Indlæg

Da Rusland invaderede Ukraine, var Eva Riedel og Dorte Glad ikke i tvivl om, at de kunne gøre en forskel. Efter en hektisk køretur til den polsk ukrainske grænse huser det københavnske værested og herberg Hellebro nu 29 ukrainske flygtninge.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

PÅ HJØRNET AF Mosedalvej i Valby, skråt over for Nordisk Films røde produktionslokaler og lige bag Søndermarken, ligger Hellebro. Med sine godt 2.000 kvadratmeter fordelt på fire etager er der både suppekøkken, herberg, værested og kontorhotel under ét tag, og målet er at få unge hjemløse ind på stedet, så de langsomt kan vænne sig til et mindre ustadigt liv.

Der er ingen, der svarer dørtelefonen, men så kommer en ukrainsk kvinde og hendes søn til undsætning med nøgle til hoveddøren. Indenfor er der langborde til spisning og sofaarrangementer til afslapning. Man kan høre de frivillige rumstere fra husets store industrikøkken, hvor de siden 2018 dagligt har kokkereret for hjemløse unge, som bor midlertidigt på herberget, og folk, der kommer direkte fra gaden.

Der bliver spist klejner til venstre, spillet PlayStation til højre. Bagerst i lokalet holder ukrainske Ivan trods omstændighederne 13-årsfødselsdag med flag og store smil i huset, hvor der er næsten lige så mange ukrainere, som der er unge hjemløse.

Hassan taler både ukrainsk og engelsk. Han hjælper Hellebro med at oversætte.

KRIGENS FLYGTNINGE

Ifølge FN er tre millioner ukrainere (ved redaktionens slutning) flygtet, siden krigen begyndte 24. februar.

Flere nødhjælpsorganisationer frygter for ukrainske kvinder og børns sikkerhed, da kvinder er forsvundet
og formodes endt i human trafficking.

Folketinget har vedtaget en særlov, som blandt andet giver ukrainske flygtninge friere rammer i forhold til at gå i skole og arbejde i Danmark.

Direktør i Hellebro Eva Riedel er hurtig til at byde på en klejne. Det var hende, der weekenden efter Ruslands invasion kom på ideen om at indlogere ukrainske flygtninge i husets nyrenoverede loftslejligheder.

”Hvis man kan, har man pligt til at stille sig selv til rådighed. Det er mantraet her,” siger Eva Riedel, der dengang greb telefonen, som hun altid gør, når hun får en spontan idé, og ringede til sin veninde og daglige leder af Hellebro, Dorte Glad. Det var allerede kommet frem, at flere danskere havde taget turen til den polsk-ukrainske grænse på det tidspunkt, og Eva Riedel spurgte Dorte Glad, om hun var frisk på at tage Hellebros store, grå minibus til Ukraine.

”Jeg var her på stedet, da hun ringede. Jeg skulle bare have et par trusser og en tandbørste med, så var jeg klar,” fortæller Dorte Glad.

Weekenden gik med at planlægge turen og finansieringen. Om mandagen ringede Eva Riedel til Udlændingestyrelsen for at få alle visumregler på plads. Eva Riedel og Dorte Glad havde endnu ikke modtaget en krone i donationer til flygtningeprojektet. For at kunne betale de mest basale ting overførte de selv 30.000 kroner til en separat konto, så der var til flygtningenes forplejning og husleje i begyndelsen. Tirsdag kørte Dorte Glad sammen med den frivillige Mia Holdgaard mod den ukrainske grænse.

16-årige Alexandra flygtede til Danmark med sin mor Alla.

TILBAGE I 2014 læste Eva Riedel en artikel om stigningen i antallet af unge hjemløse i Danmark, som forbavsede hende. På det tidspunkt arbejdede hun blandt andet med marketing og kommunikation i finansverdenen, og med den ballast og det netværk mente hun, at hun kunne gøre en forskel for et stigende antal af unge uden folkeregisteradresse.

