Indlæg

Journalist Stefan Weichert blev ramt af skud, da Rusland invaderede Ukraine. Efter et hospitalsophold i Danmark tog han i april tilbage til landet, som han har boet i og rapporteret fra siden 2019. Her er et udpluk af hans dagbog.
Tekst:Stefan Weichert

2. APRIL 2022

Det er over seks måneder siden, at jeg og min kollega Emil Filtenborg blev skudt af ukendte gerningsmænd nær fronten i Ukraine. I slutningen af februar, kort efter krigens start, var vi på vej til en børnehave i byen Okhtyrka, der var blevet ramt af en klyngebombe, og hvor flere var døde. På vej derud blev vores bil pludselig beskudt. Jeg blev ramt to gange, mens Emil blev ramt af fire kugler. En bil dukkede op bag ved os, og en mand steg ud. Uden varsel tømte han sit automatvåben ind i vores bil. Jeg trådte instinktivt på speederen og drejede hurtigt om et hjørne, mens kuglerne bragede ind i bilen. Vi kørte et stykke ned ad vejen og stoppede, da bilen røg ud af gearkassen og næsten ikke kunne køre mere. Manden fulgte ikke efter os. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Var vi ved at dø? Hvem havde skudt os? 

Emil blødte kraftigt og skulle hurtigt have førstehjælp. Han lagde sig på græsset ved siden af bilen, mens et par soldater kom til for at hjælpe. Kort efter begyndte førstehjælpen og en tur til det lokale hospital i Okhtyrka, mens russerne forsøgte at storme byen.

Lægerne kæmpede for at lappe os sammen på hospitalet, der var overrendt af sårede soldater. Der var blod på gulvet, hvor lægerne arbejdede, som var det samlearbejde på en fabrik. Lægerne lukkede mine åbne sår med noget tykt tråd og store sting. Jeg var ved at besvime. Om natten blev vi evakueret til et regionshospital længere væk fra fronten på en vej, som ingen vidste, om ukrainerne eller russerne havde kontrol med. Derefter gik turen til Danmark. 

I dag tog jeg turen tilbage til Ukraine, efter at mine sår var helet. Emil er stadig i Danmark, og han er i bedring. 

Selvom jeg har følt mig klar efter skud­episoden, var der stadig nerver på, da jeg krydsede grænsen til Ukraine. Det tog flere timer, og tanker om, hvorvidt jeg faktisk var klar, fløj rundt i hovedet, mens bilen langsomt sneglede sig fremad. 

Usikkerheden var blandet med spændingen ved at skulle se min ukrainske kæreste igen efter mere end to måneders adskillelse, hvor Rusland belejrede vores hjem i Kyiv, og jeg blev behandlet for mine skudsår i Danmark. Et gennem skulderen og et lidt nede ved ryggen. 

Hold kæft, hvor har jeg savnet hende, men hvor var det også svært at forlade Emil i Danmark i en hospitalsseng. Og hvor er jeg selv? Jeg føler mig klar, men virker hovedet stadigvæk? Har jeg stadig det, der skal til for at stå i de farlige situationer, der hvor det virkelig brænder på ved fronten?

19-årige Mykola Kuryk gav sit liv for sit land. I hjembyen Ternopil kom folk for at vise deres respekt. Hans mor Sofia var stolt af sin søns mod.

7. APRIL

Første arbejdsdag. Jeg kan godt mærke, at det bliver hårdt at komme tilbage og arbejde som journalist igen. Jeg er på perronen i Lviv (det vestlige Ukraine), hvor flygtninge ankommer hele tiden. Jeg har svært ved at glemme deres ansigter, fortvivlelsen i dem. De har intet. De er flygtet fra deres liv for at redde deres liv. De har efterladt alt og står kun i tøj og sko på en perron i den anden ende af landet. På vej mod hvad? Flere har blot en plastikpose i hånden med nogle få ejendele.

Tårer løber ned ad kinderne, og de har fortvivlelse i øjnene, der kæmper for at holde sig åbne. De er lettede og skræmte på samme tid. Lettede over, at de er i sikkerhed, bange for udsigterne til et liv langt væk fra deres hjem, for mange i et andet land. 

Hold op, hvor jeg føler med dem. Kramatorsk, Kharkiv, Mariupol, Melitopol, Kherson, Mykolaiv … de kommer alle steder fra, og de har alle det samme tomme blik. 

Det er mærkeligt at være i gang igen. Skulderen, hvor den ene kugle gik igennem og flækkede mit kraveben, er lidt træls, men det skal nok blive bedre. 

STEFAN WEICHERT

Stefan Weichert er 32 år, har en bachelor i journalistisk fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og en kandidat gennem Erasmus Mundus-ordningen. Har boet i Ukraine siden maj 2019, hvortil han flyttede med sin kollega Emil Filtenborg i månederne efter, at Volodymyr Zelenskij blev valgt som Ukraines præsident. Sammen med kolegaen og alene har han dækket regionen for blandt andre Ekstra Bladet, 24syv, Avisen Danmark, The Daily Beast og Ud & Se.

9. APRIL 

I går var jeg til begravelse for en ung soldat i Ternopil i Vestukraine. Begravelser bliver jeg aldrig god til. Soldatens kommandør sagde, at der var stor ære i soldatens død, at han havde ofret alt for sit land, og at han er en helt. Men det er svært at se, når alle er klædt i sort og græder over en søn og en kæreste, der kun blev 19. Alt det, han ikke nåede.

Han gav det mest dyrebare, han havde – livet. Det har han ikke længere nu, og hans mor, der knugede sig til kisten, har en søn mindre. Det hele virker så nytteløst.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad folk måske ville have sagt til min begravelse, hvis jeg var død den dag, jeg blev skudt. 

Hvad er ens liv værd? Hvad er det okay at ofre det for? Ville min kæreste og mine forældre synes, at det var det værd? Jeg tvivler. 

Iryna, min kæreste, var med til begravelsen. Jeg tænkte: Hvad hvis det var mig i den kiste? Og hun tænkte: Tænk, hvis det var Stefan.

”Vi kunne ikke stoppe ham, så i stedet måtte vi støtte ham. Der var ikke andet, vi kunne gøre. Vi støtter alle vores børn i deres drømme og ønsker,” sagde Sofia, moren til den 19-årige soldat, i dag til mig. Jeg kan ikke få ordene ud af mit hoved. Klædt i sort inviterede hun indenfor. Hun var stolt, sagde hun, stolt over, at hendes søn ofrede livet for Ukraine. For deres land. Og hun elsker Ukraine lige så meget som sin søn. 

Med den slags mødre er der intet at sige til, at Rusland har så store problemer. Hvordan vinder man over sådan et folk? Det virker, som om Rusland har skabt sig en krig, der ikke kan vindes. 

Hospitalet i Poltava, hvor Stefan Weichert var indlagt Her ses en ukrainsk soldat, der har samlet på mønter, som han har taget fra de russiske soldater.

12. APRIL 

De ukrainske landmænd er desperate. De står med en stor høst og uden nogen steder at eksportere den hen efter blokaden af Sortehavet. Jeg har været ude og besøge Juri, hvis livsværk er ved at smuldre. Så mange ukraineres verden er brudt sammen. Over de sidste 20 år har han bygget et højteknologisk landbrug op, nu er han ved at miste det hele.

Jeg tænker på, om det først er nu, at danskerne forstår, hvor stort et land Ukraine egentlig er. Hvor vigtigt landet er for vores sikkerhed, for vores fødevarer og priserne. For stabiliteten.

13. APRIL

Det går bedre med skulderen. Jeg bliver stærkere dag for dag. Jeg har det stadig skidt, når sirenerne skriger ud over Vestukraine, hvor jeg bor lige nu i Irynas mors lejlighed i Ternopil. Byen er på størrelse med Aarhus, og der er flygtninge overalt. Lange køer af folk, der venter på at få mad eller økonomisk hjælp. Supermarkederne mangler varer, og folk taler udelukkende om krigen. Fronten er langt væk, men krigen rammer. Der faldt et missil over byen for nylig. Der var ingen missiler, før jeg kom til. Er det et tegn?

Folk på gaden har vænnet sig til den helvedes hylen fra sirener og missiler, men jeg tror, at det vil tage mig lidt endnu … jeg forsøger at tage små skridt med arbejdet og nyde, at jeg er sammen med min kæreste. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det hele kommer til at gå. 

I dag var jeg ude og se en masse efterladte hunde og katte. Krigen rammer også dyrene. Flere har mistet deres ejere i bombardementer, og flere hunde tør slet ikke komme ud. Det er, som om de ikke kan ryste frygten af sig. Ligesom os mennesker. 

