Indlæg

Natsorte vintre, drabelige dyr, lunefulde vejrguder og uhumske hyttekammerater. Hvad der kunne lyde som et mareridt, blev for en gruppe lykkeriddere deres livs eventyr. Siden blev de udødeliggjort af Jørn Riel. Ny bog præsenterer virkelighedens fangstmænd.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Peter Schmidt Mikkelsen, Ivar Ytreland, Jens Mathiesen

I EN AF Jørn Riels skrøner har en fangstmand med øgenavnet ’Kinakokken’ ladet sig fire ned gennem et hul i isen for at undersøge, hvordan sælerne finder deres åndehuller. Mens han svømmer rundt dernede, bliver hans hyttemakker Valfred angrebet af en isbjørn oppe på isen. Isbjørnen forfejler sit udfald og plumper gennem hullet, så Valfred kan skyde den i nakken. I mellemtiden, tænker han, må ’Kinakokken’ være druknet. Men efter at isbjørnen er blevet bjærget, trækker han en sprællevende, om end forfrossen kammerat op af vågen. Om aftenen fejrer de dagens tildragelser med isbjørne­steg.

Jørn Riel har defineret en skrøne som et stykke virkelighed fortalt, så man tror, det er løgn. Og Riel, der som ung telegrafist levede en årrække i fangstmandsmiljøet på Nordøstgrønland, inden han blev forfatter, brugte genren, fordi de faktiske begivenheder var så utrolige, at læseren ville have troet endnu mindre på dem, hvis de var blevet præsenteret som sande. På den måde garderede Riel sig mod faktuelt tørvetrilleri, og samtidig fik historierne en ekstra bund. Men det var ikke kun et salgstrick, for virkelighedens fangstmænd førte temmelig exceptionelle liv, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen, der har mødt mange af dem i 1990’erne og skildret dem og deres æra over knap 600 faglitterære sider.

”De var eventyrere, der var indstillet på at tage af sted på usikker grund til et fjernt land. Efterhånden som jeg talte med dem og læste i de hyttebøger, hvor de skrev meddelelser til hinanden, kunne jeg se, at personerne, stederne og hændelserne ofte passede én til én med Jørn Riels skrøner. Skrønerne er gennemsyret af humor og blodig alvor, men den virkelige historie er lige så fantastisk – om end mere nørdet.”

De norske fangstmænd Odd Lindhjem (t.v.) og Ivar Ytreland er ankommet til fangststationen Kap Herschell, august 1946.

Historisk set var fangstmændene en gruppe af norske og danske pelsjægere, der i første halvdel af 1900-tallet drog til Nordøstgrønlands kyst på såkaldt overvintring. De skød isbjørne, moskusokser, ulve og, om sommeren, sæler og hvalrosser. Men alle disse dyr var sekundære, de mest eftertragtede fangstdyr var ræve. Det var ubeboet land, hvor man fandt ly for snestormen i selvbyggede brændeskure med samboer, man ikke selv havde valgt. Og blev man overvældet af hjemve, måtte man vente på den korte sommer, for hele vinteren var havet så frossent, at skibe ikke kunne lægge til. Omvendt var vinteren per definition fangstperioden, fordi det var den tid på året, hvor rævene iklædte sig deres tykkeste og smukkeste pels.

”Udfordringen var at kunne holde ud at være i selskab med sig selv eller nogen, som man inderst inde måske ingenting delte med. Man måtte få det bedste ud af det. Det klarede de mere eller mindre godt,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der har forsket i fangstmændenes liv og interviewet omkring 100 af dem.

Han er selv tidligere medlem af slædepatruljen Sirius og har ’polarbacillen’ i blodet – en tilstand, der igen og igen trækker ham tilbage til Grønlands frie og barske natur. I 1987 var han i gang med at planlægge en kajakrejse imellem de nordøstgrønlandske lokaliteter Daneborg og Mestersvig. Ideen var, at han og de andre rejsedeltagere skulle overnatte i de små hytter i området, som han kendte fra sin Sirius-tid, men dermed forlod tanken på bebyggelserne ham ikke. For hvem var de egentlig, de mennesker, der havde rejst dem, og hvornår var det sket? Han gav sig til at læse op på historien, grave dagbøger frem fra arkiverne og opsøge de fangstmænd, der i begyndelsen af 90’erne stadig var i live.

