Indlæg

Fra professionel danser til international crime writer. Katrine Engberg tog en utraditionel vej ind i bøgernes verden. Nu er hun aktuel med en krimiroman, der udspringer af hendes egen jødiske familiehistorie.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner

MASSER AF BØGER, knap så mange penge. Det er nogenlunde – og meget kort gengivet – sådan, Katrine Engberg beskriver sit barndomshjem. Forældrene, Sysse og Jan Leon, var universitetslektorer. Moren lektor i græsk, faren lingvist, sprogforsker og fonetiker. Det materielle spillede ikke en nævneværdig rolle derhjemme, men ånd og intellekt betød til gengæld alt. 

”Måske også for meget sommetider,” siger Katrine Engberg og smiler lidt ved sit spisebord, mens hun siger det. Et varmt gult gardin lyser op bag hende i samme nuance som efterårsløvet, der sidder fast på trækronerne lidt endnu. Man kan se dem fra vindueskarnappen, hvor Søerne i København glitrende folder sig ud i fuld længde fra Østerbro til Vesterbro. Et stenkast væk ligger forfatterens barndomshjem i Kartoffelrækkerne, hvor hendes mor i øvrigt stadigvæk bor. Det klinger mondænt, men det var det ikke i 80’erne ifølge Katrine Engberg. 

”Vi havde ikke særlig mange penge, og det havde mine klassekammerater heller ikke. Det lyder helt tåbeligt at sige i dag om Østerbro, som jo er det pæneste sted i byen, men det var ret råt,” siger Katrine Engberg og fortæller om dengang, hvor den ældre ’Store Katrine’ fra gaden passede hende op med sit lille slæng og slog hende.  

”Jeg var alene på vej hjem fra fritidshjemmet. ’Store Katrine’ havde set sig sur på mig, og hun havde den der seje anorak, som alle de rigtig cool børn havde, blå- og hvidstribet, hun gik over til mig, og så sagde hun: ’Hvad er der med dig, du er bare sådan en møgunge, du er sådan en lorteunge, der er ingen, der kan lide dig!’ Og så stak hun mig den største lussing. Foran alle de andre,” siger Katrine Engberg, der stadigvæk kan huske følelsen i kroppen, da hun gik hjem. Helt ulykkelig. ”Men det var jo ikke noget, man sagde til nogen eller gjorde noget ved. Sådan var det bare. Hvis hun læser det her, skal hun bare vide, at det stadigvæk sidder i mig. 40 år senere.” 

BARNDOMMEN MIDT I hjertet af København bød dog på meget andet end skolegårdsdrillerier og lede kammerater. To gange om ugen var Katrine Engberg på biblioteket på Dag Hammarskjölds Allé, hvor hun læste tegneserier og bøger, og hendes forældre var flittige til at tage hende med til byens kulturelle tilbud. Omkring aftensmad diskuterede de alt fra Khomeini og atomkraft til eksistens og følelsesliv. Hendes far var ud af jødisk familie, selv var han kulturjøde, mens farmoren og farfaren reelt var troende, men moderate i deres religion, som Engberg beskriver det, og gik i synagogen ved højtider. 

”Min far spiste svinekød og var fuldstændig integreret dansk og venstreorienteret akademiker-hippie-type. Men alt det kulturelle fra jødedommen bar han med sig og gik meget op i,” siger Katrine Engberg, der som barn var fuldt bevidst om sit jødiske ophav, men ikke gik videre op i det. Faktisk syntes hun dengang, at det var småpinligt at være ud af jødisk familie.

”Jeg blev drillet med det. Det der med at være jødisk var ikke smart. Min mor var kristen fra en dansk familie, og min far var jødisk fra en indvandrerfamilie og så anderledes ud. Han havde stort sort krøllet hår, stor næse og stort skæg, så når han kom hen på skolen, stak han ud. De andre havde alle sammen lyst hår og blå øjne . Og så var der mig,” siger Katrine Engberg. Børnene på skolen lavede vitser om hende, hvor de sagde ”Sieg Heil”, og at hun var blevet gasset, hvis hun havde levet under krigen.   

”Det var ikke et særlig beskyttet miljø, så jeg lærte at gemme det væk. Jeg syntes, det var pinligt. Der var nogle onde unger på det tidspunkt. Det handler jo også om, at der ikke var så meget diversitet dengang,” siger Katrine Engberg, der samtidig forklarer, at det trods alt ikke fyldte så meget i hendes hverdag. Det gjorde turene på biblioteket til gengæld og ikke mindst dansen. Dans og litteratur var uadskillelige ledsagere i Katrine Eng­bergs barndom. Hendes søster proklamerede tidligt, at hun enten ville gå igennem sit voksenliv som professionel danser eller forfatter. Søsteren havde ret, der var bare ikke noget ’enten’, for Katrine Engberg blev begge dele. 

KATRINE ENGBERG

47 år, bor på Østerbro i København, mor til Cassius på 14 år, kæreste med Jakob Gandløse Jensen. Krimiforfatter, udgav sin første roman i 2016. Tidligere professionel danser, koreograf og instruktør. Har solgt mere end en million bøger, der er udgivet i 30 lande. Aktuel med ’Det brændende blad’.

DA KATRINE ENGBERG var fem år, gik hun til ballet og var overbevist om, at hun skulle være primaballerina. Og selvom hun elskede bøgernes verden og samtalerne i hjemmet, hvor der med Engbergs ord var åndeligt og følelsesmæssigt højt til loftet, valgte hun dansen og uddannede sig til moderne danser efter gymnasiet.

”Jeg har altid været enormt interesseret i ord, sprog, ånd og samtale. Og samtidig været meget kropsligt orienteret. Jeg tror, at når man vokser op i et hjem, der er fyldt med bøger, ord, støv og lange processer – mine forældre har jo skrevet forskningsprojekter og artikler, ting, som tog årevis – søger man som teenager en anden vej. Det gjorde jeg. Ren krop. Jeg var alt for utålmodig og har heller ikke akademisk talent overhovedet. Jeg har et helt andet temperament, for mig skal det gå meget hurtigere.”

Selvom hun valgte en anden vej end sine forældre, bakkede de hende dog altid op.  

”Jeg har aldrig nogensinde præsenteret mine forældre for en idé, de har skudt ned. Som barn tog jeg det som en selvfølge, for sådan var det jo hjemme hos os. Men jeg kan godt se, nu hvor jeg er blevet ældre, hvor fantastisk en gave det har været. Det gør jo, at man tør kaste sig ud i ting, man ikke er helt sikker på, at man kan.”  

Som 18-årig tog hun på danse-rejse til New York og begyndte på den i dansemiljøet berømte skole ’Steps on Broadway’. Der var åbne timer i jazzballet med 10 forskellige niveauer. Nok var timerne åbne, men der var også faste elever og en vis konduite om, at man som udefrakommende ikke gjorde et kæmpestort væsen ud af sig. Det tog Katrine Engberg ikke så tungt. 

”Jeg tog det sværeste niveau, og så stillede jeg mig allerforrest. For jeg skulle have noget ud af det. På en eller anden måde havde jeg en kæmpe napoleonshat på og tænkte bare: ’Pfff, her kommer jeg!’ Men det var også parret med stor usikkerhed. Det er jo ikke, fordi jeg er fuldstændig overbevist om mine egne evner.”

