HANNE JENSEN
70 år, pensioneret folkeskolelærer
De første bøger, jeg kan huske, er ’H.C. Andersens eventyr’, ’Heidi’-bøgerne og ’Niels Holgersens forunderlige rejse’. Jeg var nok ni år, da jeg læste dem, og jeg blev grebet med det samme. Jeg kunne godt lide følelsen af at falde ind i mig selv og samtidig høre om andres liv. Jeg voksede op ude på landet i Nordjylland og var en flittig bruger af skolebiblioteket og vores naboers bogskab.
’Heidi’-bøgerne var de første, der gjorde stort indtryk på mig, fordi det var et indblik i en helt anden verden end den, jeg voksede op i. Hun levede i bjergene, og selvom faren var en knotten mand, var det alligevel en hjertevarm roman. Som teenager begyndte jeg at læse romanblade, og jeg var fuldstændig fortabt i dem. Jeg havde en tante, der også læste den slags, så hun forsynede mig med stakke af dem. Da jeg blev mæt af dem – det gør man jo på et tidspunkt – gik jeg tilbage til romanerne.
På et tidspunkt sagde min skoleveninde: ”Hanne, behøver du læse så meget?” Jeg kunne ikke svare andet, end at jeg ikke kunne lade være. Som voksen er der mange, der har spurgt, hvordan jeg har haft tid til at læse så meget, men jeg tror på, at man finder tid til det, man gerne vil.
Da jeg blev lidt ældre, læste jeg nærmest uafbrudt. Også når jeg børstede tænder. Jeg kunne vaske op og læse samtidig. Det gør jeg trods alt ikke længere, men jeg læser meget, og jeg læser hver dag. Som i hver dag. Mest skønlitteratur. Da jeg havde små børn, læste jeg mindre, men jeg fik alligevel altid læst lidt om aftenen.
Mine forældre gik i skole til og med 7. klasse. De havde et landbrug, men da min mor fyldte 40, tog hun 9. klasse og uddannede sig til det, der i dag hedder sosu-assistent, og der begyndte hun også at læse bøger i stedet for ugeblade. Hun nåede faktisk at have 25-års jubilæum. Det var lidt en revolution i sådan et lille familielandbrug som vores. Egentlig ville hun gerne have været sygeplejerske, men det måtte hun ikke for sin far. Hun skulle passe landbruget og sine brødre.
Min far læste altid godnathistorier for os, og læsningen har altid været til stede i mit liv, selvom vi ikke havde nogen stor bogreol. Min mor var meget opsat på, at min bror og jeg skulle uddannes. I lang tid var vi to de eneste i familien, der havde en studentereksamen. Da min mor gik på pension, begyndte hun at gå meget på biblioteket og spurgte tit mig: ”Hvad skal jeg læse nu?”
Efter jeg er gået på pension, er jeg begyndt at læse meget japansk litteratur. I det hele taget litteratur, der rækker ud i verden. Det giver mig en følelse af at forsvinde ind i en anden verden, ligesom da jeg var barn. Jeg har sat et benspænd for mig selv, og det er, at jeg skal læse en bog af alle dem, der har fået Nobelprisen i litteratur fra 2010 og frem. Det er jeg stille og roligt i gang med. Noget af det er virkelig godt, noget af det er virkelig tungt.
I næste uge kører min mand og jeg på ferie til Tjekkiet og Kroatien i 14 dage, så jeg har lige pakket min bogtaske. Det gør jeg altid, når jeg skal på ferie. Til den her tur har jeg pakket en 12-15 stykker, og jeg når nok at læse de 10.
Jeg går ingen steder uden en bog i tasken. Hvis jeg sidder ved lægen og venter, kører i bus eller tog, så læser jeg. Jeg har altid læst alle steder, og hvis jeg faldt rigtigt ind i bogen, kunne jeg nærmest ikke lægge den fra mig. Sådan er det stadigvæk, når jeg rammer point of no return. Klokken kan sagtens blive både et og tre om natten, for så læser jeg færdig. Da jeg lå på hospitalet med barn nummer to, lå han på mit bryst, mens jeg læste Marge Piercy. Jeg har altid fundet hullerne, hvor jeg kunne læse.