Ivar Ytreland blev siden aktiv i restaureringsarbejdet af de gamle fangststationer. Her står han foran Kap Herschell i 2002.

De blev glade for at få besøg af en, der vidste, hvordan minus 30 grader føles, og hvordan de landskaber, de havde færdedes i, så ud.

”Nordøstgrønland er ikke et sted, hvor der bliver bygget noget eller pludselig er anlagt en vej. Om man har været der for 50 år siden eller i går, er det samme. Den rå geologi ligger der endnu,” siger Peter ­Schmidt Mikkelsen, der gennem sin research blev opmærksom på forskellene mellem henholdsvis de danske og norske mænd, der tog af sted for at skyde hvid- og blåræv: 

”Nordmændene har en anden tilgang til Arktis end folk fra det danske bondeland. For dem var det en helt normal måde at tjene til livets ophold. De var familiefædre, der kunne vælge at tage ud at fange fisk eller at tage et år på overvintring i Grønland og gå på jagt. Selvfølgelig var der også blandt danskerne, specielt i 30’ernes depressionstid, nogle, der gjorde det for at forsørge en familie. Men stærkt generaliseret kan man sige, at de mere var eventyrere af ungkarletypen.”

Kap Herschell var en ruin i 1999. Siden har kompagniet Nanok gjort den fuldt brugbar igen.

Fælles for de norske og danske fangstmænd var traditionen for at fortælle historier, der voksede ud af de store oplevelser, men også ud af de lange timer, der måtte henslæbes uden aviser eller andet nyt fra omverdenen, indtil havet tøede op igen.

”Så lærer man at sætte pris på den gode fortæller. Det blev et håndværk at kunne fortælle en historie uden at brænde pointen af med det samme, så den varede en hel storm,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der også mener, at der er andet at lære af fangstmændene i dag.

”Deroppe kunne du ikke planlægge noget, for du vidste ikke, hvordan vejret ville blive i morgen. Du var nødt til at tage dagen, som den kom, du var nødt til at være udholdende, og du var nødt til at hjælpes ad og gøre tjenester. Det gav selvværd. I dag er selvværdet truet, fordi mange mennesker ikke føler sig som en ressource. Fangstmændene lærte at stole på sig selv og deres egne evner. Mange af dem blev store personligheder,” siger Peter Schmidt Mikkelsen og nævner som eksempel Ivar Ytreland.

Sirius-patruljen besøger stationen Hamna, 1979.

Nordmanden var 20 år, da han i 1946 kom til fangststationen Kap Herschel, hvor han blev i to år. Tilbage i Norge blev han siden hen både produktdesigner af støbejern, administrerende direktør for et olieselskab, bestyrelsesmedlem af universitetet i Trondhjem, byrådsmedlem i samme by samt repræsentant i Stortinget, inden han døde i 2012.

I efterkrigstiden blev det stadig mindre lukrativt at sælge skind, og Peter ­Schmidt Mikkelsens bog lukker og slukker fangstmandsperioden i 1960. Men mange af deres boliger står der endnu – endda i bedre stand. Det skyldes kompagniet Nanok (grønlandsk for isbjørn), som Peter Schmidt Mikkelsen er medgrundlægger af, og som igennem 25 år har stået for at istandsætte mere end 50 af de gamle hytter, så de i dag fremstår historisk korrekt, men med større komfort. Nu bruges de blandt andet af klimaforskere under feltarbejde, men står til fri afbenyttelse for enhver med behov for tag over hovedet og lyst til at læse i hyttebøgerne, der stadig opdateres af de overnattende, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen: 

”Så skulle du komme forbi, er du velkommen til at gå indenfor, smide kul på ovnen og få varmen.”