Katrine Engberg arbejdede i mange år som professionel danser på blandt andet Det Kongelige Teater, hun instruerede revyer og et teaterstykke på Bellevue Teatret. Men da hun fik sønnen Cassius, fandt hun ud af, at de mange aften-optrædener ikke kunne forenes med det familieliv, hun gerne ville leve. Desuden var der også noget, der aldrig helt faldt i hak med det professionelle danseliv. Katrine Engberg holdt altid mest af prøve-processen, hvor alt kunne lade sig gøre, men når det kom til forestillinger og rampelys, blev det reproduktion og samlebåndsarbejde. 

”Jeg tænker simpelthen ikke i trin. Jeg kan bare godt lide at danse,” siger Katrine Engberg, der stadigvæk danser jazzballet hver søndag på et old girls- og boys-hold til høj musik. 

Det endelige farvel til dansen sagde Katrine Engberg med ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Det samme sted, hvor hun havde forelsket sig i balletdansen 30 år tidligere sammen med sin mor. 

”Da jeg stod på scenen i Det Kongelige Teater den sidste aften og modtog applaus og nejede foran publikum, var det med helt ro i hjertet. Jeg vidste bare: Jeg kommer aldrig til at danse på en scene igen. Og det har jeg heller ikke gjort. Det var en meget klar afsked,” siger Katrine Engberg, der i årene efter prøvede sig af som koreograf og instruktør. Men det føltes heller ikke helt rigtigt, og en løbende mail-udveksling med en af mødrene fra hendes søns vuggestue kickstartede skriveriet, der udmøntede sig i hendes første roman, som udkom, da hun var 40 år gammel. 

ET MINUTIØST FARVEKOORDINERET storyboard holder tråd i fortællingerne på Katrine Engbergs kontor i Østerbro-lejligheden, mens billeder af hendes smilende far med viltert sort hår kigger ned fra væggene. Det er her, krimiromanerne bliver til, og ideen til den nyeste i rækken, ’Det brændende blad’, udspringer af farens livshistorie og hans jødiske rødder – en familiefortælling, der hele tiden lå mellem linjerne i forfatterens opvækst. 

Hendes mor viste hende en politirapport for et års tid siden, der handlede om hendes bedsteforældre og hendes far. Rapporten var dateret 6. oktober 1943 i Skanör, Sverige, og hænger også på opslagstavlen. Engbergs farmor og farfar ankom til Sveriges kyst på flugt fra nazisterne, og kvinden havde en baby i maven – det var Engbergs far, Jan Leon. De ankom i en fiskerbåd med tomme lommer og to kufferter med tøj. Flugten sad i faren gennem hans liv og kom ifølge Katrine Engberg til udtryk gennem hans konsekvente forkastelse af materielle goder. 

”Jeg ville ønske, jeg havde lyttet mere til min far, når han fortalte, for han ville gerne have delt den jødiske kultur med mig, men jeg gad ikke have det. Så der ligger også en eller anden form for bøn om tilgivelse i det her for mig. At jeg skriver en bog, der har flugt og jødedom med som tema,” siger Katrine Engberg, der ikke bare følte, hun havde brug for at lære historien ordentligt at kende, men også pligt til at fortælle den. 

Med vilje har hun ikke gravet så dybt i lige netop sin fars historie, men der­imod interviewet andre, der har haft en opvækst, der lignede med efterveer fra krigen. 

”Jeg har ikke lyst til at være den, der skriver min fars eller familiens eftermæle. Jeg vidste, at jeg ville skrive fiktion, og at jeg ville have lov til at digte, så derfor ville jeg ikke forholde mig for meget til, hvad der faktuelt var sket, for så ville det føles svigefuldt at afvige fra den faktiske fortælling,” siger Katrine Engberg, hvis far gik bort i 2013.

”Selvom det er posthumt, kan jeg mærke, at det styrker vores bånd, at jeg har skrevet om at være på flugt.”

66-årige Maria Helleberg er ofte blevet kaldt ’dronningen af historiske romaner’. Tag med forfatteren af den populære Thy-serie hjem i skrivehulen og huset i Fredensborg, der bugner af samlerobjekter og gamle skatte, der kan skrives om.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Robin Skjoldborg, privat

FREDENSBORG STÅR I ravruskende efterårs-flor med brændende orange trækroner tilsat en stiv vind, der trækker våde, grå skyer ind over landskabet. På en stikvej i byen folder enklaver af rækkehuse sig ud med haver vendt ud mod en fælles parkeringsplads. Bag en af havelågerne gemmer der sig en eventyrlig og vild have, hvor græsset har vokseværk, og hvor kulørte lamper og plirrende vindspil emmer af sommerfest, selvom kalenderen for længst har ramt efteråret. 

Døren går op, og frem kommer den produktive forfatter Maria Helleberg, der igennem årtier har kastet lys over danmarkshistorien og dens betydelige personligheder, med glitrende broche, gulvlang kjole og perler i håret. 

Hun og den ruhårede terrier på hendes arm smiler og vinker. Hunden hedder Lillemand. Egentlig havde Maria Helleberg og hendes mand valgt et andet og ifølge hende flottere navn, Cicero, men hunden reagerede simpelthen ikke på det. En dag sagde hendes mand pludselig: ”Kom så, Lillemand”, og så lystrede hunden for første gang. 

En flig af Maria Hellebergs samling af håndplukkede artefakter.

”JA, HAN HAR SELV valgt sit navn,” siger Maria Helleberg, der byder indenfor og gelejder ind i sin stue, hvor endnu en eventyrlig Narnia-agtig lomme åbner sig. Hun anretter sig i en rød lædersofa sammen med Lillemand, der søvnigt slænger sig. 

”Børn elsker at være her,” siger forfatteren fra sin bløde plads i sofaen, hvorfra hun har skrevet en stor del af sine mange romaner. Foran hende på et lavt sofabord med gyldne mosaikfliser retter hun lidt på sin musemåtte – et persisk tæppe i størrelse miniature – der ligger ved siden af den bærbare computer, som hun hamrer sine historier ind på.

Man forstår instinktivt godt børnene. For der er ikke plads til meget af den solgule vægfarve, der indimellem kigger frem i stuen. Pladsen er blandt andet stjålet af hyldevis af sjældne og nydeligt tilrettelagte porcelænsdukker i håndsyet tøj, som Maria Helleberg selv har lavet. Hvorfor? Jamen, fordi deres oprindelige beklædning ikke var helt historisk korrekt. 

Ægte samuraisværd importeret fra Japan hænger i linjer over fjernsynet. Sværdene skaffede hendes mand hjem for år tilbage, og dengang måtte de ned på den lokale politistation og indhente en våbentilladelse for at få lov til at have dem hængende. 

Fra gulv til loft strækker sig en bogsamling, som er udgjort af en god portion leksika og encyklopædier. Dem bruger Maria Helleberg i arbejdet med sine romaner. 

”Det ville være nemmere, hvis man bare kunne slå det op på computeren,” siger hun og kvæler et hurtigt hosteanfald i en tår appelsinvand. Da hosten har lagt sig, peger hun og forklarer, at lige præcis de værker med lige præcis de oplysninger altså ikke findes digitalt. Hun har tjekket. 

