Indlæg

Natsorte vintre, drabelige dyr, lunefulde vejrguder og uhumske hyttekammerater. Hvad der kunne lyde som et mareridt, blev for en gruppe lykkeriddere deres livs eventyr. Siden blev de udødeliggjort af Jørn Riel. Ny bog præsenterer virkelighedens fangstmænd.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Peter Schmidt Mikkelsen, Ivar Ytreland, Jens Mathiesen

I EN AF Jørn Riels skrøner har en fangstmand med øgenavnet ’Kinakokken’ ladet sig fire ned gennem et hul i isen for at undersøge, hvordan sælerne finder deres åndehuller. Mens han svømmer rundt dernede, bliver hans hyttemakker Valfred angrebet af en isbjørn oppe på isen. Isbjørnen forfejler sit udfald og plumper gennem hullet, så Valfred kan skyde den i nakken. I mellemtiden, tænker han, må ’Kinakokken’ være druknet. Men efter at isbjørnen er blevet bjærget, trækker han en sprællevende, om end forfrossen kammerat op af vågen. Om aftenen fejrer de dagens tildragelser med isbjørne­steg.

Jørn Riel har defineret en skrøne som et stykke virkelighed fortalt, så man tror, det er løgn. Og Riel, der som ung telegrafist levede en årrække i fangstmandsmiljøet på Nordøstgrønland, inden han blev forfatter, brugte genren, fordi de faktiske begivenheder var så utrolige, at læseren ville have troet endnu mindre på dem, hvis de var blevet præsenteret som sande. På den måde garderede Riel sig mod faktuelt tørvetrilleri, og samtidig fik historierne en ekstra bund. Men det var ikke kun et salgstrick, for virkelighedens fangstmænd førte temmelig exceptionelle liv, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen, der har mødt mange af dem i 1990’erne og skildret dem og deres æra over knap 600 faglitterære sider.

”De var eventyrere, der var indstillet på at tage af sted på usikker grund til et fjernt land. Efterhånden som jeg talte med dem og læste i de hyttebøger, hvor de skrev meddelelser til hinanden, kunne jeg se, at personerne, stederne og hændelserne ofte passede én til én med Jørn Riels skrøner. Skrønerne er gennemsyret af humor og blodig alvor, men den virkelige historie er lige så fantastisk – om end mere nørdet.”

De norske fangstmænd Odd Lindhjem (t.v.) og Ivar Ytreland er ankommet til fangststationen Kap Herschell, august 1946.

Historisk set var fangstmændene en gruppe af norske og danske pelsjægere, der i første halvdel af 1900-tallet drog til Nordøstgrønlands kyst på såkaldt overvintring. De skød isbjørne, moskusokser, ulve og, om sommeren, sæler og hvalrosser. Men alle disse dyr var sekundære, de mest eftertragtede fangstdyr var ræve. Det var ubeboet land, hvor man fandt ly for snestormen i selvbyggede brændeskure med samboer, man ikke selv havde valgt. Og blev man overvældet af hjemve, måtte man vente på den korte sommer, for hele vinteren var havet så frossent, at skibe ikke kunne lægge til. Omvendt var vinteren per definition fangstperioden, fordi det var den tid på året, hvor rævene iklædte sig deres tykkeste og smukkeste pels.

”Udfordringen var at kunne holde ud at være i selskab med sig selv eller nogen, som man inderst inde måske ingenting delte med. Man måtte få det bedste ud af det. Det klarede de mere eller mindre godt,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der har forsket i fangstmændenes liv og interviewet omkring 100 af dem.

Han er selv tidligere medlem af slædepatruljen Sirius og har ’polarbacillen’ i blodet – en tilstand, der igen og igen trækker ham tilbage til Grønlands frie og barske natur. I 1987 var han i gang med at planlægge en kajakrejse imellem de nordøstgrønlandske lokaliteter Daneborg og Mestersvig. Ideen var, at han og de andre rejsedeltagere skulle overnatte i de små hytter i området, som han kendte fra sin Sirius-tid, men dermed forlod tanken på bebyggelserne ham ikke. For hvem var de egentlig, de mennesker, der havde rejst dem, og hvornår var det sket? Han gav sig til at læse op på historien, grave dagbøger frem fra arkiverne og opsøge de fangstmænd, der i begyndelsen af 90’erne stadig var i live.

Ivar Ytreland blev siden aktiv i restaureringsarbejdet af de gamle fangststationer. Her står han foran Kap Herschell i 2002.

De blev glade for at få besøg af en, der vidste, hvordan minus 30 grader føles, og hvordan de landskaber, de havde færdedes i, så ud.

”Nordøstgrønland er ikke et sted, hvor der bliver bygget noget eller pludselig er anlagt en vej. Om man har været der for 50 år siden eller i går, er det samme. Den rå geologi ligger der endnu,” siger Peter ­Schmidt Mikkelsen, der gennem sin research blev opmærksom på forskellene mellem henholdsvis de danske og norske mænd, der tog af sted for at skyde hvid- og blåræv: 

”Nordmændene har en anden tilgang til Arktis end folk fra det danske bondeland. For dem var det en helt normal måde at tjene til livets ophold. De var familiefædre, der kunne vælge at tage ud at fange fisk eller at tage et år på overvintring i Grønland og gå på jagt. Selvfølgelig var der også blandt danskerne, specielt i 30’ernes depressionstid, nogle, der gjorde det for at forsørge en familie. Men stærkt generaliseret kan man sige, at de mere var eventyrere af ungkarletypen.”

Kap Herschell var en ruin i 1999. Siden har kompagniet Nanok gjort den fuldt brugbar igen.

Fælles for de norske og danske fangstmænd var traditionen for at fortælle historier, der voksede ud af de store oplevelser, men også ud af de lange timer, der måtte henslæbes uden aviser eller andet nyt fra omverdenen, indtil havet tøede op igen.

”Så lærer man at sætte pris på den gode fortæller. Det blev et håndværk at kunne fortælle en historie uden at brænde pointen af med det samme, så den varede en hel storm,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der også mener, at der er andet at lære af fangstmændene i dag.

”Deroppe kunne du ikke planlægge noget, for du vidste ikke, hvordan vejret ville blive i morgen. Du var nødt til at tage dagen, som den kom, du var nødt til at være udholdende, og du var nødt til at hjælpes ad og gøre tjenester. Det gav selvværd. I dag er selvværdet truet, fordi mange mennesker ikke føler sig som en ressource. Fangstmændene lærte at stole på sig selv og deres egne evner. Mange af dem blev store personligheder,” siger Peter Schmidt Mikkelsen og nævner som eksempel Ivar Ytreland.

Sirius-patruljen besøger stationen Hamna, 1979.

Nordmanden var 20 år, da han i 1946 kom til fangststationen Kap Herschel, hvor han blev i to år. Tilbage i Norge blev han siden hen både produktdesigner af støbejern, administrerende direktør for et olieselskab, bestyrelsesmedlem af universitetet i Trondhjem, byrådsmedlem i samme by samt repræsentant i Stortinget, inden han døde i 2012.

I efterkrigstiden blev det stadig mindre lukrativt at sælge skind, og Peter ­Schmidt Mikkelsens bog lukker og slukker fangstmandsperioden i 1960. Men mange af deres boliger står der endnu – endda i bedre stand. Det skyldes kompagniet Nanok (grønlandsk for isbjørn), som Peter Schmidt Mikkelsen er medgrundlægger af, og som igennem 25 år har stået for at istandsætte mere end 50 af de gamle hytter, så de i dag fremstår historisk korrekt, men med større komfort. Nu bruges de blandt andet af klimaforskere under feltarbejde, men står til fri afbenyttelse for enhver med behov for tag over hovedet og lyst til at læse i hyttebøgerne, der stadig opdateres af de overnattende, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen: 

”Så skulle du komme forbi, er du velkommen til at gå indenfor, smide kul på ovnen og få varmen.”

DRAGET AF GRØNLAND

’Nordøstgrønland 1908-1960 – Fangstmandsperioden – og dens spor i dag’ udkom første gang i 1994, men genudgives nu i en opdateret og små 200 sider længere version. Siden den første udgivelse er meget nyt arkivmateriale og mange fotos dukket op, ligesom alle fangstmændenes bebyggelser er blevet registreret og beskrevet. Forfatteren, Peter Schmidt Mikkelsen, er uddannet radiomekaniker, var i 1977-78 del af slædepatruljen Sirius og har siden brugt megen tid i Grønland. I 2009-14 var han med til at opbygge Grønlandsk Klimaforskningscenter i Nuuk. I dag er han blandt andet tilknyttet Arktisk Forskningscenter og Grønlands Naturinstitut.

 

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”

 

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

Peter Madsen var ganske ung, da han begyndte at tegne serien, der satte den nordiske mytologi på nethinden af en hel generation. I år er det 40 år siden, at første bind af ’Valhalla’ udkom.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Peter Madsen

Hvorfra kom ideen til ’Valhalla’?

”Forlagsredaktøren Henning Kure fra Interpresse kom til mig med den i efteråret 1976, hvor jeg kun havde lavet nogle amatørting i små, selvudgivne blade. De fleste i tegneseriemiljøet kendte hinanden dengang. Interpresse ekspanderede voldsomt med albumserier som ’Splint & Co.’ og ’Lucky Luke’, men Henning var lidt træt af, at det udelukkende var udenlandske ting. Han havde lyst til at producere noget selv. Og hvorfor lave en dansk western? Vikingerne var mere nærliggende. Det blev besluttet at tage udgangspunkt i deres gudeverden i stedet for at lave en vikingetegneserie som sådan. Mytologien har nogle dramatiske og morsomme historier, der egner sig til at karikere og fortælle med den brede pensel, som passede mig godt. I 3. g lavede jeg skitser og fik ideer. Efter gymnasiet blev jeg ansat af forlaget et år på mindsteløn, hvor jeg skulle hjælpe til på tegnestuen og tegne det første album. ’Ulven er løs’ udkom i 1979. Den slog heldigvis virkelig godt an og blev både udgivet som album og som en ugentlig stribe i Billed-Bladet, på det tidspunkt Danmarks største ugeblad. Det gav eksponering og var med til at betale gildet.”

I dag kan man streame vikinge-fiktion og -dokumentarer, til man segner. Asatroen er en statsanerkendt religion. Hvordan opfattedes den nordiske åndeverden dengang?

”Jeg kendte gudemyterne hjemmefra, hvor min mor havde læst højt. I skolen var det socialrealismen, der var i højsædet: Bennys mor har et alkoholproblem, Benny er samspilsramt. Men i 70’erne anlagde hippiebevægelsen med et band som Bifrost en nyromantisk tilgang til det spirituelle. Vi blev en del af den bølge. Hvor meget vi har skabt den eller redet med på den, må være op til andre at afgøre.”

Du studerede medicin, men sprang fra, da det var gået godt med ’Valhalla’ i nogle år. Var der nogen, der syntes, det var et ufornuftigt valg?

”Min far var selv læge og syntes selvfølgelig, jeg skulle gøre det færdigt. Jeg syntes, medicin var sjovt, og ville gerne være læge. Men i 1984, hvor jeg havde været indskrevet i seks år og læst i fire, havde jeg involveret mig så meget i ’Valhalla’, at det blev indlysende, at jeg måtte vælge. Jeg var blevet far og var på det tidspunkt instruktør på ’Valhalla’-tegnefilmen, der havde 100 ansatte. Der blev jeg klar over, at studiet kun var en hobby, og at jeg havde leget mig ind i jobbet som tegneserietegner.”

PETER MADSEN

Født 1958.
Blandt andet kendt for albummet ’Menneskesønnen’ om Jesus liv, men først og fremmest for  ’Valhalla’-seriens 15 bind. De fleste album er også udkommet i stribeform i blandt andet Billed-Bladet, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Weekendavisen.

5. oktober åbner udstillingen ’Valhalla – Historien bag succesen’ på Storm P. Museet.

Du lavede 15 bind i ’Valhalla’-serien over 30 år, men der er ikke kommet flere, siden ’Vølvens syner’ udkom i 2009. Hvorfor?

”På det tidspunkt havde vi fået genfortalt alle de vigtigste fortællinger i den nordiske mytologi. Der er små hjørner rundt omkring, vi ikke har været i, men ikke nok til at bære et helt album. Det var selvfølgelig lidt vemodigt, men føltes rigtigt. Vi ville ikke koge suppe på det.”

Til oktober kommer spillefilmen ’Valhalla’, der er inspireret af din serie. Hvorfor tror du, der bliver ved at være appetit på den?

”Historier, der er overleveret gennem så mange år, har noget at sige til alle tider. De forskellige guders psykologi repræsenterer alle sider af mennesket. Stiller du dem op ved siden af hinanden, har du et helt menneske. Og jætterne er ikke nødvendigvis så onde, som man har villet gøre dem til. Der er også giftermål mellem guder og jætter. Jeg har dog ikke været med til at udvikle filmen, det er instruktøren Fenar Ahmads film. Han er af irakisk afstamning og fortalte mig, at han læste ’Valhalla’ som barn, og at den var en indgang til nordisk kultur og det land, han var kommet til. Så vidt jeg har forstået, kommer han til at lægge vinklen på, at menneskebørnene Tjalfe og Røskva er fremmede, da deres liv bliver omplantet til Asgård. På den måde lægger han et nyt lag til. Det er godt, han tager sig friheder. Ethvert nyt kunstværk skal leve på sine egne præmisser.”

