfor er det et relevant spørgsmål, om jeg overhovedet kan få noget igennem på filminstituttet i dag. Men jeg må bare stole på mit talent.”

TORBEN MOURITSEN
ven og direktør i Normal: 

”Første gang jeg mødte ham, kom han vadende ind til et møde ude i lufthavnen i gummisko og stor sweater. Han fyldte rummet, og der stod et mylder af ideer i kø i hans hoved. Det væltede nærmest ud, og vi klikkede hurtigt. Også i vores snakke om andet end reklamefilm. Søren er jo enormt empatisk og fantastisk til at kunne gennemskue mennesker, og så har han en fænomenal forståelse for at koble den viden over på forretning. Vi kan se ind i hinandens verden. Når der kommer tusind ideer, kan jeg filtrere dem fra, der ikke fungerer, og så er vi gode til at udvikle videre. Jeg er vokset op med døve forældre, så jeg har nok en god indfølingsevne. Søren fylder noget, og det ved han også godt selv. Han er måske det eneste voksne menneske, man kan stå og skælde ud på, som man gør på børn. Han er lynende intelligent. Jeg har altid taget Søren Fauli meget alvorligt. Han er et meget ægte menneske.”

PÅ ”JYLLANDS NYE FAGMESSE for dig, der arrangerer møder, events og konferencer” skal Søren Fauli holde et oplæg på tre kvarter.

Han stiger ud af bilen. E-cigaretten er netop fyldt med væske. Han tager hættefrakken op om ørerne, skutter sig og sigter nølende mod indgangen. På vej fra parkeringspladsen til messecentret træder han på hver eneste af de hvide striber mellem parkeringsbåsene. Han har altid været plaget af tvangshandlinger, og de tager til, når han bliver nervøs. 

”Jeg hader at holde foredrag. Det minder mig om at gå i skole. Om hvor dårlig jeg var. Hvorfor gør jeg det så? Fordi de spurgte, om jeg ville. Jeg har svært ved at sige nej. Men også for pengenes skyld. Nu er jeg nervøs. Og bange. Jeg kan jo gå i stå. Det værste, der kan ske, er, at det ikke siger folk noget, eller jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige.”

Manden, der har booket Søren Fauli, er overstrømmende venlig: ”Du var altså god sidste gang,” siger han. 

Fauli går på scenen uden præsentation i den ene ende af messehallen. Overskriften er ’Det fejlagtige skaber opmærksomhed – det perfekte er kedeligt’. Omkring 30 mennesker trækker langsomt op mod scenen. Undseelig og skrutrygget kigger Søren Fauli til at begynde med mere ned i scenegulvet end ud mod publikum, mens han gnider sig nervøst i hænderne. Efterhånden som han kommer i gang med sin livsfortælling, retter han sig mere og mere op. Og der kommer flere tilhørere til. 

Da foredraget er færdigt, er der tre minutter til spørgsmål. En kvinde spørger, hvad han er mest stolt af.

”Mine børn. Nej, det er tarveligt at sige i den her sammenhæng. Jeg er mest stolt af den film, jeg lavede, der hedder ’De skrigende halse’. Jo, jeg er da også stolt af Normal. Jeg er stolt, når jeg ser en plasticpose komme gående på gaden, som jeg har været med til at lave. Men det er et svært spørgsmål. Sagen er, at jeg ikke selv synes, jeg er noget særligt.” 

Efter foredraget griber arrangøren en mikrofon og siger, at det er anden gang, han har hørt Søren Fauli. Og at han snildt kunne holde ud at høre ham en tredje gang. Søren Fauli når lige at mumle ”Det er sindssygt …”, inden mikrofonen bliver pillet af ham, og arrangøren fortsætter:

”Det var godt, du kom herover, Søren. Det, du siger, er ikke bare morsomt, det er tankevækkende på den rigtig gode måde.”

Efter foredraget er Søren Fauli ikke i særlig godt humør.

”Jeg var overbevist om, at jeg havde glemt at lyne min lynlås op. Jeg kunne ikke finde en naturlig måde at få det undersøgt på. Der kørte hele tiden en film inde i mit hoved om, at jeg havde åbent tissehul.”

Mange har meninger om vestlige mænd med thailandske koner. Men hvordan ser sådan et forhold ud i den ypperste overklasse? 79-årige PENSAK HOWITZ var i mange år gift med den danske ambassadør i Thailand og fortæller her om et til tider problematisk ægteskab, om at blive set ned på i begge lande og om forskellen på prostitution og sexturisme i et moderne Thailand med succesrige ladyboys.
Tekst:Kristoffer FlakstadFoto:Privat

EN DAMPENDE VARM sommerdag i 1975 kørte Pensak Howitz gennem porten til den danske ambassade i Bangkok. Hun havde været der før som gæst og kendte de præsentable bygninger, søerne med de lilla lotusblomster og den frodige have fuld af sjældne orkideer. Men nu var hun ikke længere den danskuddannede cand.phil. i arkæologi, som skiftende ambassadører gennem årene havde indbudt til selskaber. 

Nu var hun ambassadørfrue, og et helt nyt liv med privatchauffør, tjenestefolk og hundredvis af selskaber, middage og receptioner med hende som værtinde ventede. Den spinkle 36-årige kvinde med det nye efternavn rystede ved tanken. Havde hun truffet den rigtige beslutning? Var det klogt at forlade Danmark og en fast stilling på Københavns Universitet, hvor hun havde studeret og arbejdet i 14 år? 

Et halvt år tidligere var der gået chokbølger gennem de diplomatiske kredse, da det kom frem, at den nyudnævnte ambassadør i Thailand, 52-årige Frantz Bonaventura Howitz, var blevet skilt fra sin danske kone og havde indledt en romance med en 17 år yngre thai-kvinde. Og der blev ikke bare hvisket forarget om den velrenommerede diplomats valg af partner. Den thailandske ambassadør i Danmark sendte ligefrem et brev til sin fætter, kong Bhumibol, hvori han opfordrede majestæten til at afvise ambassadør Howitz, fordi han var blevet kæreste med en thailandsk kvinde. Det var simpelthen for nedværdigende. 

Kongen svarede kortfattet og overraskende tilbage, at hvis dronning Margrethe mente, at hun havde sendt den rette mand til Bangkok, hvorfor skulle han som Thailands konge så ikke modtage hendes gesandt med åbne arme? 

Kongens svar blev Pensak Howitz’ redning. Ikke bare når der blev set ned på hendes ægteskab, og hun blev opfattet som en billig thai-pige, der havde giftet sig for at opnå social status og velstand, men også når folk troede, at hun var stuepige på ambassaden – eller ligefrem en prostitueret. 

Ægteparret Pensak og Franz Howitz.

TAXACHAUFFØREN har problemer med at finde adressen, men til sidst når vi ned ad den rigtige sidevej. Vi forlader den tunge trafik og det travle gadeliv med små madboder på hovedåren Nawamin. På begge sider af den smalle sidevej er gamle huse pakket ind i tropiske haver. Et af dem tilhører Pensak Howitz, og foran ejendommen er storbyens støj forsvundet, her er kun fuglekvidder og en hushjælp, der går og fejer blade sammen med en stiv kost. 

”Jeg beklager meget,” siger 79-årige Pensak Howitz, da hun kommer ud og viser gennem forhaven og hen til en overdækket veranda. 

”Mit hus har lige været oversvømmet igen, så det hele er lidt kaotisk. Før i tiden skete det måske en gang hvert 10. år, at der kom en mindre oversvømmelse i regntiden. Nu trænger der vand ind i huset flere gange i løbet af august og september hvert eneste år. Regntiden er blevet længere. Vi mærker også klimaforandringerne her i Bangkok.” 

I husets stuer står møbler, kunstgenstande og arkæologiske fund stablet på paller og kasser. Huset er fuld af antikviteter og bogreoler, og bag et sofaarrangement hænger et malet portræt af hendes afdøde mand Frantz Howitz. 

”Vi havde et godt ægteskab,” siger den aldrende thailandske arkæolog, der foruden dansk ambassadørfrue har været thailandsk senator, universitetslektor og leder af store udviklingsprojekter.

”Men det var ikke kun en dans på roser. Vi havde forskellig kulturbaggrund, og selvom jeg havde boet mange år i Danmark og kendte til jeres kultur, forfulgte det os gennem alle årene.” 

Vi sætter os ned i to kurvestole på verandaen. Ude i forhaven er det begyndt at smådryppe på trækroner og palmeblade. Luften er tyk og varm, og over os roterer en loftsvifte som i svundne kolonitider. 

”Det var alt fra små detaljer til de overordnede linjer, der gjorde det svært for os,” forklarer hun og fremhæver en simpel ting som bestik ved middagsbordet. 

”I Thailand spiser man med ske og gaffel, og det syntes jeg jo var naturligt, at vi også gjorde, men Frantz insisterede på at spise med kniv og gaffel. Faktisk lærte min mand aldrig at sætte pris på thailandsk mad. Det var jeg ret såret over. Jeg følte vel, det var at vende min kultur ryggen.”

79-årige Pensak Howitz færdes hjemmevant på både bonede gulve og i regnskoven.

PENSAK CHAGSUCHINDA blev i 1939 født ind i en velhavende familie i det nordøstlige Thailand. Hendes mor var adelig, og slægten havde kontrolleret hele egnen omkring byen Sakon Nakhon i generationer. Hendes far var dommer og ud af en veluddannet købmandsfamilie. Mens jævne folk på egnen sultede og måtte spise tudser, larver og biller for at overleve, havde hun selv en ganske sorgløs barndom – i hvert fald efter anden verdenskrig, hvor freden vendte tilbage til Thailand efter hårde år med japansk besættelse og intense kampe mellem modstandshæren og japanerne. 

Forældrene mente, at dommerbørnene skulle lære om livets alvorligheder, og hverdagen for den lille pige blev derfor tilbragt blandt fattige bønder, røgtere og daglejere. Og her, i det tørre, ubemidlede land tæt på grænsen til Laos, blev kimen lagt til en livslang kamp for fattiges rettigheder og en stor social forståelse. 

”Jeg har set det som en livsudfordring at kæmpe for de fattige thailænderes muligheder. Da jeg lavede udviklingsarbejde i 70’erne, handlede det først og fremmest om at mætte munde, for mange sultede stadig. Senere gik vi i gang med at bygge skoler. Uddannelse og oplysning er vejen frem. Fattige på landet drømmer helt basalt om de samme vilkår som de rigere mennesker i byerne. De vil have en god uddannelse, der kan give dem et godt liv.”