HELLEBERGS HISTORIE

Maria Helleberg, 66 år, forfatter, har udgivet over 80 bøger, der blandt andet har kredset om guldalderen, konger, dronninger og datidens store kunstnere. Uddannet cand.mag. i teatervidenskab. Debuterede som forfatter i 1986. Aktuel med ’Teenageren fra Thy’, som er fjerde bind i Thy-serien, der dykker ned i den danske historie med afsæt i hendes egen slægtshistorie. Romanerne bygger på fortællinger fra Maria Hellebergs mor og moster, som hun har fået fortalt gennem tiden.

DEN STORE STUEREOL er også fyldt med lp’er. En samling, hun er begyndt på helt forfra. Dengang lp’en led den visse nyheds-død til fordel for cd’er og senere musik fra streamingtjenester, skilte Maria Helleberg sig af med alle sine plader. Efter en årrække fortrød hun som mange andre, så nu står Mozart og russisk opera igen side om side med tynde rygge blandt et væld af andre klassiske vinyler, klar til at hive ud. 

Vindueskarmene bugner af figurer af pindsvin, porcelænsgrise og glaspapegøjer, der reflekterer eftermiddagssolen, og et sted stikker en vase med fuglefjer i forskellige farver og længder op. Uret i stuen tikker, og radioen spiller klassiske musikstykker, kun afbrudt hver halve time af nyhedsoversigter. 

Maria Helleberg har en imponerende række romaner på cv’et og en ditto impo­­nerende samling i sit hjem.

RÆKKEHUSETS UTAL AF artefakter har alle deres helt egen historie, som Maria Helleberg kan fortælle om med stor præcision. De stammer fra hele verden – hun har blandt andet boet i New York og Italien ad flere omgange – og mange af dem har fået prima skueplads i hjemmet. Den store samling til trods hersker der ikke museumsagtig stemning i hjemmet, og man skal ikke gå med armene nede eller sidde forsigtigt og musestille og tænke: ”Nok se, men ikke røre.” 

For her må man gerne være barn, og de – og andre – må gerne lege i Maria Hellebergs hus, også med samlerobjekterne. 

”Jeg har aldrig forstået, hvorfor børnene ikke må være med – de er da så sjove!” siger Maria Helleberg på en dialekt, der er svær at stedbestemme. Måske fordi hendes fars job som fjernsynssælger betød, at familien rykkede en del rundt i landet i hendes opvækst. 

Egentlig ville hendes far gerne have været pianist, men af økonomiske årsager blev det aldrig sådan. Til gengæld fik han øjnene op for det nyeste nye på en rejse til USA: fjernsynet. Faren blev betaget og satte sig for, at han skulle udbrede den nye elektroniske herlighed i Danmark – inden der overhovedet fandtes danske udsendelser. 

Fjernsynssælgeren kom vidt omkring, og derfor er Maria Helleberg vokset op på Frederiksberg og i Vejle og nogle steder derimellem. Det bedste barndomsminde står dog stadig klart for forfatteren. 

”Når mor stod og lavede aftensmad, jeg selv sad ved bordet og lavede lektier, og vi sammen ventede på, at far kom hjem fra arbejde … Der var en stor tryghed og genkendelighed i det.” Senere blev forældrene skilt, adressen hed derefter Albertslund, hvor den dengang unge teenager boede sammen med sin mor, der – ifølge sin datter – blev en stærk, selvstændig kvinde, som var aktiv i et væld af tidens organisationer. 

Skrivestationens udsigt til bibliotek og samuraisværd.

SELV SIGER MARIA HELLEBERG, at hun er barn af ’rødvins­generationen’, som hun har døbt sine forældres årgang. Generationen, der holdt selskaber, hvor de sad til bords i timevis og åbnede den ene flaske efter den anden, snøvlede mere og mere, og som forventede, at børnene forholdt sig i ro og ellers deltog i festlighederne, når de var gamle nok. 

”Folk diskuterede hele tiden. Alting var i opbrud dengang i starten af 70’erne,” siger Maria Helleberg, der ikke selv var politisk aktiv, og som ikke gad sidde og marinere sig selv i alkohol. De stærke smage sagde hende ikke noget i hendes tidlige ungdom, hverken gorgonzola eller rødvin. 

”Det har jeg så lært i dag, haha,” indskyder hun. 

Når man spørger Maria Helleberg om, hvornår interessen for historiske fortællinger opstod, tænker hun et stykke tid og svarer så: ”Den har altid bare været der.” 

Og lidt efter: ”Men den begyndte nok alligevel med en besættelse af renæssancen, da jeg ikke var særlig gammel.” 

Som barn var hun desuden fascineret af, hvordan hendes mor kunne huske godnathistorierne fra ende til anden og fortælle dem på præcis samme måde hver eneste aften. Hun troede, at moren fandt på ordene ud fra billederne, og anede ikke, at der faktisk fandtes tekst. Da det gik op for hende, at man kunne gengive tale på skrift, åbnede en ny verden sig, og hun lærte lynhurtigt at skrive. 

UNDERVEJS HAR HUN tendens til at fortabe sig i løsrevne livs-anekdoter med smil og øjne, der graver i hukommelsen og fisker alverdens detaljer op. Frit fra hukommelsen citerer hun Heiberg, den berømte danske dramatiker, eller forklarer, hvorfor det var forkert at beskrive et trojansk skjold som ottetalsformet i en af hendes bøger, og at det tog hende en hel nat at finde på et nyt og mere korrekt ord.

Den allerførste historie, hun skrev, husker hun dog ret klart. Den handlede om en død mand, og den fik hendes forældre til at skraldgrine. Og så skrev hun ufortrødent videre. Terpede latin i gymnasiet, senere dansk og teatervidenskab på universitetet. På en af de første primitive computere skrev hun sin første roman, som hun gemte på en stor floppy-disk, printede ud og sendte ind til forskellige forlag. 

Da hun som 30-årig blev ringet op af en forlagsredaktør, der sagde, at han gerne ville udgive romanen, blev hun fuldstændig paf.  

”Jeg var dengang på vej på min første og sidste skitur, og jeg stod og pakkede, da redaktøren ringede. Jeg kom til at tage fjernbetjeningen med i stedet for vanterne.”

I dag, 80 bøger senere, rejser hun sig fra sofaen og fortæller, hvordan hun brugte hele skiferien i Geilo på at snakke i telefon med forlagsredaktøren. Violinerne og trommerne fra radiohøjttaleren filer og banker løs, mens Maria Helleberg sammen med Lillemand gelejder ud mod entreen. Heldigvis har han ikke gnasket sig igennem nogen sko – endnu. De to siger pænt farvel og vinker i døren, på tærsklen mellem historiernes vingesus og den vindblæste have. Ude i Fredensborg venter nutiden.

