Indlæg

Et folkevognsrugbrød kører Danmark rundt og viser ungdommen, at poesi ikke er elitært. Det er noget, alle kan nyde hver eneste dag, hvis altså vi gider gå offline et øjeblik, fortæller Rikke Oberlin Flarup, chauffør i Poesiens Bus.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

Hvad er det for en bus, og hvorfor har I købt den?

”Vi har købt et folkevognsrugbrød af modellen T3. Den primære grund til, at vi købte netop den model, er, at den har en motor, der kan ombygges til at køre på rapsolie. Det var et krav fra Nordea-fonden, at den skulle køre på en bæredygtig energikilde, hvis vi skulle rundt i landet med deres støtte. Den kører cirka 10 kilometer på literen, og projektet er stadig så nyt, at jeg kun har tanket én gang. Jeg gik bare ind i Føtex og købte 20 liter rapsolie.”

Du er buschaufføren bag foretagendet. Hvad vil I gerne opnå med at køre rundt med poesi?

”Jeg fik ideen, fordi jeg syntes, poesitilbuddene var meget hovedstadsbaserede, og ønskede at gøre noget for resten af landet. Så jeg lod mig inspirere af musikere på tour og af et norsk poesiprojekt, hvor de kører rundt i en gammel, ombygget politibil. Målet er at skabe læselyst gennem workshops, fælleslæsninger, digtoplæsning og samtaler og at vise, hvor bredt et fænomen poesi er. Det er både musik, digtsamlinger, oplæsninger og debatter. Poesi kan røre dig, uden at du helt kan forklare hvorfor, og det behøver ikke at være en kedelig pligt på linje med en dansktime-analyse.”

Har poesien ikke også ry for at være elitær og uforståelig?

”Nogle af de arrangementer, man kan tage til, kan virke meget akademiske, og det kan måske afskrække nogle. Derfor er det også vigtigt at vise, at man ikke behøver vide en hel masse om litteratur eller gå på universitetet. Det er også grunden til, at jeg tager ud til skoler, gymnasier og højskoler. Poesi er en niche i Danmark, og det vil den nok blive ved med, men jeg vil gerne være med til at udbrede kendskabet.”

Hvad kan ungdommen bruge poesi til?

”Hele vores liv, og specielt ungdommens, er blevet så flygtigt, mens alt det, vi laver, skal måles og vejes. Man skal nærmest allerede vide, hvilken uddannelse man vil tage, og hvilke karakterer det kræver, når man går ud af 7. klasse. Vi vil gerne vise, at man kan dykke ned i noget uden grund, fordi det er sjovt. Når man læser poesi, er man ikke online, man skal ikke noget, og det kræver ikke noget til gengæld. Man kan slippe for hverdagens ræs, og man kan læse noget, der måske vækker genklang i én eller provokerer én helt vildt. Man bliver både klogere på sig selv og på verden. Og så bliver poesi ofte brugt, når man ikke kan forklare sine følelser. Der bliver ofte læst digte højt til begravelser og bryllupper, og vores salmer er også poesi. Det er faktisk poesi, man går til, når man ikke selv kan sætte ord på tilværelsen eller finde mening. Jeg tror, at vi alle kan bruge poesi på et eller andet tidspunkt i vores liv.”

Rikke Oberlin Flarup er cand.mag. i visuel kultur, hun er leder af Poesiens Hus i København – der står bag Poesiens Bus-projektet – og debuterede selv som forfatter i 2018 med ’Telefontesten’. 

I en gammel, våd papkasse, der lugtede af musetis, genfandt Bent Haller sine dagbogsnotater fra en plaget ungdom. De blev grundlaget for hans nye erindringsbog. Her fortæller forfatteren om at vokse op med Aspergers, om at gemme sig på lokum for at skrive og om at finde sig selv.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR/Privat

MIN MOR VAR INDLAGT på psykiatrisk hospital de første 4-5 år af mit liv, og min far var ude at sejle. Så jeg boede hos mine bedsteforældre i Frederikshavn og troede, at de var mine forældre. Da min mor blev udskrevet, kunne jeg slet ikke genkende den fine dame, der kom og skulle have mig med hjem. 

NOGLE ÅR SENERE flyttede min mor og far, min lillebror og jeg i en toværelseslejlighed i en ny bygning, der ragede op over fiskerhusene i Bangsbostrand. Det gamle fiskerleje er i dag smeltet sammen med Frederikshavn. Dengang i 50’erne var det et lille arbejder- og fiskersamfund. Bebyggelsen hed Ågården, men blev kaldt Pjaltenborg på grund af lapperne på børnenes tøj. Vi var kun fire i lejligheden, men havde naboer, som boede både syv og otte sammen. Der var fælleslokum på gangen – i det mindste skulle man ikke ned i gården. 

JEG HAVDE DET ikke godt. Jeg følte mig meget udenfor og tog hele tiden bestik af omgivelserne for at passe ind. Senere fandt jeg ud af, at jeg har Aspergers, som jeg har arvet fra min far, som har arvet det fra min farfar. Min far burde have set, hvad der foregik med mig, men han sagde aldrig noget. Han var bogstavelig talt væk. Selvom han sad i stolen ved siden af mig, var han en usynlig mand.

JEG BLEV ALDRIG drillet, for jeg vidste instinktivt, at jeg skulle være ligesom de andre. Jeg var den store efteraber. Når de andre løb skrigende rundt i skolegården, løb jeg også skrigende rundt. Alle dem, der var anderledes, blev jo kanøflet, og det havde jeg sgu ikke lyst til.

I UNDERVISNINGEN kiggede jeg ud ad vinduet meget af tiden. Jeg plejer at sige, at jeg har gået i skole i fire år. Resten af tiden var jeg der bare. Men fordi jeg var sådan en sød og stille dreng, fik jeg lov til at sidde for mig selv. Der var urolige hoveder nok. Når vi havde fri, gemte jeg mig. Jeg løb ned til åmanden og badede. Åmanden var en gammel skræmmehistorie, som blev fortalt til børn, så de ikke legede ved åen. Der kunne jeg være alene.

