TIRSDAG
*
KL. 10:00
Udenfor danser de. Bongotrommer, ko-klokker og høje råb skærer gennem den varme luft. Hospitalets facade er falmet, men den røde løber er rullet ud, et hvidt telt er rejst, stole står klar på række. Vi er blevet lovet, at airconditionen nok skal komme op at køre.
Lidt derfra, i det eneste kølige rum på Maitama District Hospital i Nigerias hovedstad Abuja, sidder en kvinde i hvid uniform med blondebesat hovedbeklædning. Hun har været jordemoder i 20 år, de seneste syv her på hospitalet, og når hun fortæller om sit arbejde, får hun våde øjne. For hende er det at hjælpe børn til verden ikke bare et job, siger hun – det er et kald.
Hun hedder Murna Satosi Ayuba og er 39 år. Hendes arbejdsplads regnes for et af byens bedste hospitaler, men fødselsforberedelserne foregår stadig udendørs under et bliktag, og velhavende nigerianere søger ofte til udlandet for at få behandling.
Ved indgangen siver mennesker ud og ind i en uophørlig strøm. Om lidt ankommer sorte suv’er med tonede ruder, fyldt med vigtige gæster, der skal deltage i formiddagens arrangement. Blandt dem den danske ambassadør i Nigeria, landets kvindeminister, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund – og Hendes Majestæt Dronning Mary, der i hemmelighed er rejst til landet med en mindre delegation.
Besøget i Nigeria markerer lanceringen af ’10 Million Safer Births Initiative’, som skal sikre op mod 10 millioner afrikanske kvinder en mere sikker fødsel. Dronningen har sagt ja til at være protektor for initiativet og skal, ud over at holde tale, møde jordemødre og besøge fødegangen på hospitalet. Murna er en af de heldige, der får lov at møde hende, og hun har tænkt over, hvad hun vil sige.
”Jeg vil fortælle hende, hvor taknemmelig jeg er for besøget, og fortælle om min passion,” siger hun.
Jordemoderstuderende på Maitama District Hospital i Abuja. Foto: Kim Dashong
KL. 10:10
Alles blikke rettes mod kortegen, der ruller ind på parkeringspladsen foran Maitama District Hospital: 10 armerede biler flankeret af politi og camouflerede vagter med maskingeværer. PET-folk har allerede inspiceret området og står nu spredt i mængden, klædt i mørkeblåt, næsten usynlige, hvis ikke det var for øresneglene. Foran den røde løber, mens bilerne triller det sidste stykke frem, stimler folk og lokale fotografer sammen, kæmper om at få den bedste plads.
Og så, ud af en af de midterste biler, træder Dronning Mary. Ved hendes side minister Christina Egelund, ambassadør Jens Ole Bach Hansen, hofmarskal Christian Schønau og privatsekretær Henriette Ellermann-Kingombe.
En af danserne rækker to kviste frem mod dronningen – klædt i orange blomstret kjole og brune stiletter – og byder op til dans. Et kort øjeblik tøver hun, ser overrasket ud, men så griber hun invitationen og danser med. Dagens gave, tænker jeg, til fotograferne, der knipser, som gjaldt det selve livet.
Inde i teltet hvæser airconditionanlægget, og ingen overholder deres taletid. Midtvejs, da vi er kommet en halv time bagud, må den danske direktør for FN’s Befolkningsfonds nordiske repræsentationskontor op til scenen og skynde på de ansvarlige. Næste punkt er et høflighedsbesøg hos Nigerias præsident Bola Tinubu, og ”præsidenten venter ikke”, som en af ambassadens ansatte bemærker nede på tilhørerpladserne.
Nigerias kvindeminister kommer et kvarter for sent. Takker først den tyske ambassadør, dernæst den svenske regering.
”Jeg er sikker på, at ministeren mente Danmark,” må ordstyreren bagefter udglatte.
Da Jens Ole Bach Hansen har sagt, hvad han skal, vender ordstyreren sig mod scenen igen:
”Tak til ambassadøren for at holde sin taletid.”
Bag lydpulten bagerst i teltet er en yngre tekniker med orange kasket faldet i søvn. Måske derfor rammes Dronning Marys tale af flere lydudfald.
