1. MAJ 1966 omkring klokken 20 trådte en bleg, duknakket amerikaner med folklore-krøller op på scenen foran en udsolgt sal i K.B. Hallen på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Han havde en polkaprikket skjorte og brokadejakke på. Minen var beklemt, som om han rugede over hele menneskeheden, og næsen satte et komma over mundharmonikaen, der var anbragt på skulderstativ.  

Det kostede 40 kroner at komme ind til Bob Dylans første optræden i Danmark, sangskriveren og senere Nobelpristageren, der efter manges mening aldrig siden er overgået som poet.

Koncerten var delt op i to sæt, et akustisk og et med The Band. 

På de forreste pladser sad man på cafeteriastole. Blandt de siddende var der damer med stivede skørter og enkelte kontornussere, overvintrende fra 50’erne med pibe, blazer og hvid skjorte. Men det stående publikum udstrålede en anderledes selvfølelse, en form for blomstrende mystik. Der var farver på disse rækker, orange, rød, lilla, man trak en afghanervest over skjorten, havde en gøglerven, der havde skaffet en cirkusjakke. Det var hippie-bræmmen.

Her stod den 22-årige Niels Skousen. Køn og mørkøjet, hans hår halvlangt som Dylans, men mere rundbørstet og i retning af en lutheransk page. Han var også glad for flamboyante skjorter.

”Aftenen står stadig frisk i min erindring. Koncerten ændrede mit liv. For mig var det overjordisk, at nogen kunne skrive så poe­tisk og vedkommende med en elektrisk guitar. Og selvom jeg stod langt tilbage i salen, fik jeg hans udstråling lige i hovedet. Pludselig syntes jeg, at denne scene med orkester og forstærkere havde en skønhed, der var mere relevant end andre scener. Det var en direkte henvendelse fra ham til mig, som jeg havde længtes efter – uden at vide det. Jeg vidste, at dette ville jeg bruge mit liv på.”

52 ÅR SENERE, i april 2018, står Niels Skousen på en forsigtig forårsdag atter på Peter Bangs Vej. Mange forbipasserende genkender ham tydeligvis, men reaktionen er ofte forvirring: Hvor er det nu, man har set det ansigt før? Det uudgrundelige, flyvske smil? ’Matador’? 

Han er fornuftigt klædt, herreekviperet, men skutter sig på grund af den forræderiske blæst, som bare ikke vil tage af, og måske også, fordi minderne er lidt overvældende. 

Foran ham er K.B. Hallen omsider ved at rejse sig fra sin brandtomt. Signaturen, de buede tagkonstruktioner, tager form over byggegrunden. Nu skal her være eventcenter. 

Da K.B. Hallen brændte ned natten før en erotikmesse i 2011, sank det omkringliggende kvarter i knæ stemningsmæssigt. Bygningen var et af byens mest toneangivende kulturhuse, som blandt andet trak 60’ernes og 70’ernes internationale rock- og folkemusiknavne til Danmark. 

Nu vånder det gamle skævvredne kvarter mellem Frederiksberg og Vanløse sig næsten under al denne senmoderne foretagsomhed, og det er svært at forestille sig stedet som kulturelt arnested. Men det var hér, det skete for Niels Skousen. 

”K.B. Hallen var noget helt specielt i sin smukke fremtoning. Stedet er forsvundet, bygget om, revet ned, men det, der skete her, lever stadig – ikke som nostalgi, men som en følelse, jeg stadig kan trække på,” siger Niels Skousen, der mener, at han fik sin åbenbaring alt for sent i livet.

”Det var først som 22-årig, at jeg begyndte at øve mig på guitar. Hvad ligner det? Jeg er langsom i optrækket. Men derefter sad jeg så og høvlede på den hver dag med et nodehæfte og Dylans ’Chimes of Freedom’.”

Han spillede fingrene til blods på en billig og – ifølge ham selv – elendig western-guitar, som var blevet bragt til ham i en stor trækasse. Han anskaffede sig samtidig en Herofon Garrard-grammofon og Bob Dylan-albummet ’Another Side of Bob Dylan’, som blev slidt op af sin nye discipel.