DA JEG VAR 13 år gammel, begyndte jeg at skrive dagbog. Det føltes roligt og hjemligt, for når jeg skrev, var jeg alene. Jeg gemte mig under skrivebordet eller ude på lokummet. Det var kun borgerskabets børn, der havde egne værelser, hos os var der ikke noget, der hed privatliv. Jeg tilbragte år af mit liv på lokummet, hvor jeg kunne dreje nøglen om. Jeg klippede små hæftede notesbøger ud af min mors romanblade og sad og griflede i dem. Jeg var venstrehåndet, og det var en fornærmelse dengang. Når jeg sagde goddag til min moster med venstre lab, faldt himlen ned. Den skulle nærmest bindes til låret, da jeg skulle lære at skrive. Men derude på lokummet skrev jeg med venstre. 

I BEGYNDELSEN af 60’erne mødte jeg Mogens. Jeg har haft mange gode bekendtskaber, men han er den eneste ven, jeg har haft. Først sloges vi og kunne ikke fordrage hinanden, men der var en samhørighed. Krage søger mage, som man siger. Vi blandede blod, for det skulle gå alvorligt til, og fandt et kælderrum, hvor vi kunne være alene. Han malede og skrev, ligesom jeg selv gjorde. Vi lyttede til musik og badede om vinteren og rullede os i sneen. Folk troede, at vi var tossede, men vi tænkte bare, at hvis vi var tossede, så skulle vi fandeme også vise det. Jeg skulle ikke efterligne de andre mere. 

DE MEST UROLIGE, som man ikke kunne banke på plads, gik ud af min skole efter 6. klasse. Så kunne de komme ud at fiske. De fleste andre gik ud efter 8. klasse, men jeg blev, fordi jeg godt kunne lide sprogfagene og at skrive stile. Jeg gik i den første 9. klasse, der blev oprettet på Bangsbostrand Skole. Jeg var den eneste dreng sammen med 14 piger. 

EFTER FOLKESKOLEN kom jeg i lære som elektriker på et værft, men jeg kunne slet ikke være der. Alligevel stemplede jeg ind hver dag, jeg var autoritetstro. Da jeg senere læste Dantes ’Den guddommelige komedie’, indså jeg, at jeg kendte helvede. Det var værftet. Der var larm, mørke, kulde og folk, der flagrede rundt. Vi var en sværm af lærlinge, fordi det var billigere at få os til at lave det tunge arbejde. Så jeg lærte intet, blev bare brugt som kabelslæber. Men oftest var der ikke noget at lave, og så gjaldt det om at gemme sig, hvilket passede mig perfekt. ”Skrub af med dig! Vi vil ikke se dig før til aften,” sagde de nogle gange. Om sommeren lagde jeg mig i kabeltromlerne for at skrive, og om vinteren satte jeg mig igen ud på lokummet.

Lejrliv på Bent Hallers telttur til Sæby, 1962.

FERIE VAR ALT for mig. Det var også en slags flugt. Man rejste ikke så meget, som man gør i dag, og det kunne kun lade sig gøre, hvis man fik nogen til at køre én. Eller også blaffede vi rundt, Mogens og jeg. Vi søgte de steder hen, hvor der ikke var nogen, så det var sjældent om sommeren. Der skulle gerne være lidt nattefrost, så holdt folk sig væk. Mogens’ forældre kørte os på vores første telttur – til Sæby. 

DER VAR INGEN mennesker, det blæste, og det var skidekoldt. Vi stegte dåsepølser uden skind, lavede sigtegrød og drak mælk. Da vi var godt mætte, gik vi ned til stranden for at se os omkring. Der var vinden endnu kraftigere, og det blev hurtigt mørk. Vi fór vild i klitterne flere gange på vej tilbage, men det var så dejligt at komme ind i teltet og tænde vores medbragte stearinlys. Jeg sad og skrev dagbog, indtil mine fingre blev for kolde til at skrive.

DEN TUR GAV os smag på mere. Vi var blevet opslugte af Italien. Jeg studerende italiensk på brevkursus og havde en lille sort-hvid tegneserie, der handlede om forelskelse på Capri. Da vi fandt ud af, at vi kunne komme af sted på en selskabsrejse, begyndte vi at skrabe penge sammen. Det tog lang tid at spare op af min lærlingeløn, for jeg skulle også betale for kost og logi derhjemme. Jeg blev bydreng, gik med aviser og spillede hasard for at se Italien. Sommetider satsede vi vanvittige beløb – 50 eller 100 kroner – på højeste kort. Til sidst tog mine de gamle også læderet op af lommen og spyttede fem kroner i kassen. 

VI KØRTE AF STED i et lille rugbrød sammen med et ældre ægtepar fra Randers og et par fra Frederikshavn. De opførte sig som vores forældre og skældte os ud, når vi blev for balstyriske. Det var et gammelt, rustent vrag af en bil. Det var godt, at ægtemanden fra Frederikshavn var mekaniker, ellers var vi aldrig kommet frem. Der var problemer fem gange på vej derned. Når vi punkterede, måtte vi tage alle kufferterne ud. Donkraften duede ikke, så vi skulle løfte bilen. Ved Frankfurt stoppede vi trafikken 10 kilometer i hver side, fordi vi gik i stå. 

VI BOEDE I Dolomitterne og tog på dagsture derfra, for eksempel til Venedig. Jeg betalte i dyre domme for et par italienske solbriller og gik med åben, hvid søndagsskjorte. Og blev dødeligt forelsket i rejselederen, Else. Hun var lige blevet student og var et par år ældre end mig. Fordi hun var rejseleder, kunne vi ikke gå og holde i hånd, det ville vække skandale, men vi gjorde det en smule i smug alligevel. Jeg havde det helt fantastisk og helt elendigt på samme tid. Da vi kom hjem, ville hun overhovedet ikke kendes ved mig.

SOM 21-ÅRIG flyttede jeg sammen med Mogens, der havde et lille hus, og der boede vi en kort stund og levede af ingenting. Vi havde bogstavelig talt ingen mad. Jeg blev reddet fra sultedøden af værnepligten. Jeg kom til Livgarden på Sandholm Kaserne, og af en eller anden grund passede det strikse liv mit autistiske sind glimrende. Om aftenen sad jeg på kasernens bibliotek. Jeg var der så ofte, at bibliotekaren gav mig en nøgle, så jeg også kunne være der i weekenderne. I den tid skrev jeg mine første digtsamlinger. 

SELVOM JEG VAR venstreorienteret, tænkte jeg, at det ikke gjorde nogen skade at lære at skille et gevær ad. Og jeg nød de lange vandreture, og når jeg skulle holde vagt ved Rosenborg eller Amalienborg om natten. Der var selvfølgelig nogle brølehoveder. For eksempel en premierløjtnant, der blev kaldt Høgen, som jeg var bange for. Han rev knapperne af ens skjorte og sagde, at de ikke var syet ordentligt fast. Så fik man en ekstravagt eller to. Men lige det havde jeg faktisk ikke noget imod.