47-årige Viktor gemte sig i en kælder med sin mor, da en russisk mortergranat ramte ned i hans lastbil. Trykket fra eksplosionen kastede ham ind i en væg.

19. APRIL 

Iryna og jeg er kørt til Rumænien på en kort ferie. Mine tanker er stadig i Ukraine, mens jeg skriver dette, men det er det rigtige at komme lidt ud. Få sovet uden luftalarmerne, uden den helvedes hylen. Vi skal trække vejret og så tilbage. Ved grænsen er der igen mange flygtninge. Og telte med frivillige til at tage imod. En ukrainsk soldat ved en kontrolpost sagde, at jeg skal huske at komme tilbage. Han så gerne, at jeg tog til Østukraine. Der er brug for pressedækning.

23. APRIL 

Vi er kørt til Kyiv, og det er mærkeligt at se byen igen. Vores lejlighed, hvor jeg har boet i omkring to år med Iryna, står der stadigvæk. Der er flere kontrolposter nær lejligheden, og der er øde på legepladsen ude foran. Få er tilbage, og det lokale supermarked er barrikaderet med spånplader. Vagten i lejlighedskomplekset fortalte os, at vores normale vagt Igor er fanget i et område kontrolleret af russerne. De russiske soldater var kun få kilometer væk for få uger siden, i forstaden Brovary, før de trak sig tilbage. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville se vores lejlighed igen, hvor vi havde så mange håb og drømme før invasionen. Jeg havde heller ikke regnet med, at jeg overhovedet ville komme tilbage, efter at jeg blev skudt. Det er et mirakel at være tilbage.

Der bliver stadig fundet massegrave nord for Kyiv. Pårørende forsøger at finde ud af, hvad der er sket med deres kære.

27. APRIL 

Ødelæggelserne nord for Kyiv er enorme. Dele af kampvogne og andre militærkøretøjer er spredt ud over det hele, mens folk desperat forsøger at rydde op. Flere fortæller, at de har fundet ligdele i deres baghaver eller på gaderne, hvor flere blev likvideret. Nogle af ligene er blevet fundet bagbundne med bind for øjnene og med en kugle i panden.

En mand fortalte, at han fandt en hånd i sit nedløbsrør. En anden fandt en død soldat i sin baghave.

En beboer i Irpin nord for Kyiv viste en kælder frem, familien havde gemt sig i. Store dele af kælderen var under vand, og der var legetøj og madrester spredt rundtom i rummene. Folk her er virkelig vrede på russerne. Tidligere havde de et mere neutralt forhold til den russiske bjørn, men nu er de fulde af vrede, og de vil ikke give op.

Flere bygninger nord for Kyiv, såsom i Borodyanka, er revet midt over af bombardementer.

28. APRIL 

Irpin og Butja er ødelagt, men det er intet i forhold til Borodyanka. Hele boligblokke er splittet ad, og kældrene under dem er kollapset. Havde folk mon gemt sig der? Hvis det er tilfældet, er de blevet begravet levende. Min nok værste frygt.

Jeg stoppede en mand, der kom trækkende med sin cykel forbi en af boligblokkene. Den var helt sodet og sort efter en altopslugende brand. Han pegede på en af lejlighederne, hvor han boede. Den var aldeles udbrændt. Det var kun et tilfælde, at han og konen ikke led samme skæbne som hans barndomsven i nabolejligheden, fortalte han. Lige inden branden havde hans kone sagt, at de skulle ud i deres skur cirka 100 meter væk for at hente kartofler. I mellemtiden kom et russisk fly og smed en bombe på boligblokken. Vennen i nabolejligheden brændte inde med sine børn og børnebørn, og dem, der ikke døde af eksplosionen, døde af branden. Det hele er så tilfældigt. 

På stålværket ArcelorMittal forsøger man at holde gang i hjulene på trods af krigen.

2. MAJ

Endnu et besøg hos en landmand. Flere ueksploderede sprænggranater ligger inde i en af hans siloer. Der er et hul i taget. Det er for farligt at fjerne dem. Derfor får de bare lov at ligge der, mens han prøver at arbejde som før. Livet går jo videre, siger landmanden. Det er surrealistisk. Ukrainerne er stærke mennesker. ”Ja, der er krig, ja, mit land er i brand, ja, jeg kan miste livet hvert øjeblik. Men jeg bliver alligevel,” siger de. Jeg tænker ofte på, hvordan vi ville have håndteret det i Danmark.

4. MAJ

Jeg har været på min første reportagetur nær fronten i Sydøstukraine. Jeg følte mig klar både mentalt og fysisk. Jeg var nødt til at finde ud af, om jeg stadig kan. Eller om jeg skal finde på noget andet at lave. Byen Kryvyi Rih, der ligger lige bag linjen – og er den ukrainske præsident Zelenskijs hjemby – virker som et godt sted at starte. Selve fronten i Østukraine er under så stort et pres, at det vil være for stort et sats at tage derud.

Først besøgte jeg stålværket ArcelorMittal i byen, som på trods af faren for russiske bombardementer fortsætter med at arbejde. Det er som en krig i krigen – en krig mod at give op over for de russiske forsøg på at sende Ukraine økonomisk i knæ. 22.000 mennesker arbejder der. Det er landets største stålværk, og fabriksområdet er over otte kilometer langt. De har togskinner inde på værket, hvor rør snor sig alle vegne. Jeg har aldrig set et industriområde så stort.

Krigen er ikke særlig langt væk. Jeg sad her i aften på hotellet og havde sprogundervisning, da to jagerfly fløj over midtbyen. Hele hotellet rystede, og jeg smed mig på gulvet. Kroppen venter instinktivt på braget af de ødelæggende bomber, der kan følge. Men de kom ikke. Det viste sig at være ukrainske fly. Det er umuligt at vide på forhånd. 

55-årige Nadiya kommer måske aldrig til at gå igen.

5. MAJ

Det er svært at glemme Marias blik, da hun i dag steg ud af en evakueringsbus fra den russisk-kontrollerede storby Kherson. 18 år og nu uden et hjem. Hun har efterladt alt og alle. Jeg mødte hende på flygtningecentret i Kryvyi Rih.

”Folk, der gør modstand, forsvinder pludselig. Ingen ved, hvad der sker med dem. Jeg skulle ud nu, hvis jeg skulle overleve. Vores verden er brast sammen. Russerne er i gang med at ændre alt. Gøre vores supermarkeder til russiske, lave vores hryvnia-valuta om til rubler. De fjerner alt, der er ukrainsk,” sagde hun.

Jeg tænker indimellem på, om dem, der laver bomberne, har nogen anelse om den ødelæggelse, de bomber forårsager. Nogle af bomberne er designet til at sprede fragmenter alle vegne. Deres formål er at gennemhulle tilfældige kroppe på tilfældige måder, så det næsten er umuligt at redde folk. Såsom på hospitalet i Kryvyi Rih, som jeg besøgte i dag. Ser de mon de menneskelige ødelæggelser? Jeg ser dem ofte. Som på hospitalet i dag. Store huller gennem kroppene. Lugten af jod og de tomme blikke hos patienterne, der ikke ved, om de nogensinde kommer tilbage til deres normale liv. Om de vil komme til at gå igen. Jeg kunne ikke leve af at sælge våben. 

63-årige Vasili bor nær grænsen til Moldova. Han forstår ikke, at Rusland har angrebet Ukraine, men mener, at begge parter har andel i krigen.

7. MAJ 

I dag var jeg ved fronten uden for Kryvyi Rih med det ukrainske militær. Flere landsbyer er generobret fra russerne, og det er hårde historier om voldtægter og drab, der slipper ud.

Volodimir brød sammen, da jeg spurgte ham, hvordan det havde været at leve under russisk kontrol i landsbyen Pryhir’ya. Han græd og fortalte, hvordan en kvinde blev voldtaget i landsbyen. Hvordan hans ven Igor blev skudt af russerne, og hvordan de russiske soldater gjorde nar af ham og brød ind i hans lille købmandsbutik og stjal alting. Nu har Volodimir ingenting tilbage. Jeg kan ikke lade være med at føle med disse mennesker. Hold kæft, hvor har de været meget igennem.

I Kyiv er der en hospitalsafdeling for børn med hjerteproblemer. De fortsatte deres arbejde under den russiske belejring af byen.