Dagene i midten af 60’erne gik med at spille avantgardeteater på Studenterscenen og i Collagetruppen, spise franske flutes med marmelade og ost. Og øve akkorder.

Niels Skousen havde på det tidspunkt boet nogle år i hovedstaden på et værelse med tekøkken og udsigt til Sortedamssøen. Skousens teaterdebut var rollen som ’en skøges døde elsker’ i en Jens August Schade-opsætning. Det var intellektuelt og fint nok. Men der manglede noget:

”Jeg havde brug for musikken, dén musik, som Dylan repræsenterede, for at samle mit verdensbillede. Alt det, som var en del af mig, jazzen, litteraturen. Alt det tog jeg med over i den nye tid. Jeg følte ingen tvivl efter den aften i K.B. Hallen. Derefter sejlede jeg på den flod.”

Skousen foran sit sommerhus på Møn.

PAGEHÅRET og de spraglede skjorter er for længst afviklet, og Skousen fremstår tidløs med uldfrakke og pullover, mens et par Doc Martens-støvletter viser en kunstners latente designbevidsthed. Han har en optimistisk gang, en geskæftighed og fjedren, som om der venter noget godt omkring hjørnet. Et aktivt og sundt menneske med et liv, der ikke kræver overvindelse. 

Samtidig er der dog den ældre mands knæk i ryggen og et lidt verdensfjernt ansigtsudtryk med tunge øjne, der let løber i vand. En stok med sølvknop kunne godt komme ind i billedet og måske en sixpence som den, Klaus Rifbjerg altid bar på sine ældre dage.

Niels Skousen hilser høfligt og smilende, er til stede i samtalen, men foregiver heller ikke noget. Hvis han allerede har været omkring et emne i sine sangtekster eller i sin selvbiografiske roman, er det tilsyneladende lidt svært for ham at jokke rundt i det igen. Skousen har ikke behov for at leve op til sit image som ordkunstner. På en måde indkapsles Danmarks historie i hans – og omvendt. Det krydrede pust af ungdomsoprøret i 60’erne, de gakkede 70’ere, de glatbarberede 80’ere, de ironiske 90’ere og 00’erne, som ingen rigtig ved, hvad de skal mene om. 

Og i nutiden, hvor et behov for ’den direkte henvendelse’ fra menneske til menneske tilsyneladende atter er vækket. 

Dén kan Niels Skousen levere. Efter en pause på 20 år genopstod han i 2002 som musiker og har siden haft stor gennemslagskraft hos anmeldere og publikum, ikke mindst de helt unge. 

I maj 2018 indledte han en danmarksturné, som nok skal tiltrække fans af både den ’gamle’ og den ’nye’ Skousen. De ældste publikummer vil råbe, at han skal spille de gamle numre, de yngste vil ikke ane, hvad de gamle råber om. De synes, Skousen er cool på C.V. Jørgensen-måden, og at han skriver sange, der får dem til at tænke.

”Det kan godt være en skizofren oplevelse. I den ene side af salen sidder mit gamle publikum, i den anden det unge. De kender mig fra forskellige tidsperioder, men jeg er jo den samme person.”

SKOUSEN & INGEMANNS første lp, ’Herfra hvor vi står’, udkom i 1971 med et akvarelmalet cover – og en energi, der badede bandet i en gurglende strøm af topløse, langhårede, dampende festivaler, halballer og ø-lejre. Albummet blev optaget på tre februardage i Philip Foss’ studie på Frederiksberg og mixet på fjerdedagen. Skousen havde komponeret seks numre og jammet dem til bevidstløshed med sin ven og musiske højrehånd Peter Ingemann. 

”Sommeren 1972. Den var helt og aldeles vidunderlig, og jeg er så taknemmelig for at have været der sammen med Peter Ingemann og alle de andre. Vi var stjerner, vi hyldede fællesskabet, vi røg alle mulige former for tjald, sov alle mulige skøre steder. Og jeg er lykkelig for at være hér i dag og opleve en ny interesse for mine ting. Jeg skulle aldrig være holdt op med at spille musik.”

