NÅR ET STYKKE metal giver efter på en Formel-racer ved høj fart, er det sjældent lyden, der afslører det. Motorens brøl overdøver det meste, og det, der ændrer sig, er fornemmelsen af, hvordan bilen ligger på banen.
Det var den forskydning, Alba Hurup Larsen registrerede, da hun kom ud af et sving og mærkede, at bilen pludselig trak anderledes, end den havde gjort omgangene forinden. Hun var startet som nummer 13 ud af 39 i det første af dagens to Formel 4-løb i Abu Dhabi og havde arbejdet sig frem i et felt, der på grund af ulykker gentagne gange blev samlet bag en safety car. Da løbet igen blev givet fri med otte minutter tilbage, lå hun nummer 11.
Kort før målstregen, i en chikane, hvor banen først slår skarpt til venstre og så til højre, blev hun fanget på indersiden af to andre biler. Den ene ramte hende direkte bagfra, hårdt nok til, at den sorte racer løftede sig fra asfalten, som om den var kørt over et vejbump. Skaden kunne ikke ses udefra, men det ene baghjulsophæng var slået skævt, og i resten af løbet måtte hun sænke farten. Hun sluttede som nummer 16, tre pladser dårligere, end hun var startet.
Med hjelmen på hovedet og visiret slået op kommer hun stormende ud af garagen. Hendes ansigtsudtryk er hårdt, blikket en advarsel om, at ingen skal forsøge at tale til hende, mens hun forsvinder ned ad asfalten bag tribunen. Først efter et par minutter for sig selv er pulsen faldet nok til, at hun kan forklare sin teamchef og ingeniør, hvad der skete. Larmen fra en kompressor æder hendes ord, men med hænderne viser hun afstande og vinkler, linjen ind i svinget og det korte hop, da hun blev ramt.
Et par meter derfra står hendes forældre og ser på. De har været med længe nok til at vide, at de ikke skal bryde ind. Først når hun selv kommer hen, kan de begynde at spørge.
”Er du sindssyg, hun var rasende,” siger faren og smiler lidt, da hans datter er gået ind i garagen igen. Førhen, dengang hun kørte gokart, plejede det at være ham, det gik ud over. Hvis et løb var gået dårligt, havde de en fast aftale: Hun skulle beholde hjelmen på og gå direkte ud i bagagerummet på familiens hvide varevogn, lukke døren og vente derinde på faren.
”Og så kunne hun ellers rase ud på mig, lige så meget hun ville.”
YAS MARINA CIRCUIT, hvor Formel 1-feltet kører grandprix senere på året, ligger på en kunstig ø med udsigt til Abu Dhabis skyline og Den Persiske Golf. For 20 år siden var her ikke meget andet end sand og lidt asfalt, men i 2006 annoncerede emiratet, at Yas Island skulle være Abu Dhabis nye turistdestination med en 5,5 kilometer lang racerbane i midten. Tre år senere blev Abu Dhabis første grandprix kørt her, og i dag er øen fuld af ejerlejligheder, luksushoteller og golfbaner, temaparker for Warner Brothers og Ferrari, et vandland og et shoppingcenter på 235.000 kvadratmeter. Alligevel er der få mennesker at se. Solen falder på de halvtomme parkeringspladser og de brede veje, hvor elektriske SUV’er med tonede ruder glider næsten lydløst forbi. På fortovene møder man næsten ingen. I Abu Dhabi, hvor gennemsnitstemperaturen om sommeren når op over 40 grader, går man ingen steder, hvis man kan blive fri.
Denne søndag i januar står termometeret omkring middag på 21 grader. Alba har smidt hjelmen, lynet racerdragten ned og udskiftet den gennemsvedte undertrøje med en sort T-shirt.
I paddocken – området bag garagen – sidder hun med et skema til mekanikerne og beskriver bilen: hvordan den opførte sig på banen, hvor den overstyrede og understyrede. ”Men det er jo lidt svært, når vi nærmest ikke kørte løb,” siger hun, stadig lidt irriteret.
Imens prøver hendes mor at overtale hende til at spise noget mere af den bagel med laks, der står på bordet foran hende. Der er også en acai-bowl inde i køleskabet, hun skal igennem.
”Pas på, du ikke går sukkerkold,” siger moren. Alba nikker lidt fraværende, tager en hurtig bid og skriver videre i skemaet.