8. MAJ

Turen ved fronten i går fylder i mit hoved. Det var første gang, jeg var tilbage i en krigszone efter skudepisoden. Oplevelsen har sat sig i mig. Det er, som om min krop er mere opmærksom på hvert eneste brag i horisonten. Mere end nogensinde før. Men det kan ikke være anderledes, som med alt andet er det de små skridt, der skal få mig videre. Jeg føler mig mere og mere sikker på, at jeg nok skal komme mig. Det er vigtigt at huske mig selv på, at mit job er at være neutralt observerende. For det er nemt at blive suget derhen, hvor jeg får lyst til at redde verden, men det kan jeg ikke, og det er ikke min rolle. Det skal jeg holde fast i, men det er svært med så megen elendighed. Med al den ulykke. Al den død.

11. MAJ

63-årige Vasili er et af de sejeste mennesker, jeg har mødt i Ukraine. Han kom kørende på sin gamle sovjetiske motorcykel nær den ukrainske grænse til Moldova, da jeg stoppede ham. Han havde været ude ved mølleren for at få malet sit korn, og han gav ikke meget for den fornyede frygt for, at Ruslands allierede, Transnistrien, vil åbne en ny front mod Ukraine. Grænsen til Transnistrien – , et Sovjet-levn, der ikke er internationalt anerkendt – er blot få kilometer væk, og der er øget militær aktivitet. Ellers går livet videre i de små landsbyer, der er meget fattige, og hvor folk mest lever af deres køkkenhaver. Stort set alle arbejdspladser er lukket gennem årene. Vasili sagde, at han ingen indflydelse har på, hvad der kommer til at ske. Derfor går han som mange andre mere op i, hvad han har indflydelse på: Hvordan han får mad på bordet.

Det er ofte det, jeg møder. Både bag ved og ude ved frontlinjen. En afmagt. En frustration over, at de ikke føler, at de bare kan flygte. Men mere end alt andet en bekymring for, hvordan de skal få råd til at fylde deres maver.      

Kharkiv har været under russisk belejring ad flere omgange.

14. MAJ

De hjertesyge børn på børnehospitalet i Kyiv kæmper for livet. En mor ser en video med sin lille pige, der sidder ved siden af med en stor iltmaske over hovedet og følger med. Da Rusland angreb byen, lå de i en kælder, der var tilkoblet en generator, som næsten ikke havde mere brændstof.

De syge børns overlevelse afhænger af adgang til strøm til deres maskiner. For pigen var generatorens sidste gløder et håb, mens krigen bragede videre ikke langt derfra. Og det lykkedes, hun overlevede. Ligesom så mange mennesker i Ukraine. Og som børnene på hospitalet, der var i stand til at få samlet nok brændstof til at holde generatoren kørende, indtil russerne trak sig fra Kiev, og strømforsyningen atter blev normal.

Den centrale plads i Trostyanets er helt ødelagt. Byen var besat i flere uger af russere.

30. MAJ

Den franske journalist Frédéric Leclerc-Imhoff døde i dag. Han blev ramt af et fragment fra et russisk artilleriangreb. Endnu en død journalist. Da en amerikansk journalist blev slået ihjel tilbage i marts, spurgte en Ekstra Bladet-journalist, om jeg gik med tanker om, at det kunne være mig. Jeg var jo også tæt på døden med Emil.

Dengang svarede jeg svævende, men i dag kan jeg ikke lade være med at tænke på det. 

Du kan forberede dig. Gøre dit hjemmearbejde såsom at have en plan for alle mulige skrækscenarier. Jeg kan have alt det rigtige udstyr: skudsikker vest, hjelm, lægetaske med årepresser og den slags. Studere ruter på forhånd, få hjælp af lokale. Men hvis russerne smider en granat lige der, hvor du er, jamen, så dør du. Ingen skudsikker vest eller hjelm vil redde dig.

TALKRIG

Ifølge det ukrainske militær er mere end 50.000 russiske soldater tabt i krigen. Derudover hævder det ukrainske forsvarsministerium, at mere end 2.000 russiske kampvogne og 236 fly er blevet uskadeliggjort. Selv siger ukrainerne, at de har mistet 9.000 soldater.

Russerne sagde i april, at de har slået mere end 23.000 ukrainske soldater ihjel. For nylig sagde en talsperson for den russisk-støttede folkerepublik Donetsk, at de ukrainske tabstal nu kunne være helt oppe omkring 193.000, hvilket inkluderer sårede.

I slutningen af juli anslog Joe Bidens embedsmænd, at 75.000 russiske soldater er enten døde eller sårede. Den britiske forsvarsminister Ben Wallace har tidligere anslået, at antallet af russiske dræbte og sårede er omkring 80.000.

3. JUNI

Endnu en skole er blevet ramt i Kharkiv, Ukraines næststørste by. Endnu en – en kvinde – er slået ihjel på vej til et beskyttelsesrum. For nylig døde flere i midtbyen, inklusive et lille barn, da et andet missil slog ned. Beboerne er overraskende rolige. En nabo fortalte, at han hørte nedslaget fra sin lejlighed, hvor han lå og sov. Han lagde sig bare til at sove videre. En anden fortsatte med at se tv. Krigen er blevet normalen, og det er måske det mest tragiske.

Ikke langt derfra har bydelen Saltivka store skader. Næsten ingen bygninger er uberørte. 

84-årige Zoua lever i kælderen, da hendes lejlighed er ødelagt og helt sort af sod. Før den russiske invasion havde hun et godt syn på Rusland. Det er nu slut. 

”Jeg har boet her i 30 år, og her bliver jeg. Jeg skal ingen steder. Jeg er frygtelig bange, men hvor skal jeg tage hen?” sagde hun. 

Et andet sted i Saltivka så jeg i går to kvinder lave mad på bål uden for deres lejlighed. Deres lejlighedskompleks var helt ødelagt. Nær bålstedet var der et stort hul fra et nedslag. Hvert øjeblik kan et russisk angreb slå ned lige her, og det var surrealistisk at spise ukrainsk borsjtj (en suppe) med dem i de sodede omgivelser, mens mere krig lurede lige om hjørnet. En af kvindernes sønner bandede over, at det ukrainske militær har kampvogne gemt i området i ly af træerne. 

”Det er bare ikke i orden,” sagde sønnen, der ved, at placeringen gør boligområdet til et militært mål.

Jeg har set det før. Rundtomkring i Ukraine er det ukrainske militær flyttet ind nær skoler og boligblokke, hvor de gemmer sig blandt civilbefolkningen. Ukraine kæmper for landets overlevelse – liv, sprog, kultur, historie – og det sætter et kynisk præg på krigen. På begge sider af fronten.  

Andrej lever med daglige russiske bombardementer af byen Bakhmut. Han håber, at Putin snart vil dø.

7. juni

I dag besøgte jeg hospitalet i Poltava, et af hospitalerne, hvor jeg blev behandlet efter at være blevet skudt. Jeg havde Iryna, min kæreste, med, og jeg var vred over alle mulige småting hele køreturen dertil. Selvom jeg ikke ville indrømme det, var det hårdt for mig at tage tilbage. Men jeg vidste, at det ville være godt for mig at se det igen og hilse på personalet, der reddede mit og Emils liv. 

Jeg ville sige tak, men det var hårdt. Jeg skulle gennemleve det hele igen, og det trykkede mig den seks timer lange tur til hospitalet. Det åbne sår i skulderen. Blodet. Emils skader. Skyderiet. Det hele kørte i mit hoved. 

Men da sygeplejersken Olga så mig, løb hun mod mig med åbne arme, kastede dem omkring mig og pressede alle bekymringer ud. Olga kæmpede for at holde tårerne tilbage, og det samme gjorde jeg. Hun var så glad for at se mig, og det var, som om jeg pludselig blev helet. Det var det, jeg manglede. En afslutning på det. Derefter kørte vi videre til Okhtyrka, hvor Emil og jeg blev skudt. 

Det var mærkeligt at se stedet igen. Store dele af Okhtyrka er ødelagt af de hårde kampe omkring byen tilbage i februar og marts, men folk går på gaderne, som var der fred. Og på det sted, hvor vi blev skudt, kan man slet ikke se, at der har været krig. Emil blev ramt af fire kugler, jeg af to, men der er ingen blod, ingen ødelæggelse, ikke længere. Blot butikker og folk på gaden. Det hele føles underligt, fraværende, tomt. Og ubetydeligt. 

Valentine rydder op i sit hjem, efter russiske missiler slog ned overfor. Kramatorsk i Østukraine.

9. JUNI

Ødelæggelserne i Trostyanets nord for Okhtyrka er enorme. Alle bygninger på pladsen i centrum ligger i ruiner. Byens hospital er blevet ramt adskillige gange af russisk artilleri og kampvogne. Flere etager kan ikke længere bruges. En sygeplejerske fortalte, at hun så en russisk kampvogn skyde ind på fødegangen. Hun nåede at hive en gravid kvinde ud af en stue, der kort efter blev ramt. Kvinden fødte i kælderen.