I 1968, kort efter jeg havde forladt Livgarden, fik jeg et brev fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Jeg øvede mig dag og nat på at skrive og male, men fik simpelthen så mange afslag på både digte og malerier. Det er egentlig utroligt, at mit skrøbelige sind ikke gik nedenom og hjem, men jeg tænkte bare, at jeg skulle skærpe mit værktøj og slibe min høvl. I brevet fra akademiet stod der, at jeg var blevet optaget, og på Kunstakademiet mødte jeg typer, der havde det lidt ligesom mig. Alle de skæve hoveder. Jeg mødte også en professor, der sagde til mig: ”Fordi du er kommet ind på akademiet, forlover du dig med fattigdom. Men når du er færdig her, så er du sgu gift med hende.” 

DET VAR DEROMKRING, skriveriet begyndte at tage over, og jeg fik problemer med rektor, fordi jeg kravlede ud ad vinduet, når jeg skulle hjem og skrive. Digtene udgav jeg på eget forlag, og så gik jeg rundt i Aarhus med krumpiben i munden og på bare tæer og solgte dem til fem kroner stykket. Mens jeg gik på akademiet, skrev jeg på min officielle debut, ungdsomromanen ’Katamaranen’. Den blev udgivet nogle år senere, og så kom der pludselig grunker ind på kontoen. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg er overbevist om, at hvis ikke jeg havde kunnet drive det til noget ad den vej, så var jeg gået til i druk eller stoffer.

Bent Haller, 74 år, ar skrevet over 100 bøger. Er mest kendt for sine romaner og noveller for børn og unge. Hans ungdomserindringer ’Det man skriver’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Fem amerikanske romaner, der gør dig klogere på kompleksiteternes land, anbefalet af litterat og lektor i amerikanske studier Thomas Ærvold Jensen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DEN FØRSTE

Mark Twain: ’Huckleberry Finns hændelser’, 1884

”Huckleberry stikker af hjemmefra for at slippe for sin voldelige og alkoholiserede far og sin tante, der forsøger at gøre ham til en dannet dreng. Han hader begge dele, så han stikker af på en tømmerflåde sammen med den sorte slave Jim og sejler ned ad Mississippi-floden, og langsomt begynder han at se Jim som et menneske i stedet for en slave. Det er en klassisk dannelses­roman om det uskyldige barn, som gennemgår en masse, får erfaring og bliver klogere på livet. Selvom der var udgivet andre klassikere, for eksempel ’Moby Dick’, forinden, bliver den ofte kaldt ’den første amerikanske roman’, fordi den er skrevet med dialekt modsat en mere britisk skrivetradition.”

KÆRLIGHED OG KONTANTER

Francis Scott Fitzgerald: ’Den store Gatsby’, 1925

”Romanen beskriver en ansvarsløshed, hvor folk blev styrtende rige på rekordtid med krise og depression til følge. Den handler om samfundsstrukturer, om økonomi og grådighed og piller ved et så centralt mytisk begreb som den amerikanske drøm. Hvordan styrer klasseskel, tradition og social anseelse et menneskes liv? Fitzgerald kom selv fra en fattig baggrund, forelskede sig i en rigmandsdatter og oplevede, at hendes familie sagde nej til ham. Den historie ligger til grund for romanen, hvor hele Jay Gatsbys liv går ud på at anskaffe rigdom, så han kan vinde sin udkårnes gunst i en kynisk kalkule af kærlighed og cool cash.”

FORKRØBLET MORAL

Flannery O’Connor: ’Klogt blod’, 1952

”O’Connor var fra Georgia og troende katolik, selvom hun boede i det protestantiske bibelbælte. Romanen handler om en mand, der vender hjem efter anden verdenskrig og har mistet troen. Derfor bliver han prædikant for sin egen trosretning, ’Kirken Uden Kristus’, men han kan stadigvæk ikke slippe sin gamle tro. Det er en vigtig bog, fordi religion fylder så meget i USA, og få romaner tager så nådesløst livtag med emnet som dette syrede blik på fundamentalisme. Karaktererne har ofte fysiske skavanker, som afspejler deres etiske og moralske mangler. Folk er blinde, halter eller har sadomasochistiske tendenser. Det er en grotesk og voldelig verden. Men selvom hovedpersonerne er dybt syndige, bevæger de sig stadig hen imod en slags frelse i et klassisk amerikansk paradoks mellem fri vilje og mystisk skæbne.”

DEN DØDE DRØM

Atticus Lish: ’Forberedelse til næste liv’, 2014

”Der er to hovedpersoner: en Irak-veteran, som vender hjem til New York med et ubearbejdet traume, efter hans ven blev sprængt i stykker, og en muslimsk kinesisk indvandrer, som knokler på en fabrik. Romanen foregår i Chinatown i Flushing, Queens, hvor Manhattan bare er et fjernt lys, og den retter en skarp kritik mod militæret, fængselssystemet og den rolle, illegale immigranter spiller. Romanens amerikanske karakterer har opgivet forestillingen om, at deres liv kan være anderledes, mens den kvindelige kinesiske immigrant har en tro på det. På den måde giver den indsigt i, hvad der fik Donald Trump valgt som præsident. Den amerikanske drøm lever ikke blandt den hvide arbejderklasse.”

BØRN AF SLAVEHANDLEN

Yaa Gyasi: ’Hjemfærd’, 2016

”Yaa Gyasi er en ghanesisk-amerikansk forfatter, der bygger videre på den tradition, som Toni Morrison, Alice Walker, Richard Wright og andre berømte sorte forfattere har skabt. Hun fortæller originalt og indlevende om nogle af de mange sorte amerikanere, hvis skæbne blev beseglet med slaveriet. I ’Hjemfærd’ har hun fokus på Vestafrikas rolle i den globale slavehandel. Romanen begynder i slutningen af 1800-tallet og handler om to halvsøstre i det, der i dag hedder Ghana. Den ene søster bliver gift med en hvid englænder og bliver en del af eliten, mens den anden bliver solgt som slave og fragtet til USA. Derfra følger man deres familiehistorier helt op til i dag. Det handler om frihed, arv, tradition, slaveri, kolonialisme og meget andet, som er oppe i tiden, uden at blive hverken pedantisk eller moraliserende.”