Resten af januar skal hun tilbringe i De Forenede Arabiske Emirater. Denne weekend og næste kører hun i Abu Dhabi, og derefter går turen til Dubai. Sidst hun var i Danmark, var i julen, hvor hun også skulle til to skriftlige eksamener i 9. klasse, fordi hun kørte løb i Miami, da de andre på hendes alder var oppe. Men ellers er det ikke meget tid, hun tilbringer hjemme i Roskilde.
Alba med forældrene Steffen og Camilla Hurup Larsen.
FORMEL 4-LØBENE i Mellemøsten er hendes opvarmning til F1 Academy, en international Formel 4-serie for kvinder, der følger Formel 1-sæsonen og begynder i Shanghai i marts. Sidste år, i hendes første sæson, blev det til en samlet syvendeplads. I år, hvor hun skal køre for Ferrari, er målet at vinde det hele.
”Det er kæmpestort, og det er mega ikonisk,” siger hun senere på sit hotel, det femstjernede W Hotel, der ligger midt inde på banen.
”Men jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Hvis jeg gør det, kører jeg nok ikke bedre.”
Hun har været en del af Ferraris akademi siden august sammen med fem andre kørere. Fra denne sæson stiller hun til start i samme røde farve som historiens mest vindende Formel 1-hold.
”De andre på akademiet har også et Ferrari-logo på deres biler, men de er ikke helt røde,” siger hun. ”Der er kun tre kørere hos Ferrari, der får lov til at køre i en helt rød bil.”
De to andre er Lewis Hamilton og Charles Leclerc, Ferraris Formel 1-kørere. Den tredje er en 17-årig dansker, der drømmer om at blive verdensmester i Formel 1.
Men bare at nå frem til startlinjen er et nåleøje. Feltet består af 22 pladser, og siden det første grandprix i 1950 har 781 kørere stillet til start i Formel 1, mens kun 35 er blevet verdensmestre. På trods af at Formel 1 ikke er kønsopdelt, har kun fem kvinder igennem tiden deltaget i et grandprix, og blot to kom gennem den indledende kvalifikation. Den seneste var italieneren Lella Lombardi, der kørte i midten af 70’erne og nåede en sjetteplads som sit bedste resultat.
Til sammenligning har mere end 7.500 mennesker besteget Mount Everest, siden de første mennesker nåede toppen i 1953.
Alba kender historien og statistikken. Det ville være nemmere at blive astronaut.
”Men jeg tror da på, at det er muligt,” siger hun.
”Lige nu er jeg på den rigtige vej, og hvis jeg fortsætter min udvikling, kan jeg være der om 5-6 år. Det er kun det, jeg tænker på. Jeg tænker ikke på, hvad der sker, hvis det ikke lykkes.”
NÅR FAMILIEN ikke rejser verden rundt i jagten på en teenagers store drøm, bor de i en villa ved Roskilde Havn. Lige overfor ligger den lokale sejlklub, og få hundrede meter væk finder man Vikingeskibsmuseet. På adressen har Camilla Hurup Larsen, uddannet frisør hos Gun-Britt Zeller, også en skønhedsklinik, som for tiden ligger stille, fordi hun følger sin datter overalt. Steffen Larsen er med, når hun kører løb, men ellers er han hjemme i Danmark for at passe sin forretning som medejer af restaurantkæden Bone’s.
I paddocken på Yas Marina Circuit står han i beige shorts og marineblå polo og har den lette solbrune farve, man får af at se mange racerløb på varmere breddegrader. Vi har talt lidt om hans datters temperament, da han nævner sin barndomsven, racerkøreren Jan Magnussen, som engang sagde: ”Hvis man ikke er en dårlig taber, så er man jo bare en taber.”
Ifølge faren har Alba altid betragtet næsten alt som en konkurrence: i skolen, bag rattet, på håndboldbanen. Da hun var lille, var familien ofte i USA for at se Magnussen køre, og hun kom helt ind i garagen og sad bag rattet, når bilen holdt stille. Men dengang interesserede hun sig ikke synderligt for racerløb. I stedet drømte hun om at blive professionel håndboldspiller.
”Jeg er venstrehåndet,” siger hun, ”så jeg havde en fordel ved at kunne spille både højre fløj og back.”