En god uddannelse fik Pensak Howitz selv – ikke i Thailand, men i Danmark. I 1961 blev den da 22-årige thailandske kvinde tilbudt et dansk stipendium for at lære om turismefaget og arbejdede det efterfølgende år som trainee på SAS-hotellet midt i København. Året efter begyndte hun studier i arkæologi på Københavns Universitet. 

”Jeg forelskede mig i Danmark. Jeg var vild med mentaliteten, friheden og årstiderne, der skiftede. Det var alt lige fra maden til lyset på en kort vinterdag – og en grundlæggende fascination af, at et så lille land kan fremelske en så solid økonomi og så mange dygtige forfattere, arkitekter og videnskabsmænd. Hvordan kunne det lade sig gøre? Danmark var et dragende mysterium for mig – og er det stadig.” 

“Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.”

I LØBET AF efteråret 1974 stod hun ofte om morgenen i sin kvistlejlighed på Borups Allé i København og skævede til telefonen. Ville han ringe? Endnu en gang? Skulle hun tage den og snakke med ham eller lade telefonen kime færdig? Manden i den anden ende af røret var hendes nye kursist på thai-studierne på Københavns Universitet, hvor den 35-årige arkæolog arbejdede som ekstern lektor. Diplomaten var med sin noble påklædning, sit tilbageredte, gråsprængte hår og sin aristokratiske attitude ikke som den thailandske kvindes andre kursister på universitetet. Nu var han begyndt at ringe hjem til hende hver morgen, og hun var dybt splittet. Hun var godt klar over, at han var ude på noget, men han var jo gift og i øvrigt 17 år ældre. 

”Jeg havde det svært med Frantz’ sværmerier i begyndelsen. Jeg syntes ikke, han var så interessant endda, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå ham. Det ville simpelthen være en katastrofe, hvis jeg blev gift med en hvid mand, en farang, som vi kalder det. Det gjorde man bare ikke.” 

Faktisk havde hun givet sine forældre det klare løfte, at hun ikke ville forelske sig i en dansk mand, da hun rejste til Danmark for at studere. 

”Dengang så man dybt og inderligt ned på kvinder, der giftede sig med udenlandske mænd. De blev stemplet som ludere.” 

Men da begge hendes forældre døde med kort tids mellemrum i 1974, var hun frigjort af sit løfte.

”Det var en svær tid for mig, og jeg savnede en at snakke med – en, der kunne være der for mig. Det ville Frantz, og lidt efter lidt opstod der sød musik.” 

I en lægeroman ville det sidste punktum måske blive sat her, men virkeligheden var en anden. På det tidspunkt sagde juraen, at Frantz Howitz ville overtage hele Pensak Howitz’ arvede formue fra de velhavende forældre – også efter en eventuel skilsmisse – hvis de to blev gift på thailandsk jord. 

”Efter et bryllup ville manden simpelthen eje kvinden og alt, hvad der tilhørte hende, for evig tid. Det kunne jeg ikke risikere.” Parret blev derfor viet uden for Thailand, på den danske ambassade i Tokyo. 

I de højere kredse i Bangkok blev man efterhånden klar over, at den danske ambassadør var gift med en lokal kvinde, og accepten fra kongeslottet forgrenede sig til ministerier og diplomatiet. 

”Men almindelige folk på gaden vidste jo ikke, hvem vi var, og jeg følte, at alle så ned på mig. Det var, som om jeg kunne høre, at de hviskede om os overalt, hvor vi gik.” 

Frantz Howitz yndede at spadsere sammen med sin kone ned til det lokale søndagsmarked med duftende mad, spraglede tekstiler og friske grøntsager, gerne hånd i hånd.

”Men jeg kunne ikke udstå det. Jeg nægtede at holde ham i hånden og gik helst 10 skridt bag ham og lod, som om jeg ikke kendte ham. Så meget skammede jeg mig. Han blev sur på mig. Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.” 

 

FRA BONDELAND TIL BONEDE GULVE

Pensak Chagsuchinda Howitz er født i Thailand i 1939 og er opvokset i provinsbyen Sakon Nakhon og Bangkok. Flyttede til København i 1961. Uddannet arkæolog fra Københavns Universitet. Var med til at stifte thai-studierne samme sted og underviste her frem til 1975.

Dansk ambassadørfrue i henholdsvis Thailand, Saudi-Arabien og Japan fra 1975 til 1986. Stiftede i 1976 hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, der blandt andet har bekæmpet fattigdom, oprettet skoler og udviklet landbrug rundt om i Thailand.

I 2000 blev hun valgt som senator i det thailandske parlaments overhus. Her sad hun frem til senatets opløsning efter den urolige Thaksin-periode i 2008.

PÅ VERANDAEN serverer en ung, kvindelig assistent kaffe og thailandske kager. Pensak Howitz slår over i thai et øjeblik og dirigerer med sine smykkebesatte hænder, hvor kopper og fade skal placeres. Hun er tydeligvis vant til at instruere folk omkring sig. 

”Sådan var det også med min mand i de første år i Thailand. Han var på udebane, og jeg måtte gang på gang korrekse ham, for eksempel når han hilste med det thailandske wai og sagde sawadee krap (goddag. red.) til selv små børn. Det gør man ikke. Nogle gange blev han irriteret, men i sidste ende kom det ham til gavn, at han havde mig som sin personlige lokale vejleder. Man endte med at sætte umådelig stor pris på Frantz her i Thailand, og han lærte at begå sig rigtig fint.” 

Alligevel kunne det slå gnister mellem parret, for eksempel hvis Pensak Howitz oplevede, at hendes mand ikke behandlede de thailandske ansatte ordentligt. 

”Jeg følte mig skyldig og splittet. Det var jo mit folk, min kultur, han skældte ud på.” 

Navnlig én episode har været svær at glemme for Pensak Howitz, nemlig en middag på den danske ambassade, hvor Frantz Howitz over for de øvrige gæster lod vide, at man ikke kunne stole på thaier. ”De stikker dig med en kniv, hvis du vender ryggen til,” sagde ambassadøren til sine gæster. Den udtalelse gjorde hende rasende. Der var måske noget om snakken i visse henseender, men i situationen var det, som om det var hende, han talte om, og hun var dybt såret i ugevis bagefter. Men på trods af kulturforskellene forblev parret sammen frem til Frantz Howitz’ død. 

”Vi valgte ikke hinanden af økonomiske eller andre praktiske grunde. Der var kærlighed mellem os og i sidste ende en respekt for hinanden.” 

Tre mænd, der på forskellig vis har fyldt meget i Pensak Howitz’ liv: Prins Henrik, ambassadør Frantz Howitz og Thailands kong Bhumibol.

DET SAMME kærlighedsbånd mener Pensak Howitz ikke findes hos flertallet af de titusindvis af vestlige-thailandske par, der siden er kommet til. 

”For de thailandske kvinder er det cool business. De kommer fra fattige kår og har måske allerede en thailandsk mand og børn, der skal forsørges – for ikke at tale om svagelige forældre, der skal plejes. Det koster, og her kan et ægteskab med en vestlig mand være en udvej.” 

Den 79-årige kvinde stopper op, bliver fjern i blikket og smager et øjeblik på den næste sætning. 

”Jeg har egentlig sympati for de her kvinder, der gifter sig med vestlige mænd,” siger hun. ”Jeg synes ikke, nej … man kan ikke stemple det som prostitution, selvom de gør det for pengenes skyld. De kvinder er desperate. Vi har ikke det samme gode velfærdssystem her som i Danmark. Mange af de unge kvinder, der vælger at gifte sig med en farang, befinder sig i en virkelig kritisk situation, men de sælger altså ikke deres krop til syv-otte forskellige mænd hver dag, som en luder gør. Det synes jeg er en vigtig pointe.” 

Pensak Howitz har til gengæld ikke meget tilovers for de firmaer, der tjener fedt på at være bindeled mellem vestlige mænd og thailandske kvinder. Hun fnyser. 

”Dem skammer jeg mig over. Det er glubske pengemaskiner uden skyggen af empati. Jeg kan også godt blive bekymret for nogle af de thailandske kvinder i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at flere af dem er endt i voldelige ægteskaber. Men de har deres thailandske opdragelse med sig, og derfor går de stille med dørene. De skal ikke risikere noget,” siger Pensak Howitz, der i en periode forsøgte at rejse midler til et dansk krisecenter for thai-kvinder. 

”Men vi løb hele tiden panden mod en mur med det projekt. Det ærgrer jeg mig stadig over. Vi har en pligt til at hjælpe de kvinder, der strander i et kynisk ægteskab langt væk hjemmefra. De har måske nok selv valgt at blive gift med en dansk mand, men har de også valgt en voldelig partner? Selvfølgelig ikke.” 

PENSAK HOWITZ

Købte i 1975 et gammelt adelshus i Thailand og fik det flyttet til Moesgaard Museum, hvor det står i dag og er et samlingspunkt for især dansk-thailandske par. 

Besøgte sammen med dronning Margrethe og hofdame Anita van Hauen i 1984 det royale harem i Saudi-Arabien. Det var første gang, en udenlandsk dronning blev inviteret med derind. 

Har været udsat for attentatforsøg flere gange. Under et af dem, i 1976, blev hendes svoger skudt og dræbt. 

Foreslog som senator i 2002 den daværende premierminister Thaksin, at Thailand skulle have et kulturministerium ligesom Danmark. Thaksin lyttede og oprettede kort efter det nye ministerium. 

Har tætte bånd til den kongelige familie i Bhutan. I 2006 tog hun den daværende bhutanske dronning med på et danmarksbesøg, der omfattede middag på Fredensborg og en tur til Vesterhavet. 

Har fem hunde, der alle er opkaldt efter personer og ting, hun godt kan lide. Den yngste i flokken er puddelhunden Obama. 

VINTEREN VAR så småt på vej til Tokyo, da Frantz Howitz en eftermiddag i 1986 kort kiggede forbi ambassadørboligen, hvor parret havde boet i godt et år efter først seks år i Thailand og derefter fire år i Saudi-Arabien. Han havde travlt, han var ved at komme for sent til tennis med den hollandske ambassadør, og han bad derfor om lov til at låne nøglerne til sin kones lille, fikse sportsvogn. To timer senere ringede telefonen. Pensak Howitz’ mand var faldet om med en hjerneblødning under første sæt og var på vej til det nærmeste hospital. 