Engang skabte Vakse Viggo, Splint og Lucky Luke begejstrede børn og bundlinjer. Så kom computerspil og internet og lukkede festen. I dag er tegneserien tilbage. Med betegnelsen graphic novel er den rykket ud af børneværelserne og ned i voksenlænestolene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenIllustration :PR, Marjane Satrapis, Halfdan Pisket, Hergé-Moulinsart, Nick Drnaso, Riad Sattouf, Anne Mette Kærulf Lorentzen

BØRN FØR INTERNETTET slugte tegneserier. På morgenbordet, ved aftensmaden og i sengen – Anders And, Tintin eller Fantomet var næsten altid med – lige indtil forældrene sagde, at nu var det nok.  

I dag handler forældrenes formaninger mest om iPad og smartphone. For tegneserier og deres talebobler er jo gudsjammerligt langsomme i forhold til YouTube, Fortnite og Snapchat, og langt færre børn læser dem. Tag for eksempel Anders And & Co., der toppede i 1972 med et oplagstal på 220.000 blade. I 2009 var det nede på godt 50.000 blade, og i dag offentliggøres oplagstallet ikke længere, fordi det er tåkrummende lavt. Men sådan var det ikke engang. 

”Tegneseriemarkedet voksede kolossalt i løbet af 70’erne. Først og fremmest trukket af de belgiske og franske albumserier som Lucky Luke, Asterix og Splint & Co. De første udgivelser kom lige omkring 1970, men da havde de allerede været i gang på originalsproget længe, så vi havde 20 års bagkatalog at samle op på og udgive,” siger Carsten Søndergaard, forlagschef hos tegneserieforlaget Cobolt, der overtog en række franske og belgiske klassikere som Tintin, Splint & Co. og Lucky Luke, da den svenske Bonnier-koncern i 2008 frasolgte Serieforlaget Carlsen. Forlagschefen har været med i den danske tegneseriebranche siden 1971, blandt andet som tidligere redaktør hos Interpresse og Carlsen. 

”I dag er et par tusind en succes. Men i storhedstiden var et oplag for de mest populære album måske 50.000-80.000. Det toppede i første halvdel af 80’erne. Så kom videokassetter, computerspil, TV 2 og satellit-tv og siden dvd’er og internettet. Samtidig løb vi også lidt tør. Mange af de gode ting var udgivet. Der var dog stadig enkelte store succeser, for eksempel Steen & Stoffer i slutningen af 80’erne. Hen mod årtusindskiftet så det sort ud, men så kom manga. ’Dragon Ball’ blev udgivet fra år 2000 og frem, og blev et kæmpe hit. Mangaerne inspirerede et nyt publikum til tegneserier og forberedte dem stilmæssigt på graphic novels,” siger Carsten Søndergaard og nævner Marjane Satrapis anmelderroste ’Persepolis’, der udkom i 2005, som eksempel på sidstnævnte. 

”Carlsen Graphic Novel’ skrev vi hen over ryggen på den, og samtidig lavede vi en kampagne for hele genren. Det syntes medierne var interessant. I dag er tegneserier igen populære hos boghandlerne. Branchen er mere spredt end nogensinde. Det kommer aldrig op på niveauet fra 80’erne, men det er en bredt accepteret kunstform, der nu får både kulturstøtte og tiltrækker stort publikum til messer. Ved sidste opgørelse, i 2017, satte den danmarksrekord med 251 nye udgivelser på et år.”

SELV OM børn måske ikke længere værdiger blade og album et blik, tager nogle af dem alligevel papir-revanche, mener Lasse Steenholt, administrerende direktør hos Cobolt:

”Mange tager på et senere tidspunkt tegneserier op, fordi de savner noget fordybelse.” 

Ikke alle er dog enige om at sidestille tegneserier med fordybelse. For eksempel gjorde talkshowvært og provokatør Bill Maher sig upopulær hos en del Marvel-fans, da han (omkring tegner Stan Lees død i efteråret 2018) erklærede, at en kultur, der fremhæver tegneserier og -film, er en “fucking dum kultur”. En ting havde han dog ret i: Tegneserier er en kultur, der bliver taget stadig mere alvorligt. 

GRAPHIC NOVEL

er det mest benyttede udtryk for tegnede fortællinger af en vis længde og seriøsitet. I modsætning til klassiske albumtegneserier, der fortsætter nummer efter nummer, er de ofte enkeltstående værker. Nogle mener, Gil Kanes ’Blackmark’ fra 1971 er den første. Andre nævner Will Eisner, kendt for noir-serien om Spirit, der i 1978 laver ’En kontrakt med Gud’, en slags tegnet novellesamling om fattige jøder i New York. Andre berømte eksempler er Art Spiegelmans Auschwitz-fortælling ’Maus’ og Alan Moores ’From Hell’ om Jack the Ripper.

På filmlærredet banker superhelte både skurke og penge ned i billetlugerne, og på universiteterne rundt om i verden forskes i alt fra feministisk tegneserieskrivning over web-baserede tegneserier til, hvordan man tegner arkitektur i tegneserier. På Kunsthal Charlottenborg har man udstillet tryk, tegninger, skitser og notater af den danske serieskaber Halfdan Pisket, og sidste efterår blev amerikanske Nick Drnaso som den første tegner nogensinde indstillet til den berømte litteraturpris Man Booker for sit værk ’Sabrina’, der handler om sorg, konspirationsteorier og en hverdagstragedie, der går viralt. Følelserne holdes indenfor i denne til tider ordknappe sag. På én gang letlæst og kompleks er den typisk for graphic novel-genrens gennemslagskraft, en kraft, der også mærkes herhjemme.

”Der er en stigende interesse i graphic novels, både hos publikum og hos boghandlerne, hvor genren ellers har gået for at være lidt svær at sælge. Publikum til den enkelte udgivelse kan være smalt, men samlet set taler genren til et meget bredt publikum,” siger direktør Lasse Steenholt og eksemplificerer forskelligartetheden med to udgivelser fra sidste år: den danske ’Skamlebben’ om en kanin, der går fra mand og børn, da hun springer ud som lesbisk, og ’Fremtidens araber’, en selvbiografisk fortælling om fransk-syriske Riad Sattoufs barndom i 80’ernes Mellemøsten. Lasse Steenholt vurderer, at graphic novel-genren tegner sig for 20 procent af Cobolts omsætning: 

”Og det kommer kun til at stige.”

Læs også vores interview med de to danske tegnere Halfdan Pisket og Peter Madsen.

Som den første dansker nogensinde vandt Halfdan Pisket tidligere på året en pris på Festival International de la Bande Dessinée i Frankrig – tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Den 33-årige kunstner giver her en hurtig stregtegning af sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Will Eisner, Halfdan Pisket

JEG HAR ALTID tegnet. Nærmest siden jeg kunne gå. Jeg syntes, det var svært at følge med i skolen, så der tegnede jeg endnu mere. I min fritid gik jeg på Billedskolen i Ryesgade i København. Min mor havde ikke så mange penge, og min far var dengang ikke rigtig inde i billedet, så jeg fik en friplads. Jeg blev introduceret til at tegne tegneserier, da jeg var syv år gammel. 

Da jeg var 17, blev jeg optaget på Kunstakademiet. Jeg lavede videoinstallation, perfor­­mance­kunst, collager, fotografi, alt, hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg var ekstremt interesseret i politisk kunst og lavede happenings og aktioner. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være en kunstner uden håndværk, og jeg begyndte at tegne mere intensivt, også tegneserier. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden flere år på SU, hvor jeg ikke behøvede at lave andet end at fokusere på min kunst.

Jeg udgav min debuttegneserie, ’Vold’, året inden jeg færdiggjorde Kunstakademiet. Jeg var kommet ind på akademiet som en af de yngste og havde en idé om, at alt, hvad jeg rørte ved, ville blive perfekt. Men salget gik helt galt, forlaget gik konkurs, og jeg købte de resterende 900 eksemplarer ud af et oplag på 1.000. Så begyndte jeg at lave selvudgivelser på mit eget forlag i 100 eksemplarer, som man kunne komme forbi og købe hjemme hos mig. Stille og roligt opbyggede jeg et publikum, og samtidig kunne jeg eksperimentere lidt mere, fordi det ikke skulle vurderes offentligt. Det var godt for mig at dygtiggøre mig på den måde i nogle år.

Jeg fik lyst til at skabe noget, der kom bredere ud. Jeg gav mig selv tre år til at lave en trilogi. Jeg tog et lån til den første bog. Hvis det ikke blev en succes, måtte jeg indse, at tegneserier kun var en hobby. I 2014 udgav jeg det første bind, ’Desertør’. Det var 100 sider langt og den største skala, jeg havde arbejdet i. Jeg syntes stadig, at jeg famlede efter virkemidlerne. 

I 2015 MODTOG jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Det gav arbejdsro. Jeg lavede trilogien sammen med min redaktør, forfatteren Hans Otto Jørgensen, der tidligere var rektor på Forfatterskolen, og som skrev teksten til ’Vold’. På et tidspunkt, mens jeg skrev på andet bind, ’Kakerlak’, afleverede jeg 50 sider til ham. Han fjernede de 40 – halvanden måneds arbejde ud ad vinduet. I dag er jeg glad for, at værket er så stramt. Jeg skylder ham ekstremt meget. Ofte er tegneserier et kældermedie, som folk sidder og laver isoleret. Med ’Dansker’-trilogien følte jeg, at det hele faldt på plads.

Det var vildt nok at være den første dansker nogensinde, der var indstillet til den pris, men da jeg så, hvad jeg var nomineret i og oppe imod, var jeg helt sikker på, at det ikke ville blive til noget. Jeg er vokset op med franske og belgiske tegneserier, og fransk er det sprog, jeg allerhelst har villet oversættes til. Frankrig er det store land inden for tegneserier. Hr. og fru Frankrig kommer valfartende fra hele landet for at se uddelingen af den pris. Det var en kæmpe ære at få den.

Før havde min franske forlægger problemer med at få mine bøger ud i butikkerne. Han slog på, at det var en alment europæisk gæstearbejderhistorie, men distributørerne følte, at historien var svær at sælge i Frankrig, fordi meget af den foregår i Danmark. Det er vendt på en tallerken nu.

DANSKER-TRILOGIEN

er udgivet i Danmark, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien og Mexico og består af bindene ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’. Den følger Halfdan Piskets fars vej fra desertør i den tyrkiske hær over gæstearbejder og hashhandler i Danmark frem til en form for integration i det danske samfund. Serien er skabt på baggrund af tegnerens egne minder samt samtaler med moren, søsteren og først og fremmest faren, der døde i februar 2019.
”Det var godt for os at bruge så meget tid sammen og lære hinanden godt at kende. Han var meget stolt af serien. Stolt over, at hans søn blev en succes, men også over, at hans historie havde en vigtighed,” siger Halfdan Pisket.

INGEN I DANMARK kan leve udelukkende af at lave tegneserier. Min indkomst er en pærevælling af arbejdslegater og ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lige lavet pladeomslag for en rapper og en animationsopgave for 3F. Jeg laver illustrationer, udstillinger, sælger billeder og underviser et par gange om året på Kunsthøjskolen i Holbæk og fast på Kaskelot-skolen, som jeg har været med til at starte. 

Jeg satte mine drømme meget højt, da jeg lavede trilogien. Jeg drømte om at vinde en form for pris, at gøre min far stolt, fordi det var hans historie, og at få den anmeldt uden at blive sablet ned. Nu er den oversat til flere sprog, den har vundet priser i flere lande, og den har ændret min fars selvopfattelse. Det overskred mine drømme så meget. 

Jeg vil gerne lave mange flere tegneserier. Det sørgeligste er en god forfatter, der kun laver en enkelt bog. Jeg arbejder på to nye tegneserier, men det er stadig så tidligt i forløbet, at jeg ikke har lyst til at tale for meget om dem. Jeg kan sige så meget som, at den ene er en superheltetegneserie. Den hygger jeg mig med, når jeg har tegnet min daglige side på den anden tegneserie, der skal være på 300-400 sider. 

Det tager 5-6 timer at lave en side. Jeg har en god selvdisciplin. Når jeg har lavet en side, krydser jeg en dag af i kalenderen, som jeg har hængende foran mig. Hvis jeg skipper en dag, skal jeg sidde og kigge på den dag resten af måneden. Jeg tror, jeg føler lidt skam over at arbejde med noget kreativt – som om det ikke er et rigtigt arbejde. 

 

Forlagschef og krimiforfatter Simon Pasternak rapporterede fra Peter Madsen-retssagen og fik et kig ned i menneskets mørkeste dybder.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Du var til stede i Københavns Byret i de 12 retsdage, sagen mod Peter Madsen varede, som Weekendavisens udsendte. Hvad var det, du ønskede at blive klogere på?

