Indlæg

Det værst tænkelige

For to år siden gik Martin Wittrup Enggaard ned med stress. Hans vej ud blev at skrive digte om den brutale virkelighed, der udgør hverdagen for en drabsefterforsker i politiet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Bubandt

I NOGLE UGER havde Martin Wittrup Enggaard mærket en trykken for brystet. Ikke den slags trykken for brystet, der kan føles diffus, men en, der føltes, som om nogen var ved at bore deres knoer ind i hans solar plexus. Han fik let hovedpine. Var grådlabil. Og havde mareridt om barnelig og bestialske knivdrab. Men Martin Wittrup Enggaard sagde ikke noget til nogen. Hverken til sine kolleger eller til sin kone.

”Jeg turde ikke, fordi jeg tænkte, at jeg var færdig,” fortæller den i dag 39-årige drabsefterforsker. ”At være efterforsker var en drengedrøm, der var blevet til virkelighed, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg måske ikke længere kunne holde til det.”

I jobbet som efterforsker i Københavns Politi har Martin Wittrup set og hørt ting, der ville få det til at vende sig i de fleste. I mere end 10 år har han opklaret sager om personfarlig kriminalitet og mord – nogle gange på få timer, andre gange på halve eller hele år – og ofte har han siddet med såkaldte cold cases, sager, hvor det efter årtier stadig ikke er lykkedes politiet at finde frem til en gerningsmand. Hans arbejde er grunden til, at en 54-årig mand i juli blev dømt for det mere end 30 år gamle mord på Hanne With i 1990 takket været nye dna-analyser. Hans arbejde er også grunden til, at han har været lige ved at knække.

POLITI-POET

Martin Wittrup Enggaard, 39 år.

Bor i Dragør med sin kone og tre børn.

Uddannet fra Politiskolen. Har siden 2014 været ansat som efterforsker i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi, hvor han har særlig fokus på efterforskning af uopklarede sager, såkaldte cold cases.

Udkom i september med sin første digtsamling ’Enhver kontakt efterlader spor – Politidigte’ på Grønningen 1.

En eftermiddag for to år siden havde Martin Wittrup Enggaard taget tidligt fri og var ude at løbe en tur i nærheden af sit hjem. Det trykkede stadig for brystet, og undervejs på løbeturen sagde kroppen stop. Han måtte sætte sig under et træ på sin faste rute, og mens han sad der, begyndte han at græde. Det lykkedes ham at slæbe sig hjem, hvor han satte sig på køkkengulvet. Rakte ud efter en blok, som han og hans kone plejede at bruge til at lave indkøbslister. Og begyndte at skrive et digt.

en patrulje
fører ham ind
på bagsædet
i samme øjeblik
som jeg lander.
han virker
afklaret og rolig
iført smykker*
tom i blikket
munden lukket
han har taget hendes liv

(Fra digtet ’Oversvømmet’)

*Politi-slang for håndjern

DEN NÆSTE TID skrev Martin Wittrup Enggaard digte på stribe. Og åbnede op, både over for sin kone, sin nærmeste leder og senere den psykolog, som han stadig går hos i dag. At skrive blev en ventil for ham, først digtene og senere en dagbog, og da der var gået halvanden måneds tid, var den trykkende fornemmelse i hans bryst aftaget. Når han efterrationaliserer i dag, kan han godt genkende ting i sine mareridt, som stammede fra de sager, han dengang arbejdede på, men der var ikke én specifik hændelse, som udløste hans sammenbrud.

”Jeg tror snarere, det var et resultat af for meget arbejde og for mange voldsomme hændelser i for lang tid,” siger han.

Martin Wittrup Enggaards digte er med hans egne ord ’arbejdsbeskrivelser’. De er konkrete, enkle i deres udtryksform og beskriver de ting, der er en del af hverdagen som drabsefterforsker i politiet: mord på børn, partnerdrab, utallige knivoverfald og sager, hvor kvinder er blevet voldtaget og gennembanket.

”Det kan være ekstremt hårdt psykisk, og digtene blev for mig også en måde at rense min krop og sjæl for nogle af de mange forfærdelige ting, jeg havde set,” siger Martin Wittrup Enggaard.

I løbet af de sidste to år har han skrevet mellem 250 og 300 digte i alt. Da han havde været i gang i et stykke tid, talte han med sin gode ven Haidar Ansari, som også er digter og har udgivet ’Institutionaliseret’, en digtsamling om at vokse op i Urbanplanen på Amager. Ansari spurgte, om han måtte læse Enggaards digte, og da han var færdig, sagde han: ”Det der er du nødt til at prøve at få udgivet.”

Martin Wittrup Enggaard sendte sine digte ind til et forlag, og i september i år udkom hans første digtsamling, ’Enhver kontakt efterlader spor – Politidigte’. Efter udgivelsen har han i flere medier efterlyst, at man i politiet bliver bedre til at tale højt om et arbejdsmiljø, der kan være meget psykisk belastende, men først og fremmest har digtene været ”en efterforskning af mit eget sind”, som han siger.

”Gennem digtene og psykologsamtalerne blev jeg klogere på, hvad det var, der fik mig til at reagere. Det gik for eksempel op for mig, at mine mareridt om knivdrab ofte stammede fra drab, der var meget voldsomme, og hvor der havde været rigtig meget videomateriale fra gerningsstedet. Nogle af mine kolleger bliver mere påvirket af lyd – som alarmopkald – men jeg reagerer meget på det visuelle, og derfor ser jeg i dag kun video, hvis det er strengt nødvendigt for, at jeg kan udføre mit arbejde.”

en psykopat
tæver sin
femåriges psyke
ved at slå
den femåriges
mor til blods
får den femårige
til at pisse i sine bukser

(Fra digtet ’Et dansk hjem’)

SOM DRENG DRØMTE Martin Wittrup Enggaard om at blive brugsuddeler i den lokale brugs. Indtil den lokale brugsuddeler en dag forsvandt sporløst under en ferie, og så virkede det alligevel lidt for farligt. Han har tidligere kaldt sig selv ”et bange barn”, og i det lys kan det virke mærkeligt, at han er endt som drabsefterforsker, men der var noget ved politiarbejdet, som fascinerede ham: Hans mor har stadig danske stile liggende derhjemme, hvor han skriver om at opklare drabssager for FBI under pseudonymet Mike Fox.

”Jeg var også besat af ’X-Files’ og ’Frækkere end politiet tillader’, men jeg gjorde ikke rigtig noget ved den der drengedrøm, før jeg som 23-årig – efter et mislykket forsøg på at blive kok – søgte ind på Politiskolen,” fortæller han.

Dengang, i 2008, drømte de politistuderende om tre ting ifølge Martin Wittrup Enggaard: at blive motorcykelbetjent, hundefører eller komme i aktionsstyrken. Men han ville være efterforsker, og han var blot 27 år gammel, da han blev ansat i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi. I mødet med hverdagen som efterforsker er hans egen fascination for længst forduftet, men i mellemtiden synes resten af verden at være blevet fuldkommen besat af true crime.

”I det meste true crime er der et slør, som gør, at folk kan holde ud at lytte til det eller se det på Netflix,” siger Martin Wittrup Enggaard, ”men i mine digte forsøger jeg at trække sløret væk. Jeg synes faktisk, at der bliver lavet både god krimijournalistik og true crime, jeg prøver bare at åbne en ny dør og sige: ’Det er sådan her, det er i virkeligheden.’”

SAGEN OPKLARET

”En god politibetjent skal først og fremmest have situationsfornemmelse og empati. Det er vigtigt at kunne træde ind i et rum, læse det og agere empatisk over for de mennesker, man møder. Som efterforsker er det derudover en helt afgørende kompetence at være procesorienteret. Hvis man er meget resultat-orienteret, går man simpelthen kold, hvis man – som jeg – skal sidde og arbejde med en 30 år gammel uopklaret sag. Det kræver tålmodighed at få det ene negative dna-prøvesvar tilbage efter det andet. Hvis man ikke finder glæde i processen, ender man med at give op.”

Enggaard oplever ofte, at folk ganske enkelt ikke ved, hvad hans job går ud på. Både fordi det traditionelt set er blevet fremstillet lettere overfladisk i film og på tv, og fordi politiet ifølge ham historisk set har været dårlige til at fortælle offentligheden om deres arbejde – modsat for eksempel sygeplejersker og lærere.

”Min faglighed som efterforsker bliver ofte reduceret til, at jeg står og skriver lidt ned på en blok, løfter lidt i det hvide ligklæde, taler lidt med kriminalteknikeren og går igen. Men i virkeligheden kan det tage 10 timer at gennemgå et gerningssted. På samme måde ser man tit i tv-serier, at en efterforsker bare lige veksler et par hurtige ord med retsmedicineren, men jeg har været med til obduktioner, der varede i 16 timer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i politiet bliver bedre til at tale både med hinanden og med omverdenen om, hvad det er, vi går og laver.”

Derfor gjorde det Martin Wittrup Enggaard glad, da hans makker i politiet efter at have læst digtsamlingen skrev: ”Endelig er mit ubeskrivelige arbejde blevet beskrevet på skrift.” Han har også modtaget beskeder fra pensionerede politibetjente, som fortæller, at de har oplevet det samme som ham, men aldrig fik sagt det højt til nogen – og for nogles vedkommende sidder tilbage med en PTSD-diagnose. Martin Wittrup Enggaard håber, at hans digtsamling kan være med til at skabe dialog, både i og om politiet – ”så vi ikke alle ender som udbrændte træmænd, når vi en dag går på pension”.

fotografierne ligger
på mit skrivebord
en mand
en kvinde
et barn
en ældre
en sort
en hvid
jeg ser de dræbte
fra de uopklarede drab
i øjnene
hver dag
med hver deres forskelligheder
er alle øjnene lige

(Fra digtet ’Skrivebordet’) 

/

Brøndby skyline

Liv Duvå voksede op i Brøndby Strand, hvor ikoniske højhuse blev opført som arbejderklassens drøm, men viste sig at være fulde af gift. Da den 37-årige forfatter hørte, at de skulle rives ned, blev hun chokeret. Men også inspireret til at skrive en bog om et stykke Danmark, der bliver sat i bås.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Lærke Posselt

MAN KAN SE dem fra stationen. Nede fra vandet. Fra snart sagt alle vinkler i Brøndby Strand. De ikoniske betonhøjhuse i Brøndby Strand Parkerne, der blev opført 1968-74 som 50 meter høje vartegn for Vestegnen og et monument over den socialdemokratiske drøm: Arbejderklassen skulle ud af de slidte københavnerlejligheder, ud, hvor der var frisk luft og masser af plads – plads til det gode liv.

Men én ting er drøm, noget andet virkelighed. Det viste sig senere, at man i byggeriet af de knap 2.900 almenboliger havde anvendt fugemasse med PCB, et kemisk og svært nedbrydeligt giftstof, der kan sprede sig til mennesker og forårsage en lang række sygdomme. Derfor blev det i 2017 besluttet, at fem af højhusene skulle rives ned, og i dag – en onsdag formiddag i september – er der et stort hul i midten af det, der før var Brøndby Strands skyline. 

