MASSER AF BØGER, knap så mange penge. Det er nogenlunde – og meget kort gengivet – sådan, Katrine Engberg beskriver sit barndomshjem. Forældrene, Sysse og Jan Leon, var universitetslektorer. Moren lektor i græsk, faren lingvist, sprogforsker og fonetiker. Det materielle spillede ikke en nævneværdig rolle derhjemme, men ånd og intellekt betød til gengæld alt. 

”Måske også for meget sommetider,” siger Katrine Engberg og smiler lidt ved sit spisebord, mens hun siger det. Et varmt gult gardin lyser op bag hende i samme nuance som efterårsløvet, der sidder fast på trækronerne lidt endnu. Man kan se dem fra vindueskarnappen, hvor Søerne i København glitrende folder sig ud i fuld længde fra Østerbro til Vesterbro. Et stenkast væk ligger forfatterens barndomshjem i Kartoffelrækkerne, hvor hendes mor i øvrigt stadigvæk bor. Det klinger mondænt, men det var det ikke i 80’erne ifølge Katrine Engberg. 

”Vi havde ikke særlig mange penge, og det havde mine klassekammerater heller ikke. Det lyder helt tåbeligt at sige i dag om Østerbro, som jo er det pæneste sted i byen, men det var ret råt,” siger Katrine Engberg og fortæller om dengang, hvor den ældre ’Store Katrine’ fra gaden passede hende op med sit lille slæng og slog hende.  

”Jeg var alene på vej hjem fra fritidshjemmet. ’Store Katrine’ havde set sig sur på mig, og hun havde den der seje anorak, som alle de rigtig cool børn havde, blå- og hvidstribet, hun gik over til mig, og så sagde hun: ’Hvad er der med dig, du er bare sådan en møgunge, du er sådan en lorteunge, der er ingen, der kan lide dig!’ Og så stak hun mig den største lussing. Foran alle de andre,” siger Katrine Engberg, der stadigvæk kan huske følelsen i kroppen, da hun gik hjem. Helt ulykkelig. ”Men det var jo ikke noget, man sagde til nogen eller gjorde noget ved. Sådan var det bare. Hvis hun læser det her, skal hun bare vide, at det stadigvæk sidder i mig. 40 år senere.” 

BARNDOMMEN MIDT I hjertet af København bød dog på meget andet end skolegårdsdrillerier og lede kammerater. To gange om ugen var Katrine Engberg på biblioteket på Dag Hammarskjölds Allé, hvor hun læste tegneserier og bøger, og hendes forældre var flittige til at tage hende med til byens kulturelle tilbud. Omkring aftensmad diskuterede de alt fra Khomeini og atomkraft til eksistens og følelsesliv. Hendes far var ud af jødisk familie, selv var han kulturjøde, mens farmoren og farfaren reelt var troende, men moderate i deres religion, som Engberg beskriver det, og gik i synagogen ved højtider. 

”Min far spiste svinekød og var fuldstændig integreret dansk og venstreorienteret akademiker-hippie-type. Men alt det kulturelle fra jødedommen bar han med sig og gik meget op i,” siger Katrine Engberg, der som barn var fuldt bevidst om sit jødiske ophav, men ikke gik videre op i det. Faktisk syntes hun dengang, at det var småpinligt at være ud af jødisk familie.

”Jeg blev drillet med det. Det der med at være jødisk var ikke smart. Min mor var kristen fra en dansk familie, og min far var jødisk fra en indvandrerfamilie og så anderledes ud. Han havde stort sort krøllet hår, stor næse og stort skæg, så når han kom hen på skolen, stak han ud. De andre havde alle sammen lyst hår og blå øjne . Og så var der mig,” siger Katrine Engberg. Børnene på skolen lavede vitser om hende, hvor de sagde ”Sieg Heil”, og at hun var blevet gasset, hvis hun havde levet under krigen.   

”Det var ikke et særlig beskyttet miljø, så jeg lærte at gemme det væk. Jeg syntes, det var pinligt. Der var nogle onde unger på det tidspunkt. Det handler jo også om, at der ikke var så meget diversitet dengang,” siger Katrine Engberg, der samtidig forklarer, at det trods alt ikke fyldte så meget i hendes hverdag. Det gjorde turene på biblioteket til gengæld og ikke mindst dansen. Dans og litteratur var uadskillelige ledsagere i Katrine Eng­bergs barndom. Hendes søster proklamerede tidligt, at hun enten ville gå igennem sit voksenliv som professionel danser eller forfatter. Søsteren havde ret, der var bare ikke noget ’enten’, for Katrine Engberg blev begge dele. 