”Det handlede selvfølgelig om, hvorvidt han var skyldig. Men der var også et mere filosofisk lag, der interesserede mig: Han var på forhånd udpeget til skurken i et perverst tivoli. Men hvor meget svarer Peter Madsen til mediernes portræt af et monster, og hvor meget ligner han os selv?”

Fik du svar på dit spørgsmål?

”Det er klart, at den groteske vold, han med overvejende sandsynlighed har udsat Kim Wall for, er ekstremt monstrøs. Men samtidig er han jo ikke en savlende psykopat. Han virkede tværtimod charmerende, begavet og initiativrig. Det uhyggelige med ham er, at det er svært at afgøre, hvor mennesket ender, og monsteret begynder. Hvis man erkender, hvad man har gjort, så kan man begynde at finde ud af det. Men Peter Madsen indrømmede ingenting. Han havde en forklaring på alt. Der var meget langt mellem vidnernes opfattelse af tingene og Peter Madsens opfattelse. Selv da vi så nogle vilde animationsfilm med drab og pornografiske spidnings-tekster, mente han hele tiden, at det, vi så, var konsensuelt, altså efter aftale. Det var det, det gik ud på for ham. Men hvad er en aftale? Troede han, han havde en aftale med Kim Wall? Troede han, at hun, som han skriver på et tidspunkt i et brev, havde ’sit livs bedste aften’? Eller var han fuldstændig ligeglad og fulgte bare sine impulser? Ham her er præcis ligesom alle os andre. Han ved, hvordan tingene fungerer, og hvilken orden vores verden er bygget på. Og så alligevel er han fuldstændig off. Og sådan er alle vi andre naturligvis ikke. Men vi har alle sammen vores mørke. Vi kan alle sammen lyve lidt. Vi kan alle sammen retfærdiggøre os selv. Indimellem gør vi nogle ting, vi overhovedet ikke kan være bekendt. Hvor er grænsen mellem vores egne små overtrædelser og løgne og så de helt store og ekstreme løgne og forbrydelser? Det er et meget ubehageligt grænseland, Peter Madsen bevæger sig i. Man kan følge ham i lyset. Man kan måske også følge ham ind i tusmørket: Det kan godt være, han har nogle hårde sexlege – hver sin lyst. Og pludselig slår han kvinder ihjel. Så kan vi ikke følge ham længere.”

Hvordan påvirkede det dig at overvære sagen?

”Det var grusomt og ekstremt ubehageligt at gå i detaljer med, hvad der var sket i den ubåd. Det var første gang, jeg var retsreporter, og jeg sad sammen med mange, der var meget garvede. Men alle var meget emotionelt påvirkede af det, virkede det som om: Tænk nu, hvis han overbeviser retten. Tænk, hvis ikke de har overblik til at se igennem hans historier. Jeg var meget taknemmelig for, at der var en institution af folk, der havde prøvet det før, og som køligt kunne feje ham af bordet og idømme ham en livstidsstraf. Det, der er interessant, er, at han ikke blev dømt som sindssyg. Han er dømt som tilregnelig. Derfor er han 100 procent normal – og 100 procent monster. Det er en næsten bundløs gåde for mig.”

Simon Pasternak, 48. Forlagschef for skønlitteratur hos Gyldendal. Har med Christian Dorph udgivet en krimiserie, der er solgt til en række lande. Solo har han udgivet Østfront-krimien ’Dødszoner’. Foto: Gyldendal/Bjarke Johansen

Kan du bruge sagen som research til dit forfatterskab?

”Det, som interesserer mig som krimiforfatter, er gråzonerne mellem det gode og det onde. Her var en gråzone af dimensioner. Det var en meget hård erfaring af, hvordan en forbryder ser ud i virkeligheden. Hvis jeg skriver krimier igen, vil jeg bestemt kunne bruge det.”

Men det er ikke sikkert, du gør det?

”Efter Peter Madsen-sagen har jeg taget en beslutning om ikke at skrive en bog om ham. Samtidig er han svær at slippe, fordi han stiller nogle grundlæggende spørgsmål om, hvordan det er at være menneske i den moderne verden. En interessant dimension af ham er selvforståelsen som kendt iværksætter. I disse år er vi meget vilde med iværksættere. Vi celebrerer eneren. Men eneren passer godt med personligheder, der synes, de har ret til alt, og som har ringe respekt for domstole og paragraffer og derfor går over stregen. Se bare på Elon Musk, som røg cannabis live på nettet (på satireshowet ’The Joe Rogan Experience’, red.) – hvorefter Teslas aktier faldt drastisk og påvirkede verdensøkonomien. Som om verden er helt afhængig af den geniale persons luner, temperatur og impulser. Peter Madsen er vigtig i vores tid, fordi han er et vrangbillede af det, vi egentlig fejrer. Og vil man skrive krimier, er det altid interessant at finde ud af, hvad forbrydelsen i tiden er.”

Hvis han ikke havde eksisteret, tror du så, du kunne have fundet på ham som romankarakter?

”Jeg ville aldrig have fundet på sådan en forbryder. Han er for kulørt. Han ligner en kriminalroman så meget, at jeg nok havde forsøgt at finde på noget mindre spektakulært.”

Hvorfor havde du oven på sagen besluttet, at du ikke ville skrive mere om ham?

”Jeg har tænkt, man hellere skulle lade være, fordi han ikke fortjener mere opmærksomhed. Men jeg ved ikke, om det holder. Man kan sige, at man undlader at skrive om en forbryder for at beskytte offeret. Men jeg tror ikke, det er rigtigt. Jeg mener snarere, man ender med at beskytte forbryderen. Ofrenes død skal have lov at være så ubehagelig, som den er, for at verden kan vide, hvor ubehagelige gerningsmændene er. Når man beskriver den onde verden, vi lever i, synes jeg ikke, man skal komme sukker på. Det er ikke det samme, som at der ikke kan være godhed eller håb i en fortælling. Men der er ingen grænser for, hvad man skal skrive. De ting, mennesker kan få sig selv til at gøre, bliver vi nødt til at se. Ellers kan vi ikke på sigt få dem til at holde op med at gøre dem.”

For 18 år siden tog ’krimimor’ Vibeke Johansen initiativ til en temadag. I dag er den vokset til en messe, der trækker tusindvis af mennesker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Willy Wegner

BIBLIOTEKAR Vibeke Johansen havde gennem nogen tid haft lyst til at sætte fokus på den nordiske kriminalroman. I 2001 bød lejligheden sig, da den lokale forvaltning for arrangement og event, som hun selv sad i, planlagde afholdelsen af nogle nordiske kulturdage i Horsens. Bibliotekets bidrag blev en temadag om netop nordiske krimier på Horsens Ny Teater, hvor en håndfuld forfattere, blandt andet Leif Davidsen og norske Gunnar Staalesen, var indbudt til at fortælle om deres metier til omtrent 200 fremmødte.

”Det var vældigt,” siger Vibeke Johansen, og det mente biblioteksledelsen og kommunalforvaltningen også. Hun og en bibliotekarkollega blev sat til at sørge for, at arrangementet blev en tilbagevendende begivenhed. De næste par år knoklede de for at trække nye navne til talerlisten – og helst også flere publikummer til teatersalen. Det gik langsomt fremad de første par år. Men da en kultur- og eventchef i kommunen fik ideen til at bruge Horsens Statsfængsel, der ville stå tomt fra 2007, når et nyt fængsel uden for byen skulle tages i brug, steg publikumstallet fra omkring 500 året før til et sted mellem 1.500 og 2.000.

”Siden da har vi lagt lidt på hvert år, og sidste år var vi oppe på omkring 7.000 gæster og otte scener. Du skal være klar i god tid for at få et sæde, hvis der er en forfatter, du gerne vil høre,” fortæller Vibeke Johansen, der gennem årene har glædet sig over at få lov at møde alle de bedste danske og nordiske forfattere. Men også internationale stjerner som amerikanske Karin Slaughter, skotske Ian Rankin og cubanske Leonardo Padura har hun hilst på i fængslet.

Ian Rankin under sit besøg på krimimessen i Horsens, 2013.

Navnet ’Krimimor’ mener hun blev tildelt hende af krimiforfatterne Anna Grue og Susanne Staun. Ved hvilken lejlighed husker hun ikke, men hun tror, at tilnavnet, ud over at fortælle, at det var hende, der fødte ideen om krimimessen, er udtryk for, at både publikum og optrædende forfattere generelt har følt sig godt taget imod af hende og hendes medarrangører.

Krimi- og spændingslitteratur har altid fyldt, når Vibeke Johansen læser. Da hun var barn, var det ’De fem’, der gjorde siderne usikre. Som lidt større pige var det Agatha Christie, der dikterede mysterierne. Og i dag er det det meste af den krimilitterære horisont, hun forsøger at holde øje med. Dog springer hun passager over, hvis de bliver for makabre, og mennesker for eksempel bliver hængt op i kødkroge levende.   

Hun husker også en scene i Jens Henrik Jensens ’De hængte hunde’, hvor hovedpersonen, krigsveteran Niels Oxens egen hund findes hængt. Den ramte et ømt punkt:

”Der var han ond, Jens Henrik Jensen, ikke kun ved sin hovedperson, men også ved læseren,” siger hundeejer Vibeke Johansen, der mest læser for plottet, karaktertegningen og det gode sprog.

Det tidligere Horsens Statsfængsel.

I år er hun for første gang i 17 år kun med på sidelinjen, hvor hun står klar med råd til sine arrangørkolleger. Men hun glæder sig uformindsket til messen og til den uprætentiøse stemning inden for fængsels­murene.

”Vi har ikke noget vip-område. Forfatterne står i deres forlagsstand eller går rundt blandt publikum. Måske drikker du kaffe ved siden af Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel – eller Ian Rankin, som kommer tilbage i år. De dage er vi alle lige. Fordi alle har den samme kærlighed. Kærligheden til krimien.”

DAGE I BRUMMEN

Krimimessen Horsens har været afholdt hvert år siden 2001. I dagene 6.-7. april kan du møde forfattere som Ian Rankin samt forlæggere, boghandlere og andre krimi-interesserede i det nedlagte fængsel i Horsens.

Der var ingen ende på fortællingerne om de utallige lidelser,
da KNUD ROMER i sommer udkom med en roman efter 12 års pause. Men hvad er ægte, og hvad er iscenesat? Ud & Se har gennem et halvt år fulgt den vildtsnakkende forfatter, der måske – måske ikke – spiller rollen som ’rigtig kunstner’ på grænsen mellem gal og genial.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Jonas Pryner Andersen

HAN HAVDE en slukket pibe i hånden. På bordet foran radioværten stod en halv liter cola og en lille blikdåse med tobak. Der duftede varmt af kaffe, og dagens gæster var i gang med at få de sidste instruktioner. Den ene var professor i faststoffysik ved Niels Bohr Institutet, den anden studerende samme sted. De to mænd var inviteret for at tale om entropi – et begreb fra fysikkens verden, der er omtrent lige så svært at forstå for almindelige mennesker, som det er for børn at se logikken i sengetider. 

Udsendelsen gik i gang. Knud Romer åbnede med at fortælle sine lyttere, at uanset hvor meget vi alle sammen hopper og danser, vil det hele før eller siden være slut. 

”Alting ender med at være fuldstændig dødt, koldt stof, der er ligeligt fordelt i evighedernes evighed. Så Shakespeare, Einstein, Mahler, Mozart, Bach, dig og mig. Det er goodbeirut. Det har aldrig nogensinde eksisteret. Det hele er slut, før det rigtig er begyndt. Velkommen til en rigtig optimistisk time i ’Romerriget’.” 

Således opmuntret tog de tre mænd hul på en times snak, der skulle forsøge at indfange og udfolde et af fysikkens mysterier. Undervejs kæmpede den unge fysikstuderende, Bastian, en brav kamp for at klemme sig ind i samtalen. På den anden side af en lydtæt glasrude sad programmets producer og blev ved med at hviske små opfordringer i værtens høretelefoner: ”Knud, lad Bastian komme mere til.” ”Knud, hjælp lige Bastian på banen.” ”’Knud, vi vil rigtig gerne høre, hvad han har at sige.”

Knud Romer stillede straks sin unge gæst et spørgsmål, men den høflige Bastian kom sjældent langt ind i svaret, før værten afbrød ham. 

Mod slutningen af udsendelsen kiggede programmets redaktør forbi producerrummet. Hun så på sin kollega, smilede og rystede indforstået på hovedet: 

”Knud, for fanden, hold nu din kæft, og lad de andre komme til.” 

DA UDSENDELSEN var ved at være slut, stod han med sine høretelefoner og gjorde tilløb til at lukke ned. 

”Ved I hvad, min kærlighed til Niels Bohr Institutet er kun steget i denne her time. Jeg elsker jer,” lød det fra Knud Romer. 

Kort efter kunne man høre værten takke sine gæster højlydt ude på gangen. Så strøg han tilbage i studiet, pakkede sammen og gjorde klar til at holde fyraften. I hånden havde han et spritnyt eksemplar af sin seneste roman, der endnu ikke var udkommet. 

