UDE I DEN store verden blussede Vietnamkrigen og ungdomsoprøret. Herhjemme blev Christiania besat af slumstormere, mens Danmark fik sin første kvindelige regent, og fodboldklubber som B1903, KB og Vejle kæmpede om mesterskaber og popularitet hos den Sweet- eller Slade-lyttende ungdom. Men hjemme i den gule murermestervilla, hvor Jens Rebensdorff voksede op, var det, som om tiden var gået i stå i begyndelsen af 70’erne. Aften efter aften trak forældrene sig tilbage til hver deres lænestol forskanset med øl, vin, smøger, bøger, aviser, tv og andre værn mod samtale og spørgsmål, så han og hans søster måtte underholde sig selv. Som han beskriver det i sin nye bog ’Fortielsen’:
”Efter arbejde groede min far fast i lænestolen. Han blev ét med stuens grønne væg til væg-tæppe, rullebordet og de nikotingule vægge. Når der var allermest stille, var det kun cigaretrøgen, der bevægede sig i stuen, når han hostede, hvis han da ikke var døset hen foran fjernsynet.”
Det var et tyst, moderat misbrug, den unge Jens var vidne til. For husholdningen fungerede, som den skulle, moderen satte biodynamisk mad på bordet, når hendes arbejdsdag som socialrådgiver i Vestre Fængsel var forbi, og faderen havde ikke problemer med at passe sit job som ingeniør hos FLSmidth i Valby. Og udadtil var de en almindelig familie, der tog på ferierejser, i Idrætsparken og på cykeltur, gav hinanden julegaver og fejrede fødselsdage og andre ting, almindelige familier gør. Men inden for hjemmets fire vægge i det nordvestlige københavnske Bispebjerg-kvarter var det, som om al energi og fællesskab forsvandt, når den syv år ældre søster lukkede døren til sit værelse sammen med sine næsten voksne venner for at ryge hash og høre Rolling Stones under Che Guevara-plakaterne, mens forældrene forsvandt ind i cigarettågerne, og 11-årige Jens sugede den afgrundsdybe kedsomhed ind i lungerne.
Foto: Privat
HAN FORSØGTE AT fordrive tiden, mestendels udendørs med fodboldkampe, hulebygning og æblerov i området ved Utterslev Mose, men når han undertiden ringede til vennerne og fik den besked, at de den dag hellere ville blive hjemme end komme ud at lege, udstillede den et tomrum i hans egen opvækst. For hvem kunne dog finde på at vælge samvær med familien frem for eventyr og drengestreger? Prioriteringen gav ingen mening for ham.
”Lige siden jeg var dreng, har jeg kigget på mit familieliv og tænkt: ’Der mangler da et eller andet her.’ Jeg kunne bare ikke mærke, hvad det var. Men efterhånden som jeg voksede op, kunne jeg se, at mange andre folks forhold til deres forældre var meget anderledes. Meget tættere og mere kærligt. Selvom jeg har fået tryghed og materielle goder,” siger den i dag 66-årige journalist Jens Rebensdorff, der denne sommer er debuteret som forfatter med en erindringsbog om et familieliv, hvor følelserne blev fejet ind under gulvtæppet. Eller gemt i de kasser i kælderen, hvor Jens Rebensdorff som dreng blandt andet fandt en bajonet med blodrille og nogle patronhylstre i en konvolut med påskriften ’Til erindring om 5-5-1945’. På et tidspunkt i opvækstårene ytrede moderen noget om, at faderen havde ”været på den forkerte side under krigen”. Han havde hjulpet tyskerne med deres telegraflinjer og var blevet såret – men mere talte man ikke om det. Og arret midt i ansigtet? Det hed sig igennem hele Jens’ barndom, at det skyldtes et hestespark.
AT IKKE BARE familien var anderledes, men at han var det i særlig grad, blev stadig mere åbenlyst gennem teenageårene. I en biologitime, hvor læreren forklarede dem om dna, kromosomer og cellemembraner og blandt andet kom ind på den minimale sandsynlighed for, at to blåøjede forældre skulle få et barn med brune øjne, rungede spørgsmål, som tidligere havde ligget uudtalte, mellem ørerne på den 15-årige Jens. For hvordan kunne han med sine grønne øjne, sit sorte, tykke hår, sin olivenfarvede hud og blødt krummede næse være produktet af to blonde forældre? I frikvarteret efter timen satte klassekammeraten Jimmie det på spidsen:
”Hvordan fanden er du blevet sortsmudsker? Din mor og far har sgu da blå øjne.”