11. JUNI

Krisen i det ukrainske landbrug bliver værre og værre, og mon ikke den snart vil trække dybe spor gennem det ukrainske samfund, hvis Sortehavet ikke genåbnes. En landmand gjorde det i dag meget klart: Hvis de ukrainske landmænd går konkurs, trækker de landsbyboerne og lokalsamfundene med sig i faldet.

15. JUNI

De mange frivillige i Ukraine kæmper ofte deres egen krig i krigen. Nogle er danske soldater, der ser krigen i Ukraine som en kamp for demokratiet og Danmarks sikkerhed. Hviderusseren Vadim Prokopiev, som jeg mødte i dag, kæmper for Ukraine, men især for Hvideruslands frihed fra diktatoren Lukasjenkos jerngreb om landet. Som Vadim sagde: ”Hvis Ukraine taber, er kampen for Hvideruslands frihed dødsdømt.”

Folk står i kø for at få madhjælp, Kramatorsk i Østukraine.

12. JULI 

Tro det, hvem der kan, men russerne har faktisk gravet skyttegrave omkring Tjernobyl. Endda i den ekstra radioaktive Røde Skov omkring atomkraftværket, der stadig er præget af stor radioaktiv stråling efter ulykken i 1986. Det er ufatteligt, at de kan få sig selv til at grave de steder, hvor radioaktiviteten er så høj, at turister af sikkerhedshensyn kun må opholde sig der i korte perioder.

Hvordan kunne de finde på det? Nogle siger, at de russiske soldater ikke tror på, at Tjernobyl-katastrofen overhovedet fandt sted. At det var en løgn. 

Det er underligt at gå der og se det. Flere medarbejdere fra værket fortæller, at radioaktiviteten steg, da russerne kom væltende uden nogen form for forståelse for faren. I dag er værket og zonen igen under ukrainsk kontrol, efter at russerne trak sig ud. 

Og hvad med de andre atomkraftværker i Ukraine såsom Zaporizhzhia, Europas største? Det er, som om den her krig bare venter på at komme ud af kontrol. På en større katastrofe. 

27. JULI

Tre ukrainske jagerfly fløj i dag over vejen, da jeg kørte ind mod Kramatorsk i Øst­ukraine. Folk kører rasende stærkt på vejene, og militæret er meget nervøst. Det er her, den rigtige krig er. Det er nu, at jeg skal finde ud af, om jeg stadig har evnen til at begå mig sådanne steder. I dag er skudsårene reduceret til ar, men de sidder selvfølgelig stadig i kroppen – og hovedet.

Flere freelancekolleger har arbejdet her i flere måneder. Næsten alle taler om episoder, hvor det var lige ved at gå galt. Om hvordan de lige nåede bag en mur, før en granat slog ned, eller at deres biler blev beskudt af russiske soldater, der mirakuløst ramte forbi. 

I aften mødtes jeg med en ukrainsk soldat, som jeg kender tilbage fra 2021. Han har 89 soldater under sig og er ansvarlig for droneovervågning. Der er ikke megen optimisme at spore. Russerne tæppebomber ukrainerne flere steder.

En ukrainsk soldat nær en MT-12 fra 60’erne.

28. JULI

Jeg mødte endnu en pro-russer i dag i Kramatorsk centrum. Andrej på 48 år stod træt og frustreret og diskuterede med sin kone ude foran en dyrlæge, mens han ventede på, at deres hund blev færdig. Andrej kiggede skeptisk på mig. Det er svært at få pro-russere i tale i det ukrainsk-kontrollerede område, men han kunne ikke dy sig. Han sagde, at han håbede, at russerne snart ville komme og befri ham.

”Putin har ret. Der er nynazister alle steder,” sagde han, mens hans yngre kone med lyst hår ivrigt nikkede med. 

Han betvivlede, at Rusland havde tæppebombet byer såsom Severodonetsk og Mariupol. Det er bare propaganda, sagde han. Det hele. Russerne er her for at befri ham, og han venter på dem.

29. JULI

En mand stod i dag på sin altan i byen Bakhmut nær fronten og råbte ned til mig, at han hadede Putin. Han nåede lige at sige, at han ønskede ham død, da et russisk artilleriangreb ramte i nærheden og fik ham til at stoppe talestrømmen. Mit kamera rystede.

En ukrainsk kamphelikopter fløj forbi min Peugeot, som jeg havde købt, da jeg tog retur, i udkanten af byen. Der er konstante bombardementer, og bragene kan høres overalt. 

Hvorfor pokker vil de her mennesker ikke evakuere? Jeg forstår godt, at de siger, at de ikke har noget sted at tage hen. Men stadig. Det er, som om de bare venter på at dø.

Efter den lokale bro blev bombet, har lokale bygget en ny. Området nær byen Natalyne, Sydukraine.

30. JULI

I går ramte tre russiske missiler ned i Kramatorsk i Østukraine nær fronten. Der var flere døde og sårede. Det var heldigvis ikke i nærheden af mit gamle hotelværelse i midtbyen.

Jeg tog af sted for at se stedet, som viste sig at være et boligkvarter i udkanten af byen. Beboerne gik des-perate rundt og forsøgte at reparere på husene. En borger diskuterede højlydt med politiet, som var ved at indsamle rapporter fra folk. 

Den officielle udmelding var, at Rusland havde ramt et boligkvarter fuldt af civile. Det var endnu et brutalt eksempel på russerne, der hærger Ukraine, sagde myndighederne. Men manden råbte ad politiet i raseri og sagde, at det ukrainske militær var flyttet ind i boligerne over for hans hus, som nu var jævnet med jorden. Og han mente, at det var ukrainernes skyld, at hans hus også var ødelagt, fordi militæret havde lavet hans ellers fredelige boligkvarter om til et militært mål. 

Den kritik var han ikke ene om. Det er tydeligt, at det er en brutal krig. Ukrainerne er splittede mellem pro-russere og pro-ukrainere. Dem, der venter på russernes ankomst, og dem, der håber på, at Ukraines militær vil beskytte dem og vil kæmpe til det sidste. Hadet er voksende mellem dem, der venter på russerne, og dem, der håber på Ukraines militær. 

Der skal ikke ret meget til at starte en ophedet diskussion. Mandens nabo er for eksempel glødende pro-ukrainer.

I en kommunalbygning møder jeg senere en gruppe kvinder, der laver camouflagenet for militæret. Hver dag vikler de farvet stof sammen til tæpper, der kan skjule de ukrainske militærkøretøjer for de russiske styrker. De stod der med et af camouflage-tæpperne, hvor der på ukrainsk stod ”Pis af, Putin”.          

I denne kælder i Sydukraine opholdt flere russiske soldater sig.

31. JULI

En kontakt i de ukrainske specialstyrker tilbød mig i dag at komme ud til fronten og følge angrebene på de russiske positioner. Jeg kunne følge med hans specialenhed til fronten, hvor de skulle storme en landsby. Der var garanti for skyderier, fortalte han og sagde, at han ville samle mig op om 15 minutter.

Jeg endte med at takke nej. Det vil gå galt, forklarede jeg, for der skal være et længere aftræk. Det er vigtigt at følge de ukrainske soldater og dokumentere, hvordan de for eksempel behandler russiske fanger, men det skal være bedre planlagt. Jeg har det okay med at tage risici, men med måde. Det skal ikke være spontant. Mange journalister, som jeg kender, ville nok have hoppet ind i den bil med det samme. De sidder og venter på chancen for at se kamphandlinger, men det er dumdristigt uden en sikkerhedsplan. Jeg er her ikke på en selvmordsmission.     

1. AUGUST

Tusindvis af flygtninge dukker hver dag op på et af centrene i byen Dnipro. Mange er fra havnebyen Mariupol, som nu er under russisk kontrol. De har ingenting. Mange har brug for psykologhjælp. En af dem, en mand, fortalte mig, at han stod 150 meter fra et teater i byen fuldt af civile, da et russisk fly bombede stedet. 600 menes at være blevet dræbt.

Hans øjne stirrede ud i luften. Jeg tvivler på, at han nogensinde bliver den samme, uanset hvor megen psykologhjælp han får. 