’Den svære toer’ havde medier og forlag med vanlig sans for offerliggørelse af succes døbt opfølgeren til debutromanen ’Den som blinker er bange for døden’, der udkom for 12 år siden, ryddede bordet med priser og solgte 200.000 eksemplarer. 

De første rygter om den nye romans ankomst var allerede begyndt at ulme sidste efterår, og i foråret blev det officielt: I midten af juni ville ’Kort over Paradis’ endelig lande. Da udgivelsesdatoen nærmede sig, indrykkede forlaget annoncer i aviser og blade, der buldrede løs med den dramatiske fortælling om,hvordan deres forfatter havde været ”12 år i helvede”.

Overskrifterne lagde sig naturligt i slipstrømmen på det narrativ, Knud Romer selv havde dyrket i årevis. Den 58-årige forfatter forsømte sjældent en lejlighed til at fortælle omverdenen, hvor hårdt han kæmpede med at holde sammen på sit liv som forfatter. Historier, der pegede på kunstens slægtskab med den menneskelige afgrund og mellem linjerne syntes at påstå, at man skulle være gal for at være genial. 

På vej gennem radiostationens åbne kontorlokaler stødte Knud Romer på en lille håndfuld kolleger over en kande kaffe. Da folk fik øje på forfatteren, smed de alt, hvad de havde i hænderne, og rejste sig for at give ham et kram og ønske ham tillykke med den nye bog.

”Tak! Er den ikke smuk?” spurgte Knud Romer og viste romanen frem. 

Han flåede det løse bogomslag af og kom ind til en tyk, sort bog med titlen og forfatterens navn skrevet med guldfarvede bogstaver i ryggen. 

”Kan I se, hvad det ligner?”

”En salmebog?” lød det forsigtigt fra en af forfatterens værtskolleger. 

”Nemlig! Det ligner en fucking salmebog.” 

Så forsvandt han ned ad en trappe med sin slukkede pibe i munden.

Knud Romer med begejstrede følgere. 

UGEN EFTER, på en gylden onsdag aften i juni med et dansk sommerlys af den slags, folk skriver sange om, afholdt Politiken et læserarrangement. Ude på fortovet foran avisens adresse på Rådhuspladsen stod stædige fans og ventede for at få en god siddeplads inde i foredragssalen. Der var pæne damer fra nordsjællandske læseklubber med deres Politiken Plus-kort helt fremme, aldrende mænd i ternede skovmandsskjorter og slidte storbybohemer med grå stænk i skægstubbene og Converse-sko på fødderne. Forrest i køen stod to voksne piger med tatoveringer på armene og strålede af forelskelse, når de talte om deres litterære helt. Der var gymnasiedrenge i lyse bukser og tynde fyre i tyverne med lange, tjavsede frisurer og blikke fulde af længsel efter at blive forstået. Alle var de mødt op for at se og høre Knud Romer fortælle om sit arbejde med ’Kort over Paradis’.

De første anmeld-elser var ikke landet endnu, men søndagen inden havde Politiken bragt et stort interview med forfatteren. Ligesom i andre medier foregik dele af interviewet på det psykiatriske privathospital i Nykøbing Sjælland, hvor en nedbrudt og nervesvækket Knud Romer havde ladet sig indlægge i ugerne efter, at han havde afleveret sin bog til tryk i slutningen af april. 

Undervejs i interviewet fortalte forfatteren om alle de forfærdelige oplevelser, der havde ramt ham i ugerne op til udgivelsen. Det lød som et postkort fra helvede, og Politikens læsere blev ikke et øjeblik ladt i tvivl om Knud Romers store ofre. 

Journalisten bag søndagsinterviewet sad oppe på scenen i nystrøget hvid skjorte og bladrede i sine noter, mens forfatteren lod sig udstyre med en mikrofon. Så gik arrangementet i gang. Politikens journalist stillede sit første spørgsmål, der i munden på de fleste forfattere sikkert ville udmønte sig i et svar på et par minutter. Men ikke Knud Romer. Han rykkede uroligt rundt på stolen og skramlede med sin vandflaske, mens han konstant talte og fyldte sig med nødder fra en lille skål på bordet. Til sidst måtte arrangørerne fjerne skålen, fordi gnaskeriet gik i mikrofonen og slørede for ordene. Knud Romer sansede ingenting. Han talte uforstyrret videre og så ud, som om han havde glemt, at Politikens journalist også var til stede. 

Forfatteren fortalte om sin livslange drøm om at udkomme på det tyske Insel Verlag, ”gudernes forlag”, der gennem tiderne kun havde ladet tre danske forfattere få æren: H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Herman Bang. Vel at mærke først efter deres død. 

Som helt ung teenager havde Knud Romer på ferierne hos sin tyske mormor trykket næsen mod ruden ind til forlaget i Lindenstraße i Frankfurt, mens han ”svor ved alt, hvad der var højt og helligt, og brødrene Grimm”, at han skulle blive den næste dansker, der fik adgang til de hellige haller. 

”Det er immervæk også et vist pres at lægge på sig selv,” sagde forfatteren muntert og så ud på sit publikum. 

Han fortalte, hvordan han i årtier drev hvileløst rundt i tilværelsen med følelsen af, at alt var forgæves, hvis ikke han en dag udkom på det prestigefyldte forlag. 

”Jeg sleb en sølvkugle i mit hjerte og sigtede mod stjernerne. Det var den umulige drøm. Hvis jeg ramte forbi, var det ude med mig,” lød det oppe fra scenen. 

Heldigvis for Knud Romer lykkedes missionen. I 2007 antog tyskerne den danske forfatters debutroman, og da bogen lå klar fra trykkeriet, inviterede forlaget ham til Frankfurt. 

”Når man udkommer på Insel Verlag, skal man signere den første bog i første oplag, som bliver sat ind i en bankboks, hvor samtlige bøger, der nogensinde er udgivet på forlaget, står bag lås og slå. De kom med min bog på et sølvfad og bad mig signere den med en fyldepen. Da jeg satte bogen ’Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod’ ind i reolen og blev en del af tysk litteratur, fik jeg min identitet.”

På vej ud af bankboksen kiggede forlags­direktøren alvorligt på sin danske forfatter og gjorde det klart for ham, at succesen med hans debut ikke var nogen fri­billet for den næste roman. Mange af Insel Verlags forfattere havde skuffet måttet se sig om efter et andet forlag, når de skulle udgive deres næste bog. 

”Fuck,” brølede Knud Romer ud over forsamlingen.

 

ROMER UNPLUGGED – DIREKTE FRA BÅNDOPTAGEREN

”Hvis ikke jeg har freden i mig selv, hvis ikke jeg kan falde til ro i en bevidsthed om, at intet er tabt, og alt er vundet, så klarer jeg ikke at blive blind. Derfor øver jeg mig i ikke at gå i panik. Jeg siger til mig selv, at jeg har min tilstedeværelse. Når jeg bliver blind, vil jeg stadig kunne mærke vindens susen, jeg vil stadig kunne høre bølgerne bruse, og jeg vil stadig kunne høre fuglene synge. Ved du hvad? Da jeg kom ned til mit hus i Præstø efter at have været indlagt på sindssygehospitalet, da kunne jeg høre fuglene synge nøjagtig lige så smukt som dengang, jeg var dreng. Hver gang jeg hører en solsort synge, så er jeg i paradis. Det er derfor, den er på forsiden af min bog. Jeg bliver blød om hjertet, når jeg lytter til dens sang. Fordi den kvidrer. Det er klukkende, klart og perlende. Det er ren drift. Ren udtrykskraft. Den siger ’Gå væk’. Og den siger ’Kom’. Jeg kan huske, at jeg satte mig ud i haven en mild sommeraften, hvor nattergalen kom, og jeg lyttede til den og tænkte, at den lille fugl sidder dernede i krattet og synger, som om hele verdensrummet er dens territorium. Det var, som om stilheden blev til en klokke, hvor den slog sine toner. Og en anden lille nattergal kan høre sangen, og den finder frem til, hvor musikken kommer fra, for der er reden, som den skal bo i. Og sådan er det at synge, sådan er det at være digter, sådan er det at leve livet vertikalt med absolut rædsel og med absolut lykke. Med panisk drift og med panisk angst. Det er med pikken i stikkontakten, hvor du har ild i håret, hvor du synger af angst, og hvor du synger af lykke. Og det er så min skæbne. So be it! Jeg har altid været sådan her, og det kan jeg ikke ændre på.” 

DET VAR TILBAGE til start. Om igen med at skrive en ny roman, der kunne gå på vandet, hvis han skulle holde fast i sin identitet som tysk digter. Det var bare om at sætte sig ved computeren og lade sætningerne vokse frem. 

Men succesforfatteren følte, at han skrev med et viskelæder. Hver gang han kom i mål med en sætning, slettede han to andre og stillede spørgsmålstegn ved resten. Når man gør det længe nok, kommer først angsten og siden vanviddet krybende. Knud Romer blev ramt af begge dele, men kæmpede sig igennem og afleverede i 2010 en færdig roman, der tog læserne med til 70’ernes Iran og indviede dem i det kaotiske forløb frem mod shahens fald. 

Hans daværende redaktør på Lindhardt & Ringhof læste det nye manuskript og vendte tilbage med sin dom: Den første halvdel af bogen var noget af det bedste, hun nogensinde havde læst, den anden halvdel kom ingen vegne. 

Knud Romer indså, at han var nødt til at have det med, han så desperat havde forsøgt at slippe for: sig selv. 

Forfatteren skrev romanen om, men arbejdet løb i ring. Til sidst var han tæt på at opgive. I stedet kastede han sin energi over i andre projekter. Han fik et radioprogram på Radio24syv, han skrev velbetalte reklametekster, og han fik udgivet en moderne version af Halfdan Rasmussens ABC. 

I 2011 interviewede denne skribent ham. Dengang sad forfatteren og skrev i noget, der lignede en nedlagt cykelkælder i Indre København, som med tiden var forvandlet til en skønsom blanding af pulterkammer, litterært værksted og forladt marskandiserbutik. Ved døren stod et træbord med en kæmpemæssig grå computer, der lignede en rekvisit fra en fjern fortid. Der var rockwool i sække til at holde kulden ude, når vinteren satte ind. Og gult lagen for vinduet, så dagslyset ikke stak ind og forstyrrede skrivearbejdet.

Dengang fortalte Knud Romer også om sin kamp mod angsten, paranoiaen og forfølgelsesvanviddet, der klæbede til ham, når han skrev. Det lød blandt andet sådan her: 

”Jeg sidder mutters alene i en sort kælder og skriver og har ikke andre mennesker til at opretholde mit realitetsprincip med, ligesom jeg ikke har nogen konkret virkelighed at beskæftige mig med. Virkeligheden er min forestilling om den. Og alt, hvad jeg synes, tror og mener om ting, er kun i mit hoved. Der er kun min angst tilbage, og herfra begynder mine mytologiserende mareridtsforestillinger om virkeligheden at blive den virkelighed, jeg går rundt i. Jeg får fortolkningsvanvid. Simpelthen.” 

SÅ SKETE der noget. I et interview med Politiken i 2014 fortalte Knud Romer, at det ikke var sikkert, han nogensinde fik skrevet sin næste roman. Der var vigtigere ting i livet end at være forfatter. 

Men nogenlunde samtidig blev han indhentet af økonomiske realiteter. Pengene fra salget af den første roman var væk, det samme var forskudshonoraret på den næste, og efterspørgslen på ham som tekstforfatter svandt ind til ingenting. En konkurs truede i horisonten. 

Der var ingen vej udenom. Den ufærdige roman skulle gøres færdig. I tre intense år skrev Knud Romer på en cocktail af hvidvin og marihuana, mens verden ramlede uden for det tunnelsyn, der skulle til for at levere 527 sider lyrisk prosa på tysk niveau. Da han igen trådte ud i virkeligheden for at betale en solid skattegæld, opdagede han, at der var noget galt med hans øjne. 

Han havde godt lagt mærke til, at han i månederne op til udgivelsen konstant ramlede ind i dørkarme og snublede over kantsten, men der var ingen grund til at søge læge, syntes han. Først da han satte det sidste punktum i romanen og rejste sig fra computeren, gik det op for ham, at han havde brug for hjælp. 

Knud Romer havde på det tidspunkt hakket løs på sin bærbare fra klokken 22 om aftenen til klokken 6 om morgenen. Syv dage om ugen. Måned efter måned. Da øjenlægen kiggede nærmere, kunne han konstatere, at forfatteren havde fået grøn stær på begge øjne. Det højre  øje var allerede afgået ved døden, og på det venstre øje havde han kun halvdelen af synet tilbage. Det var i maj, og så brød Knud Romer sammen.

”VI KAN LIGE nå tre spørgsmål fra salen,” sagde Politikens journalist, der havde kæmpet som en bokser for at få lov til at stille gæsten fire spørgsmål i den halvanden time lange seance.

En ældre herre ville gerne vide, hvordan man som forfatter fandt på sine historier. Knud Romer lod et stort smil rydde ansigtet og gik straks i gang med at fortælle, hvordan han vandrede ind i den ene historie efter den anden, fordi han altid tog sig tid til at snakke med de folk, han mødte på sin vej. 

