DET STARTEDE ONLINE, da utilfredse kenyanere over hele landet protesterede mod et nyt finanslovforslag for to år siden. På TikTok, X og Instagram blev folk opfordret til at oversvømme parlamentsmedlemmer med så mange beskeder og opkald om at droppe finansloven, at de slet ikke kunne bruge deres telefoner.
”Politikerne kaldte de kritiske stemmer for ’digitale wankere’, sådan nogle, som larmer online, men aldrig bedriver noget i den virkelige verden. Det var virkelig respektløst. Folk var vrede,” fortæller Wanjira Wanjiru, der fulgte hashtagget #RejectFinanceBill2024, som mobiliserede befolkningen. Og på den populære gratis tv-tjeneste Citizen TV opfordrede hun selv folk til at gå på gaden for at vise deres utilfredshed.
25. juni blev Nairobis administrative centrum oversvømmet af opildnede demonstranter, og den 30-årige aktivist var en del af den menneskemængde, der nåede til hegnet uden om parlamentet:
”Jeg er lille, jeg er kvinde, jeg har ikke kræfterne til den slags, men mændene omkring mig skubbede og rystede hegnet, indtil det væltede. Vi trængte ind i en sektion af parlamentet, og nogle begyndte at sætte ild til det. Så hørte vi skuddene. Vi vendte os og løb. Skuddene tog til, og vi kastede os alle sammen på jorden. Der var en pause i skuddene. Så løb vi, og så begyndte skuddene igen. Det var som i en film. Pludselig ringede min mor til mig og sagde, jeg skulle stikke af: ’Kom ud derfra. Jeg sidder og ser det på tv. Folk bliver slået ihjel,’” fortæller Wanjira Wanjiru, da hun to år senere viser rundt i kvarteret Mathare, hvor hun blev født, og hvor hun i dag arbejder for en bedre fremtid for nogle af Kenyas mest udsatte.

”Politik er et beskidt spil. Og specielt et sted som Mathare kan det også blive voldeligt,” siger Wanjira Wanjiru.
”HAR DU HØRT DET?” spørger en mand, der stopper os ud for en bod, hvor de sælger hårdkogte æg med hakket rødløg. Han er i en Manchester United-trøje, der engang må have været skinnende sort, men som nu er solbleget til samme sortbrune nuance som hans hud: ”Vores præsident vil gøre Kenya til det nye Singapore.”
William Ruto, den siddende præsident, bruger ganske rigtigt Singapore som buzzword for en overordnet ambition om at transformere Kenya til en førsteverdensøkonomi inden 2055. Det lille østasiatiske land har været guldstandarden i kenyansk politik, længe før Ruto kom til i 2022. Hans forgænger Uhuru Kenyatta roste også Singapore i høje toner, da han i 2019 tog på officielt besøg i landet. Og den diktatoriske præsident Daniel arap Moi indviede allerede i 1980, under et besøg i Det Hvide Hus, Jimmy Carter i sine ideer om at gøre Kenya til et velreguleret vækstvidunder efter Singapores eksempel.
”Men det kommer aldrig til at lykkes. Det er alt, alt for svært,” vur-derer manden i den falmede fodboldtrøje.
Og som vi står her i Nairobi-slummen Mathare på en bumlet jordvej mellem håbefulde småhandlende, årvågne hustlere, formiddagsfestende unge mænd, ulyksalige misbrugere, der kokser i skyggen, og en ineffektiv gruppe skraldefolk, der prøver at gøre noget ved en kaskade af brugte plastikposer i en smal, snavset flod – ja, så virker afstanden til Singapore dybere end det ocean, der ligger mellem Kenya og den strømlinede østat.
”Vores største udfordring i Mathare er arbejdsløshed. Seks ud af 10 mænd har ikke noget at lave,” siger Wanjira Wanjiru, der har været med til at stable organisationen Mathare Social Justice Center på benene.
”Se bare de problemer, vi har med alkohol og stoffer.”
Borgerrettighedsforkæmperen med den småblomstrede kjole og de orange-lakerede negle sender en beklagende hovedrysten mod de sovende i vejkanten, mens vi bevæger os videre ad det støvede hovedstrøg.
MATHARE ER KENYAS tættest befolkede område. Mere end 200.000 mennesker bor klemt sammen på få kvadratkilometer, mestendels i skramlede blikskure. De første beboere slog sig ned i det forhenværende stenbrud efter første verdenskrig, forflyttet fra andre, mere attraktive nabolag i Nairobi af den britiske koloniregering. Blandt andet fra kvarteret Muthaiga med dets berømte country club, hvor den hvide elite slog sig løs, og hvor Karen Blixen i 1918 mødte kærligheden i skikkelse af storvildtjæger og forretningsmand Denys Finch Hatton.
I mellemkrigsårene rykkede fattige folk fra landdistrikterne ind i skurene i Mathare for at tilbyde deres arbejdskraft i det nærvedliggende Muthaigas grønne og ventilerede overklassevillaer. Kvarteret har siden fået tilnavnet Nairobis Beverly Hills, og i dag er der kun en bred gennemfartsvej mellem de lyse, gatede huse i Muthaiga, der stråler, som var de bygget i legoklodser, og det støvede, overbefolkede Mathare.