Hun var 11 år, omtrent dobbelt så gammel som den gennemsnitlige racerkører, da hun første gang trådte på en speeder. Det var under den første corona-nedlukning, da al håndbold var aflyst. En dag i slutningen af juni, kort efter han skulle have kørt Le Mans, ringede Jan Magnussen til hendes far og spurgte, om de ikke skulle tage ungerne med ud på Roskilde Racing Center. Han kendte Preben, som havde banen, og han kunne nok få ham til at åbne den. Dels var det jo udendørs, dels kunne en hjelm fungere som en slags mundbind. Banen lå kun et kvarter fra deres hjem, og Jan Magnussens søn Luca havde en Mini 60-gokart, de kunne køre i.
Alba kan stadig huske følelsen:
”Det var fedt. Det var adrenalin, og det var bare sus. Første gang jeg trådte på speederen, røg mit hoved bare bagover, og selvom man ikke kørte så hurtigt, var det ret vildt at læne sig ind i svingene og mærke farten.”
Hendes far, der stod og kiggede på, kunne også se, at både Alba og lillesøster Ella blev bidt.
”De startede meget forsigtigt, men sidst på dagen kom Alba begejstret og sagde: ’Nu har jeg lige overhalet Ella!’ Der gik hurtigt konkurrence i den. Og da vi var færdige, var Jan jo så snedig, at han sagde, at Lucas gokart faktisk var til salg.”
DEN KOSTEDE 10.000 kroner, og resten af den sommer foregik på racerbanen. Hver weekend, uanset vejret, mødtes familien Larsen og familien Magnussen ude ved Roskilde Racing Center. Steffen Larsen husker, at Jan Magnussen på et tidspunkt foreslog at lave et lille team omkring børnene. Det skulle selvfølgelig bare være for sjov, sagde han, men så stoppede han op og kiggede på sin gamle ven med et velkendt smil: ”Men det er jo sjovest at vinde.”
Børnene kaldte holdet Lama Racing, en sammentrækning af Larsen og Magnussen, og tegnede et logo med en lama. ”Det eneste, der generede Jan,” husker Steffen Larsen, ”var, at der skulle have stået Magnussen først, men det lød simpelthen for åndssvagt med Mala.”
Faren fortæller, at han og Jan Magnussen igennem årene ofte har talt om, hvad talent egentlig er. Ifølge Magnussen, måske den danske racerkører, som har kørt flest forskellige biler, kan det bedst beskrives som evnen til at lære hurtigt. Uanset hvilken bil han satte sig ned i, fandt han hurtigt ud af, hvordan han skulle køre den. Det samme har Steffen Larsen observeret hos sin datter.
Selv siger Alba, at det altid er faldet hende let at lære nye ting. Sådan var det i skolen, hvor hun fik gode karakterer uden at anstrenge sig voldsomt. Og sådan har det indtil videre også været, når hun kører ræs.
”Når nogen siger til mig, at jeg skal bremse senere eller dreje senere ind i et sving, lytter jeg til dem, gør, hvad de siger, og forbedrer mig. Det tror jeg er en af de styrker, der gør, at jeg er kommet så langt på så kort tid. Det er også det, andre siger om mig.”
Hendes første rigtige løb var i maj 2021, mindre end et år efter den første dag på racerbanen. Jan Magnussens bror og tidligere mekaniker Erik Magnussen ringede og spurgte, om ikke Alba og Ella ville køre en afdeling af Sjællandsmesterskabet i Korsør. Dengang skruede forældrene stadig på bilerne – Steffen Larsen på Albas og hans kone Camilla på den, de havde købt til Ella – men Erik Magnussen lovede at hjælpe til ved løbet.
Der var 26 kørere i Mini-klassen, næsten alle drenge. Alba kvalificerede sig til en startplads midt i feltet, men i sidste heat inden finalen satte hendes -motor ud. Ella, der allerede havde kørt, hev faren i armen:
”Far, far, jeg tror, der er noget galt med Albas rat,” sagde hun. Han kiggede op og så den ældste datter holde i græsset, mens hun hamrede løs på sit rat.
Uheldet betød, at hun indledte finalen på sidstepladsen. Men da starten gik, begyndte hun at overhale. Først én, så én til – og så videre.
Da hun kom i mål, havde hun passeret 10 af sine konkurrenter. Hun var ”helt høj” bagefter, husker hun. Én ting var at mærke farten, men det, hun for alvor blev bidt af, var konkurrencen. Slagsmålene ude på banen, følelsen af at se en anden kører forsvinde ud af øjenkrogen.