Mens jeg besøgte flygtningecentret, tikkede en besked ind fra lederen af de ukrainske specialstyrker i Østukraine. På en tur ved fronten mistede de i dag 10 mand – halvdelen af enheden. På en af de ture, hvor jeg kunne have været med …

VINTERKRIG

Ukraine begyndte i august landets storoffensiv for at genindtage Kherson-regionen i Sydukraine, som er vital for landets økonomiske stabilitet. Samtidig presser russerne stadig på i Østukraine, hvor de forsøger at tage kontrol med hele Donbass. Eksperter mener, at krigen er på vej ind i en ny fase. Det bliver også snart vinter i Ukraine med iskolde frostgrader. Ukraine er ved at forberede deres militær til den nye type kamp, Vinteren kan også kaste en humanitær krise af sig. De mange civile i Østukraine går en vinter i møde uden varme, da ødelæggelserne har skadet forsyningen.

12. AUGUST

Jeg er igen i Sydukraine. Turen i dag gik til byen Zelenodolsk nær fronten, hvor der var en konstant baggrundslyd af bombardementer. Ofte slår russiske artilleriangreb ned i denne her by. En gruppe mennesker stod i kø for at få mad på et center, de havde ingenting.

I udkanten af byen står der en stor samling cykler – efterladt af de mange, der desperat har taget cyklen over frontlinjen for at komme væk fra kampene. Nu står de bare og ruster.

16. AUGUST

Jeg er med nogle ukrainske soldater ude ved en af frontpositionerne i Sydukraine. Der er bombardementer i horisonten. Soldaterne holder øje med russerne, og de er udstyret med en MT-12 fra 60’erne, der er designet til at ødelægge kampvogne. Soldaterne er ikke sikre på, at Ukraine kan vinde krigen, men de vil kæmpe til det sidste alligevel.

”Det er mit land. Vi kæmper for at forsvare vores identitet, vores frihed,” siger en af dem, inden turen går til en af de nyligt befriede landsbyer. Flere ødelagte russiske militærkøretøjer står ved en ødelagt skole, som russerne brugte som base, da de var i byen. Der bor stadig folk i landsbyen. Mens jeg taler med en af dem, begynder russerne og ukrainerne at skyde hen over hovedet på os fra distancen med artilleri. 

De har en artilleriduel i gang. Russerne rammer cirka 2-3 kilometer bag ved os. Kort efter skyder ukrainerne tilbage. Så er det russernes tur …

Som mange andre er jeg blevet vant til at høre de her brag. Kroppen og hjernen ved – med det samme – når det er langt nok væk. Men det er utroligt, at man kan vænne sig til det. Vænne sig til krig.

 

Da Rusland invaderede Ukraine, var Eva Riedel og Dorte Glad ikke i tvivl om, at de kunne gøre en forskel. Efter en hektisk køretur til den polsk ukrainske grænse huser det københavnske værested og herberg Hellebro nu 29 ukrainske flygtninge.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

PÅ HJØRNET AF Mosedalvej i Valby, skråt over for Nordisk Films røde produktionslokaler og lige bag Søndermarken, ligger Hellebro. Med sine godt 2.000 kvadratmeter fordelt på fire etager er der både suppekøkken, herberg, værested og kontorhotel under ét tag, og målet er at få unge hjemløse ind på stedet, så de langsomt kan vænne sig til et mindre ustadigt liv.

Der er ingen, der svarer dørtelefonen, men så kommer en ukrainsk kvinde og hendes søn til undsætning med nøgle til hoveddøren. Indenfor er der langborde til spisning og sofaarrangementer til afslapning. Man kan høre de frivillige rumstere fra husets store industrikøkken, hvor de siden 2018 dagligt har kokkereret for hjemløse unge, som bor midlertidigt på herberget, og folk, der kommer direkte fra gaden.

Der bliver spist klejner til venstre, spillet PlayStation til højre. Bagerst i lokalet holder ukrainske Ivan trods omstændighederne 13-årsfødselsdag med flag og store smil i huset, hvor der er næsten lige så mange ukrainere, som der er unge hjemløse.

Hassan taler både ukrainsk og engelsk. Han hjælper Hellebro med at oversætte.

KRIGENS FLYGTNINGE

Ifølge FN er tre millioner ukrainere (ved redaktionens slutning) flygtet, siden krigen begyndte 24. februar.

Flere nødhjælpsorganisationer frygter for ukrainske kvinder og børns sikkerhed, da kvinder er forsvundet
og formodes endt i human trafficking.

Folketinget har vedtaget en særlov, som blandt andet giver ukrainske flygtninge friere rammer i forhold til at gå i skole og arbejde i Danmark.

Direktør i Hellebro Eva Riedel er hurtig til at byde på en klejne. Det var hende, der weekenden efter Ruslands invasion kom på ideen om at indlogere ukrainske flygtninge i husets nyrenoverede loftslejligheder.

”Hvis man kan, har man pligt til at stille sig selv til rådighed. Det er mantraet her,” siger Eva Riedel, der dengang greb telefonen, som hun altid gør, når hun får en spontan idé, og ringede til sin veninde og daglige leder af Hellebro, Dorte Glad. Det var allerede kommet frem, at flere danskere havde taget turen til den polsk-ukrainske grænse på det tidspunkt, og Eva Riedel spurgte Dorte Glad, om hun var frisk på at tage Hellebros store, grå minibus til Ukraine.

”Jeg var her på stedet, da hun ringede. Jeg skulle bare have et par trusser og en tandbørste med, så var jeg klar,” fortæller Dorte Glad.

Weekenden gik med at planlægge turen og finansieringen. Om mandagen ringede Eva Riedel til Udlændingestyrelsen for at få alle visumregler på plads. Eva Riedel og Dorte Glad havde endnu ikke modtaget en krone i donationer til flygtningeprojektet. For at kunne betale de mest basale ting overførte de selv 30.000 kroner til en separat konto, så der var til flygtningenes forplejning og husleje i begyndelsen. Tirsdag kørte Dorte Glad sammen med den frivillige Mia Holdgaard mod den ukrainske grænse.

16-årige Alexandra flygtede til Danmark med sin mor Alla.

TILBAGE I 2014 læste Eva Riedel en artikel om stigningen i antallet af unge hjemløse i Danmark, som forbavsede hende. På det tidspunkt arbejdede hun blandt andet med marketing og kommunikation i finansverdenen, og med den ballast og det netværk mente hun, at hun kunne gøre en forskel for et stigende antal af unge uden folkeregisteradresse.

Samme år mødte hun Dorte Glad, der har arbejdet som frisør, makeupartist og eventkoordinator siden 80’erne. Hun har sat hår på kendisser fra Lene Nystrøm til Prince, hun har rejst verden rundt for at arbejde på reklamekampagner, og så var hun med til at starte Coma Club med Kenneth Bager i slutningen af 80’erne.

De to indledte et makkerskab – Dorte Glad er praktisk anlagt, mens Eva Riedel er den logistiske og hende, der smører tandhjulene – der blev til Hellebro. 

Det var også den rollefordeling, de besluttede sig for, da turen til Polen og Ukraines grænse kom på tale. Eva Riedel fik engageret et hav af frivillige, som hjalp med at fylde køleskabe, sætte gardiner op, løfte senge op og skaffe sengetøj til stedets ledige loftslejligheder. Ved siden af fik hun også indsamlet 400.000 kroner i donationer, hvilket nogenlunde er prisen for at have Hellebros overetage fyldt og bespist i tre måneder.

”Det her er et helt hus for unge mennesker mellem 18 og 29 år. Alt er gratis. De kan komme og få noget at spise, de kan komme til lægen, de kan tale med en gældsrådgiver eller få retshjælp. De kan være med i Radio Hellebro, de kan lave musik, vaske tøj og komme i bad. Det er det mest basale. Alt det kan de ukrainske flygtninge nu også bruge,” siger Eva Riedel.

”Det er jo oprindeligt for unge, som ikke skal gå på gaden eller på almindelige herberger, hvor det vrimler med kriminelle og narkomaner. Det her er et helle, heraf navnet, hvor vi skal få de unge i job, i skole og egen bolig. Og det kan fungere mindst lige så godt til de ukrainske flygtninge.”

40-årige Alla og datteren Alexandra bor sammen i en af Hellebros lejligheder.

INDEN DET SIDSTE stræk til de ukrainske grænsebyer overnattede Dorte Glad og Mia Holdgaard på et hotel i Krakow. På hotellet mødte hun en dansk læge, som var på vej tilbage til Danmark med to kvinder og to børn. De talte om situationen ved grænsen, og han gav hende nummeret til en dansk-ukrainsk mand, der havde skaffet kontakt til de familier, han havde med i bilen. 

”Undervejs begyndte det at gå op for mig, hvor voldsomt et brændpunkt det var. Da vi kom ned til de her checkpoints i grænsebyen Medyka, lå der kvinder og børn på gulvet i et nedlagt storcenter, og på gaden var der telte, små suppestande og bunker af tøj på jorden. Det var helt umuligt at vide, hvem vi skulle samle op,” fortæller Dorte Glad.