Et fugleflugtskig over Mathare er gennemført gråbrunt. Virvaret af blikskure flyder sammen med grusveje og stier, der gennemskærer området. Men lader man blikket dvæle længe nok, får man øje på grønne lommer langs den slunkne flod i bunden af dalen.
”Mathare plejede at være en jernørken,” fortæller Wanjira Wanjiru i skyggen fra nogle bananpalmer, mens hun viser rundt i en køkkenhave, der også frembringer hvidløg, citrongræs, bladbeder og unge guava-træer, som forventes at bære frugt til næste år.
Indtil for to år siden lå nogle af Mathares mest primitive og billige boliger her langs bredden af floden. Men i foråret 2024 fik vejrfænomenet El Niño himlen til at åbne sig med særlig voldsom styrke og skabte oversvømmelser, der kostede hundredvis af menneskeliv i Mathare og efterlod tusinder uden tag over hovedet.
Endnu flere blev hjemløse, da regeringen i katastrofens efterdønninger med kort varsel bulldozede alle bebyggelser i en afstand af 30 meter fra floden. Officielt var der tale om en sikkerhedszone mod fremtidige oversvømmelser, men i Mathare mistænkte man det for at være en manøvre for at bygge nye og dyrere boliger, som kunne tiltrække et andet segment til området – og på sigt skubbe de allerfattigste i det i forvejen fattige kvarter helt ud.
Wanjira Wanjiru og hendes kolleger fra Mathare Social Justice Center besluttede at rykke ind på de tomme flodbredder inden byggemaskinerne. Og siden er området – blandt andet med støtte fra den danske NGO Dreamtown – knopskudt med små parker, legepladser og urban farming-projekter. De grønne pletter fungerer både som oaser i en bydel, der ikke vælter sig i pusterum, og som beskæftigelse til dem, der skal stå for gartnerarbejdet.
I det lange løb håber den 30-årige aktivist, at gevinsterne vil være åbenlyse for enhver, også de myndigheder, der måske havde håbet at fylde pladsen med ny boligmasse. Der er dog et af de grønne områder, regeringen næppe kommer til at knuselske: en mindelund af 61 træer, som er plantet til minde om de demonstranter, der døde i juni 2024. Human Rights Watch har senere anklaget regeringen for at bortføre, torturere og dræbe personer, der stod bag protesterne mod blandt andet momssatser på brød og andre basale fødevarer.
”Vi er sikre på, at mange flere døde – og så er der alle dem, der bare forsvandt. Men 61 er det officielle tal. Så vi plantede 61 træer,” fortæller Wanjira Wanjiru.


DEN KLEJNE AKTIVIST blev talk of the town blandt kenyanske aktivister, da en optagelse, hvor hun modsætter sig anholdelse, dukkede op på sociale medier i juli 2020. I videoen ser man tre camouflageklædte bevæbnede politifolk, der trækker af sted med hende på åben gade, indtil hun fanger sidespejlet på en parkeret bil og hager sig fast.
”Jeg kommer ikke med. Og jeg har ikke tænkt mig at samarbejde. Hvorfor arresterer I mig?” råber hun.
Optrinnet skete på Saba Saba Day, hvor Wanjira Wanjiru var ude for at demonstrere mod de mange tilfælde af vold og drab begået af politiet. Saba saba er swahili for syvende i syvende, og den første Saba Saba Day fandt sted 7. juli 1990. Her trodsede en række illegale oppositionspolitikere den brutale præsident Daniel arap Mois demonstrationsforbud og forlangte flerpartidemokrati. Protesterne førte til anholdelser og drab, men også til, at Moi ændrede forfatningen og gjorde en ende på sit KANU-partis særstilling.
Dagen er siden blevet et symbol på folkelig modstandskraft med skiftende mærkesager.
”Jeg demonstrerer, fordi I dræber os,” råber Wanjira Wanjiru i videoen.
De forundrede betjente kigger sig omkring, ser de sammenstimlede forbipasserende med deres telefoner og kameraer – og slipper pludselig taget i hende og går deres vej.
”Betjentene sagde til mig, at de ville tæve mig, som jeg aldrig var blevet tævet før. Jeg frygtede, at de ville brække mine ben, lemlæste mig. Jeg skulle ikke nogen steder sammen med dem. Det var jeg fast besluttet på. Så da de slap mig, føltes det virkelig som en sejr. Jeg tror, videoen vakte genklang hos mange, der har oplevet politibrutalitet,” siger hun i sofaen i sin mors beskedne hus i Mathare, hvor vi har søgt skygge for eftermiddagens stikkende sol.
