Indlæg

Træmanden

Han stod i lære på Amalienborg og har trofæhylden fuld af ædelmetal, men trives bedre på værkstedet end på de bonede gulve. Møbelsnedker Kristian Frandsen lever af og for sit håndværk.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG BOEDE I Aarhus, hvor jeg arbejdede som postbud, handicaphjælper og alt muligt andet, mens jeg spillede en masse musik. Jeg spillede bas, mest funk, fordi genren giver mulighed for at groove og dygtiggøre sig teknisk. 

Som 21-årig trængte jeg til luftforandring og flyttede til København, hvor jeg begyndte på grundforløbet for møbelsnedkere på teknisk skole. Det blev hurtigt en besættelse for mig. Jeg elskede materialerne, og at mit arbejde manifesterede sig i noget fysisk. 

Samtidig har faget en utrolig dybde. Al den kulturhistorie, teknik og viden, som ligger lige på vippen til at forsvinde, og som du ikke kan google dig til. Du er nødt til at gå ud og finde de gamle bøger. Hvis jeg i dag skal restaurere et antikt bord, hvor stellet har én farve, og bordpladen en anden, så er jeg nødt til at vide, hvordan jeg bejdser pladen, så porerne bliver fyldt helt ud, sådan at lakeringen, der kommer ovenpå, bliver helt glat og spejlblank, uden at porerne synker sammen. Jeg er nødt til at vide, hvor meget den trækker sig sammen ved tørringen, og også gerne, hvor lang tørretid den har, så jeg kan planlægge mit arbejde. Det er klart, at jeg kan finde ud af det ved at forsøge mig frem, men det tager kostbar tid, og den viden kan man ofte finde i gamle fagbøger. Min bibel er ’Snedkerteknik’ fra 1943. Den går for 1.000-2.000 kroner antikvarisk.

Der er orden i Kristian Frandsens værktøj, hvoraf en del er sjældenheder hjembragt fra en studietur til Japan.

VI VAR OMKRING 80 elever på grundforløbet, der konkurrerede om, lad os sige tre-fire virksomheder, der tilbød lærepladser. Jeg besluttede mig for at gå i skolepraktik og give den gas dér. Jeg forsøgte på eget initiativ at få opgaver fra møbeldesignere i håb om at dreje uden om de trivielle opgaver. 

På et tidspunkt søgte Amalienborg Slot min skole om et par elever, der kunne gå til hånde et par uger. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst, og følte stor bekræftelse. Et par måneder senere, da forløbet var overstået, og jeg var tilbage i skolepraktik, henvendte Amalienborg sig igen og spurgte, om jeg ville have en fast læreplads. De næste tre år arbejdede jeg som en del af et lille hold bestående af en værkstedsleder, en snedkermester, to lærlinge og en uddannet snedker. 

Vi restaurerede rigtig meget kongeligt inventar, men vi producerede også nyt. Én uge kunne det være restaurering af seks kinesiske stole fra 1600-tallet, en anden uge skulle vi måske møblere en vinkælder med borde og reoler. 

Ofte stod jeg alene med en beslutning uden nogen at spørge til råds – dog ikke, når det gjaldt uerstattelige møbler. I løbet af læretiden fik jeg også lov at lave nogle mere nutidige ting, for eksempel et multimøbel til en af kronprins Frederiks biler – en Tesla – hvor han kunne opbevare slik, kaffe og magasiner på bagsædet. Det var sjovt at lave et stykke lækkert håndværk afpasset til bilens formgivning.

’Tripus’ hedder stolen her af sæbebehandlet egetræ i eget design. Det betyder trefod.

TIL SVENDEPRØVEN lavede jeg et skrivebord med skuffer og et skjult skrin. Jeg fik den højeste udmærkelse, en sølvmedalje. Det har været en udmærket ting at promovere sig på, men jeg syntes godt, jeg kunne have leveret noget, der var bedre. Den ene af skufferne kørte ikke optimalt, men vrikkede lidt, når den blev trukket tilpas langt ud. Det er selvfølgelig en detalje, men skuffen er et klassisk parameter på din akkuratesse. Det er meget små variabler, der afgør, om den kører som en drøm, eller om den gør direkte ondt at bruge. 

Efter min svendeprøve søgte jeg en masse legater og brugte to år på en skole på Øland i Sverige, inden jeg tog en svensk svendeprøve, kaldet gesäll, som gav mig en såkaldt stor sølvmedalje. Jeg boede på skolen, hvor jeg havde adgang til værkstedet 24 timer i døgnet og virkelig forsøgte at tage mig god tid og blive ét med materialerne. 

Jeg ved godt, det lyder lidt jedi-agtigt, men jeg er nødt til at være fuldt til stede i mit arbejde. Jeg trives langt bedre i værkstedet end ude til ferniseringer, hvor jeg er tvunget til at mingle. De sidste mange år har jeg stået i værkstedet 70-80 timer om ugen, så det skal være rart. Samtidig er jeg også nødt til at holde et vist tempo. Det har jeg for alvor erfaret, efter at jeg i 2016 begyndte som selvstændig. Man skal vide, hvornår man skal trykke på speederen. Særligt fordi mine projekter ofte tager lang tid i forvejen. 

Specialmøbel lavet til kronprinsens Tesla.

FOR TIDEN arbejder jeg på et vitrineskab til et køkken. Det har foreløbig taget to måneder. For nylig lavede jeg et flaskeskrin til en svensk vinentusiast. Det tog mig en god måneds tid og kostede ham 40.000 kroner. 

Når jeg tager imod en opgave fra en kunde, sætter jeg prisen ud fra et estimat over, hvor lang tid det vil tage mig at lave den. Nogle gange bliver min timeløn lidt bedre end forventet, andre gange brænder jeg nallerne og arbejder ’ulønnet’ i en uge. De første år som selvstændig har jeg virkelig sat nogle priser for lavt. Men indtil nu har jeg haft overskud. 

Jeg veksler mellem restaurering og de større opgaver, hvor jeg skaber ting fra bunden. Det er altid godt at have flere ting i værkstedet sideløbende, så du altid har noget andet at arbejde på, hvis for eksempel en ting er blevet limet og står og tørrer, eller en overfladebehandling dunster af. 

Detalje af skrivebordet ’Peder’ af eget design.

EN TING, jeg har lavet, som jeg holder meget af, er et skrin, jeg lavede for min egen skyld, og som jeg modtog Kunsthåndværkerprisens sølvmedalje for. Det er en stor hæder. Skrinet er lavet af mose­­eg, som er træ, der har ligget i en mose i omkring 4.500 år. Det har en naturlig sort farve, der er et resultat af en kemisk forbindelse mellem garvesyren i træet og jernsaltene i mosevandet. 

En af min fars kammerater hev det op af en mose for 60 år siden og tørrede det meget forsigtigt, da man risikerer, at det springer, hvis tørringen går for hurtigt. Jeg lavede skrinet inspireret af den japan­ske sashimono-teknik, der giver en kompliceret, skjult konstruktion, og anbragte en kvist på langs af det. 

Det virker, som om der er en del arbejde at få for en faglært snedker. Men man kan også hurtigt ende med kun at lave restaurering, forsatsruder, radiatorskjulere og andre nødvendigheder. Jeg forsøger at holde fast i at lave mange unødvendigheder.

MODE-SNEDKERI

Stadig flere går planken ud disse år. Men det har vist sig svært at finde lærepladser til de håbefulde, og det kniber med beskæftigelsen for mange faglærte, så Undervisningsministeriet har fra i år gjort møbelsnedker til en såkaldt kvoteuddannelse med begrænset adgang (mens der er fuld adgang til bygningssnedker). Har du en aftale om en læreplads med en virksomhed, er du dog sikret optagelse. Kontakt en af de 11 institutioner i landet, der uddanner møbelsnedkere, for at høre mere.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

En Høgh vender hjem

Efter næsten fire års autodidakt uddannelse som Ivar the Boneless i HBO-serien ’Vikings’ er 24-årige ALEX HØGH ANDERSEN netop kommet tilbage til Danmark. Her fortæller han om tilfældets magt og om vigtigheden af at lade sig rive med.
Tekst:Erik LillelundFoto:Emilia Staugaard

JEG HAR ALTID omtalt mine tre et halvt år på ’Vikings’ som min uddannelse. Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt. Jeg kan ikke citere Shakespeare eller Sartre, men jeg ved, hvordan kameraet fungerer. Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse. Under indspilningerne står man tidligt op om morgenen og bliver kørt ud til ingenting – og så skydes første scene. Og så prøver man at hitte ud af, hvad der skal gøres for at redde den, fordi den kun består af bogstaver på et stykke papir. Jeg har været nødt til at blive skarp til at arbejde med scener under tidspres uden at øve dem inden. 