DRAGET AF GRØNLAND

’Nordøstgrønland 1908-1960 – Fangstmandsperioden – og dens spor i dag’ udkom første gang i 1994, men genudgives nu i en opdateret og små 200 sider længere version. Siden den første udgivelse er meget nyt arkivmateriale og mange fotos dukket op, ligesom alle fangstmændenes bebyggelser er blevet registreret og beskrevet. Forfatteren, Peter Schmidt Mikkelsen, er uddannet radiomekaniker, var i 1977-78 del af slædepatruljen Sirius og har siden brugt megen tid i Grønland. I 2009-14 var han med til at opbygge Grønlandsk Klimaforskningscenter i Nuuk. I dag er han blandt andet tilknyttet Arktisk Forskningscenter og Grønlands Naturinstitut.

 

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”

 

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

MICHAEL KATZ KREFELD fortæller om en dag i sit arbejdsliv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau/Scanpix

KLOKKEN 8 står jeg op. Jeg spiser morgenmad med min kone, noget omelet, rugbrød, græsk yoghurt. Og kaffe. Jeg elsker god kaffe. Jeg ser  TV 2 Nyhederne på computeren, det er lidt af et ritual for mig at se morgen-tv. Det flyder over i at tjekke mails, det gør det som regel. Det er en periode med mange projekter. Min bog ’Mørket Kalder’, der udkom i november, skal promoveres. For eksempel på krimimessen til april. Desuden er vi ved at prøve at sælge den til nogle af de 20 lande, hvor jeg har bøger ude. Samtidig er en af mine ældre bøger, bind to i samme serie, ’Ravn’-serien, ved at udkomme i Frankrig. Jeg snakker med det franske forlag og min agent og planlægger rejseaktiviteter. Jeg besvarer kun mails først på dagen og om aftenen, ellers kan pingpongen af mails ud og ind jo blive ved i det uendelige.

KLOKKEN 10 sætter jeg mig ind på mit kontor. Det er ikke specielt stort. Der er et gammelt træbord, der engang har stået på et københavnsk bibliotek. Bag mig er en kæmpe reol med nogle af mine yndlingsbøger, blandt andre af Ernest Hemingway, Raymond Carver og Michael Connelly. Jeg har også en reol med egne udgivelser fra udlandet, for eksempel fra Grækenland og Italien. Jeg så engang et tv-program med Jussi Adler-Olsen, der havde et helt rum fuld af sine internationale udgivelser. Det syntes jeg var lidt fedt. Jeg har haft en ambition om at sortere og alfabetisere alle mine egne udenlandske, men er ikke nået så langt. Jeg har også et whiteboard, som jeg kan bruge til at skrive tidslinjer og notere på. Lige for tiden er jeg i researchfasen af min næste bog. 80 procent kan gøres ved skrivebordet, men indimellem er man nødt til at komme ud for at finde ud af, hvordan noget føles, smager eller dufter. Min bog foregår blandt andet på Christianshavn, så jeg har for nylig været oppe i tårnet i Vor Frelsers Kirke og snuse og kigge på lysindfald. Studere den graffiti, gæster har efterladt sig, dufte havluften og kigge ind over byen og ud over sundet. Nu sidder jeg og overvejer, hvor mange af de detaljer der skal med. Der var noget hulemaleriagtigt over graffitien, men det billede passer dårligt med lugten af hav. Det er afgørende for, om læseren keder sig, at forfatteren ikke fortaber sig i alt for mange detaljer, han selv synes er interessante. Det er noget af det første, jeg selv står af på som læser. Grebet i en krimi skal hele tiden være short and simple.

