Indlæg

Måske har du hørt noget andet, men bøger sælger. Mens forlagene leder efter det næste litterære hit, er indpakningen vigtigere end nogensinde i kampen om vores opmærksomhed. Vi har spurgt fagfolkene hos Imperiet, hvad der er hot for tiden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

I april i år, næsten fem måneder inden udgivelsen af selve bogen, offentliggjorde britiske Faber Books forsiden til ’Skønne verden, hvor er du?’. I et tweet fra forlaget tonede det pastelfarvede omslag til den irske succesforfatter Sally Rooneys nye roman frem i en lille animeret video, og offentliggørelsen blev til en historie i sig selv. ”Se omslaget til Sally Rooneys nye roman,” lokkede flere net-artikler. Og efterfølgende skruede forlaget op for hypen omkring bogen med muleposer, badges, pins, T-shirts og andet merchandise med omslagets visuelle identitet, mens en hel facade i Londons Shoreditch-bydel, hvor der skulle åbne en Sally Rooney-popup-butik, blev malet i samme stil.

Så vidt er det ikke kommet herhjemme, men at forlagene bruger stadig flere kræfter på indpakningen til deres bøger, bevidner Nete Banke, medejer af det grafiske designbureau Imperiet, der er specialiseret i bogforsider:

”Engang var det mest en opgave mellem grafikeren og forlagets redaktør – muligvis også forfatteren. I dag er der flere folk på opgaven, nogle gange også fokusgrupper. Der er mange interessenter, der gerne skal være tilfredse, ud over forlag og forfatter: boghandlere, supermarkeder, marketingafdelinger.”
Mange bøger konsumeres i dag som lyd eller elektronisk, hvilket blot har forøget fokus på den helt rigtige forside, fordi den både skal fungere som små lysende vignetter på skærmen og som blikfang i butikken, hvor de kunder, der vælger at holde fast i papiret, skal gribe hanken på indkøbsposen med en fornemmelse af value for money. Det fortæller designer hos Imperiet Simon Lilholt. Han mener, at det er grafikerens rolle – i mylderet af meninger og hensyn – at holde tungen lige i munden og finde det udtryk, der kommunikerer den enkelte bogs væsen så tydeligt som muligt, men uden at det bliver for detaljeret:

”Læseren, der står hos boghandleren, kender jo ikke bogen. For hende eller ham giver det ikke mening, at grafikeren, redaktøren, forfatteren og andre, der har læst den, inkluderer en masse små indforståede symboler eller vælger at tippe billedet i en vinkel på 17 grader, fordi hovedpersonen bor på 17. breddegrad. Et omslag skal sætte stemningen for bogen og give læseren en fornemmelse af: ’Er det her noget for mig?’”

I forsøget på at fange læserens interesse sker det ikke sjældent, at et succesrigt virkemiddel går igen og bliver brugt så meget, at det danner mode. For eksempel skulle mange krimier i en periode have hvide forsider – ligesom mange forlag og designere en overgang skævede til de hyggelige håndtegnede bogstaver, der stimlede sammen på forsiden af for eksempel amerikanske Jonathan Safran Foers romaner. Og det er netop ad den vej, inspirationen ofte kommer til den danske bogbranche, fortæller Harvey Macaulay, den anden medejer af Imperiet:

”De allerfleste moder inden for bog­design kommer fra USA og England. Her har man en lang tradition for at gøre rigtig meget ud af forsiden, fordi det er så stort et sprogområde, og fordi bøgerne har så stort et marked.”

Det grafiske designbureau Imperiet har eksisteret siden 1999.Drives af partnerne Nete Banke og Harvey Macaulay, der har specialiseret sig i design af bogomslag.

Jens Andersen har fået ærlige ord ud af Kronprins Frederik, suget til sig af Kim Larsens fortælletalent og undersøgt H.C. Andersens seksualitet. Med sin seneste bog skildrer biografi-forfatteren ikke bare Lego-familien, men selve det moderne danske legebarn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lego, Franne Voigt

Du har skrevet biografier i godt 30 år. Hvordan kom du i gang med genren?

”Da jeg læste litteratur på universitetet i 80’erne, måtte vi ikke beskæftige os med biografier. Tidens strømning var, at man skulle holde mennesket og værket adskilt. Det blev jeg enormt provokeret af. Kort efter min afgangseksamen fik jeg som den første adgang til Thit Jensens dagbøger, og i 1990 debuterede jeg med en biografi om forfatteren og vort lands første rigtige feminist, som blandt andet kastede lys over hendes problematiske forhold til sin berømte bror, Johannes V. Jensen. Jeg var og er enig i, at man ikke skal tvinge biografiske oplysninger ned over kunsten for at forstå den – det bliver for snævert. Men jeg synes, biografien kan være et interessant udgangspunkt. Det er sjældent irrelevant at vide, hvilke personlige udfordringer et menneske lever med, om det så er en forfatter, kronprins eller Lego-ejer.”

I ’Et liv med Lego’, din nye bog, portrætterer du ikke bare en person, men hele Lego-dynastiet. Hvorfra kom ideen?

”På en foredragsturné læste jeg ’Hvad er et menneske?’ af Svend Brinkmann, som jo er en klog mand. I bogen undersøger han forskellige vinkler på mennesket. Homo Socius. Homo Economicus. Homo Religiosus. Og så videre. Jeg læste og ventede spændt: Hvornår kommer Homo Ludens – det legende menneske? For mig at se er det noget af det vigtigste ved mennesket. Vores skabende, kreative evner og kræfter, der hele tiden skubber os frem i livet. Men det legende menneske findes slet ikke i Svend Brinkmanns bog. Jeg lå dér på et hotelværelse og fik lyst til at gøre noget, måske skrive en kritisk anmeldelse, så jeg googlede lidt og fik pludselig et hit: ’Erhvervslivets Homo Ludens’. Det viste sig at være en nekrolog over Godtfred Kirk Christiansen, der døde i 1995. Jeg læste den og vidste med ét, at Lego skulle være mit næste biografiske værk. Lego er et eventyr. Det er kommet ud overalt på kloden, og historien var ikke fortalt. Jeg så for mig en biografi over tre generationer, som samtidig skulle være en historie om 100 års syn på børn. Om hvordan legen har forandret sig fra at være noget, der bare holder børnene beskæftiget, til noget, der udvikler dem som mennesker. Det skrev jeg og forelagde for Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen.”