Samme år mødte hun Dorte Glad, der har arbejdet som frisør, makeupartist og eventkoordinator siden 80’erne. Hun har sat hår på kendisser fra Lene Nystrøm til Prince, hun har rejst verden rundt for at arbejde på reklamekampagner, og så var hun med til at starte Coma Club med Kenneth Bager i slutningen af 80’erne.

De to indledte et makkerskab – Dorte Glad er praktisk anlagt, mens Eva Riedel er den logistiske og hende, der smører tandhjulene – der blev til Hellebro. 

Det var også den rollefordeling, de besluttede sig for, da turen til Polen og Ukraines grænse kom på tale. Eva Riedel fik engageret et hav af frivillige, som hjalp med at fylde køleskabe, sætte gardiner op, løfte senge op og skaffe sengetøj til stedets ledige loftslejligheder. Ved siden af fik hun også indsamlet 400.000 kroner i donationer, hvilket nogenlunde er prisen for at have Hellebros overetage fyldt og bespist i tre måneder.

”Det her er et helt hus for unge mennesker mellem 18 og 29 år. Alt er gratis. De kan komme og få noget at spise, de kan komme til lægen, de kan tale med en gældsrådgiver eller få retshjælp. De kan være med i Radio Hellebro, de kan lave musik, vaske tøj og komme i bad. Det er det mest basale. Alt det kan de ukrainske flygtninge nu også bruge,” siger Eva Riedel.

”Det er jo oprindeligt for unge, som ikke skal gå på gaden eller på almindelige herberger, hvor det vrimler med kriminelle og narkomaner. Det her er et helle, heraf navnet, hvor vi skal få de unge i job, i skole og egen bolig. Og det kan fungere mindst lige så godt til de ukrainske flygtninge.”

40-årige Alla og datteren Alexandra bor sammen i en af Hellebros lejligheder.

INDEN DET SIDSTE stræk til de ukrainske grænsebyer overnattede Dorte Glad og Mia Holdgaard på et hotel i Krakow. På hotellet mødte hun en dansk læge, som var på vej tilbage til Danmark med to kvinder og to børn. De talte om situationen ved grænsen, og han gav hende nummeret til en dansk-ukrainsk mand, der havde skaffet kontakt til de familier, han havde med i bilen. 

”Undervejs begyndte det at gå op for mig, hvor voldsomt et brændpunkt det var. Da vi kom ned til de her checkpoints i grænsebyen Medyka, lå der kvinder og børn på gulvet i et nedlagt storcenter, og på gaden var der telte, små suppestande og bunker af tøj på jorden. Det var helt umuligt at vide, hvem vi skulle samle op,” fortæller Dorte Glad.

På det tidspunkt håbede de fleste, hun mødte, at krigen ville være overstået inden for kort tid. De ville blive i nærområdet, så de kunne vende tilbage til Ukraine. Hun tog derfor kontakt til den dansk-ukrainske mand, som over telefon guidede hende videre til andre byer langs grænsen. Natten mellem onsdag og torsdag i krigens første uge kørte Dorte Glad rundt på små, øde bjergveje, som krydsede ind og ud af Ukraine.

”Første gang det skete, råbte Mia: Stooooooop! På gps’en kunne vi se, at vi pludselig var i Ukraine, men der var ikke andre muligheder, så vi fortsatte hele natten,” siger hun.

Ved hver politistation var der kvinder og børn, som var blevet tilbageholdt af polsk grænsepoliti. For at få kvinderne ud skulle hun overbevise vagterne om, at hun i forvejen kendte de ukrainske kvinder og børn, der gerne ville til Danmark. Og det lykkedes hver gang efter længere tids forklaringer på gebrokkent engelsk.

Snart blev bilen fyldt. Om bord var otte ukrainere og en lille hund.

”Da jeg stod ved den sidste grænsearrest og havde fået en kvinde og hendes søn ud, kiggede politimanden på mig: ’Der står to kvinder og to børn dér og varmer sig ved et bål. Kan du tage dem med?’ Så sagde jeg: ’Det kan du tro, men så skal du lukke øjnene, når jeg kører, for så er vi for mange i bilen.’ Men det ville han ikke, og vi måtte efterlade dem. Det var iskoldt, minusgrader og sne oppe i bjergene, så det var virkelig hårdt.”