JEG HAVDE ALT for meget krudt i røven som barn. Jeg spillede håndbold og fodbold i Skælskør, hvor jeg er vokset op, men sport var ikke nok. Jeg har altid sunget og danset meget, så da jeg var otte-ni år gammel, skubbede min mor mig af sted til noget teater. Inderst inde hadede jeg det og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg der?” Alligevel blev jeg vild med det. Som sædvanlig havde mor fat i den lange ende.

Alex Høgh Andersen er hjemme igen efter sit skuespileventyr og vil nu samle op på noget af alt det, han har sprunget over.

DET ENE TOG det andet. Instruktøren på det lokale teater instruerede også på Eventyrteatret – en dramaskole og et teater i København for børn og unge. Jeg spillede der, indtil jeg var cirka 17, og jeg lavede seks-syv forestillinger, der altid bliver spillet af eleverne. Som regel var vi 80 på et hold, men der var måske fem roller i et stykke. Jeg var meget privilegeret og fik lov til at spille store hovedroller og biroller. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg var glad for skuespil.

I GYMNASIET, i 3. g, fik jeg en rolle i TV 2’s julekalender ’Tvillingerne og julemanden’. Mens alle andre brokkede sig over SRP-opgaven og sådan noget, fløj jeg frem og tilbage mellem København og Aalborg og skød scener. Jeg havde afsindig meget fravær. I den sidste uge af 3. g arbejdede jeg mandag til torsdag, hvilket betød, at jeg torsdag aften efter optagelserne sad og forberedte en PowerPoint-præsentation til min mundtlige eksamen i dansk, som jeg skulle op til dagen efter klokken 8.00. Det var lidt hårdt. 

JEG VAR LÆRERVIKAR på min gamle folkeskole, da julekalenderen blev sendt (i 2013, red.). Set i bakspejlet var det et kæmpe selvmål. Jeg blev nødt til at være hårdere, end jeg havde lyst til, for at få bare nogenlunde ro i klasserne. Horder af børn omringede mig i kæmpe cirkler, når jeg var på vej ind på lærerværelset, der var mit safe space. Børnene vidste godt, at hvis jeg nåede inden for døren, måtte de ikke følge efter – det var ingenmandsland for dem. Det var nærmest som et Checkpoint Charlie. Men de var så søde. De ville høre, hvorfor jeg var blevet slået i hovedet af min kæreste, og om hun kyssede godt. Det var skidesjovt. Men jeg vil ikke råde nogen til at være lærervikar og samtidig spille med i en julekalender på tv.

ALEX HØGH ANDERSEN

Født i 1994 og vokset op i Skælskør. Spillede teater på Eventyrteatret, fra han var 11 år gammel. Som barn og teenager medvirkede han både i talentshowet ’Scenen er din’ og TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Startede i 2014 på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men tog efter to semestre orlov til fordel for karrieren som skuespiller.

Har spillet med i filmen ’Krigen’ instrueret af Tobias Lindholm.

Kåret som ’Årets talent’ ved awardshowet The Voice ’17.

JEG SØGTE IND på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg var drønrealistisk og havde allerede erfaret, at det dér med skuespil er en hård branche. Bare fordi man er med i en julekalender, kan man ikke forvente at få alt foræret. Jeg var vildt spændt på at starte på film- og medievidenskab, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Den eneste reference, jeg havde til studiet, var en veninde, som gik der og havde snakket virkelig godt om det. Jeg har altid været en kæmpe filmnørd, så det skete egentlig bare. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg mødte pludselig en masse mennesker, som sagde mig meget, og fandt drønhurtigt nogle af mine bedste venner, som jeg kommer til at holde sammen med resten af livet. Det hele gik bare virkelig let. Jeg blev virkelig væltet bagover – det var helt fantastisk.

JEG GIK ET ÅR på universitetet. Det gav mig afsindig meget – venskaber, men også en masse fagligt. Det gav mig en helt ny forståelse, indlevelse og kærlighed til mit fag. Nu kan jeg lade, som om jeg ved lidt om film, når jeg skal blive gode venner med instruktørerne – det har jeg gjort flere gange. Men så var jeg nødt til at tage orlov. Jeg blev kontaktet af en agent, der havde set mig i nogle småting. Som noget af det første ville hun sende et self-tape – en video af mig, der spiller en scene – til HBO, som var i gang med at planlægge ’Vikings’-serien. Vi lavede klippet to timer efter, jeg havde været til mundtlig eksamen i filmhistorie. Og jeg kunne ikke replikkerne – jeg skulle først have pensum ud af hovedet, før det lykkedes.

I rollen som Ivar the Boneless, der er lam i benene, har Alex Høgh Andersen ofte slæbt sig hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume. Her har han fornøjelsen af at blive kørt.

JEG VAR PÅ Roskilde Festival (sommeren 2015, red.), da jeg pludselig blev inviteret til Stockholm til anden runde af castingen. Jeg råbte og skreg i bilen på vej derop, fordi jeg missede Kendrick Lamar. Jeg får aldrig den rolle, tænkte jeg. Der er jo 2.000, der vil have den, det kommer aldrig til at ske. En uge efter sad jeg på et fly til Dublin sammen med 11-12 andre udvalgte skuespillere. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg et nyt self-tape hos min agent til en anden rolle, som jeg ikke kunne replikkerne til, og som jeg ikke havde lyst til. Lige inden jeg begyndte på scenen, åbnede hun døren og råbte: ”Du har fået rollen!”

DET VAR i sidste øjeblik. Jeg havde været til prøve på tre af karaktererne i ’Vikings’, men blev så bedt om også at prøve at spille Ivar, som er invalid og ikke kan gå. De bad mig øve replikkerne, og jeg sad der og svedte og prøvede at lære en helt ny scene og en helt ny karakter at kende. Jeg havde allerede været til prøve i flere timer og set alle de andre unge gutters bud på Ivar. Der var rigtig mange, der spillede smerten, kan jeg huske. Men hvis Ivar var vant til smerten, ville man jo ikke kunne høre det på ham – derfor spillede jeg ham fuldstændig normalt. I første forsøg glemte jeg mine replikker, i andet forsøg kludrede jeg i dem, og i tredje forsøg slap jeg med nød og næppe igennem. Manuskriptforfatteren rejste sig op og klappede, da jeg gik ud af rummet. Jeg var helt sikker på, at det var for sjov.

DET VAR DET ikke. Efter hele processen med tusindvis af mennesker og flere forskellige castingrunder endte de med at vælge en fyr, der reelt kun havde vist dem ét brugbart take på rollen. Nu sidder jeg hjemme i Danmark efter at have skudt 51 episoder og spillet Ivar i næsten fire år. Det føles lidt vildt.

NU VIL JEG vildt gerne arbejde i Danmark. Der er så mange dygtige mennesker her. Jeg har spillet den samme rolle i så lang tid, så det er skønt at kunne gå lidt kontra og dykke ned i nogle andre ting. Jeg er blevet ambassadør for Ungdommens Røde Kors og har lige afsluttet optagelser på et projekt for Kræftens Bekæmpelse. Og så er jeg gået totalt amok med at fotografere, hvilket altid har været en passion for mig. Men det er jo ikke, fordi jeg ikke skal spille skuespil længere. I øjeblikket prøver jeg på flere nye roller, og jeg spiller med i en lille afgangsfilm fra Filmskolen. Jeg har sprunget en helvedes masse trin over. Dem vil jeg faktisk gerne have med.

VIKINGE-TIDEN

Sjette og sidste sæson af ’Vikings’ udkommer til efteråret. Her er tre af Alex Høgh Andersens sjoveste oplevelser som Ivar the Boneless.  

”I tre uger op til optagelserne kravlede jeg rundt på gulvet på mit hotelværelse for at leve mig ind i karakteren, som er lam i benene. Jeg råbte og skreg og talte med mærkelige stemmer. Naboerne troede helt sikkert, jeg var en eller anden sindssyg gæst.”

”Det gik op for mig, hvor stor fankulturen omkring ’Vikings’ var, da jeg begyndte at få billeder fra folk, der havde fået tatoveret mig på skulderen eller maven. Nu får jeg et par om måneden – som regel fra russiske mænd med mit ansigt på inderlåret. Det er virkelig smigrende – og tak for støtten – men jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal gå rundt med mit ansigt som tatovering.”

