Man skal ikke mange sider ind i jeres nye bog ’Bare et menneske’, inden det første mord er begået, en pige er udsat for vanrøgt, og et barn skyder en betjent på klos hold …
”I en krimi skal der være en fremdrift, der får læseren med. Håndværksmæssigt er det spændende at arbejde inden for den genrekonvention. Vi vil gerne have, du spiser bogen som en flødeskumskage. Men inden for de rammer har vi også været optaget af almenmenneskelige temaer som ensomhed, længsler, ubehag og drømme.”
Hvor fandt I inspiration til volden og forbrydelserne?
”Vi prøvede at gå ind i, hvad der skræmmer os selv. Jeg synes, det er superuhyggeligt at gå ind i en mørk skov. Forestil dig så, at der er en, der forfølger dig gennem skoven med en jagtriffel … det var der selvfølgelig en, der skulle.”
Foto: Lærke Capion
Du har udgivet digtsamlinger, romaner og musik, men aldrig prøvet kræfter med krimigenren. Før nu …
”Da Kaspar og jeg for et par år siden skrev manuskript til en tv-serie, fandt vi ud af, at vi arbejdede godt sammen. Kaspar er filminstruktør og manuskriptforfatter, vi supplerede hinanden godt og havde det sjovt. Da vi var færdige, fik vi lyst til at lave en krimiserie til tv, så vi lejede et kontor og gik på arbejde hver dag for at brainstorme og skrive på en synopsis. Vi kom på, at historien skulle foregå i en lille by, der hed Vesterlyng, som kunne ligge mange steder i Vestjylland. Så spurgte vi os selv, hvad det var for et sted. Hvad det var for nogle mennesker, der boede der. Og jo mere vi skrev, desto mere fik vi lyst til, at det skulle være en bog. Det kriblede i fingrene, og en bog er på mange måder mere realiserbar end en tv- eller filmproduktion, der involverer mange flere led, finansiering, pitches, afslag og så videre. Så er der mere frihed i at sætte sig til tasterne og skrive derudad.”
Altså, du satte dig til tasterne?
”Det var mig, der skrev, men hele tiden i kontakt med Kaspar. Han er ekstremt god til plot, vendepunkter og dramaturgi. Jeg plejer bare at gå i gang med at skrive fra en ende af. Jeg er lidt som rodeotyren, der står og skraber i gruset, inden den kommer i manegen. Jeg vil bare i gang. Det var en øvelse i tålmodighed, men vi satte et stillads op på forhånd, og så var det mig, der byggede huset. Så sker der alligevel ting, når man skriver, som man ikke kan planlægge på forhånd, men alt blev vendt med ham. Han skyder mange ideer ned. Og har som regel ret. Det var pisseirriterende, men også skidesjovt.”
Ulve spiller en væsentlig rolle i bogen. Repræsenterer de også en personlig frygt, eller er de med på grund af deres rolle i medierne?
”Vi har talt meget om, hvordan vi kan bo i så lille et land og alligevel opfatte tingene så forskelligt. Ulven lå lidt til højrebenet som et symbol på den forskel. Forskellene, der adskiller dem, der vil frede ulven, og dem, der synes, den bare skal væk. Man støder på den sidste opfattelse ude i Vesterlyng, hvor man har dem inde på livet med alt, hvad det indebærer. Her har man rod i en landbrugskultur, og naturen har historisk set været noget, der skulle tæmmes. Hvis ikke vi tæmmer naturen, så kommer den og æder os! På den anden side har man Christiansborg og magteliten med dens regulativer, som man i Vesterlyng føler sig helt fremmedgjort over for.”
Det, der trækker efterforsker Carmen Høst og bogens handling fra København til Vestjylland, er mistanken mod en kendis-shaman, der tjener penge på rige mennesker på et retreat i Vesterlyng. Er han et outreret eksempel på en natur-romantisk storbytosse?
”Han er sådan en, der bare er på besøg i naturen. Folk i Vesterlyng griner af ham og de rige mennesker, der krammer træerne, men ikke kan se forskel på en birk og en bøg. Man kan godt sige, at det lidt er en karikatur. Men det er også noget, der sker i virkeligheden. Mange af os er meget fremmedgjorte over for naturen og vores egen natur. Vi syntes, at de forskelle og spændinger var interessante at udforske.”
Du kommer selv fra Vestjylland. Havde du naturen på rygraden – hvordan det lyder, når man går på våd skovbund for eksempel – eller måtte I på felttur?
”Dufte, lyde og farver, alt det sanselige, er altid vigtigt for mig for at invitere læseren så langt med ind i et miljø som muligt. Men nu er Vesterlyng et fiktivt sted, der kunne ligge mange steder, så jeg har ikke decideret været på felttur.”
I bogen optræder nogle kryptiske løsrevne paragraffer fulde af stemningsmættede sætninger som: ”Angsten er et hestehul, hvor ord som skyld ikke længere giver mening.” Og: ”Sindet er skarpt som bjergkrystal og samtidig blødt som kviksand.” Er det digteren i dig, der kigger frem?
”På en måde, ja. I et digt kan du gå ind i noget sjæleligt og abstrakt, som ikke handler om plot og fremdrift. Jeg havde nok brug for at sætte et hørslevsk aftryk i bogen, men passagerne giver en farve til helheden og kommer ud af nogle samtaler, Kaspar og jeg har haft om, hvad det er, der driver mennesker til at handle, som de gør. Og de giver mening til sidst. Så forstår man, hvad det er for en stemme, der taler.”
Foto: Lærke Capion
Hovedpersonen, efterforsker Carmen Høst, er tørlagt alkoholiker. Du har selv stået frem og fortalt om at være holdt op med at drikke. Er alkoholen mere end en genrekonvention?
”Alkohol har kostet Carmen dyrt, hendes søn har slået hånden af hende. Nu er hun ædru alkoholiker og drikker ikke, men er meget langt fra at have det godt. Hun havner i et miljø, hvor alkoholen flyder frit, også fordi mange i Vesterlyng er i en form for sorg og dulmer den med alkohol. Så hun har hele tiden lyst til at drikke, men må ikke, fordi hun så mister sit arbejde, og det hele vil ramle. Hun er nødt til at fjerne sig fra sine følelser, og det gør hun ved at arbejde, men hun er hele tiden lidt vrissen og utålmodig. Jeg kunne godt lide at skrive på den energi. Samtidig håber vi, hun fremstår som et helt menneske. Det er ikke bare en accessory, vi har givet hende, men et rigtigt problem, som det er vigtigt at fortælle om. Personligt har jeg heldigvis ikke haft så svært ved at holde op, fordi jeg har fået hjælp fra gode venner og fællesskaber. Nu har jeg været ædru i fire år. Men jeg håber, at man mærker Carmen og forstår, hvor svært det er for hende at lade være med at drikke, og får et indblik i, hvad der sker i hovedet på en kvinde som hende. Og i, hvad alkoholismen er for en lidelse at være fanget i.”
I har allerede planlagt en serie med Carmen Høst. Er det, fordi I kom til at holde så meget af jeres hovedkarakter, eller skal krimier bare være serier?
”Begge dele, ha ha. Vi havde ikke som udgangspunkt tænkt det, og bogen kan læses selvstændigt som en afsluttet helhed. Jeg hader åbne slutninger. Men så fik vi at vide fra forlaget, at man – også fra udlandet – gerne ville høre mere til Carmen Høst. ’Nå, vil de det,’ tænkte vi. Men okay, vi holder jo også selv af hende, så hvorfor ikke se, hvad hun kan blive udsat for, og hvad hun skal opklare i fremtiden. Vi glæder os.”