”Excellencies, distinguished guests,” indleder dronningen, hvis neutrale statskvinde-engelsk med årene har adopteret en dansk accent. I talen fortæller hun, at der hvert andet minut dør en kvinde af årsager relateret til graviditet eller fødsel. At 70 procent af dødsfaldene finder sted i Afrika syd for Sahara, og at hun er glad for at kunne annoncere den danske stats støtte til det nye initiativ med 32 millioner kroner.
Dronning Mary holder sine seks minutter, men det er ikke nok. Mødet med jordemødrene bliver sløjfet uden hendes vidende. Murna får ikke sagt, hvad hun ville.
Foto: Morten Germund
KL. 11:30
”I will call security!”
På fødegangen, det eneste punkt på hospitalsbesøget, der har overlevet forsinkelserne, er nogen kommet til at lukke for mange fotografer ind. Men ingen tager sig for alvor af den danske FN-direktørs trusler.
Kvinderne på afsnittet ser lidt utrygge ud ved det hele, men Dronning Mary lader sig ikke mærke. Hun sætter sig ved den første seng, hvor 22-årige Joy ligger med lille Miracle, født fem uger for tidligt og navngivet sådan, ”fordi Gud hjalp med fødslen”.
Dronningen tager sig god tid. Spørger, lytter – og forærer Joy to pakker bleer. Det gentager sig ved de næste senge, mens det efterhånden lykkes at få gelejdet de fleste fotografer ud. Esther, der er højgravid med sit fjerde barn, begynder at græde af lettelse, da det går op for hende, at hun ikke selv skal betale for sit kejsersnit.
En anden kvinde rækker sin nyfødte frem, og Dronning Mary tager barnet i favnen.
”I Afrika siger vi, at hvis du holder en baby, får du en mere,” bemærker Nigerias kvindeminister, der stadig følger trop.
”Så tror jeg, jeg hellere må lade være,” svarer Dronning Mary.
Dronning Mary på besøg på fødegangen på Maitama District Hospital i Abuja. Foto: Kim Dashong
Kort efter lyder meldingen: Nu er det afgang. Og nu betyder nu. Kortegen venter på ingen anden end dronningen, og jeg er blevet advaret: Det er før sket, at journalister har misset pressebussen.
Vi iler ud i den hvide minibus og sætter kurs mod Aso Rock Presidential Villa i det østlige Abuja, der viser sig at være ikke bare et præsidentpalæ, men en hel, svært bevogtet bydel. Her bor Bola Tinubu, der blev valgt til præsident i 2023. Officielt er han 73 år, men rygterne siger, at han i virkeligheden er 10 år ældre.
Besøget i præsidentpalæet er forbeholdt dronningen, forskningsministeren, ambassadøren og nogle få betroede medarbejdere. Vi andre bliver i bussen og spiser trekantssandwich uden skorpe.
”Der er salat i,” bemærker en af mine medrejsende. ”Kan vi godt spise det?”
”Det er Jens Oles private kok, du kan være helt tryg,” lyder svaret omme fra forsædet.
Foto: Kongehuset
Foto: Kongehuset
Aftenen før, da vi landede i Abuja til paskontrol i The Presidential Wing, fik vi en sikkerhedsbriefing af en af livvagterne fra PET, der advarede os mod at spise al ikke-tilberedt mad.
Han fortalte, at han og de øvrige livvagter var ankommet til Nigeria en hel uge i forvejen. Forberedelserne til turen har taget seks uger, og planlægningen er foregået i dyb fortrolighed. Det har været forbudt at nævne Dronning Mary og Nigeria i samme sætning, så i samtaler og mailkorrespondancer går turen til ’Land X’, og i det officielle presseprogram omtales dronningen kun som ’VVIP’ – Very Very Important Person.
Et par dage før afgang fik jeg en sms fra PET, der bad mig og andre deltagende på turen acceptere en invitation til en alarmtråd på en krypteret beskedtjeneste, hvis der skulle ske noget, hvor delegationen blev splittet.
Sikkerhedsforanstaltningerne er ikke uden grund. Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Abuja og Lagos og samtlige rejser til de nordlige og nordøstlige delstater, der er hårdt plaget af uro, kriminalitet og terror. Militante islamiske grupper som Boko Haram og Islamisk Stat er aktive i Nigeria og har i årevis stået bag voldsomme angreb. Mindre end to uger før dronningens besøg er over 200 kristne nigerianere blevet henrettet af jihadister i landsbyen Yelwata, kun tre timers kørsel fra Abuja.