DER FINDES FORMEL 1-fans, som dyrker de tekniske detaljer, taler om aerodynamik, dæktemperaturer og pitvinduer. Og så er der dem, som har fundet sporten gennem Netflix. Doku-mentarserien ’Drive to Survive’, der begyndte i 2019, får ofte æren for at have revitaliseret Formel 1. Især i USA, hvor sportens popularitet før var til at overse, er opmærksomheden vokset, kørerne er blevet superstjerner, og publikum er blevet yngre og mindre mandligt. I dag udgør kvinder omkring 40 procent af Formel 1-seerne, men der er stadig ingen af dem på banen.
Et af de initiativer, der skal ændre kønsbalancen over tid, er F1 Academy, som Formula One Group lancerede i 2023. Serien, der køres i Formel 4-biler og følger Formel 1-cirkusset i hele verden, skal give kvindelige kørere flere løb, mere systematisk træning og mere økonomisk støtte. Bane vejen for talenter som Alba Hurup Larsen.
Hun var selv til stede til et af de første løb i juli 2023 på den legendariske Formel 1-bane i Monza i Italien. På det tidspunkt havde hun kørt gokart i lidt over tre år og vundet adskillige løb. Hun var inviteret af den danske Le Mans-kører Michelle Gatting, der havde besøgt hende hjemme i Roskilde og samme weekend skulle køre løbet 6 Hours of Monza. Gattings medkører, den schweiziske Rahel Frey, fortalte om en konkurrence for kvindelige racerkørere.
”Tilmeldingsfristen var dagen efter,” husker Alba, ”men hun foreslog, at jeg skulle prøve at se, hvad der skete.”
Hjemme på hotellet sendte hun med forældrenes hjælp en ansøgning, og en måneds tid senere fik hun at vide, at hun var optaget i Girls on Track, der arrangeres af Ferrari og det internationale motorsportsforbund FIA og hvert år kårer verdens mest talentfulde kvindelige kørere. Som 14-årig var hun lige akkurat gammel nok til senior-kategorien, og hendes far havde fundet en gokart med en ”hidsig motor” og en topfart på 125 km/t.
Men en uge før fandt de ud af, at konkurrencen slet ikke skulle køres i gokart, men i Formel 4. Alba havde aldrig kørt en bil med en gearkasse før og skulle pludselig lære at finde koblingspunktet på et par dage. Hun trænede i simulator hos den danske racerkører Ronnie Bremer og øvede sig i Erik Magnussens bil på græsset ved Roskilde Racing Center. Hendes far fik også arrangeret en enkelt Formel 4-testkørsel i Padborg.
”Men jeg kunne stadig ikke finde ud af det, da vi tog derned,” siger hun.
DEN FØRSTE TEST i det nordlige Italien gik helt skævt. Hun stallede tre gange, og til sidst måtte mekanikerne skubbe hende tilbage i garagen og lade de andre piger komme til. Hun nåede at tænke: ”Det her går slet ikke.”
Da hun endelig fik bilen i gang, skulle hun vænne sig til en helt anden måde at køre på: den hårde bremse, det tunge rat uden servostyring. Hun synes, det er ”lidt teknisk og svært at forklare”, men hvor man i en almindelig bil typisk bremser langsomt og kontrolleret, skal man i en Formel-racer bremse hårdt og sent. ”Men,” siger hun, ”man skal heller ikke bare klodse bremsen – det kræver den rigtige teknik.”
Svingene foregår i hastigheder, der er umulige for selv de hurtigste gadebiler. Kørerne udsættes for enorme g-kræfter, deres kroppe presses sidelæns med indtil flere gange deres kropsvægt, og det kræver stor fysisk styrke, især i nakken.
Og så er der den vilde acceleration, 0-100 på 3,5 sekunder i Formel 4. Træder man speederen i bund uden at vide, hvad man laver, ryger man sandsynligvis direkte af banen. Det gælder om at køre ”kontrolleret, men ikke for forsigtigt”. Hun sammenligner det med gokart: ”Man kan som regel se forskel på dem, der ved, hvad de laver, og dem, der bare gør det for sjov. Når det føles hurtigt og vildt, og bilen skrider rundt i svingene, kører du faktisk ofte langsommere, end hvis du er mere rolig på rattet.”
I dag sidder det på rygraden, men på banen i Maranello måtte hun lære, mens hun kørte. Noget af det, hun bemærkede, var, at det faktisk føltes langsommere at køre Formel 4, selvom topfarten på 240 km/t er dobbelt så høj som i gokart.