Museumsinspektør og vikinge-arkæolog Jeanette Varberg har udgivet en lang række fagbøger. Nu har hun krydset videnskabens grænse og debuterer som forfatter med en roman, hun delvist har skrevet i toget.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner

”MIN ARBEJDSMETODE har altid har været research, research, research. Det har jeg overhovedet ikke ændret på til den her udgivelse, selvom det er en roman og ikke en fagbog. Min roman begynder med en historisk storm, der ramte Vestkysten mellem 20. og 21. november 1893. Jeg har været tilbage i Politikens avisarkiv og læst alle artikler om katastrofen, som jeg har brugt direkte i bogen. Jeg har også trukket på egne erfaringer. I forbindelse med et DR-program, der kommer til foråret, har jeg sejlet tværs over Nordatlanten i vikingernes fodspor, og der kom vi ud i et stormvejr. Jeg lå og bankede rundt i en sejlbåd i kæmpebølger et sted mellem Shetland og Færøerne. For satan, mand, det var vildt. Så åbningsscenen i bogen er ret præcist beskrevet. 

Mange af mine bøger er skrevet og redigeret delvist i toget. Jeg pendler tværs over landsdelene flere gange om ugen, fordi jeg bor i Horsens og arbejder på Nationalmuseet i København. Jeg kører altid på første klasse og sørger for at bestille plads – jeg er tryghedsnarkoman – så jeg kan sidde i en stillekupé. Der kan man faktisk arbejde rigtig godt. Man kan ikke tage telefonen derinde, og der er ikke nogen, der hiver i én. Jeg cykler hjemmefra ved sekstiden om morgenen, kommer direkte ind i toget, får en kop kaffe og sætter mig til at arbejde.

VARBERGS VERDEN

Jeanette Varberg, 44 år, arkæolog, forfatter og museumsinspektør ved Nationalmuseet. Forfatter til flere historiebøger/fagbøger, blandt andet ’Fortidens slagmarker’, ’Urtid’ og ’Viking – Ran, ild og sværd’ (vinder af Weekendavisens Litteraturpris 2020). Er aktuel med romanen ’Enkernes land’, som hun har skrevet i toget mellem Horsens og København.

I bogen er der en karakter, der er skrevet direkte på en irritation. Der sad en over for mig i stillekupeen, som skrev så aggressivt på sin computer og knækkede fingre hele tiden. Han havde hættetrøje på, og han blev ved med at sidde og tygge på snorene fra hætten. Til sidst tænkte jeg, at jeg måtte kunne bruge min irritation til noget. Og så lavede jeg karakteren Mathias Foss, der er computernørd. Han er pissedygtig og sidder altid i en stor hættetrøje og tygger på snorene fra den, når han er oppe at køre over et eller andet, og så knækker han fingre, når han skal til at gå i gang. Man skal passe på at køre i tog med mig, for så ender man i en bog, haha. 

Der er også karakterer, som bygger på erindringer fra min barndom uden for Odense, såsom ’Knud Træsko’, ’Tudsen’ og ’Hardy Harelort’. ’Knud Træsko’ var en gammel dranker, der havde høns, som løb frit rundt. Engang kom min far og jeg til at køre en af hønsene ned. Og så skulle vi jo ind og snakke med Knud Træsko i hans faldefærdige hus. Jeg bruger ikke erindringerne 1:1, men som inspiration til at bygge et fiktionsunivers op. Det er skidesjovt. 

Det var eventyret, der gjorde, at jeg gerne ville være arkæolog. Det at kunne rejse ud i verden og opleve ting. Romanens hovedkarakter er også en kvindelig arkæolog, der sjovt nok har været de samme steder i verden som mig. Papua Ny Guinea, Cairo og Nordafrika. 

DET HAR VÆRET grænseoverskridende at gå fra at skrive fagbøger til at skrive spænding. Normalt har jeg nogle kilder og stumper af information, som jeg sætter sammen og danner en fortælling og en hypotese ud fra, og det kan der sådan set ikke pilles ved. I en skønlitterær roman kan jeg digte frit, men læserne skal stadig samtidig sidde med en historie, der går op. Det er svært, men jeg har haft en rigtig god redaktør, som har skærpet min plot-tænkning. 

Kunstens og videnskabens verden er faktisk ikke uforenelige. Man bruger nogle af de samme greb. Som videnskabskvinde eller forsker inden for humaniora bliver du nødt til at kunne forestille dig, hvordan tingene kunne have været, for at have et rum, som du kan afprøve dine teorier i. Jeg synes også, at forskning er kreativt. Der er selvfølgelig nogle klare forskelle, for jeg digter personerne i min roman, og jeg skriver heller ikke fuldstændigt efter fakta. Videnskabsformidling er lidt derover ad, fordi man heller ikke der kan tage alle mellemregninger med, og man bliver også nødt til at have et levende sprog. Det er populærvidenskabens præmis.  

3 LUNE LÆSE-ANBEFALINGER FRA VARBERG

’Det blæksorte hjerte’ af Robert Galbraith – J.K. Rowlings pseudonym.

’Altings begyndelse’ af David Graeber og David Wengrow.

1800-tals-poesi af John Keats.

”Keats minder mig om at være teenager og at have kærestesorger, for mange tømmermænd og ikke at få afleveret sin fysikopgave til tiden. At sidde om natten og kigge på sine fysikformler og tænke: ’Jeg får ballade i morgen.’ Jeg troede, at det ville være slut, når jeg fik min studentereksamen. Den største løgn i mit liv, ha.”

I MIN RESEARCH har jeg kigget på nogle af de historiske kardinalpunkter, hvor magtbalancen mellem mænd og kvinder er tippet til mændenes fordel. Der er flere punkter, og et af dem var dengang, de store monoteistiske religioner, altså jødedommen, kristendommen og islam, forbød kvindelige præster. Man udelukkede kvinder fra at tale i det offentlige rum, hvor de før havde haft adgang, og hvor det før havde været helt almindeligt med kvindelige præster. Jeg har læst forskningsprojekter fra indland og udland, der viser, at kvinderne faktisk havde meget større indflydelse på den tidlige kristendom, end den senere redigerede udgave af Bibelen vil være ved. Det synes jeg er skidespændende. Tro kan blive brugt som magt til at kontrollere andre med.

Hos mennesker har der altid været en fornemmelse af, at der er en eller anden åndelighed. Jeg har stor respekt for dem, der finder fred i en religion, og jeg tror, at vi mennesker har brug for religioner, men vi har også brug for at diskutere, hvad religioner gør ved os. Jeg vil gerne give troen en historisk bevidsthed. Man må meget gerne tro, men man skal også bare vide, hvilken historisk virkelighed troen udspringer af. Det har været spændende at arbejde med de temaer i bogen. Men det er ikke derfor, jeg har skrevet den. Det er, fordi jeg gerne ville skrive en god spændingsroman. 

Jeg har været så smadret, efter bogen blev sendt til tryk, og lige nu har jeg influenza. Helt personligt har jeg altid drømt om at skrive en spændingsroman, men jeg har ikke rigtig turdet tage springet. Det startede med en kæk bemærkning på forlaget og endte med en roman på 526 sider. Jeg har heller ikke sagt noget på sociale medier om, at jeg var ved at skrive en roman, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne gennemføre. Men undervejs blev jeg ambitiøs på tekstens vegne, og den blev færdig. Jeg har det sådan, at hvis man ikke er smadret efter at have afleveret et værk, er det, fordi man ikke har givet sig 100 procent.

Jeg har i min roman  lavet et efterskrift, hvor jeg skriver, at romanen er fiktion. Jeg tror, at jeg har været nødt til at understrege det, fordi jeg også er fagbogsforfatter. Men jeg tror ikke, at man er i tvivl, når man læser romanen, for den er meget tro mod spændingsgenren. Der er fuld skrald på.