Uden for vinduerne flettes legende børn, radioer og spædbarnsgråd sammen til et mumlende lydtæppe. Inde bag gardinerne i den mørke stue sidder vi omkring et sofabord sammen med hendes to yngre brødre og moderen Esther, en rettroende kristen, der har tryllet skåle med linsegryderet og den østafrikanske majsmelsgrød ugali frem.
”Luk øjnene, så beder vi bordbøn,” siger Wanjira.
SOM BARN FIK Wanjira Wanjiru støtte til sin skolegang fra Missions of Hope International, en organisation stiftet af en ung, kristen sociolog, der ville redde børn i Mathare ”fra mørket, så vi kunne se lyset i Jesus”.
”De gik fra dør til dør og ledte efter de fattigste familier, som de kunne hjælpe. Min far havde ikke noget arbejde, og min mor arbejdede for min mormor, der havde et lillebitte spisested. I det mindste manglede vi aldrig noget at spise, men vi var meget fattige.” fortæller Wanjira Wanjiru, der blev udvalgt og kom på en kostskole for piger nogle timers kørsel fra Nairobi.
”Det var så sjovt. Jeg mødte folk fra hele landet. Der var en stærk følelse af søsterskab. Vi bondede over de mest fjollede ting. Vi modtog kærestebreve fra drengeskolen og læste dem højt for hinanden i klassen. Og jeg tilbragte timer på skolens bibliotek med at læse europæiske romaner.”
Ferierne tilbragte hun ofte hos en onkel i et mere velstående kvarter, der endda havde sin egen bil.
”Min far ville helst have, jeg slet ikke var hjemme.”
I 2007 forsvandt Wanjiras storebror Damason i kølvandet på et præsidentvalg, hvor oppositionen anklagede vinderen for svindel. Landet kogte over i en politisk krise, der varede flere måneder og skabte en halv million internt fordrevne kenyanere, mens over 1.000 mennesker mistede livet som følge af politivold og etniske konflikter. Damason var 19 år gammel, en lovende fodboldspiller og kommende far, hans kæreste var gravid.
”Jeg vidste godt, at han var forsvundet, men det var ikke ualmindeligt på det tidspunkt. Det var der så mange, der var. Så jeg regnede med, at han ville dukke op igen en dag,” siger Wanjira Wanjiru.
En dag ringede hendes mor til hende på skolen og sagde, at hun var nødt til at komme hjem.
”Jeg troede, jeg havde gjort noget forkert. Og min mor, der ville skåne mig, sagde bare, at vi var inviteret til bryllup. Så jeg tog hjem i godt humør, men da jeg steg af bussen og gik det sidste stykke hjem i min skoleuniform, var der en tilfældig dreng på gaden, der stoppede mig: ’Din bror er død,’ sagde han.”
Familien fandt Damason i lighuset i Nairobi. En seddel på liget bekræftede, at han var skudt af politiet, og et skudhul i baghovedet tydede på, at det skete, mens han prøvede at flygte, fortæller Wanjira Wanjiru. ”Jeg var selvfølgelig meget ung, men jeg kunne mærke, at det her var så … forkert. Så uretfærdigt.”
SOM 17-ÅRIG vendte hun tilbage til Mathare for at bo efter studentereksamen, og med nye, mere modne øjne iagttog hun sin barndoms kvarter og de negative strukturer, hun var omgivet af. Hver uge var der en ny historie om en ung mand, der var blevet dræbt af politiet, og Wanjira og hendes veninder delte dem altid, når de mødtes i weekenderne.
”Når man så nyhederne, lød det altid bare: ’Fem banditter skudt i Mathare.’ Vi ville udfordre den udlægning. Udfordre det narrativ. Den dehumaniserende omtale af unge fra slummen. Vi kendte jo ofte de mennesker, det drejede sig om. Vi besluttede at dokumentere problemet,” fortæller hun.
Imens Wanjira gik på universitetet og studerede internationale forbindelser og diplomati, gik hun og resten af gruppen i gang med at indsamle materiale til en rapport om politidrab uden rettergang.
”Hver gang en ung mand var blevet skudt, opsøgte vi hans mor, ringede på døren og bad hende fortælle sin version. Åh, Gud, det var så følelsesladet. Mødre, koner og søstre, der havde fået knust deres hjerte.”
I alt dokumenterede de 803 politi-drab uden rettergang, og tallene blev offentliggjort i 2018. Sideløbende afholdt de borgermøder om emnet, og møderne blev starten på Mathare Social Justice Center, der i begyndelsen tilbød retshjælp, men i dag også er involveret i en lang række lokale projekter fra urban farming til skraldehåndtering.
”Ingen i landet havde dokumenteret omfanget af politivold, da vi udkom med vores rapport,” siger Wanjira Wanjiru. ”Politivold er ikke som sådan forsvundet. Men det er ikke helt så slemt, som det var for 10 år siden, da vi begyndte. Det er blevet et tema, folk taler om. Et tema, journalister rapporterer om.”

DA POLITIET 25. juni 2024 åbnede ild mod demonstranterne, der var brudt ind i parlamentet, søgte Wanjira Wanjiru tilflugt på et bibliotek, som var fast mødested for hende og kollegerne. Lidt senere søgte de tilbage mod parlamentet, hvor de kunne se helikoptere, der samlede parlamentsmedlemmer op.