”I en gokart kører man uden sikkerhedssele,” forklarer hun, ”så du bevæger dig meget mere end i en Formel 4, hvor du er helt fastspændt. Du sidder helt nede ved jorden, kun et par centimeter over asfalten, og du kan mærke luften – i en Formel 4 sidder du jo i et cockpit. Så du kan ikke føle farten på samme måde.”
På de første omgange kørte hun væsentlig langsommere end de syv andre piger. Men stille og roligt forbedrede hun sine tider. Da de tre dage var omme, fik hun at vide, at hun var blandt de fire, som gik videre til finalen. Indtil da havde hun ikke rigtig haft nogen forventninger til konkurrencen: ”Alle de andre var jo mere erfarne end mig, og bare det at være blandt de otte bedste var vildt. Men da jeg kom i finalen, sagde jeg til mig selv: ’Nu vil jeg gerne vinde.’”
MED SIG HJEM fik hun en rapport over ting, hun skulle forbedre. Der var køretekniske detaljer, men først og fremmest skulle hun i bedre fysisk form. Hun gik i gang med et hårdt træningsprogram med hjælp fra Mikkel Kessler, den tidligere verdensmester i boksning. Hver dag sendte hun ham billeder af, hvad hun spiste.
Hun nåede kun én tur mere i en Formel 4 inden finalen i Ferraris hjemby Maranello to måneder senere. I dagene inden fik hun influenza, men hun og hendes far tog af sted alligevel. Hun husker, at hun under en konditionstest var ved at kaste op, men så gik motionscyklen i stykker.
De fire Girls on Track-finalister blev målt på fysisk og mental udholdenhed: Hvem kunne ligge længst i planke, være længst i et isbad, opholde sig længst i en sauna? Først på tredjedagen skulle de køre på Ferraris berømte testbane Fiorano. Steffen Larsen måtte ikke komme med ind, så i stedet fandt han og de andre en bro ved byens trafikerede hovedvej, hvorfra man kunne se ind på banen.
”Vi stod der i to hele dage fra morgen til aften og så pigerne køre rundt i cirkler,” husker han.
Fædrene tog tider på de fire piger og på en såkaldt referencekører fra Ferrari, der med sin kørsel satte de tider, pigerne skulle jagte. For hver gang hans datter kom forbi, kunne Steffen Larsen se, at hun blev hurtigere. Inde i garagen, mellem omgangene, lyttede hun grundigt til ingeniøren: Brems 10 meter senere her, træd en anelse tidligere på gassen.
”På et tidspunkt var vi i tvivl om, hvem det var, de sendte ud,” fortæller Steffen Larsen. ”Vi kunne se, at bilen kørte vildt hurtigt, og vi blev enige om, at det nok var referencekøreren.”
Men det var det ikke. Måske var det den tyske forhåndsfavorit, tænkte han. ”Men pludselig kunne jeg se, at det var Alba.”
Hun matchede referencekørerens tid og ”smadrede dem alle sammen”, siger Steffen Larsen, der bliver helt rørt. Det var omkring jul, de fik beskeden. Det foregik over Zoom, mens familien sad hjemme i stuen i Roskilde.
”I fire er de bedste i verden i jeres aldersgruppe,” sagde Deborah Mayer, præsidenten for FIA’s kommission for kvinder i motorsport.
”Men vinderen er Alba Hurup Larsen.”
PÅ TRIBUNENS HVIDE sæder ligger et fint lag støv som påmindelse om, at vi er midt i en ørken. Alba har sat sig helt øverst og ser på, da starten går for kørerne i klassen over hende. Under halvtaget har en klump af Formel 4-kørere samlet sig i skyggen. Hun falder i snak med amerikanske Payton Westcott, som også skal køre F1 Academy i år. Ud & Se’s fotograf løfter kameraet, men Alba beder ham vente.
10 minutter senere vender hun sig begejstret mod os.
”Endelig var der nogen, der ville tale med mig!”
Senere, på hotellet, nedtoner hun episoden, da jeg spørger, om livet som racerkører også kan være ensomt.
”Nej, det var bare, fordi det er nogle nye, jeg kører imod hernede,” siger hun. ”Det var fedt at få snakket med hende. Vi skal køre F1 Academy mod hinanden, og jeg vil gerne prøve at få startet noget, inden sæsonen går i gang.”
Hun forestiller sig, at de måske kan tage ud at spille padel sammen. Når løbene først begynder, fylder konkurrencen det meste. Det er ikke, fordi man ikke kan være venner, men man er meget sammen med sit team, og alle er under stort pres.