Måske har du hørt noget andet, men bøger sælger. Mens forlagene leder efter det næste litterære hit, er indpakningen vigtigere end nogensinde i kampen om vores opmærksomhed. Vi har spurgt fagfolkene hos Imperiet, hvad der er hot for tiden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

I april i år, næsten fem måneder inden udgivelsen af selve bogen, offentliggjorde britiske Faber Books forsiden til ’Skønne verden, hvor er du?’. I et tweet fra forlaget tonede det pastelfarvede omslag til den irske succesforfatter Sally Rooneys nye roman frem i en lille animeret video, og offentliggørelsen blev til en historie i sig selv. ”Se omslaget til Sally Rooneys nye roman,” lokkede flere net-artikler. Og efterfølgende skruede forlaget op for hypen omkring bogen med muleposer, badges, pins, T-shirts og andet merchandise med omslagets visuelle identitet, mens en hel facade i Londons Shoreditch-bydel, hvor der skulle åbne en Sally Rooney-popup-butik, blev malet i samme stil.

Så vidt er det ikke kommet herhjemme, men at forlagene bruger stadig flere kræfter på indpakningen til deres bøger, bevidner Nete Banke, medejer af det grafiske designbureau Imperiet, der er specialiseret i bogforsider:

”Engang var det mest en opgave mellem grafikeren og forlagets redaktør – muligvis også forfatteren. I dag er der flere folk på opgaven, nogle gange også fokusgrupper. Der er mange interessenter, der gerne skal være tilfredse, ud over forlag og forfatter: boghandlere, supermarkeder, marketingafdelinger.”
Mange bøger konsumeres i dag som lyd eller elektronisk, hvilket blot har forøget fokus på den helt rigtige forside, fordi den både skal fungere som små lysende vignetter på skærmen og som blikfang i butikken, hvor de kunder, der vælger at holde fast i papiret, skal gribe hanken på indkøbsposen med en fornemmelse af value for money. Det fortæller designer hos Imperiet Simon Lilholt. Han mener, at det er grafikerens rolle – i mylderet af meninger og hensyn – at holde tungen lige i munden og finde det udtryk, der kommunikerer den enkelte bogs væsen så tydeligt som muligt, men uden at det bliver for detaljeret:

”Læseren, der står hos boghandleren, kender jo ikke bogen. For hende eller ham giver det ikke mening, at grafikeren, redaktøren, forfatteren og andre, der har læst den, inkluderer en masse små indforståede symboler eller vælger at tippe billedet i en vinkel på 17 grader, fordi hovedpersonen bor på 17. breddegrad. Et omslag skal sætte stemningen for bogen og give læseren en fornemmelse af: ’Er det her noget for mig?’”

I forsøget på at fange læserens interesse sker det ikke sjældent, at et succesrigt virkemiddel går igen og bliver brugt så meget, at det danner mode. For eksempel skulle mange krimier i en periode have hvide forsider – ligesom mange forlag og designere en overgang skævede til de hyggelige håndtegnede bogstaver, der stimlede sammen på forsiden af for eksempel amerikanske Jonathan Safran Foers romaner. Og det er netop ad den vej, inspirationen ofte kommer til den danske bogbranche, fortæller Harvey Macaulay, den anden medejer af Imperiet:

”De allerfleste moder inden for bog­design kommer fra USA og England. Her har man en lang tradition for at gøre rigtig meget ud af forsiden, fordi det er så stort et sprogområde, og fordi bøgerne har så stort et marked.”

Det grafiske designbureau Imperiet har eksisteret siden 1999.Drives af partnerne Nete Banke og Harvey Macaulay, der har specialiseret sig i design af bogomslag.

Et folkevognsrugbrød kører Danmark rundt og viser ungdommen, at poesi ikke er elitært. Det er noget, alle kan nyde hver eneste dag, hvis altså vi gider gå offline et øjeblik, fortæller Rikke Oberlin Flarup, chauffør i Poesiens Bus.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

Hvad er det for en bus, og hvorfor har I købt den?

”Vi har købt et folkevognsrugbrød af modellen T3. Den primære grund til, at vi købte netop den model, er, at den har en motor, der kan ombygges til at køre på rapsolie. Det var et krav fra Nordea-fonden, at den skulle køre på en bæredygtig energikilde, hvis vi skulle rundt i landet med deres støtte. Den kører cirka 10 kilometer på literen, og projektet er stadig så nyt, at jeg kun har tanket én gang. Jeg gik bare ind i Føtex og købte 20 liter rapsolie.”

Du er buschaufføren bag foretagendet. Hvad vil I gerne opnå med at køre rundt med poesi?

”Jeg fik ideen, fordi jeg syntes, poesitilbuddene var meget hovedstadsbaserede, og ønskede at gøre noget for resten af landet. Så jeg lod mig inspirere af musikere på tour og af et norsk poesiprojekt, hvor de kører rundt i en gammel, ombygget politibil. Målet er at skabe læselyst gennem workshops, fælleslæsninger, digtoplæsning og samtaler og at vise, hvor bredt et fænomen poesi er. Det er både musik, digtsamlinger, oplæsninger og debatter. Poesi kan røre dig, uden at du helt kan forklare hvorfor, og det behøver ikke at være en kedelig pligt på linje med en dansktime-analyse.”

Har poesien ikke også ry for at være elitær og uforståelig?

”Nogle af de arrangementer, man kan tage til, kan virke meget akademiske, og det kan måske afskrække nogle. Derfor er det også vigtigt at vise, at man ikke behøver vide en hel masse om litteratur eller gå på universitetet. Det er også grunden til, at jeg tager ud til skoler, gymnasier og højskoler. Poesi er en niche i Danmark, og det vil den nok blive ved med, men jeg vil gerne være med til at udbrede kendskabet.”

Hvad kan ungdommen bruge poesi til?

”Hele vores liv, og specielt ungdommens, er blevet så flygtigt, mens alt det, vi laver, skal måles og vejes. Man skal nærmest allerede vide, hvilken uddannelse man vil tage, og hvilke karakterer det kræver, når man går ud af 7. klasse. Vi vil gerne vise, at man kan dykke ned i noget uden grund, fordi det er sjovt. Når man læser poesi, er man ikke online, man skal ikke noget, og det kræver ikke noget til gengæld. Man kan slippe for hverdagens ræs, og man kan læse noget, der måske vækker genklang i én eller provokerer én helt vildt. Man bliver både klogere på sig selv og på verden. Og så bliver poesi ofte brugt, når man ikke kan forklare sine følelser. Der bliver ofte læst digte højt til begravelser og bryllupper, og vores salmer er også poesi. Det er faktisk poesi, man går til, når man ikke selv kan sætte ord på tilværelsen eller finde mening. Jeg tror, at vi alle kan bruge poesi på et eller andet tidspunkt i vores liv.”

Rikke Oberlin Flarup er cand.mag. i visuel kultur, hun er leder af Poesiens Hus i København – der står bag Poesiens Bus-projektet – og debuterede selv som forfatter i 2018 med ’Telefontesten’. 

