MARIIA MATVIICHUK
36 år, IT-udvikler
JEG SKAL TIL Krakow på forretningsrejse. Jeg arbejder som backend-udvikler og skal mødes med det team, jeg er en del af. Nogle arbejder fra Polen, og andre fra Belgien. Turen er også en form for teambuilding, hvor vi får mulighed for at møde hinanden.
Jeg har boet i Kyiv i otte år, men er oprindeligt fra byen Zaporizjzja i det sydlige Ukraine, som ligger omkring 30 kilometer fra frontlinjen. Min mor bor der stadig, og jeg besøger hende måske hver tredje måned, men der er ikke særlig sikkert.
En togtur til Zaporizjzja er altid stressende for mig, fordi togstationen ligger på venstre side af Dnepr-floden, og den er konstant under angreb. Nogle gange, når beskydningen er værst, foretrækker jeg at køre i bil, fordi jeg så kan køre langs den højre flodbred og på den måde undgå de farligere områder.
Min mor bor i et boligområde, som plejede at være relativt sikkert, fordi der ikke ligger nogen industri. Men i løbet af de sidste seks måneder har situationen ændret sig, og nu er den del af byen også under konstant beskydning. Derfor vil min mor ikke længere have, at jeg kommer på besøg. Hun foretrækker at komme til Kyiv for at se mig.
Hver morgen tjekker jeg nyhederne for at se, om der har været angreb på Zaporizjzja. Hvis der har været angreb, tjekker jeg som det første, om min mor er online.
Forskellen på en togtur til Zaporizjzja og en togtur til Przemysl er enorm. Jo tættere jeg kommer på den vestlige grænse, jo mere sikker føler jeg mig.
Hvis det ikke var en arbejdsrejse, ville jeg nok tage til Norge, for jeg elsker naturen. Jeg er helt vild med vandreture, og jeg bruger normalt mine ferier på at backpacke og vandre. Derhjemme har jeg en hvid schweizisk hyrdehund, som jeg elsker at gå ture med. Hun hedder Eika. Jeg har haft hende, siden hun var hvalp.
__________________________________
DARIA KNIAZIEVA
30 år, tandlæge
JEG HAR BESØGT min mand i Kyiv, som jeg ikke ser så ofte. Han er IT-specialist og må ikke forlade landet. Det er ret svært at være adskilt, men vi prøver at tilbringe så meget tid sammen som muligt. Jeg ser nok først min mand igen om seks måneder.
Vi er på vej til Tyskland gennem Polen. Vi skifter i Krakow til lufthavnen og flyver derefter til Stuttgart, hvor jeg bor med vores søn David. Når jeg kommer tilbage, får jeg travlt med mine kurser, og David starter snart i børnehave.
Jeg er tandlæge og er i gang med at lære tysk, så jeg forhåbentlig kan få mit eksamensbevis godkendt og blive bedre integreret i det tyske samfund. Det er en ret kompliceret proces. Der er forskellige lovgivninger, og Tyskland er ikke særlig digitaliseret, så alt tager lang tid. Jeg skal også lære tysk på højt niveau og medicinsk fagsprog på tysk, før jeg kan deltage i de kurser, der er nødvendige for at kunne arbejde som tandlæge i Tyskland.
Da David blev født, besluttede min mand og jeg os for, at jeg skulle forlade Ukraine. Vi bor i en bydel af Kyiv, der ikke er særlig sikker, nær Zhuliany lufthavn (Ukraines internationale lufthavn, red.) og på øverste etage. Vi havde mange problemer med elektricitet, varme og vand. Så da David var to måneder gammel, tog han og jeg til Tyskland. Han forstår ikke, hvorfor hans far ikke også er i Tyskland. Han er stadig meget lille – kun to år og ni måneder. Han spørger ofte, hvor hans far er.
Der er kommet nye regler i forbindelse med luftalarmer på togene. Tidligere kørte toget bare videre, hvis en luftalarm gik, men nu skal alle passagerer stige af toget og vente, til faren er overstået. Der har været tilfælde, hvor droner har angrebet tog, og man vurderede, at det var for farligt at blive i toget. Det er selvfølgelig noget, jeg tænker over, når jeg rejser i tog, og jeg prøver at bevare roen, for hvis jeg bliver urolig, bliver David også nervøs.
