Død over naturen
PÅ EN STRANDKANT ved Sortehavet bakser to mænd med tre stykker reb og en død delfin. Området er egentlig forbudt at færdes i, men de to hurtigt arbejdende mænd er en undtagelse. Delfinen har ikke ligget i sandet længe, men det er sandsynligvis mere end en måned siden, den døde. Den lugter. Fordærvet kød blander sig med den salte luft, og blodpletter i form af poteaftryk tyder på, at sjakaler har været forbi delfinen før os. Men det er ikke meget, de har taget. Et bid i dyrets ene side og spor mod land er det, der afslører dem. Det er en varm og blæsende dag, og det eneste, som lindrer, er vinden fra havet. De to mænd vikler rebene ud, får dem spændt om dyrets krop. To minutter og et tungt løft senere ligger den i en medbragt trillebør. Der er intet på dyrets krop, som tyder på krybskytteri eller ulovligt fiskeri. Delfinens finner er intakte, og kroppen bærer ingen mærker fra fiskenet. Der er en anden grund til dens død.
NATIONALPARKEN Tuzlovski Lymany ligger små 200 kilometer sydvest for million-byen Odessa. Nationalparken strækker sig over 27.000 hektar, den består af vådområder, steppe og kyst og er et helle for fugle og hjemsted for delfiner. Og så er Tuzlovski Lymany den eneste nationalpark i det sydlige Ukraine uden for den russiske besættelseszone.
Hele kysten langs Sortehavet betragtes som en aktiv frontlinje i krigen. Derfor kræver det særlig tilladelse at opholde sig i området, selvom det ligger cirka 350 kilometer fra den del af landet, der er domineret af skyttegrave, tanks og en umiskendelig mangel på civile. Men Ivan Rusev og kollegaen Vasily Cheban, de to mænd fra strandkanten, har styr på tilladelserne.
Foto: Amalie Hermansen
Ivan Rusev er biolog og tidligere direktør for nationalparken. Og så kæmper han indædt for at bevare den ukrainske natur, der i løbet af den mere end fire år lange krig i stigende grad forsvinder fra landkortet. Og som i Tuzlovski Lymany betyder, at kun biologer og soldater er velkomne i området. Og enkelte journalister.
”Den her delfin er sandsynligvis død på grund af sonarforstyrrelser fra ubåde. Siden 2022 har vi mistet 20 procent af Sortehavets delfiner, og det her ser vi ofte. Det er søminer, krigsforurening og sonarforstyrrelser, som dræber dem,” fortæller Ivan Rusev, da han bevæger sig tilbage til den nærliggende forskningsstation med delfinen, der skal deponeres og køles ned. Derefter, en gang i fremtiden, skal den sendes til undersøgelser. For delfinens dødsårsag kan måske komme til at betyde noget.
SIDEN KRIGENS begyndelse er tre millioner hektar skov brændt væk i Ukraine, og i den nordøstlige del af landet er Desna-floden tømt for levende organismer efter en kæmpe miljøkatastrofe. Næsten overalt i det krigsramte land lider naturen under krigen – en natur, der står for 35 procent af Europas biodiversitet.
Det gør den også langs den ukrainske kystlinje, der strækker sig omkring 2.700 kilometer fra grænsen mod Bulgarien i vest og om bag den russiske besættelseszone ved Det Azovske Hav i øst. Omkring samme afstand som fra København til -Cypern. Odessa er kyststrækningens største by, og kun cirka 150 kilometer øst for byen finder nogle af krigens hårdeste kampe sted. Fra storbyen Kherson er kyststrækningen mod øst under russisk besættelse. Alle 2.700 kilometer betragtes som frontlinje. Særligt maritimt, men også på land og i luften har strækningen været heftigt ramt.
I storbyer som Odessa, langs flodudløb som det ved Dnepr, Europas fjerdelængste flod, og i nationalparker som Tuzlovski Lymany er man ikke uvant med droner og missiler. Bevæger man sig langs Odessas havneområde, den vigtigste havneby i Ukraine, er bygninger og varehuse sorte og gennemhullede af angreb. Før krigen udskibede byens havn omkring 90 procent af al ukrainsk hvede og spillede en stor rolle i verdens adgang til brød, eftersom Ukraine stod for 10 procent af verdens samlede korneksport.
I 2024 blev to russiske olietankere beskadiget under en storm i Kertjstrædet, hvor Det Azovske Hav møder Sortehavet, og det anslås, at der blev udledt op til 5.000 tons olie. Ikke noget, der ligefrem hjalp den maritime biodiversitet, som i forvejen lider under krigsskibes, ubådes og droners konstante bevægelse under og over vandoverfladen.