Samme dag kørte Dorte Glad og Mia Holdgaard turen hjem til Danmark med fyldt minibus, og natten til fredag ankom de til Hellebro.

Olga Lumerovskyi på 32 og sønnen Ivan på hans 13-årsfødselsdag.

PLADS PÅ HELLEBRO

15 frivillige på hjemløseområdet, 45 på flygtningeområdet.

30 værelser med plads til 32. 6 lejligheder med plads til 24.

DE UKRAINSKE kvinder og børn har i skrivende stund været indlogeret på Hellebro i knap to uger. Da det kom frem, at Hellebro var i gang med at modtage ukrainske flygtninge, blev Eva Riedel kontaktet af både privatpersoner og andre organisationer, der alle kendte til ukrainere, som manglede et sted at bo. I dag bor der i alt 29 ukrainere fordelt i seks lejligheder med eget køkken og bad.

”Der er jo ingen, der ved, hvor lang tid krigen vil vare. Men nu har de et roligt sted de første tre måneder på turistvisum. Lige nu afventer vi lovgivning og særlov for at finde ud af, hvad der skal ske,” siger Eva Riedel.

Hun fortæller, at det er væltet ind med frivillige, som gerne vil hjælpe. I en grad så der er flere frivillige på flygtningeprojektet end med arbejdet med de unge hjemløse. Både Eva Riedel og Dorte Glad håber, at nogle af de frivillige bliver i huset, når ukrainerne er kommet videre.

”Vores unge beboere synes, det er fantastisk, at vi tog imod ukrainerne. Som du kan se, er der gang i den,” siger Eva Riedel og peger ud over lokalet, hvor fødselsdagen fejres.

Tæt på Ukraines problematiske grænse til Rusland har en lille by skiftet navn. Før hed den Novhorodske, men nu hedder den atter sit oprindelige navn: New York. Ud & Se tog til byen nær frontlinjen, hvor granater regner fra himlen, og hvor den store kamp mellem øst og vest kæmpes dagligt, personligt og indædt.
Tekst og foto:Emil Filtenborg og Stefan Weichert

GARDINERNE VAR TRUKKET for i det lille værelse og hindrede solens stråler i at komme ind. Kun fjernsynet for foden af sengen kastede en smule lys ind i soveværelset, hvor Aleksij Shevchenko lå på sengen med et tyndt lagen. Lungerne er hærget af tuberkulose, og det er en evig kamp at trække vejret for den 59-årige pensionist, der er sunket ind til næsten ingenting. Han har ofte strømsvigt og var derfor taget over til sin søster på den anden side af vejen for at se fjernsyn, selvom han kun sporadisk følger med i flimmerkassens kavalkade af ligegyldige programmer.

Han opdagede ikke den 122 millimeter store mortergranat, der brød den stille morgen med en hvislende lyd hen over himlen og sluttede sin færd med et enormt brag. Eksplosionen sendte rystelser gennem huset og knuste ruderne i nabohusene. Et fragment på størrelse med en knytnæve brød en rude og trillede hen over gulvet i søsterens stue, mens en støvsky rejste sig udenfor. 

Aleksij Shevchenko kæmpede sig op. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket, og kom frem til, at mortergranaten måtte have ramt længere væk. Der har trods alt været krig mellem de russisk-støttede separatister og Ukraine i syv år i det østlige Ukraine, og hver nat kan han og de 12.000 andre indbyggere i New York høre lydtæppet fra en krig, der måske er glemt, men langtfra er ovre. 

Aleksij Shevchenko.

Kort efter kom panikslagne naboer løbende. De gjorde det klart, at det var hans hus på den anden side af vejen, der var ramt. Aleksij Shevchenko løb over til huset så hurtigt, som de spinkle ben kunne bære ham. Hunde jamrede i baggrunden fra nabohusene, mens Aleksij Shevchenko til sin frygt så, at granaten havde ramt hans soveværelse, havde dækket hans seng med mursten og gjort hans hjem ubeboeligt. 