Tre uger senere åndede Danmarks 63-årige ambassadør i Japan ud. Tilbage ved sygesengen sad hans 47-årige enke og nægtede at give slip på sin mands slappe hånd. Til sidst måtte en sygeplejerske vikle de to hænder fra hinanden.

Efter begravelsen af Frantz Howitz i Danmark blev tankerne dystre. I mange måneder gik Pensak Howitz rundt i sit hus i Bangkok og følte ikke, hun havde noget tilbage at leve for. Hun havde mistet sin mand og sin identitet som dansk ambassadørfrue. Men mens selvmordstanker pressede sig på, kom der pludselig et langt, personligt brev fra Thailands dronning Sirikit. Hun bad Pensak Howitz om at give hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, som hun og Frantz Howitz havde startet i tiden som ambassadørpar i Thailand, en ny chance. Det blev et mentalt vendepunkt, og de næste mange år viede Pensak Howitz sit liv til udviklingsarbejde i Thailand med hjælp fra Danida og private danske midler.

En ny mand kom der dog ikke ind i hendes liv.

”Hvis jeg havde valgt at bo permanent i Danmark efter min mands død, så måske, men nu blev Thailand min faste base, og jeg kunne aldrig drømme om at gifte mig med en thailandsk mand. De stiller krav til kvinder, som jeg aldrig har ønsket at stå model til. Da jeg var ung kvinde, blev vi alle opdraget til, at ægtemanden var vores gud. Det øjeblik, man blev gift, var man ikke længere et individ. Man var mandens ejendom. Det har jeg aldrig kunnet forlige mig med,” siger Pensak Howitz, der mener, at det gamle thailandske kønsrollemønster i dag lever videre i stor udstrækning. 

”De thailandske mænd har generelt ikke høje tanker om os kvinder. Nu er der sikkert nogle, der bliver vrede på mig, men det står jeg ved. I den thailandske kultur er manden en hankat, en strejfer, der kan tillade sig at gøre fuldstændig, hvad der passer ham – se elskerinder, smutte en tur på bordel. Selvom det officielt er ulovligt at gå til en prostitueret, er det accepteret i nærmest alle sociale lag. Min far var en typisk casanova, og han havde eskapader her, der og alle vegne. Jeg synes, han lod min mor i stikken, men hun tillod det, for hun vidste, at han altid kom hjem igen. Da hun døde, blev min far så knuget af sorg, at han selv døde få måneder efter.” 

Pensak Howitz har modtaget flere af de fineste ordner, man kan få i Thailand. Her er hun fotograferet i sit danske hjem i Hellerup på vej til aftenselskab på Thailands ambassade.

ET PAR TIMER syd for Bangkok gennemvæder lilla og lyserøde neonskilte den varme tropenat i Pattaya. Fuglekvidderen fra Bangkoks stille sideveje er afløst af tunge technobeats, der dundrer ud fra barer og natklubber, hvor nedringede og lårkorte servitricer bringer fadøl og paraplydrinks rundt til det mandlige publikum. 

Den tidligere ambassadørfrue er taget med denne skribent herned, og hun ryster på hovedet ad den tætpakkede gågade Walking Street, hvor letpåklædte massagepiger, ladyboys og gogopiger står udstillet i glasbure hævet over menneskemængden for at lokke mænd indenfor til det næste stripshow. 

”Det her er ikke thailandsk kultur. Det er noget, der opstod under anden verdenskrig med de japanske soldater. Senere kom amerikanske soldater hertil under Vietnamkrigen, og til sidst charterturisterne. Udlændinge har i årtier udnyttet vores liberale forhold til prostitution og gjort det til en vulgær pengemaskine med pædofili og perverse shows. Det her sexcirkus skulle vi have kvalt for mange år siden,” lyder det kontant. 

Men er den thailandske sexturisme ikke affødt af den i forvejen udbredte bordeltradition blandt thailandske mænd?

”Der er ingen tvivl om, at vi har en meget lang og integreret prostitutionskultur i Thailand. Mænd i det her land har siden tidernes morgen haft en stor trang til sex, og det har alle dage været stiltiende accepteret, at man både fik stillet det behov ude og hjemme. Thailandske mænd kan ikke nøjes med én kvinde. Min fars familie drev bordeller tæt på grænsen til Laos som en del af forretningsimperiet, og det var der ikke noget odiøst i. Men det foregik i diskretion. Det var en accepteret måde for ubemidlede kvinder at tjene penge på. Det var først, da japanerne kom under krigen, at det ekspressive, vulgære sexmarked, som vi befinder os i her, opstod.” 

Ifølge Pensak Howitz har skiftende thailandske regeringer set gennem fingre med udviklingen i håbet om at booste turismen. 

”Intentionen om at gøre Thailand til en førende feriedestination er god – men op mod årtusindskiftet blev det mere og mere et spørgsmål om at jagte hurtige penge, og derfor har sexturismen desværre fået lov at blomstre. Men vores nuværende, ikke-folkevalgte regering har sat hårdt mod hårdt i et forsøg på at komme sexturismen til livs, og der er indført en række ny love på området.” 

En af dem betyder blandt andet, at hoteller i feriebyerne ikke uden videre må lade enlige thailandske kvinder komme ind. 

”Det oplevede jeg selv for nylig. Jeg ville ind og spise en god middag på et hotel, hvis restaurant jeg havde fået anbefalet. Nu er jeg ikke just nogen vårhare og ligner ikke en typisk callgirl, men alligevel blev jeg i første omgang afvist, så lovgivningen virker – i hvert fald et stykke ad vejen, ” siger Pensak Howitz, der hylder de nye tiltag imod sexturismen, men ikke er tilhænger af at forbyde prostitution. 

”Det ville ikke gavne. Jeg mener grundlæggende, at hvis en kvinde ønsker at tjene penge på at sælge sin krop, skal det stå hende frit for.” 

I 1986 kickstartede Pensak Howitz på kongehusets opfordring sin udviklingsorganisation Raindrop Foundation. Her ses hun i ærbødig audiens hos kong Bhumibol, dronning Sirikit og kronprinsesse Sirindhorn.

UNDER BESØGET i Pattaya har vi base i Jomtien – en forstad nogle kilometer længere sydpå, hvor der er skruet ned for den potente bling-bling-stemning, ikke mindst i Soi Danmark – danskergaden, hvor bodegaer og spisesteder i årevis har været drevet og besøgt af danskere. 

Der er frikadeller og flæskesteg med rødkål og brun sovs på menukortene, skummende Carlsberg i glassene, og rød-hvide dannebrogsflag pynter flere facader. 

Men også i Jomtien er der stribevis af massagebarer for både heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, og i nogle af sidegaderne flyver det med ’Hellooo, sexy man’-tilråb og tilbud om enten happy massage eller sex fra de ventende massører, der sidder på små plastikstole og holder godt øje med især enlige mænd. 

”Har du lagt mærke til, hvor mange hvide mænd med store, oppustede maver der er her?” spørger hun, mens vi går ned ad Jomtiens strandvej med barer, butikker og spisesteder på den ene side og stranden med rækker af kokospalmer på den anden. 

”Og har du lagt mærke til, hvor mange af dem der kommer gående med en lille, slank thailandsk kvinde ved deres side? De kvinder er opdraget i en gammeldags kultur, hvor mandens frihed bliver tilgodeset på kvindens bekostning. Danske kvinder er selvstændige og stærke individer, der ikke så let lader sig føje. Det er anderledes her, og det er der nogle typer mænd, der falder for.” 

I dag har kvinder og mænd på papiret samme rettigheder i Thailand, og kvinder har muligheder, de ikke havde for en generation eller to siden. Men Thailand er ikke i mål. 

”Vi har ligestilling, ja. Men den gamle kultur lever videre, og den er ikke let at ændre på. Machokulturen er med til at spænde ben for udviklingen af Thailand.” 

Pensak Howitz oplever dog spæde tegn på, at en ny æra er ved at tage form. ”I gadebilledet ser man flere og flere kvinder, der kører på deres egen motorcykel. Vi har også fået kvindelige taxachauffører i Bangkok. Det var utænkeligt, da jeg var yngre.” 

Den tidligere ambassadørfrue peger også på de ligestillingstiltag, som skiftende regeringer har gennemført, senest med den officielle aner­kendelse af transseksuelle som et køn på lige fod med mand og kvinde. 

”Vi har tre køn i Thailand nu, og det er jeg stolt over. Vi har ikke en religion, der fordømmer homoseksuelle og transkønnede. Der står intet i nogen buddhistiske tekster om, at det er forkert eller amoralsk at have sex med en person af samme køn. Derfor har det været accepteret i vores kultur længe, modsat i Vesten og ikke mindst i Mellemøsten.” 

Tidligere så man ned på decideret trans­kønnede og de såkaldte ladyboys, som er mænd, der bevarer deres genitalier, men ofte får indopereret kunstige kvindebryster og går klædt som kvinder.

”Forældrene skammede sig, hvis deres børn viste tegn på at være transseksuelle. Jeg har selv bekendte, der har skiftet køn i en sen alder. De er blevet langt lykkeligere mennesker af det, og det skal vi da hylde, ikke fordømme.”

Pensak Howitz glæder sig over, at lady­boys og transkønnede i dag er blandt Thailands bedst betalte filmstjerner. Det har været med til at blåstemple hele LGBT-universet yderligere. 

”De ligner kvinder og føler sig som kvinder, men tænker nok som mænd. I hvert fald forstår de at udnytte et potentiale,” smiler Pensak Howitz og understreger dermed den livslektie, hun engang blev citeret for på forsiden af Bangkok Post: 

’Make Yourself Useful.’

Hver måned tager vi med toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

KIKI ANEMONE KOPPERUP JENSEN
SFO-medhjælper, 19 år, Helsingør Station

JEG BOR I Hellebæk hos mine forældre. I sommer gik jeg ud af gymnasiet, og nu går jeg og sparer sammen til noget vildt. Måske en rejse langt væk. Det kunne være til Mellemamerika eller Asien. Måske Burma.

LIGE NU er jeg på vej på arbejde i SFO’en på Rudolf Steiner Skolen Kvistgård. Jeg har været der i to uger. Det er super hyggeligt. Jeg kan godt lide mine kolleger, og det er rart at møde børnenes forældre, når de kommer og henter dem. Så bliver de tit hængende og sludrer lidt eller tager et brætspil. 