Kjeld Kirk Kristiansen med søstrene Hanne (t.v.) og Gunhild, 1953.

Og han var helt klar?

”Han var ikke helt klar. Kjeld er et forsigtigt og beskedent menneske. ’Den, der lever skjult, lever godt’ kunne være motto for slægten. Men han var meget enig i det med det legende menneske. Og så var det nok en fordel, at jeg havde skrevet en del biografier og i den forbindelse er kommet ind i nogle verdener, der normalt er lukkede. Kjeld havde blandt andet læst min bog om Kronprins Frederik og gik selv – tror jeg – og lurede lidt på, om han måske skulle fortælle sin historie, inden han blev alt for gammel.”

Samtalerne med Kjeld Kirk Kristiansen er kun ét element i bogen. Størstedelen har du gravet frem fra Legos arkiv …

”Det var som en drøm for mig at komme ind i arkivet i Billund. Allerede fra 1980 sørgede Kjelds far, Godtfred, for, at der skete en indsamling af virksomhedens gamle legetøj, fotos og papirarkivalier. Lego var på forkant med det, vi i dag kalder corporate storytelling. Det har altid været vigtigt for virksomheden, at der er en ånd, en særlig kultur og en historie, og at medarbejderne er klar over dette. Det er et stærkt følelsesmæssigt forhold, der i 40’erne og 50’erne havde sine rødder i Indre Mission. Mellem gamle regninger og referater i arkivet dukkede der pludselig nogle selvbiografiske notater op fra Ole Kirk Christiansen, Kjelds farfar og Legos grundlægger. Her skriver han, at det var Gud, der gav ham ideen til at lave legetøj. Han fik også en større åbenbaring i 30’erne, hvor det ellers så meget stramt ud for den lille trævareforretning. Han så for sig, at der en dag skulle komme til at ligge en meget moderne fabrik i Billund med samlebånd, maskiner og masser af arbejdere. Man kan faktisk ikke forestille sig Lego uden Ole Kirk Christiansens stærke og enfoldige tro på Gud. Og selv om Kjeld i dag ikke er indremissionsk som sin far og farfar, betyder troen meget for ham. Han beder bordbøn og aftenbøn og har også bedt til Gud i perioder, hvor virksomheden har været i krise. På den måde handler min bog også om en virksomhed, der hviler bundsolidt på kristne værdier.”

BIOGRAFI-DIREKTØREN

Jens Andersen, 65, er ph.d. i nordisk filologi, forfatter og foredragsholder.

Tidligere fodboldspiller og -træner i AB, B93 og HIK.

Har skrevet for en række dagblade og været litteratur-redaktør på Berlingske.

Forfatter til 11 biografier, blandt andet om Dronning Margrethe, Tove Ditlevsen, Ole Lund Kirkegaard og Tom Kristensen.

Har du nogensinde oplevet, at en biografiperson er sprunget fra projektet, fordi I ikke swingede?

”Faktisk ikke. Men det betyder ikke, at forholdet udelukkende er venskabeligt. Man er midt i det altid tætte forhold nødt til at have en vis armslængde og også kunne forholde sig kritisk over for det menneske, man skriver om. Der skal ikke på forhånd være noget, vi ikke må tale om. Samtidig er det vigtigt, at man har en fornemmelse af, at man godt kan fortælle mig ting, uden at det nødvendigvis alt sammen skal stå i en bog. Med Kronprins Frederik oplevede jeg til at begynde med et menneske, der dybest set ikke havde lyst til at blive biograferet. Men da vi tog fat på det, og han fik en fornemmelse af, hvor jeg gerne ville hen med projektet, blev han mere nysgerrig og begyndte at fortælle blandt andet om sin svære barndom, og hvad den har betydet for hans egen rolle som far og opdrager.”

Bestyrelsesformand i Lego Thomas Kirk Kristiansen (t.v.) og Kjeld Kirk Kristiansen.

C ELLER K?

Ifølge dåbsattesten hed Lego-grundlæggeren Ole Kirk Kristiansen, men det meste af livet kaldte han sig, uvist hvorfor, Ole Kirk Christiansen. Sønnen Godtfred holdt fast i den ny stavemåde med C, mens hans søn Kjeld, den nuværende Lego-ejer, gik tilbage til det oprindelige K og hedder Kjeld Kirk Kristiansen.This is a notification of some sort.

Får du dine biografipersoner til at godkende bogens indhold?

”Det gør jeg, og det har jeg aldrig set som en forhindring. Tværtimod. Så kan det da godt være, at man skulle gribe det helt anderledes an, hvis man ville lave en biografi, der var mere aggressiv, konfronterende og inkvisitorisk. Men det er min natur slet ikke til.”

Hvem drømmer du om at skrive om som den næste, hvilken historie mangler at blive fortalt?

”Jeg føler lidt, jeg er ved vejs ende i mit forfatterskab. Med Lego-bogen og det legende menneske er jeg på en måde kommet hjem til mit eget barneværelse. Jeg er der, hvor jeg skal være.”

Men du kan vel ikke bare holde op?

”Det siger alle folk jo også til mig. Men jeg føler, jeg lige nu har verdens bedste alder til at lege med vores børnebørn, som er begyndt at komme. Jeg har brugt rigtig mange år på at sidde nede i kælderen og læse og skrive. Det er vist på tide, jeg kommer op.”

ERFARINGER FRA ET FORFATTERSKAB

Astrid Lindgren

”Vi kender hendes bøger og hendes legende tilgang til børn og opdragelse. Lindgren-familien, først og fremmest Astrids datter Karin, gav mig adgang til breve og biografisk stof, der aldrig havde været ude før, og som viste et skrøbeligt, depressivt sind, som Astrid Lindgren holdt skjult for offentligheden, så længe hun levede. Jeg følte nøjagtigt lige så meget ansvar for udgivelsen, som var det en levende person, jeg havde portrætteret.”