”På en tur til Australien for at promovere serien blev jeg kontaktet af en ung dansker, der inderligt bad om en videohilsen. Han var kommet til at fortælle pigen, han var smaskforelsket i, at vi var venner – og det troede hun ikke på. Jeg endte med at optage en hilsen til ham. Den historie kunne jeg simpelthen ikke stå for.”

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Brain-storm

Der er rift om vores opmærksomhed, og skærmlivet udgør én lang fristende forstyrrelse. Læge Imran Rashid fortæller, hvorfor digital selvdisciplin er helt nødvendigt for den, der vil lære noget.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hvordan påvirker digitaliseringen vores indlæringsevne?

”At uddanne sig er at tænke, huske og bearbejde. Forudsætningen for læring er dels udelt opmærksomhed på det, vi skal lære, men i højere grad evnen til at reflektere over det. Opmærksomheden har man aldrig kunnet regne med, altså at eleverne rent faktisk lytter efter og ikke lader tankerne vandre. Men den refleksive bevidsthed går især fløjten disse år, fordi der hele tiden er noget, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Der går hurtigt koks i den for et skolebarn, der skal holde styr på det, der foregår på tavlen, samtidig med at der foregår noget på skærmen eller i hovedet på barnet, der konstant får ham eller hende til at tænke på ’Fortnite’ eller sociale medier. Det var i forvejen svært at lære børn at undertrykke deres impulser, og det er sindssygt svært i dag, hvor vi alle sammen går rundt med personnære devices, der byder sig til med klik-her-underholdning.”

Men er det så smartphonen eller de sociale medier, der har skylden?

”Det er en kombination. Telefonen er i sig selv bare et redskab, vi kan vælge at bruge. Men det ender i mange tilfælde med at være den, der hiver og flår i dig. Kampen om menneskers opmærksomhed har aldrig været så kommerciel og ekspansiv. Det har aldrig været en bedre forretning at distrahere os. Og med selve teknologien kan man fjernstyre os. Vi bliver trænet op til konstant distraktion, indtil vi agerer som søløver, der bliver fodret med digitale sild.”

3 RÅD FRA LÆGEN

1. Etabler regler i familien for brug af skærm.

2. Telefonen ud af soveværelset, så hjernen ikke holder døgnåbent.

3. Slå flyfunktion til, når du studerer eller er sammen med andre.

Er det en større trussel for en, der skal tilegne sig teoretisk lærdom, end for en, der skal være kok eller tømrer?

”Det er et problem for alle, der skal tilegne sig bestemte kompetencer, som opstår ved, at vi gør noget længe nok – og reflekterer over det. Det er en kompleks proces, så alle har brug for at kunne kontrollere deres impulser, instinkter og følelser. Og det kan være svært, hvis de kan dækkes eller afledes af noget, der ligger lige nede i lommen.”

Synes du, man burde tvinge børn og unge til at slukke telefoner og tablets i skoletiden?

”Nej. Tvang virker sjældent. Men man burde hjælpe dem til at holde fokus og opnå fordybelse gennem nogle tydelige regler. Når man fjerner distraktioner fra læringsrummet, bliver der plads til læring og til at styrke de sociale relationer. Det giver bedre dannelse. Men i stedet digitaliserer vi dele af undervisningen, og det er lidt som at flytte undervisningen ind i Tivoli. I det hele taget synes jeg, der burde være meget strammere krav til de digitale teknologier. På samme måde, som der er krav til lægemiddelindustrien, hvor man skal lave grundige test af, hvordan det påvirker os, inden man sender et nyt produkt i handelen. Men selv om telefoner, apps med mere skaber kemiske påvirkninger i hjernen på os, bruger man ikke samme kritiske tilgang over for tech-industrien.”

TÆNDT PÅ UNDERVISNING

En undersøgelse blandt knap 3.000 gymnasieelever viste i 2017 sammenhæng mellem hyppig mobilbrug, stress og dårligt fokus. 51 procent af dem, der tjekkede telefonen hyppigere end hvert kvarter, svarede, at de havde svært ved at koncentrere sig. En anden undersøgelse fra 2018 foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viste, at hver anden gymnasiepige har vanskeligt ved at koncentrere sig, mens det kun gælder for hver fjerde dreng. Det flugter med, at især piger er bange for at gå glip af noget på sociale medier ifølge en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Nogle skoler og gymnasier har mobilforbud i løbet af dagen eller undervisningen, men der er ingen nationale regler. I Frankrig valgte man sidste år at forbyde telefoner i skolerne.

Imran Rashid er læge og forfatter.  Sammen med forfatter Søren Kenner er han aktuel med bogen ’Offline’.

 

Share65
Tweet
Share
65 Shares
/

Gang på gang

Gangway var et stort navn i 80’erne og 90’erne – men gik i opløsning. Efter 20 års pause er bandet tilbage med koncertturné og en ny plade. 60-årige HENRIK BALLING fortæller her om stadig at leve som en, der lige er flyttet hjemmefra.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix

DA JEG VAR syv-otte år gammel, opdagede jeg, at hvis jeg var til en børnefødselsdag, hvor en storesøster havde sådan en grammofon med højttaler i låget, ville jeg hellere sidde og høre musik end lege med de andre. Jeg begyndte at spille selv, da jeg var omkring 10 år, og jeg havde nemt ved det. Da jeg var 12-13 år, kom der musikbiblioteker, og at låne plader og lytte til dem var stort set, hvad jeg lavede i mine teenageår. 

JEG DRØMTE IKKE om at leve af musikken. Da jeg blev student og flyttede hjemmefra, havde jeg forskellige halvdagsjob. Hvis ikke det var lykkedes med musikken, var jeg nok fortsat med forskellige job uden at tage en uddannelse og havde spillet musik ved siden af. Jeg er ikke et menneske med visioner og mål. 

JEG MØDTE ALLAN, der er sanger i Gangway, ved et tilfælde. Jeg arbejdede i Illum, hvor jeg skulle samle papkasser rundt om i varehuset og køre dem ned i kælderen, hvor de blev presset til paller og kørt væk. En dag var Allan på besøg hos en ven i Illum. Det viste sig, at Allan havde haft mit job tidligere. Nu læste han korrektur på den trykte telefonbog, og han kunne skaffe mig ind der (hos udgiveren KTAS, red.). Det ville jeg hellere. Og så blev vi venner. Han var meget dygtig til at huske sange og kunne synge dem i den rigtige toneart. Han havde ingen musikalsk træning, men han var god til det. I starten var vi kun os to. Han sang og spillede bas, og senere vi fik en trommeslager. 

FØRST HED VI Unforced Error, ligesom i tennis. Allan fandt på det, og han tænkte også på, at vi skulle hedde Wham. Et halvt år efter kom Wham! så frem. Det var godt, at han fandt på Gangway i stedet for. Han havde hørt Julie Andrews synge ’gangway’ i en sang. Gangway er noget, man kan råbe, hvis man for eksempel skal nå et tog, og der står en masse mennesker, man gerne vil have træder til side. Men det er ikke den betydning, vi valgte ud fra. Vi syntes bare, det var et fint navn.

VI BLEV KONTAKTET AF et lille pladeselskab, Irmgardz, der skrev kontrakt med os. Vi indspillede 7-8 sange og glemte alt om det, indtil pladeselskabet ringede et halvt år senere: ”Skal I ikke se at få gjort det album færdigt?” Vi genindspillede nogle af sangene og nogle helt nye. Der var begyndt at komme en mere poppet stil fra England i stedet for den mere mørke tilgang efter punken i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Pladeselskabet var overraskede og meget skuffede. Det var ikke det, de havde skrevet kontrakt ud fra, men ret hurtigt kunne de godt lide det. Det viste sig at være et godt tidspunkt at udgive den slags musik i Danmark. Der var ikke rigtig nogen, der var som os. 

VI SKULLE SPILLE i Musikcafeen i København, da vi havde udgivet vores første plade, ’The Twist’ (1984, red.). Vi lavede lydprøve og gik ud og fik noget at spise. Da vi kom tilbage, var der kø langt ned ad gaden og rundt om hjørnet. Der fik vi en fornemmelse af, at det her er godt. Og det fortsatte. Vi spillede større og større steder og blev spillet en del i radioen. Vi kom også i tv. Der var kun én kanal dengang. Vi var de nye. Det var fantastisk.