Ferietid er romantid. Tre af landets største forlag tipper om deres hængekøje-hits.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

Line Miller, forlagschef for oversat skønlitteratur ved Politikens Forlag

1. KARIN SMIRNOFF: ’JEG TOG NED TIL BROR’

”Efter et besøg hjemme beslutter Jana sig for at blive boende i sin barndoms landsby Smalånger i det nordlige Sverige. Broren er ved at drikke sig ihjel, moren er på plejehjem, og byen er hensygnende. Da Maria, en kvinde fra lokalmiljøet, findes død, sættes en række begivenheder i gang, som får afgørende betydning for Jana. Et kraftfuldt familiedrama, en fortælling om livet i Udkantssverige, og på trods af det alvorlige er bogen noget så sjældent som sjov. Allerede inden udgivelsen af denne første bog i trilogien om Jana Kippos liv var Karin Smirnoff nomineret til en August, en af Sveriges største litteraturprise. Siden har serien gået sin sejrsgang i hjemlandet, hvor det er svært at finde en læsehest med respekt for sig selv, der ikke kender til hende.” 

2. ALEX MICHAELIDES: ‘DEN TAVSE PATIENT’

”Alicia og Gabriel har det perfekte liv sammen. Hun er kunstmaler, han fotograf, de bor på en celeber adresse i London og har den helt rigtige omgangskreds. Alt ser lydefrit ud – lige indtil Alicia skyder Gabriel fem gange i hovedet, hvorefter hun nægter at ytre ét ord. Alex Michaelides’ pageturner har perfekt spændingskurve, stærk psykologisk indsigt, indtagende miljøer med mange facetter og et plot så kunstfærdigt og elegant, at man får lyst til med det samme at læse den igen, bare for at se, hvordan forfatteren gjorde det. Årets internationale spændingsdebut har toppet et utal af internationale bestsellerlister, inklusive de danske, og bogen bliver ved med at finde nye læsere.”

3. ELENA FERRANTE: ‘NAPOLI-KVARTETTEN’ 

 (’Min geniale veninde’, ’Historien om et nyt navn’, ’Dem der flygter og dem der bliver’, ’Det forsvundne barn’) 

”Efter anden verdenskrig er Italien på mange måder forarmet, og Lilas familie er fattig. Men hun er en flammende intens person og et lysende intellekt. Elena tiltrækkes magnetisk af Lila, og de to piger får afgørende betydning i hinandens liv. Elena Ferrantes fire bøger om Elena og Lila er et af det 21. århundredes mest afgørende værker. Det er bøger om familie og kærlighed, om Europas historie, om mænd og kvinder, barndom og aldring, længsel og adskillelse, klasse og køn. ’Napoli-kvartetten’ har nogle år på bagen, men der er en særlig grund til at læse den netop denne sommer – Elena Ferrantes længe ventede næste roman, ’Voksnes svigefulde liv’, udkommer på dansk til september.”

Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal

1. LISA HOLMFJORD: ‘DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK’

”Lisa Holmfjord debuterer som forfatter med en stærk og autentisk psykologisk thriller om mænds vold mod kvinder – et stort problem i det ellers så frigjorte Danmark. Lisa Holmfjord har indgående kendskab til voldsramte kvinder, hvorfor de bliver i deres parforhold, og hvordan de bliver modarbejdet af et system, der støtter veltalende mænd. Forfatteren, der er uddannet socialrådgiver, har arbejdet på kvindecentre i 20 år og har siden 2015 været direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.”

2. MALENE RAVN: ‘HVOR LYSET ER’

”En gribende fortælling om bohemeliv, ung kærlighed, uønskede graviditeter, kunst, død og stor passion. Romanen bygger på kunstneren Carl Fischers dramatiske kærlighedsliv og omhandler dele af Malene Ravns egen familiehistorie. Beretningerne fra det ægte levede og barske liv er storslåede, spændende og overraskende. Malene Ravn fik sit gennembrud med romanen ’I dine øjne’ om den dansk-kinesiske dreng Erik.”

3. ANDERS MORGENTHALER OG MARIE LOUISE TÜXEN: ‘KØD OG FRED’

”En tempofyldt og forbryderisk historie om tre kvinder, ingen regner for noget, men som tager skæbnen og strikkepindene i egen hånd og går i krig mod kødindustrien. Forfatterduoen Morgenthaler og Tüxen, som sidste år bragede igennem med svindlerhistorien ’Helle Erobreren’, har skrevet en sjov pageturner om handlekraftige kvinder og klimaforandringer.”

Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef Lindhardt og Ringhof

1. LEIF DAVIDSEN: ‘FORRÆDERENS BØRN’

”Leif Davidsens bøger er oversat til et hav af sprog, filmatiseret og har modtaget alle de priser, der er værd at modtage. Nu er Leif tilbage, og på forlaget har vi ventet i spænding, for vi vidste, at han barslede med en selvstændig fortsættelse til kæmpesuccesen ’Djævelen i hullet’ fra 2016. ’Forræderens børn’ er et hæsblæsende spiondrama, der indledes med et giftmord i Ringkøbing, trækker tråde til den russiske efterretningstjeneste og leder ud på en farefuld færd igennem Europa.”

 2. ANNE-MARIE VEDSØ OLESEN: ‘MÅNEN OVER ØEN’

”Forestil dig en fremtid, hvor hele menneskeheden lever sit liv på nettet, i en grad så de er blevet afhængige og kun kan gå offline, hvis de tager beroligende stoffer. I denne filosofiske science fiction-roman følger vi hovedpersonen Hypatia til grænselandet for den menneskelige bevidsthed i en søgen efter sin egen fortid.”

3. MICH VRAA: ‘VANILJEHUSET’

”Mich Vraa begejstrede anmelderne og læserne med sin trilogi om De Vestindiske Øer. Nu er den store storyteller vendt hjem og har skrevet et historisk skæbnedrama, som bør blive årets danske sommerkrønike. Romanen foregår i Odense på gullaschbaronernes tid og handler om købmanden Dusinius, som vinder hele verden – men mister sig selv, en slags dansk ’Citizen Kane’.”