”Hele landet sagde nej til den finanslov. Men de stemte ja alligevel. De vidste godt, at de var folkets fjender. De var virkelig bange. Jeg tror, at hvis mængden havde fanget nogle af dem, kunne det have været ude med dem,” siger Wanjira Wanjiru, der sammen med kollegerne overvejede at fortsætte demonstrationen til præsidentens embedsbolig, inden en anden aktivist talte dem fra det.
”’Militæret venter på os. Det kommer til at blive blodigt. Det kommer til at blive grimt,’ sagde hun. Så vi vendte om og gik hjem. Jeg humpede det sidste lange stykke, så træt var jeg. Det var en smuk dag at være kenyaner,” siger Wanjira Wanjiru og synker en mundfuld ugali. ”Jeg føler, vi var så tæt på en revolution.”
I år stiller hun op til valg for at repræsentere Mathare i Nairobis county assembly. Hun har følt sig som en uformel lederskikkelse, nu håber hun at blive det formelt. Også selvom hendes mor ikke er begejstret for ideen.
”Hun synes, jeg skal kæmpe for det, der betyder noget for mig, men hun er også bekymret,” siger Wanjira og skæver til moderen, der smiler resigneret fra den anden side af sofabordet.
”Politik er et beskidt spil. Og specielt et sted som Mathare kan det også blive voldeligt. En af mine veninder stillede op til sidste valg, og en modkandidat sendte bøller hjem til hende. De overfaldt hende, hev hår ud af hovedet på hende og efterlod hende blødende. Så jeg kender risici, og jeg går ind i det med åbne øjne.”
SKULLE HUN BLIVE valgt ind, vil en af hendes mærkesager være politivold. I disse år trækker en retssag mod Ahmed Rashid, en betjent, der plejede at arbejde på den nærvedliggende Pangani politistation, overskrifter. Pangani har toppet lister over de stationer i Kenya, der slår flest ihjel, og Rashid var i en årrække leder af en særlig hårdhændet enhed, ’The Pangani Six’, der med cowboymetoder foretog civilklædte raids i Mathare og lå i krig med gangstere.
Rashid har opbygget et solidt ry som killer cop, efter at en video gik viralt, hvor han ved højlys dag skyder to unge mænd – angiveligt medlemmer af banden Super Power – foran en menneskemængde i nabobydelen Eastleigh. Blandt andet efter pres fra Mathare Social Justice Center har anklagemyndigheden siden 2023 forsøgt at få ham dømt for de to mord, men det trækker ud.
Det ærgrer Wanjira Wanjiru, for dybest set handler det ikke kun om enkelte ’onde’ betjente, men om et helt system, mener hun.
”Politifolk er onde. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg har aldrig oplevet en god politibetjent. Det kan godt være, der er gode politibetjente i Danmark. Det kan også godt være, der er nogle flinke betjente i posh kvarterer som Muthaiga. Men dem, der bliver sat ind i fattige kvarterer, er de værste. I kolonitiden bekæmpede politiet den oprindelige befolkning. I dag bekæmper vi os selv. Vi har stadig ikke til fulde forstået, at vi lever i en anden tid.”

KENYA HAR IKKE – som mange andre afrikanske lande – undergrunden fuld af kostbare metaller og mineraler. Til gengæld var de vidtstrakte højtliggende arealer med et relativt mildt klima og frodig landbrugsjord en lækkerbisken for briterne, der beslaglagde de lokale agerbrugeres jord, efter at protektoratet Britisk Østafrika var blevet oprettet i 1895. Med tiden indførte man beskatning af den oprindelige befolkning. Først den såkaldte hytteskat, der varierede efter, hvor mange hytter en familie ejede. Senere fulgte en flad skattesats, alle voksne skulle betale. I en økonomi, der tidligere havde baseret sig på tuskhandel, var der ikke mange andre muligheder end at søge arbejde hos det stigende antal bosættere i det, der med tiden blev kendt som ’The White Highlands’. Dermed blev underklassen cementeret, men også utilfredsheden, som voksede støt, indtil den kulminerede med oprørsbevægelsen Mau Maus angreb på hvide bosættere i 1952. Kolonimagten gik til modangreb i en konflikt, der varede otte år. 11.000 Mau Mau-oprørere mistede livet ifølge officielle britiske tal, mens NGO’en Kenya Human Rights Commission vurderer, at cirka 90.000 kenyanere blev dræbt, tortureret eller lemlæstet.
Undtagelsestilstanden trak også sine blodige spor gennem den oprindelige befolkning. Mau Mau begik massakrer, og hele landsbyer, der blev betragtet som loyalister, blev brændt inde. I alt blev 32 hvide bosættere dræbt af Mau Mau. Briterne fik kvalt opstanden, men sejren var dyrt købt i pund sterling, og dagene som kolonimagt var talte.