Jeg plejer at sige, at alle uddannelser burde have et semester med skønlitteratur, fordi litteraturen åbner verden helt vildt. Når man for eksempel læser litteratur fra andre lande, må man ændre sit tankesæt, fordi der er nogle andre værdier på spil.
Når jeg læser, bliver jeg klogere på, hvad et menneskeliv kan være, og det interesserer mig. Det er også derfor, jeg har en uddannelse som folkeskolelærer, og derfor, jeg sidder på Børnetelefonen. Hvad driver eksempelvis mennesker i forfærdelige situationer til at leve deres liv? Nogle forfattere forstår at give den indsigt på ganske få sider, og det fascinerer mig meget. Jeg har et princip om, at hvis nogen har kunnet holde ud at leve de liv, eksempelvis i koncentrationslejrene, må vi andre også kunne holde ud at læse om dem.
Da jeg læste Niels Krause-Kjærs ’Ude for uden’, tænkte jeg: ”Det er jo mine forældres historie.” Den gav mig en følelse af, at jeg på nogle områder pludselig forstod mine forældre bedre. Min far blev født i 1925, og han var den ældste af 11 søskende. Der var ikke noget at arve. Min mor kommer også fra små kår, men hun og min far formåede alligevel at købe sig et lillebitte landbrug. Det billede, han tegner af et familielandbrug i begyndelsen, kunne jeg slå op i familiealbummet og finde – nærmest identisk. Derfor blev jeg grebet af historien. Den fik mig til at connecte så meget med alt det, jeg kendte.
MEDYA YILMAZ
34 år, juridisk fuldmægtig
Jeg har altid virkelig godt kunnet lide at læse. Selvfølgelig har der været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har haft tid og overskud til det, for eksempel under mit jurastudie, hvor jeg blev mættet af al den faglitteratur, vi skulle læse. Da jeg skrev mit speciale, var jeg højgravid, og jeg fødte min søn to uger efter, at jeg havde forsvaret det. Efter et år fik jeg et barn mere. Den ene barsel afløste vitterlig den anden. I den tid læste jeg ikke rigtig, tiden var der ikke, og det var højtlæsning for børnene, der fyldte.
Jeg har altid læst meget for mine børn. Jeg kan især godt lide Astrid Lindgren og Kim Fupz Aakeson. Men nu er de snart ni og 10 og læser selv. Det sidste halve års tid har de ikke villet have godnathistorie mere, fordi de selv ligger og læser i sengen.
Min far har altid godt kunnet lide at købe tyrkisk litteratur og har været glad for at tale om det. Men jeg husker ikke, at mine forældre sad og læste på dén måde. Alligevel har de pirket til min interesse ved at tale om bøger og ved at opfordre mig til at læse. Det kom ret naturligt for mig at læse, fordi jeg altid har været meget nysgerrig.
Efter skole kunne jeg som barn og teenager godt lide at tage på biblioteket med mine veninder, og det var også dér, jeg fandt de fleste af de bøger, jeg gerne ville læse. Egentlig var jeg nok lidt af en nørd, men mine forældre syntes bare, det var positivt, at jeg læste meget.
For to år siden tænkte jeg, at nu skulle det være. Jeg ville læse igen. Der skal være tid til det, og det skal ikke kun være børnebøger. Jeg meldte mig ind i en bogklub på biblioteket, fordi det også var en god mulighed for at finde ud af, hvad man skulle læse.
Min tid kan godt føles lidt knap med fuldtidsarbejde og børn, så det er vigtigt for mig, at en bog fanger mig med det samme, hvor jeg automatisk har lyst til at læse videre. Desværre fik jeg aldrig læst ’Ude for uden’ færdig. Den fangede mig ikke fra begyndelsen, og derfor prioriterede jeg den ikke. Den var for kedelig for mig, der skete ikke nok til at starte med. Selve emnet og det, at den sprang meget i tid, talte ikke til mig.
Den bedste bog, jeg har læst, er ’Brødrene Løvehjerte’. Indledningen rammer hårdt, men jeg kan godt lide, at den ikke fortsætter i det triste hele vejen igennem. I skolen skulle vi læse ’Ondskaben’ af Jan Guillou, og den satte sig virkelig i mig. Det var en genre, jeg ikke selv ville have valgt, men den var så god og rå og gav et indblik i en helt anden verden. I dag kan jeg virkelig godt lide Katrine Marie Guldagers bøger. Hver gang jeg har læst en af dem, sidder jeg og reflekterer bagefter, fordi jeg altid kan relatere til hovedkarakteren på en eller anden måde. Hun er god til at ramme noget genkendeligt.