Da PET-agenten ridsede sikkerhedssituationen op, udleverede han også glowsticks, som vi skulle knække ved strømsvigt eller angreb på vores hotel, det næsten 700 værelser store Transcorp Hilton. I tilfælde af sidstnævnte må vi ikke åbne døren til værelset for andre end PET.
”I kan kende os på, at vi taler dansk,” sagde PET-agenten med et skævt smil, inden han fremhævede to lidt mindre eksotiske trusler som de største: Trafikuheld, som er hyppige i de nigerianske storbyer – og dårlig mave.
Selv har han og kollegerne medbragt feltrationer på turen, får jeg senere at vide. Det går jo ikke, at en PET-agent går hen og får diarré, mens han passer på landets dronning.
KL. 14:15
Kortegen forlader Abujas moderne højhuse og brede alleer og sætter kurs mod sydvest, mod det, man måske ville kalde det rigtige Nigeria. På motorvejens autoværn sidder folk og venter på at kunne krydse vejbanen til fods. I vejkanten er der fyldt med mennesker, skrald og biler med åbne kølerhjelme. Et sted går en hel flok køer og græsser ude i midterrabatten.
Vi drejer af, og under os forsvinder den glatte asfalt. Pludselig er der fyldt med knallerter, som ikke må køre inde i selve Abuja, vejen er hullet, pressebussen bumler af sted. Forbi kvinder, der bærer vanddunke og mad på hovedet, beskidte autoværksteder, små lægeklinikker og butikker, der sælger gulvventilatorer. Forbi huse, der alle har mindst én skade, vi i Danmark ville kalde en alvorlig K3’er.
Her bor middelklassen i Abuja, får jeg at vide. Hvis det ord overhovedet giver mening i denne sammenhæng.
”Jeg håber ikke, at dronningen lider af køresyge,” lyder det bag mig, mens jeg selv kæmper for ikke at få kvalme, da vi kører det sidste stykke op til et bevogtet compound med høje mure. Inde bag dem ser husene mere velholdte ud, med sandfarvede facader og hvide tage.
Som på hospitalet er vi kørt i forvejen, så vi kan få hele spektaklet omkring dronningens ankomst med. Hun skal besøge et krisecenter drevet af MeCAHT, en danskstøttet kristen organisation, der hjælper unge kvinder, som har været ofre for menneskehandel.
MeCAHT, et krisecenter for menneskehandlede kvinder i Abuja. Rundt om Dronning Mary: Direktør Ikape James, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og ambassadør Jens Ole Bach Hansen. Foto: Kim Dashong
Et stort banner med Dronning Marys ansigt og røde balloner hænger på facaden af et parcelhus. Varmen – og fugten – er på sit højeste, og vi trækker indenfor i ly for solen. I den ene ende af huset kan man høre pigestemmer og høje grin.
For tiden bor her 11 unge kvinder – eller treasures, som de bliver kaldt. De går i skole, lærer håndværk og får psykologhjælp, fortæller en kvinde, der blot bliver kaldt ’Mother’, men hvis officielle jobtitel er ’Greater Love Lighthouse House Mother’. Her er også to survivors, MeCAHT’s betegnelse for de kvinder, som er blevet reintegreret i samfundet.
En af dem, en 32-årig kvinde, der kalder sig ’Shakira’ for at beskytte sin rigtige identitet, fortæller på et lille værelse med køjesenge, at hun blev lokket af en familieven, bortført til Libyen og solgt til prostitution. Alle kvinderne her har lignende historier.
En halv time senere sidder Dronning Mary på samme værelse og taler med 16-årige ’Sunshine’. Hun var 14, da hun kom til krisecenteret. 11, da hun blev trafficked.
”Hvis du ikke vil svare, så skal du ikke,” siger dronningen, ”… men kendte du ham, der handlede dig?”
”Det var min fars bror,” siger Sunshine. ”Og min far vidste det.”
Foto: Morten Germund
Foto: Morten Germund
KL. 19:15
I skumringen lurer myggene og malariaen. Efter et kort stop tilbage på hotellet er vi kørt til Nordic Hotel, netop åbnet af to danske entreprenører i Abuja. Temperaturen er faldet til det udholdelige, folk har taget pænt tøj på, men går man tæt nok på, lugter alle lidt af myggespray.