”Alle mennesker bærer rundt på eventyr,” lød det, da han 20 minutter senere satte punktum for sit svar. På det tidspunkt var tiden for længst gået, de sidste to spørgsmål blev droppet, og en kvinde i mørk nederdel inviterede folk, der gerne ville have signeret deres bøger, til at stille sig i kø foran et bord med papkasser fulde af den nye roman.

”Han stopper jo ikke med at snakke, medmindre man stikker ham en lussing,” sagde Bo Søndergaard, værten ved aftenens læser­arrangement og manden bag avisens store søndagsinterview, mens forfatteren bag os talte med sine læsere og skrev lange dedikationer i deres bøger.

 ”Der er noget barnligt, næsten uskyldigt over ham midt i al hans voldsomhed. Han elsker jo alle mennesker, der gider lytte til ham,” sagde Bo Søndergaard og pegede over mod den langstrakte kø af læsere, der ventede på at få skrevet i deres bøger: 

”Knud elsker søde sager. Coca-Cola, chokoladebarer, lakridser og vingummier, og den kø dér er lige så god som en kæmpe skål med Matador Mix. Han elsker det. Det gør publikum også. Han er et omrejsende tivoli af ord. Og læserne er vilde med fortællingen om den lidende og forpinte kunstner.”

Rundt om os var salen efterhånden ved at være tømt, og nu blev lyset på scenen også slukket. 

”Fem minutter mere, så er vi altså nødt til at stoppe,” lød det fra den mørke nederdel, der trampede utålmodigt rundt om bordet, hvor Knud Romer sad og skrev i folks bøger.

”Vi er allerede gået en halv time over tiden,” fortsatte hun anstrengt.

Knud Romer reagerede ikke. Det var som at se en fodboldkamp, hvor dommeren havde lagt en halv time til den ordinære spilletid. I kulissen stod en bredskuldret fyr fra et vagtselskab og trippede for at få låst salen af, så han kunne komme videre ud på sin rute rundt til aftenens andre kunder. 

En halv time senere trykkede Knud Romer hånd med køens sidste mand og sendte ham en strøm af takkegloser, fordi han havde ”ulejliget sig helt herind og valgt at bruge en smuk sommeraften på at lytte til ham”. 

Kort efter stod han ude på gaden med sin pibe i munden og et udmattet udtryk i ansigtet:

”Det gik sgu da meget godt. Gjorde det ikke?” 

”Jeg spillede rollen som den store forfatter,
der var så stor kunstner, at han var endt på tosseanstalten.”

Knud Romer

KNUD ROMER havde hen over årene haft fire redaktører inde over bogen. Den fjerde og sidste, Sune de Souza Schmidt-Madsen, var i 2014 hentet ind som chef for Lindhardt og Ringhofs skønlitterære afdeling, hvor han fik ansvaret for at holde en mindre flok af husets danske stjerner i ørerne. På det tidspunkt var der gået næsten otte år siden Knud Romers første roman, og den nye chef undrede sig over, hvor opfølgeren blev af. 

En dag inviterede han sin forfatter på frokost, så de kunne tale om fremtiden. Knud Romer snakkede uafbrudt i fire timer, og bagefter var Sune de Souza Schmidt-Madsen så blæst bagover af de mange historier fra forfatterens mund, at han foreslog ham at skrive dem ned. Det kunne der nemt komme nogle gode noveller ud af, mente han. 

”Knud er et veritabelt skatkammer af historier, og jeg tænkte, at når nu det var så svært for ham at få den anden roman gjort færdig, kunne vi begynde med at udgive en novellesamling, og så kunne han skrive romanen som sin tredje bog. Det var en fiks måde at få overstået den svære toer på,” fortalte Sune de Souza Schmidt-Madsen i telefonen dagen efter Politikens læserarrangement.

Knud Romer var ikke afvisende over for tanken, og de to mænd aftalte, at forfatteren skulle komme ind på sit kontor på forlaget, hvor han havde en computer stående. Men Knud Romer dukkede aldrig op. Den ene måned tog den anden, og til sidst besluttede den skønlitterære chef sig for at køre computeren hjem til forfatteren. 

Det kom der heller ingen noveller ud af. Men i stedet for at give op besluttede Sune de Souza Schmidt-Madsen sig for at optage Knud Romers ord på en diktafon og få dem skrevet ud. I et par måneder mødte han op i forfatterens lejlighed hver mandag for at trække historier ud af ham. 

Inde på forlaget blev unge praktikanter sat til at skrive Knud Romers fortællinger ud, og efterhånden som stakkene af papirer voksede, steg Sune de Souza Schmidt-Madsens begejstring. Men da forfatteren selv læste historierne efterfølgende, afviste han pure at udgive dem. Det litterære niveau var simpelthen ikke højt nok. Der var en grund til, at det, han arbejdede med, hed skønlitteratur. 

SOMMEREN NÆRMEDE sig sin afslutning, da Knud Romer optrådte på den internationale litteraturfestival Louisiana Literature. Den danske forfatter skulle lukke årets festival på den største af tre udendørsscener, der rejste sig som et stort cirkustelt i bunden af den frodige museumshave med udsigt til Øresund.

Klokken var lidt i fire søndag eftermiddag, og indenfor i teltet var alle sæder fyldt, længe inden arrangementet skulle begynde. Kvinder i lette sommerkjoler med rosévin i glassene diskuterede deres seneste læseoplevelser, mens midaldrende mænd med tættrimmede fuldskæg sad tavse og kiggede klogt i festivalprogrammet gennem mørke briller. 

De sidst ankomne havde klemt sig ind og fundet en ledig plet. Nu stod de skulder ved skulder langs siderne og ventede på forfatteren, mens en duft af sød tobak bredte sig. Arrangementet var som eneste optræden på festivalen programsat som en soloforestilling. Den dansktalende tyske journalist Marc-Christoph Wagner var konferencier, men der var ingen samtale, intet interview, ingen oplæsning. Kun Knud Romer og hans publikum. Når nu det alligevel ikke lod sig gøre at styre forfatteren, hvorfor så ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden?

Knud Romer stod ved siden af scenen og baksede med sin pibe. Han lignede en mand, der var holdt op med at sove. Bukserne var plettede, og den hvide skjorte krøllede som efter en lang flyrejse. Der var som at se en tuberkuloseplaget patient fra et fjernt århundrede. Den endeløse sommer havde tilsyneladende styret helt uden om forfatteren. Kinderne var blege og indsunkne, og der var mørke rande under øjnene.

Så møvede han sig op på scenen og kom på benene med hjælp fra en udstrakt hånd fra Marc-Christoph Wagner, der smilende bød velkommen og fortalte historien om, hvordan han og Knud havde mødt hinanden første gang over et par store fadøl på et værtshus i Nyhavn. Den tyske journalist havde instinktivt forelsket sig i Knud Romers talegaver, og siden havde de været venner.

”Tag godt imod ham,” sagde Marc-Christoph Wagner og pegede i retning af sin ven. 

Publikum klappede ekstatisk, og en ung fyr piftede, som var han til rockkoncert og ville hylde sine guitarhelte. Et øjeblik stod Knud Romer tavs og kiggede ud over de fyldte stolerækker. Han lignede en, der overvejede, hvordan han kunne tage flugten. Så trådte han frem til scenekanten. Et drenget smil gled umærkeligt hen over ansigtet og sparkede trætheden ned bagfra. 

”Hold kæft, hvor er jeg glad for at se jer.” 

Og så gik han i gang med at fortælle historien om de ’12 år i helvede’, som han havde opført adskillige gange i løbet af sommeren. I radioen, på nettet, i aviserne og på tv. Han fortalte om sin ungdoms tabte drømme og sit vilde liv i den københavnske undergrund.

”Jeg levede mit liv i en klinisk depression og læste Heidegger baglæns, mens jeg røg hash og pissede i tomme colaflasker,” råbte han på sit falsterske modersmål. 

Så kiggede han ud på sit publikum, der grinede, som om manden på scenen var en standupkomiker, der lige havde afleveret en gylden vittighed.

Denne skribent sad i salen og kom til at tænke på Dirch Passers optræden i Aveny Teatrets opsætning af John Steinbecks ’Mus og mænd’, som den udspiller sig i Martin Zandvliets film ’Dirch’ fra 2011. Nerverne skælver, da den folkekære komiker første gang træder ind på scenen som den enfoldige og bomstærke Lennie, hvis trang til at røre ved bløde ting fra første scene har kurs mod tragedien. Det er alvorlige sager. En fortælling renset for komik. Alligevel bryder salen ud i latter, da Dirch afleverer sin første replik. Han ignorerer reaktionen og fortsætter sit arbejde. Men løbet er kørt. Folk kan ikke slippe billedet af komikeren, og hver gang Dirch Passer åbner munden, finder latteren vej til scenen. Til sidst sker det uundgåelige. Dirch Passer bryder sammen. Midt på scenen. Utrøstelig over udsigten til for evigt at være lænket til rollen som gyngehoppende kæmpebaby.

Knud Romer om provinsen: ”Politikerne har brugt en masse energi på at tale provinsen så meget ned, at ingen længere gider bo derude. De har glemt, at Danmark ikke er en by. Det er et land, og ude i dét land bor befolkningen.” 

MODSAT DIRCH PASSER synes Knud Romer dog ikke at være tynget af sin rolle. Han er fuldstændig klar over, at der findes mennesker, som anser ham for at være en rablende galning, der insisterer på at lire abstrakte ligegyldigheder af sig. Andre mener, at der for længst er gået inflation i fænomenet Knud Romer. Og så er der dem, som ikke kan klare synet og lyden af forfatteren fra Falster. Selv er Knud Romer fuldstændig ligeglad. De kan rende ham et vist sted, han har ikke tænkt sig at holde sin kæft foreløbig. Han insisterer på at møde sine læsere og lyttere i de fælles grundvilkår – døden, sorgen, tabet, lidelserne, længslerne, angsten, skylden og skammen. 

Efter en halv times enetale brød Marc-Christoph Wagner ind og meddelte, at det var tid til at lade publikum komme på banen med spørgsmål. 

”Jamen, vi er slet ikke kommet til sindssygehospitalet endnu,” udbrød Knud Romer og vendte sig ud mod et telt fyldt med grinende ansigter. 

En ældre kvinde i blomstret kjole ville vide, hvor meget af romanen der var selvbiografisk, og en ung langhåret fyr fra den københavnske reklameverden stillede et indforstået spørgsmål, hvis pointe forsvandt i røgen fra forfatterens pibe. Til sidst rejste en yngre mand sig roligt op og fortalte om sin farmor, der havde været bibliotekar i Silkeborg, da Knud Romer udgav sin første roman. Biblioteket havde inviteret forfatteren til Jylland for at læse op af sin nye bog og fortælle om arbejdet med den. Forestillingen havde været spændende fra start til slut. Alligevel var det eneste, farmoren kunne huske fra besøget, at Knud Romer havde haft hvidt støv under sin næse, da han kom ud fra toilettet. Der blev stille i teltet. Så stillede den unge fyr sit spørgsmål:

”Er du ikke bange for, at den offentlige Knud Romer kommer til at stå i vejen for, hvad forfatteren Knud Romer gerne vil fortælle?” 

Hovedperson grinede og svarede kækt:

”Sorry, men det har været toiletpapir. Det lort har min kone for længst udryddet.”

 

ALLE VEJE FØRER TIL ROMER

Knud Romer Jørgensen er født i 1960 og voksede op som enebarn i Ny­købing Falster med en dansk far og en tysk mor, omringet af forældreomsorg, utøjlelig egoisme og de store følelsers forløsning i stablerne af roma­ner på det lokale bibliotek. Han drev kaotisk rundt i 17 års studier på litteraturvidenskab på Køben­havns Universitet, mens han skrev tekster, ingen gad publicere. I begyndelsen af 90’erne blev han ansat som tekstforfatter på Kunde & Co – på det tidspunkt et af Nordens største reklamebureauer. 

I 2006 debuterede han med den delvis selvbiografiske roman ’Den som blinker er bange for døden’, som solgte 200.000 eksemplarer og modtog en strøm af priser – blandt andet Weekendavisens Læserpris og De Gyldne Laurbær. 

Tidligere i år udkom ’Kort over Paradis’, som er solgt til oversættelse i flere lande, blandt andet til Insel Verlag i Tyskland. 

Knud Romer er flittig debattør, og gennem årene har han leveret en strøm af essays, kommentarer og avisartikler. Knud Romer har siden 2012 haft sit eget radioprogram, ’Romerriget’ på Radio24syv, der hver uge har over 100.000 lyttere.

UDE I HORISONTEN gled en kajak­roer lydløst gennem vigen, og højt over ham stod en måge stille i vinden. Der hang sprøde æbler på træerne i haven, og på den anden side af et vildtvoksende skel strakte roemarkerne sig så langt, at de næsten kravlede ud af synsfeltet. Sommer var blevet til efterår.