Natsorte vintre, drabelige dyr, lunefulde vejrguder og uhumske hyttekammerater. Hvad der kunne lyde som et mareridt, blev for en gruppe lykkeriddere deres livs eventyr. Siden blev de udødeliggjort af Jørn Riel. Ny bog præsenterer virkelighedens fangstmænd.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Peter Schmidt Mikkelsen, Ivar Ytreland, Jens Mathiesen

I EN AF Jørn Riels skrøner har en fangstmand med øgenavnet ’Kinakokken’ ladet sig fire ned gennem et hul i isen for at undersøge, hvordan sælerne finder deres åndehuller. Mens han svømmer rundt dernede, bliver hans hyttemakker Valfred angrebet af en isbjørn oppe på isen. Isbjørnen forfejler sit udfald og plumper gennem hullet, så Valfred kan skyde den i nakken. I mellemtiden, tænker han, må ’Kinakokken’ være druknet. Men efter at isbjørnen er blevet bjærget, trækker han en sprællevende, om end forfrossen kammerat op af vågen. Om aftenen fejrer de dagens tildragelser med isbjørne­steg.

Jørn Riel har defineret en skrøne som et stykke virkelighed fortalt, så man tror, det er løgn. Og Riel, der som ung telegrafist levede en årrække i fangstmandsmiljøet på Nordøstgrønland, inden han blev forfatter, brugte genren, fordi de faktiske begivenheder var så utrolige, at læseren ville have troet endnu mindre på dem, hvis de var blevet præsenteret som sande. På den måde garderede Riel sig mod faktuelt tørvetrilleri, og samtidig fik historierne en ekstra bund. Men det var ikke kun et salgstrick, for virkelighedens fangstmænd førte temmelig exceptionelle liv, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen, der har mødt mange af dem i 1990’erne og skildret dem og deres æra over knap 600 faglitterære sider.

”De var eventyrere, der var indstillet på at tage af sted på usikker grund til et fjernt land. Efterhånden som jeg talte med dem og læste i de hyttebøger, hvor de skrev meddelelser til hinanden, kunne jeg se, at personerne, stederne og hændelserne ofte passede én til én med Jørn Riels skrøner. Skrønerne er gennemsyret af humor og blodig alvor, men den virkelige historie er lige så fantastisk – om end mere nørdet.”

De norske fangstmænd Odd Lindhjem (t.v.) og Ivar Ytreland er ankommet til fangststationen Kap Herschell, august 1946.

Historisk set var fangstmændene en gruppe af norske og danske pelsjægere, der i første halvdel af 1900-tallet drog til Nordøstgrønlands kyst på såkaldt overvintring. De skød isbjørne, moskusokser, ulve og, om sommeren, sæler og hvalrosser. Men alle disse dyr var sekundære, de mest eftertragtede fangstdyr var ræve. Det var ubeboet land, hvor man fandt ly for snestormen i selvbyggede brændeskure med samboer, man ikke selv havde valgt. Og blev man overvældet af hjemve, måtte man vente på den korte sommer, for hele vinteren var havet så frossent, at skibe ikke kunne lægge til. Omvendt var vinteren per definition fangstperioden, fordi det var den tid på året, hvor rævene iklædte sig deres tykkeste og smukkeste pels.

”Udfordringen var at kunne holde ud at være i selskab med sig selv eller nogen, som man inderst inde måske ingenting delte med. Man måtte få det bedste ud af det. Det klarede de mere eller mindre godt,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der har forsket i fangstmændenes liv og interviewet omkring 100 af dem.

Han er selv tidligere medlem af slædepatruljen Sirius og har ’polarbacillen’ i blodet – en tilstand, der igen og igen trækker ham tilbage til Grønlands frie og barske natur. I 1987 var han i gang med at planlægge en kajakrejse imellem de nordøstgrønlandske lokaliteter Daneborg og Mestersvig. Ideen var, at han og de andre rejsedeltagere skulle overnatte i de små hytter i området, som han kendte fra sin Sirius-tid, men dermed forlod tanken på bebyggelserne ham ikke. For hvem var de egentlig, de mennesker, der havde rejst dem, og hvornår var det sket? Han gav sig til at læse op på historien, grave dagbøger frem fra arkiverne og opsøge de fangstmænd, der i begyndelsen af 90’erne stadig var i live.

Ivar Ytreland blev siden aktiv i restaureringsarbejdet af de gamle fangststationer. Her står han foran Kap Herschell i 2002.

De blev glade for at få besøg af en, der vidste, hvordan minus 30 grader føles, og hvordan de landskaber, de havde færdedes i, så ud.

”Nordøstgrønland er ikke et sted, hvor der bliver bygget noget eller pludselig er anlagt en vej. Om man har været der for 50 år siden eller i går, er det samme. Den rå geologi ligger der endnu,” siger Peter ­Schmidt Mikkelsen, der gennem sin research blev opmærksom på forskellene mellem henholdsvis de danske og norske mænd, der tog af sted for at skyde hvid- og blåræv: 

”Nordmændene har en anden tilgang til Arktis end folk fra det danske bondeland. For dem var det en helt normal måde at tjene til livets ophold. De var familiefædre, der kunne vælge at tage ud at fange fisk eller at tage et år på overvintring i Grønland og gå på jagt. Selvfølgelig var der også blandt danskerne, specielt i 30’ernes depressionstid, nogle, der gjorde det for at forsørge en familie. Men stærkt generaliseret kan man sige, at de mere var eventyrere af ungkarletypen.”

Kap Herschell var en ruin i 1999. Siden har kompagniet Nanok gjort den fuldt brugbar igen.

Fælles for de norske og danske fangstmænd var traditionen for at fortælle historier, der voksede ud af de store oplevelser, men også ud af de lange timer, der måtte henslæbes uden aviser eller andet nyt fra omverdenen, indtil havet tøede op igen.

”Så lærer man at sætte pris på den gode fortæller. Det blev et håndværk at kunne fortælle en historie uden at brænde pointen af med det samme, så den varede en hel storm,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der også mener, at der er andet at lære af fangstmændene i dag.

”Deroppe kunne du ikke planlægge noget, for du vidste ikke, hvordan vejret ville blive i morgen. Du var nødt til at tage dagen, som den kom, du var nødt til at være udholdende, og du var nødt til at hjælpes ad og gøre tjenester. Det gav selvværd. I dag er selvværdet truet, fordi mange mennesker ikke føler sig som en ressource. Fangstmændene lærte at stole på sig selv og deres egne evner. Mange af dem blev store personligheder,” siger Peter Schmidt Mikkelsen og nævner som eksempel Ivar Ytreland.

Sirius-patruljen besøger stationen Hamna, 1979.