I AFTEN til København med nogle veninder og min søster, der, for at det ikke skal være løgn, hedder Koko Klokkeblomst. Det er dårligt vejr i dag, men så må vi jo drikke en kop te et sted. Det nytter ikke noget at lade være at hygge sig hele vinterhalvåret, bare fordi det er koldt. Jeg vil helst have en kreativ uddannelse. Jeg kunne tænke mig at lave film. Jeg tager også analoge fotos. Eller måske skulle man designe tøj. Jeg har selv lavet de bukser, jeg har på. Men jeg kan ikke udelukke, at jeg ender med at tage flere sabbatår. Til sidst vil jeg sende en hilsen til alle: Det skal nok gå, det hele, I skal bare være gode mod hinanden.

__________________________________

HODA BOTROS
52 år, Rungsted Station

JEG BOR I Hørsholm sammen med min mand og min søn, der går på Rungsted Gymnasium. Hørsholm er dejlig fredeligt. Min datter er flyttet hjemmefra og læser på Copen­hagen Business School. I dag er jeg på vej til Fisketorvet i København for at mødes med en veninde. Jeg har tænkt mig at shoppe lidt, måske noget tøj eller kosmetik. Bagefter spiser vi nok på en tyrkisk restaurant, som vi godt kan lide.

JEG ER uddannet i engelsk litteratur og arbejdede som oversætter i Irak. Da vi kom til Danmark for 20 år siden, blev jeg anbefalet at videreuddanne mig til lærer, men jeg fik ikke gennemført det. Siden har jeg blandt andet arbejdet i børnehave og som tjener. Jeg har ikke været tilbage i Irak, siden vi flygtede. Jeg kan godt savne det, men min mand og jeg tør ikke. Ud over en tante, jeg indimellem ringer til, har vi ikke noget familie dér. Resten er spredt i Sverige, Østrig og USA. 

JEG TALER mest arabisk og engelsk med mine børn, men for at blive bedre til dansk har jeg gået til dansk fire gange om ugen på VUC. De andre på holdet var mellem 18 og 54 år og kom mange steder fra: Afghanistan, Iran, Irak, Libanon, Congo. Og jeg fik en rigtig god veninde, hun er fra Tanzania.

__________________________________

MIKKEL JENSEN
Ejendomsservice-tekniker-elev, 23 år, Helsingør Station

JEG ER FØDT i Kastrup, hvor jeg stadig bor sammen med min mor. I dag er jeg på vej for at besøge min far, der bor i Gilleleje. Jeg skal hjælpe ham med hans telefon, og så skal vi have noget at spise. Måske går vi på Hay Yi, en kinesisk restaurant i Helsingør. Jeg tager til København igen i aften. Foreløbig har jeg ingen planer. I morgen skal jeg være sammen med en kammerat. Vi tager nok på Monaco, en bodega i Glostrup, og spiller billard.

PÅ MANDAG skal jeg begynde i min læreplads som ejendomsservicetekniker på et plejecenter på Østerbro. Det tager fire år, og jeg har lige afsluttet mit grundforløb på teknisk skole. Det er et spændende fag, som giver en bred viden om håndværk. Jeg ved noget om varmtvandsbeholdere, om lejlighedsvedligeholdelse, om murerarbejde og tømrerarbejde.

MIN FAR ER vvs’er, og det var jeg også ved at uddanne mig til. Men jeg var ikke parat. Jeg har også været i praktik i et supermarked og arbejdet på et lager. Nu er min drøm at færdiggøre det her. Jeg er ikke nervøs, men jeg har da lidt sommerfugle i maven. Men man skal ikke overtænke tingene. Så går det først galt.

 

KENNETH TOFT-HANSEN har vundet Bocuse d'Or, kokkenes VM. Han har trænet fra morgen til nat seks dage om ugen på at snitte sekunder af sin tid og på at fylde maksimal velsmag ind i sine serveringer. Ud & Se mødte den danske kok inden konkurrencen. Her går han tæt på 11 ting, der var med til at sikre ham ædelmetallet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

Læs mere

KAREN MARIE AAGAARD ØRSTED ANDERSEN har som MØ turneret verden rundt med sit band. Her fortæller hun om kaotiske optagelser til kæmpehittet ’Lean On’ i Mumbai, om at spille til en af verdens største festivaler og om tatoveringer som rejseminder.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MEGAHIT I MUMBAI, 2014

”Major Lazer var på tur i Asien og skulle spille i Mumbai i Indien. Inden koncerten kontaktede de min manager og spurgte, om jeg ville flyve ind, så vi kunne skyde en musikvideo til nummeret ’Lean On’. Jeg skyndte mig at sige ja og bestille flybilletter. Jeg anede ikke, om jeg kunne nå at få visum, og det var lige før, jeg ikke kom af sted. Men det lykkedes, og nogle dage senere landede jeg i Mumbai sent om aftenen. 

Tidligt næste morgen tog vi ud på den location, hvor første del af musikvideoen skulle optages. Alt skulle i kassen på to dage. Vi ankom til et nedlagt Bollywood-studie i udkanten af byen, som forestillede et kæmpe palads, og jeg blev indlogeret i en lille trailer, blev klædt på og fik lagt makeup.

Jeg skulle nå at lære en ret indviklet dansekoreografi på ingen tid, og det var virkelig svært. Jeg fik lige akkurat styr på de vigtigste trin. Major Lazer og DJ Snake (fransk dj og musikproducer, red.) ankom lidt efter mig, og jeg kan huske, at jeg var virkelig nervøs. Dengang var jeg en nobody, så jeg var meget opsat på at vise dem, at jeg kunne klare det her.

Vi optog hele dagen og fortsatte til langt ud på natten. Jeg fik aldrig lært dansetrinnene, men måtte improvisere halvdelen undervejs. På et tidspunkt kom der nogle indere, der ville lukke optagelserne ned. Vi måtte betale dem penge under bordet for at fortsætte. Det var ren piratstil, og der skete alt muligt andet mærkeligt i kulisserne, som jeg ikke rigtig opfattede, fordi jeg var så fokuseret på optagelserne og så ramt af jetlag. Jeg gik rundt i en tåge. 

Ved tre-firetiden om natten opstod der et kæmpe postyr, da vi skulle optage en af de sidste scener ude foran paladset. Det var meningen, at Major Lazer-drengene skulle ride på en elefant. Men fordi vi var gået over tid, havde vi overskredet elefantens sengetid. Derfor kunne vi ikke få lov at bruge den alligevel. I stedet endte det med, at nogen fra filmholdet skaffede tre hvide heste, og så fik vi scenen i hus alligevel.

Klokken blev seks om morgenen, før jeg kom i seng. Jeg fik kun et par timers søvn, før vi skulle op og optage igen på en ny location inde i byen. Optagelserne skulle være færdige, inden Major Lazer skulle spille koncert, og jeg skulle flyve hjem om aftenen. Filmholdet havde lejet en gammel bus, der var blevet spraymalet, og den skulle jeg danse på taget af, mens den kørte. Vi trillede gennem byen, mens der var mennesker i gaderne, og det var virkelig kaotisk. Der var også en scene inde i bussen, der nok var 50 grader varm. Vi måtte starte forfra flere gange, fordi jeg konstant tabte alle mine smykker, når bussen kørte ned ad de bumlede veje.

Efter vi havde skudt de sidste scener og akkurat nået det, blev jeg kørt direkte i lufthavnen. Jeg nåede ikke engang at få makeuppen af. I lufthavnen faldt jeg helt sammen i en kombination af lykke, udmattelse og jetlag. Vagterne, der var bevæbnet med store maskinpistoler, gloede mærkeligt på mig. Jeg må have lignet det sygeste vrag.”

Coachella Festival er opkaldt efter Coachella Valley i Coloradoørkenen. Den blev afholdt første gang i 1999. MØ er sammen med Mew og den elektroniske musiker Snavs de eneste danske navne, der har optrådt på festivalen.

CONCERT-NERVER PÅ COACHELLA, 2018

”Jeg fik at vide, at jeg var blevet booket til Coachella Festival i Californien (verdens fjerdestørste festival med 675.000 deltagere, red.). Jeg havde spillet der før på en af de mindre scener og regnede med, at det ville blive det samme. Men to måneder inden koncerten kom der en besked om, at jeg var blevet rykket op på hovedscenen. Den første følelse var chok og ren lykke, men der gik ikke længe, før nervøsiteten meldte sig. Når man spiller på hovedscenen på Coachella, skal showet bare være perfekt.

Vi fløj til Los Angeles et par dage i forvejen for at øve. Jeg skulle have flere gæster med på scenen, så det var en lidt mere avanceret produktion end normalt. Om fredagen, dagen inden koncerten, blev vi kørt ud i ørkenen uden for Palm Springs, hvor festivalen finder sted. Til at begynde med var jeg nogenlunde rolig, men jo nærmere vi kom, desto mere nervøs blev jeg.

På hele turen derud var jeg fuldstændig stille. Før vigtige koncerter holder jeg altid min stemme helt i ro. Vi ankom og blev indlogeret på et hotel, hvor mange af de andre artister også boede. Jeg spiste middag med mit band, stadig uden at sige et ord. I stedet kommunikerede jeg med fagter og fløjtelyde. Jeg tror slet ikke, at jeg talte den dag. Mit band hader det, men er efterhånden vant til det.

Næste morgen tog vi ud på festivalpladsen. Jeg var rystende nervøs, og da vi fik at vide, at vi skulle gå mod scenen, røg mit hjerte helt op i halsen. Jeg blev helt stiv i kroppen og tænkte bare: ’Fuck.’

Senere samme aften skulle Beyoncé spille på hovedscenen. Hun var festivalens absolutte hovednavn. Da jeg gik på, blev jeg mødt af et hav af Beyoncé-fans, der alle sad ned foran scenen og lod til at tænke: ’Hvem er hun?’ Nervøsiteten sad i mig under første nummer, men efterhånden som koncerten kom i gang, blev jeg mere rolig. Langsomt begyndte folk at strømme til, og dem, der sad ned, rejste sig op, lidt efter lidt. Da vi var lidt over halvvejs gennem koncerten, kiggede jeg pludselig op og bemærkede, at der faktisk var ved at være fyldt foran scenen. Som et af de sidste numre spillede vi ’Lean On’, og publikum gik amok. 

Da jeg kom ned fra scenen, var jeg helt ekstatisk. Jeg havde været så bange for, at det skulle gå galt. Men da vi var færdige, havde jeg en følelse af, at vi havde bestået. En masse af de musikere, jeg respekterer og ser op til, kom over til mig og sagde, at det var en virkelig fed koncert. Den koncert er en milepæl for mig.”