Frank Arnesen

”Han var som Chelsea-sportsdirektør konstant jagtet af engelsk presse i 00’erne og havde derfor valgt ikke at tale med nogen overhovedet. Gennem en fælles god ven fik jeg dog mulighed for at stille ham spørgsmål over mail. Det ærgrede mig virkelig, at jeg ikke undervejs sad ansigt til ansigt med ham. Men jeg valgte at skrive historien, som jeg så den. Og han var glad for den.”

H.C. Andersen

”I dag, hvor kønnenes grænser er mere flydende, forstår vi måske bedre en kompleks personlighed som ham. Efter min mening var H.C. Andersen en mand, der var til begge køn, og mest til mænd. Men han forblev jomfru hele sit liv, fordi han var bevidst om, at han var nødt til at forblive en uskyldighed og altid befinde sig i barnets legende, paradisiske tilstand, hvis han skulle bevare sin skaberkraft.”

Kim Larsen

”Han var kendt for at sige nej tak, når nogen ville skrive hans biografi, men en redaktør på Politikens Forlag havde luret, at Larsen var meget litterær og måske ville have lyst til at åbne en dør for mig, der havde skrevet om flere forfattere. Ved første møde sagde han til mig: ’Din bog om H.C. Andersen, den er sgu meget god. Men så meget, som du skriver om hans sexliv, behøver du fandeme ikke skrive om mit.’ Vi mødtes i hans lille lejlighed i Odense, altid fra klokken 16 til 18, aldrig tidligere, for så havde han ikke fået sin morgenkaffe, og han viste sig hver gang som en gudsbenådet fortæller. Trods sin kræftsygdom havde han det ret godt, da vi mødtes i foråret 2018, så det var et kæmpe chok, da han døde. Vi nåede kun lige til, at Gasolin’ var blevet dannet, og fik aldrig talt om resten af hans livshistorie.”

Kronprins Frederik

”Kapitlet om kronprinsens engagement i IOC var ikke nemt at skrive. Han fortalte ret åbent om sine overvejelser omkring Ruslands OL-deltagelse oven på dopingafsløringer og om den officielle danske holdning. Ikke uden grund var man fra kongehusets side nervøs for, at det kunne tolkes politisk. Efter lange, konstruktive samtaler fandt vi nogle formuleringer, hvor jeg som forfatter ikke følte, at jeg gik på kompromis i mit portræt. Og sådan har jeg egentlig oplevet enhver biografisk proces gennem alle årene. Der skal altid to til at skrive et portræt. Den, der skriver, og den, man skriver om.”

 

Hun har trænet med bue og pil, været på togt og svunget sværd. Iført hør og uld genoplever hun – sammen med stadig flere danskere – vikingernes levevis. Historisk korrekthed og total indlevelse er en æressag for forfatter Susanne Clod Pedersen, der her slår et slag for de gamle nordboer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Allan Nørregaard

SOM UNG UDDANNEDE jeg mig til koncertpianist. Det var en stor ting for mig at blive optaget på konservatoriet, og da jeg i 1993 debuterede som solist, troede jeg, det var her, jeg skulle excellere.

En musiker skal gerne øve sig 6-7 timer om dagen. Det gjorde jeg, også selv om jeg fik børn. Men da jeg var på barsel med mit fjerde barn, oplevede jeg glæden ved at skabe noget selv i stedet for at reproducere de store mestre.

Jeg begyndte at skrive på et kæmpe fantasy-eventyr om en dragedræber. 1.000 sider fik jeg produceret. Samtidig blev jeg grebet af vikingetiden. En dag i 2004, hvor jeg syntes, der skulle ske noget, tog jeg familien på tur til Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her var de i gang med at færdiggøre Havhingsten, et langskib bygget af museets egne snedkere.

Skibet var ikke søsat endnu, men jeg mærkede en længsel. Hvordan mon det i virkeligheden har været at tage på langfart? Hvordan turde de?

Snart gik jeg i gang med at skrive om vikingekrigeren Arnulf. Da jeg havde skrevet 70 sider, sendte jeg både dem og mit fantasy-manuskript til Borgens Forlag. De rådede mig til at gå videre med Arnulf.

Året efter udkom ’Arnulf’. Det var en fantastisk følelse, at andre nu kunne sidde og læse min bog. Mærke mit hjerteblod. Det var som at være purung pianist igen.

Njordr Arnulf (t.v.) er opkaldt efter hovedpersonen i Susanne Clod Pedersens ’Arnulf’-saga. Hans forældre er tilbagevendende gæster på vikingemarkederne – og ’Arnulf’-fans.

I DAG SKRIVER jeg på ottende bind i sagaen, hvor Arnulf er blevet 32 år. I de første bøger er han en ubændig ung mand, der ville have fået en masse diagnoser i dag. Han stikker sin bror ned, flygter fra Danmark og kommer ud på store rejser, blandt andet til Konstantinopel, Syrien, England og Rusland.

Arnulf bliver en af jomsvikingerne, en gruppe af krigere, der menes at have bevogtet fæstningen Jomsborg et sted på grænsen mellem Tyskland og Polen. Nogle mener, at jomsvikingerne er en våd drøm fra middelalderen. Men de omtales i sagaerne, og enkelte af dem findes klokkerent i historiske kilder. Jeg tror på, at der var en form for elitært krigsbroderskab mod slutningen af vikingetiden.

Arnulf er splittet mellem kampen derude og familien derhjemme. Hans indre ulv repræsenterer krigeren i ham, og han har mange ulvenætter og ulvetanker. Det er en almen fortælling. Hvorfor bliver man ved med at tage i krig, selvom man har kone og børn? Hvorfor har man svært ved at komme hjem?

Jeg har en god ven, som er elitesoldat og har været det i snart 30 år. Ham spørger jeg tit til råds, ligesom jeg også opsøger arkæologer og historikere for at få den historiske korrekthed på plads. 

