MIN MOR VAR INDLAGT på psykiatrisk hospital de første 4-5 år af mit liv, og min far var ude at sejle. Så jeg boede hos mine bedsteforældre i Frederikshavn og troede, at de var mine forældre. Da min mor blev udskrevet, kunne jeg slet ikke genkende den fine dame, der kom og skulle have mig med hjem.
NOGLE ÅR SENERE flyttede min mor og far, min lillebror og jeg i en toværelseslejlighed i en ny bygning, der ragede op over fiskerhusene i Bangsbostrand. Det gamle fiskerleje er i dag smeltet sammen med Frederikshavn. Dengang i 50’erne var det et lille arbejder- og fiskersamfund. Bebyggelsen hed Ågården, men blev kaldt Pjaltenborg på grund af lapperne på børnenes tøj. Vi var kun fire i lejligheden, men havde naboer, som boede både syv og otte sammen. Der var fælleslokum på gangen – i det mindste skulle man ikke ned i gården.
JEG HAVDE DET ikke godt. Jeg følte mig meget udenfor og tog hele tiden bestik af omgivelserne for at passe ind. Senere fandt jeg ud af, at jeg har Aspergers, som jeg har arvet fra min far, som har arvet det fra min farfar. Min far burde have set, hvad der foregik med mig, men han sagde aldrig noget. Han var bogstavelig talt væk. Selvom han sad i stolen ved siden af mig, var han en usynlig mand.
JEG BLEV ALDRIG drillet, for jeg vidste instinktivt, at jeg skulle være ligesom de andre. Jeg var den store efteraber. Når de andre løb skrigende rundt i skolegården, løb jeg også skrigende rundt. Alle dem, der var anderledes, blev jo kanøflet, og det havde jeg sgu ikke lyst til.
I UNDERVISNINGEN kiggede jeg ud ad vinduet meget af tiden. Jeg plejer at sige, at jeg har gået i skole i fire år. Resten af tiden var jeg der bare. Men fordi jeg var sådan en sød og stille dreng, fik jeg lov til at sidde for mig selv. Der var urolige hoveder nok. Når vi havde fri, gemte jeg mig. Jeg løb ned til åmanden og badede. Åmanden var en gammel skræmmehistorie, som blev fortalt til børn, så de ikke legede ved åen. Der kunne jeg være alene.
DA JEG VAR 13 år gammel, begyndte jeg at skrive dagbog. Det føltes roligt og hjemligt, for når jeg skrev, var jeg alene. Jeg gemte mig under skrivebordet eller ude på lokummet. Det var kun borgerskabets børn, der havde egne værelser, hos os var der ikke noget, der hed privatliv. Jeg tilbragte år af mit liv på lokummet, hvor jeg kunne dreje nøglen om. Jeg klippede små hæftede notesbøger ud af min mors romanblade og sad og griflede i dem. Jeg var venstrehåndet, og det var en fornærmelse dengang. Når jeg sagde goddag til min moster med venstre lab, faldt himlen ned. Den skulle nærmest bindes til låret, da jeg skulle lære at skrive. Men derude på lokummet skrev jeg med venstre.
I BEGYNDELSEN af 60’erne mødte jeg Mogens. Jeg har haft mange gode bekendtskaber, men han er den eneste ven, jeg har haft. Først sloges vi og kunne ikke fordrage hinanden, men der var en samhørighed. Krage søger mage, som man siger. Vi blandede blod, for det skulle gå alvorligt til, og fandt et kælderrum, hvor vi kunne være alene. Han malede og skrev, ligesom jeg selv gjorde. Vi lyttede til musik og badede om vinteren og rullede os i sneen. Folk troede, at vi var tossede, men vi tænkte bare, at hvis vi var tossede, så skulle vi fandeme også vise det. Jeg skulle ikke efterligne de andre mere.
DE MEST UROLIGE, som man ikke kunne banke på plads, gik ud af min skole efter 6. klasse. Så kunne de komme ud at fiske. De fleste andre gik ud efter 8. klasse, men jeg blev, fordi jeg godt kunne lide sprogfagene og at skrive stile. Jeg gik i den første 9. klasse, der blev oprettet på Bangsbostrand Skole. Jeg var den eneste dreng sammen med 14 piger.
EFTER FOLKESKOLEN kom jeg i lære som elektriker på et værft, men jeg kunne slet ikke være der. Alligevel stemplede jeg ind hver dag, jeg var autoritetstro. Da jeg senere læste Dantes ’Den guddommelige komedie’, indså jeg, at jeg kendte helvede. Det var værftet. Der var larm, mørke, kulde og folk, der flagrede rundt. Vi var en sværm af lærlinge, fordi det var billigere at få os til at lave det tunge arbejde. Så jeg lærte intet, blev bare brugt som kabelslæber. Men oftest var der ikke noget at lave, og så gjaldt det om at gemme sig, hvilket passede mig perfekt. ”Skrub af med dig! Vi vil ikke se dig før til aften,” sagde de nogle gange. Om sommeren lagde jeg mig i kabeltromlerne for at skrive, og om vinteren satte jeg mig igen ud på lokummet.
Lejrliv på Bent Hallers telttur til Sæby, 1962.
FERIE VAR ALT for mig. Det var også en slags flugt. Man rejste ikke så meget, som man gør i dag, og det kunne kun lade sig gøre, hvis man fik nogen til at køre én. Eller også blaffede vi rundt, Mogens og jeg. Vi søgte de steder hen, hvor der ikke var nogen, så det var sjældent om sommeren. Der skulle gerne være lidt nattefrost, så holdt folk sig væk. Mogens’ forældre kørte os på vores første telttur – til Sæby.