MØ, MY OG MUMMI I MELBOURNE, 2017

”Sidste efterår var jeg på tour i Asien og spillede koncerter i Kina, Japan og Singapore. Bagefter fløj vi til Australien, hvor jeg skulle varme op for Sia til tre koncerter på hendes tour. Aftalen var kommet på plads et halvt år forinden, og jeg var helt oppe at køre. Jeg er kæmpe fan af Sia og glædede mig til at møde hende.

Den første koncert var i Melbourne på et kæmpe stadion med plads til mange tusind mennesker. Først spillede jeg, derefter skulle min gode veninde Charli XCX (britisk sangerinde, red.) på, og til sidst var det Sias tur. Jeg så koncerten sammen med både mit og Charli XCX’s hold, og efterfølgende røg vi i byen på en queer-klub inde i Melbourne. Men vi så ikke noget til Sia.

Når jeg rejser med mit band, har vi en ting med, at vi skal have lavet en tatovering i den by, vi rejser til. Jeg har efterhånden en hel del fra forskellige steder. I Melbourne kendte nogle af drengene en lokal tatovør, så dagen efter tog vi derhen og blev tatoveret. Jeg fik lavet en tatovering på anklen, der forestiller My fra Mumitroldene, som jeg altid har kunnet identificere mig med, fordi hun er en lille hidsig og eventyrlysten person.

Næste koncert var i Sydney på endnu et kæmpe stadion, og heller ikke her mødte jeg Sia. Vi fløj hurtigt videre til Auckland i New Zealand, hvor vi skulle spille den tredje og sidste koncert på under en uge. Modsat de to andre koncerter var det et lidt mindre sted, og omgivelserne var virkelig smukke. Jeg varmede op for Sia igen, og som de andre aftener trak hun sig tilbage med sit hold, når hun var færdig med sin koncert. Der var en fra mit band, der så hende på afstand. Det var det nærmeste, vi kom.

Efter den sidste koncert blev mit band spredt for alle vinde. Nogle skulle blive i New Zealand og holde ferie, andre skulle til Europa, og jeg selv skulle flyve til Vancouver. Forinden tog jeg og min tourmanager ud til en strand og gik en tur i vandkanten med udsigt til klipper og helt blåt vand. Da vi landede i Vancouver, blev jeg kørt uden for byen til et ski-resort. På under et døgn nåede jeg både at gå tur på en strand og i et snelandskab. Charli XCX fortalte mig efterfølgende, at hun rendte ind i Sia på flyet hjem til Los Angeles. Selv så jeg hende aldrig.”

30 år, sanger, musiker. MØ, der er opvokset på Fyn med det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, har vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld og fire Grammyer ved Danish Music Awards i 2014. Hun udgav sin første single i 2013 og fik sit internationale gennembrud med nummeret ’Lean On’ sammen med den elektroniske trio Major Lazer i 2015. YouTube-videoen til sangen er den mest sete nogensinde med en dansk medvirkende. Hun udkom med sit andet album, ’Forever Neverland’, i oktober.

 

Den 65-årige skuespiller og komiker om at vokse op i strid medvind, om angst og livslang forfængelighed, om sejre og store sorger – og om den pludselige glæde ved at vågne op på en campingplads med morgenhår og joggingdragt.
Tekst:Danni TravnFoto:Privat

MINE FORÆLDRE tilhørte den generation af danskere, der byggede landet op efter besættelsen. Min far var murer, så han sled i det i sommerhalvåret, men havde ikke let ved at finde arbejde om vinteren. Min mor mødte hver morgen klokken 07.00 på den lokale papirfabrik. Da de blev gift, flyttede de i en toværelses på Holstebrovej i Skive. I 1953 blev jeg født i lejlighedens soveværelse.

JEG HOLDT nok lidt mere fast i gelænderet end de andre drenge. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden og troede på det, de sagde. Mit barndomshjem var præget af en ukuelig optimisme. Min mor sagde altid: ”Det skal nok gå alt sammen”, og min far supplerede med: ”Husk at være glad.” Vi gjorde mange ting sammen. Hørte radio, spillede kort, tog på teltture og campingferier. Det var, som i sangen, et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I NABOOPGANGEN boede min morfar og mormor. De var et par skønne mennesker, der gik og småskændtes på den mest morsomme måde. Min morfar blev kaldt ’Fandenrasme’ af de andre børn, fordi der altid stod en sky af eder og forbandelser om ham, men altid krydret med varme og humor. ”Kan du sige fandenrasme?” ”Kan du sige den ondelyneme?” Min bedstemor mente ikke, at det var noget at lære sit barnebarn. Så svarede bedstefar: ”Han skal sgu da lære det et sted, og så kan han den ondelyneme lige så godt lære det af mig.” 

Preben Kristensen, tre år gammel. 

‘FANDENRASME’ var kun et af utallige øgenavne i Skive. Maleren hed ’Strimmel’. ’Ballet-Sørensen’ havde skæve fødder. ’Oskar Enøre’ manglede et øre. ’Carl Pis-i-brød’ var bageren med byens dårligste bagværk. ’Skumgummi’ var en kvinde, der udstoppede sin brystholder. Min far og jeg førte en fælles liste over alle navnene. Vi var en familie, der grinede meget.

MIN FØRSTE BIOGRAFTUR var en skelsættende begivenhed. Min far tog mig i hånden og førte mig ned til Skive Bio. Intetanende kom jeg ind i et aflangt lokale med dyremotiver på siderne og et tungt, grønt tæppe for enden. Da tæppet gled væk, tonede en lyshåret mand frem. Det var Tommy Steele i filmen ’Ung mand med guitar’. Bagefter tonede en tyk mand og en tynd mand frem og lavede løjer. Jeg kendte ikke Gøg og Gokke, men grinede hele vejen igennem. Jeg var dybt betaget. Selvom jeg intet forstod af de engelske ord, gik jeg derfra syngende min egen vrøvleversion af Steeles hit ’A Handful of Songs’. Mine lommepenge og min sparsomme løn som cykelbud gik herefter på biografbilletter. Senere fik jeg arbejde i biografen og sad aften efter aften og sugede for­tællinger til mig.

DE ÅRLIGE DIRCH PASSER-FILM var et tilbagevendende højdepunkt. Jeg var heldig at se film som ’Styrmand Karlsen’, ’Charle’s tante’, ’Baronessen fra benzintanken’ og ’Frøken Nitouche’ med barnets uspolerede øjne. Dirch ramte noget dybt i mig, som jeg selv som voksen har svært ved at sætte ord på. Der var en masse timing i hans komiske talent, men også en afgørende sårbarhed. I 1967 var han atter med i Cirkusrevyen, og jeg begyndte en kampagne for at komme ind og se ham det følgende år. Det lykkedes. Mine forældre skrabede penge sammen, så vi alle kunne tage af sted og se ham i Cirkusrevyen i 1968. Her brillerede han blandt andet med ’Mudderkliren’. Efter forestillingen var jeg øm i hele ansigtet af at grine. Jeg var ikke i tvivl: Jeg ville det der. 

PÅ DET STORE LÆRRED

Preben Kristensen er 65 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Hans første større filmrolle var over for Ole Ernst i det stort anlagte drama ’Peter von Scholten’ fra 1987. Men filmen skuffede, og tilbuddene ebbede ud. Da dansk film blev revolutioneret i 90’erne, var det uden Preben Kristensen. I sin nye erindringsbog ’Husk at være glad’ fortæller han: ”Aldersmæssigt befinder jeg mig mellem de nye stilskabere og den gamle garde fra 60’erne og 70’erne, men støvkorn fra de ældre lå på mine skuldre (…) Det er sagt helt uden bitterhed. Enhver generation har lov til at erobre verden uden hensyn til de ældres følelser og forfængelighed.”

I SKOLEN HAVDE jeg en streng fysiklærer, som havde en kreativ åre: Han stod for byens drengekor og den årlige revy Gøglervognen. Jeg fandt nemt sammen med andre, der delte min passion. Jeg fik møvet mig ind først i koret og siden i revyen. Med Gøglervognen blev jeg flere somre i træk en af de lokale stjerner, når vi optrådte med sketch og parodier på Børnehjælpsdagen. Jeg gav den blandt andet som Mogens Glistrup, Simon Spies og Uri Geller. 

HJEMME ANNONCEREDE jeg, at jeg ville prøve at komme på skuespillerskolen i Aarhus. Det støttede far og mor mig helt i. I deres omgangskreds lød ellers kritiske røster. Min faster sagde blandt andet til min far, at han måtte sørge for, at jeg fik en rigtig uddannelse at falde tilbage på. Min far svarede: ”Jamen, skuespiller bliver den uddannelse, han kan falde tilbage på.” Jeg har langt hen ad vejen haft et liv i strid medvind. 

NÅR VI HAVDE fri fra skuespillerskolen i Aarhus, samledes vi gerne på Jacob’s BarBQ, hvor vi sang og klovnede omkring klaveret. Ofte var Søren Pilmark den store igangsætter. Han, Asger Reher, Anders Bircow og jeg blev på et tidspunkt sat sammen af vores sanglærer, der gerne ville prøve noget firstemmig sang. Vi kunne straks høre, at vi klingede godt sammen. Inden jeg så mig om, var jeg en del af kvartetten Barbershop Harmony. Vi anede intet om at lave shows, men bandt vores sange sammen af små parodier og sketch. Det var i den forbindelse, i al hast kradset ned på en notesblok, min parodi på dronningen opstod. Hun var med fra allerførste aften. Efterhånden transformerede gruppen sig til at være Anders og mig samt en fyr fra to årgange under os: Thomas Eje. Vi skiftede navn til noget, der passede med, at vi nu kun var tre. 

Preben Kristensen, 20 år gammel, 1973. 

LINIE 3 VAR et fritidsprojekt, mens vi passede vores arbejde på teatret. Ligesom med Barbershop Harmony satte vi musikken i centrum, men publikum reagerede meget positivt, når vi lavede sjov, så det komiske element kom til at fylde mere. I sommeren 1979 optrådte vi på loftet over Jacob’s BarBQ. Hver aften kom flere til, så rummet til sidst var så proppet, at kondensvandet drev ned ad væggene. Blandt dem, der klemte sig ind, var en producer fra DR. Han ville gerne optage vores show og bringe det i fjernsynet. Showet blev sendt 3. maj 1980, og den næste morgen var vi berømte. Sådan var effekten i monopolets dage. Vi ramte en eller anden nerve med vores unge, uskyldige humor. 