Alligevel vægrer den syngende poet sig ved at give 60’erne og 70’erne æren for al kunstnerisk kreativitet.

Han ser skeptisk ud ved spørgsmålet:

Var det ikke fantastisk at gå rundt i København i 60’erne og 70’erne, hvor ungdomsoprøret var på sit højeste?

”Tjoo … i midten af 60’erne var byen nu ret søvnig. Ved Storkespringvandet sad der 5-6 hippier. Man skal passe på ikke at overdrive en periodes betydning – det skete inden i den enkelte. Sagt på en anden måde: Enhver tid er særlig, især når man ser tilbage på den.” 

Der stiger noget varmt op i musikerens blik, og han bøjer nakken som for at sikre sig, at de næste ord kommer med på båndoptagelsen.

”50’erne, efterkrigstidens år, var slet ikke så uduelige, som man går og tror. Den grundlæggende udvikling skete her. Husk, jeg er født under krigen. I Tyskland.”

I 1944 blev han født landsbyen Lever­kusen-Schlebusch uden for Køln. Hans mor var tysk, og faren var dansk. 

Det var et anskudt, porøst ægteskab fra begyndelsen. Såret af krigen og to menneskers uforløste temperamenter. Niels Skousens forældre mødte hinanden i Køln i 30’erne, hvor faren var i selvvalgt eksil efter et forlist forhold derhjemme. Men Hitler ændrede hele præmissen, og skæbnen ville, at den danske far endte i Tyskland, og den tyske mor i Danmark. 

Hr. Skousen bragte sin familie til Danmark under krigens sidste krampetrækninger – og efterlod dem kort efter med et nonchalant ”Ha’ det godt”.

’Daddy Longleg’, som sønnen Niels senere døbte sin fraværende far, tog simpelthen tilbage til Tyskland og kom først hjem, da han skulle begraves i 1966. 

DER FLØD en kulturel åre i Skousen-familien. I 30’erne stavrede faren rundt ved Rhinens bred, beruset af rhinskvin og Søren Kierkegaards teser. Moren var danserinde og kom fra et evangelisk, borgerligt hjem. Med sig til Danmark havde hun ”sølvbestikket i de små forede æsker, de høje kopper af fint porcelæn med guldkant …”

Begge forældre var opdraget med, at klassisk dannelse var nødvendig, og deres søn slap aldrig dette spor. Kærligheden til litte­raturen har for eksempel fulgt ham siden barndommens første møde med ’Samlerens Perlebøger’. 

Morens bitterhed over sin mands svigt varede livet ud, selvom hun skabte en god tilværelse for sig selv og sine sønner i Danmark. ’Livet ud’ var en rum tid. Hun blev 93.

Selv da den gamle kvinde lå for døden på et plejehjem i Skodsborg, kunne hun mønstre unikke højder af spydighed, som Niels Skousen husker ordret:

”Jeg har aldrig kunnet fordrage danskerne! De siger aldrig noget! Der er aldrig noget salat!” råbte hun fra sengelejet.
Han mindes sin mor med lige dele sødme og syre.

”Det berørte mig dybt at være vidne til denne ensomhed, som ud af hendes konfuse tilstand pludselig fyldte rummet. En sidste hilsen til min far. For det var ikke nemt at være skilt kvinde dengang i 50’erne. Eller tysk. Men jeg kunne ikke gøre for, at min far forlod min mor. Alligevel skulle jeg slæbe rundt på min fars fejl hele barndommen. Hvis jeg havde glemt at lukke en dør, var det, fordi jeg var min fars søn. En troløs dansker,” fortæller Niels Skousen.

Drengen var dansker. 100 procent, og han har aldrig ét sekund haft lyst til at være noget andet. 

”Jeg havde selv oplevet kontrasten til Tyskland – i modsætning til mange andre danskere. Vi var jo de rige.”