DER VAR INGEN mennesker, det blæste, og det var skidekoldt. Vi stegte dåsepølser uden skind, lavede sigtegrød og drak mælk. Da vi var godt mætte, gik vi ned til stranden for at se os omkring. Der var vinden endnu kraftigere, og det blev hurtigt mørk. Vi fór vild i klitterne flere gange på vej tilbage, men det var så dejligt at komme ind i teltet og tænde vores medbragte stearinlys. Jeg sad og skrev dagbog, indtil mine fingre blev for kolde til at skrive.
DEN TUR GAV os smag på mere. Vi var blevet opslugte af Italien. Jeg studerende italiensk på brevkursus og havde en lille sort-hvid tegneserie, der handlede om forelskelse på Capri. Da vi fandt ud af, at vi kunne komme af sted på en selskabsrejse, begyndte vi at skrabe penge sammen. Det tog lang tid at spare op af min lærlingeløn, for jeg skulle også betale for kost og logi derhjemme. Jeg blev bydreng, gik med aviser og spillede hasard for at se Italien. Sommetider satsede vi vanvittige beløb – 50 eller 100 kroner – på højeste kort. Til sidst tog mine de gamle også læderet op af lommen og spyttede fem kroner i kassen.
VI KØRTE AF STED i et lille rugbrød sammen med et ældre ægtepar fra Randers og et par fra Frederikshavn. De opførte sig som vores forældre og skældte os ud, når vi blev for balstyriske. Det var et gammelt, rustent vrag af en bil. Det var godt, at ægtemanden fra Frederikshavn var mekaniker, ellers var vi aldrig kommet frem. Der var problemer fem gange på vej derned. Når vi punkterede, måtte vi tage alle kufferterne ud. Donkraften duede ikke, så vi skulle løfte bilen. Ved Frankfurt stoppede vi trafikken 10 kilometer i hver side, fordi vi gik i stå.
VI BOEDE I Dolomitterne og tog på dagsture derfra, for eksempel til Venedig. Jeg betalte i dyre domme for et par italienske solbriller og gik med åben, hvid søndagsskjorte. Og blev dødeligt forelsket i rejselederen, Else. Hun var lige blevet student og var et par år ældre end mig. Fordi hun var rejseleder, kunne vi ikke gå og holde i hånd, det ville vække skandale, men vi gjorde det en smule i smug alligevel. Jeg havde det helt fantastisk og helt elendigt på samme tid. Da vi kom hjem, ville hun overhovedet ikke kendes ved mig.
SOM 21-ÅRIG flyttede jeg sammen med Mogens, der havde et lille hus, og der boede vi en kort stund og levede af ingenting. Vi havde bogstavelig talt ingen mad. Jeg blev reddet fra sultedøden af værnepligten. Jeg kom til Livgarden på Sandholm Kaserne, og af en eller anden grund passede det strikse liv mit autistiske sind glimrende. Om aftenen sad jeg på kasernens bibliotek. Jeg var der så ofte, at bibliotekaren gav mig en nøgle, så jeg også kunne være der i weekenderne. I den tid skrev jeg mine første digtsamlinger.
SELVOM JEG VAR venstreorienteret, tænkte jeg, at det ikke gjorde nogen skade at lære at skille et gevær ad. Og jeg nød de lange vandreture, og når jeg skulle holde vagt ved Rosenborg eller Amalienborg om natten. Der var selvfølgelig nogle brølehoveder. For eksempel en premierløjtnant, der blev kaldt Høgen, som jeg var bange for. Han rev knapperne af ens skjorte og sagde, at de ikke var syet ordentligt fast. Så fik man en ekstravagt eller to. Men lige det havde jeg faktisk ikke noget imod.
I 1968, kort efter jeg havde forladt Livgarden, fik jeg et brev fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Jeg øvede mig dag og nat på at skrive og male, men fik simpelthen så mange afslag på både digte og malerier. Det er egentlig utroligt, at mit skrøbelige sind ikke gik nedenom og hjem, men jeg tænkte bare, at jeg skulle skærpe mit værktøj og slibe min høvl. I brevet fra akademiet stod der, at jeg var blevet optaget, og på Kunstakademiet mødte jeg typer, der havde det lidt ligesom mig. Alle de skæve hoveder. Jeg mødte også en professor, der sagde til mig: ”Fordi du er kommet ind på akademiet, forlover du dig med fattigdom. Men når du er færdig her, så er du sgu gift med hende.”
DET VAR DEROMKRING, skriveriet begyndte at tage over, og jeg fik problemer med rektor, fordi jeg kravlede ud ad vinduet, når jeg skulle hjem og skrive. Digtene udgav jeg på eget forlag, og så gik jeg rundt i Aarhus med krumpiben i munden og på bare tæer og solgte dem til fem kroner stykket. Mens jeg gik på akademiet, skrev jeg på min officielle debut, ungdsomromanen ’Katamaranen’. Den blev udgivet nogle år senere, og så kom der pludselig grunker ind på kontoen. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg er overbevist om, at hvis ikke jeg havde kunnet drive det til noget ad den vej, så var jeg gået til i druk eller stoffer.
Bent Haller, 74 år, ar skrevet over 100 bøger. Er mest kendt for sine romaner og noveller for børn og unge. Hans ungdomserindringer ’Det man skriver’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.