Vi skal til reception, arrangeret af den danske ambassade, og Dronning Mary skal holde tale. ”Jeg har aldrig mødt en dronning før,” overhører jeg den amerikanske ambassadør i Nigeria sige til en midaldrende kvinde. Som flere andre fremtrædende diplomater har han taget opstilling i nærheden af det afgrænsede VIP-område på tagterrassen, klar til at trykke dronningens hånd når talen er slut.
Oppe på scenen har hun skiftet til en sort kjole med hvidt mønster. Det er blevet så mørkt, at Jens Ole Bach Hansen må tænde lommelygten på sin telefon, så hun kan se sine talekort.
”Excellencies, distinguished guests.”
Hun citerer Chimamanda Ngozi Adichie, Nigerias mest kendte forfatter, og taler om vigtigheden af de dansk-nigerianske forbindelser. Hendes ord lægger sig tæt op ad den danske regerings nye Afrikastrategi, som skal fremme ligeværdige relationer og bidrage til bæredygtig udvikling, sikkerhed og migration i Afrika.
Efter talen er der pindemadder med jollof rice og afrikansk kæmpesnegl, en landsnegl på op til 20 centimeter, der trives i tropisk klima. Et band spiller instrumentale coverversioner af den nigerianske verdensstjerne Burna Boy, og imens falder jeg i snak med en kvinde fra en organisation, der støtter MeCAHT’s arbejde med ofre for menneskehandel.
”Det må være mærkeligt aldrig at opleve virkeligheden,” siger hun og nikker i retning af Dronning Mary, der er travlt optaget med at smalltalke i diplomatiets tjeneste. Kvinden fortæller, at da hun i går var på krisecenteret, så det noget anderledes ud: beskidt, rodet og fyldt med høns, der løb frit rundt.
ONSDAG
*
KL. 09:30
Allerede en time forsinket letter vi med et chartret privatfly fra lufthavnen i Abuja. Normalt ville man vælge at flyve kommercielt, men indenrigsfly i Nigeria har ry for timelange forsinkelser, og det er der ikke plads til i dagens program. Vi flyver en time hen over savannens grønne græs, røde jord og bugtende floder og lander i Lagos, Afrikas største by med over 17 millioner indbyggere.
I dag skal vi se et andet Nigeria, siger Jette Bjerrum, generalkonsul i Lagos, der har trodset den mørkeblå dresscode og er gone native med et grønt og gul-mønstret powersuit. Af mange i Vesten forbindes Afrikas folkerigeste land mest med røde rejsevejledninger, slumkvarterer, terror og Nigeria-breve, men i Lagos – landets gamle hovedstad og pulserende centrum – finder man også det moderne Nigeria: en smeltedigel af kultur, kreativitet og iværksætteri. Gallerier, musikstudier, tech-startups og en af verdens største filmindustrier, også kendt som Nollywood.
I den ikke helt færdigbyggede Presidential Lounge i lufthavnen kommer Dronning Mary, nyomklædt, hen til os fra pressen. Hun vil høre, hvad vi har taget med os fra gårsdagen. Selv har hun ikke nået at processere alle indtrykkene.
”Åh, der var så meget … Jeg har ikke nået at fordøje det endnu,” siger dronningen og fortæller om dengang, hun besøgte en flygtningelejr i Uganda med Dansk Flygtningehjælp.
”Jeg kunne ikke sove om natten på grund af alle de indtryk, jeg fik. Det var billeder, der kørte rundt på nethinden.”
Fra lufthavnen kører vi mod Lagos i kortege. Antallet af PET-vagter er fordoblet fra en håndfuld i går til to hænder i dag. Lagos vurderes farligere end Abuja, så her er pressebussen armeret med stål og panserglas, betryggende, men upraktisk, viser det sig: Vores chauffør er en overraskende forsigtig type, og bussen så tung, at den ikke kan følge med de sorte diplomatbiler.
I stedet bliver vi fanget i Lagos’ kaotiske trafik. Hvor fodgængerne i Abuja ventede på fri bane, løber de i Lagos med dødsforagt ind og ud mellem biler og busser.
Ved en motorvejsbro ser jeg en mand springe på en gul minibus, mens den passerer ham i fart. Nye biler, gamle biler, knallerter, åbne ladvogne, lastbiler og fodgængere snor sig rundt om hinanden. Flyder sammen til én stor organisme.