I BEGYNDELSEN LEVEDE vi af 5.000 kroner hver om måneden. Det var fint for mig, jeg var vant til lønnen fra et halvdagsjob. Vi solgte ikke særlig mange plader, men vi tjente penge på at spille. Det løb lige rundt. Men da pladeselskabet skulle betale os for vores anden plade, gik det konkurs, og vi fik ingen penge. I stedet fik vi kontrakt med Polygram og forsøgte at slå igennem i England, men det gik ikke. Vi var ikke sultne nok. Jeg tror godt, vi kunne have gjort det med mere ihærdigt arbejde og det held, der skal til. Men vi gjorde det ikke nemmere for os selv ved at blive i Danmark. 

JEG VILLE GERNE have slået igennem ude i verden, og jeg ville gerne have skovlet en masse penge ind på min bankkonto, og det var da ærgerligt, at det ikke skete, men det var ikke ødelæggende for mig. Jeg var meget tættere på en depression, da Danmark tabte 5-1 til Spanien ved VM i 1986. Jeg havde det ad helvede til i en hel uge og havde svært ved at spise.

JEG ER GÅET FRA kærester og er selv blevet gået. Jeg har aldrig været gift og har ikke etableret mig og fået børn, så jeg lever faktisk som en, der lige er flyttet hjemmefra, ikke har særlig mange penge og bor i en lille lejlighed. Men jeg er glad for det, jeg laver. 

DET, JEG ER MEST STOLT af ved at være musiker, er at være selvstændig erhvervsdrivende og holde gang i nogle hjul. Vi er ude at spille, og så er der noget ølsalg og nogle mennesker, der er ansat til lave lys og lyd og stille instrumenter op, og der er et bookingbureau og et pladeselskab. Det er jeg ret stolt af at være med til. 

DEN VILDESTE OPLEVELSE med Gangway var på Roskilde Festival i 1985 eller 1986. Vi spillede i det store telt, der vist hedder Odeon nu, og det var helt fyldt. Vi spillede et nummer, der hedder ’Rhythm Is Our Business’. Det meste af det var improviseret. Det gik ned i tempo og blev stille, og så kørte vi det op igen. Folk fulgte efter og blev stille eller røg helt op alt efter, hvordan jeg sang. Det var, som om de her 5.000 eller 10.000 mennesker var en forlængelse af mig.

DET ER MEGET få mennesker, der har henvendt sig til mig, fordi jeg var med i Gangway. Det har slet ikke tegnet mit liv. Jeg tror også, jeg har et ansigt, der gør, at folk helst ikke henvender sig. Mit normale ansigtsudtryk er nok lidt afvisende. Det er bare sådan, jeg ser ud. 

VI VANDT FEM Grammyer i 1993 (i dag Danish Music Awards, red.). Vi fik et brev fra Sonys administrerende direktør i Europa, hvor vi blev ønsket tillykke. Og så gik det i stå. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi havde solgt ret godt efter Gangways standarder. Jeg talte på et tidspunkt med Thomas Helmig, som havde en stor fiasko, fortalte han. Hans plade havde solgt 40.000 eksemplarer. Jeg sagde: ”Det er lige så meget som vores største succes.” 

VI LAVEDE TO PLADER efter 1993, indtil vi stoppede i 1998. Salget gik nedad, og når vi var ude at spille, var der færre og færre mennesker. Vi blev ret hurtigt enige om, at det var bedst af stoppe. Vi var ude at spille, og jeg havde været skidesur i to dage og opført mig dårligt over for de andre, selvom det ikke havde noget med dem at gøre. Det var hele situationen. Jeg kaldte dem ind på mit værelse og sagde: ”Jeg synes, vi skal stoppe.” Jeg har altid sagt, at vi ikke skulle gendannes. Men på et tidspunkt må man sige: ”Okay, det skal heller ikke være for sent, hvis det skal være.”

JEG ER GLAD FOR, at jeg skal dø. Jeg længes ikke efter det, men jeg er glad for, at jeg holder op med at eksistere. Jeg tror ikke på nogen form for evigt liv, det er noget af det mest skræmmende, jeg kan forestille mig.

HENRIK BALLING

Født i 1959, komponist, producer og guitarist. I 1982 dannede han Gangway sammen med sanger og bassist Allan Jensen. Senere blev Jan Christensen trommeslager. I 1985 blev også Torben Johansen (keyboards og guitar) medlem.

Gruppen udgav syv album, inden den gik i opløsning i 1998. Blandt de bedst kendte sange er ’My Girl and Me’, ’Mountain Song’ og ’Didn’t I Make You Laugh’.

Siden opløsningen har Balling været sangskriver eller producer for blandt andet Peter Sommer og Marie Key og optrådt med Rytteriet.

I 2017 gjorde gruppen comeback med koncerter rundt om i Danmark. I april udkom albummet ’Whatever It Is’, og Gangway, der i dag består af seks medlemmer, spiller rundt om i landet i maj.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Aller-tiders rejser

Det kan næsten ikke blive ekstremt nok, når 56-årige BETTINA ALLER rejser ud i verden. Her fortæller Danmarks måske mest berejste kvinde om at tilbringe tre måneder i minus 40 grader på Nordpolen, om at bestige Sydamerikas højeste bjerg og om at kravle gennem verdens største grotte i Vietnam.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

99 DAGE PÅ NORDPOLEN, 2006

I 2004 blev jeg den første dansker, der gik på ski fra Sibirien til Nordpolen. To år senere besluttede jeg at tage turen igen, men denne gang hele vejen over Polarhavet til Canada. Jeg tog af sted med min mand Jean-Gabriel, der er franskmand. Ham havde jeg mødt på Nordpolen i 2002. Han er filmfotograf og ville derfor lave en dokumentar om turen.

Forberedelserne tog et år. Jeg fik et førstehjælpskursus af lægen fra Siriuspatruljen, så jeg kunne sy mig selv, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev trænet i at skyde af den norske hær, hvis vi mødte en isbjørn. Jeg sov i telt i et fryserum i Kødbyen for at tjekke, hvilket udstyr der var bedst i de ekstreme temperaturer. Og jeg styrketrænede ved at trække tre dæk efter mig for at blive stærk nok til at trække pulken (en transportslæde, red.). over det frosne Polarhav.

Det er vigtigt ikke at have for stor oppakning med, men samtidig skal man have mad nok. Jeg afmålte præcis, hvor meget frysetørret mad, toiletpapir og tandpasta vi skulle bruge. Og jeg testede, hvilken slags chokolade der smagte bedst frossen. Alle mærker og overflødige lommer på vores tøj blev klippet ud. Og chokoladebarerne blev pakket ud af papiret. Intet måtte veje ét gram mere end nødvendigt. 

Vi fløj til Sibirien og landede i byen Khatanga. En russisk Mi-8-helikopter fløj os helt ud til kanten af isen, hvorfra vi skulle begynde ekspeditionen. Vi begyndte at gå i februar, og på Polarhavet ser man næsten ikke solen i vinterhalvåret. Temperaturen lå omkring minus 40-50 grader. 

I starten gik vi kun seks timer hver dag for at vænne kroppen til kulden og slidet. Til sidst gik vi 14 timer om dagen. Der var ingen hviledage, uanset vejr. Hvis vi skulle nå Nordpolen i tide, måtte vi passere over isen, inden den begyndte at smelte. I tilfælde af en ulykke kunne vi udsende et stress-signal, men hvis det var snestorm, kunne der gå flere dage, før en helikopter fra Sibirien ankom. Hver tredje dag ringede vi hjem på en satellittelefon, så de kunne følge med i, hvor vi var.

Bettina Aller trak en transportslæde med oppakning og forsyninger efter sig hele vejen over Polarhavet.

Vi gik på langrendsski med feller – en slags bånd under skiene, der gør, at man kun kan glide fremad. I gamle dage brugte man sælskind. Om aftenen slog vi telt op, og rundt om satte vi en snubleline, som affyrede et nødblus, hvis der kom en isbjørn. En nat kom jeg til at aktivere det, fordi jeg skulle ud og tisse. Så vidste vi da, at det virkede.

Vi sov i fire-lags-soveposer, og når vi vågnede om morgenen, var der is inde i teltet, fordi fugten fra vores åndedræt var frosset til. 

På en god dag gik vi 18 kilometer. Men fordi isflagerne driver, kunne vi risikere at være drevet hele vejen tilbage igen i løbet af natten. Når to isflager kolliderer, danner de pakis, som vi måtte klatre over eller gå rundt om. Andre gange var vi nødt til at svømme fra én isflage til en anden i særlige orange svømmedragter, vi havde med. 