I en gammel, våd papkasse, der lugtede af musetis, genfandt Bent Haller sine dagbogsnotater fra en plaget ungdom. De blev grundlaget for hans nye erindringsbog. Her fortæller forfatteren om at vokse op med Aspergers, om at gemme sig på lokum for at skrive og om at finde sig selv.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR/Privat

MIN MOR VAR INDLAGT på psykiatrisk hospital de første 4-5 år af mit liv, og min far var ude at sejle. Så jeg boede hos mine bedsteforældre i Frederikshavn og troede, at de var mine forældre. Da min mor blev udskrevet, kunne jeg slet ikke genkende den fine dame, der kom og skulle have mig med hjem. 

NOGLE ÅR SENERE flyttede min mor og far, min lillebror og jeg i en toværelseslejlighed i en ny bygning, der ragede op over fiskerhusene i Bangsbostrand. Det gamle fiskerleje er i dag smeltet sammen med Frederikshavn. Dengang i 50’erne var det et lille arbejder- og fiskersamfund. Bebyggelsen hed Ågården, men blev kaldt Pjaltenborg på grund af lapperne på børnenes tøj. Vi var kun fire i lejligheden, men havde naboer, som boede både syv og otte sammen. Der var fælleslokum på gangen – i det mindste skulle man ikke ned i gården. 

JEG HAVDE DET ikke godt. Jeg følte mig meget udenfor og tog hele tiden bestik af omgivelserne for at passe ind. Senere fandt jeg ud af, at jeg har Aspergers, som jeg har arvet fra min far, som har arvet det fra min farfar. Min far burde have set, hvad der foregik med mig, men han sagde aldrig noget. Han var bogstavelig talt væk. Selvom han sad i stolen ved siden af mig, var han en usynlig mand.

JEG BLEV ALDRIG drillet, for jeg vidste instinktivt, at jeg skulle være ligesom de andre. Jeg var den store efteraber. Når de andre løb skrigende rundt i skolegården, løb jeg også skrigende rundt. Alle dem, der var anderledes, blev jo kanøflet, og det havde jeg sgu ikke lyst til.

I UNDERVISNINGEN kiggede jeg ud ad vinduet meget af tiden. Jeg plejer at sige, at jeg har gået i skole i fire år. Resten af tiden var jeg der bare. Men fordi jeg var sådan en sød og stille dreng, fik jeg lov til at sidde for mig selv. Der var urolige hoveder nok. Når vi havde fri, gemte jeg mig. Jeg løb ned til åmanden og badede. Åmanden var en gammel skræmmehistorie, som blev fortalt til børn, så de ikke legede ved åen. Der kunne jeg være alene.

DA JEG VAR 13 år gammel, begyndte jeg at skrive dagbog. Det føltes roligt og hjemligt, for når jeg skrev, var jeg alene. Jeg gemte mig under skrivebordet eller ude på lokummet. Det var kun borgerskabets børn, der havde egne værelser, hos os var der ikke noget, der hed privatliv. Jeg tilbragte år af mit liv på lokummet, hvor jeg kunne dreje nøglen om. Jeg klippede små hæftede notesbøger ud af min mors romanblade og sad og griflede i dem. Jeg var venstrehåndet, og det var en fornærmelse dengang. Når jeg sagde goddag til min moster med venstre lab, faldt himlen ned. Den skulle nærmest bindes til låret, da jeg skulle lære at skrive. Men derude på lokummet skrev jeg med venstre. 

I BEGYNDELSEN af 60’erne mødte jeg Mogens. Jeg har haft mange gode bekendtskaber, men han er den eneste ven, jeg har haft. Først sloges vi og kunne ikke fordrage hinanden, men der var en samhørighed. Krage søger mage, som man siger. Vi blandede blod, for det skulle gå alvorligt til, og fandt et kælderrum, hvor vi kunne være alene. Han malede og skrev, ligesom jeg selv gjorde. Vi lyttede til musik og badede om vinteren og rullede os i sneen. Folk troede, at vi var tossede, men vi tænkte bare, at hvis vi var tossede, så skulle vi fandeme også vise det. Jeg skulle ikke efterligne de andre mere. 

DE MEST UROLIGE, som man ikke kunne banke på plads, gik ud af min skole efter 6. klasse. Så kunne de komme ud at fiske. De fleste andre gik ud efter 8. klasse, men jeg blev, fordi jeg godt kunne lide sprogfagene og at skrive stile. Jeg gik i den første 9. klasse, der blev oprettet på Bangsbostrand Skole. Jeg var den eneste dreng sammen med 14 piger. 

EFTER FOLKESKOLEN kom jeg i lære som elektriker på et værft, men jeg kunne slet ikke være der. Alligevel stemplede jeg ind hver dag, jeg var autoritetstro. Da jeg senere læste Dantes ’Den guddommelige komedie’, indså jeg, at jeg kendte helvede. Det var værftet. Der var larm, mørke, kulde og folk, der flagrede rundt. Vi var en sværm af lærlinge, fordi det var billigere at få os til at lave det tunge arbejde. Så jeg lærte intet, blev bare brugt som kabelslæber. Men oftest var der ikke noget at lave, og så gjaldt det om at gemme sig, hvilket passede mig perfekt. ”Skrub af med dig! Vi vil ikke se dig før til aften,” sagde de nogle gange. Om sommeren lagde jeg mig i kabeltromlerne for at skrive, og om vinteren satte jeg mig igen ud på lokummet.

Lejrliv på Bent Hallers telttur til Sæby, 1962.

FERIE VAR ALT for mig. Det var også en slags flugt. Man rejste ikke så meget, som man gør i dag, og det kunne kun lade sig gøre, hvis man fik nogen til at køre én. Eller også blaffede vi rundt, Mogens og jeg. Vi søgte de steder hen, hvor der ikke var nogen, så det var sjældent om sommeren. Der skulle gerne være lidt nattefrost, så holdt folk sig væk. Mogens’ forældre kørte os på vores første telttur – til Sæby. 

DER VAR INGEN mennesker, det blæste, og det var skidekoldt. Vi stegte dåsepølser uden skind, lavede sigtegrød og drak mælk. Da vi var godt mætte, gik vi ned til stranden for at se os omkring. Der var vinden endnu kraftigere, og det blev hurtigt mørk. Vi fór vild i klitterne flere gange på vej tilbage, men det var så dejligt at komme ind i teltet og tænde vores medbragte stearinlys. Jeg sad og skrev dagbog, indtil mine fingre blev for kolde til at skrive.

DEN TUR GAV os smag på mere. Vi var blevet opslugte af Italien. Jeg studerende italiensk på brevkursus og havde en lille sort-hvid tegneserie, der handlede om forelskelse på Capri. Da vi fandt ud af, at vi kunne komme af sted på en selskabsrejse, begyndte vi at skrabe penge sammen. Det tog lang tid at spare op af min lærlingeløn, for jeg skulle også betale for kost og logi derhjemme. Jeg blev bydreng, gik med aviser og spillede hasard for at se Italien. Sommetider satsede vi vanvittige beløb – 50 eller 100 kroner – på højeste kort. Til sidst tog mine de gamle også læderet op af lommen og spyttede fem kroner i kassen. 