Efterkrigstiden var den epoke, hvor Danmark lagde sig til rette i Marshall-hjælpens smørhul, og her befandt drengen Niels sig godt – i ”landet bag de åbne strande med smør og franskbrød” – selvom de første år som nybagt dansker var barske. Der var tiden på børnehjemmet Bethlehem, da moren ikke kunne få arbejde på grund af sin tyske afstamning, og derefter raslede den lille familie rundt mellem forskellige lejemål på husmandssteder og i nybyggede blokke. 

Men på Glentevej i Svendborg på Fyn var Niels Skousen glad for at bo, her kunne han sidde i et spisekøkken og spise sine Ota-gryn med udsigt til haven. Det var rigtig dansk. 

”Både jeg og min bror var det mest ærkedanske, man kan tænke sig. Næsten mere danske end danskerne selv. Måske fordi vores mor med sit tyske havde så svært ved at falde til her. Vi var altid i gang med at belære hende om de indfødtes sæder og skikke. Men min fars familie kendte vi slet ikke. Den eneste familie, vi havde, var min mors. Det gav vel en slags ensomhed, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Andet end at være normal med de normale. Min danskhed blev en hjertesag, og derfor har jeg skrevet sange på dansk.” 

Skousen i sin lejlighed på Østerbro i København.

KNAP SÅ BEGEJSTRET var han for at bo i Buddinge i Gladsaxe nord for København. Det var et kulturchok at komme fra idylliske Svendborg til den anonyme københavnske forstad. Han følte stor ensomhed og længtes tilbage til byen ved sundet.

”Vi boede i Buddinge fra 1953, og så kom jeg selvfølgelig på kostskole.” Niels Skousens mor sendte ham på Sorø Akademi, så han kunne stramme op og få sig en uddannelse. Det passede ham i første omgang fint.

”Jeg var god til de fleste fag og slappede mere af på kostskolen end derhjemme, hvor jeg altid skulle høre på min mors lidelses­historie.”

Niels Skousen mødte sin far nogle enkelte gange og besøgte ham også i Tyskland som teenager og ung, men det var ikke et intenst far-søn-forhold.

”Det var vel nærmest bare en realitet. Han var glad for at se mig, og jeg fik sat billeder på ham,” siger musikeren og tilføjer om familiestrukturerne:

”Hvad angår forældrerollen, var der ikke så mange rundbordssamtaler om det i min generation. Man voksede op, og det var det. Det var de forbilleder, man fik stukket ud. Men så kom kernefamilien til diskussion. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den gamle ’50’er-familie’ kom under pres. Nu var det ikke mere ’far arbejder, og mor går derhjemme’ – det var i opløsning. Feminismen voksede sig stærk, og selve patriarkatet kom under heftig beskydning. Der var også den frie pædagogik og et syn på børn som selvstændige individer, som slog igennem. Igen: Det var en frigørelsens tid.”

Oveni fik han – og hans generation – en del foræret af samfundsudviklingen.

”Vi, der voksede op i 50’erne, var heldige, det var ikke en kedelig tid, for der kom flere penge i samfundet. Amerikaniseringen gav os en masse ny musik, vi hørte grammofonplader med jazz og rock and roll, både Bill Haley og Miles Davis. Pludselig kom der noget, der hed ungdom, teenagere.”

EFTER SORØ var Niels Skousen færdig med at gå i blazer og klar til urbanisering. Han flyttede til København og har knuselsket byen siden de dage, hvor der stadig var sporvogne og det, der hed nat-restauranter. 

Den ’normale’ dreng var ved at udvikle sig til en voksen med oprørstrang. 

I slutningen af 60’erne begyndte den musiske karriere at tage form – vuggende på det danske ungdomsoprør, som var en lille hashdrevet, brummende satellit for bevægelserne i USA og England.

”Inspirationen kom udefra. Som danskere havde vi selvfølgelig vores egne autoriteter at gøre op med. Studenternes oprør mod autoriteterne, almindelige faderopgør rundt omkring i rækkerne. Men det var jo ikke så hårde modstandere, vi havde i sammenligning med, hvad der skete i for eksempel USA. De sortes befrielseskamp havde noget mere på sig.” 