De første 200-300 kilometer var der mange isbjørnespor. En dag mødte vi en ung han. Jeg var bevæbnet med en Magnum .44-revolver ladet med en særlig gummikugle, som ikke dræber, men skræmmer dyret væk. Lykkedes det ikke, måtte jeg skifte til rigtig ammunition. Jeg placerede pulken foran mig så den forhåbentlig ville kaste sig over den før mig.  Jean-Gabriel stod bag mig og filmede, mens isbjørnen kom tættere og tættere på. Til sidst affyrede jeg pistolen. Isbjørnen satte sig ned og virrede lidt med hovedet. Så vendte den om og luntede væk. 

Det tog 58 dage at komme til Nordpolen. Modsat Sydpolen er der ingen markering, så man kan kun se det på sin gps. Vi slog telt op, og da vi vågnede næste morgen, var vi ikke længere på Nordpolen. Isen var drevet. Derfra begyndte turen vestpå til Canada. Yderligere 700 kilometer. På anden del af turen var der whiteout på grund af snestorm i tre uger. Det føltes som at gå inde i en klump vat.

Det var midt i juni, da vi ankom til Ward Hunt, en lille base, hvor Canada møder Grønland. Der fik jeg mit første bad i 99 dage. Vi efterlod pulkene og blev fløjet til Ottawa nær grænsen til USA. Pludselig stod vi der, helt udmagrede og klædt i skitøj i sommervejret. Min mor var fløjet over med mine to børn. Da jeg så dem, græd jeg.

Teltlejr på Aconcagua. Bjerget er en del af Andes, der er verdens længste bjergkæde.

BJERGBESTIGNING OG MAGNETSTORM I ARGENTINA, 2017

Hvert år til jul giver jeg mine to ældste børn,  Christopher på 25 og Emily på 23,  en rejseoplevelse. Forrige år var gaven at bestige Aconcagua, der er 6.992 meter højt. Det er det højeste bjerg uden for Himalaya og kendt for at være meget tricky. Vi tog af sted i februar, hvor vilkårene er bedst. Turen startede i Mendoza, nær grænsen til Chile. De første dage gik vi langsomt op for at akklimatisere. Hver tredje dag blev vi på samme højde i et døgn, så kroppen kunne vænne sig til den tynde luft.

Der var 10 personer med på ekspeditionen og en lokal argentinsk guide ved navn Angel. De sidste dag, på topdagen, klatrede vi med isøkser og steigeisen – en slags pigsko, bjergbestigere bruger til at sparke sig fast i isen. Der gik ikke længe, før den første faldt fra med højdesyge. Undervejs hørte vi, at der var en mand fra en af de andre ekspeditioner, som var omkommet på bjerget. Over radioen sagde de, at de skulle ned med ’en grøn pose’. Vi vidste godt, hvad det betød.

Da vi nærmede os toppen, var vi kun seks personer tilbage. På vej op blev vi ramt af en voldsom snestorm, og det blev for meget for en af mændene. Han var så afkræftet, at han ikke selv kunne spænde sine steigeisen på. Hvis han ikke engang orkede det, ville han næppe kunne gennemføre. Så gav han op.

Den tynde luft gjorde mig dårlig. Det føltes, som om den nederste halvdel af mine lunger var fyldt med vat. Men Christopher havde det endnu værre. På et tidspunkt sagde Angel til ham: ”Sønnike, har du nogensinde været virkelig fuld?”

Elektrisk strithår på toppen af Aconcagua.

Christopher svarede, at det havde han. Angel, der selv var syg og kastede op, spurgte, hvordan det føltes dagen efter.

”Sådan her!” råbte han.

”Hvis du kunne klare det, kan du også klare det her. Gå!” 

Så rankede min søn sig og gik i forvejen. Emily og jeg fulgte efter, men kunne ikke følge med. Da vi nåede den sidste afsats inden toppen, sad han smilende og ventede på os. Han ville ikke gå det sidste stykke uden os. Da fældede jeg en lille tåre. 

Toppen af Aconcagua er flad, så man kan kigge ud over de sneklædte bjergtoppe. Mens vi stod deroppe, blev vi ramt af en magnetisk storm. Jeg kiggede på Christopher. Hans hår stod lige op i luften. Han smed sin isøkse og rygsæk fra sig, og omkring os begyndte de andre at gøre det samme.

”Kom ned fra det fucking bjerg,” skreg Angel, og vi løb ned, så hurtigt vi kunne. 

Jeg kunne mærke den magnetiske ’lynild’ i hele kroppen, det var vildt ubehageligt. Det tog 17-18 timer at komme ned til vores telte, der lå cirka 800 meter fra toppen. Vi havde haft for lidt vand med, så da vi kom ned, var vi helt dehydrerede. Jeg lagde mig i teltet med fødderne stikkende ud. Jeg var så udmattet, at jeg ikke orkede at tage mine støvler med steig­eisen af.

GROTTER OG IGLER I VIETNAM, 2018 

Sidste sommer rejste mine børn og jeg til Vietnam for at klatre i Hang Son Doong-grotten, der er verdens største. Den blev opdaget i 1991, og der er ikke mange, der har været dernede. For at komme med på turen skulle man dokumentere, at man er en erfaren klatrer. 

Lige inden vi tog af sted, var nogle børn blevet fanget i en grotte i Thailand under stor mediebevågenhed, og ingen kunne forstå, at vi turde tage af sted. Vores guide var en ældre mand fra Wales, der havde klatret i grotter hele sit liv. Han fortalte, at ekspeditionen før os havde været lige ved at drukne, fordi vandet pludselig var steget i grotten. 

Vi gik gennem junglen for at komme til grottens åbning. Der var stejlt og mudret, og en kvinde blev sendt tilbage af guiden. Noget tydede på, at hun havde snydt med sin klatre­erfaring. 

Da vi kom til åbningen, firede vi os ned gennem mørket. Vi firede lidt, klatrede lidt, stødte fra og firede igen. Undervejs mistede jeg fornemmelsen for, hvor vi var, og hvor langt vi havde klatret. Uden guiden, der kendte grotten, ville vi nok aldrig have fundet ud igen.

Nede i grotten kom vi til en sandbanke, hvor vi kunne slå telt op. Næste dag begav vi os dybere ind i bjerget. Vi skiftede mellem at klatre, kravle og gå. Nogle steder var grotten meget smal og buldermørk, andre steder var den enorm. Pludselig kom vi til en åbning, hvor solen skinnede som en lysning i en skov. Der hvor solen ramte, voksede vilde blomster og planter.

Hang Son Doong, verdens største grotte, menes at være to til fem millioner år gammel.

Flere steder i grotten skulle vi gennem vand. Vi sejlede på en oppustelig raft eller gik med rygsækken helt op på skuldrene, hvis der ikke var for dybt. Da vi stoppede for at spise frokost, sagde min datter Emily:

”Mor, du bløder helt vildt på ryggen.”

Der sad en igle på min lænd. Jeg hev den af og forsøgte at stoppe blødningen med toiletpapir og plaster – det blødte bare igennem. Guiden gav mig gazebind, men det hjalp heller ikke. Når igler bider sig fast, sprøjter de et stof ind i huden, så såret ikke kan lukke sig. Det blødte i 17 timer og stoppede først, da der havde dannet sig en geléklump af størknet blod. Min sovepose og mit tøj blev gennemblødt.

Den sidste dag skulle vi ro. Undervejs sagde guiden, at vi skulle slukke vores pandelamper og være helt stille. Det føltes næsten som at miste hørelsen – ikke en vind, ikke en lyd kunne man høre. Af og til faldt en lille dråbe fra loftet mange meter over os, og når den ramte vandet, gav det ekko i hele grotten. Lyden gav mig kuldegysninger.

Det tog fem dage at komme gennem grotten. For enden kom vi til en høj væg, hvor der hang et reb. Vi klatrede og kom op af et hul midt i junglen. Guiden ledte os hen til en bus, der kørte os til et hotel. Vi var møgbeskidte, og jeg var smurt ind i blod fra såret på min ryg. 

Det var herligt med et dejligt langt bad og et iskoldt glas hvidvin bagefter.

BETTINA ALLER OM …

Sin første rejse

”I 1980 var jeg på interrail. Jeg var lige fyldt 18 og rejste med en veninde, og vi tog toget ned gennem Europa med vores rygsække.”

Sit værste rejsemåltid

”Jeg var på Ny Guinea, langt inde i junglen, hvor der lever stammer oppe i træerne, helt afskåret fra resten af civilisationen. De serverede hvide maddiker. Det var ikke lige min livret.”