”Det her er det tætteste, man kan komme på Falster uden at være der,” sagde Knud Romer, da fotografen og jeg parkerede bilen og trådte ud i det knæhøje græs bag et lille hvidkalket stenhus med stråtækt tag nær Præstø. 

Vi var kørt fra København, en times bilkørsel ad sjællandske motorveje, inden vi slog ind på et net af småveje, der førte os gennem landsbyer med lukkede bagerforretninger og skilte, der opfordrede bilisterne til at sænke farten og passe på børnene. 

Hernede, i bunden af Sjælland, for enden af en smal grusvej, trampede Knud Romer gennem det våde efterårsgræs med sin pibe i munden, mens han begejstret berettede om, hvordan han i årevis havde ledt efter et hus, der kunne præstere de naturlandskaber, han længtes så voldsomt efter. For fem år siden havde han endelig fundet det perfekte sted, men nu truede den grønne stær med at skille dem ad. Hvis blindheden om lidt stjal de sidste rester af hans syn, kunne han ikke selv køre herned i bil, og så kunne han lige så godt sætte huset til salg.

”Der er ingen direkte forbindelser herned. Der er 20 kilometer til nærmeste togstation, og man kan ikke lige ringe efter en taxi. De findes ikke. Det er en katastrofe.” 

Det var først på eftermiddagen. Knud Romer havde været tidligt oppe, men håret tilhørte en mand, der lige var stået ud af sengen. Han satte nøglen i en afskallet trædør og skubbede den op. Indenfor var der koldt som i en gammel kælder. Det var tydeligvis ikke hver uge, huset fik besøg af sin ejer.

Forfatteren tændte for kaffemaskinen og vaskede en mælkeskummer fri for sure rester. Så gik han på knæ foran husets brændeovn for at sætte ild i et par stykker brænde. Rundt om på borde og stole stod halvtomme colaflasker, køkkenvasken flød med beskidte kaffekopper, og i vindueskarmen stod tre poser med sukker, som alle var åbne. Der var børnemalerier på væggene, spisebordet flød med gamle aviser, og rundt om på det knirkende trægulv havde små stakke med bøger slået rod. 

”Er her ikke vidunderligt?” jublede han. 

Gennem køkkenvinduet kunne man skimte verden udenfor. Det var ren postkort­idyl. Den vilde naturgrund, der omgav det lille fiskerhus, løb direkte ud i en vig, hvor en tæt skov af gyldne siv omringede en spinkel badebro med en gul robåd snøret fast til sig. På den anden side af vandet lå Jungshoved Kirke med sit hvidkalkede tårn og et rødt tegltag, hvorfra der var udsigt til en beskeden kirkegård med enkle gravsten.

”Der vil jeg begraves, når den tid kommer.”

Det her var hans paradis. Hele sommeren sang nattergalen og solsorten om kap med hinanden, og når mørket sænkede sig, fik man stukket øjnene ud, som forfatteren udtrykte det. 

”Hvis aldrig man har været et sted som det her, aner man ikke, hvor vild en dansk stjernehimmel kan tage sig ud. I byerne kan man ikke se en skid for alt det kunstige lys. Hernede slutter dagen i et magisk eventyr.”

Knud Romer foran sit hus nær Præstø.

HAN TALTE, som om nogen havde trukket ham op i ryggen. Hurtigt og uden pauser. Den ene sætning greb den næste, men det gjorde ikke så meget. 

”Jeg er meget romantisk, og jeg er ekstremt god til at idyllisere livet. Jeg sætter ord på alt det, menneskelivet består af, så folk kan få afløb for deres følelser og føle sig genkendt. ’Du er ikke alene, der er andre, der har det ligesom dig’, som den åndssvage sang lyder. Din nabo kæmper også. Skræller man den kulørte overflade af, lever vi kunstnere jo helt almindelige menneskeliv, og de oplevelser prøver vi så at udtrykke. Nogle af mine kolleger er mere private og meddeler sig kun gennem kunsten, mens jeg stiller mig op på ølkassen og råber løs. Det har jeg ikke noget problem med, men det kan godt være lidt hårdt for min familie.”

Han fortalte, hvordan hans kone havde jublet, da komikeren Mick Øgendahl stod frem og sagde, at han havde ladet sig indlægge på psykiatrisk hospital for at blive repareret. Og da bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen fortalte, at han havde fået elektrochokbehandling for at komme fri af en tung depression, ville hendes begejstring ingen ende tage. Det var modigt og vigtigt at tale om den slags, sagde hun til ham. 

”Men da hendes egen mand pludselig stillede sig frem og fortalte om sin indlæggelse, blev hun flov. En del af mig forstår jo godt hvorfor, men det er ikke flovt. Det kan ske for os alle sammen. Jeg vil bryde tabuer ned. Det er ikke kun de andre, der bryder sammen, det er ikke kun de andre, der bliver skilt og fyret, det er ikke kun de andre, der bliver syge, gamle og dør. Det er os alle sammen, og derfor skal vi tale om det. Men hvis nogen tror, det er sjovt at give interview på et sindssygehospital, kan de godt tro om.”

Han sad lidt uden at sige noget, så samlede han tråden op:

”Jeg har brugt 12 år af mit liv på at skrive den bog. Jeg har brug for, at den sælger, hvis jeg skal forsørge min familie.” 

Det var også grunden til, at Knud Romer besluttede sig for at spille med på myten om den forrykte kunstner og drive så meget storytelling ud af sit 14 dage lange ophold på privathospitalet i Nykøbing Sjælland som overhovedet muligt. 

”Jeg er gammel reklamemand, og jeg vidste da godt, hvordan omverdenen kiggede på mig, når jeg var indlagt på et privat sindssygehospital. Jeg manglede bare stråhatten, så ville jeg træde direkte ind i en flere hund­rede år gammel historie om den lidende kunstner, der laver stor kunst, fordi han har adgang til nogle helt særlige rum i menneskesjælen. Jeg spillede rollen som den store forfatter, der var så stor kunstner, at han var endt på tosseanstalten.”

Han rystede på hovedet. 

”Sådan noget pis,” råbte han så. 

”Der er intet kreativt opbyggeligt ved at få et grænsepsykotisk sammenbrud og skrige af angst og eksistentiel rædsel.”

DE FÆRRESTE er efterhånden i tvivl om, at Knud Romers liv har været fuldt af pinsler. Men de er kommet af sig selv, fordi han identificerede sig så meget med drømmen om at blive tysk digter. 

”Det var den drøm, der fødte mig. Jeg kunne ikke give op. Det kan jeg stadig ikke, og det er lige meget, hvordan jeg har det med den. Om jeg lider eller jubler, om det bygger mig op eller bryder mig ned. Det er mig. Det er Knud. Det er mit kød og blod.” 

Virkelighed og fiktion flyder sammen. Præcis som i romanerne. For Knud Romers vedkommende er der ingen forskel. Kunsten og det virkelige liv vikler sig ind i hinanden. Og de påvirker hinanden, forklarede han fra en stol foran brændeovnens knitrende ild. 

Han fortalte om dengang, hans far blev dement. Til sidst anede den gamle mand ikke, hvem han selv var. Han kunne ikke engang kende sin egen søn.

”Den fortvivlelse fylder ret meget i min nye bog. For nogle år siden skrev jeg en salme om, hvordan det er at se et menneske, man elsker, forsvinde ind i demensens tåger. Komponisten Bent Sørensen satte musik til, så Radiopigekoret kunne synge den for 2.000 demente og deres pårørende i Tivoli. Fortæl mig, hvornår livet holder op, og kunsten tager over. Og omvendt. Vi fortæller historier for at skabe mening. Mine romaner er lige så virkelige og uvirkelige som mit liv.” 

Han sad lidt uden at sige noget, så tog munden tilløb til endnu en omgang:

”Hvordan bliver man til den, man er?” spurgte han og svarede selv med det samme: 

”Man starter med nogle rammer og nogle evner. Så har man et mål, og hvis man skal nå det mål, er man nødt til at flytte sig. Kommer man fra provinsen, rejser man til storbyen. Kommer man fra et småborgerligt hjem, flytter man i hippiekollektiv. Kommer man fra et håndværkerhjem, drømmer man om at gå på universitetet. Man skal bryde rammerne. Men det er ikke nogen let opgave.” 

Han rejste sig op og lagde an til at opføre en af de små teaterforestillinger, der gik hånd i hånd med mange af hans pointer. 

”Nå, man er nok fin på den,” lød det på syngende bondsk. 

”Det er åbenbart ikke godt nok at være landmand. Nej, man skal på universitetet og blive klog.” 

Han rystede på hovedet ad ordene.

”Den slags gør sindssygt ondt at lægge ryg til. Det er skyld og skam for fuld udblæsning. Men der er ingen vej udenom.”

 

DEN UNGE ROMER

I sin ungdom blev Knud Romer mødt af en mur af afvisninger, når han forsøgte at overtale aviser og magasiner til at bringe hans artikler. På forlagene smilede de overbærende, og i et af afslagene mente redaktøren ligefrem, at kvaliteten var så dårlig, at indholdet end ikke duede som Ga-Jol-æske-lyrik. 

Til sidst gik han rundt på gader og stræder og solgte et blad, han selv havde fotokopieret og clipset sammen. Her fik man artikler om letopløselige stoffer, en guide til Københavns offentlige toiletter, fortællingen om det lyshårede ABBA-medlem Agnetha Fältskog og hendes bagdels betydning for den svenske popgruppes succes samt en 10 sider lang historie om selvhængning som vej til seksuel ophidselse. Artiklen havde titlen ’Please Be Tender When You Cut Me Down’. 

Da Knud Romer kom på internettet i midten af 90’erne, mailede han artiklen til Det Sexologiske Institut i Washington, som svarede, at det var et værdifuldt stykke grundforskning, som de gerne ville publicere i deres database.

MAN SKAL altså flytte sig og bryde grænser for at blive bedre til at skrive. Og en flaske vin og en joint kan være doping til at nå målet. I hvert fald når man er ung. 

”Man forsøger at knække sig selv og komme steder hen, man ikke ville være nået frem til, hvis man havde fulgt den slagne vej. Det var tanken bag mit misbrug. Men det er fuldstændig misforstået,” fnyste han og mente, at det at være forfatter på mange måder var som at være cykelrytter. Det er elitesport, og hvis ikke man kan komme øverst på skamlen uden doping, skal man ikke sætte sig op på cyklen. Så skal man lave noget andet. 

”Min kone har altid sagt: ’Knud, hvis det er det, der skal til for, at du kan præstere, er du ikke født til det. Så laver du noget, du ikke burde lave.’ Og jeg giver hende helt ret. Jeg har lagt forhindringer i vejen for mig selv med min destruktive livsstil, og jeg er ret sikker på, at jeg var nået hurtigere frem til målet, hvis jeg havde været bedre ved mig selv.”

Han sad lidt og tænkte. 

”Men vi er ikke kilde til vores egne idealer,” lød det så. ”Det er noget, vi lærer. De store mestre bliver hyldet, når de dør, og jeg tør ikke tænke på deres ægtefæller og deres familie. De har fandeme ikke haft det sjovt. Mange af de store kunstnere har drukket sig ihjel, mens konen holdt sammen på familien. Eller også har børnene skullet holde sammen på sig selv, fordi mor festede med. Men det ser man ikke. Det er ikke de billeder, offentligheden dyrker. Den hylder kun den store kunstner og hans udødelige værker. Min store ulykke er, at jeg som helt ung besluttede mig for, at jeg ville være den største prosaist i det danske sprog, jeg ville være tysk digter, og jeg ville udkomme på Insel Verlag. Det var min eneste kilde til betydning, og så rakte jeg ud efter inspiration i alle mine litterære helte.” 

Den walisiske poet Dylan Thomas drak sig ihjel, den franske digter Arthur Rimbaud blev sindssyg, og kunstmaleren Vincent van Gogh skar sit ene øre af. Hvis ikke man drak, tog stoffer eller lod sig indrullere i mørket, ville man aldrig nå op på niveau med de store. Det var rationalet.

”Jeg fulgte trop og levede kunstnermyten ud. Den er ekstremt destruktiv, og den store sandhed er, at det ikke er svært at pisse i en flaske og holde op med at gå i bad. Det er ikke svært at drikke sig fra sans og samling eller sniffe en bane kokain. Det er ikke svært at ryge smøger og drukne sig i sex. Det er regelmæssigheden og hverdagens disciplin, der kræver kræfter. Enhver kan skubbe til glasset, så det falder på gulvet og går i stykker. Det svære er at lave glasset og vaske det op.” 

Knud Romer om stjernerne: ”De fleste børn vokser op uden at kunne se Mælkevejen, fordi lysene i byerne stjæler mørket. De misser oplevelsen af at være en del af noget større.”

NOGLE DAGE senere var Knud Romer tilbage i sin og konens lejlighed i Indre København. Det var sidst på formiddagen, og forfatteren stod i køkkenet med det sidste af oprydningen fra gårsdagens madlavning. Der var gryder med indtørrede rester af kartoffelmos og pander med brune striber af smeltet smør. Forfatteren talte som en skuespiller, der havde lært sine replikker udenad, mens han fyldte opvaskemaskinen med samme elegance, som en fyrbøder skovler kul i en ovn. Han var i storform. I hvert fald verbalt.