Ved den østlige del af Sortehavet ligger Mariupol. Havnebyen har været en af de hårdest ramte i landet og blev under de værste kampe betegnet som ’helvede på jord’. Et helvede, der måske udløste en svovlbrinteforurening, da stålværket Azovstal i 2022 blev bombet i stykker af russiske missiler. Om det er sket, vides ikke. Byen er stadig kontrolleret af Rusland.
Et nedstyrtet iransk missil på grænsen mellem de israelsk-kontrollerede Golanhøjder og Syrien, april 2026. Foto: Ilia Yefimovich/AFP/Ritzau Scanpix
I MERE END 40 år har biologen Ivan Rusev arbejdet med vådområder, kyster og dyreliv. Som ung under sovjetstyret oplevede han Aralsøens kollaps i det nuværende Kasakhstan, en af historiens største menneskeskabte miljøkatastrofer. I dag dokumenterer han krigens aftryk på naturen i Tuzlovski Lymany nationalpark. Den solbrune naturelsker taler med hele kroppen, når emnet falder på alt fra delfiner og flamingoer til havmiljø. Hans arme tegner i luften kort over konflikter og landskaber på ruten, der er ujævn og fyldt med huller, mens flere lokale tager chancer i ikke-eksisterende overhalingsspor.
Den korteste vej fra Odessa til nationalparken går gennem en smal bid af nabolandet Moldova, før man atter vender tilbage til Ukraine. En rute, som Ivan Rusev krydser, hver gang han skal på arbejde. Ved grænseovergangen vokser køen af -biler. Mænd i militærtøj og -veste taler højlydt i walkie-talkier. En vagt stopper -bilen. Han taler ikke engelsk, men Ivan Rusev træder til som oversætter. Ukraine vil ikke have, at mænd i den værnepligtige alder forlader landet, men da det går op for dem, at vi er fra et andet land, kan vi fortsætte ad de hullede veje mod kysten.
Det er her, Ivan Rusev føler sig hjemme. Der, hvor saltvand møder ferskvand, hvor lagunerne breder sig ud i landskabet, og det mørke mudder sender en tung lugt op fra bredden. For ham er det duften af vigtig natur. Mudderet bidrager med mineraler til økosystemet og skaber levegrundlag for hundredvis af plantearter. Det er med til at understøtte den biodiversitet, som gør området unikt, fortæller Ivan Rusev, der føler et dybt behov for at beskytte naturen.
”Uden den er jeg ikke et menneske.”
DE FLESTE forbinder krig med militære og civile ofre, mennesker på flugt og sønderbombede byer. Men naturen lider også. Under Vietnamkrigen blev millioner af -liter kemikalier, det såkaldte Agent Orange, spredt over skovområder i det østasiatiske land, hvilket efterlod enorme arealer af ødelagte økosystemer. I Golfkrigen blev oliebrønde sat i brand, og millioner af tønder olie forurenede hav og ørken, mens krigen i Syrien forurenede vandressourcer, ødelagde landbrugsjord og forvandlede beskyttede naturområder til slagmarker.
Krigens våben bliver også liggende i naturen. Bogstaveligt talt. FN-organet UNDP estimerer, at op mod 60 lande er påvirket af landminer, der aldrig er detoneret i krig. Det gælder alt fra Etiopien og Zimbabwe til Bosnien og altså også Ukraine. Alene i 2024 mistede 6.279 mennesker på verdensplan livet til efterladte landminer. Men minerne hæmmer også naturen, fortæller Natalia Gozak, landedirektør for Greenpeace i Ukraine.
Hun nævner den russiske sprængning af Kakhovka-dæmningen ved Dnepr-floden i 2023 som et eksempel på, hvordan miner kan fortsætte med at ødelægge miljøet på trods af, at selve kamphandlingerne stopper.
”Et aspekt, der også er forbundet med Kakhovka, er de miner, som var lagt ud langs flodens bredder. Da dæmningen sprængtes, udløste det enorme oversvømmelser, hvilket betød, at minerne skyllede direkte ned i floden. Ingen aner, hvor de er nu. Så det er farligt for mennesker, det er farligt for dyr at være i området, og det vil det være i årevis,” siger Natalia Gozak.
Men hvorfor skal vi bruge opmærksomhed på krigsødelæggelser i naturen, når krig efterlader faldne soldater, nationale traumer og dyb sorg?
På den vindblæste kyst uden for forskningsstationen i Tuzlovski Lymany giver biolog Ivan Rusev sit svar: ”Hvis vi mister naturen, er der ingen fremtid for et godt liv. Ja, måske slet ingen fremtid for livet. Når havet forurenes med olie, kemikalier og tungmetaller, er det ikke kun naturen, der rammes. Mennesker er dybt afhængige af rent drikkevand og af naturen i det hele taget. En dag skal vi herfra, men kommende generationer skal også have mulighed for at opleve den natur, vi har arvet.”