Og af og til, når han driblede hurtigt op ad linjen som højre wing i Brønshøj-klubben Fix, hørte han tilråb som: ”Pas på ham grønlænderen” fra modstanderne. Han prøvede ikke at tænke for meget over det. Og spørge forældrene, hvordan det egentlig hang sammen, kom ikke på tale. Men omverdenen har nok gjort sig sine spekulationer, mener Jens Rebensdorff.
”Der må have været lidt murren i krogene, men jeg hørte ikke noget til det fra mine forældre. Jeg følte mig anderledes, men var også god til at indrette mig. Jeg var altid en del af rosset, så jeg tog det ikke så tungt. Og det var jo 70’erne. Dengang var der ikke noget usædvanligt i at kalde folk sortsmudsker. Vi mobbede jo hinanden sønder og sammen. Folk blev kaldt alt muligt, uden at man tænkte nærmere over konsekvenserne, og der er utvivlsomt nogle, der er gået ned med flaget. Jeg var bare så heldig at være udstyret med hård hud.”
Jens Rebensdorff har gravet i gemmerne og erindringen i arbejdet med ’Fortielsen’.
DER SKULLE GÅ yderligere en håndfuld år, inden han – måske ved en slags freudiansk forglemmelse – en sen aftentime glemte et selvportræt, han havde skrevet under et højskoleophold, på køkkenbordet. Teksten luftede tvivl om, hvorvidt hans opvækst-far nu også kunne være hans biologiske far, og moderen sagde, efter at hun havde fundet den næste morgen, at han var velkommen til at spørge, hvis der var noget, han ville vide. Og over de næste minutter serverede hun så, med en underlig mangel på indlevelse, en kortfattet korrigeret skabelsesberetning til sin søn, der fik at vide, at han var blevet undfanget i Colombia.
Som barn havde han ofte hørt tale om sine forældres udstationering i colombianske Manizales, hvor faderen var sendt af sted for at etablere en cementfabrik for FLSmidth, mens moderen levede et behageligt liv som fruen i huset. Nu fik historien tilføjet en ny slutning, nemlig at moderen havde haft en affære med en af faderens ansatte, en affære, som gjorde hende gravid og afsluttede opholdet, fordi hun foretrak at føde og opdrage barnet under danske forhold.
MÅSKE VAR DET af hensyn til sin mor, at Jens Rebensdorff ikke stillede alle de spørgsmål, han havde lyst til at følge op med. Måske var det moderens lukkede facon, der fik ham til selv at lukke i. I hvert fald tog han til takke med de sparsomme informationer, han havde fået om sin biologiske far. Informationer, som af og til igennem de næste mange år blev luftet som en slags social remse, der gav opmærksomhed til selskaber eller ligefrem kunne bruges som scoretrick: Han var produktet af et sidespring mellem en indremissionsk præstedatter fra Himmerland og en socialistisk værkfører fra en cementfabrik i Colombia.
”Jeg vidste godt, det var en vild historie,” siger Jens Rebensdorff.
Kombineret med opvækstens fader, der vistnok havde sympatiseret med nazisterne og arbejdet på tysk side under besættelsen, blev det kun vildere. Endnu vildere blev det imidlertid, da moderen mange år senere, efter sin mands død, løftede lidt mere af sløret for sønnen og fortalte, at hun under krigen var blevet forelsket i en tysk soldat, og at han derfor havde endnu en uægte søster, som var blevet født i dølgsmål i krigens sidste dage.
”Der var mange temaer at tage fat på,” siger Jens Rebensdorff, der i mange år afholdt sig fra at udforske historierne yderligere, men blot levede videre med den overfladiske, kuriøse remse.
”De må have haft nogle utrolige dæmoner, mine forældre. De talte bare aldrig om det. Og det har jeg arvet i en eller anden forstand. Ens forældre er et spejl. De har været mit forbillede for, hvordan man navigerer i verden. Og jeg er meget konfliktsky. En af mine venner kalder mig ’Teflon-drengen’.”
Inden Jens Rebensdorff kom til verden, havde hans forældre levet et noget andet liv i Colombia.