”Det eneste, jeg rigtig kan finde ud af i livet, er at tale og skrive,” sagde han og trak overbærende på skuldrene.

I samme øjeblik kom hans kone hjem med deres ældste datter, som var blevet syg i skolen og nu skulle bruge stuen til at hvile sig i. Knud Romer foreslog, at vi rykkede hen på hans yndlingscafé, der lå i en kælder lige rundt om hjørnet. 

Vi slog os ned udenfor på et par kolde klapstole, så forfatteren kunne ryge på sin pibe. 

Al angst er i sidste ende angst for døden, sagde Knud Romer. Og den angst er ikke for børn. Eller voksne for den sags skyld. Døden er den ultimative indsnævring. Det utænkelige. Evighedernes evighed. Forstår man det, behandler man livet med den største nænsomhed.

”Jeg har altid levet med ryggen til døden, fordi jeg var så bange for den. Jeg forstod ikke, hvorfor folk ikke løb rundt og skreg af rædsel over manglen på information. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad sker der? Det aner ingen af os. Vi er her, men vi ved ikke, hvorfor vi er her. Vi ved ikke, hvor vi skal hen. Og det finder vi heller aldrig ud af.”

Så citerede han en af sine store helte, pseudonymdigteren Novalis, der engang havde skrevet: ”Wo gehen wir hin? Immer nach Hause.” 

”Vi har en længsel i os efter at komme hjem. Efter absolut selvnærvær. Men det er ikke muligt. Alligevel længes vi efter det, og fordi det er uopnåeligt, længes vi endnu mere. Det er derfor, at den kvinde, man ikke kan få, gør én vanvittig. Pludselig forstår man, at man er en gåde for sig selv. Vi er skygger kastet af en sol, som er bag vores ryg, og vi kan godt blive naturvidenskabeligt klogere, men hvad meningen med det hele er, det kommer vi aldrig til at forstå. Og det er angstprovokerende ad helvede til,” lød det højt og næsten muntert. 

Men vi skal ikke fortvivle af den grund, sagde forfatteren. Eventyret kommer fra manglen på information. Det er dér, vi kan undres og fortrylles. 

”Det er der, livet begynder,” råbte han. 

Så fortalte han om en oplevelse, han havde haft i sommer. Han havde været med sine to døtre til fægtning på Hellerup Havn, og mens han ventede på, at de skulle blive færdige, genkendte han pludselig duften af tjære og saltvand i luften. Hans ører fangede lyden af bølger, der skvulpede mod havnekajen, og sejlsnore, der slog mod skibenes master. Han mærkede solen varme huden på sine arme, der stak ud fra en krøllet T-shirt. Med ét var han fem år igen.

”Jeg var en lille lyshåret dreng med fregner, der lå på bådebroen og fiskede krabber med et afskåret rødspættehoved på min hjemmelavede fiskesnøre. Pludselig kiggede jeg op. Bag mig stod en gammel mand med sin pibe i munden. Og den gamle mand, det var mig.”

 

Hun ville blive til noget og nogen i det danske litteraturmiljø. Men efter fire forsøg opgav DORTHE NORS. Siden har den 48-årige forfatter fundet sin egen vej til succes i udlandet. Ud & Se tog til New York for at følge flugten fra hønsegården.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Jens Honoré

HUN ELSKER overblik, men denne formiddag er hun ved at miste det. På en barstol bag Starbucks-indhegningen i Københavns Lufthavn taler hun i telefon med store øjne, mens hun nulrer plasticlåget på en tom americano. Hendes Delta Airlines-fly mod John F. Kennedy-lufthavnen i New York letter snart, og hendes telefon bliver bare ved med at bimle. 

Tidligere på dagen modtog hun en mail fra det amerikanske magasin The New Yorker med besked om, at de gerne ville bringe endnu en af hendes noveller.

Det var få minutter efter nyheden om, at hendes kommende bog, ’Kort over Canada’, var solgt til oversættelse i Italien og Holland allerede inden den danske udgivelse. 

Oveni har The Guardian samme morgen bragt en længere klumme om feminisme og #MeToo, som Dorthe Nors har skrevet på bestilling til avisen. En presseansvarlig fra Nors’ danske forlag er i røret for at høre, hvad de skal svare Berlingske-journalisten, der er ved at skrive en artikel under overskriften ’Forfatter langer ud efter ældre danske mænd i The Guardian’.

”Altså, jeg synes sgu ikke, der er så meget mere at sige. Kan du ikke sige til ham, at jeg ikke har mere at tilføje? Jeg er nødt til at boarde nu. Kan vi ikke lige tales ved, når jeg er landet?” siger hun og lægger på.

For at undgå jetlag i den kommende uge, hvor hun skal på turné i USA og interviewes om ’Spejl, skulder, blink’, der i 2017 blev nomineret til en Man Booker International-pris, har hun i dagevis barberet en halv time af døgnet og er gået tidligere og tidligere i seng hjemme i vestjyske Vedersø. 

Tidligere på året læste Dorthe Nors op i Stockholm efterfulgt af en turné til Belgien og Holland for at promovere bogen, der foreløbig er oversat til 17 sprog. 

”Jeg kan stadig godt få det sådan: Hvad fanden er det, der foregår?” siger hun, da hun lidt efter haster mod gaten i Terminal 2 med Kazuo Ishiguros ’Resten af dagen’ i hånden.

”Hvis nogen havde sagt det her for 20 år siden …. altså, jeg synes jo også selv, det er en vild historie.” 

TO ÅRTIER TIDLIGERE afleverede Dorthe Nors et speciale i nordisk litteratur og kunsthistorie på Aarhus Universitet efter i årevis at have beskæftiget sig med Sveriges største forfatterskaber – fra Kerstin Ekman til Per Olov Enquist. Nu ville hun fandeme gøre alvor af den forfatterdrøm, der havde erobret hende, siden hun i 10-årsalderen begyndte at småskrive digte, dramaer og historier i Sinding-Ørre nordvest for Herning – et landsbysogn præget af Venstre-vælgere, Indre Mission og grundtvigiansk tankegods.

I 2001 blev hendes første manuskript optaget. ’Soul’ hed bogen, og senere kom to andre romaner, der fik rosende, men beskeden modtagelse. Hun forsøgte – med egne ord – at imitere de dramatisk spillende strygere, der gjaldede i de store svenske forfatterskaber. Men efter tre ’orkester’-romaner uden særlig opmærksomhed besluttede hun i 2008 at skære hårdt ned på partituret. 300 tætskrevne romansider blev i novellesamlingen ’Kantslag’ i stedet til 15 korte, sirligt filede noveller med menneskefortællinger.

Bogen fik en pæn modtagelse i flere danske aviser, men ellers skete der det samme for hende som for så mange andre håbefulde danske forfattere: ingenting.

Samtidig løb genrebeslægtede forfattere som Naja Marie Aidt og Helle Helle med stor opmærksomhed for bøgerne ’Bavian’ og ’Ned til hundene’, mens forfatterdebutanter som Christina Hagen blev udråbt til fremtidens litterære fakkelbærere. Ingen nævnte Nors. ’Kantslag’ solgte ikke, og den gav ikke adgang til de litteraturfestivaler og oplæsningsjob, der er afgørende for en forfatterkarriere herhjemme.

Flere år forinden var hun flyttet til København fra Aarhus for at komme tættere på det litterære miljø. Men hendes mission – at leve af sit forfatterskab – havde slået fejl. Hun følte det, som om hun gik rundt med en buket blomster, ingen rigtig gad tage imod.

SKRIFTTEGN

Dorthe Nors er født i 1970 og har skrevet ’Soul’ (2001), ’Stor­mesteren’ (2003), ’Ann Lie’ (2005), ’Kantslag’ (2008), ’Dage’ (2010), ’Minna mangler et øvelokale’ (2013), ’Spejl, skulder, blink’ (2016) og ’Kort over Canada’ (2018).

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Anede ikke, hvor jeg skulle tage hen,” siger hun dagen efter flyveturen på en italiensk restaurant i Greenwich Village, mens hun spiser frokost få blokke fra The Marlton Hotel, hvor hendes amerikanske forlag har indlogeret hende.

Der er 27 grader, og tøjet klistrer. Dorthe Nors er i sort, det rødbrune hår er sat op i en knold, og hun har bestilt en salat. Senere skal hun læse op i en boghandel i SoHo, og har man én gang gjort det i overmæt tilstand, gør man det ikke igen, siger hun.

I erkendelsen af, at hun aldrig rigtig ville blive en del af det litterære miljø i København, opsagde hun i efteråret 2013 sin lejlighed i Valby.

Her sad hun mellem flyttekasser, da en mail tikkede ind: 

”Godt nyt. The New Yorker vil gerne trykke ’Hejren’,” stod der. Afsenderen var en amerikansk forlægger, som Dorthe Nors nogle år tidligere var kommet i kontakt med efter at have guidet en gruppe amerikanske forfattere rundt på Christiania i København. 

Guide-tjansen havde efterfølgende udmøntet sig i tekstudvekslinger, og to af gæsterne – forfatterne Junot Díaz og Rick Moody – havde anbefalet Nors i deres amerikanske netværk. Efter at have fået trykt et par noveller i amerikanske tidsskrifter, blev Dorthe Nors spottet af New Yorker-forlæggeren Brigid Hughes, der ville udgive Nors i USA. Og snart havde forlæggeren – uden at Dorthe Nors anede det – fået antaget hende og novellen ’Hejren’ i The New Yorker, verdens vel nok mest hæderkronede magasin. Som den første dansker nogensindee.

FOR DORTHE NORS var det en mavesugende katapultering. Når man bliver trykt i The New Yorker, både ser og mener verdens medie- og bogbranche pludselig noget. Mens Dorthe Nors flyttede ind på en nedlagt skole i Dollerup Bakker i Midtjylland, væltede anmelderroserne for ’Kantslag’ – oversat til ’Karate Chop’ – ind fra de store aviser og magasiner. 

The New York Times elskede den, det samme gjorde Los Angeles Times. Oprah Winfrey sammenlignede Dorthe Nors’ ”sublime” stil med den enkle, danske møbeltradition, og journalister fra BBC, The Atlantic og The Independent begyndte at ringe for at lave interview med ’the Queen of the Nordic short story’.

”Det var, som om det bare blev ved og ved og ved. Og det bundede ikke i, at jeg havde stået med tungen ud af halsen blandt de rigtige folk til litteraturfester i København,” siger hun, mens en infernalsk tudende brandbil kører forbi. Hun tipper næsten hvidvinsglasset i forskrækkelse.  

Hun er ’landskabsafhængig’, siger hun, da chokket har lagt sig. Selvom hun elsker storbyernes buldren, sætter hun pris på en hverdag, hvor hun kan rulle rundt alene i det vestjyske landskab i sin koksgrå Toyota Aygo uden klimaanlæg, med nedrullede vinduer og høj musik, hun kan synge med på. Men hver nytårsaften spørger hun sig selv: Hvor har jeg lyst til at bo næste år?

”Jeg er solitær af natur, og jeg trives godt med at skifte miljø. Det, der typisk rodfæster folk, er jo børn. Og jeg har ikke børn.”

Det er også sjældent, at karaktererne i hendes bøger har børn.

 

DORTHE NORS OM …

… at blive nomineret til bøgernes Golden Globe
”Jeg stod med en grensaks i haven i Vedersø, da mit forlag ringede og sagde, jeg var blandt de nominerede til Man Booker International 2017.Jeg tudede af lykke i to dage. Jeg er aldrig blevet nomineret til noget i Danmark, så det betød ekstra meget at blive nomineret til en af verdens vildeste litterære priser. Jeg fløj over til overrækkelsen i London sammen med bogens oversætter, Misha ­Hoekstra, der også var nomineret, og det var fuldstændig lige meget, at vi ikke vandt. Jeg har aftalt med min norske kollega Roy Jacobsen, der også var nomineret, at vi en dag skal mødes på et værtshus og læse vores takketaler op. Den ligger stadig i min selskabstaske.”

… at tjene penge
”Man bliver ikke rig af gode anmeldelser og flot omtale. Derfor skal jeg leve af alt det udenom: oplæsninger, foredrag og så videre. Jeg havde møde med min bankdame for nylig, der altid griner af mig og siger: ’Rolig Dorthe, du har en stabil indkomst nu.’ Men når man har været så meget på røven som mig og har levet hele og halve år af nudler fra Søstrene Grene, er der aldrig nogen, der får mig overbevist om, at nu er jeg sikret.” 

’Skulder, spejl, blink’, som Dorthe Nors er i USA for at promovere, handler om Sonja, en singlekvinde midt livet, der har besluttet sig for at tage kørekort, men har overordentlig svært ved at finde det rigtige gear – i bilen såvel som i tilværelsen. 

Selv kalder Dorthe Nors Sonja for et misfit, en famlende kvinde, der lever i konstant forskydning fra verden. Sådan er personerne i hendes historier ofte. 