DAGEN EFTER tv-premieren gik jeg ned ad Strøget i Aarhus med Anders og Thomas. Pludselig blev jeg grebet af en ubehagelig fornemmelse af, at alle kiggede på mig. Jeg fik åndedrætsbesvær og måtte sætte mig ned på en bænk. Med Anders og Thomas’ støtte kom jeg op i min lejlighed. Jeg vidste, at noget var rivende galt. Jeg tog op til min læge, der sagde, at jeg havde haft et angstanfald, og udskrev nervepiller til mig. Dagen efter slugte jeg en enkelt pille for at klare mig gennem et pressemøde om Linie 3’s kommende album. Da jeg kom hjem, tog jeg pilleglasset fra hylden og smed det i skraldespanden. En stemme af fornuft sagde til mig, at det simpelthen ikke nyttede noget, at jeg allerede som 26-årig begyndte at æde nervepiller for at klare mig gennem livet.

ANGSTANFALDET påvirkede min tilgang til omverdenen. Jeg trak mig en anelse, var mere på vagt, blev mere forfængelig. Håret fik lige et ekstra strøg med kammen, inden jeg viste mig udendørs, og jeg stoppede med at køre med bus og S-tog. Jeg lukkede kun få fra min omfattende omgangskreds ind i kredsen af egentlige venner. Pressen kom aldrig over min dørmåtte, og når jeg gav interview, handlede de næsten udelukkende om min karriere. Det var uden tvivl et skridt væk fra den optimistiske verden, jeg voksede op i, men det handlede om at beskytte mig selv. Måske man kan sige, at jeg blev en slags voksen, det billige skidt.

STEMMEN

I 1986 tilbød Jesper Klein Preben Kristensen at lægge stemme til Loke i tegnefilmen ’Valhalla’. Det blev den første af mange stemmeroller, og generationer af børn (og nu voksne) kender ham blandt andet som elskovssyge Lumière i ’Skønheden og Udyret’, som ustyrlige Genie i ’Aladdin’ og som Woody i ’Toy Story’-filmene:

”Alle mine figurer har haft skægge kendetegn og karaktertræk, men den her lille cowboyfyr var en fuldendt figur med et helt spektrum af følelser. Han bliver forelsket, jaloux, duperet, rasende, genert og mærker savn. Jeg græd vitterlig, da jeg indspillede den.”

OFFENTLIGE PREBEN skulle nok smile, når blitzlysene blinkede. Til gengæld ville private Preben gerne være alene, for jeg var en forsigtig ung mand, der var vokset op i ydmyge rammer. Intet havde forberedt mig på berømmelsens chok. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive kendt. Jeg kendte dårlig nok det koncept. Alt, jeg ville, var at lege og fortælle historier på scenen.

AT JEG VAR kæreste med en mand – Søren, som jeg i dag er gift med – bidrog yderligere til behovet for en skarpt optrukket privatlivszone. For vores venner og familier var der intet odiøst i vores forhold, men omverdenen var ikke klar til at trække på skuldrene af to mænd, der boede sammen. Kom det frem, ville det blive den dominerende historie om mig, tænkte vi. En ting var, at det ville være irriterende at blive identificeret med sit valg af partner. En anden ting, at jeg frygtede, det ville farve publikums opfattelse af mig. Kunne de tage mig seriøs som førsteelsker, hvis de kendte mine personlige forhold?

TEATERDIREKTØRERNE hyrede mig logisk nok mest til komiske forestillinger. Men da Nørrebro Teaters direktør Leon Feder ringede og tilbød mig endnu en rolle i den sjove afdeling, bad jeg ham om at komme med noget andet. Nogle dage senere tilbød han mig rollen som McMurphy i ’Gøgereden’. Glædestrålende takkede jeg ja. Efter røret var lagt, så jeg Jack Ni­cholson for mit indre blik. Jeg fortrød. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg ringede og sagde det til Leon, som blot svarede, at det var for sent at fortryde, og så lagde han på. ’Gøgereden’ blev en slags ny begyndelse. Jeg var så stålsat på at vise mit værd som dramatisk skuespiller herhjemme, at jeg nedlagde veto mod, at Linie 3 skulle satse på udlandet. 

PÅ DE SKRÅ BRÆDDER

Han ville egentlig være filmskuespiller, men teaterscenen ’snuppede’ Preben Kristensen tidligt. Netop nu har han hovedrollen i Ibsens ’Peer Gynt’ på Folketeatret i København frem til 22. december. Næste år er han med i ’Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater. Til marts besøger han Aarhus med sin 40-årsjubilæumsforestilling ’Suffløren’, mens han i sommeren 2019 kan opleves i Hjørring Revyen. Og så vender han tilbage til filmlærredet med en rolle i May el-Toukhys ’Dronningen’, hvor han spiller over for blandt andre Trine Dyrholm.

MIT STOLTESTE ØJEBLIK var Reumert-uddelingen i 2005. Som de tre foregående år var jeg vært, og da vi nåede til uddelingen af Bikubens Hæderspris, kaldet Æres-Reumerten, ville jeg gå om bagved for at forberede et af mine små overbindingsindslag. Men jeg blev på det kraftigste bedt om at vente i kulissen. Prisen var tidligere givet til folk som Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, og ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at de ville give den til mig. Pludselig kunne jeg høre på den lange begrundelse på scenen, at det var det, som skete. Helt mundlam trådte jeg på scenen for at modtage prisen. Begrundelsen var, at jeg havde været i stand til at være både komiker og karakterskuespiller. Jeg følte mig set og accepteret. Det var, som om noget i mig faldt til ro.

MIN STØRSTE SORG er tabet af mine forældre. Min mor gled langsomt ind i demensen, mens min far simpelthen var slidt op. Typisk for min far var nogle af hans sidste ord til mig, at jeg ikke skulle være ked af det, for han havde haft et fantastisk liv. Jeg har efterhånden erfaret, at mine forældres livsfilosofi virker. Du får virkelig noget ud af livet, hvis du holder humøret højt og arbejder passioneret. Ikke at det er let altid at leve op til. Men det er noget at stræbe imod, og det har bragt mig videre igen og igen. 

DE SENESTE ÅR er jeg løsnet op sammenlignet med den vagtsomme mand, jeg var i mange år. Den slags kommer nok med alderen for mange. Når man har bevist, hvad man ville, slapper man mere af. Min mand og jeg behøver ikke længere putte med vores forhold. Vi kan, mere end nogensinde, bare være, uden at der gøres særlig notits af det. 

NU CAMPERER VI. Det kan lyde banalt, men det betyder helt oprigtigt noget. Sidste sommer begyndte vi at køre på små ture i vores autocamper, og det har været som en genopdagelse af min barndoms uhøjtidelige ferieliv. En morgen trådte jeg ud af camperen i morgenhår og fleecejoggingdragt med et håndklæde slynget om halsen. For få år siden havde det været utænkeligt. Hvis nu nogen så mig … Den morgen smed jeg den sidste rest af selvbevidst forfængelighed. Jeg gik afslappet over pladsen og betragtede de andre gæster hygge sig ved morgenbordene – og følte mig hjemme.

Den 68-årige kendisfrisør GUN-BRITT ZELLER om karrierens mest nervepirrende klipning, om sit dårlige forhold til sin mor og om dengang, en model gik grædende fra frisørstolen.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau/Scanpix, Rolf Konow/Nordisk Film

JEG PLEJER AT SIGE, at jeg er født til at klippe. Lige så længe jeg kan huske, har jeg villet være frisør. Som helt lille klippede jeg mine dukker, og jeg var ikke ret gammel, før jeg fik min egen minisalon på værelset med spejl, tørrehjelm og det hele. Men min familie var ikke glad for det. 

MIN MOR FORLOD Sverige og min far, og vi flyttede til Nordjylland, da jeg var syv år gammel. Jeg kunne ikke tale dansk, og jeg klarede mig dårligt i skolen. Jeg var ordblind og blev mobbet med mine svenske aner. Min mor mente ikke, at jeg kunne noget, og at jeg bare burde gå ind i restaurationsbranchen og arbejde på familiens kro. Da jeg fortalte hende, at jeg ville være frisør, sagde hun: ”Du får ikke én krone, hvis du vælger at gå den vej.” 

JEG VAR 13 ÅR, da jeg kom i lære som frisør i Aalborg. De første måneder måtte jeg arbejde uden kontrakt, fordi jeg reelt først måtte starte, når jeg fyldte 14. Min familie boede 25 kilometer uden for byen, så jeg måtte finde et værelse i Aalborg. Dengang kostede det 100 kroner om måneden, og jeg tjente kun 20 kroner om ugen som elev i frisørsalonen. Når huslejen var betalt, var der intet tilbage. Jeg måtte spadsere en halv time på arbejde, fordi jeg ikke havde råd til bussen. Ofte var mit første måltid den kop kaffe med franskbrød, som de serverede hos frisøren om eftermiddagen. Og når jeg var hjemme hos mine forældre, var der lås på køleskabet. Men efterhånden blev jeg frisør for hele det kollegie, jeg kom til at bo på – fem kroner per klipning. Jeg var også rigtig godt til at nasse lidt mad fra de andre beboere på kollegiet.

”Da jeg kom hjem og stolt viste pokalen frem,
sagde min mor: ’Du skal ikke tro, du er noget’.”

JEG VANDT DM i klip i 1966 i kongrescenteret i Aalborg. Vi var 20 frisører, som blev testet i blandt andet klip, føntørring, oprulning og langhårsfrisering. Egentlig syntes jeg, at alle frisurerne, vi skulle klippe, var forfærdelig grimme og gammeldags. Da jeg kom hjem og stolt viste pokalen frem, sagde min mor: ”Du skal ikke tro, du er noget” og satte den op på hylden.

SOM UDLÆRT FRISØR blev jeg 17 år gammel ansat i Salon Brix i Aalborg. Det var en af de mere moderne frisører i Jylland, men alligevel var man ikke meget for at tage imod de trends, der kom fra København. Det frustrerede mig, så jeg købte en billet og hoppede på toget til hovedstaden. Jeg kom gående ned ad Strøget, da jeg så en stor frisørsalon på første sal. Det var Helmersen, en meget fin frisør. Jeg gik ind og sagde, at jeg gerne ville have et job. Først fik jeg at vide, at jeg måtte komme igen en anden dag. ”Det kan jeg ikke, jeg kommer helt fra Jylland,” svarede jeg. Pludselig skete der noget. ”Jeg tror alligevel, at hr. Helmersen kan finde tid til at tale med Dem,” sagde receptionisten. Helmersen ville gerne have jyske piger, for de blev regnet for at være mere stabile og pligtopfyldende end de københavnske. Jeg fik lov at lave en prøveklipning og blev ansat med det samme. 