DA KATRINE ENGBERG var fem år, gik hun til ballet og var overbevist om, at hun skulle være primaballerina. Og selvom hun elskede bøgernes verden og samtalerne i hjemmet, hvor der med Engbergs ord var åndeligt og følelsesmæssigt højt til loftet, valgte hun dansen og uddannede sig til moderne danser efter gymnasiet.

”Jeg har altid været enormt interesseret i ord, sprog, ånd og samtale. Og samtidig været meget kropsligt orienteret. Jeg tror, at når man vokser op i et hjem, der er fyldt med bøger, ord, støv og lange processer – mine forældre har jo skrevet forskningsprojekter og artikler, ting, som tog årevis – søger man som teenager en anden vej. Det gjorde jeg. Ren krop. Jeg var alt for utålmodig og har heller ikke akademisk talent overhovedet. Jeg har et helt andet temperament, for mig skal det gå meget hurtigere.”

Selvom hun valgte en anden vej end sine forældre, bakkede de hende dog altid op.  

”Jeg har aldrig nogensinde præsenteret mine forældre for en idé, de har skudt ned. Som barn tog jeg det som en selvfølge, for sådan var det jo hjemme hos os. Men jeg kan godt se, nu hvor jeg er blevet ældre, hvor fantastisk en gave det har været. Det gør jo, at man tør kaste sig ud i ting, man ikke er helt sikker på, at man kan.”  

Som 18-årig tog hun på danse-rejse til New York og begyndte på den i dansemiljøet berømte skole ’Steps on Broadway’. Der var åbne timer i jazzballet med 10 forskellige niveauer. Nok var timerne åbne, men der var også faste elever og en vis konduite om, at man som udefrakommende ikke gjorde et kæmpestort væsen ud af sig. Det tog Katrine Engberg ikke så tungt. 

”Jeg tog det sværeste niveau, og så stillede jeg mig allerforrest. For jeg skulle have noget ud af det. På en eller anden måde havde jeg en kæmpe napoleonshat på og tænkte bare: ’Pfff, her kommer jeg!’ Men det var også parret med stor usikkerhed. Det er jo ikke, fordi jeg er fuldstændig overbevist om mine egne evner.”

Katrine Engberg arbejdede i mange år som professionel danser på blandt andet Det Kongelige Teater, hun instruerede revyer og et teaterstykke på Bellevue Teatret. Men da hun fik sønnen Cassius, fandt hun ud af, at de mange aften-optrædener ikke kunne forenes med det familieliv, hun gerne ville leve. Desuden var der også noget, der aldrig helt faldt i hak med det professionelle danseliv. Katrine Engberg holdt altid mest af prøve-processen, hvor alt kunne lade sig gøre, men når det kom til forestillinger og rampelys, blev det reproduktion og samlebåndsarbejde. 

”Jeg tænker simpelthen ikke i trin. Jeg kan bare godt lide at danse,” siger Katrine Engberg, der stadigvæk danser jazzballet hver søndag på et old girls- og boys-hold til høj musik. 

Det endelige farvel til dansen sagde Katrine Engberg med ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Det samme sted, hvor hun havde forelsket sig i balletdansen 30 år tidligere sammen med sin mor. 

”Da jeg stod på scenen i Det Kongelige Teater den sidste aften og modtog applaus og nejede foran publikum, var det med helt ro i hjertet. Jeg vidste bare: Jeg kommer aldrig til at danse på en scene igen. Og det har jeg heller ikke gjort. Det var en meget klar afsked,” siger Katrine Engberg, der i årene efter prøvede sig af som koreograf og instruktør. Men det føltes heller ikke helt rigtigt, og en løbende mail-udveksling med en af mødrene fra hendes søns vuggestue kickstartede skriveriet, der udmøntede sig i hendes første roman, som udkom, da hun var 40 år gammel. 

ET MINUTIØST FARVEKOORDINERET storyboard holder tråd i fortællingerne på Katrine Engbergs kontor i Østerbro-lejligheden, mens billeder af hendes smilende far med viltert sort hår kigger ned fra væggene. Det er her, krimiromanerne bliver til, og ideen til den nyeste i rækken, ’Det brændende blad’, udspringer af farens livshistorie og hans jødiske rødder – en familiefortælling, der hele tiden lå mellem linjerne i forfatterens opvækst. 