Skousen flirtede kortvarigt med lægestudiet, men følte ikke noget for det. Han spillede til gengæld en masse eksperimenterende teater i Collagetruppen og fik gode venner i det miljø. Samtidig fortsatte han med at tæve løs på sin guitar og drømme om en troubadourkarriere.

Han havde mødt sin første hustru, Camilla, og parret var så ’heldige’ at få status som boligløse, hvilket betød, at de måtte rykke ind i det kondemnerede Blegdamsvejens Remise på Østerbro i København. 

Her trak det jammerligt fra de gamle vinduer, men der blev drukket masser af te, spist femkornsgrød og læst astrologi for at holde varmen.

Niels Skousen og hans kæreste skabte sammen det kulørte ta­bleau, som boligbladet Bo Bedre forevigede i 70’er-numrene: hessiantapet, ryatæpper, batik, stentøjskrus, hjemmelavede ølkassemøbler. Her var ovenikøbet plads til kanariefugle, en sort kat (”hentet ude hos Kløvedalerne”) og et par Breuer-funkisstole. Niels Skousen var også til stede ved nogle af de banebrydende koncerter i datidens København: Jimi Hendrix, Kinks, Pink Floyd. Alt skete på én gang. 

Kulturministeriets trappe i 1970 var måske hippietidens mest berømte rygekupé. Her blandt andet Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Lotte Tarp og Niels Skousen (med hatten).

”VI FØLTE IKKE, at der var nogen grænser for, hvor bevægelsen og kunsten kunne bringe os hen. Dalís nedsmeltede ure var en realitet,” siger Niels Skousen, der befandt sig midt i det københavnske epicenter. 

Han mødtes med fanebærere som Bjørn Nørgaard og Poul Gernes i kunstneren Per Kirkebys lejlighed på Rosenørns Allé. Og han var til møder med Vagn Lundbye og Jørgen Leth i ABCinema – en avantgarde-filmklub: 

”Vi sad på almindelige stole, og der blev drukket øl. Vi så 16-mm-film på gamle fremvisere og hørte Velvet Underground. At se film og høre rockmusik samtidig var grænseoverskridende,” husker Skousen, der nævner Rifbjerg-Panduro-generationen, Per Højholt og Inger Christensen som førende navne i 60’erne. 

”Inspirationen fra USA tog til, og lige i hælene på dem fulgte pop art-generationen, som endnu var coming up med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og alle dem fra Eks-skolen (Den Eksperimenterende Kunstskole, red.). Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Lundbye var slået igennem med nogle romaner. Jørgen Leth var inde over med sine digte og sine film og som anmelder. Poul Borum var en central skikkelse omkring digterne, og også Henrik Nordbrandt, Dan Turèll, Peter Laugesen og Suzanne Brøgger var meget fremme. ’Maos lyst’ var ikke det eneste kollektiv, men det var meget synligt i offentligheden. Ebbe Kløvedal Reich var en central figur, og han var en fremragende taler. Den særegne sammenstilling mellem Mao og Tolkiens nyromantiske fantasier om elverfolkets Kløvedal kunne antyde, at der var noget tegneserie over hele det politiske. Og Eik Skaløe var på vej til at blive ikoniseret. Ligesom jeg selv var han stærkt inspireret af Dylans vildt blomstrende tone og sprog. Men der var ikke så mange i rockmusikken, der lagde billet ind på den litterære linje.”

Man drak ikke alkohol sammen med hash, bedyrer Niels Skousen, den blev ledsaget af spande af chai, og de gode ideer flød. I hvert fald så længe seancerne fandt sted. Bagefter fortabte de sig måske i tågerne.

Et minde:

”Ved et møde en dag skulle vi ned og sidde i rundkreds omkring Ole John (fotograf og filminstruktør, red.). Han sad med et Beaulieu Super 8-kamera i skødet, som Jørgen havde været ude i Thailand og filme meo-stammen med. Han forklarede, at kameraet var dit våben, og du skulle kunne skille og samle det som en soldat sit gevær. Super 8 var super demokrati.”