En ringbrynje samler rust efter bare en enkelt nat ude, og hvis man smider den på jorden efter en kamp, vil der stå en rød sky fra den. Skulle man skubbe en vikinge-trævogn af sted langs med en russisk flod, smurte man typisk hjulene, for eksempel med skovsnegle eller afføring. At kende den slags detaljer gør det muligt for mig at skrive mere sanseligt.

HURTIG PÅ FINGRENE

Susanne Clod Pedersen, 54, er uddannet pianist og forfatter til 18 bøger, de fleste af dem historiske romaner, herunder foreløbig syv bind om jomsvikingen Arnulf. På 28. år underviser hun på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet.

ÉT ÅR VAR jeg på sommertogt med Havhingsten rundt i Danmark. Da jeg gik i land i Frederikssund, havde jeg det, som om vi havde været på langfart til Island, så stolt var jeg. På turen lærte jeg noget om, hvordan man interagerer på et skib. De hårdeste halse må sidde yderst og tage vinden og kulden. Og når der ikke er vind, og man skal ro, bliver det kedeligt. Så er man nødt til at fortælle historier og vittigheder.

Jeg har taget en buetime hos den internationalt berømte skytte Lars Andersen. Og jeg har købt mig et sværd, som jeg har fået undervisning i at svinge med. Men jeg har ikke været i kamp. Mine fingre skal stadig kunne spille klaver.

Jeg har stået på sidelinjen under vikingekampe på Trelleborg og Moesgaard. Mange af deltagerne er veteraner, der her under kontrollerede forhold kan genskabe slagsituationer. En af reglerne er, ulig i vikingetiden, at man ikke må ramme i hovedet. Alle vil være med til festen om aftenen.

Om sommeren lever jeg på vikingemarkeder, hvor jeg re-enacter vikingelivet. Jeg ved, hvordan det er at sove med lammeskind, hvad for noget fis, der kommer ud af munden, når man drikker for meget mjød, og hvordan uld og hør opfører sig i alt slags vejr. Hemmeligheden er, at det er superlækkert. I en uldkappe fryser jeg ikke som i mit normale tøj.

Telefoner og gummisko er bandlyst. Når folk møder ind, er de vikinger, uanset om de er tømrere, sygeplejersker eller læger til daglig. Ingen snyder. Når gæsterne er gået hjem, laver vi mad med historiske kogeredskaber, og der er altid nogen, der har noget klipfisk fra Island eller mjød fra Norge. Det er vores Roskilde Festival.

VI BLIVER STADIG flere. Vi er omkring 4.000 i re-enactment-miljøet i Danmark, og ny viden bliver delt lynhurtigt over internettet. Da jeg udgav min første bog om Arnulf, havde vikingebølgen ikke fat som i dag. Jeg tror, fascinationen går på de store eventyr om handlekraftige individer i en verden, der er helt anderledes end vores. 

I dag kan vi ringe efter en ambulance. Du bliver ikke slået ihjel, hvis du gør noget forkert. Vi har et solidt demokrati, der holder hånden under os, gudskelov for det. Jeg er meget lettet over, at jeg kan være viking med tusind års forsinkelse. Jeg ville være død fem gange allerede – af sult, sygdom eller krig.

Man kan diskutere vikingerne. Jeg synes, det er synd, hvis man bare synes, de er forfærdelige. Kvinder havde det for eksempel bedre, end da kristendommen kom til. De havde arveret og skilsmisseret og blev taget alvorligt. Medmindre de var trælle, selvfølgelig.

Jeg har aldrig haft skriveblokeringer eller skullet lede efter inspiration. Har jeg to timer, skriver jeg i to timer. Som musiker skal man være disciplineret. Man skal kunne sætte hele følelsesregistret og sit indre liv i spil. I et stort værk skal du på et splitsekund være fortvivlet, forelsket, ulykkelig. Det samme i dag, når jeg skriver. Er jeg ikke selv rasende, bliver min hovedperson det heller ikke. Jeg skal investere mig selv 100 procent følelsesmæssigt. 

Det er let at sidde på afstand og være humanistisk. Det er jeg også selv. Men når jeg skriver, lægger jeg det i en skuffe. Jeg har ingen moderne agenda. Jeg vil bare gerne have læseren med på skibet.

VIKINGER TIL TIDEN

’Vikings’

Blodige intriger og hippe tatoverede krigere med undercut har gjort HBO’s Regnar Lodbrog-fantasi til en seersucces i seks sæsoner. Med rollen som Ivar the Boneless gik danske Alex Høgh Andersen fra anonym KU-studerende til international stjerne.

’Jeg hedder Folkví’

Der er søskendesex, vanvid og mere mellem himmel og jord i Maria Hesselagers psykologiske undersøgelse af den unge højbårne kvinde Folkvís stærke følelsesliv. Det amerikanske Penguin-ejede Riverhead-forlag har set potentialet og købt debutromanen til oversættelse.

Bryggeriet Frejdahl

Bryggeriet Vestfyen har slået koftepjalterne sammen med asatroende designer og kulturfænomen Jim Lyngvild. Med brygmester Christoph Behnke har han udviklet en ølserie, der blandt andet byder på IPA’en ’Fafner’, porteren ’Roulv’ og den alkoholfri ’Gleipner’.

Morten Hesseldahl har skrevet en politisk thriller om Grønland. Forfatteren og Gyldendal-direktøren er bekymret for Rigsfællesskabets fremtid. Til gengæld glæder han sig nærmest til beskyldninger om kulturelt tyveri, fordi hans hovedperson er en grønlandsk kvinde.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lærke Posselt, Colourbox

Intrigen i din nye spændingsroman ’Mørket under isen’ involverer grønlændere, der bliver overfaldet i danske gader, og en storpolitisk kamp om undergrunden under indlandsisen. Hvordan fik du ideen?

”En af mine brødre er grønlandsk gift og har boet i Grønland i 35 år. Han er jurist, arbejder for hjemmestyret og har blandt andet været ind over råstofforvaltning. Så jeg har haft anledning til på første række at følge med i det grønlandske samfund og i omverdenens, for eksempel Kinas, interesser i Grønlands ressourcer. Samtidig er der et stigende ønske om uafhængighed i Grønland, kombineret med dansk ligegyldighed, nærmest arrogance. Næsten ingen politikere kan formulere en nuanceret vision for Grønland. Hvad er det, der trækker to folk fra hinanden? Det felt ville jeg gerne flette ind i en spændingsroman.”