Jeg har ikke taget en endelig beslutning om at blive i Tyskland på længere sigt. Det afhænger af, hvordan krigen udvikler sig. Vores familie er adskilt nu, og jeg prøver at få det bedste ud af det.
__________________________________
ALINA OG MARIIA
28 år og 31 år, politibetjente
Alina: Vi skal på ferie til Malta og Egypten i to uger. Der er mange ukrainere, der tager til Egypten, fordi det både er billigt og varmt, og der er masser af kultur. Vi skal selv nyde de gode strande og se pyramiderne og museerne. Jeg er vokset op i Kharkiv, som er tæt på fronten, og har boet i Kyiv i seks år. Mine forældre og min bedstemor bor stadig i Kharkiv-regionen. Jeg besøger dem, når jeg kan, men det er ikke særlig ofte, fordi jeg har travlt. De har ikke lyst til at flytte til Kyiv.
Mariia: Jeg har boet i Kyiv i 10 år og kommer fra en lille landsby ikke så langt fra hovedstaden.
Alina: Mariia og jeg er venner og kolleger. Vi mødtes på arbejdet. Jeg har været i politiet, siden jeg var 18, så det er 10 år nu. Mariia har været i politiet lige så længe.
Mariia: Lige nu arbejder vi på et kontor i Kyiv, hvor vi har med dokumenter og research at gøre. Men en gang om året skal vi selvfølgelig stadig bestå en våbeneksamen. I Ukraine tager det fire år at blive politibetjent. Det er en hård uddannelse, fordi man ikke bor hjemme, og man følger et meget stramt program. Akademisk er det også virkelig krævende. Man studerer nærmest hele tiden. Også om lørdagen og søndagen. Krigen har forandret politiets arbejde markant. Belastningen er blevet langt større, og mange betjente er nærmest konstant på arbejde. Nogle enheder rykker ud til nedslagssteder, dokumenterer krigsforbrydelser og hjælper civile. Andre tager dna-prøver fra faldne ukrainske soldater, som er blevet sendt hjem fra fronten, og har kontakt med de pårørende. For mange betjente er det et meget psykisk hårdt arbejde.
Alina: Jeg har selv arbejdet i sådan en enhed. Jeg lavede officielle undersøgelser om skader på politibetjente, dødsfald og savnede personer. Det var et vanskeligt arbejde. Der var mange af de hændelser.
Mariia: Det er nogle gange svært at være kvinde i politiet. Man bruger meget tid på arbejdet, og der er mindre tid til familien. Men jeg tror egentlig, det gælder for alle arbejdende kvinder, ikke kun dem i politiet. Kvinder i det ukrainske politi bliver taget mere alvorligt i dag end tidligere. Dels fordi der er kommet flere kvinder i styrken, efter mange mandlige betjente er sendt til fronten, dels fordi samfundets syn på kvinder i uniform har udviklet sig i en mere positiv retning. Der findes stadig fordomme og enkelte episoder, men hvis du er dygtig til dit arbejde, bliver du respekteret og værdsat.
Alina: Kvinder udgør omkring en tredjedel af politistyrken. I min politienhed kan jeg i hvert fald med sikkerhed sige, at kvinderne værdsættes, og at der eksisterer ligestilling. Måske bliver vi endda mere bemærket. For mig handler politiarbejde først og fremmest om at hjælpe folk og støtte dem. Jeg tror også, at de fleste ukrainere opfatter politiet sådan, men der er selvfølgelig også nogle, der opfatter politiet negativt.
Alina og Mariia ønsker ikke deres efternavne nævnt på grund af deres arbejde.
__________________________________
SOFIIA SOKOLOVSKA
17 år, gymnasieelev
VI ER PÅ VEJ til bryllup i Spanien – det er min tante, der skal giftes. Hun flyttede til Spanien for omkring et år siden, fordi der var et missil, som ramte ned få meter fra hendes hus. Det var en virkelig skræmmende oplevelse for hende, og hun var skrækslagen.