Hjemme i Roskilde står hendes veninder ofte på sidelinjen og prøver at følge med. De er gode til at forstå, at hun ikke altid kan hænge ud, når hun er hjemme, fordi hun skal træne, og de prøver at dele hendes begejstring, ”men de er jo ikke professionelle atleter, som lever det her liv”.
Hun har lige sendt et billede af sine omgangstider til en veninde.
”Hun var bare sådan: ’Hvad er det, jeg kigger på lige nu?’”
Så må Alba forklare, hvorfor det er godt at have den fjerdebedste tid i testkørslen, når flere af de andre holds biler er hurtigere, og hvorfor et løb kan være en succes, selv når man ikke vinder.
DER FINDES SPORTSGRENE, hvor man kan begynde med en bold. Motorsport kræver penge. Der er den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton, hvis far havde tre jobs og omlagde lån i huset for at finansiere sin søns gokartløb, men mange af kørerne har millionærforældre, som kan betale for biler, løb og træning. Sporten er så dyr, at FIA’s præsident har kaldt udgifterne alene til gokart ’umulige’ for almindelige mennesker. Og skal man gå hele vejen til Formel 1, koster det – ifølge et estimat fra DR Sporten – op mod 80 millioner kroner.
På tribunen ved dagens løb sidder en af Asiens rigeste mænd, der blandt andet ejer en fodboldklub. En anden kørers familie ejer selv fire Formel 4-biler, så selvom der er plus på bundlinjen i Bone’s, er det nogle andre forudsætninger for familien Hurup Larsen. Gennem Ferraris akademi får Alba adgang til simulatorer, tests og uddannelse hos et af verdens bedste Formel 1-teams, men det er ikke nok: Det afgørende er stadig, hvem der kan betale for kilometerne.
Hendes far fortæller, at en enkelt testkørsel kan koste 50.000 kroner. Dertil kommer udgifter til rejser, løbsgebyrer og crew. I F1 Academy dækker arrangørerne en del af udgifterne, men kørerne får ikke løn og skal selv skaffe finansiering. Sponsorerne er derfor ikke bare pynt på bilen. De er en forudsætning, hvis Alba skal nå Formel 1.
”Hvis du har talent og penge, kan du køre. Hvis du har penge og intet talent, kan du køre. Hvis du har talent og ingen penge, kan du ikke køre. Og sådan er det bare,” siger hun. ”Men jeg prøver bare at tænke på at maksimere hvert sekund, jeg kører. Alle de omgange, jeg får i bilen, må jeg få mest muligt ud af.”
Ved løbene i Mellemøsten kører hun i en sort bil med det amerikanske health tech-firma Whoops hvide logo på siden. Sidste år, i F1 Academy, optrådte hun i designeren Tommy Hilfigers røde, hvide og blå farver. Aftalen er netop blevet forlænget for de kommende tre år, og selvom bilen ikke længere skal bære Hilfiger-logoet, er Alba for tiden ansigt i en global kampagne for det amerikanske tøjmærkes ure og smykker.
Girls on Track, der de facto er en kåring af verdens hurtigste pige, har gjort hende til et internationalt navn i motorsportsverdenen. Det hjælper også at være ’rød’-stemplet af Ferrari, og indtil videre følger resultaterne med. Senest blev hun i december kåret til ’Årets kvinde i motorsport’ af FIA.
Historisk set har det ellers været svært for kvindelige racerkørere at rejse kapital. Det er sikrere at satse på en mand. Men Steffen Larsen fortæller, at han har fået at vide, at datterens køn kan være en fordel, hvis det lykkes hende at bryde gennem glasloftet.
”Hvis først hun kommer deropad, bare i Formel 2, kommer det til at eksplodere,” siger han.
Det er det potentiale, sponsorerne kan se, og måske også Netflix: Det seneste år er hun blevet fulgt til en dokumentarserie om F1 Academy, og selvom alt endnu er hemmeligt, har familien en fornemmelse af, at Alba bliver en af hovedpersonerne.
FØRSTE GANG hun startede i pole position i et racerløb, råbte en dreng bag hende: ”Jeg vil fandeme ikke tabe til en pige.” I dag har hun rekorden på flere danske gokartbaner, men pigerne er stadig i markant undertal. Jo længere op i motorsportens pyramide man kommer, desto sjældnere bliver synet: Kun to procent af verdens racerkørere er kvinder.