Da Ud & Se et døgn senere ankommer til New York, triller tårerne ned ad kinderne på Aleksij Shevchenko, og han sætter sig ned på hug for at få luft. Det er ikke lettelsen over at være i live, der fylder. I stedet er vreden ved at æde ham op. En vrede, som kort efter bliver til fortvivlelse. Han får omkring 400 kroner om måneden i pension. Han kan på ingen måde betale for skaderne.

”Jeg har næsten ingen penge til medicin og mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” gentager han. 

”Hvad bilder de sig ind?”

I horisonten er frontlinjen synlig. Fabrikken t.v. er den lokale fenolfabrik, som holder byen i gang.

NEW YORK I UKRAINE

Byen blev grundlagt i 1846 af en gruppe tyske gammelevangeliske bosættere og fik – efter sigende – sit navn, da en af de tyske bosætteres hustru kom fra USA. Stedet blev centrum for en række tyske landsbyer i området og voksede sig stort på at producere landbrugsprodukter, teglsten og landbrugsmaskiner. Byen havde flere skoler, og hovedgaden Gartenstraße er i dag stadig præget af gamle murstenshuse fra den tid. De tyske bosættere blev dog presset ud af byen af Sovjetunionen ad to omgange. Først efter den russiske revolution, der begyndte i 1917, og dernæst efter anden verdenskrig. I 1951 ændrede Sovjetunionen byens navn til Novhorodske, da det ikke var passende i Stalins Rusland at have en by ved navn New York. I år har lokale kræfter dog fået ændret navnet tilbage til det oprindelige.

ALEKSIJ SHEVCHENKO BOR i en by, der på grund af sit nylige navneskifte har fået en del international opmærksomhed. Stedet og byen er grundlagt i midten af 1800-tallet af tyske mennonitter, og den fik navnet New York, da en af de allerførste bosættere ville imponere sin kone, der kom fra USA. Sådan hed byen, indtil Stalin i 1951 fik øje på navnet, der i den symbolstærke og kolde efterkrigstid virkede som en lille, irriterende sten i skoen på det store kommunistiske projekt. Byen blev derfor omdøbt til Novhorodske, men nu er det oprindelige navn tilbage. 

Lokale kræfter har med succes kæmpet for at gennemføre navneskiftet, og de håber på en ny begyndelse for den gamle industriby, der ligger klemt inde mellem frontlinjen mod øst og syd og militærets kontrolposter mod nord og vest. 

New York ligger kun et par kilometer fra frontlinjen i Østukraine, hvor krigen mellem russisk-støttede separatister og Ukraine har kostet mere end 13.000 mennesker livet siden 2014 og har drevet halvanden million mennesker på flugt. 

En krig, der brød ud efter Majdan-revolutionen i 2014, hvor ukrainske folkemasser krævede, at den daværende præsident Viktor Janukovitj skulle gå af, da han takkede nej til en associeringsaftale med EU og i stedet ville lave en aftale med Rusland. 

63-årige Nadiya Ivanivna Popova lever i den fattigste del af New York. ”Jeg ved ikke, hvad vi kæmper for,” siger hun.

En statue af den russiske poet Aleksandr Pusjkin har en central plads i New York, mens denne statue af den ukrainske poet Taras Shevchenko står i et hjørne af parken.

Janukovitj trak sig senere samme år, men alligevel blev folkefesten i store dele af Ukraine hurtigt afløst af frygt: Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø, og en krig brød ud i den østlige Donbass-region mellem russisk-støttede separatister og Ukraine.

Som mange andre byer langs fronten blev New York ramt økonomisk. Den var kortvarigt besat, og både krigen og Sovjets fald har accelereret en økonomisk deroute. To ud af byens tre fabrikker er lukket, og der er ingen, der investerer. Måske på grund af den stadige risiko for morterangreb som det, der ramte Shevchenkos hus dagen før, Ud & Se besøgte byen.

Læg dertil, at 28 procent af Ukraines befolkning er forsvundet siden Sovjetunionens fald. Mange er rejst, efter krigen brød ud, og sådan er det også i New York, hvis gadebillede er præget af ældre mennesker. Byen holdes i dag kun i live af en stor fenolfabrik, som ifølge byens borgere forurener og giver folk vejrtrækningsbesvær.