MELLEM 12 OG 13 spiser jeg frokost. Jeg bor i 1111 København K, så tit går jeg ud og får en sandwich eller en salat på en café, men i dag spiserjeg hjemme. Stegernoget kylling og spiser noget godt brød til. Jeg tager frokosten med ind til mit skrivebord og ser et afsnit af HBO-serien ’Kidding’, hvor Jim Carrey spiller en tragikomisk karakter i centrum af et familiedynasti, der driver et ’Sesame Street’-agtigt børneprogram. Den er ret god. Jeg elsker at se serieafsnit, mens jeg spiser, men de skal helst kun vare 30 minutter, så det passer sammen. Tv er en rar måde at få proppet nogle andres fiktion ind i hjernen. Jeg ville ikke kunne sidde og læse, når jeg i forvejen arbejder med ord. 

3 STK. KREFELD

’Afsporet’
Kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, er på sygeorlov, efter hans kæreste er blevet myrdet. En sag om sexslaveri tvinger ham til at træde i karakter.

’Dybet’
En klient sætter Ravn til at eftersøge en gammel ven, han ikke har set i mange år, og som muligvis står bag en række bestialske kvindemord.

’Pagten’
Ravn sætter alt ind på at få opklaret mordet på hans kæreste Eva. Blandt andet gennem en fatal pagt med gangsteren Kaminsky.

EFTER 13 arbejder jeg altid med det, der kræver min dybeste koncentration, nemlig at få struktureret plottet i bogen. Her er telefon og mail helt udelukket. Lige nu er jeg i gang med at lave en drejebog, som jeg kan tage udgangspunkt i, efterhånden som jeg får flere og flere detaljer researchet frem. Lige nu er jeg ved at forme handlingen i tre hovedakter. Det arbejder jeg næsten altid med. Jeg plejer at ende på omkring 100 siders drejebog, som jeg sætter op i et skriveprogram, inden jeg rigtig går i gang med at skrive scenerne. Første gang jeg skrev en bog, tog det mig fire år, fordi jeg hele tiden skrev så meget om. Det er altid hårdt at skrive, men det var hårdt på en ufed måde. I dag har jeg udviklet en sikkerhed, så jeg kan skrive omkring en bog om året. Min skrivefase er meget lagt an på vinterhalvåret. Det er nu, jeg skal fylde en masse blanke sider. Der er heller ikke så meget, der trækker mig væk fra skrivebordet. Om sommeren redigerer jeg. Det er en meget lettere proces, hvor man har en masse materiale, man kan spille bold med. Jeg printer gerne siderne ud og tager manuskripterne med ud på min gamle motorbåd, der ligger ved Svanemøllen, og holder flydende kontor.

KLOKKEN 16 holder jeg fri og går i fitnesscenteret. Her dyrker jeg konditionstræning og løfter vægte, og så er jeg lige gået i gang med yoga. Jeg har løbet meget og kørt mountainbike og presset min krop, men det her er hårdt på en helt anden måde. Et statisk pres. Jeg står nærmest i positionerne og græder. Men det føles også godt. Som en slags meditation for kroppen. Det er fascinerende, hvor udmattet du kan blive næsten uden at røre dig. 

KLOKKEN 19 går min kone og jeg på Cantina i Borgergade i indre København, der  serverer småretter fra Italien. Det er hyggeligt, og de har gode cocktails. Vi går ikke videre, men hjem og ser noget ’True Detective’. Jeg kunne bedst lide den første sæson af serien, men den tredje sæson er heller ikke dårlig. De bruger tre forskellige tider i en kriminalassistents liv. Og det er ret elegant. Men til sidst begynder det at gentage sig selv lidt. 

KLOKKEN 24 går jeg i seng. Jeg har svært ved at gå i seng tidligt, men det skulle ikke være alt for sent, for vi skulle op til Rørvig og renovere vores nye sommerhus. Der er meget at lave med et gammelt hus. Men det er også dejligt at komme væk. Lige så meget som jeg elsker at bo i byen og at skrive om den, lige så glad er jeg for at komme væk.

Michael Katz Krefeld, 53, har skrevet ni bøger. Han har en fortid som instruktør og skribent på novellefilm og tv-serier. Blandt andet var han med til at skrive DR-serien ’Nikolaj og Julie’.