DEN UNGE JOURNALIST Signe Messborg har knap fået udleveret sit nøglekort til københavnermediet AMAG, da hun bliver viklet ind i et mord. En dealer fra Islands Brygges hashmiljø er fundet død ved Langebro, og Signe må balancere kollegiale intriger, kriminelle mistænkte, en gammel flamme i politiet og en stalker, der forfølger hende. Samtidig skal hun både fejre sin højtelskede mormor ’Mopper’ og håndtere en veninde, der insisterer på at redde hendes kærlighedsliv.
Sådan begynder ’Liget ved Langebro’, en krimidebut, der netop er landet på hylderne i landets boghandler, skrevet af Linse Kessler sammen med den 25-årige revydirektør, iværksætter og forfatter Lukas Birch. Bogen er det seneste eksempel på, at krimigenren i de senere år er blevet et tilløbsstykke for kendte mennesker, der i forvejen er etablerede i andre felter: Anne Linnet har skrevet krimi, Anette og James Price udgav tidligere på året ’Mord og mozzarella’, skuespiller Sofie Lassen-Kahlke har skrevet to krimier på tre år, og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen har også kastet sig ud i genren. Navne, der normalt forbindes med musik, mad, film og journalistik, toner nu frem på krimihylderne i boghandlen, og selvom anmelderne sjældent er begejstrede, bliver forlagene tilsyneladende ved.
Men hvad sker der, når kendte mennesker pludselig kalder sig krimiforfattere? Er det et frisk pust til en populær genre med store, etablerede navne – eller et tegn på, at forlagene kynisk satser på kendisfaktor frem for litterær kvalitet?
DA UD & SE RINGER til Linse Kessler og bemærker, at det for nogle nok vil være en overraskelse, at hun – der er kendt som reality-stjerne, tidligere stripklubejer og søster til den tidligere professionelle bokser Mikkel Kessler – nu kan kalde sig krimiforfatter, bryder hun ud i latter.
”Ja, inklusive mig selv,” siger hun.
”Jeg sagde til Lukas: ’Jeg kan sgu da ikke skrive en krimi. Jeg kan snakke i timevis, jeg har historier nok, men det med at styre et plot og finde ud af, hvem der er morderen – det er sgu en anden, du skal have fat i.’”
Men Lukas Birch insisterede. Efter at have arbejdet sammen med hende på foredrag og en citatbog om Islands Brygge så han potentialet i hendes mange anekdoter fra et helt liv på ’Bryggen’.
”Han sagde: ’Du har jo alle historierne, der skal til for at lave en krimi,’” husker Linse Kessler, der lod sig overbevise. Måske var hendes barndoms galleri af brogede Brygge-karakterer – Salat-Kaj, Dykker-Bent, Ole Skæg (hendes far) og Ole Sanger (hendes farfar) – faktisk det perfekte fundament for en både dyster og underholdende krimi.
De to begyndte at gå ture på Islands Brygge og tog sammen på bodegaen
Haraldsborg, som Linse Kesslers søster ejer. Linse Kessler fortalte anekdoter, Lukas Birch noterede og skrev. Arbejdsfordelingen blev helt naturligt sådan, siger hun, fordi hun har svært ved at sidde stille:
”Så Lukas skrev, læste kapitlerne højt for mig, og jeg sad helt bidt og tænkte: ’Gud, hvor er det spændende,’” siger hun og understreger: ”Jeg er medforfatter, fordi det er mine historier, men jeg kan ikke tage æren for, at plottet hænger sammen. Det er Lukas’ fortjeneste.”
HVOR LINSE KESSLER ser sin forfatterdebut som en chance for at dele ud af sit livs stof, ser Bo Tao Michaëlis, mangeårig krimianmelder på Politiken, et lidt andet motiv.
”Der er penge i det,” siger han kontant, da Ud & Se spørger, hvorfor vi i disse år ser så mange eksempler på kendiskrimier.
”Markedet er fuldstændig oversvømmet, og kvaliteten er mestendels middelmådig. Men forlagene er ligeglade, for der er et publikum. Og har du et kendt navn, trækker det kunder ind i butikken.”
Krimianmelderen kalder tendensen for kommerciel spekulation, en måde at udnytte kendte som løftestang til salg.
”Det er ikke godt for genren, og det er ikke godt for læserne. Mange føler sig snydt, når de har betalt 300 kroner for en bog, der ikke holder.”
For Bo Tao Michaëlis, der er vokset op med blandt andre Raymond Chandlers og Dashiell Hammetts hårdkogte amerikanske krimier og har brugt en hel karriere på at kæmpe for genrens anerkendelse i litterære kredse, er udviklingen bekymrende.
”Det udvander genren. Jeg hører ofte den hånlige kommentar: ’Alle kan skrive en krimi.’ Og kendis-bølgen bekræfter det desværre. For en god krimi kræver håndværk, talent og intention. Den skal have et plot, der hænger sammen, og den skal sige noget om verden – ikke bare være underholdning.”
Han peger på, at de bedste krimier altid har haft en dimension ud over forbrydelsen: De har handlet om kapitalisme, magt og venskaber på tværs af køn og klasser.
”Derfor ærgrer det mig, når forlagene pumper middelmådige kendis-krimier ud. Det trækker genren tilbage i skyggen,” siger han.
BO TAO MICHAËLIS anerkender, at enkelte uden klassisk forfatterbaggrund har gjort det hæderligt – især journalister, hvis fag ligger tæt på genren. Selv gav han for eksempel Poul Madsen fire hjerter i Politiken, da han i foråret udgav ’Kongen fra Esbjerg’, en politisk thriller, som Bo Tao Michaëlis kaldte urealistisk, men også ”hæmningsløst underholdende og kulørt som en karrusel med blinkende lygter”.
Men derudover kan han ikke mindes et tilfælde, hvor en kendt musiker eller skuespiller for alvor har bidraget med noget, der hæver niveauet. Tværtimod frygter han, at tendensen vil gøre, at flere vender sig væk fra krimien.
”Så bliver det ligesom en genre, der lever sit eget liv, hvor forlagene er tilfredse, fordi bøgerne sælger, men hvor læserne langsomt mister respekten.”
Linse Kessler ser anderledes positivt på sagen. Hun oplever selv, at der er plads til nye stemmer i genren.
”Jeg synes, det er fedt, at almindelige mennesker også kan gøre det. Det behøver ikke altid være de samme forfattere, man læser. Anne Linnet har jo også levet et liv, James Price har sine erfaringer – hvorfor skulle de ikke kunne bruge det? Jeg synes, det er sejt, de gør det.”
Hun indrømmer dog, at hun ikke selv er den store læser.
”Hvis nogen gider læse dem højt for mig, kan jeg godt lide en god krimi, men jeg har sådan et popcornhoved. Det går lidt hurtigt, ikke? Jeg falder i søvn over bøger, lige meget hvor spændende de er,” siger hun og fortæller, at hun faktisk kun kan huske at have læst én bog til ende.
”Det var havmågen Jonathan (’Jonathan Livingston havmåge’, red.), og der var jeg 18 år og sad i spjældet.”
Men til trods for sin begrænsede litterære dannelse og den umiddelbare skepsis, hun først mødte skriveprojektet med, er Linse Kessler ikke længere i tvivl om, at hun har noget at bidrage med:
”Jeg har levet et liv, der har givet mig vilde historier. Jeg har vovet meget. Og hvis de historier kan blive til en krimi, som folk gider læse, så er det da bare
alle tiders.”