Byen minder dermed om de andre byer langs frontlinjen. Ofte er de centreret om en enkelt fabrik eller en kulmine. Tag nabobyen Toretsk, også bare kaldet ’kulminebyen’. Her arbejder mange i urentable kulminer, som den ukrainske regering gerne vil lukke, og det skaber vrede blandt borgerne, som frygter, at de ingen fremtid har. Det billede går igen over hele regionen, hvor bjerge af mineaffald bryder landskabet.

STEMMER FRA NEW YORK

Borys Bocharov, 61 år, poet

”Jeg er meget glad for navneskiftet. Det handler ikke kun om byen her, men også om en ny begyndelse for hele vores område. Det er en ny fortælling. Vi vil gerne have en ny park og flere arbejdspladser. Jeg tror, at vores navneskifte kan hjælpe os i den retning. Det er målet. Før i tiden var det meget bedre. Der var mere gang i byen, og derfor er der mange, der drømmer sig tilbage til tiden under Sovjetunionen, men jeg er ikke en af dem. De kommunistiske ideer tiltaler mig ikke.”

DA MORTERGRANATEN ramte, sad 65-årige Lyubov Toldykina lidt længere henne ad vejen og vaskede agurker i sin baghave omgivet af frugttræer. Hun kunne høre den hvislende lyd fra granaten kort før nedslaget, og hun vidste, at noget var galt. Derefter kom braget og trykbølgen, der rystede hendes hus, rev tagsten af og sendte en kuldegysen gennem hendes krop. 

”Jeg gik i panik. Det var så højt. Jeg kunne høre naboernes skrig,” forklarer Lyubov Toldykina, der er pensionist og bor i et mindre murstenshus med sine to voksne døtre.

To fragmenter fløj ind i deres have efter nedslaget. En af hendes døtre samlede et stykke op og brændte sig på det varme metal, fortæller Lyubov Toldykina. Natten før granaten faldt, havde hun et mareridt, hvor hun gik rundt om et hus uden tag, og vågnede badet i sved. Hun er ikke i tvivl om, at det var et forvarsel om mortergranaten. 

”Jeg har ikke kunnet sove siden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været vores hus. At det kan være mit hus næste gang,” siger Lyubov Toldykina, der byder på saftevand og frygter, at hun blot ved at lukke øjnene vil få et nyt syn om død og ødelæggelse. 

Lyubov Toldykina.

I sin baghave fortæller hun om den mur, den nuværende ukrainske præsident Volodimir Zelenskij siger, at han vil bygge langs frontlinjen, hvis der ikke kommer gang i de fejlslagne fredsforhandlinger med Rusland og separatisterne. Stagneringen har fået Ukraine til at frygte, at Rusland vil prøve med en militær løsning.

”En mur vil være frygtelig for os. Den vil ødelægge alting. Jeg håber stadig på fred. Jeg ved godt, at fred næppe vil genåbne fabrikker, men det er stadig et håb, selvom jeg ikke tror på fred, så længe Putin er ved magten. Men måske når han dør? Jeg tror, at alle på tværs af grænsen vil være glade, når han dør,” siger Lyubov Toldykina, der kender mange på den anden side af grænsen. Lidt på samme måde, som folk i det gamle Vest- og Østtyskland havde venner og familie på begge sider af Berlin-muren. Lyu­bov Toldykina slår fast, at hun ikke er sur på de ukrainere, der bor på den anden side, eller på russerne for den sags skyld. Det er den russiske præsident Vladimir Putin og politikerne i Ukraine, der får skylden.

”Vi er jo det samme folk. Det er ikke os, der har valgt krigen,” siger hun. 

Byens lokale tankstation er en attraktion. I baggrunden den lokale fenolfabrik, hvor over 2.000 mennesker har deres daglige gang.

I NEW YORK giver flere beboere udtryk for, at det er krigen, der har splittet dem ad og skabt et dårligere forhold til de ukrainske separatister i de besatte områder og i Rusland. Det bakkes op af flere undersøgelser. Et studie lavet af Kiev International Institute of Sociology viser, at andelen af ukrainere med et ’godt indtryk af Rusland’ faldt fra næsten 80 procent før krigen i 2014 og ned til 30 procent i 2015. 