NIELS SKOUSEN står på Frue Plads midt i København. Kirken og universitetsbygningerne har holdt stand mod tidens træfninger og er nu symboler på uforanderlighed midt i metropolen. Det ene øjeblik snubler man over en 300 år gammel brosten, det næste træder man ind på en café, hvor der er havremælk i kaffen og havsalt i chokoladen. 

Pladsen var – og er – et centralt sted for Skousen, og hans ansigt lyser af en ellers sjælden sentimentalitet, når han gennemgår sit livs fikspunkter i dette område. Det var her foran universitetet, han fik prædikatet protestsanger, da Skousen & Ingemann var på højdepunktet i 1971 og spillede for de studerende.

”Jeg var sgu ikke særlig politisk, når det kommer til stykket. Når man gennemgår mine sangtekster fra dengang, er det svært at finde den helt store samfundsrevsende protest, men bandet blev en del af en stemning, og jeg blev – og bliver – altså kaldt protestsanger,” siger Niels Skousen og griner pludselig så heftigt, at han hoster. 

Sammenhængen er gået op for ham, han står på gerningsstedet.

”Pladsen har mange mærker for mig: Her lå Metropolitanskolen, hvor min far blev undervist af ’Lektor Blomme’. I samme bygning mødte jeg min første hustru. Skråt overfor ligger Sankt Petri Kirke, hvor jeg blev konfirmeret. På et af hjørnerne lå det første Whisky a Go Go i København (en af 70’ernes smarteste barkæder, red.), hvor jeg i lejet smoking var med ved indvielsen. På et andet hjørne lå den fine boghandel, hvor jeg købte dyre bøger til mit medicinstudie, og fra et af vinduerne i Jorcks Passage kan jeg se ned over det hele, når jeg indimellem er hos min tandlæge. Det med studierne blev ikke til noget. Jeg droppede ud, som det hedder.”

To steder var særlig vigtige at besøge i hippietiden: Galleri 101 i gården til St. Kongensgade 101 og Farvergade 10.

”Her samledes vi og lavede teater, kunstfilm og musik, sad på gulvet og spillede, drak te og røg cigaretter og lejlighedsvis også hash. Der var adgang for alle. Det var et spændende og åbent miljø, og det var her, jeg første gang optrådte med sang og guitar. Nu er det for længst revet ned og bygget om.”

Det med den lejlighedsvise hash var i manges øjne kun den halve sandhed. Myndighederne mente, at der steg for meget spændende røg op fra baghusene i Indre By. Farvergade 10 kom i søgelyset, og Kulturministeriet truede med at lukke stedet. Hvis det skete, var det blandt andet farvel til Bjørn Nørgaards udstilling med syltet hest. Her holdt Solvognen til, Gasolin øvede i de sortmalede lokaler. 

”Vi besluttede os for at demonstrere i Kulturministeriet. Det er dog en udbredt misforståelse, at vi gjorde det for at få fri hash. Demonstrationen på trappen handlede om Farvergade 10, som magthaverne ville lukke.”

Derfor sad Niels Skousen mandag 6. juli 1970 lidt over middag på trappen til Kulturministeriet og fik overrakt en vandrende porcelæns-chillum (”jeg ved bare, at jeg blæste den op – puf-puf”).

Den lille oprørsfraktion står stadig krystalklar for Niels Skousen:

Klaus Rifbjerg, ’Store Klaus’, deltog i ophøjet solidaritet med de unge, der blandt andet talte Hans-Jørgen Nielsen, Ebbe Kløvedal Reich, Charlotte Strandgaard, Jesper Jensen og Vagn Lundbye. Trappen blev for en kort stund draperet med indiske gevandter, læderstrimler og masser af røg, selvom Niels Skousen beroliger eftertiden med, at alle ikke var ’rårygere’.