Sin næste rejse

”I april går turen til Nordpolen igen, denne gang med mine to voksne børn. Vi flyver et stykke ud på isen, og så går vi den sidste længdegrad indtil den geografiske  nordpol.”

Bettina Aller, 56, er bestyrelsesformand, overdirektør og medejer af Aller Media. Hun har været på seks nordpolsekspeditioner og har skrevet tre bøger om sine mange rejser i hele verden.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

“Det er EU’s bedste sted at kigge på fugletræk”

Sebastian Klein viser sine tre yndlingssteder på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

CHRISTIANSØ

”Som yngre havde jeg endnu mere ild i røven end i dag og hadede øer. I dag sætter jeg pris på isolationen og får det bedste ud af det, når færgen er gået, og man ikke kan komme nogen vegne. Om foråret lytter jeg til edderfuglene, der ligger på vandet og siger uh-uh. Eller frøerne, der ikke har nogen fjender på øen og larmer fra vandhullerne, så turisterne stopper op i vantro. Christiansø er unik i Danmark med sit klippelandskab – og mit absolutte yndlingssted.”

MANDØ

”Her kan man virkelig studere forskellen på flod og ebbe, når tidevandet kommer væltende og indimellem afskærer dig fra kontakt med fastlandet. Eller når ryler, ænder, gæs og andre fugle i tusindtal, nogle gange milliontal, følger vandets bevægelser som store skyer. Samtidig står man på en dramatisk historie, hvor skibe er strandet, og besætninger gået ned og druknet.”

SKAGEN

”Jeg elsker at sidde ude ved Grenen. Det er EU’s bedste sted at kigge på fugletræk, når de kommer ud over åbent hav for første gang, siden de fra Middelhavet fløj ind over kontinental-Europa. Sammen med det smukke klitlandskab er det et imponerende skue.”

Sebastian Klein, 46, er skuespiller, tv-vært, forfatter og ivrig ornitolog. Han har som jurymedlem været med til at udvælge 15 danske landskaber i den nye naturkanon.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

“Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden”

Tv-vært og sanger Jakob Illeborg viser sine tre yndlingssteder på landkortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme Christensen:

CHRISTIANSHAVNS KANAL

”Jeg elsker Christianshavn, hvor jeg har boet som både dreng og voksen. Den er stadig broget og med plads til alle. Vi har en lille båd, og når man sejler rundt i kanalerne og ud i det store havneløb, og solen skinner på en varm forårsdag, ser man Danmark og danskerne fra vores allerbedste side. Og tænk, at vi kan bade midt i storbyen. Da jeg var dreng, var havnen møgbeskidt. Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden.”

ASSERBRO STRAND

”Min mor har et sommerhus i Asserbo ved Liseleje. Lige uden for vores havedør ligger et gammelt, fredet militærområde, der fører ned mod stranden. Det er det nærmeste på en jysk hede, jeg har set i Nordsjælland, og det er vidunderligt at gå over heden mod stranden og høre lærkerne slå på en varm sommerdag.”

FANØ

”Min mormor havde et fint hus i Nordby. Nogle af mine bedste barndomsminder er herfra. Ned i tempo, store, brede sandstrande, ravjagt og Fanøkringle. Det kan næsten ikke blive mere romantisk. Min store kærlighed til Kai Normann Andersens ’Der var engang’, som jeg har genindspillet på mit soloalbum, stammer fra en barndomsferie på Fanø, hvor jeg hørte den på min mormors radio.”

Jakob Illeborg, 47. Journalist, tv-vært, kendt fra DR’s ’Kontant’, og sanger. Udkom 29. marts med sit første soloalbum, ’Once Upon Tomorrow’. Til efteråret kan han opleves live i hele landet.

 

Share57
Tweet
Share
57 Shares
/

Den indre rejse

Jacqui Kenny rejser verden rundt uden at bevæge sig. Hun har agorafobi – angst for åbne pladser – og tør ikke selv rejse. Alligevel har hun gjort en karriere ud af at finde smukke, sære og bevægende pletter overalt på jordkloden.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Google Street View

MEXICO, KIRGISISTAN, Senegal, Mongoliet og Peru. Jacqui Kenny kan nå det meste af kloden på en eftermiddag. Alligevel kan hun med rette kaldes verdens dovneste globetrotter. Når den 44-årige newzealænder rejser, sker det nemlig fra sofaen i hendes lejlighed i London, hvor hun gennemtrawler Google Street View for særlig gode motiver.

Siden hun begyndte arbejdet for snart to år siden, har hun ­taget over 27.000 screenshots via internettjenesten, og motiverne er alt fra herreløse hunde i Chile og forladte legepladser i Mongoliet til tankstationer i USA og farverige facader i Brasilien.

Håndværkere på række fanget af Google Street View i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Hendes foreløbig 200 bedste screenshots er udgivet på Instagram-profilen @streetview.portraits, hvor næsten 100.000 følgere kigger med, ligesom hun for nylig udstillede en række af sine værker på et galleri i New York City.

Egentlig troede hun, at Google Street View kun var en ­praktisk hjælper, når man skulle finde vej, men et tilfældigt (virtuelt) besøg i den farverige ­brasilianske hovedstad Rio de Janeiro blæste hende bagover. Pludselig fandt hun sig selv sidde i ­timevis og lede efter Street View-­øjeblikke, magisk fastfrosne i tid og sted.

”Jeg kan opleve fjerntliggende steder, som jeg ikke engang ved eksisterer, og det er sjovt at hoppe fra et land til et andet. Men den største spænding ligger i at finde det specielle øjeblik. De er så svære at finde, men de er der,” siger Jacqui Kenny.

I kørestol i Durango, Mexico.

Det gode Google Street View-foto, forklarer hun, kræver først og fremmest godt lys, og det er der langtfra alle de steder, hvor Google Street View-bilerne kører. Typisk leder hun efter destinationer tæt på ækvator eller steder, der har levende farver i arkitekturen eller moden. Derfor går rejsen ofte til Sydamerika og Afrika.

”Jeg søger normalt væk fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er mere plads. Når jeg har fundet en scene, bruger jeg tid på at beslutte vinkel og komposition. Google fotograferer med 360-graders­kameraer, så der er mange muligheder.”

For Jacqui Kenny er det mere end en sjov hobby. Hun lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og i mere end 10 år turde hun slet ikke sætte sig op i et fly og rejse ud i verden. Fotoprojektet, som hun kalder ’The Agoraphobic Traveller’, er blevet den måde, hun oplever verden uden for sin lejlighed.

To kvinder foran en moské i Senegal.

Interaktionen med følgere på Instagram har været det mest overvældende, fortæller hun.

”Jeg får henvendelser fra hele verden, og projektet genererer samtaler om alt muligt – fra teknologi og mental sundhed til kunst og rejser. Jeg får de dejligste beskeder fra folk, der rent faktisk har været de steder, jeg har besøgt via Street View. Ofte fortæller de mig om deres oplevelse eller tipper mig om en naboby, jeg burde besøge.”

Om hun også har besøgt Danmark? 

”Desværre ikke. Det er et sted, jeg gerne vil besøge rigtigt en dag, for min kæreste er dansk. Det lyder som sådan et smukt sted.”

Beboelsesvogn i Kirgisistan i det bjergrige Centralasien.

Artiklen er oprindeligt publicere i Ud & Se juli/august 2018.

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

“Jeg tror aldrig, jeg har vist mig med udslået hår offentligt”

RITT BJERREGAARD har altid raget op med sine meninger og sin vilje til ikke at bukke under. Det lærte hun som barn på Vesterbro, og det lever hun stadig efter – også efter hun har fået en uhelbredelig kræftsygdom.
Tekst:Michael MüllerFoto:Ritzau/Scanpix

JEG VOKSEDE OP på Vesterbro i København i et udpræget arbejdermiljø med rigtig mange børn. Min far var snedker, og indtil jeg var ni år, gik min mor hjemme og tog sig af os. (Ritt Bjerregaard var den ældste af tre søskende, red.). Vi havde ikke særlig mange penge, men min mor var god til at få tingene til at hænge sammen. Hun kunne få meget ud af billige varer, og hun strikkede og syede vores tøj om, så vi aldrig for alvor kom i nød. 

DET VAR et kærligt hjem. Min far var børnehjemsbarn, og min mor havde mistet sin far, da hun var 12 år. De syntes selv, at de havde manglet kærlighed, og var fast besluttede på, at de skulle have tid og overskud til at være sammen med deres børn. Når vi havde spist, fik vi børn læst historier højt hver dag. ’Ulvehunden’, ’Spartacus’, ’Kaptajn Grants børn’ og den slags. Vi kørte også ture på cykel i skoven og til stranden, indtil vi fik en kolonihave. Og de spillede bold med os. Min far var 23 og min mor 21, da de fik mig, havde masser af kræfter og energi.