Der er dog markante regionale forskelle. Østukraine er kendt for traditionelt at stemme mere pro-russisk. En undersøgelse fra International Republican Institute før det ukrainske præsidentvalg i 2019 viste, at blot tre procent af vælgerne i Vestukraine så det som vigtigt med et godt samarbejde med Rusland, mens det tal var 49 procent i Østukraine. 

Ala (t.v.) på det lokale marked. ”New York er den bedste by i verden,” siger hun.

Ukrainernes tilhørsforhold er et betændt emne. For nogle måneder siden udgav Vladimir Putin et essay om russernes og ukrainernes historiske samhørighed, som mødte stor modstand i dele af Ukraine. I essayet argumenterede Putin blandt andet for, at ukrainere og russere er det samme folk, og at Ukraine i dag er ved at udvaske sine russiske rødder.  

”De (den ukrainske elite, red.) begyndte at mytologisere og omskrive historien, redigere alt, der forenede os, og de henviste til den periode, hvor Ukraine var en del af Sovjetunionen, som en besættelse … Uundgåeligt kom der en tid, hvor begrebet ’Ukraine er ikke Rusland’ ikke længere var en mulighed. Der var behov for ’anti-Rusland’-konceptet, som vi aldrig vil acceptere,” skriver Putin og fortsætter:

”Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at dannelsen af en etnisk ren ukrainsk stat, der er aggressiv over for Rusland, kan sammenlignes i sine konsekvenser med brugen af masseødelæggelsesvåben mod os (…) Og til dem, der vil foretage et sådant forsøg, vil jeg gerne sige, at de på denne måde vil ødelægge deres eget land.”

STEMMER FRA NEW YORK

Ivan Rudenko, 39 år, lokal brandleder

”Jeg ankom 15 minutter efter, at mortergranaten ramte. Folk var i panik. Der var mange mennesker på gaden, og jeg var bare lettet over, at ingen var kommet til skade. Jeg håber virkelig, at krigen vil slutte snart, men jeg ved ikke, om vi kan forenes med dem på den anden side igen. Mange er påvirket af propaganda på begge sider. Min far og min storebror kan næsten ikke tale sammen mere. Min far støtter Ukraine, og min bror er pro-russisk. Mange familier er splittet. Jeg er ikke sikker på, at en pludselig fred vil hele det sår.”

KONTRASTERNE KOMMER OGSÅ til udtryk i New York. På en bænk i udkanten af byen sidder 53-årige Andrei Mykolayvych og fortæller om manglende drikkevand i byen, netop som en anden beboer kommer fordi. Det er 58-årige Slavik Vanishov, der har en cigaret dinglende i munden og en lille vodkaflaske stoppet ned i skuldertasken. Han sætter sig ned og blotter en søværns­tatovering på højre skulder fra dengang, han gjorde tjeneste i Den Røde Hær i 1984. 

”Jeg kan ikke lide livet her. Alting koster for meget. Det var bedre dengang med Janukovitj. Dengang var der ikke krig. Fabrikkerne var åbne, og priserne var lavere,” siger Slavik Vanishov, der arbejder i New York som kommunalarbejder. 

Kommentaren får Andrei Mykolayvych på bænken til at reagere. Han forsøger ihærdigt at forklare, at alting ikke var bedre under præsident Viktor Janukovitj, dengang før Majdan-revolutionen. Penge forsvandt ud i den blå luft, og der var mindre frihed, siger han og forsøger også at trænge igennem med argumenter om, at tingene jo nok skal blive bedre, og at det er Rusland, der har angrebet Ukraine, og ikke omvendt. 

Slavik Vanishov (t.v.) og Andrei Mykolayvych.

Slavik Vanishov er mildt sagt uenig. 

”Jeg har ikke noget ondt at sige om Rusland. De har det på samme måde som os … jeg kunne også bedre lide tiden under Sovjetunionen. Dengang havde vi billigere produkter,” siger Slavik Vanishov, mens Andrei Mykolayvych påpeger, at meget ikke længere er så fattigt som dengang.