Nordmanden var 20 år, da han i 1946 kom til fangststationen Kap Herschel, hvor han blev i to år. Tilbage i Norge blev han siden hen både produktdesigner af støbejern, administrerende direktør for et olieselskab, bestyrelsesmedlem af universitetet i Trondhjem, byrådsmedlem i samme by samt repræsentant i Stortinget, inden han døde i 2012.

I efterkrigstiden blev det stadig mindre lukrativt at sælge skind, og Peter ­Schmidt Mikkelsens bog lukker og slukker fangstmandsperioden i 1960. Men mange af deres boliger står der endnu – endda i bedre stand. Det skyldes kompagniet Nanok (grønlandsk for isbjørn), som Peter Schmidt Mikkelsen er medgrundlægger af, og som igennem 25 år har stået for at istandsætte mere end 50 af de gamle hytter, så de i dag fremstår historisk korrekt, men med større komfort. Nu bruges de blandt andet af klimaforskere under feltarbejde, men står til fri afbenyttelse for enhver med behov for tag over hovedet og lyst til at læse i hyttebøgerne, der stadig opdateres af de overnattende, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen: 

”Så skulle du komme forbi, er du velkommen til at gå indenfor, smide kul på ovnen og få varmen.”

DRAGET AF GRØNLAND

’Nordøstgrønland 1908-1960 – Fangstmandsperioden – og dens spor i dag’ udkom første gang i 1994, men genudgives nu i en opdateret og små 200 sider længere version. Siden den første udgivelse er meget nyt arkivmateriale og mange fotos dukket op, ligesom alle fangstmændenes bebyggelser er blevet registreret og beskrevet. Forfatteren, Peter Schmidt Mikkelsen, er uddannet radiomekaniker, var i 1977-78 del af slædepatruljen Sirius og har siden brugt megen tid i Grønland. I 2009-14 var han med til at opbygge Grønlandsk Klimaforskningscenter i Nuuk. I dag er han blandt andet tilknyttet Arktisk Forskningscenter og Grønlands Naturinstitut.

 

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”

 

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

Peter Madsen var ganske ung, da han begyndte at tegne serien, der satte den nordiske mytologi på nethinden af en hel generation. I år er det 40 år siden, at første bind af ’Valhalla’ udkom.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Peter Madsen

Hvorfra kom ideen til ’Valhalla’?

”Forlagsredaktøren Henning Kure fra Interpresse kom til mig med den i efteråret 1976, hvor jeg kun havde lavet nogle amatørting i små, selvudgivne blade. De fleste i tegneseriemiljøet kendte hinanden dengang. Interpresse ekspanderede voldsomt med albumserier som ’Splint & Co.’ og ’Lucky Luke’, men Henning var lidt træt af, at det udelukkende var udenlandske ting. Han havde lyst til at producere noget selv. Og hvorfor lave en dansk western? Vikingerne var mere nærliggende. Det blev besluttet at tage udgangspunkt i deres gudeverden i stedet for at lave en vikingetegneserie som sådan. Mytologien har nogle dramatiske og morsomme historier, der egner sig til at karikere og fortælle med den brede pensel, som passede mig godt. I 3. g lavede jeg skitser og fik ideer. Efter gymnasiet blev jeg ansat af forlaget et år på mindsteløn, hvor jeg skulle hjælpe til på tegnestuen og tegne det første album. ’Ulven er løs’ udkom i 1979. Den slog heldigvis virkelig godt an og blev både udgivet som album og som en ugentlig stribe i Billed-Bladet, på det tidspunkt Danmarks største ugeblad. Det gav eksponering og var med til at betale gildet.”

I dag kan man streame vikinge-fiktion og -dokumentarer, til man segner. Asatroen er en statsanerkendt religion. Hvordan opfattedes den nordiske åndeverden dengang?

”Jeg kendte gudemyterne hjemmefra, hvor min mor havde læst højt. I skolen var det socialrealismen, der var i højsædet: Bennys mor har et alkoholproblem, Benny er samspilsramt. Men i 70’erne anlagde hippiebevægelsen med et band som Bifrost en nyromantisk tilgang til det spirituelle. Vi blev en del af den bølge. Hvor meget vi har skabt den eller redet med på den, må være op til andre at afgøre.”

Du studerede medicin, men sprang fra, da det var gået godt med ’Valhalla’ i nogle år. Var der nogen, der syntes, det var et ufornuftigt valg?

”Min far var selv læge og syntes selvfølgelig, jeg skulle gøre det færdigt. Jeg syntes, medicin var sjovt, og ville gerne være læge. Men i 1984, hvor jeg havde været indskrevet i seks år og læst i fire, havde jeg involveret mig så meget i ’Valhalla’, at det blev indlysende, at jeg måtte vælge. Jeg var blevet far og var på det tidspunkt instruktør på ’Valhalla’-tegnefilmen, der havde 100 ansatte. Der blev jeg klar over, at studiet kun var en hobby, og at jeg havde leget mig ind i jobbet som tegneserietegner.”

PETER MADSEN

Født 1958.
Blandt andet kendt for albummet ’Menneskesønnen’ om Jesus liv, men først og fremmest for  ’Valhalla’-seriens 15 bind. De fleste album er også udkommet i stribeform i blandt andet Billed-Bladet, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Weekendavisen.

5. oktober åbner udstillingen ’Valhalla – Historien bag succesen’ på Storm P. Museet.

Du lavede 15 bind i ’Valhalla’-serien over 30 år, men der er ikke kommet flere, siden ’Vølvens syner’ udkom i 2009. Hvorfor?

”På det tidspunkt havde vi fået genfortalt alle de vigtigste fortællinger i den nordiske mytologi. Der er små hjørner rundt omkring, vi ikke har været i, men ikke nok til at bære et helt album. Det var selvfølgelig lidt vemodigt, men føltes rigtigt. Vi ville ikke koge suppe på det.”

Til oktober kommer spillefilmen ’Valhalla’, der er inspireret af din serie. Hvorfor tror du, der bliver ved at være appetit på den?

”Historier, der er overleveret gennem så mange år, har noget at sige til alle tider. De forskellige guders psykologi repræsenterer alle sider af mennesket. Stiller du dem op ved siden af hinanden, har du et helt menneske. Og jætterne er ikke nødvendigvis så onde, som man har villet gøre dem til. Der er også giftermål mellem guder og jætter. Jeg har dog ikke været med til at udvikle filmen, det er instruktøren Fenar Ahmads film. Han er af irakisk afstamning og fortalte mig, at han læste ’Valhalla’ som barn, og at den var en indgang til nordisk kultur og det land, han var kommet til. Så vidt jeg har forstået, kommer han til at lægge vinklen på, at menneskebørnene Tjalfe og Røskva er fremmede, da deres liv bliver omplantet til Asgård. På den måde lægger han et nyt lag til. Det er godt, han tager sig friheder. Ethvert nyt kunstværk skal leve på sine egne præmisser.”