Foto: Morten Germund
KL. 13:30
For anden gang i dag har en af diplomatbilerne givet op i varmen. Vi stopper, midt inde i Lagos, og får selskab i pressebussen af ambassadør Jens Ole Bach Hansen, hofmarskal Christian Schønau, udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik og Kongehusets fotograf.
Forinden har vi besøgt universitetet i Lagos og hørt oplæg fra nigerianske iværksættere. Nu går turen mod Lagos Lagoon, en indsø på over 6.000 kvadratkilometer, der forbinder storbyen med Atlanterhavet.
Igen halser pressebussen efter. Hver gang vi kører op ad bakke, hakker og sprutter motoren, som om den er ved at stå af, og fremme ved en lille mole misser vi den speedbåd, der skulle have sejlet os i forvejen, så vi kunne stå klar på kajen til dronningens ankomst.
I stedet må vi sejle lige efter hende i en følgebåd, som brøler gennem det lyseblå vand, forbi højhuse med glasfacader, forbi slumkvarterer med træskure bygget på pæle og skrald. Det her må være den hurtigste måde at komme rundt i Lagos, bliver jeg og en af mine medpassagerer enige om. Et par minutter senere er vi fremme ved en stor containerterminal, ejet af Mærsks havneselskab APM Terminals.
Overalt hvor Dronning Mary kommer, følger den røde løber med. Hun tager sin redningsvest af og går ad molen gennem en overdækket teltkorridor, i retning af de køretøjer der skal fragte os det sidste stykke. I går, da PET ankom, var molen fyldt med mennesker, der lå og sov på cementen. Nu er der fuldstændig ryddet.
Inde på terminalområdet fortæller APM’s danske direktør stolt om, hvor mange nigerianere – og især nigerianske kvinder – man beskæftiger. Derefter viser terminalens første kvindelige skifteholdsleder dronningen rundt. Hver dag flyttes mellem 1.000 og 2.000 containere her i terminalen, og APM Terminals vil gerne udvide. Det royale besøg skal være med til at bane vejen.
I et mødelokale er der gjort klar med tapas og præsentationer fra danske virksomheder i Nigeria. Dronning Mary når tre bidder, før turen igen går videre.
På besøg hos Præsident Bola Tinubu. Foto: Kongehuset
Tale til reception på Nordic Hotel i Abuja. Foto: Kongehuset
KL. 16:30
På femte sal har Modupeola Fadugba udsigt over grønne palmer og blikstille søer. Hendes lejlighed ligger i et højhus lige op ad Ikoyi Club, en europæisk country club med 18-hullers golfbane midt i Lagos. Da stedet åbnede i 1938, var medlemskab forbeholdt hvide europæere. I dag er klientellet blandet og tæller blandt andet den nigerianske overklasse.
40-årige Fadugba er en amerikansk-nigeriansk kunstner. Hun har gået på Harvard og University of Delaware, har en master i økonomi og arbejdede som kemiingeniør, indtil hun for 12 år siden besluttede at blive kunstner og flytte til Lagos. Hun bor og arbejder her i lejligheden, men har også et stort atelier i Ibadan nord for byen, hvor hun beskæftiger unge kunstnere.
Vi er ankommet hertil fra Terra Kulture, et kunst- og kulturcenter, hvor dronningen har fået palmevin, og vi har hørt bevægende fortællinger fra unge nigerianere, der lever af film og teater i et land med en ungdomsarbejdsløshed på 40 procent. Modupeola Fadugba, der er født i Togo, opvokset i USA og Rwanda, barn af nigerianske diplomater, fortæller, at hun i starten arbejdede om dagen og malede om natten.
”Hvor var din seneste udstilling?” spørger Dronning Mary, mens vi står i stuen, omringet af værker med svømmere og heste som motiver.
”Jeg er lige kommet hjem fra The Royal Academy i London – for tre dage siden,” svarer kunstneren og nævner også en anden stor udstilling i Hyde Park. Så minder hun os igen om, at der er forfriskninger på vej.
Et par vinflasker står klar, men der er ikke tid. Tidsplanen halter stadig, og generalkonsul Jette Bjerrum har sat en medarbejder til at tage tid med stopur.
Udenfor dunker varmen i luften. Selv her i lejligheden, som jeg formoder har aircondition, løber sveden ned ad ryggen.