”Det er rigtigt, der er flere ting i butikkerne i dag, men hvad skal jeg bruge det til, hvis jeg ikke har penge til at købe det?” spørger Slavik Vanishov og svarer selv: ”Under Sovjet havde alle det samme. Godt nok var der ikke meget i butikkerne, men jeg havde råd. I dag burde medicin også være gratis, men det er det jo ikke. Det var det dengang i Sovjet.”

Diskussionen mellem de to bevæger sig ind på krigen. Andrei Mykolayvych forsøger – endnu en gang – at forklare, at Ukraine forsvarer sit territorium, og påpeger, at da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, startede det hele. 

Slavik Vanishov svarer, at det er åndssvagt at kæmpe om Krim-halvøen, da han ser den som historisk russisk. 

Ingen af Andrei Mykolayvychs argumenter om en bedre fremtid hjælper. De to skifter emne og taler om, at præsident Zelenskij har sat gang i et stort byggeprojekt over hele landet, der skal bringe bedre veje, skoler og hospitaler.

Slavik Vanishov griner og peger på den gennemhullede vej foran dem. Den blev sidst repareret, da de var børn, påpeger han.

”Jeg kan ikke sige noget godt om politikerne i Kiev. Hvad har de gjort for mig? Se dog her på os. Hvad har Zelenskij nogensinde gjort for at hjælpe mig?” spørger Slavik Vanishov. 

”Russerne er værre, de kalder sig for vores broderfolk, men hvilken slags bror spørger: ’Hvem der?’ og svarer med en granat,” svarer Andrei Mykolayvych. 

STEMMER FRA NEW YORK

Ekateryna Olech, 17 år, studerende

”Jeg er en del af den her by. Det er her, jeg hører til, og selvom jeg måske har en plan om at rejse til udlandet på et tidspunkt, kommer jeg tilbage igen. Måske når jeg er 25 år. Jeg tror ikke, at noget andet sted kan erstatte mit liv her. Mine forældre bor her, og jeg har et ansvar over for dem. Jeg kan godt forstå, at folk i andre lande tænker, at vi skal være bange for krigen, men den er blevet hverdag her.”

HVIS KRIGEN STOPPER, bliver det muligt at tiltrække virksomheder. Vi har allerede en del investorer, der er klar, men de holder sig tilbage på grund af krigen,” siger 27-årige Kristina Shevchenko, der arbejder som skolelærer i byen og ikke bare er leder af den lokale gruppe, der har kæmpet for navneskiftet til New York, men også har været med til at restaurere lokale monumenter, hjulpet med til at rydde op i byen, blandt andet på gravsteder, og har været med til at bygge et lokalt kulturcenter, inklusive et bymuseum.

”Det er smertefuldt for mig at se, hvordan unge mennesker ikke har steder, hvor de kan få en uddannelse her i byen. Jeg vil have, at de unge udvikler sig, og at vi kan give dem en god start på et bedre liv. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere bare at flytte herfra. Men vi har alle familie og venner her. Og jeg har et ansvar over for de børn, jeg underviser,” siger en håbefuld Kristina Shevchenko.

New Yorks busstation er byens centrum.

Alle er dog ikke lige så optimistiske. I en anden del af New York bor den 45-årige pædagog Alona Rotach i et gammelt murstenshus med sin søn. I baghaven har de en stor køkkenhave og et das – det er frysende koldt om vinteren, fortæller sønnen. Så koldt, at han joker med, at han ikke spiser om vinteren for at undgå at skulle gå ud på det kolde das.

Alona Rotach viser rundt i sin køkkenhave blandt vindruer, jordbær, ferskner, kartofler og frugttræer. Det er nødvendigt at have en stor køkkenhave til at supplere indkomsten, forklarer hun og fortæller, at det store problem lige nu er, at der ikke er noget vand. Alt i køkkenhaven er ved at visne. I baggrunden gør familiens lille hund, en lille kryster af et corgi-kryds, så gemmer den sig igen i hundehuset. 