Det har regnet, og himlen har samme farve som betonen. Det er den måske første rigtige efterårsdag i år, og Liv Duvå har fundet sin sorte dunjakke frem.

”Jeg havde gået og glædet mig til at have den på,” siger hun, da vi mødes i hendes barndomskvarter, ”men nu føler jeg, at det måske alligevel er for varmt.”

Vi sætter os i Kulturhuset Brønden, ikke langt fra stationen. Gennem vinduet er der udsigt til et af de tilbageværende højhuse, en massiv grå bygning, der efter nedrivningen står lidt alene. Egentlig er der også PCB i det, fortæller Liv Duvå, og i de andre seks tårne i den anden ende af Brøndby Strand Parkerne, men koncentrationen er under den grænseværdi, som man fra politisk side har besluttet ikke udgør nogen fare.

Nedrivningen, Danmarks største nogensinde, stod på i cirka to år og blev færdig i september 2023. For mange af beboerne var det som at se hele deres liv blive jævnet med jorden, og selvom det er længe siden, at Liv Duvå og hendes familie flyttede, blev hun alligevel påvirket, da hun første gang hørte, at højhusene fra hendes barndom skulle rives ned.

”Jeg tænkte: Det kan da ikke være rigtigt!”

Arkivfoto af Brøndby Strand Parkerne under opførelsen 1970-71. Foto: Forstadsmuseet

PÅ DET TIDSPUNKT var forfatteren så småt gået i gang med at skrive på sin fjerde roman, ’Ned fra himlen’. Hun vidste, at den skulle handle om Maria, en ung, nybagt mor, der impulsivt forlader sin akademikerkæreste og må række ud til sin familie, som hun ikke har haft kontakt med længe. Hun vidste også, at de nok skulle til Brøndby Strand, men det var først, da hun læste om nedrivningen, at hun fandt den ramme, som romanen udspiller sig i. Sideløbende med fortællingen om Maria og om ophav og kærlighed på Vestegnen løber en fortælling om højhusene, nedrivningsarbejderne og de giftige kemiske forbindelser, der siver fra betonen og ud i beboerne.

”Jeg fik lov at komme på rundtur i et af de sidste højhuse, inden det blev revet ned,” fortæller Liv Duvå.

”Man havde fjernet alt inventaret, og samme dag som jeg var på besøg, skulle de til at vælte nogle af de store betonelementer. Jeg stod oppe i de her helt afskallede lejligheder, som på den ene side var tomme og på den anden side fulde af levet liv. Der var spor af de forskellige lag af maling og tapet, og på en væg var der markeringer fra, at man havde målt et barns højde, små detaljer, som jeg tog med i min bog.”

Liv Duvå er med egne ord ikke særligt god til kemi, så hun måtte bruge lang tid på at researche, hvad PCB – en forkortelse for poly-chlorerede biphenyler – egentlig er, og hvordan det påvirker mennesker. I sin bog beskriver hun det usynlige giftstof som ’spøgelser’, hvis konsekvenser ikke er til at se med det blotte øje, men som blandt andet forbindes med visse kræftsygdomme, hudlidelser og ADHD.

”Der var jo rigtig mange gode intentioner bag Brøndby Strand Parkerne, men der er noget ironisk i, at man samtidig forgiftede folk,” siger Liv Duvå.

”Det var jo ’bare’ arbejderklassen, der skulle bo der, og det skulle gå stærkt, så man brugte de billigste materialer. Jeg har engageret mig politisk i almene boligområder og såkaldte ghettoer, og der er en skævhed i vores samfund, hvor dem, der forurener mest, bliver mindst forurenet – mens dem, der ikke har så meget, ender med at bo i giftige boliger.”

ÉN GANG BRØNDBY, ALTID BRØNDBY

Liv Nimand Duvå, 37 år. Bor i Københavns Nordvestkvarter med sin kæreste og deres søn.

Debuterede i 2017 med romanen ’Vi er vel helte’, for hvilken hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Hendes anden roman, ’Rosenreglen’ (2019), blev nomineret til Politikens Litteraturpris.

Aktuel med sin fjerde roman, ’Ned fra himlen’, på Gads Forlag.

LIV DUVÅ VOKSEDE selv op i noget af Brøndby Strand Parkernes lavere byggeri, der løber labyrintisk og næsten endeløst mellem højhusene. Hendes bedsteforældre var nogle af de første, der flyttede ind, og da hun selv blev født, besluttede hendes mor at forlade det hårde og beskidte Vesterbro og vende tilbage til de trygge rammer fra sin barndom i Brøndby Strand. 

Netop tryghed er det ord, Liv Duvå bruger, når hun skal beskrive sin opvækst i det sociale boligbyggeri på Vestegnen, der ellers ofte bliver associeret med sociale problemer, ghettolister og kriminalitet. Efter arbejderklassen fulgte tyrkiske gæstearbejdere, siden kom bosnierne, og i dag huser området 60 forskellige nationaliteter.

”Jeg havde faktisk lidt præstationsangst, da jeg skulle ’vende tilbage’ og skrive bogen,” fortæller hun.

”Der er rigtig mange, som har beskrevet det her sted på en meget lidt flatterende måde. Hvis der er en dansk dramaserie, som skal filme noget, der handler om ballade og bandekriminalitet, er det seriøst altid her, de filmer. Et år, da man offentliggjorde ghettolisten, brugte man et billede af Brøndby Strand på forsiden, selvom området slet ikke var på listen. Men i virkeligheden er her meget stille og roligt, og der er et stærkt sammenhold og en følelse af fællesskab, som man alt for sjældent hører om.”

For nogle uger siden var Liv Duvå så tilbage, her i Kulturhuset Brønden, for at tale om sin bog foran alle de lokale beboere. Forinden havde hun været ”helt ekstremt nervøs, for jeg har jo ikke boet herude, siden jeg var 18, og jeg var så bange for, at folk ville føle, at jeg havde udnyttet deres hjem til at skrive en bog – at jeg ikke var ægte nok”.

Men sådan gik det ikke. Salen var fyldt, og Liv Duvå fik overvældende mange positive tilkendegivelser.

”En kvinde, som havde været sundhedsplejerske herude i 20 år, fortalte mig, at hun kunne genkende rigtig meget i bogen, og den nye borgmester købte eksemplarer til sine kolleger oppe på rådhuset,” siger hun. 

”Der var også nogle, som spurgte, om det ikke var lidt voldsomt at kalde PCB’en for gift – mange af beboerne herude føler stor stolthed over deres hjem. Men jeg var glad for, at folk kunne mærke, at jeg har skrevet den her bog med så meget solidaritet og kærlighed til Brøndby Strand som overhovedet muligt.”

/

En rem af huden

Hvor langt falder æblet fra stammen? Det undersøger komiker Christian Geo Heltboe i en ny bog om sin voldelige og løgnagtige far, som han engang fantaserede om at slå ihjel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Howalt Andersen

Du skriver i din nye bog, at ”jeg bliver altid bekymret, når folk siger, at jeg ligner min far” … 

”Han er den, jeg kender, jeg har allermindst lyst til at minde om. Han var definitionen på galskab og ondskab, et utrolig dårligt menneske. Der er nærmest ikke noget godt at sige om ham – og jeg har jo halvdelen af hans dna … 

Men hvor slem var han?

”Jeg var kun fire år gammel, da min mor måtte flygte fra ham, fordi han var voldelig og komplet utilregnelig, og jeg fik som barn at vide, at jeg ikke måtte tage telefonen, hvis han ringede, og ikke åbne døren, hvis han kom forbi. Han blev ved med at opsøge mig i mange år, og de sidste 10 år af sit liv havde han et polititilhold mod mig. 

Han døde i 2015. På det tidspunkt var jeg blevet 40, og da jeg ryddede hans lejlighed, gik det op for mig, at vi lignede hinanden meget på de billeder, jeg fandt. Jeg lavede efterfølgende podcasten ’Kan man tilgive en psykopat?’, hvor jeg blandt andet talte med nogle af hans gamle bekendte på Vesterbro. Han var førtidspensionist, men havde bildt dem alt muligt ind: at han ejede et VVS-firma, at han var boligspekulant, juridisk rådgiver og så videre. Det hele var løgn. Imens jeg lavede podcasten, kom jeg til at tænke: Hvor meget af ham er der i mig? Jeg er jo også blevet kendt på at have noget galskab, og jeg gør nok nogle ting, som andre ikke ville gøre.”

Som hvad?

”Nede i tennisklubben mødte jeg på et tidspunkt en mand, der stod og barberede sig ude i omklædningsrummet. Hans små hår var alle vegne, ud over hele vasken, så jeg spurgte, om han ikke lige ville skylle af efter sig, men nej. ’Det er jo bare hår,’ sagde han. Så gik jeg hjem, barberede mig hver dag i en uge og samlede alle mine skægstubbe i en lille pose. Og næste gang jeg så ham nede i klubben, hældte jeg dem ned i hans taske, mens han var i bad. 

Jeg kan også finde på – hvis jeg ser en hund, der laver lort foran min hæk, og dens ejer ikke samler den op – at gå ud og sige hej. Derefter følger jeg efter vedkommende og finder ud af, hvor han bor.  Jeg går hjem, skovler lorten op, og så går jeg hele vejen hen til hundelufterens hjem og placerer lorten i indkørslen med en seddel: ’Du glemte noget.’

I mit professionelle liv er jeg også blevet kendt for at gøre ekstreme ting. Min komik har været ekstrem, og da jeg lavede indslag med skjult kamera for Ekstra Bladet, var det også ekstremt. Jeg har også været i mange forhold med ekstreme kvinder – i dag er jeg heldigvis gift på 10. år med en meget pragmatisk praktiserende læge – og alt det her lagt sammen har fået mig til at kigge tilbage og blive bange. Hvad nu, hvis jeg også er psykopat?”

GAL MANDS VÆRK

Christian Geo Heltboe, 49 år.

Bor i København med sin kone og fire børn.

Standupkomiker under kunstnernavnet Geo. Har medvirket i en række tv-programmer og har desuden udgivet flere bøger.

Aktuel med bogen ’Er jeg (også) psykopat?’ på Lindhardt og Ringhof.

I forbindelse med bogen har du opsøgt en psykolog for at få svar. Hvordan var det?

”Jeg har haft kræft et par gange og er i livslang behandling, hvilket betyder, at jeg skal til kontrol en gang om året. Da jeg skulle op til en psykolog for første gang for at finde ud af, om jeg havde psykopatiske træk, var jeg mere nervøs, end jeg nogensinde har været til en kræftkontrol. 