En familie i resterne af deres hjem med udsigt til ruiner i Gaza, marts 2025. Foto: Saher Alghorra/The New York Times/Ritzau Scanpix
MENS ANDRE tæller dræbte soldater og ødelagte bygninger, tæller Ivan Rusev døde delfiner, olieindsmurte fugle og ødelagte økosystemer. Beviser, han håber en dag kan bruges i en international retssag om ecocide.
Ifølge organisationen Stop Ecocide Danmark dækker begrebet over alvorlige miljøødelæggelser i stor skala – hvilket vil sige, at de enten er udbredt over et stort område eller er langvarige. Eller begge dele på en gang.
Pointen er, at det bør have retslige konsekvenser, hvis lande, virksomheder eller enkeltpersoner bevidst ødelægger naturen, fortæller Lars Olesen, co-leder hos organisationen, som arbejder for, at ecocide bliver anerkendt som en selvstændig international forbrydelse – på linje med krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og aggressionsforbrydelser.
I dag er omfattende ødelæggelser af natur og miljø ikke en særskilt international forbrydelse, men indgår i visse tilfælde som en del af eksisterende regler om krigsforbrydelser. Som det er nu, kan kommende ecocide-domme kun blive afsagt i krigssituationer. Men bliver ecocide anerkendt som en selvstændig forbrydelse, vil begrebet også kunne dække ikke-krigs-relaterede hændelser.
”Det er her, det bliver en udfordring,” siger Lars Olesen.
Flere vigtige lande på den internationale scene anerkender ikke Den Internationale Straffedomstol, hvorunder krigsforbrydelser hører. USA, Kina og Israel for eksempel. Og Rusland. Det forhindrer dog ikke, at eksempelvis russiske enkeltpersoner kan blive dømt, men det gør i praksis processen vanskelig, fortæller Lars Olesen.
Begrebet er ikke kun relevant i en ukrainsk kontekst. Ødelæggelser af natur og økosystemer er en tilbagevendende konsekvens af væbnede konflikter verden over.
I Gaza er mere end halvdelen af alle træer forsvundet, mens kamphandlingerne anslås til at have efterladt op mod 50 millioner ton affald – i et område, der er på størrelse med Langeland. I Etiopien har borgerkrigen tvunget hundredtusindvis af mennesker på flugt, og mange internt fordrevne har i deres kamp for brændsel og byggematerialer fældet så mange træer, at skovrydningen er blevet synlig på satellitbilleder. Og i Myanmar har borgerkrigen, der brød ud i 2021, bidraget til øget miljøskadelig udvinding af den værdifulde smykkesten jade. Krigen har også medført mere fældning af regnskov, og at flodbredder eroderer i højere grad.
ECOCIDE ER med andre ord et globalt fænomen. I Ukraine anklagede præsident Volodymyr Zelenskyj i 2023 Rusland for at have begået netop det. Det skete, da Rusland sprængte Kakhovka-dæmningen ved Dnepr-floden.
”Den største miljøkatastrofe i Europa i årtier,” kaldte præsidenten det.
Begrebet bør dog bruges med omtanke, understreger miljøforsker og leder af Ukrainian Nature Conservation Group Oleksii Vasyliuk over en onlineforbindelse.
”Ikke alle miljøskader under krig er ecocide. Der skal være tale om et konkret område, hvor et økosystem er blevet ødelagt. Kakhovka-dæmningen er et eksempel, men man kan ikke kalde al påvirket natur i Ukraine for et resultat af ecocide,” siger Oleksii Vasyliuk, der rådgiver det ukrainske parlament i miljøspørgsmål og et par uger før samtalen selv var i regionen omkring Odessa. Han skulle inspicere områder, der kan lægge jord til nye nationalparker. Men skabelsen af nye nationalparker er ikke overraskende svært i et krigshærget land.
Ivan Rusev. Foto: Amalie Hermansen
I Tuzlovski Lymany nationalpark tikker en besked ind på Ivan Rusevs telefon. Endnu en død delfin. Mens han viser kadaveret på sin skærm, fortrækker han ikke en mine. Delfinens krop er opsvulmet, huden er rynket, og tæt ved hovedet ses en mørkerød plamage af indtørret blod. Hver eneste detalje kan få betydning: ”Vi indsamler så mange beviser som muligt om krigens påvirkning af naturen, så de kan bruges ved en international domstol. Måske bliver Ukraine det første eksempel i verden på, hvad ecocide er.”