DEN KLIPNING, jeg har været mest nervøs for at lave, var på Lone Hertz. Jeg var blevet kaldt ud for at sætte hendes hår til en fotoserie i Ugebladet Søndag. Mens jeg satte det, fortalte jeg hende, at jeg syntes, det ville klæde hende med en page i stedet for den meget konede frisure, hun havde. Til at begynde med afviste hun blankt, men jeg blev ved. Da jeg kom tilbage til salonen, havde hun ringet og bestilt en tid. Jeg rystede, da hun kom ind og satte sig i stolen. Hvad nu, hvis hun alligevel ikke kunne lide det? Det hjalp heller ikke, at Helmersen sagde til mig, at den klipning bare skulle lykkes, ellers var jeg fyret. ”Lones nye hår,” skrev aviserne efterfølgende, og da hun nævnte i pressen, at det var mig, der havde klippet hende, ville alle kvinderne pludselig have en Gun-Britt-frisure.

I 1980’erne stylede og klippede Gun-Britt Zeller blandt andet til store reklamekampagner i Tyskland. Her kunne hun tjene 10.000 kroner om dagen.

DEN GRIMMESTE FRISURE, jeg har haft, fik jeg en af de første gange, jeg var i London for at lære af Vidal Sassoon (kendt britisk frisør, red.) i slutningen af 60’erne. I London var det ekstremt moderne at have kort hår som Mia Farrow, så jeg besluttede mig for at klippe mit lange hår af. Der var kun tre-fire centimeter tilbage.

HÅRET SIGER UTROLIGT meget om en person. Din frisure er med til at bestemme, hvilken type du er. Den frisure, kunden vælger, når hun kommer ind til mig, har stor betydning for, hvordan hun bliver opfattet af andre de næste tre-fire måneder. Derfor skal man virkelig tage opgaven seriøst. 

JEG MENER, at en frisør skal passe på med at smalltalke for meget. Det handler om hår og den person, der sidder i stolen – ikke om vejret eller min syge moster. Når jeg først begynder at klippe, vil jeg gerne koncentrere mig og fordybe mig i mit arbejde.

EN ENKELT GANG er en person, jeg har klippet, gået grædende fra frisørstolen. Det var i Barcelona, hvor jeg skulle klippe en model, som var blevet fløjet ind fra New York. Hun havde sagt ja til at lade sit lange, mørke hår klippe helt kort til en fotosession. Men undervejs kunne jeg mærke, hvordan hun blev mere og mere utilpas. Hendes skuldre trak sig helt op under ørerne, når lokkerne faldt. Da jeg blev færdig, løb hun ud og låste sig inde på toilettet. Det tog en hel time, før hun kom ud igen, og da hendes agent endelig fik hende overtalt til at komme tilbage i stolen, så vi kunne rette det sidste til, var hun helt ødelagt. Det var hårdt, men jeg måtte sige til mig selv, at hun jo selv havde skrevet under på kontrakten og i øvrigt blev betalt godt for det. Da der var gået yderligere et par timer, kom hun hen og sagde til mig, at hun elskede sit nye hår.

JEG FIK ALDRIG et godt forhold til min mor, heller ikke som voksen. Da hun døde, havde jeg ikke set hende i 35 år. Kort efter, da vi skulle rydde op i dødsboet, fandt vi den ene kasse efter den anden med avisudklip om mig oppe på loftet. Så selvom hun aldrig ville have sagt det højt, var hun stolt af mig alligevel.

GUN-BRITT ZELLER

er frisør og iværksætter. Født i Sverige, men flyttede til Danmark som barn. Hun blev selvstændig i 1976. Har gennem årene klippet en lang række kendisser og modeller over hele verden, blandt andet til modemagasinet Vogue. I dag driver hun salon i Ny Østergade i København og har sin egen serie af hårprodukter. Udgav i september bogen ’40 år med hår’ om sin karriere.

 

Har du en spurvehøg, du skal have udstoppet? Mangler du en overrevet arm eller et sirligt syet bogomslag? Ud & Se har mødt tre specialarbejdere.
Tekst:Christian MartinezFoto:Asbjørn Sand

BLOD PÅ TANDEN

MORTEN JACOBSEN, 51, er sminkør og laver makeupeffekter til film og tv. Han har blandt andet lavet special effects til ’Harry Potter’ og til alle Lars von Triers film siden 1990, deriblandt ’Antichrist’ og ’Melancholia’.

Hvad laver en special effects make-up-artist?

”Jeg bliver tilkaldt på et filmset, hvis der er en karakterforandring i manuskriptet, som siger, at en figur skal være tykkere, have en større næse eller tilføres noget karakter. Også hvis nogen har været udsat for et uheld eller er blevet forslået, skudt eller er druknet. Sagt på en anden måde: Jeg ville ikke have meget at lave, hvis der kun blev lavet romantiske komedier.” 

Hvad har været din sjoveste opgave?

”Arbejdet på ’Mænd og høns’ (komedie fra 2015 med Mads Mikkelsen, David Dencik, Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas og Søren Malling, red.). Det var sjove skuespillere, et sjovt manuskript og sjove makeup­effekter. Vi skulle lave fem brødre med hareskår. Jeg var særligt glad for min idé om krøllet hår til dem alle. Det endte med, at det kun var Mads Mikkelsen, der fik krøller, men det var perfekt til hans karakter.”

Hvad var den mærkeligste special effect på den film? 

”Hareskår. Vi skulle trække op i skuespillernes overlæbe, men de skulle stadig kunne snakke. Så jeg brugte en form for gummestykke eller gebis, som sad inde i deres overmund med en lille krog på. Vi limede et lille gummistykke fra næsen ned på læben, som blev spændt op på krogen inde i munden. Det kunne hægtes af, når de ikke filmede. Jeg har stadig et billede siddende på nethinden af at møde ind i makeup-traileren og se Danmarks mest sexede mand, Mads Mikkelsen, sidde med et lille frisørslag og curlere i håret, mens han læste om anden verdenskrig i Illustreret Videnskab. ”

Hvad er det sværeste ved dit job?

”Når fiktion og virkelighed på filmsettet flyder sammen. Det er sværere, når skuespilleren bruger meget af sig selv i en scene og bliver stærkt følelsesmæssigt påvirket. Da jeg lavede ’Dancer in the Dark’, brugte Björk method acting, så hun følte virkelig de ting, som hendes karakter føler i filmen. Det er jo voldsomt at lave en scene, hvor hun skal stå med et reb om halsen, fordi hun skal hænges. Det er intenst at være der, hvis man ved, at det er det, hun føler.”

Hvad er dit bedste faglige overlevelsestrick?

”Sminkøren er ofte sammen med skuespilleren sekundet inden, de skal på. For nogle skuespillere kan det være rart, hvis man kan være en støtte for dem. Det kræver lidt psykologisk snilde. Jeg sminkede Emily Watson i ’Breaking the Waves’, hvor hun bliver mishandlet ude på et skib af Udo Kier. Vi lavede en prøvesminke. Hun skulle have sår og størknet blod i ansigtet, og det gik fint. Da vi så kom til selve optagedagen, brugte hun også method acting og græd som pisket. Jo længere jeg kom med sminken, jo mere tudede hun, så hun brugte det tydeligvis til at komme ind i den tilstand, hun skulle bruge for at spille traumatiseret. Det var ret voldsomt. Jeg stod ved siden af hende og sminkede hende, mens hun mellem tårer sagde: ’It’s okay! Just go on, it’s okay!’” 

Hvordan føles det at arbejde med uhyggelige ting som vold, død og ødelæggelse?

”Jeg arbejder jo med kosmetiske produkter, som dufter godt, og når jeg laver en, som ser ud, som om han er blevet tæsket halvt ihjel, har jeg en teknisk tilgang til det. Jeg tænker: ’Gad vide, hvordan vi kan lade øjnene være hævede?’”

Hvordan researcher man?

”Før internettets tid brugte jeg et retsmedicinsk fagleksikon. Jeg har set ting i den bog, som jeg ville ønske, jeg aldrig havde set. Jeg skulle engang lave et brændt lig i en bil og billedgooglede ’burned corpse car’ og kneb øjnene sammen og valgte fire billeder. Jeg lærte, at armene bøjer opad, når man brænder. Det er, fordi senerne bliver kortere, når de bliver brændt, vil jeg tro.” 

Hvad er opskriften på godt teaterblod?

”Det er ikke, som det ofte er på amerikanske film: Det er ikke rigtig tykt eller særlig mørkt. Bløder man fra hovedet for eksempel, bløder man ret rødt og ret tyndt. Jeg laver også meget tværet blod, for hvis du har fået en på kassen, lader du det jo ikke sidde, som man ofte ser på film. Du ville forsøge at stoppe blødningen og tørre dig om mund og næse. Jeg er ikke vild med makeupeffekter, der er for teatralske eller filmagtige. Quentin Tarantinos film eller serier som ’The Walking Dead’ er flot lavet, men det er ikke noget for mig.” 

Hvor lang tid tager det at lave en karakterforandring?

”Hvis man skal sminke nogen gammel, tager det nemt en måned at forberede. Man starter med en klump ler, og det er en stor proces. Det hænger også sammen med, at film er blevet meget skarpere. Da det var 35mm celluloid, var det nemmere at skjule, men kvaliteten på film er blevet digital på godt og ondt. I dag står det så skarpt, at du kan se små dun på ansigtet.”

Hvor lang tid tager det at få et blåt øje?

”Fem minutter, hvis det kun er farve. Hvis det også skal være hævet, skal man lave en afstøbning af skuespilleren, lave en negativ form og støbe det i silikone. Så tager det nemt flere dage at lave, men selve påsætningen af øjet tager under en time.”

Hvad er den flotteste sminke, du har set på film?

”Japanske Kazuhiro Tsujis karaktersminke af Gary Oldman i ’Darkest Hour’. Den vandt en Oscar for bedste makeup og lader Gary Oldman forvandle sig til karakteren Winston Churchill, men man kan stadig tydeligt se, at det er Gary Oldman. Det er en perfekt sminke.”

Hvad har du i sminkekassen? 

”Den er ret stor. Når jeg er på optagelse, er jeg ude i mere almindelige sminkeprodukter som mascara og foundation, men på mit værksted arbejder jeg med save, skruetvinger og boremaskiner foruden silikone og polyuretan, gipsmaterialer, modellervoks, hudlim og alkoholbaserede sminkefarver. Ikke helt som en almindelig sminkør.”