Jeg talte også med Tine Wøbbe, chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Vi talte om dengang, jeg ville slå min far ihjel, fordi han havde truet min datter. Han sendte et brev, hvor der stod noget i retning af: ’Jeg ved jo, at du har fået en datter. Jeg ville nok kigge mig over skulderen, hvis jeg var dig.’ Tine sagde, at vi jo er pattedyr, som gerne vil beskytte vores egne. At det var et helt naturligt instinkt at tænke sådan. Men at det var et sundhedstegn, at jeg ikke rent faktisk havde dræbt ham.”

Hvad lærte du om dig selv?

”Jeg lærte, at jeg har nogle lighedspunkter med min far. Jeg har brugt ham meget i min komik, og i ’Motor Mille’ på Ramasjang spiller jeg en gammel, sur mand, som er baseret én til én på min far. Psykologen sagde, at jeg jo på den måde havde brugt hans galskab til noget konstruktivt. Men hun sagde også, at jeg burde fokusere mere på alle de områder, hvor jeg ikke ligner min far: Jeg er sammen med min kone på 10. år, jeg har fire børn, jeg betaler skat, og jeg møder op til tiden, når jeg har en interviewaftale.”

Er du også blevet klogere på din far?

”I bogen beskriver jeg nogle ting, som han har fortalt mig om sin barndom, som er helt horrible. Han var voldsomt allergisk over for hunde, og hans forældre havde en gammel puddelhund. Men i stedet for at skille sig af med den sendte de ham væk fra Frederiksberg og på julemærkehjem i Hobro, da han var 15 – i 1946. Der boede han så, indtil hans farmor besluttede sig for at aflive hunden, en dag hans forældre var væk hjemmefra. Hans far begik selvmord, da jeg var tre år gammel, og hans mor – min farmor – var det koldeste menneske, jeg nogensinde har mødt. At vokse op med hende må have været forfærdeligt. Så på den måde kan jeg godt forstå, at alle hans løgne var en overlevelsesmekanisme.”

Så du kan godt føle sympati for ham på trods af det hele?

”Jeg kan godt have ondt af ham. Men da jeg selv fik børn, tænkte jeg, at jeg ville gøre alt for dem. Og så tænkte jeg på alt det, han havde udsat mig for. Og det er nok der, min sympati for ham knækker.”

Hvad siger din familie til, at du behandler dit forhold til din far offentligt?

”Min mor og min søster har desværre slået hånden af mig. Det er en meget større sorg, end mit forhold til min far nogensinde har været. De medvirkede i min podcast, men da de hørte, at jeg havde planlagt en standup-turné på baggrund af den, og at jeg ville skrive en bog, sendte de en sms, hvor de skrev, at de ikke ville se mig, så længe jeg taler om min far i offentligheden. Jeg kørte op for at snakke med dem, sagde, at jeg ville droppe bogen – turneen kunne ikke aflyses – men det hjalp ikke. De havde bestemt sig.”

Hvorfor har du behov for at tale om det?

”Jeg er så træt af at være vokset op i 80’ernes stilhed. I 80’ernes skam. At gemme sig bag ligusterhækken. Jeg ved ikke, om det er en dansk ting. Men jeg sagde aldrig noget til nogen i skolen, når min far havde været på besøg, og hele familien rystede af skræk. Jeg bebrejder ikke min mor noget som helst, for hun gjorde, hvad hun kunne, men havde vi rakt ud noget tidligere, havde vi måske også fået hjælp tidligere. Hvis den her bog kan være med til at hjælpe nogen til at indse, at der er noget helt galt i deres liv, og at de skal se at slippe ud af det, har det været det hele værd. Jeg var selv mange år om at opdage, at det, min far havde udsat mig for, var helt vanvittigt. Det var først, da jeg skrev en bog om mit kræftforløb, og folk læste afsnittet om min barndom og sagde: ’Det var da helt forfærdeligt’, at jeg forstod det.”

Og hvad fandt du så ud af hos psykologen? Er du psykopat?

”Det har jeg lovet mit forlag ikke at afsløre. Det må man læse bogen for at finde ud af.”

/

Sprogrejser

Amina Elmi flygtede som barn fra Somalia til Aalborg med sin familie. Senere rejste hun fra Nordjylland til København og blev lukket ind i woke litterære kredse. På begge rejser opdagede hun, at sproget af og til er mangelfuldt og ekskluderende. Det har hun skrevet en anmelderrost digtsamling om.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Sara Galbiati

SPROG ER MAGT. Og ord er på én gang inkluderende og ekskluderende. De er følelsen af hjem og samtidig følelsen af ikke at høre til. De binder os sammen og skaber afstand imellem os. På denne formiddag er der aalborgensiske reminiscenser at spore i Amina Elmis stemme, da hun siger, at hun godt kunne tænke sig en filterkaffe. Forfatteren slår sig ned ved et udendørs-bord i nederdel og punket T-shirt, med lange, skinnende negle og en venstrevendt afrofrisure, klar til at tale om sprog. Fra hun var børnehavebarn, har hun levet en tosproget tilværelse, og hun har mærket på egen krop, hvordan dansk og somalisk hver især kan komme til kort.   

I sin digtsamling ’Barbar – Tavshedens objekt’ har Amina Elmi skabt forskellige indgange til forskellige forudsætninger. Der er direkte henvendelser til folk, der taler somalisk, der er engelske fraser og tråde til mytologi. Med ordet bismillah, som direkte oversat betyder ”i Guds, den nådiges, den barmhjertiges navn”, og som er en almindelig måde at indlede for eksempel taler og breve på i islamisk kultur, taler hun for eksempel direkte til dem, der er indviet i den muslimske verden. 

”På den måde bliver de lukket ind i et rum, som andre ikke har adgang til. Det synes jeg er spændende. Der er mange forskellige rum i bogen, som ikke har lige adgang. Det er helt bevidst, at jeg blander dansk, somalisk og engelsk i min digtsamling,” siger Amina Elmi og forsikrer om, at alle læsere stadigvæk kan forstå helheden.

MED SIN MOR og fem søskende flygtede hun fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 90’erne til Danmark, hvor hendes far allerede havde fået asyl. Selv har Amina Elmi kun et utydeligt minde fra sin barndom i Somalia: et billede af en smadret by. Hun er usikker på, om hun virkelig kan huske det, eller om det er noget, hun har strikket sammen på baggrund af forskellige overleveringer og billeder. Selvom digterens allerførste minder stammer fra Aalborg, var sproget med i god behold fra Somalia. Det byggede bro mellem det gamle og det nye hjem. Men det var ikke altid nok. 

”Hjem kan være to oceaner væk, og min mor lærte aldrig at svømme,” skriver Amina Elmi blandt andet i ’Barbar’. Hun fortsætter: ”Jeg indser at hjem for mig ikke er hjem for mor, jeg ser det i hendes øjne at hun har forladt et sted der gav hende det første sprog”, og ”& sådan kommunikerer vi ved at læse hinandens øjne i stedet for at bruge sproget fordi sproget er ødelagt, fordi sproget ikke fungerer her.” 

Ligesom sproget af og til var ude af sync mellem hende og hendes mor, oplevede Amina Elmi også, at hun og folkeskolen talte forbi hinanden. I skolen var forventningerne lave til ’sådan nogle som hende’. To sprog var ikke lig med dobbelt så godt, heller ikke selvom hun elskede danskundervisningen. Men i familien Elmi var faren et evigt heppekor: ”I kan godt.” Og Aminas storesøster blev den første i familien, der fik en lang videregående uddannelse som kandidat i psykologi.

Faren var videbegærlig og sad ofte med snuden i en dansk-somalisk ordbog, og han beherskede alt fra italiensk til engelsk.

”Han var et kæmpe sprogøre,” siger Amina Elmi, der selv blev smittet af iveren. 

”Jeg har altid været meget nysgerrig på sprog, og der var meget poesi og scenekunst og sådan noget derhjemme, da vi voksede op. Altså på somalisk. Det var ikke sådan noget med, at vi skulle sidde og kigge, læse og lytte. Det var mere noget, der kørte i baggrunden, og så kunne man være med, hvis man havde lyst.” 

Dengang syntes hun, at den somaliske musik var irriterende – måske især på grund af den knitrende kassettebåndskvalitet – men i dag er hun trofast lytter til sin hjemstavns musik, der som regel handler om kærlighed. Netop kærligheden er et sted, hvor dansk og somalisk differentierer sig fra hinanden ifølge Amina Elmi. 

”På dansk giver man ikke store kærlighedserklæringer, man er lidt påpasselig med komplimenter. Men på somalisk strømmer de ud. De bliver meget kropslige og fysiske. Man siger ikke bare ’Jeg elsker dig’, man siger ’Du er min lever’. Man har nogle ord for, at man – direkte oversat – sætter den anden oven på sit hoved, har dem med sig hele tiden, fordi man elsker dem så meget. Sådan nogle udtryk, der slet ikke eksisterer på dansk,” forklarer Amina Elmi, der til gengæld mener, at det somaliske og danske til gengæld finder hinanden i humoren, der på begge sprog kan være mørk og fuld af sarkasme og selvironi.  

ORDKRAFT

Amina Elmi, 29 år. Født i Somalia. Opvokset i Aalborg. Bor i København. Uddannet fra Forfatterskolen i sommeren 2023. Aktuel med sin debutdigtsamling ’Barbar – Tavshedens objekt’. Har tidligere studeret engelsk på Aalborg Universitet.

SELVOM SPROGREJSEN FRA Somalia til Aalborg rummer flest kilometer, var rejsen fra Nordjylland til København tæt på lige så lang. Amina Elmi havde sagt farvel og på gensyn til sit hovedtørklæde, sin barndomsby og sin familie. Hun flyttede til København med drømmen om at søge ind på Forfatterskolen. Og i storbyen blev hun en del af et københavnsk queermiljø, hvor man brugte ord som bipoc (der står for black, indigenous and people of colour) som en selvfølgelighed. Digteren havde aldrig hørt ordene før, og i miljøet brugte de generelt en jargon, som krævede særlig indvielse. 

”Der var en helt anden måde at tale sammen på, og det var meget sådan, at man sad i en rundkreds og spurgte, hvordan man havde det.” Sproget var én ting, men tøjet var også fuldt af farve og blikfang. Noget, som Amina Elmi ikke var vant til. I Aalborg havde hun i mange år gået med hovedtørklæde og været en del af det troende muslimske miljø. Det var derfor lettere overvældende at lande i den københavnske woke-arena, men hun var også draget af cirklens frihed, der lovede, at man kunne se ud, som man ville, danse, som man ville. Seksualiteten var fri, og løssluppenheden behagelig. 

”Men der var også en masse begrænsninger i det miljø. Pr. automatik talte og tænkte folk ens. Deres sprog var fuldt af vanskelige akademiske ord, samtidig med at de selv talte en masse om tilgængelighed, og at man skulle kritisere the establishment og strukturerne. Og hvem er egentlig med i de miljøer og fællesskaber? Ja, det er jo egentlig ret velstillede unge mennesker,” siger Amina Elmi, der følte, at den kreds, hun var blevet en del af, ofte så sort/hvidt på forskellige problematikker: 

”Enten er noget godt, eller også er det skidt. Man kan ikke rigtig lave fejl eller afsøge andre muligheder, for så bliver man hurtigt sat i bås: ’Du er ikke rigtig en del af os.’”