VI KØRTE AF STED i et lille rugbrød sammen med et ældre ægtepar fra Randers og et par fra Frederikshavn. De opførte sig som vores forældre og skældte os ud, når vi blev for balstyriske. Det var et gammelt, rustent vrag af en bil. Det var godt, at ægtemanden fra Frederikshavn var mekaniker, ellers var vi aldrig kommet frem. Der var problemer fem gange på vej derned. Når vi punkterede, måtte vi tage alle kufferterne ud. Donkraften duede ikke, så vi skulle løfte bilen. Ved Frankfurt stoppede vi trafikken 10 kilometer i hver side, fordi vi gik i stå. 

VI BOEDE I Dolomitterne og tog på dagsture derfra, for eksempel til Venedig. Jeg betalte i dyre domme for et par italienske solbriller og gik med åben, hvid søndagsskjorte. Og blev dødeligt forelsket i rejselederen, Else. Hun var lige blevet student og var et par år ældre end mig. Fordi hun var rejseleder, kunne vi ikke gå og holde i hånd, det ville vække skandale, men vi gjorde det en smule i smug alligevel. Jeg havde det helt fantastisk og helt elendigt på samme tid. Da vi kom hjem, ville hun overhovedet ikke kendes ved mig.

SOM 21-ÅRIG flyttede jeg sammen med Mogens, der havde et lille hus, og der boede vi en kort stund og levede af ingenting. Vi havde bogstavelig talt ingen mad. Jeg blev reddet fra sultedøden af værnepligten. Jeg kom til Livgarden på Sandholm Kaserne, og af en eller anden grund passede det strikse liv mit autistiske sind glimrende. Om aftenen sad jeg på kasernens bibliotek. Jeg var der så ofte, at bibliotekaren gav mig en nøgle, så jeg også kunne være der i weekenderne. I den tid skrev jeg mine første digtsamlinger. 

SELVOM JEG VAR venstreorienteret, tænkte jeg, at det ikke gjorde nogen skade at lære at skille et gevær ad. Og jeg nød de lange vandreture, og når jeg skulle holde vagt ved Rosenborg eller Amalienborg om natten. Der var selvfølgelig nogle brølehoveder. For eksempel en premierløjtnant, der blev kaldt Høgen, som jeg var bange for. Han rev knapperne af ens skjorte og sagde, at de ikke var syet ordentligt fast. Så fik man en ekstravagt eller to. Men lige det havde jeg faktisk ikke noget imod.

I 1968, kort efter jeg havde forladt Livgarden, fik jeg et brev fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Jeg øvede mig dag og nat på at skrive og male, men fik simpelthen så mange afslag på både digte og malerier. Det er egentlig utroligt, at mit skrøbelige sind ikke gik nedenom og hjem, men jeg tænkte bare, at jeg skulle skærpe mit værktøj og slibe min høvl. I brevet fra akademiet stod der, at jeg var blevet optaget, og på Kunstakademiet mødte jeg typer, der havde det lidt ligesom mig. Alle de skæve hoveder. Jeg mødte også en professor, der sagde til mig: ”Fordi du er kommet ind på akademiet, forlover du dig med fattigdom. Men når du er færdig her, så er du sgu gift med hende.” 

DET VAR DEROMKRING, skriveriet begyndte at tage over, og jeg fik problemer med rektor, fordi jeg kravlede ud ad vinduet, når jeg skulle hjem og skrive. Digtene udgav jeg på eget forlag, og så gik jeg rundt i Aarhus med krumpiben i munden og på bare tæer og solgte dem til fem kroner stykket. Mens jeg gik på akademiet, skrev jeg på min officielle debut, ungdsomromanen ’Katamaranen’. Den blev udgivet nogle år senere, og så kom der pludselig grunker ind på kontoen. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg er overbevist om, at hvis ikke jeg havde kunnet drive det til noget ad den vej, så var jeg gået til i druk eller stoffer.

Bent Haller, 74 år, ar skrevet over 100 bøger. Er mest kendt for sine romaner og noveller for børn og unge. Hans ungdomserindringer ’Det man skriver’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Fem amerikanske romaner, der gør dig klogere på kompleksiteternes land, anbefalet af litterat og lektor i amerikanske studier Thomas Ærvold Jensen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DEN FØRSTE

Mark Twain: ’Huckleberry Finns hændelser’, 1884

”Huckleberry stikker af hjemmefra for at slippe for sin voldelige og alkoholiserede far og sin tante, der forsøger at gøre ham til en dannet dreng. Han hader begge dele, så han stikker af på en tømmerflåde sammen med den sorte slave Jim og sejler ned ad Mississippi-floden, og langsomt begynder han at se Jim som et menneske i stedet for en slave. Det er en klassisk dannelses­roman om det uskyldige barn, som gennemgår en masse, får erfaring og bliver klogere på livet. Selvom der var udgivet andre klassikere, for eksempel ’Moby Dick’, forinden, bliver den ofte kaldt ’den første amerikanske roman’, fordi den er skrevet med dialekt modsat en mere britisk skrivetradition.”

KÆRLIGHED OG KONTANTER

Francis Scott Fitzgerald: ’Den store Gatsby’, 1925

”Romanen beskriver en ansvarsløshed, hvor folk blev styrtende rige på rekordtid med krise og depression til følge. Den handler om samfundsstrukturer, om økonomi og grådighed og piller ved et så centralt mytisk begreb som den amerikanske drøm. Hvordan styrer klasseskel, tradition og social anseelse et menneskes liv? Fitzgerald kom selv fra en fattig baggrund, forelskede sig i en rigmandsdatter og oplevede, at hendes familie sagde nej til ham. Den historie ligger til grund for romanen, hvor hele Jay Gatsbys liv går ud på at anskaffe rigdom, så han kan vinde sin udkårnes gunst i en kynisk kalkule af kærlighed og cool cash.”

FORKRØBLET MORAL

Flannery O’Connor: ’Klogt blod’, 1952

”O’Connor var fra Georgia og troende katolik, selvom hun boede i det protestantiske bibelbælte. Romanen handler om en mand, der vender hjem efter anden verdenskrig og har mistet troen. Derfor bliver han prædikant for sin egen trosretning, ’Kirken Uden Kristus’, men han kan stadigvæk ikke slippe sin gamle tro. Det er en vigtig bog, fordi religion fylder så meget i USA, og få romaner tager så nådesløst livtag med emnet som dette syrede blik på fundamentalisme. Karaktererne har ofte fysiske skavanker, som afspejler deres etiske og moralske mangler. Folk er blinde, halter eller har sadomasochistiske tendenser. Det er en grotesk og voldelig verden. Men selvom hovedpersonerne er dybt syndige, bevæger de sig stadig hen imod en slags frelse i et klassisk amerikansk paradoks mellem fri vilje og mystisk skæbne.”

DEN DØDE DRØM

Atticus Lish: ’Forberedelse til næste liv’, 2014

”Der er to hovedpersoner: en Irak-veteran, som vender hjem til New York med et ubearbejdet traume, efter hans ven blev sprængt i stykker, og en muslimsk kinesisk indvandrer, som knokler på en fabrik. Romanen foregår i Chinatown i Flushing, Queens, hvor Manhattan bare er et fjernt lys, og den retter en skarp kritik mod militæret, fængselssystemet og den rolle, illegale immigranter spiller. Romanens amerikanske karakterer har opgivet forestillingen om, at deres liv kan være anderledes, mens den kvindelige kinesiske immigrant har en tro på det. På den måde giver den indsigt i, hvad der fik Donald Trump valgt som præsident. Den amerikanske drøm lever ikke blandt den hvide arbejderklasse.”