Du er bekymret for Rigsfællesskabet?

”I høj grad. Grønland er fantastisk og har været en del af riget i 1.000 år – nordboerne var der før inuitterne. For et lille land som Danmark har det været med til at åbne verden, og for inuitterne blev Danmark et sted, hvor man kunne blive uddannet – og få hjælp til driften. De 55.000 grønlændere vil jo aldrig selv kunne drive retsvæsen, sundhedsvæsen og beskytte deres egen kystlinje. Det er utænkeligt. Dansk er et udbredt sprog. Folk er gift på kryds og tværs. Men det er som i et ægteskab: Hvis ikke man vil hinanden, kan man ikke opnå lykken. Jeg forstår længslen efter selvstændighed og at kunne træffe beslutninger på egne vegne. Men jeg ville ønske, vi var bedre til at anerkende det kultur- og historiemæssige fællesskab og bygge på en fremtid sammen. Og prøve at reparere på fortidens fejl i stedet for at udpege fjender.”

LEDER-SKRIBENT

Morten Hesseldahl (1964). Forlagsredaktør Gyldendal, 1990-97. Forlagschef og direktør Høst & Søn og Hans Reitzels Forlag, 1997-2002. Adm. direktør Bonnier Forlagene, 2002-07. Adm. direktør Dagbladet Information, 2007-10. Kulturdirektør DR, 2010-14. Teaterchef Det Kongelig Teater, 2014-18. Adm. direktør Gyldendal, 2018-nu. Forfatter til en række tegneserier og bøger.

I bogen udmønter modsætningerne sig i vold antændt af sociale medier … 

”Det var inspireret af Cambridge Analytica og holdningspåvirkningerne over Facebook, der menes at have hjulpet Trumps valgsejr i 2016. Der ligger mange dansk-grønlandske spændinger, som man godt kunne stimulere. På den ene side: ’Hvorfor skal de have så mange penge – og være så utaknemmelige?’ På den anden side: ’Hvorfor skal vi være en del af den kolonimagt?’”

Og det kunne du se for dig føre til tæskehold og håndfaste konfrontationer?

”Jeg kan sagtens forestille mig en konfliktoptrapning via sociale medier og populistiske budskaber, hvis nogen – for eksempel kinesere med råstofinteresser – ville påvirke et grønlandsk valg i retning af grønlandsk selvstændighed.”

Din hovedperson er en kvindelig grønlandsk-dansk tidligere elitesoldat. Hvordan forventer du, at hun vil blive modtaget?

”Jeg forestiller mig, at der kan komme kritiske røster. Der er jo en diskurs i tiden om, at man ikke må udtale sig og skrive på vegne af andre, men kun ud fra, hvem man selv er. Det finder jeg absurd. Har vi ikke ret til at udtale os om hinanden, opgiver man ideen om en fælles virkelighed, en fælles samtale, som jeg mener er selve essensen i det at være menneske. Kunst, litteratur og skuespil er netop et forsøg på at leve sig ind i andre og se ting fra deres perspektiv. Jeg håber, at min bog kan skabe noget diskussion, men jeg håber også, at man vil dømme mig på, om jeg har gjort det godt eller skidt.”

Nordlys over Nuuk kirkegård.

Hvad har du gjort for at leve dig ind i Pipaluk, din hovedperson?

”Lukket øjnene og tænkt på, hvordan det må være at komme fra et hjem med en enlig, fordrukken mor. Hvordan det må være at komme ind i en sumpet subkultur i Nuuk og flygte derfra til en kostskole i Danmark. Hvad giver det for dynamikker? Det gør nok, at hun bliver meget intens.  Derfor søger hun ind i et erhverv, hvor intensiteten kan bruges, nemlig militæret. Hun er god til at klare smerte og til at fokusere og handle.”

Har du følt, du skulle kompensere for din maskuline danskhed?

”Selvfølgelig, det er en del af hele researchen. Jeg har blandt andet læst Niviaq Korneliussen (ung grønlandsk forfatter, udgivet på Gyldendal, red.) for at sætte mig ind i, hvordan der kunne være i sådanne miljøer i Nuuk. Men jeg føler, at jeg har levet med Grønland i så lang tid, at jeg har et solidt nok kendskab til, at jeg kan skabe noget troværdig fiktion, som også er okay spændende.”

HOS KONKURRENTEN

‘Mørket under isen’ udkommer hos Modtryk, hvor Morten Hesseldahl tidligere er udgivet.

“Der ville have været noget akavet over, hvis jeg gerne ville udkomme hos Gyldendal. En redaktør skal have lov til at sige nej. Hvis nu de sagde ja til mig, var det så bare, fordi jeg er direktøren? Og hvordan ville jeg blive vægtet i forhold til de andre forfattere? Det er bedre, der sidder nogle nøgterne aarhusianere og kigger på det,” siger han.

Køber du ideen om, at man som kunstner kan stjæle af andres kultur – kulturel appropriation med et fint ord?

”Jeg synes, der er for lidt af det. Tænk, hvis man havde forbudt sorte mennesker at spille på instrumenter udviklet af hvide. Tænk, hvis vi i Vesten ikke kunne lade os inspirere af afrikansk design. Det ville være et stort tab. Der er alt for meget, der skal føres tilbage til en dansk etnisk oprindelse. Det er jeg ved at kvæles i. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal vise respekt og tænke over, hvem man kan træde over tæerne.”

Hvad tænker du på?

”På Gyldendal genudgav vi for nylig et udvalg af Halfdan Rasmussen-digte, hvor otte digte med ordet neger var taget ud. Ifølge Dansk Sprognævn skiftede ordet karakter i 1984, hvor det gik fra at være et neutralt ord til et nedladende ord. Vi syntes, det ville være mystisk efter hans død at rette i hans bøger og skrive afro-dansker eller lignende. Men vi ville også gerne have, at bøgerne fortsat kan leve som børnelitteratur, også i Gellerupparken, Vollsmose, Ishøj og andre multietniske steder i Danmark.”