FOR FEM ÅR siden skrev han i forbindelse med årsdagen for besættelsen en artikel til Berlingske, avisen, hvor han havde arbejdet i 30 år, om at vokse op med en far, man vidste havde en eller anden andel på den tyske side, og hvor mærkeligt det var ikke at vide hvorfor, og hvad han havde lavet. På det tidspunkt havde både moderen og opvækst-faderen været døde i mange år, så det virkede på en måde ufarligt at skrive om. Men redaktøren var vild med den personlige vinkel på besættelsen, fortæller Jens Rebensdorff, der blev hyret som avisens første såkaldte livsstilsjournalist i 1991.
”På en måde var det ikke så forskelligt fra de mange klummer, jeg har skrevet igennem min karriere. Da jeg blev ansat, sagde redaktøren bare: ’Gå ned på en café, og få en idé.’ Og den approach har jeg nærmest benyttet hele min karriere. Følelsen af, at man sætter sig selv i spil. Følelsen af, at man ved noget om det, man skriver om. Fordi man er ekspert på sit eget liv. Det var så let at skrive,” siger han om besættelsesartiklen og knipser med fingrene: ”Og det føltes faktisk godt.”
Dagen efter artiklen blev bragt, modtog han et tip, der fik ham til at forfølge sporet af sin fars og sin families fortid på tværs af arkiver, dagbøger, interview og en rejse til Colombia på vej mod et fragmenteret familieportræt. Og også på vej mod en dybere forståelse for forældrenes fælles forkærlighed for fortrængning. De havde, viste det sig, mødt hinanden i 1948. En kontaktannonce i Politiken, hvor en 27-årig ingeniørstuderende søgte en ”pige, der er ligeglad med fortiden”, blev indledningen til et fornuftsægteskab. Sammen kunne den forhenværende nazistiske østfrontsoldat og den kompromitterede ’tyskertøs’ slikke sårene og stable en ny tilværelse på benene.
”Nu ved jeg, hvad de kæmpede med. Nu har jeg en slags forklaring på, hvorfor de var, hvad de var. Mine forældre må hver især have haft et vildt indre liv med skam, skyld og forfærdelige ting, samtidig med at de holdt sammen på matriklen på Henriksvej hjemme i Bispebjerg.”
UNDER ARBEJDET MED ’Fortielsen’ har han selv gået til psykoterapeut for bedre at huske og forstå, hvad han voksede op med, og hvordan det har formet ham. Processen har skabt forbindelse til mange forseglede følelser:
”Jeg begyndte at drømme helt vildt. Det væltede op fra undergrunden med traumer, minder og relationer. Det har været privilegeret at sidde og skrive, men samtidig har jeg set nogle spøgelser i øjnene. Det har været et vidunderligt mareridt,” siger Jens Rebensdorff.
I dag kan han godt føle en slags sorg pr. efterkrav.
”Jeg havde venner og gik til fodbold, men på bunden var jeg jo en ensom dreng. Det er først nu, hvor jeg er kommet dybere ned i det, at jeg for alvor er begyndt at savne, hvad jeg ikke havde, og er begyndt at tænke: ’Gid, jeg havde haft et bedre forhold til min mor!’”
Postkort fra Manizales, en souvenir fra forældrenes ophold i Colombia. Foto: Privat
Erkendelserne har givet ham et ønske om at drage bedre omsorg for forholdet til sin egen voksne datter. Det har på sin vis været betinget af laden stå til, berøringsangst, og hvad han ellers selv er opdraget med, men nu skal det være slut: ”Det er forhåbentlig aldrig for sent at blive klogere. Om jeg kan handle derefter fremadrettet, det må fremtiden vise, men hun siger, at jeg er blevet roligere at være sammen med, efter jeg satte sidste punktum. Jeg tror, jeg har fået et større selvværd. Jeg har ikke bare fundet ny viden, jeg har fået vished. En slags sandhed, der har fået mine skuldre til at falde ned.”
Bogen er melankolsk, men der er meget erindringslitteratur derude, der går mere bidsk til værks. Du virker ikke særlig vred på dine forældre, men retter gang på gang kritikken mod dig selv, fordi du så mange gange undlod at spørge, hvad der var sket …
”Det er også sådan, jeg opfatter det. Det var mig, der aldrig fik nosset mig sammen til at tale ordentligt med min mor, mens hun levede. Det var hende, der sad og var traumatiseret. En af de ting, jeg gerne vil sige med bogen, er, at det handler om dig. Det er dit liv.”
’Fortielsen’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof.