I dag er Kenya Østafrikas største økonomi. Landbrug og turisme er de stærke trækheste, men servicesektor, transport og IT-ydelser vinder frem, og politikerne håber, at en sammensat økonomi kan hive den generelle levestandard op på et nyt niveau. Foreløbig vurderer landets egne institutioner dog, at knap 40 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og at korruption hvert år sender omtrent 30 milliarder kroner uden om systemet.
DA JØRN STJERNEKLAR flyttede til Nairobi i 1992, var det på en bølge af optimisme. Den danske fotograf havde rejst i Afrika i flere år sammen med sin partner, journalist Helle Maj, og nu ville de to pressefolk prøve lykken med fast adresse syd for Sahara. Kenya var det åbenlyse valg, det bedst forbundne sted på kontinentet og omdrejningspunkt for meget af den internationale mediedækning af Øst- og Centralafrika.
”Efter murens fald skyllede demokratiet hen over det afrikanske kontinent, og særligt Kenya oplevede et kæmpestort pres fra lande som Tyskland, Danmark og USA. ’Nu må du den onde fløjteme se at få styr på demokratiet,’ sagde de til præsident Moi. Selve overgangen blev ikke helt efter bogen. Der var flere etniske udrensninger, men demokratiet fik nogenlunde fat,” fortæller den i dag 69-årige pressefotograf på et video-opkald, mens solen strømmer ind mellem persiennerne i hans hjem uden for Cape Town i Sydafrika, hvor han og Helle Maj i dag bor.
Dengang i 90’erne var de tilfredse med tilværelsen i Kenya.
”Som hvid expat, der tjener penge, kan du leve rigtig godt i Kenya,” siger Jørn Stjerneklar.
Ikke alt fungerede dog eksemplarisk, for eksempel var korruption et uomgængeligt vilkår.
”Alle mennesker i Kenya, rig som fattig, må på et eller andet tidspunkt deltage i korruption. Alt koster penge. Det er en kæmpe klods om benet. Korruption dræber udvikling,” siger fotografen, der mener, at det gennemsyrer det politiske maskineri og skaber en klasse af opportunister.
”Et kenyansk parlamentsmedlem regner kun med at sidde én periode. Derfor skal han eller hun nå at berige sig selv og sin familie så meget som muligt på de fem år. Ovenikøbet er arbejdet meget, meget velbetalt, så det kan ende med, at folk mister enhver forbindelse til, hvordan virkeligheden ser ud for almindelige mennesker.”
Og så var der den allestedsnærværende trussel om vold. Den betød, at Stjerneklar udviklede en mental radar. Lige så snart han kørte ud ad porten til sit hus, begyndte han at scanne og aflæse omgivelserne 360 grader omkring sig.
”Til sidst tænkte du slet ikke over det. Den radar tændte bare. Du forventede altid det værste. Det lyder værre, end det er, når man lever med det. Så bliver det jo hverdag.”

Nairobis skyline. Den gule skyskraber til venstre huser flere ministerier. Under præsident Daniel arap Moi brugte man i 80’erne og 90’erne bygningens kældre til at tilbageholde og torturere politiske aktivister.
I 2005 GIK DET GALT. Fem bevæbnede mænd brød ind i deres hus, tog det danske par som fanger og blev der i to timer, indtil de havde taget, hvad de ville.
”Undervejs truede de med at slå os ihjel og voldtage Helle. Det slog benene væk under os. Fuck, hvor følte vi os heldige, at vi kom fra det med livet i behold. De næste fire måneder var der tre af vores bekendte, der blev skudt og dræbt,” fortæller Jørn Stjerneklar, der mistænker medlemmer af det paramilitære PSU, en specialtrænet enhed, der ofte sættes ind ved politiske optøjer, for at stå bag røveriet.
”De to, der ledede det … den måde, de kropsvisiterede os, spredte vores ben og gennemsøgte vores lommer. Det hele virkede enormt professionelt og toptrænet. Det var nok vores held, at de havde planlagt det godt.”
Til gengæld virkede det mindre seriøst, da det egentlige politi kom for at efterforske røveriet.
”Det var en joke. Der gik lang tid, inden de overhovedet dukkede op. Da det så skete, skrev de alt ned, men vi hørte aldrig mere fra dem. De sagde bare: ’Hvorfor køber du ikke en pistol?’ Men sådan en har jeg aldrig villet have. Det er i øvrigt også ulovligt i Kenya.”
Efter røveriet havde parret ikke lyst til at bo i Nairobi længere, og de bosatte sig i Cape Town-forstaden Hout Bay. Men Jørn Stjerneklar følger stadig nøje med i forholdene i Kenya.
”Jeg kan rigtig godt lide kenyanerne. De er kvikke, søde og morsomme. Altid klar på at lave forretning og enormt hurtige til at tage nye ting til sig. Mens vi boede der, blev mobiltelefoner med taletidskort allemandseje, selv for de fattigste. Digitaliseringen gik hurtigt og skabte et dynamisk marked – MobilePay er for eksempel en kenyansk opfindelse. Og deres ungdom er oppe på beatet. Nok den, der er mest fremme i skoene i Østafrika, hvad kunst og musik angår.”