”Mange siger, at kvinder ikke er i Formel 1, fordi vi ikke er gode nok,” siger Alba, ”men det passer jo ikke.”
Forklaringen er snarere, mener hun, at de fleste piger aldrig prøver at køre ræs. Derfor forsøger hun – ud over at køre så hurtigt, hun kan – at trække flere piger ind i sporten gennem initiativet G.I.R.L. (Girls International Racing Lab). I den kommende uge tager hun til Dubai for at køre gokart med 30 piger, der aldrig har prøvet at køre ræs før. Eventet blev udsolgt på en time.
”Som pige kan man godt føle sig lidt alene,” siger hun. ”Det er noget andet at spille håndbold, hvor man er 40 piger i en hal.”
Da Alba var yngre, så hun selv op til mandlige kørere: Jan og Kevin Magnussen. Og Lewis Hamilton, der stadig er hendes store idol. Hun anede ikke, at der fandtes kvindelige professionelle racerkørere, før hun selv blev racerkører og hørte om Susie Wolff, direktøren for F1 Academy. Hamilton – den hidtil første og eneste sorte kører i Formel 1 – mødte hun hos Ferrari før nytår, og det er lidt vildt, synes hun, at de to i dag er en slags kolleger. Hun håber, at hun kan blive et forbillede ligesom ham.
”Jeg synes ofte, man ser i sport, at mange først begynder at tænke på den næste generation, når de selv er færdige, men jeg synes, det er federe, at jeg kun er lidt ældre end de piger, jeg prøver at inspirere. Så kan de se, at der kan ske meget på kort tid. Og hvis jeg bare kan gøre en forskel for én pige, er det en succes.”
SENERE PÅ DAGEN, mens skyggerne er ved at blive lange, gør Alba sig klar til dagens andet løb. Mekanikerne har repareret skaden på bilen, og hun fremviser det bøjede ophæng, der har givet sig flere centimeter.
Den fysiske opvarmning klarede hun i morges. Ude bag garagen sjippede hun, lavede elastikøvelser og jonglerede med tennisbolde for at skærpe øje-hånd-koordinationen. Nu sidder hun med ingeniøren og gennemgår løbet. De kigger på data og optagelser fra dagens første heat. Da de når til sammenstødet, og hun ser sig selv blive overhalet, strammer hendes blik sig. Når starten går, skal det være helt ude af systemet.
Det handler om at ”komme i zonen”, som hun siger. Hendes mentaltræner er den tidligere verdensmester i kano-roning Arne Nielsson, som hun taler med jævnligt. Han har indtalt en optagelse på hendes telefon, som hun hører inden et løb. Samtidig trækker hun vejret roligt, følger instruktionerne, ser banen for sig. Det handler om at tænke positive tanker.
En skærm i garagen tæller ned til, at kørerne skal sidde i deres biler. Uheldet tidligere betyder, at Alba starter som nummer 16, og derfra vinder man ikke – man arbejder sig frem.
”Selvfølgelig vil jeg altid gerne vinde,” siger hun senere, ”men det er svært at overhale så mange, og målet har hele tiden været at optimere, så jeg står så stærkt som muligt til F1 Academy-sæsonen. At jeg har ligget i top-15 det meste af tiden, har været over al forventning.”
Hun kører serien for det lille team Evans GP, hvis teamchef også er hendes ingeniør i F1 Academy. De store teams har flere folk, flere ressourcer og bedre biler, som for eksempel italienske Prema Racing. De har syv biler i feltet og 60 forskellige motorer med til Abu Dhabi.
”Når Prema Racing er med,” forklarer Steffen Larsen, ”plejer man at sige, at resten kører om at blive nummer otte.”
I teltet bag garagen er lillesøsteren på 14 faldet i søvn med sit strikketøj. Alba børster sin hjelm fri for snavs og lyner den sorte, forede dragt med dannebrog og Tommy Hilfiger på brystet. Hendes mor rækker hende en drikkedunk med et sugerør så tykt som en vandslange. Der kan være op til 60 grader i cockpittet under løbet. Med hjælp fra en mekaniker sænker hun sig ned i bilen, som bliver skubbet ud af garagen. Hun slår visiret på hjelmen ned. De blå øjne forsvinder bag sort plastik.
På pit lane står bilerne i en skrå række med næserne ud mod banen. Mekanikere med headsets går fra hjul til hjul og tjekker dækkene. Folk i orange veste og reklamebesatte holddragter siver ind og ud af garagen. Længere henne får en bil grønt lys og gasser op.