IFØLGE OLEKSII VASYLIUK, lederen af Ukraine Nature Conservation Group, påvirker krigen naturen på flere niveauer. Eksplosioner ødelægger økosystemer direkte, kemikalier fra ammunition og ødelagte våbendepoter forurener jord og vand, mens skyttegrave og forsvarslinjer permanent forandrer landskabet. Hertil kommer brande, miner og kilometerlange optiske fiberkabler, som fugle ikke kan se og bliver fanget i. Da Kakhovka-dæmningen blev sprængt, skyllede enorme mængder forurenet slam, tungmetaller og landbrugskemikalier gennem Dnepr-floden og ud i Sortehavet. Langs havets kyster skyller døde delfiner fortsat op, og siden invasionens begyndelse er titusindvis af dyr døde som følge af krigshandlinger, ligesom olieudslip og angreb har kostet masser af fugleliv. Og de alvorligste skader gemmer sig under overfladen.
”Vandforurening er noget af det værste, der kan ske. Og naturen heler kun via tid. Meget tid,” siger Oleksii Vasyliuk, der forklarer, at kemikalierne dræber tusindvis af organismer, der lever i vand og jord. Derfor tager det ofte årtier – i nogle tilfælde århundreder – før et økosystem måske vil genfinde sin balance.
Efter årtier i felten og med mere end fire år med krigen som konstant følgesvend er biolog Ivan Rusev ikke i tvivl: ”Krigen har udsat havet for et pres, det aldrig før har oplevet. Der er forurening fra skibe, olie og kemikalier. Det bliver en anden natur, fordi den er nødt til at tilpasse sig de nye omstændigheder og vilkår. Hvilken natur vi får, er umuligt at spå om.”
For Ukraine bliver regningen enorm. Ikke kun for at genopbygge byer, veje og broer, men også for at rydde miner, rense jord og vand og genoprette vådområder, skove og kystområder. De officielle beregninger kommer fra landets statslige miljøinspektion, men de omfatter kun de ukrainsk-kontrollerede områder – de eneste, som kan undersøges. Et officielt estimat lyder på 128 milliarder euro. Et beløb, der kun vil dække en brøkdel af skaderne, siger Oleksii Vasyliuk:
”Penge kan genopbygge huse og veje, men de kan ikke få naturen til at hele hurtigere.”
TILBAGE I nationalparken er Ivan Rusev ikke helt færdig. Der er én ting mere, vi skal se. Noget, siger han, der er afgørende for at forstå, hvorfor delfiner, fugle og planter forsvinder – og hvorfor adgangen til nationalparken er stærkt begrænset. Han viser vej ind i et sammentømret skur bag forskningsstationen. Skuret ser ikke ud som en tilbygning, der rummer andet end enkelte skeletter af delfiner og værktøj. Men da vi først er inde bag trædøren, trækker han den ene plastikflaske frem efter den anden. Indholdet af flaskerne er sirligt sorteret og rummer alle fragmenter af krig: stykker af iransk-producerede Shahed-droner, Iskander-missiler med en rækkevidde på op til 500 kilometer og store flasker med olie fra sunkne krigsskibe. Alt sammen indsamlet inden for nationalparkens grænser.
”Der er våben overalt i den ukrainske natur,” siger Ivan Rusev, der ryster på hovedet til spørgsmålet om, hvorfor han egentlig fortsætter sit arbejde.
”Enhver generation bør have chancen for at opleve en natur som den, vi har her. For mig er det også en del af at samle en nation. Ligesom amerikanerne, der skabte de første nationalparker. De har især tre ting, som binder dem sammen: nationalmelodien, flaget og så deres nationalparker. Det skal vi også have.”
KRIGEN I UKRAINE har nu varet længere end første verdenskrig, og ligesom den foregår en stor del af kampene i dybe skyttegrave. Dronerne, missilerne og krigsforureningen vil tegne fremtidens landkort, der vil være forskelligt fra det land, Ukraine var før krigen. Som i Vietnam, hvor dele af landets jungle stadig bærer præg af en krig, som sluttede for mere end 50 år siden. Som i Kuwait, hvor jord og grundvand stadig er forurenet 35 år efter Golfkrigens afslutning.
En ukrainsk indbygger ved resterne af sit hus efter russiske luftangreb ved frontbyen Kramatorsk i september 2026. Foto: Anatolii Stepanov/Reuters/Ritzau Scanpix
Ivan Rusev lægger krigsfragmenterne på plads. Rykker lidt ved skelettet af en delfin, som hænger lige over kasserne, inden han lukker skuret og bevæger sig mod bilen, Det vejrbidte ansigt har ikke ændret sig mange gange i løbet af dagen. Men væk fra droner og døde delfiner giver tanken om fremtidens ukrainske natur ansigtet andre folder.
Beskyttede naturområder skal have højere prioritering, Sortehavets økosystemer skal genoprettes, og de ukrainske stepper skal bevares, siger han, mens vi triller ud af Tuzlovski Lymany nationalpark på en bumlet grusvej.
”Mit blod er i naturen. Vi skal forsøge at redde den. Det er en måde at redde os selv på.