I MAJ SIDSTE ÅR udgav Henry Ohanga sangen ’June 25th’ som en hyldest til dem, der året før havde været på gaderne for at protestere mod finansloven – som præsident Ruto faktisk valgte at skrotte oven på urolighederne.
”25. juni var sådan en smuk dag. Men også en sørgelig dag. Vi mistede så mange kammerater. I det mindste var deres død ikke forgæves. De døde for noget, de troede på,” siger Henry Ohanga, der i offentligheden er bedre kendt som Octopizzo. I kortærmet skjorte, guldindfattede briller og en bøllehat i strå dukker den 38-årige rapper op på en flakkende Teams-forbindelse. Vi skulle have mødtes på en café, men Ohanga er en travl mand. For nylig annoncerede han, at han stiller op til parlamentsvalget i 2027, og dagens møder trak ud, så nu befinder vi os med 20 kilometers myldretidstrafik imellem os.
Hyldestsangen ’June 25th’ er bygget op omkring en collage af nyhedsspeak fra tv-dækningen af finanslovsprotesterne, og produktionen er overstrøet med eksplosive skudsalver. Musikvideoen er holdt i sort-hvid og blodrød og viser gadekamp og portrætter af navngivne demonstranter, der mistede livet den dag.
”June 25th, June 25th, June 25th … Alikuwa anaturn 25th on June 25th … June 25th sniper akamweka six feet deep,” rapper han blandt andet. Løseligt kan det oversættes til:
”Han fyldte 25 den 25. juni. 25. juni lagde en snigskytte ham i graven.”

Henry Ohanga (i midten), også kendt som Octopizzo, til et politisk stævne for ytringsfrihed og menneskerettigheder. Foto: Octopizzo
Henry Ohanga var selv på gaden den dag, hvor han prøvede at inspirere folkemængden, indtil en tåregasgranat slog hans megafon ud af hånden på ham.
”Jeg bemærkede, at der var en snigskytte, der fulgte os rundt i gaderne, så jeg tog ikke hjem den dag,” fortæller rapperen, der af og til modtager trusler online, men forsøger ikke at lade sig mærke for meget med det.
”Jeg vil ikke give mine modstandere den sejr, så jeg bliver ved at optræde selvsikkert. En ting, jeg elsker ved det her land, er, at vi har ytringsfrihed.”
Han er kritisk over for Ruto-regeringen, men i virkeligheden endnu mere over for institutioner som IMF og Verdensbanken, der var med til at drive finanslovforslaget frem.
”Det var Vesten, der overbeviste vores regering om, at den skulle indføre den bullshit-skat for at betale af på sin gæld. Vores ledere er dumme, de gennemtænker ikke, hvad de skriver under på. Regeringen tror, den får de her penge gratis. I virkeligheden giver det IMF en klemme på vores land, fordi vi skylder dem trillioner af dollars,” siger Henry Ohanga, der voksede op i Nairobis største slumkvarter, Kibera.
”Det var fattigdom med store bogstaver: PO-VER-TY! Et eksempel på, hvordan et fejlslagent system ser ud. Men det lærte mig meget om livet,” siger han, stemmen rytmisk, nærmest messende.
I gymnasiet begyndte han at skrive. Først digte og spoken word, som førte videre til freestyle rap. Sideløbende uddannede han sig til elektriker og fik arbejde på et autoværksted, men efter at have lavet undergrundsmusik i fem år fik han udgivet sin første plade.
Ohanga sagde sit job op, flyttede væk fra Kibera og tog på studieophold på University of Pennsylvania og Harvard inden for social impact og ledelse og organisation.
I 2016 startede han sin egen fond, Octopizzo Foundation, der blandt andet hjælper udsatte lokalsamfund med rent vand, sanitet, uddannelse og kreativ udfoldelse. Men velgørenhed er det ikke, understreger Henry Ohanga, der hellere vil yde lån end give gaver.
”Hvis jeg vil hjælpe en skole, låner jeg dem pengene. Så får de et medansvar. Så investerer de i sig selv. Jeg kan ikke lide ideen om, at folk får ting gratis. Det udtrykker en idé om, at de ikke selv har noget at give af.”
BRUNE, DUNSTENDE BJERGE rejser sig over Nairobiflodens bugtninger. Langs bjergene ankommer en strøm af gule skraldebiler, og på toppen ses silhuetter med sække i hænderne. Højere endnu, på varme luftstrømninger, cirkler skaldede marabu-storke. I årtier er Nairobis affald endt i bydelen Dandora for at blive presset sammen, lag efter lag, af tiden, tyngdekraften og dem, der tramper rundt i dyngerne for at grave noget af værdi ud af den menneskeskabte geologi. Forskellige bander deler de 30 hektar lossepladsterritorium mellem sig og har hver deres respektive hær af børnearbejdere på udkig efter glas, plastik, metal og andet genanvendeligt. Organisk materiale ender i maverne på grisene, der sniffer rundt i skraldelandskaberne – eller i næbbet på de tunge, altædende marabu-storke, der i folkemunde kaldes city cleaners.