BØRN AF SLAVEHANDLEN

Yaa Gyasi: ’Hjemfærd’, 2016

”Yaa Gyasi er en ghanesisk-amerikansk forfatter, der bygger videre på den tradition, som Toni Morrison, Alice Walker, Richard Wright og andre berømte sorte forfattere har skabt. Hun fortæller originalt og indlevende om nogle af de mange sorte amerikanere, hvis skæbne blev beseglet med slaveriet. I ’Hjemfærd’ har hun fokus på Vestafrikas rolle i den globale slavehandel. Romanen begynder i slutningen af 1800-tallet og handler om to halvsøstre i det, der i dag hedder Ghana. Den ene søster bliver gift med en hvid englænder og bliver en del af eliten, mens den anden bliver solgt som slave og fragtet til USA. Derfra følger man deres familiehistorier helt op til i dag. Det handler om frihed, arv, tradition, slaveri, kolonialisme og meget andet, som er oppe i tiden, uden at blive hverken pedantisk eller moraliserende.”

Ferietid er romantid. Tre af landets største forlag tipper om deres hængekøje-hits.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

Line Miller, forlagschef for oversat skønlitteratur ved Politikens Forlag

1. KARIN SMIRNOFF: ’JEG TOG NED TIL BROR’

”Efter et besøg hjemme beslutter Jana sig for at blive boende i sin barndoms landsby Smalånger i det nordlige Sverige. Broren er ved at drikke sig ihjel, moren er på plejehjem, og byen er hensygnende. Da Maria, en kvinde fra lokalmiljøet, findes død, sættes en række begivenheder i gang, som får afgørende betydning for Jana. Et kraftfuldt familiedrama, en fortælling om livet i Udkantssverige, og på trods af det alvorlige er bogen noget så sjældent som sjov. Allerede inden udgivelsen af denne første bog i trilogien om Jana Kippos liv var Karin Smirnoff nomineret til en August, en af Sveriges største litteraturprise. Siden har serien gået sin sejrsgang i hjemlandet, hvor det er svært at finde en læsehest med respekt for sig selv, der ikke kender til hende.” 

2. ALEX MICHAELIDES: ‘DEN TAVSE PATIENT’

”Alicia og Gabriel har det perfekte liv sammen. Hun er kunstmaler, han fotograf, de bor på en celeber adresse i London og har den helt rigtige omgangskreds. Alt ser lydefrit ud – lige indtil Alicia skyder Gabriel fem gange i hovedet, hvorefter hun nægter at ytre ét ord. Alex Michaelides’ pageturner har perfekt spændingskurve, stærk psykologisk indsigt, indtagende miljøer med mange facetter og et plot så kunstfærdigt og elegant, at man får lyst til med det samme at læse den igen, bare for at se, hvordan forfatteren gjorde det. Årets internationale spændingsdebut har toppet et utal af internationale bestsellerlister, inklusive de danske, og bogen bliver ved med at finde nye læsere.”

3. ELENA FERRANTE: ‘NAPOLI-KVARTETTEN’ 

 (’Min geniale veninde’, ’Historien om et nyt navn’, ’Dem der flygter og dem der bliver’, ’Det forsvundne barn’) 

”Efter anden verdenskrig er Italien på mange måder forarmet, og Lilas familie er fattig. Men hun er en flammende intens person og et lysende intellekt. Elena tiltrækkes magnetisk af Lila, og de to piger får afgørende betydning i hinandens liv. Elena Ferrantes fire bøger om Elena og Lila er et af det 21. århundredes mest afgørende værker. Det er bøger om familie og kærlighed, om Europas historie, om mænd og kvinder, barndom og aldring, længsel og adskillelse, klasse og køn. ’Napoli-kvartetten’ har nogle år på bagen, men der er en særlig grund til at læse den netop denne sommer – Elena Ferrantes længe ventede næste roman, ’Voksnes svigefulde liv’, udkommer på dansk til september.”

Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal

1. LISA HOLMFJORD: ‘DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK’

”Lisa Holmfjord debuterer som forfatter med en stærk og autentisk psykologisk thriller om mænds vold mod kvinder – et stort problem i det ellers så frigjorte Danmark. Lisa Holmfjord har indgående kendskab til voldsramte kvinder, hvorfor de bliver i deres parforhold, og hvordan de bliver modarbejdet af et system, der støtter veltalende mænd. Forfatteren, der er uddannet socialrådgiver, har arbejdet på kvindecentre i 20 år og har siden 2015 været direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre.”

2. MALENE RAVN: ‘HVOR LYSET ER’

”En gribende fortælling om bohemeliv, ung kærlighed, uønskede graviditeter, kunst, død og stor passion. Romanen bygger på kunstneren Carl Fischers dramatiske kærlighedsliv og omhandler dele af Malene Ravns egen familiehistorie. Beretningerne fra det ægte levede og barske liv er storslåede, spændende og overraskende. Malene Ravn fik sit gennembrud med romanen ’I dine øjne’ om den dansk-kinesiske dreng Erik.”

3. ANDERS MORGENTHALER OG MARIE LOUISE TÜXEN: ‘KØD OG FRED’

”En tempofyldt og forbryderisk historie om tre kvinder, ingen regner for noget, men som tager skæbnen og strikkepindene i egen hånd og går i krig mod kødindustrien. Forfatterduoen Morgenthaler og Tüxen, som sidste år bragede igennem med svindlerhistorien ’Helle Erobreren’, har skrevet en sjov pageturner om handlekraftige kvinder og klimaforandringer.”

Sune de Souza Schmidt-Madsen, forlagschef Lindhardt og Ringhof

1. LEIF DAVIDSEN: ‘FORRÆDERENS BØRN’

”Leif Davidsens bøger er oversat til et hav af sprog, filmatiseret og har modtaget alle de priser, der er værd at modtage. Nu er Leif tilbage, og på forlaget har vi ventet i spænding, for vi vidste, at han barslede med en selvstændig fortsættelse til kæmpesuccesen ’Djævelen i hullet’ fra 2016. ’Forræderens børn’ er et hæsblæsende spiondrama, der indledes med et giftmord i Ringkøbing, trækker tråde til den russiske efterretningstjeneste og leder ud på en farefuld færd igennem Europa.”

 2. ANNE-MARIE VEDSØ OLESEN: ‘MÅNEN OVER ØEN’

”Forestil dig en fremtid, hvor hele menneskeheden lever sit liv på nettet, i en grad så de er blevet afhængige og kun kan gå offline, hvis de tager beroligende stoffer. I denne filosofiske science fiction-roman følger vi hovedpersonen Hypatia til grænselandet for den menneskelige bevidsthed i en søgen efter sin egen fortid.”

3. MICH VRAA: ‘VANILJEHUSET’

”Mich Vraa begejstrede anmelderne og læserne med sin trilogi om De Vestindiske Øer. Nu er den store storyteller vendt hjem og har skrevet et historisk skæbnedrama, som bør blive årets danske sommerkrønike. Romanen foregår i Odense på gullaschbaronernes tid og handler om købmanden Dusinius, som vinder hele verden – men mister sig selv, en slags dansk ’Citizen Kane’.”

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”