Hun begyndte at se sit københavnske fællesskab på en ny måde. Det gik op for hende, at de rummede nogle af de samme dynamikker, hun havde gjort oprør mod: undertrykkelse og udelukkelse. 

”Det gad jeg bare ikke,” siger Amina Elmi, der mener, at den til tider unuancerede kassetænkning kun opstod som resultat af gruppedynamikken, og fortæller, at hun i dag stadig har venner fra miljøet. 

DENGANG AMINA ELMI stadig bar tørklæde, oplevede hun blandt andet, at klassekammerater satte ISIS-musik på, når hun kom ind i klasselokalet. Det var en af mange provokationer, der gjorde hende vred. Vred på racisterne, vred på Danmark. Senere rettede vreden sig mod hendes eget bagland. Her blev hun kaldt ’en skør feminist’, fordi hun begyndte at diskutere åbent med imamerne. Hun var træt af de wahhabistiske fortolkninger af islam, som hun var vokset op med i moskeen, hvor den arabiske kultur var af højere rang end den somaliske. Og så havde hun det svært med al den skam og alle de tabuer, der var forbundet med at være pige og kvinde i den kultur. 

I dag er hun ret overrasket over, hvor omsorgsfuldt hun i sin digtsamling har været i stand til at beskrive det, hun voksede op i. 

”Min personlige udvikling har gjort, at jeg kunne give slip på vreden. Jeg var ikke 15 år længere, da jeg skrev den. Jeg så alting fra en ny distance. Jeg var mere undersøgende, og jeg havde et andet sprog for alt det, der var sket. Skriften åbnede sig for mig, og den gjorde, at jeg kunne se tingene og menneskene fra nye perspektiver,” siger Amina Elmi, der blev født i 1994. 

I dag skriver den nyslåede forfatter fra et håbefuldt sted. Hun drømmer om at være med til at sprænge de kategorier og kasser, som både mennesker og litteratur hele tiden bliver puttet i. I nogle af de rosende anmeldelser, hun har modtaget for sin bog, betegnes hun som minoritetsdigter, men Amina Elmi drømmer om mere – eller i virkeligheden mindre. Ét ord siger det: digter.

/

Verden af i morgen

Da krigen brød ud i Ukraine, og Europa trådte ind i en ny epoke, satte Jeppe Bentzen sig ind i et tog og rejste gennem 15 forskellige europæiske nationer for at lære Europas yngste voksne at kende på tværs af landegrænser og politiske ideologier.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Victor Jonas, privat

MED EN KUFFERT på størrelse med en lille kommode, en attachémappe og en rejsegarderobe til et jakkesæt står Jeppe Bentzen som en herretøjsreklame fra et italiensk modemagasin anno 1952 og lyser op i Aarhus Lufthavn. Lufthavnen er øde denne fredag eftermiddag. 

”Jeg har hele mit liv med,” siger den debuterende forfatter, der har kurs mod Budapest på ubestemt tid. Han skal ned og være korrespondent for Weekendavisen. Der må spilles Tetris med bagagen for at få den ind i denne journalists Toyota Aygo, hvis sparsomme plads i forvejen er okkuperet af barnesæder og hverdagens børnefamilie-skrald. Papir fra figenstænger og astronomiske mængder af sand. Jeppe Bentzen glider med ophøjet ro og bukser med pressefolder ind på forsædet. Jeg har lovet at køre ham hjem til Musikkvarteret i Randers, hvor han er vokset op. 

At rejse er hovedpulsåren i Jeppe Bentzens nye bog ’De vingeskudte’, der tilbyder et generationsportræt af Europa efter Ukraine-krigens udbrud. Portrættet er blevet til på baggrund af en togrejse, der over et år strakte sig over 15.000 kilometer og adskillige interviews og reportager. Den unge forfatter købte en Interrail-billet, bumlede sig gennem Europa og talte med yngre kunstnere og engagerede typer såvel som folk, han delte kupé med.

På farten mellem Milano og Genova.

”Jeg fik lov af min chef på Weekendavisen til at rejse til den ukrainske grænse, dagen efter krigen brød ud. Jeg landede i Budapest, lejede en bil og kørte af sted. Jeg så de ukrainske flygtninge på det her tidspunkt, hvor ingen vidste, hvad der ville ske. Jeg blev fuldstændig grebet af, hvad der foregik, og at det her faktisk skete i min levetid,” siger Jeppe Bentzen og forklarer, at han er del af en generation, der er vokset op i en fredstid. En fredstid, der med ét blev vendt på hovedet af Ukraine-krigen. Og en rejse, der blev katalysatoren til hans bog.

”Det var skelsættende for mig. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke rigtig forklare hvorfor. Det føltes som at opleve en af de fortællinger, jeg ellers kun har fået overleveret. Jeg tænkte, jeg er nødt til at opsøge det her. Alt, hvad jeg kan. Nu lyder det, som om jeg gerne ville være centrum for historien, men jeg ville bare gerne se det ske. Så jeg tog videre til Estland,” siger Jeppe Bentzen, der i den estiske by Narva, der grænser op til Rusland, mødte mennesker, der faktisk håbede, at Putin ville komme og overtage deres område. 

’Putin er en forbryder’ lyder det fra bogcafeen Libro i Wien.

HAN FORTÆLLER PÅ én gang begejstret, alvorligt og med fuld gestikulation. Imens glider Mols-landskabet forbi ruderne, Aygo’en skramler af sted over landevejene. Kornmarkerne er dyppet i eftermiddags-guld, sommer er ved at blive til efterår, og alt ånder næsten utrolig idyl.

”Pludselig kunne jeg bare mærke, at det her Europa, som jeg troede var kedeligt, ret kortlagt, forudsigeligt og ensartet på mange punkter, slet ikke var det,” siger han og forklarer, hvordan hans generation, som er født efter Berlinmurens fald i 1989, har været lullet ind i en fortælling om fordragelighed og varig fred i Europa. Der er fremgang, vi kan blive, hvad vi vil, og vi har i øvrigt aldrig haft det bedre. Men jo længere østpå, den unge forfatter kom, jo mere latter havde folk tilovers for dén fortælling.  

”I øst var de meget hoverende over, at den vestlige elite omsider har indset, at der er behov for at tage den her snak om, at Europa er noget andet end bare åbne grænser og Interrail. Det har de været konfronteret med hele tiden.”

Det var særligt på de længste togture, der strakte sig både til Rumænien og Italien, at de mange forskellige perspektiver og Europa-identiteter foldede sig ud for Jeppe Bentzen:  

”Når man sidder sammen en hel nat i en aflåst kupé fra Budapest til Zürich, har man ikke nødvendigvis tid til at lære hinanden at kende, men man er nødt til at stole på hinanden, og man er også nødt til at smalltalke om et eller andet. Og jeg oplevede faktisk, at de fleste begyndte at tale om krigen og situationen i Ukraine. Ikke på sådan en måde, hvor de udvekslede daglige nyheder. Men mere sådan: ’Hvad tænker du om det hele?’ Det udnyttede jeg virkelig til at få forskellige refleksioner og reaktioner med i bogen.”

Til hest i Transsylvanien, Rumænien.

DA VI ER tæt på opvækst-adressen i Musikkvarteret, mangler vi stadig et par spørgsmål.

“Er der mon et sted i nærheden, hvor vi kan holde ind?” spørger jeg. 

“Drej til venstre her,” siger Jeppe Bentzen og gelejder Aygo’en ind mellem en kolossal Bauhaus og ’Lisbeths Køreskole’. Lige i midten ligger Memphis Mansion, en overdimensioneret villa i sydstats-stil, der er en fusion af en amerikansk diner og et museum om The King of Rock and Roll. Elvis’ smørstemme fra højttalerne blander sig med motorvejen, der myldretids-bjæffer lige ved siden af. Børnefamilier kommer til og slår sig ned på den autentiske porch for at fejre weekendens snarlige komme med pomfritter og store jordbærshakes. Med skinnende loafers, pudsede solbriller og tilbagestrøget hår ligner Jeppe Bentzen en fremmed midt i fastfood-moradset. En fremmed lignede han også mange steder på sin Europa-rejse.  

”Jeg er blevet omfavnet, hånet, udskammet og gjort klogere af jævnaldrende fra både øst og vest,” siger Jeppe Bentzen, der var klar over, at han med sin frakke, notesbog og kuglepen kunne blive opfattet som en slags turist, der kom for at suge den østeuropæiske betonjungle til sig med dens eksotiske skudhuller og slidte bygninger. 

”Min største lære i arbejdet med bogen er helt klart, at jeg ingenting vidste om, hvad det vil sige at være europæer i dag. Min forståelse var taget fra generationen før mig, sådan en forståelse af, at vi bare kunne læne os tilbage og lade Europa forblive centrum af verden. Det var ligesom fast besluttet,” siger Jeppe Bentzen og tager en tår af den Brooklyn Lager, vi har købt fra fad i Elvis-baren.  

Skriveværksted i San Lorenzo-kvarteret, Rom.

Men hvordan er den så, generationen af Europas yngste voksne? 

Rystet, jovist. Men måske i virkeligheden mindre splittet end for bare et øjeblik siden. Ifølge Jeppe Bentzen var krigsudbruddet i Ukraine et formativt øjeblik, der bandt hans jævnaldrende sammen i erkendelsen af, at vi ikke længere kan holde frikvarter fra historien. På tværs af landegrænser og uagtet i hvilken grad man er berørt af krigen.  

”Krigen påvirker alt muligt. Liv, helt åbenlyst. Men også varmeregningen og fødevarepriserne. Rundtomkring i Europa taler mange om, at vi er nødt til at formulere nogle nye ideer. For de ideer, som især min generation er vokset op med, virker pludselig tusind år gamle i lyset af både krig og klimakrise,” siger forfatteren.  

”Så det er en generation, der er ved at komme sig over de bristede illusioner. De skal lidt ned på jorden igen. Jeg tror lige, ungdommen skal vænne sig til at være politisk indigneret og aktivistisk igen. På en u-ironisk måde.”

I mellemtiden har vi forladt Memphis Mansion og er trillet ind i Musikkvarteret og har fundet det rette parcelhus, Bentzens barndomshjem. Længere nede ad stien venter hans mor og familiens hund. Weekenden skal bruges på randrusiansk familie-manér, inden toget gør holdt i Budapest.

VISUM

Jeppe Bentzen, 26 år. Korrespondent for Weekendavisen. Født i Randers. Bor p.t. i Budapest. Cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. Har læst filosofi og statskundskab på American University i Washington D.C. Aktuel med bogen ’De vingeskudte’.