Bydelen Dandora begyndte som et Verdensbank-støttet projekt, der skulle skabe flere boliger til Nairobis fattigste. Man byggede simple etplansboliger, som beboerne selv med tiden kunne bygge flere etager på, når de fik penge mellem hænderne. Men den udvikling udeblev, og mens byggelysten stagnerede, hobede problemerne sig op.
I dag er bydelen bedst kendt for vold, kriminalitet og skrald. Men på et åbent grusareal, hvor der for et par år siden lå meterhøje skraldedynger, knokler en gruppe beboere for et rekreativt rum for børn og voksne. Nu kommer skolebørnene om eftermiddagen i store grupper og spiller fodbold, volley og kurvebold. På længere sigt skal grusbanen skiftes ud med kunstgræs, og Dandora Community Park, som stedet hedder, skal fuldendes med et amfiteater med græsklædte sæder, hvor man kan holde koncerter og filmaftner og gå på en date i fred og ro. Parken bliver til med hjælp fra nonprofitorganisationen Public Space Network, som har både pressefolk og byplanlæggere ansat på en pæn adresse i den anden ende af byen, men mandetimerne og vedligeholdelsen hviler på en gruppe af lokale, der sidder i skyggen under et halvtag og diskuterer arbejdsopgaver.
Evans Otieno, en tynd mand med kasket og smalt overskæg, er såkaldt community champion. Han mobiliserer folkene og koordinerer arbejdet.
”Som jeg plejer at sige, når folk kommer her første gang,” siger han og slår ud med hånden mod sportsbanen og det halvfærdige amfiteater: ”Her kan du føle dig fri, fri som en kakerlak.”

Evans Otieno føler sig fri som en kakerlak.
EVANS OTIENO voksede op i Dandora, men blev forældreløs som 11-årig, da hans forældre døde af sygdom. Han flyttede ind hos sin bedstemor og gled ud i småkriminalitet, mestendels for at hjælpe til økonomisk og have penge til at fortsætte i skolen.
”Det var ikke noget, jeg var stolt af, men jeg blev nødt til at finde en måde at overleve på,” siger Otieno, der i dag er 32.
Selv små tyverier kan dog skabe store problemer, og en dag var det nær endt brat for den unge Evans. Han og to medsammensvorne havde en aften været rundt i Dandora og negle telefoner fra folks lommer. Bagefter, da de skulle mødes med deres hæler i ly af skraldet, hvor parken i dag er, måtte Evans træde af på naturens vegne.
”Det reddede mit liv,” siger Evans Otieno.
Efter at han havde forrettet i et -diskret hjørne, gik han tilbage og så en ophidset menneskemængde tæske hans kumpaner i selvtægt. Evans Otieno sneg sig væk, kravlede over et hegn og løb gennem mørket hele vejen til Mathare-kvarteret, hvor han søgte ly hos en tante.
Da han fik at vide, at de to andre tyve og hæleren var blevet lynchet, besluttede han at blive noget tid og holde lav profil. Nogle måneder senere tog han mod til sig og flyttede ind i Dandora igen for at færdiggøre gymnasiet.
En dag så han en reklame for en konkurrence, hvor man kunne deltage med et projekt, der gjorde noget godt for området. Så han rensede nogle af de mange blokerede regn- og spildevandsafløb i kvarteret.
”De tænkte over mange ting, da de skabte Dandora. Vandforsyning. Elektricitet. Kloakering. Men der var aldrig nogen vedligeholdelsesplan. Så jeg besluttede at grave afløbene fri, så man kunne begrænse oversvømmelser i regntiden.”
Projektet fik en andenplads i konkurrencen, og Evans vandt 25.000 shillings, svarende til cirka 1.250 kroner, som skulle bruges i et nyt gavnligt projekt. Til næste konkurrence lavede han en legeplads. Og til næste igen et system af aflåste porte, der skulle gøre kvarterets gyder tryggere.
”Jeg var blandt vinderne i alle konkurrencerne, og hver gang tænkte jeg: ’Hvad kan vi nu lave om?’”
Igennem projekterne mødte han iværksætteren bag konkurrencen, Robinson Esialimba, der havde stiftet Public Space Network. Han blev Evans’ mentor.
”Før følte jeg mig som en lillebitte fisk i et stort ocean. I dag ved jeg, at mine drømme og mine ressourcer bliver påskønnet. Jeg har været med til at give Dandora et dårligt navn, men i dag hjælper jeg med at give Dandora et bedre ry. Jeg elsker det, jeg laver. Og jeg laver ikke andet, fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen,” siger Evans Otieno, der siden 2023 har været i gang med arbejdet på Dandora Community Park og håber, at de grønne områder vil lede til endnu flere steder i kvarteret, hvor det er rart at opholde sig.