__________________________________

VINGEFANG

PETER SUNESEN, 64, er konservator med speciale i udstopning af fugle og har vundet verdensmesterskabet tre gange. Han arbejder til daglig i sin forretning Naturværkstedet i Gentofte.

Hvad er det sværeste ved dit job?

“Jeg ser på konservatorarbejdet som forskellige grader af mislykkethed. Vi prøver at skabe noget, der ligner det levende mest muligt, men det lykkes ikke altid. Jeg synes, at det er en hån mod naturen, hvis resultatet ikke er anatomisk korrekt. Meget konservatorarbejde er mangelfuldt, fordi kun det håndværksmæssige er i orden. Konservatorens egen fortolkning af dyrene er ofte godt nok til kunden, fordi de færreste ved, hvordan en spurvehøg ser ud i levende tilstand. Nogle konservatorer føjer ubevidst deres egne personlighedstræk til dyret. En af mine kolleger har fremtrædende øjenbryn, og mange af hans pattedyr har alt for prominente øjenbryn. Man skal helst ikke kunne se på mine musvåger, at jeg har lavet dem. De skal bare være musvågeagtige.”

Hvad er så interessant ved fugle?

”Fugle har altid fascineret mig. De har så mange forskellige former og farver. De er i ørkener, på havene, i bjergene, i storbyer og på lossepladser. De har lige siden de gamle ægyptere haft stor symbolsk værdi. Det gælder også i Danmark, hvor mange steder hedder noget med trane eller ravn. Tranekæret, Ravnhøj og så videre. Dansk Ornitologisk Forening har 13.000 medlemmer, hvilket siger noget om, hvor populær en dyregruppe det er. I modsætning til pattedyr og insekter, der lever skjult i skovbunden eller er nat-aktive, ser og hører vi jo fugle alle steder. Det er meget vigtigt for mig konstant at se på levende fugle. Uden det kunne jeg slet ikke arbejde med faget. Fuglene er mit speciale, og derfor laver jeg kun få pattedyr årligt. Jeg har lavet mit sidste egern.”

Hvorfor?

”Pattedyr er et helt andet fag. Storvildtjagt interesserer mig for eksempel ikke. Hvis man skal lave en hovedmontering af en antilope, måler man skindet, sender det til garveren og køber en mannequin i den rigtige størrelse. Der er lavet fordybning til øjnene, og muskulaturen er modelleret på mannequinen. Det er en afstøbning af en model, som en konservator har lavet i tidernes morgen, som så er blevet sat i produktion. Det er med andre ord et standardiseret arbejde, som minder om møbelpolstring. Hvis du derimod skal lave en spurvehøg, skal du selv flå fug­len, rense skind og knogler og derefter lave en anatomisk korrekt krop. Så skal der sættes ståltråd i kranie, hals, vinger, ben og hale. Først da begynder det sværeste: Alle lemmer skal bøjes korrekt, krop, hals og ben placeres indbyrdes rigtigt, og så skal man placere skindet. Taksidermi betyder at ’flytte rundt på skind’. Du får en masse forærende ved at købe en præfabrikeret form til et rådyrhoved, men en fugl skal du selv lave fra bunden.”

Hvad er den sværeste fugl, du har lavet?

”Det sværeste er at få liv i de fugle, jeg kender bedst, for der er jeg mest selvkritisk. Jeg laver ret få helt store fugle såsom hejrer, svaner og gæs, så jeg føler mig sommetider som en begynder, selvom jeg har 37 års erfaring. I dag er der fantastiske muligheder med internettet, hvor jeg kan finde videomateriale og billeder, når jeg er i tvivl. Det bruger jeg, hvis jeg får et tropisk kræ ind, jeg ikke kender.”

Hvordan gør man det døde levende?

”Man gør det døde livagtigt ved at have en stor viden om det levende dyr. Håndværket bør altid være tilpasset det færdige resultat, det vil sige en livagtig fugl. Ellers får du bare en anatomisk skrupforkert fugl, der står stift på en pind.”

Hvilke fugle kan du mindst lide at lave?

”Marabustorken. Den er et kæmpe skrummel, og så har den en stor, nøgen, lyserød hudsæk hængende på halsen, ofte fuld af råddent kød som den har spist. Den vil jeg nok ikke ligefrem hoppe af glæde over at få indleveret. Men uanset om det er en solsort eller en påfugl, giver det mig glæde og daglige udfordringer, for det er sgu svært at puste liv i en død fugl.”

Hvad er der i din værktøjskasse?

”Hammer, ståltråd, fladtang, bidetang, pincet, sakse og skalpeller til at flå fuglen og rense skindet. Jeg har også træ-mel, som bruges, når den vaskede fugl puttes i en tromle, hvor det virker som trækpapir, der trækker fugt og fedt ud af fjerene. Man bruger også arsenik til at præparere fuglen.”

Det lyder farligt?

”Det er først og fremmest hundedyrt. Jeg bruger handsker og sørger for at vaske hænder grundigt bagefter. Arsenikken påføres i en pasta med samme konsistens som piskefløde, og så smører du det på indersiden med en pensel. Et gram arsenik er stadig giftigt om 1.000 år. Det kan ikke fordampe og forebygger insektangreb.”

Hvor længe kan sådan en fugl holde?

”Når folk stiller mig det spørgsmål, viser jeg dem en udstoppet skovsneppe fra 1902. Den fremstår præcis, som den gjorde for mere end 100 år siden.”

__________________________________

BINDEORD

MALENE LERAGER, 42, er håndbogbinder og kongelig hofleverandør. Hun er uddannet fra Ole Olsens Bogbinderi i København og driver i dag Co’libri, der har vundet prisen for Årets Bedste Boghåndværk.

Hvorfor blev du bogbinder?

“Jeg har altid interesseret mig for grafik og faldt over bogbinding, da jeg søgte ind på Den Grafiske Højskole. Det grafiske kan tale meget tydeligt til folk, række ud og skabe en nysgerrighed. Jeg fik hurtigt lyst til at lave mine egne bøger. Det handlede om at få mulighed for at skabe noget med hænderne i stedet for at sidde og trykke på nogle taster og skabe noget på en skærm.”

Hvorfor skal man købe en håndindbundet bog?

”Du kan slet ikke lave de samme finesser og den samme funktionalitet på en industribog som på en håndbundet. Den bliver ikke lige så fleksibel eller lige så smukt forarbejdet. Jeg laver bøger på gammeldags maner med skindryg, guldpræg og marmoreret papir. Du kan ikke bruge skind med maskiner. De kan lave noget, som ligner – imiteret skind – men det er noget helt andet end det garvede gedeskind, som jeg bruger.” 

Hvor mange af din slags er tilbage i Danmark? 

”Der er kun fem bogbinderier tilbage i København, selvom faget er flere hundrede år gammelt. Vi har længe været en niche.”

Læser du e-bøger?

”Nej, men jeg har ikke noget imod dem. Jeg kan bare godt lide papir og det at bladre. Jeg vil også helst læse en rigtig avis. Men hvis man skal lave bøger så elendigt, som man nogle gange gør i dag, kan man lige så godt læse dem som e-bog.”

Hvad har været den sjoveste opgave?

”Jeg fik engang en bestilling på et smykkeskrin til kronprinsesse Mary. Kongehuset havde tilpasset dronning Ingrids rubin-tiara til kronprinsessen, og der var nogle rubiner til overs, som juveleren Marianne Dulong brugte til at lave tre hårspænder og en ring. Min opgave var at lave noget, der lignede et gammeldags smykkeskrin. Det sværeste var at få det hele til at passe sammen. Jeg brugte rødt gedeskind med indmad i sandfarvet iris med guldpræg.”

Så du har siddet med kronjuvelerne?

”Jeg fik ikke lov at se de rigtige juveler. Jeg fik lov at lege med nogle attrapper, som passede i størrelsen.”

Hvad er dit vigtigste redskab?

”Alt, hvad jeg laver, er stort set på øjemål. Jeg bruger aldrig måleinstrumenter, men laver små mærker med en kniv på pappet og bygger det op, så det passer præcist. Jeg kender tykkelsen på det stof eller skind, det skal indbindes i. Så ved jeg, at det slutter helt tæt. Det er kommet med øvelsen. En dag sidder det der.”

Hvad kan et godt bogomslag?

”Det kan være som et kunstværk: Det vil dig noget. Det gik op for mig, da jeg i 2017 modtog Den Danske Bogdesignpris for bogen ’Mærke’, som jeg havde skrevet og indbundet. Jeg havde været igennem et forløb med modermærkekræft, og det fyldte meget. Jeg mistede lysten til at gå på arbejde og kunne ikke se ideen i at binde bøger ind længere. Så fik jeg ideen til at bruge mit fag til at bearbejde det. Jeg endte med at lave en scrapbog af journaludskrifter, fotos og håndskrevne tankestrejf, der var indbundet i hudfarvet gedeskind med en skindpålægning, som forestillede et modermærke. Jeg havde ikke tænkt så langt, som hvorvidt den ville berøre andre, men den blev taget godt imod. Vi bogbindere kan lave bøger, som er kunstobjekter i sig selv. Omslaget taler sit eget tydelige sprog.” 

Hvad er det bedste ved jobbet? 

”Duften og taktiliteten. Jeg fodrer mit intellekt og min krop med alt muligt ved at røre og bearbejde materialer. Jeg elsker de forskellige marmorerede papirer, som findes i et utal af varianter. Hvis man går i antikvariater eller på biblioteker, kender man måske de ældre og marmorerede bogbind. Det er et meget gammelt håndværk, en asiatisk tradition. Jeg syntes, at det lignede syretrip i starten med alle de psykedeliske mønstre, men jeg lærte at sætte pris på dem. Det er fantastisk smukke papirer, der er håndlavet, ét for ét. Man laver dem i store kar, blander farverne, trækker mønstrene, lægger sine ark, trækker farven af, og så er det ellers forfra.”

Og den største udfordring?

”Jeg står hele tiden med materialerne i hånden, mens processen står på. Der opstår ting, man ikke selv ville kunne have tænkt sig til. Man bliver overrasket.” 

Hvilken indbundet bog ville du tage med på en øde ø?

”’Det lykkelige Arabien’ af Thorkild Hansen, indbundet af Ole Olsen. Den skulle være helt fantastisk. På den måde ville jeg med sikkerhed få den læst og samtidig nyde det gode håndværk af min læremester.”