/

Kampen om isen

Hele sit liv har biolog og dna-forsker Eske Willerslev været opslugt af det forgangne. Af oprindelige folkeslag, af istidens dyre- og planteliv. Som helt ung rejste han til Sibirien, og det skulle vise sig at blive starten på et utroligt videnskabeligt eventyr. Nu er han aktuel med en ny bog om sin store og stædige forskningsrejse.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jes Larsen

MANGE AF DE STUDIER, jeg har lavet, stammer fra spørgsmål helt tilbage fra min barndom. Jeg var meget interesseret i indianere, og jeg læste alt om dem. Da jeg var helt ung – lang tid før jeg blev forsker – tog jeg på en ekspedition til Sibirien med min tvillingebror Rane. På den tur fandt vi knogler fra mammutter og kranier fra uddøde vild­heste. Jeg tog dem med hjem og lagde dem i min mors garage. Hun sagde senere: ”Kan du ikke snart smide det lort væk?” Men jeg tænkte, at jeg ville få brug for dem en eller anden dag.

Det havde været min drøm at rejse til Sibirien, helt fra jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne blive prærieindianer, når jeg blev stor. I stedet ville jeg opleve tundraen og de nordlige skove og lede efter jukagirer (sibirisk folk med eget sprog, red.). 

Rane og jeg tog til Sibirien flere gange. Vi var begge to startet på universitetet i mellemtiden, men på vores sidste tur blev jeg tilbudt et job som pelsjæger. Det var en drengedrøm, og jeg sagde ja. Det var slet ikke planlagt, så jeg havde ikke andet end mit gevær med. Der var en jakut-kvinde, der syede jagttøj til mig, og så blev jeg ellers shippet med en helikopter ud i ødemarken med to jægere. Jeg var virkelig det tynde øl i det selskab. Jeg endte med at være der i cirka et halvt år, og det er ultimativt det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.

Temperaturen faldt til under minus 50 grader. Det var så ekstremt at være i. I det jagttøj, jeg havde fået syet, var knapperne for store i forhold til knaphullerne i mine bukser, så min gylp gik hele tiden op, og jeg fik simpelthen forfrysninger i skridtet. Det var pissehårdt, og jeg er ikke en særlig god jæger. Det må jeg bare erkende. 

ARVTAGER

Som den første i verden kortlagde Eske Willerslev i 2010 arvemassen fra et fortidsmenneske. Det gjorde han ud fra en 4.000 år gammel hårtot fra Grønland.

På baggrund af dna’et i hårtotten fandt han ud af, at de første mennesker, der var i Grønland, ikke er forfædre til de nuværende inuitter. Den opdagelse gik verden rundt, for indtil da havde man kun kunnet kortlægge arvemassen på et nulevende menneske.

JEG VAR KUGLESKØR, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke sove på en almindelig seng, og jeg ville ikke smide mine jagtbukser. Så jeg gik til forelæsninger på Københavns Universitet i jagtbukserne, der var fuldstændig sorte af blod, fra når vi havde siddet og parteret og skindet dyrene. Jeg skulle læse til genetik-eksamen, og det virkede fuldstændig meningsløst, når jeg lige havde levet et liv, hvor det hele gik ud på at sove, æde og slå ihjel. Det her er min egen diagnose – jeg har aldrig fået det tjekket professionelt – men jeg tror, at jeg havde noget posttraumatisk stress. De fleste af dem, der lever derude i Sibirien, bliver heller ikke mere end 50.

Hver dag som pelsjæger brød jeg mine egne grænser for, hvad jeg turde. Hvis du for eksempel er ved en sø, så krydser du den, selvom isen er tynd, for det tager for lang tid at gå udenom. Og du ved, at hvis du falder i, så er du færdig. Vi gik rundt på sådan en blanding mellem ski og snesko, så man kunne bare se, at vandet steg op af ens fodspor. Jeg er ikke særlig modig af natur og ville altid have valgt vejen udenom, hvis jeg kunne. 

Jeg færdiggjorde mit studie, fordi min mor sagde, at det var vigtigt, at jeg havde noget at falde tilbage på. Jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at gå på universitetet. Det var kedeligt at læse om og repetere, hvad andre havde lavet. Men da jeg så skulle skrive speciale, hvor man for første gang får lov til at lave et rigtigt forskningsprojekt, hvor man opstiller et forsøg og prøver at svare på noget, som ingen før har svaret på, var det en kæmpe øjenåbner for mig. Jeg havde aldrig oplevet noget så fedt. 

SOM SPECIALESTUDERENDE HAVDE min makker Anders Hansen og jeg som de første i verden udvundet dna fra mikroorganismer i gammel is fra Grønland. Folk bruger primært de gamle iskerner med henblik på at forstå klimaforandringer, men vi viste, at man også kunne bruge dem til at analysere de mikroorganismer, der er faldet ned på isen over tusinder af år. Vi fik 13 for vores speciale og publicerede resultaterne i et meget fint tidsskrift. Vi ville gerne undersøge det nærmere, men der var bare meget få ph.d.-stipendiater dengang. 

Vi ventede halvandet år uden lønninger eller noget som helst. Da vi så endelig fik stipendiet og kunne komme videre, var der andre forskere fra Amerika og Frankrig, der var gået videre med vores opdagelse med isen, og vi var bagud. 

Hvad fanden gør vi, tænkte jeg. Det var svært at få adgang til knogler eller fine fossiler, som man kunne undersøge. Men en dag sad jeg og kiggede ud ad vinduet. Bladene raslede ned på jorden fra træerne, og der kom en hund gående og sked på fortovet. Og så slog det mig: Vi ved, at der er dna både i bladene og i lorten, men vi ved også, at bladene formulder, og at næste regnskyl får lorten til at forsvinde. Men hvad sker der egentlig med dna’et? Forsvinder det også, eller kunne det være, at det blev bevaret i jorden? Det ville være helt fantastisk, for det er nemt at få adgang til jord. På den måde kunne vi komme videre med vores undersøgelse. 

Vi gik ind til vores vejleder og fortalte ham om ideen. Han sagde: ”Jeg har aldrig hørt noget så dumt i mit liv.” Dengang havde man den tanke, at der ikke ville være noget tilbage af det dna, der falder ned, at det vil blive spist af bakterier. Men vi blev ved. 

Jeg fik kontakt med en russisk geolog, som arbejdede i Sibirien. Jeg vidste, at permafrost var et godt sted for langtidsopbevaring af biomolekyler. Så hvis vores idé skulle virke, så skulle den i hvert fald virke i permafrost. Jeg spurgte geologen, om han kunne tage nogle flere tusind år gamle permafrostkerner med til København. Det gjorde han. Det eneste, han ville have til gengæld, var vodka. 

Det var et kæmpe problem dengang at få udvundet dna, uden det blev forurenet i processen, og vi prøvede i månedsvis med alle mulige forskellige metoder uden resultat. Men en juledag, hvor alle var gået hjem fra laboratoriet, kom der pludselig dna-sekvenser ud, som kunne kortlægges. Det væltede ud med resultater. En hel enorm mængde planter, mammutter, steppe-bisoner og vildheste. Jeg har gjort mange videnskabelige opdagelser i min karriere, men det her er til stadighed den største. 

Vi fik kortlagt hele økosystemer i prøverne. Før havde man kun kunnet give et kvalificeret gæt på, hvor en art havde levet. Men her kunne vi se, præcis hvilke arter der havde været lige præcis der, hvor vi havde taget prøven. Selvom vi fik vores studie publiceret i et anerkendt tidsskrift, var der ikke mange, der troede på os. De følgende 10 år var jeg nærmest den eneste, der arbejdede med det her. Man troede simpelthen ikke, at dna var til stede på den måde. Men i dag ved vi, at alt levende afgiver dna hele tiden, og at det kan bevares over millioner af år. 

UD AF ESKEN

Eske Willerslev, født 1971. Gift og far til to børn.

Prisvindende biolog og dna-forsker. Professor ved Københavns Universitet og Cambridge University. Fik sin første doktorgrad i 2004 og sin anden i 2019. Blev i 2005 Danmarks yngste professor.

Er specialiseret i at trække dna ud af ældgammelt materiale. På den måde har han været med til at omskrive vores viden om menneskehedens tidligste historie.

Medlem af Eventyrernes Klub, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og The National Academy of Sciences i USA. Æresdoktor ved Universitetet i Oslo. Forfatter til flere end 200 videnskabelige artikler, som blandt andet er publiceret i de prestigefyldte tidsskrifter Nature og Science.

Aktuel med bogen ’Jagten på verdens ældste dna’.

MIN NYE BOG handler i virkeligheden om den rejse, jeg har været på fra den første dna-opdagelse under mit universitetsspeciale, til hvordan vi rent faktisk kan bruge den oplevelse til at belyse alt muligt fra indvandring af de første mennesker til at se tidligere forandringer i klimaet. 

Når man bliver professor og skal til at opfinde noget, får man basalt set tildelt et kontor, en stol og et bord: Find ud af et eller andet! Og jeg troede faktisk, at mine ture til Sibirien havde været forgæves i forhold til min videnskabelige karriere. Men det viste sig, at det havde de ikke. Ideerne til min forskning kom fra de ture. Min erfaring fra turene har også haft kæmpestor betydning for mit senere arbejde med oprindelige folkeslag, amerikanske indianere og australske aboriginere. 

Derude handler det hele om tillid. Flere oprindelige folk er grundlæggende skeptiske over for videnskabsmænd, fordi de historisk har dårlige erfaringer med dem. De følger deres kulturelle og religiøse overbevisninger såsom at ofre til ilden, inden man går på jagt. Det er man nødt til at have respekt for, også selvom man ikke kan forklare det videnskabeligt. Det havde jeg, fordi jeg selv havde prøvet det. Og det tror jeg, at de kunne mærke.

På et tidspunkt var der stor debat om, hvorfor istidsdyrene forsvandt. Om det var mennesker eller klimaforandringer, der slog dem ihjel. Og det var faktisk ved hjælp af dna fra knoglerne fra min mors garage og nogle flere knogler, jeg havde med fra senere rejser til Sibirien, Nordcanada og Alaska, at vi kunne konkludere, at det var klimaet, der havde spillet en rolle. 

Vi kunne se, at Nordgrønland, som i dag er en arktisk ørken, hvor der nærmest ingenting er, engang havde været skov med mange forskellige slags træer og høj biodiversitet. Der havde levet mastodont-elefanter, som man ellers kun kendte fra Nordamerika, og gæs, harer og rensdyr. Dengang, for to millioner år siden, var der 15 grader varmere i Grønland, end der er i dag. 

Nogle gange handler det om at turde gøre noget, selvom autoriteterne siger, at det er en dårlig idé. Som studerende hørte jeg flere gange, at mine ideer var dårlige, eller at de ikke kunne lade sig gøre. 