Det væsentlige var fællesskabet og at ryge hash på ministeriets trappe. At det ikke nyttede noget og mest af alt skadede kunstnernes ry, gik først op for gruppen længe efter. 

EFTER SUCCESEN med ’Herfra hvor vi står’ fulgte en tid, der var som en drømmerus for Skousen & Ingemann. I dag ville man sige, at den rigtige målgruppe blev ramt på det rigtige tidspunkt. 

”Alle ville høre os og synge med på ’Sol står op. Sol går ned. Vi længes efter fred’.”

Parret ræsede rundt i Ingemanns ramponerede bil, som var proppet med mere eller mindre hjemmelavet grej. Bilens vinduer stod åbne, det lange hår bølgede omkring bandet, de overnattede på kollektiver, rodede rundt i andre menneskers køkkener, spillede, spillede og spillede.

I sommeren 1972 blev bandet opfordret til at give koncert på en ny, lille festival – adressen var en dyrskueplads ved Roskilde. 

Det var Roskilde Festival før Roskilde Festival. I 1972 hed den ’Fantasy’, og på den psykedeliske plakat stod navne som Gnags og Kinks. Det kostede 40 kroner at kaste sig ud i musikstrømmen, som foregik fra fredag 30. juni til søndag 2. juni. 15.000 publikummer per dag blev det til.

”Det var en stor oplevelse, og vi var helt på det rene med, at scenen bare var en lille træbiks midt på en mark. Den sorte plasticinddækning stod om os i blæsten, men folk sad i græsset og hyggede sig. Der var vist også en pølsebod,” fortæller Niels Skousen, som var klædt i skovmandshat med slangeskindsbånd, hjemmefarvet T-shirt og læderjakke.

Men den endeløse sommer med bare bryster og bunker af blomsterbørn, der brølede med på Ingemann & Skousens omkvæd, varede ikke evigt. Ret hurtigt udeblev magien.

”I den første tid var materialet mit eget. Jeg havde skrevet de seks sange til ’Herfra hvor vi står’. Det næste album var kollektivt, og jeg havde kun få numre med. Min rolle som solist forsvandt mere og mere. Jeg endte med at føle mig overflødig, og jeg besluttede mig for at gå mine egne veje og brød med Musikpatruljen, som vi kom til at hedde efter Skousen & Ingemann med venner. Da Peter havde stået for at det praktiske og kontakten med booking, stod jeg ret alene. Nu var jeg bare en mand med en akustisk guitar. Og jeg ville for meget på én gang.”

Skousen skriver musik i sin lejlighed på Østerbro, København.

DET KOM til udtryk på albummet ’Jeg vender mig i sengen’ fra 1973, hvor samarbejdet med Peter Ingemann var slut. Her deltog musiske genier som Peter Bastian og Anders Koppel, men som Skousen selv ræsonnerer:

”Det var for blandet. Jeg skulle have haft en producer på, men det tænkte man jo ikke på dengang.”

Niels Skousen fortsatte dog sin produktion af lp’er og betalte regningerne med teaterjob på blandt andet Betty Nansen og Sorte Hest. 

Helt frem til 1980 holdt Niels Skousen fast i musikken og udgav her et af de album, han i dag er mest stolt af, ’Landet rundt’.

”Det er en række smukke sange. En god fortælling om en mand, der rejser Danmark rundt og ender med at stå ude ved havet som ’den lille nisse’,” siger han, og det er tæt på, at øjnene svømmer over.

”Men da vi tog på turné med pladen, kom der ikke et øje.”

Hvorfor tror du, publikum svigtede?

”Det var en stor overraskelse, fordi pladen havde fået gode anmeldelser i avisen, men vi var ’dem fra 70’erne’, og de hadede os og vores budskaber. Der var ikke plads til inderligheden længere.”

Niels Skousen smed guitar og håndklæde i ringen.