Jeg kigger på Dronning Mary, i blomsterkjole og sandfarvet blazer. Ikke en dråbe at spore på hendes pande. Ikke så meget som antydningen af en mørk plet under armene.
Foto: Morten Germund
KL. 19:15
I gårdhaven på Nordic Hotel i Lagos står grønne designerhavemøbler i skyggen af et træ ved swimmingpoolen. I aften, inden hjemrejse, skal dronningen til en officiel middag med en række af Nigerias mest fremtrædende kulturpersonligheder, men først har Ud & Se fået 5-7 minutters interview.
Vi sætter os og bestiller vand med brus og kaffe. Dronning Mary spørger, om hotellet har rigtig mælk, men nej, i Nigeria serveres kun langtidsholdbar.
”Det er faktisk dejligt lige at sidde her,” bemærker dronningen.
”Vi har ikke siddet ned hele turen.”
Hvad tror De, De vil sige til deres børn om den her tur, når De kommer hjem?
”Som vi talte om lidt tidligere, er der så mange indtryk. Men jeg vil nok starte med at sige: Jeg har lige besøgt et land på det afrikanske kontinent, der hedder Nigeria. Et land i rivende udvikling, men med store udfordringer. Jeg vil fortælle, at det er Afrikas mest folkerige land. At det er Afrikas største økonomi, og at det også er et demokratisk land. Og med 230 millioner mennesker siger det jo noget. Samtidig er det meget sammensat – på den ene side er der stor fattigdom, humanitære udfordringer, ustabilitet og et stort pres på kvinders og pigers rettigheder. På den anden side er det et land, Danmark ser store muligheder i – både i forhold til partnerskaber og handel. Så jeg vil nok give dem en fortælling om, hvor sammensat Nigeria er.”
Hvordan ser De egentlig på begrebet arbejde – hvad betyder det for Dem?
”Jeg ser det nok ligesom de fleste: Arbejde er nogle aktiviteter, man udfører for at opnå et mål – noget, man bliver lønnet for eller bidrager til samfundet med. Og sådan ser jeg også mit arbejde. På den her tur er målet at fremme Danmarks interesser og styrke vores partnerskab med Nigeria.”
Ser De sådan en tur her som business eller pleasure?
”Det er helt klart et arbejdsbesøg. Der går meget forberedelse forud. Mange interesser skal plejes og koordineres, allerede inden vi overhovedet kommer. Formålet med besøget er at styrke partnerskabet med Nigeria – både på det kommercielle og det humanitære område. Det handler om bæredygtig udvikling, sikkerhed, migration … alt det, der er en del af Danmarks Afrikastrategi. Men jeg ser det også som et kæmpe privilegium at kunne rejse ud og møde mennesker og høre deres historier.”
I går talte jeg med en, der også var ude på MeCAHT. Hun sagde, at der havde set helt anderledes ud, dagen før De kom – rodet og kaotisk. Tænker De selv over, at det ofte er en poleret virkelighed, De møder?
”Jeg tror, at alle, inklusive mig selv, tænker over at gøre sig umage på disse besøg for at få det bedste ud af det. Og hvis det betyder, at man rydder lidt op, er det kun godt. Men jeg kan godt se, hvad De mener. At ting bliver ryddet af vejen, så det hele ser lidt pænere ud på overfladen. Men jeg betragter det som et udtryk for, at folk gerne vil vise deres bedste side frem, som vi alle sammen forhåbentlig gør, når vi skal møde et fremmed menneske.”
Vi er allerede gået over tid. Jeg kigger på privatsekretæren, som sidder med ved bordet, men hun gør ikke mine til at stoppe.
Jeg lagde mærke til, at De under besøget hos APM Terminals kun nåede at tage tre bidder mad. Bliver De ikke udmattet af sådan en tur?
”Både og. Man får også meget energi af at møde engagerede mennesker med drivkraft. Det er utrolig spændende. Men ja, der er mange indtryk, der sværmer rundt, mens man tænker: Hvor var vi nu lige? Det kan godt blive lidt hektisk.”
Er der tidspunkter på sådan en rejse, hvor De kunne tænke Dem – bare et kort øjeblik – at være Mary og ikke Dronning Mary?
”Ikke så meget på den her slags rejser, for tiden tillader det ikke. Men andre gange, når der er lidt luft i programmet, kan jeg godt finde på at trække mig og forsvinde lidt, så godt, som det nu kan lade sig gøre. Med al den sikkerhed, der er her, er det jo ikke nemt. Men nogle gange lykkes det at komme ud og mærke lidt af gadelivet, og det sætter jeg stor pris på.”