Den der følelse af at være den første, der opdager noget … det kan godt være, at du bare har rykket vores forståelse af verden en lille smule, men det er fandeme dig, der har gjort det. Det er en følelse, jeg ikke vil bytte for noget som helst.

/

Ord på egne ben

Fra professionel danser til international crime writer. Katrine Engberg tog en utraditionel vej ind i bøgernes verden. Nu er hun aktuel med en krimiroman, der udspringer af hendes egen jødiske familiehistorie.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner

MASSER AF BØGER, knap så mange penge. Det er nogenlunde – og meget kort gengivet – sådan, Katrine Engberg beskriver sit barndomshjem. Forældrene, Sysse og Jan Leon, var universitetslektorer. Moren lektor i græsk, faren lingvist, sprogforsker og fonetiker. Det materielle spillede ikke en nævneværdig rolle derhjemme, men ånd og intellekt betød til gengæld alt. 

”Måske også for meget sommetider,” siger Katrine Engberg og smiler lidt ved sit spisebord, mens hun siger det. Et varmt gult gardin lyser op bag hende i samme nuance som efterårsløvet, der sidder fast på trækronerne lidt endnu. Man kan se dem fra vindueskarnappen, hvor Søerne i København glitrende folder sig ud i fuld længde fra Østerbro til Vesterbro. Et stenkast væk ligger forfatterens barndomshjem i Kartoffelrækkerne, hvor hendes mor i øvrigt stadigvæk bor. Det klinger mondænt, men det var det ikke i 80’erne ifølge Katrine Engberg. 

”Vi havde ikke særlig mange penge, og det havde mine klassekammerater heller ikke. Det lyder helt tåbeligt at sige i dag om Østerbro, som jo er det pæneste sted i byen, men det var ret råt,” siger Katrine Engberg og fortæller om dengang, hvor den ældre ’Store Katrine’ fra gaden passede hende op med sit lille slæng og slog hende.  

”Jeg var alene på vej hjem fra fritidshjemmet. ’Store Katrine’ havde set sig sur på mig, og hun havde den der seje anorak, som alle de rigtig cool børn havde, blå- og hvidstribet, hun gik over til mig, og så sagde hun: ’Hvad er der med dig, du er bare sådan en møgunge, du er sådan en lorteunge, der er ingen, der kan lide dig!’ Og så stak hun mig den største lussing. Foran alle de andre,” siger Katrine Engberg, der stadigvæk kan huske følelsen i kroppen, da hun gik hjem. Helt ulykkelig. ”Men det var jo ikke noget, man sagde til nogen eller gjorde noget ved. Sådan var det bare. Hvis hun læser det her, skal hun bare vide, at det stadigvæk sidder i mig. 40 år senere.” 

BARNDOMMEN MIDT I hjertet af København bød dog på meget andet end skolegårdsdrillerier og lede kammerater. To gange om ugen var Katrine Engberg på biblioteket på Dag Hammarskjölds Allé, hvor hun læste tegneserier og bøger, og hendes forældre var flittige til at tage hende med til byens kulturelle tilbud. Omkring aftensmad diskuterede de alt fra Khomeini og atomkraft til eksistens og følelsesliv. Hendes far var ud af jødisk familie, selv var han kulturjøde, mens farmoren og farfaren reelt var troende, men moderate i deres religion, som Engberg beskriver det, og gik i synagogen ved højtider. 

”Min far spiste svinekød og var fuldstændig integreret dansk og venstreorienteret akademiker-hippie-type. Men alt det kulturelle fra jødedommen bar han med sig og gik meget op i,” siger Katrine Engberg, der som barn var fuldt bevidst om sit jødiske ophav, men ikke gik videre op i det. Faktisk syntes hun dengang, at det var småpinligt at være ud af jødisk familie.

”Jeg blev drillet med det. Det der med at være jødisk var ikke smart. Min mor var kristen fra en dansk familie, og min far var jødisk fra en indvandrerfamilie og så anderledes ud. Han havde stort sort krøllet hår, stor næse og stort skæg, så når han kom hen på skolen, stak han ud. De andre havde alle sammen lyst hår og blå øjne . Og så var der mig,” siger Katrine Engberg. Børnene på skolen lavede vitser om hende, hvor de sagde ”Sieg Heil”, og at hun var blevet gasset, hvis hun havde levet under krigen.   

”Det var ikke et særlig beskyttet miljø, så jeg lærte at gemme det væk. Jeg syntes, det var pinligt. Der var nogle onde unger på det tidspunkt. Det handler jo også om, at der ikke var så meget diversitet dengang,” siger Katrine Engberg, der samtidig forklarer, at det trods alt ikke fyldte så meget i hendes hverdag. Det gjorde turene på biblioteket til gengæld og ikke mindst dansen. Dans og litteratur var uadskillelige ledsagere i Katrine Eng­bergs barndom. Hendes søster proklamerede tidligt, at hun enten ville gå igennem sit voksenliv som professionel danser eller forfatter. Søsteren havde ret, der var bare ikke noget ’enten’, for Katrine Engberg blev begge dele. 

KATRINE ENGBERG

47 år, bor på Østerbro i København, mor til Cassius på 14 år, kæreste med Jakob Gandløse Jensen. Krimiforfatter, udgav sin første roman i 2016. Tidligere professionel danser, koreograf og instruktør. Har solgt mere end en million bøger, der er udgivet i 30 lande. Aktuel med ’Det brændende blad’.

DA KATRINE ENGBERG var fem år, gik hun til ballet og var overbevist om, at hun skulle være primaballerina. Og selvom hun elskede bøgernes verden og samtalerne i hjemmet, hvor der med Engbergs ord var åndeligt og følelsesmæssigt højt til loftet, valgte hun dansen og uddannede sig til moderne danser efter gymnasiet.

”Jeg har altid været enormt interesseret i ord, sprog, ånd og samtale. Og samtidig været meget kropsligt orienteret. Jeg tror, at når man vokser op i et hjem, der er fyldt med bøger, ord, støv og lange processer – mine forældre har jo skrevet forskningsprojekter og artikler, ting, som tog årevis – søger man som teenager en anden vej. Det gjorde jeg. Ren krop. Jeg var alt for utålmodig og har heller ikke akademisk talent overhovedet. Jeg har et helt andet temperament, for mig skal det gå meget hurtigere.”

Selvom hun valgte en anden vej end sine forældre, bakkede de hende dog altid op.  

”Jeg har aldrig nogensinde præsenteret mine forældre for en idé, de har skudt ned. Som barn tog jeg det som en selvfølge, for sådan var det jo hjemme hos os. Men jeg kan godt se, nu hvor jeg er blevet ældre, hvor fantastisk en gave det har været. Det gør jo, at man tør kaste sig ud i ting, man ikke er helt sikker på, at man kan.”  

Som 18-årig tog hun på danse-rejse til New York og begyndte på den i dansemiljøet berømte skole ’Steps on Broadway’. Der var åbne timer i jazzballet med 10 forskellige niveauer. Nok var timerne åbne, men der var også faste elever og en vis konduite om, at man som udefrakommende ikke gjorde et kæmpestort væsen ud af sig. Det tog Katrine Engberg ikke så tungt. 

”Jeg tog det sværeste niveau, og så stillede jeg mig allerforrest. For jeg skulle have noget ud af det. På en eller anden måde havde jeg en kæmpe napoleonshat på og tænkte bare: ’Pfff, her kommer jeg!’ Men det var også parret med stor usikkerhed. Det er jo ikke, fordi jeg er fuldstændig overbevist om mine egne evner.”

Katrine Engberg arbejdede i mange år som professionel danser på blandt andet Det Kongelige Teater, hun instruerede revyer og et teaterstykke på Bellevue Teatret. Men da hun fik sønnen Cassius, fandt hun ud af, at de mange aften-optrædener ikke kunne forenes med det familieliv, hun gerne ville leve. Desuden var der også noget, der aldrig helt faldt i hak med det professionelle danseliv. Katrine Engberg holdt altid mest af prøve-processen, hvor alt kunne lade sig gøre, men når det kom til forestillinger og rampelys, blev det reproduktion og samlebåndsarbejde. 

”Jeg tænker simpelthen ikke i trin. Jeg kan bare godt lide at danse,” siger Katrine Engberg, der stadigvæk danser jazzballet hver søndag på et old girls- og boys-hold til høj musik. 

Det endelige farvel til dansen sagde Katrine Engberg med ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Det samme sted, hvor hun havde forelsket sig i balletdansen 30 år tidligere sammen med sin mor. 

”Da jeg stod på scenen i Det Kongelige Teater den sidste aften og modtog applaus og nejede foran publikum, var det med helt ro i hjertet. Jeg vidste bare: Jeg kommer aldrig til at danse på en scene igen. Og det har jeg heller ikke gjort. Det var en meget klar afsked,” siger Katrine Engberg, der i årene efter prøvede sig af som koreograf og instruktør. Men det føltes heller ikke helt rigtigt, og en løbende mail-udveksling med en af mødrene fra hendes søns vuggestue kickstartede skriveriet, der udmøntede sig i hendes første roman, som udkom, da hun var 40 år gammel. 

ET MINUTIØST FARVEKOORDINERET storyboard holder tråd i fortællingerne på Katrine Engbergs kontor i Østerbro-lejligheden, mens billeder af hendes smilende far med viltert sort hår kigger ned fra væggene. Det er her, krimiromanerne bliver til, og ideen til den nyeste i rækken, ’Det brændende blad’, udspringer af farens livshistorie og hans jødiske rødder – en familiefortælling, der hele tiden lå mellem linjerne i forfatterens opvækst. 

Hendes mor viste hende en politirapport for et års tid siden, der handlede om hendes bedsteforældre og hendes far. Rapporten var dateret 6. oktober 1943 i Skanör, Sverige, og hænger også på opslagstavlen. Engbergs farmor og farfar ankom til Sveriges kyst på flugt fra nazisterne, og kvinden havde en baby i maven – det var Engbergs far, Jan Leon. De ankom i en fiskerbåd med tomme lommer og to kufferter med tøj. Flugten sad i faren gennem hans liv og kom ifølge Katrine Engberg til udtryk gennem hans konsekvente forkastelse af materielle goder. 

”Jeg ville ønske, jeg havde lyttet mere til min far, når han fortalte, for han ville gerne have delt den jødiske kultur med mig, men jeg gad ikke have det. Så der ligger også en eller anden form for bøn om tilgivelse i det her for mig. At jeg skriver en bog, der har flugt og jødedom med som tema,” siger Katrine Engberg, der ikke bare følte, hun havde brug for at lære historien ordentligt at kende, men også pligt til at fortælle den. 

Med vilje har hun ikke gravet så dybt i lige netop sin fars historie, men der­imod interviewet andre, der har haft en opvækst, der lignede med efterveer fra krigen. 