Hendes mor viste hende en politirapport for et års tid siden, der handlede om hendes bedsteforældre og hendes far. Rapporten var dateret 6. oktober 1943 i Skanör, Sverige, og hænger også på opslagstavlen. Engbergs farmor og farfar ankom til Sveriges kyst på flugt fra nazisterne, og kvinden havde en baby i maven – det var Engbergs far, Jan Leon. De ankom i en fiskerbåd med tomme lommer og to kufferter med tøj. Flugten sad i faren gennem hans liv og kom ifølge Katrine Engberg til udtryk gennem hans konsekvente forkastelse af materielle goder. 

”Jeg ville ønske, jeg havde lyttet mere til min far, når han fortalte, for han ville gerne have delt den jødiske kultur med mig, men jeg gad ikke have det. Så der ligger også en eller anden form for bøn om tilgivelse i det her for mig. At jeg skriver en bog, der har flugt og jødedom med som tema,” siger Katrine Engberg, der ikke bare følte, hun havde brug for at lære historien ordentligt at kende, men også pligt til at fortælle den. 

Med vilje har hun ikke gravet så dybt i lige netop sin fars historie, men der­imod interviewet andre, der har haft en opvækst, der lignede med efterveer fra krigen. 

”Jeg har ikke lyst til at være den, der skriver min fars eller familiens eftermæle. Jeg vidste, at jeg ville skrive fiktion, og at jeg ville have lov til at digte, så derfor ville jeg ikke forholde mig for meget til, hvad der faktuelt var sket, for så ville det føles svigefuldt at afvige fra den faktiske fortælling,” siger Katrine Engberg, hvis far gik bort i 2013.

”Selvom det er posthumt, kan jeg mærke, at det styrker vores bånd, at jeg har skrevet om at være på flugt.”

”MIN ARBEJDSMETODE har altid har været research, research, research. Det har jeg overhovedet ikke ændret på til den her udgivelse, selvom det er en roman og ikke en fagbog. Min roman begynder med en historisk storm, der ramte Vestkysten mellem 20. og 21. november 1893. Jeg har været tilbage i Politikens avisarkiv og læst alle artikler om katastrofen, som jeg har brugt direkte i bogen. Jeg har også trukket på egne erfaringer. I forbindelse med et DR-program, der kommer til foråret, har jeg sejlet tværs over Nordatlanten i vikingernes fodspor, og der kom vi ud i et stormvejr. Jeg lå og bankede rundt i en sejlbåd i kæmpebølger et sted mellem Shetland og Færøerne. For satan, mand, det var vildt. Så åbningsscenen i bogen er ret præcist beskrevet. 

Mange af mine bøger er skrevet og redigeret delvist i toget. Jeg pendler tværs over landsdelene flere gange om ugen, fordi jeg bor i Horsens og arbejder på Nationalmuseet i København. Jeg kører altid på første klasse og sørger for at bestille plads – jeg er tryghedsnarkoman – så jeg kan sidde i en stillekupé. Der kan man faktisk arbejde rigtig godt. Man kan ikke tage telefonen derinde, og der er ikke nogen, der hiver i én. Jeg cykler hjemmefra ved sekstiden om morgenen, kommer direkte ind i toget, får en kop kaffe og sætter mig til at arbejde.

I bogen er der en karakter, der er skrevet direkte på en irritation. Der sad en over for mig i stillekupeen, som skrev så aggressivt på sin computer og knækkede fingre hele tiden. Han havde hættetrøje på, og han blev ved med at sidde og tygge på snorene fra hætten. Til sidst tænkte jeg, at jeg måtte kunne bruge min irritation til noget. Og så lavede jeg karakteren Mathias Foss, der er computernørd. Han er pissedygtig og sidder altid i en stor hættetrøje og tygger på snorene fra den, når han er oppe at køre over et eller andet, og så knækker han fingre, når han skal til at gå i gang. Man skal passe på at køre i tog med mig, for så ender man i en bog, haha. 

Der er også karakterer, som bygger på erindringer fra min barndom uden for Odense, såsom ’Knud Træsko’, ’Tudsen’ og ’Hardy Harelort’. ’Knud Træsko’ var en gammel dranker, der havde høns, som løb frit rundt. Engang kom min far og jeg til at køre en af hønsene ned. Og så skulle vi jo ind og snakke med Knud Træsko i hans faldefærdige hus. Jeg bruger ikke erindringerne 1:1, men som inspiration til at bygge et fiktionsunivers op. Det er skidesjovt. 