STEMMER FRA NEW YORK

Matvej Suslov, 16 år, studerende

”Jeg skal flytte for at studere videre, og det er en skam. Vi burde blive her og bo, hvor vi er født. Hjælpe området med at blive udviklet. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at vi burde flytte, men det synes jeg ikke, at vi skal. Jeg har en forbindelse til det her sted. Det er her, jeg er født. Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg ikke have samme ro. Det er svært at beskrive, men jeg tror, at jeg vil mangle den indre ro. Mine forældre er her. Min familie er her. Det er det her, jeg kender.”

DET ER IKKE kun vandet oppefra, der er udeblevet. Også de ukrainske newyorkeres vandhaner er løbet tør. Vandet i hanerne, der kommer nordfra, går gennem vandrør, som løber tværs over frontlinjen, og fra tid til anden bliver rørene ramt af granater. Det betyder, at tusindvis af mennesker i det østlige Ukraine må leve uden vand. I New Yorks tilfælde er der tale om uger uden vand, men mere uheldige landsbyer har ikke haft vand siden krigens begyndelse. 

Alona Rotach har svært ved at være begejstret over navneskiftet. Det er kun navnet, der har ændret sig, påpeger hun. Ikke andet. 

”Indtil videre har jeg ikke følt, at vi bor i New York. For os er det stadig Novhorodske. Vi blev omdøbt, men indholdet og livet i vores by har ikke ændret sig. Vi mangler penge her i byen til at forbedre tingene, men dem har vi ikke, og vi har næsten intet arbejde heller,” siger hun. 

Samaja sælger grøntsager på markedet i New York. Hun er oprindeligt fra Baku i Aserbajdsjan og flygtede efter den første krig mellem Armenien og Aserbajdsjan.

PÅ GRÆNSEN MELLEM ØST OG VEST

Krigen i den østukrainske Donbass-region har varet syv år og kostet mere end 13.000 mennesker livet. Krigen brød ud i 2014 efter Majdan-­revolutionen, hvor den daværende ukrainske præsident blev afsat og flygtede til Rusland. Derefter annekterede Rusland Krim-halvøen, og en krig brød ud mellem Ukraine og russisk-støttede separatister i Donbass – en krig mellem øst og vest.

Siden har der været fejlslagne fredsforhandlinger, og i foråret oprustede Rusland nær den ukrainske grænse. I flere måneder holdt verden vejret, mens Rusland sendte soldater, tanks og andet isenkram til den ukrainske grænse. En større militær eskalering udeblev, men fredsforhandlingerne er stadig stødt på grund.

Indenfor i huset, der minder om et gammelt dansk bondehus, er hun ved at lave marmelade, og hun byder på ost og kager, mens hun lystigt fortæller om barndommen i byen, der både havde biograf og ungdomsklubber, og hvor der var arbejde til alle. Men nu er det fjerne minder om en tid, som nok aldrig kommer igen.

”Jeg håber på en bedre fremtid, men mest af alt håber jeg på, at det ikke bliver værre. Hvis krigen blusser op igen, vil mange dø. Jeg forstår godt, at vi skal forsvare vores territorium, men der er også mange mennesker på begge sider af fronten, der intet har med det at gøre. Vi burde kunne tale sammen,” siger Alona Rotach, der hver morgen vågner taknemmelig.

Hun håber blot, at der snart kommer vand igen. Det er mest det, hun drømmer om. 

Hendes lille familie har ikke tænkt sig at flygte, da de ingen penge har: ”Grundlæggende er vi det samme folk på begge sider af fronten, men propaganda og politikere har splittet os ad. De fleste mennesker har jo været naboer, familie eller venner. Politikerne siger altid, at vi skal fortsætte med at kæmpe, at krigen kan vindes. Jeg synes, de skal komme ud og bo her. Så kan det være, de ændrer mening.”

Alona Rotach bor med sin voksne søn i et lille murstenshus. Familien har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Husene i New York koster fra 10.000 til 40.000 kroner. Alona er sur på de mennesker, som siger, at Ukraine bare skal blive ved med at kæmpe. De forstår slet ikke, hvad der foregår, forklarer hun.