Ikke alle følte sig taget hensyn til. Halfdan Rasmussens ­efterkommere var kede af det, fordi de mente, at fjernelsen fik ham til at fremstå som racist … 

”De var kritiske, men accepterede dog vores beslutning. Man må respektere, at de havde det sådan. Men når datteren sagde, at hun ikke mente, at ordet neger er racistisk i dag, må jeg bare sige, at det er det.”

FLERE SAMTALEBØGER

I Gyldendals seneste udgave af ’Pippi Langstrømpe’ er hendes far ikke længere negerkonge, men ’sydhavskonge’, det bad Astrid Lindgren  selv om at få ændret.

“Til gengæld udgiver vi stadig Jørgen Clevins bog om strudsen Rasmus, selv om der står neger 36 gange, og tegningerne af sorte mildest talt er naive. Man må se på, om intentionen var at krænke. Jørgen Clevin var verdens gemytligste menneske og ikke ude i racistisk ærinde. Jan Lööf, den venstreorienterede svenske tegner, er blevet korrekset for at have tegnet tyrkere med krumsabler i ’Min morfar er sørøver’. Jeg mener, at man har et ansvar for at sætte sig ind i, om det er ment nedgørende, eller om det blot er svensk humor. Mellemmenneskelig forståelse opstår også ved, at vi kan lave grin med hinanden,” siger Morten Hesseldahl.

Man kunne også have ladet det være op til forældre, pædagoger og andre højtlæsere at tage samtalen med børnene om, hvad der ligger i ordet neger …

”Det var derfor, vi genoptrykte bogen i to versioner, en med og en uden, så der nu er valgmulighed. Af kulturhistoriske årsager synes jeg ikke, at man skal fjerne fortiden fuldstændigt, bare fordi vi synes, vi lever i en bedre og klogere tid. Så har man ingen lejlighed til at lære af erfaringerne. Men virkeligheden er også, at bøgerne bare lever deres eget liv ude på blå stue, hvor der ikke er tid til fodnoter.”

Men det var lidt af en dårlig historie for Gyldendal …

”Jeg syntes, det var en fantastisk vigtig historie. Det var en kæmpe shitstorm, og min indboks var fuld af folk, der mente, vi gjorde knæfald for muslimerne, og jeg var landsforræder. Netop derfor er der grund til, at vi går ind i de her diskussioner. Vi kan ikke løbe fra, at noget, der blev vurderet på én måde førhen, kan være racistisk i dag. Men vi kan forhåbentlig snakke nuanceret om det.”

’Mørket under isen’ er udkommet.

Natsorte vintre, drabelige dyr, lunefulde vejrguder og uhumske hyttekammerater. Hvad der kunne lyde som et mareridt, blev for en gruppe lykkeriddere deres livs eventyr. Siden blev de udødeliggjort af Jørn Riel. Ny bog præsenterer virkelighedens fangstmænd.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Peter Schmidt Mikkelsen, Ivar Ytreland, Jens Mathiesen

I EN AF Jørn Riels skrøner har en fangstmand med øgenavnet ’Kinakokken’ ladet sig fire ned gennem et hul i isen for at undersøge, hvordan sælerne finder deres åndehuller. Mens han svømmer rundt dernede, bliver hans hyttemakker Valfred angrebet af en isbjørn oppe på isen. Isbjørnen forfejler sit udfald og plumper gennem hullet, så Valfred kan skyde den i nakken. I mellemtiden, tænker han, må ’Kinakokken’ være druknet. Men efter at isbjørnen er blevet bjærget, trækker han en sprællevende, om end forfrossen kammerat op af vågen. Om aftenen fejrer de dagens tildragelser med isbjørne­steg.

Jørn Riel har defineret en skrøne som et stykke virkelighed fortalt, så man tror, det er løgn. Og Riel, der som ung telegrafist levede en årrække i fangstmandsmiljøet på Nordøstgrønland, inden han blev forfatter, brugte genren, fordi de faktiske begivenheder var så utrolige, at læseren ville have troet endnu mindre på dem, hvis de var blevet præsenteret som sande. På den måde garderede Riel sig mod faktuelt tørvetrilleri, og samtidig fik historierne en ekstra bund. Men det var ikke kun et salgstrick, for virkelighedens fangstmænd førte temmelig exceptionelle liv, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen, der har mødt mange af dem i 1990’erne og skildret dem og deres æra over knap 600 faglitterære sider.

”De var eventyrere, der var indstillet på at tage af sted på usikker grund til et fjernt land. Efterhånden som jeg talte med dem og læste i de hyttebøger, hvor de skrev meddelelser til hinanden, kunne jeg se, at personerne, stederne og hændelserne ofte passede én til én med Jørn Riels skrøner. Skrønerne er gennemsyret af humor og blodig alvor, men den virkelige historie er lige så fantastisk – om end mere nørdet.”

De norske fangstmænd Odd Lindhjem (t.v.) og Ivar Ytreland er ankommet til fangststationen Kap Herschell, august 1946.

Historisk set var fangstmændene en gruppe af norske og danske pelsjægere, der i første halvdel af 1900-tallet drog til Nordøstgrønlands kyst på såkaldt overvintring. De skød isbjørne, moskusokser, ulve og, om sommeren, sæler og hvalrosser. Men alle disse dyr var sekundære, de mest eftertragtede fangstdyr var ræve. Det var ubeboet land, hvor man fandt ly for snestormen i selvbyggede brændeskure med samboer, man ikke selv havde valgt. Og blev man overvældet af hjemve, måtte man vente på den korte sommer, for hele vinteren var havet så frossent, at skibe ikke kunne lægge til. Omvendt var vinteren per definition fangstperioden, fordi det var den tid på året, hvor rævene iklædte sig deres tykkeste og smukkeste pels.

”Udfordringen var at kunne holde ud at være i selskab med sig selv eller nogen, som man inderst inde måske ingenting delte med. Man måtte få det bedste ud af det. Det klarede de mere eller mindre godt,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der har forsket i fangstmændenes liv og interviewet omkring 100 af dem.