Engang skabte Vakse Viggo, Splint og Lucky Luke begejstrede børn og bundlinjer. Så kom computerspil og internet og lukkede festen. I dag er tegneserien tilbage. Med betegnelsen graphic novel er den rykket ud af børneværelserne og ned i voksenlænestolene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenIllustration :PR, Marjane Satrapis, Halfdan Pisket, Hergé-Moulinsart, Nick Drnaso, Riad Sattouf, Anne Mette Kærulf Lorentzen

BØRN FØR INTERNETTET slugte tegneserier. På morgenbordet, ved aftensmaden og i sengen – Anders And, Tintin eller Fantomet var næsten altid med – lige indtil forældrene sagde, at nu var det nok.  

I dag handler forældrenes formaninger mest om iPad og smartphone. For tegneserier og deres talebobler er jo gudsjammerligt langsomme i forhold til YouTube, Fortnite og Snapchat, og langt færre børn læser dem. Tag for eksempel Anders And & Co., der toppede i 1972 med et oplagstal på 220.000 blade. I 2009 var det nede på godt 50.000 blade, og i dag offentliggøres oplagstallet ikke længere, fordi det er tåkrummende lavt. Men sådan var det ikke engang. 

”Tegneseriemarkedet voksede kolossalt i løbet af 70’erne. Først og fremmest trukket af de belgiske og franske albumserier som Lucky Luke, Asterix og Splint & Co. De første udgivelser kom lige omkring 1970, men da havde de allerede været i gang på originalsproget længe, så vi havde 20 års bagkatalog at samle op på og udgive,” siger Carsten Søndergaard, forlagschef hos tegneserieforlaget Cobolt, der overtog en række franske og belgiske klassikere som Tintin, Splint & Co. og Lucky Luke, da den svenske Bonnier-koncern i 2008 frasolgte Serieforlaget Carlsen. Forlagschefen har været med i den danske tegneseriebranche siden 1971, blandt andet som tidligere redaktør hos Interpresse og Carlsen. 

”I dag er et par tusind en succes. Men i storhedstiden var et oplag for de mest populære album måske 50.000-80.000. Det toppede i første halvdel af 80’erne. Så kom videokassetter, computerspil, TV 2 og satellit-tv og siden dvd’er og internettet. Samtidig løb vi også lidt tør. Mange af de gode ting var udgivet. Der var dog stadig enkelte store succeser, for eksempel Steen & Stoffer i slutningen af 80’erne. Hen mod årtusindskiftet så det sort ud, men så kom manga. ’Dragon Ball’ blev udgivet fra år 2000 og frem, og blev et kæmpe hit. Mangaerne inspirerede et nyt publikum til tegneserier og forberedte dem stilmæssigt på graphic novels,” siger Carsten Søndergaard og nævner Marjane Satrapis anmelderroste ’Persepolis’, der udkom i 2005, som eksempel på sidstnævnte. 

”Carlsen Graphic Novel’ skrev vi hen over ryggen på den, og samtidig lavede vi en kampagne for hele genren. Det syntes medierne var interessant. I dag er tegneserier igen populære hos boghandlerne. Branchen er mere spredt end nogensinde. Det kommer aldrig op på niveauet fra 80’erne, men det er en bredt accepteret kunstform, der nu får både kulturstøtte og tiltrækker stort publikum til messer. Ved sidste opgørelse, i 2017, satte den danmarksrekord med 251 nye udgivelser på et år.”

SELV OM børn måske ikke længere værdiger blade og album et blik, tager nogle af dem alligevel papir-revanche, mener Lasse Steenholt, administrerende direktør hos Cobolt:

”Mange tager på et senere tidspunkt tegneserier op, fordi de savner noget fordybelse.” 

Ikke alle er dog enige om at sidestille tegneserier med fordybelse. For eksempel gjorde talkshowvært og provokatør Bill Maher sig upopulær hos en del Marvel-fans, da han (omkring tegner Stan Lees død i efteråret 2018) erklærede, at en kultur, der fremhæver tegneserier og -film, er en “fucking dum kultur”. En ting havde han dog ret i: Tegneserier er en kultur, der bliver taget stadig mere alvorligt. 

GRAPHIC NOVEL

er det mest benyttede udtryk for tegnede fortællinger af en vis længde og seriøsitet. I modsætning til klassiske albumtegneserier, der fortsætter nummer efter nummer, er de ofte enkeltstående værker. Nogle mener, Gil Kanes ’Blackmark’ fra 1971 er den første. Andre nævner Will Eisner, kendt for noir-serien om Spirit, der i 1978 laver ’En kontrakt med Gud’, en slags tegnet novellesamling om fattige jøder i New York. Andre berømte eksempler er Art Spiegelmans Auschwitz-fortælling ’Maus’ og Alan Moores ’From Hell’ om Jack the Ripper.

På filmlærredet banker superhelte både skurke og penge ned i billetlugerne, og på universiteterne rundt om i verden forskes i alt fra feministisk tegneserieskrivning over web-baserede tegneserier til, hvordan man tegner arkitektur i tegneserier. På Kunsthal Charlottenborg har man udstillet tryk, tegninger, skitser og notater af den danske serieskaber Halfdan Pisket, og sidste efterår blev amerikanske Nick Drnaso som den første tegner nogensinde indstillet til den berømte litteraturpris Man Booker for sit værk ’Sabrina’, der handler om sorg, konspirationsteorier og en hverdagstragedie, der går viralt. Følelserne holdes indenfor i denne til tider ordknappe sag. På én gang letlæst og kompleks er den typisk for graphic novel-genrens gennemslagskraft, en kraft, der også mærkes herhjemme.

”Der er en stigende interesse i graphic novels, både hos publikum og hos boghandlerne, hvor genren ellers har gået for at være lidt svær at sælge. Publikum til den enkelte udgivelse kan være smalt, men samlet set taler genren til et meget bredt publikum,” siger direktør Lasse Steenholt og eksemplificerer forskelligartetheden med to udgivelser fra sidste år: den danske ’Skamlebben’ om en kanin, der går fra mand og børn, da hun springer ud som lesbisk, og ’Fremtidens araber’, en selvbiografisk fortælling om fransk-syriske Riad Sattoufs barndom i 80’ernes Mellemøsten. Lasse Steenholt vurderer, at graphic novel-genren tegner sig for 20 procent af Cobolts omsætning: 

”Og det kommer kun til at stige.”