”Jeg har ikke lyst til at være den, der skriver min fars eller familiens eftermæle. Jeg vidste, at jeg ville skrive fiktion, og at jeg ville have lov til at digte, så derfor ville jeg ikke forholde mig for meget til, hvad der faktuelt var sket, for så ville det føles svigefuldt at afvige fra den faktiske fortælling,” siger Katrine Engberg, hvis far gik bort i 2013.

”Selvom det er posthumt, kan jeg mærke, at det styrker vores bånd, at jeg har skrevet om at være på flugt.”

/

Lang historie kort

66-årige Maria Helleberg er ofte blevet kaldt ’dronningen af historiske romaner’. Tag med forfatteren af den populære Thy-serie hjem i skrivehulen og huset i Fredensborg, der bugner af samlerobjekter og gamle skatte, der kan skrives om.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Robin Skjoldborg, privat

FREDENSBORG STÅR I ravruskende efterårs-flor med brændende orange trækroner tilsat en stiv vind, der trækker våde, grå skyer ind over landskabet. På en stikvej i byen folder enklaver af rækkehuse sig ud med haver vendt ud mod en fælles parkeringsplads. Bag en af havelågerne gemmer der sig en eventyrlig og vild have, hvor græsset har vokseværk, og hvor kulørte lamper og plirrende vindspil emmer af sommerfest, selvom kalenderen for længst har ramt efteråret. 

Døren går op, og frem kommer den produktive forfatter Maria Helleberg, der igennem årtier har kastet lys over danmarkshistorien og dens betydelige personligheder, med glitrende broche, gulvlang kjole og perler i håret. 

Hun og den ruhårede terrier på hendes arm smiler og vinker. Hunden hedder Lillemand. Egentlig havde Maria Helleberg og hendes mand valgt et andet og ifølge hende flottere navn, Cicero, men hunden reagerede simpelthen ikke på det. En dag sagde hendes mand pludselig: ”Kom så, Lillemand”, og så lystrede hunden for første gang. 

En flig af Maria Hellebergs samling af håndplukkede artefakter.

”JA, HAN HAR SELV valgt sit navn,” siger Maria Helleberg, der byder indenfor og gelejder ind i sin stue, hvor endnu en eventyrlig Narnia-agtig lomme åbner sig. Hun anretter sig i en rød lædersofa sammen med Lillemand, der søvnigt slænger sig. 

”Børn elsker at være her,” siger forfatteren fra sin bløde plads i sofaen, hvorfra hun har skrevet en stor del af sine mange romaner. Foran hende på et lavt sofabord med gyldne mosaikfliser retter hun lidt på sin musemåtte – et persisk tæppe i størrelse miniature – der ligger ved siden af den bærbare computer, som hun hamrer sine historier ind på.

Man forstår instinktivt godt børnene. For der er ikke plads til meget af den solgule vægfarve, der indimellem kigger frem i stuen. Pladsen er blandt andet stjålet af hyldevis af sjældne og nydeligt tilrettelagte porcelænsdukker i håndsyet tøj, som Maria Helleberg selv har lavet. Hvorfor? Jamen, fordi deres oprindelige beklædning ikke var helt historisk korrekt. 

Ægte samuraisværd importeret fra Japan hænger i linjer over fjernsynet. Sværdene skaffede hendes mand hjem for år tilbage, og dengang måtte de ned på den lokale politistation og indhente en våbentilladelse for at få lov til at have dem hængende. 

Fra gulv til loft strækker sig en bogsamling, som er udgjort af en god portion leksika og encyklopædier. Dem bruger Maria Helleberg i arbejdet med sine romaner. 

”Det ville være nemmere, hvis man bare kunne slå det op på computeren,” siger hun og kvæler et hurtigt hosteanfald i en tår appelsinvand. Da hosten har lagt sig, peger hun og forklarer, at lige præcis de værker med lige præcis de oplysninger altså ikke findes digitalt. Hun har tjekket. 

HELLEBERGS HISTORIE

Maria Helleberg, 66 år, forfatter, har udgivet over 80 bøger, der blandt andet har kredset om guldalderen, konger, dronninger og datidens store kunstnere. Uddannet cand.mag. i teatervidenskab. Debuterede som forfatter i 1986. Aktuel med ’Teenageren fra Thy’, som er fjerde bind i Thy-serien, der dykker ned i den danske historie med afsæt i hendes egen slægtshistorie. Romanerne bygger på fortællinger fra Maria Hellebergs mor og moster, som hun har fået fortalt gennem tiden.

DEN STORE STUEREOL er også fyldt med lp’er. En samling, hun er begyndt på helt forfra. Dengang lp’en led den visse nyheds-død til fordel for cd’er og senere musik fra streamingtjenester, skilte Maria Helleberg sig af med alle sine plader. Efter en årrække fortrød hun som mange andre, så nu står Mozart og russisk opera igen side om side med tynde rygge blandt et væld af andre klassiske vinyler, klar til at hive ud. 

Vindueskarmene bugner af figurer af pindsvin, porcelænsgrise og glaspapegøjer, der reflekterer eftermiddagssolen, og et sted stikker en vase med fuglefjer i forskellige farver og længder op. Uret i stuen tikker, og radioen spiller klassiske musikstykker, kun afbrudt hver halve time af nyhedsoversigter. 

Maria Helleberg har en imponerende række romaner på cv’et og en ditto impo­­nerende samling i sit hjem.

RÆKKEHUSETS UTAL AF artefakter har alle deres helt egen historie, som Maria Helleberg kan fortælle om med stor præcision. De stammer fra hele verden – hun har blandt andet boet i New York og Italien ad flere omgange – og mange af dem har fået prima skueplads i hjemmet. Den store samling til trods hersker der ikke museumsagtig stemning i hjemmet, og man skal ikke gå med armene nede eller sidde forsigtigt og musestille og tænke: ”Nok se, men ikke røre.” 

For her må man gerne være barn, og de – og andre – må gerne lege i Maria Hellebergs hus, også med samlerobjekterne. 

”Jeg har aldrig forstået, hvorfor børnene ikke må være med – de er da så sjove!” siger Maria Helleberg på en dialekt, der er svær at stedbestemme. Måske fordi hendes fars job som fjernsynssælger betød, at familien rykkede en del rundt i landet i hendes opvækst. 

Egentlig ville hendes far gerne have været pianist, men af økonomiske årsager blev det aldrig sådan. Til gengæld fik han øjnene op for det nyeste nye på en rejse til USA: fjernsynet. Faren blev betaget og satte sig for, at han skulle udbrede den nye elektroniske herlighed i Danmark – inden der overhovedet fandtes danske udsendelser. 

Fjernsynssælgeren kom vidt omkring, og derfor er Maria Helleberg vokset op på Frederiksberg og i Vejle og nogle steder derimellem. Det bedste barndomsminde står dog stadig klart for forfatteren. 

”Når mor stod og lavede aftensmad, jeg selv sad ved bordet og lavede lektier, og vi sammen ventede på, at far kom hjem fra arbejde … Der var en stor tryghed og genkendelighed i det.” Senere blev forældrene skilt, adressen hed derefter Albertslund, hvor den dengang unge teenager boede sammen med sin mor, der – ifølge sin datter – blev en stærk, selvstændig kvinde, som var aktiv i et væld af tidens organisationer. 

Skrivestationens udsigt til bibliotek og samuraisværd.

SELV SIGER MARIA HELLEBERG, at hun er barn af ’rødvins­generationen’, som hun har døbt sine forældres årgang. Generationen, der holdt selskaber, hvor de sad til bords i timevis og åbnede den ene flaske efter den anden, snøvlede mere og mere, og som forventede, at børnene forholdt sig i ro og ellers deltog i festlighederne, når de var gamle nok. 

”Folk diskuterede hele tiden. Alting var i opbrud dengang i starten af 70’erne,” siger Maria Helleberg, der ikke selv var politisk aktiv, og som ikke gad sidde og marinere sig selv i alkohol. De stærke smage sagde hende ikke noget i hendes tidlige ungdom, hverken gorgonzola eller rødvin. 

”Det har jeg så lært i dag, haha,” indskyder hun. 

Når man spørger Maria Helleberg om, hvornår interessen for historiske fortællinger opstod, tænker hun et stykke tid og svarer så: ”Den har altid bare været der.” 

Og lidt efter: ”Men den begyndte nok alligevel med en besættelse af renæssancen, da jeg ikke var særlig gammel.” 

Som barn var hun desuden fascineret af, hvordan hendes mor kunne huske godnathistorierne fra ende til anden og fortælle dem på præcis samme måde hver eneste aften. Hun troede, at moren fandt på ordene ud fra billederne, og anede ikke, at der faktisk fandtes tekst. Da det gik op for hende, at man kunne gengive tale på skrift, åbnede en ny verden sig, og hun lærte lynhurtigt at skrive. 

UNDERVEJS HAR HUN tendens til at fortabe sig i løsrevne livs-anekdoter med smil og øjne, der graver i hukommelsen og fisker alverdens detaljer op. Frit fra hukommelsen citerer hun Heiberg, den berømte danske dramatiker, eller forklarer, hvorfor det var forkert at beskrive et trojansk skjold som ottetalsformet i en af hendes bøger, og at det tog hende en hel nat at finde på et nyt og mere korrekt ord.

Den allerførste historie, hun skrev, husker hun dog ret klart. Den handlede om en død mand, og den fik hendes forældre til at skraldgrine. Og så skrev hun ufortrødent videre. Terpede latin i gymnasiet, senere dansk og teatervidenskab på universitetet. På en af de første primitive computere skrev hun sin første roman, som hun gemte på en stor floppy-disk, printede ud og sendte ind til forskellige forlag. 

Da hun som 30-årig blev ringet op af en forlagsredaktør, der sagde, at han gerne ville udgive romanen, blev hun fuldstændig paf.  

”Jeg var dengang på vej på min første og sidste skitur, og jeg stod og pakkede, da redaktøren ringede. Jeg kom til at tage fjernbetjeningen med i stedet for vanterne.”

I dag, 80 bøger senere, rejser hun sig fra sofaen og fortæller, hvordan hun brugte hele skiferien i Geilo på at snakke i telefon med forlagsredaktøren. Violinerne og trommerne fra radiohøjttaleren filer og banker løs, mens Maria Helleberg sammen med Lillemand gelejder ud mod entreen. Heldigvis har han ikke gnasket sig igennem nogen sko – endnu. De to siger pænt farvel og vinker i døren, på tærsklen mellem historiernes vingesus og den vindblæste have. Ude i Fredensborg venter nutiden.