Han er selv tidligere medlem af slædepatruljen Sirius og har ’polarbacillen’ i blodet – en tilstand, der igen og igen trækker ham tilbage til Grønlands frie og barske natur. I 1987 var han i gang med at planlægge en kajakrejse imellem de nordøstgrønlandske lokaliteter Daneborg og Mestersvig. Ideen var, at han og de andre rejsedeltagere skulle overnatte i de små hytter i området, som han kendte fra sin Sirius-tid, men dermed forlod tanken på bebyggelserne ham ikke. For hvem var de egentlig, de mennesker, der havde rejst dem, og hvornår var det sket? Han gav sig til at læse op på historien, grave dagbøger frem fra arkiverne og opsøge de fangstmænd, der i begyndelsen af 90’erne stadig var i live.

Ivar Ytreland blev siden aktiv i restaureringsarbejdet af de gamle fangststationer. Her står han foran Kap Herschell i 2002.

De blev glade for at få besøg af en, der vidste, hvordan minus 30 grader føles, og hvordan de landskaber, de havde færdedes i, så ud.

”Nordøstgrønland er ikke et sted, hvor der bliver bygget noget eller pludselig er anlagt en vej. Om man har været der for 50 år siden eller i går, er det samme. Den rå geologi ligger der endnu,” siger Peter ­Schmidt Mikkelsen, der gennem sin research blev opmærksom på forskellene mellem henholdsvis de danske og norske mænd, der tog af sted for at skyde hvid- og blåræv: 

”Nordmændene har en anden tilgang til Arktis end folk fra det danske bondeland. For dem var det en helt normal måde at tjene til livets ophold. De var familiefædre, der kunne vælge at tage ud at fange fisk eller at tage et år på overvintring i Grønland og gå på jagt. Selvfølgelig var der også blandt danskerne, specielt i 30’ernes depressionstid, nogle, der gjorde det for at forsørge en familie. Men stærkt generaliseret kan man sige, at de mere var eventyrere af ungkarletypen.”

Kap Herschell var en ruin i 1999. Siden har kompagniet Nanok gjort den fuldt brugbar igen.

Fælles for de norske og danske fangstmænd var traditionen for at fortælle historier, der voksede ud af de store oplevelser, men også ud af de lange timer, der måtte henslæbes uden aviser eller andet nyt fra omverdenen, indtil havet tøede op igen.

”Så lærer man at sætte pris på den gode fortæller. Det blev et håndværk at kunne fortælle en historie uden at brænde pointen af med det samme, så den varede en hel storm,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der også mener, at der er andet at lære af fangstmændene i dag.

”Deroppe kunne du ikke planlægge noget, for du vidste ikke, hvordan vejret ville blive i morgen. Du var nødt til at tage dagen, som den kom, du var nødt til at være udholdende, og du var nødt til at hjælpes ad og gøre tjenester. Det gav selvværd. I dag er selvværdet truet, fordi mange mennesker ikke føler sig som en ressource. Fangstmændene lærte at stole på sig selv og deres egne evner. Mange af dem blev store personligheder,” siger Peter Schmidt Mikkelsen og nævner som eksempel Ivar Ytreland.

Sirius-patruljen besøger stationen Hamna, 1979.

Nordmanden var 20 år, da han i 1946 kom til fangststationen Kap Herschel, hvor han blev i to år. Tilbage i Norge blev han siden hen både produktdesigner af støbejern, administrerende direktør for et olieselskab, bestyrelsesmedlem af universitetet i Trondhjem, byrådsmedlem i samme by samt repræsentant i Stortinget, inden han døde i 2012.

I efterkrigstiden blev det stadig mindre lukrativt at sælge skind, og Peter ­Schmidt Mikkelsens bog lukker og slukker fangstmandsperioden i 1960. Men mange af deres boliger står der endnu – endda i bedre stand. Det skyldes kompagniet Nanok (grønlandsk for isbjørn), som Peter Schmidt Mikkelsen er medgrundlægger af, og som igennem 25 år har stået for at istandsætte mere end 50 af de gamle hytter, så de i dag fremstår historisk korrekt, men med større komfort. Nu bruges de blandt andet af klimaforskere under feltarbejde, men står til fri afbenyttelse for enhver med behov for tag over hovedet og lyst til at læse i hyttebøgerne, der stadig opdateres af de overnattende, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen: 

”Så skulle du komme forbi, er du velkommen til at gå indenfor, smide kul på ovnen og få varmen.”

DRAGET AF GRØNLAND

’Nordøstgrønland 1908-1960 – Fangstmandsperioden – og dens spor i dag’ udkom første gang i 1994, men genudgives nu i en opdateret og små 200 sider længere version. Siden den første udgivelse er meget nyt arkivmateriale og mange fotos dukket op, ligesom alle fangstmændenes bebyggelser er blevet registreret og beskrevet. Forfatteren, Peter Schmidt Mikkelsen, er uddannet radiomekaniker, var i 1977-78 del af slædepatruljen Sirius og har siden brugt megen tid i Grønland. I 2009-14 var han med til at opbygge Grønlandsk Klimaforskningscenter i Nuuk. I dag er han blandt andet tilknyttet Arktisk Forskningscenter og Grønlands Naturinstitut.

 

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”

 

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

MICHAEL KATZ KREFELD fortæller om en dag i sit arbejdsliv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau/Scanpix

KLOKKEN 8 står jeg op. Jeg spiser morgenmad med min kone, noget omelet, rugbrød, græsk yoghurt. Og kaffe. Jeg elsker god kaffe. Jeg ser  TV 2 Nyhederne på computeren, det er lidt af et ritual for mig at se morgen-tv. Det flyder over i at tjekke mails, det gør det som regel. Det er en periode med mange projekter. Min bog ’Mørket Kalder’, der udkom i november, skal promoveres. For eksempel på krimimessen til april. Desuden er vi ved at prøve at sælge den til nogle af de 20 lande, hvor jeg har bøger ude. Samtidig er en af mine ældre bøger, bind to i samme serie, ’Ravn’-serien, ved at udkomme i Frankrig. Jeg snakker med det franske forlag og min agent og planlægger rejseaktiviteter. Jeg besvarer kun mails først på dagen og om aftenen, ellers kan pingpongen af mails ud og ind jo blive ved i det uendelige.