Læs også vores interview med de to danske tegnere Halfdan Pisket og Peter Madsen.

Som den første dansker nogensinde vandt Halfdan Pisket tidligere på året en pris på Festival International de la Bande Dessinée i Frankrig – tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Den 33-årige kunstner giver her en hurtig stregtegning af sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Will Eisner, Halfdan Pisket

JEG HAR ALTID tegnet. Nærmest siden jeg kunne gå. Jeg syntes, det var svært at følge med i skolen, så der tegnede jeg endnu mere. I min fritid gik jeg på Billedskolen i Ryesgade i København. Min mor havde ikke så mange penge, og min far var dengang ikke rigtig inde i billedet, så jeg fik en friplads. Jeg blev introduceret til at tegne tegneserier, da jeg var syv år gammel. 

Da jeg var 17, blev jeg optaget på Kunstakademiet. Jeg lavede videoinstallation, perfor­­mance­kunst, collager, fotografi, alt, hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg var ekstremt interesseret i politisk kunst og lavede happenings og aktioner. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være en kunstner uden håndværk, og jeg begyndte at tegne mere intensivt, også tegneserier. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden flere år på SU, hvor jeg ikke behøvede at lave andet end at fokusere på min kunst.

Jeg udgav min debuttegneserie, ’Vold’, året inden jeg færdiggjorde Kunstakademiet. Jeg var kommet ind på akademiet som en af de yngste og havde en idé om, at alt, hvad jeg rørte ved, ville blive perfekt. Men salget gik helt galt, forlaget gik konkurs, og jeg købte de resterende 900 eksemplarer ud af et oplag på 1.000. Så begyndte jeg at lave selvudgivelser på mit eget forlag i 100 eksemplarer, som man kunne komme forbi og købe hjemme hos mig. Stille og roligt opbyggede jeg et publikum, og samtidig kunne jeg eksperimentere lidt mere, fordi det ikke skulle vurderes offentligt. Det var godt for mig at dygtiggøre mig på den måde i nogle år.

Jeg fik lyst til at skabe noget, der kom bredere ud. Jeg gav mig selv tre år til at lave en trilogi. Jeg tog et lån til den første bog. Hvis det ikke blev en succes, måtte jeg indse, at tegneserier kun var en hobby. I 2014 udgav jeg det første bind, ’Desertør’. Det var 100 sider langt og den største skala, jeg havde arbejdet i. Jeg syntes stadig, at jeg famlede efter virkemidlerne. 

I 2015 MODTOG jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Det gav arbejdsro. Jeg lavede trilogien sammen med min redaktør, forfatteren Hans Otto Jørgensen, der tidligere var rektor på Forfatterskolen, og som skrev teksten til ’Vold’. På et tidspunkt, mens jeg skrev på andet bind, ’Kakerlak’, afleverede jeg 50 sider til ham. Han fjernede de 40 – halvanden måneds arbejde ud ad vinduet. I dag er jeg glad for, at værket er så stramt. Jeg skylder ham ekstremt meget. Ofte er tegneserier et kældermedie, som folk sidder og laver isoleret. Med ’Dansker’-trilogien følte jeg, at det hele faldt på plads.

Det var vildt nok at være den første dansker nogensinde, der var indstillet til den pris, men da jeg så, hvad jeg var nomineret i og oppe imod, var jeg helt sikker på, at det ikke ville blive til noget. Jeg er vokset op med franske og belgiske tegneserier, og fransk er det sprog, jeg allerhelst har villet oversættes til. Frankrig er det store land inden for tegneserier. Hr. og fru Frankrig kommer valfartende fra hele landet for at se uddelingen af den pris. Det var en kæmpe ære at få den.

Før havde min franske forlægger problemer med at få mine bøger ud i butikkerne. Han slog på, at det var en alment europæisk gæstearbejderhistorie, men distributørerne følte, at historien var svær at sælge i Frankrig, fordi meget af den foregår i Danmark. Det er vendt på en tallerken nu.

DANSKER-TRILOGIEN

er udgivet i Danmark, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien og Mexico og består af bindene ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’. Den følger Halfdan Piskets fars vej fra desertør i den tyrkiske hær over gæstearbejder og hashhandler i Danmark frem til en form for integration i det danske samfund. Serien er skabt på baggrund af tegnerens egne minder samt samtaler med moren, søsteren og først og fremmest faren, der døde i februar 2019.
”Det var godt for os at bruge så meget tid sammen og lære hinanden godt at kende. Han var meget stolt af serien. Stolt over, at hans søn blev en succes, men også over, at hans historie havde en vigtighed,” siger Halfdan Pisket.

INGEN I DANMARK kan leve udelukkende af at lave tegneserier. Min indkomst er en pærevælling af arbejdslegater og ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lige lavet pladeomslag for en rapper og en animationsopgave for 3F. Jeg laver illustrationer, udstillinger, sælger billeder og underviser et par gange om året på Kunsthøjskolen i Holbæk og fast på Kaskelot-skolen, som jeg har været med til at starte. 

Jeg satte mine drømme meget højt, da jeg lavede trilogien. Jeg drømte om at vinde en form for pris, at gøre min far stolt, fordi det var hans historie, og at få den anmeldt uden at blive sablet ned. Nu er den oversat til flere sprog, den har vundet priser i flere lande, og den har ændret min fars selvopfattelse. Det overskred mine drømme så meget. 

Jeg vil gerne lave mange flere tegneserier. Det sørgeligste er en god forfatter, der kun laver en enkelt bog. Jeg arbejder på to nye tegneserier, men det er stadig så tidligt i forløbet, at jeg ikke har lyst til at tale for meget om dem. Jeg kan sige så meget som, at den ene er en superheltetegneserie. Den hygger jeg mig med, når jeg har tegnet min daglige side på den anden tegneserie, der skal være på 300-400 sider. 

Det tager 5-6 timer at lave en side. Jeg har en god selvdisciplin. Når jeg har lavet en side, krydser jeg en dag af i kalenderen, som jeg har hængende foran mig. Hvis jeg skipper en dag, skal jeg sidde og kigge på den dag resten af måneden. Jeg tror, jeg føler lidt skam over at arbejde med noget kreativt – som om det ikke er et rigtigt arbejde.