På det tidspunkt håbede de fleste, hun mødte, at krigen ville være overstået inden for kort tid. De ville blive i nærområdet, så de kunne vende tilbage til Ukraine. Hun tog derfor kontakt til den dansk-ukrainske mand, som over telefon guidede hende videre til andre byer langs grænsen. Natten mellem onsdag og torsdag i krigens første uge kørte Dorte Glad rundt på små, øde bjergveje, som krydsede ind og ud af Ukraine.

”Første gang det skete, råbte Mia: Stooooooop! På gps’en kunne vi se, at vi pludselig var i Ukraine, men der var ikke andre muligheder, så vi fortsatte hele natten,” siger hun.

Ved hver politistation var der kvinder og børn, som var blevet tilbageholdt af polsk grænsepoliti. For at få kvinderne ud skulle hun overbevise vagterne om, at hun i forvejen kendte de ukrainske kvinder og børn, der gerne ville til Danmark. Og det lykkedes hver gang efter længere tids forklaringer på gebrokkent engelsk.

Snart blev bilen fyldt. Om bord var otte ukrainere og en lille hund.

”Da jeg stod ved den sidste grænsearrest og havde fået en kvinde og hendes søn ud, kiggede politimanden på mig: ’Der står to kvinder og to børn dér og varmer sig ved et bål. Kan du tage dem med?’ Så sagde jeg: ’Det kan du tro, men så skal du lukke øjnene, når jeg kører, for så er vi for mange i bilen.’ Men det ville han ikke, og vi måtte efterlade dem. Det var iskoldt, minusgrader og sne oppe i bjergene, så det var virkelig hårdt.”

Samme dag kørte Dorte Glad og Mia Holdgaard turen hjem til Danmark med fyldt minibus, og natten til fredag ankom de til Hellebro.

Olga Lumerovskyi på 32 og sønnen Ivan på hans 13-årsfødselsdag.

PLADS PÅ HELLEBRO

15 frivillige på hjemløseområdet, 45 på flygtningeområdet.

30 værelser med plads til 32. 6 lejligheder med plads til 24.

DE UKRAINSKE kvinder og børn har i skrivende stund været indlogeret på Hellebro i knap to uger. Da det kom frem, at Hellebro var i gang med at modtage ukrainske flygtninge, blev Eva Riedel kontaktet af både privatpersoner og andre organisationer, der alle kendte til ukrainere, som manglede et sted at bo. I dag bor der i alt 29 ukrainere fordelt i seks lejligheder med eget køkken og bad.

”Der er jo ingen, der ved, hvor lang tid krigen vil vare. Men nu har de et roligt sted de første tre måneder på turistvisum. Lige nu afventer vi lovgivning og særlov for at finde ud af, hvad der skal ske,” siger Eva Riedel.

Hun fortæller, at det er væltet ind med frivillige, som gerne vil hjælpe. I en grad så der er flere frivillige på flygtningeprojektet end med arbejdet med de unge hjemløse. Både Eva Riedel og Dorte Glad håber, at nogle af de frivillige bliver i huset, når ukrainerne er kommet videre.

”Vores unge beboere synes, det er fantastisk, at vi tog imod ukrainerne. Som du kan se, er der gang i den,” siger Eva Riedel og peger ud over lokalet, hvor fødselsdagen fejres.

Tæt på Ukraines problematiske grænse til Rusland har en lille by skiftet navn. Før hed den Novhorodske, men nu hedder den atter sit oprindelige navn: New York. Ud & Se tog til byen nær frontlinjen, hvor granater regner fra himlen, og hvor den store kamp mellem øst og vest kæmpes dagligt, personligt og indædt.
Tekst og foto:Emil Filtenborg og Stefan Weichert

GARDINERNE VAR TRUKKET for i det lille værelse og hindrede solens stråler i at komme ind. Kun fjernsynet for foden af sengen kastede en smule lys ind i soveværelset, hvor Aleksij Shevchenko lå på sengen med et tyndt lagen. Lungerne er hærget af tuberkulose, og det er en evig kamp at trække vejret for den 59-årige pensionist, der er sunket ind til næsten ingenting. Han har ofte strømsvigt og var derfor taget over til sin søster på den anden side af vejen for at se fjernsyn, selvom han kun sporadisk følger med i flimmerkassens kavalkade af ligegyldige programmer.

Han opdagede ikke den 122 millimeter store mortergranat, der brød den stille morgen med en hvislende lyd hen over himlen og sluttede sin færd med et enormt brag. Eksplosionen sendte rystelser gennem huset og knuste ruderne i nabohusene. Et fragment på størrelse med en knytnæve brød en rude og trillede hen over gulvet i søsterens stue, mens en støvsky rejste sig udenfor. 

Aleksij Shevchenko kæmpede sig op. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket, og kom frem til, at mortergranaten måtte have ramt længere væk. Der har trods alt været krig mellem de russisk-støttede separatister og Ukraine i syv år i det østlige Ukraine, og hver nat kan han og de 12.000 andre indbyggere i New York høre lydtæppet fra en krig, der måske er glemt, men langtfra er ovre. 

Aleksij Shevchenko.

Kort efter kom panikslagne naboer løbende. De gjorde det klart, at det var hans hus på den anden side af vejen, der var ramt. Aleksij Shevchenko løb over til huset så hurtigt, som de spinkle ben kunne bære ham. Hunde jamrede i baggrunden fra nabohusene, mens Aleksij Shevchenko til sin frygt så, at granaten havde ramt hans soveværelse, havde dækket hans seng med mursten og gjort hans hjem ubeboeligt. 

Da Ud & Se et døgn senere ankommer til New York, triller tårerne ned ad kinderne på Aleksij Shevchenko, og han sætter sig ned på hug for at få luft. Det er ikke lettelsen over at være i live, der fylder. I stedet er vreden ved at æde ham op. En vrede, som kort efter bliver til fortvivlelse. Han får omkring 400 kroner om måneden i pension. Han kan på ingen måde betale for skaderne.

”Jeg har næsten ingen penge til medicin og mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” gentager han. 

”Hvad bilder de sig ind?”

I horisonten er frontlinjen synlig. Fabrikken t.v. er den lokale fenolfabrik, som holder byen i gang.

NEW YORK I UKRAINE

Byen blev grundlagt i 1846 af en gruppe tyske gammelevangeliske bosættere og fik – efter sigende – sit navn, da en af de tyske bosætteres hustru kom fra USA. Stedet blev centrum for en række tyske landsbyer i området og voksede sig stort på at producere landbrugsprodukter, teglsten og landbrugsmaskiner. Byen havde flere skoler, og hovedgaden Gartenstraße er i dag stadig præget af gamle murstenshuse fra den tid. De tyske bosættere blev dog presset ud af byen af Sovjetunionen ad to omgange. Først efter den russiske revolution, der begyndte i 1917, og dernæst efter anden verdenskrig. I 1951 ændrede Sovjetunionen byens navn til Novhorodske, da det ikke var passende i Stalins Rusland at have en by ved navn New York. I år har lokale kræfter dog fået ændret navnet tilbage til det oprindelige.

ALEKSIJ SHEVCHENKO BOR i en by, der på grund af sit nylige navneskifte har fået en del international opmærksomhed. Stedet og byen er grundlagt i midten af 1800-tallet af tyske mennonitter, og den fik navnet New York, da en af de allerførste bosættere ville imponere sin kone, der kom fra USA. Sådan hed byen, indtil Stalin i 1951 fik øje på navnet, der i den symbolstærke og kolde efterkrigstid virkede som en lille, irriterende sten i skoen på det store kommunistiske projekt. Byen blev derfor omdøbt til Novhorodske, men nu er det oprindelige navn tilbage. 

Lokale kræfter har med succes kæmpet for at gennemføre navneskiftet, og de håber på en ny begyndelse for den gamle industriby, der ligger klemt inde mellem frontlinjen mod øst og syd og militærets kontrolposter mod nord og vest. 

New York ligger kun et par kilometer fra frontlinjen i Østukraine, hvor krigen mellem russisk-støttede separatister og Ukraine har kostet mere end 13.000 mennesker livet siden 2014 og har drevet halvanden million mennesker på flugt. 

En krig, der brød ud efter Majdan-revolutionen i 2014, hvor ukrainske folkemasser krævede, at den daværende præsident Viktor Janukovitj skulle gå af, da han takkede nej til en associeringsaftale med EU og i stedet ville lave en aftale med Rusland. 

63-årige Nadiya Ivanivna Popova lever i den fattigste del af New York. ”Jeg ved ikke, hvad vi kæmper for,” siger hun.