Kan De huske, hvornår De sidst har gjort det?
”Det er nogle år siden. Men jeg husker en rejse, jeg var på – jeg tror, det var i Etiopien – hvor jeg havde mit kamera med. Dengang tog jeg ofte mit eget kamera med på tur. Vi var ude på landet og kom forbi en gruppe børn, der badede i en flod. Jeg spurgte, om vi kunne stoppe, så jeg kunne gå ned. Og det gjorde vi. Jeg fik taget nogle billeder og kom i kontakt med børnene. Det var sådan en fin, spontan oplevelse.”
Er der en forskel på Dronning Mary og Mary uden titel?
”Jeg mener, at jeg er den, jeg er. Men vi har jo alle sammen forskellige sider af os selv, der kommer frem afhængigt af omstændighederne. Man kan have en mere poleret version – ligesom når nogen har gjort pænt, fordi der kommer fint besøg. Og så er der den mere afslappede version. Men jeg er stadig den samme.”
Diktafonen siger, at der nu er gået et kvarter, men Dronning Mary har en sidste tilføjelse:
”Jeg vil nok også fortælle mine børn om mødet med Sunshine,” siger hun.
”Det er en stærk fortælling. Vi lever en meget privilegeret tilværelse i et meget privilegeret land, så det er vigtigt, at de også får det perspektiv.”
Officiel middag med fremtrædende nigerianske kulturpersonligheder. Foto: Kongehuset
KL. 20:45
”Har I ikke set det?”
En nigeriansk ansat på den danske ambassade kigger forundret hen over langbordet på Nordic Hotel, hvor vi spiser aftensmad inden afgang til lufthavnen.
”Det er all over nigeriansk tv.”
Af sikkerhedshensyn har der været forbud mod at offentliggøre noget som helst om besøget, mens vi er af sted. Først når vi mellemlander i Paris i morgen tidlig, vil Kongehuset udsende en pressemeddelelse om, at den danske dronning har været i Nigeria.
Den slags spilleregler følger præsident Bola Tinubu og hans pressefolk ikke. De ser en mulighed for god PR og griber den: Historien om den danske dronnings besøg hos Nigerias præsident har kørt i lokale medier siden i går aftes.
Alle de forberedelser. Alt det hemmelighedskræmmeri. Og så ved hele Nigeria, at Dronning Mary er på besøg.
Foto: Morten Germund
TORSDAG
*
KL. 07:20
Flyet fra Paris til København er aflyst. Natten har budt på tordenvejr, og i lufthavnen er der kaos og mandskabsmangel. Men så er det godt, at man rejser med en dronning.
Vi bliver kørt hen til en anonym grå bygning, der viser sig at være en VIP-lounge. Her møder vi Hanne Fugl Eskjær, den danske ambassadør i Frankrig, som straks går i gang med Air France-personalet for at finde pladser på en ny afgang hjem. Hun siger, at hun vil gøre, hvad hun kan, for at få plads til hele delegationen, men det er ikke sikkert, at der er plads til os fra pressen.
Det minder om mandag aften, da PET-agenten forklarede, hvordan der ville blive prioriteret, hvis noget skulle gå galt.
”Vi er her først og fremmest for at beskytte dronningen,” sagde han.
”Men vi skal selvfølgelig nok også hjælpe jer andre.”
Efter en times tid er der gode nyheder: Det er lykkedes at klemme hele delegationen ind på et fly til København med det danske charterflyselskab Jettime om bare en time.
Vi går ombord som de absolut sidste. Jeg sætter mig midt i kabinen. Dronningen lidt længere fremme sammen med privatsekretæren og hofmarskalen.
Da vi i mandags fløj fra København, bemærkede jeg, at der var usædvanligt mange – især mandlige passagerer – der pludselig skulle på toilettet oppe foran ved cockpittet. I dag er flyet hjem fuldt af udlændinge på gennemrejse. Umiddelbart er der slet ingen, der lader til at genkende den danske dronning.
Hun gemmer sig ved vinduet, nede på række ni.
Ud & Se fik flyrejsen til Nigeria dækket via et stipendium fra Udenrigsministeriet og har selv betalt øvrige udgifter.