”I 1978 havde jeg mødt min anden hustru, Linda Wendel, der var digter og senere gik på Filmskolen. Vi kørte parløb, stiftede familie, og jeg gav mig helt hen til det at have børn og familie. Det blev stort at være en del af en kernefamilie. Noget, som jeg ubevidst altid havde savnet, og som jeg ikke kunne realisere i mit første ægteskab. Kernefamilien, som tiden var så meget imod.”

I den periode fik han skrevet noget filmmusik og enkelte sange, men ikke før sit comeback i 2002 trådte han i karakter med sit eget materiale igen.

”Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg gik ned på det. Jeg manglede min musik, dét at stå på scenen og spille den ægte vare. 80’erne og 90’erne var et hul i tiden for mig.”

Årene gik med teater og enkelte spille­filmsroller. Titlerne taler næsten for sig selv: ’På bunden’, Mammutteatret, 1985. ’Walter og Carlo – Op på fars hat’, 1985.

Niels Skousen blev kendt som skuespiller, og mange knap så unge danskere husker måske hans rolle som Aksel i tv-serien ’Landsbyen’ fra 1993. Han blev til Aksel og oplevede flere gange, at der blev råbt ”Aksel er Gud”, når han tiltuskede sig et spillejob på en bodega.

I begyndelsen af 00’erne blev Skousen reddet. Igen af Bob Dylan. Under et job på Østre Gasværk Teater, hvor han det me­ste af forestillingen var forvist til garderoben, begyndte han at skrive på sine egne sange. 

”Jeg gad sgu ikke mere. Skrives skulle der. Nu! Det skulle realiseres og ud på en cd.” 

I anledning af Bob Dylans 60-årsdag var der arrangeret fest i Den Grå Hal på Christiania, og Niels Skousen blev inviteret til at synge solo. 

Under festen bagefter stødte han ind i sangskriveren og produceren Nikolaj Nørlund og – med den nye tids ord – pitchede sine sange til ham. Nørlund var ikke i tvivl. Han blev manden, der drev den nye Skousen frem med sit label Auditorium. 

Resultatet var albummet ’Dobbeltsyn’, der udkom i 2002. Skousen skrev med pondus igen. Tonen slog an hos 68’er-generationens børn, og de nye, unge samarbejdspartnere var blandt andet Piet Breinholm Bentsen, Nikolaj Stig Nielsen, Sune Wagner, Sebastian Büttrich, Lise Westzynthius og Tina Dickow. 

’Dobbeltsyn’ var the second coming. Niels Skousens tekstunivers blev igen værdsat ude i landet. Anmelderne var vilde med pladen, og publikum strømmede til koncerterne. 

Selv Roskilde Festival meldte sig på banen, og nu stod Niels Skousen med band på Grøn Scene. 30 år efter, at han var med til at starte festivalbølgen på et noget mere knoldet underlag. 

SKOUSEN KAN IKKE forlange mere, siger han. Tiden er med ham. Igen. Hvorfor det først skete efter 20 års pause, har han svært ved at forklare.

”Måske noget med en ny længsel efter ægthed? Jeg ved det ikke, det bliver hurtigt til klicheer, og jeg er bare en taknemmelig mand.”

Den 74-årige musiker ved dog, at man ikke skal tro alt for meget på tider. Ikke før man ser tilbage på dem og ved, hvad de bragte med sig. Kan se på dem med klarsyn. Dobbeltsyn.

Om den tid, 60’erne og 70’erne, som mange mener, Skousens musiske dna udsprang af, siger han selv:

”I mange tilfælde rendte vi åbne døre ind. Det var trods alt en rimelig kultur, der fandtes i Danmark. Men musik og livsstil blev hurtigt til en modesag. Jeg mener i virkeligheden, at vi var den første forbrugergeneration.”

Den sidste pointe er Niels Skousen selv bevis på: Han bor stadig i en lejlighed på Østerbro, kvarteret, der har været gennem samme udvikling som ham selv og 68’er-generationen: Fra søndags-picnics på bagsmækken af Morris Minor’en til sommerhus med rustik beliggenhed. Fra suttende på labben til penge i banken, fra folkekøkken med gratis grød til speltboller. 18 kroner stykket.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.