”Derhjemme bliver især aldrende kvin­der i læsekredssegmentet ofte provokeret over mine kvindelige karakterer, fordi de kan være handlingslammede og uden den der fulde livskontrol. De spørger: ’Hvorfor tager hun sig ikke bare sammen?’ Jeg ser mine karakterer som søgende, som nogle, der ikke har fundet den endegyldige formel på livet eller følger den slagne vej. Min erfaring si­ger mig, at de kvinder, der bliver provokeret over karaktererne, ofte er dem, der selv har haft børneflokke, og hver eneste gang, de har været tæt på at kigge ned i den eksistentielle afgrund, i stedet har sagt: ’Der skal vaskes gulv.’”

Luftfugtigheden bedøver, tre drenge i 10-årsalderen stopper op ved bordet for at sælge Oreos og slik til støtte for deres basketballklub. Dorthe Nors smiler pænt nej tak og forsøger med en viftende serviet at holde varmen på afstand. 

”Det ville være en stor, fed løgn, hvis jeg sagde, at der ikke var en flig af mig selv i de karakterer, jeg skriver om. Selvfølgelig er der det. Karakteren Sonja er ekstremt utilpasset, og det er jeg givetvis også selv,” halvgriner hun, da hun går fra restauranten og mod sit hotel for at øve aftenens oplæsning.

”Alt muligt inspirerer mig. Den der for eksempel,” siger hun og peger på en storsavlende sortbrun boxer, der lunter forbi i lyskrydset.

”Har du lagt mærke til, hvor meget karakter hundene i den her by har? Det er helt sindssygt. Måske ender en af dem i en novelle en dag.” 

”GOD DAMN IT,” siger hun fem timer senere og kigger først på klokken, tydeligt irriteret, derefter mildt på de fire mennesker, der indtil videre er mødt op i boghandlen McNally Jackson. Forretningen – en af New Yorks føren­de bogbutikker – er tætpakket på førstesalen, hvor cafeens espressomaskine sprutter, men i kælderetagen, hvor Dorthe Nors om lidt skal på scenen, er der lidt for stille. 

Selvom The New York Times få dage forinden har sat ’Mirror, Shoulder, Signal’ på ugens liste over bedste nye bøger, er hun i New York City, steroidbyen, hvor folk har for travlt til at lufte deres egne hunde.

”Bare rolig, det bliver godt,” siger Arianna Rebolini, kvinden, der skal interviewe Dorthe Nors. Rebolini er bogredaktør på det amerikanske medie BuzzFeed, og som hyppig interviewer ved hun, at oplæsninger er totalt uforudsigelige. Der kan komme alt mellem to og 200 mennesker.

Dorthe Nors tager sin sorte habitjakke af. Og på igen. Klokken er otte minutter over starttidspunktet, da fem yderligere gæster dumper ind, og hun begynder at læse uddrag fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. 

Hendes engelsk er fejlfrit, smukt faktisk. Kun en enkelt gang i det efterfølgende interview leder hun efter det rette ord.

På stolerækkerne vil en indisk-amerikaner gerne vide, hvordan Nors balancerer mellem humor og tragedie. En kinesisk-amerikansk kvinde spørger, hvordan det er at blive oversat til så mange sprog, mens en ældre dame med blå briller, ternet kjole og et gigantisk halssmykke spørger, hvorfra Nors henter sin inspiration. 

Nors nævner en oplevelse i metroen, der blev til en novelle, og hunden i krydset, der måske en dag kan blive det. 

DORTHE NORS OM …

 

… at være kvindelig forfatter
”Når en stor mandlig forfatter skriver om sit liv, kalder vi det ’en vigtig dannelsesroman’. Når en kvinde gør det samme, kalder vi det for et værk ’om at være kvinde’. Se på Karl Ove Knausgård, som jeg tit bliver konfronteret med i udlandet. Jeg siger altid, at jeg synes, han er fantastisk, for det synes jeg. Men jeg siger også, at mit køn aldrig havde fået lov til at skrive ’Min kamp’. Hvis en midaldrende kvinde brugte seks tykke bind på at wanke sig selv, var hun blevet kaldt en selvoptaget kælling.”

… at skrive
”I de sidste fire år har jeg boet i et lille hus i Vedersø i Vestjylland. Jeg er totalt afhængig af at kunne trække mig ind og ud af store byer. Her er jeg tæt på Vesterhavet og kommer meget mere sammen med mine naboer, end jeg gjorde, da jeg boede i Valby. En optimal skrivedag starter klokken otte om morgenen. Jeg tager ørepropper i, tjekker ikke mobilen, og hvis mine naboer ringer på, er det bare ærgerligt. Jeg deaktiverer også helst Facebook, når jeg er i en skriveperiode. Over middag svarer jeg på mails, planlægger foredrag og er i dialog med forlag og journalister.”

En mørkhåret kvinde, der sidder på første række og noterer ivrigt, rækker hånden op: ”For mig – en kvinde i fyrrerne uden børn – har dine karakterer været et sjældent interessant møde. Jeg mener …  Sonja er en litterær karakter, som jeg for en gang skyld kan spejle mig i,” siger kvinden, der bagefter præsenterer sig som Therese Cox. 

Den 42-årige ph.d.-studerende fra Columbia University fortæller, at hun ved et tilfælde snublede over et Dorthe Nors-uddrag på Twitter, blev forelsket i stilen og siden har læst alt af Nors, der er blevet oversat til engelsk.

”Der er en særlig humor i hendes stil, som jeg virkelig godt kan lide. Måske er det noget særligt dansk,” siger hun, da arrangementet er slut. 

Dorthe Nors taler med personalet i McNally Jackson, vender Trump, vejret og verdens litterære tilstand.

”De forbindelser, miljøet omkring en butik som McNally Jackson har, skal man ikke undervurdere. Et job her kan betyde nye job andre steder. Det handler om at gøre sig synlig,” siger forfatteren på vej ud af forretningen. 

Tusmørket har lagt sig over Manhattan, en taxa dytter, holder ind og samler tre kvinder i stiletter og korte kjoler op på Spring Street. Dorthe Nors har smidt hælene og er skiftet til kondisko. Hun vil hjem på hotellet, men lige nu er hun sulten. Hun har ikke spist siden salaten til frokost og sætter sig på en neonoplyst salatbar på West 8th Street med en yoghurt og en Diet Coke.

”Lagde du mærke til, at de slet ikke spurgte om Danmark? Jeg tror faktisk, at det er første gang, det er sket herovre,” siger hun.

PÅ DEAN STREET i Brooklyn, i en gammel lagerhal i rødsten, holder Dorthe Nors aftenen efter lanceringsfest hos A Public Space, et velanskrevet newyorkerforlag og -tidsskrift, der er kendt for at spotte og trykke fremtidens forfatternavne. 

Der er disket op med pindemadder, kold hvidvin og øl, og forbi defilerer en rank kvinde med grånende page. Det er Brigid Hughes,  den tidligere chefredaktør på The Paris Review – et af verdens førende litterære tidsskrifter – og den person, der ivrigst har hjulpet Dorthe Nors frem på det amerikanske marked.

I really loved her work,” siger hun, gør ’Dorthe’ til ’Dårtiiieee’ og fortsætter: ”Nogle gange finder folk deres hjem langt hjemmefra. Dorthe har virkelig fået en fanbase herovre.” 

I dag driver Brigid Hughes sit eget forlag, scouter talenter for de store udgivere og afholder populære skrivekurser. Foruden forlagsfolk og forbindelser – én erklærer det som aftenens hovedmål at komme i snak med Brigid Hughes og få en plads på morgendagens fuldt bookede skrivekursus – er der flere danske ansigter iblandt. 

Forfatteren Naja Marie Aidt, der bor lige om hjørnet, er mødt op, det samme er forfatteren Christian Mørk, som også bor i Brooklyn, ligesom debattøren Emma Holten, der er gået i skrivelejr i New York. 

Dorthe Nors læser en passage op fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. Folk smågriner, nipper til deres glas, og bagefter er der spørgsmål fra salen. Hurtigt kommer snakken til at handle om ’hygge’ – det danske fænomen, der skrives flest internationale bøger om i disse år – og Dorthe Nors ranker ryggen.

”Hygge er en skøn ting ved Danmark …,” starter hun, og man fornemmer, der er et los på vej.

”… men det er også et system til social kontrol.”

Og så fortæller hun, storgestikulerende og med en ikke udrilsk tone i stemmen, hvordan ’hygge’ er en ”konsensussøgende undertrykkelse” af følelser i et fællesskab bestående af først og fremmest hvide danskere, der har bløde tæpper og ild i pejsen. 

Og om, hvordan enhver, der formaster sig til at tale om sin dårlige dag eller personlige kriser, vil blive beskyldt for at ’ødelægge hyggen’.

Christian Mørk slår en skraldlatter op, mens Emma Holten storsmiler og nikker.

Dorthe Nors har gjort det til et kendetegn at ridse i sit hjemlands eventyrfernis. I maj skrev hun en klumme i The Guardian om ulvedebatten, hvor hun kritiserede selvtægten og en stigende angst for det ukendte. 

Måneden forinden havde hun luftet samme synspunkt i et P1-program og blev derefter på Facebook mødt med kommentarer som ’redepisser’, ligesom der pludselig var færre hilsner på gaden i hjembyen i Vestjylland.

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker, at jeg vil sige noget, der kan sætte Danmark i et dårligt lys. Der er bare medier, der spørger sådan nogle som mig om alt fra indvandring og smykkelov til #MeToo og ulvedebat, og så er vi da nødt til at svare oprigtigt. Alt andet er jo falsk. Ligesom det vil være en løgn ikke at nævne, at der er en dobbelthed i et fænomen som den danske hygge. Vi danskere er opvokset med, at hvis der kommer gæster til vores land, skal vi tale pænt om det hele: Grundtvig, H.C. Andersen, cykelstierne og Olsen-Banden. Det er også fint nok, jeg gør det selv. Men der er også mindre gode ting. Og du kan ikke rejse rundt i verden som forfatter og virke troværdig, hvis du samtidig skal have en T-shirt på, hvorpå der står ’Dorthe Nors, Danmarks Turistråd’.”

GÅRSDAGENS lanceringsfest endte på et pizzeria i Brooklyn med Naja Marie Aidt, og i formiddags sad hun alene i yndlingsparken Washington Square Park og hørte et fucking godt jazzorkester, fortæller hun, da hun om eftermiddagen sidder i den mørke, mahognibeklædte lobby på sit hotel.

”Det er det, der er så vildt ved den her by. Der er stor kunst lige for næsen af dig hele tiden.”

I mange år skrev hun til lyden af Charlie Parkers saxofon, og som barn sang hun ustandselig. Hvis hun som teenager havde syntes, at hun var pæn nok, havde hun måske gjort mere ud af musikken, siger hun.

”Jeg er vokset op med ABBA. Jeg havde en god veninde, en smuk, lille brunette, som jeg engang sang for derhjemme. Da jeg var færdig med at synge, sagde hun: ’Det er virkelig ærgerligt, du er så grim, Dorthe. Du kunne være blevet en stor sangstjerne.’ Når jeg i dag skal styles eller fotograferes, kan jeg af og til stadig høre hende sige, at mine hænder ligner grisetæer. Ha, det er helt åndssvagt, ikke? Men sådan er det.”

I morges meddelte hendes svenske agentur, at hendes nye bog, ’Kort over Canada’, skal oversættes til italiensk. Det betyder, at den er planlagt til udkomme i seks lande inden udgivelsen i Danmark.

I morgen tager hun Amtrak-toget til Boston, hvor hun har en oplæsning med den amerikanske forfatter Jennifer Haigh. Bagefter går turen til Minneapolis i delstaten Minnesota, hvor hendes amerikanske forlag, Graywolf Press, har planlagt en lanceringsfest.

Dorthe Nors ved godt, at danske kolleger ville give alt for den internationale opmærksomhed, hun har fået gennem de seneste år.

Stiller du sig selv tusinddollarspørgsmålet ”Hvorfor lige Dorthe Nors?” 

”Altså … den korte form er hellig i USA. Der findes ingen store amerikanske forfattere, der ikke kan deres korte form. Det er sådan, du får udgivet tekster herovre. Du skal igennem litteraturmagasinerne. Du skal kunne fortælle kort, præcist og ramme et nærvær i løbet af de første fem linjer. Ellers er folk videre. Derhjemme handler det mere om at skrive langt og …”

Hun holder en pause. Tager tilløb. 

”Nej, jeg har faktisk lyst til at sige: Jeg har succes, fordi jeg kan det, jeg laver. Fordi jeg har arbejdet pissehårdt for det her og ventet i 12 år, før jeg kunne leve af mit arbejde.”

Hun smiler. Ser nærmest lettet ud.

”Fra starten sagde jeg til mig selv, at jeg som forfatter ville kendes på, hvad jeg kunne – ikke hvem jeg drak øl med, pettede offentligt med eller likede på Facebook. Der var flere, der sagde til mig, at ’sådan fungerer det jo ikke, Dorthe’. Men det har det altså gjort for mig. Jeg kom ind som fucking Klods-Hans.”