En statue af den russiske poet Aleksandr Pusjkin har en central plads i New York, mens denne statue af den ukrainske poet Taras Shevchenko står i et hjørne af parken.

Janukovitj trak sig senere samme år, men alligevel blev folkefesten i store dele af Ukraine hurtigt afløst af frygt: Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø, og en krig brød ud i den østlige Donbass-region mellem russisk-støttede separatister og Ukraine.

Som mange andre byer langs fronten blev New York ramt økonomisk. Den var kortvarigt besat, og både krigen og Sovjets fald har accelereret en økonomisk deroute. To ud af byens tre fabrikker er lukket, og der er ingen, der investerer. Måske på grund af den stadige risiko for morterangreb som det, der ramte Shevchenkos hus dagen før, Ud & Se besøgte byen.

Læg dertil, at 28 procent af Ukraines befolkning er forsvundet siden Sovjetunionens fald. Mange er rejst, efter krigen brød ud, og sådan er det også i New York, hvis gadebillede er præget af ældre mennesker. Byen holdes i dag kun i live af en stor fenolfabrik, som ifølge byens borgere forurener og giver folk vejrtrækningsbesvær.

Byen minder dermed om de andre byer langs frontlinjen. Ofte er de centreret om en enkelt fabrik eller en kulmine. Tag nabobyen Toretsk, også bare kaldet ’kulminebyen’. Her arbejder mange i urentable kulminer, som den ukrainske regering gerne vil lukke, og det skaber vrede blandt borgerne, som frygter, at de ingen fremtid har. Det billede går igen over hele regionen, hvor bjerge af mineaffald bryder landskabet.

STEMMER FRA NEW YORK

Borys Bocharov, 61 år, poet

”Jeg er meget glad for navneskiftet. Det handler ikke kun om byen her, men også om en ny begyndelse for hele vores område. Det er en ny fortælling. Vi vil gerne have en ny park og flere arbejdspladser. Jeg tror, at vores navneskifte kan hjælpe os i den retning. Det er målet. Før i tiden var det meget bedre. Der var mere gang i byen, og derfor er der mange, der drømmer sig tilbage til tiden under Sovjetunionen, men jeg er ikke en af dem. De kommunistiske ideer tiltaler mig ikke.”

DA MORTERGRANATEN ramte, sad 65-årige Lyubov Toldykina lidt længere henne ad vejen og vaskede agurker i sin baghave omgivet af frugttræer. Hun kunne høre den hvislende lyd fra granaten kort før nedslaget, og hun vidste, at noget var galt. Derefter kom braget og trykbølgen, der rystede hendes hus, rev tagsten af og sendte en kuldegysen gennem hendes krop. 

”Jeg gik i panik. Det var så højt. Jeg kunne høre naboernes skrig,” forklarer Lyubov Toldykina, der er pensionist og bor i et mindre murstenshus med sine to voksne døtre.

To fragmenter fløj ind i deres have efter nedslaget. En af hendes døtre samlede et stykke op og brændte sig på det varme metal, fortæller Lyubov Toldykina. Natten før granaten faldt, havde hun et mareridt, hvor hun gik rundt om et hus uden tag, og vågnede badet i sved. Hun er ikke i tvivl om, at det var et forvarsel om mortergranaten. 

”Jeg har ikke kunnet sove siden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været vores hus. At det kan være mit hus næste gang,” siger Lyubov Toldykina, der byder på saftevand og frygter, at hun blot ved at lukke øjnene vil få et nyt syn om død og ødelæggelse. 

Lyubov Toldykina.

I sin baghave fortæller hun om den mur, den nuværende ukrainske præsident Volodimir Zelenskij siger, at han vil bygge langs frontlinjen, hvis der ikke kommer gang i de fejlslagne fredsforhandlinger med Rusland og separatisterne. Stagneringen har fået Ukraine til at frygte, at Rusland vil prøve med en militær løsning.

”En mur vil være frygtelig for os. Den vil ødelægge alting. Jeg håber stadig på fred. Jeg ved godt, at fred næppe vil genåbne fabrikker, men det er stadig et håb, selvom jeg ikke tror på fred, så længe Putin er ved magten. Men måske når han dør? Jeg tror, at alle på tværs af grænsen vil være glade, når han dør,” siger Lyubov Toldykina, der kender mange på den anden side af grænsen. Lidt på samme måde, som folk i det gamle Vest- og Østtyskland havde venner og familie på begge sider af Berlin-muren. Lyu­bov Toldykina slår fast, at hun ikke er sur på de ukrainere, der bor på den anden side, eller på russerne for den sags skyld. Det er den russiske præsident Vladimir Putin og politikerne i Ukraine, der får skylden.

”Vi er jo det samme folk. Det er ikke os, der har valgt krigen,” siger hun. 

Byens lokale tankstation er en attraktion. I baggrunden den lokale fenolfabrik, hvor over 2.000 mennesker har deres daglige gang.

I NEW YORK giver flere beboere udtryk for, at det er krigen, der har splittet dem ad og skabt et dårligere forhold til de ukrainske separatister i de besatte områder og i Rusland. Det bakkes op af flere undersøgelser. Et studie lavet af Kiev International Institute of Sociology viser, at andelen af ukrainere med et ’godt indtryk af Rusland’ faldt fra næsten 80 procent før krigen i 2014 og ned til 30 procent i 2015. 

Der er dog markante regionale forskelle. Østukraine er kendt for traditionelt at stemme mere pro-russisk. En undersøgelse fra International Republican Institute før det ukrainske præsidentvalg i 2019 viste, at blot tre procent af vælgerne i Vestukraine så det som vigtigt med et godt samarbejde med Rusland, mens det tal var 49 procent i Østukraine. 

Ala (t.v.) på det lokale marked. ”New York er den bedste by i verden,” siger hun.

Ukrainernes tilhørsforhold er et betændt emne. For nogle måneder siden udgav Vladimir Putin et essay om russernes og ukrainernes historiske samhørighed, som mødte stor modstand i dele af Ukraine. I essayet argumenterede Putin blandt andet for, at ukrainere og russere er det samme folk, og at Ukraine i dag er ved at udvaske sine russiske rødder.  

”De (den ukrainske elite, red.) begyndte at mytologisere og omskrive historien, redigere alt, der forenede os, og de henviste til den periode, hvor Ukraine var en del af Sovjetunionen, som en besættelse … Uundgåeligt kom der en tid, hvor begrebet ’Ukraine er ikke Rusland’ ikke længere var en mulighed. Der var behov for ’anti-Rusland’-konceptet, som vi aldrig vil acceptere,” skriver Putin og fortsætter:

”Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at dannelsen af en etnisk ren ukrainsk stat, der er aggressiv over for Rusland, kan sammenlignes i sine konsekvenser med brugen af masseødelæggelsesvåben mod os (…) Og til dem, der vil foretage et sådant forsøg, vil jeg gerne sige, at de på denne måde vil ødelægge deres eget land.”

STEMMER FRA NEW YORK

Ivan Rudenko, 39 år, lokal brandleder

”Jeg ankom 15 minutter efter, at mortergranaten ramte. Folk var i panik. Der var mange mennesker på gaden, og jeg var bare lettet over, at ingen var kommet til skade. Jeg håber virkelig, at krigen vil slutte snart, men jeg ved ikke, om vi kan forenes med dem på den anden side igen. Mange er påvirket af propaganda på begge sider. Min far og min storebror kan næsten ikke tale sammen mere. Min far støtter Ukraine, og min bror er pro-russisk. Mange familier er splittet. Jeg er ikke sikker på, at en pludselig fred vil hele det sår.”

KONTRASTERNE KOMMER OGSÅ til udtryk i New York. På en bænk i udkanten af byen sidder 53-årige Andrei Mykolayvych og fortæller om manglende drikkevand i byen, netop som en anden beboer kommer fordi. Det er 58-årige Slavik Vanishov, der har en cigaret dinglende i munden og en lille vodkaflaske stoppet ned i skuldertasken. Han sætter sig ned og blotter en søværns­tatovering på højre skulder fra dengang, han gjorde tjeneste i Den Røde Hær i 1984. 

”Jeg kan ikke lide livet her. Alting koster for meget. Det var bedre dengang med Janukovitj. Dengang var der ikke krig. Fabrikkerne var åbne, og priserne var lavere,” siger Slavik Vanishov, der arbejder i New York som kommunalarbejder. 

Kommentaren får Andrei Mykolayvych på bænken til at reagere. Han forsøger ihærdigt at forklare, at alting ikke var bedre under præsident Viktor Janukovitj, dengang før Majdan-revolutionen. Penge forsvandt ud i den blå luft, og der var mindre frihed, siger han og forsøger også at trænge igennem med argumenter om, at tingene jo nok skal blive bedre, og at det er Rusland, der har angrebet Ukraine, og ikke omvendt. 