”Så vi kan få værdigheden tilbage. Så vi ikke længere skal være kendt som en losseplads.”
”SO SORRY I’M LATE,” siger Brian Inganga i den modsatte ende af byen, mens han låser op ind til AP’s Østafrika-redaktion, der med sine sennepsgule vægge og et gammeldags skolekort over regionen ligger som en støvet tidslomme blandt lyse glasdørskontorer for advokater, kapitalinstitutter og tandlæger. Den 37-årige fotograf og fotoredaktør på det internationale nyhedsbureau er forsinket, fordi et pressemøde om indførelsen af to dages betalt fravær under menstruation for ansatte i Nairobi amt trak ud. Hans tur tilbage til redaktionen har forårsaget svedpletter under den hvide skjorte.
Andre dage rykker Brian Inganga ud i sikkerhedsvest og hjelm. Som for eksempel 18. juni sidste år, hvor der endnu en gang var protester mod regeringen i det centrale Nairobi.
Årsdagen for de voldsomme demonstrationer nærmede sig, og utilfredsheden var igen på kogepunktet, efter at Albert Ojwang, en 30-årig skolelærer og samfundskritisk blogger fra den lille provinsby Homa Bay ved Victoriasøen, var død i politiets varetægt.
Ojwang havde anklaget Kenyas vicepolitichef for korruption på X, hvorefter han blev anholdt i sine forældres hus og bragt 350 kilometer til hovedstaden, hvor han blev ’disciplineret’, som politiet senere udtalte – og mistede livet i en celle.
”Jeg er vant til demonstrationer i Nairobi, så på en måde var det bare en normal dag på arbejde,” siger Brian Inganga, der den dag befandt sig i en forvirrende tåge af tåregas mellem to grupper demonstranter, der nærmede sig hinanden med politiet i midten. Han skyndte sig at få sendt 10 billeder af sted til redaktionen, nok til at lave en artikel, og fortsatte så med at dokumentere begivenhederne. De to grupper bevægede sig stadig tættere på hinanden, og da det var svært at sige, hvem der var politiske demonstranter, og hvem der bare var bøller, rykkede han og en kollega tættere på politiet. Det virkede som det tryggeste sted at være.
”Så så jeg en betjent, der sprang ud af en bil. Meget aggressiv, med hånden på aftrækkeren af sit gevær. Hvis han skød, ville jeg gerne fange det øjeblik, hvor der kommer ild ud af geværmundingen,” fortæller Brian Inganga, der knipsede løs, mens betjenten bad en gadesælger om at smutte.
”Og sælgeren skynder sig af sted. Men så – bang – trykker betjenten på aftrækkeren og skyder. Helt uden grund. Og jeg bliver ved at fotografere. Der ligger manden i en blodpøl. Blodet pumper ud af hovedet på ham, og man kan se hjernemassen, der er på vej ud. ’Shit,’ tænker jeg.”

Fotoredaktør Brian Inganga på AP’s Østafrika-redaktion.
TILBAGE PÅ REDAKTIONEN var Brian Inganga i chok. Han kiggede på billederne af skudepisoden, men måtte bede en kollega redigere dem. ”Jeg kunne simpelthen ikke. Det var for meget. Alt for meget. Jeg har lavet masser af krigsfotografi. Set lig og skader. Men jeg har aldrig set en person, der var i live det ene øjeblik og var død det næste.”
Da billederne var publiceret, gik han på Twitter og så, at de var over det hele. Nogle skrev, at gadesælgeren var død, men Brian Inganga var ikke sikker, så han ringede til hospitalet og fik at vide, at manden var på intensiv. Tre dage senere døde han. Inganga mødtes med de pårørende og var med til begravelsen, og han var også i retten, da politibetjenten sad sigtet for drab.
”Jeg var en meter fra ham. Jeg tænkte bare: ’Du skød den her fyr. Fuldstændig uden grund.’ Men jeg sagde ikke noget til ham. Jeg havde ingen ord.”
Et år senere er der endnu ikke afsagt dom i sagen. Selvom systemets træghed og politiets brutalitet frastøder Brian Inganga, mener han, at det vil være forfejlet kun at rette kritikken mod den enkelte politimand.
”Betjentene er dårligt betalt. De har ikke nogen god sygesikring. Når de har fri, kommer de hjem til mere stress. Jeg ved ikke, hvor god regeringen er til at håndtere deres mentale sundhed. Det er ikke sikkert, de har nogen at tale med om deres frustrationer. Og så har de tilfældigvis skydevåben.”
Hvordan ser du på fremtiden for Kenya?
”Jeg har stadig håb. Generation Z er virkelig kvikke. De er superhurtige til at finde informationer. Hurtige til at mobilisere sig over TikTok og X. Og de er ligeglade med etniske spændinger. Det er, som om de har lagt dem bag sig. Indimellem bliver jeg virkelig imponeret. De her unge mennesker, de vil være med til at tage beslutninger. De vil være med ved bordet.”
Ud & Se var inviteret til Kenya af den danske NGO Dreamtown.