KLOKKEN 10 sætter jeg mig ind på mit kontor. Det er ikke specielt stort. Der er et gammelt træbord, der engang har stået på et københavnsk bibliotek. Bag mig er en kæmpe reol med nogle af mine yndlingsbøger, blandt andre af Ernest Hemingway, Raymond Carver og Michael Connelly. Jeg har også en reol med egne udgivelser fra udlandet, for eksempel fra Grækenland og Italien. Jeg så engang et tv-program med Jussi Adler-Olsen, der havde et helt rum fuld af sine internationale udgivelser. Det syntes jeg var lidt fedt. Jeg har haft en ambition om at sortere og alfabetisere alle mine egne udenlandske, men er ikke nået så langt. Jeg har også et whiteboard, som jeg kan bruge til at skrive tidslinjer og notere på. Lige for tiden er jeg i researchfasen af min næste bog. 80 procent kan gøres ved skrivebordet, men indimellem er man nødt til at komme ud for at finde ud af, hvordan noget føles, smager eller dufter. Min bog foregår blandt andet på Christianshavn, så jeg har for nylig været oppe i tårnet i Vor Frelsers Kirke og snuse og kigge på lysindfald. Studere den graffiti, gæster har efterladt sig, dufte havluften og kigge ind over byen og ud over sundet. Nu sidder jeg og overvejer, hvor mange af de detaljer der skal med. Der var noget hulemaleriagtigt over graffitien, men det billede passer dårligt med lugten af hav. Det er afgørende for, om læseren keder sig, at forfatteren ikke fortaber sig i alt for mange detaljer, han selv synes er interessante. Det er noget af det første, jeg selv står af på som læser. Grebet i en krimi skal hele tiden være short and simple.

MELLEM 12 OG 13 spiser jeg frokost. Jeg bor i 1111 København K, så tit går jeg ud og får en sandwich eller en salat på en café, men i dag spiserjeg hjemme. Stegernoget kylling og spiser noget godt brød til. Jeg tager frokosten med ind til mit skrivebord og ser et afsnit af HBO-serien ’Kidding’, hvor Jim Carrey spiller en tragikomisk karakter i centrum af et familiedynasti, der driver et ’Sesame Street’-agtigt børneprogram. Den er ret god. Jeg elsker at se serieafsnit, mens jeg spiser, men de skal helst kun vare 30 minutter, så det passer sammen. Tv er en rar måde at få proppet nogle andres fiktion ind i hjernen. Jeg ville ikke kunne sidde og læse, når jeg i forvejen arbejder med ord. 

3 STK. KREFELD

’Afsporet’
Kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, er på sygeorlov, efter hans kæreste er blevet myrdet. En sag om sexslaveri tvinger ham til at træde i karakter.

’Dybet’
En klient sætter Ravn til at eftersøge en gammel ven, han ikke har set i mange år, og som muligvis står bag en række bestialske kvindemord.

’Pagten’
Ravn sætter alt ind på at få opklaret mordet på hans kæreste Eva. Blandt andet gennem en fatal pagt med gangsteren Kaminsky.

EFTER 13 arbejder jeg altid med det, der kræver min dybeste koncentration, nemlig at få struktureret plottet i bogen. Her er telefon og mail helt udelukket. Lige nu er jeg i gang med at lave en drejebog, som jeg kan tage udgangspunkt i, efterhånden som jeg får flere og flere detaljer researchet frem. Lige nu er jeg ved at forme handlingen i tre hovedakter. Det arbejder jeg næsten altid med. Jeg plejer at ende på omkring 100 siders drejebog, som jeg sætter op i et skriveprogram, inden jeg rigtig går i gang med at skrive scenerne. Første gang jeg skrev en bog, tog det mig fire år, fordi jeg hele tiden skrev så meget om. Det er altid hårdt at skrive, men det var hårdt på en ufed måde. I dag har jeg udviklet en sikkerhed, så jeg kan skrive omkring en bog om året. Min skrivefase er meget lagt an på vinterhalvåret. Det er nu, jeg skal fylde en masse blanke sider. Der er heller ikke så meget, der trækker mig væk fra skrivebordet. Om sommeren redigerer jeg. Det er en meget lettere proces, hvor man har en masse materiale, man kan spille bold med. Jeg printer gerne siderne ud og tager manuskripterne med ud på min gamle motorbåd, der ligger ved Svanemøllen, og holder flydende kontor.

KLOKKEN 16 holder jeg fri og går i fitnesscenteret. Her dyrker jeg konditionstræning og løfter vægte, og så er jeg lige gået i gang med yoga. Jeg har løbet meget og kørt mountainbike og presset min krop, men det her er hårdt på en helt anden måde. Et statisk pres. Jeg står nærmest i positionerne og græder. Men det føles også godt. Som en slags meditation for kroppen. Det er fascinerende, hvor udmattet du kan blive næsten uden at røre dig. 

KLOKKEN 19 går min kone og jeg på Cantina i Borgergade i indre København, der  serverer småretter fra Italien. Det er hyggeligt, og de har gode cocktails. Vi går ikke videre, men hjem og ser noget ’True Detective’. Jeg kunne bedst lide den første sæson af serien, men den tredje sæson er heller ikke dårlig. De bruger tre forskellige tider i en kriminalassistents liv. Og det er ret elegant. Men til sidst begynder det at gentage sig selv lidt. 

KLOKKEN 24 går jeg i seng. Jeg har svært ved at gå i seng tidligt, men det skulle ikke være alt for sent, for vi skulle op til Rørvig og renovere vores nye sommerhus. Der er meget at lave med et gammelt hus. Men det er også dejligt at komme væk. Lige så meget som jeg elsker at bo i byen og at skrive om den, lige så glad er jeg for at komme væk.

Michael Katz Krefeld, 53, har skrevet ni bøger. Han har en fortid som instruktør og skribent på novellefilm og tv-serier. Blandt andet var han med til at skrive DR-serien ’Nikolaj og Julie’.