Slavik Vanishov (t.v.) og Andrei Mykolayvych.

Slavik Vanishov er mildt sagt uenig. 

”Jeg har ikke noget ondt at sige om Rusland. De har det på samme måde som os … jeg kunne også bedre lide tiden under Sovjetunionen. Dengang havde vi billigere produkter,” siger Slavik Vanishov, mens Andrei Mykolayvych påpeger, at meget ikke længere er så fattigt som dengang.

”Det er rigtigt, der er flere ting i butikkerne i dag, men hvad skal jeg bruge det til, hvis jeg ikke har penge til at købe det?” spørger Slavik Vanishov og svarer selv: ”Under Sovjet havde alle det samme. Godt nok var der ikke meget i butikkerne, men jeg havde råd. I dag burde medicin også være gratis, men det er det jo ikke. Det var det dengang i Sovjet.”

Diskussionen mellem de to bevæger sig ind på krigen. Andrei Mykolayvych forsøger – endnu en gang – at forklare, at Ukraine forsvarer sit territorium, og påpeger, at da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, startede det hele. 

Slavik Vanishov svarer, at det er åndssvagt at kæmpe om Krim-halvøen, da han ser den som historisk russisk. 

Ingen af Andrei Mykolayvychs argumenter om en bedre fremtid hjælper. De to skifter emne og taler om, at præsident Zelenskij har sat gang i et stort byggeprojekt over hele landet, der skal bringe bedre veje, skoler og hospitaler.

Slavik Vanishov griner og peger på den gennemhullede vej foran dem. Den blev sidst repareret, da de var børn, påpeger han.

”Jeg kan ikke sige noget godt om politikerne i Kiev. Hvad har de gjort for mig? Se dog her på os. Hvad har Zelenskij nogensinde gjort for at hjælpe mig?” spørger Slavik Vanishov. 

”Russerne er værre, de kalder sig for vores broderfolk, men hvilken slags bror spørger: ’Hvem der?’ og svarer med en granat,” svarer Andrei Mykolayvych. 

STEMMER FRA NEW YORK

Ekateryna Olech, 17 år, studerende

”Jeg er en del af den her by. Det er her, jeg hører til, og selvom jeg måske har en plan om at rejse til udlandet på et tidspunkt, kommer jeg tilbage igen. Måske når jeg er 25 år. Jeg tror ikke, at noget andet sted kan erstatte mit liv her. Mine forældre bor her, og jeg har et ansvar over for dem. Jeg kan godt forstå, at folk i andre lande tænker, at vi skal være bange for krigen, men den er blevet hverdag her.”

HVIS KRIGEN STOPPER, bliver det muligt at tiltrække virksomheder. Vi har allerede en del investorer, der er klar, men de holder sig tilbage på grund af krigen,” siger 27-årige Kristina Shevchenko, der arbejder som skolelærer i byen og ikke bare er leder af den lokale gruppe, der har kæmpet for navneskiftet til New York, men også har været med til at restaurere lokale monumenter, hjulpet med til at rydde op i byen, blandt andet på gravsteder, og har været med til at bygge et lokalt kulturcenter, inklusive et bymuseum.

”Det er smertefuldt for mig at se, hvordan unge mennesker ikke har steder, hvor de kan få en uddannelse her i byen. Jeg vil have, at de unge udvikler sig, og at vi kan give dem en god start på et bedre liv. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere bare at flytte herfra. Men vi har alle familie og venner her. Og jeg har et ansvar over for de børn, jeg underviser,” siger en håbefuld Kristina Shevchenko.

New Yorks busstation er byens centrum.

Alle er dog ikke lige så optimistiske. I en anden del af New York bor den 45-årige pædagog Alona Rotach i et gammelt murstenshus med sin søn. I baghaven har de en stor køkkenhave og et das – det er frysende koldt om vinteren, fortæller sønnen. Så koldt, at han joker med, at han ikke spiser om vinteren for at undgå at skulle gå ud på det kolde das.

Alona Rotach viser rundt i sin køkkenhave blandt vindruer, jordbær, ferskner, kartofler og frugttræer. Det er nødvendigt at have en stor køkkenhave til at supplere indkomsten, forklarer hun og fortæller, at det store problem lige nu er, at der ikke er noget vand. Alt i køkkenhaven er ved at visne. I baggrunden gør familiens lille hund, en lille kryster af et corgi-kryds, så gemmer den sig igen i hundehuset. 

STEMMER FRA NEW YORK

Matvej Suslov, 16 år, studerende

”Jeg skal flytte for at studere videre, og det er en skam. Vi burde blive her og bo, hvor vi er født. Hjælpe området med at blive udviklet. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at vi burde flytte, men det synes jeg ikke, at vi skal. Jeg har en forbindelse til det her sted. Det er her, jeg er født. Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg ikke have samme ro. Det er svært at beskrive, men jeg tror, at jeg vil mangle den indre ro. Mine forældre er her. Min familie er her. Det er det her, jeg kender.”

DET ER IKKE kun vandet oppefra, der er udeblevet. Også de ukrainske newyorkeres vandhaner er løbet tør. Vandet i hanerne, der kommer nordfra, går gennem vandrør, som løber tværs over frontlinjen, og fra tid til anden bliver rørene ramt af granater. Det betyder, at tusindvis af mennesker i det østlige Ukraine må leve uden vand. I New Yorks tilfælde er der tale om uger uden vand, men mere uheldige landsbyer har ikke haft vand siden krigens begyndelse. 

Alona Rotach har svært ved at være begejstret over navneskiftet. Det er kun navnet, der har ændret sig, påpeger hun. Ikke andet. 

”Indtil videre har jeg ikke følt, at vi bor i New York. For os er det stadig Novhorodske. Vi blev omdøbt, men indholdet og livet i vores by har ikke ændret sig. Vi mangler penge her i byen til at forbedre tingene, men dem har vi ikke, og vi har næsten intet arbejde heller,” siger hun. 

Samaja sælger grøntsager på markedet i New York. Hun er oprindeligt fra Baku i Aserbajdsjan og flygtede efter den første krig mellem Armenien og Aserbajdsjan.

PÅ GRÆNSEN MELLEM ØST OG VEST

Krigen i den østukrainske Donbass-region har varet syv år og kostet mere end 13.000 mennesker livet. Krigen brød ud i 2014 efter Majdan-­revolutionen, hvor den daværende ukrainske præsident blev afsat og flygtede til Rusland. Derefter annekterede Rusland Krim-halvøen, og en krig brød ud mellem Ukraine og russisk-støttede separatister i Donbass – en krig mellem øst og vest.

Siden har der været fejlslagne fredsforhandlinger, og i foråret oprustede Rusland nær den ukrainske grænse. I flere måneder holdt verden vejret, mens Rusland sendte soldater, tanks og andet isenkram til den ukrainske grænse. En større militær eskalering udeblev, men fredsforhandlingerne er stadig stødt på grund.

Indenfor i huset, der minder om et gammelt dansk bondehus, er hun ved at lave marmelade, og hun byder på ost og kager, mens hun lystigt fortæller om barndommen i byen, der både havde biograf og ungdomsklubber, og hvor der var arbejde til alle. Men nu er det fjerne minder om en tid, som nok aldrig kommer igen.

”Jeg håber på en bedre fremtid, men mest af alt håber jeg på, at det ikke bliver værre. Hvis krigen blusser op igen, vil mange dø. Jeg forstår godt, at vi skal forsvare vores territorium, men der er også mange mennesker på begge sider af fronten, der intet har med det at gøre. Vi burde kunne tale sammen,” siger Alona Rotach, der hver morgen vågner taknemmelig.

Hun håber blot, at der snart kommer vand igen. Det er mest det, hun drømmer om. 

Hendes lille familie har ikke tænkt sig at flygte, da de ingen penge har: ”Grundlæggende er vi det samme folk på begge sider af fronten, men propaganda og politikere har splittet os ad. De fleste mennesker har jo været naboer, familie eller venner. Politikerne siger altid, at vi skal fortsætte med at kæmpe, at krigen kan vindes. Jeg synes, de skal komme ud og bo her. Så kan det være, de ændrer mening.”

Alona Rotach bor med sin voksne søn i et lille murstenshus. Familien har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Husene i New York koster fra 10.000 til 40.000 kroner. Alona er sur på de mennesker, som siger, at Ukraine bare skal blive ved med at kæmpe. De forstår slet ikke, hvad der foregår, forklarer hun.