Når jeg læser, slapper jeg af. Det giver en pause i hverdagen. Jeg synes, at alting er blevet meget skærm, skærm, skærm, og jeg savner at slappe af på en analog måde. Mit arbejde er foran en skærm, og når børnene er puttet, slapper jeg af foran en skærm. Jeg har lyst til at bryde den udvikling, og derfor prøver jeg også at læse mere, især for at være et godt forbillede for mine børn. Heldigvis elsker begge mine drenge at læse, så jeg tænker, vi må have gjort et eller andet rigtigt.
Snart skal jeg til at læse meget faglitteratur igen, fordi jeg begynder på en psykoterapeutuddannelse. Det er ikke, fordi jeg ikke er glad for jura, det er måske bare ikke helt mig.
LILIANE DAHL NIELSEN
55 år, danskunderviser på sosu-uddannelsen
Min mor meldte mig ind i Gyldendals Bogklub, da jeg var barn, så jeg fik bøger med posten. Mange af dem har jeg endnu, men det var ’Emil fra Lønneberg’, der var min første store læseoplevelse. Han var fræk, havde en far, der skældte meget ud, og levede et helt andet liv ude på landet end det, jeg kendte i Høje Taastrup. Det var en fantastisk følelse, når der dumpede en bog ned i postkassen. En spritny bog, som ingen havde læst i før. Det var som at få en gave.
Når vi skulle på ferie, fik vi børn hver lov til at vælge fem bøger til to kroner stykket i genbrugsbutikken, og det var en fantastisk følelse. At sidde der med fem fortællinger, der bare ventede på at blive læst.
Jeg har altid læst rigtig meget. Både på det lille bibliotek i nærheden af, hvor vi boede, og så læste jeg alt, der var derhjemme, også min mors bøger, måske nogle gange lidt for tidligt. Det endte da også med, at jeg læste dansk på universitetet.
I dag lytter jeg meget til bøger, men når jeg skal på ferie, har jeg altid en fysisk bog med. Der har jeg tiden og roen til at sidde helt stille og læse. Når jeg lytter til en bog, laver jeg alle mulige andre ting imens.
Det er en kombination af den teknologiske udvikling og det, at jeg fik børn, der gjorde, at jeg begyndte at lytte i stedet for at læse. Vasketøj bliver fantastisk med en god bog i ørerne. Jeg har tre børn, og de var jo alle sammen små på et tidspunkt, så det var helt forrygende, at jeg kunne få lidt fred, samtidig med at jeg fik ordnet praktiske ting.
Hver uge lytter jeg til podcast, og jeg har også altid gang i en bog. Jeg har en bogklub med nogle veninder, og jeg har også været betalæser for min veninde, der er forfatter. Jeg lytter stadigvæk til bøger, når jeg gør rent eller laver mad, men jeg er også meget glad for at strikke, og der er det genialt at kunne lytte til en bog samtidig.
Forskellen på at lytte og læse er, at jeg husker en fysisk bog bedre. Tempoet er sat i en lydbog, og hvis man undervejs taber tråden eller er lidt uopmærksom, spoler jeg ikke lige tilbage. For nylig har jeg læst Benjamin Koppels bøger, og jeg har nydt hans beskrivelser af musikken. De ville gå tabt for mig, hvis jeg lyttede til dem i stedet for. Det ville gå for stærkt, og jeg ville ikke fornemme dem på samme måde.
Jeg har også lyttet til ’Ude for uden’. Jeg måtte begynde på den tre gange, da den første del af historien havde svært ved at fange mig. Men jeg blev ved, fordi den var en del af bogklubben, og jeg endte med at synes, at den var fantastisk. Jeg blev grebet. Min far er en landmandssøn fra Jylland, så jeg følte, at jeg lidt fik en forklaring på hans liv også. Det var sådan et rørende øjeblik i bogen, da han skulle sige farvel til sine køer.
I 25 år har jeg haft en spilleklub med nogle veninder. Vi ses fast og spiller kinesisk mahjong og opdaterer hinanden på vores liv. I ’Ude for Uden’ skiftes fem landmændtil at skrive om deres liv i en bog. Det samme ville jeg gerne have gjort i vores Mahjong-klub.