JEG GIK PÅ Enghave Plads Skole og havde en fremragende lærerinde, der hed frk. Petersen. Hun gjorde rigtig meget ud af undervisningen, og jeg kunne godt lide at gå i skole. Jeg holdt meget af at læse. Man kunne først få lånerkort, når man fyldte ni år, og dén dag var jeg oppe på biblioteket i Lyrskovgade, og så gik jeg ellers i gang med at læse fra en ende af. Jeg klarede mig godt til mellemprøven i 5. klasse og kom derefter i Mellemskolen på Christianshavns Gymnasium.

NOK VAR JEG flink og flittig, men jeg var absolut ikke en stille og tilbageholdende pige. Hjemmefra havde jeg lært at stole på mig selv og ikke være bange for at gå op imod flertallet. Når jeg kom hjem fra skole, sad vi og drak te sammen, og så snakkede jeg om, hvad der var sket på skolen. Det interesserede mine forældre, og de spurgte. Det stod helt klart, at det var vigtigt, hvad jeg mente. Det var en indstilling, som jeg tog med mig videre i livet. Og beklagede jeg mig over et eller andet, for eksempel at læreren havde sagt noget, så fik jeg gennemgående det svar, at jeg måtte gøre mig lidt mere umage. Jeg havde lov til at sige fra og have mine meninger, men jeg skulle gøre mig umage.

JEG KUNNE GODT se, at der var børn på Vesterbro, der levede under ringere vilkår end jeg selv. Børn, som ikke havde forældre derhjemme, og som måske ikke var helt rene, når de mødte i skolen. Faren kom måske fuld hjem og gav moren bank. Og samtidig gik mange af pigerne ud af skolen efter 7. klasse og blev gravide. Det var før p-pillen og den fri abort. På den måde blev deres livsbane bestemt. Det var ikke rimeligt, og jeg var indigneret. Derfor meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, mens jeg læste til lærer. 

JEG VALGTE lærergerningen, fordi jeg gerne ville være ligesom frk. Petersen, som hjalp de børn, der ikke havde det hele med hjemmefra. Men der var ting i skolesystemet, som jeg gerne så anderledes. På en skole, jeg underviste på i Rødovre, kunne jeg ikke få en ekstra lærer. Jeg gik op til skoledirektøren. Forklaringen var, at skolen ikke havde penge. Dér blev jeg opmærksom på, at der var barrierer for, hvor langt jeg kunne komme med min læreruddannelse. Derfor valgte jeg at gå ind i politik.

Udateret foto af Ritt Bjerregaard som barn.

JEG STUDSEDE over forskellen på, om man var mand eller kvinde. Mønstret var, at kvinderne havde de kredse, hvor der ikke var mange socialdemokratiske stemmer, mens dem, som jeg kaldte ’de gamle mænd’, havde de attraktive valgkredse. Da jeg blev valgt til Folketinget i 1971, hvilket jeg ikke havde ventet, var jeg bevidst om, at der nok ville komme modstand. Her trak jeg på min barndom, fordi jeg var klar over, at man er nødt til at stå sammen om noget, hvis man skal nå nogle resultater. Derfor lavede jeg med det samme ’kaffeklubben’ med Helle Degn, Svend Auken, Inge Fischer Møller og Karl Hjortnæs. Den var ret utraditionel, da den bestod af tre kvinder og to mænd. ’Kaffeklubben’ vakte en del opsigt.

VI KOM IND i kanten af ungdomsoprøret, og for de gamle folketingsmedlemmer tror jeg, vi havde en overraskende stor selvbevidsthed. Vi kom med ungdom, ny viden og en anden opfattelse af samfundet. Vi var ikke beskedne og satte os ned i hjørnet for at skulle lære af de gamle. Vi mente sådan set, at de havde brug for at lære noget af os. 

ET AF MINE første ordførerskaber omhandlede daginstitutioner, men jeg havde jo ingen børn eller en fornemmelse for dét område, hvad jeg også sagde til gruppesekretæren, der blot svarede, at jeg var jo kvinde, så det burde jeg nok kunne finde ud af. Den slags floskler var til stede. Derfor følte jeg i høj grad, at jeg skulle demonstrere, at jeg kunne noget andet.

HELLE DEGN, Inge Fischer Møller og jeg var meget bevidste om, hvilket tøj vi gik i. Det skulle ikke være for provokerende og ungpigeagtigt. Vi gad ikke at være de unge, kønne kvinder, vi ønskede at blive taget alvorligt og ville beskæftige os med politik.

JEG SATTE HÅRET op, da jeg krydsede de 40. Jeg syntes, at hestehale var ungpigeagtigt, og jeg var ikke mere en ung pige. Ved samme lejlighed fik jeg læsebriller. Jeg tror aldrig, jeg har vist mig med udslået hår offentligt.

I SAGEN om Hotel Ritz var jeg forbløffet over, hvad der foregik. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg havde brugt flere penge end andre ministre. Rigsrevisionen slog senere fast, at det havde jeg heller ikke. Men Anker Jørgensen mente det modsatte og fyrede mig. Det hjalp mig, at jeg grundlæggende ikke tror, der er den store retfærdighed til. Man er nødt til at kæmpe for det, man gerne vil. Hvis jeg havde givet efter og betalt, ville det være fuldstændig ødelæggende for mit politiske liv. Så ville ingen jo kunne stole på mig. Det kunne jeg ikke acceptere. Jeg syntes, det var en urimelig behandling. Derfor overvejede jeg heller ikke at forlade dansk politik. Jeg har altid været indstillet på at slås.

Ritt Bjerregaard, 1980.

I 2015 FIK jeg konstateret endetarmskræft. Det var en rystende besked at få. Min gode veninde Helle Degn havde haft den samme kræftsygdom og fortalte mig, at det havde noget med blod i afføringen at gøre. Da der var noget blod i min afføring, tænkte jeg først, at det ikke kunne være rigtigt, så jeg lod bare som ingenting. Men da det ikke forsvandt, var der ikke andet at gøre end at få det undersøgt. 

MIN LÆGDE SAGDE til mig, at jeg skulle ringe til min mand. Det forstod jeg ikke, jeg kunne jo snakke med ham, når jeg kom hjem. Men lægen syntes, at vi skulle være sammen, når han gav mig diagnosen. Det var en barsk og trist besked at få.

DENGANG TROEDE JEG, at jeg skulle opereres, og så ville jeg nok være på benene igen. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik en dødsdom. Først senere i mit kræftforløb fik jeg at vide, at kræften havde bredt sig til lungerne, og at den var uhelbredelig. Det græd jeg selvfølgelig over. Det var først på dét tidspunkt, at jeg blev klar over, at jeg ikke ville blive rask igen.

EFTER DEN FØRSTE operation havde jeg det virkelig dårligt. Jeg ringede til en af mine gode venner, der er læge, og han sagde, at der var noget galt. Sådan skulle jeg ikke gå rundt og skrante. Da jeg blev indlagt igen, viste det sig, at jeg havde et hul i syningen og havde fået en stor byld, hvilket betød, at jeg skulle opereres igen. Det troede jeg ikke, jeg kunne klare, men jeg blev opereret og fik tilbudt en forebyggende kemobehandling. Det mente jeg slet ikke, at jeg havde kræfter til, så jeg sagde nej. Men da jeg senere fik besked om, at jeg havde metastaser i lungerne, sagde jeg selvfølgelig ja til kemobehandlingen. Den var nøjagtig lige så ubehagelig, som man altid hører, at den er.

I SEPTEMBER fik jeg besked om, at mine metastaser ikke har bredt sig. De sidder i lungerne og vokser stadig, men meget, meget lidt, så nu får jeg et halvt år mere, før en ny scanning viser, hvordan det så går.

SELVOM JEG lever med en kræftsygdom, har det ikke ændret, hvordan jeg ønsker at leve. Jeg er interesseret i mange gode hverdage med min mand i sommerhuset og i København og i samvær med gode venner og min familie. Kræften er et vilkår i mit liv, noget, jeg ikke kan lave om på. Jeg kan prøve at leve så fornuftigt som muligt, bygge mit immunforsvar op, men selv om kræften skulle vokse i min krop, er det ikke noget, jeg kan stille noget op imod. 