Hun skal giftes med en ukrainsk mand, som hun bor i Valencia med. Jeg rejser med hele min familie: min mor, bedstemor, bedstefar og min hund. Vi skal alle til brylluppet. Jeg har boet i Kyiv i næsten fire år. Jeg flyttede til hovedstaden i 2021, og lige nu går jeg i 11. klasse.
Efter gymnasiet regner jeg med, at jeg skal læse international kommunikationsledelse på et universitet i Holland. Jeg er meget interesseret i at forstå samfundet bedre, at kommunikere med mennesker fra forskellige lande og være en del af et internationalt fællesskab.
Holland har et virkelig stort studiemiljø, og det virker som en fantastisk mulighed for både at studere, udvikle sig og måske også arbejde der bagefter. Uddannelsen tager tre år, men jeg ved endnu ikke, om jeg bliver i Holland efterfølgende – det kan godt være.
Jeg drømmer også om at flytte til Sverige. Jeg har været der før og forelskede mig fuldstændig i landet. Arkitekturen er smuk, menneskene er fantastiske, og mit drømmejob ville nok være at arbejde for Spotify.
__________________________________
ANDRII POLISHCHUK
30 år, softwareudvikler
VI SKAL TIL KRAKOW og flyver til Portugal i et par dage. Derefter skal vi videre til Milano og Como-søen resten af ferien. Det er min kone Viktoriias fødselsdag under turen, og det er hele grunden til vores ferie.
Før rejste jeg en del. Jeg har været i Tyrkiet, Egypten, Sverige og USA. Sidst jeg var uden for Ukraine, var i Polen i november 2021, omkring tre måneder før krigen brød ud. Det her er min første internationale ferie siden krigens start, og det er også den første ferie uden for Ukraine sammen med min kone.
Vi mødtes i 2017 til en fest på en lokal klub i Kyiv. Vi har en fælles ven, som introducerede os for hinanden, og jeg kunne lide Viktoriia med det samme, så jeg fik hendes nummer, og vi begyndte at skrive sammen. Efter nogle måneder blev vi kærester. Vi har boet sammen siden 2020 og blev gift for to år siden.
Det er behageligt at tage nattoget. Sammenlignet med for eksempel en 10-timers flyvetur til New York er toget meget nemmere og virkelig rart. Det er også den eneste måde, man kan komme til Europa på lige nu, fordi luftrummet over Ukraine er lukket.
Jeg arbejder med kritisk infrastruktur, men jeg kan ikke gå i flere detaljer end det. Jeg må gerne rejse i forbindelse med forretningsrejser og ferier i henhold til ukrainsk lov. Jeg har alle tilladelserne i orden til at rejse, men den endelige beslutning træffes ved grænsen, hvor jeg stadig kan blive afvist. Så jeg er lidt nervøs, også selvom alle dokumenterne er i orden.
Mine kolleger har rejst uden problemer, så jeg er 99 procent sikker på, at de lader mig komme over grænsen. Vi skal kun være væk i otte dage, og jeg har alle bookinger og billetter på plads. Jeg håber, det går fint.
Jeg synes egentlig ikke, at reglerne er for strenge, men nogle gange er de ulogiske. Man kan have alle dokumenter i orden og opfylde alle krav for at få lov til at rejse, men i sidste ende er det stadig op til én eller et par personer ved grænsen at træffe den endelige beslutning.
Vi har boet i Kyiv i mere end fire år. Det første år var ekstremt skræmmende, fordi ingen af os vidste, hvad vi kunne forvente. Nu er situationen mere stabil, og krigen er blevet en del af hverdagen. Vi ved, hvordan vi skal reagere, når luftalarmen går i gang, og vi lever et nogenlunde normalt liv. Selvfølgelig gælder det ikke for dem ved frontlinjen. Jeg er selv ikke underlagt værnepligt eller militærtjeneste, så jeg forsøger at støtte krigsindsatsen økonomisk og gennem mit arbejde.
Andrii vendte senere tilbage og fortalte, at han var blevet nægtet udrejse og ikke måtte krydse grænsen til Polen. Parret holdt i stedet deres ferie i den vestukrainske by Lviv.