/

Ude af karakter

Museumsinspektør og vikinge-arkæolog Jeanette Varberg har udgivet en lang række fagbøger. Nu har hun krydset videnskabens grænse og debuterer som forfatter med en roman, hun delvist har skrevet i toget.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner

”MIN ARBEJDSMETODE har altid har været research, research, research. Det har jeg overhovedet ikke ændret på til den her udgivelse, selvom det er en roman og ikke en fagbog. Min roman begynder med en historisk storm, der ramte Vestkysten mellem 20. og 21. november 1893. Jeg har været tilbage i Politikens avisarkiv og læst alle artikler om katastrofen, som jeg har brugt direkte i bogen. Jeg har også trukket på egne erfaringer. I forbindelse med et DR-program, der kommer til foråret, har jeg sejlet tværs over Nordatlanten i vikingernes fodspor, og der kom vi ud i et stormvejr. Jeg lå og bankede rundt i en sejlbåd i kæmpebølger et sted mellem Shetland og Færøerne. For satan, mand, det var vildt. Så åbningsscenen i bogen er ret præcist beskrevet. 

Mange af mine bøger er skrevet og redigeret delvist i toget. Jeg pendler tværs over landsdelene flere gange om ugen, fordi jeg bor i Horsens og arbejder på Nationalmuseet i København. Jeg kører altid på første klasse og sørger for at bestille plads – jeg er tryghedsnarkoman – så jeg kan sidde i en stillekupé. Der kan man faktisk arbejde rigtig godt. Man kan ikke tage telefonen derinde, og der er ikke nogen, der hiver i én. Jeg cykler hjemmefra ved sekstiden om morgenen, kommer direkte ind i toget, får en kop kaffe og sætter mig til at arbejde.

VARBERGS VERDEN

Jeanette Varberg, 44 år, arkæolog, forfatter og museumsinspektør ved Nationalmuseet. Forfatter til flere historiebøger/fagbøger, blandt andet ’Fortidens slagmarker’, ’Urtid’ og ’Viking – Ran, ild og sværd’ (vinder af Weekendavisens Litteraturpris 2020). Er aktuel med romanen ’Enkernes land’, som hun har skrevet i toget mellem Horsens og København.

I bogen er der en karakter, der er skrevet direkte på en irritation. Der sad en over for mig i stillekupeen, som skrev så aggressivt på sin computer og knækkede fingre hele tiden. Han havde hættetrøje på, og han blev ved med at sidde og tygge på snorene fra hætten. Til sidst tænkte jeg, at jeg måtte kunne bruge min irritation til noget. Og så lavede jeg karakteren Mathias Foss, der er computernørd. Han er pissedygtig og sidder altid i en stor hættetrøje og tygger på snorene fra den, når han er oppe at køre over et eller andet, og så knækker han fingre, når han skal til at gå i gang. Man skal passe på at køre i tog med mig, for så ender man i en bog, haha. 

Der er også karakterer, som bygger på erindringer fra min barndom uden for Odense, såsom ’Knud Træsko’, ’Tudsen’ og ’Hardy Harelort’. ’Knud Træsko’ var en gammel dranker, der havde høns, som løb frit rundt. Engang kom min far og jeg til at køre en af hønsene ned. Og så skulle vi jo ind og snakke med Knud Træsko i hans faldefærdige hus. Jeg bruger ikke erindringerne 1:1, men som inspiration til at bygge et fiktionsunivers op. Det er skidesjovt. 

Det var eventyret, der gjorde, at jeg gerne ville være arkæolog. Det at kunne rejse ud i verden og opleve ting. Romanens hovedkarakter er også en kvindelig arkæolog, der sjovt nok har været de samme steder i verden som mig. Papua Ny Guinea, Cairo og Nordafrika. 

DET HAR VÆRET grænseoverskridende at gå fra at skrive fagbøger til at skrive spænding. Normalt har jeg nogle kilder og stumper af information, som jeg sætter sammen og danner en fortælling og en hypotese ud fra, og det kan der sådan set ikke pilles ved. I en skønlitterær roman kan jeg digte frit, men læserne skal stadig samtidig sidde med en historie, der går op. Det er svært, men jeg har haft en rigtig god redaktør, som har skærpet min plot-tænkning. 

Kunstens og videnskabens verden er faktisk ikke uforenelige. Man bruger nogle af de samme greb. Som videnskabskvinde eller forsker inden for humaniora bliver du nødt til at kunne forestille dig, hvordan tingene kunne have været, for at have et rum, som du kan afprøve dine teorier i. Jeg synes også, at forskning er kreativt. Der er selvfølgelig nogle klare forskelle, for jeg digter personerne i min roman, og jeg skriver heller ikke fuldstændigt efter fakta. Videnskabsformidling er lidt derover ad, fordi man heller ikke der kan tage alle mellemregninger med, og man bliver også nødt til at have et levende sprog. Det er populærvidenskabens præmis.  

3 LUNE LÆSE-ANBEFALINGER FRA VARBERG

’Det blæksorte hjerte’ af Robert Galbraith – J.K. Rowlings pseudonym.

’Altings begyndelse’ af David Graeber og David Wengrow.

1800-tals-poesi af John Keats.

”Keats minder mig om at være teenager og at have kærestesorger, for mange tømmermænd og ikke at få afleveret sin fysikopgave til tiden. At sidde om natten og kigge på sine fysikformler og tænke: ’Jeg får ballade i morgen.’ Jeg troede, at det ville være slut, når jeg fik min studentereksamen. Den største løgn i mit liv, ha.”

I MIN RESEARCH har jeg kigget på nogle af de historiske kardinalpunkter, hvor magtbalancen mellem mænd og kvinder er tippet til mændenes fordel. Der er flere punkter, og et af dem var dengang, de store monoteistiske religioner, altså jødedommen, kristendommen og islam, forbød kvindelige præster. Man udelukkede kvinder fra at tale i det offentlige rum, hvor de før havde haft adgang, og hvor det før havde været helt almindeligt med kvindelige præster. Jeg har læst forskningsprojekter fra indland og udland, der viser, at kvinderne faktisk havde meget større indflydelse på den tidlige kristendom, end den senere redigerede udgave af Bibelen vil være ved. Det synes jeg er skidespændende. Tro kan blive brugt som magt til at kontrollere andre med.

Hos mennesker har der altid været en fornemmelse af, at der er en eller anden åndelighed. Jeg har stor respekt for dem, der finder fred i en religion, og jeg tror, at vi mennesker har brug for religioner, men vi har også brug for at diskutere, hvad religioner gør ved os. Jeg vil gerne give troen en historisk bevidsthed. Man må meget gerne tro, men man skal også bare vide, hvilken historisk virkelighed troen udspringer af. Det har været spændende at arbejde med de temaer i bogen. Men det er ikke derfor, jeg har skrevet den. Det er, fordi jeg gerne ville skrive en god spændingsroman. 

Jeg har været så smadret, efter bogen blev sendt til tryk, og lige nu har jeg influenza. Helt personligt har jeg altid drømt om at skrive en spændingsroman, men jeg har ikke rigtig turdet tage springet. Det startede med en kæk bemærkning på forlaget og endte med en roman på 526 sider. Jeg har heller ikke sagt noget på sociale medier om, at jeg var ved at skrive en roman, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne gennemføre. Men undervejs blev jeg ambitiøs på tekstens vegne, og den blev færdig. Jeg har det sådan, at hvis man ikke er smadret efter at have afleveret et værk, er det, fordi man ikke har givet sig 100 procent.

Jeg har i min roman  lavet et efterskrift, hvor jeg skriver, at romanen er fiktion. Jeg tror, at jeg har været nødt til at understrege det, fordi jeg også er fagbogsforfatter. Men jeg tror ikke, at man er i tvivl, når man læser romanen, for den er meget tro mod spændingsgenren. Der er fuld skrald på.

/

Et varmt omslag

Måske har du hørt noget andet, men bøger sælger. Mens forlagene leder efter det næste litterære hit, er indpakningen vigtigere end nogensinde i kampen om vores opmærksomhed. Vi har spurgt fagfolkene hos Imperiet, hvad der er hot for tiden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

I april i år, næsten fem måneder inden udgivelsen af selve bogen, offentliggjorde britiske Faber Books forsiden til ’Skønne verden, hvor er du?’. I et tweet fra forlaget tonede det pastelfarvede omslag til den irske succesforfatter Sally Rooneys nye roman frem i en lille animeret video, og offentliggørelsen blev til en historie i sig selv. ”Se omslaget til Sally Rooneys nye roman,” lokkede flere net-artikler. Og efterfølgende skruede forlaget op for hypen omkring bogen med muleposer, badges, pins, T-shirts og andet merchandise med omslagets visuelle identitet, mens en hel facade i Londons Shoreditch-bydel, hvor der skulle åbne en Sally Rooney-popup-butik, blev malet i samme stil.

Så vidt er det ikke kommet herhjemme, men at forlagene bruger stadig flere kræfter på indpakningen til deres bøger, bevidner Nete Banke, medejer af det grafiske designbureau Imperiet, der er specialiseret i bogforsider:

”Engang var det mest en opgave mellem grafikeren og forlagets redaktør – muligvis også forfatteren. I dag er der flere folk på opgaven, nogle gange også fokusgrupper. Der er mange interessenter, der gerne skal være tilfredse, ud over forlag og forfatter: boghandlere, supermarkeder, marketingafdelinger.”
Mange bøger konsumeres i dag som lyd eller elektronisk, hvilket blot har forøget fokus på den helt rigtige forside, fordi den både skal fungere som små lysende vignetter på skærmen og som blikfang i butikken, hvor de kunder, der vælger at holde fast i papiret, skal gribe hanken på indkøbsposen med en fornemmelse af value for money. Det fortæller designer hos Imperiet Simon Lilholt. Han mener, at det er grafikerens rolle – i mylderet af meninger og hensyn – at holde tungen lige i munden og finde det udtryk, der kommunikerer den enkelte bogs væsen så tydeligt som muligt, men uden at det bliver for detaljeret:

”Læseren, der står hos boghandleren, kender jo ikke bogen. For hende eller ham giver det ikke mening, at grafikeren, redaktøren, forfatteren og andre, der har læst den, inkluderer en masse små indforståede symboler eller vælger at tippe billedet i en vinkel på 17 grader, fordi hovedpersonen bor på 17. breddegrad. Et omslag skal sætte stemningen for bogen og give læseren en fornemmelse af: ’Er det her noget for mig?’”

I forsøget på at fange læserens interesse sker det ikke sjældent, at et succesrigt virkemiddel går igen og bliver brugt så meget, at det danner mode. For eksempel skulle mange krimier i en periode have hvide forsider – ligesom mange forlag og designere en overgang skævede til de hyggelige håndtegnede bogstaver, der stimlede sammen på forsiden af for eksempel amerikanske Jonathan Safran Foers romaner. Og det er netop ad den vej, inspirationen ofte kommer til den danske bogbranche, fortæller Harvey Macaulay, den anden medejer af Imperiet:

”De allerfleste moder inden for bog­design kommer fra USA og England. Her har man en lang tradition for at gøre rigtig meget ud af forsiden, fordi det er så stort et sprogområde, og fordi bøgerne har så stort et marked.”

Det grafiske designbureau Imperiet har eksisteret siden 1999.Drives af partnerne Nete Banke og Harvey Macaulay, der har specialiseret sig i design af bogomslag.

/