Det giver mig selvfølgelig underholdning at læse og lytte til litteratur, men det giver mig også nogle perspektiver på verden, på mig selv og mit eget liv. Jeg kan blive helt sur, når en bog slutter, og jeg ikke får lov at være med i de menneskers liv længere.
BERIT OG ERIK ZIEGLER
61 år, assistent, og 59 år, teamleder
Berit: Jeg synes, at Niels Krause Kjærs ’Ude for uden’ er helt fantastisk. Han skriver jordnært om nogle ting, som vi alle sammen kan relatere til. Ud over landbrug behandler den mange andre vigtige problematikker, såsom skilsmisse og ikke at have særlig meget kontakt med sine voksne børn. Det var sådan en bog, jeg ikke havde lyst til at lægge fra mig, og jeg anbefalede den til min mand, som så lyttede til den.
Erik: For mig var det spændende at lytte til, hvordan politikerne har set på landbruget i Danmark gennem historien, og hvordan landbruget i øvrigt har udviklet sig. Det er jo meget aktuelt lige nu, hvor vi taler så meget om sprøjtemidler, grise og størrelsen på landbruget.
Berit: Jeg læser meget, og i mange år har jeg mest læst krimier. Når jeg bliver træt af dem, bevæger jeg mig over i anden skønlitteratur. Jeg er uddannet engelsk og tysk korrespondent, så sommetider læser jeg også bøger på de sprog for at holde færdighederne ved lige. Hver tredje bog, jeg læser, skal gerne være på engelsk eller tysk. Jeg læser mest om aftenen, når Erik ser fjernsyn. Det er ikke altid, vi vil se det samme. Den allerbedste læsestund er, når det er sommer, og jeg sidder ude på terrassen og læser, mens solen går ned. Det elsker jeg.
Erik: Jeg lytter kun til bøger, for jeg læser en del teknisk dokumentation i forbindelse med mit arbejde. Derfor gider jeg ikke læse en bog, når jeg kommer hjem. Jeg bruger kun den tid, som DSB giver mig til og fra arbejde, på at lytte til bøger.
Berit: Jeg har altid delt bøger med min far, og i min sene barndom eller tidlige ungdom introducerede han mig for Jakob Bech Nygaard. Det er svært at forklare, hvorfor hans bøger gjorde så stort indtryk på mig. Det er noget med måden, han skriver på, og så det, at jeg kunne se, at min far brændte for dem. Min far var militærmand og ikke særlig meget hjemme. Men når han så var hjemme, syntes jeg, det var dejligt at kunne sidde og snakke om bøger med ham.
Erik: Jeg har faktisk læst to fysiske bøger i år. Den ene handlede om nazisten Hermann Göring, og den anden var skrevet af Erik Marsling. Jeg købte den ene på Kulturnatten og den anden på en ferie. De handler begge om anden verdenskrig, og de fangede bare mit blik, dér hvor jeg var.
Berit: Det giver mig både gode oplevelser og indsigter at læse. Og så er det dejligt at kunne dele læseoplevelser med hinanden, det giver et fællesskab. Det er vidt forskelligt, hvad man kan få ud af den samme bog. Jeg kan have læst noget, jeg synes er helt fantastisk, og det kan en kollega måske slet ikke forstå.
Erik: Det er tidsfordriv for mig at lytte til bøger. Jeg kan godt synes, at noget er en god historie, men jeg har også hurtigt glemt den igen. For mig handler det mere om underholdning i øjeblikket. Jeg går ikke så meget op i, om det er den ene eller den anden forfatter, der har skrevet den. Hvis en lydbog skal fange mig, skal der helt klart være noget spænding i den. Jeg kan godt lide Leif Davidsen og de bøger, han har skrevet om Rusland. Der fornemmer man, at han har en enorm viden om, hvordan det har været at leve netop der. Der er noget dybde.
Berit: Lige nu er det bedste, jeg nogensinde har læst, Kim Fupz Aakesons ’Skyggen foran mig’. Flere af mine kolleger har sagt, at de græd, da de var færdige med den. Den kom virkelig med noget nyt til mig, fordi jeg ikke kender nogen, der har været kriminelle eller i fængsel. Den fik mig til at tænke lidt over, hvor hurtig man kan være til at dømme folk.