JEG VED IKKE, om der er noget, jeg gerne vil nå, men jeg vil rigtig gerne se, at EU får løst nogle af sine problemer, både Brexit og demokratiproblemerne i Polen, Ungarn og Tjekkiet. Jeg er meget optaget af, hvad der sker i verden. Jeg er selvfølgelig også spændt på, om det vil lykkes Mette Frederiksen at blive statsminister. Jeg synes, der har manglet lidt engagement i mit gamle parti, men det er, som om der begynder at komme lidt mere fart i dem, og det glæder jeg mig over. Jeg vil også gerne blive ved med at blande mig i debatten, og jeg er i gang med min tredje erindringsbog. 

MIN ALDER og kræften er jo ligegyldige. Jeg må bare se i øjnene, at der sker nogle ting, når man bliver gammel. Vi skal alle sammen dø, og vi skal dø af noget. Jeg synes, det er et privilegium at få lov at blive 77 år, og jeg vil også rigtig gerne blive 87. Men jeg synes ikke, at jeg er gået glip af noget.

RITT BJERREGAARD

Er født i 1941 i København. Uddannet lærer i 1964 fra Emdrupborg Statsseminarium.

Valgt til Folketinget i 1971 og frem til 1994, valgt igen til Folketinget 2001-05. Undervisningsminister i 1973 og igen i 1975-78, hvorefter hun blev afsat på grund af strid om en hotelregning på Hotel Ritz under et UNESCO-møde i Paris.

Som undervisningsminister var hun blandt andet med til at gennemføre en stor folkeskolereform (1975), der afskaffede realskolen efter 7. klasse og indførte en enhedsskole.

Socialminister (1979-81), gruppeformand for Socialdemokratiet (1981-82 og 1987-92), EU-kommissær med ansvar for miljø (1995-99) og fødevareminister (2000-01).

Ved kommunalvalget i 2005 blev hun valgt til overborgmester i København, en post, hun bestred frem til 2010. Blev i 1979 tildelt Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for blandt andet at nyudvikle billedet af en kvindelig politiker. Forfatter til flere bøger, heriblandt ’Rapport fra en kaffeklub’ (1977), ’Strid’ (1979), ’Mit København’ (2005) og erindringsbøgerne ’Ritt’ (2015) og ’Valgt’ (2017).

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

På randen af en racekrig

Med afdæmpet mimik spiller RASMUS BJERG en tidligere hætteklædt højreradikal, der måske bliver Danmarks næste, slipseklædte statsminister. Skuespillerens karriere tager en ny drejning i filmen ’Danmarks sønner’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

’Danmarks sønner’ foregår i en uspecificeret, men ikke så fjern fremtid, hvor man markerer årsdagen for en islamistisk terrorbombe i København, samtidig med at højreekstremister heiler i gaderne og hælder syre i ansigtet på folk med indvandrerbaggrund. I midten af det hele står du som statsministerkandidaten Martin Nordahl. Hvad tiltrak dig ved rollen?

”Det er en vigtig historie om problematikker, vi bliver nødt til at forholde os til. Vi står midt i dem. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden sker der nogle skred, hvor vi polariseres på forskellige sider af politiske og kulturelle spektre. Måske drevet af den samme angst. Eller den samme idealisme. Det er det overordnede tema for filmen, som jeg gerne ville være med til at forløse. Og for mit eget vedkommende er det en film, der trækker mig i en ny retning. Det er ikke en komedie, men en politisk thriller. Som skuespiller synes jeg, det er spændende at blive udfordret og vise mig i en rolle, publikum ikke har set mig i før.”

Mohammed Ismail Mohammed spillefilmdebuterer som den unge mand Zakaria, der radikaliseres.

Hvordan ser du den her figur, den islamfjendske Martin Nordahl? Han er jo en af dem, der polariserer?

”Jeg skal selvfølgelig prøve at forstå den her mand. Og forsvare ham og vise de mekanismer, der får ham til at handle, som han gør. Jeg behøver ikke at være enig med ham, men man må finde de facetter, der gør ham til et helt menneske. Han er barsk, men jeg vil ikke kalde ham en skurk. Han er et menneske, der føler sig truet. Han er bange for at miste det, han kender, det, han tror på.”

Han er også selv truet, rent fysisk. I filmen ser vi, hvordan en terrorcelle planlægger et attentat mod ham …

”Ja. Han er bange. På sin families vegne, men også på sit lands.”

RASMUS BJERG

42 år. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2000. Blandt andet kendt for sin medvirken i satireshowet ’Wulffmorgenthaler’ og for sin rolle i komedieserien ’Mr. Poxycat & Co’. Sidste år medvirkede han i Bille Augusts ’Lykke-Per’ og John Mogensen-filmen ’Så længe jeg lever’.

Diskuterede du og Ulaa Salim, filmens instruktør og manuskriptforfatter, hvor rabiat Nordahls retorik skulle være?

”Der er jo en skærpet retorik både herhjemme og i mange lande, der omgiver os, og som vi sammenligner os med. Fire måneder efter at vi var færdige med optagelserne, ringede Ulaa og sagde, at vi var nødt til at lave nogle scener om, fordi det, vi havde sagt, var for blødt i forhold til, hvordan retorikken i den hjemlige debat havde ændret sig. Jeg kan ikke huske de eksakte ord, men de skulle i hvert fald skærpes. Det er svært at ramme tonen i en samtidsfilm, når samtiden hele tiden flytter sig.”

Martin Nordahl siger blandt andet om muslimer, at de svindler, myrder og voldtager. Der er ekkoer fra blandt andre Donald Trump og Lars Hedegaard. Har I forsøgt at give publikum bestemte associationer?

”Ulaa har ikke villet skydes i skoene, at Martin Nordahl skulle være mere skarp end virkeligheden, så han har været meget grundig i sin research. Nordahls retorik er summen af, hvordan man taler om de her problematikker rundt omkring i andre lande, men også i vores hjemlige politik. Alt, hvad jeg siger i rollen, er ting, som nogen har sagt, men jeg skal ikke gøre mig klog på præcis, hvem der har sagt hvad.” 

Zakaria øver sig i at håndtere en pistol.

Midt i sine ret krasse udtalelser, for eksempel at man skal have ret til at skyde muslimer ned, hvis de lægger hånd på politifolk eller brandvæsen, bevarer Nordahl fatningen og en afbalanceret stemmeføring. Han er ikke nogen hidsig folkeforfører a la Trump. Hvilke tanker gjorde I jer om hans fremtoning?

”Jeg tror, at de, der hyrede mig til rollen, har tænkt, at det gav et ekstra lag til den at anbringe Rasmus Bjerg, den her joviale skuespiller, den her glade mand, i sådan en kontekst. Og måske har de ret. Martin Nordahl skal jo ikke være en tegneseriefigur af en ond satan. I Danmark har vi den her lange velfærdsstatstradition for at forsøge at forstå hinanden. Og jeg kan ikke komme på nogen politikere i det her land, som jeg udelukkende synes er nogle dumme svin. Jeg ser mennesker, der tror på noget og kæmper for det, og man kan være enig med dem eller ej. Men jeg ser ikke nogen monstre eller tosser som i USA. Der er vi ikke nået til, selv om vi måske fjerner os hurtigere fra hinanden, end vi har gjort i mange år.”

ULAA SALIM

Har irakisk baggrund og er født i Danmark i 1987. Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017. Hans afgangsfilm ’Fædreland’ var Robert-nomineret og vandt ved Dubai International Film Festival prisen for bedste kortfilm. Med spillefilmen ’Danmarks sønner’ debuterer han som både instruktør og manuskriptforfatter. Ulaa Salim er bror til skuespiller Dar Salim.

Den her film trækker dig i en retning, siger du. Er det en retning, du har tænkt dig at forfølge?

”Det er ingen hemmelighed, at jeg går efter den her slags roller nu. Det, man allerhelst vil som skuespiller, er at hoppe rundt mellem de forskellige genrer. Det kræver, at producenter, instruktører og publikum tror på, det kan lade sig gøre. Jeg har lavet teater i mange år og på den måde dyrket en faglig forfængelighed ved at lave store dramaer og tunge fortællinger. Men der åbnede sig en kattelem med John Mogensen-filmen, hvor et bredere publikum tog til sig, at det kan jeg også. Sjov mand, det vil jeg altid være. Men det er skønt at få lov at dyrke noget andet. Det gør mit udsyn som skuespiller bredere.”

Otte nye biograffilm får premiere 11. april. ’Danmarks sønner’ er en af dem.

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/