Et Formel 4-løb starter med en formation lap, hvor dækkene varmes op. Bilerne kører slalom og gasser op og ned. Derefter finder de deres grid-pladser. Paraplyer foldes ud over kørernes cockpits for at skærme for solen. Mekanikerne køler motoren med en løvblæser fra byggemarkedet og strammer hjulboltene en sidste gang. De bevæger sig mellem bilerne sammen med kamerafolk og løbsansvarlige, indtil de får tegn, og kørebanen tømmes.
Løbet starter, når fem rækker af røde lys over startlinjen slukkes.
I sekunderne før lights out tømmer Alba hovedet for tanker. Mærker hun nerver, tænder hun radioen og taler med ingeniøren. Og til sidst, lige før det går løs, trækker hun vejret dybt.
”Come on,” siger hun til sig selv.
LARMEN, da starten går, er næsten ikke til at fatte. Som en sværm af aggressive mekaniske bier, der fylder luften til bristepunktet. Indimellem, når overskydende benzin suser gennem motoren og eksploderer i udstødningsrøret ved gearskift, lyder det som skudsalver. Ord forsvinder, og det er svært overhovedet at tænke.
Fra tribunen kan man se de tre første sving. Derefter må folk følge med på storskærm eller YouTube. På første omgang overhaler Alba fire andre kørere, en bil længere fremme spinner ud af banen i et sving. Hendes mor, der tænder en cigaret under løbet for at holde nerverne i ro, har svært ved at se på. Det er ellers mange år siden, at Formel-racere var dødsfælder på fire hjul. I dag er bilernes cockpit udstyret med en halo – en beskyttende bøjle af titanium, der kan modstå vægten af en dobbeltdækkerbus – men hvad hjælper den viden, når man kan se et stykke af en kofanger komme flyvende gennem luften, og ens datter suser forbi med 200 km/t?
I Las Vegas i november havde hun netop lagt sig i spidsen på fjerde omgang, og for første gang siden gokarttiden førte hun et løb. Der havde været tørt under testkørslerne hele weekenden, men på løbsdagen var banen våd af regn. I et sving ramte hun væggen med højre baghjul. En bolt knækkede, og lige inden målstregen mistede hun kontrollen over bilen. Den spinnede til venstre, tværs over banen, centimeter fra tre biler, der kom brølende bag hende. Alba slap uden nævneværdige skrammer, men udgik af løbet. Dagen efter kørte hun sig til en fjerdeplads.
Tanken om, hvad der kunne være sket, hvis en af bilerne havde ramt hende med fuld fart, har ikke rigtig strejfet hende. Når de andre kører galt, som da en bil i går endte med at flippe og lande på hovedet, ser hun det oftest slet ikke. Desuden er sikkerheden jo god, som hun siger, og man kan ikke vinde et ræs, hvis man tænker på alt det, der kan gå galt.
PÅ BANEN i Abu Dhabi udgår to biler efter uheld. Alba slutter som nummer 10. På tribunen sidder en tidligere Formel 1-kører, spanieren Marc Gené, og kigger på. Han er ambassadør og rådgiver for Ferrari, og efter løbet kommer han ned i garagen. Han ser tilfreds ud og lægger hånden på Albas skulder. Hun er i bedre humør end i formiddags.
Steffen og Camilla Hurup Larsen holder sig stadig i baggrunden. Steffen fik tidligt et råd fra Kevin Magnussen: ”Prøv at se, om du kan nøjes med bare at være far.” Det er lettere sagt end gjort, når familien er blevet til ’Team Alba’, ”men hverken Camilla eller jeg har nogensinde pacet Alba,” siger faren.
Ella er her også, vågnet fra sin lur. Hun mistede tidligt interessen for at køre, så nu er hun bare med. I næste weekend rejser hun og moren hjem, fordi hun skal på sprogrejse med sin klasse til Berlin.
Forældrene er bevidste om, at stort set hele deres liv drejer sig om Alba, men det hjælper, siger de, at Ella ikke har samme behov for at være på som sin søster. Sidste år, da Netflix fulgte dem en hel uge til et løb i Montreal, skulle de skrive under på en masse dokumenter, inden de fik mikrofon på. Men da tv-holdet kom til Ella, sagde hun nej.
Steffen Larsen smiler.
”Det ville være et problem, hvis vi havde to døtre, der begge ville være verdensmestre.”