Det var eventyret, der gjorde, at jeg gerne ville være arkæolog. Det at kunne rejse ud i verden og opleve ting. Romanens hovedkarakter er også en kvindelig arkæolog, der sjovt nok har været de samme steder i verden som mig. Papua Ny Guinea, Cairo og Nordafrika. 

DET HAR VÆRET grænseoverskridende at gå fra at skrive fagbøger til at skrive spænding. Normalt har jeg nogle kilder og stumper af information, som jeg sætter sammen og danner en fortælling og en hypotese ud fra, og det kan der sådan set ikke pilles ved. I en skønlitterær roman kan jeg digte frit, men læserne skal stadig samtidig sidde med en historie, der går op. Det er svært, men jeg har haft en rigtig god redaktør, som har skærpet min plot-tænkning. 

Kunstens og videnskabens verden er faktisk ikke uforenelige. Man bruger nogle af de samme greb. Som videnskabskvinde eller forsker inden for humaniora bliver du nødt til at kunne forestille dig, hvordan tingene kunne have været, for at have et rum, som du kan afprøve dine teorier i. Jeg synes også, at forskning er kreativt. Der er selvfølgelig nogle klare forskelle, for jeg digter personerne i min roman, og jeg skriver heller ikke fuldstændigt efter fakta. Videnskabsformidling er lidt derover ad, fordi man heller ikke der kan tage alle mellemregninger med, og man bliver også nødt til at have et levende sprog. Det er populærvidenskabens præmis.  

”Keats minder mig om at være teenager og at have kærestesorger, for mange tømmermænd og ikke at få afleveret sin fysikopgave til tiden. At sidde om natten og kigge på sine fysikformler og tænke: ’Jeg får ballade i morgen.’ Jeg troede, at det ville være slut, når jeg fik min studentereksamen. Den største løgn i mit liv, ha.”

I MIN RESEARCH har jeg kigget på nogle af de historiske kardinalpunkter, hvor magtbalancen mellem mænd og kvinder er tippet til mændenes fordel. Der er flere punkter, og et af dem var dengang, de store monoteistiske religioner, altså jødedommen, kristendommen og islam, forbød kvindelige præster. Man udelukkede kvinder fra at tale i det offentlige rum, hvor de før havde haft adgang, og hvor det før havde været helt almindeligt med kvindelige præster. Jeg har læst forskningsprojekter fra indland og udland, der viser, at kvinderne faktisk havde meget større indflydelse på den tidlige kristendom, end den senere redigerede udgave af Bibelen vil være ved. Det synes jeg er skidespændende. Tro kan blive brugt som magt til at kontrollere andre med.

Hos mennesker har der altid været en fornemmelse af, at der er en eller anden åndelighed. Jeg har stor respekt for dem, der finder fred i en religion, og jeg tror, at vi mennesker har brug for religioner, men vi har også brug for at diskutere, hvad religioner gør ved os. Jeg vil gerne give troen en historisk bevidsthed. Man må meget gerne tro, men man skal også bare vide, hvilken historisk virkelighed troen udspringer af. Det har været spændende at arbejde med de temaer i bogen. Men det er ikke derfor, jeg har skrevet den. Det er, fordi jeg gerne ville skrive en god spændingsroman. 

Jeg har været så smadret, efter bogen blev sendt til tryk, og lige nu har jeg influenza. Helt personligt har jeg altid drømt om at skrive en spændingsroman, men jeg har ikke rigtig turdet tage springet. Det startede med en kæk bemærkning på forlaget og endte med en roman på 526 sider. Jeg har heller ikke sagt noget på sociale medier om, at jeg var ved at skrive en roman, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne gennemføre. Men undervejs blev jeg ambitiøs på tekstens vegne, og den blev færdig. Jeg har det sådan, at hvis man ikke er smadret efter at have afleveret et værk, er det, fordi man ikke har givet sig 100 procent.

Jeg har i min roman  lavet et efterskrift, hvor jeg skriver, at romanen er fiktion. Jeg tror, at jeg har været nødt til at understrege det, fordi jeg også er fagbogsforfatter. Men jeg tror ikke, at man er i tvivl, når man læser romanen, for den er meget tro mod spændingsgenren. Der er fuld skrald på.